Revolution i Tønder – endnu mere (2)

Revolutionen lykkedes ikke. Tønder var en af de første byer i Nordslesvig under de røde faner. Røde plakater blev omdelt Gennem byen i en fornem forspand. Til møde i Tonhalle. Landråd Böhme ville selv gå. Skærbæk blev ”erobret”. Proklamation i den lokale avis. Wienecke – den fødte leder. ”Hvornår kom danskerne?”. Rådsmedlemmerne skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Hyppige ransagninger hos bønderne. Ingen politi-beføjelser i Tønder. Soldaterrådene gled i baggrunden. Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion. Bortset fra Tønder var rådene i Nordslesvig danskdomineret. Wienecke blev genansat. I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke i spidsen for en generalstrejke. Grev Schack nægtede at lade strejkevagterne anholde. Men det gjorde politimester Stemann. Var dette et lovbrud? Samtidig udviste han Wienecke og tre andre strejkevagter. De borgerlige i Tønder jublede.  

 

Revolutionen lykkedes ikke

Arbejderbevægelsen havde på to kongresser – 1910 i København og 1912 i Basel vedtaget resolutioner om at stemme imod om at stemme mod krigsbevillinger og krigsdeltagelse i de nationale parlamenter. Da det kom til stykket, svigtede nogle i arbejderbevægelsen.

Den tyske Rigsdag stemte den 4. august 1914 om nye krigslån. Efterhånden krakelerede den tyske disciplin. Oprør opstod bl.a. på flådestationerne i Wilhelmshafen og Kiel.

 

Tønder var en af de første byer under røde faner

Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene den 5. og 6. november 1918 var der på Luftskibsbasen nord for Tønder blevet oprettet et arbejder – og soldaterråd. Uden blodsudgydelser blev officererne afvæbnet og matroserne overtog magten.

 

Røde plakater blev omdelt

Om morgenen – dagen efter stiftede Tønders befolkning kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (oversat på dansk):

• Da der dags middag i tiden fra kl. 12 indtil videre afholdes møder af arbejder- og soldaterrådet i Tonhalle, befales der, at i dette tidsrum skal samtlige vinduer og døre holdes lukkede. Der henvises også til, at samtlige kvinder og børn ikke må opholde sig på gaden så længe. Disse anordninger skal ubetinget efterkommes.
• Tønder Arbejder- og Soldaterråd

 

Gennem byen i en fin forspand

Som anden tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der hejst røde faner på Posthuset, Rigsbanken, Jernbanestationen og på Rådhuset. Det vil sige at den på Rådhuset var rester af borgmesterfruens røde underkjole. Der var ingen flag fra Landrådens kontor eller amtshuset.

 

På møde i Tonhalle

Allerede fra morgenstunden kørte marinesoldaterne fra luftskibshallen gennem byen i den vogn med fint forspand, som officererne ellers brugte.

På mødet i ”Tonhalle” klokken 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Her blev der drøftet, hvad årsagen til revolutionen var. Det hed sig at krigsflåden den 5. november havde fået ordre til at gå i søen mod englænderne. Det ville være den sikre undergang. Det var dette, der var årsagen til revolutionen.

Der blev dog de kommende måneder rokeret meget rundt på medlemmer og poster. Den formelle begivenhed blev markeret med en parade på Torvet.

 

Landråd Böhme ville gå selv

Landråd Böhme skulle føres til Torvet af marinesoldater men det nægtede han. Han ville hellere selv gå. Også politimesteren og bogtrykker Thamsen fra Tondernsche Zeitung blev hentet. De tre skulle højtidelig foran menneskemængden erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.

Marinesoldaterne havde erstattet den forhadte pikkelhue med en felthue. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.

 

Skærbæk blev ”erobret”

Fra Luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen, er blev bekendtgjort med den kendsgerning, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkernes magt.

 

Proklamation i den lokale avis

I Tondernsche Zeitung kunne man den 9. november 1918 læse følgende:

• Til befolkningen i Tønder og Omegn
• For at oprette orden og sikkerhed, samt for at gennemføre den revolutionære bevægelse er der dannet følgende organisationer:

 

1. Arbejder- og soldaterrådet
2. Eksekutivkomite
3. Soldaternes kommandomyndighed

 

• I forbindelse med nyordningen er der indtil nu truffet følgende beslutninger:

 

• Forsyningen og ernæringen af militær og borgerne bliver ordnet, henholdsvis fortsat på samme måde som hidtil

 

• Der er skabt sikkerhed for, at der sker en ordinær udbetaling af lønninger.

 

• Henvisninger fra eksekutivkomiteen og soldaterrådets kommandomyndighed skal i vores sags interesse følges

 

• Arbejdertjenesten ved gasværket, elektricitetsværket, ved læsning og løsning af togene med fødevarer og behovsartikler samt ved andre transporter af fødevarer og behovsartikler, skal indtil, der er truffet andre ordninger, ubetinget fortsættes.

 

• Ro og orden skal ubetinget opretholdes i gaderne

 

• Et hvert formåls skyderi skal undlades

 

• Eksekutivkomiteen og soldaterrådet kræver, at våben ikke bæres uden tilladelse og at ammunition opbevares af soldaterrådet.

 

• Civilister skal straks mod kvittering aflevere alle våben til soldaterrådet, Magistraten 1. sal.

 

• Til benyttelse af jagtvåben af en hver slags skal der søges om tilladelse hos soldaterrådet.

 

• Efter soldaterrådets bestemmelse patruljeres der. Politiet forbliver i den hidtidige funktion.

 

• Alle bestemmelser fra soldaterrådet skal bære formanden Alexander Lipperts underskrift foruden underskriften fra yderligere et medlem af eksekutivkomiteen.

 

• Eksekutivkomiteen forpligter indtrængende befolkningen til i egen interesse kun at følge disse bestemmelser, ubetinget og straks.

 

• Tilhængerne af den revolutionære bevægelse blandt militær og borgere bliver bedt om at bære et rødt bånd på et synligt sted.

 

• Arbejder- og soldaterrådet

Alexander Lippert, Walter Birker, Franz Blunk, Otto Pastré, Ludwig Göbig, Wilhelm Langschwanger

 

Wienecke – den fødte leder

Opstanden på Sild blev ledt fra Tønder. Hertil sendte man den ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.

Wienecke, der fra starten var Tønder- revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs. Derfor blev han ikke indkaldt til militæret.

26.000 dansksindede sønderjyder blev indkaldt. 5.500 faldt i krigen.

I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af de første regulære arbejder – og soldaterråd. Måske skyldtes det at han på det tidspunkt var statsløs.

Dette forhindrede ham dog ikke at indtage rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det var også Wienecke som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne. Det var en pendant til arbejder- og soldaterråd. Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han også arbejderrådet udadtil. Ved det sidste af valgene til arbejder- og soldaterrådet overtog Wienecke endeligt formelt posten som rådets formand.

Han ønskede Nordslesvigs forbliven i Tyskland.

 

Hvornår kommer danskerne?

De dansksindede mærkede ikke den store forskel. Men de tysksindede var mere nervøse for fremtiden. De kunne finde på at stoppe de dansksindede med følgende spørgsmål:

• Hvornår kommer danskerne?

 

Rådsmedlemmer skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier

Fra december 1918 blev det fastslået, at medlemmerne af arbejderrådene skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Rene borgerråd kunne ikke accepteres. Et arbejderråd som den i Løgumkloster må betegnes som helt ureglementeret. Her var kun et af rådets seks medlemmer arbejder. De øvrige medlemmer repræsenterede krigsinvalider, selvstændige håndværkere, landbruget, embedsmændene og flækkeforeningen, der repræsenteredes af borgmesteren selv.

 

Hyppige ransagninger hos bønderne

Rådene foretog også hyppige ransagninger hos bønderne på landet, der ofte ikke opfyldte deres afleveringsforpligtelser. I Tønder havde arbejder- og soldaterrådet desuden udpeget en levnedsmiddelkommissær, der skulle prøve at skaffe levnedsmidler fra udlandet, men det viste sig at være umuligt på grund af de allieredes blokade mod Tyskland, der først blev ophævet den 12. juli 1919, da Tyskland havde underskrevet og ratificeret Versaillesfreden.

 

Ingen politi-beføjelser i Tønder

I Tønder havde arbejderrådet haft tre formænd. Den første hed Ludvig Göbig. Han var formand til den 23. december 1918, hvor han efterfulgtes af den tidligere næstformand, Langschwager. Efter 27. marts 1919 var det Heinrich Wienecke.

Forgæves forsøgte arbejderrådet i Tønder at få politibeføjelser.

 

Soldaterrådene gled i baggrunden

Efterhånden som revolutionen var gennemført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for bevogtning af de vigtige bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed.

Bonderådene havde heller ikke en stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde. Rådenes opgave var først og fremmest at organisere levnedsmiddeludskrivningerne.

 

Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion

Officielt fungerede arbejderrådene indtil den internationale kommission alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen. Men også deres betydning skrumpede naturligvis ind. Flere og flere beslutningsprocesser gled ud af centralinstanserne hænder. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder uindskrænket i funktion. Der blev udpeget folk som tilforordnet til landråden, politimester og borgmester.

I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser. Selv om det var begrænset stor indflydelse de tilforordnede kunne udøve denne ret var det til stor irritation for de tyske embedsmænd. I begyndelsen af 1919kom denne irritation til udtryk til en klage til regeringen. Særlig landråden fik også delvis medhold i klagen. I løbet af foråret 1919 mistede arbejderrådets tilforordnede også adgangen til byråds – og kulturudvalgsmøderne.

 

Bortset fra Tønder så var rådene danskdominerede 

Nordslesvigs overvejende dansksindede landbefolkning stod skeptisk over for disse nye tyske påfund nu, hvor man nu allerede følte sig på vej til Danmark. Men indstillingen var den, at rådene var et onde, man nødtvungen måtte affinde sig med i overgangstiden. Bortset fra dele af Tønder-kredsen blev de nordslesvigske arbejder- og bonderåd danskdominerede.

 

Wienecke blev genindsat

Det var især den drevne og administrative dygtige Wienecke de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også at der blev udstedt en arrestordre for højforræderi mod ham. De beskyldte ham for sammen med nogle soldater fra luftskibsstationen skulle have planlagt et spartakistisk oprør. I Tyskland var man i fuld gang med at nedkæmpe revolutionære arbejdergruppe i hele Tyskland.

Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtigt frikendt og løsladt igen. Han blev genindsat i sine tidligere tillidshverv. Han lå dog væsentlig til venstre for flertalssocialdemokraterne. Men han havde stadig en form for loyalitetsfølelse over for partiet. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle i Tønder, der eksisterede fra januar 1919, vides ikke.

Senere på sommeren forsøgte landråd Böhme igen at slippe af med Wienecke. Arbejdsrådets magt var på dette tidspunkt meget svækket, så i første opgave lykkedes det for ham at få afsat Wienecke fra posten som tilforordnede. Det var dog gjort regning uden vært.

Der kom til store arbejdsnedlæggelser og demonstrationer (den 27. juni). Myndighederne og Böhme blev nødt til at acceptere Wieneckes genindtræden på posten. Som de sidste i Nordslesvig nedlagde arbejderrådet deres poster.

 

I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark

Drømmen om en tysk arbejderstat døde i januar 1919. Arbejderklassens revolution blev kvalt. Reaktionære, borgerklassen og militære frikorps bekæmpede arbejder-og soldaterråd, strejker og demonstrationer. Helt så galt gik det ikke i Tønder. Men det, der skete efter indlemmelsen i Danmark, var næsten værre end selv revolutionen i Tønder.

I Tønder gik man også over til kronen. Men sønderjyske arbejdere måtte ikke få samme timeløn som i det øvrige Danmark. I Tønder og det øvrige Sønderjylland forlangte arbejderne timelønnen hævet fra 1,60 kr. til 2,00 kr.  Det nægtede man pure.

 

Wienecke satte sig i spidsen for en generalstrejke

Wienecke satte sig nu i spidsen for et arbejderudvalg. De lavede en generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920. Særlig i Tønder var den meget effektiv. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbane. Et forsøg på fra borgerlig side at indsætte politiet mod strejkevagter mislykkedes. De ville ikke blande sig i en arbejderkonflikt.

 

Grev Schack nægtede at lade strejkelederne anholde

Militæret brød dog militæret blokaden. De var lige glade at det var en arbejderkonflikt. Nu spærrede militæret store dele af Tønder. Men bystyret forlangte nu at militæret blev fjernet. Det var et dundrende nederlag for både embedsmænd og militæret.

Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd greve O.D. Schack at lade alle strejkeledere arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget.

 

Begik politimester Stemann lovbrud?

Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra byen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne. Men det var en arbejderkamp?

Som vi skrev i første del, blev Wienecke og tre andre ledere natten mellem den 6. og 7. juni Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med et totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres ejendele ført samme vej på militære lastbiler.

Det danske borgerskab i Tønder jublede. Arbejderne i Tønder kæmpede videre. Efterhånden opnåede de samme løn som i det øvrige Danmark.  Wienecke døde i 1957i DDR.

 

Kilde:

• dk-diverse artikler
• Tondernsche Zeitung (9. november 1918)
• Sønderjyske Årbøger
• Socialistisk Information
• Ingolf Haase

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.134 artikler
• Under Tønder finder du 359 artikler
• Under Sønderjylland finder du 262 artikler
• Under Nørrebro finder du 324 artikler
• Under København finder du 212 artikler

 

• Revolution i Tønder (1)
• Var det egentlig en præsident på Als?
• Da Als var republik
• Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
• De kaldte sig Syndikalister
• Slaget på Israels Plads