Artikler
Juli 24, 2013
Vi skal høre, hvordan Peter
fra Skovlund holdt op med at ryge. Så var der Morlil, der altid
var ude at tigge punch. Og så havde de hele to Oldermænd i Frøslev,
og en af dem smed æ stok væk i fuld tilstand. Man havde det sjovt
Mortensaften i Frøslev, da gav byen 15 kander brændevin
og en halv tønde øl
Landsbyerne lå tæt
De små landsbyer
vest for Flensborg lå tæt langs vejene. Man
vidste næsten ikke, hvilken by, man befandt sig i. Det drejede sig
om Ladelund, Bramsted, Vesby,
Medelby, Ellund og Hanved.
Bymændene holdt øje
De
enkelte landsbyer udgjorde et sluttet lav. Man levede efter visse bestemmelser.
Bymændene skulle se til, at lovene blev overholdt. Bylavet blev leddet
af en byfoged. Når han ville meddele byen noget, kaldte han bymændene
sammen til sankelsen (bystævnet). Til det formål havde han medtaget en bystok (æ Stok, æ Naferstok, æ Tingvol, Budstikken,
æ Brøwstok).
To oldermænd
i Frøslev
I Frøslev blev byfogeden også kaldt Oldermand. Og tænk, af dem var der
to i landsbyen. De udnævnte deres efterfølgere – en ældre og en yngre.
Og det skete Mortensdag.
Den
ældre førte regnskabet. Og den yngre havde byens stokke, som han sendte
rundt, når dette ønskedes af kommuneforstanderen.
Bymændene
fra Frøslevs 36 gårde mødtes til forsamling
i et hus, som før 1920 var Sprøjtehus.
Senere
mødtes man på kroen, hvor digteren Karsten Thomsen var ejer.
Masser
af brændevin til Mortensaften
Den
yngre oldermand, der skulle sende stokkene
rundt, én ad hver gadeside, skulle også sørge for at mødestedet
var åben, inden stokkene vendte tilbage og folk mødte til forsamling.
Havde han ikke sørget for det hele, blev han idømt en bøde. For bøden
blev der sat en streg på bjælken, og regnestykket blev gjort op Mortensdag. Der blev også givet bøde
for kreaturskade, og der blev betalt tyrepenge.
Af
byens kasse blev der givet 15 kander brændevin og en halv tønde øl
samt tobak. Før i tiden begyndte gildet om morgenen, senere startede
man om middagen. Man gik dog hjem til sig selv og spiste måltiderne.
Bystokken
Bystokken
var af jern med ringe, hvori bekendtgørelsen blev bundet. Bekendtgørelsen
var forfattet både på tysk og dansk. Blandt andet stod der i
en bekendtgørelse, at den internationale kommissions grænseregulering
var i gang. Og det var en advarsel om, at man ikke
måtte genere disse arbejdere.
Stokken
var 30 cm lang. De blev på et tidspunkt opbevaret hos købmand Peder Møller i Frøslev. Engang blev stokken borte.
Så blev der lavet to nye stokke. Men de gamle blev fundet i en mødding,
hvor man mente, at oldermanden selv havde tabt dem, da han
var fuld efter sammenkomsten. De to gamle stokke kom da til Ellund by.
Stokken
gik rundt
Oldermændene
havde snekastning og markskade erstatning under sig.
Til
gildet, Mortensdag kom kvinderne ikke med før
i de senere år, da regnskabet havde mistet sin betydning, og sammenkomsten
blev lavet om til en almindelig fest.
Æ
stok gik rundt ad æ by. Og det er sket, at stokken
er gået byen rundt på 20 minutter, men det kunne også vare en hel
stuhn (time) at få den sendt fra gård til gård. Nye mænd havde svært
ved at kende stokkens rette vej.
Byhyrden
Ude
på markerne havde man en byhyrde, der passede kvæget i løsdrift.
Han havde i Valsbøl embedsbolig i æ Hihrhus. Til dette hus hørte et engstykke, æ Hiheng. Hyrden fik også hver søndag,
mælken fra elle byens køer.
Senere
var det hyrdedrengen, der afløste. Han passede kreaturerne på den
enkelte gårds mark. Det var så markmanden, der havde opsyn med hyrdedrengene.
Var
det et kreatur, der var løbet ind på en ulovlig grund, og markmanden noterede dette eller fangede
dyret, fik han betaling, Skjøtpæng.
Markmanden
Gennem
sommeren lønnedes han med fri kost samt en vis sum i rede penge. Markmanden var ofte en gammel mand fra æ armhus. Hyrdedrengene skulle vogte sig for ham,
da han jo var deres overordnede.
I
1920 meddelte gårdejer Boy Jensen Frøslev, at markmanden her, da havde været i sit
embede i 28 år. Han skulle se efter, at det løstgående kvæg i løkkerne,
de indhegnede marker, ikke brød ud og gik i kornet.
Hyrderne
I
1926 meddelte gårdejer Chr. P. Tychsen, Skovlund følgende om hyrderne:
–
Hirerne havde hver et sajthus at sidde i. De havde kun at avre køerne,
og de havde brød med til hele dagen. Tjenestefolkene havde en klobbert
(tejne) med til marks, hirerne en taske.
Ude
på de store, åbne marker mod vest kunne man navnlig i forsommeren,
se store flokke af stude blive drevet ad den gamle studevej. Og her havde hyrdedrengene
travlt.
Carsten Hansen fra Bramstedt
Der
er mange sjove historier fra den tid. En af dem handler om Carsten Hansen i Bramsted. Engang kørte han fuld hjem
midt om natten. han endte ude i en mose, og stod i vand til halsen.
Han råbte om hjælp, og da han blev reddet udbrød han:
–
Da had æ Djævlen bræk me snart begyndt å bæj.
Otte dage efter, at han blev gift, fik hans kone en
søn. manden meddelte dette til præsten, der udbrød: Det var da meget sørgeligt.
Nej, svarede Carsten, Det æ it sørhle,
for dæ æ en rask knajt.
En punch
til Maarlel (morlil)
Anders
Jyllænders svigermor strejfede om fra
sted til sted i Ladelund – egnen. Hun kom og sagde: Har I ikke en punch til maarlel
(morlil).
Hun
hjalp folkene med tørvene om sommeren. Når hun havde været en tid
i en gård, tog hun sin bylt på nakken og vandrede videre. Hun
var uagtet sit omstrejfende liv, altid ren
og pæn. Men det kunne jo hænde, hvis hun havde fået for mange punche,
at hun lagde sig i langs vejen og sov.
Kom
gendarmen så forbi, kunne det hænde, han trak af med hende. Men
når de var gået lidt, bad hun gendarmen om at gå lidt forud, og så satte hun sig ned i naturligt
ærinde.
Engang
kom hun og gendarmen forbi en flok unge karle i Agtrup. Da hun gentog overnævnte
handling, grinte karlene. Det var ikke morsomt for gendarmen, men det
rørte ikke maarlel.
Peter
Børker fra Skovlund
For
mange år siden, boede der i Skovlund en mand, der blev kaldt Peter Børker. Det var ikke hans rigtige
navn, måske havde hans far været bødker. Han røg pibe, men da tobakken
var dyr, gik han hver aften til bys med sin pibe. Det lykkedes
han hver aften, at ryge 3 – 4 piber tobak. For at vende Peter af med at ryge så meget,
blandede hans nabo en lille tut safran i tobakken, næste, Peter Børker kom forbi. Det var efter
samråd og anbefaling fra høkeren. Og han var også selv til stede,
da Peter næste gang, kom forbi.
Pludselig
skulle Peter hjem midt i gang med den
anden pibe tobak. Han løb alt, hvad han kunne. Langt nåede han ikke,
så satte han sig ned, og måtte ofre i begge ender.
Omsider
troede han, at nu var han klar til at gå hjem. Men snart måtte han atter sætte sig ned, og det samme gentog
sig.
Men
sagen fik dog en lykkelig af slutning, for Peter Børker tog aldrig sin pibe med igen, når han gik til bys.
Kilde: Se
–
Litteratur Padborg/Kruså/Bov
Hvis
du vil vide mere: Om Frøslev:
–
Frøslev – dengang Sønderjyllands største
landsby
–
Kolonisthusene ved Frøslev
–
De første mennesker i Bov
–
Ligvognen fra Frøslev
Juli 24, 2013
Som næsten overalt i Sønderjylland var det en forvirrende tid. De nationale grupper bekrigede hinanden indbyrdes. Og eliten i Aabenraa var tysksindet. Man havde en borgmester, der ville gøre alt, for at chikanere de dansksindede. Og mange forskellige tropper var i byen. Det blev for meget for begge nationale grupper, da en friskare indfandt sig. En tysk politimester høstede
respekt fra begge sider, da han forhindrede en henrettelse. Og diverse kanonbåde i fjorden gjorde deres til, at det blev en ret så livlig periode i byens historie.
Alle kunne mærke krigen
Måske er det ikke så mange, der tænker på Aabenraa, når man snakker om det 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen. Det er nok mere Sundeved, Bov, Fredericia og Sydslesvig. Det blev som bekendt afsluttet med det meget blodige slag ved Isted. Men Aabenraa kunne bestemt mærke krigen. Og det kunne man vel overalt i Sønderjylland. Hvis du interessere dig for De Slesvigske krige, så se artikel – fortegnelsen bagerst i denne artikel.
Idyllen blev brudt
Gang på gang blev idyllen forstyrret i byen med 4.200 indbyggere. Den danske flåde blokerede de tyske havne, og det kunne mærkes i søfarten til og fra Aabenraa. Som et vigtigt knudepunkt gennem Sønderjylland var byen også ramt på landjorden. Fra søsiden var der også mulig for den danske flåde at hindre fjendens styrker i at få forsyninger. Men Slesvig – Holstenerne ændrede hele tiden taktik.
I en tysk beskrivelse af krigen står der følgende:
Eliten valgte tysk
Krigens anested var Kiel og Rendsborg. Efter at Prinsen af Nør den 24. marts 1848 iført dansk generalsuniform sammen med oprørstropper fra Kiel havde overrumplet fæstningen
i Rendsborg, sluttede en del af de i hertugdømmerne garnisonerede officerer og menige sig til oprørerne. Andre forsøgte at drage nord på for at slutte sig til den lovlige danske hær.
I Aabenraa havde embedsmændene anerkendt den provisoriske Slesvig – Holstenske regering. Georg Schow, som i begyndelsen var modstander af af Slesvig – Holstenerne havde fulgt strømmen, ellers havde han sikkert mistet sin borgmesterpost. Fra Københavns side havde man planlagt aktioner, der skulle genoprette ro og orden i byen.
Soldater på vej – anholdt
Slesvig – Holstenerne i byen havde oprettet et såkaldt Wohlfahrtsausschuss, som blandt andet var beordret til at forhindre desertører og de til danske bataljoner indkaldte slesvigere fra at gå nord på og slutte sig til den danske hær. De, der blev grebet, sendtes under bevogtning til Rendsborg. Aabenraa’s dansksindede ventede derfor med længsel efter støtte og den kom snart.
Kommandøren for den danske hærs ene flankekorps, generalmajor Wedell – Wedellsborg havde fået ordre til, så snart han havde fået forstærkning af et par bataljoner, at rykke frem fra Kolding for at besætte Aabenraa. Natten til den 29. marts rykkede han frem til Haderslev, med den styrke, som det var lykkedes at samle sammen. Man han savnede hårdt de Slesvigere, som var blevet holdt tilbage bl.a. i Aabenraa.
Den 26. marts afsejlede briggen St. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson fra København med dampskibene Hekla, Gejser og Skirner, en division kanonbåde og korvetten Najaden med kurs mod Sønderjylland. Najaden lagde den 27. til ved Sønderborg, hvis borgere hejste Dannebrog og modtog den med synlig glæde, selv om der også var nogle, der knurrede.
Kanonskud mod Flensborgvej
St. Thomas fortsatte op igennem Alssund og ankrede op i Aabenraa Fjord den 30. marts. Briggen var bygget i 1827 og armeret med 16 glatløbede kanoner, men Suenson havde fået ordre til ikke at beskyde Aabenraa uden i yderste nød. Det så heller ikke ud til, at det skulle blive nødvendigt. Da briggen stod ind i havnen, blev der inde fra land viftet med Dannebrogs – flag, svinget med blanke sømandshatte og råbt hurra. Mange af dem havde gjort tjeneste i den danske marine, og holdt det danske flag i ære.
Embedsmændene, som tjente kongens brød og byens apoteker glimrede derimod ved deres fraværelse. De blev nemlig af de forsamlede betegnet som Wühler, det vil sige agitatorer, ophidsere m.m. Men det var netop dem, som Suenson ville opsøge for at forhindre deres landsskadelige og obstruktive virksomhed.
Kort efter, at briggen havde kastet anker, varskoede topgasten i mærset, at der drog tropper frem mod byen syd fra ad Flensborgvejen langs stranden. Fra en vogn vajede det Slesvig
– Holstenske flag. Straks gjorde en kanoner klar til skydning. Snart susede en 18 punds bombe mod vognen med den virkning, at fanen omgående forsvandt. De Slesvig – Holstenske tropper gik i dækning for senere i galop, at forsvinde i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen, men afstanden var for stor.
En hjuldamper blev kapret
Det viste sig, at de retirerende var et Slesvig – Holstensk Jægerkorps iført danske uniformer med hvidt armbind og et turner – og studenterkorps fra Kiel samt 40 dragoner, som under
kaptajn Søren Michelsens ledelse havde fået ordre til at foretage rekognoscering mod Aabenraa. Han var bror til den senere danske marineminister O.V. Michelsen.
Skjult af skovene omkring Aabenraa rykkede de senere ind i byen og afdelingsvis i kvarter. Men af hensyn til briggens nærværelse og på grund af indløbende efterretninger om det nørrejyske korps fremrykning, var tropperne i alarmberedskab.
Dagen efter, den 31. marts, ankom kaptajn Steen Bille med dampskibet Hekla til reden. Han befalede kaptajn Suenson til med 3 orlogsfartøjer at bemægtige sig den i havnen liggende hjuldamper Christian der Achte. Det var fordi, man havde hårdt brug for den som troppetransportskib og dels fordi den ikke skulle falde i Slesvig Holstenernes hænder.
Han var ikke dansker
Da det forreste skib nærmede sig landingsstedet, bemærkede Suenson der, en officer i dansk jægeruniform. Suenson antog ham først for at være dansk, idet han havde tilråbt ham på dansk. Men da han fik øje på det hvide armbind blev han klar over sin fejltagelse. Efter en skarp ordveksling gav Suenson en matros ordre til at gribe officeren. Ved denne trussel løb Slesvig – Holsteneren imidlertid om bag en træstabel og reagerede heller ikke, da Suenson lod sine matroser gøre Christian der Achte klar til afsejling. Efter at maskinmesteren, der boede i Aabenraa, var kaldt om bord førtes Aabenraa – damperen til Sønderborg og derfra til Korsør.
Fischer – chikaneret
Ombord i en af flotillens skibe befandt der sig også den danske urmager, redaktør og amatørastronom Frederik Fischer, som i 1839 havde startet et dansk ugeblad i Aabenraa. Til trods for, at han var krøbling, var blevet truet sådan af oprørerne, at han fandt det bedst at søge tilflugt hos marinen. Han førtes til Als, siden til Barsø. Han vendte først tilbage til Aabenraa igen i august 1849, hvor norske og svenske tropper havde oprettet tålelige tilstande i hans hjemby. Men under hans fra værd havde tyskerne ødelagt Fischers trykkeri og kostbare astronomiske
instrumenter.
Forinden de danske skibe stod ud af havnen, havde man også sikret sig borgmester Georg Schow. Da denne modtog meddelelsen om, at han var arresteret, fordi han havde brudt sin ed, protesterede han kraftigt. Men Suenson svarede
Magistraten, som vi i tidligere artikler har fortalt om, havde samme sindelag som deres borgmester, måtte overtage borgmesterens forretninger. Den bestod blandt andet i, at udskrive matroser til den danske flåde. men det uheldige udfald af kampen ved Slesvig den 23. april befriede dem fra denne opgave.
Et veldækket bord
Generalmajor Wedel – Wedelsborg fik den næste dags morgen i Haderslev efterretning om oprørernes indrykning i Aabenraa. Han sendte straks ritmester Amle med to eskadroner af 6. dragonregiment mod byen. Da kommandørens spydspids var blevet observeret af oprørerne, forlod de skyndsomst byen. De tvang en skovbetjent til at lede dem gennem Søst – Hjelm – og Årslevskovene ud til Flensborgvejen. På den måde kunne de ikke ses og beskydes af de danske orlogsskibe, som var blevet liggende ude på fjorden.
Ritmester Amle og hans folk trak vest om byen for om muligt at indhente flygtende Slesvig – Holstenere eller omgå dem, men de var ude af syne. Men dragonerne fik et flot måltid mad, som oprørerne havde efterladt. Det var et veldækket for ca. 100 personer.
Den 1. april besatte en større antal røde danske Jenser, Aabenraa. De fik en jublende modtagelse af befolkningen. Stillinger blev indtaget mellem Stubbæk og Hostrup, hvorfra en patrulje udsendtes til Søgård. Dem fandt man dog total udplyndret af oprørerne. Om aftenen blev de sendt tilbage til Aabenraa. Der var sat vagtposter ude i skovene syd og vest for byen.
Enkelte illoyale personer forsøgte at lokke de danske tropper øst på. de spredte rygter om, at Hertugen af Augustenborg opholdt sig på Skovbølgård. Han skulle være forklædt som ejerens søster. Men den hoppede de dog ikke på.
Fjenden måtte trække sig tilbage
Generalmajor Wedell befalede, at alle, der havde våben liggende skulle aflevere disse. Herved faldt blandt andet 200 geværer, som den provisoriske regering havde sendt til byen i danske
hænder. Geværerne var i øvrigt dansk ejendom. De stammede fra magasinerne i Rendsborg.
Den 4. april ankom general H. Chr. Hedemann og hans stab til byen. Den danske styrke var nu nået op på seks bataljoner, et jægerkorps, 15 eskadroner og 8 kanoner. I Åbenrå blev der ligeledes indrettet sygestue, feltbageri og feltslagteri. Mange af soldaterne blev indkvarteret i omegnens landsbyer, hvor de blev godt modtaget af bønderne.
Den 5. april blev forposterne skudt så langt frem, at de fik forbindelse med de soldater, der var udstillet af det Slesvigske venstre flankekorps, som nu var rykket frem.
Den 6. april foretog Slesvig – Holstenske afdelinger en rekognoscering mod Rinkenæs, men forposterne fra 1. jægerkorps optog kampen og fjenden måtte trække sig tilbage.
7.000 soldater
Den 7. april indtraf de sidste troppeafdelinger af det nørrejyske armekorps. Styrkerne på Sundeved og i Aabenraa talte nu 7.200 mand. Den 8. april satte hele hæren sig i bevægelse syd – og vest på. Den 9. april vandt man slaget ved Bov. Oprørshæren sprængtes fuldstændig og måtte gå i kvarter syd for Ejderen. Blandt de sårede, der blev bragt til sygestuen i Aabenraa var kaptajn J.F. Hegermann – Lindencrone.
Jeg har fået forfald, sagde han til en kammerat, som deltagende henvendte sig til ham. Dagen efter udåndede han.
Under indrykningen af Flensborg blev en byens sønner, Frederik C.J. Regenburg dødelig såret. Han døde der på byens lazaret, den 12. april, kort før Frederik den Syvende ankom for at besøge de sårede. Regenburg var præstesøn, men adskillige forfædre var søfolk.
300 sårede blev indskibet
Efter det ulykkelige slag ved Slesvig den 23. april, da en preussisk hær var rykket oprørerne til undsætning, måtte de danske tropper atter rykke nordpå. Fra Aabenraa blev 300 sårede udskibet. Den 27. april nærmede en større fjendtlig styrke sig byen, hvor der endnu lå nogle danske enheder. Men briggen St. Thomas var atter stationeret på reden. De danske soldater nåede at blive indskibet i god tid. Den næste dag blev der udvekslet skud mellem det fjendtlige artilleri og den danske kanonbåd, som var blevet tilbage på fjorden.
Masser af tyske soldater
Den 30. april ankom den preussiske garde, og den 1. maj 5.000 hannoveraner. Med de nye besættelsestropper fulgte en af den såkaldte provisoriske regering udnævnte politimester, en dr. Henrici. Han var søn af den augustenborgske hertugs livlæge, og som derfor havde noget kendskab til dansk sprog. Han havde af justitsminister Beseler fået den besked, at der var uroligheder i Aabenraa.
Ved ankomsten til Aabenraa erfarede den nye politimester, at det såkaldte Wolfahrtsausschuss havde udarbejdet en sort liste over de dansksindede. Man var nøjagtig klar over, hvem der skulle arresteret, og hvem der skulle deporteres til Rendsborg. Udvalget havde bedt om beskyttelse mod hvad de kaldte den danske pøbel.
Provsten havde sikret sig
En del af danskhedens ledere var allerede fængslet, men af mangel på bevismateriale, var mange blevet løsladt, hvorefter de fleste forlod byen. Men endnu var situationen spændt. Den tysksindede provst Rehhof var stadig så ængstelig, at han havde forsynet sig med to dobbeltløbede pistoler og en skarpsleben dolk. Han ville ikke udsætte sig selv for at slæbes om bord på et
dansk orlogsskib.
Dannebrog atter til tops
Men atter engang skiftede det hele. Den 25. maj fik den kommanderende preussiske general, greve Wrangel, efter russisk tryk, ordre til at rømme Jylland. Få dage efter opslog han sit hovedkvarter på Brundlund Slot. Preussernes ophold i Aabenraa blev dog kun af kort varighed. Da dampskibet Gejser under kommandørkaptajn Paludans ledelse ankom til Aabenraa den 30. maj, var Aabenraa forladt af fjenden. Dannebrog vajede atter i havnen. Snart dukkede også Hekla og Skirner op, og landsatte et jægerkorps og nogle ingeniører, som hidtil havde ligget i kvarter på Als.
Politimesteren opfordrer til passivitet
Slesvig – Holstenerne i Aabenraa var atter kommet i en kritisk situation og indstillet på strenge repressalier. Fra flotillechefen var der blevet sendt en skrivelse til magistraten med befaling om at tilkendegive loyaliteten ved at hejse Dannebrog på alle offentlige bygninger. Og alle byens embedsmænd skulle møde ombord til en konference. Politimester Henrici rådede til, at man nægtede at adlyde ordren. Han regnede med, at ingen dansk søofficer ville begynde at beskyde en by, som han udtrykte det:
I stedet rådede han til passivitet. Selv foretrak han at forlade byen under beskyttelse af hannoveranske tropper, som lå i dækning ude i skovene vest for byen.
Den 3. juni rykkede der igen preussiske tropper mod Aabenraa. Der udveksledes nogle skud med de danske marinetropper, hvorefter preusserne trak sig tilbage. Ved patruljeringer i omegnens skove, blev der taget fanger, som anbragtes på Hekla.
Efter nederlagene ved Nybøl og Dybbøl trak større tyske styrker mod Aabenraa, hvor der da kun fandtes en mindre enhed ingeniører. For at undgå kampe i byens gader trak kaptajn Ernst sin kommando til Haderslev.
Et frygteligt frikorps
Den 10. juni kom von der Tann og hans frikorps til byen. Få dage forinden havde de besejret et dansk jægerkorps ved Hoptrup. Nu turde politimester Henricis atter vise sig i byen. Hans
forhold til den bayerske major von der Tann var dog meget spændt. Efter Henricis eget udsagn optrådte majoren både udfordrende og uforskammet. Politimesteren synes også, at heltekorpset var udisciplineret. Blandt byens borgere var de heller ikke særlig populære på grund af deres “Gewaltthätigkeiten” Mange af byens borgere blev overfaldet. En del blev arresteret og sigtet for spionage uden nogen form for beviser.
Henrici forsøgte sig, at lægge sig imellem. i nogle tilfælde havde han held med sit foretagende. Det skabte en vis form for respekt. Han forhindrede blandt andet, at en dødsdom blev eksekveret. Frikorpset blev efterhånden en plage for alle. Den blev derfor afløst af den preussiske garde.
En fællesregering vakte utilfredshed
I mellemtiden havde stormagterne og Sverige mæglet. Den 26. august blev der sluttet våbenhvile i Malmø. Ifølge aftalerne kunne fanger løslades. Det betød, at borgmester Schow kunne vende tilbage til Aabenraa, hvor han kunne fortsætte sit “Wühlerei”med endnu større nidkærhed.
Der blev indsat en såkaldt fællesregering, som hurtig blev særdeles upopulær, fordi den handlede i den provisoriske regerings ånd, og lod de Slesvig – Holstenske embedsmænd forblive i embederne.
Rudeknusning
Kort før våbenstilstanden henvendte en dansk deputation sig til den genindsatte dr. Henrici og krævede, at de danske arrestanter blev løsladt. Da Henrici nægtede dette, blev der om aftenen tumulter foran rådhuset. Også på Frederik den Syvendes fødselsdag den 6. oktober blev der demonstreret fra dansk side og Schow forslog politimesteren, at man chikanerede de ledende danske så kraftig, at de blev nødt til at forlade byen. En af metoderne var rudeknusning.
Frederiksklubben generes
Men det ville Henrici dog ikke høre tale om. Men noget tyder på, at truslerne alligevel blev udført. Således blev Frederiksklubbens mødelokale stormet af tyske jægere. Der måtte sendes bud efter by-kommandanten, prins Nicolai af Lyksborg. Men lige så snart han havde forladt lokalet, fortsatte hjemmetyskerne, hvor jægerne havde sluppet.
Ruderne blev atter slået ud, og Frederiksklubbens medlemmer blev forulempet på det groveste. Klubben voksede hurtig, og kom til at spille en vigtig rolle i byens nationale liv. Derfor var klubben en torn i øjet hos Slesvig – Holstenerne.
Protestbrev
Selv om Frederik Fischer sad over på Als fik han sat en underskriftindsamling i gang. Mange skrev under på protesten:
I Aabenraa by var der 459 underskrifter, hvoraf de 219 var næringsdrivende. Modforanstaltninger blev da også iværksat. Da våbenstilstanden udløb i slutningen af marts 1849 blev Frederiksklubben ledende mænd forsynet med tvangspas til Kolding.
Flere skibe i fjorden
Den 3. april begyndte krigen på ny. Allerede natten forinden var en division kanonbåde under kaptajnløjtnant Gottliebs kommando afsejlet til Aabenraa, for at assistere korvetten Najaden, der havde fået ordre til at besætte byen. Man havde ved rekognoscering erfaret, at Aabenraa var besat af fjendtlige tropper af alle våben. Da eskadren tillige med dampskibet Caroline Amalie den følgende dag nærmede sig havnen, trak tropperne sig i hast ud til et punkt syd for byen. Herfra blev de imidlertid fordrevet med en serie skarpe skud fra kanonbådene. Aabenraa blev derefter besat med en styrke på 100 mand, som dog ved solnedgang atter blev taget ombord. Fjenden var blevet stående uden for byen.
Kaptajn Dirkinck – Holmfelt fik dagen efter dampskibet Hekla til assistance og beordredes til foreløbig at holde Aabenraa besat, hvis han kunne gøre det uden større tab og uden at skade byen. Men da fjenden den næste dag trængte frem påny med større styrker og artilleri blev byen opgivet og de fire kanonchalupper trukket tilbage til Sønderborg, mens 2 kanonjoller og skonnerten Delphinen forblev i fjorden sammen med Najaden for at være i beredskab.
Borgmesteren fortsatte sine provokationer
Efter sejren ved Fredericia den 6. juli sluttedes der foreløbig fred i Berlin. En dansk – preussisk styrke blev indsat i hertugdømmerne. Det nordlige Slesvig herunder Aabenraa blev besat med norske og svenske styrker. En bataljon fra Norra Skånska Infanteriregiment fra Kristiansstad og et norsk batteri ankom til Aabenraa den 27 august.
Borgmester Schow fortsatte med sine provokationer. Han kom hurtig i konflikt med den svenske general Malmborg. Denne sørgede for, at Schow blev afskediget af landsforvaltningen.
En ny borgmester, B. Knudsen blev indsat.
Også magistraten fik nye medlemmer, deriblandt farvemester M. Bahnsen, tobaksfabrikant J.H. Middelheus og sukkerraffinadør A. Andresen. Efterhånden kom hele by-administrationen
under loyale hænder.
Tyskerne protesterer
Det vakte selvfølgelig harme blandt hjemmetyskerne, der i deres avis ikke veg tilbage for at bruge ærekrænkende udtryk. De sendte endvidere en protest mod det nye bystyre til landsforvaltningen i Flensborg og statholderskabet i Kiel. Men danskheden var nu så godt etableret i Aabenraa, at den ikke lod sig rokke.
Danske styrker mod syd
I juli 1850 opgav Preussen, især under tryk fra Rusland, endelig den Slesvig – Holstenske sag. De sluttede separatfred med Danmark i Berlin og trak tropperne ud af Slesvig. Oprørerne stod nu alene, som da de begyndte. Da Slesvig – Holstenske tropper igen gjorde sig rede til kamp, traf Danmark sine forholdsregler.
Den 16. juli rykkede danske tropper ind i Sønderjylland for at samles i Flensborg. Samme morgen kl. 4 blev 5.brigade indskibet i Assens i 7 dampskibe, 10 transportskibe, 23 transportchalupper og et par småskibe for at sejle over Lillebælt til Aabenraa. Hertil kom flotillen kl.11 samme dag. Fra de fleste huse vajede Dannebrog. En stor mængde borgere kom
tropperne i møde. Kl. 2 var udskibningen tilendebragt, hvorpå de fleste enheder marcherede sydpå under sang og musik. Kun en enkelt deling forblev i Aabenraa.
Meget blod og mange tårer
Efter de afgørende slag ved Isted den 24. og 25. juli 1850 og de afslåede angreb ved Mysunde den 12. september og Frederikstad den 4. oktober måtte Slesvig – Holstenerne indrømme deres nederlag. Danmark kunne overtage forvaltningen i Sønderjylland til Ejderen. Den 10. maj 1851 udstedtes amnestipatent, men blandt de 21 personer, var ikke borgmester Georg Schow fra Aabenraa.
I Aabenraa blev dansk ligestillet med tysk i kirken. I folkeskolen blev dansk omsider undervisningssprog. Treårskrigen havde kostet meget blod og ført til mange tårer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Aabenraa (169 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Tønder (283 artikler):
Under Højer (77 artikler):
Under Sønderjylland (207 artikler)
Redigeret 8.10.2021
Juli 24, 2013
Man vidste vel godt, at der havde ligget et kapel på marken ved Årup. Men at det var stort, havde man nok ingen ide om. Ejeren undrede sig over, at der lå så meget mørtel og sten på sin grund. Da kommunen så under snerydning fandt munkesten, ja så blev det interessant. Og kapellet er bygget af to omgange. Byggeherren har sikkert været familien Ahlefeldt. De havde
i forvejen gode erfaringer med valfartssteder. Og måske var det et nej fra kongen til at nedlægge landsbyen Årup, der fik adelsfamilien til at bygge det store kapel.
Et gammelt kapel
Man skulle ikke tro det. Men i det lille Årup har man fundet fundamenterne til et gammelt kapel. i dag ligger her en proprietærgård med en række stats – husmandsbrug. De er blevet oprettet efter Genforeningen. Arkæologer har i tidens løb fået det ene chok efter det andet. Navnet på stedet kunne godt henlede arkæologerne til noget spændene – Kapelløkken. Dette
navn har i tidens løb beskæftiget mange sønderjyske topografer. Således hedder det sig i Pontoppidans, Danske Atlas:
Den historiske præst
Den mand, der havde oplyst dette til værket, har antagelig været Nicolaus Freuchen. Han var Ensted Sogns præst fra 1740 – 77. På Landsarkivet i Aabenraa findes der masser af interessant
historisk materiale, der vidner om hans historiske interesse.
Sten lagt på en postrute
Endnu midt i 1700 – tallet har man kunnet se tydelige spor af det middelalderlige kapel. Men man skal lede efter det nedbrudte helligdom mange steder. En del af stenene er således brugt i 1760erne på den nærliggende postrute fra Aabenraa over Styrtom forbi Ensted Kirke til Kliplev. Stubbæk Stenbro kaldes vejstykket over bakkekammen den dag i dag.
Hillingstede
Der er i ældre skrifter nævnt begrebet Hellingstede. I en bog fra 1852, Slesvigs Land og Folk skriver den sønderjyske topograf, Jes N. Schmidt:
På
plattysk bærer stedet altså navnet Hillingstede. Men det er også alt, hvad der fortælles om Årup Helligsted fra middelalderen. I en senmiddelalderlig fortegnelse over kirker under Slesvig Stift, nævnes under Lungtofft – Harde, efter Felsted, Kværs, Rinkenæs, Holebøl, Kliplev, Uge, Hillingstede samt Enstede.
I et register fra 1466 fra Slesvig Domkapitel, omtales en hvis Joachim von dem Hagen. Han skulle have været fra Årup i Ensted sogn. Men det er ikke tilfældet. Bemærkelsesværdigt er det, at anlægget var af anseelige dimensioner. Og så lå det kun et par kilometer fra Guds Hus – Ensted Kirke. Og denne bygning, som er en gammel romansk kampstensbygning har ligget der, siden 1100 – tallet.
Den sorte død
Fra 1350 til 1450 var det bestemt ikke sjovt at bo i Europa. Det begyndte med Den sorte død. Den hærgede i hele verdensdelen. Beboerne blev hensat i dyb fortvivlelse. En række krige fulgte. Magtopgøret mellem danskere og holstenere har i Sønderjylland også medført mange ofre. I deres store nød søgte befolkningen trøst i kirken.
Travlhed
Nationalmuseets folk har haft travlt. Et transformertårn og et lille frysehus var her sidste gang, jeg kom forbi, for en del år siden. Dengang var det ikke så meget storslået over stedet. Gårdejeren, P. Todsen undrede sig over, at jorden på Kapellyk var fyldt med mørtelstumper, store sten og kalk. På den anden side af vejen på Aarupgaards mark var der forskel i terrænet. Pludselig fremkom en masse munkesten, da kommunen skulle fjerne noget sne. I første omgang troede man, at det var rester den formentlige Gl. Aarup Herregård. Man havde vel også i tankerne, at det måske var et lille kapel, man havde fundet.
Længde på 35 meter
De indvendige mål er 17 gange 17 meter i skibet. Koret er 15 meter langt og 9 meter bredt. Fundamenterne er mod syd 2 meter brede. Man kom ned til fundene i meget beskeden dybde. Tilsammen har kapellet haft en længde på 35 meter, og bredden har været henholdsvis 11,5 og 21 meter.
Den lokale befolkning var dybt engageret og hjalp til med udgravningen. Fundet af raffinerede formsten peger på sengotisk tid, det vil sige fra det 15. århundrede. Med den tids byggehøjde har dette røde kapel raget kraftig op i landskabet. Set fra Ensted Kirkebakke, tværs over mosen, har bygningen på Aarup – højden domineret hele sognets nordside.
Fromhed
Vi har i tidligere artikler beskrevet fromhedslivet, der prægede den kirkelige kunst i senmiddelalderen. Helgen – og relikvie dyrkelsen blev taget op med stor iver. I Kliplev valfartede man til Skt. Hjælper. Her søgte man hen til den hellige frelser. Andre steder var der andre helgener. Guds moder, Jomfru Maria har til alle tider været søgt. Men også hendes mor, Sankt Anna var på mode.
Som tidligere omtalt var der til Åbenrås Sognekirke Skt. Nikolaj således knyttet syv gejstlige. De blev kendt som Marianere eller Maria – tjenere. Blandt de helgener, som blev særlig æret i byens kirke var også Sankt Anna. I et digt fra reformationstiden over den katolske messe omtales et helbredende Sankt Anna billede i Åbenrå. Digtet er trykt i det fjerne Malmø i 1533:
En modstander af helgener
En luthersk – sindet mand svarede imidlertid, at det ikke var nogen grund til at søge kapellet i Åbenrå, da det var nedbrudt. Også han skrev selv et digt:
Had mellem grupperne
De to digte viser et voldsomt had mellem de forskellige grupperinger. Det var dengang til tider hadske og voldelige angreb mod hinanden. St. Andreas kapel fandtes på Kapelbjerget syd for Åbenrå. Her blev senere vindmøllen ved Sønderport placeret.
Årup kendt fra 1335
Landsbyen Årup kendes allerede fra Åbenrå Bys Skrå fra 1335. I denne nævnes græsningsrettigheder. Men ellers er det svært at finde noget om stedet. I slutningen af det 15. århundrede hørte stedet ind under Godset Ahlefeldt i Søgård og Årtoft. Slægten overtog godserne i 1398, og var samtidig panteherrer over Lundtoft Herred. Det må derfor antages, at kapellet i Årup er rejst under medvirken af denne adels-familie. I forvejen var de patronats-herrer over Kliplev Kirke. De har vel vidst, hvad et valfartssted kan betyde for en egnen og dens beboere.
28 gårde spredt ud
Udelukkes kan det ikke, at der allerede i middelalderen havde eksisteret en mindre stormandsgård i Årup ved siden af de seks bøndergårde, som man kender fra midten af 1500 – tallet.
Eksistensen af sådan en gård, er det ikke reelle beviser for. Men ejendommeligt nok ejede Ahlefeldt – slægten, ikke færre end 28 spredt liggende gårde. Der lå en i Bolderslev (Østerkroen), en anden i Uge. I ældre tid blev disse medregnet til de årupske gårde. Man kan ikke uden videre antage, at det er Ahlefeldterne, der af rent administrative grunde har lagt disse
gårde ind under deres godsområde Årup. Der fandtes nemlig både i Bjolderup og Uge Sogne andre gårde, som hørte ind under enten Søgård eller Årup.
De seks bøndergårde i landsbyen Årup er nævnt i nogle skatteregistre fra 1543. De var delt lige mellem brødrene Frands og Gregers Ahlefeldt. Allerede før de to herrers tid var der gjort
forsøg på at nedlægge landsbyen. En ny epoke indfandt sig. Man skulle producere så meget som muligt, så man kunne eksportere. Bag denne udvikling stod Frederik Ahlefeldt. Han drev ikke alene godset, men også amtmandsmyndigheden over Åbenrås to herreder, Rise og Sønder Rangstrup.
Et kløvet hoved
Men 125 af amtets mest fremtrædende bønder, formåede at bremse ham, da de tog på protesttog til Gottorp. Han oplevede ikke selv nedlæggelsen af Årup. Det skete først i 1608, tre år efter hans død. Der var modstand fra bønderne. Og deres anfører, Claus Clausen flygtede til Åbenrå. Frederik Ahlefeldt forlangte ham udleveret, fordi han havde talt ilde om sit herskab. Men det nægtede man fra Aabenraa’ s side. Claus van Arup blev borger i Åbenrå, hvor han virkede som byfoged i nogle år. Han døde i 1621, da en lærredsvæver under et slagsmål kløvede hans hoved med en økse.
Mystik omkring vandløbet
Hvis vi vender tilbage til kapellet. Så er der fejl i diverse fagbøger. For kapellet i Årup lå ikke nord for landsbyen men syd for. Og Helligbæk kan først påvises fra 1648 i et kort af Johs. Mejer.
Trogillus Arnkiel nævner at, Hilligbeck løber ned til fjorden. Det samme er anført i Danske Atlas:
Måske er det vandløbet ned mod Laksemøllen, man taler om. Eller er det udtørret vandløb, der ligger i mosen?
Måske slut i 1529
Åbenbart er der blevet rejst et bindingsværksbygning på Kapelløkken i 1400 – årene. Bygningerne blev snart for små. For omkring år 1500 gik man i gang med et mere omfattende bygningÅbenbart har kapellet været et kæmpe valfartsted, ikke langt fra Hærvejen. Men hvilken skæbne led kapellet? Lige så hurtigt, som det dukkede op, forsvandt det igen. Måske var
det reformationen, der gjorde et ende på det storslåede bygningsværk. Der er fundet en mønt fra Mecklenburg – Güstrow fra 1529.Måske er det året for kapellets nedlæggelse.
En vigtig indtægtskilde
Mon ikke det var familien Ahlefeldt, der så en vigtig indtægtskilde med dette byggeri? I 1400 – tallet havde godsherrerne på Søgård høstet stor fordel af den valfart, der fandt sted til Skt. Hjælper i Kliplev Kirke. Især ved Helligånds – messerne den 3. maj og 14. september var tilstrømningen stor. Der sad også medlemmer af familien Ahlefeldt på valfartstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Så familien har måske snakket sammen om erfaringerne?
Sammenlagt er der fundet 80 mønter i Årup. Det vidner om en stor søgning mange steder fra.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Akeleye – Slægten
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler):
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 9.10.2021
Juli 24, 2013
A.W. Neuber havde mange talenter. Han udgav mange medicinske afhandlinger. Og så forsøgte han at skabe et kurbad i Aabenraa. Kongen var med på den. Men det blev en fiasko. Han blev taget i snyd, og fik frataget sin Fysikus – stilling. En bøn til kongen hjalp ikke. Han vendte nu det danske ryggen, og blev en af de krasse forkæmper for et samlet Slesvig – Holsten med tysk sprog. Og de ledende købmænd, skibsreddere og velhavende håndværkere i byen støttede ham.
Kvik, kreativ og intelligent
Han var blandt den Slesvig – Holstenske bevægelse, en anset mand. Han var ophavsmand til en af de mest populære slagsange. Han var agtet og æret af ligesindede. Hans navn var August Wilhelm Neuber. Han blev født lige uden for Magdeburg. I 1805 kom han på universitetet i Kiel. Her studerede han medicin lige som sin bror. Neuber var kvik, kreativ og intelligent. Han kom hos Fritz og Julie Reventlow på Emkendorf. Og dette sted var vel arnestedet for den nationale vækkelse inden for hertugdømmernes tyskhed.
Neuber søgte den ledige stilling som fysikus i Eckernförde. Men han blev forbigået. Man mente ikke, at han havde tilstrækkelig praktisk erfaring som læge. Han nedsatte sig derefter som praktiserende læge i Lütjenburg. I 1810 havde han fået dansk indfødsret. Derfor var det intet i vejen for, at han i 1811 kunne søge stillingen som Fysikus for Aabenraa by og Aabenraa og Løgumkloster amter.
Fysikus med tvangstanker
Hans forgænger i Aabenraa, Friedrich Hinrich Wiggers havde siden 1805 søgt at få sin afsked med pension bevilget. Men det var sparetider. Og Wiggers måtte vel til tider vel nærmest betragtes som sindssyg. Han havde fået den tvangstanke, at folk i Aabenraa havde rottet sig for at få ham forgiftet med arsenik. Og pensionen fik han da også først bevilliget, da han havde
forladt byen og embedet i panikagtig flugt.
En god modtagelse
Under disse vilkår tog byens befolkning godt imod den nye fysikus. Og denne faldt hurtig til i de ledende kredse, det vil sige i byens tysk – kultiverede top med borgmester Bendix Schow i spidsen.
Neuber havde fået sin ynglings-professor som svigerfar. Og nu forsøgte han også at omsætte dennes ideer i praksis. En af dem, var badning. Regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed. I tiden omkring århundredeskiftet var der indrettet søbade-steder. Og denne tanke greb Neuber. I 1814 lod han for egen regning en badepavillon rejse ved Skibbroen.
En grund ved Lindsnakke
Men vores kreative fysikus ville noget mere. Gennem borgmester Schow lykkedes det at få byens magistrat gjort interesseret i planen. I 1818 antog dette en mere fast form, efter at Frederik den Sjette i sommerens løb under et besøg hos amtmand von Stemann havde været på selve åstedet. Byen havde en passende grund ved Lindsnakke. Den var blevet stillet til rådighed. Den lokale bygmester, Peter Callesen blev bedt om, at udarbejde et overslag på et selskabshus. Neuber kunne derefter afsende sin ansøgning til regeringen om støtte til projektet, der af magistraten blev anbefalet på det varmeste.
Penge fra kongen
Trods landets dårlige finansielle situation lykkedes det Neuber at få kongen til at sende 2.000 rigsbank daler. Dette var at betragte som regeringens bidrag til projektets udførelse. Det
var ellers meningen, at det var Kiel, der skulle have støtten. For de havde planer om det samme. Men det har sikkert været Neubert´s fortjeneste, at pengene havnede i Aabenraa. Han havde udførligt skildret virkeliggørelsen af sin plan. Han roste Aabenraa’ s milde klima, som følge af de skovklædte bakkers værn mod nordenvinden. Omegnens enestående naturskønheder, for eksempel udsigten over Aabenraa Fjord visse steder fra Løjt Land kunne sammenlignes med synet af Neapels Golf ! Stedet var således særdeles egnet til at modtage kurgæster.
Brevet til kongen
Og det som nok har tiltalt majestæten var Neuber’s brev:
Ikke nok besøgende
Neuber mente, at der i forbindelse med badeetablissementet blev lavet gymnastiksale, travbaner, pladser til boldspil, ja måske endda et akademi, der kunne være et forum for dyster i åndens verden, hvor kunstnere og videnskabsmænd hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde laurbærkransen.
Hans tanker om Aabenraa som kursted blev mildest talt en fiasko, fordi besøget svigtede. Det opførte selskabshus Frederikslyst (Friedrichslust) blev nedbrudt i 1826. Byggematerialet
blev anvendt til bygning af Aabenraas rådhus. Dette stod klar til indvielse på dronning Maries og prinsesse Carolines fælles fødselsdag den 28. oktober 1830. Sin badepavillon ved havnen videreførte Neuber dog helt til 1838.
Medicinske afhandlinger
Neuber fortsatte med at udgive forskellige medicinske afhandlinger. Da koleraen i 1831 nærmede sig de danske strande, gav han jævnlig oplysninger om den i den hjemlige presse, for eksempel i Aabenraas første nyhedsblad Allgemeines Wochenblatt. Endda metrologiske observationer skrev Neuber også afhandlinger over. I Allgemienes Wochenblatt skrev Neuber også et hyldestdigt til kongen i anledning af hans fødselsdag. Men snart skulle tingene ændre sig i Aabenraa.
Ikke rent mel i posen
I løbet af 1833 blev der foretaget en undersøgelse af forholdene omkring de årlige landmilitær sessioner. Det havde åbenbart været den praksis, at de sessions pligtige mod en passande godtgørelse til sessionslægen skaffede sig en attest på, at være uegnet til militærtjeneste. Heller ikke Neuber havde rent mel i posen. Sagen blev skruet op i et unødvendigt højt plan. Måske
skyldtes dette, at Frederik den Sjette elskede uniformer og soldater. Og sådan noget måtte, der ikke pilles ved.
Neuber blev dømt
Kongen så med meget alvorlige øjne på sagen. Neuber havde fået den kendte overrets-advokat dr. Balemann i Kiel, som sin forsvarer. Men intet hjalp. Den 5. februar 1835 blev Neuber frakendt sit fysiokratembede og idømtes en bøde på 400 rigsbankdaler. Dette hindrede ham dog ikke i fortsat, at være praktiserende læge i Aabenraa. Heller ikke et bønskrift til kongen vedlagt 7 fordelagtige udtalelser til fordel for ham, hjalp. Et allersidste bønskrift fra 1836 hjalp.
Hans ære var krænket
Neubers ære var krænket. Som Frederik Fischer engang skrev. Hans Selbstgefühl var på det alvorligste blevet krænket. Han hadede fra nu af, alt hvad der var dansk. Siden 1837 var Georg Schow, søn af den forrige, blevet borgmester i byen. Neuber forsøgte at påvirke denne i et negativ syn på alt, hvad der var dansk.
En slags hævn?
Neuber boede nu i borgmesterens hus i Slotsgade. Det var en meget krads Slesvig – Holstener som nu opstod, måske som en slags hævn mod kongen, der ikke ville benåde ham. Frederik
Fischer kaldte ham ellers:
I et andet skrift på min hylde,” Da Sønderjylland vaagnede”, blev han ellers kaldt et skabet får.
Intet tysk blad
Sagen kom frem, da Allgemeines Wochenblatt måtte lukke. De liberalistiske tanker var efterhånden blevet for meget. Og da var det så, at Frederik Fischer startede sit blad i Aabenraa. Borgmester Schow var ikke begejstret for et dansksindet blad. Det skulle hellere være et tysksproget blad, og ingen ringere end Neuber kunne lede dette. Kun han besad den dannelse og den livlige opfattelse og ypperlige fremstillingsevne, der skulle til.
Kancelliet afslog imidlertid, med den begrundelse, at det ville give nye stridigheder i Aabenraa. Neubers følelser for regeringen blev ikke bedre af denne afgørelse. Han blev en livlig pennefører mod den voksende danskhed i Aabenraa.
Drillerier fra Fischer
Og snart fortalte Neuber, at sønderjyder havde det meget svært med det rigsdanske. Og det kunne Frederik Fischer ikke dy sig for at kommentere i sit blad. Han skrev blandt andet:
Fischer fortsatte med en anekdote fra Neubers første år i Aabenraa. En bonde havde konsuleret ham, da konen lå syg derhjemme og Neuber havde da anbefalet at give
hende Suppe på en “Huhn”. Manden opfattede det, som om Karo skulle ofres, men blev heldigvis i tide klog på doktorens mening med den foreslåede diæt.
Neuber fandt Lyna
Da håbet om et tysk blad i Aabenraa måtte skrinlægges blev det tyske blad i Haderslev, Lyna, Neubers særlige tilholdssted. Det var også i dette blad han skrev det opsigtsvækkende digt med Rheinlied som forbillede:
Til slut skriver han:
I Das Schleilied, som han skrev i 1841 gjorde han det endnu tydeligere:
Hentydninger til Ribe – brevet
Særlig den sidste sætning i digtet er bemærkelsesværdig. Ikke meget er tilbage af de tanker, han gjorde sig, da han skrev til kongen. Den sidste sætning hentyder til Ribe – brevet af 1460. Det varede ikke længe, inden “Schleilied” blev et hit i den Slesvig – Holstenske bevægelse. Og i 1845 blev Neuber endda optaget som passivt medlem i Aabenraa’s Liedertafel.
Aabenraa – skibe under andet flag
Den Slesvig Holstenske bevægelse havde stor tilslutning blandt overklassen af købmænd, skibsreddere og velstående håndværkere i Aabenraa. ja man forlangte endda, at flåden fra Aabenraa skulle sejle under det Slesvig – Holstenske flag i stedet for Dannebrog. Endvidere skulle skibsstemplet “Dansk eiendom” ændres til “Schleswigholsteinisches Eigentum”
Da den Slesvig – Holstenske opstand brød ud den 24. marts 1848 blev den provisoriske regering straks anerkendt af borgmester og byråd i Aabenraa. Men småborgerne, skibstømrerne
og de menige søfolk i Aabenraa ville beholde den danske konge og helstaten. Neuber’s hustru døde i 1841, og det betød, at han holdt sig mere i baggrunden. Den følsomme mand med så mange talenter, blev grebet af de nationalpolitiske idealer. Hans afhandlinger lever stadig.
Ved en større forsamling i 1847 i Kiel, følte han sig ved synet af Dannebrog kaldet til at skåle for det Slesvig – Holstenske flag. Neuber døde som en skuffet mand i 1849.
Aabenraa atter dansk
Efter det Slesvig – Holstenske nederlag i 1850 fik byen dansk borgmester og byråd. Det danske sprog blev indført i forvaltningen, kirken og skolen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.10.2021
Juli 24, 2013
Inden dæmningen Til Rømø og Sild var der masser af fiskeri og skibsfart mellem Højer og Ballum. For 10 penning kunne man lave middagsmas til hele familien. pastor Jacobsen fra Skærbæk satte en masse i gang, men ak, det hele led skibbrud. På Jordsand blev det høstet. Ejeren holdt fra Land øje med en kikkert, om der blev lavet noget. Tre hjuldampere efter hinanden sejlede kurgæster fra Højer Sluse til Sild
Dengang – masser af liv i Vadehavet
Inden dæmningen blev bygget til Sild og Rømø var der masser af liv i Vadehavet. Om sommeren sejlede tre af de fladbundede hjuldampere ofte efter hinanden til Sild med badegæster. Det var efter at badetogene var ankommet fra Hamborg og Berlin via Tønder. Ved hver by langs kysten blev der mange sejlbåde.
Jordsand – sangen
Apoteker Nagel sejlede vandet tyndt med sin lille skonnert med Jens Møller fra Ballum som bedstemand. Ved Koldby kom skibe og hentede de stærke klægsten fra teglværket. Af og til kom en båd gennem Koldby leje på vej til Højer for at hente stykgods, brændsel eller is-tag. Det sidste er tagrør, som til dels blev bjerget på isen og ellers skåret fra båden, og sejlet til Højer Sluse i de såkaldte to – gangs – både, som blev bygget i Rudbøl.
Det var i Koldby den berømte løjtnant Hammer engang lå med sine kanonbåde. Når det er flod kom vandet syd og nord om Jordsand og mødes ved Koldby. Måske er var det årsag til, at det sander til.
På Jordsand var det dengang mulighed for at samle terne-æg. Dengang var der ikke måger, men de erobrede den nu sunkne ø. Dengang blev Jordsand takseret til 30 demant. Jordsandsangen lød således:
Langt imod øst sig strakte
det frodige, rige land
kun ved et lille vandløb
adskilt fra Hjerpsted strand.
Stakkels enke
Dengang var det også beboet, men utallige stormfloder, som den i Misthusum, drev efterhånden indbyggerne bort. Det var i 1634, at stormfloden skyllede en hel landsby bort. Det vil sige, at Markmandshuset, som hørte til landsbyen, står der endnu. Vejen, der fra Hjemsted Kilde fører ud til det gamle hus, er nu en hård vej, som kan befærdes med bil. Vejen hedder den svorne vej. Det er efter sagnet om enken, der for at redde sin uskyldigt dødsdømte søns liv, påtog sig at meje en kornager (med segl) fra sol stod op til sol gik ned Hun nåede det, men sank død om, da de sidste strå faldt for seglen. Marken hedder den dag i dag Sorgageren og er udødeliggjort af Karen Blixen.
Man fulgte med fra land
Da øen, Jordsand tilhørte Koldby, blev der bjerget hø på den. Et par karle, en dreng og en pige boede så derover i høstens tid. Ejerne i Koldby kunne så følge med i deres sø-kikkerter, om der blev bestilt noget.
En heltegerning
Man kunne også vende blikket mod rutebåden fra Rømø til Ballum. Engang for mange år siden blev der givet eneret til en mand fra Ballum til at drive denne færgefart. Manden var ombord på Trefoldigheden under Christian den Fjerde. Manden udmærkede sig, og som belønning fik han
færgeriet mellem Ballum og Rømø.
Skibene bestod af den store og den lille skonnert, kreaturbåden og is-jollen. Der blev kun sejlet med sejl. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne. Passagererne blev kørt ud til båden i en vogn med høje hjul.
Ubehageligt- især for kvinderne
Om vinteren, når alt var tilfrosset, gik to mand til fods med en slæde med postsagerne. men de måtte først langt mod nord, inden de kunne gå over og mødes med to fra Rømø. Med sig havde de naturligvis kompas og tågehorn. Men når isen brækkede, og vandet var fuld af drivis, skulle de over med is-jollen. Den var beslået med kobberplader. De rejsende, der skulle med over, måtte først gå på isen så langt, de kunne gå nogenlunde tørskoede, men blev så båret det sidste stykke vej ud til jollen. Det var kolde og våde ture. Især for kvinderne var det ubehageligt.
Men om sommeren var det et smukt syn, når skonnerten krydsede sin vej mod vestenvinden til Rømø. Da Ballum Sluse blev anlagt sammen med diget, blev færgefarten lagt derhen, hvor der kunne lægges til kaj, ligesom der kunne lægges til ved en bro ovre ved Kongsmark.
Den initiativrige præst
Det var også dengang, at den initiativrige præst C.J. Jacobsen fra Skærbæk oprettede et væld af foretagender med det formål at sprede tyskheden. I 1890 oprettede han således Skærbæk Bank, en arbejderforening, en væveskole, en nybyggerforening, et rederi, kurbadet på Rømø, et teglværk, et dampbageri, en tørvefabrik, en lervarefabrik, et selskab til anlæg og drift af karpedamme. Banken og de forskellige foretagender blev ledet ganske uansvarligt. Selv om Jacobsen fik masser af kapital på sine agitationsture i Tyskland, endte det hele i sammenbrud. Jacobsen var ellers udset til, at skulle være nævnt som kandidat til bispestolen i Slesvig. Det var også i Ballum Kirke placeret kanoner i tårnet, da svenskerne huserede i området.
Rigt fiskeri
I Vadehavet var der dengang et rigt fiskeri. Fra Emmerlev til Vesterende var der fiskegårde næsten hele vejen. De bedste gårde blev lavet af kløvede fyrrepinde. men ellers blev der brugt pil, moseris eller lignende. Til sidst blev der udelukkende brugt granris. Der blev hovedsagelig fisket middelstore rødspætter, de såkaldte Ballummer – skoll og Isinger (Bakskoll). Fiskene blev slæbt i land i lange lærredssække. Udbyttet var varierende, men nogle gange var udbyttet så stort, at man var nødt til at gå i land sammen med floden, således at vandet kunne hjælpe med til at bære sækkene. Gårdene stod op til en halv mils vej ude.
I hver by var der flere fiskere, som fiskede indtil æ slet, høhøsten begyndte. Så tog de fat igen om efteråret. En bonde kunne godt bruge en tønde fisk eller to om efteråret. Fisken blev så slagtet, saltet og skrubbet, saltet igen og skrubbet. Derefter blev de hængt til tørre, først ude, siden i den åbne skorsten, hvor de samtidig fik lidt røg.
Vinteren igennem fik man så en dag om ugen kogte fisk eller ristede fisk med stuvede kartofler. Men de fleste blev spist, efter at de var blevet ristede på gløder sammen med brød med svinefedt – en herreret.
Der var mange, der tjente sig en skilling ved fiskeriet, og endnu flere, der fik billig føde. For en ti – penning kunne en hel familie få en middagsmad. De fleste fisk blev solgt i landsbyerne langs kysten. men var udbyttet stort, skete det, at der kom opkøbere længere inde fra.
De største er de ældste
Således købte Laust Rebslager fra Rejsby sommetider et læs og drog over land med det. Da fruen på Trøjborg spurgte, hvor gammel fiskene var, svarede Laust, at det vidste han ikke, men
han gik ud fra, at de største var de ældste.
Boisen- slægten
Vi har i tidligere artikler beskrevet Emmerlev med den berømte Boisen – slægt. En mindesten fortæller, at
At Vorherre virkelig så ned til Geske forstås, for det var armod og pest, der hærgede familien. Hun sendte sønnen Peer til universitetet i Kiel. Og åbenbart hørte Vorherre hendes bønner, for han blev senere biskop for Lolland – Falster.
De var bange – i Tønder
De var bange i Tønder, da Christian den Fjerde spekulerede på at anlægge en fæstning og bygge en stor havn ved Ballum. Vestkysten skulle udnyttes økonomisk såvel som militært. Hertugen havde anlagt havnebyen, Frederiksstad i 1621. Den fik en masse privilegier og religionsfrihed. Den skulle hurtigt kunne vokse sig stor. I Tønder var man ved at blive afskåret
fra havet. Man havde kun haft Ribe som konkurrent. Og planer om, at anlægge en fristad ved Rudbøl med en kanal til Østersøen var næsten for meget for dem i Tønder, nu hvor planerne for Ballum også dukkede op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15,-10. – 2021
Juli 24, 2013
En gårdejer fra Abild henvendte sig til Nordslesvigsk Kreditforening. Han var bange for, at Abild Hede skulle overgå til tyskerne. Et stort arbejde blev iværksat fra dansk side, bl.a. opkøb af jord. Vi besøger også eneboeren midt ude på Heden, han var gammel sømand. Og opdyrkningen af heden forblev ikke uden uheld. Således sprang en Lokomobil, som man anvendte til pløjning, i luften. Fyrbøderen afgik ved døden. Ja, og så var byens kirke ved at falde fra hinanden.
Man kører igennem
Egentlig er Abild bare en landsby, man kører igennem. Men vi andre har spillet fodbold på Abilds stadion og været til fest på motellet, og så meget andet. Vi cyklede da af og til mod Abild, men ofte drejede vi af mod Løgumkloster.
18 kirker på en gang
Kigger vi i en gammel Trap – beskrivelse, så ser vi, at Abild Sogn bestod af en betydelige hede – og mosestrækninger, og ret gode enge. Højdepunkterne er mod vest, Kohøj og mod nordøst, Rugbjerg. Her påstås det, at man kan se 18 kirker på en gang. Indrømmet, det er ikke efterprøvet.
15 gårde og 60 huse
Den slesvigske del af byen bestod af 15 gårde og 60 huse, herunder Kolonien Frederiksgave, Tyrskov, Kongsberg, Høgslund, Vennemose, Travsted, Klinkbjerg Kro, Brodersgård med Nørrehus, hvor sognets fattiggård var placeret. I sognet var der dengang 1.163 indbyggere, hvoraf kun 84 tilhørte den kongerigske enklave.
Kirke ved at styrte sammen i 1652
Bemærkelsesværdigt ved Abild er også kirken, der er helt fra år 1200. Her er der udsmykning af Carl Tønder, der var gift med Tønders kniplings – dronning, Meta Tønder. Allerede i 1652 – 53 var kirken så forfalden, at der blev gennemført en istandsættelse betalt af nabo – kirkerne. Det var dog kun istandsættelse af bjælker, spær og tag. I 1667 var det dog galt igen. I 1707 var katastrofen overhængende. En beskrivelse fortalte, at skibet hældte mod nord, hvor det lænte sig mod nogle tilmurede piller. De brækkede bjælker hang i rustne jernbolde, og derfor var understøttet i begge sider af kirken, at spær og lægter var for svage til at bære tagstene, som red løse på murerne, og tilføjes det, hvis alt faldt ned i en storm, ville det hele blive ødelagt og tillige anrette stor skade på resten af kirken. Amtet og Amtets kirker ydede tilskud til restaureringen, der blev tilendebragt i 1709.
Tyskerne ville snuppe Abild Hede
Man var bange for, at tyskerne ville snuppe Abild Hede, opdyrke den og bygge rentegårde. Således henvendte Egidius Schmidt sig i 1911 på Nordslesvigsk Kreditforenings Kontor i Haderslev med denne frygt. Han var bange for, at tyskerne ville indsætte såkaldte Dampplove, som man havde anvendt visse steder i Tyskland. Schmidt tilhørte danskheden i Abild, og det var næppe hos ham, de ville forsøge at købe jord. Han allierede sig med gæstgiver P. Hansen. Denne havde en kro med lidt jord til. Men det gav nu ikke så meget, så han drev ejendomsmægler – virksomhed ved siden af. Han var nu meget fleksibel, og handlede også med tyskerne.
Nordslesvigsk Kreditforening ville købe
Nordslesvigsk Kreditforening var meget interesseret i at købe jorden. Man ville gerne bruge Hansen som mellemmand. Men ikke alle var lige velvillige til at handle til de priser, som Kreditforeningen tilbød. Der skulle løbes meget, mange små jordlodder og mange ejere skulle opsøges. Egidius Schmidt tilbød at hjælpe gratis, for som han sagde: Jeg gør det for Danskhedens skyld. Efter tre års arbejde lykkedes det, at samle det meste jord under Nordslesvigsk Kreditforening.
Eneboeren på Abild Hede
En udfordring var dog at overtale Eneboeren på Abild Hede. Der førte kun en kringlet sti omtrent midt ud på heden. Her var det en bakketop, hvor eneboeren havde lavet sig en hytte af græstørv med et tag af lyng. Han sad udenfor, og bød de besøgende ind i beboelsen. Man kom ind i et rum, hvor han om vinteren også havde samlet sine geder og noget tørv til dem. Han
kunne på sin jord, bjerge lidt hø og grave tørv. De forskellige lodsejere havde ikke noget imod, at han af og til kom over på deres lod. Ja de vidste knap nok, hvor grænseskellet gik.
I samme stue som gederne
Med noget billigt træ og tømmer havde eneboeren lavet sig en stue. Der var et vindue, en bænk, et bord og en kasse, som han brugte til seng. Og en kakkelovn havde han også selv lavet. Det
viste sig, at eneboeren var tidligere sømand. Han havde set alle verdens havnebyer. Og det var unægtelig en forskel, her midt på Abild Hede. Men som han sagde, gederne gav mælk og kød. Undertiden kom der også nogle folk ud til ham, for at købe et kid. Gederne var var kloge, livlige og trofaste, sagde han. Kun bukken stank, så den kom ikke ind om vinteren.
Produktion af koste
Eneboerne havde gemt sin hyre til alderdommen. Og han erkendte, at så var det nok slut med eneboer – tilværelsen. Derude på Abild Hede producerede han koste og karskrubber. En gang om ugen gik han så til Abild og solgte sin produktion. I stedet fik han kaffe, salt og brød i stedet. Alt andet gave heden ham. Sommer og efterår var der mange bær, som han spiste.
Han kedede sig aldrig
Om vinteren var hytten lun af dyrene og kakkelovnen, som lyste fra trækullet. Han kedede sig aldrig, og en gang imellem læste han i bibelen. Men ellers sad han for det meste og tænkte. Man tænker så godt i skæret fra kakkelovnen. Nyhederne fik han en gang om ugen, når han kom til Abild. Han var positiv i holdningen til, at heden skulle kultiveres. Og han var glad for at man ikke ville røre hans hytte ,og et stykke jord til dyrkning af kartofler og hø ville forblive uberørt.
Vanskeligt at pløje
Også ejendomsbesiddelser i Tyvse og Sølsted blev købt. Et husmandssted ved Kohøj blev erhvervet. Det lå på vejen mellem Sølsted og Visby. Det var meningen, at der også skulle være plads til heste. Mange steder var jorden vanskelig at pløje. Og andre steder lå der mange store sten. Ler var der også en del steder. Huller fandtes også. Det var der, hvor man havde gravet
tørv.
Lokomobiler blev brugt
Kreditforeningen allierede sig med de tyske firmaer, som stillede med tre mand pr. dampplov. De pløjede i en dybde af 60 cm. Og prisen var 90 mark pr. ha. Der var en fyrbøder ved hver af
lokomobilerne og en plovkører på sædet på ploven. Han havde at holde sig fast, ellers blev han smidt af, når det gik over huller, over grøfter eller ramte store sten. Ploven lignede en jolle i høj sø. Nysgerrige blev bedt om, at holde sig på afstand. Et ståltov var spændt hårdt til ploven, og den kunne springe med stor kraft. Ramte den en kæmpesten, var der en sikring, så ploven
kunne dirigeres over.
Alvorligt uheld
Dyrkningen af Abild Hede forblev dog ikke uden uheld. En dag eksploderede den ene lokomobils kedel og dræbte fyrbøderen. I forsommeren 1914 var behandlingen med dampkraft af heden færdig.
Så kom krigen
Gårdejer Gotthardsen, Nørmark ved Visby og købmand Thomas Hansen fra Visby henvendte sig Nordslesvigsk Kreditforening og tilbød, at de ville påtage sig at fjerne sten og mergle Abild Hede, hvis Kreditforeningen ville finansiere dem. Flere tyske firmaer havde specialiseret sig i at udkøre mergel andre steder i Sønderjylland, endda med god fortjeneste. Kreditforeningen ville dog helst alliere sig med danske entreprenører. Der blev anlagt barakker til arbejdere og anlagt 900 meter spor til tipvogne. Men så kom krigen og kontrakterne måtte opgives. Man talte om, at man kunne få russiske krigsfangere til at fortsætte arbejdet. Det havde aldrig været Kreditforeningens hensigt, at oprette nye landbrug.
Man har glemt Schmidt
Efter krigen blev kreatur kommissær P. Okholm ejer af Abild Hede. Han gjorde et stort stykke arbejde for kultiveringen af heden. En række husmandssteder har siden etableret sig på heden. Men det var en lokal gårdejer, Egilius Schmidt, som alle har glemt, der satte gang i det hele.
De dansksindede skulle udskiftes
Fra 1896 gjorde den preussiske stat meget for, at gøre Nordslesvig til en del af det store rige. Det gjorde man blandt andet ved at erhverve sig grunde og etablere de såkaldte domænegårde. Egnens bønder skulle derefter præges i tysk retning. Det kunne også hjælpe på de tyske stemmer ved diverse valg. Den tyske stat gik aktivt ind for at få udskiftet de dansksindede bønder til tysksindede. Ved “Genforeningen” overgik 36 gårde til den danske stat.
Dansksindede blev nægtet lån
Dansksindede arbejdede i den modsatte retning. De forsøgte at bevare ejendomme og jord på danske hænder. I foråret 1914 nægtede den Slesvig – Holstenske kreditforening at yde lån til dansksindede, med den begrundelse, at de ville blive brugt til tysk fjendtlige formål.
Nordslesvigsk Kreditforening
De dansksindede oprettede Foreningen af 5. oktober 1898. En kreds fra det rigsdanske borgerskab og godsejerstanden ydede bidrag til foreningen. Formålet var at låne penge ud til dansksindede landsmænd. I 1909 blev Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål, at hjælpe dansksindede landsmænd. Kreditforeningens arbejde sikrede, at 350 gårde forblev på danske hænder.
Landeværnet
Senere oprettede man Landeværnet. Det skulle sikre mod, at dansksindede landmænd indbyrdes forpligtede sig til ikke at omdanne deres gårde til rentegårde. Jordkampen fortsatte efter “Genforeningen” i 1920.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15.09.2021
Juli 24, 2013
Det var dengang svært at komme helskinnet gennem Tønder. Der var en beværtning for hver 49 indbygger. Da undertegnede rejste fra byen var der kun 6 – 7 stykker tilbage. Og tænk, engang var der 32 hoteller i byen – og 24 bryggerier. På bænken foran Humlekærren sad undertegnede ofte med min far. Familien svigtede måske værtshusene i Tønder og tog til Aventoft. Men det gjorde studehandlerne ikke. Dengang var der liv og glade dage i Tønder. I denne artikel besøger vi “Bedste”- Madam Hage i Humlekærren på Torvet.
Det svære drikkeri
H.V. Clausen skrev engang i en rejsehåndbog:
Men han tilføjede også, at Tønder var den smukkeste af de sønderjyske købstæder.
Beværtning for hver 49 indbygger
Men det var nu noget sandhed over det med drikkeriet, for i 1905 kunne man i en tysk avis læse, at en lille købstad i Baden havde den spøjse rekord med at have en kro for hver 129 indbyggere. En journalist fra Tønder var dog på sin bys vegne fortørnet over denne notits. Han gjorde opmærksom på, at Tønder kunne slå denne rekord. Her havde man nemlig en beværtning for hver 49 indbygger. Denne notits fandt også vej til en brasiliansk avis.
Største erhvervsgruppe
Allerede en opgørelse fra 1888 viste da også, at gæstgiverne med 79 stykker var langt den største erhvervsgruppe. Derefter fulgte 56 håndværkere, 29 købmænd, 16 høkere og 19 vognmænd. Imponerende er også et tal fra 1925. Da havde byen hele 32 hoteller. Begrebet gæstgiveri anvendtes om de kroer, som både husede og beværtede gæster og rejsende. Såfremt disse kun udlejede værelser, betegnes de som herberger, mens kroer alene solgte mad og udskænkede drikkevarer. Disse kaldtes også beværtninger.
Man kom ikke helskinnet gennem Tønder
Det var svært, at komme helskindet gennem Tønder – dengang. Særlig på markederne var der masser af berusede. Berusede tyende gjorde gaderne usikker, og bønderne kørte hjemad i svingende vogne. Dette endte ofte med ulykker i vejgrøfter eller ved broer. Datidens medier havde travlt med at gøre opmærksom på denne uorden:
Tondernsche Zeitung henstillede, at dette marked simpelthen blev ophævet, hvad der dog ikke skete: Tønder var en gemytlig lille stad, hvor der sviredes meget. Kaffepunch
og grog hørte til det daglige brød, og det gik lystigt til. Ja sådan skrev en ung alsing, under sit seminarieophold i byen.
Kun 6 – 7 beværtninger tilbage
Inden undertegnede forlod Tønder foretog vi en inspektion af forholdende. Dengang var der vel kun 6 – 7 kroer tilbage. Men det var da nok til at vi slingrede hjem til sidst. Nogle af kroerne fra storhedstiden er omtalt i artikelserien Ture i Tønder 1 – 4. Men jeg kan huske, at vi – den yngre del af Familien Brodersen en overgang tog til Aventoft, søndag formiddag til Frühshoppen. Og det faldt brænde, hvis vi ikke nåede hjem til søndags – middagen. At vi skulle drikke støvle i Aventoft var naturligt. Men det var vel mere som manddomsprøve, da vi var yngre. Da gik vi også til bal i Süderlügum. Her oplevede vi topløs musik og The Lords. Vores favoritsted blev en overgang Slusen under Tønderhus. Det var nok, fordi Onkel Jacob var udsmider. Det benyttede min kammerat Ingolf sig af, flere gange.
En hård tur
De mange studedrivere kom om foråret til Tønder. de har sikkert været lettet, når de har set kirkespiret. Snart ville de nå rejsens ende, og få hvilet ud. Befolkningen var vant til den massive tilstrømning og tog godt imod gæsterne. Der var masser af beværtninger i byen. Og dette antal blev stærkt udvidet. Mange småkårsfolk havde ved den lejlighed fået udskænkningsret mod
at betale en lille afgift. De fleste af de gamle gæstgivergårde er borte og andre er indrettet til andre formål. Til denne kategori hørte Humlekærren.
På en bænk – foran Humlekærren
Den gamle gæstgivergård er enkel i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd. Men der er ro og hygge over den. Den pynter oppe på Torvet. Og på bænken foran sad jeg ofte med min far, når jeg endelig var på besøg. Efterhånden var det ikke så mange af hans gamle kammerater, der kom forbi. Dem havde han overlevet. men så kom der andre forbi og fik en sludder. Vi kunne sidde der i flere timer. Sådanne øjeblikke glemmer man aldrig. Måske var han stolt af sin søn?
Bygningen, der rummede Humlekærren ligger som et hjørnehus ud mod Lille Torvet. Og det er typisk Tønder – stil. Disse smalle, langstrakte grunde, med gavlen ud mod gaden eller pladsen.
Humlesælgere fra Tyskland
Humlekærren blev søgt af studeprangere og – drivere. Man navnet stammer tilbage fra den tid, hvor humlesælgerne kom kørende i deres kærrer hertil for at sælge deres humle. De kom faktisk helt fra Hannover og Saksen for at falbyde humlen. Det var dengang, hvor øllet var hvermands – drik. Øllet var en nødvendigheds artikel i datidens husholdning. Nydelsen
af saltmad gav en helt naturlig tørst. Det var ikke små mængder, der gik til i en husholdning.
På landet var man som regel selvforsynende med humlen. den snoede sig op langs havehæk og – skel. Men det var strengt forbudt at fremstille øl med salg for øje. Det var byen, der gjorde
fordring på handelen.
En by med 24 bryggerier
I 1710 fandtes der i Tønder 24 bryggerier og 63 gæstgivergårde. Man tallet var senere betydelig højere. Forsyningen af humle fik man gennem de tyske handelsmænd, der som regel kom til Tønder omkring Mikkelsdag (den 29. september). Helt op til vores tid har man også kaldt Mikkels-markedet for Humlemarkedet.
Nøje kontrol med handelen
Byens råd holdt nøje kontrol med salget af humle, og det overvågede handelen. Måske var det derfor, at sælgerne holdt til på den gæstgivergård, der lå lige i nærheden af Rådhuset. På de tre dage kunne byens borgere få deres forsyning. Derefter måtte de øvrige beboere indlade sig på handelen. De måtte først aftage skæppevis. Når markedet ebbede ud, kunne der købes i sækkevis. I gamle toldlister kan der ses, at der i 1654 var 112 kærer. I 1677 var der 95, i 1742 var der 38 og i 1812 var der 8 vogne med humle. Senere var det fynske humlesælgere, der overtog handelen. Men efterhånden gled humlen ind i butikkernes varelager og humlesælgerens tid var forbi.
Liv og glade dage i Tønder
Humlekærren kom dog ikke til at savne besøg. de blev vedvarende tilholdssted for de mange markedsgæster. På de store markedsdage i for – og efterårsmånederne, myldrede det med folk og fæ på torvet og i gaderne. Jo, da var der liv og glade dage i Tønder. På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig købere og sælgere. Gæstgivergården havde et godt ry som madsted blandt handelsfolkene. Det var madam Hage, der i over halvtreds år selv stod for styret i køkkenet.
Et godt madsted
Hun fremstillede nogle efterhånden berømte boller til den ferske suppe. Og det var gæstgivergårdens specialitet. Når markedsdagene nærmede sig, købtes der 15 – 20 overgemte franskbrød.
De fik en ekstra tørring ved komfuret, så de blev sprøde. Så knustes de og blev bagt op med smør, æg og lidt mælk. Kødbollerne blev foruden med salt og peber også krydret med nelliker. Og der blevet lavet boller i tusindvis. En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og når hver fik 20 – 30 boller, forstår man, at der skulle et godt håndelag til Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i lystigt lag. Dette fordredes af en krokone, men når gæsterne blev for højrøstede, viste hun myndighed og kunne optræde ret impulsiv.
Bøller i 1864
Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alting i stykker. Men Madam Hage viste sin snarrådighed. Hun gik hen til anføreren, en kendt bølle, og udbrød glædestrålende:
Og bøllen følte sig smigret, og gik straks i aktivitet:
Et øjeblik efter var huset ryddet, og freden sænkede sig atter over stuen. De to sognefogeder, Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum var blevet afhentet af østrigerne og indespærret i Rådhusets tyvehul. ved siden af Humlekærren. Hver dag bar hun mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem. Da de danske tropper fastelavnssøndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder, blev et halvt hundrede soldater beværtet på Humlekærren.
En hest under inspektion
I 1848 havde man mistænkt værten, Hans Hage, for at stå i forbindelse med landstormen, og gennem et stykke tid mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn. de ville se, om den var blevet brugt om natten. Hans Hage sluttede sig til den såkaldte Klosterbevægelse. Helt naturligt blev hans hjem mødested for Klosterbrødrene, ligesom det blev tilholdssted for danske bønder og embedsmænd. Det var også her, at der en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnens mest fremtrædende danske mænd for at realisere oprettelsen af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank. Dette pengeinstitut skulle komme til at betyde meget for danskheden på egnen.
Plads til ejendommeligheder
Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand, Jens Jessen. Man kunne dog ikke finde et sted, hvor mødet kunne afholdes. Så da opstod tanken, at indrette Humlekærren som forsamlingshus. Tanken kom dog aldrig til udførelse. Ejendommen bevarede sit krohold, som det havde haft gennem århundreder. Foruden
de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, bl.a. redaktør Skovrøy og den livsglade dr. Jersild. Om dennes metierer i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger. De hørte til en tid, da der levnedes plads til mennesker med personlige ejendommeligheder. Denne dr. Jersild kan du læse en artikel om, under Højer (Den mærkelige læge fra Højer).
Tre hundrede år tilbage
Husets ejerrække kan føres over tre hundrede år tilbage. 1636 nævnes Gunder Nisses, 1682 Casper Rossen, I 1705 ejedes Humlekærren af Johann Tychsen og bestod da af et beboelseshus på 6 fag, en stald på 12 fag og et halvtag på 2 fag. Omkring 1750 hed ejeren Peter Marcussen Hieronimus, og omkring år 1800 blev ejendommen overtaget af Ewert Ewertsen. Han drev samtidig kornhandel og et brændevinsbrænderi. Ved hans tiltrædelse havde han en pige. Men i året 1835 beskæftigede han fire piger og en karl.
Hans datter, Hanna Marie blev gift med Otto Lohmann, der stammede fra Hannover. Han blev ejer af huset i 1837, men kom ret hurtig i økonomiske vanskeligheder. Han måtte optage
lån, og disse fik han hos to pengestærke mænd, Knud Lausten Knudsen, der lånte han 1.440 daler og Jens Wulff, af hvem han lånte 800 daler. Knud Lausten Knudsen købte Humlekærren Kniplingskræmmer Jens Wulff fortæller i sin dagbog:
Den blev dog senere købt af Knud L. Knudsen, og han indsatte Hans Hansen Hage som bestyrer. Denne bestyrer var født 1814 i Forballum, som søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde født Badske. Han blev gift med Mette Marie, der var datter af Andreas Petersen, Ottersbøl. Som ung tjente hun hos Knud L. Knudsen i Forballum.
Sønnen køber Humlekærren
Efter at ægteparret i en årrække fungerede som bestyrer på Humlekærren overtog de ejendommen i 1851. Året efter beskikkede magistraten ham som brandadministrator. Han afgik
ved døden i 1873 og efterlod sig fem børn og enken, som af personalet altid gik under navnet Bedste.
Gamle Bedste er død
I 1897 blev den ældste søn, Anders Hage, der var dyrlæge gift med en datter af Ferdinand Wenstein, ejer. Men moderen blev altid betragtet som husets værtinde, indtil hun døde i 1906. Husets nære ven, redaktør Skovrøy, skrev i den anledning:
En pryd for øjet
Nogle år efter blev huset stillet på tvangsauktion, og det blev overtaget af gårdejer Skak Jensen i Ballum, der så et årstid efter solgte ejendommen til Tønder By for 33.000 mark.
Tondernsche Zeitung som bragte denne meddelelse tilføjede:
Ejendommen fik heldigvis lov til at stå. Den er en pryd for Torvet. I en årrække fungerede forhuset som socialkontor. Og her foran sad jeg som skrevet så mangen en stund og snakkede med min far.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16-09-2021
Juli 4, 2013
Station 6 har været omtal i mange sammenhængende. Hvordan var starten? Vi skal se lidt på, hvordan kvarteret så ud dengang. De store panserbasser var dengang respekteret. Og i særdeleshed politiassistent Rantzau. Han var stor i mange sammenhænge. Og så fik han sit eget kloset i lejligheden. De andre betjente måtte i gården og stå i kø. Fælledvejen var dengang
særdeles livlig. Henne på hjørnet ved Nørrebrogade blev Alberti kørt ned.
Kirker for begge ender
Egentlig er Fælledvej kun 295 meter. Der var kirke i begge ender. Det er det nok ikke mange gader, der kan bryste sig af. Mod nord har vi Skt. Johannes Kirken, mod syd Sakramentskirken.
Idag sker der ikke så meget her, som for cirka 50 år siden. I dag er der ikke mere politistation og festlige værtshuse, som dengang.
Altid panserbasser
Dengang var her altid politi, de store panserbasser, som de lokale betragtede med dyb respekt. Allerede omkring 1900 – tallet så man politibetjentene i deres sorte knælange stramtsiddende frakker med læderbælte om livet, gule bæltespænder og gule knapper. Ja så var det også den sorte hjelm på hovedet. Hver dag kunne man se politiet trække afsted med fulde folk.
Husly eller Ladegården
En af de meget triste opgaver for betjentene dengang var, når familier blev sat på gaden med alle deres møbler, fordi de ikke kunne betale deres husleje. Så måtte betjenten stå og holde vagt ved disse møbler. Havde familien ikke i løbet af dagen fundet husly, måtte betjenten fragte den stakkels familie til Ladegården. Her blev de anbragt som husvilde.
Stil over kommunalt ansatte
Dengang var der på hjørnet af Guldbergsgade et vandtrug og en vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket, og en halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man, han var fra kommunen. I dag kan man kun se kommunalt ansatte i orange klæder. Der var mere stil over det dengang. Denne kommunale embedsmand skulle hjælpe til, når kusken kørte hen for at lade hesten drikke af vandtruget Hertil kom også vandvognen. Denne kørte på varme sommerdage gade op og gade ned, for at vande brostenene.
Fiskerkoner ved Elmegade
På torvet ud mod Elmegade sad en række fiskerkoner med deres trækvogne og solgte fisk. de sad der også om vinteren og frøs. de var da indhyllet i mange skørter og sjaler.
Fra fulde folk til svenskere
Og dengang som nu, var der brandbiler. Men her var også biograf, og værtshuse. Tingvalla og Bolero. Sidstnævnte blev omdøbt i typisk Nørrebro – humor – Bol – i – ro. Det var et livligt værtshus. Her kunne man opleve to piger ligge og sloges, mens Linje 3 pænt måtte vente. Manden de sloges om, blev inde og drak bajere. Efter slåskampen gik de begge ind og kyssede deres fælles alfons. Jo der skete skam noget.
I nr. 6 lå Odeon – Biografen. Den brændte, selv om brandstationen lå tæt på. I nr. 10 lå kaffebaren, som blev sprængt i luften den 21. marts 1944. Kigger du ordentlig efter, kan du ved Fælledvej 4 se en mindeplade for de svenskere, der mistede livet under stormen på Nørre Vold den 11. Februar 1659. Se den historie kan du også læse her på siden.
Fra fire til otte heste
Da Københavns Brandvæsen i 1870 blevet underlagt kommunen lå der på Nørrebro allerede en brandvagt. Den lå i Guldbergsgade 3. Herfra opererede et fast mandskab på en sprøjtefører
og fem mand. I 1878 blev brandvagten flyttet til Fælledvej 22 A. Kort tid efter besluttede man at bygge den nye brandstation. Nu kunne man så bemande den med to hold. Man rådede over en stationssprøjte (en håndsprøjte), 1 stige samt en dampsprøjte. Til at fremføre pumper og stige til skadestedet, havde man fire heste på stationen.
I årene 1891 – 92 blev station C, som dengang var betegnelsen, forøget med mandskab, blandt andet med fire kuske. Alt i alt udgjorde mandskabet dengang 26 mand. Også antallet af heste blev forøget. Man havde efterhånden 8 heste opstaldet på stationen.
Station 6’s svære start
I 1863 blev der besluttet, at der skulle være seks politistationer i København. På Nørrebro blev Station 6 etableret. Det skete i en beboelsesejendom på Fælledvej 13. Men snart viste det sig at være for lidt plads. Måske havde man ikke taget højde for, at der her som nyordningen foreskrev, skulle være en politikaserne. Man måtte have fat i spritfabrikant M.F. Zuchslag på adressen, Fælledvej 18. Her lejede man så lokaler og fornyede kontrakten i 1870. Men også disse lokaler var for små. Så endelig i henholdsvis 1880 og 1882 fik man skøder på nabogrunden,
med henblik på etablering af en politi – og brandstation.
Samfundets bærme
Arkitekt Holm, der blev sat på opgaven. Han sendte sine tegninger og nogle finurlige tekster til Københavns Kommune. Han skrev blandt andet:
Betjentenes manglende opdragelse
Oppe på første sal skulle kasernen ligge. Og de kommende betjente, der skulle være her, fik da også et ord med på vejen:
Assistenten skulle ikke i gården
På anden sal blev der indrettet en 5 værelsers lejlighed til politiassistenten. Og så var der i den lille gård 2 latriner og et pissoir for betjentene. En lille ændring skete der dog i forhold til Holms tegning, idet der på 2. sal blev installeret et kloset i assistentens lejlighed. Så skulle han ikke en tur i gården.
Omfattende planer
Holm skulle udarbejde et større forslag, der omfattede bebyggelse af hele kommunens ejendom på Fælledvej med politistation, brandstation og gymnastikhus for skolen i Skt. Hans Gade.
Ros fra Berlingske
Politiassistent Rantzau blev af politidirektøren pålagt, at udvirke et overslag af nyanskaffelser. Jo Rantzau var stor på mange måder. Det var også ham, der førte den del af politisyrken an, der var på vagt den 21. oktober 1884, da de nye lokaler kunne tages i brug. Og Berlingske Politiske Avertissements Tidende kunne højtidelig berette:
Fridage inddraget
Det var meningen, at unge ugifte betjente skulle uddannes på kasernerne. Det havde være ønskværdigt, at betjentene kunne bo ved disse kaserner, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre. I
1884 bestod politikorpset i København af en overbetjent og 60 politibetjente. 6. politikreds var inddelt i tre patruljekredse, og hver patruljekreds skulle have tre inspektionsbetjente.
Betjentene havde kun en fridag hver anden måned, og det skete hyppigt, at denne fridag også blev inddraget. Lønningerne var også efter datidens forhold lave.
Den “Store” Rantzau
Den første stationsleder har vi tidligere berettet om. Det var Carl Vilhelm Rantzau. Han havde en almindelig skoleuddannelse, og kom ind i Den Kongelige Livgarde. i 1845 blev han optaget i Københavns Politi, og i 1863 avancerede han til politiassistent. Han blev tidlig enkemand, og i 1884 flyttede han ind på stationen sammen med sin datter, Mathilde. Rantzau var afholdt, og havde social indsigt. Han var en stor mand og vejede ca. 300 pund. Han kunne dårlig bevæge sig til fods. Da det myrdede kontorbud Meyer skulle begraves på Assistens Kirkegård i i 189o, dirigerede Rantzau slagets gang siddende på en stol.
Rantzau var med i det berømte slag på Fælleden og blev dekoreret flere gange, blandt andet med Rider af Dannebrog. Hos politiassistent Rantzau har så mangen en fattig fået en lille skilling, når man opsøgte ham. Han blev pensioneret i 1891, og døde i 1895 på Frederiksberg.
Direktør hos Mygind
Den næste stationsleder var Carl Emil Stephensen. Han interesserede sig for de unge politifolk på kasernen. Allerede tre år efter, forlod han stationen. Han var blevet forfremmet til politiinspektør. Ja faktisk blev han senere direktør i Smith, Mygind og Hüttenmeier.
De var finere på Nørre Allé Skole
Kvarteret omkring 1900 – tallet havde skam også fine beboere. På hjørnet af Sankt Hans Torv/Guldbergsgade boede der skam generaler. Og på hjørnet til Sankt Hans Gade lå der som allerede omtalt en skole, hvor børnene ikke betalte skolepenge. Og her måtte man gå i træsko. Det måtte man ikke i Nørre Allé Skole. Der var man lidt finere på den.
Imellem Sankt Hans Gade og Fælledvejen lå nogle træhuse, hvor der var slagterboder. En slagter dengang havde en slags uniform. Han var klædt i en rød- og hvidstribet skjorte, hvidt forklæde og en sort bowlerhat. Når varer skulle bringes i byen, var kødet ikke pakket ind i papir, men lagt på et bræt, og dækket med hvidt stof.
Datidens køleskab
Det var også dengang, at ismanden kørte rundt. Is blev lagt i et stort skrummel af et skab, som stod i køkkenet. I den ene side af skabet var der et rum, hvor isblokken blev lagt. I bunden
af rummet var huller, så smeltevandet kunne sive ned i en bakke, der var anbragt i bunden af skabet. Jo det var datidens køleskab.
Stor oplevelse for børnene
Egentlig var der ikke meget trafik på Skt. Hans Torv – dengang. Så når brandvæsnet rykkede ud, var det en kæmpe oplevelse for kvarterets børn. Det var spændende at se brandmændene på den velpudsede brandsprøjte. Det var stigesprøjter, slangesprøjter og vognen med brandmændene. Ved siden af kusken sad en brandmand og ringede med en klokke.
Slut med kø i gården
I 1906 blev der ansøgt om hele fire klosetter i bygningen. Nu skulle man ikke mere stå i kø i gården. I de gamle retirader blev der indrettet automobilvagt.
Alberti boede her
Her på Fælledvej boede også justitsminister, boligspekulant og meget mere, Alberti. Han blev henne ved hjørnet på Nørrebrogade kørt ned af en sporvogn. Han døde nogle dage senere på hospitalet.
Man glemte at låse
Den 25. maj 1977 blev stationen nedlagt. I nogle år huserede Københavns Politis Bevillingsafdeling i bygningen, og den 18. november 1993 blev Politihistorisk Museum indrettet i bygningen. Man glemte bare lige at låse stationen, da man gik. Et par dage efter gik en mand ind og lånte en politiuniform. Med den på stillede han sig i en kæmpe brandert på Sankt Hans Torv og dirigerede trafikken. Det hele endte selvfølgelig i et totalt kaos. Men det er ikke første gang, Københavns Politi fik røde øre. Det gjorde de også den 18. maj 1993, da Fælledvej var skueplads for de værste uroligheder i mands minde med 113 skud.
Kilde:
redigeret 12-09. – 2021
Juli 4, 2013
Forsøg på anmeldelse af Niels – Birger Danielsen: Werner Best, Tysk Rigsfuldbemægtiget i Danmark 1942 – 45. Man kalder vores hovedperson for “Skrivebordsmoderen”. Han var en meget speciel og mystisk person. Vi følger i bogen også Familien Møller i Gråsten, som knyttede et nært venskab med
Best. Til tider går bogen under huden på vores hovedperson. De mange detaljer skaber et nuanceret billede af besættelsestiden. Og det tjener bogen til ære, at det ikke er den sædvanlige sort/hvide beskrivelse af forholdene. Bogen kan varmt anbefales.
Mange kilder
Atter en gang er der udkommet en bog om besættelsestiden. Denne gang om den vigtigste af alle tysker, Werner Best. Og bogen er en moppedreng på over 600 sider. Men man kommer hurtig igennem den. Det er tydeligt, at det ikke er en udpræget historikere, der har skrevet den, selv om forfatteren er godt kendt i det historiske.
Det journalistiske sprog gør det til en oplevelse, at læse den. Og selv små sidehistorier bliver efterhånden hoved-historie. Forfatteren har været heldig, at få lejlighed til at beskrive korrespondancen mellem familien Møller i Gråsten og familien Best. De opretholdt forbindelsen også mange år efter besættelsens afslutning.
Niels Birger Danielsen bruger også en del af Ulrich Herberts biografi. Og tre måneder inden denne bogs deadline udkom John T. Lauridsens 10 – binds værk om Werner Bests korrespondance. Også Der Nordschleswigers afgående redaktør Siegfried Matlok kommer til orde. Denne udkom med “Danmark – i Hitlers Hånd” først på tysk og senere i en redigeret udgave på dansk i 1989.
Der er også blevet til en snak med Werner Best’ s børn lige som Jens Møllers børn og børnebørn medvirker.
Man kan rolig tale om en nuanceret bog uden de sædvanlige sort – hvide holdninger, der desværre kendetegner en del bøger fra besættelsestiden. Jo Niels Erik Danielsen har begået en god bog.
En vanskelig opgave
For egentlig er det en vanskelig opgave at lave en biografi over Werner Best. det er en person, der er omgivet af mystik, og som sætter flere dagsordener. Han er god til at slette sine spor. Men han har så sandelig også sine svage sider, og de kommer også til udtryk i denne bog.
Denne illegale presse udnævnte ham til Tyskernes farligste mand. Det var ham, der planlagde jødetransporten i Polen. På et tidspunkt var han nazisternes største ideolog. Det var ham, der skrev den ideologiske begrundelse for udryddelsen af jøderne. Et led i hans arbejde var begrundelsen for udryddelsen af jøderne. det var det, der senere blev kendt som Holocaust. Den 9. september 1935 formulerede han følgende forslag til løsning af jødespørgsmålet:
– Markering af jødernes pas med et iøjefaldende kendetegn.
Boxheim – dokumenterne
Han var højt begavet og kultiveret. Men han blev også bedømt til at være blød. Til tider var han virkelighedsfjern, og ikke altid besad han menneskekundskab. Han beskrives dog som korrekt, punktlig og arbejdsom. Han var jurist ud til fingerspidserne. Da han blev benådet for dødsdommen i Danmark udløste dette høje protester.
I 1930 får Best sit første job som dommer. men han bliver fyret, da man finder ud af, at han er ophavsmand til de berømte og berygtede Boxheim – dokumenter:
Dette Boxheim – dokument blev anvendt efter Rigsdagsbranden i 1933 og De Lange knives nat. Best var pioner for grundlæggelsen af Hitler Jugend.
Magtkampe
I bogen gennemgår vi den vedvarende magtkamp, der hele tiden huserede. En magtkamp, som Werner Best gang på gang tabte. Han var og blev Skrivebords – generalen. Men han forstod ikke rigtig at spille sine kort rigtig.
Det var også Werner Best, der var den egentlig ideolog bag Gestapo. Det var ham, der nedfældede Gestapos love og forordninger. Fik han modstand, så var det ofte Himmler, der reddede ham, og sørgede for en Fører – ordre.
Årene som personalechef i Sikkerhedspolitiet fik en personlig betydning for Werner Best resten af sit liv. Han ledte desuden opbygningen af politiforvaltningen i de erobrede områder.
I juni 1940 blev han forflyttet til stillingen som forvaltningschef i Paris. hans kejtede facon faldt dog lidt igennem som forvaltningschef i Paris.
Da Göring satte trumf på og forlangte alle kunstskatte ført til Tyskland, forsøgte Best at protestere. Hårde tiltag blev iværksat i Paris, da tyskere blev myrdet. Her var Best også med. Men Best spillede en central rolle, da det gjaldt fremtiden for de 350.000 franske jøder.
Berlin ville have yngre mennesker til Paris, og føre en langt hårdere linje. Best mente, at Heydrich var hans fjende, men Himmler mente ikke, at det var tilfældet, men det sagde han først efter, at Heydrich var blevet myrdet.
Danmark skulle være en tysk provins
Hitler havde von Hanneken i enetale, inden denne tiltrådte sit job som rigsbefuldmægtig i Danmark. Der Führer ønskede, at Danmark skulle blive en tysk provins og kongehuset skulle afskaffes. Enhver modstand skulle undertrykkes med magt.
Ikke alle var enige med Hitler i, at der skulle indføres norske tilstande . Det ville kræve meget mere personale. Man skulle ikke mere tage kontakt til kongefamilien. Private kontakter mellem danskere og medlemmer af den tyske værnemagt blev forbudt.
Scavenius blev statsminister
Den 26. oktober 1942 får Best besked om sin udnævnelse til tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark. Han mødtes med Hitler i Ukraine og fik at vide, at danske
nazister skulle tages med i regeringen. Pludselig så lederen af DNSAP chancen for at komme til magten. Men Frits Clausen blev isoleret og kommer aldrig i regering. Fra starten afskrev Werner Best manden fra Bovrup.
Best forlangte udskiftning af tre ministre. Erik Scavenius skulle være statsminister. Den 7. november 1942 måtte kronprinsen redde trådene ud. Men over
for Berlin kunne Best fortælle, at alle ministre var tysk. På Dagmarhus lavede Best en radikal organisationsændring. Han var udmærket klar over, at jødeaktionen også ville ramme Danmark. før eller senere.
Jens Møller til samtale
Allerede efter fem dags ansættelse tilkaldte Werner Best, lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller. Det skulle være starten på et langt venskab mellem familierne Best og Møller. Han kaldte Jens Møller for Kammerat Müller.
Jens Møller var en karismatisk taler. Budskabet var klar,” Führer mach uns frei” Møller var ganske godt begavet, men nogle gange optrådte han ubehersket, når det gjaldt politiske spørgsmål.
Jens og Maries hjem på Slotsbanken i Gråsten var ofte i centrum for festivas i det hjemmetyske miljø. Senere besøgte familien Best ofte familien her. Allerede
den 28. november overnatter Werner Best for første gang i Gråsten. Og Best har faktisk indviet Gråstens tyske skole.
Allerede før krigen havde Møller fra Berlin fået at vide, at han skulle moderere sine udtalelser. Og næste gang, han hørte herfra var, da han blev opfordret til at agitere for, at de tysksindede skulle melde sig i tysk krigstjeneste.
Frits Clausen og Jens Møller boede få kilometer fra hinanden og var rivaler. En dag, da Frits Clausen ridder forbi, er Møller i snak med en anden. Han
udbryder:
Positiv beskrivelse af Jens Møller
Beskrivelsen af Jens Møller er i denne bog mere positiv end i så mange andre bøger fra den tid. Således forsøgte han at begrænse de unge tysksindede tilmelding til fronten ved at indføre Zeitreivillig – korpset. Men den købte de danske myndigheder ikke efter besættelsen. At være med i dette korps, blev betragtet som særlig kriminelt. Korpset kom efterhånden til at bestå af 1.600 mand. Og i Berlin anerkendte man denne hjemmeværns – tjeneste som krigstjeneste.
Da der skulle vælges ny dyrlæge i Gråsten, gjorde Werner Best sin indflydelse gældende. Og Det Tyske Mindretal fik deres eget kontor i København med tæt adgang til Best. DNSAP måtte nøjes med at drive hovedkontor fra Fritz Clausens hjemme-adresse i Bovrup.
Villa Rydhave
En følsom adresse er Villa Rydhave på Strandvejen 259 i Charlottenlund. I dag danner den bopæl for USA’s ambassadør. Men de sidste to år af besættelsen boede Werner Best her. Efter tre måneder fik Best igen lov til at besøge kongefamilien.
Best mødte også snart Søren Kam, leder af Schalburgkorpsets skole, Høveltegård. Søren Kam foreslog at man lavede antiterrorkorps til bekæmpelse
af modstand og sabotage. Best havde svaret, at intet måtte foretages uden hans vidende og tilladelse.
Hitler var rasende
Familien Best var desuden vært for Heydrichs enke, Lina Heydrich til diverse middage og udflugter, da enkefruen skulle holde tre ugers ferie i Danmark.
Von Hanneken indrapporterede et helt andet mørk billede af situationen i Danmark end det Best giver udtryk for. Dette får Hitler til at indse, at han er blevet
misinformeret. Efterhånden er der strejkende arbejdere over alt, og i Aalborg åbner tyske soldater ild mod demonstranter.
Best bliver kaldt til en alvorlig samtale hos Hitler. Men Hitler er så sur, at han nægter, at tale med ham. I stedet bliver det en samtale med udenrigsminister von Ribentopf.
Hjemvendt er det en helt anden aggressiv Best, man møder. Ca. 400 personer blev anholdt, natten efter at Best kom hjem. Det var nøglepersoner i den tysk – fjendtlige meningsdannelse.
Natten til den 28. august blev Jens Møller nede i Gråsten vækket. Den tyske besættelsesmagt ville vide, hvor politimesteren samt sognerådsformanden boede. Man havde ordre til at bringe disse to til Aabenraa.
Klimaet mellem den sønderjyske befolkning og Zeitfreivillige blev i denne nat meget forværret. For blandt andet i Sønderborg og Tønder var korpset blevet brugt til patruljering. I nogle tilfælde blev de også brugt til at arrestere folk.
Dundermøde
Best havde indkaldt pressen til dundermøde. Han beskyldte dem til at medvirke til had mod tyskerne. Fremover ville pressen komme under streng censur. Ja pressen blev vidne til at tyske soldater skød mod den danske civilbefolkning.
Den danske regering meddelte den 30. august, at al samarbejde var ophørt, og at de var trådt tilbage. Flere terrordrab fulgte. Redaktør Clemmensen blev skudt af Søren Kam og Flemming Helweg Larsen. Førstnævnte er senere trods flere forsøg nægtet udlevere fra Tyskland. Den 25. september 1943 beslaglægger Schalburgkorpset, Frimurerlogen på Blegdamsvej.
Med et, var Danmark blevet et militærdiktatur, og von Hanneken var den stærke mand. Ret hurtig går det dog op for Berlin, at van Hanneken havde begået fejl. Snart fik Werner Best sin magt tilbage. Han fik stadfæstet sin position, og får desuden 300 medarbejdere fra sikkerhedspolitiet og to bataljoner politibetjente.
Best ville selv styre Danmark
Ligesom i bogen om Duckwitz får vi gennemgået jødeaktionen. Efter krigen afdramatiserer Best aktionen, og giver udtryk for, at han ikke noget med aktionen at gøre. Man snupper kun 202 jøder, så kunne man lige så godt fylde skibet Warterland med 150 kommunister fra Horserødlejren. Det var dem som dansk politi efter anmodning fra tyskerne, havde anholdt. Jøderne blev anbragt i Theresienstadt og kommunisterne i Stutthof.
Best havde sikkert ønsket at kunne styre det hele selv i Danmark, men sådan skulle det ikke gå. Han fik at vide, at en højere SS – og politifører i skikkelse af SS Gruppenführer Pancke kom til Danmark. Dette var nok første årsag til at forholdet til Himmler blev kølnedes mærkbart.
I Rydhave havde familien besøg af den berømte Rommel. Werner Best fik en chok, da hans danske chauffør blev likvideret af “Holger Danske”. Også chaufførens søn blev dræbt under aktionen.
Best indførte repressalier
Alene i marts 1944 arresterede Gestapo 300 personer mistænkt for modstands – aktiviteter. Snart indførtes andre repressalier:
I Ryvangen faldt 14 frihedskæmpere for tyske kugler inden for en måned. Situationen i Danmark blev mærkbar forværret. Fredag den 30. juni 1944 blev 8 medlemmer af Hvidstens – gruppen henrettet.
Straffeaktionen Monsun blev iværksat. Troppestyrker blev kommanderet mod København, og offentlige værker blev besat. Den 1. juli 1944 erklærede tyskerne belejringstilstand. Tyske tropper med maskingeværer blev indsat. Panservogne indledte en hæmningsløs gadeterror. I løbet af få dage mistede 100 københavnere livet.
Igen spillede Duckwitz en afgørende rolle. Afspærringen af København var overskrifter i alverdens lande. For Werner Best var det et stort nederlag i sin tid i Danmark. Snart blev Werner Best sat skakmat af Pancke. Han oprettede det forhadte Hipo – korpset.
Møller – vækket tidlig om morgenen
Tilbage i Gråsten blev Jens Møller den 20. maj 1944 vækket, da skud lød i hans nabolag. Det var lidt længere henne ad Slotsbanken, hvor oberst Paludan Mûller kæmpede mod tyskerne. Pastor Hvid forsøgte at få obersten til at opgive kampen, men forgæves.
Man fandt langt om længe liget. Men Gestapo nægtede at udlevere liget. Kun ved Jens Møllers indsats lykkedes det at få det udleveret.
Grænsegendarmerne
Da Grænsegendarmerne blev arresteret og sendt syd på, var det igen Jens Møller, der forsøgte at få dem tilbage til Danmark. Günther Pancke ville godt være med til at internere dem i Frøslevlejren. Men Bovensiepen var direkte imod. Da Best atter engang kom til Gråsten fik Møller de seneste efterretninger
om gendarmerne. Da var 31 allerede døde i de tyske KZ- lejre. Dødeligheden var allerede efter få måneder ret stor. Måske skyldtes dette gendarmernes alder.
Det lykkedes faktisk Jens Møller via Werner Best at få grænsegendarmerne overført til Frøslevlejren.
Rettungsaktion Möller
Von Hanneken forlangte, at 5.000 personer fra Det Tyske Mindretal skulle besætte forsvarsstillinger ved Toftlund. Der skulle desuden bruges flere hundrede spands heste. Møller mente, at dette kun kunne ske på frivillig basis. Der meldte sig dog også kun 1.500. Flere tyske militærenheder beordredes efterfølgende til arbejdet.
Jens Møller fik gennem hele besættelsestiden mange henvendelser også fra dansksindede om hjælp. Tilfældigvis mødte Møller, Bovensiepen i Aabenraa. denne mødte Møller med de syrlige ord:
Han ville gøre det bedste for Danmark?
Fra februar til april 1945 mistede 62 unge mænd livet i Ryvangen. Werner Best kunne aldrig forstå, hvorfor han blev gjort til en forhadt mand i Danmark. Han ville kunne det bedste for Danmark, sagde han.
Vi hører om torpederinger af flygtningeskibe, og flygtningene ankom i hundredtusindvis til Danmark. Kort efter befrielsen befandt der sig 569.000 tyskere i Danmark.
De ældste børn på Sankt Petri Realskole blev bedt om, at deltage i massebegravelsen af døde tyske flygtninge. De blev begravet i ligposer og ikke i kister.
Eksporten til Tyskland steg gennem hele krigen. Kødeksporten blev endda fordoblet. Også fiskerieksporten havde det godt. Indirekte støttede Danmark på denne måde krigsindustrien i Tyskland.
Reddet fra døden
Ifølge det illegale blad Information blev hele den klasse, hvor Jens Møllers søn, Uwe gik på det tyske gymnasium i Aabenraa tvunget til melde sig til
fronten. Men sandheden er, at Jens Møller forsøgte at forhindre dette.
En 20 – årige kadet, Torben Wolden – Ræthinge var blevet anholdt af tysk politi, godt en uge før kapitulationen. Han var anklaget for sabotage mod en jernbanelinje syd for Padborg. Den unge mand var skolekammerat til en søn af Gråstens toldinspektør Bahnsen. Denne henvendte sig til Jens Møller i et forsøg i at redde den unge mand fra henrettelse. Det lykkedes faktisk for Jens Møller.
I det sidste nyhedsbrev som Werner Best udsendte, gav han indtryk af, at Danmark var et samfund i orden og kontrol. Den kaotiske situation, som opstod på grund af flygtningestrømmen blev ikke omtalt. Bemærkelsesværdigt er det, at Best indirekte udleverer navne på en række landsforrædere. Oven i købet videregiver han navne på tortur – bødler i Shell – huset.
Hvem kom først – til Lübeck
I Hamborg ville gauleiter Kaufmann søge kompromisløs overgivelse til amerikanerne. Den Røde Hær var trængt op fra øst mod Holsten. Kapløbet om Lübeck var afgørende for, hvem der sikrede sig adgangsvejen til Danmark. Kun med et døgns forspring nåede amerikanerne først byen. Best forsøgte at få en våbenstilstand i gang. men det krævede god overtalelse. Ikke alle var af samme mening.
En villa i Kollund
Familien Best havde i den allersidste tid indrettet sig i Villa Olinda i Kollund. Her var masser af levnedsmidler og spiritus. Men de fik aldrig tid til at nyde det. Men indtil den 16. maj fik Best lov til at regere fra Kastelsvej. Men så var det også slut. Han fik så to timer til at pakke sammen.
Senere blev Best anbragt i Vestre Fængsel, hvorfra han blev indsat i Kastellet.
Fru Best fik lov til at bo yderligere 14 dage på Rydhave. Men så fik hun kun 20 minutter til at pakke sit bohave sammen. Det tog faktisk tre timer inden hun
var færdig.
Nervesammenbrud og krampegråd
Werner Best reagerede på arrestationen med nervesammenbrud og krampegråd. Han var heller ikke tilfreds med at familien var smidt ud. Han blev af englænderne ført til Tyskland, men efter 14 dage returnerede han til Danmark, hvor han blev anbragt i Kastellet. De to kriminal-folk, der afhørte
ham, kunne sagtens få ham til at fortælle om andre. Men når det gjaldt ham selv, så klappede han i som en østers.
Fru Best endte i lejr
Oksbøl – lejren blev den foreløbige ende for Hilde Best. Stedet udviklede sig til at blive den største flygtningelejr med 36.000 beboere. Kokkepigen hos familien Best fik et barn i Oksbøl – lejren. Alt i mens bevares kontakten med familien Møller i Gråsten. Fru Møller besøgte flere gange Hilde Best, også da han blev overført til Fitting – lejren.
Efter 22 måneders adskillelse fik hun endelig lov til at se hendes mand, men mødet var ikke opløftende. Da Hilde Best den 22. april 1947 blev sendt syd på, stod fru Møller klar i Padborg og fulgte familien minus manden det sidste stykke over grænsen.
Fængselspsykose
Dyrlæge Møllers mentale tilstand var i en kort periode langt nede. Det var efter, at anklagemyndigheden havde forlangt Fængsel på livstid. Man sagde om ham, at han var udpræget psykopat. En fængselsbetjent kaldte sindstilstanden for Fængselspsykose.
Anklaget
Og Fru Møller sørgede for tandbørste og en ny kuffert til Werner Best. Anklagemyndigheden havde her sammenfattet anklagen i tre hovedafsnit:
Man tog ikke hensyn til, at han advarede inden aktionen.
Begravelser i Gråsten og Omegn
I et brev til Werner Best omtaler Fru Møller også Frits Clausens begravelse:
Fru Møller skriver også om et dødsfald hos en indsat i Fårhuslejren som de tysksindede var meget oprørte over:
Mentalundersøgt
I brevene fra Mimi Møller til henholdsvis Werner og Hilde Best får vi et dybt indblik i de frustrationer, der efterhånden opstod i ægteskabet. I fængslet blev Werner Best også mentalundersøgt. Konklusionen var:
Flere gange måtte Werner Best til Tyskland for at afgive vidneforklaringer. ja amerikanerne kaldte ham for Stjerne – vidnet under Nürnberg – processen.
Lokale angreb mod Familien Best
Og hjemme i Gråsten bad politimester Brix, der også blev kaldt for “Deutschenfresser”. Mimi Møller om at undlade at sende breve til familien Best. Men det gjorde hun dog ikke. I 1951 aflagde Hilde Best et besøg i Gråsten. Og i Dannevirke kunne man læse, at Fru Best havde anmeldt tyveri af al indboet fra villaen i Kollund. Samtidig kunne man i bladet læse, at parret skulle skilles. Og nu kom sagen med Jens Møllers dyrlægestilling op igen.
De lokale aviser kunne fortælle, at lokale beboere havde berettet om overdådige fester hos familien Best. Problemet var bare, at Werner Best var fængslet og Hilde Best var interneret.
Jens Møller indrykker et læserbrev i Der Nordschleswiger, hvor han forsøger at forsvare angrebene på familien Best.
Ofte var Best’ s børn på ferie i Gråsten. Her lærte de et nyt ord at kende – “Tyskersvin”
Benådet
Torsdag den 28. august 1951 blev Werner Best benådet af kongen. En kortege af tre biler, herunder fuldt bevæbnet politi tog turen syd på. I Kruså fik han stukket en madpakke i hånden. Lige syd for grænsen overtog en tysk undergrundsorganisation den videre transport, og anbragte Best et hemmeligt sted.
Tragisk død
Jens Møller var efter fem års fængsel en psykisk knækket mand. Den 28. november 1951 kørte han ud til en bonde i Felsted. En ko var i gang med en vanskelig
fødsel. Om morgenen kørte Møller træt og udkørt direkte mod et vejtræ. Formentlig var han faldet i søvn bag rattet.
Et firma – med blakket ry
Det var ikke let for Werner Best at vende hjem til familien efter 6 1/2 års adskillelse. I Berlingske Tidende kunne man ellers læse, at Best havde været i Østtyskland for at lede efter en Nazi – formue. I 1955 kunne Se og Hør fortælle, at Best arbejdede i Den Brune Gruppe, der forsøgte at få placeret deres nazi – folk inden for moderne tysk politik.
I 1959 skulle Mimi Møller giftes med en mand fra dansk slægt, og det fortalte hun Familien Best. I otte år havde de ikke skrevet sammen.
Hilde Best skrev tilbage, at hendes mand arbejde alt for meget. Måske skyldtes dette, at de tyske myndigheder efterhånden havde fået et strengere syn på fortiden. Werner Best var blevet ansat hos Hugo Stinnes – koncernen. Det var en koncern med et blakket ry.
Efter krigen var kemi – virksomheden blevet gendannet. Det var et underfirma af I.G. Farben som under krigen leverede ukrudtsmidlet Zyklon B til diverse gaskamre i Tyskland.
Slap ud af myndighedernes klør
Der Spiegel kunne i 1962 konstatere, at Best for tredje gang slap ud af myndighedernes klør. Best havde travlt med erklæringer, udkast m.m. Mange nazister søgte hjælp hos juristen. Best kæmpede mod Forfølgelsesbølgen fra Ludvigsburg, men det var åbenbart forgæves. Den 11. marts 1969 blev han atter engang arresteret. Ransagninger fulgte hos Hugo Stinnes. Endnu engang klarede Best frisag.
Pas på – journalister
I 1976 fik Familien Best besøg af Uwe Møller, der havde overtaget Slotsbanken 15, og blevet en veletableret læge i Gråsten. Han lovede at holde øje
med medierne. Og han skriver blandt andet tilbage til Werner Best, om hvordan Siegfried Matlok, daværende redaktør af Der Nordschleswiger var:
En sjov beskrivelse for os, der kender Siegfried Matlok.
Werner Best ‘s testamente
I november 1988 kom så det øjeblik, som Werner Best havde ventet på siden sin løsladelse. Han får lejlighed til at beskrive sine gøremål i Danmark. Det sker i Siegfried Matlok’s bog “Danmark i Hitlers Hånd”. Bogen udkom først på tysk udgivet af et forlag i Husum. Den vakte opsigt, fordi Werner Best stillede selv op. Et halv år senere udkommer bogen i en redigeret udgave på dansk.
Anklageskriftet kom for sent
Den 5. juli 1989 udsendte Stadsadvokaten i Düsseldorf et anklageskrift vedr. mord på 8.723 mord. men det var for sent. Den 23. juni døde Werner Best.
Hilde Best overlevede hendes mand med cirka et år.
Vores hovedperson har leveret den ideologiske retfærdiggørelse for udryddelsen af jøderne. Han så Danmark som stedet, hvor han kunne udmønte sine storrumsteorier i praksis. Best var udmærket klar over, at Danmark var det sted, hvor besættelsesstyret fungerede. Han var en mystisk person. Måske kan han betegnes som en person med “Dr. Jerkyll og Mr. Hyde – syndromet”
Tysklands spisekammer
Best slog ikke nogen personlig ihjel. Men han argumenterede for, at det var nødvendigt og legitimt at slå ihjel. Danielsens bog er særdeles underholdende.
Han har blandet Ulrich Herberts biografi med nyt stof og sluppet særdeles heldig fra det. Best sørgede for, at Danmark eksporterede masser af fødevarer
til tyskerne. Og lige før kapitulationen regnede han med at eksporten kunne stige yderligere. Jo, Danmark var så absolut Tysklands spisekammer.
Ind under huden
Indflydelsesrige tyskere sørgede for, at der ikke blev rejst sigtelser mod ham. Han kunne også regne med støtte fra Scavenius og Svenningsen. Best var en utrolig god taktikker. Han havde et ekstremt og racistisk livssyn. Og dette var nazismen løsningen på. Han var meget kompleks. Bogen giver os mange detaljer, og der er ikke en for mange. For de beskrevet meget medrivende. Vi kommer til tider ind under huden på hovedpersonen.
Et værk på 10 bind
For et stykke tid siden udsendte John T. Lauridsen og Jacob Meile et kæmpe værk på ti bind og 5.100 sider om store dele af Werner Best’ s korrespondance. Værket viser, at vores hovedperson ofte var i opposition til Berlin. Måske var advarslen til de danske jøder en aktion, der kunne sikre den fortsatte eksport af
fødevarer til tyskerne. Best var bange for, at danskerne ville gøre oprør. På mange måder forblev Danmark, at være et “Sonderfall”. Også Alfred Rosenberg og sin stab måtte rejse tilbage. Best tillod ikke, at man uden videre huggede jødernes kunstskatte i Danmark.
Han tjente nazismen
Best forhalede også en ordre om, at kraner og flyde-dokke skulle beslaglægges og sendes til Tyskland. Til sidst løb det ud i ingenting.
Det var heller ikke uden grund, at Eichmann troppede op i Danmark. Best var gået for vidt i jødespørgsmålet. Efter den sag måtte samarbejdspolitikken ophøre. Men Best gjorde det ikke for danskernes skyld. Han gjorde det for at tjene nazismens interesse bedst muligt.
Ligger der nyt materiale gemt?
I 1989, da Siegfried Matloks bog om Werner Best udkom var interessen enorm. De fleste anmeldere mente, at bogen var udtryk for, at renvaske den gamle nazist. Bogen kastede vel næppe lys over besættelsens historie. Og den bragte ikke væsentligt nyt. Den er et fascinerende indblik i selvforståelsen hos Best.
I Matloks pengeskab befinder der sig en mængde korrespondance mellem Scavenius og Best. Gad vide, om det endnu er noget hemmeligt, der kan bringe et nyt lys på besættelsestiden.
Best hævdede således, at han havde givet Duckwitz lov til at lække meddelelsen om jødeaktionen men det afviste Duckwitz. Best roste det frie valg i 1943, men valget var stækketog manipuleret. Han hævdede desuden, at han havde mindsket Hitlers krav om modterror, men sådan et krav blev aldrig dokumenteret.
Vores hovedperson har aldrig kunnet eller villet gøre op med sin nazistiske fortid.
Scavenius udstødt og foragtet
Efter krigen kastede man sig over en fælles fjende, kommunisterne. Og Scavenius blev udstødt og en foragtet mand resten af sine dage. Han var med til at udføre samarbejdspolitikken og tog skraldet af alle de politikere, der ikke blev foragtet, straffet eller udstødt. Måske så Scavenius slet ikke det destruktive
i det nazistiske regime. Best så Scavenius som en ligeværdig kollega. Måske kan Scavenius dog tage æren for, at Best overhørte ordre fra Berlin og trodsede påbud.
Scavenius blev gift for anden gang i 1944 med en yngre kvinde. Fra mange sider blev den kvinde ikke blot betragtet som tyskervenlig, men som direkte Nazi Lover. En nat blev hun involveret i en skudepisode. Men så tilkaldte hun bare Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann, som udredede trådene.
Efter befrielsen tilbragte den nye Fru Scavenius syv uger i internering. Så slap hun grundet forbindelser ud. Hun besøgte hver uge sammen med hendes mand, Hoffmann – den øverste chef for torturen i Danmark i hans dødscelle.
Og længe efter kapitulationen havde hun og hendes mand kontakt med Otto v. Bovensiepen, den sidste chef for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark.
Scavenius brød sig ikke om Churchill. Han var ifølge Scavenius – uforstandig, og skadelig person, han tænker i krig. Hele hans liv igennem har han søgt at være i krig. Scavenius så i Hitler, en ny Napoleon.
På sit bord i Horsens Statsfængsel havde Best et billede stående af Scavenius. Det er vel ikke uden grund, at kalde Werner Best for Skrivebordsmoderen. Han havde aldrig selv fysisk kontakt med sine ofre. Og parløbet med Scavenius holdt i mange år.
Krig var en naturlov
Best lagde aldrig skjul på sin ideologi. Allerede i 1931 formulerede han det ideologiske grundlag for krigen. Krig var en naturlov, der ikke kunne reguleres af moral eller internationale konventioner, om det så førte til den ene parts udslettelse. Jødeaktionen var sikkert sat i værk for at formilde Hitler. Han accepterede indirekte, at hans underordnede saboterede aktionen.
Vi kom langt omkring. Men læs selv bogen. Den er en oplevelse. Niels – Birger Danielsen er journalist på Ekstra Bladet og har tidligere skrevet
Niels – Birger Danielsen: Werner Best – Tysk rigsbefuldmægtiget i 1942 – 45 / Politikens Forlag.
Yderligere kilder:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.-o1-2022
Juli 4, 2013
Hvem skulle tro, at Tønder havde en Luftskibsbase under Første verdenskrig. For første gang i historien blev der udført angreb fra et “såkaldt” hangarskib. Med utrolig dygtighed lykkedes det engelsk skibe at bombe basen. Den blev aldrig den store succes. Mange uheld kostede store summer. Basens tilstedeværelse prægede livet i Tønder. Og efter genforeningen blev mandskabs – barakkerne brugt ved Ryttervej. Store fester blev afholdt i flyhangaren og det blev en turistmagnet.
Angreb fra hangarskib
Det er nu tredje gang, vi besøger de store luftskibe i Tønder. Ja det er ikke mange, der tror, at Tønder var indblandet i søkrigen under første verdenskrig. men det blev faktisk tilfældet. En historisk begivenhed fandt sted den 19. juli 1918. Dengang startede almindelige flyvemaskiner for første gang fra et hangarskib for at udføre angreb på landjorden. Dette var ganske almindelig i de følgende krige. Og målet var luftskibsbasen nord for Tønder.
Direkte og indirekte: mange døde
Faktisk var der mange døde i tidens løb i forbindelse med luftskibsbasen i Tønder, som følge af tekniske problemer, ulykker og direkte nedskydninger af luftskibe. Ja et par blev også
skudt for spionage.
Tønder – base nummer to
Da krigen startede havde det tyske luftvåben kun et luftskib og en luftskibsbase. Den befandt sig i nærheden af Hamborg i Fuhlsbüttel. Men det blev til mange luftskibsbaser.
Allerede den 16. september 1914 foreslog Reichs – Marine – Amt to fremskudte baser, en ved Emden og en inden for Sild. Den første blev bygget ved Hage, den anden ved Tønder. I første omgang anlagde man to haller, der var 184 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. Til hver hal hørte et underjordisk tankanlæg, der kunne rumme 20.000 liter. De stod færdige allerede i 1915. Det første luftskib ankom den 23. marts 1915. Det næste den 25. april.
Blæst over Tønder
Lokaliteten lå 2 1/2 kilometer nord for Tønder, hvor der var god plads, ingen træer og forholdsvis tæt på kysten. Men det man måske ikke havde taget højde for, var den kraftige vestenvind på egnen. Vinden gjorde snart basen berygtet blandt officerer i den tyske marine. Det var særdeles vanskeligt at manøvrere herfra. Og man havde måske heller ikke lige regnet med de store dræninger, der skulle foretages på grunden.
15 zeppeliner på basen
I de tre år og knap tre måneder, som basen eksisterede, var det på skift stationeret 15 zeppeliner på basen. En zeppeliner havde et skelet af sammennittet aluminium betrukket med tætvævet lærred. Inden i skelettet var der plads til 14 – 17 gassektioner (balloner) til brint, fremstillet af kvægtarme, der limedes sammen i mange lag, og blev beklædt med tætvævet bomuld. Det var temmelig afgørende, at gassektionerne var helt tætte. Ud-sivende brint ville udgøre en dødelig eksplosionsrisiko. Der var plads til løbegange, således at luftskibets mandskab kunne bevæge sig mellem sektionerne og udføre de nødvendige reparationsarbejder.
Under luftskibets krop var mandskabsgondolerne placeret. Øverst oppe på luftskibet var der en åben rede til en maskingeværskytte.
Besætning på 20 – 25 mand
Typisk var et mandskab på 20 – 25 mand. Fem motorer sørgede for en maksimum – hastighed på 100 kilometer i timen. Tænk, at på Ribelandevej i en tidligere landbrugsskole blev luftskibenes togter over Nordsøen planlagt. Bygningen er hvis nok blevet fredet. Når et luftskib lagde an til landing lod kaptajnen luftskibet gå ned til en højde af ca. 20 meter over jorden. Derefter blev der kastet en mængde tove ned, som personalet på jorden greb fat i for at trække det kæmpemæssige luftskib det sidste stykke ned.
Samtidig med dette, skulle de passe på, at mandskabsgondolerne, der hang under luftskibet ikke stødte mod landingsbanen. For at undgå dette, var det fæstnet et slags gelænder til gondolens sider, så man kunne løfte luftskibet en smule op igen. I blæsevejr kunne det sagtens være 400 mand, der skulle bruges til at hale luftskibet ned- Ja når luftskibene skulle starte og lette, måtte man ofte hente hjælp af 100 mand fra det nærliggende Landsturmbatillon Tondern.
Vanskeligt at bugsere
Det var ret besværligt at skulle bugsere det store luftskib. Hvis luftskibet under landingen stadig svævede, blev den nødt til at smide ballast i form af vand. På den måde fik folk på landjorden et gratis styrtebad. Man forsøgte at af-elektrificere luftskibet, når det var landet. Det skete i form af kæmpe kobberplader, der var placeret lige under jordoverfladen
langs med Zeppelin -hallerne. Nogle gange skulle det ikke meget til, før det skete ulykker. Under bugsering med L 24 i dobbelthallen Toska stødte det mod en tændt elektrisk pære i hallens loft. Luftskibet brød straks i en eksplosionsagtig brand, der bredte sig til L 17, der allerede stod i hallen.
Giv agt for udsivende gas
Ombord var foruden kaptajnen hans nærmeste medarbejdere, styrmændene og navigatørerne. Men det var også altid en sejlmager og hans assistent. de skulle sørge for at lækager straks blev repareret. Og man skulle altid arbejde to og to, fordi udsivende gas kunne forårsage ildebefindende og føre til bevidstløshed. Maskinister skulle sørge for at alle fem motorer kørte, som de skulle. Så skulle der også være at antal personer, som i tilfælde af slagside bare ved deres vægt kunne udbalancere luftskibet.
Også jagerfly i Tønder
Allerede et par måneder i forvejen, var mandskabet i Tønder klar. Den 26. november 1914 bestod jordstyrken af 307 mand. Den 31. maj 1915 var styrken dog vokset til til 537. Og den 1. april 1916 bestod styrken af 14 officerer og 574 menige. Til at forsvare sig mod luftangreb, blev der stationeret et mindre antal jagerfly i Tønder. Dette mandskab var dog af en mindre størrelse. Den 25. marts 1916 var mandskabet her på 61 mand. Efter marts 1918 var der ikke flere piloter i Tønder. Luftforsvaret skulle herefter klares af jordstyrken alene.
Forbandelse over Toska
De to første luftskibshaller blev i første opgang benævnt som Marine og Joachim. Kort tid efter blev de dog omdøbt til Toni og Tobias. Men det var især dobbelthallen Toska, der imponerede. Denne dobbelthal var 240 meter lang, 60 meter bred og 35 meter høj. Som de foregående var den placeret i retningen øst – vest. Dobbelthallen lå cirka 300 meter nord for de andre to. Den skulle ellers kun have været 180 meter lang. men under bygningen besluttede man sig for at gøre hallen længere. Så kunne den rumme de store luftskibe på 55.000 m3
Denne dobbelthal fik desværre en forbandelse over sig. Det første luftskib, L 17, der benyttede hallen, eksploderede og gik i brand. den 17. november 1915. Det var allerede dagen
efter, at den var ankommet til Tønder og 14 dage efter, at det havde forladt fabrikken. Denne hændelse har vi tidligere omtalt Hallen blev kun lettere beskadiget. Reparationerne var tilendebragt i januar 1916.
Uheldigvis fik L 22 ødelagt næsepartiet og 50 meter af forkroppen ved at støde mod porten under ind-bugsering den 17. april 1916. Et lignende uheld ramte L 24 den 28. december 1916. Der
opstod en brand, som bredte sig til L 17 inde i hallen. Begge luftskibe blev ødelagt. Hallen blev igen repareret og var klar i april 1917. Så skal det også lige med, at de to luftskibe, der blev ødelagt ved luftangrebet den 17. juli 1918 begge befandt sig i Toska.
Værk til fremstilling af brint
Brint blev der brugt temmelig meget af i disse luftskibe. I 1915 – 1916 opførtes der derfor et gasværk til fremstilling af brint, ca. 600 meter sydøst for Toni og Tobias. Der kunne produceres 6000 m3 om dagen. En tørgasbeholder kunne rumme 30.000 m3. Men man havde også et underjordisk magasin, hvor gassen blev opbevaret under et tryk på 100 atmosfærer i kæmpemæssige stålflasker. Her kunne der opbevares ca. 26.000 m3. Basen havde også eget elektricitetsværk og eget vandværk.
Opklaringsopgaver
Den primære opgave var ikke, som det står i diverse historiebøger, angreb mod England, men opklaringsopgaver. Således blev der foretaget 1.191 opklaringsflyvninger mod kun 352 angrebsflyvninger. Når basen blev anlagt i Tønder var det for at dække de nordlige adgangsveje til Tyske Bugt. I de sidste krigsår var luftskibene i Tønder i reglen ansvarlig for Nord – Aufklärung. Og den bestod i patruljering mellem Dogger Banke Nord Fyrskib og Lyngvig. Efter at tyskerne havde erklæret uindskrænket ubådskrig den 1. februar 1917, foretog man fra Tønder ofte lange flyvninger ind i “Sperrgebiet”. Det var flyvninger, der ofte førte helt op til “Kristianssand” i Norge.
Livet i Tønder præget af basen
Den 23. marts 1915 landede det første luftskib på basen. Det var stationeret i Tønder de næste 8 måneder. Den 25. april 1915 landede den første Zeppeliner L 7 på basen. Basen var en by i sig selv. Her var foruden luftskibshallerne, en flyhangar med plads til fem jagerfly. Der var en radiostation, hvor der var kommunikation mellem luftskibene via telegraf. Og så var der pejlesendere og lysfyr. Beboelsesbarakkerne kunne rumme 600 personer.
Livet i Tønder var i den grad præget af soldaternes tilstedeværelse i de godt tre år basen var der. Der blev arrangeret koncerter, danseaftener og sportsarrangementer for basens soldater. En del af de unge marinere fandt deres hustruer blandt Tønders unge giftefærdige kvinder. Mange af marinerne fik deres liv og familie i byen. Nogle af disse var Adam Hehr og gasmester Fr. Röder. De hjalp, da en gruppe lokalhistorikere begyndte at interessere sig for basen, og senere indrettede et museum her.
Store tab af luftskibe
De brintfyldte luftskibe var særdeles sårbare. Tabet var også enormt. Således gik ikke færre end 53 af en samlet flåde på 71 tabt under krigen. Foruden de allerede nævnte haverier på basen, gik fire luftskibe tabt under operationer fra Tønder. L 20 måtte den 3. maj 1916 nødlande i nærheden af Stavanger efter et mislykket bombeangreb mod den engelske flådebase i nærheden af Edingburgh.
Dagen efter blev L 7 skudt ned ved Horns Rev af artilleriild fra krydserne HMS Galatea og Phaeton. Der var ingen overlevende. Den 21. august 1921 startede L 23 kl. 3.50 fra Tønder på en rutinepatrulje. Klokken 5.40 meddelte chefen, at man havde observeret fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. En af krydserne HMS Yarmouth medførte en Sopwith Pup Jagerfly. Den startede fra en platform oven på det forreste kanontårn. Flyet udnyttede skydækket til at komme tæt ind på zeppelineren og skyde den i brand. Hele besætningen omkom.
Taget til fange i Frankrig
En af de store luftskibsangreb på England fandt sted den 19. – 20. oktober 1917. Der deltog i alt 11 luftskibe, fra Tønder L 45 og L 54. L 45 bombede Northampton. Den blev af en kraftig storm drevet ud af kurs, og via London og Lyon havnede den til sidst i Sisteron i Sydfrankrig. L 45 var hele 198 meter lang, og havde en maksimal diameter 24 meter. Den kunne opnå en en tophastighed på 102 kilometer.
Men efter et angreb på England, blev det drevet ud af kurs og nødlandede den 20. oktober 1917 i Sydfrankrig. Besætningen på 17 mand blev taget til fange. Det var nu ikke stormen alene, der var skyld af i dette. Navigatøren blev syg af iltmangel. Han var ude af stand til at passe sit arbejde. Og til sidst virkede kun to af de fem motorer.
Skudt for spionage
Da chefen for L 45 kaptajnløjtnant Waldemar Kölle blev forhørt af den engelske efterretningstjeneste, viste det sig, at englænderne havde et særdeles detaljeret kendskab til den tyske luftskibstjeneste og basen ved Tønder. Det lykkedes for Kölle, at få en rapport af forhørene sendt ud sit fangenskab. Det resulterede senere i, at flere soldater på Tønder – basen blev skudt sigtet for spionage.
Angreb i 1916
Et par år tidligere troede englænderne, at luftbasen lå ved Højer. Den 24. marts 1916 stak flymoderskibet HMS Vindex med eskorte af destroyere til søs fra Harwich. Målet var at bombe den tyske luftskibsbase. Vindex var en hurtiggående passagerdamper, der før krigen havde sejlet på Isle of Man. Den medførte tre store og to mindre pontonfly. Disse kunne ikke starte fra skibet, men måtte stoppe op. Ved hjælp af kraner blev de sat i vandet.
Klokken 7 kunne beboerne over Højer høre motorstøj. De havde ikke fundet luftskibshaller ved Højer. Men af flyene havde kastet sine bomber mod en stor fabrik og påstod at have efterladt bygningen i flammer. Den anden var fløjet ind i landet, og havde opdaget at basen lå ved Tønder. De havde forsøgt at bombe den fra lav højde. Men bomberne havde sat sig fast. De tre andre fly måtte nødlande på grund af motorstop, og besætningen blev taget til fange.
Angreb nummer to
Englænderne forsøgte igen den 4. maj. Denne gang var det med en endnu større flådestyrke. Formålet var ikke så meget at angribe luftskibsbasen, men at lokke den tyske højsø-flåde ud af Wilhelmshafen. Der deltog to flymoderskibe, Vindex og HMS Engadine. Sidstnævnte var også en ombygget passagerdamper.
I alt deltog 11 sø-fly. Men ak de otte kom slet ikke i luften. Fire brækkede propellen, tre havde motorsvigt, og en kæntrede i kølvandet på en destroyer.
Af de tre som det lykkedes at få på vingerne, fløj en ind i antennerne på en destroyer og styrtede ned. En anden måtte vende om efter kort tid på grund af motorvanskeligheder. Kun en af de elleve nåede Tønder. Her lå hallerne skjult af tåge. Han kastede sine to 30 kg bomber uden at ramme. Indirekte gav angrebet dog et resultat, idet L 7 der tidlig om morgenen var sendt ud fra Tønder, som tidligere nævnt skudt ned ved Horns Rev. Men det lykkedes dog ikke at lokke højsø-flåden ud.
Første mål var Tønder
Men i 1918 lykkedes det endelig for englænderne at få ram på basen ved Tønder. Fra luftskibene kunne man observere alle englændernes aktiviteter i Nordsøen. Selv om luftskibene var
særdeles sårbare, var de trods alt svære at få ram på. Blev de angrebet kastede de deres ballast. Så kunne de stige hurtigere til vejrs end de angribende fly. Derfor var man fra englændernes side interesseret i at ødelæge luftskibene på deres baser. Og førte mål var Tønder.
Øvelser på dykbombning
Angrebet mod Tønder skulle udføres af ensædede jagere af typen Sopwith Camel. Disse jagerfly var de mest berømte under første verdenskrig. De var udstyret med to maskingeværer og havde en maksimalhastighed på 200 kilometer i timen. Nu havde man også fået et rigtigt hangarskib. Det var en ombygget krydser, HMS Furious. Men det er nok ikke det man i dag forbinder med et hangarskib. Man startede ganske vist på fordækket og landede på agterdækket. Men der var stadig kommandobro, skorsten m.m. på dækket. Dette betød, at det var særdeles vanskeligt at lande på skibet.
For overhovedet, at kunne komme til at angribe Tønder, havde personalet gennemgået en omfattende træning. dette foregik på flyvepladsen Turnhouse ved Edingburgh. Blandt andet testede man dykbombning mod mål i form af grundplanen af en luftskibshal.
Man måtte opgive
Furious forlod Rosyth den 27. juni 1918, men da man to dage senere var fremme ved udgangspunktet for det planlagte angreb, var vejret regnfuldt og blæsende. Så man vendte hjem igen.
Den 17. juli stak man igen til søs. Man havde ekskorte af lette krydsere og destroyere. Næste morgen kl. 3.30 var man ud for Lyngvig Fyr. Men ak og ve. Det var blevet tordenvejr, så angrebet blev udsat et døgn.
Endelig lykkedes det
Ved daggry den 19. lykkedes det endelig at få flyene af sted. Furious befandt sig da 13 sømil stik vest for fyret, og cirka 150 km nord – nordvest for Tønder. Vejret var nu ikke det allerbedste. Men rapporterne tydede på, at vejret ikke ville blive værre. Piloterne havde i hvert fald benzin nok til at smutte over grænsen til Danmark.
Syv fly på vej
De syv fly havde hver to 23 kg bomber og var delt op i to grupper på henholdsvis tre og fire fly. Den første (Jackson, Dickson, Williams) var i luften kl. 3.18. Den anden (Smart) var i luften 3.26. De øvrige piloter var (Thyne, Dawson, Yeulett). Men Thyne fik motorproblemer over Blåvand. Han måtte gå ned på vandet, men blev samlet op af en destroyer.
Vejret var overskyet og sigtbarheden kun nogenlunde god. De nåede kysten på det beregnede tidspunkt. De kunne genkende øen Sild. men holdt sig væk fra den for at undgå de tyske jagere, der var stationeret her. Så blev de opsplittet, for at finde luftskibsbasen. Åbenbart kendte de ikke den nøjagtige beliggenhed, hvilket kunne virke lidt mærkelig.
Dicksons beretning
Dickson angreb først en bygning, som han antog var et ammunitionsdepot. I det engelske værk “The War in the air” forklarer han:
Angrebet kom uventet
Angrebet i de tidlige morgentimer kom aldeles uventet. Klokken 4.32 telefonerede luftmeldepost Skærbæk, at tre biplaner af ukendt nationalitet var på vej mod Tønder. der blev straks slået alarm til jordpersonalet og luftværns – batterierne. Men allerede tre minutter efter at meldingen var indløbet, fik man øje på de tre engelske fly. De kom i 2.000 – 3.000 meters højde og dykkede ned til 30 meter, før de kastede deres bomber.
Der blev konstateret tre træffere i Toska og en i Tobias. I Toska var der to luftskibe L 54 og L 60, der gik i brand uden at eksplodere. I Tobias var der kun en lænkeballon, der anvendtes til at vise basens position, hvis der var tåget. Den blev beskadiget af sprængstoffer.
Kaptajn Smith’s beretning
Efter angrebet fløj flyene i ganske lav højde (ca. 20 meter) over Gallehus – skovene og forsvandt i skyerne, der nærmede sig fra vest. Klokken 5.50 blev basen igen angrebet af tre fly, der kom fra øst i en højde af 2.000 meter. Tyskerne troede, at der var de tre første fly, der var vendt tilbage, men det var den anden gruppe, der nu var nået frem. I sin rapport fortæller kaptajn Smart:
Tönnis beretning
Kaptajnløjtnant Tönnis, der var chef for jordstyrkerne i Tønder, oplyser i sin rapport, at de to fly angreb Tobias, mens det tredje fløj mellem denne hal og Toska i en højde af 200 – 300
meter som om det tog fotografier. Tobias blev ramt af to bomber, mens der faldt en bombe 30 meter nordøst for hallen og en på en jernbanevogn med flasker med gas under 100 atmosfærers tryk. Vognen blev beskadiget, men flaskerne eksploderede ikke. Endelig faldt der en bombe vest for Tobias. Den ramte jernbanesporet og afbrød skinnerne.
Ødelæggelserne
De bomber, der ramte hallerne, eksploderede umiddelbart under taget. I selve taget blev der kun et hul på omtrent 1/2 m2, men sprængstykkerne havde en voldsom virkning. Nogle af dem
gik gennem jernkonstruktionerne. Kaptajnløjtnanten sagde, at der kun skete ringe skade på tag og sidebeklædning af Toska, så den kunne være klar om tre uger.
I Tobias var næsten alle vinduer knust, men denne hal var alligevel planlagt, at skulle rives ned. I alt blev der konstateret 11 bombenedslag, hvoraf 9 endte på basen. En bombe faldt på en mark uden for byen. den anden faldt på markedspladsen, hvor den frembragte et stort hul i brobelægningen.
Ifølge avis – kun ringe skade
Ifølge den officielle meddelelse i Tondernsche Zeitung , blev der kun anrettet ringe materiel skade ved angrebet. Det var et held for tyskerne, at de udbrændte skeletter af L 54 og L 60 lå inde i Toska og ikke røbede, at de materielle skader ikke var så lille endda. Derimod skete der kun ringe personskade, det der kun var tre sårede og en hårdt såret.
Dickson nåede hjem
På grund af den marginale brændstofbehandling havde de engelske piloter ordre til ikke at vente på hinanden ved samlepunktet Brede, men søge at nå de engelske flådestyrker så hurtigt som muligt, lige som de ikke måtte tøve med at gå ned i Danmark og lade sig internere, hvis benzinen var ved at være opbrugt.
Da Kaptajn Dickson ikke så noget til sine kammerater ved samlepunktet, fortsatte han langs kysten til Blåvands Huk. Ca. 40 sømil stik vest herfor var der aftalt mødepunkt med destroyerne, der var trængt ned gennem minefelterne ad en smal rute, strøget til dette formål. Dickson mente, at han havde benzin til de 40 sømil og satte kursen mod vest. Det var dog en lettelse for ham, da han så destroyerne. Han gik ned på vandet, kravlede ud, og sad på halepartiet, og ventede til, at de halede ham ombord.
De to andre piloter fra første gruppe nødlandede begge i Danmark. Jackson gik ned på en mark vest for Guldager, hvor han stak sit fly i brand, mens Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.
Yeulett forsvandt i havet
Heller ikke noget af piloterne fra anden gruppe nåede tilbage til Furious. Smart blev samlet op efter en nervepirrende flyvning . De sidste tyve minutter gav hans motor lige akkurat kraft
nok til at holde flyet på vingerne. Han fløj i få meters højde over det minefyldte hav, indtil han nåede opsamlingspunktet. Yeulett forsvandt på hjemvejen. Han er sandsynligvis gået ned på Vesterhavet med motorproblemer og druknet. Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr på Holmsland Klit.
Tre piloter blev interneret i Danmark
De tre piloter, der landede i Danmark blev interneret. Men det lykkedes dem hurtigt at undslippe via Sverige og Norge. Havde de to første angreb på Tønder været fiaskoer, så var den tredje en stor succes. Indtil krigens ophør, levede tyskerne i konstant angst for nye angreb. Furious blev aldrig mere anvendt til formålet som hangarskib. Det blev i stedet moderskib for drageballoner. Først efter krigen blev det ombygget til brugbar hangarskib.
Kun som nødlandingsplads
Selv om Toska blev hurtig klar igen. Tønder blev ikke mere anvendt operationelt , men bibeholdt som nødlandingsplads. De to oprindelige haller var blevet for små til de luftskibe, der nu anvendtes. Nedrivningen af Toni var allerede i gang, da basen blev angrebet. Kort efter tog man fat på Tobias, hvis sidste gæst havde været L 23, der blev skudt ned den 21. august 1917.
Genforeningsfest
Der blev afholdt en stor genforeningsfest i flyhangaren den 27. juni 1920, hvor der deltog ca. 500 personer. Luftskibshallen var en populær turistattraktion, indtil den blev revet ned. her blev der også arrangeret heste – væddeløb.
Den danske Garnison
Efter Genforeningen fik Tønder dansk garnison. Infanteristyrken blev indkvarteret i barakkerne på flyvepladsen. senere blev barakkerne samlet på en mark nord for byen, hvor den tyske radiostation. Men den historie omkring Ryttervej, har vi tidligere berettet om. Toska blev demonteret i 1921. Året efter blev gasværkets bygning revet ned. Soldaterskoven blev brugt som øvelsesplads for garnisonen. Og Eksercergården blev brugt til diverse formål.
I alt 130 zeppeliner
Luftskibenes æra var endelig forbi efter Hindenburg – katastrofen i Lakehurst lufthavnen ved New York i 1937. Ved indledningen til Anden Verdenskrig i 1939 var er i alt blevet bygget 130 zeppelinere.
Zeppelinmuseet åbnede den 8. maj 1999. I dag er det åbnet i alle weekender i sommerhalvåret. de har også en interessant hjemmeside, hvor du kan læse om en overlevende fra Hindenburg – katastrofen, Euduaurd Boethus, og hans beretning. Du kan også læse en engelsk version af angrebet mod Tønder.
Og det er www.zeppelin-museum.dk
En fly – hal er efterfølgende blevet etablere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16.09.2021