Artikler
Juli 24, 2013
Vi har tidligere beskrevet denne adels-familie, men placeret artiklerne i den sønderjyske afdeling. Men denne placerer vi dog under København. For måske er et dyrt hotel midt i København mere end resterne af Ahlefeldts Palæ. Vi skal i denne artikel også høre den sande historie om æblet fra Gråsten. Det kan vi blandt andet takke Greve Carl Ahlefeldt for. Og da hertugen af Augustenborg var i gang med at renovere det flotte Gråsten Slot i 1757, brændte det ned næsten
til grunden.
Adelige jordbesiddere
De største jordbesiddere i København var dengang de adelige. Her var det også mulighed for at familiens unge døtre kunne lære de rigtige at kende. Dem, der var fra den rigtige familie. Vi kender Moltkes Palæ, Dehns Palæ og Charlottenlund. Særlig i slutningen af 1700 – tallet var der mange adelsfamilier, der boede i København. Og vi kan da i dag glæde os, at Familierne Moltke, Schack, Levetzau og Brockdorff gik sammen og byggede fire ensartede palæer omkring den plads, som vi i dag kalder Amalienborg Plads. Sådan var det hvis ikke helt!
Hr. Benedicts Gård
Også familien Ahlefeldt havde i tidens løb boliger i hovedstaden. Størrelsen afhang af økonomien. I Vingårdsstræde lå der i slutningen af 1440 tallet ud mod stadens vold en ejendom, der hed Hr. Benedicts Gård. Og denne Hr. Benedict var nok en af de første af denne slægt, som havde et større hus i København.
11 familiemedlemmer mistede livet
Ditmarsken – krigen var hård for familien Ahlefeldt Ved det forsmædelige nederlag ved Hemmingstedt faldt hele 11 medlemmer af familien Ahlefeldt. Det
skulle gå adskillige år, inden et familiemedlem fik en større bolig i hovedstaden.
De store palæer
I 1672 nedlagdes grundstenen til kongens halv-broders nye palæ, fra 1700 kaldet Charlottenborg. Kong Christian den Femte foretog selv grundstensnedlæggelsen. Inden for få år kom der flere palæer omkring den plads, der kom til at hedde Kongens – Nye – Torv. Her byggede admiralerne Juel og Bjelke deres boliger.
Niels Juels palæ ligger her endnu, dog i ændret skikkelse. Kristian Bjelkes palæ kom til at ligge der, hvor Magasin du Nord er i dag.
Storkansler
Endnu en af datidens stormænd byggede sig et palæ, Storkansleren, Greve Frederik Ahlefeldt, som opførte sin residens ved siden af Hoved-vagten, hvor Hotel d`Angleterre i dag ligger.
Et nært kendskab til kongens halv-broder, Ulrik Frederik Gyldenløve, der var statholder i Norge, har utvivlsomt banet vejen for Frederik Ahlefeldt til landets øverste stilling. Det var blandt andet også disse to, der fik styrtet Peder Griffenfeld.
Frederik Ahlefeldt beklædte stillingen til sin død i 1686. Storkansleren var en af sin tids største godsbesiddere, idet han foruden sit fædrene gods, Søgård, ejede Tranekær Len, som senere blev ophøjet til gods. Men desuden ejede han grevskabet Rixingen (Reichcourt), baroniet Mörsberg(Marimont) begge i Lotringen, foruden Herningsholm, Husumgård og det nyopførte palæ på Kongens Nytorv.
Kæmpede for Leonora Christina
Sammen med Gyldenløve arbejde han for, at få den fængslende Leonora Christina ud af Blåtårn. Men den gamle enkedronning huskede udmærket, da hendes svigerinde fremkom med fornærmende udtalelser. Først da dronning Sofie Amalie døde, lykkedes det at få hende fri.
Leonora Christina blev ført ud til Husumgård, hvor hun boede en tid, som Storkanslerens gæst, før hun endelig flyttede til Maribo Kloster.
Død i Regernsburg
Ved Storkanslerens død blev palæet overtaget af hans ældste søn, Frederik. Han arvede også faderens øvrige besiddelser, heriblandt de overnævnte steder, samt Søgård – Gråsten.
Frederik fik en militær løbebane, idet han deltog i krigshandlinger i Flandern som generalmajor. Han var også i Italien med det danske hjælpekorps som general.
En del af familiens civile embeder fik han også. Desuden blev han tillige statholder i Slesvig Holsten. Under en af sine mange rejser, døde han i Regensburg.
Da han ingen arvinger havde, overgik hans ejendomme til den yngre broder Carl. Og denne har absolut nok været den allerstørste jordbesidder i Danmark gennem tiderne.
Rester af det gamle Palæ
Ser man på Ahlefeldt – gården og Hotel d´Angleterre må det vække til eftertanke. Det ligner unægtelig den samme bygning. Det hedder sig også, at Ahlefeldt – palæet brændte i 1795. Måske er Ahlefeldt – palæet slet ikke kommet så meget til skade alligevel?
Den Tykke Greve
Greve Carl blev også omtalt som den tykke greve Carl, på grund af sin korpus. Men det har han nu ikke altid været. Han blev også ejer af Thurø, Kalundborg Ladegård (Det senere Lerchenborg) som strakte sine jorde fra Kalundborg til Jyderup, og til Sorgenfri i Lyngby.
Carl Ahlefeldt blev som sin ældre bror også statholder i Slesvig Holsten tillige med at han blev overstaldmester, gehejmeråd, over-hofmester og meget mere.
Han byggede meget og ikke mindst Sorgenfri og ombygningen af Gråsten Slot må have kostet vældige summer. Han havde tillige en store levefod og satte mange penge til i krigsårene under Den Store Nordiske Krig, så tykke greve Carl døde som en fattig mand.
Greven døde 1722
På Gråsten Slot fik ingen i den sidste tid, kostpenge. Det gjaldt fra den højeste til den laveste. Det gik kun så længe greven levede. Grev Carl Ahlefeldt døde den 7. september 1722 efter syv dages sygeleje. Ugen efter fik alle medarbejdere på slottet at vide, at de ikke længere skulle spise på slottet. Enhver måtte se, hvordan man kunne klare sig. Det blev stor jammer og nød.
Efter grevens død kom en kommission bestående af haveinspektør Kemp fra Slesvig og gartner Salviter fra Kiel. De takserede orangeriet til 9.000 rigsdaler.
Fandt æblet i Italien
Den afdøde havde i sine unge år været hofmester hos Hans kongelige Højhed prins Carl, bror til kong Frederik den Fjerde. Der er blevet til mange udenlands
rejser, blandt andet til Frankrig og Italien og andre mærkværdige steder. Under en af disse rejser, der varede fra 1696 – 1699 fandt greven under opholdet i Italien et pragtfuldt æble. Han sendte nogle podekviste til sin bror på Gråsten. Han lod disse pode på nogle frugttræer i slotshaven.
Lokal gartner fremavlede
Man kaldte æblet for Ville Blanche, og roste dets ualmindelig fine kvalitet. Dengang var der kun et af disse træer i slotshaven.
Hans Peter Vohtmann, der havde stået i lære i Gråsten anlagde en planteskole, den første af sin art i Danmark. Og det var ham, der sørgede for at få så mange podekviste som muligt af dette træ og disse podede han på kernestammer. Vohtmann gav æblet navnet Gråstener. Han sørgede for dets udbredelse ikke mindst på Als og Sundeved.
I 1783 lod hertug Frederik Christian af Augustenborg træer sende til Leipzig, og i 1795 afgik sendinger af træer til Mecklenburg og forskellige steder i Nedersaksen.
Som hesten, så rytteren
Under opholdet i Frankrig besøgte grev Carl den kongelige rideskole. Der blev han spurgt, om han også kunne ride, og straks derefter lod kongen føre en hest frem, der ikke rigtig ville føje sig for greven. Nogle af de tilstedeværende herrer bemærkede:
Der blev bragt ham en anden hest, og alle beundrede hans adrætte ridt.
En god fægter
En dag, da han var på Fægteskolen, blev han spurgt, om han også kunne fægte. På hans svar: Ikke særlig godt, kom en fægtemester, som han skulle tage en dyst
med. Ahlefeldt slog ham straks ud. Derpå blev befalet, at den mest habile fægtemester skulle prøve med greven, men alene for ikke at tilføje ham nogen skade, balancerede Ahlefeldt med ham.
I sin ungdom var han meget slank, så man kunne undre sig over, at han blev så korpulent. Efter sin rejse med prinsen og videreuddannelse i København, blev han kongens premierminister, indtil hans bror, Grev Frederik døde, og efter ham arvede alle godser.
Et kostbart gods
Slottet med sine kostbarheder var oppe på 30 – 40.000 rigsdaler. I orangeriet var to små drivhuse, forsynet med kanaler under og i væggene, så at man i de strengeste vintre kunne have den skønneste salat og andre køkkenurter. I pomerans-huset var der en oval vandkumme, med 15 alen i tværmål, hvor der sommer og vinter leveredes de dejligste fisk.
Springvandet i haven var kostbar, men ingen måtte nogensinde erfare, hvor meget det havde kostet. Ligeledes havde Frederik Ahlefeldt ladet slotskirken bygge.
På den store plads stod før et ride-hus og et stort a part – hus, som engang blev kaldt Wandrath. Det var så stort, at alle heste og køer kunne stå derinde, og at al korn kunne opbevares heri.
Godset blev solgt
Efter Carl Ahlefeldts død, fulgte adelsfamiliens fallit. I den pænere version hed det sig, at næsten al hans ejendom blev bortsolgt af familien. Godssalget indbragte 247.200 Rigsdaler. Deraf købte hertug Christian August af Augustenborg, Gråsten, Fiskebæk, Kiding og Årup for 112.500 Rigsdaler
Overinspektør Paulsen købte godserne, Ballegård, Skovbølgård, Kelstrup og Bøjskov for 52.100 Rigsdaler.
Søgård og Årtoft købte landråd von Thiesen for 37.700 Rigsdaler. Lajgård fik borgmester Böhme for 17.000 Rigsdaler. Og endelig købte M. Paulsen jr. Grøngrøft for 16.000 Rigsdaler.
Det Gramske Palæ
Carl Ahlefeldt havde fire sønner. Den yngste, Conrad Vilhelm, som senere blev general havde giftet sig med Vilhelmine Antoinette Gram, og det var hendes familie, der overtog det Ahlefeldtske palæ, som fik navneforandring til Det Gramske Palæ.
Nu er hotellet nok ikke der, man kommer hver dag. Men på det nuværende hotels bestik og andre steder skulle der være heraldiske symboler, som bærer slægten von Grams våben. Men egentlig burde det jo være det Ahlefeldtske våben.
Gråsten Slot brændte
I december 1757 ved 6 – tiden om morgenen udbrød der brand i det kostbare slot i Gråsten. Det skete midt under restaureringsarbejdet. Mange uerstattelige kostbarheder gik tabt. Bygningen blev lagt i aske, men kirken blev skånet. Der skete skader for ca. 100.000 Rigsdaler
Men tænk lige på denne historie, når du går forbi Hotel D´Angleterre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Ahlefeldt:
Hvis du vil vide mere: Om Adelen: Læs:
Under København
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder:
Redigeret 8.-01 – 2022
Juli 24, 2013
Vi mødes under “Ranch Ur”. Og så tog man kun til Amager “for at se en arm Synder blive henrettet” En købmand, der hed Illum sørgede for at Østergades flotteste ejendom blev revet ned. Det fine bordel blev stormet af matroser. Og man tog i Peder Madsens Gang for at besøge “Uddydens Præstinder”. Kræmmersvende var pyntet og velfriserede. Tilberedt svinekød i vinduerne skabte tumult. På Østergade startede Strøggaden. Og den besøger vi med nostalgiske øjne.
Mest boder – dengang
Butikkerne i gamle dage var for det meste boder. Det var en slags tilbygninger til eksisterende ejendomme. Disse boder var ikke murede. Og de fyldte meget i de smalle gader. De var til stor hindring for færdslen og meget brandfarlige. Og derfor blev de forbudt i Christian den Femtes forordning af 27. februar 1683.
Nye butikker
Handelen foregik derefter inde fra selve husene. Det var nu ikke tale om de store butiksvinduer. Og det var ikke den store vinduesudstilling i de små vinduer. Det der tiltrak opmærksomheden, var de skilte, der var anbragt over indgangen til butikken. farverne havde en lang smal sort fane hængende, tobakshandlerne nogle i træ udførte skråtobaksruller, og hattemagerne havde et stort skilt med en mægtig hat efter datidens mode.
De høje cylinderhatte kom først på mode i det 19. århundrede.
Selv om man måske havde plads til vinduesudstilling, så fandtes det ikke i fortidens butikker. Det kom først senere. Og belysning havde man heller ikke. Det var højst et par tællelys. Branden i 1795, betød at man nu under genopbygningen tænkte på butikkernes indretning.
På hjørnet af Store Færgestræde og Ved Stranden, hvor Ellen Marsvins gamle Stenbukkens Gaard lå, blev der opført en flot stor forretningsejendom med butikker, som vakte almindelig beundring i datiden på grund af deres elegante udseende. Kig engang på Højbro Plads 21.
Silke – og klædekræmmere etablerede sig
På hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade lå en anden stor gård, Store Lækkerbisken, som vi tidligere har beskrevet nærmere. Den brændte også under den store brand. En ny bygning med ikke mindre end 7 butikker så dagens lys. Ejendommen blev i fordums tider kaldt for Isenkræmmer Peter Egholms Gaard. Senere hed den Højbrohus.
Efter bybranden var det, at Østergade blev forretningsgaden, strøggaden, hvor de fleste butikker, navnlig manufakturhandlerne, eller som dengang de hed Silke – og klædekræmmerne indrettede sig.
Selv om butikkerne blev højere og lysere, kunne de langt fra måle sig med de elegante butikker i London, Paris eller Hamborg.
Modetempler af udenlandsk smag
Hof- og Stadsretten var ved branden flyttet til Østergade 52, men da det nye Raad – og Domhus var blevet fuldendt på Nytorv, flyttedes retten hertil i 1815. Den tidligere bygning blev indrettet til:
En slags “Stege-vender”
Og i 1810 var der en kurvemager i samme gade, der reklamerede med en Ligkiste, forfærdiget af Vidier. Vi levede jo i en fattig tid dengang, hvor træ var kostbart. Og det gjaldt derfor om at spare så meget som muligt, men Vidier – kisterne viste sig hverken praktiske eller holdbare.
Levende blomster i vinduet
Købmagergade var nok nummer et når det gjaldt reklame. I december 1818 fandtes her en postejbager ved navn Chady, der boede i nr. 59 (nu nr.
25). Han udstillede i sine vinduer to vaser med tilsyneladende levende blomster, som særlig med lys om aftenen tiltrak sig de forbigåendes opmærksomhed. Det var stor diskussion om, hvad der i virkeligheden var i de to vaser. Men i virkeligheden var vaserne fremstillet af smør, og de forskellige blomster var udskåret af gulerødder, rødbeder, hvideroer m.m. De var udskåret ved hjælp af en almindelig penne-kniv.
Tilberedt svinekød
Ti år senere, i marts 1828, var der et stort røre og ligefrem opløb uden for Købmagergade nr. 3. Her var opstået noget helt nyt, en fransk spækhøkerbutik
(Boutique de Charcutier). De reklamerede på en hel ny måde. I forretningens vinduer var der udstillet svinekød i tilberedt tilstand, og i vinduerne var der ophængt pølser.
Ja der måtte ligefrem tilkaldes politi for at holde ro og orden. Den mand, der skabte dette røre, var en fransk sproglære ved navn Leon Paul Duclot. Han havde den 29. februar fået kongeligt privilegium på at tilberede “Svinekød paa fransk Maade og deraf have Udsalg”. Dette medførte stort mishag blandt byens slagtere.
Den pyntede og velfriserede Kræmmersvend
Men indførelsen af Københavns nye smukke og flotte butikker forsvandt den tidligere krambodsvend hos manufakturhandlerne. Han bliver afløst af den pyntede og velfriserede Kræmmersvend. Han var ikke ansat hos den eller den kræmmer. Nej han stod hos, som det hed i datidens sprog.
Vi har faktisk en beskrivelse af, hvordan en sådan manufakturhandler så ud dengang. Det er den 16. april 1856 på åbningsdagen af firmaet Jacob Moresco.Han
fortæller selv i sine erindringer, hvad han den dag var iført:
Østergade var blevet Strøggaden
Østergade var blevet til Strøggaden. Her lå de store og fine manufakturforretninger. De ældste huse på Østergade var for det meste bindingsværkshuse, kun afbrudt med større eller mindre stenhuse, opført af adelen. Blandt dem der boede her var Fru Regitze Gruppe gift med Hans Ulrik Gyldenløve. De ejede de nuværende nr. 12 – 14 – 16.
Går vi nu nedad Østergade begyndende på hjørnet af Kongens Nytorv, har vi på højre hånd, Hotel d Angleterre. de har været her siden branden i 1795. Det var dengang det tidligere hotel på hjørnet af Vingårdsstræde og Laxegade blev lagt i aske. Hotellets daværende ejer, traktør Gottfried Rau købte resolut Den Gramske Adelsgård på Kongens Nytorv og flyttede sit hotel derhen, og det har det været siden. Ja egentlig var det Ahlefeldt, der byggede gården. Og kigger
man på gamle tegninger, så har det nuværende hotel en slående lighed med Ahlefeldts gård.
Cigarbutikken blev et tilløbsstykke
I sommeren 1831 indrettedes i stueetagen ud mod Østergade, byens første elegante og moderne Café. I kælderen blev der allerede i 1827 åbnet et Cigar – og Tobaksudsalg. Den var den tyske indvandrer, A.M. Hischsprung, der startede dette. Han startede senere den nok så kendte cigarbutik. Butikken blev efterhånden et fast mødested med et ganske lidt anstød af klub. Her kom folk, der ikke kom på Børsen, men som gerne ville høre nyt.
Kun fire adelsmænd betalte!
Det fortælles også, at i hotellets kælder boede i mange år en saddelmager, der under opgørelse af sit lager en gang savnede et elegant seletøj til firspand. Han kunne ikke huske, hvem han havde solgt det til, så han sendte en regning til samtlige lensgrever og de mere prominente baroner i Danmark. Men kun fire af dem betalte!
Cigarer og frugt
I Østergade 10 lå en af gadens gamle forretninger, C.M. Fonnesbech. Den blev startet i 1844 og var specialforretning i the. Oprindelig var det en urtekram samt udsalg for Havanna – cigarer. Og i 1851 fik indehaveren den gode ide, at indrette et slags lotteri. Man kunne vinde sølvgenstande, hvis man ellers var heldig. Og alle kunder fik selvfølgelig et fri-lod.
Og så havde vi i nummer 12, Madam Frørups Frugtkælder. Der var åbent til langt ud på natten, hvor unge mennesker nød en pære, eller æble, inden de gik hjem i seng. På nederste trin, var der et bræt, der udløste en klokke. Madam Frørup var en ældgammel kone.
Proptrækkeren blev udlånt
I den smalle ejendom i nr. 14 var der siden 1821 Mitchells Strømpe – Garn – og Trikotagehandel. Forretningen blev grundlagt som strømpefabrik af skotten Alexander Mitchell. Men virksomheden har rødder tilbage til 1781. Mitchells butik var i fordums dage en temmelig høj stue, og under denne var en kælderbutik, som i 1880erne rummede Cigarhandler Scherfig, der tillige handlede med Bayersk øl.
Dengang holdt man åben efter forgodtbefindende. Og vores cigarhandler havde altid god omsætning hver eneste nat. En mængde Bayersk Øl blev solgt. Men ifølge politivedtægten måtte de ikke drikkes på stedet. Men cigarhandleren lånte de tørstige sjæle en proptrækker. Og så blev øllet hældt ned ved bænkene ved Hesten. Dengang drak kvinder ikke øl. Det kom først først omkring 1880erne.
Den berømte Monigatti
I Østergade 16 lå hofmanufakturhandler M. Bendix forretning, der blev grundlagt i 1847. Inden da tilhørte ejendommen Gyldenløves enke. I 1762 var her bagergård. I 1800 havde konditor Louis Comestabili etableret sig her. I flere år havde han været hofkonditor hos arveprins Frederik. I 1824 var det den schweiziske konditor Giovanni Caber Monigatti, der rykkede ind. Han havde været leder af Konditorpavillonen i Frederiksberg Have. Han havde håbet, at kunne overtage dette etablissement, men ak Anton Josty var hurtigere. Men som et plaster på såret fik han i 1826 kongelig bevilling til at indrette en pavillon i den forreste runddel i Frederiksberg Allé.
Svaneapoteket
Svaneapoteket på Østergade 18, på hjørnet af Ny Østergade 2 blev i 1784 flyttet hertil af dets indehaver, Apoteker Myhlenstedt. Apoteket var indrettet i en toetagers bygning, og laboratoriet vendte ud til den uhumske gyde, Peder Madsens Gang. Adgangen til denne gyde fra Østergade gik gennem Svaneapotekets portåbning. Så man gennem denne port, fik man øje på en uendelig trist udseende gyde, på kun ca. 3 meters bredde. Det var en dyb rendesten i midten af kørebanen. Der var ikke rigtig plads til nogen rendesten på siderne.
Beboerne boede sammen med køerne
Denne gyde dannede forbindelsen mellem strøggaden, Østergade og den krogede provinsielle Grønnegade. Gangen havde i mange år været en torn i øjet på grund af dens lidet hygiejniske forhold.
Her fandtes i nummer 5 således et brændevinsbrænderi, hvortil, som til alle datidens brænderier hørte et ko-holderi på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet i flere af baghusets etager. Samme ejendom og den tilstødende nr. 7 husede 78 voksne personer foruden børn. Andre ejendomme husede Nattens døtre eller Udydens præstinder.
Yndlingsretten til fire skilling
Husene i gyden bag Svaneapoteket var smalle og tværs over gårdene midt i stanken, var trukket snore til tørring af tøj. I andre huse var der logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita.
Her kom et specielt klientel som Sjovere og Lammedrivere. Her kunne de få deres yndlingsretter, som var tilberedt af de dele af oksehovedet, der ikke kunne anvendes til suppe, så som mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte tørsten. Og så kostede det kun 4 skilling.
Stamgæsterne på værtshusene havde så eksotiske navne som Knuden og Sildehovede.
En detaljeret plan
Allerede i 1846 havde A.C. Flinch, udgiver af Flinchs Almanak forelagt en detaljeret plan, der gik ud på, at sløjfe Peder Madsens Gang og omdanne denne til en forretningspassage med butikker både i stuen og de ovenover liggende etager.
Planen var for datiden storstadsagtig, men den blev aldrig realiseret. Magistraten ville ikke give Flinch eneret på passagen. Først 27 år senere blev den til virkelighed på en lidt anden måde.
Den Tredje mand
I året 1871 havde Magistraten endelig nedsat et udvalg på 8 medlemmer, der skulle finde ud af, hvad der kunne gøres for at komme de uhumske forhold
til livs.
Udvalget fandt frem til, at der skulle etableres en 13 meter bred gade fra Grønnegade indtil Svaneapotekets grund, mens et mindretal foreslog, at gaden skulle
føres igennem til Østergade over apotekets grund. Kaptajn og malermester Riise tilbød at anlægge gaden for egne midler, men trak tilbuddet tilbage, da hans støttere trak sig.
En anden, murermester Wienberg meldte sig nu på banen. Men heller ikke denne mand kom i gang med projektet. En tredje mand meldte sig, Direktør C.F. Tietgen. Og alt gik som Tietgen ønskede sig. En ny bygning med apoteket rejste sig.
Som 17 – årig i krig
På grund af Ny Østergades anlæggelse måtte to af Østergades gamle huse forsvinde. Det var nr. 20 og 22. Nummer 22 kom til at danne hjørnestedet i den nye
gade. I 1663 blev ejendommen ejet af den kejserlige østrigske gesandt. I denne ejendom åbnede Carl Neiiendam i 1880 en restaurant. I mange år holdt læseselskabet Athenæum til her i nummer 24. Ejendommens stueetage rummede engang Drewsens Elektropletlager. Bestyreren var i mange år, kaptajn Wilhelm Weiss, der som 17 – årig havde deltaget i den Første Slesvigske Krig.
Købt til nedrivning
Nummer 26 tilhørte i sin tid manufakturhandler Raphael. Det var en smuk ejendom, som ikke burde være forsvundet. I slutningen af 1890erne købte konsortiet Fisker – Volmer ejendommene Østergade 26, 28, 30, 32 og 34 og tilstødende arealer i Christen Bernikovs Stræde, Antonistræde og Pilestræde. Store moderne forretningsejendomme rejste sig.
Nr. 32 var en gammel adelsgård, som i det 16. århundrede blev ejet af Jørgen Brahe. Og fra 1607 til 1616 af Christian Bernikov. I 1636 overtog kronen ejendommen og udparcellerede den.
Senere blev ejendommen traktørsted under navnet Vildmanden. I en lang årrække rummede ejendommen Adresse-kontoret, der udgav Adresse-avisen. Og denne blev læst meget, især af byens urtekræmmere. Her var masser af underholdning i Thalia eller Apollo – salen.
Den sidste bagergård
I nummer 36 fandtes gadens sidste bagergård. Allerede i 1761 blev gården indrettet som bagergård. I næsten 170 år har der her uafbrudt været drevet bageri. I
den ny ejendom etablerede kaffefirmaet Brasilico sig med tilhørende restaurant.
Ejendommen i nummer 48 (nu sammen med nr. 50 – 54) er en del Illums bygningskompleks. Ejendommen på hjørnet af Pilestræde blev i mange år ejet af
bøssemagere. Parykmager Deichmann overtog det derefter. Her boede også manufakturhandler Ratzeburg i stueetagen.
Københavnerne gik på Café
Soli Deo Gloria stod det i relief på ejendommen Østergade 50. Her befandt sig den allerførste Schweizerkonditor sig. Manden bag dette, hed Johan Soltani. Han fik borgerskab som kuchen-bager.
Han lærte de københavnske herrer, at man udmærket kunne gå ind på et konditori , sætte sig ved et bord, drikke sin chokolade og spise kager til. De københavnske damer ældre som yngre, overbeviste han, at det ikke var det mindste i vejen for, at man under behørig mandlig eskorte kunne nyde forfriskninger i et offentligt lokale på selve strøggaden, Østergade, og samtidig gennem konditoriets vinduer se ud på det pulserende liv i de forbi-kørende vogne.
Østers til 4 skilling
Hvor nr. 52 A lå, var efter bybranden i 1795 i mange år Hof – og Stadsrettens Kontor. Ejendommen blev herefter ombygget, og rummede af alle madkyndige stærkt besøgte Spisekvarteret. I kælderen til gaden boede vildthandler Boytler. Han havde et lille sideværelse, hvor man kunne indtage et måltid bestående af østers (til 4 skilling) og en billig Moselvin.
Ved hjørnet af Pilestræde og Østergade udspandt der sig den 22. august 1884 en pinlig episode sted. Den kendte kaffegrosserer, senere etatsråd Augustin Gamél blev standset af to yngre herrer. Der opstod en kort ordveksling, mellem de tre herrer. Og det endte med lussinger fra de to unge herrer. Episoden blev omtalt i datidens medier og ikke mindre i syv forskellige viser. Og de to unge mænd måtte betale en bøde.
Det fine bordel?
Efterslægtens Skole lå på den tidligere grund til nummer 54. Det var en stor sorg i København, da man erfarede, at selskabet bag skolen havde solgt ejendommen til nedrivning. Gården var opført i 1640. I 1771 rykkede traktør Johan Jacob Gabel ind som ejer. Han havde fået tilladelse til at indrette et “Herbergshus”, Hotel med tilhørende beværtning for det bedre borgerskab.
I befolkningen gik det dog det rygte, at stedet var en slags finere bordel. Dette rygte og Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at matroserne den 17. januar 1772 stormede og ødelagde gården samt dens møbler, plyndrede i stor stil og drak vinkælderens indhold. Efter dette måtte Schulin overtage ejendommen , og derefter kom den i Efterslægten’ s eje. Handelsbanken havde sin første beskedne kontorlokaler her.
I kælderen til forhuset flyttede i 1831, brygger Cappeln. Her forblev han til 1856, da øl-handler H.I. Hansen overtog forretningen. Efter 52 år med øl, rykkede Emil Schous Forretning med hvide varer.
Efterslægtens Gård var en pryd for øjet. Den overlevede både brandene i 1718 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Men det hele blev erstattet af et Marmor – Kræmmerhus. Og hvordan gik det lige til?
En købmand ved navn, Illum
Lige over for Efterslægtens Gård, i ejendommen Østergade 55, åbnede den 3. marts 1891 en fremadstræbende købmand, ved navn A.C. Illum en specialforretning i sy-artikler og kjoletilbud i ejendommens høje stue.
Han havde kig på ejendommen over for. Men københavnerne hørte, at han skulle betale 6.000 kr. i årlig leje, så de troede ikke rigtig på det.
Men Illum lancerede reklameartikler som syskrin og cigarskabe af træ. Og omkring 1893 fik han eneforhandlingen af Wasmuths Ligtornsringe i Uret.
I et af vinduerne opstillede han en mekanisk reklamefigur, forestillende en gråhåret tysk professor , der i sin hånd holdt det Wasmuthske ur. Reklamen vakte kolossal opsigt. Folk stimede i så store skarer sammen på Østergade, at politiet forbød den. Så flyttede man den mekaniske professor til et vindue mod Lille Kongensgade.
Uret viste sig at være en glimrende forretninger for sælgeren, men Blæksprutten for 1893 noterede meget ondskabsfuldt i sin dagbog den 19. april:
Pladsen blev for trang for Illum. Han købte derfor Østergade 52. Ejendommen blev nyopført, og han flyttede ind den 14. april 1899. Men i årenes løb blev forretningen hele tiden udvidet, og så var det, at Efterslægtens Gård blev indlemmet. Den 20. januar 1911 købte han gården for 700.000 kr. Trods store protester, blev gården revet ned. Selv en brønd fra 1100 – tiden røg med. Episoden var årsag til at Loven om Byggefredning.
Kong Salomons Apotek
I det 16. århundrede var det nuværende Østergade 56 og 58 en stor gård som i 1496 blev ejet af Rigshovmester Poul Laxmand. Han blev den 22. juni 1502 på Højbro myrdet af de to adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. I 1530 blev gården ejet af svigersønnen, Abraham Eriksen Gyldenstjerne. Senere blev gården omtalt som gæstgivergården Oxetoppen. I 1645 er det den rige købmand, Albert Iøzens, der ejede gården. I 1677 blev den overtaget af apoteker Johannes Kirchhoff. Det betød starten på Kong Salomons Apotek.
I ejendommens dybe kælder lå i mange år Johansens Blanketudsalg, fra hvilket der altid udgik en ubehagelig syrlig lugt. På Østergade 56 lå også Båndhandler – firmaet Christensen & Hansen. I 1842 boede på 2. sal den daværende handelsfuldmægtig, Herman Cohen Brandes med sin hustru. Her fødtes brødrene Georg, Ernst og Edvard Brandes.
Vi mødes under Ranch Ur
På hjørnet af Købmagergade ligger nummer 62. I længst forsvundne tider på Valdenar Atterdags tid, blev grunden i 1377 ejet af hans drost, Henning Podebusk.
I ejendommens kælder var der i over hundrede år, trikotageforretning. Den blev grundlagt i 1825 af hosekræmmer M.E. Grøn. De to butikssvende Holbech og Bloch fortsatte ejerskabet. Siden 1852 har der i stuebutikken på selve hjørnet eksisteret den kendte Ranchs Urmagerforretning.
Man sagde altid dengang – Vi mødes under Ranch Ur. I 1880erne var det en forrykt person, der havde set sig gal på dette kendte ur. I et anfald af galskab affyrede han gentagende gange geværskud mod uret.
Ejendommens anden butik på den anden side af gadedøren blev i midten af 1870erne udlejet til bundt-mager Holm. Denne Holm var resolut nok ti, da Zoologisk Haves løve døde i 1875, at købe dens skind og udstoppe det i skikkelse af en siddende løve. Dette brugte han som reklamefigur i sit vindue.
Kære læsere, her forlader vi vores historiske rejse på Strøget, men vi fortsætter skam i senere artikler, hvor vi fortsætter turen ned af Strøget fra dengang.
Når en arm synder blev henrettet
Dengang sagde man inde bag volde og stadsgravene, at
Men denne fornøjelse var slut for københavnerne den 22. april 1845, da den sidste henrettelse, havde fundet sted. Men to år senere, kunne man dog møde en københavner derude på den flade ø. Det var Hermannsen i Fru Heibergs: “En Søndag på Amager”
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.01. 2022
Juli 24, 2013
Et forsøg på anmeldelse af en flot gavebog – Forbrydelsens Element udgivet af Gad. Bogen er flot i mere end en forstand. Flotte gengivelser af malerier, forbrydere og fotos fra dengang. Mange skæbner ligger bag ved. Og i mange tilfælde får man mellidenhed med disse skæbner. Uretfærdigheden var til
stede. Flotte informative artikler præger også bogen, omhandlende straffeudmåling, tidens moral og etik og meget mere. Dansk socialhistorie er levendegjort på en fantastisk måde. Og så besøgte Stauning en luder, men han blev ikke straffet. Det blev luderen.
Skæbnen bag ansigterne
Bogen er i stort og flot format, som kendetegner mange af Gads bøger. Og det er som titlen på bogen beskriver, for det meste forbrydere vi ser. Men egentlig er
det mere skæbnen bag de ansigter, vi ser, der fascinerer. Som det hedder i indledningen til bogen, så hører det et hav sagsakter og ofte flere
hundrede sider håndskrevne sider i form af politirapporter, domssager
og fængselsarkivalier til hvert foto.
Fremragende
Det er spændene, men også chokerende læsning, som vi bliver budt. Mange af de penge, der kom ud af forbrydelserne, blev omsat til brændevin eller blot til at ernære ens familie. Ja bogen er fuld af småkårsfolk. Vi møder luder, tyve, mordere, spioner og børnelokkere. Bogen er guf for dem, der vil sætte sig ind i slægts -, kultur eller lokalhistorie. Vi får et fremragende indblik i datidens moral og etik eller mangel på samme.
Det er bestemt ikke glade ansigter, vi ser. Nogle forsøger at se kække ud, andre brødebetynget, ligegyldig, opgivende eller overbærende.
To år for børnestøvler
Lokale forbrydere blev kun fotograferet, hvis politiet mente, at der ingen vej var udenom. Det var, når vedkommende var slået ind på forbrydervejen og kunne ikke komme ud af den. Sådan var det også for Ludvig Sandbech. Allerede i 1838 blev han sendt ind til vand og brød første gang. Det var ikke de store ting, han stjal. Men hele sit liv sad han alligevel i fængsel. Således fik han i 1868, to års tugthusarbejde, for at have stjålet et par børnestøvler i Blågårdsgade. Denne straf afsonede han i Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn.
Seksualmoralen
Seksualmoralen var anderledes dengang. Den 21 årige tjenestepige Johanne Nielsen var blevet gravid uden for ægteskabet. Hun var fast besluttet på, at når hun skulle føde, ville hun drukne sig i Gentofte Sø. Men fødslen kom ganske uventet. Hun var ikke i stand til at gennemføre den. Barnet døde, og liget blev gemt i en kommodeskuffe. Hun blev i 1913 dømt 80 dages fængsel for uforsvarlig omgang med barnefødsel. Man kan tydelig se en angrende Johanne i bogen.
Brændemærkning og afhugning
Engang var brændemærkning, afhugning af lemmer og anden fysisk lemlæstelse, der lovformelig kunne kunne påføres forbrydere, så man kunne genkende dem. Metoderne blev ofte fulgt op at et tegne portræt eller en unøjagtig beskrivelse, så man kunne genkende forbryderne.
Men i løbet af 1840erne kunne fotografiske optegnelser lave en hurtig registrering. Ja H.C. Andersen kaldte den nye teknik for Trolddom. I Danmark anvendtes teknikken første gang i 1851 i forbindelse med en række brandstiftelser, indbrud, røverier og mord på Lolland.
Da sagen nåede sin afslutning var 43 personer tiltalt for medvirken.
Nye metoder
Da portene i København blev nedlagt omkring 1856, blev det vanskeligere at kontrollere folk. Mange rejste til byen, men ikke alle havde held til at skaffe sig et arbejde. Og det kunne mærkes. Der var et stigende antal sager om tyveri, prostitution og løsgængeri. For den enkelte betjent kunne det efterhånden være vanskelig, at sætte ansigt på alle forbrydere. Derfor skulle der nye metoder til.
Københavns Opdagelsespoliti
I 1863 blev Københavns Politi omorganiseret. Man fik et såkaldt Opdagelsespoliti. Den bestod af en elite af 17 af hovedstadens 200 betjente. En af de ting som Opdagelsespolitiet indførte var en protokol over mistænkte personer. Desuden anskaffede man et stort læderindbundet album med titlen Fotografi – Portrætter af Forbrydere. Først brugte man lokale erhvervsfotografer, men efterhånden var det nødvendigt, at anskaffe eget udstyr. Man fik bevilget et fotoapparat, satte et tæppe op, en tilkaldte en erhvervsfotograf, hver gang, det var nødvendigt. Men man fik dog oplært en egen betjent, der kunne klare fotograferingen.
3.000 anholdelser
Men med 3.000 anholdelser hvert år, var der trods alt de færreste, der fik den ære at komme i albummet. Det første album hos Københavns Opdagelsespoliti var fyldt op i 1968. Og da var der 396 forbryder – billeder, heraf 65 kvinder.
I 1866 fik Danmark en ny straffelov. Det som nu blev afgørende for straffens længde var, om man havde været straffet før. Derfor var det vigtigt for politiet, at kunne bevis, at man havde med en gammel kending, at gøre. Denne lov gjaldt i store træk til 1933.
Straffen
Den mest almindelige straf for førstegangsforbrydere var:
Lyd af halshugning
Bogen rummer et væld af historier. Og det ikke altid de største forbrydelser vi hører om. Det er ind imellem finurlige fortællinger om hverdagens Danmark. En person blev seksuel fristet af et får. Han blev efterfølgende dømt otte måneders forbedringshusarbejde.
Vi hører blandt andet Henrik Cavlings beskrivelse af halshugning:
Halshugningen af Jens Nielsen var landets sidste statsstøttede aflivning af et menneske for forbrydelser begået i fredstid. I september 1877 var han stukket af fra en opdragelsesanstalt. Han tog ned på havnen og forsøgte at begå indbrud i skibene. Det lykkedes ham at stjæle et ur hos en skibskok. Men det blev hurtig opdaget. Kokken kom halsende efter ham, så han smed uret i vandet. Men det lykkedes at pågribe Jens Nielsen. Efter seks uger fik han en dom for tyveri, tyveriforsøg og bedrageri. Den lød på to gange 20 slag ris – fordelt over to dage.
Ild på opdragelsesanstalt
Efter udstået straf blev han sendt til opdragelsesanstalten Landerupgaard mellem Kolding og Vejle. Den satte han kort efter ild til. Siden blev han sendt med en enkeltbillet til Canada. Men han fik hjemve. Han kunne ikke sproget. Ved at tage hyre på forskellige skibe, kom han hjem til Danmark og fortsatte sin kriminelle løbebane. Men inden sad ham i diverse fængsler i udlandet for forbrydelser. Han mente, at det var sværere, at finde beviser, hvis han satte ild til de steder, hvor han begik tyveri. Det kom til at gå ud over en del gårde på Sjælland.
Han blev arresteret, men indrømmede også, at han havde været årsag til en brandkatastrofe i London for et par år siden. Dommen lød på 16 års fængsel. Det
var et hårdt slag for ham. Han ønskede at dø. Han overfaldt flere fængselsbetjente, for at få sin dødsstraf. Først i tredje forsøg lykkedes det. I 1892 blev han halshugget i Horsens Statsfængsel få dage før sin 30 års fødselsdag i overværelse af sine medfangere.
Sammenhæng mellem udseende og adfærd
Mange var af den ide, at det var sammenhæng mellem forbryderens udseende og adfærd. Sådan var det også for fængselslægen Carl Otto. Han nøjedes ikke med, at undersøge levende forbryders hoveder. Han opkøbte eller opgravede kranier af halshuggede mordere.
Var skarpretteren fuld?
Anders Sjællænder havde myrdet Svenskeren, og skulle halshugges. En morgen i november 1882 var der mødt 3.000 tilskuere frem ved Sølvbjerghøj på Vestlolland for at overvære henrettelsen af Anders Sjællænder. Der opstod straks kaotiske tilstande, da der ikke var truffet forberedelser af nogen art. Sneen lå i et tykt tæppe på marken. Der manglede et skafot. Der var ikke fortaget nogen afspærring af området og publikum maste på, for at få det hele med.
Skarpretteren greb øksen, svang den og huggede til. Men han ramte kun skulderen. Han forsøgte igen, men heller ikke denne gang lykkedes det at få hugget hovedet af.
Han prøvede en tredje gang, og så lykkedes det. Skarpretterens lærling var da blevet så bange for at holde hovedet, at han kom til at give slip, så det trillede hen ad jorden. Mistanken var, at skarpretteren var fuld.
Skandalen var ikke over. Man havde også glemt at bestille en kiste.
Barnemorder fra Lille Kongensgade
En ung enlig mor ville hente hendes datter hos dagpleje-moderen i Lille Kongensgade. Hun bankede på, men det var ikke en lyd at høre. Til gengæld kunne hun ane lys i lejligheden. Døren var låst inden fra. Hun fik fat i en betjent, der sprængte døren.
Dagplejemoderen hang fra lampekrogen i et sejlgarn, afklædt. Bag ved hang yderligere fire små skikkelser. Det var dagpleje-moderen Carolina Gustafsson’ s fire små børn, Anna, Clara, Ingeborg og Carl. Den skrækslagne mor fandt sin 10 måneder gamle datter i en kasse og i live.
Dagplejemoderen havde været gift med en skomagermester, men ægteskabet var ulykkeligt. Carolina klagede over, at hun var blevet slået, og et par måneder forinden havde manden forladt hende.
På stationen dukkede den enlige mor op igen. Hun havde en mistanke om, at hendes 10 måneder gamle barn havde fået gift. Den snarrådige betjent kørte dem til Kommunehospitalet, hvor den lille blev udpumpet.
Et par dage efter havde man også fundet nogle flasker med opiumsdråber i kommodeskufferne. Carolina var meget jaloux anlagt, og det viste sig, at hun havde truet med at myrde de fire børn og begå selvmord.
Jamen Stauning dog!
Hvem skulle have troet det om Stauning. Han var gift men havde besøgt den i prostitutionskredse kendte Pepita. Dengang var han dog kun folketingskandidat.
Men en årvågen betjent havde afsløret det. Stauning måtte da også indrømme, at han havde betalt to kroner og et par småmønter for fornøjelsen.
Stauning fik ingen straf, men Pepita måtte stille op til forbryderalbummet. Hun var ved århundredeskiftet straffet syv gange for hendes gøremål. Og her ottende gang, blev hun idømt 90 dages tvangsarbejde og betaling af sagens omkostninger.
Majestætsfornærmelse
Amalienborg blev beskyldt for at være landets største ladegård. Det var majestætsfornærmelse og det var også et minus, at den dømte var socialist. Og systematisk gennem-tævning af hustruen blev af politiet betragtet som hørende med til mandens rettigheder.
Nattens døtre
På bagsiden af nogle af de fotos, der sad i Forbryderalbummet var der tilført navne som Pisseoen, Kattens søster, Skomagertøsen og Sengetæppet. Det var Nattens døtre eller de såkaldte løsagtige fruentimmere.
I København fandtes de for enhver smag. Nogle sad i gadedøren og trak, andre blev holdt som private elskerinder, og enkelte steder foregik udvælgelsen i en klub for kræsne gentlemen.
Beskrivelse af en rovmorder
Politiet udsendte de såkaldte Politiefterretninger. Her var også efterlysninger samt beskrivelser af de forbrydere, man efterlyste. Således efterlyste man Poul Kring Hansen Vinding, som var efterlyst for rovmord:
Alberti på slankekur
Bogen har selvfølgelig også historien om vores tidligere justitsminister Peter Adler Alberti med. Han havde bedraget for 15 millioner kroner. Han brugte de ledige stunder til at skrive til folk uden for fængslets mure, selv om fængselsvæsnet påstod, at han led af skrivekrampe.
Det bemærkelsesværdige var, at han ved løsladelsen havde reduceret sin vægt til omtrent det halve.
Socialhistorien gjort levende
Gode råd og tips til, hvordan du skal søge rundt i diverse arkivmateriel giver bogen også. Og en meget overskuelig dokumentation gør det meget overskuelig for andre til at gå videre med de mange historier i bogen.
Det er en rigtig god og flot historiebog, som vi kan give de varmeste anbefalinger. Den er meget informativ skrevet i et godt og levende sprog. Her kan alle være med.
De fotos, der er gengivet får nyt liv i bogen. Socialhistorien er pludselig gjort levende. Skæbner fra samfundets bund er rørende og opsigtsvækkende. I nogle tilfælde kommer man til at stille sig på forbryderens side, fordi uretfærdigheden er rammende. Triste og deprimerende skæbner oprulles. Ja skyggesiderne
er sandelig blevet rullet op.
Nogle af forbryderne vidste man ikke rigtig, hvad man skulle gøre ved, så de fik en enkeltbillet til USA og Canada.
Topkarakter
Et flot bog er det i mere en en forstand. Store flotte fotos, men også malerier m.m. er flot gengivet. Stærkt står et billede ude fra en mark, hvor man er i gang med at opgrave et barnelig. Man ser en ulykkelig ung pige, som en betjent har et fast greb i. Det er sikkert en pige, der har født i dølgsmål.
Ind imellem de mange tragiske historier får vi et indblik i samfundets holdning til forbrydere og til tidens moral og etik. En varm anbefaling herfra og topkarakter. Dette kan simpelthen ikke gøres bedre.
Poul Duedahl, Peter Wodskou, Gitte Bergenhoff Høstbro: Forbrydelsens ansigt / Gads Forlag.
Hvis du vil vide mere: Om forbrydere, straf og henrettelse:
Under København:
Under Østerbro:
Under Nørrebro:
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov
Under Tønder.
Revideret 8. – o1. 2022
Juli 24, 2013
Juleaftens – gudstjenesten bliver holdt Lillejuleaften. Her på øen findes Danmarks mindste skole. To kanoner findes ved Havneby. de blev brugt, da Christian den Fjerde besejrede hollænderne i 1644. En ti – årig dreng fra Rømø overlevede 32 døgn på isen. Fra kirken hænger der jernkroge ned til kommandørernes hatte. Her er Europas bredeste strand. Men så
mangen tysker har set sin Mercedes forsvinde i det salte vand. Vi kigger også på Pastor Jacobsens kursted på Lakolk.
Hård etape – som Tour de France
Hermed tager vi en tredje gang over til den paradisiske ø i Vadehavet. Her cyklede vi til – fra Tønder. Og i blæsevejr, var det lige som de hårdeste etaper i Tour de France. Det var en kæmpe strand og fantastisk natur. Her havde vi midt i juni en hel strand for os selv, og vandet var faktisk varmt. Senere er turen gået her tilbage med diverse kærester i årenes løb. Min far var med til at anlægge dæmningen, jo det er ren nostalgi. Og hjemme på Lærkevej, aflyttede jeg Falck. Som regel tog de om søndagen adskillige gange til Rømø, når en tysker var på vej til England på en bedring eller badedyr. Eller endnu en tysker var blevet overrasket af flod, og ikke fået flyttet sin Mercedes rettidig.
Rømø – dæmningen
I modvind på cykel virker dæmningen længere end de 9,2 kilometer. Allerede i 1938 startede man med at bygge den. Men grundet Anden Verdenskrig blev man først færdig i 1948.
I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand til byggearbejdet. Og man må sige, at dæmningen er ret udsat. Således blev dele af dæmningen ødelagt i 1976, 1981 og i 1999 på grund af stormflod. Anlæggelse af dæmningen har betydet at Juvre – diget er blevet gennembrudt mange gange. Jorden til dæmningen blev med håndkraft gravet op på land ved Astrup Banke og ved Juvre (nu Juvre Sø). Med tipvogne blev den kørt ud til dæmningen.
Faktisk blev Rømø den 6. november 1946 landfast med Jylland.
Danskheden – frem for alt
Kurbad Lakolk blev også anlagt af den driftige pastor Jacobsen. Og som tidligere nævnt i andre artikler gik det hele ned. Jacobsen havde en lidelsesfælde i den daværende amtsforstander Hans von Winter von Adlersflügel. Han brugte også i Køller – politikkens dage hensynsløst alle tænkelige midler til at komme danskheden til livs.
Sejlads – engang om dagen
Inden man kunne komme over dæmningen, var man henvist til den lille motorbåd, der fra Ballum Sluse sejlede til Kongsmark på Rømø. Og inden den tid igen var der diverse sejlbåde, der bestred turen. Dengang var der kun en sejlads om dagen. Man var afhængig af tidevandet.
Europas bredeste sandstrand
Rømø er dejligst, når den ikke er overbefolket af tyskere. Men nu er øen blevet opdaget. Men på Europas bredeste strand fylder bilerne dog ikke så meget. Finder man så en ensom plads i klitterne, skal man ikke være bange for hugorme. Så vidt vides har disse endnu ikke opdaget Rømø endnu. Kongsmark var i gamle dage forbundet med Lakolk via en smalsporet skinnevej
og en hestetrukket trolje.
Nordseebad Lakolk
Man må sige at denne Pastor Jacobsen var kreativ. I 1898 var han med til at starte Nordseebad Lakolk. Han var inspireret af tilsvarende kurbade på de andre Vadehavs – øer, Sild og Før. Men her på Rømø skulle det være et familie – badested. Små blokhuse i jugendstil blev spredt rundt i klitterne til moderate priser. Ja man kan sige, at de lignede norske eller schweiziske
fjeldhytter.
Jacobsen lod også opføre to varmebadshuse, nogle butikker samt en station for troljebanen. Der var desuden et hotel, Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle. Denne blev benyttet af sommerhusets gæster, da der i disse ikke var indlagt køkken. Ude ved selve stranden var der et forfriskningssted, Strandhalle. Ad træbelagte stier kunne man så komme ud til
en musikpavillon, Swanhildsruh. Den var bygget på pæle i Lakolk Sø.
Billigt kursted for den tyske middelstand
I brochuren stod der:
Oprindelig blev der opført 37 blokhuse. Af disse eksisterer der stadig 22, og de 11 er bedømt som bevaringsværdige. Det gik da også godt de første år med stigende antal gæster. Men
det kneb med økonomien. Selskabet gik fallit i 1903. Badestedet døde langsomt og blev endelig lukket ved Første Verdenskrigs udbrud. Lakolk blomstrede igen op i 50’erne og 60’erne med nye sommerhuse.
Det gamle hotel, Drachenburg brændte i 1965. Keiserhalle forfaldt efterhånden og blev revet ned i 1989. Et moderne Hotel Lakolk blev opført i 1966, hvor Drachenburg havde ligget.
Juvre
Står man ved Juvre på det nordlige har man en fantastisk udsigt ud over havet. Mod nord kan man i kikkert se både Ribe, Mandø og Fanø. Her var masser af får i min ungdom. Og en masse kommandørgårde lå her. De er bygget i 1700 og 1800 – tallet. En af dem, er hvis nok flyttet til Frilandsmuseet. En del af de gange vi var der, blev vi overfløjet af jagerfly. Vi følte, at det var os, der var målet. Og her i Juvre findes en rækværk lavet af hvaltænder fra 1772. Og ordet Juvre kendes fra slutningen af 1200 – tallet og kan forklares som Området med grus, gruset strandbred eller det grus fyldte område.
Danmarks mindste skolebygning
Her lå også øens ældste og Danmarks mindste skolebygning. I 90 år – fra 1784 til 1874 blev øens ungdom undervist her i Toftum Skole. Læreren blev aflønnet af elevernes forældre. Den første lærer hed Kaptajn Peter Nielsen Wirth. Han var også gårdejer, og bestred jobbet til 1820. De små kunne nøjes med at betale halve eller kvarte honorarer, alt afhængig af hvor mange timer, de gik på skolen. Efter tur skulle børnene bringe lyng eller tørv til opvarmning af klasseværelset. Det er også på Rømø man finder Danmarks største samling af hollandske kakler. De blev hjemført af de gamle kaptajner eller kommandører. Nu skal jeg nok lige passe på, hvad jeg skriver, for på Tønder Museum, havde de også en pæn samling i min ungdom.
Kommandørgården
Kommandørgården er nu indrettet som museum. Indtil 1867 var den fæstegård under Haderslevhus. Det vil sige, at bygningerne ejede beboerne selv. Den nuværende bygning var opført i 1749 af Karen Pedersdatter og hendes svigersøn, Harcke Thades.
Viet til Sankt Clemens
Betonvejen til Lakolk er ikke så gammel. Den kom næsten, da dæmningen blev anlagt. Indtil da, var det en sandvej belagt med lyngknipper.
Lige syd for Kongsmark ligger en gammel slægtsgård fra 1747. Det er den eneste gård på Rømø, der ligger på et værft. Tre kilometer derfra, ligger Kirkeby med øens kirke. det er en
typisk sømandskirke viet til Sankt Clemens. Oprindelig var den kun en – skibet. Men den blev for lille til det voksende folketal. Den fik nemlig tilknyttet syv sogne på fastlandet. Den fik korsform og blev udvidet mod øst. Men folketallet voksede yderlige, så i 1751 blev der bygget en længe til den nordlige korsarm. En nyt pulpitur kom til.
28 kom hjem – 24 gjorde ikke
Hvert år drog øens mandelige ungdom sammen med kommandørerne til hvalfangst ved Grønland med hamborgske og hollandske hvalfangerskibe. Stort set var der kun kvinder, gamle mænd og børn tilbage på øen. Hver søndag bad præsten om, at grønlandsfarerne kom frelst hjem. Når kommandørerne så kom hjem besøgte de kirken, takkede præsten og gav ham en rigsdaler.
Men ak i 1777 hjalp ingen kirkebøn. 52 sømænd vendte ikke hjem. Søndag efter søndag bad de for deres redning. Da al håb var ude, vendte 28 af dem hjem i foråret 1778. Deres skibe var
blevet skruet ned af isen. Under 32 døgn på isen bukkede de skibrudne efterhånden under for kulde, sult og skørbug. Og som skrevet vendte kun 28 hjem med et norsk skib.
Den yngste af de reddede, Anders Mikkelsen List var kun ti år. Skønt drengen havde smidt det ene klædningsstykke efter det andet, fordi det våde, stivfrosne tøj, hæmmede hans bevægelser, havde ligget nøgen på isflagen, klarede han strabadserne Han skabte, da han blev gift en hårdfør slægt. Hans søn, der også levede på øen blev således næsten 100 år.
Storhedstiden forsvandt
Stormflod og sandflugt har hjemsøgt øen utallige gange. Dampskibenes indtog, gjorde det af med sejlskibene og hvalfangstens modernisering gjorde det af med den store sømandstid på Rømø.
Juleaftens – gudstjeneste – for tidlig
Kirken med 400 siddepladser er i dag rigelig stor til øens befolkning. Her er fem kirkeskibe, skænket af kaptajner, der blev reddet af havsnød. Lange håndsmedede jernkroge til mændenes hatte hænger ned fra loftet. De alt andet end magelige kirkestole bærer navne på de familier, der i sin tid har købt plads i stolene. Der har været stolestæder, der kaldtes Listerstader, fra den tid, da danske fra List sejlede over Lister Dyb for at gå i kirke på Rømø.
Den stejle trappe, der fører op til pulpituret under kirkeloftet, er nærmest en slags skibstrappe. Værd at bemærke er at døbefonten er fra omkring år 1100.
Vi skal også lige have med, at juleaftens – gudstjenesten afholdes lillejuleaften. Skikken blev indført, fordi beboerne på den nordlige del af øen havde helt op til syv kilometer til kirken, altså 14 kilometer frem og tilbage. Skulle de ud på sådan en tur på sandede veje, blev det ikke juleaftens – fest i hjemmet den juleaften. Nu er det selvfølgelig kommet asfalt og biler, men beboerne er så glade for ordningen, at den er blevet bibeholdt.
Kalken var for tynd
Bemærkelsesværdigt er også de to korslagte danske splitflag på gavlen. I årene efter 1864 blev de gang på gang påbudt fjernet. Men hver gang var den kalk, man overmalede med så tynd,
at den til beboernes fryd, snart regnede af. Efter Genforeningen kom Dannebrog igen til sin ret. Nu lyser de rød – hvide farver godt til det blå skjold.
Gravstenene blev taget hjem fra Holland
Specielt er også kommandør – gravstenene som kommandørerne tog med hjem fra Holland. De var udformet som en hel biografi. På en stor gravsten læser vi navnet A.M. List. Det var knægten, der overlevede på isen.
To kanoner ved Havneby
Jeg ved ikke, om der stadig er to store kanoner i Havneby. De blev fisket op fra bunden af Lister Dyb, hvor de lå efter slaget den 16. maj 1644. Det var her Christian den Fjerde besejrede hollænderne.
Masser af tyskere – under besættelsen
Dengang under besættelsen var der usædvanlig masser af tyskere udstationeret på øen. Det var blandt andet på grund af de enorme radaranlæg, som de anlagde på øen. Radaranlæggene
blev flittig brugt til sporing af fly. Det tyske kanonluftværn var dog tilbageholdende med at skyde efter de allierede fly, for ikke at afsløre de hemmelige radaranlæg. Da krigen sluttede var der mindst 8 radaranlæg på øen. Man anlagde 52 bunkers. Men det var egentlig ikke mange, når man betænker, at tyskerne langs hele vestkysten anlagde 7.000 bunkers.
Søelefanten
Mest interessant var Søelefanten. Det var den eneste af sin slags under Anden verdenskrig. Den blev brugt til at stadfæste nedslagene af V – 2 bomberne i England. Nedslagene kunne stadfæstes inden for en nøjagtighed på en kilometer. Søelefanten bestod af to ca. 100 meter høje master. Ind imellem disse to, var der et hav af tråd-antenner. Og ved siden af, var der
placeret en mammut – radar.
Efter krigen startede det danske militær med at bruge det, de kunne bruge, og derefter var det diverse skrothandleres tur. Blandt andet kom nogle af barakkerne til Tønder til brug for de tyske flygtninge.
Ja her på Rømø kan du også opleve et mægtigt ørkenlandskab, og et væld af flotte hederoser. Læg også mærke til øens rige fugleliv. Dette skal du se mellem lyngbakkerne eller ved
havdigerne.
Kilde: Se
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
Ballum- dengang
Det Vestlige Sønderjylland
Enklaverne i Sønderjylland 1-2
Rømø – en ø i Vadehavet
Rømø – endnu engang
Føhr – en ø i Vadehavet
Mandø – en ø i Vadehavet
Margrete den Første og Sønderjylland
Vingeskudt på Mandø
Under Højer (77 artikler):
Brudeskikke i Højer (Frøslev og Rømø)
Heltene i Vadehavet
Søslaget ved Højer
Dæmningen – syd for Højer
Øerne – syd for Højer
Vadehavet ved Højer
Øen Jordsand – engang ud for Højer
Soldater på Jordsand – og mange flere artikler
Redigeret 20.09.2021
Juli 24, 2013
Vi skal høre, hvordan Peter
fra Skovlund holdt op med at ryge. Så var der Morlil, der altid
var ude at tigge punch. Og så havde de hele to Oldermænd i Frøslev,
og en af dem smed æ stok væk i fuld tilstand. Man havde det sjovt
Mortensaften i Frøslev, da gav byen 15 kander brændevin
og en halv tønde øl
Landsbyerne lå tæt
De små landsbyer
vest for Flensborg lå tæt langs vejene. Man
vidste næsten ikke, hvilken by, man befandt sig i. Det drejede sig
om Ladelund, Bramsted, Vesby,
Medelby, Ellund og Hanved.
Bymændene holdt øje
De
enkelte landsbyer udgjorde et sluttet lav. Man levede efter visse bestemmelser.
Bymændene skulle se til, at lovene blev overholdt. Bylavet blev leddet
af en byfoged. Når han ville meddele byen noget, kaldte han bymændene
sammen til sankelsen (bystævnet). Til det formål havde han medtaget en bystok (æ Stok, æ Naferstok, æ Tingvol, Budstikken,
æ Brøwstok).
To oldermænd
i Frøslev
I Frøslev blev byfogeden også kaldt Oldermand. Og tænk, af dem var der
to i landsbyen. De udnævnte deres efterfølgere – en ældre og en yngre.
Og det skete Mortensdag.
Den
ældre førte regnskabet. Og den yngre havde byens stokke, som han sendte
rundt, når dette ønskedes af kommuneforstanderen.
Bymændene
fra Frøslevs 36 gårde mødtes til forsamling
i et hus, som før 1920 var Sprøjtehus.
Senere
mødtes man på kroen, hvor digteren Karsten Thomsen var ejer.
Masser
af brændevin til Mortensaften
Den
yngre oldermand, der skulle sende stokkene
rundt, én ad hver gadeside, skulle også sørge for at mødestedet
var åben, inden stokkene vendte tilbage og folk mødte til forsamling.
Havde han ikke sørget for det hele, blev han idømt en bøde. For bøden
blev der sat en streg på bjælken, og regnestykket blev gjort op Mortensdag. Der blev også givet bøde
for kreaturskade, og der blev betalt tyrepenge.
Af
byens kasse blev der givet 15 kander brændevin og en halv tønde øl
samt tobak. Før i tiden begyndte gildet om morgenen, senere startede
man om middagen. Man gik dog hjem til sig selv og spiste måltiderne.
Bystokken
Bystokken
var af jern med ringe, hvori bekendtgørelsen blev bundet. Bekendtgørelsen
var forfattet både på tysk og dansk. Blandt andet stod der i
en bekendtgørelse, at den internationale kommissions grænseregulering
var i gang. Og det var en advarsel om, at man ikke
måtte genere disse arbejdere.
Stokken
var 30 cm lang. De blev på et tidspunkt opbevaret hos købmand Peder Møller i Frøslev. Engang blev stokken borte.
Så blev der lavet to nye stokke. Men de gamle blev fundet i en mødding,
hvor man mente, at oldermanden selv havde tabt dem, da han
var fuld efter sammenkomsten. De to gamle stokke kom da til Ellund by.
Stokken
gik rundt
Oldermændene
havde snekastning og markskade erstatning under sig.
Til
gildet, Mortensdag kom kvinderne ikke med før
i de senere år, da regnskabet havde mistet sin betydning, og sammenkomsten
blev lavet om til en almindelig fest.
Æ
stok gik rundt ad æ by. Og det er sket, at stokken
er gået byen rundt på 20 minutter, men det kunne også vare en hel
stuhn (time) at få den sendt fra gård til gård. Nye mænd havde svært
ved at kende stokkens rette vej.
Byhyrden
Ude
på markerne havde man en byhyrde, der passede kvæget i løsdrift.
Han havde i Valsbøl embedsbolig i æ Hihrhus. Til dette hus hørte et engstykke, æ Hiheng. Hyrden fik også hver søndag,
mælken fra elle byens køer.
Senere
var det hyrdedrengen, der afløste. Han passede kreaturerne på den
enkelte gårds mark. Det var så markmanden, der havde opsyn med hyrdedrengene.
Var
det et kreatur, der var løbet ind på en ulovlig grund, og markmanden noterede dette eller fangede
dyret, fik han betaling, Skjøtpæng.
Markmanden
Gennem
sommeren lønnedes han med fri kost samt en vis sum i rede penge. Markmanden var ofte en gammel mand fra æ armhus. Hyrdedrengene skulle vogte sig for ham,
da han jo var deres overordnede.
I
1920 meddelte gårdejer Boy Jensen Frøslev, at markmanden her, da havde været i sit
embede i 28 år. Han skulle se efter, at det løstgående kvæg i løkkerne,
de indhegnede marker, ikke brød ud og gik i kornet.
Hyrderne
I
1926 meddelte gårdejer Chr. P. Tychsen, Skovlund følgende om hyrderne:
–
Hirerne havde hver et sajthus at sidde i. De havde kun at avre køerne,
og de havde brød med til hele dagen. Tjenestefolkene havde en klobbert
(tejne) med til marks, hirerne en taske.
Ude
på de store, åbne marker mod vest kunne man navnlig i forsommeren,
se store flokke af stude blive drevet ad den gamle studevej. Og her havde hyrdedrengene
travlt.
Carsten Hansen fra Bramstedt
Der
er mange sjove historier fra den tid. En af dem handler om Carsten Hansen i Bramsted. Engang kørte han fuld hjem
midt om natten. han endte ude i en mose, og stod i vand til halsen.
Han råbte om hjælp, og da han blev reddet udbrød han:
–
Da had æ Djævlen bræk me snart begyndt å bæj.
Otte dage efter, at han blev gift, fik hans kone en
søn. manden meddelte dette til præsten, der udbrød: Det var da meget sørgeligt.
Nej, svarede Carsten, Det æ it sørhle,
for dæ æ en rask knajt.
En punch
til Maarlel (morlil)
Anders
Jyllænders svigermor strejfede om fra
sted til sted i Ladelund – egnen. Hun kom og sagde: Har I ikke en punch til maarlel
(morlil).
Hun
hjalp folkene med tørvene om sommeren. Når hun havde været en tid
i en gård, tog hun sin bylt på nakken og vandrede videre. Hun
var uagtet sit omstrejfende liv, altid ren
og pæn. Men det kunne jo hænde, hvis hun havde fået for mange punche,
at hun lagde sig i langs vejen og sov.
Kom
gendarmen så forbi, kunne det hænde, han trak af med hende. Men
når de var gået lidt, bad hun gendarmen om at gå lidt forud, og så satte hun sig ned i naturligt
ærinde.
Engang
kom hun og gendarmen forbi en flok unge karle i Agtrup. Da hun gentog overnævnte
handling, grinte karlene. Det var ikke morsomt for gendarmen, men det
rørte ikke maarlel.
Peter
Børker fra Skovlund
For
mange år siden, boede der i Skovlund en mand, der blev kaldt Peter Børker. Det var ikke hans rigtige
navn, måske havde hans far været bødker. Han røg pibe, men da tobakken
var dyr, gik han hver aften til bys med sin pibe. Det lykkedes
han hver aften, at ryge 3 – 4 piber tobak. For at vende Peter af med at ryge så meget,
blandede hans nabo en lille tut safran i tobakken, næste, Peter Børker kom forbi. Det var efter
samråd og anbefaling fra høkeren. Og han var også selv til stede,
da Peter næste gang, kom forbi.
Pludselig
skulle Peter hjem midt i gang med den
anden pibe tobak. Han løb alt, hvad han kunne. Langt nåede han ikke,
så satte han sig ned, og måtte ofre i begge ender.
Omsider
troede han, at nu var han klar til at gå hjem. Men snart måtte han atter sætte sig ned, og det samme gentog
sig.
Men
sagen fik dog en lykkelig af slutning, for Peter Børker tog aldrig sin pibe med igen, når han gik til bys.
Kilde: Se
–
Litteratur Padborg/Kruså/Bov
Hvis
du vil vide mere: Om Frøslev:
–
Frøslev – dengang Sønderjyllands største
landsby
–
Kolonisthusene ved Frøslev
–
De første mennesker i Bov
–
Ligvognen fra Frøslev
Juli 24, 2013
Som næsten overalt i Sønderjylland var det en forvirrende tid. De nationale grupper bekrigede hinanden indbyrdes. Og eliten i Aabenraa var tysksindet. Man havde en borgmester, der ville gøre alt, for at chikanere de dansksindede. Og mange forskellige tropper var i byen. Det blev for meget for begge nationale grupper, da en friskare indfandt sig. En tysk politimester høstede
respekt fra begge sider, da han forhindrede en henrettelse. Og diverse kanonbåde i fjorden gjorde deres til, at det blev en ret så livlig periode i byens historie.
Alle kunne mærke krigen
Måske er det ikke så mange, der tænker på Aabenraa, når man snakker om det 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen. Det er nok mere Sundeved, Bov, Fredericia og Sydslesvig. Det blev som bekendt afsluttet med det meget blodige slag ved Isted. Men Aabenraa kunne bestemt mærke krigen. Og det kunne man vel overalt i Sønderjylland. Hvis du interessere dig for De Slesvigske krige, så se artikel – fortegnelsen bagerst i denne artikel.
Idyllen blev brudt
Gang på gang blev idyllen forstyrret i byen med 4.200 indbyggere. Den danske flåde blokerede de tyske havne, og det kunne mærkes i søfarten til og fra Aabenraa. Som et vigtigt knudepunkt gennem Sønderjylland var byen også ramt på landjorden. Fra søsiden var der også mulig for den danske flåde at hindre fjendens styrker i at få forsyninger. Men Slesvig – Holstenerne ændrede hele tiden taktik.
I en tysk beskrivelse af krigen står der følgende:
Eliten valgte tysk
Krigens anested var Kiel og Rendsborg. Efter at Prinsen af Nør den 24. marts 1848 iført dansk generalsuniform sammen med oprørstropper fra Kiel havde overrumplet fæstningen
i Rendsborg, sluttede en del af de i hertugdømmerne garnisonerede officerer og menige sig til oprørerne. Andre forsøgte at drage nord på for at slutte sig til den lovlige danske hær.
I Aabenraa havde embedsmændene anerkendt den provisoriske Slesvig – Holstenske regering. Georg Schow, som i begyndelsen var modstander af af Slesvig – Holstenerne havde fulgt strømmen, ellers havde han sikkert mistet sin borgmesterpost. Fra Københavns side havde man planlagt aktioner, der skulle genoprette ro og orden i byen.
Soldater på vej – anholdt
Slesvig – Holstenerne i byen havde oprettet et såkaldt Wohlfahrtsausschuss, som blandt andet var beordret til at forhindre desertører og de til danske bataljoner indkaldte slesvigere fra at gå nord på og slutte sig til den danske hær. De, der blev grebet, sendtes under bevogtning til Rendsborg. Aabenraa’s dansksindede ventede derfor med længsel efter støtte og den kom snart.
Kommandøren for den danske hærs ene flankekorps, generalmajor Wedell – Wedellsborg havde fået ordre til, så snart han havde fået forstærkning af et par bataljoner, at rykke frem fra Kolding for at besætte Aabenraa. Natten til den 29. marts rykkede han frem til Haderslev, med den styrke, som det var lykkedes at samle sammen. Man han savnede hårdt de Slesvigere, som var blevet holdt tilbage bl.a. i Aabenraa.
Den 26. marts afsejlede briggen St. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson fra København med dampskibene Hekla, Gejser og Skirner, en division kanonbåde og korvetten Najaden med kurs mod Sønderjylland. Najaden lagde den 27. til ved Sønderborg, hvis borgere hejste Dannebrog og modtog den med synlig glæde, selv om der også var nogle, der knurrede.
Kanonskud mod Flensborgvej
St. Thomas fortsatte op igennem Alssund og ankrede op i Aabenraa Fjord den 30. marts. Briggen var bygget i 1827 og armeret med 16 glatløbede kanoner, men Suenson havde fået ordre til ikke at beskyde Aabenraa uden i yderste nød. Det så heller ikke ud til, at det skulle blive nødvendigt. Da briggen stod ind i havnen, blev der inde fra land viftet med Dannebrogs – flag, svinget med blanke sømandshatte og råbt hurra. Mange af dem havde gjort tjeneste i den danske marine, og holdt det danske flag i ære.
Embedsmændene, som tjente kongens brød og byens apoteker glimrede derimod ved deres fraværelse. De blev nemlig af de forsamlede betegnet som Wühler, det vil sige agitatorer, ophidsere m.m. Men det var netop dem, som Suenson ville opsøge for at forhindre deres landsskadelige og obstruktive virksomhed.
Kort efter, at briggen havde kastet anker, varskoede topgasten i mærset, at der drog tropper frem mod byen syd fra ad Flensborgvejen langs stranden. Fra en vogn vajede det Slesvig
– Holstenske flag. Straks gjorde en kanoner klar til skydning. Snart susede en 18 punds bombe mod vognen med den virkning, at fanen omgående forsvandt. De Slesvig – Holstenske tropper gik i dækning for senere i galop, at forsvinde i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen, men afstanden var for stor.
En hjuldamper blev kapret
Det viste sig, at de retirerende var et Slesvig – Holstensk Jægerkorps iført danske uniformer med hvidt armbind og et turner – og studenterkorps fra Kiel samt 40 dragoner, som under
kaptajn Søren Michelsens ledelse havde fået ordre til at foretage rekognoscering mod Aabenraa. Han var bror til den senere danske marineminister O.V. Michelsen.
Skjult af skovene omkring Aabenraa rykkede de senere ind i byen og afdelingsvis i kvarter. Men af hensyn til briggens nærværelse og på grund af indløbende efterretninger om det nørrejyske korps fremrykning, var tropperne i alarmberedskab.
Dagen efter, den 31. marts, ankom kaptajn Steen Bille med dampskibet Hekla til reden. Han befalede kaptajn Suenson til med 3 orlogsfartøjer at bemægtige sig den i havnen liggende hjuldamper Christian der Achte. Det var fordi, man havde hårdt brug for den som troppetransportskib og dels fordi den ikke skulle falde i Slesvig Holstenernes hænder.
Han var ikke dansker
Da det forreste skib nærmede sig landingsstedet, bemærkede Suenson der, en officer i dansk jægeruniform. Suenson antog ham først for at være dansk, idet han havde tilråbt ham på dansk. Men da han fik øje på det hvide armbind blev han klar over sin fejltagelse. Efter en skarp ordveksling gav Suenson en matros ordre til at gribe officeren. Ved denne trussel løb Slesvig – Holsteneren imidlertid om bag en træstabel og reagerede heller ikke, da Suenson lod sine matroser gøre Christian der Achte klar til afsejling. Efter at maskinmesteren, der boede i Aabenraa, var kaldt om bord førtes Aabenraa – damperen til Sønderborg og derfra til Korsør.
Fischer – chikaneret
Ombord i en af flotillens skibe befandt der sig også den danske urmager, redaktør og amatørastronom Frederik Fischer, som i 1839 havde startet et dansk ugeblad i Aabenraa. Til trods for, at han var krøbling, var blevet truet sådan af oprørerne, at han fandt det bedst at søge tilflugt hos marinen. Han førtes til Als, siden til Barsø. Han vendte først tilbage til Aabenraa igen i august 1849, hvor norske og svenske tropper havde oprettet tålelige tilstande i hans hjemby. Men under hans fra værd havde tyskerne ødelagt Fischers trykkeri og kostbare astronomiske
instrumenter.
Forinden de danske skibe stod ud af havnen, havde man også sikret sig borgmester Georg Schow. Da denne modtog meddelelsen om, at han var arresteret, fordi han havde brudt sin ed, protesterede han kraftigt. Men Suenson svarede
Magistraten, som vi i tidligere artikler har fortalt om, havde samme sindelag som deres borgmester, måtte overtage borgmesterens forretninger. Den bestod blandt andet i, at udskrive matroser til den danske flåde. men det uheldige udfald af kampen ved Slesvig den 23. april befriede dem fra denne opgave.
Et veldækket bord
Generalmajor Wedel – Wedelsborg fik den næste dags morgen i Haderslev efterretning om oprørernes indrykning i Aabenraa. Han sendte straks ritmester Amle med to eskadroner af 6. dragonregiment mod byen. Da kommandørens spydspids var blevet observeret af oprørerne, forlod de skyndsomst byen. De tvang en skovbetjent til at lede dem gennem Søst – Hjelm – og Årslevskovene ud til Flensborgvejen. På den måde kunne de ikke ses og beskydes af de danske orlogsskibe, som var blevet liggende ude på fjorden.
Ritmester Amle og hans folk trak vest om byen for om muligt at indhente flygtende Slesvig – Holstenere eller omgå dem, men de var ude af syne. Men dragonerne fik et flot måltid mad, som oprørerne havde efterladt. Det var et veldækket for ca. 100 personer.
Den 1. april besatte en større antal røde danske Jenser, Aabenraa. De fik en jublende modtagelse af befolkningen. Stillinger blev indtaget mellem Stubbæk og Hostrup, hvorfra en patrulje udsendtes til Søgård. Dem fandt man dog total udplyndret af oprørerne. Om aftenen blev de sendt tilbage til Aabenraa. Der var sat vagtposter ude i skovene syd og vest for byen.
Enkelte illoyale personer forsøgte at lokke de danske tropper øst på. de spredte rygter om, at Hertugen af Augustenborg opholdt sig på Skovbølgård. Han skulle være forklædt som ejerens søster. Men den hoppede de dog ikke på.
Fjenden måtte trække sig tilbage
Generalmajor Wedell befalede, at alle, der havde våben liggende skulle aflevere disse. Herved faldt blandt andet 200 geværer, som den provisoriske regering havde sendt til byen i danske
hænder. Geværerne var i øvrigt dansk ejendom. De stammede fra magasinerne i Rendsborg.
Den 4. april ankom general H. Chr. Hedemann og hans stab til byen. Den danske styrke var nu nået op på seks bataljoner, et jægerkorps, 15 eskadroner og 8 kanoner. I Åbenrå blev der ligeledes indrettet sygestue, feltbageri og feltslagteri. Mange af soldaterne blev indkvarteret i omegnens landsbyer, hvor de blev godt modtaget af bønderne.
Den 5. april blev forposterne skudt så langt frem, at de fik forbindelse med de soldater, der var udstillet af det Slesvigske venstre flankekorps, som nu var rykket frem.
Den 6. april foretog Slesvig – Holstenske afdelinger en rekognoscering mod Rinkenæs, men forposterne fra 1. jægerkorps optog kampen og fjenden måtte trække sig tilbage.
7.000 soldater
Den 7. april indtraf de sidste troppeafdelinger af det nørrejyske armekorps. Styrkerne på Sundeved og i Aabenraa talte nu 7.200 mand. Den 8. april satte hele hæren sig i bevægelse syd – og vest på. Den 9. april vandt man slaget ved Bov. Oprørshæren sprængtes fuldstændig og måtte gå i kvarter syd for Ejderen. Blandt de sårede, der blev bragt til sygestuen i Aabenraa var kaptajn J.F. Hegermann – Lindencrone.
Jeg har fået forfald, sagde han til en kammerat, som deltagende henvendte sig til ham. Dagen efter udåndede han.
Under indrykningen af Flensborg blev en byens sønner, Frederik C.J. Regenburg dødelig såret. Han døde der på byens lazaret, den 12. april, kort før Frederik den Syvende ankom for at besøge de sårede. Regenburg var præstesøn, men adskillige forfædre var søfolk.
300 sårede blev indskibet
Efter det ulykkelige slag ved Slesvig den 23. april, da en preussisk hær var rykket oprørerne til undsætning, måtte de danske tropper atter rykke nordpå. Fra Aabenraa blev 300 sårede udskibet. Den 27. april nærmede en større fjendtlig styrke sig byen, hvor der endnu lå nogle danske enheder. Men briggen St. Thomas var atter stationeret på reden. De danske soldater nåede at blive indskibet i god tid. Den næste dag blev der udvekslet skud mellem det fjendtlige artilleri og den danske kanonbåd, som var blevet tilbage på fjorden.
Masser af tyske soldater
Den 30. april ankom den preussiske garde, og den 1. maj 5.000 hannoveraner. Med de nye besættelsestropper fulgte en af den såkaldte provisoriske regering udnævnte politimester, en dr. Henrici. Han var søn af den augustenborgske hertugs livlæge, og som derfor havde noget kendskab til dansk sprog. Han havde af justitsminister Beseler fået den besked, at der var uroligheder i Aabenraa.
Ved ankomsten til Aabenraa erfarede den nye politimester, at det såkaldte Wolfahrtsausschuss havde udarbejdet en sort liste over de dansksindede. Man var nøjagtig klar over, hvem der skulle arresteret, og hvem der skulle deporteres til Rendsborg. Udvalget havde bedt om beskyttelse mod hvad de kaldte den danske pøbel.
Provsten havde sikret sig
En del af danskhedens ledere var allerede fængslet, men af mangel på bevismateriale, var mange blevet løsladt, hvorefter de fleste forlod byen. Men endnu var situationen spændt. Den tysksindede provst Rehhof var stadig så ængstelig, at han havde forsynet sig med to dobbeltløbede pistoler og en skarpsleben dolk. Han ville ikke udsætte sig selv for at slæbes om bord på et
dansk orlogsskib.
Dannebrog atter til tops
Men atter engang skiftede det hele. Den 25. maj fik den kommanderende preussiske general, greve Wrangel, efter russisk tryk, ordre til at rømme Jylland. Få dage efter opslog han sit hovedkvarter på Brundlund Slot. Preussernes ophold i Aabenraa blev dog kun af kort varighed. Da dampskibet Gejser under kommandørkaptajn Paludans ledelse ankom til Aabenraa den 30. maj, var Aabenraa forladt af fjenden. Dannebrog vajede atter i havnen. Snart dukkede også Hekla og Skirner op, og landsatte et jægerkorps og nogle ingeniører, som hidtil havde ligget i kvarter på Als.
Politimesteren opfordrer til passivitet
Slesvig – Holstenerne i Aabenraa var atter kommet i en kritisk situation og indstillet på strenge repressalier. Fra flotillechefen var der blevet sendt en skrivelse til magistraten med befaling om at tilkendegive loyaliteten ved at hejse Dannebrog på alle offentlige bygninger. Og alle byens embedsmænd skulle møde ombord til en konference. Politimester Henrici rådede til, at man nægtede at adlyde ordren. Han regnede med, at ingen dansk søofficer ville begynde at beskyde en by, som han udtrykte det:
I stedet rådede han til passivitet. Selv foretrak han at forlade byen under beskyttelse af hannoveranske tropper, som lå i dækning ude i skovene vest for byen.
Den 3. juni rykkede der igen preussiske tropper mod Aabenraa. Der udveksledes nogle skud med de danske marinetropper, hvorefter preusserne trak sig tilbage. Ved patruljeringer i omegnens skove, blev der taget fanger, som anbragtes på Hekla.
Efter nederlagene ved Nybøl og Dybbøl trak større tyske styrker mod Aabenraa, hvor der da kun fandtes en mindre enhed ingeniører. For at undgå kampe i byens gader trak kaptajn Ernst sin kommando til Haderslev.
Et frygteligt frikorps
Den 10. juni kom von der Tann og hans frikorps til byen. Få dage forinden havde de besejret et dansk jægerkorps ved Hoptrup. Nu turde politimester Henricis atter vise sig i byen. Hans
forhold til den bayerske major von der Tann var dog meget spændt. Efter Henricis eget udsagn optrådte majoren både udfordrende og uforskammet. Politimesteren synes også, at heltekorpset var udisciplineret. Blandt byens borgere var de heller ikke særlig populære på grund af deres “Gewaltthätigkeiten” Mange af byens borgere blev overfaldet. En del blev arresteret og sigtet for spionage uden nogen form for beviser.
Henrici forsøgte sig, at lægge sig imellem. i nogle tilfælde havde han held med sit foretagende. Det skabte en vis form for respekt. Han forhindrede blandt andet, at en dødsdom blev eksekveret. Frikorpset blev efterhånden en plage for alle. Den blev derfor afløst af den preussiske garde.
En fællesregering vakte utilfredshed
I mellemtiden havde stormagterne og Sverige mæglet. Den 26. august blev der sluttet våbenhvile i Malmø. Ifølge aftalerne kunne fanger løslades. Det betød, at borgmester Schow kunne vende tilbage til Aabenraa, hvor han kunne fortsætte sit “Wühlerei”med endnu større nidkærhed.
Der blev indsat en såkaldt fællesregering, som hurtig blev særdeles upopulær, fordi den handlede i den provisoriske regerings ånd, og lod de Slesvig – Holstenske embedsmænd forblive i embederne.
Rudeknusning
Kort før våbenstilstanden henvendte en dansk deputation sig til den genindsatte dr. Henrici og krævede, at de danske arrestanter blev løsladt. Da Henrici nægtede dette, blev der om aftenen tumulter foran rådhuset. Også på Frederik den Syvendes fødselsdag den 6. oktober blev der demonstreret fra dansk side og Schow forslog politimesteren, at man chikanerede de ledende danske så kraftig, at de blev nødt til at forlade byen. En af metoderne var rudeknusning.
Frederiksklubben generes
Men det ville Henrici dog ikke høre tale om. Men noget tyder på, at truslerne alligevel blev udført. Således blev Frederiksklubbens mødelokale stormet af tyske jægere. Der måtte sendes bud efter by-kommandanten, prins Nicolai af Lyksborg. Men lige så snart han havde forladt lokalet, fortsatte hjemmetyskerne, hvor jægerne havde sluppet.
Ruderne blev atter slået ud, og Frederiksklubbens medlemmer blev forulempet på det groveste. Klubben voksede hurtig, og kom til at spille en vigtig rolle i byens nationale liv. Derfor var klubben en torn i øjet hos Slesvig – Holstenerne.
Protestbrev
Selv om Frederik Fischer sad over på Als fik han sat en underskriftindsamling i gang. Mange skrev under på protesten:
I Aabenraa by var der 459 underskrifter, hvoraf de 219 var næringsdrivende. Modforanstaltninger blev da også iværksat. Da våbenstilstanden udløb i slutningen af marts 1849 blev Frederiksklubben ledende mænd forsynet med tvangspas til Kolding.
Flere skibe i fjorden
Den 3. april begyndte krigen på ny. Allerede natten forinden var en division kanonbåde under kaptajnløjtnant Gottliebs kommando afsejlet til Aabenraa, for at assistere korvetten Najaden, der havde fået ordre til at besætte byen. Man havde ved rekognoscering erfaret, at Aabenraa var besat af fjendtlige tropper af alle våben. Da eskadren tillige med dampskibet Caroline Amalie den følgende dag nærmede sig havnen, trak tropperne sig i hast ud til et punkt syd for byen. Herfra blev de imidlertid fordrevet med en serie skarpe skud fra kanonbådene. Aabenraa blev derefter besat med en styrke på 100 mand, som dog ved solnedgang atter blev taget ombord. Fjenden var blevet stående uden for byen.
Kaptajn Dirkinck – Holmfelt fik dagen efter dampskibet Hekla til assistance og beordredes til foreløbig at holde Aabenraa besat, hvis han kunne gøre det uden større tab og uden at skade byen. Men da fjenden den næste dag trængte frem påny med større styrker og artilleri blev byen opgivet og de fire kanonchalupper trukket tilbage til Sønderborg, mens 2 kanonjoller og skonnerten Delphinen forblev i fjorden sammen med Najaden for at være i beredskab.
Borgmesteren fortsatte sine provokationer
Efter sejren ved Fredericia den 6. juli sluttedes der foreløbig fred i Berlin. En dansk – preussisk styrke blev indsat i hertugdømmerne. Det nordlige Slesvig herunder Aabenraa blev besat med norske og svenske styrker. En bataljon fra Norra Skånska Infanteriregiment fra Kristiansstad og et norsk batteri ankom til Aabenraa den 27 august.
Borgmester Schow fortsatte med sine provokationer. Han kom hurtig i konflikt med den svenske general Malmborg. Denne sørgede for, at Schow blev afskediget af landsforvaltningen.
En ny borgmester, B. Knudsen blev indsat.
Også magistraten fik nye medlemmer, deriblandt farvemester M. Bahnsen, tobaksfabrikant J.H. Middelheus og sukkerraffinadør A. Andresen. Efterhånden kom hele by-administrationen
under loyale hænder.
Tyskerne protesterer
Det vakte selvfølgelig harme blandt hjemmetyskerne, der i deres avis ikke veg tilbage for at bruge ærekrænkende udtryk. De sendte endvidere en protest mod det nye bystyre til landsforvaltningen i Flensborg og statholderskabet i Kiel. Men danskheden var nu så godt etableret i Aabenraa, at den ikke lod sig rokke.
Danske styrker mod syd
I juli 1850 opgav Preussen, især under tryk fra Rusland, endelig den Slesvig – Holstenske sag. De sluttede separatfred med Danmark i Berlin og trak tropperne ud af Slesvig. Oprørerne stod nu alene, som da de begyndte. Da Slesvig – Holstenske tropper igen gjorde sig rede til kamp, traf Danmark sine forholdsregler.
Den 16. juli rykkede danske tropper ind i Sønderjylland for at samles i Flensborg. Samme morgen kl. 4 blev 5.brigade indskibet i Assens i 7 dampskibe, 10 transportskibe, 23 transportchalupper og et par småskibe for at sejle over Lillebælt til Aabenraa. Hertil kom flotillen kl.11 samme dag. Fra de fleste huse vajede Dannebrog. En stor mængde borgere kom
tropperne i møde. Kl. 2 var udskibningen tilendebragt, hvorpå de fleste enheder marcherede sydpå under sang og musik. Kun en enkelt deling forblev i Aabenraa.
Meget blod og mange tårer
Efter de afgørende slag ved Isted den 24. og 25. juli 1850 og de afslåede angreb ved Mysunde den 12. september og Frederikstad den 4. oktober måtte Slesvig – Holstenerne indrømme deres nederlag. Danmark kunne overtage forvaltningen i Sønderjylland til Ejderen. Den 10. maj 1851 udstedtes amnestipatent, men blandt de 21 personer, var ikke borgmester Georg Schow fra Aabenraa.
I Aabenraa blev dansk ligestillet med tysk i kirken. I folkeskolen blev dansk omsider undervisningssprog. Treårskrigen havde kostet meget blod og ført til mange tårer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Tønder (283 artikler):
Under Højer (77 artikler):
Under Sønderjylland (207 artikler)
Redigeret 8.10.2021
Juli 24, 2013
Man vidste vel godt, at der havde ligget et kapel på marken ved Årup. Men at det var stort, havde man nok ingen ide om. Ejeren undrede sig over, at der lå så meget mørtel og sten på sin grund. Da kommunen så under snerydning fandt munkesten, ja så blev det interessant. Og kapellet er bygget af to omgange. Byggeherren har sikkert været familien Ahlefeldt. De havde
i forvejen gode erfaringer med valfartssteder. Og måske var det et nej fra kongen til at nedlægge landsbyen Årup, der fik adelsfamilien til at bygge det store kapel.
Et gammelt kapel
Man skulle ikke tro det. Men i det lille Årup har man fundet fundamenterne til et gammelt kapel. i dag ligger her en proprietærgård med en række stats – husmandsbrug. De er blevet oprettet efter Genforeningen. Arkæologer har i tidens løb fået det ene chok efter det andet. Navnet på stedet kunne godt henlede arkæologerne til noget spændene – Kapelløkken. Dette
navn har i tidens løb beskæftiget mange sønderjyske topografer. Således hedder det sig i Pontoppidans, Danske Atlas:
Den historiske præst
Den mand, der havde oplyst dette til værket, har antagelig været Nicolaus Freuchen. Han var Ensted Sogns præst fra 1740 – 77. På Landsarkivet i Aabenraa findes der masser af interessant
historisk materiale, der vidner om hans historiske interesse.
Sten lagt på en postrute
Endnu midt i 1700 – tallet har man kunnet se tydelige spor af det middelalderlige kapel. Men man skal lede efter det nedbrudte helligdom mange steder. En del af stenene er således brugt i 1760erne på den nærliggende postrute fra Aabenraa over Styrtom forbi Ensted Kirke til Kliplev. Stubbæk Stenbro kaldes vejstykket over bakkekammen den dag i dag.
Hillingstede
Der er i ældre skrifter nævnt begrebet Hellingstede. I en bog fra 1852, Slesvigs Land og Folk skriver den sønderjyske topograf, Jes N. Schmidt:
På
plattysk bærer stedet altså navnet Hillingstede. Men det er også alt, hvad der fortælles om Årup Helligsted fra middelalderen. I en senmiddelalderlig fortegnelse over kirker under Slesvig Stift, nævnes under Lungtofft – Harde, efter Felsted, Kværs, Rinkenæs, Holebøl, Kliplev, Uge, Hillingstede samt Enstede.
I et register fra 1466 fra Slesvig Domkapitel, omtales en hvis Joachim von dem Hagen. Han skulle have været fra Årup i Ensted sogn. Men det er ikke tilfældet. Bemærkelsesværdigt er det, at anlægget var af anseelige dimensioner. Og så lå det kun et par kilometer fra Guds Hus – Ensted Kirke. Og denne bygning, som er en gammel romansk kampstensbygning har ligget der, siden 1100 – tallet.
Den sorte død
Fra 1350 til 1450 var det bestemt ikke sjovt at bo i Europa. Det begyndte med Den sorte død. Den hærgede i hele verdensdelen. Beboerne blev hensat i dyb fortvivlelse. En række krige fulgte. Magtopgøret mellem danskere og holstenere har i Sønderjylland også medført mange ofre. I deres store nød søgte befolkningen trøst i kirken.
Travlhed
Nationalmuseets folk har haft travlt. Et transformertårn og et lille frysehus var her sidste gang, jeg kom forbi, for en del år siden. Dengang var det ikke så meget storslået over stedet. Gårdejeren, P. Todsen undrede sig over, at jorden på Kapellyk var fyldt med mørtelstumper, store sten og kalk. På den anden side af vejen på Aarupgaards mark var der forskel i terrænet. Pludselig fremkom en masse munkesten, da kommunen skulle fjerne noget sne. I første omgang troede man, at det var rester den formentlige Gl. Aarup Herregård. Man havde vel også i tankerne, at det måske var et lille kapel, man havde fundet.
Længde på 35 meter
De indvendige mål er 17 gange 17 meter i skibet. Koret er 15 meter langt og 9 meter bredt. Fundamenterne er mod syd 2 meter brede. Man kom ned til fundene i meget beskeden dybde. Tilsammen har kapellet haft en længde på 35 meter, og bredden har været henholdsvis 11,5 og 21 meter.
Den lokale befolkning var dybt engageret og hjalp til med udgravningen. Fundet af raffinerede formsten peger på sengotisk tid, det vil sige fra det 15. århundrede. Med den tids byggehøjde har dette røde kapel raget kraftig op i landskabet. Set fra Ensted Kirkebakke, tværs over mosen, har bygningen på Aarup – højden domineret hele sognets nordside.
Fromhed
Vi har i tidligere artikler beskrevet fromhedslivet, der prægede den kirkelige kunst i senmiddelalderen. Helgen – og relikvie dyrkelsen blev taget op med stor iver. I Kliplev valfartede man til Skt. Hjælper. Her søgte man hen til den hellige frelser. Andre steder var der andre helgener. Guds moder, Jomfru Maria har til alle tider været søgt. Men også hendes mor, Sankt Anna var på mode.
Som tidligere omtalt var der til Åbenrås Sognekirke Skt. Nikolaj således knyttet syv gejstlige. De blev kendt som Marianere eller Maria – tjenere. Blandt de helgener, som blev særlig æret i byens kirke var også Sankt Anna. I et digt fra reformationstiden over den katolske messe omtales et helbredende Sankt Anna billede i Åbenrå. Digtet er trykt i det fjerne Malmø i 1533:
En modstander af helgener
En luthersk – sindet mand svarede imidlertid, at det ikke var nogen grund til at søge kapellet i Åbenrå, da det var nedbrudt. Også han skrev selv et digt:
Had mellem grupperne
De to digte viser et voldsomt had mellem de forskellige grupperinger. Det var dengang til tider hadske og voldelige angreb mod hinanden. St. Andreas kapel fandtes på Kapelbjerget syd for Åbenrå. Her blev senere vindmøllen ved Sønderport placeret.
Årup kendt fra 1335
Landsbyen Årup kendes allerede fra Åbenrå Bys Skrå fra 1335. I denne nævnes græsningsrettigheder. Men ellers er det svært at finde noget om stedet. I slutningen af det 15. århundrede hørte stedet ind under Godset Ahlefeldt i Søgård og Årtoft. Slægten overtog godserne i 1398, og var samtidig panteherrer over Lundtoft Herred. Det må derfor antages, at kapellet i Årup er rejst under medvirken af denne adels-familie. I forvejen var de patronats-herrer over Kliplev Kirke. De har vel vidst, hvad et valfartssted kan betyde for en egnen og dens beboere.
28 gårde spredt ud
Udelukkes kan det ikke, at der allerede i middelalderen havde eksisteret en mindre stormandsgård i Årup ved siden af de seks bøndergårde, som man kender fra midten af 1500 – tallet.
Eksistensen af sådan en gård, er det ikke reelle beviser for. Men ejendommeligt nok ejede Ahlefeldt – slægten, ikke færre end 28 spredt liggende gårde. Der lå en i Bolderslev (Østerkroen), en anden i Uge. I ældre tid blev disse medregnet til de årupske gårde. Man kan ikke uden videre antage, at det er Ahlefeldterne, der af rent administrative grunde har lagt disse
gårde ind under deres godsområde Årup. Der fandtes nemlig både i Bjolderup og Uge Sogne andre gårde, som hørte ind under enten Søgård eller Årup.
De seks bøndergårde i landsbyen Årup er nævnt i nogle skatteregistre fra 1543. De var delt lige mellem brødrene Frands og Gregers Ahlefeldt. Allerede før de to herrers tid var der gjort
forsøg på at nedlægge landsbyen. En ny epoke indfandt sig. Man skulle producere så meget som muligt, så man kunne eksportere. Bag denne udvikling stod Frederik Ahlefeldt. Han drev ikke alene godset, men også amtmandsmyndigheden over Åbenrås to herreder, Rise og Sønder Rangstrup.
Et kløvet hoved
Men 125 af amtets mest fremtrædende bønder, formåede at bremse ham, da de tog på protesttog til Gottorp. Han oplevede ikke selv nedlæggelsen af Årup. Det skete først i 1608, tre år efter hans død. Der var modstand fra bønderne. Og deres anfører, Claus Clausen flygtede til Åbenrå. Frederik Ahlefeldt forlangte ham udleveret, fordi han havde talt ilde om sit herskab. Men det nægtede man fra Aabenraa’ s side. Claus van Arup blev borger i Åbenrå, hvor han virkede som byfoged i nogle år. Han døde i 1621, da en lærredsvæver under et slagsmål kløvede hans hoved med en økse.
Mystik omkring vandløbet
Hvis vi vender tilbage til kapellet. Så er der fejl i diverse fagbøger. For kapellet i Årup lå ikke nord for landsbyen men syd for. Og Helligbæk kan først påvises fra 1648 i et kort af Johs. Mejer.
Trogillus Arnkiel nævner at, Hilligbeck løber ned til fjorden. Det samme er anført i Danske Atlas:
Måske er det vandløbet ned mod Laksemøllen, man taler om. Eller er det udtørret vandløb, der ligger i mosen?
Måske slut i 1529
Åbenbart er der blevet rejst et bindingsværksbygning på Kapelløkken i 1400 – årene. Bygningerne blev snart for små. For omkring år 1500 gik man i gang med et mere omfattende bygningÅbenbart har kapellet været et kæmpe valfartsted, ikke langt fra Hærvejen. Men hvilken skæbne led kapellet? Lige så hurtigt, som det dukkede op, forsvandt det igen. Måske var
det reformationen, der gjorde et ende på det storslåede bygningsværk. Der er fundet en mønt fra Mecklenburg – Güstrow fra 1529.Måske er det året for kapellets nedlæggelse.
En vigtig indtægtskilde
Mon ikke det var familien Ahlefeldt, der så en vigtig indtægtskilde med dette byggeri? I 1400 – tallet havde godsherrerne på Søgård høstet stor fordel af den valfart, der fandt sted til Skt. Hjælper i Kliplev Kirke. Især ved Helligånds – messerne den 3. maj og 14. september var tilstrømningen stor. Der sad også medlemmer af familien Ahlefeldt på valfartstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Så familien har måske snakket sammen om erfaringerne?
Sammenlagt er der fundet 80 mønter i Årup. Det vidner om en stor søgning mange steder fra.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Akeleye – Slægten
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler):
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 9.10.2021
Juli 24, 2013
A.W. Neuber havde mange talenter. Han udgav mange medicinske afhandlinger. Og så forsøgte han at skabe et kurbad i Aabenraa. Kongen var med på den. Men det blev en fiasko. Han blev taget i snyd, og fik frataget sin Fysikus – stilling. En bøn til kongen hjalp ikke. Han vendte nu det danske ryggen, og blev en af de krasse forkæmper for et samlet Slesvig – Holsten med tysk sprog. Og de ledende købmænd, skibsreddere og velhavende håndværkere i byen støttede ham.
Kvik, kreativ og intelligent
Han var blandt den Slesvig – Holstenske bevægelse, en anset mand. Han var ophavsmand til en af de mest populære slagsange. Han var agtet og æret af ligesindede. Hans navn var August Wilhelm Neuber. Han blev født lige uden for Magdeburg. I 1805 kom han på universitetet i Kiel. Her studerede han medicin lige som sin bror. Neuber var kvik, kreativ og intelligent. Han kom hos Fritz og Julie Reventlow på Emkendorf. Og dette sted var vel arnestedet for den nationale vækkelse inden for hertugdømmernes tyskhed.
Neuber søgte den ledige stilling som fysikus i Eckernförde. Men han blev forbigået. Man mente ikke, at han havde tilstrækkelig praktisk erfaring som læge. Han nedsatte sig derefter som praktiserende læge i Lütjenburg. I 1810 havde han fået dansk indfødsret. Derfor var det intet i vejen for, at han i 1811 kunne søge stillingen som Fysikus for Aabenraa by og Aabenraa og Løgumkloster amter.
Fysikus med tvangstanker
Hans forgænger i Aabenraa, Friedrich Hinrich Wiggers havde siden 1805 søgt at få sin afsked med pension bevilget. Men det var sparetider. Og Wiggers måtte vel til tider vel nærmest betragtes som sindssyg. Han havde fået den tvangstanke, at folk i Aabenraa havde rottet sig for at få ham forgiftet med arsenik. Og pensionen fik han da også først bevilliget, da han havde
forladt byen og embedet i panikagtig flugt.
En god modtagelse
Under disse vilkår tog byens befolkning godt imod den nye fysikus. Og denne faldt hurtig til i de ledende kredse, det vil sige i byens tysk – kultiverede top med borgmester Bendix Schow i spidsen.
Neuber havde fået sin ynglings-professor som svigerfar. Og nu forsøgte han også at omsætte dennes ideer i praksis. En af dem, var badning. Regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed. I tiden omkring århundredeskiftet var der indrettet søbade-steder. Og denne tanke greb Neuber. I 1814 lod han for egen regning en badepavillon rejse ved Skibbroen.
En grund ved Lindsnakke
Men vores kreative fysikus ville noget mere. Gennem borgmester Schow lykkedes det at få byens magistrat gjort interesseret i planen. I 1818 antog dette en mere fast form, efter at Frederik den Sjette i sommerens løb under et besøg hos amtmand von Stemann havde været på selve åstedet. Byen havde en passende grund ved Lindsnakke. Den var blevet stillet til rådighed. Den lokale bygmester, Peter Callesen blev bedt om, at udarbejde et overslag på et selskabshus. Neuber kunne derefter afsende sin ansøgning til regeringen om støtte til projektet, der af magistraten blev anbefalet på det varmeste.
Penge fra kongen
Trods landets dårlige finansielle situation lykkedes det Neuber at få kongen til at sende 2.000 rigsbank daler. Dette var at betragte som regeringens bidrag til projektets udførelse. Det
var ellers meningen, at det var Kiel, der skulle have støtten. For de havde planer om det samme. Men det har sikkert været Neubert´s fortjeneste, at pengene havnede i Aabenraa. Han havde udførligt skildret virkeliggørelsen af sin plan. Han roste Aabenraa’ s milde klima, som følge af de skovklædte bakkers værn mod nordenvinden. Omegnens enestående naturskønheder, for eksempel udsigten over Aabenraa Fjord visse steder fra Løjt Land kunne sammenlignes med synet af Neapels Golf ! Stedet var således særdeles egnet til at modtage kurgæster.
Brevet til kongen
Og det som nok har tiltalt majestæten var Neuber’s brev:
Ikke nok besøgende
Neuber mente, at der i forbindelse med badeetablissementet blev lavet gymnastiksale, travbaner, pladser til boldspil, ja måske endda et akademi, der kunne være et forum for dyster i åndens verden, hvor kunstnere og videnskabsmænd hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde laurbærkransen.
Hans tanker om Aabenraa som kursted blev mildest talt en fiasko, fordi besøget svigtede. Det opførte selskabshus Frederikslyst (Friedrichslust) blev nedbrudt i 1826. Byggematerialet
blev anvendt til bygning af Aabenraas rådhus. Dette stod klar til indvielse på dronning Maries og prinsesse Carolines fælles fødselsdag den 28. oktober 1830. Sin badepavillon ved havnen videreførte Neuber dog helt til 1838.
Medicinske afhandlinger
Neuber fortsatte med at udgive forskellige medicinske afhandlinger. Da koleraen i 1831 nærmede sig de danske strande, gav han jævnlig oplysninger om den i den hjemlige presse, for eksempel i Aabenraas første nyhedsblad Allgemeines Wochenblatt. Endda metrologiske observationer skrev Neuber også afhandlinger over. I Allgemienes Wochenblatt skrev Neuber også et hyldestdigt til kongen i anledning af hans fødselsdag. Men snart skulle tingene ændre sig i Aabenraa.
Ikke rent mel i posen
I løbet af 1833 blev der foretaget en undersøgelse af forholdene omkring de årlige landmilitær sessioner. Det havde åbenbart været den praksis, at de sessions pligtige mod en passande godtgørelse til sessionslægen skaffede sig en attest på, at være uegnet til militærtjeneste. Heller ikke Neuber havde rent mel i posen. Sagen blev skruet op i et unødvendigt højt plan. Måske
skyldtes dette, at Frederik den Sjette elskede uniformer og soldater. Og sådan noget måtte, der ikke pilles ved.
Neuber blev dømt
Kongen så med meget alvorlige øjne på sagen. Neuber havde fået den kendte overrets-advokat dr. Balemann i Kiel, som sin forsvarer. Men intet hjalp. Den 5. februar 1835 blev Neuber frakendt sit fysiokratembede og idømtes en bøde på 400 rigsbankdaler. Dette hindrede ham dog ikke i fortsat, at være praktiserende læge i Aabenraa. Heller ikke et bønskrift til kongen vedlagt 7 fordelagtige udtalelser til fordel for ham, hjalp. Et allersidste bønskrift fra 1836 hjalp.
Hans ære var krænket
Neubers ære var krænket. Som Frederik Fischer engang skrev. Hans Selbstgefühl var på det alvorligste blevet krænket. Han hadede fra nu af, alt hvad der var dansk. Siden 1837 var Georg Schow, søn af den forrige, blevet borgmester i byen. Neuber forsøgte at påvirke denne i et negativ syn på alt, hvad der var dansk.
En slags hævn?
Neuber boede nu i borgmesterens hus i Slotsgade. Det var en meget krads Slesvig – Holstener som nu opstod, måske som en slags hævn mod kongen, der ikke ville benåde ham. Frederik
Fischer kaldte ham ellers:
I et andet skrift på min hylde,” Da Sønderjylland vaagnede”, blev han ellers kaldt et skabet får.
Intet tysk blad
Sagen kom frem, da Allgemeines Wochenblatt måtte lukke. De liberalistiske tanker var efterhånden blevet for meget. Og da var det så, at Frederik Fischer startede sit blad i Aabenraa. Borgmester Schow var ikke begejstret for et dansksindet blad. Det skulle hellere være et tysksproget blad, og ingen ringere end Neuber kunne lede dette. Kun han besad den dannelse og den livlige opfattelse og ypperlige fremstillingsevne, der skulle til.
Kancelliet afslog imidlertid, med den begrundelse, at det ville give nye stridigheder i Aabenraa. Neubers følelser for regeringen blev ikke bedre af denne afgørelse. Han blev en livlig pennefører mod den voksende danskhed i Aabenraa.
Drillerier fra Fischer
Og snart fortalte Neuber, at sønderjyder havde det meget svært med det rigsdanske. Og det kunne Frederik Fischer ikke dy sig for at kommentere i sit blad. Han skrev blandt andet:
Fischer fortsatte med en anekdote fra Neubers første år i Aabenraa. En bonde havde konsuleret ham, da konen lå syg derhjemme og Neuber havde da anbefalet at give
hende Suppe på en “Huhn”. Manden opfattede det, som om Karo skulle ofres, men blev heldigvis i tide klog på doktorens mening med den foreslåede diæt.
Neuber fandt Lyna
Da håbet om et tysk blad i Aabenraa måtte skrinlægges blev det tyske blad i Haderslev, Lyna, Neubers særlige tilholdssted. Det var også i dette blad han skrev det opsigtsvækkende digt med Rheinlied som forbillede:
Til slut skriver han:
I Das Schleilied, som han skrev i 1841 gjorde han det endnu tydeligere:
Hentydninger til Ribe – brevet
Særlig den sidste sætning i digtet er bemærkelsesværdig. Ikke meget er tilbage af de tanker, han gjorde sig, da han skrev til kongen. Den sidste sætning hentyder til Ribe – brevet af 1460. Det varede ikke længe, inden “Schleilied” blev et hit i den Slesvig – Holstenske bevægelse. Og i 1845 blev Neuber endda optaget som passivt medlem i Aabenraa’s Liedertafel.
Aabenraa – skibe under andet flag
Den Slesvig Holstenske bevægelse havde stor tilslutning blandt overklassen af købmænd, skibsreddere og velstående håndværkere i Aabenraa. ja man forlangte endda, at flåden fra Aabenraa skulle sejle under det Slesvig – Holstenske flag i stedet for Dannebrog. Endvidere skulle skibsstemplet “Dansk eiendom” ændres til “Schleswigholsteinisches Eigentum”
Da den Slesvig – Holstenske opstand brød ud den 24. marts 1848 blev den provisoriske regering straks anerkendt af borgmester og byråd i Aabenraa. Men småborgerne, skibstømrerne
og de menige søfolk i Aabenraa ville beholde den danske konge og helstaten. Neuber’s hustru døde i 1841, og det betød, at han holdt sig mere i baggrunden. Den følsomme mand med så mange talenter, blev grebet af de nationalpolitiske idealer. Hans afhandlinger lever stadig.
Ved en større forsamling i 1847 i Kiel, følte han sig ved synet af Dannebrog kaldet til at skåle for det Slesvig – Holstenske flag. Neuber døde som en skuffet mand i 1849.
Aabenraa atter dansk
Efter det Slesvig – Holstenske nederlag i 1850 fik byen dansk borgmester og byråd. Det danske sprog blev indført i forvaltningen, kirken og skolen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.10.2021
Juli 24, 2013
Inden dæmningen Til Rømø og Sild var der masser af fiskeri og skibsfart mellem Højer og Ballum. For 10 penning kunne man lave middagsmas til hele familien. pastor Jacobsen fra Skærbæk satte en masse i gang, men ak, det hele led skibbrud. På Jordsand blev det høstet. Ejeren holdt fra Land øje med en kikkert, om der blev lavet noget. Tre hjuldampere efter hinanden sejlede kurgæster fra Højer Sluse til Sild
Dengang – masser af liv i Vadehavet
Inden dæmningen blev bygget til Sild og Rømø var der masser af liv i Vadehavet. Om sommeren sejlede tre af de fladbundede hjuldampere ofte efter hinanden til Sild med badegæster. Det var efter at badetogene var ankommet fra Hamborg og Berlin via Tønder. Ved hver by langs kysten blev der mange sejlbåde.
Jordsand – sangen
Apoteker Nagel sejlede vandet tyndt med sin lille skonnert med Jens Møller fra Ballum som bedstemand. Ved Koldby kom skibe og hentede de stærke klægsten fra teglværket. Af og til kom en båd gennem Koldby leje på vej til Højer for at hente stykgods, brændsel eller is-tag. Det sidste er tagrør, som til dels blev bjerget på isen og ellers skåret fra båden, og sejlet til Højer Sluse i de såkaldte to – gangs – både, som blev bygget i Rudbøl.
Det var i Koldby den berømte løjtnant Hammer engang lå med sine kanonbåde. Når det er flod kom vandet syd og nord om Jordsand og mødes ved Koldby. Måske er var det årsag til, at det sander til.
På Jordsand var det dengang mulighed for at samle terne-æg. Dengang var der ikke måger, men de erobrede den nu sunkne ø. Dengang blev Jordsand takseret til 30 demant. Jordsandsangen lød således:
Langt imod øst sig strakte
det frodige, rige land
kun ved et lille vandløb
adskilt fra Hjerpsted strand.
Stakkels enke
Dengang var det også beboet, men utallige stormfloder, som den i Misthusum, drev efterhånden indbyggerne bort. Det var i 1634, at stormfloden skyllede en hel landsby bort. Det vil sige, at Markmandshuset, som hørte til landsbyen, står der endnu. Vejen, der fra Hjemsted Kilde fører ud til det gamle hus, er nu en hård vej, som kan befærdes med bil. Vejen hedder den svorne vej. Det er efter sagnet om enken, der for at redde sin uskyldigt dødsdømte søns liv, påtog sig at meje en kornager (med segl) fra sol stod op til sol gik ned Hun nåede det, men sank død om, da de sidste strå faldt for seglen. Marken hedder den dag i dag Sorgageren og er udødeliggjort af Karen Blixen.
Man fulgte med fra land
Da øen, Jordsand tilhørte Koldby, blev der bjerget hø på den. Et par karle, en dreng og en pige boede så derover i høstens tid. Ejerne i Koldby kunne så følge med i deres sø-kikkerter, om der blev bestilt noget.
En heltegerning
Man kunne også vende blikket mod rutebåden fra Rømø til Ballum. Engang for mange år siden blev der givet eneret til en mand fra Ballum til at drive denne færgefart. Manden var ombord på Trefoldigheden under Christian den Fjerde. Manden udmærkede sig, og som belønning fik han
færgeriet mellem Ballum og Rømø.
Skibene bestod af den store og den lille skonnert, kreaturbåden og is-jollen. Der blev kun sejlet med sejl. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne. Passagererne blev kørt ud til båden i en vogn med høje hjul.
Ubehageligt- især for kvinderne
Om vinteren, når alt var tilfrosset, gik to mand til fods med en slæde med postsagerne. men de måtte først langt mod nord, inden de kunne gå over og mødes med to fra Rømø. Med sig havde de naturligvis kompas og tågehorn. Men når isen brækkede, og vandet var fuld af drivis, skulle de over med is-jollen. Den var beslået med kobberplader. De rejsende, der skulle med over, måtte først gå på isen så langt, de kunne gå nogenlunde tørskoede, men blev så båret det sidste stykke vej ud til jollen. Det var kolde og våde ture. Især for kvinderne var det ubehageligt.
Men om sommeren var det et smukt syn, når skonnerten krydsede sin vej mod vestenvinden til Rømø. Da Ballum Sluse blev anlagt sammen med diget, blev færgefarten lagt derhen, hvor der kunne lægges til kaj, ligesom der kunne lægges til ved en bro ovre ved Kongsmark.
Den initiativrige præst
Det var også dengang, at den initiativrige præst C.J. Jacobsen fra Skærbæk oprettede et væld af foretagender med det formål at sprede tyskheden. I 1890 oprettede han således Skærbæk Bank, en arbejderforening, en væveskole, en nybyggerforening, et rederi, kurbadet på Rømø, et teglværk, et dampbageri, en tørvefabrik, en lervarefabrik, et selskab til anlæg og drift af karpedamme. Banken og de forskellige foretagender blev ledet ganske uansvarligt. Selv om Jacobsen fik masser af kapital på sine agitationsture i Tyskland, endte det hele i sammenbrud. Jacobsen var ellers udset til, at skulle være nævnt som kandidat til bispestolen i Slesvig. Det var også i Ballum Kirke placeret kanoner i tårnet, da svenskerne huserede i området.
Rigt fiskeri
I Vadehavet var der dengang et rigt fiskeri. Fra Emmerlev til Vesterende var der fiskegårde næsten hele vejen. De bedste gårde blev lavet af kløvede fyrrepinde. men ellers blev der brugt pil, moseris eller lignende. Til sidst blev der udelukkende brugt granris. Der blev hovedsagelig fisket middelstore rødspætter, de såkaldte Ballummer – skoll og Isinger (Bakskoll). Fiskene blev slæbt i land i lange lærredssække. Udbyttet var varierende, men nogle gange var udbyttet så stort, at man var nødt til at gå i land sammen med floden, således at vandet kunne hjælpe med til at bære sækkene. Gårdene stod op til en halv mils vej ude.
I hver by var der flere fiskere, som fiskede indtil æ slet, høhøsten begyndte. Så tog de fat igen om efteråret. En bonde kunne godt bruge en tønde fisk eller to om efteråret. Fisken blev så slagtet, saltet og skrubbet, saltet igen og skrubbet. Derefter blev de hængt til tørre, først ude, siden i den åbne skorsten, hvor de samtidig fik lidt røg.
Vinteren igennem fik man så en dag om ugen kogte fisk eller ristede fisk med stuvede kartofler. Men de fleste blev spist, efter at de var blevet ristede på gløder sammen med brød med svinefedt – en herreret.
Der var mange, der tjente sig en skilling ved fiskeriet, og endnu flere, der fik billig føde. For en ti – penning kunne en hel familie få en middagsmad. De fleste fisk blev solgt i landsbyerne langs kysten. men var udbyttet stort, skete det, at der kom opkøbere længere inde fra.
De største er de ældste
Således købte Laust Rebslager fra Rejsby sommetider et læs og drog over land med det. Da fruen på Trøjborg spurgte, hvor gammel fiskene var, svarede Laust, at det vidste han ikke, men
han gik ud fra, at de største var de ældste.
Boisen- slægten
Vi har i tidligere artikler beskrevet Emmerlev med den berømte Boisen – slægt. En mindesten fortæller, at
At Vorherre virkelig så ned til Geske forstås, for det var armod og pest, der hærgede familien. Hun sendte sønnen Peer til universitetet i Kiel. Og åbenbart hørte Vorherre hendes bønner, for han blev senere biskop for Lolland – Falster.
De var bange – i Tønder
De var bange i Tønder, da Christian den Fjerde spekulerede på at anlægge en fæstning og bygge en stor havn ved Ballum. Vestkysten skulle udnyttes økonomisk såvel som militært. Hertugen havde anlagt havnebyen, Frederiksstad i 1621. Den fik en masse privilegier og religionsfrihed. Den skulle hurtigt kunne vokse sig stor. I Tønder var man ved at blive afskåret
fra havet. Man havde kun haft Ribe som konkurrent. Og planer om, at anlægge en fristad ved Rudbøl med en kanal til Østersøen var næsten for meget for dem i Tønder, nu hvor planerne for Ballum også dukkede op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15,-10. – 2021
Juli 24, 2013
En gårdejer fra Abild henvendte sig til Nordslesvigsk Kreditforening. Han var bange for, at Abild Hede skulle overgå til tyskerne. Et stort arbejde blev iværksat fra dansk side, bl.a. opkøb af jord. Vi besøger også eneboeren midt ude på Heden, han var gammel sømand. Og opdyrkningen af heden forblev ikke uden uheld. Således sprang en Lokomobil, som man anvendte til pløjning, i luften. Fyrbøderen afgik ved døden. Ja, og så var byens kirke ved at falde fra hinanden.
Man kører igennem
Egentlig er Abild bare en landsby, man kører igennem. Men vi andre har spillet fodbold på Abilds stadion og været til fest på motellet, og så meget andet. Vi cyklede da af og til mod Abild, men ofte drejede vi af mod Løgumkloster.
18 kirker på en gang
Kigger vi i en gammel Trap – beskrivelse, så ser vi, at Abild Sogn bestod af en betydelige hede – og mosestrækninger, og ret gode enge. Højdepunkterne er mod vest, Kohøj og mod nordøst, Rugbjerg. Her påstås det, at man kan se 18 kirker på en gang. Indrømmet, det er ikke efterprøvet.
15 gårde og 60 huse
Den slesvigske del af byen bestod af 15 gårde og 60 huse, herunder Kolonien Frederiksgave, Tyrskov, Kongsberg, Høgslund, Vennemose, Travsted, Klinkbjerg Kro, Brodersgård med Nørrehus, hvor sognets fattiggård var placeret. I sognet var der dengang 1.163 indbyggere, hvoraf kun 84 tilhørte den kongerigske enklave.
Kirke ved at styrte sammen i 1652
Bemærkelsesværdigt ved Abild er også kirken, der er helt fra år 1200. Her er der udsmykning af Carl Tønder, der var gift med Tønders kniplings – dronning, Meta Tønder. Allerede i 1652 – 53 var kirken så forfalden, at der blev gennemført en istandsættelse betalt af nabo – kirkerne. Det var dog kun istandsættelse af bjælker, spær og tag. I 1667 var det dog galt igen. I 1707 var katastrofen overhængende. En beskrivelse fortalte, at skibet hældte mod nord, hvor det lænte sig mod nogle tilmurede piller. De brækkede bjælker hang i rustne jernbolde, og derfor var understøttet i begge sider af kirken, at spær og lægter var for svage til at bære tagstene, som red løse på murerne, og tilføjes det, hvis alt faldt ned i en storm, ville det hele blive ødelagt og tillige anrette stor skade på resten af kirken. Amtet og Amtets kirker ydede tilskud til restaureringen, der blev tilendebragt i 1709.
Tyskerne ville snuppe Abild Hede
Man var bange for, at tyskerne ville snuppe Abild Hede, opdyrke den og bygge rentegårde. Således henvendte Egidius Schmidt sig i 1911 på Nordslesvigsk Kreditforenings Kontor i Haderslev med denne frygt. Han var bange for, at tyskerne ville indsætte såkaldte Dampplove, som man havde anvendt visse steder i Tyskland. Schmidt tilhørte danskheden i Abild, og det var næppe hos ham, de ville forsøge at købe jord. Han allierede sig med gæstgiver P. Hansen. Denne havde en kro med lidt jord til. Men det gav nu ikke så meget, så han drev ejendomsmægler – virksomhed ved siden af. Han var nu meget fleksibel, og handlede også med tyskerne.
Nordslesvigsk Kreditforening ville købe
Nordslesvigsk Kreditforening var meget interesseret i at købe jorden. Man ville gerne bruge Hansen som mellemmand. Men ikke alle var lige velvillige til at handle til de priser, som Kreditforeningen tilbød. Der skulle løbes meget, mange små jordlodder og mange ejere skulle opsøges. Egidius Schmidt tilbød at hjælpe gratis, for som han sagde: Jeg gør det for Danskhedens skyld. Efter tre års arbejde lykkedes det, at samle det meste jord under Nordslesvigsk Kreditforening.
Eneboeren på Abild Hede
En udfordring var dog at overtale Eneboeren på Abild Hede. Der førte kun en kringlet sti omtrent midt ud på heden. Her var det en bakketop, hvor eneboeren havde lavet sig en hytte af græstørv med et tag af lyng. Han sad udenfor, og bød de besøgende ind i beboelsen. Man kom ind i et rum, hvor han om vinteren også havde samlet sine geder og noget tørv til dem. Han
kunne på sin jord, bjerge lidt hø og grave tørv. De forskellige lodsejere havde ikke noget imod, at han af og til kom over på deres lod. Ja de vidste knap nok, hvor grænseskellet gik.
I samme stue som gederne
Med noget billigt træ og tømmer havde eneboeren lavet sig en stue. Der var et vindue, en bænk, et bord og en kasse, som han brugte til seng. Og en kakkelovn havde han også selv lavet. Det
viste sig, at eneboeren var tidligere sømand. Han havde set alle verdens havnebyer. Og det var unægtelig en forskel, her midt på Abild Hede. Men som han sagde, gederne gav mælk og kød. Undertiden kom der også nogle folk ud til ham, for at købe et kid. Gederne var var kloge, livlige og trofaste, sagde han. Kun bukken stank, så den kom ikke ind om vinteren.
Produktion af koste
Eneboerne havde gemt sin hyre til alderdommen. Og han erkendte, at så var det nok slut med eneboer – tilværelsen. Derude på Abild Hede producerede han koste og karskrubber. En gang om ugen gik han så til Abild og solgte sin produktion. I stedet fik han kaffe, salt og brød i stedet. Alt andet gave heden ham. Sommer og efterår var der mange bær, som han spiste.
Han kedede sig aldrig
Om vinteren var hytten lun af dyrene og kakkelovnen, som lyste fra trækullet. Han kedede sig aldrig, og en gang imellem læste han i bibelen. Men ellers sad han for det meste og tænkte. Man tænker så godt i skæret fra kakkelovnen. Nyhederne fik han en gang om ugen, når han kom til Abild. Han var positiv i holdningen til, at heden skulle kultiveres. Og han var glad for at man ikke ville røre hans hytte ,og et stykke jord til dyrkning af kartofler og hø ville forblive uberørt.
Vanskeligt at pløje
Også ejendomsbesiddelser i Tyvse og Sølsted blev købt. Et husmandssted ved Kohøj blev erhvervet. Det lå på vejen mellem Sølsted og Visby. Det var meningen, at der også skulle være plads til heste. Mange steder var jorden vanskelig at pløje. Og andre steder lå der mange store sten. Ler var der også en del steder. Huller fandtes også. Det var der, hvor man havde gravet
tørv.
Lokomobiler blev brugt
Kreditforeningen allierede sig med de tyske firmaer, som stillede med tre mand pr. dampplov. De pløjede i en dybde af 60 cm. Og prisen var 90 mark pr. ha. Der var en fyrbøder ved hver af
lokomobilerne og en plovkører på sædet på ploven. Han havde at holde sig fast, ellers blev han smidt af, når det gik over huller, over grøfter eller ramte store sten. Ploven lignede en jolle i høj sø. Nysgerrige blev bedt om, at holde sig på afstand. Et ståltov var spændt hårdt til ploven, og den kunne springe med stor kraft. Ramte den en kæmpesten, var der en sikring, så ploven
kunne dirigeres over.
Alvorligt uheld
Dyrkningen af Abild Hede forblev dog ikke uden uheld. En dag eksploderede den ene lokomobils kedel og dræbte fyrbøderen. I forsommeren 1914 var behandlingen med dampkraft af heden færdig.
Så kom krigen
Gårdejer Gotthardsen, Nørmark ved Visby og købmand Thomas Hansen fra Visby henvendte sig Nordslesvigsk Kreditforening og tilbød, at de ville påtage sig at fjerne sten og mergle Abild Hede, hvis Kreditforeningen ville finansiere dem. Flere tyske firmaer havde specialiseret sig i at udkøre mergel andre steder i Sønderjylland, endda med god fortjeneste. Kreditforeningen ville dog helst alliere sig med danske entreprenører. Der blev anlagt barakker til arbejdere og anlagt 900 meter spor til tipvogne. Men så kom krigen og kontrakterne måtte opgives. Man talte om, at man kunne få russiske krigsfangere til at fortsætte arbejdet. Det havde aldrig været Kreditforeningens hensigt, at oprette nye landbrug.
Man har glemt Schmidt
Efter krigen blev kreatur kommissær P. Okholm ejer af Abild Hede. Han gjorde et stort stykke arbejde for kultiveringen af heden. En række husmandssteder har siden etableret sig på heden. Men det var en lokal gårdejer, Egilius Schmidt, som alle har glemt, der satte gang i det hele.
De dansksindede skulle udskiftes
Fra 1896 gjorde den preussiske stat meget for, at gøre Nordslesvig til en del af det store rige. Det gjorde man blandt andet ved at erhverve sig grunde og etablere de såkaldte domænegårde. Egnens bønder skulle derefter præges i tysk retning. Det kunne også hjælpe på de tyske stemmer ved diverse valg. Den tyske stat gik aktivt ind for at få udskiftet de dansksindede bønder til tysksindede. Ved “Genforeningen” overgik 36 gårde til den danske stat.
Dansksindede blev nægtet lån
Dansksindede arbejdede i den modsatte retning. De forsøgte at bevare ejendomme og jord på danske hænder. I foråret 1914 nægtede den Slesvig – Holstenske kreditforening at yde lån til dansksindede, med den begrundelse, at de ville blive brugt til tysk fjendtlige formål.
Nordslesvigsk Kreditforening
De dansksindede oprettede Foreningen af 5. oktober 1898. En kreds fra det rigsdanske borgerskab og godsejerstanden ydede bidrag til foreningen. Formålet var at låne penge ud til dansksindede landsmænd. I 1909 blev Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål, at hjælpe dansksindede landsmænd. Kreditforeningens arbejde sikrede, at 350 gårde forblev på danske hænder.
Landeværnet
Senere oprettede man Landeværnet. Det skulle sikre mod, at dansksindede landmænd indbyrdes forpligtede sig til ikke at omdanne deres gårde til rentegårde. Jordkampen fortsatte efter “Genforeningen” i 1920.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15.09.2021