Munkene satte sit præg på egnen. Løgum Kloster blev efterhånden et kæmpe gods. Mange testamenterede deres ejendom ”for frelses skyld”. Men ikke alle arvinger var lige tilfredse med det. I Daler og Brede var beboerne ikke tilfredse med, at de ikke selv måtte vælge præst. På et tidspunkt måtte Paven gribe ind i forbindelse med problemerne med Brede Kirke. Kirken blev
pålagt store skatter i stedet for adelen. ”Ora et labora” (bed og arbejde) var mottoet for Cistercienser – munkene

 

Tilbage til 1098

Løgum Kloster tilhørte Cistercienser – ordenen. De havde omkring år 1100 skilt sig ud fra Benediktinerne. Legemligt arbejde ved siden af fromhed kendetegnede den nye orden. Og ordensreglerne påbød, at klostrene skulle lægges i skove eller ødemark fjernt fra anden bebyggelse. Munkene skulle virke som foregangsmænd i landets opbygning. Dette foregik hvis mere i udlandet end herhjemme. Og det hele startede i 1098 i Citeaux i det daværende kongerige Burgund. Og ordenen byggede på den hellige Bennedikt af Nursias munkeregler fra 500 – tallet. I 1115 blev munkebroderen Bernhard sendt til Clairvaux for at grundlægge et datterkloster.

 

Bed og arbejde

Nogle af ordenens kloster var nye, andre var tidligere Benediktiner –  klostre. De fik nu nye munke. Det var de såkaldte hvide munke. Det blev de kaldt, efter deres kutters hvid – grå farve i modsætning til de sorte Benediktiner. Sådan skete det også i et af Danmarks mest berømte klostre i Sorø. Her lod Absalon i 1161 de hvide brødre afløse de sorte. Og det samme var gældende for Løgum. Ora et labora (bed og arbejde) blev til virkelighed.

 

Herrevad Kloster

Og munkene, der kom til Seem, var fra Herrevad Kloster i Skåne. Det lå cirka 40 kilometer øst for Helsingborg. Og dette som var Danmarks første cistercienser – kloster blev grundlagt af ærkebiskop Eskild i 1144. Og munkene herfra oprettede Tvis Kloster og Seem/Løgum Kloster. Den sidste munk forlod Herrevad Kloster i 1565. Måske skal vi lige have med, at det var her på Herrevad, at Tycho Brahe i 1572 så sin Stella Nova.

 

Bede-stunder og Gudstjenester – døgnet rundt

Mange bede-stunder og gudstjenester døgnet rundt prægede munkenes dagligdag. Men også masser af legemligt arbejde skulle de igennem. Klostersamfundet var præget af et beskeden levevis. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Fuldstændig tavshed var påbudt. De måtte kun kommunikere ved hjælp af tegn.

Der var 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene nattrappen, der gik direkte fra munkenes sovesal. Hver morgen samledes munkene i Kapitelsalen. Her fik de læst et kapitel af klosterreglerne. Heraf fik salen sit navn. Samværet sluttede med skriftemål og syndsbekendelser.

 

Kirken var opdelt

Kirken var opdelt, den ene del var for de præsteviede og en del var for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning
mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken med indgang i vest-gavlen.

 

11 klostre i Danmark

Cirka 500 klostre blev opført i Europa, heraf 11 i Danmark. Egentlig var alle klostre opført på samme måde. Klosterkomplekset var firefløjet. I nordfløjen var kirken. Østfløjen bestod af sovesal og kapitelsal. Sydfløjen bestod af spisesal og køkken. I vest-fløjen boede lægbrødrene, der havde ansvaret for den praktiske side af klosterets drift. Disse lægbrødre bar brune dragter, og de havde ikke fuld munkeværdighed.

De fire fløje dannede en gård – en såkaldt inder-gård kaldet Korsgården. Langs fløjenes vægge var der en overdækket gang, Korsgangen eller Processionsgangen. De første bygninger som munkene opførte i Løgum var af træ. Mange ildebrande lagde dem hurtigt øde. Først i perioden 1225 op til omkring 1325 opførte kirke og kloster i tidens nye materiale, munkesten.

Munkene kom fra Seem til Løgum. Og ifølge Årbogen fra Ryd Kloster er det sket i 1173.  Initiativtager var en tidligere abbed fra Herrevad Kloster, Ribes biskop, Stefan. Og  klosteret fik et
navn Locus Dei, som betyder Guds Sted.

 

En skovrig egn

Dengang var egnen meget skovrig. Foruden Draved og Løgum Skov nævner Jordebogen fra 1607 tre nu forsvundne skove, Ulstruplund, Trelborglund og Kalvehave, “der ligger paa
et Bjerg lige over for Klosteret”

Der skete en sand vanrøgt af skovene på Tønder – egnen. I hver skov fortælles der således, at der dengang kunne opfedes mellem 100 og 200 svin Allerede i 1607 var “Løgum Skov ringe paa Bøg og Eg.”Og på Vognshøjs skrænter var der kun lidt krat tilbage. Det var her klosteret i slutningen af middelalderen havde et Falkeleje. Det vil sige, at her fangede man jagtfalke, og opdrættede dem. Disse var en kærkommen gave til fyrster og stormænd.

 

En vandmølle

Lobækken gav to ting, der var uundværlig for munkene. Fisk til deres bord og vand til den mølle, der hørte til de fleste kloster. Man havde sluseanlæg til rindende vand, kanaler til møller, fiskedamme, vandskyllende toiletter, spildevandsledninger og meget mere. En vandmølle blev etableret ikke længe efter deres ankomst. Her malede man også  korn til mel. Men meget tyder på, at de også var i stand til valkning af uldstoffer. Møllen ved Slotsbækken blev revet ned i 1574 og flyttet til sin nærværende placering i nordenden af Møllegade. I Klosterhaven dyrkede munkene lægeurter og grøntsager.

Der var masser af hede-jord, der kunne komme under munkenes plov. Cirka en halv mil vest for klosteret omtales i 1288 en by ved navn Nybo. Efter jordebogen skulle der her være to gårde
og tre fæstere.

 

En hård tid i begyndelsen

De første dage i Løgum var ikke særlig lystige for munkene. I Biskop Omers brev hedder det:

• ramte Stedet med mange og svære Hjemsøgelser

Brødrene blev syge, kvæget fik pest, fårene druknede og to af ladegårdene brændte. Også Korsgangen hærgedes også af en brand. Klæder og bøger forsvandt i ilden. Hvad ilden havde skånet, samlede man bagerst. Men ulykken ramte nok engang. Disse effekter gik også op i luernes rov.

Ryd Årbogen fortæller, at i 1268:

• Klosteret i Løgum gik til Grunde ved Ild

Nu skal man ikke tage alt i denne Årbog for gode varer. Men en række brande hærgede i det 13. århundrede en række af vore store kirker. Men begivenheden passer måske godt til opførelsen af den endnu bevarede del af klosterets østfløj med den smukke Kapitelsal.

 

Pavelige befalinger

En række pavelige befalinger og privilegier blev udsendt fra paven. Blandt andet skulle de folk, der trængte ind på brødrenes gods eller huse, bandlyses. Ryd Årbogen fortæller, at Erik Glipping plagede klosteret med heste og hunde. Antagelig havde han indlogeret sig hos munkene, når han var på jagt i deres nabolag.

Livet kunne være lidt utryg for munkene. Ærkebispen pålagde, at der førtes dom mellem klosteret og Ridderen Jon Iversen og hans medskyldige, som var trængt ind i klosteret, og der voldeligt havde nedbrudt flere huse, ligesom han og Lave Bondesen havde gjort dem uret med hensyn til ejendomme i Seem.

I 1320 klagede man sin nød til paven. Gejstlige og verdslige fra stiftet og omegnen havde bemægtiget sig Kirker, Kapeller, Jordegods, Bryder og Fæstere, og i det hele påført det mangfoldig skade og uret. Prioren fra Skt. Knuds Kloster og et par Prælater fra Aarhus fik befaling om at komme til hjælp.

 

Limbæk – familien var ligeglad

Et halvt århundrede senere, var det en mand af landets mægtigste slægt, Ridderen Hans Limbæk til Trøjborg, der var på spil. Uagtet, at hans farbror, Henneke Limbæk i sin egenskab af Høvedsmand på Tønderhus i 1376 havde udstedt et Værnebrev for klosteret . I 1379 erkende Limbæk nemlig at være 150 Mk. Lybsk skyldig for den skade han selv, hans slægtning Hr. Claus
Kundi eller andre af hans slægt at have forvoldt klosteret og dets bønder ved at besvære, fange og beskatte dem.

Denne Limbæk – Familie gjorde hvis, hvad der passede dem. Fra 1405 foreligger der således en kvittering fra abbeden for 20 Mk., han havde modtaget som erstatning for de plyndringer og den uret, Claus Limbæks foged og hans fæller havde øvet mod klosteret og dets bønder.

Kort efter havde klosteret en strid med en ellers ukendt mand, Oluf Iversen, kaldet Stensten. Han blev bandlyst af ærkebispen på grund af en uret han havde begået mod klosteret.

 

Ikke altid rene engle

Forholdet til de nærmeste naboer, godsejerne på Solvig synes at have været nogenlunde, bortset fra ejendomsretten omkring skovhugst i Draved Skov. Nu var munkene ikke altid de rene engle. I hvert fald, så foreligger der et brev fra 1389, hvori Hennike Rantzau fortæller, at han forlader sin brødre og deres bønder for al den uret, de har forvoldt ham og hans.

 

Hertugen truede

Ved Hertugdømmernes første deling i 1490 tilfaldt klosteret for “Jagtens og Gæsteriets Skyld”, Hertug Frederik den Første. Nogle munkestole er prydret med hans og hans første Gemalinde, den i 1514 afdøde Anna af Brandenburgs våben. Det ser ud til at disse stole kan have været en gave fra Hertug – parret.

Men der kom kurre på tråden. Således rettede Ordenens overhoved Faderabbeden i Citeaux en mærkelig skrivelse til tre abbeder. I brevet bliver det omtalt, at man har erfaret, “at adskillige Øretuder, herskersyge Folk og Mænd, der pønser paa nyt”.

Hertugen skulle have fremstillet “Brødrene i Løgum som Misgerningsmænd og Modstandere af hans hertugelige Majestæt”. Disse bagvaskelser havde gjort stærk indtryk på hertugen. Han pønsede derfor at uddrive Brødrene af klosteret og i deres sted under Skin af større Fromhed at indsætte andre munke.

De tre abbeder skulle søge at forhindre denne situation. Ingen ordens – brødre måtte betræde Løgum Kloster uden Sorø – abbedens tilladelse.

Hvad der ligger bag denne historie vides ikke. Men måske kan det have noget at gøre med modsætningsforholdet mellem hertugen og hans bror og brorsøn, kongerne Hans og Christian den Anden. Stormen gled over, og der skete ingen forandringer omkring Løgum Kloster.

 

Forholdet til Ribe var godt

Forholdet til sine stiftsherrer, Bisperne i Ribe har fra ældre tid været god. Løgum var jo en biskoppelig stiftelse. Bisperne gav også masser af gaver til brødrene. Fra gammel tid havde de
overladt dem bispetiende fra Lø og de til stiftet hørende dele af Gram og Rangstrup Herreder. Biskop Ommer skænkede dem jordegods og fritog klosterets bønder for al biskoppelig Jurisdiktion ligesom hans efterfølgere, og det gav masser af jordegods og kirker.

Egentlig var det bisperne forbudt at visitere ordenens klostre. De lå direkte under pavens myndighed. Og egentlig var det abbedernes pligt. Men hjemlig skik og brug sejrede. Og dog. Således er der også historier om liv og død i de danske klostre.

 

En dom gik klosteret imod

I 1299 blev der afsagt en dom. Klosteret måtte overlade Bispestolen , hvad det ejede i Abterp og Ballum Marsk. Men hvad værre var, man måtte give afkald på den bispetiende det fra Arilds tid havde ejet i Lø, Gram og de to Rangstrup Herreder. Men munkene gav sig ikke for ret til på Ballum Strand frit at samle de Muslinger, der på folkesproget kaldes Schillæ. Disse blev brugt til kalkbrænding. I Sønderjylland var de særdeles værdifulde, da man havde langt til murkalk.

 

Abbeden havde et tungt ansvar

Vi ved meget lidt om livet inde i klosteret. Det hele blev styret af en abbed. Under ham stod en prior. Men denne funktion har ikke efterladt mange spor. Abbeden blev valgt af munkene. Men han behøvedes ikke at have tilknytning til Løgum. Abbeden skulle ikke alene styre det rent åndelige og disciplinere. Hans skulle også styre klosterets verdslige forhold, ikke mindst dets
gods. Efterhånden havde dette udviklet sig til et kæmpe gods.

 

En nyttig forstander for klostret

Ved Løgum var det ofte herremænd og bønder man måtte kæmpe imod. Bispen havde ingen myndighed over for abbeden. Et par af abbederne skilte sig ud, således Abbed Claus (ca. 1470 – 94). Han indledte en kraftig forøgelse af kloster – godset. I klosterets dødebog står der faktisk også en karakteristik af ham:

• En nyttig forstander for klostret.

Han var en anset og dygtig mand, som Christian den Første i 1480 tog med i sit råd. En tidligere abbed måtte afgå, og blev præst i Arrild Kirke, som klosteret ellers ikke havde noget med at gøre. Alle munke var åbenbart præsteviede. Og af dem var der mindst 20 stykker på klosteret. Lægbrødrene (konverser) spillede navnlig i ordenens ældre tid en stor rolle som landarbejdere, håndværkere m.m. i den store bedrift. Men fra andre kloster vides at lægmænd indgik et slags åndeligt broderskab med munkene, og dermed blev delagtige i deres gode gerninger.

 

Privilegier

Klostrets økonomiske grundlag havde ikke ringe betydning. Derfor var det vigtigt med begunstigelser. Og et af de første privilegier kom fra Valdemar Sejr i 1212. I dette fritager han bønderne i Løgum Sogn for

• al vor Ret og Tjeneste

Disse privilegier udvides efterhånden. Selv om bønderne havde fribreve måtte de fra tid til anden arbejde for staten. Således også i 1512:

• at menige almue aldrig mindedes, at nogen ”haver været fri for Borgegærning at hente kælk, sten og tømmer til klosterets bygnings behov

 

Frihed med undtagelser

Også  da hertugen i 1512 skulle bruge arbejdskraft til anlæggelse af et dige ved Højer, Møgeltønder og Rudbøl, havde de således leveret ”Ris, Pæle og andet Nødtørft og tillige kørt Ved til Teglgaarden ved Tønder” Men som hertugen erklærede, var det dog sket på hans Gode Begæring, og skulle ikke regnes som pligt eller være Præ-Judits for klosterets privilegier. Og da de en halv snes år senere ligesom andre kirketjener i Tønder Len måtte være med til at arbejde på Tønderhus befæstning med volde og grave, udtaler hertugen, at dette arbejde skulle regnes for en Bede, som kan sammenlignes med en ekstraordinær skat.

 

Flere gaver

I 1257 gav kongen munkene toldfrihed for deres skibe, når de kom til Aabenraa eller andre havne. Et halvt år senere fik man den rettighed, at deres forbrydelser ikke skal svare nogen anden for kongens ret end Hr. Abbeden eller hans munke, hvem han måtte overdrage denne ret. Dette blev gentaget i 1313 og 1334. af hertugerne. Men siden synes det som om, at man havde mistet denne ret. Klosteret fik også bispetiende af Bylderup Sogn. En gave som Kongsfrænden Biskop Valdemar havde skænket dem.

 

Masser af besiddelser

Oppe ved Seem minder navnet Munkegaard endnu om klostertiden. Endnu i 1501 havde klosteret en del besiddelser heroppe. Her var også en Munkemølle, der senere kom til at hedde Skallebæk Mølle. Man byttede besiddelser heroppe med Bispestolen og fik i stedet fire gårde i Borg, Døstrup, Mjolden og Ottersbøl i Mjolden Sogn. Man ejede også et gods skænket af en adelsdame, Fru Gunder. Men væbneren Johan Schelle erklærede at denne gave retsmæssigt tilhørte ham. Fru Gunder var hans oldemors søster! Via et mageskifte fik man også en gård i Randerup. Ved en sjælemesse i 1380 fik man også overdraget et gods.

I slutningen af dets levetid ejede klosteret hele Løgum Sogn. Ja det bliver snart for meget at optegne alt det gods, man til sidst ejede. Det lå meget spredt, Dyreborg, Kærgaard, Bjerndrup
Mark, Tornskov, Øster Terp, Løjtved, Alslev m.m.

 

193 gårde fordelt på 22 sogne

Løgum Kloster ejede 7 Harrebygårde, en birk omfattende 88 gårde og andre 80 gårde fordelt på 20 sogne. Men antagelig ejede man endnu mere. Således købte den pengestærke Wulf Pogwisch, lensmand på Trøjborg 18 gårde af klosteret. I 1551 forlangte Hertug Hans således at Hr. Wulf skulle fremlægge Brev og Segl for disse køb. Ved Middelalderens slutning har Løgum Kloster ejet 193 gårde fordelt på 22 sogne. De har stort set ligget mellem Vidåen og Kongeåen.

Mange givere beregnede sig brugsretten, så længe de levede. Nogle stillede dog klausuler, som var vanskelig at opfylde. Således ville Marsken Iver Tagesen have ejerskabet tilbage, såfremt han fik børn. Og en borgerkone i Aabenraa betingede sig ret til at beholde noget af sit gods i Genner for livstid, men også til, hvis hun kom i den yderste trang, at måtte sælge så meget, som det var nødvendigt for hendes behov.

 

Til frelse for sjæl

Og så var der også problemer med arvingerne – de giftige Arvinger, der aldrig mættes. Til Marie Bebudelsesdag 1297 havde præsten i Øster Højst, Hr. Troels opsat Messen, indtil Klostrets Prior, som han havde tilkaldt. Pastoren havde været meget syg. Han havde lovet, at hvis han blev rask igen, ville han indtræde i klosteret. Det løfte havde han ikke overholdt, og nu ville han bekende sine synder. Til frelse for sin sjæl overdrog han derfor i fuld offentlighed sit landbosted i Holm til Vor Frue Kloster i Løgum.

Arvingerne nægtede dog at anerkende dette. Men de havde dog samtykket. Klosteret klagede derfor til bispen i Slesvig. Det endte med, at arvingerne blev bandlyst.

 

Kendt adelsmand havde problemer

Også Ketil Urne, Fra den berømte adelsslægt fra Bolderslev, har været involveret i en sag med Løgum Kloster. Det startede med, et familiemedlem Knud Snubbe testamenterede en del gods
til klosteret. Sønnesønnen Ridderen Jens Urne ville ikke anerkende dette. Masser af retssager fulgte. Det endte med et ultimatum til Ridder Jens, at enten fik han 100 Mk. af munkene mod så aldrig at forfølge dem mere, eller betalte han 500 Mk. for besiddelserne. Ridder Jens valgte det sidste.

 

Kirken måtte betale en kæmpe skat

Men hvad skete der egentlig med det enorme gods? Der opstod strenge tider for godset omkring 1520erne. På Landdagen i 1526 lykkedes det således for Ridderskabet at skubbe broderparten af den ekstraordinære skat, som kongen krævede over til kirken. De måtte udrede 80.000 Mk.

 

Klostret overtog kirker

Ligesom flere andre kloster, havde man også købstads – ejendomme, der dog alle lå i Ribe. Så vidt viedes havde man ingen ejendomme i det nærliggende Tønder. Men klosteret ejede også
efterhånden 4 kirker. Gudstjenesten og sjæleplejen blev ikke plejet af sognepræsten med af de præsteviede munke. Fordelen var at man fik to tredjedel af tiende.

Den første kirke man overtog var Nr. Løgum. Den næste var Daler i 1227. I Daler var man i 1267 ikke tilfredse med den indsatte vikar. Man betvivlede hans evner. Og så var man utilfredse
med, at man ikke selv måtte vælge en præst. Den tredje kirke man overtog var Spandet  Kirke i 1323.

 

En gave med problemer

De største problemer opstod, da klosteret overtog St. Laurentius Kirke i Brede. Fra gammel tid havde kongeslægten gods i Svanstrup i Brede Sogn. Sammen med den skænkede Kong Abel i 1252 klosteret al den ret han havde til kirken. Dette blev også bekræftet af kirken. Overdragelsen blev godkendt af både Ærkebispen, Abels efterfølger, Kong Christoffer og hans to sønner, de sønderjyske hertuger Valdemar og Erik. Så skulle man tro, at alt var i orden.

Men det var det ikke. Ligesom i Daler var der stærk modstand i Brede Sogn.

 

Underdanig anmodning til kongen

Få  måneder efter at Pavens sendebud, Kardinal Guido, der skulle mægle i den store kirkestrid mellem kongemagten og ærkebispen Jacob Erlandsen i august 1266 havde bekræftet Abels gave, rettede han henvendelse til de Brede Mænd. Han havde erfaret, at man på mangfoldige måder hindrede munkene i at nyde kirken i fred.

I 1272 blussede krigen op igen. Dette år døde Hertug Erik Abelsen. Nogenlunde samtidig døde præsten i Brede. Kong Erik Glipping, der havde tiltaget sig formynderskabet for hertugens
børn, præsenterede nu pludselig en ny præst uden at tage det mindste hensyn til klosterets ret. Det var ærkedegnen ved Domkapitlet i Aarhus, Mogens Knudsen. Samtlige Cistercienser – abbeder i Danmark rettede nu en underdanig anmodning til kongen, om at hans mænd ikke forstyrrede brødrene i deres besiddelse af Patronats-retten.

Biskop Esger af Ribe forbød den indsatte præst og hans vikar, at lade sig kalde af anden end abbeden eller overlade andre kirkens indtægter. Selve Paven blev mobiliseret. Han stadfæstede
overdragelsen og pålagde som det var skik og brug, en stedlig Prælat – Domprovsten i Slesvig – “at beskytte munkene, da der paaførtes dem mangfoldige Overgreb og Tab”

 

Klostret tabte sagen

Provsten truede ganske vist alle, der dristede sig til at hindre munkenes ret, med bandlysning. Men det blev kun et slag i luften. I 1276 fandt der nemlig i selve Brede Kirke en retsforhandling stede mellem klosteret og Ærkedegnen med Ribe – bispen som dommer.

Hr. Mogens gjorde her først og fremmest gældende, at Kong Abels overdragelse havde været ulovlig, fordi kongen aldrig havde været den rigtige patron. Han havde nemlig bygget kirken
eller givet grunden. Munkene erklærede dog, at de kunne føre beviser. En ny forhandling blev fastsat. Men udfaldet kendes lige så lidt som Bispens dom.

Alt tyder dog på, at klosteret tabte sagen, da alene Løgum og Daler Kirke omtales i 1299 som klosterets kirker, men ikke Brede.

 

Kirken – atter som gave

Nu skulle man så tro, at den sag var glemt. Men det viste sig at kloster – folket havde en god hukommelse. Da kirken i 1324 blev ledig, overdrog Hertug Erik den for sin sjæls frelse til Abbeden og Konventet uden med en stavelse at hentyde til sin oldefars brev. Gaven blev stadfæstet såvel af Ærkebispen som af Eriks søn , Barnekongen Valdemar.

Men strengt taget som var klosteret ikke kommet videre end i 1250erne. Deres ret til kirken var hverken bedre eller ringere end dengang. Et par år senere fik man dog kastet lys over stridens virkelige kærne. I 1327 bekræfter nemlig to riddere, fire væbnere og to kvinder, antagelig enker, på egne og alle deres slægtninge og pårørendes vegne hertugens Præsentation og gave.

Selv nu opnåede munkene dog ikke den fulde besiddelse af den omstridte kirke. En snes år senere gav Hertug Valdemar i 1344 afkald på den del af tiende, der var henlagt til selve kirken. Dette tyder unægtelig på, at hertugerne fra gammel tid, har haft megen ret til kirken, muligvis i deres egenskab som sognets største ejendomsbesidder.

 

Munke smidt ud

Da reformationen i 1520erne nåede Sønderjylland gik det hårdt ud over tiggermunkene og deres kloster i byerne. Det begyndte i Flensborg, hvor borgerne i 1528 smed Gråbrødrene ud. Noget lignende skete samme år i Slesvig og Husum. I 1530 kom turen til Tønder. Da den sidste abbed i Løgum, Morten Iversen døde i Ribe i efteråret 1548 fik han ingen efterfølger.

Åbenbart fungerede amtmanden i Tønder, Christoffer Rantzau i den sidste tid, som en slags forstander på klosteret. I 1568 ser vi, at klosteret stadig er en institution. Men Wulf Pogwisch havde allerede fra 1548 overtaget dele af godset. Den sidste munk forlod stedet i 1553.

 

Upraktiske bygninger

Amtmanden overtog bygningerne. Men de viser sig hurtig, at være upraktiske. I 1614 opførte Hertug Johan Adolf en dommerbolig, som omtales som æ Slot. Den flotte stilrene bygning var egentlig bygget som jagtslot. Ikke uden grund kaldes det et rigtigt slot. Her var vandfyldte grave, som kunne gøre det ud for en egentlig voldgrav. Og her boede salmedigteren H.A. Brorson fra 1717 til 1721, da han fungerede som lærer. Klosterets vestfløj forsvandt ved byggeriet. Sydfløjen forsvandt også på et tidspunkt.

Det mest hellige rum, Kapitelsalen, hvor abbeder jordfæstedes var blevet degraderet til hestestald, senere kostald. Her havde den lokale garnison også sit domicil. Sovesalen blev brugt som høloft. Et par smårum for enden af munkenes sovesal, Dormitoriet i øverste etage blev til efter Genforeningen brugt som fangeceller. Fanger førtes herfra ned ad trappen gennem kirken til Retssalen i Æ Slots vesterende. Arresten blev nedlagt så sent som i 1926.

Hvad er egentlig tilbage af klosterbygningerne? Foruden kirken, er kun 2/3 af østfløjen fra ca. 1250 – 75 tilbage. Østfløjen har siden reformationen haft en omtumlet tilværelse.

 

Kirken bygget af skaller fra Vadehavet

Selve kirken blev opført ca. 1225 – 1325. Den blev bygget af lokale byggematerialer. Munkestenene er fremstillet af ler fra Løgumbjerge. Soklen er af kampstene fra marker på egnen, og
kalken er brændt af muslingeskaller fra Vadehavet. Kirkens sideskibe hviler på fundamenter af tilskårne græstørv. Cistercienser – ordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke. Men man slækkede da efterhånden lidt på disse krav.

I dag er der indrettet et Refugium med 47 værelser på stedet. Her holdes feriedage, rolige dage, rekreationsdage og studiedage. I efteråret 2011 blev der indrettet en ny foredragssal med plads til 150 deltagere.

 

Løgumkloster nævnes 1546

Første gang flækken Løgumkloster nævnes er måske i 1546, da hertug Hans udsteder et lejdebrev for Hans Lausen , der havde dræbt en Mand. To år tidligere foreligger der et skattemandtal. Heri kan vi se, at der i Closterdorp boede 6 fæstere – 5 mænd en en enke. Kimen til den nuværende flække har eksisteret for klosterets lukning i 1548.

I 1739  blev Kirken sognekirke Takket være en jordebog fra 1704 kan vi se at beboerne havde deres agerland liggende tre steder, nemlig Nymark, øst for flækken op til Landebys fælled. Dernæst var det Søndermark, syd for byen og stødende op til Favrby og Ladegårdens jord. Endelig var det Nørremark, der stødte op til Landeby I Jordebogen fra 1604 var der 19 gårde
i flækken. De var af meget varierende størrelse.

Men tilbage til 1704, så finder vi 91 kådnere. Og kådner – husene kunne svinge lige fra små hytter på tre fag til statslige bygninger på 20. Vi fandt Husfogeden, amtsskriveren,
to sandemænd og skytten, så var der også apotekeren, fire købmænd, seks kniplingskræmmere, tredive håndværkere, syv kniplersker og 30 daglejere.

 

Beskrivelse fra 1797

Selv om kun få levede direkte af landbruget, så havde næsten alle en ko eller to, et svin eller i hvert fald et par får. Enkelte havde også heste. Det var åbenbart den samme sammenblanding af byerhverv og landbrug, som Kapellanen Kruckenburg i sin skildring af flækken fra 1797 karakteriserede med ordene:

• Die hauswirtschaft ist überall ländlich.

Under Kådnerne var det Indersterne. Deres antal var 92, hvoraf de 10 dog selv ejede hus. Vi møder dog også mellem disse, en købmand, en kniplingskræmmer og seks håndværkere. Det store flertal var dog daglejere eller kniplerske, der boede til leje ikke mindst hos kådnerne.

 

Kilde:

Litteratur Tønder
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

www.dengang.dk – diverse artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 282 artikler om Tønder og Omegn

 

• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Trøjborg nord for Tønder
• Brorson – en præst fra Tønder
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Møgeltønder Kirke
• Præsten fra Daler
• Tønder Kristkirke
• Åndens Folk i Tønder
• Øst for Tønder

–

• Og mange flere