Søgeresultater på "lers"
Dato: maj 8, 2020
Royale med brune ideer
Vi skal besøge Prinsesse Helena af Glücksborg – Prinsesse Sophie af Grækenland/Danmark – Kronprins Olav – Det Svenske Kongehus – Edward den Ottende. Det kan altid diskuteres, hvor alvorlige de ”brune” ideer var. Måske skyldtes holdningen naivitet eller egoisme. De værste anklager skal nok rettes mod Edward. Her var det nok ikke hans ægteskab, der var årsag til, at han måtte abdicere. Men det var nok af sikkerhedsmæssige årsager. Den mest irriterende var nok Prinsesse Helena. Man kan godt forstå, at kongen udviste hende. Læs her historien om, hvad hun fortog sig efter 1920
Prinsesse Helena af Glücksborg
Prins Harald, søn af Frederik den Ottende var tavs og indesluttet og uden boglig eller litterære interesser. Som 17 – årig trådte han ind i hæren og kronede sin militære karriere som generalmajor i 1926.
Han forblev livet igennem en tavs skikkelse i familiens periferi og nærmest ukendt i offentligheden.
I 1909 ægtede sin mere dominerende halvkusine, Prinsesse Helena af Glücksborg med hvem han fik fem børn bl.a. Caroline-Mathilde som siden giftede sig med Christian den Tiendes yngste søn, Prins Knud. Vielsen fandt sted på Glücksborg.
Helenas mor var prinsesse af Augustenborg, tipoldebarn til Struensee og søster til Wilhelm den Andens gamlinde. Forbindelsen til Wilhelm den Anden var heller ikke velset efter Første Verdenskrig.
Hun bakkede sit hjemland op
Helena var meget udfordrende. Hun var født og opvokset i det tyske kejserrige og forblev hele livet tro mod sit tyske fædreland. Det kom til at volde kongen adskillige problemer ikke mindst i betragtning af sin fjendtlige holdning til naboen i syd.
Efter brylluppet boede ægteparret på Schaffergården i Gentofte, som prinsen købte i 1907 og givet navnet Jægersborghus. Senere boede de i et stort pragtpalæ på 1.251 kvadratmeter på Svanemøllevej 25. Det blev kendt som Prins Haralds Palæ og bygget i 1918.
En familie, der var bortvist
Prinsesse Helena kom også fra en familie, der ikke var særlig vellidt i kongefamilien. Kære læsere, for at forstå den del af historien skal vi lige lidt længere tilbage i historien.
Hertugen af Augustenborg blev i 1852 landsforvist efter at han havde fået en erstatning på 3 mio. Rigsdaler for de godser, der blev beslaglagt som følge af hans deltagelse i de slesvig-holstenske oprør.
Efter den preussiske overtagelse af Nordslesvig købte Hertugens sønnesøn Ernst Günther Gråsten Slot og gods tilbage. I 1885 fik han tillige brugsretten til Sønderborg Slot og Augustenborg Slot af den preussiske stat.
Den danske stat købte tre slotte
Efter at Nordslesvig kom til Danmark indvilligede den danske stat at købe de tre slotte en gang for alle. Det var også en måde at slippe af med Augustenborgerne, der gjorde krav på Kronen.
Til kongens store irritation var Helena gået aktiv ind i dette på Augustenborgernes side.
Helena havde købt Augustenborg Slot
Hun brugte bl.a. en stråmand til at købe Augustenborg Slot tilbage til hendes tyske familie. Og ved fredsforhandlingerne i Versailles optrådte Ernst Günther på tyskernes side.
Kongen forsøgte at tvinge Helena fra handlen. Han forbød hende at tage til Tyskland for at tale med Ernst Günther. Hun ville ikke tage handlen tilbage og rejste trods kongen til Tyskland på hendes tyske pas.
Først efter en overenskomst mellem den danske og den tyske regering blev hun nærmest ”frataget” handlen. Dette var med til at forstærke modsætningsforholdene med kongen.
Sympatier for Nazi – Tyskland
For under besættelsen kunne hun ikke skjule hendes sympati for Nazi – Tyskland. Hun havde en venskabelig indstilling til højtstående værnemagtsofficerer, der ofte kom til selskaber i hendes hjem.
Medlemmer af den danske modstandsbevægelse kaldte hende:
Hun foreslog at nazister skulle med i regering
Hendes sønner brød også med hende. Ifølge Stockholmlisten på Bovrup-kartoteket skaffede hun sig adgang til danske nazi – kredse gennem Ebba Rigmor Lerche. Hun søgte i 1942 med Højgaard – kredsen at overtale sin svigersøn Prins Knud til at foreslå kongen at lade nazister indgå i regeringen.
Helena rejste med flyvemaskine
Hun kunne som kongelig ikke stilles til regnskab i det almindelige retssystem. Hun måtte lide den tort at blive midlertidig landsforvist. Det skete i henhold til en sjælden anvendt paragraf i kongeloven, som tillægger kongen ansvaret for hustugten i kongehuset. Hun blev sendt til slægtninge på Glücksborg. Og dette skete den 30. maj 1945. i kongens dagbog stod anført:
Åbenbart er Helena også blevet diskuteret den 7. september 1946, hvor kongen noterede følgende i sin dagbog:
Tilsyneladende blev der ikke truffet nogen afgørelse. Harald ville naturligvis gerne have sin ægtefælle hjem.
Kongen trak udvisningen tilbage
Først da Prins Harald i begyndelsen af 1947 blev alvorlig syg gav kongen efter. Den 5. februar 1947 ophævede han udvisningen. Harald døde to år efter.
Hendes tilbagevenden var ikke en dans på roser. Hun var jo nærmest anbragt her i en slags husarrest. For at få en snak med folk tilbød hun vejarbejderne på gaden cigaretter. Og når hun skulle besøge hendes mand på Bispebjerg Hospital, blev hun ledsaget af en politipatrulje.
På et tidspunkt havde de 10 – 11 hunde. Når de slap ud på gaden, måtte alle ude at lede.
Den yngste datter grevinde Castell boede i Berlin. Hun mistede sin mand under krigen og flygtede med hendes to børn til Danmark, hvor de en overgang boede på Svanemøllevej.
Den ældste datter Feodora kom også til Danmark med sin mand og to sønner. De måtte flygte, da russerne rykkede frem. De flyttede senere tilbage til Tyskland.
Helene levede en meget tilbagetrukken tilværelse til hendes død i 1962.
Prinsesse Sophie af Grækenland/Danmark
Hun var den yngste datter af Prins Andreas af Grækenland og Prinsesse Alice af Battenberg. Hun var gift to gange med tyske prinser. Først med Prins Christoph af Hessen i 1930 og efter dennes død med Prins Georg Vilhelm af Hannover i 1946.
Hun tilhørte Huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og var storesøster til den britiske prinsgemal Prins Philip af Edingburgh.
Sophie fik sin titel som ”Prinsesse af Danmark”, fordi hun er tipoldebarn af Christian den Niende. Hun døde 87 år gammel i Tyskland i 2001.
Hun syntes at Hitler var charmerende og kunne lide hans ideer
Hun spiller en central rolle i en dokumentar af Sophies bror, den britiske Prins Philip. I hendes dagbog skulle prinsesse Sophie beskrive Hitler som imponerende efter at have mødt ham ved flere lejligheder før han kom til magten i 1930’erne:
I dokumentaren kan man høre prinsesse Sophies søn læse op af dagbogen. Sønnen Prins Rainer von Hessen kom fra Prinsesse Sophies første ægteskab. Manden var en højtstående SS – officer, der blev dræbt under Anden Verdenskrig.
Dokumentarfilmen viser desuden fotografier, der dokumenterer prinsesse Sophies forhold til fremtrædende nazister i 1930’erne.
Hun var med til Görings bryllup
Hun deltog blandt andet til Herman Gørings bryllup i 1935, hvor hun sad til bords med selveste Adolf Hitler. På det tidspunkt havde Adolf Hitler taget magten i Tyskland.
Hitler var meget begejstret for hendes måde at konversere på.
Prinsesse Sophie af Grækenland og Danmark havde tre søstre. To af dem var lige som Prinsesse Sophie gift med adelige tyske mænd, der havde fremtrædende poster i det nazistiske styre i Tyskland.
Kronprins Olav
Kronprins Olav betroede sig i et brev til Prinsen af Wales, at et snævert forhold til Tyskland var den eneste løsning. I bogen ”Æresordet” hævder forfatteren Bomann – Larsen at den folkekære kong Olav i sin kronprins-tid i 1930’erne flere gange slog til lyd for, at de allierede skulle tage det nazi – styrede Tyskland ind i varmen.
Ønskede at England skulle forhandle med tyskerne
Og så var det, at han i december 1935, da han følte at situationen var så presset, at han skrev til sin fætter og tronfølgerkollega, Prinsen af Wales. Norges kronprins øjnede mulighederne for at skaffe fred i Europa. Han ville have at englænderne skulle forhandle med tyskerne.
Da England og Frankrig ofrede Etiopien
I tiden før kronprins Olav satte sig ned bag skrivebordet på Skaugum seks dage før juleaften 1935 herskede der stor usikkerhed i et splittet Europa. Det fascistiske Italien under ledelse af Benito Mussolini havde invaderet Etiopien og dennes leder Haile Selassie måtte flygte fra landet. Han appellerede til Folkeforbundet (senere FN). Alle medlemsstater fordømte det italienske angreb.
Men fransk presse afslørede at England og Frankrig ville hellere ofre etiopiernes folkeret end at bryde samarbejdet med deres europæiske partner Italien i kampen mod Hitler. Italien var en af garantierne for opretholdelsen af freden i Europa.
Et brev til Georg den Sjette
I 1939 skriver kronprins Olav et nyt brev til englænderne. Denne gang til Georg den Sjette. Igen appellerer han til at englænderne om at forhandle med Tyskland under Adolf Hitler’ s ledelse for at sikre fred i Europa.
I mellemtiden havde Hitler iværksat de racistiske Nürnberg-love, der indledte jødeforfølgelsen. På det tidspunkt havde Hitler også gennemført ”Krystalnatten” mellem den 9. og 10. november 1938. Her blev flere hundrede jøder dræbt og cirka 300 synagoger brændt. 7.500 jødisk – ejede butikker blev vandaliseret.
I 1940 valgte Olav at blive i landet. Han mente at kunne tjene landet og sikre det norske monarki.
Olav havde en solid militæruddannelse
Nogle historikere hævder, at det var tale om en fejlvurdering i en vanskelig situation. Andre mener, at det var en naiv tankegang. Andre igen mente, at han ingen erfaring havde som statsmand. Haakon ville under ingen omstændigheder forhandle med tyskerne.
Men Olav havde fået en solid militæruddannelse.
Egenrådig politisk linje
Olav var bange for den røde fare. Det var kendt. Men det er tydeligt, at det var en klar splittelse mellem kong Haakon og kronprins Olav. Det mest opsigtsvækkende var dog, at han drev en egenrådig politisk linje som hverken kongen eller regeringen kunne stå inde for.
Det Svenske Kongehus
Det svenske kongehus var pro-tyske under Anden Verdenskrig. Og ikke kun dem. Store dele af den herskende elite troede på tysk sejr. Den svenske neutralitetspolitik var en løgn, fortæller Staffan Thorsell i bogen ”Mein lieber Reichskanzler”.
Tillykke med sejrene Herr Reichskanzler
Svenskerne var gennemgående pro-tyske og nærede endda pro-nazistiske følelser og støttede både i ord og gerning den nazistiske politik og ideologi.
Det var den svenske konge Gustav den Femte der i 1941 sendte et brev til Adolf Hitler og gratulerede med nazisternes sejre på østfronten. Han indledte brevet med ”Mein lieber Reichskanzler”.
Sibylla mødte frem med kaffe og chokolade
Da sårede tyske soldater skulle hjemtransporternes fra østfronten i 1941 foregik det med tog gennem Sverige. Den nuværende konges mor, prinsesse Sibylla mødte personligt op med kaffe og chokolade for at sørge for de tyske helte.
Da nordmændene kæmpede tappert op i Nordnorge fik tyskerne lav til at køre forstærkninger op gennem Sverige.
Den svenske elite havde mange kontakter med nazistiske spidser som Hermann Göring , Adolf Hitler og Heinrich Himmler. Sveriges ærkebiskop var gennem sine tyske forbindelser velinformeret om jødeforfølgelser men valgte at tie om disse. Selv da han var en af de første i 1942 blevet grundigt informeret af den berlinske biskop med det formål at fortælle verden om folkemordet, valgte han tavsheden.
Svenskerne opfordrede til at kæmpe på tysk side
Den svenske hær var inficeret af pro-tyske følelser, så da den svenske øverstbefalende erfarede, at tyskerne sandsynligvis ville tabe krigen, var han nær ved at græde.
Chaplins antinazistiske film ”Diktatoren” var forbudt af censuren i Sverige, men man viste den nazistiske propagandafilm ”Sejr i Vest”.
Lige som danskerne – venlige over for tyskerne
Sveriges neutralitetspolitik omfattede også eksport til nazisterne og andre decideret tyskvenlige handlinger. Sveriges militære øverstbefalende forsøgte så sent som i 1941 at få frivillige svenske officerer til at deltage i krigen på tysk side.
Også den førende familie Wallenberg fik store kontrakter gennem nazisterne. Men endnu den dag i dag er familiens arkiver lukket for offentligheden.
Svenskerne gjorde lige som Danmark. De var venligsindet over for tyskerne. Det svenske argument var, at det blev man nødt til for at overleve i Europa i 1930 og 1940.
Kongen forblev venligsindet
Gustav den Femtes brev afslører ham ikke som ideologisk nazist, men måske bare et udtryk for tidens ønske om at besejre den fælles bolsjevikiske fjende. Men selv da kongen fik kendskab til nazisternes folkemord på jøderne påvirkede det ikke hans venlige adfærd over for nazisternes repræsentanter.
Svenskerne mener ikke, de har gjort noget forkert
Førende historikere og medier fastholdt dog illusionen om den sobre svenske neutralitet. Så sent som i 2005 sagde Sveriges statsminister, Göran Persson:
Lige som i Danmark er også vigtige arkiver i Sverige lukket. Således også dele af de kongelige arkivalier. Det er ikke særlig populært at sige, at den svenske neutralitetspolitik hvilede på pro-tysk grundholdning.
Kongefamilien og den svenske hærledelse har ved flere lejligheder vist dyb beundring for Hitler og ledende nazister. Den livlige handel med Tyskland gavnede såvel det nazistiske regime og den svenske industri.
Svenskerne blev mere negative over for tyskerne
Den svenske tilpasning til Tyskland kulminerede allerede i sommeren 1941 med den såkaldte midsommerkrise om transitering af tyske soldater østpå, samtidig med at Hitler indledte sit angreb på Sovjetunionen. Derefter blev Sverige gradvist mere henholdende eller direkte negativ over for tyske krav. De kom jo også til at spille en positiv rolle for den danske modstandsbevægelse og som flugtland for de danske jøder i efteråret 1943.
Svenskerne fortsatte dog lige som Danmark med i stigende grad at eksportere til Tyskland.
Edward den Ottende
To kongelige børn og kongelige voksne heilede
Et filmklip på 18 sekunder har i den grad vakt røre i England. Normalt skal kongelige personer ikke gøre rede for, hvad de foretager sig i parken uden for Balmoral Castle. To små prinsesser på tre og seks år kan vel heller ikke lastes for at gøre nazi – hilsen, selv om den ældste senere blev britisk dronning.
Men de samme regler kan ikke gælde for de to voksne, der førte an i legen i det over 80 år gamle filmklip. Og det var Dronning Elisabeths mor og onkel, den senere Edward den Ottende, der førte an.
Dronningemoderen havde – som store dele af kongehuset og den britiske overklasse ellers klare nazi – sympatier i 1933 eller 1934, da disse optagelser blev gjort.
Men mon ikke det var onkel Edward, der førte an?
Afsky fra nazismen fra start til slut
Både Dronning Elisabeth den Anden og hendes mor, Qeen Mother betragtes som patriotiske helte, der havde stor del i den endelige sejr over Nazi-Tyskland på grund af den store moralske støtte – ikke mindst under Blizen mod England i 1940, hvor kongefamilien nægtede at forlade Buckingham Palace i London, der blev bombet ni gange. De hjalp også til med at rydde op i gaderne.
Bemærkelsesmæssigt er det vel af Qeen Mother som 33 – årig tilsyneladende lavede en heil – hilsen samme år som Hitler kom til magten. Hun var en højt respekteret dronning, der døde 102 år gammel i 2002.
Historikere har derfor også anført, at de to var total standhaftige i deres afsky for nazismen fra start til slut.
Lukkethed hos de kongelige
Var alt gået efter planerne var det 17 sekunders videoklip aldrig nået ud til offentligheden. Klippet ligger i de royale arkiver. Og det var bladet The Sun, der offentliggjorde det. Og The Sun vil ikke fortælle, hvordan de har fået fat i arkivet. Men afsløringen har skabt debat om, hvad der ellers ligger her af afsløringer.
Lukketheden omkring kongehusets historie er nemlig en skændsel mod demokratiet, lyder det i kølvandet på avisens opsigtsvækkende historie. De kongelige er meget bekymret over, hvad der kommer frem. Så meget er sikkert blevet ødelagt eller ”bortkommet”.
Politiefterforskning i gang
Dronning Elisabeth den Anden citeres fra kilder i Buckingham Palace for at finde lækket af videoen for ”gustent”. Mest stødt er hun over, at hendes mor skal trækkes igennem mediemaskinen, fortæller royale kilder til Sunday Mirror. Hun vil vide hvem der har gjort det.
Politiet er åbenbart i gang med efterforskningen. Videoen er frit tilgængelig på Youtube . Buckingham Palace’ advokater vil også se på om The Sun og Daily Mirror som begge har optagelserne på deres hjemmesider har brudt ophavsretten og dermed begået lovbrud.
”En charmerende vellystig idiot”
Mange af de politiske ledere var glade for at komme af med den unge konge og hans højst tvivlsomme politiske synspunkter. Britiske historikere er ikke i tvivl om at kong Edwards naivitet og svaghed for nazisterne kunne have fået alvorlige storpolitiske konsekvenser.
Peter Preston i The Guardian kaldte Edward for:
Edward udgjorde et sikkerhedsmæssigt problem
Edward blev konge i 1936 men abdicerede samme år. Han var kun konge i 325 dage. Han viste sig at være utålmodig anlagt og ignorerede ved flere lejligheder den etablerede hofprotokol og diverse konventioner.
Den officielle forklaring er, at han giftede sig med den fraskilte amerikaner og nazisympatisør Wallis Simpson. Da kongen også var kirkens overhoved, kunne man ikke både være konge af England og være gift med en fraskilt.
Men åbenbart var forklaringen en anden. Det handlede om landets sikkerhed. Man var klar over, at han havde tætte relationer til Nazi – Tyskland. Og åbenbart var der efter krigen sluppet dokumenter ud, der viser planer om at genindsætte Edward som konge i Storbritannien efter en sejr over England. Noget tyder på at hans interesse for nazismen var større end, man gerne vil have frem.
Et protysk netværk
Edward var en del af et protysk netværk, hvis ledende medlem var Charles Edward Hertug af Coburg. Denne var overbevist nazist og blevet brugt til britiske forhandlinger med Hitler. Han var barnebarn af dronning Victoria. Man skal lige huske at dele af det engelske kongehus var af tysk afstamning. Således var han født og opvokset i Tyskland. Efter Første Verdenskrig var han stærkt nationalistisk og højreorienteret. Han var med til at finansiere antidemokratiske terrorgrupper i 1920’erne.
I 1930’erne havde Charles Edward en række kontakter i London, hvor han benyttede sig af sin søster grevinde Alice af Athlone, der var dronning Marys svigerinde. Denne forbindelse skabte nær kontakt med hertugen af Winsor.
Disse to drømte om en fælles tysk-britisk alliance. Ifølge Sovjetisk efterretningsvæsen var tanken at den engelske regering skulle slutte fred med Tyskland og sammen vende sig mod Sovjetunionen.
Edward: Krigen skyldes Jøderne, de røde og Udenrigsministeriet
Disse rapporters sandhedsværdi skal nok tages med en gran salt. I et spansk arkiv fandt Karina Urbach (Se Kilde) dokumentation for, at hertugen af Windsor nærede stærke antisemitiske holdninger, der flugtede med nazisterne. Han har ifølge en spansk kilde sagt, at krigen skyldtes:
Ifølge kilden havde hertugen sagt, at et effektivt tysk bombardement af Storbritannien kunne tvinge briterne til en fornuftig fred.
Oplysningerne har Karina Urbach stykket sammen fra udenlandske arkiver. Hun har ikke fået adgang til de britiske arkiver.
Skulle gøres til konge igen af Hitler
Efter at være gået af som konge og gift med Wallis Simpson blev de udnævnt som hertug og hertuginde af Windsor.
Roy Jenkins har anført, at hvis Edward den Ottende ikke havde abdiceret kunne Churchill i 1940 have fået den pligt at internere sin egen konge. Det ville i den grad have hæmmet Churchill.
Rygterne gik på, at hvis Hitler erobrede England, så skulle Edward tilbage på tronen. Hitler ville bruge ham lige som Quisling i Norge. Men invasionen kom aldrig
Men egentlig findes der ikke noget bevis for, at Edward drev nogen form for landsforræderi eller nogen form for strafbar virksomhed. Historikere kan ikke få adgang til personlige papirer. Men åbenbart er det så alligevel lykkedes at skaffe beviser i udenlandske arkiver
Den over 100 år gamle dronningemoder var gift med Edwards bror som efter hans fratrædelse kom på tronen som Georg den Sjette.
Kongen var glad som et barn
Efter engelsk lov er de papirer, som historikere gerne vil have fat i hemmelighedsstemplet indtil 2037. Og det er papirer fra Edwards personlige advokat Sir Walter Monckton.
Dronning Elisabeths far, som var Edward den Ottendes efterfølger og som blev kaldt George den Sjette var en varm tilhænger af Chamberlains eftergivelses – politik. Kongen var glad som et barn, skriver udenrigsminister Lord Hallifax om forsoningsmøderne mellem Storbritannien og Nazi – Tyskland i 1930’erne.
Guvernør af Bahamas – så var han gemt af vejen
Edward besøgte Hitler i hans bjerghytte i slutningen af 1930’erne. Han blev ved med at være fan af ham så sent som i 1970 selv efter afsløringerne af Holocaust. Parret blev også fotograferet med Hitler i München i 1937.
Efter en kort periode ved fronten blev Edward udnævnt som guvernør over Bahamas. Så var han gemt af vejen. Men ellers opholdt Edward og Wallis sig resten af deres liv i Frankrig. I 1972 døde han i Paris.
Prins Philip havde ingen sympatier
Dokumentaren om Prinsesse Sophies storebror Prins Phillip, der senere blev gift med Dronning Elisabeth den Anden viser også Prinsens deltagelse i sin søsters, Ceciles begravelse i Tyskland i 1937 efter hun var død i et flystyrt. Her er Philip omgivet af en masse nazi – tilhængere.
Dokumentaren bidrager dog ikke med oplysninger, om at prinsen skulle have haft nazi – sympatier af nogen art. Han kæmpede dog også heroisk mod nazisterne under Anden Verdenskrig.
Kilde:
Dato: maj 8, 2020
Røde Kors med brun fortid
Bliver fortiden forskønnet? Røde Kors hjalp aktivt, hvor de ikke skulle have hjulpet. Paven vidste besked. Er det noget sludder? 29. sept. 1943 – 3t vigtigt møde. Jøderne skulle deponeres. Et ”interessant” forslag fra Røde Kors. Dårlige relationer til forvaltningschefer. Højkommissær i Folkeforbundet. En positiv holdning til nazismen. Rosting burde have været neutral. Flere nazistiske synspunkter. På en speciel ministerliste. Dansk Røde Kors protesterede ikke. Ingen ordrer – tak. De røde enker kunne ikke få hjælp i begyndelsen. Kommunister kunne ikke hjælpes. Røde Kors kørte selv til lejrene. Best fik aftale med Eichmann. Socialministeriet gik uden om Røde Kors. Det danske Hjælpekorps hjemførte syge indsatte. Åndelig værnemageri. Han blev kaldt landsforræder. En god dansk mand. Udrensning i Røde Kors. Nølende og frygtsom. Han gik over stregen.
Bliver fortiden forskønnet
Det er så mange, der ikke har rent mel i posen, når det gælder krigens tid. Det er ting, man helst skal holde mund med. Og det gælder også Røde Kors. Jo de gjorde skam også meget godt under krigen. Ingen tvivl om det.
International Røde Kors undlod at hjælpe forfulgte jøder. I 1997 mundede en undersøgelse af International Røde Kors ud i en formel undskyldning og beklagelse af organisationens ringe indsats.
Der er dokumenteret generelt svigt og endda hemmeligholdelse af oplysninger om jødernes skæbne.
Det er også til stadighed påstande om, at Dansk Røde Kors under krigen samarbejdede med nazister og undlod at hjælpe nødstedte. Men trangen til at forskønne fortiden og slette fortidens moralske svigt eksisterer endnu.
Røde Kors hjalp aktivt
Vi har i tidligere artikler godtgjort, at Vatikanet hjalp topnazister på flugt. De udstedte falske id – papirer. Også Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden. Blandt de prominente, der fik hjælp af Røde Kors og/eller Vatikanet var Adolf Eichmann og Josef Mengele, der begge ikke havde held til at flygte til Sydamerika efter Det Tredje Riges sammenbrud i 1945.
I bogen The Real Odessa beskyldes den katolske kirke, den schweiziske regering og Røde Kors for at assistere argentinerne med at få så mange tyskere ført over til Argentina som muligt.
Paven vidste besked
Det har længe været et stridsspørgsmål om pave Pius kendte til forholdene i KZ – lejrene. Men ny forskning har vist, at det var en passiv pave, der udmærket vidste, hvad der foregik. Han har forsvaret sig med, at han ikke uden videre kunne sige tingene rent ud, så ville nazisterne hævne sig.
Som led i striden publicerede Vatikanet et 11 bind stort værk, der skulle påvise pavens uskyld. Men den 27. september 1942 afleverede en amerikansk diplomat en hemmelig rapport om massemord på jøder i ghettoen i Warszawa. Rapporten indeholdt oplysning om, at 100.000 jøder var blevet myrdet i ghettoen i den polske by og at yderligere 50.000 var myrdet i Lemberg.
Rapporten kom fra jødiske kilder i Schweiz. Den amerikanske regering ønskede et svar fra Vatikanet om man kunne bekræfte disse oplysninger og deltage i aktioner for at gøre Verden opmærksom på tragedien.
Paven skrev tilbage, at han ikke kunne, bekræftede jødiske kilders oplysning. Ifølge forskere skyldes dette svar, at en kardinal i en skrivelse til paven havde advaret ham mod at tro de jødiske oplysninger, fordi jøderne altid overdrev. Dette dokument er ikke omtalt i de 11 bind som Vatikanet udgav.
Forskerne har også i Vatikanets arkiv fundet tre fotografier, der viste KZ – fangere hvis lig var spredt ud over en stor massegrav. Vatikanet havde fået disse fra jødiske kilder i Schweiz.
Er det noget sludder?
Jo Den Katolske Kirke var også ret aktiv. Røde Kors var behjælpelige med at transportere gamle nazister og grænsen til Danmark i ambulancer efter krigen. Det hævdes i bogen The Real Odessa. På det tidspunkt ville de danske myndigheder bevare et godt forhold til Argentina, så de trykkede måske et øje i nu og da.
Men sådan noget havde vi da ellers ikke i Danmark? Vi hjalp da med Røde Kors pakker, så var er det for noget sludder du skriver! Og Røde Kors hjalp med De Hvide Busser, så hold da helt op!
Onsdag den 29. september 1943 var der et vigtigt møde i Udenrigsministeriet. Departementschef Svenningsen havde en kedelig meddelelse. Der var vedvarende rygter om, at heljøder ville blive arresteret og deponeret til Polen.
Jøderne skulle deponeres
Eivind Larsen fra Justitsministeriet havde et forslag, at man kunne deponere jøderne her i landet. Dette tilbud skulle man give tyskerne.
Samme aften havde Werner Best sendt et telegram til Berlin. Han var om formiddagen blevet opsøgt af Helmer Rosting, der præsenterede som direktør for Dansk Røde Kors og som en person, der havde været Folkeforbunds-kommissær i Danzig. Han var også kendt som en af Det tredje Riges mest pålidelige venner. Han havde et interessant bidrag med sig.
Et ”Interessant” forslag fra Røde Kors – chefen
Siden 29. august var officerer og værnepligtige blevet tilbageholdt på kasserne. Rostings forslag gik ud på at løslade soldaterne og spærre de danske jøder ind på de kaserner. Man kunne jo også for hver sabotagehandling sende 50 eller 100 jøder syd på, foreslog Røde Kors – direktøren. Dette ville sabotørerne tage hensyn til.
Det hører så med til historien at Rostings ”interessant” forslag blev lagt i skuffen. Det samme var tilfældet med Eivind Larsens forslag.
Dårlige relationer til forvaltningschefer
Tre uger senere havde Rosting sendt en anmodning om at besøge De danske jøder og kommunister på deres ”opholdssteder”. En lignende henvendelse var kommet fra det danske udenrigsministerium.
Rosting fik efterhånden ret dårlige relationer til de forvaltningschefer, der hjalp norske og danske KZ – fanger.
Højkommissær i Folkeforbundet
Han var født i Thisted i 1893. I 1917 tog han teologisk embedseksamen. Dan danske komite af det amerikanske YMCA (KFUM) sendte ham som neutral delegeret til engelske og franske krigsfanger i Tyskland. Og tyske krigsfanger i Frankrig.
Ved våbenstilstanden 1918 og frem til fredsslutningen to år senere overgik han til Røde Kors krigsfangehjælp. Som tak for hans hjælp gav den engelske stat ham et ophold ved Oxford University.
Året efter blev han udnævnt til Folkeforbundets generalsekretariat. I de næste fire år beskæftigede han sig med om baltiske og polske minoritetsspørgsmål. I oktober 1932 fik han stillingen som Folkeforbundets højkommissær for Fristaden Danzig. Dette blev et alvorligt vendepunkt på det personlige plan.
En positiv holdning til nazismen
I sin embedsperiode kom han tæt på nazistiske delegerede og ledende nazistiske embedsmænd i Berlin. Ved hjemkomsten fik han en stilling som fuldmægtig i Udenrigsministeriet.
Det var som om han i disse år fik en meget positiv indstilling til den tyske nationalsocialisme med deres førerprincip.
I oktober 1939 blev han ansat i Røde Kors kontor for krigsramte.
Rosting burde være neutral
Allerede i 1939 havde han i en artikel i tidsskriftet ”Der Norden” angrebet Folkeforbundet. Siden Tysklands og Italiens udtræden i henholdsvis 1933 og 1937 havde forbundet med Rostings ord forvandlet sig til et arnested for intriger, hvor jøder og frimurer hetzede mod fascistiske stater.
Han mente, at det var på tide, at Danmark meldte sig ud af Folkeforbundet.
I forhold til Dansk Røde Kors, hvis hele eksistensgrundlag hvilede på en neutral holdning til inden – og udenrigspolitik, udgjorde Rostings artikel et stort problem. Det var nemlig skrevet efter hans tiltræden som chef/direktør for institutionens krigsfangekontor.
I forbindelse med en indsamling skrev Thorvald Stauning i et brev til Johan Bülow:
Flere nazistiske synspunkter
Den 18. september 1940 fremkom Rosting med en kronik i det nazistiske blad Fædrelandet. Her skrev han bl.a., at Danmark for at fjerne den skamløse kapitulation den 9. april nu kunne give sig under førerstatens idealer.
I 1940 havde Scavenius en ide om at knytte Rosting til udenrigstjenesten, man han trak dog hurtig følehornene til sig.
Han var trådt frem som en ubetinget sympatisør af Nazi – Tyskland. Han gik ind for en omdannelse af den danske regering i nazismens ånd.
På nazistisk ministerliste
Den 13. september 1940 blev der udarbejdet en liste af Jørgen Sehested. Her figurerede Rosting på en nazistisk ministerliste. Her stod han til at få en udenrigsminister – post.
Det var ikke den eneste gang. To år efter under den såkaldte telegramkrise stod han atter på en ministerliste, denne gang som kirkeminister.
Dansk Røde Kors var velvidende om disse ting. Og Rosting truede endda med at tage sin afsked. Men organisationen ville ikke slippe ham. I Norge var Røde Kors blevet nazificeret og blevet frataget retten til at sende pakker til landets KZ – fanger.
Dansk Røde Kors protesterede ikke
Ca. 6.100 danskere var blevet deponeret syd på. Og jødeaktionen natten mellem den 1. og 2. oktober gav også anledning til at en masse danske foreninger og organisationer protesterede over for Werner Best. Men man savner en protest fra Dansk Røde Kors.
Fra og med deportationerne til KZ – lejrene fremstod Helmer Rosting som den vigtigste mand i Dansk Røde Kors. Hans kontor udviklede sig til en central for pakke – og brevforsendelse. Men det skulle dog gå lang tid før man i Socialministeriet fandt ud af, at Rosting ikke var nogen nem samarbejdspartner.
Han brød sig ikke om ordrer andre steder fra
Problemet var dobbelt. Han brød sig ikke om ordrer fra anden side. Og så var han for ærekær. Hans tolkning af Røde Kors mandat var i situationen uhensigtsmæssig. Formentlig har man gjort sig sine tanker om rækkevidden for hans sympatier for det nye Tyskland.
De Røde Enker fik ingen hjælp i begyndelsen
Straks efter at kommunisterne var sendt til Stutthof opsøgte en delegation af deres koner, kærester og mødre Dagmarhus, Dansk Røde Kors, Vareforsyningsdirektoratet og Socialministeriet.
De anede ikke, hvor mændene var sendt hen og vidste ikke, hvordan de skulle tackle situationen. På Dagmarhus havde Karl Heinz Hoffmann afleveret en lille duplikeret seddel, hvor der stod:
Kommunister kunne ikke hjælpes
I Røde Kors gav Helmer Rosting den korte besked, at kommunister kunne man ikke hjælpe, da de ikke var krigsfanger.
Jo det var ”De Røde Enker” der var i gang. De forstod ikke afvisningen hos Røde Kors. Deres motto var jo ellers:
Heller ikke mødet hos Vareforsyningsdirektoratet var særlig positivt. Her fik de udleveret et skema til forsendelse af en standardpakke til danske arbejdere i Tyskland. Men departementschef H.H. Koch i Socialministeriet tog affære.
Ret hurtigt fandt kvinderne ud af, at mændene havde brug for mad og tøj. Fra Socialministeriet ringede Kochs nære medarbejder til udenrigsministeriet. Med hensyn til tøj blev han henvist til Dansk Røde Kors.
Røde Kors kørte selv ned til lejrene
Her fortalte Rosting, at han var blevet opsøgt af ”nogle kommunistiske hustruer”. Hustruerne kunne aflevere tøjet til Røde Kors, så ville de sende det videre. Men fra Socialministeriet synes man ikke at man var særlig samarbejdsvillig.
Rosting følte at armen var vredet om på ham. Han mente ikke, at der skulle gøres forskel på almindelige Tysklands – arbejdere og de indsatte i Stutthof. Røde kors havde slet ikke sat sig ind i, hvad et ophold Arbeitslager Stutthof egentlig bestod i.
Stutthof – komiteen ønskede den dyre forsendelse som postpakke. Men Røde Kors ville bruge den tyske jernbane. Frem til efteråret foregik forsendelserne ad vante kanaler med skib og jernbane- Men som infrastrukturen blev mere upålidelig, kørte Røde Kors selv ned til lejrene.
I Dansk Røde Kors’ hovedkvarter i Det Gule Palæ var op til 100 frivillige kvinder beskæftiget med pakkearbejdet. I takt med de fortsatte interneringer sprængtes rammerne og lokaler i nærheden måtte tages i brug. Hjælpen til politiet fik en egen afdeling i den gamle Metropolitanskole ved Frue Plads.
Best fik aftale med Eichmann
Den 2. november 1943 var Adolf Eichmann i København for at finde ud af, hvorfor jødeaktionen var slået fejl. Mødet med Best fik et overraskende resultat. Jøder over 60 år skulle ikke anholdes. Og dem, der var sendt til Theresienstadt som var over 60 år skulle sendes tilbage til Danmark. Så skulle repræsentanter i nær fremtid besøge dem.
Det viste sig, at de danske jøder ikke måtte modtage madvarer fra Danmark. Ifølge den officielle begrundelse var det fordi, at de i så fald ville opnå alt for store fordele frem for andre nationaliteter. Og for det andet så manglede man intet i lejren!
Socialministeriet gik uden om Røde Kors
Socialministeriet valgte nu at gå helt uden om Røde Kors og Gestapo. Man valgte Illegale Præsters uofficielle Forening og engagerede en speditør til at klare pakkeforsendelserne. Og dette fungerede fint.
Efter adskillige udsættelser var mødet i Theresienstadt planlagt til den 23. juni 1944. Tysk Røde Kors havde været der året forinden og fundet forholdende gruopvækkende. Rosting blev forbigået. Årsagen kendes ikke. Men udenrigs – og Socialministeriet havde opdaget hans negativitet til pakkeforsendelserne.
Besøget blev en succes for Himmler. Delegationen havde fået et fint indtryk af forholdene.
Det var fortsat Socialministeriet, der stod for alle udgifter. Røde Kors nægtede også at sende pakker til de statsløse jøder. Egentlig havde man overvejet at sætte Røde Kors helt fra bestillingen med at sende pakker. Men tyskerne mente, at det skulle man nok vente med. Og det gjorde man så og valgte andre muligheder.
Røde Kors udførte mirakler uden om Rosting
Men uafhængig af Rosting arbejdede Røde Kors’ Transportkontor under H.O. Hansen på højtryk. Staben af chauffører kørte næsten i pendulfart mellem København og Neuengamme. Den direkte lastbiltrafik blev foretrukket. Næsten konstant blev de angrebet af allierede fly. Det røde kors gjorde åbenbart ingen forskel. Chaufførerne afleverede en rejserapport til Socialministeriet for hver tur.
Holger Funder var en af de mange Røde Kors – folk, der også udførte små mirakler under og efter Anden Verdenskrig.
Socialministeriet oprettede også en kørselsafdeling.
Hjemførte syge indsatte
Sidst på året 1944 lykkedes det for Udenrigsministeriet at få tilladelse til at hjemføre 200 syge politibetjente fra Buchenwald. Også andre kategorier af syge blev hjemtaget. Det var vel ca. 600 stykker. Det foregik med ”Det Danske Hjælpekorps” organiseret af Socialministeriet og Statens Seruminstitut.
Fra marts 1945 startede den meget omtalte Bernadotte – ekspedition med hvide svenske Røde Kors busser. På svensk forlangende havde Det danske Hjælpekorps og Bernadotte – ekspeditionen ingen samarbejde. Det skete først en måned efter grundet interne problemer i Bernadotte – ekspeditionen.
”Åndelig værnemageri”
Frihedsrådet havde nedsat et arrestationsudvalg. Man kiggede på dem, der skulle fængsles under mistanke for at have udøvet landsskadelig virksomhed. Man fremstillede det såkaldte Centralkartotek. 21.000 stod på denne liste herunder Helmer Rosting.
Det indsamlede materiale om den danske Røde Kors direktør var ikke særlig omfattende og næppe særlig belastende. Røde Kors kaldte det i en pressemeddelelse for ”Åndelig værnemageri”.
Han havde en intim tilknytning til nazipartiet, var illegalt medlem af samme. Han havde været foreslået som medlem af præsidiet for Schalburgfonden.
Han var også medarbejder på Fædrelandet. Oplysningerne på seks kartotekskort var hovedsagelig hentet i Bovrup – kartoteket. Til kartoteket hørte også et arkiv med såkaldte K – sager. Dette var måske årsag til, at han var arresteret to gange – den 5. maj og den 7. maj.
Han blev kaldt for landsforræder
Et illegalt flyveblad fra januar 1945 ”Åbent brev fra Patrioten” opfordrede organisationen til at fyre direktøren:
Fra forskellig side anklagede man Rosting for manglende initiativ og bange for at træde tyskerne over tæerne.
”En god dansk mand”
Efter to anholdelser fik han nervesammenbrud og blev indlagt på Kommunehospitalet. Efter opfordring fra Social – og Udenrigsministeriet overtog Eigil Juel Henningsen samme dag Rostings funktioner. Den 28. juni begik Helmer Rosting selvmord.
Dagen efter var det hovedbestyrelsesmøde i Dansk Røde Kors. Her udtalte formanden, kommandørkaptajn Karl Hammerich:
Denne bedømmelse lå nu langt fra H.H. Koch og Juel Henningsens opfattelse.
En uge i forvejen havde lederen af Centralkartoteket, Carsten Høeg bedt formanden for Røde Kors Århus afdelingen, bryggeridirektør B. Kjær om en redegørelse.
Afdelingsformand i Århus blev fyret
Han forklarede, at man nødig henvendte sig til ham. Han forlangte diktatorisk at alt arbejde med danske og tyske myndigheder skulle gå gennem ham. Direktør Rosting var meget ærekær og dette skadede Røde Kors arbejde i provinsen. Hvis myndighederne henvendte sig til Kjær uden om Rosting satte de Kjær i en ubehagelig klemme.
Dette var også årsag til at Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann fyrede Kjær.
Udrensning i Røde Kors
Røde Kors nedsatte i juli en udrensningskommission. Ud af 370 medarbejdere blev 10 sat fra bestillingen. Dansk Røde Kors havde uretmæssigt taget æren for hele fangehjælpen. I den offentlige debat var det indtrykket, at dansk Røde Kors havde samarbejdet med Bernadotte – ekspeditionen. Dette var bl.a. fremført i Røde Kors’ eget tidsskrift. Så sent som i januar 1945 havde Dansk Røde Kors nægtet at påtage sig hjemkørslerne.
Hverken i dansk eller svensk presse kom der en berigtigelse.
Efter besættelsen solidariserede Røde Kors sig med Rosting
I den officielle beretning om indsatsen under krigen fra maj 1946 hedder det:
Beretningen fortsætter med at skamrose Røde Kors for deres arbejde. H.H. Kochs forsøg på at hindre at Dansk Røde Kors skulle løbe med hele æren var ingen succes.
Efter besættelsen valgte Dansk Røde Kors at solidarisere sig med Rosting. Man ville ikke nævne, at den tidligere direktør var yderst modstræbende til at hjælpe det der faldt uden for Røde Kors mandat, bl.a. jøder, kommunister og frihedskæmpere. Man var bange for at Røde Kors ville miste selvstændighed.
Man øjnede ikke chancen for samarbejde
Røde Kors øjnede ikke chancen for at komme i samarbejde med Socialministeriet. men afslog bl.a. at forvalte en halv million kroner ”til særlige formål” dvs. hjælp til jøderne og stå for hjemtransporterne.
Hovedbestyrelsen valgte at bakke Rosting op. De negative Bedømmelser kommer fra Udenrigs – og Socialministeriets journaler. I Røde kors arkiver kan der ikke rigtig hentes noget.
Nølende og frygtsom
Hvilke råderum gav det nationale Røde Kors sig selv i forhold til den politik, der blev afstukket af det internationale Røde Kors i Genève. I hvor stor grad afpassede de begge deres aktionsmuligheder i forhold til Tysk Røde Kors?
Geneve-konventionen fra 1929 omfatter ikke civile fanger, altså fanger sendt i KZ – lejre og fængsler som følge af tro, race, politisk observans eller modstandsaktivitet. Man forholdt sig neutral. Jødeforfølgelsen skræmte. Man forsøgte frygtsom og nølende at bevæge sig på kanten af mandatet.
Kontakten til Nazi – Tyskland foregik via udenrigsministeriet til Gestapo. Denne vej var hæmmende for aktionsmulighederne. Dansk Røde Kors fulgte denne linje der var udstukket fra Geneve. Direkte kontakter til lejrcheferne blev aldrig brugt.
Han gik over stregen
Jo Rosting giv over stregen i september 1943 med sit forslag sabotører for jøder. Han var tyskervenlig uden for det, der var acceptabelt. I maj 1945 var denne grænse papirtyndt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.559 artikler, heraf 313 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:
Dato: maj 5, 2020
Tyskere på Flugt
Forsøg på anmeldelse af John V. Jensen: Tyskere på flugt. En tankevækkende bog. Den anden besættelse. Vi må ikke have medlidenhed. En førerbefaling. På flugt fra russerne. Massakren i Nemmersdorf. Store skibskatastrofer. I begyndelsen – en tålelig tilværelse. De kom først til Sønderjylland. De danske lægers dilemma. Mordet på de danske læger. Lægernes moralske og etiske dilemmaer. Hvordan var det med de tyske børn? De danske myndigheder blev gjort til skurke. Ringe ernæring i begyndelsen. ”danskerne var vrede på os”. Indsat i lejre. Myndighederne var ikke i ligeglade. Skolebøger fra Schweiz. Det havde kostet mange penge. Over 25.000 tyske grave i Danmark. Tyskerne vedligeholder gravene. En dejlig oplysende bog.
En tankevækkende bog
Måske er det gledet ud af folks bevidsthed, men den 5. maj 1945 var der over 250.000 tyske flygtninge i Danmark. I den forbindelse har Århus Universitetsforlag atter udsendt en af deres populære små boger, der netop beskæftiger sig med dette emne.
Forfatteren har valgt personlige beretninger om den dramatiske flugt fra de russiske soldater. Det er en særdeles vigtig bog og godt fortalt. Vi får også et nuanceret syn på lægernes dilemma. Og det er tydeligt at forfatteren har en særdeles stor viden på området.
Bogen er særdeles velskrevet og tankevækkende. Egentlig fylder emnet ikke så meget i de gængse værker om besættelsen og befrielsen. Her på siden har vi dog flere gange beskæftiget os med emnet. Se artikel – listen i slutningen af artiklen.
Den anden besættelse
Museumsdirektøren ved Varde-museerne gør et godt og sobert. Gennem dagbøger, breve og erindringer får vi til tider en række dramatiske fortællinger. Og vi for også en beskrivelse over, hvilke enorme udfordringer de danske myndigheder pludselig stod over for den 5. maj 1945, hvor man skulle tage over efter tyskerne.
De tyske flygtninge var bestemt ikke velkomne af den danske befolkning. Mange kaldte det for ”Den Anden Besættelse”. Det handlede ikke bare om at passe på flygtningene og give dem mad. Man forsøgte også at afnazificere dem. Der var masser af udfordringer. Etiske og moralske dilemmaer var der også masser af.
Vi må ikke have medlidenhed
I marts 1945 skrev det illegale blad ”De Frie Danske”:
Vi får ikke presset en holdning ned over hovedet på os. Vi bliver også sat inde i problematikken omkring de 17.000 flygtningebørns død i Danmark. Dette er så det 33. bind i serien. Vi har tidligere anmeldt flere bøger i denne serie her på siden.
En førerbefaling
Den 12. januar 1945 indledte Den Røde Hær en gigantisk offensiv mod de tyske østgrænser. Det fik Hitler til to dage senere at forlade Wolfschanze i det østlige Polen og rejse til Berlin.
Herfra udgik der den 4. februar en førerbefaling om, at Danmark skal anvendes til midlertidigt ophold for de tyskere, der midlertidig måtte evakueres på grund af situationen i øst. I første omgang talte tyskerne om nogle få tusinde. Men den 5. maj 1945 var der næsten en kvart million, der pludselig blev Danmarks ansvar.
På flugt fra russerne
I bogen hører vi om flygtninge, der måtte drage over is på en flod. Masser af vogne sank i og mange druknede men russiske tropper var lige i hælene. Og i perioder blev de også bombet af russiske jagerfly. Ja de blev også beskudt med maskingeværer. Russisk artilleri lavede store huller i isen.
En far havde givet hendes 13 – årige datter en pistol og sagt, at hun skulle skyde sine søskende og sig selv inden russerne gjorde det. Nu var det vel moderen, der fik pistolen, men hun døde under flugten.
Den 27. januar befriede sovjetiske styrker den stort set tømte Ayschwitz – Bieknau, hvor fangerne var sendt på dødmarch i vestlig retning. I Østpreussen længere mod nord gik fremrykningen lidt langsommere. Den tilbageværende civile befolkning var skræmte ved udsigten til at falde i hænderne på de fremrykkende sovjetiske styrker.
Massakre i Nemmersdorf
Allerede i oktober 1944 havde Den Røde Hær krydset den tyske østgrænse, men angrebet blev slået tilbage. Få dage efter havde tyskerne tilbageerobret området ved landsbyen Nemmersdorf (Majakovskoje). Har fandt de landsbyens beboere myrdet på bestialsk vis og kvinder voldtaget og derefter skudt.
Nemmersdorfs skæbne er stadig omdiskuteret.
Men angrebet i januar 1945 blev en katastrofe for den tyske Værnemagt og førte til store lidelser for civilbefolkningen.
Store skibskatastrofer
Tusinder af flygtninge følte sig lettet, da de kom ombord på den store liner, Wilhelm Gustloff, der tidligere havde fragtet ”Kraft durch Freude – passagerer til blandt andet de norske fjorde. Men den 30. januar 1945 blev skibet ramt af tre russiske torpedoer og gik ned. Man regner med at omkring 9.000 af passagererne omkom.
En anden gigantisk katastrofe var sænkningen af det norske fragtskib Goya, der under tysk flag var på vej til København med flygtninge og sårede soldater. Goya nåede dog aldrig frem med sin menneskelast. Det skønnes at 6.000 var ombord. Den 16. april 1945 blev den sænket af sovjetiske ubåde. Kun 183 blev reddet op af Østersøens kolde vand.
Et tredje forlis fandt sted ved sænkningen af Steuben den 10. februar 1945, hvor 4.000 mennesker omkom.
I begyndelsen – en tålelig tilværelse
Tidligere flygtninge fortæller, at
Men denne tilværelse varede ikke ved.
Departementschef Svenningsen havde ellers meddelt Werner Best, at forudsætningen for, at Danmark ville modtage flygtninge var, at de deporterede 1.458 danske politifolk kom hjem.
Pludselig befandt flygtningene sig i et fremmed land under besættelsesmagtens beskyttelse.
De kom først til Sønderjylland
Den illegale presse kommenterede den nye situation. Den opfordrede til, at de ikke skulle behandles ordentlig. Gjorde man det, ja så var man skyld i landsforræderi.
I begyndelsen kom flygtningene via Flensborg til de sønderjyske byer. Mange blev privatindkvarteret hos Det Tyske Mindretal. Pengene til dette trak tyskerne på den såkaldte clearingskonto i nationalbanken.
De danske lægers dilemma
Vi kommer også ind på de danske lægers dilemma. Var de direkte årsag til en humanitær katastrofe? Afviste de at hjælpe svækkede flygtninge? Forfatteren prøver på at give os klarhed over, hvad der vitterlig skete.
Først var det Frihedsrådets ”Opraab” fra den 21. marts 1945. Her hedder det bl.a.:
Lægeforeningen havde tilkendegivet, at danske læger ville hjælpe med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdomme blandt de østtyske flygtninge indtil 25. marts. Men ikke længere.
De danske læger accepterede dog at tage på sygebesøg efter anmodning. Til gengæld afviste de at overtage det faste lægelige tilsyn med flygtningelejrene.
Mordet på danske læger
Så var det lige mordet på fire unge læger den 20. februar 1945 og den 26. marts på to læger i vejle. Ja alt i alt blev der myrdet 12 danske læger. Dette skabte ikke alene stor harme men også nervøsitet.
Indenrigsministeriet udsendte den 28. marts et cirkulære, hvori det hedder:
Lægernes moralske og etiske rolle
Enhver humanitær handling rettet mod tyskerne kunne betyde offentlig udskamning og beskyldninger om landsforræderi. En tysker er en tysker.
Forfatteren understreger at:
Forfatteren mener, at den efterfølgende debat om lægernes rolle forvrængede historien. Det nærmede sig historieforvanskning, mener han. Nu er det sådan, at forskere og historikere endnu er uenige om lægernes moralske og etiske rolle over for de tyske flygtninge.
Hvordan var det med de tyske børn?
Skyldes den manglende lægehjælp de mange dødsfald? Fra 1. januar 1945 til 30. juni 1945 døde 6.540 tyske børn, mens tallet for 1. juli 1945 til 31. januar 1946 døde 1.319 børn. Nogle mener derfor, at den hårde vinterflugt er skyldig.
Men sammenligner man med Sønderjylland, hvor der var lægehjælp, så var dødeligheden her 2,3 pct. mod 3,3 pct. i det øvrige land.
De hygiejniske forhold var ikke gode alle steder. Der opstod dysenteri og andre epidemiske sygdomme, der var livsfarlige for de mest svækkede børn.
De danske myndigheder blev gjort til skurke
Omkring årsskiftet 1945 – 1946 steg børnedødeligheden i Oksbøllejren På et af lejrens lazaretter var 21 af 24 indlagte børn døde af smitsom tarmbetændelse. Flere tyske kvinder påpegede samtidig på, at raske og sunde børn pludselig døde af hjertestop. En af de tyske læger mente at dårlige boligforhold og mangel på ro spillede ind.
I debatten blev de tyske flygtninge gjort til ofre. Heltene, de danske myndigheder blev gjort til skurke. Vi har tidligere her på siden anmeldt en bog om de tyske flygtninge i Nordslesvig. Den har vi kort omtalt over for. Her var børnedødeligheden også stor, selv om der var lægehjælp.
Ringe ernæring i begyndelse
Situationen ændrede sig voldsomt, da tyskerne kapitulerede den 4. maj. Allerede dagen efter begyndte tyske tropper at forlade Danmark, der nu skulle stå for de i alt 272.000 flygtninge og sårede, der var efterladt.
Efter befrielsen blev madrationerne mindre og de danske myndigheder foretog sig kun det mest nødvendige. Lejrlivet var derfor præget af vis vilkårlighed. I sin dagbog noterede Elisabeth von dem Knesebeck i maj:
Vi ønsker at komme af med dem
Den 21. juni 1945 kunne en avisartikel fortælle, at der hver dag døde 40 flygtninge i København. Nogle førte en ”paradistilværelse”, mens andre levede under trange forhold, hvilket de kunne takke deres egen landsmænd for.
I Storkøbenhavn – oplyste lægen K.F. Meldahl fra Stens Civile Luftværn – var der 55.000 flygtninge i 78 forlægninger. 46 danske læger førte tilsyn med de sanitære forhold, mens 78 tyske læger stod for behandlingerne. Meldahl fortalte at 2.000 tyskere var døde i første måned, især børn og gamle. Journalistens vurdering var at:
Danskerne var vrede på os
Herr Klein var kommet med det sidste skib Orestis, der den 5. maj lagde til i København. Her kom det til at ligge de næste 14 dage. Det fyldt med flygtninge og børn fra Hitlerjugend. De havde intet at spise og de sanitære forhold var katastrofale.
Ja sådan husker Herr Klein det. Han regnede med, at de snart kunne komme hjem igen. Men sådan gik det ikke. I stedet blev de sat på et tog og kørt til Avedørelejren, der med sine 400 soldater og ca. 1.500 flygtninge var en relativ lille lejr.
Børnene fra Hitlerjugend blandede sig ikke med de andre flygtninge. I stedet arbejdede de og sang. Men danskerne forbød deres nazisange.
Nu blev flygtningene sat bag pigtråd
Flygtningene, der hidtil kunne bevæge sig frit rundt, blev nu interneret. Rundt om ved skoler, forsamlingshuse, hoteller m.m. blev der nu spæret af og opstillet vagter. Enhver kontakt med flygtninge blev forbudt. I begyndelsen var det modstandsbevægelsen, der sørgede for at de blev inde for pigtråden. Lokalbefolkningen ønskede deres hoteller, skoler m.m. tilbage.
Indsat i lejre
Briterne forlangte, at flygtningene i hvert fald blev vinteren over i Danmark. Regeringen oprettede en flygtningekommission med den tidligere handels og arbejdsminister Johannes Kjærbøl som leder. Han sagde kort efter sin udnævnelse:
Efterhånden blev flygtningene samlet i en række store lejre, hvoraf den største blev Oksbøl. Man mente efterhånden den efterhånden kunne udvides til at rumme 50.000 flygtninge. På Amager oprettedes Kløvermarkslejr, hvor man efterhånden samlede 18.000 flygtninge.
Myndighederne var ikke ligeglade
I tidligere debatter har man indtryk af, at de danske myndigheder var ligeglade med at så mange flygtningebørn døde. Men ifølge forfatteren havde de danske myndigheder stor interesse i vaccinationsprogrammer og kontrol med epidemiske sygdomme, der let kunne sprede sig til det danske samfund.
Skolebøger fra Schweitz
Den 12. juni 1945 kunne man i landets dagblade læse, at der var 230.000 tyske flygtninge. Og der ville gå 2-3 måneder inden de var ude af landet. Dette blev dog senere afvist af briterne i Danmark.
Man vidste, at børnene havde været genstand for nazistisk propaganda. Derfor begyndte man en stor demokratiserings – proces. Og det var en stor opgave. De tidligere tyske skolebøger var fyldt med nazistisk propaganda. Men man sikrede sig nye skolebøger fra det neutrale Schweiz. Forfatteren citerer den daglige leder i Kløvermarkslejren, Claus Moldt:
Det havde kostet mange penge
Der skulle gå 2 ½ år, inden de sidste flygtninge have forladt Danmark. John V. Jensen konkluderer:
Den samlede regning for de tyske flygtninges ophold i Danmark blev i 1949 opgjort til 428,5 millioner kr. besættelsesmagten havde fra 1940 – 45 brugt 8 milliarder kr.
Danmark fik en erstatning eller kompensation på 160 millioner kroner, da man i 1953 indgik en aftale med den ny vesttyske stat. Herefter blev der sat et punktum.
Over 25.000 tyske grave
Danmark var et forholdsvis fredeligt sted. Det var ikke uden grund at det hed ”Flødeskumsfronten”. Det kan derfor forekomme lidt mærkeligt, at der i Danmark findes 25.100 tyske grave (14.900 civile og 10.250 soldatergrave).
Det skyldes ifølge forfatteren, at Danmark blev betragtet som et sted, hvor man kunne sende svært sårede på rekreation. Det forklarer det høje tal. Kun få hundrede døde i tjenesten her i Danmark. Langt de fleste døde på grund af sygdom, selvmord og ulykker i 1940 – 1945. Interessant er også, at 40 pct. af alle krigsgrave befinder sig i København.
Forfatteren fortæller, at der i 1950’erne var 475 steder, hvor de blev begravet. Det skabte en række problemer. Kremering kunne ikke komme på tale, for dette ville paven ikke tillade.
Tyskere vedligeholder gravene
Man aftalte med de tyske myndigheder, at de jordiske rester kunne flyttes. I dag er det således 35 kirkegårde med tyske grave fra perioden. Det er den tyske organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge, der nu vedligeholder gravene. Men det fungerer ikke lige godt alle steder.
En dejlig oplysende bog
Det er en god og informativ bog. Det er med til at bevare kvaliteten i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.559 artikler, herunder 312 artikler fra besættelsestiden før/under/efter bl.a.:
Dato: maj 4, 2020
Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod
Dette er et forsøg på at anmelde Per Stig Møllers bog – Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod – Advarsel: Dette er en lang artikel. Vi har udvidet anmeldelsen for at beskrive en interessant periode i Danmarkshistorien fra maj til oktober 1945. Det er en glimrende bog med en fantastisk og informativ historiefortæller. Der er lige et par fejl, som forlaget må rette inden næste oplag. Der er nye oplysninger, forfatteren har kigget i mange kilder, der giver en nuanceret beskrivelse af perioden. Forfatterens holdning skinner igennem, men det gavner oplevelsen. Der er masser af plads til, at du selv kan tage stilling. Bogen kan varmt anbefales.
Gentagelser
Det er en meget interessant bog, vi her har fået fat i. Og det er en eminent fortæller. Vores artikel er nok lidt længere, end man forventer af en anmeldelse. Men det skyldes jo også, at det er en yderst interessant tidsperiode, som han beskriver.
Vi bliver stopfodret med information. Per Stig Møller har brugt et væld af kilder. Man skal nok lige vænne sig til, at man kan få den samme information flere gange. Det kan skyldes, at informationen kan være omtalt i en avis i juni og i august. Det kan være om jødernes hjemkomst, om Frikorps Danmark m.m.
Et par sjuskefejl
Og så er det lige et par sjuskefejl. Frøslevlejrens efterfølger, Fårhuslejren bliver i første omtale kaldt for Faaruplejren. Senere omtale er korrekt. Og så var det ikke Tønders Amtsborgmester, der stod nede ved Kruså grænse og ventede på englænderne. Det var Aabenraas amtsborgmester. Navnet var rigtig nok. Men det var nu i sin egenskab som politiadjudant, at han stod her.
Man kunne måske have nævnt, at modstandsbevægelsen ikke var glad for at han stod der. De så ham helst bag tremmer. De mente, at han havde været for flink over for tyskerne.
Når vi så taler om Fårhuslejren, så bliver det ikke rigtigt omtalt, hvordan de tysksindede blev behandlet. En fængselsinspektør omtaler, at de blev behandlet strengt men retfærdigt.
På side 282 omtales det, at der blev produceret illegale film, som blev solgt til udenlandske tv-stationer for at vise, hvad der foregik i Danmark. Derved tjente man penge til det illegale arbejde. Problemet er bare, at dengang var der ikke så mange tv – stationer, så mon ikke forfatteren har ment udenlandske biografer.
Hitler ville have vundet krigen
Men ellers binder forfatteren de forskellige analyser stærkt sammen. Og det gør ikke noget, at de personlige holdninger skinner igennem. Man lader også læseren selv komme ”til orde”. På forunderlig vis inddrager forfatteren kultur, filosofi, kunst, litteratur og teater.
Vi kigger på det filosofiske med hensyn til ansvar og sindelag. Det er rigtigt af Per Stig Møller, at konkluderer, at hvis resten af Europa havde gjort som vores samarbejdspolitikere så havde Hitler vundet krigen. Vi får en god gang etisk og moralsk besættelsesdiskussion, som aldrig er blevet afsluttet herhjemme.
Overflod af politiske og moralske dilemmaer
Der er en overflod af uløste politiske og moralske dilemmaer. Selv om man kender en masser af de kilder, Per Stig Møller har benyttet sig af, har han på forunderligvis nyfortolket mange af dem. Han har gravet masser af avisartikler frem og også romaner og andet historisk litteratur.
De gamle politikere fik fat i den lange ende
Bogen er fyldt med kendte og ukendte menneskers skæbne. Og hans vurderinger kan man ikke sætte en finger på. Vi følger alle de nuancerede beskrivelser af de politiske kampe, der prægede landet i 1945. Kampen var især præget af konfrontationen mellem politikerne og frihedskæmperne. Og det var i sidste ende politikerne. Der fik fat i den lange ende.
Var det helte eller mordere?
Ja vi får endda også nogle senere anskuelser på nogle problematikker. Og så får lige et ekstra afsnit om begrebet ”Stikker”. Bogen er svær at ligge til side, når man først er gået i gang med den. Godt nok er tidsrummet kun fra maj til oktober, men vi får en masse hop ind i besættelsestiden.
Det er mange skeletter, der vælter ud af skabet. Men ikke alle, der havde samarbejdet med tyskerne, blev straffet. Således steg vores landbrugseksport til Tyskland efter 1943.
Per Stig Møller stiller også et interessant spørgsmål:
Med myndighedernes billigelse
I krigens første fase troede alle, at tyskerne ville vinde. De fleste danskere holdt derfor med tyskerne. Men dette ændrede sig, da tyskerne begyndte at få nederlag. Nu støttede danskerne i stigende grad aktiv og passiv modstand. Politikere og embedsmænd blev også presset til at ændre politik.
Dette efterlod mange med et forklaringsproblem. Som man forsøgte at feje ind under gulvtæppet ved at dømme de danske SS-folk, som havde meldt sig til SS – tjeneste på regeringens opfordring. Eller for den sags skyld solgte løs til tyskerne med myndighedernes billigelse.
Det juridiske galehus
Det var et juridisk galehus som den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed, C.B. Henriques sagde, da han i retten forsvarede en forretningsmand, der havde solgt varer til tyskerne. Forretningsmanden blev dømt, men ingen af politikerne, der havde sanktioneret salg, endte i retten.
Galehuset var ikke kun juridisk men moralsk var det endnu værre. Man havde gennem 1930’erne og 1940’erne udvist fremmede jøder, og en del af dem havde man overgivet direkte til nazisterne.
De gamle politikere skulle forklare deres rolle
I oktober 1943 var alle med til at frelse jøderne, men efter 1945 havde politikerne travlt med at skaffe sig af med de statsløse jøder igen.
De politiske partier og Frihedsrådet indgik en aftale om en midlertidig samlingsregering for så at få et valg ved udgangen af oktober.
Det var som om, at det blev en stor valgkamp. De gamle partier og politikere skulle hele tiden forklare deres rolle før 29. august 1943. Modstandsbevægelsen blev lige efter krigen i den grad hyldet af pressen og befolkningen.
Der skulle renses ud til tops
Socialdemokraterne frygtede kommunisterne og De Borgerlige frygtede Dansk Samling. Imens foretog modstandsbevægelsen interneringer under forhold, der lignede hævnagt. Det havde mere karakter af lynchstemning end retssikkerhed.
Frihedsrådet havde fra starten igangsat en lovgivning om retsopgør mod alle, der havde samarbejdet med tyskerne. Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev dømt, mens det trak ud med de store. Og så skulle der renses ud helt til tops, men det blev det nu aldrig.
Hykleriet ville ingen ende tage
De gamle politikere havde tilpasset Danmark til den tyske besættelse. Demokratiet blev bøjet. Hvordan det? Kommunisterne blev interneret. Der blev tilladt hvervning til Frikorps Danmark. Så sent som i 1943 blev sabotage fordømt og man blev opfordret til at angive disse. Dem, der havde fulgt opfordringen blev nu efter besættelsen idømt op til fire års fængsel – for forræderi.
Det var ikke kun statsminister Buhl, der advarede mod sabotage. Det gjorde Kong Christian den Tiende også i 1943. Han advarede de unge mod at tilslutte sig aktiv modstandskamp og advaret mod ”uansvarlige elementer” – frihedskæmperne.
Efter krigen hyldede man ham som det nationale symbol, der forenede danskerne i kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.
Var kommunisterne de rigtige til at fordømme?
Det var var grundlovsbrud, da kommunisterne blev interneret. Der kom så en melding fra justitsministeren, at han nok skulle sørge for et eller andet, så de ikke kom syd på. Men der skete ikke noget. Det lykkedes dog for ca. 100 af dem at flygte fra Horserød.
Men kommunisterne havde fra 1939 – 1941 samarbejdet med tyskerne og kommunisternes leder, Aksel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Men må jo også sige, at kommunisterne ydede en formidabel indsats mod tyskerne i frihedskampen. Men var de nu også de rigtige til at fordømme samarbejdspolitikkerne og de andre?
Alle erklærede sig som modstandsfolk
Skridt for skridt var det de gamle politikere, der kom tilbage til magten. Dette er tankevækkende forklaret af Per Stig Møller. De politikere, der havde fordømt sabotage, erklærede sig efter besættelsen som modstandsfolk. De gamle politikere følte sig tydeligt presset af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen. Det var mange af disse, der pyntede sig med lånte fjer.
Aviserne havde også støttet samarbejdspolitikken. Det vil de færreste vedgå i dag. De havde også manet til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var de nogle af de første, der råbte op på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre.
Politikerne strittede imod – i 1943
Bruddet i 1943 var ikke udelukkende skabt af modstandsbevægelsen. Det var lige så meget den spontane opstand på arbejdspladserne i storbyerne. Politikerne strittede imod til det sidste. Hvis befolkningen havde efterlevet regeringens formaninger og holdt sig i ro, var samarbejdspolitikken fortsat med det resultat, at Danmark i 1945 var blevet placeret blandt de nationer, der havde kollaboreret med og støttet Nazi – Tyskland.
Besættelsestiden i Danmark var en sejltur i smult vand. Til at begynde med samarbejde.
Ledige blev også under trusler fra den danske fagbevægelse sendt til Tyskland efter den 29. august 1943.
Hvordan var det lige med Svenningsen?
Departementschefen som ofte tog en ridetur med Werner Best foreslog at internere alle danske jøder. Så kunne de serveres for tyskerne på et sølvfad. Heldigvis mente Werner Best, at det var for sent.
Men efter den 29. august 1943 forsøgte Niels Svenningsen at etablere en ny regering. Var det lykkedes havde det ikke været tale om et brud med tyskerne. Christmas Møller havde truet med at fyre ham, hvis han blev udenrigsminister. Men den 19. august 1945 kunne man læse, at Niels Svenningsen var blevet gesandt i Stockholm.
Svenningsen forsøgte også at stoppe folkestrejken i 1944. Han stod også på de allieredes sikkerhedstjeneste. Det var en, man ville have haft fat i, hvis der var kommet til kamp i Danmark.
Så sent som i 1944 agiterede Svenningsen også imod sabotage. Han har nok ”paa en utilbørlig Maade modarbejdet den Danske Modstandsbevægelse”. Han var også modstander af Frihedsrådets politik.
Men 40 år efter havde Ninka en samtale med Børge Houmann, der mente at Svenningsen var en udmærket embedsmand.
De ansvarlige viste sig i sidste ende at være uansvarlige
Erik Scavenius kan stadig bringe sindene i kog. Men gjorde han andet end at tjene landets interesse ved at samarbejde med tyskerne som et flertal i befolkningen ønskede?
Da regeringen gik af, fortsatte udenrigsministeriets chef, Niels Svenningsen, landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Per Stig Møller kan følge dem et stykke af vejen men ender i sidste ende med en klar dom:
Han mener, at både Svenningsen og Scavenius gik længere, end de behøvede. Svenningsen plejede venskabelig omgang med Werner Best. Scavenius og hans hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedschef, Karl Heinz Hoffmann, der ledte jødeaktionen og den tyske modterror. Han godkendte også Gestapos brutale forhørsmetoder. Han blev efter krigen dømt i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius i hvis hjem han ofte kom under besættelsen.
De støttede Werner Best
Både Scavenius og Svenningsen støttede Werner Best efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også med at korrespondere venskabelig med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.
Historikere har beskrevet Scavenius som en snedig taktikker. Men Werner Best var også en meget snu strateg.
De fleste glemmer søfolkene, men det gør Per Stig Møller ikke. 6.000 danske søfolk sejlede for de allierede og 1.000 af disse kom aldrig hjem.
Blodige befrielsesdage
I befrielsesdagene var der ikke lutter jubel. Alene i København døde 54 personer og 225 blev såret. I Odense mistede 11 modstandsfolk og 12 civile livet og 80 blev såret. Tyskerne mistede mindst tre mand. I Århus omkring Bispetorvet blev 11 dræbt og 37 såret.
Og det var endnu ikke slut. For den 6. maj blev Den danske Brigade beskudt. Fire brigade – soldater og syv civile blev dræbt og 100 blev såret.
De såkaldte forrædere fik mange steder en særdeles brutal modtagelse. I vestre Fængsel klagede fængslets overlæge til Frode Jacobsen. Men han fik det svar, at han måtte være:
Var Aksel Larsen en Forræder?
Der var masser af pøbeljustits på gaderne. Den 6. maj blev der udsendt en instruks til modstandsbevægelsen, at de blev nødt til at behandle fangerne ordentligt.
Under tortur havde Aksel Larsen oplyst en del navne. Men han havde dog undladt en del. Det kom frem her efter besættelsen. Han har senere forklaret, at han havde regnet med, at dem han så havde røbet, var nået at flygte.
Socialdemokratiet forsøgte at tilsmudse modstandsbevægelsen ved at beskylde Aksel Larsen for at være forræder og stikker. Og dette argument brugte Hartvig Frisch også i adskillige foredrag. Han og regeringen havde modtaget papirer fra Gestapo, som de nu efter besættelsen ville bruge i deres valgkamp.
Information havde også fået dette tilsendt, men de nægtede at omtale hændelsen. De kendte udmærket baggrunden.
På vej – syd på
Per Stig Møller gennemgår i bogen avisudskrifter m.m. om hændelser, der foregik under besættelsestiden, som nu kom frem i diverse blade. Således også omtale fra indsatte fangere, der var på vej fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren. Man vidste aldrig om man var direkte på vej i en KZ – lejr.
Turen kunne godt tage 42 timer i en lukket togvogn. Ja nogle gange tog det op mod 70 timer. Jo sommeren 1945 stod i Frihedskampens tegn. Man fik den ene beretning efter den anden.
Minerydningen kostede mange liv
Minerydningen blev påbegyndt af tyskerne to dage efter befrielsen. Efterhånden var op til 2.600 tyskere sat på opgaven. 1,4 mio. landminer blev fjernet. Ifølge danske tal mistede 149 tyskere livet. Men ifølge tyske tal var det 250, der mistede livet.
Tyskerhadet og hævntørsten blev opildnet i medierne
I henhold til kapitulationsaftalerne skulle de tyske flygtninge blive i Danmark eftersom briterne mente, at de ikke kunne sendes syd på, hvor der herskede hungersnød. Modstandsbevægelsen ville gerne have dem fjernet hurtigst muligt. De sidste flygtninge forlod først Danmark den 15. februar 1949. Tyskerhadet og hævntørsten blev også opildnet i medierne.
I en artikel i Land og Folk kunne man således læse, at der i Frihavnen var 10.000 tyske flygtninge og 10.000 tyske soldater, der gemte sig. Der var således skyderier hver nat.
Lunkne lænestolsdanskere
Den 10. – 11. maj blev der afholdt det såkaldte ”Ranum – konvent”. Her skulle der diskuteres om modstandsbevægelsen skulle udgøre en politisk rolle. Dette blev dog forpurret af Frode Jacobsen.
Børge Outze fortalte i Information, at der var alt for mange ”Lunkne Lænestolsdanskere”. Han mente, at for at ruske op i disse, så skulle alle illegale blade som Land og Folk, Frit Danmark og Morgenbladet fortsætte som legale blade. Han håbede selv på at Information kunne et legalt blad, og det blev det netop den 20. maj 1945.
Uvilje mod jøder
Da de hvide busser havde hentet de 423 jøder fordelt på 23 busser i Theresienstadt var det et triumftog. Men det var det bestemt ikke, da jøderne skulle indtage deres hjem. Hver anden måtte opleve, at deres hjem var overtaget af andre. Også tyverierne fra disse lejligheder og huse var omfattende. I frit Danmark skrev rabbiner Marcus Melchior i august 1945:
Debat om likvideringer
Flere gange kom debatten om likvideringer op at vende i Sommeren 45. I diverse blade kunne man således læse:
Men den forklaring var det nu ikke alle der troede på.
Jyllands Posten ønskede ikke hævn og dog!
I Jyllands Posten kunne man læse:
Ja man kan sige, at mange lignende ”Sprogblomster” har Per Stig Møller fundet mange af. Bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands Posten, der bringer dette. Tidligere bragte avisen artikler, der nærmede sig nazistiske synspunkter.
Tyskerne skulle jages syd for Ejderen
Sydslesvig var oppe at vende mange gange. De Konservative udsendte en pjece, der hed ”Slesvig Frit”. De havde et meget kreativt forslag til Sydslesvig – spørgsmålet. Man skulle sende alle tyskere, der befandt sig nord for Ejderen ned til Tyskland for tyskerne, var et ”umuligt” folkefærd.
Nu var det hvis ikke helt enighed om dette forslag hos de Konservative.
Da Information var blevet en lovlig avis, skrev Børge Outze i en leder:
Information kunne ikke bruge Frode Jacobsen
På side 3 i samme avis kunne man på side 3 læse at kampen endnu ikke var forbi:
Artiklen slutter med at fastslå, at det er modstandsbevægelsens ånd, der skal leves videre.
Information havde været ”Ringens avis”. Nu troede Frode Jacobsen at han skulle lægge avisens linje i fredstid. Det blev Børge Outze dog træt af, så han skubbede ham ud.
Der var artikler i Information, der gik langt videre end Frihedsrådet m.h.t. dødsstraf. Denne straf blev indført med tilbagevirkende kraft. Minimumsstraffen var som bekendt sat til fire år.
Han måtte ikke udgive bog på tysk
Tjenestemandsretten afgjorde at Arne Stevns fik nedgjort sin pension med 25 pct. fordi han havde udgivet sin bog ”9. april” på tysk. Det var nu ikke en særlig tyskervenlig bog.
Opgør med modstandsbevægelsen
Den 6. maj arresterede tre frihedskæmpere den kontroversielle, nationalkonservative forfatter og litterat Harald Nielsen, der havde skrevet adskillige kritiske artikler om modstandsbevægelsen og forsvaret samarbejdspolitikken. Han var interneret i tre uger. Så fik han lov til at gå med en hvid attest.
I 1948 leverede han sit opgør med modstandsbevægelsen i form af pjecen ”29. august – og fem Aar frem” Han skrev bl.a.:
I november 1946 beklagede Mogens Fog, at man havde straffet småfolk for strengt.
Indespærrede blev ydmyget
Dem, der var så uheldige at blive spærret inde efter besættelsen blev i den grad ydmyget af deres fangevogtere.
Scavenius’ nærmeste medarbejder i Udenrigsministeriet blev ikke behandlet for sine brandvabler. Han blev i stedet sat til at rense toiletter. Til vagternes morskab fik han hældt kogende grød ned over sine hænder.
Kampånd i Det Sønderjyske Raad
Der var kampånd til stede i Det Sønderjyske Raad, der på flere folkemøder fik vedtaget en resolution, som medierne optrykte:
Aalborg Arrest blev besat
Den 23./24. maj besatte en række frihedskæmpere Aalborg Arrest i protest mod alle de løsladelser. Jo, der var opstået mange spændinger om modstandsbevægelsen.
På den ene side blev de beskyldt for at gå unødigt hårdt frem. På den anden side begyndte modstandsbevægelsen at tvivle på regeringens vilje til at gennemføre retsopgøret fra top til bund.
Toldstrup ville befri Sydslesvig
I Randers Dagblad var der den 25. maj et interview med Jens Toldstrup, den ledende modstandsmand i Jylland. Han var overbevist om, at hvis Danmark havde mobiliseret ved krigsudbruddet i september 1939 så kunne Danmark den 9. april 1940 have reddet Norge.
De gamle officerer burde have været udskiftet med ”ungdommens ledere”.
Og så skulle man pacificere og nationalisere Sønderjylland helt til Eiderstedt – grænsen. Et sådant job ville være en værdig opgave for modstandsfolkene i efterkrigstiden. Toldstrup havde planer om med en bevæbnet modstandsgruppe at gå ned til Ejderen og overtale briterne til at trække sig ned til Holsten, så Sydslesvig atter kunne blive dansk. Men han kunne ikke rigtig få nogen med på ideen.
”Der staar Stalingrad i alle Danskers Hjerter”
Christmas Møller besøgte det besatte Bornholm den 19. og 20. maj. I en tale sagde han bl.a.:
Amtmand Chr. Stemann noterede bagefter, at udenrigsministerens tale havde været – ”det værste Ordskvalder” og at bornholmerne aldrig glemte hans ”forfærdelige udtalelser”. For bornholmerne ”hadede” russerne.
18 piger blev klippet skaldet
Natten mellem den 22. og 23. maj klippede modstandsbevægelsen 18 piger skaldede. Det var de såkaldte ”Tyskerpiger”. Derefter blev de fotograferet. Fotoerne blev solgt og pengene gik til Frihedsfonden. Politiet foretog sig ikke noget i sagen.
Thune Jacobsen blev arresteret af modstandsbevægelsen
Kommunisterne mente, at forhenværende justitsminister Thune Jacobsen skulle drages til ansvar for at portene til Horserød-lejren ikke blev låst op som lovet.
På forsiden af Information kunne man læse, hvilke politikere, der skulle rammes af retsopgøret. Og det var følgende:
Modstandsbevægelsen kunne ikke forstå, hvorfor Thune Jacobsen ikke var blevet arresteret og gjorde det derfor selv den 30. maj.
Kristeligt Dagblad kunne fortælle, at 189.046 tyske soldater havde forladt landet, og der var beslaglagt 10 mio. kr. fra militære og civile tyskere.
Unuanceret beskrivelse af de tyske flygtninge
I Politiken blev der bragt en artikel om:
Avisen konstater, at irritationen vokser over at modstandsbevægelsen stadig bærer våben. Men selv mener de, at det er nødvendigt. For nu er opgaven at bringe orden i det kaos, som den tyske besættelseshær havde efterladt sig. Landet skulle renses for stikkere. Man skulle endnu sprænge Hipo – grupper og organisere forplejningen til de tusinder og atter tusinder af tyske flygtninge. Og så skulle man også bevogte disse samt alle internerede.
Bladets journalist peger på, at ingen flygtninge tilsyneladende lider nød. Godt nok dør fem mindre børn hver uge:
At regeringen havde besluttet at give disse flygtninge små rationer, nævnes ikke. Derimod nævnes at
Frode Jacobsen maner til orden i egne rækker
Den 9. juni udsendte Frode Jacobsen en skrivelse vedrørende straffeforfølgelse. Nogle af modstandsbevægelsens folk gik lidt for frisk til den. De havde også deres egen retspraksis. Men Frode Jacobsen mente nu, at i alvorlige tilfælde ville hændelserne blive meldt til politiet.
Skrivelsen blev også sendt ud til datidens medier for at befolkningen også kunne se, at man var indstillet på at holde orden i egne rækker.
Hvor mange frihedskæmpere var det?
I en samtale med Politiken den 30. maj fastslog Jacobsen, at modstandsbevægelsen var på 500.000 mand. Den 4. maj fastslog han, at man var oppe på 43.000. Han mente, at dette kunne danne grunden for et hjemmeværn. Men modstandsbevægelsen kunne ikke undværes. Senere korrigerede Frode Jacobsen disse tal.
Onsdag den 15. juni kunne Politiken fortælle, at 91 pct. af danskerne var tilhængere af dødsstraf. Frode Jacobsen mente, at landets dommere var for hurtige til at frigive de anholdte efter besættelsen.
Skulle de lege soldater kunne de melde sig i hæren!
Socialdemokraternes tidsskrift ”Socialisten” kunne i deres juli – nummer berette om frihedskæmperne. De takkede for deres indsats under besættelsen. Men nu satte de spørgsmålstegn ved indsatsen efter besættelsen. En løsladt blev skudt i sit hjem, fordi modstandsbevægelsen mente, at han skulle straffes.
En mand fra Sønderborg havde fået sit hjem bombet, fordi man mente, at han var blevet alt mildt behandlet af retten. Bladet kunne ikke forstå, at modstandsbevægelsen ikke skulle aflevere deres våben. Hvis de absolut skulle lege soldater med våben, kunne de melde sig ind i hæren, mente bladet.
I øvrigt mente 40 pct. af den danske befolkning, at modstandsbevægelsen skulle ophæves. 30 pct. mente, at de skulle være en politisk faktor og 30 pct. svarede ”ved ikke”.
Frode Jacobsen: Der har været forskellige uheld
Frode Jacobsen mente, at kun 1 pct. af de anholdte efter besættelsen var uskyldige. Han forholdt sig ikke til kritikken af modstandsbevægelsen. Dog udtalte han:
I den forbindelse nævner han biluheld, vådeskud og uheldige elementer mellem frihedskæmperne:
Endelig i juli blev de afløst af 8.000 mand fra det civile beredskab (CB).
Forholdene for de tyske flygtninge var langt fra optimale. Således var 2.800 flygtninge stuvet sammen i Sankt Petri Schule. Med pigtråd omkring.
Maskinpistolernes tid er forbi
Den 6. juli kunne man i Århus Stiftstidende læse et referat af et udsagn af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft:
En bedømmelse af Karl Heinz Hoffmann
Samme dag kunne bladet Social Demokraten melde om, at politiet var advaret om tyskernes aktion ”Operation Möwe” den 19, september 1944, hvor politiet blev taget. Men man troede ikke på ”Peter”, der ringede fra Shell – huset. Denne ”Peter” var tysker og ansat i Shell – huset.
Han beskrev også Gestapo – chefen, Karl Heinz Hoffmann:
Ja sådan blev Alice og Erik Scavenius gode ven.
Modstandsbevægelsen besætter Vestre Fængsel
Den 19. juli besatte folk fra modstandsbevægelsen Vestre Fængsel. Man mente, at de indsatte blev behandlet alt for mildt. Nogle i befolkningen var ved at få nok at modstandsbevægelsen og mente, at de skulle sendes hjem uden armbind. Men denne melding udløste en større demonstration foran fængslet. Politidirektør Seidenfarden overvejede på et tidspunkt militæret om hjælp.
Denne aktion var heller ikke med til at give frihedskæmperne et godt eftermæle.
Nye tal for frihedskæmpere
I slutningen af juli kom der igen en beregning over, hvor mange frihedskæmpere, der egentlig var. Der var 55.500 mere eller mindre våbenduelige mænd. Et år tidligere var der kun 6.500. Og den 5. maj 1945 var der 43.000. men i besættelsestiden var der kun 5-600 sabotører i virksomhed.
Klage til Information fra tyske flygtninge
Den 24. juli bragte Information et indlæg fra tyske flygtninge, der var indkvarteret hos General Motors Fabrik på Nørrebro. De meddelte, at nu havde de fået nok. De skrev, at de gang på gang blev truet med våben. Og de gjorde opmærksom på, at de hverken var forbrydere, tugthusfangere eller kvæg. Nu ville de snart hjem.
Nu var Information nok ikke det ideelle medie at sende sådan en klage til. Og bladet benyttede da også enhver lejlighed til at sjofle de tyske flygtninge og det gjorde også i denne situation. Bladet ironiserede indlægget.
Øllebrøds- barmhjertigheden
Samme dag forholder samme blad sig til spørgsmålet om frihedskæmperne skal aflevere deres våben. Man kalder situationen for ”øllebrødsbarmhjertigheden” og mener, at der endnu ikke er ryddet op i landet, så selvfølgelig skulle frihedskæmperne beholde deres våben.
Modstandsbevægelsen forlanger særdomstole
En gruppe frihedskæmpere gik den 31. juli i demonstration til Christiansborg. De forlangte at lovene i stedet for at gå tilbage til 29. august 1943 gik tilbage til 9. april 1940. Desuden forlangte de også, at det blev modstandsbevægelsens egne jurister og domstole, der skulle fælde dommene, hvilket betød, at der skulle nedsættes særdomstole.
I Nykøbing Falster truede modstandsfolk med deres våben for at forhindre flere løsladelser. 100 vrede mennesker gennembankede frifundne.
Udrensning
Tjenestemands-domstolene behandlede 600 sager. 200 blev afsluttet med frifindelse, ca. 300 sager førte til afskedigelser og 100 fik sanktioner.
Sagførerrådet havde 31 sager. Lægeforeningen havde 100 sager, hvoraf 14 førte til eksklusion. Ja og Dansk Industriforening havde 79 sager.
Værnemagtslovene førte til 10.030 kendelser med en tilbagebetaling på 318 mio. kr.
Udrensningen skal gennemføres retfærdig
Den 26. august leverede Socialdemokratiet igen et brud med modstandsbevægelsen. I Struer holdt Hans Hedtoft en tale:
National mindedag
Den 29. august var national mindedag, hvor 105 af de faldne, der blev henrettet, blev genbegravet. Faktisk blev 202 fundet. I spidsen stod Wilhelm Buhl, der som bekendt havde opfordret til at angive sabotører.
I 1947 blev 120 af de omkomne i Tyskland ført tilbage til Danmark. De 31 af dem blev begravet i Mindelunden.
Ikke alle var tilfredse med retsopgøret
I radioen udnævnte Hartvig Frisch stikkerdrabene som mord og medlemmerne af frihedskæmperne og Frihedsraadet som mordere. Han nævnte også et attentat mod malermester Frost’ s virksomhed i Hjordkær i nærheden af Aabenraa. Hans værksted blev total skadet og der skete skader på beboelseshuset. Frisch forbrydelse var, at han tilhørte det tyske mindretal.
Svenning Rytter påstod i sin bog ”Retsopgøret under og efter besættelsen”, der udkom i 1953, at op mod 90 pct. af de likviderede ikke var stikkere. I april 1945 var der alene blevet likvideret 105 personer.
Hal Koch beskæftigede sig også med udrensningen. Hvis den skulle gå helt til tops måtte det føre til at ”alle Regeringsmedlemmer” og de fleste ”Rigsdagsmænd” blev fjernet. Dommen måtte også ramme Kongehuset. Det skulle også ramme tusind af landarbejdere, der arbejdede for tyskerne. Man kan ikke udrense alle fra top til bund, sagde han.
Senere angreb Hal Koch retsopgøret og mente at det var de små, det gik ud over.
En nøgterne vurdering
Den 29. september kunne man i Morgenbladet læse Ove Høegh-Guldberg’ s kommentarer. Han henviste til, at Stauning og Christmas Møller i 1940 henvendte sig virksomhederne og bedt dem om at arbejde for tyskerne.
Da retsopgøret sådan nogenlunde var tilendebragt i 1948, fandt Stephan Hurwitz tiden inde til en nøgtern vurdering:
Fårhuslejren: De blev behandlet strengt men retfærdigt
I Grænseposten den 5. oktober oplyste den ny leder af Fårhuslejren Cuno Gjertstrup, at her sad der 2.767 fortrinsvis hjemmetyskere:
Dette var det så delte meninger om hos hjemmetyskerne. Efterhånden var der langt over 3.000 internerede i lejren.
Lindemann truede med at skyde Werner Best
Bemærkelsesmæssigt er det, at 40.000 danskere blev interneret og lidt over halvdelen blev taget af frihedskæmpere. Først den 13. maj tog politiet over. Forfatteren glemmer heller ikke at fortælle, at russerne var tæt på, at komme til Danmark, således nåede Montgomerys styrker først Lybæk seks timer før de russiske styrker.
General Lindemann ville have kæmpet til sidste mand, men det ville Werner Best ikke. Han mente, at dette kunne gå ud over de tyske flygtninge. I Flensborg advarede Dönitz også mod kamphandlinger.
Denne Lindemann ville skyde Best for han mente, at Best havde overgivet sig til danskerne. Men han havde faktisk spurgt om lov på det rette sted.
Kaj Munk angrebet
Efterhånden begyndte partiaviserne at kritisere modstandsbevægelsen for retsstridig internering, de urimeligt høje minimumsstraffe for de små fisk i retsopgøret. Også den feje ydmygelse af tyskerpigerne blev kritiseret.
Kaj Munk blev beskyldt for at være nazist og have accepteret besættelsen i 1940. Men det var han nok ikke til sidst.
Flugten over Øresund
Også fiskerne, der sejlede jøderne over Øresund blev kritiseret:
Frode Jacobsen var den eneste, der blev valgt fra modstandsbevægelsen
Med en masse anklager lykkedes det at bringe modstandsbevægelsen langt fra politisk indflydelse. Kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen blev valgt ind.
Orden blev genskabt. Vi fik en venstre – regering. Det lykkedes at inddæmme kommunisterne, men Sovjetunionen tårnede sig op som sejrherre og de havde lyst til mere. Dog fik Kommunisterne 18 mandater. Helt glemt var de ikke.
Hverdagen var vendt tilbage til Danmark
Det glorværdige sammenhold blegnede. Problemerne med manglende boliger, rationering, arbejdspladser og social retfærdighed kom igen i forgrunden. Også de mange tyske flygtninge og en ny grænserevision optog sindene. Hverdagen var tilbage i Danmark.
Også Danmarks neutralitet blev opgivet.
Ansvar og sindelag
I afslutning af bogen bruger Møller den tyske sociolog Max Webers sondering mellem ansvarsetik og sindelagsetik. Det er for at give en forståelse af forskellen på politikernes og modstandsmændenes holdninger. Politikerne valgte samarbejdet for at føre befolkningen lempelig gennem besættelsen med mindst mulig skade.
Ud fra sindelagets etik valgte kommunisterne ideologien og modstandsfolkene kampen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.558 artikler, herunder 311 artikler fra Besættelsestiden (Før/nu/efter). Her kan du finde masser af artikler, der uddyber de temaer, som vi beskriver i artiklen.
Dato: april 28, 2020
Flere originaler i København
Vi møder dem også i de forskellige anekdoter, som vi har her på siden fra hele landet. Men her skal du hilse på Frøken Jeanette – Fiskerkonerne på Gammelstrand – Jens Peter Tønder – Per Pardun – Mægler Behrend – Klæde og Silkehandler Levin J. Loria – Skomager Brahmsen – Danselærer Ove Georg Frederik Bagge – Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou – Student Kahrs – Kammerjunker de Busch – Sproglærer H. Seehusen – Peter Rundetaarn – Alexander Weihe, Professor i hundrede sprog – Snedkersvend Leitersdorff – Fløjte-Karl, Rasmus Christensen – Tyroler-Ferdinand – Jeppe Laurentin Hindborg – Puste Møller – Pudse-Peter – Skrutten (Professor) – Sheibelein – Prins Frederik Frederiksen – Jomfru Tidsfordriv – Filosoffen fra Magstræde – Krølle-Charles – Fidus-Carl – Professor Libri – Alle de andre.
Vi har allerede hilst på nogle af dem, og det kan også godt være, at vi kommer til at hilse på nogle af de samme igen. Og sådanne originaler har mange historier at fortælle. Her på vores side, kan du også hilse på originaler fra Aabenraa og Tønder. Ja så er det jo også klunserne og kræmmerne på Nørrebro og ikke mindst Lersø-bøllerne som blev til Fælled-bisserne.
Frøken Jeanette
I sin ungdom skulle hun have haft en frygtelig oplevelse, der gjorde at hendes forstand tog skade. Af fødsel var hun fransk. Man sagde, at hun så både hendes far og sin bror blive guillotineret under den franske revolution. Selv lykkedes det hende at flygte.
Efter datidens mode gik hun med en stor kysehat, der næsten skjulte hendes skarpt markerede ansigtstræk. Hun gik med en snæver blå frakke og i hånden havde hun en meget stor sypose.
Sine aftener tilbragte hun så vidt muligt i Kongens Have. Hun satte sig på en bænk:
Fem Fingre i Suppen
Hun var en brav fiskerkone eller frugtsælgerske. Sit tilnavn havde hun efter sigende fået, da hun under en middag i hendes hjem blev serveret kødsuppe, og hun med stor energi stak alle fem fingre ned i suppeterrinen for at fiske en kødbolle op, som havde skjult sig på bunden.
Fiskerkonerne på Gammelstrand.
Disse har vi mødt før her på siden. De var kendt som et djærvt folkefærd. Så vidt vides kom de fra det lille fiskerleje, Skovshoved, hvorfra de hver morgenvandrede ind til byen i deres karakteristiske dragt, som bestod af et græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, hvidt hovedklæde, hvorunder de havde en metalbroderet hue.
De bar ”stunthoser”, fodløse strømper. For at spare på fodtøjet tog de skoene i hånden, når de gik ind til byen. Fiskene havde de på ryggen i en stor, rektangulær kurv, der blev støttet af en kort stok under armen. I en beretning fra 1700-tallet siges der i en beretning:
Det friske men barske liv afspejlede sig i deres sprog og manerer:
Jens Peter Tønder.
Denne person har vi også tidligere hilst på her på siden. Lykken tilsmilede ham ikke. Han var søn af en kontreadmiral. Selv med faderens fremtrædende stilling var kårene i barndomshjemmet små. Han kom i lære hos noget familie og blev lærer i latin og fransk. Men ”et underligt væsen” stillede sig hindrende i vejen for en videre karriere. Familien slog også hånden af ham.
Nøden tvang ham til at tage hyre som matros. Og på to lange sørejser besøgte han Nordamerika, Kina og Ostindien. Under krigen mod England blev han ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget.
Han udgav forskellige skrifter bl.a. et blad, der hed ”Gammelt og Nyt”, der indeholdt en række moralske betragtninger. Tønder skilte sig også ud i sin påklædning. Og hvad der så videre hændte i Nyhavn kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.
Per Pardun
Han kan vel nærmest betegnes som sinke, der ikke gjorde nogen fortræd. Alligevel blev han ofte arresteret for gadeuorden. En aften spadserede han i Gothersgade kun iført skjorte og en frakke. Da han blev spurgt, hvor han skulle hen, svarede han:
Når han så mødte pigerne og konerne ved de offentlige vandposter så gik sladderen.
Mægler Behrend
På grund af sine muntre, joviale indfald og vittige replikker gav mægler Behrend ofte anledning til megen morskab. Engang ville han bestige et kirketårn. Da klokkeren ikke var til stede, ledsagede dennes kone ham op ad trapperne.
Da hun var i:
Gik opstigningen naturligvis meget langsomt, men alligevel var Behrendt den, der først blev træt. Og på hans spørgsmål:
Ja så troede konen, at han hentydede til hendes svangerskab, så hun svarede:
Behrendt opfattede straks misforståelsen og svarede kvikt:
Så vendte han ellers om og gik nedad.
Klæde – og Silkehandler Levin J. Loria
Han var også en særpræget person i datidens København. En dag kom han således på besøg hos nogle bekendte, som han spurgte, om de kunne gætte, hvem han havde mødt i døren?
De mente nu ikke, at han mødet nogen. ”Jo, svarede han – Jeg mødte min cigar. Den gik jo ud, da jeg gik ind”
Hans vittigheder blev kaldt for ”Lorianer”.
Skomager Bramsen
Denne var også en munter og fornøjelig fyr, der på grund af sin bohemeagtige indstilling til livet blev betragtet som en original. I sin ungdom havde han været en dygtig håndværker med eget værksted og svende.
Men i stedet for at passe sit arbejde morede han sig med at spille på sin kære violin og sin guitar. Det gik så ud over sin forretning, som han til sidst måtte opgive. Til sidst glædede han både sig selv og andre med sit spil, sine sange og sine digte.
Han var altid velkommen til sine standsfællers og venners fester. Og når der så røg punchebolle på bordet, så kom han rigtig i sit es.
Bramsen var af ret velhavende familie. På hans gamle dage købte familien ham en seng i Vartov. Under treårskrigen, da han var omkring 70 år blev han en yndet gæst i vagtstuerne.
Når han så med morgentøfler på fødderne og iført sin gamle slåbrok trådte ind, blev han altid modtaget med et glas vin eller en punch. Som tak for god modtagelse tog han derefter sin violin eller sin guitar frem som han havde skjult under slåbrokken og så begyndte han at spille og synge, mens soldaterne stemte med i omkvædet.
Ikke længe efter krigens afslutning sov han stille ind.
Danselærer Ove Georg Frederik Bagge.
Han var en velkendt skikkelse ikke blot i København men også en række provinsbyer. Han var født i 1776 og efter hans egne udtalelser i ”nød, kummer og elendighed”. Han var i 19 år figurant ved den kongelige skueplads. Efter sin egen forklaring forlod han den, fordi lønnen var for lille. Men sandheden var nok, at han blev opsagt på grund af sin trang til at drikke.
I nogle år ernærede han sig som danselærer. Han lærte sig fransk og spansk. Han begyndte at udgive en spansk ordbog, men nåede kun at udgive et hæfte. Han bosatte sig senere i Randers som boghandler. Men det måtte han også opgive.
I 1832 rejste han tilbage til København. Det eneste sted han havde råd til at bo var i ”Løvens Kjæltringe-Klub’ s kælder. Der ville ingen elever søge hen for at lære at danse. Nu havde han også sit udseende imod sig.
Det lykkedes ham at skaffe penge til en optræden den 21. marts 1835 i Kalkeballen i Lille Kannikestræde. Men under hans optræden blev alle hans penge som han havde gemt stjålet.
Hans optræden lev omtalt i mange medier. Og selv om det måske var en succes blev han bedt om at gentage sin optræden. Publikum smed appelsinskiver og æbleskræller i hovedet på ham.
Det ville han ikke finde sig i. 62 Rigsdaler havde han til overs. Han ekviperede sig for at rejse til Norge. Men han nåede kun til Helsingør, hvor han begyndte at undervise i dans. Men det gik heller ikke.
Atter engang vendte han tilbage til København, hvor han tog fat i at udgive et ugeblad, der hed ”Sværmeren”. Da han havde udgivet syv numre, gik det ind. Han vandrede nu fra by til by. Hvis han havde vist større stabilitet, kunne han have drevet det vidt. Han døde i 1838 i Rønne.
Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou
På grund af sin begavelse og indsigt i tidens spørgsmål formåede han endog at vække Christian den Ottendes interesse. Men da han overvurderede sin egen betydning i en uhyggelig grad, kom han efter kongens død i 1848 til at sande det gamle ord, at en profet aldrig er agtet i sit eget land.
Han er født 1791 i Maribo. Hans far var væver og skatteopkræver. Selv blev han også uddannet som væver. Hans far gav ham et hus, da han nedsatte sig som mester. Men pigen svigtede. Derfor tog han arbejde i København.
Samtidig læste han jura og latin for at blive jurist. Tros økonomiske problemer lykkedes det ham at få eksamen og så nedsatte han sig som jurist i sin fødeby. Men uheldig sag tvang ham igen til København. Han skrev digte i tusindvis og juridiske artikler i Kjøbenhavnerposten. Han begyndte også at udgive blade. Tilfældig kam han i 1835 i forbindelse med kronprins Christian (den Ottende). Denne gav ham en form for job. Han skulle berejse hele landet og delagtige gøre kronprinsen, der i mellemtiden var blevet konge i sine oplevelser.
I 1840 gav kongen ham 300 Rigsdaler til en studierejse til bl.a. Wien og Prag. Med kongens hjælp fik Jørgensen nu adgang til de højeste steder. Kongens omgivelser betragtede ham dog med skepsis. Men kongen fik ham overtalt til at blive og gav ham en årlig understøttelse på 600 Rigsdaler. I 1843 helligede han sin litterære virksomhed. Og i 1848 udarbejdede han forslag til en ny kriminallov. Men efter kongens død var der ingen, der tog ham alvorlig.
For ”Corsaren” havde han længe være et kærkomment objekt. Endda på gaden var folk begyndt at gøre nar af ham. Efter kongens dø var understøttelsen blevet taget fra ham.
I den tilstand vendte han tilbage til Maribo. Efter nogen tid vente han dog tilbage til København i den hensigt at skrive Christian den Ottendes historie. Han udbad sig derfor tilladelse til at få udleveret de breve han havde sendt til kongen, men det blev ham nægtet. Man sagde at disse var blevet makuleret.
Han ville derefter give Struensee og dronning Caroline Mathilde den oprejsning som han mente de fortjente. Senere udgav han et blad, der hed Diorama. Her slog hans selvovervurdering, der grænsede til storhedsvanvid rigtig igennem. I det første nummer skrev han om de tres største mænd, heriblandt et portræt af sig selv. Nu blev han først rigtig udsat for folkets hån.
En aften var på vej fra Ladegården og ifølge ham selv, blev der affyret et skud mod ham. Nu fulgte han sig forfulgt. Han kunne hverken få udleveret papirer eller få audiens hos Frederik den Sjette, så i stedet rettede han en voldsom kritik på kongens person.
For dette blev han ved Højesteret idømt tre måneders fængsel, der blev forhøjet med to, da han uddybede den første artikel.
Fængselsopholdet undergravede hans helbred og svækkede yderligere hans forstand. Alle kendte ham efterhånden på sit tøj og sin gang. Ikke desto mindre tænkt han i 1861 at stille op til Folketinget. Men den tanke opgav han dog igen. Han holdt nogle foredrag om Struensee og Caroline Mathilde.
Han døde efter et kort sygeleje den 31. december 1866. Han mente selv, at han kæmpede for ret og retfærdighed.
Student Kahrs
Som så mange andre af byens personligheder holdt han meget af spiritus. Han fortalte, at han havde fået tilbud om et job i Amerika men manglede rejsepenge. Hver gang han var i nød, gik han sin embedsmands – ven.
Man sagde om ham, at han havde været student, men han sprang fra. Og så kaldte man ham for ”en sær patron”. En tegning viser ham som ældre mand, tilsyneladende pænt og sirligt påklædt i en lang frakke, med høj hat på hovedet, en stok i hånden og ledsaget af en hund.
Men når han snakkede med folk, kunne man med det samme mærke at han udskilte sig fra mængden.
Kammerjunker de Busch
Hans virkelige navn var Arboe-Mahler. Han var altid oplagt til grove løjer. I sit væsen var han også kynisk. Sit daglige brød fik han ved nærmest det man kalder plattenslageri. Af ydre var han heller ikke særlig tiltagende. Hans matte øjne var et resultat af natlig svir.
En sen aften kom han gennem Peder Hvitfeldts Stræde, da han fra et af husene hører dansemusik. Det var en velhavende murermester, der fejrede familiefest. Mahler fik pludselig lyst til at afslutte den muntre aften med en dans. Mahler og hans ven blev dog hurtig sat på porten af murermesteren.
Han forsøgte hele tiden at indynde sig hos folk ved at fortælle at han var kammerjunker på halv gage. I 1842 udgav han ”Skov- og Dyrehavsblad”, som han skrev i et telt på Dyrehavsbakken.
Bladet udkom med 10 numre. Så rejste kammerjunkeren til Bornholm til slægtninge. Her blev han redaktør af ”Bornholms Avertissements Tidende” han blev arresteret for at udbrede falske bankosedler og sat dem i omløb. Men man kunne ikke bevise noget. Efter et par års forløb blev han frikendt.
Men alt dette betød, at han ikke mere kunne opholde sig på Bornholm. Hurtig gik det ned ad bakke for ham både fysisk og åndeligt. Da han engang i denne tilstand forsøgte i Det Kongelige Teater forsøgte at tiltvinge sig adgang til Christian den Ottende for at opnå en stilling ved hoffet blev han som sindssyg indlagt på Skt. Hans Hospital. Her afgik han ved døden i 1846.
Sproglærer H. Seehusen
Han var høj og slank med stankelben. Han gik i stramtsiddende benklæder, der fik benene til at virke endnu tyndere. Dette gav årsag til megen morskab.
De fleste originaler tilhørte den lavere samfundsklasse. Svigtende åndsevner, medførte tilbøjeligheder og dårlige kår i opvæksten var ofte årsag til deres ulykkelige skæbne. Undtagelserne var de få velbegavede, men som oftest snu og arbejdssky personer, der ved en excentrisk opførsel, der vakte deres medmenneskers medlidenhed og forstod at udnytte dem til egen fordel.
For disse havde man dog ikke så megen medlidenhed. Det var også dem, der havde fået en dårlig start i livet.
Peder Rundetaarn
Han var et godmodigt skrog, der gik rundt og falbød forskellige skrifter, som han opbevarede i en lille kasse. Blandt hans salgsartikler var også almanakken, der var forsynet med et billede af Rundetårn, hvor observatoriet var til 1861, inden det blev flyttet til Østervold.
Det var disse almanakker, der gav ham tilnavnet skønt han ikke havde ”den rigtige Fornuft paa Forstanden” som hans søster skulle have udtrykt det. Han var dog en ganske duelig handelsmand. Han gik altid klædt i en trøje. På fødderne havde han sko, som det dengang var usædvanligt at gå med på gaden.
Selv om han var skikkeligheden selv, lod ”de slemme Drenge”, som han sagde, ham aldrig i fred. Når deres drillerier blev ham for meget, beklagede han sig undertiden til en journalist og bad ham ”skrive et rigtigt godt Stykke i sit Blad derom”.
Alexander Weihe ”professor i hundrede Sprog”
Han blev også udnævnt som ”Den Store”. Han havde vistnok fået en udmærket skolegang. Men evnerne har ikke rigtig kunne stå mål med ærgerrigheden. Og
Som den, der kunne alle
Ja så følte han sig kaldet til at udgive en latinsk ordbog. Dog fik han lige så lidt succes med den som med et ugeblad, han udgav og Kaldte ”Rivhjernet”. Han endte som en forhutlet fyr, hvis eneste trøst var flasken.
Snedkersvend Leitersdorff
Han var altid parat til et godt slagsmål. Et uregelmæssigt og løssluppent liv svækkede tidligt hans kræfter. Da han et par gange havde fundet sin overmand som slagsbroder, trak han sig med et brækket ben tilbage til privatlivets fred. Siden rejste han til Hamborg, og man hørte ikke siden om ham.
Fløjte-Karl
Så længe man kan huske tilbage i tiden har man kunnet huske en lille krumbøjet mand i sit mørke, slidte tøj – og i de senere år støttet til to stokke. I modsætning til så mange andre af byens originaler var han ikke udsat for drillerier. Stille roligt og uendelig beskedent vandrede han fra gård til gård i den indre by, trak sin fløjte frem og spillede for beboerne.
Intet i hans optræden tydede på, at han bevidst havde til hensigt at vække folks medlidenhed. Der var alvor over hans spil. Når han var færdig, modtog han tilhørernes penge som et fortjent honorar for sine præstationer. Og han blev 91 ½ år.
Hans egentlig navn var Karl Kattentid. Det fortælles, at han har arbejdet som gørtler. Muligvis er han i slægt med et par gørtlermestre af dette navn i 1840’erne.
Da han blev gammel og ikke mere kunne spille parterede han sin elskede fløjte og benyttede dens to halvdele til at forlænge sine stokke med. Men han kunne ikke undvære fløjten og anskaffede sig en ny, som han aldrig skilte sig af med.
En maj morgen 1887 blev han fundet død i sin fattige seng i et baghus i Landemærket, hvor han i en lang årrække havde haft logi. Her havde værten i hans sidste år af medlidenhed ladet ham bo frit.
Rasmus Christensen
Han var jysk husmandssøn, der fra fødslen var blind på det ene øje. Han kunne svagt se med det andet øje. Efter konfirmationen havde han en tid forsøgt sig som tjenestekarl. Men da han som følge af sit svækkede syn hyppigt kom til skade, besluttede han sig for at ernære sig som spillemand.
Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin. Med den vandrede han omkring i Jylland og øerne, indtil han ved et tilfælde havnede i København, hvor han blev gift.
Parret bosatte sig på Nørrebro, hvor hans kone fik en grønthandel i en kælder. I fællesskab opretholdt de nu et tarveligt, men net og propert hjem for sig selv og deres tre børn.
Tyroler – Ferdinand
Han var en rigtig gøgler, Ferdinand Petersen. Han havde en gulbrun teint, mørkt hår og skæg. På Dyrehavsbakken havde han sit faste stade, hvor han forlystede folk med sin guitar. Her sang han også duetter sammen med sin kønne mørke datter.
Publikum flokkedes om ham og morede sig, når en af hans selvkomponerede sange, der ofte kunne være ret frivole, var møntet på en af hans tilhørere. Når bakketiden var forbi, drog han på turne i provinsen, hvor han optrådte rundt om på markederne.
Jeppe Laurentin Hindborg
Han kan vel ikke betragtes som en typisk original. Men hvis ordet skal tillægges det at være særpræget, så kan han vel nok. Hindborg var bybud i Kongens København. For ringe vederlag udførte han ærinder for folk, påtog sig mindre flytninger og andre sådanne praktiske ting, som det ellers kunne være vanskeligt at få udført.
I reglen havde han en kort pibe i munden, mens han ventede på, at kunderne skulle indfinde sig eller sende bud efter ham. Han var født i Horsens, hvor hans far var toldembedsmand 1839 rejste han til København, hvor han var ansat på et hotel, indtil han blev bybud. De hans forlovede døde, forblev han resten af sit liv ugift. Hans hjem var et værelse i Regnegade.
Uanset vejret indtog han dag efter dag, år efter år sit stade på torvet, kun afbrudt af en kort indlæggelse på hospitalet. Han blev meget populær ikke mindst som brevbærer i kærlighedsaffærer. Han sladrede nemlig aldrig.
Men i lystigt lag fortalte han, at han engang havde transporteret fem kattekillinger fra en mand til en pige, som han var forelsket i.
Puste – Møller
Han hed sådan, fordi han altid pustede af varme, når han blev fuld. Samtidig kneb han sine mærkelige øjne sammen. Hans virkelige navn var Poul William Møller og født i 1837. Hans far var urtekræmmer.
Han kom i urtekræmmerlære, men noget tyder på at det ikke interesserede ham. Han blev opvarter og kontrollør i Tivoli. Åbenbart var han ikke en særlig stabil arbejdskraft. Snart var han pakhusforvalter. Så var han igen opvarter. En dag blev han så lingerihandler. Efter kort tids forløb krakkede virksomheden.
Så blev han berider i en gøglertrup. Dette gav ham blod på tanden, så han forsøgte sig som skuespiller. Han optrådte både her i landet og i Sverige. Da han var træt af den tilværelse, fik han en stilling i en købmandshandel i Kerteminde og siden i en vinhandel i København.
Han var ugift og fik nu et job som kolportør. Nu kan han lige og lige opretholde sit beskedne liv. Sit batlogi havde han i ”Blodkoppen” i Farvergade. Det kostede 35 øre. Her nød han sit ”måltid”, der bestod af en stor snaps med en øl til. Det kostede ham yderligere 5 øre. Så brugte han penge til snustobak og en sjælden gang et rigtigt måltid mad.
Han ville gerne gå som en vidende og belæst herre. Og han gav indtryk af, at han kendte tidens store tænkere. Helt populær blev han nu aldrig.
Pudse – Peter
Hans borgerlige navn var Niels Peter Nielsen. Han var født i byen Tjæreby mellem 1845 og 1850. Syd år gammel flyttede han med sin forældre til København. Han tilbragte sin fritid i byens rendestene eller på Fælleden, hvor han sammen med sine kammerater udkæmpede store slag. Tidligt viste han sig i besiddelse af forretningstalent.
Ulykkelig kærlighed skulle have været årsag til hans mærkelige væsen og vel også hans manglende arbejdslyst.
Skønt han senere giftede sig og fik fire børn, som han ganske vist påstod, var skomagerens, lykkedes det ham ikke at drive det videre som omvandrende handelsmand. I en kurv havde han hele sit varelager, der bestod af pudsevoks, pudsesværte, fedtsværte, blankesværte, sæbe, knapgafler, smergellærred, brevpapir m.m.
Når han med sin dansende gang kom hen ad gaden i sit sorte, slidte tøj med en rundpuldet hat på hovedet i reglen med en kridtpibe i munden og med sin kurv på armen varede det ikke længe før det havde samlet sig en flok drenge og piger som med glade hyl og skrig fulgte ham på hans vandring fra gård til gård.
Sine kunders opmærksomhed henledte han på sig ved at synge:
Varede det for længe inden nogen indfandt sig for at købe hos ham, tilføjede han:
Inden de Fruer faar Penge
Han kunne finde på at arrangere en ildebrand i sin frakkelomme. Den ene dag kunne han optræde med skæg og en anden dag var han glatraget, så det var vanskeligt at genkende ham.
Han var skikkeligheden selv, men havde to store laster: Kortspil og flasken. Men han opdagede selv, når han var fuld, så sang han til folks store morskab:
Nogle af hans bedste kunder var soldater. Han fik lov til at besøge dem på kaserne. . En kort overgang i 1880erne lod han sig ansætte som opvarter i en lille beværtning, der hed ”Kridtpiben”.
Omkring 1890 indhentedes han en aften af sin skæbne. I fuldskab faldt han i Nyhavn. Som følge af den kolde dukkert pådrog han sig en forkølelse, der sikkert har udviklet sig til lungebetændelse for kort tid efter, afgik han ved døden.
Skrutten (Professor)
En anden type var ”Professor” eller Skrutten”, hvis borgerlige navn var Hans Andersen bang. Han var en af Københavns mest ejendommelige skikkelser. Han skulle have ernæret sig som agent for en brændselsforretning. Allerede i 1880’erne blev han betragtet som en original person.
Han sammenkaldte ofte til store møder på Nørre Fælled eller i det gamle Arena-teater i Tivoli, hvor han under tilhørernes munterhed udtalte sig med overlegenhed både om inden – og udenrigske begivenheder.
Da den franske general Boulangers navn omkring 1890 var på alles læber, fik en cirkusdirektør den geniale ide at maskere Andersen Bang som denne. Det var en glimrende reklame for cirkus. Men havde vores hovedperson ikke tidligere været udsat for spor så blev han det nu.
Alligevel fortsatte han sin offentlige virksomhed. Når han holdt taler, begyndte han ikke før lokalet var fyldt. Der skulle skaffes den nødvendige sum penge til rådighed, som kunne betale for lejen.
Så begyndte Bang at oplæse noget sært meningsløst tøjeri, der handlede om alt muligt og umuligt. ”Professoren” talte om tolden på grøn sæbe, om svenske malkepiger, om jordemødre og om forsvarssagen.
Flere gange proklamerede han sig selv som rigsdagskandidat, idet han foregav at arbejde for middelstandens interesser. Hele livet hutlede han sig igennem tilværelsen. Først i de sidste år formåede et par af hans venner ham til at søge alderdomsunderstøttelse. De sidste syv år boede han på ”Hotel Bellevue” i Studiestræde.
Her blev han nytårsaften 1914 syg og døde 14 dage efter, 72 år gammel. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Scheibelein
Han var en af de mest omtalte originaler i 90’ernes København. Han gik altid klædt i en gammel uniformsfrakke med blanke knapper prydet med foreningsemblemer, medaljer og kotillons – ordner. Om halsen havde han et hvidt tørklæde op på hovedet en militærkasket med en rød kokarde. Hans strømper var rød – og violetfarvede. På fødderne bar han træsko, men både disse og hans knapper v ar blankpudsede.
Vilhelm Anton Scheibelein var født i 1839. Hans far var murer og boede i Adelgade. Som den yngste af tolv børn blev han efter eget sigende strengt opdraget og fik ofte prygl. Han gik i Sølvgadens Skole. Efter konfirmationen kom han i murerlære og fulgte ikke blot hans fars men også hans bedstefar og hans ældste bror, der alle sammen var murer.
I 1860 gik han på session men trak frinummer. Året efter lod han sig imidlertid ”stille” og indkaldtes til 1. regiment. Han gjorde tjeneste i Rendsburg og deltog ligesom to af sine brødre i felttoget i 1864. Ofte pralede han af sine krigeriske bedrifter. Sandheden var bare, at han ikke havde været en god soldat.
Han blev taget til fange, og da han endelig kom hjem, oplevede han en skuffelse. Den pige, som han havde været forlovet med, havde giftet sig med en anden. Dette knuste ham så meget, at han meldte sig som soldat til Dansk Vestindien. Hans trang til spritus tog overhånd. Men af hans undskyldning tjener dog, at han døjede meget ondt og blev angrebet af gul feber.
Han siger selv, at han lærte en plantageejer-datter at kende derover og har to børn. Men efter fem år kom han tilbage til København. Han fik arbejde som murer på Gammelholm, men sagde selv, at han styrtede ned
Vintrene blev tilbragt på ladegården. Under en opsynsmands ledelse skulle han nu sammen med de andre lemmer feje byens gader. Ofte tilbragte han tiden på fælleden, som dengang var tilholdssted for byens udskud.
Mødte han på sine ture Christian den Niende eller kronprins Frederik så stak de ham ofte en skilling. I Borgergade gjorde han endda honnør for kongen og majestæten besvarede denne hilsen.
En gang imellem lod han sig indlægge på Kommunehospitalet, når han trængte til ”at hvile ud”. Når det ikke var øl til maden, truede han med at hente det selv.
Han elskede at gå med i optoget til grundlovsdag. Men det var ikke alle, der synes, at det var lige sjovt at gå ved siden af ham. Han var ikke så prober.
Efter nogle år blev hans hang til spiritus for stor. Han blev indlagt på Skt. Hans, hvor han døde i 1911.
Prins Frederik Frederiksen
Han kaldte sig for Prins Frederik Frederiksen, søn af højsaglig kong Frederik den Syvende, arveprins til Danmark og tilhørende bilande. Skønt han var lille, vissen og komisk at se på, kunne det dog ikke nægtes, at han med sit store fuldskæg havde nogen lighed med sin berømmelige ”fader”.
Det er sikkert dette, der har indgivet ham den falske forestilling, at han var født på Sorgenfri Slot som søn af Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Hans kærlighed til titler og ordener fornægtede sig aldrig. Opslaget på både på hans vinterfrakke og sommerfrakke var prydet med kotillons-ordner og medaljer. For ligesom at understrege hans fornemme afstamning gik han altid med høj hat, men den var ganske vist i årenes løb blevet noget medtaget.
Mellem højre hånds behandskede pegefinger og langfinger hold han som regel en cigarstump. Den havde han fisket på af rendestenen, mens han i den venstre hånd bar en stor sort citytaske med et meget broget indhold og en rød stok, som han brugte til at jage gadedrenge væk med, når de blev ham for nærgående i deres drilleri.
Hans virkelige navn var Hans Johnsen. Han var født i Nøddebo i et meget fattigt hjem. Forældrene blev senere så forarmede, at de blev anbragt på Fattiggården. Efter deres død tog sønnen til København. Gennem hele hans liv bestilte han i virkeligheden ikke ”en dags hæderligt arbejde”. Han levede udelukkende af sin ”originalitet”. Hvorvidt han virkelig var sindssyg eller blot fræk og snu, blev aldrig opklaret. Sandsynligvis har det været lidt af begge dele.
Da han i 1890 dukkede op i København, blev han i begyndelsen kendt som ”Medaillemanden”, fordi han bar en vest, der var overbroderet med foreningsemblemer, ordener og medaljer. Den må have været meget tung at bære. Men den var hans stolthed. Og det var ham en virkelig sorg, da den efter nogle års forløb blev stjålet.
I sammenligning med den var det kun få dekorationer, han fra da af pyntede sig med på sine ture rundt om i byen. Han hutlede sig gennem tilværelsen og levede af at tigge i butikker og kontorer, men hjemsøgte også velhavende folk, som han afkrævede den ”skat”, han påstod tilkom ham som ”virkelig konge af Danmark”.
”Excellencen”, som han benævnede sig selv, gjorde sig sjældent den ulejlighed at banke på døren, inden han gjorde sin entre. Ofte formede hans besøg sig således:
Omtalte han sit forhold til den danske kongefamilie, var det med forbitrelse i stemmen, lynende øjne og med et fast greb om stokken:
Han boede på gæstgivergården Linden i Fiolstræde. Den eneste måde man kunne lukke munden på ham, var at give ham en 25 øre.
Han nød en vis popularitet, men på den anden side hed det i en nekrolog over ham, da han i 1906 afgik ved døden, at der ingen grund var til at sørge over, at byens fornemste original var død, da man stadig havde ”pragteksemplarer” som Jomfru Tidsfordriv.
Jomfru Tidsfordriv
Vi har her på siden mødt hende et par gange før. Hun gik rundt på gaden med plirrende øjne og tjavset hår, der stak frem under en skævt siddende hat. På fødderne havde hun store støvler eller galocher. Hun havde en gammel frakke på med spraglede bånd – eller i mangel af bedre med cigarbånd. Mange mente, at hun lignede et fugleskræmsel.
På armen havde hun en spånkurv med smudsige bolsjer, som hun gavmildt uddelte til alle og enhver. Om sommeren havde hun desuden en parasol.
Der fortælles at hun i sin ungdom havde været en smuk ekspeditrice og forlovet med en løjtnant. Da han svigtede hende til fordel for et bedre parti, skulle hun på hans bryllupsdag have mistet forstanden af sorg over, at han nu for stedse var tabt for hende. Men dette var nu ikke korrekt.
Hendes navn var Juliane Hansen, som er født i 1862. Hun var datter af et bud, der døde tidligt. Hendes mor ernærede både sig selv og barnet efter mandens død ved at gøre rent for folk.
Sandsynligvis har lille Juliane fra fødslen været åndsvag. Hendes forstand vedblev livet igennem at være som en 6-7 års. Hun blev efter moderens død anbragt på St. Johannes Stiftelsen. Man slap hende dog fri, da hun påstod at kunne klare sig selv.
Hun var godmodig, drak ikke og havde ingen konflikt med politiet. De lod hende også i fred. Når hun var anbragt under offentlig forsorg, var det for at beskytte hende for folks nysgerrighed og børnenes drilleri.
Sit tilnavn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med ”For tidsfordriv”. Og derefter fortalte hun med klynkende stemme: ”Min mor er død!”
Renlighed var ikke Jomfru Tidsfordrivs største dyd. Hun medbragte altid en flok lopper. Og deres bid var hun efterhånden vant til. Forskellige mennesker hjalp hende. Hun fik også en gang imellem noget nyt tøj.
Hun holdt meget af børn. Hun led af en tvangsforestilling om at være lærerinde. Hun sad om sommeren på en bænk i Kongens Have og snakkede om dyd og moral for de børn, der havde samlet sig om hende. Samtidig gav hun dem smudsige bolsjer og skældte dem ud.
Hun holdt også meget af at synge. Med sin spinkle stemme sad hun engang en juleaften på en trappe i Købmagergade og nynnede ”Et barn er født i Betlehem”. Til daglig morede både voksne og børn sig over hendes særheder. Men når hun blev drillet for meget, satte hun sig på en trappesten og græd bitterligt.
Blandt de få, der tog sig af hende var på den tid meget populære prinsesse Marie, som hver juleaften sendte hende en dejlig kurv med varmt tøj og madvarer.
Jomfru Tidsfordriv boede under frygtelige forhold i Lille Brøndstræde., først på en kvist, hvor en fattig kone for en ringe betaling gav hende, hvad hun behøvede. Senere boede hun i en kælder i samme gade, hvor hun en januar-dag 1907 blev fundet dødssyg på en madras, med en sæk som dyne.
Hun kom på hospitalet, men hun stod ikke til at redde. Ladegårdens præst, den kendte pastor R.P. Rasmussen, der en tid var borgerrepræsentant talte ved hendes båre og sagde, hvad sandt var, at hun var en stakkel som samfundet havde svigtet., og at en gentagelse af hendes skæbne aldrig mere måtte finde sted.
Så populær var hun imidlertid, at hendes kiste var dækket af kranse i snesevis, sendt af folk som havde ondt af hende. En af de smukkeste var prydet med et rødt og hvidt bånd og signeret:
I en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård fandt hun sit sidste hvilested.
Filosoffen fra Magstræde
Han boede i et uhumsk kvistrum i denne gade. Fra naturens hånd var han filosofisk anlagt. I sin ungdom skulle han have læst H.C. Ørsteds ”Ånden i naturen” og Søren Kierkegaards ”Enten – Eller”. Disse bøger havde gjort et stort indtryk på ham og bidraget til hans noget aparte livsanskuelse, at ”livsanskuelse” er kun bedrag, og livets hovedindhold er ”sult og kønsdrift”.
Bortset fra de få penge, han brugte på sig selv til livets opretholdelse, skal han efter sigende have indbetalt næsten alt, hvad han i øvrigt ”tjente” til ”Foreningen for Kønssygdommens Bekæmpelse”. Dette kunne måske tyde på, at hans livs ulykke stammende fra en kønssygdom, han havde pådraget sig i sine unge år.
Han havde en indbringende forretning fra sin stadeplads på Rådhuspladsen. Men i 1913 skiftede han stadeplads som forhandler af Ekstra Bladet i Frederiksberggade.
Da hans indbo blev undersøgt af skifterettens folk, blev der imellem alt hans skrammel fundet adskillige værdipapirer. Samtidig blev der fra flere banker givet meddelelse om, at han havde penge indestående i dem.
Da boet blev gjort op viste det sig, at hans fattigdom kun havde været tilsyneladende, og at han ved sin død havde været en ganske velsitueret mand.
Krølle – Charles
Han ville blive husket for sine saftige udtalelser. I årene før Første Verdenskrig var han en kilde til stadig moro., når han holdt sine berømte foredrag, der næsten altid sluttede med ordene:
I sin ungdom skulle han have været smed eller fyrbøder og opholdt sig flere år i England. Derfor kunne han som ældre, når han var ædru, foruden tysk også kunne tale engelsk. Hans taler tiltrak mange mennesker, og det var ham tilsyneladende en stor fornøjelse at fremkomme med en række sjofle udtryk, som fik damerne til at rødme.
Kejsere, ministre og præster hørte til hans yndlingsemner, men nogen dybere mening i det, han sagde, var det ikke.
Som byens andre originaler var han ikke særlig appetitlig at se på. En velhavende forretningsmand, som havde fået medlidenhed med ham, fik ham engang vasket og klippet og udstyret med pænt tøj. I sin nye herlighed vandrede han derefter rundt i byen med et reklameskilt. Men situationen bekom ham ilde.
Gadedrengene gjorde nar af ham, og efter en dags forløb smed han skiltet og var kort efter lige så beskidt – og lige så lykkelig som før.
Fidus – Carl
En anden københavnsk original var ”Fidus-Carl”, der hver morgen mødte op på blomstertovet. Der samlede han affaldsblomsterne op for senere på dagen at sælge dem rundt på byens beværtninger. I årenes løb skal dette have været en ganske indbringende forretning.
En aften fangede nogle slagtere ham. De trak tøjet af ham, sprættede det op og fandt flere hundrede kroner, som han dog naturligvis fik lov til at beholde.
Professor Libri
Han var måske ganske normal. Men ved at stille sine evner i gøglets tjeneste opnåede han på grund af sit udseende og sin usædvanlige veltalenhed interesse om sin person. Hans rigtige navn var Johannes Marius Dines Petersen.
Som dreng blev han sat i skomagerlære. Han havde dog det uheld, at han en aften styrtede ned i lasten på et skib, hvor han skulle aflevere et par støvler, der var blevet forsålet.
Kvæstelserne, han pådrog sig, var så alvorlige at han blev invalid resten af sit liv, Han var skæv i den højre skulder og i hovedet. Det ene øje var halvt tillukket. Men det skadede ham ikke i hans nye levevej som gøgler. Tværtimod har hans mærkelige fremtoning sikkert bidraget til at styrke hans popularitet og position.
Ingen gøgler har i veltalenhed nogen sinde overgået professor Libri. Ja det skulle måske lige være professor Tribini.
Alle de andre
Skulle vi nu har alle med, ville det blive en meget stor artikel, for så skulle vi også nævne Baron, Gøngehøvdingen, Stjernehans, Trippe – Lars, Bøfhenrik, Klørknægt og Fru Schneider. Løber, Peter Sengeløse, Valter, Den overskårne Kæmpe, Messingjens, Grev Holk, Den gamle Sult, Gamle Stub, Baron Billegraf og mange flere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har i alt 1.557 artikler herunder:
Under København (166 artikler) finder du:
Under Andre Historier (55 artikler) finder du:
Under Nørrebro (286 artikler) finder du:
Under Tønder (254 artikler) finder du:
Under Aabenraa (149 artikler) finder du:
Dato: april 27, 2020
Få dengang.dk – Podcast fra København
Her kan du få 38 podcast af Københavns historie. De er optaget af Københavns Nærradio, som næsten hver lørdag sender nye historier fra www.dengang.dk Her får du link til download. Du kan også finde to videoer med Ladegårdens historie optaget i Stefans Kirken med ”Den Gamle Redaktør” og forsynet med gamle fotos af Ladegården. Yderligere seks Podcast nu tilgængelig.
Næsten hver lørdag kl. 10.30 kan på Københavns Nærradio hører historier fra www.dengang.dk Og det er masser at vælge imellem. Og historierne kan du alle sammen få på podcast. I en tid, hvor ”Den Gamle Redaktør” ikke kan komme ud og holde foredrag, så er det nu muligheder at få historier af en halv times varighed. Vi kommer rundt i hele København i disse historier – og mange flere er på vej.
Og hvor jeg så fat i alle disse podcast:
Her er en oversigt over alle de historier, som du kan hente:
Video: Ladegården og åen 1/2 – foredrag i Stefanskirken optaget af Kanal Storbyen.
www.kanalnordvest.dk/webtv/video/6634
Dato: april 22, 2020
Myten om De Hvide Busser
Forarbejdet blev gjort af danske embedsmænd. Jyllandskorpset. Det danske hjælpekorps. Da syge politibetjente og grænsegendarmer blev hentet. Da Svensk Røde Kors kommer. Bernadotte afviste dansk hjælp. Danskerne påvirkede Gestapo-folk. Halvdelen af svenskerne rejste hjem. Karantænestationer i Padborg og Kruså. Gestapo folk bestukket med snaps og danske fødevarer. Andre landes fanger måtte flyttes. Franske og polske kvinder blev også reddet. Op dødsmarch. I alt 17.553 blevet reddet. Det gik for langsom, danskerne måtte træde til. Svenskerne havde brug for goodwill. Det var ikke det rette tidspunkt for kritik
Forarbejdet blev gjort af danske embedsmænd
Det er 75 år siden, og det er den samme historie vi hører. Manden, som vi kan takke for den store succes, er Folke Bernadotte. Men er det nu hele sandheden? Ja skal man tro de medier, der omtalte begivenheden her 75 år efter, så er det denne greve, vi skal ære.
Og nede i Kruså er det da også et mindesmærke af ham. Men i dagens anledning var der ikke lagt blomster. Hvis man læser hovedpersonens egen beskrivelse om begivenhederne så er man ikke i tvivl, så er historien om rigtig. Han skrev bogen ”Sluttet” i 1945. Bogen er stærkt selvpromoverende og levner stort set ikke plads til andre end Bernadotte selv.
Forarbejdet var både i første og sidste fase gennemført af danske embedsmænd. Uden dem var aktionen aldrig lykkedes.
Forhandlingerne med tyskerne om frigivelse og hjemsendelse af de internerede danskere blev ført på alle fronter. Det var bestemt ikke en let manøvre.
Skal vi helt tilbage til begyndelsen ja så startede det hele med en dansk og en norsk sømandspræst.
Jyllandskorpset
Kontreadmiral Carl Hammerich Havde udtænkt planerne, som han i Stockholm præsenterede for en norsk diplomat, der var leder af den norske organisation, Fangehjælpen i Stockholm. Hammerich var via sit ægteskab med Borghild Schmidt stærkt engageret i Norgeshjælpen, som blev styret fra deres lejlighed på Christianshavn.
Gennem et fintmasket kontaktnet i både Norge og Tyskland havde de gode informationer om situationen generelt men også god viden om de enkelte kz-lejre og hvem der var interneret i de forskellige lejre. Ret tidligt fandt man ud af, at redningen skulle ske via de tyske landeveje.
Til formålet blev Jyllandskorpset oprettet. Det skulle bestå af omkring 400 mand inkl. Chauffører, samaritter, ordonnanser m.fl. samt omkring 120 store transportvogne.
Departementschefen i Socialministeriet, departementschefen i Socialministeriet samt en masse andre forsøgte at koordinere det hele. Tingene blev dog overdraget til den norske London – regering.
Det Danske Hjælpekorps
Hammerich blev arresteret af Gestapo og det var årsag til at Jyllandskorpset blev reorganiseret og kom nu til at hedde Det danske Hjælpekorps. I september 1944 kom beskeden, at militære fanger skulle have førsteprioritet. Andre fanger skulle blive i lejrene i et stykke tid efter kapitulationen. Beslutningen mundede i rene militære overvejelser. Man syntes at denne tankegang var horribelt, så meldingen blev ikke givet videre.
Da syge politibetjente og grænsegendarmer blev hentet
Fra oktober 1944 blev der fra Danmark sendt Røde Kors pakker til Tyskland. Efter en forhandling med den tyske sikkerhedschef Otto Bovensiepen blev der den 2. december 1944 åbnet mulighed for hjemtransport af 211 syge politifolk fra Buchenwald. Hjemtransporten foregik den 8. december med almindelige røde DSB – busser. Ugen efter hentede man grænsegendarmer. Dette var også en ren dansk redningsaktion.
Fra omkring årsskiftet 1944 – 1945 afgik der regelmæssigt busser. Der blev hentet fanger så langt væk som i Leipzig, Dresden, Torgau og Mühlberg. Ofte blev disse busser angrebet af allierede fly.
I begyndelsen af 1945 blev det hele endnu bedre organiserede.
Da Svensk Røde Kors kommer
Den første hjemtransport fra Tyskland i Svensk Røde Kors navn blev foretaget i midten af februar 1945, hvor Folke Bernadotte var i Berlin for at hjemføre svenskfødte kvinder. Den 19. februar forhandlede Bernadotte med Himmler. Her gav Himmler tilladelse til at de skandinaviske fangere blev samlet i en speciel afdeling i Neuengamme.
Hovedkvarteret for svensk Røde Kors blev i Slottet Friederichsruhe der lå 30 km sydøst for Hamborg. Slottet tilhørte Otto von Bismarck, den tidligere kanslers sønnesøn.
Bernadotte afviste dansk hjælp
Fra dansk side stillede man dansk mandskab og biler til rådighed. Men Bernadotte afviste. Man ønskede, at det nu skulle være en ren svensk aktion arrangeret af Svensk Røde Kors. Det svenske udenrigsministerium ville ikke lægge navn til. De troede ikke på, at det lykkedes. Og hvis det så mislykkedes, så havde det svenske udenrigsministerium intet ansvar.
Fra dansk side pointerede man, at man havde nyttige informationer. Men Bernadottes reaktion var afvisende. Man kunne ikke se hvad danskerne kunne bidrage med som svenskerne selv kunne klare. En af de ting, som Bernadotte ikke kunne bruge var det omfattende kartotek som man havde opbygget over danske fangere.
Og så kaldte man de danske biler for ”kakkelovnsbiler”.
Bernadotte ønskede at se så lidt til danskerne som muligt i Friederichsruhe.
Danskerne påvirkede Gestapo-folk
I hovedkvarteret i Friederichsruhe var der udstationeret 40 Gestapofolk. Aftalen var, at alle transporter skulle ledsages af Gestapofolk. Danskerne forsøgte at påvirke disse Gestapofolk. En af de vigtigste var SS – Obersturmbannführer dr. Rennau. Han havde myndighed til at dirigere de skandinaviske fangere til Neuengamme og havde et lidt anstrengt forhold til svenskerne.
Bernadotte havde givet ordre til sine folk at ingen danskere måtte deltage. Det var en ren svensk Røde Kors aktion.
Svenskerne rejste hjem
Efter kort tid var halvdelen af de svenske deltagere taget hjem. På grund af den reducerede personalestyrke var det umuligt at gennemføre planen. Svenskerne havde på daværende tidspunkt kun nået at hente en fjerdedel.
Nu kunne man godt bruge den danske hjælp men under den betingelse at det skete under svensk ledelse. Hurtigt blev de danske biler malet i hvide farver med røde kors. Nu var det ingen hemmelighed, at de svenske biler var i en betydelig bedre kvalitet.
Ved Neuengammes evakuering i dagene omkring den 20. april 1945 bestod det danske ekspeditionskorps i Tyskland af 123 rutebiler, 30 ambulancer, 18 lastvogne, 12 personvogne, 6 motorcykler samt omkring 450 personer, heraf 10 læger og 16 sygeplejersker.
Karantænestationerne I Padborg og Kruså
Nord for grænsen var et par tusinde mennesker også involveret i aktionen, dels ved karantænestationerne i Padborg og Kruså og dels forskellige former for bistand under transporterne videre gennem Danmark til Sverige.
Vi har i en artikel beskrevet forholdene. Også disse karantænestationer blev bombet af de allierede. Når man ære den svenske greve må man ikke glemme alle disse frivillige.
Gestapo-folk bestukket med snaps og danske fødevarer
Da der sidst i marts 1945 var overført omkring 3.000 skandinaviske fanger til Neuengamme, erklærede kommandant Pauli, at transporterne måtte stoppe, idet der ikke var plads til flere! Uanset de givne løfter fra Himmler og andre højtstående Gestapo – folk, om at alle skulle samles i Neuengamme var han ikke til at rokke.
Ved at smøre godt med danske fødevarer og snaps i forskellige trin i Gestapos hierarki, blev der nået frem til en løsning, som kunne opfylde betingelserne i aftalen.
Andre landes fanger måtte flytte
Prisen blev endog meget høj for andre KZ – fanger. Aftalen indebar nemlig, at 2.000 ikke-skandinaviske fanger skulle flyttes fra Neuengamme-lejren til andre lejre i omegnen af Hannover. Denne transport skulle foretages af svensk Røde Kors. Og det var ikke altid til bedre forhold.
Når denne transport var afsluttet – kunne transporterne af skandinaviske fanger til Neuengamme fortsætte. Aftalen af flytningen blev gennemført. Lidt kynisk kan man sige, at 2.000 franskmænd, russere og polakker, der menneskelig var i en meget dårlig forfatning efter lang tids internering, betalte prisen for, at skandinaverne blev samlet i Neuengamme.
Ca. 12.000 nordmænd og danskere var internerede
I alt 6.100 danskere og omtrent lige så mane nordmænd blev sent i KZ – lejre. Deportationerne af danskerne begyndte efter den 29. august 1943. Det var jøder og kommunister. Derefter fulgte modstandsfolk, kriminelle, handicappede og politifolk.
Franske og polske kvinder blev reddet
Ud over de internerede danskere og nordmænd blev også et stort antal franske og polske kvinder omfattet af redningsaktionen
På dødsmarch
Det var et held for de danske KZ – fangere, at de blev hentet. En af fangerne fortæller, at 11 dage kom resten af fangerne ud på en dødsmarch. Dem er ikke længere kunne gå blev skudt. Og en nat blev der sat ild på en lade, hvor alle de resterende fanger opholdt sig. Disse og lignende skrækhistorier fortælles. De allierede, der var lige i nærheden skulle ikke se sandheden om disse lejre.
I dagene 19. – 20. april hentede de hvide busser 4.255 norske og danske fanger hjem fra Neuengamme I alt blev op mod 20.000 fanger, primært i marts – april hentet hjem i hvide busser og ambulancer med Røde Kors – logo på.
Et stort problem under transporterne var fangernes kroniske diarré. Det blev hjulpet af tørklosetter.
17.553 blev reddet
Danske, svenske og norske chauffører, læger, sygeplejersker, mekanikere ydede en kæmpe indsats. Det var en af Anden Verdenskrigs største humanitære indsatser.
Det er ikke tale om et koordineret forløb men tale om en række mindre initiativer, som tilsammen udgjorde en stor fælles aktion. Og det hele startede fra Norge og Danmark længe før. Arbejdet var blevet påbegyndt i 1944.
Ved dansk hjælp – enten som en ren dansk redningsaktion eller som en del af Bernadotte – aktionen blev der i tiden fra den 5. december 1944 til den 4. maj 1945 gennemført omkring 50 transporter. I alt blev 17.353 mennesker hjemført.
De egentlige helte er også alle de civile danskere og nordmænd, der frivillig deltog i hjælpearbejdet.
Himmler og Kaltenbrunner hjalp ikke af humanitære grunde
Folke Bernadotte var vicepræsident i svensk Røde Kors. Han fløj den 16. februar til Berlin, hvor han blandt andet forhandlede med udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og Reichsführer SS Heinrich Himmler.
Den svenske hær stillede materiel til rådighed, blandt andet 36 ambulancebusser og 19 lastbiler. 338 svenskere, blandt andet chauffører og sygeplejersker var tilknyttet aktionen.
Men det var bestemt ikke af humanitære grunde, at Himmler og hans næstkommanderende, Kaltenbrunner gav lav til dette. Det var for at få lidt goodwill efter krigen. Men det hjalp som bekendt ikke. Himmler blev taget til fange af englænderne og begik selvmord. Og Kaltenbrunner blev dømt til døden.
Hitler opdagede Himmlers forhandlinger med vesten
Man forhandlede med forbrydere og indgik aftaler med nazistiske forbrydere for at redde deres eget skind. Man sorterede i fangerne og favoriserede nordmænd og danskere. Fanger fra andre nationaliteter måtte vige pladsen.
Aviser blev instrueret i ikke at skrive noget om aktionen, da den skulle foregå udenom de centrale tyske aktører i krigen. Hvis Hitler opdagede planen, ville det være umuligt at gennemføre.
Men den 28. april 1945 kom Himmlers flirteri med de allierede magter Hitler for øre. Han blev omgående frataget alle sine ordener og beordret henrettet.
Det gik for langsom
Alle norske og danske fangere skulle samles i Neuengamme. Det var svenske busser, der korte dem dertil. Derfra skulle de så transpores videre til Padborg og Kruså. Og her var der så danske busser, der kørte de udsultede fangere. Herfra gik det videre enten med bus eller tog mod Sverige.
Det gik dog alt for langsom med at få de mange fanger transporteret hjem. Svenskerne havde i lang tid siddet på planlægningen, men begyndte at løbe tør for materiel og mandskab, halvdelen af dem var taget hjem.
Danmark måtte atter engang stille med DSB – busser, motorcykler, rutebiler, ambulancer, personbiler og lastbiler. På grænsen mellem Danmark og Tyskland blev de malet hvide og fik malet røde kors på siderne og taget.
Men trods dette blev man beskudt af allierede fly.
Svenskerne havde brug for goodwill
Mediernes gennemgang af, hvad der virkelig skete for 75 år siden, har været mangelfuld. Vi vil ikke forklejne Folke Bernadottes indsats. Det har ikke været motivet med denne artikel. Motivet har været at fortælle, at der var andre, der også burde hyldes.
De involverede danske personer besluttede ikke at ytre sig. Holdningen var, at selv om den norske og danske indsats spillede en væsentlig rolle i de officielle svenske redegørelser, havde Folke Bernadottes medvirken formentlig været af afgørende betydning.
Fra dansk side besluttede man ikke at lave en rapport om Det Danske Hjælpekorps. Man var enige om, at svenskerne i høj grad havde brug for den goodwill, som gennemførelsen af fangetransporten kunne skabe for Sverige i Norge og Danmark.
Det var ikke det rette tidspunkt for kritik
Dengang var der trods alt stor taknemlighed over for svenskerne, der under hele krigen havde modtaget et stort antal modstandsfolk og jøder. Det neutrale Sverige havde brug for goodwill over for de allierede. Derfor var det ikke det rigtige tidspunkt for kritik. Og så var det måske også den krølle på halen, Folke Bernadotte var i familie med kronprinsesse Ingrid. Tiden var heller ikke til at røre omkring kongehuset.
Efterfølgende er der kommet udmærkede beskrivelser af de faktiske forhold om ”De Hvide Busser”. Men myten om Folke Bernadotte som den helt store redningsmand og helt har fået lov til at leve i bedste velgående.
Folke Bernadottes mordere blev hyldet
Folke Bernadotte blev skudt den 17. april 1948 i sin egenskab som FN – mægler. Han blev 53 år gammel. Han blev dræbt af en zionistisk terrorgruppe, der kaldte sig Lehi i det britiske mandatområde. Baggrunden var Bernadottes krav om at de palæstinensiske flygtninge skulle have ret til at returnere til deres hjem.
Alle tre fik amnesti af Israel i 1949. Og i 1980 oprettede Israel Lehi-ordenen, som tildeles tidligere medlemmer af denne tenoristorganisation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.156 artikler herunder:
Dato: april 21, 2020
Operation Catherine
Churchill havde en ide. Han havde ikke meget til overs for danskerne. En pensioneret admiral fik en opgave. Fokus på at forhindre jernmalm fra Narvik. Norge og Sverige ville ikke være med. En betydelig engelsk flådestyrke til Østersøen. Cork regnede med et tab på 30 pct. 140-200 jagere skulle medvirke. Man ændrede planerne. Bismarck og Tirpitz kunne have ændret styrkeforholdet. Admiral Pound satte hælene i. Det kunne have forvandlet Danmark til en slagmark. Cork: Vi kunne have knust den tyske flåde. Den danske flådechef blev hyldet – af tyskerne.
Churchill havde en ide
Siden september 1939 havde Churchill arbejdet med Operation Catherine. Meningen var at sejle en engelsk flåde ind i Østersøen og dermed overraske tyskerne. Operationen skulle have fundet sted i marts 1940.
Planen fremkom Churchill med to dage efter at han var blevet udnævnt som britisk flådeminister. Jo han kunne lige så godt have udnævnt den til Operation Denmark. Var den blevet gennemført ville Danmark ikke have sluppet så lempelig gennem besættelsestiden.
Churchill havde ikke meget til overs for danskerne
Som vi i anmeldelsen af Steen Andersens bog ”Der er intet foruroligende for Danmark” påpegede, så regnede englænderne ikke Danmark for meget. Hvis Tyskland sagde bøh, så sagde Danmark undskyld. Den danske udenrigsminister var en ”kujon” og danskerne var generelt ”bange” størrelser, lød det i det britiske udenrigsministerium.
Churchill havde personlig ikke meget til overs for Danmark:
Planlægningen blev overdraget til kommandør, Admiral Lord Cork. Han havde ellers trukket sig tilbage fra aktiv tjeneste inden starten af Anden Verdenskrig. Men han havde tilbudt sin hjælp, hvis der opstod fjendtligheder. Man havde dog sagt til ham, at der ikke var brug for ham.
En pensioneret admiral fik en opgave
Den 21. september 1939 anmodede Churchill ham dog at komme til Admiralitetet. Her blev han spurgt om, han ville planlægge at lede en Østersø – offensiv. Han ville endda også få eget kontor og et lille personale. Projektet var noget som Churchill nærmest betragtede som et hjertebarn.
Cork gik i gang med det samme og allerede den 26. september kunne han præsentere sine første overvejelser. Måske var de skibe, man havde planlagt at bruge til denne operation ikke de mest ideelle. Nogle af dem var blevet anvendt ved det berømte Jyllands – slag og var løbende blevet moderniseret. Men Churchill var rede til at ofre dem. På det tidspunkt havde de en enorm ildkraft i forhold til de tyske skibe.
Fokus på at stoppe jernmalm fra Sverige
Flådechefen var fra starten skeptisk, men han tillod dog, at man gik videre med planerne. Churchills inderkreds mente, at englænderne var for passive og overholdt internationale regler alt for meget.
Planlægningen af Operation Cathrine forløb samtidig med at et kombineret fransk og britisk ekspeditionskorps lagde miner tæt ved Norge.
Operationen havde til formål at blokere tysk søhandel. Fokus var især at standse den svenske eksport af jernmalm til Tyskland. Man håbede dog også med initiativet at få de skandinaviske lande til at indgå aktivt i krigen på britisk side. Ved synet af en massiv engelsk flåde ville de nok ikke have noget andet valg.
Churchill var offensiv indstillet. Han mente ikke at al initiativ skulle komme fra tyskerne.
Norge og Sverige ville ikke være med
En henvendelse til Sverige og Norge om at deltage blev pure afvist. Man mente, at man var den tyske flåde overlegen. Man ville gennemføre aktionen uden dansk accept eller informere Danmark om det videre forløb.
Men det lykkedes dog at få Prins Axel til at levere hemmelige kort over miner og meget mere. De minespærringer, der var tale om miner, der var blevet udlagt i oktober 1939 efter ordre fra tyskerne.
Man var langt fremme i forberedelserne. En ret stor flåde skulle der sendes og helt op til 3 – 4 måneders kamp forventede man.
En betydelig flådestyrke
Churchills plan forudsagde en betydelig flådestyrke. Der skulle bruges tre slagskibe af Revenge – klassen, et hangarskib, fem krydsere, to flotiller destroyere, undervandsbåde og støtteskibe.
Slagskibene skulle i så fald undergå omfattende ombygninger for at kunne modstå luft – og ubådsangreb samt kunne besejle den lavvandede Østersø. HMS Royal Sovereign skulle efter planen udstyres med kæmpe ballasttanke på hver side af skroget for at forøge skibets opdrift og reducere skibets dybgang.
Skibets bredde ville blive forøget fra 27 meter til 42, 7 meter samt mindske skibets dybgang med 3 meter. Dette var på trods af en tilføjelse af 100 – 130 mm dækspansring (omkring 2.000 ton).
I denne konfiguration ville skibet kun bibeholde to af skibets fire primære kanontårne med 381 mm kanoner. En maksimal fart var på 13 – 14 knob.
Cork regnede med et tab på 30 pct.
Man kunne ikke nå at bygge nye skibe til aktionen. Og de mange skibe, der skulle bygges om kunne tidligst være færdige på værfterne sent på foråret 1940. Cork’ s undersøgelser beskrev aktionen som farlig, men gennemførlig. Han bad om en margen på 30 pct. Han mente, at man i forbindelse med de smalle passager gennem Danmark kunne forvente et tab på 30 pct. Her ville den tyske flåde have let spil.
Der skulle være brændstof til 3 – 4 måneder. Og så skulle der også frigøres en del u – både og en del reparations- og depotskibe.
140 – 200 jagere skulle deltage
Den 17. november 1939 bad Cork om at få en dato på, hvornår planen kunne iværksættes. Han var blevet utålmodig. Men Kabinettet ville endnu ikke give en dato. Den 28. februar ville man være fuldstændig klar til afsejling.
Der skulle oprettes en midlertidig base ved Langeland. Englænderne betragtede sig som berettiget til at med magt at tage kontrollen over havne og baser.
Aktionen skulle foregå midt i marts. Royal Air Force skulle støtte flåden. Man regnede med mellem 140 og 200 jagere.
Man ændrede på planerne
Den 16. november 1939 fremlagde Churchill et memorandum på et kabinetsmøde. Den britiske udenrigsminister var enig i, at der skulle sættes hårdt mod hårdt i forhold til Tysklands udnyttelse af de skandinaviske lande. Men han var modsat Churchill imod at krænke de skandinaviske landes suverænitet. Men hvis England tøvede, så ville Sovjet sætte sig på Narvik.
Man ændrede lidt i planerne for det viste sig, at den engelske flåde sagtens kunne komme igennem. Det var dybt nok. Man ændrede også på styrken.
Nu skulle styrken bestå af slagskibene HMS Warspite, Valiant og Malaya. De skulle have følgeskab af de langt mere moderne krydsere, Berwick, Southampton og Kent. Derudover skulle der nu være tre flotiller med hver 8 destroyere. Dertil kom 6 minestrygere. I alt 12 ubåde, mindre korvetter og 30 spærreballoner udgjorde også styrken.
Hvis Bismarck og Tirpitz bliver færdig, er det en anden fjende
Vigtigt var det støtten fra Royal Air Force gennem Storebælt. For at være så effektiv som muligt var det behov for baser i Danmark og Sverige.
Admiral Pound ville sende ubåde ind i Østersøen allerede i november, men Cork advarede mod dette, for så ville tyskerne bare besætte støttepunkter. Man skulle satse på overraskelsesmomentet.
Men hvis det nu lykkedes for tyskerne at få deres slagskibe Bismarck og Tirpitz færdige inden operationen, så var det en helt anden fjende, som man stod over for.
Den 25. december skrev Pound til Churchill, at han var betænkelig for at miste for mange skibe i Østersø – aktionen. Ligeledes ville tyskerne iværksætte aktioner i Sydskandinavien (Danmark) hvis de hørte om aktionen.
Admiral Pound satte hælene i
Men ak, admiral Pound satte hælene i den 22. januar 1940. Han havde brug for flåden for at holde italienerne i skak og markere sig over for japanerne. First Sea Lord Admiral Sir Dudley Pound var modstander af planen.
Ja han havde flere årsager til at være skeptisk. Den nødvendige pansring betød et stort indhug i de britiske panserlagre, som også skulle bruges til andre skibe og køretøjer. Royal Navy havde hårdt brug for alle sine slagskibe især i middelhavet og Fjernøsten, hvor man frygtede at Italien og Japan skulle erklære krig.
Derudover ville tabet af en sådan flådestyrke være katastrofalt for Storbritanniens moral og samtidig været et enormt kup for Joseph Goebbels propagandaministerium.
Nu skal der måske også tilføjes, at Hitlers planer gjorde hele aktionen forældet.
Danmark kunne være forvandlet til en slagmark
På trods af disse argumenter fortsatte Churchill med at presse hårdt på for at gennemførelsen af Operation Catherine. Han fortsatte dog løbende med at pointere problemer og udfordringer med operationen.
Var planen blevet gennemført havde store dele af Danmark blevet forvandlet til en slagmark.
Nu var operationen dog ikke helt aflyst. Den var udsat til 1941. Heller ikke her tog briterne nogen hensyn til Danmarks neutralitet. Havde man iværksat planen var krigen for alvor kommet til Danmark.
Tyskerne ville formentlig have foretaget lynangreb mod Danmark uden at tage nogen som helst hensyn for at tage kontrol over bælterne og Øresund.
En landkrig ville også være blevet udkæmpet. Esbjerg ville have blevet det nye Rotterdam, København et nyt Warszawa og Kolding et nyt Sedan.
Cork: Vi kunne have knust den tyske flåde
En bitter admiral Cork skrev den 9. april 1940 til Churchill:
Den danske flådechef blev hædret – af tyskerne
Den danske flådechef Hjalmar Rechnitzer kunne den 8. april ikke se nogen som helst fare, selv om de danske farvande vrimlede med tyske krigsskibe. Men han kunne da glæde sig over, at han i november 1939 var blevet tildelt Storkorset af Den Tyske Ørn.
Også General Prior kunne heller ikke se nogen som helst fare den 8. april 1940. Han gik hjem og sov
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang. dk indeholder 1.548 artikler herunder 310 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu og efter) inklusive en anmeldelse af Steen Andersens bog: Det er intet foruroligende for Danmark. Bagerst i den artikel kan du se en liste over artikler omhandlende 9. april 1940.
Dato: april 21, 2020
Der er intet foruroligende for Danmark
Forsøg på anmeldelse af Steen Andersen: ”Det er intet foruroligende for Danmark” fra Syddansk Universitetscenter. Truslen kom mange steder fra. Afgørelser på forkert grundlag. Truslen om tysk besættelse blev opfattet som sekundær. Meget nedladende behandling fra briterne. En pagt fik stor indflydelse på det dansk-britiske forhold. Der var noget sandt i den tyske udmelding. Beslutningstagerne i Danmark gik i seng natten mellem 8. og 9. april. Stauning var heller ikke i kridthuset i England. Englænderne tog slet ikke hensyn til vores neutralitetspolitik. Budskabet var at Danmark skulle klare sig selv. Tyskerne mente, at engelske fly skulle afvises. Da Esbjerg blev bombet. Englænderne ville skyde igen, hvis de blev beskudt. Grænselyset blev slukket. Churchill behøvede ikke dansk smør. Ikke meget tillid til korrespondenterne fra Berlin. Noter blev lagt til side, glemt og destrueret. Ingen dansk reaktion 8. april. Hvorfor sprængte man ikke vejbroer. En medrivende bog.
Truslen kom mange steder fra
Der findes 12.000 bøger om besættelsestiden. Er det så grund til at udgive nye? Er det grundt til at læse flere. Ja, det er, når man får ny viden. Og Steen Andersen har formodet at finde ny viden dels ved at gå ned i andre arkiver og måske også at tolke diverse kendte ting anderledes end andre historikere.
Der kommer nye saglige konklusioner. Nogle af disse er overraskende. Truslen var stor flere steder fra. Ikke blot fra Tyskland, men også Sovjet og overraskende fra briterne, som åbenbart ikke regnede os for meget. Steen Andersen giver os et billede af at vi i Danmark nok havde et noget naiv tillid til tyskernes intentioner.
Afgørelser på forkerte analyser
Man så sig blind på vigtigheden af at forblive gode venner med tyskerne at man blev blind for andre aspekter. Måske var det dette, der gjorde briterne rasende på danskerne. Vi får i bogen indtryk af, at det næsten var umuligt for en småstat at være neutral. Englænderne tog ikke meget hensyn til det.
På afgørende vis dokumenterer bogen, at der blev truffet afgørelser på forkerte analyser, antagelser og kalkuler. De forskellige beslutninger og foranstaltninger førte derfor ikke til de forventede resultater.
Truslen om tysk besættelse var sekundær
Truslen om en tysk besættelse blev opfattet som sekundær. Man stolede alt for meget på den pagt, der blev underskrevet. Dette var måske også naivt. Norden blev trukket med i stormagternes skudfelt.
De danske beslutningstagere fik stor hjælp af de ledende skikkelser inden for hæren og flåden. Også her ignorerede man diverse oplysninger.
Egentlig kan man godt forstå, at de danske politikere efterhånden opfattede Storbritanniens holdning til dansk suverænitet som en trussel mod den danske stat. Både tyskerne og englænderne blev mere og mere aggressive.
Naivt var det måske også, at De Konservative bildte befolkningen ind, at vi kunne forsvare os selv.
Neutrale stater fik tørt på
Churchill holdt den 20. januar 1940 en radiotale, hvor han gav de neutrale lande tørt på:
Munch gav os den opfattelse, at hav var blevet overrumplet af tyskernes besættelse, men han vidste udmærket, hvad det ville ske. Han lod dog også de tyske myndigheder forstå, at vi ikke ville gøre den store modstand.
Munch ønskede ikke et tysk nederlag for hvis det skete, var det fare for en sovjetisk verdensdamens.
Meget nedladende behandling fra briterne
For ”Den Gamle Redaktør” var det overraskende, hvor nedladende englænderne behandlede danskerne på. Vi har gennem flere artikler her på siden omtalt dette forhold, bl.a. m.h.t. behandling af krigssejlere, de dansksindede i Sydslesvig, og ved episoder omkring Padborg i forbindelse med vores bogudgivelse ”Grænsen er overskredet”.
En pagt fik storindflydelse på det dansk – britiske forhold
Vi har en del bøger stående, og det er overraskende at den dansk – tyske ikke angrebs pagt havde så meget indflydelse på det dansk – britiske forhold. I begyndelsen vakte dette pagt ikke store røre his briterne.
Men allerede inden da, havde man besluttet sig for ikke at komme danskerne til hjælp, hvis tyskerne angreb. Briterne ville gerne hjælpe Polen, Holland og Belgien.
Det var da også Stauning, der den 8. april 1940 kl. 21.30 udtalte:
Det var noget sandt i udmeldingen
Dengang mente man, at det var almindelig nazistisk propaganda, da tyskerne udtalte, at man ville beskytte Danmark mod engelsk aggression. Politikken offentliggjorde den 28. april 1940 en tysk hvidbog indeholdende erobrede dokumenter, der måske kunne tyde på at englænderne havde visse planer. Og måske var det ikke uden grund, at Scavenius udtalte:
De gik i seng natten mellem den 8. og 9. april
Søndag den 7. april 1940 ringede forsvarsminister Alsing Andersen til viceadmiral Rechnitzer. Denne kunne berette om, at alt var roligt trods det, at der sejlede et utal af transportskibe gennem Øresund og Storebælt.
Man har fået det indtryk, at politikerne opfattede besættelsen af Danmark, som en overrumpling men det nok ikke hele sandheden trods det at mange af vores ledende politikere gik rolig i seng natten mellem den 8. og 9. april 1940.
Stauning var heller ikke i kridthuset his briterne
Stauning havde ellers været i London for at høre om Danmark kunne få hjælp fra briterne, men han blev i hvert fald ikke klogere efter dette møde. Allerede inden den ikke – angrebspagt blev underskrevet var Danmark ikke i kridthuset hos briterne.
Hvorfor underskrev vi denne pagt? Det gjorde svenskerne og nordmændene ikke, selv om tyskerne havde bedt om det. Fra dansk havde man så håbet på, at tyskerne ville fravige kravet om en grænseændring fra 1920. I begyndelsen hæftede briterne sig nu heller ikke så meget ved denne pagt. Dog så man med bekymring på de aftaler som de skandinaviske lande fik med tyskerne.
Englænderne tog ikke hensyn til dansk neutralitetspolitik
Men da briterne så nærlæste aftalen blev de mere betænkelig. De mente, at Danmark blev mere og mere politisk afhængig af Tyskland. Man mente også at den danske regering med aftalen havde taget yderligere et skridt i deres tilpasningspolitik til tyskerne.
Danskerne havde givet tyskerne en propaganda-sejr. London blev mere og mere bekymret fro den danske neutralitetspolitik. Men se det var en politik, som englænderne ikke tog hensyn til. Hvis relationerne til England ikke var de bedste i forvejen, så blev de i hvert fald dårlige med denne aftale.
Kigger vi i andre historiebøger inde på hylden, så har opfattelsen været at vest magterne accepterede aftalen, men Steen Andersen har i bogen fundet ud af noget andet. Det danske gesandtskab måtte bruge mange kræfter for at overbevise den engelske presse, at aftalen ikke bare var negativ.
Danmark havde ikke en ”nævneværdig evne til at forsvare sig selv”
Den britiske politik pegede ikke i retning at komme Danmark til hjælp. Samtidig fastslog en engelsk rapport, at Danmark ikke havde en nævneværdig evne til at forsvare landet. Man mente fra engelsk side, at tyskerne kunne opnå en ret stor strategisk gevinst ved at besætte Danmark. Dermed kunne britiske aktioner i Østersøen gøres umulig.
Men det ville ikke gøre nogen sikkerhedsmæssig risiko for England, hvis Danmark blev besat. Ret tidligt fastslog englænderne, at det var vigtigt at skære ned for eksport af gødning og foderstoffer til Danmark.
Budskabet til Danmark var, at de skulle klare sig selv
Den 13. juni 1939 blev det dog diskuteret, om man skulle sende et ekspeditionskorps til Danmark for at smide tyskerne ud, når de kom. Chamberlain pointerede dog, at det ikke var Storbritanniens politik at hjælpe alle lande, der blev besat af tyskerne. Budskabet til kabinettet var at Danmark måtte klare sig selv.
Danmark var alt for svag
I øvrigt var vurderingen i London, at Danmark var alt for svag. Tyskerne behøvede ikke engang en militær tilstedeværelse for at få indrømmelser. Og så var den danske neutralitetspolitik så meget i tyskernes favør. Danmark var en nation, der foretrak besættelse frem for eksistenskamp. Kort sagt briterne ville ikke røre finger for Danmark.
Den belgiske konge Leopold ville indkalde til en fredskonference, men udenrigsminister Munch var betænkelig ved at deltage. Og så mente denne også, at man kunne vente rolige forhold i Østersøen på grund af Stalin – pagten.
Fra dansk side ville man ikke uden videre udlægge miner i Storebælt og Lillebælt, da dette var imod både britiske og tyske interesser. Men Danmark bøjede sig for tyskernes krav og lagde miner ud i oktober 1939.
Danmark havde pligt til at afvise engelske fly
Den 28. august 1939 blev Zahle indkaldt til møde i Auswärtiges Amt i Berlin. Her gjorde man ham opmærksom på, at det var Danmarks pligt at afvise engelske fly. Dette stod i neutralitetsbestemmelserne og det stod i den ikke-angrebspagt, som danskerne havde underskrevet. Dette satte i den grad Danmark under pres.
Munch pointerede dog for Renthe-Fink at Danmark ville gøre det yderste for at forhindre britiske overflyvninger. Nu var det bare sådan at Danmark ikke besad fly, der kunne operere i den højde som britiske fly kunne.
Da Esbjerg blev bombet
Den 4. september 1939 afgik 14 tomotorers Wellington bombefly på togt for at bombe de to slagskibe Schornhorst og Gneisenau som lå ved byen Brunsbüttel ved Elben. På grund af dårligt vejr og kludder med navigationen nåede ikke alle fly målet. Der var hvis kun en træffer.
En af flyene tog fuldstændig fejl af målet og smed fire bomber over Esbjerg. Ved et mirakel blev kun en dræbt og adskillige såret. Vi har i tidligere artikler her på siden beskrevet hændelsen.
Den tyske presse skrev om fejlbombningen. I Udenrigspolitisk nævn diskuterede man også hændelsen. Man diskuterede om der skulle opsættes luftforsvar.
Englænderne ville skyde igen, hvis danskerne skød på dem
Men hvad skulle Danmark gøre, hvis man ville bruge Folkeretten, når man ikke engang var i stand til at forsvare sin suverænitet? Og det kunne Danmark ikke. Munch mente, at når Danmark gjorde dette ville Danmark blive involveret i krigen.
Danmark var ved at opstille luftværnsbatterier i Esbjerg-området. Det så englænder ikke med milde øjne på. Danmark fik at vide, at hvis man skød efter engelske fly, så ville der blive svaret igen. Fra engelsk side blev det pointeret, at man fortsat ville overflyve dansk luftrum. Man oplyste, at tyske fly brugte de danske bælter for at komme ud i Nordsøen, hvor de angreb engelske fly.
Der blev ikke vist den mindste respekt hverken over for den danske neutralitet eller det danske udenrigsministerium.
Efter ordre fra tyskerne blev grænselys slukket
Den 9. og 10. januar 1940 var der igen engelsk fejlbombning. Denne gang var det over Rømø. Man fik ingen undskyldning men englænderne fastslog at det var danskernes egen skyld. Man havde fra engelsk side ønsket belysning ved den danske grænse. Så kunne britiske fly se, når de passerede grænsen. Men efter tysk pres blev lysene igen slukket.
Den 3. september 1939 havde Storbritannien erklæret Tyskland krig. Modsat danskerne havde de lovet at hjælpe polakkerne.
Masser af danske skibe blev sænket af tyskerne
Tyske ubåde havde på egen hånd begyndt at jagte handelsskibe på vej til England. Det gik den 30. september ud over en dansk kuldamper. 11 søfolk omkom. Gennem tiden omkom en del søfolk. Efter aftaler med tyskerne og briterne blev der malet et ”Malteser – kryds” på danske skibe. Men dette hjalp ikke i længden.
I december 1939 sank 7 skibe i Nordsøen og 95 danske søfolk omkom. I januar 1940 blev 6 danske skibe sænket og 65 danske søfolk omkom.
Fra foråret 1940 var handelen over Nordsøen næsten umuliggjort. Briterne strammede kontrollen og tyskerne sænkede som skrevet også masser af danske handelsskibe.
Churchill behøvede ikke dansk smør
Briterne skar ned på den danske import af landbrugsvarer og sænkede også indkøbsprisen. Ved en senere lejlighed havde Churchill udtalt at man ikke behøvede dansk smør. Igen engang var briterne meget nedladende.
Danskerne måtte heller ikke handle med de krigsførende ifølge briterne. Desuden ville englænderne gøre brug af en del af den danske handelsflåde. De var ligeglade med de danske indvendinger.
Allerede i 1939 var tyskerne rede til at aftage en større del af den danske landbrugseksport til de rigtige priser. Men Danmark var bundet af neutralitetspolitikken.
Tidlig melding om troppekoncentrationer
Den danske efterretningstjeneste kunne allerede den 30. december 1939 melde om, at tyskerne var ved at samle en transportflåde i Hamborg og Nordsøhavnene med henblik på et angreb nord – og vest på.
Fra Generalstabens Efterretningssektion blev der den 7. januar omkring kl. 23 meldt om tyske troppekoncentrationer lige syd for grænsen i området omkring Læk – Nybøl – Bredsted.
Rygter for at skabe sensationer!
Jyske Division blev da også sat i alarmberedskab, men det varede kun i 14 timer. Det skete en del omrokeringer hos militæret. Socialdemokratiets mand i Sønderjylland, J.P. Nielsen fra Dynt kritiserede dette meget voldsomt. Dette havde skræmt befolkningen. Og så var det hele kun baseret på rygter spredt af jernbanefolk. Han henstillede til at regeringen undersøgte hvem der skabte disse sensationer!!
Tyskerne mente, at Danmark skulle afvise Engelske ubåde
Fra tysk side blev det kritiseret at udenlandske ubåde kunne sejle gennem den danske farvande. Den tyske marineledelse håbede, at Danmark ville overholde neutralitetsbetingelserne. Fra Berlin forlød det i november 1939, at man gerne ville have flyvepladser I Danmark.
Og den 30. november 1939 angreb Sovjet, Finland. Vinterkrigen var begyndt. Nu var også den sovjetiske trussel rykket nærmere mod Danmark. Svensk efterretningsvæsen kunne berette om, at hvis britiske flådefartøjer blev ved med at sejle ned af de danske bælter, så ville tyske tropper besætte kystområder.
Operation Catherine
Nu begyndte både franske og britiske planlæggere at tale om invasion i Danmark efter Sovjets indtog i Finland. Men englænderne havde også andre planer med Danmark.
Siden den 21. oktober 1939 havde Churchill arbejdet med Operation Catherine. Meningen var at sejle en engelsk flåde ind i Østersøen og overraske tyskerne. Man henvendte sig til Norge og Sverige og forespurgte, om de ville deltage. De sagde pænt nej tak. Vi behandler dette under en særskilt artikel. Var planen blevet gennemført var Danmark blevet omdannet til en slagmark.
Man havde ikke tænkt at involvere Danmark i planerne. Men man fik dog hjælp af prins Aksel, der skaffede diverse kort, også hvor miner var anbragt.
Briterne viste mindre og mindre respekt over for de danske synspunkter. Der var masser britiske overflyvninger over Danmark, Det var ikke kun bombefly. Der var også et stigende antal britiske både i dansk farvand. Den danske flåde havde stigende patruljering langs den danske vestkyst.
Ikke meget dansk tillid til korrespondenterne fra Berlin
Der fulgte en masse indberetninger både fra Zahle og Kjølsen i Berlin om en snarlig aktion mod Danmark. Men dette blev ikke taget særlig alvorlig fra de danske politikere eller militære ansvarlige. Scavenius opfattede ligefrem Zahles indberetninger som fantasier. De militære chefer anerkendte at et eller andet var i gang, men dette ville sandelig ikke berøre Danmark.
Erik Scavenius havde ikke meget til overs for gesandten i Berlin, Herluf Zahle. Man sagde om ham, at han tilrettelagde sine beretninger efter de politiske vinde i København. Hans skudsmål var i forvejen ikke for godt. De anså ham for at være en diplomat, som overdrev faren, og en gesandt, der ikke var sin opgave voksen.
Utrolig at man ikke havde mere tillid til en mand på sådan en vigtig post.
I Tønder og Omegn vidste man godt, hvad det foregik
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette tema. Således Vidste ”Den Gamle redaktør’ s far ca. halvanden til to uger før, at en evt. invasion lå forude. Han havde talt med en tysk chauffør, der kørte med fisk til Tønder. Denne kunne berette om tusindvis og atter tusindvis af soldater lige syd for grænsen.
Fra Højer blev der observeret en dansk flyvemaskine, der fløj langs grænsen hver dag fra en uge inden besættelsen. Og fra digerne ved Højer kunne man tydelig høre afprøvning af flymotorer en uge før.
Noter blev lagt til side, glemt eller destrueret
I Steen Andersens bog er der også antydninger af bortkomne og destruerede dokumenter omkring meldinger om besættelsen. Til et ministermøde den 7. april blev der ikke engang brugt efterretninger fra Lunding. De blev ignoreret.
Det svenske efterretningsvæsen syntes at være bedre orienteret end det danske. Her havde man den 2. april hørt om en snarlig aktion mod Danmark. Denne melding blev først tre dage snarere givet videre til danske kollegaer.
Den 4. april 1940 indløb følgende diplomatiske indberetning fra Tyskland til Udenrigsministeriet:
Noten blev lagt til side, da udenrigsminister P. Munch ikke rigtig troede på den. Hvorfor blev de militære chefer ikke underrettet om denne note?
Ingen dansk reaktion den 8. april 1940
Som vi tidligere har skrevet, blev der berettet om masser af skibe i bælterne. Men der var stadig ingen grund til bekymringer. Den 8. april kl. 7.30 berettede Generalstabens Efterretningsvæsen under Lunding, at motoriserede tropper var i bevægelse mod nord.
Kl. 10 blev der meddelt at det meste af den tyske flåde havde forladt Kiel. Der var observeret ca. 70 armerede trawlere gennem bælterne og Øresund. Fra Rensborg til Flensborg var der nu en 60 km lang kolonne af militære køretøjer.
Hvorfor sprængte man ikke vejbroer?
Det kan undre at Generalkommandoen på mødet den 8. april ikke foreslog iværksættelsen af den plan, der skulle forsinke en tysk fremrykning op gennem Jylland. Denne plan sigtede mod at ødelægge centrale vejbroer, afbryde dele af det tyske jernbanenet, ødelægge og spærre flyvepladser.
I denne forbindelse skal vi da også lige henvise til vores artikel Dramaet ved Viadukten. Her beskriver vi drabet på tre gendarmer midt i Padborg. Civile soldater troede, at disse var i gang med at anbringe sprængstoffer ved viadukten midt i Padborg. Via denne kom der den 9. april 1940 masser af tog med soldater til Danmark.
Kl. 4.15 gik tyske tropper til angreb mod bestemte mål i Danmark. Den danske regering havde ikke lukket øjnene for alle advarsler. Regeringen troede ikke på advarslerne. De passede ikke ind i deres verdensbillede. Et tysk angreb forekom for dem usandsynligt.
Anstrengt forhold mellem hær og flåde i Danmark
I Danmark var der et meget anspændt forhold mellem hær og flåde. Måske var dette også årsag til manglende koordination og de katastrofale forhold den 9. april 1940.
Forsvarsminister Alsing Andersen udtrykte det hele således efter den 10. april 1940:
En medrivende bog, der varmt kan anbefales
I bogen får vi et godt indtryk af, hvad beslutningstagerne vidste og ikke vidste næsten time for time. Man får også at vide, hvordan de forskellige indberetninger blev fortolket.
Vi ved, at politikerne traf et bevidst valg. Nogle af det vi vidste i forvejen bliver bekræftet mens andre ting bliver nyfortolket. Og egentlig er det befriende, at der ikke er skurke og helte i fortolkningen. Disse kan man jo selv udnævne. Bogen kan varmt anbefales, den er medrivende at læse. Den kaster i den grad et nyt kritisk lys over dansk besættelseshistorie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.548 artikler, herunder 309 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter):
Under Tønder (254 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under København (165 artikler):
Under Aabenraa (149 artikler):
Under Østerbro (86 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (58 artikler):
Dato: april 17, 2020
Flensborg skulle absolut til Danmark
En af de største kriser. 30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk. Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal. Afstemningsresultatet overraskede københavnerne og kongen. Flensborg – bevægelsen ville trodse afstemningsresultatet. Mange har besøgt Isted – løven. Allerede fra 1500-tallet begyndte fortyskningen. Flensborgs befolkning blev tredoblet. Arbejderklassen var dansksindet. Danmark til Ejderen. Zahle henviste til afstemningen. Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set. ”Jeg nærer de samme følelser”. Liebe fik besøg. En højreorienteret mobilisering. Kongen på besøg hos H.N. Andersen. Havde kongen ret til at fyre Zahle? H.N. Andersen dirigerede i kulissen. Var det et rigtigt statskup? Situationen udviklede sig dramatisk. Stauning trådte i karakter. Genopretning af slægtens ære. Venstre vandt valget. Gik Zahle frivilligt?
En af de største kriser
Det faktum at Flensborg ikke kom til Danmark efter 1920 udløste en af de største kriser i dansk politik i nyere tid. Jo det var skyld i Påskekrisen. Man havde ikke gidet at lytte til H.P. Hanssen, der fortalte også de københavnske politikere, at der var et kæmpe tysk flertal i Flensborg.
De samme personer, som gik ind for et demokratisk valg blandt beboerne mente, at Flensborg historisk skulle tilfalde Danmark uanset hvor stemmerne ville falde. Der var skam også et stort dansk flertal i 1864 men det var det sandelig ikke i 1920.
30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 holdt Danmark sig neutralt og på god fod med Tyskland. Man formåede at holde sig ude af krigen, hvilket også var en bedrift. Men glemmes skal ikke at 30.000 nordslesvigere kæmpede for kejseren.
Denne måtte flygte til Holland. Og det var vel den amerikanske præsident Wilson, vi kan takke for, at han mente, at det var ”folkenes selvbestemmelsesret”, der skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes.
Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk.
Tyskland fik hele skylden for krigen. I Slesvig skulle der stemmes i to zoner. Resultatet skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes. Men måden man talte stemmerne op på var ikke ens for de to zoner. I zone 2 var det kommunestemmer. Det var det ikke i zone 1. Her var der zone-afstemning. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg m.m. dansk.
I zone 2 var der kun tre mindre kommuner på Før, der stemte dansk. Heller ikke Flensborg stemte dansk. Siden 1864 havde man bevidst ført en tysk politik for at få flere indvandrere til byen. Og disse kom ikke nord fra men syd fra.
Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal
Venstre og Konservative krævede at den radikale regering skulle kræve en mellem slesvigsk zone sat under international allieret kontrol. Så skulle der senere afholdes en afstemning i håb om at afstemningen faldt til fordel for Danmark.
Regeringen nægtede, De ønskede ikke at regere over et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade statens sikkerhed – enten indefra eller ved at den tyske stat ville få et fjendtligt forhold til Danmark.
Afstemningsresultatet var en overraskelse for københavnerne og kongen
Flensborg havde gennem århundrede været en vigtig handelsby. Men det kom som en stor overraskelse i København, at der var så markant et tysk flertal – 75 pct. til Tyskland og 25 pct. til Danmark.
Som modstandere af holdningen om at lægge grænsen udelukkende ud fra afstemningsresultatet var medlemmer af Flensborg – bevægelsen. De ville under alle omstændigheder have at Flensborg skulle tilbage til Danmark. De blev støtte af De Konservative og et forholdsvis stort antal af Venstre – medlemmer og ikke mindst Christian den Tiende.
Flensborg – bevægelsen var ligeglade med afstemningsresultatet
Medlemmer af Flensborg – bevægelsen lod sig ikke gå på af et solidt danske nederlag. Forslaget fra bevægelsen gik tidligt på, at Flensborg skulle indgå i zone sammen med området nord for byen op til Kongeåen, som skulle gøres til international zone. Området skulle samarbejde med Danmark om den økonomiske politik, og så skulle der afholdes en ny folkeafstemning 15 år senere. Man håbede så at der til den tid var et dansk flertal i byen.
Mange har besøgt Istedløven
I dag kan Flensborg ikke leve uden danskerne. Rygterne siger, at Flensborgs politi ikke giver danskerne bøder, når de holder forkert. Nu er det jo ikke kun øl og slik, der købes i Flensborg i dag. Det er også serviceydelser. Der findes et hav af tandlæger i Flensborg, og de lever også af danskerne.
Mange danskere har besøgt Istedløven og siddet foran og drukket tyske dåsebajere. I dag bor der 88.000 mennesker i byen. Hvis Flensborg var blevet dansk, var det i dag den femte største by. Byen blev grundlagt i 1100-tallet. Her på siden kan du læse en masse om Flensborg.
Det er forskellige steder hævdet at Flensborg var en dansk havne – og handelsby. Det er så ikke korrekt for gennem størstedelen af historien har Flensborg hørt under hertugdømmet Slesvig. Godt nok indtil 1864 hovedsagelig under den danske konges myndighed.
Allerede fra 1400 – 1500-tallet begyndte fortyskningen
De 56 år, hvor Flensborg var under preussisk/tysk styre skete der meget. Men ikke kun der. Allerede i 1400 – 1500’tallet skete der et sprogskifte. Det betød at det danske sprog blev mere og mere dominerende. Magthaverne i Flensborg talte tysk og det gjorde indvandrerne syd fra også. Tysk var det fine sprog, ja det var det skam også i Danmark.
Det tyske sprog rykkede ind i byens administration. Det blev også dominerende i kirke og skoler. Tysk blev handelssproget i byen. Dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket efter 1864. Fra 1871 gik det stærkt, da var Slesvig Holsten blevet indlemmet i det tyske kejserrige. Men den største nedgang for danskheden skete i 1880’erne.
Befolkningstallet blev tredoblet
I 1867 fik de danske kandidater lidt mere end 50 pct. af stemmerne, men tallet røg ned på sølle 4 pct. i 1912. Nu skal man også huske, at byen voksede og voksede. Der skete en gevaldig industrialisering i slutningen af 1800 – tallet.
I 1867 boede der 20.000 indbyggere i Flensborg. Og i 1910 var tallet 60.000. I løbet af 50 år blev indbyggertallet tredoblet.
Arbejderklassen var dansksindet
Oprindeligt var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark. Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne havde man ikke så meget forståelse for arbejdernes rettigheder. Det betød, at man kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig.
De tyske socialdemokrater kommer til at høste stemmer fra en del af underklassen, som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater. Så de socialdemokratiske spørgsmål blev vigtigere for arbejderklassen end spørgsmålet om national identitet.
Danmark til Ejderen
Trods alle disse ting var det mange i Danmark, der ønskede Flensborg ”hjem”. Men Dansk Vestindien var heller ikke blevet spurgt, inden de blev solgt til USA. For resten så blev pengene derfra skudt ind i udgifterne ved at få Nordslesvig til Danmark.
Dannevirke-bevægelsen afleverede i 1919 hele 116.000 underskrifter, der slog på Danmarks historiske ret til hele Slesvig. H.P. Hanssen kom med i Zahle-regeringen. Han holdt på folkets selvbestemmelsesret.
Christian den Tiende noterede dog til sig selv:
Hans farfar var født og opvokset i Slesvig, så han havde svært ved at slippe dette.
Statsminister Zahle sukkede:
Zahle henviste til afstemningen
Der fremkom yderligere 315.000 underskrifter med appel til regering og Rigsdag om:
Dette afviste Zahle også. Han henviste til folkeafstemningen. Til sidst samlede de dansksindede sig om, at Flensborg i hvert fald ikke skulle tilfalde tyskerne. Men nu lå byen ikke i den nordlige zone med det klare danske flertal.
Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set
Sådan berettede Nationaltidende den 8. marts:
Ja Politiken konstaterede, at der var op mod 150.000 og at det var ganske pænt.
Jeg nærer de samme følelser
Oppe fra balkonen åbnede døren sig. Kongen og dronningen blev modtaget med kæmpe hyldest. Han lod sin røst gjalde ud over forsamlingen:
Det var oprigtige men farlige ord. Det var imod regeringens politik.
Liebe fik besøg
Mens demonstrationerne stod på, fik højesteretssagfører Liebe overraskende besøg af en mand, som han kendte som sin kones fætter. Her blev det fortalt at i indflydelsesrige kredse i Danmark ønskede man Zahle fjernet. Nu ville man spørge ham, Otto Liebe om han ville stille sig i spidsen for sådan et ministerium.
Manden der besøgte Otto Liebe, var chefen for 27. Bataljon i Holbæk, oberstløjtnant Erik With. Han havde mistet sin toppost i hærens efterretningstjeneste på grund af sin antityske nationalisme. Den var ude af trit med regeringens diplomati.
Kunne man nu påvirke kongen til at gøre ham klar at befolkningen ville af med Zahle kunne man måske få ham til at træde i karakter. Venstres J.C. Christensen talte ofte med kongen. Han gjorde det klart. At det var parlamentarisk helt i orden at fyre regeringen.
En højreorienteret mobilisering
Men her var venstrepolitikeren fejl på den, eller var han. En regeringsafsættelse var op til Folketinget. Det vidste Venstreføreren nu udmærket. Efterhånden havde der dannet sig en hel gruppe af Venstre og Konservative folketingsmænd samt erhvervsfolk som H.N. Andersen, Alexander Foss og Aage Westenholst samt patriotiske officerer samt aviser som Nationaltidende, København og Berlingske Tidende, nationalkonservative studenter og visse sønderjyske kredse, der ønskede en ny regering.
Der var ikke så mange sønderjyder med i denne mobilisering.
Den 17. og 18. marts samledes tusinder af regeringsmodstandere sig i Studenterforeningen, Cirkusbygningen, Paladsteatret og Kinopalæet i det Indre København. Efter de sidste møder gik store skarer på gaden og gennem byen under taktfaste råb:
Vi var i en periode, hvor Zahle bakkede arbejderne op. Arbejdsgiverne havde fået nok. Arbejdsgiverforeningen stillede folk til rådighed, når der skulle aktioneres. Man kaldte det for ”Samfundshjælpen”. Socialdemokraterne kaldte dem for ”Skruebrækkerkorpset”.
Kongen på besøg hos H.N. Andersen
Lørdag den 27. marts 1920 lukkede Rigsdagen planmæssigt ned til påskeferie. Senere på dagen var kongen på besøg hos H.N. Andersen. Telefon ringede, det var universitetsrektor Thorkild Rovsing, der havde holdt møde med andre regeringsmodstandere på Ny Carlsberg.
Rovsing havde fået en række radikale vælgere til at skrive under på en erklæring mod regeringens Slesvigpolitik. Politikere fra Venstre og Konservative ville kræve nyvalg. En række redaktører fra Borgerlige aviser ville skrive om det.
Kongen, der sad ved sin af H.N. Andersen fik det hele med. Denne forklarede, at det var let at få Flensborg til at blive dansk. Det krævede en ny regering, der skulle forhandle med vestmagterne om sagen. I den henseende havde kongen fået ammunition til et regeringsskifte.
Denne H.N. Andersen var direktør for det mægtige Østasiatiske Kompagni. Han nærede stor tillid hos Christian den Tiende som året i forvejen havde givet ham rigets fornemste hædersbevisning elefantordenen.
Det københavnske erhvervsliv stod i kø for at manipulere med kongen.
Den retsmæssige parlamentariske vej
Problemet var at Folketinget var taget på ferie så hvis Folketinget skulle give en mistillid til Zahle skulle de hasteindkaldes. Sådan ville det være, hvis man skulle gøre det på den retsmæssige parlamentariske vej.
Mandag den 29. marts kl. 11 mødte Zahle op på Amalienborg. Det var normalt at man konfererede. Der havde sikkert været en lidt pirrelig diskussion, for Zahle havde bemærket, at det stod kongen frit at fyre regeringen. Og det gjorde kongen. Han tog statsministeren på ordet.
Ja det noget Ekstra Bladet at skrive i deres aftenudgave.
Havde kongen ret til det?
Nu er både politikere og historikere uenige i om kongen vitterlig havde ret til at fyre Zahle. Nogle er af den opfattelse, at det ikke var ulovligt, men det var politisk dumhed. Han gik ind og spillede en rolle som tiden var løbet fra. Ifølge historikere havde han dog ifølge Grundloven ret til det.
Og når Social – Demokraten skrev ”Statskup” er det nok en form for politisk spin.
Blandt de ministre, der skyndte sig at pakke sagerne var H.P. Hanssen, der på grund af sin støtte af et delt Slesvig blev kaldt forræder.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen
Snart ringede telefonen på Otto Liebes sagførerkontor i Bredgade. Det var kongen der ringede. Han ønskede et nyt ministerium hurtigst muligt.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen. Og oberstløjtnant Erik With var skuffet over, at han ikke blev forsvarsminister. Og det var jo skønt med både en skibsreder og en entreprenør i regeringen.
Nu blev Erik With dog senere udnævnt til generalløjtnant og hærchef. Det skete i 1931. Han mente helt klart at Flensborg skulle være dansk.
Kongen begår statskup
Berlingske Tidende havde placeret nyheden på side 5. men det kunne Social – Demokratens redaktør ikke nøjes med. Borgbjerg udsendte en ekstraudgave med kæmpeoverskriften:
Den socialdemokratiske ledelse blev samlet og man talte om generalstrejke. I Social – Demokraten kunne man også læse følgende:
Situationen udviklede sig dramatisk
Den nye regering forberedte sig på det værste. Akademisk Skyttekorps og frivillige korps holdt sig parate. En række generaler besluttede at flytte tropper fra Roskilde og Helsingør til hovedstaden. Samfundshjælpen meddelte, at de var klar til at hjælpe strejkeramte virksomheder. Fagforeningsfolk og revolutionære vidste ganske enkelt ikke hvad de risikerede at løbe ind i.
Der fulgte nogle ret urolige dage. Usikkerheden var centreret om hovedstaden. Men det kunne sandelig føles over hele landet. Politiet havde travlt med demonstrationer og uromagere. Ude på arbejdspladserne havde man travlt med at forberede sig til en generalstrejke, som man mente var ganske naturlig i denne situation.
Stauning trådte i karakter
Situationen var meget spændt. I København valgte kommunen at gøre brug af en gammel ret og det var at henvende sig direkte til kongen.
Var det danske monarki også ved at vælte? Ikke hvis det stod til Christian den 10. I Borgerrepræsentationen ville Radikale og Socialdemokrater gå til kongen. Det var i sidste øjeblik for at afværge en generalstrejke. Sammen med delegationen gik 10.000 med. I spidsen for delegation var Thorvald Stauning som i 1920 var formand for Borgerrepræsentationen.
Venstresocialisterne talte allerede om Folkerepublik. Den nye forsvarsminister fandt Stauning ligefrem frastødende. Forhandlingerne mellem kongen og Stauning sluttede kl. 4 om morgenen. Det havde været en hårrejsende nat, hvor J.C. Christensen og Stauning havde skændtes om, hvem der først blev klynget op i lygtepælene.
Stauning giver kongen et kattelem, så han kan slippe ud af krisen, som han har bragt sig selv i.
Men Stauning fik sin vilje. Og det var bl.a. at regeringen skulle gå af. Dermed nåede Otto Liebe bundrekord i at have posten som statsminister – det havde han i syv dage.
Egentlig var det fremragende iscenesat af Stauning. Han møder op flere gange på Amalienborg Slotsplads. Dels som leder af Socialdemokratiet på landsplan, en anden gang som repræsentant for de samvirkende fagforbund, som vi kender i dag som Fagbevægelsens Hovedorganisation. Og så var det han en tredje gang møder op som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Syndikalisterne fortsatte balladen
Søndag den 4. april vågnede befolkningen op til nyheden om en politisk løsning. Men fagbevægelsens konflikt med arbejdsgiverne var ikke løst. Syndikalisterne havde bebudet stormøde i Fælledparken kl. 12.
Politiet nyindkøbte biler blev sat i brand. Der var masser af ballade mellem politi og demonstranter. Politiet affyrede to pistolskud. En arbejder blev ramt i armen. Politivogne blev ramponeret af kasteskyts.
Næste dag fortsatte urolighederne. Enkelte våbenforretninger blev plyndret. Men forinden havde butiksindehaverne fjernet alle våben. For at undgå Generalstrejken blev der forhandlet på livet løs i dansk Arbejdsgiverforening.
Genopretning af slægtens ære
Christian den Tiende frygtede nok ligefrem at blive afstraffet korporligt af sine landsmænd. Samtidig har han dog næppe heller kunnet lade være med at sende en tanke til sin farbror, kong Georg den Første af Grækenland, der blev myrdet af en socialist syv år tidligere.
Og til sin fætter zar Nikolaj den Anden af Rusland, som sammen med sin familie havde lidt samme skæbne mindre end to år forud for Påskekrisen.
Kongen var dynamisk tænkende og mente, at Christian den Tiende havde fået en uaftvættelig plet på sin ære i 1864, da grænsen blev rykket op til Kongeåen. Så stod det til sønnesønnen, handlede det om en genopretning af slægtens ære. Derfor gik Christian den Tiende så helhjertet ind i det, der blev til Påskekrisen.
Venstre vandt valget
Uden Socialdemokraten Thorvald Stauning havde det hele endt i kaos. Det var tæt på.
Valget den 26. april vandt Venstre. Kort efter begyndte overdragelsen af Nordslesvig til Danmark.
I maj 1920 var det sønderjyske spørgsmål, der havde udløst Påskekrisen ikke formelt afsluttet. Skulle det hele alligevel blive forkludret spurgte man i Fredsbladet.
Sidste gang det danske styre blev kuppet
Men det blev det heldigvis ikke. Den 9. juli underskrev Christian den 10. en traktat, der delte Slesvig midt over. Med kongens underskrift forstummede endelig råb om Danmark til Ejderen. Det vil sige, at det dukkede op igen efter Anden Verdenskrig og højreorienterede politikere har da også med jævne mellemrum udtrykt håb om, at få Sydslesvig ”hjem” til Danmark.
Påskekrisen 1920 blev sidste gang, det danske styre blev kuppet af kræfter på højrefløjen og sidste gang så mange opfattede en klassisk socialistisk revolution som en reel mulighed.
I 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven
Riget og monarkiet bestod, og danskernes konge kunne gå til sengs med hovedet befriet for bekymringer.
Først i 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven. Det vil sige, at fra dette tidspunkt blev politiske beslutninger truffet af politikerne på Christiansborg, mens landets regent fik indskrænket sin magt.
Gik Zahle frivilligt?
Som vi allerede har skrevet, var det tvivl om kongen havde ret til det, som han gjorde. Ja det mente han selv og det gjorde Rigsdagen også. Men vi kunne i Tv – dokumentaren se, at ikke alle er enige i dette spørgsmål. Problemet er, at mange er af den mening at parlamentarismen allerede blev indført i 1901. Er du forvirret, ja det er ”Den Gamle Redaktør” også.
Siden Grundlovens indførelse har kongens underskrift på en regeringshandling skulle følges af en ansvarlig ministers. Hvem satte underskriften under Zahles afskedigelse. Ja det var Liebe. Var det så ham, der egentlig skulle stilles for en Rigsret?
En anden ting, hvis nu kongen havde begået lovbrud, så havde Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre faktisk flertal dengang!
De radikale var i klar modvind
Måske skal vi lige nævne, at Det Radikale Venstre gik tilbage fra 20,8 pct. til 12,2 pct. De var i modvind inden ”Kongen fyrede Zahle”.
Kongen fik heller ikke folket imod sig. Folket var splittet i spørgsmålet om han var part i en politisk strid. Mon ikke han blev manipuleret af det københavnske erhvervsliv?
Socialdemokratiet mente, at det var statskup, hos De Radikale var der harme over kongens ageren. Hos Venstre og hos De Konservative var der enighed om, at kongen faktisk kunne gøre det, som han gjorde.
Men faktum er, at Flensborg ikke kom til Danmark. På et tidspunkt fik vi af englænderne tilbudt Sydslesvig. Men det tilbud var fuld af misforståelser. Læs artiklen.
Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening (129 artikler) finder du:
Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:
Kilde: