Kniplingerne kom fra Italien. I 1544 udsendte Christian den Tredje, at børnene skulle lære kniplekunsten i skolen. I 1705 blev der indført importforbud. Eksporten af Tønder Kniplinger oversteg efterhånden stude – eksporten. I 1805 nåede kniplingerne deres højdepunkt. 26.000 var da ansat i kniplings – industrien. I 1847 var der kun 6 kniplingsfabrikanter tilbage. En maskine gjorde det lettere at fremstille  kniplinger. Kvaliteten blev dårligere. I dag er det dog stadig stor interesse for Tønder – kniplinger

 

Vant til Kniplinger

Vi er opvokset med Tønder Kniplinger. Min mor sad med brættet. Det gjorde min bedstemor også. Og min tante underviste i den svære kunst i Tønder. Da vi alle blev gift i Familien Brodersen, var der altid Tønder – Kniplinger med. De gamle Tønder – Kniplinger blev tilbudt hos de fornemste kniplingshandlere i Paris. Men egentlig har de ældste kniplinger ingen særpræg. De er vel nærmest efterligninger af de tidligste italiensk – flamske kniplinger. Senere kom efterligninger af engelske, belgiske og franske modeller.

 

Opfindsomheden steg

Først i det 19. århundrede udskilte Tønder – Kniplingerne sig. Mønstrene blev mere mangfoldige . Ude i verden var det som om kniplekunsten ikke havde fornyet sig. I Sønderjylland, var der traditioner for en mere enkelt teknik. Mellem 1800 og 1850 ynglede motiverne som aldrig før. Opfindsomheden steg, mens teknikken gik ned. Selv i de senere teknisk set mangelfulde sønderjyske kniplinger, må man beundre mønstrenes sindrighed og skønhed. Kræmmerne havde deres prøvebøger med. Her kunne de fremvise deres mange hundreder af afklip.

 

Mange forklaringer

Det kniber mere at påvise, hvordan kniplingerne egentlig kom til Tønder. Mange forklaringer er givet. En version er, at en mand ved navn Steenbeck fra Dortmund omkring år 1646 skulle have indført industrien til Tønder. Et andet sted nævnes årstallet 1666. Det siges, at han medbragte nogle gamle mænd, der var kyndige i kniplekunsten. De forsøgte at videregive deres viden. Steenbecks hustru, Gehske skulle efter mandens død have fortsat med at udbrede kniplekunsten. Herved havde hun skabt sig en stor rigdom.

Mod den historie taler det forhold, at pigen Kirstine Svendsdatter fra Østerby, der ved Gallehus fandt den første af guldhornene, var Klöpplerin (en Kniplepige), da dette fund fandt sted i 1639. Kirstine var på vej til hendes moster Marina Thomsen for at aflevere kniplinger.

 

Ingen kniplinger i Dortmund

Nu var det sådan, at man heller ikke i Dortmund kendte til nogen form for kniplingsindustri. Og en anden ting er også, at Tønders Kniplings – historie kan føres endnu længere tilbage end til 1639. Således fremgår det af Christian den Fjerdes dagbøger, at kongen under et ophold i landsdelen har købt kniplinger. Således kan et notat om dette henføre til den 5.12. 1620.

 

En historie fra 1595

En anden historie er fundet af historikeren, Ludwig Andresen. Det er et brev fra 1595, hvor en præstefrue, Agneta Fabricius beder om fire alen kniplinger, hun har ladet udføre i Tønder til en pris af 7 – 8 skilling pr. alen.

 

Det startede i Italien

Det ser ud til at der allerede før 1600 blev fremstillet kniplinger i Tønder. Men det er først i begyndelsen af 1600 – tallet, at produktionen blev sat i system. Kniplingshandlerne ejede mønstrene, og det var dem, der leverede den meget dyre tråd. Den syede knipling var allerede kendt herhjemme i begyndelsen af 1500 – tallet. Men den europæiske kniplekunst startede i i de italienske byer, Venedig, Genua og Milano. Derefter bredte den sig til Frankrig, Nederlandene, England, Tyskland og Skandinavien.

 

Måske kom kniplingerne fra Holland

Måske er kniplingen kommet fra Holland til Tønder. Egnen havde en ret livlig forbindelse til Nederlandene. Måske var det indvandrende kniplerske fra Brabrant i Flandern, der lærte Tønder – damerne at kniple.

 

Kæmpe eksport af stude

Tønder havde mistet sin status som havn. Men yderhavne som Rudbøl, Højer, Emmerlev og Ballum fortsatte der, hvor Tønder stoppede. En kæmpe eksport af stude til Holland. Og påvirkningen fra Holland var stor. Ikke kun fordi vi importerede varer derfra, nej ude vest på var påvirkningen så stor, at man kunne følge det i sproget.

 

Vigtig forordning fra 1544

Men egentlig kan det undre, at man sætter spørgsmålstegn, hvornår kniplingen kom til Tønder. Man kan bare kigge på skolegangen dengang. Oplæringen i kniplekunsten skete dengang som led i pigens almindelige dannelse, og havde det formål, at pigen senere skulle forsørge sig selv. Det hørte til den almindelige dannelse. Men det var kun i Hertugdømmerne, hvor skolepigerne lærte at kniple. Dette har sin forklaring i en forordning, udstedt af Christian den Tredje den 25. maj 1544, der påbød oprettelsen af skoler på landet i Hertugdømmerne. Undervisningen, der skulle være fælles for piger og drenge, omfattende børnelærdommen, læsning, skrivning og regning. Men dertil kom at pigerne skulle undervises af skoleholderens kone eller en anden kvinde:

• unde namiddags 2 stunden in anden junferlicke saken, näend, wörckend, knittend etc.

Det vil sige i syning, vævning og knipling. Forordningen bør derfor ikke kun ses som en beslutning om, at almuebørn nu skulle lære at læse og skrive, men også som led i en statslig strategi om anlæggelse af tekstilindustrier, for man underviste næppe underklassens pigebørn i tidsfordriv.

 

Børnene udeblev fra skole

Hvorvidt og i hvilken udstrækning, loven blev efterlevet i 1500 – årene, vides ikke. Manglen på kniplekyndige kvinder, som ville undervise almuebørn, var udtalt. Det var tvivlsomt, om man kunne leve op til forordningens intentioner. Da skolevæsnet blev taget op til revision i midten af 1600 – årene, fordi alt for få almuebørn blev sendt i skole, nævntes pigernes specialundervisning ikke. Det kan jo undre. På det tidspunkt  var knipleindustrien i gang. Men læg mærke til årstallet 1544. På det tidspunkt måtte kniplingerne allerede havde fundet vej til Tønder.

 

Kniplet i klosteret

I 1549 blev der kniplet i Øm Kloster, og i 1594 var der en knipleskole i Ribe. Fra 1611 blev der kniplet på i et Tugt – og Forbedringshus på Christianshavn. I 1632 var hele 56 institutioner beskæftiget med knipleindustrien. En væsentlig del kunne eksporteres. Eksporten var efterhånden blevet større end eksporten af stude.

 

Kniplepige hos de fine

I 1652 rejste Elsabe Hansdatter, som var datter af våbenmaler og glarmester Hans Rüde og Gunder Jessdatter fra Tønder til Rendsborg Slot, hvor hun i 12 år baldyrede og kniplede for fruen. Hendes søster havde også gået i skole og var læse – og skrivekyndig. Om hende skrives der var og fra Barns Rod vel lært i Kniplearbejde, hvormed hun sig mest al hendes Tid tarveligt
opretholde.

 

Adelen måtte bære kniplinger

Spændende er også en forordning, som Christian den Femte udsendte i 1683. Har taler kongen om klædedragter om:

• hvide og sorte kniplinger, som her i Landet gøres.

Kongen tillader, at alle i rangen samt adelen må bære dem. Deraf må  man slutte at i den mellemliggende periode at kniplings – industrien fra Tønder er blevet landskendt og anerkendt.

En stor diskussion har det også været, om de kniplinger som Christian den Fjerde bar, var produceret i Tønder. Den typiske Tønder Knipling skal indeholde syv ting: tylsbånd, galslag, lærredslag, konturtråd, rosenbund, picot og sykant.

 

Importforbud

I 1717 fandtes der alene i Tønder By syv kniplingshandlere. Omkring 1735 kunne man idømmes en bøde på 200 Rigsdaler, såfremt man bar kniplinger, der ikke var produceret her i landet. I Kommerciekollegiets indberetning om erhvervslivet i Tønder:

• Der findes ingen anden Industri i Amtet uden Kniplingsindustrien; men denne skal ogsaa være i temmelig god Tilstand og har vel aldrig været stærkere som nu, eftersom de i Byen Tønder og i Amtet boende Kniplingshandlere beskæftige mange Tusind Personer.

I Geest – Herrederne tilføjes der i samme beretning:

• Ernære sig omtrent nogle Tusind Piger ved Tilvirkning af Kniplinger.

I beretningen blev det også nævnt, at der blev kniplet i Aabenraa og Løgumkloster.

Regeringen overvågede at importforbuddet blev overholdt. Man sørgede også for, at den blomstrende industri ikke bredte sig til nabolandene. I Kongelig Reskript af 31. januar 1741 forordnedes det, at

• Ingen skal have Frihed til at handle med Kniplinger, førend han er beediget, og han ved Øvrighedens Attest kan eftervise, at han ved Ed har forpligtet sig til ikke at ville forlede nogen Kniplepige til Udvandring.

Efterhånden blev der kniplet så meget, at man eksporterede endnu mere.

 

Eksporten steg

I Pontoppidans Oeconomiske Balance tales der i 1759 om:

• Tønderske fine og middelmaadige Kniplinger, som paa nogle Miles Distrikt omkring ved Løgumkloster holde alle Bønderpiger i Arbejde. Deraf udføres til de tyske Messer og til Østersøen formodentligenmere end for en Tønde Gulds Værdi; men da den fine Traad maa kjøbes fra Nederlandene og kand koste 50 ja 100 Rigsdaler Pundet, saa vil jeg regne den fortjente Arbejdsløn ikkuns for de toe tredie Deele, nemlig 66,666 Rdlr. 4 Mk.

Værdien af udførslen til Danmark og Norge udgjorde i 1772 over 25.000 Rigsdaler  og til udlandet 33.000 Rigsdaler

Eksporten steg og steg. Således var der i 1780 12.000 mennesker beskæftiget med knipling. De underholdt 20.000 mennesker. I 1805 blev der alene til udlandet eksporteret for 261.689 Rigsdaler.

 

Bissekræmmerne udgjorde en fare?

En fare opstod, nemlig Hausserne – de senere Bissekræmmere. Fabrikanterne i Tønder og Løgumkloster mente, at de var med til at forringe varens kvalitet.
Der opstod en del konflikter om kræmmerlavets  privilegier og bevillinger.

 

Hans Richtsens kommentarer

Forskellige forslag fremkom for at få forbedret forholdene. Hans Richtsen fremkom med et forslag til Kommerciekollegiet på de Tønderske Kniplingsgrossisters vegne. I dette skrift optegnes alt det som kræves af en Kniplingsfabrikant:

• 1. Dertil udkræves først, at har lært tegnekunsten, for at han altid kan frembringe noget nyt og dygtigt.
• 2. Han må også søge Forbindelse i Brabrand, for at han Tid efter anden kan forskrive nye Mønstre eller Tegninger derfra, og saaledes altid kan indføre Forandringer og i Tegnemaaden rette sig derefter. Hertil benytter jeg og mange andre Lejligheden, naar vi til vore fineste Kniplinger forskrive Brabandsk Traad, saaledes lader jeg samtidig hver Gang 6 Stykker nye Tegninger komme; de overlade en ikke deres Mønstre, uden at man tillige bestiller Garn hos dem. Dette er ogsaa uundværligt til fine Kniplinger.
• 3. Fabrikanten maa, naar har noget nyt, forstaa at instruere først de herværende Mønsterkniplerske og dernæst Arbejderskerne, som maa gøre deres Arbejde efter Mønster, for at de kunne eftergøre det rigtigt.
• 4. Han maa vide at behandle Arbejderskerne efter deres af Gud givne Gaver, for at han kan indrette Mønsteret efter deres Ævner.
• 5. Dernæst maa han kunne paapege enhver Fejl i Arbejdet og angive Arbejderskene den Maade, hvorpaa en saadan Fejl kan afhjælpes.
• 6. Han maa, saasnart han ser et Mønster, der er tegnet paa Papir, kunne afgøre, hvilke Nummer Traad der passer til. Det er en vanskelig Sag, bliver der taget Fejl heri, saa kan hverken
  han eller hans Arbejdersker bruge et saadant Mønster med Fordel. Der tænkes herved på den første Tak eller Dessein, som bliver kniplet af Mønsterkniplerskerne efter Tegning paa Papir og siden givet andre Arbejdersker til Efterligning.
• 7. Endvidere maa han vide, hvilken Sort Traad, der passer til enhver Haand især; nogle behøve den ganske blød, andre mellem og andre helt haard. Faar de sidste af den bløde Traad, saa løser Traaden sig op under Arbejdet, saa at den bliver næsten lige saa løs som Hør.
• 8. En Kniplingsfabrikant maa bestandig være rigelig forsynet med smukke allerede udførte mønstre….Jeg lader rigelig tre Gange saa mange Mønstre udføre, som jeg bruger og betaler hellereden første Tegnings Udførelse tre Gange end at give et Mønster i Arbejde, som kunde blive saavel mig som mine Arbejdersker til Skade….Der maa ikke spares noget paa Mønster i Arbejde, før jeg har har ladet det af en kyndig Stikker eller Prikker gennemstikke paa Pergament Hul for Hul.
• 9. Endelig maa en Kniplingsfabrikant ogsaa besidde nogen Handelserfaring, navnlig da han ikke altid har særlige Kniplingshandlere ved Haanden, som kan afkøbe ham de tilvirkede Kniplinger og siden drive Handel med dem i fremmede Lande. Han er derfor i Forlegenhed, hvis han ikke – forinden han efter endt Læretid overtager Fabrikationen – har erhvervet sig tilstrækkelige Forbindelser i Udlandet.
• 10. Kniplingsindustriens Velfærd beror ogsaa paaen god Orden. Netop ved Orden have Brabanderne drevet deres Industri saa meget i Vejret; der gaar den ene Fabrikant ikke den anden i Bedene, eller hvis det undtagelsesvis sker, straffes det exemplarisk; i Brabrand er der ogsaa stor Forskel imellem Fabrikanterne, der forstaa Tilvirkningen og dem, der rejser om alle Vegne med Brabranske Kniplinger for at sælge dem; disse befatte sig aldrig med Fabrikation, men tage deres Kniplinger hos en Fabrikant. Netop fordi der mangler vor Kniplingsindustri paa god Orden, saa kunne vi langtfra maale os med dem…….

 

Fremstilling af tråd i Tønder

Det var den Brabranske kniplingsindustri, der var forbillede for Tønder. Man forsøgte både i Tønder og Løgumkloster at fremstille en tråd, der i kvalitet matchede den hollandske. Det vides at fabrikken i Tønder beskæftigede 60 piger og havde et salg på 15.000 Rigsdaler. Det rå hørgarn fik manfra Güterslohe i Westphalen. Det blev tvundet på mølle i Tønder. Man spolede dem på hjul og sendte det derpå i begyndelsen til Altona senere til Sønderborg for at bleges. Derfra kom tråden tilbage til fabrikken. Så blev den atter tvunden og sendt til blegning anden gang. Derefter blev tråden sorteret efter finhed i lod og pund.

 

26.000 beskæftigede

Men tråden forblev mere grov end den hollandske. Dette medførte mere grovhed i Tønder – Kniplingerne. Kniplingerne blev også billigere. Måske betød dette også, at Tønder – Kniplingerne omkring 1805 nåede sit højdepunkt. På dette tidspunkt var importforbuddet blevet ophævet, men til gengæld var der indført en ret høj told. Tønder havde i 1803 2.600 indbyggere, men kniplings – industrien beskæftigede ca. 26.000 mennesker i hele Slesvig – Holsten.

Der blev kniplet fra Leck i Tønder Amt over Hellevad i Aabenraa Amt til Maugstrup i Haderslev Amt og derfra tværs over landet til Ribe over Rejsby, Skærbæk, Højer, Møgeltønder og Tønder. Også på Rømø blev der kniplet. Det hed sig dengang, at de frisiske bønder ikke ville beskæftige sig med husflid. Og i 1816 hed det sig, at:

• De dueligste Kniplerske den Gang fandtes i Rollum, Emmerlef, Seyerslef, Reisbye, Ottersbøl, Skærbæk og paa Rømø. Men ogsaa fra Trøjsborg Gods og fra Grevskabet Schackenborg i Møgeltønder Sogn.

 

Tønder – kniplingsindustriens hovedsæde

I Trap nævnes Brede Sogn som kniplingsindustriens centrum. Men i hvert fald et godt stykke ind i århundredet vedblev Tønder med at være kniplingsgrossisternes hovedsæde. Herhen strømmede hoved – massen af kniplinger fra de øvrige slesvigske egne. Herfra strømmede de videre op over Kongeriget nordpå og ned over landene sydpå.

Det var næsten ikke et hjem, hvor ikke mindst et familiemedlem kniplede. Men den store mængde af professionelle kniplerske var husmænds og inderste´s døtre. De besøgte knipleskolerne
allerede, da de fyldte seks år. De lærte hurtigt at løse ganske lette opgaver med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som små en skilling. Efterhånden som de blev mere dygtigere steg deres indtjening. Men det var dog ikke den tårnhøje en indtjening en kniple – pige kunne tjene. Således tjente en voksen pige i 1850 kun 4 – 5 skilling for 16 timers arbejde. Og meget frihed havde pigerne ikke.

De måtte skrive under på overenskomster med fabrikanten, og så længe den bestod havde denne hals – og håndsret over pigen.

 

Man holdt øje med pigerne

I ældre tid havde:

• Regeringen med Ængstelighed vaaget over, at der ikke skabtes Konkurrence paa det Udenlandske marked ved Udvandring af danske Kniplepiger til Nabolandene.

En amtmand havde besvaret en forespørgsel fra regeringen om at der i hans distrikt ikke var deserteret nogen Kniplerske.

 

Det samme mønster hele livet

Trods lempelser så vogtede Kniplings – fabrikanterne stadig over pigerne. det var for at forebygge misbrug af de mønstre, som han betroede dem. Ofte havde en pige kun et mønster, som hun kniplede fra sin barndom til sin død. Man skulle tro, at hun måtte blive gal af denne ensformige Sysselsættelse Mange steder var Prikningen et fag for sig selv. Det tegnede mønster blev leveret til en “Opslagerske “som beregnede, hvor mange Stokke det udfordrede. Prikkepigen prikkede det derefter over på Pergenettet (Pergamentet).

 

Man kniplede på skrin

I Sønderjylland kniplede man på Skrin, medens man for eksempel i Saksen kniplede på den drejelige Pølle. Dette sparede tid. Skrinet gav den bedste og mere faste vare. Den bestod af en Skråpult omtrent 1 Alen lang og 3/4 Alen bred betrukket ovenpå med skind og udstoppet med hø som en hynde. Den lave ende, som under arbejdet vendte mod Kniplersken havde et rundt indsnit for at kunne hvile bekvemt på skødet. Den højere, bagerste side, hvori der fandtes skuffer til forskelligt tilbehør var under arbejdet støttet med en stok til en skammel på hvilken kniplersken satte fødderne.

På  den udstoppede flade lå to stykker voksdug, de såkaldte Mellem-sider med et mellemrum af kniplingens bredde. Udenfor på skrinets sider lå de såkaldte Sidebreve af læder, fulde
af huller, beregnet til at bære de stokke, hvormed der ikke blev arbejdet. For at disse stokke ikke skulle komme i urede, blev der trukket nogle messingnåle (Stilserne) i hullerne mellem dem.

Indenfor mellem-siderne lå stramt heftet pergamentet med det prikkede mønster og den påbegyndte knipling. Over sidebrevene, mellem-siderne og Pergenettet ar endnu fæstet et stykke
læder, det såkaldte” Gjørbrev”, som blev flyttet op og ned, eftersom det knipledes øverst eller nederst på Skrinet.

Nu så det ikke helt sådan ud, det skrin som min lillesøster arvede efter min mor.

 

Tønders tredje periode

Det tidsrum, som vi her taler om, er tiden fra 1800 til 1850. Det kunne kaldes Tønders tredje Periode. Lille – Kniplingen havde afløst Maline – Kniplingen som modeknipling ude i den
store verden og derefter også i Slesvig – Holsten. Dengang producerede man også andre efterligninger i Tønder. Det er måske ikke så pænt skrevet, men man kastede sig over de engelske modeller, Regency – point, Bedford – plaid, Nottingham – og Buckingham – point. Andre franske modeller kastede man sig også over.

 

En anden stil

Efterhånden kom der dog en lidt anden stil over Tønder – kniplingerne. Fremtoningen var en smule fattigere og billigere end den flamske. Der kom andre motiver. Man tog sig i Tønder flere friheder. Man frigjorte sig efterhånden mere og mere. Mon man kan kalde det for Anarki inden for kniplingskunsten? De åbne mønstre og mange store huller og den tykke konturtråd blev kendetegnende for Tønder – Kniplingerne. Man havde omformet den såkaldte Lille – knipling.

 

Den første periode

Den første periode lagde sig tæt op ad de flamske, det vil sige ret tætte båndkniplinger i lærredsslag og dybe kanttunger. Christian den Fjerde havde disse på en nathue og et lommetørklæde og meget mere. Han var hvis ret vild med kniplinger.

 

Den anden periode

Den anden periode blev anset for at ligge i begyndelsen af 1800 – tallet. Mønstrene lå tæt på de Bratanske de franske og engelske forbilleder. Det var ikke tale om nogen fornyelse, men der
var sket en forenkling i udførslen. Man efterlignede andre kniplinger.

 

Nye Koncessioner

Man havde i 1805 holdt op med at udstede flere koncessioner til Haussèrhandelen. Men man indså hurtigt, at uden denne, kunne man ikke bibeholde Kniplings – industrien. I 1810 begyndte man derfor at udstede nye koncessioner. Men dermed opstod der yderligere anarki i faget. For disse kræmmere søgte direkte kontakt til kniplingspigerne uden om fabrikanterne. Denne udvikling førte nu til en masse nye motiver. man benyttede sig af det man så i naturen. Tønder – Kniplingerne fornyede sig.

 

Kvaliteten faldt

Fra begyndelsen af 1800 blev der opfundet simple kniplingsmaskiner. Det gjorde det lidt lettere og hurtigere at kniple. Omkostningerne faldt også. Men det var som om det det begyndte
at udvande. Udbuddet blev forøget og kvaliteten faldt. Nu var det ikke kun de rige, der havde råd til kniplinger. Almindelige mennesker kunne nu også købe dem.

 

Priserne faldt

Endnu i 1812 var der beskæftiget 12.000 piger i kniplings – industrien i Tønder og Omegn. Men det maskinforarbejdede tyl som fornylig var blevet opfundet, fortrængte efterhånden kniplingerne. I 1816 blev det meddelt at Kniplingspriserne faldt meget. Men der fulgte dog en lille opgangstid. Andre håndarbejds – ting blev pludselig mere moderne og fortrængte kniplingerne.

 

Fordomme og virkelighed

Der bredte sig også den mening, at kniplepigernes arbejde var usund og lønnen var uværdigt. Nu begyndte man pludselig at tale om, at kniplings – industrien havde en dårlig moral. Alle de
negative ting kom frem. Man sagde, at kniplepigerne blev forvoksede og blinde. De var blevet forfaldne til snustobak, kaffe og te og lå staten til byrde. Og noget var det selvfølgelig om det. Ofte måtte arbejdet udføres i alt ringe belysning, og lønnen for arbejdet var direkte faldene. I 1844 anslå man, at daglønnen lå fra  2 – 3 skilling op til 5 – 6 skilling. Og det sidste beløb var til dem, der kniplede de fine slags.

Bomuldsgarnet som kom til verden i 1833, var også med til at give kniplingskunsten dødsstødet.

 

Knipleskolen var en naturlig del

Knipleskolen var en naturlig del før børnene i Sønderjylland gennem ca. 250 år. Børnearbejde var almindeligt og nødvendigt, hvis alle munde skulle mættes. Og mon ikke denne skole reddede mange for at gå ud og tigge selv om indtjeningen var minimal. Men mange af disse piger blev også mærket af deres arbejde. Det stillesiddende arbejde i dårlig belysning havde også sin pris.

 

Seks kniplingsfabrikker tilbage

Endnu i 1847 var der 6 kniplingsfabrikanter tilbage i hele Slesvig. Hanquist i Tønder beskæftigede 250 kniplepiger, Madsen i Møgeltønder havde 150 piger beskæftiget. Wolf i Bredebro havde hele 500 kniplepiger ansat. Winther i Brede(bro) og Hanquist jun. havde ca. 200 ansatte i Løgumkloster I 1871 blev der endnu produceret for 10.000 mark kniplinger i Brede.

 

Hansigne fra Bådsbøl

Hansigne Lorenzen fra Bådsbøl ved Ballum var berørt over, at kniple – industrien var den døende industri. Hun besluttede, at sådan skulle det ikke være. Hun opsøgte de gamle kniplerske på egnen for at samle deres gamle prikbreve. Desuden skulle de finde deres knipleskrin frem igen og begynde at kniple. Hun opsøgte museumsdirektør Emil Hannover, og ville have ham til at medvirke til, at Tønder – Kniplingerne skulle medvirke i Verdensudstillingen i San Francisco som dansk håndværk. Det mente museumsdirektøren dog ikke var en god ide. Tønder – Kniplinger blev på dette tidspunkt i 1913 fremstillet i Det Tyske Kejserrige, og kunne således ikke kalde sig dansk håndværk. Dette var Hansigne meget skuffet over.

 

Arresteret

Året efter startede verdenskrigen. Hansigne og Hans Lorenzen var blandt de første dansksindede, der blev arresteret og indsat i Tønder Arrest. Derfra blev de ført til Flensborg. Men snart blev de atter løsladt.

 

Det Tønderske Kniplingsdepot

I 1921 var hun medvirkende til oprettelse af Det Tønderske Kniplingsdepot. Hun skulle få en stab af kniplerske fra det vestlige opland til at gå i gang med de gamle Tønder – Kniplinger. Derefter skulle der foretages en kvalitetskontrol. Og så skulle de videreformidles til København. Men straks løb man ind i økonomiske problemer.

 

Var de gået hende i bedende?

Men i København havde man fået øje på Tønder – kniplingerne, og her startede borgerfruerne en støtteforening. Og foreningen bredte sig. Man skulle så tro, at Hansigne var henrykt over dette. Men hun mente, at fruerne i København var gået hende i bedende. Et andet problem var, at Damekredsen fra København betalte kniplerskerne ved aflevering. En af fruerne fra hovedstaden havde nemlig tilladt sig at besøge nogle af kniplerskerne ved vestkysten. Her havde hun hørt om kniplerskernes problemer. Og det var ikke noget, der passede Hansigne Lorentzen. Siden opstod der strid om, hvilken tråd, der var mest rigtig. Samarbejdet med Hansigne Lorentzen brød sammen. Og damerne i København fik deres eget garantimærke på kniplingerne.

 

Belønnings – medalje

I Sønderjylland forsøgte Hansigne, at få mønsterbeskyttet de gamle kniplinger, men forgæves. I 1936 fik hun Den Kongelige Belønnings-medalje for hendes arbejde for Tønder – Kniplingerne, selv om mange nok ville mene, at hun også havde skadet Tønder – Kniplingerne ry i hendes kamp mod borgerdamerne i København. I København ville man godt samarbejde,
men kunne ikke rigtig finde ud af den lidt egensindige dame fra Ballum. Hansigne Lorentzen fortsatte med at arbejde for hendes datters knipleskole. Datteren gjorde også et stort stykke
arbejde for Tønder – kniplingerne.

 

Populær som håndarbejde

I 1970erne var det som om håndarbejdet fik en ny popularitet, men kun som hobby. Således har foreningen Knipling i Danmark mere end 4.000 medlemmer. I dag fejres der hvert tredje år Kniplings – Festival, og selvfølgelig i Drøhses Hus. Foreningen Kniplings – Festival blev etableret 100 år efter kniplings – industriens død i 1989. Ifølge min mor, så blev man afhængig af det, at kunne kniple. Og min Tante  Tinne underviste i kniplingskunsten.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler – heraf 283 artikler fra Tønder:

 

• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• De stakkels kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Tønderkniplinger
• Studetransport i Tønder og endnu flere artikler

Redigeret 15.09.2021