Artikler
August 27, 2014
Anmeldelse af bogen Drabet på Clemmensen og Historien om Søren Kam. Dem, der havde været ved Østfronten for tyskerne fik mellem halvanden og to års fængsel. Søren Kam er aldrig blevet straffet. Foruden mordet, samlede ham de største terrorister som leder af Schalburgskolen. Han mistænkes for at have stjålet de jødiske kirkebøger. Af Werner Best blev han udpeget til at udføre specialopgaver. Men Tyskland vil ikke udlevere ham. Drabet var det første terrormord. 771 andre danske civilister blev senere dræbt af tyskerne og deres danske håndlangere.
772 danske civilister mistede livet
BT’s redaktør blev i 1943 myrdet af Søren Kam, der i dag er tysk statsborger.
Han er i dag tysk statsborger og årgang 1921. I mange år har de danske myndigheder forsøgt at få ham udleveret fra de tyske myndigheder, men forgæves.
Dette var det første terrormord. 772 danske civilister mistede livet og 112 modstandsfolk blev henrettet.
Krigsforbrydelser under Anden verdenskrig
Siden 1995 har Erik Høgh – Sørensen samlet oplysninger om danske og tyske krigsforbrydelser fra Anden Verdenskrig.
Forfatteren har tidligere udgivet bøgerne:
Forsøg på en anmeldelse
Her forsøger vi at anmelde den yderst interessante bog, Drabet på Clemmensen og Historien om Søren Kam.
Dele af bogen er tidligere udkommet på Askholms Forlag i 1998.
Arkivlovgivningen hindrer adgang
Det har ikke været helt let for forfatteren at komme til bunds i mysteriet. Og nogle af problemerne er vores arkivlov. Og de problemer kender undertegnede så udmærket til. Vi har tidligere underholdt vore læsere med dette.
I Berlin – Lichtenfelde fandt forfatteren en del arkivmateriale. Det kneb med at få noget i Danmark.
Forfatteren fortæller, at der er masser af dansk materiale at finde i den tyske by Münster. Vi har haft kontakt med myndighederne i Münster, der også oplyser, at der findes en del materiale i Itzehoe. Som det vil være læserne bekendt, så jagter vi en historie fra Padborg (Se Mordet i Padborg 1 – 4) Men arkiverne er blevet lukket for os.
Erik Høgh – Sørensen fortæller, at arkivlovgivningen hindrer adgang til vigtige oplysninger. Under trusler om fængselsstraf har historikere i sagens natur levet af arkivadgang. Undertiden hemmeligholdes forskning i henhold til en såkaldt Klausul, som betyder, at værket eller dele deraf først på et senere tidspunkt bliver offentliggjort.
Ja forfatteren har ganske ret, når han siger, at man bliver truet med op til seks måneders fængsel, hvis man ikke overholder arkivloven. Egentlig er de danske arkiver hvermandseje, men sådan er det ikke i virkeligheden.
Styrkelse af retsbevidstheden
En af formålene med bogen er at styrke retsbevidstheden i Danmark, siger forfatteren. Ved skud – og bombedrab blev 772 civile danskere dræbt i tidsrummet 1943 – 1945. Det er de færreste af disse drab, der er opklaret.
Forfatteren gør også opmærksom på Statsminister Buhl’s radiotale den 2. september 1942, hvor han opfordrede danske statsborgere til angive sabotører til dansk politi, som på det tidspunkt ivrigt samarbejde med besættelsesmagten.
Idol var malersvend
En pudsig hændelse bliver også omtalt i bogen. Det var på Maglegårdsskolen, hvor Søren Kam altid gik med et hagekors i knaphullet. I et time talte Søren nedsættende om minister Johannes Kjærbøl – han var jo ikke andet end en bagersvend.
Klasselæreren svarede Søren:
En død mand i vejsiden
Tidlig om morgenenden, den 31. august 1943 klokken 5.45 gjorde en cyklist et uhyggeligt fund i vejsiden ud for Lundtofte Flyveplads. En død mand lå på ryggen med skudhuller i hovedet og overkroppen. Den døde var den kendte redaktør, Carl Henrik Clemmensen.
Få timer før henrettelsen holder Scavenius og Werner Best et møde i forbindelse med August – oprøret.
27 danske soldater dør under kampene med værnemagten rundt om i landet. Og Werner Best tordner op over for journalister:
Et dragt prygl blev til mord
Sammen med to kammerater fra Waffen SS, Jørgen Valdemar Bitsch og Knud Flemming Helweg – Larsen stod han for mordet på den populære redaktør, Carl Henrik Clemmensen.
Clemmensen skulle angiveligt have spyttet efter en SS – officer og kaldt ham for Landsforræder.
Man mente, at denne redaktør burde have en dragt prygl dels på grund af hans udtalelser mod den anden, og dels for at det senere kunne virke som skræk og advarsel for andre.
De tog med ham ud i et sommerhus, hvor de afhørte ham hele natten. Tidligt om morgenen forlod de sommerhuset, og på den øde landevej standsede de vognen, steg ud og diskuterede videre med Clemmensen. Til sidst tømte de deres magasiner i ham og forlod ham liggende død i vejkanten.
Det var nu ikke en SS – officerer, som Clemmensen spyttede, men en journalist – kollega på den nationalsocialistiske avis Fædrelandet. Clemmensen fik ved samme lejlighed en lussing.
Var det efter ordre?
Helweg – Larsen blev efter krigen dømt til døden og henrettet, alene for sin rolle i drabet. Bitsch forsvandt sporløst.
Kam har erkendt, at han havde skudt på Clemmensen, men kun som solidarisk handling efter at Helweg – Larsen skulle have dræbt redaktøren, som lå død på jorden.
Kam og Helweg – Larsen skulle have ringet til Fædrelandet og sagt, at de havde handlet efter ordre fra Best’s stedfortræder, Paul Barandon. Dette fremgår af politiets forhørsrapport af Fædrelandets redaktør.
31 eftersøgte personer
Den 26. februar 1965 fremkom der pludselig en hemmelig note. Heri fandtes der navnene på 31 personer, der med de tyske myndigheders ord eftersøges af de danske myndigheder for forsætligt begåede drabshandlinger i den nationalsocialistiske tid. Det var de tyske myndigheder, der offentliggjorde denne liste. Fra dansk side var den hemmelig. Men de danske myndigheder var forbavsende passive. De tyske myndigheder bad om uddybende materiale.
Søren Kam til Nazi – møde
Sagen blev henlagt i 1971, da den tyske anklagemyndighed ikke mente, at have beviser nok til at vinde en retssag.
Denne Søren Kam gav anledning til medieomtale, da han i byen Ulrichsberg i den østrigske delstat Kärnten deltog i et Waffen – SS stævne for krigsveteraner. Ved træffet, hvor Jörg Haider og Gudrun Burwitz (Heinrich Himmlers datter) deltog, blev Søren Kam videofilmet af tyske antifascister. Optagelsen blev vist på tysk tv, hvor han blev genkendt af danske seer.
Clemmensen – familien hjemme i Danmark fandt det graverende, at Søren Kam efter krigen kunne sole sig i opmærksomhed på de årlige stævner, hvor gamle nazister og nye højreekstremister var til stede.
Den stille hjælp
Gudrun Burwitz stod i spidsen for den lyssky organisation, Stille Hilfe, der hjælper nazister på flugt og støtter dem økonomisk. Organisationen blev stiftet i 1951 af tidligere SS – officerer og højreorienterede kirkelige kræfter. Den Stille Hjælp gives til dem, der mistede friheden under eller efter anden verdenskrig, og som fortsat har brug for hjælp. Med andre ord dømte og eftersøgte nazister.
Der samles også penge ind til nynazistiske bevægelser.
I 1985 udtalte Søren Kam, at han flere gange havde besøgt slægtninge i Danmark. Han havde indtryk af, at politiet ikke var interesseret i ham. I 1998 afviste han dog, at have været i Danmark.
Obduktionsrapport blev fundet frem
Den 50 år gamle obduktions rapport om den myrdede blev fundet frem atter engang i 1997. Af den fremgik det at de otte pistolskud blev affyret på samme tid, mens han stod oprejst.
I 1998 ændrede Kam forklaring. Nu hed det sig, at han og de to andre skød mod den ubevæbnede redaktør i nødværge.
Det var ved hjælp af den tyske tv – station ARD genoptog man Søren Kam’s sag. Men det tog tre måneder før oplysningerne fra Justitsministeriet i København nåede Statsadvokaten i Bayern.
Arkiver forsøgt lukket for forfatter
I 1999 bad den daværende danske justitsminister Frank Jensen om, at de tyske myndigheder lukkede arkiverne for Erik Høgh – Sørensen. Men tyskerne fandt, at henvendelsen fra den danske justitsminister var mere end mærkelig. De danske medier blev gjort opmærksom på dette.
Dokumentarfilm
I 2004 lavede Søren Fauli dokumentarfilmen Min morfars morder, hvor Søren Fauli opsøger Søren Kam. Den myrdede redaktør, Carl Henrik Clemmensen var Søren Faulis morfar.
Dømt af retten i Lyngby
Søren Kam blev den 10. december 2004 af Retten i Lyngby varetægtsfængslet in absentia for mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen. Kendelsen blev stadfæstet i Østre Landsret.
Kam selv siger, at han er uskyldig, men ønsker ikke at deltage i en retssag i Danmark. Tyskerne nægtede fortsat at udlevere ham. Men langt om længe den 7. juli 2006 ratificerede det tyske parlament konventionen om den europæiske arrestordre, som åbner retslig mulighed for at få ham udleveret.
Tysk ret: Det var ikke overlagt mord
Den 21. september 2006 blev Søren Kam arresteret af det tyske politi og fængslet i München. Den 12. oktober 2006 blev han igen løsladt, fordi han ifølge tyske myndigheder næppe ville flygte, mens hans sag blev behandlet. En afgørelse faldt i starten af februar 2007, hvor Landsretten i München afviste en udlevering. Retten fandt frem til, at der ikke var tale om overlagt mord, men i stedet drab, hvorfor sagen var forældet.
Retten lagde blandt andet Søren Kams egen udtalelser til grund for beslutningen. Et uheld, kalder Søren Kam, drabet.
I tidens løb har Søren Kam gang på gang ændret forklaring. I dommen i Bayern, bliver det fastslået, at han ikke skulle være gået med de to bevæbnede mænd. Der bliver fastslået, at han ikke blev lokket i baghold. Efter de Bayerske forhold var det nødværge at skyde en ubevæbnet og bortført mand.
Under denne sag fik Kam også hjælp fra nazi – organisationen Stille Hilfe. Dr. Klaus Goebel har i årevis været en central skikkelse i Stille Hilfe. Han har i tidens løb med stor succes forsvaret de tidligere SS’er.
Det må nok siges, at være en mærkelig tysk fortolkning af en ubevæbnet dansk avismand, der blev bortført af en række nazister og mejet ned på åben gade.
Af uforklarlige grunde var det ikke muligt at påvise Søren Kam’s rolle i overlagt mord.
Der burde ifølge diverse regler være gensidig tillid til hinandens retspolitik i EU. Men det gælder åbenbart ikke for tyskerne.
Domstol har ikke kendskab til Kam’s forhold
I bogen bliver det konkluderet, at Bayerns domstol den dag i dag ikke kender til tyveriet af de jødiske kirkebøger og samlingen af terrorister på Schalburg – skolen. Kam’s mange møder med Werner Best kender domstolen heller ikke noget til.
På liste af krigsforbrydere
Den 1. april 2007 rangerede Søren Kam som nummer otte på listen over efterlyste krigsforbrydere på Simon Wiesenthal Centrets liste over nulevende personer. Centret mistænker Søren Kam for under besættelsen at have stjålet informationer om navne og adresser på jøder i Danmark, hvilket muliggjorde nazisternes deportation af jøder til Tyskland.
Da de jødiske kirkebøger blev stjålet, havde en af gerningsmændene en hvid cottencoat på. Og da Clemmensen blev myrdet havde Søren Kam en hvid cottencoat på.
Den 1. april 2008 rangerede Wiesenthal Centret ham som nummer fem på en ny liste over efterlyste krigsforbrydere.
Tysk statsborgerskab grundet SS – fortid
På baggrund af sit SS medlemsskab fik Kamp tysk statsborgerskab. Han kan fortsat sidde ustraffet i en bayersk by. Hvor mange andre SS forbrydere er bosiddende her, beskyttet af den lokale lovgivning?
Skal Nazi – krigsforbrydere ikke stilles til ansvar for deres afskyelige handlinger?
Røvede Søren Kam kirkebøgerne?
Wiesenthal Centret og Mosaisk Trossamfund anmeldte i foråret Søren Kam for at have røvet kirkebøgerne fra Trossamfundet den 31. august 1943. Men Stadsadvokaten har frafaldet sagen på grund af manglende beviser.
Søren Kam skulle ifølge en politirapport fra 1946 havde spurgt en nu dømt arrestant om, hvor kirkebøgerne blev opbevaret. Men det var faktisk vidnet, der blev dømt for tyveriet. Den anholdte, Paul Henning beskyldte Søren Kam for at have haft en central finger med i forsøget på at indfange de danske jøder og deportere dem til KZ – lejre i efteråret 1943.
Hvis det virkelig var Søren Kam, der stjal de jødiske kirkebøger, så er han medansvarlig for 52 danske jøders død.
Modstandsbevægelsen mener ikke, at de danske myndigheder har gjort nok i bestræbelserne for at få Søren Kam dømt. Således har justitsministeriet forsøgt at hemmeligholde dokumenter, der beviser Kam’s tætte forbindelser til Werner Best.
Håndtryk af “Der Führer”
Under Anden Verdenskrig kæmpede Søren Kam i Femte SS – Panzer – Division Wiking, med andre danske frivillige. Han gjorde sig heldig bemærket hos tyskerne og fik tildelt Jernkorsets Ridderkors. Samtidig blev han udnævnt til SS – Obersturmführer. Han fik også et håndtryk af Der Führer.
Han havde bestået SS – uddannelsen som officer med glans
Udtaget til at skabe terror
Hjemme i Danmark i sommeren 1943 fik Kam til opgave at grundlægge Schalburgkorpset. Dette korps skulle anvendes mod den danske modstandsbevægelse og deres støtter. Deres opgave var at skabe terror.
Ligeledes havde Best udset pålidelige mænd til indsættelse i specielle aktioner. En af dem var Søren Kam. Man måtte dog ikke foretage sig noget uden Best’s vidende og ordre. Og Kam stillede sig til rådighed for deltagelse i nazistisk terror, det vil sige dødspatruljer. Kam var parat til at bekæmpe egne landsmænd.
Leder af Schalburg – skolen
Det var Heinrich Himmler der overtalte Søren Kam til at blive leder af Schalburg – skolen. Det skete i marts 1943. Skolen lå på Høveltegård ved Birkerød. Her trænes fem af de seks mest dødbringende danske terrorister målt i antal af drab begået på dansk grund under besættelsen.
Efter krigen blev mindst seks af Søren Kam’s elever på Schalburg – skolen dømt til døden.
55 mennesker på samvittigheden
En af disse elever var Kaj Bothildsen Nielsen. Han har mindst 55 mennesker på samvittigheden. Han levede i høj grad op til førerens befaling, at terror skulle besvares med modterror.
Forbindelser til Peter – gruppen
Senere arbejde på Germanische Leitstelle på A.F. Kriegersvej Fl. Helweg – Larsen, Søren Kam og Erik Spleth.
Alle tre havde forbindelser til den berygtede nazistiske commando – raider, Otto Skorzeny. Denne var med til at udpege Peter – Gruppens medlemmer og også deres ofre.
I tiden frem til 1945 myrdede denne gruppe mellem 125 og 160 civile danskere. Her på siden vil vi senere lave en artikel om denne gruppe.
Tætte forbindelse til Best
Kam og Helweg – Larsen var i Werner Best’s inderste cirkel. Et møde mellem Søren Kam og Werner Best tre dage efter mordet, tyder ikke på, at Werner Best fordømte mordet, som det er blevet hævdet.
Den tredje person – Bitch
Hvad med den tredje person i drabet på Clemmensen?
Bitch har åbenbart haft en dobbeltrolle. Han var også aktiv i modstandsbevægelsen. Angivelig skulle han være afhentet af Gestapo den 12. marts 1945. Han havde et tysk Ausweis.
Under mystiske omstændigheder flygtede han fra Frøslevlejren i maj 1945. Han havde åbenbart fået hjælp af vagterne.
I 1943 var han blevet medlem af DNSAP, og er med i Bovrup – kartoteket. Han meldte sig frivillig til Schalburgkorpset. I Høveltelejren gjorde han tjeneste til august 1943.
Erik Haarest har i en af sine bøger påstået, at Bitch mødte en anden eftersøgt dansk krigsforbryder, Adam Eigil Bjørn Bentzen. De mødte hinanden i en britisk fangelejr i Friedrichstadt.
Ifølge Haarest døde Bitch den 9. september 1999 omgivet af sin tyske familie.
Tøvede med anerkendelsen
I en fællesudtalelse den 3. januar 1945 går Danmarks Frihedsråd og ledere af landets fire største politiske partier sammen og anmoder Storbritanien, USA og Sovjet om at erkende, Danmark som krigsførende allieret.
Det tog dog temmelig lang tid, inden det skete. Særlig Sovjet tøvede med at anerkende Danmark som allieret.
Godkendte et tvivlsomt retssystem
Wilhelm Buhl og andre politikere forblev ustraffet, og Buhl fik endda en vej opkaldt efter sig. Det fik Scavenius dog ikke!
Men er det ikke lidt af et paradoks, at modstandsbevægelsen accepterede det retssystem, som under krigen havde forfulgt kommunister og sabotører. Nu skulle de stå for retsopgøret. Under krigen brugte politikere og myndighederne både billeder, dusører og efterlysninger i jagten efter danske sabotører og modstandsfolk.
Førerbefaling førte til tysk statsborgerskab
Da Søren Kam smed uniformen, optrådte han i landbruget i Sydtyskland. Som tidligere SS – mand fik han hurtig tysk statsborgerskab. Rent juridisk var det en førerbefaling fra 1943, man brugte, når udenlandsk fødte SS’er skaffede sig tysk statsborgerskab.
Han bliver gift og får tre børn.
Fra 1. november 1957 til 30. september 1960 arbejde Søren Kam på bryggeriet Robert Leicht i Stuttgart.
De næste 25 år til pensioneringen arbejde han på Allgäuer Brauhaus. Han startede som sælger, men arbejde sig op som salgsleder.
Belønning gav politimester – job
En af dem, der gerne ser Søren Kam dømt er formanden for Aktive Modstandsfolk Frede Klitgaard. Han går ikke efter en langvarig fængselsstraf for den aldrende mand. Men retfærdighed skal ske fyldest. Han mener, at talrige danske justitsministre har fejlet.
Selv blev Frede Klitgaard anholdt for planlagt sabotage i september 1943. han blev fanget af dansk politi. Han blev udleveret af Paul Stavnstrup til tysk tortur. Denne Stavnstrup blev efter krigen belønnet med en politimester – stilling på Frederiksberg.
Andre fik lange straffe
Man kan undre sig, at også Søren Kam kan slippe for straf, når bare det at melde sig som tysk soldat på østfronten, dengang det var “tilladt” kunne udløse mellem halvanden og to et halvårs ophold i Faarhuslejren.
Spændende og tankevækkende
Bogen Drabet på Clemmensen og Historien om Søren Kam er både spændende og rystende læsning. Forfatterens kombinationer er tankevækkende. Og som Erik Høgh – Sørensen antyder, så vil Besættelsestidens Historie se helt anderledes ud, når arkiverne åbnes. Læs bogen, der er fra People’sPress og tilmed billig.
Kilde:
På www.dengang.dk er der 118 artikler fra besættelsestiden
August 27, 2014
Sammen bekæmpede vi tyranniet, sådan hed det sig i 1945. Kommunistloven blev godkendt med Højesterets bemyndigelse. Kommunisterne blev anholdt af dansk politi. Forvaltningen vedblev modsat Norge med at være dansk. Statsministeren roste de tyske sejre og roste det gode naboforhold. Politiet samarbejde med tyskerne indtil 28. august 1943. De foretog selv anholdelser mod sabotører i 1943. Vi erklærede russerne krig. Tænk, hvis de var kommet først i 1945.
Kommunistloven
I 1938 blev Sikkerhedspolitiet etableret under Rigspolitiet. I forvejen havde Københavns Politi den såkaldte afdeling D.
Man holdt både nazisterne og kommunisterne under observation. I uroloven af 1934 hed det sig, at det skulle være forbudt, at
Med dette i baghånden var det ikke så svært at indføre Kommunistloven af 1941 til stor tilfredshed for tyskerne.
Man kan sige, at Politiet fungerede som både værnemagtens Abwehrpolizei og Staunings særlige politi, skabt til at overvåge og retsforfølge de borgere, som forbød sig mod Det Officielle Danmarks samarbejdspolitik.
Tyskerne krævede i 1941, at Hæren skulle gribe ind mod sabotage fra fremmede, for eksempel engelske faldskærmsjægers side.
Danske og Tyske forsvarsinteresser blev sammenfaldende
Under protest accepterede vi, at Tyskland forsvarede sit territorium, hvilket betød at danske og tyske forsvarsinteresser blev sammenfaldende. Den danske hærs opgave blev således kun at holde orden i vort hus. Søværnets opgave blev at varetage minestrygning i de interne danske farvande og kystbevogtning af de sjællandske farvande.
Villig til at gå i krig mod Sovjet
Var det en militær trussel mod Danmark, var det en trussel fra England. Politiet blev samarbejdspolitikkens spydspids. Men nu kom vi også til at beskytte værnemagten. Spændende blev det så, at se, hvor langt det offentlige Danmark ville gå.
Fra dansk side gik man langt videre end værnemagten havde forventet. Regeringen var ret beset villig til at gå i krig mod englænderne på hjemmefronten eller i hvert fald mod Englands danske hjælpere. Og efter den 22. juni 1941 var villige til at gå i krig med Sovjetunionen.
Det tyske angreb mod Sovjet førte til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Sovjet. Vi fik også lige udsendt en erklæring om, at Sovjet gennem en årrække havde betydet en trussel mod nordiske staters velfærd og trivsel.
Efter den 29. august 1943 var man villige til at overlade sikringen af det tyske forsvars interesser til sig selv.
Samarbejdspolitikkens ledere havde det store held, at Danmark blev befriet af de vestlige allierede. Hvad ville der være sket, hvis Sovjet var kommet først?
En masse regler og krav
Danmark kom aldrig i fokus, rent militært. Der var ikke nogen, der for alvor troede at englænderne ville komme. Fra tysk side prioriterede man Danmark ret lavt.
Værnemagtens blotte tilstedeværelse krævede en masse regler og sikkerhedskrav. Der blev oprettet et hav af ordninger og lokale aftaler. For at kunne fungere effektivt, måtte det politiske system tilpasses vilkårene.
Man ville for alt i verden holde DNSAP væk fra magten, og det lykkedes da også.
Demokratiet måtte acceptere, at der var danske politikere, som tyskerne ikke kunne tolerere. De måtte gå af.
Tyskerne kunne godt lide Scavenius
En af dem tyskerne godt kunne lide, var Scavenius, først udenrigsminister og senere statsminister.
Denne roste i den grad de tyske sejre. Efter krigen blev Scavenius spurgt om, hvorfor han havde gjort det. Han svarede, at det for at få øget kredit hos tyskerne. Det at anerkende tyskernes nye magtstilling havde også virkning for Danmark. De danske indrømmelser skabte goodwill.
Ved statsministerskiftet i 1942 erklærede Scavenius, at man skulle bevare det gode og det nabovenlige forhold til den tyske nation. Vi skal fremme og udvikle samarbejdet til gensidig gavn og nytte.
Politiets arbejde blev stadfæstet
Den 12. april 1940 mødtes P. Munch, Renthe – Fink og rigspolitichef Thune – Jacobsen. På dette møde blev politiets samarbejde med den tyske værnemagt stadfæstet. Der syntes ikke, at være nogen uoverensstemmelser. Diverse erindringer fra dette møde, som senere blev offentliggjort kan ikke være rigtige. Meget af dette er selvmodsigende.
Der fremkom derefter tre forskellige udkast til en straffelov. Politisamarbejde og særstraffelov var de danske bidrag.
Politiet anholdt masser af sabotører i 1943
I løbet af 1943 var det hos politiet den holdning ikke at betragte sabotører som forbrydere men som patrioter. Allerede før maj 1943 havde politiet mistet evnen til at opklare sagerne.
Men endnu dagen før den endelige sammenbrud, den 28. august 1943 havde Århus – Politi endnu ikke mistet evnen til at opklare sager.
Det underjordiske arbejde i første halvdel af 1943 var først og fremmest præget af det kommunistiske apparat. De dominerede både sabotagevirksomheden og den illegale bladudgivelse.
Holger Danske organisationen kendes først fra maj måned, ellers var der et par KU – grupper og en gruppe af CB’ er. Fra april måned deltog også en SOE – gruppe.
I første halvdel af 1943 opstod også drenge – og lærlingeklubberne (Churchill – klubben).
I sommeren 1943 efterforskede politiet og foretog også anholdelser af egen fri vilje, som ramte det kommunistiske sabotage arbejde.
I København gjorde politiet indhug i BOPA den 1. marts og den 16. maj. Det sidste var dog på tysk foranledning.
Grundlovens frihedsrettigheder
Blev ret og retfærdighed trådt under fode under ydmyg eller skyldig hensyntagen til magtforholdene. Eller var kommunistinterneringen retmæssig?
Man kunne mistænke det offentlige Danmark for at de ville knække modstandsbevægelsen, inden den var etableret.
Men kigger man på den såkaldte voldspakke, så kan det fastslås, at grundlovens frihedsrettigheder var tilsidesat inden besættelsestiden.
Forvaltningen blev dansk
Man bevarede forvaltningen på danske hænder. Danske myndigheder var den øverste myndighed overfor danske borgere. Det demokratiske selvstyre underlagde sig tyske krav.
I Norge gik regering og konge i eksil. Man oprettede en eksilregering og bevarede højhedsret over territorium, samt legitimiteten over kongedømme, retsstat og det demokratiske selvstyre. Men den lovlige magt blev udført af Quislings regering og de tyske besættelses – myndigheder.
Med Højesterets bemyndigelse
Danske politimyndigheder havde under mere eller mindre pres fra de tyske myndigheders side indsamlet efterretninger om personer med kommunistisk eller lignende sindelag.
Fra tysk side blev kommunist – interneringerne af besættelsesmagten anskuet som en ren militær foranstaltning. Men ikke fra dansk side. Her var det et indenrigsk politisk anliggende. Det samme kan siges om Kommunistloven af 22 august 1941. Dette er ikke en lov om spionage, sabotage eller nedbrydende virksomhed. Den kriminaliserer kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed.
Anholdelsen af de danske kommunister, deres fængsling, kaldet internering og sluttelig udlevering til fortsat fangenskab i tyske koncentrationslejre var en ren dansk politiaktion. Den blev også iværksat på baggrund af egne efterretninger.
Kan man bruge udtrykket Nød bryder Lov? Findes der en nødret, der svæver over den positive ret?
Justitsminister Thune Jacobsen ville meget klogt ikke selv tage ansvaret. Han ville have Højesterets godkendelse.
Sammen havde man bekæmpet tyranniet
Da det hele var overstået, var befolkningen enige om, at man sammen havde bekæmpet tyranniet og dets fåtallige danske håndlangere.
Vi bebrejdede, at folk havde været i Tyskland for at arbejde. Det samme gjaldt, dem der hjalp tyskerne ved vestkysten. Vi glemte bare at nævne, at det var den danske fagbevægelse, der mere eller mindre tvang de danske arbejdere til det. De kunne ikke få dagpenge. Dermed hjalp fagbevægelsen også til, at holde den tyske krigsindustri i gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 27, 2014
Det spøger mange steder i København og Nordsjælland. Ja, hvis man skal tro disse historier, så bør man nok ikke bevæge sig om natten. Kongen tør ikke at opholde sig i København, juleaften, for sagnet siger, at da vil København gå under. Børn er blevet bortført, heste puster ild, og mange sorte hunde kommer frem ved midnatstid. I Charlottenlund Skov kan du, hvis du er heldig høre en ung pige synge hele natten, og så var Fanden løs i Laksegade. Ja og blæsten og fanden gik sig også en tur. Læs her de mange spændende historier.
Københavns Undergang
Kongen bor aldrig en juleaften i København, for det er spået at byen en juleaften vil gå under. Det er en kæmpe stormflod, der vil ramme byen. Man siger, at det er forbi, at byen er bygget oven over en stor sump. En anden version af denne historie er, at en dag vil en so komme og grave en åre frem, og vandet vil pible frem og overskylle hele byen.
Jarmers Tårn
Midt på Jarmers Plads ligger ruinerne af Jarmerstårnet. Efter sagnet er det en rest af et gammelt kloster med underjordiske gange. Man siger, at munkene her, havde lokket unge piger til og ladet dem forsvinde. Man kendte ikke til deres skæbne. Men man tror, at de er begravet i de underjordiske kældre og gange. Tænk på det, når du, når du passerer denne plads og hører skrig.
Københavns Vold
Man havde for mange tider siden svært ved at få volden omkring København til at sidde fast. Den sank hele tiden. Så tog man et uskyldigt pigebarn, satte hende på en stol ved et bord og gav hende legetøj og mundgodt. Mens hun så sad der, byggede tolv murere en hvælving over hende. Da dette var fuldført, kastede de under musik og klingende spil en vold derover. Så sank volden aldrig mere.
En anden historie fortæller, at to børn blev voldens værneånder. Når man siden så dem lege på volden, betød det fred og gode tider for Danmark. Men når de gik hånd i hånd og grædende langs volden betød det krig og dårlige tider for landet.
Katten ved Vagten
En grå kat kom altid forbi en skildvagt. Da afløsningen kom, spurgte denne, Så du den lille grå “Mys?” Den første skildvagt sagde Ja. Den anden sagde derpå med et ed: Jeg skal nok gråmysse ham!.
Men om morgenen efter lå han splittet ad. Siden kom der aldrig til at stå en post her.
Da Vor Frue Kirke ikke fik sin klokke
I Højelse Kirke mellem Køge og Roskilde var der en stor klokke, der klang så kraftigt, fordi der var sølvnagler i den, at tårnet revnede og troldkællingerne i Skåne ikke kunne sove middagssøvn i fred. Derfor kastede de en stor kampesten efter den. Man fandt så på i stedet, at sætte blynagler i klokken.
Sagnet fortæller, at denne klokke var støbt hos en klokkestøber i Næstved, og at den var bestemt til stormklokke ved Frue Kirke i København. Men under transporten brast broen over Skensved Å ved Naurbjerg under den og den sank i. Selv seksten heste kunne ikke trække den op. Først da man trak den op til den side, den var kommet fra, lykkedes det. Klokken kom da til Højelse Kirke, hvor den nu hænger.
Praleriet i tårnet
Da der i 1514 kom spir på Frue Tårn, blev en tømmersvend uenig med sin mester og pralede med at han var en meget dygtig tømmersvend.
For at afkorte striden, lagde mester en bjælke ud fra det det øverste af tårnet, tog derefter en økse i hånden, gik ud på den tværlagte bjælke og huggede øksen fast i bjælkens ende. Da han havde gjort dette og lykkelig var kommet tilbage, bad han svenden gå derud og hente øksen til ham. Svende tøvede ikke, men da han stod på bjælkens yderste ende og ville gribe efter øksen, syntes han, at der var to, hvorfor han spurgte: Mester, hvilken økse skal det være. Mesteren vidste nu, hvordan svenden havde det, og svarede: Gud, være din arme sjæl nådig! I samme sekund svimlede tømmersvenden ned fra bjælken.
Tildragelsen på Vor Frue Plads
Det var dengang, da Fanden og Blæsten var gået sammen ud at spadsere, og så gå ned ad Nørregade. Da de kom til Frue Plads, sagde Fanden: Åh vent lige på mig her udenfor, jeg skal blot et ærinde her ind på hjørnet i Bispegården. Og så gik Fanden ind i Bispegården. Mens Blæsten blev udenfor. Men Blæsten vente længe, men Fanden kom ikke ud igen. Nogle mener, at han blev i Bispegården, andre mente, at han gik en anden vej ud, og ad Studiestræde.
Men så meget er vist, at Blæsten venter endnu troligt på ham, og derfor er den altid at træffe på Vor Frue Plads.
Da trompeteren fik sin frihed
Under et voldsomt stormvejr i januar 1627 blæste Nikolaj Kirkes spir ned. Det faldt på langs ad kirken og sønderslog hvælvingerne, så kirken ikke kunne bruges. Men gudstjenesterne holdtes under åben himmel.
Først 1666 blev tårnet forsynet med det høje spir, og tre år senere fik det en fløjstang sat op. Ved den lejlighed skal en trompeter, der var dømt til livsvarigt fængsel, frivillig have meldt sig til at gå op med fløjen. Da han var kommet helt op, blæste han et stykke på sin trompet, og drak derpå et par glas vin på kongens sundhed.
Da han bagefter smed glassene ned, gik de ikke i stykker. Dette blev betragtet som et tegn fra himlen, og trompeteren fik sin frihed.
Da kirketårnet sang
Dengang da København brændte, og Nikolaj Kirke var omspændt af flammer, stod tårnet længe og vaklede fra den ene til den anden side. Så pludselig begyndte sangklokkerne at spille af sig selv. Og det er ganske vist, for det er sagt af folk, som selv overværede det. Sangklokkerne spillede salmen: Gud ved, hvor nær mig er en ende.
En interessant bog i Rundetårn
I gammel tid, da biblioteket var på Rundkirken Trinitatis Kirkes loft, gemtes trolddomsbogen Cyprianus også her. Men det var engang en, der læste i den og kom galt afsted. Bogen blev derfor lænket til en stor sten og smidt ned i den hule kærne i Rundetårn. Der ligger den endnu, hvis ikke den er helt smuldret hen.
Peter den Store og Rundetårn
Da zar Peter den Store i 1716 opholdt sig i København, kørte han i en vogn med fire heste op ad sneglegangen i Rundetårn. Frederik den Fjerde var med. Da de var kommet op på toppen, ville zaren give den danske konge et tydeligt bevis på, hvor stor lydighed hans folk udviste imod ham:
Dersom Eders Majestæt behager, da skal en af mine folk på mit ord øjeblikkelig styrte sig ud over rækværket.
Men kongen svarede hertil:
Jeg kan helt alene rejse igennem mine lande og trygt lægge mig til hvile i hver en hytte.
Zaren måtte tilstå, at han i den henseende gerne ville bytte med kongen.
Den lille pige og trolddom
I Vor Frue Fattigskole var der en lille pige, som en dag sagde til de andre børn, om de havde lyst til at se alle rokkehjulene gå i gang på en gang. Det ville de da gerne se. Og den lille pige befalede dette. Hun lod alle hjulene snurre. Lidt efter sagde hun: Nu skal de stå. Og så stod de. Hun havde lært det af sin moster.
Samme lille pige var i huset hos en fattig kone i København. Her logerede også en snedkersvend. Men både konen og svenden var slemme ved pigen. Så en dag bad hun for at hævne sig alt snedkerens værktøj og alle konens gryder og potter danse rundt på gulvet, og det gjorde de også.
Da pigen nu havde fået sin lyst styret, så ville hun standse dem igen, men alt havd hun sagde og gjorde hjalp ikke. Hendes moster havde kun lært hende at standse rokkehjul, men ikke andre ting. Det blev alt sammen ved med at danse ned ad trapperne og ud på gaden, så folk stimlede sammen for at se på det.
Så kom politiet og arresterede pigen, som tilstod, at hun havde lært det af mosteren. Pigen slap da med nogle ris, men mosteren, som boede i Vartov, kom i Spindehuset.
Den døde slog den levende ihjel
I Universitetets anatomiske laboratorium kogte man før i tiden døde mennesker. En nat skulle en ny karl, de havde fået, passe disse gryder, der netop var så store, at et menneske kunne ligge i dem. Det var ham forbudt at tage låget af. Han skulle blot passe ilden, så de bestandig kogte.
Når de kogte nok, svandt de ind. Men før dette udvidede de sig, blot der kom lidt luft til. Karlen var nysgerrig efter at se, hvad der var i gryderne. Han tog til sidst låget af dem, for at se, hav der egentlig var i gryderne. Han vidste ikke, at det var mennesker. Da han så det, tabte han låget i skræk. Med et sprang legemet op.
Om morgenen, da doktoren kom, og det hele skulle være færdigt, lå det døde legeme fra gryden oven på karlen, der ligeledes var død. Således slog den døde, den levende ihjel.
Tordenskjolds grav
I Holmens kirkemur på det sted, der vender mod vandet, skal der i nærheden af Tordenskjolds gravsted være en sten, som ikke vil blive siddende i muren. Den falder hele tiden ud.
Det er Tordenskjold, siger almuen, der vil komme igen for at slå Svensken.
Spøgeri ved Holmens Kanal
Kanceliråd, deputeret og chef for det første ekspeditionskontor, Peter Henningsen døde i 1778. Hans rige kone, som nu var arving af en gæld fra en fattig snedker fordrede denne. Og det skete trods det faktum, at Henningsen havde eftergivet ham gælden, dog uden at sende gældsbeviset retur.
Rygtet siger, at i Blacks Hus ved Kanalen imellem Christiansborg Slot og Komediehuset, hvor Henningsen havde boet, og hvor hans kone blev boende, blev der derpå et sådant spøgeri overalt, hvor hun opholdt sig.
Snart var det i i det ene hjørne af værelset, snart i det andet, snart viste der sig en lang, hvid og høj mand, snart løftede bordet sig i vejret og meget mere. Men konen lo bare deraf.
Endelig hændte det sig, at en stor sort hund sprang op i sengen til konen og hendes sengekammerat. Så leverede hun den fattige snedker hans bevis tilbage og eftergav ham gælden. Så hørte spøgeriet op.
Vægteren fra Grønnegade
Vægteren i Grønnegade, som hed Vest, så ofte en død kones genfærd komme om natten og gå gennem en lukket gadedør for at besøge sine børn.
Engang sad han netop der på trappen, da hun kom. Han troede ikke det var nødvendigt at flytte sig. Men så gav genfærdet ham sådan en under øret, da hun gik forbi, så han ikke kunne råbe en hel måned efter.
Spøgeri i Springgade
I brændevinsbrænder Brøndums gård i Springgade var der noget galt. Man så undertiden om natten et lys bevæge sig over gården, en mandshøjde fra jorden, indtil det blev borte inde på maltloftet.
Man sagde også, at da engang en jomfru, der fra huset kom ned i mælkekælderen, så hun der en langvejs bonde (sådan kaldte københavnerne de bønder, der boede ude på landet og som gik gammeldags klædt).
Han havde kofte på og langt hår. Han stod henne i den anden ende af kælderen og grinede. Så sank han lige ned i jorden. Siden turde jomfruen aldrig at gå ned i denne kælder.
Et gammelt hus i hovedstaden
På hjørnet af Gaasegaden og Farvegaden stod i mange år et lille lavt og brøstfældigt hus. Dette hus var det eneste, der blev tilbage, efter at ild havde fortæret alt i de omliggende gader og stræder.
Dette skete, efter hvad man fortæller ved et Jærtegn. Da ilden nærmede sig, tog ejeren, en ærlig handelsmand, sin vægt og sit mål ud på gaden og bad til himlen. han sagde at såfremt han havde handlet uredeligt måtte flammerne tage sin ejendom. Men hvis Gud opfattede ham som en redelig mand, ville han skåne hans ejendom fra flammernes bytte. Da veg luerne bort fra huset, og det blev stående uskadt tilbage.
Så meget ved man, at huset slap uskadt fra tre ildebrande, som ellers fortærede alt omkring ham.
På husets forside stod i mange år en firkantet sort tavle med følgende fromme indskrift:
Hvo paa Gud Troer Hand Trygelig bor.
Gus Vilie er Dend Bæste.
Hand Hiælper Dem Af Nød Og Saarig Som Haab Paa
Hannem Fæste.
Ao. 1728
Da Fanden var løs i Laxegade
I året 1826 opskræmtes hele Københavns befolkning ved rygterne om, at fanden var løs i Laxegade 15. Den forsamlede menneskemasse kunne på samme tid høre lyder af forskellige stemmer, snart fra kælderen, snart fra tagkamrene. Snart lød det som om det var fra et rovdyrs hæse brummen, snart som en djævelsk latter. Eder og skældsord haglede ned over husets beboere, som efterhånden forlod deres lejligheder. De havde taget ophold nede på gaden.
På en gang startede et voldsomt bombardement med tøv og brændestykker, kartofler, køkkentøj og mindre bohave. Det blev på samme tid kastet fra forskellige steder i ejendommen. Mange ruder i kælderen og i naboejendommene knustes. Politiet stod helt magtesløs. Da det hele havde stået på i mere end en time, holdt det op.
Politiet undersøgte sagen. En havde set et par lysende punkter. lige som et par gloende øjne, der med lynets hast havde vist sig forskellige steder i huset. En anden påstod, at det havde været en gammel kone, der var i besiddelse af en Cyprianus, en sortkunstbog, skrevet med blod. Den havde hun åbenbart læst så kraftig i, at Fanden var blevet tilkaldt og havde reageret, så hun ikke kunne besværge ham igen.
Ingen formåede nogensinde at sige, om sagen havde en naturlig årsag eller om Fanden virkelig havde været løs.
Spøgeri i Nyhavn
I Nyhavn 15 spøger det hver nat. Da huset for flere hundrede år siden blev bygget, ytrede man noget om, at ejeren, der holdt gæstgiveri, var en forhenværende slavefoged. En rig møller fandt en dag sin elskerinde derinde hos ham. De satte sig til at spille om hende og spillede tre dage i træk. Mølleren tabte alle sine penge, sin hest, vogn og mølle. Det fortælles, at slavefogeden brugte falske terninger.
Da mølleren var klædt af til skindet, udtalte han til den heldige vinder, at han skulle komme til ham det mange gange, og til pigen, at han skulle komme til at lystre ham hver nat, hvorefter han forsvandt.
Næste nat fandt pigen ham oppe på loftet, hvor hun boede. Han havde hængt sig. Et par nætter efter begyndte spøgeriet deroppe. Hver nat klokken tolv kom han kørende med hest og vogn ned til Nyhavn. Men snart døde hun af skræk. Stadigvæk spøger det i huset, ofte så kraftigt, at man kan høre støjen langt bort. (Se også artiklen Nyhavns historie).
Den døde søger sine penge
I de små huse i Amaliegade, som tilhørte Fattigvæsenet, boede en ung børstenbinder, der var gift med en gammel kone. Da hun skulle dø, lagde han hende på gulvet, skønt hun stadig pegede hen mod sengen. Tale kunne hun ikke mere. Første nat efter at hun var død, kom hun hen til manden og rykkede i dynerne og purrede op i sengehalmen.
Manden tømte da sengen, men fandt intet. Anden nat var hun der atter. Manden så endnu engang efter, men stadig uden at finde noget.
Tredje nat kunne manden slet ikke være i sengen. Der var stadig nogen, der ville ned på bunden, og manden forstod, at det var hans kone. Han sagde så højt:
Ja ja Mor, nu skal jeg nok se efter, hvad der i vejen, gå du kun og sov i ro i Jesu navn.
Straks holdt spøgeriet op, og han ryddede sengen grundigt, skilte den ad og opdagede nu, at den havde dobbelt bund. Her var der gemt et gammelt strømpeskaft, hvori der lå 1.480 Rdl. Manden var fattig og ville ellers have solgt konens lig til Universitetets anatomiske Laboratorium. Men i stedet brugte han nogle af pengene til at give hende en anstændig begravelse, hvorefter han giftede sig med en ung kone.
Det spøger i Amaliegade
I Amaliegade, hvor de små fattigboder stod, skal man ofte ved at grave, have fundet menneskeskeletter ved at grave. Her har det ofte spøget. En kone så engang to engle danse her. Andre har set gloende heste og vogne her.
Det spøger også i Bredgade
Man fortalte, at den gamle Grev Schimmelmann, som byggede Palæet i Bredgade skulle have været sådan en slem mand. Derfor kører han endnu om natten fra Palæet tværs over Amaliegade og igennem Almindeligt Hospital. Han har både kusk og tjener på sin vogn, men de er begge to gloende. Folk som har ligget på hospitalet har hørt vognen rulle og ligesom standse på den anden side ned ved Stranden.
Der fortælles, at en Gangkone, som engang havde stillet sig hen for at passe på og se synet, når det kom, faldt død om med det samme.
Forvarsel på Frederiks Hospital
En kvinde var i 1830erne indlagt på Frederiks Hospital. Hun var blevet angrebet af tyfus, men var nu i bedring. Så vågnede hun en nat, og så at der stod en unge pige foran den eneste tomme seng, der var i Sygestuen. Hun var iført har og stod og stirrede på sengen.
Gangkonen sad og snorksov på en stol bag et skærmbrædt. Kvinden blev bange og gemte sig under dynen. Lidt efter kiggede hun igen. Nu havde den unge pige lagt hatten og stirrede med sørgmodig mine hen for sig. Igen puttede kvinden sig under dynen. Pludselig kom der en sky foran hende, og hun forsvandt.
Et par dage efter blev der bragt en patient ind af samme udseende og påklædning som den unge pige. Tre dage efter var hun død.
Indmuret dyr
Da man gravede under Sølvgades Kaserne fandt man skelettet af en okse, som tilsyneladende har været muret inde i bygningens grundpiller. Muligvis stammer skelettet fra en bygning, der blev opført her før reformationen. For at få held med sig ved bygningen har man nedgravet et levende dyr.
Hyldemor
Der bor i hyldetræet et væsen, der kaldes Hyldemor eller Hyldekvind. Hun hævner al overlast, der tilføjes træet. I Nyborder kan man fortælle om en mand, der omhuggede et hyldetræ, der så bagefter pludselig døde. Samme sted kan man fortælle om et hyldetræ, som står i en lille gård. I tusmørket gik det frem og tilbage i gården og kigger ind gennem vinduet til børnene, når de er alene.
Det er ikke smart at have møbler, der er lavet af hyldetræ. Da man engang havde lagt et barn i en vugge lavet af hyldetræ, trak Hyldemor barnet i benene og ville ikke lade det få ro.
Ønskehøjen i Frederiksberg Have
I Frederiksberg Have i nærheden af Zoologisk Have ligger der en høj, som man kaldte Ønskehøjen. Måske var det en gammel gravhøj. Nogle kaldte den Djævlehøjen. Mange turde ikke at bestige den. Men andre sagde, at hvis man besteg den, kunne man få sine ønsker opfyldt. Andre sagde igen, at man skulle gå tre gange omkring den og så op på en sten. Andre igen mente, at man skulle stå på stenen og spytte, så gik ens ønsker i opfyldelse. Holdt man en pengepung eller en mønt i hånden kunne man ønske sig rigdom.
Var man forelsket skulle man holde et rav -, sølv – eller guldhjerte, som de unge piger dengang brugte som smykke, i hånden. Atter andre påstod, at man skulle ligge på ryggen på højen med udspilede arme og ben og se op op på solen så længe til man blev blændet af lyset, og så skulle man ønske.
Men man måtte ikke bagefter nævne, hvad man havde ønsket, for så gik ønsket ikke i opfyldelse.
Kongen går igen
På Frederiksberg Slot hedder det sig, at Frederik den Sjette går igen i skikkelse af en lille hvid hund. Herom fortæller en gammel elev fra Hærens Elevskole på slottet.
Han var omkring 1890 på brandvagt på brandvagtsgangen i øverste etage på den nordøstligste fløj af slottet. Det var en nat mellem klokken 24 og 4.
Det var kun et gasblus på gangen. Under den stod en bænk, hvor eleven sad og læste. Han så da en lille hvid hund, nærmest en Foxterrier, komme frem i en bue inde fra væggen under bænken, svinge forbi ham til venstre og løbe hen mod trappen, der gik ned til slotsgården.
Eleven blev overrasket og kaldte på hunden. Men den ænsede ikke elevens kalden eller værdigede ham med et blik. Den fortsatte ganske rolig i luntetrav sin vej hen mod trappen, hvor den forsvandt i mørket.
Den mystiske puddel i St. Magleby
I en gård i St. Magleby på Amager spøgede det. Hver nat når klokken slog tolv, kom der en stor sort puddelhund med glødende øjne ud af gården og gik hen ad vejen og tilbage igen. Mødte den et menneske, tog den det i benet og førte det ind i gården. Og ingen ved, hvor det senere blev af. Da den ene længe engang blev nedrevet og grunden ryddet, fandt man rester af menneskeskeletter, og siden har ingen mærket noget til spøgeriet mere.
Troldfolket på Amager
Ved Maglebylille er der to høje, hvori der bor troldfolk. Højene hæver sig hver jule aften på ildstøtter, og så kan man se troldene danse derinde.
I den ene høj bor Hyve – Trold, og når man om natten går forbi den, så bliver man vildfarendes. Det blev fortællerends fader også, da han en nat gik der forbi, så at han blev ved med at komme tilbage til højen, indtil han endelig fandt hjem, da det begyndte at lysne.
Skjulte penge i Hollænderbyen
En bonde i Hollænderbyen kendte en skomager i København og inviterede ham en dag med hjem. Om natten skulle han ligge i den store stue, hvor det spøgede, men han sagde, at han ikke var bange.
Da han nu havde sovet lidt, så vågnede han ved, at stuen var helt oplyst. Han så nu, at bondens afdøde forældre sad og talte penge. Det blev talt store summer. Til sidst blev pengene strøget ned i en pose og sat ind i panelet, der kunne skydes fra. Derpå forsvandt de gamle.
Skomageren sov nu igen, men næste morgen åbenbarede han for bonden, hvad han havde set. De forsøgte nu at skubbe panelet til side, hvad der også lykkedes. Bag dette skjulte sig så store rigdomme, så bonden senere ble en af de rigeste Amager – bønder.
Den svenske konge i Utterslev
Da svensken i året 1658 lå uden for København, havde kong Carl Gustav sit hovedkvarter i Utterslev. Mens han en dag sad ved bordet og fik et måltid i en gård, kaldet Schelers Gård, tog en af husets piger ubemærket et lagen og gjorde dermed tegn ind mod Københavns Vold, for at alle skulle vide, at den svenske konge sad der. Og da dette tegn var set og forstået af dem på volden, kom straks efter en kugle derinde fra og tog maden af bordet for kongen.
En anden udlægning af sagnet fortæller, at den unge pige hængte tøj til tørring, hver gang danskerne kunne have en fordel at gøre udfald, ligesom en ung karl på gården sad oppe i et træ og savede grene af. Imens signaliserede han ind til byen med sit blanke savblad. Den svenske koge kunne aldrig finde ud af, hvorfor danskerne vidste så god besked med forholdene i den svenske hær.
Bjergmandens vante
Ved Hvidovre er en stor høj, hvor der bor en bjergmand. Han går hver nat igennem de nærliggende gård ned til åen efter vand. Man kan tydelig se hans fodspor i græsset. En morgen, da gårdmanden ville gå ned til sin tørvemose, fandt han på denne sti en vante, der var så stor, at der i tommelfingeren kunne rummes en tønde rug. Da han tog den ind i stuen morede alle sig over den, og man var enige om, at den tilhørte bjergmanden.
Ved midnatstid lå manden og sov. Men pludselig lød der en stærk banken på vinduet, hvortil han hørte en stemme:
Vante Ven
Giv mig min vante igen
Ellers ligger to af dine heste
De største og de bedste
Døde i morgen på mosen
Da tog bonden vanten, gik uden for huset, hængte den på et bjælkehoved over vinduet og slog kors for døren, da han gik ind igen. Næste morgen var vanten borte og bjælkehovedet fandtes knækket lige inde ved muren. Siden den tid mærkede man aldrig noget til bjergmanden. Hans sti groede til, og man kan nok ikke finde frem til den igen.
Den rige blev fattig
I Gentofte boede en meget rig mand. Han havde mange kæmpehøje på sin mark. Men da han fjernede dem, ville intet mere fro på marken. Han blev meget fattig.
Kilden på Vangede Mark
I 1709 skulle Vangede Kilde være dukket frem. Året efter fandt man ud af, at kilden kunne kurere sygdom og havde helbredende virkning. Søren Graver fra Trinitatatis Kirke tog derud Skt. Hans nat og badede sine dårlige øjne. Derved fik han sit syn igen.
Senere valfartede mange til kilden Skt. Hans nat og aftenen før Vor Frue Dag (2.juli). Man overnattede ved kilden, drak af vandet og badede de syge legemsdele. Det fortælles, at hjemkørslen skulle foregå med tildækket ansigt for at underets virkning ikke skulle ophæves. I mange år valfartede man til kilden.
Et genfærd på Jægersborg Kaserne
Det var engang, hvor man betegnede rekrutskolen på Jægersborg Kaserne som Det Røde Helvede. Mange fortællinger og beretninger om spøgeri fulgte. Rekrutterne blev ofte meget hårdt behandlet. Så hårdt, at de mistede lysten til at leve og begik selvmord. Deres bødler var ligefrem stolte af, hvem der kunne levere flest selvmord. Man troede at disse selvmord viste sig som genfærd om natten for skildvagterne.
En høj i Charlottenlund Skov
I Charlottenlund Skov ligger der en høj, som man kalder Den smukke Skovpiges Høj. Efter sagnet skulle der i ældre tid have ligget en rød murstensborg på denne anseelige høj. Her skulle Poul Laxmands skønne datter have siddet fanget under streng bevogtning, fordi hun var mistænkt for at have røbet vigtige statssager fra Kong Hans hof.
Munkene fra et nærliggende kloster skulle have bragt hende mad hver dag. Hendes eneste trøst var at synge eller spille. Sangen kunne om natten høres langt i den månelyse skov.
En ung adelsmand, som hun elskede, satte alt i bevægelse, for at bevise hendes uskyld. Til sidst lykkedes det for ham, at få hende frigivet, hvorefter de fejrede et strålende bryllup. Borgen er for længst forsvundet, og intet spor findes mere af Den smukke Skovpiges Høj. Men standser man op ved midnatstid midt i skoven, kan man være heldig at høre den skønne piges sang og spil.
Varulven i Skovshoved
Der tjente en karl på Skovshoved kro. Om natten var han varulv, og var efter de fiskerkoner, som var gravide. En aften sad mange fiskere om bordet, da krokarlen kom ind. Da sagde en af fiskerne til ham:
Karlen gav et skrig fra sig og sagde:
Kan du se det, har du løst mig. Og han var ikke varulv siden.
De underjordiske i Skovshoved
I Skelhøj i Skovshoved boede der underjordiske. De havde som altid et godt forhold til fiskerbefolkningen. Ved siden af højen boede en fiskerfamilie, som kaldtes Smaaniels. Konen hjalp af og til disse bjergfolk med deres troldegarn, når der blev sagt:
I Søbakken boede en bakkemand. Hver gang, der var storm, kom han ned til nærmeste fiskerhus, bankede på ruden og advarede dem:
Da en kone i gamle dage kom forbi Skilte Høje på vejen mellem Skovshoved og Tårbæk, var der nogen inde i Højen, som råbte til hende:
Da hun kom til sit bestemmelsessted, sad der en stor grå kat og snurrede i stuen ved kakkelovnen. Hun fortalte til folkene, at hun skulle hilse katten og sige, at Mons i Højen var død. Da gav katten et skrig og for ud af vinduet.
En eg ved Eremitagen
Nordøst for Eremitagen står et fritstående egetræ, som kaldes Skatteegen. Når man lægger øret til jorden og lytter nøje efter, skal man kunne høre pengene, der er begravet nedenunder, klinge.
Sagnet fortæller, at da den engelske hær 1807 lå uden for København, slog et par engelske soldater deres Fourer ihjel og stjal hans penge. De blev dog bange for følgerne, og gravede derfor pengekassen ned under egetræet. Først mange år efter åbenbarede den ene af af disse soldater denne udåd på sit dødsleje. Ingen har dog endnu formået at hæve skatten.
Lindorme på Lyngby Kirkegård
I gamle dage havde to lindorme bygget rede på Lyngby Kirkegård. Men under en gudstjeneste kom de i strid med hinanden uden for den søndre kirkedør. Dette afstedkom vældig meget støj. Det fik så en soldat til at springe ud af kirken og med dragen kårde gik han løs på dem. Men de stak ham med deres gift, og han døde straks.
Folket i kirken turde ikke vove sig ud, fordi den ene lindorm havde lagt sig lige ude for kirken.
Engang da der holdtes dåb i kirken gik den ind og tog barnet. Man opfødte da en tyr med mælk og hvedebrød. Da man mente, at den var stærk nok, førte man den hen til kirkegården. Nu skulle den kæmpe mod lindormen, og efter en barsk kamp blev lindormen da også dræbt. Men inden da var tyren blevet ramt af så meget gift fra lindormen, at den heller ikke overlevede.
På Lyngby Kirkegård ses endnu en sten, på hvilket er afbildet en tyr. Det siges, at det er denne tyr, der er begravet under stenen. På kirken ses også mange afbildninger, der viser denne kamp.
Holger Danske i Bagsværd
Holger Danske var engang kommet til Bagsværd. Da ville han have en ny klædning, og han lod 12 skræddere hente. Men han var så stor, at der måtte sættes stiger op til hans ryg og skuldre, så de kunne tage mål. De målte og målte. Men ham, der stod øverst ville klippe et mærke i målet. Men han kom til at kildre Holger Danske bag øret med saksen. Holger mente, at det var utøj, og kom således uforvarende til at knuse den stakkels skrædder mellem fingrene.
Luciehøj
Når man tager gennem Frederikdals Skov mod Kollekolle. De kom forbi en høj, som var tæt begroet med træer. Her skulle ligge en stor sten, som har en fordybning lige som et sæde. Fra denne høj kan man af og til høre ynkelig barnegråd.
På denne sten sad engang en prinsesse ved navn, Lucie og tog livet af sit barn, som var født i dølgsmål. Men ved denne hårde gerning blev stenen som hun sad på så blød, at den efterlod det spor tilbage, hvor hun havde siddet. Højen kaldtes siden den tid, Luciehøj.
Hjortholm Slot
Hjortholm lå i Furesø nær ved land, og de rester af mure, man så fra land, var kun staldbygninger. Lidt længere fra land lå nogle svære egeblokke. Det var dem, som borgen havde hvilet på. Tæt ved ligger to stendysser, og dem har kanonerne hvilet på.
Hjortholm blev bygget af en rig og storagtig herremand. Han sagde, at om end bølgerne gik aldrig så højt, skulle Hjortholm dog ikke falde. Dette skete dog efter tidens forløb. Vandet skyllede den stolte borg væk.
Et andet sagn fortæller, at der var to brødre, den ene ejede Dronningegård, som dengang lå på en ø i Furesø, og den anden Hjortholm.
Men da de en gang blev uenige, beskød de hinandens borge, og han på Dronningegård skød Hjortholm ned, men til straf herfor men til straf herfor sank hans eget slot i søen.
Kongens vilde jagt
Mellem Søllerød og Nærum forbi Attemosen og Troldhøjen som stod på fire gloende støtter i de mørke nætter, ligger endnu rester af en gammel brolagt vej. Den kaldes Kong Valdemars Vej. Sagnet fortæller, at Kong Valdemar havde anlagt den for at komme så hurtigt som muligt fra Vordingborg til Gurre, hvor hans elskerinde Tove, boede.
Man mener at have hørt og set kongen ride af denne vej på sin sorte hest og med hovedet under armen, ledsaget af en kobbel sorte jagthunde. Der stod ild ud af hesteskoene og hundene halsede med røde tunger ud af munden. Også folk, som i nattens mulm og mørke har passeret Gelsskov, har set den vilde jagt. Langt borte fra hørte de en underlig lyd som en flok ryttere i susende fart, og toget kom nærmere og nærmere, for over Kongevejen og forsvandt i skoven på den anden side.
I øvrigt siger sagnet, at Kong Valdemars elskerinde Tove boede på Hjortholm, hvis voldsted stadig ses, hvor Mølleåen løber ud af Furesøen ved Frederiksdal. Voldstedet kaldes for Toves Høj. Borgen er for længst forsvundet. Af dens sten skal Virums bondebys gårde efter sigende være opbygget.
Kareten på Rygård
På Rygård i Søllerød Sogn er det et slemt spøgeri. Hver aften kommer der på en bestemt tud en lukket karet ind i gården med fire kulsorte heste. De har ild ud af næseborene. På gangen i huset svæver en hvid skikkelse forbi. En fremmed karl troede, at det var en kat og tog et kosteskaft og slog efter skikkelsen. Men den samme karl blev efterfølgende meget syg. Det varede længe, inden han kom sig.
Karl den Tolvtes kilde
I Enrums smukke park i Vedbæk findes en kilde, der kaldes Karl den Tolvte’s Kilde. Da svenskerne i år 1700 gjorde landgang i Vedbæk, slukkede den berømte svenske konge sin daglige tørst i kildens friske og klare vand, efter hvad sagnet fortæller.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Sagn og Vandrehistorier
August 27, 2014
99 forholdsvis moderne sporvogne blev eksporteret til Ægypten. Men de kunne ikke betale, så det blev i stedet ulandshjælp. Politikerne mente, at busser var billigere i drift. Det startede med hestesporvogne. Den sidste heste – sporvogn kørte i 1915. Man forsøgte med de såkaldte ”Syre – vogne”. Så forsøgte man med dampsporvogne. Men det duede ikke. Man landede på den elektriske sporvogn. Det hjalp også, da man fik faste stoppesteder og da Magistraten endelig begyndte at interessere sig for sporvognene.
Til jernbane, sporvogns og busnørder
Vi har selvfølgelig skrevet meget mere om sporvogne, jernbaner og busser end i denne artikel. Bagerst vil du kunne finde en liste over alle artikler på www.dengang.dk
Byen havde fået albuerum
Byen havde fået vokseværk. Endelig kunne man komme ud af de trange forhold inden for volden. I 1860 boede der i København 155.000 mennesker på et areal på 700 ha.
Men nu havde byen fået albuerum. Nu var det pludselig plads til den hurtigt voksende befolkning. Nu var det plads til at afse plads til byggeforeningskvarterer, parker, pladser og kolonihaver. Og særlig på Nørrebro, var der byggematadorer, der tjente en masse penge ved at opføre deciderede lejekaserner. Denne spredning af befolkningen skabte et behov for offentlig transport.
Omnibusser i rutefart
Før der blev oprettet sporvogne, var der masser af fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder ude i oplandet. Omnibuskørsel blev udført efter fastlagt kørerplan og takster allerede i 1840erne, 30 vognmænd praktiserede dette. Men inden vi nu falder i trance over dette, så skal det nok lige pointeres, at det kun var de bedre stillede, der havde råd til denne transportform. Disse vogne havde fået forskellige øgenavne og ofte gik de til Dyrehaven eller vestpå til Frederiksberg. Jo de havde eksotiske navne som Kaffemøllerne, Victoria og Figaro.
På vej mod nord
Kaffemøllerne kørte i sommerperioden ad Strandvejen til Dyrehaven. De havde dette navn, fordi man bragte passagerer op til kaffeudskænkningsstederne i og omkring Dyrehaven. Da Klampenborgbanen startede den 22 juli 1863 indstillede man kørslen.
Ja inden da, var det de traditionelle kapervogne, som kørte fra Trianglen nord på, eller fra Skt. Hans Plads på Nørrebro.
Den første sporvogn i New York
Selskabet Kjøbenhavns Sporvei – Selskab blev dannet på foranledning af erhvervsmanden C.F. Tietgen, der også var selskabets første direktør. Ideen fik han fra London, hvor den første rute blev startet i 1860. Ja allerede i 1832 startede den første bysporvej i New York.
Fra Frederiksberg Runddel
De første sporveje var trukket af heste. Den første sporvogn kørte fra Frederiksberg Runddel til Trommesalen. Nye grene blev skudt frem, rækkende ud til byens periferi. Gamle linjer blev nedlagt, og nye opstod. Blandt de gamle, var der to linjer, der forblev længere end andre. Den ene var Korsgade – Linjen, som udgik fra pladsen foran Skt. Josef Hospital ad Korsgade, Ewalds gade og Vester Farimagsgade og via Rådhuspladsen og derfra til Kongens Nytorv.
Den anden linje var Sorte Hest – Linjen, der gik fra Rådhuspladsen ad Vesterbrogade og Pileallé til Frederiksberg Runddel. Størstedelen af denne linje blev imidlertid drevet som Valbylinje. Det korte stykke fra Slotskroen til Frederiksberg Runddel, ophørte dog. Skinnerne forblev der et godt stykke tid.
Udbygningen af Københavns og Frederiksbergs sporvejsnet kan opdeles i to hovedperioder. Den første periode var at bestemme retningen af linjerne, og i den anden periode blev der oprettet en hel del nye linjer. De bestående linjer blev udvidet ud til byens grænser.
Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab
Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab var det ældste og største af selskaberne. Det blev som skrevet, stiftet af Tietgen den 1. januar 1866. Det overtog byens dengang eneste linje, stamlinjen Frederiksberg Runddel – Vibenhus. Denne linje var anlagt af det engelske selskab Copenhagen Railway Company Ltd. Men de måtte melde pas efter kort tid. I december 1865 trådte selskabet i frivillig likvidation.
Nørrebros Sporvejsselskab
Nørrebros Sporvejsselskab blev ligeledes stiftet i 1866. Allerede i første år gav selskabet et afkast til aktionærerne på 11 – 12 pct. Lige til sammenslutningen i 1898, var det nok det bedste af selskaberne.
Frederiksberg Sporvejsselskab
Frederiksberg Sporvejsselskab fra 1872 var en mellemting mellem sporvejs – og omnibusdrift. De kørte med de meget populære røde Omnibusser. Fra Smallegade til Halmtorvet var der lagt spor. Der blev fortsat uden spor gennem Strøget til Kongens Nytorv.
Forstædernes Sporvejsselskab
Den næste i rækken var Forstædernes Sporvejsselskab fra 1873, der begyndte Blegdamslinjen. Senere blev den hurtige og meget populære Farimagsgaderute anlagt. Nørregadelinjen stammede også fra dette selskab. Det var den sidste hestesporvej. Den løb oprindelig til Frue Kirke med holdeplads i Dyrekøb. Først senere blev den videreført til Gammeltorv.
Blegdamslinjen
Efter Blegdamslinjens anlæggelse gik der ti år uden oprettelse af hverken nye selskaber eller nye ruter. Byen havde åbenbart fået opfyldt sit ønske med hensyn til den kollektive trafik.
Falkoneralléens Sporvejsselskab
Men så kom i 1883 Falkoneralléens Sporvejsselskab. Den begyndte med en tværlinje fra Frederiksberg til Nørrebros Runddel. Hovedruten blev dog hurtigt linjen fra Frederiksberg Runddel ad Falkonerallé, Rolighedsvej langs Ladegårdsåen til Halmtorvet, hvor holdepladsen var overfor Hotel Bristol.
Dampsporvejs Selskab kort levetid
Ingen husker de små en – hestes – vogne med lyseblå kuske og konduktører. Samme år blev Strandvejens Damsporvejs selskab, der mod en afgift på 1 øre pr. passager fik strækningen Trianglen – Slukefter overdraget af Københavns Sporvejs Selskab. Derefter kørte man fra Trianglen til Klampenborg.
Men ak, dampsporvognen fik ingen god skæbne. Driften var dyr og Strandvejens publikum, navnlig de kørende, klagede over larmen og røgen. Det var hvis mok kun det første år, at det gav overskud. Allerede i 1892 opgav man forsøget med dampkraft.
Strækningen Trianglen – Slukefter gik atter over til Københavns Sporvejs Selskab. Senere etablerede Hellerup Sporvejs Selskab hestedrift på strækningen Slukefter – Klampenborg.
En sporvogn til Hellerup
I 1902 kom den første elektriske sporvogn på Strandvejen til Hellerup, og i 1904 nåede den til Klampenborg. Fra 1908 kørte der sporvogne ad Bernstorffsvej til Ordrup, suppleret med en søndagslinje ad Slotsvej til Dyrehaven fra 1831.
I 1888 fulgte Sølvgades Sporvejsselskab, der kæmpede hårdt med økonomiske vanskeligheder. Først efter adskillige år, løb det rundt. Linjen, der oprindelig standsede ved Skt. Annæ plads. Senere førtes ruten til Kongens Nytorv med holdeplads foran Det Kongelige Teater.
Alle disse selskaber havde fået deres koncession i henhold til Sporvejsloven af 23. januar 1862 med Tillægslov af 20. februar 1875.
Kommunen skulle være glade for, at der var sporvogne
Selskaberne var forpligtiget til at vedligeholde hele anlægget. Driften var underkastet politiets bestemmelser med hensyn til hastighed og lignende. Køreplanen skulle kontrolleres af politiet. Erstatningspligten var ret kompliceret. Kun hvis selskaberne kunne bevise, at den skadeslidte selv var skyld i sin ulykke, kunne man slippe for straf.
Københavns Kommune var til enhver tid berettiget til at ekspropriere anlægget mod fuld erstatning. Afgift til kommunen blev ikke betalt, og det skønt at koncessionerne indeholdt en regel om, at sådan en afgift kunne pålægges. Men oprindeligt var synspunktet, at kommunen skulle være glade for, at de overhovedet havde fået sporveje.
Ikke en øre i kommunens kasse
I slutningen af 1880erne mente man dog, at kommunen skulle have en del af kagen. Både i Sølvgade – og Istedgadelinjens koncessioner fandtes optaget en ny bestemmelse om, at kommunen og selskaberne delte overskuddet, efter at aktionærerne på forhånd havde fået 6 pct. og efter at de foreskrevne henlæggelser var udredet. Men der kom aldrig en øre i kommunens kasse.
Der kom en del mindre forlængelser af linjerne ad Valby Langgade og Lyngbyvej. Valby – linjen blev forlænget fra Slotskroen til Valby. Strandboulevardlinjen og linjen over Langebro ad Amager Boulevard til Holmbladsgade er de eneste betydelige tilføjelser til det gamle linjenets område.
To omnibusselskaber
Perioden bringer to nye omnibusselskaber. Det var for det første Kjøbenhavns Omnibus – Kompagni. Man forsøgte først med en ringlinje med Nørre Voldgade. Senere lagde man sig fast på den lange rute fra Enghavevej, ad H.C. Ørstedsvej, Nørrebrogade, Købmagergade til Christianshavns Torv. Det var de grønne busser.
Det andet busselskab, der så dagens lys, var Kjøbmagergades Omnibus, populært sagt de gule omnibusser. Ruten gik fra Skt. Hans Torv ad Købmagergade til Højbro.
For få sporvogne
I slutningen af 1890erne begyndte det på mange måder at føles som om, at byen var ved at vokse sig for stor til sine hestesporvogne. Der var sket forbedringer i driften. Men forholdene stillede sig mange gange hindrende i vejen for hyppigere kørsel. På enkeltspors – strækninger var man nødt til at anlægge dobbeltspor, hvis der skulle ske en forbedring. En fuldstændig omlægning af vigesporene kunne også forbedre driften.
Allerede i 1874 havde Københavns Sporvejs Selskab fået koncession på anlæg af dobbeltspor på Frederiksberg Allé fra Jernporten til Frederiksberg Runddel.
På de fleste af linjerne var der længe mellem vognene. Det passager – antal, der kunne optages på i hvert fald enspænder – vognene ret begrænset. Kørslen begyndte ret sent om morgenen, og blev forsinket af de hyppige stop, for at tage passager op. Taksterne var også for høje. Befolkningstilvæksten steg, men det gjorde sporvognskørslen ikke.
Magistraten var ligeglad
Dette var ikke selskabernes skyld. I en redegørelse som Forstædernes Sporvejsselskab udsendte til sine aktionærer, ankedes således den ringe forståelse, som Magistraten syntes at vise den publikumsinteresse, der knyttede sig til anlæg af dobbeltspor eller vigespor. Fra Magistratens side betragtede man sådanne anmodninger, som at pleje aktionærenes interesse. Det krævede en meget ihærdig indsats fra selskabernes side for at opnå sådanne tilladelser. For kommunalbestyrelsen var sporvejsdrift en torn i øjet.
Politikerne var på beboernes side
Man havde også problemer med husejerne. I de smalle gader som Blågårdsgade, Gothersgade m.m. kunne der ved dobbeltspor kun skaffes p – pladser til køretøjer i den ene side af gaden. Husejerne i den anden side følte sig ofte krænket og indsendte protester.
I Borgerrepræsentationen stillede politikerne sig ofte på husejernes side. Man lagde vægt på, at flyttefolkenes arbejde ville ved de halvårlige flytteperioder stærk forøges. Møblerne skulle så bæres fra den ene side af gaden til den anden!
Hurtig ind – og udstigning
Et andet problem var også, at passagerne var for langsom ved ind – og udstigning. Sporvognen stoppede alle steder, hvor folk ville stå på. Konduktøren skulle holde øje med viftende paraplyer og bedstefar, der ikke var så hurtig. Det hjalp, da man fik faste stoppesteder.
I Blegdanslinjens vogne hang der ret omfangsrige skilte med de klassiske ord:
Hestevognene kunne ikke klare de store afstande
København var ved at blive en storby, nye kvarterer voksede frem. Hestevognene kunne ikke mere klare de store afstande. Der var kun en vej frem – Den mekaniske drift. Den nye Sporvejslov af 10. april 1895, lagde hovedindflydelsen på sporvejsforholdenes ordning over på kommunalbestyrelsens hænder.
Nørrebro Sporvognsselskab bliver overtaget
Loven gav i visse tilfælde, Staten ret til efter koncessionstidens udløb at overtage anlægget. Dette blev aktuelt, da Nørrebros Sporvejsselskabs koncession udløb. Det var en rute, der stadig gav overskud. Og Københavns Kommune slog til, og indgik en kontrakt med Siemens & Halske om driften. Forudsætningen var, at linjen snarest skulle gå over til elektrisk drift. Allerede den 4. marts samme år, viste en af de berygtede akkumulatorvogne sig på strækningen.
Man diskuterede nu, om kommunen skulle overtage alle selskaber. Og så kom spørgsmålet, om man skulle sætte taksten ned, og få udgifterne dækket ind ved større skatter. Unde tunger hævdede, at dette ikke ville give den nødvendige konkurrence, som var gavnlig for sporvejene.
Lang arbejdsuge
Det kørende personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer, vognstyreren kunne dog nøjes med en arbejdstid på 55 timer. Heri var dog ikke beregnet regnskabsaflæggelse, aflevering af vogne, heste m.m.
Droskerne enige om takst
Efterhånden var der også mange drosker, der kørte rundt i hele staden. Og de havde alle deres egen holdeplads. Langt om længe fandt man også et ens takstsystem:
De Københavnske Sporveje
Kommunen ville danne et nyt aktieselskab De Kjøbenhavnske Sporveje. Man havde en aktiekapital på 10 millioner kroner til hvilket de 6 københavnske sporvejs – og omnibusselskaber skulle overdrage deres faste ejendomme og materiel. Allerede forinden var der med henblik på den fremtidige ordning af sporvejsforholdene under 22. april 1897 truffet en overenskomst mellem Københavns og Frederiksberg Kommune:
På fornuftig vis aftalte de to kommuner linjerne. Samtidig erhvervede Københavns Kommune tilladelse af Københavns Amtsråd og af Hvidovre og Sundby Sogneråd til også at udstrække sin eventuelle eneret til de områder, der hørte under de nævnte myndigheder.
Det gik hurtigt. Allerede den 22. – 23. juni var overenskomsterne i hus. Det nye selskab fik ikke monopol til sporvejsdrift. På Frederiksberg blev der foretaget en lignende ordning.
10 øres enhedstakst
Den 1. januar 1899 trådte en 10 – øres enhedstakst i kraft i forbindelse med et nyt omstigningssystem. Det var ikke billigt at køre i sporvogn, særlig på længere strækninger. Linje 1 var delt i ikke mindre end fire 10 – øres strækninger. På en forholdsvis kort strækning kunne man komme af med 20 øre. Udgift til sporvognskørsel kunne dagligt løbe sig op i 30 eller 40 øre for folk, der skulle på arbejde. Men med et slag gjorde man det uundværligt, at bruge sporvognen.
Gas – sporvogne
Man kiggede også på, hvad man lavede i udlandet. Og ideen om at anvende gas opstod. Gasmotorvognene lignede af udseende almindelige enspændervogne. Under det ene sæde i vognen var motoren anbragt på langs. Under det andet sæde lå en stor gasbeholder. Og endnu lå to mindre beholdere på tværs. På hovedstationen havde man et mindre anlæg som bestod af to gasbeholdere og en gasmaskine, som overførte gassen fra den ene beholder. Politikerne fik at vide, at
En gasmotorvogn blev prøvet. Den første tur blev iværksat mellem Tagensvej og Kongens Nytorv. Om bord var spidserne i kommunalbestyrelsen. Forventningerne blev ingenlunde skuffede. Vognen gik roligt og stødt, gav ikke mere Rystelser eller Spektakel end andre Sporvogne, og lystrede Kommando paa en Prik.
Den elektriske sporvogn
På Frederiksberg var man allerede i slutningen af 1899 klar til elektrisk drift. I udlandet var luftledningssystemet efterhånden blevet meget almindeligt. Og det var da også dette system man brugte her. Magistraten var dog lidt betænkelig ved at anvende systemet i Indre By.
Akkumulatorvognene blev aldrig den store succes, så man var glad for, at der kom noget nyt. Syrelugten var et taknemmeligt emne for byens vittige hoveder. Driftsmæssigt led vognene også af forskellige mangler. Vognene blev alt for tunge og døde. Men en ting var dog godt. Hver enkelt vogn var et selvstændigt og uafhængigt led i driften. Den kunne udrangeres, hvis noget kom i uorden. Linjens drift blev ikke berørt af det.
Under luftledningssystemet forplantede derimod virkningerne af et ledningsbrud sig vidt omkring, og kunne også ramme andre linjer. Alle vogne i området blev standset.
I 1901 var den særlige anlægsadministration, der ledede overgangen til den elektriske drift, færdig med de forberedende arbejder. Der blev opført en remise på Enghavevej. Den 1. august begyndte kørslen på strækningen Enghavevej – Kapelvej. Det var en del af de grønne omnibussers rute. I løbet af det kommende år fulgte nu omdannelserne slag i slag. Først på Farimagsgade -, Blegdams-, Valby – og Sundbylinjerne.
Store ændringer
Sølvgadelinjen gik med hestedrift til 1915. Under alt dette undergik linjeføringen naturligvis betydelige forandringer, ligesom kørslen morgen og aften blev udvidet. På de fleste linjer kom det til at foregå en hyppigere drift end hidtil. I de efterfølgende år er der blevet en stadig hyppigere drift. Flere af de gamle ruter blev forenet, blandt andet Valby – Sundby. Andre ruter blev forlænget ret betydeligt. Bestræbelserne var, at der skulle være gennemgående linjer, således at alle endestationer kom til at ligge i byens yderkanter. Man opnåede derved en større udjævning af trafikken. Antallet af nødvendige omstigninger blev også formindsket.
Endelig blev driften også på byens hovedstrøg langt stærkere end en enkelt linje kunne præstere – navnlig på strækningerne:
Man kunne nu sende 30 – 45 vogne af sted i timen i hver retning. På en normal strækning var det kun behov for 12 – 15 vogne i timen.
Fra tidlig morgen til sent aften
Nu begyndte man allerede at køre før klokken fem om morgenen, og de sidste sporvogne var ikke i remissen før klokken halv to om natten. For bare et par år tidligere startede man først at køre ved halv otte tiden, og den daglige drift stoppede allerede klokken cirka halv elleve.
Driftshyppighed på 2 minutter
I år 1900 afgik der i de fire mørkeste vintermåneder kun vogne fra Tuborg – Pavillonen til Skovshoved. Længere kørte de ikke om vinteren, og det med en times mellemrum formiddag og aften. Om eftermiddagen var det med en halv times mellemrum. Senere blev der kørt til Charlottenlund hvert femte minut og til Klampenborg hvert tiende minut hele dagen.
På de fleste linjer opnåede man efterhånden en driftshyppighed på fem minutter. Nogle linjer var helt nede på 2 minutter. Så har man da hvis også ramt grænsen.
Ikke stor forskel – rent tidsmæssigt
Egentlig var der ikke så stor forskel på hestesporvognens kørsel sammenlignet med den elektriske sporvogn. Således kørte de gamle Farimagsgadevogne fra Trianglen til Rådhuspladsen på 19 minutter. Med den elektriske sporvogn gennemførtes ruten på 15 minutter. Turen fra Frederiksberg Runddel ril Rådhusplads tog 15 minutter med de gamle vogne. Men den elektriske sporvogn tog det 12 ½ minut.
100 millioner passagerer årligt
I 1898 kom der et vendepunkt i sporvejens historie. Linjelængden voksede med 40 pct. i de næste fem år. Antallet af vognkilometer blev næsten fordoblet. Passagertallet voksede med hele 70 pct. Antallet af årlige passagerer nærmede sig årligt 100 millioner, ganske imponerende. Så langt når det nye Metro – system aldrig op på.
Man skulle vente længe i Søborg
Det var nu ikke alle, der bare fik en sporvogns – linje. I Søborg skulle de vente ret længe. Den 16. maj 1924 oprandt dagen, hvor linje 16 kørte fra Bispebjerg til Søborg. Hele 80 prominente gæster var med sporvognen. I mange år måtte man vente. Der var ca. 4 kilometer til den nærmeste sporvogn. Man havde ellers håbet på en forbindelse, da man i 1903 besluttede, at anlægge en kirkegård på Bispebjerg Bakke.
Frk. Düsseldorf
Dengang, da kommunen endelig tog fat, gik det hurtigt med udbygningen. Og lige så hurtig gik det med afviklingen. Det økonomiske opsving i 1960erne bevirkede en eksplosion af bilparken. Samtidig kørte man med gammelt materiel, og sporvognene blev heller ikke adskilt fra den øvrige trafik. Netop dette skete i de fleste andre europæiske byer. I 1960erne begyndte man langsom, at udskifte det gamle materiel. Der kom ledvogne fra fabrikken Düvag i Düsseldorf. I befolkningen blev disse sporvogne kaldt Frk. Düsseldorf.
Nye sporvogne til Ægypten
Politikerne så en stor besparelse i, at der blev indført busruter i stedet for sporvognene. En bud var enmandsbetjent. En sporvogn blev betjent af tre mand. Men i det øvrige Europa fungerede det udmærket med en – mands betjente sporvogne.
I 1965 bestemte de kloge politikere så, at samtlige sporvognsruter i løbet af en ti – årig periode skulle omstilles til busruter. Men allerede den 22. april 1972 kørte den sidste sporvogn. Og det var på linje 5.
Da sporvognsnettet var størst havde man 99,8 kilometer, at køre på. Man kørte på 18 forskellige linjer. Og de forholdsvis nye sporvogne blev af søvejen ført til Ægypten. Nogle af dem havde kun været i brug i tre år. Nu viste det sig, at man ikke kunne betale for de mange sporvogne. Men så lavede man det bare om til u – landsbistand. Og størstedelen af de 99 sporvogne kører stadig rundt i Ægypten.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Sporvogne, busser og tog: Læs:
Under København
Under Østerbro
Under Nørrebro
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Højer
Under Tønder
Om Strandvejen
August 27, 2014
De ro brande i København i 1729 og 1795 har voldt stor skade. Vi kigger på nogle af dem. Velkommen til vore fjerde historiske tur på Strøget. Vi besøger bl.a. værtshuset ”Under Hatten” og et ”Jomfrusæde”. Den første egentlige ”Børskafé var ”et arnested for mindre hyggelige sygdomme”. En voksdukke skabte trafikkaos. Og så besøgte vi en hyggelig ostehandler. Efter hans død kom der hele fire skillingsviser. Et kongeligt køretøj møder vi også. Mon kongen havde god samvittighed, da han takkede for festen ved han og konens sølvbryllup?
Kongeparrets sølvbryllup
Vi er nu igen engang taget ind på Strøget. Skuepladsen er Højbro Plads. Christian den Niende og Dronning Louise fejrer guldbryllup den 26. maj 1892. Uden for Højbro Plads havde man ladet oprejse en kæmpe kuplet æresport med en engel ovenpå.
Da overpræsident Klein ved en tale havde overbragt lykønskningerne på københavnernes vegne, svarede kongen:
Ja det lyder jo ømt og godt. Men hvad var det lige kongen havde gang i med Bismarck og Det Tyske Forbund? Ja se, det beskæftiger vi os med et andet sted. (Se artiklen: begik kongen højforræderi?).
Vi stopper op ved Helligåndskirken
Men vi stopper lige op ved Helligåndskirken. Jo, vi her været her før i vores artikler. Undertegnede har dog også herfra slæbt et hav af historiske bøger med hjem på cykel. Der kan til orientering være ret så mange antikvariske bøger i sådan en rygsæk.
Indtil 1881 hed kirken, Helliggejstkirke. Efter en gennemgribende restaurering i 1878 – 80 fremstod den som en af Københavns mest stilfulde kirker. I den katolske tid fremstod de to markante bygninger som Gråbrødreklosteret og Helligåndshospitalet. Men ved reformationen blev klosteret forenet med hospitalet. Senere blev hospitalet flyttet til Vartov.
Tugt – og børnehus
Hele bygningskomplekset undtagen kirken, blev derefter brugt som Tugt – og Børnehus. Men Frederik den Tredje solgte alle grundene på ejendommen til hopapoteker Samuel Meyer. Han udparcellerede grundene og solgte ejendommene.
Gamle gadenavne fortæller ofte gode historier. Og det gør det også i denne forbindelse. For den lille snævre gade, der gik fra Walkendorfsgade til Gråbrødretorv, hed nemlig Tugthusporten. I 1843 fik gaden navneforandring til Lille Helliggejststræde. I 1881 var dette også slut. Da blev det så til Niels Hemmingsensgade.
Stenboderne
Her lå også i sin tid en kirkegård. I 1528 blev der også opført 12 små murede huse, der blev kaldt Stenboderne. De blev dog senere gjort større. Imponerende er det også, at der i den gamle kirke var anbragt et klokkespil på 29 klokker.
Det var også her i nærheden, at vi fik en gade ved navn Kokkegade. I 1859 blev den omdøbt til Store Helliggejststræde. I 1881 blev det så Walkedorfgade.
Ud mod Niels Hemmingsensstræde var der i selve kirkemuren anbragt en del salgsbutikker. Det var de såkaldte Lærredsboder. De var udlejet til hosekræmmere. Oehlenschlæger fortæller i sine erindringer, at det var her, at Rahbek, købte sin alt andet end elegante klædningsstykker. Det gjorde han, når Kamma Rahbek syntes, at dem han havde på, var blevet slidte. Der var i alt 27 butikker her. Den årlige lejepris var selv efter datidens forhold yderst beskeden fra 8 Rdlr.til 8 Rdlr. Til gengæld var der ingen vinduer i lokalerne. Det eneste lys man fik, var gennem dørens glasruder.
Slagterne kom for en kort periode
I disse boder måtte der hverken forhandles drikke-, fede – eller saltede varer. Man måtte heller ikke sælge hør og hamp og lignende. Men i 1842 blev der dog givet lidt dispensation. Butikkerne blev udlejet til en del slagtere. Men det var kun kortvarig. I 1846 fik slagterbutikkerne plads på den gamle Nikolaj Kirkegård.
Efter kirkens gennemgribende restauration i 1878 – 1880 forsvandt boderne. Kirken fik sit oprindelige høje slanke spir tilbage. Det havde man ikke råd til efter den store brand. Indtil da måtte kirken nøjes med et kullet spir.
Kirkemuren mod Amagertorv forsvandt i 1855 og blev erstattet af et jerngitter.
Det var også her i området, at der opstod eksklusive vinforretninger, hvor byens borgerskab kunne tage sig en lille en på næsten alle tider af døgnet, samtidig kunne de betragte livet på gennem Strøget.
Et kongeligt køretøj
Måske kunne man være heldige, at se en prægtig kongelig karosse komme kørende gennem Strøget og dreje ned ad det smalle mørke Klosterstræde. Dens guldgalonerede kusk og to hejdukker bag på vejen. Inde i vognen sad en stærkt opstadset dame med et lille sygeligt udseende barn på skødet. Barnet var Danmarks Haab, Frederik, den høytelskedes, Søn. Kronprins Christian (den senere Christian den Syvende) var født i 1749, og den opstadsede dame, var hans Amme, hans vartfrue, Anne Marie Malling, gift med skomager Mathias Hansen i Klosterstræde. En af sønnerne i deres ægteskab var for øvrigt den berømte arkitekt, C.F. Hansen.
Anseelige huse – indtil branden
Ved byens brand i 1795 blev de fleste af Amagertorvs bygninger indtil Hyskenstræde ødelagt. Husene mellem Købmagergade og Klosterstræde blev dog skånet. Billeder fra det 18. århundrede viser, at der her lå anseelige huse. Vi ved da også, at der her i det 17. århundrede boede masser af adelsmænd, embedsmænd og andre borgerlige.
Den ”vittige” ostehandler
I ejendommen i nummer 11 var der i mange år en gros forretning i tæpper og møbelstoffer. Men i 1848 rykkede en urtekræmmer ind. Hans navn var Ludvig Aagaard, som fik oparbejdet en forretning med ost som specialitet. Snart kendte alle hans navn. Det var både på grund af hans joviale ansvar, sine varers kvalitet og hans slagfærdighed.
Når Christian den Niende og Dronning Louise havde været på rejse i udlandet stillede Oste – Aagaard sig ofte på Toldboden og rakte Dronning Louise en blomsterbutik. Han var altid ved den lejlighed, dybt bugende og iført kjoleklædt.
Peter – forsvind i dybet
Når børn kom ind i butikken, fik de et stykke chokolade pakket ind i et stykke papir på hvilket, der var trykt et billede. Han stående ordre var til butiksdrengen, når en kunde ønskede en eller anden ost:
Derefter forsvandt butiksdrengen ned i lagerkælderen. En dag kom en officer ind i butikken, for at købe en ost:
Officeren skyndte sig at gøre sin indkøb færdig og forsvinde ud af butikken. En anden historie er om en dame, der have svært ved at beslutte sig. Hun skulle smage den ene ost efter den anden. Til sidst udbrød Aagaard:
Skøn Jomfru – Luk dit vindue op
En aften kom Aagaard sent hjem fra et møde. Måske var han lidt gennemrislet. Han havde glemt sin dørnøgle of entréklokken virkede ikke. Resolut gik han i gården tog brandstien ned og stillede den op af gårdvæggen og kravlede op af stigen. Her sang han så af fuldt bryst, den gamle romance:
Her boede han så i 26 år på Amagertorv, den festlige Oste – Aagaard. Men i 1874 fik han så en opsigelse af sin husvært Seidelin, der skulle bruge Aagaards lokaler til noget andet. Aagaard satte plakater op i sine vinduer med påskriften: Jeg er blevet opsagt. Demonstrativt havde han skrevet beskeden på gråt papir.
4 skillingsviser nævnt efter Ostehandleren
Aagaard flyttede hen til Store Kirkestræde 3 og 5, som han købte. Her drev han sin forretning indtil han døde i 1882. Selvfølgelig kom der da også en skillingsvise ud af den historie:
Efter hans død, kom der yderligere tre skillingsviser. Mere kan man vel ikke opnå?
I stueetagen i ejendommen Amagertorv nummer 11 rykkede nu G. Cloëttas Konditori nu ind. I Seidelins Port sad i mange år en kagekone, der var meget anset af byens ungdom.
En voksdukke skabte trafikkaos
I naboejendommen i nummer 13, blev Danmarks indtil da største konfektionsforretning grundlagt. I 1856 åbnede Jacob Moresco en handel med dameoverstykker, kjoler, besætningsartikler m.m. Forretningen havde dog også fået ”særnavnet”: De la ville de Paris. Butikken lå på første sal, og facaden her havde han hvidmalet, mens navnet prangede i alle regnbuens farver.
En voksdukke blev stillet op i førstesalens vinduer. Den blev belyst om aftenen. Og når den var færdigpyntet blev et håndsving sat i sving, så publikum kunne beundre den fra alle sider. Arrangementet skabte trafikkaos. Nu var Moresco ikke den første, der indførte mekaniske reklamedukker i butikker. Den første var den kendte modehandler Louise Rasmussen. Moresco flyttede senere til nr. 14 og endnu engang derfra til Østergade 24.
Ved ejendommene 21 og 25, der går ud til Læderstræde, lå grosserer Julius Kopps forretning med gummivarer. Omkring 1698 havde København i alt 10 isenkræmmere, hvoraf de 4 var enker, der alle boede på Amagertorv.
Arnestedet for mindre hyggelige sygdomme
I det københavnske restaurantliv har nummer 21 spillet en vis rolle. I 1880erne florede Natkaféerne. I 1890 får København sin første Børskafé. Den blev også kaldt Riises Kafé og den havde fået natbevilling. Den største søgning var der fra klokken 22 til 2. Her i lokalerne udfoldede der sig et leben med en moral, som københavnerne indtil da ikke havde oplevet før. Professor Edv. Ehlers kunne derfor i 1896 oplyse, at kafèen var arnestedet for en mængde mindre hyggelige sygdomme, der alle kunne henføres til bekendtskaber, som man stiftede her. Snart måtte stedet lukkes, og man sagde, at det var myndighederne, der lukkede stedet.
I nummer 23 lå Ottos Konditori. Her kunne man få Fru Heibergs Kage eller Orla Lehmanns Kage. Berømt var også Den Krumme Kage med Oblatunderlag.
Datidens berømte sanger
I nummer 27 lå en ejendom, der kan føres langt tilbage. Den blev i 1645 ejet af em kræmmer ved navn Ditmer Bøfeke. Han var en af dem, der i 1658 var med til at formulere privilegierne. Adressekontoret havde sine lokaler her, men i 1795 blev det lagt i aske. Man måtte finde midlertidige lokaler på hjørnet af Købmagergade og Klarboderne.
Jo her i nummer 27 boede datidens berømte sanger, koncertmester og komponist Edouard du Pay. Mange syngestykker er komponeret på dette sted. Den berømte koncertmester m.m. drev nodehandel herfra. Den overdrog han senere til musikhandler E. Friing på Nytorv 139. Det var for resten her, hvor Søren Kierkegaard blev født.
Jordbær – med eller uden sherry
Kælderbutikken i nummer 27 var et sted hvor alle, såvel som høj og lav søgte hen om sommeren. Forretningen blev grundlagt i 1834 af frugt – og vildthandler J.L. Andersen. Her kunne man få en portion jordbær, med og uden sherry. Eller med og uden fløde. Jo her residerede Jordbær – Andersen eller Jordbær – kælderen.
Jomfrusæde for 20 købmænds – og præstedøtre
I nummer 29 lå Klostergaarden. For cirka 500 år siden lå her en gård, der omkring år 1500 blev lejet af Det Tyske Kompagni. Dette blev ophævet i 1526, hvorved lejemålet ophørte, og byen blev da ejer af gården. I 1536 blev det kongens ejendom, og omkring 1558 kom den i privat eje.
I begyndelsen af det 18. århundrede blev gården ejet af husstafferer Peter Petersen og senere dennes enke. Da bybranden i 1728 nåede dennes hus fik hun mod klingende mønt hjælp fra nogle hundrede matroser, som bredte sejldug over hele huset og overøste det med vand. Ved denne kloge handling fik hun standset ilden her.
Senere blev Amagertorv 29 udnævnt til Jomfrusæde for 20 købmænds – og præstedøtre, der havde fyldt deres 35. år, og som havde ført et christeligt, tugtigt og agtværdigt Levnet. Stiftelsen, der skulle kaldes De Brødre Petersens Jomfru – Sæde eller Kloster, begyndte først sin virksomhed i 1769.
Under Hatten
I nummer 31 var der i særdeleshed et skilt af en høj hat, der tiltrak opmærksomhed. I en del år boede her en hattemager. Under hattemagerens butik lå en ølhal med tilhørende restaurant. Her var der altid stoppet til med gæster. Jo, Under hatten var meget populær. Publikum var små håndværksmestre, som stilfærdigt nød deres øl, yngre svende lod højt af deres historie.
I 1859 meddeles der, at der kunne købes Carlsberger fadøl til seks skilling pr. glas. Men i 1861 meddeler en ny vært, at han i Ølhallen Gl. Amagertorv 31, ligefor Kokkegaden, hvortil en beqvem Nedgang i Gaarden, udskjænker Bajersk og Bitter –øl (en endnu ukendt ølsort) til 4 skilling pr. ½ Flaske. Dobbelt – og Citron- Øl (ligeledes en indtil da, ukendt drik) til 8 Skilling.
Man kunne også nyde en ½ hummer med brød og smør for 75 øre stykket, men det var hvis en del senere.
Kongen holdt øje med branden
Det sidste hus på Amagertorvs venstre side, nummer 33 er på hjørnet af Hyskenstræde. Det var her på dette sted, at Løveapoteket havde ligget siden 1637. Bygningen havde forinden været kongeligt tøjhus og inden da Kompagnihus for tyske købmænd. Desværre måtte den flotte ejendom lide skæbne som så mange andre den 23. oktober 1728. Fra Løveapoteket førtes ilden ned ad Hyskenstræde, hvor Frederik den Femte til hest fulgte ilden. For om mulig at standse ildens videre hærgen, red han tilbage til slottet. Her befalede han den vagthavende løjtnant tilligemed slotsvagten og 200 matroser til at drage omsorg for, at de i apotekets kælder værende brandfarlige varer ikke forværrede situationen.
Det nye hus holdt kun i 60 år
Det nye hus, der kom i stedet for apoteket, kom ikke til at stå der længere end cirka 60 år, da blev den offer for næste store brand, den i 1795.
Og på den måde fik vi atter gået en tur inde på Strøget dengang. Vi vender frygtelig tilbage en anden gang.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
August 27, 2014
Unge mennesker fik et chok. De troede, at de skulle på et tre måneders kursus. Schalburg var en af de første der meldte sig ind i Waffen SS. I radioen reklamerede man med Frikorps Danmark. De led store tab. Mange danske befalingsmænd meldte sig. Martinsen oprettede Schalburg – korpset. Blev uenig med Fritz Clausen, og senere med Paul Sommer. Denne dannede sit eget korps. Tyskerne fik gode samarbejdspartnere i de danske terrorkorps.
De første, der meldte sig
Blandt de første, der meldte sig til Waffen SS herhjemme var kaptajn Paul Rantzau Engelhardt og Kaptajnløjtnant i Garden, Christian Frederik Schalburg. De to omtalte meldte sig i et specielt korps, der var oprettet, som også bestod af en del hollændere Division Wiking.
Engelhardt
Mens Engelhardt gjorde tjeneste i den danske generalstab i 1933 – 1934, var han medlem af det nationalsocialistiske parti herhjemme. Han var endda leder af deres efterretningsvæsen. Senere blev han leder af DNSAP ’s uddannelsesafdeling. I Sennheim i Tyskland deltog han i uddannelsen af danske og norske SA – folk. Endnu senere blev han overført til Frikorps Danmark, da disse kom til Tyskland.
Schalburg
Schalburg fik indsat von i sit navn. Han er født i Rusland af en russiskfødt mor og dansk far. Moderen blev dræbt under revolutionen, mens faderen, Schalburg og hans søster flygtede ud af landet. De kom til Danmark, hvor han tog studentereksamen og blev rekrut i Livgarden. Derefter kom han på Kornetskole og blev forflyttet til Tønder.
Efter at have bestået officersskolen overgik han til den græsk – katolske tro, med Storfyrstinde Olga af Rusland som Gudmoder ved dåben. Allerede fra barnsben blev han fjende med kommunismen. Han giftede sig med en tyskfødt Friherrerinde. Ret hurtig meldte han sig ind i DNSAP.
Kun 100 meldte sig
Han meldte sig til den finsk – russiske krig for at bekæmpe kommunismen. Derefter meldte han sig til Division Wiking. I Klagenfurt og Sennheim startede man nu for alvor uddannelse af danske SA – folk. Kurset varede i første omgang tre måneder. Men der var ikke nok tilmeldinger fra DNSAP. Så nu begyndte hvervningen blandt arbejdsløse danskere. Cirka 100 meldte sig. Da de kom til Klagenfurt, fik de at vide, at de var indrulleret i den nyoprettede Standarte Nordland.
Værsgo – et spørgeskema
Ved ankomsten fik de unge, at vide, at det vigtigste var jernhård disciplin og lydighed. Der blev ikke taget speciel hensyn til dem. De blev blandet sammen med den tyske ungdom. Efter cirka en uges forløb, blev de unge præsenteret for et spørgeskema:
Den Tyske stat ville sørge for din fremtid
På skemaet fik de unge så at vide, at uddannelsen hos SS var mindst 2 – årig, normalt 4 – årig. Såfremt man forpligtede sig for 12 år, ville den tyske stat sørge for ens fremtid. Man kunne også få lejlighed til at avancere til officer.
Efter to år – Tysk statsborgerskab
Hvis man tjente fire år inden for SS havde man lejlighed for at gøre tjeneste inden for Geheime Polizei eller andre statsinstitutioner. Efter to års ansættelse hos SS kunne man få tysk statsborgerskab.
Panik hos de unge
De unge mennesker blev helt paniske. De havde regnet med en tre måneders uddannelse, så de rettede henvendelse til kommandanten. Men herfra fik de blot at vide, at man ikke bare sådan kunne udlejelige ham med bagateller.
Feje mennesker blev skudt
Hver enkelt blev nu stillet foran en Untersturmführer og fra ham, blev der forklaret, at feje mennesker i Tyskland blev stillet op foran en mur og skudt. 20 af de tilstedeværende bukkede under for presset og skrev under på en aftale med SS.
Man gik nu med til, at de resterende gennemgik en tre måneders uddannelse, der blandt andet bestod af våbenlære, tysk, eksercits og en masse foredrag. Mange af disse fortsatte i DNSAP, da de kom hjem.
Mange befalingsmænd meldte sig
Efter midten af september 1940 meldte flere danske befalingsmænd sig til Waffen SS, deriblandt kaptajnløjtnant K.B. Mathiesen. Han var medlem af DNSAP og blev af dette parti flittig benyttet som taler.
Standarte Nordland
På A.F. Kriegersvej 3 oprettede man et kontor, der skulle skaffe frivillige til Waffen SS. Det samme gjorde man rundt om i landet. Man afholdt hemmelige sessioner overalt. Flere hold blev sendt over grænsen. Men snart foregik hvervningen ganske åbenlyst. Til at begynde med var der skrappe krav:
Grunden til, at man skulle være ugift, var at der ikke kunne udbetales erstatning.
Frikorps Danmark
Da Tyskland angreb russerne, greb man herhjemme chancen til at oprette Frikorps Danmark. Man oplevede tilladelse til at propagandere for dette i radioen. Store annoncetillæg blev placeret i dagbladene. Og hvervekontorer opstod nu i næsten hver en by.
Oberstløjtnant meldte sig som leder
Tænk, at selveste oberstløjtnant i artilleriet, C.P. Kryssing meldte sig som chef for Frikorps Danmark. I løbet af bare en månedstid havde man hvervet så mange medlemmer til korpset, at man kunne stille med en stab og 4 kompagnier. De hvervede blev sendt til Langenhorn i nærheden af Hamborg, hvor uddannelsen blev påbegyndt.
I løbet af kort tid viste det sig, at medlemmerne af Frikorps Danmark skulle aflægge troskabsed til Hitler, og det var der ikke alle, der ville. Disse blev omgående sendt hjem. Resten blev sendt til fronten, hvor man blev brugt til beredskabstjeneste.
Schalburg ny leder
Ret hurtig blev man utilfredse med Kryssing. Han overgik til en artilleriafdeling direkte under Værnemagten, hvor han senere blev udnævnt som generalmajor. Som hans efterfølger blev valgt kaptajn Schalburg.
Store tab
I begyndelsen af 1942 blev Frikorps Danmark sat ind i terrænet omkring Ilmensøen ved Velijki Luki. Her led man masser af tab. Efter i nogen tid, at have modstået russernes angreb, måtte man trække sig tilbage. Efter et stykke tid blev korpset reorganiseret og placeret bag fronten.
Man rapporterede ikke rigtig hjem om de reelle tab. Kun rygtevis kom der meldinger om de store tab. Ved omorganiseringen kom der endnu flere danske befalingsmænd.
Ny leder
Den 6. september 1942 kom korpset hjem på en måneds orlov, samtidig havde Fædrelandet bragt en liste over de 121 omkommende. Der kom herhjemme til mange sammenstød under denne orlov. Det var sikkert mange, der var glade, da de atter den 13. oktober rejste mod Tyskland igen. Under opholdet var K.B. Martinsen blevet chef. Schalburg var blevet skudt.
Ny midlertidig chef
Ved ankomsten blev korpset omorganiseret til SS Pansergrenadier Regiment Danmark. Regimentet blev sat ind forskellige steder på østfronten under ledelse af Martinsen. Men i 1943 rejste Martinsen til Danmark. I hans fraværd blev tidligere politibetjent ved Københavns Politi og kaptajn af reserven, Neergaard Jacobsen, midlertidig chef for regimentet.
Martinsen opretter Schalburgkorpset
Ved sin hjemkomst til Danmark oprettede Martinsen den 2. februar 1943 Schalburgkorpset. Meningen var oprindelig, at dette korps skulle være et fødekorps for Regiment Danmark. Hvervningen skulle foregå her i landet, lige som rekrutuddannelsen også skulle finde sted herhjemme.
Stridigheder med Fritz Clausen
Men åbenbart opstod der stridigheder med Fritz Clausen og DNSAP’ s ledelse. De ville gerne have hånd i hanke med, hvad der foregik. Men det ville Martinsen ikke være med til. Derfor blev det forbudt for DNSAP ’ s medlemmer at indgå i dette korps.
Dette skabte store vanskeligheder for Martinsen. Han måtte henvende sig til små nazistiske foreninger, som stod i et modsætningsforhold til Fritz Clausen. På den første rekrutskole på Høveltegården var der da også kun 30 rekrutter. Det var Martinsens stedfortræder, obersturmführer Ellekilde, der ledede det første hold.
Søren Kam – ny skolechef
Untersturmführer Søren Kam blev hentet op fra Regiment Danmark for at blive skolechef. Rekrutterne blev undervist i ren militæruddannelse samt den nationalsocialistiske ideologi. Senere kom også unterscharfführer Lorenz Peter Kjær. Det var ham, der stod og legede politibetjent i Sønderjylland, da tyskerne besatte landet. Han skulle hjælpe til med uddannelsen.
Efter at uddannelsen var påbegyndt, rejste Martinsen tilbage til Regiment Danmark. De gjorde derefter krigstjeneste i Kaukasus – området. Her led regimentet igen store og blodige tab.
En fornærmet Martinsen
Den første rekrutuddannelse på Schalburg – skolen varede i tre måneder. Derefter blev rekrutterne sendt hjem med et tysk schein og i en sort Schalburg – Uniform. Men de fik dog at vide, at de foreløbig ikke måtte vise dig i den offentlig.
To senere rekrutuddannelser på Schalburg – skolen leverede yderligere 60 mand til korpset. Fra tysk side fandt man ud af, at dette korps kunne bruges mod deres egne landsmænd. I slutningen af september fik Schalburgkorpset overladt Frimurerlogen på Blegdamsvej. Her blev Martinsen igen leder af et slags vagtkompagni. Grunden til, at Martinsen var kommet hjem, var stærk mistillid til lederen af DNSAP, Fritz Clausen. Flere havde henvendt sig til ham, for at han skulle være Fører. Men det blev ikke til noget. Fornærmet trak han sig så tilbage til en længere ferie.
Ny kommandør af Schalburgkorpset
Den danske kaptajn Poul Sommer, der indtil da havde gjort tjeneste og dekoret i det tyske luftvåben, blev i dette tidsrum kommandør af Schalburgkorpset. Han foranstaltede en livlig agitation for korpset. Og egentlig fik korpset mange opgaver tildelt. Under Sommers ledelse opstod også det berygtede Efterretningstjeneste kaldet E.T.
Splid mellem Martinsen og Sommer
Den militære gruppe kom til at bestå af to kompagnier a 100 mand, mens en politisk civil gruppe fik navnet Dansk Folkeværn.
I februar 1944 blev Ringsted Kaserne overladt til Schalburgkorpset. Allerede i august 1943 havde korpset fået Kassemoselejren, hvor der blev uddannet rekrutter. Can jur. Spleth fra Schalburgkorpset indledte i begyndelsen af 1944 et nært samarbejde med Pancke og Werner Best med hensyn til efterretningstjenesten E.T. Fra dette tidspunkt udviklede gruppen sig til et terrorkorps.
På dette tidspunkt opstod der også en splid mellem Martinsen og Sommer, hvorefter Poul Sommer oprettede sit eget korps. Forskellige virksomheder kunne engagere vagtmandskabet. Korpsets personale kom dog hovedsagelig til at forrette tjenester på forskellige flyvepladser.
Danske terrorgrupper
Omkring april 1944 udskilte E.T. sig fra Schalburgkorpset. Man fik egne lokaler i Dahlerupgade 1. Det var med personer som Brøndum, Bothilsen, Høst, Staal, Strynbo m.m.
Da det danske politi blev anholdt fik tyskerne megen hjælp fra de danske terrorgrupper. Man oprettede nu Hilfspolitzei (Hipokorps), der i det væsentligste bestod af medlemmer af Schalburgkorpset.
Tyskerne fik gode samarbejdspartnere
Oberst der Politzei, Bovensieben og Sturmbannführer und Regierungsrat Dr. Hoffmann havde nu fået nogle gode samarbejdspartnere, såsom Peter – Gruppen, Lorentzen – gruppen og senere Lille – Jørgen Gruppen. Man begyndte nu en intensiv jagt på den illegalt arbejdende del af befolkningen.
Ligesom Regiment Danmark måtte trække sig over den østrigske grænse, led også de fleste tyske tropper nederlag på stribe. Men disse forhold forstærkede bare de danske terrorgruppers indsats. Voldshandlinger udartede sig efterhånden til sadisme. Anholdte blev koldblodigt skudt.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 123 artikler om Besættelsestiden herunder:
August 27, 2014
Vi har altid fået at vide, at vi som danskere var lovlydige borgere under besættelsen. Men sortbørs – handelen havde særdeles gode kår. Der blev endda oprettet et særligt krise – politi, der skulle komme ulovlighederne til livs. Først bidrog de tyske soldater, senere de engelske. Efter at politiet var interneret, forsøgte Vagtværnet at holde ro og orden. Edderkop – sagen afslørede korrupte betjente. En tidligere statsadvokat måtte gå. Og så hænger nogle uopklarede mord sammen.
Mange lovløse ting
Under besættelsestiden foregik en masse lovløse ting. Her tænkes ikke så meget på sabotager, mord og likvideringer. Det har vi været inde på i mange af vores andre artikler. Nej i denne artikel vil vi kigge på sortbørs – handel og i tiden efter, at politiet var blevet afvæbnet og sendt i KZ – lejre.
Emnet har ikke været så meget behandlet i litteraturen.
Den illegale handel
I første omgang var der var der brud på rationerings -, pris – og vareforsyningslovene. Ved retten anvendte man sætningen at drive handel på den sorte børs. Hos Rigsadvokaten lød det lidt mere fornemt: Handel på værtshus, gader og lignende , offentlig tilgængelige steder imellem personer, der ikke kender hinanden personligt.
Man overtrådte dermed også prisloven. Den sorte børs blev det vigtigste sted for den illegale handel. Og alt dette foregik i det offentlige rum.
Man overtrådte også lov om rationering.
Ulovlig handel på kaffebarer og værtshuse
Brud på loven kunne straffes med bøde, konfiskation, hæfte og fængsel indtil to år. Mellem 1940 og 1953 blev der alene i Københavns Byret afsagt 2.511 domme.
Den første store sort børs fandt sted i Suhmsgade. Da politiet opdagede dette, flyttede handelen til kaffebarer og værtshuse.
Ulovlig handel steg efter besættelsen
Mens den ulovlige handel var koncentreret om 10 – 15 steder under besættelsen, steg dette kraftigt efter besættelsestiden. I december 1945 havde politiet alene 14 restauranter på Vesterbro under observation. Men ellers foregik de ulovlige handler på visse gadestrækninger eller pladser. Man kunne let for sig en meget høj fortjeneste.
Tyske soldater hovedleverandør af cigaretter
Ofte var det kvinder, der optrådte som sælgere. I en sag undskyldte en kvinde sig med, at hendes mand, der var Tysklands – arbejdere kun sendte ganske få penge hjem.
Under og efter krigen var det henholdsvis tyske og engelske soldater, der leverede varer til det sorte marked.
Det var bl.a. tyske soldater, der var hovedleverandør af cigaretter. Særlig op mod kapitulationen var tyske soldater i stigende grad involveret i sortbørs – handel. Efter befrielsen mistede de tyske lagre deres betydning.
Ulovlige engelske varer fra Kastrup
I august 1946 blev en mindre sortbørsliga anholdt med engelske varer fra et lager i Kastrup. De havde allieret sig med en engelsk soldat.
Politiet fandt de bekymrende, at de beslaglagte tobaksvarer blevet leveret tilbage til englænderne for derfor snart efter igen at være på det sorte marked.
Dansk – engelsk politikommando
På britisk opfordring oprettede man i august 1945 en Dansk – engelsk politikommando, hvis vigtigste opgave var at bekæmpe den ulovlige handel med cigaretter og benzin.
Forfalskninger af rationeringsmærker forekom også. I en artikel i Berlingske Tidende fra dengang, skulle det være ganske nemt, at forfalske dem.
To mænd fik i 1947 hver 3 1/2 års fængsel for at have fremstillet 50.000 smørmærker og solgt disse for 100.000 kr.
Mærkerne blev omsat i partier på flere tusinde til en række mellemhandlere, der kanaliserede dem på det sorte marked.
Masser af røverier
På en kommuneskole i Gentofte blev der stjålet flere tusinde ark med rationeringskort. Et andet indbrud resulterede i, at der forsvandt kort til 370.000 liter benzin.
I 1943 foregik der et bevæbnet røveri mod en lastbil, der skulle bringe rationeringsmærker fra et trykkeri til Folkeregistret i København.
Af landets 72 politikredse svarede de 35, at der havde været indbrud eller forsøgt indbrud. Hårdest ramt var Roskilde Politikreds.
Afvasknings – centraler
Rationeringsmærker, som gik over disken blev af forretningen stemplet, så de ikke længere var gyldige. For at kunne genbruge disse mærker, var det nødvendigt med en såkaldt afvaskningscentral. I 1947 kom politiet i København på sporet af sådan en.
Politiet kom på sporet af Edderkop – sagens bagmand, Svend Aage Hesselstrøm. Han opkøbte mærker, som stammede fra indbrud i butikker. Han sendte disse mærker til en central i Randers. Her gennemgik de en proces, der fik stemplet fjernet. Så kunne de anvendes igen.
De hyppigst beslaglagte mærker var til kaffe, smør og sukker. Kaffemærkerne mistede deres betydning, da lagerne efterhånden var opbrugt i 1941.
Bildæk og cykler
Bildæk og cykler var også noget af det, der havde størst afsætning på den sorte børs. Chefen for Københavns Kommunale Vagtværn udtalte i 1944 til Aftenbladet, at der åbenlyst tilbydes hele læs tyvekoster til salg.
Man savnede tobak
Under besættelsen blev tobaksindustriens råstofforsyninger stærkt reduceret. I 1939 havde man importeret 12.000 tons, men i 1944 var man helt nede på 1.500 tons.
Fra slutningen af 1943 og i særdeleshed i 1944 blev der konstateret en forholdsvis kraftig stigning af sortbørs – priserne. Således lå priserne i de sidste to krigsår, ca. 50 pct. – 75 pct. over det legale.
Masser af nød i 1941
Mange arbejdere oplevede en stor reallønsnedgang under besættelsen. Hvis man tager oktober 1939 som indekstal med 100, så var reallønnen i 1940 faldet til 85, og i januar 1941 var tallet helt nede på 64. Dette faldt sammen med at arbejdsløsheden var steget til et niveau som under det værste af krisen i 1930erne.
Der opstod aldrig hungernød i Danmark, men levevilkårene for de svageste blev forringet i de første år af krigen. De dyre varer blev bortprioriteret til fordel for de billige.
Spørgsmålet er, om de svageste solgte deres mærker til de mere velstillede. Handelen på den sorte børs var med til at undergrave den sociale gevinst.
Tyveri og røveri var der masser af
I løbet af sommeren 1942 intensiverede politiet indsatsen mod sortbørshandel.
Og mellem den 25.9.1944 og 13.5.1945 foretog Vagtværnet 3.170 anholdelser. Tyveri og indbrud var de hyppigste forseelser.
Handelen tog et opsving i 1945. Så sent som i 1950 befandt der sig stadig 20 – 30 mand i Saxogade, der levede af sortbørshandel.
Ulovlig produktion
Fra Direktoratet for vareforsyning fremgår det, at der foregik en produktion, som gik uden om rationeringssystemet. En ulovlig produktion af smør løb antagelig op i flere millioner kilo om året. En stor del af ægproduktionen foregik heller ikke ad officielle kanaler. Her foregik en masse salg direkte fra producent til forbruger.
Bedre økonomiske forhold
I 1943 var der flere i arbejde. De voldsomme prisstigninger var bremset, lønnen steg og befolkningen havde flere penge mellem hænderne. Men problemet var, at der opstod forsyningsvanskeligheder. Der opstod en økonomisk situation, som virkede stærk fremmende på den illegale handel. Dette betød, at mange borgere under besættelsen og i efterkrigsårene supplerede deres forbrug med varer købt på den sorte børs.
Hvad skulle man gøre med lovovertræder?
Efter at politiet var blevet taget, havde både Justitsministeriet og Udenrigsministeriet opfordret til, at man opstillede vagtværn. I Lyngby var det lokale brandfolk, som fungerede som vagtkorps.
Men hvad skulle man egentlig gøre med lovovertrædere?
Arrestforvarer Mathiesen påpegede som leder, af arresten på Blegdamsvej, at private borgere var begyndt at aflevere anholdte personer direkte til arresthusene, uden at de havde bemyndigelse til dette. Inden for murene herskede der også stigende lovløshed.
Vagtværn
Fra de danske myndigheders side var det vigtigt hurtigt, at få et vagtværn op at stå, for ellers ville tyskerne sørge for dette.
Den 11. oktober 1944 udsendte Justitsministeriet et vagtværns – cirkulære. Man skulle alene bekæmpe grove forbrydelser som drab, brandstiftelse, røveri, tyveri, sædelighedsforbrydelser, afpresning og hærværk. I mindre sager som eksempelvis småtyverier skulle der alene optages rapport, så kunne sagen overdrages til Statsadvokaten.
Civile lovovertrædelser
M.h.t. anholdelse blev der henvist til retsplejelovens § 771, som gav borgerne ret til at foretage civilarrestation. Anholdte personer skulle overføres direkte til arresthusene eller for Københavns vedkommende til Vestre Fængsel.
Bedre lygteføring i Roskilde
Nu var det ikke lagt op til, at Vagtværnene skulle overtage politiets opgaver, således var der ikke mange muligheder for efterforskning. En forbryder måtte kun pågribes på friske spor, dvs. 1 til 4 timer.
Medskyldige, der blev angivet i retten, kunne således ikke anklages.
I København fik vagtværnet at vide, at man ikke skulle gribe ind over for færdselsovertrædelser. Men det så man anderledes på i Roskilde. Her startede man i julen 1944 ligefrem en kampagne for bedre lygteføring på cykler. Personer, der blev truffet uden lys på cyklen, fik dækkene piftet.
Tyskerne så med mistro på vagtværnet
Besættelsesmagten så med meget mistro på Vagtværnet. Derfor fandt man hurtig en ordning med at Vagtværnet ikke skulle skride ind over for medlemmer af Vagtværnet.
Før den 19. september 1944 var der ansat 3.000 betjente i København, men antallet af vagtmænd oversteg aldrig 1.000.
I løbet af 1944 blev der etableret 10 stationer i København med Vartov tæt ved Københavns Rådhus som hovedstation.
Kasket og armbind
På et tidspunkt var der tale om at vagtfolkene skulle have pistoler, men den tanke blev opgivet. De blev i stedet bevæbnet med knipler. Bemærkelsesværdigt er det, at kun 5 vagtfolk blev dræbt, og heraf 2 mellem den 5. og 7. maj 1945. Den eneste uniformering bestod af en kasket samt armbind.
Et nødvendigt onde
Vagtværnet blev aldrig populære i de større byer. Her betragtede man dem som et nødvendigt onde. Nogle mente, at det var direkte forræderi over for politiet, der enten var gået under jorden eller opholdt sig i tyske koncentrationslejre. De nåede aldrig samme grad af popularitet, som modstandsbevægelsen fik i de sidste par år.
Situationer opstod, hvor vagtværnet greb folk fra modstandsbevægelsen under indbrud og røverier. Det skabte nogle groteske situationer, men efterhånden skabtes der et bedre forhold til dem.
Problemer med Hipo
Der opstod en del problemer med HIPO. Men også Sommerkorpset skabte problemer. Vagtværnet mente således, at HIPO – folk var medlemmer af Sommerkorpset. Inden udgangen af 1944 havde vagtværnet dog lært at kende forskel på de forskellige værn.
Under udførsel af gemen kriminalitet optrådte Hipo – korpset ofte i civil. Så kunne det være svært for vagtværnet at se, at de var under tysk jurisdiktion.
Således opstod der en situation på Nørrebro. En mand havde solgt vare på den sorte børs. I første omgang lykkedes det ikke at anholde manden. Han søgte tilflugt på Jørgens Bar. Vagtfolkene fulgte man ind på værtshuset, hvor gæsterne råbte:
Efter et større slagsmål lykkedes det dog, at få manden anholdt. Der var stadig tumult ved ankomsten til stationen. Flere af de anholdte forsøgte at slippe fri. Den arresterede sortbørshandler viste sig, at være meget ophidset. Dette resulterede i, at overvagtmesteren slog ham ned med sin knippel. Manden blev da relativt hurtig løsladt, da det viste sig, at han var i Hipos tjeneste.
Tysk politi reddede situationen
Dagen efter vendte han tilbage sammen med to Hipo – folk udstyret med maskinpistoler. De bevæbnede mænd forlangte, at den mand, der havde ledet vagtværnet i Jørgens Bar tog med. Denne som naturligvis frygtede for sit liv satte sig til modværge og under tumulten gik den ene maskinpistol af, og ramte en vagtmand i maven. Til sidst blev tysk politi tilkaldt og fik stoppet Hipo – folkene.
En episode i Hillerødgade
Hipo – folkene beskyldte Vagtværnet for at stå i ledtog med modstandsbevægelsen. Sådan var det også i en episode i Hillerødgade den 11. marts 1945.
Årsagen var en sabotageaktion mod boltefabrikken Dan. Hipo – folk skød vildt omkring sig. En frihedskæmper blev dræbt, og to andre blev sårede. De blev taget til fange.
På vejen hjem mødte vagtværnet nogle Hipo – folk:
Lovløsheden var sluppet løs
Mærkelig nok var det tysk sikkerhedspoliti, der gentagende gange stoppede Hipo – folk, som truede med eller skød efter vagtværnet.
Der skete sandelig noget i hovedstaden, lovløsheden var sluppet løs. I perioden den 11. – 17. oktober 1944 var der optaget rapport og meldinger om 331 forhold, heraf 41 tyverier, 7 røverier, 15 indbrud og 14 hold ups.
Anspændt forhold mellem vagtværn og sortbørshandlere
Forholdet mellem vagtværn og sortbørshandlere blev efterhånden anspændt. I begyndelsen af 1945 blev der udsendt en instruks om, at såfremt medlemmer af vagtværnet havde haft udgifter på restauranter kunne dette ikke refunderes af vagtværnet. Grunden til denne instruks var, at medlemmer af vagtværnet i civil og uden for normal tjenestetid forsøgte at indhente oplysninger om sortbørshandlere. Men dette var en klar overtrædelse af vagtværnets kompetencer.
Ansigt til ansigt med en pistol
I alt havde vagtværnet i 450 tilfælde stået ansigt til ansigt med en pistolbevæbnet person. Fra september 1944 til Befrielsen modtog vagtvæsnet 18.000 anmeldelser. i alt foretog man 3.397 anholdelser i den periode.
Befolkningens voldelige reaktion
En af de karakteristiske træk ved den politiløse tid, var befolkningens voldelige reaktion over for dem, der overtrådte loven. Tendensen til selvjustits var hårdest i tiden inden vagtværnet trådte i funktion. Ofte førte dette til, at gerningsmanden blev alvorlig kvæstet. Selvjustitsen var ofte spontant. Men nogle gange var den organiseret.
I Aabenraa besluttede arbejderorganisationerne den 29. september 1944 at påbegynde bekæmpelse af sortbørshandel. Den første aktion var rettet mod en tobakshandler, der blev tvunget til at levere brændstof tilbage, som han havde modtaget fra en fattig familie i bytte for tobak. Da det var tale om en ældre mand slap han for fysisk straf.
I Kolding havde man tilkaldt fire af byens stærkeste bokser til at give sortbørshandlerne en på skrinet. Straffen blev eksekveret i rådhusets kælder.
Vagtværnene blev ikke afviklet
I juli 1945 udsendte politiet et cirkulære, hvori det fremgik, at man forventede en afvikling af værnene i løbet af august. Men det varede dog lidt længere. Politiet var endnu ikke på fuld højde. Mange var mærket af deres ophold i koncentrationslejre. Der skulle fortages et hav af afhøringer. En af vagtværnenes opgaver blev at bevogte lejrene med tyske flygtninge. I begyndelsen af 1946 var der endnu ansat 400 mand i vagtværnene.
12.000 sigtelser
Politiinspektør Tage Agdal var leder af det såkaldte Krisepoliti fra maj 1942. Han forlod sin stilling i 1949, hvor der samtidig blev rejst intern kritik af hans ledelse under Edderkop -sagen.
Tænk at i 1947 rejste Københavns Krisepoliti sigtelser mod i alt 12.000 personer. I perioden mellem 1943 og 1951 blev 6.356 sigtet for at have overtrådt prisloven. Men havde brudt loven om maksimalpriser.
Uegnet til menneskeføde
Mange gjorde sig også skyldige i vareforringelse. Således foretog politiet uanmeldt kontrolbesøg hos en af landets største kødproducenter, A/S Houlberg. Firmaet have fremstillet en række produkter, der var så dårlige, at de var uegnet som menneskeføde.
Tysklandsarbejdere var også med i sortbørs. 1.000 danske arbejdere hos Folkevogns – fabrikken var med i en sortbørs – ring. De forhandlede levnedsmidler, som de på legal vis havde fået sendt hjemmefra.
Problem i Tønder
I julen 1943 sendte politimestren i Tønder en indberetning til Statsadvokaten for særlige anliggender. Soldater udstationeret i Tønder løste billet fra byens banegård til den lille grænseby Sønder Løgum alene for at indsmugle fødevarer.
Trafikken nåede i 1943 sådant et omfang, at der hele tiden opholdt sig tysk feltgendarmeri på banegården for at pågribe soldater, der var på vej ud af landet. Fra tysk side var det dog kun for at forhindre soldaterne at rejse uden at have fået orlov. I en række tilfælde afslørede politiet i Tønder, tysk politi, grænsevagter og soldater arbejde sammen med danske civilister om illegal udførsel af varer.
Ikke plads i fængslet
I august 1944 kunne Fængselsdirektoratet meddele, at 4.470 personer ventede på, at få afsonet deres straf. Der var simpelthen ikke plads i fængslerne. Derfor fik mange eftergivet deres straf.
Cheferne bag den sorte boks
Sagen mod Svend Aage Hasselstrøm startede i 1948, da journalist Anders B. Nørgaard i Social – Demokraten skrev en artikel, som hed Cheferne bag den sorte børs. Artiklen roste krisepolitiet for, at sortbørshandelen ikke fik samme omfang som i andre lande. Men artiklen sluttede med en kritik, der gik ud på, at det ikke lykkedes, at komme sortbørsens største bagmænd til livs. BT og Ekstrabladet havde allerede på det tidspunkt antydet, at et eller andet var galt i Københavns Krisepoliti.
Det var som et stort edderkoppenet. I spidsen var møbelhandler Linde, Hasselstrøm og Fede Ejnar. Men denne Ejnar blev senere uvenner med de to andre.
Hasselstrøm støttede familierne
Hasselstrøm understøttede familier, når sortbørshandlere, der arbejde for ham, havnede i fængsel. Og folk blev betalt for ikke at nævne hans navn.
Denne Hasselstrøm var i forvejen kendt af politiet. I slutningen af 1930erne solgte han spiritus til smugkroer. Desuden var han involveret i alfonseri og hæleri.
Først i 1949 blev han anholdt efter at have truet en politibetjent.
Det viste sig, at politiet tidlig i sortbørshandelen var involveret. Hasselstrøm var en dreven og snu fyr. Han plejede selskabelig omgang med ledende politifolk.
30 betjente var bestukket
De havde bestukket mere end 30 betjente. De korrupte politifolk var lige fra reservebetjente til en politiinspektør. Man havde kontakter inden for alle afdelinger i politiet. Det var også vigtigt at have kontakter hos Krisepolitiet. Og der var også knyttet kontakt til toldetaten. Linde havde sørget for tre motorbåde. Så var det betydelig lettere, at indsmugle guld, cigaretter, tæpper og spiritus. Ja selv biler smuglede de.
Grever og forretningsfolk med bugnede tegnebøger var også med. Hasselstrøm var den, der havde kontakter i underverdenen. Hele den danske forbryderverden vidste, at der fandtes en organisation, hvor de uden risiko kun få afsat deres tyvekoster.
Det viste sig, at politiet allerede i 1942 efter det store mærketyveri i Gentofte, havde en mistanke til gerningsmanden. Tyveriet havde en værdi på 200.000 kr. i sortbørs – handelen.
Et mord i Køge bugt
Sortbørsmanden, Rudolf Nicolai og hans ven Hjalmar Olsen var blevet myrdet på en skude i Køge bugt. En betjent fattede mistanke om sagen, men fik en næse af sin nærmeste chef. Jalousi og kompetencestridigheder var der masser af i politiet. Søfyrbøder Jørgensen, som var skipper på skuden indrømmede at have myrdet de to mænd. Men det er næppe den fulde sandhed. Officielt var sagen selvfølgelig opklaret.
Ikke velkommen hos Politiet
Social- Demokraten og deres journalister var ikke særlig velkommen hos politiet. Men efterhånden fik de mistanke til, hvem de korrupte politifolk var. Rapporter var forsvundet på mærkværdig vis. Folk, der var anholdte, blev på mystisk vis lov til at gå igen.
Hasselstrøm brød sammen
I første halvdel af maj 1949 brød Hasselstrøm sammen. Han erkendte, at have været Danmarks største sortbørsmand under besættelsen.
Efterhånden kom Linde også ind i sagen. Hans politi – venner holdt sig fra ham.
Rygterne gik efterhånden, en tidligere stadsadvokat og en vicepolitiinspektør skulle også være indblandet i sagen.
Hasselstrøms indrømmelser voksede fra uge til uge. Og snart var også Linde anholdt. Nu var også pludselig Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i spil.
Fhv. stadsadvokat suspenderet
Den 9. juli 1949 blev fhv. statsadvokat, politiinspektør Troels Hoff suspenderet. Hos Werner Best i hans tidligere luksuøse bolig i Rydhave fandt man to 12 – kilos guldbarrer til en værdi af 3 – 400.000 kr. Barrene lå skjult i en dobbeltbund i et garderobeskab. Man kan ikke bevise, at han har købt disse af Edderkopperne. Men det er sandsynligt, at han har gjort det på en eller anden måde.
Falske pund
Fra 1944 til 1948 var Danmark oversvømmet af falske pund. De var fremstillet i Tyskland. Gennem Linde var der sat for ca. 3 1/2 million kr. falske pund i omløb.
I affæren rejstes kriminel sigtelse mod 285 personer.
En sammenhæng mellem uopklarede mord
I maj 1945 blev der begået et mord på Gestapos guldopkøber, Poul V. Meyer, der under besættelsen var hårdt engageret i sortbørsen. Han havde forbindelse med den senere myrdede Rudolf Nicolai. Disse to færdes i kredse, der tangerede edderkopperne.
Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej interesserede Rudolf Nicolai en hel del. Et uopklaret mord i Vester Voldgade, hvor fotohandler Wladimir Pinskier brutalt blev slået ned har også en gådefuld sammenhæng med de andre mord. Og det er mord som Edderkopperne uden tvivl har været indblandet i.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med mordet på Peter Bangs Vej. Der har været meget mystik omkring denne drabssag, og der går mange teorier.
I baglokalet til fotografen blev der blandt andet omsmeltet guld.
Svend Aage Hasselstrøm døde i 1996, 84 år gammel.
Kilde: Se:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB Dengang indeholder 118 artikler om Besættelsestiden. – God fornøjelse
August 27, 2014
Dette er første del af Gentoftes historie. Navnet nævnes første gang i 1186. Rosbækgård bliver til Vartou. Den foræres væk til Almindelig Hospital, men brænder tre år efter. Der var en del møller ved Hvidøre – bækken. Og Hvidøre Kongsgård spillede en stor rolle under Grevens Fejde. Ibstrup blev senere til Jægersborg. Her holdtes overdådige fester. Zar Peter den Store var med til et jagtselskab på Jægersborg.
Vi har været her før
Vi kigger i en række nye artikler på området nord for Østerbro. Bevares, vi har været her før. Men egentlig har jeg ofte kørt ind til siden her i området, og spurgt mig selv – Hvad er nu det? I disse artikler vi jeg forsøge at besvare dette spørgsmål for mig selv og for jer, kære læsere.
Området har været bebygget i adskillige tusinder af år. Det tyder talrige oldtidsfund på. Og her har også været sumpskildpadder, vildsvin, bæver, urokser og elsdyr.
I Broncealderen har området mellem Hellerup og Vedbæk været tæt bebygget og den har strakt sig langt ind i landet til en strækning Lyngby – Søllerød. En af de bevarede gravhøje i området ligger midt i en villahave.
Nævnes første gang i 1186
Gentofte nævnes første gang i historien i 1186 som Gefnetofte. Vangede nævnes som Wemgethe omkring 1300, men det må formodes at de to landsbyer var jævnaldrende.
Måske var starten i Gentofte, en gård ejet af en storbonde med børn og trælle. Gentoftegård kommer i 1186 i ærkebispens besiddelse. Dette stadfæstes 10 år senere og er i Roskilde – bispens besiddelse helt til 1536.
I gamle dokumenter kan man også se, at kongen også var ude efter nye besiddelser i området.
I 1370 ejede buspen 10 gårde af forskellige størrelser i Gentofte og omegn. På det tidspunkt var Roskilde Kirkegods i Gentofte underlagt bispeborgen Hjortholm ved Furesøen.
Vangede er ikke opstået omkring en enkelt gård. Man må gå ud fra, at det er sket en fælles bosættelse. I 1370 ejede kirken kun to gårde i Vangede.
Den første trækirke
I Gentofte har det muligvis stået et hedensk gudehov, som måtte vige for en trækirke, som bønderne opførte. I dalen mellem Gentofte by og skovlandet mod nord, opstod Jepstorp. Senere i middelalderen nævnes stedet som Ibstorp.
Ude mod nordøst voksede landsbyen, Ordrup sig frem. Den rummede efterhånden 8 gårde. Ved Skovshoved gik bymarken helt ned til stranden.
Ordrup var også et kirkegods. I 1170 nævnes byen første gang, da biskop Absalon får overdraget en tredjedel af byen. Men i 1370 bar kirkens besiddelser dog noget skrumpet ind, da nævnes kun en gård. Denne var overladt til lensmanden på Nyborg, Henneke Moltke.
Midtvejs mellem Jepstorp og Ordrup lå Mellerup. Dette sted blev dog nedlagt i 1600 – tallet og lagt ind under Ibstorp. Fra ældgammel tid hørte sognet Gentofte til halvherredet Stokkelund.
Skovshoved nævnes i 1275
Skovshoved nævnes første gang i 1275. Og i 1370 findes følgende oplysning:
Skovshoved Fiskeleje har antagelig været en samling hytter eller boder, der stod tomme det meste af året. Antagelig har stedet kun været beboet i eftersommeren, når sildefiskeriet satte ind.
i 1498 nævnes Sancte Anne Kapel. Hvad stedet blev brugt til synes uklart.
En stor skat på Kongehøjen
Hvidøre nævnes i slutningen f middelalderen som landingsbro. Mystisk er også, hvem der havde nedgravet den gamle skat, som tre drenge fandt i 1777 i den gamle Kongehøj. De 1.650 mønter stammede fra Erik Klippings og Erik Menveds møntsted i Lund. Nogle enkelte tyske mønter var der også.
I 1507 erhverver Kong Hans en række gårde i Ordrup.
Hvidøre Kongsgård
I 1536 blev alle bispebesiddelser lagt under Kronen. Hvidøre Kongsgård har antagelig ligget i nærheden af Christiansholm. Kong Hans opholdt sig en del på Hvidøre. Det var også her, at en kun 14 – årig prinsesse måtte hvile sig efter en frygtelig stormfuld tur fra Belgien. Hun kom via Kattegat og Helsingør til Kongsgården.
Her samledes alt, hvad der havde titler, pragt, dragter og halskæder. Desværre silede regnen ned på den videre færd end til København, hvor den unge pige skulle giftes.
Den kongelige herold Franciscus de Medina sad kun på gården i kort tid. men i 1533 er det lensmand for den østlige del af riget, Anders Glob, der også blev lensmand på Hvidøre Kongsgård. Ja og stedet udgjorde en vigtig rolle i den såkaldte grevefejde.
Christian den Tredje opholdt sig ofte på stedet og udsendte breve og forordninger herfra. I den forbindelse blev også Hvidøre Kro nævnt.
Grevens Fejde
Christian den Tredje havde efterhånden taget magten over hele landet, han manglede bare hovedstaden. For Anders Glob betød det en lidt mærkelige situation. Han skulle hjælpe Grev Christoffer med landgangen af de lybske tropper. Disse tropper bekæmpede Christian den Tredje.
Anders Glob bevarede det gode forhold til kongen. Efter krigens afslutning i 1536 fortsatte han som rigets rentemester.
Livlæger som forpagtere
Efterfølgeren på Hvidøre blev den holstenske adelsmand Lyder Reventlow. Hos de kronede hoveder i Europa fungerede han som astrolog og læge.
Allerede to år efter var det den hollandske læge Peter Capitegn, der residerede på Hvidøre. Han fungerede som prins Frederiks livlæge. Til sidst havde lægen breve på fire gårde og kroen.
Så var det fra marts 1556 kongens livkirurg, Jacob Hasenbart. Men ak, han døde bare 10 måneder efter. Han efterfulgtes af professor og livlæge Jacob Bording. Han fik lenet med visse indskrænkninger. Det var ham, der lukkede den gamle Kong Christians øjne på Koldinghus. Efter 1560 blev Hvidøre lagt under Københavns len.
Hvidøre Kro
Hvidøre Kro bestod ind til 1573. Så længe den hørte under kongsgården, skulle kromanden yde lenets indehaver 10 læs hø.
Den sidste forpagter af kroen fik livsbrev på den uden afgift. Men han fik så det krav, at kroen altid skulle være velforsynet med øl og fødevarer.
Fire år senere blev bygningerne lagt under Kongsgården.
Flere møller
Her ved Hvidørebækken ved kongsgården lå en vandmølle. Den nævnes første gang i 1560. I 1570 bestemte kongen, at her skulle ligge en papirmølle. Men det gik nu langsomt med disse planer. Baltzer Klaus hed mølleren, og han skulle levere 50 ris godt papir om året. Men åbenbart er det sket noget. For i 1580 skriver kongen fra Koldinghus, at Andreas Hintzer indtil videre måtte beholde papirmøllen. Han måtte årligt få 150 læs fra Københavns skove.
I 1581 blev der givet ordre til at oprette en stampemølle ved siden af papirmøllen. Her tilberedte man skind. Forskellige familier var gennem årene tilknyttet til møllen. De måtte betale en afgift på 16 daler om året.
Christian den Fjerde ville gerne have møllen nedlagt fordi vandstanden i Mølledammen var en hindring for tørveskæring i Ordrup Mose. Men endnu i 1639 eksisterede virksomheden. På et tidspunkt blev den dog flyttet lidt nærmere til stranden.
Papirmøllens eksistens var dog kort. Senere kendes en kornmølle på stedet. Men den mødte i 1659 sin skæbne midt under svenskekrigen.
Rosbækgård
Mod syd dannede Rosbækken, der afvandede Lersøen en del af sognegrænsen. Ikke langt fra Rosbækkens udløb i Øresund lå en kongegård og en vandmølle. Møllen nævnes første gang i 1524.
Af hensyn til hovedstadens forsvar blev der lagt en dæmning over Rosbækken. Dette medførte en opdæmning af Lersøen. Derefter modtog Rosbækken kun vand Emdrup Sø.
Det var forskellige københavnske borgmestre der fik lensbrev på møllen.
Senere hører vi om begrebet Rosbækgård, hvor der bliver givet kro – bevilling. Tre store fiskedamme blev i 1584/1585 udgravet. Hele anlægget kostede den nette sum af 2.400 daler. Fra Kongevejen ved Emdrup blev der samme år anlagt en vej til Rosbæhgård.
I 1585 gæstede kongen sin nybyggede ejendom. Peter Kiøn fik brev på gården. En række regler skulle dog afholdes. I stalden måtte der således kun befinde sig kongelige heste. I de nordligste gemakker måtte Peter Kiøn dog godt have adelige logerende. Han måtte dog under ingen omstændigheder fiske i fiskedammene.
Vartou
Hans Dammtz, der havde været fisker ved dammene overtog stedet i 1590. Men inden da i 1586 på en rejse fra Frederiksborg til København havde kongen bestemt, at hans såkaldte jagtslot skulle hedde Waretho – det senere Vartou. Ordet kom fra det plattyske jagtudtryk Vare to – Giv agt.
I 1607 overdrog Christian den Fjerde gården til Almindeligt Hospital i et gavebrev. De tidligere hospitalsbygninger inde i København skulle bruges som tugthus. Men ak og ve, i 1610 brændte gården.
Ibstrup
Ibstrup var egentlig en kongelig jagtgård. Her blev indrettet et fuglefængeri. Men det var også herfra, at Tyge Brahe i 1576 fik en indbydelse fra kongen. Han skulle ufortøvet begive sig til ham. Om aftenen nåede han til Ibstrup. Kongen gav ham ved den lejlighed øen Hven i forlening.
Herredsfoged og storbonde Lauritz Knudsen fik fæstet Ibstrup. Herredsfogeden fik også placeret sin datter på en kongelig gård i nabosognet Mellerup. Så længe hun var ugift skulle hun ikke betale afgift. I 1586 indgik hun dog ægteskab med Staffen Nielsen. De fik livsbrev på Ibstrup.
Staffen Nielsen figurer endnu i 1603/1604 i regnskabet, men på et eller andet tidspunkt forærer Christian den Fjerde sit slot til sin dronning.
11 år for at ombygge slottet
Kongen havde i 1597 ægtet Anna Catharina, datter af kurfyrst Joachim Friedrich af Brandenburg. Hun skulle selvfølgelig have et ordentligt slot, men det tog 11 år at ombygge det. Slottet kom på mange måder til at ligne Rosenborg.
Kongen holdt mange ridderlige øvelser og gilder på Ibstrup. Det voldte lidt problemer med vand til voldgraven, derfor blev der anlagt en kunstig sø syd for Ibstrup. Hele vandforsyningen inkluderede også en dæmning over Hvidørebækken.
Gyldenløve bliver født på slottet
Kongen gik meget op i slottet og deltog selv i det praktiske arbejde og planlægning. På sine ældre dage bortforpagtede han dog slottet til slotsskriver på Københavns Slot, Peder Pedersen. Han fik en tre – årig kontrakt. Kort efter kongens død fratrådte han dog forpagtningen.
Den 7. april 1630 fødtes en kongesøn på Ibstrup, Ulrik Christian Gyldenløve. Moderen hed Vibeke Kruse. 28 år efter skulle denne Gyldenløve udmærke sig i krigen mod svenskerne. Her på Ibstrup boede også et års tid den svenske enkedronning. Hende ville kongen for alt i verden ikke have til København. Her blev også et russisk delegation på hele 70 personer modtaget.
Overdådige fester
I 1648 skænkede Frederik den Tredje slottet til dronning Sophie Amalie. Dronningen holdt nogle aldeles overdådige gilder på slottet. Her var hele Danmarks adel repræsenteret. Festerne blev afsluttet med dans til den lyse morgen.
I 1650 gik forpagtningen dog over til Hans Christoffersen Claudi. Og denne Claudi var særdeles barsk over for bønderne.
Pesten hærger
Pesten i 1654 hærgede også området. De første tilfælde viste sig i Skovshoved. En fisker måtte følge sine tre sønner i graven. I løbet af en uge måtte præsten i Gentofte i aktion 10 gange. Sommeren 1654 var udsædvanlig varm. Dette bevirkede bare at pesten blev endnu værre. Det gik værst ud over unge mennesker og børn.
Svenskerne huserer
Kun fem måneder efter den uheldige fredsafslutning i Roskilde gik svenskerne atter engang mod Danmark. Den svenske konge slog sig ned i Karlsstad, som han kaldte området omkring Brønshøj. For en tid slog han sig også ned på Ibstrup.
Ved Hvidøre begik en af de svenske lejesoldater voldtægt mod Ole Vævers kone. Da Ole Væver ville forhindre det, blev han skudt. Da den svenske konge hørte dette, foranledigede han, at vedkommende blev halshugget.
Den hollandske flåde sørgede for forsyninger til hovedstaden. Men det ville den svenske konge ikke finde sig i. Han ville forstærke belejringen af hovedstaden. Derfor begyndte svenskerne at nedbryde huse og gårde i omegnen. I Vangede blev 8 af gårdene ødelagt, mens det i Ordrup kun gik ud over en af gårdene.
I begyndelsen forsøgte dronningens foged på Hørsholm at forhindre, at svenskerne ødelagde Ibstrup. Men ladegården blev hurtig ødelagt. Og en del af slottes inventar blev nu også brugt som brændsel. Trods klager til svenskerne, fortsatte ødelæggelserne.
Mange bønder kom på grund af krigen i restance og skyldte Landegilde. Det var heller ikke rigtig noget at pante.
Det gik ud over skovene
Skovene i området havde også lidt skade. I den hårde vinter under den første svenske krig, udstedte kongen den 4. februar 1658 en forordning til lensmanden, at han ved Skovshoved skulle lade udvise et skovparti, som kunne:
Men også svenskerne tog for sig af skovene.
Dronningen kunne ikke mere bruge Ibstrup. Slottet var efterhånden meget medtaget. Mellem Furesøen og Geels Skov lod hun Dronningeborg anlægge.
Den flittige Henrik Ruse
I 1662 overlod kongen Ibstrup i forpagtning til oberst Henrik Ruse i syv år. Det var ham der anlagde Kastellet. Han forestod også opførslen af Dronningegård og Sophie Amalienborg. Ruse havde travlt, for han skulle også genrejse Ibstrup. Det lykkedes ham at få restaureret Ibstrup. Kongen overtog hele herligheden igen i 1665. Og Ruse blev kommanderende general i Norge. Han døde i 1679 som en meget velhavende baron Rysenstein i Holland.
Den administrative ledelse af Ibstrup blev lagt ind under Rigsmarskalen. I 1666 gik forpagtningen over til Jacob Fabricius.
Jægersborg Dyrhave anlægges
I 1670 skabtes Jægersborg Dyrhave. Ibstrup blev fremover kaldet Jægersborg. I 1695 gik kronprins Frederiks brud, prinsesse Louise af Mecklenburg – Güstrow i land ved Gyldenlund (det nuværende Charlottenlund).
Christian den Femte lod i sine første regeringsår Jægersborg Ladegård bestyre af en af kongens lakajer, Lavrids Eskildsen. Dette job havde han i en hel del år fra 1670 til 1676. Hoffet kom i så stor gæld, at kongen tilskyndede ham Rungsted Kro.
Frederik den Fjerde holdt jævnlig store fester på Jægersborg. I 1711 deltog zar Peter den Store i et stort jagtselskab på slottet.
Vi forlader nu området, men vender frygtelig tilbage med mere om Gentoftes Historie.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om områdets historie og andre ting omtalt i artiklen, Læs
Under København:
Under Østerbro:
Under Nørrebro:
August 27, 2014
Læs her om Brødskoven, Vangede Kilde og undersøgelse af denne. Svenskerne forsøgte at bortføre kronprinsen. Læs om fribytteren John Nordcross. De kongelige holdt store fester i området. Kongen havde fået for meget, og faldt af hesten. Slotsforvalteren holdt sine egne fester. Der skete meget omkring Jægersborg. Så havde kongen skrevet på et vindue, at stedet skulle hedde Charlottenlund.
Store jagtfester
Frederik den Fjerde holdt store jagtfester på Jægersborg, og Dronning Louise nød den skønne have.
Under pesten i København i 1711 var en del af kongens embedsmænd installeret her. Og efter den store brand i 1728, blev Livgarden – til hest og til Fods forlagt til Jægersborg.
Slotsforvalteren holdt sin egne fester
I 1706 blev Jægersborg Allé anlagt. Det var en bekvem forbindelsesvej mellem Jægersborg og det nye slot Gyldenlund, der lå ved den lille dyrehave nede ved Sundet.
Men ak alleen blev ikke vedligeholdt, og snart var den i en dårlig stand. Den var udelukkende anlagt for herskabets skyld. Først i 1829 blev den tilgængelig for offentligheden.
I sommeren 1722 boede Frederik den Fjerde med dronning Anna Sophie på Jægersborg. Slotsforvalteren tillod sig den frihed, at holde løsslupne gilder for mere eller mindre tilfældige venner. Han pantsatte også noget af kongens sølvtøj. Kongen kom efterhånden meget sjældent forbi.
Husene kunne falde folk på hovedet!
I 1730 var slottets tilstand særdeles ringe. Man var bange for sammenstyrtning. Det var dog Christian den Sjette, der skulle tage beslutning om slottets videre skæbne. Han besluttede at lade slottet ombygge for det beskedne beløb af 2.000 rigsdaler.
Den kongelige hofjægermester, Carl Christian Gram tog nu ophold på slottet. Kongen kom der ikke selv.
I 14 år boede Gram på slottet. Men åbenbart var ombygningerne kun sket meget nødtørftigt, for jagtbetjentene klagede over, at det regnede ned i deres boliger. I en indberetning rapporter hofjægermesteren da også, at husene var færdige til at falde Folk paa Hovedet.
Bønderne ville ikke have arbejderne indlogeret
Kongens redskaber var efterhånden blevet ødelagt af fugt. Man besluttede, at der skulle bygges en ny jægergård, og der blev bevilliget 40.000 rigsdaler til formålet.
Samtidig med dette arbejde var Eremitagen i Dyrehaven under opførelse. Det var meningen, at håndværkerne skulle være indkvarteret i disponible rum i den gamle jægergård. Meningen var så at de resterende håndværkere skulle bo hos bønderne i området, men det ville de ikke være med til. Så hele arbejdsstyrken blev indlogeret hos kromanden på Jægersborg.
Da bevillingerne var opbrugt i 1738 var kun trefjerdedel færdig. Det der var overflødigt af den gamle jægergård blev i 1739 solgt eller foræret til områdets bønder, hvis huse havde lidt skade ved et uvejr.
Christian den Sjette ville ikke bruge gården. Han forærede gårdens hunde til venner og bekendte. Jagtbetjentene kunne bevare deres løn, men skulle snarest mulig overgå til andet job.
Men i 1746 genindførte Frederik den Femte de store jagter. Jægergården blev igen brugt til formålet, og gården blev udvidet.
Da kongen havde fået for meget
I november 1760 havde kongen fået en for god frokost for da han skulle stige af hesten faldt han om. Og da han senere forsøgte at rejse sig for at gå, forværrede han situationen. Han gik i Stærk Besvimelse. Og først efter fem timer fandt man ud af, at sende bud efter hofkirurg Wohlert. Denne kunne efter et par uger konstatere, at der var indtrådt en forværring. Kirurgen havde en mistanke, om at kongen ikke rigtig fulgte henvisningerne. Han fandt også ud af, at der blev smuglet sprit ind til kongen. Nu talte kirurgen med store bogstaver til kongen. Efter fem uger kunne kongen forlade sengen. Kirurgen havde forlangt at kongen gik med krykker. Men stædig som han var, nægtede dette. Resultatet var da også, at kongen skvattede. Resultatet blev et brækket ben.
Under det efterfølgende lange ophold kunne kongeparret ved selvsyn mærke, at slottet trods restaurering var forfalden. I juni 1761 besluttede kongen, at slottet skulle nedrives.
Den initiativrige sønderjyde
Som erstatning for Rosenborg Dyrehave indrettedes i 1622 Kongens nye Dyrehave ved Skovshoved. En del af arealerne var allerede i 1617 indrettet til kaninpark. Også et stykke af Ordrup Bymark blev inddrevet.
I 1663 gav kongen sin kammertjener Jacob Petersen lov til ved Den lille Dyrehave ved Ibstrup at lade et værtshus indrette. Han fik bevilling til selv at brygge og at udskænke vin og fremmed øl.
Denne Jacob Petersen kom fra den sydvestligste del af Sønderjylland. Han havde været kammertjener for den unge Frederik Ahlefeldt.
Som medejer på kroen havde Petersen taget den kendte generalmajor, Henrik Ruse. Senere fik Ulrik Frederik Gyldenløve også andele i foretagendet. Bygningerne blev forbedret og der blev anlagt fiskedamme inde i skoven. Denne Gyldenløve var søn af Frederik den Tredje.
En stor fest i skoven
Skoven kom i folkemunde til at hedde Gyldenlund. I 1682 ønskede kongen at overtage det hele. Et lysthus var inden da, blevet opført af Gyldenløve. Antagelig lå det der, hvor Charlottenlund Slot kom til at ligge.
De kongelige forstod at feste dengang. Følgende kunne man således læse i månedsbladet Kjøbenhavns Postrytter i august 1702:
Inde i skoven var der en scene, hvor der blev spillet fransk komedie.
Fribytter – kaptajnen John Norcross
Allerede i 17 års alderen fik kronprins Christian overladt Gyldenlund. På stranden foran slottet blev der anlagt en landgangsbro. Og det var i den tid, da danske og russiske styrker skulle angribe Sverige. Zar Peter var i København med en mægtig styrke, men en dyb mistillid mellem zaren og kongen forhindrede den fælles landgang. Kong Frederik kunne i 1718 se de russiske styrker indskibe ved Gyldenlund Bro og sejle bort.
Men der foregik også andre ting ved denne bro. I sommeren 1718 foretog kronprinsen flere rideture fra slottet. Flere gange lå en båd med svenske matroser skjult under broen. Prinsens følge bestod kun af få personer, så det kunne let være gået galt. Aktionen blev ledet af den engelske fribytterkaptajn, John Norcross. Han opgav i sidste øjeblik sit forsøg, da en række skovgæster tilfældigvis kom forbi. Han blev anbragt på Bremerholm, hvorfra det lykkedes ham at flygte.
Fem år senere opsøgte han Frederik den Fjerde og tilbød ham, at tage zar Peter til fange. Han blev arresteret og kastet i Kastellet. Men herfra lykkedes det ham at flygte efter en fantastisk flugt. Han svømmede fra København til Hven. Herfra kom han til Skåne. Men det følgende år blev han genkendt af en dansk hverveofficer i Hamborg. Han blev atter sendt i Kastellet. Et nyt flugtforsøg var nær lykkedes.
Så gav kongen ordre til, at han skulle anbringes i et stort bur af svære egeplanker. Han sad der i 16 år, og forkortede tiden med at dressere hvide mus. I 1742 overførtes han til almindelig fængsel, hvor han fik tilladelse til at læse og skrive. Efter yderligere 16 år døde denne særprægede mand.
Charlottenlund blev navnet
Gyldenlund Slot blev nu ombygget fra grunden. Man brugte en masse materiale fra det gamle Københavns Slot. Dette slot var blevet revet ned for at give plads til Christiansborg.
Gyldenlund blev et lille slot, 42 alen i længden og 21 alen bredt. Men her var både orangeri og fiskedamme. I 1880erne blev det udvidet. På et slottes ruder skulle kongen have indgraveret:
Da englænderne kom i 1807, var de også i Charlottenlund. Skaderne, som de forårsagede udgjorde ca. 6.000 Rdl.
Folkeliv
Da Jacob Petersen blev traktør i Gyldenlund i 1663, skabtes der mulighed for folkeliv i Gentofte Sogn. Det var først og fremmest hovedstadens indbyggere, der tog del i dette. En omfattende kaperskole om sommeren startede inde fra hovedstaden.
Kilder i området blev anset for, at være helbredende. Folkelivet blev så livlig, at militæret blev sat ind for at skabe ro og orden.
En graver fra Trinitatis Kirke søgte Skt. Hans nat 1709 til Vangede Kilde for at søge helbredelse for tiltagende blindhed. Og hans syn blev i den grad forbedret. Det betød så, at folk valfartede til kilden.
Vangede Kilde
En indberetning skrevet af stiftsbefalingsmanden på Sjælland beskrev livet ved kilden i 1743:
Ikke desmindre hæfter dog denne Overtro endnu hos mange, og er det derfore intet rart at se syge Folk komme derhen, som enten to sig med Vandet at drikke deraf og dernæst med en slags særdeles Ærbødighed nærme sig Blokken og derudi nedlægge deres Gave, som bestaar ulige Tal af Penge, og naar Blokken aabnes findes adskillige skillinger, udi nogle 3 15 Skillingstykker og saa fremdeles.
Naar saadant er sked, tage de af Vandet med sig udien Flaske og begive sig strakx derpaa paa Hiemreisen, de fleste af saadanne syge, som ere kiørende, med Ansigtet tildækket, at de ikke kan se nogen. De øvrige Mennisker kommer der, som forommeldt er, at Sædvane og for at divertere sig i det grønne, og kan man og sige, at de ey heller ved saadan Divertissement forglemme de Fattige – Paa Mariæ Besøgelsesdag frequenteres ogsaa denne Kilde, dog ikke saa stærk som St. Hans Aften og Dag.
Lægen, John Chr. Lange havde foretaget undersøgelser af vandet i forskellige kilder. Han kunne også konstatere, at vandet i Vangede Kilde indeholdt et gulagtigt glaubersalt.
Bønderne i nærheden skiftede til at holde vagt i terrænet i kildetiden for at undgå en nedtrampning af græsset på engene omkring kilden.
En konkurrent til kilden
Snart kom en konkurrent i form af Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven. Men helt ind i Christian den Ottendes tid blev Vangede Kilde besøgt. Til sidst var det dog kun ungdommelige kildegæster, der morede sig med at snakke og synge, samt lade sig beværte af pandekager og røde snapse.
Brødskoven
Sydøst for Jægersborg strakte der sig i 1600 – tallet op mod Gentofte, en langagtig skovstrækning, der kaldtes Brødskoven. Da Dronning Sophie Amalie i 1650 blev ejerinde af Ibstrup fik hun som dyrehave udlagt Brødskoven. Denne blev benævnt som Dronningens Dyrehave ved Gentofte.
I 1860 lod Christian den Femte Brødskoven indrette til fasanhave. Fasaneriet bestod af to store og 22 små fasanhuse.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 27, 2014
Det var ikke let at dyrke sport – dengang. Moralbegreberne var anderledes. Og dengang var der klasseforskel. Sportens udøvere blev betragtet som en særlig race. På badeanstalter badede kønnene hver for sig. Pludselig viste en herre i Adamskostume sig. Vi kigger på et patenteret svømmebælte. Brydning blev ikke betragtet som sport, men det ændrede Bech – Olsen. Fodbold var for halvgale individer. Det var vigtigt at sports – damer på trick – cykel klædte sig rigtig. De fine skøjteløbere løb i Kastelsgraven.
En slags gøglere
Sportens udøvere blev betragtet som en mærkelig race. Omkring år 1900 ansås folk som dyrkede visse former for sport som eksklusive eller som en slags gøglere.
Sejlsport, ridning, fægtning og det nye mærkelige tennisspil var forbeholdt den egentlige overklasse. Den jævne befolkning og arbejderbefolkningen foretrak fodbold, brydning og boksning.
Sport bliver mere og mere vulgær
I 1898 hed det således:
Teksten har trods Overdrivelse, sagt Sandheden. Lad imidlertid baade Cyclesporten og Travsporten, Fodsporten og Atletikken være blevne vulgære, Ridesporten er det dog ikke helt endnu, og Rosporten og Sejlsporten bliver det vist aldrig. Hvor en Totalisator ikke har fundet Anvendelse, er Sporten først og fremmest Sport, ikke Geschäft, og af den Grund tiltalend og fin.
Cykelsporten starter
Ja cykelsporten startede ved omkring 1870. Da startede en sand Velocipede – feber i København. I 1880erne afløstes denne feber af en ny feber, Ordinary – feber. Dette apparat bestod af et kolossalt forhjul og et meget lille baghjul. Det var meget vanskeligt at komme op på den. En tysk håndbog angav 23 forskellige metoder til bestigning af dette apparatur.
Et godt råd fandtes også i et cykelblad, at hvis man havde fået for meget fart på, burde man styre efter den nærmeste hæk eller busk. Når man nærmede sig dette skulle man smække benene over styret. Man kunne på den måde slippe for større kvæstelser.
885 cyklister på Strandvejen
Efter en halv snes år kom så Safety’en med kædetrækket. Med den blev cyklen yderst populær, både til søndagsudflugten og som sportsartikel. I 1881 stiftedes Dansk Bicykle Club. I 1888 havde foreningen 200 medlemmer.
I 1882 blev det første cykel – væddeløb arrangeret i Tivoli. En sommerdag i 1891 kunne bomhuset i Hellerup registrere passage af 885 cyklister.
Ikke alle var lige begejstret for disse bicyklister. Således kunne man i datidens medier læse:
Sports – damer rider gennem byen
En Onkel skriver følgende:
I en senere artikel skriver den samme skribent:
Vigtigt, at klæde sig rigtigt
En læge advarede mod, at de talrige rystelser, som man fik, var skadelige. Andre mente dog, at det var ganske naturligt, at de unge damer cykler, og at tværtimod var sundt for dem med den motion. Andre mente igen, at de unge damer ikke behøvede korset, for at stive sig af, hvis de cyklede.
Det var også vigtigt, at klæde sig rigtigt på cykelturen for kvinderne, dengang. Således skriver et ugeblad fra 1897:
Byg et cykelskab
Og i diverse blade kunne man også se anvisninger på, hvordan man sad anatomisk rigtig i sadlen. Indgående anvisninger på, hvordan man lavede et elegant Cycleskab i entréen til at sætte maskinen i, når det ikke var i brug, kunne man også finde i bladene.
I Ordrup kørtes det første væddeløb i 1888. I 1892 overværede st stort publikum cykelklubben Cyklisten’s væddeløb på Traverbanen i Charlottenlund.
Da klubben havde fået sin egen bane ved siden af Tivoli, omtrent på Hovedbanegårdens nuværende plads, afholdtes i 1894 en stor konkurrence mellem heste og cykelryttere. Denne begivenhed blev overværet af 30.000 tilskuere.
Fodvæddeløb
Nu var det dog lige før, at Fodvæddeløbene kom til at overskygge Cykelvæddeløbene. Dette skyldtes nok hovedsagelig den 27 årige løjtnant I.P. Müller. Han var ubestridt mester på alle distancer lige fra en halv engelsk mil til ti danske mil.
På cykel blev der arrangeret landevejsløb f.eks. Sjælland rundt. Det var dog ikke tilladt at køre væddeløb på Strandvejen. Der skulle man – som det hed – staa af Maskinen paa de lovbefalede Bakker.
Mere fint med ridning
Cykelsporten fik flere og flere tilhængere, men alligevel var der mange, der betragtede den som mindre fin. Den tålte slet ikke sammenligning med Ridning.
Denne sport blev af det københavnske borgerskab anset for at være en nobel og ædel sportsgren. Det var en sund motionsform. Ridehuset på Christiansborg og Lørups Ridehus i Stockholmsgade var toneangivende i de velhavende kredse i Bredgade.
Men snart bredte hestesporten sig i alle samfundslag. Det skyldtes ikke mindst travsporten. I 1885 stiftedes Det danske Travselskab. De første løb afholdtes på en bane ved Lyngbyvejen.
I 1891 blev banen flyttet til Charlottenlund. På Eremitagesletten var der liv og glade dage indtil 1910, da den nuværende Klampenborg Væddeløbsbane i Ordrup Mose blev indviet. Kongefamilien var altid til stede med eskorte og firspand. På Neiiendams Væddeløbsrestaurant mødtes alle de fine.
Sejlsport
Det var vel det samme fine publikum, der som regel mødte op til kapsejladserne eller deltog aktivt. I en udtalelse fra 1901 forlyder det således:
Årets store begivenhed var Øresundsugens Kapsejlads. Den var oprindelig indstiftet af Dansk Forening for Lystsejlads (1866). Denne afløstes senere af Den Kongelige danske Yachtklub, der fik til huse på Langelinie.
Foruden sejlsport var der allerede dengang adskillige unge, som dyrkede roning – endog flere kvinder. Enkelte gik også til fægtning. ja mange spillede tennis, selv om kvindernes lange kjoler hindrede bevægeligheden.
Fodbold for halvgale individer
Derimod var det helt nye golfspil, en sport, der kun egnede sig for mænd. Det samme gjaldt fodboldspillet. Omkring år 1900 blev dette dog ikke dyrket af den københavnske overklasse.
Den allerførste fodboldkamp fandt sted på Rosenborg Eksercerplads i 1883.
I begyndelsen anså man fodboldspillere som nogle halvgale individer, der rendte omkring ude på Fælleden og sparkede hverandre op ad benene.
En af de største fodboldhelte var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 præsterede det kunststykke at score 10 af det danske landsholds 17 mål. Modstanderne, Frankrig fik kun scoret et mål.
Gymnastik – ikke populært i skolerne
Allerede i slutningen af forrige århundrede indgik i gymnastik og svømning i den højere skoles undervisningsplan, men det var ikke altid den store begejstring hos eleverne. Men mange vedblev dog med at dyrke gymnastik – for bedre at kunne fordøje de store middagsselskaber og fede spiser.
At mange kvinder dyrkede motion i 1880erne vakte i den grad anstød. Problemet blev livligt diskuteret på møder og i pressen. Det vakte i den grad forundring, at Hr. Paul Petersen kunne uddanne lærerinder, som havde forståelse for gymnastikken.
Afklædning i vandet
På kørebanen var der problemer. I pinsen 1884 begyndte den berømte og berygtede dampsporvogn at køre hver 12. minut fra Trianglen til Klampenborg. Ialt var der 10 dampsporvogne samt elleve åbne vogne. Tænk i pinsen blev der solgt i alt 34.909 biletter. Og tænk hos konditor Larsen, Østerbrogade 58, kunne man tilbringe ventetiden fra klokken 8 morgen til klokken 11 om aftenen. Mon ikke mange ventende har indtaget et stykke kage og en kop kaffe?
Men det der med dampsporvognene var ikke særlig populært. Men mon ikke mange blev transporteret til Tuborg Havn i 1886. Her optrådte den svenske svømmekunstner Akej i vandet. Han opførte afklædningsscener i vandet. Han kunne ryge, spise og hvile i det våde element.
Trods den store interesse for svømmesporten, så blev man forarget over at se unge piger i stramtsiddende svømmedragter optræde foran et stort publikum hos kaptajn Nilssons Søbadeanstalt på Strandvejen.
Johansens patenterede svømmebælte
Og når vi nu er ved svømmesporten burde vi præsentere Johansens patenterede Svømmebælte (1876):
Bæltet faaes med Bærereb (Underviisningsapparat for Begyndere), uden Reb (Selvøvelsesapparat for Viderekommende) samt i tre Størrelser: Nr. 1 (for Børn) med Reb 15 Kr. 50 Øre, uden Reb 10 Kr. 50 Øre, Nr. 2 (for Halvvoxne) med Reb 17 Kr., uden Reb 12 Kr. Nr. 3 (for Voxne) med Reb 20 Kr. uden Reb 15 Kr.
Fuldstændig Beskrivelse følger med ethvert Apparat.
Endvidere anbefales Bæltet til de ærede Familier, som selv have Badested, lige som Selvøvelses apparater anbefales som Sikkerheds – redskab for usikre Svømmere, der foretage Øvelse paa egen Haand.
Ordre til Provindserne med Postforskud
I.P.T. Johansen
Gymnastik – og Svømmelærer
NB: Ved min Svømmeunderviisning paa Hr. Engelbrechts Badeanstalt, Strandpromenaden Nr. 2. fra Kl. 6 til 10 Form. betjener jeg mig af Apparatet. Indmeldelse til Svømmeunderviisning modtages. Voxne undervises fra 6 til 7 form.
En solbrændt kvinde var ikke en dame
Både kvinder og mænd dyrkede som nævnt svømning, men ingen af parterne opfattede det som sport. Strandbade, for ikke at sige solbade var endnu ukendte. En stærk solbrændt kvinde blev ikke betragtet som en dame.
En herre i Adamskostume
Man badede på varme sommerdage for at blive forfrisket. Herrer og damer badede hver for sig. For dem, der ikke ville lade sig beskue i de kunstfærdige og upraktiske badedragter var der på badeanstalterne indrettet særlige aflukkede rum, afskærmet af markiser. Her kunne man bade i ensomhed og skjule sine yndigheder.
Det vakte stor rædsel hos kvinderne under Paul Petersens Svømmeeksamen, sa en herre midt under præsentationen dukkede op i bassinet i adamskostume.
Søslag om en bold
For svømmesportens udøvere var badeanstalten Helgoland i Svanemøllebugten i mange år et dejligt paradis. Det vakte stor sorg, da det endelig i 1932 besluttedes at lukke den på grund af badeanstaltens forurening.
Efter en svømmekonkurrence som Dansk Idrætsforbund afholdt på Orlogsværftets bedding i 1904 skrev en anmelder:
Anmelderen synes dog, at det var interessant at se:
Dagen efter blev også en Succes for den militære Blufærdighedsfølelse idet Hr. Krigsassessor Paul Petersen følte sig krænket over, at to unge Damer dristede sig over Vandfladen for at vise Publikum et par elegante Udspring. Denne Episode blev i alle Tilfælde Dagens mest opsigtsvækkende Vandgang.
En net lille fod
Kvinderne dyrkede ikke blot gymnastik og svømning. Mange af dem var gode skøjteløbere. Det krævede ikke de større investeringer. De dyreste skøjter kostede 2,50 kr. Man kunne få nogle almindelige jernskøjter for 1,50 kr.
De løb i deres almindelige tøj, dog uden at give afkald på deres uundværlige muffer. På skøjtebanerne vakte de ikke forargelse, men kun velbehageligt gys hos herrerne, når de faldt, og de lange skørter åbenbarede en net lille fod. Man var nemlig ikke forvent.
De fine løb i Kastelsgraven
Begge køn kunne være medlem af Kjøbenhavns Skøjteløberforening. Foreningen var stiftet i 1869. Oprindelig brugte man en del af Peblingesøen som bane. Men her var ret koldt og vinden susede igennem alt og alle. I 1875 fik en del af medlemmerne lov til at løbe på graven ved Kastellet. Her var læ og mere hyggeligt.
Andre valgte den mere fritliggende og større stadsgrav ved Tivoli.
Nu skal det dertil siges, at dem der løb i Kastelsgraven, var de mere fine. Det var fortrinsvis officerer og Bredgadekvarterets adel og diplomati med prins Valdemar i spidsen. Eller som medierne sagde dengang:
Om damernes tournurer fortaltes det sarkastisk, at de afbødede de fejl og fejltrin de begik, når de havde ladet sig lokke på glatis.
Ungdommen foretrak søerne
Næsten lige så fin var kanalen i Frederiksberg Have. Men hos ungdommen var søerne mest populær. Her var der god lejlighed til at unddrage sig vogtende mødres og tanters bevågenhed.
Og dengang var det trendy at løbe på skøjter med en tændt cigar. Det imponerede det svage køn, troede de unge mænd. Og specialcigaren El Indica kunne erhverves for 40 øre for seks stykker. Ville man imponere endnu mere kunne 100 stykker erhverves for 6 kroner hos Waldemar Soldath i Frederiksberggade.
Når der var fest på en af byens skøjtebaner med kunstløb, illumination og musik stod teatrene tomme.
At løbe på rulleskøjter var ikke ukendt, men det var nærmest en cirkus – begivenhed. I 1877 fik københavnerne gennem Cirkus Renz denne sportsgren at se.
Brydning ikke en sportsgren
Brydning blev heller ikke anset for en sportsgren, det sømmede sig for ordentlige mennesker at dyrke. Men alligevel var det en begejstret folkemængde, der hyldede den danske bagermester Saft, da han besejrede tyskeren Heister på Christiansborgs Ridebane. I de almindelige cirkusforestillinger var brydekampe et festligt indslag.
Hofbryderen måtte bide i græsset
Den helt store begejstring vakte Bech – Olsen. Brydekampen mellem ham og den tyrkiske sultans hofbryder, den frygtelige tyrk, Mehmisch var en københavner – begivenhed, der optog alle. Kampen fandt sted på en tribune i St. Thomas Have på Frederiksberg den 27. september 1896. Blandt tilskuerne var Georg Brandes. Det så ud, som tyrken ville vinde, men så tog danskeren sig sammen, og så måtte tyrken slippe sit tag. Kampen blev vildere og vildere, og publikum jublede. Tomme for tomme pressede Bech – Olsen tyrkens skuldre mod jorden. For første gang i sit liv måtte sultanens hofbryder bide i græsset. Begejstringen ville ingen ende tage.
Verdensmester
I 1897 besejrede den danske helt, den frygtelige græker Antonio Pierri og vandt det eftertragtede verdensmester – bælte. Magnus Emanuel Bech Olsen var oprindelig murer, men nu slog han sig ned som værtshus – holder. Hans mange sejre førte til, at hans beværtning blev meget søgt.
Cirkusdirektør
I år 1900 tog han på turné i Amerika. Efter hjemkomsten slog han sig ned som cirkusdirektør. I Bech – Olsens Cirkus ude ved Ladegårdsåen optrådte han selv med frihedsdressur – tyve heste i managen på en gang.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Østerbro:
Under Nørrebro: