Artikler
Juni 10, 2013
Da Asmus Jensens kone sammen med Renate rejste til Frankrig skrev hun et brev til hendes to sønner. Hun skrev, at dette blandt andet skyldtes myndighedernes behandling af sagen og af hende. Hun skriver også, at Frede Birkelund var i området og spurgte efter Asmus. Da han hørte om sagen, og Asmus Jensens Fars mistanke lovede han at komme tilbage med engelske tropper. Hvorfor har myndighederne ikke for længst erkendt at de har begået fejl. De kan endnu nå at give en undskyldning til Asmus Jensens datter. Men ikke længere til hans kone.
Der er ikke noget at komme efter
Det kan være svært at komme videre, når myndighederne ikke er interesseret i at vi får mere indsigt end den vi har fået.
Ja sådan lyder det fra arkiverne, men det er ikke sandheden. Der foreligger heller ikke noget nyt fra de engelske arkiver.
Men alligevel har vi noget nyt, og det er noget, der bekræfter vores antagelser og formodninger.
Et brev fra Asmus Jensen s kone
Asmus Jensens to søskende brændte alt, hvad der eventuelt kunne have været brugt til sagens belysning. De skammede sig åbenbart, og er måske blevet offer for myndighedernes forvanskning af sagen.
Således
har Renate´ s (ikke det rigtige navn) halvbror fremvist et brev, der forklarer, hvorfor Asmus Jensens kone og Renate forlod Danmark og bosatte sig i Frankrig. Som nævnt i tidligere artikler stammede hun fra Frankrig.
Brevet er forfattet til hendes to sønner. Her skriver hun, at politiet ikke har behandlet hende godt. Hun taler om sorg og hendes elskede Asmus. Ægteskabet med sønnernes far kunne ikke holde på grund af hendes skuffelse over myndighedernes behandling af hende og sagen.
Blev holdt tilbage med maskinpistol
Hun forklarer i brevet, at de fulgtes på vej hjem. I Kruså blev Asmus smidt op på en lastbil, mens hun blev holdt tilbage med maskinpistoler. De kørte mod Fårhus. Næste dag cyklede hun sammen med svigerforældrene til Fårhuslejren, hvor de blev brutal afvist.
Efter et par dage cyklede Asmus Jensens far (Peter Jensen) og Heine Petersen til Fårhus – lejren med tøj til Asmus, men her fik de så at vide, at han ikke var til stede. Derefter cykler Peter Jensen selv til Kruså og melder Asmus Jensen savnet.
Ifølge døgnrapporten melder politiet Asmus Jensen savnet 20 dage efter, at han blev smidt op på lastbilen.
Den Danske Brigade taler ikke mere med os
Som opmærksomme læsere vil vide, så blev Asmus Jensen skudt under en påstået flugt af tre medlemmer fra Den Danske Brigade. Og det er det måske en god grund til, at de påtog sig ansvaret for denne løgn.
Det skal dertil siges, at repræsentanter for Den danske Brigade ikke mere vil tale med os og Kurt Jensen. De var meget imødekommende i begyndelsen.
Aldrig afhørt
Af brevet fremgår det også, at Asmus Jensens kone aldrig er blevet kontaktet af politiet, og at hun aldrig er blevet afhørt af politiet. Hendes svigerfar undrede sig også, men politiet svarede, Det kommer. På det tidspunkt var de klar over, at nogle af deres egne var med til mordet på Asmus Jensen. I den rapport, som vi har set og som er afleveret på lokalarkivet i Bov, fremgår det af den rapport som er underskrevet af tre medlemmer af den danske Brigade, at Asmus Jensens kone er afhørt flere gange.
Frede Birkelund i Kiskelund
Asmus Jensens kone taler om, at Birk var kommet til byen og spurgt efter Asmus. Og Asmus Jensens far, Peter Jensen svarer, at Asmus antagelig er blevet skudt. Og her kommer så det interessante. For Birk lover at sætte noget i gang.
Og hvorfor skulle man tage denne trussel alvorlig?
Jo for Birk er ikke mindre end Frede Birkelund. Har var forbindelsesofficer til den britiske kontraspionage i Hamborg. Han var sendt til SOE*s tyske sektion. Efter tyskernes kapitulation var han blevet overført til den britiske kontraspionage Field Security. Frede Birkelund arbejdede sammen med Jenny Holm.
Desuden samarbejde han med Troels Hoff, som var chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling og N.B. Schou fra Generalstabens Efterretningstjeneste.
De britiske tropper havde tidligere truet
De britiske tropper har som vi tidligere har refereret også måtte true for, at få udleveret danske krigsforbrydere. Og de sønderjyske politimestre har sikkert fået kolde fødder, da det gik op for dem, at det var en fejltagelse at folk fra modstandsbevægelsen og her i blandt folk fra deres eget korps, har været involveret i mordet på Asmus Jensen.
I senere artikler har vi berettet om at de sønderjyske politimestre måtte stå skoleret for englænderne i Wassersleben.
De sønderjyske politimestres rolle?
Det hænger ikke sammen
Det område, hvor Asmus Jensen angivelig skulle være blevet skudt tilhører den dag i dag familien Bennesen. En sønnesøn, som ejer grunden i dag, har aldrig hørt om sagen. Ifølge politirapporten er familien Bennesen blevet afhørt om sagen.
Som vi tidligere har nævnt er politiets fremstilling løgn. Det hænger slet ikke sammen.
Brevet er et bevis
Med brevet, skrevet af Asmus Jensens kone er det bevist, at det var en sammenhæng mellem Asmus Jensen og den engelske kontraspionage. (Birk) (Frede Birkelund)
En undskyldning burde gives
I brevet anfører Asmus Jensens kone, at hun aldrig har fået en undskyldning af de danske myndigheder. Men de kan nå det endnu. Asmus Jensens kone lever i Frankrig. Vi formidler gerne kontakten. Ja sådan skrev vi dengang. Hun er desværre nu afgået ved døden. Og som sådan burde Asmus Jensen` s datter også have en undskyldning.
Myndighederne holder noget skyldt
For at skjule en fatal fejltagelse har myndighederne i så mange år skjult sandheden, og begået dokumentfalsk i form af en undersøgelse, der er fuld af løgn og fortielser. Alt dette kan du læse i vore artikler Mord i Padborg 1945 1,2,3.
Det
samme gælder mordet på Richard Christensen. Her har vi fundet ud af, at der senere er påført ordet selvmord med en anden skrift og en anden pen. Her har vi nu fundet ud af, hvorfor og af hvem han blev skudt. Han lå i mange timer på Østergade i Padborg, inden han blev fjernet.
Heller ikke sandheden om dette mord må komme frem. Ved at kalde mordet for selvmord, er sagen blevet afsluttet, og myndighederne kommer let om ved det.
Kilde: Kurt Jensen
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Kategorien Grænsen er overskredet her på vores side kan du læse en opdateret artikel om hele sagen og en omtale af vores bog, som vi udgav i 2017.
På
www.dengang.dk findes der ca. 384 artikler om Besættelsestiden
Juni 10, 2013
Tre begivenheder i den sidste tid viser, at selverkendelse stadig har det svært, når det gælder besættelsestidens historie og historier fra Anden verdenskrig. Og det er ikke kun i Danmark. Men også i Tyskland, hvor man ligefrem griber til censur. På den anden side forsøger TV at vise grusomhederne. Og det skaber voldsom debat. Herhjemme er man åbenbart tilfreds med det man hører om besættelsestiden. Men er det ikke på tide at vi får sandheden frem på det nye Frihedsmuseum? Og så har arkiv – tyveriet gjort det endnu vanskeligere at komme frem til sandheden.
Tre ting får os til at se tilbage
Der er især tre ting, der har fået os til at se tilbage på Besættelsestiden her i den sidste tid Og det er
Er alt historisk korrekt?
Nogle gange er det sundt, at diskutere en tid, der ikke altid er gengivet historisk korrekt. Og der disse tre anledninger som her er opridset, der har skabt en del
debat. Vi har her på siden efterhånden skrevet 100 artikler om den tid. Nogle af artiklerne er i den grad blevet kritiseret, endda fra historikere. Det er især de artikler, hvor medlemmer af Det Tyske Mindretal er involveret.
Og vores artikelserie omkring Mordet i Padborg 1945 1 – 4 har også afstedkommet interesse fra medierne. Her har har vi fat i en historie, hvor det offentlige Danmark ikke ser godt ud, og hvor man har ladt en familie totalt i stikken.
Lad os få sandheden frem
Det var et chok, da vi hørte at Frihedsmuseet var brændt. Vi satte det i forbindelse med tyveriet i Rigsarkivet. Det kunne jo også være at museet lå inde med
oplysninger, der for noget ikke var så behagelig at få frem. Og nu går diskussionen, om hvordan det nye museum skal se ud, og hvad det skal indeholde. Og lad
os nu gå til en selverkendelse, undgå fortielserne, kom frem med sandheden, selv om den kan være ilde hørt.
(Artiklen er skrevet inden det ny Frihedsmuseum blev opført. I mellemtiden har museet set dagens lys. Vi har også anmeldt dette museum på vores side. Ja og de fire artikler Mord i Padborg 1- 4 er blevet til en bog “Grænsen er overskredet)
Bølgerne går højt
Det er åbenbart ikke kun i Sønderjylland, at bølgerne kan gå højt. Det skete i forbindelse med om der i forbindelse med Frøslevlejrens Museum skulle være et Fårhus – museum.
Som vi tidligere har nævnt her på siden, oplevede vi en chok på Frihedsmuseet, da en ung studerende viste nogle englændere rundt. Frejdigt fortalte han, at der i Sønderjylland ikke var nogen modstandsbevægelse, da man var bange for Det Tyske Mindretal. Mage til sludder skal vi lede længe efter.
Flødeskumsfronten
Der fandtes tyske soldater, der nød Flødeskumsfronten her i Danmark. De betragtede Danmark som forbundsfælle. Og vi var jo ikke i krig med tyskerne. Således fungerede Den Danske Ambassade i Bonn under hele besættelsestiden. Bunkerne ved vestkysten blev bygget af danske entreprenører. Med fagbevægelsens velsignelse blev der sendt flere hundrede tusinder af arbejdere til Tyskland.
Min far havde måske ret, da han sagde, at det var de forkerte, der blev straffet efter besættelsen. Her tænkte han på retsopgøret, hvor der blev lavet en lov med tilbagevirkende kraft.
Hvor var grænsen?
Uha, han arbejdede for tyskerne oppe i Oksbøl – Lejren. Fra modstandsbevægelsen blev de truet, da de skulle hjem til Tønder. Der ville stå modstandsfolk
bag hver hjørne og skyde dem, blev det sagt til arbejderne deroppe. Glemt, var det, at understøttelsen røg, hvis man ikke arbejde for tyskerne eller at man sagde nej til at tage til Tyskland for at arbejde.
Hvor gik grænsen mellem at overholde samarbejdspolitikken og male sin egen kage? Hvor gik grænsen for værnemageri? Var det egentlig et frit valg,
at producere for tyskerne?
De danske leverancer til Tyskland var med til at holde den tyske krigsmaskine i gang. Den danske regering havde satset alt på en tysk sejr. Man holdt på den forkerte hest.
Skal det forties?
Sortbørshandel florerede i den store stil, og så var det tyskerpigerne, som også blev kaldt horeunger og det, der var værre. En masse selvtægt blev begået, for at straffe dem, der samarbejde med tyskerne. Men ingen politikere blev nogensinde dømt.
Interneringen af kommunisterne er vel også et sort kapitel i Danmarkshistorien. Men alt dette er vel en del af besættelsestidens historie. Skal vi fortie alt dette? Så var det vel også behandlingen af de tyske flygtninge, og alle de mord, der blev begået fra dansk side.
Der findes stadig familier, der er blevet holdt hen med løgnehistorier om, hvad der er overgået deres familie (Mord i Padborg 1945 1 – 4).
Samarbejdet mellem landbrugets organisationer, danske myndigheder og besættelsesmagten var med til at Danmark fik særstatus blandt de besatte lande.
En klam forbrødring
Politikerne, der havde truet modstandsbevægelsen blev nu forenet med dem. Det var en forbrødring, der lugtede klamt. Burde et Frihedsmuseum ikke vise dette. Det at vi dyrkede samarbejdspolitikken med tyskerne og de udfordringer modstandsbevægelsen havde i den forbindelse. Man burde også bringe statsminister Buhls antiterror – tale. Her opfordrede han danskere til at angive modstandsfolk. Det vil sige, de havde både tyskerne og den danske regering, som modstandere.
2.000 danske søfolk mistede livet
Og det er som om at nogle modstandsfolk har taget æren for kampen. Glemt er det, at 2.000 danske søfolk mistede livet. Det var blandt andet nogle af dem, der meldte sig i allieret krigstjeneste.
Frihedsmuseet for modstandsfolk
Man har netop haft indtryk af, at Frihedsmuseet var modstandsbevægelsens eget museum. Heldigvis nåede man at redde det meste. Og er et frihedskampen det nye museum også skal belyse?
Interessen for anden verdenskrig er bestemt ikke aftagende. Det kan vi så sandelig også se her på siden. Unge forskere har også fokus på den, og ser måske tingene fra en anden side. Den ene bog efter den anden udkommer til stadighed. Og de allerfleste er faktisk gode.
Håbet herfra skal være, at det nye museum vil fortælle den store historie om Danmark i besættelsestiden, uden dog at forbigå modstandskampen. Det var kun takket være dem, at vi blev anerkendt som allierede.
Kritikerne mener, at Frihedsmuseet bør holde sig til frihedskæmperne. Al anden formidling må ske andre steder. Således er holdningen hos mange af de borgerlige partier. De mener, at formidlingen skal ske i skolerne. Men har disse politiker prøvet at set folkeskolens historiebøger?
Ikke alle borgerlige politikere synes, at være enige, således giver De Konservatives, Lars Barfod udtryk for, at frihedskampen skal ses i et historisk bredere perspektiv.
Gamle modstandsfolk og krigssejlere støtter de borgerlige partier. De mener, at museet skal være et slags minde, for dem der kæmpede for Danmark.
Skal vore børn se historien – på film?
Skal vores børn opleve anden verdenskrig gennem kommercielle film, som Flammen og Citronen, Hvidstens – gruppen eller Matador?
En mere nuanceret fremstilling
Men bør man ikke fortælle, hvad de var oppe imod? Det kræver en omorganisering af den hidtidige udstilling. Der er gået så mange år, at dette burde være en naturlig ting. Nye generationer er kommet til. En mere nuanceret fremstilling vil være på sin plads.
Og denne holdning har vores kulturminister samt Nationalmuseets ledelse. Kulturministeren mener ikke, at man politisk skal blande sig i, hvad ledelsen beslutter sig for.
Et nyt koncept
Baggrunden for Danmarks Frihedsmuseum var en udstilling af Frihedsrådet i sommeren 1945 i Frimurerlogen. Dette lagde grunden. Fra begyndelsen havde museet, der opstod i 1957 en stærk tilknytning til Nationalmuseet. De første ledere havde stærk tilknytning til modstandskampen.
Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være. Der må udarbejdes et nyt koncept, der kan give den rigtige historie. Og inden vi nu går i gang, så har vi jo Frøslevlejrens Museum.
Hvad med Scavenius og Buhl?
Men diskussionerne er nok ikke forbi. Gamle modstandsfolk er bange for, at sidehistorierne vil komme til at overskygge museets enlige formål. Og den dag i dag er der modstandsfolk, der mener, at visse historikere ikke anerkender deres indsats. Frihedskæmpere som Jørgen Kieler og Lis Mellemgaard er bange for, at Wilhelm Buhl og Erik Scavenius vil blive behandlet på lige fod som modstandskæmper. Gennem årene er det samlet genstande, dokumenter, fotos og der et omfattende bibliotek.
Der er ikke mere at komme efter
Også på landets arkiver ligger der masser af ting, der kan belyse besættelsestidens sande historie. Men myndighederne stopper dig, når du kommer for tæt på. Og selv om du klager til ombudsmanden, finder de en metode, der kan stoppe dig.
1.062 dokumenter stjålet
Og nu bliver det endnu vanskeligere at dukke ned i bestemte arkiver efter det berømte tyveri. Men tyveriet har også vakt fornyet interesse for retsopgøret efter krigen. Man kan så undre sig over, hvordan det er lykkes for to mænd, at stjæle mindst 1.062 arkivalier til en anslået værdi af mellem halvanden og tre millioner kroner.
De fleste af dokumenterne handler om de personer, der kæmpede for tyskerne under krigen.
I gang med en bog
Det drejer sig blandt andet om tre mænd fra den tyske kontrasabotagegruppe Peter – gruppen, der blev dømt for mordet mod Kaj Munk. Og så var det retssagen mod den østfrontfrivillige Kaj Buchardt.
Dokumenter fra sagen mod den højtstående danske officer i Waffen SS, Christian Peter Kryssing, som også kæmpede for tyskerne, er forsvundet. Han var kommandant for det nyoprettede Frikorps Danmark. Vi har tidligere omtalt ham her på siden.
Dokumenterne blev stjålet over tre år. Angiveligt skulle de to være i gang med en bog om øst-frivillige. Det er dog ikke lykkes for politiet at finde fremme til dette arbejde.
Tv – serie skabte debat
Otte millioner tyske tv – serier fulgte med i tyskernes krig i en fremragende mini – tv – serie. Serien rejste en heftig debat i Tyskland. “Unsere Mütter, unsere Väter”(Vores Mødre, vores fædre) blev også vist på DR2. Men serien herhjemme rejste slet ikke den debat som i Tyskland.
Nazi – tiden og tyskernes brutale krig på østkysten blev vist i 3 gange 2 timer. Den almindelig tyskers deltagelse har nok været traumatisk og fuld af tabuer. Pludselig blev den almindelige tyskers skrøbelighed vist for åben skærm.
Merkel sammenlignet med Hitler
Mange tyskere præges stadig af selvhad. Og filmen var ikke en forherligelse, nej tvært imod. Vi fik set soldatens frygt, henrettede jøder på klods hold, ubarmhjertige skrig på lazarettet og meget mere. Man kan virkelig ikke beskylde tyskerne for at omgås historien med lethed. “Vergangenheitsbewältigung” er et meget præcis ord for kritisk håndtering af fortiden.
Krigen dukker op hver dag. Den er aldrig forsvundet fra befolkningens bevidsthed. Fornylig måtte forbundskansleren finde sig i at blive sammenlignet med Hitler under demonstrationer i Grækenland.
Minderne var voldsomme
Hovedpersonerne var vel alle naive upolitiske, ret patriotiske, men vel ikke det, man kan kalde nazister. De var almindelige tyskere fuld af fremtidsdrømme indtil krigen ødelagde det hele. Problemet i Tyskland har været, hvordan man placerer skyld og ansvar. Dem der gik i krig, hvad var de styret af?
Minderne kan være voldsomme, skammen måske endnu voldsommere. Måske var det bedst at fortrænge det.
En skrøbelig Hitler
I filmen “Der Untergang” oplevede vi en skrøbelig Hitler. Og det var ham, den brede tyske befolkning nærede tillid til. Der var ikke plads til jøder, handicappede og skadelige elementer. En stor gruppe mente, at krigen var rigtig, at det var rigtig at forfølge jøderne og dræbe dem. Gestapo-manden var ikke altid en liderlig magtmand, nazi-officeren en ond dranker og SD – manden indbegrebet af en blodtørstig satan. De var ofte kultiverede og intelligente personligheder. De troede på den nazistiske ideologi.
En anden fantastisk film, var Das Bot.
Ballade med Polen
Det er lige før, at filmen har skabt diplomatiske forviklinger med Polen. Polakkerne er vrede over, at polakker og partisaner skildres som antisemitter. Man er sure over, at serien ikke viser, de polske modstands – kæmpere, der hjalp jøderne. Vi har her på siden tidligere anmeldt en bog omkring forholdene i Polen (Se artiklen: I ondskabens øjne af Holocaust)
Folk på 90 år skal pludselig straffes
Det kan virke underligt, at de tyske myndigheder snart indleder en efterforskning af omkring 50 tidligere vagter ved koncentrationslejren i Auschwitz under anden verdenskrig. Man har haft oplysningerne liggende hele tiden, uden at det er sket noget. Blandt de mistænkte er mange på omkring 90 år.
Censur i Tyskland
Et andet grotesk eksempel fra Tyskland er udgivelsen af bogen “Mein Kampf”. Man vil forbyde en udgivelse, trods det at man kan få den i pdf på nettet. Engang var jødisk litteratur forbudt, siden var det nazistisk litteratur. Bogen falder ind under lov om hetz mod en folkegruppe – især jøderne. Men loven tager ikke
højde for historisk litteratur.
Og for at det ikke er løgn, så er Hallgrimur Helgasons roman Kvinden ved 1000 grader” blevet censureret i Tyskland. Hele kapitel 49 er blevet fjernet. Og i kapitel 66 må tyskerne ikke læse, at Hitler var gift med Tyskland. Myndighederne har bortcensureret de passager, der handler om Hitler og KZ – lejre.
Selverkendelse
Selverkendelse i historien burde være muligt. Men det er svært. Hvornår får vi hele sandheden? Hvorfor skal vore børn ikke kende til hele sandheden? Hvorfor skal dele af historien stadig forties så mage år efter?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.-01. 2022
Juni 10, 2013
Der var mange måder for adspredelse. Bare ikke under pietismen, da var det på mode, at hænge med hovedet. Man kunne få adspredelse, når man gik til
maskerader, opera, linjedans, og på skydebaner, værtshuse, traktørsteder, vin-bar eller te – og kaffehuse. Adel og titler fik privilegier, det gav adspredelse. Og adspredelse var det også i prestige. Og prestige var det også i at eje mange parykker og mange tjenestefolk. Fester gav også adspredelse. Engang måtte man lade sig bære hjem. Men ak, de store fester var aftagende.
Måtte lade sig bære hjem
I gamle dage samlede man det der kaldes forlystelser og adspredelser på årets faste festedage. Det kunne jo også ske at man blev inviteret til Trolovelse, bryllup, barsel eller begravelse. Ofte var disse fester overdådige, med det tog efterhånden lidt af.
Den ene officer i Barselstuen undrer sig over, hvordan gamle Moder aftager:
Man bestemte over folks opdragelse
Dengang ville regeringen hele tiden bestemme over folks opdragelse. Således udtalte en svensk gesandt i begyndelsen af Christian den Femtes regering:
Alt var dyrere end i Paris
Allerede i 1680 udtalte en fremmed beboer i byen, årsagen til at der fandtes så få rige købmænd i byen:
I 1730 benytter en Dansk Mand i en afhandling, at komme ind på samme emne:
Titler og adel banede sig vej
Den danske magelighed stammer vel tilbage fra vikingetiden. Befolkningen fandt sig i, at titler og adel banede sig vej til privilegier, som almindelige borgere ikke kunne få. Kundskaber og dygtighed var ikke altid nødvendig. Smidighed, rang og titler erstattede dette.
Ja man talte ligefrem om Tidens utrolige Væddeløb efter Rang og Titler. Der lå en masse snobberi over alt, hvad der blev importeret. Ofte blev det danske sprog tilsidesat på grund af dette.
Under Christian den Sjette blev det danske sprog nærmest fortrængt i de borgerlige kredse. Holberg sagde det noget så rammende:
Parykker i alle afskygninger
I begyndelsen af Frederik den Fjerdes tid var parykker ret almindelig. Når man i en retssag, så en mand bære sit eget hår, vidste man, at det var en mand af den fattigste arbejderklasse. Der var parykker af alle størrelser og udformninger. Man bar kort paryk til daglig brug og bølgende Alonge-paryk til galla. De unge lapse gik en overgang med Pungparyk i nakken.
Moden bredte sig til møblerne
Og moden, jo man skulle være med på den sidste modetrend. Så var det lige meget, om det var praktisk. For det at være med på moden skabte respekt og anseelse.
Også boligerne blev præget af moden. I stedet for de gamle solide møbler, der stod og faldt med huset, kom nu Rokokoens små krumme, tynde og subtile
Borde, stole og Kanapeer. Der kom mangfoldige spejle og marmorkonsoller, kostbare sengeomhæng og silkebetræk på væggene.
Det var prestige at eje kinesisk porcelæn
Særlig i København fandtes der mange kostbare kinesiske møbler, Silketøjer og Porcelæner, som Asiatisk Kompagnis skibe havde bragt hjem derude fra. Efterhånden bestilte man tingene med københavnske motiver. Jo det var skam prestige, at eje sådan noget.
Prestige i at eje tjenestefolk
Der var også prestige at eje sin egen vogn. Og havde man fire heste foran, ja så var man virkelig noget. Men på den anden side. Dette skabte beskæftigelse. Og det var det også prestige i, at have ansat et stort tjener – personale.
Lærredskræmmer Herman Kønnemann, Amagertorv 20 havde i 1728, foruden sin krambodssvend, 2 piger, 1 kusk og 1 dreng.
Hofapoteker Becker, der efter branden boede Amagertorv 8, havde også en del personale. Huset hed Den blaa Haand. Han havde en Præceptor – i velstående huse, blev børnene undervist hjemme. Desuden havde vores apoteker, 2 apotekersvende, 3 drenge, 1 gårdskarl, 1 tjener og 4 tjenestepiger.
En fornem mand som Overkrigssekretær Revenfeld, der boede Amagertorv 6, havde 1 kammerpige, 1 Francaise, 1 husholderske, 1 stuepige, 1 amme, 1 barnepige, 1 kokkepige, 1 kok, 4 lakajer, 1 kusk og 1 gårdskarl.
Og selv om folk var fine og fornemme, så var det nu ikke altid, at folk fik deres løn. Hos Baron Rodsten, der døde i 1714, havde kammertjeneren ikke fået
sin løn i 15 år, og en af de otte lakajer havde ikke set sin løn i otte år. Det hjalp når gæster kom i huset og gav drikkepenge.
Det danske køkken var ikke fint nok
Som vi antydede i indledningen så var de store ædegilder gået af mode. Det kunne skyldes, at retterne og drikkevarerne var blevet dyrere. Det var normalt at unge adelsfolk, som led i deres uddannelse rejste udenlands, lærte det udenlandske køkken at kende. Så var det gammeldags danske køkken ikke mere fint nok.
Vinstuer
Så var det godt, at der var fine vinstuer i København. Det var det berømte Baccharach på hjørnet af Skindergade og Nørregade. Og det var også Blasen på det andet hjørne af denne gade og Gammeltorv. Vi kan nævne Dyrkøb i Skindergade 36. Og så var det stedet med det flotte navn, Capo de bonne Esperance på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade. Og lige over for denne lå De tre Rømere.
Te – og kaffehuse
Der var også Te – og kaffehusene. Disse søgtes livligt af københavnerne. Og det mest kende af disse, var Bihls i Fortunstræde, hvor Københavns første klub, Det Pavelige Kollegium holdt sine møder. Og så var det et utal af Gæstgivergårde fordelt overalt i byen. Mange af disse har vi omtalt i tidligere artikler.
Luksus ved begravelser
Ved begravelse blev der stadig udfoldet stor luksus. Man havde forsøgt, at imødegå dette med forordninger om, hvad man måtte og ikke måtte. Men heller ikke det overholdt man. Det var dog en hvis tilbageholdenhed med hensyn til svir og lystighed.
Holberg omtaler Vaagestuer og Sørgestuer. Han siger endda, at det var sjover at være med til dette end bryllupper. Sørgestuer holdtes endnu. Her delte man sørgevers ud til alle, som kom for at kondolere de efterlevende.
Havde konen mistet sin mand, måtte hun lægge sig på en sort Paradeseng i Paradesorg for at tage imod. En fremmed, som ikke kendte denne skik, troede at enken virkelig var syg, men fik at vide, at
Juleglæder
Med hensyn til de årlige fester, var der forandringer på vej. Julestuen med de gamle juleglæder med julebuk og lege var nu ikke gået helt af mode. Men dette blev dog forbudt på offentlige steder i 1735. Det kneb med et styre sig, og gav anledning til uorden og spektakel.
Fastelavnsløben
Også den vilde Fastelavnsløben blev indskrænket efterhånden. Nu kendtes skikken kun som Børns Løben – om i Husene. Fra 1733 kunne københavnerne med Hoffet i spidsen ikke længere tage ud på Amager og se bønderne slå katten af tønden og trække Halsen af Gaasen. Dog blev der endnu kastet Fastelavnsbrød i
Grams fra Børstrappen og Købmandsdrengene ”briksede” hinanden.
Men i nyere tid er traditionen på Amager hvis nok taget op igen.
Ud til kilderne
Vi har også tidligere beskæftiget os med københavnernes valfart til kilderne nord for byen. Og det var Skt. Hans – aften, at tilstrømningen var størst. Man sagde, at det var slemme Ting, der foregik derude ved kilderne. Og det skulle Godtfolk holde sig fra.
Hofdamerne kom oppe at slås
Men ak og ve. Vi ved, at det gik ud over de københavnske vinduer, når Christian den Fjerde tog sig en lystig tur i det københavnske natteliv. Man mødtes og tog livtag i de fineste kreds, drak og sloges. Det fortælles også, at hofdamerne kom i klammeri med Stadens Kommandant, Frederik von Ahlefeldt. Fint skulle det være, men det var det nu ikke altid.
Stort gæstebud
Kongens og dronningens fødselsdage blev fejret med stort gæstebud. Snart foregik det på Rosenborg, snart hos enkedronningen på Sophie Amalienborg eller hos Gyldenløve på Charlottenborg. I 1686 begyndte kongen visse aftener om ugen at holde åbent hus, hvor enhver kunde spille og underholde sig, som det skete i Frankrig.
De fremmede gesandter og adelen fulgte med, og snart gik det lystigt med Assembléer, Maskerader, Dans og Spil. Borgerfolk kom også med efterhånden og danselærere gjorde gode forretninger.
Nord for byen
Om sommeren tog københavnerne til Gyldenlund (nu Charlottenlund), hvor der fra 1663 var værtshus med forskellige forlystelser, ligesom
Ved siden af Gyldenlund og Frederiksdal var Jægersborg et yndet udflugtssted lige ved slottet, som i 1761 blev revet ned. I 1730 omtales det nylig anlagte lille men prober lysthus ved Gyldenlund.
Lystigheder i byen
Men så langt behøvedes man ikke at tage. Nærmere byen opstod der også traktørsteder, som de efterhånden blev kaldt. Det var blandt andet Vodrufgård, Ladegården og Ravnsborg. Her kunne man dyrke boldspil og her var keglebaner og skydebaner. Og sidstnævnte fandtes for eksempel ved Kongens Fiskerhus, der lå tæt ved Kongens Fiskedamme. En rest af disse var den legendariske Aggersborg Sø.
Skydebaner
En anden skydebane var indrettet hos Gabriel Baumands på Vesterbrogade 37. En tredje var Det Danske Kompagni, der i 1694 kom til live efter en dvale på omkring 50 år ude på Nørrebro ved Tagenshus. En fjerde skydebane var Statz`s Have mellem Sølvgade og Klerkegade. Og ude i Store Kongensgade 77 lå Mester Daniels Have. Om denne findes endda en gammel vise:
På Toldboden
Et meget yndet traktørsted var i begyndelsen af Christian den Femtes tid, Vinhuset på Toldboden, Hvorfra man kunne nyde udsigten over havnen og kongens skibe. Stedet lå bag Søndre Toldbod, mellem denne og Amaliegade. Toldbod Vinhus bestod indtil Frilager – bygningen blev opført i 1880. Lige over for fik en gammel toldbetjent J.S. Brok tilladelse til at holde Udskænkningssted. Dog måtte han kun sælge øl og dansk brændevin. Stedet hed Brokkensbod.
Landligger – liv
I det 18. århundrede begyndte Landliggeriet. Omkring 1759 anslås det, at 200 – 300 ejede lyststeder uden for byen. Mange lejede også værelser om sommeren,
eller boede et par dage hos bønderne omkring i landsbyerne. Således holdt Pastor Plum i Gentofte sin have åben for skikkelige Folk fra København, hvorfra fruentimmer i hobetal kom for at spise kirsebær.
Maskerader og opera
Under Frederik den Fjerde kom maskeraderne i mode. Skuespil af tilrejsende tyske eller franske trupper havde man allerede haft under Christian den Femte. Men antallet voksede under Frederik den Fjerde. I 1703 begyndte Operaerne på Operahuset i Bredgade. Og i 1722 startede danske skuespil på Capions og Monaigus Teater i Lille Grønnegade(Ny Adelgade). Endelig i 1727 oplevede man de første koncerter. Capion havde også bevilling på at holde offentlige maskerader på teatret. Men de blev atter forbudt af regeringen på grund af københavnernes lyst til at spille hasard, en lyst, som de særlig søgte at tilfredsstille på maskeraderne.
Den stærke mand og linjedans
Folk, der yndede mere grove forlystelser kunne “gaa paa den stærke Mand”, der fra 1720 optrådte i et Fjælehus på Nytorv og senere på sit eget teater
på den anden side af Peblingesøen ved Skt. Hans Torv (ham har vi beskrevet i artiklen De vilde på Nørrebro).
Ellers kunne man se Marionetter eller Linjedans. Man kunne også opleve Hidsebane. Det var hvor en tyr eller en bjørn hidses mod hunde). Det var noget man yndede især på slottet Blågården.
Og så var det Perspektivmaskine, eller falde ned i en kælder til et glas og en Senkenef eller Trøjedus. Og dette har noget at gøre med terningespil.
På mode – at hænge med hovedet
Da Christian den Sjette blev konge, skete der store forandringer i borgerlige kredse. Det var i Pietismens tid. Højeste mode var simpelt hen, at hænge med hovedet. I 1748, da man igen begyndte at muntre sig, skrev Holberg:
Utugt og ulovlig kærlighed
Men København var selv under Christian den Sjette fuld af Dragedukker, det var kvindfolk, der drage og lokke skikkelige godt Folks Tjenestepiger til sig og forlede dem til Utugt og deraf følgende forbrydelser,
Fuldbyrdelse af ulovlig kærlighed
Ja så var det også præsten på Ladegården, Hr. Dietrich Rup. Han påtog sig at fuldbyrde en mængde hemmelige ægteskaber. Sådanne var dengang ikke så sjældne. Dette var måske en lidt speciel form for adspredelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under København:
Under Østerbro:
Under Nørrebro:
Redigeret 09.01. 2022
Juni 10, 2013
Dette er et forsøg på anmeldelse af bogen Den Gode Tysker af Hans Kirchhoff. Duckwitz var kendt som De Dansker Jøders Redningsmænd. Men der stilles mange spørgsmål om den lille embedsmand, der blev større. Hans dagbøger vidner om, at han ville redde danskerne fra overgreb. Disse dagbøger er revideret flere gange. Og ofte er de den eneste kilde til vores hovedpersons gøren og laden. Det efterlader så spørgsmålet – Er biografien så troværdig? Bogen efterlader
flere spørgsmål end svar, trods dette kan den anbefales, se her, hvorfor.
Best ville vise handlekraft
Vi har fra Gyldendal fået tilsendt historikeren Hans Kirchhoff’s nyeste bog: (Husk på at artiklen er skrevet for en del år siden)
Bogen er på 452 sider. Og allerede inden udgivelsen havde Aktive Modstandsfolk protesteret mod titlen. De mener bestemt ikke, at hovedpersonen er en god tysker. Men giver bogen så et svar på, at her har vi så vores redningsmand, som med risiko for at miste livet, reddede 7.000 jøder?
Det var Best, der udløste aktionen. Og han bad åbenbart sin højre hånd, Duckwitz om at advare, at aktionen blev iværksat.
Best ville vise handlekraft over for Berlin, samtidig med at han ville bevare det gode forhold til danskerne. Derfor accepterede han, hvad Duckwitz foretog sig omkring afsløringen af jødeforfølgelsen. Men egentlig kommer vi aldrig helt til bunds i, hvad der helt nøjagtig skete. Duckwitz dagbogs – notater i den forbindelse er meget forvirrende.
Måske var en del af optegnelserne konstrueret, og måske var nogle af optegnelserne skrevet i bagklogskabens lys.
Hans Hedtoft bekræfter historien
Det var ikke tvivl om, at Duckwitz var intelligent. Også set i det lys virker nogle af hans optegnelser konstrueret. Dagbogen kunne også blive en slags sikkerhed. Men den fik han dog ikke brug for. Han havde skabt de rigtige kontakter.
Det vi med sikkerhed ved, er at Duckwitz den 28. september 1943 lækkede informationer om den forestående deportation til formanden for Socialdemokratiet, Hans Hedtoft. Denne kontaktede den danske modstandsbevægelse og de danske jøder. Duckwitz havde på forhånd sikret sig, at jøderne kunne få opholdstilladelse i Sverige.
Ved fejringen af Rosh Hashanah den 29. september kunne overrabbineren Marcus Melchior advare jøderne om, at de skulle holde sig fra deres hjem og gå i skjul. Hans Hedtoft har senere bekræftet historien:
Duckwitz søgte medlemskab af SS
Der er ingen tvivl om, at Werner Best var nazist og antisemit. I bogen lægges der stor vægt på, at beskrive Duckwitz fra at være medlem af nazistpartiet
med antijødiske synspunkter til at være humanist, demokrat og socialdemokrat. Men Duckwitz søgte også optagelse i SS, men blev afvist.
Men kan det være rigtig, at Duckwitz var skyld i, at tyskernes modterror ikke blev endnu værre. Overgivelsen af Danmark blev heller ikke så blodig. Kan vi også takke Duckwitz for dette?
Var han spion?
Han blev en del af APA. Det var et helt nyt nazistisk foretagende. Meningen var, at man skulle opbygge celler i udlandet. Norden havde en vigtig plads i APA’ s visioner. Her arbejde Duckwitz i to år. Ved årsskiftet 1933/34 foretog han en rejse til Danmark, hvor målet var at samle forskellige konkurrerende nazist – partier til et nationalt parti.
Ideen var, at Berlin skulle give handelslettelser mod at det nationale nazist – parti blev kernen. Og Duckwitz kunne godt se betydningen af dette forhold. Men han sagde op, men forblev medlem af partiet.
Abwehr sendte ham i november 1939 til København. Var han spion, som mange hævder? Som skibssagkyndig kunne det godt have været tilfældet. Om Duckwitz havde hentet oplysninger i regeringens nedsatte fragtnævn vides ikke. I slutningen af krigen udnævnte svenskerne ham til storspion.
Var Duckwitz national chauvinist, racist, antisemit eller nazist? Og om han i 1939 slutter op om Hitlers udenrigspolitik, får vi egentlig ikke noget svar på.
Han godtog, at der var et jødeproblem. Det måttet løses ved Jødernes udvandring. Men egentlig tog han afstand fra nazisternes rabiate billeder af jøderne, men i dagbøgerne står der ikke noget om udryddelserne i KZ – lejrene.
Er historikere romantiske?
Flere jødiske historikere har kaldt de danske historikers omtale af Duckwitz for romantiske. De mener, at det er Himmler og Hitler vi skal takke for selve jødeaktionen og dens fiasko.
Jøderne uden for Danmark nævner Duckwitz ikke. Mon ikke, han allerede fra starten vidste, hvad der foregik i KZ – lejrene? Og mon ikke han vidste, hvad Werner Best havde udrettet.
Hans chef, Werner Best havde givet grønt lys for dødskommandoer i Polen. Ham reddede Duckwitz fra en dødsdom. Det var først langt senere, at han tog afstand fra ham. Men egentlig var Duckwitz en stor beundrer af sin chef, og støttede denne i tykt og tyndt.
Det danske folk skylder Best en tak!
Efter krigen udtalte vores hovedperson:
En anden bekendt som Duckwitz omgik, var Rudolf Mildner. Heller ikke han, var en af guds bedste børn. Han havde i Auschwitz nydt at henrette fanger.
Af fire lommekalendere, som befinder sig i Politisches Archiv i det tyske udenrigsministerium fremgår det, at Duckwitz i 1939 – 1940 havde forbindelse
med den tyske storspion, Horst von Plugh– Hattung før og efter dennes dom i 1928 for storspionage i Danmark.
Han var medlem af partiet
I det jødiske tidsskrift Rambam – Tidsskrift for dansk – jødisk historie, dokumenteres at Duckwitz egne beretninger ikke stemmer overens med oplysninger i danske myndigheders arkiver.
Selv om Duckwitz var antinazist, var hen medlem af NSDAP fra 1932 – 1943. Måske var det hans arbejde, der betingede medlemskab. Hans kone var medlem
af NS – Frauenschaft.
Måske er det kildemangel, der er årsag til, at vi ikke får mere at vide, om hans forhold til NDSAP’ s Ortsgruppe i København. Ægteparret kom til de påtvungne
møder om søndagen. Men ellers holdt Duckwitz lav profil.
Vi glemte samarbejdspolitikken
Egentlig var vores hovedperson kun en lille embedsmand. Men han fik en vigtig politisk funktion under folkestrejken. Og også under forhandlingerne omkring kapitulationen havde han en vigtig funktion. Men allermest ros fik han som De Danske Jøders Redningsmand. Hans indsats fik os til at glemme alt om samarbejdspolitikken.
Arbejdsmarkedets organisationer, fagforeningerne, arbejdsgiverne og erhvervene var særdeles samarbejdsvillige med tyskerne. Det samme gjaldt forvaltningscheferne.
Vi havde glemt, at vi havde samme fjender som tyskerne – nemlig kommunisterne, og da de begyndte – modstandsbevægelsen.
Politikerne brød grundloven for at tilfredsstille tyskerne, og anholdte kommunisterne. I bogen får vi en gennemgang af de vigtigste embedsmænd og Duckwitz forhold til dem.
Kastet i Kastellet
Duckwitz fik lov til at blive i Danmark efter krigen. Men han nåede da at blive arresteret og kastet i Kastellet. Men efter indgriben at statsminister Wilhelm Buhl blev han løsladt. Han havde holdt sig skjult på en dækadresse på Østerbro. Da han besøgte sin kone i Lyngby var han blevet arresteret.
Anholdelsen og den påfølgende husundersøgelse kostede Duckwitz sit arkiv og vinkælder. Senere blev han tilbudt dansk statsborgerskab med afslog.
Duckwitz var efter krigen Forbundsrepublikken Tysklands ambassadør i Danmark fra 1955 – 1958. Han sluttede sin karriere som tysk ambassadør i New Delhi. Men i 1967 hentede Willi Brandt, som udenrigsminister Duckwitz tilbage som statssekretær.
Indblik i samarbejde
Bogen er et interessant indblik i Werner Best og Duckwitz samarbejde. Men undertegnede har svært ved at acceptere, at alle tyske instanser gav Duckwitz så lang en snor. Gestapo, SA og SS måtte jo have vidst, hvad han åbenbart bedrev. Det bliver godt nok understreget, at Best beskyttede ham – men alligevel.
Von Hanneken havde fået ordre af Hitler til at skrue op for retorikken. Det var lige den modsatte linje Best kørte. Det skabte problemer for Duckwitz.
Skærpede krav
I 1942 begyndte sabotagerne. De centrale argumenter i samarbejdspolitikken begyndte at smuldre. Dette førte til Buhls berygtede antisabotage – tale.
Også da Frikorps Danmark var hjemme på orlov, blev dette mødt med demonstrationer og angreb. Dette betragtede tyskerne som angreb mod den tyske hær.
Og så kom telegramkrisen. Det betragtede Hitler som en fornærmelse mod hans person. Nu skulle ske stramninger. Det var derfor Werner Best blev sendt til Danmark.
Denne Best, som Duckwitz i hvert fald i begyndelsen nærmest forgudede, blev beskyldt for mange ting. Han blev dømt til døden i byretten. Det endte med otte års fængsel, og han slap ud af landet i 1951.
Best var også lidt af en mystiker. Han var god til at slette sine spor. Så kørte han også flere dagsordener samtidig. Han forstod også, at udnytte Duckwitz danske sprogkundskaber. Og i dagbogen kan vi læse, at vores hovedperson var imod Best’ s skærpede krav efter 1943.
Gennem første halvdel af 1944 blev forholdet mellem Best og Duckwitz dårligere. Men havde det ikke været for Best, så havde Gestapo eller SA længe hentet vores hovedperson. Således var der flere der blev Duckwitz onde ånd gennem de sidste år af besættelsen. I september 1943 var Gestapo kommet til landet med masser af beføjelser.
Hvorfor blev Duckwitz ikke arresteret?
Von Hanneken blev også Best’ s onde ånd. Han iværksatte Operation Safari. Det var den operation, der handlede om likvideringen af den danske flåde og hær. Dette blev iværksat efter August – oprøret.
Den militære undtagelsestilstand gav reelt von Hanneken den reelle magt. Hvorfor benyttede han ikke lejligheden til at arrestere Duckwitz? Men på et tidspunkt var det også SS med Günther Pancke, der fik magten. Også den aggressive Terboven, der opererede i Norge var en trussel for både Best og Duckwitz.
Hvor tæt var Duckwitz egentlig på beslutningerne på Dagmarhus?
De militære opgaver havde topprioritet
De militære opgaver fik topprioritet. Hitler havde krævet terror bekæmpet med modterror. Dødspatruljerne blev planlagt af den specielle Bovensiepen. Denne person skyggede og jagtede vores hovedperson døgnet rundt.
Best havde forlangt, at dansk politi skulle bevogte 60 rustningsfabrikker. Det kunne bringe politiet i direkte konfrontation med danske sabotører. Derfor sagde dansk politi, nej.
Og så var det også Operation Monsun, der skulle få danskerne i gang med at arbejde, efter Augustoprøret. Man kan så undre sig over Best’ s pendling mellem den bløde og den barske linje. Måske skyldtes det, at han i perioder var sat ud for indflydelse. Gestapo krydsede ofte Best’s planer.
Dönitz havde indkaldt til møde
Usikkerhed, frygt og afmagt var herskende stemninger i det dansk – tyske diplomati i vinteren 1945. Og glemmes skal heller ikke, at 65 sabotører blev henrettet i de allersidste måneder af besættelsen.
Duckwitz havde åbenbart fået at vide, at svenskerne ikke stiltiende ville se på, hvad der skete under en kapitulation. Men om svenskerne reel havde planer om en invasion i Norge og Danmark er tvivlsom.
Dönitz havde indkaldt til stormøde i Flensborg inden kapitulationen. Her var Duckwitz også med. Best havde argumenteret for et kampløs overgivelse. Lindemann, Böhme og især Terboven talte imod.
Englænderne befandt sig på daværende tidspunkt i Lübeck, og havde ikke særlig travlt med at komme til Danmark.
Fra en anden kilde forlød det, at hvis ikke tyskerne betingelsesløs ville skrive under en kapitulation, ville englænderne sende polske styrker til Danmark. Og
i den sidste tid er der mange eksempler på, at Duckwitz optrådte på eget initiativ.
Duckwitz dagbøger
Kan man udelukkende lave forskning baseret på en kilde, nemlig Duckwitz egne dagbøger, som han ofte reviderede? Forfatteren Hans Kirchhoff antyder, at kilderne har været begrænset. Fokus på denne biografi ligger på opholdet i Danmark. Duckwitz befinder sig i et spændingsfelt mellem danske og tyske myndigheder. I indledningen fokuserer forfatteren på de problemer, han har haft med at skrive biografien. På en måde går han også ind i den kritik, han har fået blandt andet fra modstandsbevægelsen.
Disse notater i dagbogen er en balance mellem sin egen betydning og distance til sin egen fortræffelighed. Og denne dagbog er skrevet fra 1. januar 1943 til 25. juli 1944, og så igen fra 26, juli 1945 til 31. december 1948. Men også efter den tid ser vi diverse rettelser i form af artikler til historikere, tv – udsendelser, foredrag m.m.
Hvorfor han egentlig begyndte at skrive dagbogen vides ikke. Her er både kritik af Hitler og politiet. Gennem 20 år arbejde vores hovedperson på sin historie. Der kan påvises en del mangler ikke mindst i kronologien.
Så smertefri som mulig
Efter krigen udtalte Duckwitz at han ville føre Danmark så smertefri som muligt gennem besættelsen. Udsagnet er ifølge Kirchhof rigtig, i hvert fald efter
1943. Vores hovedpersons arbejdsområder blev stærkt udvidet under besættelsen. I hans notater fra 1946 får vi nærmest indtryk af, at hans job bestod i, at redde så mange danskere som muligt ud af krigsmaskinens kløer. Var det lidt af et skønmaleri?
I slutningen af krigen gjorde han, hvad han kunne for at ødelægge så lidt som muligt.
I 1947 tilbød hans modspiller, A.P. Møller ham et job i hans rederi. Vi har tidligere omtalt A.P. Møllers rolle i en artikel (Riffelsyndikatet på Østerbro). Betingelsen var dog, at han skulle have dansk statsborgerskab, men som nævnt afslog han dette.
Havde rederierne ikke bøjet sig, havde tyskerne beslaglagt alle danske skibe, hævdede Duckwitz senere. Den 9. april 1940 opholdt 2/3 af den danske handelsflåde sig uden for Danmark. Det gjaldt om, at få flåden i neutral havn.
I dagbøgerne pointerede vores hovedperson, at han ikke ville sabotere eller opponere.
Ikke alle er begejstret
Men som nævnt, var alle ikke lige begejstret, således blev han i 2004 indlemmet i en bog omhandlende tyske krigsforbrydere, der ikke blev dømt. Problemet er sikkert, at vi ikke kender så meget til Duckwitz, før og efter tiden i Danmark. Ofte har vi kun hans eget udsagn.
Flere andre historikere har stillet sig tvivlende over for Duckwitz rolle. Herunder Terkel Stræde, Aage Trommer og Bo Lidegaard. Sidstnævnte fremkommer også snart med en bog om jødeflugten. Måske indeholder denne bog nyt. (Denne bog har vi anmeldt på vores side).
Andre mener så igen, at vores hovedperson havde andel i 400 danskers død på havet, da mere end 20 danske skibe blev torpederet af tyske u – både.
Som skibssagkyndig i København har han haft mulighed for at videregive oplysningerne. Han har været tilknyttet Abwehr 2, det vil sige kontra – sabotageafdelingen. Men selv hævder Duckwitz, at han har modvirket ordre, som han modtog fra Berlin.
Ikke belastet
Der er absolut ikke fundet beviser for Duckwitz har været skyld i sømændenes død. Men det er Aktive Modstandsfolk overbevist om. De mener bestemt ikke, at Duckwitz var en god tysker. Mange angreb fulgte på vores hovedperson. Men en kommission i Hamborg kunne den 10. maj 1948 konstatere, at han var
Forfalskninger?
Den islandske forsker, Vilhjälmsson mener, at Duckwitz var en uforbederlig nazist. Hans rolle i redningen af jøderne er udokumenteret, mener den islandske
forsker. Han mener, at dokumenterne fra september 1943 kunne kaste lys over sandhederne er forfalskede.
Flere historikere har svært ved at tro, at en aktiv nazist kan blive en troværdig anti – nazist og sætte sit liv på spil for at redde jøder. Usikkerheden har været med til at tegne et billede af en lidt utroværdig Duckwitz.
Krigsforbrydelser
De danske myndigheder havde helst set at Werner Best var blevet dømt ved processen i Nürnberg. Der var han flere gange indkaldt som vidne. Han
blev transporteret frem og tilbage og indsat i isolation i Nytorv Fængsel. Han havde håbet på en mere fair behandling af danskerne. Konen måtte ikke besøge ham, og hun truede med skilsmisse. Processen mod de store krigsforbrydere blev forberedt herhjemme, og det var mod
Nærmest frikendt
Byretten dømte Best til døden. Den samme straf fik Bovensiepen. Pancke fik 20 år og von Hanneken 8 år. Landsretsdommen over Best blev omgjort til fem års fængsel. De fire år blev betragtet som afsonet. Dommen var vel det nærmeste, man kunne komme en frifindelse. Best truede efterfølgende med, at ville afsløre danske politikere, hvis han ikke fik bedre forhold i Horsens Statsfængsel.
Under retssagerne støttede Duckwitz sin chef. Dog tog han senere afstand fra Best’ s Stor – Germanske drømme. Efterhånden som Best´ s krigsforbrydelser dukkede op, tog Duckwitz afstand fra ham.
Skulle ikke snakke med Carl Madsen
På et tidspunkt ville landsretssagfører Carl Madsen gerne have fat i Duckwitz i forbindelse med det påståede Rostock – møde i marts 1940. Men vores hovedperson kontaktede sine socialdemokratiske venner i Danmark, og de frarådede ham et møde med Carl Madsen.
Best undgik domfældelse
Der går rygter om, at der var indgået aftale med, at ingen tyske krigsforbrydere skulle henrettes i Danmark. Men Best vendte tilbage til Tyskland. Her hjalp han gamle SS – venner og kammerater. Det var også dem, der hjalp han til et job i erhvervslivet. I 1969 blev han sigtet for at have organiseret mordkommandoer i Polen. Men på grund af sygdom opgav man sigtelsen. Kun en enkelt gang besøgte Duckwitz ham, selv om Best tryglede ham om besøg.
Duckwitz døde i 1973, og enken modtog et telegram fra Best, hvor han talte om fælles fortid.
Retssag efter død
Siegfried Matloch udgav en omstridt bog om Werner Best på tysk. Den kom senere i en revideret dansk udgave, Danmark i Hitlers Hånd. I 1989 blev Best anset for rask nok til at stå til ansvar for mord på 8.723 polakker. Men han blev aldrig stillet til ansvar, for han døde inden retssagen, 86 år gammel.
Historieskrivning er et problem
Eichmann var i København for at forberede jødeaktionen. To gange flygtede denne fra amerikansk interneringslejr. Eichmanns kone forsøgte at få ham
erklæret død i 1947, men Simon Wiesenthal kunne i retten påvise, at han ikke var død. I 1949 erklærede Duckwitz ham død. Onde tunger påstod, at det var fordi, at Eichmann måske kunne fortælle sandheden om jødernes redning. Måske skal vi lige tilføje, at det var det israelske efterretningsvæsen, der endelig fik fat i ham, dømte ham og henrettede ham i Jerusalem.
Historieskrivning er en del af problemet med at få et sandhedsbillede om besættelsestiden, om tiden før og efter. Arkiverne er lukket for nogle og åbne for andre. Der er plantet falske oplysninger nogle steder, for at give eftertiden et falsk billede af, hvad der egentlig skete. I vores egen forskning har vi fundet fejltagelser. Hvorfor indrømmer man ikke det, så mange år efter. Historikere har prøvet på at rette op på dette, med vekslende held.
Interne magtkampe
Bogen er også et interessant indblik i tyskernes forsøg på internt at få magten i det besatte Danmark. Og Duckwitz dagbogs – notater er blevet fortrængt, forkastet mellem de forskellige versioner. Selv forfatteren har vanskeligheder ved at finde hoved og hale i det. Egentlig giver bogen ikke en egentlig klarhed over, hvad der egentlig skete dengang. Den stiller flere spørgsmål end svar. Efterhånden som arkiverne må åbnes og efterhånden som vi som danskere erkender vore fejl i forbindelse med besættelsestiden, får vi den fulde sandhed. Selverkendelse skal det vel også til
Men trods dette forhold kan bogen varmt anbefales. Den giver på mange måder et anderledes indblik i de vanskelige år – dengang.
Kilde:
Redigeret 10. – o1. 2022
Juni 10, 2013
Det er mere slaget på Dybbøl, man taler om. Men Slaget om Als kunne have udviklet sig meget mere katastrofalt. For tænk, hvis preusserne havde erobret Fyn og Sjælland. I løbet af få timer, var danskerne nedkæmpet. Dette skyldtes dårlig organisering og misforståelser. Og så det faktum, at de danske tropper var i undertal. Fra krigsministeriet havde man udsendt en proklamation med, at man ikke for enhver pris skulle forsvare Als. Men en masse unge mennesker måtte lade livet for denne beslutning. Mange rekrutter uden kamperfaring måtte forsvare øen.
150 år siden
Det er nu ca. 150 år siden, vi havde det smertelige nederlag ved Dybbøl. Man gør nu klar til festlighederne, men hvorfor fejre et nederlag? Og tyskerne må ikke komme i uniform. De må kun medtage blomster i en hvis størrelse. Man kan undre sig. Og glemt er næsten det næste slag, som næsten kunne have udviklet sig til det, der var værre. Danskernes totale underlæggelse for tyskerne. Det var Slaget om Als.
Tænk, hvis man også havde indtaget Fyn og Sjælland!
Kun 12.000 mand
Efter stormen på Dybbøl havde hæren mistet 113 officerer, 220 underofficerer og 4.447 menige. Det blev bestemt at hovedkvarteret skulle forlægges til Fyn. Og forsvaret af Als blev overdraget til general Steinmann fra 1. division. I alt havde han 12.000 mand til rådighed.
Man havde ikke de store forhåbninger til fredskonferencen i London. Men lokalbefolkningen stolede på krigsskibet Rolf Krake. Tyskerne havde jo ingen flåde, sagde man. Så det skulle nok gå.
Als var alligevel ikke så vigtig
Chefen for Overkommandoen, General Gerlach var allerede gået ud fra, at forsvaret af Als måtte være hovedopgaven. Men allerede inden udgangen af april måned, modtog generalen et brev fra Krigsmisteriet:
Nederlag var givet på forhånd
Als skulle forsvares med mindst mulig styrke, mens styrken i Nørrejylland skulle forstærkes. Og man skulle sætte alt ind på at forhindre landgang på Fyn. Fredericia skulle rømmes frivilligt.
Gerlach havde forlangt flere tropper. Og det krav kunne man vel godt forstå. Preusserne havde i alt 23.000 mand. Som støtte havde de en reserve på 50 svære og lette kanoner.
Preussiske overvejelser
Fra preussisk side overvejede man flere ting. En fuldstændig besættelse af Jylland var på tale. Men imod denne plan, var den prøjsiske generalstabschef Moltke. Han var for øvrigt tidligere
dansk officer. Han havde en plan, der bestod af tre hovedpunkter:
Soldater uden erfaring
Planen om landgang på Fyn vandt tilfredshed i hærledelsen. Men kong Wilhelm fik betænkeligheder. Den 25. april skulle der være fredskonference i London. Og så gjaldt det om, at
have så meget dansk område som mulig. Og prøjserne var lidt betænkelige ved den danske flåde. Danskernes rømning af Fredericia den 29. april medførte nye overvejelser. Våbenhvilen den 12. maj gjorde foreløbig en ende på fjendtlighederne.
Fredskonferencens sammenbrud den 25. juni betød en fortsættelse af krigen. På dansk side manglede man officerer. For at bøde på manglen af dette, havde man allerede fra krigens start antaget frivillige svenske, norske og finske officerer. Omkring den 1. maj var der tilgået infanteriet 6.000 rekrutter. De blev gjort kampklare efter kun seks ugers uddannelse. Mange manglede erfaring og træning. Manglen på officerer kunne også i den grad mærkes.
Kort tid efter hjemsendtes 8.000 af de ældste soldater. De var veltrænede, modne og besindige, og udgjorde kernen i bataljonerne.
Militære stillinger blev ikke forstærket
Forsvars – stillingerne på Als var kun iværksat i ringe omfang. Forsvaret af Dybbøl havde krævet de fleste kræfter. Der var dog anlagt skyttegrave og opført en række batterier.
Indløbet til Kær Vig blev spærret med en bom. På øen Kegnæs anlagdes en landbro ved Drejet og en ved Østerby. Drejet blev sikret ved to skanser, der blev beskyttet og betjent fra linjeskibet Frederik den Sjette. Til brug for evakuering af tropperne fra Als var et antal skibe samlet ved Høruphav.
Våbenhvilen den 12. maj dikterede, at de militære stillinger ikke måtte forstærkes. Dette overholdt man fra dansk side, men ikke fra preussisk side. Dette betød, at en række vigtige
ting ikke blev gennemført til tiden. Løbegraven langs kysten endte således et stykke syd for Arnkilsøre. En påtænkt udlægning af miner nåede man således ikke.
De preussiske planer
Allerede under belejringen af Dybbøl havde preusserne forberedt en overgang fra Ballegaard på Sundeved til Nordals. Forsøget var blevet opgivet, men preusserne syslede stadig med tanken. Såfremt det lykkedes at overfører tropper af denne vej, ville preusserne uden større vanskeligheder kunne få de danske tropper væk fra Alssund – stillingen. Endvidere var det mulighed for et angreb mod Sønderskoven, øst for Sønderborg. Et sådant angreb kunne beskydes fra skanserne på Als og flåden. Det kunne derfor blive risikabelt og kostbart for preusserne. Men lykkedes angrebet ville et hurtigt stød mod Augustenborg Fjord afskære de danske styrker på Kær Halvø.
Et angreb over det smalle Alssund ville kun tage ganske kort tid og ville kunne støttes af såvel artilleri som infanteri fra Sundeved.
Den 29. juni 1864 kl. 2.00
Den danske overkommando regnede med, at preusserne ville indlede angrebet ved en voldsom artilleribeskydning for straks at knuse vort forsvar og derefter etablere et brohoved på Als. Da flåden støttede stillingen ved Arnkilsøre, og sundet her var relativt bredt, anså divisionschefen den sydlige del af Kær Halvø for at være den mest udsatte.
Flåden
havde panserbatteriet Rolf Krake ved Augustenborg Fjord, og et mindre antal kanonbåde ved sydkysten af Als, mens transportflåden ved Høruphav hurtigt kunne dirigeres til Kegnæs, ligesom forsprængte styrker kunne optages tre steder ved østkysten. Den preussiske chef havde den 22. juni givet ordre til at angribe Als snarest. Man ville gennemføre den gamle plan om en overgang fra Ballegaard til Nordals. Men i sidste øjeblik blev angrebet udsat til den 29. juni kl. 2.00. General Mansteins 6. division skulle straks erobre Arnkilskov og gården Rønhave. Man havde samlet ret så mange både.
For at hindre de danske styrker ved Sønderborg i at deltage i kampen længere nord på skulle artilleriet på Dybbøl Banke åbne ild, ligesom en bataljon skulle give det udseende af, at en overgang ville finde sted her.
Rolf Krakes 45 minutter
Preusserne havde samlet en del både, som de lod hente i Aabenraa og andre steder. Rolf Krake kom meget sent i gang, mente de lokale. Da krigsskibet endelig dukkede op, var der allerede overført en masse bataljoner. Rolf Krakes bro var dækket af sandsække, men regnen af granater var så tæt, at disse sandsække snart var skudt i stykker. Og ombord på krigsskibet var man af den tro, at tropperne allerede var blevet overført. Denne fejlbedømmelse førte senere til en krigsretssag. Man vurderede også skibets skader, men sejlede videre til næste opgave. Det var dog lykkedes, at sænke et par skibe.
Men egentlig varede Rolf Krakes indsats kun 45 minutter. Selv mente man, at man havde været i aktion i fem kvarter, men preusserne havde noteret at Rolf Krake kun havde været i aktion
i 25 minutter
Fjenden var bragt i den situation, at hovedparten af hans tropper stod på Als, mes resten ikke kunne komme over. Alt afhang faktisk af Rolf Krakes tilstedeværelse. Havde opgaven entydigt været at forsvare Alssund skulle den have blevet. Men skibet havde andre opgaver. Havde skibet været der tids nok, ja så kunne det sagtens have ændret slagets gang.
Kunne være blevet opdaget
De preussiske både fra Ballegaard blev af strømmen ført for meget mod nord og landede derfor på begge sider af Arnkildsøre. Lidt før klokken 2.00 opdagede posterne en mørk stribe ude i vandet. Den danske styrke på 50 mand beskød bådene, men måtte straks gå tilbage til skovkanten. Dette sted måtte også hurtigt forlades. Fjenden trængte ind i skoven og sendte en styrke vest om skoven.
Angrebet kom som en stor overraskelse for danskerne. De havde ikke fået nogen varsel om angrebet, og pludselig var fjenden over dem. Aftenen igennem havde man godt nok hørt dæmpet støj hinsides sundet. Men de antog at lyden kom fra preussernes arbejde på batteriet. Og med Rolf Krake ud af syne forstærkedes preussernes overfart fra seks forskellige steder.
Egentlig havde danske spioner underrettet hovedkvarteret om, at preusserne var i gang med at samle både. Og to danske patruljebåde ude i sundet kunne have forhindret overgangen. De hørte en skudsalve i nærheden af Snogbæk. Preusserne havde glemt at informere den tyske strandvagt, om deres foretagende. Så han skød efter nogen, som han troede var danskere. Men danskerne undersøgte ikke sagen nærmere. Det skulle de måske have gjort. Det kunne måske have ophøjet Rolf Krakes indsats fra fiasko til succes.
Hurtig overgang
På Spang Kro inde på øen var alvoren ikke gået op for soldaterne. Her sad officerer og underofficerer og et par enkelte menige og drak punch. Humøret var højt. Seks af dem skulle ikke overleve morgenstunden. Yderlige blev fire af dem såret.
Kampene fortsatte en time. Og da chefen, oberst Faaborg blev klar over at slaget var tabt, beordrede han regimentet tilbage til Hørup Kirke for at reorganisere. Her samledes spredte dele
af regimentet. De fik ordre til at marchere til Kegnæs for at blive indskibet, og hermed var 4. regimentets korte kamp forbi.
De fjendtlige transportbåde var efter første vending gået tilbage efter forstærkning og inden kl. 3.00 var der overført endnu en vending, således at der var overført 7 ½ bataljon, hvorimod
der på dette tidspunkt endnu ikke var overført artilleri.
Som reserve i det vigtige område Sundsmark – Ulkebøl – Vollerup stod 2. brigade parat til at komme til undsætning. Fra overkommandoen på Ulkebøl Præstegård var opfattelsen, at fjenden ikke havde fået mere end 3 – 4 bataljoner over Alssund. Man mente derfor, at et angreb med reserven kunne gennemføres med held.
På den baggrund fik oberst Kauffmann, chefen for 2. brigade, derfor ordre til at sende regiment frem til forstærkning af det hårdt pressede 4. regiment. Obersten beordrede kl. ca. 3.00 18. regiment frem med en bataljon mod Rønhave, en halv bataljon ud ad Nørremarksvejen og en halv bataljon gennem Kær by til Nørremarksskoven.
Forfulgte de danske styrker
Kl. ca. 3.45 rykkede regimentet frem, men allerede på halvvejen til Rønhave stødte den vestlige bataljon på de forreste dele af de fjendtlige styrker, der havde besat gårdene nordvest for Kær by.
Kl. 5.00 angreb de fjendtlige styrker med 2 ½ bataljon mod Kær bys vestlige del , mens 3 ½ bataljon angreb mod syd, hvor de var trængt frem til løbegraven og forbindelsesgraven syd for Kær Vig.
Nord for Kær by stod 5 bataljoner klar til angreb, mens en division yderligere var under overførsel, idet de første dele havde besat sydkanten af Arnkilskov og sendt et regiment frem
til forstærkning af de vestlige styrker. Fjendens styrker var således på dette tidspunkt dobbelt så store som danskernes.
Anden brigade fik kl. 5.30 ordre til at afbryde kampen og påbegynde tilbagetoget. Dette foregik meget langsomt, hvilket resulterede i, at overkommandoen bestemte, at brigaden skulle indtage en optagestilling mellem Augustenborg Fjord og den nordlige del af Sønderskoven, hvor forbindelsen med 6. brigade skulle etableres. Også fjenden rykkede kun langsomt frem og standsede helt i Kær bys sydkant. De tyske bataljoner var blevet stærkt sammenblandede og manglede efterhånden ammunition. For ikke at spilde tiden blev reservedivisionen beordret til at overtage forfølgelsen af de vigende danske styrker og støde frem ved Høruphav.
I løbet af 5 ½ time samledes de 12 bataljoner af Mansteins division på den danske kyst. Og fremrykningen skete hurtigere end beregnet. De danske styrker var uden plan og retning
Preusserne fortsatte langs kysten
Ved den sydlige brigade omkring Sønderborg kom kampen til at foregå på en måde, der gav preusserne mulighed for at fortsætte deres fremstød langs kysten direkte mod Sønderborg. Straks efter angrebet mod Arnkilsøre var startet, alarmerede oberst Bülow kanonbådene, der lå ved Als sydkyst. Disse gjorde sig straks klar til at deltage i kampen.
Da fjenden ikke gjorde mine til at angribe mellem Sønderborg og Kær Vig, ville obersten udnytte muligheden for at forstærke styrkerne mod nord, og han beordrede derfor reservekompagnierne fra 5. regiment samt 2. bataljon af 10. regiment ud af forbindelsesgangen til Rønhave.
Chefen for 5. regiment, major Myhre red straks efter angrebets begyndelse mod Kær Vig for at få danne sig et indtryk af situationen. Undervejs modtog han brigadechefens ordre om at lade
reservekompagnierne trække ud af forbindelsesgangen. Han gav denne ordre videre til den sydlige bataljon, men glemte at give den til den nordlige bataljon. Herved blev det vigtige punkt ud for Kær Vig, hvor vejene fra Kær støder sammen med Rønhavevejen ubesat. Forbindelsen mellem 4. og 5. regiment, der i forvejen var afbrudt på grund af manglende løbegrave og forbindelsesgange i dette område, blev ikke etableret.
Tilbagetrækning mod Kegnæs
Klokken ca. 3.45, da major Myhre blev klar over, at 4. regiment var under hurtig tilbagegang, ville han samle regimentet. Uheldigvis valgte han at lade sin nordlige bataljon gå mod syd i stedet for at lade den sydlige bataljon gå mod nord. Dette skulle få skæbnesvangre følger, idet det betød, at området mellem Kær by og Kær Vig blev rømmet. Dette gav fjenden mulighed for frit at rykke frem gennem løbegraven og forbindelsesgangen mod Sønderborg, samt endvidere at angribe 18. regiment i flanken. Fjenden udnyttede til fulde disse muligheder.
Femte regiment blev ustandselig alvorligt angrebet i flanken af de langs kysten fremrykkede fjendtlige styrker. Regimentet trak sig derfor tilbage til Sønderskoven. Sundsmark stak man i brand, for at røgen kunne skjule tilbagegangen. Efter at have reorganiseret i skoven fortsatte regimentet mod Kegnæs.
Sjette brigades andet regiment – 10. brigade – under Major Gedde bestod hovedsageligt af slesvigere , hvis moral var noget svækket af det store antal af Slesvig – Holstensk indstillede soldater og preussernes løfte om øjeblikkelig hjemsendelse efter tilfangetagning.
Misforståelser
Den nordlige bataljon fik
kl. 3.45 ordre til at indtage en stilling langs Rønhavevejen med front mod nord. Derved blev løbegraven og forbindelsesgangen også i dette område rømmet, og vejen var nu helt fri til Sønderborg by. Klokken 4 fik bataljonen ordre til at støtte 5. regiment ved at rykke frem vest for Rønhavevejen Under fremrykningen blev bataljonen imidlertid angrebet fra kysten, hvor tyskerne nu havde samlet 7 ½ kompagni.
Chefen for den sydlige bataljon, kaptajn Vaupell havde modtaget en nogen uklar ordre fra brigadechefen, hvilket fik ham til straks at påbegynde tilbagegang. Dette blev dog opdaget, og bataljonen blev atter sendt frem. Det kunne dog ikke undgås, at disse bevægelser havde skabt uorden mellem kompagnierne.
Bataljonen havde ligeledes
fået ordre til, såfremt en fjendtlig landgang skulle finde sted mellem slottet og Sønderskoven, at gå tilbage langs stranden. Da oberst Bülow klokken 6.30 beordrede 10. regiment tilbage, sendte Kaptajn Vaupell derfor 1 ½ kompagni tilbage langs den sydlige del af Sønderskoven, mens resten fulgte løbegraven og fortsatte hele den lange omvej langs kysten i stedet for den lige vej til Høruphav.
Indskibning
Det var regimentschefen hensigt at sætte sig fast i Sønderskoven ved siden af 5. regiment, men som det allerede er nævnt, var dette straks rykket videre til Kegnæs, hvorfor major Gedde kl. 7.30 gav ordre til tilbagegang med et kompagni langs stranden, et gennem den sydlige del af skoven og to ad vejen til Ladegården. Da kompagnierne kom ud af skoven, blev de beskudt nordfra, og det hele endte med at fjenden nåede Høruphav før de. En stor del af mandskabet fra 10. regiment blev herved taget til fange. Andre mindre enheder blev taget op af kanonbåde forskellige steder på kysten og overført til Kegnæs.
Kl. 7.30 havde 5. regiment
som tidligere nævnt passeret Sundsmark, og da det havde fået samlet sine kompagnier i Sønderskovs udkant og mente, at 10. regiment var gået tilbage, tiltrådte det tilbagegangen til Kegnæs, hvorfra det efter ordre blev indskibet.
Anden Brigade havde indtaget en stilling fra Augustenborg Fjord over mod Sundsmark. Divisionen havde beordret, at brigadens videre tilbagegang til Kegnæs skulle udføres i to kolonner. Tredje regiment blev således beordret til at gå tilbage til Vollerup og Hørup Kirke. Attende regiment gik tilbage over Lambjergskov og Hørup. Tilbagegangen begyndte omkring kl. 7.30, og attende regiment ankom til Kegnæs klokken 12 middag og tredje regiment kort tid efter.
Også styrken på Nordals blev indskibet fra Kegnæs. Da hovedstyrken efter beordret tilbagegang nåede Egen Mølle fik den ordre til at marchere over Tandslet til Kegnæs. Ved Ketting var der mødt så mange udskrevne vogne, at et kompagni kunne køres. Det kørte så 5 kilometer, hvorefter det næste kompagni kørte osv.
Klokken lidt i 11 var man nået til vejkrydset i Skovby. Her fik styrken en ny ordre. Den skulle med to kompagnier besætte stillingen ved Drejet, og med to kompagnier tage opstilling ved Hjortholm.
Travlhed på Kegnæs
På Kegnæs foregik indskibningen, og det foregik nogenlunde sådan her. Da kommandanten på Kegnæs, major Gulstad om morgenen den 29. var blevet underrettet om den fjendtlige overgang over Alssund, sendte han straks meddelelse om dette til marinebatteriet ved Drejet og traf i øvrigt alle fornødne foranstaltninger med hensyn til orden på broerne, på vejene og trainets parkplads ved Sønderby.
Korporal handlede på egne vegne
Imellem Hjortholm og Færgegården var to 4 – punds riflede kanoner sat i stilling med opgave at beskyde fjenden i flanken under hans eventuelle fremrykning langs kysten fra Høruphav mod Kegnæs. Disse kanoner blev den 29. om morgenen uden kommandantens vidende forseglet af den kommanderende artilleriunderofficer, korporal Jørgensen, der efter fornaglingen og efter at have smidt ammunitionen i vandet afmarcherede til indskibnings – broen ved Østerby.
I en senere rapport forklarede Jørgensen, at han var blevet forledt til at gøre dette af fire flygtende infanterister, som mellem klokken 6 og 7 ankom til Kegnæs og fortalte ham, at de var undsluppet fra Sønderskoven, men at resten af hæren var omringet ovre på Als og afskåret fra Kegnæs. Da korporalen meldte sig ved indskibningsbroen fik han ordre til at gå tilbage til stillingen og hente kanonerne, der derefter blev indskibet.
Den 29. juni kl. 13 var alle divisionens afdelinger kommet over Drejet til Kegnæs.
Efter forud truffen aftale med eskadrechefen og chefen for transportflåden, havde divisionen forberedt indskibningen på Kegnæs således at dampkanonbådene og nogle mindre fartøjer
blev placeret ved Fyrtårnsbroen for at bringe infanterister ud til linjeskibet Frederik den Sjette og til fregatten Bellona. Ved den store Østerby – bro indskibedes kavaleri, artilleri og train i transportflådens dampskibe og andre fartøjer. Ved midnatstid den 29. juni var hovedparten af de danske styrker indskibet.
Det sidste dampskib
Den 1. juni om formiddagen rykkede en større fjendtlig kavaleri – styrke frem mod Drejet. De blev mødt med granatskud. Kort efter gjorde en fjendtlig infanterienhed forsøg på stillingen. Også de blev afvist. Klokken 14.30 forlod det sidste dampskib Nordstjernen broen ved Østerby med to delinger infanteri om bord og en transportbåd på slæb.
Ved Drejet forlod premierløjtnant Grønlund og søløjtnant Bardenfleth stillingen ved 14 – tiden. Mandskabet blev forsamlet ved Fyrtårnsbroen i en dampkanonbåd og i en transportbåd, som blev taget i slæb af det svenske dampskib Thor. De sidste danske tropper forlod Als klokken cirka 15.
Store tab
Det korte slag havde været hård, og kostet mange menneskeliv. Mange af de faldne blev først fundet, da det blev høstet. De danske tab udgjorde:
En grundig planlægning og et dygtigt udført arbejde fra tyskernes side, var årsag til den hurtige erobring af øen. Og som nævnt skete der en del fejl fra dansk side, som gjorde det lettere for preusserne. Fra dansk side var der mangel på konsekvens, klarhed og samvirke.
Hvorfor lyttede man ikke til spionerne, der have observeret en massiv indsamling af både. Og samarbejdet mellem landmilitsen og flåden fungerede ikke for godt. Koordinationen var heller
ikke til stede fra dansk side.
Danmark fik mindreværdskompleks
Preusserne besatte Jylland helt op til Skagen. Ved de benhårde fredsforhandlinger måtte danskerne acceptere modpartens krav. Danmark måtte afstå tre hertugdømmer, Lauenburg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Med et slag var det danske monarki reduceret med to femtedele. Pludselig var vi blevet reduceret til en af Europas småstater.
Dette betød, at Danmark fik et alvorligt mindreværdskompleks. Vi havde før 1864 troet, at vi kunne måle os med de store.
Igen ville hjælpe Danmark, og det kunne vi takke vore politikere for. De kørte en meget udfordrende linje på det udenrigspolitiske plan. Der var stædighed og modsætningsforhold mellem den civile og militære ledelse.
I 56 år måtte sønderjyderne finde sig i at være underlagt preussisk styre.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Højer (77 artikler)
Under Tønder (283 artikler
–
Redigeret 20-09. 2021
Juni 10, 2013
Vi følger de såkaldte sekter i det vestlige Sønderjylland i ”prøjser – tiden”. ”Landskirken” var meget opmærksom på deres tilstedeværelse. Efterhånden blev det pålagt de almindelige præster restriktioner om ikke at samarbejde med dem. Og det nationale spillede også i høj grad en rolle. I 1912 gik det ud over Indre Mission, der blev splittet i to fraktioner. Men her var også baptister, adventister, grundtvigianere og bornholmerne i Ballum – området.
Dengang masser af fornyelse i Sønderjylland
Vi har tidligere omtalt pietismen og reformationen i Sønderjylland. Også brødrene i Christiansfeld er omtalt. Denne artikel handler om de såkaldte sekter i Sønderjylland, som Landskirken ikke så med milde øjne på. De blev fulgt til punkt og prikke og var oppe til diskussion hvert år, når de gejstlige mødtes. Sådan var det i hvert fald i det vestlige Sønderjylland.
Masser af religiøse bevægelser
I 1830 og 1840erne opstod der masser af religiøse bevægelser, såkaldte vækkelser over hele Danmark. Disse bevægelser fik inspiration mange steder fra, blandt andet hos Grundtvig. Der kunne være op til fem forskellige retninger bare i en lille landsby. I Sønderjylland spillede det nationale også ind. Det ødelagde også Indre Mission.
Modsætningsforholdene mellem Fiskerne (Indre Mission) ved Vestkysten og de glade Grundtvigianere kendes blandt andet gennem den pragtfulde bog af Hans Kirk, Fiskerne. De
andre fremmede kirkesamfund holdt også deres indtog, baptisterne, De sidste Dages Hellige og Jehovas Vidner.
Bornholmere i Ballum
På Bornholm opstod der stærkt røre omkring præsten Peter Christian Trandberg. Hans forkyndelse bevirkede en sand vækkelse. Og gennem lægprædikanten Chr. Møller kom vækkelsen til Ballum – egnen. Den nærmede sig efterhånden grundtvigianerne. Hvordan så det egentlig ud med Gud og troen i det vestlige Sønderjylland dengang under prøjsisk styre? Ja det kan måske lyde som et kedelig emne, at tage op, men det er det bestemt ikke.
Tønder Provsti
Dengang i 1876 var der noget der hed Nord – Tønder Provsti og Syd – Tønder Provsti. Hvert år samledes man, for at diskutere de kirkelige strømninger. Ja man kaldte det synoder. Og denne synode bestod af 90 medlemmer. Her var både gejstlige og lægmænd. Der blev lavet protokol i begge sprog. Og disse protokoller afspejlede ofte modsætningerne mellem de tyske og danske præsters synspunkter. I mange år foregik disse møde på Tønder Statsseminariets Festsal.
1881
Arbejdet for Indre – og Ydre mission er kun ubetydelig. Sekterne ( bornholmere, baptister og grundtvigianere) er uden større indflydelse. Gudstjenesterne og nadverbesøg ligger gennemgående meget højt.
1883
I Ballum og Brede er der afholdt missionsfester med stor tilslutning og større kollekter. Det skal understreges, at danske undersåtter ikke kan vælges som kirkeældste. Luthers 400 års fødselsdag fejredes i de fleste sogne med festgudstjenester. I Tønder endda med seks foredrag. Et lille Luther – skrift, forfattet af pastor H. Tonnesen i Aabenraa blev uddelt nogle steder.
1885
Den grundtvigianske bevægelse, som tilstræbte at melde sig ud af folkekirken syntes i hvert fald i Tønder, at være bragt i stilstand. I Mjolden havde de grundtvigske præster Hass, Hagen og H. Bojsen virket før 1864. Under det prøjsiske regime, blev der her dannet en grundtvigsk frimenighed. I Rødding skete dette i 1874 og i Bovlund 1879.
1886
Provst Kaftan som er blevet generalsuperintendent er efter lang vakance blevet afløst af P. Kier, som er provst i Tønder.
1887
Af sekter findes bornholmerne (Luthersk Missionsforening) i 8 sogne. Arbejdsmændene H. Pedersen Nielsen og H. Paulsen, som begge havde været med i krigen i 1864, begyndte deres lægmandsvirke først i 1870erne. I 1881 stiftedes Luthersk Missionsforening for Vestslesvig, da Chr. Møller fra Bornholm var på besøg. Der var 30 baptister heraf 16 i Visby. I Mjolden sogn er der en grundtvigiansk frimenighed bestående af 5 familier og 26 sjæle, som fuldstændig har isoleret sig fra Landskirken.
1888
Der afholdtes sørgegudstjenester ved de to kejseres, Wilhelm den Første og Friedrich den Tredje’ s død. På synoden den 7. december i Tønder blev den nye kejser Wilhelm den Anden hyldet med et trefoldigt Hoch. Grev H. Schack og Pastor H.S. Prahl, Møgeltønder refererede om arbejdet med den nye salmebog for de dansktalende menigheder i Slesvig, som synoden derefter anbefalede til autorisation på landssynoden i Rendsborg det kommende år.
1890
Bornholmerne i Ballum, Brede, Burkal og Rømø har ikke fremgang. De stillede sig venligt, dels afvisende over for landsbykirken. Den grundtvigianske menighed i Mjolden, bestående
af 7 familier med 21 sjæle, bærer i dens holdning imod den lutherske landskirke – også deri, at der findes blandede ægteskaber, gennem hvilke til landskirken hørende familier foranlediges til at holde sig til den – helt en sekts kendetegn. Bortset fra denne menighed findes der i Døstrup og Randerup endnu to familier, som tilhører denne sekt.
Man havde sandelig tjek på de ting, der skete inden og uden for autoriserede kirkelige kredse dengang. Således kunne man berette, at udsendige fra Christiansfeld Brødremenighed kommer til Abild, Burkal, Højst, Nr. Løgum, Ballum og Bylderup. Til de to sidste sogne nu også Nordslesvigs Indre Mission. Dette udsendinge – væsen bliver nogle steder understøttet af præsterne, andre forekommer det af meget tvivlsom værdi.
Christiansfeld Brødreby var grundlagt i 1773 af svenskeren J. Briant som datter-by af Zinzendorfs Herrnhut i Sachsen. Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark blev stiftet i 1861. i 1864 sendte de masser af sine kolportører til fronten. Stakkevis af Ny Testamenter blev uddelt til soldaterne
Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig blev stiftet i Aabenraa i november 1886. Foreningens drivende kraft og sekretær – fra 1907, var den unge andenpræst H. Tonnesen.
1891
I Ballum hersker der et meget stærkt og ivrigt religiøst liv. Præsten og udsendinge fra Indre Mission og Brødremenigheden holder bibelsamtaler…..Baptisterne synes her forsvundet….
Men Bornholmerne har udbredt sig meget stærkt – De har fem søndagsskoler. Sidste vinter opholdt sig tre agitatorer fra København, som hver aften holdt foredrag og øgede tilslutningen. Mange nye medlemmer er blevet optagne ved en generalabsolution. Alligevel har de erklæret at ville stille sig venligt til kirken. Der bygges nu et bedehus. Bornholmerne i kirkebyen håber præsten at holde ved kirken i forbindelse med Indre Missions – retningen.
1892
Bornholmerne i Ballum virker i det stille ud fra deres nye bedehus. Den nye Danske Salmebog er indført i de fleste sogne.
1893
Bornholmerne er venlige, baptisterne går tilbage, adventisterne frem. Grundtvigianerne i Mjolden (20 personer), Ballum (1 familie), Døstrup (1), Randerup (1) kendetegner sig selv ved deres absolutte afsondring fra den evangelisk – lutherske landskirken
Udsendinge fra Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig optræder i Bylderup, Abterp (Brede), Ballum, Løgumkloster, Burkal, Mjolden og Tønder. Man bedømmer
deres virke gunstigere end Gemeinschafts-folkene. Der er begyndt med kristelige foreninger for unge, som virker til velsignelse.
Vi skal måske lige tilføje, at den rent lægmands – prægede Gemeinschafts-verein er stiftet 1858 af Baron J. von Oertzen i Hamborg. Han talte også ved Indre Missions første årsmøde i juli
1887.
1896
Baptisterne har fået en prædikant i Emmerlev. Af Adventisterne i Visby var der kun to tilbage. Prædikanten er flyttet.
De udtrådte grundtvigianere viser sig i deres bestræbelser for at modarbejde landskirken nu helt og holdent som sekterere. I Mjolden danner de et fast, af kirken udtrådt samfund, idet seks familier, alle boende i Forballum, hver 14. dag holder deres gudstjeneste, ved hvilken Paulsen, Bovlund, er ordfører (Sprecher).
Overgrebene mod landskirken – man døbte og viede medlemmer af landskirken, som ikke var udtrådte – er nu opførte dér. Der bor endnu i grundtvigiansk familie i Ballum, 2 i Randerup, 1 i Døstrup. Også de ikke – udtrådte grundtvigianeres bestræbelser bør, såfremt de går ud på en virkelig adskillelse fra Landskirken, betragtes som sekteriske. Partiet har købt det gamle tinghus i Visby, i hvilken det hver 4. uge afholdes agitations – forsamlinger. Indtil nu uden mærkbart resultat.
Bornholmerne er egentlig mindre kirkefjendske end grundtvigianerne
Der er medlemmer i Ballum (mange), Brede (10 familier), Burkal (mange), Emmerlev (50 personer), Hostrup (enkelte), Hjerpsted, Ravsted, Tinglev (nogle). Deres leder bor i Skast, men har ingen tilhængere dér.
I de danske menigheder mere bekendt er Indre Mission, nu betegnet som ordmission til forskel fra den uforglemmelige Wichern stammende gerningsmission. (Pastor Joh. Henrich Wichern grundlagde 1833 børnerednings – hjemmet ”Das rauhe Haus” i Hamborg, og blev dermed en af den tyske diakonis fædre) .
Ordmissionen har åbenbart lettere end den egentlige, med rette således kaldte Indre Mission. Den taler ud i det almindelige og søger på sin side opvækkende at få fat i enkelte sjæle, skønt mest netop ikke dem, som står fjernt, griber altså ind i det beskikkede præsteembede, og synes, hvor dette sker i tilstræbt konkurrence, ikke at være utænkelig.
Gemeinschafts- folkene bedømmes mindre gunstigt af kirkeforstander- skaberne skønt deres udsendinge vel også bringer virkelig opbyggelse til mange og imødekommer et behov for rigeligere forsyning med Guds ord og inderligere fællesskab.
Helt anderledes står udsendingene for Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig i det almindelige omdømme. De underordner sig præsteembedet og er anvist at holde sig borte der, hvor præsten ikke ønsker deres virke. De beflitter sig også alvorligt på at fastholde den kirkelige
frelserlære. En af deres udsendinge har sin bopæl i Ballum. Her er der stiftet foreninger for unge mænd og kvinder , som nu den ny udnævnte præst, Paul Duysen Paulsen.
Han holder også godt besøgte andagter i Tønder, desuden i Abild, Burkal, Bylderup, Døstrup, Nr. Løgum og Ravsted. Nogle steder berettes der udtrykkeligt om deres velsignede virke, andre steder dømmer man mindre gunstigt. Foruden dem kommer også en enkelt gang en af de Christiansfelder Herrnhutere, men kun sjældent, mest i Løgumkloster, Højst og Ballum.
Af opbyggelig litteratur findes i de danske menigheder Sædekornet af pastor Tonnesen, Nordslesvigsk Søndagsblad, kirkelige del, Kirkeligt Søndagsblad og Indre Mission Tidende og anden dansk religiøs litteratur. Beretningen slutter:
1897
Lysten til opbyggelse i private forsamlinger og lægmands – vidnesbyrdet er fortsat mange steder tiltagende, således i Ballum, Burkal, Bylderup, Emmerlev, Løgumkloster, Nr. Løgum, Ravsted. Det er jo et tegn på kristeligt liv, særdeleshed på alvorlig spørgen efter Gud og sjælens salighed. Også offervilligheden til kristeligt formål skal med glæde anerkendes hos disse kredse. Ganske vist følger så også undertiden usundt væsen med, som det plejer at være tilfældet hos sådanne bevægelser. I flere beretninger fra sognene erklærer man at spore liden velsignelse af lægmands – vidnesbyrdet.
1899
Indre Mission udøver et voksende virke og har i flere menigheder mange venner. Der holdes mange forsamlinger. Bibelsamtalemøder bliver ny yndet. Missionsuger holdes i kirker og
skoler. I enkelte menigheder foregår stor vækkelse. Menighedslivet fremmes dog enkelte steder gennem Indre Mission. Det sker for eksempel i Ballum og Burkal. Men i Bredebro forsøgte de at trænge ind, hvor man ikke ønskede dem.
I Højst havde private i 1898 bygget et forsamlingshus, som ikke blev benyttet. Nu skal det være taget i brug af en udsending fra Brødremenigheden og altså være indviet.
I øvrigt har Konsistoriet i Kiel truffet bestemmelser, som nogenlunde afgrænser udsendinges virke over for præsteembedets arbejde. Gemeinschaft synes, at blive svagere i deres arbejde. Den bekæmpes også af Indre Mission. Bornholmerne er ret rolige.
1901
Det er blevet forbudt indremissionærerne at tale ved bårerne i hjemmet uden præstens tilladelse. Rejsningen af missionshuse synes at have mindre betydning for sagen, mindst for
de byer, hvor de står. I kirken i Brede har pastor Tonnesen med kirkeforstanderskabets tilladelse fejret årsfesten for unge mænd og kvinder.
Sektvæsenet er tiltagende. Baptisterne med deres falske dåb af genfødte har flere tilhængere, Sølsted (8), Ballum (7), Brede (10), Burkal (5), Bylderup (10), Døstrup (7), Emmerlev (8), Højer (1), Visby (4).
Den grundtvigske frimenighed, som har sit hovedsæde i Forballum ved Mjolden, tager ikke til. Men flere, som bliver i landskirken, holder sig til den. Og det tidligere tinghus i Visby bliver grundtvigianernes national – religiøse tanker ivrigt propaganderet i hyppige forsamlinger.
1903
Gemeinschaftsverins virke bliver stadig svagere. Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig har ikke just fundet videre udbredelse, men står som hidtil i ivrigt og frugtbart arbejde, afholder missionsfester m.m.
Baptisterne har deres centrum i Bredebro. Der derboende baptist – prædikant Andreasen holder ivrige prædikener i byen. Bornholmerne havde cirka 50 tilhængere.
1905
Indre Mission arbejder i alle de menigheder, hvor den har fået fodfæste.
1907
Baptisterne har i Løgumkloster bygget et kapel med bolig til prædikanten.
1909
Gemeinschaftsverein er ved at uddø. Derimod blomstrer i talrige menigheder Indre Mission. I ikke så få menigheder, har den eget missionshus, i Tønder endda et missionshotel.
1911
Den nye provst , W. Steffen indførtes 1910 i sin nye stilling i Tønder. Sektvæsenet havde ikke den store betydning. Men det var nu ikke hele sandheden. For aldrig har Indre Mission haft større tilslutning som dette år. Omkring en tredjedel af sognene i Nordslesvig var præget af Indre Mission. Man havde opført 11 missionshuse og Sædekornet opnåede et oplagstal på
8.000. hele 21 missionærer fungerede i området. Foruden Missionshotellet i Tønder havde man også efterhånden tilsvarende hoteller i Aabenraa, Haderslev og Gråsten.
1912
I 1912 skete der en splittelse af Indre Mission i Nordslesvig. Uenighederne handlede om det nationale. Bevægelsen ønskede at holde sig uden for politik og ikke blande sig i nationalitetsspørgsmålet. Identiteten som kristen spillede en langt større rolle end det at være dansk. Sprængningen gik hårdt ud over Indre Mission Nordslesvig. Det betød en massiv tilbagegang. De fleste missionærer valgte dog at blive hos Hans Tonnesen.
Splittelsen gik på tværs af tysk – og dansksindede. Missionshusene blev også delt. I Bolderslev og Agerskov var der en frygtelig strid om missionshusene.
1915
Baptisterne og Adventisterne er i tilbagegang. Den grundtvigianske frimenigheds størrelse er kun ringe
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20.09.2021
Juni 10, 2013
Pludselig lå der en pakke, foran Kirkemuseet i Tønder. Den viste sig at indeholde fem kistesten fra et for længst nedrevet gravkapel. Og dette kapel var opført af Nikolaj(Nikolaus) Tych. Han var overinspektør på Schackenborg i en ret så turbulent tid. Overinspektøren havde nok at se til. Han var amtsskriver, skulle tage sig af et bondeoprør, føre inspektion på Vadehavs – øerne, og klare logistikken i forbindelse med, at kongen udlejede militærstyrker til den engelske konge. Og så kom hans tjener til at stikke en anden ihjel.
Fem kisteplader
På et tidspunkt i 1956 blev der lagt fem kisteplader, indpakket i papir i vognporten ved Tønder Kirkemuseum, af en eller anden ukendt person. Man var så småt begyndt at indrette dette museum. Men lokalerne var endnu udlejet til værksted. Og da malermesteren skulle flytte rundt med nogle ting, fandt man så pakkerne ved et tilfælde. De fem blyplader havde været udsat får en hårdhændet behandling. Inskriptionerne var delvis dækket af større og mindre klatter af hård cement og kalk. Dengang var de helt ulæselige.
Det var tvivl om ejerforholdet, så man lod pladerne ligge i kirkemuseets oplagsrum i et godt stykke tid. Ingen ejermand viste sig, så museets ledelse traf den beslutning, at en konservator skulle rense blypladerne for cement og kalk, og om muligt genoptrække den oprindelige påmalede indskrift.
Familien Tych
Det var vaskelig at tyde indskrifterne, ikke mindst fordi den oprindelige maler dengang ikke havde taget det så nøje med forkortelser, data og ord. To af pladerne vedrørte bestemte navngivne personer. Den ene var Fru Beata Tych død i Tønder den 17. april 1697, og Fru Ida Christina Kenckel født Tych død i Tønder den 30. maj 1691. To plader indeholdt bibeltekster, og en sidste plade en døendes provst sidste ord. Et kæmpe arbejde fulgte, og efterhånden gik det op for museet, at man her havde fat i den Tychskes familie. Døden fulgte i hurtig rækkefølge fra 1691 – 1697.
Kistepladerne havde oprindelig deres plads i det gravkapel, som overinspektør Nikolaus Tych i 1687 fik tilladelse til at opføre ved nordsiden af Tønder Kirkes kor. Her oprettede Tych et gravsted for sig selv og sine nærmeste. De fem kistepladers eksistens vidste man ikke noget om. I det hele er det ikke meget, man ved om dette gravkapel.
En ond tid
Slutningen af det 17. århundrede må i det hele taget for Tønder og det gamle hertugdømme Slesvig have været en ualmindelig ond tid. Dønningerne af danskerne og svenskernes krigerske uenighed nåede helt herned, hvor den danske konge lå i bestandig strid med de gottorpske hertuger. Fok har måttet lide under disse forhold.
Overinspektør og meget mere
Midt i det hele skimter vi omridsene af en betydelig og karakterfast skikkelse, overinspektør Nikolaus Tych på Schackenborg. Han var født den 29. december 1633, som søn af af en kongelig dansk embedsmand ved navn Claus Tych (eller Tuch)og dennes hustru, Catharina født Schrøder. I hele 26 år fra 1668 til 1694 var han overinspektør (Ober – Inspector)på grevskabet Schackenborg. Men han var meget mere end det.
Han var den danske konges trofaste og højt betroede undersåt. I 1676, da Tych havde været overinspektør i 8 år på Schackenborg, udstedte den danske konge et patent, hvorved de gottorpske amter og landsdele blev sekvestrerede. Det betød at kongen inddrog skatterne fra disse landsdele under kronen og indsatte kongelige embedsmænd (kontributionsforvaltere og amtsforvaltere) til at indkassere skatterne. De tilsvarende gottorpske embedsmænd flygtede ud af landet blandt andet til Hamborg.
Inspektør på øerne
Der er omtalt to af sådanne sekvestrationer – den første fra 1676 til november 1679. Den anden fra maj 1684 til juni 1689. Begge gange blev Nikolaus Tych, kontributions– og amtsforvalter i Tønder Amt. I 1682 blev han tillige udnævnt til inspektør for de øer i Vadehavet, der hørte under Ribe Amt. Han tog sin afsked som inspektør på Schackenborg i 1694, og flyttede til Tønder, hvor han døde den 9. december 1696.
Gift to gange
Nikolaus Tych var gift to gange. Hans første hustru, Anna døde (antagelig) i 1687 og er begavet den 2. februar 1687. Samme år blev Tych gift anden gang med Beata, der døde i april 1697. Pladen fortæller, at hun var født i Meldorf den 28. marts 1642. At det virkelig var overinspektørens kone, kan ses i kirkeregnskabet for Tønder fra de år. Her står, at der den 18. april 1697 blev ringet med kirkeklokkerne for die sel. Frau w. Ambts Verwalter fr…Tüchin.
Klokkerne lød ud over Tønder
Det var ikke skik dengang at lade kirkens klokker lyde ud over Tønder by, dersom det kun var almindelig godtfolk, der var afgået ved døden. I livet som i døden opretholdt man klasseforskellen. Det var kun de fine og rige borgere, der fik en jordefærd mit Pomp. Det kunne til gengæld også være i den helt store stil, som da Nikolaus Tych blev begravet i 1696. Da blev der ringet endog usædvanligt længe med Tønder Kirkes klokker – 52 gange i alt. Dertil kom, at der blev brændt 41 stk.172 pund vokslys i kirken. Til gengæld var kirken blevet betænkt. Foruden en kostbar alterkande og alterkalk af sølv havde overinspektøren skænket Tønder Kirke den nette sum af 800 rigsdaler.
Nikolaus Tych var en rig mand. Den 26. januar 1687 fik han efter skriftlig overenskomst med byens råd tilladelse til at lade opføre et privat gravkapel for sig og sin familie ved nordsiden
af Tønder Kirkes kor. Dette kapel fik dog kun lov til at stå i ca. 200 år. Det blev nedrevet i 1894 . Det blev erstattet af en sakristi – bygning af et uheldigt ydre, hvis man må tillade at sige dette. Denne bygning blev revet ned i 1940 – 44.
Familiens hårde skæbne
Godsinspektøren fik også lov til at ophænge et familie – epitafium inde i selve kirken på korets nordlige væg lige over indgangen til gravkapellet, samt til at lade indrette en lukket og privat Kirkestol for familien Tych på det daværende pulpitur. Så vidt vides hænger portrætterne stadig i kirken. Den ene af pladerne, var til ære for hans datter Ida Christina. Hun blev den 6. september 1687 gift med provst Bernhard Kenckel, der var provst i Tønder efter sin far, Stephan Kenckel fra 1686 – 1693. Hun var født den 26. november 1661 og døde den 30. maj 1691, knap 30 år gammel. Knap to måneder før var hendes svigerfar død. Og kun to år efter døde hendes ægtefælle, Bernhard Kenckel.
De 10 år fra 1687 til 1697 må have været sælsom periode for familien. Overinspektøren fik hurtig brug for sit private gravkapel. Den unge provst Bernhard Kenckel var endnu ikke 38 år, da han døde. Da havde han allerede mistet sin far og hustru.
Hårde pligter
Men hvordan så Møgeltønder ud i Nicolai Tychs tid? Efter feltherre Hans Schacks overtagelse af Møgeltønderhus syv år før Tychs ansættelse, blev der inddraget en del bondejord. Landegildet, der var blevet betalt i naturalier, blev nu afløst af pengeafgift. Og nu skal der betales lejeafgift til Slotsmarken. Til herskabet måtte bønderne ved fæsteskifte betale fæstepenge eller ind-fæstning, som androg 40 rigsdaler. Og så skulle bønderne betale hartkornsskatter. Man skulle også betale ekstraordinære militærleverancer (se artiklen: Soldater på Jordsand).
Hertil kom så tiende til præst og herskab. Og det var ikke slut. Blandt byrderne var også mølletvangen til Lindskov Mølle og arbejdet med vedligeholdelse af diger og veje.
Gårdmændene bestemte
Antallet af fæstegårde i Møgeltønder var nogenlunde konstant. Men antallet af kådnerhuse steg efter 1660. I 1676 var der således 42 huse. Det antal steg, da man anlagde Slotsgade. Det
var kun gårdmændene, der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kådnerne måtte betale sig fra græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner og døtre kniplede. Kun bønderne havde stemmeret ved Grandemøderne. Og overholdt man ikke Grande – vedtægterne skulle der betales bøder, som ofte bestod i øl og brændevin. I engene syd for byen var det vigtigt at føre tilsyn med, at grøfterne blev rettidigt oprenset. Det var også vigtigt, at vejene i regnvejrsperioder var farbare.
Møgeltønder – gårdene havde ikke meget jord, men det der var, var af god kvalitet.
Stridigheder med naboerne
I Møgeltønder skulle vejene være 14 alen eller ca. 9 meter brede. Det førte ret ofte til stridigheder, især på grund af møddingernes noget uhensigtsmæssige anbringelse, og det førte ofte til stridigheder med naboen. Da Hans Schack kom til Møgeltønder lavede han en kontrakt med bønderne i Møgeltønder Birk. De kunne for en årlig leje på 1.000 rigsdaler leje ladegårdsmarkerne. Man kunne også for en årlig afgift på 10 rigsdaler løskøbe sig for det forhadte avlingshoveri.
Bønderne var utilfredse
Ladegårds – bygningerne blev dog genopført af Nicolaj Tych. Han overvejede, at genindføre ladegårds – driften og dermed avlingshoveriet. I den forbindelse blev gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen inddraget under hovedgården. Slotsmarken blev dermed forøget. Der blev færre til udføre kørsel for herskabet, og bønderne blev i 1672
beordret til at pløje fire af tolv kobler.
Bønderne var stærk utilfredse med denne udvikling. Deres anfører, Anders Nissen havde en fæstegård på Kanikus. Da kongen i 1672 var på gennemrejse i Flensborg, opsøgte en større deputation af birkets bønder ham, og forelagde en klage over feltherrens dispositioner. Men kongen kom aldrig med noget svar (Se artiklen: Oprør i Møgeltønder). Hans Schack og Nic. Tych søgte imidlertid at dæmpe uroen både med det gode og det onde. Men det gav dog ikke noget resultat.
Brødre arresteret
Anders Nissen blev afskediget som birkeskriver, fordi han havde optrådt som bøndernes advokat. Under dramatiske omstændigheder blev Anders Nissen og hans bror, Karsten og en tredje bonde arresteret af Nic. Tych og hans ryttere. De blev anbragt i fæstningen i Fredericia og blev behandlet temmelig ublidt.
60 Møgeltønder – bønder kastet i Kastellet
Ikke færre end 60 bønder begav sig den besværlige rejse til København i juni 1672, hvor de overrakte kongen et bønskrift. Men heller ikke i dette tilfælde svarede kongen med det samme. Men man afleverede så et nyt bønskrift, der heller ikke gav et svar. Men det havde åbenbart været for meget for majestæten, for dagen efter blev alle bønder fra Møgeltønder indfanget og anbragt i Kastellet. Her blev de udsat for hårdt legemligt arbejde.
Men de lavede så et tredje bønskrift til kongen, hvor de bad om at blive løsladt, for de skulle hjem og klare høsten, for ellers kunne de ikke klare deres landgilde. Men det var først ved Hans Schack’s og Nic. Tych´s mellemkomst, at de slap fri mod et højtideligt løfte om, at de i deres livstid ikke ville klage over herreskabet på Schackenborg. For Hans Schack var det også vigtigt at
få sit landegilde. Kort efter blev også de tre arrestanter i Fredericia frigivet. Anders og Karsten Nissen skulle dog lige forbi fangehullet i Møgeltønderhus. Disse måtte selvfølgelig afgive et lignende løfte.
Anders brød sit løfte
En ting er at afgive et højtideligt løfte i en presset situation og så vitterlig at holde dem. Anders Nissen kunne ikke stille sit urolige hoved, hed det i en beretning. Nic. Tych og herskabet kom undervejrs med, at han pønsede på et nyt oprør, så derfor slotsfeltherren til. Han lod Anders Nissen og de øvrige anførere stævne for Møgeltønder Birketing. Han lod dem stå over for en upartisk sættedommer, nemlig hans egen birkedommer i Ballum Birk, Anders Thomsen. For at understrege alvoren, lod feltherren Birketinget besætte med ryttere.
Udvist af landet
I august og september 1674 blev sagen oprullet ved Birketinget. Alle bøndernes klager blev i det store og hele afvist. De to brødre, Anders og Karsten Nissen blev dømt til, at have hals og hånd forbrudt samt at miste fæstegårde. De øvrige hovedmænd blev dømt til at miste deres fæste, men efter nye bønskrifter og fornyede højtidelige løfter, blev de benådet. Men skulle de bare gøre den mindste opsætsighed, ville de få frataget deres gårde.
Anders og Karsten Nissen blev også benådet. Men for den førstnævnte dog først efter en dramatiske tid. Han blev holdt i bolt og jern i slottets tyvehul i syv uger. Han blev benådet under betingelse af, at bønderne skulle betale til et orgel i Møgeltønder Kirke. Men det kendte Anders Nissen dog ikke noget til.
Han blev ført til retterstedet nord for byen, hvor skarpretter, præster og en stor skare nysgerrige tog imod. Men da skarpretteren skulle til at udføre sit beskidte hverv, trådte Nickolaj Tych frem. Efter ordre fra feltherren blev Anders Nissen benådet.
Et falsk orgel
Åbenbart var der ikke kommet nok penge til det orgel, for det hedder sig, at i 1679 fik Møgeltønder Kirke et orgel. Det er stadig landets ældste kirkeorgel i brug. Men det var sådan, at bønderne samlede 300 rigsdaler for at Anders Nissen kunne blive benådet. Men Nic Tych mente nu ikke, at han var så meget værd, så bønderne fik de 100 rigsdaler igen. Alt imens står det i historiebøgerne, at greven forhandlede med en orgelbygger i Hamborg om prisen på dette orgel. Men mon ikke dette var overladt til Nic. Tych. Men åbenbart blev det forhandlet for meget. Prisen kom ned på 420 rigsdaler, men det var stemt en tone forkert. Og resten af pengene blev samlet ind i sognet.
To stemmer af orglet blev i 1906 bygget om. Og i 1954 – 1956 blev orglet rekonstrueret og udvidet. Begge gange af Marcussen i Aabenraa. De gange jeg selv har været i Møgeltønder Kirke og har hørt orglet, har jeg ikke hørt det spille falsk.
Og vores overinspektør var også gavmild over for Møgeltønder Kirke, således forærede han i 1694, den nuværende prædikestol. Det gamle fik de glæde af over på Sild i Kejtum.
Dødsdom ophævet
Anders Nissen skulle dog sværge, at han ville forføje sig ud af kongens og hertugens lande. Skulle han igen vise sig inden for godsets område ville dødsdommen blive eksekveret. Efter feltherrens død den 27. februar 1676 tog han ophold i Aventoft på det gottorpske område, og kun et par kilometer syd for Møgeltønder. Herfra genoptog han sagen med indirekte støtte
af birkedommer i Møgeltønder, Peter Jensen. Efter lange tovtrækkerier nåede sagen frem for Højesteret, som i 1678 ophævede dødsdommen. Men man opretholdt udvisningen fra det nyoprettede grevskab, Schackenborg. Det lykkedes aldrig for Anders Nissen at for oprejsning. Efter Nickolaj Tych’s død var der fortsat en del uro i Møgeltønder. Og det skyldtes ikke mindst
udskrivningen til Landmilitsen.
Slotsgade anlagt
Da feltherre Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661 var området mellem slottet og kirken endnu næsten kun bar mark. Kun på nordre side af kirkegården lå nogle huse. Disse blev først indlemmet i Slotsgade ved udgangen af 1800 – tallet. I Nicolaj Tychs tid blev området kaldt “Den Gamle Slotsmark”. Her lå et par bronzealderhøje, hvoraf den ene blev brugt som tingsted. I den sydlige del af den gamle Slotsmark , blev der senere under bøndernes protest i ca. 1680 udskilt en bred strimmel jord, som blev den nordlige side af Slotsgaden.
Allerede i 1683 nævnes 7 huse. Blandt beboerne var i 1688 slotsgartneren, som senere fik krobevilling. Også slottets betjente og håndværkere fik deres bopæl i denne gade. De østligste huse var opført af grevskabet.
Nord for gaden og vest for slottet frem til Stjernen var der en mark på 26 Demant. Den direkte vej over marken til Gallehus var sløjfet og Møllevej blev anlagt. En skitse fra dengang, en slags mini – bykort findes stadig, tegnet af Nicolaj Tych.
Drama i Møgeltønder
Møgeltønder var ikke forskånet for brande. I hvert fald gik det ud over Johan Kleinsmeds smedje i 1671. I kirkebogen kan man 1683 læse, at Johan Kleinsmed og hans hustru indebrændte,
da de i fællesskab søgte at redde en kiste med linned ud af det flammende bål, “ganske lidet af deres Krop beholden”. Man blev senere i byplanlægningen i Møgeltønder opmærksom på faren for skorstene, bage – og kakkelovne.
Overinspektøren fik også mere at tænke på. Hans tjener, Hans kom 1669 for skade at dræbe Hans Kleinsmed ved knivstik. Han flygtede for at undgå galgen og blev erklæret fredløs.
En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling. Han blev dømt for ran og tyveri til at blive hængt. Det skete sandelig noget i overinspektørens tid i Møgeltønder. Således blev en 15 årig dreng fra Møgeltønder dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 årig skoledreng til døde. En mand og en kvinde dødsdømtes i 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.
I løbet af bare 5 år blev ikke færre end 5 dødsdømt og 2 dømt fredløse i Møgeltønder.
Møgeltønder Birketing dømte strenge straffe. For tyveri blev der dømt Hudstrygning og Brændemærkning. Kagmanden og Træhesten foran tinghuset stod ikke ubenyttet hen. Mange makabre skuespil under stor tilstrømning af nysgerrige beboere har udfoldet sig både foran tinghuset i Slotsgade og retterstedet ved Møllegade.
Kongen udlejede soldater
Ja og så var det lige at kongen underskrev en aftale den 15. august 1689 med den engelske konge om udlejning af danske tropper. Dette betød masser af arbejde for vores overinspektør.
Først var meningen, at de skulle udskibes fra Ribe, senere blev dette flyttet til Ballum – Hjerpsted området og senere endnu sydligere, Jordsand og Emmerlev. Dette krævede masser af planlægning, og det var overladt til amtsskriver Jens Kristensen, Ribe og Nicolaj Tych. Der blev også pålagt beboerne ekstra byrder ved denne udlejning. At tab af en hest så resulterede i en større erstatning end i en tabt soldat kan I læse nærmere om i artiklen “Soldater på Jordsand”
Ja, det var hvad fem kistesten kunne fortælle. Og egentlig kunne vi fortælle meget mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17-09-2021
Maj 23, 2013
For samfundet var begivenhederne den 18. maj 1993 på Nørrebro forfærdelig. 90 betjente blev såret, 11 aktivister blev der skudt på. Andre blev aldrig politibetjente igen. Volden den aften var ekstrem. En aktivist, der var ramt i hovedet måtte ikke tale med familien. Og en uskyldig tilskuer måtte først til Landsretten, inden han blev frikendt for terror. Aldrig mere 18. maj, sagde politiet. Men seks år efter var detailhandlere i livsfare. Politiet kom ikke til hjælp. Der har altid været uro på Nørrebro. Næsten på 20 – års dagen var der igen ballade. Bagerst i artiklen finder du en lang liste med artikler om “Uro på Nørrebro” – men der er mange flere.
Før og efter 18. maj 1993
Urolighederne den 18.maj 1993 bliver betegnet som den værste uro i fredstid. Som sædvanlig foregik det på Nørrebro. Og beboere og detailhandlere på Nørrebro har så sandelig været med
til lidt af hvert, før og efter den 18. maj 1993.
Handelsforening truet
Og så mange en betjent er sikkert træt, når man nævner Nørrebro. Vi har tidligere skrevet om, at der altid har været bisser og bøller på Nørrebro. Optøjerne er ofte opstået af fejlslagen politik. Gang på gang har politikere lovet detailhandelen kompensation, men det har de så senere glemt alt om. Da de så var trængt op i en krog, ja så forsøgte man at indklage Handelsforeningens hjemmeside for pressenævnet. Men det fik de ikke meget ud af. Nørrebro Handelsforening havde gode venner i Radioavisen, der kunne bekræfte, hvad visse politikere havde sagt. Vi havde citeret dem ganske rigtig.
Optøjer på Nørrebro har kostet hundrede millioner
Optøjerne i tidens løb på Nørrebro har kostet politiet et sted i nærheden af flere hundrede millioner af kroner. Det er så de færreste, der spørger, hvad det har kostet detailhandelen i tabt omsætning eller i hærværk og ødelæggelser. Og nej, forsikringsselskaberne har ikke uden videre betalt, som politikerne har bildt befolkningen ind. Tværtimod måtte detailhandlere på Nørrebro betale mere end kollegaer andre steder, fordi bydelen i forsikrings – øjemed blev betragtet som en risikozone.
Ligesom betjentene fra dengang følte sig svigtet af samfundet, så har butikkerne på Nørrebro følt det samme. Man har talrige gange opfordret politikkerne til at komme ud og opleve virkeligheden på Nørrebro.
Hademails fra betjente
Nørrebro Handelsforening har aldrig holdt sig tilbage, når der var nogen at kritisere i forbindelse med urolighederne. Det har i tidens løb resulteret i hademails fra politibetjente og politikere fra alle grupperinger, men også trusler om sagsanlæg mod foreningens hjemmeside. Undertegnede, der skriver disse ord er både redaktør af www.norrebro.dk og www.dengang.dk har oplevet en del i tidens løb. Og diverse begivenheder er så rigt beskrevet på disse to hjemmesider. Bagerst i denne artikel får du en oversigt over nogle af de talrige artikler, der beskriver uroen på Nørrebro på de to hjemmesider.
Aldrig 18. maj igen
Måske burde den enkelte betjent have at vide, at der er forskel på, at patruljere på Østerbro og Nørrebro. Mange unge ser rødt, når de ser en betjent på Nørrebro. Og det er især nye betjente, de ikke respekterer. På et tidspunkt havde lokale betjente med et rigt lokalkendskab et godt tag i de unge. Men selv lokal kendskab kunne have forhindret begivenhederne den 18. maj 1993.
Politiet sagde dengang, at man aldrig skulle opleve en 18. maj igen. Men ak. Der er desværre efterfølgende eksempler på, at detailhandlere var i livsfare, fordi politiet holdt sig tilbage. Cirka på 20 – års dagen for slaget den 18. maj 1993, var det igen galt på Nørrebro. Igen var detailhandelen gidsler på aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalister.
Ingen draget til ansvar
Indrømmet den 18. maj 1993 var flere betjente i absolut livsfare. Og det er vel ikke noget at sige til, at betjente trak pistolerne. Men politiledelsen traf forkerte beslutninger. Og det var nok årsag til, at betjentene løb ind i problemer. Men ingen i politiet er nogen sinde blevet draget til ansvar. Situationen den 8. – 9. november 1999 udviklede sig, fordi politiet lod vente på sig. Denne episode var endnu være for detailhandelen på Nørrebro. I dag har man glemt den.
Fra bitterhed til tragedie
Politiet ville ikke anskaffe sig vandkanoner. Betjentene blev i stedet pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – nat fra bitterhed til tragedie. Harmen resulterede i ildspåsættelser, hærværk og blindt raseri. Politiet havde valgt at sende 300 mand til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer ender det i en sandt blodrus. Ordensmagten var i sandt undertal. Og mange af betjentene var ikke færdiguddannet. På Fælledvej går det helt galt. Man manglede pludselig tåregas, radiokommunikationen svigtede, og styrken blev presset.
Skud mod danske statsborgere
Brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer politibetjente og butiksvinduer. Flere betjente gik i chok under de hadefulde angreb. Af fare for helt at miste kontrollen affyrede danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 danske statsborgere måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet. Ingen, hverken civile eller politifolk blev dræbt, men det var nok held. Eftervirkningerne førte til dødsfald.
Bundløs angst
En tredjedel af den indsatte politistyrke fik fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt. For mange endte konfrontationen i personlige problemer og årelange fortrængninger. Storedrenge græder ikke. Mange betjente nægtede at få hjælp. Mange fik det først efter syv år.
Gennem 90’erne brød adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløs angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.
En af lederne, en vicekriminalkommissær giftede sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlod styrken og gik langsom i opløsning. I 1999 slog han sin kone ihjel. Året efter hængte han sig i sin celle i Ringsted Arrest.
Skud mod forbryderiske antidemokrater
Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af sig selv. Men ingen vil hverken påtage sig skyld eller ansvar. Politikerne fastholdt, at alle demokratiske spilleregler var fulgt. Politiledelsen frikendte sig selv.
Halvdelen af befolkningen syntes, at det var i orden at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk blev sigtet for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne blev gennemført.
Politiets sorteste dag
Hvorfor udviklede det sig, som det gjorde? Var det raseri over ja til til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for meget øl? Den 2. juni 1992 havde 50,7 pct. sagt nej til Maastricht – traktaten. Et næsten enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter, blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.
Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mente, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Den enkelte betjent følte sig ladt i stikken efter syv års mistænkeliggørelse. Betjentene blev gjort til syndebukke, og dette sled mange op.
Man valgte Nørrebro som kampplads
Antifascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen. De fulgte den fredelige demonstration. Da alt tegnede sig til et ja, døde festlighederne og betjentene blev sendt hjem. Egentlig ville aktivister have lavet ballade i indre by i nærheden af Christiansborg. Men man besluttede sig i sidste ende, at vælge Nørrebro i stedet.
Man var på hjemmebane
Ud fra gadekamp – taktisk perspektiv var man her mere på hjemmebane. Og man ville også her kunne få opbakning fra flere sympatisører. Nogle følte, at de fredelige demonstrationer ikke gjorde den store forskel. Det var bare De andre og Os. Man var fokuseret på, hvordan man kunne få ram på politiet, uden at de fik ram på en. Politiet blev betragtet som en fjendtlig magt og som undertrykkende soldater med kampudstyr.
Man hadede politiet
De venstreradikale hadede politiet. Man havde sloges med dem i mange år. Hadet var blevet dybere. Man brugte ufine ting, men det gjorde politiet også, mente aktivisterne. Således kunne nogle fortælle, at to af deres venner var blevet banket af betjente i en baggård. Det var rart, at kunne slå tilbage. Om det var sandheden vides ikke. Aktivisterne blev radikaliseret, de skar alle politifolk over en kam. Man mente ,at det man gjorde den 18. maj 1993, var det rigtige.
Kan du huske Benjamin?
Under en anholdelse af en demonstrant udbrød en civilbetjent:
Pludselig blev den dramatiske sag fra nytårsnat 1992 genopfrisket. Tre betjente lå oven på Benjamin på Rådhuspladsen. En af dem pressede sit knæ hårdt imod hans ryg, mens en anden hev i hans halstørklæde. Han blev lagt i benlås og båret ind i en politibil. Ved ankomsten til den lokale politistation, opdagede betjentene, at han var bevidstløs. Man forsøgte genoplivning.
Under transporten havde han fået hjertestop. Han blev senere erklæret 100 pct. invalid. Han havde været klinisk død i nogle minutter.
Benjamin Schou kom aldrig til bevidsthed igen. Han levede på et plejehjem, hvor han døde den 5. september 2008.
Kampråbet, “Kan du huske Benjamin” er blevet brugt mod politiet adskillige gange. Episoden med Benjamin huskes tydelig i det venstreradikale miljø.
Kunne have kostet menneskeliv
Politisk engagement kunne den 18. maj 1993 have kostet menneskeliv. Før og siden har politisk engagement på Nørrebro kostet lemlæstelse, bål og brand, rude-knuseri og masser af hærværk. Butikker, ja selv den lille dyrehandel var i aktivisternes øjne kapitalister.
Det danske nej, året forinden, betød at EU – projektet på flere måder blev sat i stå. Traktaten skulle ratificeres af samtlige medlemslande for at dens grundlag kunne træde i kraft. Derfor blev der hurtigt lavet en ny aftale med fire danske forbehold. Og 56,7 pct. sagde ja. Men de forbehold betød intet for borgerne på Nørrebro. Her var flertallet imod EU, og de var bestemt også imod den måde politikerne håndterede det på. Flere uger inden denne aften havde Antifascistisk Aktion planlagt demonstrationen.
Barrikader
Deltagerne begyndte at gå hjem. En gruppe på 500 – 1.000 personer gik ned ad Blågårdsgade. Men ikke alle havde lyst til at gå hjem. De havde planer om, at lave barrikader.
Øjenvidner fortalte, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen af barrikaderne på Nørrebrogade. Ret hurtig fik de hjælp af lokale beboere. Kort sagt, autonome, spontane demonstranter og vrede borgere havde antændt bål og smadret butiksruder. Butikkerne på Nørrebro blev regnet for kapitalister. Skurvogne blev fremskaffet til barrikaderne. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone. Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro.
Nærpolitistation angrebet
Nærpolitistationen Blågården blev angrebet. De første barrikader opførtes på Nørrebrogade. Der var ingen forudgående meldinger om uro. De første politistyrker troede, at det var tale om mindre isolerede hændelser. Angivelig er det omkring kl. 23.15, at demonstranter angriber stationen. Normalt var den ubevogtet om aftenen, men ikke denne aften. Meldingen kollega i knibe bliver sendt. Først kl. 0.13 var situationen i Blågårdsgade under kontrol.
Politiet rykkede ind før hele mandskabet var på plads. Og situationen omkring nærpolitistationen kunne have udviklet sig. Inde på stationen befandt sig seks betjente. Udenfor havde 200 demonstranter opdaget de seks betjente. Med en hjemmelavet rambuk forsøgte de at komme ind til betjentene.
Man ville have kamp
Først kl. 23.15 var den første kampstyrke klar ved Søtorvet, cirka 500 meter fra de nærmeste barrikader. Der blev affyret stor mængder tåregas ind mod aktivisterne. Egentlig ville politiet holde sig afventende, men der forelå en anmeldelse om brand. Barrikaderne måtte ryddes, så brandbilerne kunne komme frem. Men det var en falsk anmeldelse. Man ville have kamp med politiet. Ret hurtigt fik man ryddet barrikaderne. Men for at holde stillingen krævedes det et stort mandskab. Og omkring Blågårdsgade blev politiet angrebet fra sidegaderne.
En filmscene
Betjentene var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen havde klarhed over begivenhederne. En efterlysning om mere tåregas nåede aldrig frem til Politigården. Måske havde politiet overvurderet sig selv, og det kunne demonstranterne mærke. Tilskuerne oplevede det nærmest som en filmscene. Og de sten som de demonstrerede kastede kom retur.
Våben lå frit tilgængelig
Omkring kl. 0.13 mente politiet at have situationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen var i politiets besiddelse. Broen blev også besat af politiet. Området var indhyllet i tæt tåregas. Demonstranterne gik nu mod Skt. Hans Torv. Her lå flere tons frit tilgængelig brosten. Disse blev samlet i affaldscontainere, så de lettere kunne transporteret.
Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.
14 urobetjente blev sendt op på Torvet for at observere og rapportere. De hjalp med at samle sten i en container. Men de blev genkendt af et ægtepar. De blev jagtet ned ad Fælledvej. De havde ikke fulgt ordren med at forholde sig passive.
Hvem havekommandoen?
Uromagerne angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og andet materiale. Dette medførte, at den i forvejen hårdt trængte politikæde gik delvis i opløsning midt på Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben, men dette havde ikke en synderlig effekt. Der blev kommanderet varselsskud, men det havde heller ingen effekt. Omkring Skt. Hans Plads var betjentene ikke klar over, hvem der havde kommandoen. Omkring kl. 0.30 befandt cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kunne hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De brugte deres sidste udvej. Man trak pistolerne og rykkede frem.
Total kaos
Der forelå nu en melding om, at kollegaer var i overhængende fare, så forstærkninger rykkede nu frem. Med hævede skjold begyndte betjente nu at småløbe frem ad Fælledvej mod Skt. Hans Torv. På vejen måtte de passere brændende biler. Mange betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget sin hjelm af. En aktivist så dette og knaldede en sten i hovedet
på ham. På et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og andet kasteskyts.
Sårede betjente kom humpende og blev båret fra Fælledvej , mens andre betjente fra alle retninger kom løbende til som forstærkning. Det virkede på aktivisterne som om de ikke havde kontrol over situationen. Der var ingen struktur, og det virkede som kaos. Fra klokken 00.30 rådede der da også total kaos blandt betjentene.
Skt. Hans Torv skulle genindtages
Politiledelsen besluttede, at Torvet skulle genindtages. Kl. 034 lød de første skud. Kugleregnen varede i 36 sekunder. Det gik kludder politiets strategi. Stenregnen stilnede nu næsten af. Kl. 036 blev en enkelt betjent ramt af en sten. Pludselig hørte man råbene, Skyd efter benene, og det lød et enkelt skud. Råbet blev gentaget 8 sekunder senere. Dette udløste en kraftig salve,
der varede i over 17 sekunder.
Fra hovedkvarteret ville man ikke give tilladelse til at bruge skydevåben. Det var den lokale leders eget ansvar. Politiet opfattede, at demonstranterne betragtede varselsskuddene som fyrværkeri en nytårsaften.
Endelig mere tåregas
Klokken 0.45 var politiet rykket frem til Skt. Hans Torv. Man havde nu endelig fået fremskaffet mere tåregas. Hele Torvet blev nu indtaget. En lille gruppe betjente rykkede samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skød politiet for tredje gang direkte ind i mængden i en salve, der varede i syv sekunder. Det var de sidste skud, der blev affyret her kl. 0.45. Senere viste det sig, at i alt 113 skud var affyret.
Oversmurt af blod
To unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Ud fra Joes Kaffebar kom man bærende på en mand, der var ramt i maven. De lagde ham på gaden, og skreg efter en ambulance. Men politiet nægtede. De ville ikke lade den komme frem. Så tog nogle andre betjente manden op på deres skjolde og bar ham væk. Inde på kaffebaren var toilettet oversmurt med blod. Flere andre sårede viste sig. Mange havde brug for en ambulance.
Skudt i hovedet
Men ambulancerne måtte ikke køre ind på Indre Nørrebro. Området var erklæret i undtagelsestilstand. Et par stykker blev transporteret til Rigshospitalet på ladcykler. På hospitalet viste det sig, at mindst en aktivist havde fået et skud i hovedet. Stumper af det ene projektil sad kun få millimeter fra halspulsåren.
Og på hospitalet blev de sårede anholdt, inden de kom under behandling. Således blev en 17 – årig sendt i isolationscelle i Vestre Fængsel, selv om hans sår krævede daglig behandling. En person, der blev skudt i hovedet blev nægtet besøg af familien. En betjent sad på stuen og overvågede den syge.
Opsamlingssted på broen
På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted for de sårede. Blandt betjentene er de såredes antal oppe på 90. Det var knap en tredjedel af dem, der var indsat i bydelen. Flere havde knust fødderne, andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet. Men hvad der var endnu værre, flere havde fået sår på i sjælen. Og mange var under psykolog – behandling syv år efter. Andre blev aldrig politibetjente igen.
Politiet kunne ikke skelne
Senere så det ud som om politiet var i overtal. Folk flygtede, og det gjorde tilskuere også. I den ophidsede situation kunne politiet ikke skelne mellem tilskuere og aktivister. Således blev passive tilskuere angrebet med skjoldet forrest, og der blev tæsket løs på dem. Flere blev anklaget for sabotage og terror. Og et par måtte føre deres sag helt til Landsretten for så at blive frikendt.
18. maj – udstilledes magten
En aktivist, der var med til at smide sten efter politiet udtaler:
Sideeffekten med 18 maj var, at det pustede liv i den gamle bz – bevægelse, som på det tidspunkt var ved at uddø. Begivenhederne fastslog, at politiet var de venstreradikales fjende.
Opbakning fra statsministeren
Om morgenen den 19. maj erklærede statsminister Poul Nyrup Rasmussen endda på engelsk, at regeringen står helt bag politiets reaktion og hans tanker gik til de kvæstede betjente. Samtidig afviste justitsminister Erling Olsen at der var nogen som helst grund til at iværksætte en nærmere undersøgelse af begivenhederne. Det betød, at politidirektør Poul Eefsen fik frie hænder til at skrive den obligatoriske rapport om hændelserne.
Seks undersøgelser
Hele seks undersøgelser blev der foretaget omkring begivenhederne. I 1994 frifandt Byretten 8 og dømte 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere. I 1995 fik tre skærpet deres straf og ni tilskuere blev idømt hæfte. I 1995 blev der konkluderet, at det var overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”. I 1995 opgav justitsministeren tiltale mod tre betjente. I 2000 frifandtes alle involverede politifolk for tiltale.
Kun en skudepisode nævnes
Allerede den 24. maj 1993 offentliggjorde politidirektør Poul Eefsen en rapport om forløbet. Her nævntes kun en skudepisode, hvilket mødte kritik fra rigsadvokaten. Den 29. august offentliggjorde rigsadvokaten en rapport. Kritikere påpegede, at denne ikke var uvildig, blandt andet fordi politiet selv skulle undersøge de implicerede politifolks tjeneste-udøvelse. Den byggede også på et ret spinkel grundlag, fordi civile vidners udsagn var tillagt mindre betydning end politiets.
Ikke grundlag til at kritisere politiet
I september 1994 afslørede DR – programmet Refleks råbet Skyd efter benene umiddelbart før den anden skudsalve. Det står uklart, hvem råbet kan tilskrives. Men justitsminister Bjørn Westh bad rigsadvokaten om en ny undersøgelse. Og i 1995 kritiserede ombudsmanden rigsadvokaten to forudgående redegørelser. Justitsministeren besluttede, at hele sagen skulle undersøges af en ny kommission I 2000 kom undersøgelseskommissionen med sin redegørelse. Overordnet blev det vurderet, at det ikke var grundlag at kritisere politiet.
Politidirektøren havde kontrol
Efterhånden blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven. Den har ingen forældelsesfrist. Men Poul Eefsen gik på pension i 1995. Og det var man sikkert klar over da diverse kommissioner m.m. blev sat i værk. Men hvad så med det kommissorium, der tillod at Københavns daværende politidirektør Eefsen havde kontrol med undersøgelsen
af hans eget politi. Afhøringerne af betjentene blev ikke overdraget til Rigspolitiet.
Brosten kom poppende som popcorn
Politiet lærte meget af begivenhederne. De var trænet i at gå frem i kæder med skjolde. Men de blev angrebet igen og igen fra alle sider med brosten og kasteskyts. En politiassistent
skrev om sine oplevelser:
Systemet krævede syndebukke
En anden politiassistent siger i bogen “Bag skjoldet”:
Politiet ændrede senere strategi. De lod hollænder – vognene tage imod brostenene. Under rydningen af Ungdomshuset i 2007 samt ved andre vilde kampe slap både betjente og demonstranter billigere, men det gjorde butikkerne så sandelig ikke
Mange politifolk følte sig virkelig skuffet og svigtet. De havde som håndhævere af lov og orden set døden i øjnene. Og så vendte samfundet dem ryggen. De havde været under maksimal pres og følt sig nødsaget til at skyde. Der gik jura og politik i systemet. Mange blev slæbt gennem systemet i syv et halvt år med undersøgelser, afhøringer og nye undersøgelser. Systemet krævede sine syndebukke.
Kilde:
Vi bliver ofte kontaktet af studerende i folkeskoler og universiteter, om hvordan vi har det med uroen på Nørrebro. Det kan læses i de utallige artikler, vi i tidens løb har begået. Først følger en liste over artikler til emnet på www.dengang.dk. Derefter en liste over artikler på Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk
Sådan skrev vi dengang, da vi offentliggjorde denne artikel. Vi har også flere artikler om det samme tema på vores hjemmeside. Og efterhånden får vi ikke mere disse henvendelser, da roen heldigvis har sunket sig over Nørrebro. Men truslerne på bestyrelsesmedlemmerne er ikke mere end fem år gamle, da sortklædte mennesker opsøgte undertegnedes privat-adresse.
Nørrebro Handelsforenings hjemmeside er i mellemtiden nedlagt, men du kan sagtens gå ind og læs aldre artikler. Brug søgefunktionen. Men her er først listen fra www.dengang.dk
Byggeren på Nørrebro – nok engang
BZ – bevægelses historie på Nørrebro
Dramaet i Brorsons Kirke
Et ”Faderhus” på Nørrebro
Fristeder og Ungdomshus
Hvorfor skulle Janne dø?
Bomben i Søllerødgade
Bomben i Søllerødgade- nok engang
Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
Nørrebro – den 18. maj 1993
Slumstormere, Besættere og Autonome
Ungdomshusets Historie 1 – 2
Ungeren – set fra 6. klasse
Varehuset Buldog på Nørrebrogade
Under
”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”
Handelsforening i brændpunktet
Terrornatten på Nørrebro (8. – 9. nov. 1999)
Artikler
på www.norrebro.dk om Uro på Nørrebro:
Støtterklæring til Fædregruppen (2006)
Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje? (2006)
I dialog med Ungdomshuset (2006)
Situationen omkring Ungdomshuset (2006)
Bliver Ungdomshuset revet ned? (2007)
To Ungdomshuse mere – tak (2007)
Opfordring fra Københavns Politi (2007)
Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. (2007)
Opfordring fra Nørrebro handelsforening (2007)
Opfordring fra Ungdomshuset (2007)
Tiden efter Ungdomshuset (2007)
Tjek sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)
Stop terroren på Nørrebro (2007)
Nørrebro Handelsforening har fået svar fra Ritt Bjerregaard (2007)
Ungdomshuset lever (2007)
Ungdomshuset til grin (2007)
Nørrebro uroligheder dræner politikassen (2007)
Nørrebro – i gas – og knippelsuppe (2007)
Jagtvej 69 – 2200 København N (2007)
Presseinfo fra NH: Nørrebro atter i brand (2007)
Jul på Nørrebro (2007)
Ungdomshus – med forhindringer (2007)
Ungdomshuset – kapitel 14 (2007)
I gamle dage havde vi Bent (2007)
Ungdomshuset– en oase på Nørrebro 1 – 6 (2007)
Imens i Johnnys butik (2007)
Hvad mener Ungdomshuset (2007)
Hvordan dækker forsikringen (2007)
Jagtvej 69 – sidste kapitel (2007)
Henvendelse fra Overborgmesterens sekretariat (2007)
Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro
Nørrebro Handelsforening: Kunderne skal hentes igen
Detailhandelen på Nørrebro mister 14 millioner
November 1999
Gadekrig på Nørrebro (2008)
Goddag – det er Politiet (2008)
Bål, brand og stenkast på Nørrebro (2008)
Skud på Nørrebro (2008)
Har vi et godt politi (2008)
Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)
Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)
Aktivist– træning (2009)
Bandekrig på Nørrebro (2009)
Kampen om Ungdomshuset (2009)
Fokus på Bandekonflikten (2009)
Kampen om Ungdomshuset (2009)
Fingrene væk – fra Jagtvej 69 (2009)
Benzin til bålet (2009)
Er Blågårds Plads farlig? (2009)
Bandevolden præger omsætningen (2009)
Er Nørrebro en krigszone? (2009)
Jagtvej 69 – atter engang (2010)
Hot Spot Nørrebro (2010)
Hærværk og graffiti på Nørrebro (2011)
Nørrebros mange kampe (2011)
Politiet: Vi prioriterer (2011)
Jægersborggade – før og nu (2011)
Byggeren – endnu en krigsskueplads (2012)
Fra Bulldozersanering til Hot Spot (2012)
Rabarberlandet – en krigszone (2012)
Byggeren – endnu en krigszone (2012)
Hvad bruger Politiet pengene til? (2012)
Er Nørrebro tryg eller utryg? (2012)
Hash, Hykleri og Handlingslammet (2012)
Et Trygt Nørrebro (2012)
Nørrebros åndehuller skaber problemer (2012)
Ghetto og folkeskole på Nørrebro (2012)
Afpresning på Nørrebro (2012)
Skud og knivstik på Nørrebro (2013)
Fri hash, ja eller nej? (2013)
Stop – du skal visiteres (2013)
Bliver det aldrig bedre (2013)
Hvem er det, de stjæler gaden fra (2013)
Maj 23, 2013
Ladegården, Skt. Johannes Stiftelsen og Almindeligt Hospital fører os også et smut til Østerbro og Frederiksberg. Dengang mente man, at det at komme på Ladegården var selvforskyldt. Og dem, der engang havde været på Ladegården kom ofte tilbage. De fleste ville helst undgå, at komme på offentlig forsørgelse. Fattighjælp var ilde set, man mistede også sin stemmeret. Læs også, hvordan man smuglede spiritus ind på Ladegården.
Kostehæren
Man havde dengang en angst for at ende på Ladegården. Og mon ikke den tanke strejfede mange, når man så lemmerne på vej mod byen med deres koste. For de frelste, var det stedet, hvor man selvforskyldt var kommet hen, blandt andet fordi man ikke kunne lade flasken stå. Dengang var det også inden for Forsørgelsesvæsnet en rangordning. Det var blandt andet dem, som
havde modtaget fattighjælp i deres hjem, og dem der måtte anbringes på en af de tre kommunale forsørgelsesanstalter, Skt. Johannes Stiftelsen, Almindeligt Hospital og Ladegården.
Druk og dovenskab
Almindeligt Hospital modtog kun dem, der ikke kunne arbejde. De to andre modtog dem, der kunne arbejde. På Ladegården huses dem, som havde været indlagt, eller hvis elendighed er delvis selvforskyldt på grund af druk eller dovenskab. Ja sådan sagde man, dengang. Men det er nok ikke den fulde sandhed. Og det at gå med kosten blev ikke altid opfattet som en fornedrelse.
Ladegårdens vogn var fuld
Hver dag kørte Ladegårdens Vogn op til Politikammeret for at hente dagens høst. Så godt som aldrig kørte den tom tilbage. Undertiden løb passagerantallet op i en halv snes stykker eller derover. Og ofte var det gengangere imellem. Det første, der så skete var en tur til Badeafdelingen. Her gennemgik man en ikke altid velkommen renselsesproces, mens klæderne passerede desinfektions – ovnen.
Som en herregård
Man skulle jo næsten ikke tro det. Stedet havde en fortid som kongelig avlsgård, indrettet til ladegård for hofholdningen af selveste Christian den Fjerde. Det var dengang, at gården havde et jordareal, der dækkede det meste af det nuværende Frederiksberg. Hverken senere ildebrande eller gårdens benyttelse først som pesthus, derefter som straffeanstalt, som sindssygeanstalt og endelig som Tvangs – og Arbejderanstalt har kunnet udslette fordums adelspræg.
Det mindede om en gammel herregård. Inspektør – boligen med den smukke have og den lille sø med svanerne kunne godt passes ind i en strandvejs – villa dengang. Men også de bygninger, der husede lemmerne så ud til, at man kunne få lyst til at slå sig til ro. Og mindst en gang om ugen tog lemmerne sig et varmt bad. Det vil sige, at det var en frivillig sag. Men en gang imellem kunne det ikke lade sig gøre, for ofte var vandledningen til reparation.
Et varmt bad
Jo det var sandelig en forandring, for den person, der første gang stiftede bekendtskab med Ladegården. Det kunne være den hjemløse vagabond, manden fra Fælleden, den fordrukne stamgæst. Måske var han hjemsøgt af utøj og mærket af kløe. Han var vat til at sove på nogle skidne klude i et logihus eller under åben himmel på Fælleden. Nu blev han lagt i en god seng. Hans vigtigste næringsmiddel havde været brændevinen og så ellers brødskorpe, en sild eller noget halvfordærvet kød.
Nu fik man mad
Nu fik man jævnligt mad. Om morgenen varmt øl, til aften Bygvandgrød med sødt øl, og så ellers i løbet af dagen 1 ¼ pund Rugbrød og 6 kvint margarine. Og endelig hver dag ved ellevetiden skulle man stille med to blikskåle, en dyb og en flad, og få den ene opfyldt med henholdsvis søbemad, som vælling, grød, grynsuppe ærter m.m. Den anden blev fyldt op med Eftermad, der kunne bestå af ragout, klipfisk eller flæsk.
Tvunget til arbejde
Men så var man også tvunget til at arbejde regelmæssigt. Han blev sat til at slå skærver på den store stenplads, eller han blev anbragt i Kryolitværkstedet. Måske havde han lært et fag, ja så kunne han blive anbragt på en af de mange værksteder. Og dem var der mange af, ligesom væverier og dugmagerier.
Kreativ indsmugling af sprit
Og der blev våget over beboerne. Således var brændevin bandlyst. Men helt forhindre indsmugling af disse lyksalige dråber, kunne man ikke. En af de metoder, man brugte, var at en ven uden for anstaltens mure fyldte brændevin på en svineblære, og lod den flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op, af vedkommende inde på Ladegården.
Man opdagede også, at en indsat havde et særdeles stort brokbind. Det viste sig da også, at bindet indeholdt brændevin. En anden beboer blev grebet i, at vride sine sokker, og drikke en væske, som han vred ud af den. Væsken viste sig at være brændevin. Når han havde udgang dyppede han sine sokker i brændevinen.
Fingerede erklæringer
Hvert forår, når solen bager på stenbroen, så fabrikeredes der rundt om i de små beværtninger i nabolaget falske erklæringer fra fingerede arbejdsgivere, at Per og Paul havde fået noget at bestille. Når en sådan erklæring blev forevist, så åbnedes porten. Fjorten dage senere havde man den fortabte søn igen, laset, forkommen og fuld af utøj og brændevin.
Den lette adgang manglede
Den gamle Ladegårds besætning skulle flyttes til Amager. Et stort bygningskompleks blev rejst omgivet af en bred vandfyldt grav. Lemmerne kunne her opleve alle moderne hygiejniske indretninger, W.C. overalt, fortrinlige badeindretninger, sygehus, forsamlingssal osv. Værelsernes møblement var stemt kunstnerisk sammen med væggenes farve. Men ak, en af Ladegårdens bekvemmeligheder manglede, og det var den lette adgang til at sætte sig i forbindelse med omverdenen og – skaffe sig brændevin.
Man ændrede holdning
Det var ikke første gang, at Københavns Kommune forsøgte at flytte Ladegården. Sidste gang var i begyndelsen af 1890erne. Dengang byggede man for hele 2,5 millioner kroner et bygningskompleks i Nørre Allé. Da det næsten var færdigt, dukkede pludselig et forslag op, om at bruge den nye anstalt, der kunne rumme 1.546 beboere foruden et par hundrede funktionere, ikke som Ladegården, men til at huse en anden kommunal forsørgelsesanstalt, Almindeligt Hospital. Indtil da havde institutionen haft en utidssvarende tilværelse i Amaliegade.
Måtte undvære det fornemme naboskab
Så rykkede Almindelighedens gamle ud fra det fine naboskab med Amalienborg og Casino til de mindre fashionable, men lysere, luftigere og bedre omgivelser på Nørrebro.
Almindeligt hospital
I det almindelige omdømme er der et svælg mellem Ladegården og Almindeligheden. I virkeligheden var det ikke mere gabende end at overgangen kunne være flydende. Almindeligt
Hospital blev som regel opfattet som et hjem for gamle mennesker. Det var ikke helt rigtigt. Det var i realiteten et hjem for alle dem, der ikke kunne forsørge sig selv. De fleste af anstaltens beboere, især kvinderne, var da også kvinder helt op til 100 år. Mændenes levealder blev gennemsnitlig afkortet med en halv snes år på grund af større forbrug af spiritus og tobak.
Dekoreret med ”Ridder af Dannebrog”
Men her var også yngre mennesker, ødelagt af sygdomme, legemlige og sjælelige. Inde på en af stuerne lå således en mand på hvem, hovedet stadig voksede. Her var også vanføre mænd, der var lænket til deres seng. Her lå også en bygmester, der var dekoreret med Ridder af Dannebrog.
Eftermiddagsbladene var meget populære på Anstalten. Længe i forvejen inden aviskonen kom med bladene, samledes anstaltens gård af gamle rystende Morliller, af mænd, der tungt slæbte sig frem med stokke, af mimrende alderdom og svækkelse. I samme øjeblik aviskonen viste sig, blev bladene flået fra hende.
Flugt
Direktionen sørgede for at give adgang til læsning og jævnlig opmuntre ved aftenunderholdning og endda med teaterforestillinger med stiftelsens eget teater. Og det var sandelig ikke alle, der havde mistet appetitten på livet. Således flygtede et elskende par engang bort fra stiftelsen. Ja, de havde forsøgt før, men nattevagten greb dem på fersk gerning. De ville klatre over et plankeværk, men damen, hvis vægt var mellem 300 og 400 pund, var faldet ned, og havde ved sine skrig alarmeret vagten.
Men de forsøgte sig igen. De nåede ud i skoven, hvor de overnattede. De blev opdaget. På anstalten blev de fejret som helte.
Dem, der under udgang, drak sig fulde, og blev bragt tilbage af politiet måtte vente tre måneder på næste udgang.
Stort forbrug
Det var ikke småting, der blev fortæret i Almindelig Hospitals husholdning. Hvert år blev der fortæret 60.000 pund flæsk, 140.000 pund kød, 150.000 æg, 550.000 potter mælk. Af belysnings – gas brugtes 24.000 kr. Der brugtes 75.000 tønder kul og koks. De boede på fællesstuer, kvinder for sig og mænd for sig. Der var også en afdeling for ægtefolk.
Fattighjælp var tab af rettigheder
Johannes – stiftelsen omfattede dels et sygehus, navnlig for behandling af sygdomme som fnat, skurv og lignende , dels en opdragelsesanstalt for børn og dels et arbejderhus. Det var en ret omfangsrigt anstalt , der spændte over et betydeligt areal på begge sider af Ryesgade, og helt ned til Sortedamssøen. Arbejdshuset havde plads til 600 personer, men så mange var det nu sjældent.
Fattighjælp medførte tab af politiske rettigheder. Og det at få stemplet på sig som den, der ikke kan forsørge sig selv er frygtelig. De følte sig som jagtet vildt, og dukkede sig for politiet. Derfor var der mange, der i stedet søgte hjælp hos den private velgørenhed.
Alderdomsunderstøttelse
Alderdomsunderstøttelse var ikke fattighjælp, men snarere en hædersgave, der ydes for et langt og arbejdsom liv. Mange af disse tilbragte deres tid i Alderdomshjemmet i Guldbergsgade, bag Almindeligheden, og ellers uden forbindelse til denne institution.
Nørrebro Bespisningsforening
Nørrebro Bespisningsforening, var en af de store velgører. Foreningen blev oprettet i 1853. Og da kolera – epidemien var på sit højeste havde foreningen travlt med uddeling af mad. Således fik 100 familier leveret 250 portioner mad af Jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til den daglige drift, skaffede man dels ved medlemskontingent, dels ved bidrag fra kredse af af socialt interesserede. Sideløbende virkede Samaritanen, som blev støttet af kirkelige kredse. Efter århundredeskiftet mindskedes behovet for privat velgørenhed grundet social lovgivning.
Stiftelser og Arbejderboliger
Nørrebro havde en masse stiftelser og arbejderboliger. Mest kendt er nok arbejderboligerne på Rådmandsmarken. De mange stiftelser blev oprettet af håndværkerlavene og svendeforeningerne, og havde til formål, at skaffe billige boliger for ældre håndværkere og deres enker. I tiden indtil 1900 blev der oprettet mere end 20 af disse i bydelen.
Alderstrøst
Den mest kendte stiftelse var nok Alderstrøst, Nørrebrogade 9. Her blev der opført ikke mindre end 168 boliger. Ved indvielsen sagde Kong Frederik den Syvende:
I 1878 rådede Alderstrøst over 196 lejligheder. I 1890’erne opførte Håndværkerforeningen endnu en stor stiftelse mellem Nørre Alle og Møllegade. Og de færreste er sikkert ikke klar over, at Nørrebro Handelsforening også havde en stiftelse. Foreningen ejer faktisk stadig bygningen.
Kilde:
Redigeret 13-09-2021
Maj 23, 2013
Dengang lød kirkeklokkerne, når der var brand. Alle vidste, hvad de skulle gøre, og hvad de havde pligt til. Den, der skødeløst eller bevidst havde været skyld i branden blev smidt i ilden. Efterhånden blev brand en folkeforlystelse. Mobile værtshuse kom til. En cykel blev anskaffet til det rullende materiel. En brandmand med håndsprøjte var den første på stedet. Under Folkestrejken i 1944 blev brandvæsnet mødt af fjendtligheder. Brandofficeren fik sin egen bil. Tophastighed: 40 km/timen. Vi kigger også på større brande frem til 1970
Skynd dig hjem, det brænder
Det er efterhånden en del år siden. En eftermiddag ringer min kone op i butikken:
På vejen møder jeg et par brandbiler, der åbenbart kører hjemad. Nåh det tænkte jeg, det er nok ikke så galt. Men ak. På Østerbrogade holder 5 – 6 brandbiler
og et tilsvarende antal på Vordingborggade. En betjent vil ikke lade mig komme igennem, trods det at jeg bedyrer, at jeg bor i den ejendom, der brænder.
Heldigvis hører min kone, at jeg højlydt protesterer. En del af beboerne havde søgt tilflugt på det nærliggende værtshus, Hermod.
Få meter fra soveværelset
Min kone havde været lidt sløj, og lagt sig til at hvile i soveværelset. Pludselig hører hun et overdøvende brag. Et fjernsyn i baghuset var eksploderet, et par meter fra vores soveværelse. Vinduer splintredes og en kæmpe flamme kunne ses. Kun brandværnets hurtige og effektive indsats hindrede at branden bredte
sig til forhuset. Tak for det Københavns Brandvæsen.
Det er ikke altid, det går sådan, og at jobbet som brandmand er farlig, vil kunne ses bagerst i denne artikel, hvor vi har fundet de største brande gennem 100 år. Og nu er i advaret. Dette er en større artikel.
Brandvæsen i Rom
Allerede i det gamle Rom havde man organiseret et brandvæsen. Godt nok var det bestemmelser om, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af brand i biskop Jens Krags stadsret af 29. januar 1294. Disse blev fulgt op af andre retningslinjer.
Der var skærpelser for byggeri, herunder forbud mod lerklinede vægge og stråtage. I 1731 oprettede man Kjøbenhavns Brandforsikring. Det skete efter den katastrofale brand i 1728. Her favoriserede man de murede huse.
På en gammel brandfane fra 1728 stod følgende:
1.640 huse og to kirker brændte
I 1728 nedbrændte 1.640 huse og 5 kirker. Og 1795 gik det ud over 943 huse, Nikolai Kirke og Rådhuset. Og efter englændernes bombardement i 1807 blev 305 huse, Frue Kirke og Universitetet ofre for ilden.
Man skød med kanoner
Dengang dundrede trommeslageren løs på sin store tromme, og vægteren peb i sin fløjte, når der var brand. Ned ad gadens ujævne bane jagtede en hest, der trak en slæde, hvor vandtønderne befandt sig. Inden da havde kirkelokkerne lydt. Og det var et slag for skorstensild. Var det fra 2 – 7 slag, så var det hus-ild.
Var det særlig fare for på færde , skød man kanoner fra voldene. Ja det fortælles, at Frederik den Sjette bad om at blive vækket i tilfælde af ildløs. Og han gik ikke i seng før faren var over.
Man havde pligter
Ved ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd. Deres pligt var at bestige det brændende hus og søge at slukke. Det påhvilede dragerne at skaffe vand med kærer og trillebør. Vognmændene skulle køre vandet i deres vogne.
På rådhuset opbevaredes læderspande og stiger. De var delt ud i forskellige kvarterer. Og hvert kvarter havde sit samlingssted. Rodemesteren og vagtskriveren skulle sørge for, at disse remedier kom til brandstedet.
Altid to heste parat
I gaderne op til brandstedet skulle dem, der havde brønde, sørge for straks, at der kom vand til brandstedet. Hvis nogen med vilje eller ved forsømmelighed, havde været årsag til ilden, skulle vedkommende straks kastes i ilden – uden nåde. Vognmandslavet skulle ifølge Lavs-skraaen af 1610 altid have et par heste stående hos en lavsbroder, så man kunne bringe brandsprøjten til brandstedet.
Enhver borger i nærheden af ilden skulle, når det var mørkt, udhænge en lygte foran sin dør, og måtte først slukke den næste morgen. I 1686 satte Christian den Femte en undersøgelse i gang omkring hovedstadens slukningsredskaber. Det skete efter anmodning af politimester Klaus Rasch. Og så fik København sandelig en branddirektør, Herman Garding. Han rejste straks til Holland og indkøbte 8 moderne brandsprøjter, hvoraf de syv var fuldt udstyret med slanger og andet tilbehør.
Kompetence-stridigheder
Når der var brand, så mødte både politimester, stads-hauptmanden og branddirektøren. Og næsten hver gang opstod der kompetence-stridigheder. Da
brandvæsnet under en brand på Christianshavn i 1804 heller ikke fungerede tilfredsstillende , mistede kronprinsessen tålmodigheden. Han forlangte at Danske Kancelli skulle give en forklaring. En kommission blev nedsat. De kom til det resultat, at brandvæsnet trængte til en lang række forbedringer. Og disse udgifter blev anslået til 85.000 Rigsdaler.
Brandvæsnet fik overladt Nicolai Kirke. I 1820 påbegyndte man restaureringen af det stærk medtagende tårn. Og her havde man til huse i mange år. Og fra tårnet havde man en god udsigt i tilfælde af – brand.
47 store sprøjter
I midten af det 19. århundrede bestod materiellet af 47 større sprøjter, 14 kabinetssprøjter og 48 baljesprøjter samt stiger, der var fordelt på 42 forskellige steder, ved kirker og andre offentlige bygninger.
Hvis ilden havde noget en hvis styrke, måtte byens øverstkommanderende, kommandanten, en søofficer, politimesteren, Stads-hauptmanden, vandinspektøren, vandmestre og mindst 200 infanterister give møde. Denne ordning bestod helt til 1860.
Det kommunale vandværk
Åbningen af det kommunale vandværk i 1859 var en revolution for brandvæsnet. Nu kunne man forbinde brandslangerne med trykvandledningerne. Byens
vækst medførte også, at man i 1860 oprettede seks faste brandvagter fordelt i de forskellige kvarterer , og for at sikre hurtig hjælp blev disse vagtstationer forbundet med et teknisk vidunder – telegrafen.
Nicolai Kirketårn blev hoved-station og fungerede som sådan indtil 1892. De seks brandvagter var alle beliggende inden for voldene, men i 1865 oprettedes desuden tre på broerne. Det vil sige Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. En brandtelegraf blev installeret på Trianglen.
I 1867 blev der truffet aftale med det nyoprettede kommunale brandvæsen på Frederiksberg om gensidig hjælp mellem stationerne på Gasværksvej og i Pile Allé.
Ikke begejstret for brandindsatsen
Indehaveren af Carlsberg, brygger og kaptajn J.C. Jacobsen var ikke begejstret for brandindsatsen i København. Han forespurgte justitsministeren om denne ville lade udarbejde og foreligge Rigsdagen en ny fuldstændig lov om brand – og slukningsvæsnet i København.
Bryggeren mente, at størstedelen af styrken på 4.000 mand ikke var tilstrækkelig øvede. Han mente, at brandvæsnet skulle sortere direkte under kommunen.
Det hele resulterede i Lov om Brandvæsnet i Kjøbenhavn af 15. maj 1868. I 45 paragraffer blev alt hvad der havde med brand at gøre, behandlet.
Endnu et regulativ
Den 21. juni 1870 udsendtes Regulativ for Kjøbenhavns Brandvæsen. Disse to love var en virkelig fornyelse for brandvæsnet i København. Nu bestod væsenet af 101 fastansatte og en reserve på 400 mand, samt en mobil service på 24 mand udvalgt blandt eller uden for det almindelige reservekorps.
En ledelse af fem faste officerer, som ikke måtte beklæde andre erhverv, og som var pensionsberettiget skulle lede brandvæsnet.
En nye epoke i Københavns historie var indledt. Men det var ikke let, at sidde i ledelsen af brandvæsnet. Man blev med rette eller urette udsat for en særdeles hårdhændet behandling i dagspressen.
Folkeforlystelse, når der var brand
Det var lidt af en folkeforlystelse, når der var brand dengang. Særlig nå branden krævede flere dampsprøjte. Og når så havnens damsprøjtebåd og militæret hjalp med, ja så var den hjemme. Mest spændende var det, når en af byens tømmerpladser gik op i lys lue. Pludselig kan natten blive helt livlig ved sådan en brand. Drosker og cykler i massevis valfarter til brandstedet til stor gene for redningsmandskabet.
Selv selskabsklædte herrer og damer kunne afslutte en fornøjelig aften ved at gå til ildebrand. Under høje protester og under skrig og tumult blev publikum drevet tilbage. En masse vrede ord om politiets brutalitet føg gennem luften. Forretningsdygtige folk slog mobile beværtninger op, så man samtidig med at man nød ildens hærgen kunne få sig en lille en.
Brandmændene strejkede
Brygger Jacobsen stillede en ny dampsprøjte til rådighed i 1882. Det var en ny tysk model. Det vil sige, at man fik den til låns i første omgang. Da man ikke var helt tilfreds med den, ville man aflevere den med tak for lån.
Brandmændene var ikke tilfreds med deres løn, så de strejkede simpelthen, indtil de fik deres krav igennem. Man måtte dog i begyndelsen nøjes med bøder. Og indkvarterings – forholdene, der var under al kritik, blev også forbedret.
Christiansborgs Slots brand kunne have udviklet sig meget mere katastrofalt end det egentlig gjorde. Slotskirken og Thorvaldsens Museum kunne have gået med i luerne. Men trods dette kritiserede Brygger Jacobsen indsatsen.
Et nyt regulativ
Et nyt regulativ så dagens lys den 15. marts 1890. På en gang betød det både en udvidelse og en rationalisering af brandvæsnet. Materialet blev forøget betydelig, og mandskabet blev forøget fra 147 til 180 mand.
Nu skulle der ansættes 24 faste kuske. Tidligere var det kun 9 lejede. Man opretholdt de to reservekorps. Men det store reservekorps på 400 mand blev ophævet i 1903. En indskrænkning af de små stationer og vagtlokaler blev foretaget. Antallet skrumpede ind til 6 stk. Men de store stationer i Adelgade og på Fælledvej blev udvidet.
Brandinspektør fik egen bil
En ny hoved-brandstation blev taget i brug. Man sagde farvel til Nicolai Kirke. Her havde brandstationen haft til huse siden 1807. Det var nødvendigt, at brandinspektør Meyer kom hurtigt til brandstedet. Men om natten var det vanskeligt at få en droske. Så det skete ikke så få gange, at brandinspektøren måtte gå til brandstedet.
I 1892 blev der derfor anskaffet en landauer til brandinspektøren eller vicebrandinspektøren. Og minsandten så blev der i 1895 også købt en vogn til den vagthavende assistent. Denne blev i 1907 erstattet af en automobil. Det var en 4 – personers Peugeot, der var i stand til at køre den rasende fart af 40 km i timen.
En cykel til det rullende materiel
Det skal lige nævnes, at man i 1899 forbedrede det rullende materiel med en cykel. Formålet var, at man straks ved alarmering kunne sende en brandmand afsted med en håndsprøjte. I 1901 – 02 blev Brønshøj, Valby og Sundbyerne indlemmet i Københavns Kommune. Det betød, at der blev oprettet en brandstation på Kløvermarksvej. I 1905 oprettedes en brandvagt i Rytterskolen i Valby. Og endelig i 1907 fulgte brandstationen Tomsgården på Frederikssundsvejen.
Nyanskaffelser
Nogle af de seneste anskaffelser var to mægtige mekaniske stiger, der havde den fordel især for ældre brandfolk, at man ikke behøvede håndkraft for at rejse dem. Det skete nemlig automatisk ved hjælp af en kulsyretrykmaskine, der kunne rejse stigen op til 4. – 5. sals højde.
Ja og så var det jo også de elektriske lygter, der tillod mandskabet at vove sig ind i rum, hvor der kunne tænkes at være eksploderende luftarter. Man havde også fået nye røgmasker og røghjelme, der skulle beskytte ansigtet, og af hvilke luften førtes fra en beholder med komprimeret luft, som blev båret på ryggen.
Brandværnet havde fået deres telefonnummer, nemlig noget man kunne huske nr. 1400.
Den første automobilsprøjte
I 1913 blev der anskaffet en automobilsprøjte, som var den første her til lands. Det var en 6 – cylindre Dennis. Den fik kælenavnet Engelskmanden. Brandinspektøren fik også en ny bil, mens den gamle blev brugt som skolevogn til oplæring af chauffører.
Men i 1919 skete der noget stort. Man sluttede en kontrakt med Daimler – Mercedes om levering af i alt 27 køretøjer:
Alle disse automobiler fik man dog først leveret i 1920 – 24. I 1927 kom yderligere automobiler til brandvæsnet i København.
De tre gamle damsprøjter, som sidst havde været i brug i 1924, blev brugt som reserve. Før bilernes indtog havde man 54 heste, og de sidste 8 blev først solgt i 1930. Staldene blev nu til garager og værksteder.
Ny brandstation
En ny moderne brandstation blev opført på Enghavevej. Og i 1931 påbegyndtes de første forsøg med radioforbindelse mellem hoved-stationen og køretøjer
på gaden. Efter 9. april 1940 indførtes forhøjet beredskab. 5.000 CB – pligtige indkaldtes til vagttjeneste på anneksstationer og hjælpebrandvagter.
Som led i de forebyggende foranstaltninger, foretog man i begyndelsen af 1939 en frivillig pulterkammer – rydning i den indre by. Ved den lejlighed blev der fjernet ca. 1.000 tons.
Mødt af fjendtligheder
Mange brande opstod på grund af sabotage og Schalburgtage. Brandene blev også større og farligere. Brandvæsnets indsats under Folkestrejken i 1944 krævede særlig konduite. Talrige steder havde befolkningen tændt bål i gaderne. Andre steder havde man sat ild på tyskvenlige firmaers forretninger og værksteder. Når brandvæsnet havde forceret barrikaderne i gaderne, blev man mødt med fjendtligheder. Enkelte steder måtte man helt opgive slukningen.
I løbet af bare et døgn var der 43 brandudrykninger og 256 ambulanceudrykninger
.
Ambulancekørsel
Ambulancekørslen blev påbegyndt af Foreningen for Lægevagtstationer i 1866. Man stationerede to ambulancevogne hos politiet. Men brandvæsnet forslog at de overtog disse ambulancer, da man både havde kuske og heste til rådighed. Fra 1898 overtog man derfor ambulancekørslen. Oprindelig gjaldt aftalen kun kørslen med til-skade-kommende. Men i 1899 udvidedes tjenesten til sygdomstilfælde, hvor der forelå en lægeerklæring om hurtig og skånsom transport.
I 1907 kom transport af ugifte fødepatienter under forsorg af Foreningen for ulykkeligt stillede Mødre.
Antallet af udrykninger var i 1898 i alt 175. Det voksede efterhånden til i 1930erme at udgøre ca. 34.000 udrykninger årligt. I 1909 udvidede man så man i alt havde 6 ambulancer. Indtil 1913 ledsagede en politibetjent altid ambulancen.
I 1921 anskaffede man 8 moderne motorambulancer. Hermed overtog brandvæsnet helt ambulancetjenesten, og afleverede det gamle materiel til Røde Kors.
Den 19. oktober 1942 blev kongen kastet af sin hest på Esplanaden. Den tilkaldte ambulance førte kongen til Amalienborg for senere at føre majestæten til Diakonissestiftelsen. De to brandmænd fik tildelt den kongelige belønnings- medalje i sølv med krone og med tilladelse til at bære samme.
1870
Frederiks Hospitals søndre pavillon mod Amaliegade nedbrændte, og det nye kommunale brandværn blev stillet på en alvorlig prøve. Livgarden assisterede ved evakueringen af de mange patienter. Dette skete den 24. december.
Blot to dage efter var der en voldsom brand i Livrente – og Livsforsikringsanstaltens kontorer i Navigationsskolens bygning i Havnegade, hvor vanskelige tilgangsforhold hæmmede slukningsarbejdet.
1872
1873
1880
1881
1882
1884
1885
1886
1887
1888
1889
1890
1891
1892
1893
1894
1895
1899
1901
1906
1907
1910
1912
1914
1915
1916
1919
1920
1921
1923
1924
1925
1927
1928
1929
1930
1931
1932
1933
1934
1935
1936
Den 25. maj nedbrænder et pakhus på Larsens Plads. Og den 28. november bliver et stort antal kostbare lystfartøjer og robåde ødelagt ved en brand i Studenternes Roklub i Sundkrogsgade. Ilden bredte sig hurtig til de omkringliggende træbygninger.
1937
1938
1940
1941
1942
1943
1944
I krigens sidste år var der mange brande, som følge af sabotage og Schalburtage.
1945
1946
1947
1948
1949
1950
1951
1952
1953
1954
En svejsegnist antændte udvendig forskalling og indvendigt stillads i 20 m’s højde på Mærsk raffinaderiets pyrolysetårn, og en kritisk situation indtrådte, da ilt – og gasflasker eksploderede. Dette skete den 13. maj.
1955
1956
1957
1958
1959
1960
1961
1962
1963
1964
1965
1966
1967
1968
1969
1970
Dette var blot en meget lille del af de store brande, der opstod. Men grundet pladsmangel stopper vi her i 1970, hvor Københavns Brandvæsen kunne fejre 100 års fødselsdag som kommunal brandværn. Vi vender sikkert nok tilbage en anden gang.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Brand –
Under København:
Under Østerbro:
Under Nørrebro:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder:
Redigeret 10. – 01. 2022