Johanne Luise Heiberg

 

Far og mor havde beværtningen ”Lille Ravnsborg” på Nørrebro. Johanne kom aldrig i skole. Hele livet måtte hun kæmpe med stavningen. Hendes mange breve blev senere kigget igennem af venner. Hun lærte at danse ved Regimentet i Aalborg, hvor hendes mor var økonoma. Som barn dansede hun på beværtningens borde på Nørrebro. Hun var særdeles velbegavet. Og med hjælp fik hun en lille rolle på Hofteatret. I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han øjnede hendes talent og fulgte hende. Mange var betaget af hende, men det var Johan Ludvig Heiberg, som hun blev gift med. Som professor-hustru skulle hun tiltales med Fru. Heibergs uægte søn var også meget betaget af sin fars unge hustru. Men Heibergs tid som teaterdirektør var en fiasko. Fire år efter hans død holdt hun op på Det Kongelige Teater. Hun adopterede tre børn fra Dansk Vestindien, men de bragte hende ikke videre lykket. Med hjælp fik hun udgivet sine erindringer. Hun ligger begravet på Holmens Kirkegård.

 

Hun er født 1812, datter af Christian Heinrich Pätges og hustru Henriette f. Hartwig. Johanne Luise Pätges gift 1831 med Johan Ludvig Heiberg. Han død 1860, hun død 1890, Begge gravlagt på Holmens Kirkegård.

 

Johanne Luise Pätges blev født 22. november 1812 i København. Hendes forældre var indvandrere i Danmark. hendes fader var vinpapper og traktør og hendes moder var en jødisk pige fra Frankfurt. Ægteparret drev beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård og boede selv i en sidebygning.

 

Fem år før Johanne Luise blev født, bombede englænderne København, og hendes far blev ruineret, som så mange. Han måtte klare sig videre i den fattige tid under og efter krigen, efterhånden med ni børn. Selv

gik han i stå, eller han havde måske aldrig haft det store initiativ, i hvert fald var det hans hustru, der havde ben nok i næsen og holdt alt gående, så godt det lod sig gøre.

 

I 1814 kom den store skolelov, der krævede, at nu skulle alle børn i Danmark undervises. Der kom ikke skoletvang, og det har vi stadig ikke, men alle børn skulle undervises, og gik de ikke i skole, skulle det

kontrolleres, at de privat lærte lige så meget, som skolerne krævede.

 

Det er almindeligt at tro, at undtagelserne var de rige børn, der fik privatlærere, men i de første ret mange år var det stadig i de jævne

og fattige lag det kneb, fordi de fattige ikke fik fat i, hvad det drejede sig om og var ligeglade, og det var i starten umuligt at skabe en rimelig kontrol.

 

Johanne Luise kom ikke i skole. Hele livet sloges hun med sin

barndoms forsømte undervisning. Hun kunne ikke stave. Om hun var ordblind, er vist ikke undersøgt grundigt. De mest banale ordblindefejl ses ikke i hendes tidlige breve, men sagen er vanskelig, for da hun begyndte at skrive breve, fik hun snart hjælp, så hendes brevkladder blev set igennem af gode venner eller hvem hun ellers havde om sig. Det var livet igennem pinagtigt for hende, fordi hun gerne ville skrive.

 

Hendes mor prøvede sig med at holde flere små beværtninger, hun havde middagsgæster i abonnement, og en tid boede familien i Aalborg, fordi fru Pätges holdt kantine for Jyske Regiment.

 

Her fik Johanne Luise sin beskedne debut som kunstnerinde. Regimentets stabshornist lærte hende at danse, selv om hun var en lille pige, hun var i Aalborg fra hun var fire til hun var otte. I 1820 vendte familien

tilbage til København, og otte år gammel kom hun ind på Hofteatrets danseskole.

 

Hendes mor havde om sommeren telt på Dyrehavsbakken, og det ser ud til at Johanne Luise allerede som barn optrådte, både dérude måske og i hvert fald i restauranten inde i byen, med en æggedans på billardbordet. Hun var flink på danseskolen, og hun fik barneroller i skuespil.

 

Hun var godt en halv snes år, da en af hendes livs mange “gode tilfældigheder” greb ind. Johan Gebhard Harboe var 24 år og havde en stilling som assistent på det kongelige klædelager. Han var en stilfærdig og nobel ung mand, og han opdagede Johanne Luise. Han blev rystet over at se hende danse på bordet for beværtningens gæster, og han begyndte at tage sig af hende.

 

Han lærte hende at læse, hun lånte bøger af ham, og han så at hun var særdeles velbegavet, bare komplet uskolet. Samtidig havde hun medvind på Hofteatret. Den 12. februar 1826 optrådte hun 13 år gammel sammen

med den 40-årige, elskelige skuespiller Christen Niemann Rosenkilde i den lille charmerende digteriske bagatel om Hans og Trine i Rosenborg Have.

 

I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han havde sin fars, P.A. Heibergs, let rørte hjerte, når det gjaldt meget unge piger, men han så også, at her var et talent. Han skrev næsten på stedet vaudevillen “Aprilsnarrene”, med en rolle til barnestjernen.

 

Det ser ud som en usmagelig fidus, sørgeligt kendt i teatrets annaler: har en skuespiller haft succes i en rolle, skal den arme bruges, og helst misbruges, i noget magen til, så succesen kan vrides helt tør. Det har ødelagt ikke få skuespillere. Her havde en barnestjerne haft succes som en lidt næbbet og frisk pige, der hed Trine.

 

Hovedrollen i “Aprilsnarrene” er den pige lagt ind i et lille let skuespil, med succesnavnet bevaret, for i vaudevillen hedder pigen Trine Rar. Heiberg var allerede på den tid en dreven teaterskrædder. Og galant. “Rar” betyder rar og sjælden, usædvanlig.

 

Men vaudevillen og Johanne Luise Pätges blev en succes, for vel er vaudevillen tyndbenet, men den er efter tidens mål kvik og frisk. Teatrets censor Knud Lyne Rahbek ville have stykket kasseret, for det var

meget uanstændigt at lade en lærer krybe ned i en kurv sammen med en pige-elev og lade kurvens låg lukke i nogen tid. Men stykket blev spillet og fik succes.

 

Johanne Luise blev flyttet fra balletskolen til skuespillet og fik 100 rigsdaler i årlig gage. Heiberg slap ikke sit talentbarn af syne. Han fulgte hende endda ret grundigt, for allerede sommeren 1826 havde han været på Dyrehavsbakken og skrev vaudevillen “Recensenten og Dyret”, og så godt kendte han nu familien, at han lånte Johanne Luises mors bakketelt, så det stod på scenen.

 

Men han var ikke alene om at have fået øje på hende. Skuespilleren Nicolai Peter Nielsen blev forelsket i hende, og hendes trofaste biograf, teaterhistoriker Robert Neiiendam mener, at det var de galante haneben, ret mange herrer opvartede hende med, der gjorde det muligt for hende allerede som 16-årig at spille Julie i Shakespeares “Romeo og Julie”.

 

 

Måske. Det lyder lidt som ældre litteraters forsøg på at finde diverse digteres “inspiration”, for at digtere måske simpelthen kan digte, har ikke alle litterater fået fat i. Jonas Collin blev hendes faderlige ven og hjælper, som han var H.C. Andersens, men mens H.C. Andersen var alene i verden og fik en art hjem hos Collin, var det ikke helt den form for hjælp, Johanne Luise Pätges havde brug for.

 

Og alligevel. Hun var meget ung og uerfaren. Hendes ridderlige ven og lærer Johan Harboe var blevet dødeligt forelsket i hende. Men i 1828 blev Heibergs festspil “Elverhøj” opført. Her spillede hun Agnete, og Heiberg havde smukt lagt et frieri ind i stykket, gennem ridder Ebbesens replikker.

 

Heiberg selv friede direkte til hende kort tid efter. Men selv om hun ikke havde sagt ja til Harboe, følte hun sig bundet og sagde nej til Heiberg. Hun var også stadig kun 16, mens han var 37. Så greb Jonas Collin stilfærdigt ind. Han var øverste leder af teatret, og han fik hende kongeligt ansat, så hendes økonomi var sikret, og så blev hun flyttet fra det fattige værtshushjem til violinisten Frederik Wexschall og dennes hustru skuespillerinden Anna Helene Dorothea Nielsen. Det hjem var nu ikke ganske stabilt.

 

Fruen blev senere gift med skuespiller Nicolai Peter Nielsen, der som sagt også var forelsket i Johanne Luise. Men hjemmet var ikke sprængt endnu på den tid, da Johanne Luise flyttede ind, og for hende var det en ny verden, et nyt og lysere liv. Der kom mange mennesker, og hun så, hørte og lærte meget nyt.

 

Johan Gebhard Harboe gled ud af spillet på en dybt tragisk måde. Han vidste, at hans forelskelse var håbløs. Alligevel elskede han stadig Johanne Luise. Men så kom der en bedrageri- og skandalesag i det kongelige klædekammer. Harboe havde intet med bedragerierne at gøre, men han følte sig mistænkt og begik selvmord.

 

Ikke med et ord, eller bare med en linje i et brev, antydede han, at hans ulykkelige kærlighed til Johanne Luise havde med hans selvmord at gøre. Alligevel måtte det virke overmåde stærkt på hende. Hun havde intet imod Harboe, hun skyldte ham så meget, og hun var så ung.

 

Så fulgte små hændelser, som vi ikke ser ganske klart. Heiberg boede sammen med sin mor, Thomasine Gyllembourg. Johanne Luise var en tid forlovet med skuespilleren Christopher Hvid, der var en venlig sjæl,

men temmelig stillestående og vist ret ubetydelig. Den trolovelse blev hævet, og så førte vejen af sig selv i armene på Heiberg.

 

Det vil sige: af sig selv – Heiberg var for taktfuld til at være påtrængende. Hele sit liv var han et sammensat menneske, sikker og veg, følsom og hård, skarpsindig og naiv, målbevidst og upraktisk. Bag i hvert fald en del af det, der bragte brikkerne på plads, mere end anes hans mor Fru Gyllembourg.

 

Sagt lige ud, så havde hun sat sig i hovedet, at de to skulle giftes. Og det blev de i juli 1831 De nygiftes hjem blev i Brogade nr. 3 på Christianshavn. Men alene boede de ikke, Fru Gyllembourg var med. Her har Johanne Luise allerede tidligt i sin selvbiografi en ret lang og frimodig passage om det krævende og uheldige i, at en ung nygift frue uden erfaringer skal bygge sit ægteskab og sit hjem op med en ret dominerende svigermoder i huset.

 

Så lød det fra Heibergs landsforviste far i Paris, at han var imod ægteskabet. Hans søn og en skuespillerinde!? Hun måtte da så i hvert fald forlade teatret. – Det gjorde hun ikke. Tværtimod fulgte nu slag i slag hendes sejre på scenen, som nationens fejrede og enestående skuespillerinde.

 

Heiberg passede på sin unge hustru. Dengang havde skuespillerinder og balletdanserinder et dårligt ry. Ikke helt uden grund, for i hvert fald næsten op til den tid var en del af dem ikke ganske småborgerlige i

deres livsstil. Deres gager var elendige, og piger der frimodigt udstillede sig selv på scenen, både som dansepiger og som elskerinder i stykke efter stykke, kunne næppe være sarte.

 

Det var en del af dem, men nogle var det ikke, og det var stof nok for sladderen. Det syn var ved at være ældet, men ikke ganske. Heiberg gjorde alt for at hæve sin hustru over al snak og despekt.

 

Det måtte være trist for den meget unge pige, at han forbød hende at sige ja til balinvitationer. Ingen kunne tillade sig at danse med professorens frue. Og hans manøvrer var ikke altid kloge, for som nævnt var han på en mærkværdig måde tit klodset og uden rimelig nøgtern tænksomhed, hvor meget han så svor til Georg Wilhelm Hegels filosofi. På teatrets plakater hed damerne enten “Jomfru” eller “Madam”, i

tidens stil.

 

Nu krævede Heiberg, at hans kone, som professorhustru, blev tituleret “Fru”. Sagen gik helt op til Frederik 6., der hovedrystende endte med at sige; “nå ja, så kald hende Fru”. At det ikke gavnede hende i forholdet til kollegaerne, ænsede Heiberg ikke, for hvad “Jomfruerne” og “Madammerne” mente, blev deres sag.

 

Det grelleste eksempel, nævnt her skønt lidt for tidligt: Heiberg blev jo en tid teatrets direktør. Skuespillere og skuespillerinder havde ikke deres egne påklædningsrum. Der var et rum for herrer og et for damer, og de rum var uhyre primitive, med toiletspand, og med huller i væggen, som herrerne havde boret for at kigge ind til damerne. Noget af det første Heiberg arrangerede som direktør var et særligt påklædningsrum til scenens førende skuespillerinde Fru Heiberg.

 

Hun v a r den førende, men igen var det både taktløst og kluntet gjort, og det var jo hende, ikke ham, der hver spilleaften skulle være stærkt

privilegeret mellem kolleger. Man mærker ikke i hendes erindringer, at hun selv har følt, hvor urimelige den slags ting var, og hvor meget de måtte skade hende selv. Heiberg havde lært hende, at “sligt” var hun

hævet over.

 

Hjemmet var stiligt. Heiberg ønskede en form noget over hvad han strengt taget havde råd til. Blandt andet holdt han i flere år en ridehest og fandt det åbenbart flovt at sælge den, og på den måde åbenbare at det

var en lidt for kostelig luksus. Tilfældet skænkede ham en smuk chance: I 1848, da krigen brød ud, lånte han ædelt det arme dyr til hæren. Hesten forsvandt sporløst. Han har næppe søgt efter den.

 

Hans unge hustru måtte tage i stiv arm, at han havde en søn udenfor ægteskab. Som nævnt i stykket om Thomasine Gyllembourg; med alle rimelige forbehold må det regnes for givet, at den unge Georg Buntzen (1816-47) var Heibergs søn. Han var Fru Gyllembourgs yndling, for han var jo hendes sønnesøn, det eneste barnebarn hun fik. I perioder boede Georg Buntzen hos dem, og ellers kom han der meget. Det gjorde ikke sagen lettere, at han blev vildt forelsket i sin fars unge hustru og led svare kvaler af jalousi imod sin far.

 

Sammen med det hører, at ægteskabet mellem Heiberg og hende var smukt og ædelt, men hun skriver selv, hvordan hun om aftenen til meget sent kunne gå hvileløs op og ned ad gulvet, mens Heiberg sad i et tagrum med sit teleskop og kiggede stjerner.

 

Og hun omgikkes sin mands uægteskabelige søn på den smukkeste måde, men selv fik hun ingen børn. Det var et sårbart punkt, og det blev en besættelse. Her er vi nødt til at nøjes med sladder og gætterier, for

hun skriver det selv. Hun kan en gribende historie om en ældre kone i Hellebæk, der havde givet afkald på sin søn for at tjene lidt penge som amme.

 

Historien blev af Fru Heiberg i erindringerne smukt formet, helt i

novellestil. Hun dvæler længe i den, mange sider, og det er hende selv der røber, at hun i smug strikkede tøj til de børn, hun aldrig fik, og købte små sølvskeer til dem, som hun gemte i sine skuffer. Hun forærede

ikke de ting til heldigere kvinder og til andre, virkelige levende børn, hun gemte sagerne som relikvier.

 

Alt hvad hun til bristepunktet rummede af indestængt og uforløst – det spillede hun så med hele sit rygende talent ud på scenen. I andre måder var hun stiv, hæmmet. Da operasangerinden Jenny Lind – kendt som “den svenske nattergal” gæstede København, kom hun ud til Heibergs i Søkvæsthuset på Christianshavn.

 

Det blev en sær visit. Fru Heiberg var i haven og så sig ikke i stand til at lave en kop te. Heiberg prøvede sig diskret, men nej. Det var ude hos skuespillerinden Anna Nielsen på Frederiksberg, at Jenny Lind blev modtaget med åbne arme. Her gik hun ud i den mørke aften og sang for de mange, der havde samlet sig foran huset, et stort og varmt øjeblik, som det er en glæde at læse om selv så mange år efter.

 

Men hos Fru Heiberg – nej. Var hun genert, kejtet, jaloux på den fejrede verdenskendte? Vel nok. For Jenny Lind var ikke på nogen måde selvhævdende, storladen eller hoven, tværtimod. Ved den lejlighed gik Fru Heiberg i baglås. Meget forståeligt, men det skete.

 

Lange træk af det Heibergske ægteskab står i et smukt og charmerende lys. Flere ferier var de på landet, en enkelt sommer lejede Heiberg et hestekøretøj og de kørte fra sted til sted på Sjælland. Det er et af de

mest overraskende og triste huller i hendes erindringer, at hun ikke gør ordentligt rede for, hvor de kørte, og hvad de så og oplevede – kun enkelte glimt der viser, at det skriveri kunne hun meget nemt have klaret.

 

Der kom splid på teatret, der skabtes en klike, så det hele sprængtes, og det er et klassisk kapitel i dansk

teaterhistorie, da udbryderholdet fra Det Kongelige Teater rykkede ind på Hofteatret, vist med grevinde Danner som ganske virksom hånd bag flytningen. Hun og Fru Heiberg havde været balletbørn sammen, men Heiberg og hans hustru var højt hævet over at ænse Louise Rasmussen selv i hendes ophøjelse som Frederik 7.s hustru.

 

Det er ikke teaterhistorien, der skal skrives her, men der skete jo også nyt rent scenisk. Unge skuespillere morede sig nu med, i selskaber, at gøre nar af Fru Heibergs diktion og hendes måde at sige replikker på.

En ny stil var på vej, hendes form var ved at blive forældet, og så det evige danske; hun var for stor, hun skulle dukkes.

 

Heibergs tid som teaterdirektør blev en fiasko, som han selv følte smerteligt. Fiaskoen skyldtes i høj grad hans mangel på praktisk sans. Mærkeligt nok kunne han i sine vaudeviller og andre scenearbejder meget

vel skildrer mennesker og give dem replikker. Men måske er de netop scenefigurer, noget flade.

 

Gang på gang røber han i hverdagen mellem mennesker en utrolig mangel på nerve for andre. Man må tro at han ikke ejede flair. Hans nederlag som teaterdirektør, den stilling som han troede sig skabt til, måtte virke stærkt på stemningen i hjemmet. Her forstår vi af hendes erindringer, at Heibergs stil og finhed virkede: hans skuffelse gik ikke ud over hans kone.

 

Et venskab i de senere år førte dem til Sølyst, til købmanden Johannes Theodor Suhr. Han var på den smukkeste måde betaget af Fru Heiberg, og han lånte dem sit sommerlyststed Bonderup i Midtsjælland. Han strakte sig så vidt, at huset skulle ændres efter deres ønsker. “Dog indenfor rimelighedens grænser”, sagde Suhr til arkitekten Ferdinand Meldahl, for igen: i sin uvidenhed om praktiske ting havde Heiberg såmænd bare ønsket, at alle vinduerne på første sal blev hugget ud og sænket, så han kunne se ud af dem, mens han sad og skrev.

 

Heiberg var ikke et frækt menneske, heller ikke dum. Men at hans lille ønske ville have kostet en formue og spoleret huset, har han ikke været i stand til at fatte. Men glæden blev kort. På Bonderup døde Heiberg i 1860, 69 år gammel.

 

Fire år efter spillede Fru Heiberg for sidste gang. Helt klart siger hun ikke hvorfor. Der var tale om en resignation. Vel regnede en del unge hendes stil forældet, men det kan ikke være den stærke grund, for hun arbejdede videre som sceneinstruktør. Måske har hun forstået – vi ved det ikke, men måske – at hele hendes ry, hendes sceniske kraft, hvilede på en erotisk udstråling, ikke i vulgær eller plat forstand, men det var det erotiske element, der havde båret hendes karriere, raden af store roller.

 

Nu ville hun ikke glide helt over i det ældre rollefag. Om hun kunne have gjort det, er en anden ting, hun gjorde det ikke, ønskede det

ikke, vi tør vel sige: risikerede det ikke. Og måske var hun træt.

Hun adopterede efter Heibergs død tre små søstre fra Dansk Vestindien. De var, som så mange kolonibørn, født udenfor ægteskab, men som hun skrev da de var kommet: de var ikke mørke. Selv om hun forkælede dem, blev de ikke den helt store glæde for hende.

 

Hun blev som nævnt sceneinstruktør – og så gik hun i gang med at skrive sine erindringer. Under navnet “Et Liv genoplevet i Erindringen” står de som et af Danmarks største erindringsværker overhovedet. Det mesterstykke har to kvinder præsteret – Eleonora Christine Tscherning og hun.

 

Ærlige erindringer vil i deres samtid vække forargelse, og de vil blive nedladende vurderet, ikke af alle, men af nogle. Titlen blev næsten straks gengivet som “Et Liv genopløjet i Erindringen” og billige vittigheder har livskraft. Fordrejningen er uretfærdig.

 

I sine erindringer forsvarer hun Heiberg overfor alle – og udleverer ham hist og her i små nådesløse glimt. Hun kan skrive lange passager om sit syn på teatret og skuespilkunsten, og de stykker er givende. Først

og sidst tegner hun, som alle store erindringsskrivere, et mesterligt billede af sig selv, og hun er hverken så flad eller dum, at hun laver et glansbillede. Hun giver os sin tid og sig selv, hun giver os det bedste billede vi ejer af Heiberg.

 

Det er ikke uforklarligt, at de ganske tykke bind er kommet i oplag efter oplag, og stadig kan sælges. I sine senere år rådførte hun sig med et par gode mænd. Historikeren Adolph D. Jørgensen hjalp hende med erindringerne, især fik han hende til at stryge en del passager, fordi enkelte stadig levende mennesker måtte føle sig gået for nær. Alligevel fik hun vrøvl. De strøgne passager er sat på plads i den seneste

udgave.

 

Men hendes nære ven fra de senere år var juristen og politikeren Andreas Frederik Krieger. Med ham vekslede hun mange breve. Han var ugift og hørte til skaren af hendes beundrende riddere. Efter hendes død 1890 ordnede han hendes papirer og brændte de breve, som han selv havde skrevet til hende. Hendes breve er udgivet, i to bind, utilfredsstillende, fordi ikke alt er med, men dog.

 

Hun arbejdede for Heibergs eftermæle. Han havde været en ganske hård kritiker, så en del mennesker så ham gerne gjort lidt mindre. Hun fik sammen med Krieger udgivet Heibergs samlede værker i 22 bind. Alligevel – trods alle udgaver af breve og skrifter, er det hendes erindringer, der står som hovedværket, et centralt skrift om den epoke, som vi kalder “Heibergtiden”.

 

I dag kan det hele postyr virke småt, sladder i den lille residensstad. Men hun er én af de danske kvinder, der førte sig frem uagtet hun kom fra den dybeste fattigdom, og uagtet tiden ikke gjorde det let for kvinder at blive set og hørt udenfor de få roller i livet, som var godkendt for kvinder – ja normalt slet ikke gav dem lov til at træde frem i forreste række med deres evner, deres klogskab og kvaliteter og – personlighed. Hun gjorde det.

 

Johanne Luise Heiberg døde efter nogen tids svagelighed i København 21. december 1890

Hun er begravet på Holmens Kirkegård.

 

 

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/?fbclid=IwAR19i7LkJeXm2h1Bh-UXBgXf1o9uwW-

ccTLLZBNahMznmXUZwetjyinmtS8

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.536 artikler, under Nørrebro (286 artikler) kan du læse:

 

• Johanne fra Lille Ravnsborg

 

• Under Østerbro (86 artikler) kan du læse:

 

• Rosenvænget på Østerbro