Artikler
August 27, 2014
Et tillykke skal lyde fra Nørrebro Handelsforening til Samuels Kirke med de 100 år. Kirkerne på Nørrebro har haft stor betydning for det sociale og kulturelle liv i bydelen gennem hele historien. Læs her i samarbejde med www.dengang.dk om indvielsen af kirken. Datidens medier kunne ikke lide biskoppens kappe og talte om renvaskede Nørrebro – børn, da de talte om kirkens alter. En ældre dame mente, at kongen skulle give kvinderne valgret. Og så blev der smurt 1.200 stykker smørrebrød inden en skovtur. Gennem 12 år samlede man sammen til kirken. Og i begyndelsen måtte man nøjes med en blikkirke, der var vanskelig at finde.
En dronning på Nørrebro
Det er ikke hver dag en dronning kommer til Nørrebro på besøg. Men det skete, da Simeons Kirke fyldte 100 år. I den forbindelse har sognepræst i Simeon – Sankt Johannes Sogn, Gert Blak Mogensen skrevet et hefte om kirkens historie. Den har vi bladret lidt i.
Man samlede penge i 12 år
Simeons Kirke i Sjællandsgade blev indviet den 1. marts 1914 af Sjællands biskop, Harald Ostenfeld. Men tænk forud for dette, var der gået hele 12 år med at samle penge ind til kirken. Fra stat og kommune lød budskabet, at man efterhånden havde kirker nok. Ja på Nørrebro havde man efterhånden Skt. Johannes Kirke (1861), Skt. Stefans Kirke (1874), og man havde bevilliget grund og midler til opførelsen af Hellig Kors Kirke på Kapelvej.
En blik – kirke
Omkring århundredeskiftet besluttede Kirkefondet i samarbejde med Sankt Stefans Menighed og præsterne ved kirken, at et nyt sogn skulle udskilles fra Sankt Stefans sogn. Grænserne skulle nord – syd udgøres af Tagensvej og Nørrebrogade, øst – vest af Meinungsgade og Allersgade. Sognets navn skulle være Simeons Sogn.
I 1902 stille kirkefondet en vandrekirke af blikplader til rådighed. Bygningen havde i en årrække tjent for menigheden i Ryesgade, som i 1902 fik indviet første etape af Nazareth Kirke. Forsigtig blev kirken taget ned og fragtet til Nørre Fælled. Den blev opført bag Sjællandsgades Skole op mod baghusene fra den del af Frederik den Syvendes gade, som ikke eksisterer mere. For at komme til kirken skulle man gennem en låge fra Prinsesse Charlottesgade, følge stien med skolegården på højre hånd og kolonihaverne på venstre hånd. Den var ikke helt let at finde.
Kongen skulle love valgret til kvinder
Kong Christian den Tiende overværede indvielsen af kirken. En fattig kone forsøgte, at få lov til at tale med kongen. Det lykkedes. Efterfølgende forlød det, at kvinden ville have, at kongen skulle love, at give kvinderne valgret. Ja og det fik de faktisk året efter i 1915.
Dagbladet København anmeldte kirken. Man beskrev den, som en pryd for sognet. Bladet fortalte også, at kirken var betalt af sognets beboere:
for størstedelens vedkommende fattige mennesker, arbejdere, der sidder i små kår. Alle har været offervillige og ivrige for at nå det mål, at få en rigtig kirke på egen grund.
Renvaskede Nørrebro – børn
Det oplystes, at kirken var bygget i korsform af røde sten på granitsokkel. Den var 100 fod lang og 100 fod bred. Tårnet var 120 fod højt og udstyret med et spir. Og i Politiken kunne man ganske nedladende læse om altertavlen:
Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede nørrebrobørn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgadekan forstå, hvad det maleri skal fortælle.
En kåbe, der ikke klædte præsten
Om prædikestolen vidste Politikens journalist åbenbart, at den var skænket af pastorinden, fru Fanny Frandsen og har spillet pengene ind.
Journalisten havde også bidt mærke i Biskop Ostenfeld’ s tøj:
Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmorskåbe, som ikke klædte ham.
Modvillig ansættelse
Den første præst i Simeons Kirke var Frithiof Viggo August Frandsen. Han var først ansat ved Sankt Johannes Kirke. Her var der så mange konfirmander, at pastor Rindom ikke havde en ærlig chance for at undervise alle. I år 1900 blev Frandsen ansat ved Sankt Stefans Kirke. Her trivedes han godt, og havde ikke den mindste lyst til at lægge billetmærke ind som sognepræst i et kommende Simeons Sogn. Men rygterne var gået forud, Frandsen vidste, hvad den fattige befolkning havde brug for. Modvilligt blev han ansat som kirkens førstepræst. Og han var der indtil 1939.
I sognet var der et vældigt stort søndagsskolearbejde. Først på Prinsesse Charlotte Gades Skole, siden på Stevnsgades Skole. 250 børn blev undervist hver søndag. Hvert år blev der afholdt friluftsmøder på Nørre Fælled. Masser af bibeltimer blev afholdt og også Blå Kors fik stor tilslutning, når de ugentlig mødtes i kirken.
Daglig besøg af 100 – 140 arbejdsløse
Med fra Sankt Stefans Kirke havde Frandsen taget Søster Kirstine. Hun færdedes hjemmevandt i de mange fattige hjem, og var på besøg fra morgen til aften. Også under de to epidemier af Den spanske Syge, som brød ud lige efter den første verdenskrig, var hun der. Hun gik på pension som 70årig, men bevarede tilknytningen til sognet. Blandt andet var hun med til bespisning af fattige småbørn i kirkens lokaler.
Der blev ydet hjælp til både mad og brændsel og uddelt tøj til fattige, både børn og voksne. Tøjet var indsamlet, vasket og repareret af Simeon Sogns Syforening. I den forening mødtes ca. 20 kvinder ugentlig, med det resultat, at der på et enkelt år blev uddelt ikke færre end 550 stk. tøj.
Kirken holdt daglige møder for de mange arbejdsløse mellem kl. 16 og 18. der kom dagligt mellem 100 og 140 arbejdsløse til foredrag, fællessang, bespisning og varm kaffe og masser af smørrebrød. Det var menighedsplejen, der betalte.
Til søndagsskolens juletræsfest deltog ikke mindre end 463 børn, så den måtte holdes af to gange.
1.200 stykker smørrebrød til skovtur
Den årlige skovtur for de ældre fandt sted i begyndelsen af juni. Det fortælles, at i 1927 måtte der småres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvej, og så gik det direkte til Klampenborg. Hver deltager fik seks stykker smørrebrød.
Søndagsskolen tog på udflugt med Slangerupbanen til Hareskoven.
I januar 1935 lykkedes det at købe ejendommen Fynsgade 9 og Prinsesse Charlottesgade 49 – 51. Ejendommen skulle bruges til de ældre i sognet. Der blev desuden ansat en bestyrerinde. Der skulle betales 4/5 af aldersrenten på ca. 60 kr. pr. måned. Så var der ca. 12 kr. til småfornødenheder. Hjemmet fungerede i 46 år frem til 1982.
Kælderetagen blev senere brugt til sognets unge til møder i KFUK, KFUM og FDF.
Vejledning i omforandring
Da kirken havde 25 års jubilæum blev kirken forvandlet til en fehave. Der kom 700 gæster og ikke mindre end 21 præster. Samtidig blev der sagt farvel til Frithiof Frandsen, der havde fungeret i kirken i cirka 37 år.
Den nye sognepræst hed Henry Rasmussen. Gennem 28 år var han en særdeles markant præst, der stillede krav til menigheden. Han var selv vokset op i Griffenfeldsgade, hvor faderen var skomagermester.
Man afholdt under besættelsestiden et kursus i Vejledning og hjælp i lapning og stopning, reparation og omforandring.
Henry Rasmussen var med til at starte de såkaldte Nørrebro – møder for samtlige sogne på Nørrebro. Disse møder blev afholdt på skift i de forskellige kirker. Dette samarbejde fortsatte i de følgende 40 år.
Den autoritære præst
Op gennem 50erne steg velstanden også på Nørrebro. Nu havde man ikke blot radio men også fjernsyn. Underholdningen var kommet inden for dørene. Man kan sige, at det blev en stærk konkurrent til kirkens arrangementer.
Henry Rasmussen kunne finde på, at banke paraplyen i kølerhjælmen på den bil, der glemte at stoppe for et ligtog, når det var på vej ud fra Sjællandsgade på Nørrebrogade. Jo autoriteten var intakt. Det kunne også ses i forbindelse med de ældres skovtur:
HVIS DE HAR BIL, vilde det være stor hjælp og opmuntring, hvis De ringede til Nora 3522 og tilbød at køre ved skovturen for de gamle. Det er det mærkelige forhold, at jo flere i sognet, der får bil, des vanskeligere er det at skaffe det nødvendige antal vogne. Jeg har prøvet én gang før med henvendelse som denne. Der melder sig – siger og skriver – ingen. Mon det giver bonus denne gang?
Samme år skriver Rasmussen:
Er De plankeværkslæser? Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke laves gratis. Derfor er der en giroblanket med dette nummer.
Han slutter med følgende bemærkning:
Haanden på hjertet! – De læser kirkebladet. Er de plankeværkslæser? Skynd Dem at betale Deres licens? Det vil lette, hvis De hjalp os.
Antallet af kirkegængere faldende
Antallet af kirkegængere var faldende. Og enkelte i sognet brød sig ikke om Henry Rasmussens autoritære stil. De mange opfordringer og udråbstegn var lige så stille ved at miste deres effekt.
I Simeons Kirke forsøgte man med mange ting, bl.a. med en foredragsrække af Erik Svendsen om Berlinmuren og Berlinmurens fald. Foredragsholderen blev præsenteret som en tidligere flittig søndagsskoledreng i Simeons Kirke. Han var søn af Norman Svendsen, sognepræst ved kirken. Erik Svendsen blev senere Biskop over Københavns Stift.
I 1964 var der stor fest. Kirken fyldte 50 år. Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte deltog.
700 mennesker deltog i festen. Mange præster deltog og blandt andet kirkeminister Bodil Koch.
Præsten måtte ikke holde takketale
Da Henry Rasmussen blev 70 år takkede han af. Festen foregik i Sankt Johannes Gården. Og den skal lukke, koste hvad det vil klokken 23. Ikke alle nåede derfor at takke, og det gjorde præsten heller ikke. Takketalen kom først i kirkebladet.
Og sådan går livet videre i Simeons Kirken. Det er et fantastisk arbejde alle kirker på Nørrebro gennem tiden har lagt i det sociale og kulturelle arbejde i bydelen. Undertegnede har optrådt i de fleste kirker i bydelen, dog endnu ikke i Simeons Kirken, og det er altid en positiv ånd, der møder en i Nørrebros kirker
Et stort tillykke til Simeons Kirke med de 100 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker, kirkegårde og åndsliv – læs følgende på www.dengang.dk:
August 27, 2014
Kirkehandlinger foregik på samlebånd. Det var ikke unormalt at præsten i Skt. Stefans kirke skulle klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester i løbet af søndagen. De vantro skulle bearbejdes i Rabarberlandet. Det kneb med at finde et navn til Helligkors kirke. Efterhånden måtte rabarberdyrkningen vige. Fattigdommen var ekstremt stor. Der var druk og meget mere. Kirkerne ydede en stor social indsats. Og arbejderne mente i begyndelse at kirker var lig med kapitalisme. Vi skal også høre om kontroversielle præster.
Kirkehandlinger på samlebånd
Omkring 1850 nåede Københavns befolkningstal op på 150.000. Dette gav anledning til dannelse af forstæder uden for voldene, nemlig Østerbro, Vesterbro og Nørrebro.
Nørrebro og det landelige Østerbro hørte til Vor Frue og delvis til Trinatatis Sogne.
De kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse måtte foretages på samlebånd. Dette virkede efterhånden usmageligt.
To teologer i kamp
To unge teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten slog i 1852 i pressen til lyd for bygningen af nye kirker og angreb de kommunale myndigheder i København. De anførte, at der ikke var bygget kirker i umindelige tider og nogle var endda taget ud som følge af brand. De første spæde skridt til en kirkesag var taget.
De to unge teologers kamp vandt genklang. Interessen for de kirkelige forhold var endelig ved at vågne. Man mente, at det var på Nørrebro man først trængte til kirker. En række lægfolk lovede betydelige pengebeløb. Men en henvendelse til ministeriet bar ikke rigtig frugt.
En kirke – efter otte år
Men så tog lægfolkene atter fat. En komité på 7 medlemmer med bankassistent P.D. Feilberg i spidsen udsendte nytårsdag 1853 et opråb med 41 underskrifter og startede en indsamling for bygning af en ny kirke. Det blev dog en møjsommelig kamp. Flere gange under bygningen af Skt. Johannes Kirke måtte man stoppe grundet pengemangel. Men efter 8 års kamp stod kirken endelig færdig.
Det nye Skt. Johannes sogn havde ved kirkens indvielse 16.000 indbyggere, der strakte sig fra Rysensten mellem Vestervold og Vesterbro i vest til Lersøen i vest og Slukefter i Hellerup mod nord.
Allerede i 1872 havde sognet 40.000 indbyggere.
Levende forkyndelse
Skt. Johannes Kirke trak mange til med en meget levende forkyndelse. Men det var også tiden, hvor mange kirkefjendtlige vendte sig mod kirken i skrift og tale.
I 1865 havde den første præst i Skt. Johannes kirke, Rudolf Frimodt stiftet Københavns Indre Mission. Jo det var trængsel, når Frimodt var på prædikestolen. Han var også en mester i sjælesorg. Men han var også en præst i gammeldags forstand. Der var et skarpt skel mellem han og menigheden. Men efterhånden kunne den stakkels præst ikke overkomme arbejdet.
Skt. Stefans kirke
På forbavsende kort tid fik Frimodt sammen med gode venner samlet frivillige bidrag til at få rejst en ny kirke på Nørrebro. Baron Løvenskjold til Løveborg skænkede en godt beliggende grund ved Nørrebrogade, hvor hans landsted Kristinedal lå. Og her blev Stefans Kirke indviet den 26. december 1874. af biskop Martensen. Til Skt. Stefans kirke henlagdes dele af Skt. Johannes sogn og Utterslev Mark.
Snart voksede indbyggertallet i sognet til 36.000 indbyggere.
Hadefuld indstilling fra arbejderbevægelsen
Arbejderbevægelsen i København indtog en meget fjendtlig og hadefuld indstilling til kirken. Måske var den ansporet af det tyske socialdemokrati. Problemet var, at de bedrestillede kunne få foretaget kirkehandlinger på almindelige dage, mens arbejderstanden var henvist til søndagen, hvor kirkehandlingerne var gratis.
Dette mente arbejderbevægelsen var klasseforskel.
Alle de indvandrere der kom fra provinsen og som oplevede skuffelser i storbyen lod sig rive med ad denne argumentation. Og egentlig stod kirken magtesløs over for denne situation.
Indre Mission gjorde fremskridt
Men Indre Mission gjorde fremskridt. Møderne i missionshuset Bethesda havde stor fremmøde. Søndagsskolerne blomstrede.
Problemet var nok, at på den tid manglede præsterne social forståelse.
Kirketjeneste på samlebånd
På dette tidspunkt fandt de kirkelige handlinger fortrinsvis sted om søndagen, som var den eneste dag i ugen kirken var til gratis benyttelse. Dette betød, at kirken var i benyttelse fra tidlig morgen til sent ud på aftenen. Man var således vidne til en usømmelig kirketjeneste, der foregik på samlebånd.
På en sådan søndag var det ikke unormalt med 40 dåb, 7 vielser og 16 begravelse. Hertil kom så to gudstjenester. Selvom Frimodt havde ansat to unge kateketer til hjælp, var forholdene uholdbare.
Atter måtte Frimodt i gang. Hans indflydelse var efterhånden så stor, at det igen lykkedes at finde midler af frivillighedens vej. Krigsministeriet havde stillet en gratis grund til rådighed på Østerfælled. Resultatet blev Skt. Jacobs Kirke, som blev indviet den 25. juni 1878.
Et sogn med 76.000 indbyggere
Frimodt døde midt i sit arbejde i 1879. Og efter hans død svandt interessen for at bygge nye kirker. Ingen overtog arven efter Frimodt. Men alligevel skete der noget. Således opførte brygger Carl Jacobsen Jesuskirken i Valby i 1891. Og en anden af de store industri – pionerer, C.F. Tietgen opførte Frederikskirken i Bredgade i 1894.
Skt. Johannes sogn voksede og voksede. Således havde sognet i 1889 hele 76.000 indbyggere.
De vantro masser
I 1885 var der sket noget spændende på et meget besøgt møde i Bethesta. Her indledte pastor Schepelen en diskussion om emnet Arbejdet med de vantro masser i hovedstaden. Her fremkom nye ideer med, at man skulle bygge flere små kirker, og at der skulle være et bedre samarbejde mellem præsterne og menighederne.
Men egentlig var det unge piger, der tog initiativet. De dannede den 1. juli 1886 en Forening til opførelse af små kirker. De tre var Inger Marie Schiøler, Emilie Neergaard og baronesse Th. von Ripperda.
Deres initiativ blev i første omgang mødt med underen og overbærenhed.
En kirke i en baggård
I løbet af tre år havde de tre piger samlet så mange penge sammen, at der kunne bygges en lille kirke. En lille kirke blev dem tilbudt. Det var et lille lokale, der lå i en baggård til Blågårdsgade 40. Hidtil var lokalerne blevet brugt til sekterisk brug. Det lå i et af de største og mest fattige sogne i København.
En del modstand var der selvfølgelig mod planerne, men Sjællands biskop Fog gik ind for planerne. Den 12. maj 1889 kunne han indvie kirken under navnet Bethlehemkirke. Den opstod som en filialkirke af Skt. Johannes sogn.
Pastor Ifversen samlede en trofast og offervillig menighedskreds. For første gang i folkekirkens historie blev der afholdt en midnatsgudstjeneste nytårsnat.
Ringen
Udviklingen førte til dannelse af en gruppe, der diskuterede menighedens opgaver. Gruppen kaldte sig Ringen. I 1889 samledes gruppen om et møde i Bethesta, Menighedsliv og kirkeliv. Det lykkedes at få præster delagtiggjort i nye holdninger. Dengang følte præsterne sig overbelastede af kirkehandlinger i de store sogne. De var ikke særlig modtagelig for nye ideer, som kunne føre til nye arbejdsbyrder.
Aflastning for Skt. Johannes kirken
Kvarterne uden for voldene trak masser af mennesker til. I Skt. Johannes sogn var der således i 1890 ca. 78.000 mennesker, og det på trods af, at dette sogn i løbet af 17 år havde afgivet Skt. Stefan og Skt. Jackob sognene. Disse sogne opnåede også efterhånden en betydelig størrelse.
De trænge også i høj grad til en deling.
En af ydersognene i Skt. Johannes sogn var Nordvestvejkvarteret. Det lå lidt upraktisk i forhold til Skt. Johannes sogn. For at løse dette problem på en praktisk måde, søgte pastor Frimodt at lade kvarteret midlertidig betjene af Skt. Stefans kirke.
Pastor Volf, som dengang var enepræst ved denne kirke, gik ganske modvillig med til denne ordning til aflastning for Skt. Johannes kirken.
Ifølge Pastor Volf burde kvarteret have sin egen kirke.
Nordvestkvarteret omfattede oprindelig udstrakte haver, som særligt blev benyttet til rabarberdyrkning, deraf navnet for kvarteret.
Det store areal uden for Assistens kirkegård lå mest hen som marker med enkelte lystejendomme. Den ene af disse var Løvenskjold´s Kristinedal, på hvis jorde, Skt. Stefans kirke blev opført.
Rabarberdyrkningen måtte vige
Rabarberdyrkningen måtte efterhånden vige for et omfattende byggeri af store 5 – etagers kaserner, alle med små lejligheder. Beregnet for arbejderfamilier.
I det sydøstligste hjørne af Assistens Kirkegård fik en komité en grund af Københavns Kommune. Den lå for enden af den nuværende Korsgade.
En indsamling blev iværksat, men man savnede i den forbindelse en mand af Frimodt’s format. Det gik derfor langsom med indsamlingen.
Takket være stiftsprovst Rothe og borgmester Hansen gik stat og kommune med til at betale 60.000 kr. hver til en ny kirke i Rabarberlandet. Kommunens tilskud var dog betinget af, at man valgte professor H.B. Storck som kirkens arkitekt. Denne beregnede de rene byggeomkostninger til 330.000 kr.
Etatsråd A. Gamél, som var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede i alt 90.000 kr. til Helligkors kirke.
Stor offervilje
Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 28. juli 1887 under meget højtidelige former. Behovet for denne kirke var der i høj grad. Skt. Johannes sogn og Skt. Stefans sogn talte på det tidspunkt omkring 100.000 mennesker. For dem havde man to kirker, tre præster og to medhjælpere.
Bygningen af kirken blev gennemført for de indsamlede 330.000 kr. Men bortset fra bænkene manglede man stadig inventaret. De forretningsdrivende på Nørrebro samt enkelte privatpersoner viste en enestående offervilje. Og det lykkedes at skabe en flot kirke.
“Kaffemøllen”
Men så kom næste problem – navnet på kirken. Ret hurtig forslog man navnet, Bønnekirken med hentydning til etatsråd Gamél’s store andel i indsamlingen. Ja vittige sjæle foreslog også navnet, Kaffemøllen.
Mange navne blev foreslået, og det kunne ikke opnås enighed. Men et medlem af byggekomitéen, etatsråd og anset læge på Nørrebro, Le Sage de Fontenay skar igennem. Den nye korsformede kirke skulle hedde Helligkors kirke.
Omkring nytår 1890 stod Helligkors kirke klar til indvielse i et sogn på 26.000 indbyggere, som blev udskilt af Skt. Johannes sogn.
Grænserne for det nye sogn betegnes som en linje fra Peblingesøen ad Korsgade til Blågårdsgade, ad denne gade til Bagergade, ad Bagergade, Slotsgade, Nørrebrogade, Jagtvejen, langs Ladegårdsåen til Peblingesøen og langs denne til Korsgade.
Kongelig besøg
Endelig den 19. januar 1890 var man klar til indvielse. I Berlingske Tidende kunne man læse følgende:
Med Hensyn til den imorgen stedfindende Indvielseshøjtidelighed er vi blevet anmodet om at oplyse at, når der – iøvrigt ikke ved Kirkens Værgers Initiativ – er udstedt Adgangskort ved denne Lejlighed, saa er dette ganske i overensstemmelse med, hvad der plejer at ske ved saadanne Fester og tillige naturligt begrundet i Forholdene, da der nødvendigt maa sikres en stor Del Mennesker, der paa forskellig Maade staar i særligt Forhold til Kirken, Plads.
Iøvrigt er Kirken aaben for Publikum imorgen fra Gudstjenestens Slutning og indtil kl. 3.
Lidt før kl. 10 ankom til kirken kronprins Frederik (senere Frederik den Ottende), kronprinsesse Louise, prinserne Christian (senere Christian den Tiende) og Carl (senere Håkon den Syvende af Norge). Lidt efter kom Christian den Niende og Prins Hans med følge.
De kongelige herskaber blev modtaget af komitéen for kirkens opførelse med dens formand, stiftsprovst Rothe i spidsen.
Præsterne var lig med kapitalisme
De første år i Helligkors kirke var bestemt ikke lette. Arbejderne i Rabarberlandet mente at præsterne var en del af Kapitalisme. De var fornemme, fede præster. Præsterne blev ofte mødt med uvilje og dørene blev smækket i for næsen af dem, når de var på husbesøg. Når præsterne færdedes i fuld ornat på gaden, kunne de ofte være udsat for at blive generet.
Myndighederne var også afvisende
Denne tendens smittede også af hos myndighederne. Københavns Kommunalbestyrelse stillede sig nu også uvillig over for at skænke byggegrunde til kirker. Da Kirkefondet købte grund til den ny Blågårdskirke, som blev indviet i 1905, betingede kommunen sig som betingelse, at der af denne kirke altid skulle svares afgifter. Det havde kirker ellers været fritaget for.
Ved oprettelse af det ny Blågårdssogn blev der tillagt et lille stykke af Helligkors sogn, nemlig den karré, der begrænses af Korsgade, Slotsgade, Bagergade og Blågårdsgade og som omfattede ca. 1.000 mennesker.
Præster var almindelige mennesker
De velhavende kunne stadig betale sig fra kirkehandlinger foretaget i dagligdagen samt sikre sig plads i kirkerne mod betaling. Dette forargede de mere fattige kirkegængere. Først i 1900 ophørte lejemålet på bænkene i Helligkors kirke.
Socialdemokratiets indstilling til kirken blev dog også bedre. Og særlig bidrog den store arbejdsløshed i 1930erne til at bringe befolkningen nærmere kirken. Man kom på bedre talefod med præsterne og opdagede, at de var almindelige mennesker.
Præsterne arrangerede specielle Arbejder – gudstjenester. Kirken blev ved disse lejligheder fyldt til bristepunktet. Respekten for kirken og dens arbejde steg mærkbart. Men også præsterne fik mere social forståelse.
“Baggårds – kirken”
Vi har tidligere været inde på den lille Bethlehemskirke. Den lå i en utiltalende baggård til Blågårdsgade 40. Den var indrettet i et halvtagsskur, som stødte op til Ågades Brødfabrik. I denne fabrik blev der arbejdet alle ugens dage. Støjen derfra kunne høres inde i kirken. Man forstod ikke, at denne bygning skulle bruges som hjælpekirke. Den kom da heller ikke til at virke som aflastnings – kirke for Helligkors kirke.
Yderste fattigdom
Præsternes aflønning var beskeden. Det omfattende sognearbejde var præget af yderste fattigdom. Derfor var det måske ikke overraskende, at præsterne efterhånden søgte forflyttelse.
Kirkens første sognepræst, pastor la Cour blev kaldet til sognepræst i Gamtofte sogn på Fyn i 1895. Pastor Linnemann forflyttedes til Christiansborg slotskirke året efter.
La Cour’s efterfølger blev pastor Jul. Ifversen. Han havde gennem sit arbejde i Bethesta godt kendskab til kirkelivet på Nørrebro. Som kapellan blev valgt pastor Vilhelm Kold.
Han var udpræget vækkelsespraktikant. Og det var meget naturligt, at han blev sat ind mod vantroen i Rabarberlandet.
Brorsons Kirke
Kold forsøgte at få Nordvestvejskvarteret skilt ud som et selvstændigt sogn. Takket være en energisk indsats kunne Brorsons Kirke indvies den 6. januar 1901. Kirken blev rejst som en gave fra den levende menighed i Danmark. De 143.000 kr., som kirken kostede blev dækket udelukkende ved frivillige bidrag.
Pastor Kold
Det var naturligt, at pastor Kold blev Brorsons kirkes første præst. Han fortsatte sit virke indtil 1927, hvorefter han blev Indre Missions formand indtil sin død i 1932.
Pastor Kold holdt blandt andet samfundsmøder i Marthahjemmet i Brohusgade.
“Murersagen”
Der var stor betænkeligheder ved at ansætte en ung mand, der hed Axel Beck i et barsk arbejderkvarter. Men denne unge mand blev i Helligkors kirke i hele 42 år.
Pastor Ifversen havde større vanskeligheder ved at tackle arbejderne. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderne. Han mente, at de vildledte arbejderne.
Arbejderførerne brugte da også enhver lejlighed til at skade pastor Ifversen. Og da den såkaldte murersag fremkom, gjorde de ihærdige forsøg på at få ham afskediget.
Sagen drejede sig om, at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde stået i forhold til inden ægteskabets opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Han fik derefter Socialdemokratisk Forbund til at klage til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet, og den 28. januar 1903 idømtes Ifversen en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.
Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet, og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere.
Sagen havde dog taget hårdt på Ifversens kræfter. Han måtte tage et års orlov, for at komme til kræfter igen.
I mellemtiden konstituerede biskop Rørdam den unge pastor Axel Beck som sognepræst.
Pastor Ifversen blev i efteråret 1908 forflyttet til Bregninge og Bjergsted sogne ved Kalundborg.
En nordmand fyldte kirken
Pastor Aage Westergaard var kommet til området fra Skjern. Han tog lidt tungt på arbejdet. Men gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han efterhånden tillid blandt befolkningen. Han åbnede kirken for den norske frikirkelige lægprædikant Albert Lunde, der aften efter aften fyldte kirken. Dette gav anledning til oprettelse af et selvstændigt menighedssamfund i kirken. Gennem en årrække trivedes der to menighedssamfund i samme kirke.
Dette sled dog efterhånden på pastor Westergaard. Dertil kom tabet af hans eneste barn. I 1937 indgav han sin afskedsbegæring. Men inden han fik den bevilliget, døde han.
Stort socialt arbejde
Rabarberlandet var et udpræget nybyggerkvarter og i særlig grad børnerigt. Man havde allerede i 1877 oprettet en søndagsskole i Kapelvejens Skole. Denne søndagsskole virkede i 60 år, idet den i 1937 blev sluttet sammen med en anden søndagsskole i sognet.
Kvarteret havde et meget dårligt ry. De store lejekaserner rummede dyb fattigdom. Familieforholdene var dårlige. Druk og slagsmål hørte til dagens orden.
Fra Skt. Stefans Kirkes side blev der gjort en stor indsats for at beskytte de mange børn, som ofte var overladt til sig selv og udsat for dårlig påvirkning gennem oprettelse af arbejdsstuer, hvor børnene kunne anbringes, medens forældrene var på arbejde. Det viste sig dog hurtigt, at disse arbejdsstuer ikke slog til.
Anker Heegaard forærede grunde væk
Men da kom tanken om at oprette et asyl. Fabriksejer Anker Heegaard rådede over flere byggegrunde i kvarteret. Han skænkede en passende grund, Rantzausgade 41 til asylet. Prinsesse Thyra, senere hertuginde af Cumberland nedlagde grundstenen. Asylet fik navnet Prinsesse Thyra’s Asyl. Det blev indviet 31. januar 1878 i kongeparrets nærværelse. Asylet virkede som tilflugtsted for kvarterets mindreårige børn. Det blev drevet som privat institution indtil 1. verdenskrigs slutning. Da overgik det til kommunen.
Sognearbejdet blev støttet af Indre Mission, der lejede et lokale i Jægergade. Her blev afholdt offentlig møder, søndagsskoler og lignende.
Man appellerede til privat hjælp, da offentlig hjælp som fattighjælp som regel førte til en slags umyndiggørelse af de ramte. Også dette var man nødt til, hvis man blev ramt af sygdom. Derfor håbede man også her på privat hjælp.
Grundlaget for “Marthahjemmet”
På Parcelvej (Griffenfeldsgade) sørgede kammerassessor Evers og hans hustru for at afhjælpe den største nød ved at åbne en sygebespisning, ligesom de sørgede for fattige konfirmanders beklædning.
Det var da især to foreninger, der kom til at spille en rolle i bekæmpelse af nøden i området. De blev stiftet i henholdsvis 1877 og 1880. Det var de to foreninger, dannede grundlaget for Marthahjemmet i Brohusgade og Håndgerningsforeningen.
Foreningerne var Håndgerningsforeningen for Skt. Stefans sogn og Nørrebro Bespisningsforening.
Den første forening sørgede for, at give kvinderne hjemmearbejde. Det gjorde man for at forbedre forholdene i hjemmene og dermed sikre en bedre børneopdragelse. Foreningen leverede materiale til strikning, syning m.m. Det færdige arbejde blev overtaget og betalt af foreningen.
Bespisningsanstalten
Bespisningsanstalten førte den tidligere omtalte virksomhed, som kammerassessor Evers havde startet, videre.
De to foreninger blev samlet i Marthaforeningen. i 1882. Året efter tråde Anker Hedegaard atter til, idet han skænkede grunden i Brohusgade til foreningen.
I løbet af kort tid lykkedes det at indsamle 40.000 kr. til foreningens hus. Og hjemmet blev indviet den 24. marts 1886.
Erik Bock
Egentlig burde vi også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’ere mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.
Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede en silikonedukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania.
Helligkors kirke har været med til at gøre kirken mere åben for kultur. To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange har han fået pålæg fra biskopperne. Men som han selv siger. Han har givet kirken mere frisk luft.
Blågårds Kirke kunne bedst undværes
Nu kunne vi fortsætte den historiske gennemgang. Men vi vender blikket mod den foreslåede lukning af Helligkors kirke. Dette medførte store beboerprotester og panderynker hos biskoppen.
Men også Nationalmuseet modsatte sig en lukning. De anså kirken, som den mest interessante af de tre kirker i området. Menighedsrådet havde åbenbart udvalgt den forkerte kirke til lukning. Og de barske realiteter var, at Blågårds Kirke var den kirke, som bedst kunne undværes i området.
Helligkors Sogn var i 1999 blevet sammenlagt med Blågårds Sogn og Brorsons Sogn til Blågårdens sogn.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Hvis du vil vide mere: Om Kirke – og Åndsliv, uden for Nørrebro: Læs
Under Østerbro:
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder
August 27, 2014
Tænk, i Jægersborggade boede Dagmar, der efterhånden havde 25 spædbørn på sin samvittighed. Hun tjente penge som plejemor. Børnene blev myrdet efterhånden som hun fik nye kunder. Hun myrdede dem, når han var i rus, kvalte dem med en snor og brændte dem i en kakkelovn. Men så en dag fortrød en af mødrene og ville have sit barn tilbage. Men da var det allerede myrdet. Et par af mordene skete også over på Assistens Kirkegård.
Hvem skulle tro det?
Hvem skulle tro, at der i det i dag mondæne Jægersborggade engang boede en massemorder.
Måske 25 spædbørn
I perioden fra 1911 – 1920 tog Dagmar Overby livet af cirka 25 spædbørn. Ufatteligt, at ingen fattede mistanke, før det langt for sent.
Det var tiden inden plejeloven og inden folkeregistreringen. Dagmar havde frit spil.
Hun brændte dem i kakkelovnen
Hun kvalte børnene og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Det var i hvert fald hendes foretrukne løsning.
Men mindst en dræbte hun også på Assistens Kirkgården. Hun smed et et barnelig i latrinen. Andre berettede om, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det i en grav på kirkegården.
Men mindst tre barnemord begik hun i Jægersborggade. Hendes eget barn og hendes ynglings – plejebarn blev passet af marskandiser Petersen, mens hun begik mordene.
Tyvetøsen
Som barn havde hun det ikke let. Hun blev kaldt for Tyvetøsen. Hendes første eget barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med en, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet, mente Dagmar.
Flere forhold fulgte. En far ville ikke anerkende sig faderskabet, så det måtte ryddes af vejen. Barnet blev lagt i en lade, og heldigvis fundet i live.
I Jægersborggade fra 1916
I 1915 ankom hun til hovedstaden og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikvare – leverandørerne.
På grund af sygdom måtte han give afkald på butikken. I 1916 flyttede hun så ind i Jægersborggade.
Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent.
Horeunger
Horeunger, som man kaldte børn født uden for ægteskab havde ingen rettigheder. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket og ofte ville faderen ikke vedkendes barnet. Han betalte sig fra det. Dette blev Dagmars lykke eller ulykke – om man vil.
Lillebror har det godt
Som regel skrev hun et kort til moderen, lige efter, at hun havde begået mordene – Lillebror eller Lillesøster har det godt.
Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så et andet barn, moderen så måtte kigge på nede i barnevognen.
I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.
Æter er dejlig afslappende
Dagmar fandt ud af, at æter gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Det var ofte under disse rus, hun begik mordene. Hun kvalte børnene med en snor, og gemte dem i den tids køleskab. Det skete også at hun glemte ligene. Så fandt hun ud af, at det mest effektive var at brænde ligene i kakkelovnen.
Hun boede også en kort overgang i Landemærket, Adelgade, Ryesgade og på Engahavevej. En af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus. Et af plejebørnene var Angelo. Han blev efter mange år faktisk afleveret til moderen igen.
En mor til et af børnene blev dog mistænksom, men Dagmar skaffede både falsk lægeattest og falske begravelsespapirer på det barn, som hun havde myrdet.
Hun stjal høns
I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Hun blev idømt 11 måneder på forbedringsanstalt for at stjæle høns. Hendes barn og plejebørn blev fjernet og anbragt på børnehjem. Efter at have afsonet sin straf, blev hun aktiv i Kirkens Korshær.
Efter et stykke tid fortsatte hendes ugerninger.
Men det fik en brat ende. En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby sit barn i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet, og moderen gik til politiet.
Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig på loftet.
Hun er defekt og uærlig
Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende karakteristik:
Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende er hun defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.
Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.
Kun dømt for 8 mord
Hvor mange børn hun egentlig dræbte i Jægersborggade og på Assistens Kirkegården har man ikke tal på. Faktisk blev hun kun dømt for 8 mord.
Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Og det skulle ske offentlig. Men den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid.
Lovgivningen blev lavet om
Dagmar Overby kunne slet ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet. Hun måtte senere overføres til Skt. Hans i Roskilde. Har døde hun 6. maj 1929.
Hvorledes kunne dette lade sig gøre? Var mødrene, der overlod Dagmar børnene for ligeglade? Samfundet kunne ikke tolerere uønskede børn født uden for ægteskabet. De var og blev uønskede.
Efter sagen blev lovgivningen på en række punkter lavet om m.h.t. adoption, plejeforhold samt registrering.
Kilde: Se
Du kan læse mere om Dagmar Overby på www.dengang.dk
August 27, 2014
Vi skal høre om denne bro, der er blevet noget så trendy. Men også Fredens Bro kigger vi på. Og det var dengang, der skete en masse spændende ting i og omkring søerne. I Socialdemokraten advarede man mod at gå over broerne. En muremester ville etablere en bro og forlange brotakst. En anden ville lave en færgefart. Fiskeri i søerne var forbudt. Overtrædelse betød en tur på Bremerholm. Der var masser af fornøjelser langs søen, men Menighedsrådet i Skt. Jacobs Kirke satte en stopper for festlighederne. Nu kan man løbe omkring søerne, men dengang skulle man have gummistøvler på.
Søerne blev udvidet
Efter 1523 blev der igen engang arbejdet på Københavns fæstning. Det betød, at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedamssøen. Vejen ud af Nørreport er antagelig gået ud til Peblinge – dammen. Før 1523 var Sankt Jørgens Sø kun en lille sø. Fra begge sider gik der kun enge ned til dette lille vandstade. Men i 1524 blev disse enge sat under vand.
En Fjællebro
Vi hører allerede i 1562 om en fjællebro over Søerne i nærheden af det sted, hvor Dronning Louises Bro senere kommer til at ligge. Da Frederiksborggade senere skulle blev anlagt, sørgede Christian den Fjerde for at en kombineret dæmning og bro blev anlagt.
Der tales også om en dæmning, der adskilte Peblinge – og Sortedamssøen. Oprindelig var der tale om en privat overgang, der senere blev offentlig tilgængelig. Det er antagelig også den, der blev kaldt for Fjellebroen.
Fiskeri var aldeles forbudt
Flere gange er søerne blevet renset, vel sagtens også fordi, at befolkningen smed alt muligt i søerne. En af de gange, Sortedamssøen blev renset, blev Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derefter blev det i 1727 givet tilladelse til at indrette sig på ny i 30 alens afstand fra søen.
Fiskeri i søen var absolut forbudt. Det var kongen, der i store periode alene havde fiskeretten. Overtrådte man forbuddet, ja så var det en tur på Bremerholm.
Broen kunne skylle væk
Peblingebroen var mange gange temmelig brøstfældig. Det var den også omkring 1720erne. En kraftig storm og højvande kunne skylde den bort. Det lange træbolværk blev nedtaget. Dele af dæmningen blev opmuret med kampsten i 1728. Det kostede 2.542 RDL. Vindebroen i midten blev opført af oberstløjtnant Heusser. Allerede i 1721 havde Magistraten forsøgt at få kongen til at betale en grundmuret bro.
Paraplyen skulle kunne holdes oppe
I slutningen af 1800 – tallet var trafikken over broen steget kraftigt. Man havde et ønske om, at borgerskabet måtte komme tørskoet over broen. Så havde man også et ønske om, at kunne holde paraplyen nogenlunde oppe. Det kneb, selv under svagere vinde.
En flot bro – tegning i Ude og Hjemme
Arkitekt Emil Blichfeldt lod sig inspirere af de berømte broer sydpå. Vi skulle lige som i Firenze og Venezia have en kombineret bro og basargade. Jo man kunne i 1883 se de spændende tegninger i Ude og Hjemme.
Den oprindelige Peblingebro lå lidt nordøst for den nuværende Dronning Louises Bro.
Den 18. april 1884 afsluttede man i Borgerrepræsentation en livlig debat. Med stemmerne 13 mod 12 vedtog man at puste liv i planerne. Men Magistraten valgte et langt enklere forslag
En vellykket overraskelse
I nattens mulm og mørke var det sidste plankeværk ved Peblingebroen fjernet. Plænerne for enden af broen var smukt ordnet. Skurene var revet ned, og ubrugt materiale var fjernet. Blomsterplænerne var revnet og pyntet. Fortovene var fejet og lygterne var poleret. Den ny bro var blevet klar til færdselen. Og sandelig kunne man læse i ens morgenavis, at kommunalbestyrelsen på et lukket møde, havde vedtaget at broen for fremtiden skulle hedde Dronning Louises Bro.
Overraskelsen var vellykket. Dem, der lige havde passeret broen kunne ikke forstille sig, at man kunne blive så hurtig færdig. Og navnet var også en kærkommen overraskelse. Jo broen et offentlig bygningsværk, som er staden værdig. I medierne håbede man at broen ville holde sig lige så godt, som hendes majestæt, som broen er opkaldt efter. Man mente også, at det ikke var grund til at fortryde den halve million, som det havde kostet. Det var ikke blevet ødslet, men hele anlægget gjorde et velhavende og smagfuldt solidt indtryk.
Udkast og tegninger var blevet foretaget af professor Vilh. Dahlerup. Arbejdet blev allerede påbegyndt i foråret 1885. En stor del af arbejdet var foretaget af stadsingeniør Ambt.
Broen var blevet bygget i perioden 1885 – 87. Broens rækværker var prydret med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben, omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver. De gamle udsigtsbænke af smedejern er bevaret.
Genialt og festligt
Der er tale om en granitdæmning med tre buede gennemsejlingshuller. Genialt og festligt er anlæggelsen med de fire flagstænger ved broens ender. Også lygtestanderne på brystværnet er en flot markering af byens midte.
To siddende unge – hvad tænker de på
Her er også fire grønne anlæg, bænkerækker og skulpturerne, To siddende unge mennesker fra 1940 af Johannes Hansen, samt afstøbninger af romerske originaler, Nilen og Tiberen. De grønne anlæg er lige som selve broen underlagt diverse fredningsbestemmelser. Gad godt nok vide, hvad de unge mennesker i stenskulpturen diskuterer. Får han at vide, at hun er gravid?
Bredere cykelstier
I 2011 gennemgik broen en stor forvandling. Kørebanen blev væsentlig indsnævret til fordel for bredere fortove og cykelstier. Meget fornuftig har Københavns Kommune sat flere bænke op. Men også rækværket og fortovet besættes af soldyrkende københavnere.
Broen blev og er utrolig populær. Det kan også ses ud fra de talrige postkort, der gennem tiderne er udgivet af broen. Også fotografer og malere har i tidens løb gengivet Dronning Louises Bro.
En unik oplevelse
Og tænk broen var engang det mest cyklist – trafikerede sted i Verden. Nu er stedet overgået af Knippelsbro. Broen er blevet et samlingssted blandt ungdommen. Her hænger man ud, og her viser man sin utilfredshed, ja også tilfredshed. Det er også at brugerne af det tidligere ungdomshus markerede deres utilfredshed. Her bliver uautoriserede kunstværker sat op. Her parkeres cykel – ghettoblaster, eller hvad man kalder mobile musikanlæg, og så kan en spontan fest begynde.
Her er en unik oplevelse af bylivet og storslående udsigt til de andre af søernes broer. Vi kan vel godt kalde stedet for en Hipster – Bro. Den er lidt Paris – agtig. Kig engang på lamperne. Det er så meget at kigge på. Livet flyder forbi. Tag en bajer eller en flaske vin med, og kast dig ned. Snak med de andre. Broen er blevet en del af den københavnske ungdomskultur.
En nøgle var nødvendig
I dag løber man rask væk rundt om søerne, og det gjorde undertegnede redaktør også, indtil knæene ikke ville mere. Det var en superskøn oplevelse, hver søndag at tage alle søerne. Det kunne man dog ikke dengang. Chr. Købkes mange malerier fra dengang giver et godt indtryk af, hvordan det så ud. Store områder henlå ubebygget med sivkransede bredder og badebroer. Men dengang tilhørte Dosseringen, Vandvæsenet. Beboerne på Blegdammene kunne mod et depositum af fem mark få udleveret en nøgle til de låger, der spærrede for begge ender. Først med anlægget af Skt. Hans Gade i 1851 – 53 blev Sortedams Dossering en offentlig gangsti.
Man kunne leje robåde, og tage en tur på søerne. Her var masser af små lysthuse med anløbsbroer. Ja og sejlbåde kunne også beskues på søerne.
En afsondret bydel
Egentlig var Nørrebro en afsondret bydel. Der var særdeles primitive broer over Ladegårdsåen. Og dengang var Peblingebroen meget smal. Beboerne havde flere år i træk tryglet Magistraten at anlægge broen. Tusinder af arbejdere måtte hver dag gå ind over Østerbro. For at komme til deres arbejdsplads på Nørrebro.
Færgefart over søerne
Snedkermester Mau foreslog, at der blev etableret færgefart over søen. Muremester Petersen ville gerne bygge en bro, mod så at tage 2 øre fra hver, som passerede broen. De fik begge afslag, men det var nu gået op for Magistraten, at der var behov for en bro. Og endelig i 1878 blev der bygget en træbro. Men trafikken blev større og større.
Syd for Tagensvej opstod adskillige fabriksanlæg, som i slutningen af det 19. århundrede blev sat i forbindelse med byen ved forlængelse af Tagensvej ind over Fælleden. Ved anlæggelse af Fredens Bro, var der skabt en afløser for en plankebro, der var beregnet til spadserende trafik. Man fik nu en sporvogn over den nye forbindelse. Men det var nu på privat initiativ, at denne dæmning blev etableret i 1887. Det var på fabrikant Haubergs initiativ. Han måtte forhandle i tre år. Det største problem var at få militæret til at bøje sig på Fælleden.
Plankerne var pilrådne
Inden dæmningen blev anlagt, kunne man i Socialdemokraten læse, at træbroen var det rene selvmord. Mange af plankerne på broen var pilrådne. Og det gav våde tæer, at passere broen.
Fredensgade var først blevet anlagt i 1870.
Syre – og petroleumsbåde
Stod man dengang på forløberen for Dronning Louises Bro eller den og skuede ud over søerne, så var der sandelig masser af aktivitet.
Der har altid været masser af trafik. Smukke hvide motorbåde sejlede i rutefart mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Denne trafik stoppede dog i 1902. Men især om sommeren var der masser af både på søen.
Købmand E.M. Olesen fik modvillig lov til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne klagede dog over stanken. Og disse både var måske heller ikke så driftsikre, som man kunne ønske sig. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne.
Koncert med Husarenes Musikkorps
De nye både blev kaldt De Elektriske Både. Her kunne man leje de såkaldte Promenadebåde. Og her kunne 12 mand få deres frokost. Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert i en illumineret båd. Man kunne så følge med i almindelige passagerbåde. Det kostede 50 øre.
350.000 passagerer
Tænk i 1911 fragtede man 207.100 passagerer. Dette tal var i 1916 vokset til 350.000 passagerer. Og det kun i de fire sommermåneder. Det må siges at være ganske imponerende.
Ud for Korsgade var der lavet et soppebassin. Vandet var nu ikke så rent. Og det var også dengang, da den fattige arbejderbefolkning i enkelte tilfælde gik ud i søen og fangede ænder. Så var julemaden da reddet, men smagen, ja det var smagen af mudder.
Et hornorkester underholdt
Ved vintertide var der mulighed for skøjteløb, såfremt der var is på søen. I nærheden af Gyldenløvsgade var der en estrade, hvor et hornorkester underholdt de skøjtende. På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kunne købe sild for 5 øre. Med dem kunne man så fodre de sultne måger.
Menighedsrådet satte en stopper for festlighederne
Musik og underholdning var der også masser af langs søerne på et tidspunkt. Det var traktørstedet Søfryd. Og så var der masser af koncerter i Søpavillonen. Der var masser af lysthuse langs søerne. Og det kunne da have gået helt galt med festlighederne, havde det ikke være for Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirken. De satte en stopper for restauranter og andre festlige ting ved Sortedammen.
Det knap så morsomme
Ved kongelige festdage var der fyrværkeri og illumination på søen. Bådejere satte en ære i, at dekorere deres både.
Knap så morsomt er det at vide, at mange har forsøgt at begå selvmord i søerne. Om sommeren 1802 forsøgte digteren Jens Baggesen, men det mislykkedes. Om vinteren samme år lykkedes det for billedhuggeren, Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i Sortedamssøen.
Husk lige gummistøvlerne
Fremkommeligheden har ikke altid været lige let. På et tidspunkt måtte man have gummistøvler, for at komme rundt. Mon ikke også Kierkegaard skulle have gummistøvler på, når han gik langs søerne til Nørrebro, bare for at få et glimt af Regine, som han elskede så højt. Men ak, hun rejste til Dansk Vestindien, sammen med hendes mand.
Knud Mikkelsen ville ikke flytte
Det var lettere, da knæene kunne holde til, at vi hver søndag kunne tage den om alle søerne. Det var herligt, selv om vinteren. Men da byggeboomet begyndte måtte man rydde en del. Og det gik også ud over Stenhuggerhuset. Herfra holdt Knud Mikkelsen øje med, at der ikke blev kastet affald i søen. Men Knud Mikkelsen påstod, at han ikke kunne læse, så han blev bare boende. Men så brugte Magistraten, rettens vej.
Stenhuggerhuset lå lige ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskab for Druknede og Skinddødes Redning.
Kilde: Se
Hvil du vide mere: Læs på www.dengang.dk
August 27, 2014
Man forsøgte at gå nye veje. Men ak syrevognene slog aldrig an. Og man havde ikke rigtig regnet med, at heste kunne blive syge. Da den elektriske sporvogn kom, var der advarsel til damerne. Og damerne måtte ikke gå op på første etage.
Sorgens dag
Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn i København. Det skete med linje 5 fra Nørrebro. Ak ja, de fleste sporvogne blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører i Alexandra. Og et par stykker kan ses på Sporvejs – museet.
Busser på Nørrebro
Længe før, man tænkte på sporvognen kørte Omnibussen Napoleon over Amagertorv ad Købmagergade, Nørrebrogade og gennem det tætbefolkede Blågårdskvarter ad Blågårdsgade, Korsgade, Slotsgade til Ny Kro på Lygtevejen. Den lå der, hvor Hillerødgade i dag munder ud i Nørrebrogade.
Desuden kørtes der fra Det kongelige Teater efter forestillingens slutning. Busserne var overfyldte. For god ordens skyld, så skal det da lige nævnes at disse busser ikke har meget lighed med dem, vi kender i dag.
Nørrebros Sporveje
Den 6. december 1867 oprettedes Nørrebros Sporvejsselskab af C. Wolfhagen. Vognene rummede 36 inde – og udvendige pladser, samt to sidde – og ståpladser på bagperronen.
Kørslen begyndte kl. 7.30 om morgenen. Der kørtes hver 12. minut frem til 22.24. Og taksten var således:
Man kunne også sætte sig helt oppe, ubeskyttet mod vejret. Det var billigt. Og den mulighed brugte mange arbejdere dengang.
Politibetjente rejste gratis, og det gjorde vovse faktisk også.
Hos Konditor Bolt, Nørrebrogade 13, kunne kunderne tage ophold. Det var lige ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen.
En fabrikants Sporvognsselskab
Ja egentlig kan vi også takke fabrikant Sophus Hauberg for nogle af vores sporvogne. Han havde brug for arbejdskraft til sin nye fabrik Titan. Kommunen ville ikke selv tage initiativ til sådan en bekostelig affære, som at etablere en sporvogns – linje.
Hauberg fik koncession i 1878 til at drive Sølvgades Sporvognslinje. Først efter tre års drøftelsen med kommunen, fik han et ja. Men dermed var problemerne ikke løst. Linjen skulle føres over Fælleden. Og det var jo et gammelt militærområde. Generalstaben mente ikke, at man kunne have civilister til at krydse frem og tilbage to gange om dagen. Først i 1899 skulle kusken ikke længere fra sit sæde for at åbne og lukke bommen. Endelig havde Krigsministeriet kapituleret. Senere blev hestevognen afløst af et moderne elektrisk drevet køretøj.
En værre gang pløre
Husk lige, at Nørrebro var lidt anderledes dengang. Et dagblad beskrev forholdene i 1878 således:
Nørrebros Runddel befinder sig i en aldeles bundløs og ufremkommelig Tilstand ved Regnvejr og Tøvejr. Det synes, at naar man betaler samme Skat som inde i Byen, at der med rimelighed forlanges, at der gøres så meget ved Vejen, at man ikke er udsat for at sidde fast midt i den. Ligeledes er det for de Handlende et stort Tab i deres Næringsvej, idet Beboerne af Nørrebrogade foretrækker at gaa langt ned paa Broen og købe deres Varer frem for at gaa over Vejen ved Runddelen.
I slutning af 1880erne var der hele ni forskellige selskaber i byen, og der var overhovedet ikke nogen former for koordinering. Ingen havde rede på køreplanen. Man kunne stige af og på, som det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.
To – etages vogne
Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hovedstrækningen som på den fra Nørrebro brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmeligheds grunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.
I 1891 blev man udsat for en del besværligheder. I begyndelsen af året udbrød der en kraftig influenzaepidemi – blandt hestene. Konstant var 40 heste syge.
Fyringsgrund
I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op på direktørens kontor og fyret. Direktøren mente ikke, at arbejdet i frisk luft var særlig anstrengende. Og medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring i sporvejs selskabet, blev det pointeret. Men de holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.
I reglementet § 20 kunne man således læse:
Der staar i bestyrelsens Magt, uden Angivelse af Grund, øjeblikkelig at afskedige Konduktøren. Opsigelsen fra Konduktørens Side maa ske 14 Dage forud den 1ste i den paafølgende Maaned.
Byen havde efterhånden vokset for stor til hestesporvogn. Dog kørte den sidste hestesporvogn gennem Nørrebro indtil 1915. Den hed Hønen.
En erstatning for heste
I 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hestene. Det var i dette år Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte de andre selskaber efter.
Prisen for at køre med en el – sporvogn fra Kapelvej til Kongens Nytorv var 5 øre. Indvendig var prisen dog 10 øre.
I dette år skete der også en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen i Slotsgade ville lige som de store drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.
Syrevogne
Inden den elektriske sporvogn havde man forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derudaf – uden heste. På Kongens Nytorv var der opsat ladeopstandere, så akkumulatorerne kunne lades op, inden turen gik hjemad. Problemet var bare, at under opladningen og kørslen blev der udsendt en generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne.
Nørrebros Sporveje fik anlagt en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade). I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remissen med endnu en bygning opført i Bragesgade 8. I 1897 skete endnu en udvidelse. Og det er det vi i dag kan se som Nørrebrohallen.
Damer – pas på
Det var nu ikke lige let for alle, at leve med det elektriske. Og når de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var datidens aviser over dem. Således kunne man i 1902 læse:
Vore Damer, der har været så vant til med Gratie og Elegance, at springe af hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere. Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig slemme Skrammer. Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.
Giv Agt – Dampsporvogn
Man forsøgte sig også med damp. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus af firmaet Smith og Mygind, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Da man satte rigtig fart på maskinen, var beboerne ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.
Alberti påkørt af sporvogn
Det skete en del uheld. Således blev Alberti, byggespekulant m.m. kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej. Han døde et par dage efter.
Jo man kunne godt bremse med sporvogn. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på en af skinnerne, således at gruset faldt et meter foran hjulet. Det var et yderst primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse.
Kilde: Se på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: På FB – gruppe Dengang er der en liste over artikler med Tog, Bus og sporvognsartikler på www.dengang.dk
August 27, 2014
Her opstod de kooperative virksomheder. Det var på Nørrebrogade de fine virksomheder var, men i sidegaderne blomstrede kælderbutikkerne. De artige og kloge børn sad forrest i klassen. De dumme og ordblinde sad bagerst. På 8 år byggede Københavns Kommune 14 skoler. Det var finest, at bo ud til gaden. Kunne man ikke betale sin husleje, kendte Kongens Foged ingen nåde. Man kunne så ende på Ladegården. Fattigvæsnet beslaglagde de få møbler.
Det lugtede i baggården
250.000 mennesker flyttede fra landet til København i løbet af få år. På landet var det ikke arbejde nok, og i storbyen håbede man på et arbejde på en fabrik.
Disse mennesker skulle have et sted at bo, så man byggede og byggede. De høje ejendomme lå meget tæt på hinanden. Også baghusene blev udnyttet til endnu billigere huse. Og resten af baggårdene blev legeplads til børnene, selv om det her lugtede meget dårligt. Før 1901 var der ingen kloaker, der kunne lede vandet væk.
Det var på Nørrebrogade, det skete
Små og mindre virksomheder opstod i baggårdene. i tiden før 1900 flyttede en række industrivirksomheder til Nørrebro. De er næsten alle flyttet fra Nørrebro i dag, kun enkelte er blevet tilbage.
Det var på Nørrebrogade, der skete. Engang var det Københavns bedste handelsstrøg. I sidegaderne var det mest kælderbutikkerne, der dominerede. Det var som tidligere nævnt også på Nørrebro at de fleste kooperative virksomheder opstod, som Arbejdernes Fællesbageri og Arbejdernes Kødforsyning.
Børnene måtte arbejde i syv timer
På Nørrebro og i resten af storbyen så familien ikke så meget til hinanden. På landet havde de været sammen på gården. Nu havde de solgt deres arbejdskraft til en fabrik. Det vil sige dem, der var så heldige, at finde arbejde. Hjemme på gården hade de været sammen om at passe dyrene og dyrke jorden.
Nu sled hele familien i det inklusive børnene. Men det var svært at få det hele til at slå til. Ferie var ikke noget man kendte til. Og legetøj til børnene, ja det måtte man selv lave.
Børnene måtte arbejde i syv timer. Det havde de godt af, mente man. Så lavede de ikke ballade i den tid. De yngste piger hjalp med at købe ind, skrælle kartofler, vaske op, passe deres mindre søskende og gøre rent.
De yngste drenge hjalp med at hente koks i kælderen og pudse sko.
Viceværten kommer
Ofte havde børnene en lillebror eller lillesøster på slæb. Og så skete det ofte, at de blev lånt ud for at passe andre folks børn.
Når de havde lidt tid til overs kunne de lege nede i gården, hovedsagelig om søndagen. Og her var der også restriktioner. De måtte ikke larme. Så kom viceværten og jagtede dem ud af gården. Boldspil var forbudt i mange gårde.
Kæft trit og retning
De unge mennesker lærte hurtig devisen, kæft trit og retning, når de fik fabriksarbejde eller skulle begå sig i skolen. Det betød, at de skulle holde deres mund, og kun tale, når de blev spurgt. De havde bare at gøre, hvad der blev sagt til dem. De skulle ikke spørge om hvorfor, de skulle gøre det. Alle skulle gøre det samme på samme tidspunkt. De var som små soldater. Og de voksne var flittige med at give lussinger, når de mente, at poderne ikke opførte sig ordentlig.
Som 6 – 7 årige begyndte man i skolen. Og her var der ofte over 35 i klassen. De artige og flittige børn blev placeret forrest. Og arbejderbørn nåede ikke altid at lave deres lektier. De havde så mange gøremål i det daglige, at det var det simpelthen ikke tid til. De sad bagerst, og ofte kunne de ikke høre, hvad læreren talte om. Det kunne være svært, at holde sig vågen, hvis man for eksempel var mælkedreng, og skulle alt for tidligt op om morgenen.
Lærerne behandlede disse mælkedrenge forskelligt. Nogen betragtede dem som dovne, andre syntes, at det var synd for dem.
Drenge og piger var i hver sin afdeling. Som regel var der midt i skolegården rt plankeværk. Jo her i skolen skulle man lære orden, renlighed og disciplin
14 skoler på 8 år
Sidst i 1800 – tallet byggede Københavns Kommune skoler som aldrig før eller siden. Alene i perioden 1886 – 1904 blev der bygget 14 skoler. Det var især i brokvarterne, de blev bygget skoler, heriblandt Nørrebro. Skolerne blev placeret på grunde, som kommunen ejede i forvejen. Derfor var koncentrationen af skoler tæt i bestemte områder af bydelen.
Den første skole på Nørrebro har vi tidligere berettet om. Det var Blegdamsskolen, der eksisterede fra 1761 til 1871. Det var en meget lille stråtækt landsbyskole ved den nuværende Trepkasgade.
Allerede i 1851 begyndte den første kommuneskole på Sankt Hans Torv 28. Ja kigger man godt efter, så står ejendommen der endnu. Seks år senere opførte man Nørre Allé Skole over for i Nørre Alle 7. Fælledvejen fik sin skole i 1874, og otte år senere stod Sankt Hans Gades Skole i nummer 25 klar til brug.
Kapelvejens Skole blev opført i 1897 på Kapelvej 42. Men den enorme befolkningstilvækst i området gjorde det nødvendigt at opføre hele to skoler i samme gade, nemlig Hans Tavsens Gade, Først kom i 1895, Hellig Kors Skole i 1903, Hans Tavsensgades Skole, den nuværende Blågårdsskole.
Allerede i 1875 var Prinsesse Charlotte Gades Skole blevet opført på hjørnet af Jagtvej. Godt 10 år senere kom i hurtig rækkefølge, Sjællandsgades Skole (1887), Jagtvejens Skole (1888), Rådmandsgades Skole (1889) og Husumgades Skole (1890), den senere Havremarkens Skole.
Så blev der pause en del år. Men i 1914 byggede man Stevnsgades Skole, og året efter stod Hillerødgades Skole parat.
Børn under 10 år ikke på fabrik
I 1873 blev det forbudt for børn under 10 år at arbejde på fabrik. Loven blev indført for at passe på børnene, men blev ikke overholdt. Når børnene blev 10 år måtte de højst arbejde 6 1/2 time om dagen efter skoletid. Familierne havde brug for pengene.
De skulle gå syv år i skole. De lærte at skrive, regne og læse. Når de var konfirmerede, var de allerede voksne. Nu skulle de så arbejde i lige så lang tid som deres forældre.
Ensformig eller for lidt mad
Familierne fik for ensformig eller for lidt mad. Det skulle helst være så billigt som muligt. Over halvdelen af budgettet gik til mad. Rugbrød var det man spiste mest. Jo mere penge man havde, jo mere kød, mælk, ost og æg kunne man købe. Men normalt var det, at spise rugbrød med fedt eller margarine. Hvis det var luksus, så blev det til en skive flæsk eller en sild. Som regel var det kun faderen, der fik lidt pålæg på brødet. Han skulle bruge lidt mere mad, fordi han brugte sin krop, når han arbejdede.
Om søndagen spiste hele familien varm mad. Så bestod menuen af kartofler med sild eller flæsk til. Det kunne så være, at man fik lidt søbemad.
Og var det lidt penge til overs, så bestod retten af hvidkålssuppe, grønlangkål eller gule ærter. Moderen forsøgte at lave en ekstra portion, og familiemedlemmerne måtte nøjes med en gang. Det skulle gerne række til flere dage.
Gammelt brød for 10 øre
Mange børn blev sendt meget tidligt om morgenen til bageren for at købe for 10 øre gammelt brød. Det var ofte om søndagen. Så kunne de hænde, at man fik et ekstra stykke landbrød.
Nede ved spækhøkeren kunne man for 25 øre få et kvart rugbrød og en fjerding madfedt. Denne potion kunne sådan nogenlunde holde sulten for døren. Christian Christensen sagde det også fra Rabarberlandet:
Når mor var heldig – kunne vi med 35 øre om dagen klare fedtebrødet og lidt salt.
God tid for at lave mad
Vi skal også huske på, at maden dengang blev hurtig fordærvet. Man havde ikke køleskab dengang. Men spisekammeret vendte mod nord, hvor solen ikke kom i løbet af dagen. Ja mange boliger lå så tæt, at solen aldrig kom ind i lejligheden.
Det krævede god tid, at lave mad. I de fleste køkkener var der jernkomfurer. Her blev der fyret op med brænde og koks. Det kostede meget brænde, inden komfuret var varmt. Og når mor arbejdede 12 – 14 timer uden for hjemmet på fabrik eller andre steder, ja så var det ikke meget tid til at stå i køkkenet. Så var det lettere med koldt mad.
Stor hjælp – primus
Omkring 1910 kom der en primus i køkkenet. Så var det lidt hurtigere, at lave varm mad. Og petroleum var også billigere end brænde.
Tænk dengang (1897), da skulle far arbejde 1/2 time for at købe 1 kg. rugbrød. For at købe 1 kg kaffe skulle han arbejde i 8 1/2 time. Og for at købe 1 kg smør skulle han arbejde i seks timer.
Boede ikke sammen som mand og kone
Pæne unge mennesker på Nørrebro boede ikke sammen som mand og kone uden at være gift. Hvis de først var blevet gift, var det meget sjældent at de blev skilt igen. Det var som regel manden, der skulle forsørge kone og børn. Og det kostede at stifte bo. Møbler, køkkenting, håndklæder var ikke billig. Manden ventede, med at gifte sig til han havde råd.
Normal fik man 5 – 6 børn, andre kun 2 – 3 stykker og nogle endda 20. Hvorfor så mange. Jo børn var skam værdifulde dengang. Ved at arbejde kunne de tjene penge til familien. De begyndte allerede at arbejde som 6 – 7 årige. Og når så far og mor blev gamle kunne børnene forsørge dem.
Indtil børnene begyndte at arbejde skulle de have tøj, mad og en seng at sove i.
Et uægte barn forblev uægte
Men dengang var det langt fra sikkert, at et barn overlevede. Hver gang, der var født fire børn, ville en af dem dø inden det femte år.
Ja og så var det alle uægte børn. Det var jo, når man fik barn ud for ægteskab. Og det var ikke godt. Det var skamfuldt, for kvinden. Selv om mange skyndte sig at blive gift, efter at barnet var født, forblev barnet uægte.
Nogle kvinder ville ikke beholde barnet, og fik en abort. Det var ikke lige let.
De fleste boede i 1 – 2 værelses lejligheder
De fleste arbejdere boede i 1 – 2 værelses lejligheder med køkken og spisekammer. Det vil sige nogle gange måtte man dele køkkenet med naboen. Hvis man var heldig, var det indlagt koldt vand.
Køkkenet var vel ikke mere end 3 m2, og komfuret fyldte det meste. Og her blev familien også badet. Efter det ugentlige bad fik man rent tøj på. Men det tøj man så fik på, skulle gerne holde til næste storvask.
Toiletterne var lokummer nede i gården.
Indtil København i 1901 fik indlagt kloaker, kom natmanden hver nat og tømte lokummerne.
Finest at bo ud til gaden
Det var finest at bo ud til gaden. Her var også lys og luft. Inde i baggården kom der ikke lys ind i lejligheden. Når man startede tilværelsen i København var det som regel i en baggårdslejlighed.
Det var luksus, at have sin egen seng at sove i, hvis der var mange børn. Nogle sov på to stole, der var sat sammen, eller endda på et strygebræt.
Dengang arbejde far op til 12 timer om dagen. Var han ikke så heldig at have arbejde på Nørrebro, kunne han godt bruge en halv til en hel time for at komme på arbejde. Ofte gik turen heller ikke lige hjem fa arbejde. Man skulle da lige have en lille én på det lokale værtshus. Nå han endelig kom hjem lagde han sig på sofaen i stuen, og gik sammen med familien tidlig i seng. Sådan gik det seks dage i ugen.
Kongens foged kendte ikke til medlidenhed
Ja mange arbejdere gik også på arbejde om søndagen for at tjene lidt ekstra.
Men det hele kunne ramle sammen, hvis far blev arbejdsløs eller syg. Og når huslejen ikke blev betalt, så kendte kongens foged ikke til medlidenhed. Man blev i bogstaveligste forstand sat på gaden. Og ofte så man så en betjent, der stod og overvågede familiens sparsomme ejendele på gaden. I værste fald kunne man ende på Ladegården.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
www.dengang.dk har masser af artikler om livet på Nørrebro – dengang. Hele 186 artikler.
August 27, 2014
Vi starter i Ryesgade i 1986. Men vi kigger også på, hvorfor almindelige borgere blev Bz’ere. Vi kigger forbi Sofiegården, der udnævnte sig selv til en republik. Ja så er det selvfølgelig Byggeren, der gav masser af hjernerystelser og flækkede øjenbryn. Vi kigger på etableringen af Folkets Hus og Folkets Park. Og så var det lige BZ Brigaden og Slumstormerbevægelsen. Ikke alt foregik på Nørrebro, men alligevel.
Kære læsere. Her er atter en artikel om Bz’ere og slumstormere. Vi har tidligere beskrevet smadrede vinduer, men det gør vi ikke i denne artikel. Vi prøver, at finde ud af, hvad baggrunden er for de bevægelser, der opstod. Og egentlig kunne vi lige så godt placere artiklen under København, det pæne Østerbro, men vi valgte Nørrebro. Her har foregået en masse kampe i tidens løb. Se blot alle de artikler vi kan henvise til.
14. september 1986
Det var den 14. september 1986. 1.000 Bz’ere var forsamlet på Rådhuspladsen. Mange af disse var maskeret. Ryesgade 58 skulle overtaget af Københavns Kommune. Alle forhandlingsløsninger var brudt sammen. Det var tegn på en voldelig konfrontation.
Den dag så det ud som politiet var i absolut mindretal. Demonstranterne angreb en byggeplads på vejen og sætter gravemaskiner og skurvogne i brand.
Politiet får forstærkning, og forsøger at bremse optøjerne. Men de må trække sig tilbage. Adskillige var ramt af murstene.
15. september 1986
Mandag den 15. september var situationen inde for barrikaderne anspændt. Man var kun ca. 200 tilbage. Et angreb fra politiet kunne ske, når som helst. Store politienheder var trukket op bagved Røde Kors bygningen.
Omkring kl. 10.45 foretog politiet det første angreb. Men taktikken glippede. Det var som om, at betjentene blev brugt som kanonføde. Men måske var det bare et skinangreb. Nu blev Trepkasgade – barrikaden angrebet af politiet, men de blev mødt af et sejt kæmpende forsvar.
En masse tilskuer strømmede til. Men det var ikke helt ufarligt. De blev fanget i dobbeltild.
Politiet trak sig tilbage til Rigshospitalets areal. Stemningen var høj inden for barrikaderne. Man benyttede tilbagetrækningen til at forstærke barrikaderne.
Politiet ændrede taktik. De ville anholde så mange som mulig, og så angribe, når barrikaderne var underbemandet. Men Bz’erne havde lugtet lunten. De foretog om aftenen angreb mod politikæderne i begge ender af Blegdamsvej. Som kampvåben brugte de moloer. Ja det var faktisk ret avanceret, for Bz’erne brugte også lysbomber og nødblus, så man kunne observere, hvad politiet foretog sig på Rigshospitalets areal.
En række uroer anholdt en person men blev angrebet af et større antal Bz’ere.
Godt organiseret
Inde i Ryesgade 58 var det meste organiseret. Man sørgede for nødtørftig renholdelse, bortskaffelse af affald m.m. Barrikaderne blev holdt vedlige af en anden gruppe. Man lavede retningslinjer for, hvordan barrikaderne skulle forsvares.
Barrikadegrupperne sørgede for fordeling af vagter. Andre grupper sørgede for madforsyning.
I selve huset havde man også en pressegruppe, som orienterede pressen om begivenhedernes gang.
Special – aftaler
BZ’ erne kæmpede også med Grønjakkerne. Og disse smadrede en daginstitution. Og det var BZ’ erne, der fik skylden for dette. En ældre dame blev overfaldt med knive, og mindreårige stjal i butikkerne. Det var som om lovløsheden var brudt ud i området. Bilejere blev advaret, om at de skulle fjerne deres biler inden den helt store konfrontation.
Hjemmehjælperne blev hjulpet af BZ ‘ erne til og fra området. Man tilbød også postbudene samme service, men de havde fået forbud om at gå ind i området.
Man lavede en aftale med brandvæsnet, om ikke at antænde barrikaderne af hensyn til brandfaren. Det var kun bål midt på vejen, der blev antændt.
Røde Kors havde oprettet et nødlazaret i området og de arbejdede sammen med Sanitetsgruppen.
Man forsøgte at få en aftale med renovationsvæsnet om at afhente skrald ved barrikaderne, men det ville man ikke.
Politiet forsøgte at boykotte madtilførselen
Politiet forsøgte at bremse for tilførselen af mad, men på snedigste vis lykkedes det for sympatisører at smugle mad ind til BZ ‘ erne.
Men dem, der så blev snuppet af politiet blev anholdt uden tiltaleforhold i op til 8 timer. Medierne fortalte, at politiet var tilbageholdende. Men anholdte kunne fortælle, at de var blevet gennembanket. Andre blev forhørt 12 timer i træk. Uroer var set nær barrikaderne med jernstænger og jerndragere.
Ældre bosiddende i Ryesgade – kvarteret blev forment adgang til deres bolig, fordi de ikke kun fremvise ID – kort.
Frivillig rømning
Et forslag om, at Ryesgade 58 skulle overtages af Cirkus Himmelblå Fonden og SID, og at BZ ‘ erne selv kunne vælge boligform blev afvist af politikerne på Københavns Rådhus.
At BZ ‘ erne alligevel valgte at rømme bygningen skyldtes udsigten til 5 – 6 års fængsel for mange. En masse nye folk risikerede betingede eller ubetingede domme. Man var bange for, at miste sympatien i lokalbefolkningen og man ville undgå en masse sårede personer.
Pressen havde skrevet spalter op og ned om terror – og voldsregimet i Ryesgade. Det blev opfattet som en hetz, der skulle gøde jorden for en massiv politiindsats.
Endvidere kunne man ved en fredelig opløsning bevare bevægelsen.
Politikerne lod sig ikke rykke
Politikerne lod sig ikke rokke. De prøvede hele tiden med forhalings – og inddæmningstaktik. Og politiet fik gang på gang ordre til at rydde de besatte ejendomme. Siden midten af 1960erme forekom der besættelser. Husbesættere og slumstormere ønskede ikke kun et sted at bo. Kravene udviklede sig til at blive samfundskritiske og anti – kapitalistiske.
Slumstormerbevægelsen
Det var på Christianshavn, at kollektivet Sofiegården blev etableret. Med erfaringer herfra dannedes Slumstormerbevægelsen.
I dette tilfælde søgte man Københavns Kommune om lov til at anvende stedet til kollegieformål. Men kommunen syltede sagen. Her var 46 lejemål, og de unge skabte med ejerens billigelse en stor, lys og åben gård. Denne blev rammen om social samvær og kulturelle aktiviteter med musik og teater. Også de omkringboende blev blandet ind i aktiviteterne.
Alle væsentlige spørgsmål blev afgjort på lejermøder. Den daglige drift blev forestået af en bestyrelse valgt på en halvårlig generalforsamling.
Mødt af barrikader
Boligkommissionen pressede dog på en nedrivning på grund af sammenstyrtningsfare. Kravet var nedrivning af de to mindste huse i november 1968 og fraflytning af resten den 1. februar 1969.
Men det var netop de huse, som beboerne havde ofret mest tid og penge på. Andre eksperter pegede på at ejendommene var fuld forsvarlig at bo i. De manglende boliger til de unge gjorde en forestående nedrivning uacceptabel og urimelig for kollektivet Sofiegården.
Da nedrivningsholdet mødte, blev de mødt af barrikader. Samtlige dagblade dukkede op. Og nedrivningen blev udskudt. I gården blev der opført et stort telt, hvor en række stormøder omkring boligpolitik blev afholdt. De unge ville have bevis for at nedstyrtningsfaren var sandsynlig, og at en nybygning kunne påbegyndes senest tre måneder efter, såfremt de unge var tvunget til at forlade stedet.
Republikken Sofiegården
Den 19. februar 1969 blev Republikken Sofiegården som protest mod boligkorruption etableret. Republikken skulle bestå som et alternativ mod det bestående samfund. Republikken bestod i otte dage. Den 27. februar blev Sofiegården ryddet. I aktionen deltog 217 politibetjente og 23 Falck – folk.
Beboere og sympatisører havde besluttet at realisere besættelsen som ikke – voldelig. De blev båret væk, mens bulldozere smadrede de to huse. Man var lige glade med det faktum, at der stadig befandt sig personer i husene. 46 personer blev arresteret.
Udlejningen af tomme lejligheder blev sat i system gennem etableringen af et boligbureau. De boligsøgende kunne nu få noget at bo i, i tomme saneringsmodne ejendomme.
Efter nedrivningen bestod Sofiegården stadig i ni måneder. Man stillede forslag om, at der på grunden blev etableret kollegier i stedet for de planlagte andelslejligheder.
En masse ejendomme blev besat
I det følgende blev masser af ejendomme besat. De fleste endte med umiddelbare udsmidninger. Men det lykkedes dog at få etableret nogle bevægelser lige som i Sofiegården. De fik navne som Hudegården, Nordstjernen, Jægergården, Tømrergården m.m.
Og så kom besættelsen af Bådsmandsstrædes kaserne og etableringen af Fristaden Christiania. Og denne historie vender vi senere tilbage til i en artikel for sig selv.
Man kan sige, at bevægelsen døde i efteråret 1972, men besættelserne fortsatte dog i lidt mere begrænset form. Nu var det så organiseret i såkaldte Beboerbevægelser.
BZ Brigaden
I vinteren 1982 udvikledes en slagkraftig bevægelse under navnet BZ – brigaden. Kravet var nye kollektive samværsformer. Aldersmæssig blev spredningen noget større. Man ville nu gerne eksperimentere med alternative livsformer, blandt andet inspireret af Maos tanker og af De sorte Partners arbejde i USA ’s fattigkvarterer. Man udviklede egne produkter og radio. Mange af de besatte huse udviklede sig til baser for politisk virksomhed. Man havde en meget liberal indstilling over stofmisbrugere og flippere som ikke normalt tog del i det store fællesskab.
Man udgav et eget blad, Slumrosen. Og det lykkedes også politisk at komme igennem med et krav. Således stillede boligminister Aage Hastrup et såkaldt slumstormerparagraf til saneringsloven.
Folkets Park
I løbet af 1971 blev der foretaget såkaldte udadrettede aktioner. Sammen med beboerne i Stengade oprettedes Folkets Park på en tomt i Stengade. De mange aktioner resulterede endnu flere tilhængere. Således var der masser af aktioner i september, den såkaldte September – offensiv. Stribevis af nye besættelser, demonstrationer og fester. Folkets Hus i forbindelse med Folkets Park blev oprettet.
Men netop den store succes kunne organisationen ikke magte.
Bevægelsen blev sprængt
Dette resulterede i at bevægelsen blev sprængt i tre dele. Gruppen, der ikke ønskede politisk skoling eller stram organisation, flyttede til Christiania. En anden gruppe startede BoML, Marxistisk – Leninistisk organisation på boligområdet. Man beskæftigede sig næsten kun med politisk skoling.
En sidste gruppe lagde kursen om, og kombinerede en vis terroretisk skoling med udadvendt praksis. Sammen med Kvarterets beboere lavede de aktioner for en forbedring af bolig – og levevilkårene.
Denne gruppe lavede i 1973 Nørrebro Beboerforening. Mange beboerforeninger blev på lignende måde dannet i det indre København.
I slutningen af 1970erne opløstes de fleste beboerforeninger. Mange af de store by indgreb var gennemført og aktivisterne var simpelthen kørt trætte.
Med en ny generation af unge i begyndelsen af 80erne kom der nu igen gang i husbesættelserne.
Kampen om Byggeren
Historien handler også om konflikten mellem lys og luft og beton byggeri, om modsætninger mellem direkte beboerdemokrati og centralistisk kommunal planlægning. Kampen om Byggeren er et eksempel på dette. Og det gik voldsomt for sig. Det har vi tidligere berettet om her på siden.
Saneringen på Nørrebro startede i 1960erne. Og den varede i rigtig mange år. Det var virkelig ikke sjovt, hverken for beboerne eller handelslivet. Da husene blev bygget, var det frit spil for boligspekulanter. Vedtægterne kom ført efter at mange af kasernerne var bygget. Det var 5 – 6 etagers ejendomme med små to – værelseslejligheder. De lå tæt ved hinanden. Man kunne ikke engang åbne vinduerne.
En dyb mistillid opstod blandt beboerne.
En lastbil med tømmer og søm
Saneringen for karreen mellem Stengade, Baggesensgade, Slotsgade og Prins Jørgensgade var længe under vejs. I løbet af 1972 blev karreen s nedslidte ejendomme revet ned. i juni 1973 godkendte Borgerrepræsentationen skitseprojektet, der gik under navnet Slotsgadehus.
Men projektet trak ud. i stedet blev tomten omdannet til p – plads.
En sommerdag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboerforening fest på tomten. Midt under festen kørte en lastbil ind med brædder, søm og værktøj. I løbet af søndagen rejste beboerne en byggelegeplads for kvarterets børn. Byggeren blev hurtig en yndet legeplads blandt kvarterets børn. Efter pres fra Nørrebro Beboeraktion blev legepladsen endelig anerkendt i maj 1974.
Planen led skibrud
Selve Slotsgadehus led skibbrud. Projektet viste sig at være i strid med byggevedtægterne, fordi det var for høj og for tæt. Kommunen godkendte det dog, selv om det stred mod diverse love og vedtægter. Nørrebro Beboeraktion klagede derfor til Boligministeriet.
Man fandt også ud af, at ejeren af grunden havde solgt den til overpris til boligselskabet i forhold til det, der var aftalt i saneringsregnskabet. Boligministeriet kunne da heller ikke godkende planen grundet manglende friarealer og den høje udnyttelsesgrad. Langt om længe lagde kommunen hele planen i skuffen.
Byggeren blev en succes
Der blev efterhånden ro omkring Byggeren. Børnene elskede legepladsen. Kvarteret var i forvejen underforsynet med vuggestuer, friarealer, børnehaver m.m. Efterhånden var der 6 mand ansat på Byggeren. En opgørelse fra oktober 1979 viste, at 185 forskellige børn havde brugt pladsen i løbet af en måned.
Helhedsplan 1
Men Weidekamp havde ikke glemt området. I januar 1978 godkendte Borgerrepræsentationen den såkaldte Helhedsplan 1. Men kritikerne var skeptiske. For det nye byggeri var meget tæt og indeholdt slet ikke de friarealer, der var brug for. Og det betød også, at Byggeren, Folkets Hus, Folkets Park m.m. skulle jævnes med jorden.
Nørrebro Beboeraktion havde øverst på ønskesedlen, en svømmehandel, et bibliotek, og et socialcenter. Man foreslog en mere nænsom sanering, hvor man rev de værste brandfælder ned.
En børnehave i Todesgade
Helhedsplanen indebar også en sanering og nybyggeri i Kirkekarreen, der lå mellem Baggesensgade, Todesgade, Blågårds Plads og Blågårdsgade.
Planen betød at en barak – institution i Todesgade skulle lukkes. I juni 1977 vedtog Borgerrepræsentationen at lukke børnehaven. Børnene blev henvist til ventelister til eksisterende institutioner.
På institutionens sidste dag blev børnehaven besat af folk fra Nørrebro Beboeraktion, der krævede at institutionen blev bevaret.
Den 15. august forsøgte kommunens håndværksafdeling under et opbud af 300 betjente, at fjerne institutionen. Men mere end 1.000 borgere satte sig til modværge.
Efter flere måneders besættelse genåbnede forældre og beboere institutionen. Men den fik dog kun lov til at fungere en måneds tid.
Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg
Den 10. juni 1978 kom en endnu større politistyrke sammen med skruebrækkere og fjernede bygningen. Men konflikten viste, at beboerne ville tages med på råd, når politikerne besluttede, hvad der skulle ske. Man var meget utilfreds med politikernes magtspil.
Men faktisk skete det modsatte. I december 1979 blev Helhedsplan 2 fremlagt. Her blev det besluttet, at Byggeren skulle jævnes med jorden. Byplansborgmester Villo Sigurdsson tilføjede dog i byggetilladelsen, at Byggeren skulle indpasses i planerne. Men på bedste udemokratiske stil fratog overborgmester Egon Weidekamp slet og ret Villo Sigurdsson myndigheden over byggeriet.
2.564 underskrifter blev indsamlet med kravet om, at Byggeren skulle blive liggende. Men Pelle Jarmer var ligeglad:
800 betjente
Kommunen meddelte forældrene at Byggeren skulle halveres i første omgang. Den sidste halvdel måtte blive liggende til 1. april 1981. Kunne man ikke acceptere dette, ville det hele blive ryddet.
Den 24. marts 1980 bliver håndværkere, der skal rydde området stoppet af en fysisk blokade.
Den 22. april gennemfører håndværkere under overværing af 800 betjente rydningen af Byggeren. Men da dette er færdig går børn og forældre i gang med at flytte det hele over på den halvdel, der i første gang blev ryddet.
Den 29. april gennemfører skruebrækkere under et politiopbud, der aldrig før var set på Nørrebro, en total rydning af Byggeren. Folk måtte springe for livet.
Hjernerystelser og flækkede øjenbryn
Voldsomme kampe mellem almindelige borgere og politi opstod. Adskillige landede på skadestuen. Alvorlige hjernerystelser og flækkede øjenbryn efter berøring af politiets knipler havde følger. Omkring 70 mennesker blev arresteret. Og mange blev anklaget for vold mod embedsmand i funktion.
Om aftenen, da roen igen lagde sig over Nørrebro, gik tusinder af børn og voksne i gang med at genopbygge Byggeren med materialer fra byggepladsen ved siden af.
Den 30. april blev der bygget barrikader i kvarterets gader. Politistyrker samler sig på Dronning Louises Bro for at rykke ind og rydde barrikaderne. Efter en forhandling med Nørrebro Beboeraktion lover politiet ikke at rykke ind, hvis man selv rydder barrikaderne på Nørrebrogade.
Politikommando foran Kirken
Torsdag den 1. maj starter stille og rolig. Man fejrede dagen med fest og sang på Byggeren. Der er dans og musik ud til de lyse timer.
Fredag den 2. maj genlyder Nørrebro af en helikopter fra Søværnets Operative Kommando. Den svæver hele dagen over området. Den sender hele tiden meldinger til det kæmpe store opbud af betjente der efterhånden har forsamlet sig. Politiet har indrettet kommandocentral foran Hellig Kors Kirke på Kapelvej.
Koloner af kampklædte betjente bevægede sig ind i det besatte område omkring Byggeren, hvor mange tusinder mennesker slikkede sol.
Politiet krævede, at barrikaderne i Slotsgade, Prins Jørgens Gade og Stengade blev ryddet. Politiet lovede ikke, at røre Byggeren før Borgerrepræsentations møde om mandagen.
Nørrebro Beboeraktion gik med til at rydde nogle af barrikaderne. Men alligevel kom det til sammenstød med politiet. Politistyrker trængte de demonstranterne ind på den ene halvdel af Byggerens areal. Imens fjernede en bulldozer resten af barrikaderne.
I Radioavisen kunne man høre en af politilederne sige:
Nu må vi lægge fløjlshandskerne på hylden og vi bruger kun den magt, der er nødvendig. Så må vi se udviklingen, hvem der vil lægge ryg til det.
Nørrebro i undtagelsestilstand
Lørdag den 3. maj var der kun forsamlet et par hundrede mennesker på Byggeren. ved 13 – tiden rullede pludselig 34 tunge lastbiler med grab og tre bulldozere ind i området. Kvarteret blev spærret af. Det hidtil største opbud af betjente som nogen sinde var set på Nørrebro, var forsamlet. Med knipler blev de få mennesker fordrevet. Og medlemmer af Chaufførernes fagforening gik i gang med deres arbejde.
Harmen mod, at politiet atter havde brudt deres løfte var enormt. Hele eftermiddagen og aftenen var der voldsomme sammenstød. Politiet drev folk frem og tilbage med brug af knipler og motorcykelbetjente. I fuld fart kørte de ind i mængden og svingede kniplerne.
For første gang optrådte de grønklædte hundepatruljer. Med jævne mellemrum slap de hundene løs blandt flygtende mennesker.
Vi lægger ikke fingrene imellem
I Radioavisen hørte man politiet sige, at de ikke følte sig bundet af nogen som helst aftale. Hen på aftenen erklærede politiet Nørrebro i undtagelsestilstand. Fra Politiets Højttalervogne lød følgende budskab:
Vi vil ikke acceptere lovløse tilstande i byen. Og vi vil ikke lægge fingrene imellem. Vi kan ikke garantere Deres sikkerhed, og vi vil ikke acceptere, at De samler Dem. Opløb vil blive splittet med magt. Vi agter at rydde gaden. Vi vil ikke acceptere denne samlen og alt vil blive betragtet som opløb.
Et lovlig varslet folkemøde blev opløst på Skt. Hans Plads blev opløst af kæmpe politistyrker.
Søndag den 4. maj blev den ryddede Bygger – grund holdt under skarp bevogtning af flere hundrede betjente.
Mandag den 5. maj demonstrerede ca. 15.000 mennesker fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen imod nedlæggelsen af Byggeren.
Inde på Rådhuset stillede en række partier et forslag, der gik på, at man skulle tage afstand fra Weidekamps og Jarmers metoder. Et flertal afviste dog at behandle forslaget.
Arbejder under politibeskyttelse
Tirsdag den 6. maj blev der under massiv politibeskyttelse opført et massivt plankeværk omkring Byggeren.
Dagen efter begynder udgravninger på stedet under politibeskyttelse. Det kan så måske undre for de pågældende fagforeninger har ved tidligere lejligheder bebudet, at man ikke ville arbejde under politibeskyttelse.
Den 12. maj spærrede forskellige grupper for trafikken. 30 blev anholdt. Efterfølgende var der demonstration foran Vestre Fængsel med krav om, at de indsatte fra optøjerne fra Nørrebro blev løsladt. Der sad endnu 39 i varetægts – eller isolationsfængsel.
Tirsdag den 13. maj opgiver Nørrebro Beboeraktion deres fysiske blokade mod nybyggeriet. Man havde forgæves forsøgt at få Byggefagenes Samvirke til at stoppe arbejdet. Og det kan undre for de gentog, at de aldrig ville arbejde under politibeskyttelse.
Yngre besættere
De nye besættere var væsentlig yngre aktivister. De fleste var under 20 år. I slutningen af 1981 gik en gruppe sammen i Initiativgruppen for et Ungdomshus. Ønsket var at få et hus uden om de etablerede KUC – centre, andre ungdomshuse og beboerhuse. Man ville selv bestemme. De unge forestillede sig, at Københavns Kommune stillede et hus til rådighed, samt finansierede istandsættelsen.
Der blev søgt om tilladelse af ungdomshuset i den nedlagte brødfabrik Rutana på Nørrebro. Da der aldrig kom svar på kommunen, blev Rutana besat. To timer efter ryddede politiet området.
En gummifabrik
To uger efter gik det ud over en nedlagt gummifabrik lige i nærheden. Belært af erfaringerne barrikaderede de unge for en sikkerheds skyld på til første sals højde. Få dage efter blev det ryddet af politiet ved hjælp af tåregas og knipler. 98 unge blev anholdt. Det var ret så hårde anholdelser.
Et kloster på Vesterbro
Ugen efter blev Abel Cathrinegade – stiftelsen, et tidligere kloster på Vesterbro besat. Det gamle kloster havde været forladt i fem år. En masse aktiviteter opstod. Men daglig hærværk og tyveri forekom. Det kneb med fælles ansvarlighed. Initiativgruppen opgav huset efter 3 1/2 måned.
Men i løbet af 1982 oprettedes i alt 6 ungdomskollektiver, herunder Allotria, Bazooka og Den lille Fjer.
Jagtvej 69
Endelig fik man eget hus, Jagtvej 69. Efter jævningerne af kollektiverne blev det forholdsvis stille. Vi indledte med Ryesgade 58, der blev besat i sommeren 1983. Her boede omkring 70 unge mellem 14 år og 30 år.
I 3 1/2 år var huset i Ryesgade 58 besat.
Ja og sådan kunne vi blive ved. Men vi har tidligere, som det kan ses under dette beskæftiget os med kampe på Nørrebro. På www.norrebro.dk er der således cirka 40 artikler om Ungdomshuset.
Kilde: Se
Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
August 27, 2014
Det er ikke hver dag, der udkommer en Lokalhistorisk bog på Nørrebro. Det hører desværre til sjældenhederne. Men for os, der elsker Nørrebros historie, er denne bog nærmest en guldgrube. En flot ”gavebog” i A 4 format er blevet til efter to års ”værtshusbesøg” Vi møder skæbner og finurlige historier i Nørrebros værtshusmiljø. Vi kan næsten lugte værtshuset, når vi ser de skønne fotos, der beskriver en kultur, der er ved at uddø. Dette er så forsøg på en anmeldelse, men som sædvanlig har undertegnede svært ved at begrænse sig.
Gik glip af et kram
Undertegnede glemte at komme til receptionen, da bogen Bag de gule gardiner udkom. Man kunne, hvis man havde bidraget økonomisk til bogens udgivelse komme og få en kold øl og en krammer af forfatteren.
Desværre nåede undertegnede ikke dette. Bidraget herfra var dog ikke af økonomisk art.
En indsamling blev sat i gang
De er dyrt at udgive bøger. De allerfleste forlag satser på det sikre. Ofte har man indtryk af, at bogudgivelser er beregnende med et stort afkast for øje. Forfattere skal mange gange selv have pengene op af lommen for at udgive bøger. Og for at starte dette projekt skulle det først engang 25.000 kr. på bordet. Og det er sket gennem en indsamling på de sociale medier. Og det lykkedes – nu er bogen her. Bogen om liv og skæbner på Nørrebros Værtshuse. Sådan en indsamling hedder hvis nok crowfonding. På FB – Gruppe Nørrebro Handelsforening og Dengang har vi bakket op om indsamlingen.
Et spændende forlag
Forfatteren, Luna Signe Hørdum Nielsen fandt Nordstrøms Forlag. Dette forlag er ikke bange for at udgive den smalle litteratur. Her er udgivet andre fantastiske bøger, der afdækker dele af den danske kultur som er ved at forsvinde. Det er udgivelser om tatoveringer, om dansk porno, og om mad som vor mormor lavede den. Ja og så er det også den meget solgte bog om cykler på Nørrebro. Det sidstnævnte er så en kultur, der er i fremgang.
Et afgangsprojekt i bogform
Egentlig fik Luna den gode ide, at udgive sit afgangsprojekt fra 2012 i bogform til glæde for os andre. Det var et projekt fra Projektakademiet Imagine Nørrebro. Og for hende er en drøm gået i opfyldelse. Nu er den så ude i bogladerne. Det er så vores opgave derude, at videreformidle den til kunderne.
Et miljø, der er ved at uddø
Det er altid fantastisk når der udkommer en lokalhistorisk bog som også er en kulturperle af et miljø, som er på vej til at uddø. Og hvor er det dejligt, at vi også får en beskrivelse af det upolerede og det skæve. Vores samfund er efterhånden ved at være for poleret.
Bogen har da også i den grad fået opmærksomhed i diverse medier. Måske ender det med at det bliver en bestseller.
To års værtshusbesøg
Over to år besøgte Luna de ydmyge steder på Nørrebro. Hun har drukket øl og kaffe og forsøgt at indfange den særlige værtshusstemning. De fotos, der hang på opslagstavlerne på værtshusene fik hun lov til at bruge. Også skuffer og fotoalbums er blevet åbnet for forfatteren. Hun har beskrevet anekdoter og menneskeliv på Nørrebro.
Hvordan ser det ud på værtshuset kl. 11 om morgenen, ja det får vi indblik i her i bogen. Luna er lige som os andre fascineret af Nørrebros historie. Og når man sidder på et værtshus får man ofte kontakt med de skøreste personer. Det er sket, at Luna er kommet til at sætte sig på en af stamgæsternes stole. Det gør man så kun en gang.
Miljøet beskrevet indefra
Hendes mål var at beskrive miljøet indefra. Og det tog også sin tid inden hun blev accepteret rundt på De Brune Værtshuse. Mange synes, at det var underligt. De kiggede meget, men sagde ingenting.
Luna ville beskrive værtshusene på en anden måde. Det måtte ikke være overfladisk, og hun skulle selv have oplevelsen. Hendes tålmodighed og for den sags skyld også værtshus – gæsternes tålmodighed har givet et helt unikt indblik i Nørrebros brune værtshuse. Oplevelsen har været grænseoverskridende for forfatteren. Folk er kommet ind under hendes hud. Det er blevet en nostalgisk rejse i et meget dansk og Nørrebros fænomen. Til tider har det været hårdt, at sidde og kigge på, at folk har været hårde ved sig selv.
Unikt indblik
Personlige fortællinger og finurlige portrætter fra et miljø, hvor folk ikke er ligeglade for hinanden giver et særpræget og unikt indblik i livet bag de gule gardiner. Men her finder man også et trygt rum, hvor man kan være sig selv. Man har indtryk af, at værten er en slags socialrådgiver som ikke er blind for at give et kram, og spørge, hvordan man har det. Undertegnede mindes også kunder, der bare kommer ind i butikken og siger Hej. Uden at købe noget. Desværre har man ikke altid til at høre på deres sorger, bekymringer eller glæder.
Lugt af tobaksrøg og pissoirkugler
Til tider oplever vi i bogen en tidslomme, hvor man gemmer sig for verden. Vi finder røggule vægge med dansktop på jukeboksen. Vi får et pragtfuldt øjebliksbillede fra et stykke dansk kulturarv, der er ved at forsvinde. Til tider kan historierne på Nørrebros brune værtshuse være rå, men samtidig hjertelig.
Vi kan næsten fornemme den helt særlige lugt eller duft af tobaksrøg og pissoirkugler. Luften er tyk af utæmmet og balstyrisk uforudsigelighed. Her er plads til det overraskende og utilregnelige.
Spytbakke i hjørnet
Vi får også lige nogle af værtshusenes historie, blandt andet Heimdals historie. Her skulle stå en telefonboks, som stadig skulle virke. Her kunne man så ringe og få kaldt sin ølsløve ægtefælde hjem. I hjørnet på en af Nørrebros ældste værtshuse er der sand på gulvet og spytbakke i hjørnet.
Trængt på Økonomien
Man kan sige at værtshuse måske er lige så hårdt ramte som butikker. De er trængt på økonomien og lukker. Begge er truet af byfornyelse og beboersammensætning. Værtshusene ændrer karakter. Men inden det helt sker, er det lykkedes for Luna at give os et indblik i en verden, hvor uforløste drømme skyldes ned med øl, smil, kaffe og sjusser. Den kolde øl, snapsen og raflebægeret bliver skiftet ud med en Cappuccino, et spil backgammon og måske en pastis.
Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobryggerier vinder i den grad frem.
Far drak pengene op
Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Forskellige virksomheder, der havde mange arbejdere ansat, satsede også på beværtninger. Det gav så en ekstra indtægt til fabriksejerne. På et tidspunkt blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Men det var så ikke altid, at far så kom hjem med pengene. Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Der var oceaner af værtshuse og kælderbeværtninger. Op til lønningsdag var der altid skænderier og slagsmål. Den billige brændevin hørte til dagens fornødenheder.
Børnene morede sig, når den tykke betjent med blank poleret hjelm og lang frakke hentede en fulderik på en af byens værtshuse.
Pigerne i Grams Have
Jo der var skam masser af afholdsforeninger på Nørrebro dengang. Og også kirkerne forsøgte at rette op på dette forfald. Masser af historiske anekdoter knytter sig til byens værtshuse. Således var det Grams Have på hjørnet af Nørrebrogade/Fælledvej. Her havde en afdanket kaptajn Gram indrettet et stort forlystelsessted. Han skulle efter sigende have haft fire smukke døtre. Disse sad så hver eftermiddag på stedet sammen med gartnerenke Hansens to døtre, Marie og Emilie og ventede på Ridderen af Nørrebro, forfatteren Christian Winther. Men det var den 19 årige Marie, der løb af med Ridderen.
Mennesker i høje regioner
I en gammel beskrivelse forlyder det:
Om sommeren søger Håndværks – og Kjældermanden og unge Burscher til værtshuse på Vester – og Nørrebro om søndagen når Vejret føjer, vrimler det Sommeren igjennem paa disse Steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmere, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med Fryd og Gammen, som Mennesker i høje Regioner, intet kunne gjøre om.
Masser af smugkroer var der. Den mest berømte var nok den på Kapelvej 7 A. Det var hos barbermaleren. Enlig var der barbersalon, men så mangen et glas er blev skænket her.
De snød med øllet
Den meste berømte af alle kroer var jo nok Lygten Kro, hvor man snød med deres øl. På vejen ind til byen lå det ene forlystelsessted efter det andet. Jo de handlende til og fra byen skulle ikke ankomme eller forlade byen, tørstig.
Der var gang i den – på Nørrebro
I 1965 var 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Wandy Tvorek spillede på Zillertal. Det var direkte transmission fra Zigøjnerhallen. Og første gang saxofonen lød i hovedstaden, ja det var i Danas Have. Stedet blev også kaldt Dødens Pølse. Her holdt Nørrebro Handelsforening deres bestyrelsesmøder, men smørrebrødet var for dårlig. Og der var ikke ordentlig udluftning til cigarerne. I dag har bestyrelsesmedlemmer i Nørrebro Handelsforeningikke råd til at ryge cigarer. Man foretrak til Aahuset. Ja vi havde også Heidelberg, Tyroler – kroen, Resi og alle de andre.
Da undertegnede blev smidt ud
Vi har vel alle vores favorit – værtshuse på Nørrebro. Undertegnede foretrak engang Cafe Runddelen og Lille Peter. På sidstnævnte sted traf vi altid Anne Braad med hund. Det var hyggeligt. Men engang da Henning og undertegnede efter et møde i kvarterløft i den grad udsatte gæsterne for vores sangstemmer, blev vi smidt ud.
Vi gik hvis lidt for vidt i vores anmeldelse af Lunas pragtfulde bog. Vi kan tydelig fornemme, hvor Lunas favorit – værtshus ligger.
En pragtfuld bog
Ja Bag de gule gardiner er nærmest blevet en gavebog i A4 – format og på ca. 240 sider. Et stort tillykke til Luna for hendes pragtfulde bog. Hvor var det herligt at hun og hendes forelægger turde. Køb den.
Luna Signe Hørdum Nielsen
Bag de gule gardiner – Liv og skæbner på Nørrebros Værtshuse
Nordstrøms Forlag.
August 27, 2014
Det kan være svært at se kendsgerningerne i øjnene. En ny generation gør det lettere i Tyskland for at afdække industriens rolle i det nazistiske styre. For Audi’ s nuværende ledelse har det været et chok, at se kendsgerningerne i øjnene. 20 millioner tvangsarbejdere var der. Det var KZ – fangere, statsborgere fra tysk – besatte lande, og såkaldte Arbeitsjuden. Med accept fra den danske regering og fagbevægelse deltog op mod 100.000 danskere aktivt i den tyske rustnings – og våbenindustri. Tvangsarbejdere døde som fluer. Der var ikke tid til at sende dem til læge. Var de dødssyge blev de sendt i krematorium.
20 millioner ”Tvangsarbejdere”
Der var cirka tyve millioner tvangsarbejdere i Det tredje Rige. En gruppe var dels blevet deporteret, andre havde en normal beskæftigelse, som vel ikke kunne kaldes tvangsarbejdere. Mange udlændinge var mere eller mindre frivillige kommet til Tyskland for at arbejde. Fra Danmark havde fagbevægelsen sagt god for, at danskere kunne komme til Tyskland og arbejde, også i rustningsindustrien. Ja, hvis man ikke gjorde det, var der ingen dagpenge. Den tredje store gruppe var fangere, ikke mindst KZ – fangere. Blandt disse var de såkaldte Arbeitsjuden.
Hjælp til den tyske krigsindustri
De tyske arbejdere skulle til fronten, så tyskerne var glade for den udenlandske arbejdskraft. Og mange udenlandske arbejdere befandt sig hver dag i livsfare, når de allierede bombede.
Mange virksomheder bad myndighederne om hjælp med KZ- fanger. Både udenlandsk arbejdskraft inklusive den danske og KZ – fanger hjalp den nationalsocialistiske våbenindustri. Også krigsfangere blev sat ind i den tyske krigsindustri.
Tysk bilindustri nede efter 1. verdenskrig
Den tyske bilindustri havde det ikke godt efter Første verdenskrig. De fleste virksomheder begrænsede dig til at fremstille modeller til eksklusive kunder. Men talrige virksomheder gik konkurs. Man så fordelen i at slutte sig sammen lige som Daimler – Benz (1926), eller som Audi, DKW, Horch og Wanderer i Auto Union (1932).
Folke – motorisering
Ved Automobil – og motorcykeludstillingen i Berlin den 11. februar 1933 meddelte Adolf Hitler, at nu skulle der ske en Folke – motorisering. Det betød, at der skulle ske en optrapning af motorsporten og bygning veje. Der skulle også sættes ind med toldregler. Allerede i 1936 kunne man se store vækstrater. Nu var det ikke kun beskæftigelse og industri, Hitler tænkte på. Det var også på det ideologiske plan, at han gjorde sig nogle forestillinger.
Den nazistiske ledelse forstillede sig at det motoriserede samfund og så var et militært samfund. Kun en nation, af kørere, der havde fået en opdragelse til motor, er brugbar til den næste, sikkert motoriserede krig.
Men selv om man havde en fireårs – plan, så viste det sig snart mangler på råstoffer. Derfor indførte man en skandalisering i modellerne. Ja de forskellige producenter blev nærmest tvunget til dette.
Store markedsandel
Auto Union (Audi) opnåede i det første år af dens beståen 16,5 pct. markedsandel af bilerne og 26,8 pct. hos motorcyklerne. Dermed rykkede man op på plads tre efter Opel AG og Daimler Benz. I 1932 rykkede man helt op på andenpladsen. Fra etableringen til anden verdenskrig producerede man ganske imponerende 276.000 personbiler og 256.000 motorcykler. Luksus – og mellemklassekøretøjerne af mærket Horch hævede renommeet. Men motorcyklerne og de små biler af mærket DKW satte også sit aftryk. Og egentlig var Audi det mærke, der havde den laveste markedsandel.
Der kom godt nok en model med en Audi – front og en Wanderer – Pochemotor, men den blev ikke særlig godt solgt. Ofte måtte modellen også til reparation. Ledelsen overvejede at lukke Audi.
Omsætningen syvdobbelt
Mellem 1932 og 1938 blev omsætningen syvdobbelt. Personalet steg fem gange til 24.000. Udbyttet lå mellem 10 og 15 pct. Også på eksportområdet var der succes. Auto Union havde i 1939 en andel på en fjerdedel af al tysk bileksport. Kun Opel havde en højere andel.
I lastbilproduktionen bad næsten alle virksomheder om KZ – fanger. Det var både Daimler – Benz, Volkswagen, Opel, Audi og andre. Disse firmaer var også involveret i rustningsindustrien.
Mange tvangsarbejdere
Auto – Union (Audi) havde under sin højeste produktion ansat 40.000. Heraf var mindst 19.000 tvangsarbejdere. Og heraf var mindst 4.100 KZ – fanger fra KZ – lejrene Flossenbürg, Auschwitz, Gross – Rosen og Dachau. Heraf var de 1.600 kvinder. I 1943 fik Auto Union i Polen også hjælp fra ukendt antal Arbeitsjuden fra tvangsarbejderlejren Plaszów.
De syge direkte til Bergen Belsen
Også i de underjordiske anlæg i Leitmeritz i Böhmen var virksomheden i gang. Her lagde man en del af produktionen, da en af fabrikkerne i Siegmar var blevet alvorlig skadet. En femtedel af det underjordiske anlæg var forudset for Osram. Men de fik aldrig genoptaget deres produktion.
I området beskæftigede SS andre 16.500 KZ – fanger. Disse blev lejet ud til statslige byggefirmaer. Men det hele hørte på en eller anden måde sammen. Formanden for Auto – Union var direkte involveret. Dødeligheden var enorm. Således døde 4.500 på selve byggepladsen. Andre 1.200 dødelige syge blev transporteret til Bergen Belsen til direkte aflivning.
Ingen levende må falde i fjendens hænder
Regner man hele Auto Unions andel af KZ – fangere med, kommer man op på 20 pct. Dette tyder på, at koncernen må have haft et særdeles tæt forhold til Nazi – regimet. Hele 7 KZ – lejre leverede indsatte til Audi. Og fra hovedlejren Flossenbürg lød ordren fra Herinrich Himmler til kommandanten:
Af de 96.000 fangere døde de 30.000 i lejren. Den 23. april 1945 blev lejren befriet af amerikanske tropper. Man fandt 1.600 fangere, hvoraf de fleste var døende.
Dårlig undskyldning fra Audi
Fra Audi’ s side, har man undskyldt sig med, at man ikke har haft adgang til arkiverne. Man har ikke troet, at brugen af KZ – fangere og at dødeligheden var så stor. Men måske skal der også en generationsskifte til at erkende fortidens dunkle forbrydelser.
I 1986 opfordrede det europæiske parlament, at den tyske industri skulle betale erstatning for slave – og tvangsarbejde. En anden afgørende ting var, en diskussion om Nazi – guld i schweiziske banker.
Man kiggede i fortiden
Det var Daimler – Benz AG, der som den første virksomhed undersøgte fortiden. Det gjorde de i januar 1986. Den næste var Volkswagen. I oktober 1991 besluttede Volkswagen, at udbetale 12 millioner mark i erstatning. Men egentlig er det ingen af disse to virksomheder, der reelt erkender en skyld. De dækker sig ind under Nazi – regimet. Den dårlige behandling af tvangsarbejderne skyldes udelukkende nazisterne. Denne holdning går også igen i de historiske fremstillinger, som er udgivet i foldere m.m.
Eva Braun fik en luksusvogn
Hitler kørte ikke selv i en bil fra Auto Union, men han forærede sin veninde Eva Braun en Horch 8 – cylinder luksusvogn. Man forsøgte fra Auto Union at opretholde forbindelsen til Nazi – regimet fra starten. Således havde formanden, Detlev von Oertzen allerede lært Rudolf Hess at kende i første verdenskrig. Von Oertzen havde været pilot. Men det viste sig, at hans kone ikke bar af arisk herkomst, så de måtte hurtig forlade landet. Auto Union fik dog kontakt med Herman Göring ved at forære ham en Horch – luksusvogn.
Selskabet til skabelse af en Folkevogn
Auto Unions direktør, Carl Hahn var modstander af Hitler’ s ide om et Folkevogns – projekt. Han mente, at det sundeste var en direkte konkurrence mellem de forskellige bilproducenter.
I 1936 besluttede regeringen, at Ferdinand Porsche’ s folkevogn skulle være nazi – regimets prototype på den egentlige folkevogn. Under ledelse af Der Deutschen Arbeitsfront (DAF) opstod, Selskabet til skabelse af en folkevogn. Man skulle gennem glæde fremstille en bil som alle havde råd til.
Auto Union´s direktør Carl Hahn så en stor fare i denne udvikling. Det vil betyde, at Auto Union måtte indstille deres produktion af billige personvogne som DKW. Sammen med Opel forsøgte han, at imødegå faren.
Hitler var fan af Daimler – Benz
Hitler var selv tilhænger af Daimler – Benz, og var en stor fan af racerkøreren Hans Stuck, der netop kørte for det firma. Men for gode mark fik Auto Union, Hans Stuck til at køre for Porsche. Denne udvikling skabte en del prestige. Porsche vandt mange sejre rundt om i verden. Men Auto Union opnåede aldrig at få så megen støtte som Hitler’ s favorit Daimler – Benz.
Tidligt involveret i våbenindustrien
Meget tidligt blev Auto Union involveret i våben – og rustningsindustrien samt lastbilproduktion. Hæren fik fra 1934 produceret forskellige militærudgaver af Horch og Wanderer – biler. Til slutningen af 1938 fik Auto Union produceret 26.000 lastbiler og 3.700 motorcykler til den tyske hær. Hurtigt nåede man op på 40.000 beskæftigede. Ved krigsudbruddet blev produktionen af civile biler stærkt indskrænket. En del af Auto Unions fabrikker blev brugt til fremstilling af torpedoer, motorer til tanks, samt panserkørertøjer. Også fabrikation af reservedele til fly blev iværksat. Mange af disse ting blev iværksat af egen fri vilje. Som tyske historikere har formuleret det:
Massivt forbrug af tvangsarbejde
I 1941 androg våbenproduktionen et beløb på 133,4 millioner mark. I 1944 var dette beløb oppe på 428 millioner mark. Denne stigning var kun muligt ved hjælp af massivt forbrug af tvangsarbejde. Ingen tysk virksomhed har procentvis brugt så meget tvangsarbejde som Auto Union. Fra Frankrig tvang man 950 fagarbejdere fra Citroen til at arbejde i fabrikkerne.
Ledelsen tænkte kun på overskud
Fangerne blev meget nøje overvåget. Omgang med de almindelige tyske fagarbejdere var strengt forbudt og blev ved anvendelse af magt forhindret. Ved flugtforsøg blev der øjeblikkelig skudt. Dødsraten var usædvanlig stor. Den største leverandør af fanger var KZ – lejren Flossenbürg. Her var forholdene for fangerne mere end forfærdelige.
Forskningen viser, at ledelsen i Auto Union var bevidst om udnyttelsen af fangerne, og de var også udmærket klar over dødeligheden. De anførte blandt andet:
Ledelsen tænkte ikke på menneskekærlighed, men udelukkende på overskud. Man forsøgte hele tiden på at øge produktiviteten. Således forsøgte man, at sulte arbejderne. Gjorde de sig så fortjent, kunne de få en bid ekstra.
Flyproduktion
Allerede i 1934 var Auto Union gået ind i produktionen af motorer til fly. Og de blev en meget vigtig leverandør til Junker – fabrikkerne i Dessau. Man brugte ikke kun KZ – fangere, men også masser af udenlandsk arbejdskraft, som i alle dele af Auto – Unions produktioner. Hvis man gik i dybden med denne forskning, vil man sikkert opdage, at ti – tusindvis af danske arbejdere med den danske regerings – og fagbevægelses velsignelse har deltaget i nazi – regimets oprustning.
Umenneskelige forhold
I Leitmeritz oprettede man både projekterne Richard 1 og Richard 2, som var kæmpemæssige underjordiske anlæg. Her var man beskyttet mod luftangreb. Men forholdende for tvangsarbejderne og KZ – fangerne var forfærdelige. Den overordnede ledelse af dette kæmpemæssige projekt overtog SS og Speer. Dette førte dog til mange konfrontationer med Auto Union.
I kalkbjergene blev der gennemført ukontrollerbare sprængninger, der ofte førte til ulykker. Med hakker og spader udvidede man konstant de underjordiske fabriksanlæg.
På et tidspunkt var der i disse underjordiske huler beskæftiget mellem 16.000 og 18.000 KZ – fangere. Arbejdsbetingelserne var umenneskelige. Ernæringen var utilfredsstillende og hygiejnen var katastrofal. Dødsraten var enorm. I arbejdslejren i tilknytning til den kæmpe byggeplads, blev der indrettet et eget krematorium. Masser af epidemier huserede, så som tyfus og tuberkelose.
Leitmeritz hedder i dag Litomerice og ligger i Böhmen.
Dekoreret for umenneskelighed
Richard Bruhn, direktøren for Auto Union var velvidende om arbejdernes forhold. Han deltog aktivt i udviklingen af Richard 1 og 2. Angiveligt skulle han have presset SS for at blive hurtigere færdig. Han var ofte på besøg i Berlin hos Speer og Hitler. Det kan undre, at han i 1953 blev tildelt Bundesverdienstkreutz. Hvordan kan man det, når vedkommende faktisk har haft det moralske ansvar for, at så mange arbejdere bogstavligt har arbejdet sig ihjel?
Andre har ”Lig i Lasten”
Det må have været et hårdt slag for det velansete tyske bilmærke Audi, at få sandheden at vide. Men også andre store tyske virksomheder har lig i lasten. Man kunne for eksempel begynde at undersøge Dr. Oetker og Hugo Boss, som også benyttede sig af slavearbejdere. Tidligere er også IG Farben’ s rolle blevet beskrevet i den tyske forskning.
Fortsatte uanfægtet som direktør
Efter krigen blev Bruhn interneret af briterne, men blev løsladt. I 1949 blev han atter direktør for Auto Union, hvor virksomheden blev genetableret i Vesttyskland. Her sad han på posten indtil 1956. Nu overvejer Audis ledelse, at fjerne hans navn og initiativer fra firmaets hjemmeside. Desuden vil firmaet også betale erstatning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:
August 27, 2014
Torvedagene havde en magisk tiltrækning. Vi skal høre om Fisketorvet, Højbro Plads, Halmtorvet, Gammeltorv, Nikolaj Plads, Gråbrødre Torv, Gammelstrand, Kultorvet m.m. Bønderne kom langvejs fra. De måtte betale et hav af afgifter, inden de kom frem. Vi besøger byens første kvægtorv, Trommesalen. Vi kigger på Skovserkonerne, Borgerskabets kvinder og byens ældste storcenter, Børsen. Ja og så var det alle Gadesælgerne, som var specialister på hver deres område.
Gadedrenge var en plage
Gadedrengene var en plage for det adstadige borgerskab. De kunne ikke gå i fred for deres drillerier og ondskabsfulde apilopper. Det var heller ikke noget udsædvanligt at se dem forfølge de såkaldte originaler med deres generende tilråb.
Magisk tiltrækning
Den handel, der blev drevet på byens gader og torve en masse magisk tiltrækning på så at sige alle samfundsklasser. I Kjøbenhavns satirisk – komiske Veiviser eller Den Skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad fra 1839 berettes der om, at på Gammeltorv handles der på torvedagene meget livligt med:
Svinerygge og Hoveder af firdøddede Skabninger, med Flæskesider, Gjæs med og uden Hoved, hvoraf de første stundom skrige, udmærket frisindet, Æg, Smør, Korn savnes ikke. Madammen træffer mellem Bøndervogne sin Galan og Tjenestepigen sin Kavaler fra det sidste Dansebodsbal.
Fisketorvet
Om Fisketorvet ved Gammelstrand hedder det, at det
Er ingen kostelig Stiftelse, endskjønt en smækfed Kone med ubesat Straahat paa kaldes Priorinden, og hvis Skarpsindighed har hævet hende til Fredsmæglerens Rang, naar Søstrene komme i trætte eller i Haartotten paa hverandre. De vare i sin Tid en Skræk for de i nærheden sig opholdende Vognmandskarle. Nu er de skredne frem med Tidens Oplysning og skjælde hinanden mere moderat ud. Saaledes sige de nu ”Mær” i stedet for det forældede ”Rakkermær” eiheller fremvise de meer deres blottede bag i Vredens Hede, men betegne kun, efter Velalstændighedens foreskrivter, deres foragt for Modparten ved talende Mimik og Gestikulationer.
Højbro Plads
Om Højbro Plads siges det, at
Når de skelmske Amagerpiger falholde deres Grønsel, Gartnere deres Frugter og Blomster, Schakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde speculative gaae frem og tilbage på Rendesteensbrættet, Kokkepigerne med de trinde Arme og funklende Øjne skride stolte fremad, bærende Torvekurven, de smægtende Syjomfruer gaae til deres Arbeid, Landsoldaterne have flokket sig paa Østergade. Naar Kjøbenhavnerne havde udsovet og Virksomhederne begynder giver denne Plads interessante Iagttagelser.
Noget helt andet var det med Børsgade. Her bestod udlosningen mest af gavntømmer, brændsel og stenkul.
Torvepladserne var fyldt op
På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælene af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. Enhver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og der bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv på armen.
Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendomme. Nogle var så heldig at have indlagt vand i gårdene. Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjelig rundt om på byens torve.
De kom langvejs fra
Mange af torvebønderne kom langvejs fra, og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte. Gennem Nørreport var der dog muligt efter lukketid at slippe ind i byen mod betaling. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage, onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.
Afgifter, tak
Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle erlægges afgift. Endelig nåede vognen frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo og så skulle der også betales bropenge.
Halmtorvet
Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. Pladsen var desuden dårlig brolagt, så i regnvejr var den sølet og ufremkommelig. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.
Tilladelse fra 1682
Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til, at den blev indrettet til høtorv. To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, ærter, fedevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og enhver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:
Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med hø – og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne skulle holde paa de Pladser som ere inden Volden ved Vester – og Nørre Porte, og der have deres Torve.
Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af konsumptionen.
En kirkegård blev nedlagt
I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet som kirkegård for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.
Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, det bevarede til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig at pladsen vedblev med at være så forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en Kongelig Residensstad.
Torvehandelen var størst på Gammeltorv
Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og faldbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller skidenfærdige Kludetelte.
Fjerkræ fra Valby
Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilede for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at 120 personer var beskæftiget med dette.
Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby – konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.
Byens første kvægtorv
Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter, Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning. Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med et kraftigt håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.
Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde, men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til omegnens landsbyer, hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.
Sølvknapper og knæbenklæder
Når bønderne kom til byen var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne havde fået lange mørkeblå benklæder og langskaftede støvler.
Sprog og manerer var forskellig
På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellig. Bønderne talte uforfalsket sjællandsk dialekt, slagternes djærve og ligefremme gloseforråd, det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang gav mange morsomme indslag på torvedagene.
Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om prisen, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.
Den sidste torvedag
Men tingene ændrer sig. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.
Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.
Nikolaj Plads
Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder, i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunsmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.
Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist, der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.
Gråbrødre Torv
På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i Nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.
Beboerne ville gerne have fjernet skamstøtten. Men først i 1852 blev der opført 20 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.
Skovserkonerne
Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.
Konerne fra Skovshoved skaffede deres familier hjemme i det lille fiskeleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end den fra Skovshoved.
Når mændene kom med deres fangst stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv var en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue. I en beretning fra det 18. århundrede hed det sig:
Disse Fiskere sælge Fiskene ferske udi København, og af det Slags, som kan konservere sig levende udi Kurve, bære Kvindfolkene i hobetal udi saadanne Machiner, paa deres Ryg bunden, til København, og naar de havde solgt Fiskene, proviantere de sig med adskillig, som de pakke udi Kurven og bære hjem.
Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.
Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.
Masser af handel ved kanalerne
Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde. Ved Holmens Bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens Finske skibe solgte træ ud for Børsen.
Loppetorv – et trist syn
Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870erne på en del af Gammelstrand. Det var på det område, der lå nærmest det tidligere Assistenshus. Her solgtes al mulig ragelse, klæder, billeder, porcelæn og jernkram m.m. Det stammede fra dødsboder og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hus i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.
Højbro Plads
Ja egentlig har vi jo allerede fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske skal vi lige have en uddybning. I forbindelse med brandene i 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige, at torvene faktisk kom til at optræde som et brandbælte.
Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hen til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde. Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.
Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde nyklassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle Bøger og Landkort, Skilderier, Jernkram og sønderslaget Porcelæn, umage Spænder m.m.
Datidens medier kaldte i 1806 stedet for Carricatur af et Torv.
Forholdene blev bedre
Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m. Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber. Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris eller London.
Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertorv, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres Grøntsager.
Projektet nåede kun til papiret
Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvænte københavnere. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.
Storkespringvandet
Mens Højbro Plads ikke forandrede sig, så blev Amagertorv i 1894 velsignet med Storkespringvandet. Skal man tro Blækspritten fra 1894 blev springvandet dog ikke modtaget med lige stor begejstring af alle:
Stadens Grøntorv
I en beskrivelse af København fra 1856 oplyses det, at Amagertorv er Stadens Grøntorv, hvor Havesager af al Slags falholdes.
Jo det var Amagerbøndernes oprindelig stadeplads i København. Men det var Højbro Plads, der forblev centret for handel med det grønne, selv efter anlægget af det nu nedlagte Grøntorv ved Nørrevold.
Kultorvet
Efter branden i 1728, havde man plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og Lille Købmagergade, hvor handel med brændsel hidtil havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed, var beregnet til den Plads, hvor Kulsviervognene fra Skovegnen nordøst i Sjælland falholder deres Vare.
Men ak og ve. Størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.
Hauser Plads
Da det hele igen kunne tages i brug blomstrede handelen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til, at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.
I 1819 var det lykkedes ham, at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 1838 blev pladsen officielt taget i brug.
Kulsvierne
Det var ikke kun kulsvierne fra Nordøstsjælland, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå Kasketter og Hoveder af Heste og Folk.
Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, Trækul og andet indenlandsk Brændsel, saa og Riskoste kun maatte finde sted paa Kultorvet og eventuelt paa Hauser Plads.
Det hed yderligere, at
Torvetvangen bortfaldt
Ved næringsloven af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne i på landet at handle med omløbende høkere og prangere eller at købe deres varer andre steder end på torvene.
Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.
Borgerskabets Kvinder
Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige, eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.
Gadesælgerne var specialister
De kunne godt lade sig inspirere af en gadehandlers råb.
I 1903 hed det sig:
I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer fra Adelgade 77:
Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampenfrø, korenfrø og dansk kommen, konen med ræddiker og de to mænd, der faldbød brøndkarse. Og så var der en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj, en solgte gulvmåtter, og sandmanden solgte gulvsand. Hjemmets udsmykning sørgede en gipser for. På en stor bakke, som han bar på hovedet, var anbragt en lang række småfigurer, som han prøvede at prange folk på.
Fuglekræmmeren
Jo og så var det Fuglekræmmeren, som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk, at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.
Byens ældste storcenter
Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800 – tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:
Klage over forholdene
I 1771 indgav Børskommissær Rasmus Lycke indgav en klage over forholdene:
Pladsen, hvor Børssamling holdes og af de Handlende er bekostet indrettet med daværende Piller, Stakitværk og Døre foruden kontoriet, er i det ene Hjørne urettelig optaget af den saakaldte Nyrnberger (Galanteri – Kræmmer) og ellers rundt paa Siderne og ofte langt ud paa Pladsen af Kræmmere besat med Dragkister, Borde og Kufferter, opsatte Sengesteder, store fyldte Uldsække m.v. Ja ofte blive slige Møbler malede der paa Stedet, saa de forbigaaende er exponeret Skade paa deres Klæder.
Men ikke nok med det. Videre blev det berettet, at der skete ting og sager foran på pladsen. Den var optaget af
Sælgerkoner med Kurve paa Armen, af Soldater og Matroser, af Løsgængere og ledige Personer, af Betlere og ryggeløse Børn, som driver og springer omkring hele Tiden, kaster sig ned paa Bænkene, som de Handlende for den selv har anskaffet, ligger som oftest udstrakt og sover, og ellers, som tidt høres og erfares, søger Lejlighed til at stjæle fra Folks Lommer, og hvad de kan overkomme.
Også problemer udenfor
Efterhånden manglede de handlende plads. I 1855 indledte Grosserersocietet da også forhandlinger med Finansministeriet om at købe bygningen:
Handelsstanden i Kjøbenhavn har længe beklaget, at børslokalet, hvor Kjøbmændene dagligen forsamle sig for at udføre deres Forretninger, i mange Henseender er mangelfuldt. Dels nemlig ubekvemt indrettet, dels uhyggeligt og helbredsskadende som Opholdssted, hvortil kommer, at den indvendige Del af Børsen i det hele architektonisk Henseende ikke tilfredsstiller selv simple fordringer nuomstunder. Kjøbenhavn staar saaledes langt tilbage, hvad dens børsindretning angaar, for andre større Handelsstæder.
Grosserersocietet overtog bygningen og boderne forsvandt. Der var for længst kommet gang i butikslivet, men også det har vi tidligere fortalt om. Se vores liste.
Hvis du vil vide mere: Læs
Kilde: