Søgeresultater på "lers"
Dato: marts 30, 2020
Bispebjerg Hospital – dengang
Masser af besøg på Bispebjerg Hospital. Måtte smide bukserne. Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler. Heldig beliggenhed og heldig plan. Adgang til luft og lys. Mange stilarter. Andre patienter undgik psykisk chok. Operationsstuerne var femkantede. Rigt udbud af spiritus. Masser af tyveri. Ros i ”Ugeskrift for Læger”. Snart var der overbelægning. Tunnelsystem på 5,5 kilometer. Diskussion om størrelsen på sygestuer. ”Hospital – luksus”. En fjerdedel af det kommunale budget. Store udvidelser. Masser af børn boede på Hospitalet. Fornødenheder blev købt på ”Økonomien”. Tunnellerne var en yndet legeplads.
Mange besøg på Bispebjerg Hospital
”Den Gamle redaktør” har været her utallige gange. Ikke fordi han selv er speciel meget syg. Men det er nære pårørende. Til sent om aftenen har han ventet for at få afgjort om en person skulle indlægges eller ikke. I utallige timer måtte man hverken for vådt eller tørt. Og så sad man og frøs i venteværelset.
Man er så heller ikke særlig flink til at varsko om en person er blevet flyttet til en anden afdeling. Det finder man så først ud af, når man møder op.
Selv har jeg været der to gange. Den første gang var fordi jeg var kørt i et kommunalt hul på cykel. Jeg husker ikke noget før jeg vågner på Bispebjerg. Det var med politi og babu-babu. Efter et stykke får jeg vide, at jeg lå på Bisbjerg og at man havde kontaktet Rasmus i Århus for at høre om jeg et alkoholproblem.
Efter at have konstateret, at det ikke var alkoholproblem, men hjernerystelse og en tommeltot, der blev sat på plads, blev jeg sendt hjem med formaning om, at jeg ikke måtte sove selv. To dage efter holdt jeg et foredrag om Sønderjysk kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Jeg kunne ikke læse teksten.
Måtte smide bukserne
Anden gang var her selv, var efter at have mødt op hos min egen læge med alt for tykke ben. Jeg fik at vide, at jeg skulle skynde mig ud på Bispebjerg Hospital for at blive undersøgt for blodprop. Et forslag om jeg kunne cykle derud blev pure afvist. Det måtte jeg ikke. Der sad jeg så og talte med en patient, som nærmest havde en computer om halsen, og som han selv sagde, så kunne man finde ud af, om hjertet holdt med at slå.
Så fik man serveret både mad og drikke af en skøn sygeplejerske. Der var pludselig service på. Det skulle blive endnu bedre. For nu skulle pludselig smide bukserne for den skønneste overlæge, som jeg nogensinde havde set. Det var godt, at jeg havde fået målt blodtrykket. Nu var det heldigvis ikke blodprop.
Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler
Men vi skal tilbage til 1853. For det var kolera- epidemien, der var årsag til at Kommunehospitalet og 50 år efter Bispebjerg Hospital var bygget. Ja det blev diskuteret allerede i 1899. Det skyldtes udviklingen inden lægevidenskaben og den eksplosive befolkningstilvækst. Men hospitalet blev først indviet i 1913. Det var tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
Heldig beliggenhed og heldig plan
Hospitalet blev opført langt ude for bymæssig bebyggelse omgivet af åbent land og kolonihaver. Det var meget mørkt, når man skulle på aften – eller nattevagt. Tagensvej var mørk og ubebygget. Tuborgvej var omgivet af høje træer. I starten kørte sporvognen ikke helt herud. Og da den så endelig kørte helt herud, så var det altså kun hver anden gang. Det var længe imellem.
Man fandt at Bispebjerg var
Grunden var to en halv gange større som Kommunehospitalets. Det nye hospital skulle samtidig ligge tilbagetrukkent fra den senere Tagensvej, fordi man regnede med, at den ville blive meget trafikeret og støjende.
Adgang for luft og lys
Den 6. juni 1906 diskuterede man planerne. Her fastholdt man Fengers plan. Man mente, at et pavillonhospital var det mest formålstjenlige:
Lys, luft og grønne omgivelser var vigtige. De medicinske behandlinger var stadig begrænsede. Penicillinet kom først i 1940’erne. Men man lagde stor vægt på at styrke patientens immunforsvar med nærværende kost, lys og luft. Helheden skulle være indbydende og hyggelig. Haverne knyttet til de enkelte bygninger skulle være beskyttede, så patienterne kunne hvile sig i fred, ro og fred.
Mange stilarter
Det blev vel nærmest et nationalromantisk bygningskompleks af forskellige traditioner. Badebygningen var romersk arkitektur, kapellet var den italienske middelalderlig bygningskultur. Der var også dansk bindingsværk i højtliggende dele af bygningerne, hvorved konstruktionen kom til at virke lettere. Ja man kan også se det i forbindelsesgangen fra sygestuerne til operationsgangen.
Antallet af sengepladser blev forøget
Martin Nyrops forslag bestod af seks sygehuspavilloner med i alt 528 senge. Hver pavillon skulle have to etager med hver 44 sengepladser, der fordeltes på to stuer af 12 senge, to stuer af seks senge, to stuer af tre senge og to stuer af en seng.
Senere viste det sig, at 12 – sengestuerne var store nok til at rumme 16 senge. Man forøgede herefter forøgede man sengetallet til 52.
Andre patienter undgik psykiske chok
Opvarmningen var helt speciel. Der var riste ved gulvet og udtræk oppe ved loftet, hvorved man undgik træk. På væggene var der freskomalerier med motiver fra naturen malet af blandt andet Martin Nyrops datter, Ernestine.
I hver pavillon blev der indrettet eget laboratorium og et undersøgelsesrum, så man kunne undersøge en patient mere grundig i enerum så:
Operationsstuerne var femkantede
På begge sider er de to nederste pavilloner på samme side af trappepartiet indbyrdes forbundet ved en lang overdækket forbindelsesgang, der på grund af terrænets skråning fører fra første salen i forreste bygning til stueetagen i bagerste bygning. Fra midten af denne bro udgår en bygning til operationsstuer, så patienterne kan køres direkte til og fra operation.
Operationsstuerne var formet som femkantede rum med spidsbar hvælving af loftet, så eventuel fugtighed, der omdannes til dråber, ikke drypper ned på operationslejet, men løber ned på siderne.
Rigt udbud af spiritus
Under byggeriet blev alle opfordret til, at der herskede en god orden. Man måtte ødelægge andre håndværkers arbejde, der måtte ikke ske usømmelig påmaling på vægge eller forrettes nødtørft i bygningerne. Enhver, der måtte pågribes i uorden, vil uvægerligt blive bortvist fra arbejdspladsen.
På byggepladsen ved foden af Bispebjerg bakke blev det opført et såkaldt marketenderi, hvor byggearbejderne kunne købe mad, drikkevarer og tobak. En sodavand kostede 10 øre, en øl 11 øre. Mens brændevin, cognac eller rom kunne købes for mellem fire til seks øre. Så mon ikke der røg en del skarpe genstande indenbords i løbet af en arbejdsdag.
Der var i løbet af hele byggeperioden omkring 520 ansatte. Heraf var der 110 murerarbejdsmænd.
Masser af tyveri
En arbejder på byggepladsen i 1908 – 1909 havde en akkordløn på gennemsnitlig 68 øre i timen. Lønne var dog meget variabel og sæsonbestemt. Byggepladsen var på et tidspunkt præget af meget tyveri. Store mængder af byggemateriale forsvandt. Måske var det fordi, at det kun var materialer af højeste kvalitet, der blev anvendt.
Ros i ”Ugeskrift for læger”
Dette blev faktisk beskrevet i Ugeskrift for Læger i 1913:
Snart var der overbelægning
Omkring den ene halvdel bag dobbelte ruder, er en gang, hvor studerende og fremmede læger kunne overvære operationen uden at skulle klæde sig om. Der var fra begyndelsen opført to operationsbygninger, men kun den ene blev taget i brug straks, den anden først opført i 1927.
I dag anvendes de ikke mere til operationer men blandt andet til undervisningslokaler. I stueetagen under pavillon 1 blev der anlagt en røntgenafdeling med vægge, hvor der var indsat blyplader, og hvis vinduer var beskyttet med blyglas.
Tunnelsystem på 5,5 kilometer
Rundt om sygepavilloner findes køkkenbygning, kedelbygning, vaskeri, administration.
Kort tid efter åbningen af hospitalet var der fortsat en betydelig overbelægning, hvorfor man inddrog glasverandaen til sygestuer, hvor der kunne ligge op til otte patienter.
Der blev bygget funktionærboliger, apotek, boliger for kandidater m.m. Her lå også portnerbolig og meget mere.
I det nordøstlige hjørne blev der bygget kapel og patologisk institut. Omkring hele hospitalet blev der opsat et 2,2 meter højt gitter af jerntråd, som skulle støtte en opvoksende hæk af klippet tjørn.
Til at forbinde de forskellige bygninger blev under hele hospitalet indrettet et net af tunneller beregnet på den interne transport af patienter og mad og forsyninger til hospitalets afdelinger. Det er i alt 5,5 kilometer.
Diskussion om størrelser på sygestuer
Dengang i 1913 var der endnu ikke indrettet børneafdelinger. Så drenge blev lagt ind, må mandeafdelingen. Under planlægningen blev der diskuteret om sygestuerne skulle være indrettet til 12 eller til 20 – 30 senge. Fortalerne for de store stuer slog på, at de store sygestuer ville fylde hele bygningens bredde og derved ville patienterne få sollyset med helbredende virkning ind fra alle sider.
Men flertallet var imod. De holdt på, at gode lysforhold også kunne skaffes på mindre stuer. Patienterne foretrak mindre stuer. Det gav:
Det endelige resultat blev, at sygestuerne på Bispebjerg Hospital blev indrettet med 16 sengepladser.
Hospitals – luksus
Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev spørgsmålet om sygeplejerskens boligforhold drøftet igen og igen. Der var fortalere for, at de ikke skulle bo i tilknytning til afdelingerne, men i særskilte bygninger på hospitalsområdet. Når man havde haft en lang 12 – timers vagt havde man brug for hvile og fritid.
Andre opfattede opførelsen af særskilte sygeplejerboliger som en ren ”hospitalsluksus”, der havde sneget sig ind ved de moderne hospitaler. Sygeplejerskerne burde ifølge dem bo tæt ved patienterne, så de hurtigt kunne være hos dem.
Borgmester Jensen blev efterhånden træt af den evige diskussion, hvor sygeplejerskerne skulle bo. Han slog en gang for alle fast, at det måtte være en menneskerettighed for sygeplejersker som for andet hospitalspersonale, at de efter arbejde kunne få lov til at hvile sig i et hjem, hvor de kunne være for sig selv.
En fjerdedel af det kommunale budget
Den samlede pris på byggeriet, inklusive montering og opkøb af jorden beløb sig til mere end 10 millioner kroner.
Udgifter til opførelse af Bispebjerg Hospital svarede til cirka en fjerdedel af det årlige kommunale driftsbudget. Hospitalet kom op på 700 sengepladser.
Store udvidelser
Det var igennem 1920’erne og 1930’erne et stigende behov for psykiatriske og kirurgiske sengepladser i Københavns Kommune. I 1932 åbnede den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital med 151 senge. Snart begyndte byggeriet af den nye kirurgiske afdeling (F – Bygning 7) med 156 senge. I en ny røntgenafdeling stod færdig i 1942.
Allerede i 1942 bevilligede Borgerrepræsentationen midler til et nyt tuberkulosehospital på Bispebjerg Hospital, dog uden at bevillingen blev benyttet. Men fra 1956 startede byggeriet af Lersøpark – komplekset. Det blev også kaldt Lungepaladset eller L – bygningen.
Det oprindelige byggeri er i dag fredet.
Masser af børn boede på hospitalet
Mange af lægerne boede på hospitalet med deres familier enten i hovedbygningen eller på Charlotte Muncksvej, hvor en del sygeplejeboliger også lå. Herude var der masser af børn – vel omkring 40. Der blev gravet jordhuller bag tennisbanerne mod hækken til kolonihaverne på Tagensvej.
Der var også Borgmestersøen, den indgik i en lille mindepark for borgmester Jensen. Der var også Andesøen, der lå bag ved Afdeling E ved vandtårnet. Det var forbudt område, da søen var bundløs.
Ungerne var altid på opdagelse. Det gjaldt om ikke at blive opdaget. De fandt også ud af at se de døde. Under krigen blev der fyret med kul, koks og tøv. Madrester blev afhentet af en vogn fra Sct. Hans. Det blev anvendt til svinefoder.
Fornødenheder blev købt i ”Økonomien”
I maskinhuset var også et snedkeri. Her stod også en nødgenerator, der blev drevet af damp. Hospitalskøkkenet skulle under krigen lave mad til hele 2.000 personer. De mange familier, der boede derude kunne købe deres fornødenheder i ”Økonomien” Det var lige som en gammeldags købmandsbutik. Man brugte en kontaktbog, som så blev opgjort hver måned.
Hver fredag var der dampbad i bade – og massagebygningen for de funktionærer, der ønskede dette. Bademesteren var ekspert i at beskære folks kraftige tånegle med en kniv.
Tunnellerne var en yndet legeplads
Dengang var der faste besøgstider. Foran hospitalets indkørsel var der en iskiosk med Kaddara Is, en aviskiosk og ofte en blomstersælger. Nogle gange stod her en blind mand med banjo og spillede.
For børnene var tunnellerne en yndet legeplads. Hospitalet ligger som bekendt på en bakke, således at de langsgående tunneller skråner ned mod hovedindgangen. Man kunne få overordentlig meget fart på når man kørte nedad. Der stod kørestole overalt. Hvis farten var ved at tage magten fra en, kunne man trække i udløseren til benstøtten.
Undervejs ramte man de mange spytbakker der stod overalt dengang. Nogle gange gik det galt. Så måtte skadestuen holde for. Den var jo lige i nærheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler. Under kategorien Industri på Nørrebro (10 artikler) ligger artiklen. Artikler fra Nordvest. Her er en fortegnelse over 15 artikler fra Nordvest.
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (162 artikler) ligger bl.a.:
Under Andre Historier (48 artikler) ligger bl.a.:
Dato: marts 30, 2020
Ida Johnsen
Ida´s far var ”overførster” over de jyske skove. Hendes mor var baronesse Selma Henriette Dirckinck – Holmfeld. Moderen døde et år efter Ida’ s fødsel. Ida kom derefter til hendes moster på Tjele. Hendes far giftede sig igen. Hende brød Ida sig ikke om. Hun ville hellere bo hos moster. Lektier, broderi og det at strikke var ikke noget for Ida. Ida’ s farfar var en helt ved Sjællands ode i 1808. Vi får en historie om General de Meza. Der var sorg i Randers, da Dannevirke blev rømmet. Ide blev gift med en præst. Hun får arbejde i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg uden undervisning. Så kom hun på Almindeligt Hospital. Derefter gik det til Sundbyerne. Man sagde lidt fejlagtigt om hende, at hun var Danmarks første sygeplejerske. Der findes ingen mindesten om hende. Hun var klog, havde temperament og ”store skrivende evner”. Og så brød hun murer ned.
Ida Johnsen
Fulde navn: Ida Anna Helene Jessen født i Randers 1844, død 1924 i Kbh. Datter af Nicolai Jacob Jessen og Henriette Selma von Dirckinck-Holmfeld. Ida Jessen gift med provst Johan Vilhelm Johnsen (1837-1887) Ida Johnsens erindringer er trykt i “Memoirer Og Breve” bind 23 i 1915. Hun er vist sluppet ret nådigt gennem redaktionen. Til gengæld er også hun én af de kvinder, der har skrevet sine erindringer godt, og hendes liv er lige så usædvanligt, som hun selv.
Hun blev født Jessen og var yngst i en stor børneflok. Hendes fader, Nicolaj Jacob Jessen var overførster over de jyske skove og boede med familien i Randers. Hendes moder var baronesse Selma Henriette Dirckinck-Holmfeld, og Holmfeld’erne var kommet til Danmark fra Holland, da Napoleonskrigene gjorde livet broget i store dele af Europa.
Ida Johnsen blev født 26. marts 1844, hendes mor døde allerede året efter, og Ida kom til sin moster Idalia Frederikke Pauline Lüttichau på herregården Tjele, så hun voksede op som barn i de jyske bedre kredse.
Men hendes far giftede sig igen, med Caroline Wilhelmine Jessen, datter af en overkrigskommissær Jessen i Altona. Ida fik med hende en stedmor i ordets mindre lyse mening.
Men nøgternt set: stedmoderen kom til et hjem med mange børn, og en ægtemand, der jævnligt var på embedsrejser rundt i Jylland, og det tog tid dengang. Ida Jessen var et vanskeligt barn, og fordi hun hang ved sin moster, blev stedmoderen irriteret og skinsyg. Til det kom, at stedmoderen ikke selv fik børn.
Det, at en kvinde skal overtage en forgængers børn og selv ingen får, kan virke på flere måder. I sine erindringer skriver Ida Johnsen klart nok sit syn på sagen, men hun skriver det taktfuldt. Vi får dog at vide, at stedmoderen ikke havde begreb skabt om børn, og det er da troligt. Hun forstod i hvert fald ikke Ida.
Senere i livet, da Ida var noget nær voksen, var det på den anden side stedmoderen, der, som den eneste i familien, forstod noget af, hvad Ida ville. Men hele sin barndom var Ida ved siden af hjemmet. Skolekammerater og søskende mærkede det og sladrede om alt hvad hun gjorde af galt. Hendes synder var dog såre lyse.
Skolens lektier kedede hende bravt. Det kedede hende at strikke og brodere. Og hjemmets stil var meget gammeldags og stiv. Hver morgen måtte Ida stille til håndkys hos sin farmor og fik en lille moralsk præken for dagen.
I erindringerne fortæller Ida om slægten Jessen. Den stilige farmor Anna Margrethe Jessen, født Erichsen, havde som lille pige oplevet, at hendes far satte hende på en tjeners arm, fordi hun skulle ud og se Struensees henrettelse på Øster Fælled 1772. Det lyder for os komplet vanvittigt at byde et barn det syn, men det var stadig regnet for god opdragelse, somda livlægen Otto Sperling lod sin lille datter se Dina Winhofers få hovedet kappet af foran Københavns Slot på Frederik 3.s tid. Idas farmor fik endda opdragelsesmetoden i den helt korrekte stil: da Struensees hoved var faldet, fik pigen én på kassen, for at selve den lærerige og gruelige oplevelse skulle slås fast ved endnu et uventet helt overrumplende chok,
kombineret med personlig smerte. Det var dét, der hed en “huskekage”.
Idas farmor skulle for livet huske den uhyggelige henrettelse, og det var sikret i hendes sjæl ved lussingens ekstra chok. Så kunne hun heraf lære at opføre sig, så hun ikke en dag selv fik hovedet hugget af. Idas farmor døde 1845 i en alder af 81 år.
Idas farfar var Carl Wilhelm Jessen, helten fra Sjællands Odde 1808 – “De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav -“. Det var samme Jessen, der 1800-1801 ved De Dansk Vestindiske Øer, som chef for den navnkundige brig “Louge”, havde så djærve møder med englænderne, at kongen gav ham en æresabel af
guld. Sit sidste år var han igen på De Vestindiske Øer som guvernør, men døde allerede året efter at han var kommet til øerne, 58 år gammel.
Det bliver lidt væsentligt, fordi Ida Johnsen fortæller, som
familietradition, at han blev sendt til Vestindien efter intriger fra “fjender”, og at hans hastige død var et giftmord. At søhelten skulle være kommet så sørgeligt af dage, er vist uden hold i rimelige beviser. Det var almindeligt at mennesker døde hastigt på de dengang særdeles usunde øer.
Carl Wilhelm Jessen var ellers respekteret og afholdt, og Ida Johnsen fortæller selv historien om, at han en dag skulle til kongen, men så blev han set på gaden i fuld galla med en dyne under armen, fordi han på vejen skulle ind til en såret matros.
I 1901 blev Jessens jordiske rester og hans gravsten sejlet med skonnerten “Ingolf” til København, hvor han blev bisat i Holmens Kirke. På graven på St. Thomas blev 29. januar 1901 afsløret et monument.
Ida Johnsen, dengang Jessen, var på Tjele til hun skulle i skole. Så kom hun til Randers og var på Tjele i ferierne. Man fandt hende vild og uden pigelig ydmyghed, så hun fik ordre til at læse den meget moralske og opbyggelige bog “Florisanders Barndom i Vildfarelse og Ungdom i Uskyld”.
Hun synes bogen var god og lavede den til en komedie, som hun spillede med forpagtersønnen på Tjele som helt. Det var selvfølgelig rivende galt. Men på samme tid kom grundtvigske præster ind i hendes liv. Og så læser vi i dag med undren det kulturhistorisk mærkelige, at hun stjal sig til at læse i Det Ny Testamente og fik en lussing. Den bog var ikke for børn!
Klart og smukt, men også vemodigt skildrer hun sin unge usikkerhed. Ved en fest på Tjele traf hun slægtens gale baron. Han havde været på sindssygehospital i Vordingborg. Ved den fest var han med, men ingen tog sig af ham. Hun blev rystet ved at se hans fortvivlede øjne, og ville tale med ham, men fik det gjort håbløst kejtet – hun busede bare ud: “Var der rædsomt på Oringe?” Han blev afmægtig af raseri og hun styrtede væk.
Hendes vågne øjne så alt. Jylland fik jernbaner i de år, og de engelske ingeniører blev faste gæster i huset i Randers. Det samme gjorde general de Meza, manden der ikke tålte fugt og træk. Når hans vogn rullede for døren, kom hans tjener først op og spurgte, om alle vinduer var lukkede. Først i løbet af timer viklede generalen sig ud af halsklude og sjaler, men så skulle hans tøj til afdampning.
Der måtte ikke tales i det rum, hvor han skulle sove, for den menneskelige ånde gav damp. Det bliver for langt et sidespring her,
men generalen var ikke alene om den delikatesse. Tiden troede fuldt lægevidenskabeligt på, at fugtig luft var livsfarligt. En klog dansker som forskeren Peter Wilhelm Lund, der levede i Sydamerika, var endnu mere sart. De to tilfælde er ikke enestående, men nok lidt langt ude.
Alt det er skrevet og fortalt levende. Men en aften den 15. november 1863 ringede klokkerne i Randers. Frederik 7. var død. Krigen kom i december 1863.Rygtet om den danske sejr ved Mysunde satte liv i alle og skabte høje håb. Den 6. februar 1864 var der familiefest i huset. Ida kom med en gave – og traf alle tavse og lammede. Hendes far stod ligbleg støttet til
en stol. Danskerne havde rømmet Dannevirke. Det chok kom hendes far aldrig over, og vi kan i dag have svært ved at forstå, hvad “Dannevirkenatten” var, hvordan den føltes, og virkede, år fremover.
Der kom dansk kavaleri til Randers, og indkvartering. Så tysk, med generaler i huset, høflige og korrekte, men alt var fortvivlet og håbløst. Randers blev plyndret af tyskerne. Så kom der pludselig kontraordre, og alt plyndringsgodset blev smidt på markerne udenfor byen. Der kunne folk så selv hente det.
En nat vågnede Ida ved en dump larm i gaderne. Den blev ved. I tre døgn gungrede tyske ryttere over Randersbro op gennem Jylland, til overgangen over Limfjorden. Krigsmæssigt var den aktion helt unødvendig, men for tyskerne (preusserne) var krigen i 1864 kun en realistisk manøvre, hvor nyt materiel kunne prøves.
Idas far døde i 1866. Hun siger om krigens virkninger, at mændene blev kulturelt og religiøst grebne, mens kvinderne blev aktive og stilede mod frigørelse. Tolkningen er nok vilkårlig, men kan vel passe på de
kredse, som hun levede i. Hun fik selv en vild trang til at gøre noget praktisk og nyttigt. Også fordi hun vidste, at nu efter faderens død var hun tilovers i stedmoderens hus i Randers. Hun søgte plads som diakonisse.
Diakonissestiftelsen lå på Frederiksberg i Smallegade, tæt ved hvor den ligger i dag. At være diakonisse var smukt arbejde i religiøs ånd, men i de dage ikke noget for frøkner og damer af det bedre borgerskab. Folk var sikre på, at diakonisser måtte være piger, der havde en mørk moralsk fortid, de havde gjort “fejltrin”, eller måske rent ud begået en forbrydelse, som de nu sonede på den måde.
Forgæves prøvede diakonisserne at forklare, at piger af den art ikke kunne blive diakonisser – folk vidste bedre. Ida Jessen fik pladsen. Familien var rystet og regnede det for en skandale. Men hun havde evnen til at komme i kontakt med folk, hun traf mange søde mennesker, og de troede på, at hun mente det alvorligt.
Men nemt gik det ikke. Hun var klar over, at en krinolinekjole var ikke praktisk, men det spørgsmål løste sig. På stiftelsen skulle hun gå med en arbejdskjole af bomuld. Stiftelsen var i øvrigt dybt religiøst præget.
Ida Jessen vaklede på den tid mellem Grundtvig og Indre Mission, men det gav ikke de store vanskeligheder.
Forstanderinden tog venligt imod hende, men de menige diakonisser var i starten fjendtlige og skulle nok få den fine frøken til at fordufte. Hendes første job blev at skure hele gulvet i en sal. Hun havde aldrig i sit liv haft en gulvklud i hånden, men det gik. Lidt efter lidt blev hun respekteret. Arbejdet var strengt, der var ingen vejledning, ingen undervisning, og patienterne var mest nervesvage og sindslidende.
Imellem blev hun sendt ud i privat pleje, f.eks. til en departementschef. Hans søn havde skarlagensfeber og døde. En ældre dame havde tuberkulose i sidste stadium, vistnok også tyfus, i hvert fald fik hele stiftelsen
tyfus.
Ida Jessen mistede alt sit hår. Hun oplevede dødsfald, og de den gang så frygtede dødskramper. På egen hånd gav hun en dødssyg patient tre pulvere som beroligelse, imod doktorens ordre. Patienten blev helt slået ud, og da Ida Jessen var klar over, at hvis patienten døde nu, måtte hun melde sig som morderske. Men patienten overlevede.
Af doktor Hans Wilhelm Meyer fik hun nu en art uddannelse, nærmest i “første hjælp”. Så drog hun fra stiftelsen og ville være sygeplejerske. Hun søgte på hospitalerne. En af lægerne svarede, at for sit navns og sin families skyld burde hun ikke nedværdige sig på den måde. Hun søgte stilling i England.
Dr. Meyer skrev en varm anbefaling, men bad hende vente lidt. Danmark havde selv brug for mennesker, der ville præstere noget. Hun fik at vide, at på Almindelig Hospital i Amaliegade i København, søgte overlæge Ludvig Brandes kvinder til sygestuerne. Hun prøvede, og fik svaret: De er for ung, se hellere at blive gift! Men dagen efter fik hun igen brev fra overlæge Brandes (han var onkel til Edvard og Georg Brandes), at hun kunne komme næste dag. Så mødte hun overlægen, og han var et sjældent menneske.
Han førte hende selv til sygestuerne, store lyse rum siger hun, at hun var straks parat. Han mente, at hun lige skulle prøve i tre dage først.
Det danske sygehusvæsen var i en mærkelig stilling, på godt og mindre godt. Da klosterhospitalerne lukkede, efter reformationen, kneb det at få lavet et nyt hospitalsvæsen.
Hverken staten eller byerne ville ofre mange penge i sagen, i landsognene var det komplet håbløst, de syge tog Gud sig af, og gjorde han ikke det, var det vel hans vilje at de skulle dø. Det var et gudhengivent smukt og billigt syn på sagen.
Christian 4.s store planer med et rigshospital døde under svenskekrigene. Alvor blev det ikke, før Frederiks Hospital blev opført under Frederik 5. i årene 1752-57. Det var til gengæld efter tidens mål imponerende.
Bygningerne er i dag Designmuseum Danmark, og rækker fra Bredgade og Amaliegade. Til det kom Almindelig Hospital.
Lægerne var rimeligt på højde med tidens muligheder, men sygeplejen var ret ringe. Der var stuekoner og vågekoner, men de var ikke meget værd, en del af dem var fordrukne. Der var portører, og der var folk i køkkener og linnedstuer, men godt var det ikke, og ingen af alle de mennesker havde uddannelse af nogen art.
Ida Jessen tog fat, og blev mødt med dyb uvilje, både fra de fleste læger og fra det almindelige personale. Portørerne var grove og uforskammede imod hende, også da de en dag skulle bære en meget svær kvinde ned på spadserepladsen, hvor patienterne fik frisk luft. Hun havde en stor underlivssvulst, så hun var særlig tung og uhåndterlig. Portørerne plejede at være to om at bære, men nu nægtede de: hun var for tung. For Ida Jessen var det sejr- eller nederlag, for stuen var hendes. Men ude i Smallegade havde hun lært at bære.
Hun fik den svære kvinde på nakken og bar hende selv ned og ud i solen. Det imponerede portørerne, så med dem var der ikke mere vrøvl. Men der kom vrøvl med snavsetøjet, og meget andet. Doktor Brandes spurgte hende: har De været rundt og hilse? – Næh, det havde hun ikke tænkt på. Det gjorde hun så, på alle, stuekoner, linnedkoner, køkken, hele vejen rundt, og så var alt i orden.
Men så kom der vanskeligheder fra en uventet kant. Hun var i de år grebet af religion, også i usædvanlig grad, og hun holdt andagt på sygestuerne. Det blev standset, og hun fik en kamp. Men så blev hun selv helt lammet af sygdom. Hun var bevidstløs, vågnede, var borte igen, og det var alvor.
Pastor Frimodt kom, Dr. Brandes forbød ham adgang – hun skulle have absolut ro. Men den lille seje frøken vågnede af sin døs, og ord manglede hun aldrig: “Hvor tør De som jøde nægte mig som kristen at få sakramentet – De aner jo ikke, hvad det betyder for mig!” – og så besvimede hun igen.
Forholdet imellem jøder og ikke-jøder var i Danmark dengang et andet, end det siden var og til dels er i Europa under og efter Hitler, som hendes ord måtte virke stærkt. Hun blev rask – og forlovet, med teologisk kandidat Johan Vilhelm Johnsen. Dr. Brandes mente, hun nu burde tage sin afsked og blive præstefrue, der var sikkert nok at gøre. Det gjorde hun så.
Men den aften, hun tog sin afsked, gav Brandes hende et manuskript som erindring. Det var et lille symbolsk eventyr, skrevet af ham selv. Og så føjede han til: “Jeg skal sige Dem, jeg kan ikke mindes, at noget har bedrøvet mig som de ord, De sagde, den dag da jeg forhindrede at De fik sakramentet, og ytrede, at jeg som jøde ikke burde nægte Dem som kristen at få det.
Da alle disse mennesker var gået, gik jeg ind i mit værelse og græd som ikke siden min faders død. At netop DE kunne sige det. De som jeg har talt så meget med, forstod jeg ikke. De véd, hvor hele min sjæl hænger ved min nation og dens religion. De måtte vide, at det var som læge og menneske, at jeg måtte sætte mig derimod.”
Ida Johnsen skriver, efter at have skildret den scene: “Den gang gik det op for mig, at ingen anden i menneskeheden har kunnet frembringe Kristusskikkelsen, end netop jødefolket. “Ida Jessen blev Ida Johnsen. Både pastor Frimodt og overlæge Brandes var med til et gemytligt bryllup.
Og så tog hun fat på arbejdet i Sundbyerne.
Men bare præstefrue var hun ikke. Ved et selskab hos overlæge Brandes var hans nevø Georg Brandes med. Dagens debat stod om den engelske filosof Stuart Mills, og ved selskabet blev diskussionen levende. Ida Johnsen slog fast, at hun var særdeles imod tanken om kvindernes frigørelse. Alle brast i latter, og Georg Brandes sagde: “Jamen bedste Frue, De har jo frigjort Dem herhjemme, som ingen anden kvinde mig bekendt!”
Hun gik i gang med arbejdet for kommunal sygepleje. Det kom i skred ved bittesmå bidrag fra det fattige kvarter. Endelig tilbød den stedlige kommune uden henrykkelse at støtte sagen men en krone pr. dag pr. patient. Der var tale om en slags sygeplejestationer – og stor præstelig uvilje imod hele arbejdet. Det blev en sej og trist sag at køre frem. Hun var ellers ret uopslidelig, men hun rejste fra Sundbyerne med en følelse af at slaget var tabt.
Hendes mand, Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup sydvest for Kolding, siden provst. Her var religionen alvor på en bogstavelig og naiv måde, som hun aldrig havde troet mulig. Tre missionsfolk kom til hende: jo se, der blev snakket i sognet, at det var til forargelse, når præstens kone strikkede om søndagen.
Et sabbatkrav, som vi kender det fra humoristiske skotske noveller. Hun var også ved at le, men tog sig pænt i det: jo, hun skulle da gerne holde op, hvis de herrer ville lægge piberne væk og ikke ryge på de samme dage. De hellige mænd mente, at så hjerteløst kunne sabbatbuddet dog alligevel ikke tolkes, og alt blev som før. I løbet af kort tid havde hun vundet sin sikre plads i sognet.
Men hun havde heller ikke giftet sig med en mand, der “bare” var cand.theol. Han var heller ikke bange for at være den han var. På augustmødet i Askov 1881, hvor der var kommet 700 præster, vedtog de firs, den såkaldte “Askovadressen”, der blandt andet krævede præsteløftet ophævet. Den sendte de til regeringen.
Kultusminister Jacob Frederik Scavenius gav præsterne en alvorlig reprimande, fordi de havde sendt adressen til regering og rigsdag og ikke til ham, der var minister for det kirkelige. Den reprimande ville præsterne ikke finde sig i. Sagen gik til provsteret, og Askov sorterede under provst Johan Vilhelm Johnsen.
Underretten med provst Johnsen måtte i realiteten blive ham alene, og han erklærede at adressens tekst kunne man ikke dømme, da der var religionsfrihed i landet, men at der var kludret med “rette modtager” var “kriminelt”, da (men det sagde han ikke) i et bureaukratisk samfund bureaukratiet er væsentligere, end de sager bureaukratiet sysler med. Hans meddommere turde ikke følge ham, så hans votum blev “dissentierende”: frikendelse for teksten, bøde for at kludre med kontorvejen.
Det gav stort postyr i presse og i kirkelige kredse. Men Johnsen stod fast. Sagen gik til højesteret, der gav ham medhold. Dette for at nævne, at Ida var heller ikke helt kedeligt gift. Sent fik de en datter. Hendes mand døde ved juletid 1887.
Da hun i sin tid rejste fra overlæge Brandes beklagede han det og var ærgerlig: på grund af hende, og vel i håb om hendes hjælp, havde han arbejdet med planer om at få skik på et ordentligt sygeplejervæsen med
uddannelse. Det mente han, at han nu måtte lægge fra sig. Ida Johnsen er kaldt Danmarks første sygeplejerske. Kvinder i sygepleje kendes så langt tilbage vi
overhovedet véd rimelig besked, det gælder ikke mindst nonneklostrenes gode hospitaler op gennem middelalderen, i de katolske lande længere endnu.
Og det kan også siges at hun ikke blev i tjenesten så længe, hun brød af, fortsatte med et halv-håbløst forsøg i Sundbyerne, og så var hun ude af aktiv tjeneste. Alligevel – hun vakte bestyrtelse, forargelse og beundring, da hun på eget initiativ, imod familien og imod snart sagt alle, tog fat som diakonisse og sygeplejerske. At de tidligere vågekoner og gangkoner ikke var gode nok, ja ret elendige, var ikke deres skyld, men ingen tænkte på at gøre noget alvorligt ved den ting, før hun gjorde det.
Hun brød en mur ned, som selv de fleste læger ikke havde tænkt på at man burde fjerne, At lægernes uddannelse og dygtighed var i orden, det troede de ærligt talt selv var nok til at køre et hospital. Der skulle jo så bare tømmes potter og vaskes gulve og lagner og den slags.
Ida Jessen kom – og efter hende kom der flere, for der var slået hul i muren. Det har hun skildret med sine tre store kvaliteter: sin klogskab, sit stærke temperament, og sin store skrivende evne. Bag det hele lyser, ikke latter, men en stor og fin livshumor.
Vi har aldrig set et monument eller bare en plade, der minder om Ida Johnsen. Måske findes den et sted. Mange aner end ikke, at hun har levet. Vi har hyldet mænd, der var af ringere karat.
* * * *
Vi kan se hende i kirkebogen 1844, men desværre står der ikke, hvor familien Jessen bor.
I folketællingen 1845 står de ikke, men i 1850 findes de som boende Nørregade 2 i Randers.
Ida Johnsen er ikke i begravelsesprotokollen for Østre Kirkegård, som var den eneste i Randers Købstad på det tidspunkt.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1014/?fbclid=IwAR1LdifkVlUqezoCe9Rh0Yx9IpyM73c7_7-
ynvzjiXzf8m9luXXLTe2rKBE
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.537 artikler. I artiklen nævnes en del om De Slesvigske Krige og 1864. Kig under denne kategori her på siden. Den indeholder 33 artikler.
Pastor Frimodt nævnes også. Læs mere om denne under Nørrebro (286 artikler) her på siden:
Dato: marts 29, 2020
Eleonora Christine Tscherning
Eleonora Christine Tscherning er født uden for ægteskabet. Hendes far var kaptajn Lützow og moderen var husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Elonora blev gift med den senere krigsminister Anton Frederik Tscherning. Det var ham, der skulle bygge en dansk hær op i 1848. Dengang giftede man sig ikke under standen. En ugift kaptajn kunne heller ikke få en datter. I artiklen hører vi om ”Folketoget mod Christiansborg” i 1848. Vi hører også om møder med D.G. Monrad. Denne var på et tidspunkt ved at opgive Danmark og overlade landet til Det Tyske Forbund. Og så kom ministerfruerne med madpakker til deres mænd. Bolette kom til sidst i huset hos Eleonora og Tscherning. Men hun kaldte hende aldrig for mor. Eleonora fik efter hendes mands død en årlig tilskud på 1.000 Rigsdaler. Hun døde i 1890 og er begravet på Garnisons Kirkegård.
Eleonora Christine Tscherning Født uden for ægteskab 1817, død 1890. Datter af kaptajn Adam Tobias Lützow og husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Eleonora Christine gift 1845 med Anton Frederik Tscherning, han død 1874. Begge begravet på Garnisons Kirkegård.
I sine erindringer og breve, udgivet første gang i 1908 fortæller Eleonora Christine Tscherning livfuldt og åbent om forelskelsen i den senere nationalliberale krigsminister, medlem af den grundlovgivende
forsamling, Anton Frederik Tscherning, der i syv år vægrede sig mod hendes forslag om ægteskab, og giver et nærværende og kontant indtryk af de begivenhedsrige år omkring enevældens afskaffelse og krigen i 1848-1851.
Eleonora Christines fader var kaptajn i hæren, og i 1810 blev han flyttet til Helsingør. Han hed Adam Tobias Lützow og var født 1775, så i 1810 var han 35 år. Tre år før havde han gjort tjeneste ved forsvaret i København imod englænderne. Hans slægt var giftet ind i familien Tscherning, for den regel, at man giftede sig indenfor sit eget fag – det gjaldt håndværkere, bønder, lærere, præster, læger, officerer osv. – den regel virkede langt stærkere, end den gør i dag, selv om den stadig lever.
Slægterne Lützow og Tscherning var altså ikke fremmede for hinanden.
Tre år efter at Lützow var kommet til Helsingør, købte han et hus på Lappen, strækket i den ydre by, der rækker mod den nordlige kystvej og Hellebæk. Huset lå (og ligger) ved Marienlyst slotspark. (Lappen nr. 1).
Det er ikke stort, men for en ugift kaptajn var det stort nok. Gift var han ikke, men han fik lyst til at holde en ung pige, der kunne føre hus. Hun kom 1. maj 1816 og var anbefalet som god og solid. Hun hed Bodil Rasmussen kaldet Bolette og var født 1790 på landet udenfor ægteskab. Hun havde haft en ganske streng barndom, men hun var havnet hos sin morbror.
Han var skovfoged og “en retsindig mand”, skriver Eleonora Christine Tscherning. Hos ham var Bolette, til hun blev konfirmeret, så kom hun ud at tjene i gode borgerhjem, som det, der hed “raffineret pige”. Det var pigen, der kunne tjene i stuerne, og når der var selskab.
I Lützows hjem fungerede hun som husholderske, og så nydelig var hun, at hun ret snart skulle have et barn, som Lützow var far til. Men det siger noget kulturhistorisk væsentligt, og tegner hendes stilling i huset, at Lützow en aften sad i stuen og læste højt for hende, om Eleonora Christine Ulfeldts “Jammersminde”, og da Bolette hørte, hvordan Eleonoras mor, Kirsten Munk blev sendt væk fra Christian 4. græd hun, så Lützow trøstede hende med, at det skulle aldrig ske for hende, og hvis det barn, som de ventede, blev en pige, skulle hun hedde Eleonora Christine. De løfter holdt han.
Men en ugift kaptajn kunne ikke få en datter. Knuden blev løst af Bolettes gode morbror, der havde haft hende i huset, mens hun var barn. Så fantastisk det lyder for os i dag, gik den skikkelige skovfoged med til at lade sig skrive i kirkebogen som pigens far, så den ellers helt uberygtede mand nu stod noteret som far til sin egen ugifte nieces barn. Det er forklaringen på, at Eleonora Christine er skrevet ind i den
helsingørske kirkebog med efternavnet Hansen. Snart kom der i huset en søster til Eleonora Christine, og siden en bror. Men stadig kunne den brave kaptajn ikke være far til børn, når han var ugift, og slet ikke til sin egen husbestyrerindes, så når der kom fremmede, måtte pigerne smutte i skjul bag sofaen. Den blev rykket lidt mere ud fra væggen, da der skulle være plads til to. Eleonora Christine fortæller, at en dag kom én af hendes fars venner på uventet besøg, at hun akkurat nåede af fare ind under en vaskekedel af kobber.
Vennen halede pigen ud, tog hende på skødet, og sagde: “Lützow, hvorfor skjuler du dog den søde unge!” Men aldrig sagde hun mor til Bolette, og
heller aldrig far til sin far, han hed kun “Majoren”, for nu var han avanceret til major. Og så kom der i øvrigt gæster til huset, for han tog sig af et hold forældreløse børn.
Majoren avancerede igen, og familien rejste til København. Bolette ordnede salget af huset på Lappen – det gik for 3000 rigsdaler. Det siger, at Bolette var ikke helt dum og umælende. Eleonoras søster døde, og hun selv blev sat til at lære at sy. Det kedede den livlige pige over alle grænser.
Men vigtigere var, at nu mente Frederik 6. det var på tide, at hans major fik ordnet sine forhold, og så giftede Lützow sig med Bolette. Man kunne vente, at Eleonora Christine blev glad, fordi hun nu endelig havde lov til at vise, at hun havde en rigtig mor, men det var ikke det, der greb hende. Derimod var hun nu rigtig officersdatter og ikke mere et i luften frit svævende “uægte” barn.
Det mærkes, at den unge frøken går en anelse bagover af glæde og stolthed over at være helt med i det gode selskab. Og så traf hun sin fætter Anton Frederik Tscherning. Som nævnt var slægterne giftet ind i hinanden. Hun blev forelsket i ham, uagtet han var 22 år ældre end hun.
Han tøvede, og var i sine breve åben og reel.
Friere og mere lige ud, end vi måske ville tro, ud fra vor mening om “datiden”, forklarede han hende, at ægteskabet også spændte over jordiske elementer, og hun var så ung, at hun endnu ville være særdeles livsglad, når han som en midaldrende og ældre herre begyndte at svækkes i livskraft. Men hun ville ha’ ham. Og hun fik ham.
Imens fulgte hun hændelserne i København. Hun var dybt grebet af Frederik 6.s død (1839), men som en ret fast strøm kom der breve til hende fra hendes kære Tscherning. Han bad hende om at gøre noget ved den lyst, hun havde til at male. Tscherning var i øvrigt en ilter herre, der flere gange kom i vanskeligheder, ikke mindst netop ved Frederik 6.s død, hvor han røbede sine åbenhjertige meninger.
Eleonora Christine støttede ham overfor faderen, Lützow, der ikke var tilfreds med den unge officers uærbødige ytringer. Midt i det hele oplevede hun Christian de Meza, der var major i artilleriet. Sammen med en frøken Meier gik hun og de Meza ud for at se på klaverer, der var til salg. De Meza var hele sit liv hysterisk med sit helbred.
De kom til det første sted. Alle vinduer stod åbne. De Meza nægtede først, men styrtede så ind og lukkede vinduerne. Næste sted var trappen for stejl, luften dårlig, og klaveret lige så slet. Tredje sted vild forvirring og stegende hede. En tur ved søerne bagefter endte i, at han
svigtede og gik fra damerne, fordi han ikke ville have vinden i ansigtet. Og så videre – kort, muntert og godt skildret.
Det er i et brev til Tscherning, hun fortæller om “Folketoget mod Christiansborg Slot” 21 marts 1848. Hun skriver, at “da borgerrepræsentationen viste sig på rådhustrappen, tordnede et længe tonende hurra dem i møde, alle hoveder blottedes, og de 36 mænd vandrede gennem folket, også med blottede hoveder. De gik ad Vimmelskaftet, og sluttede sig efter dem seks og seks arbejdsmænd og herrer med hinanden under armen.
Over 10.000 mennesker anslås det til. Kongen var villig til alt, og en halv time efter samledes mængden igen her på torvet, hvor Lauritz Hvidt med høj røst råbte: “Det gamle ministerium er styrtet! Leve kongen! Leve det ny ministerium!” Så langt var vi altså, men inden i dag skulle det ny være dannet, thi i dag kommer deputationen fra Slesvig. I går hed det over hele byen, at Monrad og Hvidt skulle være ministre og Tscherning krigsminister. Damer kom kørende her i deres bedste stads for at gratulere mig og anbefale dem til min bevågenhed. Jeg forsikrede dem, at det var et rygte.”
Dagene var forvirrede. Tscherning blev krigsminister, og mens det trak op til krig med Slesvig-holstenerne, sad Eleonora Christine i hjemmet og spiste bollemælk sammen med deres logerende, den unge slesvig-holstener Dircksen, der var dybt ulykkelig.
Og så måtte ministerfruerne rende med kaffe og te og madpakker til de ny ministre på slottet, der i løbet af ingen tid skulle stable en hær på benene. Eleonora Christines breve om hændelserne i 1848 er mest skrevet til broderen Christian.
I sine løse dagbogsnotater er hun ikke bange for, hvad hun skriver. Hun kunne ikke udstå D.G. Monrad, og hendes skildring af et visit, som hun aflagde hos ham, er som en scene skrevet af en stor og fyndig dramatiker.
Monrad var først himmelsk elskelig og skamroste Tscherning. Så blev han mere og mere forbeholden og kaldte ham et rædsomt menneske. Endelig bad han fruen om at hjælpe ham med at blødgøre Tscherning.
Men hun er på vagt, og da hun opdager, at Monrad har baron Dirckinck-Holmfeld siddende i et andet rum, kalder hun nævnte (Holmfeld) intet mindre end “dette væmmelige kryb, denne øgle, hvis gift er løgn og løgn og atter løgn, dette menneske, som jeg foragter og afskyr, uden at han har tilføjet mig personligt, eller nogen som hører mig til, det mindste ondt”.
Naturligvis mener hun, at når Monrad omgås slige mennesker, har hun lov til at tale om “Monrads bleggrå øjne”, og spørge, “om det skulle være muligt, at der indenfor disse øjne kunne bo en virkelig sjæl”. Tscherning v a r vanskelig. Men hun vejrede, at Monrad kun skulle bruge ham, så længe krigen varede, og så ville feje ham til side. Hun er klog, men jævnligt meget skarp og kategorisk i sine meninger.
Alligevel virker det næsten altid, som om hun har argumenter at dække dem med, hvad man så vil mene om, at hun ikke pakker meningerne diplomatisk ind i ret meget. Hendes holdning til Monrad dæmpede og ændrede sig til, at i 1864 kunne hun ganske godt lide ham.
Alligevel eksploderede hun, da han i april kom til Tscherning og var overmåde lattermild, uagtet krigssituationen var den mørkest tænkelige. Monrad spurgte Tscherning, om man burde holde Als, og Eleonora Christine brød tavsheden voldsomt, med at spørge, om hæren nu skulle blive stående også dér (på Als) og lade sig slagte, som på Dybbøl? Monrad brast i latter og kom hen og lagde sine hænder på hendes skuldre: “Hør vor lille Frue har afgjorte meninger og militære kundskaber, men det må De stå inde
for, Tscherning, hvordan hendes idéer er!” Monrad gik, og Tscherning morede sig over, at hun havde røbet, hvad han mente.
Historien om hendes ordskifte med Monrad gik kredsen rundt, og hun skriver, at hun var harmfuld over den friskfyragtige måde, han opførte sig på i de alvorlige dage. Her tog hun nu fejl. Det er, også i historieskrivning, risikabelt, til tider ravgalt, at citere de agerendes replikker og vurdere dem efter pålydende.
Det er til tider perfidt, men det var hun aldeles ikke. Hendes harme var naturlig nok. Hun forstod bare ikke Monrad i den situation. Monrad var som politiker øverste ansvarlige i den håbløse situation. Han var så chokeret, at han en tid var rede til at opgive Danmark og lade landet melde sig ind i Det tyske Forbund, for at slesvigere og kongerigsdanskere ikke skulle skilles. Men han skjulte sin fortvivlelse under en lidt kynisk form.
Tscherning var politiker og bondeven. Det militære spillede ikke mere den store rolle for ham. Han blev kendt som manden, der hele sit liv var engageret, men også ilter, jævnligt på tværs, altid besværlig, men også altid ubestikkeligt reel. Og ægteskabet mellem de to blev båret af en aldrig vaklende kærlighed og gensidig respekt.
Eleonora Christine malede, men hun skrev også. Hun fik digtet nogle noveller. Dem ødelagde hun ved at arbejde for meget med dem, så de blev stive og døde, uden alt liv. Men det var igen et stykke særegen dansk kulturhistorie, for nu at springe lidt bagud i tid, at da Eleonora
Christines far generalmajor Adam Lützow døde 1844, tog hun og Tscherning hans gamle husholderske og hustru i huset hos sig, og dér var hun, til hun døde.
Men det kom aldrig så vidt, at Eleonora Christine kaldte hende mor. Hun var hele sit liv Bolette, også mens hun var i Tschernings hus. Og uagtet hun var lovformeligt gift med Eleonora Christines far generalmajoren, blev hun i køkkenet. Der var hendes plads, til hun døde 1865. Det siger ikke, at Eleonora Christine og hendes mand nægtede hende en plads i stuerne, som generalmajor- enke og Eleonora Christines mor.
Der var bare den orden i den ting. Bolette ville sandsynligvis ikke andet. Tscherning blev ældre – som han havde lovet sin lille kusine det, da hun var meget ung og forelsket. Han blev bitter, for tiden løb fra ham. Han var en fortidslevning – han, der ved Frederik 6.s død havde sagt, at når de danske officerer foragtede deres døde konge så dybt, kunne de lige så gerne åbne hans kiste og spytte i den – en replik der blev fordrejet til, at det var ham, der ville etc. og foreslog kollegerne at gøre det samme.
Det gavnede ikke Tschernings chancer for avancementer i Danmark. Den Tscherning, der i 1848 skabte en dansk hær ud af ikke ret meget. Som kunne snakke Frederik 7. til rette. Som ikke forstod hvad brygger J.C. Jacobsen mente med at videnskaben kunne gavne industrien. Manden som altid sagde præcis hvad han mente, om det så gavnede ham selv eller ej.
Én af de førende mænd i grundlovsrøret 1848-49. – Han døde i 1874, allerede mere end halvglemt. Han følte det og var trist. Hans hustru trøstede ham. Hun var så meget yngre end han. Hun malede, og hun skrev noveller. Og så lå der efter hende en bunke noter og dagbogsblade, som hun nok havde haft tanker om at skrive til virkelige, smukt pudsede erindringer.
Det fik hun heldigvis ikke gjort, for så havde hun vel myrdet teksten, som hun kvalte sine noveller. Som vi nu har hendes tekster, som notater, dagbogsstumper og breve, har vi hende selv, utrolig frisk og levende.
At man, ud af det hun skrev, kan hente citater og enkelte malende detaljer af tidens historie er det mindste af det, menneskeligt set.
Hovedsagen er hende selv. Hun så og hørte meget. Politisk snu eller klog var hun ikke, og hun hverken ræsonnerer eller filosoferer. Hun skriver umiddelbart og ærligt, lige ud, heftig som Tscherning var det, men på en lidt anden manér. Kvindesagen, der gryede på den tid, interesserede hende vist ikke meget. Hun var den, hun var, og aldrig lykkedes det nogen at få hende til at tie, når det passede hende at tale.
Hun havde sin skrivende evne, båre af et flydende, præcist, klart og myndigt dansk. Og hun havde ikke alene en levende sans for dramatik, følelser, stærke stemninger, situationer, mennesker, harme, sandhed og løgn – hun havde en stilfærdig, men meget stærk, ja næsten bærende sans for humor.
Hun fik som enke resten af livet 1.000 rigsdaler i årpenge. Hun dør i 1890, 73 år gammel.
Hun er sammen med sin mand begravet på Garnisons Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1261/origin/170/?fbclid=IwAR3BtQgI-
AFDo0TkVLcHNoryqUHnfoThlgdovTJTMjOY46HZTrQ82dxv_-o
Dato: marts 28, 2020
Baronesse Christine Stampe
Hun voksede op med fransk og tysk. Allerede som 15 – årig stod hun uden forældre. Hun var interesseret i kunst og blev gift som 23 – årig med baron Henrik Stampe. Syv år efter arvede hun baroniet Nysø ved Præstø Fjord. Hun måtte selv tage sig af gods og have. Fru Stampe åbnede huset for datidens kunstnere, forfattere og forskere. Her kom Grundtvig, H.C. Andersen, Marstrand m.m. Thorvaldsen kunne heller ikke sige nej til invitation. Fru Stampe blev en slags ”moder” for ham. Hun ryddede op i hans m.m. Familien tog med ham til Rom i 1841. Den 24. marts 1844 spiste han sammen med andre kendte hos Fru Stampe. Han ville i Det Kongelige Teater. Han havde godt nok ondt i benet. En halv time efter fandt man ham død på sin plads. Fru Stampe levede 24 år mere. Hun var en stærk, varm og frodig dame.
Christine Stampe født 1797, død 1868. Datter af præst Jean Marc Dalgas og Maria Franciska Dalgas. Christine gift 1820 med Henrik Stampe, han død 1876. Hun død på Nysø, begge gravlagt i Præstø.
Fru Stampe, eller baronesse Stampe, blev født i Fredericia 20. april 1797 og fik i dåben navnene Christine Marguérite Salome Dalgas. Hendes fader var reformert præst, især for de franske emigranter i Fredericia, og i præstehjemmet var sproget fransk. Præstens hustru var tysk, og der var også fra hjemmet tråde til England.
Christines barndom faldt før skoleloven af 1814, det skel i dansk kultur, som vi stadig må nævne. Hun voksede op med fransk og tysk. Undervisning i dansk fik hun ikke. Hendes senere danske sprog er ikke meget mærket af tysk og fransk, men som hun skrev det, virker det lidt hjemmelavet, og hun stavede ikke godt. Alligevel er det hendes skrevne erindringer, der har sikret hende en plads i dansk hukommelse.
Allerede da hun var 15 år gammel, stod hun uden forældre, og hun kom til sine brødre i Italien. De var handelsmænd, den ene i Livorno, den anden i Napoli, og de var levende unge mænd, der ikke bare havde penge i hovedet. Deres hjem var åbne, og mange danske italiensfareren mødtes hos dem. Igen var Christine Dalgas havnet i en meget levende verden. Hun var selv overmåde levende, hun lærte en masse, ganske vist stadig ikke at skrive dansk, men noget nær alt muligt andet. og hun blev interesseret i kunst.
Hun tegnede og malede selv, ikke noget banebrydende, men kønne små ting, og på den tid måtte en kunstinteresseret dansker i Italien naturligvis sværme for Thorvaldsen. I 1820, da hun var 23 år gammel, blev hun gift. I sin broders hjem i Napoli havde hun mødt den tre år yngre baron Henrik Stampe. Han var et elskværdigt menneske, desværre lidt smågal, men på den venligste måde.
Syv år efter deres ægteskab arvede han baroniet Nysø ved Præstø Fjord, og de blev herregårdsfolk, særdeles velhavende. Hun måtte næsten straks tage sig af hus og gods, for hendes mand kunne ikke passe noget som helst.
Mandens galskaber var ikke raserianfald, bare noget flygtigt i hovedet, og sære indfald. Han dyrkede sin sundhed, og han var ”fodsporter”. Da han engang ville til Rom, gik han derned og tilbage, sammen med sin
tjener.
En gang, da resten af familien kørte i hestevogn fra Nysø til København, løb han turen og kom først, fordi de andre måtte have et hvil i Køge. En sommermorgen med herlig frisk brise stillede han sig for åbent vindue nøgen op i vindueskarmen og dyrkede åndedrætsøvelser. Et par piger, der arbejdede i haven, kom til at le højt, og det blev han stødt over. Ellers var han altid stille og venlig og lod konen styre hus og det hele, næppe klar over, at der var noget at styre, og at det blev gjort særdeles godt af den med årene mere og mere håndfaste, myndige dame.
Der var liv i hende. Hun var vokset op i et vågent hjem i Fredericia, hun havde boet i lige så vågne hjem i Italien, og nu fulgte hun den mode, der var kendt i den nogenlunde civiliserede del af Europa, her i landet på enkelte herregårde, hos Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset, og hos salonværtinden Friederike Brun på Sophienholm ved Bagsværd Sø: Fru Stampe åbnede huset for tidens kunstnere, forfattere og forskere.
Grundtvig kom ind i kredsen i 1821, da han var i Præstø. Faste eller jævnlige gæster var kunsthistorikeren Niels L. Høyen, filosoffen Frederik C. Sibbern, fysikeren H.C. Ørsted, maleren Wilhelm Marstrand, arkitekten Gottlieb Bindesbøll, og af digtere Ingemann, Oehlenschläger og H.C. Andersen, så det ses, at de kom fra alle kanter af kunst og videnskab.
Det er blevet sagt, at samlingsstedet på Nysø mindede mere om Friederike Bruns på Sophienholm end om Fru Rahbeks i Bakkehuset. Både ja og nej.
I Bakkehuset var Fru Rahbek og hendes mand Knud Lyne på lige fod med digterne og hvem der ellers kom i huset. På Sophienholm, og på de herregårde, der holdt salon eller var interesserede i prominente åndfulde besøg, var der et trin mellem værter og gæster.
Ikke så det føltes grelt eller trykkende, men det var der: en overklasse tog imod. Vel var Fru Stampes hus en herregård, og økonomien ikke noget problem, men hendes form over gæsteriet var alligevel Bakkehuset nærmest, selv om allerede forskellen i husenes placering – Bakkehuset lige uden for København, hendes næsten elleve mil sydpå fra hovedstaden (ca. 80 km), så gæsterne kunne ikke bare drysse ind henad aften, som i Bakkehuset – selv om den forskel også måtte diktere en forskel i gæsteriet.
Men der var lige så hyggeligt på Nysø, intet med at nu lod herskabet sig underholde. Tonen mellem hende og gæsterne var helt afslappet. Gæsterne overnattede jo i reglen, til tider dage eller uger, og de kunne passe sig selv, der blev kørt ture, de gik i vandet (havbad var så småt ved at komme på mode), der var hyggelige frokost- og te- og middagsborde, aftnerne var der en vis familiær hygge over, det hændte at der var små fester, for eksempel familiens eller gæsternes fødselsdage, og Fru Stampe var en god værtinde, der især ikke plagede sine gæster med at spille krukket intellektuel.
Det var miljøet, som Thorvaldsen så gled ind i. Fru Stampe havde som ung oplevet Bertel Thorvaldsen i Rom og var blevet betaget. Det var hun ikke
alene om. Men i 1837 skrev Nysø-vennen Niels Høyen sit opråb om penge til Thorvaldsens museum, og Fru Stampe støttede ham ivrigt. Thorvaldsen havde testamenteret sine egne værker og sine store samlinger af kunst til byen København, hvis man fandt eller byggede et rimeligt værdigt hus, som det hele kunne være i.
Året efter kom Thorvaldsen hjem og blev modtaget med overvældende henrykkelse. Han fik bolig på Charlottenborg, men samtidig blev han erobret af det københavnske selskabsliv. Thorvaldsen kunne være
stejl, når det drejede sig om hans arbejde og om forretninger, han kunne fare op, hvis nogen for næsen af ham købte et maleri eller en tegning, som han gerne ville eje, men ellers var han godmodig og blid, og af
natur henrivende doven.
Nu lod han sig invitere, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at sige nej, uagtet det kedede ham over alle grænser. Tiden gik, dag efter dag, med at stupide mennesker plagede livet af ham. Hos andre, som der var mere mening i at gæste, kom han selvfølgelig også, det hele var bare
én ødelæggende pærevælling.
Men familien Stampe havde også en københavnsk vinterbolig i Kronprinsessegade. Nu slog Fru Stampe en klo i Thorvaldsen. Hendes første tanke var nok at sikre ham for det lille kunstnerhof på Nysø. Men hun var en praktisk dame, vant til at ordne og styre. Hun så, at den ugifte Thorvaldsen manglede sans for at skabe sig et hyggeligt hjem på Charlottenborg, og hun bed sig fast i ham.
Hun hjalp ham med at få hjemmet i orden, eller vist mere rigtigt: hun ordnede det. I 1839 lykkedes det at få ham ned til Nysø i ret lang tid, men han måtte tilbage til hovedstaden, og familien Stampe drog også ind for vintersæsonen.
1840 noterede komponisten Christoph Weyse det skønne sted i
et brev af 13. marts, om at han havde været til middag hos sin gode ven, admiral Peter Wulff, og dér kom selvfølgelig også “Madam Klatt og Kiempe-Elefanten”. Spøgen ligger i, at det år fremviste cirkusdamen Madam C.F. Klatt en indisk elefant for københavnerne. Vi forstår, at den københavnske borgerlige verden lidt misundeligt morede sig over at se Fru Stampe trække rundt med den skikkelige Thorvaldsen.
Men både Thorvaldsen og dansk kunst stod og står i dyb gæld til Fru Stampe. Thorvaldsen havde svært ved at komme i gang med arbejdet, efter at han havde forladt sit atelier og sine vante arbejdsvilkår i Rom. Det var en af grundene til at han bare lod alt ske omkring sig. Fru Stampe var interesseret i kunst, og i hans kunst, og hun var ærgerlig over at det store hyggelige geni gik rundt uden at lave noget. Hun fandt ud
af, at nu skulle der skabes kunst på Nysø.
Der blev lavet et atelier i hovedbygningen, og Thorvaldsen var ikke en krukket kunstner. Han kunne stadig præstere bare at sætte sig på gulvet og modellere, for at få lyset oven fra, og bruge modellérpinde, som
han selv havde lavet. Nu blev atelieret på Nysø rustet med det nødvendigste. Fru Stampe æltede selv ler og gik i gang med at modellere noget, som Thorvaldsen ikke kunne holde ud at se på, så han rettede det.
På den manér fik hun ham listet i arbejde.
Og så gik hun hårdt til ham: han skulle lave et selvportræt. Det havde han ikke lyst til. Hun blev ved. Der blev nu opført et atelier i haven – et grundmuret lysthus med ovenlys, så han kunne arbejde i fred, i hvert fald for andre end hende. Han kom virkelig i gang – med den kendte selvportrætstatue, der viser ham stående støttet til figuren af Håbets Gudinde. Den er skabt på Nysø.
Thorvaldsen modellerede jo sine ting i ler. Så kom “formerne” og lavede en form over leret, og i formen støbte de så figurerne og reliefferne i gips. Ved denne proces gik den originale lerfigur tabt, for leret blev
hentet ud af formen i klatter og klumper. Det ærgrede Fru Stampe, så hun tog igen selv fat og havde held til at hente smukke partier af leret noget nær uskadt ud af formene, hoveder for eksempel. Thorvaldsen
rettede lidt på dem, hvis de havde fået tryk eller mærker, og så lod hun ler fragmenterne tørre og brænde til terrakotta.
På den måde har vi fået en mængde små fine prøver på selve Thorvaldsens originale arbejde med leret. Af dem ses en del i Thorvaldsen-Samlingen på Nysø.
Thorvaldsen kom godt i gang, og på Nysø skabte han en lang række relieffer, men også andet, og hans Nysøperiode er én af hans frugtbare. Den minder om hans ungdom, for også på Nysø arbejdede han alene, uden staben af hjælpende unge mennesker, som i det store atelier i Rom. Og takket være baronesse Stampes erindringer har vi en række skriftlige billeder af mesteren i slåbrok.
Han stod gerne tidligt op og arbejdede, så han havde eftermiddagen og aftenen fri. De mange gæster var hyggelige, men oplæsning af egne værker var et af de ret faste punkter på programmet, og under det faldt
Thorvaldsen regelmæssigt i søvn. At han virkelig v a r kunstner ses allerede af den ene klare kendsgerning, at var der noget han ikke gad, så var det at diskutere kunst, for kunst var noget man lavede, ikke noget man sad og vrøvlede om til langt ud på aftenen.
Ved samværet på Nysø var det én af de hyggelige fornøjelser at drille Oehlenschläger lidt, for med hele sin troskyldigt retlinjede menneskelighed var han en smule naiv. Vi har i et glimt både den spøg og
Thorvaldsens lune. På én af de hyggelige aftner sad Grundtvig og filosoffen Henrik Steffens i en nok ganske saglig samtale, og så blandede Oehlenschläger sig i samtalen.
Thorvaldsen lagde sin hånd på hans arm og sagde bare: “Næ hør, ved du nu hvad! Når fornuftige folk taler, skal du sandelig tie stille! “Når Thorvaldsen ikke gad diskutere kunst, var Fru Stampe enig med ham. Han skulle ikke snakke, han skulle modellere. I timevis læste hun højt for ham, mens han arbejdede, og forholdet imellem dem blev hjerteligt.
Hun var uden tvivl i tidens smukkeste platoniske stil forelsket i ham, men forholdets karakter tegnes af det pudsige, at skønt han var sytten år ældre end hun, kaldte han hende “gamle Mutter”, og hun kaldte ham “den store Dreng”. Bortset fra fødselsattesterne har det også passet, for mens livet tidligt havde gjort hende moden, og hærdet til at ordne både sine egne og andres affærer, blev han, som så mange gode kunstnere, aldrig voksen.
Problemer var ikke hans sag. Når der på Nysø hen under aften var diskussion om, hvad man skulle lave, ville Thorvaldsen altid bare spille lotteri, ikke dristigt om penge, men som underholdning, noget i retning af at spille om pebernødder. Det var familiespillet “Gnav”, han holdt af.
Det krævede ikke spekulationer, man sad bare sammen og havde det hyggeligt.
I 1841 rejste familien Stampe med Thorvaldsen til Rom. Dernede skulle hans hjem og atelier ryddes, og alt, værker og det hele sendes hjem. De rejste i Nysøs rejsevogn med fire heste, og det blev et triumftog.
På hele turen holdt Thorvaldsen pudsigt nok Fru Stampe stramt til at skrive dagbog, så det er hendes (og hans) skyld, at vi ved god besked.
I alle byer blev Thorvaldsen modtaget som en fyrste, skibene på Rhinen sejlede forbi hans hotel med flag og salutskud, ingen kunstner af i dag vil opleve, hvad en kunstner var i første halvdel af 1800-tallet, i
romantikkens Europa.
Rejsen tog tid. I Rom skulle Thorvaldsen som sagt ordne hjemsendelse og opbrud. Under hele rejsen passede Fru Stampe ham som en søn. Hjemme igen kom alt i de vante baner. Thorvaldsen boede i København og på Nysø. Fru Stampe tog sig utrætteligt af ham. Men hun havde en rival.
Kunsthistorikeren Just Mathias Thiele havde også taget sig af Thorvaldsen, og han var hadefuldt skinsyg på Fru Stampe – så meget, at i sit værk om Thorvaldsens liv nævner han ikke, at Fru Stampe var med på den lange rejse til Rom. Ret skal være ret. Det var Thiele, der reddede Den Kongelige Kobberstiksamling, men det er en anden historie. Og det er hans fortjeneste, at da han kom til Rom, støvede han Thorvaldsens hus rundt (Thorvaldsen var i Danmark).
Thiele så, at det flød med tegninger og breve og noter, og i kælderen fandt han en tønde fyldt med Thorvaldsens gamle papirer. Alt det reddede han, og det er noget nær de vigtigste og eneste dokumenter til vor viden om ikke mindst den unge Thorvaldsens liv. Thiele skrev om Thorvaldsen og ventede kunstnerens taknemmelighed, men skriveri og gamle breve interesserede ikke mesteren.
Dyrkelsen af det store geni nåede ret hysteriske højder. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens og Fru Stampe kom i slagsmål om hans hår. Tjeneren opdagede, at mesterens hårbørste blev renset af ukendte hænder. Fru Stampe pillede de hvide lokker af børsten. Wilckens mente, at han som mesterens livtjener havde første ret, så han appellerede den vigtige sag til sin herre.
Thorvaldsen rystede på hovedet: “Samler I nu også på mit hår? Ja kan det interessere Dem, så værsgo!” – Der kendes en del medaljoner fra tiden,
med en “Lok af Thorvaldsens hår”. Man vil forstå, at de lokker er ikke alle klippet af mesterens hoved, en del er bare pillet af hans redekam. Han må have fældet kraftigt.
Efter Thorvaldsens død 1844 sloges Fru Stampe og Thiele om hans slangeformede guldring. Men mens det med fuld ret må siges, at Thiele har reddet store værdifulde samlinger af Thorvaldsens tegninger og papirer, var det Fru Stampe, der reddede Thorvaldsen.
Hun gav ham lidt i retning af et hjem – noget han egentlig aldrig før havde kendt. Hun var hans trofaste støtte, for han selv var næsten alt af denne verden helt igennem upraktisk. måske ikke lige i alt det der drejede sig om hans kunst, men ellers var han så nogenlunde åndsfraværende.
Sin sidste aften 24. marts 1844, spiste Thorvaldsen til middag hos Fru Stampe i København. Hun hentede ham på Charlottenborg, og de kom ret tidligt til det Stampe ‘ske hus Han var i godt humør, men han fik en lur på sofaen.
Både Oehlenschläger og H.C. Andersen var der til middag. Alt gik muntert, og Fru Stampe var som sædvanlig en god værtinde. Der var tale om at gå i teatret, men Oehlenschläger ville alligevel ikke, fordi det var blevet for koldt og glat. Thorvaldsen gik alene, og Fru Stampe var lidt urolig, for det var som sagt glat, og han havde lidt kludder med sine ben.
En halv time senere kom digteren H.P. Holst og fortalte alvorligt at Thorvaldsen havde fået ondt og var bragt hjem. Det var en skånsom måde at sige på, at Thorvaldsen var død, i sin stol i Det Kongelige Teater. Fru Stampe skyndte sig til Charlottenborg. Der var intet at gøre. For hende var det et frygteligt slag. Hun skriver: “Jeg saa ham hver Dag, til han blev begravet, og aldrig har man vel set et så skjønt og ærværdigt et Lig.” – Så skriver hun videre: “Paa Fingeren havde han en Ring, der tilhørte mig, han bar den kun for at give den Værdi for en Anden, jeg vilde give den. Jeg nænnede ikke at tage den af Fingeren, og vilde, at den skulde begraves med ham.
Dog Thiele lod den tage af hans Finger. “Fru Stampe levede endnu i 24 år, men det store kapitel i hendes liv var slut. Kun fem år varede det, fra
1839 til 1844, men i de år var hun med hele sin trofasthed og energi Thorvaldsens elskede Mutter.
Og så skrev hun sine erindringer, eller noter, der blev skrevet om til noget lidt mere sammenhængende, men aldrig sat helt i stil af hende selv. Hun skrev ikke om hele sit liv, kun om årene med Thorvaldsen i København og Nysø. Hun skriver praktisk og levner ikke Thiele ære for to skilling.
Heldigvis blev noterne aldrig sat i litterær form. De ejer hele hendes djærve friskhed, og partiske eller ikke, så tegner de levende de oplevelsesmættede dage, på Nysø især, men også i København. Papirerne var længe ukendte, men så dukkede de op. Barnebarnet Rigmor Stampe Bendix fik dem af lensbaron Holger Stampe-Charisius.
Hun har udgivet dem, og hun har lempet retskrivningen en smule,
fordi den nok i sin originale form kunne være morsom, og sproghistorisk værdifuld, men den ville distrahere en del læsere. Fru Stampes fyrige stil er ellers urørt.
Albert Repholtz – kunsthistorisk forfatter, udsendte i 1911 værket “Thorvaldsen og Nysø”. Rigmor Stampe Bendixs udgave af papirerne, “Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen”, kom i 1912. I de to værker er et kapitel i dansk ånds- og kunsthistorie bevaret, et væsentligt bidrag til vor viden om Thorvaldsen, men ikke mindst Fru Stampes prægtige selvportræt.
Ud af erindringerne lyser hun selv, som én af vore ikke talrige gode erindringsskrivere, en stærk dame, men også varm og frodig, et usædvanligt menneske.
Christine Stampe døde 5. maj 1868, 71 år gammel. Hendes mand lensbaron Henrik Stampe døde otte år senere 11. juni 1876, 81 år gammel.
De er begravet ved Præstø Kirke
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1610/?fbclid=IwAR01X0biL_WL88n1aWxxbZqCxmSLvtpAbblmhmlyY0A
USqmwpQVa264X0nA
Dato: marts 27, 2020
Johanne Luise Heiberg
Far og mor havde beværtningen ”Lille Ravnsborg” på Nørrebro. Johanne kom aldrig i skole. Hele livet måtte hun kæmpe med stavningen. Hendes mange breve blev senere kigget igennem af venner. Hun lærte at danse ved Regimentet i Aalborg, hvor hendes mor var økonoma. Som barn dansede hun på beværtningens borde på Nørrebro. Hun var særdeles velbegavet. Og med hjælp fik hun en lille rolle på Hofteatret. I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han øjnede hendes talent og fulgte hende. Mange var betaget af hende, men det var Johan Ludvig Heiberg, som hun blev gift med. Som professor-hustru skulle hun tiltales med Fru. Heibergs uægte søn var også meget betaget af sin fars unge hustru. Men Heibergs tid som teaterdirektør var en fiasko. Fire år efter hans død holdt hun op på Det Kongelige Teater. Hun adopterede tre børn fra Dansk Vestindien, men de bragte hende ikke videre lykket. Med hjælp fik hun udgivet sine erindringer. Hun ligger begravet på Holmens Kirkegård.
Hun er født 1812, datter af Christian Heinrich Pätges og hustru Henriette f. Hartwig. Johanne Luise Pätges gift 1831 med Johan Ludvig Heiberg. Han død 1860, hun død 1890, Begge gravlagt på Holmens Kirkegård.
Johanne Luise Pätges blev født 22. november 1812 i København. Hendes forældre var indvandrere i Danmark. hendes fader var vinpapper og traktør og hendes moder var en jødisk pige fra Frankfurt. Ægteparret drev beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård og boede selv i en sidebygning.
Fem år før Johanne Luise blev født, bombede englænderne København, og hendes far blev ruineret, som så mange. Han måtte klare sig videre i den fattige tid under og efter krigen, efterhånden med ni børn. Selv
gik han i stå, eller han havde måske aldrig haft det store initiativ, i hvert fald var det hans hustru, der havde ben nok i næsen og holdt alt gående, så godt det lod sig gøre.
I 1814 kom den store skolelov, der krævede, at nu skulle alle børn i Danmark undervises. Der kom ikke skoletvang, og det har vi stadig ikke, men alle børn skulle undervises, og gik de ikke i skole, skulle det
kontrolleres, at de privat lærte lige så meget, som skolerne krævede.
Det er almindeligt at tro, at undtagelserne var de rige børn, der fik privatlærere, men i de første ret mange år var det stadig i de jævne
og fattige lag det kneb, fordi de fattige ikke fik fat i, hvad det drejede sig om og var ligeglade, og det var i starten umuligt at skabe en rimelig kontrol.
Johanne Luise kom ikke i skole. Hele livet sloges hun med sin
barndoms forsømte undervisning. Hun kunne ikke stave. Om hun var ordblind, er vist ikke undersøgt grundigt. De mest banale ordblindefejl ses ikke i hendes tidlige breve, men sagen er vanskelig, for da hun begyndte at skrive breve, fik hun snart hjælp, så hendes brevkladder blev set igennem af gode venner eller hvem hun ellers havde om sig. Det var livet igennem pinagtigt for hende, fordi hun gerne ville skrive.
Hendes mor prøvede sig med at holde flere små beværtninger, hun havde middagsgæster i abonnement, og en tid boede familien i Aalborg, fordi fru Pätges holdt kantine for Jyske Regiment.
Her fik Johanne Luise sin beskedne debut som kunstnerinde. Regimentets stabshornist lærte hende at danse, selv om hun var en lille pige, hun var i Aalborg fra hun var fire til hun var otte. I 1820 vendte familien
tilbage til København, og otte år gammel kom hun ind på Hofteatrets danseskole.
Hendes mor havde om sommeren telt på Dyrehavsbakken, og det ser ud til at Johanne Luise allerede som barn optrådte, både dérude måske og i hvert fald i restauranten inde i byen, med en æggedans på billardbordet. Hun var flink på danseskolen, og hun fik barneroller i skuespil.
Hun var godt en halv snes år, da en af hendes livs mange “gode tilfældigheder” greb ind. Johan Gebhard Harboe var 24 år og havde en stilling som assistent på det kongelige klædelager. Han var en stilfærdig og nobel ung mand, og han opdagede Johanne Luise. Han blev rystet over at se hende danse på bordet for beværtningens gæster, og han begyndte at tage sig af hende.
Han lærte hende at læse, hun lånte bøger af ham, og han så at hun var særdeles velbegavet, bare komplet uskolet. Samtidig havde hun medvind på Hofteatret. Den 12. februar 1826 optrådte hun 13 år gammel sammen
med den 40-årige, elskelige skuespiller Christen Niemann Rosenkilde i den lille charmerende digteriske bagatel om Hans og Trine i Rosenborg Have.
I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han havde sin fars, P.A. Heibergs, let rørte hjerte, når det gjaldt meget unge piger, men han så også, at her var et talent. Han skrev næsten på stedet vaudevillen “Aprilsnarrene”, med en rolle til barnestjernen.
Det ser ud som en usmagelig fidus, sørgeligt kendt i teatrets annaler: har en skuespiller haft succes i en rolle, skal den arme bruges, og helst misbruges, i noget magen til, så succesen kan vrides helt tør. Det har ødelagt ikke få skuespillere. Her havde en barnestjerne haft succes som en lidt næbbet og frisk pige, der hed Trine.
Hovedrollen i “Aprilsnarrene” er den pige lagt ind i et lille let skuespil, med succesnavnet bevaret, for i vaudevillen hedder pigen Trine Rar. Heiberg var allerede på den tid en dreven teaterskrædder. Og galant. “Rar” betyder rar og sjælden, usædvanlig.
Men vaudevillen og Johanne Luise Pätges blev en succes, for vel er vaudevillen tyndbenet, men den er efter tidens mål kvik og frisk. Teatrets censor Knud Lyne Rahbek ville have stykket kasseret, for det var
meget uanstændigt at lade en lærer krybe ned i en kurv sammen med en pige-elev og lade kurvens låg lukke i nogen tid. Men stykket blev spillet og fik succes.
Johanne Luise blev flyttet fra balletskolen til skuespillet og fik 100 rigsdaler i årlig gage. Heiberg slap ikke sit talentbarn af syne. Han fulgte hende endda ret grundigt, for allerede sommeren 1826 havde han været på Dyrehavsbakken og skrev vaudevillen “Recensenten og Dyret”, og så godt kendte han nu familien, at han lånte Johanne Luises mors bakketelt, så det stod på scenen.
Men han var ikke alene om at have fået øje på hende. Skuespilleren Nicolai Peter Nielsen blev forelsket i hende, og hendes trofaste biograf, teaterhistoriker Robert Neiiendam mener, at det var de galante haneben, ret mange herrer opvartede hende med, der gjorde det muligt for hende allerede som 16-årig at spille Julie i Shakespeares “Romeo og Julie”.
Måske. Det lyder lidt som ældre litteraters forsøg på at finde diverse digteres “inspiration”, for at digtere måske simpelthen kan digte, har ikke alle litterater fået fat i. Jonas Collin blev hendes faderlige ven og hjælper, som han var H.C. Andersens, men mens H.C. Andersen var alene i verden og fik en art hjem hos Collin, var det ikke helt den form for hjælp, Johanne Luise Pätges havde brug for.
Og alligevel. Hun var meget ung og uerfaren. Hendes ridderlige ven og lærer Johan Harboe var blevet dødeligt forelsket i hende. Men i 1828 blev Heibergs festspil “Elverhøj” opført. Her spillede hun Agnete, og Heiberg havde smukt lagt et frieri ind i stykket, gennem ridder Ebbesens replikker.
Heiberg selv friede direkte til hende kort tid efter. Men selv om hun ikke havde sagt ja til Harboe, følte hun sig bundet og sagde nej til Heiberg. Hun var også stadig kun 16, mens han var 37. Så greb Jonas Collin stilfærdigt ind. Han var øverste leder af teatret, og han fik hende kongeligt ansat, så hendes økonomi var sikret, og så blev hun flyttet fra det fattige værtshushjem til violinisten Frederik Wexschall og dennes hustru skuespillerinden Anna Helene Dorothea Nielsen. Det hjem var nu ikke ganske stabilt.
Fruen blev senere gift med skuespiller Nicolai Peter Nielsen, der som sagt også var forelsket i Johanne Luise. Men hjemmet var ikke sprængt endnu på den tid, da Johanne Luise flyttede ind, og for hende var det en ny verden, et nyt og lysere liv. Der kom mange mennesker, og hun så, hørte og lærte meget nyt.
Johan Gebhard Harboe gled ud af spillet på en dybt tragisk måde. Han vidste, at hans forelskelse var håbløs. Alligevel elskede han stadig Johanne Luise. Men så kom der en bedrageri- og skandalesag i det kongelige klædekammer. Harboe havde intet med bedragerierne at gøre, men han følte sig mistænkt og begik selvmord.
Ikke med et ord, eller bare med en linje i et brev, antydede han, at hans ulykkelige kærlighed til Johanne Luise havde med hans selvmord at gøre. Alligevel måtte det virke overmåde stærkt på hende. Hun havde intet imod Harboe, hun skyldte ham så meget, og hun var så ung.
Så fulgte små hændelser, som vi ikke ser ganske klart. Heiberg boede sammen med sin mor, Thomasine Gyllembourg. Johanne Luise var en tid forlovet med skuespilleren Christopher Hvid, der var en venlig sjæl,
men temmelig stillestående og vist ret ubetydelig. Den trolovelse blev hævet, og så førte vejen af sig selv i armene på Heiberg.
Det vil sige: af sig selv – Heiberg var for taktfuld til at være påtrængende. Hele sit liv var han et sammensat menneske, sikker og veg, følsom og hård, skarpsindig og naiv, målbevidst og upraktisk. Bag i hvert fald en del af det, der bragte brikkerne på plads, mere end anes hans mor Fru Gyllembourg.
Sagt lige ud, så havde hun sat sig i hovedet, at de to skulle giftes. Og det blev de i juli 1831 De nygiftes hjem blev i Brogade nr. 3 på Christianshavn. Men alene boede de ikke, Fru Gyllembourg var med. Her har Johanne Luise allerede tidligt i sin selvbiografi en ret lang og frimodig passage om det krævende og uheldige i, at en ung nygift frue uden erfaringer skal bygge sit ægteskab og sit hjem op med en ret dominerende svigermoder i huset.
Så lød det fra Heibergs landsforviste far i Paris, at han var imod ægteskabet. Hans søn og en skuespillerinde!? Hun måtte da så i hvert fald forlade teatret. – Det gjorde hun ikke. Tværtimod fulgte nu slag i slag hendes sejre på scenen, som nationens fejrede og enestående skuespillerinde.
Heiberg passede på sin unge hustru. Dengang havde skuespillerinder og balletdanserinder et dårligt ry. Ikke helt uden grund, for i hvert fald næsten op til den tid var en del af dem ikke ganske småborgerlige i
deres livsstil. Deres gager var elendige, og piger der frimodigt udstillede sig selv på scenen, både som dansepiger og som elskerinder i stykke efter stykke, kunne næppe være sarte.
Det var en del af dem, men nogle var det ikke, og det var stof nok for sladderen. Det syn var ved at være ældet, men ikke ganske. Heiberg gjorde alt for at hæve sin hustru over al snak og despekt.
Det måtte være trist for den meget unge pige, at han forbød hende at sige ja til balinvitationer. Ingen kunne tillade sig at danse med professorens frue. Og hans manøvrer var ikke altid kloge, for som nævnt var han på en mærkværdig måde tit klodset og uden rimelig nøgtern tænksomhed, hvor meget han så svor til Georg Wilhelm Hegels filosofi. På teatrets plakater hed damerne enten “Jomfru” eller “Madam”, i
tidens stil.
Nu krævede Heiberg, at hans kone, som professorhustru, blev tituleret “Fru”. Sagen gik helt op til Frederik 6., der hovedrystende endte med at sige; “nå ja, så kald hende Fru”. At det ikke gavnede hende i forholdet til kollegaerne, ænsede Heiberg ikke, for hvad “Jomfruerne” og “Madammerne” mente, blev deres sag.
Det grelleste eksempel, nævnt her skønt lidt for tidligt: Heiberg blev jo en tid teatrets direktør. Skuespillere og skuespillerinder havde ikke deres egne påklædningsrum. Der var et rum for herrer og et for damer, og de rum var uhyre primitive, med toiletspand, og med huller i væggen, som herrerne havde boret for at kigge ind til damerne. Noget af det første Heiberg arrangerede som direktør var et særligt påklædningsrum til scenens førende skuespillerinde Fru Heiberg.
Hun v a r den førende, men igen var det både taktløst og kluntet gjort, og det var jo hende, ikke ham, der hver spilleaften skulle være stærkt
privilegeret mellem kolleger. Man mærker ikke i hendes erindringer, at hun selv har følt, hvor urimelige den slags ting var, og hvor meget de måtte skade hende selv. Heiberg havde lært hende, at “sligt” var hun
hævet over.
Hjemmet var stiligt. Heiberg ønskede en form noget over hvad han strengt taget havde råd til. Blandt andet holdt han i flere år en ridehest og fandt det åbenbart flovt at sælge den, og på den måde åbenbare at det
var en lidt for kostelig luksus. Tilfældet skænkede ham en smuk chance: I 1848, da krigen brød ud, lånte han ædelt det arme dyr til hæren. Hesten forsvandt sporløst. Han har næppe søgt efter den.
Hans unge hustru måtte tage i stiv arm, at han havde en søn udenfor ægteskab. Som nævnt i stykket om Thomasine Gyllembourg; med alle rimelige forbehold må det regnes for givet, at den unge Georg Buntzen (1816-47) var Heibergs søn. Han var Fru Gyllembourgs yndling, for han var jo hendes sønnesøn, det eneste barnebarn hun fik. I perioder boede Georg Buntzen hos dem, og ellers kom han der meget. Det gjorde ikke sagen lettere, at han blev vildt forelsket i sin fars unge hustru og led svare kvaler af jalousi imod sin far.
Sammen med det hører, at ægteskabet mellem Heiberg og hende var smukt og ædelt, men hun skriver selv, hvordan hun om aftenen til meget sent kunne gå hvileløs op og ned ad gulvet, mens Heiberg sad i et tagrum med sit teleskop og kiggede stjerner.
Og hun omgikkes sin mands uægteskabelige søn på den smukkeste måde, men selv fik hun ingen børn. Det var et sårbart punkt, og det blev en besættelse. Her er vi nødt til at nøjes med sladder og gætterier, for
hun skriver det selv. Hun kan en gribende historie om en ældre kone i Hellebæk, der havde givet afkald på sin søn for at tjene lidt penge som amme.
Historien blev af Fru Heiberg i erindringerne smukt formet, helt i
novellestil. Hun dvæler længe i den, mange sider, og det er hende selv der røber, at hun i smug strikkede tøj til de børn, hun aldrig fik, og købte små sølvskeer til dem, som hun gemte i sine skuffer. Hun forærede
ikke de ting til heldigere kvinder og til andre, virkelige levende børn, hun gemte sagerne som relikvier.
Alt hvad hun til bristepunktet rummede af indestængt og uforløst – det spillede hun så med hele sit rygende talent ud på scenen. I andre måder var hun stiv, hæmmet. Da operasangerinden Jenny Lind – kendt som “den svenske nattergal” gæstede København, kom hun ud til Heibergs i Søkvæsthuset på Christianshavn.
Det blev en sær visit. Fru Heiberg var i haven og så sig ikke i stand til at lave en kop te. Heiberg prøvede sig diskret, men nej. Det var ude hos skuespillerinden Anna Nielsen på Frederiksberg, at Jenny Lind blev modtaget med åbne arme. Her gik hun ud i den mørke aften og sang for de mange, der havde samlet sig foran huset, et stort og varmt øjeblik, som det er en glæde at læse om selv så mange år efter.
Men hos Fru Heiberg – nej. Var hun genert, kejtet, jaloux på den fejrede verdenskendte? Vel nok. For Jenny Lind var ikke på nogen måde selvhævdende, storladen eller hoven, tværtimod. Ved den lejlighed gik Fru Heiberg i baglås. Meget forståeligt, men det skete.
Lange træk af det Heibergske ægteskab står i et smukt og charmerende lys. Flere ferier var de på landet, en enkelt sommer lejede Heiberg et hestekøretøj og de kørte fra sted til sted på Sjælland. Det er et af de
mest overraskende og triste huller i hendes erindringer, at hun ikke gør ordentligt rede for, hvor de kørte, og hvad de så og oplevede – kun enkelte glimt der viser, at det skriveri kunne hun meget nemt have klaret.
Der kom splid på teatret, der skabtes en klike, så det hele sprængtes, og det er et klassisk kapitel i dansk
teaterhistorie, da udbryderholdet fra Det Kongelige Teater rykkede ind på Hofteatret, vist med grevinde Danner som ganske virksom hånd bag flytningen. Hun og Fru Heiberg havde været balletbørn sammen, men Heiberg og hans hustru var højt hævet over at ænse Louise Rasmussen selv i hendes ophøjelse som Frederik 7.s hustru.
Det er ikke teaterhistorien, der skal skrives her, men der skete jo også nyt rent scenisk. Unge skuespillere morede sig nu med, i selskaber, at gøre nar af Fru Heibergs diktion og hendes måde at sige replikker på.
En ny stil var på vej, hendes form var ved at blive forældet, og så det evige danske; hun var for stor, hun skulle dukkes.
Heibergs tid som teaterdirektør blev en fiasko, som han selv følte smerteligt. Fiaskoen skyldtes i høj grad hans mangel på praktisk sans. Mærkeligt nok kunne han i sine vaudeviller og andre scenearbejder meget
vel skildrer mennesker og give dem replikker. Men måske er de netop scenefigurer, noget flade.
Gang på gang røber han i hverdagen mellem mennesker en utrolig mangel på nerve for andre. Man må tro at han ikke ejede flair. Hans nederlag som teaterdirektør, den stilling som han troede sig skabt til, måtte virke stærkt på stemningen i hjemmet. Her forstår vi af hendes erindringer, at Heibergs stil og finhed virkede: hans skuffelse gik ikke ud over hans kone.
Et venskab i de senere år førte dem til Sølyst, til købmanden Johannes Theodor Suhr. Han var på den smukkeste måde betaget af Fru Heiberg, og han lånte dem sit sommerlyststed Bonderup i Midtsjælland. Han strakte sig så vidt, at huset skulle ændres efter deres ønsker. “Dog indenfor rimelighedens grænser”, sagde Suhr til arkitekten Ferdinand Meldahl, for igen: i sin uvidenhed om praktiske ting havde Heiberg såmænd bare ønsket, at alle vinduerne på første sal blev hugget ud og sænket, så han kunne se ud af dem, mens han sad og skrev.
Heiberg var ikke et frækt menneske, heller ikke dum. Men at hans lille ønske ville have kostet en formue og spoleret huset, har han ikke været i stand til at fatte. Men glæden blev kort. På Bonderup døde Heiberg i 1860, 69 år gammel.
Fire år efter spillede Fru Heiberg for sidste gang. Helt klart siger hun ikke hvorfor. Der var tale om en resignation. Vel regnede en del unge hendes stil forældet, men det kan ikke være den stærke grund, for hun arbejdede videre som sceneinstruktør. Måske har hun forstået – vi ved det ikke, men måske – at hele hendes ry, hendes sceniske kraft, hvilede på en erotisk udstråling, ikke i vulgær eller plat forstand, men det var det erotiske element, der havde båret hendes karriere, raden af store roller.
Nu ville hun ikke glide helt over i det ældre rollefag. Om hun kunne have gjort det, er en anden ting, hun gjorde det ikke, ønskede det
ikke, vi tør vel sige: risikerede det ikke. Og måske var hun træt.
Hun adopterede efter Heibergs død tre små søstre fra Dansk Vestindien. De var, som så mange kolonibørn, født udenfor ægteskab, men som hun skrev da de var kommet: de var ikke mørke. Selv om hun forkælede dem, blev de ikke den helt store glæde for hende.
Hun blev som nævnt sceneinstruktør – og så gik hun i gang med at skrive sine erindringer. Under navnet “Et Liv genoplevet i Erindringen” står de som et af Danmarks største erindringsværker overhovedet. Det mesterstykke har to kvinder præsteret – Eleonora Christine Tscherning og hun.
Ærlige erindringer vil i deres samtid vække forargelse, og de vil blive nedladende vurderet, ikke af alle, men af nogle. Titlen blev næsten straks gengivet som “Et Liv genopløjet i Erindringen” og billige vittigheder har livskraft. Fordrejningen er uretfærdig.
I sine erindringer forsvarer hun Heiberg overfor alle – og udleverer ham hist og her i små nådesløse glimt. Hun kan skrive lange passager om sit syn på teatret og skuespilkunsten, og de stykker er givende. Først
og sidst tegner hun, som alle store erindringsskrivere, et mesterligt billede af sig selv, og hun er hverken så flad eller dum, at hun laver et glansbillede. Hun giver os sin tid og sig selv, hun giver os det bedste billede vi ejer af Heiberg.
Det er ikke uforklarligt, at de ganske tykke bind er kommet i oplag efter oplag, og stadig kan sælges. I sine senere år rådførte hun sig med et par gode mænd. Historikeren Adolph D. Jørgensen hjalp hende med erindringerne, især fik han hende til at stryge en del passager, fordi enkelte stadig levende mennesker måtte føle sig gået for nær. Alligevel fik hun vrøvl. De strøgne passager er sat på plads i den seneste
udgave.
Men hendes nære ven fra de senere år var juristen og politikeren Andreas Frederik Krieger. Med ham vekslede hun mange breve. Han var ugift og hørte til skaren af hendes beundrende riddere. Efter hendes død 1890 ordnede han hendes papirer og brændte de breve, som han selv havde skrevet til hende. Hendes breve er udgivet, i to bind, utilfredsstillende, fordi ikke alt er med, men dog.
Hun arbejdede for Heibergs eftermæle. Han havde været en ganske hård kritiker, så en del mennesker så ham gerne gjort lidt mindre. Hun fik sammen med Krieger udgivet Heibergs samlede værker i 22 bind. Alligevel – trods alle udgaver af breve og skrifter, er det hendes erindringer, der står som hovedværket, et centralt skrift om den epoke, som vi kalder “Heibergtiden”.
I dag kan det hele postyr virke småt, sladder i den lille residensstad. Men hun er én af de danske kvinder, der førte sig frem uagtet hun kom fra den dybeste fattigdom, og uagtet tiden ikke gjorde det let for kvinder at blive set og hørt udenfor de få roller i livet, som var godkendt for kvinder – ja normalt slet ikke gav dem lov til at træde frem i forreste række med deres evner, deres klogskab og kvaliteter og – personlighed. Hun gjorde det.
Johanne Luise Heiberg døde efter nogen tids svagelighed i København 21. december 1890
Hun er begravet på Holmens Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/?fbclid=IwAR19i7LkJeXm2h1Bh-UXBgXf1o9uwW-
ccTLLZBNahMznmXUZwetjyinmtS8
Dato: marts 26, 2020
Karen Margrethe Rahbek
Som barn var hun meget knyttet til sin far. Han lærte hende meget. Hun lærte Knud Lyhne Rahbek at kende – Han var 34 år – hun var 19 år. I 1780 var Rahbek flyttet ud i Bakkehuset. Først i 1798 flyttede Karen Magrethe derud. Hun fik styr på haven. Og så skrev masser af breve. Nogle af de brevvenner begyndte også at komme i Bakkehuset. Det blev et sted for de kendte inden for kultur. En af dem, der kom, var P.A. Heiberg, der blev landsforvist. Ægteparret tog afsked med ham på Frederiksberg Bakke. Rahbek mistede sin professor- titel, fordi han forsvarede Heiberg. Han fik den først tilbage mange år efter. I 30 år varede eventyret i Bakkehuset, så blev det stille. ”Kamma” døde kun 53 år gammel af tuberkulose.
Karen Margrethe Rahbek er født 1775, død 1829. Datter af Hans Heger og Anne Louise, født Drewsen. Karen Margrethe Heger gift 1798 med Knud Lyne Rahbek, han død 1830. Hun død i Bakkehuset på Frederiksberg, Gravlagt på
Frederiksberg Kirkegård.
Karen Margrethe Rahbek blev født 19. oktober 1775 i det solide københavnske borgerskab. Hendes far var konferensråd og assessor i Hof- og Stadsretten, og hendes mor var født Drewsen.
Datteren Karen Margrethe har næsten til i dag været en myte i dansk litteratur- og personalhistorie, og det er måske grunden til, at mange af dem, der har skrevet om hende, frejdigt har tilladt sig den familiaritet at kalde hende ved det kælenavn “Kamma”, som hendes familie og kredsen af meget nære venner var alene om, da hun levede.
Som barn og ung var hun stærkt knyttet til sin far, og af ham lærte hun meget. Når vi taler om piger og kvinder fra tiden før ca. 1840, vender det tema stadig tilbage, at i skole kom hun ikke til at gå. Men hun lærte ikke bare at læse, hun lærte sprog, så hun senere arbejdede med tysk, latin, græsk, italiensk, spansk, portugisisk og engelsk. Det sidste var på den tid ikke almindeligt, for det var ikke på mode i Danmark. Hvor langt hun nåede i hvert af de sprog tør ikke siges, men hun må have haft et medfødt sprogtalent.
Thorvaldsen kom tit i hendes hjem som ung og lærte hende at tegne, og sit tag på husflid lærte hun af sin far. Sammen med ham fik hun også fat i astronomien, og fra ham arvede hun ikke alene glæden ved, men også en solid viden om at dyrke en have, men det må hun også have et naturligt talent for.
Hun var klog, hurtig i hjernen, og hun kunne det, som man den gang ikke ventede af en ung pige: diskutere. Vel at mærke skolet debat, ikke bare snakkeri og postulater.
I sin opdragelse og udrustning blev hun formet, så hun nok var lidt ud over tidens mening om, hvordan en ung pige burde være, men på det punkt var tiden nu knap så snæver og stupid, som det siden er hævdet.
Hendes bror Carl Heger førte hende sammen med Knud Lyne Rahbek. I hjemmet kom mange af tidens levende mennesker, og Rahbek var en ny lovende stjerne, akademisk skolet, tidligt både digter og kritiker. Da han traf Karen Margrethe Heger – i 1794 – var han 34, hun var 19.
Knud Rahbek var blevet student i det år, da hun blev født og da han selv knap var fyldt femten. To år efter tog han sin filosofiske eksamen, og så styrtede han sig over æstetik og teater. Hans begejstring for teatret varede hele hans liv, og det er ikke for meget sagt, at han grundlagde den danske teaterkritik og gjorde det godt.
Men han var også ung, og det var romantikkens tid. Til romantikken hørte i litterært skolede kredse dyb og ulykkelig forelskelse, og efter J.W. von Goethes recept (“Den unge Werthers Lidelser”) skulle den unge mand helst være forelsket i en anden mands kone. Det lyder lidt værre, end det var, for elskoven skulle være både bundløst ulykkelig og platonisk, tilbedelse, forgudelse, fortvivlen og dybe sukke.
Rahbek blev forelsket i skuespilleren Michael Rosings unge hustru Johanne, og naivt lige på kunne han, mens de tre sad på en plæne i Frederiksberg Have, henført sige, at her sad de som den unge Werther og så videre.
Men just fra Rahbek har vi det friske glimt, der livsaligt viser, at helt så ætervadende fjollet var de unge danskere ikke i stand til at spille den romantiske rolle. Rahbeks far blev træt af det pjank og sendte ham til udlandet.
Han måtte afsted. Rosings og hans unge hustru fulgte ham til Toldbodens kaj, og her brusede den romantiske gejst op i Rahbek, så han tog sine briller, kastede dem på stenbroen og trampede dem i stumper, thi nu, da han så den elskte for sidste gang, skulle hans tårevåde øjne intet skue mere! – Skibet var knap lettet, før han sad ombord og ærgrede sig over at nu kunne han ikke læse de bøger, han havde med I kufferten.
Så meget om det for at minde om, at en stormende elskov jævnligt fører over i, at næste anfald bliver mere nøgternt. At Rahbeks damptryk var fuset ud af sikkerhedsventilen i de unge år, var nok en af grundene til,
at hans ægteskab med Karen Margrethe Heger blev så smukt, eller som biskop J.P. Mynster sagde det: I intet andet ægteskab havde han set en mere uforandret hengivenhed. Tredive år var Knud Lyne Rahbek og hans hustru gift.
I 1780 var Knud Rahbek flyttet ud til Bakkehuset. Det og de andre huse på stedet nævnes gerne, som om alle er født med at have rede på det byggeri, der lå ved og på skråningen af Frederiksberg Bakke, Valby Bakke, og Solbjerg – tre navne for den samme banke i det flade land vest for København.
Men ved Søndermarkens sydvestlige hjørne svinger Pilealléen nogenlunde mod vest. Her, ved svinget, lå Gamle Bakkegård og Ny Bakkegård, Gamle Bakkehus og Ny Bakkehus. Det var i Gamle Bakkehus, Rahbek flyttede ind.
Af Gamle Bakkehus står i dag to længer, en tredje, vestlig og ret kort, er revet ned. Den gang lå huset frit. København begyndte først inde bag voldene, der lå ved Rådhuspladsen og langs voldgaderne. Fra Bakkehuset var der frit udsyn over marker og enge, videre over Køge Bugt til Stevns, og over det åbne land og Kalleboderne ind mod hovedstaden, og bag den Øresund og den skånske kyst. Køgebugten gik næsten op til nuværende Vesterbrogade.
Her boede Rahbek alene i en lille snes år, så blev han gift med Karen Margrethe Heger, og hun flyttede herud. Det gjorde hun først i 1798, så den aften, da han stod i vinduet og så ind mod det brændende første
Christiansborg, var han alene.
Fru Rahbek kom og prægede stuerne, og fik skik på en have ved at bryde en gammel vejbane op, der gik lige forbi huset. På den tid var parkerne ved Frederiksberg Slot kun akkurat på vej til at blive lagt om i engelsk stil, så her var blomstergartnere, og dem søgte hun, for hun havde hvad man i dag kalder grønne fingre, så alle haveejere måbede.
Rahbek havde sit at passe, og han var for gammelgroet ungkarl til at lægge sine vaner ganske om. Det var i øvrigt tidens stil, at manden passede sit og havde hjemmet som fast station og retræte, og til
repræsentation, hvis der var brug for det. Næsten hver dag gik han ind til byen (og bor man i dag på Frederiksberg eller Broerne, hedder det stadig “ind til byen”, hvis man skal indenfor voldgaderne). Han var
professor ved Københavns Universitet, og han havde sit teatervæsen at passe, sine studier, og klubberne.
Fru Rahbek var meget alene. Den situation fik hun sat skik på. Hun boede jo udenfor byen, ikke som de fleste andre gode borgerfruer dør om dør med andre fruer, og de obligate “visitter” nåede ikke af sig selv så langt ud. Så hun skrev breve.
Forfatteren Horace Walpole (1717-1797) jarlen af Orford kaldes i England “Brevskrivernes Konge”. Hans breve siges at være kommet i en ret ny engelsk-amerikansk udgave i 71 bind, den mere kendte fra 1903-05 på 19 bind var ellers regnet for pæn. Så meget har Fru Rahbek knap skrevet, men hun er én af vores store og kendte brevskrivere.
Om hun er vores største, i brevtal, tør ikke siges, H.C. Andersen, Georg Brandes og en del andre var også flittige. Men det særlige ved Fru Rahbeks breve er, at hun “har ikke noget program”. Hendes breve er ikke politiske, og det kunne breve på den tid knap nok være i Danmark,
men hun slås heller ikke for litterære, filosofiske eller religiøse systemer, og hun var ikke litterær i den triste forstand at have en stor læsning og viden systematisk ordnet i åndelige kategorier og båse.
Hendes breve er menneskelige.
Det kan måske være svært at se, hvad man skal stille op med hendes breve, for de er så personlige. Vi har dem (en del af dem) trykt især i en del ældre udgaver, gerne ordnet efter hvem hun skrev til. Men man kan ikke bare læse dem. Man må gøre sig den ulejlighed at lære de mennesker at kende, som hun skrev til.
Så opdager man, at en del af dem lærer vi meget om netop i hendes breve. Og hun skrev med mange. Man har selvfølgelig mest hæftet sig ved de kendte navne blandt dem hun stod i brevveksling med, teologen J.P Mynster, historikeren Christian Molbech, P.A. Heiberg, H.C. Andersen, filosoffen Heinrich Steffens, Oehlenschläger (han var gift med hendes søster Christiane), forfatteren Just Thiele og så videre, remseriet
siger intet, hun skrev med mange andre, og en stor del af hendes breve er gået tabt.
Men mange af hendes brevvenner kendte hende ikke kun pr. brev.
Bakkehuset trak mennesker til sig. Efterhånden sad hun her ude hele året, og der var år, hvor hun højst kom ind til byen en enkelt gang. Vennerne kom til Bakkehuset.
Noget hang det sammen med familierne. Hegers og Oehlenschläger kom her af sig selv, og med Heiberg, fader og søn, gik det også nogenlunde naturligt til.
Så vidt Heibergerne er helt naturlige. Rahbek og hans hustrus nære ven P.A. Heiberg måtte ved nytår 1800 rejse fra Danmark som landsforvist. Han havde skrevet respektløst politisk, og tiden var følsom overfor “de revolutionære”, for ingen stat ønskede den franske revolutions blodorgier i kopi på nært hold. Det var måske en overdreven frygt, men den var der.
Desværre bar P.A. Heiberg sig utroligt kluntet ad under retssagen, for det han havde skrevet, var ikke så skrækkeligt. Værre var, at han havde gjort det, man rent taktisk ikke gør, hvis man har sin smule fornufts fulde brug.
Kongen var ikke krænket. Han var syg og sat fra bestillingen, så ingen bad ham om at mene noget. Kronprins Frederik (6.) var i og for sig heller ikke krænket, selv om han fik sagen forelagt. Men P.A. Heiberg havde fornærmet kammeradvokat Christian Colbjørnsen, metodisk og med vilje, og Colbjørnsen var en høj embedsmand med magt.
P.A. Heiberg måtte rejse. Hans tilfælde var i øvrigt, som det vil ses, når man læser om hans unge hustru, Thomasine, lidt mere indviklet. På Frederiksberg Bakke tog han afsked med vennerne Rahbek. Fru Rahbek gav ham sin ene grå handske. Den gemte han i en af hendes smukke æsker til sin død.
Han rejste fra hustruen og søn, og så fik Rahbeks sønnen Johan Ludvig i pleje i Bakkehuset. For det var unægtelig sket det, at P.A. Heibergs unge hustru ikke var indstillet på noget martyrium.
Ægteskabet havde været mislykket, og nu sveg hun sin landflygtige mand og giftede sig med en svensker der hed Gyllembourg, I sin udlændighed blev P.A. Heiberg ude af sig selv, og alt det var grunden til, at Johan
Ludvig Heiberg kom ud til Bakkehuset og ikke måtte bo hos sin mor.
Der er gjort blæst af, at det “barnløse aldrende” ægtepar ikke forstod sig på børn. Hvor mange “forstår sig børn?” I det stykke er de fleste forældre også amatører. Men aldrende? Rahbek var 42, hans hustru var 27,
og drengen var 11 år, og ikke et spædbarn. Så plejeforældrenes alder var som i mange andre familier.
Men Rahbeks var den landflygtige P.A. Heibergs venner, og de var rystede over hans hustrus opførsel. Som ved de fleste skilsmisser holder vennerne med den ene eller den anden, uagtet vi af andre menneskers private samliv har kendskab til såre lidt. Også her reagerede Rahbeks som normalt, selv om den hastige og kategoriske “holden med” kan være svært uheldig. Det hævdes og menes, at der i Rahbeks hus er blevet sagt ting om drengens mor, som han hørte, og at det sårede ham, så han “flygtede”.
Det lyder troligt, og det er også helt normalt. Naturligvis har Rahbek og hans hustru talt om P.A. Heibergs situation, og ord eller blikke kan nok have røbet, hvad de mente om hans troløse hustru. Drengen holdt af
sin mor og savnede hende, han var jo 11 år. Hvor sjovt der var for en knægt i den alder på Bakkehuset, når Rahbek var i byen og fruen skrev breve, kan vel tænkes, og når der endelig kom fremmede, snakkede de
voksent. Også fra alle gæsterne kan der have lydt et ord om drengens mor, i tankeløshed.
Hvor meget og hvordan Rahbeks tog sig af ham, udover klæder og føden, aner vi ikke. Der er fabuleret om, hvorvidt Fru Rahbek var en “modertype”, og hvilken rolle hendes egen barnløshed kan have spillet, men vi ved ikke et suk. En tidlig udviklet og moden dreng på elleve år blev taget fra sin mor og sat i huset hos mennesker, som han ikke selv havde noget ønske om at være hos. At han så stikker af og hjem til sin mor, er ikke en så sælsom hændelse, at vi er nødt til at skrive om den efter så mange år.
Den siger intet håndgribeligt om nogen af de medspillende, og Johan Ludvig Heiberg kom allerede som ung igen som jævnlig gæst i Bakkehuset og fandt ganske sammen med både Rahbek og hans hustru. Han viste sig tidligt at være en selvstændig herre, og det kan han nok have været som dreng. (Mere om hans moder i næste artikel)
Men hos Rahbek var der ellers åbent hus – en dyr vane at styrte sig ud i, hvis gæsterne skal beværtes rimeligt pænt, og det blev de, med middage, tiere med teborde, som der gik ry af. Det skal nok ikke overvurderes, for tiden var enkel i vaner, og der var ikke flere penge i huset, end der var god brug for.
Rahbek tjente hæderligt. Han havde ellers præsteret den flothed, at da P.A. Heiberg rejste, sagde han dristige ting og fik en reprimande. Han mente at den sag måtte følges op i heltestil, så han tog sin afsked
som professor, som en demonstration for friheden og den retfærdige sag.
Tiden elskede den slags, vennerne hyldede ham henrykt, og så sad han dér med sin glorie og uden professorgage. Det varede 16 år før han blev professor igen, men han havde mange gøremål og var utroligt flittig.
Jævnligt sad han og arbejdede mens gæsterne talte med hans hustru, og jævnligt måtte han skrive forord til mindre lødige bøger for at holde økonomien bare nogenlunde flydende. Men af de mange regninger blev hans hustrus, for te og rødvin og alt hvad bordet krævede, altid betalt først, for det var hjemmets liv og funktion.
Gæsterne kom. Det er rigtigt at de klistrede æsker, og at Fru Rahbek helst en gang om året rejste til Hamborg for at købe papir og alt hvad hun ellers skulle bruge (hun skrev kun med ravnefjer) Det er lige så
rigtigt, at hun var dygtig til at lave smukke æsker, som man kan se dem i glasmontre i Bakkehuset. Men det var og er ikke hovedsagen. Æskemageriet var med til at samle en hyggelig kreds om bordet, for livet var
samtaler med mennesker.
I et glimt ser vi hende, når vi får at vide, at hendes yndlingsstilling var at stå foran en stol, vippe den fremover og hvile knæet på den, mens hun havde hænderne på dens ryg, og så lænede hun sig lidt forover, ivrig, og talte, diskuterede, forklarede, mens hendes dybblå øjne lyste. Hun fascinerede alle hun talte med.
Og så skrev hun sine breve. Som alle gode brevskrivere skrev hun i et eget sprog, i en egen stil, og om særlige emner, til hver af sine korrespondenter, efter deres natur og temperament, og eftersom hun kendte dem.
For mange fik hun dyb betydning, for J.P Mynster for eksempel. Så dyb at han brændte de fleste af hendes breve. Ikke fordi der stod skrækkelige eller alt for intime ting i dem, men de var ham for personlige til at de
måtte komme videre. Men særlingen Christian Molbech var hun nogle gange noget nær i krig – tre hundrede breve har de vist vekslet. Men i alle sine breve giver hun os sit portræt som en usædvanlig kvinde, og alligevel ikke selvoptaget eller prætentiøs. Hun kunne den store skrivende kunst: tale med en pen.
Hun var religiøs, betaget af Grundtvig, og det var jævnligt religion hun skrev om. Men brevene og gæsterne var hendes liv. Det er også rigtigt at der var et “særligt Bakkehussprog”, men også det er der gjort rigeligt
ud af, herregud, hundreder af familier har et familiesprog, og det må være fordi enkelte lærde trods alt ikke ved hvor de skal placere Fru Rahbek eller hvad de skal stille op med hende, at de lader papæsker og sjove husgloser noget nær kvæle det der var væsentligere. Hun havde jo salon i tidens stil. Ikke på højde med de store franske damers, ikke i penge og sceneri på højde med salonværtinde Friederike Bruns på Sophienholm.
Fru Rahbek var ude hos Friederike Brun som gæst, men nogen omfavnelse kom det ikke til. Hvilket tjener fru Rahbek til ære. Hun var brystsyg, som det hed. Det lille spinkle menneske sad i Bakkehuset og skrev sine hundreder af breve, ja flere, hun tog imod sine gæster, hun var spillende fuld af liv og humor.
Betydningen af Bakkehus-salonen var at de mennesker her traf hinanden, i afslappet form, helt uden de store bevægelser. Og de traf hende, spurgte hende, talte med hende, og hun har haft en udstråling, som – ja, hun var sikkert nok et af de mennesker, der “ikke kunne tåle at dø”, fordi noget væsentligt, ja vel det væsentlige, så var borte for stedse, ikke til at fastholde, og kun til at skildre som et ret blegt ekko.
Bøger, litterære arbejder, skrev hun ikke. Vi har hendes breve og i dem har vi hendes tid, hendes venner, men først og sidst hende selv. Hun var en kvinde fra tiden før kvinder på trods af Pauli ord fik lov at tale i forsamlingen. Hun talte, og vidste udmærket at det for en del var til tidens førende åndelige mænd. Og hun var ikke nervøs.
I 30 år varede det eventyr i Bakkehuset. Så døde hun, kun 53 år gammel, af tuberkulose. Og så stod den næsten 70-årige Rahbek aften efter aften med sin lygte ved lågen nede ved Vesterbrogade (vej var det dengang) og stirrede i mørket, ind mod byen – kommer der nogen?
Det gjorde der sjældent nu. Hans hustru, vennernes “Kamma”, var borte. Det holdt han ud i godt et år, så døde også han. Vennerne samledes til den sidste Bakkehus – begravelse i Frederiksberg Kirke. J.P Mynster
talte, Bakkehuset stod tomt. “Hele kassen er ikke bedre værd end at rive ned” sagde Mynster. For hvad er en gammel og slidt dekoration, når spillet på scenen er slut?
https://www.geni.com/people/Kamma-Rahbek-d%C3%B8benavn-Karen-Margareta-
Heger/340770956840013025?fbclid=IwAR1SEPXHi7q8dJ-
5tBfPWWDCxUzvNmnHJiX4ujVmYXq3_fvSuDHdpGVNwnc
Dato: marts 26, 2020
Charlotte Dorothea Biehl
Hun elskede sin morfar. Han lærte hende at læse. Allerede som 5 – årig kunne hun læse dansk og tysk. Egentlig gik hun aldrig i skole. Som 8 – årig døde morfar. Faderen nægtede hende at læse bøger. Det måtte hun gøre i smug. Hun ville selv bestemme, hvem hun ville gifte sig med. Men hun nåede det aldrig. Nu begyndte hun at oversætte vanskelige tekster fra fransk og spansk. Hun skrev også komedier og kom i teaterkredse. Man snakkede om, at hun som 40 – årig var blevet forelsket i den 20 – årige garderløjtnant Johan Bülow. Men en traditionel forelskelse kan man ikke tale om. Men Charlotte Dorthea følte sig krænket, da Johan ægtede en meget rig pige. Hun følte sig endnu mere krænket, da folk talte om, at han måtte have mange elskerinder med sådan en pige. Charlotte Dorothea skrev nu også komedier og historier fra hoffet. Hun døde i 1788 og er gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke.
Charlotte Dorothea Biehl Født 1731, død 1788. Datter af Christian Æmilius Biehl og hustru Sophie Hedevig f. Brøer. Charlotte Dorothea Biehl ugift, død i København, gravlagt i Sankt Petri kapel.
Charlotte Dorothea blev født 2. juni 1731 i København, kort efter at Christian 6. var kommet på tronen og Ludvig Holberg endnu havde 23 år af sit liv til gode. Hendes fader var informator. Siden blev han bygningsinspektør og sekretær ved Kunstakademiet Charlottenborg.
Hendes morfar Hans Brøer var præsident i borgerretten og slotsfoged på Københavns Slot. Hendes farfar Claus Biehl var vintapper i Store Nikolaistræde, og her kom Holberg. Charlotte Dorothea havde fra barn mulighed for at høre nyt, både fra hoffet og fra levende kredse i hovedstaden.
Selv om hun har skrevet, at hun færdedes mellem riddere og embedsmænd, var det egentlig kun hendes morfar der interesserede sig for hende. Ham elskede hun. Egentlig i skole kom hun ikke, men hos sin morfar lærte hun at læse, og lærte sig respekt for bøger. Hun var særdeles godt begavet og tidligt moden.
Da hun var fem år, kunne hun klare at læse tysk og dansk, og hun klemte på med læsningen, så hendes morfar sagde “Hvor meget vil du da lære, min tøs!” – Hun svarede selvfølgelig “Alting”. Men da hun blev otte år, var den første gyldne tid ovre. Hendes morfar døde, og hedes far var af en anden skole. Han forbød hende at læse. Tanken om lærde fruentimmere var ham en pest.
Hendes skæbne kom til at ligne den Zille Hans Dotters, som Holberg havde digtet om, pigen fra Ebeltoft, der ville læse, men ikke måtte – dér var det nu mest moderen, der strittede imod, af dumhed, mens det hos Charlotte Dorothea var faderen. Ud fra yderst konservative idéer. Men når det siges, at hun er tidstypisk, pigen som samfundet ville hindre i at komme frem, fordi hun var kvinde, er det galt. Det var ikke omverdenen, det var hendes far.
Hun fortæller, hvordan hun stjal sig til at læse, og hvordan hun fik ekstra brænde på ilden for at få lys til læsningen. Hun fik blå mærker på anklerne af de skjulte bøger, der daskede i hendes kjolefor, og det blev
en kamp mellem hende og faderen, ikke bare noget med tidsånd og kvindens undertrykkelse, men to lige stædige naturer.
Da han først havde låst de bøger inde, som han tog fra hende, blev det et princip, at han skulle adlydes, han var husets hersker, hans ord var lov, og for ham var det vigtigere, end det med læseriet.
Men hun ville, hvad hun ville. Hun passede alt det huslige, hun skulle passe, men hun fik læst og læst.
Tidens skolevæsen var for drenge, morsomt nok; undtagen på landet, for Frederik 4.s rytterskoler var både for piger og drenge. I stæderne og i København måtte pigerne undervises privat, og det blev kun få.
Det er ikke bare morsomt, det er sandheden man ser hos Holberg, når hans unge forelskede borgerdøtre er naive, barnlige, uudviklede, hjælpeløse og komplet uvidende, mens Pernille kan klare ærterne, for hun har i hvert fald en praktisk livserfaring. Det siger ikke at borgernes døtre var dumme. De havde bare, ud over det huslige og broderi, intet som helst lært.
Der havde været og var lærde damer i Danmark, men i reglen adelige. De var ofte bogsamlere, og de var hverken foragtede eller set som latterlige, tværtimod. Men de var sjældne. Dorothea Biehl klarede sig selv frem, på tværs af sin far.
Men hun lavede ingen huslig revolution. Han var husherren, og det drømte hun ikke om at få ændret, hun ville bare læse. Og så gik hun på tværs i ét stykke til; hun ville ikke lade sig tvinge ind i et ægteskab, og den chance, som hun selv øjnede, tøvede hun for længe med.
Hun blev aldrig gift. Hendes far truede bogstaveligt med at smide hende på porten, han ville ikke i evighed forsørge hende, og hvordan ville hun gøre det selv, uden mand? Det spørgsmål var ikke hen i vejret, sådan som samfundet var bygget op, for det var ikke indrettet på, at en kvinde skulle forsørge sig selv, medmindre hun arvede, så hun kunne leve sorgfrit.
Men gennem barndom og ungdom havde hun ikke alene kendskab til hofkredse, hun var også inde ved teatret. Hun var begejstret for Holberg, og for teatret. Samtidig med, at hun var fortvivlet, til tider så hun græd, over den urimelige far, kom hun sammen med teaterinteresserede i staden, uden at vi klart kan se, hvordan en ung pige kunne komme sammen med dem, med en så hysterisk far.
Hun havde gjort sig dygtig i fransk, hun snakkede med de franske skuespillere, og vi savner stadig en overgang, men familien Biehl flyttede i 1755 til en inspektørbolig ved Charlottenborg, og her kom en lille privat skuespillerklike, der spillede komedie i inspektørboligen.
Så smidig var faderen dog, men ganske vist var hovedpersonen også
den teaterinteresserede grev Conrad Danneskiold-Laurwigen. Charlotte Dorothea spillede en del hovedroller, og det blev til ret mange, for med et meget lille publikum til det private teaterspilleri gik stykkerne ikke mange gange. Der var ellers stor interesse for teater i byen, og en god viden om teaterlitteraturen.
Balancen til faderen var svær, for nu var han bitter over, at der kom gæster i huset for hans skøre datters skyld, ikke for hans. Men hun kom godt i gang med at oversætte skuespil, og hendes venner så, at hun skrev et godt sprog.
Hun fik en oversættelse spillet rigtigt på teatret i 1762. Så fulgte den svære prøve, da en embedsmand fra kancelliet bad hende oversætte en lovtale over den franske politiker og minister Maximilien de Sully (1559-1641).
Hun skriver selv, at da sekretæren i Videnskabernes Selskab hørte det, sagde han: “Et fruentimmer! Hvor meget kendskab kræves der ikke til at forstå Sully-lovtalen, for slet ikke at tale om at oversætte den!” – og embedsmanden skal have svaret: “De kender hende ikke. Den pige ryster tre professorer ud af ærmet! “Nu blev hendes far interesseret, men hun var på vagt. Alle mennesker, der får succes, oplever at så kommer familie og venner rendende, og flere til, men hun var for klog. Havde hun kæmpet sig selv frem, skulle ingen komme og nasse på hendes succes. Heller ikke “Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse”, (stiftet 1759), der nu pludselig så gerne ville trykke hendes første originale
komedie.
For nu skrev hun komedier. Kunsten havde hun selvfølgelig lært af Holberg. Hun slog ham ingenlunde ud som dansk komediedigter, og hendes stykker er nu kun kendt som litteraturhistorie, men de er ikke alle ringe. Der er bare det, at i alt hvad hun skrev, måtte hun som ung dydig og ugift pige nødvendigvis skrive ret teoretisk ædelt om kærlighed. “Vellysten” – som hun måske aldrig selv nåede frem til, har hendes foragt.
Hun skrev mange stykker, og fik så at sige intet for dem. Faste regler for honorarer eksisterede ikke endnu. Men hun oversatte, hun digtede, og hun var almindeligt kendt og anerkendt. Hun fik en fejde med teaterchefen Hans Wilhelm von Warnstedt, og hun lod ham ikke dø i synden, for hun satte ham ind i sit forfatterskab på en temmelig skandaliserende manér.
I øvrigt må hun have været utroligt lærenem. Den italienske minister bad hende om at oversætte fra italiensk. Hun gjorde det. Og så bad den spanske gesandt hende om at oversætte Miguel de Cervantes’ satiriske ridderroman om Don Quixote fra spansk. Om hun kunne lidt spansk i forvejen kan vist ikke siges, men han bad hende om det i 1775, han hjalp hende ind i det spanske sprog, og 1776 kom første del af romanen, resten i 1777.
Det blev en af hendes store bedrifter. Oversættelsen stod i flere menneskealdre, som den klassiske danske, udgivet flere gange, også fornyet, med hendes oversættelse som basis. Så skrev hun fortællinger og flere andre ting.
Hun var flittig, men tjente stadig ikke alverden. Alligevel havde hun den triumf, at hun med sit skriveri kunne forsørge sin far, da han blev gammel.
Men så skete det store i hendes liv. Både hun selv og sladderen havde fablet om, at nu var hun vist ved at finde sig en mand. Det skete så i 1771, men højst mærkeligt. Hun var blevet overvægtig, og for at få lidt
motion, gik hun om morgenen hen og spiste frokost i Kongens Have, hvor der var servering i lysthusene.
Her traf hun, selv 40 år gammel, en garderløjtnant, Johan Bülow (1751-1828). Han var en ung mand, 20 år, og meget tilbageholdende og genert. Hun kom i snak med ham, og han lovede at ville besøge hende. Han var nok lidt desorienteret, men det blev et venskab, der varede til hendes død. Hun var simpelthen forelsket i den unge mand, moderligt, og ikke bevidst forelsket, mere betaget, i en romantisk stil og platonisk. Han var til gengæld først beæret over, at den kendte skrivende dame interesserede sig for en ung mand.
Siden satte han stor pris på hende og var vel også på en måde platonisk forelsket. Han sendte hende blomster og frugt, hun broderede til ham, og så skrev hun breve.
Han blev ikke ved med at være ung garderløjtnant. Han blev lærer og vejleder for kronprins Frederik (den 6.) Han blev kammerjunker, og så steg han i graderne, særdeles højt og blev Ridder af Elefanten. Men
gennem mange år var han Charlotte Dorotheas trofaste ven.
Han havde tit hørt hende fortælle om, hvad hun havde set og hørt, fra hoffet, fra staden, fra alle de kredse, som hun havde haft og havde kontakt med. Og så bad han hende om at skrive det til ham i breve. Det var alt for friskt stof til at man kunne tænke på at lade det trykke i bogform, og meget af det var for intimt.
Johan Bülow har set, at det bedste ved hendes fortællinger var, at hun fortalte uden diskretion, sin egen mening, og det hun havde set og hørt, lige ud af posen. Det blev til en slags privat dansk personalhistorieskrivning om konger og dronninger, om mennesker ved hoffet, og om hvad der ellers kom for. Om Frederik 4. og hans vanskeligheder. Om Frederik 5.s to dronninger, og hans unge elskelighed Cathrine Hansen, hans vilde liv hans druk.
Om Juliane Marie (der jo levede endnu) om Caroline Mathilde, om Christian 7. om Struensee, og om hvordan tragedien havde udviklet sig. Og så oplevede de begge fortsættelsen, med Høegh-Guldbergs styre, og ham var hun lidt bitter på, for hun fik sin lille pension højst uregelmæssigt. Og så kom kronprins Frederiks statskup i 1784, da han, med en lille klike af reformfolk bag sig, tog magten fra enkedronning Juliane Marie, fra arveprins Frederik og fra Guldberg.
Bag det kup stod i høj grad Johan Bülow. Kronprinsen havde klaret sin del mesterligt, uagtet han kun var frisk konfirmand. Men så fik Bülow
en idé, som kun få aktive personer i dansk historie har fået: Dorothea Biehl skulle skrive dets kups historie, friskt nu det lige var sket, ikke som sladder, men solidt, og i sit gode klare sprog. Han fik kronprinsen med på idéen og skaffede hende alle oplysninger og papirer.
Så skrev hun historien, set af de sejrende, men dog nøgternt, og naturligvis til arkiv, for heller ikke den historie lod sig trykke straks – blandt andet var det jo tydeligt, at den stakkels syge konge havde spillet en ret lille rolle, selv om han sikkert var langt mere klar
over, hvad der skete, end man siden har haft brug for at huske.
Venskabet fortsatte, brevene fortsatte, og fra hendes hånd var efterhånden kommet en hel dynge breve, nok til en ganske tyk bog, om de højeste kredses liv og levned, ikke mindst deres ægteskabelige liv, ikke
som snask i sagerne, men åbenhjertigt og klart. Alt det er senere udgivet også forkortet, og skildringerne er meget læseværdige.
Den gamle barske historiker Caspar Paludan-Müller (1805-1882) kaldte hende “slotssladdertasken“, tja, helt galt er det nok ikke, men temmelig meget af, hvad vi kalder historie, hviler jo på sladder, så kan formen være mere eller mindre poleret. Senere historikere har fundet frem til, at det, hun fortæller, er pålideligt nok. At det er så ny historie, så hun er part i sagen, er naturligt.
Hun afskyede Juliane Marie, og det har farvet hendes skildring. Men hun er ikke ufin, aldrig perfid, hun sælger ikke sine personer for effektens skyld. At hun har temperament, også i skriveriet er en anden sag.
Hun sluttede sit egentlige skriveri med en lille selvbiografi, som hun kaldte “Mit ubetydelige Levnedsløb”. Titlen er i tidens smukt beskedne stil og skal ikke tages alvorligt. Hun har aldeles ikke regnet sig selv for ubetydelig, og det var hun heller ikke.
Derimod blev hendes senere år triste. Hun havde svært ved at klare økonomien, for da som nu: i et lille land som Danmark, med et lille publikum, kan man nok leve af at skrive, men så skal der også skrives.
Hun var sygelig, måske mere af nerver og triste tanker, end af egentlig sygdom, og i 1785 giftede hendes elskede Johan Bülow sig med Else Marie Hoppe.
Dorothea havde grund til at føle sig krænket, at han ægtede en pige, der så vidt vides var ubegavet og dværgagtig. Men hun var meget rig. Bülow tog det sælsomme ægteskab i stiv arm – det manglede også bare. Men rygterne fik travlt, for med den kone måtte han da have elskerinder. Det gjorde Dorothea dybt mistrøstig, ser vi af brevene. For vel ønskede hun ham al held og lykke, men der var vel en kant.
Hendes skriveri blegnede. Tiden løb fra hende, Med erindringer tilbage til Holbergs bedste alder, med alle de mennesker hun havde kendt nu døde – det var færre der dengang nåede en høj alder – og med triumferne som skrivende dame nu fjern fortid, sad og var trist.
Det ses af brevene, at hun slås med at finde noget at skrive om, der kan interessere hendes kære Bülow. Han svigtede hende ikke, han besøgte hende, men med sin høje stilling; han var en af magtelitens topmænd, havde han meget at gøre.
Han faldt i unåde og blev afskediget i 1793, men det var efter hendes
død, så hun oplevede ikke, at han flyttede til Sanderumgaard på Fyn for stedse. Han fungerede i hendes tid stadig, og med sin høje stilling havde han som sagt også andre ting at tage sig af, end den skrøbelige
gamle dame.
Det vil sige – gammel var hun jo ikke, efter vores mål. Men hun var ensom, og han kom kun sjældent. “Kan De maaske ikke taale at se den kjendelige Aftagelse paa den usle Lerhytte, der vidner om dens hastige Nedbrydelse?”, skrev hun, i tidens billedsprog.
Også Johannes Ewald kaldte sit skrøbeligt legeme for “det
nedbrudte Ler”.
Charlotte Dorothea Biehl døde 17. maj 1788 – 56 år gammel, den betydeligste skrivende kvinde i det danske 1700-tal. Hun blev gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke i København. Hun har en plads i dansk
litteraturhistorie, i dansk personalhistorie og i dansk historieskrivning.
For hvad man end gennem skiftende tider har ment og sagt om hende, så har vist ingen skrevet historie om det tidehverv uden at bruge hende som kilde. Og så kunne hun, bedre end de fleste i sin tid, skrive dansk.
Billedtekst: Maleren Kristian Zahrtmann forestillede sig i 1874 Charlotte Dorothea Biehl, der følger gadelivet fra sin lejlighed på Kongens Nytorv i Nr. 169 (nuv. gadenr. 22), lige over for hendes elskede Theater.
Vi håber på et tidspunkt at kunne bringe dette foto på Facebook.
Dorothea Biehls talrige manuskripter og breve findes fortrinsvis i Bülows arkiver på Sanderumgaard, Sorø
Akademi og Det Kgl. Bibliotek.
.
Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788)
Kilde: https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/138/query/Charlotte%20Dorothea%20Biehl/?fbclid=IwAR2sTXIu6w9H6-
LZzaEYsR2kDmG5pQbHWd-0qH13v4RpBzT4jG80nILsfqg
Dato: marts 25, 2020
Pandemi, epidemi og udbrud
Hvad er forskellen på disse ord. Var det Guds straf? I karantæne på Saltholm. En knægt slap igennem afspærringen. Forskel på regler og adfærd. Syge og døde i gaderne. Fattigdom skyld i spredningen. Også de privilegerede snød. Kongen flygtede også ud af byen. Man lokkede læger med store summer. Det lykkedes at begrænse smitteområdet. Hygiejnen blev forbedret efter kolera-udbruddet. Læger glemte at vaske hænder. Louis Pasteur og bakterierne. Kommunehospitalet brugte nye metoder. Det krævede uddannelse at passe syge. Tuberkulose kostede 5-6.000 dødsofre hvert år. Polio førte ofte til handicap. Nye typer medicin blev opfundet. På vestre Kirkegård en sommerdag 1918. Folk tog på arbejde. 3. november 1918 – 58 kister på Assistens Kirkegård. Den Spanske syge koster 50 mio. livet. Tuberkulose kostede i alt en halv milliard livet. Folks immunforsvar helt i bund.
Hvad er forskellen på disse ord?
Vira og bakterier har gennem tiden været skyld i store sygdomsudbrud, epidemier og pandemier. En af de mere voldsomme var den spanske syge – en voldsom influenzaepidemi, der hærgede verden fra 1918 til 1920.
Det er almindeligt, at børn i en børnehave er syge. Men hvis 15 børn pludselig alle har diarre, ja så er det tale om et udbrud.
En epidemi er en hurtig og ukontrollabel udbredelse af en smitsom sygdom til et stort antal mennesker inden for et vist område og inden for en forholdsvis kort periode.
En Pandemi er en smitsom sygdoms ukontrollerbar udbredelse over en hel verdensdel eller flere verdensdele.
Var det Guds straf?
Europa har gennem tiden været hærget af store epidemier af smitsomme sygdomme, der spredte død, skræk og rædsel. Den første store pest-epidemi havde vi omkring 1350, Den Sorte Død. Den dræbte halvdelen af Europas befolkning og efterlod tomme landsbyer og huse.
Allerede dengang udviklede man metoder til at bekæmpe og inddæmme sygdommen ved hjælp af karantænderegler og isolering af syge.
Man vidste ikke, hvad sygdommen skyldtes. Nogle mente, at det var Guds straf for menneskets synder. Andre troede, at det skyldtes en smittekim, der spredte sig gennem luft og vand. Læs også vores artikel om folks tro og overtro ved Vadehavet.
I karantæne på Saltholm
Man kunne ikke behandle disse sygdomme. Kirken pålagde folk at skrifte og faste. Datidens læger valgte tidligt at isolere de syge, der ankom til en by. I havnebyerne indførte man 40 dages karantæne for skibe, der ankom med syge ombord. De blev henvist til en ø eller et afskærmet område, indtil man kunne være nogenlunde sikker på, at der ikke var smitte ombord. Denne metode var meget virksom.
Midt i 1600 – tallet havde man en karantænestation på Saltholm. Når et skib ankom, blev hele mandskabet sendt over på øen i 40 dage. Varerne blev røget og skibet blev rengjort.
Epidemierne kom i bølger gennem Europa. Den sidste store pestepidemi ramte Danmark under Den Store Nordiske Krig i 1711.
En knægt slap igennem afspærringen
Man havde opstillet soldater rundt om Helsingør. Her blev der givet ordre til at skyde folk, når de forsøgte at forlade Helsingør uden helbredelsesattest. Men noget tyder på at en knægt var kommet forbi afspærringen.
Han skulle besøge sin tante og onkel i Lille Grønnegade – i dag Adelgade. Han var allerede smittet og familien blev sendt til Saltholm for at undgå, at smitten bredte sig. Men uden held. Fra slutningen af juni 1711 var det tydeligt at smitten havde bredt sig.
Forskel på regler og adfærd
Lungepest havde en dødelighed tæt på 100 pct., mens 40 – 50 pct. overlevede byldepest. Pesten var en bakteriebåren epidemi, der både smittede via blod overført af lopper og fra menneske til menneske. Den kunne til gengæld inddæmmes gennem karantæne. Derfor var der også strenge regler i tilfælde af, at beboere i et hus blev ramt af pest.
Man måtte i princippet hverken gå ind eller ud af et pestramt hus, og vågekoner, der skulle bede for og pleje de syge, blev spærret inde i huset sammen med de syge. Varer, der skulle leveres skulle stilles uden for. Beboerne måtte først tage dem, når de, der havde leveret dem, var gået langt væk.
Men et var regler – noget andet var adfærd. Flere øjenvidner beskrev, hvordan tjenestefolk gik rundt og besøgte hinandens huse.
Syge og døde i gaderne
Familier var bange for at blive isoleret og komme i karantæne, så der er en del eksempler på syge tjenestefolk, som blev smidt på porten, fordi deres herreskab ville gøre alt for ikke at få deres hus spærret af.
Da pesten var værst, lå der både syge og døde i gaderne, fordi ingen turde nærme sig. Sundhedskommissionen havde svært ved at rekruttere ligbærere og vogne til transport. Men der findes også eksempler på opofrende borgere, der risikerede liv og helbred for at hjælpe og bede sammen med de syge.
Myndighederne lagde også dengang vægt på, at man ikke måtte forsamle sig eller side på byens skænkestuer. Badstuerne var blevet lukket. Sundhedskommissionen anbefalede at man lukkede de fattiges skoler. Ved Toldboden oprettede man et system for ”sikker” levering af varer – blandt andet ved hjælp af et stakit, der adskilte til sejlende og byens købere. Betalingen foregik i en tromle med vand, hvor man kunne lægge pengene, og skipperne tage dem uden frygt.
Fattigdom skyld i spredningen
Bøn og prædiken blev begrænset til en gang om måneden. Når pesten alligevel bredte sig, skyldtes det at mere end halvdelen af befolkningen levede i fattigdom. De levede meget tæt og hygiejnen var ikke god.
For at slå pesten ihjel skulle man brænde alle pestdødes klæder. Men det var for stor en fristelse at beholde klæderne og så sælge dem. Der var også mange, som brød ind i isolerede huse og stjal ting og sager, fordi de ganske enkelt ikke ejede noget som helst. For mange var det svært at betragte sygdommen som endnu en af mange ting.
Også de privilegerede snød
Men også blandt de mere privilegerede valgte nogle at se stort på reglerne. De studerende fra Regensen mødtes på en skænkestue, der lå over for kollegiet. Ejerens kone og datter var allerede døde. Nabohuset fik endda også karantæne på grund af sygdommen. Alligevel var kroen fuld af studerende, som sad og drak øl. På baggrund af den slags vidnesbyrd gentog Sundhedskommissionen i flere skrivelser, at folk levede alt for løssluppent og vildt og slet ikke lyttede efter.
De der kunne, var flygtet ud af byen i tide – det blev endda beskrevet, hvordan fattige forsøgte at hægte sig på hestevogne, som var på vej ud af byen. Andre blev i byen men nægtede at overholde reglerne.
Kongen flygtede ud af byen
Medlemmer af eliten nægtede at lade deres døde familiemedlemmer begrave uden for byen. De holdt fast i at der skulle være begravelsesoptog selv om de blev forbudt på grund af smittefaren.
Kong Frederik den Fjerde var en af dem, der forlod København. Først rejste han til Jægersborg siden returnerede han til Frederiksberg Slot. Men den 18. juli rejste han til Kolding. Ti dage efter fulgte dronningen og kronprinsen efter.
Man lokkede med store summer
Som sommeren skred frem, prøvede man desperat at få kvalificerede læger og plejere, som i stor stil var bukket under for pesten. Ti sidst måtte man betale store summer for at få kirurger fra Hamborg, der i 1710 havde været ramt af epidemien til at komme til København.
Det var i sig selv ret vildt. De havde lige overlevet et pestudbrud og så rejste de til København for at hjælpe de syge. I slutningen af epidemien havde man næsten en kø af folk, der gerne ville til København og hjælpe med de sidste sygdomstilfælde, fordi an kunne få mange penge for det. Risikoen var også dalende.
Det lykkedes at begrænse området
Det har sikkert været fortvivlende at være københavner. Alligevel har det kunnet være gået endnu værre for resten af landet. Pesten i København i 1711 var målt i menneskeliv – den største katastrofe i Københavns historie. Men i forhold til smittespredningen var det en form for succeshistorie, fordi det lykkedes at forhindre pesten i at brede sig til resten af landet, bortset fra Amager, Nordsjælland, Roskilde og Køge.
Det varede ikke længe før København kom på fode igen.
Allerede i 1728 havde København en større befolkning end før pesten. Enevælden havde koncentreret magten og handelen i København. Byen var attraktiv at bo og arbejde i. Det ændrede epidemien ikke på
Hygiejnen blev forbedret efter koleraudbruddet
Og så var det koleraepidemien i 1853. Her blev der gjort opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning, kloakering og hygiejne. Man besluttede at erstatte de gamle trævandrør og vandpumper med nye støbejernsrør og dampdrevne pumper, der ledte rent vand ud til forbrugerne.
Samtidig fik man også udskiftet rendestenene med underjordiske kloaker. Selvfølgelig var det alligevel sket før eller siden. Men koleraen var den udløsende faktor.
Lægerne glemte at vaske hænder
På fødeafdelingen i Wien var der en ungarsk læge Semmelweis, der gjorde en stor opdagelse. Han arbejde på en fødeafdeling, hvor der arbejdede læger og jordemødre. Lægerne startede med at dissekere afdøde patienter og gik bagefter på fødestuerne for at forløse kvinderne. Her var dødeligheden 25 pct. På jordemødrenes afsnit døde kun 2 pct. af kvinderne.
Semmelweis fik i 1847 den tanke, at lægerne bragte ”ligstof” med fra obduktionsstuen, som de overførte til kvinderne med deres snavsede hænder. Han tvang lægerne til at vaske hænderne i klorkalkvand, inden de rørte ved de fødende kvinder. Det hjalp og dødeligheden faldt til 1 pct. Men der skulle mere til at overbevise kollegaerne så længe Semmelweis ikke kunne føre bevis for det, han kaldte ”ligstof”. De havde skam ikke tid til al den håndvask.
Louis Pasteur og bakterierne
Nogle år senere påviste den franske kemiker, Louis Pasteur bakterierne og deres betydning for sygdommens opståen. Men efterhånden fandt man ud af, at der var metoder under operationer, der kunne forhindre smitte. Man kunne bruge karbolsyre og fenol til at rense sår og spraye ud over operationsfeltet.
Kommunehospitalet brugte de nye metoder
De nye metoder blev taget i brug i 1867 på det helt nybyggede Kommunehospital i København med overbevisende resultater. Den medicinske udvikling tog nu fat.
Det krævede uddannelse
Jo Florence Nightingale havde i 1860 åbnet den første ikke religiøst funderede sygeplejeskole ved St. Thomas Hospital i London. For første gang anerkendte man, at det krævede en uddannelse at pleje syge mennesker.
Nu kunne sygehuse pludselig gøre en rask. I København fungerede Blegdamshospitalet fra starten som epidemisygehus. Her lå patienter med alkens smitsomme sygdomme som tyfus, polio og difteri til skarlagensfeber. Det var langvarige indlæggelser, for der var ingen effektiv kur. Patienten kunne først udskrives, når han ikke længere kunne smitte andre.
Tuberkulosen krævede 5.000 – 6.000 hvert år
I 1882 opdagede den tyske læge Robert Koch tuberkulose-bacillen. Nu kunne man dyrke og påvise bacillen og stille en sikker diagnose. Men sygdommen kunne stadig ikke helbredes med medicin.
Tuberkulose var den helt store og meget frygtede sygdom, der især ramte den fattige del af befolkningen både i byerne og på landet. Omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år tuberkulose. Det svarede til 5-6.000 dødsfald om året.
Den mest udbredte form var lungetuberkulose og her blev der udviklet et helt koncept for behandlingen af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienter skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost. Sanatorierne blev placeret langt uden for byerne for at isolere de syge fra den raske befolkning.
Polio førte til handicap
En anden frygtet sygdom, der kom i bølger og ind i mellem som større epidemier, var polio. Det var en virussygdom i hjerne og rygmarv, der kan medføre total lammelse i løbet af få timer. Den sidste store polio – epidemi ramte Danmark, specielt København i 1952.
5.676 personer blev smittet og 262 mennesker blev dræbt. Men hele 2.450 fik lammelser. For nogle blev det et liv med respirator, kørestol og ankesager om hjælpemidler.
Dengang kørte ambulancer i døgndrift. Langt de fleste af de ramte var børn. Sundhedsvæsnet vidste ikke, hvad de skulle stille op med børnene, der lå og gispede og ikke kunne hoste deres eget spyt op.
En ung narkoselæge, Bjørn Ibsen fik ikke uden modstand fra ældre overlæger gennemført, at man skulle indlægge en tube i luftrøret på patienterne. Så kunne man ved hjælp af en ballon og en iltbombe hjælpe patienten med at trække vejret. Dog med håndkraft. Det resulterede i at dødeligheden faldt fra 87 pct. til 20 pct.
Præsident Roosevelt blev også ramt af polio.
Nye typer medicin blev opfundet
I 1928 opdagede den skotske læge Alexander Fleming penicillinet, som kunne helbrede en masse infektionssygdomme. Det fik først rigtig betydning under Anden Verdenskrig. I starten var prisen voldsom dyr.
I 1943 blev endnu et vigtigt antibiotikum opdaget, streptomycin, der kunne helbrede tuberkulose. Stoffet havde dog mange bivirkninger.
I 1950’erne kom der endelig en vaccine mod polio.
På Vestre Kirkegård en sommerdag 1918
Mathilde blev kun 35 år. Hun var sygeplejerske – uden mand og børn. Heller ikke mange venner havde hun. Uden for havde soldater, der var mødt op til en anden begravelse givet den afdøde sygeplejerske honnør. Disse soldater var mødt op til en anden begravelse Men alligevel var der masser af folk med til begravelsen. Det var folk fra pressen.
Her på Vestre Kirkegård en sommerdag i 1918 blev Mathilde Nielsen begravet. Hun var blevet et af de første dødsofre for den epidemi, som havde ramt Danmark hen over sommeren Den Spanske Syge.
Folk tog på arbejde
Hverdagen fortsatte uændret. Folk tog på arbejde og børn tog i skole. Hvad der startede som enkelte smittetilfælde rundt om i landet i begyndelsen af sommeren 1918 blev mangedobbelt som sommerdagene gik. Sygdommen spredte sig hurtigt og aggressivt. En læge i København registrerede 842 smittede i begyndelsen af juli – og 3.862 ugen efter. Helt uvant måtte landets læger haste rundt i sommervarmen for at tilse influenzapatienter.
Da august gik mod sin afslutning, troede man, at det værste var overstået. Men da sommer blev efterår, var det svært at ignorere. Epidemien havde stadig masser af liv i sig. Den anden bølge ramte hårdt.
Den 3. november 1918 stod der intet mindre end 58 kister klar til begravelse på Assistens Kirkegård. Ligesom den 35 – årige Mathilde Nielsen var en stor del af de mere end 15.000 – 18.000 danske dødsofre også unge og ellers raske mennesker.
Den spanske syge kom slet ikke fra Spanien. Sygdommen fik sit navn, fordi det var her man startede med at skrive om sygdommen.
Den Spanske Syge kostede 50 mio. mennesker livet
Sygdommen udryddede hele og halve familier over hele landet. Det har sat sit mærke på danmarkshistorien. I 1918 var der hverken penicillin eller antibiotika. Blev man ramt af bakteriel lungebetændelse var det så godt som en dødsdom – og det blev det rigtig mange af de mennesker, der blev ramt af den spanske syge. Lungebetændelse var nemlig en hyppig følgesygdom.
Mange børn herhjemme blev forældreløse. Der er masser af eksempler at naboerne tog børnene til sig. Sygdommen på verdensplan kostede 50 millioner dødsfald. Med andre ord der døde fire gange så mange af denne sygdom som under Første Verdenskrig.
På trods af sit navn startede den spanske syge formentlig i amerikanske militærlejre. Her noterede man i det tidligere forår 1918 de første tilfælde af sygdommen.
Første Verdenskrig buldrede stadig og militærlejrene i Amerika var summende travle. Unge mænd blev rykket rundt fra lejr til lejr. Når de var klar til det, blev de sendt afsted til Europa med skib for at deltage i kampene.
I april nåede sygdommen til Frankrig, og derfra gik det hurtigt. Den bevægede sig væk fra militærlejrene, fra skyttegravene og fra krigslazaretterne – ind til byerne, til havnene til togstationerne og videre rundt i verden.
Ramte Danmark i bølger
I Danmark ramte Den Spanske Syge i bølger. Første bølge kom hen over sommeren 1918, anden bølge i efteråret. Først i oktober 1918 kom myndighederne med påbud. Myndighederne tog det meget afslappet i starten. Man ser for eksempel, at stadslægen i København i det tidlige efterår 1918 stadig mener, det er nok at ventilerer mellem forestillingerne i teatrene.
Påbud i 1918
Men i oktober kom følgende påbud:
Sundhedsstyrelsen 17. oktober 1918.
Sygdommen var en udfordring for danske hospitaler
Dagbladene var begyndt at forholde sig kritisk til myndighederne og man så overskrifter som:
Sygdommen var en udfordring for de danske hospitaler. Man sørgede for at isolere så godt som muligt. Men hospitalerne endte med at være totalt overfyldte. Symptomerne var helt normale for en influenza. De smittede oplevede hovedpine, feber, kvalme. Men i alvorlige tilfælde lammede de også de smittede.
Hovedpinen blev beskrevet som var det en hammer fra indersiden af hovedet og ud. Ekstrem smerte i lænd og led, opkastninger og feber på himmelflugt.
I nogle tilfælde opførte influenzaen sig anderledes. Der fremprovokerede virussen en overreaktion i kroppens raske celler, der med andre ord betød, at immunforsvaret begyndte at nedbryde kroppen indefra.
Risikoen for efterfølgende lungebetændelse var stor, fordi immunforsvaret var så svækket efter det langstrakte influenzaforløb.
Tuberkulose kostede en halv milliard livet
Man kendte ikke til den virus, der udløste pandemien. Den Spanske Syge hørte til en af de mest dødelige pandemier nogensinde kun overgået af tuberkulose, pest og kopper. Hvad angår tuberkulose regner man med, at den fra omkring 1700 og frem til 1900 kostede omkring en milliard mennesker livet.
Folks immunforsvar var helt i bund
Den Spanske Syge brød ud i en tid, da verden var i knæ efter Første Verdenskrig. Både sundhedssystemet, de sociale forhold og informationsniveauet var dengang anderledes end i dag. Historisk var det uheldigt, at en pandemi i 1918 bredte sig efter fire års ødelæggende krig. Mange steder var der hungersnød og folks immunforsvar var helt i bund.
I Danmark var mange arbejdere stuvet sammen i små lejligheder og havde deres gang på fabrikker og værfter, hvor de hver dag var omgivet af et mylder af arbejdere. Hvad angår lidt længere distancer var toget den suverænt mest udbredte transportform.
Myndighederne havde dengang ikke en klar plan for, hvordan man skulle tackle pandemien. De første politiske indgreb kom først langt inde i forløbet. I oktober og november 1918 lukkede man skoler, biografer og teatre og opfordrede folk til ikke at forsamles. Men da var spredningen allerede så omfattende, at det er tvivlsomt, hvor stor effekten har været.
Måske var en værnepligtig kok den første
Man ved, at sygdommen brød ud i USA og måske var den første, der blev diagnosticeret med sygdommen den 28 – årige værnepligtige kok, Albert M. Gitchell, der i Camp Funston, som en del af den meget store militærlejr Fort Riley, i begyndelsen af marts 1918 havde været beskæftiget med at slagte kyllinger, hvorfra den virus, der udløste pandemien, stammer.
Selv overlevede Albert influenzaen, men i løbet af få dage var flere hundrede soldater omkring ham smittet. I 1918 sendte USA 10.000 soldater til Europa. De bragte smitten med til Frankrig, som vi allerede har skrevet. Den spanske konge blev også ramt men han overlevede.
Man mener, at 45.000 amerikanske soldater bukkede under for pandemien. Til sammenligning kan nævnes at omkring 53.000 amerikanske soldater faldt i kampene på fronterne i Europa. Hjemme i USA blev en halv million ofre for pandemien, deriblandt Donald Trumps farfar, rigmanden Frederick Trump, der var tysk indvandrer.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.531 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:
Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:
Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder
Kilde:
Dato: marts 24, 2020
Epidemi på Nørrebro
Den frygtede epidemi nærmede sig. Vederstyggelig lugt eller nærmere stank. Hvordan kunne man svække kolerasmitten. Man troede, at det var over. Koleraen startede i Nyboder. Ingen straf med ”Vand og brød”. Pestmestre blev udnævnt. 1.800 ofre blev begravet på Nørrebro. Vandet i brøndene lugtede af lig. I 1853 døde 4.700 af kolera i København. Der dukkede kister op i skolegården. Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde. Da 1.750 skeletter skulle flyttes. Industrialiseringen var en dramatisk periode.
Den frygtede epidemi nærmede sig
Egentlig var det tale om en ukendt kirkegård man fandt på Nørrebro. Den lå langs Assistens Kirkegård. Man fandt den i 2018. Og her blev ofre for koleraen begravet i 1853.
Så langt tilbage som i 1831 findes der artikler i Politivennen, der varslede at en den frygtede epidemi nærmede sig. Kjøbenhavnerposten rapporterede de følgende to år dagligt om koleraens gang gennem Europa som Hamborg og Altona, senere Norge og Sverige.
Vederstyggelig lugt eller rettere stank
Svenskerne havde militære patruljer langs kysterne for at kontrollere om lokale fiskere opsøgte fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stræder de kom. Politivennen advarede mod ben – og kludeoplag som udsendte:
Hvordan kunne man svække kolerasmitten?
Den 11. juni 1831 udsendte Det Kongelige Sundhedskollegium en anvisning på, hvordan man kunne svække kolerasmitten. Rådene afslørede datidens sygdomsopfattelse, for eksempel af en forkert post, et hidsigt temperament blokerede væskeafsondringer fra kroppen, et pludseligt vejrskifte eller giftige dunster i luften:
Man troede, at det var over
Politivennen holdt sig ikke tilbage for i 1832 at advare mod kloakkernes tilstand, for eksempel i Roskilde:
Året efter i 1834 dukkede der efterretninger om kolera i Sverige op i aviser. I Kiøbenhavnsposten kunne den 3. november 1834 berette om landshøvdingen i Göteborg som var død af kolera – en måned efter man ellers havde troet at den var ophørt.
Se gennem nutidens briller kan det måske undre at det først kom en mere systematisk gennemgang af koleraen og de foranstaltninger som Sundhedskommissionen mente der skulle foretages i 1851.
Hvordan behandlede man sygdommen? Man byggede det på den oldgræske tankegang samt på empiristiske medicinske erfaringer fra lignende epidemier. Nogle af forslagene var dog fornuftige nok. Men de blev dog med få undtagelser bare ikke gennemført.
Kun forbud mod at begrave i Indre By samt loven om usunde næringsveje blev overholdt. Man undersøgte, men gjorde ikke noget ved, de mange steder hvor der var forsamlet mange mennesker: skoler, fattigvæsnet og hospitalerne.
Koleraen startede i Nyboder
Vi har tidligere beskrevet Epidemi – hospitalet på Blegdamsvej. Men også Øresundshospitalet på Østerbro blev indrettet som epidemi – og karantænesygehus i 1878. Dengang lå det langt uden for byen ned til Øresund. Senere er det blevet indkapslet i Østerbro. Kystbanen afskar hospitalet for adgang til Øresund.
Og så kom koleraen. Det var den 11. juni 1853. Det var en 19 – årig skibstømrerlærling fra Nyboder. Han fik opkast og diarre. Han blev indlagt på Nyboder Hospital. Så gik det stærkt. Op mod 200 døde om dagen. Hele 4.737 døde i København.
Regningen blev dyr i menneskeliv. Måske satte det for alvor gang i forsyningen af rent drikkevand. København fik sit første vandværk i 1859. Det fungerede i 100 år. Det gik mere trægt med kloakeringen. Den måtte vente til slutningen af 1800 – tallet.
Ingen straf med ”Vand og Brød”
I satirebladet Corsaren kunne man i 1850 se en tegning af et glas vand, der indeholdt en masse spændende ting. Under tegningen stod er:
Historien gentog sig med Den Spanske Syge 1918 – 1920.
Pestmestre udnævnt
Barbernes og bartskærenes historie er meget andet and skægstubbe, der skal studses og rages væk. Det handler også om kirurgiens historie.
Barbererne var blevet pestmestre, der blev lønnet af byen for at behandle de fattige under pestudbrud. Helt tilbage fra en pestanordning fra 1625 og igen fornyet i 1643 er det forbudt for andre end præsten, pestmestre og bartskærene at besøge de pestsyge.
Pestmestrene var særlig forpligtet til at aflægge besøg hos de fattige syge og han var desuden forpligtet til at give enhver råd og til at tage vare på pesthusets syge.
Pesten ramte flere gange Danmark i løbet af det 18. århundrede. Den holdt sit indtog i Helsingør i 1710, hvorefter den året efter indtog København. 22.535 mistede livet i København.
1.800 begravet på Nørrebro
Næsten 1.800 af ofrene fra koleraepidemien i 1853 blev begravet, hvor Hans Tavsens Park i dag ligger. De blev begravet på rad og række på de fattiges kirkegård. Man fornemmer klart, at det har været pres for at få begravet de mange døde. Man gravede en bred grøft og satte kisterne ved siden af hinanden i den rækkefølge, de kom.
Herefter blev der strøet læsket kalk over kisterne. På den anden side blev det gjort mere velordnet end ved begravelserne under pesten i 1711. På Vodroffsgård pestkirkegård ved den nuværende Niels Ebbesens Vej kan man i nogle tilfælde se, at nedlægningen var gået så hurtig, at personen er kuret ned i den ene ende af kisten. Det er også tydeligt, at der ikke har været taget individuelle mål til kisterne.
I koleraåret røg der også middelklasse – prægede folk med, når koleraofre blev begravet i den nuværende Hans Tavsens Park og på Assistens Kirkegård. Men nu var Assistens Kirkegård jo efterhånden også blevet en kirkegård for eliten.
Vandet i brøndene lugtede af lig
Dele af jorden blev dengang hurtig frigivet til byggeri. Det var ikke altid man overholdt gravfreden på 20 år. Det gjorde man nu heller ikke i alle tilfælde med hensyn til Metro – byggeriet.
De lokale protesterede da også. Klagerne gik på, at vandet fra brøndene på Nørrebro lugtede af lig. Senere kom der en debat om, hvorvidt det var sundhedsmæssigt forsvarligt at opføre Kapelvejens Skole så tæt ved en kolerakirkegård.
Assistens Kirkegård erhvervede i 1847 et 60 meter bredt bælte vest for kirkegården. Udvidelsen kom til at fungere som kirkegård for borgerne. Området omfattede vores dages Hans Tavsens Park, Nørrebro Park Skole og Helligkors Kirke.
I 1853 døde 4.700 mennesker
I 1853 døde 4.700 mennesker i København. Blandt dem, der døde var maleren C.W. Eckersberg, der døde af kolera. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i afdelingen ud mod Nørrebrogade.
Da vestre kirkegård i Valby blev indviet i 1870, faldt presset på Assistens Kirkegård. Begravelserne stoppede omkring 1880 på Nørrebro. Området blev udlagt til park, skole og kirke. Godt seks procent af københavnerne mistede livet. Pesten i 1711 var mere brutal. Her mistede en tredjedel af københavnerne livet.
Koleraepidemien banede vejen for opførelsen af Kommunehospitalet.
Der dukkede kister op i skolegården
Skolen ved Søerne ligger ved en pestkirkegård fra 1711. Der er dukket kister op i skolegården. Som vi tidligere hat nævnt blev mange begravet ved Wodroffs Gård tæt ved Skt. Jørgens Sø.
I 1991 dukkede pestkirkegården op i forbindelse med udvidelsen af skolen på Niels Ebbesensvej. Ti kister dukkede op i forbindelse med et mindre kloakarbejde i skolegården.
Dengang gravede man store huller og så er kisterne sat ned – typisk to oven på hinanden. I et enkelt tilfælde var det tre kister oven på hinanden.
Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde
Halvdelen af de skeletter som man fandt, lå med hovedet mod øst og dermed ikke efter god kristen skik med udsyn til Jesu genopstandelse med solen i øst. Måske var det fordi, at dem, der læssede kisterne i hullet i de kasseformede kister, ikke anede, hvordan ligene lå der.
De fleste lå i retning NV – NØ. Det kan være på grund af naturforhold. Dengang var der en å og en mølledam i nærheden. Begravelserne har fundet sted i en ekstrem situation. Alligevel har man forsøgt at begrave de døde på en respektfuld måde.
Skeletterne er blevet undersøgt på Antropologisk Institut. Det kræver ikke særlige sikkerhedsforanstaltninger at udgrave en pestkirkegård.
Pest er godt nok knyttet til en bakterie. Men den klarer ikke 300 år i jord. Pestbakterien danner ikke sporer, der kan genoplives. I dag er der kun knogler tilbage af ofrene, endda fantastisk velbevarede.
Også ved Garnisons Kirkegård på Østerbro blev der anlagt en speciel pestkirkegård. Læs vores artikel om denne kirkegård.
Ladegården blev også brugt til at indkvartere pestsyge.
Da 1.750 skeletter skulle flyttes
Når vi nu er ved skeletter, så blev 1.750 skeletter flyttet i forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Station ved Nørrebros Runddel. Man påstod i begyndelsen at man ikke krænkede gravfreden på nogen måde.
Som de kvikke læsere af den side ved, så rummer Assistent Kirkegård også mange berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og tusinder af københavnere, der gennem tiden bukkede under for kolera, skørbug, voldshandlinger, alderdom og meget andet.
I 2009 var freden forbi. De gravlagte i den nordlige ende måtte vige pladsen for metrostationen. Et mobilt laboratorium blev opstillet ved kirkegården. Her blev knoglerne nøje studeret, målt og registreret med blandt andet røntgenfotografier og prøveudtagninger til isotopanalyser. Det var gravsteder fra årene 1605 til 1990.
Det var selvfølgelig et meget ømt punkt der skulle flyttes grave på en fredet kirkegård. Alle skeletter skulle genbegraves men inden fik man lov til at undersøge dem. Der blev besluttet, at hvis kisten var intakt, røg den direkte til genbegravelse. Man ville ikke forstyrre de gravlagte, hvor der stadig var blødt væv på.
Industrialiseringen var en dramatisk periode
Hestevogne, gaslamper og vaskebrædder blev på Nørrebro udskiftet med biler, elpærer og vaskemaskiner efterhånden som teknologien og industrialiseringen rullede ind i danskernes liv.
Lægevidenskaben gjorde også store fremskridt i perioden. Med tiden fik man bugt med dødelige epidemier.
Industrialiseringen var en ret dramatisk periode rent helbredsmæssigt. Der skete store ændringer i dødeligheden og de sanitære forhold.
Folk døde på grund af slidgigt og skørbug. Nyfødte døde af skørbug og engelsk syge. De små børn blev ikke ammet tilstrækkelig længe, men har fået erstatningsføde. Det kunne for eksempel være komælk eller tygget brød. Det har været en kæmpe sundhedsfare for dem. I starten af industrialiseringen vidste man ikke, at mælken mistede sine vitaminer, når den blev overophedet.
Og så kom der også en masse bakterier, når mælken skulle i kop eller flaske i stedet for at blive direkte overført til barnet ved amningen.
Den generelle kost var præget af utrolig meget fisk. Sild har nok været dominerende. Der er også tegn på, at voksne har spist meget flæsk og nok også kylling.
11 af gravene var ikke 20 år gamle. Metroselskabet indgik en aftale med pårørende til 10 af gravene om at finde en anden placering på kirkegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.530 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:
Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:
Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder
Dato: marts 21, 2020
Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
Handler det om politisk holdning? Et meget kritisk indlæg. Kritikken blev besvaret. Mindretallet skal ikke udvandes helt. Mindretallets skoler. Engang gik der en grænse langt mod syd. Det tyske sprog blev dominerende. Man krævede Slesvig-Holstens løsrivelse. De dansksindede syntes at hele Slesvig skulle til Danmark. Slesvig ville være sig selv. Et frikorps til Sydslesvig. Det kom som et chok for de fleste danskere, at Flensborg stemte tysk. I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer i Flensborg. Bønderne regnede ikke arbejderne for noget. Bacon fra Danmark. Rygter om tysk snyd. Det store valg i 1924. Tyske historikere mener, at de dansksindede havde nazistiske tendenser. Krisen var stor i Flensborg. Stor tilslutning til de dansksindede i 1945. En anledning til at arrestere fjenderne. Man skulle spørge Hitler Jugend om lov.
Handler det om politisk holdning?
Når man skal beskrive Nord – og Sydslesvigs historie og skal lave research så får man vidt forskellige meldinger. Det handler åbenbart om politisk holdning. Det er ikke altid, at dette passer med de historiske kendsgerninger. Mange tolker begivenheder og forløb efter en bestemt partipolitisk opfattelse.
Når man har undersøgt, hvad der egentlig skete lige inden 1920 og efterfølgende i historien i Nord – og Sydslesvig, får man at vide, at man fuldstændig har fejlfortolket situationen.
Emnet er selvfølgelig meget aktuelt, men hvad er rigtigt, og hvad er fejlfortolket? Problematikken omfatter også de dansksindede syd for grænsen.
Et meget kritisk debatindlæg
Således kunne Hans-Otto Nielsen, professor fra Husby i et debatindlæg i Jyllands-Posten fortælle, at de danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund. Her får vi at vide, at kommunister og socialister meldte sig ind i det danske mindretal. Efter 1945 var det mindretalsførere fra St. Knuds Gildet og Socialdemokrater, der førte an.
Den største fjende var de østtyske flygtninge. Mange af de dansksindede var stadig præget af nazistiske tendenser efter krigen. Professoren mener heller ikke at der er kommet fornyelse og udvikling i mindretallet. Han mener også, det er fidusberegninger, der giver 40.000 medlemmer, når man betænker, at hovedorganisationen SSF kun har 15.000 medlemmer.
Endelig slutter professoren sit angreb med, at dansk sindelag og tysk sprog ikke holder vand. De fleste i mindretallet er åndelig og politisk hjemløse.
Kritikken blev besvaret
Nu blev angrebet selvfølgelig besvaret. Her blev der så meddelt, at Den Slesvigske Forening smed kendte kommunister ud for ikke at provokere nazisterne. Og så får vi at vide, at det kun er folk over 15 år som registreres som medlemmer af SSF. Vi får også at vide, at virkeligheden er mere nuanceret end den historie som professoren fortæller os.
Overraskende er det at få at vide, at man stadig i dag får at vide, at mange dansksindede stadig oplever, at tyskere venner, vender dansksindede ryggen med kommentaren:
Myndighederne må ifølge København – Bonn Erklæringerne fra 1955 ikke sætte spørgsmålstegn eller kontrollere folks sindelag.
Mindretallet skal ikke udvandes helt
Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i danske skoler og børnehaver syd for grænsen. Nogle ser det som et udtryk for dansk tiltrækningskraft. Andre mener at det nationale snart bliver så udtyndet, at idéen med et dansk mindretal er i spil. Andre igen gør opmærksom på, at Det Danske Mindretal syd for grænsen hvert år får en halv milliard kroner. Ingen stiller spørgsmål om dette beløb.
I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde museumsleder fra Danevirke Museum ved Slesvig:
Er det stadig det nationale, der er vigtigt for mindretallenes identitet, ja det spørgsmål må de vel selv tage op på et tidspunkt. Var det ikke Mette Bock, der sagde følgende:
Mindretallets skoler
De danske skoler syd på har mere fordelagtige tilbud end de tyske med lavere klassekvotienter, gratis undervisningsmaterialer, ferierejser til Danmark. Da danske skoler er organiseret som privatskoler, der foruden det tyske standardtilskud pr. elev modtager tilskud fra den danske stat og private. I Flensborg Avis, så undertegnede følgende sætning i et debatindlæg:
Engang gik der en grænse langt mod syd
Mange har i historiske kilder atter engang fortolket hertugdømmet Slesvig – Holsten som et dansk område. Men selv med en dansk konge som øverste myndighed, var det et selvstændigt område med egen lovgivning.
Men fakta er, at engang for mange år siden gik den danske grænse langt mod syd. Syd for lå det tysk – romerske rige. Sproget i middelalderen var dansk ned til Danevirke. Og det er mange af stednavnene også, selv om mange siden er fortysket.
Det tyske sprog blev dominerende
Den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg kom med en bandbulle omkring 1740:
Gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde, men det var forgæves. Denne holdning fik katastrofale følger. I hoffet talte man også tysk. Forvaltningssproget og kirkesproget var tysk.
Den holstenske indflydelse ikke mindst fra delens side var stor i Slesvig. Og her talte man også tysk. Det daglige sprog blev også tysk og det danske blev trængt længere og længere mod nord.
Man krævede Slesvig – Holstens løsrivelse
Efter Napoleons – krigene i 1815 opstod der 38 tyske lande og en national – liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede tyske nation.
Den tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.
I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det Tyske Forbund. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.
Forsøgte at rette op på fortidens fejl
Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning støtte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.
De dansksindede syntes, at hele Sydslesvig skulle til Danmark
De kaotiske forhold i Europa efter første verdenskrig betød også nye muligheder for Danmark. Det helt afgørende var Tysklands nederlag i Verdenskrigen, der åbnede for, at Slesvig kunne komme ”hjem” til fædrelandet. Stort set alle dansksindede var enige om at den såkaldte Genforening var en god ide. Men hvordan det skulle ske og hvor meget af de ”tabte” områder, Danmark skulle gøre krav på, var der ikke enighed om.
Den danske regering under statsminister Zahle var hverken interesseret i at få ”for meget” eller ”for lidt” af Slesvig.
Slesvigerne ville være sig selv
Regeringens holdning blev imidlertid udfordret af forskellige konservative og nationale grupper, der mente, at man burde gribe chancen og få genindlemmet mest muligt af det ”tabte” område fra 1864.
Bjørn Svensson en ivrig debattør i grænselandsspørgsmål har sagt:
Den radikale historiker M. Mackeprang vurderede, at den menige slesvig-holstener efter 1864 trods de to slesvigske krige foretrak en personalunion med Danmark frem for indlemmelse i Preussen.
I tidsskriftet Historie 2006/2 citerer Steen Bo Frandsen førerskikkelsen Th. Olshausen. Han ærgrede sig i 1865 over det holstenske had til Preussen, som gav sig udslag i udtalelser som
Et fri-korps til Sydslesvig
En af de nationalkonservative danskere, der ofrede både tid og penge på sagen var erhvervsmanden Aage Westenholst. Han var kendt som manden bag et frivilligt korps. Han havde i 1919 organiseret et privat dansk militært frikorps, der i Baltikum skulle støtte Estland og Letlands selvstændighedsbestræbelser.
Efter Baltikum-korpsets hjemkomst kastede Westenholst sig over det sønderjyske spørgsmål. Chefredaktøren for avisen København takkede bl.a. Westenholst for et større økonomisk bidrag til ”Flensborg – agitationen” og tilføjede:
I hemmelighed diskuterede en mindre gruppe hjemvendte Baltikum – officerer om muligheden for at afsende et frikorps til Slesvig for at besætte 2. zone, Det skulle ske, fordi afstemningen i zone i marts 1920 havde vist et stort tysk flertal.
For gruppen af frikorps-officerer fremstod en afgivelse af zone 2 uacceptabel på trods af, at den var resultatet af såvel folkeafstemning som beslutninger truffet af en demokratisk regering.
Man respekterede alligevel selvbestemmelsesretten
I et brev til den sønderjyske redaktør, Andreas Grau, der kæmpede meget for Flensborg, løftede officer Zeltner sløret for aktionen:
At foreslå, at en bevæbnet dansk friskare skulle besætte en del af Tyskland uden om den danske regering var ret rabiat. Af samme grund blev planerne aldrig realiseret. Trods alt respekterede de fleste selvbestemmelsesretten.
Det kom som et chok for mange danskere
Det kom som et chok for mange danskere, at Flensborg viste sig at være tysk ved afstemningen 1920. Danskerne havde regnet med, at der var et flertal for Danmark. H.P. Hanssen havde ellers fortalt danskerne, at det var en tysk på. Men han blev nærmest udråbt som forræder.
Ja valgresultatet som sønderjyderne / nordslesvigerne havde forventet gav anledning til en af de største kriser i Danmarkshistorien – den såkaldte Påskekrise.
Krisen begyndte i påsken 1920, da kong Christian den 10. fyrede den danske regering i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne skaffe flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Dermed gik kongen ikke blot imod Flensborg – borgernes tydelige ønske om at høre til Tyskland. Han gik også imod et flertal i Folketinget, da han afskedigede regeringen.
Den tyske indflydelse startede allerede i 1864
Da Preussen overtog Flensborg i 1864, startede en stærk tysk indflydelse. Allerede i 1400 – 1500-tallet begyndte et sprogskifte i byen. Det skyldtes en indvandring fra syd og dels at magthaverne i Flensborg talte tysk. Som vi tidligere har været inde på, så var tysk det pæne sprog. Ja det blev også handelssproget.
Og dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket. Opbakningen til Danmark var endnu dominerende midt i 1800 – tallet. Og stadig i 1868 var der et massivt dansk flertal i Flensborg. Under treårskrigen 1848 – 1850 sluttede flertallet i Flensborg op om den danske konge.
I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer
Først i årene efter, at Flensborg var blevet indlemmet i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, begyndte det for alvor at gå tilbage for danskheden i Flensborg. Den største nedgang skete i 1880’erne. I 1867 fik danske kandidater i Flensborg lidt mere end 50 procent af stemmerne, men tallet var røget ned på sølle 4 pct. i 1912.
Svækkelsen hang sammen med byens vokseværk og industrialisering. Efter 1870 voksede Flensborg fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby. Ved folketællingen i 1867 var der 20.000 indbyggere. I 1910 var her 60.000 indbyggere.
I takt med industrialiseringen voksede byens arbejderklasse. Hos arbejderklassen var social ulighed og arbejdernes rettigheder vigtige spørgsmål. Oprindelig var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark.
Bønderne regnede ikke arbejderne for noget
Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne var der ikke den største forståelse for arbejdernes rettigheder og kampen mod social ulighed. Det betød, at de kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig. Det tyske socialdemokrati kom til at høste stemmer fra en del af underklassen som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater.
Bacon fra Danmark
Tyskerne havde i 1920 netop afsluttet en årelang og udmattende krig, og man kunne have troet, at den tyske nødsituation ville få Danmark til at fremstå som et rigt alternativ til det forarmede Tyskland.
Lige efter krigen lokkede gode forsyninger med bacon fra Danmark. Men en klassebevidst og politisk tænkende arbejder havde andre og tungtvejende argumenter for at vælge Tyskland.
I Tyskland havde arbejderbevægelsen med november-revolutionen kæmpet og vundet republikken, kvindernes stemmeret og en otte timers arbejdsdag. Danmarks politiske system kom til at virke tilbagestående.
Denne revolution var en række mytterier og sociale og politiske oprør, som i november 1918 førte til, at den tyske kejser gik af – og det Tyske Kejserrige bukkede under.
Revolutionen banede vejen for dannelsen af en tysk republik, Weimar-republikken, som eksisterede, indtil Hitler greb magten i 1933.
Rygter om tysk snyd
I tiden efter afstemningen i 1920 opstod der i nogle danske kredse rygter om, at tyskerne ikke havde vundet valget i Flensborg på retfærdig på retfærdig vis. En del danskere fik efter valget en opfattelse af, at de mange tilrejsende tyske vælgere var blevet favoriseret – og der opstod en myte om, at Flensborg kunne være blevet dansk, hvis valget var gået rigtigt for sig.
Det store valg i 1924
Professor Wieth-Knudsen mente ikke, at de 250.000 tysksindede sydslesvigere ville udgøre nogen fare for Danmark. De ville hurtigt blive dansksindede, hvis Danmark fik Sydslesvig. Den samme mening havde Claus Eskildsen i sin bog Dansk Grænselære
De dansksindede havde en lidt falmende begyndelse. Så kom et stort opsving som kulminerede i 1924. Derpå var der tilbagegang, en ny kort opremsning under krigen ved tredivernes begyndelse, men så en ny tilbagegang under nazismen. Ved krigens slutning var der en fast kerne på 2.000 medlemmer.
For at blive repræsenteret i Reichstag krævede det 60.000 stemmer i en valgkreds. Det lykkedes for polakkerne i Øvreschlesien. Selv ved det store valg i 1924 var man 12.000 stemmer fra dette mål.
I maj 1924 fik man dog indvalgt 7 medlemmer i Flensborgs byråd.
Tyske historikere har en anden opfattelse
Om der havde været nazister inden for det danske mindretal, ja det har det sikkert. For de unge var der fordele ved at være medlem af Hitler Jugend, hvis man skulle have en videregående uddannelse.
Og så blev Ernst Christiansen, redaktør af Flensborg Avis beskyldt for at have nazistiske tendenser. Man kan vel kalde hans ideologi som ”Völkisch”. Ordet er gudskelov svært at oversætte til dansk. Det kan vel kaldes præ-nazistisk. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.
Tyske historikere har beskyldt de dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde man en speciel tolkning om raceideologi. Vi har i tidligere artikler gjort opmærksom på dette forhold.
Krisen var stor i Flensborg
Troels Fink konstaterede, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig ”er et vidnesbyrd om, hvor hårdt kristen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet”
Og Lorenz Rerup fortæller, at i vinteren 1931-32 var 8.000 i Flensborg uden arbejde, det var en fjerdedel af arbejdsstyrken.
Martin Klatt mener, at det var befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for, at Sydslesvig tidligt blev en nazistisk højborg:
Problemer med fremmedflag
I Nordslesvig havde man store problemer med at overholde lovgivningen om fremmeflag. Myndighederne havde også besvær med at forvalte lovgivningen. Således havde Grev Schack en meget liberal holdning til dette spørgsmål i Tønder Amt.
Det var også en landmand i Harreslev, der altid skulle flagre med det blå-hvide-røde slesvig-holstenske flag, når der var lejlighed til det. Når sønnen havde glemt det så råbte moderen fra vinduet:
De tyske skolebørn drillede de dansksindede skolebørn:
Dette er nok en form for plattysk.
Stor tilslutning til danskheden i 1945
Efter Tysklands nederlag i 1945 opstod der et solidt dansk flertal i Flensborg og omegn. Var valget fra 1920 blevet gentaget efter Anden Verdenskrig var Flensborg formentlig blevet dansk.
Der opstod en stemning af, at Danmark flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Noget helt andet, end hvad Nazityskland havde budt på. Det var kaos at mange vendte sig til den danske side.
Som vi tidligere har været inde på, så fik den nye danskhed næring af et stort antal flygtninge, som opholdt sig i Nordtyskland efter Anden Verdenskrig – og som ikke var populære blandt flensborgerne. Men det var de egentlig heller ikke blandt de dansksindede.
Mange politiske fraktioner
De fleste dansksindede sydslesvigere taler i dag plattysk, tysk og sønderjysk. Men det er vel en del, hvor forældrene kun taler tysk. Der var dengang et spørgsmål for de dansksindede om de skulle i dansk eller tysk skole.
Mange dansksindede blev i 1930’erne afskediget fordi de havde et dansk sindelag. Kommunisterne havde deres Rote Front, socialdemokraterne havde deres ”Eiserne Front” og nazisterne havde deres SA (Sturmabteilung). Det blev enere til SS. Så var det også lige de tysk – nationale, som havde deres ”Stahlhelm”. Ingen af dem gik stille med dørene. Der kom til slagsmål, ja også mord i Flensborg. En SA – mand myrdede en kommunist. Han flygtede til Italien.
Et dansksindet barn havde set et Nazi – optog. Barnet spurgte sin far, hvad det var for nogle. Han svarede:
Det var ikke let for et dansksindet barn at gå i tysk skole og være den eneste, der ikke var i Hitler – Jugend.
Anledning til at arrestere fjenderne
Den 27. februar 1933 brændte Rigsdagsbygningen i Berlin. Det gav så de nye magthavere anledning til at arrestere alt, hvad de kunne få fat i ag kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk og ”andre statsfjender”. Derefter fulgte et valg, hvor nazisterne opnåede flertal sammen med de borgerlige partier. Man var kommet ”legalt” til magten.
Nu skulle man også stille med ”Arienausweis”. Jo man havde allerede i 1934 hørt om Oranienburg og Dachau, men ingen vidste rigtig, hvad der skete der.
Men i udlandet var der udkommet den såkaldte ”Braunbuch”. Den fortalte, om havde der foregik i lejrene. Folk blev pint og udsat for et meget hårdt liv. Dem, der slap ud, skulle ellers skrive under på, at de ikke måtte fortælle, hvad der skete i lejrene. Der blev også skildret ting, som man simpelthen ikke troede på. Men tidligt vidste man, at der var disse lejre.
De dansksindede så også, at det franske hold hilste med udstrakt arm, da de gik forbi Hitler under Olympiaden i Berlin i 1936.
Vestmagterne accepterede Hitlers ekspansionspolitik. Det blev meget værre efter München – mødet i september 1936, hvor England, Frankrig og Italien gav Hitler grønt lys til at indlemmer Sudeterlandet – og dermed gøre det første skridt til Tjekkoslovakiets endeligt.
Så fulgte ”Gleichstellung”, den åndelige og politisk – organisatoriske ensretning. Gamle foreninger blev nu indlemmet i de nye Nazi – institutioner.
De dansksindede børn fik at vide, at de ikke skulle fortælle om, hvad der blev snakket om derhjemme.
Man skulle spørge om lov hos Hitler – Jugend
Det var Hitler – Jugend, der samlede hele den tyske ungdom tvangsmæssigt under en hat. Dog var det danske mindretal udtrykkeligt fritaget for at deltage. Men hver gang et ungt menneske agtede sig til Danmark, skulle han have tilladelse dertil af – Hitler Jugend. Tilladelsen skulle hentes fra et kontor i Flensborg som kun havde åbent nogle få timer om ugen. Og tilladelsen blev kun givet for nogle få rejser i et kort tidsrum. Det var et stort besvær.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler om Afståelse, Grænsedragning eller Genforening:
Under Sønderjylland er der 188 artikler bl.a.
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 305 artikler bl.a.
Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 33 artikler