Artikler
Maj 23, 2013
Før var det begravelsesstemning, når Amerika – bådene sejlede. På vandet måtte man godt bruge motorerne. Automobilen måtte ikke køre på Strandvejen. Automobildrosken pressede Droskekusken. Der var 480 hestedrosker i København. I 1907 var der kun en hestesporvogn tilbage. Syrevognene var afløst af rigtige sporvogne med et imponerende passagertal.
København – uden biler
Det må have været eldorado dengang for mange af nutidens politikere i Borgerrepræsentationen – De ønsker, København uden biler. Og en by kun med hestesporvogne uden forurening, må være et eldorado i deres øjne. Det vil sige at hesten jo engang imellem fik noget besørget. Vi befinder os i København omkring 1907.
En Hestesporvogne tilbage
Tilbage var dog kun en hestesporvogn. Den kørte fra Gl. Torv og til enden af Vendersgade. Rejsen tog kun 4 -5 minutter, og havde vel 4 – 5 passagerer på hver tur. Det var da også et overbærende smil, der mødte hestesporvognen.
De første elektriske sporvogne
Det var dengang i 1897, da de første elektriske sporvogne kom på gaden. For at undgå luftledninger forsøgte man sig med de berygtede syrevogne. Dem opgav man hurtig efter utallige klager.
Da de første rigtige elektriske sporvogne kom, var det som om en ny verden åbenbarede sig. Store ruder og elektrisk lys var det på vognene, da de første gang kørte gennem Falkonéralléen. Det nye trafikmiddel nærmest revolutionerede gadelivet. Nu havde man vænnet sig til det. Andre nymodens ting som telefon og elektrisk lys havde man også hurtig indfundet sig med.
De måtte dog kæmpe
De elektriske sporvogne måtte dog også kæmpe, inden de blev accepteret. Københavnerne mente at de mange luftledninger vansirede deres gader. Man jamrede over al den spektakel som dette ville medføre. Man forfærdedes over den hensynsløse fart, disse moderne uhyrer kunne skyde og spåede mange ulykker.
Der opstod dog også en del ulykker, indtil man lærte de nye vogne at kende.
Ikke tid til at gå på kælderbeværtning
Man kunne nu ikke mere løbe over sporet foran næsen på den eller springe af eller på så ugenert som i gamle dage. Konduktørerne skulle også tilpasses nye tider. Som i fordoms tider var det ikke mere tid til opsøge den nærmeste kælderbeværtning, inden turen kunne gå videre. Overflødig passiar og alskens svinkeærinder var der ikke mere tid til.
Det var heller ikke mere tid til at kysse hele familien farvel, som i hestesporvognens dage.
Imponerende passagertal
Nu skulle man selv kende sit stoppested. Sporvogns – funktionæren var ikke mere ens barnepige. Nu var det slut med hestene.
Og tænk engang. I 1906 befordrede de københavnske linjer 63.668.968 passagerer. Lægger man dertil, at Tuborg – Klampenborg befordrede 1.878.420 passagerer og at det frederiksbergske selskab befordrede 12.065.771 passagerer, ja så når vi op på imponerende 77.613.159 passagerer. Det betød, at datidens befolkning hver især kørte i sporvogn ca. 150 gange om året.
En september – søndag i København
Det største antal passagerer det københavnske selskab ekspederede i 1906 var 248.556 på en september – søndag, mens det mindste antal var 141.942 på en januar – mandag. Anden pinsedag løb tallet alene på ruten Tuborg – Klampenborg op på 39.130.
Også dengang var man utilfreds, når vognene var overfyldte, eller hvis man en varm sommerdag ikke indsatte flere åbne vogne. Vognstyreren skulle dengang have særdeles gode nerver.
Så var der også drikkepenge
Og det var ikke godt, da der ved nytårstid 1907 indtraf en fire dages sporvognsstrejke. Det faste kørende personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer, vognstyreren dog 55. Heri er dog ikke medregnet regnskabsaflæggelse, aflevering af vognene o.s.v.
Lønnen var 11 – 1.800 kr. om året. Beklædningsgenstande og pension fik man efter et vist åremål. Jo og så fik man sandelig også drikkepenge, som på nogle ruter androg ikke så lidt.
Københavnerne havde medlidenhed. De vidste, at sporvognene kørte fra tidlig morgen til sen aften. Sporvogns – funktionærerne arbejde i al slags vejr.
Drosker
Men de blev næppe så populære som de københavnske droskekuske. Disse kuske var mange gange rigtige københavnere opvokset på stenbroen. Men han kunne nu også være importeret fra bondelandet. Han kunne være begyndt som karl hos en vognmand.
Gaden blev hans liv, drosken hans hjem og betjenten hans fødte fjende. Han kunne aldrig drømme om, at lade Lotte stå uden tilsyn ved kælderbeværtningen. Det var også streng forbudt at ryge tobak på bukken.
Kusken
Han blev ikke forbavset over noget som helst, og han var sværd at imponere. Når han nu og da blev højrøstet var det fordi hans erfaring, sagde ham, at visse folk skulle have det på den måde.
Med et dask med tøjlerne sætter dyret i det luntetrav, der var kendetegnet for de københavnske droske – heste. Han styrer gennem gadens trængsel så sindigt, som sad han hjemme i sin egen sofa, og lader helst Lotte om at klare vanskelighederne.
Det var kun en ting, der kunne bringe kusken ud af fatning, og det var betalings – spørgsmålet. Kusken kunne godt finde på at ligge lidt ekstra på, når det var sent. En egentlig takstordning var endnu ikke indført.
480 drosker
Hele 480 drosker kørte rundt. Det var dem med hvide numre, der havde fast offentlig holdeplads. Så var det dem med gule numre, der ikke havde holdeplads. Ofte skyldtes det at have fast holdeplads et privilegium, der kunne være lejet ud på anden eller tredje hånd, men som bortfaldt ved ejermandens død.
En droske med fast holdeplads var bunden til denne plads. Han måtte ikke tage en anden plads. Der var drosker, der først kørte ud ved 8 – 9 tiden om aftenen og så ellers kørte hele natten.
Mange regler
Mange regler skulle overholdes. Det gjaldt både droskernes og hestens stand. Årligt gennemgik politiinspektøren droskerne. Og dette førte ofte til konflikter. I yderste konsekvens kunne køretilladelsen inddrages. Det var ikke en spøg. Kuskens levebrød var dermed væk.
De fleste droske – kuske ejede selv deres køretøjer.
Taksten
Langt om længe indførte man faste takstregler. Man indførte en dag – og en nattakst. Dagtaksten var 50 øre for de første 1.000 meter. Og 10 øre for hver følgende 500 meter. Nattaksten var 50 øre for de første 500 meter, og 10 øre for hver 250 meter. Denne takst lå væsentlig under, hvad andre storbyer forlangte.
Droske – ejerne henvendte sig da også flere gange til magistraten, endda med trussel om strejke, for at få forholdene forbedret. Man ville gerne have indført en tredje takst for befordring af flere end to personer, og for kørsel udover en bestemt bygrænse.
Droske – automobilerne
Men en langt større fare for disse drosker var droske – automobilerne, der var dukket frem overalt i København. Efterhånden overtog de københavnernes gunst. Man havde tidligere gjort nogle forsøg, men det var der kommet
nogle lidet pyntelige rumlekasser ud af. Publikum var vel også ængstelige for den uvante fart.
Men det kunne ikke vare længe før disse praktiske og pokkers behagelige drosker ville være en fordel for dem, der havde travlt.
Og så var vel slut med den sindige, seje og lidt storsnudede københavnske droskekusk.
Cyklerne erobrede alle befolkningslag
Cyklerne var ved at erobre alle befolkningslag. København var også dengang Europas mest cyklende by, ja måske i hele verden.
Overalt dukkede cyklerne op. Fra tidlig morgen til sen aften hjuler det afsted, til nytte og glæde, i al slags vejr og i al slags føre. De sværmede gennem byen ud til forstæderne. Ved sommertid så man dem fare ud ad Strandvejen i flok. De søgte skovrestauranterne , hvor der var lidt musik og et glas billigt øl.
Cyklen var ikke mere den luksus, som kun en forholdsvis lille kreds have råd til. Ja man kunne sige, at cyklen var et såre demokratisk befordringsmiddel, der gjorde alle lige.
Noget af det, der forundrede fremmede, der kom til København allermest, var at så mange damer cyklede. Mange steder i udlandet kunne damer, der ville regnes til selskabet ikke tillade sig en sådan ekstravagance, som her heldigvis ingen tog anstød af.
80 – 100.000 cykler i København
Her stødte der ingen, når officeren i fuld uniform med sablen spændt op til styret og militærkappens skøder hægtet op til siderne, susede hen ad gaden. Hvor mange cykler, der var i København er svært at sige. Tanken om, alle cyklister skulle registreres, blev heldigvis kun ved tanken.
Et skøn kun være, at mellem 80 og 100.000 cykler kørte rundt i København omkring 1907.
Automobillov
Og så var det de hvæsende og klodsede tingester med deres ilde lugt, som mest af alt ligner arrige køtere, der kørte rundt. Jo disse motorcykler var ilde set. Og bedre ville det næppe gå automobilerne.
De indfanger vel nogle få af ”the upper ten”, som tidligere dyrkede cyklen.
I øjeblikket var der ikke fare for at automobilerne bredte sig. En ny automobillov skulle snart vedtages, og den skulle indeholde et forbud mod at køre på Strandvejen.
Man måtte godt bruge motoren på vandet
Der var ingen forbud mod at bruge motorerne på vandet. På søerne var de grimme og ildelugtende petroleumsbåde blevet afløst af en mere pyntelig type. Men de blev næppe en konkurrent i byens trafik.
I havnen fortrængte de nye motorfærger de gemytlige gamle færgemand og deres læderbetrukne robåde.
Ved havnen
Og så er vi ved havnen. Byen er skudt længere ud i Øresund. Her i 1907 havde havnen en udstrækning af 1,4 Mil. Lægger vi kajmure og bolværker sammen opnår vi en samlet længde på 3 ½ Mil. Og det er vel nærmest tale om et kompleks af forskelligt prægede havner til forskellige formål for søfart.
Tilsammen åbnede disse havne sig for 20.000 skibe årligt. I registertons var det 3 ½ million. Det var tal, der langt fra nåede de største verdenshavne. Således nåede London op på 17, mens tallet for Hamborg var 9,2.
Frihavnen – en verden for sig selv
Frihavnen var en verden for sig selv. Det var herfra Amerika – bådene gik. Så var det Kvæsthusbroen. Her var der forbindelse til provins – havnene. Mens de store udenlandske linjer kun afgik en gang om måneden eller hver 14 dag, så var det faste ruter hver dag til provinsen.
En livlig trafik
Vognene holdt i kø i en uafbrudt række fra Nyhavn ned til Dampskibsbroen og Kvæsthusgade. Det hele forekom lidt grumset af alskens affald. Halvslumrende sad de bagerst kuske og ventede på at få læsset af.
Ved bolværket lå de små dampere med en svag sort røg væltende op af skorstenen. Papkasse efter papkasse blev slæbt over Langangsbroen. På dækket stod styrmanden med en liste i hånden. Civile herrer i overfrakke og galoscher færdedes uhyre optagne på dækket, ivrige for , at de firmaer de repræsenterede, skulle få deres varer betrygende indladet. En enkelt passager kommer slentrende med sin vadsæk.
Masser af både
De dampere, der skulle gå til de større byer som Århus og Ålborg skulle gå rettidigt.
På St. Annæ Plads lå De Forenede Dampskibsselskabs kontor. De havde altid travlt. 2.577 mennesker sejlede på firmaets 115 skibe.
Og så var det Svitzer med deres 15 dampere. Det blev stiftet i 1833. Hvert år bjergede firmaet ca. 120 skibe.
Men ellers lå her også Sundfarten og Damskibsselskabet Øresund. Længere nede ad Børs – broen lå selskabet Turistens smådampere. Sommeren igennem førte de tusindvis af tyskere og hundreder af danskere forbi den danske Rivieras kystpanorama.
Den meste dampskibstrafik på europæiske havne foregik ved Toldboden. Her lå dampere, der gik til Middelhavet, Rusland, Tyskland, England og Frankrig.
Det var mest fragtdampere, som dog også tog passagerer med. Her blev man anråbt af uniformeret personale, der spurgte en om ens ærinde.
Begravelsesstemning
I gamle dage var der nærmest begravelsesstemning, ved Amerika – bådenes afgang. Venner og slægtninge var bevægede ofte med tårer og med favnen fuld af blomster.
Denne afskedsbevægelse kendtes ikke mere på samme måde. Nu var det ikke mere så usædvanligt at folk tog til Amerika.
De mange havne – knejper
Nede ved Islands Brygge lå de islandske dampere. Man kunne se de flittige små bugser – dampere hvæsende afsted.
Ved havnen lå også havnearbejdernes stamcafé Far – West. Og så var det Gasværkshavnen. Her var mange forskellige slags skibe. I kanalerne mellem gaderne kunne der ses flotte Finne – skuder og Marstal – skuder lå der masser af i Børskanalen. Stentøjs – jagter lå ved Højbro. Frugtbådene fra Rudkøbing lå nede ved Gammelstrand. De lollandske både med fede oste lå ved Christianshavns kanal.
Humøret fejlede ikke noget i de Christianshavnske Knejper, hvor færgemændene holdt til. Her kunne man også høre musik fra en harmonika. Ved hjørnet af Nyhavn og Holbergsgade lå det smukke sømandshjem Bethel.
Og i Nyhavn hører man masser af sprog og dialekter. Stamgæsterne søger til deres beværtninger, og tatovereringsmanden har en god omsætning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Trafik, Søfart m.m.:
Under København (191 artikler)
Under Østerbro (101 artikler)
Under Nørrebro(304 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Højer:
Under Tønder (283 artikler)
Redigeret 11. – 01 – 2021
Maj 23, 2013
Vi kigger på forholdene i Haderslev, Gråsten og Sønderborg. Syd for Haderslev angreb allierede fly en tysk konvoj på vej syd på. Adskillige tyskere blev dræbt. I Gråsten angreb tyske kadetter og dræbte og sårede en del mennesker. Lederen af det tyske mindretal, Jens Møller forhindrede et sandt blodbad. I Sønderborg var situationen ret anspændt. Man var især bange
for et skib i havnen fyldt på randen med våben og sprængstof. I forvejen var havnen fyldt op af tyske flygtninge – skibe.
HADERSLEV
Alt så ud som om, at Haderslev skulle forsvares inden tyskerne skulle ville opgive. Man havde bygget panserspærringer og gravet tankgrave. Forsmagen for befrielsen fik man den 17 april, da de hvide busser rullede gennem byen. De måtte ikke standse i byen, men ud for bagermester Ritz gjorde de alligevel holdt. Bagermesteren tømte alt, hvad der var af spiseligt i butikken. Den 25. april kørte en masse af statsbanernes rutebiler syd på. De var blevet malet hvide, og forsynet med et Røde Kors mærke.
Opråb
Den
4. maj udsendte borgmester Thulstrup følgende bekendtgørelse:
Sirener i byen
Den dag var meget urolig i Haderslev. Gang på gang varslede sirenerne, at de allierede fly var over byen. Op ad formiddagen blev en stor tysk bilkolonne, der netop havde passeret byen i sydgående retning beskudt af de allierede maskiner lige udenfor byen. Tyskerne havde adskillige døde og sårede, og mange biler var blev ødelagt.
Borgmesteren holdt tale
Pludselig lød budskabet i radioen fra London om aftenen. Folk stormede ud på gaderne. Et par tyske soldater måbede, de havde ikke hørt engelsk radio. Ude fra sit hjem på Ribelandevej holdt borgmesteren en tale til en stor folkemængde, der havde samlet sig uden for hans hjem.
I hjemmet blev der efterfølgende holdt et vigtigt møde med modstandsbevægelsen. Under mødet tog borgmester Thulstrup op til den tyske general i Haderslev for at forhandle om kapitulationen. Men General Lindemann havde endnu ikke sendt instruktioner ud til de enkelte afdelinger.
Båret besættelsestiden med værdighed
På mødet hos borgmesteren blev der truffet aftale om, at Luftværnets mandskab fra om lørdagen skulle overtage den civile vagttjeneste. I nattens løb blev der overalt i Haderslev ophængt plakater:
Borgere i Haderslev
Inden længe vil engelske Tropper holde deres Indtog i vor By.
Indtil nærmere Klarhed foreligger, overtager Luftværnets Personale den civile Vagttjeneste.
I denne for vort Land og vor By dyrebare Stund opfordrer jeg Borgerne til nøje at følge de Anvisninger, som gives af ansvarlige Myndigheder.
Lad ingen begaa Handlinger, som vi senere skal skamme os over.
Enhver har Ansvar for Ro, Orden og Disciplin
Vi har baaret Besættelsestiden med Værdighed. Vi vil møde Freden med samme Værdighed
Haderslev Raadhus 5. Maj 1945
Andreas Thulstrup, Borgmester
Kongen taler
I løbet af formiddagen blev der igen forhandlet med tyskerne. Efter aftale med modstandsbevægelsen blev der aftalt, at ingen tyske soldater blev angrebet. Folk ventede nu utålmodig på englænderne. Byens radioforretninger havde fået installeret højtalere, så man kunne følge radioens udsendelser. Klokken 12 kunne alle så lytte med på kongens tale. Derefter fulgte statsminister Buhl.
Ved
21 – tiden kom en bus med Haderslev – borgere, der havde siddet i Frøslev – lejren. Ud på aftenen kom en enkelt engelsk bil, der skulle videre mod Kolding. Søndag den 6. maj fulgte ganske få engelske biler, der fortsatte nord på.
Resolution vedtages
Endelig mandag den 7. maj kom de engelske tropper. Det var cirka 100 engelske kampvogne og biler, der kørte frem gennem byens gader. Og onsdag den 9. maj kom den Danske Brigade marcherende fra Kolding.
Den 15. maj holdtes der på Haderslev Kaserneplads et kæmpe friluftsmøde med 7 – 8.000 deltagere. Det var her, at Det Sønderjyske Frihedsråds resolution fandt enstemmig tilslutning. Man mindedes også de 9 personer, der havde ofret deres liv i frihedskampen.
Onsdag
den 16. maj overtog politiet i Haderslev igen deres funktioner. Politimester Hartmann rådede over 60 mand.
GRÅSTEN
Enkelte aktive grupper af modstandsbevægelsen samledes den 4. maj om aftenen til en sidste våbeninstruktion. By-lederen og enkelte andre førere samledes med ledelsen af Region 3 og fik de sidste ordre.
Klokken
8 næste morgen lød ordren til at arrestere de forræderiske elementer. Man så politibetjente, grænsegendarmer og civilemed røde, blå, hvide bånd om armen, bevæbnet med revolvere, maskinpistoler, karabiner og lignende. Hurtigt startede arrestationerne. Indkørslen til byen blev besat af frihedskæmpere og over alle bygninger i Gråsten vajede snart Dannebrog.
Byens kommandant, kaptajn Weber havde trukket sine tropper ind på Folkunghus.
Jens Møller arresteres
En af de første, der blev arresteret var lederen af Det Tyske Mindretal, Dyrlæge Jens Møller. En politibetjent og to frihedskæmpere deriblandt selve kompagnichefen , nærmede sig forsigtig hans villa, idet man ikke var sikker på, om der har var skjult tyske officerer. Da man ringede på, blev døren åbnet af Fru Møller. Der blev spurgt, om dyrlægen var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller var tydelig nervøs og gav sig til at græde. I det samme øjeblik kom Møller gående fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede. Man bad dyrlægens tage med på politistationen. På dyrlægens spørgsmål om hvorfor, svarede man, at det var en beskyttelsesforanstaltning.
En upopulær lærer
Dyrlægen bad om lov til at tage en frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod nægtede man ham, at tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog lov til senere at komme med disse ting på politigården. Møller blev ført ned til bilen og kørt til Politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling langs gaderne og foran Politigården, og det var mange, som ikke kunne dy sig for at råbe efter de arresterede, alt imens som de blev ført frem.
En af dem, der var blevet upopulær i Gråsten, var lærer Ussinger. Da en betjent og tre frihedskæmpere kom for at anholde ham, udtalte han, at et havde han ventet. Da han blev ført gennem byen, truede folkemængden flere gange at lynche ham.
Fritz Clausen
Til Bovrup blev der sendt en lastbil, bemandet med bevæbnede frihedskæmpere og politi. Og Fritz Clausen, der skulle arresteres. Nazisternes kontor skulle også ransages og lukkes. I
villaen blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Fritz. Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med. Senere døde Fritz Clausen under mystiske omstændigheder indespærret i København (Læs de fem artikler, vi har skrevet om Frits Clausen) )
Asmus von der Heide arresteres
I den tyske skole var der anbragt flygtninge, som skreg, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Lærer Jürgensen (Asmus von der Heide) hørte dette, da han var på vej ned ad trappen. Han blev anholdt og fulgte roligt med. Tilskuerne var begejstrede, da de så de to anholdte. Den Tyske Privatskole blev brugt som internat, og ikke længe var der 150 internerede.
Drama i Gråsten
Om eftermiddagen blev der ud for Kapellet afholdt en fredags – gudstjeneste, som var besøgt af flere hundrede mennesker. Efter gudstjenesten udspandt der sig en beklagelig episode, der kostede to frihedskæmpere livet. I havnen ved Egernsund lå et tysk skib med kadetter. Tilskyndet af hjemmetyskere beslaglagde de rutebilen, der kom fra Broager og kørte mod Gråsten. Dette var en misforståelse, for meningen var egentlig, at de skulle have befriet de arresterede tyskere i Broager.
Blodbad blev forhindret
Da rutebilen med tyskerne nærmede sig skolen og de der opstillede poster, åbnede tyskerne uden varsel ilden. Her blev to mænd dræbt næsten med det samme. Dyrlæge Møller forhandlede energisk med en kaptajn Weber, og opfordrede til, at tyskerne øjeblikkelig trak dig tilbage. Dermed forhindrede lederen af Det Tyske Mindretal et sandt blodbad i Gråsten trods to frihedskæmpers død. Da tyskerne trak sig tilbage tog de to frihedskæmpere med sig, for at have noget at forhandle med. Det lykkedes via forhandlinger med den tyske admiral på Mørvig, at få udvirket en ordre til, at kadetterne om at holde sig på skibet og befaling til næste formiddag at forlade havnen.
Flag på halv
Over hele Gråsten gik flagene på halv til minde om de to, der havde sat livet til. De tyske kadetter, af hvilke en del var beruset, havde inden deres tilbagetrækning blev ordnet, kastet håndgranater ind gennem vinduerne til skolen. Håndgranaterne faldt ind i de værelser, hvor de internerede befandt sig. Fem af disse blev alvorlig sårede. Købmand Fritz Møller Rinkenæs og produkthandler Asmussen fik således revet en arm af. Det var også i Gråsten, hvor oberst Paludan – Müller kæmpede mod tyskerne (se artiklen Obersten fra Tønder).
SØNDERBORG
Det var lykkedes for Gestapo, at opspore hele modstandsbevægelsen i Sønderborg, blandt andet ved hjælp af stikkere. (Se artiklerne: Stikkeren, mord uden samvittighed
, En stikker fra Sønderjylland og Modstand i Kolding) Fra Ålborg var der kommet en hel ladning våben til modstandsbevægelsen i Sønderborg. De blev opbevaret i lade i Broager. Her var både maskingeværer, granater, panserskyts og andet materiel. Våben var blevet fordelt til grupperne i Sønderborg og omegn. Det var sin sag, at få disse forbi de tyske vagtposter på broen.
Opråb
Et opråb til befolkningen var forberedt i forvejen. Og modstandsbevægelsen var forberedt. Men helt ufarligt var det nu ikke. Tyskerne patruljerede stadig i gaderne. Om morgenen den 5. maj kunne opråbet ses fra plakatsøjler og lygtepæle overalt i Sønderborg. Lokalkomiteen forsøgte at afværge selvtægt, som dog forekom overalt i Sønderjylland efter besættelsen.
Slottet skulle bruges
Styrkerne med de rød – hvide – blå armbind overtog magten den 5. maj. Politigården fungerede som hovedkvarter. Egentlig ville man have brugt skolerne til de internerede. Men der var ikke plads. Skolerne blev brugt til tyske flygtninge. I stedet blev det Slottet, der skulle afgive lokaliteter til internerede. De første dage brugte man dog lokaler på Ulkebøl Skole.
Et farligt skib
Men spændingerne var dog ikke over. Lørdag den 5. maj var der endnu tyske styrker på kasernen. I havnen havde der ophobet sig bunker af skibe med flygtninge, sårede og soldater. Samme dag forlangte den tyske kommandant at få et stort troppetransportskib gennem havnen. Men det lykkedes at stoppe den energiske kommandant ved at påstå, at skibet ikke kunne komme under broen.
Lige neden for hospitalet lå et skib lastet til randen med svært armerede granater. Hele havnekvarteret kunne blive ramt i tilfælde af en tysk aktion. Kort efter kapitulationen lykkedes det at få lempet dette skib ud af havnen.
Tyskerpiger blev klippet
Man ventede længselsfuldt efter englænderne. I Perlegade begyndte aggressive mennesker, at klippe håret af de piger, der havde haft omgang med tyskere. Tyskerne reagerede på dette ved at sende patruljer i gaderne. Dette skabte yderligere en spændt situation.
For at undgå lignende situationer blev der etableret udgangsforbud fra kl. 22 til 5. Dette virkede efter hensigten.
Forbandede danskere – I skal skydes
Om søndagen var der endnu tyske patruljer i gaderne, selv om den tyske kommandant efter krav fra modstandsbevægelsen havde givet løfte om deres inddragelse. I Jernbanegade bag Sønderjydens flagsmykkede balkon stod arkitekt Storgaard og fotograferede nogle tyske soldater, som kom gående med nogle flygtninge. En af soldaterne gik nonchalant og slyngede med et maskingevær og et bånd med flere hundrede skud hængende over skuldrene. Han fór pludselig ind i bygningen og råbte og skreg:
Hans kammerater gjorde deres karabiner klar nede på gaden og pegede op mod altanen. Arkitekten, der stod og fotograferede blev hurtig lempet ud af bagdøren i en fart. Nogle piger lagde sig imellem soldaterne, der var ved at gøre klar til en salut. Det lykkedes nogenlunde at berolige den ophidsede soldat, der løb ind i bygningen. Han forsvandt igen med en strøm af trusler.
Andre steder kom det til lignende forviklinger, men heldigvis uden alvorlige følger.
Forhandlinger med tyskerne
Allerede om lørdagen var interneringen begyndt, og de fortsatte om søndagen. Anholdelserne fandt sted under ledsagelse af politi. Politiledelsens ordre om, at de almindelige forskrifter skulle overholdes, blev nogenlunde fulgt. Via modstandsbevægelsens ledelse var det lykkedes at få en række engelske forbindelses – officerer til at komme på besøg søndag aften. Da det
rygtedes strømmede store folkemængder op foran politigården. Først den 8. maj kom større styrker af englænderne til Sønderborg.
Med de engelske styrkers ankomst blev der sat yderligere gang i forhandlingerne med tyskerne. Det blev forlangt, at den tyske kommandant Berger og hans folk inden torsdag skulle have rømmet kasernen. Kun sårede måtte blive tilbage.
Hvor lå de begravet?
Med englændernes hjælp lykkedes det at få næstkommanderende, oberstløjtnant Pfesdorph udleveret. Man ville gerne fra dansk side have noget at vide om de ofre, der var blevet begravet af de tyske styrker inden for Sønderborgs område. Det varede heller ikke længe, inden man havde fået at vide, hvor de faldne frihedskæmpere var begravet. På skydebanens terræn havde man nedgravet dem.
Kilde:
–
Redigeret 21.09.2021
Maj 23, 2013
Jernbanefeberen var nået til Aabenraa. Vi skal tilbage til 1844. Byen skulle forbindes med Hamborg. Store planer blev iværksat. Men planen måtte droppes. Så vendte man blikket nord på. En rute Aabenraa – Haderslev – Årøsund skulle etableres. En stor analyse blev iværksat. Aktierne blev solgt på rekordtid, for i Hamborg tog man fejl af Årøsund og Øresund. Men ak og ve. Den Kongelige Jernbane-kommission sagde nej. Senere blev der forbindelse, men det var via snørklede forbindelse med Æ Kleinbahn.
Jernbanefeber i Sønderjylland
Som børn sad vi klinet op af tv – skærmen, når tysk tv sendte serien Union Pacific. Serien handlede om jernbanefeberen i USA. Men denne feber eksisterede så sandelig også i Sønderjylland. Man skruede forventningerne op i helt astronomiske højder.
Feberen nåede til Europa
Da jernbanen fra Manchester til Birmingham i 1830 startede, var det startskuddet til en sand revolution inden for samfærdsel. Før den tid var der godt nok anlagt mindre jernbaner i både England og USA. Få år efter i 1835 blev den første jernbane anlagt i Tyskland. Den var så godt nok kun på 6 km. Men en sand jernbane – feber var opstået i Europa.
Vi har smagt Jernbane – siruppen
I Belgien og Frankrig overlod man anlæggelse af jernbaner til staten. Men i Tyskland var det på privat initiativ. Det blev nu også derefter. En mængde mere eller mindre gennemtænkte
og usandsynlige planer opstod. I Hamborg gik man fuldstændig i selvsving for at tegne jernbaneaktier. I bladet Dannevirke kunne man den 24. april 1844 læse følgende:
Og bladet fortsatte af samme skuffe, hvori den omtalte Lütgens skriver:
Ville forhindre preussiske planer
På et tidlig tidspunkt fik man øjnene op for den betydning som jernbanerne i Slesvig og Holsten ville få. Den korte afstand mellem Nordsøen og Østersøen har gennem århundrede været
med til at præge samfundsforholdene i disse egne. Vi har her på siden i flere artikler beskrevet de fantastiske planer, man havde.
Den danske regering var allerede midt i 1830erne presset til at tage stilling i jernbanespørgsmålet. De preussiske planer gik på at fremme transithandelen mellem Hamborg og Lybæk. Dette skyldtes, at man på denne måde kunne undgå Øresundstolden.
Den danske regering var af den opfattelse, at den eneste måde, hvorpå de preussiske planer kunne forhindres var et anlæg af en transitbane på det danske monarkis territorium.
Den kongelige Jernbane-kommission
Man nedsatte derfor den 10. december 1835 Den Kongelige Jernbane-kommission. En bekendtgørelse fra 1840 bestemte på hvilke betingelser enkeltpersoner eller selskaber kunne forvente at få tilladelse til anlæg af jernbaner til forbindelse af Nordsøen og Østersøen gennem hertugdømmet Slesvig eller hertugdømmet Holsten. Muligheden for andre linjeføringer blev overhovedet ikke nævnt. Betingelsen var, at der ikke måtte dannes jernbaneaktieselskaber, med mindre de havde fået koncession af staten.
Det første resultat af Jernbanekommissionens arbejde var anlæggelsen af Christian den Syvendes Nordøstersø – jernbane fra Altona til Kiel (se artiklen: En jernbanestrækning i Sydslesvig) Den blev åbnet på Christian den Syvendes fødselsdag den 18. september 1844. man havde den holdning at For baner i selve kongeriget nærede man derimod fra statens side absolut ingen intentioner.
Mulige og umulige projekter
Men tanken om jernbaner voksede. I foråret 1844 opstod en mængde mulige og umulige projekter. Staten gav godvillig koncession til nivelleringen af de pågældende banestrækninger.
Ethvert projekt blev bestormet af folk, der ønskede at tegne aktier. Men i de allerfleste tilfælde fortabte projektet sig i mørke.
Det var god grund til, at disse hastigt opdukkede aktieselskaber, som for en stor del var svindelforetagender kom under et vist tilsyn fra statens side. Og på den måde fik Jernbanekommissionen udvidet sit arbejdsområde. Nu skulle man behandle alle jernbaneplaner, der kom frem i Slesvig og Holsten samt hele monarkiet.
Det var dog bestemt heller ikke enighed om projekterne, og hver by, der blev berørt holdt på sine egen fortolkning.
Dalgas: Vejnettet er tilstrækkeligt
I en indberetning fra 1841 til Rentekammeret mener Gustav Skram, at jernbaner absolut var en nødvendighed i Danmark. Han havde indsendt et forslag om anlæggelse af en jernbane København – Roskilde. Det var også Dalgas, der 14 år tidligere mente, at vejnettet i Jylland var tilstrækkelig til de få rejsende og ikke væsentlige varetransport. Vejene skulle blot vedligeholdes og forbedres i ny og næ.
Advarsel mod jernbaner til købstæderne
Og Dannevirke havde sandelig ret, da de den 15. maj 1844 skrev følgende:
Jernbanekommissionen havde udsendt et spørgeskema til samtlige byråd og amtsråd i Jylland. Man mente, at en jernbane ville være en stor fordel for landbruget. Og i købstæderne var man med få undtagelser enige om, at en længdebane ville være til skade for byerne. Man mente blandt andet, at ved anlæg af en længdebane ville købstædernes handel og håndværk blive udkonkurreret af Hamborg. Ligeledes mente man, at skibsfarten på de jyske havne ville aftage.
Man mente også at anlæggelse af jernbanen ville ende med et økonomisk stridsspørgsmål mellem land og by.
Aabenraa – Årøsund
I foråret 1844 blev planerne om en jernbane, der fra Aabenraa skulle gå over Haderslev til Årøsund. Grunden til denne plan var, at man havde fået tilladelse til en strækning fra Rendsborg til Flensborg. Den nødvendige aktiekapital var sikret. Samtidig blev der også fremsat et projekt om en jernbane fra Flensborg over Husum til Tønning. Forbavsende var det, at aktierne til denne strækning var tegnet af beboere fra Hamborg, selv om denne bane ville være i direkte modstrid med Hamborgs interesser.
I Aabenraa var der nedsat en komité bestående af borgmester Schow, agent Jørgen Bruhn, og de deputerede Lüders og Karberg. Man skulle arbejde på at få forlænget den forventede Rendsborg – Flensborg jernbane til Aabenraa.
Man glemte Haderslev
I Haderslev var man ikke så begejstret over, at en deputation fra Aabenraa var rejst til Slesvig, for at rådføre sig med de mænd, der var interesseret i at få en bane fra Flensborg til Aabenraa. Og i Dannevirke kunne man læse følgende under overskriften, Virvar – Den i hertugdømmerne opståede jernbane – hurlumhej vedbliver at stige:
Planen Flensborg – Aabenraa opgivet
Og sandelig så kunne Dannevirke den 24. april 1844 yderlige meddele, at ifølge pålidelige efterretninger havde magistrat og Deputeret-kollegium afsluttet kontrakt med Hr. Jacob Meyer fra Rendsborg.
Ved kongelig resolution af 24. maj 1844 meddeltes det komiteen i Aabenraa tilladelse til nivellering af en jernbane fra Flensborg til Aabenraa. Men videre kom planen imidlertid ikke. I stedet for forsøgte man nu med al magt at fremme Chaussébygningen mellem de to byer.
En anden plan, der heller ikke blev til noget, var en jernbane fra Flensborg til Sønderborg med fortsættelse til Mommark eller Fynshav. Herfra skulle der så være forbindelse med dampskib
til Fåborg. Men jernbanesagen var lagt fra død, selv om dette første projekt fik en uheldig skæbne.
To herrer fra Rendsborg
Dannevirke kunne senere meddele, at der hos gæstgiver og agent Petersen indtraf to herrer fra Rendsborg. De ville forhandle om en jernbane fra Aabenraa til Haderslev. Om eftermiddagen deltog flere i mødet. Åbenbart var det Slesvig – Holstenske blad Lyna bedst orienteret om planerne. Den 1. maj kunne Dannevirke dog meddele, at herrerne fra Rendsborg igen havde været på besøg. En ny komité var dannet, og deres opgave var at etablere en jernbane fra Årøsund til Haderslev, Aabenraa og til Flensborg. Så skulle det så gå videre via Slesvig og Rendsborg til Hamborg.
Aktietegning
Man udstedte fuldmagt til handelshuset Lawaetz & Koch i Altona til at lade foretage tegning af 7.00 aktier a´ 100 specier. Hertil kom så 500 aktier á 100 specier, som skulle reserveres til tegning i Slesvig. Fuldmagten sluttede med at fastslå, at aktionærerne kun er bundet af tegning, såfremt den landsherrelige koncession er opnået inden seks måneder fra 1. juni at regne.
Forvekslede Årøsund med Øresund
Det gik hurtig med at få afsat aktierne. Men tilsyneladende var ikke alle klar over, hvad det drejede sig om. Ifølge Altonaer Mercur havde mange på Børsen i Hamborg forvekslet Årøsund med Øresund. Den 8. juni 1844 bragte Lyna en meddelelse om at en deputation fra Kolding og Middelfart den 29. maj var afrejst til København for at andrage Hans Majestæt kongen om allernådigst tilladelse til et jernbaneanlæg fra fra Haderslev over Kolding og Middelfart til Odense. Deputationen vendte tilbage med et løfte om, at sagen skulle blive nærmere overvejet.
Andre planer på Fyn
Andre projekter var i gang på Fyn. Og det var en rute fra Nyborg over Odense til Assens. Men Haderslev – komitéen fik pludselig problemer. Kommissionen mente nu pludselig, at man havde bevæget sig på lovens grund, da man udstedte aktier. Man mente også, at komitéen havde ignoreret de normer, der var foreskrevet i diverse bekendtgørelser. Men alt imens arbejdede
man videre med projektet. Og den 8. oktober 1844 indgav man ansøgning til Den Kongelige Kommission.
Budgettet Aabenraa – Årøsund
Man lavede et overslag over udgifterne på de 5 ½ postmil (ca. 40 km). Det ville koste 2.760.000 mark. Fra Aabenraa skulle banen gå i en svag bue mod øst over en mosestrækning for derefter at bøje mod vest op gennem et dalstrøg til Rise Hjarup. Herfra skulle banelinjen gå over Lerskov og Øster Løgum til Hovslund i en næsten lige linje og over et terræn med
overvejende sandet jordbund. Fra Skovby fik banen en mere østlig retning mod Vartenberg Kro, i hvis nærhed der måtte bygges en bro for at føre toget over den dal, der fandtes her. På den videre strækning over Marstrup til Haderslev dannede banelinjen to svage kurver. Fra Haderslev skulle jernbanen gå langs fjorden, hvorfra den passerede syd om gården Spatlund og landsbyen Øsby. Den sidste del af af banelinjen var lagt nord om Hajstrup og deraf i sydøstlig retning mod Årøsund Havn.
Anskaffelse af lokomotiver, vogne og værktøj androg 290.800 mark. Opførelsen af tre banegårde ville koste 308.900 mark. De anslåede udgifter overskred ikke det beløb, som aktietegningen udviste.
Haderslev ville bestemme, hvor banegården skulle ligge
Man mente fra Haderslevs side, at banen ville give velstand for byen. Men man ville dog selv bestemme, hvor barnegården skulle ligge. Og at endestation var Årøsund skyldes overfarten til Assens. I århundrede havde denne overfart over Lille Bælt eksisteret. Den blev i nævnt i Haderslev Stadsret i 1292. Måske er kun Varnæs ældre som færge-by. Den nævnes således i Kong Valdemars Jordebog. Overfarten blev i tidens løb benyttet af de kongelige og ofte anvendt til troppetransporter. Det var også denne overfart man brugte til den ugentlige postforbindelse fra Assens til Hamborg.
Et dampskib blev også anskaffet i forbindelse med jernbaneeventyret.
Årøsund Havn kunne let udvides
Man mente også at vejen fra Haderslev i denne forbindelse skulle forbedres. I indberetningen til Jernbanekommissionen påpegedes at Årøsund var udehavn for Haderslev. Endvidere blev det påpeget, at der på Haderslev Fjord kun kunne sejle både på 5 – 6 fod.
Havnedirektøren påpegede, at man for 4.000 rigsdaler kunne skaffe plads til 50 store skibe. Agent Bruhn kunne meddele, at Haderslev årligt modtog 30 – 40 svenske skibsladninger.
De ankrede op i nærheden af Årøsund. Fremover kunne disse ladninger transporteres med jernbane.
Bønderne i Hajstrup var imod
Jernbanekommissionen fik ligeledes at vide, at Årøsund var et almindeligt bade – og forlystelsessted for indbyggerne i Haderslev, Christiansfeld og omegn. Der blev meddelt, at stedet blev søgt årligt af mindst 4.000. Men med jernbanen ville dette tal vokse til 18.000.
I beskrivelsen anfører man ligeledes, at der er 6 mil til Nordsøen og 2 mil til Østersøen, og at befolkningstætheden er større på østkysten. Man henstiller også til at hovedvejen til Ribe vil blive fremprioriteret. Dette vil skabe en vækst for jernbanen.
Man havde store forventninger til strækningen Aabenraa – Årøsund. Men det var der nu ikke alle, der havde. I hvert fald ikke bønderne i Hajstrup. De sendte et bønskrift til kongen den 30. juli 1844.
Rentabiliteten blev forskønnet
Komitéen erkendte fuldt og helt, at det var vanskeligt at foretage en beregning af banens likviditet. Men de medsendte dog et bilag på 14 foliosider “Rentabilität einer Apenrade – Hadersleben – Aarøsunder Eisenbahn”
Efter oplysninger fra postkontoret, blev der i 1843 befordret 5.490 personer fra Aabenraa og til og fra Årøsund. Komitéen anslog, at yderligere 7.000 havde befærdet disse strækninger i private vogne, således at det samlede antal rejsende kom op på 12.490.
Hvor mange, der gik til fods, hvilede unægtelig på et meget tyndt grundlag. Man gik ud fra det antal vandrebøger og pas, der var blevet visiteret af politiet. Det var i alt 5.700. Da ikke alle havde vandrebog eller pas skønnede man at det rigtige tal var 11.400.
Man anslog alt i alt, at det årlige passagertal ville blive 88.800 og man dristede sig også til at sige, at 4.400 ville køre 1. klasse, 22.200 på 2. klasse og 62.160 på 3. klasse.
Med hensyn til godstransporten vurderede man ud fra Statistisk Tabelværk og andre tilforladelige kilder, at det antal landbrugsprodukter, der årligt førtes gennem Haderslev beløb sig til 40.000 center fra Jylland, 12.000 center fra Fyn og 9.000 fra Haderslev og Omegn.
Dertil kom en masse andre tal. De var dog ret usikker. Man gik ud fra, at Fyns eks – og import også ville ske via banen til videre transport med banen Flensborg – Husum – Tønning eller til Hamborg.
Modtagelsen var køling
Det var et meget grundigt og stort arbejde, som Haderslev – komitéen havde lagt for dagen. Men modtagelsen i Den kongelige Jernbane-kommission var mildest talt kølig. Og svaret var også meget klart:
Flere skriverier fulgte, men kommissionen forblev negativ. Derefter lå sagen stille i et års tid. Men den 30. oktober 1845 forsøgte man igen. Men ak , heller ikke denne gang lykkedes det.
Plan for jernbaner i Slesvig og Danmark
I 1850 fremkom en samlet plan for for jernbaner i Slesvig og Danmark. Planen blev offentliggjort i et lille skrift med titlen “Motiveret Forslag til successiv Fuldførelse af et Jernbane – Dampskibs – og Telegraphsystem for Danmark og Slesvig”.
Planen var baseret på tværbaner. Hoved-banen skulle gå fra København over Korsør og Middelfart til Hjerting. Fra Korsør skulle der etableres dampskibsforbindelse til Århus. Derfra skulle etableres jernbane til Skive og Flensborg, hvorfra der skulle være jernbane til Husum og Tønning.
Havne ved Vestkysten
I den tyske tid omkring år 1889 talte man meget om en havn ved vestkysten af Sønderjylland. Først var der tale om en havn i Havneby på Rømø. Senere var det planer om en havn ved Emmerlev. Og endda også på øen Jordsand. Og i den forbindelse skulle der anlægges en tværbane over Skærbæk, Toftlund og Vojens Og igen var Årøsund i spil. Ved en havneudvidelse ville man også inddrage øen Årø.
Haderslev blev forbundet med Årøsund
Haderslev fik sin jernbane til Årøsund. Det var dog ikke den, man havde tænkt på i 1844. Fra 1903 til 1938 gik den smalsporede jernbane fra Haderslev til Årøsund. Men på grund af diverse sving blev længden på 27 km. Den direkte forbindelse på landevejen er kun på 15 km. Det hævdedes at en fodgænger kunne gå på den samme tid fra Haderslev til Årøsund. Da der på strækningen begyndte at komme rutebiler, foretrak folk dem.
En bro kom i vejen
Lokalbanerne i Haderslev Amt blev anlagt ligesom de andre lokalbaner i Sønderjylland efter den “Preussische Kleinbahngesetz fra 1892”. Det blev den længste bane i Sønderjylland på hele 207 km. Hovedkontoret blev etableret på Amtsbanegården i Haderslev. Og i 1914 var der hele 432 ansatte i Haderslev Amts Jernbaner.
I tiden efter Genforeningen var jernbanen igen til debat. Og i disse år rejstes der igen røster for en normalsporet jernbane til Årøsund, og en færgeforbindelse herfra til Assens. Men planer om en bro over Lille Bælt kom i vejen.
Der var forbindelse med Aabenraa – Haderslev
Faktisk kom der også jernbaneforbindelse mellem Aabenraa og Haderslev. Men denne forbindelse var ikke beregnet for passagerer. Det var i den tyske tid, hvor man brugte de smalsporede baner i både Haderslev Amt og Aabenraa Amt til at anlægge forsvarsværker. Og den smalsporede bane skabte også en forbindelse fra Østersøen til Nordsøen.(Se artiklen: Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt) Men igen var det tyskerne, der anlagde det sidste stykke til forsvarsværker ved vestkysten.
Og forbindelsen til Flensborg blev også etableret. Men til Aabenraas store fortrydelse gik den til Rødekro. Delstrækningen Flensborg – Rødekro blev indviet i april 1864. Og forbindelsen Rødekro – Aabenraa vender vi tilbage til.
Kilde:
Redigeret 19. – 11. – 2021
Maj 23, 2013
Hele tre skoler havde sognet. Der var krav fra greven på Schackenborg til lærernes og degnens duelighed. I 1889 døde syv søskende af difteritis. Der var 12 inspektioner på fem år. Der var protestskrivelse mod tyskundervisningen. Og en lærer nægtede at aflægge ed til Prøjsen. En masse adelige hørte til i sognet, Rantzau, Ahlefeldt og Rosenkrantz. Emmerlev gamle skole er i dag fredet.
Fiskeri og søfart
Emmerlev blev nævnt første gang i 1292. Dengang hed det Emberløf. Søfart og fiskeri spillede en stor rolle for byen. Fiskeriet foregik ved, at man med hestevogn kørte ud på vaden og satte garn ved ebbetid. Ved næste ebbe kunne man så hente fangsten ind på samme måde. I dag er det så mange spor tilbage af dette. Og heller ikke mange spor af søfarten. På et tidspunkt udgjorde Emmerlev udehavn for Tønder. Emmerlev var også udskibningssted for okser i 1600 – 1700 – tallet. Som ballast medbragte skibene stykgods fra Holland. Det var blandt andet hollandske fliser. Disse fliser kan man endnu se i ældre huse og gårde i Emmerlev.
Til Højkro, der ligger ved kirken hørte der oprindelig også et landbrug, ja der har engang hørt omkring 100 tønder land til.
Adelige
Det var her vi som unge gik til bal på Emmerlev Klev og lyttede til Silver Boys og dansede med smukke piger. Men det var også i denne by, der huserede mange adelige gårde. Således tilhørte Kogsbøl omkring 1400 Familien Rosenkrantz. Kogsbøl og Søndergård tilhørte statholder Geert Rantzau, som overdrog det til sin søn, Grev Christian Rantzau. Disse to gårde blev senere kongelige. Inden da delte arvingerne efter Fr. von Ahlefeldt gårdene mellem sig. Christian Albrecht von Ahlefeldt fik Kogsbøl og Søndergaard, mens broderen Frederik von Ahlefeldt fik Solvig.
Sognets stolte sønner
Og vi skal da vel også lige nævne et par af sognets stolte sønner. Biskop over Lolland Falsters stift Peter Outzen Boisen blev født den 16. november 1762 i Emmerlev. Faderen var landmand og bestyrer af kniplingshandel. I 1784 fødtes Niels Nicolai Falck i Emmerlev, etatsråd og professor ved universitet i Kiel. Han udgav en del juridiske og historiske skrifter.
Men inden vi kommer for godt i gang, så er det bare en af de fredede bygninger, vi vil koncentrere os om. Det er den Gamle Skole. Det vil sige, at vi begynder længe før, denne skole blev bygget.
Tre skoler
Sognet havde i 1735 tre skoler. I 1737 fortalte præsten, J. Claudius, at de tre byer, Sønder – og Nørre Sejerslev samt Emmerlev hver havde deres eget skolehus. Hvert skolehus havde egen skoleholder, der selv skulle holde husene vedlige. Man må virkelige sige, at det var ganske imponerende, at man kunne mønstre hele tre skoler herude i Emmerlev skoledistrikt.
Fattigfolks børn fik betalt skolegangen
Elever fra Kærgård, Nyland og Gammelby søgte Emmerlev Skole. Skoleholderen fik som løn for hvert barn to danske skilling om ugen, som forældrene selv skulle betale. Fattigfolks børn fik skolegangen betalt. Og det skete ved at
Pastor Claudius konkluderede:
En biskole indtil 1824
Skolen i Emmerlev var indtil 1824 en biskole, mens skolen i Sønder Sejerslev var hovedskolen, fordi den var betroet degnen. Skolen og degnen var knyttet tæt sammen. Efter en forordning fra 1739 fulgte en bestemmelse om, at det var godsejerne, der afgjorde , hvor mange skoler, der skulle oprettes rundt i deres distrikter. Det var også godsejerne, der fastsatte lønningerne.
Under Schackenborg
Emmerlev Skole hørte under Schackenborg. Og greven her havde ikke travlt med at få en ordning. I 1775 tog han dog sagen op, og skærpede kravene til degnens og skoleholdernes duelighed. Og lønningerne blev derefter fastlagt efter Lærerens Omhu i at undervise.
Per Skolemester
Skoleholderen holdt skole i tre fag af sit eget hus, som kunne rumme tredive børn, men i 1793 købte byen et hus og anvendte det til skole og lærerbolig. I 1816 blev det sognets ejendom, da det ifølge lov af 29. juli 1814 blev en skolekommune.
Den
første skoleholder, der kendes, hed Peter Juul, der i en gammel regnskabsbog omtales som Per Skolemester. Han afgik ved døden 1759 og efterfulgtes af sønnen Johannes Petersen Juul, der døde i 1793. Hans død har nok været årsag til byens køb af et skolehus.
Læreren med kun en arm
Den næste lærer var Hans Petersen, der stammede fra Højst. I 1797 – 1798 blev han kaldet til degn i Felsted. Han efterfulgtes af Hans Christensen, der er født i Sønder Sejerslev 1771. Før sin ansættelse her, havde han været skoleholder i Bodsbøl – Ballum.
I 1806 flyttede han til Ringkøbing. Hans efterfølger hed Christian Knudsen Hansen. Han bestred embedet fra 1806 til 1813. Han var gårdmandssøn fra egnen. Hans far hed Hans Peter Christensen. I sin ungdom var han sømand. Men ved et uheld, blev hans arm kvæstet så meget, at den måtte amputeres. Da han i 1813 fratrådte, blev han gårdmand og koncessioneret høker under Schackenborg. Han døde i 1839, men da havde han i de sidste 17 år lidt af sindssyge.
Duelig og nidkær
Knud Jacobsen blev den næste lærer. Han blev født i 1791 som søn af gårdmand Jacob Christensen i Kærgård. Før sin ansættelse i Emmerlev havde han været skoleholder i Abterp. I Emmerlev Sognekrønike siges det om ham:
Lave, fugtige og mørke
Da skolehuset var blevet for lille, købtes der i 1836 et nyt hus et stykke øst for den forrige. Der blev indrettet skolehus og lejlighed, men begge dele var lave, fugtige og mørke. Fra 1847 til 57 fik Christian Frederik Kaysen ansættelse. Han blev født 1806 som søn og degn af skolelærer Knud Kaysen i Vesterende – Ballum. Han besøgte seminariet i Vesterborg, og var fra 1832 – 36 substitut ved skolen i Døstrup, fra 1836 til 1839 lærer i Drengsted. Siden blev han kirkesanger og skolelærer i Tirslund indtil 1841. Han blev gift i Døstrup med Johanne Koch, en datter af fhv. pastor Koch i Døstrup og søster til provst Gabriel Koch. Kaysen døde i 1886. I 1857 købte skolekommissionen en grund og lod opføre en ny skolebygning. Det er så den bygning, der er fredet.
Fra lærer til kirkesanger
Kaysens efterfølger blev Frederik Nielsen Bøttcher, søn af gårdmand og værtshusholder Niels Nielsen Bøttcher i Arrild. Han blev født i 1821 og dimitterede 1843 fra Snedsted seminarium. I to år var han lærer i Lindtrup, derpå i tre år ved Lovrup skole i Døstrup sogn. Siden blev han ansat i Bodsbøl – Ballum, hvor han virkede i 6 ½ år. Efter to års ophold i Emmerlev blev han kaldet til kirkesanger i Ballum og skolelærer i Vesterende.
Nægtede at aflægge ed
Det ledige embede i Emmerlev blev i 1860 søgt af seks seminarister. Valget faldt på Hans Bendix Jensen, der er født i Arnum 1837 som søn af gårdmand og sognefoged Andreas Hans Jensen. Han dimitteredes fra Lyngby seminarium 1858 og var derefter i 1 ½ år i Højrup, inden han kom til Emmerlev. Da han i 1867 nægtede at aflægge ed til den prøjsiske konge, blev han
afskediget. Han solgte sit indbo ved auktion og flyttede med sin familie til sin kones hjemsted i Galsted, Agerskov sogn.
Udpræget dansksindet
Efter at Hans Bendix Jensen var blevet afskediget , indstillede skolekommissionen et nyt forslag til direktionen. Men det blev forkastet. Der var i alt 25 ansøgere til embedet. Det blev den 36 årige Kristian Paulsen Hansen, som bestred embedet til sin død 1877. Han var født i Rens den 11. april 1831 og dimitteret 1862 fra Tønder seminarium med karakteren meget duelig. Han var søn af af skrædder Peter Hansen og Anna Catharina Paulsen i Rens. Efter hans død, bosatte hans kone og børn sig i Tønder. Paulsen Hansen har været udpræget dansksindet.
Protestskrivelse
Det tyske sprog indførtes nu i skolen. Det skete ved et dekret i 1871. Dette førte til en protestskrivelse i Emmerlev skoledistrikt med 47 underskrifter (det var på det tidspunkt ca. 74 børn i skolen. Men skrivelsen hjalp ikke, Paulsen Hansen måtte undervise på tysk. Dette førte til mange forsømmelser. De mange dansksindede var ikke begejstret for, at lade deres poder undervise på tysk. Man forsøgte fra myndighedernes side at aflive uvæsenet ved idømmelse af større “mulkter”
Forældrene blev også vrede over, at der blev grebet til udpantning, hvis man ikke kunne få tilstrækkeligt med skolepenge til de tyske undervisningsmidler.
Tyske børnebiblioteker
Efterfølgeren blev den 28 – årige H.J. Hansen fra Nørrejylland. I 1849 havde han fået sin seminarieuddannelse på Jelling seminarium. Han forlod embedet i Emmerlev i 1881, fordi han blev syg. Derefter flyttede han sammen med sin kone og barn til Horsens, hvor han døde samme år. I hans embedsperiode dalede børnetallet til 59 i 1881. Der blev oprettet tyske børnebiblioteker samt indskærpet alle lærere, at de skulle anvende tysk som undervisningssprog.
Mange skoleinspektioner
Den næste lærer i Emmerlev (1881 – 1888) hed Jacob Friedrich Andreas Petersen. Han var født i Lundbæk, Tinglev sogn. I 1888 blev han degn i Ravsted. Han blev dekoreret med Hausorden von Hohenzollern. Han var tysksindet. Og i Emmerlev påbegyndte han en Schulchronik, som den efterfølgende lærer førte op til 1920. I hans embedstid havde der været 12 inspektioner på 5 år. En del sygdom gennemgik børnene i hans periode, blandt andet tyfus og mæslinger.
Den 16. juli 1886 var 57 elever på udflugt til Møgeltønder. En årlig eksamen blev der også afholdt.
Lærer indtil Genforeningen
Petersens håndskrift ophører i 1887 i Schulchronik. Lærer og degn Iversen i Sønder Sejerslev tog sig af historien og undervisningen indtil en ny lærer indtrådte. Lærer nr. 13 i rækken, blev Christian Jensen Westergaard . Han blev i embedet helt indtil Genforeningen i 1920. Han blev født den 26. maj 1861 i Stenderup, Toftlund sogn. Westergaard blev gift den 10. september
1884 med Christine Caroline Haase.
Westergaard blev dimitteret fra Tønder Seminarium, den danske afdeling i 1883. Han aflagde prøve i Haderslev i 1886.
Kommuneforstander
Som kommuneforstander førte han kommuneprotokollen på dansk indtil 1906, hvorefter han vekslede mellem dansk og tysk indtil 1910. Derefter var det udelukkende på tysk. Kommuneforstander – jobbet var meget tidskrævende, hvorfor han ind imellem også inddrog skoletiden til arbejdet. Han stod sig godt med befolkningen. Han mestrede det danske sprog. Han førte en streng disciplin, men var også en god fortæller. Der var masser af hjemmearbejde.
Syv søskende døde af difteritis
I skolekronikken kan man se, at et ondartet tilfælde af difteritis i 1889 kostede 7 søskende livet. En del forældre tog deres børn ud af skolen, fordi de ikke ville leve under et fremmedherredømme, og nogle af disse udvandrede til Amerika. Dette kan også ses på børnetallet. Ved Westergaards tiltrædelse var den på 72 men allerede i 1892 var den nede på 46.
Religionsundervisning på dansk
I 1894 fik Westergaard en løn på 786,18 mark om året. Allerede i 1898 kom der en ny lærerlønningslov, der betød at lønnen nu steg til 1.280 mark årligt. I 1903 skete der igen en lønforhøjelse, nu var man oppe på 1.607,56 mark. Og i 1909 steg lønnen yderlige 300 kr. Ifølge skolekrøniken var Westergaard udmærket tilfreds med sin løn. Stadig flere elever ønskede dansk religionsundervisning, så de kunne blive dansk konfirmeret. Denne undervisning lå uden for det egentlige skema, og som oftest tidlig om morgenen. Der var nu foretaget en klassedeling. Man opererede nu med Unterstufe, Mittelstufe og Oberstufe.
Tilegnelsen af det tyske sprogs rigdom forsømmes
Westergaard var en energisk lærer. Han tog ofte på kursus for at dygtiggøre sig. Hvert år blev der arrangeret et møde med lærerne fra Emmerlev, Nørre – og Sønder Sejerslev, Hjerpsted, Skast, Ballum og Rømø. De blev ledet af kredsskoleinspektøren. Her blev der givet gode tips til, hvordan man kunne gøre undervisningen bedre. I et referat fra 1902 kunne man læse følgende:
Westergaard mistede to sønner
I skolekrøniken kunne man læse, at Westergaard mistede to sønner i Første Verdenskrig, mens det tredje blev hårdt såret. Efterhånden blev Westergaard klar over, at krigen ville blive tabt, og at området ville blive dansk. Han sagde farvel til Emmerlev med disse ord den første december 1919, før afstemningen:
En skuffet mand
Det var en skuffet mand, der konstaterede, at der kun var 18 tyske stemmer mod 146 danske ved afstemningen den 10. februar 1920. Den 15. april begyndte han lærergerningen i Estrup i Store Solt Sogn på Angel. I 1920 fik L.A. Larsen ansættelse i embedet, og det ses af kildeangivelser til denne fremstilling, at han med sin omfattende sognehistoriske viden har ydet stor hjælp. Han blev pensioneret i 1955, og derefter var det Henrik Petersen, der overtog embedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.10.2021
Maj 13, 2013
Er mysteriet blevet opklaret?
Ekstra Bladet har fundet et vidne, der har hørt gerningsmanden prale af sin bedrift. Politiet havde mange teorier dengang. At en bombe, man selv fremstillede gik af, at der var interne konflikter på venstrefløjen, og at der lå personlige hævnmotiver bag. To måneder før røbede en topnazist, at et attentat var på vej. Men PET ignorerede dette, og Københavns Politi nægter
nogensinde, at have hørt dette. Men Internationale Socialister var overvåget. PET var der inden politiet. Læs her anden del af Bomben i Søllerødgade
Havde planer om at ramme Ungdomshuset
Er det rigtig, at det var gruppen Blood & Honour, der stod bag bomben i Søllerødgade. Det mener i hvert fald Ekstra Bladet. Det er en afhoppet svensk nazist, der åbenbart har fortalt sandheden. I 1990erne havde gruppen ca. 50 medlemmer i Norden. Men i miljøet omkring gruppen var der ca. 200 – 300 aktive. Socialister, homoseksuelle, indvandrere og muslimer stod også som fjender på gruppens liste. Man havde også planer om at ramme Ungdomshuset på Jagtvejen.
Politiet mente, at de selv fremstillede bomber
Bomben ramte, som vi skrev i første del i Internationale Socialisters hovedkontor i Søllerødgade. Her var organisationens hovedkontor. Man var vel ikke mere end ca. 20 aktive. Den 16. marts 1992 skete katastrofen. Og selv mente socialisterne, at det var højrefløjen, der stod bag. Men politiet mente, at man inde i Søllerødgade selv fremstillede bomber, og at en af dem ved
en fejltagelse var eksploderet. Det var her den 29 årige Henrik Christensen omkom. Man fremkom også med motiver som , at bomben var en personlig hævn rettet mod det 29 årige offer – måske som følge af gæld eller forlist kærlighed .
Intern opgør
PET mente, at Internationale Socialister havde forbindelser til militante vesttyske personer og en person med forbindelse til Nordirland. Derfor havde gruppen interesse i, selv at fremstille bomber. Dengang trykkede Internationale Socialisters samarbejdspartnere, de københavnske BZ – grupper i blade som Kæmp Sammen opskrifter på bomber. Politiet oplyste dengang,
at BZ’ erne siden 1986 brugte alt fra miner til radiostyrede bomber. I lang tid arbejde politiet også med den teori, at det var et opgør mellem venstreorienterede grupperinger. VS og SAP fra den venstreorienterede fløj havde også været udsat for brandattentater.
Kig dog mod syd
Politiet kunne have rettet blikket mod syd. For i Tyskland i 1991 stod nazisterne for 2.074 ulovligheder, deriblandt var der 325 tilfælde af brandstiftelse og 122 voldelige overfald. En ti mands stor gruppe arbejdede længe med efterforskningen, assisteret af PET og bombeeksperter fra Scotland Yard.
Postbuddet kunne pludselig huske
Bomben blev antagelig leveret i en foret kuvert, og den var så kraftig, at den rev både den dræbtes hoved og hænder af, da han åbnede den telefonsbog – store kuvert. I første omgang kunne det lokale postbud ikke huske, at han havde afleveret breve eller pakker på adressen. Men senere huskede han, at det var en stor brun kuvert lukket med to clips. Med håndskrift stod der IS. Han mente helt klart, at der var danske frimærker på kuverten.
Kritik fra venstrefløjen
En voldsom kritik fremkom fra venstrefløjen fremkom. De mente ikke, at politiet gjorde nok for at opklare sagen. Fra venstrefløjen var man overbeviste om, at det var et politisk attentat. De nye ting, der nu er fremkommet, får ikke denne kritik til at forstumme, tværtimod. Ifølge politiet selv arbejdede efterforskere i døgndrift for at opklare sagen. Alle spor blev efterforsket. Kort efter blev en række personer på den yderste højre – og venstrefløj afhørt.
PET var der allerede
Da Politiet kom til stedet var der allerede ankommet to PET – folk. Organisationen var overvåget.
Pessimismen bredte sig
I 1992 konkluderede politiet dog, at der var intet, der pegede på den yderste venstrefløj, og intet pegede på andre grupper på venstrefløjen. Og endelig tog man afstand fra, at det skulle have været en selvkonstrueret bombe. Det spor havde man ellers gået efter i lang tid. Pessimismen bredte sig. Trods en dusør på 92.500 kr., fik politiet kun få henvendelser. Vandet fra brandvæsnets slanger ødelagde mange tekniske spor.
Brandinspektøren på stedet mente, at det var tale om en gaseksplosion. Derfor var alt inventaret smidt på gaden, hvor brandsluknings – og spulearbejdet fortsatte. Det betød, at der efterfølgende var meget svært at finde spor.
Forbindelse til Combat 18
Men sagen blev aldrig opklaret. Nu mener Ekstra Bladet at have opklaret sagen. Og det er så åbenbart Nynazister i gruppen Blood & Honour, der står bag grusomheden. I miljøet var tidligere eks – nazister, Hells Angels prøvemedlemmer og eks – Bandidos – rockere. Man havde forbindelse til den britiske nynazistiske gruppe Combat 18.
Bombens bagmand?
Angiveligt var det den afdøde nazist, Marcel Schlif, der i 2001 døde af cystisk fibrose, der var bombens bagmand. Han var en central figur i det nordiske nazist – miljø gennem 1990erne.
Han var en af nøglepersonerne i Blood and Honour, men havde også sin egen gruppe NS 88, der distribuerede nazistisk musik og nazistiske videoer over hele Europa. I hans lejlighed fandt politiet disketter og lister med kopierede film og computerprogrammer. Nok så interessant så fandt man også kemikalier til fremstilling af bomber hos Marcel Schilf.
Marcel Shilf’s navn dukker frem
Han blev aldrig sigtet for attentatet i Søllerødgade. Sagen endte med en betinget dom for besiddelse af 500 gram af sprængstoffet acetone peroxid. Dette stof er højst ustabil, og er i dag bedre kendt som TATP. Men hvis man virkelig havde fundet så meget, kunne han nok have sluppet med tyve dages betinget hæfte med et års prøvetid. Desuden fik han 5.000 kr. i bøde for ulovlig kopiering. I 1997 opsnappede myndighederne i Malmø tre brevbomber, som danske nazister havde sendt til modstandere i England. Her dukkede Marcel Schlif´s navn også op. Men heller ikke denne gang, blev han sigtet.
Opskrifter op TATP
I 1970erne blev opskrifter på TATP – bomber optrykt i terrormanualer som The Anarchist´s Cookbook og The Terrorist´s Handbook. Men ført i 1980erne begyndte TATP – bomber for alvor, at sprænge. Bomben kan fremstilles af almindelige husholdningsartikler (acetone, afløbsrens m.v.) og var næsten lige så kraftige som TNT TATP – dillen var noget, Marcel Schilf kunne bruge. Han voksede op i det socialistiske diktatur i Østtyskland. Han var i den grad forhadt af de venstreekstreme.
I årene 1990 – 91 var han fra sit kollegieværelse i Birkerød særdeles aktiv i Cryonics. Det var et nordsjællandsk netværk af hackere og amatørteknikere. De fremstillede og solgte piratkopierede film og computerprogrammer, samt hjemmelavet fyrværkeri af TATP.
Gruppen blev afhørt
Dagen efter Søllerødgade – bomben blev hele gruppen afhørt. Men de var blot nogle få af de tre hundrede, der blev afhørt dengang. Egentlig er TATP ganske uegnet som brevbombe på grund af dens ustabilitet. På den anden side vil sådanne organiske bomber slette sig selv. De kræver heller ikke detonatorer. Og sådan en bombe kan laves i løbet af en til to timer.
Hvor blev båndet af?
Den nu afdøde Nazi -leder Albert Larsen skulle i en fortrolig samtale med Frede Farmand have udtalt, at der i nazistiske kredse var rygter om en mulig kommende bombesprængning i Søllerødgade. Frede Farmand gav det bånd han optog videre til PET – Århus. Han fik aldrig båndet tilbage. Københavns Politi nægter ethvert kendskab til dette bånd. Og det interessante var, at samtalen fandt sted et par måneder før bombesprængningen. Men åbenbart tog PET ikke truslen alvorlig.
Internationale Socialister
Internationale Socialister er en trotskistisk organisation, som blev stiftet i 1984. Ved organisations kongres i marts 2006 besluttede Internationale Socialister kollektivt at tilslutte sig Enhedslisten. Man udgiver månedsavisen Socialistisk Arbejderavis. Organisationen samlede 12 – 15.000 mennesker til en mindedemonstration, lørdagen efter. Egentlig ville man i 1993 stille op til kommunalvalget men efter en heftig medlemsdebat opgav man dette. Senere opstod der forskellige magtkampe mellem en København og en Århus afdeling.
Black Honour – opløst og genopstået
Egentlig var Black and Honour blevet nedlagt, men bevægelsen var dog repræsenteret i den svenske by Salem ved en demonstration i 2007. Her gik de i front foran 900 højreekstremister fra hele Europa. Hvor mange, der på den tid var med i bevægelsen er svært at sige, men ved demonstrationen blev 17 danske aktivister anholdt. I 1990erne var gruppen involveret i mordforsøg, brevbomber, og voldelige overfald mod modstandere. I mange år arrangerede de også koncerter.
Rudolph Hess – march
Gruppen stod første gang frem i Køge med den såkaldte Rudolph Hess – march. I 1997. I 90erne havde gruppen pladeselskabet NS Records. Efterfølgende startede man Nordvind Records. I mange år har gruppen været aktive i Dansk Front.
Lokal Combat 18
I England havde gruppen Combat 18 åbenbart et tæskehold, der skulle banke socialister. Og det skete blandt andet i Glasgow, hvor 30 socialister blev banket bevidstløse. Gruppen blev dannet i England i 1991. Tallet 18 står for bogstaverne A og H. i al hemmelighed blev der dannet en gruppe i København i 1995. Men først i 1997 gav de væsen af sig. Gruppens hovedaktiviteter var nazistisk graffiti og udsendelse af trusselsbreve til politiske modstandere. Dengang havde medlemmer af Internationale Socialister modtaget anonyme trusselsbreve.
Mange højreorienterede grupper
Andre højreorienterede grupper, der opstod var Danmarks Nationale Front, Dansk Forum, Dansk Front, Dansk National Front, Dansk Kultur, Dansk Kultur, Den Danske Forening, DNSB, Frit Danmark, Frit Folk, Nationalpartiet Danmark, NNSU, No – Kay, NS 88, Partiet De Nationale, Stop Indvandringen, Stop Islamiseringen Af Danmark, Vederfølner, White Pride, Århus Mod Moskeen, m.m.
PET har tidligere givet udtryk for, at man er bekymret for udviklingen på højre – fløjen. Man rekruttere mange fra hooligan – miljøet. Og dele af miljøet forsøger at etablere kontakt til det voldelige ekstremistiske miljø i udlandet.
Sagen genoptages
Det var under et møde i Helsingborg, at Ekstra Bladets vidne skulle have hørt gerningsmanden prale af sin bedrift i Søllerødgade. Københavns Politi fandt sagens aktier frem, og læste dem atter. Det vidne, som Ekstra Bladet fandt frem til, har kun antydninger. Det er ikke unormalt, at nogen påtager sig skylden for forbrydelser, for at vise, at man er handlekraftig. Det giver status. Og det er heller ikke sådan, at politiet starter forfra. De nye oplysninger bliver blot lagt til de gamle.
Tag det som en oplevelse
I 1992 modtog den venstreorienterede gruppe SOS Racisme et voldsomt trusselsbrev fra højreekstremister. De gik til politiet og fik blot at vide, at det skulle de tage som en oplevelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.09 – 2021
Maj 13, 2013
Gang på gang måtte træbroerne langs Hærvejen repareres. Det barske klima gav ikke disse broer lang levetid. Efterhånden fandt man et bedre materiale – nemlig sten. Immervad, Gejlå, og broen ved Rødekro blev lavet af sten. Men først i 1844 kom turen til Povls Bro. Hele 137 rigsdaler kostede den, og der skulle bruges 296 læs sten. Men så holdt den også helt til 1970erne, hvor den igen blev renoveret.
Den smukkeste bue-bro
Her har vi, at gøre med Hærvejens smukkeste bue-bro. Den ligger vest for Kliplev på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg på en grusvej. Her har været bygget flere broer før denne fra 1744.
Sporene blev samlet ved vandløb
Nord for broen ligger på højre hånd en gård ud til Hærvejen, som også tidligere har været kro. Stuehuset kunne også godt minde om en krostue, den dag i dag. Som vi tidligere har været inde på, så var Hærvejen ikke bare en strækning. Der var mange hjulspor, som var afhængige af vejr og årstid. Men over vandløb som ved Pouls Bro samledes hjulsporene til en. Og Hærvejen/Oksevejen/Adelvejen kan føres tilbage til år 1000 og blev brugt helt til år 1800.
Broen var truet
Vores bro lå selvfølgelig ved Povlskro. Ved en regulering af Bjerndrup Å var broen længe truet. Og de ville have været ærgerligt hvis den gamle granitbro skulle forsvinde. Vi befinder os kun få kilometer syd for Urnehoved, hvor Hærvejen passerer Bjerndrup Mølleå.
Gangbro over åen
Her har måske altid ligget en bro eller i hvert fald et vadested. I slutningen af 1600 – tallet var det en gangbro over åen. I 1742 talte man om den, fordi vejforholdene i området blev kritiseret. Man diskuterede om Søgård Gods alene eller sammen med Tønder Amt skulle bære omkostningerne ved en ny bro. Den første egentlige bro blev så endelig bygget i 1744 på Søgårds bekostning.
Træbroer holder ikke længe
På begge sider af åen opførtes ned til overfartsstedet en mindre vejdæmning støttet af kløvede sten. Selve broen blev bygget af egetømmer. Men i det barske sønderjyske klima har sådan en bro ikke lang levetid. Så allerede i 1780 måtte der bygges en ny træbro. Samtidig blev vejdæmningen på begge sider gjort længere for at hindre, at vejbanen blev oversvømmet.
Andre broer blev opført med sten
De mange reparationer, som datidens træbroer krævede gjorde det efterhånden aktuelt, at finde noget mere bestandigt materiale. Og man begyndte allerede at blive miljøbevidst, for tømmer krævede fældning af skov. Ved Immervad ca. 25 km fra Povlsbro blev træbroen erstattet af en bro af kløvede sten. Og ved Rødekro ligeledes på Hærvejen skete dette i 1788. I 1817
var turen kommet til Gejlå få kilometer syd for Povlsbro.
Licitation 29. juni 1844
Men Povlsbro reparerede man atter engang den gamle træbro. Men endelig den 29. juni 1844 holdt man inde på Povls Kro licitation over bygning af en bro med kløvede sten. Dermed var træbroens dødsdom afsagt. Der blev fremlagt en skitse over broens udseende, men også en udførlig byggebeskrivelse affattet på tysk. Broen skulle være 6 alen lang og 8 alen bred. Under arbejdet skulle der graves en kanal til åvandet gennem dæmningen.
296 læs sten
Af hensyn til færdslen skulle den gamle bro bevares så længe som muligt, skønt den nye bro skulle bygges nøjagtig samme sted. Hvis grunden under broen var fast skulle den befæstes med bøgetømmer. Særlig interesse var det for den bærende konstruktion. Der skulle bruges 296 alen sten, og til opmuringen skulle der foruden ler bruges 2 læs mos. I alt skulle der bruges 40 læs ler. Foruden dette var der brug for 30 læs kampsten og 4 læs brosten. Desuden afvisersten og 24 alen gelænderjern.
Et tilbud på 137 rigsdaler
Det var ejeren af Årtoft, Josias Wilhelm Mylord, der kom med det billigste tilbud på 137 rigsdaler.Den 16. september 1844 blev den nye bro afleveret, og den levede fuldt ud til forventningerne.
Renoveret i 1970
I 1970 blev broen igen renoveret. Den tunge trafik, havde gjort det nødvendigt. Men de 137 rigsdaler syntes at være blevet godt ud. Broen er der endnu.
Kilde: Se
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21.-09-2021
Maj 13, 2013
Tyske soldater gik uhindret over grænsen ind til Kolding. Der blev anlagt skyttegrave i cement. Jugenwehr lærte at skyde på civile. Sønderjyderne undrede sig over, at der blev eksporteret så mange fødevarer til tyskerne. Skrev man til Danmark, måtte det kun være på to sider og på tysk. Englænderne blev meget dårlig behandlet i fangelejre og russerne blev tortureret. Og så fortalte man, at Gud hjalp tyskerne.
Dette er første del
Hvordan var det at leve i Sønderjylland i begyndelsen af Første Verdenskrig. Det kigger vi på i denne artikel. Vi deler den op og bringer de sidste år i en artikel for sig selv. (Haderslev 1917 – 1918) Og vi tager udgangspunkt i Haderslev.
1914
Det var den 31. juli 1914, og tyskerne mobiliserede. Modersmålets Kontor var lukket og inden danske blade. En masse personligheder blev arresteret. Dagen efter stillede tyskerne russerne et ultimatum . H.P. Hanssen i Aabenraa blev arresteret, og den 2. august var krigen erklæret. Flere dansksindede var blevet arresteret. Heste skulle mønstres, og de fleste blev udvalgt til krigstjeneste.
Kun tyske blade til rådighed
Høsten kunne ikke bjerges. Mange var bange for, at den med den hårde regn var årsag til at kornet lå og rådnede. De fleste var var i krigstjeneste. Og der var visitation både ved hen – og udrejse fra Haderslev. Den 4. august gik rygter på, at Frankrig mobiliserede. Men man vidste ikke rigtig, var det foregik. I Haderslev var det kun de tyske blade til rådighed, Grenzpost, Hamburger Nachrichten, Hamburger Korrespondent.
Krigserklæring fra England
Som en bombe kom Englands krigserklæring den 5. august. I Haderslev blev der efter kejserlig anordning holdt Bet – und Busstag. De unge tyske drog gennem byen med sange som Die Wacht am Rhein og Deutschland über alles. Uden for Landråden afsang de sågar Schleswig Holstein Mehr umschlungen. Over Haderslev kunne der ses en militærflyver. Mange i byen tænkte på, om byen blev skueplads for kamphandlinger mellem englænderne og tyskerne. Og ville man respektere Danmarks neutralitetserklæring. Der var fortsat en masse arrestationer i Sønderborg, Tønder og Flensborg.
Mistænkelige personer skulle anmeldes
Skinner og broer blev bevogtet. Man var bange for spionage. Overalt var der opslag med at man ikke skulle fortælle noget, og man skulle anmelde mistænkelige personer. Mange i byen frygtede udvisning, og rygterne gik på, at Danmark ville alliere sig med tyskerne. Den 2. september blev dansksindede arresteret, fordi de ikke ville rejse sig for kejseren. Og en blev også smidt ud af et vindue. Hele Nørregade havde spor af blod. To dage efter kom ordren, at man ikke mere måtte tale dansk i telefonen. En Haderslev – borger blev arresteret, fordi han havde sagt til stationsforstanderen, at man mere kunne stole på danske end på tyske aviser.
Gud hjalp tyskerne
Den 14. september havde franskmændene slået fjenden tilbage. Desværre faldt Antwerpen den 9. oktober. Dette skabte glæde blandt de tysksindede i Haderslev. Byen festede med fakkeltog
og flag. To dage efter var Pastor Prahl i byen. Han holdt en såkaldt krigsprædiken. Pastoren opfattede det som en bedrift, at skyde en by sønder og sammen. Og i hans øjne var det Gud, der havde ført til denne bedrift.
“Got strafe England”
Kulden var sat ind, men man kunne ikke rigtig få varme i stuerne. Den 1. december udnævnte kejseren Hindenburg til Æresfeltmarskal. Men Hindenburg takkede nej til denne udnævnelse.
Men “Alt Haderslebenerstrasse” var omdøbt til “Hindenburgerstrasse”
Fra fronten var der kommet breve. En skrev bl.a.
Den 17. december kunne man i Grenzpost læse, at den daglige hilsen var “Got Strafe England”. Hver morgen skal hele kompagniet så svare, “Er strafe es”.
1915
Som under anden verdenskrig, så lukkede den danske regering også et øje med en masse udførsel til tyskerne. Der kom masser af vogne med heste og kreaturer. Fra Fåborg kom der en masse kolonialvarer. Nu kom der også gummi, pølser og islandsk lammekød. I Vamdrup var der etableret et speditionsfirma med otte ansatte. Kun for at sende varer til Tyskland. I Haderslev spurgte de dansksindede sig selv, om dette nu var fair over for englænderne. Glemt havde danskerne, at prøjserne på den måde havde mishandlet sønderjyderne.
Englænderne blev dårlig behandlet
Den 7. januar kom meldingen at to brødre var deserterede. De havde været hjemme på orlov i julen hos forældrene, Hestehandler Iversen i Christiansfeld. En uge efter begyndte man i Haderslev, at kunne mærke mangel på brød og kartofler.
Hjemme på orlov blev der fortalt, hvordan man havde det. Der var øvelser fra morgen til aften. Man skulle hurtig lære en masse, inden man skulle til fronten. Man lå på en madras på gulvet i utætte lokaler. Og i fangelejrene blev især englænderne dårlig behandlet. Mange af soldaterne ville hellere til Rusland end til Flandern, for englænderne skød godt.
Soldater kunne købe sig til orlov
I slutningen af januar indtraf nye forordninger, med hensyn til aflevering af mel. Man måtte ikke bage brød uden tilsætning af rugmel. Alt korn over en bestemt mængde skulle afleveres. Nu
kunne soldaterne købe sig til orlov, når de kom med guld. En mand fra byen havde skaffet 50 Rmk. I guld og fik otte dages orlov. En engelsk og en russisk u – båd havde været ved Rügen og beskudt og beskadiget tyske skibe.
Store ladninger fra Danmark til Tyskland
I Haderslev var man lidt forundret over indførslen fra Danmark. Officielt måtte man ikke udføre det fra dansk side. Men der kommer masser af forbudte ting. De dansksindede soldater må ikke tale dansk indbyrdes. Og ved patruljer ved grænsen skal det altid være en dansksindet og en tysksindet. Hver dag kom store ladninger i plomberede vogne gennem Vojens. Man talte om, at det var korn. De dansksindede i Haderslev og omegn talte efterhånden om at sønderjyderne efter krigen ville opgive Danmark som værn og støtte. I slutningen af marts begyndte de tyske soldater, at skrive hjem, at de sultede.
Skriv til Danmark – på tysk
En del russiske fangere blev interneret i den gamle forfaldne gård, Stokkerhoved. Nysgerrige mennesker valfartede til stedet, gik ind i gården og gloede på og gloede på de mystiske
mennesker. I Grenzpost var der en giftig artikel fyldt med galde, fordi medlidende mennesker havde stukket cigaretter og brød til de stakkels fangere på Banegården. Den 8. april blev der begravet tre stakkels russiske fangere. De kastede sig over rå kartofler og roer, så sulten må være meget stor. Når man skrev til Danmark var det påbud om, at dette skulle ske på tysk.
Dampskib torpederet
Den 29. april kunne Grenzpost offentliggøre en liste over de hædersfolk, der havde givet de stakkels fangere, mest russere en forfriskning, da de var på gennemrejse i byen. Avisen gjorde sig også tanker, om bødens størrelse. Det var sikkert at alle, der havde givet fangerne noget, kunne forvente en bøde. Fra Vojens forlød det, at de plomberede godsvogne fortsatte i en lind strøm med fødevare mod syd.
Den 9. maj flagede man igen i Haderslev. Man fejrede, at tyskerne havde torpederet et stort engelsk dampskib ud for Irland. Skibets navn var Lusitania. Hele verden var forfærdet, men ikke i Haderslev. Næste dag fortsatte man med at flage, denne gang for de store sejre i Galizien.
De fik mig ikke i halmen
I Berlin havde kvinder demonstreret foran Rigsdagsbygningen. De råbte, “Wir wollen den Frieden” Politiet drev de demonstrerende kvinder bort. En kraftig kone i 50erne havde i toget følt sig forulempet af en konduktør. Hun gav udtryk for, at de gerne måtte smide hende i fængsel, for nu ville hun ikke finde sig i mere:
Hvad skal vi med sønderjyderne?
Der var ikke mad til kreaturerne, som led meget. Og på jernbanen kom flere vogne fyldt med våben. Vagten ved grænsen var blevet fordoblet. Fortyskningen bredte sig. Og i Kolding fremkom nogle meget sårende udtalelser. Hvad skal vi med sønderjyderne. Der følger kun kævl og strid med dem. Børnene i skolerne fik at vide, at de skulle tage guld – og sølvgenstande med i skolen. Dem, der ikke havde noget med, blev der set ned på.
Overlærer Katt, kommunelærer havde sagt
til børnene:
Russere behandlet som kvæg
Oprørende ting var kommet frem omkring fangelejren i Gabøl. Der var aldeles utilstrækkelig forplejning til russerne. De døde i massevis. De kommer ført på hospital, når de var halvdøde, og her blev de behandlet som kvæg. Kirkegårdene omkring fangelejren kunne ikke rumme flere, nu blev de begravet på heden.
Værre end Grenzpost
En nyt blad var udkommet, Nutiden, udgivet for danskere i Tyskland. Det var endnu værre end Grenzpost. Der blev samlet ind i alle byer til Kriegshilfe. Alle kobber -, messing – og nikkelting i køkken og husvæsen blev beslaglagt. Alt læder skulle bruges af hæren.
Måtte kun skrive to sider
Den 18. august blev et nyt regulativ udsendt. “Es ist verboten” at skrive mere end to sider til det neutrale udland og skriften skal være tydelig og stor, og kuverten må være foret.
Tyskerne dementerede russernes sejr i Riga – bugten, og de havde heller ikke mistet nogen skibe. Den 7. november var Hejmdal igen lukket et par dage.
Luftskibshallen ved Tønder var brændt omkring 19. november. Og også den nye zeppeliner. Den skulle have været brugt til en London – tur. En del mennesker var omkommet. Og det stod intet om i Grenzpost. Der var sendt et hæfte med danske julesalmer til nogle sønderjyder ved fronten. Men den gik ikke. Tyskerne forlangte at salmerne blev oversat til tysk.
Måtte ikke fritages for skolegang
En stakkels dansksindet enke med seks børn og meget fattig søgte om, at den ældste søn på 13 år blev fritaget for skolegang for at hjælpe hende. Men skoledirektøren erklærer kategorisk:
Og sådan blev det.
1916
Tyskerne havde fået at vide, at nogle af de engelske u – både var blevet forsynet ved de danske kyster. Der var blevet forespurgt i udenrigsministeriet. Og det var ikke på den blideste måde.
Den 26. februar blev første del af Verduns fæstning stormet og taget. Og i Vojens kom der hele 230 vognladninger kreaturer i løbet af to dage. Også de var på vej syd på.
Hvorfor tager vi ikke Danmark?
Den 29. marts bliver næsten alle indkaldt til session. I Haderslev spurgte man sig selv, om man skrabede bunden. I toget diskuterede to officerer krigen:
Den dag i toget, blev der også sagt:
Byen i oprør
Den 3. april var byen i oprør, man talte om 30 engelske flyvere ved Skærbæk. Der havde også været engelske flyvere over flyvehallen ved Tønder. Soldaterne er febrilske og stiller med fuld oppakning. Ordonnanser for afsted, og flere tog afgik til grænsen. Man mente, at sprænggranater og ammunition var opbevaret i bryggeriet Fuglsangs store lokaler.
Tyskerne jublede
Talrige dage blev der flaget og foretaget klokkeringning. Det gjorde det også 20. maj, hvor østrigerne havde en stor sejr. Også den 31. maj blev der flaget. Tyskerne havde oplevet store fremskridt ved Verdun. Og jublen fortsatte. Den 3. juni var der et stort søslag med sejr til tyskerne. Englænderne havde lidt store tab. Men egentlig var det tale om et engelsk sejr, hvor tyskerne til sidst flygtede. Det var det berømte Jyllandsslag. Senere gik et stort engelsk krigsskib ned med Lord Kitchener og hans stab ned.
Jugenwehr skulle skyde mod civile
Den 3. august kunne der ikke opdrives mere kaffe. Jugenwehr fra Flensborg og Aabenraa samledes sammen med afdelingen fra Haderslev. Man sagde, at der blev indøvet det at skyde på civile, hvis der blev oprør. I Kiel var det Politiet og Jugenwehr, der skød, da det blev oprør. Marinen og soldaterne havde nægtet det. Den 29. august forlød det, at Rumænien havde erklæret Østrig krig, og Italien havde sendt Tyskland en krigserklæring. Grenzpost rasede mod Rumænien og kaldte det for “ein Aasvogel”
Der anlægges skyttegrave
I september var der flyvere over byen. Man mente, at det var engelske flyvere. Snakken gik på, hvordan man skulle forholde sig, hvis de kastede bomber. Den 11. september var der kommet mange soldater til byen. De var gået i gang med at bygge en Flyverstation i nærheden af kasernen. Ved Genner og Skærbæk var tyskerne gået i gang med at anlægge skyttegrave. De blev forsvarligt bygget med cement og beskyttet af kolossale mængder pigtråd.
Tyskere uhindret over grænsen
Fangerne blev bundet tik en pæl, hvis de ikke parerede ordre. Og så blev de udsat for en frygtelig totur Det gik vilde rygter om, at tyskere i massevis ville komme. På strækningen Vedsted – Skærbæk skulle der være kommet 30.000. Tyske soldater gik uhindret over grænsen og rundt i Kolding.
Den 7. december var Bukarest blevet taget. Smuglerbander organiserede varer over grænsen.
Kilde:
Litteratur Haderslev (under udarbejdelse)
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Redigeret 21.09.2021
Maj 13, 2013
Der var masser af panik
ved grænsen den 5. maj. En masse biler fik lov til at passere syd på,
inden bevogtningen blev organiseret. Flensborg Fjord var stoppet til
med skibe. Ledende nazister forsøgte at skjule sig på Lyksborg
Slot. En aftale blev etableret over grænsen. Mange historier
blev fortiet for offentligheden. Bunker af efterladenskaber hobede sig
op ved grænsen og skabte problemer for fremkommeligheden. Og mange
blev dræbt aftenen før befrielsen.
Denne artikel har vi redigeret andet steds og udvidet. – Derfor redigerer vi ikke denne. Søg efter Grænsen dengang (b)
Skal tingene glemmes?
Der skete mange ubehagelige ting ved grænsen dengang,
både før og efter tyskernes besættelse. Ikke alt er blevet beskrevet,
og noget er i den grad blevet fordrejet. Ting er blevet udeladt og andre
ting kan vi ikke få adgang til. Talrige skæbner kan oprulles. Og der
er sikkert mange læsere, der mener, at de ting, der skete, hurtigst
skal glemmes.
Mediernes bevågenhed
Som tidligere nævnt,
har vi foretaget forskning, og oprullet episoder, der ikke tidligere
er blevet omtalt, og som har afstedkommet mediernes bevågenhed.
Endnu et drama
Da Kurt Jensen var meget lille oplevede
han ved grænsen, at en tysk soldat blev afkrævet alt, hvad han havde
på sig. Man havde dog endnu ikke opdaget, den pistol han havde på
sig. Da medlemmer af Modstandsbevægelsen krævede hans vielsesring, blev det for meget
for den tyske soldat. Han tog pistolen og skød sig selv.
Kurt husker ikke hele historien, men fik hele historien
fortalt af sin far.
Mysteriet
om Asmus Jensen – nok engang
Historien
om Asmus Jensen, som vi har beskrevet i artiklerne Mord i Padborg 1 – 3 rumsterede i mange år ved
grænsen. Folk var udmærket klar over, hvem der begik mordet. Nogle
andre påtog sig skylden for at tilfredsstille englænderne. Men vi
forstår udmærket i dag, hvorfor Politiforeningen og PET nægtede os adgang. Alligevel
fandt vi ud af en del ting, og mere er dukket op.
Navnene
på gerningsmændene
Vi
har navnene på gerningsmændene. Og i kommunen gik der også
historier om, at den ene gerningsmands forbrydelse blev besejlet af
de tragiske hændelser, der overgik hans døtre. Vi har
haft og har kontakt til Asmus Jensens familie, der er meget overrasket over vores opdagelser.
Men hvorfor har myndighederne helt op til i dag holdt familien hen med
løgne? Det var fordi, at der vil gå storpolitik i det, når sandheden
kom frem.
Da
lederen af den dansk – engelske spionage fra Hamborg dukkede op i Padborg for at besøge sin ven Asmus Jensen, kom der gang i sagerne. Det
var ham, der anmeldte forbrydelsen til englænderne.
Historieforfalskning
At
gendarmerne ved viadukten i Padborg var i gang med at springe
den i luften, da de blev overrasket af tre spioner fra Regimet Regensburg er noget, som beboerne i kommunen kunne læse
i deres lokalavis. Det er direkte historieforfalskning. Dagen inden
besættelsen var der udsendt en befaling om, at Grænsegendameriet på ingen måde skulle indlede kampe mod den tyske
værnemagt.
Angst
i modstandsbevægelsen
Og
historien om en hel deling svært bevæbnede tyske marineinfanterister,
der gik gennem grænsekommunen den 7. maj, som gav et gys gennem Modstandsbevægelsen er nok heller ikke rigtig kommet frem i litteraturen.
Havde disse soldater åbnet ild, kunne det have betydet tab af en masse
menneskeliv. Soldaterne drejede af inden grænsen og fandt en smutvej
hjem til Tyskland.
De mange
flygtningeskibe
Måske
kunne vi også fortælle om de talrige flygtninge – både,
der blev sat på grund i Flensborg Fjord. Man taler om cirka 30 skibe. Mange overlevede
ikke. I hvert fald er otte drevet i land ved Kollund Strand. De blev begravet som ukendt på Bov Kirkegård.
Bomber inden befrielsen
Natten
til den 4. maj faldt der bomber i Kollund og Flensborg.
Ude
på Mørvig sad Hitlers efterfølger, Storadmiral Dönitz og de sørgelige rester af
den så stormægtige tyske regering. I København havde General Lindemann erklæret, at der ville blive kæmpet til det
sidste.
Det
forlød, at General Lindemann og Dr. Best var på vej til forhandlinger
hos Dönitz.
Huller
i bevogtningen
Grænsen
var stærkt bevogtet. Man påstod, at den var fuldstændig umuligt at
passere. Men man havde dog lige glemt
at de sekundære grænseovergange ved Padborg måske ikke var så uigennemtrængelige.
To marineofficerer sad tilbage
Da
budskabet lød den 4. maj kl. 20.30 kom det alligevel som et chok for
de fleste. Grænsehotellets lokaler havde været fyldt af mennesker. Nu var
det pludselig tømt. Alle forventede, at i løbet af få øjeblikke
ville englænderne styrte over grænsen.
Kun
to tyske marineofficerer sad forknyt tilbage.
Mange
dræbte
Natten
før kapitulationen kom Flensborg til at opleve endnu et luftangreb.
En bombe ramte kvarteret omkring domhuset, demolerede en del ejendomme
og blæste tagstenene bort fra byens højere pigeskole. En anden ramte Landbrugsskolens bygning på Skt. Pauli. Der var mange døde.
Forvirring ved grænsen
Allerede den 5. maj 1945 om morgenen var der etableret
pigtrådsafspærringer. Feltgendarmeriet og soldater gik vagt med deres maskinpistoler.
Men de var ganske få.
Pludselig
kommer en kortege af biler. Nogle har slet ingen nummerplade på. Gennem
ruderne kan man skimte uniformerede og civile
mennesker sammenstuvede med bylter, kufferter og tasker på skødet.
Flere af mændene skjuler deres ansigter med hænder eller hatte. Blandt
det endnu beskedne vagtmandskab breder frygten sig.
En
tysk vagt på den anden side af pigtrådsspærringen kom pludselig
farende med løftet karabiner. Mængden spredes. Kortegen kører i rasende
fart videre ind i Tyskland.
Blandt
de tilstedeværende ved grænsen er man lettet. Men en skuffelse og en misstemning breder sig også i forsamlingen.
Hvorfor kunne man ikke have stoppet det? Måske var krigsforbrydere
imellem?
Frihedsbevægelsens styrker var ikke mødt op. Det var ellers aftalen.
En eller anden havde åbenbart ikke givet den afgørende ordre.
Bilen
fik lov til at køre
Et
par hundrede nysgerrige havde efterhånden samlet sig ved grænsen.
Men en egentlig styrke var det endnu svær at for øje på.
Nok
en mistænkelig bil kommer susende fra nord. Den bringes til standsning.
Også den er fuld af gods og mennesker. En maskinpistol
øjnes under rattet. Men bilen får lov til at køre over grænsen.
En aftale
over grænsen
Fra
den tyske side af grænsen kommer nu en tysk soldat løbende pegende
med sit gevær på en ung mand, og siger et eller andet med Schweinhund. Men endelig tager en mand
ved navn, Skodshøj lederskabet og skubber den
tyske soldat tilbage.
Men
ved 10 – tiden rådede denne Skodshøj kun over en håndfuld bevæbnede
mænd.
Gennem
pigtråden kommer nu to officerer til syne fra tysk side. Den ene heilede, men fortrød det. Den anden hilste
med hånden til hjelmen. Skodshøj tog sig til klaphuen.
Fra
tysk side lød det meget venligt:
Fra
dansk side lød der:
Der
var fuldstændig enighed ved grænsen. Det var lige før de havde givet
hinanden hånden. Nogle grænsegendarmer meldte
sig i deres stolte uniform, men de havde ingen våben med.
Endelig
rigtig bevogtning
Først
omkring middagstid rådede Skodshøj over så mange frihedskæmpere,
at han kunne begynde at organisere en ordentlig bevogtning.
Endelig
langt om længe kom englænderne.
Men det var først om aftenen, at en lille fortrop ankom til Kruså.
På Flensborg Fjord var der kaos. Hele fjorden
var tilstoppet af skibe. Helt inde fra inderhavnen ud til Sandager og Holdnæs.
Modsætninger
mødtes ved grænsen
Det
var bevægede dage ved grænsen. Modsætninger mødtes. Her kom også
en sørgelig skare af fanger fra Ungarn, Polen, Holland, Frankrig og Belgien. De var kommet fra de tyske
koncentrationslejre. De var udhungrede og klædt i pjalter. Nogle havde
tatoveret deres nummer på venstre arm.
Nu kom
ørkentropperne endelig
Endelig
den 7. maj kl. 11.40 rullede en bataljon af Montgomerys Royal Dragoons over den dansk – tyske grænse. I alt 100 vogne
kom der. Og soldaterne i de forreste vogne fik også spurgt, om man
vitterlig var nået til Danmark.
Döniz
– regeringen forsøgte at fortsætte fra Mørvig. Man havde indrettet sig om
bord på en af de mange skibe. Rigsminister Speer og Hitlers private læge Dr. Brandt havde gemt sig på Lyksborg Slot. Det varede dog ikke længe
før englænderne havde fundet ud af dette. Man styrtede også det tyske
regeringsskib i Mørvig.
I Ensted blev en af besættelsestidens
ofre begravet. Det var Knud Andersen fra Røllum, hvis lig blev fundet i skoven
ved Frøslev/Faarhus – Lejren.
Masser af efterladenskaber
Den
10. maj 1945 var der blevet styr på bevogtningen af grænsen.
I endeløse rækker strømmede tyskerne til. Våben smides i dynger
foran oberst Bennike fra Den Danske Brigade og hans
Frihedskæmpere. Hvad værnemagten bar af
unødig bagage, måtte afleveres. Her var i hundredvis af cykler, værdifulde
bildæk, en utrolig mængde køkkenudstyr, silkestrømper, margarine,
smør, kaffeerstatning i kassevis, gryder, toiletpapir, alle mulige
slags konserves, vaskepulver, røget flæsk og julelys.
Også
messinginstrumenter var der masser
af. Her var langskaftede støvler, sardiner, barbersæbe, dameundertøj
og små radioapparater.
Hipo
og Gestapo flygter
Nede
ved grænsen, hvor Den Danske Brigade havde indtaget pladsen side om side med gendarmer
og frihedskæmpere. 3.800 mand fra 126. tyske division gik over grænsen.
Næste dag ventedes ca. 7.800 og så videre.
Tyskerne
får dog lov til at beholde et håndvåben, og hvad de kan bære af
personlig bagage. Nu og dag blev der fanget en Gestapo eller Hipo – mand. Der var flere generaler og også kvindelige spioner.
Der gik rygter om, at fire Hipo – biler forsøgte at flygte over grænsen.
Man
skal ikke tro på alt
I
de officielle beretninger er det flettet ind, at en Sommer – mand forsøgte at flygte over grænsen, og skulle være
skudt den 9. maj af Den Danske Brigade. Men det var rent løgn. For denne såkaldte Sommer – mand blev likvideret af modstandsbevægelsen
i Padborg. Han blev som tidligere skrevet
likvideret. Men da englænderne begyndte at grave i sagen, fik modstandsbevægelsen
kolde fødder. Asmus Jensen blev bortført, likvideret med et nakkeskud, og
anbragt i nærheden af en mark, som Den danske Brigade havde lejet. Der blev hans lig anbragt natten
til den dag, hvor han endelig blev fundet. Men læs selv om det. Andre
mord foregik også i Padborg. Og som skrevet, har vi fået
at vide at der ikke mere at komme
efter. Nu håber vi så, at engelske
arkiver kan hjælpe. Man skal ikke tro på alt, hvad der er nedskrevet
fra dengang.
Trusler
og nedbrænding
Og
når man har haft lejlighed til at dukke ned i efterforskningen
fra dengang, korser man sig. Problematisk er også den behandling som
den myrdes familie fik. Der var både trusler og nedbrænding af huse
– dengang.
Det
var lederen af den dansk – engelske spionage – afdeling i Hamborg, der ville besøge sin gode
ven i Smedeby. Men Asmus Jensens familie i Kiskelund kunne give navnet på de
fem, der havde stået for mordet på ham.
Så
sent som i begyndelsen af 1970’erne var problematikken et problem for
politimesteren i Gråsten (læs artikelserien Mord i
Padborg 1945 1 – 3)
Mange ting beslaglægges
Natten
til den 10. maj drev man jagt på en lastbil, der indeholdt 1.000
kg smør og en mængde skinker.
Også
ved Jernbane – kontrollen i Padborg blev der konfiskeret store
varemængder, som af tyskerne blev forsøgt smuglet med hjem. Bunker
af smør og flæsk var herfra kørt til Frøslevlejren.
Den
9. maj 1945 blev der beslaglagt 80.000 kr. som en af soldaterne havde
på sig.
Myldrende
menneskehav
Hovedvejen
sydpå var i denne tid et myldrende menneskehav, gennem hvilket bil
efter bil pressede sig frem. Det var engelske, svenske og danske køretøjer
. Skarer af tropper under og uden kommando masede sig syd på. De overnattede
på markene langs vejen. De lå og sov i græsset og skovene. Overalt
var der tropper, som holdt rast. Nogle var ved at segne under deres
bagage.
Andre
trak gummiløse cykler, barne – og legevogne, stoppet med bagage.
Wenn
wir heim marschieren
Der
kom tanks og hestekøretøjer mellem hinanden, radmagre heste slæbte
også på tungt læs. Et sted kunne man se højtstående
politiofficerer trække en tungt læsset kærre. En gang imellem kom
der endnu friske tyske soldater, der snag Wenn wir heim marschieren.
Man
regnede med, at der alene på Jylland – Fyn var 100.000 tyske soldater. Og danskerne myldrede
til grænsen for at se ydmygende tyske soldater, men disciplinen var
stadig til stede hos de allerfleste. Men danskerne spærrede de i forvejen
overfyldte veje, så hen på eftermiddagen dem 10. maj valgte man, at
foretage en afspærring tre – fire kilometer fra grænsen.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Om Besættelsestiden
ca.
90 artikler kan du læse om besættelsestiden på www.dengang.dk , herunder
Maj 13, 2013
Nazister skulle ikke have adgang til danske læreanstalter. Derfor skulle man på Det tyske Gymnasium ikke have lov til at gennemføre eksamen. Modstandsbevægelsen stillede store krav. Stadttheater blev til Hotel Monty og Håndbog i Kaninavl blev fundet frem. Bernadotte overnattede på Brundlund Slot. Leipzig lå i havnen med kanonerne vendt mod byen. Udenrigsministeriets repræsentant måtte ikke modtage englænderne og Festung Blume blev indtaget.
Den første hjemmetysker opgiver
Allerede midt i april måned kapitulerede den store hjemmetysker, Fürsen ude ved Skelbækken. Han fjernede det store hagekors på hans gavl ud mod Hovedvej nr. 10. De næste, der kapitulerede var NDAP – N’ s to korps. Korpsene afleverede deres våben og uniform, samtidig med at dyrlæge Møller og hans lille politiske råd ved et møde på Dibbernhaus den 22. april besluttede at træde i “Ruhestand”
Leipzig og to skydestillinger
I havnen lå den beskadigede Leipzig med flygtninge. Den kunne let bestryge Sdr. Chausse, når de allierede kom. På Nørretorv – ud for Blumes Kiosk og ved Skolen i Nygade havde tyskerne fuldendt bygningen af to skydestillinger, der ragede ud midt på vejen.
Bernadotte på Brundlund Slot
Gennem byen kørte hvide busser ustandselig med KZ – fangere. Og denne Bernadotte, som fik æren for de hvide busser, var hædersgæst ude på Brundlund Slot. Amtmand Refslund
Thomsen havde hentet greven ved grænsen og budt på frokost. Det var den 22. april. Greven aflagde også et visit i Frøslevlejren. Obergruppenführer Kaltenbrunner havde ellers forsøgt at
lægge alle mulige hindringer i vejen. Mens Brigadeführer Schellenberg på alle mulige områder havde hjulpet med at få danske og norske fangere fri.
Men sandheden om de hvide busser var, at det var danskere og nordmænd, der egentlig startede hele evakueringen af de danske KZ – fangere, men af en eller anden grund var det svenskerne, der fik hele æren.
Frits Clausen fik penge
Denne brigadefører oplyste senere under Nürnberg – processen, at han under besættelsen havde forhandlet med Frits Clausen og andre ledende danske nazister. Gennem hans kontor udbetaltes der månedligt 12 – 15.000 kr. til anvendelse for Frits Clausens virksomhed. Over for brigadeføreren havde Fritz Clausen udtalt, at han ønskede at blive statsminister og erklæret sig villig til at bistå tysk spionage. Men det var vel ikke rigtig nogen, der troede på Frits Clausen. Hans dødsfald i fængslet i København er også omgivet af megen mystik.
Var det Gestapo?
Man var gået til ro kl. 22. på Brundlund Slot. Men ved 3 – tiden blev amtmanden vækket ved støj nedenunder. Man hørte højrøstet tale. Det var Gestapo, troede man. Men det var stuepigen. Det var telefon til Bernadotte fra Stockholm.
Kapitulations – rygter
Masser af kapitulations – rygter bredte sig hurtig i Aabenraa. Folk begyndte at hente cigarer og flasker frem fra deres gemmer. Og folk stimlede sammen uden for Hejmdals ruder. Man havde hørt, at der kom en ekstra udgave næste morgen. Men ind gennem sprækkerne kunne man kun se to personer tale i telefon.
Store tyske transporter var gået nord på gennem byen, men standset i Havnegade og dirigeret ind på markedspladsen.
Fra Stubbæk var en ekspedition blev udrustet med præst og skolelærer i spidsen. De ankom til Rådhusgade tidsnok til at komme med i den almindelige panik, der opstod, da tyske vagtposter gav sig til at skyde i luften for at jage mængden bort. Delegationen fra Stubbæk blev spredt for alle vinde. Men de blev dog samlet inden hjemkomsten ikke meget klogere.
Var det Brundlund Slot, der alarmerede?
Aktiviteten i luften blev mere nærgående. Luftalarmerne fulgte hastigt hinanden. Nervøsiteten bredte sig, al toggang og trafik var næsten standset. En historie går på, at det danske udenrigsministerium modtog kapitulations – budskabet fra slottet i Aabenraa. Det skulle angivelig være den daværende afdelingschef Franz Hvass, der via Udenrigsministeriets direktør og Fru amtmand Thomsen fik beskeden. På slottet havde man hørt det glade budskab i radioen fra BBC.
Endelig kom englænderne
Næste morgen ringede Skt. Nikolai og Skt. Jørgens klokker. Frihedskæmpere med armbind og maskinpistoler dukkede frem. Hel byen flagede, selv Festung Blume. Hele dagen blev der ventet på englænderne. Først hen mod aftenen dukkede en lille fortrop op. Ved 19 – tiden opholdt englænderne sig i haveanlægget ved den gamle danske højborg, Folkehjem. Her opholdt sig også et par hundrede lokale.
I begyndelsen bestod englænderne kun af fem mand, tyve personer og fire officerer. To af vognene led af diverse motorskader. Englænderne virkede lidt udmattede. De trængte til hvile. Og det blev skaffet dem hvile i Hotel Danmark – meget passende, skulle man mene.
Så kom General Blücher
Mandag middag drog Ørkenrotterne for alvor gennem byen. Man parkerede på pladsen over for Grand Hotel, hvor tyskerne endnu holdt til. Major Carryer sendte bud til den tyske General Blücher, der hade grænsebevogtningen under sig, og bad ham komme til forhandling. Generalen lod svare, at Majoren kunne komme til ham. Carryer gav så en panservogn ordre til at køre frem foran hotellet med skytset pegende mod generalens vinduer. Så kom Blücher.
På vej til Fårhuslejren
Slag i slag foregik begivenhederne, mens den tyske udmarch var i gang. Det tyske Gymnasium, Dibbernhaus og Stadtteater blev beslaglagt af Modstandsbevægelsen. Anholdelserne
tog fart. En stor menneskemængde stod opstillet ved Politigårdens port for at se et glimt af de anholdte, når de blev ført i arrest. I politikredsen var der hen ved 700 personer, der
skulle en tur ind. Og så gik det ellers i pendulfart til Fårhuslejren
Hotel Monty
Der blev også tid til at fejre befrielsen på Friluftsscenen på Knapstien den 13. maj i strålende sommervejr. Og på Stadtteater fejrede de engelske soldater. Straks blev teatret omdøbt til Hotel Monty. Englænderne fejrede også på Folkehjem, hvor Frihedsbevægelsen havde installeret sig.
Håndbog i Kaninavl blev nu fundet frem igen. Det var bogen om Jomfru Fanny og hendes forudsigelser, som havde været forbudt under krigen.
Krav fra Modstandsbevægelsen
Da modstandsbevægelsen skulle modtage englænderne, ville udenrigsministeriets repræsentant, der befandt sig på Brundlund Slot gerne være med. Det var amtmand Refslund Thomsen, som man nede ved grænsen havde truet med at anholde. Men det sagde Modstandsbevægelsen nej til. Og det var også Modstandsbevægelsen i Sønderjylland der stillede nogle krav lige efter kapitulationen. De krævede:
Lokalkomitéerne arrangerede rundt om i landsdelen møder, hvor man udbredte disse krav. Og de fandt bred anerkendelse i befolkningen.
I det berømte eller berygtede retsopgør fik modstandsbevægelsen mange af deres krav gennemført, men dette kan du læse om andre steder her på siden.
Nazister skulle ikke have adgang
I Aabenraa beklagede man over for ministrene over, at det tyske gymnasium havde fået tilladelse til at afholde studentereksamen, og derved give Nazister Adgang til danske Læreanstalter
og dermed til danske Embeder.
Englændere på kirkegården
Ja englænderne havde også tid til at besøge deres kammerater på Aabenraa Kirkegård. Det skete sammen med den deputation fra byrådet med borgmester Holger Fink i spidsen. Hele 132 allierede flyvergrave var der her.
Efter at borgmesteren havde talt, var det den gamle præst Kallenbach – Pedersen, der havde været med til de første Englænder – begravelser. Dem, der gerne ville med til disse begravelser blev nægtet adgang af tyskerne. De måtte fra en nærliggende mark stiltiende tage del i højtideligheden. Som tavse vidner stod de der, indtil tyskerne var borte. Så samlede pastoren den trofaste lille skare i Kapellet. Der fortalte han det, han ville have sagt ved selve begravelsen.
Kilde: Se
Maj 13, 2013
Vi følger Tønder i dagene 4. – 8. maj. Det var jubel, da fredsbudskabet kom. Et fly over Tønder vakte begejstring. De to piloter blev modtaget som helte. Det gjorde den første politibetjent også. En panservogn tog på sightseeing. Da englænderne endelig kom, var det ingen der opdagede det. Det var drama i Skærbæk og ved Sæd Bro. Ved grænsen blev de tyske soldater afkrævet næsten alt. Og medlemmer af det tyske mindretal blev transporteret til Fårhus – lejren i blandt andet kødvogne.
Tønder den 4. maj 1945
Det var den 4. maj På Tønder Kaserne lå en forholdsvis lille tysk styrke. Og på alle skoler og i større bygninger var der indrettet lazaretter. Luftsirenerne havde i dagene forud for kapitulationen lydt flere gange dagligt. Den dansksindede del af befolkningen havde hørt mange rygter. Alvoren prægede deres ansigtsudtryk. For var det nu rigtigt.? Ville englænderne komme?
Jubelskrig i gaderne
Tønders tysksindede befolkning holdt sig for det meste indenfor. De var præget af usikkerhed. Hvad skulle der nu ske? Gaderne var mennesketomme, stemningen var forventningsfuld. Men så kom budskabet om tyskernes betingelsesløse kapitulation. Det var overvejende ungdommen i Tønder, der gav udtryk for deres glæde. Pludselig hørtes der jubelskrig i gaderne. Og i hjemmene var der fest og glade dage.
Frem fra skjul
Lidt efter lidt tændtes lysene i hjemmene. Lys og fest afløste mørke og trængsel. De tyske soldater viste sig ikke på gaderne. De var ved at forberede deres afgang fra kasernen. Men der var en livlig færdsel af tyske militærbiler gennem byen. De havde kurs sydpå. Om morgenen den 5. maj kunne man se motorcykler med og uden nummerplader køre rundt og besøge deres familie rundt om i byen. Det var dem, der havde holdt sig skjult og levet under jorden. De havde gemt sig rundt om i landet eller i nærheden af Tønder. Også politibetjente, der var undsluppet mødte nu frem.
Foran Rådhuset
Klokken 8 samledes man på Torvet. Det var tæt pakket af mennesker. Kirken los klokkerne ringe i lang tid. Og fra Rådhus – trappen talte borgmester Paulsen. Skolebørnene, der blev undervist forskellige steder i byen samledes til en kort mindestund. Derefter blev der givet fri på ubestemt tid. Seminarie – eleverne havde ikke den glæde. De skulle snart til eksamen.
Rådhuset var blevet pyntet med danske, engelske og amerikanske flag. Og man kunne ikke forstå, at englænderne ikke kom. En strøm af mennesker gik mod Sæd, for at opleve det historiske øjeblik, når de første allierede tanks rullede ind på dansk jord. Da den første politibetjent ankom fra oplandet blev han båret i guldstol hen til politistationen.
Et fly over Tønder
Ved 11 – tiden hørtes der larm fra en flyvemaskine. Kort efter kredsede en R.A.F. Observationsmaskine over byen. Da den i lav højde fløj over Tønder ville jublen ingen ende tage. To flyvere vinkede ned. Og maskinen landede midt mellem græssende kreatur på en mark lige syd for byen. I løbet af få minutter var de to R.A. F. – piloter omgivet af et bøgende menneskehav. Alle ville give dem et håndtryk. De blev løftet på stærke skuldre og guldstol. Det gik gennem Søndergade og op til Torvet. Jubelråbene nåede næsten orkanagtig højde. De to piloter var Thomas C. Pinkerton og J.G. Wilson. De to blev modtaget som Tønders befrier. Efter velkomst på borgmesterens kontor, blev de budt på mad på Hotel Tønder. På vej blev de hævet op på en mælkevogn, så flere kunne se dem. De fik blomster med dannebrogsfarvede bånd.
En sight seeing tur
De to var udstationeret i Minden ved Hannover. Da budskabet om kapitulationen kom aftenen i forvejen havde de festet sammen med deres kammerater til hen imod de små timer. Efter et kort hvil mødtes de to om morgenen på flyvepladsen og talte om, hvad de skulle få tiden til at gå med. Da var det Wilson foreslog en tur til Danmark. De tog et landkort frem, målte afstanden. Så viste det sig, at en fyldt benzintank tillod en flyvetur til Tønder. Den lille by mod sydvest, var den første by foruden hovedstaden, der fik engelsk flyverbesøg den 5. maj 1945.
Man måtte vente på ørkentropperne
Ved 14 – tiden blev de i bil kørt ud til deres maskine. Efter en rundtur over marken gik det atter syd på. Og de to piloter måtte skuffende fortælle tøndringerne, at de ikke lige havde observeret engelske tropper lige syd for grænsen. Tvært imod havde de set masser af tyske militærkoloner og flygtninge. Så man måtte vente lidt længere på Montgomerys ørkentropper i Tønder. Men de to engelske flyvere havde været den store attraktion i Tønder.
Proklamation
I de første formiddagstimer samledes på Domhuset en kreds af mænd og kvinder, som havde siddet i Lokalkomitéen For Frihedsbevægelsen i tiden under besættelsen. Allerede om aftenen
var tysksindede blevet anholdt og kørt gennem Tønder på åbne lastbiler. De dansksindede havde spyttet på dem. Og på ladet stod danske frihedskæmpere med geværer og bevogtede de anholdte. De blev kørt til Missionshotellet, hvor deres videre skæbne blev afgjort. Hen på eftermiddagen blev der overalt i byen sat følgende plakat op:
Danmarks Frihedsraads Lokalkomité i Tønder
Efterhånden havde politiet fået samlet så mange folk, at de sammen med frihedsbevægelsens folk kunne opretholde ro og orden. Politimester Bøving overtog politimester – embedet for Modstandsbevægelsen. En bekendtgørelse blev udsendt om eftermiddagen:
Danmarks Frihedsraads Lokalkomité
Der militärische Ortsleiter
Folk, der af en eller anden grund måtte forlade Tønder vendte efterhånden tilbage. Hen på eftermiddagen kom også de første Frøslev – fangere, deriblandt også Pastor Magle. Nogle af De Blå Gendarmer dukkede op, nogle af dem i gallauniform.
Travlhed på trykkeriet
Da klokken var omkring kl. 22, tændtes pludselig alle byens gadelys. På Centraltrykkeriet arbejdede man med nedenstående bekendtgørelse som med henholdsvis dansk og tysk tekst skulle offentliggøres næste dag:
OVERENSKOMST
Tønder den 6. maj 1945
H.H.
Olsen H.Munch Knudsen E. Bøving
Der Standortberechälteste Münkel, Major.
Den Danske Brigade
Søndag den 6. maj var der strålende solskin. I de tidlige morgentimer var Torvet blevet smykket med flagstænger og guirlander. Rådhuset var pyntet med med de nordiske flag. Over indgangen hang et stort Dannebrog, hvorover vajede de tre store allierede nationers flag. En bil med højttaler kørte gennem byen og proklamerede Modstandsbevægelsens bekendtgørelser. Man meddelte samtidig, at luftsirenerne ville lyde, når man havde fået sikker meddelelse om, at de engelske tropper kunne ventes til Tønder. Ved 13 – tiden ankom en afdeling af Den Danske Brigade. De skulle overtage vagten ved grænsen. De blev med glæde modtaget på Torvet. Midt under modtagelsen kom i al ubemærkethed en engelsk panservogn kørende op gennem Søndergade.
Engelsk panservogn i al ubemærkethed
Mens den ventede for at komme fremad og nordpå, punkterede dens mægtige fordæk. I al stilhed blev vognen ført hen til Delas Mekanikerværksted. Panservognen var bemandet med en kaptajn, en premierløjtnant og seks mand. De var kørt fra Hamborg for at kigge ind i Danmark. Som mål for deres søndags – udflugt var Haderslev. Mens mekanikerne tumlede med deres store dæk, gik de sig en tur i Tønder. Undervejs blev de budt indenfor af Tønders borgere. Og de nåede aldrig videre. For om aftenen gik turen igen sydpå.
Pas på dine cykler
Lidt senere på eftermiddagen afholdtes en pressekonference på Domhuset. Der blev meddelt, at der fandt forhandlinger sted angående en indkvartering af allierede tropper i Tønder og Omegn. Opfordringen til alle beboere i Tønder lød på, at passe godt på alle ejendele i særdeleshed cykler og lignende.
Papirer blev brændt
Rømningen af Tønder Kaserne fortsatte næste dag. Foran bygningen var der tændt et stort bål, hvor de tyske soldater brændte en hel del papirer. Om aftenen begyndte man at borttransportere våben og materiel. Der blev også gjort forsøg på at stjæle danske biler belæsset med danske værdier. Men den gik dog ikke. Grænsebevogtningen opdagede det.
En tur til grænsen
Mange Tønder – borgere tog en tur til grænsen ved Sæd eller Rudbøl. Her var splitflaget hejst over toldbygningen og ved de sænkede bomme stod en enkelt grænsegendarm, en tolder og flere svært bevæbnede frihedskæmpere.
Brug for masser af frivillige
Der var brug for masser af frivillige til bevogtnings – tjeneste. Dem der meldte sig fik udleveret armbind. Våben og uniformsgenstande fandtes til at begynde med kun på Domhuset. Man gik stadig og ventede på Ørkenrotterne, men sirenerne tav. I radioen kunne man dog høre, at spredte små afdelinger af engelske soldater var kommet til landet, men de var kørt videre gennem Sønderjylland med kurs mod København.
Kamphandlinger ved Sæd Bro
Dagen forløb dog ikke helt så stille. Ved Sæd Bro skulle en gruppe frihedskæmpere på 6 mand overtage vagten efter deres kammerater kl. 15.30. Afløsningen havde lige fundet sted og de, der havde frivagt var gået hjem, da der kom inspektion af vagtholdene. Den bestod af to civilingeniører og en gendarm. Næsten samtidig dukkede en gruppe tyske soldater op bestående af 15 mand og 2 officerer. På vejen gik de i stilling oppe på vejen mod broen.
En af officererne gik op til den danske vagtgruppe og forbød dem, at opholde sig der. Flere af frihedskæmperne forsøgte at forklare ham, hvorfor de opholdt sig der, men officeren ville ikke belæres. Bag ved han lå en yngre officer. Han havde hørt forhandlingerne, og gav udtryk for, at det ikke var andet end at skyde. Herefter blev der givet ordre til ild. Øjeblikkelig lød der geværskud, der faldt håndgranater og en pansernæve eksploderede. Af de o ingeniører fik den ene maven revet op, den anden albuen knust, mens handelsmedhjælper B. Schøning fik højre underben revet af.
Så kom angriberne frem og arresterede de øvrige medlemmer af gruppen, som ikke var kommet til skade, og førte dem som fanger til Sønder Løgum. Fra dansk side var der ikke løsnet et eneste skud. Gendarmen, hvis tilstedeværelse tyskerne ikke havde noget at indvende imod, tog til Tønder for at tilkalde hjælp. Imens havde tyskerne trukket sig tilbage. Om aftenen blev fangerne atter udleveret med mange undskyldninger. Noget havde åbenbart svigtet, dog ikke den hensynsløse militære fremgangsmåde. Og så optog Frihedsbevægelsen igen vagten på broen.
Dramatik i Skærbæk
Et par episoder opstod også i Skærbæk, og det krævede menneskeliv. Ved 14 – tiden lod den tyske by-kommandant foretage en afspærring af det område, hvor modstandsbevægelsens hovedkvarter lå. Omtrent ved samme tid var der samlet 40 medlemmer af Skærbæk – grupperne i Karetmager Jensens ejendom. Nogle af dem skulle køres til Tønder for at deltage i bevogtningen af grænsen. Den 32 årige bogholder Johan Nielsen tilbød at bringe dem dertil og gik ned til sin bil. Men den nægtede at starte. Han bad et par kammerater om at hjælpe
med at løbe den i gang. Da de var kommet om gadehjørnet, gik bilen i stå. Nielsen var lige kommet ud af førerhuset, da en tysk vagtpost over for ham åbnede ild og ramte Nielsen, der sank sammen og blev liggende på stedet.
Da by-lederen hørte skuddene, gik han straks over til telefonen for at underrette Regionen. Han vidste, at det ikke var hans folk, der havde brugt våben, da han udtrykkelig havde givet ordre
til ikke at bruge våben mod bevæbnede tyskere.
Fangerne ført til Landbohjemmet
Næppe havde han lagt telefonen før han opdagede, tyskerne havde hentet forstærkninger fra Landbohjemmet. Disse var nu ved at omringe hans ejendom. En tysk officer nærmede sig hans værksted. Han skyndte sig ned for at indlede forhandlinger med ham. Men undervejs blev han standset af et heftigt skyderi. Tyskerne brød ind i huset og arresterede alle de tilstedeværende.
Derefter blev de bragt til Landbohjemmet som fangere. I over en halv time måtte de stå her med armene i vejret.
Modstandsbevægelsens medlemmer frigivet
Så mødte den tyske kommandant op, og spurgte efter den ansvarlige danske leder. By-lederen meldte sig og blev ført til kommuneskolen. Her oplyste han den tyske officer, at han havde handlet i overensstemmelse med den aftale, der var truffet mellem de kompetente myndigheder. Han havde fået udleveret engelske våben til dette formål. Da officeren havde overbevist sig om rigtigheden af de givne oplysninger var han straks villig til forhandling. Modstandsbevægelsen overtog kommandoen klokken 18 og de arresterede frihedskæmpere blev frigivet.
Tre småbørn havde mistet deres fædre
Da man atter samlede sig hos karetmageren fandt man en af deres kammerater, den 39 – årige mejerist Herman Svendsen liggende dræbt i værkstedet. Ha må have gemt sig på loftet og blevet opdaget. Han var dræbt ved et nakkeskud. Bogholder Nielsen døde kort efter, at han med ambulance var blevet ført til Ribe.
Alle flagene gled på halv i Skærbæk. To unge hustruer havde mistet deres ægtefæller og tre småbørn havde mistet deres far.
Mandag den 7. maj
Mandag den 7. maj var ikke helt normal. En del tysksindede håndværkere og forretningsfolk var blevet hjemme. De viste sig kun på gaden i skumringen. En del Tønder – borgere var heller ikke mødt på arbejde, da de havde påtaget sig bevogtnings – opgaver.
Englænderne overraskede igen
Klokken 19.45 rullede 6 panservogne med 30 mands besætning under ledelse af to unge løjtnanter ind over Torvet. De tilhørte The Royal Dragoons – de rigtige ørkenrotter. Også de kom ganske overraskende til byen. Der lød ikke nogen sirener, og der var heller ikke nogen modstandskomité. Først en halv time senere lød signalerne, og så blev der ellers liv i Tønder.
Engelske soldatersange i Tønder
I mellemtiden var afdelingen kørt op i Smedegade. Mens officererne meldte deres ankomst i Domhuset, erobrede ungdommen de engelske vogne. Derefter kørte englænderne på præsentationstur rundt i Tønder, anført af af to politibetjente på motorcykler og to mænd fra Den Danske Brigade. Borgerne spyttede på bilen fra Den Danske Brigade. De troede, at det var tyskere, der havde forvildet sig ind i kortegen. Der blev budt på mad og reception for de engelske soldater. Og en højtalervogn kørte rundt i Tønders gader og afspillede engelske soldatersange.
Ydmygende behandling
Om morgenen den 8. maj fortsatte Modstandsbevægelsen med at anholde folk fra Det Tyske Mindretal. De oplevede en meget ydmygende behandling. Det var stadig på Missionshotellet, dette foregik. Om aftenen blev dagens fangere transporteret til Fårhuslejren i Rute – eller Kødbiler. I dagens løb kom flere engelske afdelinger gennem byen. En større kolonne tog optagelser fra modtagelsen på Torvet.
Visitation
Tyske styrker passerede byen på vej syd på. Der var mange O.T. – folk blandt dem. Mange var belæsset med fødevarer. Trods forbud, var mange tyske flygtninge opstillet langs den rute, tyskerne drog afsted på. Ved grænsen havde englænderne, brigade – folk og modstandsfolk en travl tid med at visitere tyskerne. Penge, smykker og fødevarer blev beslaglagt. På en enkelt dag kunne der passere 20.000 soldater på vej syd på.
På en mark lige nord for indkørslen til Tønder var undertiden flere hundrede beslaglagte heste. På en anden mark var der adskillige beslaglagte køretøjer. Hver dag samledes der bunker af våben og ammunition. Vejgrøfterne i nærheden af Tønder var i forvejen fulde af bortkastede ting. På vejene sås også bortsprængte biler og meget mere.
Ved Sæd Grænse lå der stålhjelme, patrontasker, geværer, store kasser med knækbrød lå og flød alle vegne. Selv om der nærmest var hungersnød hjemme i Tyskland tillod man ikke tyskerne, at tage ret meget med over grænsen.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.09.2021