Artikler
Januar 5, 2012
Verdens første ædruelighedsprøve blev foretaget den 15. maj 1922 på Nørrebro. I 1920 var der 18.000 biler. I 1929 var det vokset til 100.000. Man undersøgte, om man kunne føre to fingre sammen. Man skulle også kunne tælle baglæns fra firs. Man forsøgte at give alle en ensartet behandling. Man kom med en bedømmelse
– ikke påvirket med stærk beruset!
Verdens første Ædruelighedsprøve
Kære læser, vidste du at verdens første spiritusprøve eller ædruelighedsprøven er dansk. Den blev foretaget den 15. maj 1922 på Fælledvejens Politistation på Nørrebro af politilæge Johannes Fog. Siden brugte man den verden over.
Mange biler
I 1920 var der 18.000 biler i Danmark. I 1929 rundedes 100.000. Spirituskørsel blev en alvorlig sag. Langt de fleste tilfælde af spirituskørsel fordelte sig mellem erhvervschauffører, som på rundturen havde fået sig et par opstrammere, og gode borgere som havde fået en lille én til halsen i godt selskab.
En klinisk undersøgelse
Den kliniske undersøgelse tog sigte på at vurdere den mistænktes almentilstand. Kunne han for eksempel føre to fingre sammen uden besvær? Hvis ikke var der sandsynlighed for,
at han heller ikke kunne sige bispens gips-gebis, uden at hvisle på s’erne. Hvis undersøgte ikke kun stå med samlede ben og lukkede øjne uden at vakle, var kørekortet for alvor i fare.
Hvad skulle man gøre?
I juni måned samme år arbejdede retslægerådet på nogle standarder, man kunne bruge ved alkoholberuselse. Politiet og myndighederne var ikke rigtig klar over, hvad de skulle foretage sig i den forbindelse.
Ensartet behandling
Antallet af trafikuheld foretaget af berusede personer var stigende. Og det gjaldt uanset om det var heste, andre trafikanter eller sagesløse vejtræer, der gik ud over. Myndighederne stod i sagen om de berusede i et dilemma mellem på den ene side behovet for øget sikkerhed i trafikken – på den anden side, arrestanternes forventninger om ensartet behandling. Udfaldet blev en officiel lægeerklæring på baggrund af et fastlagt skema:
Spørgsmål til brug ved Undersøgelse for Alkoholberuselse
b. Haandskriften? (undersøgte skal skrive Navn og Alder, Stilling, Bopæl paa et vedlagt Ark Papir)
a. Er der ved Undersøgelsen påvist Symptomer, der tyder paa, at undersøgtes Tilstand ikke er den normale?
b. Maa det antages, at de forefundne Symptomer skyldes indtagelse af Alkohol?
c. Vil De betegne undersøgtes Tilstand som beruselse?
Ikke beruset med stærk påvirket
I Retslægerådets årsberetning fra 1923 var for eksempel en sag indberettet, hvor det kun kunne fastslås, at den undersøgte
Undersøgt af landets førende ekspert
Chaufføren blev indbragt til undersøgelse på stationen Han havde efter eget udsagn kun indtaget et par bittere og nogle større “Forskærings – cognac’er – et uhyrligt fludium som indeholdt 38,5 volume-procent alkohol”
Anholdte, detailhandler NN blev undersøgt af Dr. Fog, som på dette tidspunkt havde omkring halvtreds lignende sager bag sig og må derfor betegnes som landets førende ekspert på området.
Tælle baglæns fra firs
Han noterer sig under undersøgelsen, som udføres i henhold til retslægerådets skema, at anholdte havde besvær med at tælle baglæns fra firs. Han kastede også voldsomt op nogle gange. Detailhandlerens gang var bred og usikker. Han kunne heller ikke holde balancen med samlede fødder og lukkede øjne. Dr. Fog konkluderede, at den undersøgte i påkørselsøjeblikket har
været beruset, eller i hvert fald meget påvirket af spiritus.
Egen læge gjorde indsigelse
Dermed burde sagen være afgjort, men det var den ikke. Detailhandlerens egen læge gjorde indsigelse. Han hævdede, at denne hårdtarbejdende mand havde et maveonde, som kunne
forklare hans “Opgylpninger”, at hans balanceproblemer skyldtes choktilstand etc. Retslægerådet valgte i rapporten, at overhøre lægens indvendinger.
En mild dom
Den 20. marts stadfæstede Østre Landsret, Byrettens dom, men med en langt mildere straf. Forskellen mellem Stærkt påvirket og Beruset var efter Landsrettens afgørelse at dømme ikke tilstrækkelig dokumenteret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 12. – 2021
Januar 5, 2012
De var populære de to Lersø – bøller, Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. De var datidens Bonny og Clyde. De blev kærester. Da de mærkede jorden brænde under sig ude i Lersøen flygtede de til Århus. Her gik det godt et halvt år. Men de blev arresteret. Atter engang flygtede de. Ferdinand blev nærmest udvist til Amerika, men vente atter hjem. Han fortsatte sin karriere, og tilbragte det meste af sit liv bag tremmer.
Badede nøgen i Lygten Å
De var mange derude i krattet og mosen. Og de var ikke alle lige kriminelle. Men omkring Lersøen spredte de alligevel skræk og angst. De vakte også forargelse, når de badede nøgne i Lygten Å, mens tøjet hang til tørre på bredden.
Datidens Bonny og Clyde
Det var herude, at Storm P. fik inspiration til sine legendariske tegninger. Men det var dog to personer, der overskyggede dem alle sammen og det var Ferdinand og Karen. Ja det var vel nærmest datidens Bonny og Clyde. De blev også genstand for datidens revy – tekster.
Karen opvokset i Rabarberland
Karen var opvokset i en af de såkaldte kasernebygninger i Rabarberkvarteret. Drengene kaldte hende Spids på grund af hendes karakteristiske næse. Men det skulle man ikke drille hende med, så fik man en på skrinet. Ferdinand var en af Rabarberdrengen Christian Christensens skolekammerater.
Der blev tigget og truet
Mange af Lersø – bøllerne var kraftige fyre. Man sagde om dem, dengang, at de ikke gad at bestille noget. Man sagde også, at de var for uduelige til at begå tyveri. Derfor tiggede de ofte, under trusler og vold.
En skalle
Man skulle ikke komme med en fornærmet bemærkning om dem, for så var der straks slagsmål i luften . Den mest benyttede teknik var at tildele
det, der i fagsproget hed drikke eller smække modstanderen en skalle. Dette bestod i, at gribe modstanderen i frakken, og ved et ryk trække ham til sig. Så skulle man blot bøje panden frem. Resultatet var, at staklen gik i gulvet med et blødende sår over næseryggen. Det hændte også for de uheldige at næseryggen blev knust.
Politiet lod ofrene ligge
Politiet forsøgte at komme de overfaldene til hjælp. Men var individet så medtaget, at han ikke kunne støtte på sine ben, ja så lod man blot offeret ligge til det kom til sig selv.
Startede som 13 – årig
En af disse bøller, der praktiserede dette var Frederik Eriksen. Han startede sin karriere som 13 – årig. Det var de frederiksbergske villaer, det gik ud over. Dette indbragte ham 25 slag. Men dette gjorde nu ikke det store indtryk på ham.
Straf på Straf
To måneder efter fik han næste dom. Dette indbragte ham seks dages fængsel. Og sådan blev det ved. Han huserede også omkring Vognmagergade. I 1892 fik han en dom på 8 måneders
forbedringshus og året efter 18 måneder. Den sidste dom blev afsagt af Højesteret den 4. november 1893 og forkyndt ham dagen efter i Christianshavns Arresthus. Den følgende nat flygtede han.
Glæden varede kort. Dagen efter blev han igen anholdt og fik 8 måneders tillægsstraf. Han forsøgte efter løsladelsen en kort tid at holde sig fri for politiet.
Vold mod politiet
Men i 1896 blev han igen anholdt. Det blev til 12 dages tvangsarbejde. Det følgende år fik han sin 12. straf – 8 måneders forbedringshus for vold mod politiet.
Mod Nørrebro
Da han i 1901 igen vendte tilbage til byen, syntes han, at det var lidt for broget i byen i form af alt for mange betjente. Han søgte mod Nørrebro, hvor han i Lersøen fandt lidelsesfælder. Her følte han sig hjemme. Lersø – bøllerne spredte skræk og ballade blandt beboerne i nærheden. Der var fest, når de hen på morgenstunden delte deres udbytte.
Ferdinand fik Karen som kæreste
Ferdinand blev kæreste med med den 22 årige Karen Spidsmus. Hun var undveget fra Tvangsarbejderanstalten. Hun var dømt for noget, som hun ikke mente, at politiet skulle blande
sig i.
Betjent slået ned
Natten mellem den 29. og 30. september lykkedes det for to betjente, at anholde den sidste af bøllerne. Men de andre kammerater kom til hjælp og befriede ham. Den ene betjent blev ilde tilredt.
Flygtet til Århus
Karen og Ferdinand kunne godt mærke jorden brænde under sig. Det lykkedes for dem at flygte til Århus. Her lejede de en kvistlejlighed under navnet Mathilde og Valdemar Hansen – broder og søster. Det gik også godt i et halvt år.
Sand i øjnene
Men en kone i ejendommen fandt det mistænkeligt, at de to, der aldrig bestilte noget, fik nyt tøj og altid havde penge. Politiet blev underrettet. En betjent gik op i lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På opfordring fulgte hun modvilligt med. Hun var navnlig utilfreds med, at hun ikke skulle køres. På vej til stationen blev de indhentet af Ferdinand. Han kastede en håndfuld sand i øjnene på betjenten. Da han igen kunne se, var både Karen og Ferdinand væk.
Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård på vej til København.
Flugt fra arresten
De blev sat ind i arresten i Århus. Men atter engang flygtede de. En bagermester indfandt sig ved tre tiden om morgenen. Han havde set et linned hænge ned fra bygningen. Hele politistyrken i omegnen var alarmeret. De var flygtet næsten nøgen, for hver aften blev tøjet fjernet fra de to celler for netop at forhindre flugtforsøg.
Da man havde fået vækket arrestforvareren, der havde soveværelse i bygningen og foretaget en grundig undersøgelse fandt man ud af, at Frederik og Karen var væk.
Ferdinand havde om natten brækket briksen i sin celle løs. Han havde stillet den på højkant op mod væggen til gangen. En gas-arm, der førte ind i cellen gennem et ret stort hul havde han bøjet ud af. Han var nu i stand til at kravle gennem hullet ud i gangen.
Han var derefter gået ned i stueetagen, hvor Karen havde sin celle. Det var lige over arrestforvarerens soveværelse. Ferdinand stillede sig nu på et bord, han havde fundet i gangen. Han benyttede sig af samme fremgangsmåde med gasarmen. Karen stak nu sine arme gennem hullet, og Ferdinand kunne nu trække hende gennem hullet.
Med bordet og en lille stige som de fandt i gangen, var de gået op på loftetagen. Her anbragte de stigen over bordet under tagvinduet. De kom så ud på taget. Ferdinand trak stigen op og gjorde den fast ned ad taget. De kravlede ned ad den til tagrenden. Derefter lod de sig falde ned på den ret brede gårdmur, som de så balancerede hen ad. Ved hjælp af et lagen, som Karen havde taget med, lod de sig fire ned på gaden.
Mistænkte i Lisbjerg
Ved 4 – tiden om eftermiddagen hørte politiet fra en vognmand i landsbyen Lisbjerg nord for Århus, at to mistænksomme personer havde været inde hos købmanden. De to eneste disponible betjente tog deres cykler og cyklede så hurtig de kunne. Da de ankom til Lisbjerg havde vognmanden , hans søn og en række beboere fanget de to.
Dametøj og overskæg
Ude for byen havde de to gemt sig i en kornmark. Ved middagstid var de gået ind på en tennisplads, for at finde noget tøj, de kunne tage på. De brød ind i et skur, men fandt kun dametøj. Og det var måske årsag til anholdelsen fra vognmanden og hans bekendte. Det må have set morsom ud, med Ferdinands store overskæg og et tørklæde samt dametøj
Udvist til Amerika
Karen blev straks sat i arresten igen. Ferdinand modtog 20 slag Rotling. Han modtog slagene på sin nøgne krop uden at fortrække en mine. De tog tilstod 18 indbrud i Århus. Karen slap med 6 gange 5 dages vand og brød, mens Ferdinand fik fire års tugthusarbejde. Første maj 1905 blev han benådet og ikke at vende hjem de første ti år. Han blev så hjulpet til Amerika. Men allerede i juli vendte han hjem igen. Amerika var ikke, hvad han havde ventet. Hjemkomsten skulle fejres. Han drak sig fuld og lavede gadeuorden. Han opgav sit navn til Carl Christian Larsen og skulle afsone sin straf.
Desværre for ham, blev han genkendt af arrestforvareren i Vestre Fængsel. Så måtte han afsone de eftergivende 17 måneder.
Fem års Tugthus
I januar 1907 blev han løsladt. Efter et halvt år blev han igen anholdt i færd med at begå et indbrud. Dette og andre tyverier indbragte igen 5 års tugthus. I 1912 kom han atter ud, og klarede sig endelig fri for politi og domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.
En af viserne
Der blev skrevet et hav af viser om de to, her er en af dem:
Karen Spids og hendes Ferdinand
Kilde
Hvi du vil vide mere:
Redigeret 13. 12. 2021
Januar 5, 2012
Kongen faldt i vandet på grund af fuldskab. Han overlevede, men det gjorde redningsmanden ikke. En populær præst måtte ikke tage ”brødet ud af munden” på
andre. Han skrev en vise mod biskoppen og blev halshugget. Der var masser af trolddom og overtro. En adelsmand begik mord, men kunne betale sig fra det. En nyfødt og dødt barnelig blev fundet på gaden. Ved Christian den Fjerdes kroning kom der 2.200 heste til byen. Masser af sygdom huserede i byen.
Redningsmanden døde
I sin lig-prædiken over Frederik den Første, fortalte pastor Vedel, at den velbyrdige mand, Jørgen Brade i 1565 havde reddet Hans Naade op af vandet under broen ved Amager Bro.
Kongen overlevede, men det gjorde redningsmanden ikke. Han blev syg efter sin heltedåd, og døde nogle dage efter. Onde tunger påstår at kongen ikke havde været helt ædru ved denne episode.
”Modepræsten”
Præsten ved Sankt Nikolaj Kirke , Jakob Nielsen var blevet upopulær. Han var godt nok den mest populære prædikant i byen, men han tog rundt til de andre kirker og viede folk. Det var et forargeligt Indgreb i andre Præsters lovlige Næring.
Tænk han tog helt til Skåne og holdt lig-prædiken over en falden adelsmand.
Kongen følte sig forpligtet til den 27. februar 1566, at udsende en skarp irettesættelse af præsten. Hvis han nogensinde igen besørgede kirketjeneste uden for sognet, ville kongen ikke alene skille sig af med ham, men også lade ham straffe. Den omtalte modepræst døde den 11. september 1571.
Borgerne holdt vagt
I 1567 havde man antaget 100 vægtere til at holde vagt i gaderne. Men man vendte tilbage til det gamle system, med at lade borgere holde vagt på omgang.
Mord og trolddom
Et mord blev begået i 1568 idet Karl Kiørling blev ihjelslået af Anders Bilde. Den 1. marts blev Hans Plidsfoged hængt. 14 dage efter blev Ladegaards – fogeden hængt samme sted. Der var endnu mere drama, da Jørgen Fyrbøder blev forblændet af trolddom og faldt ned fra tårnet på Vor Frue Kirke. Man sagde også, at den 18. oktober blev der født et barn uden ansigt i Østergade.
Landsknægte gør oprør
I begyndelsen af sommeren 1569 gjorde Landsknægtene oprør uden for byen. I et Kongebrev af 9. juni siges, at nogle af dem havde
Kongen befalede, at fæstningsværkerne skulle forstærkes. Han lovede, at sende svenske krigsfangere, der ikke havde midler til selv at betale for deres underhold til København for at hjælpe med arbejdet på befæstningen.
Overtro
Overtroen var meget fremherskende i 1570. I Kamstrup ved Roskilde forvandledes vand til blod. Og det blev sagt, at den 17. juni blev Lammekød, som var kogt omvendt til Blod i Dr. Rasmuses Hus. Pludselig var Peter Oxes lysthus styrtet sammen. Den onde havde indfundet sig.
Et mord kostede 10.000 daler til kongen
Ja der skete mange uordner i datidens København. Den unge Lavrids Brokkenhus, søn af den kendte Feltøverste Frands Brokkenhus, havde i februar 1571 ved nattetid uden skælling og billig Aarsag dræbt en kvinde.
Han måtte bøde 10.000 Daler til kongen. Samme år kunne han endda holde bryllup med en adelig Jomfru.
Vær venner med svenskerne
Da der var sluttet fred med svenskerne, lod kongen det udråbe den følgende hverdag i alle gader. Det foregik på den måde, at herolden Johan Baptist den 4. april 1571 red omkring i sin heroldsdragt, og kundgjorde, at der nu var fred med svenskerne, og at de skulle behandles som venner. Foran sig havde herolden to trommeslagere og en trompeter.
Frederik den Anden blev gift med kusinen
Frederik den Anden havde endelig fundet sin udkårende. Det var hans søsterdatter Sofie af Mecklenburg. Store forberedelser blev sat i gang. Adelens folk mødte op på slottet, der var pyntet godt op. Der blev saluteret og fra kirketårnene spillede Stadens spillemænd. På slotstårnet stod en mand med en fane. Da kongen kom ind på slottet gav han et tegn, hvorpå der fra alle orlogsskibe lød en salut, der kunne høres 4 mile borte.
Dagen efter kom hertugerne Hans den Ældre og Yngre af Holsten. Den store sal var blevet ryddet. I den øverste ende var brudesengen blevet opstillet. Den var prydret af gyldne tæpper og puder af hvid brillant. Vielsen den 20 juli blev foretaget af hofpræsten, Mester Kristoffer Knopf.
Dronningens kroning
Næste dag skulle dronningen krones. Om morgenen samledes adelen på slottet. Alle kirkeklokker lød. På gaderne blev der lagt blomster og husene blev pyntet. Fra slottet udgik der der en procession. I spidsen var der to trommeslagere, og derefter 8 trompetere. Herefter kom den danske og den udenlandske adel. Herefter kom kongens herold. Så fulgte Rigets råd. Lige foran dronningen red Rigets hovmester, Peder Oxe, der havde guldkronen i sin højre hånd.
En dyr karet
Dronningen kørte i en flot karet, smedet af sølv med kongens og dronningens navnetræk på siderne og deres våben på enderne. Den blev trukket 8 hvide heste. Seletøjet var af rødt fløjl med forgyldte halskobler og ringe. Kuskene var klædt i rødt fløjl, rigt prydret med guld. Hos dronningen sad hendes mor og svigerinde kurfyrstinde Anna.
Ved siden af denne vogn gik 8 adelsmænd bærende hattene i hånden. Den næste karet indeholdt Hertug Hans gemalinde og en anden fyrstinde. Derefter red kurfyrstinde af Sachsen,
med dronningens far, Hertug Ulrik på den venstre side. Hertug Hans den ældre ved siden af Hertug hans den yngre.
Penge til de fattige
I 1573 skænkede kongen tiender af de kirker, der tilhørte kronen. Og i 1574 endda 1.000 daler til de fattige. Den hårde vinter havde sat sine spor. Peder Oxe gav også 1.000 daler til de husarme. Og den 28. juni fulgte kongen efter med endnu 10.000 rigsdaler af rigets penge til en særlig Fattigdirektion.
Fandens Skalk
I 1575 blev der klaget til Rigets hovmester, Peder Oxe. Professor Niels Hemmingsen havde udskældt en økonoms hustru på åben gade. Og dennes søn havde ved nattetid slået vinduer ind hos økonomen. Pludselig havde sønnen stået nøgen i stuen, mens hustruen lå syg. Der var ligeledes blevet truet med kårde og kniv. Peder Oxe lod den skyldige indsætte i Universitetets Fængsel og kaldte den skyldige for Fandens Skalk.
Ejendomme til staten
Den 30. november befalede kongen byfogeden, at undersøge, hvilke jorder, boder, gårde eller byggesteder, der havde ligget øde i mindst tre år. Disse ejendomme skulle tilfalde staten ved dom. I efteråret 1576 udbrød der igen en pest i staden. Udbruddet varede til næste forår.
Christian den Fjerde døbes
Den 2. juni 1577 blev Christian den Fjerde døbt i Vor Frue Kirke, ledsaget af store festligheder. Og atter engang hjemsøgtes byen i 1578 af pest. Universitetet måtte lukkes en overgang. I 1579 byggede kongen Sejlhuset på Holmen. Det var en høj bygning ved enden af Reberbanen imellem Det Kongelige Teater og Charlottenborg.
Den første vandledning
I februar 1580 fik byen sin første vandledning. En bitter strid opstod mellem borgerskabet og Magistraten. Man mente at byens regnskab blev ført i strid med loven. Denne strid blev bilagt af Kristoffer Valkendorf. Fra 1581 blev alle ejendomme pålagt, at skulle betale skat til befæstningen.
Et nyfødt og dødt barn på gaden
I 1582 fandt man et nyfødt dræbt barn på gaden. Dette førte til en undersøgelse, der viste at fostermord var almindelig. Kongen udsendte en befaling af 6. april:
Tyfus
I 1583 udbrød der en ualmindelig farlig sygdom. Den blev kaldt Tyføs Dysenteri. Omkring 9.000 mennesker døde. Kongen var meget påpasselig med ikke at få besøg fra København og dermed blive smittet. Han havde i tide forladt hovedstaden.
Samme år forlød det, at en kvinde havde ladet sin egen søn halshugge for ulydighed.
Ved et brev af 10. juni 1584 befalede kongen, at der skulle udsendes folk til den udvalgte tronfølger, Prins Christians hyldning i Ringsted den 8. juli.
Friherre indkvarteret
I 1585 måtte byen tage sig af indkvartering af en engelsk Friherre Perigrin Willugby, der var taget til fange. Med sine folk blev han indkvarteret på et herberg for kongens regning.
En vise mod biskoppen
Som præst skal man ikke skrive en smædevise mod sin biskop. Det gjorde Jakob Nielsen, en skånsk præst. Han havde skrevet en vise om biskop Niels Hvid.
Han blev efter en dom afsagt af professorerne afsat fra sit embede. Men derpå blev han ført til Københavns Rådhus, hvor Magistraten dømte ham paa sin Hals. Dagen efter blev han halshugget på Slotspladsen kl. 5 om morgenen. Hans legeme blev straks lagt i en kiste, og blev med slottets postvogn ført til kirkegården uden for Nørreport.
Sagnet fortæller, at han på retterstedet skulle have fremført endnu et vers imod biskoppen. I hvert fald så fortæller en optegnelse fra dengang, at han gik meget frimodig i døden.
Hollændere ville ikke underkaste sig biskoppen
Den 12 november fik Magistraten befaling til at forvise nogle hollændere, der tilhørte den reformerte tro. De ville ikke lade sig undervise af biskoppen og ville ikke komme i kirke og lytte til Guds ord. Samme år blev Skt. Peders Kirke overladt til den tyske menighed.
Gloende kugler
Nytårsdags aften 1589 hen ad klokken 9 ramte et forfærdelig tordenvejr byen. Man havde aldrig set magen. Man havde set tusinder af gloende kugler. Det startede ved Østerport og fór over byen.
Besøg fra Skotland
Den 21. februar 1590 gæstede Kong Jakob af Skotland byen. Han havde sin gemalinde Anna, som var Christian den Fjerdes søster med. dertil kom et stort følge. Der var adskillige ridderspil, optog dyst – og ringridning. Der var fyrværkeri , dans og komedier. Og så var der jagt med hunde og falke.
Den skotske konge var også på universitetet og overværede undervisning i teologi og medicin. Han kvitterede med at overrække universitetet nogle rare bøger.
En trolddomssag
En uhyggelig trolddomssag kom for retten. Flere kvinder var sigtet for at have forvoldt Dronning Annas farlige rejse til Skotland året i forvejen. Sagen blev anlagt efter Kong Jakobs anklage. Den ene af de anklagede var borgmesterens hustru.
Af en dagbogsoptegnelse kan der ses, at der den 15. juni blev brændt en troldkvinde, der blev kaldt Djævlens Moder. Den 4. september brændtes endnu to. Den 19. oktober brændtes en kvinde ved navn Margrete, det var antagelig borgmesterens hustru.
Kongen ramt af kopper
I 1591 blev Sct. Nicolaj Kirkes tårn færdig. Et ny bygning opførtes i det danske kompagnihus i Kompagnistræde. I efteråret herskede en ondartet koppeepidemi. Kongen og hans brødre blev også angrebet.
Den lange reberbane på Bremerholm blev nyetableret i 1591 – 92. Den havde samme længde som den nedbrudte, nemlig 30 Favne, bredden var 14 – 16 Alen.
Tyfus – atter engang
I 1592 lige efter påske udbrød der en farlig tyfus – epidemi. Den bredte sig over Sjælland og Fyn.
Den 11. august udsendte kongen et brev, at da
Adelsmand henrettet
Den 7. juni 1594 blev adelsmanden, Jakob Rostrup halshugget på Slotspladsen. Han havde bedrevet sørøveri.
Dagen efter besteg en linedanser Blåtårn og gik ned i Kongens Have. Det var også i dette år, at spiret blev sat op på Helligåndskirken.
2.200 heste til byen
Ved Christian den Fjerdes kroning blev borgerne vidne til storartede festligheder. Blåtårn var blevet forhøjet og forsynet med et spir. Et kæmpe antal gæster var ankommet til byen, og de havde i alt 2.200 heste med sig. Hele den danske og holstenske adel var til stede. Dertil kom fruer, døtre og tjenesteskab.
Borgervæbningen, Landsknægte og borgere fra de nærmeste byer skulle sørge for ro og orden i byen under festlighederne. Meget tidlig om morgenen holdt kongen
møde med den menige adel, rigsrådet m.m. Kongen bestemte, hvem der skulle tage sig af hvem, og hvordan hver enkelt skulle placeres i processionen.
Hertug Hans fra Sønderborg
Den 22 august kom Hertug Hans fra Sønderborg med gemalinde, børn og andre slægtninge. De blev modtaget af kongens brødre og seks medlemmer af Rigsrådet mellem København og Roskilde. Et stort følge fulgte dem gennem byen. Der blev skudt med det grove skyts på voldene til ære for gæsterne. Også flåden saluterede.
I Slotsgården blev gæsterne modtaget af kongen, dronningen, begge prinsesser og Rigsrådet. Rejsen fra Sønderborg var påbegyndt den 15. Efterfølgende kom der mange flere gæster.
Brand under kongelig middag
Den 26. august fik kongen under middag med sine gæster underretning om en kraftig brand i Borgers Gård i en smal gade bagved Gammel Torv. Trompeter og trommer hidkaldte borgere og soldater til hjælp. Kongen tog også selv til stedet. Kongen befalede at matroserne på Orlogsværftet skulle hjælpe. Inden man fik bugt med ilden, havde den fortæret 14 huse.
Kongens kroning
Den 29. august foregik selve kroningen. En overdådig procession satte sig i bevægelse. Og klokken 12 var det hele overstået. Kongen gik ud af kirken i en rød kjortel bestykket med guld. Han havde kronen på hovedet, spiret i hånden og sværdet ved siden. Et vidne til begivenheden beretter fra dengang:
På Amagertorv var indrettet en post, der flød med rød – og hvidvin. En okse blev stegt på et spid. Den var fyldt med flere slags vildt og fugle.
Fyrværkeri og ringridning
Den 30. august blev kongens søster, Augusta gift med hertugen af Gottorp. Om aftenen blev der affyret et fyrværkeri på Slotspladsen med 50.000 Skud og 1.200 Raketter , at hvilke nogle var på 8 Pund. Et under, at intet nedbrændte.
Den 3. september blev der afholdt ringridning på Amagertorv. De fyrstelige havde fået udsyn fra vinduerne i de borgerliges huse ud til pladsen.
Ridderspil
Den 6. september var der Ridderspil på Gammeltorv. Her medvirkede kongen også. Han var klædt som Alexander. Gert Rantzau var Hannibal. I alt medvirkede 45 adelsmænd i rustning.
Den 8. september blev der udenfor slottet paa den store grønne Plads afbrændt et fyrværkeri med 60.000 Skud til Afsked.
Borgmester afsat
I 1598 blev borgmester Jakob Brun afsat på grund af hans udtalelser om kong Frederik den Anden.
En livsglad konge
Man havde på den tid en livsglad konge, der førte sig frem på mange måder. Således fortæller Sivert Grubbe i sin dagbog den 4. maj 1598:
Studenter måtte ikke gå ud efter kl. 7
Stadens studenter fik også ofte en tår. Men det tog overhånd. Derfor måtte universitetet udsende et trykt program, hvori der blev forbudt studenterne at færdes på gaderne efter klokken 7.Kort tid efter dette, skete der et voldeligt overfald fra en student på en borgers søn.
Atter pest
I 1599 udbrød der atter en pestepidemi, der bortrev 8.000 indbyggere. Vi er nu nået til år 1600, men det fortæller vi mere om i en kommende artikel.
Kilde:
Redigeret 18. – 11. 2021
Januar 5, 2012
Det var dengang vi troede på fagbevægelsen. Flagene måtte ikke vises i begyndelsen. Det var samlingspunktet og det egentlige symbol. Det var de samme sange vi sang på Folkehjem, Løjt Feriecenter og i Fælledparken. Det røde flag var både blåt, grønt og sort. Selv skruebrækkerne havde deres eget flag. I Aabenraa havde man et to sproget flag.
Vi troede på
fagbevægelsen
Det var dengang i vores ungdom, hvor vi troede på fagbevægelsens gode sider. Det var dengang, hvor undertegnede holdt 1. maj taler. Det var også dengang, at politiet forsøgte at skjule, at Konservativ Ungdom forsøgte, at lave hærværk mod vores flotte HK – Hus i Aabenraa. Efterfølgende forsøgte den lokale arbejdsgiverforening at få mig til at glemme begivenheden. Det var også dengang, da vi blev usolidarisk, da vi ikke accepterede partisansøm i forbindelse med en havnearbejderkonflikt. Og så var der nogen, der mente, at vi skulle boykotte de såkaldte borgerlige aviser i Aabenraa. Som HK – Formand i Aabenraa fik man dog oplevet noget.
Den positive holdning forsvinder
Det var dengang en redaktør fra en af de førende aviser ringede og spurgte, hvorfra jeg kendte journalisternes rige onkel. Jo, det var tider dengang. Men når jeg ser, hvordan fagbevægelsen
kan behandle nogle af deres medlemmer, ja så forsvinder den positive holdning.
Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med arbejderkamp og Første maj møder. Men alt dette er sket under den røde fane.
De samme sange
Og det er de samme melodier vi har sunget, hver gang. Også de gange, jeg holdt valgtaler for DSU i Aabenraa, til 1. maj møder på Løjt Feriecenter eller på Folkehjem i Aabenraa. Det var panik på her, fordi man fandt ud af, at jeg ikke var medlem af partiet.
Og også hos de rigtige røde i en afkrog af Fælledparken sang man
Disse pragtfulde slagsange var skrevet af Oskar Hansen. Den første skrev han til DSU’s kredsstævne i 1923.
Oskar hadede pamperi
Oskar Hansen var uddannet typograf, men også havnearbejder på B&W. Senere var han journalist på Dagbladet Arbejderen og senere Social – Demokraten. Oskar Hansen var dog uønsket, da avisen skiftede navn til Aktuelt.
Man blev enige om at give ham halv løn, blot han blev væk fra redaktionen.
Han havde for vane, at hudflette folk, når de havde tendens til pamperi. Os, der har beskæftiget os med fagbevægelsen kan vel alle fortælle historier om pamperi.
Det første flag i 1872
Allerede i 1872 havde den danske arbejderbevægelse sin første fane. Den skulle med til Grundlovsfesten i København den 5. juni 1872. Men politiet nedlagde forbud.
Et rasende politi
Året efter var fanen med til en grundlovsfest i Dyrehaven. Politiet var rasende. De mente, at faneforbuddet var overtrådt. Bevægelsens bestyrelsesmedlemmer blev fængslet og organisationen Internationale blev forbudt.
Frihed, lighed og broderånd
Politidirektøren mente at teksten skulle ændres. Det afslog man. Men teksten blev dog ændret til
Med denne tekst blev fanen brugt fra 1880.
Jubilæumsbanner
Socialdemokratisk Forbund fik i 1896 et jubilæumsbanner på sin 25 års – dag. Festen blev afholdt i Vodrufflunds Have med deltagelse af 12.000 partimedlemmer. Pengene til fanen var samlet sammen af Social Demokratens kvindelige avisbude.
Ingen flag på stenbroen
I Roskilde fik Socialdemokratisk Samfund sin første røde fane i 1884. Men der var en bestemmelse i politivedtægten, der påpegede at den røde fane ikke måtte bæres synligt gennem de
af Roskildes gader, der havde stenbro. Og det havde alle gader i det indre Roskilde. Når Roskilde – foreningen var på skovtur måtte fanen først rulles ud, når man var kommet ud af stenbroen.
Der kommer de reaktionære
De gamle faner fortæller også om tabte fag. Således fik Kork-skærene deres første fane i 1876, og det var Paul Geleff, der holdt festtalen.
Sadelmagerne i Århus ville godt skille sig ud, og fik en blå fane. Folk råbte da også efter dem ved majdemonstrationerne:
Det kunne saddelmagerne ikke lide. I 1927 vedtog man, at bestille en ny, og den skulle være rød. Men den kom dog først i 1932.
Keramikerne i København havde dog også en blå fane. Den blev indviet i 1898. Man anså en rød fane for en politisk udfordring.
Foreningen ”Fugtigheden”
Nu var det hele ikke bare socialisme og fagligt arbejde. Således stiftede Støberifagets folk i 1859 foreningen Fugtigheden. Officielt var det en spare-forening men også brugt til yndede selskabelighed. På foreningens fane er symbolerne en bikube, et hjerte og et fyldt vinglas.
Et ”to – sproget” flag
Metal i Aabenraa blev stiftet i 1919, og skulle selvfølgelig også have en fane. Men byen hørte jo til Tyskland. Medlemmerne var dog fortrinsvis dansksindede. Man vedtog derfor, at fanen skulle have dansk tekst på den ene side og tysk tekst på den anden side.
Præster var ikke begejstret
Ikke alle præster var begejstrede ved tanken om, at det røde flag skulle være med til det sidste farvel. For socialdemokrater og for fagforeninger var dette en selvfølge. Således nægtede præsten i Sunds, at flaget kom i hans kirke. En klage til biskoppen hjalp heller ikke. Så bestilte SID i Herning en fane med et hvidt kors – og skænkede den til vælgerforeningen. Fanen blev i 1970 indviet af Jens Otto Krag. Og dette flag accepterede præsten.
Allerede i 1906 – 07 havde Rigsdagen vedtaget en lov, der gav ret til at begrave døde på kirkegårde uden medvirken af en præst.
Et sort banner
Typograferne i Hillerød havde dog ingen problemer med at komme i kirken. Deres banner er – som så mange typograf – bannere, sort. I den forbindelse skal vi dog også lige have med, at typograf Johs. Erwig i 1915 havde fremstillet et banner med teksten:
Det blev beslaglagt af politiet. Der blev rejst sag, og arrangørerne blev frikendt ved både kriminalretten og højesteret. Et nyt banner, næsten tilsvarende det første var med den 1. maj 1919. Det beslaglagte banner fra 1915, blev først udleveret af politiet i 1954.
Tjenestepigerne fik deres første flag i 1903. Det var en gave fra ingeniør P. Rump.
Skruebrækkernes flag
Under en smedelockout i 1885 oprettede mestre, værkførere og skruebrækkere en fagforening – Smede – og Maskinarbejderforeningen. De fik også en fane. Men foreningen døde efter få år.
Historiens længste konflikt
Barbersvendene har haft mange langvarige konflikter. Ja de har sågar haft historiens længste konflikt, der varede fra 1927 – 1961. Da der var konflikt i 1901, fremstilledes et banner med teksten;
Brolægningsarbejdernes Klub fik i 1898 en fane, der sporløst forsvandt. Det gik rygter om, at de faglærte brolæggere havde hugget den. Klubben måtte anskaffe en ny fane i 1909.
To faner hos bagerne
De københavnske malere havde i mange år to faner, en rød og en blå. Det var faktisk brug for dem begge. Kommunister og socialdemokrater sloges om magten i fagforeningen, men blev dog enige om den vedtagelse, at den røde fane skulle følge flertallet og den blå mindretallet.
Malerne på Mors tog i 1914 tilløb til at anskaffe en fane og satte 20 kr. ind på en bankbog til formålet. I 1932 havde man penge nok til anskaffe en fane.
Et flag i frostvejr
Malerne i Århus fik i 1978 en fornem fane – malet naturligvis. Det viste sig imidlertid at malingen ikke kunne tåle frost. Og det frøs voldsomt første gang fanen var ude i demonstration.
Der har altid været megen faglig stolthed ved faner. Da elektrikerne i Frederikshavn i 1929 fik en ny fane, skete afsløringen ved, at man trykkede på en kontakt, hvorved der opstod en kortslutning, som brændte den tråd over, der fastholdt dækket over den nye fane.
Et kunstværk
Den fane som renovationsarbejderne i København afslørede i 1981 var malet af Henry Heerup.
Cigararbejder – sangforeningen blev stiftet i 1872. I 1885 fik man en fane. Foreningen stiftedes for øvrigt i protest mod, at der i den gamle og fortsat bestående sangforening var krav om at møde til koncerter i kjole og hvidt.
Frihed, lighed og trivsel
Arbejdernes Læseselskabs fane fra 1899 var hvid – oprindelig. Den falmede med tiden til noget ubestemmelig farve. I Ålborg anskaffede AOF i 1979 sin fane og varierede et gammelt slagord til
Socialdemokratiet i Sletten fik sin fane i 1898. Foreningen er for længst ophørt med at eksistere, men fanen bruges stadig – af Socialdemokratiet i Fredensborg – Humlebæk.
Fest med gymnastik
Da de københavnske brandfolk i 1908 skulle indvie ny fane, bad man brandinspektøren om tilladelse til en fest om aftenen, og fritages for den daglige gymnastik. Man måtte godt holde fest, men skulle møde til gymnastik til den sædvanlige tid fra 18 til 19. Så holdt man fest, og faneindvielsen blev holdt kl. 16.
Merkur med forhindringer
Ja sådan kan enhver fane fortælle sin historie. Fanen er og bliver et symbol. Et symbol var også den Merkur – figur som HK i Aabenraa anskaffede sig. Dette skulle holdes hemmeligt, da også forbundet var interesseret i den. Merkur var handelens gud. Dette afstedkom en del avisskriveri fra Flensborg Avis. Her bildte man læserne ind at figuren havde kostet hundrede tusinder af kroner. Det rigtige beløb var 12.000 kr.
Masser af symboler
Der er masser af religion og symboler i forbindelse med de røde faner. Oskar Hansen røde flag fortæller sælsomt på den blanke og vårfriske dag om min verden, mit folk og min sag.
Den hørte min kone og mig i Peter Abrahamsens fortolkning hos de rigtige røde, da vi var kommet til København. Man kunne ligesom i Aabenraa ikke finde ud af, at holde en samlet første maj.
Den røde fane var samlingspunktet
Den røde fane var samlingspunktet. Mange af de gamle faner er havnet på lokalmuseer og på kursus-ejendomme. Men mange faner bruges stadig. De er ikke kun røde, de findes også
i blå, grønne og sorte udgaver. Og det er mange, der har disse faner, partiet, fagbevægelsen, kvinderne, oplysningsvirksomhederne, diskussionsklubber, kolonihavebevægelsen, ungdomsbevægelsen, sangforeninger m.m.
Det første egentlige 1. maj møde
Den første egentlige 1. maj demonstration var i 1890 på Fælleden. Inden da havde der været masser af ballade. Men politidirektøren havde i 1890 givet tilladelse til afholdelse af mødet på Fælleden. Men han forbød faner og musik i gaderne. En overtrædelse af dette forbud ville blive straffet med bøder op til 50 rigsdaler.
Tilladelse fra kommandanten
Man skulle ligeledes indhente tilladelse fra Magistraten, der ejede Nørre Fælled. Desuden måtte man ikke glemme Københavns kommandant, eftersom militæret havde lejet arealet til øvelsesbrug. Kommandanten meddelte:
Myndigheder var i alarmberedskab
Myndighederne betragtede mødet med største alvor. Hær, flåde og Gendarmerikorps blev holdt udrykningsklar for politidirektøren. Arbejdsgiverne hade bebudet fyring til dem, der mødte op til mødet. Det skønnes at 15.000 – 20.000 arbejdere var til stede.
Bøde til bestyrelsen
Det Revolutionære Socialistiske Arbejderparti afholdt deres egn demonstration. De trodsede politidirektørens forbud og gik i procession fra Kongens Nytorv til en have på Jagtvej. De bar hvide kort i hatten med indskriften:
For denne forseelse idømtes partiets eksekutivkomité på fem medlemmer hver en bøde på 40 rigsdaler.
Langvarige fængselsstraffe
Denne første maj fest kom længe efter, at de tre ledere Pio, Brix og Geleff var idømt langvarige fængselsstraffe.
Meget at kæmpe for
Arbejderne havde meget at kæmpe for. 83 pct. af lønnen gik til fødevarer og brændsel. I tilfælde af sygdom var det kun Fattigvæsnet at falde tilbage til. Kunne man ikke betale hjælpen tilbage, mistede man valgretten. Første gang socialdemokrater blev valgt ind i Folketinget var i 1884.
Og første maj møderne i dag er ikke det samme. Socialisternes svar på juleaften er i dag nok mest for at hygge sig, og drikke en øl eller to. Og det er jo heller ikke at fornægte.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Arbejdernes Historie:
Redigeret 18. – 11. – 2021
Januar 5, 2012
Egentlig startede forhistorien til Brødremenigheden allerede i 1457. Herrnhuter blev betragtet som farlig. Familien Struensee blev involveret. Menigheden fik en del privilegier. Der kom masser af skoler og opdragelsesanstalt. Ret hurtig opstod der masser af håndværk og industri. Byen fik åndelig betydning og mange kender byens honningkager.
Var historien sådan?
Herrnhuterne vandrede ind i landet, købte Tyrstrupgård og anlagde Christiansfeld. Den letfærdige Christian den Syvende tog med glæde imod de fromme brødre. Det var dem, som den fromme Christian den Sjette havde nægtet adgang. Var historien virkelige sådan? Vi mangler hvis nogle nuancer i denne historie.
Grev Zinzendorf
Herrnhuternes store fører, Grev Zinzendorf, der var slægtning af dronning Sofie Magdalene kom på besøg ved hoffet i anledning af kongeparrets kroning i 1731.
Pietisterne og Herrnhuter
Det havde set ud, som om at Pietisterne og Herrnhuter skulle komme godt ud af det med hinanden. De var jo på en alle anden måde beslægtet. Begge havde forbindelser til fromhedstraditionen. Nogle vil kalde det som Brødremenigheden står for – for den glade pietisme.
Udviklede sig til fjendskab
Det viste det sig, at de to fromme retninger, som de to religiøse grupper havde tilfældes dækkede over store indre uoverensstemmelser. Pietisterne var strengt ortodokse og holdt på alle bestående traditioner inden for kirken. Herrnhuterne interesserede sig ikke synderligt for dogmerne. For dem var troens liv og inderlighed det eneste væsentlige. De havde derfor ikke noget til overs for den herskende kirke. De havde mest lyst til at danne deres egne menigheder. Det der begyndte med et venskab mellem Pietister og Herrnhuter udviklede sig til et fjendskab.
Det startede i Böhmen
Egentlig skal vi tilbage til landsbyen Kunwald i det nordlige Böhmen, hvor en lille gruppe mennesker dannede Unitas Fratrum – Brødrenes fællesskab i 1457. Man var fra starten udsat for
forfølgelser fra katolikkernes side. Man fik egne kirker og egne præster.
Under Herrens varetægt
Den 8. juni 1722 begyndte en lille gruppe mennesker at opføre en by i Sachsen i Tyskland. Man kom i kontakt med forfulgte efterkommere af den tidligere Brødrekirke. Grev Zinzendorf havde samme vision. På hans jord, som de kaldte Herrnhut – hvilket betyder ”under Herrens varetægt” byggede de en by.
Den 13. august 1727 regnes for den nye Brødrekirkes fødselsdag. Den fejres over alt i Verden, også i Christiansfeld.
Sendte børn til opdragelse
Det viste sig snart at Herrnhuter havde slået sig ned mange steder i Danmark. I København var der i 1739 dannet en menighed. Her var fuldmægtig i rentekammeret Lorens Prætorius
forstander.
Forordninger
I menighederne sendte man børn ud af landet i herrnhutiske brødremenigheder til opdragelse. Regeringen mente, at nu skulle der skrides ind. Der udgik to forordninger mod herrnhuterne. I forordningen af 20. november 1744 hedder det:;
Man forbød, at Herrnhuter kunne bestride et offentligt embede.
Den 29. januar 1745 blev der ligeledes udsendt en forordning. Heri blev det advaret om, at give penge til Herrnhuterne. Christian den Sjette mente, at han med disse forordninger kunne hindre Herrnhuternes udbredelse i Danmark.
Et forsøg i Hertugdømmerne
Nogle år forinden havde de forsøgt at etablere en menighed i Hertugdømmerne. De kaldte den Pilgerruh og den lå i nærheden af Oldesloe. Men den blev opløst allerede i 1741. Brødrene havde ikke i tilstrækkelig grad fået en forståelse med regeringen om rettigheder og pligter.
Måtte etablere sig i kolonierne
Det mærkelig var, at regeringen tillod, at de nedsatte sig i kolonierne. De var således ene om at missionere på De Vestindiske Øer og Grønland. Embedsmændene mente, at bare de fik
kristendommen, så kunne det være lige meget på hvilken måde, de fik det.
Præster måtte ikke beskæftige sig med sekter
Allerede i Frederik den Femtes tid aftog Pietisternes magt. Man pålagde præsterne ikke at omgås sekterne.
Den store udenlandsrejse
I 1768 foretog Christian den Syvende sin store udenlandsrejse. Den 28. juni opholdt han sig i Utrecht. Her tog han ud af byen for at besøge den store herrnhutiske koloni Zeist. Han var meget tilfreds med, hvad han så. Her var orden og flid, sparsommelighed og stilfærdig jævnhed. Her var både vævere, garvere, lysestøbere, handskemagere, sæbe-sydere m.m.
Kongens livlæge og hans bror
Johan Frederik Struensee havde været kongens livlæge på rejsen. Han fulgte med til København og vandt mere og mere indflydelse. Efter at Bernstorff var blevet fyret, blev Struensee
den rådende statsmand. I 1771 kaldte han på sin bror, C.A. Struensee, der var professor i matematik. Det var ham, som Herrnhuterne kunne takke for, at de fik lov til at komme til Danmark og oprette kolonier her.
Anbefaling til kongen
C.A. Struensee havde anbefalet kongen, at Herrnhuterne skulle have lov til at komme til Danmark. Det etablerede industri uden på nogen måde at lægge staten for last. C.A. Struensee
indledte derefter forhandlinger med Lorens Prætorius .Denne var dog ikke så glad for de to tidligere omtalte forordninger, der stadig stod ved magt. Men man nåede dog til enighed.
Mange privilegier
De fik blandt andet lov til at anlægge egen kirke eller forsamlingshus. De fik også lov til at anlægge egen kirkegård. De blev desuden fritaget for militærtjeneste og indkvartering. Undtagelsen var de militærpligtige danske undersåtter, der meldte sig til brødrene. Gæstgiveri og apotek måtte indrettes, og de var fri for afgift de første ti år.
Der måtte i byen drives alle arter af fabrikker, håndværk og handel. Men brødrene skulle høre til laugene i Haderslev. I 10 år var importen af vare i byen toldfri. Dette gjaldt også de eksporterede varer.
Et særligt juridisk embede skulle indrettes. Hele koncessionen var meget frisindet. Og dette indebar også at de tidligere udsendte forordninger af 1744 og 1745 blev ophævet.
En kongelig gård
Det traf sig så heldigt, at den kongelige gård Tyrstrupgård mellem Kolding og Haderslev skulle sælges ved en auktion den 23. september 1771. Johannes Prætorius og en ven af Herrnhuterne, branddirektør Jens Hansen tog ud ag kiggede på gården. Jens Hansen tilbød, at købe gården. Hvis det ikke blev til noget med Brødremenigheden ville han selv beholde gården.
I Christian den Fjerdes tid var gården en adelsgård.
Byen skulle hede Christiansfeld
Man besluttede, at den fremtidige by skulle hedde Christiansfeld. Adam Struensee far til brødrene var bestemt ikke begejstret for disse Herrnhuter. Han mente, at de ville slæbe penge og gode undersåtter ud af landet. Han betegnede dem så fordækte.
Adam Struensee
Adam Struensee var hofprædikant hos grevinde Sayn – Wittgenstein i Berleburg fra 1730 – 32. Her havde han lært den tidligere leder af Herrnhuterne, at kende. Som præst i Halle havde han også genvordigheder med Herrnhuterne. Men siden grevens død, havde Herrnhuterne udviklet sig til det bedre. Adam Struensee var dog også begejstret når han senere besøgte Herrnhuterne i Christiansfeld. Med udgangen af 1771 synes alt at være i orden, men mørke skyer trak op.
Kabinetministeren vakler
Den mægtige kabinetsminister J.F. Struensee vaklede. Og han trak sine hjælpere med i faldet. Herrnhuterne var bange for denne revolution. Ville deres fjender, nu have held til at jage dem ud? De havde bestemt også grund til frygt. I retsopgøret med J.F. Struensee blev han også indgået spurgt om sin rolle i sagen om de Mähriske brødre. Og de samme spørgsmål blev stillet hans bror.
En anbefaling
Finanskollegiet og kongen godkendte den 11. juni 1772 købet af Tyrstrupgård og koncessionen. Hele sagen var nu i orden, og Herrnhuterne kunne nu endelig komme i gang med at udbygge deres by. Gården blev taget i besiddelse den 1. maj 1772. Man købte den nærliggende grund. Briant blev menighedens første forstander, mens Prætorius blev den første præst.
Planlægning af byen
Slutningen af året 1772 og begyndelsen af 1773 gik med udmåling og afstikning af gader og byggepladser. Desuden skulle man tilvejebringe en del materiale. Endelig den 1. april 1773 kunne grunden lægges til de fire første huse i Christiansfeld.
En grundsten blev nedlagt i nærheden af det hus, der foreløbig skulle fungere som forsamlingshus. Det andet hus, der blev taget i anvendelse var Gæstgivergården.
Tilladelse hos præsten
I Menighedsordningen for Christiansfeld 1781 § 20 hedder det:
I løbet af 1773 kom der flere beboere til. I kirken vekslede man mellem dansk og tysk prædiken. På det såkaldte kållager anlagde man i 1773 kirkegården. Den blev indviet i 1774.
Lindetræer – en foræring fra Sønderborg
Der blev plantet masser af lindetræer, som blev foræret af gartner Vothmann i Sønderborg. På kirkegården blev der indført den regel, at alle sten skulle være ens. Det skulle være en liggende sten., hvorpå navn, fødsels og dødsår blev angivet.
Opdragelsesanstalt
I 1774 byggedes Brødrehuset for ugifte mænd. Denne bygning blev senere udvidet flere gange. I 1775 byggedes en opdragelsesanstalt for drenge og en pensionsanstalt for piger. Her
gik de hjemmehørende børn også i skole.
I 1784 fandtes der allerede to opdragelsesanstalter i byen med plads til 60 børn, som ikke hørte hjemme i byen. De første børn der kom var brødrene Johannes og Christian Ewald, sønner af pastor Jochum Ewald i Hviding. Da pastor Ewald blev gammel, tog han sin afsked og flyttede selv til Christiansfeld. Her døde han over 100 år gammel.
Man anser barnet som at være en skabning med individuelle behov. Naturen i barnet skal ikke holdes nede, men helliges og dannes. Lærerne blev ikke opfattet som nogen, der skulle undervise, men som opdragere. Legemlig tugtelse og korporlig afstraffelse var udelukket. Alt for meget moralisering skulle undgås.
I 1776 byggedes Søstre-huset for ugifte kvinder. Kirken, der var ret så tarvelig blev indviet den 13. august 1777. Indenfor var den helt uden udsmykning.
Kollegium og Menighedsråd
I året 1780 anså man byen forat være færdigbygget. I efterårsmånederne blev der oprettet en Ældste – konference, et opsyns – kollegium og et menighedsråd. En folketælling fra 1787 kunne have vist forholdene i byen. Men sådan en optælling fra Hertugdømmerne opbevares ikke i Rigsarkivet. Heldigvis findes der et Skattemandtal fra 1789. Den viser, at der var 327 personer, foruden 19 på Tyrstrupgård.
Mange ugifte
Den langt overvejende del af disse var ugifte. Alene i Søstre – , Brødre – , og Enkehusene boede der ca. 200 personer. Også blandt resten har det været en del ugifte personer. Det må anslås, at byen alt i alt havde et indbyggertal på ca. 500. Det var en meget hurtig vækst. Mange danske købstæder var dengang væsentlig mindre.
Håndværksvirksomheder
Mange håndværksvirksomheder i byen havde svende. Der blev også drevet en lille tobaksfabrik. Den voksede sig siden større. Spinderi og væveri blev efterhånden til en hel industri, som kom til at spille en rolle for Christiansfeld.
Søstrehuset blev en hel fabrik, hvor 70 piger var beskæftiget med at sy klæde, linned og bånd. Her blev der også broderet, hæklet, vævet og strikket.
Byen blev usædvanligt velforsynet med skoler. Oh kirkesalens størrelse tålte sammenligning med flere domkirker. Ja man påstår, at der kan være 1.800 i salen.
Vi kunne ikke bruge familien Struensee
Den positive udvikling har sikkert ikke forbigået C.A. Struensee. Han døde i 1804. Han blev i samme år som hans far, Adam døde i Rendsborg i 1791, minister i Preussen. De kunne godt bruge ham. Det kunne vi ikke, og hans bror led jo en frygtelig død på Fælleden.
Åndelig betydning
Nogen stor by blev Christiansfeld aldrig. Men byens åndelige betydning var stor. I begyndelsen af det 19. århundrede var antallet af menighedsmedlemmer størst, omkring 700. Dette tal sank efterhånden. Således var man i 1872 nede på 422.
Honningkager
Brødrenes håndværks – og industrifrembringelser måtte vige pladsen for købstædernes frembringelser. Her var navnlig Haderslev og Kolding de store konkurrenter. Men hvem kender ikke den dag i dag Christiansfelder Honningkager.
Dansk flertal
Christiansfeld vedblev med at være en tysk by. Men det viste sig i 1920, at den ikke kunne holde stand mod den kraftige danskhed i omegnen. Byen viste et lille dansk flertal.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Om Struensee – Læs:
Hvis du vil vide mere:
Om Pietister – Læs:
Redigeret 11.11.2021
Januar 5, 2012
Sønderjyder var undertrykte. De tog imod revolutionen med glæde. Den tyske flåde gik foran. Topff bliver præsident af Als. Flåden skulle sejle under rødt flag. Efter revolutionen fik arbejderne indflydelse. Kommunen betalte gravsten. Uenighed i arbejderbevægelsen i Sønderborg. Lederen ville til Tyskland. Det sociale tilhørsforhold blev vigtigere end det nationale.
Ikke mange i København
Der er næsten ingen her i København, der ved, at Als var en selvstændig republik fra 6. november om aftenen til 9. november om morgenen 1918. Præsidenten hed Bruno Topff.
Den tyske flåde var aktiv
I 1917 væltede Lenins bolsjevikker zaren i Rusland. Socialdemokrater og kommunister blev splittet. Den tyske flåde var særdeles aktive i kampen. Sønderborg var hjemsted for især panserkrydsere. Og Kiel var den 4. november reelt i hænderne på 40.000 marinere. Her dannedes soldater – og arbejderråd.
Han hadede revolutionen
Torsdag den 7. november er magten overgået til rådene i de største sønderjyske byer. Socialdemokratiets leder, Friedrich Ebert udtalte:
Sønderjyder var undertrykte
I det nuværende Sønderjylland havde man været besat af tyskerne siden 1864. 30.000 dansksindede sønderjyder havde været indkaldt til en krig, som ikke var deres. 5 – 6.000 af
disse var faldet i krigen. Såvel sprog som forsamlings- og ytringsfrihed var undertrykt. Men en revolution var det mulighed for at rette op på dette.
Generelt foregik revolutionen fredelig i Sønderjylland. I Haderslev, hvor officererne nægtede at gå ind på rådets krav fik officererne lov til at gå hjem som civilister.
Revolution i Tønder
Den 6. november leder matros Alexander Leppert fra Zeppelinstationen i Tønder, arbejder – og soldaterrådet i Slesvig – Holsten. Han brugte kun tre timer til at erobre den politiske
magt. Dagen efter blev alle officerer afvæbnet. Man udsteder forbud mod brug af skydevåben og krav om aflevering af disse. Man opfordrede tilhængere ar revolutionen til at bære røde
bånd.
Efter det konstituerede møde fejres begivenheden på Torvet i Tønder. Borgmesteren måtte ofre konens røde underskørt som flag i mangel af bedre. Amtsrådet og politimesteren
måtte begge erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen. (Læs artiklen: Revolutionen i Tønder)
Udvises af Danmark
Den 20. november valgtes Heinrich Wienecke til formand for byens arbejderråd. Han redigerer også arbejdernes dagblad Der Freie Arbeiter. Wienecke brød med socialdemokraterne. Under store demonstrationer i Tønders gader, kaldte han Ebert for klasse-forræder. Han fængsles men frigives senere efter
protester fra et splittet Socialdemokrati. I Tønder oprettede man et hjemsendelseskontor. Arbejder– og soldaterrådene sørgede også for at sikre fødevarer til byerne. Wienecke udvises af Danmark i 1920. I 1929 vendte han tilbage som repræsentant for Kommunistisk Internationale. Han døde i DDR i 1957.
Kammerater, nu har i magten
Den 6. november stod over-skrædder-gast Bruno Topff som leder af soldaterrådet i Sønderborg. Under revolutionen i Kiel lå han ellers på Marinehospitalet i Sønderborg med tuberkulose. Men han stod op og holdt en flammende tale for forsamlede marinere og infanterister:
Als udnævnes som republik
Han sluttede talen med at udråbe Als som selvstændig republik. Forbindelsen over pontonbroen var afbrudt. De tilbageværende officerer måtte defilere forbi præsident Topff og måtte lægge deres sabler for fødderne af den nye præsident. Bagefter afsang man internationale og hejste det røde flag med hammer og sejl.
Modrevolution
En modrevolution blev også forsøgt. Det var Hauptmann Specht, der havde overkommandoen for en række lettere sårede soldater fra Sydtyskland, der ville kæmpe imod. Specht opfordrede dem til at være tro mod Kaiser und das Reich.
Da Bruno Topff erfarede dette kontrarevolutionære møde, fik han hurtigt fat i Specht. Han fjernede hans skulderstropper og arresterede ham.
Organisatorisk talent
Topff bliver i litteraturen fremstillet som en lidt komisk person. Men der er nu ikke sandheden. Han havde klare organisatoriske evner. Med hård hånd styrede han revolutionen i Sønderborg i de tre dage, den varede.
Gik hjem
Et forsøg på at nedkæmpe Topff blev ikke til noget. Den pågældende militære enheds mandskab ville hellere hjem end ofre sig for kejseren og riget.
Kørte rundt i landrådens bil
Topff kørte rundt i landrådens bil og kontrollerede kassebeholdningen i byens banker. Han beordrede broer til fastlandet lukket for at sikre fødevareforsyningen. Han lod banker og posthuse besætte og indførte censur over for aviserne. Den 7. november kunne man således læse i Sonderburger Zeitung:
Udførsel fra Als forbudt
Topff var en middelhøj, men mager mand med indfaldne kinder og skarpe træk. Han var lungesyg. Han hostede meget. Han var klædt i naturlæder, brune støvler, marinebukser og en bluse. Over dette antræk havde han en civil overfrakke. Al udførsel af varer var forbudt fra Republikken Als.
Flåden under rødt flag
Den Kejserlige tyske flåde eksisterede ikke mere. Alle skibe fra Sønderborg skulle sejle under det røde flag.
Afgang grundet sygdom
Topff modtog en række personer og deputationer. Men den 9. november bekendtgjorde han sin afgang grundet tiltagende sygdom. Han vendte dødsmærket tilbage til lazarettet. Først den 28. februar 1919 opløstes soldaterrådet.
Masser af soldaterråd
Der var soldaterråd i byer som Haderslev, Tønder, Aabenraa, Skærbæk m.m. På Als oprettedes der råd i Nordborg, Augustenborg, Asserballe, Tandslet og på Kegnæs.
Nu fik arbejderne indflydelse
Revolutionen på Als var et produkt af opstanden i Kiel. Da den tyske revolution blev knust , døde den overalt i Sønderjylland. Men mange råd fungerede i en længere periode. I Tyskland kunne Weimartiden begynde efter mange dræbte. Dannelsen af et arbejderråd i Sønderborg betød reelt, at arbejderne nu havde reel indflydelse på byens administration.
De centralistiske beslutningsprocesser, som tyskerne havde indført blev afskaffet.
Der var et problem
Arbejderne gik nu aktivt ind i spørgsmålet om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold. Reetableringen af fagforeninger og Socialdemokratiet gik hurtigt. Men som så mange andre steder i Sønderjylland gav det partiet et problem. Man anerkendte selvbestemmelsesretten, men man ønskede reelt at være en del af den nye tyske republik i stedet for efter deres mening, et forældet dansk monarki.
Hjemkomsten fra fronterne til arbejdsløshed, mangel på mad og boliger, var med til at bevidstgøre arbejderne politisk. Man havde to muligheder:
Hvervekampagne
I januar og februar 1919 gennemførte SAF en massiv hvervekampagne. De nordslesvigske arbejdere strømmede til. Man ville have indflydelse på både deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer. En del medlemmer tilhørte dog ikke arbejderstanden.
Tyskland var bedre
I perioden 1908 – 1920 var murer Richard Hempel, Sønderborg – arbejdernes ubestridte leder. Han kom oprindelig fra området ved Leipzig. Han havde håbet, at arbejderne ville skrue ned for kravet om en afstemning. Han var overbevist om, at de danske arbejdere ville blive mere tilfredse med et ny Tyskland. Han mente, at et industrialiseret Tyskland var bedre end landbrugslandet Danmark.
Det sociale tilhørsforhold
Han måtte dog opgive sin strategi, da der i marts 1919 blev klart, at der ville komme en afstemning. For ham blev det nu klart, at arbejderne skulle fortsætte med at være socialdemokrater.
Det sociale tilhørsforhold blev for Hempel vigtigere end det nationale. Det var faktisk den samme holdning som Stauning havde. Han ville undgå konfrontationer mellem danske og tyske arbejdere.
Uenighed i Sønderborg
I Sønderborg opstod der en uforsonlig tone mellem redaktøren af Dybbøl – Posten og Hempel. De kom dog hinanden lidt nærmere, da de i fællesskab arrangeret en demonstration med kravet om levnedsmidler, bekæmpelse af smug-handel og kravet om arbejde til en rimelig løn. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen.
Præsidenten døde i 1920
Hvordan gik det med præsident Topff. Han blev indlagt på et sanatorium i Silkeborg. Han nedsatte sig som skræddermester i en lille forretning i Sønderborg og blev indlagt på Krigsinvalidehospitalet i Sønderborg, og døde 4 dage efter.
De efterladte annoncerede dødsfaldet i Sonderburger Zeitung den 11. november 1920. hans lig blev ført bort med Flensborg – damperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin.
Topff forsvarede sig
Topff skrev den 2. april 1919 en artikel i Sonderburger Zeitung:
Kommunen betalte gravstenen
Den 6. november 1993, som var 75 års dagen for Alsisk Fløjlsrevolution blev der nedsat en gravsten på De 12 Apostle – kirkegården på Bruno Topff´s gravsted. Den var betalt af Sønderborg Kommune:
Følgende tekst står på gravstenen:
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Hvis du vil læse mere arbejderhistorie her på siden:
Redigeret 11.11.2021
Januar 5, 2012
Man betalte 62.000 rigsdaler for ikke at blive overfaldet. Byen gik i moralsk forfald. Fattigbøssen blev tømt. Bødlerne blev lynchet. Der var dødsstraf ved tyveri. Man brugte rester af den romerske ret og Moseloven. De fattige indvandrere kom fra Jylland. Den lutherske bevægelse slog an. Byen havde to borgmestre. Og så
ville de adelige i Flensborg ikke betale by-skat.
Adelige ville ikke betale
Adelige og kongelige embedsmænd nægtede i 1566 og 1567 at betale deres del af de 20.000 rigsdaler, som kongen udskrev. I det hele taget havde Flensborg det svært med de adelige. I 1586 måtte byen atter engang udskrive en befaling, at de adelige ligesom almindelige borgere skulle betale deres del af skatte og afgifter.
Efter Frederik den Andens død, fik bystyret Christian den Fjerde og hertug Philip til at forny denne befaling i skarpe vendinger.
Frøkenskat
Fem adelige familier startede dog en retssag for at slippe for borgerlig tyngde. Men kongen indskærpede, at såfremt de ikke øjeblikkelig betalte deres by-skat, ville der vanke en klækkelig bøde. Når en af kongens eller hertugens døtre skulle giftes, måtte Flensborg ligesom andre byer betale prinsessestyr eller frøkenskat.
Kongerne vågede
Som kongelig by var Flensborg fritaget for sundtold. Beboere fra Sundeved og Als skulle efter en gammel forordning bringe deres vare til torvs i Flensborg. Det blev også udvidet til at gælde ærøboerne.
Kongerne vågede i det hele taget over borgernes velfærd. Christian den Tredje skrev flere gange til rådet, angående de klager, han havde modtaget over sendrægtighed og partisk rettergang. Kongen skulle også godkende valget af borgmestre, by-fogeder og hospitalsforstandere. Kongen greb også flere gange ind i den kommunale selvstyre. Han fik da også afskediget et par borgmestre, da der indløb klager over dem.
Udstrakt selvstyre
Flensborg havde ligesom de øvrige sønderjyske byer et udstrakt selvstyre, som dog var helt i hænderne på en meget snæver kreds af borgere. De holdt meget energisk fat i deres magt over for almindelige borgere og angreb fra kongemagten. Gennem ”de 24 borgere” søgte den jævne befolkning gang på gang, at få indflydelse. Borgmestre og råd udgjorde tilsammen magistraten.
To borgmestre
De to borgmestre var valgt for hver sin by-halvdel Nikolai og Marie sogne. Borgmestre fik ikke løn. Men de havde enkelte privilegier og visse materielle fordele. Af byens kasse fik de hver 10 mark lybsk hver. Som de øvrige magistratsmedlemmer var de fritaget for personlig krigstjeneste og for indkvartering. Først i det følgende århundrede opnåede de at blive fri for halvdelen af de skatter, som byen udskrev. De fik også andel i en del af de bøder, der blev udskrevet.
Æreshverv
I 1575 krævede borgmester Peter Pommering ret til indtægten fra stadsgraven, men rådet afviste dette krav. Nogle år senere fik borgmestrene tillagt denne indtægt. Posten som rådmand
var ligesom borgmesterhvervet et æreshverv og derfor ulønnet men med ret til begunstigelser.
Rådet havde indtægten fra Rådmandsløkken, fiskeret i damme og vandløb i bymarken og ret til at jage der, dog ikke efter storvildt. De havde eneret på udskænkning af vin og brændevin.
Men denne ret blev dog gennemhullet ved bortforpagtninger. Fire gange om året fik de en foræring fra Rådhuskælderen i form af øl og vin. De var dog ikke tilfredse med deres indtjening,
så i 1605 fik de ret til at udleje rådhusets sølvkander til borgernes festligheder.
Kommunale embedsmænd
To år ad gangen valgtes byens to kæmnere. De dømte i byens underret, kæmnerretten, sammen med byfogeden. Væsentlige dele af forvaltningen hvilede på deres skuldre. En særlig by-skriver nævnes første gang i begyndelsen af det 16. århundrede. Ligesom alle andre kommunale funktionærer, som f.eks. by-svende og bøddel var han udnævnt af rådet.
De første by-skrivere var gejstlige, den tids skrivekyndige. Senere blev det folk med en juridisk uddannelse. Hans arbejde var særdeles omfattende. Han var chef for byens skriverstue og som rådets sekretær førte han rådsprotokollen. Derved fik han stor administrativ indflydelse.
Allemandsting
Når de to 24 mands forsamlinger havde møder foregik det bag lukkede døre. Men var det sager af fælles interesse og salg af byens ejendomme, der skulle behandles, var møderne åbne. En gang om året mødtes man ved pladsen foran det nye rådhus. Alle havde mødepligt. Mødte man ikke op, kostede det 18 sk. Dette allemandsting blev startet med en tale af borgmesteren. Men borgerne havde reelt ringe indflydelse. Dette førte flere gange i det 16. århundrede til uroligheder. I 1533 udsendte hertug Christian en kraftig advarsel.
Den lutherske bevægelse
Den lutherske bevægelse var allerede i 1526 i kraftig fremgang i Sønderjylland. Og bevægelsen startede faktisk fra Husum, hvor de to prædikanter Herman Tast og Didrik Becker prædikede evangeliet efter luthersk opfattelse. Den første evangeliske menighed blev til med hjælp fra den rige købmand, Mattis Knutsen.
Adgang til kirken
Hermann Tast forkyndte også budskabet under åben himmel i Flensborg. Den katolske kirke havde lukket dørene for ham. Ret hurtig vandt den nye bevægelse indpas hos borgerskabet. Og reformationen i Flensborg gik ikke stille for sig. I en samtidig dagbogsoptegnelse hedder det, at
Den 2. december 1526 fik lutherske prædikanter omsider adgang til prædikestolen. Det var hollænderen Gert Slewert, der var hovedmanden for reformationens indførelse i Flensborg. I 1540 blev han udnævnt som provst for Flensborg – Tønder provsti. I 1541 fik han sammen med to andre af byens præster ansvaret for at reformere klostrene i Ryd, Glyksborg og Løgum.
Begravelses– gilde
Blandt de mange gilder, der fandtes i Flensborg i middelalderen var der også et, hvis formål var at sikre medlemmerne en hæderlig begravelse. Dets officielle navn var Helliglegemes gildet, men det kaldtes også Skolelavet.
Dets skrå af 3. februar. 1432 bestemte nemlig, at når en gildebroder eller – søster døde, skulle ikke alene samtlige medlemmer og præsterne med processionerne deltage i begravelsen, men også skolemesteren med sine disciple. Gildet skulle så vise disciplene den ære, at de skulle være fritaget for at betale indskrivningspenge ved optagelse i gildet.
Stakkels elever
Disse disciple havde mange gøremål – dengang. Ikke alene i kirken men også andre steder. Blandt de udgifter , som hertug Frederik havde under et ophold i Flensborg i 1503, var der således 8 skilling til skole disciplene, som dansede ringdansen ved Wolf von Ahlefeldts bryllup.
To skoler
Omkring år 1500 nævnes to skoler i byen, som begge blev drevet af kirkerne. Ved begge skoler var ansat en skolemester. Til hjælp i undervisningen var der en lokat eller
kollaboratør, der senere blev kaldt for Schullgeselle. Selv om der kun var to skoler, har det sikkert også været knyttet en skole til Gråbrødreklostret. Fra tid til anden har det sikkert også været oprettet private skoler.
Latinskole
Under et besøg i 1561 befalede Frederik den Anden, at Marie og Nikolai skoler skulle slås sammen til én skole, der skulle have lokaler i Helligåndskirken. Christian den Anden havde ellers i 1545 skænket kirken til byen til et hospital for fattige og syge. Hospitalet skulle nu flyttes til det tidligere kloster. Men det blev hvis aldrig noget ud af at samle de to skoler til en latinskole.
Men takket være Lytke Naamensen kom der dog en latinskole. Men det skulle have været en højere latinskole og bidragsyderen forsøgte også at trække sig ud.
Tosproget by
Flensborg blev en tosproget by. Alle talte tysk, og der skete en stor indvandring syd fra.
Adelen på slottet
Oppe på slottet sad kongens øverste repræsentant, amtmanden. Fra 1523 – 1600 var der 10 forskellige herrer på Flensborghus. De tilhørte den holstenske adels førende slægter. Der var fire Rantzau’er, tre Ahlefeldt’er, mens slægterne von der Wisch, Pogwisch og Reventlow repræsenteret med et medlem.
De fattige indvandrere fra Jylland
Der blev klaget over, at mange fattige folk fra Jylland og Flensborgs Omegn løber her ind. Politiforordningen af 1558 bestemte, at de skulle forvisses til det sted, hvor de hørte hjemme. Man skulle kunne bevise, at man kunne brødføde sig selv. I 1558 begyndte man i byen at føre en borgerskabsprotokol. Desværre glemte man for det meste, at anføre, hvor folk kom fra.
Den romerske ret
I 1532 indførte man Carolina, som også blev kaldt Peinliche Halsgerichtsordnung, som fik stor betydning for rets-udviklingen i hertugdømmerne. I Flensborg indførte man nogle straffebestemmelser, der ikke altid blev nedfældet. Den romerske ret som var udbredt syd på, blev i nogen grad indført i Landgerichtsordningen.
Måle – og vægtredskaber justeres
Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, skulle sønderslås. Kæmnere og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.
Tiggere blev udvist
Byretten havde indrettet regler til værn for borgernes næringsinteresser. Man søgte også at gribe ind over for de mange tiggere. En gang om året skulle de forhøres. Var de ikke hjemmehørende i byen blev de jaget ud af byen. Man måtte ikke drive rundt på gaderne. Hvis formaninger ikke hjalp, skulle de udjages ud af byen af bødlen.
Tre kategorier af mennesker
Politiforordningerne forbød også luksus. Man inddelte befolkningen i tre kategorier:
Alle disse blev underlagt forskellige regler. Også om klædedragten fandtes nøje udpenslede forskrifter.
Vægterkorps
Politiforordningen af 1600 indførte en egentlig vagttjeneste i byen. Efter tur skulle borgerne gå nattevagt. I 1633 afløstes denne ordning af et egentlig vægterkorps på 6 mand.
Pinligt forhør
Man indførte begrebet Rode boek. Her var der tale om Strafferet, med betydelig strenghed, hvor man også anvendte tortur, dvs. Man anvendte begrebet pinligt forhør.
Moseloven
I middelalderen blev manddrab en sag som afgjordes med bøder. Men det ændrede sig. I Carolina, som i nogle tilfælde fulgte Moseloven medførte dette dødsstraf. Henrettelsen skete med sværd på Koberg.
I Moseloven står følgende:
Forelå der et mord, blev gerningsmanden dømt til radbrækning.
Dødsstraf ved tyveri
Det kan virke barsk, med Stadsretten foreskrev, at der skulle ske dødsstraf, når det drejede sig om tyveri. I Jyske Lov blev det bestemt, at betingelserne skulle være tyveri til en værdi af ½ mark eller derover – det var også en betingelse, at tyven blev taget på fersk gerning. Men øjensynlig var det også tale om hængning ved mindre tyverier.
Straffen kunne dog formidles, når der lå en forbøn fra den bestjålne og fra adelspersoner eller gejstlige folk. Hængningsstraffen blev i nogle tilfælde erstattet af halshugning med sværdet. I datidens øjne var dette tale om en formidling. Det havde ikke samme vanærende karakter som hængning.
I tilfælde af blasfemi ses anvendt en straf af kagstrygning i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter nagledes til kagen.
Tredje gang bliver man druknet
I 1583 hører man om en kvinde, som blev besvangret af en anden end sin ægtemand, og således havde begået hor. Hun slap billig med forvisning fra byen. Da hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning, og blev atter engang forvist fra byen. Hvis hun atter engang skulle dukke op, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.
Tre børn udvises
En ret rystende sag stammer fra 1564. Her blev en dreng underkastet tortur, hvorefter han indrømmede, at have begået tyveri. Han og hans to mindre brødre blev udvist og fulgt til stadsporten af bødlen. Skulle de nogensinde vise sig i Flensborg igen, ville de alle tre blive dømt. Hvad der siden hændte de tre børn interesserede ikke myndighederne.
Bødlerne blev lynchet
Hvis en bøddel ved en fejl kom til at pine den dømte mere end nødvendig, ja så kunne den forsamlede mængde finde på at lynche bødlen. Det skete tre gange inden for en periode i årene 1573 – 85 i Flensborg. De blev stenet af folket. Bemærkelsesværdigt er det at i 1592 blev Jyske Lov oversat til plattysk. Den blev endnu i det 19. århundrede anvendt.
Flensborgs forsvar
Forsvaret af Flensborg var baseret på Bymuren og borgervæbningen. Vedligeholdelsen af bymuren tilkom grundejerne. Byen havde kun ansvar for portene. I Christian den Fjerdes By-vedtægt stod der, at enhver borger selv skulle sørge for værge og våben og altid holde dem klar til brug i tilfælde af truende fare.
Hårde lidelser
Gennem fire krige i løbet af det 17. århundrede kom Flensborg ud for hårde prøvelser. Det var Kejserkrigen, Torstenssonfejden, Karl Gustav – krigene og Den Store Nordiske Krig.
Almindelig udskrivning
Under indkvarteringerne af de skiftende tropper, kom der ofte til sammenstød mellem soldater og borgere. På forskellig måde deltog borgerne i krigstidens svære udgifter. Statholderen
Gert Rantzau var en god støtte for kongen med at få stænderne til at yde deres bidrag. Men det kneb gevaldig med udskrivningen. Mange borgere forsøgte at snyde.
Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg i august 1626 blev målet at forvare Elbgrænsen. Kongen havde derfor sidt i juli udstedt ordre om almindelig mobilisering
af hele den mandlige befolkning mellem 18 og 55 år. Under trussel om livsstraf skulle alle møde mand ved mand til fods og til hest, og adlyde krigskommissærernes befalinger. Alle skibe i havnen blev beslaglagt. Byens krigsudgifter beløb sig til 24.000 mark.
Kongelig hær på flugt
Den kongelige hær var på flugt nord over, efterfulgt af de kejserlige tropper. Enhver søgte at redde sig og sit. Christian den Fjerde flygtede gennem Flensborg til Fyn. Hans hær var fuldstændigt demoraliseret, den plyndrede i byen for kongens øjne. Og det var ikke slut. For lige efter kom Wallensteins tropper og holdt byen besat til fredsslutningen i 1629. Rådet flygtede sammen med mange af byens borgere.
Plyndring og selvtægt blev en del af krigsførelsen. 150 af byens ca. 450 – 500 borgerhuse blev ødelagt. Også hammerværket i nærheden af Kruså blev ødelagt.
Katastrofal situation
En del af de flygtende familier, hvoraf mange hørte til de rigeste, vendte tilbage til Flensborg. Mange flygtninge fra Tysklands krigshærgede egne kom ligeledes tilbage til byen. Byens bygninger, porte, kompagnihuset og især rådhuset led stor skade. Først i 1642 blev der råd til at reparere Nørreport. Overalt var der øde grunde og forladte huse. Og oven i dette fulgte giftig pestilens. Pesten medførte mange dødsofre. Byens finansielle situation var katastrofal. En ekstraordinær skat blev udskrevet for at betale byens genopretning. Og også byen og kirkerne måtte sælge nogle af deres ejendomme for at klare udgifterne.
Fattigbøssen blev tømt
Men det varede ikke længe før ulykken igen ramte byen. I 1639 lå 100 mand fra de kongelige tropper i kvarter i byen. De skulle sørge for ro og orden. Men soldaterne brød ind i borgernes huse og stjal deres ejendele. Ja selv fattigbøssen ved Røde Port blev brudt op og tømt.
Svenskerne kom igen
Efter kun et halv år med fred i Flensborg, var man igen plaget af krigens ulykke. Fra slutningen af januar 1644 til og med oktober 1645 var byen besat af svenske tropper. Torstensson forlangte en hel del af byens borgere. Da han i 1644 igen vandrede syd på, fik general Wrangel kommandoen. Under trussel af mere ulykke pressede han byen til at give ham mere proviant. Borgmester og råd fik befaling til øjeblikkelig at sende alle murere og tømrere samt 400 arbejdsmænd til Haderslev med hakker og 100 vogne med proviant til 8 dage. Kom de ikke omgående ville der ske et udfald mod Flensborg.
Moralsk opløsning
Flensborg gik nærmest i moralsk opløsning. Hæleri , røverkøb, ægteskabsbrud og børn født uden for ægteskab var meget udbredt. Skatterne steg hele tiden. Under Karl Gustav – krigene 1657 – 60 drog svenske, polske og brandenborgske tropper hærgende gennem byen. De bragte fattigdommen og elendigheden længere ned.
Der fulgte nu et par rolige år. Men under Den Store Nordiske Krig fik Flensborg atter krigen at føle. Da den svenske general Stenbock havde besejret Frederik den Fjerde ved Gadebusch i december 1712, trak den danske hær nordpå. Stenbock brandbeskattede og hærgede Altona i begyndelsen af januar. Da han derefter nærmede sig Ejderen voksede nervøsiteten hos borgerne i Flensborg. Et dansk troppekontingent i byen skabte en hvis form for tryghed. Men da disse den 10. januar marcherede nordpå, frygtede byen det værste.
62.000 Rigsdaler for at slippe for overfald
Den svenske general stillede et krav til Flensborgs borgere. Hvis man omgående betalte 62.000 Rigsdaler ville byen blive skånet for at blive plyndret. Den svenske hær overgav sig i løbet
af foråret. Generalen selv og halvanden hundrede af hans officerer blev overført til Flensborg som krigsfangere. Det betød nye udgifter for byen. Byens samlede udgift i forbindelse med de svenske angreb i året 1713 blev opgjort til 248.278 mark lybsk.
Artiklerne om Flensborgs historie fortsætter
Kilde:
Hvis du vil læse mere om Flensborg:
Hvis du vil læse mere om: Henrettelser, Lov og Orden:
Hvis du vil læse mere om adelen.
Redigeret 11. – 11. 2021
Januar 5, 2012
En ny bogserie til belysning af Aabenraa som søfartsby er udkommet. Også en ny portal til belysning af søfartshistorien er startet. Og så fejer Aabenraa Museum 125 år. I den forbindelse kan du fortælle din egen søfartshistorie. Søfarten var allerede i 1700 – tallet det dominerende erhverv. Nu skal et forskningsprojekt belyse det i international sammenhæng. Her kan du også
læse om Aabenraa – briggen Chicos triste skæbne. Artiklen her er oprindelig fra 2012.
Meinhardt
Georg Ludwig Meinhardt ligger i dag begravet på Rinkenæs gamle kirkegård. Han døde i 1900 og var kaptajn i Aabenraa. Han overlevede hårdt såret et overfald af kinesiske pirater ombord på briggen Chico af Aabenraa.
Et rædselsfuldt døgn
Det var en dramatisk januar – dag i 1864, da en flok danske søfolk mødte deres endeligt mod kinesiske pirater. Chico var blevet bugseret ud af Hongkongs Havn den 21. januar med lasten fuld af ris.
Våben blev gjort klar
Det regnede kraftigt og stormen tog til. Kaptajn Ohlsen besluttede at anke op ved Leumoo – passagen ud for Hongkong, for at vente på bedre vejr. Den var en risikabel med nødvendig beslutning. Det var også risikabelt, da netop dette farvand var kendt for mange overfald fra skånselsløse kinesiske pirater. Kaptajnen forsøgte at nedtone faren, men ansporet af førstestyrmanden Georg Ludvig Meinhardt indvilligede han dog i at gøre våben ombord klar.
Dette gjaldt dog ikke for skibets lille kanon. Den turde man ikke klargøre. Man var bange for, at den ville eksplodere. Den var i meget dårlig stand.
Piraterne kommer
Besætningen holdt vagt og om aftenen ved 22 – tiden blev der råbt alarm. Man havde fået øje på to kinesiske junkere, der nærmede sig Chicos agterende. Besætningen greb til våben, mens de to kinesiske både bombaderede skibet med særdeles ildelugtende stinkbomber. Stanken tvang besætningen under dæk, hvor den forskansede sig i nogle kahytter.
De første overfald
Pirater lovede ikke at krumme et hoved, hvis de overgav sig og kom op på dækket. I den pressede og anspændte situation valgte kaptajnen at stole på kineserne, forlod kahytten og gik op på dækket. Men her han overfaldet af kineserne og alvorlig såret. Han døde senere af sine sår.
Den næste, der kom op var førstestyrmand Meinhardt. Han blev også overfaldet af piraterne, der talte et par hundrede stykker. 27 hug, knivstik og skudsår modtog han.
Et sandt blodbad
Herefter udviklede det sig til et sandt blodbad. Skibet blev plyndret og besætningen forlod det brændende skib i sikker forvisning om, at Meinhardt og matrosen Johan von Alsen ligesom kaptajnen var døde.
Meinhardt overlevede
Men det var Meinhardt og matrosen ikke. Meinhardt overlevede mirakuløst og i de tidligere morgentimer den 22. januar sprang han overbord. Han blev reddet op af besætningen på en lille
båd. Han vendte hjem til Aabenraa, hvor han siden blev kaptajn og levede et langt liv på verdenshavene. (Vi har senere lavet en artikel om denne dramatiske historie).
Troels Kløvedal fortalte
Dette var blot en af de mange historier fra dengang Aabenraa spillede en stor rolle, som søfartsby. Da Troels Kløvedal tog op af Yangtze – floden fulgte han også en del af Chicos sejlrute. Og da jeg som HK – formand for snart længe siden var med til at arrangere et Troels Kløvedal – foredrag på Folkehjem, fortalte han også om den dominerende rolle som Aabenraa havde dengang som søfartsby. Det var hyggeligt at få en bajer med ham bagefter. Min afdøde kone boede bl.a. i kollektiv på Maos Lyst sammen med ham og en masse andre engang.
Udstillinger om pirater
På Orlogsmuseet kan man frem til den 21. april 2012 se en udstilling om den danske flådes kamp mod pirater på verdenshavene.
Forskningsprojekt
Men fra Aabenraa er der flere historier at fortælle. Det skal nu indgå i et omfattende forskningsprojekt om Aabenraa – søfarten i 1800 – tallet. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation under Ministeriet for Forskning har bevilliget 1,1 million kroner til formålet.
Og formålet er at sætte Aabenraa – søfarten ind i en international sammenhæng. Projektet skal også belyse i hvilken betydning den omfattende søfart havde for det lille sønderjyske lokalsamfund. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med emnet. Og her spiller Løjt Land også en afgørende rolle.
Det dominerende erhverv
Søfarten havde allerede fra 1700 – tallet et omfang, som gjorde den til byens absolut dominerende erhverv. I det følgende århundrede blomstrede det yderligere op, efter en midlertidig
nedgang under Napoleons – krigene. Fra Aabenraa og ikke mindst det nærliggende Løjt land bemandedes endda meget store skibe, som kunne ses overalt på de syv have. Højdepunktet blev nået i 1879 med 43 skibe af en gennemsnitsstørrelse på godt 166 kommercialiser.
De fleste skibe var bygget på værfter i og omkring hjembyen. Og det mest fantastiske var, at skibene for det meste blev ejet af parthavere i Aabenraa og omegnen (Løjt land). Og Aabenraas søfartshistorie er ofte præget af familie relationer.
Ny portal
Sidder der nu nogle læsere og interesserer sig for søfart kan vi oplyse, at der netop er lanceret en ny portal, Udkigsposten – historisk søfartsportal. Denne giver et overblik over, hvor man kan studere dansk søfartshistorie og maritim dansk kulturarv.
Skrifter til Aabenraas Søfartshistorie
En ny serie bøger er også startet. Den hedder:
Diamant Petersen
Foreløbig er der kommet to bøger i serien: Den ene handler om Diamant Petersen. Det er historien om Johan Peter Petersen, der var kaptajn og diamanthandler i 1870ernes Sydafrika. Han vendte hjem og bosatte sig i Aabenraa. (Historisk Samfund For Sønderjylland har udgivet Søfartens Historie i Sønderjylland).
Fischers erindringer
Den første bog i serien er Carl Christian Fischers erindringer. Han stak til søs allerede som 15årig. I 1864 tog han styremandseksamen i Flensborg. Han deltog samme år i krigen på dansk side. Derefter sejlede han hovedsagelig på Fjernøsten, indtil han i 1882 gik i land i Aabenraa. Han viede derefter sit liv i den nationale kamp.
Fischer var født på Posekær Teglværk. Han tog både japansk og engelsk kaptajnseksamen. Han førte skib i både siamesisk og japansk tjeneste. Ved et forlis i Østen mistede han alle side personlige papirer. Og det benyttede preusserne sig af ved at chikanere ham. (Senere har vi udgivet flere artikler om Søfartsfamilien Fischer)
Fortæl din søfartshistorie
Søfartsmuseet i Aabenraa kan i 2012 fejre 125 års fødselsdag. Tænk museet blev grundlagt allerede i 1887. Og nu inviterer museet alle, der har en historie at fortælle om sønderjysk søfartshistorie, at fortælle den. Og det kunne jo være at vi herfra skal bidrage. Vi har tidligere her på siden fortalt om nogle episoder, som vi selv har oplevet i de sønderjyske farvande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 22. – 11. – 2021
Januar 5, 2012
Vi skal synge om Vadehavet og digerne, om Højer, Ballum og Rudbøl. Ja, der er masser af natur i disse sange. Vi bevæger os helt op til Rømø – dæmningen. Så kom bare i gang
Desværre er der ikke melodi til alle sange. Vi har heller ikke kunnet inddele sangene i vers. Så måske skal v i bare betragte det som en omgang poesi. Sangene/poesien har vi fået tilsendt af en af vore læsere.
En hyldestsang til Højer– byen bag diget (Melodi: Gold und Silber)
Minder fra vor ungdomstid
vist nok alle finder
Minder, der gør sindet blid,
og til hjemmet binder.
Kender I den sti og vej,
hvor vi ofte vandred
Højer dige har jo ej
meget sig forandret –
Højer, du mig står nær,
dig jeg altid finder.
Hvor jeg end i verden er,
navnet dog mig binder.
Langs med digets herlighed,
sommeraftner milde
solen langsomt glider ned
i Vadehavet stille –
Kirken knejser med sit tårn
over byens tage.
Møllens vinger drejer så´ rn
som i gamle dage.
Husker I endnu den
nat,
i november måned
Stormen rased´over
”Watt”
men vi bliver forskånet –
Kender I den skønne plet,
som jeg her fremtryller.
Marsken, åh, den kendes let,
kendes på idyler.
Hvert et lille lam der står,
vil erindring knytte,
til de svundne ungdomsår,
lad os dem beskytte –
Den grønne vej til havet blå (Langs Vestkysten) af Christel Røhde Jefsen (Melodi: I sne står urt og busk i skjul)
Den grønne vej til havet blå
snart hele verden kender
fra Holland langs med vores kyst
til sidst på Skagen ender
En sommerdag ved Rudbøl Sø
det vil dig nok betage
hvor møder du så skønt et syn
hvor finder du vel mage
Ad diget så til Højer går
din rejse, – øje møde
kun himmel, græs og mange får,
et land så fuldt af grøde.
Fra Højer hilser Møllen dig
den skuer over landet,
som den har gjort i hundred år,
til slusen og mod vandet.
Den lille Hjerpsted kirke
skjuler sig bag grønne grene
Tænk – Havet tog det halve sogn
den føler sig så ene
Fra kæmpehøje lidt mod nord
man langt omkring kan skue
på vader, marker, frugtbar jord,
og hele himlens bue
Fra Havneby til List på Sild
to hvide skibe sejler,
i måneskin og solskin mild,
i søen blå sig spejler.
Og lysene fra Rømøs havn
i nætter stjerneklare,
fortæller os om fremskridt der,
det gamle kan ej vare.
De hvide måger kredser højt,
og sætter sig på laden,
og finder ro på bondens mark
når bølgen dækker vaden.
Her fuglene sig på træk hviler
tæt på smulte vande
og lander på veldækket bord,
ved Jordsands flade strande
Med vinden kommer de igen ,
og hviler sig fra færden,
med glædesskrig de hilser os,
fra Sydens fagre verden.
Så vipper over mark og eng
Regnspurvens sølvgrå hære,
og Viber, Stær og Lærker si’er,
at her vil de nu være
I Rejsby og i Buntje folk,
om gamle huse hæger
som gammel skik jo kræver det,
afstregning muren præger
Du lille sommerfugl der,
vi ville jo så gerne,
at du ku’ gro en meter mer,
mod stormflod os at værne
Dog frygter vi ej Blanke Hans,
hvor hårdt han end os truer
vi frygter ikke her til lands
vi bli’r i vores stuer.
Hvem gav jer mon så fint et navn,
som Hatknag, Husum – Ballum,
var Bådsbøl mon en bådehavn,
og Ballum hed først Hallum
Vor kirke, kro og skole lå,
i fortid tæt tilsammen,
var fælles om at sørge og
at dele fryd og gammen.
Og Ballum enge er et digt,
”af selveste Gud Fader”
med hvide møller, korn og kvæg,
og grønsvær over vader.
Om født er vi ved denne strand,
om hjertet her har hjemme,
vi elsker dette grønne land,
og kan det aldrig glemme.
Vi elsker dig vor vesterkant,
med skyer, strand og dige,
vi finder ej et skønner` land,
vi finder ej din lige
Rudbøl – Sangen (Melodi: Nordsøbølger…)
Hvor den kåde vestvind stryger frisk og karsk
hvileløst indover milevide marsk,
snart med sagte skridt og så
med hastværk frem
ind i byens gader, hvor vi fik vort hjem –
Rudbøl, født hvor fordum bølgerne gik højt,
døbt i havets fråde og dets hvide sprøjt,
dybe alvorstoner under stormens sus
var som melodien fra et orgelbrus
Bølgerne istemte byens vuggesang,
i den milde vår så blød og blidt den klang,
men når jævndøgnsstormen over sletten for,
voksede dens styrke til fuldtonet kor –
Hvor i verden end vi træde skal vor gang,
længselsfuldt vi lytte vil til blæstens sang,
og i tankens rige vil vi stille fly
hen til marskens vidde, til den kære by –
Rudbøl med det friske pust fra markens tavl
og med vindens sus om murstensrøde gavl,
med dens viltre leg i åens stride siv,
stormomsuste by, dig vier vi vort liv –
Se også Sange fra Tønder og Omegn (1)
Tak til min navnefætter på Lærkevej i Tønder (Gerd Uwe)
Redigeret 19.09-2021
Januar 5, 2012
Hermed har vi fornøjelsen at præsentere
fire viser om Tønder, to viser fra Møgeltønder og henholdsvis en
vise Gallehus, Østerby og Abild.
Sønderjyder bruger en hver anledning til at synge. Det lyder ikke altid lige pænt. Vi har fundet et par mere eller mindre hjemmelavede sange fra gemmerne. Ja egentlig kender vi ikke rigtig, hvor de stammer fra. Tak til min navnefætter fra Lærkevej i Tønder, der har sendt de fleste af nedenstående. Vi skal også beklage, at vi ikke har melodi på dem alle sammen.
Men kære læsere vi er sikker på, at I kan bruge disse viser til en festlig anledning. I samme serie laver vi en samling fra Sønderjylland og en samling fra Højer og omegn.
Denne lille samling indeholder følgende sange:
Vi ønsker god fornøjelse
Tønder– sangen 1 (melodi: Hvor smiler fager, den danske kyst)
Vi skal tilbage til dengang, hvor
Tønder havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger.
Det var dengang med de mange markeder i byen. Der var gang i den.
Hvor er det dejligt i fordums år,
man kunne tage en lille vending
ind i en kro eller købmandsgård
og få en dram for kun tyve penning
en punch, som styrkede hvert organ,
lod man sig smage i ”Weisser Schwan”
Hvor er det dejligt, da folk og fæ
fra fjern og nær kom til Tønder mærken,
i hvert et kro-hus fandt ly og læ,
hvor højt det klirred’ med glas, tallerken,
hvor man drak lidkøb ved punchedamp,
og gulvet gungred´af træskotramp.
Hvor er der leben i Tønder by
en sådan dag, når de mange stude
fra Himmerland og det fjerne Thy
i sindrig ro gled forbi derude,
lod brølet lyde i livlig kap
med karleråb og med piskerap.
Og der var travlhed i hver butik,
der købtes varer i store bunker,
købmanden stod med sit lune blik,
så veltilfreds på de blanke grunker,
der fyldte kassen ved aftenstid,
og han ku få´sig en tiltrængt bid.
Ja, det var dejligt en markedsdaw,
trods al dens travlhed og al dens spænding,
men ak, den tid er nu lagt i grav,
hvad får man i dag man for tyve penning?
Ja, mangt gled bort under tidens elv,
om det blev bedre– ja døm her selv.
Tønder Sang 2 (den er hvis nok forfattet af Anne Dale i Rens, 1956?)
Tønder by, du ligger ud mod landet,
de blev bygget op på marskens fede jord
stolt som – havneby – du lå engang ved vandet
mindet derom – er i dag kun skrevne ord,
bærer du i våbenskjoldet, stolt en skude
sejled ud herfra, du med dit kniplingsry
drog mod dig fra nord i træk af fede stude
vokser du mod verden ud– du lille by
Skal vi tilbage med dig lidt i tiden,
se hvordan at du er vokset op og frem,
al begyndelse det at være liden –
nu i dag du rummer over tusind hjem,
fyldt af gamle minder er hvert hus, hver gade
fra en tid for længst der sunket er i grus,
Skibbro er brolagt, fra husenes facade
gamle gavle – går et mindets sagte sus.
Fra en svunden tid, hvor stærke mænd her færded,
hygget op med sans dig gamle handelsby,
nutids folk dit minde trofast har omgærdet
kirkens spir går højt mod himlens lyse sky
er dit vartegn, står hver dag på dig og kalder
samler som en mor sin store børneflok,
jeg vil stå med dig i tiden, om du falder,
rejse dig igen, min styrke er dig nok.
Søger vi hos dig endnu så dybt et minde,
navnet – gaden – viser os mod banken hen,
knejse her en borg med høje spir og tinde,
kun en portnberbolig er af dig igen,
tung af ælde lidt af dig endnu vi skuer,
du er værn for gamle tiders sindog sans,
gamle minders sans, som os i sindet luer
kaster over dig – du kære by sin glans.
Tønder by, du ligger åben ud mod landet
favner alle, når vi kommer ind til dig,
øst og vest og syd og nord vi har det sandet,
når vi kom mod dig fra hver sin landevej.
Du er byen for vort mål, til dig vi rejser,
du er vor hjemstavns by endnu med kniplingsry.
Solen glimter i dit kirkespir som knejser –
våger over dig nu – marskens gamle by.
Som en bue går om dig Vidåens vande,
hvori himlens sol og skyer spejler sig,
går vor tanke da med dig mod fjerne strande,
her ved dig går børn i drømme, stille leg.
Tønder by, dit ry din skønhed vil vi prise,
som en perle ligger du i marskens jord,
værner vi om dig vor færd det skal bevise,
fremtidens syn går frem af fortids stærke ord.
Dan gamle by i marsken (S. Højmark Jensen)
Aldrig jeg glemme de krogede gader
huset som viser mod Torvet sin gavl.
Blæsten fra vesten, fra vidstrakteflader
suser herind fra det ternede tavl
Vinter og vår –
i hvor det går –
Tønder en plads i vort hjerte får.
Dybe kanaler og Møllestrøms brusen,
sagte og stille henglidene vand.
Drømmen med strømmen gik ud over slusen,
ud imod barndommens eventyrland
Alt hvad vi så,
da vi var små,
plads i vort hjerte skal evigt få.
Aldrig de tøndringer piger kan glemme
dammen, stien og gyngende grund,
skønneste, grønneste, skyggefuld bræmme
danner ved byen den dejligste lund.
Her er så tit
blevet visket blidt –
”Alt hvad jeg ejer, er også dit”
Mindet om Tønder, ja det vil vi værne
og det er vi bundet med stærkeste bånd
Og skal vi ende vort liv i det fjerne,
får den en hilsen med rystende hånd,
Vinter og vår –i hvor det går
Tønder en plads i vort hjerte får
In der grossen Seestadt TONDERN
Sangen blev skrevet efter, at det gode skib Bismarck sejlede gennem Vidåen ned Skibbroen. Og det gjorde den efter et væddemål på øen Sild. Vi har tidligere beskrevet historien
her på siden. Som bekendt var Tønder, inden digerne faktisk en stor havneby. Og der har jo været aktuelle planer om, at der igen skulle en havn til Tønder, nok mest for syns skyld.
Ja et par gange har der været planer om, at føre en kanal ind gennem Tønder og så ud til Østkysten. Men moralen i denne vise, er, at der hvor du ikke kan komme ud, skal du slet ikke begive dig ind. Men skib og kaptajn Selmer kom både ud og ind, selv om damperen stødte på grund gang på gang. Og det var noget besværligt at få vendt på Skibbroen.
In der grossen Seestadt Tondern
kamm ainmall ein Dampschif an,
alle Leute tun sich wundern
dass mann hier auch Schiffen kann.
Mann und Weib ubd Kind und Besen
eilen nach der Schiffbrück hin
um zu sehn, was nie gewessen,
wie das Dampfschiff kommt dahin.
Voll Verwunderung steht die Menge,
gasst den smutzigen ”Bismack an
aber ach! Fest sitzt er in der Enge,
dass man ihn nicht retten kann.
Seht auf Tonderns weise Väter,
wie sis sich beraten drum,
dass sie diesen Schwerenöter
kriegen in dem Hafen rum.
Hängt ihn, sprach der eine weise
Hängt ihn in den Krahn hinein,
und ein anderer sagte leise:
Grab ein Loch ins Ufer´nein!
Seht sie drängen, seht sie ehieben,
doch der schmutz`ge”Bismarck” spricht:
”Leut, es tut mir nicht belieben,
´rum zu kriegen bin ich nicht!
Da rief einer aus im Zorne:
”Ruckwärtz lasst in Tondern fliehn,
Kam er auch herien von vorne,
rückwärts lasst ihn wieder ziehn!”
Die Moral von der Geschichte,
höret, wie ein weisser spricht:
”Wo du nicht heraus kannst kommen,
da hinein begib dich nicht !
Møgeltønder – sangen 1 (Melodi: Hjem til Danmark ?) (Hans og Ingrid Schrøder)
Møgeltønder vor by, du er kendt overalt,
Danmarks skønneste landsby vi hører dig kaldt ,
Vi dig elsker i vinter og vår,
du er gammel – mangfoldige år.
Langs Slotsgaden bag ved hvert lindetræ
kryber husene sammen, som søger de læ
Der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem.
Møgeltønder – vor by og vort hjem.
Hvorhen vi i verden nu end drager hen,
vi længes tilbage og kommer igen.
Vi føler for dig som for mor,
Vi har kendt dig fra barndommens år.
Hver sommer da står der jo blomster i flor
hver morgen da synger der fugle i kor,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by og vort hjem.
Med enge mod syd og med hede mod nord
et minde om guldhorn i Gallehus står,
der fortæller om tider, der gik,
og vi glemmer de minder, vi fik
i skole, i kirke, i slot og i vrå.
Turister, der kommer, og turister, der går,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by, og vort hjem.
Til slut vi nu ønsker for dig, du vor by,
i tider, der kommer, du hævder dit ry,
de slægter, der kommer og går,
vil dig ære i fremtidens år.
Den ungdom, der møder, den viser du vej,
de færdes i verden med mindet om dig,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by og vort hjem
Møgeltønder – sangen 2 (Melodi: Gold und Silber lieb ich gern…..)
Møgeltønder, du kære by,
hvor jeg hører hjemme,
her jeg synge vil din pris,
ej jeg kan dig glemme.
Hvor i verden end jeg for
og dens modgang lærte,
til den skønne fri natur,
sig drømte dog mit hjerte –
Midt i byen knejser stolt
du vor smukke kirke.
I dit indre gemmes der
ånd af helligt virke.
Billeder af store mænd
med dem er væggen prydet,
de fortæller os endnu,
hvad disse mænd har ydet –
Schackenborg, du ligger som
et naturens smykke,
hvor vi alle sværmer om
i vor barndoms lykke
Her ligger vi ofte hånd i hånd
leged under linde,
der jeg dvæler til en stund
i tanken, barndomsminde –
Hist fra alpens hvide top
og til Nordens fjelde
intet toner sig så smukt
i naturens vælde,
som vor gamle fødeby
så grund og folkeyndet,
kun din skønne fri natur
fryder mig i sindet –
Hvorfor vanker fremmed gæst
ofte her i byen,
hvorfor lyder lærkesang
så klar i harmonien.
Det er stedets poesi
Og samklang som fortolkes,
i naturens herlighed
der bliver kunst for folket.
Meget nu forsvundet er
fra den tid, jeg fødtes,
meget skøn vel faldet er,
da nyt og gammelt mødtes,
men du unge friske slægt
der fremtiden skal bære,
Lov mig at du holde vil
vor gamle by i ære –
Gallehus
– sangen (Melodi:Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne– Thyra L. Petersen 1983)
Vor landsby skal hygge, fra hus til hytte,
en hyldest skal lyde, fra olding og barn,
hver kvinde og mand, der kan huske tilbage,
har minder så gode i frugtbarheds favn.
En muld af den bedste, der findes på jorden,
her aldrig kan vokse, ja trives og gro,
et sammenhold er her, med værn for hverandre,
derfor vi så gerne hernede har rod .
Og arven fra guldhornets tid, vil vi holde,
som fædre før os jo gravede frem,
med mosebryg hen over midsommerenge,
sig stemningen breder, udover vort hjem.
Når vestenvind suser om egnen med storme,
den trænger sig ind i hver hjørne og krog,
ved modvind som træer, vi vokser i styrke,
lidt krumbøjet stærke, men elsker den dog.
Med hensyn til andre, vi passer vor virke,
her glæde ved livet og ting der blev skabt,
må styrken vi følte, i ungdommen blive
at barndommens Gallehus ikke går tabt.
Ja Gallehus navnet må ikke udslettes,
om nogen i udviklingens navn lægger ud,
er olie, går storkommunens herre,
hold fingrene væk er vort lønlige bud.
Gid fuglesang stadig kan slå os i møde,
med kviden og frøernes kvækken i takt,
se harer med rådyr der springer ved skoven,
her snuse naturens bedøvende magt.
Så morgendis stemning kan sindene mætte,
med solopgang rød over Gallehus skov,
hvad vil I da mere? Er det ikke livet?
Vi lever og ånder i naturdannet lov.
Med aftensol nedgang i malerisk ynde,
uendelig små under himmelhvælvs vagt,
vi elsker vor landsby, må trygheden føles,
i evigheds rigdom med hjemstavnens pagt.
Østerby – sangen – melodi: Jeg er en simpel Bondemand
Min barndomstid til ende var,
da jeg var fjorten år,
Jeg konfirmeret da så blev,
og ud i verden går
For livets vej at vandre
og finde lykkens dyd
jeg dig farvel må byde –
du lille Østerby
Vel er det mig i hjertet tungt
at jeg forlade må
den lille skjønne plet i nord,
hvor raske gutter bor
Hvor smukke piger vandre
med glæde og med lyst
vort modersmål at værne
så skjønt for deres bryst
Der milde dufter iler frem
af landets frugtbarhed
hvor morgensolen bryder frem
i gylden virksomhed
Der fuglene udkvidre
så skjøn en morgensang
Hvor smuk det dog lyder
hvor liflig er dens klang
Der Vesterhavet nærmer sig
med smukke bølger blå,
det grønne krat opvokser der
men jo kun af de små,
dog udi vintrens tider
din eng den står som en sø
,
der er det smukt at leve
men meget tungt at dø
Jeg så de grønne agres skjær
med deres gyldne bund
hvor roser, liljer bryder frem
vel udi tusind fold
I som´rens milde tider
en krans rundt om dig står
af korn og høets stakker
af den frugtbare jord.
Vel også der man finde kan,
hvor heden bryder frem,
hvor vildtet strejfer vildt omkring
og laver deres hjem.
Hvor storken den udiler –
dens paradis det er
hver morgen den sig viser
på disse strækninger .
Ja, hvor jeg end så vandrer om
i verdens larm og lyst,
til dig jeg føler længsel hen
Og hvor jeg så skal ende
mod norden eller syd,
jeg aldrig dig skal glemme –
du lille Østerby!
Abild Sangen – Melodi: Jylland mellem tvende have (Karin Bøll 1978)
Her i Danmark langt mod sønder
Vejen slynger sig mod vest ,
Endnu før vi når Tønder
Ligger Abild allerbedst,
Byder jer velkommen her,
Tøv nu blot en kende
Og hør så, hvad Iser.
Træet– du har set det længe,
Før du når til Abild frem
Er det vartegn, du skal kende,
Ved dets rod gror huse frem,
som danner Abild by,
Hjem på hjem har fundet
Et ståsted i træets ly.
Kirke – kro – vi har det hele,
Du kan leve, som du vil,
Mød din nabo hist på gaden,
Smil! – du får en sludder til.
Grønt og blomster, sol og luft
Alt du får i tilgift.
I denne sommerluft
Sommerfest i varme dage,
Vinterfest i al slags vejr,
Sammenholdet her man aner.
Må det vokse mer`og mer
Gid vort samfund sundhed får,
Lad os en fremtid skabe,
Der bedres år for år.
Abild, som en blomst du ligger
Her, hvor vejen slår en bugt,
Ung og gammel nu dig hylder,
Her vi lever ganske trygt.
Vi vil værne om vores by,
Slutte kreds om Abild
Og hævne højt dit ry. `
Vi fortsætter serien senere med sange om Sønderjylland og Højer
Vi beklager, at vi ikke har kunnet dele versene. På den anden side så betragt det som poesi.
Redigeret 19-09-2021