Artikler
Januar 7, 2013
Min navnefætter er skyld i denne artikel. Han gjorde opmærksom på Claus Pørksens bog om sin familie. Og det er spændende, næsten en slags Matador i Højer. Vi møder alle de kendte slægter og de kendte bygninger. Bogen er et fund for slægtsforskere og for dem, der vil til bunds i Højers historie. Også i denne familie har det dansk/tyske spillet ind. Vi skal møde verdens første undervandsbåd, kanonbåde i vadehavet, Kommandør på verdens største skib og meget mere.
Henvendelse fra en læser
En af vore læsere gjorde os opmærksom på to bøger om Højer, der ikke figurerede i vores liste over litteratur i Højer. Det er altid rart med opmærksomme læsere. Og det skulle vise sig at være to aldeles fremragende bøger. Og forfatteren til disse to, har vi også haft kontakt til – og han hedder Claus Pørksen. Her er så omtale af den første af bøgerne – En Familie fra Højer – i
grænselandet mellem dansk og tysk.
Sønderjyllands historie
Vi starter med at gennemgå en hurtig beskrivelse af Sønderjyllands historie mellem dansk og tysk. Her er det godt med en kildehenvisning til personer, der er relevant for forståelse af problematikken.
Markante familier og bygninger
Der følger dernæst en stamtavle for Familie Pørksen. Og her ser vi pludselig også andre markante familie dukke frem, Hindrichsen, Todsen, Linnet, Roll, Kier, købmandsfamilien Ohlsen, Boysen m.m. Mange af disse navne har vi allerede på denne side været inde over. Og det gælder også for de fire markante ejendomme i Højer, som familiens rødder kan føres tilbage til:
Stort persongalleri
I første omgang kan det virke lidt overvældende med det store persongalleri, som vi bliver præsenteret for. Men følger vi de forskellige anetavler, kan vi godt se sammenhængen i familien. Og det spændende er, at familiemedlemmerne er nogle som vi ofte her på siden er stødt på.
Vigtigt dokument
Bogen er et vigtigt dokument i tolkningen af Højers historie. Historien starter den 30. januar 1711 på gården Ringswarf. Da bliver Peter Todsen født. Han dør ved en drukneulykke den 27. november 1793.
Kiers Gård
Gården, Kiers Gaard, var fra 1663 til 1802 en fæstegård under Schackenborg. I 1733 udsteder greven et fæstebrev til landmand og købmand Hans Schau. Han må drive gården og foretage østersskrabning i Vadehavet. Han er gift med Christina, som var datter af Hans Schmidt fra Højergaard. Christina overtager gården og østersskrabningen i Vadehavet efter ægtefællens død.
I 1739 bliver hun gift med Peter Todsen. Ægteparret får fem børn. Da Christina dør, gifter Peter sig med Ingeburg Marie Jacobsen. Også de får fem børn sammen.
Peter Todsen får østersforpagtningen. Han bliver særdeles velhavende. Han skriver testamente kort før sin død og bestemmer, at hvert af børnene fra anden ægteskab skal arve 7.000 rigsdaler.
Tilbage fra 1594
Så har vi familiens spæde start på plads, men det ikke nok for Claus Pørksen, for han går nu tilbage og undersøger diverse slægter. Således har han fundet ud af, at navnet Todsen kan føres tilbage til 1594. Her lå gården Ringswarf ved den østlige ende af Rudbøl Sø i nærheden af Aventoft.
Overborgmester i Flensborg
Måske var en af de mest berømte i slægten Hermann Bendix Todsen. Han var fra første ægteskab og blev overborgmester i Flensborg fra 1898 – 1930.
Rasmus Hindrichsen
I 2. generation møder vi Rasmus Hindrichsen. Han var både sognefoged, rådmand og en af de største forretningsmænd i Højer. Vi har tidligere mødt ham her på siden. Rasmus blev i 1822 var blandt andet tilsynsførende på markedet, hvor der blandt andet blev handlet med kreaturer, hest og træ. Efter faderen, Peter Todsens død overtager Johann Kiers Gaard. Han bliver i 1802 selvejerbonde for 400 rigsdaler på gården. Johann bliver gift med Christina Kamp. Ægteparret får seks børn.
Fedder Peter Hindrichsen
I 3. generation møder vi en driftig herre, nemlig Fedder Peter Hindrichsen. Han er født 1802 og død 1865. Han er trælasthandler, krydderihandler, bager, ølbrygger og krovært. Han ejer også et kalkbrænderi, hvor der fremstilles kalk af muslinge – og østersskaller, som der fandtes så rigelig af i området. Deres barn Ottilde bliver gift med mølleren Carl Emil Roll. Fedder er tysksindet, og sympatiserer med Slesvig – holstenismen. Han er i åben konflikt med apoteker Nagel.
Overtager Højergaard
Peter Todsen er landmand og digegreve. I forbindelse med ægteskab med Esther Hindrichsen overtager han Højergaard. Det er byens ældste gård. Peter dør i 1839. Han var på vej til Flensborg. Men en af hestene stejler, så han væltes af vognen. Der var 8 børn i ægteskabet. En af dem, Rasmus var byforstander i Højer fra 1882 til 1895.
Familie Linnet
Vi møder som skrevet også den robuste familie Linnet. Desuden er vi i Vester Anflod, hvor Friedrich og Ingeborg Carstensen sælger deres arvede familiegård til Cornelius Petersen.
Familie Roll tilbage til 1670
Og Familie Roll føres os tilbage til Hartvig Rull, som dukker op i Husum i 1670. Gabriel Friedrich bliver gift med Catharine Marie Todsen. Gabriel bliver i 1829 udnævnt til kommissær og kasserer for Højers nyopførte Forsørgelses – og Arbejderanstalt for de fattige i Højer Sogn
Højer Mølle
Da Gabriels svigermor Christina Todsen dør i 1846, tilfalder Bahrs toft, som hørte til Kiers Gaard, Gabriel. På dette sted opfører sønnen Emil, Højer Mølle i 1857.
Kongeligt besøg på Kiers Gård
Den 9. august 1844 aflægger Christian den Ottende og dronning Caroline Amalie et besøg på Kiers Gård. Hans Christian Todsen havde mistet sin kone allerede i 1830, kun 24 år gammel. Efter at have været enkemand i 21 år giftede han sig i 1851 med sin husholderske Louise Lagesen.
Borgmesteren fra Haderslev
I bogen møder vi også Otto Kier. Otto var borgmester i Haderslev. Han bliver landsforvist. Han vender i 1853 tilbage til Haderslev efter at have levet under kummerlige forhold i St. Pauli/Altona.
Den første Pörksen
Den første Pörksen møder vi i 1813, det er Peter N. Pörksen. Han blev gift med Marie Christina Jacobsen. Ægteparret får seks børn. Hans forældre bor på den sydlige side af Rudbøl Sø. De lever af omlægning af varer fra skibe til fladbundede pramme på Rudbøl Sø , som herefter blev sejlet til Tønder. Denne bådfart døde omkring år 1900. Anetavlen går tilbage til 1595 til Aventoft under navnet Bahne Karstensen.
Bachmanns Vandmølle i Tønder
Og bogen fører også nu til møller – familien Bachmann fra Tønder, som vi også tidligere har beskrevet.
Utenwarf
Vi møder også Hans J. Petersen, der er født 1813 i Klanxbüll. Han blev gift med Anna Linnet. Og Anna tilbragte sin barndom på gården Keelspoll. Den lå på Vidåens nordside mellem Lyst og Udbjerg. Maleren Emil Nolde købte denne gård, og omdøbte den til Utenwarf i 1912.
Jens Rasmus Petersen – ildeset
Hans og Anna fik 10 børn, herunder Jens Rasmus Petersen. Hans arbejder sig op fra fattige kår til en betydningsfuld forretningsmand i området. Han var dog ildeset af den tyske del af befolkningen. En af sønnerne Lorenz købte gården, Vester Anflod som vi tidligere har hørt om. Og det var netop her bondeføreren Cornelius Petersen opbyggede en moderne gård.
Ernst Kier og hans kanonbåde
Ernst Kier blev gift med Christiane (Jane) Charlotte Sophie Todsen. Og denne Ernst Kier opnår en fornem militærkarriere. I april 1849 fordriver Ernst danskerne fra de frisiske øer med sine fem kanonbåde. Hans Christian Todsen synes ikke, at Ernst var det passende parti for sin datter, så han bliver væk fra brylluppet. Bryllupsfesten i 1849 er også en markering af Slesvig – Holstenismen – Noch ist Schleswig nicht verloren.
Højer indtages i 1850 af kaptajnløjtnant Hammer. Man er bange for at byen skal falde i tyske hænder. Fra vest truer Kiers kanonbåde. Herfra affyres der mod de danske tropper. Denne nok ukendte historie har Claus Pørksen også udarbejdet.
Den første undervandsbåd
Vi får også i bogen kendskab til Verdens første undervandsbåd fra 1850, Men en test på det dybeste sted i Kieler Bugten går galt. Krigen var ved at være tabt, og tyskerne havde ikke midler til at fortsætte udviklingen i Ubåde.
Jane dør på havet
Ernst fortsætter efter krigen i handelsflåden. Jane føder det første barn, der navngives Hans Christian Todsen Kier. Hun flytter ind hos svigerfar Otto Kier. Men hun sejler med manden
på den første sørejse til Inden/Kina. Under sejladsen føder hun deres andet barn. Hun bliver syg, og dør på skibet. Barnet overlever i første omgang, men dør på grund af mangel på mælk. I Calcutta bliver Jane begravet. Sønnen Hans Christian bliver hos bedsteforældrene Kier i Hamborg – Altona.
Ernst dør på havet
Ernst Kier gifter sig i 1857 med Christine Todsen, der er kusine til Jane. Christine er datter af Peter Todsen fra Højergaard. De nygifte tager på togt til Kina. Den sidste tur tager han med fuldriggeren Aline i 1871. Han dør på havet.
Kommandant på verdens største skib
I Ernst Kiers andet ægteskab fødes der tre børn, herunder sønnen Thomas Ernst Kier. Han bliver senere kommandant på passagerskibet Imperator. Det er bygget af rederiet Hapag i Hamborg. Dengang var det verdens største skib.
Familien Bachmann – igen
I femte generation støder vi igen ind i Familien Bachmann. Johannes Jürgen Bachmann bliver gift med Sophie Todsen i 1864. Sophie stammer fra Højergaard. Johannes er konstitueret godsinspektør på Sandbjerg Gods. Han køber et teglværk i Nybøl. Ægteparret får 8 børn. To af børnene Caroline og Marie Sophie bliver senere gift med Peter Pörksen.
Sadelmager Zenner fra Tønder
Vi møder Friedrich August Zenner. Han er ligesom faderen sadelmager. Han er den første i Tønder, der fremstiller madrasser. Og det gør han på hjørnet af Søndergade og Uldgade. Han lod selv ejendommen opføre i 1883. Han var blandt andet Vertrauensmann i den tyske rigsbank. Friedrich er gift med Elsabe M. Jessen, hvis far var lærer i Lydersholm. Langsom bevæger vi os også ind i familien Ohlsen. Det var en driftig købmands-familie i Højer. Familien drev også jern – og stålhandel.
Familien Wenck
To unge dør i en ung alder. Det er Friedrich A. Carstensen og Magdalene Wenck, der blev gift i 1871. Magdalenes farfar Heinrich Christian Wenck var officer i Holstenske Infanteriregiment. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1820. Det mest prominente familiemedlem er dog Walter Wenck, som er søn af Magdalenes fætter, Maximillian Wenck. Walter var skaberen af de tyske pansertropper. Hitler var overbevist om, at Berlin kunne forsvares. Men Wenck mente ikke, at det var tilfældet. Han forsøgte at hjælpe den halv million flygtninge som strømmede
fra området. Fra maj 1945 til juli 1947 tilbringer Wenck i krigsfangelejr.
Mølleren var en illoyal borger
Og så skal vi selvfølgelig også høre om Højer Mølle. Emil Roll sympatiserede med Slesvig – Holstenismen. Emil blev blandt de dansksindede nævnt som en illoyal borger. Og i bogen ser vi et pragtfuld billede fra Gasthof Christensen fra 1866 på Torvet i Højer. Roll var jo gift med Ottilde Dorothea Hindrichsen.
En virksomhed købes
Vi
møder i 6. generation Peter Pörksen og Caroline Bachmann. Peter var gift to gange. Caroline dør kun 22 år gammel. Andengang bliver han gift med svigerinden Marie (Sophie) Bachmann. De får børnene Caroline (Calle) og Heinrich (Heine).
I 1892 køber Peter Pörksen købmand N. Brinks virksomhed på hjørnet af Mellemgade og Storegade. Virksomheden bestod af handel med byggemateriale og kul, og blev grundlagt i 1862.Efter 40 års virksomhed overdrager han firmaet til sønnen Johannes.
Højer havde fem pengeinstitutter
Jens Rasmus Petersen bliver gift med Abeline(Line) Zenner. Den 1. oktober 1886 grundlægger Jens Rasmus en manufakturforretning i Storegade. Fra denne forretning driver
han også filial af Tondern Bank. (ja, det er skandale – banken). I 1925 havde Højer hele fem forskellige pengeinstitutter.
Chr. Ohlsen & Co
Christian Anton Ohlsen blev gift første gang i 1895 med Ingeborg Nic.Brink, der allerede døde året efter. Herefter bliver han i 1900 gift med Ingeborg (Emma) Carstensen, født i 1873 i Vester Anflod. Christian opfører i 1896 en gård på Østerende 3. I 1907 grundlægger han et engrosfirma, som handler med jern – og stålrør, plader og pumper. Lageret befinder sig i
gårdens lade. Senere overtager sønnen Erich gården, og engrosfirmaet flyttes op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co.
Fedder Roll
Fedder Roll blev i 1899 gift med Ella Louise Kier. Han var fra 1905 til 1917 dige-foged i Højer. De boede på en trelænget gård, som muligvis stammer tilbage fra Christian den Fjerdes tid. Den ældste registrerede ejer er rådmand Hans Thomsen, som var gift med sin kusine Kristine Boysen fra Emmerlev. Det spændende er, at også at familien Bachmann var gift med Boysen – familien. Det var så en gren fra herregården Grøngrøft.
Mathias Christian Matthiesen
Efter Hans Thomsens død køber Mathias Christian Matthiesen gråden. Han stammede fra Visby, hvor faderen havde en stor kniplings – og købmandsforretning. I 1827 bliver Matthias gift med den velhavende Helena Marie Boysen, som er genboens datter fra den Boysenske gård. Matthias bygger en flot bondegård og bliver en af Højers mest indflydelsesrige personer.
Men hjemmet bliver tysk. Helena må afbryde al forbindelse til familien i kongeriget. Matthias bliver også brændevinsbrænder med dampdrevet brænderi. Han er borgmester i Højer fra 1869 – 1882.
I begyndelsen af 1880erne så man ham spadsere rundt i Højer iført høj hat og stok. Det blev sagt om ham, at han delte glassets glæder med sine standsfæller.
Gift med møller – datteren
Det yngste barn, Christian Matthiesen overtager fødegården. Han blev gift med møller – datteren, Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst, hvorefter Emmas bror, Fedder Roll erhverver gården i 1895.
Fem år som fange på en Atlanterhavsø
I 7. generation møder vi Johannes Pörksen, som er gift med Frieda Marie Petersen. Johannes deltager i første verdenskrig som tysk soldat. I 1915 bliver han taget til fange
og tilbringer 5 år som krigsfange på en fransk atlanterhavs-ø.
Kørt i Vidåen
I 1932 overtager Johannes firmaet P. Pørksen Byggematerialer. Fra 1945 til 1958 er Johannes formand for Højer Sparekasse. Pludselig en dag kan man i de lokale medier læse:
Det var den 18. august 1967, hvor Johannes og Frieda forulykker i Rudbøl. Antagelig har Johannes fået et hjertetilfælde. Frieda overlevede, og levede til hendes død i 1983 i aftægtshuset, Mellemgade 4. dette hus blev i 1925 opført af svigerfar, Peter Pörksen.
Frieda og Johannes fik fire børn.
Luftwaffe
Peter Jens Pörksen var i Luftwaffe. Han døde ved en trafikulykke i 1996.
En tragedie i Højer
Og Fritz Pörksen døde den 8. juni 1952. Det var en stor tragedie, der ramte Højer. Under en træningstur til Jordsand, rammes fem roere af en formodet skypumpe. Alle fem omkom. Hele sognet, heraf 150 medarbejdere fra Højer Tæppefabrik deltager i datidens største eftersøgning i Vadehavet.
Hella Pörksen bliver gift med Ludolph Melfsen – Jessen. De bosætter sig i Emmelsbüll. Det fjerde barn Calli vender vi tilbage til.
Chr. Ohlsen flytter til Tønder
Waldemar(Walli) Ohlsen og Ina Roll bliver gift i 1929. De bor på Fedder Rolls gård, som Walli har overtaget i 1931. Walli leder firmaet Chr. Ohlsen & C0. Det er en jern – og stålforretning.
Firmaet flytter senere til Tønder.
Skiftede side under krigen
Inas fætter, Ernst Broder Kier spillede en bemærkelsesværdig rolle i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark. Han var af tysksindet familie, men blev indkaldt som dansk værnepligtig i Odense.
Han deltager i træfningen ved Bredevad mod de fremrykkende tyske tropper. Men allerede i maj måned skifter han side, og gennemgår en grunduddannelse hos SS Standarte Nordland i Klagenfurt. Den 3. oktober 1941 falder han i Rusland.
Walli dør på Rhodos
Walli melder sig til Waffen – SS og han bliver som de fleste fra det tyske mindretal optaget i Division Totenkopf. Walli deltager i bevogtningen af den jødiske ghetto i Warszawa. Under orlov i Højer fortæller han om de uhyrlige tilstande, men ingen i Højer, vil tro ham.
Under en ferierejse på Rhodos dør han uventet i 1967
Jan overtager firmaet
Walli og Ina får fire børn. Det er Christa, Ellen Luise, Emmi og Jan. Jan overtager som ung mand firmaet Chr. Ohlsen og Co. Han etablerer en ny hovedafdeling i Tønder. Han bliver gift med fotograf Elise Rahbek. I 1999 sælger han firmaet til Lemvig Müller Munk, som lukker afdelingen i 2009. Jan og Elise bor på Fedder Rolls gård, indtil datteren Jane Rahbek Ohlsen overtager gården i 2010.
Calli – 10 måneder i Fårhus
Carl Hans (Calli) Pörksen og Christa Ohlsen blev gift i 1951. De kendte hinanden allerede som børn. Calli var Zeitfreiwilliger fra 1943 – 45. I august 1943 var han to dage bevæbnet og uniformeret vagt ved Højer Sluse. Han dømmes en straf på 10 måneder. Christa er barnepige i Wengen i Schweitz. I ægteskabet kom der tre børn, Kim, Ute og Claus.
I slesvigsk parti
Skytteforeningen er lige som sin far, Johannes, Callis store lidenskab. Fra 1962 til 1978 er Calli valgt til Højer Byråd for Slesvigsk Parti. I 1962 havde partiet 4 af 11 mandater i byrådet.
Ophørsudsalg
I 1994 efter at firmaet havde rundet 100 års dagen er det ophørsudslag hos Pørksen. I Der Nordschleswiger den 10. marts 1994, kunne man læse at børnene ikke ville videreføre firmaet.
I midten af 1970erne var der ansat syv medarbejdere i firmaet. Og avisen slutter med, at ægteparret Pörksen glædede sig til sommerhuset på Rømø.
Kort efter lukningen flyttede Calli og Christa ind på Nørrevej 3. Det er et af Højers ældste huse, bygget af rebslager Chr. Andersen i 1724. Calli dør på Sønderborg Sygehus i 2009 og Christa året efter.
Historien slutter
Kim bliver ansat som sælger i Arla Foods, og Claus, forfatteren til denne bog, bliver Statsautoriseret Revisor, først hos KPMG, og siden med egen rådgivningsvirksomhed i Gråsten. Ute bliver apoteker i Ballerup og gift med Jens Sparsø.
Køb bogen
Det er en pragtfuld bog, som henvender sig til dem, der gerne vil høre noget om vestkystens historie. Bogen indeholder for den gamle redaktør, her, adskillige nye historier. Vi har kun bragt
et lille udpluk – en slags appetitvækker. Og så er den på ca. 132 sider. Det er også en god bog for dem, der dyrker slægtsforskning. Som sådan er det jo pragtfuldt, at Claus Pørksen deler ud af sin store efterforskning.
Bogen er også godt illustreret. Der er en masse spændende fotos fra det gamle Tønder og Højer, familiemedlemmer m.m.
Du kan købe den I Højer Mølles butik. Men kan du ikke vente, til du kommer til Højer, kan du købe bogen hos claus@poerksen-consulting.dk Her bliver bogen solgt til samme pris, og det er 100,- Kr. Selvfølgelig skal du betale for forsendelsen.
Hvis du vil vide mere:
Under Tønder (283 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler):
Under Højer (77 artikler)
Redigeret 13.10.2021
December 26, 2012
Frederik Ahlefelts børn ødslede pengene bort. Godset blev sat under administration. Han nåede dog at give 60 Rigsdaler til fattigkassen. Da denne gav underskud, måtte skolemesteren opgive at undervise. Kassen ydede tilskud til degnens kappe og vokslys til kirken. Og så havde greven ansat en præst på slottet som flere gange blev anklaget for sædelighedsforbrydelse.
Frederik Ahlefeldt
Vi har tidligere besøgt Gråsten her på siden. Og nu gør vi det igen. Men først skal vi lige atter engang besøge familien Ahlefeldt. For med Grev Frederik Ahlefeldt den ældres død i 1686 gik det tilbage for adelsslægten i Sønderjylland. Og det var denne Frederik Ahlefeldt, der bortførte den 15 – årige Margrethe Rantzau i 1657. Man kan sige, at han med denne handling
kom til magt og ære.
Frederik Ahlefeldt var ved sin død rigets næst – mægtigske mand. Har var storkansler og kongelig statholder i Hertugdømmerne. Ja og han havde masser af embeder og var stenrig.
Han havde samlet slægtens ejendomme i Sønderjylland. Men han ejede også godser andre steder i riget og uden for riget.
Store besiddelser
Ved hans død arvede den ældste søn, Frederik Ahlefeldt den yngre hovedparten af det sønderjyske gods. Ligesom sin far holdt han meget af Gråsten, og byggede her et pragtfuldt
slot. I 1708 døde han barnløs. Gråsten med tilhørende gods går i arv til broderen, Karl. Han var nu kommet i besiddelse af så meget gods, som ingen i slægten nogensinde havde haft.
Ahlefeldts barokbygning rejstes i 1700 – 1708 i Gråsten. Det var et storladent bygningsværk, inspireret af nederlandsk barok.
Gråsten– æbler
Det var også Ahlefeldterne der indrettede den berømte have i 1700 – tallet. Det var i Orangeriet, at myten om de herlige Gråsten – æbler blev skabt. Stamtræet blev hentet til Gråsten fra Rhinlandet.
Under administration
Frederik Ahlefeldt den ældre var modstander af al overflødig pragt. Men det kan man ikke sige om hans to sønner – snarere tvært imod. De led af ødselhed og pragtsyge. De kom derfor jævnlig i økonomiske vanskeligheder.
Ville ikke låne Karl en daler
Den Store Nordiske Krig gjorde det heller ikke bedre. Efterhånden fandtes der ingen i riget, der ville låne Karl en daler. Da han døde i 1722 blev hans bo sat under offentlig administration. Ved en aktion på Gottorp i 1725 blev hele det store Ahlefeldt – gods i Sønderjylland spredt for alle vinde.
Tilhørte Limbek – slægten
I 1300 – 1400 tallet tilhørte Gråsten, den holstenske adelsslægt Limbek. Deres hovedsæde var Søgård, syd for Aabenraa. Omkring år 1500 kom besiddelserne i hænderne på den sønderjyske Ahlefeldt – slægt. Hovedgården blev placeret på en lille holm i Slotssøen.
Hertug Kristian August af Augustenborg
Gråsten og et par andre gårde blev solgt til Hertug Christian August af Augustenborg. På en måde forblev det i Ahlefeldts eje, da Hertugen blev gift med en søster
til Frederik og Karl Ahlefeldt. Men officielt tilhørte Gråsten i 125 år Augustenborgerne. Men efter at Christian August overtog det flotte slot, lod han det forfalde. I 1757 nedbrændte det meste. Det nye slot stod færdig i 1760.
60 Rigsdaler fra greven
En sjov ting, som ikke fører til store overskrifter var, at den “Højrevelige Excellence” den 4. januar 1699 lagde 60 Rigsdaler i Fattigkassen. Senere samme år blev der lagt yderligere 2 rigsdaler i kassen af grevens forvalter.
Præsten begik sædelighedsforbrydelse
Gennem mange år havde Ahlefeldt haft deres egen hofpræst på slottet i Gråsten. Fra 1706 blev slotspræst – embedet og sognepræsten i Adsbøl den samme person. Og det var blandt andet slotspræsten, der førte tilsyn med fattigkassen.
En tidligere slotspræst, Joh. Paschius havde en god uddannelse fra Ratzeburg. Han blev udnævnt som professor i filosofi ved Universitetet i Rostock. Men i 1693 blev han idømt tre års tugthusstraf for Sædelighedsforbrydelse. Han må være blevet benådet, for allerede i 1695 nævnes han slotspræst i Gråsten. Greven var åbenbart lige glad med hans straf, taget ham til nåde, eller ikke vidst, hvad han havde bedrevet.
Syv år blev han som slotspræst, så blev han igen anklaget for Sædelighedsforbrydelse. Så kan det nok være, at han blev afsat fra sit embede.
De prædikede tysk
I øvrigt så klagede bønderne flere gange til kongen, at de ikke kunne få præsten til at prædike på dansk. Således blev der i 1735 påstået, at der blev prædiket på tysk. Om skolesproget også var tysk, ja det vides ikke. Og efter at grevskabet ikke kører så godt, er der også underskud i Fattigkassen. I 1724 er der således et underskud på 40 rigsdaler Og så måtte der ellers spares. Det betød så, at der i 1744 blev et overskud på hele 98 rigsdaler.
Syg og miserabel kone
I 1709 bliver en gammel, syg og miserabel kone betænkt med 16 Sk. Samme år får en gammel miserabel mand 24 Sk. Da den fattige Maren Kochs i Alnor i 1713 brækker benet, får hun 24 Sk.
Begravelsespenge
Flere gange er der tale om begravelseshjælp. Således betales der i 1706 1 rigsdaler og 5 Sk. For en ligkiste til den fattige Jørgen Træskomand. Samme år betales efter ordre fra hans Excellence 32 Sk. Til en mand i Horskobbel til hans barns begravelse. Anna Rytters dør i 1707 i stor fattigdom. Til hendes begravelse ydes 2 rigsdaler.
16 fattige fik af fattigkassen
Tilskud af denne art gives nu hyppigere, da man pludselig opdager et stort overskud i Fattigkassen. I 1744 er der således 16 fattige, der får glæde af kassen. Også herredsfogedens efterladte fik glæde af Fattigkassen.
Smeden blev kroejer
To børn sættes i pleje i smedjen, der lå nær ved slottet. Smeden Johan Samuel fik ikke nogen plejeløn, men børnenes tøj m.m. blev betalt af fattigkassen. På
et tidspunkt er han dog ikke mere smed, men figurer som kroejer. Efter ham skal bakken nær ved slottet have fået navnet Krobjerg. I 1710 bliver to fattige, nøgne forældreløse børn betænkt med 2 rigsdaler. I 1739 betales der efter ordre 12 rigsdaler. For en pige, der opdrages hos Adam Baadfører i Alnor.
Skolemesteren blev trukket i løn
Også en skolemester blev betænkt med undervisningen af 13 fattige børn i januar måned 1699. Udeblev eleverne var det skolemesteren, der blev straffet med sin løn. Der blev også trukket i løn, da skolemesteren måtte lukke skolen i 4 uger, for at pleje sin syge kone.
Underskud i fattigkassen
Men herligheden varede kun i 15 år. I 1724, da der var et stort underskud i fattigkassen, måtte man annullere skolegangen. Først i 1744 kunne man igen begynde at undervise fattige
børn i Gråsten. Der blev også givet penge til bibler, salmebøger og en enkelt regnebog. Udgifter til blæk blev beskåret, fordi udgifterne til papir steg.
Forordninger
Christian den Tredje havde i 1544 udsendt forordninger omkring oprettelse af skoler. Ifølge kongen skulle Kapellanen, degnen eller diakonen give undervisning ikke blot i den kristne børnelærdom, men også i læsning, skrivning og regning. Skolepenge skulle udredes af fattigkassen.
Men det kneb at leve op til disse forordninger i Gråsten. Det kneb også med at få mere velstillede forældre til at betale for deres børns undervisning. Fyrstelige forordninger med at få forældrene til at få børn til at møde i skolen fra det femte til det tiende skoleår kneb også.
Kirketårnet blev brugt som skolestue
Det kneb også med at finde egnede undervisningssteder. Således blev kirkens våbenhus brugt mange steder til undervisning. Nogle steder i Sønderjylland blev også kirketårnet brugt som skolestue.
Skole i forbindelse med degne – boligen
Nogles steder på landet var der bygget skolestuer i forbindelse med degne – boligen. Endnu i midten af det 18. århundrede kunne man støde på skoler uden kakkelovn. Ofre var det som at sidde i et åbent skur og modtage undervisning.
Gods – herskabet sad med kaldsretten
Gods – herskabet sad inde med kaldsretten til såvel præsteembederne og degne – og skoleholder – embederne på godserne i Sønderjylland.
Fattigkassen ydede til kappe og vokslys
Man kan så undre sig, at Fattigkassen i Gråsten i 1711 skulle betale en ny kappe til degnen. Den løb op i 12 Rigsdaler. 5 ½ skilling. Gennem fem år – fra 1716 til 1721 måtte fattigkassen også sørge for vokslys til alteret. Disse lys blev fornyet to gange om året – til jul og til pinse.
Man skred nødig til udgifter, der ikke i forvejen var godkendt af herskabet. Men ingen regel uden undtagelser. Således blev en fattig, fordreven luthersk præst i 1713 betænkt med 16 Sk.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland ( 207 artikler):
Under Tønder (283 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Redigeret 23.09.2021
December 26, 2012
Dette er anden del af Rømøs spændende historie. Det var sorgens år 1777. Hør om Peters Dag og om inden sømanden tog afsted. På et tidspunkt var der 40 kommandører og en stor flåde. Overfarten Bådsbøl – Rømø var vanskelig. Og så kæmpede man både mod sandflugt og oversvømmelse. Limbeck (Limbæk) – slægten ejede hele Rømø.
Overbefolket af tyskere
Flittige læsere af denne side, har sikkert allerede opdaget, at vi allerede har skrevet en artikel om denne pragtfulde ø – Rømø, en ø i Vadehavet. Det var den ø, som vi dengang cyklede til fra Tønder, og som vi ofte besøgte en varm sommer – søndag. Og på sådan en dag var øen overbefolket, hovedsagelig af tyskere.
Dengang boede 1.534 på øen
Ellers har det været tilbagegang af fastboende på øen. Således boede der omkring år 1800, 1534 mennesker på øen. Det gør det så sandelig ikke mere. Det var en kort opblomstring, da der i 1898 blev anlagt badested på øen.
Øen havde mange navne
På Traps kort kaldes øen for Romø. Men det oprindelig navn er Røm. Og øen kendes fra et dokument i 1226, hvor Pave Honorius den tredje stadfæster Knudsbrødrene i Odense deres besiddelser, herunder Sild og Rømø. Sidstnævnte blev kaldt for Rimo. I Kong Valdemars Jordebog er øen blevet til Rymø, og i 1291 er det Rimø. I andre dokumenter ses navne
som Rymøe, Riim Land og i 1462, Rymøhe.
Her er nærmest ørken
Vi har mod vest, nok Danmarks bedste strand. I vest bruser Vesterhavet ind. Og så er det lige det med tidevandet. Dengang snakkede vi om det i Tønder, for tyskerne blev altid fanget
af tidevandet på Rømø. Men ellers er det klitterne, der har overtaget på øen. På den østre side af klitterne strækker sig en smal ager med sandunderlag. Her er øens huse trukket i hele øens længde.
Det er her på øen, at vi nærmest har en ørken. Og to gange i døgnet, når floden kommer, forandrer naturen sig.
Landfast eller ikke
De Kloge mener ikke, at Rømø er dannet af en gammel kystlinje, men er opstået af en sandbanke. Andre kloge mener, at fordi, der er fundet rester af skovbevoksning på øen, ja så har øen været landfast. På et kort fra omtrent år 1300, har Johannes Meyer ladet Rømø ligge i et stort tæt bebygget herred. Det må nok være et fantasiprodukt.
Dronningen købte kun halvdelen
Ifølge sin geografiske beliggenhed hørte Rømø til Hertugdømmet. Oprindelig blev øen også regnet til det. Men vi skal lige huske på nogle væsentlige ting i historien. I året 1348 gav Hertug Valdemar, Rømø, Visby Sogn og byen Sølsted i pant for 509 mark lybsk til Ridder Hans Limbeck. På daværende tidspunkt var ridderen i besiddelse af Trøjborg. Antagelig
var disse besiddelser også i slægtens eje i 1407, da Klaus Limbeck solgte slottet til Dronning Margrete for 3.600 Mark lybsk. Ifølge Ribe Bispe – krønike fulgte også Lø – herred med slottet.
Da Dronning Margrethe derefter satte det således erhvervede pant til Ribe Bispestol for 5.000 Mark Lybsk og henlagde det under Viborg Landsting kom Ribe ud af forbindelsen med Hertugdømmet. Men det var åbenbart ikke hele Rømø.
Limbeck – slægten ejede hele Rømø
Limbeck – slægten ejede hele Rømø, men åbenbart er det kun den sydlige del, der blev solgt til dronningen. Det betød, at den nordlige del kom under Limbeck – slægtens øvrige besiddelser, Tørning Len.
For at gøre historien endnu mere kompliceret, så blev pantet fra 1407 aldrig indfriet. Senere kom den under Haderslevhus Amt. Og det var i Brøns på fastlandet den havde
sit tingsted.
Den sydlige del til Schackenborg
Den kongerigske del kom senere til at ligge under Ballum Birk. Det vil så sige, det kom til at ligge under grevskabet Schackenborg. Siden 1661 var det tingsted i Ballum. Men også her er der undtagelser. For så vidt vider, har der været afholdt Tingdag i Tvismark.
Kampen mod sandflugt
I mange år har beboerne på øen kæmpet mod sandflugt. I 1649 skrev præsten, Jens Engelbretsen således:
41 år senere i 1690 skrev den daværende præst Søren Christensen Aagaard:
Sidst i det 17. og først i det 18. århundrede forudsagde sandflugten især i Juvre – området store ødelæggelser. En række lodsejer fra Sønderlandet indsendte i 1824 en klage til stiftamtmand von Castenskiold i Ribe:
Det nye land var oversvømmet
Der skete også nytilførelse af land. Det vil sige, ved højvande kunne man sejle over det, men ved lavvande dukkede det frem. Den 8. september 1789 rejste en kommission fra Rentekammerkollegiet i Ribe for at se på det nye land. Birkedommer Thomsen og to taksations – mænd fra Ballum skulle også have været til stede, men kunne, som det hedder i protokollen, formedelst modvind Ikke kommer over søen.
Men nu kunne det også have været det samme, for man kunne intet se. Det pågældende stykke land var dog ikke at se, ifølge protokollen:
Synsforretningen lykkedes
Fra den omtalte protokol kunne man også læse, at:
Året efter blev der så igen foretaget en Synsforretning. Og denne gang lykkedes det, at se det nye land.
Den vanskelige overfart
I tiden inden dæmningen foregik forbindelsen med omverdenen med sejlbåd fra Havneby til Bådsbøl – Ballum. Der var ingen landingsbroer ved Ballum. Man blev placeret på en vogn med et par simple træstole kørt til og fra skibet. Om sommeren foregik overfarten temmelig regelmæssigt. Men var der vindstille kunne overfarten godt tage 4 – 5 timer. Var det god vind kunne overfarten klares på en halv time.
Var det tåge eller mørke kunne det være svært for vognen at ramme båden. Man kunne let komme til at køre en halv time rundt i vandet, mens kusken tuder i et stort bøffelhorn, og håber på svar fra båden. Ved sådanne lejligheder kunne det sagtens ske, at vandet begyndte at løbe ind i vognen. Så var det ellers om, at få fødderne op for at holde dem tørre.
Kvinderne måtte bæres
Når der var is på vandet om vinteren måtte man gå ud til båden. Så må man håbe at alle passagerer havde lange støvler på. Kvinderne måtte ofte bæres på sådanne ture. Man kunne også blive ofre for drivisen. Så brugte man en åben båd, og faren var så, at blive ført med strømmen gennem Lister – dyb ud til det åbne Vesterhav.
Ribe fik retten til Rømø
I hvalfangstens guldalder deltog så mangen en Rømø – borger. Jo mange var med oppe ved Ishavet fra begyndelsen af det 17. århundrede til slutningen af det 18. århundrede. Fra Arilds tid havde Ribe By ret og højhed over farvandene omkring Rømø. Således dikterede Erik Menved i 1292 et dokument i Nyborg, hvori der blandt andet kom til at stå følgende, der blandt andet gav:
En adelsmand blev pågrebet
Men det hændte ofte, at denne lov ikke blev overholdt. Således i 1483 hvor borgerne havde opsnappet, at Hans von Ahlefeldt på Tørning, var i gang med at udføre en ladning korn med sit skib. Kongen dømte i sagen:
En vigtig havn
Rømø Red var med sit dybe vand og gode værn mod vestlige storme, blevet benyttet af store skibe. Således ankom i 1624 for den tids forhold et stort spansk skib med 800 tønder
salt. Den lå for anker ved Rømø Havn. Her blev det losset og ladningen på 7 lægtere bragt til Ribe.
Rømø havde en stor flåde
Noget tyder på, at Rømø – borgerne i 1676 fik samme ret til farvandene omkring Rømø, som Ribe – borgerne. I en opgørelse fra 1605 over hvilke skibe, der var anløbet Ribe, ser vi at af de 109 fartøjer, der var anløbet Ribe, var de 19 fra Rømø. I 1693 beretter præsten, Søren Christensen Aagaard, at svenskerne havde brændt 26 skibe, og nu var der kun 4 til overs. Noget tyder på, at Rømø havde en betydelig flåde. Mange Rømø – skippere søgte mod Holland.
I 150 år blev hvalfangsten faktisk øens vigtigste næringsvej.
40 kommandører
I Nachrichten von Röm i Staatsbürgerliches Magazin fortælles, at Rømø endnu i det 18. århundrede havde 40 kommandører. Mod slutningen af århundredet har de fleste dog rettet blikket mod Island og sildefangsten samt almindelig fragt.
Påstande om, at der på øen har været 16 hvalfanger – både kan ikke være rigtig. Det var en ret dyr affære, at udstyre sådan en båd. Den formue har slet ikke været
til stede. Således omtales et sted, at 5 kommandører fra Rømø omkom efter forlis som kommandører på skibe fra Hamborg.
Søfarten skabte velstand
Søfarten har båret den fattige ø frelst gennem hårde tider, og skaffet øens befolkning det daglige brød. Endnu kan man på øen se minder fra denne tid.
Landbruget
Landbruget tog over som den vigtigste indtægtskilde. Men her havde man store udfordringer med vejret og oversvømmelser. Man samarbejde og brugte hinandens enge. Ligeledes var man fælles om bjergning. Som tidligere nævnt har øen ingen skove. Man var afhængige af drivtømmer.
Tørvegravning
På bestemte dage i forsommeren samledes man til tørvegravning. Efter tilsigelse af æ Pandmand måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på Stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at finde en velegnet plads. Klokken 9 hejste æ Pandmand sit flag som tegn på, at nu måtte man begynde. Man gravede til klokken 12 og senere igen fra kl. 3 til seks.
Enklaver
Nu var alt ikke så ligetil. For ind imellem alle andre var de såkaldte enklaver. Her var Riberhuses og Haderslevhuses undersåtter. De havde alle forskellige forvaltninger, beskatninger og retsordninger. Man forsøgte sig med mundtlige aftaler, men det hjalp nu ikke altid. Forskellige skriftlige anordninger blev vedtaget, men det stred mod de enkelte byers interesser.
Kvinderne tog sig af det praktiske
Mens mændene var på havet, måtte kvinderne tage sig af det praktiske. Det gjaldt også, når de følte, at andre byer på øen overtrådte diverse bestemmelser. De følte sig dårlig behandlet, når de skulle rejse 16 mil til Haderslev for at føre deres sag.
Antal af hornkvæg steg
I 1840′ erne tog mændene igen over, når det gjaldt landbruget. De var blevet trætte af søen, men var langt oppe i årene. Kvægopdræt blev dyrket med succes på Rømø. Ifølge Nachrichten von Röm var der i 1824, 110 heste, 250 stk. hornkvæg og 500 – 550 får over på øen. I 1902 var tallet for hornkvæg oppe på 937 og der var 1.696 får.
Fiskeriet gik tilbage
I 1575 tilkendtes præsten på øen en afgift i fisk af hver båd, der fiskede på øen. Fiskeriet må den gang have været betydelig. Nedgangen i fiskeriet gik ud over præstens indtægt. Dette fremgå af en indberetning fra 1690. Fiskeriet syntes aldrig at være kommet rigtig på fode igen. Ifølge Nachrichten von Röm fandtes der i tiden omkring 1824 kun få torsk og hvillinger.
Østersfiskeri
I samme Nachrichten tales det om, at de østersbanker, der var ved øen var blevet ruinerede. Der var i 1824 kun tre både beskæftiget med østersfiskeri. Tidligere havde der været 12 både.
I arkivet fra Schackenborg tales om 14 skibe, der drev østers – fiskeri. Bankerne blev drevet af grevskabet. Dette har vi tidligere berettet om her på siden. Også Sælhundejagten har ifølge Nachrichten von Röm og Danske Atlas tidligere har været drevet med godt udbytte. Men grundet flytning af sandbanker måtte dette opgives.
De meget rige på Rømø
Der fandtes rige folk på Rømø – dengang. Således sagde man om Harcke Thades i Toftum, at han ejede så meget, at hver gang klokken slog, fik han 1 rigsdaler. I rente hver gang klokken slog. Han skulle have arvet
en formue efter sin kones morbroder. Han var en Kaptajn Petersen, der ved sejlads fra Gøteborg skal have tjent 160.000 rigsdaler. Harcke Thades hus havde været udstyret med overdådig pragt, og der var masser af sølvtøj og andre værdigenstande.
At det har været rigdom på Rømø afspejles også af, at bønder fra hele det nordvestligste Slesvig søgte til øen for at låne penge. Det afstedkom fallit og bedrageri for store pengebeløb.
Også mange fattige
Men der var også masser af fattigdom. Mange havde slået sig på flasken. Det forstærkede bare nøden. Det var ikke bare skibsfartens overgang til dampdrift, der var årsag til Rømøs dalende velstand. Indirekte var det prøjsiske herredømme også årsag til dette. En betydelig formue forsvandt fra øen i den tid.
Kigger vi på husene på Rømø, så er der to grundtræk, der går igen:
Det var disse krav som husene måtte indordne sig under, og det har da også givet sig udslag i husenes form og indretning.
Flotte nationaldragter
Mændene på Rømø har aldrig båret nationaldragt. Derimod har kvinderne bevaret deres særegne dragt helt op til vore dage. Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Trods hjemmevævet tøj, som den er syet af, er den præget af lethed. Det gælder især den daglige dragt. Festdragten er dog mere tilknappet.
Hovedbeklædningen var oprindelig et såkaldt pandestykke såvel til dagligdagen som til gilder. Man havde også en speciel kirkedragt med det ejendommelig hovedtøj, kirkehatten.
De nye generationer af piger på Rømø har valgt ikke at lade sig klæde lige som deres oldemødre og tip – oldemødre.
Eventyr fra hele verdenen
Vinter – aftnerne på det gamle Rømø blev ofte brugt på historier fra søen og fjerne lande. Her kunne man høre om uhyre isbjerge, hvalfisk, farlige isbjørne, sydens glødende sol, Kinas særheder og Indiens vidundere. For kvinderne var det den eneste mulighed for at vide hvad der skete i verdenen omkring dem. Kun de færreste af dem oplevede mere end de halvanden
kvadratmil, der til daglig omkredsede dem. Alle deres oplevelser begrænsede sig mellem Lister Dyb og Juvre Dyb.
Inden man tog på langfart
Inden en sømand rejste om foråret, skulle han først ud i nabolaget og omkring hos venner, bekendte og familie for at sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.
Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes en Punch og en kop kaffe. Man skulle vogte sig for ikke at snakke for meget om selve afskeden. Det kunne være et dårlig varsel. Man vidste dog godt, at det kunne være sidste gang, at man sås.
Slægtninge og venner tog så hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang. Når færgemanden meldte at både var klar, blev den sidste Punch drukket i en fart.
I søfartens storhedstid havde sømændene som regel fået hyre, inden de rejste. De store rederier fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.
Goddag – og tak for sidst
Når sømanden så velbeholden var kommet hjem, skulle han så igen ud at besøge venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: Goddag – og tak for sidst. I tidligere tider blev
der i kirken hver søndag bedt for søfolkene. Og sømanden gik til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver kommandør præsten er rigsdaler for dette.
Høstfesten
Høstfesten var en af højdepunkterne. Man tog det pæneste tøj på, efter sliddet og så var det ellers fest. Ellers gik vinter – aftenerne med vævning og katning samt spinding. Børnene og de mænd, der ikke var på søen, strikkede.
Kogning, brygning og bagning
Der var ikke store fordringer til kogekunsten. Brygning og bagning var der også tid til. Der blev bagt, så det kunne holde til cirka en tre ugers tid. Tre – fire af naboerne udvekslede sigtebrød, så man altid havde noget. Når man så selv bagte, glemte man ikke naboerne.
På Rømø var der en hel speciel bryllups – tradition, som vi tidligere har omtalt. Det samme gjaldt for begravelser. ( Se artiklen: Rømø – en ø i Vadehavet).
Peters Dag
Specielle traditioner var det m.h.t. julegildet, høstgildet og svineslagtningen. Og så var det folkefesterne som Fastelavn og Peders Dag. Til Pers Awten drog drengene i skare rundt og bad om en knippe halm. I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde. Halm og tønder blev bragt op på en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og træ, sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by ved kysten.
I tidligere tider samledes ungdommen om bålet så længe det sendte sit lys ind over de mørke klitter. Der lød latter, sang, og da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne. Tilfældige fester opstod der også på Rømø, indtil Prøjserne også satte en stopper for dette.
Sorgens år 1777
Ofte måtte øen dog opleve sorg, når der blev meddelt, at en af øens beboere var blevet derude. Særlig i årene 1777 og 1746 var der mange Grønlands – farer, der blev derude. I 1777 drejede det sig om 50 Rømø – borgere. Man blev i kirken bedt om, at bede for de savnede. Håbet at de savnede skulle vende tilbage svandt dog efterhånden. Sorgen knugede efterhånden i hvert hjem på Rømø. Befolkningen var klædt i sorg.
Til foråret tog Grønlands – farerne afsted på ny. Afskeden var mere gribende end ellers. Og tomheden har sikkert været følt stærkere end nogensinde før. I slutningen af juni kom kun 51 af 150 hjem. Nogle måtte dog overvintre på Grønland. Men en masse Rømø – borgere vendte aldrig hjem.
Og det er meget mere at fortælle om Rømø, men det må I vente med til tredje del.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (207 artikler):
Redigeret 23-09. 2021
December 26, 2012
DENNE ARTIKEL FINDES I EN ANDEN OG BEDRE UDGAVE – VI HAR OPDATERET OG REDIGERET DEN
SØG I STEDET EFTER “BARKMØLLEGADE I AABENRAA” (b)
Selve gaden er gammel. Den
har haft mange navne. En barkmølle blev opført i 1802. Det gik ikke.
En skomager – mester ville ikke indordne sig. Den gamle redaktør
boede to steder på Barkmøllegade. Det var en særdeles fornøjelig
tid. Unge Konservative kravlede rundt på HK – Husets
tag. Og overfor på Barkmøllegade var der sket et narko – dødsfald.
Skønne Trille sang i den forkerte gård.
Mange steder i Aabenraa
I de 15 – 16 som
jeg opholdt mig i Aabenraa boede jeg forskellige steder. Haderslevvej, Tøndervej, Nybro, 2 gange Barkmøllegade,
Jernbanegade og Frueløkke.
Flyttemanden svigtede
Da
jeg skulle flytte fra Nybro til hjørnet af Ramsherred/Barkmøllegade svigtede min flyttemand.
Så var det godt, at jeg kunne ringe til Jens Wiltoft oppe fra boghandelen. Det blev til mange ture,
for den varebil Bo Bojesens Boghandel havde dengang, var ikke ret stor.
To steder
på Barkmøllegade
Møblerne
blev næsten alle placeret op på loftet på fjerde sal. Jeg
havde kun lejet to værelser i en kæmpe herskabslejlighed.
Og
da jeg fik mulighed for at flytte lidt længere hen ad vejen på Barkmøllegade, var Jens Wiltoft igen behjælpelig. Det gik forbavsende hurtig.
Altan
og solbad
Og
det var i Peter Molts gamle lejlighed. Vi fik en
del bajer sammen. Han holdt også meget øje med de piger, jeg havde
besøg af. Han var herlig. Jeg hjalp også ham og konen med deres børne
– butik Mille og Mikkel ude på Haderslevvej.
Der
var altan og man kunne kravle op på et tag og tage solbad
om sommeren. Og Peter fortalte til tider absurde
historier over en bajer fra sit arbejde som bedemand.
Mange
fester
Her
blev holdt mange fester til naboernes store fortrydelse. Og ikke et
øje var tørt, da Trille fra Odense kom med sin guitar og sang
fødselsdagssang tidlig om morgenen, da jeg fyldte 30 år. Hun havde
bare taget fejl og var gået ind i gården ved siden af.
Narko
– dødsfald
Fra
nærmeste hold kunne jeg pludselig se et stort opbud af politi og journalister.
I bygningen overfor var der sket et narkodødsfald. Huset, hvor jeg tidligere havde været til fest, blev bygget
om til ejerlejlighed. Jeg var over at kigge på det, men det var ikke
noget for mig. Det var for lidt plads.
Det
var også her, at jeg havde besøg af Aabenraas succesfulde dame – fodboldhold.
Tiden
her på Barkmøllegade var pragtfuld. Varmen forsvandt utallige gange
om vinteren. Man måtte sidde med jakke på, men bortset fra det. Vi
morede os pragtfuld.
Konservative
på HK – Husets tag
Det
var også her, at jeg opdagede, at de unge konservative fra Aabenraa havde klatret op på HK – Husets tag på Borgemester Finks gade. Jeg var blevet formand for HK, og ville ikke finde mig i
dette.
Politiet
nægtede, at det havde været en episode. Men jeg fik drejet hele sagen
til min fordel. Det var nu meget skægt. Og sagen kom til at indbefatte arbejdsgiverforeningen
på havnen i Aabenraa.
Det
var også det hus, hvor jeg havde lagt grundstenen. Der kom virkelig
gang i HK, dengang. Gad godt nok vide,
hvad huset bliver brugt til i dag. Jo og så havde vi problemer med
en rødbøg, som en dame ved navn Agnete Bisgaard så indædt kæmpede for.
Men
inden jeg kommer for godt i gang, så skal denne artikel handle
om Barkmøllegades historie.
Hvor var møllen?
Det
var en mølle, der anvendtes til at findele bark til garvning, der har
givet navn til gaden. Men hvornår
denne mølle har ligget der, ja det kan de kloge ikke finde ud af. Men det
har vi fundet ud af.
Barkmøllegade går fra Ramsherred til Klinkbjerg i en lidt kroget bue.
På
et kort fra 1600 – tallet
På Meyers gamle kort i 1600 – tallet
er gaden benævnt Klinkbjerg. Og i kortet i Pontoppidans Atlas, er gaden benævnt:
Peter
Kliplevs – Gyde
På
et tidspunkt blev gaden kaldet Peter Kliplevsgyde. Han boede på den hertugelige teglgård.
Men
mon ikke det er mere troværdig
at gaden er opkaldt efter den i 1654 afdøde Poul Kliplev i Ramsherred. Dens sydside udgjorde baggårdene
fra Ramsherred og Klinkbjerg. Med haver, stalde og lignende.
Fra
ældre tid var Aabenraa beboet af håndværkere og
søfolk. Og det var den omtalte gade også.
Gaden
omtalt i bøger
Især
gadens nu forsvundne nummer 10 tiltrak sig opmærksomhed. Således er
huset gengivet i en bog fra 1909 udgivet af Kunstindustrimuseet i Flensborg.
Bogen hed Kleinstadtbilder aus Apenrade,
I
1951 skrev Enqvist i Sønderjyske byer:
To ældre
huse
Men
sandheden er, at Barkmøllegade 10 var to ældre huse som mellem 1744 og 1754 var
bygget sammen af ejeren snedker Christian Hansen. Huset vedblev med at være to adskilte lejligheder.
Huset var efterhånden blevet faldefærdigt, da det i 1963 blev nedrevet.
Endnu
et gammelt hus
Gadens
sydside var nærmest ubebygget. Og kigger man på ældre kort var
knækket mere skarpt end i dag. Det skyldtes at Ramsherred 4 dengang var et 8 fags gavlhus og ejeren havde
anbragt en stald. Det var omtrent der, hvor Barkmøllegade 5 lå.
I
sidste tredjedel af det 1700 århundrede bliver denne stald erstattet
af et trefags bindingsværkshus, som blev lejet ud. Men huset brændte,
og blev revet ned i 1798.
Barkmølle fra 1802
I
1802 havde Aabenraa Skomagerlaug fået koncession til at opføre en barkmølle
på stedet. Dette var årsagen til gadens navn.
Da
barkmøllen var anlagt indgik samtlige skomagermestre en forpligtelse
til at benytte møllen. Man regnede med store besparelser. Tidligere
havde man måtte fået malet ude.
Møllen,
der var en hestemølle, blev drevet for laugets regning.
En
arbejdsmand passede den. Men det var en mester fra lauget, der vejede
den afleverede bark og førte regnskab.
Boghvedegryn
Malingen betaltes efter vægt og tab. Gevinsten blev
delt mellem laugets medlemmer. Men hurtigt viste det sig, at møllen
gav underskud. Derfor søgte man om tilladelse til at fremstille boghvedegryn.
Møllerne i omegnen frarådede, at man gav tilladelse til dette. Men
i september 1804 fik man alligevel tilladelse.
Men
heller ikke dette initiativ hjalp. Nye mestre, der blev optaget i lauget
måtte betale et ikke ubetydeligt bidrag til møllens drift.
Vogn
– remisse
I
1829 gave man op. Man solgte møllen. Indtil 1848 blev bygningerne anvendt
som vognremise.
Huset
rykket tilbage
I
1848 overtog Chr. Petersen, bygningerne. Da han søgte om, at bygge et nyt
hus på grunden, tilbød byen ham en belønning, hvis han ville rykke
bygningen tilbage. Og det gik ejeren med på. Vejen var smal, og netop
ved grunden slog gaden et knæk.
Ville
ikke indordne sig
Men
skomagerne skulle finde et andet sted for at få malet. De fik
indgået en kontrakt med Jørgen Bruhn på Nymølle. Som betingelse stillede Bruhn den betingelse, at alle skomagerlaugets medlemmer skulle benytte
hans mølle.
Men
et enkelt lags – medlem ville ikke indordne sig. Han gik med
planer om selv at bygge en barkmølle, men lauget nægtede at samarbejde
med ham.
Og
selv om alle gik imod Møller så kæmpede han indædt.
Man prøvede på at latterliggøre ham. Han mente ikke, at lauget kunne
disponere over hans privatformue.
Han
fik ret
Men Møller fik til sidst ret. Den 31.
oktober 1829 fik han rettens ord for, at det stod enhver frit at anlægge
en barkmølle og lade sin bark formale, hvor han ville.
Kigger
vi på et kort i Trap: Slesvig fra 1862 ligger der på sydsiden af gaden kun
en bygning. Og den er opført på den gamle barkmølles plads.
Fornøjelige
år
Dette
var noget af Barkmøllegades historie. Her tilbragte jeg nogle aldeles fornøjelig
år i min tid i Aabenraa.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere:
På
dengang.dk har vi flere historier om møller:
December 26, 2012
Æ ha plukket sut u å æ vae. Ja sådan kunne man dupere københavnerne. Jeg har ikke selv plukket. Men de har min Oma og andre kvinder u i æ kow. Og Sut var en herlig spise. Det mindede om Grøntlangkål, men jeg husker smagen som mere kraftig og lettere fordøjelig. Sudder, Sodde og Sorrer er andre betegnelser for den herlige spise, som var en delikatesse.
Når man skulle dupere københavnerne
Da jeg for utallige år siden havde en kæreste i København bad kærestens mor mig til en fest, om at sige noget på sønderjysk. Og hvad svarede jeg?
De to sætninger var ikke konstrueret, men det nok utænkelig, at man spiser knepkager fra Ballum, mens man plukker Sut eller Søje ude ved Vadehavet.
Ja for ikke sønderjyder kan oplyses, at den næste sætning betød:
Dengang skabte de to sætninger begejstring i Herlev hos Mariannes forældre.
De plukkede sut i Ny Frederikskog
Min Oma (mormor) og hendes naboer ude i Ny Frederikskog plukkede Sut. Det smagte faktisk ret godt. Men det var lidt omstændigt at tilberede. Og det var noget, jeg fik i min barndom, når jeg besøgte Oma og Opa u i æ Kow.
En delikatesse i marsken
Sut lyder nok ikke at meget, men det blev betragtet som delikatesse her ude i marsken. Sut er vildtvoksende og kræver salt, for at kunne trives.
Dengang voksede den fra Højer til Rømø.
Der vokser ikke ”sudde” i enhver mands have
Disse forårets første grønne urter blev tidligere sammen med mynte og honning givet til afkræftede personer. Tidligere var det sådan herhjemme, at man skærtorsdag skulle have suppe på 7 eller 9 slags kål.
Strand – vejbred er almindelig langs Jyllands vestkyst og sydpå. Men det er som om, at det kun er landets sydvestligste del, hvor man sætter pris på den.
Et gammel ordsprog fra ca. 1700 lyder sådan her:
Man skar vel Sut?
Jeg mener, at damerne ude fra Anden katastrofevej ude i Ny Frederikskog sagde:
Men det rigtige er vel, at sige, at man skal ud og skære sut.
Mange navne på Strand – vejbred
Men det som faktisk hedder strand – vejbred, men sut på sønderjysk, kendes også som soj i 1683. Andre navne gennem tiden var sudder, sår, sorr, sør, surr, sodde og så det vi lærte som børn, sut.
På Samsø er sod en madsuppe.
Kan spises uden skade
I 1796 findes følgende beskrivelse af sut:
Skal udblødes i ferskvand
Smagen lidt skarpere
Oma brugte ikke salt i tilberedningen. Det var ikke nødvendig. Man kunne tilberede på forskellige måde – fedt eller magert.
Smagen var vel nok nærmest dejlig grønkål. Men så vidt jeg husker, var det lettere fordøjelig og smagen måske lidt skarpere, når jeg husker tilbage.
Det var vel i begyndelsen af sommeren vi fik sut u i æ kow.
Sut kunne dyrkes
I ældre tid kunne man sælge sut fra tidlig forår til langt hen på efteråret. Man kunne udplante det som en slags suttørv. Man det skulle dagligt overstænkes med saltvand.
De allerfleste hentede dog sutten ude på marsken, eller helt korrekt u å æ vae å æ forland.
Bladene spises nogle steder
Tænk den danske botaniker, Hornemann skrev i 1806, at
Hakket, kogt eller stuvet
Ja selv Nationalmuseet er gået tilbage til midten af det forrige århundrede. Og her findes der oplysninger om sojkål, sojakål eller sojagræs som anvendtes i husholdingen – hakket, kogt og stuvet som grønlangkål eller spinat til flæsk.
Blandet med blade af vild kommen gav det en frisk og stærk suppe.
Var en almindelig grøntsag
Omkring år 1900 var det en almindelig benyttet grønsag. På Mandø og Rømø var det en yndet spise. Og i Ballum samlede børnene planten i sækkevis til salg.
Med i den nye sønderjyske kogebog
Inge Adriansen har i sin nye pragtfulde sønderjyske kogebog Smag på Sønderjylland også en ret med Sut. Hun kalder den for sorrer eller sudde. Og hun har ret i, at det er en delikatesse. Selv om, det er mange år siden, så husker denne sides redaktør, Sut som en prgtfuld spise.
Mon kvinderne i Ny Frederikskog stadig henter sut og tilbereder den?
Kilde: Se
Litteratur Højer
Litteratur Tønder
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Hvis du vil læse mere om Sønderjyske delikatesser så læs her på siden:
Under Sønderjylland:
Sønderjysk Kaffebord – dets historie
Sønderjyske Drikkeopskrifter
Smag på Sønderjylland
Det drikker vi – i Sønderjylland
Under Tønder:
Mad fra Tønder
Mad fra Tønder – opskrifter
Sønderjysk Kaffebord
Sønderjysk Kaffebord fra Tønder
Sønderjysk Kaffebord – opskrifter
December 26, 2012
Ikke langt fra Padborg og måske tættere på Tønder lå en KZ – lejr. Det var en afdeling af Neuengamme. Også den kigger vi på, samt Husum – Schwesing. De 3 lejre hørte sammen. En masse døde i de tre lejre på grund af grusomheder og sygdomme. Særlig galt forholdt det sig med hollænderne. Og også danskere var med til grusomhederne. Der er sat navne på ca. hundrede, men der har sikkert været flere. For lokalbefolkningen har det været svært, at mindes om de rædsler, der forekom dengang. Vi kigger også på nogle af de danske skurke. Bagerst i artiklen er en fortegnelse over artikler fra besættelsestiden.
Neuengamme
Det er sikkert ikke så mange af de unge, der ved det. Men ikke langt fra Padborg og måske tættere på Tønder lå en KZ – lejr, eller nærmere et Aussenlager, Ladelund. Og det er en af dengang.dk´s læsere, Inge, der har ansporet til, at vi skriver om lejren. Hun mener, at vide, at der i lejren var 10 – 20 vagtposter fra Det Tyske Mindretal. Og de var ikke bedre end de tyske vagtposter, berettes der.
Fotos fra Ladelund
Også i artiklen En Sønderjyde krydser sit spor her på siden, beretter Sven Petersen om vagtposter fra Det Tyske Mindretal. Endda var der nogle fra hans fødeby, Bylderup Bov. Det
var også i Ladelund, at en frygtelig skæbne overgik nogle hollændere fra byen Putten. 540 beboere var blevet interneret. Kun 49 vente tilbage efter krigen. Men dette vender vi tilbage til.
Se også under vores fotogallery. Her har Sven Petersen taget nogle fotos.
Neuengamme
Lejren i Ladelund stammede tilbage fra 1939, men kun i en kort overgang fungerede den som Aussenlager. Vi skal kigge på et andet berygtet Aussenlager, nemlig Husum – Schwesing. Men først vender vi blikket mod Hauptlager Neuengamme, som havde en naturlig forbindelse til Ladelund og Husum – Schwesing.
En stank af rådne roer
KZ – lejren Neuengamme havde en karakteristisk, gennemtrængende stank af en blanding af rådne roer, menneskelige ekskrementer og uddunstninger, og lig-røgen fra krematoriet. Maden
bestod hovedsagelig af roer, som var puttet i en konsistens, som man kaldte for lejr – suppe. Der var dårlig hygiejne, underernæring og masser af sygdomme.
Bystyret støttede planerne
Oprindelig var det en arbejdslejr, der var bygget i et gammelt teglværk. Og det var under KZ – lejren Sachsenhausen. Beliggenheden var 30 kilometer sydøst for Hamborg. I foråret 1940 blev lejren udvidet. I den forbindelse blev der bygget et nyt teglværk. Og betegnelsen hoved-lejr var sikkert velanbragt, for den kunne nu sammen med de underlagte arbejdslejre rumme 40.000 fangere. Bystyret i Hamborg støttede fuldt ud planerne.
Direkte på gulvet
I begyndelsen sov fangerne direkte på gulvet. Til tider, da der kom senge, skulle 2 – 3 fanger dele en seng. Der var ikke muligheder for at vaske sig eller have nogen form for privatliv. Hele 1.000 fangere blev spærret ind på 400 m2. For at få bugt med diverse mider og dyr brugte man fra 1942 Cyklon B. Denne gift blev også anvendt på andre end skadedyr.
En arbejdsdag på 12 timer
Man blev vækket før daggry, hvorefter man fik en halv time til at vaske sig, ordne sovestedet og få sig en gang fluidum, som SS kaldte for kaffe. Herefter fulgte appellen. Det foregik oftest mellem 5.30 og 6.00 Så fulgte inddelingen af fanger i forskellige arbejdskommandoer. Den regulære arbejdstid var 10 – 12 timer i sommermånederne, med en times pause.
Medicinske eksperimenter
En afdeling i lejren beskæftigede sig med medicinske eksperimenter. Ofrene var jødiske børn og sigøjnerbørn. Men også lægelige eksperimenter på andre fanger blev gennemført. Man forsøgte sig med tuberkulose – infektioner og forurenet vand. 448 russiske krigsfangere blev i forbindelse med et forsøg forgiftet med Cyklon B. Men flere tusinder af fanger fik indsprøjtet giftfas.
De hvide busser
Cirka 5.500 danskere stiftede bekendtskab med denne KZ – lejr. Det var, fordi de var fra september 1944 var blevet deporteret hertil, eller fordi de kortvarig opholdt sig i lejren i forbindelse
med evakueringen med De Hvide Busser mod slutningen af krigen. De danske kommunister i Stutthof og jøderne fra Theresienstadt kom dog aldrig hertil.
Direkte fra Frøslevlejren
Men alene fra 15. september 1944 og frem til 4. april 1945 kom flere end 1.600 fangere fra Frøslevlejren til tyske KZ – lejre. De kom hovedsagelig til Neuengamme.
En dansk lejr – kommandant
96 udekommandoer blev det efterhånden til i det nordtyske område. Nogle af disse kom kun til at eksistere i ganske kort tid. I en af disse udekommandoer på Banterweg Fungerede danskeren Gustav Alfred Jespersen som stedfortrædende lejrkommandant. Han blev efter krigen dømt til døden af en britisk domstol.
Halvdelen overlevede ikke
Arbejdet
i hovedlejren i Neuengamme bestod hovedsagelig i produktion af mursten og bygningen af en kanal til at transportere mursten fra lejren. Der blev ikke taget hensyn til fangernes helbred eller vejrforhold. Man havde kun primitive redskaber til rådighed. I alt kom 100.000 mennesker til Neuengamme. Halvdelen overlevede ikke. Snart fandt den tyske krigsindustri ud af, at de indsatte på en eller anden måde kunne bruges i denne industri. 350 danskere døde i Neuengamme.
Forholdene i udelejrene ofte værre
Den menneskelig fornedrelse , mishandlingerne, afstraffelserne og henrettelserne var næsten ud over almindelig fatteevne. Og forholdene i udekommandoerne var ofte værre end i stamlejren.
Et bizart KZ – hierarki
Der herskede et bizart KZ – hierarki. SS – folkene havde udpeget såkaldte over – fanger, eller Kapo, som var med til at skabe en junglelov. Råhed og grænseløs egoisme rådede i lejrene. Det var en nådesløs og rå intern magt – og overlevelseskamp. Også danske fangere var Kapoer. Det blev de senere dømt for.
Mange dødsfald
Dagligt blev man slået, druknet, hængt, skudt eller blev udsat for giftgas. Mange døde af sygdom. Således var der ikke noget, der hed vintertøj m.m. Ved overtrædelse af regulativer indførte man offentlig henrettelse på appelpladsen i overværelse af alle fangere.
Kamp om fødevarer
Fangerne var inddelt i forskellige kategorier, politiske, kriminelle, asociale, homoseksuelle, Jehovas Vidner osv. Kampen drejede sig blandt andet om de knappe fødevarer. Og som regel var det de politiske og kriminelle grupper, der var de stærkeste.
Undermennesker
Af andre undermennesker var polakker og jøder. Men her var også masser af asociale, som for eksempel vagabonder, alkoholikere, hjemløse, arbejdssky personer, sigøjnere og invalider.
Røde Kors pakker
Man kunne bestikke sig til højere status med tobak og madvarer. Og de danske fangere fik tilsendt Røde Kors pakker. Det skabte en særlig stemning omkring de danske fanger. De blev enten ombejlede, misundte og ofte forhadte. Blandt de internerede i Neuengamme var 141 deporterede danske grænsegendarmer.
30 danske SS’ere i Neuengamme
Minimum 30 danske medlemmer af SS, gjorde tjeneste i Neuengamme. En af disse var Carsten Christian Jensen fra Toftlund. På et tidspunkt arbejdede han ved Padborg Mølle. Jensen og familien blev i 1930erne medlem af det tyske mindretals organisationer, herunder NSDAP – N. Han var blandt andet blokfører. Det vil sige, at han havde myndighed til at uddele prygl, hvis han mente, at den enkeltes arbejdsindsats ikke var god nok.
Gamle og syge tævet af danskere
Fra oktober 1942 til 2. maj 1945 var han tilknyttet KZ Neuengamme. Han forsøgte at komme over grænsen til Danmark men blev afvist. Senere udgik der en arrestordre mod Jensen. Efter lang tids søgen fandt man ham hos borgmester Lorentzen i Handewitt. Han blev ført til Aabenraa og sat i arresten. Myndighederne fandt ud af, at han ofte og vilkårligt slog fangerne i hovedet med knyttede næver eller med et slagvåben lavet af gummi fra et bildæk. Han pryglede også krøblinger og gamle syge mænd, fordi de ikke tog huen af for ham. Vidner kunne berette om talrige overgreb. Også ved hængning havde Jensen deltaget.
Jensen var i februar 1945 med til at overføre 30 hollandske fanger fra sygeblokken til eksekution i Arrestbunkeren. Angiveligt har han fra syv morgen til klokken 21 om aftenen gennembanket syv afkræftede KZ – fanger. To af fangerne døde efterfølgende. Han har desuden været involveret i en række andre dødsfald.
Konkurrence: Hvem var den mest brutale?
Et vidne havde i retten forklarede at Jensen konkurrerede sammen med andre SS’ ere, om at være den mest brutale. Ved Københavns Byret blev han den 24. maj 1949 idømt 14 års fængsel. Men allerede den 3. december 1952 blev han benådet af Frederik den Niende. Senere i 1969 efterforskede Statsadvokaturen ved Landgericht i Hamburg mod Carsten Christian Jensen for meddelagtighed i mord begået i KZ Neuengamme. Men sagen blev henlagt.
Anton fra Rends var også bøddel
Anton Peter Callesen fra Rens var også frygtet. Også han var medlem af NSDAP – N. I foråret 1943 havde han i Neuengamme skudt en flygtende fange. Han lod sig forflytte til en udelejr Hannover – Stöcken. I løbet af krigen var her 40 danske statsborgere, hvoraf fem døde. Senere kom han til Laagberg, hvor der i forvejen befandt sig en vagtmand fra Tønder – egnen.
Egentlig var det Callesen, der stod for ledelsen. Han slog fuldstændig uden grund fangerne med sin stok. Han blev hurtig frygtet for sin grusomhed. Spark og næveslag, særlig i kønsdelene
hørte til dagens orden. Talrige mord har han på sin samvittighed .
Livsvarig fængsel
Det lykkedes for Callesen at slippe over grænsen. Men han blev anholdt og interneret i Fårhuslejren. Den 28. januar 1950 blev Callesen idømt dødsstraf. Men to måneder efter blev han benådet og fik livsvarig fængsel. Han blev dog endelig benådet i 1960.
Brutalitet i Neuengamme
En anden, C.S. blev anholdt i Tønder den 29. januar 1946. Han blev idømt 4 års fængsel for sin medvirken til brutalitet i Neuengamme. Han blev dog benådet den 5. juni 1948.
Med de hvide busser
I marts og april 1945 blev skandinaviske fangere reddet af De Hvide Busser. Natten til den 18. marts 1945 kørte danske og norske fanger fra Sachsenhausen til opsamling i Neuengamme. Derefter gik turen til Frøslevlejren. Himmler havde først tilladt transport ud af Tyskland til april. Den 20. april blev over 4.000 norske og danske fanger bragt til Sverige.
7.000 endte i døden
Anderledes gik det de 10.000 der blev sendt i dødsmarch til Lübeck. De overlevende fra dødsmarchen blev bragt ombord på skibe, herunder Cap Acrona. Den 3. maj angreb engelske
flyvere skibene, vel vidende at det var fangere, skibene. Over 7.000 mistede livet ved dette angreb.
Kaotiske forhold
Man mener, at i alt i Tyskland døde 200.000 KZ – fanger i forbindelse med dødsmarcherne og de kaotiske forhold i krigens sidste tid. Fra 1945 brugte briterne Neuengamme som interneringslejr. Og fra 1948 indrettedes fængsel på dele af området. Først i 2006 lukkede de sidste dele af fængslet og hele området blev indrettet som mindesmærke og museum.
Fra 200 til 5.000 fangevogtere
Antallet af fangevogtere steg fra 200 mand i 1940 til 5.000 fangevogtere i 1945. Det var kun halvdelen, der var medlem af SS. 1.592 fangevogtere gjorde tjeneste i udelejrene
Ekstra mandskab til bevogtning
For bevogtningen af udekommandoerne blev der i 1944 indkaldt medlemmer af hæren, marinen, told, politi og Reichsbahn. Og disse var ikke nødvendigvis SS – soldater. De fik at vide, at der i lejrene sad frygtelige og gemene forbrydere, som skulle behandles meget hårdt.
De allierede nærmede sig
I marts 1945 var der 28.000 mænd og 12.000 kvinder i udekommandoerne. Mange af fangerne i udekommandoerne blev da, britiske og amerikanske tropper nærmede sig, til fods eller pr. jernbane flyttet til hoved-lejren eller til Bergen – Belsen, Sandbostel og Wöbbelin.
Krigsforbrydere fra Tønder
Fem beboere fra Tønder og området omkring Tønder fik dom for krigsforbrydelser. De havde deltaget i mishandlinger m.m. i KZ – lejre. Og i hvert fald mindst fire af disse havde tilknytning
til Det Tyske Mindretal.
Banket invalid dansk fange
Den danske statsborger, Johannes Wilhelm Wind blev den 12. juli 1946 idømt 18 års fængsel for krigsforbrydelser. Han blev benådet af kongen den 15. maj 1953. Han havde gået i tysk skole. I perioden 1936 – 1943 var han medlem af NSDAP – N. Vidner havde set hvordan han og andre fra vagtmandskabet skulle have tæsket løs på fanger, der var på vej i beskyttelsesrum. Ved en af disse aktioner var der omkommet 18 personer.
Han skulle ligeledes have banket en invalid dansk fange med gangbesvær til denne faldt livløs sammen. Et vidne mente, at Wind havde forkærlighed for at slå på invalide.
Dansker med til hængning af 40 hollændere
Wind deltog i tidsrummet fra den 15. maj 1944 til april 1945 i et stort antal hængninger. En dag afhentede han i flettekommandoen sammen med andre SS’ere ca. 40 hollændere, som skulle
hænges.
Schmidt fra Aabenraa
Også Frederik Peter Andreas Schmidt havde tilknytning til Det Tyske Mindretal. Af arbejdskollegaer på havnen i Aabenraa lod han sig overtale til at melde sig ind i Sleswigsche Kameradenschaft – SK. Han sikrede sig endda en tillidspost. Men på grund af alkoholproblemer blev han degraderet til menigt medlem. Schmidt startede sin karriere som KZ – vagt i Sachsenhausen i 1943. Den 25. september 1944 overflyttedes Schmidt til Neuengamme. Her var han til midten af januar 1945. Han blev anholdt den 9. maj 1945 på sin bopæl i Aabenraa. Han blev idømt fire et halvt års fængsel.
Husum – Schwesing
Schwesing ligger nordøst for Husum. Her blev der i efteråret 1944 oprettet en arbejdslejr. Men allerede efter tre måneders forløb blev den lukket. Der var op til 2.500 fangere fra 14 lande. Over halvdelen var hollændere. Der var endvidere tyskere, franskmænd, russere, danskere og nordmænd i lejren.
Hårdt arbejde
Fangerne gravede pansergrave til forsvar mod invasion vest – og østfra ( Friservolden). Denne ekstremt usunde lejr blev anset at være den uhyggeligste arbejdslejr under NeuengammeOm
morgenen i de tidlige morgentimer gik fangerne i deres zebrastribede cellulds fangedragter gennem Husum ud i marsken. De fladbundede træ – lærredssko ydede absolut ingen beskyttelse mod vand. Arbejdet var hårdt i de vandfyldte grøfter kombineret med mangelfuld ernæring. Vabler udviklede sig til kødsår, som ikke kunne læges under de ugunstige forhold. Tæpperne
var klamme og snavsede af urin og afføring fra syge fanger
Ca. 100 danskere
Ja egentlig startede det den 25. september 1944, da 1.500 KZ – fanger blev overført hertil fra Neuengamme. Blandt disse var 80 danskere, der var overført fra Frøslevlejren til Neuengamme. Senere kom yderligere 18 danskere til lejren. Oprindelig var stedet opført som Reichsarbeitsdienst i 1938 – 1939. Der var almen arbejdspligt for alle unge tyskere i alderen 18 – 25 år. En regel, der blev indført i 1935.
Pigtrådshegn og vagttårne
Lokale beboere blev i september 1944 beordret til at forsyne lejren med pigtrådshegn og fire vagttårne. Den 28. september havde Førerkvarteret beordret at man skulle bygge den såkaldte Friesenwall med tilhørende spærrestillinger.
Friesenwall
Selve Friesenwall bestod af to forsvarslinjer med ca. ti kilometers afstand til hinanden. Den skulle beskytte den øst – nordfrisiske kyst mod angreb fra vest. Samtidig skulle der løbe spærrestillinger på tværs af Slesvig for at hindre et allieret fremstød mod hjertet af Tyskland, hvis det lykkedes for de allierede at udføre en succesfuld landgang på den danske vestkyst.I
alt opstod der 230 kilometer pansergrave.
Til bygningen af fæstningsanlæggene som hovedsagelig bestod af ca. fire – fem brede og ca. tre meter dybe pansergrave, maskingeværreder, skyttehuller m.m. rekrutterede man blandt andet den lokale civilbefolkning.
Et projekt, der skulle realiseres
Dertil kom så flere tusinde KZ – fanger. Tre udelejre under KZ – Neuengamme blev indrettet for at realisere dette projekt.:
Fangerne kastede sig over møddingerne
I Husum – Schwesing var der ni træbarakker, inklusive fire utilstrækkelige toiletbarakker. Der var desuden lagerrum, skrædderi, skomagerværksted og et hvilerum for SS – personalet. Madrasserne var af en elendig kvalitet og gik hurtig i stykker. En gang om ugen fik fangerne 5 – 6 halvrådne kartofler. Sulten var så stor, at fangerne kastede sig over møddingerne fra kartoffel – og roeskrælleriet.
Det var tydeligt, at man fra ledelsens side brugte udhungringen, som et af midlerne til at komme af med Das Dritte Reichs fjender.
Frygtelige boligforhold
Der var frygtelige boligforhold og katastrofal sammenstuvning af mennesker, der førte til massiv smitteudsættelse. Selv om 1.000 af 2.500 fanger blev sendt videre til Ladelund i november, var forholdene umenneskelige. Midt i november var halvdelen syge af lunge – og hjertelidelser, alvorlig diarré, gigtfeber, difteritis og tuberkulose.
Mellem 300 og 500 døde
Mellem den 25. september 1944 og 29. december 1944 døde et sted mellem 300 og 500 KZ – fanger i Husum – Schwesing. 13 af 98 danskere omkom også her.
Ledelsen
Den overordnede ledelse havde SS – Untersturmführer Hans Hermann Griem og SS – folkene, Emanuel Eichler og Josef Klingler. I marts 1947 blev Klinger dømt til døden ved hængning
af en engelsk militærdomstol. Eichler blev idømt fem års fængsel.
Griem flygtede
Hans Hermann Griem flygtede, inden retssagen begyndte. Han døde i 1971 uden nogensinde at blive dømt for de krigsforbrydelser, som han begik i lejrene. Han var leder af både Husum og Ladelund. Først levede han under falsk navn, senere med sit rigtige navn. Han døde i Hamburg – Bergedorf. Statsanklageren i Hamborg rejste i slutningen af 1960′
erne en anklage mod Griem. Men han fastholdt sin uskyld. Utroligt var det, at der ikke for længst var blevet rejst anklage mod Griem. Han beslaglagde levnedsmidler, brugte sadistiske metoder og skød selv flere flygtninge. Mange blev skudt i drukkenskab.
14 alvorlige kvæstede ved appel
Således beretter den tidligere fange Abbé Pierre Jorrand om en appel:
Frieservolden blev opgivet
Projektet med Friservolden blev opgivet på grund af det totale sammenbrud i Tyskland. Lejren blev rømmet allerede den 21. december 1944, og fangerne sendt tilbage til Neuengamme.
Rasmussen blev til Mikkelsen
I foråret 1946 gik det op for de danske myndigheder, at der havde været en dansk SS – mand i lejren ved navn Rasmussen. Han havde flere gange mishandlet fanger. En hollandsk fange blev flere gange slået i hovedet med et afbrækket kosteskaft. Til sidst faldt fangen blødende om. Så beordrede Rasmussen andre fanger til at smide den nu døde fange i en vandfyldt grøft.
Rasmussen blev anholdt den 13. august 1946 og indsat i Fårhuslejren. Det viste sig, at han hed Mikkelsen. I september 1944 skulle han være overført til lejren i Husum. Tre vidner beskrev ham som hård og ubarmhjertig over for især asociale fanger. Københavns Byret idømte den 14. februar 1947 Kurt Niels Mikkelsen 14 års fængsel.
Præst oprettede mindested
På foranledning af Pastor Dethlefsen blev der i 1957 indrettet et mindested på Husumer Ostfriedhof.
Man glemte bevidst lejren
Gennem mange år forsøgte man at glemme lejrens eksistens. Man snakkede ikke om det, der var sket. Lokalbefolkningen ville også hurtigt glemme, hvad der var sket. En del må trods alt have kendt til, hvad der skete. Barakkerne blev efterhånden forfaldne og blev revet ned. Området kom på private hænder.
Oplysninger om lejren
Men en række danske eks – fangere var aktive omkring erindringen om lejren. Men en beboer, Klaus Bästlein faldt over oplysninger om lejren. Først i 1983 begyndte en arbejdsgruppe at planlægge et museum eller en mindelund. De fandt frem til to danske overlevende – den tidligere modstandsmand Benjamin Mørch og lægen Poul Thygesen. Sidstnævnte havde allerede i 1945 udgivet sine erindringer om Husum – Schwesing.
800 borgere mødte op
De to danskere skulle fortælle om deres erindringer på et møde i januar 1983. Og det blev lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindre end 800 mødte op.
297 røde metal – sten
Og dette lykkedes først den 27. november 1987 – 43 år efter grusomhederne. En informationsbrochure i fire sprog om lejren blev fremstillet. Ligeledes blev en informationstavle i forskellige sprog fremstillet. 297 røde metal – sten er rejst med navn på de ofre, man kender. Det er så cirka 200 mere, man ikke har navn på, der også er omkommet her.
Mindesmærket er blevet til i samarbejde med de overlevende fangere.
Denk – og Mahnmal
På tysk har man to begreber for de mindesmærker, der er opstillet for at mindes den fælles fortid. Man taler om Denkmal og Mahnmal. Et Denkmal sættes som minde over en
begivenhed eller en person, som man mindes med en hvis stolthed. Et Mahnmal opstilles derimod til erindring om noget, man håber, aldrig vil gentage sig. Et sådant Mahnmal blev opstillet i Husum – Schwesing i 1987.
Ladelund
Det var i Ladelund og andre steder i Nordtyskland at nazisterne har størst tilslutning. Men så skete det pludselig, at Ladelund også blev en del af KZ Neuengamme. I begyndelsen af november 1944 kom der så 2.000 fanger til den lille by. Egentlig var det kun plads til 200 i lejren. I slutningen af 1930erne havde beboerne ellers kunnet se unge mennesker vandre ud af lejren med spader.
Betonvejen fra Süderlügum til Flensborg
Det var blandt andet disse unge mennesker, der byggede betonvejen ved grænsen. Den blev bygget mellem Süderlügum og Flensborg. Strækningen var på 34 kilometer og blev også kaldt for Panzerstrasse. Denne vej kender vi alle, os der bor ved grænsen.
De blev behandlet som dyr
Tidlig om morgenen kunne egnens bønder se til når udmagrede mennesker blev pisket frem. De blev behandlet som dyr. Når fangerne kom hjem om aftenen, var der altid adskillige døde med. På blot to måneder var der 300 dødsfald i lejren. Det var ikke en decideret dødslejr med krematorieovne . Men forholdende var frygtelige. Ved juletid 1944 var gravearbejderne gennemført, og fangerne blev overført til en anden lejr og nye pinsler.
Vagtmandskabet bestod af folk fra SS Totenkopf og ældre marinesoldater. Men også folk fra Det Tyske Mindretal var en del af vagtmandskabet. Disse soldater blev anbragt rundt om i landsbyen Ladelund. Det er ikke rigtig, at der ikke skulle være danske flygtninge i Ladelund. Det var det dog.
En dyb rystet præst
Præsten, Johannes Meyer fik pålagt at begrave de døde. Allerede dagen efter deres ankomst ringede SS – ledelsen til præsten. Der var fire døde. Præsten fik samtidig at vide, at han nok skulle regne med 30 – 40 døde de næste par uger. Kommandanten ønskede anonyme massebegravelser, men det nægtede præsten. Han ville have navn og data på hver enkelt død. Og han fandt også et stykke jord ved nordsiden af kirken.
Præsten var dybt rystet over det, han oplevede. I Ladelunds Krønike har pastor Meyer skrevet om de to grufulde måneder. Han havde dagligt begravelse, og havde en evig kamp med kommandanten, for at sikre en sømmelig begravelse:
Et brev til førerkvarteret og Indenrigsministeriet
Meyer måtte på en eller anden måde gøre om med sin samvittighed. Men i datidens Tyskland var det sin sag at protestere mod ledelsen. Præsten skrev dog en beretning om rædslerne og konkluderede at begivenhederne ville følge Tyskland i lang tid. Og han fik noget så ret.
Han sendte beretningen både til Førerkvarteret og til Indenrigsministeriet. Han var klar over, at dette kunne føre til hans død. Han lagde brevene i toget, og prøvede på at spille de to instanser ud mod hinanden.
Ville ikke hjælpe med opklaringen
I Kirke – kronikken berettede han også om koncentrationslejren. Han var desuden i lang tid medlem af NSDAP. Allerede tidlig bekendte han sig til nazismen. Han frabad sig også at medvirke til, at de ansvarlige i Ladelund – lejren blev straffet.
Den hollandske tragedie
Af de 300 døde var ikke mindre end 117 hollændere. De var fra landsbyen Putten. Denne landsby fik en skæbne som Oradur i Frankrig. Der var i Putten blevet skudt i et par tyske officerer. Som hævn skulle landsbyen udslettes og alle mænd mellem 15 og 65 år deporteres. 675 mænd fra Putten kom i koncentrationslejre. Kun 37 af dem vendte tilbage.
Forbindelse mellem Putten og Ladelund
Lige efter krigen sørgede præsten for, at der blev skrevet til hver enkelt af de dødes pårørende. Siden er der skabt en nær forbindelse mellem Putten og Ladelund.
Mindet var i allerbedste hænder
Hollænderne ville have ligene af de afdøde hjem, men det modsatte Pastor Meyer sig. De døde efter hans mening optaget i menigheden. Derfor ville det være gravskænderi at flytte dem.
Der kom en komité til Ladelund for at forberede flytningen. Men efter et møde med Pastor Meyer og et besøg på kirkegården, blev hollænderne overbevist om, at gravene og mindet om de afdøde var i bedste hænder.
En mindesten
I 1945 – 1946 blev lejren brugt til lazaret for personer, der havde fået amputeret et ben eller en arm. Fra 1946 til 1959 opholdt der sig her flygtninge. I 1970 blev den sidste barak revet ned.I
1989 blev der bygget et hus, som blev kaldt Dokumentenhaus. I 2006 blev bygningen udvidet, så mindestedet kan rumme det stigende antal besøg. Der, hvor den sidste barak blev fjernet, blev der rejst en mindesten, men indskriften:
Das Mahl
En stålskulptur blev i maj/juni 2002 rejst af unge. Den minder om den skæbne, der overgik fangerne i lejren. I 2010 blev der rejst et mindesmærke kaldet Das Mahl.
Er der flere skyldige?
War Crimes Investigation Unit behandlede sager fra Ladelund, Husum/Schwesing, Dalum og Meppen. I en rapport fremgår det, at man havde beviser mod i alt nitten personer. Disse kunne anklages for mord og medskyldig i mord og mishandling på flere hundrede allierede statsborgere.
Heide fra Aabenraa
Danske myndigheder fandt frem til flere skyldige, som var danske statsborgere. Her i blandt var Carl Friedrich Robert Heide. Han var født i Aabenraa, og bekendte sig til Det Tyske Mindretal. Han blev tilknyttet Aussenlagager Meppen – Versen. Denne udelejr havde også 75 danske fanger. I perioden fra 15. januar 1945 til 25 marts 1945 døde her 150 fanger.
Omkommet på Cap Acrona
Sammen med en anden dansk SS – mand skulle Heide blandt andet sørge for indskibning i Lübeck. Han blev eftersøgt af både danske og britiske myndigheder efter krigen. Den 2. marts 1950 blev der udsendt en såkaldt dødsformodningsdom over Heide. Antagelig er han omkommet på Cap Arcrona.
Mandskabs – rotation
Vi kunne sikkert have nævnt adskillige andre danske statsborgere, som havde begået ulovligheder. Det var sådan, at de danske SS – mænd, hvad enten de tilhørte det egentlige Waffen SS eller Frikorps Danmark i SS – var med i organisationernes almindelige mandskabs – rotation. Viste en frivillig sig uegnet til en indsats ved fronten eller blev skadet, kunne man blive overflyttet til lettere tjeneste i baglandet. Det kunne så være, at blive vagtmand i en KZ – lejr. Opfyldte man ikke SS’ fysiske krav blev man sendt direkte til Totenkopf – enheder, der bevogtede KZ – lejre.
99 blev anklaget for grusomheder
Dennis Larsen fastslår i sin bog Fortrængt Grusomhed, at der kan fastslås og dokumenteres, at 99 danske statsborgere kunne anklages for konkrete forbrydelser. Andre som antagelig også har begået lignende grusomheder er kun anklaget som almindelig landssviger. Her mangler bevisets stilling. Dennis Larsen mener, at det reelle tal er væsentlig højere.
Tilhørte det Tyske Mindretal
Det er påfaldende, at et ret stort antal af de SS – vagter, som dokumenteret gjorde tjeneste i tyske KZ – lejre tilhørte Det Tyske Mindretal i Danmark.
Division Totenkopf
Himmler gav i 1942 på mindretallets foranledning ordre til at adskille de etnisk frivillige fra Danmark fra de etnisk danske. Det førte til at mindretals – tyskerne blev udskilt fra Frikorps Danmark og overflyttet til SS – Division Totenkopf. Ikke alle havde SS – tatoveringen 30 danske SS – vagter gjorde tjeneste i Neuengamme og dens udelejre.
Mange steder lykkedes det, at fjerne alle dokumenter. Og ikke alle danske SS – vagter havde den traditionelle tatovering.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Tønder (282 artikler)
Under Højer (77 artikler):
Under København (191 artikler):
Under Nørrebro (304 artikler):
Under Østerbro (101 artikler):
Under Besættelsestiden (før/under/Efter): (362 artikler)
Under “Grænsen er overskredet” (6 artikler)
Redigeret 16. – 10. – 2021
December 26, 2012
DENNE ARTIKEL FINDES I EN MEGET BEDRE UDGAVE. VI HAR OPDATERET OG REDIGERET DEN –
SØG I STEDET EFTER “DA BRIGGEN CHICO AF AABENRAA BLEV OVERFALDET”.
Den 21.01. 1864 blev Aabenraa
– briggen Chico overfaldet af pirater ud for Hongkong. Cirka
et halvt år efter skrev førstestyrmand Meinhardt ned, hvad der skete. Det er
denne dramatiske beretning, vi her bringer. Desuden er her den fantastiske
fortælling om ”Familieringen”. Flere gange overvejede kinesiske
redningsmænd, om de skulle smide Meinhardt i havet. De mente, at han var
mere død end levende. Mandskabet forlod Chico uden at tage de sårede
med.
Søforhør
Vi har ved tidligere lejligheder beskæftiget os med Aabenraas søfart. Og vi har også kigget på briggen Chico af Aabenraa. Om bord var skipper Meinhardt, der under overfaldet af pirater i Kina blev hårdt såret.
Det
var ikke langt fra Hongkong Havn at briggen Chico overfaldet, taget, plyndret
og sat i brand.
I Sydafrika afgav Meinhardt sin beretning ved søforhøret.
Denne beretning har vi fået tilsendt af Meinhardts tipoldebarn i Grindsted, Ellen Maria Meinhardt Bech. Vi bringer også den spændende beretning om ringen.
Troels Kløvedal tog samme tur
Troels
Kløvedal har taget nøjagtig den samme
tur op ad Ganges Floden, som Chico tog.
Såfremt
du har flere oplysninger om denne hændelse, er du velkommen til at
fremkomme med disse, så viderebringer vi disse til Ellen.
Hvad
skete der?
Chico var bygget i 1856 på Mads Michelsens Værft i Aabenraa for rederiet Frederik Callesen. Skibet sejlede på Østasien og hjembragte ris og oversøiske
varer.
Kaptajner
på skibet var Frederik Callesen selv, kaptajn Dresher og sidst kaptajn Ohlsen.
Hvad
skete det den 21.01.1864?
Kaptajn
Ohlsen:
Matros:
Navn ukendt:
Dæksfolk
m.m. Navne ukendte:
Hermed
bringer vi Georg Ludvig Meinhardt beretning. Vi har ikke ændret i teksten. Det
eneste, vi har gjort er at ændre afsnittene og indføre overskrifter,
for at gøre teksten mere læservenlig.
Dramaet ved Hongkong
Briggen
forlod, efter endt reparation af sit havari og efter igen at have indtaget
sin last, der bestod af ris, og ellers velforsynet med alt til den forestående sejlads i god sødygtig stand, for
anden gang Hongkongs havn torsdag den 21. 01.
1864 omtrent klokken fem om morgenen. Den blev bugseret af bugserbåden Sterling.
Vinden
var østen med storm og stærke vindstød. Kaptajnen og styrmanden var
først ikke enige, om de skulle
sejle ud eller ikke, men fandt så, da de kom ud i Leumoo – passagen, at de højst kunne føre dobbeltrebede mærssejl, hvorfor de frygtede for,
at den stærke strøm fra nordøst ville sætte dem ud af kurs, og den
høje sø ville standse deres fart på grund af den lille sejlføring,
hvis de skulle gå ud.
Derfor
besluttede de at blive inde til næste morgen eller første afsejlings
– mulighed og ankrede derfor omtrent klokken 10 inden for Tamtoo Island for bagbords anker med 30
fod kæde på 8 fod vand.
Om
eftermiddagen var luften fuld af regn med heftige vindstød. Man lod
folkene gå under, bortset fra en mand på vagt. Om aftenen
klokken seks var vinden stærkt aftagende. Klokken otte sattes vagten.
Andenstyrmanden formanede som sædvanligt folkene at være vagtsomme og
holde god udkig, og hvis junker eller lignende skulle nærme sig, da
holde skarpt øje med dem, og hvis de skulle nærme sig skibet, da skulle
de omgående purre frivagten og styrmanden og straks komme agter for
at få udleveret våben.
Styrmanden
talte senere med kaptajnen om at få geværerne ladt. Der var formentlig
tretten stykker, hvoraf en dobbeltløbet. Ligeledes ønskede styrmanden
den ottepundige kanon ladt; men kaptajnen sagde, at man ikke behøvede
at være bange for sørøvere så tæt ved havnen (omtrent 2 sømil).
Styrmanden svarede, at der i hvert fald ikke var af vejen at have et
skud i beredskab. Kaptajnen sagde nej. De kunne godt lade geværerne;
men kanonerne var intet værd. Så geværerne blev ladet.
Efter
klokken ni gik kaptajnen og førstestyrmanden til
køjs, efter at sidstnævnte endnu engang havde været på dækket for
at undersøge vejret.
Sørøvere
på vej
Omkring
klokken elleve blev styrmanden vækket af den vagthavende matros (englænder)
som sagde, at to junker (kinesiske skibe) nærmede sig skibet fra
agter. Styrmanden sprang ud af køjen og spurgte, om han havde purret
folkene og lod ham løbe hen for at purre dem og straks lade dem komme
op for at få våben.
Førstestyrmand
havde straks kaldt på kaptajnen og andenstyrmand, derefter løb han ind i kahytten, hvor han tog en økse
og løb ud på dækket. Kaptajnen var straks sprunget ud af køjen og
løb efter styrmanden. Han tog også en økse og løb ud på dækket.
I
dette øjeblik var den første junkie på bagbords side, omtrent
tre til fem fod fra vort skib i begreb
med at lægge til siden, og en junke på styrbords side kom uklar med
sin rigning på vort skib. Styrmanden løb over til rælingen for at
skyde langskibs på junkien, idet han råbte til kaptajnen, at det var
sørøvere. I samme øjeblik kastede de såkaldte stinkpotter over skibets
dæk. Styrmanden sigtede efter det sted, hvor stinkpotterne blev kastet
over, og skød.
Kaptajnen
skød ligeledes , efter at have råbt til dem, at de skulle komme væk
fra skibet. Manden, der havde vagt, løb forud, og styrmanden tænkte,
at han endnu ikke havde purret folkene, men nu var på vej for at gøre
det.
Sørøvere
på dækket
Styrmanden
løb igen ind i kahytten, og kaptajnen fulgte efter for at hente et
andet gevær. Da hørte de, at sørøverne var kommet over på dækket, hvorpå kaptajnen løb tilbage og låste
yderdøren. Styrmanden spændte en sabel ved siden, hvorpå han løb
ud i kahyts – gangen. I samme øjeblik kastede sørøverne med stor
styrke og hurtighed stinkpotter gennem dørens vinduer og skylightet,
så det var umuligt at skyde, for der opstod en kvælende røg af svovldampe.
Det var umuligt at blive der, uden at blive kvalt.
Kaptajnen
følte sig allerede helt svimmel i hovedet og gik ind i sit kammer og
låste døren. Styrmanden gik ind i sit kammer, hvortil andenstyrmanden allerede var flygtet. Da førstestyrmanden
var kommet ind i kammeret, bemærkede han en mand foran sit vindue.
Han tog sit gevær og spændte hanen, men i samme sekund fik han en
brændende stinkpot gennem vinduet lige i ansigtet. Han lod geværet
falde og tørrede ilden af og snappede efter vejret.
Masser
stinkpottere
Til
samme tid åbnede kaptajnen sin kammerdør og løb over til styrmanden.
Sørøverne havde kastet så mange stinkbomber ind gennem vinduet
i hans kammer, at han ikke længere kunne holde ud at være der for stank
og svovldampe. De låste døren. De hørte stor tumult på dækket,
især ved den store luge, som sørøverne var i begreb med at bryde
op. Styrmanden ville skyde efter dem, men kaptajnen rådede ham indstændigt
fra det, fordi som han sagde, de alligevel var overmandet, og når de
brugte våben pg skød – og skød nogle af dem – , kunne de komme
til at lide en frygtelig død, og alene kunne de jo intet gøre. Derfor
skulle han lade være, så kunne de måske redde livet.
Stinkpotterne
blev stadig kastet ind til dem, og andenstyrmand
lå allerede helt forvirret i hovedet i sin køje, hvor han havde viklet
hovedet ind i koøjet. Da sørøverne sandsynligvis havde bemærket,
at de var der, blev den ene stinkpotte efter den anden med stor hurtighed
kastet ind gennem vinduet, så der på et øjeblik opstod en så forfærdelig
røg og svovldamp, at det var umuligt at opholde sig der uden at blive
kvalt.
Svovldampe
Kaptajnen
og førstestyrmanden lagde sig først med hovedet under et dække for
at beskytte sig mod ilden, røgen og svovldampene,
der var tættest i de øvre lag. Ved denne tid havde sørøverne slået
bagdøren til kahytten ind og besat den inderste del af kahytten, hvor
de slog alt itu eller rendte med tingene.
Kaptajnen
klagede over smerter i hovedet, ligeledes styrmanden. Så faldt det
dem ind, at der muligvis kunne være frisk luft inde under halvdækket,
hvortil en lille luge i andenstyrmands køje gav adgang. Han åbnede
lugen, og da de fandt ren luft der, kravlede de alle ind og satte, så
godt det nu kunne lade sig gøre fra indersiden, lugen for igen for
at hindre en indtrængen af svovldunsterne.
Kort
derefter forsøgte sørøverne at slå døren til kammeret ind
og opfordrede dem til at komme ud og give dem pengene, som var på
skibet. Kaptajnen kunne ikke holde det ud længere, da svovldampene
nu også var trængt ind til dem under halvdækket, så han krøb ud.
Han
svarede dem, at de gerne måtte tage alt, og at han ville give dem de
penge, der var på skibet, hvis de ville spare deres liv. De svarede
på engelsk og talte ganske korrekt. Når de
måtte få, hvad de ville have, og han ville give dem pengene, så skulle
de bare komme ud på dækket, så ville de ikke gøre dem noget. Sørøveren
blev ved med at tale godmodigt om, at de bare skulle komme ud. Han ville
ikke gøre dem noget (han talte kun af falskhed).
Kaptajnen
slået ned
Kaptajnen
kunne ikke længere holde ud at være i svovldampene og sagde til styrmanden,
mens han kravlede ud i kammeret, at han måtte gå ud på
dækket. Styrmanden rådede ham fra det, og sagde, at det kun var falsk tale for at få dem på dækket, så
de kunne få deres mordlyst styret, men det mente kaptajnen ikke.
Styrmanden
foreslog, at kaptajnen skulle tage et gevær, som endnu var ladt, eller
en sabel med sig ud. Valgte han det ene, så ville styrmanden tage det andet og følge ham ud. Men dette ville
kaptajnen under ingen omstændigheder gå med til. Han sagde:
Styrmanden
frygtede for, at de alligevel ville gøre det og rådede kaptajnen til at blive, når han ikke ville tage våben med
sig, men kaptajnen ville ikke. Han åbnede døren og gik ud. Da han
stod i døren, sagde sørøveren til ham, at han skulle gå ud på dækket.
Han gik ud og få skridt ud på dækket. Fra kahytten hørte de, at
han gav et par høje skrig fra sig, derpå hørte de et fald og endnu
et par små skrig, mens han lå. Der var ved denne lejlighed opstået
stor tumult på dækket, men så blev der stille nogle minutter.
Andenstyrmanden
falder om
Andenstyrmanden
var heller ikke til at formå at tage et våben, i
stedet begyndte han at råbe, at kaptajnen var død, og han foldede
hænderne for sørøverne og bad: Chin Chin. De befalede ham at komme
ud på dækket, og han gik ud. Styrmanden trak sin sabel. En sørøver,
som stod i kaptajnens kammer med en ladt revolver i hånden, så dette,
og idet han råbte noget på kinesisk til de andre sørøvere, forsøgte
han af alle kræfter at spænde revolveren for at skyde styrmanden;
men det var han ikke muligt, da han ikke forstod at håndtere revolveren,
men spændte sig selv, når aftrækkeren blev trukket.
Andenstyremanden
gav uden for døren et par skrig fra sig, hvorpå han faldt. Førstestyrmanden
så fra kahytten en sabel komme frem over døren for at give ham
et hug, hvis han skulle komme ud. Han trak hurtigt hovedet tilbage og førte et hug mod fjenden, der hurtigt
trak sig tilbage. Førstestyrmand løb i samme øjeblik ud; men da han
stak hovedet ud af døren, fik han af nogle sørøvere, som stod klar
der, to hug fra bagbords side, som han afværgede, men i samme øjeblik
kom der også to hug fra styrbords side. De ramte til højre i panden.
Han kom til at ryste over hele kroppen, men det gik over., da han mærkede
det varme blod fra sårene løbe ind i munden, og han blev besat af
et ganske ukendt raseri. Han vendte sig mod højre, hvor sørøverne
lige så hurtig veg tilbage.
Styrmanden
skønnede, at det var godt to hundrede mand. Mange lossede ris til begge
sider over i junkerne. Desuden var dækket og kahytten fyldt med folk,
mens andre var beskæftiget med ladningen på junkerne. Styrmanden slog sig igennem for at komme forud
på skibet. Han nåede også lykkeligt derud, men ikke uden mange og
nogle svære sår. Da han kom til kabyssen, fandt han ingen af mandskabet
på dækket, og da han selv blev hårdt trængt, tænkte han på at
springe over bord for at forsøge, om han ikke kunne svømme i land.
Var
han ikke blevet hindret deri, ville han ubetinget straks være druknet.
Han var på styrbords side, hvor han slog sig igennem, så
løb han til og sprang op på spilhovedet og derfra over mod rælingen, inden han smed sin sabel ind mellem sørøverne.
Men da han sprang over mod rælingen, fik han et voldsomt slag i hovedet,
at issebenet blev gennem – hugget fra den ene side til den anden. Han
faldt straks tilbage og lå nu foran spillet som død. Da han noget
senere kom til sig selv igen, var sørøverne ved at forlade skibet.
Første
– styrmandens lidelser
Junkerne
lå lige agter og drev indefter med strømmen, mere så han
ikke, for han besvimede igen. Noget senere kom han til sig igen og opdagede
da, at en af folkene, matrosen Johann von Alsen lå på den anden side af
spillet og var såret. Han talte til styrmanden, som igen besvimede.
En tid efter kom førstestyrmanden dog til sig igen, og han hørte kaptajnen
kalde på drengene. Henne agter fra. Han befalede dem til at bære ham
ind i kahytten, da han frøs meget.
Styrmanden
hørte, at de arbejdede med ham; men de kunne ikke flytte ham, da de
begge var meget små. Derpå hørte han, at de dækkede kaptajnen
til med tøj. Kaptajnen spurgte drengene, hvor styrmanden var, og de svarede, at det vidste de ikke. Han befalede
dem så at gå forud og se godt efter på dækket forude, da han havde
set, at styrmanden havde slået sig igennem på vej forud.
Livstegn
fra Kaptajnen
Drengene
kom og fandt førstestyrmanden, der lå midt i en blodpøl med hovedet
på den styrbords ankerkæde. Kahyts – drengen, der begyndte at græde,
løftede styrmandens hoved bort fra kæden og bad den anden dreng løbe
retur og hente en hovedpude, som de lagde under styrmandens hoved, hvorefter
de begge grædende vendte tilbage til kaptajnen, som spurgte dem, hvorfor
de græd. De sagde, at styrmanden lå forude ved spillet med flækket
hoved og helt fuld af sår. Han kunne ikke tale og var næsten død.
Kaptajnen sagde på dansk:
Han
sagde derefter, at han stadig frøs,
om de ikke kunne bære ham ind. Mere hørte styremanden ikke, for han
besvimede igen.
Senere
hørte han drengene sige til kaptajnen, at sørøverne havde lagt ild
i skibet, og han befalede dem at prøve at slukke. Han hørte også,
at pøsene slog mod skibssiden,
men så besvimede han igen. Hvor længe han var besvimet, kan han ikke
sige; men da han kom til sig selv, så han to af folkene komme ud fra
logiet. De gik over til bagbords side og blev stående ved forreste
kant, tilsyneladende for at vente på de andre, som man kunne høre
på trappen.
Flammerne
nærmede sig
Styrmanden
så ikke mere. Det sortnede for øjnene, og han besvimede igen.
Da han kom til sig selv igen, stod agterskibet i flammer. Kahytten var
næsten helt nedbrændt; men det varede kun nogle sekunder,
så besvimede han igen.
Der
må være gået en længere mellemtid, for da han for sjette gang
kom til sig selv igen, så han skibet fra agter til formasten i
flammer. Stormasten lå allerede udenbords på styrbords side.
Hele dækket fra agter til tæt ved kabyssen
var brændt væk, og kun en vandtønde på hver side var tilbage.
Den
forreste rigning stod i flammer og brændte allerede op til underste
mærs. Der stod også en heftig ild op af forreste luge. Med dette
skrækkelige skuespil for øjevågnede han op. Han
følte sig hensat i den dybeste elendighed, men hans kræfter (formodentlig
af heden)vendte tilbage. Han følte en forfærdelig tørst. Så snart
han kunne røre sig, begyndte han at arbejde på at komme op, hvilket
også lykkedes efter lange og store sindsbevægelser.
Han
kunne slet ikke bevæge venstre fod og arm. Det sidste syntes at være
hugget af. Af smerter følte han egentlig ikke noget, kun at hans hele
krop var meget tung. Han arbejde sig, da den sårede matros var borte,
over mod bagbords side, hen mod den tilbageværende
vandtønde, som også allerede var ved at komme i brand, for at stille
sin brændende tørst. Han drak temmelig meget vand, uden at hans tørst
blev stillet, og da han ikke kunne opholde sig her længere end allerhøjst
nødvendig for ilden, arbejde han sig tilbage igen og forsøgte at komme
op på bakken, hvilket også lykkedes for ham efter lange og svære
anstrengelser.
Det
var på høje tid, for den heftige ild fra forlugen havde nu også
sat spillet i brand. Han arbejdede sig forud og satte sig ned. Hvilket
indtryk, det gjorde på ham, hvad han så her rundt om sig, vil han
ikke udtale sig om, men overlade den kære læser at tænke sig til
det. Om han kunne finde sig i den skæbne, han befandt sig i med 27
(syvogtyve) sår, hvoraf flere var svære og dødsensfarlige, uden menneskelig
hjælp og bistand?
Han
så i hvert fald kun skibshunden, som løb rundt hos ham og hylede
og rystede. Det var det eneste levende væsen, som var at se. Han var
forladt af sine egne folk, at mandskabet; men den kære Gud havde ikke forladt
ham. Hans smertensbæger var nu fuldt, og hans nød var meget stor,
men den kære Gud stod også nu ved hans side, og hørte hans bønner.
Han ville redde ham og skaffe ham lindring i hans smerte og give ham
kræfter og styrke hans tro og håb. Han lod nu dagen bryde frem og
viste ham et skib under fulde sejl; men om natten var det blevet stille,
og vinden var gået i nordvest (lige imod forskibet).
Han
blev reddet
Ved
daggry indfandt sig også en mængde små kinesiske både.
De kom for at stjæle tovværk og sejl;
men han kunne ikke bevæge nogen af dem om bord fra det brændende skib,
heller ikke da han lovede dem ti dollar for det.
Ilden
bredte sig helt ud til bakken, og han måtte igen flygte. Han arbejdede
sig, trods sine svage kræfter ud under bovsprydet. Forsejlene
brændte også straks løs, da sejsinerne var taget af allerede dagen
før. De stod straks i flammer og faldt. Store stykker brændende sejldug
blev af vinden fra agter ført frem og faldt ned omkring styrmanden,
og nogle ramte hans hoved og krop. Til sidst kunne han ikke fjerne stykkerne
så hurtigt, som de faldt over ham. I denne tilstand var han ved at
miste håbet. Hans skjorte var allerede forbrændt på skuldrene, så
han havde kun valget mellem at overgive sig til et af de to modsatte
elementer – ilden eller havet. Han valgte det sidste, men med den
almægtige Guds hjælp blev han reddet.
Her
skulle den sørgelige historie om briggen Chico vel være til ende, men for
at fortælle forskellige menneskers karakter, deres menneske – kærlighed
og deres utænkelige afskyelighed, vil jeg fortælle om de med skibets
skæbne så tæt forbundne førstestyrmand og den sårede matros, indtil
de er i sikkerhed og under lægehjælp.
Efter
at sørøverne havde været borte et stykke tid, og folkene i nogen
tid ikke havde hørt noget, vovede
en af matroserne sig op på dækket for at spejde. Da han så, at junkerne
var borte, kaldte han også de andre på dækket. Ifølge den sårede
matros´s udsagn gik folkene straks i gang med at sætte en jolle i
vandet og fik derefter alle i båden.
Forinden
havde den sårede talt til dem, og da han så dem gå ud i
båden, råbte han til dem fra sin plads ved lugen, at de ikke skulle
tage bort uden at tage ham med, og at en mand skulle komme og hjælpe
ham. Han fik det svar:
Han
sagde, at han ikke kunne gå og bad dem komme igen, at dog en ville
komme hen og hjælpe ham, for han havde flere sår på sine ben.
En af matroserne (født i Preussen) gav ham det svar:
Den
sårede gentog endnu engang sin bøn, men fik samme svar. Derefter gik
en for en i båden. Så arbejde den sårede sig krybende på
hænder og fødder så hurtigt som muligt langs dækket hen midtskibs
og derfra ned i båden, hvorpå de straks stødte fra
og roede væk, efterladende den endnu levende kaptajn og første –
styrmand og den døde anden – styrmand.
De lod
ham ligge i båden
De
roede nu hen i Leumoonpassagen, hvor de gik i land, da de var bange for at fortsætte
til Hongkong havn af frygt for sørøverne. Den sårede ville de
ikke hjælpe i land, men lod ham ligge i båden, hvor han nær var druknet,
da bundproppen var røget ud, og båden løb fuld af vand. Her lå han
til næste formiddag, da han blev samlet op af en båd fra det engelske battleship, Princess Charlotte, der havde læge ombord. Derfra
blev han bragt til Goverment Hospital i Hongkong, hvor vi nu vil forlade ham. Gennem Guds nåde var han efter tre ugers
forløb igen rask og hans sår lægt.
Første
– styrmanden besluttede at overgive sig til havet og
lod sig falde, men på grund af sin venstre arm, der var hårdt såret
og lammet og føltes død, kom han uklar af waterstaget og blev hængende nogle sekunder
nede ved vandet. En af de mange kinesiske både med fem mand om bord,
der ikke havde stjålet, som de andre havde gjort, havde hele tiden
iagttaget styrmanden uden at ville hjælpe ham, da han bad dem om det.
Styrmanden
tænkte ganske enkelt, at båden og dens besætning hørte til sørøverne.
Nu kom båden helt hen til styrmanden, og de sagde, at han skulle holde
fast, for de ville tage ham om bord. De kom hurtigt hen og tog ham indenbords.
Bagefter tog en mand en stor køkkenkniv og holdt den over styrmandens
hoved, idet han spurgte, om og hvor, han havde pengene? Styrmanden svarede: Nej.
Ti dollar
for at redde ham
De
spurgte så, hvordan de så skulle få de ti dollar, han havde
lovet dem, hvis de tog ham ombord?
Styrmanden
svarede, at de ikke skulle være bange for de ti dollar. Dem skulle
de nok få af købmanden, den danske konsul, når de bragte ham til havnen i Hongkong. De talte med hinanden om
det på kinesisk, inden de roede af sted.
Da
styrmanden så, at de roede for Leumoopassagen, sagde han, så godt han nu kunne tale, at de roede
i en gal retning, og han pegede mod passagen. Kineserne sagde nej; men
da styrmanden sagde ja, svarede den ene kineser, at han straks skulle
tie stille, ellers ville de kaste ham overbord, hvorpå han tav.
Efter
en stund sagde de til styrmanden, at han ikke skulle være bange. De
ville ikke gøre ham noget, men de ville først hjem og
have noget at spise. De roede helt op i bugten med ham, og gik, efter
at de havde slæbt båden med styrmanden op på stranden, alle lystigt
syngende ind i landet.
De ville
kaste ham i havet
Efter
omtrent halvanden time kom de tilbage og roede så mod havnen
i Hongkong med ham. På vejen lige inden
for Leumoorpassagen tabte styrmanden igen kræfterne og besvimede.
Da han igen kom til bevidsthed, lå kineserne stille og roede ikke.
Den ene, som kunne tale engelsk, spurgte, om han mente, at han kunne
leve så længe, til de fik ham i land, ellers ville de ikke ro videre,
for hvis han skulle dø, ville de ikke få noget for deres ulejlighed,
og han mente, at de lige så godt straks kunne smide ham ombord, for
han syntes dem næsten at være død.
Styrmanden
anstrengte sig for at tale og sagde, at han nok skulle leve. De skulle
bare ro hurtigt til, hvad de så også gjorde, efter at have
talt sammen om det.
Styrmandens
kræfter svandt dog hurtigt igen, og selv om han anstrengte sig meget,
fordi han så, hvilken fare han stadig
svævede i, så besvimede han alligevel efter kort tid. Hvor længe
denne bevidsthed varede, havde han ingen rigtig fornemmelse af; men
han følte, at det måtte have varet længere tid, for da han kom til
sig selv igen, så han sig omgivet af alle fem kinesere, der havde taget
fat i ham og løftet ham op.
Da
han slog øjnene op, lagde de ham ned igen og satte sig rundt om ham
og talte til ham. De sagde, at de ikke ville ro længere, men kaste
ham overbord, da han dog ikke kunne leve længere.
Herved
ville han dø på minuttet, og jo før det skete, des bedre
var det for ham. Det gik endnu en tid, inden han kunne tale, og han
bad dem hurtigt ro videre. Det varede dog noget, inden han kunne bevæge
dem til det. Endelig roede de så hurtigt som muligt videre. Kort tid efter
så styrmanden den danske bark, Herluf Trolle, Kaptajn Wandahl, ikke langt borte, og da han følte, at kræfterne
igen var ved at svigte, pegede han på skibet og bad dem om at bringe
ham om bord.
Den
danske bark Herluf Trolle
Tæt ved skibet besvimede han igen; men da de kom
op på siden af skibet, kom han til sig selv igen og fandt styrmand Ravnkilde (en ven af ham) hos sig.
Han så ham nu kun et øjeblik, for da han så sig i sikkerhed, var
også hans sidste kræfter borte. Han besvimede igen og kunne derefter
i en tid på otte dage intet huske.
Førstestyrmand Ravnkilde fra barken Herluf Trolle af København bragte ham straks (da kaptajn Wandahl ikke var om bord) til Seamenns Hospital ved hjælp af Mr. Rohs eller Ross, som han traf de de kom i
land, og da han havde tømret på Chico efter havariet havde han
sluttet venskab med den sårede førstestyrmand.
Kun
få timer tilbage
På
hospitalet kaldte Resident Mr. Adams doktor Schebeling til hjælp, og de behandlede
og forbandt så styrmanden. De opgav dog samtlige håb om at redde ham.
Doktor Adams erklærede overfor styrmand Ravnkilde, at han kun havde få timer
tilbage, og at han skulle spørge i tilfælde af , at han endnu kunne
kende ham, om han havde noget at sige til ham.
Han
kunne imidlertid ikke tale og kendte ingen.
Efter tre ugers forløb håbede doktor Adams, at han endnu kunne leve,
hvilket han også med Guds hjælp og bistand gjorde,
for han gik nu sin helbredelse langsomt i møde og var i løbet af 4
1½ måned nået så langt, at han sundhedsmæssigt kunne forlade hospitalet
og begive sig på hjemrejsen, men dog under lægetilsyn.
Skrevet
i Sydafrika
Her
vil vi nu forlade ham – og også de mange lidelser, som
han havde udstået – og ønske ham lykke og velsignelse på
hans rejse og bede den kære Gud give ham sundhed som før.
Simmons
Bay
Cape
of good Hope 12 te august 1864
Førstestyrmand
på danske brig Chico
Og
så kunne historien være sluttet. Men der er en historie mere
tilknyttet denne – nemlig
historien om Familieringen.
Historien om Familieringen
Ifølge
beretningerne skulle Familieringen, der er gået i arv til alle ældste døtre af Meinhardt – slægten siden 1864 være købt på
denne rejse.
Onkel
Georg i Flensborg, der var søn af Georg Ludvig Meinhardt har fantasifuldt malet historien
vedrørende den smukke guldring med de mange diamanter. Han påstod,
at hans far havde gemt ringen under armhulen, alt imens piraterne spredte
død og ødelæggelse omkring sig. Og han havde købt den til sin elskede
kone.
Ringen
købt i Sydamerika
En
god historie, men nok ikke helt rigtig. Marie født Jessen, som han godt nok senere blev
gift med, var på daværende tidspunkt kun 6 – 7 år gammel. Måske
købte Georg Ludvig den til sin mor, Anna Botilla.
Ingen
kan vide, om den er købt før eller efter overfaldet, men det er også
ligegyldigt.
Marie fik i hvert fald ringen og blev gift med Georg Ludvig. Om hun fik den, da hun blev
gift, eller da svigermor døde i 1877, vides ikke.
Cathrine fik ringen ved sin mor, Maries død i 1902, da hun var 16
år. Tidde, som Cathrine blev kaldt, ejede ringen
indtil 1960.
Hun
døde hos sin datter, Marie Eggertsen født Meinhardt
i Bjæverskov ved Køge. Ringen gik videre til Marie, der kun nåede at eje den
i fem år. I 1965 gik den videre til Bodil. Ved hendes død, vil den
gå videre til hendes datter, Ellen Marie.
Det
er ingen tvivl om, at ringen er købt i Sydafrika, diamanternes land.
Denne
beretning, som I lige har læst, kære læsere,
vil gå videre hos familien Meinhardt. Og det er klart at familien
vil værne om ringen.
De smukke
ord om ringen
Som
det så smukt hedder i familie – beretningen:
Kilde: Familien Meinhardt
Hvis
du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa: Læs
Se også:
December 26, 2012
Allerede tidlig udviste han talent. Faderen bestemte, at han skulle være barber. Hans salon på Kapelvej var nærmest en smugkro. Her opstod mange af hans værker. Det var over 1930ernes gadeliv på Nørrebro. Men det var også om død bag de gule murer på kirkegården lige over for. Perspektiver og andre retningslinjer i tegnekunsten brugte Nørrebros Chagall ikke. Hans over 200 motiver er en slags enestående lokalhistorie. Også hans gravsted på kirkegården er et kunstværk i sig selv udført som en anerkendelse af Heerup.
Nørrebros Chagall
Ja man kaldte også Barbermaleren for Nørrebros Chagall. Og det var i hans barbersalon på Kapelvej 7 A, han udfoldede sig.
En smugkro
Og denne barbersalon var ikke helt almindelig. Til tider lignede den snarere en smugkro. Her kom både den arbejdsløse og kontormanden. Over flasken blev tidens problemer løst.
Motiver fra salonen
Mange af motiverne er malet i salonen. Og det er faktisk et stykke lokalhistorie, der er åbenbaret på lærrederne. Det vrimler med Gadehandlere, cykelbude, fulde mænd og unge elskende. Der et mylder af detaljer, men også en påmindelse om døde bag Assistens kirkegårdens mure.
Gravmælet – et kunstværk
Barbermaleren døde kort før den tyske besættelse i 1940 – knap 44 år gammel. Lige over for på Assistens Kirkegård er barbermalerens urne nedsat under Henry Heerups gravsten. Gravmælet er et af kirkegårdens utallige højdepunkter. Motivet viser en knælende kvindeskikkelse, der bøjer sig ind mod en blomst, hvis hoved er udformet som en gadelygte.
Dagligdagen blev foreviget
Det var dagligdagen, der optog barberen. Det ses også i hans kunstværker. Han forevigede De sorte nonner fra Skt. Joseph, begravelsesfølger i snevejr, de mange trækfugle i skumringen,
skøgerne, mælkedrengene, skærsliberne, snekasterne og plattenslagere. Her var kvinder på indkøb, motiver fra kolonihaven, sommerhuset, gårdsangere og meget mere. Piben var en vig følgesvend, og den er da også gengivet i flere selvportrætter.
Koloristerne
Koloristerne opstod i 1932, og gruppens formand var indtil 1940, Barbermaleren, John Christensen. Navnet Koloristerne henviser til kunstnernes arbejde med farverne mere end en eller anden holdning. Som de selv sagde i gruppen:
Koloristerne havde en naturalistisk opfattelse af motiverne, samt en tendens til at fokusere på socialrealistiske emner. Først i slutningen af 1930’erne begyndte en større farveglæde at indfinde sig. En kort overgang havde man den ære, at have Henry Heerup som gæst.
Stor produktion
Og barbermalerens produktion er trods hans tidlige bortgang ret høj. Omtrent 200 kunstværker er det blevet til. Han var et af 12 børn, født i det gamle København. Hans far var skræddermester. Det var også ham, der bestemte, at John skulle i barberlære.
Tydelig viste han kreative evner
Det var ellers tidligt, at John viste sine kreative evner. Allerede som 10 – årig gik han på museer og udstillinger og lod sig påvirke.
Salon åbnet i 1920
Han fik svendebrev og egen forretning i Roskilde i 1920. Året efter mødte han københavnerpigen, Dagny. Parret rykkede til hovedstaden og giftede sig. Salonen på Kapelvej blev åbnet i 1922.
Den skæve naivistiske vinkel
Ret hurtig fangede han de skæve naivistiske indgangsvinkel på Nørrebros rige liv, folkloren på legepladsen, Cirkus Belli Bellina, de larmende sporvogne, de særprægede beværtninger med billard, og ikke at forglemme det rige byliv på Nørrebros Runddel og livet lige uden for barbersalonen.
Livet på Nørrebro
Forfatteren Jacob Paludan har begået et essay om John Christensen og hans fantastiske evne til at beskrive livet på Nørrebro:
Gennembrud i 1928
Barbermaleren kunne ikke selv lide sine første forsøg. Han kaldte det noget forfærdeligt møg. Men i 1928 fik han anerkendelse. Han debuterede på Kunstnernes Efterudstilling.
Flytter til Fyensgade
75 øre kostede en klipning og 25 øre kostede en barbering på Kapelvej. I 1935 fik han dog et legat på 1.050 kr. Så var det råd til at flytte hen i en bedre lejlighed i Fyensgade. Her flyttede familien ind i en fjerde sals lejlighed.
Ud på landet
To år senere fik han Oluf Hartmanns Legat på 2.000 kr. Det betød, at han solgte barber-forretningen på Kapelvej og købte et lille bondehus i Vridsløsemagle. Her var der masser af nye motiver. Den sjællandske fauna og flora afløste nu motiver fra stenbroen. Men hans talent rakte også til tegninger og portrætter. Ofte var der masser af ironi og lune i hans motiver.
Malede uden regler
Han malede uden form for regler. Perspektiver var nødvendigvis ikke en forudsætning i hans motiver. Og yppige kvinder blev klædt af. Han var fascineret af kvindekønnet. Foruden Chagall er det lidt Munch i hans motiver.
Trafikulykker og kanariefugle
Trafikulykker, kanariefugle, cirkusartister og knokkelmænd. Jo, der er noget socialisme over motiverne. Livet bliver skildret på godt og ondt. Fantasien og den nøgne realisme kendetegnede kunstværkerne
Fra fede rotter til mælkemanden
Og fede rotter bevæger sig mellem de snedækkede grave. De erindrer om døden som andet end opstandelse til engel. Vi ser postmanden i den røde jakke, mælkemanden med hestevognen. Et demonstrationstog og i midten et barberskilt. Jo, det er virkelighedens verden på Nørrebro, som vi oplever.
En sang om livet på Nørrebro
Motiverne rummer en slags sang om livet på Nørrebro – dengang. På den ene side er motiverne overromantiseret og på den enden side fokuserer de på den rene elendighed og mangel på alt.
Nørrebro 1930
Barbermaleren skildrer arbejderlivet på Nørrebro i 1930’erne. Man tog de lærerpladser man kunne få. Måske var man heldig, at få arbejde hos General Motor eller Laurits Knudsen. Det kunne måske kun blive til et job som svajer. Svajernes job blev udført på diverse special – konstruerede cykler. De indførte nye gloser til den daværende retskrivnings – ordbog. Disse blev anvendt over for folk, der ikke kunne flytte sig hurtig nok. Disse svajer forsvandt fra gadebilledet, men er levendegjort i barbermalerens motiver.
Fattigdom, arbejdsløshed og druk kendetegnede også Nørrebro dengang. Dette er også godt skildret i motiverne.
Swing på Nørrebro
Fattigdommen forhindrede ikke Nørrebro – borgere i at nyde swing- orkestrene på de talrige danserestauranter dengang. Det var dette 1930’er liv, som barbermaleren så udmærket gengav.
Barbermaleren var selvlært. Han kom fra folket. Hurtig blev han dog respekteret af sine kollegaer. Hvad kunne det ikke have blevet til? Tænk, hvad det ikke kunne have blevet til, hvis han ikke var død af cancer den 2. februar 1940 på Bispebjerg Hospital.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Andre malere er beskrevet her på siden: Se
Redigeret 28.10.2021
December 26, 2012
Her er anden del af vores
cykelberetning op til Nordkysten. Vi besøger kroerne Holland, senere
Postgården og Store kro. Ja og så var det mølleren, der måtte
flygte ud af landet. Han snød med metallet. Ved Lyngby Mølle var der våbenfabrikation. Tietgen købte en kirke, og tvebakker blev
den store eksport – artikel. En fuld bondekone var skyld i en omfattende
brand. Og var Holberg ved Vangede Kilde? Så besøger vi Svanborg, Minelyst
og forskellige batterier og meget mere.
På vej til Nordkysten
Dette er anden del af
vores historiske cykeltur til Nordkysten. På vores tur nordpå, passerer
vi mange historiske steder. Det er disse steder, vi vil besøge. Vi
tog flere gange af sted i løbet af en 14 – dages ferie. Det blev
til forskellige smutveje.
Så meget at kigge
på
Og
det sværeste er vel at finde en rigtig overskrift, så man får
det hele med. Men det er nok nærmest umuligt, for det er så meget historisk at kigge på.
Vitus Bering
En
stor del af området omkring Klampenborg blev i 1666 overdraget til
historikeren og digteren Vitus Bering af kongen. Her opførte han et landsted, Christians Holm. Ved Berings død i 1675 gik det tilbage
til kronen.
I
1746 fik Just Fabritius det hele overdraget af kongen. Fabritius tjente store penge på handel
med Kina og Indien. En ny bygning blev rejst
på stedet.
Christiansholms engelske
villakvarter
Grev
Danneskiold – Samsøe købte landstedet i 1863,
og i 1900 blev ejendommen overtaget af et selskab, der hed A/S Christiansholm. Bag dette stod baron Lerche og Gustav Adolph Clauson –
Kaas. De påbegyndte udstykning
af grunden.
Her
blev Christiansholms engelske
villakvarter etableret. Ja og navnet gik
videre i Christiansholms Batteri og Christiansholmsvej.
Hovedbygningen
blev købt af Grev Carl Moltke i 1914.
Det
omgivende moseareal blev overtaget af Gentofte Kommune.
Christiansholms
batteri
Christiansholms
Batteri kigger vi lige lidt på.
Det er opført fra 1887 – 1892. Det er hovedværket i det såkaldte Christiansholmslinje. På hver side af fprtet er
der placeret to batterier. Linjen er ca. 700 meter lang.Den østlige
del står i forbindelse med Hvidøvre Batteri.
Fortet
er i to etager. Her kunne der også indkvarteres soldater. To hånddrevne
maskingeværer var dengang opstillet her. Og 4 stk. 15 mm kanoner havde en rækkevidde på ca. 6 kilometer.
Og egentlig kaldes disse kanoner for kvindekanoner. Det var 20.000 patriotiske kvinder, der havde
indsamlet midlerne til disse og foræret kongen.
Og
tænk det hele blev nedlagt i 1920.
Ordrup
Krat Batteri
Og
når vi nu er ved Københavns Befæstning. Ja så besøgte vi også Ordrup Krat Batteri. Det blev opført i 1887 – 1888. Ja dele af dette
ligger på Galopbanens område. Her var det så,
at Vestre Ordrup Krat skulle oversvømmes, hvis undertegnede forstod
det rigtigt. Og det kunne ske ved hjælp af skud.
Bygningerne
er gravet ned i bagskråningen af de eksisterende bakker. Batterier
var hver udstyret med 4 hurtigskydende kanoner.
Gentofte
Batteri
Vi
besøgte også Gentofte Batteri. Den ligger ca. 100 meter øst for Gentofte Sø. Der er vel cirka 2 – 300
meter hen til broen over den såkaldte Fæstningskanal.
Batteriets opgave var at forhindre en fjendtlig overgang
over fæstningskanalen. Man skulle også forhindre en fjendtlig overtagelse
af broen.
Et
såkaldt åbent jordanlæg blev etableret.
Det var ca. 90 meter langt med plads til fire stålkanoner. Tidligere
var her nedgravet et krudtmagasin i beton i højre del af batteriet.
Her
var et 2 meter højt og ca. 10 meter tykt brystværn med bagved liggende
kanonbænk.
Efter nedlæggelsen blev batteriet udstykket. Man overvejede
dog, at såfremt det var nødvendig i Første Verdenskrig, så skulle de to villaer i nærheden bortspringes
i tilfælde af, at fjenden nærmede sig. Jo, man kan godt se, hvor batteriet
har ligget.
Vangede
Batteri
Så
kunne vi lige så godt aflægge Vangede Batteri et besøg. Herfra skulle man beskyde den sydvestlige
kant og Gentofte Sø. Dette er at betegne som et lille fort. Det hedder hvis nok en lynette. Her var to panser – forsvindningstårne.
Her
var dog plads til fire belægningsrum,
magasiner, køkken m.m. Mobiliserings – styrken dengang bestod af tre
officerer, 13 underofficerer og 100 menige. Så hel lille havde fortet
sikkert ikke været.
I
de to åbne anneksbatterier var der plads til 9 – 10 stk. 12
cm kanoner med en rækkevidde
på ca. 7 kilometer.
Sheriffen
fra Vesterbro
Pludselig
er vi i Dan Turrels Vangede. Længe før Sheriffen fra Vesterbro var her, boede der en masse adelsfolk i området.
Hvorfor siger vi nu det om Dan Turrel? For mange år siden mødte
min kone, der kendte Dan meget godt, på Hovedbanegården.
Ja
sådan spurgte den ældste, Thomas, Dan Turrel.
Store
dele tilhørte Bispestolen
Det
var en sidebemærkning, men vi skal tilbage til Vangede. Store dele af området tilfaldt
på et tidspunkt Bispestolen. Men kort før reformationen kunne kongen give Biskop Lage Urne pant i en gård i Vangede (1524).
Vangede kunne aldrig helt bryste sig med at være krongods. Det var herude, at Universitetsgården lå. Den fik navnet Holmegården, og blev først afhændet
i 1848.
Vartov
Hospital ejede på et tidspunkt fire
gårde på stedet. Antagelig er de blevet skænket hospitalet af kongen.
Svenskerne
skyld i meget
Svenskerne
var skyld i, at Vangede blev lagt helt øde. Først
i 1660 køm bønderne tilbage til deres gamle bopladser. De begyndte
at bygget sig hytter til at bo i. Før svenskernes ødelæggelse var
der 13 gårde og 10 huse.
I
byen var det i det 17. og 18. århundrede en kro, der var blevet nedlagt i Christian den Sjettes tid.
Men
i 1750 fik en forhåndværende husar, en hvervet ungarer, der giftede
sig med en skipperdatter fra Lolland atter lov til at holde kro
i Vangede.
Stolpegården
Efter
udskiftningen kom gårdene til at ligge ved landevejen , der gik fra Vangede By til Søborghus. Nord for byen lå Stolpegaarden, der fra 1875 blev indrettet
som fattiggård for Gentofte, Lyngby, Søllerød,
Herlev og Gladsakse Kommuner.
Her
lå også Bkkegårdene, Holmegård,
Brogård, Ørnegården og Vintappergården.
Og
sidstnævnte hed egentlig Nørregård. Men den har nu også heddet Marieberg. Men vinhandler og stadskaptajn
i Helsingør, Thomas Baildorn fik ændret på dette.
Vangede
Kilde
Lige
nord herfor lå en lokalitet som i ældre tid, trak mange mennesker
til, særlig St. Hans aften og aftenen før Vor Frue (2. juli). Ja folket valfartede hertil. Det var ikke ualmindeligt,
at der i kildeblokken fandtes 100 Rdr. eller mere.
Rygtet
gik, om mirakuløs helbredelse af syge og vanføre. Og det er ganske
vist. Således skrev læge Torkel Baden i 1774 i sin omtale af Vangede Kilde,
Havde
Holberg været her?
Mange nåede slet ikke at smage vandet, kun det medbragte
spiritus ved de festlige anliggender.
Så
kan man diskutere om det var denne kilde, som Holberg nævner i Kilderejsen. Da Kirsten Pils Kilde blev fundet, tog det meget af tilstrømningen
til Vangede Kilde, men tilstrømningen hørte først helt op i anden
halvdel af det 19. århundrede.
Dengang
blev kilden indrammet, og bønderne holdt øje med at kilde –
gæsterne ikke betrådte arealer, hvor de ikke måtte færdes. I 1909
rejstes også en sten til minde om 200 året for kilden.
Masser
af gravhøje
I
egnen omkring Gentofte og Vangede ligger en del historiske
gravhøje. Det vil sige mange er i tidens løb blevet sløjfet. Omkring
1809 fandtes en grusgrav et bronzekar og smykker af guld og sølv.
Sydøst
for Gentofte by stødte i 1855 på skeletter
samt bronze – og jernsager.
Stednavne
omkring Ordrup hed dengang Oredrev, Ored Vang. Endnu i 1507 havde bispestolen gods i Ordrup. Kongen har sikret erhvervet
sig hele byen, for at få hovbønder til Hvidøre. Sandsynligvis blev flere
af gårdene nedlagt i det 16. århundrede og underlagt Kongens Gaard.
Byen
blev pansat
I
1659 blev Ordrup By pantsat til Batser Seckman, skriver på klædekammeret. Byen blev dog indløst
allerede i 1664 af kongen. Byen led ikke videre skade af svenskerne.
Kro
blev til lazaret
Byen
blev udskiftet i 1764, som den første af de tre bernstorffske landsbyer.
Gårdene blev erstattet af landsteder efterhånden som Bernstoffsvejen blev anlagt.
Et
gæstgiveri havde byen kendt til, før udskiftningen i 1764, men en egentlig kro, kendtes først fra 1768. Den var
i samme slægts besiddelse gennem en lang årrække. Det var også her
englænderne havde et lazaret i 1807.
Fornemme gæster fandt Ordrup
Allerede
tidligt blev Ordrup by søgt af fornemme familier fra København. De lejede sig ind hos bønderne
om sommeren. Men også ved vintertid tog de på kanetur i det smukke
landskab.
Med
de fornemme gæster, kom der også små lyststeder. Det ældste
lyststed var nok Baronesse v. Pröcks. Den tilhørte den københavnske brygger, Hans Jespersen Block ved midten af det attende
århundrede. Ja egentlig hed stedet Ordrupgaard, men dette navn slog aldrig rigtig an.
Minelyst og Svanborg
Ja
så var det også Svaneborg, der i 1790erne blev ejet
af Grev Magnus von Dernath. Ja egentlig tilhørte stedet, generalguvernøren
i Vestindien, Peter Clausen.
En
af de mest betydelige lyststeder var Minelyst. Dette sted havde sit højdepunkt
omkring år 1800, hvor der rejste sig mange lyststeder i området.
Stedet
tilhørte en overgang den berømte Alberti, som vi tidligere har skrevet
om. En ny bygning blev rejst på stedet, og kom til at hedde Ordruplund.
En væddeløbsbane
Egnen
nord for Ordrup var bevokset med småskov
Ikke langt fra i mosedraget nord for krattet og delvis inde i Dyrehaven, anlagde Selskabet for den ædle Hesteavls
Fremme en væddeløbsbane i årene
1907 – 1910.
Grundtvigsk
højskole
Her
mødtes kunstens og åndens mænd på Skovgaard. Jo sandelig, her kom Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand, Bindesbøl,
Bissen, Sonne og mange flere.
Da Orla Lehmann i 1844 ægtede husets datter,
ja så udvides de besøgende med datidens politiske personligheder.
Ja
her blev også oprettet en Grundtvigsk Folkehøjskole.
Gyldendals indehaver Fr. V. Hegel købte i 1880 gården med et areal på 17 tdr.
land.
Lyngby
begynder at ligne en købstad
I
1760 skrev Erik Pontoppidan i sin Danske Atlas om Kongens Lyngby, at den ligesom Frederiksberg By
begynder at ligne en af vore smaa Købstæder eller Flækker, dels ved
Lystgaarde, dels ved Fabrikørers eller deslige Borger – Folkets Hus.
150
år senere var det med sine 1.500 indbyggere en lille købstad. Der
var adskillige to – etagers huse, apotek, skole, postkontor,
to store gæstgivergårde og flere fabrikker.
Det
var dog især byggeriet omkring Kongevejen, som gav byen sit ualmindelige
præg. Det var rester af den oprindelige landsby, der strækte sig nordøst
for kirken over mod Lundtofte.
Dette
stykke lå nogenlunde uberørt frem til 1900, da Lyngby – Vedbæk banen førtes over Smedebakken tværs gennem Bondebyen – som man kaldte denne bydel
i modsætning til den nyere bebyggelse.
Flot
udsigt fra Kirkebakken
Mange
mente, at det nye byggeri gik ud over byens landelige skønhed. Endnu
omkring år 1700 kaldte en fransk rejsende den, for en af de smukkeste landsbyer
på Sjælland – som den ligger der på et højdedrag ved bredden af
en stor sø.
Fra Kirkebakken var der dengang fri og vid
udsigt mod mark og skov. Kun en enkelt gård kunne man kalde et lyststed, og den blev beboet af den
hollandske gesandt.
Fabrikker
oprettes
Længere
tilbage i tiden var det kun kongens fæstebønder,
der boede i landsbyen. I 1682 var der 19 gårde og jorde. Endvidere
var der 6 landgildehuse og 9 holdshuse (huse, der var
opført på en gårds grund) Og så var der hele 11 huse,
der tilhørte kirken.
I
modsætning til gårdene steg husenes antal meget i
det attende århundrede. Oprettelse af fabrikker og manufaktur fik tilstrømningen
til byen til at stige.
I
1802 opmåltes det 72 huspladser i Kongens Lyngby.
Fuld
bondekone skyld i brand
I
fortiden har byen ofte været hærget af ildebrande. Det var en katastrofe,
når det skete. De stråtækte bindingsværks – huse lå tæt. Det var
svært at begrænse ilden.
En
ildebrand den 24. juli 1721 blev husket i meget lang tid. En af byens
bønderkoner blev mistænkt for at have påsat ilden enten af ondt Forsæt eller af Skødesløshed.
Hun
blev sat i Blåtårn og blev dømt ved Højesteret til Spindehuset for Livstid. Her sad hun i adskillige år, trods det, at hun
flere gange søgte at komme hjem til hendes børn.
Den
pågældende dag havde hun været fuld. Som skik var blandt bønderne,
havde hun hentet ild i en træsko. Det kunne bevises i retten, at hun havde været
i de huse, hvor ilden opstod.
Hele
den midterste del omkring kirken var brændt. Det var ikke blot Fogedgården, men også en række andre
bondegårde og femten af byens huse. Kongen gav tilladelse til, at der
i hovedstaden og hele Københavns Amt blev samlet ind til de skadeslidte.
Livlig kramhandel
I Kongens Lyngby var der en livlig kramhandel. I 1722 begærede en mand,
ved navn Petter Worm, privilegium på at handle med salte vare, samt smør, ost,
humle, malt eddike tjære, tran, sæbe og andre ”specerier” Jo, det var tydelig, at han havde været Skibsskriver i flåden.
Men
han fik ikke sit ønske opfyldt, da købmandsskab med Kramvare på landet var forbudt efter
loven. Senere kom man over denne hindring. Kroerne begyndte at sælge fra bod, og en række
småhandlende bosatte sig i byerne. Foruden at handle med brød og høkervare,
handlede de også med te, kaffe, sukker, sirup og de andre eftertragtede
varer som Kompagniernes handelsskibe hjembragte fra Kina og Vestindien, samt isenkram og galanteri.
Ville oprette købmandshandel
Fra
begyndelsen af 1760erne udstedte Kancelliet talrige bevillinger til småhandelen
i Lyngby.
I
1842 tilbød den københavnske urtekræmmer Sally, at etablere en fuldstændig
købmandshandel i Lyngby, muligvis beregnet til byens
fornemme sommer – gæster. Men Sogneforstander – skabet frabad sig æren af hensyn til Lyngby Hospitals Handelsprivilegium.
En skattet
eksport – artikel
I
øvrig havde Lyngby en eksport – artikel, som
blev meget skattet inde i hovedstaden, de såkaldte Lyngby – Tvebakker.
Det
første apotek
Den
første læge i Lyngby var nordmand, og hed J.A. Münster. Han praktiserede fra 1798
indtil han blev Landfysikus i Drammen. Han havde stor andel i, at
der blev oprettet et apotek i byen.
Det
var vanskeligt at få medicin fra København, når portene var lukkede.
Og nu var det også kommet et hospital i Lyngby og Søllerød. Münster mente, at de københavnske apotekere bare kunne
åbne en filial i byen. Men det vakte ikke genklang.
Men
en bevilling blev givet, og Seehausen blev den første apoteker
i byen i 1806.
Søerne
tilhørte kongen
Mølleåen gennemstrømmer den store Lyngby Sø. Med Bagsværd Sø står den i forbindelse ved kanalen gennem den
smalle tange ved Nybro. Og med Furresøen ved den som fæstningskanal regulerende Mølleå.
I
gamle dage tilhørte søerne kongen. Rørskæreriet i Lyngby Sø havde ikke den store betydning.
Men det havde fiskeriet. I 1576 fik Jørgen Ibsen tilladelse til at fiske i søen med Tene (ruser), med ikke med vod,garn eller
andre redskaber. Lensmændene havde ret til at fiske efter eget behov.
Oprindelig skulle de selv afholde udgifterne derved. Men i 1629 fik
lensmanden et beløb til vedligeholdelse af fiskeredskaberne.
Denne
arv gik efter 1660 i arv til amtmændene men dog med nogle indskrænkninger.
Siden fik ejerne af Lyngby Vandmølle begrænset ret til ålefiskeri.
Tietgen købte kirken
Fra
gammel tid tilhørte Lyngby Kirke kongen. Da Rytterdistriktet blev oprettet, blev den lagt under Ryttergodset. Staten vedblev at være ejer
indtil den blev sat på aktion den 6. februar 1868. Den store finansmand C.F. Tietgen købte kirken, men en gårdejer
tiltrådte som ejer. Kort før sin død overlod Tietgen ejerskabet til Lyngby Kommune.
Brand i 1681
I
maj 1681 nedbrændte præstegården sammen med flere bondegårde i nærheden.
Også fem af kirkens huse blev flammernes bytte. Der var ikke nogen
fast degn til kirken. Men på præstens jord omtales fra gammel
tid en degne – bolig.
I
de første år af det 17. århundrede
var der en pebling fra Vor Frue Skole i København, der hver søndag morgen tog
til Lyngby for at synge for menigheden
og forrette den øvrige degne – tjeneste.
Fredelig
idyl
Indtil
midten af det 17. århundrede lå Kongens Lyngby som en fredelig idyl. Stedet var endnu ikke opdaget
af hovedstadens beboere. Der var ingen kroer, og det var en lukket kongevej.
Denne var kun åben for de kongelige herskaber og folk, der var forsynet
med kongelig pas. Bymarken var indhegnet med porte.
Tre
energiske personer
Men
i løbet af bare 50 år var der især tre mænd, der ændrede det fredelige Lyngby. De tre og deres arvinger
købte og solgte, drev industri og indrettede krohuse.
Den
første var Casper Herbach, kendt under navnet Kunst – Casper. Den anden var borgmester Anders Jacobsen, senere kendt under navnet Lindberg. Den tredje var diplomaten, Frederik Weiberg.
Guldmageren
Caspar
Herbach blev kaldt til Danmark i 1643 af Christian den Fjerde. Han blev ansat som hofsnedker. Men han mestrede
også mange andre ting. Han var mekanikus, møntmester, guldsmed
– og guldmager. Under Frederik den Tredje beholdt han sin foretrukne stilling blandt Hoffets kunsthåndværkere.
Et mølleværk
i Lyngby
Han
fik en masse anerkendelse af kongen og en af dem var et Mølleværk i Lyngby i 1650. Ja, og Lyngby Mølle går ligesom de andre møller
i området langt tilbage i tiden. Men denne mølle er næppe den, som
betegnes som Molendinum Lughna, der tilhørte Roskilde Bispestol ca. 1370.
Lyngby
Mølle var kongens ejendom var kongens
ejendom inden reformationen. I det 16. og første halvdel af det 17.
århundrede var det kun en grynmølle. Her fik de lokale bønder
malet deres korn.
Våbenindustri
Lige
over for den omtalte mølle oprettede tyskeren, Jacob Petz i 1640 en industri – mølle.
Tyskeren mente, at man kunne fremstille bedre våben, end det man kunne
få i udlandet. Hans planer blev støttet af regeringen. Og det han
byggede, var en Smede – , Bore – , Slibe
– og Poleremølle.
Når
man havde forsynet de danske soldater med våben, ville man begynde at eksportere.
Allerede
i maj 1640 havde Jacob Petz ca. 300 musketter færdige.
Da han overdrog anlægget til Kronen ydedes der en afståelsessum
på 2.000 Slettedaler.
Også
denne mølle fik Capar Herbach i 1650 skøde på.
Men
ak, også dette ødelagde svenskerne.
Indtil 1662 lå mølleværket i ruiner.
Flygtede
ud af landet
Kort
før sin død fik han dog møllerne i gang igen. Og sønnen, Frederik Herbach fortsatte mølle – eventyret.
En valsemølle blev ligeledes etableret. Men sønnen bevægede sig på
lovens kant. Der blev godt nok slået kongelig mønt, stampet klæde
og malet korn, men det skete med en hensynsløshed, som gik ud over
de andre mølleværker i området.
Men
ikke nok med det. Det viste sig, at Herbach i forståelse med møntmester Krøger sparede på ædelmetallet
i de møntstykker, han slog for kongen. Derved bedrog han Staten.
Sagen
kom op i 1671. Statskollegiet indstillede ham til Embedsfortabelse og Pengestraf
”efter enhvers yderste Formue”. Møntmesteren fik lov til
at blive i sit embede, men Herbach forsvandt skyndsomt ud af
landet fra alle sine forpligtelser.
Den
åndelige elite
Hans
Heuser på Frederiksdal overtog kornmøllen, og indrettede det til Papirstampeværk. Senere blev Arne Jacobsen eneejer af Lyngby Mølle. Han blev i 1690 blevet udnævnt til viceborgmester i København. Han døde i 1717 som højesteretsassessor og Etatsråd.
Lyngby
Mølle oplevede en omskiftelig tilværelse
efter den tid.
I
umiddelbar nærhed opstod Holmsteds Farveri og Preislers Lystgård. Og på sidstnævnte mødtes den åndelige elite,
heriblandt den navnkundige Rahbek.
Byens
to priviligerede kroer fik plads ved de to Kongeporte. Store Kro lå ved den nordlige port, og Holland ved den sydlige. Også dette
forhold skyldes Caspar Herbach.
Udskænkning
af øl
Da Casper Herbach var uden næring efter, at svenskerne havde ødelagt møllerne
søgte han tilladelse til udskænkning af øl i Lyngby.
Den
7. december 1661 fik han kongelig bevilling i sit hus i Lyngby:
Smugkro
i Lyngby
Navnet Store Kro kom i øvrigt først i brug
efter år 1700, da Casper Herbachs kro havde fået en konkurrent ved byens sydlige
ende. Før den tid hed det bare Lyngby Kro.
Og
dengang blev det opdaget, at der i Lyngby var smugkro. Ofte måtte
ridefogeden tilkaldes for at få det uvæsen til at ophøre.
Store
Kro bliver til gæstgiveri
Det
var nok Grev Carl Ahlefeldt og hans investeringer i Store Kro, der kom til at betyde noget
for udviklingen. Han opnåede også tilladelse til selv at brygge øl
og brænde brændevin.
Der
blev indrettet værelser, vognskur, staldrum og meget mere. Som tillægende
til Sorgenfri kom Store Kro i statens eje. Det vil sige
den kom under Rentekammeret. Gæstgiveriet blev forpagtet ud i en periode på
seks år, og sådan n oget skete under auktion.
Råderetten bliver begrænset
Kromanden
var forpligtet til at holde hyrde ved Kongeporten. I 1753 blev råderetten stærk beskåret. Det
skyldtes en kongelig gave til naboen, Walter Titley. Nu kunne kromanden ikke mere sætte telte i skoven
eller telte ned mod åen. Ved den lejlighed mistede kromanden to tredjedel
af skoven.
Enkefyrstinden var utilfreds
På Sorgenfri var kongens moster anbragt.
Det var Enkefyrstinden af Ostfriesland. Hun følte sig generet af kromandens kvæg. Hun
turde heller ikke vandre i skoven af frygt for at bliver overfaldet
af disse bæster. Derfor klagede hun til Rentekammeret.
Og
så forbød Rentekammeret kromanden at holde svin og kreatur i skoven.
På
et tidspunkt rådede Andreas Kiær over begge byens kroer. Og egentlig var det Enkefyrstinden, der skulle sørge for Store Kros istandsættelse, men i virkeligheden
var staten, der måtte spæde til. Det gjaldt også i 1759, da der efter
en brand måtte opføres ny stald og lade.
Fallit
Store
Kro var ret anseelig. Hovedbygningen,
der lå ud mod Kongevejen var på 12 fag. Den store
have havde også fiskedam. Men ak, i 1763 gik Andreas Kiær fallit med begge kroer.
Efter
en omskiftelig historie med brand i både 1874 og 1891, blev Store Kro nyopført.
Øl
og brændevin
Den
kongelige jagtskrædder, Jacob Gamb havde fået et bijob, og
det var at holde opsyn med Kongevejen. Christian den
Femte havde opført et hus til
ham ved Kongeporten. Og en god indtægt var at sælge øl og brændevin
til de rejsende.
Kroen
”Holland”
Og
kroen Holland blev i 1761 fuldt udbygget
med syv større og mindre bygninger. Kroens hovedbygning var på hele
25 fag.
Holland forblev i samme families eje indtil 1848. Stedet
blev nu også kaldet for Postgaarden.
Utilfreds
med kaffen
Og
i bladet Politivenner er der en rejsende, der i 1809 klager over servicen
på stedet. Han kan ikke uden videre få sig et kop kaffe. Han søger
forgæves en opvarter, og finder en romanlæsende pige. For to mark
får han nu en grumset væske, der kaldes kaffe. Gæsten klagede til Generalpostdirektoratet, og anbefalede at posten fremover
holdt inde et andet sted, med bedre forhold.
Sørgelig
slutning
I
sidste halvdel af det nittende århundrede, navnlig efter jernbanens
åbning mistede Holland sin betydning. Det gamle
stolte krosted blev ombygget og indrettet til forretningsejendom. Jordene
blev udstykket og bortsolgt.
Farlig
omgang med ild
Der
skete ting og sager dengang. Således en juliaften i 1696 på Weibergs Gård, hvor der efter festligt lag
blev affyret små salutkanoner. Men det resulterede i at gården plus
to nabogårde nedbrændte.
Rustenborg
Men Weiberg anlagde lystgården Rustenborg. Rust betyder hvile eller fred
på nedlerlandsk. Stedet blev både avlsgård og fogedgård. Ja her
blev der sandelig også krohold. På søn – og helligdage var søgningen
ganske enorm.
Traktørstedet
blev videreført med en nybygning Ny Rustenborg.
Frederiksdal
i sigte
Vi
blev slet ikke færdig med Lyngby. Men det kan vi vende tilbage
til på hjemvejen. Undertegnede var præget af så mange indtryk, at
det er umuligt at fastholde disse i en enkelt artikel. Så vær beredt.
Vi vender tilbage til Fæstningskanalen, de mindre
traktørsteder i Lyngby, Søllerød, Sorgenfri, Lundtofte, Virum og meget mere.
Men
lige nu nyder den aldrende redaktør synet af Frederiksdal og dens natur. Og den historie
får I så i tredje del af vores historiske cykeltur op til Nordkysten.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Læs
December 26, 2012
Den sønderjyske historie handler også om håneretten. Det er en slags ”Tak for sidst”. Efter 1867 blev de dansksindede i Sønderjylland udsat for en massiv
kontrol. Det blev særlig galt, da von Köhler kom til magten. Han så som sin vigtigste opgave at knægte danskheden. Den preussiske lovgivning blev sat på prøve. Over tusinde sønderjyder blev udvist på tvivlsomt grundlag. Forældre – og opdragelsesretten blev frataget dansksindede forældre. Forsamlings – og foreningsretten blev gradbøjet efter bedste beskub. Det internationale samfund accepterede det.
Tak for sidst
De københavnske skoleelever får ikke meget at vide om Sønderjyllands historie. Her får man, at vide at danskere og tyske har levet side om side i fordragelighed i tusinder af år. Men får sønderjyske skoleelever noget at vide om den følgende historie?
I perioder af Sønderjyllands historie var det både danskere og tyskere, der havde håneretten, og det kunne i høj grad mærkes. Det var som om de to nationaliteter i en periode sagde:
Reichsfeinde
En af de værste perioder for de dansksindede i Sønderjylland var fra perioden 1. oktober 1898 til 1903. Det var i den periode, hvor sønderjyderne var udsat for overpræsident Ernst von Köller.
Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge den preussiske ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.
Ikke alle enige med H.P. Hanssen
Det var ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen, der mente, at man skulle aflægge ed og aftjene preussisk værnepligt. Ved at række hånden frem ville man opnå nogle rettigheder. Man kunne så forhindre at befolkningstallet faldt på grund af udvandring.
Sønderjyder ladt i stikken
Sønderjyderne følte sig ladt i stikken politikerne på Christiansborg. Det var hverken første eller sidste gang, de følte sådan. De politiske muligheder for at hjælpe, var dog beskedne. Men set i bakspejlet er det ufatteligt, at det internationale samfund kunne acceptere den massive kontrol, som de dansksindede blev udsat for.
Ja man kan kalde det for en stigende statslig undertrykkelse af den danske befolkningsdel.
Det internationale samfund accepterede også, at Preussen med et pennestrøg fjernede paragraf 5. Det var en paragraf i forbindelse med den preussisk – østrigske krig i 1866 bestemte, at Nordslesvig ved en folkeafstemning havde ret til at stemme sig tilbage til Danmark.
Genstand for hyldest
Da overpræsident Ernst von Köller efter Kejserens befaling forlod Hertugdømmerne for at tiltræde en høj stilling i Elsas var han genstand for megen hyldest.
Der blev holdt mange afskedstaler. Men begejstringen for Köller – politikken var nu ikke så glødende som i 1899. Men en af talerne gav dog udtryk for, at det var lykkedes for Hans Excellence, at føre den faste hånds politik.
Men denne bemærkning fik dog Overpræsidenten selv til talerstolen:
Kunne ikke fremvise overbevisende resultater
Han måtte dog også indrømme, at hans resultater ikke kunne vise resultater af overbevisende betydning. Som alle tyske statsmænd af den Bismarckske skole var begrebet magt et ufejlbarligt universalmiddel imod alle sygdomme i staten.
Politipræsident
Denne von Köller blev født i 1841 i Pommern. Han studerede på universiteterne i Heidelberg og Berlin. I 1887 blev Von Köller udnævnt til politipræsident i Frankfurt, hvor der trængtes til en hård hånd. Frankfurt var samlingspunktet for den socialdemokratiske bevægelse, og et af de få steder i Tyskland, hvor anarkisterne havde gjort sig bemærkede. 9 anarkister blev idømt 19 års tugthusstraf og politipræsident Rumpf blev myrdet.
Von Köller elskede diktatur
Med von Köller blev pressefriheden, forenings – og forsamlingsretten ophævet. Det var den såkaldte Socialistlov, der blev indført. Og den sørgede for at 1.300 trykte skrifter blev forbudt, 332 arbejderforeninger opløst og 900 personer blev udvist. Diktaturet var noget Hr. von Köller kunne lide.
Han fortsatte med sit diktatur i Elsas – Lothringen. Her blev han forhadt af de fransksindede.
Ville fortrænge danskheden
Den 7. august 1897 tiltrådte han efter eget ønske som Overpræsident i Hertugdømmerne. Von Köller afløste overpræsident von Steinmann, en mand af den gamle skole, der var ærbødig over for den skrevne lov.
Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Det lykkedes ham hurtig at kaste danskerne ud af provins – landdagen. Ja og offentlige tillidshverv var heller ikke noget dansksindede skulle regne med i fremtiden.
Nu skulle der tales tysk
Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud, at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen et par enkelte religionstimer.
Danskerne i Sønderjylland havde allerede i 1880erne indstillet sig på en langvarig nationalkamp. De havde med stigende held udnyttet de preussiske borgerrettigheder , især forenings – og forsamlingsretten. Dette gav sig udslag i en tilgang af 1.444 danske stemmer fra 1884 til 1893.
Husundersøgelser
Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig et indblik i foreningernes virksomhed lod han foretage husundersøgelser. Desuden beslaglagde han hundredvis af breve hos foreningernes bestyrelsesmedlemmer. Men politimyndighederne fandt intet ulovligt. Retssager måtte indstilles eller endte med frifindelse eller meget små pengebøder.
Krig på kniven
Hen imod slutningen af hans embedstid havde Den Tyske Forening for Nordslesvig udstedt parolen Krig på kniven mod danskerne. Danskerne var i deres øjne borgere af en lavere klasse. De havde håbet på opbakning hos overpræsidenten. Men denne frarådede endda sine embedsmænd om at samarbejde med foreningen.
Massiv overvågning
Von Köller var i begyndelsen af sin embedsperiode afventende. Valgene til den preussiske landdag stod lige for døren. Aviserne var ikke tilbageholdende, og foreningerne var meget aktive. Bismarck havde forsøgt at undertrykke katolikkerne, socialdemokraterne og polakkerne ved hjælp af undtagelseslove.
Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.
Ville ruinere danskerne
Inden von Köller for alvor begyndte med sin politik i Sønderjylland havde han taget Landråderne med på råd. Under disse samtaler var han kommet til det resultat, at han ikke kunne komme de danske agitatorer til livs uden at ramme dem indirekte om nødvendig at ruinere dem, så de rejste ud af landet.
Befolkningen skulle hæfte solidarisk
Nye politiforordninger blev udstedt. Således skulle enhver beboer i Sønderjylland melde til politiet, hvis de havde en dansk undersåt boende. Danskerne
fik også følgende at vide:
Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.
Masseudvisninger
Von Köller måtte med andre ord gribe til andre midler. Og han begyndte med masseudvisninger i efteråret 1898. Også en af Sønderjyllands største og dygtigste forretningsfolk, grosserer N. Outzen i Haderslev havde fået 14 dage til at forlade Sønderjylland.
Dagen før Rigsdagsvalget blev forpagter Hansen, Nybøl Mølle forlade landet. Og der fulgte en masse andre udvisninger.
Karle og piger udvises
Også et par handelsbetjente hos en dansk købmand i Haderslev blev udvist. Et par medarbejdere på bladet Dannevirke fik march – ordre. Den 24. oktober udvistes 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde.
Hensat til middelalderen
Hejmdals bogtrykker, Carlsen med hustru og fire børn, hvoraf den mindste kun var fire uger gammelt udvistes med 24 timers varsel. Der var ikke tale om anklage eller domsafhandling. I mange tilfælde hentede gendarmerne arbejdsfolkene fra marken og førte dem til politikontorerne. Her blev det kort og godt meddelt, at de skulle forlade landet inden for 24 timer.
Udvisningerne ramte især gifte folk, børn, syge og ælde hårdt. Ja mange følte sig hensat til middelalderen.
Datteren døde
En dramatisk hændelse skete den 1. november 1898, da enkefruen Rasmussen i Bøgeskov fik ordre til at forlade landet med sin dødssyge 12 – årige datter. De blev transporteret 3 mil til Aabenraa med vogn.
Derfra måtte de straks rejse videre med tog til Vejen. Inden de var ankommet var datteren gået i krampe. Kommunen var ikke blevet underrettet, og moderen
og datteren måtte hjælpeløs tilbringe flere timer på stationen. Langt om længe kom en læge til, og konstaterede, at pigen led af svær hjernebetændelse. Et par dage efter døde datteren uden at være kommet til bevidsthed.
Fattiggården åbnede dørene
Fra Tyrstrup Sogn udvistes en arbejder-familie med 24 timers varsel. På fire vogne førtes mand, hustru og børn samt alt deres bohave over grænsen. I flere timer holdt de ved Toldstedet i Frederikshøj uden at vide, hvor de skulle finde husly. Til sidst åbnede Fattiggården sig for familien.
De sidste år på Fattiggården
Fra Bjerndrup udvistes en gammel arbejdsmand på 72 år. Hans husbond havde lovet ham et hjem på hans gamle dage. Nu blev han jaget ud af landet, og kunne tilbringe de sidste år af sit liv på en fattiggård, fordi denne husbonde var dansk.
Blodig uret mod den danske nation
Sådan kunne vi blive ved med at fortælle om skæbner fra denne gang. Den hårde preussiske fremgangsmåde vakte foragt alle vegne. Udvisningerne var en blodig uret imod den danske nation.
Fare for den tyske befolkning
Fra forskellige politiske sider blev det appelleret til den tyske nation om at tage afstand til den preussiske handlemåde. Fra mange lande lød der kritik af den barske fremgangsmåde. Men så skete der ellers ikke mere
Statsregeringen offentliggjorte en redegørelse for tilstanden i Nordslesvig. Det rettedes i denne et stærkt angreb på de nationale foreninger. Her talte man om, at de danske foreninger organiserede indvandring af danskere. Det kunne føre til en alvorlig fare for den tyske del af befolkningen.
De fanatiske skulle rammes
Journalisten m.m. Henrik Cavling spurgte von Köller, om hvilke love de danske tjenestefolk havde forbrudt sig imod. Von Köller svarede:
Omkring 1.000 blev udvist
Von Köller mente, at der i 1898 og 1899 var udvist 373 personer. Men det rigtige tal var omtrent 600 personer. I perioden fra 1898 til 1903 blev der udvist mellem 800 og 1.000 personer. Det har ikke været muligt at finde det nøjagtige antal. Tyske kilder mener stadig, at det kun drejede sig om under 400.
I begyndelsen, medfølelse fra tyskerne
Blandt de tysksindede var der i begyndelsen også forargelse over de mange udvisninger. Men von Köller forsøgte at skabe en antidansk stemning. Og rundt omkring begyndte amtsforstanderne, at henvende sig til de dansksindede:
Lästig gefallen – kunne ikke mere bruges For at få fred, var der masser af dansksindede der gik på akkord med uretten.
Efterhånden forlangte Berlin dog, at der skulle gives en grund til, at der blev givet ordre til udvisning. Begrundelsen “lästig gefallen”kunne ikke mere bruges.
Regeringens samtykke
Efter at Kejser Wilhelm var på besøg i København i 1903 blev der udstedt en anordning fra det preussiske indenrigsministerium, hvorved der blev pålagt at indhente regeringens samtykke, inden der blev foretaget politiske udvisninger. Men det blev nu kun kortvarig overholdt.
Et prøveforsøg
I efteråret 1899 udtalte von Köller:
Udvist for at havde deltaget i dansk vælgermøde
I Lavensby på Als blev gårdejer Nis Schmidt udvist sammen med hustru og en voksen datter. Schmidt var 69 år og sengeliggende. Hans kone var meget svagelig. De deltog ikke i det offentlige liv. Tysksindede naboer henvendte sig til den stedlige politimyndighed med bøn om at ophæve udvisningsordren. De fik også begrundelsen for udvisningsordren.
Schmidt havde to voksne sønner, som havde aftjent deres værnepligt i den preussiske hær. De havde kort før landdagsvalget deltaget i et dansk vælgermøde, som blev afholdt i sognet. Forældrenes og søsterens udvisning var straffen for denne handling.
Udvist for stedfaderens sindelag
En ung mand blev udvist på grund af stedfaderens sindelag. Mange af de udviste var ikke ønsket i Danmark, og blev sendt retur. De blev så arresteret i Sønderjylland, når de kom tilbage. De blev gjort statsløse.
Hendes husbond stemte dansk
I Felsted blev en ung pige stemplet som hjemløs og jaget ud af sin tjeneste, fordi hendes husbond stemte dansk. Pigens far, snedker Meier var afgået ved døden 18 år tidligere. Hans efterladte papirer viste, at han havde tjent i den preussiske hær i tre år.
Han havde sunget en dansk sang
Mads Kjær blev udvist, fordi han havde deltaget i et bryllup og hørt på en dansk sang. Man tog ikke hensyn til, at han havde aftjent sin værnepligt i den preussiske hær og blevet invalid under tjenesten.
Fischer vandt
Den berømte kaptajn C.C. Fischer blev også udvist. Hans oldefar, bedstefar og far havde også ført Aabenraa – skibe på de store verdenshave. To dage efter Rigsdagsvalget i 1902 blev han kaldt op på Politikontoret og udvist som udlænding trods det, at han havde papirer på, at han var preussisk statsborger.
Han ville ikke selv forlade sit hjem. Men det sørgede politiet for. De transporterede ham over grænsen. Han førte en retssag mod preusserne, og vandt sagen. Men sagen tog to år. Og myndighederne fratog ham alle sine borgerrettigheder. Dette var i direkte strid med gældende rettigheder.
Flere retssager fulgte. Den danske befolkning ville ikke finde sig i den uret, der fulgte.
Man fratog forældrenes opdragelsespligt
Efter at folkeskolen var blevet fuldstændig fortysket, sendte stadig flere deres børn på kongerigske skoler. Dette medførte, at amtsdistrikterne skulle indberette, hvilke børn, det drejede sig om. Forældrene blev truet med høje bøder, hvis de ikke straks hjemtog deres børn.
De preussiske myndigheder fratog også danske forældres opdragelsespligt. Ja man fratog også forældre – forældre – retten over deres egne børn, blot fordi de havde sendte børnene i skole i Danmark.
I den Tyske Landdag fordømte man fremgangsmåden. Nogle medlemmer mente, at fremgangsmåde var både grusom og hård. Det er forældrenes helligste ret, at opdrage deres børn, var der et medlem, der sagde. En anden mente, at dommerne var partiske.
Børn måtte ikke mere tage sommerarbejde
Det var normalt, at bønderne antog børn til at passe dyrene i sommerferien, men også dette forhindrede von Köller. Mange børn kom grædende hjem, fordi de havde mistet sommerens gode indtægt.
Tjenestedrenge – krigen var rettet mod de danske foreninger. Den ramte mange fattige hjem meget hårdt. Den satte mange bønder i forbigående forlegenhed, og skaffede endnu flere bryderier. Men den pålagde også embedsmændene mange ærgrelser.
Forordninger om foreninger
Von Köllers hensigt var at ødelægge de danske foreninger. I Hertugdømmerne indførtes den 25. juni 1867 en forordning om foreninger. Man skelnede mellem tre slags foreninger:
Forbudt for kvinder, lærlinge og elever
Mens den sidstnævnte sidstnævnte tilhørte privatlivet, var de andre under politiopsyn. Bestyrelsen for en forening, som ville diskutere politiske Gjenstande eller drøfte offentlige Anliggender, skulle indlevere vedtægter og medlemsliste til politiet inden tre dage efter foreningens oprettelse.
Endvidere skulle bestyrelsen melde enhver ændring i vedtægterne og enhver ændring i medlemstallet senest tre dage efter, dette er indtrådt. Overtrædelser
af dette blev straffet med høje pengebøder.
Skulle meldes 24 timer, før de blev afholdt
For politiske foreninger gjaldt desuden, at man ikke måtte holde møder under åben himmel, før man havde fået politiets tilladelse. Kvinder, elever og lærlinge måtte hverken være medlemmer af politiske foreninger eller deltage i deres møder.
Dertil kom, at møder, hvor der skulle diskuteres offentlige anliggender skulle meldes til politiet 24 timer før de blev afholdt.
Ejendommelig fortolkning af møder
Efter Kammerrettens fortolkning var det også et offentligt møde, når to landmænd kom kørende i en lukket vogn, for at give plads til en tredje, for derefter, at begynde en samtale om sukkerroedyrkning og sukkerpriser. Dette skulle ifølge loven være meddelt 24 timer, inden de mødte hinanden. Ja det kan godt nok lyde grotesk, men sådan var det. Det var værre end George Orwel eller Huxley. Det var kontrolsamfundet.
Masser af danske foreninger
Danskerne i Sønderjylland organiserede sig i foreninger. Før 1864 var det i selskabelige foreninger. I 1880 kom Sprogforeningen, i 1888 Vælgerforeningen, i 1893 Skoleforeningen. Næsten alle vegne blev der oprettet foredragsforeninger, selskabelige foreninger, læsekredse, kirkelige samfund, sygeplejeforeninger m.m. Köller-politikken havde her en stor udfordring.
Man forbød dyrskuer
Kampen mod vælgerforeningerne mislykkedes fra preussisk side. Der forelå ikke lovovertrædelser. Men man måtte indstille sig på meget stærk kontrol. Men Kammeradvokaten i Berlin mente, at disse foreninger stred imod tyske interesser, og mange af de danske foreninger var at betragte som politiske foreninger. Dette betød så øget chikane fra preussisk side.
Dette gik blandt ud over Aabenraa Amts Landboforening, Haderslev Amts Landboforening samt Frederiksklubben i Aabenraa. Da landboforeningerne ville holde dyrskue, blev dette forbudt.
Frimenigheder måtte ikke afholde gudstjeneste
Frimenighedskirken i Bovlund fik forbud mod at bruge deres nyopførte kirke til gudstjenester. Dette skete også i Haderslev. Den 24. oktober 1897, da kirken skulle indvies trådte en politibetjent med blinkende pikkelhue og raslende sabel op og erklærede, at han straks ville opløse forsamlingen, hvis der blev foretaget gudstjenestelige handlinger.
Først efter fire år, fandt man ud af, at disse forbud havde været ulovlige. Snart rejstes to nye kirker i Sundeved og Aabenraa uden problemer.
Da der i 1900 blev afholdt et politisk møde i Bevtoft, trådte en gendarm frem under foredraget og erklærede ejendommen for brøstfældig. Han havde opdaget en lille revne i gips-loftet, og erklærede, at det var fare for, at forsamlingshuset kunne falde sammen og begrave tilhørerne under ruinerne.
Man ville skræmme folk fra forsamlingshusene
Preusserne forsøgte at skræmme danskerne væk fra forsamlingshusene. Man brugte stor kreativitet til at lukke møder. Mange retssager fulgte. Man spærrede fuldstændig for brug af forsamlingshuse under forskellige påskud. Og endnu flere retssager fulgte.
Lovens grænser blev udvidet
I slutningen af 1890erne blev mange nye forsamlingshuse oprettet overalt i Sønderjylland. Preusserne mente, at disse huse ville kvæle tyskheden i grænselandet. Derfor blev forsamlingsretten bekæmpet og undertrykt på mange andre måder. Rettens skranker og lovens grænser blev udvidet mere og mere.
Byggeselskabet Folkehjem købte på Sprogforeningens regning forlystelsesstedet Schweitz i Aabenraa. Den fik efterfølgende navnet Folkehjem. I 1905 var der bygget 20 forsamlingshuse i Sønderjylland.
Forsamlinger blev opløst
Forsamlinger blev opløst, fordi nogle af de ældre havde stokke med. Det blev af gendarmer betragtet som våben. Man lukkede også, hvis foredragsholderen
foreslog nationale sange. Og man kunne også lukke, hvis gendarmerne tolkede foredraget for at have for gudeligt præg.
En sort liste
Når navngivne foredragsholdere deltog, blev det betragtet som politiske møder. Og disse foredragsholdere kom også på en sort liste. Man var fra preussisk side så ekstra opmærksom på, at forbryde møderne.
Hvem lod sig skræmme
Ved hjælp af politichikane af forskellig art, udvisninger, bortvisninger og tjenestekrig, samt personlig påvirkning lykkedes det for prøjserne nogle steder at true og tvinge medlemmer ud af de danske foreninger. Men fra dansk side blev der ført nøje kontrol med, hvem der lod sig skræmme.
Standard – formularer
Man angreb også danske foreninger, når man ikke i rette tid havde afmeldt en afdød som medlem af en forening. I mange tilfælde fik hele bestyrelsen store pengebøder. Og de preussiske myndigheder fik travlt med at gennemgå medlemslister. Man fik fremstillet standardformularer, så man rent administrativt fik lettere ved chikanere danskheden i Sønderjylland.
Kollekter blev forbudt
Kollekter, det ville sige indsamlinger måtte også først iværksættes efter godkendelse af myndighederne. Da de sønderjyske kvinder samlede bidrag ind til en krans til Dronning Louises begravelse, blev dette betegnet som en ulovlig handling.
Kirkedørene var lukkede
Kirkedørene var også lukkede for offentlige møder. Men langt om længe måtte de preussiske myndigheder åbne kirkerne og de 25 forsamlingshuse. De kunne ikke i længden knægte forsamlingsretten.
Von Köller havde ikke meget til overs for datidens medier. Men han forsøgte også at manipulere med dem, som lod sig manipulere.
Dannevirke skiftede stil
Dannevirke fra Haderslev havde i mange år forsvaret de danske interesser. Men efter redaktør Hjort – Lorentzens udvisning i 1870erne var den blevet solgt til
dyrlæge Bjørnshauge i Aabenraa, blev stilen ændret.
Bladets ejer havde i årenes løb lidt store økonomiske tab. Efterhånden gav ejeren sig efterhånden efter, for prøjsernes pres. Bladets redaktion kunne ikke mere stå inde for det redaktionelle pres. Starten på denne udvikling begyndte med en artikel om en artikel, der frarådede sønderjyske forældre, om at sende deres børn i skole i Danmark.
Den ny redaktør talte nedsættende
Det viste sig senere, at landråd von Uslar havde stor indflydelse på dyrlæge Bjørnshauge. Med stor utålmodighed forlangte landråden et redaktionsskifte på Dannevirke. Før sin afrejse fra København udtalte den nye redaktør Fru von Wildenradt – Krabbe sig meget nedsættende om den sønderjyske presse. Som
noget af det første besøgte hun til danskernes store ærgrelse landrådene i Haderslev og Aabenraa.
Et redskab i von Köllers politik
Dannevirke blev i de følgende måneder et vigtigt redskab i von Köllers politik. Danskerne vendte bladet ryggen. Allerede efter et halvt år, var bladet i en alvorlig økonomisk krise. Von Köhler var nødt til at spæde til med en økonomisk indsprøjtning. Det kunne man i hvert fald læse i Hejmdal. Bladet
kunne berette om, at på Brundlund Slot var Dannevirkes ejer, Landråd von Uslar og Pastor Jacobsen fra Skærbæk mødt frem til et møde. Dagen efter kunne Hejmdal tilføje, at Dannevirke havde fået lovning på 70.000 mark fra Fortyskningsbanken i Skærbæk.
Senere kom det frem, at den egentlige køber var Finansminister von Rheinbaben.
Handelen blev aldrig afsluttet
Men handelen blev aldrig afsluttet. Advokat Ritter fra Tønder kunne ikke få sikkerhed for beløbet. Så den 20. juli blev Dannevirke med tilhørende bygning og
trykkeri solgt til Aktieselskabet Modersmaalet i Haderslev for 52.000 Mark.
Men Bjørnshauge ville ikke godkende dette salg og erklærede sig fallit.
Den sønderjyske befolkning følte sig forrådt
Den tidligere redaktør fru Wildenradt – Krabbe købte en dyr ejendom i Haderslev og udgav nu bladet Det Gamle Dannevirke takket være prøjsiske penge. I bladet forsøgte redaktøren at forsvare von Köllers overgreb. Hendes far, folketingsmand Chr. Krabbe forsvarede datterens handlemåde. Han erklærede, at man skulle støtte datteren.
Og ikke nok med det. Folketinget valgte Krabbe til næstformand.
Von Köller og hans ligesindede tolkede det som en godkendelse af deres handlemåde af de danske politikere. Den danske befolkning i Sønderjylland følte sig forrådt af politikerne i København. Efter et par år måtte fru von Wildenradt – Krabbe dog opgive. Von Köller havde for anden gang måtte opgive at få indflydelse på den danske presse.
Den dansksindede presse
Hejmdal i Aabenraa havde i 1905 3.500 abonnenter. Af danske aviser var det også Dybbøl – Posten i Sønderborg. Vi havde også Flensborg Avis med tilhørende Vestslesvigsk Tidende i Tønder. Sidstnævnte var oppe på ca. 9.000 eksemplarer i 1905. I akt udgjorde de danske aviser i Sønderjylland omkring 18. – 17.000 i 1905.
Den tysksindede presse
Den tysksindede presse blev understøttet af von Kohler. Schleswigsche Grenzpost fik hvert år 8.000 Mark til rådighed via en hemmelig fond. Vi vender senere tilbage med en artikel om von Kohlers undertrykkende politik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20. – 03. – 2022