Artikler
December 26, 2012
Byens købmænd bestemte.
Mange kom syd fra med tysk kultur og sprog, men fra sognene kom det danske sprog. Kvinder måtte ikke hænges, men der er var da undtagelser. Slottet var beordret til nedrivning. I Flensborg var der glæde over Struensees fald. Flensborg skulle have en ”lærd” borgmester. By-sekretæren havde travlt. Og Flensborgs nye populær var ikke særlig afholdt. Og så var der ballade i Flensborg – militæret måtte sættes ind.
Med tysk sprog og kultur
Mange af dem, der kom syd fra til Flensborg, havde bevaret det tyske sprog og kultur. Oppe på slottet sad amtmanden. Det var hans kongelige nåedes øverste repræsentant. Fra 1523 – 1600 sad 10 forskellige herre på slottet, Flensborghus og bestemte. De tilhørte alle den holstenske adels førende slægter.
Adelsmænd på slottet
Her var navne som Rantzau, Ahlefeldt, von der Wisch, Pogowisch og Reventlow. For at føre regnskabet havde slottets herrer ansat skrivere. En af disse var Blasius Ekenberger. Han oversatte Jyske Lov til plattysk.
Byens købmænd bestemte
En vigtig herre var by-skriveren. De var for det meste universitets – uddannede. Byfogeden var oprindelig kongens repræsentant i selve byen. Allerede i 1413 fik rådet lov til selv at vælge ham. By-skrivere og byfogeder var kun embedsmænd og afhængige af borgmestre og råd. Og i det råd var det kun folk med anseelse og råd, der kom. Rådets mænd blev i praksis udvalgt af byens købmænd. Og de 24 rådmænd skulle tage borgerskab og eje et hus i byen.
Dansk gudstjeneste
I 1558 begyndte man i byen at føre et særlig borgerskabsprotokol. Indtil 1600 aflagde i alt 1.092 nye borgere borgerskabseden. Men de var nu ikke særlig nøjagtige med at skrive, hvor folk kom fra.
Man gjorde, hav man kunne i Flensborg for at slippe af med det danske sprog. Men fra sognet, hvor der blev talt dansk, kom der hele tiden nyt blod til. Tjenestefolk og daglejere kom fra Nørrejylland. For blandt andet dem blev dansk gudstjeneste indført, og en dansk præst blev ansat i 1588.
Almindelige lovbestemmelser
Retsordenen var baseret på Jyske Lov og Stadsretten. Men i løbet af 16. og 17. århundrede ændredes den almindelige retstilling gennem nye almindelige lovbestemmelser. Disse gjorde sig også gældende i Flensborg. Heriblandt var det Landesgerichtsordnung af 1573 (revideret 1636).
Forbud mod Rommer-retten
Peinliche Halsgerichtsordnung (Carolina) fik stor indflydelse i byen. Men i praksis forlod man de gamle straffebestemmelser. Man opstillede nye, som ikke blev skriftlig udformet. Disse havde gyldighed som fast sædvaneret. I Tyskland anvendte man endnu rester af Romerretten. Denne blev dog kun i meget ringe grad benyttet i Flensborg og Sønderjylland.
Egentlige skriftlige forbud mod anvendelse af Romerretten foreligger først i 1708 og 1746.
Politiforordninger
Der eksisterede også nogle såkaldte politiforordninger. Regler omkring vedligeholdelse af bygninger og plankeværker, eksisterede. Og så måtte husene ikke tækkes med strå. Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, sønderslås. Kæmnerne og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.
Borgernes næringsinteresser
I Flensborg værnede man også for borgernes næringsinteresser. Fremmede skippere måtte kun sælge i halve og hele skippund. Og tiggerne blev en gang om året kaldt ind til afhøring. De, der ikke var hjemmehørende i byen, blev jaget ud. De andre blev forsynet med et tiggertegn.
Børn skulle gå i skole eller et ærligt håndværk. De måtte ikke drive rundt på gaderne. Hjalp det ikke med formaninger, blev de af bødelen jaget ud af byen.
I politiforordningerne var det lige som i mange andre byer forbud mod luksus. Det blev nøje afmålt, hvor mange, man måtte invitere med til bryllup og diverse andre fester. Befolkningen blev inddelt i tre kategorier. Det var de mest formuende folk, de “mittelmetigen”, og de mest ringe.
Vagttjeneste
Politiforordningen indførte også i 1600 en egentlig vagttjeneste i byen, således at borgerne efter tur skulle gå nattevagt. I 1633 blev denne ordning afløst af et egentligt vægterkorps på 6 mand. De udførte tjenesten for en vis billig løn. Borgmestre og Råd pådømte de sager, som var sager omkring byens ret. Man kunne dog udskyde sagen til kongen. Byfogeden overværede disse sager.
Rode Boeck
En interessant bog forefindes i Flensborgs gemmer. Det er den såkaldte Rode Boek. Den indeholder påkendte straffesager i tidsrummet 1560 – 1608. Kigger man i denne, får man indtryk af, at strafferetten blev varetaget med meget større strenghed end i middelalderen.
Pinligt forhør
Hvis man ikke med det samme tilstod sin brøde, blev man underkastet pinligt forhør. Det vil sige, at man blev udsat for forhør. Blandt straffesagerne dominerede navnlig drabs – og tyverisager. Manddrab blev i middelalderen afgjort med store bøder. Nu var man i henhold til Mosesloven dømt til døden. Henrettelsen fandt sted med et sværd på Koberg.
Mord førte til Radbrækning
Forelå der mord, blev gerningsmanden derimod dømt til radbrækning. Forelå der større tyveri foreskrev stadsretten dødsstraf. Men noget tyder på, at man ikke rigtig sonderede mellem lille og stor straf. Almindelig tyveri blev straffet ved hængning. Drejede det sig om tyveri fra kirkeblokken, ja så var det værre. Så var det dømt radbrækning fra neden.
Kvinde skulle ikke hænges
Kvinder skulle ikke hænges. De blev henrettet med sværd på galgebakken, og begravet under denne. Men i et enkelt tilfælde fra 1595 blev en kvinde dog hængt. Hun havde klædt sig i mandeklæder og begået tyveriet. Til skræk og advarsel skulle hun hænges med strikken fra livet til døden.
For udgivelse af falske penge foreskrev Carolina bålstraf. Dokumentfalsk syntes derimod, at blive bedømt væsentlig billigere. En gang radbrækning og bortvisning fra byen.
Blasfemi første til kagstrygning
I tilfælde af blasfemi anvendtes kagstrygning i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter blev naglet til kagen. Hertil kom en forvisning fra byen i
forbindelse af en ordfejde. Hvis den pågældende overtrådte denne, skulle han være hjemfalden til bålstraf som troldkarl.
Truede med Druknings – straffen
En kvinde blev i 1583 besvangret af en anden end sin ægtemand, og således begået hor. Hun blev straffet med forvisning fra byen. De hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning. På ny blev hun udvist. Hvis hun igen viste sig i Flensborg, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.
Druknings – straffen for tredje gang begået hor var i overensstemmelse med den i kongeriget gældende ret, mens de andre straffe hverken havde hjemmel i rigslovgivningen eller i stadsretten.
Injurie – sagerne
En betydelig rolle spillede injuriesagerne. Dengang var man temmelig ømfindtlig over for æresfornærmelser. Måske var det fordi, der var så stor forskel mellem ærlige og uærlige dengang.
Det havde taget hårdt på Flensborg
Den Store Nordiske Krig havde taget meget hårdt på Flensborg. Det hed sig dengang, at ingen anden by i landet havde lidt en sådan skade i krigsårene”, hvorved borgerskabet er kommet i sådant elendigt forfald, at den almindelige mand er ude af stand til at betale almindelige kontributions.
Selv agtede borgere måtte pantsætte deres tøj, for at kunne betale denne skat. Måske var situationen malet lidt for mørkt. Men i hvert fald virkede byen stillestående. Først fra omkring 1780 skete der igen noget.
Egentlig fandtes der ikke nogen bymur dengang. Men hvor landevejene løb ind til byen måtte trafikken gennem byportene, Nørreport, Friserport, Rødeport og St. Hans Port.
Slottet beordret til nedrivning
Oppe på Duborg Banke mod nord, havde slottet ligget siden middelalderen. Men i 1719 var det blevet revet ned på befaling af Frederik den Fjerde. Nu var det kun nogle triste ruiner tilbage. Mod øst havde byen en naturlig grænse i havnen. Den strakte sig helt ned til bydelen St. Hans.
Masser af skibsværfter
Mod nord var vandstanden stor nok til, at større skibe kunne lægge til ved Skibsbroen eller også måtte de ligge for anker længere ude i havnen. Men et hav af master kunne året rundt ses i havnen. Det var her, det skete.
Et nyt skue var den nye store mastekran. Den blev opført i 1726 nord for Skibsbroen bag Vajsenhuset. Den var i brug helt frem til 1880erne. Her lå en masse skibsværfter.
Temmelig stor stad
I 1742 bemærkede rejsende, at Flensborg var en temmelig stor stad og har mange skønne bygninger. Indtil 1770erne var der dog plads nok inden for det gamle byområder. Men opgangstiderne nåede Flensborg, og købmændene fik bygget ret meget. Byen holdt ellers længe på, at der ikke måtte bygges uden for portene.
Nystaden
I 1784 besluttede Magistraten, at der måtte bygges mod nord, for at afhjælpe boligmanglen. Men beslutningen blev aldrig ført ud i livet. Dem, der søgte fik konstant afslag. Endelig i 1794 fik kongelig husfoged Heinrich Lüders endelig lov til at ombygge et lille pakhus nord for Nørreport om til beboelseshus. Det
var det første hus i Nystaden.
Allerede i 1803 boede der godt 500 mennesker herude i 32 huse. Adskillige af de folk, der flyttede herud var brændevinsbrændere.
Jørgensby vokser
Mod syd og øst lå der ved århundredets slutning uden for byområdet men tæt op til byen nogle små forstæder. Bag den kongelige vandmølle ved Mølledammene uden for Rødeport lå der ca. 30 huse. Herude kom amtmanden til at bo fra 1802 i et nyt amtshus. Det blev opført i den senere Waitzgade.
Skippebyen Jørgensby fik efterhånden ca. 160 huse.
Røde teglsten
En englænder skrev i 1796, da han passerede byen:
En mand fra Kongeriget skrev i 1804:
To kommuner
Det var stadig de velhavende købmænd, der styrede byen. Og byen var stadig delt i to distrikter – kommuner, St. Marie og St. Hans. De deputerede borgere havde nedarvede rettigheder. Og dem var de på vagt over for. Regeringen forsøgte flere gang uden held at føre tilsyn med byen. Enlig var det statholderen på Gottorp, der på regeringens vegne skulle føre tilsyn med byerne, men dette var ikke særlig effektivt.
Glæde over Struensees fald
Struensee havde planer om, at lægge byens jurisdiktion sammen med amtets, afsætte magistraten og gøre amtmanden til præsident i byen. Men Flensborg slap med skrækken og stor var glæden i byen, da de hørte om hans fald den 17. januar 1722.
Flensborg skulle have en lærd borgmester
Regeringen bestemte ved kongelig reskript af 30. september 1777, at Flensborg for fremtiden skulle have en lærd borgmester. Denne skulle være byens første borgmester og have et vederlag på 400 Rigsdaler. Af byens kasse. Det blev så tidligere ejer af Kobbermøllen, advokat Josias thor Straten. Efter denne blev det i 1799 hans søn, dr. jur. Johann Jacob thor Straten.
Et nyt fængsel
Nu blev der også oprettet et politiembede i Flensborg.
Rådhuset, hvorfra byen blev styret, og hvor retsmøderne blev holdt, lå på den vestlige side af hovedgaden ved grænsen mellem de to bydele, ved senere Rådhusgade. I løbet af det 18. århundrede kom der yderligere tilbygninger. I en af disse tilbygninger lå det såkaldte Kæmnerret, en anden , der kaldtes Tårnet var byens fængsel. Det blev benyttet til varetægtsfængsel og til afsoning af bøder. I 1767 blev Tårnet afløst af en ny rummelig og velindrettet fængselsbygning.
I en anden føj indrettede man byens første teater. Og i kælderen kunne man som i andre byer få en lille en over tørsten. Den store rådhussal blev udlejet til bryllupsfester eller til sammenkomster.
Byfogeden
Byfogeden var også politimester. Til sin bistand havde han natvægtere og nogle politibetjente by-tjenere. Ved en dødsdom skulle man føre den dømte til retterstedet og hindre, at der opstod uorden, hvorved skarpretteren kunne blive hindre i at udføre straffen.
Bødelen anvendtes undertiden også til udførelse af tortur, når man skulle have fremtvunget en tilståelse. I 1767 måtte man tilkalde kollegaen fra Rendsborg. I Flensborg havde man ikke de rigtige instrumenter.
En travl by-sekretær
By-sekretæren slap for skat og indkvartering. Han skulle deltage i alle magistratens møder. Han skulle møde op til domstolene, føre rådstueprotokollen og skyld – og panteprotokollerne, i visse tilfælde også protokollen i kæmnerretten.
Flensborg By-politi
En rigtig politimester overtog nu fogedens arbejde. Kæmnerretten blev ophævet. I stedet blev der indført en Politiret og en Skifteret. Straks fik Flensborg de nye tider at følge. Foruden en rigtig politimester, var det nu også en overbetjent og seks politibetjente. Nu havde man også pludselig 52 nattevægtere samt to overvægtere.
Flensborg By-politi var ikke populær i den første stykke tid. Og for at gøre sig synlig strøede den nye politimester om sig med nye påbud og forordninger. Det var noget med, at bønderne kun måtte køre ind af fastlagte porte.
Masser af byrder
I 1802 kom en ny burde til Flensborgs befolkning, nemlig en såkaldt husskat. Dertil kom, at den bedre stillede del af befolkningen skulle modtage indkvartering eller eventuelt betale pengebeløb i stedet. Fra 1720 til 1807 havde Flensborg med få afbrydelser en garnison tilsluttet. Fra 1767 til 1842 bestod Flensborgs garnison af en eskadron fra Livregimentet Kyrasserer. Fra 1789 hed de Livregimentet Ryttere.
Ballade i Flensborg
I slutningen af 1795 måtte byen have militæret til hjælp, da der var opstået uro rundt om i gaderne. Levnedsmidlerne var blevet meget dyrere, og det var befolkningen utilfreds med. Man krævede maksimalpriser.
Den 5. juni rykkede Det Slesvigske Infanteriregiment og 120 ryttere ind i byen. En mængde arrestationer fandt sted, ca. 60 skibstømrer blev anholdt. Historien viser, at bag den rolige facade gemte sig dybe sociale modsætninger, men er enestående i Flensborgs historie.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Læs om Flensborg under Sønderjylland:
Hvis du vil vide mere: Om Henrettelse, Lov og Orden: Læs –
Redigeret 21. – 03. – 2021
November 18, 2012
Foredrag på Nørrebro Bibliotek, Bragesgade den 4. november 2012. Natmændene strejkede. Men efter tre dages strejke, fik de deres krav opfyldt. Det var ikke populært, når ”lortet” bare blev liggende. Det stank i Lersøen og langs Nørrebrogade. Ravnsborg var oversvømmet af kloakvand. Og døde folk ved Ladegårdsåen af drikkevand fra åen? Der var masser af lus, lopper, kakerlakker. Fru Petersen på tredje sked i vasken. Og en stakkels barber blev fyret fra hoffet – læs hvorfor?
Et ulækkert tema
Egentlig lyder temaet ulækkert. Men det handler om de hygiejniske forhold på Nørrebro. Det må har været en stor oplevelse for dem, der gik direkte fra tønden til WC. Og egentlig findes der vel ikke nogen videnskabelig undersøgelse, om man sked mere dengang, end nu. Men man var udsat for mere, der kunne genre maven – dengang. Og nogle af de ting, skal vi også høre om. Næsten en femtedel af verdens befolkning må forrette deres nødtørft i i det åbne. De har ikke adgang til det mest basale toilet. Det gælder hvis ikke for nogen på Nørrebro.
Mangel på adgang til toiletter og rent drikkevand er sammen med dårlig hygiejne skyld i næsten 20 pct. af alle børnedødsfald i verden.
Og vidste I, at den 15. oktober er det International håndvaskedag.
Lokum
Lokum hedder jo også Toilet eller WC. Og et toilet der er placeret i sit eget lille hus hedder jo som bekendt også et das. Ordet Toilet kommer fra “tela”, som betyder stof. På fransk bruger man ordet i forbindelse med de aktiviteter, der forbindes med
en barber.
Kongeligt Lokum
Og tænk Christian den Fjerde havde et toilet med vandskyl på Rosenborg Slot. Kongen havde tre toiletter med hver sin affaldsskakt. Der var en vandbeholder i det nederste toilet til at skylle med. Afløbet førte ned i voldgraven omkring slottet. I de perioder, hvor man havde problemer med vand-tilførelsen til voldgraven, var det en generende stank af kongens efterladenskaber Men allerede i 1596 opfandt John Harrington et indendørs vandkloset til Christian den Fjerdes kollega så om sige, Dronning Elisabeth den Første.
50 år år før det blev tømt
Kære tilhører, næste gang I kommer til Rundetårn skal I kigge på de to retirader, der findes her. Nej I kan ikke kan ikke bruge dem mere. Fra hvert af de to retirader førte en kanal i muren ned under Rundetårn til en latringrube på ca. 12 kubikmeter. Den var tilpas stor, så den blev først tømt efter 50 år.
Pissoir
Begrebet Pissoir er også nævnt i denne forbindelse. Det er et offentlig rum, hvori mænd kan forrette deres vandledning. Rummet er indrettet med en eller flere pisserender. Her er som regel
sæbeautomater og spejl. Mange steder også med kondom – automater.
Sådan et Pissoir lå i mange år på Blågårds Plads. Naboerne klagede over dens eksistens. De mente, at de var generet af dens lugt.
Mavebælte – pissoirer
Pissoir er det franske ord for pissehuse. De blev indført, efterhånden som byerne blev mere civiliserede. Før den tid kunne man gøre det i skure ved kanalen. I slutningen af 1800 – tallet blev såkaldte mavebælte – pissoirer fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade. Som navnet anfører dækkede pissoiret kun mandens torso. Man kunne se både hans hoved og ben. Der var plads til seks mand. De stod i hver sit rum adskilt af en skillevæg. Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det, der var nødvendigt.
En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring.
Kvinderne havde også behov
Her var det ikke plads til kvinderne. Det var hvis ingen, der tænkte på, at de havde samme behov. Men efterhånden som de også bevægede sig rundt i byen, blev der også indrettet toiletter
til dem. Kvindernes Fremskridtsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentation, at de havde behov for sådan et aftrædelsesrum.
Hvor skulle de ligge?
Man havde en længere diskussion, hvor disse offentlige huse skulle ligge. Nogle mente i sidegader, ellers ville kvinderne ikke bruge dem, andre mente på torve, hvor der var mest trafik. Og de kom til at ligge på torve. Det mest opsigtsvækkende var den, der kom til at ligge på Grøntorvet. Den lignede nærmest en bondegård. Det første underjordiske nødtørftsanstalt kom til at ligge på Amagertorv. Det skete i 1901.
300 år gamle lokummer
Latriner med afføring har overlevet i mere end 300 år. Ja i forbindelse med Metro – byggeriet har arkæologer fundet disse. De beretter om, at det lugter af rådne æg. De latriner, man har fundet har åbenbart været i brug indtil oktober 1728 ved Københavns store brand. Og tænk indholdet bliver analyseret. Ja latrinerne giver et vigtigt vidnesbyrd om københavners liv i 1700
– tallet.
Middelalderens kloset – mænd
Dengang i middelalderen gik der kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man var trængende kunne man praje en kloset – mand. Kloset – manden indhyllede herefter både spand og kunde under sin store frakke, indtil nødtørften var forrettet.
Toiletpapir
Før toiletpapiret blev massefremstillet fra i USA i 1857, har man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med. Amerikaneren Joseph Gayetty lancerede pakker med papirstykker fugtet med Aloe Vera. 14 år efter opfandt man så toiletpapiret på ruller.
Blødt papir til kejseren
Kineserne var de første som brugte blødt toiletpapir. I 1400 – tallet blev der lavet 720.000 ark toiletpapir om året til kejserfamilien.
En svamp på en pind
I oldtiden brugte romerne en svamp, der sad for enden af en pind til at tørre sig efter toiletbesøg. Når de var færdige stak de svampen i en spand vand, så den næste kunne bruge den.
En bog – ikke til at læse
Andre brugte sten, sand eller strandskaller til at skrabe sig rene – eller bare vand. Vikingerne tørrede sig med kasseret lamme – eller fåreuld. Velhavende europæer tog i slutningen af 1500 – tallet en bog med på toilettet og rev siderne ud efterhånden som de skulle tørre sig. Ja og i 1935 var det slut med at få splinter i numsen. Det splintfri toiletpapir blev opfundet.
Forskel i social standard
Rigmændene boede i elegante palæer, borgerskabet i solide ejendomme på byens hoved-strøg og torve. Mens underklassen, som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellem-huse. Ja selv hønsehusene blev taget i anvendelse som menneskelig bebyggelse. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse.
Koges inden brug
Vand hentede man ved by-pumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle koges og sies inden brug. Det var faktisk sundere at drikke øl. Dengang blev øl fremstillet i forskellige kvaliteter. Bryggerierne havde en forpligtigelse til at tilbyde gratis affalds-øl til befolkningen. Dette kunne aftappes fra en hane.
Politimesteren drak andet end vand
Allerede i 1702 klagede politimester Claus Rask over, at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde også et mudret og råddent smag. Nu var det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet i andre drikke end vand. Det var først hans efterfølger, Ole Rømer, der fik renset Sortedamssøen.
Vand fra søerne – i 1944
Så sent som i 1944 måtte man bruge søen som drikkevand. Tyskerne havde lukket for gas, strøm og vandforsyning.
Udhulede træstammer
Vand til Københavns husholdninger kom fra søerne gennem udhulede træstammer til pumper og springvand eller til brønde. I de dybe rendestene tømte folk deres natpotter og her endte garverens og fiskekonens affald.
Umoden frugt
På grund af den ringe hældning stod rendestenene fulde af rådnede og stinkende vand, der sivede ned i jorden, hvor det forpestede brøndende og trængte ind i de mørke vandledninger. Man kendte ikke til bakterier dengang. Man troede, at det var umoden frugt man blev syg af.
Vandledninger utætte
Toiletterne var anbragt i små skure i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året. Vandledningerne gik utrolig tæt på diverse latringruber. Og mange steder var disse vandledninger utætte.
Svingende kvalitet
Jo, Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Det flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker i vandløb og søer. Latrinhullerne var overfyldte. Spildevand fra garverier,
farverier, møddinger, kreaturvanding, lokumsafløb, døde hunde og andre ådsler udgjorde store farer for drikkevandet.
Rotter og hunde var glade
Rotter og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.
Kulilteforgiftning
Kulilteforgiftningen var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberierne. Jo mere røg der var, des mere moderne var det. Garverier forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalieaffald og slagteriaffald hældte man bare i søerne.
Stinkende affald
Garverierne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Den stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for at plaske ned i vandet ved Slotsholmen.
Kvæg inden for voldene
Inden der blev lukket op til Nørrebro var der inde bag voldene i 1843 – 140.000 indbyggere. Spildevandet blev bare kastet ud på de brolagte gader. Ja og så var det også lige de 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 får. Deres efterladenskaber blev også bare smidt på de brolagte gader. Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrin – affald om natten, når ingen kunne se det.
72 brugte samme toiletsæde
For-resten så havde Hygiejne – kommissionen fundet ud af, at i Ryesgade 156 A og B var der 72 personer, der brugte samme toiletsæde.
Den stakkels barber
Også i lægekunsten havde man et specielt forhold til det vi taler om i dag. Det var jo også historien om barberen, der kom til hoffet. Og som I sikkert ved, så var det jo dengang, da barbere fungerede, som en slags læger. Og vores barber interesserede sig også for kirurgi . Han gjorde det med stor dygtighed, men i 1728 blev han fyret med brask og bram. Han fik desuden 24 timer til at forlade landet. Hans brøde var, at han nægtede at smage på afføringen på et af Dronning Anna Sophies børn, der var syge. Som det fortælles dengang, så var barberen så moderne, at smagningen ikke ville hjælpe lægekunsten.
Kongen tog sit toilet med
Kong Henrik den Ottende havde et bærbart toilet. Uanset hvor han tog hen, skelle det medtages. Og kongen var den eneste, der måtte bruge det. Det var et statussymbol. Det blev kaldt Close Stoole. Stoole betyder både afføring og stol. Hans toiletsæde under låget var polstret med fløjl med broderi og perler. Ja og kongen havde sin egen numsevisker. Det var faktisk et attraktivt job. Så havde man kongen i enerum. Og Kejser Wilhelm beordrede Donner – Balken, når han kom på troppe – besøg. Så blev ca. ti soldater beordret til at skide sammen med kejseren.
De første kloaker
Ja de første kloaker fremkom i København i 1790. Romerne havde gode ingeniører. De havde allerede før Kristi opfundet betonen. Af dette fremstillede de kloaker. De udviklede og udbyggede også deres vandforsyning. Først i 1800 – tallet nåede europæerne op på samme niveau.
Og romerne traf vigtige beslutninger på lokummet. Her holdt de vigtige møder.
I 1897 vedtog Københavns Borgerrepræsentation en ny kloakplan under devisen Alt i kloakken. Det betød, at det eksisterende kloaksystem, der kun var beregnet til spildevand skulle udbygges. Dermed var det åbnet for træk og slipkunne erstatte latrintønde-systemet.
105.000 mennesker på Nørrebro
I år 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro i 28.000 lejligheder. I lejligheder før 1890 var der sjældent køkken, så maden blev lavet i de rum, hvor folk sov. De færreste havde eget toilet. Stort set ingen havde bad.
Omkring 1900 havde ingen et lokum, som vi kender i dag. I stedet brugte man de såkaldte retirader. Og hvad var det. Ja det var uopvarmede træskure, hvori der var simple tønder, med et bræt, hvor man kunne sidde på. Det vil sige på det bræt skulle alle ejendommens beboere sidde på.
Man stod i kø
Det var ikke unormalt, at 24 lejligheder med 24 familier på mellem fire og tolv medlemmer skulle deles om 5 retirader og et pissoir nede i gården. Det var ikke unormalt, at man stod i kø for at forurette sin nødtørft.
Op over kanten
Udskylningen foregik højst to gange om dagen. Der lå som regel en ordentlig bunke, når man skulle på das. Om vinteren, når vandet fra frossen, var der top på. Så kunne det ske, at der var top på. Den nåede over kanten på brættet.
En lang og besværlig vej
Ofte var vejen til retiraderne lang og uoverskuelig, især om natten. Det var ikke let, når man havde børn. Men ofte var der ikke tid til nogen som helst overvejelse. Maven skulle tømmes, koste hvad det vil. Tændstikker og lys skulle. Gaslyset på trappen for-fandtes ikke, eller blev slukket kl. 9. En stor familie sov tæt sammen, så stod man op om natten vækkede man dem alle.
En retirade var opført af tømmer og brædder. Den var opdelt i forskellige rum. Oven over det hele var der zink – tag. Jo der var kø. Som regel var der kun opført 12 latriner til 200 beboere. I al slags vejr skulle man stå i kø.
Sked på avisen
Det kunne også ske, at man slet ikke kunne nå det. Så brugte man Folkets Avis at skide på, eller sagt pænt, til at forrette sin nødtørft på. Den stank, der så bredte sig i de to små var ikke
just 4711. Så var det bedre, at smide pakken ud af vinduet. Man håbede så på, at pakken landede i et træ. Men det syntes viceværten ikke var særlig sjovt. Det var ham, der skulle pille julepynten ned.
Hårdt for numsen
Man brugte ikke toiletpapir, men avisen. Det kunne jo godt være lidt hårdt for numsen.
Pølsedrengen
Man kunne selvfølgelig også bruge natpotten. Den blev tømt i et særligt potterum ved siden af retiraderne. Som regel var det den ældste dreng, der blev udnævnt som pottetømmer. Det skabte ikke særlig stor respekt i gården. Nej det var ikke sjovt at blive kaldt Pølsedreng.
Dukkede op hos naboen
I nogle tilfælde har man hørt om, at indholdet af disse potter er blevet hældt i vaskekummen, med det resultat af faldstammen blev tilstoppet, så det dukkede op inde hos naboen. På en sommerdag var dette ikke særlig populært.
Nogle gemte potterne og deres indhold under store forklæder. Ved 4 – tiden om morgenen kom natmændene, vækkede alle beboerne og tømte indholdet i store tønder.
Ladegårdsåen
Meget af latrinen endte i Ladegårdsåen, hvor børnene også badede. På et tidspunkt brugte man også åens vand som drikkevand. Retiraderne var utrolig snavsede. De allerfattigste kvinder på Nørrebro vaskede trapper og retiraderne. Og det var et stort arbejde, at få disse rene.
Fru Petersen har skidt
Nogle var fine til at gå ned i gården. Og det fandt familierne hurtig ud af. Oppe på tredje sal kunne Fru Petersen gøre det, man ikke burde gøre. Men i hvert fald en gang om dagen bredte der sig en stank i underboens køkken. Så var det, at man holdt sig for næsen:
En dejlig lugt
Allerede i starten af af 1900 – tallet var der nogen på Nørrebro, der fik et toilet i opgangen, som man skulle dele med naboen. Men man skulle lige huske, at om vinteren kunne dette toilet også fryse til. Så det var en god ide, at medtage et stearinlys, så man lige kunne varme op. Nede i gårdene, lå retirader og pissoirer lige op af vinduerne. Det var en dejlig lugt, særlig om sommeren i gårdene og lejlighederne.
Det varede længe i Nyboder
Først fra 1940erne kom de første wc’er i Nyboder. Indtil da havde man benyttet såkaldte Lokums – huse. Under huset var der gravet en grav til møget. Når den var fyldt gav man natmændene besked. I Nyboder skulle man gennem det smalle køkken, for at få adgang til gården. Havde man ikke lagt en skilling til natmanden kunne han komme til at spilde, når han skulle gennem det smalle køkken. Herfra stammer ordsproget:
Store badedag
Hygiejnen var ikke på samme niveau, som i dag. De fleste arbejderfamilier vaskede sig i køkkenet. Her blev hele familien vasket på en gang – som regel i koldt vand. Hver lørdag skulle hele familien i balje. Den blev om vinteren placeret i stuen. Ellers foregik dette også i køkkenet. Baljen blev kun fyldt en gang. Alle måtte i det samme vand. Og de små måtte i til allersidst. Det kunne jo være, at de tissede i vandet, eller det der var endnu værre.
Renset for sjæl og legeme
For dem, der havde råd var badeanstalten i Blågårdsgade og Sjællandsgade en mulighed. Her kunne man få et rigtigt karbad. Sjællandsgades Bad kom til at ligge op ad Simeons Kirken. Det var praktisk mente politikerne, så kunne arbejderne både få renset sjæl og legeme.
Badeanstalter ved havet
I skolerne forsøgte man at forbedre hygiejnen ved at tage børnene med til de offentlige badeanstalter eller ud til havet, hvor der også var svømmeundervisning. Særlig søgt var de mange badeanstalter omkring Svanemølle – bugten.
Lus, lopper og kakerlakker
For de fattige var det almindelig at husstanden også bestod af lus, lopper, væggelus og endda kakerlakker. Mange sov i den samme seng, den ældste broder i hoved-enden og de andre fire børn i benenden. Men der var masser af andre beboere i sengen. Hundrede af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Pludselig om natten så kradsede den ene sig, og så gnubbede den anden sig. Så vendte den tredje sig, og den fjerde han stod op og tissede i spanden.
Rotter – et kæmpe problem
Rotter var et kæmpe problem på Nørrebro. De huserede på retiraderne. Det var en ubehagelig oplevelse at mode en, to eller tre, når man om natten blev nødt til det. Og de var ikke særlig tilbageholdende – rotterne. Byens brandstationer udlovede en dusør for hver rotte, der blev fanget. Ja man fik 10 øre for hver rotte, der blev fanget.
Faldstammer sad ud-vendte
Kloakeringen blev fuldført i 1880’erne Men der var stadig problemer med spildevandsafledningen Faldstammerne fra køkkenet sad udvendigt. Og så frøs vandet til om vinteren. Derfor måtte man ofte selv bære sit affaldsvand ned i gården. Og det betød så en tiliset trappe.
Spildevand i vasken
Nogle forsøgte trods forbud, at hælde spildevand i vasken. Det resulterede i, at vandet trængte ind i etagen nedenunder og anrettede oversvømmelser. Det var zinkrør, der var stukket ind i hinanden. Dengang havde man ikke vandlås.
Vandposter
Det var ikke alle steder, der var indlagt vand. Det måtte hentes i gården ved en fælles vandhane. Der fandtes på Nørrebro en række vandposter, der blev brugt til heste og til vanding af gaderne.
Ingen hygiejniske hensyn
Menneskemasserne inde fra byen pressede på. Byggespekulanterne tjente en masse penge. Lejekasernerne blev bygget i hast. Moralske og hygiejniske hensyn tog man ikke hensyn til. Og det så skidt ud med hensyn til lokummer, afløb, rent drikke vand og kloaker de første år på Nørrebro.
Ildelugtende grøft
Der løb en ildelugtende grøft langs Nørrebrogade. Den drejede af før Dosseringen. Men det meste landede dog i den alligevel. Det var som bekendt også herfra man i lang tid fik drikkevand – velbekomme.
Blågårdskvarteret – i sørgelig forfatning
De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private dengang, det hele startede. Således skrev brygger J.C. Jacobsen i 1856:
Man havde hverken tænkt på vandafløb eller tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.
Man morede sig inde i byen
Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne. Og de var bundløse. Kommunen havde tilbudt, at sætte dem i stand, mod at de blev åbnet for offentlig færdsel, men grundspekulanterne sagde nej.
Inde i byen morede man sig, da et læs tørv sad så dybt i mudderet i en af gaderne, at man først måtte spænde hestene fra, og tøvet måtte læses fra, før man kunne få vognen i gang igen.
Døde af drikkevand?
Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.
I 1879 meddelte Blade fra Kirkegården, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde nede ved Ladegårdsåen. Man mente, at vand fra kirkegården havde fundet ned i åen, og at beboerne derefter havde drukket af åen.
Oversvømmet af kloakvand
Man fik anlagt nogle provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen. Det så ikke bedre ud på den anden side af Nørrebrogade. Skt. Hans Gaden var anlagt på 1. blegdam,
uden at man havde gjort noget for at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedams-søen.
I Ravnsborg Have lå en afskyelig pøl. Den var bestemt til at aftage afløbs – og spildevand fra grundende , vaskerierne og en del ejendomme fra Fælledvejen. Blågårdgadens parceller blev oversvømmet af Nørrebros kloakvand.
Rosenåen var en åben kloak og det var grøften langs Blegdamsvejen også. Her var så mangen en soldat faldet ned, efter en øvelse. Og ikke alle var kommet op igen.
De latrinære begivenheder
I 1870’erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Og den blev snart udsat for de latrinære begivenheder. Udførslen af byens natrenovation skete med de berygtede natmænd og natvogne. Lokums – tømningen var i 1880’erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning. Det gjaldt om, at få latrinen bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem længst forglemte lokaliteter – Rdmands¨-marken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygning og faciliteter.
Underlivets aftendufte
Ifølge kontrakten skulle depoterne ophæves inden for fire år. Det skete bare ikke. Man havde også fået et anlæg ved Lersøen. Dette depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken lagde sig over området. En af den danske sangskats smukkeste sange, blev i området lavet om til
En latrinær information
I november 1890 kunne man i de københavnske dagblade læse følgende latrinære information:
En tvivlsom værdighed
DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.
Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man så have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo lige for døren. Den ejendommelige station åbnede den 1. februar 1891.
Eksplosion i ”Chokoladevognen”
Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem fik folk til at holde afstand. Man havde lavet en anordning, så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommervarme. Det skete inden denne anordning flere gange. Således skete dette seks gange i løbet af en varm pinse på Hovedbanegården. Ja det forekom også på Nørrebro Station.
Desværre var disse vogne ikke altid lige tætte. Det efterlod en stribe, som især Nørrebros hunde viste stor interesse for.
Det stank i Lersøen
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå meget tidlig op for at hamle op med dem.
Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.
Natvogn – var et fyord
Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere. Natvogn var et fy – ord, så de blev kaldt for chokolade – vogne.
Closetta – vittighed
Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt ud til Lersøen.
Og Cloétta var som vi alle ved, en chokoladefabrik i Hørsholmgade.
Endte børn i Lergravene?
Ved den nuværende Teglværksgade opførtes Aldersro teglværk. Rygter og vandrehistorier vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave. Senere blev disse fyldt op med natrenovation.
Natrenovation ved Runddelen
Det var dengang ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen i 1890erne. Der var nogle arbejderboliger og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen: Inde på pladsen
tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til et hul på størrelse med selve Runddelen.
I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samledes i rørene, så kunne der ske større og mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.
Betjentene løb
Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen, ja så løb de, for at få det overstået. Når vinden stod i en bestemt retning, kunne det være en meget ubehagelig oplevelse. Dengang havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.
Betjenten, der sad fast
En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og så blev den dækket af tjære og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om. Og da han efter en times hvil og frokost skulle ville rejse sig, sad han fast. Uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs fordi asfalten og tjæren var smeltet.
Nødtørftsanstalter og Ekvipager
Der var et stort firma på Nørrebrogade 39. De var Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler og fristående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter. Ja og den initiativrige urtekræmmer Mygind på Nørrebro overtog Københavns natrenovation. Han kaldte foretagendet noget så fint som “De Myginske Ekvipager”
Sad han på lokum?
Ja og en rigtig Lokums – historie udspandt sig i 1835. Det var ved Ølunds Mølle, hvor kaptajn ved Borgevæbningen Toksværd, boede. Det var en kæmpe storm, og stakittet røg. Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum. Men historien fortæller ikke, om han sad på lokum, da det det skete.
Kloak-systemet
Allerede i 1857 havde København vedtaget at etablere et kloaksystem, man det blev forbudt at tilslutte vandklosetter. WC’et eller vandklosettet blev første gang indført i København i 1894 som et forsøg.
Og tænk allerede i 1775 opfandt en urmager Alexander Cummings det skylletoilet, som vi kender i dag. Og man kan sige bortset fra kosmetiske ændringer er der ikke sket revolutionære
ændringer inden for dette system.
Og fra 1903 blev kloakkerne ikke tømt ud i kanalerne eller havnen, men ude i Kongedybet.
Sundhedspolitiets forordninger
I 1886 var der kommet en forordning om hvor ofte latrinerne skulle tømmes. Sundhedspolitiet bestemte også, hvor mange latrinkuler, der måtte være. Således var der i 1889 kun tre tilbage, i Lersøen, på Rådmandsmarken og Christianshavns Fælled.
Natmændene strejkede
I august 1905 strejkede natmændende, for første gang i historien. Det var katastrofalt. Gennem tre nætter holdt de sig borte. De overfyldte stinkende tønder var en bombe under hygiejnen.
Og tænk i 2010 købte danskerne for 653 millioner kroner toiletpapir. Det blev til 281 millioner ruller.
Tænk på det
Prøv at tænke på alle disse ting, næste gang du går på toilet, eller stiller dig under bruseren. Håber at I efter dette smuds nyder brunkagen og kaffen. Egentlig ville vi også have bagt klatkager.
Toiletmuseum
Og skulle I lige falde forbi New Delhi, så findes der her et rigtigt toiletmuseum. Her kan I se toiletter fra hele verden i utallige designs. Ja og det findes også en international toiletdag. Det er den 19. november, da kan alverdens mennesker sidde og skide sammen.
En latrinær vittighed
Jeg vil slutte med denne sandfærdige historie fra Aabenraa, som jeg har fordansket. Det var ved frokosttid, og latrin – hestevognen kørte gennem byen med tønderne bag på.
Kilde: Se
His du vil viede mere:
Redigeret 29. – 10. – 2021
November 18, 2012
Foredrag afholdt på Frederiksberg 11.okt. 2012. Tænk engang lå der tre chokoladefabrikker og tre rugbrødsfabrikker på Nørrebro. Her var også et Olieraffinaderi. Og storindustri som Titan, Atlas, Lauritz Knudsen og General Motors, der beskæftigede mange tusinde. Det var også dengang, at arbejdere blev betragtet som undermennesker og lærlinge som hunde. Konerne stod uden for portene og krævede mandens løn. Ellers brugte han dem på værtshusene.
Måtte have fat i arbejderne i byen
Der var masser af plads på Nørrebro, end det store byggeboom gik i gang. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig her. Problemet var bare, at der ikke boede så mange på Nørrebro dengang, så i begyndelsen måtte man have fat i arbejderne inde fra byen.
Man måtte betale
Det var en lang og besværlig vej. Arbejderne inde fra byen måtte betale både for at komme på arbejde og for at komme hjem igen. Heegaard og andre fabrikanter forsøgte, at få en løsning
på dette, men politimestren ville give sig. Den samme holdning havde de militære myndigheder.
Arbejdere var undermennesker
Allerede ved 5 – tiden om morgenen genlød Nørrebro af træskoenes klumpen mod brostenene. Her var masser af industri og arbejdspladser. Værkførerne betragtede arbejderne som undermennesker. De skulle ikke behandles med almindelig høflighed. Og lærlingene blev betragtet som hunde.
Man dikterede selv lovgivningen
Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En del havnede på Nørrebro. Her blev der fra ca. 1850 bygget et væld af lejekaserner, uden nogen form for lovgivning. Boligspekulanterne sad selv i Borgerrepræsentationen og dikterede selv reglerne. Der var ikke mange centimeter til næste bygning. Vinduerne kunne derfor knap åbnes. Men boligspekulanterne mente heller ikke, at arbejdere havde brug for lys og luft.
På fattiggård
Og kunne arbejderen ikke klare sig, så endte han på Ladegården. En præst skrev således om de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:
I 1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. – om året. 87 pct. blev brugt til mad.
Fabrikker oprettede værtshuse
Det hjalp nok ikke på det, at lønnen i begyndelsen blev udbetalt på værtshuse. Ja mange fabrikker oprettede ligefrem værtshuse til deres arbejdere, så kunne de på den måde få pengene
ind igen.
Børn på fabrikker
Først i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikkerne. Men dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår skulle de lave lektie?
Sod, røg og kulstøv
Isenkræmmer Heegaard byggede en lystvilla, der hvor Blågårdsgade 16 i dag ligger. Det varede ikke længe, før han gik i gang med et jernstøberi. I over 70 år tiltrak virksomheden masser
af arbejdskraft. Man kan slet ikke forstille sig i dag, at der fra Blågårds Plads spyede sod, røg og kulstøv over hele arkivet.
Køkkenudstyr og strygejern
Sønnen fortsatte fremgangen. Der blev fremstillet køkkenudstyr og strygejern m.m. I 1836 fortsatte Heegaard med en fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en meget stærk stank. Så myndighederne stoppede denne fabrik.
En snu rad
I 1857 overtog Heegaard et ler-brænderi på Blågårdsvejen, hvor man indtil brænderiet brændte i 1872 fremstillede ler-rør. Virksomheden fortsatte som et udslag af importerede varer. I 1916 fortsatte det på Lygten. Heegaard ville anlægge en gade ind på sin egen grund efter branden i ler-brænderiet. Han spurgte de andre grundejere, em de ville ikke være med til anlægge gaden.
Bag det fortov, der stødte op til Nørrebrogade – grundende lod han en strimmel på fem – eks tommer blive stående. Og denne strimmel måtte grundejerne købe af ham for at få adgang til gaden. En grundejer, der havde 76 alen facade til gaden, måtte således punge ud med 20.000 kr.
Vandklosetter og centralvarmeanlæg
Den anden var S.H. Ludvigsen på Nørrebrogade 39. Denne blev etableret i 1838. De var de første, der forsynede københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg i velhaver – kvartererne omkring Bredgade og Malmøgade.
Det nye København havde behov for kakkelovne, gaslygter m.m. I 1860erne var virksomheden en af Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler og fritstående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter. Ludvigsen gik i kompagniskab med Hermann.
Senere blev fjernvarmeanlæg firmaets speciale. I 1974 forlod man Nørrebro for at flytte ud i et nyt industrikvarter i Glostrup.
Oxelbergs Maskinfabrik
Omme i Smedegade 19 lå Oxelbergs Maskinfabrik. De startede i 1850erne.
Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler
I 1869 grundlagde Rudolf Rasmussen sit firma i det Indre København. Det hed dengang Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Værkstedet blev hurtig for lille. Derfor flyttede han til Store Kongensgade. Under udførelsen af en stor ordre til Hotel d´Angleterre brændte værkstedet.
Til Nørrebro
Rudolf Rasmussen brugte erstatningen på de 10.000 kr. til udbetalingen til ejendommen Nørrebrogade 45, som han købte sammen med sin svoger J.C. Groule. Flere udvidelser fulgte. I 1911 kom der en fire etagers fabriksbygning til. Da begejstringen for dampmaskiner havde lagt sig, kom firmaet til at hedde Rud. Rasmussens Snedkerier. Man tilbød sig med
Fra 1926 producerede firmaet Kaare Klindt – møbler. Men også Børge Mogensen og Wegener fik deres møbler produceret her.
Baumgarten
Ikke langt derfra havde H.H. Baumgarten etableret et farvekogeri i 1840erne. Han var senere med til at starte Burmesiter og Wain.
Han fremstillede farve til Det Berlingske Trykkeri, hvor han også var maskinmester. I 1846 gik han i samarbejde med C.C. Burmeister om et maskinbyggeri.
Schulstad
Og inden vi forlader Indre Nørrebro, hvem kan så huske, at der på Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Plads var Schulstads Brødfabrik.
Chr. Christensens Maskinværksted
Der hvor Nørrebro Bryghus i dag ligger, lå i 1930erne Chr. Christensens smedeværksted. Gennem porten og så til venstre, ja så var man i værkstedet. Hele området var fyldt med mange virksomheder dengang.
Hatte – virksomhed
Længere tilbage i gården lå et automobilværksted, hvor man reparerede amerikanske biler. Og i forhuset på anden sal, lå en Hatte – virksomhed. Folk gik med fine hatte, dengang. Alle gik med hat, dengang.
Batterifabrik
På den anden side lå Hellesens Batteri – Fabrik, som i 1930erne var en stor fabrik. Ved siden lå en virksomhed, der bl.a. fabrikerede hofteholdere til kvinder.
Værtshuse og kranse
I forbindelse med Assistens Kirkegården havde værtshuse og kransebutikker gyldne tider.
Schmidt og Mygind
På Nørrebrogade mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes der dengang en lang rejsestald. Den blev senere revet ned og omdannet til Smith og Myginds Maskinværksted. På
et tidspunkt figurerede der også en Hüttenmeyer i firmaet. Den egentlige grundlægger af imperiet var Jensenius Chr. Mygind. Han var søn af urtekræmmer Mygind, en kendt energisk urtekræmmer, der var ved at overtage den københavnske natrenovation (De Mygindiske Ekvipager). I 1890erne voksede firmaet.
Vinduer blev overkalket
I begyndelsen var der opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlemaskiner. Og langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man holde øje med, hvad der skete på gaden. Men det kunne arbejdsgiverne ikke tolerere. Så vinduerne blev overkalket. Så var det slut med den fornøjelse.
Der røg en finger
Smith og Mygind lavede dampmaskiner og damkedler. De byggede broer og påtog sig reparation af maskinanlæg. Det var en sensation, da man på en mark syd for Hillerød præsenterede en Mejemaskine. En af datidens medier beskrev det således:
Opvisningen var en kæmpe succes, men blev dog svækket af, at Smith mistede et stykke af sin finger. Men det havde datidens medier også et svar på:
Dampomnibus
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en Dampomnibus til brug for linje 7. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinen hvæssede, dampede, savede og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned af Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.
Dampvæveri
I Meinungsgade lå Nørrebros Håndværker-gaard. Her havde fabrikant Gedde et dampvæveri.
Fine titler på Fælleden
Og
lærerdrengene mødte hinanden ud på Nørre Fælled, når de endelig havde fri. Og det var med fornem hilsen. De tiltalte hinanden med Hr. Skræddermester, Hr. Daasefabrikant, Hr. Eddikebryggerfabrikant, Hr Dampmaskinefabrikant og så videre.
Fri og folkelig
Vi skal ikke glemme, at det på den tid, var kommet et seminarium i nærheden, Blaagaards Seminarium. Den var oprettet som en fri og folkelig Læreranstalt.
Det kneb dog lidt med frisindet på Nørrebro. Således blev en lærer fyret i Halvorsens Skole i Blågårdsgade. Læreren var kommet til at skrive Darwin på tavlen. I det samme var skolebestyreren kommet forbi. Læreren blev bedt om at møde på kontoret:
Problemer med sporvognen
Ude på Ydre Nørrebro manglede Sophus Hauberg folk til sin nyetablerede fabrik . Han havde forgæves råbt politikerne op. Så tog han selv et initiativ. Den smalle bro over Sortedammen blev erstattet af en dæmning. Den var så bred, at der nu kunne køre sporvogne over den. Han søgte derfor koncession til at kunne drive en sporvognslinje. Han fik den først efter tre års forhandlinger – Sølvgades Sporvognslinje. Men ak, problemerne var langt fra omme.
Ingen civilister – tak
Sporvognen måtte ikke køre over Fælleden. Det var jo militært område. Man kunne da ikke have civilister til at passere militært område to gange om dagen. Sagen blev løst ved at opsætte bomme for uvedkommende. Så først i 1899 kunne arbejdere til Haubergs maskinfabrik transporteres i sporvogn.
Haubergs maskinfabrik
Haubergs maskinfabrik, der senere kom til at hedde Titan, voksede sig efterhånden større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. Titan startede egentlig i 1897. Det var en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer. Efterhånden beskæftigede firmaet 4.000 mand.
Drejernes Kirkegård
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Dreje – værkstedet blev kaldt for Drejernes Kirkegård. Men neglene skulle rubbes, man arbejde på akkord. Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger. Og virksomheden havde en meget stor støberi – afdeling.
Stakkels lærlinge
I midten af 1950erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf der var 200 lærlinge. Og linjen over for lærlingene var hård – kæft, trit og retning. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af. Hver mandag tog man en ny lærling ind – Og hver fredag blev en lærling udlært.
Det værste var madammerne
Som arbejdsdreng blev man sat til at feje gulvet. Gjorde man det ikke ordentligt, så vankede der skideballer. Så kunne man ikke få en lærerplads. For en ung knøs var det værste dog, at arbejde sammen med madammerne. De var strenge og kunne virkelig hundse rundt med en.
48 timers arbejdsuge
Arbejdstiden i 1950erne var 48 timer. Der blev også arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. De var populære hos svendene, hvis de ville hente
øl til dem.
Konerne stod parat til lønningsdag
Torsdag var en særlig dag – det var lønningsdag. Og det var godt for de 3 – 4 nærmeste værtshuse. En af de mest populære var Hector. Der blev solgt masser af snapse og bajer på lønningsdagen. Men det var ikke lige populært at komme skæv hjem. Mange koner stillede sig derfor foran porten, når det var lønningsdag, og krævede mandens løn.
Egen idrætsklub
Titan havde deres egen idrætsklub og fodboldbane. Den lå ude i Søborg. Og så havde virksomheden to blæseorkestre. I den ene spillede Max Behring klarinet. Man spiste alle sammen i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at afspille de sidste plader i det sidste kvarter af frokostpausen. Man havde også egne indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget mere, end at spise.
Firmaet sluttede i 2002
Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2002. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Laval.
Lauritz Knudsen
I nabolaget dukkede LK – nes fabrikken op. Ja man kaldte den også Lauritz Knudsen. Den lå i Haraldsgade. Her blev der fremstille elektronisk materiel. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som for eksempel matematik. På virksomheden var der en rigtig lærlingeskole, og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.
Begyndte i Vermundsgade
Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement A/S blev påbegyndt i Vermundsgade 40 A og B i 1922. Senere udviklede det sig til en seks – etagers bygning i 1952. Har var både fabrikshal, arbejder – garderober og endda også en skadestue.
Satsede på el – og installationsmateriel
I 1893 var Lauritz Knudsen rejst fra sin fødeby Odense og etableret sig i København som Uhr – og Chronometermager. Men ret hurtigt viste det sig, at det bedre kunne betale sig at satse på el – og installationsmateriel.
En blomstrende virksomhed
Da han døde i 1917 efterlod han sig en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Man valgte at bygge helt nyt på en kålmark på Haraldsgade. Man producerede alt fra strygejern, radioer, højtalere til el – komfurer.
Da kongeskibet stod ud på sin jomfrurejse i 1932 var det forsynet med LK Skot – Lamper. Men først i 1960 kunne man kalde sig Kongelig Hof – Leverandør.
Sabotage
Under besættelsestiden blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var at firmaet producerede transformerdele til den tyske rustningsindustri.
Storindustri
I 1986 flyttede firmaet ud af byen. I dag hedder en del af firmaet Schneider Electric. Da firmaet var på sit højeste beskæftigede den 4.000 mand. Sammen med General Motors og Titan – fabrikken var det virkelig tale om storindustri. Men også General Motors og El – pære fabrik i Valhalsgade. Her var også kaffebrænderiet Merkur, K.A. Hartmanns Maskinfabrik og Nordisk Elektronik Apparat Fabrik.
General Motors
Det var i Heimdalsgade nr. 42, at Ford Motor Company A/S etablerede en samlefabrik. Her blev Skandinaviens Ford T er samlet. Bilerne kom i store kasser som samlesæt fra USA og senere England. Selve kasserne blev også genbrugt som kolonihavehuse. De var rummelige og næsten lige til at flytte ind i.
Men ak. Allerede i 1924 var fabrikken blevet for lille. Man flyttede derefter til Europas mest moderne fabrik i Sydhavnen. Bygningerne er helt væk på Heimdalsgade, og erstattet af en boligblok. Her ligger i øvrigt institutionen Røde Rose 3.
General Motors blev grundlagt af den næststørste bilproducent i Verden. I 2007 blev de overhalet af Toyota.
Arbejdernes Fællesbageri
I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte fabriksbygninger i Nannasgade. Bageriet var grundlagt året før og var en af arbejderbevægelsens første kooperative virksomheder.
Brødpriserne var høje og formålet med etablering af bageriet var, at arbejderne kunne få billigt og godt brød på bordet.
En succes
Virksomheden blev en succes, og det førte til, at de andre bagerier var nødt til at sænke deres priser. Fællesbageriet fik deres egen mølle. Ni år senere kom endnu en udvidelse og produktionen steg yderligere.
Piratradio
Arbejdernes Fællesbageri eller Rutana lukkede i 1960 efter at man forgæves havde forsøgt en rekonstruktion af virksomheden. Herfra drev de unge BZere piratradio. Ja tænk kornsiloen
var på 40 meter. I 1959 var der her ansat 295 arbejdere. Det hele blev revet ned i 1989. I dag ligger der boliger på området.
Arbejderne trådte i karakter
Arbejderne trådte i karakter. De blev organiseret, og opbyggede deres egen kultur – fra vugge til grav. De oprettede egne børneinstitutioner, og meldte sig ind i DUI, DSU eller DKU. Far var i arbejdersangkoret, varerne blev købt i Brugsen, brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning, kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. I kolonihaven eller ved middagsbordet blev der
drukket Stjernelager og mælk fra Enigheden.
Senere fik arbejderen råd til ferie. Det foregik via Dansk Folkeferie. Havde han penge, ja så blev de sat ind i Arbejdernes Landsbank. Så var det AOF, Arbejderhøjskolerne, egne frisører og skobutikker. Og når man stillede træskoene, ja så var det Arbejdernes Ligkistemagasin. Alle disse ting foregik på Nørrebro.
Olieraffinaderi forurenede
Glad & Co Olieraffinaderi importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I 1901 flyttede virksomheden til en ny fabrik i Nannasgade. Fabrikken nedbrændte i 1980, hvorefter fabrikken flyttede til Vallensbæk. Nedsivende olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned og plante græs på den. I dag ligger Banana Park på grunden.
Gummi – og Luftringefabrikker
I 1896 etablerede De Forenede Gummi – og Luftringefabrikker sig i en beskeden bygning i Heimdalsgade. I 1934 blev fabrikken udvidet med en ny bygning. Schiønning & Arvé som virksomheden nu hed, blev Danmarks førende virksomhed for fremstilling af dæk og slanger til cykler og biler. Men i løbet af 1920erne voksede konkurrencen. Dunlop og Avon overhalede virksomheden på Nørrebro. I stedet koncentrerede man sig derfor om markedet omkring cykler.
Tåregas i store mængder
Efter at produktionen ophørte, lå bygningerne ubenyttede hen. Det benyttede BZerne sig af og indtog den gamle fabrik. Der måtte bruges tåregas i store mængder for at fordrive de unge mennesker. Fabrikken lå her fra 1896 til 1981. Nu har ABB opført 250 lejligheder på stedet.
Allersgade – en af de ældste
Allersgade er den ældste sidegade på Ydre Nørrebro. Den er navngivet i 1860 efter sønderjyden og brygger Christian Aller. Selv nåede han kun at bo her i to år. Familien Aller havde bygget en flot villa i Odinsgade. Det blev et tilløbsstykke for kvarterets børn. Carl blev forelsket i naboens datter Laura.
Men egentlig var moderen lidt bekymret for Carl. For op fra kvistværelset kom der en gang imellem eksplosioner. Vinduerne var efterhånden blevet sorte.
Nordisk Mønstertidende
Men i 1869 lykkedes det for Carl. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og pennetegninger i stentryk. På Holmens Kanal startede Carl Allers Etablissement. Efterhånden startede man egen produktion af blade. Det startede med Nordisk Mønstertidende. Det var den 7. januar 1874. Bladet eksisterer endnu i dag, dog med et andet navn – Femina.
Pladsen blev efterhånden for trang. Så i Blågårdsgade lejede man lokaler med forkøbsret. Man udvidede snart. Der blev trykt en billedbibel og et satirisk blad, der hed Ravnen.
En dag spurgte Carl sin kone Laura, om hun ved siden af sine mange andre gøremål havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familie-journal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877. Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.
Ja og det første abonnement blev solgt til Madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22. Illustreret Familiejournal blev en succes fra starten. Hans Majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.
Laura fik ideen til Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen Med Lægen som Husven. En kæmpe succes var også Allers Illustrerede Konversations – leksikon. Men ved siden af alt det havde Laura også tid til at føde børnene Rigmor og Ragna.
Dampmaskine i Blågårdsgade
I 1886 fik man installeret en dampmaskine i Blågårdsgade. Den gamle gasmaskine, som de kaldte Gas – Peter blev kasseret. Flere ugeblade fulgte. Laura og Carl havde dog bestemte meninger om, hvad der ikke måtte skrives om, og det var blandt andet, forførelser, børnemishandlinger, dyrplageri og ugudelighed. Dette bliver hvis ikke overholdt i dag.
Brød arbejdsgivernes lockout
I 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev virksomheden opslugt af Titan. Firmaet brød med arbejdsgivernes sammenhold i forbindelse med en lockout i 1885.
Våben til Modstandsbevægelsen
Og Atlas på Nørrebro sørgede for køleskabe. Ja man kan sige at fabrikken var indirekte skyld i, at alle mælkeri – udsalg efterhånden lukkede. På virksomheden havde man en modstandsbevægelse. I dybeste hemmelighed leverede man våben til Holger Danske.
Virksomheden blev etableret i nedlagte hestesporvognsremisser. Efter anden verdenskrig toppede firmaet med næsten 2.000 arbejdere i virksomheden. Allerede i 1950erne indførte Atlas overskudsdeling. Der blev indført en velfærdsfond, der finansierede ferieboliger og forskellige tiltag for seniorer.
Ja egentlig var Atlas en videreførelse af firmaet Tuxen & Hammerich, der i en årrække havde drevet fabrikation af dampmaskiner.
Chokolade-fabrikken Cloetta
Chokolade-fabrikken Cloetta blev grundlagt i 1852 af to schweiziske brødre. De startede under beskedne vilkår inde i Indre By. Og den chokolade kunne folk godt lide. I 1901 flyttede de ind i en stor fabrik i Hørsholmgade. Efterhånden var 126 mennesker beskæftiget med fremstilling af koge – og spisechokolade, kakao og forskellig slags konfekt.
I 1929 blev virksomheden omdannet til aktieselskab og overtaget af Christian F. Kehlet. Fra 1954 havde fabrikken adresse i Glostrup. I 1960 købte den finske koncern Fazer fabrikken.
Og Kehlet havde også en chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var her Zigøjnerhallen lå. Og det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her spillede Leo Matthiesen og Wandy Tvorek og så mange andre. Sidst da lå Teltmissionen her oppe på første salen. Den nedbrændte for et par måneder siden.
Ja og Nørrebro havde sandelig også en tredje chokoladefabrik, nemlig i Heimdalsgade 14 – 16. Her lå Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden kongelig hof leverandør. Den lå her fra 1914 til 1926.
Mange bryggerier
Mange små – og mellemstore bryggerier lå dengang på Nørrebro. Bryggeriet Stefan var en af dem. Den blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer, som tre år senere slog sig sammen med to andre mindre hvidtølsbryggerier. Den nye virksomhed kom til at hedde Hafnia og lå i Stefansgade 51.
Særlig populær var den såkaldte Krone Øl. Produktionen var helt oppe på 25.000 flasker om dagen. Under første verdenskrig gik det dårligt for de små bryggerier, også for Hafnia. Resultatet var at De Forenede Bryggerier opkøbte Hafnia i 1939. Vermundsgade 9 – 11 rummede fra 1937 – 1971 Balderskilde Bryggeri.
De Forenede Papirfabrikker
Vi havde også De Forenede Papirfabrikker, der strakte sig fra Borgmestervangen. Også den nuværende Mjølnerpark ligger på fabriksgrunden. I mellemkrigstiden hed fabrikken Papirfabrikken Skandinavia. Men det var allerede i 1933 man byggede det store kompleks. Grundstammen var Københavns Papir – og Kartonfabrik. Fabrikken stoppede i 1979, og det hele blev revet ned.
Holger Petersens Tekstilfabrikker
Holger Petersens Tekstilfabrikker var en kæmpestor virksomhed. Den havde lige som mange andre fabrikker et spor til Slangerup – banen. Tekstilfabrikationen startede i St. Kongensgade i 1878. I 1880 flyttede man til Kastelsvej. Fra 1883 påbegyndtes anlægget på Tagensvej. Til fabrikken opførtes i 1885 en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter forbillede af den engelske industriherre Robert Owen.
Som noget nyt samlede man i stueetagen en sal, hvor arbejderne samledes. Det var et lille bibliotek, hvor aviser og bøger frit kunne lånes. Her blev også holdt fester. Til det hele var tilknyttet småhaver og et marketenderi.
Nannasgade 28
I årene mellem 1885 og 1905 udbyggedes anlægget med få års mellemrum med adskillige nye bygninger med forskellige karakterer. Anlægget står i dag næsten intakt, idet kun småbygninger er nedrevet efter fabrikkens ophør i 1966. Prøv at kigge en gang på adressen, Nannasgade 28.
300 arbejdere
I 1903 var der ansat 300 arbejdere i virksomheden. Mænd, kvinder og børn lavede alle mulige former for bånd, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet – farveriet blev der fremstillet strømpegarn.
Baggårds – industrier
Det var især omkring Rådmandsgade man kan se rester af knopskudte baggårds – industrier. I sidehuse og baghuse, har der været virksomheder og værksteder. I forhuset har der været almindelig beboelse med en butik til gaden. Selve gaden er opstået på en gammel sandgrav. Dele af gaden mindede på et tidspunkt om et havneområde, med små erhvervsdrivende, bilmekanikere og fabrikshaller.
Hof – og bronze-mester
I nummer 16 boede en kongelig hof – og bronze-mester Lauritz Rasmussen. Firmaet startede 1854 inde i København. I 1888 flyttede firmaet til Læssøesgade og i 1896 til Rådmandsgade. Det lukkede først i 1967. På tomten kunne man opleve et omrejsende Tivoli og BZ’ere i telte.
Rådmandsgade 28
I Rådmandsgade 28 har der således været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere haft deres lagerbygning. Huset er nu lavet om til børnehave.
Autoværksteder
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der i dag autoværksteder. Her er dog spor af hejseværk. Gamle porte og tilmurede vinduer vidner om bygningernes forhenværende funktioner. I Rådmandsgade 30 blev autoværkstedet i 1942 afløst af akkumulator – fabrikken Dana. Her ombyggede man baghuset efter fabrikkens behov
I nummer 43 blev der i mange år fremstillet leverpostej.
Frit udsyn til toilettet
Der er ikke til at tro det, men der hvor Den Røde Plads ligger i dag lå der en skæremølle. En anden mølle lå der, hvor Nørrebrogade 148 ligger i dag. Det var Ølunds Mølle. Her lå også en gang en reberbane. På et tidspunkt boede også her en kaptajn ved Borgervæbningen, Toksværd. Hans stakit blev ødelagt ved en storm i 1835. Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum. Historien fortæller ikke, om Toksværd sad på lokummet, da det skete.
Masser af liv i Nørrebrohallen
Og i Nørrebrohallen var der dengang masser af liv. Her lå vel nok Københavns største sporvogns – remisser. Den ældste af bygningerne er fra 1896. det var værksted og vognhal for Nørrebros Elektriske Sporvej. Senere blev flere remisser bygget. Og i Bragesgade blev der også bygget sporvogne.
Sprit – og Gjærfabrik
I nummer 216 lå en Sprit – og Gjærfabrik. Men ak og ved, da sprit – afgiften blev sat voldsom op, og forbruget derfor raslede ned måtte fabrikken lukke.
Klokker til Sønderjylland
Og helt ude på Titangade 16 lå i nummer 16 klokkestøberne B. Løw og Søn. De havde blandt andet travlt med at fabrikere klokker til Sønderjylland efter første verdenskrig. Mange af klokkerne var brugt af tyskerne i rustningsindustrien.
Sennepsfabrik
Og Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik lå på Jagtvej 115 i et baghus op mod Odinsgade. Fabrikken hed egentlig Bähnckes Senneps, Drikke og Konservesfabrik. Den blev oprettet i Kiel i 1830, og flyttede til København i 1858. På Jagtvejen lå den fra 1919 til 1958, hvor den flyttede til Ballerup.
Småkager og Cornflakes
I Hermodsgade 30 blev der i 1936 oprettet en bygning til Elektrolux. Og de fleste kan sikkert ikke huske, at Berlingske Bogtrykkeri lå i Heimdalsgade 32 fra 1955 til 1975.
Lige i nærheden lå fra 1912 til 1978 i nummer 35 – 37 Engelsk – Dansk Biscuits Fabrik. Her arbejde især kvinder. Selve virksomheden var grundlagt i år 1900 på Vesterbrogade 89.
I 1957 kom her en tilbygning, hvor der blev produceret Kellogs Cornflakes og Rice Crispies.
Tre brødfabrikker
Dansk Fedt – og Palminfabrik holdt til i Heimdalsgade 40 fra 1912 – 1920. Derefter havde Schulstad en stor fabrik her. Og en tredje rugbrødsfabrik hørte til på Nørrebro, det var De Forenede Bagermestres, der lå på Heimdalsgade fra 1897 til 1976.
Livets Vej
Vidste du, at Tagensvej er 8 kilometer lang. Den kaldes også Livets Vej, for den går lige fra Rigshospitalet til Bisbjerg Kirkegård. Kig engang på Tagensvej 83 og 85. Det er Holger Petersens gamle arbejderboliger.
Masser af liv i Dagmarsgade
Og kigger vi i telefonbogen fra 1908 kan vi i Dagmarsgade finde cigarhandler, værtshusholder, malermester, tømrermaster, slagtermester, brændevinsbrænder, vognmand, barber m.m.
Men tænk engang i baghuset til nummer 10 lå Interpresse, der var en underafdeling af Tegneserieforlaget, der blandt andet udgav Basserne, Spiderman og Lucky Luke.
Søren Madsens Elektriske Etablissement
Vi skal da også nævne Osram – Huset, der i dag bruges til mange aktiviteter. Det hed oprindelig Søren Madsens Elektriske Etablissement. Det havde tidligere haft til huse i Sigurdsgade. Nu foregik det så i Valhalsgade og blev til Osram. Lagerhallen og garagerne blev revet ned i 1991. I 1957 var der ansat 35 mand i virksomheden.
Og sådan kunne vi blive ved, men tiden er gået.
Kilde:
Redigeret 29.-10. 2021
November 18, 2012
Dette er en anmeldelse af
bogen Mirjams Flugt af Christoffer Rosenløv Stig Christensen. Vi følger
Mirjam fra Litauen. Først i ghetto, hvor alle børn blev læsset på
vogne og kørt til ukendt skæbne. I Stutthof var der hverken kloak,toilet,
vand, stole, senge eller borde. Dødsmarchen kostede
mange livet. Og på vandet blev flygtningeskibene bombarderet af russere
og englændere. En tankevækkende erindring krydret med krigens rædselsfulde
fakta. En 87 – årig Østerbro – borgers frygtelige skæbne.
Fakta og lidelseshistorie
På Østerbro sidder i dag en aktiv 87
– årig dame, der ser tilbage på sit bevægende liv. Vi følger hende
fra den dag, da Mirjam Jurkofsky oplevede, at de tyske tropper stormede ind i Litauen. Samtidig med denne historie,
følger vi krigen ud fra fakta.
Der
er ikke så meget nyt i disse fakta, men det fungerer udmærket
sammen med Mirjam´s lidelseshistorie. Og forfatteren
forholder sig heller ikke til, hvordan vi behandlede flygtningene i Danmark, eller hvorfor de allierede
bevidst bombede flygtningeskibene. Det kan være et bevidst fravalg.
Livet er dyrebart
Ja
sådan siger Mirjam Jurkofsky, som oprindeligt var døbt Merke Pomeranz.
Nogle
detaljer, hændelser, datoer, steder og personer er forsvundet i Mirjams hukommelse. Andre ting er
udeladt af private grunde.
Et civiliseret
liv kan gå i opløsning
Det
var et foredrag på det jødiske plejehjem af Sofie Lene Bak, der fik Mirjam, til at fortælle hendes historie. Sofie Lene Bak, hvis seneste bog, som vi
har anmeldt her på siden, skriver også bogens efterskrift. Hun siger
meget rammende:
Udrydning
af jøder
I
1941 var der mellem 200.000 – 250.000 jøder i Litauen. Fire år senere var der 10.000
tilbage.
Dengang
i Litauen var Mirjam 16 år gammel. Det var den
22. juni 1941. Aftenenen forinden havde det lille træhus været fuld
af liv. Man havde holdt den ugentlige jødiske helligdag. Storesøster Luba på 18 år, var stadig præget
af en blindtarmsoperation.
Allerede
som 14 årig havde Mirjam lukket skolebøgerne. Den
daglige kamp for at skaffe mad og penge tog for megen tid.
Jøderne
mistede deres rettigheder
I
1933 var nazisterne kommet til magten. Det gik ikke langt tid, inden
jøderne fik dette at følge. I årene, der fulgte blev synagoger brændt
ned, og efterhånden mistede jøderne efterhånden alle deres rettigheder.
På
flugt
Der
blev råbt og skreget. Tyskerne var
kommet. Inden fra midten af byen bredte der sig hastigt en ild. Mirjam og storesøster søgte mod
hovedvejen. En lastbil holdt ind til siden, og søstrene sprang op.
Operation
Barbarossa
Mere
end tre millioner tyske soldater var i gang med Operation Barbarossa . Det gik hårdt ud over Litauens befolkning. Men helt op til
45 millioner mennesker måtte forsvinde for at sikre mad og råstoffer
til Hitlers værnemagt.
Modtaget
med hyldester og blomster
Den
lastbil, søstrene befandt sig, var kørt ca. 100 km, da
de blev læsset af. De søgte i den første tid ly i et jødisk kapel.
Efter tre dage nåede de tyske tropper byen. Som i andre litauiske byer
blev de modtaget med hyldest og blomster. Befolkningen troede fejlagtigt,
at de nu fik deres selvstændighed tilbage.
Man
havde valget mellem to onder, kommunisterne eller nazisterne. Men ret hurtig proklamerede Hitler, at landet nok ikke skulle
regne med selvstændighed.
De skulle
gå i rendestenen
De
to søstre fandt ud af, at de på byens rådhus kunne få mærker til noget
spiseligt. Her opdagede de pludselig flere familiemedlemmer, der havde
fået et lille sted, hvor de alle holdt til. Søstrene kunne nu nyde
fællesskabet med familiemedlemmerne.
Men
snart skulle alvoren gå op for dem. Der blev spyttet på jøderne i Litauen. De måtte ikke længere bruge
offentlige transportmidler. De måtte heller ikke gå på fortovene,
og skulle gå i rendestenene. Pludselig måtte de ikke mere få behandling
på sygehusene.
De jødiske
mænd blev skudt
De
jødiske mænd i Mirjams familie blev arresteret uden
begrundelse. Det var en onkel og en svoger, der kort tid efter blev
skudt. Det var i en skov cirka 12 kilometer fra det sted, Mirjam befandt sig. En regulær
massehenrettelse foregik her.
Det
var Heydrich, der havde beordret dette.
Han havde udnævnt forskellige indsatsgrupper. Og indsatsgruppen i Litauen var blandt de værste.
I
løbet af et halvt år havde indsatsgruppen stået bag 137.346 drab,
heraf var de 114.856 jøder.
I Sialiai i det nordlige Litauen opererede en anden indsatsgruppe.
I ghettoen
Og
her blev en ghetto indrettet med forskellige kvarterer. Flere meter
højt pigtråd blev sat rundt. Og her nærmest i et træskur boede Mirjam og hendes familie. Det var
uden bad eller toilet. Lige uden for hoveddøren havde de udsigt til
pigtråd. I ghettoen opholdt der sig 5.500 indbyggere. Alt for mange
på for lidt plads.
Og
også i ghettoerne opererede morder – patruljerne.
Under
SS – Soldater
Mirjam var med til at udvide en flyveplads. Hun blev
sat til mange forskellige arbejdsopgaver. På et tidspunkt skulle hun
stryge skjorter til SS – folk.
Der
blev også smuglet mad ind i ghettoen. På et tidspunkt blev Mirjam opdaget, men slap heldigt.
Sådan gik det ikke for 40 – 50 jøder, der gjorde det samme. De blev
skudt.
Ghettoen blev omdannet til en udelejr
for KZ – lejren i Kaunas. Nu stod Mirjam og alle de andre jøder pludselig
under SS – korpsets myndighed.
Operation
Reinhard
En
dag, da Mirjam var kommet hjem fra arbejde,
havde SS – soldater hentet alle børn op til 13 år. Dem, der havde
gemt sig, trak de i håret eller benene og smed dem ned fra tagene.
De blev kørt til togstationen og anbragt i godsvogne. Ældre, handikappede
og syge blev taget med ved samme lejlighed.
Sandsynligvis
er alle havnet i gaskamrene i Aushwitz. Heinrich Himmler havde fundet ud af, at gas var billigere og mere
effektivt end kugler.
Alene
i løbet af 1942 blev formentlig op til 1,3 millioner polske jøder
gasset i de første tre lejre i den såkaldte Operation Reinhard.
Fuldstændig
tilintetgørelse
Egentlig
ville nazisterne deponere jøderne til øde egne. Her håbede man så,
at de døde af sig selv. Men denne beslutning blev ændret til en fuldstændig
tilintetgørelse af Europas jøder.
Til
Stutthof i kreaturvogn
Sidst
på vinteren 1943 blev Mirjam og hendes familie kommanderet
i arbejdslejr. Maden var knap og nogle vagter til tider modbydelig.
I løbet af juli 1944 blev de tidligere ghettoer helt lukket i Litauen.
Dem,
der var tilbage blev ført til kz- lejren Stutthof nær Gdansk (Danzig) og til Dachau nordøst for München.
Mirjam
og hendes familie blev i kreaturvogn
ført til Stutthof. Under 2. verdenskrig blev
110.000 fangere ført hertil. Halvdelen overlevede ikke.
Ydmygende
lægeundersøgelse
Det
første de fratog Mirjam var alle hendes ejendele.
Dernæst måtte hun gennem nogle ydmygende lægeundersøgelser.
I
oktober 1943 blev 150 danske kommunister med den danske regerings hjælp
sendt til Stutthof. Omkring 20 af disse overlevede
ikke strabadserne.
Stutthof var vokset fra at være 4 ha i 1939 til 120 ha
fem år senere. Gaskammeret blev først taget i brug i juni 1944. Lejren
var egentlig ikke det man kaldte udryddelseslejr.
Således døde to millioner jøder i de egenetlige
udryddelseslejre som Treblinka og Auschwitz – Birkenau. Mirjams lillebror blev sendt til Auschwitz.
Uden
kloak, toilet, stole eller borde
I Stutthof kom Mirjam og hendes søster i Jødelejren. Her var de mest usle forhold.
Der var ingen kloaker, intet toilet eller rindende vand. Der var ingen
stole, borde eller køjesenge.
Lederen, Ewald Foth var en ren sadist. Han deltog
selv i afstraffelsen med dødssprøjter og nakkeskud.
Næsten
i paradis
Tørsten
og sulten prægede Mirjam konstant. På et tidspunkt
kom hun ud på en gård. Heldigvis behandlede den tyske familie hende
godt. Selv om hun arbejdede hårdt, tog hun på i vægt.
Kanoner
kunne høres
Efter
den periode, som hun nærmest opfattede som paradis, blev hun sendt
i en filial – lejr, 40 km fra Stutthof.
Og
havde man ikke arbejde til kvinderne, blev de sat til at sidde timevis
på gulvet uden mulighed for at røre
sig. Det skete også, at de i timevis skulle gennem appeller.
I
januar 1945 kunne fangerne høre kanoner. Det var Den Røde Hær, der var på vej. I lejren hærgede en tyfus –
epidemi. Mirjam gik heller ikke ram forbi.
Og krematorierne arbejde stadig i døgndrift.
Dem,
der segnede, blev skudt
Den
22. jan. 1945 fik fangerne at vide, at dem der regnede med, at kunne
gå mindst 30 km dagligt skulle melde sig. Lejren skulle evakueres.
Endelig den 26. jan. var det afgang. Man kørte med tog de 14 km til Mikozewo. Her blev man fragtet over Wisia – fjorden. Først nu begyndte den egentlige
dødsmarch.
De
kvinder, der dejsede om, blev skudt. Og det var der mange, der gjorde.
Kommunisten Martin Nielsen har i bogen Rapport fra Stutthof beskrevet denne march. Den varede meget længere
end den uge, man sagde, den skulle vare. Det gjorde det heller ikke
lettere med voldsom regn og snestorme. Ligeledes bredte sygdomme sig
både blandt fangerne og vagterne.
Nedskydninger
ved kysten
Martin
Nielsen beskrev, at der på den march,
han var på, da startede 1.198 fangere. Dagen før, de blev befriet
var der kun 346 tilbage. Marchen var aldeles ukordineret. Der var beretninger
om, at der ved kysten var nedskydninger.
Russerne
nåede først Stutthof den 9. maj 1945.
Gemte
sig i høet
Mirjam og hendes søster forsvandt op på et loft, og
gemte sig i høet. Først længe efter turde de at komme frem.
Efter
en lang vandring, fik de hjælp af tre russiske piger. De fik nyt tøj,
blev vasket og fik noget at spise. De fik arbejde hos en borgmester
i en lille by. De skulle hele tiden passe på ikke at røbe, at de var
jøder. Men gården blev bombet af russere, så de måtte flygte.
På
flugt så de tyske soldater hænge dinglende fra galger. Kvinder
blev voldtaget af Den Røde Hær, og flygtninge blev mejet ned. Hævntørsten fra
de russiske soldater var stor.
Operation
Hanibal
En
33 km lang halvø Hela ved Gdansk blev redningsplanken for
hundredetusinde. De var på flugt fra Den Røde Hær. Blandt dem var Mirjam og hendes søster.
Den tyske stor – admiral Karl Dönitz gav ordre til Operation Hannibal. Flygtninge fra Østpreusen, Vestpreusen og Pommern blev sejlet videre til sikre
havne. Det anslås, at mellem 1 og 2 millioner flygtninge på den måde
reddede livet. – deriblandt Mirjam og hendes søster Luba.
Flygtningeskibe
bombarderet
Alt
blev brugt, overlæssede passagerskibe, krigsskibe, tankskibe, handelsskibe,
skoleskibe, fiskerkuttere, pramme og kulbåde.
Mirjam husker, at det skib, de var med blev angrebet
af russiske jægere.
Bogen tager ikke stilling til, hvorfor britiske og russiske
fly angreb flygtningeskibene, selv om de vidste, at der var flygtninge
ombord. Deres angreb betød tab af tusinder og atter tusinder af menneskeliv.
Følte
sig stadig fanget
Mirjam og hendes søster kom til Danmark og kom til en flygtningelejr
i Han Herred ved Thorup Strand. Her var der udelukkende kvinder og børn. Man
kunne bevæge sig frit og måtte selv lave maden. Men Mirjam og hendes søster følte
sig stadig fanget.
I
sommeren 1945 forlod de to søstre deres tilholdssted med
præstens hjælp.
Hos
grosserer Melchior
Et
år efter gik de to søstre ned ad Østerbrogade. De skulle møde grosserer Melchior. Mirjam blev derefter ansat i huset hos ham. Den rigdom,
der mødte hende i huset i Vedbæk overvældede hende helt.
Gift
med Philip
Mirjam flyttede sammen med Philip på Nørrebro. De blev gift, og fik to børn.
I 1962 flyttede de til Østerbro. I 1972 døde Philip.
Da Mirjam senere skulle en tur til Israel forsøgte hun, at opspore
hendes ungdomskæreste Buzyk. Men det blev dog kun til
dette ene møde.
Søsteren
led
Mirjam bevarede kontakten til hendes søster, Luba. Hun kunne ikke glemme de
grimme oplevelser, de havde været udsat for. I perioder led hun af
meget dårlige nerver. Og i 2000 døde hun.
Mirjam er i dag en meget aktiv dame, der stadig bor på Østerbro. Hun deltager i en masse aktiviteter.
Krigen
kostede 60 millioner livet
Da
krigen endelig sluttede i Europa, havde 60 millioner mistet
livet. Millioner af mennesker var flygtet eller deporteret. Og en af
dem, der flygtede var Mirjam.
Er vi
blevet klogere?
Dette
er en frygtelig lidelseshistorie godt krydret med krigens andre rædsler.
Selv om bogen som sådan ikke giver noget nyt om selve krigen, er den
en advarsel mod at dette skal gentage sig. En absolut velskrevet bog, der giver
noget at tænke over. Men mon vi er blevet klogere?
Christoffer
Rosenløv Stig Christensen: Mirjams Flugt (Jyllands – Postens
Forlag)
Hvis
du vil vide mere:
Hvis
du vil vide mere: Om Jøder, Holocaust m.m.
Under
København:
Under
Sønderjylland:
November 18, 2012
Da nazisterne overtog magten syd på, skete der noget. Det tyske mindretal blev massivt overvåget. Det gjorde tidligere indsatte i Fårhuslejren også. Men foruden nazister var også kommunister, den store fjende. Planer lå parat til at isolere kommunisterne. Visse hjemmeværns – grupper havde en likvidations – lister parat. Det tyske mindretal var glad da Brix blev PET – chef. Så svandt overvågningen af dem ind. Men Brix holdt ikke så længe, samarbejdsproblemer opstod. Og forgængeren Hoff (fra REA) blev offer for Edderkop – sagen.
400 mand på Folkehjem
Den 12. april 1933 samlede der sig 400 deltagere på Folkehjem i Aabenraa. Det var et tillidsmandsmøde arrangeret af Sprogforeningen og Skoleforeningen. En anspændt stemning var opstået omkring grænsespørgsmålet. Indtil dette år var utilfredsheden blandt Det Tyske Mindretal stor med grænsedragningen efter 1920 – men dog afdæmpet. Men efter nazisternes overtagelse, ændrede denne stemning sig. En række nazistiske øvelser, demonstrationer og forsamlinger fra påske hen over juni, skabte bekymring hos sønderjyderne.
Fire krav til statsmagten
På mødet på Folkehjem talte redaktør H.P. Hanssen om frygten for en grænseoverskridelse. De forsamlede vedtog en resolution med fire krav til danske regering. De forlangte også en handling over for de embedsmænd, der deltog i aggressionen mod Danmarks integration. I resolutionen krævedes der blandt andet, at de danske statsmyndigheder:
Man holdt øje med tyskerne
Man beklagede Det Tyske Mindretals grænsepolitiske vildfarelser. Måske var dette startskuddet på den massive overvågning af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland, som fortsatte endnu kraftigere efter besættelsen. Retsopgøret kom til at ramme især Det Tyske Mindretal. Og fratagelse af de borgerlige rettigheder varede i mange år fremover. Og man holdt øje med alle tysksindede.
Politiets samarbejde med tyskerne
Det var vanskeligt, for politiet, at skabe en myndighed efter tyskernes besættelse, som skulle stå for den indre sikkerhed. Der var skepsis over for embedsmænd, der havde samarbejdet med tyskerne. Og politiets rolle, da kommunisterne blev arresteret var tvivlsom i mange borgeres opfattelse.
Generalstabens Efterforsknings – sektion
Man havde noget, man kaldte GE – Generalstabens Efterforsknings – sektion. I fredstid skulle man holde øje med fremmede agenter og overvåge personer, der kunne udgøre en trussel under urolige politiske forhold. Under Rigspolitiet lå også efterretningsmæssige forhold. Lederen af Rigspolitiet var den senere justitsminister Eigil Thune Jacobsen.
Den sønderjyske Efterretningstjeneste
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Denne stammer tilbage fra 1934. Det var en særlig stilling inden for politiordningen i Sønderjylland, der gjorde det muligt at overvåge farlige personer. En politiadjudant i Aabenraa var blevet udnævnt.
Afdeling D
Men allerede i 1927 havde Københavns Politi oprettet en såkaldt Afdeling D. D skulle blandt andet overvåge de partier, der mere eller mindre arbejde illegalt. I 1931 havde man registeret 13.000 personer. Men ved besættelsen var kartoteket vokset til 50.000 personer. Og mellem 60.000 og 70.000 kom kartoteket op på i 1947.
Oplysninger til Gestapo
I 1939 kom kartoteket i offentlighedens søgelys. Man havde fra dansk side åbenbart givet oplysninger videre til Gestapo om tyske emigranter. Lederen af afdeling D blev omgående fyret, da dette kom frem.
Tyske kommunister i Danmark
Og i 1933 havde politiinspektør Thune Jacobsen henvendt sig til justitsministeriet for at søge oplysninger om tyske kommunister, der var flygtet fra Tyskland og taget ophold i Danmark.
Afdeling D havde meddelere både i det nazistiske og kommunistiske miljø.
Stigende fokus på Sønderjylland
Det kom i stigende grad fokus på de sønderjyske landsdele, hvor man frygtede forbindelse med det nazistiske styre i Tyskland og det tyske mindretal i Sønderjylland. Dokumenter
blev stjålet fra det Socialdemokratiske partikontor. Nogle af disse dokumenter blev trykt i Nordschleswigsche Zeitung i januar 1939.
SIPO
Et centraliseret landsdækkende sikkerhedspoliti (SIPO) blev i 1939 dannet under Rigspolitichefen. Deres formål var at
Grundlag for ekstra indsats i Sønderjylland
Den nye leder hed Emil Strøbech, og han havde store ambitioner. Han ville etablere en civil informationstjeneste, skygning, telefonaflytning, brevkontrol og ransagninger. Man skulle desuden udvide brugen af informanter og meddelere. Og han betonede, at især i Sønderjylland var der grundlag for en ekstra indsats. Sikkerhedspolitiet etablerede hurtigt et samarbejde med Rigspolitiets Fremmed – og Visumafdeling.
Tæt samarbejde med Gestapo
Allerede i februar 1940 aflyttede man 130 mistænkte personer. I januar 1940 havde SIPO allerede opbygget et kartotek med 4.000 kort. Senere undersøgelser viser, at forløberen for PET før krigen havde et nært samarbejde med Gestapo. Vi har været lidt inde på det.
Beundring for den tyske fører
Man havde fokus på tysk propaganda. Det havde en hvis effekt hos håndværkere, handlende, arbejdsmænd og skoleelever. Således konstaterede SIPO:
SIPO var især foruroliget over, at en sympatisør fra Norge havde videregivet oplysninger til det tyske efterretningsvæsen om norske skibe i konvoj.
Rivaliserende grupper
Indtrykket var, at afdeling D og SIPO var rivaliserende i stedet for at samarbejde. Det lykkedes aldrig at få et rigtigt samarbejde i gang. De to afdelinger kørte parallelt med hinanden frem til politiets internering den 19. september 1944.
11 af de 21 politifolk i provinsen, der var i SIPO var beskæftiget beskæftiget i Sønderjylland.
Afdeling D’s kartotek og SIPO hjalp
Da de danske kommunister den 22. juni 1941 blev interneret, skete dette i vid udstrækning på grundlag af de oplysninger, som forelå, indsamlet af SIPO og Afdeling D.
REA blev dannet
På et møde den 7. maj 1945 blev modstandsbevægelsens rolle i forhold til politiet diskuteret. Man var også enige om, at der ikke skulle genetableres en afdeling SIPO. Der blev besluttet, at etablere et landsomfattende sikkerhedspoliti under Rigspoliti – chefen. Som politimæssig leder valgtes H.C. Andersen. Han havde gjort store fortjenester i modstandsbevægelsen
og i Frihedsrådets arrestations – udvalg. Som leder konstitueredes statsadvokat Troels Hoff. Den nye efterretningstjeneste fik navnet REA (Rigspolitichefens Efterretningsafdeling). Men Københavns Politis direktør lagde hindringer imellem. Han frygtede, at Københavns Politi fik mindre indflydelse.
Politidirektøren vandt magtkampen
Resultatet blev, at Politidirektøren vandt magtkampen. Det blev til en lidt svag centralafdeling, som havde til formål at
Sønderjyske politimestre kørte deres eget løb
I virkeligheden var REA ikke andet end en koordinations – central. Måske var det årsag til, at de sønderjyske politimestre kørte deres helt egen stil over for det tyske mindretal efter besættelsen. Således er det her på siden historier om, at de ikke rettede sig efter justitsministerenes afgørelser. REA blev forbindelsesled til CIC, som afhørte tyske krigsfangere. REA blev etableret ved de lokaliteter, hvor det britiske Field Securtity havde sektioner. Og det var i Århus, Odense, Haderslev og i Fårhuslejren.
REA overtog navnene på 21.000 personer fra modstandsbevægelsen, som havde foretaget landsskadelig virksomhed. Endnu i januar 1946 frarådede politikommandør Ernst Brix en nedlæggelse af hans hverv i Sønderjylland. Man var endnu i gang med at finde ud af, hvem der havde hjulpet Gestapo og SD (Sicherheitsdienst).
Ifølge Brix så var spændingerne mellem befolkningsgrupperne blevet forstærket under besættelsen. Derfor var det brug for en stærk, centraliseret og fast politimæssig ledelse, for at sikre ro og orden.
Afgørende betydning at overvåge Det Tyske Mindretal
Brix mente, at det var af afgørende betydning at overvåge Det Tyske Mindretal. Politikommandøren ønskede derfor bevarelsen af betydelige centralistiske beføjelser, således skulle der eksistere en udvidet efterretnings – og oplysningstjeneste. Der skulle ligeledes være ensartede afgørelser for alle sager i landsdelen. Man skulle have rådighed over det i landsdelen stationerede politi.
Men politimestrene i Haderslev, Sønderborg, Graasten og Toftlund var ikke af den mening. De fandt at politikommandøren i Aabenraa var et overflødigt mellemled mellem politimestre og rigspolitichefen. De vendte sig kraftigt imod, at politiet som etat, skulle tage aktiv del i nationalitetskampen og understregede, at der allerede fandtes efterretningskartoteker i politikredsene. Da politikommandørordningen den 29. juni 1946 blev afviklet, fastholdt man alligevel den særlige ordning for grænselandet. Og Brix kunne derfor fortsætte sin omfattende overvågning og registrering af Mindretallet.
Centralafdelingens kartotek burde tilintetgøres
Afdeling D blev ikke genetableret efter besættelsen. Derimod blev der etableret to afdelinger, som arbejdede med henholdsvis almindelige landsforræderisager og juristdiktionssager samt politiske drap og HIPO – sager. I 1947 rejste dagbladet Information spørgsmålet om politiets kartotek i forbindelse med arrestationerne af kommunisterne. Bladet mente, at centralkartoteket burde tilintetgøres. Man mente også, at politiets politiske afdeling, som havde samlet oplysninger om 100.000 danskere, burde tilintetgøres.
Men Rigspolitichefen og Københavns Politidirektør kendte ikke til sådan et register, påstod de. REA’s tidligere leder, Troels Hoff, nægtede, at der havde været et kommunist – register.
Chefen måtte gå af
Ak, ja i 1949 måtte Troels Hoff gå af. Det var hans rolle i den såkaldte Edderkop – sag, der fældede ham.
Omfattende overvågning
Den 20. februar udsendte Martin Nielsen og Robert Mikkelsen, begge DKP en pressemeddelelse gennem Ritzau, hvori de afslørede, at de fra modstandsbevægelsen var kommet i besiddelse af forskellige dokumenter vedrørende politiets virksomhed under besættelsen. Materialet viste eksempler på efterretnings – indhentninger fra SIPO og Afdeling D. Man havde brugt meddelere, telefonaflytning, telegram – censur, avisudklip og brevcensur. Man havde overvåget lovlig politisk virksomhed. Den daværende justitsminister, Thune Jacobsen havde desuden givet en skriftlig ordre til internering af DKP’s formand, Axel Larsen.
I Rigsdagen den 5. marts 1947 udspandt der sig en heftig debat omkring overvågning. Åbenbart var flere rigsdagsmedlemmer blevet aflyttet. Ligeledes skulle Niels Bohr, Aksel Schiøtz og andre været blevet aflyttet.
Politiet overvåger ikke uden grund
Justitsminister Elmquist svarede at
Senere kom det frem, at politiet skam førte kartotek over personer, man mente, blev mistænkt for at føre landsskadelig virksomhed, for at tilhøre vareulv-bevægelsen. Det kom også frem, at politiet havde kartoteker over dem, der måske kunne finde på, at danne grupper med det formål, at skabe uro og uorden i samfundet, eller bare foretage en ulovlig handling! Således var store dele af Det Tyske Mindretal overvåget.
Nødvendighed for efterretningsvæsen
Robert Mikkelsen fra DKP erkendte nødvendigheden, af at have efterretningsvæsen. Men han var imod, at det skulle fortages af et almindeligt politi. Han foreslog at et folketingsudvalg
skulle undersøge sagen. Dette forslag blev støttet af samtlige ordførere undtagen Dansk Samlings fire mandater.
Man oplyste, at nogle politiske møder blev overvåget. Det gjaldt især DNSAP’s og Det Tyske Mindretals møder. Også 6. maj – foreningens møder blev overvåget. Man lagde vægt på, at
sådanne bevægelser var af særlig Karakter.
Rigets sikkerhed
Justitsministeriets cirkulære af 31. maj 1947 fastslog at arbejdsområdet for REA’s arbejde skulle afgrænses til foretagender og handlinger, der måtte antages at være rettet mod Rigets selvstændighed. Ministeriet anmodede politikredsene om, at såfremt, der fandtes bevarede kartoteker fra tiden før den 5. maj 1945 skulle dette indberettes og kartotekerne tilintetgøres.
Men man skulle stadig være opmærksomme på nazistisk prægede organisationer. REA, det nye efterretningsvæsen beskæftigede sig kun i begrænset omfang med kommunisterne. Det var GE, der skulle gøre dette af hensyn til rigets sikkerhed.
Kommunister var farlige
Mellem december 1947 og marts 1948 koncentrerede man sig meget om 6. maj – foreningerne og straffede landssvigere, samt efterforske våbenfund, grænseoverløbere, flygtninge, radioamatører m.m. Om kommunisterne hed det i en beretning:
Den nye afdeling E
I Københavns Politi genopstod der belastede Afdeling D ikke. Den ny afdeling kom meget opfindsom til at hedde Afdeling E, normalt også kaldet KE. Afdelingen blev etableret i forbindelse med Påskekrisen. Det forblev lidt uklare linjer mellem REA og det københavnske politis efterretningstjeneste.
De havde velsignelser fra højeste sted
En af de første opgaver for REA var at opbygge et nyt kartotek. Og den indeholdt sikkert mange kommunister. For nu gik man efter alle kommunister. Justitsministeriets påbud var ophævet. Også Brix i Sønderjylland syntes at have frit spil. For her rettede man sig ikke efter Justitsministeriets cirkulærer. Havde man en speciel aftale? Man havde åbenbart fået meget frie hænder i overvågningen af Det Tyske Mindretal. Hvorfor er der ingen, der her har givet udtryk for betænkeligheder, bortset fra de fire politimestre, vi tidligere har omtalt?
En gruppe der langt om længe fik bevågenhed, var de såkaldte A.K. – grupper, som en politimester udtrykte det:
Disse grupper havde rødder til modstandsbevægelsen og levede i omegnen af hjemmeværns – miljøet. A.K. – grupperne var antikommunistiske grupper.
AIC – Arbejdernes Informations Central
Men ellers var det som om det ikke rigtig var opbakning til REA. Politimestre og kriminalpolitiet havde begrænset forståelse for REA’ s arbejde. Socialdemokratiet og De Samvirkende Fagforbund oprettede Arbejderbevægelsens Informations – central. (AIC). På et tidspunkt følte bevægelsen sig presset af DKP.
Man vedtog , at AIC skulle kortlægge kommunisternes arbejde. REA tog kontakt til AIC. Her kunne man få nyttig viden om kommunisterne. Og REA gav alle deres oplysninger videre til CIA.
DKP planlagde sabotage?
Efterretningsvæsnet var i 1948 efter bevæbnede kommunistiske grupper. Angiveligt skulle DKP på et centralkomite – møde have nedsat et udvalg, der skulle tilrettelægge sabotage i Danmark under en evt. amerikansk eller engelsk besættelse. Senere undersøgelse viser, at dette muligvis er noget som efterretningsvæsnet selv har kogt sammen.
Man udsendte en erindringsliste, hvem man skulle følge i 1949 – 1950. heri hed det sig:
CIA vidste besked
I februar 1949 kunne man i en rapport fra CIA’s hovedkvarter læse, at af det danske kommunistpartis 40.000 medlemmer lå de 3.000 inde med våben. Endvidere kunne man oplyse at blandt De Samvirkende Fagforbund var de seks procent kommunister. AIC havde ca. 6.000 meddelere rundt om på arbejdspladserne. Således fik Den Amerikanske Ambassade oplysninger om, at 17 pct. af bestyrelsesposterne i den danske fagbevægelse tilhørte kommunisterne.
I de første år af Den Kolde Krig var det den militære – ikke politiets – efterretningstjeneste, der spillede hovedrollen i myndighedernes overvågning og registrering af danskernes lovlige, politiske virksomhed.
Arne Sejr’s ”Firmaet”
Der forekom langvarige rumaflytning af kommunister. De blev udført af Arne Sejrs ”blikkenslager – bande”. Denne private efterretningsvirksomhed blev også kaldet Firmaet. En kamp udspillede sig også mellem militærets og politiets efterretningsvæsen. Dette er så udmærket beskrevet i bogen Obersten og kommandøren.
I en af de talrige rapporter står følgende:
Misinformation af den danske offentlighed
Misinformation af den danske offentlighed var allerede fra starten et kendetegn for efterretningstjenesten og justitsministeriet, såvel som krænkelser af borgerrettigheder og retssikkerhed. I slutningen af 1950erne forelå en plan om internering af op mod tusinde kommunister i tilfælde af krigs – eller krisesituationer. Ja enkelte hjemmeværns – organisationer havde ligefrem
likvidationslister i begyndelsen af 1950erne. Disse lister var kendt af PET, men blev dog ikke påtalt.
Overvågningen af Det Tyske Mindretal aftog
Efter at Brix forlod Sønderjylland i 1950 aftog overvågningen af Det Tyske Mindretal. Efterfølgeren Schaumburg – Christensen decentraliserede informationsarbejdet, og den kolde krig nærmede sig. Spørgsmålet er, om Brix ikke kastede ild på bålet med sin omfattende overvågning. Men det danske samfund belønnede ham. Han blev chef for PET.
Barske udtalelser fra kommende PET – chef
Da han skiftede til København havde han endnu en klar anti – tysk holdning. Kort før, han tiltrådte sit hverv som PET – chef, holdt han et foredrag på Politiskolen:
Og med de holdninger blev Brix den ny efterretningstjeneste PET’s første chef.
Interne problemer i PET
I 1957 måtte han træde tilbage efter afsløringer om embedsmisbrug i Ekstra Bladet. Forinden måtte han dog samarbejde med det nye vesttyske efterretningsvæsen – med de tyskere, han hadede så meget. Allerede fra 1956 opstod der interne problemer i PET omkring samarbejde. Politikarrieren begyndte som politimester i Aabenraa i 1945 og endte som politimester i Gentofte fra 1960 – 1972.
Chefen bestemte
En kriminalassistent Christian Madsen havde direkte kontakt til amerikanske efterretningsvæsen. Amerikanerne fik alt REA’ s materiale. Denne praksis forhindrede Brix ved sin ansættelse. Christian Madsen blev forflyttet til Fremmedpolitiet. Alle oplysninger, der skulle videregives til andre myndigheder skulle fremover gå gennem chefen selv.
400.000 var registeret
Det var virkelige hårde argumenter som efterretningsvæsnet fandt frem til. I PET – Kommissionens Rapport hedder det fra en redegørelse fra 1950:
Og registreringen blev bestemt ikke mindre. Således var over 400.000 borgere ved starten af tresserne optaget i hemmelige kartoteker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under København (191 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Nørrebro (304 artikler)
Under Besættelsestiden (Før/under og efter) finder du 362 artikler
Redigeret 7 – 10 – 2021
November 18, 2012
Gennem 10 år har to mænd tilranet sig dokumenter fra Rigsarkivet, som er kulturarv. De har solgt en del af materialet via en historisk hjemmeside. Hvordan har dette kunnet lade sig
gøre. De har brugt ”forsker” – begrebet, der giver adgang til unikke arkiver. Yderligere sikkerheds – anordninger gøre det måske vanskeligheder for os amatør – historikere. Arkiverne
kan godt give ændringer i Danmarks – Historien. PET, Den Danske Brigade og historikere er ikke så glade for vores indblanding. Vi bliver beskyldt for at være fulde af konspirations – teorier.
Du kan ikke få adgang til det hele
Hvis du skal ind i et arkiv, skal du lave en ansøgning. Du kan gøre det via nettet. Men selv om medierne i forbindelse med tyveri – sagen oplyser, at der er få afvisninger til at få aktindsigt, så
er det ikke helt korrekt. Det kommer nu an på, hvad man søger. I forbindelse med vores artikelserie Mord i Padborg 1945, har Kurt Jensen, der er vores privatdetektiv i sagen, fået fem afvisninger. Vi har i den forbindelse søgt i engelske arkiver. Forskere kan søge midler til dette. Vi andre skal betale af egen lomme. I mellemtiden blev det en bog ud af det. Og endnu senere har vi forsket endnu mere i udenlandske arkiver og blevet meget klogere.
En offensiv strategi
Vi har sikret også et vidneudsagn. Nej, vi vil ikke betale høje summer, for at få den rigtige historie. Og vi har valgt den offensive historieskrivning. Det vil sige, at vi fortløbende vil fortælle om udviklingen i sagen. Og alt den kan du læse på vores hjemmeside.
Forskere har lettere adgang
Når man søger, skal man angive, hvorfor man søger. Og forskere har nemmere ved at få adgang end os almindelige dødelige amatør – historikere.
Overraskelser ligger og venter
Selv om historikere har påstået det modsatte, så er det undertegnedes opfattelse, at det der stadig ligger og venter i arkiverne, sagtens kan ændre Danmarkshistorien. Og det er ikke for at nedgøre historikere, at dette siges.
Moral, etik, holdning og tolkning
Se blot på Saxo. Han blev betalt for sin forskning. Og dem, der betalte ham skulle selvfølgelig omtales positiv. En anden ting er etik og moral og holdning. Den ændrer sig også med tiden.
Vi forholder os også anderledes til forskellige ting, som vi har gjort. Og så har vi også med at tolke forskelligt.
Se blot på Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej eller da sagen om de Tyske Flygtninge kom frem. Og nu bliver det også stillet spørgsmålstegn ved Modstandsbevægelsens rolle.
Man må ikke kritisere historikere!
Vi har mange fantastiske historikere, der skriver lige så fantastiske bøger. Men det er ikke særlig populært at anfægte, når de skriver noget forkert. men ofte er det vel nok journalister, når de skal videregive historier, at de så ikke sætter sig ordentlig ind i sagerne.
Hvad kan man stole på?
De ting, der er stjålet fra Rigsarkivet er ting fra besættelsestiden og retsopgøret. Det er også ting, der er beslægtet med disse, vi har søgt adgang til. Og vi har allerede nu opnået væsentlige
resultater. Men det er selvfølgelig langt fra konspiration til endelige beviser. Således fortalte en historiker os, at en kirkebog kunne man ikke stole på. Præsten kunne jo skrive, hvad han ville.
Jamen det kan en læge også, når han er med i en modstandsbevægelse. Han kunne jo forfalske en dødsattest og meget mere. I forbindelse med vores søgen omkring vores artikelserie Mord i Padborg 1945 er vi stødt på mange løgnagtige dokumenter. Fordi man finder et dokument i et arkiv, behøver det ikke at være sandfærdigt.
Arkivloven skal overholdes
Og så skal vi heller ikke glemme, at vi har en arkivlov, der skal overholdes. Således måtte børn af tyske soldater bryde loven for at finde frem til deres forældre.
Registerloven skal overholdes
Vi har i Danmark glemt, at vi har en registerlov. Den skal vel også overholdes, når det gælder det historiske. Et besøg på Rigshospitalet gav pludselig mulighed for at dukke ned i patientjournaler. En masse skabe var placeret på et offentlig tilgængelig område. Her var der fri mulighed for at kigge i diverse patienters sygdomsforløb. Det burde ikke være muligt.
Danmarkshistorien kan sagtens ændres
Men det kan jo undre, at en chefkonsulent kan udtale, at fordi der ryger to meter arkivmateriale, ja så ændrer det ikke slagets gang. Historien skal ikke skrives om. Ja det kan jo undre den udtalelse. Når man ser på, hvad indtil nu har fundet ud af med Mord i Padborg, som på en måde allerede har ændret en lille del af Danmarkshistorien. Det er jo bare et spørgsmål om tid, inden vi kan bevise de andre påstande, som vi har fremført.
Ikke alle bryder sig om amatør – forskere
Og PET, Den Danske Brigade og Politiforeningen er ikke særlig glade for det, vi har fundet frem til. De vil sikkert også gøre deres til, at vi ikke finder frem til den fulde sandhed. Vi har også her på siden oplevet historikere, som har bebrejdet os, den måde vi beskriver forholdene i Fårhuslejren, Det Tyske Mindretal og Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Vi er blevet beskyldt for at være fulde af konspirations– teorier
Via Nettet kan adgang gives
Fra Rigsarkivet lyder det, at man har cirka 600 hyldemeter om Anden Verdenskrig. Det er så inklusive det materiale man har fra Københavns Byret og Rigsadvokaten. Man kan via nettet ansøge om indsigt i arkiverne. Det vil sige langt fra alle kan man få adgang til. Navn og adresse, samt begrundelse skal man give. Man kan få indblik i en enkelt kasse eller et helt bur med flere mapper. Du skriver også under på, at du ikke misbruger lovgivningen.
Du skal aflevere din taske
Du skal aflevere din taske, som du kan placere i et aflåst skab. Når du går ind i læsesalen må du gerne have en blok med, samt gennemsigtig plastpose. Og den ting, du vil gennemse, skal være bestilt på forhånd.
Tyveri gennem 10 år
Det var to personer, som er sigtet for omfattende tyverier af historisk materiale fra Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland. De stjålne dolumenter er blandt andet politirapporter, retsakter, desertør – sager og personlige ejendele, der er forsvundet fra arkiverne. Materialet handler angiveligt fra danske nazister, der kæmpede på tysk side under krigen.
Over en længere årrække har mændene ifølge politiets sigtelse fjernet uvurderligt materiale fra arkiverne. De har angiveligt gjort det under dække af, at have en forskerlignende interesse. Og det er rystende at få at vide, at tyverierne muligvis er sket gennem en 10 – årig periode. Det må være tale om et professionelt stykke arbejde og materialet må være fjernet fra læsesals – området i små portioner over meget lang tid. Det har krævet stor tålmodighed. Det har været velorganiseret og systematisk.
Forsker – betegnelsen anvendt
Først i begyndelsen af oktober blev en embedsmand gjort opmærksom på tyveriet. Sagen blev overdraget til Københavns Politi, der siden har efterforsket sagen. Af frygt for,
at de historiske dokumenter blev skaffet af vejen, havde politiet og Rigsarkivet forsøgt at hemmeligholde sagen.
De to mænd vidste, hvad de gik efter. Men på nettet kan man faktisk finde frem til de unikke skuffer i arkivet. Og når man bruger ” forsker – betegnelsen” kan man få adgang til de
særlig unikke klenodier.
Solgt på en historisk hjemmeside
En stor del af det stjålne materiale er beslaglagt. Men en del mangler. Politiet mener, at det er blevet solgt. Politiet ransagede fire lejligheder. Her fandt man flere flyttekasser med stjålne dokumenter. Nogle af de srjålne dokumenter omhandler personer, der gerne ville skjule deres fortid. Tyvene fik penge for at sørge for dette. Det vil sige noget af det, har været bestillingsarbejde.
Umistelig kulturarv
Antagelig er en del af effekterne solgt via en historisk hjemmeside – nej ikke denne. Og det var angiveligt først ved den lejlighed, man fandt ud af, at noget var rovruskende galt. Pludselig
lå dokumenter, der manglede i Rigsarkivet til salg på denne hjemmeside. Begge de anklagede kendte den danske nazist Kaj Burchard. Antagelig skal de have fjernet nogle dokumenter,
der dokumenterede at den danske nazist flygtede fra fronten og først vendte tilbage mod krigens slutning.
Det er materiale som er fremlagt i Østre Landsret under retsopgøret efter krigen, ligesom der er materiale vedrørende Danmarks Nationalsocialistiske
Arbejderparti (DNSAP) og Frikorps Danmark, der er stjålet. Mange af tingene er umistelig kulturarv.
Hvad med sikkerheden?
Derfor rejses der tvivl om sikkerheden på landets arkiver er tilstrækkelig. Samlingerne skal selvfølgelig sikres bedst muligt. Mange af arkiverne i Danmark gør ikke løbende status
over, hvad de har i deres samlinger. Det er kun de færreste arkiver, der undersøger om det man får udleveret også bliver afleveret igen. Det er sjældent, at man har det fulde overblik over det, der ligger i en kasse. For arkivernes personale kan det være svært at få overblik om, hvad der mangler af dokumenter. Man tjekker heller ikke arkiverne, når man er gået fra læsesalen.
Forvirring på Rigsarkivet
Tyvene kan stikke dokumenterne under jakken. Man kan også ligge dokumenter ned i mappen til sin computer, som man gerne må tage med ind i læsesalen. Ved udgangen er der intet sikkerhedscheck. Tvært imod særlig på Rigsarkivet er der en del forvirring. De gange, som vi har været der, stod der her en del turister, der ventede på, at få rundvisning i Folketinget. Ligeledes stod folk i kø, for at få afleveret deres ansøgning. Vores indtryk var, at pigen ved skranken var overbelastet.
Det er undertegnedes indtryk, at de dokumenter, der er forsvundet kræver en særlig tilladelse, som langt fra gives til alle.
Tilgangen skal ikke besværliggøres
Nu må vi så ikke håbe, at tyveriet gør det vanskeligere for os amatør – historikere at få adgang til arkiverne. De systemer, der angiveligt nu, skal have indføres, skal ikke gøre det vanskeligere for os, at finde ind til sandheden.
Nye sikkerhedstiltag
For at undgå tyverier i fremtiden nævnes muligheden før og efter , at arkivpakker er udleveret vejes. Men kan det egentlig fungere i praksis? Der tales også om, at læsesalen skal videoovervåges. Ja sådan siger politikerne. Men undertegnede mener, at den bliver videoovervåget i forvejen. Det kan vel også blive tale om, at man skal visiteres, når man forlader
området. Det kræver efter vores mening så en del omorganisering, når det er Rigsarkivet, det drejer sig om.
Man bliver overvåget i forvejen
Men når man skal finde sig i, at blive filmet og overvåget med en kikkert, når man besøger sin kone på kirkegården, der tilfældigvis ligger op af Den amerikanske ambassade, kan man vel også vende sig til mere overvågning på Rigsarkivet. En klage over overvågningen på kirkegården førte ikke til noget. De ved sikkert ikke, at undertegnede for ca. 17 år siden skrev en række
artikler om det amerikanske samfund, som ikke var særlig positiv.
Scanning og fingeraftryk
I USA gennemlæses ens tasker af en bevæbnet vagt. De besøgende føres gennem en kropsscanner. Andre steder skal besøgende aflevere fingeraftryk. Kulturministeren har nu bedt Rigsarkivet om en redegørelse, som Kulturministeriets Sikringsudvalg skal kigge på.
En ting er sikkert, og det er at sikkerheden ikke er god nok. Ellers ville sådan et tyveri ikke kunne forekomme. På den anden side, så er det svært at gardere sig mod dem, der er opsat på at stjæle ting fra arkivet. Dem, der har onde hensigter, kan vel i dag stjæle materiale. Men Arkivernes fornemste opgave er at sikre de unikke materialer for eftertiden.
Man tjekker åbenbart ikke
Den ene af de anklagede, er særdeles kendt af politiet. Og her troede man, at ens strafferegister bliver gennemgået inden man får lov til at gå ind i et register. Men sådan fungerer
det åbenbart ikke. Når man laver en ansøgning skal man blandt andet opgive navn og adresse.
De kongelige også ramt
Den ene af de to mænd har stjålet fortrolige dokumenter, som til hørte Ordenskapitlets arkiv på Amalienborg. Ordenskapitlet har vi skrevet om her på siden. Dette arkiv indeholder
person – følsomme oplysninger om dekorerede personer fra anden verdenskrig. Disse papirer var sendt til en såkaldt sikkerhedsdestruktion på Amagerforbrænding via renovationsselskabet Renoflex, hvor den ene sigtede arbejde. Når dokumenter skal makuleres, er det fordi, de aldrig nogensinde skal komme til andres kendskab. Så er den en alvorlig sag.
Hård straf
Arkivet har modtaget henvendelser fra borgere, der siger, at de ligger inde med historiske dokumenter, som muligvis kan stamme fra det omfattende tyveri. Ifølge straffeloven kan man slippe for straf, når hælervarer er købt i god tro. På et tidspunkt talte politiet om, at man ville indføre en frit lejde aktion. Men den har man hvis opgivet igen. Hæleri straffes ellers med bøde eller fængsel i op til halvanden år. Strafferammen er dog helt op til halvanden år, hvis den er af særlig grov karakter.
De to anklagede, kan risikere op til seks års fængsel.
Denne artikel blev skrevet i 2012. Vi har senere skrevet endnu mere om denne sag. Og vi er også kommet videre med vores sag, ikke via de danske arkiver, da de nægtede os adgang med via andre måder. Vi har også oplevet at dokumenter var forsvundet i et arkiv, hvor de burde være
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7 – 10 – 2021
November 18, 2012
Anmeldelse af bogen, Søren Flott: Danskeren, der ville dræbe Hitler, Gyldendal. Egentlig findes der masser af stof om Jens Peter Jessen – syd på. I Danmark havde man næsten glemt ham. Det var ham, der stod bag Operation Valkyrien. Og så er han født øst for Tinglev. Han startede som overbevist nazist. Og nazister kan ikke være helte. Derfor har danskerne glemt ham. Men der er en mindesten for ham på kirkegården i Tinglev, på Altes Gymnasium i Flensborg og Plötzensee, hvor han blev henrettet. Der Nordschleswiger og Berliner Zeitung har skrevet om ham.
Han var tysk statsborger
Titlen på bogen, skal nok få mange til købe bogen. For egentlig skulle den hedde Den dansk fødte, der ville dræbe Hitler. For Jens Peter Jessen var tysk statsborger, da han planlagde attentatet mod Hitler.
Sønderjyden, der ville dræbe Hitler
Det havde været rigtig, at kalde bogen, Sønderjyden, der ville dræbe Hitler, eller Nordslesvigeren, der ville dræbe Hitler. Man skal se på den historiske udvikling fra 1864 – 1920, men den kender forfatteren måske ikke?
Kendt i Sønderjylland
Og det er også rigtig, at ikke mange kender til Jens Peter Jessens eksistens. Men forfatteren vil sikkert gøre ham mere ukendt, end han egentlig er.
Den 27. oktober 1979 og den 21. august 1982 havde Det Tyske Mindretals avis Der Nordschleswiger et par artikler med ham. Og Jens Peter Jessen´ s søn har været i Sønderjylland og holde foredrag om sin far.
Omtalt syd på
Og det er da også muligt, at der kun er skrevet en bog om vores hovedperson. Men han er omtalt i en hel del bøger hos vores sydlige naboer. Og et utal af tyske hjemmesider omtaler hans bedrift, men også hans videnskabelige arbejde. Ja og selv Grænseforeningen har på deres hjemmeside en biografi over ham.
Man kan ikke koble en nazist til en helt
Grunden til, at den danske offentlighed ikke rigtig har interesseret sig for ham, er sikkert at han var nazist. Og det er ikke særlig populært at koble en nazist til en heltegerning.
En antihelt
Det kommer mig til at tænke på en anden nazist – Frits Clausen. Ja, man kan ikke kalde ham helt, snarere tvært imod. Men at betragte ham som nærmest krigsforbryder er jo også en af paradokserne fra retsopgøret. Og så er det ikke populært at sætte spørgsmålstegn omkring omstændighederne ved Frits Clausens død.
En bog kan skabe en heltestatus
Og når nu bogen dukker op, som i indhold faktisk er ret så spændende, så må håbet være at man gør op med fordomme. Jessen startede med at være nazist.
Han kunne godt lide ideologien bag ved. Men hurtig så han, at måden man forvaltede det på, var under al kritik.
En helt fra Stoltenlund
Men hvem skulle tro, at der i den lille by Stoltenlund øst for Tinglev voksede en knægt op, der var idemanden bag attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Han var sammen med kendte navne som Eduard Wagner, Ludwig Beck, Fritz Lindemann og Claus Schenk Graf von Staufenberg. Ja det er de navne vi kender fra filmen Valkyrie med Tom Cruise i hovedrollen. Egentlig burde optagelserne til filmen være startet i Stoltenlund.
Og vores hovedperson gik under navnet professoren eller under dæknavnet Nordmann.
Familien Jessen
Det var et gammelt adelsgods, der blev udstykket. I 1752 kom familien Jessen hertil. Jens Peters far og mor hed Maria og Jes Ratenburg Jessen. De ejede en stor slægtsgård, som havde været i familiens eje i generationer.
Forældrene var tysksindede, men Jens Peter kom til at gå i almindelig folkeskole i Bajstrup. Trods en børneflok på 10 var der råd til at give børnene en ordentlig uddannelse. Således kom Jens Peter til at gå på Altes Gymnasium i Flensborg.
Ved fronten under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig kom Jens Peter allerede til vestfronten i 1914, hvor han tidlig blev såret. I 1916 var han tilbage i skyttegravene i Nordfrankrig. Senere blev han sendt til østfronten. Et halvt år inden krigshandlingerne ophørte blev han sendt hjem som krigsinvalid med en rang som løjtnant af reserven. Unge Jessen begyndte at læse økonomi og jura på universitet i Kiel. Senere fulgte han den udvikling på nært hold, der førte til, at Tyskland sank ned i kaos.
Vi er herrerne i Verden
Da han var i Kiel meldte han sig ind i Deutschvölkischer Schutz und Trutzbund. Organisationens motto var Wir sind die Herren der Welt. Organisationen fastslog, at det var jødernes skyld, at tyskerne tabte Første verdenskrig.
Det var på det tidspunkt, at der fandtes et hav af højreorienterede småpartier i Tyskland. Paramilitære grupper kæmpede i gaderne mod kommunisterne.
Nazisterne kom på det rette tidspunkt
Mange ønskede sig tilbage til Tyskland, som tidligere tiders storhed. Derfor kom nazismen på det helt rigtige tidspunkt, med Hitler som frelseren. Det var også
her, at Jessen fandt sit ståsted.
Et liberalt verdenssyn
På universitetet i Kiel grundlagde Jessen, Institut für Weltwirtschaft. Han var en stor tilhænger af frihandel mellem nationerne. Han havde et liberalt verdenssyn, som senere skulle bringe ham på kant med nazismen.
Nært venskab
Jessen kom meget nær på en af sine lærer, Bernhard Harms, som han blev gode venner med. Og det samme skete med diplomaten Ulrich von Hassel og general Ludwig Beck.
Fire børn
Jessen blev gift med Käte Scheffer og de fik fire børn sammen. På et tidspunkt arbejdede han i en afdeling af Deutsche Bank i København. Men i 1927 vendte han tilbage til Tyskland. Han blev tilknyttet universitetet i Göttingen.
Egen fanskare
I 1930 begyndte Jessen en række forelæsninger om udenrigshandel, penge – og bankvæsen og finanspolitik efter at have taget en doktorgrad. Han oplevede en hel fanskare af studerende.
Deutsche Arbeiterpatei
Han blev tilknyttet Deutsche Arbeiterpatei. Hitlers økonomiske rådgiver, Otto Wagener havde lagt mærke til Jessen:
Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 fik Jessen stor indflydelse på partiets politik.
Lærdom, viden og kultur brændt
Den 10. maj 1933 trængte en gruppe kampklædte tropper fra SA – Sturm – Abteillung ind i et privat bibliotek i Göttingen og plyndrede hylderne for bøger. Talrige bøger fra hele Tyskland blev brændt i store bål. Jessen kunne se, at lærdom, viden og kultur blev brændt. Det var ikke lige det, som han kunne sympatisere med.
Kollisionskurs
Nazisterne fik mere og mere magt. En aktiv opbakning af hagekorset og dens motiver var gavnlig for karrieren. Men allerede kort efter magtovertagelsen kom Jessen på kollisionskurs med partiet. Flere af hans gode kollegaer måtte trække sig, fordi de var jøder. Det ramte Jessen hårdt.
Disse forhold var medvirkende til, at han søgte tilbage til universitetet i Kiel. Jessen var en meget principfast person især over for sine egne principper. Dette gav ham også en del problemer.
De lange knives nat
I mellemtiden ryddede Hitler op i De lange knives nat. Ledende folk i SA blev ryddet af vejen. Ja de blev simpelthen likvideret.
Rapport førte til politiundersøgelse
Jessen havde sendt en rapport til Indenrigsministeriet. Han var utilfreds med forholdene på universiteterne. Johannes Haupt, der tilhørte eliten inden
for nazist – partiet var utilfreds med det, han læste. Sagen førte til en politiundersøgelse. Om Jessen bare havde skrevet under på denne rapport eller selv skrevet den, vides ikke. Men faktum var, at både hans hjem og kontor blev ransaget. Og ikke nok med det. Jessen blev sendt på en tvungen ferie. Han fik desuden at vide, at han aldrig skulle vise sig i Kiel igen.
Jessen protesterede over de overgreb, han havde været udsat for. Han blev derefter tvangsforflyttet til universitetet i Magdeburg.
Økonomi er af sekundær betydning
I 1934 blev halvdelen af de penge den tyske stat brugte på varer og tjenesteydelser brugt til militæret. Man brugte mere eller mindre lyssky metoder til at få vendt den dårlige tyske økonomi. Jessen var stærk utilfreds med den måde, den tyske stat greb det an på. Men føreren havde en anden filosofi:
90 pct. bakkede op om Der Führer
Heller ikke lederen af Abwehr – den tyske efterretningstjeneste, Hans Oster, var begejstret for Hitler og nazisterne. Han sendte flere meldinger til briterne og amerikanerne med forslag til kupplaner. Men det var ikke let. 90 pct. af den tyske befolkning bakkede op om Hitler, så kupplanerne måtte opgives.
Jøderne sat ud på sidesporet
Jøderne blev efterhånden sat helt ud på et sidespor. Nürnberg – lovene fastslog helt klart, hvornår man var jøde. Efterhånden blev alle jøderne frataget alle deres rettigheder. Og oprustningen fortsatte for fuld kraft.
De skal bare adlyde
Det var ikke alle officerer i den tyske Wermacht, der kunne forstå Hitlers planer. Mange mente, at bægeret efterhånden var flydt over. Hitler var godt klar over det, men som han sagde:
Ved det såkaldte “Mittwochgesselschaft” i Berlin mødte Jessen en række kendte personer, som var utilfredse med Hitler. Selskabet havde 16 medlemmer.
Dårlig anmeldelse
I mellemtiden havde Jessens indflydelsesrige venner skaffet ham et job på Handelshøjskolen i Berlin. I 1935 udgav Jessen bogen Volk und Wirtschaft. I NSDAP’ s Völklischen Beobachter svinede anmelderen, Jessen til.
Forlaget fik kolde fødder og trak bogen tilbage. Den blev dog senere udgivet med en masse rettelser, så det passede ind i regimets filosofi.
Flere af Jessens kollegaer vendte ham nu ryggen. Han blev igen sendt på tvungen ferie. Der opstod en del uro omkring hans person. Det lykkedes dog for Jessen at besvare sin stilling, selv om mange nu betvivlede hans rette sindelag.
En studiereform
Jessen fik dog opgaven til at lave en studiereform. Og det han fandt frem til, kunne ikke have vakt begejstring. Han ville have fjernet alle ideologiske fag. Han mente også, at fysisk træning ikke skulle foregå på studiestedet.
Krystalnatten
Den 9. november 1938 gik Sa’ er og Gestapo rundt omkring i byerne med økser og mukkerter og ødelagde jødisk ejendom. Jødiske medborgere blev slået ned. Det var den såkaldte Krystalnat.
Attentat nr. 2 gik galt
En bombe blev anbragt i et fly, hvor Hitler var med. Men den sprang ikke. For anden gang undslap han et attentat.
250.000 handicappede ryddet af vejen
Snart begyndte Jessen og hans sammensvorne at rejse rundt i Europa for at finde medsammensvorne. Et attentat var planlagt af en gruppe omkring Abwehr.
I mellemtiden var nazisterne i gang med Aktion T4. Det gik slet og ret ud på, at myrde mennesker, der blev anset for at være for uværdige til at leve. Og det var de handicappede det gik ud over. 250.000 fysisk og psykisk handicappede blev ofre for udryddelserne.
Modstanden var samlet i ”spindelvæv”
Jessen vidste også godt, at der ved østfronten foregik en omfattende massakre. Dette blev diskuteret, når von Hassel, Beck og Popitz mødtes. Han var blevet tilbudt en fin forskerstilling i Bonn, men han afslog. Han ville hellere blive i Berlin og koncentrere sig om modstanden mod det nazistiske styre.
Modstanden mod Hitler var ikke organiseret i en stor gruppe. Det var alt for farligt. Snarere var det forskellige spindelvæv, der indbyrdes var forbundet gennem personlige venskaber, kontakter, møder og diskussioner.
Attentat nr. 3 mislykkedes også
Von Gersdorff var parat til at tage forbryderen med i døden. Han ville antænde en bombe han havde på sig lige i nærheden af Hitler. Men sikkerheden omkring Der Führer var efterhånden så stor, at det ikke lykkedes at komme tæt på ham. For tredje gang mislykkedes et attentat.
Depressiv Jessen
En måneds tid efter dette forsøg var Ulrich von Hassel på besøg hos Jessen. Men professoren var meget nedtrykt, nærmest depressiv. Familien havde mistet en søn ved østfronten. Desuden havde Jessen efterhånden opgivet håbet at komme af med Hitler.
Jessen var ophavsmanden
Men det er Jessen, der får ideen til det mest omtalte attentatforsøg. Den 20. april 1943 tilføjer Ilse von Hassel en note i hendes mands dagbog. Heri fortæller
hun, at en mand, som blandt konspiratorerne er kendt som Nordmann har udtænkt en plan:
Og Jessen mente ikke, at Hitler kunne blive ved med at være så heldig.
Vigtige papirer beslaglagt
I mellemtiden troppede Gestapo op hos Abwehr. De fandt en del afslørende papirer. Hans Oster og en jurist blev anholdt. Jessen og hans gruppe var efterhånden blevet nervøse.
Generalerne var en flok krystere
Blandt Hitlers officerer var dråben ved at flyde over. Men de færreste turde at gøre nogen som helst modstand. Det var Slaget ved Stallinggrad, der skabte stor utilfredshed. 300.000 tyske soldater stod over for 1,5 millioner russiske soldater. Hitler nægtede, trods gentagende advarsler, at trække styrkerne tilbage. 250.000 tyskere omkom.
I von Staufenbergs øjne var generalerne en flok krystere, fordi de ikke gjorde modstand mod Hitler. Jessen kom godt ud med von Staufenberg. I hans øjne var han en, der lignede ham selv. Under en aktion i Tunesien blev Staufenberg alvorlig kvæstet.
En ny forfatning
Jessen var i mellemtiden blevet ansat på paskontoret. Han havde fået ansat en anden modstander af regimet, Ulrich Wilhelm von Schwerin und Schwanenfeld. Denne var søn af en tysk diplomat. Og Ulrich var faktisk også født i Danmark.
Jessen arbejdede også på en ny tysk forfatning, der skulle tages i brug, efter førerens fald. Det var i bund og grund en blanding af et autoritært militærstyre og en form for oplyst enevælde under et nyt statsoverhoveder.
En farlig mission
Under et familiebesøg i Sønderjylland i 1944 skulle Jessen også have søgt opbakning til et kupforsøg blandt det tyske mindretal. Det var unægtelig et risikabelt foretagende, hvis dette har sin rigtighed. Og det tror undertegnede ikke kan have sin rigtighed. Fra Berlin lød det hele tiden til Det Tyske Mindretal – Dæmp jer.
Hvis de havde fået kendskab til at nogle ville dræbe Der Führer, så havde Berlin fået besked med det samme. Jessen advarede også mod, at få hjælp af Himmler og SS i kupforsøget. SS er nærmest djævlen selv, skulle Jessen have sagt.
Nervøs – dagen før
Den
19. juli 1944 – dagen før kupforsøget, påpegede Jessen, at det var vigtigt at General Fromm var den første, der skulle
slås ihjel, fordi det var umuligt, at forudsige, hvordan han ville
reagere. Men Beck nægtede kategorisk at begå” Kammeradenmord”.
Tanken at kupforsøgets held afhang af en person, gjorde Jessen nervøs. Og det viste sig at være berettiget.
Alvorlig uheld
I foråret 1944 var han blevet involveret i et alvorligt trafikuheld, hvor næsten hver knogle i kroppen var brækket. Trods dette fortsatte han med kupplanerne fra sygesengen. Til de afsluttende møder blev han transporteret på båre.
Hvem ejer denne mappe?
Ulveskansen lå inde i en tæt skov i det nordlige Polen, blot 150 kilometer fra fronten. De to bomber kom gennem til Speerkreis 2, hvor det allerhelligste lå. Et
elektrisk pigtrådshegn omgav førerens hovedkvarter. For hver 30 meter gik der en vagt med en schæferhund. Hitlers bunker var i stand til at modstå en fuldtræffer fra et russisk bombefly. Luftwaffe, Wehrmacht og Flåden havde bygninger her.
Jo, der blev lagt mærke til von Stauffenbergs mappe. Han svarede, at i den lå det materiale han skulle bruge, for at orientere Hitler. Men indholdet var noget helt andet.
For sent til føreren
Von Staufenberg og Haeften skal have antændt syren til bomben. De havde behov for et uforstyrret rum. Von Stauffenberg spørger derfor, om han lige kan gå i enerum for at skifte skjorte. Den anden bombe var anbragt i Haeften som ikke har rang som berettiger til at være til stede ved mødet med Hitler.
Der bliver skyndet på von Staufenberg. Man kan ikke lade føreren vente. På vej griber von Freund ud efter mappen. Han ville blot hjælpe von Staufenberg, da denne stadig er mærket af sin sygdom. Arrig og nervøs trækker von Staufenberg mappen til sig. Von Freund undrer sig over denne reaktion.
De kommer fem minutter for sent til mødet med føreren. Det vækker stor irritation. Von Stauffenberg havde bedt om, at sidde så tæt hos føreren som mulig. Undskyldningen var, at han efter sit uheld i Tunesien ikke kunne høre så godt.
Reddede Brandt ubevidst førerens liv?
Da von Stauffenberg bliver bedt om, at redegøre for reservehæren afbryder Hitler. Han vil hellere høre om den generelle situation. Von Staufenberg forlader derefter lokalet med undskyldningen om, at han venter et vigtigt opkald.
Mappen med bomben er skubbet under bordet hen i nærheden af Hitler. Men da oberst Brandt havde svært ved at se kortet, og skal træde nærmere, støder han mod mappen på gulvet. Han skubber den med foden længere ind under bordet, så den kommer til at ligge under nogle massive ben. Måske er Brandt ubevidst med til at redde Hitlers liv?
Stauffenberg forlod området
Von Stauffenberg har forladt bygningen. Han står og ryger ved kommunikationsanstalten. Kl. 12.42 sker det. Et hult drøn ruller ud over området. En stor tyk, gulbrun sky af røg vælter op af bygningen. Von Stauffenberg forsøger at forlade området. Det lykkedes kun med stort besvær at passere gennem vagterne.
Hitler var ikke død
I Berlin får folkene bag attentatet at vide, at Hitler var set vaklende ud af bygningen. Hans hår var brændt, hans bukser hang i laser, og det blødte fra hans øre – men manden var i live. Operation Valküre kunne ikke sættes i værk, Hitler var ikke død.
Jessen lyttede til radioen
Fra sin sygeseng lyttede Jessen til radioen. De proklamationer, som han selv havde forfattet blev ikke læst op. Hitler fortalte selv befolkningen, at han var uskadt. Samtidig proklamerede han, at alle konspiratorer ville blive afstraffet.
Hængning 30. nov. 1944
Og som en af de sidste blev Jessen anholdt. Han blev dømt til døden ved hængning af Folkedomstolen, for at have kendt til planerne om et statskup, uden at have delt denne viden med myndighederne. Den 30. november 1944 blev Jens Peter Jessen, idemanden bag attentatet hængt. Hele von Stauffenbergs familie blev sat i koncentrationslejr.
Det kneb med pensionen
Efter kapitulationen flyttede enken og børnene til Tønder. Senere gik turen til Flensborg, for så igen at flytte tilbage til Berlin. Det kneb med at få udbetalt embedsmands – pension. Først da han i begyndelsen af 1950erne blev anerkendt som en af konspiratorerne, fik enken pengene udbetalt.
På kirkegården i Tinglev er der opsat en mindesten til ære for Jens Peter Jessen.
En spændende bog
En spændende bog med en god historie. Jens Peter Jessen er bestemt ikke ukendt. Mens hans rolle i Valkyrien er glemt, eller så godt som. En mand på en båre passer heller ikke ind i en film med Tom Cruise.
Søren Flott har i sin bog koncentreret sig om danskeren. Vi følger ikke så meget med i, hvad der skete efter attentatet.
Farfar var skam idemand, Peter Wivel
Det som ikke står bogen er, at en af Jens Peter Jessens sønner, Eike Jessen i dag er professor i Informatik. Og hans barnebarn, Jens Jessen i dag er en kendt journalist. Og denne Jens Jessen anmeldte filmen med Tom Cruise i ugeavisen Die Zeit i en forsideartikel. Faktuel seriøsitet, skrev han.
Og det fik Politikens, Peter Wivel til at skrive:
Jamen Peter Wivel, farfar var skam idemanden?
De har ikke glemt ham på Berliner Zeitung
Berliner Zeitung bringer en minde – artikel om Jens Peter Jessen på 60 års dagen for attentatet. Det gør de med en samtale med en af børnene, Uwe Jessen.
Uwe var dengang 19 år, og befandt sig i en militærlejr. Lederen havde kaldt alle sammen og fortalt, at der var sket et anslag mod føreren, og han heldigvis ikke var kommet noget til. Uwe var ikke overrasket over, at faderen nogle måneder senere blev arresteret. Han fortalte, at faderen ofte skar ansigt, når man talte om nazisterne ved bordet.
Budbringer til Beck
Men på en eller anden måde var sønnen også involveret i attentatet. For lige bag skole boede Generaloberst Ludwig Beck. Og ofte fungerede Uwe som budbringer til denne Beck. Også et foredrag i Onsdags – klubben, som hans far skulle holde, havde han været med til at forberede. Det handlede om Romerrigets Fald.
Min far reagerede med det samme
Onsdags – klubbens møder foregik ofte hjemme hos familien Jessen.
Men så fik min far problemer, sådan fortsatte Uwe i mindeartiklen i Berliner Zeitung.
Jessen kendte Ohlendorf
Også et møde med Otto Ohlendorf, der gjorde karriere i SA – Sikkerhedspolitiet har gjort indtryk på Uwe. Denne Ohlendorf blev under Nürnberg – opgøret dømt for at have myrdet 90.000 civile. Uwe havde opsøgt ham, efter at faderen var blevet arresteret. I skuffen havde Ohlendorf en pistol liggende.
Desværre havde Ohlendorf ikke kunnet hjælpe, selv om han kendte Jessen godt. Det lykkedes for Uwe af få snakket med sin far inden han blev hængt.
Plötzensee
Det fængsel, hvor Jens Peter Jessen sad de sidste dage af sit liv blev bygget fra 1868 til 1879 på et område som havde tilhørt godset Plötzensee. Fængslet
blev blandt andet brugt til dem, der af Folkedomstolen blev dømt til døden. Men her tilbragte også mange udenlandske tvangsarbejdere deres sidste dage. Over halvdelen af dem, der her blev henrettet, var udlændinge.
En guillotine
I 1936 beordrede Hitler, at der blev anskaffet en guillotine. Den blev brugt helt frem til 1942
Die Rote Kapelle
Fra 1933 til 1945 blev her 2.891 dødsdømte henrettet. Her i blandt var dem, der deltog i attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Disse blev i Tyskland kaldt for Die Rote Kapelle.
Hvorfor var Vesten ligeglade
Man kan jo spørge sig selv. Hvorfor var Vesten ligeglade? Jessen, Oster og andre rejste jo rundt for at få hjælp. De vestlige allierede og danskerne bedømte i det
store og hele tyskerne som nazister over en kamp. Måske er det også derfor, at danskerne har glemt Jens Peter Jessen? Bogen kan måske være med til at genoplive Jessens bedrift, selv om han startede som nazist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 03. – 2022
November 18, 2012
Vi er nået til femte del af Ribes historie. Vi kigger lidt på skarpretteren, natmanden og tiggeren. De tog sig af ”usle forretninger” Ribe havde et stort problem – skarn og omstrejfende dyr. Man kunne ikke komme i kirke i rene sko. Og så var det problemer, hvem man lukkede ind ved porten i kirketiden. Fremmede tiggere blev smidt af i nabosognet. Og så starter vi en byvandring i det gamle Ribe.
Natmanden tog sig af usle forretninger
Ribe havde tidligere ansat og lønnet en Natmand. Han tog sig af de mest usle forretninger. Han skulle flå de selvdøde kreaturer og renovation. Han skulle aflevere huden, dog ikke når det drejede sig om en hest. Han skulle rengøre stadens fængsel og Rådhus – gangen.
Rense skorstene
Når godtfolk lod skarnet ligge og flyde, skulle han advare dem to gange. Hjalp det ikke måtte han udpante 4 skilling fra hvert hus. Natmanden skulle hjælpe skarpretteren rense den rende som løb langs kranen nede ved havnen. Han skulle 4 gange årligt sørge for, at en stærk karl fire gange årligt skulle rense skorstene hos borgere.
Kirurgen følte sig truet
Skarpretteren fik en særlig betaling for sine uhyggelige gøremål ved skampælen eller galgen. Han udøvede også praksis som kirurg. Det betød at stadskirurgen Joh. Henrik Henckel følte sig truet i sin lovlige næring. Han udtog derfor stævning og proces mod mester Vitus Wagner. Mesteren havde endda opnået en hvis anseelse hos mange syge.
Virksomhed stiger i vækst
Hans virksomhed var i stadig vækst. Dør om dør boede han sammen med sine usle håndlanger, Natmanden eller Rakkeren. Disse to sank dybere og dybere
ned i folks foragt. De boede alle tre i et forfaldent munkestenshus nord for domkirken.
Ingen faddere til datteren
I 1695 kunne man håbløst og fattigt høre om, at der ingen faddere var til Natmandens datters dåb. Han bar selv datteren op til døbefonden. Måske havde byen medlidenhed med ham, for i 1705 sætter byen sig i udgift og bevillinger 4 mark og 4 skilling til kristen – tøj til hans barn.
Da rakkeren endte sit liv
Når Rakkeren endte sit usle liv, voldte det besvær at få ham i jorden på skikkelig vis. I 1672 meldte fire vægtere sig frivillig mod en betaling af 2 mark hver. Men i 1720 blev man nødt til at tvangsudskrive Skomagerlavet til at følge skarpretterens karl til graven.
Svinkrog
Skarpretteren skulle også sørge for, at borgerne ikke kastede urenheder ned i åen. Men det var et svært job. Den nordlige ende af Skibbroen blev i det 18. århundrede kaldt Svinkrog, så beskidt var det. Det var også her, at omstrejfende dyr nedsatte sig.
Øl, piber og tobak
Kæmneren og seks borgere drog i 1692 efter Magistratens befaling ud af Nørre – og Sønderport for at holde syn over den skade, Godtfolks svin havde anrettet. I den anledning blev der trakteret med øl, piber og tobak for 3 Mark og 6 Skilling.
Grise – problem
Borgerne fik pålæg om, at sætte ringe i trynerne på de omløbende dyr eller holde dem hjemme under trussel om straf. Men ak, det hjalp ingenting. Selv på kirkegården vrimlede det med fritgående grise. De brød også ind i husene omkring kirkegården. Rakkerknægten måtte således bortslæbe en gris, der havde
lagt sig til at dø på selve byens rådhus.
Svin blev fredløse
I 1703 udarbejdede byen en slags fredløsheds – diktat, der tillod borgerne at dræbe de svin, der voldte dem skade.
I kirke med rene sko
Det hjalp dog ikke. I 1724 greb Stiftamtmand Calnein ind med nye skarpe forbud. Og skarpretter M. Vitus Wagner blev sat i gang med at jage de ubudne gæster,
Nu kan man sige, at Ribes gader var særdeles indbydende for de rodende svin. Skarnet blev liggende i store bunker. Man klagede over, at urenligheden var så stor, at folk om søndagen næppe kunne komme i kirke med rene sko.
Uhumskhederne voksede
Natmanden fik allerede i 1682 pålæg om, at pante enhver, som ikke om lørdagen fik bragt skarndyngen foran huset af vejen. Uhumskhederne af alle slags væltede trods talrige forbud ud i åen. De tjenestefol, der blev grebet heri fik første gang, tre dages ophold i Finkeburet, næste gang var der seks dages arrest, og tredje gang var det udvisning af staden.
Et betydeligt avlsbrug
Kampen med at holde gaderne rene var i virkeligheden håbløst. Byen drev efterhånden et betydeligt avlsbrug. Uden for Nørreport lå en hel lille forstad af lader og stalde. Næsten i hvert eneste hus inde i staden, blev der holdt svin og kreaturerne.
I de første ti år af det 18. århundrede passerede således årligt 8.000 okser årligt Ribes broer. I 1716 var tallet blevet fordoblet. I 1712 aflagde Frederik den Fjerde byen et besøg, og det betød, at byen forsøgte at rydde det værste skarn væk på den rute, som kongen skulle køre.
Gaderne flød med affald
Fra udhuse, gårde og stalde bredte der sig en duft over hele byen. Gaderne flød efterhånden med gødning og strå. Lofterne bugnede af hø. Kreaturerne
bragtes i stald. Med glødende jern blev den yderste del af det strittende lådne hårdække afsvedet af nogle af dyrene. Gadenavnet Sviegade havde sin berettigelse.
Komedie i Ribe
I 1697 glemte borgerne for en stund stanken, da man fik besøg af en trup af tyske komedianter. De opførte:
Bøger i domkirken
Når markedsdagene indfandt sig, mødtes den mere fornemme og åndeligt interesserede del af stadens befolkning om boghandlernes stade inde i domkirken, hvor de sidste nye blev lagt frem til beskuelse for bogelskere.
Omkring brøndene
Den brede del af befolkningen fik sig en passiar ved en af stadens offentlige brønde, ved Kagkilden på Torvet, ved Gråbrødre – kilde, Puggaards eller Præstegades Kilde, hvor karle, piger og koner mødte frem med deres spande. Men også ved Vandbroerne, hvor kvindfolket besørgede deres vask i å-løbene, var der aktivitet.
Blegdamme
I byens udkant lå store blegdamme. Det var udstrakte grønne områder, hvor det hvide tøj lå på Bleg i solen. Slottets Blegdam, som var indrettet af Stiftsamtmand Hans Schack den Yngre, strakte sig fra palisade-porten langs åen til slots – engen. Ved Hundegade bredte der sig en anden bleggård.
Her blev blegmandens hus oprettet.
Gadens liv
Foran gadedørene slog godtfolk sig ned, for at få et glimt af gadelivet. Det var nu ikke de store ting, der skete. I tætte kolonner kom køerne luntende. En flok hollandske matroser, som var kommet med okseskibene ude på reden, slentrede forbi. Nu og da drønede stenbroen under de tunge karosser, hvori stiftamtmand eller præsident standsmæssigt drog gennem staden.
Ribes tiggere
En gang imellem kunne man også beskue tiggerne, der under Stodderkongens kommando stavrede ynkeligt fra hus til hus efter almisse i Vorherres navn. Fremmede tiggere havde absolut ingen adgang til byen. De blev afvist i porten. Stodderkongens opgave var blandt andet også at slå fremmede fattige på flugt.
Ikke sjældent måtte Kæmnerkassen dog punge ud til bortkørsel af et læs udenbys krøblinger som snarest muligt førtes videre til nabokommunerne, der
så kunne tage sig af dem. En Krøbbel døde dog udenfor Nørreport i 1730. Han blev jordet på byens regning. Det var vægterne, der kastede graven.
Byens tiggere havde tiggertegn. Dette måtte byen bekoste. Man måtte også sørge for, at Stodderkongen så nogenlunde anstændig ud. Gang på gang måtte man bestride udgifterne til en ny kjortel til ham. I 1699 kostede den 5 Rdr. 5 Mark og 4 Skilling. I 1719 skulle man anskaffe en Stodderkonge – kjole med våben på brystet, enhat og en malet stav. Alt i alt beløb dette sig til 5 Rdr. 12 skilling.
Udvist
I 1682 dømtes en familie til at rømme byen for mistanke om tyveri, samt druk, banden, sværgen og anden letfærdighed. Fra prædikestolen bekendtgjorde
præsten over for borgerskabet, hvem der havde begået Helligbrøde.
Ballade ved Porten
I 1666 blev der ved portene indskærpet, at der i kirketiden ikke måtte måtte indføres hølæs eller korn. Det kneb nemlig med at få folk i kirke. I 1709 opstod der en strid mellem Præsident Carsten Worm og Byfoged L.M. Friis, om hvem der rådede over byportenes åbning og lukning. Anledningen var, at præsidenten havde givet nogle borgere tilladelse til at slippe ind ad Nørreport med deres hø en søndag morgen.
Da Byfogeden hørte om dette, forbød han portneren om at åbne. Han henholdt sig til reglementet, som foreskrev, at stadens porte skulle holdes lukkede fra lørdag aften til søndag efter aftensang. Kun når kvæget skulle drives ud, eller der ankom rejsende, måtte portene åbnes. Sagen kom fore retten, og denne fandt, at Byfogeden havde overskredet sine kompetencer ved at handle imod præsidentens og Magistratens ordre.
Forbudt med julestuer
Også Julestuerne med deres løsslupne lystighed og dans, hvor der så mangen en gang gik voldsomt til, var genstand for moralisternes bekymringer. I 1672 slog Øvrigheden hårdt ned for stedse og under streng straf at forbyde borgerskabet at holde Juleleg i deres huse.
En byvandring i Ribe
I 1727 lovpriste rektor Falster stadens nye smukke grundmurede Skoletabernakel. Men ellers var denne nye latinskole et særsyn i byen. Affældige bygninger lænede sig op af hinanden. Så mangen en gavl hang ud over gaden og truede med at styrte til jorden. Ældre, gammel og grå så det ud. Inden i bygningerne skete der noget. Skillerum blev flyttet, trapper blev bygget om. Byggeriet lå stille. Ribe havde arvet bygningerne fra en rigere tid.
23 storkeredder
Vandmøller og sluserne fyldte luften med deres evige brus. De våde og grønne enge strakte sig tæt ind under stadens fod. I begyndelsen af det 18. århundrede kunne man i by og forstad tælle ikke mindre end 23 storkereder. Selv på Rådhusets skorsten bosatte den sig. Men det kunne dengang ikke tolereres.
En vrimmel af røde tage
Når man nærmede sig staden fra syd, tegnede profilen sig sluttet og fast. Domkirkens masse fyldte midten af billedet. En vrimmel af røde tage og spidse
gavle dannede kreds om kæmpen. Yderst mod øst foldede klosterkirkens store rolige tagflade sig ud i sin fulde bredde. Rakte man blikket mod vest ragede Korsbrødregaards anselige bygninger op.
Gårdene blev mere pyntelige
Passerede man broen og den gamle vanrøgtede Sønderport, havde man Stampemøllen liggende på venstre hånd. Til højre ved Horsefold og Gravsgade lå en sammenhængende række af haver, der kun hist og her blev afbrudt af enkelte småhuse, vænger og urtegårde.
Ved slotstomten mod vest havde der i byens velmagtsdage ligget gader, kirker og huse. I Sønderportsgade følte man sig pludselig lukket inde af bebyggelse.
Her gik landevejsfærdselen og jo længere man vandrede, des mere pyntelig og mere anselige blev gårdene. En mængde af dem var gamle.
Puggaardsgade
Gavl ved gavl trængte bygninger fra middelalderen og renæssancen sig tæt side om side hen til Skole – og Puggaardsgade. Et par ærværdige, sengotiske stenhuse lå tungt og fast med deres svære mure blandt bindingsværks maleriske flok. Den ene var domkirkens – præsteresidens – den middelalderlige Kannikebolig, Snagdal, senere hotel. Lige over for lå rektoren, Magister Rosenbergs hus. Den kom senere på Peder Terpagers hænder.
Kigger man om hjørnet ned ad Puggaardsgade, mødte blikket en yndefuld idyl. Træer og haver fyldte billedet med grønt og ind imellem dette glødende de røde mure af Oluf Munks gamle stenhus, det stolte Taarnborg.
Her lå det middelalderlige Puggaard med sine massive munkestensmure og små vinduer beskedent gemt bort mellem træer og buske. I denne ærværdige bygning havde rektorerne i lange tider haft bolig. Inden for disse mure levede blandt andet i mange år navnkundige personligheder i Ribes historie.
Bispegården
På det østre hjørne af Sønderportsgade og Skolegade lå Bispegården, der siden Hans Tausens dage havde været knyttet til grunden. Den bestod af et kompleks af bindingsværksbygninger. I 1620 befalede kongen en istandsættelse for mindst mulige Bekostning. Det betød, at man atter i 1669 skulle se på bygningernes brøstfældighed.
Grunden var ret anselig, idet den langs Skolegade strakte sig til Øster Vedsteds gravplads ved domkirken. Mens årene gik greb det truende forfald stadig mere og mere om sig. Bisperne måtte tage forholdene som de var. I 1714 kunne man over døren læse:
Deprimerende digt
Ud for Sønderportsgade lå stald og port, selve beboelseshuset var den to stokværk høje bindingsværksbygning yderst mod nord, hvor smukke barokke døre endnu minder om en herskabelig fortid og blandt de mange indskrifter, biskopperne daglig havde for øje i deres stuer, fandtes også følgende dybt vedmodige tyske vers, som havde fået plads i sovekammeret , hvor en række Ribe – bisper havde lukket deres øjne:
Brorson måtte flytte
Bygningerne var i en så sørgelig forfatning, at de i 1743 bortsolgtes på en aktion. Brorson tog ophold på Taarnborg. Det indkøbtes i 1761 til bispegård af det offentlige.
Snagsdal og Liljebjerget
På det modsatte hjørne af Skolegade havde som allerede nævnt, domkirkens sognepræst sin embeds – residens i Snagdal. Mod Skolegade var der i tilslutning til det oprindelige stenhus i 1592 opført en to loft høj bindingsværkslænge Nord herfor ved vestsiden af Skolegade lå Anders Sørensen Vedels berømte ejendom Liljebjerget.
Og kære læsere, midt i vores vandretur gennem det gamle Ribe stopper vi, for så i afsnit nummer seks for at vende tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 03 – 2022
November 18, 2012
Vi tager på en byvandring i slutningen af 1500 – tallet. Halvdelen af byen brændte i 1627. Man måtte sende by-skriveren til København efter de gamle vedtægter. 10 år måtte man vente på et rådhus. Men det kneb med fremmøde. Tre dage efter Hertug Hans død, blev guld, penge og sølv bragt til Tønder. To gange var svenskerne på besøg. Tønders borgmester blev tvunget på besøg. Det gik hårdt ud over slottet. Og det brændte i 1644.
En Borgerskole
Der eksisterede en gang en borgerskole i byen. Hertug Christian bestemte nemlig 1533, at skolemesteren skulle have 40 Mark lybsk. Han skulle også have fri kost.
En højere skole
I 1567 blev en højere skole grundlagt af Hertug Hans. Byens borgere var glade for, at de ikke mere skulle sende deres børn til fremmede skoler. Tidligere måtte de sende deres børn helt til Ribe, Lybæk eller Hamborg.
Flammernes bytte i 1627
Fattige folks børn skulle have fri adgang. Dem der kunne betale, skulle første gang yde 6 Skilling lybsk, siden hvert halve år 4 Skilling lybsk. I 1571 gav Hertug Hans yderlige 3.000 Mark lybsk til skolen. Ved kirkegårdens nordlige side købte hertugen nogle huse, for at skaffe plads til en anseelig bygning. Et stort hus blev bygget (Smedegade 3). Men desværre blev huset flammernes bytte i 1627. Et nyt hus blev bygget i 1631, men revet ned i 1732. En ny bygning blev bygget,
og fungerede som skolehus til 1854.
Et hospital var planlagt
Allerede i 1567 havde hertugen købt en grund, hvor han planlagde at bygge et hospital. Hovedbygningen og hospitalskirken blev bygget i 1569. I 1726 blev hovedbygningen ombygget.
En byvandring – dengang
Men hvordan så Haderslev ud dengang? Vi tager på en lille byvandring. Byen lå til dels endnu på en stor ø. De 4 gamle kvarterer, kaldet Ny Haderslev var omgivet af vand. Det nordlige vandløb gik syd for Graverne gennem den nuværende Jomfrusti og løb så ud i fjorden. Denne arm gik fra begyndelsen næsten lige ud.
Nordens Venedig?
Byens fire kvarterer syd for Graverne lå på en ø mellem to vandløb som forbandt Dammen og fjorden. Latinskole – eleverne kaldte deres by for Venetia parva (det lille Venedig). Nu havde Haderslev dog ikke160 kanaler som Venedig, men de havde dog 2.
Hansborg Slot
Hansborg Slot lå her med haven og lysthuset Sparpfennig. Syd fra lå der på begge sider af landevejen små huse, næsten alle med gavlen til gaden. På højre hånd lå hospitalet. Bag hospitalet kunne man ane spredt bebyggelse.
Byens ældste gade: Højgade
Forbi skibsbroen kommer vi ind over Sønderbroen ind i den gamle by. Vi går gennem Sønderporten, hvor toldeftersynet foregår. Til høre har vi Slotsvandmøllen. Vi kigger over Møllepladsen til byens ældste gade, Højgade. Vi er nu i Lavgade. Det går op ad bakke til Torvet (Forum). I gamle dokumenter blev Lavgade kaldet for Sidegade.
Vandet sprang fra en fontæne
På Torvet springer vandet i en smuk fontæne med to springvands – kummer. Ved hjørnet af Torvet og Nørregade ligger måske Rådhuset. Indtil reformationen var her kalenderhus og Raadsvinkælderen. Huset er højere end de almindelige borgerhuse og har en trappegavl. Gennem Nørregade ser vi Nørreporten, omtrent der, hvor i mange år Haderslev Bank lå. Nord for porten på østsiden af den gamle landevej fandtes kun enkelte huse.
Landet øst for denne vej i retning mod Aastrup hører til den kongelige Ladegaard. Nord på fører i fortsættelse af slottets vindebro, kongevejen til Koldinghus.
Klosteret Vi
vender os nu fra Torvet til venstre og kommer til Klosteret på Damhalvøen. Der står den gamle Klosterkirke, hvorfra Sortebrødrene blev fordrevet i 1527, da de kom fra messen. Kirken har et lille gotisk tårn, der blev brugt til lig-prædikener indtil 1627, da den brændte, sammen med en stor del af byen.
Klosterbygningen havde Hertug Hans ladet rive ned i 1552. Men en del blev stående. På Dam – næssets nordlige side stod Tønnies Rantzaus hus. Husets grundmure blev udgravet af Nationalmuseet i 1923.
Den ny lære fra Wittenberg
Fra dette hus er der kun få skridt til den gamle bispegård. Man antog også, at dette var den gamle præsteskole. Det var her Johan Vandal holdt sine forelæsninger over den nye lære, som han kendte fra Wittenberg. Vi overser ikke Frue Kirkes mægtige bygning. Den var domkirke i den lille lutherske kirke – provins, som Hertug Christian oprettede i 1528. I katolsk tid har kirken ikke været katedral.
Den gamle landsby – nævnt i 1285
Gennem Bispeporten og Bispebroen kommer vi til de fire bykvarterer nord for Gravene, som kaldtes Gammel Haderslev. Gennem Storegade når vi snart byens grænse. Derfra kaster vi et blik ud til landsbyen Gammel Haderslev, med den gamle Skt. Severin Kirke. Denne landsby, Gammel Haderslev er, som navnet udtrykker det, ældre end købstaden. Første gang dette navn forekommer skriftligt er i et brev af Kong Erik, skrevet den 28. maj 1285.
Guld, penge og sølv til Tønder
Allerede den tredje nat efter Hertug Hans død, havde Hertug Adolph varet på Hansborg Slot. Han havde meget indtrængende bedt om nøglerne til kasserne og pengeskrinet. Omsider fik han nøglerne. Så havde han ladet guld – og pengekassen, hvori der lå klæder og klenodier bære ud af Gemakket, hvor Hertug Hans´ s lig stadig lå. Det hele, guld, penge og sølv var så på en rustvogn blevet kørt til Tønder.
Slottet i Haderslev var usikker
Kongen protesterede i et brev af 10. oktober 1580 mod denne fremgangsmåde, men Hertug Adolph undskyldte sig med, at slottet i Haderslev var usikker.
Ja sådan skrev man åbenbart tysk, dengang.
Kongen kom ofte til Haderslev
Arven efter Hertug Hans førte til gnidninger. Man kunne simpelt hen ikke nå til enighed. Vi har omtalt denne arvedeling et andet sted. Det hele betød, at kongerne kom hyppigere til Haderslev. Om livet på slottet i Kong Frederik den Andens tid (1581 – 1588) får vi et ganske godt begreb om i hans dagbøger. Vi
kan læse om besøg af slægtninge, om fremmede gesandtskaber, som kommer til hoffet, om rets-dage, der blev afholdt på slottet og mange andre ting.
I amtsregnskaberne kan man se de forbedringer, som Christian den Fjerde lod udføre ved slottet. Således anlagde han en væddeløbsbane i 1595. Her afholdtes ringridning og Stikning efter Tyrker-hovedet. Disse lege afløste middelalderens turneringer ved Fyrste – hofferne.
En væddeløbsbane ved slottet
Allerede i 1600 blev en ny væddeløbsbane opført foran slottet langs urtegårdsmuren. Et boldhus blev også etableret. Her blev der spillet boldspil, som stammede fra Frankrig. Således leverede Hans Skomager, 100 små læderbolde.
Mange udvidelser ved slottet
I 1604 rejstes en poststald foran slottet til brug for udvekslings – heste for postvognene. Men omkring slottet blev der også bygget et fiskerhus, en jægergård, brygger – og bagerhuset, slagterhuset, destillerehuset, smedehuset, vaskehuset, vognhuset, berider – huset, agerhønse-huset, ishuset, skydebanen, vildtbanen og ”Lusborgen” (die Lusburg). Vildtbanen lå mellem slottet og Aabenraa – vejen. Det vil sige på sydsiden af fjorden.
I urtegården var der en brønd med en kumme. Og vandet løb fra 24 kobberpiber. Fra året 1595/96 var der 42 slots – tjenestemænd på lønningslisten, lige fra amtmanden til kokkedrengen. Alle fik føde og læder fra slottet. Amtmanden fik 422 daler og køkkendrengen fik 3 daler.
Riddersalen
Det vigtigste rum på slottet var Riddersalen. Her blev fester holdt, og givet audienser. Her stod kanonerne i krigstid og skød på fjenden gennem de smalle vinduer. Og på slottet var der hemmelige gange. I 1630 omtales
Egentlig var møbleringen beskeden. Men der blev lagt stor vægt på himmelsenge. De var meget store og blev opfattet som vidnesbyrd om beboernes velstand og smag.
Eleverne måtte kun tale latin
Eleverne i Latinskolen skulle opvarte med sang i Slotskirken. Derfor fik de middagsmad kl. 11 og aftensmad kl. 6. Her måtte de kun tale latin, ikke tysk eller dansk.
Kornet skulle blive i landet
Kongen og hoffet gav arbejde til mange i byen. Byen havde torveret for Haderslev Amt. Men i Tørning kom det til stridigheder med Ribe. Hertug Hans forbød sine undersåtter, at købe der. Kongen forbød borgerne i Ribe at sælge træ, fisk og korn til de hertugelige.
Byens borgerlige udførte korn, svin og stude. Således bragte et Haderslev – skib i 1622, 35 laster rug til Hamborg. Men i samme år forbød kong Christian den Fjerde på Landsretsdagen i Haderslev al udførsel af rug, byg, malt, havre m.m. fra hertugdømmerne, både den kongelige og hertuglige del. Kornet skulle blive i landet.
Stor handel til Norge
Studehandelen var betydelig. Og handelen til Norge var betydelig. Hvert år bosatte borgere sig fra hertugdømmerne sig i Bergen. På sin Nordlands-rejse i 1599 mødte Christian den Fjerde således et skib fra Haderslev.
Danset på holstensk vis
Et halvt århundrede efter hertugens død varede byens velstand endnu. I 1583 blev der udsendt en forordning om stoddere, trygler og andre lediggængere i Haderslevhus Len. I 1594 var et spansk – nederlandsk gesandtskab i Haderslev. Efter middagen blev der danset på Holstensk vis indtil midnat under deltagelse af husfruen og seks adelige Jomfruer.
Arbejdsløse sendt til København
I 1597 omtales en heks, der blev brændt i Haderslev. I 1607 blev alle løsgængere og arbejdsløse i Haderslev samlet, og sendt som arbejdsfolk til Københavns Befæstning.
Ingen udførsel af øl
Og sandelig i 1622 blev al indførelse af øl brygget i Fyrstendømmet forbudt indført i Riget. Det gik så ud over Haderslev – øl, Flensborg – øl, Eckernførde – øl, Kakebille m.m. Året efter fik Haderslevs borgere få tilladelse til at besøge Ribe Marked med deres varer. Og i Årøsund blev der i 1595 forbud mod at udskibe, men overfarten til Assens fik lov til at bestå.
Forordning om postvæsnet
Den 24. december 1624 udkom Christian den Fjerdes forordning om Postvæsnet. Blandt de ni ruter, der skulle indrettes, gik den ene over Haderslev. Det var ruten København – Hamborg over Middelfart, Kolding og Itzehoe. Forordningen indeholdt også angivelse af porto. Den første postmester i Haderslev var Gottfried Schumacher. Han blev ansat i juni 1649.
Den store brand i 1627
Men den 18. september 1627 skete der en katastrofe. En brand ødelagde halvdelen af byen. Nogle bygninger blev ikke angrebet af flammerne, og det var blandt andet Slottet, Hospitalet, Ahlefeldternes gård i Præstegade og den østlige del af Slotsgade. Særlig husene omkring Fru Kirke i Smedegade, på Katsund, i Højgade, Lavgade, Klosteret og Apotekergade var tilintetgjort, men ilden havde bredt sig videre til Gammel Haderslev, hvor man endnu 42 år efter kunne betegne 150 hussteder som øde og “wüste”,
Wallensteins tropper i Haderslev
Wallensteins tropper havde forfulgt den flygtende danske hær. På Hansborg Slot kom kommandanten over alle tropper på den jyske halvø til at bo.
Tønders borgmester mødte ikke op
I februar havde kommandanten forlangt, at Tønders borgmester, Hans Werkmeister mødte op på Hansborg. Kommandanten havde sendt en vogn, men borgmesteren lod den returnere – tom. Han var ikke meget for at møde op på slottet.
Krydderier, øl og vin fra Hamborg
Fire dage efter holdt selve fyrstens vogn ledsaget af 30 soldater foran borgmesterens hus i Tønder. Werkmeister måtte nu følge med. Man forlangte, at borgmesteren skulle forsyne Hansborg Slot med krydderier, vin og øl fra Hamborg mod god betaling i stude, køer, heste og penge.
Borgmesteren svarede, at han hverken havde forbindelser eller kredit i Hamborg.
Tvunget til handel
I indkvarterings – stedet i Provstegården på Naffet, så Werkmeister, hvordan man i provstens fraværelse havde ødelagt huset. Ligeledes var værdifulde bøger bare smidt på gulvet. Borgmesteren bad oberstløjtnanten om, at man pakkede bøgerne ind, ellers ville de blive ødelagt. Oberstløjtnanten svarede, at han ikke ville have noget med de kætterske bøger, at gøre. Men hvis borgmesteren ville give ham 14 alen fløjl med guld – galoner og de 14 hvide ræveskind, som han havde set i borgmesterens hjem i Tønder, kunne man da godt snakke om det. Den handel ville Werkmeister ikke gå med til.
Men ikke længe efter, at borgmesteren var kommet tilbage til Tønder, holdt der to bagagevogne foran hans hus belæsset med provstens 400 bøger. Borgmesteren blev nu nødt til at aflevere ræveskindet og fløjlet.
Borgmesteren døde
Da pastoren var indtruffet bad borgmesteren pastoren i Haderslev, om at hente sine bøger for 100 rigsdaler. Men pastoren havde ikke så mange penge. Forgæves forsøgte amtmændene Georg von Ahlefeldt i Haderslev og Wolf Blome i Tønder at mægle.
Den gottorpske hertug tog sig af sagen. Men inden bøgerne var kommet tilbage, døde Werkmeister, 71 år gammel.
Slottet først i stand i 1642
I efteråret 1628 afkrævede Wallenstein hele den jyske halvø eden til kejseren. I januar 1629 befalede kejseren dog, at dette ikke var nødvendigt, da fredsforhandlingerne var i gang. I juni 1629 samledes alle de kejserlige tropper i Jylland og drog til Haderslev for at modtage nærmere befalinger.
Slottet så ikke godt ud, efter at fjenden havde forladt det. En masse bly var forsvundet. Dørhængsler og låse var ligeledes væk. Det hele så aldeles forfalden ud. Det var ikke et behageligt syn for oberst Jørgen Ahlefeldt, som kongen havde udnævnt som amtmand i 1629.
Først omkring 1642 var det stolte slot sat i stand. Heller ikke Vor Frue Kirke slap for ødelæggelser. Næsten hele inventaret var borte. Således var døbefonten af bronze også forsvundet.
Rådhus først færdig efter 10 år
Det varede 10 år inden byens borgmestre og Raad kunne flytte ind i det nye rådhus i Lavgade. Indtil da holdt man møderne i kirken. Rådhuset var de sidste offentlige bygning, som blev opført i staden efter den store ildebrand i 1627. Præsten ved Vor Frue Kirke og apotekeren kom i krigens tid til at bo i Ahlefeldernes Gaard i Præstegade, som var bevaret.
I 1633 blev præstegårdens genopbyggelse påbegyndt. Men det varede tre år, inden den var færdig. Rektors hus blev bygget, og latinskolen fik en ny bygning.
Ja, og rådhuset var på hele 22 fag – et to etagers tværhus med 2 – fags karnap. I kælderetagen var hoved-vagten, brændselsrummet, seks arrestlokaler og rets-tjenerens bolig.
Her på rådhuset var også retssal. Og her var justeringskammermed en uendelighed af mål, vægte og stempler, som var anskaffet i henhold til en masse kongelige forordninger.
Til København efter by-vedtægter
Efter at man havde påbegyndt rådhusets opførelse sendte borgmester og råd – by-skriver Joachim Berens til København for at hente en afskrift af den gamle byret fra 1292, som sammen med de andre arkiver blev flammernes bytte i 1627. Skomagerlavet betalte færgebilletten. De var også interesseret i afskrifterne, for de havde mistet nogle privilegier.
I den første halve snes år efter købstadens ødelæggelse havde Magistraten fundet sig til rette uden denne ærværdige grundlov.
Først med året 1629 begyndte Retsprotokollerne på højtysk. Byfogedens protokoller var endnu på plattysk hen imod midten af det 17. århundrede. Men i Magistratens protokoller findes også indlæg på dansk.
Det kneb med fremmøde
Møderne i byens råd blev holdt regelmæssig. Men det kneb gevaldigt med rådmænd og borgmestre. Der var fem rådmænd og to borgmestre. Men det var yderst sjældent, at de alle var til stede.
Den 19. oktober 1636 var der foruden byens to borgmestre samlet fem rådmænd, de deputerede og menige borgere sammenkaldt for at bringe orden i byens
økonomi. Man skulle inddrive skatterestancer.
Magistraten fik mere magt
I 1689 besluttede man, at alle civilsager skulle bringes for rådet. Bødesager og kriminalsager “vor Ding und Recht”, det vil sige, at de skulle på Bytinget.
Men Frederik den Fjerde bestemte at elle civil -, kriminal – og blodsager skulle afgøres af Magistraten. Byfogeden skulle i fremtiden kun varetage statens interesser. Aller Verbal – Realinjurier og andre bødesager skulle afgøres af Bytinget. Hvis parterne var utilfredse kunne man klage til Stadsretten (Stadtgericht). Bytinget skulle også sørge for eftersyn af skorstene.
Dengang var det dyrt, at slå vinduer i stykker. Det kostede 40 mark.
Svenskerne kommer igen
I juni 1643 fik feltmarskal Lennart Torstensson den befaling fra det svenske Rigsråd, at han hen imod vinteren skulle falde ind i Holsten og Jylland. Den
13, december gik han så over grænsen. I begyndelsen af 1644 rykkede han op i Slesvig og Jylland. Han mødte ikke meget modstand. Den danske hær lå i en halvfærdig lejr på den jyske kyst lige over for Middelfart. Her kom Fredericia senere til at ligge.
Slottet brænder
I foråret blev Haderslevhus befæstet af svenskerne med bastioner. Men general Christian Rantzau og en dansk styrke tvang den 6. september den svenske besætning på Haderslevhus til overgive sig på “Naade og Unaade”. Borgerne håbede nu på fred og tryghed. Men ak, det gik ikke lang tid inden Torstensson sendte en ny hær mod nord under ledelse af general Helmut Wrangel. I december besatte han Haderslev, og efter fire dages kamp havde svenskerne atter erobret Haderslevhus.
Men under kampene brød det stolte slot i brand. Med et var byens betydning som residensby forsvundet.
Sagnet fortæller, at det var danskerne, der havde stukket slottet i brand. Andre kilder angiver, at det var uforsigtighed i en kælder, hvor der blev opbevaret krudt, der var årsag til branden. En tredje kilde, siger, at det var en svensk kaptajn, der sprængte slottet i luften.
Vi fortsætter snart med fjerde del af Haderslevs historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22.03.2022
November 18, 2012
Medierne har fattet stor interesse for vores forskning. Således har der været større artikler i Der Nordschleswiger, Jyske – Vestkysten og Ritzau. Jørgen Hansen blev myrdet i Fårhuslejren efter et håndgemæng – familien fik at vide, at det var byldepest. Præsten skrev, at det var mord. Richard Christensen blev skudt på åben gade i Padborg. Han røbede en kommende sabotageaktion mod Padborg Banegård. Ja sådan skrev vi dengang. Men denne Richard Christensen var en mand i sort uniform. En vagtmand for tyskerne. Ingen af disse mord har tidligere været omtalt – og der er et par flere mord.
Flere uopklarede mord
Velkommen til tredje del af vores mordsag fra Padborg. Under efterforskningen af mordet på Asmus Jensen dukkede der flere mord op. Disse forsøger vi sideløbende også at opklare. Men det er uhyre vanskeligt. Der er ikke alle, der ønsker at samarbejde i opklaringen. Vi er også underlagt arkivregler. Og så er myndighederne ikke begejstret for vores opklaring.
Mediernes interesse
Vores artikler og Kurt Jensen´ s efterforskning har vakt mediernes interesse. Det har vi beskrevet i anden del af vores fortløbende artikel. I denne artikel kommer vi ind på JV’ s ellers udmærkede tre siders artikel, som indeholder nogle unøjagtigheder.
Stadig uopklaret
Vi er ikke kommet videre med mordet på de to, der drev i land ved Kollund og blev begravet på Bov Kirkegård som ukendte. Og der er heller ikke nyt om den person, der blev skudt ved Lydersholm ved Tønder. Mordet på lærerinde fru Sasse fra Aabenraa, der blev skudt i Løgumkloster blev omtalt i anden del. Og sagen om personen fra i nærheden af Toftlund, der døde af et hjertetilfælde i et københavnsk fængsel, følger vi stadig. Historikere har ellers skrevet, at der ikke forekom likvideringer foretaget af modstandsbevægelsen i Sønderjylland.
Mordet i Faarhuslejren
VVS – lærlingen Jørgen Hansen fra Burkal blev dræbt i Faarhus – lejren. Han var meget utilfreds med at være anbragt i lejren. Han var ikke særlig samarbejdsvillig. Der skulle være kommet til håndgemæng med vagtmandskabet. Dette er baseret på rygter på hjemegnen.
Præst skrev, at det var mord
Den tyske præst skrev i kirkebogen, at det var mord. I Provsti – bogen stod der anført, at der var tale om selvmord. Vi har ikke kunnet finde noget som helst litteratur om dette mord.Jørgen Hansen var lærling hos blikkenslager Vind i Bolderslev. Modstandsbevægelsen fandt ud af, at han arbejdede for tyskerne. Så han skulle bures inde i Fårhus – lejren. Og det skulle lærlingen
så også. Jørgen Hansen blev kun 19 år.
Familien fik at vide, at det var byldepest
Den afdøde var søn af Johan Peter Hansen på Midtholm. Han var en af 18 børn. Vi har ved hjælp af Rens Lokalhistoriske Forening været i forbindelse med en bror til den afdøde. Han
forklarer, at familien havde fået at vide, at Jørgen var død af en smitsom sygdom – byldepest.
Aldrig byldepest i Fårhuslejren
Vi har i den forbindelse talt med en tidligere overlæge. Han fortæller os, at hvis, der havde været byldepest i Fårhuslejren så var den blevet lukket øjeblikkelig. De ramte ville være kommet i karantæne andre steder. De dårlige hygiejniske forhold og de alt for mange indsatte i forhold til lejrens dimensioner ville bevirke katastrofale forhold, hvis der virkelig var udbrudt byldepest. Sygdommen ville have bredt sig som en hvirvelvind på grund af overbefolkningen.
Den tidligere overlæge fortalte, at han mener, at det er absolut utænkelig, at det har været byldepest i Fårhuslejren. Han havde dog hørt om flere tilfælde af selvmord.
Hvor er lægeattesten?
Det kan være spændende at få fat i lægeerklæringen. Men måske er den forfalsket. Vi forfølger i hvert fald sagen.
Omtales ikke i bog
I Henrik Skov Kristensens bog Straffelejren omtales lærlingens død eller mord overhovedet ikke, ligesom byldepest heller ikke omtales.
Richard Christensen var lokomotivfører ?
Den person, der åbenbart blev skudt i Padborg, længe efter Asmus Jensen, hvis navn vi forsøgte at skjule, var ikke som først antaget chauffør men lokomotivfører. Da JV nu har offentliggjort hans navn, har vi også valgt at gøre det. Han hed Richard Christensen og var ansat hos DSB. Han var udstationeret i Vamdrup, men boede i en lejlighed som DSB havde i Østergade i Padborg. Han havde kone og børn i København.
Drabet forsøges skjult
Igen har vi sagen med, at præsten i Bov Kirke, taler om mord, mens provstibogen taler om selvmord. Fire dage efter forbrydelsen er liget blevet brændt. Dette har man forsøgt skjult i graverbogen med en fed tuschstreg. Mordet foregik den 14. juni 1945 kl. 14.20.
– Efter nærmere efterforskning viser det sig at Richard Christensen var ansat hos tyskerne som vagtmand i Nordjylland. Antagelig ville han over den grønne grænse ved Haralddalsvej. Han blev forfulgt af vagtmandskabet og skudt på åben gade. Det var en af de dødsfald politimesteren i Gråsten skulle redegøre for i hans møde med englænderne.
Røbet til tyskerne
Ifølge historikeren Henning D. Nielsen likviderede modstandsbevægelsen ingen i Sønderjylland. Vi har allerede fundet en håndfuld.
Sagen forfølges
Tilbage til den oprindelige sag om Asmus Jensen. Som vi skrev i anden del, så siger vores kilde, at han var spion for englænderne. Og når man beskæftiger sig med historie skal man altid have oplysninger forskellige steder fra. Vi kan hurtig blive beskyldt for konspiration. Men egentlig giver dette en god forklaring, hvorfor Den Danske Brigade skulle påtage sig skylden.
Som vi skrev i anden del, så blev de Gråstens politimester kaldt til afhøring i Wassersleben . De engelske myndigheder forlangte, at de skyldige fra undergrundshæren blev udleveret til de engelske myndigheder. Her ville de angiveligt være blevet stillet over for en engelsk krigsdomstol. Det ville have fået alvorlige følger. Og det ville Gråstens politimester forhindre.
En kilde i baghånden
Vi forfølger denne sag. I øvrigt har vi en vigtig kilde, som vi grundet forskellige omstændigheder og hvis eksistens og udsagn, vi endnu ikke kan offentliggøre. Og vi er sikker på at vedkommende kan udpege helt nøjagtig, hvor Asmus Jensen døde.
En seriøs hjemmeside
Dette er en seriøs hjemmeside. Vi forfølger ikke konspirations – teorier. Men vi mener, at befolkningen har krav på, at få sandheden at vide. Kurt Jensen og undertegnede har ud fra
disse sager fundet ud af, at sandheden er uhyggelig svær at komme i nærheden af. Derfor har vi brug for dig, kære læser. Og vi har brug for medierne.
Vi ønsker samarbejde
Egentlig ville vi ikke have offentliggjort vores viden endnu. Som det vil kunne ses er vi ikke noget helt til bunds i alle sager endnu. Men medierne har presset på. Vi håber fremover på et samarbejde, så alle kan få sandheden. Og vi følger ikke en bestemt retning eksempelvis for og imod Det Tyske Mindretal som nogle historikere har skudt os i skoen.
– Vi ville ikke uden videre for-prioritere et enkelt medie med at bringe nye oplysninger. Dette medie svigtede os også, da vores bog udkom.
Var i Kruså, da Asmus Jensen blev fundet
Som vi tidligere i denne tredjedel har påpeget, så havde JV en udmærket 3 – siders artikel omkring mordet på Asmus Jensen. Men vi vil lige forsøge i en god tone, at påpege nogle unøjagtigheder i denne artikel.
Den person, som Asmus Jensens kone blev gift med, var i Kruså den dag, hvor liget af Asmus Jensen blev fundet. Han var i København, da Asmus Jensen blev skudt.
Flere gange forespurgt i Fårhuslejren
Der er flere gange blevet forespurgt i Fårhuslejren, om nogle havde kendskab til Asmus Jensen. Men han havde aldrig været der. Antagelig har faderen. Liget var opløst og hovedet var skilt fra kroppen. Asmus Jensens far identificerede liget ud fra en jakke.
Han var ikke nazist
Til JV udtaler historikeren Henrik Skov Kristensen, at Det Tyske Mindretal bruger drabet på Asmus Jensen for at påstå, at der skete overgreb mod de tilfangetagende i Fårhuslejren. Men også Det Tyske Mindretal havde indtrykket af, at Asmus Jensen var ført hertil. Men han har aldrig været her. Han tilhørte heller ikke Det Tyske Mindretal. Han var heller ikke nazist, som Ritzau har påstået at Asmus Jensen var nazist. Det er dog ikke tilfældet. Og vi har ikke kunne finde ham på en fortegnelse over folk i Sommerkorpset.
– Er det ikke lidt respektløs over for familien at sige det på den måde, at Det Tyske Mindretal udnyttede situationen.?
På Broager Kirkegård
Sommer – korpset blev startet af Poul Sommer efter hans hjemkomst fra Nordafrika. Så det er ikke helt rigtig, det der står i JV. Han har aldrig været på østfronten. Poul Sommer var jagerpilot, og stod for 29 nedskydninger. Han var krigshelt i Tyskland. Han var uddannet i det danske marinekorps og med tilladelse fra dem søgte han ind i Luftwaffe. Han døde i 1971 og hvad mange ikke ved, så ligger han begravet på Broager Kirkegård. Men det har vi heller ikke officielt fået bekræftet.
Landmand måtte bukke sig
JV har selv været inde i arkiverne og har talt med en 80 – årig landmand i Ellund. Han mener, at kan huske, at Asmus Jensen blevet fundet nogle hundrede meter vest for det gerningssted, som politiet udpegede. Han husker også, at modstandsfolk skød hen over grænsen. Selv måtte han kaste sig, for ikke at blive ramt. Men Asmus Jensen blev ikke skudt under flugt. Det er det som JV åbenbart antager. Og det skulle også være den officielle forklaring. Men sådan er fakta ikke.
Fagforening: Find arbejde i Tyskland
Det bageri, hvor Asmus Jensen arbejde i Tinglev, blev eksproprieret. Der var ingen arbejde at få. Asmus Jensen blev af sin fagforening opfordret til at søge arbejde i Tyskland. Det var her han mødte sin kone og det engelske efterretningsvæsen, som vi skrev i anden afdeling.
Kurt arbejder videre
Vores utrættelige privatdetektiv, Kurt Jensen arbejder videre i Sønderjylland. Men efterhånden kniber det med at få adgang.
Vi har et vidne
Og m.h.t. vores første mord med Asmus Jensen har vi fundet frem til et vidne, som vi skrev her på siden. Og vedkommende vil fortælle os, om hvad det virkelig skete. Men grundet specielle omstændigheder kan vi endnu ikke bringe dette vidneudsagn. Men vi kan da sige så meget, at der kommer og så en fjerde del af Mordet i Padborg 1945, eller skal vi sige mordene.
Og vores arbejde bliver ikke videre værdsat af professionelle historikere. De kalder os for konspiratorer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Om Asmus Jensen:
Om situationen under besættelsen i Bov Kommune
Redigeret 16,-10.-2021