Artikler
Juni 10, 2013
Vi følger de såkaldte sekter i det vestlige Sønderjylland i ”prøjser – tiden”. ”Landskirken” var meget opmærksom på deres tilstedeværelse. Efterhånden blev det pålagt de almindelige præster restriktioner om ikke at samarbejde med dem. Og det nationale spillede også i høj grad en rolle. I 1912 gik det ud over Indre Mission, der blev splittet i to fraktioner. Men her var også baptister, adventister, grundtvigianere og bornholmerne i Ballum – området.
Dengang masser af fornyelse i Sønderjylland
Vi har tidligere omtalt pietismen og reformationen i Sønderjylland. Også brødrene i Christiansfeld er omtalt. Denne artikel handler om de såkaldte sekter i Sønderjylland, som Landskirken ikke så med milde øjne på. De blev fulgt til punkt og prikke og var oppe til diskussion hvert år, når de gejstlige mødtes. Sådan var det i hvert fald i det vestlige Sønderjylland.
Masser af religiøse bevægelser
I 1830 og 1840erne opstod der masser af religiøse bevægelser, såkaldte vækkelser over hele Danmark. Disse bevægelser fik inspiration mange steder fra, blandt andet hos Grundtvig. Der kunne være op til fem forskellige retninger bare i en lille landsby. I Sønderjylland spillede det nationale også ind. Det ødelagde også Indre Mission.
Modsætningsforholdene mellem Fiskerne (Indre Mission) ved Vestkysten og de glade Grundtvigianere kendes blandt andet gennem den pragtfulde bog af Hans Kirk, Fiskerne. De
andre fremmede kirkesamfund holdt også deres indtog, baptisterne, De sidste Dages Hellige og Jehovas Vidner.
Bornholmere i Ballum
På Bornholm opstod der stærkt røre omkring præsten Peter Christian Trandberg. Hans forkyndelse bevirkede en sand vækkelse. Og gennem lægprædikanten Chr. Møller kom vækkelsen til Ballum – egnen. Den nærmede sig efterhånden grundtvigianerne. Hvordan så det egentlig ud med Gud og troen i det vestlige Sønderjylland dengang under prøjsisk styre? Ja det kan måske lyde som et kedelig emne, at tage op, men det er det bestemt ikke.
Tønder Provsti
Dengang i 1876 var der noget der hed Nord – Tønder Provsti og Syd – Tønder Provsti. Hvert år samledes man, for at diskutere de kirkelige strømninger. Ja man kaldte det synoder. Og denne synode bestod af 90 medlemmer. Her var både gejstlige og lægmænd. Der blev lavet protokol i begge sprog. Og disse protokoller afspejlede ofte modsætningerne mellem de tyske og danske præsters synspunkter. I mange år foregik disse møde på Tønder Statsseminariets Festsal.
1881
Arbejdet for Indre – og Ydre mission er kun ubetydelig. Sekterne ( bornholmere, baptister og grundtvigianere) er uden større indflydelse. Gudstjenesterne og nadverbesøg ligger gennemgående meget højt.
1883
I Ballum og Brede er der afholdt missionsfester med stor tilslutning og større kollekter. Det skal understreges, at danske undersåtter ikke kan vælges som kirkeældste. Luthers 400 års fødselsdag fejredes i de fleste sogne med festgudstjenester. I Tønder endda med seks foredrag. Et lille Luther – skrift, forfattet af pastor H. Tonnesen i Aabenraa blev uddelt nogle steder.
1885
Den grundtvigianske bevægelse, som tilstræbte at melde sig ud af folkekirken syntes i hvert fald i Tønder, at være bragt i stilstand. I Mjolden havde de grundtvigske præster Hass, Hagen og H. Bojsen virket før 1864. Under det prøjsiske regime, blev der her dannet en grundtvigsk frimenighed. I Rødding skete dette i 1874 og i Bovlund 1879.
1886
Provst Kaftan som er blevet generalsuperintendent er efter lang vakance blevet afløst af P. Kier, som er provst i Tønder.
1887
Af sekter findes bornholmerne (Luthersk Missionsforening) i 8 sogne. Arbejdsmændene H. Pedersen Nielsen og H. Paulsen, som begge havde været med i krigen i 1864, begyndte deres lægmandsvirke først i 1870erne. I 1881 stiftedes Luthersk Missionsforening for Vestslesvig, da Chr. Møller fra Bornholm var på besøg. Der var 30 baptister heraf 16 i Visby. I Mjolden sogn er der en grundtvigiansk frimenighed bestående af 5 familier og 26 sjæle, som fuldstændig har isoleret sig fra Landskirken.
1888
Der afholdtes sørgegudstjenester ved de to kejseres, Wilhelm den Første og Friedrich den Tredje’ s død. På synoden den 7. december i Tønder blev den nye kejser Wilhelm den Anden hyldet med et trefoldigt Hoch. Grev H. Schack og Pastor H.S. Prahl, Møgeltønder refererede om arbejdet med den nye salmebog for de dansktalende menigheder i Slesvig, som synoden derefter anbefalede til autorisation på landssynoden i Rendsborg det kommende år.
1890
Bornholmerne i Ballum, Brede, Burkal og Rømø har ikke fremgang. De stillede sig venligt, dels afvisende over for landsbykirken. Den grundtvigianske menighed i Mjolden, bestående
af 7 familier med 21 sjæle, bærer i dens holdning imod den lutherske landskirke – også deri, at der findes blandede ægteskaber, gennem hvilke til landskirken hørende familier foranlediges til at holde sig til den – helt en sekts kendetegn. Bortset fra denne menighed findes der i Døstrup og Randerup endnu to familier, som tilhører denne sekt.
Man havde sandelig tjek på de ting, der skete inden og uden for autoriserede kirkelige kredse dengang. Således kunne man berette, at udsendige fra Christiansfeld Brødremenighed kommer til Abild, Burkal, Højst, Nr. Løgum, Ballum og Bylderup. Til de to sidste sogne nu også Nordslesvigs Indre Mission. Dette udsendinge – væsen bliver nogle steder understøttet af præsterne, andre forekommer det af meget tvivlsom værdi.
Christiansfeld Brødreby var grundlagt i 1773 af svenskeren J. Briant som datter-by af Zinzendorfs Herrnhut i Sachsen. Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark blev stiftet i 1861. i 1864 sendte de masser af sine kolportører til fronten. Stakkevis af Ny Testamenter blev uddelt til soldaterne
Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig blev stiftet i Aabenraa i november 1886. Foreningens drivende kraft og sekretær – fra 1907, var den unge andenpræst H. Tonnesen.
1891
I Ballum hersker der et meget stærkt og ivrigt religiøst liv. Præsten og udsendinge fra Indre Mission og Brødremenigheden holder bibelsamtaler…..Baptisterne synes her forsvundet….
Men Bornholmerne har udbredt sig meget stærkt – De har fem søndagsskoler. Sidste vinter opholdt sig tre agitatorer fra København, som hver aften holdt foredrag og øgede tilslutningen. Mange nye medlemmer er blevet optagne ved en generalabsolution. Alligevel har de erklæret at ville stille sig venligt til kirken. Der bygges nu et bedehus. Bornholmerne i kirkebyen håber præsten at holde ved kirken i forbindelse med Indre Missions – retningen.
1892
Bornholmerne i Ballum virker i det stille ud fra deres nye bedehus. Den nye Danske Salmebog er indført i de fleste sogne.
1893
Bornholmerne er venlige, baptisterne går tilbage, adventisterne frem. Grundtvigianerne i Mjolden (20 personer), Ballum (1 familie), Døstrup (1), Randerup (1) kendetegner sig selv ved deres absolutte afsondring fra den evangelisk – lutherske landskirken
Udsendinge fra Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig optræder i Bylderup, Abterp (Brede), Ballum, Løgumkloster, Burkal, Mjolden og Tønder. Man bedømmer
deres virke gunstigere end Gemeinschafts-folkene. Der er begyndt med kristelige foreninger for unge, som virker til velsignelse.
Vi skal måske lige tilføje, at den rent lægmands – prægede Gemeinschafts-verein er stiftet 1858 af Baron J. von Oertzen i Hamborg. Han talte også ved Indre Missions første årsmøde i juli
1887.
1896
Baptisterne har fået en prædikant i Emmerlev. Af Adventisterne i Visby var der kun to tilbage. Prædikanten er flyttet.
De udtrådte grundtvigianere viser sig i deres bestræbelser for at modarbejde landskirken nu helt og holdent som sekterere. I Mjolden danner de et fast, af kirken udtrådt samfund, idet seks familier, alle boende i Forballum, hver 14. dag holder deres gudstjeneste, ved hvilken Paulsen, Bovlund, er ordfører (Sprecher).
Overgrebene mod landskirken – man døbte og viede medlemmer af landskirken, som ikke var udtrådte – er nu opførte dér. Der bor endnu i grundtvigiansk familie i Ballum, 2 i Randerup, 1 i Døstrup. Også de ikke – udtrådte grundtvigianeres bestræbelser bør, såfremt de går ud på en virkelig adskillelse fra Landskirken, betragtes som sekteriske. Partiet har købt det gamle tinghus i Visby, i hvilken det hver 4. uge afholdes agitations – forsamlinger. Indtil nu uden mærkbart resultat.
Bornholmerne er egentlig mindre kirkefjendske end grundtvigianerne
Der er medlemmer i Ballum (mange), Brede (10 familier), Burkal (mange), Emmerlev (50 personer), Hostrup (enkelte), Hjerpsted, Ravsted, Tinglev (nogle). Deres leder bor i Skast, men har ingen tilhængere dér.
I de danske menigheder mere bekendt er Indre Mission, nu betegnet som ordmission til forskel fra den uforglemmelige Wichern stammende gerningsmission. (Pastor Joh. Henrich Wichern grundlagde 1833 børnerednings – hjemmet ”Das rauhe Haus” i Hamborg, og blev dermed en af den tyske diakonis fædre) .
Ordmissionen har åbenbart lettere end den egentlige, med rette således kaldte Indre Mission. Den taler ud i det almindelige og søger på sin side opvækkende at få fat i enkelte sjæle, skønt mest netop ikke dem, som står fjernt, griber altså ind i det beskikkede præsteembede, og synes, hvor dette sker i tilstræbt konkurrence, ikke at være utænkelig.
Gemeinschafts- folkene bedømmes mindre gunstigt af kirkeforstander- skaberne skønt deres udsendinge vel også bringer virkelig opbyggelse til mange og imødekommer et behov for rigeligere forsyning med Guds ord og inderligere fællesskab.
Helt anderledes står udsendingene for Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig i det almindelige omdømme. De underordner sig præsteembedet og er anvist at holde sig borte der, hvor præsten ikke ønsker deres virke. De beflitter sig også alvorligt på at fastholde den kirkelige
frelserlære. En af deres udsendinge har sin bopæl i Ballum. Her er der stiftet foreninger for unge mænd og kvinder , som nu den ny udnævnte præst, Paul Duysen Paulsen.
Han holder også godt besøgte andagter i Tønder, desuden i Abild, Burkal, Bylderup, Døstrup, Nr. Løgum og Ravsted. Nogle steder berettes der udtrykkeligt om deres velsignede virke, andre steder dømmer man mindre gunstigt. Foruden dem kommer også en enkelt gang en af de Christiansfelder Herrnhutere, men kun sjældent, mest i Løgumkloster, Højst og Ballum.
Af opbyggelig litteratur findes i de danske menigheder Sædekornet af pastor Tonnesen, Nordslesvigsk Søndagsblad, kirkelige del, Kirkeligt Søndagsblad og Indre Mission Tidende og anden dansk religiøs litteratur. Beretningen slutter:
1897
Lysten til opbyggelse i private forsamlinger og lægmands – vidnesbyrdet er fortsat mange steder tiltagende, således i Ballum, Burkal, Bylderup, Emmerlev, Løgumkloster, Nr. Løgum, Ravsted. Det er jo et tegn på kristeligt liv, særdeleshed på alvorlig spørgen efter Gud og sjælens salighed. Også offervilligheden til kristeligt formål skal med glæde anerkendes hos disse kredse. Ganske vist følger så også undertiden usundt væsen med, som det plejer at være tilfældet hos sådanne bevægelser. I flere beretninger fra sognene erklærer man at spore liden velsignelse af lægmands – vidnesbyrdet.
1899
Indre Mission udøver et voksende virke og har i flere menigheder mange venner. Der holdes mange forsamlinger. Bibelsamtalemøder bliver ny yndet. Missionsuger holdes i kirker og
skoler. I enkelte menigheder foregår stor vækkelse. Menighedslivet fremmes dog enkelte steder gennem Indre Mission. Det sker for eksempel i Ballum og Burkal. Men i Bredebro forsøgte de at trænge ind, hvor man ikke ønskede dem.
I Højst havde private i 1898 bygget et forsamlingshus, som ikke blev benyttet. Nu skal det være taget i brug af en udsending fra Brødremenigheden og altså være indviet.
I øvrigt har Konsistoriet i Kiel truffet bestemmelser, som nogenlunde afgrænser udsendinges virke over for præsteembedets arbejde. Gemeinschaft synes, at blive svagere i deres arbejde. Den bekæmpes også af Indre Mission. Bornholmerne er ret rolige.
1901
Det er blevet forbudt indremissionærerne at tale ved bårerne i hjemmet uden præstens tilladelse. Rejsningen af missionshuse synes at have mindre betydning for sagen, mindst for
de byer, hvor de står. I kirken i Brede har pastor Tonnesen med kirkeforstanderskabets tilladelse fejret årsfesten for unge mænd og kvinder.
Sektvæsenet er tiltagende. Baptisterne med deres falske dåb af genfødte har flere tilhængere, Sølsted (8), Ballum (7), Brede (10), Burkal (5), Bylderup (10), Døstrup (7), Emmerlev (8), Højer (1), Visby (4).
Den grundtvigske frimenighed, som har sit hovedsæde i Forballum ved Mjolden, tager ikke til. Men flere, som bliver i landskirken, holder sig til den. Og det tidligere tinghus i Visby bliver grundtvigianernes national – religiøse tanker ivrigt propaganderet i hyppige forsamlinger.
1903
Gemeinschaftsverins virke bliver stadig svagere. Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig har ikke just fundet videre udbredelse, men står som hidtil i ivrigt og frugtbart arbejde, afholder missionsfester m.m.
Baptisterne har deres centrum i Bredebro. Der derboende baptist – prædikant Andreasen holder ivrige prædikener i byen. Bornholmerne havde cirka 50 tilhængere.
1905
Indre Mission arbejder i alle de menigheder, hvor den har fået fodfæste.
1907
Baptisterne har i Løgumkloster bygget et kapel med bolig til prædikanten.
1909
Gemeinschaftsverein er ved at uddø. Derimod blomstrer i talrige menigheder Indre Mission. I ikke så få menigheder, har den eget missionshus, i Tønder endda et missionshotel.
1911
Den nye provst , W. Steffen indførtes 1910 i sin nye stilling i Tønder. Sektvæsenet havde ikke den store betydning. Men det var nu ikke hele sandheden. For aldrig har Indre Mission haft større tilslutning som dette år. Omkring en tredjedel af sognene i Nordslesvig var præget af Indre Mission. Man havde opført 11 missionshuse og Sædekornet opnåede et oplagstal på
8.000. hele 21 missionærer fungerede i området. Foruden Missionshotellet i Tønder havde man også efterhånden tilsvarende hoteller i Aabenraa, Haderslev og Gråsten.
1912
I 1912 skete der en splittelse af Indre Mission i Nordslesvig. Uenighederne handlede om det nationale. Bevægelsen ønskede at holde sig uden for politik og ikke blande sig i nationalitetsspørgsmålet. Identiteten som kristen spillede en langt større rolle end det at være dansk. Sprængningen gik hårdt ud over Indre Mission Nordslesvig. Det betød en massiv tilbagegang. De fleste missionærer valgte dog at blive hos Hans Tonnesen.
Splittelsen gik på tværs af tysk – og dansksindede. Missionshusene blev også delt. I Bolderslev og Agerskov var der en frygtelig strid om missionshusene.
1915
Baptisterne og Adventisterne er i tilbagegang. Den grundtvigianske frimenigheds størrelse er kun ringe
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20.09.2021
Juni 10, 2013
Pludselig lå der en pakke, foran Kirkemuseet i Tønder. Den viste sig at indeholde fem kistesten fra et for længst nedrevet gravkapel. Og dette kapel var opført af Nikolaj(Nikolaus) Tych. Han var overinspektør på Schackenborg i en ret så turbulent tid. Overinspektøren havde nok at se til. Han var amtsskriver, skulle tage sig af et bondeoprør, føre inspektion på Vadehavs – øerne, og klare logistikken i forbindelse med, at kongen udlejede militærstyrker til den engelske konge. Og så kom hans tjener til at stikke en anden ihjel.
Fem kisteplader
På et tidspunkt i 1956 blev der lagt fem kisteplader, indpakket i papir i vognporten ved Tønder Kirkemuseum, af en eller anden ukendt person. Man var så småt begyndt at indrette dette museum. Men lokalerne var endnu udlejet til værksted. Og da malermesteren skulle flytte rundt med nogle ting, fandt man så pakkerne ved et tilfælde. De fem blyplader havde været udsat får en hårdhændet behandling. Inskriptionerne var delvis dækket af større og mindre klatter af hård cement og kalk. Dengang var de helt ulæselige.
Det var tvivl om ejerforholdet, så man lod pladerne ligge i kirkemuseets oplagsrum i et godt stykke tid. Ingen ejermand viste sig, så museets ledelse traf den beslutning, at en konservator skulle rense blypladerne for cement og kalk, og om muligt genoptrække den oprindelige påmalede indskrift.
Familien Tych
Det var vaskelig at tyde indskrifterne, ikke mindst fordi den oprindelige maler dengang ikke havde taget det så nøje med forkortelser, data og ord. To af pladerne vedrørte bestemte navngivne personer. Den ene var Fru Beata Tych død i Tønder den 17. april 1697, og Fru Ida Christina Kenckel født Tych død i Tønder den 30. maj 1691. To plader indeholdt bibeltekster, og en sidste plade en døendes provst sidste ord. Et kæmpe arbejde fulgte, og efterhånden gik det op for museet, at man her havde fat i den Tychskes familie. Døden fulgte i hurtig rækkefølge fra 1691 – 1697.
Kistepladerne havde oprindelig deres plads i det gravkapel, som overinspektør Nikolaus Tych i 1687 fik tilladelse til at opføre ved nordsiden af Tønder Kirkes kor. Her oprettede Tych et gravsted for sig selv og sine nærmeste. De fem kistepladers eksistens vidste man ikke noget om. I det hele er det ikke meget, man ved om dette gravkapel.
En ond tid
Slutningen af det 17. århundrede må i det hele taget for Tønder og det gamle hertugdømme Slesvig have været en ualmindelig ond tid. Dønningerne af danskerne og svenskernes krigerske uenighed nåede helt herned, hvor den danske konge lå i bestandig strid med de gottorpske hertuger. Fok har måttet lide under disse forhold.
Overinspektør og meget mere
Midt i det hele skimter vi omridsene af en betydelig og karakterfast skikkelse, overinspektør Nikolaus Tych på Schackenborg. Han var født den 29. december 1633, som søn af af en kongelig dansk embedsmand ved navn Claus Tych (eller Tuch)og dennes hustru, Catharina født Schrøder. I hele 26 år fra 1668 til 1694 var han overinspektør (Ober – Inspector)på grevskabet Schackenborg. Men han var meget mere end det.
Han var den danske konges trofaste og højt betroede undersåt. I 1676, da Tych havde været overinspektør i 8 år på Schackenborg, udstedte den danske konge et patent, hvorved de gottorpske amter og landsdele blev sekvestrerede. Det betød at kongen inddrog skatterne fra disse landsdele under kronen og indsatte kongelige embedsmænd (kontributionsforvaltere og amtsforvaltere) til at indkassere skatterne. De tilsvarende gottorpske embedsmænd flygtede ud af landet blandt andet til Hamborg.
Inspektør på øerne
Der er omtalt to af sådanne sekvestrationer – den første fra 1676 til november 1679. Den anden fra maj 1684 til juni 1689. Begge gange blev Nikolaus Tych, kontributions– og amtsforvalter i Tønder Amt. I 1682 blev han tillige udnævnt til inspektør for de øer i Vadehavet, der hørte under Ribe Amt. Han tog sin afsked som inspektør på Schackenborg i 1694, og flyttede til Tønder, hvor han døde den 9. december 1696.
Gift to gange
Nikolaus Tych var gift to gange. Hans første hustru, Anna døde (antagelig) i 1687 og er begavet den 2. februar 1687. Samme år blev Tych gift anden gang med Beata, der døde i april 1697. Pladen fortæller, at hun var født i Meldorf den 28. marts 1642. At det virkelig var overinspektørens kone, kan ses i kirkeregnskabet for Tønder fra de år. Her står, at der den 18. april 1697 blev ringet med kirkeklokkerne for die sel. Frau w. Ambts Verwalter fr…Tüchin.
Klokkerne lød ud over Tønder
Det var ikke skik dengang at lade kirkens klokker lyde ud over Tønder by, dersom det kun var almindelig godtfolk, der var afgået ved døden. I livet som i døden opretholdt man klasseforskellen. Det var kun de fine og rige borgere, der fik en jordefærd mit Pomp. Det kunne til gengæld også være i den helt store stil, som da Nikolaus Tych blev begravet i 1696. Da blev der ringet endog usædvanligt længe med Tønder Kirkes klokker – 52 gange i alt. Dertil kom, at der blev brændt 41 stk.172 pund vokslys i kirken. Til gengæld var kirken blevet betænkt. Foruden en kostbar alterkande og alterkalk af sølv havde overinspektøren skænket Tønder Kirke den nette sum af 800 rigsdaler.
Nikolaus Tych var en rig mand. Den 26. januar 1687 fik han efter skriftlig overenskomst med byens råd tilladelse til at lade opføre et privat gravkapel for sig og sin familie ved nordsiden
af Tønder Kirkes kor. Dette kapel fik dog kun lov til at stå i ca. 200 år. Det blev nedrevet i 1894 . Det blev erstattet af en sakristi – bygning af et uheldigt ydre, hvis man må tillade at sige dette. Denne bygning blev revet ned i 1940 – 44.
Familiens hårde skæbne
Godsinspektøren fik også lov til at ophænge et familie – epitafium inde i selve kirken på korets nordlige væg lige over indgangen til gravkapellet, samt til at lade indrette en lukket og privat Kirkestol for familien Tych på det daværende pulpitur. Så vidt vides hænger portrætterne stadig i kirken. Den ene af pladerne, var til ære for hans datter Ida Christina. Hun blev den 6. september 1687 gift med provst Bernhard Kenckel, der var provst i Tønder efter sin far, Stephan Kenckel fra 1686 – 1693. Hun var født den 26. november 1661 og døde den 30. maj 1691, knap 30 år gammel. Knap to måneder før var hendes svigerfar død. Og kun to år efter døde hendes ægtefælle, Bernhard Kenckel.
De 10 år fra 1687 til 1697 må have været sælsom periode for familien. Overinspektøren fik hurtig brug for sit private gravkapel. Den unge provst Bernhard Kenckel var endnu ikke 38 år, da han døde. Da havde han allerede mistet sin far og hustru.
Hårde pligter
Men hvordan så Møgeltønder ud i Nicolai Tychs tid? Efter feltherre Hans Schacks overtagelse af Møgeltønderhus syv år før Tychs ansættelse, blev der inddraget en del bondejord. Landegildet, der var blevet betalt i naturalier, blev nu afløst af pengeafgift. Og nu skal der betales lejeafgift til Slotsmarken. Til herskabet måtte bønderne ved fæsteskifte betale fæstepenge eller ind-fæstning, som androg 40 rigsdaler. Og så skulle bønderne betale hartkornsskatter. Man skulle også betale ekstraordinære militærleverancer (se artiklen: Soldater på Jordsand).
Hertil kom så tiende til præst og herskab. Og det var ikke slut. Blandt byrderne var også mølletvangen til Lindskov Mølle og arbejdet med vedligeholdelse af diger og veje.
Gårdmændene bestemte
Antallet af fæstegårde i Møgeltønder var nogenlunde konstant. Men antallet af kådnerhuse steg efter 1660. I 1676 var der således 42 huse. Det antal steg, da man anlagde Slotsgade. Det
var kun gårdmændene, der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kådnerne måtte betale sig fra græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner og døtre kniplede. Kun bønderne havde stemmeret ved Grandemøderne. Og overholdt man ikke Grande – vedtægterne skulle der betales bøder, som ofte bestod i øl og brændevin. I engene syd for byen var det vigtigt at føre tilsyn med, at grøfterne blev rettidigt oprenset. Det var også vigtigt, at vejene i regnvejrsperioder var farbare.
Møgeltønder – gårdene havde ikke meget jord, men det der var, var af god kvalitet.
Stridigheder med naboerne
I Møgeltønder skulle vejene være 14 alen eller ca. 9 meter brede. Det førte ret ofte til stridigheder, især på grund af møddingernes noget uhensigtsmæssige anbringelse, og det førte ofte til stridigheder med naboen. Da Hans Schack kom til Møgeltønder lavede han en kontrakt med bønderne i Møgeltønder Birk. De kunne for en årlig leje på 1.000 rigsdaler leje ladegårdsmarkerne. Man kunne også for en årlig afgift på 10 rigsdaler løskøbe sig for det forhadte avlingshoveri.
Bønderne var utilfredse
Ladegårds – bygningerne blev dog genopført af Nicolaj Tych. Han overvejede, at genindføre ladegårds – driften og dermed avlingshoveriet. I den forbindelse blev gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen inddraget under hovedgården. Slotsmarken blev dermed forøget. Der blev færre til udføre kørsel for herskabet, og bønderne blev i 1672
beordret til at pløje fire af tolv kobler.
Bønderne var stærk utilfredse med denne udvikling. Deres anfører, Anders Nissen havde en fæstegård på Kanikus. Da kongen i 1672 var på gennemrejse i Flensborg, opsøgte en større deputation af birkets bønder ham, og forelagde en klage over feltherrens dispositioner. Men kongen kom aldrig med noget svar (Se artiklen: Oprør i Møgeltønder). Hans Schack og Nic. Tych søgte imidlertid at dæmpe uroen både med det gode og det onde. Men det gav dog ikke noget resultat.
Brødre arresteret
Anders Nissen blev afskediget som birkeskriver, fordi han havde optrådt som bøndernes advokat. Under dramatiske omstændigheder blev Anders Nissen og hans bror, Karsten og en tredje bonde arresteret af Nic. Tych og hans ryttere. De blev anbragt i fæstningen i Fredericia og blev behandlet temmelig ublidt.
60 Møgeltønder – bønder kastet i Kastellet
Ikke færre end 60 bønder begav sig den besværlige rejse til København i juni 1672, hvor de overrakte kongen et bønskrift. Men heller ikke i dette tilfælde svarede kongen med det samme. Men man afleverede så et nyt bønskrift, der heller ikke gav et svar. Men det havde åbenbart været for meget for majestæten, for dagen efter blev alle bønder fra Møgeltønder indfanget og anbragt i Kastellet. Her blev de udsat for hårdt legemligt arbejde.
Men de lavede så et tredje bønskrift til kongen, hvor de bad om at blive løsladt, for de skulle hjem og klare høsten, for ellers kunne de ikke klare deres landgilde. Men det var først ved Hans Schack’s og Nic. Tych´s mellemkomst, at de slap fri mod et højtideligt løfte om, at de i deres livstid ikke ville klage over herreskabet på Schackenborg. For Hans Schack var det også vigtigt at
få sit landegilde. Kort efter blev også de tre arrestanter i Fredericia frigivet. Anders og Karsten Nissen skulle dog lige forbi fangehullet i Møgeltønderhus. Disse måtte selvfølgelig afgive et lignende løfte.
Anders brød sit løfte
En ting er at afgive et højtideligt løfte i en presset situation og så vitterlig at holde dem. Anders Nissen kunne ikke stille sit urolige hoved, hed det i en beretning. Nic. Tych og herskabet kom undervejrs med, at han pønsede på et nyt oprør, så derfor slotsfeltherren til. Han lod Anders Nissen og de øvrige anførere stævne for Møgeltønder Birketing. Han lod dem stå over for en upartisk sættedommer, nemlig hans egen birkedommer i Ballum Birk, Anders Thomsen. For at understrege alvoren, lod feltherren Birketinget besætte med ryttere.
Udvist af landet
I august og september 1674 blev sagen oprullet ved Birketinget. Alle bøndernes klager blev i det store og hele afvist. De to brødre, Anders og Karsten Nissen blev dømt til, at have hals og hånd forbrudt samt at miste fæstegårde. De øvrige hovedmænd blev dømt til at miste deres fæste, men efter nye bønskrifter og fornyede højtidelige løfter, blev de benådet. Men skulle de bare gøre den mindste opsætsighed, ville de få frataget deres gårde.
Anders og Karsten Nissen blev også benådet. Men for den førstnævnte dog først efter en dramatiske tid. Han blev holdt i bolt og jern i slottets tyvehul i syv uger. Han blev benådet under betingelse af, at bønderne skulle betale til et orgel i Møgeltønder Kirke. Men det kendte Anders Nissen dog ikke noget til.
Han blev ført til retterstedet nord for byen, hvor skarpretter, præster og en stor skare nysgerrige tog imod. Men da skarpretteren skulle til at udføre sit beskidte hverv, trådte Nickolaj Tych frem. Efter ordre fra feltherren blev Anders Nissen benådet.
Et falsk orgel
Åbenbart var der ikke kommet nok penge til det orgel, for det hedder sig, at i 1679 fik Møgeltønder Kirke et orgel. Det er stadig landets ældste kirkeorgel i brug. Men det var sådan, at bønderne samlede 300 rigsdaler for at Anders Nissen kunne blive benådet. Men Nic Tych mente nu ikke, at han var så meget værd, så bønderne fik de 100 rigsdaler igen. Alt imens står det i historiebøgerne, at greven forhandlede med en orgelbygger i Hamborg om prisen på dette orgel. Men mon ikke dette var overladt til Nic. Tych. Men åbenbart blev det forhandlet for meget. Prisen kom ned på 420 rigsdaler, men det var stemt en tone forkert. Og resten af pengene blev samlet ind i sognet.
To stemmer af orglet blev i 1906 bygget om. Og i 1954 – 1956 blev orglet rekonstrueret og udvidet. Begge gange af Marcussen i Aabenraa. De gange jeg selv har været i Møgeltønder Kirke og har hørt orglet, har jeg ikke hørt det spille falsk.
Og vores overinspektør var også gavmild over for Møgeltønder Kirke, således forærede han i 1694, den nuværende prædikestol. Det gamle fik de glæde af over på Sild i Kejtum.
Dødsdom ophævet
Anders Nissen skulle dog sværge, at han ville forføje sig ud af kongens og hertugens lande. Skulle han igen vise sig inden for godsets område ville dødsdommen blive eksekveret. Efter feltherrens død den 27. februar 1676 tog han ophold i Aventoft på det gottorpske område, og kun et par kilometer syd for Møgeltønder. Herfra genoptog han sagen med indirekte støtte
af birkedommer i Møgeltønder, Peter Jensen. Efter lange tovtrækkerier nåede sagen frem for Højesteret, som i 1678 ophævede dødsdommen. Men man opretholdt udvisningen fra det nyoprettede grevskab, Schackenborg. Det lykkedes aldrig for Anders Nissen at for oprejsning. Efter Nickolaj Tych’s død var der fortsat en del uro i Møgeltønder. Og det skyldtes ikke mindst
udskrivningen til Landmilitsen.
Slotsgade anlagt
Da feltherre Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661 var området mellem slottet og kirken endnu næsten kun bar mark. Kun på nordre side af kirkegården lå nogle huse. Disse blev først indlemmet i Slotsgade ved udgangen af 1800 – tallet. I Nicolaj Tychs tid blev området kaldt “Den Gamle Slotsmark”. Her lå et par bronzealderhøje, hvoraf den ene blev brugt som tingsted. I den sydlige del af den gamle Slotsmark , blev der senere under bøndernes protest i ca. 1680 udskilt en bred strimmel jord, som blev den nordlige side af Slotsgaden.
Allerede i 1683 nævnes 7 huse. Blandt beboerne var i 1688 slotsgartneren, som senere fik krobevilling. Også slottets betjente og håndværkere fik deres bopæl i denne gade. De østligste huse var opført af grevskabet.
Nord for gaden og vest for slottet frem til Stjernen var der en mark på 26 Demant. Den direkte vej over marken til Gallehus var sløjfet og Møllevej blev anlagt. En skitse fra dengang, en slags mini – bykort findes stadig, tegnet af Nicolaj Tych.
Drama i Møgeltønder
Møgeltønder var ikke forskånet for brande. I hvert fald gik det ud over Johan Kleinsmeds smedje i 1671. I kirkebogen kan man 1683 læse, at Johan Kleinsmed og hans hustru indebrændte,
da de i fællesskab søgte at redde en kiste med linned ud af det flammende bål, “ganske lidet af deres Krop beholden”. Man blev senere i byplanlægningen i Møgeltønder opmærksom på faren for skorstene, bage – og kakkelovne.
Overinspektøren fik også mere at tænke på. Hans tjener, Hans kom 1669 for skade at dræbe Hans Kleinsmed ved knivstik. Han flygtede for at undgå galgen og blev erklæret fredløs.
En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling. Han blev dømt for ran og tyveri til at blive hængt. Det skete sandelig noget i overinspektørens tid i Møgeltønder. Således blev en 15 årig dreng fra Møgeltønder dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 årig skoledreng til døde. En mand og en kvinde dødsdømtes i 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.
I løbet af bare 5 år blev ikke færre end 5 dødsdømt og 2 dømt fredløse i Møgeltønder.
Møgeltønder Birketing dømte strenge straffe. For tyveri blev der dømt Hudstrygning og Brændemærkning. Kagmanden og Træhesten foran tinghuset stod ikke ubenyttet hen. Mange makabre skuespil under stor tilstrømning af nysgerrige beboere har udfoldet sig både foran tinghuset i Slotsgade og retterstedet ved Møllegade.
Kongen udlejede soldater
Ja og så var det lige at kongen underskrev en aftale den 15. august 1689 med den engelske konge om udlejning af danske tropper. Dette betød masser af arbejde for vores overinspektør.
Først var meningen, at de skulle udskibes fra Ribe, senere blev dette flyttet til Ballum – Hjerpsted området og senere endnu sydligere, Jordsand og Emmerlev. Dette krævede masser af planlægning, og det var overladt til amtsskriver Jens Kristensen, Ribe og Nicolaj Tych. Der blev også pålagt beboerne ekstra byrder ved denne udlejning. At tab af en hest så resulterede i en større erstatning end i en tabt soldat kan I læse nærmere om i artiklen “Soldater på Jordsand”
Ja, det var hvad fem kistesten kunne fortælle. Og egentlig kunne vi fortælle meget mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17-09-2021
Maj 23, 2013
For samfundet var begivenhederne den 18. maj 1993 på Nørrebro forfærdelig. 90 betjente blev såret, 11 aktivister blev der skudt på. Andre blev aldrig politibetjente igen. Volden den aften var ekstrem. En aktivist, der var ramt i hovedet måtte ikke tale med familien. Og en uskyldig tilskuer måtte først til Landsretten, inden han blev frikendt for terror. Aldrig mere 18. maj, sagde politiet. Men seks år efter var detailhandlere i livsfare. Politiet kom ikke til hjælp. Der har altid været uro på Nørrebro. Næsten på 20 – års dagen var der igen ballade. Bagerst i artiklen finder du en lang liste med artikler om “Uro på Nørrebro” – men der er mange flere.
Før og efter 18. maj 1993
Urolighederne den 18.maj 1993 bliver betegnet som den værste uro i fredstid. Som sædvanlig foregik det på Nørrebro. Og beboere og detailhandlere på Nørrebro har så sandelig været med
til lidt af hvert, før og efter den 18. maj 1993.
Handelsforening truet
Og så mange en betjent er sikkert træt, når man nævner Nørrebro. Vi har tidligere skrevet om, at der altid har været bisser og bøller på Nørrebro. Optøjerne er ofte opstået af fejlslagen politik. Gang på gang har politikere lovet detailhandelen kompensation, men det har de så senere glemt alt om. Da de så var trængt op i en krog, ja så forsøgte man at indklage Handelsforeningens hjemmeside for pressenævnet. Men det fik de ikke meget ud af. Nørrebro Handelsforening havde gode venner i Radioavisen, der kunne bekræfte, hvad visse politikere havde sagt. Vi havde citeret dem ganske rigtig.
Optøjer på Nørrebro har kostet hundrede millioner
Optøjerne i tidens løb på Nørrebro har kostet politiet et sted i nærheden af flere hundrede millioner af kroner. Det er så de færreste, der spørger, hvad det har kostet detailhandelen i tabt omsætning eller i hærværk og ødelæggelser. Og nej, forsikringsselskaberne har ikke uden videre betalt, som politikerne har bildt befolkningen ind. Tværtimod måtte detailhandlere på Nørrebro betale mere end kollegaer andre steder, fordi bydelen i forsikrings – øjemed blev betragtet som en risikozone.
Ligesom betjentene fra dengang følte sig svigtet af samfundet, så har butikkerne på Nørrebro følt det samme. Man har talrige gange opfordret politikkerne til at komme ud og opleve virkeligheden på Nørrebro.
Hademails fra betjente
Nørrebro Handelsforening har aldrig holdt sig tilbage, når der var nogen at kritisere i forbindelse med urolighederne. Det har i tidens løb resulteret i hademails fra politibetjente og politikere fra alle grupperinger, men også trusler om sagsanlæg mod foreningens hjemmeside. Undertegnede, der skriver disse ord er både redaktør af www.norrebro.dk og www.dengang.dk har oplevet en del i tidens løb. Og diverse begivenheder er så rigt beskrevet på disse to hjemmesider. Bagerst i denne artikel får du en oversigt over nogle af de talrige artikler, der beskriver uroen på Nørrebro på de to hjemmesider.
Aldrig 18. maj igen
Måske burde den enkelte betjent have at vide, at der er forskel på, at patruljere på Østerbro og Nørrebro. Mange unge ser rødt, når de ser en betjent på Nørrebro. Og det er især nye betjente, de ikke respekterer. På et tidspunkt havde lokale betjente med et rigt lokalkendskab et godt tag i de unge. Men selv lokal kendskab kunne have forhindret begivenhederne den 18. maj 1993.
Politiet sagde dengang, at man aldrig skulle opleve en 18. maj igen. Men ak. Der er desværre efterfølgende eksempler på, at detailhandlere var i livsfare, fordi politiet holdt sig tilbage. Cirka på 20 – års dagen for slaget den 18. maj 1993, var det igen galt på Nørrebro. Igen var detailhandelen gidsler på aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalister.
Ingen draget til ansvar
Indrømmet den 18. maj 1993 var flere betjente i absolut livsfare. Og det er vel ikke noget at sige til, at betjente trak pistolerne. Men politiledelsen traf forkerte beslutninger. Og det var nok årsag til, at betjentene løb ind i problemer. Men ingen i politiet er nogen sinde blevet draget til ansvar. Situationen den 8. – 9. november 1999 udviklede sig, fordi politiet lod vente på sig. Denne episode var endnu være for detailhandelen på Nørrebro. I dag har man glemt den.
Fra bitterhed til tragedie
Politiet ville ikke anskaffe sig vandkanoner. Betjentene blev i stedet pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – nat fra bitterhed til tragedie. Harmen resulterede i ildspåsættelser, hærværk og blindt raseri. Politiet havde valgt at sende 300 mand til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer ender det i en sandt blodrus. Ordensmagten var i sandt undertal. Og mange af betjentene var ikke færdiguddannet. På Fælledvej går det helt galt. Man manglede pludselig tåregas, radiokommunikationen svigtede, og styrken blev presset.
Skud mod danske statsborgere
Brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer politibetjente og butiksvinduer. Flere betjente gik i chok under de hadefulde angreb. Af fare for helt at miste kontrollen affyrede danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 danske statsborgere måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet. Ingen, hverken civile eller politifolk blev dræbt, men det var nok held. Eftervirkningerne førte til dødsfald.
Bundløs angst
En tredjedel af den indsatte politistyrke fik fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt. For mange endte konfrontationen i personlige problemer og årelange fortrængninger. Storedrenge græder ikke. Mange betjente nægtede at få hjælp. Mange fik det først efter syv år.
Gennem 90’erne brød adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløs angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.
En af lederne, en vicekriminalkommissær giftede sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlod styrken og gik langsom i opløsning. I 1999 slog han sin kone ihjel. Året efter hængte han sig i sin celle i Ringsted Arrest.
Skud mod forbryderiske antidemokrater
Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af sig selv. Men ingen vil hverken påtage sig skyld eller ansvar. Politikerne fastholdt, at alle demokratiske spilleregler var fulgt. Politiledelsen frikendte sig selv.
Halvdelen af befolkningen syntes, at det var i orden at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk blev sigtet for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne blev gennemført.
Politiets sorteste dag
Hvorfor udviklede det sig, som det gjorde? Var det raseri over ja til til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for meget øl? Den 2. juni 1992 havde 50,7 pct. sagt nej til Maastricht – traktaten. Et næsten enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter, blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.
Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mente, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Den enkelte betjent følte sig ladt i stikken efter syv års mistænkeliggørelse. Betjentene blev gjort til syndebukke, og dette sled mange op.
Man valgte Nørrebro som kampplads
Antifascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen. De fulgte den fredelige demonstration. Da alt tegnede sig til et ja, døde festlighederne og betjentene blev sendt hjem. Egentlig ville aktivister have lavet ballade i indre by i nærheden af Christiansborg. Men man besluttede sig i sidste ende, at vælge Nørrebro i stedet.
Man var på hjemmebane
Ud fra gadekamp – taktisk perspektiv var man her mere på hjemmebane. Og man ville også her kunne få opbakning fra flere sympatisører. Nogle følte, at de fredelige demonstrationer ikke gjorde den store forskel. Det var bare De andre og Os. Man var fokuseret på, hvordan man kunne få ram på politiet, uden at de fik ram på en. Politiet blev betragtet som en fjendtlig magt og som undertrykkende soldater med kampudstyr.
Man hadede politiet
De venstreradikale hadede politiet. Man havde sloges med dem i mange år. Hadet var blevet dybere. Man brugte ufine ting, men det gjorde politiet også, mente aktivisterne. Således kunne nogle fortælle, at to af deres venner var blevet banket af betjente i en baggård. Det var rart, at kunne slå tilbage. Om det var sandheden vides ikke. Aktivisterne blev radikaliseret, de skar alle politifolk over en kam. Man mente ,at det man gjorde den 18. maj 1993, var det rigtige.
Kan du huske Benjamin?
Under en anholdelse af en demonstrant udbrød en civilbetjent:
Pludselig blev den dramatiske sag fra nytårsnat 1992 genopfrisket. Tre betjente lå oven på Benjamin på Rådhuspladsen. En af dem pressede sit knæ hårdt imod hans ryg, mens en anden hev i hans halstørklæde. Han blev lagt i benlås og båret ind i en politibil. Ved ankomsten til den lokale politistation, opdagede betjentene, at han var bevidstløs. Man forsøgte genoplivning.
Under transporten havde han fået hjertestop. Han blev senere erklæret 100 pct. invalid. Han havde været klinisk død i nogle minutter.
Benjamin Schou kom aldrig til bevidsthed igen. Han levede på et plejehjem, hvor han døde den 5. september 2008.
Kampråbet, “Kan du huske Benjamin” er blevet brugt mod politiet adskillige gange. Episoden med Benjamin huskes tydelig i det venstreradikale miljø.
Kunne have kostet menneskeliv
Politisk engagement kunne den 18. maj 1993 have kostet menneskeliv. Før og siden har politisk engagement på Nørrebro kostet lemlæstelse, bål og brand, rude-knuseri og masser af hærværk. Butikker, ja selv den lille dyrehandel var i aktivisternes øjne kapitalister.
Det danske nej, året forinden, betød at EU – projektet på flere måder blev sat i stå. Traktaten skulle ratificeres af samtlige medlemslande for at dens grundlag kunne træde i kraft. Derfor blev der hurtigt lavet en ny aftale med fire danske forbehold. Og 56,7 pct. sagde ja. Men de forbehold betød intet for borgerne på Nørrebro. Her var flertallet imod EU, og de var bestemt også imod den måde politikerne håndterede det på. Flere uger inden denne aften havde Antifascistisk Aktion planlagt demonstrationen.
Barrikader
Deltagerne begyndte at gå hjem. En gruppe på 500 – 1.000 personer gik ned ad Blågårdsgade. Men ikke alle havde lyst til at gå hjem. De havde planer om, at lave barrikader.
Øjenvidner fortalte, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen af barrikaderne på Nørrebrogade. Ret hurtig fik de hjælp af lokale beboere. Kort sagt, autonome, spontane demonstranter og vrede borgere havde antændt bål og smadret butiksruder. Butikkerne på Nørrebro blev regnet for kapitalister. Skurvogne blev fremskaffet til barrikaderne. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone. Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro.
Nærpolitistation angrebet
Nærpolitistationen Blågården blev angrebet. De første barrikader opførtes på Nørrebrogade. Der var ingen forudgående meldinger om uro. De første politistyrker troede, at det var tale om mindre isolerede hændelser. Angivelig er det omkring kl. 23.15, at demonstranter angriber stationen. Normalt var den ubevogtet om aftenen, men ikke denne aften. Meldingen kollega i knibe bliver sendt. Først kl. 0.13 var situationen i Blågårdsgade under kontrol.
Politiet rykkede ind før hele mandskabet var på plads. Og situationen omkring nærpolitistationen kunne have udviklet sig. Inde på stationen befandt sig seks betjente. Udenfor havde 200 demonstranter opdaget de seks betjente. Med en hjemmelavet rambuk forsøgte de at komme ind til betjentene.
Man ville have kamp
Først kl. 23.15 var den første kampstyrke klar ved Søtorvet, cirka 500 meter fra de nærmeste barrikader. Der blev affyret stor mængder tåregas ind mod aktivisterne. Egentlig ville politiet holde sig afventende, men der forelå en anmeldelse om brand. Barrikaderne måtte ryddes, så brandbilerne kunne komme frem. Men det var en falsk anmeldelse. Man ville have kamp med politiet. Ret hurtigt fik man ryddet barrikaderne. Men for at holde stillingen krævedes det et stort mandskab. Og omkring Blågårdsgade blev politiet angrebet fra sidegaderne.
En filmscene
Betjentene var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen havde klarhed over begivenhederne. En efterlysning om mere tåregas nåede aldrig frem til Politigården. Måske havde politiet overvurderet sig selv, og det kunne demonstranterne mærke. Tilskuerne oplevede det nærmest som en filmscene. Og de sten som de demonstrerede kastede kom retur.
Våben lå frit tilgængelig
Omkring kl. 0.13 mente politiet at have situationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen var i politiets besiddelse. Broen blev også besat af politiet. Området var indhyllet i tæt tåregas. Demonstranterne gik nu mod Skt. Hans Torv. Her lå flere tons frit tilgængelig brosten. Disse blev samlet i affaldscontainere, så de lettere kunne transporteret.
Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.
14 urobetjente blev sendt op på Torvet for at observere og rapportere. De hjalp med at samle sten i en container. Men de blev genkendt af et ægtepar. De blev jagtet ned ad Fælledvej. De havde ikke fulgt ordren med at forholde sig passive.
Hvem havekommandoen?
Uromagerne angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og andet materiale. Dette medførte, at den i forvejen hårdt trængte politikæde gik delvis i opløsning midt på Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben, men dette havde ikke en synderlig effekt. Der blev kommanderet varselsskud, men det havde heller ingen effekt. Omkring Skt. Hans Plads var betjentene ikke klar over, hvem der havde kommandoen. Omkring kl. 0.30 befandt cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kunne hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De brugte deres sidste udvej. Man trak pistolerne og rykkede frem.
Total kaos
Der forelå nu en melding om, at kollegaer var i overhængende fare, så forstærkninger rykkede nu frem. Med hævede skjold begyndte betjente nu at småløbe frem ad Fælledvej mod Skt. Hans Torv. På vejen måtte de passere brændende biler. Mange betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget sin hjelm af. En aktivist så dette og knaldede en sten i hovedet
på ham. På et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og andet kasteskyts.
Sårede betjente kom humpende og blev båret fra Fælledvej , mens andre betjente fra alle retninger kom løbende til som forstærkning. Det virkede på aktivisterne som om de ikke havde kontrol over situationen. Der var ingen struktur, og det virkede som kaos. Fra klokken 00.30 rådede der da også total kaos blandt betjentene.
Skt. Hans Torv skulle genindtages
Politiledelsen besluttede, at Torvet skulle genindtages. Kl. 034 lød de første skud. Kugleregnen varede i 36 sekunder. Det gik kludder politiets strategi. Stenregnen stilnede nu næsten af. Kl. 036 blev en enkelt betjent ramt af en sten. Pludselig hørte man råbene, Skyd efter benene, og det lød et enkelt skud. Råbet blev gentaget 8 sekunder senere. Dette udløste en kraftig salve,
der varede i over 17 sekunder.
Fra hovedkvarteret ville man ikke give tilladelse til at bruge skydevåben. Det var den lokale leders eget ansvar. Politiet opfattede, at demonstranterne betragtede varselsskuddene som fyrværkeri en nytårsaften.
Endelig mere tåregas
Klokken 0.45 var politiet rykket frem til Skt. Hans Torv. Man havde nu endelig fået fremskaffet mere tåregas. Hele Torvet blev nu indtaget. En lille gruppe betjente rykkede samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skød politiet for tredje gang direkte ind i mængden i en salve, der varede i syv sekunder. Det var de sidste skud, der blev affyret her kl. 0.45. Senere viste det sig, at i alt 113 skud var affyret.
Oversmurt af blod
To unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Ud fra Joes Kaffebar kom man bærende på en mand, der var ramt i maven. De lagde ham på gaden, og skreg efter en ambulance. Men politiet nægtede. De ville ikke lade den komme frem. Så tog nogle andre betjente manden op på deres skjolde og bar ham væk. Inde på kaffebaren var toilettet oversmurt med blod. Flere andre sårede viste sig. Mange havde brug for en ambulance.
Skudt i hovedet
Men ambulancerne måtte ikke køre ind på Indre Nørrebro. Området var erklæret i undtagelsestilstand. Et par stykker blev transporteret til Rigshospitalet på ladcykler. På hospitalet viste det sig, at mindst en aktivist havde fået et skud i hovedet. Stumper af det ene projektil sad kun få millimeter fra halspulsåren.
Og på hospitalet blev de sårede anholdt, inden de kom under behandling. Således blev en 17 – årig sendt i isolationscelle i Vestre Fængsel, selv om hans sår krævede daglig behandling. En person, der blev skudt i hovedet blev nægtet besøg af familien. En betjent sad på stuen og overvågede den syge.
Opsamlingssted på broen
På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted for de sårede. Blandt betjentene er de såredes antal oppe på 90. Det var knap en tredjedel af dem, der var indsat i bydelen. Flere havde knust fødderne, andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet. Men hvad der var endnu værre, flere havde fået sår på i sjælen. Og mange var under psykolog – behandling syv år efter. Andre blev aldrig politibetjente igen.
Politiet kunne ikke skelne
Senere så det ud som om politiet var i overtal. Folk flygtede, og det gjorde tilskuere også. I den ophidsede situation kunne politiet ikke skelne mellem tilskuere og aktivister. Således blev passive tilskuere angrebet med skjoldet forrest, og der blev tæsket løs på dem. Flere blev anklaget for sabotage og terror. Og et par måtte føre deres sag helt til Landsretten for så at blive frikendt.
18. maj – udstilledes magten
En aktivist, der var med til at smide sten efter politiet udtaler:
Sideeffekten med 18 maj var, at det pustede liv i den gamle bz – bevægelse, som på det tidspunkt var ved at uddø. Begivenhederne fastslog, at politiet var de venstreradikales fjende.
Opbakning fra statsministeren
Om morgenen den 19. maj erklærede statsminister Poul Nyrup Rasmussen endda på engelsk, at regeringen står helt bag politiets reaktion og hans tanker gik til de kvæstede betjente. Samtidig afviste justitsminister Erling Olsen at der var nogen som helst grund til at iværksætte en nærmere undersøgelse af begivenhederne. Det betød, at politidirektør Poul Eefsen fik frie hænder til at skrive den obligatoriske rapport om hændelserne.
Seks undersøgelser
Hele seks undersøgelser blev der foretaget omkring begivenhederne. I 1994 frifandt Byretten 8 og dømte 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere. I 1995 fik tre skærpet deres straf og ni tilskuere blev idømt hæfte. I 1995 blev der konkluderet, at det var overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”. I 1995 opgav justitsministeren tiltale mod tre betjente. I 2000 frifandtes alle involverede politifolk for tiltale.
Kun en skudepisode nævnes
Allerede den 24. maj 1993 offentliggjorde politidirektør Poul Eefsen en rapport om forløbet. Her nævntes kun en skudepisode, hvilket mødte kritik fra rigsadvokaten. Den 29. august offentliggjorde rigsadvokaten en rapport. Kritikere påpegede, at denne ikke var uvildig, blandt andet fordi politiet selv skulle undersøge de implicerede politifolks tjeneste-udøvelse. Den byggede også på et ret spinkel grundlag, fordi civile vidners udsagn var tillagt mindre betydning end politiets.
Ikke grundlag til at kritisere politiet
I september 1994 afslørede DR – programmet Refleks råbet Skyd efter benene umiddelbart før den anden skudsalve. Det står uklart, hvem råbet kan tilskrives. Men justitsminister Bjørn Westh bad rigsadvokaten om en ny undersøgelse. Og i 1995 kritiserede ombudsmanden rigsadvokaten to forudgående redegørelser. Justitsministeren besluttede, at hele sagen skulle undersøges af en ny kommission I 2000 kom undersøgelseskommissionen med sin redegørelse. Overordnet blev det vurderet, at det ikke var grundlag at kritisere politiet.
Politidirektøren havde kontrol
Efterhånden blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven. Den har ingen forældelsesfrist. Men Poul Eefsen gik på pension i 1995. Og det var man sikkert klar over da diverse kommissioner m.m. blev sat i værk. Men hvad så med det kommissorium, der tillod at Københavns daværende politidirektør Eefsen havde kontrol med undersøgelsen
af hans eget politi. Afhøringerne af betjentene blev ikke overdraget til Rigspolitiet.
Brosten kom poppende som popcorn
Politiet lærte meget af begivenhederne. De var trænet i at gå frem i kæder med skjolde. Men de blev angrebet igen og igen fra alle sider med brosten og kasteskyts. En politiassistent
skrev om sine oplevelser:
Systemet krævede syndebukke
En anden politiassistent siger i bogen “Bag skjoldet”:
Politiet ændrede senere strategi. De lod hollænder – vognene tage imod brostenene. Under rydningen af Ungdomshuset i 2007 samt ved andre vilde kampe slap både betjente og demonstranter billigere, men det gjorde butikkerne så sandelig ikke
Mange politifolk følte sig virkelig skuffet og svigtet. De havde som håndhævere af lov og orden set døden i øjnene. Og så vendte samfundet dem ryggen. De havde været under maksimal pres og følt sig nødsaget til at skyde. Der gik jura og politik i systemet. Mange blev slæbt gennem systemet i syv et halvt år med undersøgelser, afhøringer og nye undersøgelser. Systemet krævede sine syndebukke.
Kilde:
Vi bliver ofte kontaktet af studerende i folkeskoler og universiteter, om hvordan vi har det med uroen på Nørrebro. Det kan læses i de utallige artikler, vi i tidens løb har begået. Først følger en liste over artikler til emnet på www.dengang.dk. Derefter en liste over artikler på Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk
Sådan skrev vi dengang, da vi offentliggjorde denne artikel. Vi har også flere artikler om det samme tema på vores hjemmeside. Og efterhånden får vi ikke mere disse henvendelser, da roen heldigvis har sunket sig over Nørrebro. Men truslerne på bestyrelsesmedlemmerne er ikke mere end fem år gamle, da sortklædte mennesker opsøgte undertegnedes privat-adresse.
Nørrebro Handelsforenings hjemmeside er i mellemtiden nedlagt, men du kan sagtens gå ind og læs aldre artikler. Brug søgefunktionen. Men her er først listen fra www.dengang.dk
Byggeren på Nørrebro – nok engang
BZ – bevægelses historie på Nørrebro
Dramaet i Brorsons Kirke
Et ”Faderhus” på Nørrebro
Fristeder og Ungdomshus
Hvorfor skulle Janne dø?
Bomben i Søllerødgade
Bomben i Søllerødgade- nok engang
Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
Nørrebro – den 18. maj 1993
Slumstormere, Besættere og Autonome
Ungdomshusets Historie 1 – 2
Ungeren – set fra 6. klasse
Varehuset Buldog på Nørrebrogade
Under
”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”
Handelsforening i brændpunktet
Terrornatten på Nørrebro (8. – 9. nov. 1999)
Artikler
på www.norrebro.dk om Uro på Nørrebro:
Støtterklæring til Fædregruppen (2006)
Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje? (2006)
I dialog med Ungdomshuset (2006)
Situationen omkring Ungdomshuset (2006)
Bliver Ungdomshuset revet ned? (2007)
To Ungdomshuse mere – tak (2007)
Opfordring fra Københavns Politi (2007)
Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. (2007)
Opfordring fra Nørrebro handelsforening (2007)
Opfordring fra Ungdomshuset (2007)
Tiden efter Ungdomshuset (2007)
Tjek sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)
Stop terroren på Nørrebro (2007)
Nørrebro Handelsforening har fået svar fra Ritt Bjerregaard (2007)
Ungdomshuset lever (2007)
Ungdomshuset til grin (2007)
Nørrebro uroligheder dræner politikassen (2007)
Nørrebro – i gas – og knippelsuppe (2007)
Jagtvej 69 – 2200 København N (2007)
Presseinfo fra NH: Nørrebro atter i brand (2007)
Jul på Nørrebro (2007)
Ungdomshus – med forhindringer (2007)
Ungdomshuset – kapitel 14 (2007)
I gamle dage havde vi Bent (2007)
Ungdomshuset– en oase på Nørrebro 1 – 6 (2007)
Imens i Johnnys butik (2007)
Hvad mener Ungdomshuset (2007)
Hvordan dækker forsikringen (2007)
Jagtvej 69 – sidste kapitel (2007)
Henvendelse fra Overborgmesterens sekretariat (2007)
Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro
Nørrebro Handelsforening: Kunderne skal hentes igen
Detailhandelen på Nørrebro mister 14 millioner
November 1999
Gadekrig på Nørrebro (2008)
Goddag – det er Politiet (2008)
Bål, brand og stenkast på Nørrebro (2008)
Skud på Nørrebro (2008)
Har vi et godt politi (2008)
Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)
Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)
Aktivist– træning (2009)
Bandekrig på Nørrebro (2009)
Kampen om Ungdomshuset (2009)
Fokus på Bandekonflikten (2009)
Kampen om Ungdomshuset (2009)
Fingrene væk – fra Jagtvej 69 (2009)
Benzin til bålet (2009)
Er Blågårds Plads farlig? (2009)
Bandevolden præger omsætningen (2009)
Er Nørrebro en krigszone? (2009)
Jagtvej 69 – atter engang (2010)
Hot Spot Nørrebro (2010)
Hærværk og graffiti på Nørrebro (2011)
Nørrebros mange kampe (2011)
Politiet: Vi prioriterer (2011)
Jægersborggade – før og nu (2011)
Byggeren – endnu en krigsskueplads (2012)
Fra Bulldozersanering til Hot Spot (2012)
Rabarberlandet – en krigszone (2012)
Byggeren – endnu en krigszone (2012)
Hvad bruger Politiet pengene til? (2012)
Er Nørrebro tryg eller utryg? (2012)
Hash, Hykleri og Handlingslammet (2012)
Et Trygt Nørrebro (2012)
Nørrebros åndehuller skaber problemer (2012)
Ghetto og folkeskole på Nørrebro (2012)
Afpresning på Nørrebro (2012)
Skud og knivstik på Nørrebro (2013)
Fri hash, ja eller nej? (2013)
Stop – du skal visiteres (2013)
Bliver det aldrig bedre (2013)
Hvem er det, de stjæler gaden fra (2013)
Maj 23, 2013
Ladegården, Skt. Johannes Stiftelsen og Almindeligt Hospital fører os også et smut til Østerbro og Frederiksberg. Dengang mente man, at det at komme på Ladegården var selvforskyldt. Og dem, der engang havde været på Ladegården kom ofte tilbage. De fleste ville helst undgå, at komme på offentlig forsørgelse. Fattighjælp var ilde set, man mistede også sin stemmeret. Læs også, hvordan man smuglede spiritus ind på Ladegården.
Kostehæren
Man havde dengang en angst for at ende på Ladegården. Og mon ikke den tanke strejfede mange, når man så lemmerne på vej mod byen med deres koste. For de frelste, var det stedet, hvor man selvforskyldt var kommet hen, blandt andet fordi man ikke kunne lade flasken stå. Dengang var det også inden for Forsørgelsesvæsnet en rangordning. Det var blandt andet dem, som
havde modtaget fattighjælp i deres hjem, og dem der måtte anbringes på en af de tre kommunale forsørgelsesanstalter, Skt. Johannes Stiftelsen, Almindeligt Hospital og Ladegården.
Druk og dovenskab
Almindeligt Hospital modtog kun dem, der ikke kunne arbejde. De to andre modtog dem, der kunne arbejde. På Ladegården huses dem, som havde været indlagt, eller hvis elendighed er delvis selvforskyldt på grund af druk eller dovenskab. Ja sådan sagde man, dengang. Men det er nok ikke den fulde sandhed. Og det at gå med kosten blev ikke altid opfattet som en fornedrelse.
Ladegårdens vogn var fuld
Hver dag kørte Ladegårdens Vogn op til Politikammeret for at hente dagens høst. Så godt som aldrig kørte den tom tilbage. Undertiden løb passagerantallet op i en halv snes stykker eller derover. Og ofte var det gengangere imellem. Det første, der så skete var en tur til Badeafdelingen. Her gennemgik man en ikke altid velkommen renselsesproces, mens klæderne passerede desinfektions – ovnen.
Som en herregård
Man skulle jo næsten ikke tro det. Stedet havde en fortid som kongelig avlsgård, indrettet til ladegård for hofholdningen af selveste Christian den Fjerde. Det var dengang, at gården havde et jordareal, der dækkede det meste af det nuværende Frederiksberg. Hverken senere ildebrande eller gårdens benyttelse først som pesthus, derefter som straffeanstalt, som sindssygeanstalt og endelig som Tvangs – og Arbejderanstalt har kunnet udslette fordums adelspræg.
Det mindede om en gammel herregård. Inspektør – boligen med den smukke have og den lille sø med svanerne kunne godt passes ind i en strandvejs – villa dengang. Men også de bygninger, der husede lemmerne så ud til, at man kunne få lyst til at slå sig til ro. Og mindst en gang om ugen tog lemmerne sig et varmt bad. Det vil sige, at det var en frivillig sag. Men en gang imellem kunne det ikke lade sig gøre, for ofte var vandledningen til reparation.
Et varmt bad
Jo det var sandelig en forandring, for den person, der første gang stiftede bekendtskab med Ladegården. Det kunne være den hjemløse vagabond, manden fra Fælleden, den fordrukne stamgæst. Måske var han hjemsøgt af utøj og mærket af kløe. Han var vat til at sove på nogle skidne klude i et logihus eller under åben himmel på Fælleden. Nu blev han lagt i en god seng. Hans vigtigste næringsmiddel havde været brændevinen og så ellers brødskorpe, en sild eller noget halvfordærvet kød.
Nu fik man mad
Nu fik man jævnligt mad. Om morgenen varmt øl, til aften Bygvandgrød med sødt øl, og så ellers i løbet af dagen 1 ¼ pund Rugbrød og 6 kvint margarine. Og endelig hver dag ved ellevetiden skulle man stille med to blikskåle, en dyb og en flad, og få den ene opfyldt med henholdsvis søbemad, som vælling, grød, grynsuppe ærter m.m. Den anden blev fyldt op med Eftermad, der kunne bestå af ragout, klipfisk eller flæsk.
Tvunget til arbejde
Men så var man også tvunget til at arbejde regelmæssigt. Han blev sat til at slå skærver på den store stenplads, eller han blev anbragt i Kryolitværkstedet. Måske havde han lært et fag, ja så kunne han blive anbragt på en af de mange værksteder. Og dem var der mange af, ligesom væverier og dugmagerier.
Kreativ indsmugling af sprit
Og der blev våget over beboerne. Således var brændevin bandlyst. Men helt forhindre indsmugling af disse lyksalige dråber, kunne man ikke. En af de metoder, man brugte, var at en ven uden for anstaltens mure fyldte brændevin på en svineblære, og lod den flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op, af vedkommende inde på Ladegården.
Man opdagede også, at en indsat havde et særdeles stort brokbind. Det viste sig da også, at bindet indeholdt brændevin. En anden beboer blev grebet i, at vride sine sokker, og drikke en væske, som han vred ud af den. Væsken viste sig at være brændevin. Når han havde udgang dyppede han sine sokker i brændevinen.
Fingerede erklæringer
Hvert forår, når solen bager på stenbroen, så fabrikeredes der rundt om i de små beværtninger i nabolaget falske erklæringer fra fingerede arbejdsgivere, at Per og Paul havde fået noget at bestille. Når en sådan erklæring blev forevist, så åbnedes porten. Fjorten dage senere havde man den fortabte søn igen, laset, forkommen og fuld af utøj og brændevin.
Den lette adgang manglede
Den gamle Ladegårds besætning skulle flyttes til Amager. Et stort bygningskompleks blev rejst omgivet af en bred vandfyldt grav. Lemmerne kunne her opleve alle moderne hygiejniske indretninger, W.C. overalt, fortrinlige badeindretninger, sygehus, forsamlingssal osv. Værelsernes møblement var stemt kunstnerisk sammen med væggenes farve. Men ak, en af Ladegårdens bekvemmeligheder manglede, og det var den lette adgang til at sætte sig i forbindelse med omverdenen og – skaffe sig brændevin.
Man ændrede holdning
Det var ikke første gang, at Københavns Kommune forsøgte at flytte Ladegården. Sidste gang var i begyndelsen af 1890erne. Dengang byggede man for hele 2,5 millioner kroner et bygningskompleks i Nørre Allé. Da det næsten var færdigt, dukkede pludselig et forslag op, om at bruge den nye anstalt, der kunne rumme 1.546 beboere foruden et par hundrede funktionere, ikke som Ladegården, men til at huse en anden kommunal forsørgelsesanstalt, Almindeligt Hospital. Indtil da havde institutionen haft en utidssvarende tilværelse i Amaliegade.
Måtte undvære det fornemme naboskab
Så rykkede Almindelighedens gamle ud fra det fine naboskab med Amalienborg og Casino til de mindre fashionable, men lysere, luftigere og bedre omgivelser på Nørrebro.
Almindeligt hospital
I det almindelige omdømme er der et svælg mellem Ladegården og Almindeligheden. I virkeligheden var det ikke mere gabende end at overgangen kunne være flydende. Almindeligt
Hospital blev som regel opfattet som et hjem for gamle mennesker. Det var ikke helt rigtigt. Det var i realiteten et hjem for alle dem, der ikke kunne forsørge sig selv. De fleste af anstaltens beboere, især kvinderne, var da også kvinder helt op til 100 år. Mændenes levealder blev gennemsnitlig afkortet med en halv snes år på grund af større forbrug af spiritus og tobak.
Dekoreret med ”Ridder af Dannebrog”
Men her var også yngre mennesker, ødelagt af sygdomme, legemlige og sjælelige. Inde på en af stuerne lå således en mand på hvem, hovedet stadig voksede. Her var også vanføre mænd, der var lænket til deres seng. Her lå også en bygmester, der var dekoreret med Ridder af Dannebrog.
Eftermiddagsbladene var meget populære på Anstalten. Længe i forvejen inden aviskonen kom med bladene, samledes anstaltens gård af gamle rystende Morliller, af mænd, der tungt slæbte sig frem med stokke, af mimrende alderdom og svækkelse. I samme øjeblik aviskonen viste sig, blev bladene flået fra hende.
Flugt
Direktionen sørgede for at give adgang til læsning og jævnlig opmuntre ved aftenunderholdning og endda med teaterforestillinger med stiftelsens eget teater. Og det var sandelig ikke alle, der havde mistet appetitten på livet. Således flygtede et elskende par engang bort fra stiftelsen. Ja, de havde forsøgt før, men nattevagten greb dem på fersk gerning. De ville klatre over et plankeværk, men damen, hvis vægt var mellem 300 og 400 pund, var faldet ned, og havde ved sine skrig alarmeret vagten.
Men de forsøgte sig igen. De nåede ud i skoven, hvor de overnattede. De blev opdaget. På anstalten blev de fejret som helte.
Dem, der under udgang, drak sig fulde, og blev bragt tilbage af politiet måtte vente tre måneder på næste udgang.
Stort forbrug
Det var ikke småting, der blev fortæret i Almindelig Hospitals husholdning. Hvert år blev der fortæret 60.000 pund flæsk, 140.000 pund kød, 150.000 æg, 550.000 potter mælk. Af belysnings – gas brugtes 24.000 kr. Der brugtes 75.000 tønder kul og koks. De boede på fællesstuer, kvinder for sig og mænd for sig. Der var også en afdeling for ægtefolk.
Fattighjælp var tab af rettigheder
Johannes – stiftelsen omfattede dels et sygehus, navnlig for behandling af sygdomme som fnat, skurv og lignende , dels en opdragelsesanstalt for børn og dels et arbejderhus. Det var en ret omfangsrigt anstalt , der spændte over et betydeligt areal på begge sider af Ryesgade, og helt ned til Sortedamssøen. Arbejdshuset havde plads til 600 personer, men så mange var det nu sjældent.
Fattighjælp medførte tab af politiske rettigheder. Og det at få stemplet på sig som den, der ikke kan forsørge sig selv er frygtelig. De følte sig som jagtet vildt, og dukkede sig for politiet. Derfor var der mange, der i stedet søgte hjælp hos den private velgørenhed.
Alderdomsunderstøttelse
Alderdomsunderstøttelse var ikke fattighjælp, men snarere en hædersgave, der ydes for et langt og arbejdsom liv. Mange af disse tilbragte deres tid i Alderdomshjemmet i Guldbergsgade, bag Almindeligheden, og ellers uden forbindelse til denne institution.
Nørrebro Bespisningsforening
Nørrebro Bespisningsforening, var en af de store velgører. Foreningen blev oprettet i 1853. Og da kolera – epidemien var på sit højeste havde foreningen travlt med uddeling af mad. Således fik 100 familier leveret 250 portioner mad af Jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til den daglige drift, skaffede man dels ved medlemskontingent, dels ved bidrag fra kredse af af socialt interesserede. Sideløbende virkede Samaritanen, som blev støttet af kirkelige kredse. Efter århundredeskiftet mindskedes behovet for privat velgørenhed grundet social lovgivning.
Stiftelser og Arbejderboliger
Nørrebro havde en masse stiftelser og arbejderboliger. Mest kendt er nok arbejderboligerne på Rådmandsmarken. De mange stiftelser blev oprettet af håndværkerlavene og svendeforeningerne, og havde til formål, at skaffe billige boliger for ældre håndværkere og deres enker. I tiden indtil 1900 blev der oprettet mere end 20 af disse i bydelen.
Alderstrøst
Den mest kendte stiftelse var nok Alderstrøst, Nørrebrogade 9. Her blev der opført ikke mindre end 168 boliger. Ved indvielsen sagde Kong Frederik den Syvende:
I 1878 rådede Alderstrøst over 196 lejligheder. I 1890’erne opførte Håndværkerforeningen endnu en stor stiftelse mellem Nørre Alle og Møllegade. Og de færreste er sikkert ikke klar over, at Nørrebro Handelsforening også havde en stiftelse. Foreningen ejer faktisk stadig bygningen.
Kilde:
Redigeret 13-09-2021
Maj 23, 2013
Dengang lød kirkeklokkerne, når der var brand. Alle vidste, hvad de skulle gøre, og hvad de havde pligt til. Den, der skødeløst eller bevidst havde været skyld i branden blev smidt i ilden. Efterhånden blev brand en folkeforlystelse. Mobile værtshuse kom til. En cykel blev anskaffet til det rullende materiel. En brandmand med håndsprøjte var den første på stedet. Under Folkestrejken i 1944 blev brandvæsnet mødt af fjendtligheder. Brandofficeren fik sin egen bil. Tophastighed: 40 km/timen. Vi kigger også på større brande frem til 1970
Skynd dig hjem, det brænder
Det er efterhånden en del år siden. En eftermiddag ringer min kone op i butikken:
På vejen møder jeg et par brandbiler, der åbenbart kører hjemad. Nåh det tænkte jeg, det er nok ikke så galt. Men ak. På Østerbrogade holder 5 – 6 brandbiler
og et tilsvarende antal på Vordingborggade. En betjent vil ikke lade mig komme igennem, trods det at jeg bedyrer, at jeg bor i den ejendom, der brænder.
Heldigvis hører min kone, at jeg højlydt protesterer. En del af beboerne havde søgt tilflugt på det nærliggende værtshus, Hermod.
Få meter fra soveværelset
Min kone havde været lidt sløj, og lagt sig til at hvile i soveværelset. Pludselig hører hun et overdøvende brag. Et fjernsyn i baghuset var eksploderet, et par meter fra vores soveværelse. Vinduer splintredes og en kæmpe flamme kunne ses. Kun brandværnets hurtige og effektive indsats hindrede at branden bredte
sig til forhuset. Tak for det Københavns Brandvæsen.
Det er ikke altid, det går sådan, og at jobbet som brandmand er farlig, vil kunne ses bagerst i denne artikel, hvor vi har fundet de største brande gennem 100 år. Og nu er i advaret. Dette er en større artikel.
Brandvæsen i Rom
Allerede i det gamle Rom havde man organiseret et brandvæsen. Godt nok var det bestemmelser om, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af brand i biskop Jens Krags stadsret af 29. januar 1294. Disse blev fulgt op af andre retningslinjer.
Der var skærpelser for byggeri, herunder forbud mod lerklinede vægge og stråtage. I 1731 oprettede man Kjøbenhavns Brandforsikring. Det skete efter den katastrofale brand i 1728. Her favoriserede man de murede huse.
På en gammel brandfane fra 1728 stod følgende:
1.640 huse og to kirker brændte
I 1728 nedbrændte 1.640 huse og 5 kirker. Og 1795 gik det ud over 943 huse, Nikolai Kirke og Rådhuset. Og efter englændernes bombardement i 1807 blev 305 huse, Frue Kirke og Universitetet ofre for ilden.
Man skød med kanoner
Dengang dundrede trommeslageren løs på sin store tromme, og vægteren peb i sin fløjte, når der var brand. Ned ad gadens ujævne bane jagtede en hest, der trak en slæde, hvor vandtønderne befandt sig. Inden da havde kirkelokkerne lydt. Og det var et slag for skorstensild. Var det fra 2 – 7 slag, så var det hus-ild.
Var det særlig fare for på færde , skød man kanoner fra voldene. Ja det fortælles, at Frederik den Sjette bad om at blive vækket i tilfælde af ildløs. Og han gik ikke i seng før faren var over.
Man havde pligter
Ved ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd. Deres pligt var at bestige det brændende hus og søge at slukke. Det påhvilede dragerne at skaffe vand med kærer og trillebør. Vognmændene skulle køre vandet i deres vogne.
På rådhuset opbevaredes læderspande og stiger. De var delt ud i forskellige kvarterer. Og hvert kvarter havde sit samlingssted. Rodemesteren og vagtskriveren skulle sørge for, at disse remedier kom til brandstedet.
Altid to heste parat
I gaderne op til brandstedet skulle dem, der havde brønde, sørge for straks, at der kom vand til brandstedet. Hvis nogen med vilje eller ved forsømmelighed, havde været årsag til ilden, skulle vedkommende straks kastes i ilden – uden nåde. Vognmandslavet skulle ifølge Lavs-skraaen af 1610 altid have et par heste stående hos en lavsbroder, så man kunne bringe brandsprøjten til brandstedet.
Enhver borger i nærheden af ilden skulle, når det var mørkt, udhænge en lygte foran sin dør, og måtte først slukke den næste morgen. I 1686 satte Christian den Femte en undersøgelse i gang omkring hovedstadens slukningsredskaber. Det skete efter anmodning af politimester Klaus Rasch. Og så fik København sandelig en branddirektør, Herman Garding. Han rejste straks til Holland og indkøbte 8 moderne brandsprøjter, hvoraf de syv var fuldt udstyret med slanger og andet tilbehør.
Kompetence-stridigheder
Når der var brand, så mødte både politimester, stads-hauptmanden og branddirektøren. Og næsten hver gang opstod der kompetence-stridigheder. Da
brandvæsnet under en brand på Christianshavn i 1804 heller ikke fungerede tilfredsstillende , mistede kronprinsessen tålmodigheden. Han forlangte at Danske Kancelli skulle give en forklaring. En kommission blev nedsat. De kom til det resultat, at brandvæsnet trængte til en lang række forbedringer. Og disse udgifter blev anslået til 85.000 Rigsdaler.
Brandvæsnet fik overladt Nicolai Kirke. I 1820 påbegyndte man restaureringen af det stærk medtagende tårn. Og her havde man til huse i mange år. Og fra tårnet havde man en god udsigt i tilfælde af – brand.
47 store sprøjter
I midten af det 19. århundrede bestod materiellet af 47 større sprøjter, 14 kabinetssprøjter og 48 baljesprøjter samt stiger, der var fordelt på 42 forskellige steder, ved kirker og andre offentlige bygninger.
Hvis ilden havde noget en hvis styrke, måtte byens øverstkommanderende, kommandanten, en søofficer, politimesteren, Stads-hauptmanden, vandinspektøren, vandmestre og mindst 200 infanterister give møde. Denne ordning bestod helt til 1860.
Det kommunale vandværk
Åbningen af det kommunale vandværk i 1859 var en revolution for brandvæsnet. Nu kunne man forbinde brandslangerne med trykvandledningerne. Byens
vækst medførte også, at man i 1860 oprettede seks faste brandvagter fordelt i de forskellige kvarterer , og for at sikre hurtig hjælp blev disse vagtstationer forbundet med et teknisk vidunder – telegrafen.
Nicolai Kirketårn blev hoved-station og fungerede som sådan indtil 1892. De seks brandvagter var alle beliggende inden for voldene, men i 1865 oprettedes desuden tre på broerne. Det vil sige Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. En brandtelegraf blev installeret på Trianglen.
I 1867 blev der truffet aftale med det nyoprettede kommunale brandvæsen på Frederiksberg om gensidig hjælp mellem stationerne på Gasværksvej og i Pile Allé.
Ikke begejstret for brandindsatsen
Indehaveren af Carlsberg, brygger og kaptajn J.C. Jacobsen var ikke begejstret for brandindsatsen i København. Han forespurgte justitsministeren om denne ville lade udarbejde og foreligge Rigsdagen en ny fuldstændig lov om brand – og slukningsvæsnet i København.
Bryggeren mente, at størstedelen af styrken på 4.000 mand ikke var tilstrækkelig øvede. Han mente, at brandvæsnet skulle sortere direkte under kommunen.
Det hele resulterede i Lov om Brandvæsnet i Kjøbenhavn af 15. maj 1868. I 45 paragraffer blev alt hvad der havde med brand at gøre, behandlet.
Endnu et regulativ
Den 21. juni 1870 udsendtes Regulativ for Kjøbenhavns Brandvæsen. Disse to love var en virkelig fornyelse for brandvæsnet i København. Nu bestod væsenet af 101 fastansatte og en reserve på 400 mand, samt en mobil service på 24 mand udvalgt blandt eller uden for det almindelige reservekorps.
En ledelse af fem faste officerer, som ikke måtte beklæde andre erhverv, og som var pensionsberettiget skulle lede brandvæsnet.
En nye epoke i Københavns historie var indledt. Men det var ikke let, at sidde i ledelsen af brandvæsnet. Man blev med rette eller urette udsat for en særdeles hårdhændet behandling i dagspressen.
Folkeforlystelse, når der var brand
Det var lidt af en folkeforlystelse, når der var brand dengang. Særlig nå branden krævede flere dampsprøjte. Og når så havnens damsprøjtebåd og militæret hjalp med, ja så var den hjemme. Mest spændende var det, når en af byens tømmerpladser gik op i lys lue. Pludselig kan natten blive helt livlig ved sådan en brand. Drosker og cykler i massevis valfarter til brandstedet til stor gene for redningsmandskabet.
Selv selskabsklædte herrer og damer kunne afslutte en fornøjelig aften ved at gå til ildebrand. Under høje protester og under skrig og tumult blev publikum drevet tilbage. En masse vrede ord om politiets brutalitet føg gennem luften. Forretningsdygtige folk slog mobile beværtninger op, så man samtidig med at man nød ildens hærgen kunne få sig en lille en.
Brandmændene strejkede
Brygger Jacobsen stillede en ny dampsprøjte til rådighed i 1882. Det var en ny tysk model. Det vil sige, at man fik den til låns i første omgang. Da man ikke var helt tilfreds med den, ville man aflevere den med tak for lån.
Brandmændene var ikke tilfreds med deres løn, så de strejkede simpelthen, indtil de fik deres krav igennem. Man måtte dog i begyndelsen nøjes med bøder. Og indkvarterings – forholdene, der var under al kritik, blev også forbedret.
Christiansborgs Slots brand kunne have udviklet sig meget mere katastrofalt end det egentlig gjorde. Slotskirken og Thorvaldsens Museum kunne have gået med i luerne. Men trods dette kritiserede Brygger Jacobsen indsatsen.
Et nyt regulativ
Et nyt regulativ så dagens lys den 15. marts 1890. På en gang betød det både en udvidelse og en rationalisering af brandvæsnet. Materialet blev forøget betydelig, og mandskabet blev forøget fra 147 til 180 mand.
Nu skulle der ansættes 24 faste kuske. Tidligere var det kun 9 lejede. Man opretholdt de to reservekorps. Men det store reservekorps på 400 mand blev ophævet i 1903. En indskrænkning af de små stationer og vagtlokaler blev foretaget. Antallet skrumpede ind til 6 stk. Men de store stationer i Adelgade og på Fælledvej blev udvidet.
Brandinspektør fik egen bil
En ny hoved-brandstation blev taget i brug. Man sagde farvel til Nicolai Kirke. Her havde brandstationen haft til huse siden 1807. Det var nødvendigt, at brandinspektør Meyer kom hurtigt til brandstedet. Men om natten var det vanskeligt at få en droske. Så det skete ikke så få gange, at brandinspektøren måtte gå til brandstedet.
I 1892 blev der derfor anskaffet en landauer til brandinspektøren eller vicebrandinspektøren. Og minsandten så blev der i 1895 også købt en vogn til den vagthavende assistent. Denne blev i 1907 erstattet af en automobil. Det var en 4 – personers Peugeot, der var i stand til at køre den rasende fart af 40 km i timen.
En cykel til det rullende materiel
Det skal lige nævnes, at man i 1899 forbedrede det rullende materiel med en cykel. Formålet var, at man straks ved alarmering kunne sende en brandmand afsted med en håndsprøjte. I 1901 – 02 blev Brønshøj, Valby og Sundbyerne indlemmet i Københavns Kommune. Det betød, at der blev oprettet en brandstation på Kløvermarksvej. I 1905 oprettedes en brandvagt i Rytterskolen i Valby. Og endelig i 1907 fulgte brandstationen Tomsgården på Frederikssundsvejen.
Nyanskaffelser
Nogle af de seneste anskaffelser var to mægtige mekaniske stiger, der havde den fordel især for ældre brandfolk, at man ikke behøvede håndkraft for at rejse dem. Det skete nemlig automatisk ved hjælp af en kulsyretrykmaskine, der kunne rejse stigen op til 4. – 5. sals højde.
Ja og så var det jo også de elektriske lygter, der tillod mandskabet at vove sig ind i rum, hvor der kunne tænkes at være eksploderende luftarter. Man havde også fået nye røgmasker og røghjelme, der skulle beskytte ansigtet, og af hvilke luften førtes fra en beholder med komprimeret luft, som blev båret på ryggen.
Brandværnet havde fået deres telefonnummer, nemlig noget man kunne huske nr. 1400.
Den første automobilsprøjte
I 1913 blev der anskaffet en automobilsprøjte, som var den første her til lands. Det var en 6 – cylindre Dennis. Den fik kælenavnet Engelskmanden. Brandinspektøren fik også en ny bil, mens den gamle blev brugt som skolevogn til oplæring af chauffører.
Men i 1919 skete der noget stort. Man sluttede en kontrakt med Daimler – Mercedes om levering af i alt 27 køretøjer:
Alle disse automobiler fik man dog først leveret i 1920 – 24. I 1927 kom yderligere automobiler til brandvæsnet i København.
De tre gamle damsprøjter, som sidst havde været i brug i 1924, blev brugt som reserve. Før bilernes indtog havde man 54 heste, og de sidste 8 blev først solgt i 1930. Staldene blev nu til garager og værksteder.
Ny brandstation
En ny moderne brandstation blev opført på Enghavevej. Og i 1931 påbegyndtes de første forsøg med radioforbindelse mellem hoved-stationen og køretøjer
på gaden. Efter 9. april 1940 indførtes forhøjet beredskab. 5.000 CB – pligtige indkaldtes til vagttjeneste på anneksstationer og hjælpebrandvagter.
Som led i de forebyggende foranstaltninger, foretog man i begyndelsen af 1939 en frivillig pulterkammer – rydning i den indre by. Ved den lejlighed blev der fjernet ca. 1.000 tons.
Mødt af fjendtligheder
Mange brande opstod på grund af sabotage og Schalburgtage. Brandene blev også større og farligere. Brandvæsnets indsats under Folkestrejken i 1944 krævede særlig konduite. Talrige steder havde befolkningen tændt bål i gaderne. Andre steder havde man sat ild på tyskvenlige firmaers forretninger og værksteder. Når brandvæsnet havde forceret barrikaderne i gaderne, blev man mødt med fjendtligheder. Enkelte steder måtte man helt opgive slukningen.
I løbet af bare et døgn var der 43 brandudrykninger og 256 ambulanceudrykninger
.
Ambulancekørsel
Ambulancekørslen blev påbegyndt af Foreningen for Lægevagtstationer i 1866. Man stationerede to ambulancevogne hos politiet. Men brandvæsnet forslog at de overtog disse ambulancer, da man både havde kuske og heste til rådighed. Fra 1898 overtog man derfor ambulancekørslen. Oprindelig gjaldt aftalen kun kørslen med til-skade-kommende. Men i 1899 udvidedes tjenesten til sygdomstilfælde, hvor der forelå en lægeerklæring om hurtig og skånsom transport.
I 1907 kom transport af ugifte fødepatienter under forsorg af Foreningen for ulykkeligt stillede Mødre.
Antallet af udrykninger var i 1898 i alt 175. Det voksede efterhånden til i 1930erme at udgøre ca. 34.000 udrykninger årligt. I 1909 udvidede man så man i alt havde 6 ambulancer. Indtil 1913 ledsagede en politibetjent altid ambulancen.
I 1921 anskaffede man 8 moderne motorambulancer. Hermed overtog brandvæsnet helt ambulancetjenesten, og afleverede det gamle materiel til Røde Kors.
Den 19. oktober 1942 blev kongen kastet af sin hest på Esplanaden. Den tilkaldte ambulance førte kongen til Amalienborg for senere at føre majestæten til Diakonissestiftelsen. De to brandmænd fik tildelt den kongelige belønnings- medalje i sølv med krone og med tilladelse til at bære samme.
1870
Frederiks Hospitals søndre pavillon mod Amaliegade nedbrændte, og det nye kommunale brandværn blev stillet på en alvorlig prøve. Livgarden assisterede ved evakueringen af de mange patienter. Dette skete den 24. december.
Blot to dage efter var der en voldsom brand i Livrente – og Livsforsikringsanstaltens kontorer i Navigationsskolens bygning i Havnegade, hvor vanskelige tilgangsforhold hæmmede slukningsarbejdet.
1872
1873
1880
1881
1882
1884
1885
1886
1887
1888
1889
1890
1891
1892
1893
1894
1895
1899
1901
1906
1907
1910
1912
1914
1915
1916
1919
1920
1921
1923
1924
1925
1927
1928
1929
1930
1931
1932
1933
1934
1935
1936
Den 25. maj nedbrænder et pakhus på Larsens Plads. Og den 28. november bliver et stort antal kostbare lystfartøjer og robåde ødelagt ved en brand i Studenternes Roklub i Sundkrogsgade. Ilden bredte sig hurtig til de omkringliggende træbygninger.
1937
1938
1940
1941
1942
1943
1944
I krigens sidste år var der mange brande, som følge af sabotage og Schalburtage.
1945
1946
1947
1948
1949
1950
1951
1952
1953
1954
En svejsegnist antændte udvendig forskalling og indvendigt stillads i 20 m’s højde på Mærsk raffinaderiets pyrolysetårn, og en kritisk situation indtrådte, da ilt – og gasflasker eksploderede. Dette skete den 13. maj.
1955
1956
1957
1958
1959
1960
1961
1962
1963
1964
1965
1966
1967
1968
1969
1970
Dette var blot en meget lille del af de store brande, der opstod. Men grundet pladsmangel stopper vi her i 1970, hvor Københavns Brandvæsen kunne fejre 100 års fødselsdag som kommunal brandværn. Vi vender sikkert nok tilbage en anden gang.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Brand –
Under København:
Under Østerbro:
Under Nørrebro:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder:
Redigeret 10. – 01. 2022
Maj 23, 2013
Før var det begravelsesstemning, når Amerika – bådene sejlede. På vandet måtte man godt bruge motorerne. Automobilen måtte ikke køre på Strandvejen. Automobildrosken pressede Droskekusken. Der var 480 hestedrosker i København. I 1907 var der kun en hestesporvogn tilbage. Syrevognene var afløst af rigtige sporvogne med et imponerende passagertal.
København – uden biler
Det må have været eldorado dengang for mange af nutidens politikere i Borgerrepræsentationen – De ønsker, København uden biler. Og en by kun med hestesporvogne uden forurening, må være et eldorado i deres øjne. Det vil sige at hesten jo engang imellem fik noget besørget. Vi befinder os i København omkring 1907.
En Hestesporvogne tilbage
Tilbage var dog kun en hestesporvogn. Den kørte fra Gl. Torv og til enden af Vendersgade. Rejsen tog kun 4 -5 minutter, og havde vel 4 – 5 passagerer på hver tur. Det var da også et overbærende smil, der mødte hestesporvognen.
De første elektriske sporvogne
Det var dengang i 1897, da de første elektriske sporvogne kom på gaden. For at undgå luftledninger forsøgte man sig med de berygtede syrevogne. Dem opgav man hurtig efter utallige klager.
Da de første rigtige elektriske sporvogne kom, var det som om en ny verden åbenbarede sig. Store ruder og elektrisk lys var det på vognene, da de første gang kørte gennem Falkonéralléen. Det nye trafikmiddel nærmest revolutionerede gadelivet. Nu havde man vænnet sig til det. Andre nymodens ting som telefon og elektrisk lys havde man også hurtig indfundet sig med.
De måtte dog kæmpe
De elektriske sporvogne måtte dog også kæmpe, inden de blev accepteret. Københavnerne mente at de mange luftledninger vansirede deres gader. Man jamrede over al den spektakel som dette ville medføre. Man forfærdedes over den hensynsløse fart, disse moderne uhyrer kunne skyde og spåede mange ulykker.
Der opstod dog også en del ulykker, indtil man lærte de nye vogne at kende.
Ikke tid til at gå på kælderbeværtning
Man kunne nu ikke mere løbe over sporet foran næsen på den eller springe af eller på så ugenert som i gamle dage. Konduktørerne skulle også tilpasses nye tider. Som i fordoms tider var det ikke mere tid til opsøge den nærmeste kælderbeværtning, inden turen kunne gå videre. Overflødig passiar og alskens svinkeærinder var der ikke mere tid til.
Det var heller ikke mere tid til at kysse hele familien farvel, som i hestesporvognens dage.
Imponerende passagertal
Nu skulle man selv kende sit stoppested. Sporvogns – funktionæren var ikke mere ens barnepige. Nu var det slut med hestene.
Og tænk engang. I 1906 befordrede de københavnske linjer 63.668.968 passagerer. Lægger man dertil, at Tuborg – Klampenborg befordrede 1.878.420 passagerer og at det frederiksbergske selskab befordrede 12.065.771 passagerer, ja så når vi op på imponerende 77.613.159 passagerer. Det betød, at datidens befolkning hver især kørte i sporvogn ca. 150 gange om året.
En september – søndag i København
Det største antal passagerer det københavnske selskab ekspederede i 1906 var 248.556 på en september – søndag, mens det mindste antal var 141.942 på en januar – mandag. Anden pinsedag løb tallet alene på ruten Tuborg – Klampenborg op på 39.130.
Også dengang var man utilfreds, når vognene var overfyldte, eller hvis man en varm sommerdag ikke indsatte flere åbne vogne. Vognstyreren skulle dengang have særdeles gode nerver.
Så var der også drikkepenge
Og det var ikke godt, da der ved nytårstid 1907 indtraf en fire dages sporvognsstrejke. Det faste kørende personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer, vognstyreren dog 55. Heri er dog ikke medregnet regnskabsaflæggelse, aflevering af vognene o.s.v.
Lønnen var 11 – 1.800 kr. om året. Beklædningsgenstande og pension fik man efter et vist åremål. Jo og så fik man sandelig også drikkepenge, som på nogle ruter androg ikke så lidt.
Københavnerne havde medlidenhed. De vidste, at sporvognene kørte fra tidlig morgen til sen aften. Sporvogns – funktionærerne arbejde i al slags vejr.
Drosker
Men de blev næppe så populære som de københavnske droskekuske. Disse kuske var mange gange rigtige københavnere opvokset på stenbroen. Men han kunne nu også være importeret fra bondelandet. Han kunne være begyndt som karl hos en vognmand.
Gaden blev hans liv, drosken hans hjem og betjenten hans fødte fjende. Han kunne aldrig drømme om, at lade Lotte stå uden tilsyn ved kælderbeværtningen. Det var også streng forbudt at ryge tobak på bukken.
Kusken
Han blev ikke forbavset over noget som helst, og han var sværd at imponere. Når han nu og da blev højrøstet var det fordi hans erfaring, sagde ham, at visse folk skulle have det på den måde.
Med et dask med tøjlerne sætter dyret i det luntetrav, der var kendetegnet for de københavnske droske – heste. Han styrer gennem gadens trængsel så sindigt, som sad han hjemme i sin egen sofa, og lader helst Lotte om at klare vanskelighederne.
Det var kun en ting, der kunne bringe kusken ud af fatning, og det var betalings – spørgsmålet. Kusken kunne godt finde på at ligge lidt ekstra på, når det var sent. En egentlig takstordning var endnu ikke indført.
480 drosker
Hele 480 drosker kørte rundt. Det var dem med hvide numre, der havde fast offentlig holdeplads. Så var det dem med gule numre, der ikke havde holdeplads. Ofte skyldtes det at have fast holdeplads et privilegium, der kunne være lejet ud på anden eller tredje hånd, men som bortfaldt ved ejermandens død.
En droske med fast holdeplads var bunden til denne plads. Han måtte ikke tage en anden plads. Der var drosker, der først kørte ud ved 8 – 9 tiden om aftenen og så ellers kørte hele natten.
Mange regler
Mange regler skulle overholdes. Det gjaldt både droskernes og hestens stand. Årligt gennemgik politiinspektøren droskerne. Og dette førte ofte til konflikter. I yderste konsekvens kunne køretilladelsen inddrages. Det var ikke en spøg. Kuskens levebrød var dermed væk.
De fleste droske – kuske ejede selv deres køretøjer.
Taksten
Langt om længe indførte man faste takstregler. Man indførte en dag – og en nattakst. Dagtaksten var 50 øre for de første 1.000 meter. Og 10 øre for hver følgende 500 meter. Nattaksten var 50 øre for de første 500 meter, og 10 øre for hver 250 meter. Denne takst lå væsentlig under, hvad andre storbyer forlangte.
Droske – ejerne henvendte sig da også flere gange til magistraten, endda med trussel om strejke, for at få forholdene forbedret. Man ville gerne have indført en tredje takst for befordring af flere end to personer, og for kørsel udover en bestemt bygrænse.
Droske – automobilerne
Men en langt større fare for disse drosker var droske – automobilerne, der var dukket frem overalt i København. Efterhånden overtog de københavnernes gunst. Man havde tidligere gjort nogle forsøg, men det var der kommet
nogle lidet pyntelige rumlekasser ud af. Publikum var vel også ængstelige for den uvante fart.
Men det kunne ikke vare længe før disse praktiske og pokkers behagelige drosker ville være en fordel for dem, der havde travlt.
Og så var vel slut med den sindige, seje og lidt storsnudede københavnske droskekusk.
Cyklerne erobrede alle befolkningslag
Cyklerne var ved at erobre alle befolkningslag. København var også dengang Europas mest cyklende by, ja måske i hele verden.
Overalt dukkede cyklerne op. Fra tidlig morgen til sen aften hjuler det afsted, til nytte og glæde, i al slags vejr og i al slags føre. De sværmede gennem byen ud til forstæderne. Ved sommertid så man dem fare ud ad Strandvejen i flok. De søgte skovrestauranterne , hvor der var lidt musik og et glas billigt øl.
Cyklen var ikke mere den luksus, som kun en forholdsvis lille kreds have råd til. Ja man kunne sige, at cyklen var et såre demokratisk befordringsmiddel, der gjorde alle lige.
Noget af det, der forundrede fremmede, der kom til København allermest, var at så mange damer cyklede. Mange steder i udlandet kunne damer, der ville regnes til selskabet ikke tillade sig en sådan ekstravagance, som her heldigvis ingen tog anstød af.
80 – 100.000 cykler i København
Her stødte der ingen, når officeren i fuld uniform med sablen spændt op til styret og militærkappens skøder hægtet op til siderne, susede hen ad gaden. Hvor mange cykler, der var i København er svært at sige. Tanken om, alle cyklister skulle registreres, blev heldigvis kun ved tanken.
Et skøn kun være, at mellem 80 og 100.000 cykler kørte rundt i København omkring 1907.
Automobillov
Og så var det de hvæsende og klodsede tingester med deres ilde lugt, som mest af alt ligner arrige køtere, der kørte rundt. Jo disse motorcykler var ilde set. Og bedre ville det næppe gå automobilerne.
De indfanger vel nogle få af ”the upper ten”, som tidligere dyrkede cyklen.
I øjeblikket var der ikke fare for at automobilerne bredte sig. En ny automobillov skulle snart vedtages, og den skulle indeholde et forbud mod at køre på Strandvejen.
Man måtte godt bruge motoren på vandet
Der var ingen forbud mod at bruge motorerne på vandet. På søerne var de grimme og ildelugtende petroleumsbåde blevet afløst af en mere pyntelig type. Men de blev næppe en konkurrent i byens trafik.
I havnen fortrængte de nye motorfærger de gemytlige gamle færgemand og deres læderbetrukne robåde.
Ved havnen
Og så er vi ved havnen. Byen er skudt længere ud i Øresund. Her i 1907 havde havnen en udstrækning af 1,4 Mil. Lægger vi kajmure og bolværker sammen opnår vi en samlet længde på 3 ½ Mil. Og det er vel nærmest tale om et kompleks af forskelligt prægede havner til forskellige formål for søfart.
Tilsammen åbnede disse havne sig for 20.000 skibe årligt. I registertons var det 3 ½ million. Det var tal, der langt fra nåede de største verdenshavne. Således nåede London op på 17, mens tallet for Hamborg var 9,2.
Frihavnen – en verden for sig selv
Frihavnen var en verden for sig selv. Det var herfra Amerika – bådene gik. Så var det Kvæsthusbroen. Her var der forbindelse til provins – havnene. Mens de store udenlandske linjer kun afgik en gang om måneden eller hver 14 dag, så var det faste ruter hver dag til provinsen.
En livlig trafik
Vognene holdt i kø i en uafbrudt række fra Nyhavn ned til Dampskibsbroen og Kvæsthusgade. Det hele forekom lidt grumset af alskens affald. Halvslumrende sad de bagerst kuske og ventede på at få læsset af.
Ved bolværket lå de små dampere med en svag sort røg væltende op af skorstenen. Papkasse efter papkasse blev slæbt over Langangsbroen. På dækket stod styrmanden med en liste i hånden. Civile herrer i overfrakke og galoscher færdedes uhyre optagne på dækket, ivrige for , at de firmaer de repræsenterede, skulle få deres varer betrygende indladet. En enkelt passager kommer slentrende med sin vadsæk.
Masser af både
De dampere, der skulle gå til de større byer som Århus og Ålborg skulle gå rettidigt.
På St. Annæ Plads lå De Forenede Dampskibsselskabs kontor. De havde altid travlt. 2.577 mennesker sejlede på firmaets 115 skibe.
Og så var det Svitzer med deres 15 dampere. Det blev stiftet i 1833. Hvert år bjergede firmaet ca. 120 skibe.
Men ellers lå her også Sundfarten og Damskibsselskabet Øresund. Længere nede ad Børs – broen lå selskabet Turistens smådampere. Sommeren igennem førte de tusindvis af tyskere og hundreder af danskere forbi den danske Rivieras kystpanorama.
Den meste dampskibstrafik på europæiske havne foregik ved Toldboden. Her lå dampere, der gik til Middelhavet, Rusland, Tyskland, England og Frankrig.
Det var mest fragtdampere, som dog også tog passagerer med. Her blev man anråbt af uniformeret personale, der spurgte en om ens ærinde.
Begravelsesstemning
I gamle dage var der nærmest begravelsesstemning, ved Amerika – bådenes afgang. Venner og slægtninge var bevægede ofte med tårer og med favnen fuld af blomster.
Denne afskedsbevægelse kendtes ikke mere på samme måde. Nu var det ikke mere så usædvanligt at folk tog til Amerika.
De mange havne – knejper
Nede ved Islands Brygge lå de islandske dampere. Man kunne se de flittige små bugser – dampere hvæsende afsted.
Ved havnen lå også havnearbejdernes stamcafé Far – West. Og så var det Gasværkshavnen. Her var mange forskellige slags skibe. I kanalerne mellem gaderne kunne der ses flotte Finne – skuder og Marstal – skuder lå der masser af i Børskanalen. Stentøjs – jagter lå ved Højbro. Frugtbådene fra Rudkøbing lå nede ved Gammelstrand. De lollandske både med fede oste lå ved Christianshavns kanal.
Humøret fejlede ikke noget i de Christianshavnske Knejper, hvor færgemændene holdt til. Her kunne man også høre musik fra en harmonika. Ved hjørnet af Nyhavn og Holbergsgade lå det smukke sømandshjem Bethel.
Og i Nyhavn hører man masser af sprog og dialekter. Stamgæsterne søger til deres beværtninger, og tatovereringsmanden har en god omsætning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Trafik, Søfart m.m.:
Under København (191 artikler)
Under Østerbro (101 artikler)
Under Nørrebro(304 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Højer:
Under Tønder (283 artikler)
Redigeret 11. – 01 – 2021
Maj 23, 2013
Vi kigger på forholdene i Haderslev, Gråsten og Sønderborg. Syd for Haderslev angreb allierede fly en tysk konvoj på vej syd på. Adskillige tyskere blev dræbt. I Gråsten angreb tyske kadetter og dræbte og sårede en del mennesker. Lederen af det tyske mindretal, Jens Møller forhindrede et sandt blodbad. I Sønderborg var situationen ret anspændt. Man var især bange
for et skib i havnen fyldt på randen med våben og sprængstof. I forvejen var havnen fyldt op af tyske flygtninge – skibe.
HADERSLEV
Alt så ud som om, at Haderslev skulle forsvares inden tyskerne skulle ville opgive. Man havde bygget panserspærringer og gravet tankgrave. Forsmagen for befrielsen fik man den 17 april, da de hvide busser rullede gennem byen. De måtte ikke standse i byen, men ud for bagermester Ritz gjorde de alligevel holdt. Bagermesteren tømte alt, hvad der var af spiseligt i butikken. Den 25. april kørte en masse af statsbanernes rutebiler syd på. De var blevet malet hvide, og forsynet med et Røde Kors mærke.
Opråb
Den
4. maj udsendte borgmester Thulstrup følgende bekendtgørelse:
Sirener i byen
Den dag var meget urolig i Haderslev. Gang på gang varslede sirenerne, at de allierede fly var over byen. Op ad formiddagen blev en stor tysk bilkolonne, der netop havde passeret byen i sydgående retning beskudt af de allierede maskiner lige udenfor byen. Tyskerne havde adskillige døde og sårede, og mange biler var blev ødelagt.
Borgmesteren holdt tale
Pludselig lød budskabet i radioen fra London om aftenen. Folk stormede ud på gaderne. Et par tyske soldater måbede, de havde ikke hørt engelsk radio. Ude fra sit hjem på Ribelandevej holdt borgmesteren en tale til en stor folkemængde, der havde samlet sig uden for hans hjem.
I hjemmet blev der efterfølgende holdt et vigtigt møde med modstandsbevægelsen. Under mødet tog borgmester Thulstrup op til den tyske general i Haderslev for at forhandle om kapitulationen. Men General Lindemann havde endnu ikke sendt instruktioner ud til de enkelte afdelinger.
Båret besættelsestiden med værdighed
På mødet hos borgmesteren blev der truffet aftale om, at Luftværnets mandskab fra om lørdagen skulle overtage den civile vagttjeneste. I nattens løb blev der overalt i Haderslev ophængt plakater:
Borgere i Haderslev
Inden længe vil engelske Tropper holde deres Indtog i vor By.
Indtil nærmere Klarhed foreligger, overtager Luftværnets Personale den civile Vagttjeneste.
I denne for vort Land og vor By dyrebare Stund opfordrer jeg Borgerne til nøje at følge de Anvisninger, som gives af ansvarlige Myndigheder.
Lad ingen begaa Handlinger, som vi senere skal skamme os over.
Enhver har Ansvar for Ro, Orden og Disciplin
Vi har baaret Besættelsestiden med Værdighed. Vi vil møde Freden med samme Værdighed
Haderslev Raadhus 5. Maj 1945
Andreas Thulstrup, Borgmester
Kongen taler
I løbet af formiddagen blev der igen forhandlet med tyskerne. Efter aftale med modstandsbevægelsen blev der aftalt, at ingen tyske soldater blev angrebet. Folk ventede nu utålmodig på englænderne. Byens radioforretninger havde fået installeret højtalere, så man kunne følge radioens udsendelser. Klokken 12 kunne alle så lytte med på kongens tale. Derefter fulgte statsminister Buhl.
Ved
21 – tiden kom en bus med Haderslev – borgere, der havde siddet i Frøslev – lejren. Ud på aftenen kom en enkelt engelsk bil, der skulle videre mod Kolding. Søndag den 6. maj fulgte ganske få engelske biler, der fortsatte nord på.
Resolution vedtages
Endelig mandag den 7. maj kom de engelske tropper. Det var cirka 100 engelske kampvogne og biler, der kørte frem gennem byens gader. Og onsdag den 9. maj kom den Danske Brigade marcherende fra Kolding.
Den 15. maj holdtes der på Haderslev Kaserneplads et kæmpe friluftsmøde med 7 – 8.000 deltagere. Det var her, at Det Sønderjyske Frihedsråds resolution fandt enstemmig tilslutning. Man mindedes også de 9 personer, der havde ofret deres liv i frihedskampen.
Onsdag
den 16. maj overtog politiet i Haderslev igen deres funktioner. Politimester Hartmann rådede over 60 mand.
GRÅSTEN
Enkelte aktive grupper af modstandsbevægelsen samledes den 4. maj om aftenen til en sidste våbeninstruktion. By-lederen og enkelte andre førere samledes med ledelsen af Region 3 og fik de sidste ordre.
Klokken
8 næste morgen lød ordren til at arrestere de forræderiske elementer. Man så politibetjente, grænsegendarmer og civilemed røde, blå, hvide bånd om armen, bevæbnet med revolvere, maskinpistoler, karabiner og lignende. Hurtigt startede arrestationerne. Indkørslen til byen blev besat af frihedskæmpere og over alle bygninger i Gråsten vajede snart Dannebrog.
Byens kommandant, kaptajn Weber havde trukket sine tropper ind på Folkunghus.
Jens Møller arresteres
En af de første, der blev arresteret var lederen af Det Tyske Mindretal, Dyrlæge Jens Møller. En politibetjent og to frihedskæmpere deriblandt selve kompagnichefen , nærmede sig forsigtig hans villa, idet man ikke var sikker på, om der har var skjult tyske officerer. Da man ringede på, blev døren åbnet af Fru Møller. Der blev spurgt, om dyrlægen var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller var tydelig nervøs og gav sig til at græde. I det samme øjeblik kom Møller gående fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede. Man bad dyrlægens tage med på politistationen. På dyrlægens spørgsmål om hvorfor, svarede man, at det var en beskyttelsesforanstaltning.
En upopulær lærer
Dyrlægen bad om lov til at tage en frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod nægtede man ham, at tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog lov til senere at komme med disse ting på politigården. Møller blev ført ned til bilen og kørt til Politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling langs gaderne og foran Politigården, og det var mange, som ikke kunne dy sig for at råbe efter de arresterede, alt imens som de blev ført frem.
En af dem, der var blevet upopulær i Gråsten, var lærer Ussinger. Da en betjent og tre frihedskæmpere kom for at anholde ham, udtalte han, at et havde han ventet. Da han blev ført gennem byen, truede folkemængden flere gange at lynche ham.
Fritz Clausen
Til Bovrup blev der sendt en lastbil, bemandet med bevæbnede frihedskæmpere og politi. Og Fritz Clausen, der skulle arresteres. Nazisternes kontor skulle også ransages og lukkes. I
villaen blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Fritz. Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med. Senere døde Fritz Clausen under mystiske omstændigheder indespærret i København (Læs de fem artikler, vi har skrevet om Frits Clausen) )
Asmus von der Heide arresteres
I den tyske skole var der anbragt flygtninge, som skreg, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Lærer Jürgensen (Asmus von der Heide) hørte dette, da han var på vej ned ad trappen. Han blev anholdt og fulgte roligt med. Tilskuerne var begejstrede, da de så de to anholdte. Den Tyske Privatskole blev brugt som internat, og ikke længe var der 150 internerede.
Drama i Gråsten
Om eftermiddagen blev der ud for Kapellet afholdt en fredags – gudstjeneste, som var besøgt af flere hundrede mennesker. Efter gudstjenesten udspandt der sig en beklagelig episode, der kostede to frihedskæmpere livet. I havnen ved Egernsund lå et tysk skib med kadetter. Tilskyndet af hjemmetyskere beslaglagde de rutebilen, der kom fra Broager og kørte mod Gråsten. Dette var en misforståelse, for meningen var egentlig, at de skulle have befriet de arresterede tyskere i Broager.
Blodbad blev forhindret
Da rutebilen med tyskerne nærmede sig skolen og de der opstillede poster, åbnede tyskerne uden varsel ilden. Her blev to mænd dræbt næsten med det samme. Dyrlæge Møller forhandlede energisk med en kaptajn Weber, og opfordrede til, at tyskerne øjeblikkelig trak dig tilbage. Dermed forhindrede lederen af Det Tyske Mindretal et sandt blodbad i Gråsten trods to frihedskæmpers død. Da tyskerne trak sig tilbage tog de to frihedskæmpere med sig, for at have noget at forhandle med. Det lykkedes via forhandlinger med den tyske admiral på Mørvig, at få udvirket en ordre til, at kadetterne om at holde sig på skibet og befaling til næste formiddag at forlade havnen.
Flag på halv
Over hele Gråsten gik flagene på halv til minde om de to, der havde sat livet til. De tyske kadetter, af hvilke en del var beruset, havde inden deres tilbagetrækning blev ordnet, kastet håndgranater ind gennem vinduerne til skolen. Håndgranaterne faldt ind i de værelser, hvor de internerede befandt sig. Fem af disse blev alvorlig sårede. Købmand Fritz Møller Rinkenæs og produkthandler Asmussen fik således revet en arm af. Det var også i Gråsten, hvor oberst Paludan – Müller kæmpede mod tyskerne (se artiklen Obersten fra Tønder).
SØNDERBORG
Det var lykkedes for Gestapo, at opspore hele modstandsbevægelsen i Sønderborg, blandt andet ved hjælp af stikkere. (Se artiklerne: Stikkeren, mord uden samvittighed
, En stikker fra Sønderjylland og Modstand i Kolding) Fra Ålborg var der kommet en hel ladning våben til modstandsbevægelsen i Sønderborg. De blev opbevaret i lade i Broager. Her var både maskingeværer, granater, panserskyts og andet materiel. Våben var blevet fordelt til grupperne i Sønderborg og omegn. Det var sin sag, at få disse forbi de tyske vagtposter på broen.
Opråb
Et opråb til befolkningen var forberedt i forvejen. Og modstandsbevægelsen var forberedt. Men helt ufarligt var det nu ikke. Tyskerne patruljerede stadig i gaderne. Om morgenen den 5. maj kunne opråbet ses fra plakatsøjler og lygtepæle overalt i Sønderborg. Lokalkomiteen forsøgte at afværge selvtægt, som dog forekom overalt i Sønderjylland efter besættelsen.
Slottet skulle bruges
Styrkerne med de rød – hvide – blå armbind overtog magten den 5. maj. Politigården fungerede som hovedkvarter. Egentlig ville man have brugt skolerne til de internerede. Men der var ikke plads. Skolerne blev brugt til tyske flygtninge. I stedet blev det Slottet, der skulle afgive lokaliteter til internerede. De første dage brugte man dog lokaler på Ulkebøl Skole.
Et farligt skib
Men spændingerne var dog ikke over. Lørdag den 5. maj var der endnu tyske styrker på kasernen. I havnen havde der ophobet sig bunker af skibe med flygtninge, sårede og soldater. Samme dag forlangte den tyske kommandant at få et stort troppetransportskib gennem havnen. Men det lykkedes at stoppe den energiske kommandant ved at påstå, at skibet ikke kunne komme under broen.
Lige neden for hospitalet lå et skib lastet til randen med svært armerede granater. Hele havnekvarteret kunne blive ramt i tilfælde af en tysk aktion. Kort efter kapitulationen lykkedes det at få lempet dette skib ud af havnen.
Tyskerpiger blev klippet
Man ventede længselsfuldt efter englænderne. I Perlegade begyndte aggressive mennesker, at klippe håret af de piger, der havde haft omgang med tyskere. Tyskerne reagerede på dette ved at sende patruljer i gaderne. Dette skabte yderligere en spændt situation.
For at undgå lignende situationer blev der etableret udgangsforbud fra kl. 22 til 5. Dette virkede efter hensigten.
Forbandede danskere – I skal skydes
Om søndagen var der endnu tyske patruljer i gaderne, selv om den tyske kommandant efter krav fra modstandsbevægelsen havde givet løfte om deres inddragelse. I Jernbanegade bag Sønderjydens flagsmykkede balkon stod arkitekt Storgaard og fotograferede nogle tyske soldater, som kom gående med nogle flygtninge. En af soldaterne gik nonchalant og slyngede med et maskingevær og et bånd med flere hundrede skud hængende over skuldrene. Han fór pludselig ind i bygningen og råbte og skreg:
Hans kammerater gjorde deres karabiner klar nede på gaden og pegede op mod altanen. Arkitekten, der stod og fotograferede blev hurtig lempet ud af bagdøren i en fart. Nogle piger lagde sig imellem soldaterne, der var ved at gøre klar til en salut. Det lykkedes nogenlunde at berolige den ophidsede soldat, der løb ind i bygningen. Han forsvandt igen med en strøm af trusler.
Andre steder kom det til lignende forviklinger, men heldigvis uden alvorlige følger.
Forhandlinger med tyskerne
Allerede om lørdagen var interneringen begyndt, og de fortsatte om søndagen. Anholdelserne fandt sted under ledsagelse af politi. Politiledelsens ordre om, at de almindelige forskrifter skulle overholdes, blev nogenlunde fulgt. Via modstandsbevægelsens ledelse var det lykkedes at få en række engelske forbindelses – officerer til at komme på besøg søndag aften. Da det
rygtedes strømmede store folkemængder op foran politigården. Først den 8. maj kom større styrker af englænderne til Sønderborg.
Med de engelske styrkers ankomst blev der sat yderligere gang i forhandlingerne med tyskerne. Det blev forlangt, at den tyske kommandant Berger og hans folk inden torsdag skulle have rømmet kasernen. Kun sårede måtte blive tilbage.
Hvor lå de begravet?
Med englændernes hjælp lykkedes det at få næstkommanderende, oberstløjtnant Pfesdorph udleveret. Man ville gerne fra dansk side have noget at vide om de ofre, der var blevet begravet af de tyske styrker inden for Sønderborgs område. Det varede heller ikke længe, inden man havde fået at vide, hvor de faldne frihedskæmpere var begravet. På skydebanens terræn havde man nedgravet dem.
Kilde:
–
Redigeret 21.09.2021
Maj 23, 2013
Jernbanefeberen var nået til Aabenraa. Vi skal tilbage til 1844. Byen skulle forbindes med Hamborg. Store planer blev iværksat. Men planen måtte droppes. Så vendte man blikket nord på. En rute Aabenraa – Haderslev – Årøsund skulle etableres. En stor analyse blev iværksat. Aktierne blev solgt på rekordtid, for i Hamborg tog man fejl af Årøsund og Øresund. Men ak og ve. Den Kongelige Jernbane-kommission sagde nej. Senere blev der forbindelse, men det var via snørklede forbindelse med Æ Kleinbahn.
Jernbanefeber i Sønderjylland
Som børn sad vi klinet op af tv – skærmen, når tysk tv sendte serien Union Pacific. Serien handlede om jernbanefeberen i USA. Men denne feber eksisterede så sandelig også i Sønderjylland. Man skruede forventningerne op i helt astronomiske højder.
Feberen nåede til Europa
Da jernbanen fra Manchester til Birmingham i 1830 startede, var det startskuddet til en sand revolution inden for samfærdsel. Før den tid var der godt nok anlagt mindre jernbaner i både England og USA. Få år efter i 1835 blev den første jernbane anlagt i Tyskland. Den var så godt nok kun på 6 km. Men en sand jernbane – feber var opstået i Europa.
Vi har smagt Jernbane – siruppen
I Belgien og Frankrig overlod man anlæggelse af jernbaner til staten. Men i Tyskland var det på privat initiativ. Det blev nu også derefter. En mængde mere eller mindre gennemtænkte
og usandsynlige planer opstod. I Hamborg gik man fuldstændig i selvsving for at tegne jernbaneaktier. I bladet Dannevirke kunne man den 24. april 1844 læse følgende:
Og bladet fortsatte af samme skuffe, hvori den omtalte Lütgens skriver:
Ville forhindre preussiske planer
På et tidlig tidspunkt fik man øjnene op for den betydning som jernbanerne i Slesvig og Holsten ville få. Den korte afstand mellem Nordsøen og Østersøen har gennem århundrede været
med til at præge samfundsforholdene i disse egne. Vi har her på siden i flere artikler beskrevet de fantastiske planer, man havde.
Den danske regering var allerede midt i 1830erne presset til at tage stilling i jernbanespørgsmålet. De preussiske planer gik på at fremme transithandelen mellem Hamborg og Lybæk. Dette skyldtes, at man på denne måde kunne undgå Øresundstolden.
Den danske regering var af den opfattelse, at den eneste måde, hvorpå de preussiske planer kunne forhindres var et anlæg af en transitbane på det danske monarkis territorium.
Den kongelige Jernbane-kommission
Man nedsatte derfor den 10. december 1835 Den Kongelige Jernbane-kommission. En bekendtgørelse fra 1840 bestemte på hvilke betingelser enkeltpersoner eller selskaber kunne forvente at få tilladelse til anlæg af jernbaner til forbindelse af Nordsøen og Østersøen gennem hertugdømmet Slesvig eller hertugdømmet Holsten. Muligheden for andre linjeføringer blev overhovedet ikke nævnt. Betingelsen var, at der ikke måtte dannes jernbaneaktieselskaber, med mindre de havde fået koncession af staten.
Det første resultat af Jernbanekommissionens arbejde var anlæggelsen af Christian den Syvendes Nordøstersø – jernbane fra Altona til Kiel (se artiklen: En jernbanestrækning i Sydslesvig) Den blev åbnet på Christian den Syvendes fødselsdag den 18. september 1844. man havde den holdning at For baner i selve kongeriget nærede man derimod fra statens side absolut ingen intentioner.
Mulige og umulige projekter
Men tanken om jernbaner voksede. I foråret 1844 opstod en mængde mulige og umulige projekter. Staten gav godvillig koncession til nivelleringen af de pågældende banestrækninger.
Ethvert projekt blev bestormet af folk, der ønskede at tegne aktier. Men i de allerfleste tilfælde fortabte projektet sig i mørke.
Det var god grund til, at disse hastigt opdukkede aktieselskaber, som for en stor del var svindelforetagender kom under et vist tilsyn fra statens side. Og på den måde fik Jernbanekommissionen udvidet sit arbejdsområde. Nu skulle man behandle alle jernbaneplaner, der kom frem i Slesvig og Holsten samt hele monarkiet.
Det var dog bestemt heller ikke enighed om projekterne, og hver by, der blev berørt holdt på sine egen fortolkning.
Dalgas: Vejnettet er tilstrækkeligt
I en indberetning fra 1841 til Rentekammeret mener Gustav Skram, at jernbaner absolut var en nødvendighed i Danmark. Han havde indsendt et forslag om anlæggelse af en jernbane København – Roskilde. Det var også Dalgas, der 14 år tidligere mente, at vejnettet i Jylland var tilstrækkelig til de få rejsende og ikke væsentlige varetransport. Vejene skulle blot vedligeholdes og forbedres i ny og næ.
Advarsel mod jernbaner til købstæderne
Og Dannevirke havde sandelig ret, da de den 15. maj 1844 skrev følgende:
Jernbanekommissionen havde udsendt et spørgeskema til samtlige byråd og amtsråd i Jylland. Man mente, at en jernbane ville være en stor fordel for landbruget. Og i købstæderne var man med få undtagelser enige om, at en længdebane ville være til skade for byerne. Man mente blandt andet, at ved anlæg af en længdebane ville købstædernes handel og håndværk blive udkonkurreret af Hamborg. Ligeledes mente man, at skibsfarten på de jyske havne ville aftage.
Man mente også at anlæggelse af jernbanen ville ende med et økonomisk stridsspørgsmål mellem land og by.
Aabenraa – Årøsund
I foråret 1844 blev planerne om en jernbane, der fra Aabenraa skulle gå over Haderslev til Årøsund. Grunden til denne plan var, at man havde fået tilladelse til en strækning fra Rendsborg til Flensborg. Den nødvendige aktiekapital var sikret. Samtidig blev der også fremsat et projekt om en jernbane fra Flensborg over Husum til Tønning. Forbavsende var det, at aktierne til denne strækning var tegnet af beboere fra Hamborg, selv om denne bane ville være i direkte modstrid med Hamborgs interesser.
I Aabenraa var der nedsat en komité bestående af borgmester Schow, agent Jørgen Bruhn, og de deputerede Lüders og Karberg. Man skulle arbejde på at få forlænget den forventede Rendsborg – Flensborg jernbane til Aabenraa.
Man glemte Haderslev
I Haderslev var man ikke så begejstret over, at en deputation fra Aabenraa var rejst til Slesvig, for at rådføre sig med de mænd, der var interesseret i at få en bane fra Flensborg til Aabenraa. Og i Dannevirke kunne man læse følgende under overskriften, Virvar – Den i hertugdømmerne opståede jernbane – hurlumhej vedbliver at stige:
Planen Flensborg – Aabenraa opgivet
Og sandelig så kunne Dannevirke den 24. april 1844 yderlige meddele, at ifølge pålidelige efterretninger havde magistrat og Deputeret-kollegium afsluttet kontrakt med Hr. Jacob Meyer fra Rendsborg.
Ved kongelig resolution af 24. maj 1844 meddeltes det komiteen i Aabenraa tilladelse til nivellering af en jernbane fra Flensborg til Aabenraa. Men videre kom planen imidlertid ikke. I stedet for forsøgte man nu med al magt at fremme Chaussébygningen mellem de to byer.
En anden plan, der heller ikke blev til noget, var en jernbane fra Flensborg til Sønderborg med fortsættelse til Mommark eller Fynshav. Herfra skulle der så være forbindelse med dampskib
til Fåborg. Men jernbanesagen var lagt fra død, selv om dette første projekt fik en uheldig skæbne.
To herrer fra Rendsborg
Dannevirke kunne senere meddele, at der hos gæstgiver og agent Petersen indtraf to herrer fra Rendsborg. De ville forhandle om en jernbane fra Aabenraa til Haderslev. Om eftermiddagen deltog flere i mødet. Åbenbart var det Slesvig – Holstenske blad Lyna bedst orienteret om planerne. Den 1. maj kunne Dannevirke dog meddele, at herrerne fra Rendsborg igen havde været på besøg. En ny komité var dannet, og deres opgave var at etablere en jernbane fra Årøsund til Haderslev, Aabenraa og til Flensborg. Så skulle det så gå videre via Slesvig og Rendsborg til Hamborg.
Aktietegning
Man udstedte fuldmagt til handelshuset Lawaetz & Koch i Altona til at lade foretage tegning af 7.00 aktier a´ 100 specier. Hertil kom så 500 aktier á 100 specier, som skulle reserveres til tegning i Slesvig. Fuldmagten sluttede med at fastslå, at aktionærerne kun er bundet af tegning, såfremt den landsherrelige koncession er opnået inden seks måneder fra 1. juni at regne.
Forvekslede Årøsund med Øresund
Det gik hurtig med at få afsat aktierne. Men tilsyneladende var ikke alle klar over, hvad det drejede sig om. Ifølge Altonaer Mercur havde mange på Børsen i Hamborg forvekslet Årøsund med Øresund. Den 8. juni 1844 bragte Lyna en meddelelse om at en deputation fra Kolding og Middelfart den 29. maj var afrejst til København for at andrage Hans Majestæt kongen om allernådigst tilladelse til et jernbaneanlæg fra fra Haderslev over Kolding og Middelfart til Odense. Deputationen vendte tilbage med et løfte om, at sagen skulle blive nærmere overvejet.
Andre planer på Fyn
Andre projekter var i gang på Fyn. Og det var en rute fra Nyborg over Odense til Assens. Men Haderslev – komitéen fik pludselig problemer. Kommissionen mente nu pludselig, at man havde bevæget sig på lovens grund, da man udstedte aktier. Man mente også, at komitéen havde ignoreret de normer, der var foreskrevet i diverse bekendtgørelser. Men alt imens arbejdede
man videre med projektet. Og den 8. oktober 1844 indgav man ansøgning til Den Kongelige Kommission.
Budgettet Aabenraa – Årøsund
Man lavede et overslag over udgifterne på de 5 ½ postmil (ca. 40 km). Det ville koste 2.760.000 mark. Fra Aabenraa skulle banen gå i en svag bue mod øst over en mosestrækning for derefter at bøje mod vest op gennem et dalstrøg til Rise Hjarup. Herfra skulle banelinjen gå over Lerskov og Øster Løgum til Hovslund i en næsten lige linje og over et terræn med
overvejende sandet jordbund. Fra Skovby fik banen en mere østlig retning mod Vartenberg Kro, i hvis nærhed der måtte bygges en bro for at føre toget over den dal, der fandtes her. På den videre strækning over Marstrup til Haderslev dannede banelinjen to svage kurver. Fra Haderslev skulle jernbanen gå langs fjorden, hvorfra den passerede syd om gården Spatlund og landsbyen Øsby. Den sidste del af af banelinjen var lagt nord om Hajstrup og deraf i sydøstlig retning mod Årøsund Havn.
Anskaffelse af lokomotiver, vogne og værktøj androg 290.800 mark. Opførelsen af tre banegårde ville koste 308.900 mark. De anslåede udgifter overskred ikke det beløb, som aktietegningen udviste.
Haderslev ville bestemme, hvor banegården skulle ligge
Man mente fra Haderslevs side, at banen ville give velstand for byen. Men man ville dog selv bestemme, hvor barnegården skulle ligge. Og at endestation var Årøsund skyldes overfarten til Assens. I århundrede havde denne overfart over Lille Bælt eksisteret. Den blev i nævnt i Haderslev Stadsret i 1292. Måske er kun Varnæs ældre som færge-by. Den nævnes således i Kong Valdemars Jordebog. Overfarten blev i tidens løb benyttet af de kongelige og ofte anvendt til troppetransporter. Det var også denne overfart man brugte til den ugentlige postforbindelse fra Assens til Hamborg.
Et dampskib blev også anskaffet i forbindelse med jernbaneeventyret.
Årøsund Havn kunne let udvides
Man mente også at vejen fra Haderslev i denne forbindelse skulle forbedres. I indberetningen til Jernbanekommissionen påpegedes at Årøsund var udehavn for Haderslev. Endvidere blev det påpeget, at der på Haderslev Fjord kun kunne sejle både på 5 – 6 fod.
Havnedirektøren påpegede, at man for 4.000 rigsdaler kunne skaffe plads til 50 store skibe. Agent Bruhn kunne meddele, at Haderslev årligt modtog 30 – 40 svenske skibsladninger.
De ankrede op i nærheden af Årøsund. Fremover kunne disse ladninger transporteres med jernbane.
Bønderne i Hajstrup var imod
Jernbanekommissionen fik ligeledes at vide, at Årøsund var et almindeligt bade – og forlystelsessted for indbyggerne i Haderslev, Christiansfeld og omegn. Der blev meddelt, at stedet blev søgt årligt af mindst 4.000. Men med jernbanen ville dette tal vokse til 18.000.
I beskrivelsen anfører man ligeledes, at der er 6 mil til Nordsøen og 2 mil til Østersøen, og at befolkningstætheden er større på østkysten. Man henstiller også til at hovedvejen til Ribe vil blive fremprioriteret. Dette vil skabe en vækst for jernbanen.
Man havde store forventninger til strækningen Aabenraa – Årøsund. Men det var der nu ikke alle, der havde. I hvert fald ikke bønderne i Hajstrup. De sendte et bønskrift til kongen den 30. juli 1844.
Rentabiliteten blev forskønnet
Komitéen erkendte fuldt og helt, at det var vanskeligt at foretage en beregning af banens likviditet. Men de medsendte dog et bilag på 14 foliosider “Rentabilität einer Apenrade – Hadersleben – Aarøsunder Eisenbahn”
Efter oplysninger fra postkontoret, blev der i 1843 befordret 5.490 personer fra Aabenraa og til og fra Årøsund. Komitéen anslog, at yderligere 7.000 havde befærdet disse strækninger i private vogne, således at det samlede antal rejsende kom op på 12.490.
Hvor mange, der gik til fods, hvilede unægtelig på et meget tyndt grundlag. Man gik ud fra det antal vandrebøger og pas, der var blevet visiteret af politiet. Det var i alt 5.700. Da ikke alle havde vandrebog eller pas skønnede man at det rigtige tal var 11.400.
Man anslog alt i alt, at det årlige passagertal ville blive 88.800 og man dristede sig også til at sige, at 4.400 ville køre 1. klasse, 22.200 på 2. klasse og 62.160 på 3. klasse.
Med hensyn til godstransporten vurderede man ud fra Statistisk Tabelværk og andre tilforladelige kilder, at det antal landbrugsprodukter, der årligt førtes gennem Haderslev beløb sig til 40.000 center fra Jylland, 12.000 center fra Fyn og 9.000 fra Haderslev og Omegn.
Dertil kom en masse andre tal. De var dog ret usikker. Man gik ud fra, at Fyns eks – og import også ville ske via banen til videre transport med banen Flensborg – Husum – Tønning eller til Hamborg.
Modtagelsen var køling
Det var et meget grundigt og stort arbejde, som Haderslev – komitéen havde lagt for dagen. Men modtagelsen i Den kongelige Jernbane-kommission var mildest talt kølig. Og svaret var også meget klart:
Flere skriverier fulgte, men kommissionen forblev negativ. Derefter lå sagen stille i et års tid. Men den 30. oktober 1845 forsøgte man igen. Men ak , heller ikke denne gang lykkedes det.
Plan for jernbaner i Slesvig og Danmark
I 1850 fremkom en samlet plan for for jernbaner i Slesvig og Danmark. Planen blev offentliggjort i et lille skrift med titlen “Motiveret Forslag til successiv Fuldførelse af et Jernbane – Dampskibs – og Telegraphsystem for Danmark og Slesvig”.
Planen var baseret på tværbaner. Hoved-banen skulle gå fra København over Korsør og Middelfart til Hjerting. Fra Korsør skulle der etableres dampskibsforbindelse til Århus. Derfra skulle etableres jernbane til Skive og Flensborg, hvorfra der skulle være jernbane til Husum og Tønning.
Havne ved Vestkysten
I den tyske tid omkring år 1889 talte man meget om en havn ved vestkysten af Sønderjylland. Først var der tale om en havn i Havneby på Rømø. Senere var det planer om en havn ved Emmerlev. Og endda også på øen Jordsand. Og i den forbindelse skulle der anlægges en tværbane over Skærbæk, Toftlund og Vojens Og igen var Årøsund i spil. Ved en havneudvidelse ville man også inddrage øen Årø.
Haderslev blev forbundet med Årøsund
Haderslev fik sin jernbane til Årøsund. Det var dog ikke den, man havde tænkt på i 1844. Fra 1903 til 1938 gik den smalsporede jernbane fra Haderslev til Årøsund. Men på grund af diverse sving blev længden på 27 km. Den direkte forbindelse på landevejen er kun på 15 km. Det hævdedes at en fodgænger kunne gå på den samme tid fra Haderslev til Årøsund. Da der på strækningen begyndte at komme rutebiler, foretrak folk dem.
En bro kom i vejen
Lokalbanerne i Haderslev Amt blev anlagt ligesom de andre lokalbaner i Sønderjylland efter den “Preussische Kleinbahngesetz fra 1892”. Det blev den længste bane i Sønderjylland på hele 207 km. Hovedkontoret blev etableret på Amtsbanegården i Haderslev. Og i 1914 var der hele 432 ansatte i Haderslev Amts Jernbaner.
I tiden efter Genforeningen var jernbanen igen til debat. Og i disse år rejstes der igen røster for en normalsporet jernbane til Årøsund, og en færgeforbindelse herfra til Assens. Men planer om en bro over Lille Bælt kom i vejen.
Der var forbindelse med Aabenraa – Haderslev
Faktisk kom der også jernbaneforbindelse mellem Aabenraa og Haderslev. Men denne forbindelse var ikke beregnet for passagerer. Det var i den tyske tid, hvor man brugte de smalsporede baner i både Haderslev Amt og Aabenraa Amt til at anlægge forsvarsværker. Og den smalsporede bane skabte også en forbindelse fra Østersøen til Nordsøen.(Se artiklen: Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt) Men igen var det tyskerne, der anlagde det sidste stykke til forsvarsværker ved vestkysten.
Og forbindelsen til Flensborg blev også etableret. Men til Aabenraas store fortrydelse gik den til Rødekro. Delstrækningen Flensborg – Rødekro blev indviet i april 1864. Og forbindelsen Rødekro – Aabenraa vender vi tilbage til.
Kilde:
Redigeret 19. – 11. – 2021
Maj 23, 2013
Hele tre skoler havde sognet. Der var krav fra greven på Schackenborg til lærernes og degnens duelighed. I 1889 døde syv søskende af difteritis. Der var 12 inspektioner på fem år. Der var protestskrivelse mod tyskundervisningen. Og en lærer nægtede at aflægge ed til Prøjsen. En masse adelige hørte til i sognet, Rantzau, Ahlefeldt og Rosenkrantz. Emmerlev gamle skole er i dag fredet.
Fiskeri og søfart
Emmerlev blev nævnt første gang i 1292. Dengang hed det Emberløf. Søfart og fiskeri spillede en stor rolle for byen. Fiskeriet foregik ved, at man med hestevogn kørte ud på vaden og satte garn ved ebbetid. Ved næste ebbe kunne man så hente fangsten ind på samme måde. I dag er det så mange spor tilbage af dette. Og heller ikke mange spor af søfarten. På et tidspunkt udgjorde Emmerlev udehavn for Tønder. Emmerlev var også udskibningssted for okser i 1600 – 1700 – tallet. Som ballast medbragte skibene stykgods fra Holland. Det var blandt andet hollandske fliser. Disse fliser kan man endnu se i ældre huse og gårde i Emmerlev.
Til Højkro, der ligger ved kirken hørte der oprindelig også et landbrug, ja der har engang hørt omkring 100 tønder land til.
Adelige
Det var her vi som unge gik til bal på Emmerlev Klev og lyttede til Silver Boys og dansede med smukke piger. Men det var også i denne by, der huserede mange adelige gårde. Således tilhørte Kogsbøl omkring 1400 Familien Rosenkrantz. Kogsbøl og Søndergård tilhørte statholder Geert Rantzau, som overdrog det til sin søn, Grev Christian Rantzau. Disse to gårde blev senere kongelige. Inden da delte arvingerne efter Fr. von Ahlefeldt gårdene mellem sig. Christian Albrecht von Ahlefeldt fik Kogsbøl og Søndergaard, mens broderen Frederik von Ahlefeldt fik Solvig.
Sognets stolte sønner
Og vi skal da vel også lige nævne et par af sognets stolte sønner. Biskop over Lolland Falsters stift Peter Outzen Boisen blev født den 16. november 1762 i Emmerlev. Faderen var landmand og bestyrer af kniplingshandel. I 1784 fødtes Niels Nicolai Falck i Emmerlev, etatsråd og professor ved universitet i Kiel. Han udgav en del juridiske og historiske skrifter.
Men inden vi kommer for godt i gang, så er det bare en af de fredede bygninger, vi vil koncentrere os om. Det er den Gamle Skole. Det vil sige, at vi begynder længe før, denne skole blev bygget.
Tre skoler
Sognet havde i 1735 tre skoler. I 1737 fortalte præsten, J. Claudius, at de tre byer, Sønder – og Nørre Sejerslev samt Emmerlev hver havde deres eget skolehus. Hvert skolehus havde egen skoleholder, der selv skulle holde husene vedlige. Man må virkelige sige, at det var ganske imponerende, at man kunne mønstre hele tre skoler herude i Emmerlev skoledistrikt.
Fattigfolks børn fik betalt skolegangen
Elever fra Kærgård, Nyland og Gammelby søgte Emmerlev Skole. Skoleholderen fik som løn for hvert barn to danske skilling om ugen, som forældrene selv skulle betale. Fattigfolks børn fik skolegangen betalt. Og det skete ved at
Pastor Claudius konkluderede:
En biskole indtil 1824
Skolen i Emmerlev var indtil 1824 en biskole, mens skolen i Sønder Sejerslev var hovedskolen, fordi den var betroet degnen. Skolen og degnen var knyttet tæt sammen. Efter en forordning fra 1739 fulgte en bestemmelse om, at det var godsejerne, der afgjorde , hvor mange skoler, der skulle oprettes rundt i deres distrikter. Det var også godsejerne, der fastsatte lønningerne.
Under Schackenborg
Emmerlev Skole hørte under Schackenborg. Og greven her havde ikke travlt med at få en ordning. I 1775 tog han dog sagen op, og skærpede kravene til degnens og skoleholdernes duelighed. Og lønningerne blev derefter fastlagt efter Lærerens Omhu i at undervise.
Per Skolemester
Skoleholderen holdt skole i tre fag af sit eget hus, som kunne rumme tredive børn, men i 1793 købte byen et hus og anvendte det til skole og lærerbolig. I 1816 blev det sognets ejendom, da det ifølge lov af 29. juli 1814 blev en skolekommune.
Den
første skoleholder, der kendes, hed Peter Juul, der i en gammel regnskabsbog omtales som Per Skolemester. Han afgik ved døden 1759 og efterfulgtes af sønnen Johannes Petersen Juul, der døde i 1793. Hans død har nok været årsag til byens køb af et skolehus.
Læreren med kun en arm
Den næste lærer var Hans Petersen, der stammede fra Højst. I 1797 – 1798 blev han kaldet til degn i Felsted. Han efterfulgtes af Hans Christensen, der er født i Sønder Sejerslev 1771. Før sin ansættelse her, havde han været skoleholder i Bodsbøl – Ballum.
I 1806 flyttede han til Ringkøbing. Hans efterfølger hed Christian Knudsen Hansen. Han bestred embedet fra 1806 til 1813. Han var gårdmandssøn fra egnen. Hans far hed Hans Peter Christensen. I sin ungdom var han sømand. Men ved et uheld, blev hans arm kvæstet så meget, at den måtte amputeres. Da han i 1813 fratrådte, blev han gårdmand og koncessioneret høker under Schackenborg. Han døde i 1839, men da havde han i de sidste 17 år lidt af sindssyge.
Duelig og nidkær
Knud Jacobsen blev den næste lærer. Han blev født i 1791 som søn af gårdmand Jacob Christensen i Kærgård. Før sin ansættelse i Emmerlev havde han været skoleholder i Abterp. I Emmerlev Sognekrønike siges det om ham:
Lave, fugtige og mørke
Da skolehuset var blevet for lille, købtes der i 1836 et nyt hus et stykke øst for den forrige. Der blev indrettet skolehus og lejlighed, men begge dele var lave, fugtige og mørke. Fra 1847 til 57 fik Christian Frederik Kaysen ansættelse. Han blev født 1806 som søn og degn af skolelærer Knud Kaysen i Vesterende – Ballum. Han besøgte seminariet i Vesterborg, og var fra 1832 – 36 substitut ved skolen i Døstrup, fra 1836 til 1839 lærer i Drengsted. Siden blev han kirkesanger og skolelærer i Tirslund indtil 1841. Han blev gift i Døstrup med Johanne Koch, en datter af fhv. pastor Koch i Døstrup og søster til provst Gabriel Koch. Kaysen døde i 1886. I 1857 købte skolekommissionen en grund og lod opføre en ny skolebygning. Det er så den bygning, der er fredet.
Fra lærer til kirkesanger
Kaysens efterfølger blev Frederik Nielsen Bøttcher, søn af gårdmand og værtshusholder Niels Nielsen Bøttcher i Arrild. Han blev født i 1821 og dimitterede 1843 fra Snedsted seminarium. I to år var han lærer i Lindtrup, derpå i tre år ved Lovrup skole i Døstrup sogn. Siden blev han ansat i Bodsbøl – Ballum, hvor han virkede i 6 ½ år. Efter to års ophold i Emmerlev blev han kaldet til kirkesanger i Ballum og skolelærer i Vesterende.
Nægtede at aflægge ed
Det ledige embede i Emmerlev blev i 1860 søgt af seks seminarister. Valget faldt på Hans Bendix Jensen, der er født i Arnum 1837 som søn af gårdmand og sognefoged Andreas Hans Jensen. Han dimitteredes fra Lyngby seminarium 1858 og var derefter i 1 ½ år i Højrup, inden han kom til Emmerlev. Da han i 1867 nægtede at aflægge ed til den prøjsiske konge, blev han
afskediget. Han solgte sit indbo ved auktion og flyttede med sin familie til sin kones hjemsted i Galsted, Agerskov sogn.
Udpræget dansksindet
Efter at Hans Bendix Jensen var blevet afskediget , indstillede skolekommissionen et nyt forslag til direktionen. Men det blev forkastet. Der var i alt 25 ansøgere til embedet. Det blev den 36 årige Kristian Paulsen Hansen, som bestred embedet til sin død 1877. Han var født i Rens den 11. april 1831 og dimitteret 1862 fra Tønder seminarium med karakteren meget duelig. Han var søn af af skrædder Peter Hansen og Anna Catharina Paulsen i Rens. Efter hans død, bosatte hans kone og børn sig i Tønder. Paulsen Hansen har været udpræget dansksindet.
Protestskrivelse
Det tyske sprog indførtes nu i skolen. Det skete ved et dekret i 1871. Dette førte til en protestskrivelse i Emmerlev skoledistrikt med 47 underskrifter (det var på det tidspunkt ca. 74 børn i skolen. Men skrivelsen hjalp ikke, Paulsen Hansen måtte undervise på tysk. Dette førte til mange forsømmelser. De mange dansksindede var ikke begejstret for, at lade deres poder undervise på tysk. Man forsøgte fra myndighedernes side at aflive uvæsenet ved idømmelse af større “mulkter”
Forældrene blev også vrede over, at der blev grebet til udpantning, hvis man ikke kunne få tilstrækkeligt med skolepenge til de tyske undervisningsmidler.
Tyske børnebiblioteker
Efterfølgeren blev den 28 – årige H.J. Hansen fra Nørrejylland. I 1849 havde han fået sin seminarieuddannelse på Jelling seminarium. Han forlod embedet i Emmerlev i 1881, fordi han blev syg. Derefter flyttede han sammen med sin kone og barn til Horsens, hvor han døde samme år. I hans embedsperiode dalede børnetallet til 59 i 1881. Der blev oprettet tyske børnebiblioteker samt indskærpet alle lærere, at de skulle anvende tysk som undervisningssprog.
Mange skoleinspektioner
Den næste lærer i Emmerlev (1881 – 1888) hed Jacob Friedrich Andreas Petersen. Han var født i Lundbæk, Tinglev sogn. I 1888 blev han degn i Ravsted. Han blev dekoreret med Hausorden von Hohenzollern. Han var tysksindet. Og i Emmerlev påbegyndte han en Schulchronik, som den efterfølgende lærer førte op til 1920. I hans embedstid havde der været 12 inspektioner på 5 år. En del sygdom gennemgik børnene i hans periode, blandt andet tyfus og mæslinger.
Den 16. juli 1886 var 57 elever på udflugt til Møgeltønder. En årlig eksamen blev der også afholdt.
Lærer indtil Genforeningen
Petersens håndskrift ophører i 1887 i Schulchronik. Lærer og degn Iversen i Sønder Sejerslev tog sig af historien og undervisningen indtil en ny lærer indtrådte. Lærer nr. 13 i rækken, blev Christian Jensen Westergaard . Han blev i embedet helt indtil Genforeningen i 1920. Han blev født den 26. maj 1861 i Stenderup, Toftlund sogn. Westergaard blev gift den 10. september
1884 med Christine Caroline Haase.
Westergaard blev dimitteret fra Tønder Seminarium, den danske afdeling i 1883. Han aflagde prøve i Haderslev i 1886.
Kommuneforstander
Som kommuneforstander førte han kommuneprotokollen på dansk indtil 1906, hvorefter han vekslede mellem dansk og tysk indtil 1910. Derefter var det udelukkende på tysk. Kommuneforstander – jobbet var meget tidskrævende, hvorfor han ind imellem også inddrog skoletiden til arbejdet. Han stod sig godt med befolkningen. Han mestrede det danske sprog. Han førte en streng disciplin, men var også en god fortæller. Der var masser af hjemmearbejde.
Syv søskende døde af difteritis
I skolekronikken kan man se, at et ondartet tilfælde af difteritis i 1889 kostede 7 søskende livet. En del forældre tog deres børn ud af skolen, fordi de ikke ville leve under et fremmedherredømme, og nogle af disse udvandrede til Amerika. Dette kan også ses på børnetallet. Ved Westergaards tiltrædelse var den på 72 men allerede i 1892 var den nede på 46.
Religionsundervisning på dansk
I 1894 fik Westergaard en løn på 786,18 mark om året. Allerede i 1898 kom der en ny lærerlønningslov, der betød at lønnen nu steg til 1.280 mark årligt. I 1903 skete der igen en lønforhøjelse, nu var man oppe på 1.607,56 mark. Og i 1909 steg lønnen yderlige 300 kr. Ifølge skolekrøniken var Westergaard udmærket tilfreds med sin løn. Stadig flere elever ønskede dansk religionsundervisning, så de kunne blive dansk konfirmeret. Denne undervisning lå uden for det egentlige skema, og som oftest tidlig om morgenen. Der var nu foretaget en klassedeling. Man opererede nu med Unterstufe, Mittelstufe og Oberstufe.
Tilegnelsen af det tyske sprogs rigdom forsømmes
Westergaard var en energisk lærer. Han tog ofte på kursus for at dygtiggøre sig. Hvert år blev der arrangeret et møde med lærerne fra Emmerlev, Nørre – og Sønder Sejerslev, Hjerpsted, Skast, Ballum og Rømø. De blev ledet af kredsskoleinspektøren. Her blev der givet gode tips til, hvordan man kunne gøre undervisningen bedre. I et referat fra 1902 kunne man læse følgende:
Westergaard mistede to sønner
I skolekrøniken kunne man læse, at Westergaard mistede to sønner i Første Verdenskrig, mens det tredje blev hårdt såret. Efterhånden blev Westergaard klar over, at krigen ville blive tabt, og at området ville blive dansk. Han sagde farvel til Emmerlev med disse ord den første december 1919, før afstemningen:
En skuffet mand
Det var en skuffet mand, der konstaterede, at der kun var 18 tyske stemmer mod 146 danske ved afstemningen den 10. februar 1920. Den 15. april begyndte han lærergerningen i Estrup i Store Solt Sogn på Angel. I 1920 fik L.A. Larsen ansættelse i embedet, og det ses af kildeangivelser til denne fremstilling, at han med sin omfattende sognehistoriske viden har ydet stor hjælp. Han blev pensioneret i 1955, og derefter var det Henrik Petersen, der overtog embedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.10.2021
Maj 13, 2013
Er mysteriet blevet opklaret?
Ekstra Bladet har fundet et vidne, der har hørt gerningsmanden prale af sin bedrift. Politiet havde mange teorier dengang. At en bombe, man selv fremstillede gik af, at der var interne konflikter på venstrefløjen, og at der lå personlige hævnmotiver bag. To måneder før røbede en topnazist, at et attentat var på vej. Men PET ignorerede dette, og Københavns Politi nægter
nogensinde, at have hørt dette. Men Internationale Socialister var overvåget. PET var der inden politiet. Læs her anden del af Bomben i Søllerødgade
Havde planer om at ramme Ungdomshuset
Er det rigtig, at det var gruppen Blood & Honour, der stod bag bomben i Søllerødgade. Det mener i hvert fald Ekstra Bladet. Det er en afhoppet svensk nazist, der åbenbart har fortalt sandheden. I 1990erne havde gruppen ca. 50 medlemmer i Norden. Men i miljøet omkring gruppen var der ca. 200 – 300 aktive. Socialister, homoseksuelle, indvandrere og muslimer stod også som fjender på gruppens liste. Man havde også planer om at ramme Ungdomshuset på Jagtvejen.
Politiet mente, at de selv fremstillede bomber
Bomben ramte, som vi skrev i første del i Internationale Socialisters hovedkontor i Søllerødgade. Her var organisationens hovedkontor. Man var vel ikke mere end ca. 20 aktive. Den 16. marts 1992 skete katastrofen. Og selv mente socialisterne, at det var højrefløjen, der stod bag. Men politiet mente, at man inde i Søllerødgade selv fremstillede bomber, og at en af dem ved
en fejltagelse var eksploderet. Det var her den 29 årige Henrik Christensen omkom. Man fremkom også med motiver som , at bomben var en personlig hævn rettet mod det 29 årige offer – måske som følge af gæld eller forlist kærlighed .
Intern opgør
PET mente, at Internationale Socialister havde forbindelser til militante vesttyske personer og en person med forbindelse til Nordirland. Derfor havde gruppen interesse i, selv at fremstille bomber. Dengang trykkede Internationale Socialisters samarbejdspartnere, de københavnske BZ – grupper i blade som Kæmp Sammen opskrifter på bomber. Politiet oplyste dengang,
at BZ’ erne siden 1986 brugte alt fra miner til radiostyrede bomber. I lang tid arbejde politiet også med den teori, at det var et opgør mellem venstreorienterede grupperinger. VS og SAP fra den venstreorienterede fløj havde også været udsat for brandattentater.
Kig dog mod syd
Politiet kunne have rettet blikket mod syd. For i Tyskland i 1991 stod nazisterne for 2.074 ulovligheder, deriblandt var der 325 tilfælde af brandstiftelse og 122 voldelige overfald. En ti mands stor gruppe arbejdede længe med efterforskningen, assisteret af PET og bombeeksperter fra Scotland Yard.
Postbuddet kunne pludselig huske
Bomben blev antagelig leveret i en foret kuvert, og den var så kraftig, at den rev både den dræbtes hoved og hænder af, da han åbnede den telefonsbog – store kuvert. I første omgang kunne det lokale postbud ikke huske, at han havde afleveret breve eller pakker på adressen. Men senere huskede han, at det var en stor brun kuvert lukket med to clips. Med håndskrift stod der IS. Han mente helt klart, at der var danske frimærker på kuverten.
Kritik fra venstrefløjen
En voldsom kritik fremkom fra venstrefløjen fremkom. De mente ikke, at politiet gjorde nok for at opklare sagen. Fra venstrefløjen var man overbeviste om, at det var et politisk attentat. De nye ting, der nu er fremkommet, får ikke denne kritik til at forstumme, tværtimod. Ifølge politiet selv arbejdede efterforskere i døgndrift for at opklare sagen. Alle spor blev efterforsket. Kort efter blev en række personer på den yderste højre – og venstrefløj afhørt.
PET var der allerede
Da Politiet kom til stedet var der allerede ankommet to PET – folk. Organisationen var overvåget.
Pessimismen bredte sig
I 1992 konkluderede politiet dog, at der var intet, der pegede på den yderste venstrefløj, og intet pegede på andre grupper på venstrefløjen. Og endelig tog man afstand fra, at det skulle have været en selvkonstrueret bombe. Det spor havde man ellers gået efter i lang tid. Pessimismen bredte sig. Trods en dusør på 92.500 kr., fik politiet kun få henvendelser. Vandet fra brandvæsnets slanger ødelagde mange tekniske spor.
Brandinspektøren på stedet mente, at det var tale om en gaseksplosion. Derfor var alt inventaret smidt på gaden, hvor brandsluknings – og spulearbejdet fortsatte. Det betød, at der efterfølgende var meget svært at finde spor.
Forbindelse til Combat 18
Men sagen blev aldrig opklaret. Nu mener Ekstra Bladet at have opklaret sagen. Og det er så åbenbart Nynazister i gruppen Blood & Honour, der står bag grusomheden. I miljøet var tidligere eks – nazister, Hells Angels prøvemedlemmer og eks – Bandidos – rockere. Man havde forbindelse til den britiske nynazistiske gruppe Combat 18.
Bombens bagmand?
Angiveligt var det den afdøde nazist, Marcel Schlif, der i 2001 døde af cystisk fibrose, der var bombens bagmand. Han var en central figur i det nordiske nazist – miljø gennem 1990erne.
Han var en af nøglepersonerne i Blood and Honour, men havde også sin egen gruppe NS 88, der distribuerede nazistisk musik og nazistiske videoer over hele Europa. I hans lejlighed fandt politiet disketter og lister med kopierede film og computerprogrammer. Nok så interessant så fandt man også kemikalier til fremstilling af bomber hos Marcel Schilf.
Marcel Shilf’s navn dukker frem
Han blev aldrig sigtet for attentatet i Søllerødgade. Sagen endte med en betinget dom for besiddelse af 500 gram af sprængstoffet acetone peroxid. Dette stof er højst ustabil, og er i dag bedre kendt som TATP. Men hvis man virkelig havde fundet så meget, kunne han nok have sluppet med tyve dages betinget hæfte med et års prøvetid. Desuden fik han 5.000 kr. i bøde for ulovlig kopiering. I 1997 opsnappede myndighederne i Malmø tre brevbomber, som danske nazister havde sendt til modstandere i England. Her dukkede Marcel Schlif´s navn også op. Men heller ikke denne gang, blev han sigtet.
Opskrifter op TATP
I 1970erne blev opskrifter på TATP – bomber optrykt i terrormanualer som The Anarchist´s Cookbook og The Terrorist´s Handbook. Men ført i 1980erne begyndte TATP – bomber for alvor, at sprænge. Bomben kan fremstilles af almindelige husholdningsartikler (acetone, afløbsrens m.v.) og var næsten lige så kraftige som TNT TATP – dillen var noget, Marcel Schilf kunne bruge. Han voksede op i det socialistiske diktatur i Østtyskland. Han var i den grad forhadt af de venstreekstreme.
I årene 1990 – 91 var han fra sit kollegieværelse i Birkerød særdeles aktiv i Cryonics. Det var et nordsjællandsk netværk af hackere og amatørteknikere. De fremstillede og solgte piratkopierede film og computerprogrammer, samt hjemmelavet fyrværkeri af TATP.
Gruppen blev afhørt
Dagen efter Søllerødgade – bomben blev hele gruppen afhørt. Men de var blot nogle få af de tre hundrede, der blev afhørt dengang. Egentlig er TATP ganske uegnet som brevbombe på grund af dens ustabilitet. På den anden side vil sådanne organiske bomber slette sig selv. De kræver heller ikke detonatorer. Og sådan en bombe kan laves i løbet af en til to timer.
Hvor blev båndet af?
Den nu afdøde Nazi -leder Albert Larsen skulle i en fortrolig samtale med Frede Farmand have udtalt, at der i nazistiske kredse var rygter om en mulig kommende bombesprængning i Søllerødgade. Frede Farmand gav det bånd han optog videre til PET – Århus. Han fik aldrig båndet tilbage. Københavns Politi nægter ethvert kendskab til dette bånd. Og det interessante var, at samtalen fandt sted et par måneder før bombesprængningen. Men åbenbart tog PET ikke truslen alvorlig.
Internationale Socialister
Internationale Socialister er en trotskistisk organisation, som blev stiftet i 1984. Ved organisations kongres i marts 2006 besluttede Internationale Socialister kollektivt at tilslutte sig Enhedslisten. Man udgiver månedsavisen Socialistisk Arbejderavis. Organisationen samlede 12 – 15.000 mennesker til en mindedemonstration, lørdagen efter. Egentlig ville man i 1993 stille op til kommunalvalget men efter en heftig medlemsdebat opgav man dette. Senere opstod der forskellige magtkampe mellem en København og en Århus afdeling.
Black Honour – opløst og genopstået
Egentlig var Black and Honour blevet nedlagt, men bevægelsen var dog repræsenteret i den svenske by Salem ved en demonstration i 2007. Her gik de i front foran 900 højreekstremister fra hele Europa. Hvor mange, der på den tid var med i bevægelsen er svært at sige, men ved demonstrationen blev 17 danske aktivister anholdt. I 1990erne var gruppen involveret i mordforsøg, brevbomber, og voldelige overfald mod modstandere. I mange år arrangerede de også koncerter.
Rudolph Hess – march
Gruppen stod første gang frem i Køge med den såkaldte Rudolph Hess – march. I 1997. I 90erne havde gruppen pladeselskabet NS Records. Efterfølgende startede man Nordvind Records. I mange år har gruppen været aktive i Dansk Front.
Lokal Combat 18
I England havde gruppen Combat 18 åbenbart et tæskehold, der skulle banke socialister. Og det skete blandt andet i Glasgow, hvor 30 socialister blev banket bevidstløse. Gruppen blev dannet i England i 1991. Tallet 18 står for bogstaverne A og H. i al hemmelighed blev der dannet en gruppe i København i 1995. Men først i 1997 gav de væsen af sig. Gruppens hovedaktiviteter var nazistisk graffiti og udsendelse af trusselsbreve til politiske modstandere. Dengang havde medlemmer af Internationale Socialister modtaget anonyme trusselsbreve.
Mange højreorienterede grupper
Andre højreorienterede grupper, der opstod var Danmarks Nationale Front, Dansk Forum, Dansk Front, Dansk National Front, Dansk Kultur, Dansk Kultur, Den Danske Forening, DNSB, Frit Danmark, Frit Folk, Nationalpartiet Danmark, NNSU, No – Kay, NS 88, Partiet De Nationale, Stop Indvandringen, Stop Islamiseringen Af Danmark, Vederfølner, White Pride, Århus Mod Moskeen, m.m.
PET har tidligere givet udtryk for, at man er bekymret for udviklingen på højre – fløjen. Man rekruttere mange fra hooligan – miljøet. Og dele af miljøet forsøger at etablere kontakt til det voldelige ekstremistiske miljø i udlandet.
Sagen genoptages
Det var under et møde i Helsingborg, at Ekstra Bladets vidne skulle have hørt gerningsmanden prale af sin bedrift i Søllerødgade. Københavns Politi fandt sagens aktier frem, og læste dem atter. Det vidne, som Ekstra Bladet fandt frem til, har kun antydninger. Det er ikke unormalt, at nogen påtager sig skylden for forbrydelser, for at vise, at man er handlekraftig. Det giver status. Og det er heller ikke sådan, at politiet starter forfra. De nye oplysninger bliver blot lagt til de gamle.
Tag det som en oplevelse
I 1992 modtog den venstreorienterede gruppe SOS Racisme et voldsomt trusselsbrev fra højreekstremister. De gik til politiet og fik blot at vide, at det skulle de tage som en oplevelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.09 – 2021