Det var dengang svært at komme helskinnet gennem Tønder. Der var en beværtning for hver 49 indbygger. Da undertegnede rejste fra byen var der kun 6 – 7 stykker tilbage. Og tænk, engang var der 32 hoteller i byen – og 24 bryggerier. På bænken foran Humlekærren sad undertegnede ofte med min far. Familien svigtede måske værtshusene i Tønder og tog til Aventoft. Men det gjorde studehandlerne ikke. Dengang var der liv og glade dage i Tønder. I denne artikel besøger vi “Bedste”- Madam Hage i Humlekærren på Torvet.

 

Det svære drikkeri

H.V. Clausen skrev engang i en rejsehåndbog:

• Tønder udmærker sig ved sit gode oksekød og sit svære drikkeri.

Men han tilføjede også, at Tønder var den smukkeste af de sønderjyske købstæder.

 

Beværtning for hver 49 indbygger

Men det var nu noget sandhed over det med drikkeriet, for i 1905 kunne man i en tysk avis læse, at en lille købstad i Baden havde den spøjse rekord med at have en kro for hver 129 indbyggere. En journalist fra Tønder var dog på sin bys vegne fortørnet over denne notits. Han gjorde opmærksom på, at Tønder kunne slå denne rekord. Her havde man nemlig en beværtning for hver 49 indbygger. Denne notits fandt også vej til en brasiliansk avis.

 

Største erhvervsgruppe

Allerede en opgørelse fra 1888 viste da også, at gæstgiverne med 79 stykker var langt den største erhvervsgruppe. Derefter fulgte 56 håndværkere, 29 købmænd, 16 høkere og 19 vognmænd. Imponerende er også et tal fra 1925. Da havde byen hele 32 hoteller. Begrebet gæstgiveri anvendtes om de kroer, som både husede og beværtede gæster og rejsende. Såfremt disse kun udlejede værelser, betegnes de som herberger, mens kroer alene solgte mad og udskænkede drikkevarer. Disse kaldtes også beværtninger.

 

Man kom ikke helskinnet gennem Tønder

Det var svært, at komme helskindet gennem Tønder – dengang. Særlig på markederne var der masser af berusede. Berusede tyende gjorde gaderne usikker, og bønderne kørte hjemad i svingende vogne. Dette endte ofte med ulykker i vejgrøfter eller ved broer. Datidens medier havde travlt med at gøre opmærksom på denne uorden:

• Man trækker penge af bøndernes karle og piger, drukkenskab og gadeuorden er følgerne.

Tondernsche Zeitung henstillede, at dette marked simpelthen blev ophævet, hvad der dog ikke skete: Tønder var en gemytlig lille stad, hvor der sviredes meget. Kaffepunch
og grog hørte til det daglige brød, og det gik lystigt til. Ja sådan skrev en ung alsing, under sit seminarieophold i byen.

 

Kun 6 – 7 beværtninger tilbage

Inden undertegnede forlod Tønder foretog vi en inspektion af forholdende. Dengang var der vel kun 6 – 7 kroer tilbage. Men det var da nok til at vi slingrede hjem til sidst. Nogle af kroerne fra storhedstiden er omtalt i artikelserien Ture i Tønder 1 – 4. Men jeg kan huske, at vi – den yngre del af Familien Brodersen en overgang tog til Aventoft, søndag formiddag til Frühshoppen. Og det faldt brænde, hvis vi ikke nåede hjem til søndags – middagen. At vi skulle drikke støvle i Aventoft var naturligt. Men det var vel mere som manddomsprøve, da vi var yngre. Da gik vi også til bal i Süderlügum. Her oplevede vi topløs musik og The Lords. Vores favoritsted blev en overgang Slusen under Tønderhus. Det var nok, fordi Onkel Jacob var udsmider. Det benyttede min kammerat Ingolf sig af, flere gange.

 

En hård tur

De mange studedrivere kom om foråret til Tønder. de har sikkert været lettet, når de har set kirkespiret. Snart ville de nå rejsens ende, og få hvilet ud. Befolkningen var vant til den massive tilstrømning og tog godt imod gæsterne. Der var masser af beværtninger i byen. Og dette antal blev stærkt udvidet. Mange småkårsfolk havde ved den lejlighed fået udskænkningsret mod
at betale en lille afgift. De fleste af de gamle gæstgivergårde er borte og andre er indrettet til andre formål. Til denne kategori hørte Humlekærren.

 

På en bænk – foran Humlekærren

Den gamle gæstgivergård er enkel i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd. Men der er ro og hygge over den. Den pynter oppe på Torvet. Og på bænken foran sad jeg ofte med min far, når jeg endelig var på besøg. Efterhånden var det ikke så mange af hans gamle kammerater, der kom forbi. Dem havde han overlevet. men så kom der andre forbi og fik en sludder. Vi kunne sidde der i flere timer. Sådanne øjeblikke glemmer man aldrig. Måske var han stolt af sin søn?

Bygningen, der rummede Humlekærren ligger som et hjørnehus ud mod Lille Torvet. Og det er typisk Tønder – stil. Disse smalle, langstrakte grunde, med gavlen ud mod gaden eller pladsen.

 

Humlesælgere fra Tyskland

Humlekærren blev søgt af studeprangere og – drivere. Man navnet stammer tilbage fra den tid, hvor humlesælgerne kom kørende i deres kærrer hertil for at sælge deres humle. De kom faktisk helt fra Hannover og Saksen for at falbyde humlen. Det var dengang, hvor øllet var hvermands – drik. Øllet var en nødvendigheds artikel i datidens husholdning.  Nydelsen
af saltmad gav en helt naturlig tørst. Det var ikke små mængder, der gik til i en husholdning.

På  landet var man som regel selvforsynende med humlen. den snoede sig op langs havehæk og – skel. Men det var strengt forbudt at fremstille øl med salg for øje. Det var byen, der gjorde
fordring på handelen.

 

En by med 24 bryggerier

I 1710 fandtes der i Tønder 24 bryggerier og 63 gæstgivergårde. Man tallet var senere betydelig højere. Forsyningen af humle fik man gennem de tyske handelsmænd, der som regel kom til Tønder omkring Mikkelsdag (den 29. september). Helt op til vores tid har man også kaldt Mikkels-markedet for Humlemarkedet.

 

Nøje kontrol med handelen

Byens råd holdt nøje kontrol med salget af humle, og det overvågede handelen. Måske var det derfor, at sælgerne holdt til på den gæstgivergård, der lå lige i nærheden af Rådhuset. På  de tre dage kunne byens borgere få deres forsyning. Derefter måtte de øvrige beboere indlade sig på handelen. De måtte først aftage skæppevis. Når markedet ebbede ud, kunne der købes i sækkevis. I gamle toldlister kan der ses, at der i 1654 var 112 kærer. I 1677 var der 95, i 1742 var der 38 og i 1812 var der 8 vogne med humle. Senere var det fynske humlesælgere, der overtog handelen. Men efterhånden gled humlen ind i butikkernes varelager og humlesælgerens tid var forbi.

 

Liv og glade dage i Tønder

Humlekærren kom dog ikke til at savne besøg. de blev vedvarende tilholdssted for de mange markedsgæster. På  de store markedsdage i for – og efterårsmånederne, myldrede det med folk og fæ på torvet og i gaderne. Jo, da var der liv og glade dage i Tønder. På  gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig købere og sælgere. Gæstgivergården havde et godt ry som madsted blandt handelsfolkene. Det var madam Hage, der i over halvtreds år selv stod for styret i køkkenet.

 

Et godt madsted

Hun fremstillede nogle efterhånden berømte boller til den ferske suppe. Og det var gæstgivergårdens specialitet. Når markedsdagene nærmede sig, købtes der 15 – 20 overgemte franskbrød.
De fik en ekstra tørring ved komfuret, så de blev sprøde. Så knustes de og blev bagt op med smør, æg og lidt mælk. Kødbollerne blev foruden med salt og peber også krydret med nelliker. Og der blevet lavet boller i tusindvis. En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og når hver fik 20 – 30 boller, forstår man, at der skulle et godt håndelag til Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i lystigt lag. Dette fordredes af en krokone, men når gæsterne blev for højrøstede, viste hun myndighed og kunne optræde ret impulsiv.

 

Bøller i 1864

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alting i stykker. Men Madam Hage viste sin snarrådighed. Hun gik hen til anføreren, en kendt bølle, og udbrød glædestrålende:

• Gud ske lov, at De kom. De er en mand, der sikkert nok kan få  alle drukne mænd ud af huset.

Og bøllen følte sig smigret, og gik straks i aktivitet:

• Herut I lømler, hvad vil I egentlig her?

Et øjeblik efter var huset ryddet, og freden sænkede sig atter over stuen. De to sognefogeder, Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum var blevet afhentet af østrigerne og indespærret i Rådhusets tyvehul. ved siden af Humlekærren. Hver dag bar hun mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem. Da de danske tropper fastelavnssøndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder, blev et halvt hundrede soldater beværtet på Humlekærren.

 

En hest under inspektion

I 1848 havde man mistænkt værten, Hans Hage, for at stå i forbindelse med landstormen, og gennem et stykke tid mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn. de ville se, om den var blevet brugt om natten. Hans Hage sluttede sig til den såkaldte Klosterbevægelse. Helt naturligt blev hans hjem mødested for Klosterbrødrene, ligesom det blev tilholdssted for danske bønder og embedsmænd. Det var også her, at der en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnens mest fremtrædende danske mænd for at realisere oprettelsen af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank. Dette pengeinstitut skulle komme til at betyde meget for danskheden på egnen.

 

Plads til ejendommeligheder

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand, Jens Jessen. Man kunne dog ikke finde et sted, hvor mødet kunne afholdes. Så da opstod tanken, at indrette Humlekærren som forsamlingshus. Tanken kom dog aldrig til udførelse. Ejendommen bevarede sit krohold, som det havde haft gennem århundreder. Foruden
de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, bl.a. redaktør Skovrøy og den livsglade dr. Jersild. Om dennes metierer i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger. De hørte til en tid, da der levnedes plads til mennesker med personlige ejendommeligheder. Denne dr. Jersild kan du læse en artikel om, under Højer (Den mærkelige læge fra Højer).

 

Tre hundrede år tilbage

Husets ejerrække kan føres over tre hundrede år tilbage. 1636 nævnes Gunder Nisses, 1682 Casper Rossen, I 1705 ejedes Humlekærren af Johann Tychsen og bestod da af et beboelseshus på 6 fag, en stald på 12 fag og et halvtag på 2 fag. Omkring 1750 hed ejeren Peter Marcussen Hieronimus, og omkring år 1800 blev ejendommen overtaget af Ewert Ewertsen. Han drev samtidig kornhandel og et brændevinsbrænderi. Ved hans tiltrædelse havde han en pige. Men i året 1835 beskæftigede han fire piger og en karl.

Hans datter, Hanna Marie blev gift med Otto Lohmann, der stammede fra Hannover. Han blev ejer af huset i 1837, men kom ret hurtig i økonomiske vanskeligheder. Han måtte optage
lån, og disse fik han hos to pengestærke mænd, Knud Lausten Knudsen, der lånte han 1.440 daler og Jens Wulff, af hvem han lånte 800 daler. Knud Lausten Knudsen købte Humlekærren Kniplingskræmmer Jens Wulff fortæller i sin dagbog:

• 1845 26/3 var med Ferdinand i Tønder, hvor Humlekærren blev stillet til aktion indsat til 10.000 mk., men der var slet ingen liebhavere, ingen bød.

Den blev dog senere købt af Knud L. Knudsen, og han indsatte Hans Hansen Hage som bestyrer. Denne bestyrer var født 1814 i Forballum, som søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde født Badske. Han blev gift med Mette Marie, der var datter af Andreas Petersen, Ottersbøl. Som ung tjente hun hos Knud L. Knudsen i Forballum.

 

Sønnen køber Humlekærren

Efter at ægteparret i en årrække fungerede som bestyrer på Humlekærren overtog de ejendommen i 1851. Året efter beskikkede magistraten ham som brandadministrator. Han afgik
ved døden i 1873 og efterlod sig fem børn og enken, som af personalet altid gik under navnet Bedste.

 

Gamle Bedste er død

I 1897 blev den ældste søn, Anders Hage, der var dyrlæge gift med en datter af Ferdinand Wenstein, ejer. Men moderen blev altid betragtet som husets værtinde, indtil hun døde i 1906. Husets nære ven, redaktør Skovrøy, skrev i den anledning:

• Gamle Bedste er død. Det var det budskab, som løb med nordvestenstormen gennem byens gader i morges. Alle i byen og vid omegn kendte enkefru Hage under dette navn – med hende er det gået et stykke levende sønderjysk historie i graven.

 

En pryd for øjet

Nogle år efter blev huset stillet på tvangsauktion, og det blev overtaget af gårdejer Skak Jensen i Ballum, der så et årstid efter solgte ejendommen til Tønder By for 33.000 mark.

Tondernsche Zeitung som bragte denne meddelelse tilføjede:

• Efter forlydende skal huset nedrives. For en gangs skyld en ret fornuftig tanke, som man allerede længst skulle have udført.

 

Ejendommen fik heldigvis lov til at stå. Den er en pryd for Torvet. I en årrække fungerede forhuset som socialkontor. Og her foran sad jeg som skrevet så mangen en stund og snakkede med min far.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – div. artikler
• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler inklusive 283 artikler om Tønder bl.a.:
• Ture i Tønder 1- 4
• Vajsenhuset i Tønder
• Studehandel i Tønder
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
• Schweizerhalle
• Bondefamilien på Trøjborg
• Bondefamilien på Trøjborg – endnu mere
• Og mange flere artikler

Redigeret 16-09-2021

 

Station 6 har været omtal i mange sammenhængende. Hvordan var starten? Vi skal se lidt på, hvordan kvarteret så ud dengang. De store panserbasser var dengang respekteret. Og i særdeleshed politiassistent Rantzau. Han var stor i mange sammenhænge. Og så fik han sit eget kloset i lejligheden. De andre betjente måtte i gården og stå i kø. Fælledvejen var dengang
særdeles livlig. Henne på hjørnet ved Nørrebrogade blev Alberti kørt ned.

 

Kirker for begge ender

Egentlig er Fælledvej kun 295 meter. Der var kirke i begge ender. Det er det nok ikke mange gader, der kan bryste sig af. Mod nord har vi Skt. Johannes Kirken, mod syd Sakramentskirken.

Idag sker der ikke så meget her, som for cirka 50 år siden. I dag er der ikke mere politistation og festlige værtshuse, som dengang.

 

Altid panserbasser

Dengang var her altid politi, de store panserbasser, som de lokale betragtede med dyb respekt. Allerede omkring 1900 – tallet så man politibetjentene i deres sorte knælange stramtsiddende frakker med læderbælte om livet, gule bæltespænder og gule knapper. Ja så var det også den sorte hjelm på hovedet. Hver dag kunne man se politiet trække afsted med fulde folk.

 

Husly eller Ladegården

En af de meget triste opgaver for betjentene dengang var, når familier blev sat på gaden med alle deres møbler, fordi de ikke kunne betale deres husleje. Så måtte betjenten stå og holde vagt ved disse møbler. Havde familien ikke i løbet af dagen fundet husly, måtte betjenten fragte den stakkels familie til Ladegården. Her blev de anbragt som husvilde.

 

Stil over kommunalt ansatte

Dengang var der på hjørnet af Guldbergsgade et vandtrug og en vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket, og en halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man, han var fra kommunen. I dag kan man kun se kommunalt ansatte i orange klæder. Der var mere stil over det dengang. Denne kommunale embedsmand skulle hjælpe til, når kusken kørte hen for at lade hesten drikke af vandtruget Hertil kom også vandvognen. Denne kørte på varme sommerdage gade op og gade ned, for at vande brostenene.

 

Fiskerkoner ved Elmegade

På  torvet ud mod Elmegade sad en række fiskerkoner med deres trækvogne og solgte fisk. de sad der også om vinteren og frøs. de var da indhyllet i mange skørter og sjaler.

 

Fra fulde folk til svenskere

Og dengang som nu, var der brandbiler. Men her var også biograf, og værtshuse. Tingvalla og Bolero. Sidstnævnte blev omdøbt i typisk Nørrebro – humor – Bol – i – ro. Det var et livligt værtshus. Her kunne man opleve to piger ligge og sloges, mens Linje 3 pænt måtte vente. Manden de sloges om, blev inde og drak bajere. Efter slåskampen gik de begge ind og kyssede deres fælles alfons. Jo der skete skam noget.

I nr. 6 lå Odeon – Biografen. Den brændte, selv om brandstationen lå tæt på. I nr. 10 lå kaffebaren, som blev sprængt i luften den 21. marts 1944. Kigger du ordentlig efter, kan du ved Fælledvej 4 se en mindeplade for de svenskere, der mistede livet under stormen på Nørre Vold den 11. Februar 1659. Se den historie kan du også læse her på siden.

 

Fra fire til otte heste

Da Københavns Brandvæsen i 1870 blevet underlagt kommunen lå der på Nørrebro allerede en brandvagt. Den lå i Guldbergsgade 3. Herfra opererede et fast mandskab på en sprøjtefører
og fem mand. I 1878 blev brandvagten flyttet til Fælledvej 22 A. Kort tid efter besluttede man at bygge den nye brandstation. Nu kunne man så bemande den med to hold. Man rådede over en stationssprøjte (en håndsprøjte), 1 stige samt en dampsprøjte. Til at fremføre pumper og stige til skadestedet, havde man fire heste på stationen.

I årene 1891 – 92 blev station C, som dengang var betegnelsen, forøget med mandskab, blandt andet med fire kuske. Alt i alt udgjorde mandskabet dengang 26 mand. Også antallet af heste blev forøget. Man havde efterhånden 8 heste opstaldet på stationen.

 

Station 6’s svære start

I 1863 blev der besluttet, at der skulle være seks politistationer i København. På Nørrebro blev Station 6 etableret. Det skete i en beboelsesejendom på Fælledvej 13. Men snart viste det sig at være for lidt plads. Måske havde man ikke taget højde for, at der her som nyordningen foreskrev, skulle være en politikaserne. Man måtte have fat i spritfabrikant M.F. Zuchslag på adressen, Fælledvej 18. Her lejede man så lokaler og fornyede kontrakten i 1870. Men også disse lokaler var for små. Så endelig i henholdsvis 1880 og 1882 fik man skøder på nabogrunden,
med henblik på etablering af en politi – og brandstation.

 

Samfundets bærme

Arkitekt Holm, der blev sat på opgaven. Han sendte sine tegninger og nogle finurlige tekster til Københavns Kommune. Han skrev blandt andet:

 

• Detentionslokalet staar i forbindelse med en Gang mellem Vagtstuen og Politiets Port, ad hvilke Droske kan kjøre ind og bringe Arrestanten til Detentionslokalet, uset af andre. Selve disse Lokaler bliver vanskelige at konstruere hensigtsmæssigt. Den Del af Befolkningen, som bliver hensat her, hører til Samfundets Bærme, den kommer her, beruset, i en ved Slagsmaal ophidset Tilstand, med Utøj, og hvis det ikke er muligt hurtigt at fjerne alle Uhumskheder, ville detentionslokalerne blive sande Pesthuler.

 

Betjentenes manglende opdragelse

Oppe på første sal skulle kasernen ligge. Og de kommende betjente, der skulle være her, fik da også et ord med på vejen:

• De Betjente som ligge paa Kasernen, ere Mennesker, der efter deres Opdragelse som oftest have faaet ringe Sans for Proberhed i en Stue, dertil unge Folk, der ikke sætte Pris derpaa, og da f.eks. ikke selv skulle holde Værelserne rene, ikke rede deres Senge selv, sove paa uregelmæssige Tider, kommer Rummene meget snart til at ligne alt Andet end der forstaas ved Kasernerum, medmindre de i deres Anordning indbyder til Renlighed.

 

Assistenten skulle ikke i gården

På  anden sal blev der indrettet en 5 værelsers lejlighed til politiassistenten. Og så var der i den lille gård 2 latriner og et pissoir for betjentene. En lille ændring skete der dog i forhold til Holms tegning, idet der på 2. sal blev installeret et kloset i assistentens lejlighed. Så skulle han ikke en tur i gården.

 

Omfattende planer

Holm skulle udarbejde et større forslag, der omfattede bebyggelse af hele kommunens ejendom på Fælledvej med politistation, brandstation og gymnastikhus for skolen i Skt. Hans Gade.

 

Ros fra Berlingske

Politiassistent Rantzau blev af politidirektøren pålagt, at udvirke et overslag af nyanskaffelser. Jo Rantzau var stor på mange måder. Det var også ham, der førte den del af politisyrken an, der var på vagt den 21. oktober 1884, da de nye lokaler kunne tages i brug. Og Berlingske Politiske Avertissements Tidende kunne højtidelig berette:

 

• Med hensyn til Bygningens Indre Indretning og Udstyring, har det hele Vidne om et forstandigt og praktisk Blik, og ligesom det Politipersonale, der skal benytte og beboe Bygningen, Utvivlsomt vil være særdeles glade over det nye Hjem, der her har faaet, saaledes fortjener Kjøbenhavns Commune Tak og Erkjendelse for den smukke maade, hvorpaa den har løftet den Opgave, der her har været stillet den.

 

Fridage inddraget

Det var meningen, at unge ugifte betjente skulle uddannes på kasernerne. Det havde være ønskværdigt, at betjentene kunne bo ved disse kaserner, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre. I
1884 bestod politikorpset i København af en overbetjent og 60 politibetjente. 6. politikreds var inddelt i tre patruljekredse, og hver patruljekreds skulle have tre inspektionsbetjente.

Betjentene havde kun en fridag hver anden måned, og det skete hyppigt, at denne fridag også blev inddraget. Lønningerne var også efter datidens forhold lave.

 

Den “Store” Rantzau

Den første stationsleder har vi tidligere berettet om. Det var Carl Vilhelm Rantzau. Han havde en almindelig skoleuddannelse, og kom ind i Den Kongelige Livgarde. i 1845 blev han optaget i Københavns Politi, og i 1863 avancerede han til politiassistent. Han blev tidlig enkemand, og i 1884 flyttede han ind på stationen sammen med sin datter, Mathilde. Rantzau var afholdt, og havde social indsigt. Han var en stor mand og vejede ca. 300 pund. Han kunne dårlig bevæge sig til fods. Da det myrdede kontorbud Meyer skulle begraves på Assistens Kirkegård  i i 189o, dirigerede Rantzau slagets gang siddende på en stol.

Rantzau var med i det berømte slag på Fælleden og blev dekoreret flere gange, blandt andet med Rider af Dannebrog. Hos politiassistent Rantzau har så mangen en fattig fået en lille skilling, når man opsøgte ham. Han blev pensioneret i 1891, og døde i 1895 på Frederiksberg.

 

Direktør hos Mygind

Den næste stationsleder var Carl Emil Stephensen. Han interesserede sig for de unge politifolk på kasernen. Allerede tre år efter, forlod han stationen. Han var blevet forfremmet til politiinspektør. Ja faktisk blev han senere direktør i Smith, Mygind og Hüttenmeier.

 

De var finere på Nørre Allé Skole

Kvarteret omkring 1900 – tallet havde skam også fine beboere. På hjørnet af Sankt Hans Torv/Guldbergsgade boede der skam generaler. Og på hjørnet til Sankt Hans Gade lå der som allerede omtalt en skole, hvor børnene ikke betalte skolepenge. Og her måtte man gå i træsko. Det måtte man ikke i Nørre Allé Skole. Der var man lidt finere på den.

Imellem Sankt Hans Gade og Fælledvejen lå nogle træhuse, hvor der var slagterboder. En slagter dengang havde en slags uniform. Han var klædt i en rød- og hvidstribet skjorte, hvidt forklæde og en sort bowlerhat. Når varer skulle bringes i byen, var kødet ikke pakket ind i papir, men lagt på et bræt, og dækket med hvidt stof.

 

Datidens køleskab

Det var også dengang, at ismanden kørte rundt. Is blev lagt i et stort skrummel af et skab, som stod i køkkenet. I den ene side af skabet var der et rum, hvor isblokken blev lagt. I bunden
af rummet var huller, så smeltevandet kunne sive ned i en bakke, der var anbragt i bunden af skabet. Jo det var datidens køleskab.

 

Stor oplevelse for børnene

Egentlig var der ikke meget trafik på Skt. Hans Torv – dengang. Så når brandvæsnet rykkede ud, var det en kæmpe oplevelse for kvarterets børn. Det var spændende at se brandmændene på den velpudsede brandsprøjte. Det var stigesprøjter, slangesprøjter og vognen med brandmændene. Ved siden af kusken sad en brandmand og ringede med en klokke.

 

Slut med kø i gården

I 1906 blev der ansøgt om hele fire klosetter i bygningen. Nu skulle man ikke mere stå i kø i gården. I de gamle retirader blev der indrettet automobilvagt.

 

Alberti boede her

Her på Fælledvej boede også justitsminister, boligspekulant og meget mere, Alberti. Han blev henne ved hjørnet på Nørrebrogade kørt ned af en sporvogn. Han døde nogle dage senere på hospitalet.

 

Man glemte at låse

Den 25. maj 1977 blev stationen nedlagt. I nogle år huserede Københavns Politis Bevillingsafdeling i bygningen, og den 18. november 1993 blev Politihistorisk Museum indrettet i bygningen. Man glemte bare lige at låse stationen, da man gik. Et par dage efter gik en mand ind og lånte en politiuniform. Med den på stillede han sig i en kæmpe brandert på Sankt Hans Torv og dirigerede trafikken. Det hele endte selvfølgelig i et totalt kaos. Men det er ikke første gang, Københavns Politi fik røde øre. Det gjorde de også den 18. maj 1993, da Fælledvej var skueplads for de værste uroligheder i mands minde med 113 skud.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.demgang.dk indeholder 1,780 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro bl.a.:
• Alberti på Nørrebro
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Det Gamle Nørrebro – og de Fattige
• Det Lystige Liv på Nørrebro
• Fattiglemmer på Ladegården
• Fattiglemmer, bisser og Bøller på Nørrebro
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Kampen på Fælleden
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Ladegården – dengang
• Lersø – Bisser
• Lersø bøller og bisser – nok engang
• Louis Pio på Nørrebro
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp
• Nørrebro – 18. maj 1993
• Nørrebro – erindringer
• Omkring Skt. Hans Plads
• Skt. Johannes Kirken
• Skyd efter benene
• Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
• Steder på Nørrebro
• Og mange flere artikler

 

redigeret 12-09. – 2021

Forsøg på anmeldelse af Niels – Birger Danielsen: Werner Best, Tysk Rigsfuldbemægtiget i Danmark 1942 – 45. Man kalder vores hovedperson for “Skrivebordsmoderen”. Han var en meget speciel og mystisk person. Vi følger i bogen også  Familien Møller i Gråsten, som knyttede et nært venskab med
Best. Til tider går bogen under huden på vores hovedperson. De mange detaljer skaber et nuanceret billede af besættelsestiden. Og det tjener bogen til ære, at det ikke er den sædvanlige sort/hvide beskrivelse af forholdene. Bogen kan varmt anbefales.

 

Mange kilder

Atter en gang er der udkommet en bog om besættelsestiden. Denne gang om den vigtigste af alle tysker, Werner Best. Og bogen er en moppedreng på over 600 sider. Men man kommer hurtig igennem den. Det er tydeligt, at det ikke er en udpræget historikere, der har skrevet den, selv om  forfatteren er godt kendt i det historiske.
Det journalistiske sprog gør det til en oplevelse, at læse den. Og selv små sidehistorier bliver efterhånden hoved-historie. Forfatteren har været heldig, at få lejlighed til at beskrive korrespondancen mellem familien Møller i Gråsten og familien Best. De opretholdt forbindelsen også mange år efter besættelsens afslutning.

Niels Birger Danielsen bruger også en del af Ulrich Herberts biografi. Og tre måneder inden denne bogs deadline udkom John T. Lauridsens 10 – binds værk om Werner Bests korrespondance. Også Der Nordschleswigers afgående redaktør Siegfried Matlok kommer til orde. Denne udkom med “Danmark – i Hitlers Hånd” først på tysk og senere i en redigeret udgave på dansk i 1989.

Der er også blevet til en snak med Werner Best’ s børn lige som Jens Møllers børn og børnebørn medvirker.

Man kan rolig tale om en nuanceret bog uden de sædvanlige sort – hvide holdninger, der desværre kendetegner en del bøger fra besættelsestiden. Jo Niels Erik Danielsen har begået en god bog.

 

En vanskelig opgave

For egentlig er det en vanskelig opgave at lave en biografi over Werner Best. det er en person, der er omgivet af mystik, og som sætter flere dagsordener. Han er god til at slette sine spor. Men han har så sandelig også sine svage sider, og de kommer også til udtryk i denne bog.

Denne illegale presse udnævnte ham til Tyskernes farligste mand. Det var ham, der planlagde jødetransporten i Polen. På et tidspunkt var han nazisternes største ideolog. Det var ham, der skrev den ideologiske begrundelse for udryddelsen af jøderne. Et led i hans arbejde var begrundelsen for udryddelsen af jøderne. det var det, der senere blev kendt som Holocaust. Den 9. september 1935 formulerede han følgende forslag til løsning af jødespørgsmålet:

• Forbud mod, at Jøder kan flytte frit
• Forbud mod strandede ægteskaber og mod udenoms – ægteskabelig samkvem mellem tyskere og jøder.
• Indskrænkning for jøder i adgang til at drive virksomhed
•  Forbud mod, at jøder kam formidle handler med jord og fast ejendom

– Markering af jødernes pas med et iøjefaldende kendetegn.

 

Boxheim – dokumenterne

Han var højt begavet og kultiveret. Men han blev også bedømt til at være blød. Til tider var han virkelighedsfjern, og ikke altid besad han menneskekundskab. Han beskrives dog som korrekt, punktlig og arbejdsom. Han var jurist ud til fingerspidserne. Da han blev benådet for dødsdommen i Danmark udløste dette høje protester.

I 1930 får Best sit første job som dommer. men han bliver fyret, da man finder ud af, at han er ophavsmand til de berømte og berygtede Boxheim – dokumenter:

• 1. En hver anmodning fra SA og SS skal straks adlydes uanset hvilken tjenestegrad, der har udstedt denne. Modstand straffes i reglen med døden.
• 2. Et hvert skydevåben skal inden 24 timer afleveres til SA eller SS. Den, der efter denne frists udløb træffes i besiddelse af skydevåben bliver uden tøven skudt på stedet.
• -3. En hver i tjeneste hos offentlige myndigheder skal straks genoptage deres tjeneste. Modstand og sabotage straffes med døden.
• 4. De, af ledelsen for SA og SS udstedte nødforordninger har lovkraft over for alle fra samme dag, de bekendtgøres ved opslag. Forseelser mod nødforordninger bliver i særlige svære tilfælde ud over de fastsatte straffe, straffes med døden.
• 5. Alle bestående love, skal for så vidt de ikke strider mod de af ledelsen for SA og SS udsendte nødforordninger, forblive i kraft.

Dette Boxheim – dokument blev anvendt efter Rigsdagsbranden i 1933 og De Lange knives nat. Best var pioner for grundlæggelsen af Hitler Jugend.

 

Magtkampe

I bogen gennemgår vi den vedvarende magtkamp, der hele tiden huserede. En magtkamp, som Werner Best gang på gang tabte. Han var og blev Skrivebords – generalen. Men han forstod ikke rigtig at spille sine kort rigtig.

Det var også Werner Best, der var den egentlig ideolog bag Gestapo. Det var ham, der nedfældede Gestapos love og forordninger. Fik han modstand, så var det ofte Himmler, der reddede ham, og sørgede for en Fører – ordre.

Årene som personalechef i Sikkerhedspolitiet fik en personlig betydning for Werner Best resten af sit liv. Han ledte desuden opbygningen af politiforvaltningen i de erobrede områder.

I juni 1940 blev han forflyttet til stillingen som forvaltningschef i Paris. hans kejtede facon faldt dog lidt igennem som forvaltningschef i Paris.

Da Göring satte trumf på og forlangte alle kunstskatte ført til Tyskland, forsøgte Best at protestere. Hårde tiltag blev iværksat i Paris, da tyskere blev myrdet. Her var Best også med. Men Best spillede en central rolle, da det gjaldt fremtiden for de 350.000 franske jøder.

Berlin ville have yngre mennesker til Paris, og føre en langt hårdere linje. Best mente, at Heydrich var hans fjende, men Himmler mente ikke, at det var tilfældet, men det sagde han først efter, at Heydrich var blevet myrdet.

 

Danmark skulle være en tysk provins

Hitler havde von Hanneken i enetale, inden denne tiltrådte sit job som rigsbefuldmægtig i Danmark. Der Führer ønskede, at Danmark skulle blive en tysk provins og kongehuset skulle afskaffes. Enhver modstand skulle undertrykkes med magt.

Ikke alle var enige med Hitler i, at der skulle indføres norske tilstande . Det ville kræve meget mere personale. Man skulle ikke mere tage kontakt til kongefamilien. Private kontakter mellem danskere og medlemmer af den tyske værnemagt blev forbudt.

 

Scavenius blev statsminister

Den 26. oktober 1942 får Best besked om sin udnævnelse til tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark. Han mødtes med Hitler i Ukraine og fik at vide, at danske
nazister skulle tages med i regeringen. Pludselig så lederen af DNSAP chancen for at komme til magten. Men Frits Clausen blev isoleret og kommer aldrig i regering. Fra starten afskrev Werner Best manden fra Bovrup.

Best forlangte udskiftning af tre ministre. Erik Scavenius skulle være statsminister. Den 7. november 1942 måtte kronprinsen redde trådene ud. Men over
for Berlin kunne Best fortælle, at alle ministre var tysk. På Dagmarhus lavede Best en radikal organisationsændring. Han var udmærket klar over, at jødeaktionen også ville ramme Danmark. før eller senere.

 

Jens Møller til samtale

Allerede efter fem dags ansættelse tilkaldte Werner Best, lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller. Det skulle være starten på et langt venskab mellem familierne Best og Møller. Han kaldte Jens Møller for Kammerat Müller.

Jens Møller var en karismatisk taler. Budskabet var klar,” Führer mach uns frei” Møller var ganske godt begavet, men nogle gange optrådte han ubehersket, når det gjaldt politiske spørgsmål.

Jens og Maries hjem på Slotsbanken i Gråsten var ofte i centrum for festivas i det hjemmetyske miljø. Senere besøgte familien Best ofte familien her. Allerede
den 28. november overnatter Werner Best for første gang i Gråsten. Og Best har faktisk indviet Gråstens tyske skole.

Allerede før krigen havde Møller fra Berlin fået at vide, at han skulle moderere sine udtalelser. Og næste gang, han hørte herfra var, da han blev opfordret til at agitere for, at de tysksindede skulle melde sig i tysk krigstjeneste.

Frits Clausen og Jens Møller boede få kilometer fra hinanden og var rivaler. En dag, da Frits Clausen ridder forbi, er Møller i snak med en anden. Han
udbryder:

• Kan du tænke dig, den dromedar som statsminister?

 

Positiv beskrivelse af Jens Møller

Beskrivelsen af Jens Møller er i denne bog mere positiv end i så mange andre bøger fra den tid. Således forsøgte han at begrænse de unge tysksindede tilmelding til fronten ved at indføre Zeitreivillig – korpset. Men den købte de danske myndigheder ikke efter besættelsen. At være med i dette korps, blev betragtet som særlig kriminelt. Korpset kom efterhånden til at bestå af 1.600 mand. Og i Berlin anerkendte man denne hjemmeværns – tjeneste som krigstjeneste.

Da der skulle vælges ny dyrlæge i Gråsten, gjorde Werner Best sin indflydelse gældende. Og Det Tyske Mindretal fik deres eget kontor i København med tæt adgang til Best. DNSAP måtte nøjes med at drive hovedkontor fra Fritz Clausens hjemme-adresse i Bovrup.

 

Villa Rydhave

En følsom adresse er Villa Rydhave på Strandvejen 259 i Charlottenlund. I dag danner den bopæl for USA’s ambassadør. Men de sidste to år af besættelsen boede Werner Best her. Efter tre måneder fik Best igen lov til at besøge kongefamilien.

Best mødte også snart Søren Kam, leder af Schalburgkorpsets skole, Høveltegård. Søren Kam foreslog at man lavede antiterrorkorps til bekæmpelse
af modstand og sabotage. Best havde svaret, at intet måtte foretages uden hans vidende og tilladelse.

 

Hitler var rasende

Familien Best var desuden vært for Heydrichs enke, Lina Heydrich til diverse middage og udflugter, da enkefruen skulle holde tre ugers ferie i Danmark.

Von Hanneken indrapporterede et helt andet mørk billede af situationen i Danmark end det Best giver udtryk for. Dette får Hitler til at indse, at han er blevet
misinformeret. Efterhånden er der strejkende arbejdere over alt, og i Aalborg åbner tyske soldater ild mod demonstranter.

Best bliver kaldt til en alvorlig samtale hos Hitler. Men Hitler er så sur, at han nægter, at tale med ham. I stedet bliver det en samtale med udenrigsminister von Ribentopf.

Hjemvendt er det en helt anden aggressiv Best, man møder. Ca. 400 personer blev anholdt, natten efter at Best kom hjem. Det var nøglepersoner i den tysk – fjendtlige meningsdannelse.

Natten til den 28. august  blev Jens Møller nede i Gråsten vækket. Den tyske besættelsesmagt ville vide, hvor politimesteren samt sognerådsformanden boede. Man havde ordre til at bringe disse to til Aabenraa.

Klimaet mellem den sønderjyske befolkning og Zeitfreivillige blev i denne nat meget forværret. For blandt andet i Sønderborg og Tønder var korpset blevet brugt til patruljering. I nogle tilfælde blev de også brugt til at arrestere folk.

 

Dundermøde

Best havde indkaldt pressen til dundermøde. Han beskyldte dem til at medvirke til had mod tyskerne. Fremover ville pressen komme under streng censur. Ja pressen blev vidne til at tyske soldater skød mod den danske civilbefolkning.

Den danske regering meddelte den 30. august, at al samarbejde var ophørt, og at de var trådt tilbage. Flere terrordrab fulgte. Redaktør Clemmensen blev skudt af Søren Kam og Flemming Helweg Larsen. Førstnævnte er senere trods flere forsøg nægtet udlevere fra Tyskland. Den 25. september 1943 beslaglægger Schalburgkorpset, Frimurerlogen på Blegdamsvej.

Med et, var Danmark blevet et militærdiktatur, og von Hanneken var den stærke mand. Ret hurtig går det dog op for Berlin, at van Hanneken havde begået fejl. Snart fik Werner Best sin magt tilbage. Han fik stadfæstet sin position, og får desuden 300 medarbejdere fra sikkerhedspolitiet og to bataljoner politibetjente.

 

Best ville selv styre Danmark

Ligesom i bogen om Duckwitz får vi gennemgået jødeaktionen. Efter krigen afdramatiserer Best aktionen, og giver udtryk for, at han ikke noget med aktionen at gøre. Man snupper kun 202 jøder, så kunne man lige så godt fylde skibet Warterland med 150 kommunister fra Horserødlejren. Det var dem som dansk politi efter anmodning fra tyskerne, havde anholdt. Jøderne blev anbragt i Theresienstadt og kommunisterne i Stutthof.

Best havde sikkert ønsket at kunne styre det hele selv i Danmark, men sådan skulle det ikke gå. Han fik at vide, at en højere SS – og politifører i skikkelse af SS Gruppenführer Pancke kom til Danmark. Dette var nok første årsag til at forholdet til Himmler blev kølnedes mærkbart.

I Rydhave havde familien besøg af den berømte Rommel. Werner Best fik en chok, da hans danske chauffør blev likvideret af “Holger Danske”. Også chaufførens søn blev dræbt under aktionen.

 

Best indførte repressalier

Alene i marts 1944 arresterede Gestapo 300 personer mistænkt for modstands – aktiviteter. Snart indførtes andre repressalier:

• Razziaer
• Lukning af biografer
• Standsning af trafik og kommunikation til Sverige.
• Belejringstilstand

I Ryvangen faldt 14 frihedskæmpere for tyske kugler inden for en måned. Situationen i Danmark blev mærkbar forværret. Fredag den 30. juni 1944 blev 8 medlemmer af Hvidstens – gruppen henrettet.

Straffeaktionen Monsun blev iværksat. Troppestyrker blev kommanderet mod København, og offentlige værker blev besat. Den 1. juli 1944 erklærede tyskerne belejringstilstand. Tyske tropper med maskingeværer blev indsat. Panservogne indledte en hæmningsløs gadeterror. I løbet af få dage mistede 100 københavnere livet.

Igen spillede Duckwitz en afgørende rolle. Afspærringen af  København var overskrifter i alverdens lande. For Werner Best var det et stort nederlag i sin tid i Danmark. Snart blev Werner Best sat skakmat af Pancke. Han oprettede det forhadte Hipo – korpset.

 

Møller – vækket tidlig om morgenen

Tilbage i Gråsten blev Jens Møller den 20. maj 1944 vækket, da skud lød i hans nabolag. Det var lidt længere henne ad Slotsbanken, hvor oberst Paludan Mûller kæmpede mod tyskerne. Pastor Hvid forsøgte at få obersten til at opgive kampen, men forgæves.

Man fandt langt om længe liget. Men Gestapo nægtede at udlevere liget. Kun ved Jens Møllers indsats lykkedes det at få det udleveret.

 

Grænsegendarmerne

Da Grænsegendarmerne blev arresteret og sendt syd på, var det igen Jens Møller, der forsøgte at få dem tilbage til Danmark. Günther Pancke ville godt være med til at internere dem i Frøslevlejren. Men Bovensiepen var direkte imod. Da Best atter engang kom til Gråsten fik Møller de seneste efterretninger
om gendarmerne. Da var 31 allerede døde i de tyske KZ- lejre. Dødeligheden var allerede efter få måneder ret stor. Måske skyldtes dette gendarmernes alder.

Det lykkedes faktisk Jens Møller via Werner Best at få grænsegendarmerne overført til Frøslevlejren.

 

Rettungsaktion Möller

Von Hanneken forlangte, at 5.000 personer fra Det Tyske Mindretal skulle besætte forsvarsstillinger ved Toftlund. Der skulle desuden bruges flere hundrede spands heste. Møller mente, at dette kun kunne ske på frivillig basis. Der meldte sig dog også kun 1.500. Flere tyske militærenheder beordredes efterfølgende til arbejdet.

Jens Møller fik gennem hele besættelsestiden mange henvendelser også fra dansksindede om hjælp. Tilfældigvis mødte Møller, Bovensiepen i Aabenraa. denne mødte Møller med de syrlige ord:

• Na, Rettungsaktion Möller!

 

Han ville gøre det bedste for Danmark?

Fra februar til april 1945 mistede 62 unge mænd livet i Ryvangen. Werner Best kunne aldrig forstå, hvorfor han blev gjort til en forhadt mand i Danmark. Han ville kunne det bedste for Danmark, sagde han.

Vi hører om torpederinger af flygtningeskibe, og flygtningene ankom i hundredtusindvis til Danmark. Kort efter befrielsen befandt der sig 569.000 tyskere i Danmark.

De ældste børn på Sankt Petri Realskole blev bedt om, at deltage i massebegravelsen af døde tyske flygtninge. De blev begravet i ligposer og ikke i kister.

Eksporten til Tyskland steg gennem hele krigen. Kødeksporten blev endda fordoblet. Også fiskerieksporten havde det godt. Indirekte støttede Danmark på denne måde krigsindustrien i Tyskland.

 

Reddet fra døden

Ifølge det illegale blad Information blev hele den klasse, hvor Jens Møllers søn, Uwe gik på det tyske gymnasium i Aabenraa tvunget til melde sig til
fronten. Men sandheden er, at Jens Møller forsøgte at forhindre dette.

En 20 – årige kadet, Torben Wolden – Ræthinge var blevet anholdt af tysk politi, godt en uge før kapitulationen. Han var anklaget for sabotage mod en jernbanelinje syd for Padborg. Den unge mand var skolekammerat til en søn af Gråstens toldinspektør Bahnsen. Denne henvendte sig til Jens Møller i et forsøg i at redde den unge mand fra henrettelse. Det lykkedes faktisk for Jens Møller.

I det sidste nyhedsbrev som Werner Best udsendte, gav han indtryk af, at Danmark var et samfund i orden og kontrol. Den kaotiske situation, som opstod på grund af flygtningestrømmen blev ikke omtalt. Bemærkelsesværdigt er det, at Best indirekte udleverer navne på en række landsforrædere. Oven i købet videregiver han navne på tortur – bødler i Shell – huset.

 

Hvem kom først – til Lübeck

I Hamborg ville gauleiter Kaufmann søge kompromisløs overgivelse til amerikanerne. Den Røde Hær var trængt op fra øst mod Holsten. Kapløbet om Lübeck var afgørende for, hvem der sikrede sig adgangsvejen til Danmark. Kun med et døgns forspring nåede amerikanerne først byen. Best forsøgte at få en våbenstilstand i gang. men det krævede god overtalelse. Ikke alle var af samme mening.

 

En villa i Kollund

Familien Best havde i den allersidste tid indrettet sig i Villa Olinda i Kollund. Her var masser af levnedsmidler og spiritus. Men de fik aldrig tid til at nyde det. Men indtil den 16. maj fik Best lov til at regere fra Kastelsvej. Men så var det også slut. Han fik så to timer til at pakke sammen.

Senere blev Best anbragt i Vestre Fængsel, hvorfra han blev indsat i Kastellet.

Fru Best fik lov til at bo yderligere 14 dage på Rydhave. Men så fik hun kun 20 minutter til at pakke sit bohave sammen. Det tog faktisk tre timer inden hun
var færdig.

 

Nervesammenbrud og krampegråd

Werner Best reagerede på arrestationen med nervesammenbrud og krampegråd. Han var heller ikke tilfreds med at familien var smidt ud. Han blev af englænderne ført til Tyskland, men efter 14 dage returnerede han til Danmark, hvor han blev anbragt i Kastellet. De to kriminal-folk, der afhørte
ham, kunne sagtens få ham til at fortælle om andre. Men når det gjaldt ham selv, så klappede han i som en østers.

 

Fru Best endte i lejr

Oksbøl – lejren blev den foreløbige ende for Hilde Best. Stedet udviklede sig til at blive den største flygtningelejr med 36.000 beboere. Kokkepigen hos familien Best fik et barn i Oksbøl – lejren. Alt i mens bevares kontakten med familien Møller i Gråsten. Fru Møller besøgte flere gange Hilde Best, også da han blev overført til Fitting – lejren.

Efter 22 måneders adskillelse fik hun endelig lov til at se hendes mand, men mødet var ikke opløftende. Da Hilde Best den 22. april 1947 blev sendt syd på, stod fru Møller klar i Padborg og fulgte familien minus manden det sidste stykke over grænsen.

 

Fængselspsykose

Dyrlæge Møllers mentale tilstand var i en kort periode langt nede. Det var efter, at anklagemyndigheden havde forlangt Fængsel på livstid. Man sagde om ham, at han var udpræget psykopat. En fængselsbetjent kaldte sindstilstanden for Fængselspsykose.

 

Anklaget

Og Fru Møller sørgede for tandbørste og en ny kuffert til Werner Best. Anklagemyndigheden havde her sammenfattet anklagen i tre hovedafsnit:

• 1. Det samlede ansvar for den tyske besættelsespolitik i Danmark.
• 2. Medansvar for terrorpolitikken
• 3. Jødeaktionen

Man tog ikke hensyn til, at han advarede inden aktionen.

 

Begravelser i Gråsten og Omegn

I et brev til Werner Best omtaler Fru Møller også Frits Clausens begravelse:

• Han fik en vældig begravelse. Kapellet var for lille. Danske og tyske folk fra egnen gav ham den sidste ledsagelse. Politiet var meget taktfuldt.

Fru Møller skriver også om et dødsfald hos en indsat i Fårhuslejren som de tysksindede var meget oprørte over:

• Otte dage senere bar vi en tysk bonde fra vores egn til graven. Han havde siden 5. maj 1945 været interneret. Selv om han i sommeren 1947 fik konstateret kræft, kunne han ikke komme hjem – ikke før fem dage før sin død. Kammeraterne undslog sig ikke for at græde, og så stor et følge er vel aldrig set før.

 

Mentalundersøgt

I brevene fra Mimi Møller til henholdsvis Werner og Hilde Best får vi et dybt indblik i de frustrationer, der efterhånden opstod i ægteskabet. I fængslet blev Werner Best også mentalundersøgt. Konklusionen var:

• Højt begavet, men noget ensidigt og umoden i sin intellektuelle udvikling. I fængslet har han udviklet pedanteri. Han har været nærtagende, sensitiv og pedantisk. Han var egocentrisk og selvmedlidende og fortrængende. Han må dog anses for straffeegnet.

Flere gange måtte Werner Best til Tyskland for at afgive vidneforklaringer. ja amerikanerne kaldte ham for Stjerne – vidnet under Nürnberg – processen.

 

Lokale angreb mod Familien Best

Og hjemme i Gråsten bad politimester Brix, der også blev kaldt for “Deutschenfresser”. Mimi Møller om at undlade at sende breve til familien Best. Men det gjorde hun dog ikke. I 1951 aflagde Hilde Best et besøg i Gråsten. Og i Dannevirke kunne man læse, at Fru Best havde anmeldt tyveri af al indboet fra villaen i Kollund. Samtidig kunne man i bladet læse, at parret skulle skilles. Og nu kom sagen med Jens Møllers dyrlægestilling op igen.

De lokale aviser kunne fortælle, at lokale beboere havde berettet om overdådige fester hos familien Best. Problemet var bare, at Werner Best var fængslet og Hilde Best var interneret.

Jens Møller indrykker et læserbrev i Der Nordschleswiger, hvor han forsøger at forsvare angrebene på familien Best.

Ofte var Best’ s børn på ferie i Gråsten. Her lærte de et nyt ord at kende  – “Tyskersvin”

 

Benådet

Torsdag den 28. august 1951 blev Werner Best benådet af kongen. En kortege af tre biler, herunder fuldt bevæbnet politi tog turen syd på. I Kruså fik han stukket en madpakke i hånden. Lige syd for grænsen overtog en tysk undergrundsorganisation den videre transport, og anbragte Best et hemmeligt sted.

 

Tragisk død

Jens Møller var efter fem års fængsel en psykisk knækket mand. Den 28. november 1951 kørte han ud til en bonde i Felsted. En ko var i gang med en vanskelig
fødsel. Om morgenen kørte Møller træt og udkørt direkte mod et vejtræ. Formentlig var han faldet i søvn bag rattet.

 

Et firma – med blakket ry

Det var ikke let for Werner Best at vende hjem til familien efter 6 1/2 års adskillelse. I Berlingske Tidende kunne man ellers læse, at Best havde været i Østtyskland for at lede efter en Nazi – formue. I 1955 kunne Se og Hør fortælle, at Best arbejdede i Den Brune Gruppe, der forsøgte at få placeret deres nazi – folk inden for moderne tysk politik.

I 1959 skulle Mimi Møller giftes med en mand fra dansk slægt, og det fortalte hun Familien Best. I otte år havde de ikke skrevet sammen.

Hilde Best skrev tilbage, at hendes mand arbejde alt for meget. Måske skyldtes dette, at de tyske myndigheder efterhånden havde fået et strengere syn på fortiden. Werner Best var blevet ansat hos Hugo Stinnes – koncernen. Det var en koncern med et blakket ry.

Efter krigen var kemi – virksomheden blevet gendannet. Det var et underfirma af I.G. Farben som under krigen leverede ukrudtsmidlet Zyklon B til diverse gaskamre i Tyskland.

 

Slap ud af myndighedernes klør

Der Spiegel kunne i 1962 konstatere, at Best for tredje gang slap ud af myndighedernes klør. Best havde travlt med erklæringer, udkast m.m. Mange nazister søgte hjælp hos juristen. Best kæmpede mod Forfølgelsesbølgen fra Ludvigsburg, men det var åbenbart forgæves. Den 11. marts 1969 blev han atter engang arresteret. Ransagninger fulgte hos Hugo Stinnes. Endnu engang klarede Best frisag.

 

Pas på – journalister

I 1976 fik Familien Best besøg af Uwe Møller, der havde overtaget Slotsbanken 15, og blevet en veletableret læge i Gråsten. Han lovede at holde øje
med medierne. Og han skriver blandt andet tilbage til Werner Best, om hvordan Siegfried Matlok, daværende redaktør af Der Nordschleswiger var:

• Hr. Matlok er givetvis en fremragende journalist, men som sådan også fræk og ubekymret, og ikke en, der holder sig tilbage, hvis der er en chance for en sensation.

En sjov beskrivelse for os, der kender Siegfried Matlok.

 

Werner Best ‘s testamente

I november 1988 kom så det øjeblik, som Werner Best havde ventet på siden sin løsladelse. Han får lejlighed til at beskrive sine gøremål i Danmark. Det sker i Siegfried Matlok’s bog “Danmark i Hitlers Hånd”. Bogen udkom først på tysk udgivet af et forlag i Husum. Den vakte opsigt, fordi Werner Best stillede selv op. Et halv år senere udkommer bogen i en redigeret udgave på dansk.

 

Anklageskriftet kom for sent

Den 5. juli 1989 udsendte Stadsadvokaten i Düsseldorf et anklageskrift vedr. mord på 8.723 mord. men det var for sent. Den 23. juni døde Werner Best.

Hilde Best overlevede hendes mand med cirka et år.

Vores hovedperson har leveret den ideologiske retfærdiggørelse for udryddelsen af jøderne. Han så Danmark som stedet, hvor han kunne udmønte sine storrumsteorier i praksis. Best var udmærket klar over, at Danmark var det sted, hvor besættelsesstyret fungerede. Han var en mystisk person. Måske kan han betegnes som en person med “Dr. Jerkyll og Mr. Hyde – syndromet”

 

Tysklands spisekammer

Best slog ikke nogen personlig ihjel. Men han argumenterede for, at det var nødvendigt og legitimt at slå ihjel. Danielsens bog er særdeles underholdende.
Han har blandet Ulrich Herberts biografi med nyt stof og sluppet særdeles heldig fra det. Best sørgede for, at Danmark eksporterede masser af fødevarer
til tyskerne. Og lige før kapitulationen regnede han med at eksporten kunne stige yderligere. Jo, Danmark var så absolut Tysklands spisekammer.

 

Ind under huden

Indflydelsesrige tyskere sørgede for, at der ikke blev rejst sigtelser mod ham. Han kunne også regne med støtte fra Scavenius og Svenningsen. Best var en utrolig god taktikker. Han havde et ekstremt og racistisk livssyn. Og dette var nazismen løsningen på. Han var meget kompleks. Bogen giver os mange detaljer, og der er ikke en for mange. For de beskrevet meget medrivende. Vi kommer til tider ind under huden på hovedpersonen.

 

Et værk på 10 bind

For et stykke tid siden udsendte John T. Lauridsen og Jacob Meile et kæmpe værk på ti bind og 5.100 sider om store dele af Werner Best’ s korrespondance. Værket viser, at vores hovedperson ofte var i opposition til Berlin. Måske var advarslen til de danske jøder en aktion, der kunne sikre den fortsatte eksport af
fødevarer til tyskerne. Best var bange for, at danskerne ville gøre oprør. På mange måder forblev Danmark, at være et “Sonderfall”. Også Alfred Rosenberg og sin stab måtte rejse tilbage. Best tillod ikke, at man uden videre huggede jødernes kunstskatte i Danmark.

 

Han tjente nazismen

Best forhalede også en ordre om, at kraner og flyde-dokke skulle beslaglægges og sendes til Tyskland. Til sidst løb det ud i ingenting.

Det var heller ikke uden grund, at Eichmann troppede op i Danmark. Best var gået for vidt i jødespørgsmålet. Efter den sag måtte samarbejdspolitikken ophøre. Men Best gjorde det ikke for danskernes skyld. Han gjorde det for at tjene nazismens interesse bedst muligt.

 

Ligger der nyt materiale gemt?

I 1989, da Siegfried Matloks bog om Werner Best udkom var interessen enorm. De fleste anmeldere mente, at bogen var udtryk for, at renvaske den gamle nazist. Bogen kastede vel næppe lys over besættelsens historie. Og den bragte ikke væsentligt nyt. Den er et fascinerende indblik i selvforståelsen hos Best.

I Matloks pengeskab befinder der sig en mængde korrespondance mellem Scavenius og Best. Gad vide, om det endnu er noget hemmeligt, der kan bringe et nyt lys på besættelsestiden.

Best hævdede således, at han havde givet Duckwitz lov til at lække meddelelsen om jødeaktionen men det afviste Duckwitz. Best roste det frie valg i 1943, men valget var stækketog manipuleret. Han hævdede desuden, at han havde mindsket Hitlers krav om modterror, men sådan et krav blev aldrig dokumenteret.

Vores hovedperson har aldrig kunnet eller villet gøre op med sin nazistiske fortid.

 

Scavenius udstødt og foragtet

Efter krigen kastede man sig over en fælles fjende, kommunisterne. Og Scavenius blev udstødt og en foragtet mand resten af sine dage. Han var med til at udføre samarbejdspolitikken og tog skraldet af alle de politikere, der ikke blev foragtet, straffet eller udstødt. Måske så Scavenius slet ikke det destruktive
i det nazistiske regime. Best så Scavenius som en ligeværdig kollega. Måske kan Scavenius dog tage æren for, at Best overhørte ordre fra Berlin og trodsede påbud.

Scavenius blev gift for anden gang i 1944 med en yngre kvinde. Fra mange sider blev den kvinde ikke blot betragtet som tyskervenlig, men som direkte Nazi Lover. En nat blev hun involveret i en skudepisode. Men så tilkaldte hun bare Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann, som udredede trådene.

Efter befrielsen tilbragte den nye Fru Scavenius syv uger i internering. Så slap hun grundet forbindelser ud. Hun besøgte hver uge sammen med hendes mand, Hoffmann – den øverste chef for torturen i Danmark i hans dødscelle.

Og længe efter kapitulationen havde hun og hendes mand kontakt med Otto v. Bovensiepen, den sidste chef for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark.

Scavenius brød sig ikke om Churchill. Han var ifølge Scavenius – uforstandig, og skadelig person, han tænker i krig. Hele hans liv igennem har han søgt at være i krig. Scavenius så i Hitler, en ny Napoleon.

På sit bord i Horsens Statsfængsel havde Best et billede stående af Scavenius. Det er vel ikke uden grund, at kalde Werner Best for Skrivebordsmoderen. Han havde aldrig selv fysisk kontakt med sine ofre. Og parløbet med Scavenius holdt i mange år.

 

Krig var en naturlov

Best lagde aldrig skjul på sin ideologi. Allerede i 1931 formulerede han det ideologiske grundlag for krigen. Krig var en naturlov, der ikke kunne reguleres af moral eller internationale konventioner, om det så førte til den ene parts udslettelse. Jødeaktionen var sikkert sat i værk for at formilde Hitler. Han accepterede indirekte, at hans underordnede saboterede aktionen.

Vi kom langt omkring. Men læs selv bogen. Den er en oplevelse. Niels – Birger Danielsen er journalist på Ekstra Bladet og har tidligere skrevet

• Værnet – den danske SS – læge i Buchenwald (medforfatter)
• Gestapochefen (medforfatter)
• Modstand 1-4

 

Niels – Birger Danielsen: Werner Best – Tysk rigsbefuldmægtiget i 1942 – 45 / Politikens Forlag.

Yderligere kilder: 

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Siegfred Matlok: Danmark i Hitlers Hånd

 

Hvis du vil vide mere: 

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Besættelsestiden (før-under-efter) finder du 362 artikler

Redigeret 9.-o1-2022

Hvem skulle tro, at Tønder havde en Luftskibsbase under Første verdenskrig. For første gang i historien blev der udført angreb fra et “såkaldt” hangarskib. Med utrolig dygtighed lykkedes det engelsk skibe at bombe basen. Den blev aldrig den store succes. Mange uheld kostede store summer. Basens tilstedeværelse prægede livet i Tønder. Og efter genforeningen blev mandskabs – barakkerne brugt ved Ryttervej. Store fester blev afholdt i flyhangaren og det blev en turistmagnet.

 

Angreb fra hangarskib

Det er nu tredje gang, vi besøger de store luftskibe i Tønder. Ja det er ikke mange, der tror, at Tønder var indblandet i søkrigen under første verdenskrig. men det blev faktisk tilfældet. En historisk begivenhed fandt sted den 19. juli 1918. Dengang startede almindelige flyvemaskiner for første gang fra et hangarskib for at udføre angreb på landjorden. Dette var ganske almindelig i de følgende krige. Og målet var luftskibsbasen nord for Tønder.

 

Direkte og indirekte: mange døde

Faktisk var der mange døde i tidens løb i forbindelse med luftskibsbasen i Tønder, som følge af tekniske problemer, ulykker og direkte nedskydninger af luftskibe. Ja et par blev også
skudt for spionage.

 

Tønder – base nummer to

Da krigen startede havde det tyske luftvåben kun et luftskib og en luftskibsbase. Den befandt sig i nærheden af Hamborg i Fuhlsbüttel. Men det blev til  mange luftskibsbaser.

Allerede den 16. september 1914 foreslog Reichs – Marine – Amt to fremskudte baser, en ved Emden og en inden for Sild. Den første blev bygget ved Hage, den anden ved Tønder. I første omgang anlagde man to haller, der var 184 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. Til hver hal hørte et underjordisk tankanlæg, der kunne rumme 20.000 liter. De stod færdige allerede i 1915. Det første luftskib ankom den 23. marts 1915. Det næste den 25. april.

 

Blæst over Tønder

Lokaliteten lå 2 1/2 kilometer nord for Tønder, hvor der var god plads, ingen træer og forholdsvis tæt på kysten. Men det man måske ikke havde taget højde for, var den kraftige vestenvind på egnen. Vinden gjorde snart basen berygtet blandt officerer i den tyske marine. Det var særdeles vanskeligt at manøvrere herfra. Og man havde måske heller ikke lige regnet med de store dræninger, der skulle foretages på grunden.

 

15 zeppeliner på basen

I de tre år og knap tre måneder, som basen eksisterede, var det på  skift stationeret 15 zeppeliner på basen. En zeppeliner havde et skelet af sammennittet aluminium betrukket med tætvævet lærred. Inden i skelettet var der plads til 14 – 17 gassektioner (balloner) til brint, fremstillet af kvægtarme, der limedes sammen i mange lag, og blev beklædt med tætvævet bomuld. Det var temmelig afgørende, at gassektionerne var helt tætte. Ud-sivende brint ville udgøre en dødelig eksplosionsrisiko. Der var plads til løbegange, således at luftskibets mandskab kunne bevæge sig mellem sektionerne og udføre de nødvendige reparationsarbejder.

Under luftskibets krop var mandskabsgondolerne placeret. Øverst oppe på luftskibet var der en åben rede til en maskingeværskytte.

 

Besætning på 20 – 25 mand

Typisk var et mandskab på 20 – 25 mand. Fem motorer sørgede for en maksimum – hastighed på 100 kilometer i timen. Tænk, at på Ribelandevej i en tidligere landbrugsskole blev luftskibenes togter over Nordsøen planlagt. Bygningen er hvis nok blevet fredet. Når et luftskib lagde an til landing lod kaptajnen luftskibet gå ned til en højde af ca. 20 meter over jorden. Derefter blev der kastet en mængde tove ned, som personalet på jorden greb fat i for at trække det kæmpemæssige luftskib det sidste stykke ned.

Samtidig med dette, skulle de passe på, at mandskabsgondolerne, der hang under luftskibet ikke stødte mod landingsbanen. For at undgå dette, var det fæstnet et slags gelænder til gondolens sider, så man kunne løfte luftskibet en smule op igen. I blæsevejr kunne det sagtens være 400 mand, der skulle bruges til at hale luftskibet ned- Ja når luftskibene skulle starte og lette, måtte man ofte hente hjælp af 100 mand fra det nærliggende Landsturmbatillon Tondern.

 

Vanskeligt at bugsere

Det var ret besværligt at skulle bugsere det store luftskib. Hvis luftskibet under landingen stadig svævede, blev den nødt til at smide ballast i form af vand. På den måde fik folk på landjorden et gratis styrtebad. Man forsøgte at af-elektrificere luftskibet, når det var landet. Det skete i form af kæmpe kobberplader, der var placeret lige under jordoverfladen
langs med Zeppelin -hallerne. Nogle gange skulle det ikke meget til, før det skete ulykker.  Under bugsering med L 24 i dobbelthallen Toska stødte det mod en tændt elektrisk pære i hallens loft. Luftskibet brød straks i en eksplosionsagtig brand, der bredte sig til L 17, der allerede stod i hallen.

 

Giv agt for udsivende gas

Ombord var foruden kaptajnen hans nærmeste medarbejdere, styrmændene og navigatørerne. Men det var også altid en sejlmager og hans assistent. de skulle sørge for at lækager straks blev repareret. Og man skulle altid arbejde to og to, fordi udsivende gas kunne forårsage ildebefindende og føre til bevidstløshed. Maskinister skulle sørge for at alle fem motorer kørte, som de skulle. Så skulle der også være at antal personer, som i tilfælde af slagside bare ved deres vægt kunne udbalancere luftskibet.

 

Også jagerfly i Tønder

Allerede et par måneder i forvejen, var mandskabet i Tønder klar. Den 26. november 1914 bestod jordstyrken af 307 mand. Den 31. maj 1915 var styrken dog vokset til til 537. Og den 1. april 1916 bestod styrken af 14 officerer og 574 menige. Til at forsvare sig mod luftangreb, blev der stationeret et mindre antal jagerfly i Tønder. Dette mandskab var dog af en mindre størrelse. Den 25. marts 1916 var mandskabet her på 61 mand. Efter marts 1918 var der ikke flere piloter i Tønder. Luftforsvaret skulle herefter klares af jordstyrken alene.

 

Forbandelse over Toska

De to første luftskibshaller blev i første opgang benævnt som Marine og Joachim. Kort tid efter blev de dog omdøbt til Toni og Tobias. Men det var især dobbelthallen Toska, der imponerede. Denne dobbelthal var 240 meter lang, 60 meter bred og 35 meter høj. Som de foregående var den placeret i retningen øst – vest. Dobbelthallen lå cirka 300 meter nord for de andre to. Den skulle ellers kun have været 180 meter lang. men under bygningen besluttede man sig for at gøre hallen længere. Så kunne den rumme de store luftskibe på 55.000 m3

Denne dobbelthal fik desværre en forbandelse over sig. Det første luftskib, L 17, der benyttede hallen, eksploderede og gik i brand.  den 17. november 1915. Det var allerede dagen
efter, at den var ankommet til Tønder og 14 dage efter, at det havde forladt fabrikken. Denne hændelse har vi tidligere omtalt Hallen blev kun lettere beskadiget. Reparationerne var tilendebragt i januar 1916.

Uheldigvis fik L 22 ødelagt næsepartiet og 50 meter af forkroppen ved at støde mod porten under ind-bugsering den 17. april 1916. Et lignende uheld ramte L 24 den 28. december 1916. Der
opstod en brand, som bredte sig til L 17 inde i hallen. Begge luftskibe blev ødelagt. Hallen blev igen repareret og var klar i april 1917. Så skal det også lige med, at de to luftskibe, der blev ødelagt ved luftangrebet den 17. juli 1918 begge befandt sig i Toska.

 

Værk til fremstilling af brint

Brint blev der brugt temmelig meget af i disse luftskibe. I 1915 – 1916 opførtes der derfor et gasværk til fremstilling af brint, ca. 600 meter sydøst for Toni og Tobias. Der kunne produceres 6000 m3 om dagen. En tørgasbeholder kunne rumme 30.000 m3. Men man havde også et underjordisk magasin, hvor gassen blev opbevaret under et tryk på 100 atmosfærer i kæmpemæssige stålflasker. Her kunne der opbevares ca. 26.000 m3. Basen havde også eget elektricitetsværk og eget vandværk.

 

Opklaringsopgaver

Den primære opgave var ikke, som det står i diverse historiebøger, angreb mod England, men opklaringsopgaver. Således blev der foretaget 1.191 opklaringsflyvninger mod kun 352 angrebsflyvninger. Når basen blev anlagt i Tønder var det for at dække de nordlige adgangsveje til Tyske Bugt. I de sidste krigsår var luftskibene i Tønder i reglen ansvarlig for Nord – Aufklärung. Og den bestod i patruljering mellem Dogger Banke Nord Fyrskib og Lyngvig. Efter at tyskerne havde erklæret uindskrænket ubådskrig den 1. februar 1917, foretog man fra Tønder ofte lange flyvninger ind i “Sperrgebiet”. Det var flyvninger, der ofte førte helt op til “Kristianssand” i Norge.

 

Livet i Tønder præget af basen

Den 23. marts 1915 landede det første luftskib på basen. Det var stationeret i Tønder de næste 8 måneder. Den 25. april 1915 landede den første Zeppeliner L 7 på basen. Basen var en by i sig selv. Her var foruden luftskibshallerne, en flyhangar med plads til fem jagerfly. Der var en radiostation, hvor der var kommunikation mellem luftskibene via telegraf. Og så var der pejlesendere og lysfyr. Beboelsesbarakkerne kunne rumme 600 personer.

Livet i Tønder var i den grad præget af soldaternes tilstedeværelse i de godt tre år basen var der. Der blev arrangeret koncerter, danseaftener og sportsarrangementer for basens soldater. En del af de unge marinere fandt deres hustruer blandt Tønders unge giftefærdige kvinder. Mange af marinerne fik deres liv og familie i byen. Nogle af disse var Adam Hehr og gasmester Fr. Röder. De hjalp, da en gruppe lokalhistorikere begyndte at interessere sig for basen, og senere indrettede et museum her.

 

Store tab af luftskibe

De brintfyldte luftskibe var særdeles sårbare. Tabet var også enormt. Således gik ikke færre end 53 af en samlet flåde på 71 tabt under krigen. Foruden de allerede nævnte haverier på basen, gik fire luftskibe tabt under operationer fra Tønder. L 20 måtte den 3. maj 1916 nødlande i nærheden af Stavanger efter et mislykket bombeangreb mod den engelske flådebase i nærheden af Edingburgh.

Dagen efter blev L 7 skudt ned ved Horns Rev af artilleriild fra krydserne HMS Galatea og Phaeton. Der var ingen overlevende. Den 21. august 1921 startede L 23 kl. 3.50 fra Tønder på en rutinepatrulje. Klokken 5.40 meddelte chefen, at man havde observeret fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. En af krydserne HMS Yarmouth medførte en Sopwith Pup Jagerfly. Den startede fra en platform oven på det forreste kanontårn. Flyet udnyttede skydækket til at komme tæt ind på zeppelineren og skyde den i brand. Hele besætningen omkom.

 

Taget til fange i Frankrig

En af de store luftskibsangreb på England fandt sted den 19. – 20. oktober 1917. Der deltog i alt 11 luftskibe, fra Tønder L 45 og L 54. L 45 bombede Northampton. Den blev af en kraftig storm drevet ud af kurs, og via London og Lyon havnede den til sidst i Sisteron i Sydfrankrig. L 45 var hele 198 meter lang, og havde en maksimal diameter 24 meter. Den kunne opnå en en tophastighed på 102 kilometer.

Men efter et angreb på England, blev det drevet ud af kurs og nødlandede den 20. oktober 1917 i Sydfrankrig. Besætningen på 17 mand blev taget til fange. Det var nu ikke stormen alene, der var skyld af i dette. Navigatøren blev syg af iltmangel. Han var ude af stand til at passe sit arbejde. Og til sidst virkede kun to af de fem motorer.

 

Skudt for spionage

Da chefen for L 45 kaptajnløjtnant Waldemar Kölle blev forhørt af den engelske efterretningstjeneste, viste det sig, at englænderne havde et særdeles detaljeret kendskab til den tyske luftskibstjeneste og basen ved Tønder. Det lykkedes for Kölle, at få en rapport af forhørene sendt ud sit fangenskab. Det resulterede senere i, at flere soldater på Tønder  – basen blev skudt sigtet for spionage.

 

Angreb i 1916

Et par år tidligere troede englænderne, at luftbasen lå ved Højer. Den 24. marts 1916 stak flymoderskibet HMS Vindex med eskorte af destroyere til søs fra Harwich. Målet var at bombe den tyske luftskibsbase. Vindex var en hurtiggående passagerdamper, der før krigen havde sejlet på Isle of Man. Den medførte tre store og to mindre pontonfly. Disse kunne ikke starte fra skibet, men måtte stoppe op. Ved hjælp af kraner blev de sat i vandet.

Klokken 7 kunne beboerne over Højer høre motorstøj. De havde ikke fundet luftskibshaller ved Højer. Men af flyene havde kastet sine bomber mod en stor fabrik og påstod at have efterladt bygningen i flammer. Den anden var fløjet ind i landet, og havde opdaget at basen lå ved Tønder. De havde forsøgt at bombe den fra lav højde. Men bomberne havde sat sig fast. De tre andre fly måtte nødlande på grund af motorstop, og besætningen blev taget til fange.

 

Angreb nummer to

Englænderne forsøgte igen den 4. maj. Denne gang var det med en endnu større flådestyrke. Formålet var ikke så meget at angribe luftskibsbasen, men at lokke den tyske højsø-flåde ud af Wilhelmshafen. Der deltog to flymoderskibe, Vindex og HMS Engadine. Sidstnævnte var også en ombygget passagerdamper.

I alt deltog 11 sø-fly. Men ak de otte kom slet ikke i luften. Fire brækkede propellen, tre havde motorsvigt, og en kæntrede i kølvandet på en destroyer.

Af de tre som det lykkedes at få på vingerne, fløj en ind i antennerne på en destroyer og styrtede ned. En anden måtte vende om efter kort tid på grund af motorvanskeligheder. Kun en af de elleve nåede Tønder. Her lå hallerne skjult af tåge. Han kastede sine to 30 kg bomber uden at ramme. Indirekte gav angrebet dog et resultat, idet L 7 der tidlig om morgenen var sendt ud fra Tønder, som tidligere nævnt skudt ned ved Horns Rev. Men det lykkedes dog ikke at lokke højsø-flåden ud.

 

Første mål var Tønder

Men i 1918 lykkedes det endelig for englænderne at få ram på basen ved Tønder. Fra luftskibene kunne man observere alle englændernes aktiviteter i Nordsøen. Selv om luftskibene var
særdeles sårbare, var de trods alt svære at få ram på. Blev de angrebet kastede de deres ballast. Så kunne de stige hurtigere til vejrs end de angribende fly. Derfor var man fra englændernes side interesseret i at ødelæge luftskibene på deres baser. Og førte mål var Tønder.

 

Øvelser på dykbombning

Angrebet mod Tønder skulle udføres af ensædede jagere af typen Sopwith Camel. Disse jagerfly var de mest berømte under første verdenskrig. De var udstyret med to maskingeværer og havde en maksimalhastighed på 200 kilometer i timen. Nu havde man også fået et rigtigt hangarskib. Det var en ombygget krydser, HMS Furious. Men det er nok ikke det man i dag forbinder med et hangarskib. Man startede ganske vist på fordækket og landede på agterdækket. Men der var stadig kommandobro, skorsten m.m. på dækket. Dette betød, at det var særdeles vanskeligt at lande på skibet.

For overhovedet, at kunne komme til at angribe Tønder, havde personalet gennemgået en omfattende træning. dette foregik på flyvepladsen Turnhouse ved Edingburgh. Blandt andet testede man dykbombning mod mål i form af grundplanen af en luftskibshal.

 

Man måtte opgive

Furious forlod Rosyth den 27. juni 1918, men da man to dage senere var fremme ved udgangspunktet for det planlagte angreb, var vejret regnfuldt og blæsende. Så man vendte  hjem igen.

Den 17. juli stak man igen til søs. Man havde ekskorte af lette krydsere og destroyere. Næste morgen kl. 3.30 var man ud for Lyngvig Fyr. Men ak og ve. Det var blevet tordenvejr, så angrebet blev udsat et døgn.

 

Endelig lykkedes det

Ved daggry den 19. lykkedes det endelig at få flyene af sted. Furious befandt sig da 13 sømil stik vest for fyret, og cirka 150 km nord – nordvest for Tønder. Vejret var nu ikke det allerbedste. Men rapporterne tydede på, at vejret ikke ville blive værre. Piloterne havde i hvert fald benzin nok til at smutte over grænsen til Danmark.

 

Syv fly på vej

De syv fly havde hver to 23 kg bomber og var delt op i to grupper på  henholdsvis tre og fire fly. Den første (Jackson, Dickson, Williams) var i luften kl. 3.18. Den anden (Smart) var i luften 3.26. De øvrige piloter var (Thyne, Dawson, Yeulett). Men Thyne fik motorproblemer over Blåvand. Han måtte gå ned på vandet, men blev samlet op af en destroyer.

Vejret var overskyet og sigtbarheden kun nogenlunde god. De nåede kysten på det beregnede tidspunkt. De kunne genkende øen Sild. men holdt sig væk fra den for at undgå de tyske jagere, der var stationeret her. Så blev de opsplittet, for at finde luftskibsbasen. Åbenbart kendte de ikke den nøjagtige beliggenhed, hvilket kunne virke lidt mærkelig.

 

Dicksons beretning

Dickson angreb først en bygning, som han antog var et ammunitionsdepot. I det engelske værk “The War in the air” forklarer han:

• Det var en lav bygning, meget solidt bygget, den så ud til at være halvvejs underjordisk. Den var omtrent samme størrelse som den store luftskibshal ved East Fortune (engelsk base ved Edingburgh). Ingen skorstene eller tilbygninger kunne ses, så jeg besluttede at kaste en bombe mod den, hvilket jeg gjorde fra 200 meter og ramte den i midten. Jeg observerede ikke nogle tegn på brand som følge af denne træffer, men mange røgskyer.

 

• Umiddelbart derefter så jeg kaptajn Jackson ca. 1.000 meter over mig og et godt stykke øst for byen komme ned i et dyk med Løjtnant Williams ca. 800 meter efter sig. Jeg steg lidt og sluttede mig til dem og observerede så to meget store haller, betydeligt større end de store i East Fortune, og også en mindre. De var mindst 8 km nord for byen og trådte tydeligt frem fra alt andet på den flade mark. Det var absolut ikke tegn på liv, før Jackson begyndte at dykke ned mod hallen, da et batteri ved vejen Tønder – Højer åbnede ild. Intet andet batteri åbnede ild under vor bombning. Kaptajn Jackson dykkede lige mod den nordlige hal og kastede to bomber. Den ene var en direkte træffer midt i. Den anden en smule til siden. Jeg kastede så min resterende bombe og Williams sine to. Træffere blev konstateret. Hallen brød i flammer og en enorm brand opstod. Flammer og røg nåede mindst 300 meter op. Efter at have kastet bomberne fløj Jackson lige ud, Williams til venstre og jeg til højre. To eller flere batterier åbnede ild mod os under tilbage-flyvningen, men de skød ikke godt. Det er det sidste, jeg så til de to andre.

 

Angrebet kom uventet

Angrebet i de tidlige morgentimer kom aldeles uventet. Klokken 4.32 telefonerede luftmeldepost Skærbæk, at tre biplaner af ukendt nationalitet var på vej mod Tønder. der blev straks slået alarm til jordpersonalet og luftværns – batterierne. Men allerede tre minutter efter at meldingen var indløbet, fik man øje på de tre engelske fly. De kom i 2.000 – 3.000 meters højde og dykkede ned til 30 meter, før de kastede deres bomber.

Der blev konstateret tre træffere i Toska og en i Tobias. I Toska var der to luftskibe L 54 og L 60, der gik i brand uden at eksplodere. I Tobias var der kun en lænkeballon, der anvendtes til at vise basens position, hvis der var tåget. Den blev beskadiget af sprængstoffer.

 

Kaptajn Smith’s beretning

Efter angrebet fløj flyene i ganske lav højde (ca. 20 meter) over Gallehus – skovene og forsvandt i skyerne, der nærmede sig fra vest. Klokken 5.50 blev basen igen angrebet af tre fly, der kom fra øst i en højde af 2.000 meter. Tyskerne troede, at der var de tre første fly, der var vendt tilbage, men det var den anden gruppe, der nu var nået frem. I sin rapport fortæller kaptajn Smart:

• Jeg fik øje på hallerne, to store og en mindre, hvor taget på den ene af de store var delvis ødelagt og store mængder af tæt sort røg steg til vejrs. Da vi var i position gav jeg signal og dukkede ned mod den anden store hal og slap mine bomber fra 250 – 300 meters højde. Den ene faldt for kort, men den anden ramte midt i hallen og sendte en søjle af røg eller støv til vejrs. Om hallen senere gik i brand kan jeg ikke sige, da hele området var spækket med soldater og mekanikere bevæbnet med geværer og maskingeværer, der afgav en så tilintetgørende ild, at jeg dykkede med fuld motorkraft ned til 15 meters højde og strøg over jorden i en zig – zag kurs for at undgå den, og da jeg var sluppet fri, var jeg ude af stand til at se hallerne på grund af røgen fra den første hal.

 

• Skyerne lå nu meget lavt, og dis gjorde sigtbarheden ringe. Jeg søgte i alle retninger efter de andre medlemmer af min gruppe, men da jeg ikke så nogen, satte jeg kurs mod det forudtalte træffepunkt ved Brede. Her satte jeg farten ned for at vente på de andre, men efter at have gjort en runde med lav hastighed, og der stadig ikke var nogen at se, fandt jeg det utillrådeligt  at vente længere. Jeg havde allerede været i luften i to timer og vinden var aftagende. Desuden var skyerne så lavt-hængende og så tætte, at de ville give os alle, selv om vi
  fløj alene, tilstrækkelig beskyttelse mod overlegne fjendtlige styrker.

 

Tönnis beretning

Kaptajnløjtnant Tönnis, der var chef for jordstyrkerne i Tønder, oplyser i sin rapport, at de to fly angreb Tobias, mens det tredje fløj mellem denne hal og Toska i en højde af 200 – 300
meter som om det tog fotografier. Tobias blev ramt af to bomber, mens der faldt en bombe 30 meter nordøst for hallen og en på en jernbanevogn med flasker med gas under 100 atmosfærers tryk. Vognen blev beskadiget, men flaskerne eksploderede ikke. Endelig faldt der en bombe vest for Tobias. Den ramte jernbanesporet og afbrød skinnerne.

 

Ødelæggelserne

De bomber, der ramte hallerne, eksploderede umiddelbart under taget. I selve taget blev der kun et hul på omtrent 1/2 m2, men sprængstykkerne havde en voldsom virkning. Nogle af dem
gik gennem jernkonstruktionerne. Kaptajnløjtnanten sagde, at der kun skete ringe skade på tag og sidebeklædning af Toska, så den kunne være klar om tre uger.

I Tobias var næsten alle vinduer knust, men denne hal var alligevel planlagt, at skulle rives ned. I alt blev der konstateret 11 bombenedslag, hvoraf 9 endte på basen. En bombe faldt på en mark uden for byen. den anden faldt på markedspladsen, hvor den frembragte et stort hul i brobelægningen.

 

Ifølge avis – kun ringe skade

Ifølge den officielle meddelelse i Tondernsche Zeitung , blev der kun anrettet ringe materiel skade ved angrebet. Det var et held for tyskerne, at de udbrændte skeletter af L 54 og L 60 lå inde i Toska og ikke røbede, at de materielle skader ikke var så lille endda. Derimod skete der kun ringe personskade, det der kun var tre sårede og en hårdt såret.

 

Dickson nåede hjem

På  grund af den marginale brændstofbehandling havde de engelske piloter ordre til ikke at vente på hinanden ved samlepunktet Brede, men søge at nå de engelske flådestyrker så hurtigt som muligt, lige som de ikke måtte tøve med at gå ned i Danmark og lade sig internere, hvis benzinen var ved at være opbrugt.

Da Kaptajn Dickson ikke så noget til sine kammerater ved samlepunktet, fortsatte han langs kysten til Blåvands Huk. Ca. 40 sømil stik vest herfor var der aftalt mødepunkt med destroyerne, der var trængt ned gennem minefelterne ad en smal rute, strøget til dette formål. Dickson mente, at han havde benzin til de 40 sømil og satte kursen mod vest. Det var dog en lettelse for ham, da han så destroyerne. Han gik ned på vandet, kravlede ud, og sad på halepartiet, og ventede til, at de halede ham ombord.

De to andre piloter fra første gruppe nødlandede begge i Danmark. Jackson gik ned på en mark vest for Guldager, hvor han stak sit fly i brand, mens Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.

 

Yeulett forsvandt i havet

Heller ikke noget af piloterne fra anden gruppe nåede tilbage til Furious. Smart blev samlet op efter en nervepirrende flyvning . De sidste tyve minutter gav hans motor lige akkurat kraft
nok til at holde flyet på vingerne. Han fløj i få meters højde over det minefyldte hav, indtil han nåede opsamlingspunktet. Yeulett forsvandt på hjemvejen. Han er sandsynligvis gået ned på Vesterhavet med motorproblemer og druknet. Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr på Holmsland Klit.

 

Tre piloter blev interneret i Danmark

De tre piloter, der landede i Danmark blev interneret. Men det lykkedes dem hurtigt at undslippe via Sverige og Norge. Havde de to første angreb på Tønder været fiaskoer, så var den tredje en stor succes. Indtil krigens ophør, levede tyskerne i konstant angst for nye angreb. Furious blev aldrig mere anvendt til formålet som hangarskib. Det blev i stedet moderskib for drageballoner. Først efter krigen blev det ombygget til brugbar hangarskib.

 

Kun som nødlandingsplads

Selv om Toska blev hurtig klar igen. Tønder blev ikke mere anvendt operationelt , men bibeholdt som nødlandingsplads. De to oprindelige haller var blevet for små til de luftskibe, der nu anvendtes. Nedrivningen af Toni var allerede i gang, da basen blev angrebet. Kort efter tog man fat på Tobias, hvis sidste gæst havde været L 23, der blev skudt ned den 21. august 1917.

 

Genforeningsfest

Der blev afholdt en stor genforeningsfest i flyhangaren den 27. juni 1920, hvor der deltog ca. 500 personer. Luftskibshallen var en populær turistattraktion, indtil den blev revet ned. her blev der også arrangeret heste – væddeløb.

 

Den danske Garnison

Efter Genforeningen fik Tønder dansk garnison. Infanteristyrken blev indkvarteret i barakkerne på flyvepladsen. senere blev barakkerne samlet på en mark nord for byen, hvor den tyske radiostation. Men den historie omkring Ryttervej, har vi tidligere berettet om. Toska blev demonteret i 1921. Året efter blev gasværkets bygning revet ned. Soldaterskoven blev brugt som øvelsesplads for garnisonen. Og Eksercergården blev brugt til diverse formål.

 

I alt 130 zeppeliner

Luftskibenes æra var endelig forbi efter Hindenburg – katastrofen i Lakehurst lufthavnen ved New York i 1937. Ved indledningen til Anden Verdenskrig i 1939 var er i alt blevet bygget 130 zeppelinere.

 

Zeppelinmuseet åbnede den 8. maj 1999. I dag er det åbnet i alle weekender i sommerhalvåret. de har også en interessant hjemmeside, hvor du kan læse om en overlevende fra Hindenburg – katastrofen, Euduaurd Boethus, og hans beretning. Du kan også læse en engelsk version af angrebet mod Tønder.

Og det er www.zeppelin-museum.dk  

En fly – hal er efterfølgende blevet etablere.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift
• W.G. More: Earky Bird (1963
• Richard Bel Davies: Sailor in the Air
• Reliegh Jones: The War in the Air (1962)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler – inklusive 283 artikler fra Tønder
• – Her kan du læse meget mere om Zeppelin-basen

 

Redigeret 16.09.2021

I dag kan man her opleve “Ferien auf einem Gutshof” med sauna og mulighed for at lave “Bratwurst”.  Egentlig har gården og stedet haft en livlig historie. Talrige gange har man måttet benytte hesteryg eller båd for at komme til og fra gården. Der er sikkert ikke nogen, der fortæller at gården har været ladegård for Tønderhus. Og sammen med Mejerholm har den været
kancelligods med de privilegier, som dette medfører. Og tænk først i 1933 blev gårdene indlemmet i Tønder.

 

Kancelligods

Værftsgården Hestholm var i mange år et såkaldt kancelligods, der var ejet af hertugerne fra Gottorp og senere endda kongen. Gården nævnes helt tilbage fra 1445. I dag stammer de ældste dele fra bygningerne fra 1595.  I 1606 blev ladegårdsdriften på Hestholm nedlagt. Jordene blev bortforpagtet. Gården gik i 1699 over i privateje. I 1779 udskiltes en del af jorden til den nye gård, Mejerholm, der også havde status af kancelligods.

 

I 1933 indlemmet i Tønder By

Disse kancelligodser havde privilegier, der nærmede sig adelsgodser. De havde egne politidistrikter. Det juridiske blev varetaget af hofretten. Fra 1713 – 21 fra Overretten på Gottorp. Skatter skulle dog betales til amtet. De bidrog til udgifter på sogneplan i modsætning til adelsgodser. I administrativ henseende hørte Hestholm hverken under Tønder By eller de nærliggende herreder, men under kancelliet. Her havde man jagt – og fiskerirettigheder, fritagelse for mølletvang samt visse skattebegunstigelser.

En ministeriel forordning fra 1889 bestemte, at Tønder landsogn sammen med Tønder Slots – og frigrund og de to kancelligårde skulle have fælles kommuneforstander. Først i 1933 blev gårdene Hestholm og Mejerholm sammen med Tønder Slots – og frigrund, Tved og Dyrhus indlemmet i Tønder By.

 

Andre kancelligodser

Af andre kancelligodser kan nævnes Kogsbøl og Søndergård i Emmerlev Sogn, Hajstrupgård i Bylderup Sogn samt Høgebjerg på Løjt. Den nuværende hovedgård på Hestholm menes, at stamme fra sidt i 1700 – tallet. Og i denne gård kan du nu komme på Ferien “auf einem Gutshof”. Og det står beskrevet, at der er “swimmbad” i en kilometers afstand. Det må være Tønder Friluftsbad. ja sådan hed det dengang, hvor vi altid havde sæsonkort. Men efter, at artiklen er skrevet har de besøgende også mulighed for indendørs svømmehal.

 

Kommanderet til dige-byggeri

Gennem århundrede har gården været omgivet af vand. Det var ikke et særsyn for gårdene i marsken. ved efterårs-tide og regnfulde somre kunne dette skabe problemer, som vanskeliggjorde høbjergningen. Hertugen beordrede allerede i 1545 bønderne i Kær Herred, at udbedre sommerdigerne 3 – 4 dage om året. Da man i 1547 anlagde vejen fra Tønder til Sæd skulle digerne gøres en alen højere og bredere. Og det var ikke alene de fastboende bønder, men også beboerne på Sild og Før havde pligt til at deltage.

 

Omgivet af vand

En skrivelse fra 1611 eksisterer, hvor bønderne søgte fritagelse for ekstraordinære skatter, fordi de med ikke ringe bekostninger må vedligeholde sommerdigerne om Hestholm, Mejerholm og Askeodde. Desuden understregede de, at de måtte forsyne gården med tækkereb, der fremstilles af siv, som vokser på sandklitterne.

 

800 læs i tørre tider

Digerne formåede dog ikke at dæmme op for vandet. Man kunne kun komme frem ved hjælp af hesteryg eller båd. Først efter den store afvanding, som du kan læse om her på siden (se oversigten ) kunne færdslen ske på en mere normal måde. Oprindelig var Hestholm været anvendt som navnet antyder til græsning for heste og selvfølgelig til høslæt. Der kunne bjerges omkring 800 læs. Det var dengang da jorden bestod af 296 demant og hørte under Tønderhus.

 

Allerede i 1319

Vi hører om Hestholm allerede i 1319, men da har det nok ikke drejet sig om nogen bygning, men nærmere et stykke jord. Det oplystes, at Henneke Moltke afstår sit gods i Jejsing, Rørkær, Hestholm og Tidsholm med alt tilbehør, nemlig agre, enge, vande, skove og græsgange til hertug Abel Valdemarsøn.

 

Årlig leje: Halvanden tønde smør

I 1445 overlod Hertug Adolph den Ottende Hestholm til Boye Ebbesen og hans arvinger. Den årlige afgift var halvanden tønde smør. De næste halvanden hundrede år har jorden antagelig været bortforpagtet, indtil slotsherren på Tønderhus selv ønskede at dyrke jorden. Pludselig opstod der stigende priser på landbrugsprodukter, og blomstrende studehandel. Den stigende efterspørgsel efter jord omkring år 1500, betød at der skete en udvidelse. Ladegården på Slotsholmen var blevet for snæver. Den blev omkring 1533 flyttet ud til Hestholm – engene. Samtidig blev Okholm på 45 demant og Brønsholm på 24 demant lagt til.

 

Hoveri – pligt

Omkring 180 bønder og 80 kådnere fra Udbjerg, Sønder Løgum, Humptrup og Hostrup som havde været hoveri -pligtige til slottet, henvistes nu til at udføre deres pligtarbejde på Hestholm.

 

En hovedbygning fra 1595

Et gammelt kort fra 1588 viser to tværliggende bygninger. I året 1580 udgjorde besætningen 10 heste, tre tyr, 22 køer ,13 kvier, 46 kalve, 36 svin, 74 får, 61 lam og 10 gæs. Kigger
vi på medarbejderne dengang. Ja så var der ansat en foged, en mejerske, syv piger, en svinehyrde og en kvæghyrde. I 1595 lod Hertug Johan Adolf opføre en hovedbygning, som i 1848 blev afløst af den nuværende bygning.

Ladegårdsdriften var efterhånden ikke mere så indbringende, derfor gik man i 1606 over til bortforpagtning af gården. Bolsmændene blev fritaget for deres hoveriarbejde mod en årlig
afgift på tre rigsdaler. Kådnerne fortsatte endnu et stykke tid med deres forpligtigelser.

 

Ahlefeldt overtager

Det blev kornskriver Daniel Reineke og to rådmænd fra Tønder, der forpagtede gården. Ti år senere overlod hertuginde Augusta, Hestholm med Okholm og Bremsholm til borgmester Jørgen Beyer og amtsskriver Lucas Preuss i Tønder for en årlig afgift på 450 Rigsdaler.

Et konsortium overtog i 1624 forpagtningen. Dette konsortium bestod af Richardt Bendixen, Claes Jansen Rollwagen, Jakob de Moll og Heinrich Rautenstein. Det var blandt andet mænd, der havde været beskæftiget med dige-byggeri. Nu var forpagtningen steget til 1.500 mark lybsk. Fra 1632 var det digegreve Ahrend Henning Fischer, der var forpagter. I 1674 overlod han forpagtningen til en af sine sønner.

I 1695 blev gården solgt til amtmand Bendix von Ahlefeldt. Men allerede to år senere var den i hertugens eje.

 

En sur enke

Allerede 1699 solgtes den igen for 8.000 Rigsdaler til generalkommissionær Johann Ludwig von Pincier, der fra 1695 til 1709 var amtmand i Tønder. Efter flere udenlandsrejser blev Pincier hofmester for den 15 – årige hertug Frederik den Fjerde af Gottorp. Hertugen udnævnte ham senere til hofråd, derefter til mange andre fine titler. Han optages i den svenske adelsstand, som friherre von Königstein.

Under uenighederne mellem Danmark og Sverige – Gottorp faldt han i unåde hos hertugen. Man fratog ham alle hans besiddelser, og det var ikke så få besiddelser. Han fik ingen erstatning. Men da  den hertugelige del atter kom under dansk styre, fik han atter lov til at overtage de konfiskerede gårde. Han døde i Lybæk i 1730.

En del år senere sendte hans enke en klageskrivelse til Det Kongelige Rentekammer. Her anførte hun, at de lavtliggende bygninger og jorde var kommet i en dårlig tilstand. Alene Hestholm havde de sidste fire år slugt 600 Rigsdaler i vedligeholdelse.

Hun bortforpagtede gården. Der fulgte en række forpagtere og ejere. En af disse, hestehandler Povl Jepsen sendte sin moder i Flensborg en anmodning om kaution for sin gæld.

 

Familien Sønnichsen overtog

Den efterfølgende ejer, gehejmeråd – inde Dorothea von Holstein solgte i 1751 Hestholm for 11.000 Rigsdaler til Hemme Carstensen. I 1755 Okholm til dr. Wolfgang Arnold Arends. i 1779 udskiltes Mejerholm på 101 Demant og blev overtaget af en person ved navn, Thomsen. Hemme Carstensen, der var søn af sognefoged Carsten Hansen, Sæd, blev gift med Christine Dorothea Sønnichsen, en datter af møller Friedrich Sønnichsen, Ladelund. Deres søn Carsten Friedrich mistede sin mor, da han kun var et par måneder gammel. Et par år efter døde faderen også. Den forældreløse dreng blev opdraget hos en farbror, pastor Lorenz Holm i Haderslev. Drengen, Carsten Friedrich studerede jura i Kiel, men i følge overleveringer skulle han være dræbt i en duel.

 

Masser af møller i Tønder

Det blev drenges morfar, møller Friedrich Sønnichsen, der tog sig af gårdens drift. Sammen med en kompagnon, anlagde han en grynmølle ved Tved. Men det blev aldrig rentabelt.
I 1759 byggede han en hollandsk mølle til fremstilling af gryn ved Papegøjevejen i nærheden af Tønder.

 

Et nyt stuehus i 1848

Ved hans død i 1788 blev hans søn, Sønnich Sønnichsen ejer af Hestholm. Han blev gift med Sophie Margrethe Bruhn fra Strågård ved Aabenraa. Af deres seks børn overtog Heinrich Sønnichsen gården i 1836. Og i 1848 lod han et nyt stuehus opføre. Han døde i 1886, og det blev hans søn, Friedrich Julius Sønnichsen som i otte år styrede gården, som blev ejer.
Men uheldigvis døde han året efter. En bror, Heinrich Gustav, en gårdejer fra Kværnholt, forpagtede ejendommen, indtil sønnen Heinrich Conrad, der var mindreårig ved faderens død, kunne overtage den. Men han solgte gården i 1908 til major Rottkar og drog til Berlin, hvor han døde i 1933.

 

Ud af familiens Sønnichsens eje

Ved ejerskiftet gled Hestholm ud af slægten Sønnichsens hænder. Gården havde været i slægtens hænder i 170 år. En række medlemmer havde haft deres virke på møllerne i Tønder, Braderup, Ladelund, Leksgårde, Nibøl, Sønderløgum, Emmerlev, Tved, Aabenraa, Felsted og i det frisiske område. Møllerne havde en fremtrædende plads dengang. Mølletvangen sikrede en god og stabil indtægt.

 

Rigdom

En vurdering fra 1832 vidnede også om velstand på Hestholm. Stuehuset, der bestod af 13 fag blev vurderet til 2.340 mark., en stald og en lade på 18 fag blev vurderet til 2.700 mark. Et baghus på 6 fag blev vurderet til 360 mark, samt en afvandingsmølle til 600 mark. Arealet udgjorde 204 Demant, og blev takseret til 92 mark pr. Demant.

 

A.P. Møller overtog

I 1922 blev Hestholm overtaget af Friherre dr. med von Werthern. Efter en tvangsauktion blev gården i 1928 overtaget af skibsredder A.P. Møller. En del af markerne blev solgt fra. I 1925 blev Chr. Martinussen ejer. I 1961 solgte han den for 340.000 kr. til Johannes Garder. Det er da sandelig noget at fortælle, når Herr und Frau Schmidt tager ophold i de 120 kvm2 med solarium og sauna.

Der var engang et slot

Men tænk at gården har tilhørt et slot. Det vil sige, at det startede med en middelalderborg. Det er da også værd at bemærke over for de tyske turister. Ja byggeperioden strakte sig fra 1270 til 1523. Men ak i 1706 blev slottet omtalt som et spøgelsesslot. Nu er kun porthuset tilbage. Det blev i 1811 indrettet som fængsel. I 1750 var nedbrydningen begyndt. I en notits fra Berlingske Tidende fra 1862 kan man læse:

 

• Vejvæsnet har i den senere Tid efter dertil indhentet Tilladelse, ladet foretage Udgravninger i den sydvestlige Udkant af Byen Tønder på  det Sted, hvor tidligere Tønder Slot og dets stærke Fæstningsværker have været beliggende. Disse udgravninger foretages for at skaffe mere billigt steenmateriale til den Vestslesvigske Chaussee end det, der ellers tilbyder sig i denne Egn.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland
• Sønderjysk Månedsskrift
• Litteratur Tønder – herunder:
• Ludwig Andresen: Geschichte der Stadt Tondern
• Max Rasch: Mühlenchrobik Tondern
• Adel – og storgårde i Tønder Amt

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler inklusive 283 artikler fra Tønder:
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• En vandmølle i Tønder
• Hertugen af Tønder
• Studehandel i Tønder
• Tønder, Marsken og afvandingen
• Tønderhus, slot, borg og fæstning
• Tøndermarsken 1-2
• Tøndermarsken – under vand
• Og mange flere artikler

 

Redigeret 16-09-2021

Da Asmus Jensens kone sammen med Renate rejste til Frankrig skrev hun et brev til hendes to sønner. Hun skrev, at dette blandt andet skyldtes myndighedernes behandling af sagen og af hende. Hun skriver også, at Frede Birkelund var i området og spurgte efter Asmus. Da han hørte om sagen, og Asmus Jensens Fars mistanke lovede han at komme tilbage med engelske tropper. Hvorfor har myndighederne ikke for længst erkendt at de har begået fejl. De kan endnu nå at give en undskyldning til Asmus Jensens datter. Men ikke længere til hans kone.

 

Der er ikke noget at komme efter

Det kan være svært at komme videre, når myndighederne ikke er interesseret i at vi får mere indsigt end den vi har fået.

• Vi har kigget i arkiverne, der er ikke mere at komme efter.

Ja sådan lyder det fra arkiverne, men det er ikke sandheden. Der foreligger heller ikke noget nyt fra de engelske arkiver.

Men alligevel har vi noget nyt, og det er noget, der bekræfter vores antagelser og formodninger.

 

Et brev fra Asmus Jensen s kone

Asmus Jensens to søskende brændte alt, hvad der eventuelt kunne have været brugt til sagens belysning. De skammede sig åbenbart, og er måske blevet offer for myndighedernes forvanskning af sagen.

Således
har Renate´ s (ikke det rigtige navn) halvbror fremvist et brev, der forklarer, hvorfor Asmus Jensens kone og Renate forlod Danmark og bosatte sig i Frankrig. Som nævnt i tidligere artikler stammede hun fra Frankrig.

Brevet er forfattet til hendes to sønner. Her skriver hun, at politiet ikke har behandlet hende godt. Hun taler om sorg og hendes elskede Asmus. Ægteskabet med sønnernes far kunne ikke holde på grund af hendes skuffelse over myndighedernes behandling af hende og sagen.

 

Blev holdt tilbage med maskinpistol

Hun forklarer i brevet, at de fulgtes på vej hjem. I Kruså blev Asmus smidt op på en lastbil, mens hun blev holdt tilbage med maskinpistoler. De kørte mod Fårhus. Næste dag cyklede hun sammen med svigerforældrene til Fårhuslejren, hvor de blev brutal afvist.

Efter et par dage cyklede Asmus Jensens far (Peter Jensen) og Heine Petersen til Fårhus – lejren med tøj til Asmus, men her fik de så at vide, at han ikke var til stede. Derefter cykler Peter Jensen selv til Kruså og melder Asmus Jensen savnet.

Ifølge døgnrapporten melder politiet Asmus Jensen savnet 20 dage efter, at han blev smidt op på lastbilen.

 

Den Danske Brigade taler ikke mere med os

Som opmærksomme læsere vil vide, så blev Asmus Jensen skudt under en påstået flugt af tre medlemmer fra Den Danske Brigade. Og det er det måske en god grund til, at de påtog sig ansvaret for denne løgn.

Det skal dertil siges, at repræsentanter for Den danske Brigade ikke mere vil tale med os og Kurt Jensen. De var meget imødekommende i begyndelsen.

 

Aldrig afhørt

Af brevet fremgår det også, at Asmus Jensens kone aldrig er blevet kontaktet af politiet, og at hun aldrig er blevet afhørt af politiet. Hendes svigerfar undrede sig også, men politiet svarede, Det kommer. På det tidspunkt var de klar over, at nogle af deres egne var med til mordet på Asmus Jensen. I den rapport, som vi har set og som er afleveret på lokalarkivet i Bov, fremgår det af den rapport som er underskrevet af tre medlemmer af den danske Brigade, at Asmus Jensens kone er afhørt flere gange.

 

Frede Birkelund i Kiskelund

Asmus Jensens kone taler om, at Birk var kommet til byen og spurgt efter Asmus. Og Asmus Jensens far, Peter Jensen svarer, at Asmus antagelig er blevet skudt. Og her kommer så det interessante. For Birk lover at sætte noget i gang.

• Vi skal nok finde dem, og hvis det så skulle være med tropperne.

Og hvorfor skulle man tage denne trussel alvorlig?

Jo for Birk er ikke mindre end Frede Birkelund. Har var forbindelsesofficer til den britiske kontraspionage i Hamborg. Han var sendt til SOE*s tyske sektion. Efter tyskernes kapitulation var han blevet overført til den britiske kontraspionage Field Security. Frede Birkelund arbejdede sammen med Jenny Holm.

Desuden samarbejde han med Troels Hoff, som var chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling og N.B. Schou fra Generalstabens Efterretningstjeneste.

 

De britiske tropper havde tidligere truet

De britiske tropper har som vi tidligere har refereret også måtte true for, at få udleveret danske krigsforbrydere. Og de sønderjyske politimestre har sikkert fået kolde fødder, da det gik op for dem, at det var en fejltagelse at folk fra modstandsbevægelsen og her i blandt folk fra deres eget korps, har været involveret i mordet på Asmus Jensen.

I senere artikler har vi berettet om at de sønderjyske politimestre måtte stå skoleret for englænderne i Wassersleben.

 

De sønderjyske politimestres rolle?

• Hvorfor var politimester Møller bange for at sagen kom op i Folketinget i 1974?
• Hvorfor spurgte han justitsministeren om råd?
• Hvordan kunne de sønderjyske politimestre overtale tre navngivne personer fra Den Danske Brigade til, at skulle have begået mordet?
• Hvorfor skulle dansk politi involveres i et mord, der angiveligt og ifølge politiafhøringerne er foregået i Tyskland. Det var her englænderne bestemte dengang?

 

Det hænger ikke sammen

Det område, hvor Asmus Jensen angivelig skulle være blevet skudt tilhører den dag i dag familien Bennesen. En sønnesøn, som ejer grunden i dag, har aldrig hørt om sagen. Ifølge politirapporten er familien Bennesen blevet afhørt om sagen.

Som vi tidligere har nævnt er politiets fremstilling løgn. Det hænger slet ikke sammen.

 

Brevet er et bevis

Med brevet, skrevet af Asmus Jensens kone er det bevist, at det var en sammenhæng mellem Asmus Jensen og den engelske kontraspionage. (Birk) (Frede Birkelund)

 

En undskyldning burde gives

I brevet anfører Asmus Jensens kone, at hun aldrig har fået en undskyldning af de danske myndigheder. Men de kan nå det endnu. Asmus Jensens kone lever i Frankrig. Vi formidler gerne kontakten. Ja sådan skrev vi dengang. Hun er desværre nu afgået ved døden.  Og som sådan burde Asmus Jensen` s datter også have en undskyldning.

 

Myndighederne holder noget skyldt

For at skjule en fatal fejltagelse har myndighederne i så mange år skjult sandheden, og begået dokumentfalsk i form af en undersøgelse, der er fuld af løgn og fortielser. Alt dette kan du læse i vore artikler Mord i Padborg 1945 1,2,3.

Det
samme gælder mordet på Richard Christensen. Her har vi fundet ud af, at der senere er påført ordet selvmord med en anden skrift og en anden pen. Her har vi nu fundet ud af, hvorfor og af hvem han blev skudt. Han lå i mange timer på Østergade i Padborg, inden han blev fjernet.

Heller ikke sandheden om dette mord må komme frem. Ved at kalde mordet for selvmord, er sagen blevet afsluttet, og myndighederne kommer let om ved det.

 

Kilde: Kurt Jensen

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Mord i Padborg 1 – 3

Under Kategorien Grænsen er overskredet her på vores side kan du læse en opdateret artikel om hele sagen og en omtale af vores bog, som vi udgav i 2017.

 

På
www.dengang.dk findes der ca. 384  artikler om Besættelsestiden

Tre begivenheder i den sidste tid viser, at selverkendelse stadig har det svært, når det gælder besættelsestidens historie og historier fra Anden verdenskrig. Og det er ikke kun i Danmark. Men også i Tyskland, hvor man ligefrem griber til censur. På den anden side forsøger TV at vise grusomhederne. Og det skaber voldsom debat. Herhjemme er man åbenbart tilfreds med det man hører om besættelsestiden. Men er det ikke på tide at vi får sandheden frem på det nye Frihedsmuseum? Og så har arkiv – tyveriet gjort det endnu vanskeligere at komme frem til sandheden.

 

Tre ting får os til at se tilbage

Der er især tre ting, der har fået os til at se tilbage på Besættelsestiden her i den sidste tid  Og det er

1. Branden på Frihedsmuseet
2. Tyveriet fra Arkivet
3. En tysk TV – serie

 

Er alt historisk korrekt?

Nogle gange er det sundt, at diskutere en tid, der ikke altid er gengivet historisk korrekt. Og der disse tre anledninger som her er opridset, der har skabt en del
debat. Vi har her på siden efterhånden skrevet 100 artikler om den tid. Nogle af artiklerne er i den grad blevet kritiseret, endda fra historikere. Det er især de artikler, hvor medlemmer af Det Tyske Mindretal er involveret.

Og vores artikelserie omkring Mordet i Padborg 1945 1 – 4 har også afstedkommet interesse fra medierne. Her har har vi fat i en historie, hvor det offentlige Danmark ikke ser godt ud, og hvor man har ladt en familie totalt i stikken.

 

Lad os få sandheden frem

Det var et chok, da vi hørte at Frihedsmuseet var brændt. Vi satte det i forbindelse med tyveriet i Rigsarkivet. Det kunne jo også være at museet lå inde med
oplysninger, der for noget ikke var så behagelig at få frem. Og nu går diskussionen, om hvordan det nye museum skal se ud, og hvad det skal indeholde. Og lad
os nu gå til en selverkendelse, undgå fortielserne, kom frem med sandheden, selv om den kan være ilde hørt.

(Artiklen er skrevet inden det ny Frihedsmuseum blev opført. I mellemtiden har museet set dagens lys. Vi har også anmeldt dette museum på vores side. Ja og de fire artikler Mord i Padborg 1- 4 er blevet til en bog “Grænsen er overskredet) 

 

Bølgerne går højt

Det er åbenbart ikke kun i Sønderjylland, at bølgerne kan gå højt. Det skete i forbindelse med om der i forbindelse med Frøslevlejrens Museum skulle være et Fårhus – museum.

Som vi tidligere har nævnt her på siden, oplevede vi en chok på Frihedsmuseet, da en ung studerende viste nogle englændere rundt. Frejdigt fortalte han, at der i Sønderjylland ikke var nogen modstandsbevægelse, da man var bange for Det Tyske Mindretal. Mage til sludder skal vi lede længe efter.

 

Flødeskumsfronten

Der fandtes tyske soldater, der nød Flødeskumsfronten her i Danmark. De betragtede Danmark som forbundsfælle. Og vi var jo ikke i krig med tyskerne. Således fungerede Den Danske Ambassade i Bonn under hele besættelsestiden. Bunkerne ved vestkysten blev bygget af danske entreprenører. Med fagbevægelsens velsignelse blev der sendt flere hundrede tusinder af arbejdere til Tyskland.

Min far havde måske ret, da han sagde, at det var de forkerte, der blev straffet efter besættelsen. Her tænkte han på retsopgøret, hvor der blev lavet en lov med tilbagevirkende kraft.

 

Hvor var grænsen?

Uha, han arbejdede for tyskerne oppe i Oksbøl – Lejren. Fra modstandsbevægelsen blev de truet, da de skulle hjem til Tønder. Der ville stå modstandsfolk
bag hver hjørne og skyde dem, blev det sagt til arbejderne deroppe. Glemt, var det, at understøttelsen røg, hvis man ikke arbejde for tyskerne eller at man sagde nej til at tage til Tyskland for at arbejde.

Hvor gik grænsen mellem at overholde samarbejdspolitikken og male sin egen kage? Hvor gik grænsen for værnemageri? Var det egentlig et frit valg,
at producere for tyskerne?

De danske leverancer til Tyskland var med til at holde den tyske krigsmaskine i gang. Den danske regering havde satset alt på en tysk sejr. Man holdt på den forkerte hest.

 

Skal det forties?

Sortbørshandel florerede i den store stil, og så var det tyskerpigerne, som også  blev kaldt horeunger og det, der var værre. En masse selvtægt blev begået, for at straffe dem, der samarbejde med tyskerne. Men ingen politikere blev nogensinde dømt.

Interneringen af kommunisterne er vel også et sort kapitel i Danmarkshistorien. Men alt dette er vel en del af besættelsestidens historie. Skal vi fortie alt dette? Så var det vel også behandlingen af de tyske flygtninge, og alle de mord, der blev begået fra dansk side.

Der findes stadig familier, der er blevet holdt hen med løgnehistorier om, hvad der er overgået deres familie (Mord i Padborg 1945 1 – 4).

Samarbejdet mellem landbrugets organisationer, danske myndigheder og besættelsesmagten var med til at Danmark fik særstatus blandt de besatte lande.

 

En klam forbrødring

Politikerne, der havde truet modstandsbevægelsen blev nu forenet med dem. Det var en forbrødring, der lugtede klamt. Burde et Frihedsmuseum ikke vise dette. Det at vi dyrkede samarbejdspolitikken med tyskerne og de udfordringer modstandsbevægelsen havde i den forbindelse. Man burde også bringe statsminister Buhls antiterror – tale. Her opfordrede han danskere til at angive modstandsfolk. Det vil sige, de havde både tyskerne og den danske regering, som modstandere.

 

2.000 danske søfolk mistede livet

Og det er som om at nogle modstandsfolk har taget æren for kampen. Glemt er det, at 2.000 danske søfolk mistede livet. Det var blandt andet nogle af dem, der meldte sig i allieret krigstjeneste.

 

Frihedsmuseet for modstandsfolk

Man har netop haft indtryk af, at Frihedsmuseet var modstandsbevægelsens eget museum. Heldigvis nåede man at redde det meste. Og er et frihedskampen det nye museum også skal belyse?

Interessen for anden verdenskrig er bestemt ikke aftagende. Det kan vi så  sandelig også se her på siden. Unge forskere har også  fokus på den, og ser måske tingene fra en anden side. Den ene bog efter den anden udkommer til stadighed. Og de allerfleste er faktisk gode.

Håbet herfra skal være, at det nye museum vil fortælle den store historie om Danmark i besættelsestiden, uden dog at forbigå modstandskampen. Det var kun takket være dem, at vi blev anerkendt som allierede.

Kritikerne mener, at Frihedsmuseet bør holde sig til frihedskæmperne. Al anden formidling må ske andre steder. Således er holdningen hos mange af de borgerlige partier. De mener, at formidlingen skal ske i skolerne. Men har disse politiker prøvet at set folkeskolens historiebøger?

Ikke alle borgerlige politikere synes, at være enige, således giver De Konservatives, Lars Barfod udtryk for, at frihedskampen skal ses i et historisk bredere perspektiv.

Gamle modstandsfolk og krigssejlere støtter de borgerlige partier. De mener, at museet skal være et slags minde, for dem der kæmpede for Danmark.

 

Skal vore børn se historien – på film?

Skal vores børn opleve anden verdenskrig gennem kommercielle film, som Flammen og Citronen, Hvidstens – gruppen eller Matador?

 

En mere nuanceret fremstilling

Men bør man ikke fortælle, hvad de var oppe imod? Det kræver en omorganisering af den hidtidige udstilling. Der er gået så mange år, at dette burde være en naturlig ting. Nye generationer er kommet til. En mere nuanceret fremstilling vil være på sin plads.

Og denne holdning har vores kulturminister samt Nationalmuseets ledelse. Kulturministeren mener ikke, at man politisk skal blande sig i, hvad ledelsen beslutter sig for.

 

Et nyt koncept

Baggrunden for Danmarks Frihedsmuseum var en udstilling af Frihedsrådet i sommeren 1945 i Frimurerlogen. Dette lagde grunden. Fra begyndelsen havde museet, der opstod i 1957 en stærk tilknytning til Nationalmuseet. De første ledere havde stærk tilknytning til modstandskampen.

Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være. Der må udarbejdes et nyt koncept, der kan give den rigtige historie. Og inden vi nu går i gang, så har vi jo Frøslevlejrens Museum.

 

Hvad med Scavenius og Buhl?

Men diskussionerne er nok ikke forbi. Gamle modstandsfolk er bange for, at sidehistorierne vil komme til at overskygge museets enlige formål. Og den dag i dag er der modstandsfolk, der mener, at visse historikere ikke anerkender deres indsats. Frihedskæmpere som Jørgen Kieler og Lis Mellemgaard er bange for, at Wilhelm Buhl og Erik Scavenius vil blive behandlet på lige fod som modstandskæmper. Gennem årene er det samlet genstande, dokumenter, fotos og der et omfattende bibliotek.

 

Der er ikke mere at komme efter

Også på landets arkiver ligger der masser af ting, der kan belyse besættelsestidens sande historie. Men myndighederne stopper dig, når du kommer for tæt på. Og selv om du klager til ombudsmanden, finder de en metode, der kan stoppe dig.

• Vi har kigget i arkiverne, der er ikke mere at komme efter.

 

1.062 dokumenter stjålet

Og nu bliver det endnu vanskeligere at dukke ned i bestemte arkiver efter det berømte tyveri. Men tyveriet har også vakt fornyet interesse for retsopgøret efter krigen. Man kan så undre sig over, hvordan det er lykkes for to mænd, at stjæle mindst 1.062 arkivalier til en anslået værdi af mellem halvanden og tre millioner kroner.

De fleste af dokumenterne handler om de personer, der kæmpede for tyskerne under krigen.

 

I gang med en bog

Det drejer sig blandt andet om tre mænd fra den tyske kontrasabotagegruppe Peter – gruppen, der blev dømt for mordet mod Kaj Munk. Og så var det retssagen mod den østfrontfrivillige Kaj Buchardt.

Dokumenter fra sagen mod den højtstående danske officer i Waffen SS, Christian Peter Kryssing, som også kæmpede for tyskerne, er forsvundet. Han var kommandant for det nyoprettede Frikorps Danmark. Vi har tidligere omtalt ham her på siden.

Dokumenterne blev stjålet over tre år. Angiveligt skulle de to være i gang med en bog om øst-frivillige. Det er dog ikke lykkes for politiet at finde fremme til dette arbejde.

 

Tv –  serie skabte debat

Otte millioner tyske tv – serier  fulgte med i tyskernes krig i en fremragende mini – tv – serie. Serien rejste en heftig debat i Tyskland. “Unsere Mütter, unsere Väter”(Vores Mødre, vores fædre) blev også vist på DR2. Men serien herhjemme rejste slet ikke den debat som i Tyskland.

Nazi – tiden og tyskernes brutale krig på østkysten blev vist i 3 gange 2 timer. Den almindelig tyskers deltagelse har nok været traumatisk og fuld af tabuer. Pludselig blev den almindelige tyskers skrøbelighed vist for åben skærm.

 

Merkel sammenlignet med Hitler

Mange tyskere præges stadig af selvhad. Og filmen var ikke en forherligelse, nej tvært imod. Vi fik set soldatens frygt, henrettede jøder på klods hold, ubarmhjertige skrig på lazarettet og meget mere. Man kan virkelig ikke beskylde tyskerne for at omgås historien med lethed. “Vergangenheitsbewältigung” er et meget præcis ord for kritisk håndtering af fortiden.

Krigen dukker op hver dag. Den er aldrig forsvundet fra befolkningens bevidsthed. Fornylig måtte forbundskansleren finde sig i at blive sammenlignet med Hitler under demonstrationer i Grækenland.

 

Minderne var voldsomme

Hovedpersonerne var vel alle naive upolitiske, ret patriotiske, men vel ikke det, man kan kalde nazister. De var almindelige tyskere fuld af fremtidsdrømme indtil krigen ødelagde det hele. Problemet i Tyskland har været, hvordan man placerer skyld og ansvar. Dem der gik i krig, hvad var de styret af?

Minderne kan være voldsomme, skammen måske endnu voldsommere. Måske var det bedst at fortrænge det.

 

En skrøbelig Hitler

I filmen “Der Untergang” oplevede vi en skrøbelig Hitler. Og det var ham, den brede tyske befolkning nærede tillid til. Der var ikke plads til jøder, handicappede og skadelige elementer. En stor gruppe mente, at krigen var rigtig, at det var rigtig at forfølge jøderne og dræbe dem. Gestapo-manden var ikke altid en liderlig magtmand, nazi-officeren en ond dranker og SD – manden indbegrebet af en blodtørstig satan. De var ofte kultiverede og intelligente personligheder. De troede på den nazistiske ideologi.

En anden fantastisk film, var Das Bot.

 

Ballade med Polen

Det er lige før, at filmen har skabt diplomatiske forviklinger med Polen. Polakkerne er vrede over, at polakker og partisaner skildres som antisemitter. Man er sure over, at serien ikke viser, de polske modstands – kæmpere, der hjalp jøderne. Vi har her på siden tidligere anmeldt en bog omkring forholdene i Polen (Se artiklen: I ondskabens øjne af Holocaust)

 

Folk på 90 år skal pludselig straffes

Det kan virke underligt, at de tyske myndigheder snart indleder en efterforskning af omkring 50 tidligere vagter ved koncentrationslejren i Auschwitz under anden verdenskrig. Man har haft oplysningerne liggende hele tiden, uden at det er sket noget. Blandt de mistænkte er mange på omkring 90 år.

 

Censur i Tyskland

Et andet grotesk eksempel fra Tyskland er udgivelsen af bogen “Mein Kampf”. Man vil forbyde en udgivelse, trods det at man kan få den i pdf på nettet. Engang var jødisk litteratur forbudt, siden var det nazistisk litteratur. Bogen falder ind under lov om hetz mod en folkegruppe – især jøderne. Men loven tager ikke
højde for historisk litteratur.

Og for at det ikke er løgn, så er Hallgrimur Helgasons roman Kvinden ved 1000 grader” blevet censureret i Tyskland. Hele kapitel 49 er blevet fjernet. Og i kapitel 66 må tyskerne ikke læse, at Hitler var gift med Tyskland. Myndighederne har bortcensureret de passager, der handler om Hitler og KZ – lejre.

 

Selverkendelse

Selverkendelse i historien burde være muligt. Men det er svært. Hvornår får vi hele sandheden? Hvorfor skal vore børn ikke kende til hele sandheden? Hvorfor skal dele af historien stadig forties så mage år efter?

 

Kilde:

• Div. Besættelsesbøger
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 9.-01. 2022

Der var mange måder for adspredelse. Bare ikke under pietismen, da var det på mode, at hænge med hovedet. Man kunne få adspredelse, når man gik til
maskerader, opera, linjedans, og på skydebaner, værtshuse, traktørsteder, vin-bar eller te – og kaffehuse. Adel og titler fik privilegier, det gav adspredelse. Og adspredelse var det også i prestige. Og prestige var det også i at eje mange parykker og mange tjenestefolk. Fester gav også adspredelse. Engang måtte man lade sig bære hjem. Men ak, de store fester var aftagende.

 

Måtte lade sig bære hjem

I gamle dage samlede man det der kaldes forlystelser og adspredelser på årets faste festedage. Det kunne jo også ske at man blev inviteret til Trolovelse, bryllup, barsel eller begravelse. Ofte var disse fester overdådige, med det tog efterhånden lidt af.

Den ene officer i Barselstuen undrer sig over, hvordan gamle Moder aftager:

• Naar man kom og besøgte Folk i gamle Dage ved saadan Occasion, blev man saa trakteret, at man maatte lade sig bære Hjem

 

Man bestemte over folks opdragelse

Dengang ville regeringen hele tiden bestemme over folks opdragelse. Således udtalte en svensk gesandt i begyndelsen af Christian den Femtes regering:

• Al Uorden her kommer af, at man ikke først overlægger en Ting nøje, inden man sætter den i Værk. Der findes næppe noget Kongerige eller nogen Republik i Verden, hvor der gives så mange Ediketer, Love og Forordninger som her, og hvor de mindre overholdes. Jeg kan med sandhed sige, at ingen kgl. Forordning, der er udgaaet i Trykken i de 14 Aar, jeg har været her, er bleven overholdt og har staaet ved Magt mere end 5 eller 6 Dage efter Offentliggørelsen, naar undtages Forordninger om Flæske – og Kornskatten.

 

Alt var dyrere end i Paris

Allerede i 1680 udtalte en fremmed beboer i byen, årsagen til at der fandtes så få rige købmænd i byen:

• De Danske samle sig ikke Rigdomme, fordi de er ligegyldige, elske Magelighed og alligevel føre et stort Hus. Næsten alle holde Vogn og have et højt
  besat Bord, hvilket koster overordentligt, da al Ting er meget dyrere end i Paris

I 1730 benytter en Dansk Mand i en afhandling, at komme ind på samme emne:

• Vore Kræmmere blive sjælden rette Købmænd, fordi de begynde at handle, inden de ere udlærte, og holde op, naar de have tjent en Snes Tusind Daler
  eller mindre for at søge Karakter og Titler for sig og Bestillinger for deres Børn.

 

Titler og adel banede sig vej

Den danske magelighed stammer vel tilbage fra vikingetiden. Befolkningen fandt sig i, at titler og adel banede sig vej til privilegier, som almindelige borgere ikke kunne få. Kundskaber og dygtighed var ikke altid nødvendig. Smidighed, rang og titler erstattede dette.

Ja man talte ligefrem om Tidens utrolige Væddeløb efter Rang og Titler. Der lå en masse snobberi over alt, hvad der blev importeret. Ofte blev det danske sprog tilsidesat på grund af dette.

Under Christian den Sjette blev det danske sprog nærmest fortrængt i de borgerlige kredse. Holberg sagde det noget så rammende:

• Dette Land er fast det eneste paa Jorden, hvor man finder Folk, som gøre sig en Ære af ikke at forstaa deres Modersmaal.

 

Parykker i alle afskygninger

I begyndelsen af Frederik den Fjerdes tid var parykker ret almindelig. Når man i en retssag, så en mand bære sit eget hår, vidste man, at det var en mand af den fattigste arbejderklasse. Der var parykker af alle størrelser og udformninger. Man bar kort paryk til daglig brug og bølgende Alonge-paryk til galla. De unge lapse gik en overgang med Pungparyk i nakken.

 

Moden bredte sig til møblerne

Og moden, jo man skulle være med på den sidste modetrend. Så  var det lige meget, om det var praktisk. For det at være med på  moden skabte respekt og anseelse.

Også  boligerne blev præget af moden. I stedet for de gamle solide møbler, der stod og faldt med huset, kom nu Rokokoens små krumme, tynde og subtile
Borde, stole og Kanapeer. Der kom mangfoldige spejle og marmorkonsoller, kostbare sengeomhæng og silkebetræk på væggene.

 

Det var prestige at eje kinesisk porcelæn

Særlig i København fandtes der mange kostbare kinesiske møbler, Silketøjer og Porcelæner, som Asiatisk Kompagnis skibe havde bragt hjem derude fra. Efterhånden bestilte man tingene med københavnske motiver. Jo det var skam prestige, at eje sådan noget.

 

Prestige i at eje tjenestefolk

Der var også prestige at eje sin egen vogn. Og havde man fire heste foran, ja så var man virkelig noget. Men på den anden side. Dette skabte beskæftigelse. Og det var det også prestige i, at have ansat et stort tjener – personale.

Lærredskræmmer Herman Kønnemann, Amagertorv 20 havde i 1728, foruden sin krambodssvend, 2 piger, 1 kusk og 1 dreng.

Hofapoteker Becker, der efter branden boede Amagertorv 8, havde også en del personale. Huset hed Den blaa Haand. Han havde en Præceptor – i velstående huse, blev børnene undervist hjemme. Desuden havde vores apoteker, 2 apotekersvende, 3 drenge, 1 gårdskarl, 1 tjener og 4 tjenestepiger.

En fornem mand som Overkrigssekretær Revenfeld, der boede Amagertorv 6, havde 1 kammerpige, 1 Francaise, 1 husholderske, 1 stuepige, 1 amme, 1 barnepige, 1 kokkepige, 1 kok, 4 lakajer, 1 kusk og 1 gårdskarl.

Og selv om folk var fine og fornemme, så var det nu ikke altid, at folk fik deres løn. Hos Baron Rodsten, der døde i 1714, havde kammertjeneren ikke fået
sin løn i 15 år, og en af de otte lakajer havde ikke set sin løn i otte år. Det hjalp når gæster kom i huset og gav drikkepenge.

 

Det danske køkken var ikke fint nok

Som vi antydede i indledningen så var de store ædegilder gået af mode. Det kunne skyldes, at retterne og drikkevarerne var blevet dyrere. Det var normalt at unge adelsfolk, som led i deres uddannelse rejste udenlands, lærte det udenlandske køkken at kende. Så var det gammeldags danske køkken ikke mere fint nok.

 

Vinstuer

Så  var det godt, at der var fine vinstuer i København. Det var det berømte Baccharach på hjørnet af Skindergade og Nørregade. Og det var også Blasen på det andet hjørne af denne gade og Gammeltorv. Vi kan nævne Dyrkøb i Skindergade 36. Og så var det stedet med det flotte navn, Capo de bonne Esperance på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade. Og lige over for denne lå De tre Rømere.

 

Te –  og kaffehuse

Der var også Te – og kaffehusene. Disse søgtes livligt af københavnerne. Og det mest kende af disse, var Bihls i Fortunstræde, hvor Københavns første klub, Det Pavelige Kollegium holdt sine møder. Og så var det et utal af Gæstgivergårde fordelt overalt i byen. Mange af disse har vi omtalt i tidligere  artikler.

 

Luksus ved begravelser

Ved begravelse blev der stadig udfoldet stor luksus. Man havde forsøgt, at imødegå dette med forordninger om, hvad man måtte og ikke måtte. Men heller ikke det overholdt man. Det var dog en hvis tilbageholdenhed med hensyn til svir og lystighed.

Holberg omtaler Vaagestuer og Sørgestuer. Han siger endda, at det var sjover at være med til dette end bryllupper. Sørgestuer holdtes endnu. Her delte man sørgevers ud til alle, som kom for at kondolere de efterlevende.

Havde konen mistet sin mand, måtte hun lægge sig på en sort Paradeseng i Paradesorg for at tage imod. En fremmed, som ikke kendte denne skik, troede at enken virkelig var syg, men fik at vide, at

•  det kun var en ceremoniel Syge, som alle fornemme Enker her til Lands for Anstændighedens Skyld maa synes at have over deres Mands Død.

 

Juleglæder

Med hensyn til de årlige fester, var der forandringer på vej. Julestuen med de gamle juleglæder med julebuk og lege var nu ikke gået helt af mode. Men dette blev dog forbudt på offentlige steder i 1735. Det kneb med et styre sig, og gav anledning til uorden og spektakel.

 

Fastelavnsløben

Også den vilde Fastelavnsløben blev indskrænket efterhånden. Nu kendtes skikken kun som Børns Løben – om i Husene. Fra 1733 kunne københavnerne med Hoffet i spidsen ikke længere tage ud på Amager og se bønderne slå katten af tønden og trække Halsen af Gaasen. Dog blev der endnu kastet Fastelavnsbrød i
Grams fra Børstrappen og Købmandsdrengene ”briksede” hinanden.

Men i nyere tid er traditionen på Amager hvis nok taget op igen.

 

Ud til kilderne

Vi har også tidligere beskæftiget os med københavnernes valfart til kilderne nord for byen. Og det var Skt. Hans – aften, at tilstrømningen var størst. Man sagde, at det var slemme Ting, der foregik derude ved kilderne. Og det skulle Godtfolk holde sig fra.

 

Hofdamerne kom oppe at slås

Men ak og ve. Vi ved, at det gik ud over de københavnske vinduer, når Christian den Fjerde tog sig en lystig tur i det københavnske natteliv. Man mødtes og tog livtag i de fineste kreds, drak og sloges. Det fortælles også, at hofdamerne kom i klammeri med Stadens Kommandant, Frederik von Ahlefeldt. Fint skulle det være, men det var det nu ikke altid.

 

Stort gæstebud

Kongens og dronningens fødselsdage blev fejret med stort gæstebud. Snart foregik det på Rosenborg, snart hos enkedronningen på Sophie Amalienborg eller hos Gyldenløve på Charlottenborg. I 1686 begyndte kongen visse aftener om ugen at holde åbent hus, hvor enhver kunde spille og underholde sig, som det skete i Frankrig.

De fremmede gesandter og adelen fulgte med, og snart gik det lystigt med Assembléer, Maskerader, Dans og Spil. Borgerfolk kom også med efterhånden og danselærere gjorde gode forretninger.

 

Nord for byen

Om sommeren tog københavnerne til Gyldenlund (nu Charlottenlund), hvor der fra 1663 var værtshus med forskellige forlystelser, ligesom

•  man kunde faa baade Karosser og Lystbaade til Leje.

Ved siden af Gyldenlund og Frederiksdal var Jægersborg et yndet udflugtssted lige ved slottet, som i 1761 blev revet ned. I 1730 omtales det nylig anlagte lille men prober lysthus ved Gyldenlund.

 

Lystigheder i byen

Men så langt behøvedes man ikke at tage. Nærmere byen opstod der også traktørsteder, som de efterhånden blev kaldt. Det var blandt andet Vodrufgård, Ladegården og Ravnsborg. Her kunne man dyrke boldspil og her var keglebaner og skydebaner. Og sidstnævnte fandtes for eksempel ved Kongens Fiskerhus, der lå tæt ved Kongens Fiskedamme. En rest af disse var den legendariske Aggersborg Sø.

 

Skydebaner

En anden skydebane var indrettet hos Gabriel Baumands på Vesterbrogade 37. En tredje var Det Danske Kompagni, der i 1694 kom til live efter en dvale på omkring 50 år ude på Nørrebro ved Tagenshus. En fjerde skydebane var Statz`s Have mellem Sølvgade og Klerkegade. Og ude i Store Kongensgade 77 lå Mester Daniels Have. Om denne findes endda en gammel vise:

• Jeg lader mig skære
• en sorte-brun Trøje
• og lader den fore
• med Melankoli
• Om nogen mig spørger,
• hvorfor jeg sørger,
• da vil jeg ham svare,
• min Kærest` er død.
• Jeg lod ham begrave
• i Mester Daniels Have
• og der skal han ligge
• til Sommer igen

 

På Toldboden

Et meget yndet traktørsted var i begyndelsen af Christian den Femtes tid, Vinhuset på Toldboden, Hvorfra man kunne nyde udsigten over havnen og kongens skibe. Stedet lå bag Søndre Toldbod, mellem denne og Amaliegade. Toldbod Vinhus bestod indtil Frilager – bygningen blev opført i 1880. Lige over for fik en gammel toldbetjent J.S. Brok tilladelse til at holde Udskænkningssted. Dog måtte han kun sælge øl og dansk brændevin. Stedet hed Brokkensbod.

 

Landligger – liv

I det 18. århundrede begyndte Landliggeriet. Omkring 1759 anslås det, at 200 – 300 ejede lyststeder uden for byen. Mange lejede også værelser om sommeren,
eller boede et par dage hos bønderne omkring i landsbyerne. Således holdt Pastor Plum i Gentofte sin have åben for skikkelige Folk fra København, hvorfra fruentimmer i hobetal kom for at spise kirsebær.

 

Maskerader og opera

Under Frederik den Fjerde kom maskeraderne i mode. Skuespil af tilrejsende tyske eller franske trupper havde man allerede haft under Christian den Femte. Men antallet voksede under Frederik den Fjerde. I 1703 begyndte Operaerne på Operahuset i Bredgade. Og i 1722 startede danske skuespil på Capions og Monaigus Teater i Lille Grønnegade(Ny Adelgade). Endelig i 1727 oplevede man de første koncerter. Capion havde også bevilling på at holde offentlige maskerader på teatret. Men de blev atter forbudt af regeringen på grund af københavnernes lyst til at spille hasard, en lyst, som de særlig søgte at tilfredsstille på maskeraderne.

 

Den stærke mand og linjedans

Folk, der yndede mere grove forlystelser kunne “gaa paa den stærke Mand”, der fra 1720 optrådte i et Fjælehus på Nytorv og senere på sit eget teater
på den anden side af Peblingesøen ved Skt. Hans Torv (ham har vi beskrevet i artiklen De vilde på Nørrebro).

Ellers kunne man se Marionetter eller Linjedans. Man kunne også opleve Hidsebane. Det var hvor en tyr eller en bjørn hidses mod hunde). Det var noget man yndede især på slottet Blågården.

Og så var det Perspektivmaskine, eller falde ned i en kælder til et glas og en Senkenef eller Trøjedus. Og dette har noget at gøre med terningespil.

 

På mode – at hænge med hovedet

Da Christian den Sjette blev konge, skete der store forandringer i borgerlige kredse. Det var i Pietismens tid. Højeste mode var simpelt hen, at hænge med hovedet. I 1748, da man igen begyndte at muntre sig, skrev Holberg:

• For 20 Aar siden dansede den hele Stad, saa man maatte forskrive Musikanter , hvorpaa Landet udi saadan Tilstand havde stor Mangel. Straks igen blev den hele Stad musikalsk, men ingen vilde danse. Man haver nu en Tid set Indbyggerne lystige som Kalve, en anden Tid ærbare og alvorlige som gamle
  Katte.

 

Utugt og ulovlig kærlighed

Men København var selv under Christian den Sjette fuld af Dragedukker, det var kvindfolk, der drage og lokke skikkelige godt Folks Tjenestepiger til sig og forlede dem til Utugt og deraf følgende forbrydelser,

• De holder aabent Hus for Tjenestepiger og Karle, der var alt for unge. Unge drenge og piger elskede hinanden paa en ulovlig og utilbørlig Maade.
• Tjenere og tjenestepiger løb til Dans og Lystigheder, naar de havde faaet deres Herrer og Fruer til
  Sengs og Rolighed. De kunne holde ud til den
  lyse Dag.

 

Fuldbyrdelse af ulovlig kærlighed

Ja så var det også præsten på Ladegården, Hr. Dietrich Rup. Han påtog sig at fuldbyrde en mængde hemmelige ægteskaber. Sådanne var dengang ikke så sjældne. Dette var måske en lidt speciel form for adspredelse.

 

Kilde:

• Litteratur København
• www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• Om Adspredelse i det Gamle København:
• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

 

Under København:

• Det var på Frederiksberg
• Flere gamle værtshuse i København
• Forlystelser i København
• Frederiksberg – dengang
• Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
• Den lovbeskyttede usædelighed
• Gamle Værtshuse i København
• På Vesterbro
• Sidder på et værtshus
• Strøgets Historie
• Tivoli

 

Under Østerbro:

• Fra Klampenborg til Frederiksdal
• Langelinje dengang
• Nord for Østerbro
• Fra Østerbro til Klampenborg

 

Under Nørrebro:

• Blaagaarden – på en anden måde
• De vilde på Nørrebro
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Historien om Nørrebros Teater
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
• Det lystige liv på Nørrebro

Redigeret 09.01. 2022

Dette er et forsøg på  anmeldelse af bogen Den Gode Tysker af Hans Kirchhoff. Duckwitz var kendt som De Dansker Jøders Redningsmænd. Men der stilles mange spørgsmål om den lille embedsmand, der blev større. Hans dagbøger vidner om, at han ville redde danskerne fra overgreb. Disse dagbøger er revideret flere gange. Og ofte er de den eneste kilde til vores hovedpersons gøren og laden. Det efterlader så spørgsmålet – Er biografien så troværdig? Bogen efterlader
flere spørgsmål end svar, trods dette kan den anbefales, se her, hvorfor.

 

Best ville vise handlekraft

Vi har fra Gyldendal fået tilsendt historikeren Hans Kirchhoff’s nyeste bog: (Husk på at artiklen er skrevet for en del år siden)

• Den Gode Tysker – G.F: Duckwitz – De danske jøders redningsmand

Bogen er på 452 sider. Og allerede inden udgivelsen havde Aktive Modstandsfolk protesteret mod titlen. De mener bestemt ikke, at hovedpersonen er en god tysker. Men giver bogen så et svar på, at her har vi så vores redningsmand, som med risiko for at miste livet, reddede 7.000 jøder?

Det var Best, der udløste aktionen. Og han bad åbenbart sin højre hånd, Duckwitz om at advare, at aktionen blev iværksat.

Best ville vise handlekraft over for Berlin, samtidig med at han ville bevare det gode forhold til danskerne. Derfor accepterede han, hvad Duckwitz foretog sig omkring afsløringen af jødeforfølgelsen. Men egentlig kommer vi aldrig helt til bunds i, hvad der helt nøjagtig skete. Duckwitz dagbogs – notater i den forbindelse er meget forvirrende.

Måske var en del af optegnelserne konstrueret, og måske var nogle af optegnelserne skrevet i bagklogskabens lys.

 

Hans Hedtoft bekræfter historien

Det var ikke tvivl om, at Duckwitz var intelligent. Også set i det lys virker nogle af hans optegnelser konstrueret. Dagbogen kunne også blive en slags sikkerhed. Men den fik han dog ikke brug for. Han havde skabt de rigtige kontakter.

Det vi med sikkerhed ved, er at Duckwitz den 28. september 1943 lækkede informationer om den forestående deportation til formanden for Socialdemokratiet, Hans Hedtoft. Denne kontaktede den danske modstandsbevægelse og de danske jøder. Duckwitz havde på forhånd sikret sig, at jøderne kunne få opholdstilladelse i Sverige.

Ved fejringen af Rosh Hashanah den 29. september kunne overrabbineren Marcus Melchior advare jøderne om, at de skulle holde sig fra deres hjem og gå i skjul. Hans Hedtoft har senere bekræftet historien:

• Jeg var midt i et møde, da Duckwitz anmodede om at se mig. ”Katastrofen vil finde sted”, sagde han.  Det er planlagt ned til mindste detalje. Dine stakkels medborgere skal deponeres til ukendt destination”. Duckwitz ansigt var hvidt af vrede og skam.

 

Duckwitz søgte medlemskab af SS

Der er ingen tvivl om, at Werner Best var nazist og antisemit. I bogen lægges der stor vægt på, at beskrive Duckwitz fra at være medlem af nazistpartiet
med antijødiske synspunkter til at være humanist, demokrat og socialdemokrat. Men Duckwitz søgte også optagelse i SS, men blev afvist.

Men kan det være rigtig, at Duckwitz var skyld i, at tyskernes modterror ikke blev endnu værre. Overgivelsen af Danmark blev heller ikke så blodig. Kan vi også takke Duckwitz for dette?

 

Var han spion?

Han blev en del af APA. Det var et helt nyt nazistisk foretagende. Meningen var, at man skulle opbygge celler i udlandet. Norden havde en vigtig plads i APA’ s visioner. Her arbejde Duckwitz i to år. Ved årsskiftet 1933/34 foretog han en rejse til Danmark, hvor målet var at samle forskellige konkurrerende nazist – partier til et nationalt  parti.

Ideen var, at Berlin skulle give handelslettelser mod at det nationale nazist – parti blev kernen. Og Duckwitz kunne godt se betydningen af dette forhold. Men han sagde op, men forblev medlem af partiet.

Abwehr sendte ham i november 1939 til København. Var han spion, som mange hævder? Som skibssagkyndig kunne det godt have været tilfældet. Om Duckwitz havde hentet oplysninger i regeringens nedsatte fragtnævn vides ikke. I slutningen af krigen udnævnte svenskerne ham til storspion.

Var Duckwitz national chauvinist, racist, antisemit eller nazist? Og om han i 1939 slutter op om Hitlers udenrigspolitik, får vi egentlig ikke noget svar på.

Han godtog, at der var et jødeproblem. Det måttet løses ved Jødernes udvandring. Men egentlig tog han afstand fra nazisternes rabiate billeder af jøderne, men i dagbøgerne står der ikke noget om udryddelserne i KZ – lejrene.

 

Er historikere romantiske?

Flere jødiske historikere har kaldt de danske historikers omtale af Duckwitz for romantiske. De mener, at det er Himmler og Hitler vi skal takke for selve jødeaktionen og dens fiasko.

Jøderne uden for Danmark nævner Duckwitz ikke. Mon ikke, han allerede fra starten vidste, hvad der foregik i KZ – lejrene? Og mon ikke han vidste, hvad Werner Best havde udrettet.

Hans chef, Werner Best havde givet grønt lys for dødskommandoer i Polen. Ham reddede Duckwitz fra en dødsdom. Det var først langt senere, at han tog afstand fra ham. Men egentlig var Duckwitz en stor beundrer af sin chef, og støttede denne i tykt og tyndt.

 

Det danske folk skylder Best en tak!

Efter krigen udtalte vores hovedperson:

• Det danske folk skylder Dr. Best større tak end nogen som helst anden mand i nyere dansk historie.

En anden bekendt som Duckwitz omgik, var Rudolf Mildner. Heller ikke han, var en af guds bedste børn. Han havde i Auschwitz nydt at henrette fanger.

Af fire lommekalendere, som befinder sig i Politisches Archiv i det tyske udenrigsministerium fremgår det, at Duckwitz i 1939 – 1940 havde forbindelse
med den tyske storspion, Horst von Plugh– Hattung før og efter dennes dom i 1928 for storspionage i Danmark.

 

Han var medlem af partiet

I det jødiske tidsskrift Rambam – Tidsskrift for dansk – jødisk historie, dokumenteres at Duckwitz egne beretninger ikke stemmer overens med oplysninger i danske myndigheders arkiver.

Selv om Duckwitz var antinazist, var hen medlem af NSDAP fra 1932 – 1943. Måske var det hans arbejde, der betingede medlemskab. Hans kone var medlem
af NS – Frauenschaft.

Måske er det kildemangel, der er årsag til, at vi ikke får mere at vide, om hans forhold til NDSAP’ s Ortsgruppe i København. Ægteparret kom til de påtvungne
møder om søndagen. Men ellers holdt Duckwitz lav profil.

 

Vi glemte samarbejdspolitikken

Egentlig var vores hovedperson kun en lille embedsmand. Men han fik en vigtig politisk funktion under folkestrejken. Og også under forhandlingerne omkring kapitulationen havde han en vigtig funktion. Men allermest ros fik han som De Danske Jøders Redningsmand. Hans indsats fik os til at glemme alt om samarbejdspolitikken.

Arbejdsmarkedets organisationer, fagforeningerne, arbejdsgiverne og erhvervene var særdeles samarbejdsvillige med tyskerne. Det samme gjaldt forvaltningscheferne.

Vi havde glemt, at vi havde samme fjender som tyskerne – nemlig kommunisterne, og da de begyndte – modstandsbevægelsen.

Politikerne brød grundloven for at tilfredsstille tyskerne, og anholdte kommunisterne. I bogen får vi en gennemgang af de vigtigste embedsmænd og Duckwitz forhold til dem.

 

Kastet i Kastellet

Duckwitz fik lov til at blive i Danmark efter krigen.  Men han nåede da at blive arresteret og kastet i Kastellet. Men efter indgriben at statsminister Wilhelm Buhl blev han løsladt. Han havde holdt sig skjult på en dækadresse på Østerbro. Da han besøgte sin kone i Lyngby var han blevet arresteret.

Anholdelsen og den påfølgende husundersøgelse kostede Duckwitz sit arkiv og vinkælder. Senere blev han tilbudt dansk statsborgerskab med afslog.

Duckwitz var efter krigen Forbundsrepublikken Tysklands ambassadør i Danmark fra 1955 – 1958. Han sluttede sin karriere som tysk ambassadør i New Delhi. Men i 1967 hentede Willi Brandt, som udenrigsminister Duckwitz tilbage som statssekretær.

 

Indblik i samarbejde

Bogen er et interessant indblik i Werner Best og Duckwitz samarbejde. Men undertegnede har svært ved at acceptere, at alle tyske instanser gav Duckwitz så lang en snor. Gestapo, SA og SS måtte jo have vidst, hvad han åbenbart bedrev. Det bliver godt nok understreget, at Best beskyttede ham – men alligevel.

Von Hanneken havde fået ordre af Hitler til at skrue op for retorikken. Det var lige den modsatte linje Best kørte. Det skabte problemer for Duckwitz.

 

Skærpede krav

I 1942 begyndte sabotagerne. De centrale argumenter i samarbejdspolitikken begyndte at smuldre. Dette førte til Buhls berygtede antisabotage – tale.

Også da Frikorps Danmark var hjemme på orlov, blev dette mødt med demonstrationer og angreb. Dette betragtede tyskerne som angreb mod den tyske hær.
Og så kom telegramkrisen. Det betragtede Hitler som en fornærmelse mod hans person. Nu skulle ske stramninger. Det var derfor Werner Best blev sendt til Danmark.

Denne Best, som Duckwitz i hvert fald i begyndelsen nærmest forgudede, blev beskyldt for mange ting. Han blev dømt til døden i byretten. Det endte med otte års fængsel, og han slap ud af landet i 1951.

Best var også lidt af en mystiker. Han var god til at slette sine spor. Så kørte han også flere dagsordener samtidig. Han forstod også, at udnytte Duckwitz danske sprogkundskaber. Og i dagbogen kan vi læse, at vores hovedperson var imod Best’ s skærpede krav efter 1943.

Gennem første halvdel af 1944 blev forholdet mellem Best og Duckwitz dårligere. Men havde det ikke været for Best, så havde Gestapo eller SA længe hentet vores hovedperson. Således var der flere der blev Duckwitz onde ånd gennem de sidste år af besættelsen. I september 1943 var Gestapo kommet til landet med masser af beføjelser.

 

Hvorfor blev Duckwitz ikke arresteret?

Von Hanneken blev også Best’ s onde ånd. Han iværksatte Operation Safari. Det var den operation, der handlede om likvideringen af den danske flåde og hær. Dette blev iværksat efter August – oprøret.

Den militære undtagelsestilstand gav reelt von Hanneken den reelle magt.  Hvorfor benyttede han ikke lejligheden til at arrestere Duckwitz? Men på et tidspunkt var det også SS med Günther Pancke, der fik magten. Også den aggressive Terboven, der opererede i Norge var en trussel for både Best og Duckwitz.

Hvor tæt var Duckwitz egentlig på beslutningerne på Dagmarhus?

 

De militære opgaver havde topprioritet

De militære opgaver fik topprioritet. Hitler havde krævet terror bekæmpet med modterror. Dødspatruljerne blev planlagt af den specielle Bovensiepen. Denne person skyggede og jagtede vores hovedperson døgnet rundt.

Best havde forlangt, at dansk politi skulle bevogte 60 rustningsfabrikker. Det kunne bringe politiet i direkte konfrontation med danske sabotører. Derfor sagde dansk politi, nej.

Og så var det også Operation Monsun, der skulle få danskerne i gang med at arbejde, efter Augustoprøret. Man kan så undre sig over Best’ s pendling mellem den bløde og den  barske linje. Måske skyldtes det, at han i perioder var sat ud for indflydelse. Gestapo krydsede ofte Best’s planer.

 

Dönitz havde indkaldt til møde

Usikkerhed, frygt og afmagt var herskende stemninger i det dansk – tyske diplomati i vinteren 1945. Og glemmes skal heller ikke, at 65 sabotører blev henrettet i de allersidste måneder af besættelsen.

Duckwitz havde åbenbart fået at vide, at svenskerne ikke stiltiende ville se på, hvad der skete under en kapitulation. Men om svenskerne reel havde planer om en invasion i Norge og Danmark er tvivlsom.

Dönitz havde indkaldt til stormøde i Flensborg inden kapitulationen. Her var Duckwitz også med. Best havde argumenteret for et kampløs overgivelse. Lindemann, Böhme og især Terboven talte imod.

Englænderne befandt sig på daværende tidspunkt i Lübeck, og havde ikke særlig travlt med at komme til Danmark.

Fra en anden kilde forlød det, at hvis ikke tyskerne betingelsesløs ville skrive under en kapitulation, ville englænderne sende polske styrker til Danmark. Og
i den sidste tid er der mange eksempler på, at Duckwitz optrådte på eget initiativ.

 

Duckwitz dagbøger

Kan man udelukkende lave forskning baseret på en kilde, nemlig Duckwitz egne dagbøger, som han ofte reviderede? Forfatteren Hans Kirchhoff antyder, at kilderne har været begrænset. Fokus på denne biografi ligger på opholdet i Danmark. Duckwitz befinder sig i et spændingsfelt mellem danske og tyske myndigheder. I indledningen fokuserer forfatteren på de problemer, han har haft med at skrive biografien. På en måde går han også ind i den kritik, han har fået blandt andet fra modstandsbevægelsen.

Disse notater i dagbogen er en balance mellem sin egen betydning og distance til sin egen fortræffelighed. Og denne dagbog er skrevet fra 1. januar 1943 til 25. juli 1944, og så igen fra 26, juli 1945 til 31. december 1948. Men også efter den tid ser vi diverse rettelser i form af artikler til historikere, tv – udsendelser, foredrag m.m.

Hvorfor han egentlig begyndte at skrive dagbogen vides ikke. Her er både kritik af Hitler og politiet. Gennem 20 år arbejde vores hovedperson på sin historie. Der kan påvises en del mangler ikke mindst i kronologien.

 

Så smertefri som mulig

Efter krigen udtalte Duckwitz at han ville føre Danmark så smertefri som muligt gennem besættelsen. Udsagnet er ifølge Kirchhof rigtig, i hvert fald efter
1943. Vores hovedpersons arbejdsområder blev stærkt udvidet under besættelsen. I hans notater fra 1946 får vi nærmest indtryk af, at hans job bestod i, at redde så mange danskere som muligt ud af krigsmaskinens kløer. Var det lidt af et skønmaleri?

I slutningen af krigen gjorde han, hvad han kunne for at ødelægge så lidt som muligt.

I 1947 tilbød hans modspiller, A.P. Møller ham et job i hans rederi. Vi har tidligere omtalt A.P. Møllers rolle i en artikel (Riffelsyndikatet på Østerbro). Betingelsen var dog, at han skulle have dansk statsborgerskab, men som nævnt afslog han dette.

Havde rederierne ikke bøjet sig, havde tyskerne beslaglagt alle danske skibe, hævdede Duckwitz senere. Den 9. april 1940 opholdt 2/3 af den danske handelsflåde sig uden for Danmark. Det gjaldt om, at få flåden i neutral havn.

I dagbøgerne pointerede vores hovedperson, at han ikke ville sabotere eller opponere.

 

Ikke alle er begejstret

Men som nævnt, var alle ikke lige begejstret, således blev han i 2004 indlemmet i en bog omhandlende tyske krigsforbrydere, der ikke blev dømt. Problemet er sikkert, at vi ikke kender så meget til Duckwitz, før og efter tiden i Danmark. Ofte har vi kun hans eget udsagn.

Flere andre historikere har stillet sig tvivlende over for Duckwitz rolle. Herunder Terkel Stræde, Aage Trommer og Bo Lidegaard. Sidstnævnte fremkommer også snart med en bog om jødeflugten. Måske indeholder denne bog nyt. (Denne bog har vi anmeldt på vores side).

Andre mener så igen, at vores hovedperson havde andel i 400 danskers død på havet, da mere end 20 danske skibe blev torpederet af tyske u – både.

Som skibssagkyndig i København har han haft mulighed for at videregive oplysningerne. Han har været tilknyttet Abwehr 2, det vil sige kontra – sabotageafdelingen. Men selv hævder Duckwitz, at han har modvirket ordre, som han modtog fra Berlin.

 

Ikke belastet

Der er absolut ikke fundet beviser for Duckwitz har været skyld i sømændenes død. Men det er Aktive Modstandsfolk overbevist om. De mener bestemt ikke, at Duckwitz var en god tysker. Mange angreb fulgte på vores hovedperson. Men en kommission i Hamborg kunne den 10. maj 1948 konstatere, at han var

• ikke belastet

 

Forfalskninger?

Den islandske forsker, Vilhjälmsson mener, at Duckwitz var en uforbederlig nazist. Hans rolle i redningen af jøderne er udokumenteret, mener den islandske
forsker. Han mener, at dokumenterne fra september 1943 kunne kaste lys over sandhederne er forfalskede.

Flere historikere har svært ved at tro, at en aktiv nazist kan blive en troværdig anti – nazist og sætte sit liv på spil for at redde jøder. Usikkerheden har været med til at tegne et billede af en lidt utroværdig Duckwitz.

 

Krigsforbrydelser

De danske myndigheder havde helst set at Werner Best var blevet dømt ved processen i Nürnberg. Der var han flere gange indkaldt som vidne. Han
blev transporteret frem og tilbage og indsat i isolation i Nytorv Fængsel. Han havde håbet på en mere fair behandling af danskerne. Konen måtte ikke besøge ham, og hun truede med skilsmisse. Processen mod de store krigsforbrydere blev forberedt herhjemme, og det var mod

• Werner Best
• von Hanneken
• Politichef Pancke
• Chefen for Sikkerhedspolitiet, Bovensiepen

 

Nærmest frikendt

Byretten dømte Best til døden. Den samme straf fik Bovensiepen. Pancke fik 20 år og von Hanneken 8 år. Landsretsdommen over Best blev omgjort til fem års fængsel. De fire år blev betragtet som afsonet. Dommen var vel det nærmeste, man kunne komme en frifindelse. Best truede efterfølgende med, at ville afsløre danske politikere, hvis han ikke fik bedre forhold i Horsens Statsfængsel.

Under retssagerne støttede Duckwitz sin chef. Dog tog han senere afstand fra Best’ s Stor – Germanske drømme. Efterhånden som Best´ s krigsforbrydelser dukkede op, tog Duckwitz afstand fra ham.

 

Skulle ikke snakke med Carl Madsen

På et tidspunkt ville landsretssagfører Carl Madsen gerne have fat i Duckwitz i forbindelse med det påståede Rostock – møde i marts 1940. Men vores hovedperson kontaktede sine socialdemokratiske venner i Danmark, og de frarådede ham et møde med Carl Madsen.

 

Best undgik domfældelse

Der går rygter om, at der var indgået aftale med, at ingen tyske krigsforbrydere skulle henrettes i Danmark. Men Best vendte tilbage til Tyskland. Her hjalp han gamle SS – venner og kammerater. Det var også dem, der hjalp han til et job i erhvervslivet. I 1969 blev han sigtet for at have organiseret mordkommandoer i Polen. Men på grund af sygdom opgav man sigtelsen. Kun en enkelt gang besøgte Duckwitz ham, selv om Best tryglede ham om besøg.

Duckwitz døde i 1973, og enken modtog et telegram fra Best, hvor han talte om fælles fortid.

 

Retssag efter død

Siegfried Matloch udgav en omstridt bog om Werner Best på tysk. Den kom senere i en revideret dansk udgave, Danmark i Hitlers Hånd. I 1989 blev Best anset for rask nok til at stå til ansvar for mord på 8.723 polakker. Men han blev aldrig stillet til ansvar, for han døde inden retssagen, 86 år gammel.

 

Historieskrivning er et problem

Eichmann var i København for at forberede jødeaktionen. To gange flygtede denne fra amerikansk interneringslejr. Eichmanns kone forsøgte at få ham
erklæret død i 1947, men Simon Wiesenthal kunne i retten påvise, at han ikke var død. I 1949 erklærede Duckwitz ham død. Onde tunger påstod, at det var fordi, at Eichmann måske kunne fortælle sandheden om jødernes redning. Måske skal vi lige tilføje, at det var det israelske efterretningsvæsen, der endelig fik fat i ham, dømte ham og henrettede ham i Jerusalem.

Historieskrivning er en del af problemet med at få et sandhedsbillede om besættelsestiden, om tiden før og efter. Arkiverne er lukket for nogle og åbne for andre. Der er plantet falske oplysninger nogle steder, for at give eftertiden et falsk billede af, hvad der egentlig skete. I vores egen forskning har vi fundet fejltagelser. Hvorfor indrømmer man ikke det, så mange år efter. Historikere har prøvet på at rette op på dette, med vekslende held.

 

Interne magtkampe

Bogen er også et interessant indblik i tyskernes forsøg på internt at få magten i det besatte Danmark. Og Duckwitz dagbogs – notater er blevet fortrængt, forkastet mellem de forskellige versioner. Selv forfatteren har vanskeligheder ved at finde hoved og hale i det. Egentlig giver bogen ikke en egentlig klarhed over, hvad der egentlig skete dengang. Den stiller flere spørgsmål end svar. Efterhånden som arkiverne må åbnes og efterhånden som vi som danskere erkender vore fejl i forbindelse med besættelsestiden, får vi den fulde sandhed. Selverkendelse skal det vel også til

Men trods dette forhold kan bogen varmt anbefales. Den giver på mange måder et anderledes indblik i de vanskelige år – dengang.

• Hans Kiirchhoff: Den Gode Tysker – G.F. Duckwitz – De Danske Jøders Redningsmand / Gyldendal

 

Kilde:

• Diverse besættelsesbøger
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 10. – o1. 2022

Det er mere slaget på Dybbøl, man taler om. Men Slaget om Als kunne have udviklet sig meget mere katastrofalt. For tænk, hvis preusserne havde erobret Fyn og Sjælland. I løbet af få timer, var danskerne nedkæmpet. Dette skyldtes dårlig organisering og misforståelser. Og så det faktum, at de danske tropper var i undertal. Fra krigsministeriet havde man udsendt en proklamation med, at man ikke for enhver pris skulle forsvare Als. Men en masse unge mennesker måtte lade livet for denne beslutning. Mange rekrutter uden kamperfaring måtte forsvare øen.

 

150 år siden

Det er nu ca. 150 år siden, vi havde det smertelige nederlag ved Dybbøl. Man gør nu klar til festlighederne, men hvorfor fejre et nederlag? Og tyskerne må ikke komme i uniform. De må kun medtage blomster i en hvis størrelse. Man kan undre sig. Og glemt er næsten det næste slag, som næsten kunne have udviklet sig til det, der var værre. Danskernes totale underlæggelse for tyskerne. Det var Slaget om Als.

Tænk, hvis man også havde indtaget Fyn og Sjælland!

 

Kun 12.000 mand

Efter stormen på Dybbøl havde hæren mistet 113 officerer, 220 underofficerer og 4.447 menige. Det blev bestemt at hovedkvarteret skulle forlægges til Fyn. Og forsvaret af Als blev overdraget til general Steinmann fra 1. division. I alt havde han 12.000 mand til rådighed.

Man havde ikke de store forhåbninger til fredskonferencen i London. Men lokalbefolkningen stolede på krigsskibet Rolf Krake. Tyskerne havde jo ingen flåde, sagde man. Så det skulle nok gå.

 

Als var alligevel ikke så vigtig

Chefen for Overkommandoen, General Gerlach var allerede gået ud fra, at forsvaret af Als måtte være hovedopgaven. Men allerede inden udgangen af april måned, modtog generalen et brev fra Krigsmisteriet:

• Hverken fra Als eller Fredericia vil det være muligt for den danske hær at angribe fjenden. Øen Als har ganske vist sin politiske betydning, men dog ikke større, end at ministeriet anser de derværende troppers bevarelse og rolige overgang til Fyn for at være mere vigtig for landet.

 

Nederlag var givet på forhånd

Als skulle forsvares med mindst mulig styrke, mens styrken i Nørrejylland skulle forstærkes. Og man skulle sætte alt ind på at forhindre landgang på Fyn. Fredericia skulle rømmes frivilligt.

Gerlach havde forlangt flere tropper. Og det krav kunne man vel godt forstå. Preusserne havde i alt 23.000 mand. Som støtte havde de en reserve på 50 svære og lette kanoner.

 

Preussiske overvejelser

Fra preussisk side overvejede man flere ting. En fuldstændig besættelse af Jylland var på tale. Men imod denne plan, var den prøjsiske generalstabschef Moltke. Han var for øvrigt tidligere
dansk officer. Han havde en plan, der bestod af tre hovedpunkter:

• En overgang til Als fører til det mest afgørende resultat.
• Såfremt et resultat ikke kan opnås uden store ofre, bør Jyllands fuldstændige besættelse gennemføres og landgang på Fyn bør forøges.
• Der bør ikke gennemføres nogen belejring af Fredericia

 

Soldater uden erfaring

Planen om landgang på Fyn vandt tilfredshed i hærledelsen. Men kong Wilhelm fik betænkeligheder. Den 25. april skulle der være fredskonference i London. Og så gjaldt det om, at
have så meget dansk område som mulig. Og prøjserne var lidt betænkelige ved den danske flåde. Danskernes rømning af Fredericia den 29. april medførte nye overvejelser. Våbenhvilen den 12. maj gjorde foreløbig en ende på fjendtlighederne.

Fredskonferencens sammenbrud den 25. juni betød en fortsættelse af krigen. På  dansk side manglede man officerer. For at bøde på manglen af dette, havde man allerede fra krigens start antaget frivillige svenske, norske og finske officerer. Omkring den 1. maj var der tilgået infanteriet 6.000 rekrutter. De blev gjort kampklare efter kun seks ugers uddannelse. Mange manglede erfaring og træning. Manglen på officerer kunne også i den grad mærkes.

Kort tid efter hjemsendtes 8.000 af de ældste soldater. De var veltrænede, modne og besindige, og udgjorde kernen i bataljonerne.

 

Militære stillinger blev ikke forstærket

Forsvars – stillingerne på Als var kun iværksat i ringe omfang. Forsvaret af Dybbøl havde krævet de fleste kræfter. Der var dog anlagt skyttegrave og opført en række batterier.

Indløbet til Kær Vig blev spærret med en bom. På øen Kegnæs anlagdes en landbro ved Drejet og en ved Østerby. Drejet blev sikret ved to skanser, der blev beskyttet og betjent fra linjeskibet Frederik den Sjette. Til brug for evakuering af tropperne fra Als var et antal skibe samlet ved Høruphav.

Våbenhvilen den 12. maj dikterede, at de militære stillinger ikke måtte forstærkes. Dette overholdt man fra dansk side, men ikke fra preussisk side. Dette betød, at en række vigtige
ting ikke blev gennemført til tiden. Løbegraven langs kysten endte således et stykke syd for Arnkilsøre. En påtænkt udlægning af miner nåede man således ikke.

 

De preussiske planer

Allerede under belejringen af Dybbøl havde preusserne forberedt en overgang fra Ballegaard på Sundeved til Nordals. Forsøget var blevet opgivet, men preusserne syslede stadig med tanken. Såfremt det lykkedes at overfører tropper af denne vej, ville preusserne uden større vanskeligheder kunne få de danske tropper væk fra Alssund – stillingen. Endvidere var det mulighed for et angreb mod Sønderskoven, øst for Sønderborg. Et sådant angreb kunne beskydes fra skanserne på Als og flåden. Det kunne derfor blive risikabelt og kostbart for preusserne. Men lykkedes angrebet ville et hurtigt stød mod Augustenborg Fjord afskære de danske styrker på Kær Halvø.

Et angreb over det smalle Alssund ville kun tage ganske kort tid og ville kunne støttes af såvel artilleri som infanteri fra Sundeved.

 

Den 29. juni 1864 kl. 2.00

Den danske overkommando regnede med, at preusserne ville indlede angrebet ved en voldsom artilleribeskydning for straks at knuse vort forsvar og derefter etablere et brohoved på Als. Da flåden støttede stillingen ved Arnkilsøre, og sundet her var relativt bredt, anså divisionschefen den sydlige del af Kær Halvø for at være den mest udsatte.

 

Flåden
havde panserbatteriet Rolf Krake ved Augustenborg Fjord, og et mindre antal kanonbåde ved sydkysten af Als, mens transportflåden ved Høruphav hurtigt kunne dirigeres til Kegnæs, ligesom forsprængte styrker kunne optages tre steder ved østkysten. Den preussiske chef havde den 22. juni givet ordre til at angribe Als snarest. Man ville gennemføre den gamle plan om en overgang fra Ballegaard til Nordals. Men i sidste øjeblik blev angrebet udsat til den 29. juni kl. 2.00. General Mansteins 6. division skulle straks erobre Arnkilskov og gården Rønhave. Man havde samlet ret så mange både.

For at hindre de danske styrker ved Sønderborg i at deltage i kampen længere nord på skulle artilleriet på Dybbøl Banke åbne ild, ligesom en bataljon skulle give det udseende af, at en overgang ville finde sted her.

 

Rolf Krakes 45 minutter

Preusserne havde samlet en del både, som de lod hente i Aabenraa og andre steder. Rolf Krake kom meget sent i gang, mente de lokale. Da krigsskibet endelig dukkede op, var der allerede overført en masse bataljoner. Rolf Krakes bro var dækket af sandsække, men regnen af granater var så tæt, at disse sandsække snart var skudt i stykker. Og ombord på krigsskibet var man af den tro, at tropperne allerede var blevet overført. Denne fejlbedømmelse førte senere til en krigsretssag. Man vurderede også skibets skader, men sejlede videre til næste opgave. Det var dog lykkedes, at sænke et par skibe.

Men egentlig varede Rolf Krakes indsats kun 45 minutter. Selv mente man, at man havde været i aktion i fem kvarter, men preusserne havde noteret at Rolf Krake kun havde været i aktion
i 25 minutter

Fjenden var bragt i den situation, at hovedparten af hans tropper stod på Als, mes resten ikke kunne komme over. Alt afhang faktisk af Rolf Krakes tilstedeværelse. Havde opgaven entydigt været at forsvare Alssund skulle den have blevet. Men skibet havde andre opgaver. Havde skibet været der tids nok, ja så kunne det sagtens have ændret slagets gang.

 

Kunne være blevet opdaget

De preussiske både fra Ballegaard blev af strømmen ført for meget mod nord og landede derfor på begge sider af Arnkildsøre. Lidt før klokken 2.00 opdagede posterne en mørk stribe ude i vandet. Den danske styrke på 50 mand beskød bådene, men måtte straks gå tilbage til skovkanten. Dette sted måtte også hurtigt forlades. Fjenden trængte ind i skoven og sendte en styrke vest om skoven.

Angrebet kom som en stor overraskelse for danskerne. De havde ikke fået nogen varsel om angrebet, og pludselig var fjenden over dem. Aftenen igennem havde man godt nok hørt dæmpet støj hinsides sundet. Men de antog at lyden kom fra preussernes arbejde på batteriet. Og med Rolf Krake ud af syne forstærkedes preussernes overfart fra seks forskellige steder.

Egentlig havde danske spioner underrettet hovedkvarteret om, at preusserne var i gang med at samle både. Og to danske patruljebåde ude i sundet kunne have forhindret overgangen. De hørte en skudsalve i nærheden af Snogbæk. Preusserne havde glemt at informere den tyske strandvagt, om deres foretagende. Så han skød efter nogen, som han troede var danskere. Men danskerne undersøgte ikke sagen nærmere. Det skulle de måske have gjort. Det kunne måske have ophøjet Rolf Krakes indsats fra fiasko til succes.

 

Hurtig overgang

På Spang Kro inde på øen var alvoren ikke gået op for soldaterne. Her sad officerer og underofficerer og et par enkelte menige og drak punch. Humøret var højt. Seks af dem skulle ikke overleve morgenstunden. Yderlige blev fire af dem såret.

Kampene fortsatte en time. Og da chefen, oberst Faaborg blev klar over at slaget var tabt, beordrede han regimentet tilbage til Hørup Kirke for at reorganisere. Her samledes spredte dele
af regimentet. De fik ordre til at marchere til Kegnæs for at blive indskibet, og hermed var 4. regimentets korte kamp forbi.

De fjendtlige transportbåde var efter første vending gået tilbage efter forstærkning og inden kl. 3.00 var der overført endnu en vending, således at der var overført 7 ½ bataljon, hvorimod
der på dette tidspunkt endnu ikke var overført artilleri.

Som reserve i det vigtige område Sundsmark – Ulkebøl – Vollerup stod 2. brigade parat til at komme til undsætning. Fra overkommandoen på Ulkebøl Præstegård var opfattelsen, at fjenden ikke havde fået mere end 3 – 4 bataljoner over Alssund. Man mente derfor, at et angreb med reserven kunne gennemføres med held.

På  den baggrund fik oberst Kauffmann, chefen for 2. brigade, derfor ordre til at sende regiment frem til forstærkning af det hårdt pressede 4. regiment. Obersten beordrede kl. ca. 3.00 18. regiment frem med en bataljon mod Rønhave, en halv bataljon ud ad Nørremarksvejen og en halv bataljon gennem Kær by til Nørremarksskoven.

 

Forfulgte de danske styrker

Kl. ca. 3.45 rykkede regimentet frem, men allerede på halvvejen til Rønhave stødte den vestlige bataljon på de forreste dele af de fjendtlige styrker, der havde besat gårdene nordvest for Kær by.

Kl. 5.00 angreb de fjendtlige styrker med 2 ½ bataljon mod Kær bys vestlige del , mens 3 ½ bataljon angreb mod syd, hvor de var trængt frem til løbegraven og forbindelsesgraven syd for Kær Vig.

Nord for Kær by stod 5 bataljoner klar til angreb, mens en division yderligere var under overførsel, idet de første dele havde besat sydkanten af Arnkilskov og sendt et regiment frem
til forstærkning af de vestlige styrker. Fjendens styrker var således på dette tidspunkt dobbelt så store som danskernes.

Anden brigade fik kl. 5.30 ordre til at afbryde kampen og påbegynde tilbagetoget. Dette foregik meget langsomt, hvilket resulterede i, at overkommandoen bestemte, at brigaden skulle indtage en optagestilling mellem Augustenborg Fjord og den nordlige del af Sønderskoven, hvor forbindelsen med 6. brigade skulle etableres. Også  fjenden rykkede kun langsomt frem og standsede helt i Kær bys sydkant. De tyske bataljoner var blevet stærkt sammenblandede og manglede efterhånden ammunition. For ikke at spilde tiden blev reservedivisionen beordret til at overtage forfølgelsen af de vigende danske styrker og støde frem ved Høruphav.

I løbet af 5 ½ time samledes de 12 bataljoner af Mansteins division på den danske kyst. Og fremrykningen skete hurtigere end beregnet. De danske styrker var uden plan og retning

 

Preusserne fortsatte langs kysten

Ved den sydlige brigade omkring Sønderborg kom kampen til at foregå på en måde, der gav preusserne mulighed for at fortsætte deres fremstød langs kysten direkte mod Sønderborg. Straks efter angrebet mod Arnkilsøre var startet, alarmerede oberst Bülow kanonbådene, der lå ved Als sydkyst. Disse gjorde sig straks klar til at deltage i kampen.

Da fjenden ikke gjorde mine til at angribe mellem Sønderborg og Kær Vig, ville obersten udnytte muligheden for at forstærke styrkerne mod nord, og han beordrede derfor reservekompagnierne fra 5. regiment samt 2. bataljon af 10. regiment ud af forbindelsesgangen til Rønhave.

Chefen for 5. regiment, major Myhre red straks efter angrebets begyndelse mod Kær Vig for at få danne sig et indtryk af situationen. Undervejs modtog han brigadechefens ordre om at lade
reservekompagnierne trække ud af forbindelsesgangen. Han gav denne ordre videre til den sydlige bataljon, men glemte at give den til den nordlige bataljon. Herved blev det vigtige punkt ud for Kær Vig, hvor vejene fra Kær støder sammen med Rønhavevejen ubesat. Forbindelsen mellem 4. og 5. regiment, der i forvejen var afbrudt på grund af manglende løbegrave og forbindelsesgange i dette område, blev ikke etableret.

 

Tilbagetrækning mod Kegnæs

Klokken ca. 3.45, da major Myhre blev klar over, at 4. regiment var under hurtig tilbagegang, ville han samle regimentet. Uheldigvis valgte han at lade sin nordlige bataljon gå mod syd i stedet for at lade den sydlige bataljon gå mod nord. Dette skulle få skæbnesvangre følger, idet det betød, at området mellem Kær by og Kær Vig blev rømmet. Dette gav fjenden mulighed for frit at rykke frem gennem løbegraven og forbindelsesgangen mod Sønderborg, samt endvidere at angribe 18. regiment i flanken. Fjenden udnyttede til fulde disse muligheder.

Femte regiment blev ustandselig alvorligt angrebet i flanken af de langs kysten fremrykkede fjendtlige styrker. Regimentet trak sig derfor tilbage til Sønderskoven. Sundsmark stak man i brand, for at røgen kunne skjule tilbagegangen. Efter at have reorganiseret i skoven fortsatte regimentet mod Kegnæs.

Sjette brigades andet regiment – 10. brigade – under Major Gedde bestod hovedsageligt af slesvigere , hvis moral var noget svækket af det store antal af Slesvig – Holstensk indstillede soldater og preussernes løfte om øjeblikkelig hjemsendelse efter tilfangetagning.

 

Misforståelser

Den nordlige bataljon fik
kl. 3.45 ordre til at indtage en stilling langs Rønhavevejen med front mod nord. Derved blev løbegraven og forbindelsesgangen også i dette område rømmet, og vejen var nu helt fri til Sønderborg by. Klokken 4 fik bataljonen ordre til at støtte 5. regiment ved at rykke frem vest for Rønhavevejen Under fremrykningen blev bataljonen imidlertid angrebet fra kysten, hvor tyskerne nu havde samlet 7 ½ kompagni.

Chefen for den sydlige bataljon, kaptajn Vaupell havde modtaget en nogen uklar ordre fra brigadechefen, hvilket fik ham til straks at påbegynde tilbagegang. Dette blev dog opdaget, og bataljonen blev atter sendt frem. Det kunne dog ikke undgås, at disse bevægelser havde skabt uorden mellem kompagnierne.

 

Bataljonen havde ligeledes
fået ordre til, såfremt en fjendtlig landgang skulle finde sted mellem slottet og Sønderskoven, at gå tilbage langs stranden. Da oberst Bülow klokken 6.30 beordrede 10. regiment tilbage, sendte Kaptajn Vaupell derfor 1 ½ kompagni tilbage langs den sydlige del af Sønderskoven, mens resten fulgte løbegraven og fortsatte hele den lange omvej langs kysten i stedet for den lige vej til Høruphav.

 

Indskibning

Det var regimentschefen hensigt at sætte sig fast i Sønderskoven ved siden af 5. regiment, men som det allerede er nævnt, var dette straks rykket videre til Kegnæs, hvorfor major Gedde kl. 7.30 gav ordre til tilbagegang med et kompagni langs stranden, et gennem den sydlige del af skoven og to ad vejen til Ladegården. Da kompagnierne kom ud af skoven, blev de beskudt nordfra, og det hele endte med at fjenden nåede Høruphav før de. En stor del af mandskabet fra 10. regiment blev herved taget til fange. Andre mindre enheder blev taget op af kanonbåde forskellige steder på kysten og overført til Kegnæs.

Kl. 7.30 havde 5. regiment
som tidligere nævnt passeret Sundsmark, og da det havde fået samlet sine kompagnier i Sønderskovs udkant og mente, at 10. regiment var gået tilbage, tiltrådte det tilbagegangen til Kegnæs, hvorfra det efter ordre blev indskibet.

Anden Brigade havde indtaget en stilling fra Augustenborg Fjord over mod Sundsmark. Divisionen havde beordret, at brigadens videre tilbagegang til Kegnæs skulle udføres i to kolonner. Tredje regiment blev således beordret til at gå tilbage til Vollerup og Hørup Kirke. Attende regiment gik tilbage over Lambjergskov og Hørup. Tilbagegangen begyndte omkring kl. 7.30, og attende regiment ankom til Kegnæs klokken 12 middag og tredje regiment kort tid efter.

Også styrken på Nordals blev indskibet fra Kegnæs. Da hovedstyrken efter beordret tilbagegang nåede Egen Mølle fik den ordre til at marchere over Tandslet til Kegnæs. Ved Ketting var der mødt så mange udskrevne vogne, at et kompagni kunne køres. Det kørte så 5 kilometer, hvorefter det næste kompagni kørte osv.

Klokken lidt i 11 var man nået til vejkrydset i Skovby. Her fik styrken en ny ordre. Den skulle med to kompagnier besætte stillingen ved Drejet, og med to kompagnier tage opstilling ved Hjortholm.

 

Travlhed på Kegnæs

På Kegnæs foregik indskibningen, og det foregik nogenlunde sådan her. Da kommandanten på Kegnæs, major Gulstad om morgenen den 29. var blevet underrettet om den fjendtlige overgang over Alssund, sendte han straks meddelelse om dette til marinebatteriet ved Drejet og traf i øvrigt alle fornødne foranstaltninger med hensyn til orden på broerne, på vejene og trainets parkplads ved Sønderby.

 

Korporal handlede på egne vegne

Imellem Hjortholm og Færgegården var to 4 – punds riflede kanoner sat i stilling med opgave at beskyde fjenden i flanken under hans eventuelle fremrykning langs kysten fra Høruphav mod Kegnæs. Disse kanoner blev den 29. om morgenen uden kommandantens vidende forseglet af den kommanderende artilleriunderofficer, korporal Jørgensen, der efter fornaglingen og efter at have smidt ammunitionen i vandet afmarcherede til indskibnings – broen ved Østerby.

I en senere rapport forklarede Jørgensen, at han var blevet forledt til at gøre dette af fire flygtende infanterister, som mellem klokken 6 og 7 ankom til Kegnæs og fortalte ham, at de var undsluppet fra Sønderskoven, men at resten af hæren var omringet ovre på Als og afskåret fra Kegnæs. Da korporalen meldte sig ved indskibningsbroen fik han ordre til at gå tilbage til stillingen og hente kanonerne, der derefter blev indskibet.

Den 29. juni kl. 13 var alle divisionens afdelinger kommet over Drejet til Kegnæs.

Efter forud truffen aftale med eskadrechefen og chefen for transportflåden, havde divisionen forberedt indskibningen på Kegnæs således at dampkanonbådene og nogle mindre fartøjer
blev placeret ved Fyrtårnsbroen for at bringe infanterister ud til linjeskibet Frederik den Sjette og til fregatten Bellona. Ved den store Østerby – bro indskibedes kavaleri, artilleri og train i transportflådens dampskibe og andre fartøjer. Ved midnatstid den 29. juni var hovedparten af de danske styrker indskibet.

 

Det sidste dampskib

Den 1. juni om formiddagen rykkede en større fjendtlig kavaleri –  styrke frem mod Drejet. De blev mødt med granatskud. Kort efter gjorde en fjendtlig infanterienhed forsøg på stillingen. Også de blev afvist. Klokken 14.30 forlod det sidste dampskib Nordstjernen broen ved Østerby med to delinger infanteri om bord og en transportbåd på slæb.

Ved Drejet forlod premierløjtnant Grønlund og søløjtnant Bardenfleth stillingen ved 14 – tiden. Mandskabet blev forsamlet ved Fyrtårnsbroen i en dampkanonbåd og i en transportbåd, som blev taget i slæb af det svenske dampskib Thor. De sidste danske tropper forlod Als klokken cirka 15.

 

Store tab

Det korte slag havde været hård, og kostet mange menneskeliv. Mange af de faldne blev først fundet, da det blev høstet. De danske tab udgjorde:

• 323 faldne
• 236 sårede
• 361 sårede, taget til fange
• 1.898 andre taget til fange
• 388 sårede slesvigere.

En grundig planlægning og et dygtigt udført arbejde fra tyskernes side, var årsag til den hurtige erobring af øen. Og som nævnt skete der en del fejl fra dansk side, som gjorde det lettere for preusserne. Fra dansk side var der mangel på konsekvens, klarhed og samvirke.

Hvorfor lyttede man ikke til spionerne, der have observeret en massiv indsamling af både. Og samarbejdet mellem landmilitsen og flåden fungerede ikke for godt. Koordinationen var heller
ikke til stede fra dansk side.

 

Danmark fik mindreværdskompleks

Preusserne besatte Jylland helt op til Skagen. Ved de benhårde fredsforhandlinger måtte danskerne acceptere modpartens krav. Danmark måtte afstå tre hertugdømmer, Lauenburg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Med et slag var det danske monarki reduceret med to femtedele. Pludselig var vi blevet reduceret til en af Europas småstater.

Dette betød, at Danmark fik et alvorligt mindreværdskompleks. Vi havde før 1864 troet, at vi kunne måle os med de store.

Igen ville hjælpe Danmark, og det kunne vi takke vore politikere for. De kørte en meget udfordrende linje på det udenrigspolitiske plan. Der var stædighed og modsætningsforhold mellem den civile og militære ledelse.

I 56 år måtte sønderjyderne finde sig i at være underlagt preussisk styre.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1,780 artikler heriblandt 207 artikler om Sønderjylland
• Begik Kongen højforræderi
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslev under Første Verdenskrig
• Istedløven brøler stadig
• Krigsfanger i Sønderjylland
• Ned med de dansksindede
• Rendborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen
• Sønderjyder i København
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920

 

Under Aabenraa (169 artikler)

• Aabenraa – 1864
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Sejren ved Bov

 

Under Højer (77 artikler)

• Apotekeren fra Højer
• En familie fra Højer
• Heltene i Vadehavet

 

Under Tønder (283 artikler

• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1) (b)
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
• Da Tønder igen blev dansk
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Tønder mellem dansk og tysk
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønders Dansksindede
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• Ulrik – en Fysikus fra Tønder 1- 2
• Vajsenhuset i Tønder
• Zeppeliner i Tønder

–

• Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 16 + 26 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening finder du 24  + 119 artikler

Redigeret 20-09. 2021