Søgeresultater på "Tønder"
Dato: juli 25, 2022
Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den
Dette er første del. Jeg fik et dræberblik. Dansk – tyske sammenhænge. Forslag om dansk – tyske skilte. Sagen om Asmus Jensen forbliver lukket. Det tyske Mindretal har sagt undskyld. Fårhuslejren – symbol på retsopgøret. Frøslevlejrens Museum startede i 1969. Først i 2003 kom der en udstilling om Fårhuslejren. Tyskerne holdt ikke aftalen. Mindretal blev nazificeret. Pres på de unge fra mindretallet. Dramatiske anholdelser. Grundloven blev suspenderet. 500 var interneret uden dom. De mere belastende. En lovændring i 1946. Var Danmark i krig med tyskerne – sådan rent juridisk? Var internering for et beskytte mod ”De lange knives nat.
Et dræberblik
Vi skulle en gang hente et juletræ ude i nærheden af de tidligere lejre (Frøslev og Fårhus). Bagefter var det så hyggelig komsammen. Men det var ikke helt så hyggeligt mere, da jeg havde spurgt om, hvorfor man ikke også kunne se noget om Fårhuslejren. Jeg blev mødt med et dræberblik af en af hovedaktørerne fra dengang. Jeg ville da gerne have set under hvilke forhold min bedstefar havde oplevet interneringen.
Dansk – tyske sammenhænge
Jeg har tidligere refereret, hvad jeg har oplevet i dansk-tyske sammenhænge. Noget af dette er også nævnt i min bog ”Grænsen er overskredet”. Så alt dette behøver vi ikke at gentage her.
Dette er første del af et tema, hvor vi har meget at sige
Forslag om dansk – tyske skilte
Vi har også skrevet om dengang, da Det Tyske Mindretal foreslog, at man skulle sætte tosprogede skilte op ligesom man gjorde i Flensborg andre steder i Sydslesvig. Reaktionerne på dette var ret så voldsomme. I slutning af denne artikel er der kildefortegnelse lige som du kan se en større oversigt over artikler, der relaterer til dette emne.
Sagen om Asmus Jensen forbliver lukket
Det tidsrum, som vi beskriver, er også det tidsrum, hvor dramaet om Asmus Jensen foregår. Ham blev kidnappet nær sit hjem tortureret og skudt i Vejbæk. Hans lig bliver placeret ved grænsen og senere flyttet. Englænderne stiller de sønderjyske politimestre til ansvar. Han var engelsk spion. Myndighederne får Den danske Brigade til at udarbejde en rapport, der er et falsum. De tre underskrivere af denne bliver belønnet med topposter. Sagen med de nye beviser er anmeldt til Aabenraa Politi. Men de vil ikke genåbne sagen. Den blev lukket i 1947.
Det Tyske Mindretal sagde undskyld
I 2021 skulle formanden for Det tyske Mindretal i Sønderjylland, Hinrich Jürgensen holde en tale for den danske dronning og den tyske præsident. Her sagde han officiel undskyld for mindretallets rolle i nazitiden.
Og det er bemærkelsesværdigt. Det ville være helt utænkeligt for 35 – 40 år siden. I dag kalder medlemmer at det tyske mindretal sig helst for sønderjyder. Da formanden dengang kom med forslaget om tosprogede skilte fik han flere trusselsbreve som han var glad for at børnene ikke åbnede.:
Andre formuleringer var mere barske. I Flensborg og andre steder er det dansk/tyske skilte. Og som formanden har sagt til Kristeligt Dagblad, at når de mødes til den årlige Knivsbjergfest så bliver der talt tysk når man står op og dansk når man sidder ned.
Formanden mener også at det må være slut at krybe langs panelerne. Han plejer at sige, at når solen skinner, så består mindretallet af 18.000 medlemmer.
Når det danske mindretal fejrer syd for grænsen, så holder man fanerne højt. Mon ikke det ville føre til en sand proteststorm, hvis Det tyske Mindretal gjorde det samme i Aabenraa.
Fårhuslejren – symbol på retsopgøret
Frøslevlejren står som et stærkt symbol på dansk besættelse. For især folk fra Det tyske Mindretal betyder Fårhuslejren et symbol på retsopgøret efter besættelsen. Her afsonede mere end 3.000 medlemmer af mindretallet.
Retsopgøret ramte mindretallet hårdt, såvel menneskeligt og kulturelt. Men også økonomisk. Det skabte enorm vrede mod den danske herbergs-stat. Forurettelsen blev af den danske befolkning kaldt ”Fårhusmentaliteten” Man var også meget utilfreds med at blive dømt på love med tilbagevirkende kraft.
Frøslevlejrens Museum etableret i 1969
Frøslevlejrens Museum blev etableret i 1969. Den bliver drevet af Nationalmuseet. Men hvor var erindringerne fra Fårhuslejren? Som navnet antyder beskæftiger man sig med perioden frem til 5. maj 1945, ganske som museets vedtægter og formålsparagraf tilsiger det.
En udstilling om Fårhuslejren fra 2003
Først i 2003 vedtog bestyrelsen en principbeslutning om, at der skulle laves en udstilling om Fårhuslejren. Men inden da, så fik følelserne frit spil.
Tyskerne holdt ikke aftalen
Efterhånden har vi skrevet en del om forgængeren Frøslevlejren, så den springer vi næsten over. Det var SS-Standartenführer und Oberst der Polizei Otto Bovensieben, der lagde retningslinjerne for driften. Og han var åbenbart ligeglad med aftaler.
Kun en måned efter lejrens oprettelse blev 195 Frøslevfanger deponeret. I alt blev 1.600 deponeret. Ca. 220 døde. Men alligevel betegner man det til en succes. For var Frøslevlejren ikke blevet oprettet var måske ca. 7.000 fangere blevet deponeret. Trussel og deportation var hele tiden en sjælelig belastning for Frøslev- fangerne.
Mindretallet blev nazificeret
Mindretallet i Nordslesvig blev nazificeret efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Det kulminerede under NSDAP – Ns ubestridte leder, Jens Møller. SK (Schleswigsche Kammeradenschaft) svarende til SA blev oprettet. Deutsche Jungen – og Mädchenschaft Nordscleswig monopoliserede Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbilleder for mindretallets ungdom.
Vi har tidligere beskæftiget os med de hjemmetyske erhvervsorganisationer som sørgede for favorable aftaler med værnemagten- Hvervning af ungdommen til Waffen SS foregik allerede i det skjulte fra 1939. I efteråret 1941 blev det iværksat en offentlig hvervning. I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 var vi inde i de tyske arkiver i Aabenraa. Der var et betydeligt pres hos de unge hjemmetyskere.
Pres på de unge fra Mindretallet
Presset foregik både derhjemme og i skolen
1.500 unge fra mindretallet meldte sig til Waffen SS og yderligere 500 til Værnemagten. 750 kom ikke hjem igen.
I januar 1943 begyndte mindretallet hvervningen til Zeitfreiwilligendienst. De skulle egentlig bistå regulære tyske tropper i tilfælde af en allieret invasion i Danmark. Man kunne også melde sig til den tyske grænsebevogtningstjeneste. Her meldte sig 90. Og til det uniformerede hjemmeværn meldte sig 1.600.
En tredje tjeneste var Selbstschutz. Det blev oprettet i 1944og skulle sikre hjemmetyske virksomheder mod sabotage. Hjemmetyskerne stod også parat, da en masse flygtninge skulle indkvarteres og da der skulle graves skanser tværs over Nordslesvig.
Så var det lige Nordschleswigsche Zeitung der gjorde sit tit at skabe et hadefuldt mellem det tyske mindretal og danskerne.
Dramatiske anholdelser
Den 8. maj var der gang i den i Tønder. Lastbiler rullede gennem gaderne. De var udstyret med politimænd og 4-5 riffelbevæbnede mænd. Hjemmetyskere, stikkere og Landssvigere blev arresteret. Det så dramatisk ud. Man ankom til Børsen, hvor dansksindede modtog de forskræmte arrestanter. Der bliver i den grad råbt og skreget af dem. Pastor Magle forsøgte at mane folkemængden til ro.
Alene fra Tønder blev der sendt 901 personer til Fårhuslejren.
Grundloven blev suspenderet
Lederen af Fårhuslejren var bestemt ikke tilfreds med bevogtningen hverken den indre eller ydre. Der blev stjålet fra de internerede og sikkert også udført vold. De opsparede følelser gennem fem år gjorde sin virkning.
Grundloven var delvis suspenderet. Det var langt fra alle der kom for en dommer inden 24 timer. Andre sad interneret i flere måneder uden at få en dom. Og det selv om det danske politi trådte til den 13. maj 1945.
500 var interneret uden at være dømt
2.958 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt under retsopgøret, Ca. 500 var interneret i en periode uden at blive dømt. Langt den største del af de dømte 2.150 blev dømt for at have gjort tysk krigstjeneste.
Zeitfreiwillige havde udført patruljetjeneste under diverse uroligheder. Dette blev belastende for hele korpset for i disse tilfælde var tjenesten vendt mod danskere. 1.121 Zeitfreiwillige blev dømt.
128 medlemmer af Selbstschutz blev dømt og for disse var det især mere kriminelt fordi disse ved flere lejligheder havde tiltaget sig politimyndighed over for danske medborgere ved at anholde disse.
I den groveste ende af landssvigerkriminaliteten blev 52 hjemmetyskere dømt for tysk polititjeneste og 31 blev dømt for angiveri, dvs. stikkeri af danske medborgere. Dette er ikke mere end landsgennemsnittet.
De resterende 700 domme faldt for værnemageri dvs. utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, samt ikke mindst for at have arbejdet i diverse halvmilitære rigstyske vagtkorps, som især udførte vagttjeneste.
De mere belastende
Han så var det lige ”Det lille Politiske Råd” og direktøren for Nordschleswigsche Zeitung, der blev dømt.
For mindretallets ledelse var det ekstra belastende at de deltog aktivt i hvervningen af Mindretallets unge og for oprettelsen af de to korps. Det var lykkedes for ledelsen at afbrænde belastende arkivmateriale. De fik mellem 5 og 12 års fængsel. Vi har en artikel om retssagen.
Det var en gruppe, der havde arbejdet for Abwehr. Det vil sige at de havde begået spionage. Her gik straffen helt op til 18 års fængsel. Oprindelig var det lagt op til minimum 4 års fængsel.
En lovrevision i 1946
Der kom en lov – revision i 1946 angivelig efter international pression. Når vi siger det på den måde, er det fordi vi ikke rigtig kan finde nogle kilder på dette.
Vi skal ikke glemme at oven i straffen led de domfældte af tab af ”almen tillid” i en årrække. Det vil sige at de ikke havde stemmeret. De kunne ikke søge kommunale og statslige jobs. Og så bortfaldt pensioner og offentlig understøttelse.
Var Danmark i krig med tyskerne?
Grundlaget for interneringerne var også den almindelige Straffelovens § 101 stk. 2. Den sagde:
Det var bare lige det problem at der i formel henseende klan rejses tvivl om hvorvidt Danmark overhovedet havde været i krig med Tyskland, selv efter den 29. august 1943, hvor den danske regering ”de facto” trådte tilbage.
Altså med andre ord, om man med føje kunne hæve, at Tyskland havde været Danmarks fjende. Tyskland fastholdt således lige til 5. maj 1945, at man ikke var i krig med Danmark – et synspunkt, hvor den danske regering til gengæld for et tysk løfte om at respektere dansk suverænitet, under protest gik ind på den tyske ”fredsbesættelse” af Danmark.
Nu overstiger det hvis vores juridiske evner for at forklare dette nærmere.
Var det for at beskytte mod ”De Lange knives nat”?
Om interneringerne var en form for beskyttelsesforanstaltninger, er lidt uafklaret, Man frygtede med andre ord ”de lange knives nat”.
En kendsgerning er i hvert fald at afhentningerne og interneringerne mange steder foregik temmelig hårdhændet under ydmygende former. Man havde med at udsende direktiver, når tingene ikke har fungeret i overensstemmelse med de linjer som direktivet anviser.
Vi indleder anden del med at spørge om retsopgøret med det Tyske Mindretal var retfærdigt.
Kilde: (For alle artikler i denne serie)
Hvis du vil vide mere: (For Alle artikler i denne serie):
Dato: juli 22, 2022
Hvordan var det at bo i Fårhuslejren?
Kan man sammenligne forholdene? Det tyske Mindretal har givet en undskyldning. Interneringslejr – under Modstandsbevægelsen. Man brugte samme struktur. Fængselsvæsnet overtog i august 1945. Forplejningen er miserabelt, sagde en indsat. Tysksindet læge kaldte forholdene acceptabel. Fårhusfangerne følte sig uskyldige. De sanitære og hygiejniske forhold var ikke blevet forbedret. Der var varemangel. Der var historier om vold, drab og udhungring. Atmosfæren i begyndelsen var fjendtlig og undertiden hadefuld. Vi får en syrlig beskrivelse af forholdene. Fængselsinspektøren var ikke tilfreds med forholdene. De blev dog forbedret. Alt for lidt lægehjælp. Først i 1947 blev lægehjælpen optimal. Et internt notat fra Fængselsvæsnet i 1947 afslørede, at der var ”KZ – lignende” forhold. Men først to år efter lukkede man lejren. Den blev dog så brugt som kaserne overtaget af hæren under navnet ”Padborg – lejren”.
Kan man sammenligne forholdene?
Vi har også lavet en artikel om at bo i Fårhuslejren lige som vi har gjort med Frøslevlejren. Vi har så egentlig planer om at skrive to artikler om dette. Der skal lige gøres opmærksom på alle de artikler vi har skrevet om Besættelsestiden og tiden efter i grænseområdet. Husk også at kigge på vores kildemateriale.
Kan man sammenligne de to steder og så bare sige, at danskerne var nogenlunde tilfredse med forholdene, men det tysksindede (Fårhuslejren) var slet ikke tilfredse for så på den måde at udstille dem.
Vi kunne jo selvfølgelig bruge den tysksprogede litteratur som vi har om forholdene. Men de er nu så godt som alle meget negative. Det vil nok ikke give det rigtige billede. I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 talte vi også med nogle af de tidligere ansatte.
For en del år siden mødte jeg sammen med min afdøde kone to tidligere vagter fra den første tid til en fætter/kusinefest.
Det tyske Mindretal har givet en undskyldning
Det skal da heller ikke skjules, at Det tyske Mindretal brugte forholdene i Fårhuslejren til at få fremtvunget en undskyldning fra den danske regering for den måde, de er blevet behandlet på. Men den problematik tager vi en efterfølgende artikel. I mellemtiden er det sket det, at Det tyske Mindretal har sagt undskyldning. Igen engang skal vi henlede til de artikler, vi allerede har skrevet.
Interneringslejr – under Modstandsbevægelsen
Indtil den 3. august 1945 var Fårhuslejren en interneringslejr under modstandsbevægelsens kommando. Stort set hele fangeledelsen fra Frøslevlejren samt et vagtkompagni på ca. 150 Frøslev – fanger forblev i lejren fra 5. maj for at forberede lejren til interneringerne.
Den danske lejrleder fra Frøslevlejren var kaptajn Poul Martin Digmann. Folkene i hans kommandantskab var folk fra Frøslevlejrens fangeledelse.
Man brugte samme struktur
I løbet af kort tid var mere end 3.000 interneret i Fårhuslejren, der officielt først blev indviet den 1. juni 1945. De internerede var fortrinsvis folk fra Det tyske Mindretal i Sønderjylland og folk, der havde udført tysk uniformeret og bevæbnet tjeneste enten på udefronten i fortrinsvis Waffen – SS eller på hjemmefronten i diverse korps først og fremmest Zeitfreiwilligendienst, der var en slags hjemmeværn.
Der blev brugt de samme strukturer med fangeselvstyre som der var anvendt i Frøslevlejren.
Igen var det Den danske Forvaltning, der stod for fangernes forplejning og forsyning af medicinalvarer.
Fængselsvæsnet overtog i august 1945
Men da Fængselsvæsnet overtog lejren i sin helhed den 3. august 1945, stod alle strukturer fra Frøslevlejren for fald. Nu skulle fangerne behandles efter de normale statslige regulativer for fanger i statslige straffeanstalter. Straffelejren lukkede i efteråret 1949. Da var retsopgøret stort set et afsluttet kapitel, men overvågningen fortsatte.
Allerede på nuværende tidspunkt vil man kunne se, at man ikke kan sammenligne oplevelserne. En anden ting at i Frøslevlejren sad man ofte gennem længere tid. Og indtil august var man bevogtet af et vagtmandskab, der ikke var uddannet. Mange af dem var sikkert også hævngerrige. Det har de to tidligere vagter, som vi tidligere har nævnt i hvert fald udtalt.
Barak H 6 var efterhånden et lille sygehus. Der var læger blandt de internerede, der tog sig af deres syge medfanger.
Forplejningen er miserabel!
De tidligere Frøslevfanger roste maden. De roste også den lægelige behandling. Men en interneret fra Det tyske Mindretal skildrer i en beretning et ophold i sygebarakken således:
Er denne beretning overdrevet? Det giver jo unægtelig antagelser som om man var i en KZ – lejr. Lejrkommandant Digmann rapporterede til sine overordnede i modstandsbevægelsen om nogle lette mavetilfælde.
Tysksindet læge kaldte forholdene acceptabel
Peter Christian Alnor fra det tyske Mindretal var en af de internerede læger, der fungerede i barak 6. Hans erindring svarer ikke til det, som vi lige har hørt:
Det er godt nok to forskellige opfattelse. Men nu kan man lægge mærke til, at Alnor taler om fængselsfunktionærer. Og de kom jo først efter den 6. august. Den internerede fra Det tyske Mindretal taler om den første tid.
Fårhusfangerne følte sig uskyldige
Frøslevfangerne betragtede sig vel som skyldige mens Fårhusfangerne betragtede sig som uskyldige. Frøslevfangernes taknemlighed rettede sig mod de danske myndigheder, ikke mod de tyske. Fårhusfangerne havde ikke på samme måde nogen som holdt med dem og søgte at gavne deres sag på trods af ”undertrykkernes” hensigter.
De sanitære og hygiejniske forhold var ikke forbedret
De sanitære og hygiejniske forhold var ikke forbedret efter Frøslevlejren. I begyndelsen af juni henvendte de to læger Alnor og Brenner fra Tønder sig til Lejrkommandant Digmann. Der havde allerede blandt de indsatte været en række tilfælde af smitsomme sygdomme og utøj som fnat, kønssygdomme og lus som de to læger kædede sammen med, at der ikke blev udleveret sengetøj, men udelukkende madrasser og tæpper, som tilmed ikke var desinficerede.
Smittefaren blev yderligere øget af, at de internerede ikke havde ordentlig adgang til at få vasket deres undertøj og andre beklædningsgenstande – enten i et vaskeri eller ved at få udleveret tilstrækkelig med vaskemidler.
Lægerne efterlyste også midler, som kunne anvendes til en forsvarlig desinfektion af fangestuer, toiletter, vaskerum, madrasser og tæpper.
Der var varemangel
Allerede i Frøslevlejrens tid begyndte man at opføre et moderne vaskeri i lejren. Og på baggrund af lejrlægernes henvendelse forsøgte Digmann at speede færdiggørelsen af vaskeriet op. Men på grund af varemangel, f.eks. brændsel til kedlerne i vaskeriet var det vanskeligt.
Så indtil vaskeriet i løbet af sommeren 1945 kom i gang, måtte de internerede vaske deres tøj i barakkens vaskerum og tørre det i fangestuerne. Det var også vanskeligt at skaffe lagner og håndklæder.
Digmann var kontant over for fangeledelsen og også over for den enkelte internerede eller dennes pårørende.
Man indgik en aftale med læge Hans Lorentzen fra Bov om at være tilsynsførende over for mindretallets læger i lejren.
Historier om vold, drab og udhungring
I Det tyske Mindretal bredte det sig historier om vold, drab og udhungring i Fårhuslejren. Man kunne forvente en høj døds-rate fordi modstandsbevægelsen stod for driften. I perioden maj – juni døde tre internerede i lejren og den tredje på sygehuset i Aabenraa, hvortil han var blevet overført.
I alle tre tilfælde blev der optaget politirapport. De interneredes tillidsmænd og læger var involveret, der blev foretaget ligsyn og obduktion. I alle tre tilfælde var dødsårsagen naturlig.
Atmosfæren var fjendtlig og undertiden hadefuld
Der er ingen tvivl om, at atmosfæren i Fårhuslejren, mens den var under modstandsbevægelsens kommando, var kølig og tonen mellem vogterne og indsatte var fjendtlig og undertiden hadefuld. Det var selvfølgelig ikke på nogen måde hensigtsfuld at overlade bevogtningen og opsynet med de internerede til modstandsfolk. Det må jo formodes at de havde et vist modsætningsforhold til hinanden.
Vold mod de indsatte forekom ligesom en del utidigt skyderi. Der blev også ”organiseret” ihærdigt fra de indsattes ejendele. Man beslaglagde også til tider den man som de pårørende kom med.
Syrlig beskrivelse af forholdene
Den 3. august var det så Fængselsvæsnet, der overtog. Så skulle der være mere ordnede forhold. En indsat Martin Lorenzen fortæller:
Det var en ganske syrlig beskrivelse af forholdene. Men holder den beskrivelse. ”Cykelsmedene” var specielt uddannede diakoner, der var tilknyttet lejrens sygebarak. Et par af dem kunne føres tilbage til Frøslevlejrens Danske Forvaltning.
Fængselsinspektøren var ikke tilfreds med forholdene
Hvad angår lægetjenesten så førte hans Lorentzen tilsyn med lægerne fra Det tyske mindretal. Denne ordning overtog fængselsinspektør Cuno Gjerstrup fra august 1945, da han overtog driften af lejren.
Men fængselsinspektøren var bestemt ikke tilfreds med ordningen. Han fandt ud af at sygebarakken fungerede som illegal kommunikationscentral. Så han fjernede de internerede læger fra sygebarakken. Tilbage i barakken var nu kun en ”sygebetjent” altså en ”cykelsmed” i døgnvagt.
Forholdene blev forbedret
Dr. Lorentzen kom så hver morgen på stuegang og behandlede de indlagte patienter. Om eftermiddagen var det dr. Due. Han tilså de patienter, der havde meldt sig syge, men som ikke var sengeliggende. Denne ordning fandt Gjestrup fuld betryggende.
Alt for lidt lægehjælp
Først i juni 1946 blev en ung læge, Anders Hansen Schmidt ansat som lejrlæge. Men det viste sig, at der slet ikke var ført journaler over patienterne. En undersøgelse blev foretaget. Der blev ansat yderligere en læge samt to sygeplejersker. Der skete en forbedring af sygebarakken. Og endelig blev der iværksat en stærk forbedring af de sanitære og hygiejniske forhold i lejren.
Først i 1947 blev lægehjælpen optimal
Først fra 1947, hvor antallet af fangetallet faldt betydeligt, syntes lægebehandlingen i Fårhuslejren at være tilstrækkelig. I dette år advarede Fængselsvæsnet også om forholdene i Fårhuslejren. Man talte ligefrem om KZ – lignende forhold. Her var det ikke behandlingen man talte om men bygningernes beskaffenhed og de forhold som de indsatte blev budt.
Et internt notat: KZ-lignende forhold!
Lejrens faciliteter, først og fremmest de store belægningsstuer svarede ikke til moderne dansk fængselsstandard. Dette nævnte Fængselsvæsnets direktør i et internt notat. Allerede i sommeren 1947 var det tydeligt, at Straffelejren i Fårhus ikke havde nogen fremtid som ordinær fængselsanstalt.
Fra 1949 blev det Padborg – lejren
Men først i efteråret 1949 lukkede Straffelejren i Fårhus. På det tidspunkt var retsopgøret et overstået kapitel. Det vil sige at overvågningen i Sønderjylland fortsatte (se artikel) og de borgerlige rettigheder var stadig frataget mange fra Det tyske Mindretal i Sønderjylland.
Men det var ikke slut med Frøslevlejren eller Fårhuslejren. Nu overtog den danske hær lejren og omdannede den til kasserne ved navn Padborglejren. Og i barak 6 var det under dr. Lorentzens kyndige ledelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 19, 2022
Tiggeri forbudt
Vi har forsøgt at anmelde Tiggeri forbudt – 1708 af Peter Wessel Hansen. Den gamle lov gælder stadig. Danske byer vrimlede med tiggere. Love var ikke ”kommet til fuldkommenhed”. Tiggere var en skamplet for kongens rige. Politiet burde være bedre til at indfange betlere. Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk burde tugtes. Forskellen på rig og fattig var enorm. Folk blev forfulgt gennem gaderne. Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden. Værdige og uværdige fattige. Vigtigt at vise, at man var højt placeret i samfundet. Dårlig og upålidelig arbejdskraft Dukkede op til markeder. De tog glansen af hovedstaden Man kan godt drage sammenligninger til nutids – Danmark. Denne bog burde stå i et hvert hjem.
Den gamle lov gælder stadig
Igen en gang er der udsendt en fremragende bog fra Aarhus Universitetsforlag i den der serie til kun 99,- kr. Vi har efterhånden anmeldt en hel del i den serie. Og vi bruger lige nogle af vores mange artikler vi efterhånden har skrevet om fattigdom til dette formål.
Det er stadig forbudt at tigge. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol siger at man ikke må straffe tiggeri hvis tiggeren mister ”menneskelig værdighed” Men Københavns Byret og Højesteret mener at man godt må straffe for dette. De anser nemlig at alle i Danmark ”har adgang til mad og varme”.
Tiggere herhjemme bliver straffet uden forudgående advarsel. Førsterangstiggeri skærpes fra en uge til to ugers fængsel. Den gamle lovgivning lever i bedste velgående.
Men trods dette er en litauer for ikke så længe siden blevet udvist og straffet for dette.
Danske byer vrimlede med tiggere
Bagerst i denne artikel kan du se en oversigt over de artikler vi allerede har skrevet om fattigdom og tiggeri på vores side.
Danske byer vrimlede med tiggere. I 1708 indførte Frederik den Fjerde en ny skrap lov, der skulle komme tiggeri til livs. Mange havde forsøgt det før ham, blandt andet hans far. Og man skelnede mellem uværdig og værdig hjælp.
Love var ikke ”kommen til fuldkommenhed”
Christian den Femte ”vores elskelige kære hr. fader” havde i sin regeringstid udstedt adskillige fattiglove for at hjælpe de fattige, afskaffe betleriet og befri folk fra de gener og den uskik, som tiggerne og lediggængerne forårsagede. Men sønnen opdagede hurtigt, at faderens love ikke var ”kommen til fuldkommenhed”,
Tiggere var en skamplet på hans rige
Kongen mente, at tiggere var en skamplet på hans rige og ikke mindst hovedstaden. Ifølge kongen var der mange, der tiggede, fordi de var for dovne til at tage et ærligt arbejde. Disse skulle straffes med fængsel og tvangsarbejde. Betlerne var ikke alene til besvær. De gjorde også folk ”kede og fortrædelige” og dæmpede lysten til at hjælpe. På den måde b lev de værdige og fattige snydt for de almisser, som de burde have.
Desuden vænnede de unge betlere sig til lediggang og dovenskab, hvilket igen førte dem ud i en kriminel løbebane og i sidste ende til
Dengang bestod København af stinkende og svinske gader.
Politiet skulle blive bedre til at indfange betlere
I 1600-tallet oprettede man Tugthuset (Børnehuset) hvor forældreløse, børn, løsgængere m.m. blev sat til at arbejde. Læs vores artikel om Børnehuset.
En betlerkommission mente, at politiet skulle blive bedre til at indfange betlere. Det var vigtigere dengang ind at bekæmpe mere alvorlig kriminalitet. En enevældig konge ville gerne have en ren og værdig by uden tiggere på hvert gadehjørne.
Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk skulle tugtes
Ifølge loven og instruksen skulle man sørge for at
blev tugtes og straffet med arbejde. På den måde betalte de deres egen forsørgelse i tvangsarbejderhuset,
Forskellen på rig og fattig var enorm
Fattigdom var et kæmpe problem. Forskellen på rig og fattig var enorm. Forbuddet mod tiggeri skulle på en gang fjerne fattigdommens grimme ansigt fra gaderne.
I 1779 blev 220 tiggere anholdt i København, heraf var 70 pct. kvinder. Der er masser af eksempler på kvindeskæbner.
Tiggerne flokkedes i København. Her var der flest borgere og her var der flest rige. København var et godt sted at tigge.
Folk blev forfulgt gennem gaderne
Det var umuligt at gå på gaden uden at møde tiggere med deres fremstrakte hænder og klynkende bønner. Tiggerne tog ikke et nej for et nej. De forfulgte folk gennem gaderne, indtil de gav op og gav deres ”stalker” en almisse. Men se dette også forbudt.
Men folk troede at almisser og de fattiges velsignelser gav lykke i livet. Andre havde blot medlidenhed med tiggerne og ville derfor gene hjælpe. Derfor blev diverse lovgivninger en kæmpe fiasko.
Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden
Ifølge den katolske afladstankegang kunne almisser forkorte tiden i skærsilden. Reformationen i n1536 indvarslede et opgør med forestillingen om at man kunne købe aflad for sine synder. Martin Luther havde ellers talt for tiggeriets totale afskaffelse, men i lovene fra årene efter reformationen var tonen knap så skarp.
Værdige og uværdige fattige
Man skelnede mellem værdige og uværdige fattige. Man var værdig, hvis man var syg og gammel eller så unge, at man ikke kunne forsørge sig selv. Så kunne man få udleveret tiggertegn, der kunne sys på tøjet. Det viste at man havde tilladelse til at tigge og få hjælp.
De uværdige var dem, der var arbejdsduelige, men ifølge kongen var dovne.
Vigtig at vise, at man var højt placeret i samfundshierarkiet
Lige som i dag skulle man fremvise, at man havde penge, Det var vigtigt at vise at man var højt placeret i samfundshierarkiet. Kongen havde bestemt dengang, at folk af høj stand og rang kunne bryste sig med ekstravagante statussymboler. Status og et standsmæssigt ydre betød alt for dem, der ville være noget stort. Dette så vi også til begravelser. Her kunne de rige betale sig til en stor flot begravelse. I døden var man bestemt heller ikke lige.
For de fleste ikke mindst byens store underklasse af fattige arbejdere, soldater, gadehandlere handlede hverdagen ikke om silke og brokade. Klæder var først og fremmest noget, der skulle holde en varm.
Dårlig og upålidelig arbejdskraft
Tiggere gik fra hus til hus og tiggede. Men se for eksempel i Tønder var dette en overgang organiseret. Da gik man hver lørdag eftermiddag rundt i byen sammen med fattigfogeden. Men det var kun tiggere, der havde tilknytning til byen, der fik lov til dette. Dem, der kom fra andre byer og kommuner blev smidt ud af byen/kommunen.
Kongen havde den tanke eller drøm at gøre riget selvforsynende med tekstiler – noget man ellers importerede. Men ak tiggere m.m. var dårlig og upålidelig arbejdskraft. Kvaliteten af arbejdet var ringe. Det kan du også læse i vores beskrivelse af Ladegården. Her gav produktionen efterhånden underskud.
Børnehuset måtte også nedlægges på grund af dårlig økonomi i 1649. men det genopstod igen i 1662.
Interessant er også at vide, at enhver måtte pågribe de uværdige og sætte dem i arbejde hos sig selv og ellers sende dem i Børnehuset.
Dukkede op til markeder
Man vidste at ved den årlige kildedag ved Sankt Hans helligkilde uden for byens Østerport kom der særdeles mange tiggere. Og i det hele taget ved markeder dukkede de op. Mange svenskere dukkede også op. De blev ofte sendt direkte retur.
De fremmede tiggere ofte krøblinger vækkede ikke medlidenhed men snarere afsky.
De tog glansen af hovedstaden
Bogen fortæller, at tiggerne ikke var anderledes end det vildtvoksende rørgræs og andre onder, som kongen havde sat politimester Rømer til at udrydde. Hvad nytte havde det hvis man vil forskønne byen med smukke huse, slotte tårne og spir, når gaderne vrimlede med pjaltede klynkende tiggere. Det tog glansen af hovedstaden.
Man kan drage sammenligninger til Nutids – Danmark
Bogen er et vigtigt stykke danmarkshistorie og man kan faktisk drage paralleller til nutiden. Det er så sandelig ikke alle i nutidens velfærds – Danmark, der får den hjælp de burde få. Vi kan sagtens fremdrage grufulde eksempler fra Nutids – Danmark.
Bogen burde stå i et hvert hjem
Det er en spændende bog, letlæselig og interessant. Igen en vigtig bog, vi gerne vil anbefale. Nej, vi har ikke fået den tilsendt eller blevet betalt for at sige dette. Denne lille bog burde stå i et hvert hjem.
Egentlig havde undertegnede lyst til at bruge nogle af de gamle eksempler til komme med sammenligninger med nutidige skæbner. Men det må blive på et andet tidspunkt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 11, 2022
De Sønderjyske Piger – nok engang (2)
Sprogforeningens almanak. Lærken fra ”Slaget ved Dybbøl. Ordet ”Sønderjylland” blev betragtet som provokation. Hertugdømmets ældste navn var ”Sønderjylland”. Myndighederne var nærtagen, smålige og humørforladte. ”Den Blå Sangbog” havde blanke sider. Bøde til Sprogforeningens sekretær. De Sønderjyske Piger var skabt af Drachmann. Motivet var tyvstjålet i Frankrig. Danske fredsforstyrrer. H.P. Hanssen og Hejmdal fik bøder. Jens Jessen fra Flensborg Avis mest berømte artikel! Fratagelse af vort lands modersmål. Sprogkrigen. Tegningen blev igen ændret. I 1840’erne ville Slesvig – Holstenerne helst være deres egen.
Sprogforeningens Almanak
Sprogforeningens Almanak udkom indtil 1993. Mange syntes, at den så noget gammeldags ud. Og mange mente, at den var forældet. Men almanakken har givet meget inspiration til denne side.
Bagsiden viste De Sønderjyske Piger flankeret af to runesten foran Danevirke og med et Sønderjyllandskort anbragt som et banner over dem. Man skulle tro at sådan havde det altid været. Men det er nu ikke tilfældet. Man har skiftet mellem to motiver.
Lærken var fra ”Slaget ved Dybbøl”
Da almanakken udkom den første gang i 1894 var det en kvindeskikkelse, der symboliserede Danmark med sværd i hånd som holdt kortet over Sønderjylland. Baggrunden var dengang ikke Danevirke men Dybbøl Banke. På kortstangens top sad en fugl. Den kan vel opfattes som en lærke.
Lærken var blevet et symbol mellem Danmark og Sønderjylland. Dybbøl – lærken var et begreb, der havde sin oprindelse i det forhold, at man 18. april 1864 et øjeblik hørte lærkerne synge, da den forberedende kanonade pludselig hørte op kl. 10. Umiddelbart efter begyndte stormen på Dybbøl-stillingen.
Ordet ”Sønderjylland” blev betragtet som en provokation
Dengang måtte man ikke fremhæve ordet Sønderjylland. Det vakte de tyske myndigheders stærke mishag. Redaktøren af ”Apenrader Anzeige”, Janke kaldte brugen af navnet Sønderjylland for en:
Ordet var kommet mere og mere i brug efter 1864. Det afløste betegnelsen Hertugdømmet Slesvig, som længe havde været den mest benyttede betegnelse. Men det var faktisk ikke den ældste.
Hertugdømmets ældste navn er Sønderjylland
Hertugdømmets ældste navn er Sønderjylland. Når det i 1890’erne generede de preussiske myndigheder at se ordet Sønderjylland brugt var det fordi man ved at benytte denne betegnelse betonede den gamle forbindelse til kongeriget Danmark, hvorfra Sønderjylland i middelalderen var blevet skilt.
Myndighederne var nærtagende, smålige og ganske humørforladte
De preussiske myndigheder, der havde styret i landsdelen siden 1864 var nærtagende, meget smålige og ganske humørforladte. De havde tillige den tro på, at man ved politi – forholdsregler med symboler og sange kunne undergrave danskernes tro på fremtiden og deres ønske om vedblivende at være danske.
Danske studenterhuer var en torn i øjet på ordenshåndhæverne. Danske ”sange” af ”ophidsende” indhold måtte ikke synges offentlig og måtte i hvert fald ikke forefindes i sangbøger.
Den ”blå” sangbog havde blanke sider
Den ”blå” sangbog fik efterhånden mange hvide sider, hvor kun den forbudte sangs begyndelseslinje var anført, så kunne brugerne selv skrive teksten. Uviljen mod ordet Sønderjylland må ses på denne baggrund.
Bøde til Sprogforeningens sekretær
Det blev rejst anklage mod udgiveren af almanakken. Sprogforeningens sekretær M. Andresen, fordi der var anvendt ordet ”Sønderjylland” Bøden var dog kun på 10 mark. Mn det betød så, at man måtte bruge i et nyt motiv.
De Sønderjyske Piger blev skabt af Holger Drachmann
Danmark – skikkelsen blev afløst af de sønderjyske piger. Baggrunden var ikke længere Dybbøl, men Danevirke. Kortet var nu rullet ned og viste det gamle hertugdømme. To tykke streger var sat over det forbudte ord.
De Sønderjyske Piger var blevet et begreb efter at Holger Drachmann i 1879 havde skrevet sin rejsebeskrivelse ”Derovre ved grænsen”. I den findes digtet fra soldatergraven i Bøffelkobbel.
Motivet blev ”tyvstjålet” fra Frankrig
Nu var motivet hvis nok tyvstjålet fra Frankrig, hvor et tilsvarende billede symboliserer tabet af Elsas og Lothringen. Det var en bogforlægger fra København, der fandt på ideen.
Pigerne var døtre af forstanderen på Aagaard Højskole, Mikkelsen Tofte. De er henholdsvis iklædt en frisisk dragt fra Før og en dragt fra Als. Billedet blev uhyre populært og smykkede mange hjem.
Danske fredsforstyrrer!
En af de mest hadefulde og småtskårne kritikere af alle danske aktiviteter var en tysk redaktør i Haderslev ved navn Karl Strackerjan. Han udgav i 1903 en bog med titlen ”Dänische Friedenstörer. For ret at fremhæve de danske udfordringer gengav han almanakkens bagside, som den havde været i 1894 og 1895.
H.P. Hanssen og Hejmdal fik også bøder
Men ordet Sønderjylland blev dog stadig brugt. Det næste skridt for retten var rettet mod udgiveren af Hejmdal. Udgiveren H.P. Hanssen, bladets redaktør Thade Petersen og bogtrykkeren H. Matzen blev anklaget, fordi bladet havde en rubrik, der hed ”Fra Sønderjylland” og desuden et tillæg, hvor der stod ”Ugeblad for Sønderjylland”.
At anvende ordet ”Sønderjylland” gjaldt ”grov uorden” Alle fik en straf på 20 mark.
Jens Jessens mest berømte artikel
Denne dom vakte opsigt også i udlandet. Den gav redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen anledning til at skrive en af sine mest berømte artikler:
Den indledes:
Fratagelse af vort lands modersmål
Artiklen sluttede:
Det kan jo tolkes som jo flere restriktioner preusserne/tyskerne indførte, jo mere bevidste og nationale blev de dansksindede.
Sprogkrigen
Nu var Danmark jo nok ikke bedre selv. Vi husker jo den danske konge og hans befaling om, at man i Mellem-Slesvig skulle til at tale dansk. Det var bl.a. noget af det de dansksindede klosterbrødre i Tønder kæmpede imod.
Tegningen blev igen ændret
Efter 1920 fik almanakken den samme bagside som i 1894 og 1895. I 1960 blev symbolerne igen skiftet. Det oprullede kort svarede ikke til de nye realiteter. Efter danskhedens store frembrud i Sydslesvig i efterkrigstiden var den bevæbnede Mor Danmark ikke mere tidssvarende.
Redaktionen gik nu tilbage til De Sønderjyske Piger. De kunne nu symbolisere Nord – og Sydslesvig. De var stadig anbragt ved Danevirke mellem runestenene, men tegningen var ikke så gennemarbejdet, som den der var anvendt fra 1896 til 1914. Kortet var rullet ned, så man kunne få overblik over hele Sønderjylland. Men mærkelig nok var landsdelens navn glemt på kortet. Det kom først igen i 1967.
Landkortets konturer er lidt udviskede. Lærken på kortstangen er glemt. Mindet om Dybbøl-lærken er også blegnet.
Og nogle skolebørn tror stadig at vi vandt i 1864. Det er måden, som vi dyrker det på.
I 1840’erne ville Slesvig – Holstenerne være dem selv
Dengang i 1840erne orienterede virksomhederne sig mere mod Hamborg end København. Og i Nordslesvig/Sønderjylland spekulerede man ikke på om man var dansk – eller tyskorienteret. Man ville egentlig gerne være blevet samlet.
Det er rigtigt at den Slesvig – Holstenske bevægelse var tysk orienteret, men det var befolkningen egentlig ikke inden bevægelsen opstod. Man kan heller ikke sige, at de var danskorienteret.
Nu var det jo heldigt at den Slesvig – Holstenske bevægelse fandt Ribe – brevet. Så kunne man dokumentere at Hertugdømmet skulle være ”evig udelt”. Man kan så diskutere, hvor meget værdi dette Ribe – brev har.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 10, 2022
Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
I Tønder var man ikke bange for de danske nazister. Der var landbrugskrise i Sønderjylland. Tyske nazister gik over grænsen. Værnemagten blev brugt som skjold og trussel. I Tønder vidste man længe, at de kom. Et forhadt flag på kirketårnet skulle tages ned. Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet. Værnemagten kom til hjælp. Der blev skåret mange bånd over i Tønder. Man vil helst glemme den tid. Hvorfor fortæller man ikke sandheden? De fleste betjente kom i sikkerhed. Man var klar over risikoen ved modstandsarbejde. Større risiko i Sønderjylland. ”De lange knives nat” i Tønder. De danske medløbere var det værstei besættelsestiden.
Ikke bange for de danske nazister
Jo det var Tønders politimester og det var den 9. april 1940. Og den historie kommer vi til. Men vi kigger også lige på udviklingen ind til besættelsen og tiden efter.
Unge nordslesvigere eller sønderjyder dannede Det unge Grænseværn, som nogle opfattede som et svar på Nazismens fremmarch syd på. Nu kan man dog ikke lige sammenligne de to grupper.
Og egentlig var danskerne ikke bange for de danske nazister. De mente ikke at de udgjorde den store fare. Det var nu ikke helt så få danskere, der blev lokket af nazismen.
Landbrugskrise i Sønderjylland
I 1926 – 1927 var der ved at komme et godt forhold mellem dansk og tysk. Man kunne sidde ved samme bord og synge danske og tyske sange.
I Sønderjylland var det også landbrugskrisen. Og det gjaldt både for dansk – og tysksindede. Det var ikke gode tider. Man havde næsten ikke tøj til børnene. Og man fik ikke nok for ens grise. Det kunne godt sætte sindene i kog.
Nazister gik over grænsen
På det tidspunkt havde man allerede en nazistisk bevægelse syd på. Og det smittede af nord for grænsen. Presset ved grænsen voksede mærkbart i forbindelse med valget i 1939.
Unge nazister kom over grænsen og malede slagord på landevejene. Disse nazister kom illegalt over grænsen om natten. I 1939 var Tønder både en meget tysk og nazistisk by. Men den danske tøndring var stærkere national end dem øst på.
Værnemagten blev brugt som skjold og trussel
Det var ikke let at være politibetjent i Tønder og det blev ikke mindre vanskeligt efter 9. april 1940. Hjemmetyskerne brugte gang på gang den tyske besættelsesmagt som skjold og trussel, hvis politiet ikke lige føjede sig efter dem.
I Tønder vidste man at de kom
I Tønder kunne man sagtens høre motorlarmen syd for grænsen den 9. april 1940. Tøndringerne havde i 14 dage vidst, at tyskerne stod der. Og man vidste udmærket, hvad der skulle ske.
Et forhadt flag på kirketårnet
En tysk cyklistpatrulje forsøgte at sprænge døren til politigården. De fin den da også sprængt. Men det var vel, hvad man kunne forvente, når der var krig. Det som var meget værre, var at se bysbørn optræde i SA – uniform og med den traditionelle hilsen hejse det forhadte flag på offentlige bygninger og på kirketårnet.
Det var en hjemmetysk kirketjener, der havde låst op for de hjemmetyskere, der hejste flaget. Men politimester Martensen – Larsen gik sammen med pastor Magle op i kirketårnet for at tage flaget ned igen. Og sandelig om ikke man forsøgte at smide politimesteren ud af kirketårnet.
Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
Nede ved tårnet stod 7 – 8 betjente. Men det var slet ikke nok til at dæmpe gemytterne, der bestod af begejstrede hjemmetyskere. Det var sort af folk hovedsagelig folk fra mindretallet både på Torvet og på Kirkepladsen. Man måtte simpelt hen tilkalde værnemagten for at få hjælp. Havde de sagt nej, havde man smidt politimesteren ud af kirketårnet. Og så var betjentene sikkert også blevet overfaldet.
Det var mærkeligt, fordi politimester Martensen – Nielsen havde ellers et godt omdømme i mindretallet. Han var en overordentlig loyal mand over for sin administration. Nu blev han så truet på livet.
Vold for at få ophængt det forhadte flag
Det forhadte flag blev også hængt op på posthuset og Tønder H. Og her anvendte en af de ledende nazister i byen Hecht vold for at få dette gjort. Han blev dømt for det efter besættelsen. Jo, det var ham, der havde den spændende butik ”på byens højeste punkt”. Her har jeg købt mange gamle Tønder – bøger.
Der blev skåret bånd over
Besættelsen i Tønder og omegn slog meget dybe skår både i familier og blandt venner. Der blev skåret bånd over. Det tog mange år for at reparere disse bånd. Det skyldes vel også den meget nære tilknytning til det tyske militær. Den var ikke ligefrem behagelig for den almindelige civile borger. Så var det jo også lige det at se byens egne borgere optræde som halvmilitære. Det var ikke sjovt.
Politiet havde det problem at man ikke kunne røre lovbrydere blandt hjemmetyskerne, når de var sammen med de tyske soldater. Og der skulle jo på en eller anden måde skaffes ro og orden.
Man vil glemme den tid
Mange vil med rette glemme den tid. For mange beboere i Tønder var det en skuffelse. Bogen er lukket. Det kunne vi også mærke, da vi skrev vores bog om et mord, der blev begået efter 5. maj 1945. Forholdene var sådan at de fleste beboere holdt munden lukket. Men det var af frygt for repressalier så mange år efter.
Kan du ikke bare glemme det, ja sådan har mange læsere udtrykt det. Men skal vi være en troværdig historieformidler, må vi også tage det upopulære med.
Hvorfor fortæller man ikke sandheden?
Som vi tidligere har nævnt, så overhørte min kone og mig en ung rundviser på det gamle Frihedsmuseum fortælle udenlandske gæster, at der i Sønderjylland ikke var sabotager og modstandsfolk. Utroligt at man ikke sådan et sted fortæller folk sandheden.
Fakta er, at et par dage efter Bredevad – kampen var de første illegale breve på gaden, takket være visse gode tøndringer, som straks gik ind i dette arbejde og fortsatte dette arbejde med den illegale presse gennem alle besættelsesårene.
Så var der andre, der tog sig af de lidt grovere ting allerede i 1942. Det var også nogle af de unge militærfolk, som havde gode forbindelser, reserveofficerer og så selvfølgelig nogle Dansk samling-folk og nogle kommunister, der begyndte på en mere aktiv indsats.
Det begyndte med terrænsport
Det begyndte også i Tønder med terrænsport som en forløber for sabotagegrupperne. Det var navnlig ingeniør Bøge, der dengang var ansat på statens Jordlovsudvalg, der stod i spidsen for det. Men der var mange. Og der var gode folk med i det, deriblandt afdøde lektor Rosenkjær, der også var med til at starte gruppen i Tinglev. Han døde under forfærdelige forhold i udelejren nede i Husum.
Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for denne modstand. Og nej, det var ikke kun modstandsfolk nord fra. Der var mange sønderjyder, der var aktive på et meget tidligt tidspunkt.
De unge mente, at det var en kamp for frihed. Mod vold og undertrykkelse.
De fleste betjente kom i sikkerhed
Mange unge politifolk i Tønder var med i modstandsbevægelsen. Men den 19. september 1944 kom Operation Möwe, hvor det gik ud over politibetjentene. Åbenbart var ikke alle blevet orienteret om, at alle betjente skulle anholdes. I Tønder fik man således kun besked om at besætte politistationen og lede efter våben.
Man var klar over risikoen
De fleste betjente forsvandt i sikkerhed. Man var godt klar over at det var en risiko i at deltage i modstandskampen. Det var jo krig.
Men det man aldrig kom til at forstå, var den form for terror, forhør og mishandlinger nazisterne anvendte. Mange modstandsfolk fra Tønder ”fik kærligheden at føle” på Staldgården i Kolding. Gestapo var virkelig upopulær.
Større risiko i Sønderjylland
Det var især meget risikofyldt at deltage i det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var svært at finde egnede nedkastningssteder. Således var der mange stikkere i mindretallet. Nazisterne havde opbygget effektive meldesystemer – cellesystemer efter samme mønster som i Tyskland.
Skete der noget, som man mente havde interesse for værnemagt, SS eller andre instanser, så meldte man det. Det hørte med til arbejdet for tyskheden at man støttede tyskerne med oplysninger. Men inden vi går i selvsving, så var det langt fra alle i mindretallet, der gjorde sådanne ting.
”De lange knives nat” i Tønder
Efter 4. maj var der vild begejstring i Tønder. Flag og begejstring var der overalt. Men på det tidspunkt stod der endnu SS – enheder omkring Tønder og Skærbæk.
Der skete beklagelige ting, der førte til dødsfald og invaliditet. Det skyldtes at SS – soldaterne ikke ville overgive sig. Så rykkede bevæbnede modstandsfolk ud.
Også i Tønder oplevede man ”de lange knives nat”. Man blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Der blev indført dødsstraf. Lige efter besættelsen var der hårde strafferammer.
De danske medløbere var det værste
Det var meningen at man ved en særlov ville dømme folk fra mindretallet mildere. Historikere mener at dette også blev overholdt, mens andre historikere mener, at mange ignorerede denne særlov.
Selv folk der havde begået små straffe, fik 10 års fængsel i begyndelsen. Man skulle tro, at de kunne nøjes med fratagelse af deres borgerlige rettigheder i en årrække.
I Tønder betragtede man de danske medløbere som de værste.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 8, 2022
På vagt ved grænsen 1945 – 1948
Massiv bevogtning. Bevogtningen startede 5. maj 1945. Der skete dramatiske ting. Men det kniber med beviserne. Det fandt vi ud af, da vi skrev vores bog. Arkiverne er lukket for os. Bevogtningsstyrken bestod af 2.000 mand. De engelske styrker ankom 7. maj. Den danske Brigade kom den 14. maj. Hæren afløste den 8. juli 1945. Man brugte tyske barakker. Kruså – lejren var den største. Bevogtningsområde på 5 km. Man delte kodeord med Grænsegendarmerne, Rigspolitiet ved grænseovergangene. Politiet kørte baglandspatruljer. I sommerhalvåret 1948 blev 22 grænseoverløbere taget. De blev hurtigt sendt retur En emsig kompagnichef Flest overløbere ved højspændingsledningerne Man kunne fra Fjordvejen se tyske u – både blive hævet Den 15. maj 1949 ophørte den militære bevogtning.
Massiv bevogtning
I årene efter Anden verdenskrig var grænsen under stærk bevogtning. Det var af både grænsegendarmeriet, rigspolitiet og hæren med relativ store styrker.
Grænsebevogtningens formål efter krigens afslutning var at hindre ulovlige overskridelser af grænsen såvel fra Danmark til Tyskland som omvendt. I første omgang – i dagene efter kapitulationen – var hovedopgaven at hindre danskere i tysk tjeneste f.eks. Gestapo – folk, stikkere, SS-mænd i at undslippe dansk retsforfølgelse.
Det kunne man gøre ved et skjule sig iblandt de almindelige tyske værnemagtsstyrker på hjemmarch, eller ved uset at forsøge at snige sig over grænsen uden for de officielle overgange.
Men det var nok snarere den modsatte vej at overskridelserne skete.
Bevogtningen startede 5. maj 1945
Allerede den 5. maj 1945 om morgenen etableredes der afspærring af modstandsbevægelsen under ledelse af daværende højskolelærer Jens Kruuse, en afspærring, der strakte sig over hele Sønderjylland.
Der var kun tre passagemuligheder, hvor der blev oprettet kontrolsteder for den tyske udmarch nemlig ved Kruså, Rens og Sæd. Overgang uden for disse tre steder skulle hindres med de til rådighed stående midler dvs. med våbenmagt,
Bevogtningsstyrken bestod af 2.000 mand
I denne bevogtning deltog styrker af modstandsbevægelsen fra næsten hele Syd – og Sønderjylland samt alle disponible grænsegendarmer som havde klaret opholdet i KZ – lejrene. Dertil kom frigivne fanger fra Frøslevlejren, som indtrådte i modstandsbevægelsens region 3. Bevogtningsstyrken udgjorde ca. 2.000 mand med tyngden lagt i østligste del af grænseområdet.
De engelske styrker ankom 7. maj
Først i løbet af 7. maj ankom de første engelske styrker. De kunne være en hjælp til de mangelfulde uddannede modstandsfolk. Samtidig overtog oberst J. Skjoldager, kommandoen efter Jens Kruuse.
Den danske Brigade fra 14. maj
Nogle dage senere den 14. maj, afløstes modstandsbevægelsens folk af styrker fra Den danske Brigade fra Sverige. Dermed var militæret sammen med grænsegendarmeriet ansvarlig for grænsens overvågning.
Hæren fra 8. juli
Den 8, juli 1945 blev brigadestyrkerne erstattet af ny – indkaldt mandskab fra hæren. Denne opgave kom til at vare de næste fire år. Hæren deltog fra starten med 1.200 mand.
Til at rumme det mandskab, som skulle deltage i bevogtningen, blev der oprettet en del lejre i grænsens nærhed. Der blev bygget lejre i Rinkenæs, Kruså, Bov, Frøslev plantage, St. Jyndevad, Lydersholm, Sæd og Højer.
Tyske barakker
Lejrene bestod af tyske barakker som blev flyttet hertil fra forskellige tyske militærlejre i Jylland. Opførelsen var dog ikke færdig før i april 1946. Indtil da var mandskabet feltmæssigt indkvarteret.
Hver lejr var beregnet til at kunne rumme ca. 150 – 200 mand. Men også Tønder Kaserne og Søgårdlejren blev benyttet til indkvartering af bevogtningsstyrker.
Grænsekommandoets stab fik sit hovedkvarter på Kurhotellet i Kollund. I februar 1947 flyttede det dog til Aabenraa, hvor det beslaglagte tyske gymnasium blev anvendt til formålet.
Kruså – lejren var den største
Lige over for Kruså mejeri ved vejkrydset på Sønderborgvejen lå Kruså – lejren. Det var den største af de 8 lejre. Den rummede foruden vagtkompagniet også bataljon – staben. Endvidere var der i lejren indkvarteret en del lyskasterteknikkere, en halv snes værnepligtige, toldassistenter og nogle enkelte korporaler fra militærpolitiet.
De to sidstnævnte kategorier havde til opgave at kontrollere dansk militærtrafik på Flensborg banegård, når togene til og fra det danske brigadeområde mellem Hamborg og Bremen passerede.
Lejren havde også infirmeri og tandlæge samt militær telefoncentral. I alt var der i lejren indkvarteret 225 personer, hvoraf nogle enkelte var ægtefæller og børn til de faste officerer. Dertil kom en del lokale, civile kvinder, der varetog arbejdet med rengøringen og i kostforplejningen.
Lidt af en kuriositet var det i øvrigt, at alle højere officerer havde tyskklingende familienavne, selv om de sikkert havde været danske i mange generationer.
Chefen for hele grænsekommandoet var oberst rigsgreve von Sponneck., regimentschefen var oberst E. Joest.
Bevogtningsområde 5 km
De lyskastere, der var opstillet langs grænsen, var tyske. De var nu blevet genopstillet med det formål at oplyse jorden ved mørkets frembrud for derved at afsløre eventuelle grænseoverløbere.
Krusålejrens bevogtningsområde strakte sig fra krusåens udløb i Flensborg fjord ved den dengang afspærrede gangbro. Derfra gik bevogtningslinjen mod vest gennem Kollund skov forbi Kobbermøllen over Kruså toldgrænse til engene syd for Bov. En strækning der var knap 5 kilometer lang.
Til at løse denne opgave var der 40 mand på vagt i hvert døgn, nemlig 36 menige, 3 korporaler og en sergent eller løjtnant. De var fordelt i tre hold med hver en vagthytte som udgangspunkt. Hvert hold bestod således af 12 menige med en korporal som vagtkommandør.
Man delte kodeord med Grænsegendarmerne
Mange steder langs grænsen var der opsat pigtrådsspærringer. Hver vagt havde nogle hundrede meter at bevogte. I de mere åbne landskaber mod vest havde vagtposterne dog et større område at bevogte. Der var opstillet felttelefoner så man kunne melde tilbage til vagthytten.
Grænsegendarmerne havde visse faste poster langs grænsen, hvorfra de bevægede sig til fods. Gendarmer og soldater færdedes i samme områder. Derfor var de forsynede med enslydende ”kendeord”. Dette kendeord blev fornyet hvert døgn. Formålet med ordet var, at en anråbt person ved at svare rigtigt kunne bekræfte at han var i lovligt ærinde. Man gik med skarpladte våben. En fejltagelse skulle nødigt ske.
Rigspolitiet ved grænseovergangene
Rigspolitiets opgave var at foretage paskontrollen ved selve grænseovergangen, Ingen slap igennem uden samtidig at være i besiddelse af det nødvendige visum, som kun blev udleveret af den allierede militærmission i Tyskland.
Politiet kørte balandspatruljer
Politiet havde derudover kørende patruljer på landeveje i ”baglandet”. Søgårdhus Hotel fungerede som politikaserne. Politiets bevogtningsområde var faktisk den sydlige del af Sønderjylland i en afstand af 10-20 kilometer fra grænsen.
Med denne tætte bevogtning var det meget vanskeligt at passere grænsen uden at blive opdaget. Derfor blev det også fanget en del overløbere i tidens løb. De fleste af disse blev anholdt i Krusålejrens bevogtningsområde. Dette område gav langt de fleste muligheder for uset at komme over grænsen, idet terrænet var bakket og skovrigt samt fyldt med levende hegn. Derfor fristede det de fleste overløbere til at forsøge netop her.
I sommerhalvåret blev 22 grænseoverløbere taget
Således blev der i sommerhalvåret 1948 taget 22 grænseoverløbere alene i Krusålejrens bevogtningsområde. Men hvor mange der uset kom over vides ikke.
I forbindelse med research til vores bog ”Grænsen er overskredet” har vi fundet en del hændelser. Ofte har disse været dramatiske. Men vi har af gode grunde kun omtalt ganske få af disse. Vi kan nemlig ikke finde beviserne. Arkiverne er lukket for os.
Blandt de 22 var en mor og hendes datter som blev opdaget, da de forsøgte at passere et vandløb lige syd for Kruså Mølledam. I retning mod Tyskland. Efter anholdelsen forklarede de, at de var på vej mod nord mod Danmark, idet de ca. en time forinden i dagslys havde sneget sig over grænsen et sted i nærheden af Nyhus Sø. Men under deres bestandige forsøg på at skjule sig, havde de mistet orienteringen og var derved uden at vide det på vej ind i Tyskland igen.
Kvinden og hendes datter havde tidligere været anbragt i en flygtningelejr ved Aalborg, v ar derfra sendt til Tyskland og forsøgte nu at komme til Danmark, hvor der – naturligvis – ventede en dansk mand på dem, som de havde truffet under arbejde uden for flygtningelejrens område.
Mange af de anholdte var tyskere, der flygtede fra de elendige forhold i Tyskland.
De blev hurtigt sendt tilbage
Det var den faste regel, at en overløber hurtigst skulle afleveres til politiet i Kruså, der så sørgede for det videre fornødne. I de fleste tilfældevar det blot en returnering til myndighederne syd for grænsen.
En emsig kompagnichef
Men nu var det en ret emsig kompagnichef, der forlangte at blive tilkaldt, hvad enten det var dag eller nat. Og så blev der ellers fortaget en lang afhøring. Der blev brugt et tonefald og et sprogbrug som om man havde med en fjende at gøre.
I et enkelt tilfælde den sommer kunne man måske nok forstå det for da drejede det sig om en tidligere dansk SS – mand, der nu var blevet træt af at skjule sig i det nødlidende Tyskland.
I et andet tilfælde var det tale om en tidligere tysk underofficer, som der måtte skydes imod, før han overgav sig ved pigtråden en højlys dag. Vagten blev i øvrigt belønnet med et par dages ekstra orlov.
Flest overløbere ved højspændingsledninger
Hyppige forsøg på overgang i de lyse nætter blev gjort ved højspændingsledningerne vest for Kruså. Ved at følge disse fra Tyskland til Danmark var en overløber næsten sikker på at kunne holde retningen. Til gengæld var der også skærpet agtpågivenhed fra vagternes side i masternes nærhed. Flere af de tilfangetagende blev anholdt netop i dette område.
Man kunne se tyske u – både blive hævet
Vagtmandskabet kunne nyde det smukke Sønderjylland. Men de kunne ikke besøge Flensborg. Byen kunne de så betragte fra Fjordvejen. Hver dag kunne de betragte Mürviks truende og tunge bastioner. Det var også her sidste fase af Det Tredje Riges historie udspillede sig.
I sommeren 1948 kunne man fra Fjordvejen se tyskerne hæve de sænkede U – både, som var sænket af deres besætninger i dagene omkring kapitulationen.
Den 15. maj 1949 ophørte militærets overvågning
Den 25. oktober 1948 skete der en reduktion fra de oprindelige ca. 1.200 mand til i alt 333 mand. Og nu blev der heller ingen bevogtning langs Flensborg Fjord. Og endelig den 15. maj 1949 ophørte den militære bevogtning af grænsen fuldstændig.
Grænsegendarmeriet var nu ene om at bevogte grænsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 6, 2022
Barndomsminder fra Aabenraa
Jeg blandede mig i for meget. Ikke aabenraaer – men dog sønderjyde. I 1930’erne kun 10.000 indbyggere. Man startede med Fadervor og morgensang. Man fik rugbrød og mælk i skolen. De danske børn følte sig bedre. Massive rygter. Man handlede ikke i tyske forretninger. Tre gule spejdertropper. Ulveunge i Aabenraa. Som Skovmand hjalp man politiet. Masser af idrætsforeninger. Mange år inden en socialdemokrat fik lov til at tale på Folkehjem. Her har jeg holdt tale.
Blandede sig i meget
Hvornår er man fuldblods-Aabenraaer? Er det når man hele sit liv bor i byen, er født og taler sproget? Jeg boede der selv i 15 – 16 år. Med sproget havde jeg ingen problemer. Jeg er opvokset i Tønder og talte vest – sønderjysk.
Problemet var nok snarere at jeg blandede mig i alt. Og det var sandelig ikke altid lige populært i en by som Aabenraa. Så kan man nu engang ikke være lige populær alle steder.
Ikke aabenraaer – men dog sønderjyde
Jeg beundrer ofte min gamle nu afdøde chef, boghandler Koch, der skulle toldere, at diverse folk kom ind i butikken og brokkede sig højlydt over mine anderledes meninger.
Men selv om jeg ikke er aabenraaer, så er jeg dog sønderjyde. Og så taler jeg stadig sønderjysk og har holdt en del sønderjyske foredrag. Endnu den dag i dag kan man imponere københavnerne i at tale sønderjysk.
Og det er selvfølgelig ikke mine egne barndomsminder, som jeg gengiver her. De er fra Tønder og ikke Aabenraa.
I 1930’erne kun 10.000 indbyggere
I 1930’erne var der endnu kun 10.000 indbyggere i Aabenraa. Dengang foregik undervisningen på en lidt anden måde ind i dag. Deroppe ved tavlen stod læreren og messede de-e-de, hav-de. Måske var metoden ikke så dum alligevel.
Man startede med Fadervor og morgensang
Der var Fadervor og morgensang fra skoledagens start, klaprende pulte, blækhuse, kongepenne eller elastikpenne. Og så var det mælk i det store frikvarter. I de første år suppleret med rugbrødsmadder med smør (eller var det margarine?) og uden pålæg. Det var smurt af pedellens kone og indtaget klassevis.
Man fik rugbrød og mælk i skolen
I en by af Aabenraas skole gik alle selvfølgelig i samme skole de første år. På det punkt var der ingen klasseforskel. Og alle fortærede i skøn samdrægtighed rugbrødet og mælken. For mange har det sikkert drejet sig om et højst tiltrængt kosttilskud.
Dette med at alle gik i samme skole var naturligvis en sandhed med en vigtig modifikation. ”Alle” vil sige alle danske. De tyske børn havde deres egen.
De danske børn følte sig bedre
Danskerne i Sønderjylland kaldte sig sønderjyder. Det gjorde tyskerne ikke. De kaldte sig nordslesvigere. Og de danske børn følte sig meget bedre. De kunne ikke forstå, at de tyske børn ville ”Heim ins Hitlers Reich”. Og sådan havde de fleste tyske børn det fordi deres forældre sagde det.
Senere mente mange af Aabenraa – børne at man i ”det gammel la`n” havde været alt for imødekommende over for tyskerne.
Masser af rygter
Der gik rygter i Aabenraa om at Stauning havde givet hjemmetyskerne det tyske gymnasium på Nørre Chaussé (Haderslevvej), som fungerede som nazistisk udklækningsanstalt i 1930erne. Det var som led i en studehandel, da Stauning havde brug for de tyske valgmandsstemmer efter landstingsvalget i 1928.
Den historie hørte Aabenraa – børnene dog først mange år senere. Om det er rigtigt ved vi ikke. Og om det ligefrem var en udklækningsanstalt – det er nok overdrevet.
Man handlede ikke i tyske forretninger
Adfærdsmønstret mellem danske og tyske i Aabenraa mellem lå efterhånden i ret faste rammer. Men de var til gengæld indviklede. At en dansk landmand solgte sin gård til en tysker, blev betragtet som helligbrøde. Det var ikke bedre hvis en dansk aabenraaer solgte sin villa til en hjemmetysker.
Man handlede ikke i tyske forretninger. Men på den anden side var det ikke noget galt, hvis man boede til leje hos en hjemmetysker. Men så kunne man ikke have en flagstang.
Tre gule spejdertropper
Ungerne i Aabenraa kunne undgå at høre Hitler i radioen. Det store spørgsmål var, om han næste gang ville proklamere Sønderjylland – heim ins Reisch. Der var en kærkommen lejlighed til at vise hjemmetyskerne, at danskerne var der. Måske var det derfor at der var hele tre gule spejdertropper. – den ene endog med orkester. I mange børns øjne kunne dette godt måle sig med Vagtparaden.
Der blev marcheret gennem Aabenraa med gallasløjfer og med Dannebrog i spidsen, så snart der var lejlighed til det.
Det kunne være når byen fejrede et eller andet, ved Skt. Hans med kurs mod Galgebakken, hvor der var bål for alle aabenraaerne. til Storetorv omkring 1. december, når byens juletræ skulle tændes, og – sidst men ikke mindst – til Nytårsparaden.
Ulveunge i Aabenraa
Her var det helt afgørende uanset eventuelle kuldegrader at kunne møde op i korte spejder-bukser, hvis man skulle undgå syrlige bemærkninger. Men derhjemme var mor altid bekymret for om ens poder nu blev forkølet. Så forud for nytårsparaden var der ofte lange diskussioner for at blive fri for ”pludderbukserne”.
Inden man blev spejder, var man ulveunge. Og i Aabenraa sang man:
Som spejder havde man Ørnepatruljen, hvor man med Carl Bo Bojesen som patruljefører et par år senere, vandt vildsvinetanden i divisionstuneringen i Pamhule Skov. Derefter kom man i Ravnepatruljen.
Som Skovmand hjalp man politiet
Ja så kunne man blive Skovmand, hvor man så blev medlem af Spejdernes Hjælpekorps og mødte op til ordonnanstjeneste, når der var luftalarm. Først i kommandocentralen under politistationen, hvor politi, læger osv. var parat, hvis der skulle ske noget.
Man mødtes 5. juledag til frederiksklubbens arrangement på Folkehjem, hvor der var børnejuletræ. Her kunne man vinde den store præmie – et fotografiapparat.
Masser af Idrætsforeninger
Der var ikke så meget industri i Aabenraa dengang. Var det andet end Callesens Motorfabrik – det var hvert år den sikre finalist i årets turnering i firmafodbold.
I Aabenraa var der dog også en masse idrætsforeninger. Der var A.G.S. Arbejdernes Gymnastik – og Sportsforening (det må vel være oversat fra tysk. Her havde man hvis nok ikke nogen skarp profil men et orkester med piber og trommer.
Så var der også Aa. A.K., hvor Valli Schmidt var det store brydenavn. Han blev jysk mester i letvægt i 1939.
Mange år inden Socialdemokrat holdt tale på Folkehjem
Det var også i Aabenraa at Axel Larsen skulle have holdt en brandtale og revet et hagekorsflag i stykker.
Socialdemokratiet var byens største part. Slesvigske part var det næststørste. Men det var den borgerlige Holger Fink, der var byens ubestridte borgmester. Weiss var den socialdemokratiske viceborgmester.
Det må have været så sent som i årene lige før udbruddet af den anden verdenskrig, at en socialdemokrat for første gang talte ved et nationalt møde på Folkehjem, nemlig det Aabenraaske folketingsmedlem hans Hinrichsen. På det tidspunkt var der altså etableret en fælles national opslutning, der også omfattede socialdemokratiet.
Der har jeg holdt tale
Ved lejlighed kan undertegnede dog ”prale” med at jeg holdt 1. maj tale på det legendariske Folkehjem uden dengang at være medlem af et parti. Måske var det fordi, jeg blandede mig i så meget. Efterfølgende fik jeg sandelig også et tilbud, så jeg måske var kommet til at sidde i byrådet. Men på det tidspunkt var jeg på vej til at forlade byen. Så jeg sagde pænt ”Nej tak”.
Men se det var jo mange år efter disse erindringer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 4, 2022
Munkemølle i Rinkenæs Sogn
En romantisk beliggenhed. Magrete den Første og Munkemølle. Ryd Kloster. Det ældste dokument er fra 1768. I 1801 blev møllen udbygget. På et tidspunkt led møllen af vandmangel. Vi kigger på en aftægts – kontrakt fra 1820. Og så var det lige en storkøbmand fra Gråsten. Kongen skrev selv under. En kendt familie fra Holsten overtog møllen. Brand i 1868. Han fik nedsat afgiften. Det var ikke altid gode kår for Munkemølle. Savværk på Mølleriet. Noldes bror overtog savværket. Familien Wommelsdorf flyttede igen til området. Brand i 1945.
En romantisk beliggenhed
Det er smukt i Rinkenæs. Beliggenheden ud til Flensborg Fjord er perfekt. Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede 1335, da Biskop Helmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs.
Men sognet havde ikke den udstrækning, som den senere fik. I det 16. århundrede blev sognet udvidet mod vest indtil bækken ved Munkemølle. På jorder tilhørende Hokkerup by, opstod dengang landsbyen Bækken.
Og her ligger Munkemølle. Det kunne næsten ikke ligge mere romantisk.
Magrethe den Første og Munkemølle
Og her provianterede den båd, hvor Dronning Magrethe den Første var om bord. Man lagde til ud for Okseøerne. Her døde dronningen. Hun var blevet smittet, da hun var på besøg i Flensborg. Myterne siger, at hun blev begravet på Lille Okseø, men senere flyttet.
Ryd Kloster
Syd for fjorden omtrent lige overfor, der hvor Lyksborg Slot nu ligger lå Ryd Kloster. Vi har allerede skrevet en artikel om dette sted. Men da nu møllen og klosteret rent historisk hører tæt sammen for det lige et kort rids.
Det ældste dokument er fra 1768
Det ældste dokument vedrørende møllen, der endnu er i behold, er dateret Bækken den 18. april 1768. Det er den Kongelige herredsfoged over Lundtoft Herred, Amt ”Tundern”. Hans navn var Müller – som sælger til Hans Andersen og hans arvinger i Bækken, to på Bækken Mark.
Han forbeholder sig dog forkøbsret til jorden og en årlig afgift til Mortensdag af 8 Rbm. Desuden skal køberen holde et stykke gærde, kaldet ”Bøgeskovhauge” i forsvarlig stand.
Det næste dokument er udstedt af Husfoged Petersen i gråsten og undertegnet af Jes Thomsen i Kværs som formynder for Jes Nissens datter fra Hokkerup. Det omhandler en fri gennemkørsel ved Munkemølle:
I 1801 blev møllen udbygget
Vejen skal udbedres af Jes Nielsen og den nuværende ejer Richel fra ”Fruesschau”. Dersom, der skulle udkræves ”blaat Ler” til Tætning af Slusen”, er det Møller Richel Thomsens pligt at køre det til stedet. Endvidere skal han drage omsorg for, at ledet lukkes efter brug. Dokumentet er dateret Gråsten og Hokkerup den 6. maj 1793.
I 1801 blev den gamle mølle ombygget. Den fik privilegier til brændevinsbrænderi og Bryggeri. Blandt andet blev der, da der herskede vandmangel, anbragt en kunstig vandledning af hvilken man endnu kan finde rester.
Møllen led af vandmangel
Senere har møllen ikke lidt af vandmangel.
Talrige kilder tilførte en betydelig vandkraft. Der findes også brønde på ejendommen. Her har været radiumkilde som blev stillet til publikums fri afbenyttelse. Det var meget benyttet af de flensborgske damer i sommertiden.
I 1923 var møllen blevet grundig istandsat.
En Aftægts-Kontrakt fra 1820
Men i 1820 finder vi en Overdragelse- og Aftægtskontrakt afsluttet i det ”Højfyrstelige Justitiariete” i Gråsten. Enke efter Kådner Nis Andersen i Bækken, Sophie Catharine, der ikke selv har kunnet sætte sit navn underdokumentet, men underskrevet dette ”med ført Haand” overdrager i dette ejendommen med besætning og alt inventar til sønnen Hans Andersen. Desuden nævnes 4 døtre, der også skal betænkes.
Nu har dette dokument måske ikke så meget med selve Munkemølles historie at gøre men vi ser her et typisk eksempel på datidens ”Aftægtskontrakt”.
Andersen måtte også udrede følgende aftægt til moderen:
Aftægtskonen stod det frit at holde to hunde.
Når moderen drager ind i aftægts-huset, må hun medtage til livsvarigt brug: To gryder, to kedler, en te-kedel, et bord, to senge, en jernkakkelovn, et skatol, et skrin, fore stole, potter og tallerkner, så mange hun har brug for.
Efter hendes ”dødelige Afgang” skal hun have en kristelig og anstændig Begravelse ”efter Sognets Sædvane”.
De ting hun har bragt med sig på ”Aftægten” tilfalder sønnen.
Skulle moderen beslutte sig for at nyde sin aftægt andet steds, vil ydelserne blive det samme. I stedet for koen skal hun have 16 Rdlr. Bolig og have bortfalder og transporten af ydelserne til hendes opholdssted skal hun selv betale.
Der følger så nogle enkelte tilføjelser til, som vi her har udeladt.
En kendt storkøbmand fra Gråsten
Den 2. december 1854 blev der skrevet en kontrakt mellem Otto Friedrich Ahlmann – en kendt Gråstensk storkøbmand og møller Chr. Jacobsen i Munkemølle.
Denne Ahlmann ejede også et kådnersted i Bækken foruden købmandsgården og Hans Ahlmanns Kro, som senere kom til at hedde Hotel Gråsten. Kådnerstedet i Bækken solgte han med bygninger og alt tilbehør til mølleren på Munkemølle for 4.800 Rigsdaler. Det hedder sig også at han solgte en særkontrakt til samme køber.
Her ser det ud til at møllen havde rettighed til Bryggeri og Brænderi – rettigheder. Og sandelig også udskænkning. Der har også været kirkestole knyttet til møllen. Og det har været til Holbøl Kirke.
Samtidig var der en forpligtelse til at levere ”en fast årlig produktion” (Kanon) af
Dette skulle præsenteres i gode sunde og velrensede varer enten i Sønderborg, Aabenraa eller Flensborg efter bestemmelser for Hertugdømmet Slesvig.
Kongen skrev selv under
Den 18. juni 1854 afslutte den Kongelige Husfoged i Lundtoft Herred – Arvepagtnings -kontrakten med den hidtidige forpagter Chr. Jacobsen. Købesummen var 29.000 Rigsdaler. Den 24. juli samme år stadfæster Kong Frederik den Syvende egenhændig købet. I dokumentet, der er udstedt på Skodsborg, hedder det bl.a.:
En kendt familie fra Holsten
Seks år senere sker der et meget betydningsfuldt skifte. Ejendommen går da over i Familien Wommelsdorfs eje. De var af holstensk oprindelse. Denne familie havde flere tillidshverv. Ejeren havde endda sæde i den tyske rigsdag.
Da kontrakten blev afsluttet den 5. september 1860, må Christian Jacobsen allerede være flyttet, da han anførtes at være boende i Gråsten. I kontrakten anføres for første gang ”Vejrmøllen” Købesummen blev anført til 42.700 Rigsdaler.
Jordene i Bækken blev anført til 300 Rigsdaler. Og Kådnerstedet blev betalt med 9.000 Rigsdaler.
Brand i 1868
I sommeren 1868 brændte vejrmøllen som følge af lynnedslag. Den 28, juli samme år giver herredsfoged von Levetzow tilladelse til gårdmand Niels Andersen Godt i Rinkenæs at sælge et jordstykke af Årsbjergmark til opretholdelse af et ”egnet Familiested” til Møller Wommelsdorf på Munkemølle.
Fik nedsat afgiften
På dette grundstykke opstod Munkemølle i en ny skikkelse. Ejeren forsøgte at blive fri for den afgift, han er pålagt. I første omgang får han afslag fra Regeringen i Slesvig. Men sagen gik videre til den prøjsiske Finansministerium.
Den 30. april 1870 meddeles det mølleren fra Herredsfogeden i Gråsten, at man har accepteret en nedsættelse til 10 tønder hvede og 10 tønder byg årligt.
I 1881 blev afgiften ændret, så den fremover udgjorde 303 mark 29 Pf. Samtidig var mølleren pålagt tiende til kirken.
Ikke altid lige gode kår for Munkemølle
Det har ikke altid været lige gode kår for Munkemølle. I 1906 bestod stedet af to beboede huse og havde i alt 16 indbyggere. Det herskabelige stuehus lå vest for møllen. Ved ejendommen stod en ask, der var over 200 år gammel.
Savværk på Mølleriet
I en årrække blev der ved siden af mølleriet drevet mejeri. Efter krigen blev Munkemølle købt af Chr. Christensen, Årsbjerg. Han solgte den til tømrerhandler Lauridsen fra Ulfborg. I sin ungdom boede denne i Amerika. Det siges at han fik skabt et ægte dansk hjem.
Noldes bror drev savværket
Selve møllebygningen blev afhændet til Nicolaj Hansen, der var bror til maleren Nolde. Hansen kom til at drive savværket på møllen.
Familien Wommelsdorf kom tilbage
Ved indlemmelsen til Danmark i 1920 sagde familien Wommelsdorf endelig farvel og drog til Holsten. Men de vendte faktisk tilbage og boede nær deres hjem.
Brand i 1945
Beliggenheden var noget så idyllisk. Ryde Kloster sank i grus. Og det gjorde møllen også men først adskillige år efter. I 1945 nedbrændte det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 1, 2022
Hvad der læses mest – i juni 2022
Der blev 16 nye artikler i juni- Vi er nu oppe på 1.836 artikler. Det er slut med foredrag. Vi har måttet aflyse nogle. Dette skyldes helbredsmæssige problemer. Ikke alt Nørrebro – stof er lige populært. Og så mener en læser at vi ikke må anvende begrebet ”Terrorisme” i beskrivelse af detailhandlernes forhold, da der var kampe på Nørrebro. Vi skal heller ikke omtale ”det upopulære” i historien, f.eks. Frits Clausen. Vi får mange henvendelser og Tak for det. En enkelt ringede og mente, at jeg var tysker. Hvorfor laver du ikke flere podcast. Ikke alle forstår systemet med Links. I burde dele jeres artikler noget mere. Vi skal kigge de mest populære kategorier og artikler i juni.
Nye artikler i juni
I juni måned lagde vi 16 nye artikler ind på vores hjemmeside. Nu er vi oppe på 1.836 artikler. De 16 artikler er:
Ikke flere foredrag
Vi har allerede proklameret det i FB – gruppen. Undertegnede, der har holdt flere hundreder af foredrag dropper nu det tiltag. Det skyldes ikke manglende lyst eller manglende interesse. Problemet er ganske enkelt dårlig ryg. Nu kan man måske så indvende. ”Så kan du da bare sidde ned”. Nej, når man holder foredrag, skal man bruge både arme og ben.
Vi har måttet aflyse nogle stykker og et lægebesøg, røntgen m.m. afslørede også at noget var galt. Så kære læsere:
Ikke alt Nørrebro – stof er lige populært
Det er ikke alt, hvad vi skriver om Nørrebro, som er lige populært. Således er det læsere, der mener at vi romantiserer Ungdomshusets historie alt for meget. Men sådan vil det sikkert altid være. Nu har undertegnede nok skrevet i alt 40 artikler om dette tema, udarbejdet presseinfo og meget mere om dette i forbindelse med jobbet som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Min mening er bestemt ikke, at det er romantisk over dette.
Et andet tema er bomben i Søllerødgade, hvor en ung mand mistede livet. Her har vi skrevet to artikler. Og hver gang vi vender disse artikler, så fører diskussionerne ofte til et sprogbrug, hvor vi bliver nødt til at slette indlægget. Det er helt i orden, at man ikke er enig med undertegnede, men når sprogbruget bliver overdrevet og bliver personlig, så gør vi altid det, at vi sletter. Det skridt har vi foretaget flere gange.
Det er tydeligt at mange indlæg fra læserne er partipolitisk farvede. Vores side er på ingen måde en partipolitisk hjemmeside. Når det måske en gang imellem skinner igennem, ja så bunder det måske i min opvækst eller erfaringer gennem livet. Bevidst er det ikke.
Vi må ikke bruge ordet ”Terrorisme”
I forbindelse med en Nørrebro – artikel om flere gange med hærværk mod Nørrebro-butikker har vi anvendt ordet terrorisme. Det mener en læser, at det kan vi ikke bruge over for dem, der virkelig oplever eller har oplevet terrorisme i Ukraine og Mellemøsten. Mellem linjerne lyder det næsten som om, at vi har overdrevet vores beskrivelse af detailhandlens forhold på Nørrebro – dengang.
Igen engang var undertegnede tæt på begivenhederne dengang som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Beskrivelserne er ikke spor overdrivende. Mange butikker måtte efter lukke deres butikker efter gentagende hærværk. Forsikringsselskaberne bakkede efterhånden ud, selv om Københavns politikere mente noget andet. Men hvis vi lige skal kigge på, hvad terrorisme betyder så se her tre forklaringer, som vi har fundet:
Undertegnede har stor sympati for dem, der oplever ”Terrorisme”. Men det vil være helt forkert ikke at bruge dette ord i solidaritet med dem, der er udsat for Terrorisme.
Det som detailhandlerne på Nørrebro blev udsat for den gang, svarer ganske til beskrivelse af ordet ”Terrorisme”.
Vi skal ikke omtale ”Det upopulære”
En læser mener, at vi skal undlade at bringe noget om Frits Clausen. Er det sådan, man skal formidle historien. Det minder om, at vi i en gruppe også bragte et foto, at nogle, der blev anholdt efter besættelsestiden. De blev så læsset op på en lille lastbil og bevogtet af modstandsfolk med maskingeværer. Administrator ønskede ikke at se det billede mere i hans gruppe.
Grunden til vi igen bragte en artikel om Frits Clausen var en anmeldelse af en fremragende bog om Wilfred Petersen. Højst overraskende blev han efter flere retssager frikendt- I første omgang endda med erstatning. Når man kigger på hans forbrydelser i forhold til Frits Clausen – så kan man godt nok undre sig.
Interessen for Frits Clausen er der dog stadig. Således første det sidste indlæg med ham igen til en debat og artiklen op på en 16. plads.
Du er tysker!
Vi får utrolig mange henvendelser, både på mail, telefon m.m. Og mange af disse samtaler er meget hyggelige. Men fordi man går rundt med navnet Uwe, behøver man nødvendigvis ikke at være tysker. Det mente en person at kunne se på den måde, at jeg skrev på.
Nu er det sådan, at jeg er gået på Tønder Kommuneskole og Tønder Handelsskole samt Boghandlerfagskolen i Odder. Lutter danske skoler, som ikke burde have præget min måde at skrive på.
I øvrigt har jeg også et afslappet forhold til Det Tyske Mindretal. De opmærksomme læsere vi have bemærket, at jeg har haft et kritisk standpunkt til dem. Men det skyldes nu en gang den sønderjyske/nordslesvigske historie.
Således var Mindretallets avis Der Nordschleswiger meget positiv, da jeg spurgte, om jeg måtte oversætte en artikel, de havde begået på tysk omkring en frygtelig ro – ulykke i Højer. Denne artikel lå i to uger på førstepladsen over den mest læste artikel.
Og artiklen nåede faktisk op på en 7. plads her i juni – måned.
Hvorfor laver du ikke flere podcast?
På et tidspunkt fik KNR (Københavns Nær Radio) lov til at bruge vores tekster til podcast, som man kan downloade og som de har brugt til radioudsendelser. Dengang udsendte vi en liste over alle muligheder.
Vi har ingen ambitioner at indtale tekster m.m. Vi har ikke teknikken, tiden og pengene til det, så du må nøjes med den skrevne tekst.
Ikke alle har forstået det med links
Som bekendt gør vi meget ud af selve historiefortællingen. Derfor sender vi et link med som man kan trykke på for at få en historie. Men det er der nogle, der opfatter som en slags fejl. Når der for eksempel står et link som 2073, tror nogle at det er et forkert angivet årstal.
I burde dele jeres artikler noget mere
Ja det kan godt være, men nu er læserne også velkommen til dette. Som vi tidligere har fortalt, så er mange grupper på en eller anden måde lukket for dengang.dk. Og det skyldes, at vi med den måde, vi kører det hele på, overtræder de omtalte gruppers retningslinjer:
Der kan selvfølgelig nævnes andre fejl. Men selv om det kan være irriterende så respekterer vi de enkelte administratorers ret til at køre deres side.
En enkelt administrator har valgt at administrere direkte efter datalovgivningen, som kan være lidt udfordrende at administrere, når man slavisk skal følge lovgivningen. Det skal vi selvfølgelig også acceptere, selv om vi netop i denne gruppe havde særdeles mange læsere.
De mest Populære kategorier
Hver placering i Top – 100 giver et point. Er der to kategorier med samme point – antal – er det den kategori med bedste placering – der slår den anden
Grænsen er overskredet
Akeleye – slægten
Vi kan godt mærke en vis afmatning. Selv om der er mange artikler at dele så har mange læsere oplevet de samme artikler igen og igen. Derfor holder vi også flere pauser i de forskellige kategorier. Måske egner vores artikler sig heller ikke i de forskellige grupper.
I parentes kan du se placeringen i sidste måned. Det er værd at bemærke, at selv om Besættelsestiden stadig er på førstepladsen, så er det med 9 artikler mindre end sidste måned. Nørrebro har fået 5 artikler mere med.
Nu har vi dog aldrig skrevet artikler med det formål at få den største læserskare. Ofte er det også beskrivelser af små lokalsamfund, der giver den største læserskare.
Månedens mest læste artikler – juni 2022
Dato: juni 27, 2022
Franciska Clausen – en moderne maler fra Aabenraa
Udlandet var begyndt at få øje på hende. Hvorfor kom hun hjem fra Paris? Hun følte sig udenfor. Manglende hun psyke og kampånd? Opvokset i velhaverhjem. Privatundervisning i Flensborg. Professor på Kunstakademiet mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet. En forfalden ejendom i Vestergade. Fra 1924 var det slut med økonomisk støtte fra familien. Picasso sagde: ”hm”. Hun forsøgte sig med grafisk design. En svensker så hendes talent. I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier. Et levende men ikke let menneske. Gulvet som arbejdsplads. Et oprejsning i 1984. Isoleret fra andre danske kunstnere. Nu var der pludselig bud efter hende. Hun var nærtagende. Anerkendt i en meget sen alder.
Udlandet var begyndt at få øje på hende
For mange var hendes frembringelser helt nyt og spændende. Dengang i slutningen af 1950erne var der ikke mange, der kendte hende. Der stod næsten intet om hende i danske kunstbøger og tidsskrifter. Men udlandet var begyndt at få øje på hende.
Men dog i Knaurs Lexikon- ”Abstrackter Malerei”, der udkom i 1957 var hun omtalt. Og dette blev oversat fra tysk til fransk.
Hvorfor kom hun hjem?
Hun er født i Aabenraa i 1899. Hun har været i de skiftende brændpunkter for den europæiske avantgarde – kunst – først i Tyskland og siden 1924 – 1933 i Paris.
Grunden til at hun vendte hjem til Aabenraa i 1933 skyldtes internationale økonomiske vanskeligheder efter børskrisen i New York. Men som også lidt spøgefuldt siger:
Hun følte sig udenfor
I årene efter hjemkomsten udstillede hun kun få gange og uden større succes. Hun blev vel i den danske kunstverden opfattet som en fremmed, en der kom udefra.
Selv har hun vel uden tvivl følt sig som pioner i den moderne, eksperimenterende, europæiske kunstvar langt forud for de problemer, som de bedste unge danske kunstnere arbejdede med.
Manglede hun psyke og kampånd?
Måske havde hun ikke den psyke og kampånd, der var nødvendig for at gøre sig gældende i datidens danske kunstverden. Hun følte sig holdt ude for at visse danske kunstnere. Og hun tog sig det nær, at hun blev kaldt for en epigon – en efterligner af Lèger og hans skole.
Opvokset i velhaverhjem
Hun er opvokset i et velhaverhjem i Aabenraa. Hendes far var manufakturhandler og købmand. Det var et stort herskabshus med tjenestefolk. Der var parklignende have og aber som kæledyr. Man kørte rundt i omegnen med vogn forspændt med heste.
Det var en beskyttet opvækst i en højt kultiveret, dansksindet handelsfamilie.
Engang fik hendes far, Søgård Slot tilbudt.
Privatundervisning i Flensborg
Som en del af den almene dannelse blev hun i 1915 sendt til privatundervisning hos maleren Jacob Nôbbe i Flensborg. Men det var nu ikke til faderens store begejstring. Hvordan skulle man dog kunne ernære sig selv som maler i et krigshærget Europa. For Francisca var det mere end tidsfordriv.
I 1916 studerede hun på Grossherzoglische Kunstschule i Weimar, det senere Bauhaus. Denne undervisning blev efterfulgt af flere studier på Frauenakademie i Mûnchen.
I 1921 malede hun allerede spontanistiske, abstrakte akvareller.
Professor mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet
Hun fulgte traditionel undervisning på kunstskoler i Tyskland og i Danmark. Men nu var Kunstakademiet i København ret gammeldags. Her skulle man tegne efter gipsfigurer. Det var ikke noget for Fransiska. I København følte hun sig som outsider. Det til trods for professorens ros og velmente råd om, at hun burde kaste sig over portrætmaleriet.
En forfalden ejendom i Vestergade
Den store ejendom lå i Vestergade og blev revet ned i 1988. Det var efterhånden meget forfaldent. Hun sagde selv, at huset var lidt spøgelsesagtigt. Øverst oppe i ejendommen havde hun indrettet sig i et værelse, der både var bolig og arbejdsrum og atelier Staffeliet stod ved vinduet, der gav det rette lys fra nord.
Sengen var bag en skærm, der også tjente som omklædningsrum. El – og varmeinstallationer var oldnordiske.
Fra 1924 var det slut med familiens økonomiske støtte
Hun har været elev hos så spændende navne som Moholdy-Nagny, Archipenkro og den store franske kubist, Ferdinand Lëger.
I maj 1923 debuterede hun på Grosse Berliner Kunstausstellung. I 1924 udstillede Franciska Clausen med Otto Carlssund og Erik Olson i Paris på en udstilling af Leger og hans skandinaviske elever.
I 1924 døde faderen. Nu var hun selv tvunget til at skaffe indtægterne til hendes videre studier.
Picasso sagde ”hm”
Allerede i 1925 var hun med i en stor udstilling i Paris sammen med Lëger og Picasso. Året efter deltog hun i en international udstilling i Brooklyn i USA. I Paris lærte hun også Piet Mondrian, Jean Arp, Kandisky og flere andre af de store at kende.
Hun havde en kort kærlighedsaffære med hendes læremester Lëger.
I Paris har Picasso en gang kommenteret en af hendes malerier. Og det han sagde var blot:
Men man talte dog i kunstnerkredse i Paris om, at han havde tilegnet sig hendes ”spektucale cirkler”, som han i sit eget maleri anvendte som abstrakte frugter i en skål.
Hun forsøgte sig med grafisk design
I Kunstnerleksikonet kunne man læse, at hun efter hjemkomsten til Danmark i 1933 efterhånden havde opgivet det abstrakte maleri for at hellige sig portrætmaleriet. Men her slap hun nu ikke eksperimenterne.
Hun forsøgte gennem 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i et formsprog, der var præget både af hendes modernisme og af international plakatkunst.
Under sine udenlandsophold havde hun ikke sit eget atelier. Derfor blev mange af hendes billedkunstneriske ideer kun fastholdt i gouacher og akvareller. Hendes malerier med disse motiver blev først til i 1950’erne og 1950’erne.
En svensker så hendes talent
I 1950’erne kom der dog uventet hjælp til Franciska. Den svenske kunsthistoriker Oscar Reutersvärd var blevet gjort opmærksom på Franciska Clausens oversete talent. Reutersvârd tog til aabenraa og var meget begejstret for det, han så.
Derefter gik det stærkt. På udstillingen Neoplasticism, som Reutersvârd var kurator for, vistes syv af Franciskas gouacher i Stockholm, og det blev til endnu flere på udstillingen
Med disse udstillinger og en række kvalificerede artikler var isen brudt.
I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier
Elementer af lækre desserter og andre søde spise indgik ofte i disse billeder, suppleret med penselstrøg i akvarel. Disse fremstod som både konkrete og drømmeagtige kompositioner med sær poetisk kolorit.
Der var i Danmark ikke rigtig forståelse for hendes abstrakte malerier. For både kollegaer og kritikkere i den danske kunstverden forblev hun ukendt. Også hendes egen uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev kendt
Et levende men ikke altid nemt menneske
Hun var et meget levende menneske. Hun kunne være både morsom og skarp i hendes replik. Hun var ikke altid lige nem at snakke med. Det var en fordel at kende lidt til hendes holdninger og særlige placering i kunsthistorien. Samtalen kunne være lidt springende. Sætningerne blev tit snuppet af. Så kunne man selv fortsætte i hendes spor for at få den fulde mening frem.
Gulvet som arbejdsbord
I den kolde vinter 1979 frøs hun med anstand under sit skindtæpper. Hun måtte hente vand på den anden side af gaden., da rørene frøs. Men hun følte sig hjemme i det gamle hus. Hun havde plads til sine billeder. De mange udkast til papircollager, som sammen med tegninger og udklip dækkede det meste af gulvet i en broget mosaik.
Hun brugte gulvet som arbejdsbord. Flere af collagerne var samlet med tape eller knappenåle, så der stadig kunne rettes på detaljerne.
Nedenunder på første sal var der en stor stue med gamle møbler, som stod rent tilfældigt. Væggene var dækket af sorte, mørknede stoftapeter- Bagerst var et lille kabinet med sin oprindelige møblering.
Her blev gæster som regel vist ind. Overalt havde Francisca billeder. Nogle af de ældste malerier var rullet sammen, andre lå i en bunke uden rammer. Også her var der billeder på gulvet.
En oprejsning i 1984
Francisca Clausen betragtede det sikkert som en oprejsning, da man efter hendes udstilling på Randers Kunstmuseum i 1984 bl.a. skrev, at hun var mangfoldig nok i udtrykkene, og at hendes arbejder havde en homogenitet, der afslørede, at selv om hun havde fremragende læremestre:
Hun glemte aldrig den modgang, som hun mødte efter at hun var kommet hjem. Hun talte bittert om de kunstnere og kritikkere, som hun syntes havde modarbejdet hende.
Ved hendes 75 – års fødselsdag bragte et af hovedstadsbladene en anerkendende omtale af hendes liv og virke. Men Francisca syntes, at der også stod negative ting om hende.
Isoleret fra andre danske kunstnere
Følelsen af at være blevet miskendt er nok den egentlige årsag til at Francisca Clausen ikke konsekvent forfulgte sine oprindelig kunstneriske mål. Hun slog sig på portrætmaleriet, som vi allerede har nævnt.
Under dette arbejde var hun isoleret fra det danske kunst-liv med udførelsen af portrætbestillinger som brødarbejde.
Hun malede portrætter og en del af dem finder vi i det særprægede sønderjyske portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa, bl.a. billedet af Dronning Ingrid. Også Dronning Margrethe har hun malet. Hun opfattede dog aldrig portrætmaleriet som en egentlig kontrast til sit eksperimentelle, abstrakte maleri. Det var blot to sider af et kunstnerisk virke.
Nu var der bud efter hende
Efter Maj-udstillingen i 1961 i København og en udstilling i Flensborg i 1962 blev interessen vakt for Francisca’ s kunst. Der fulgte udstillinger i Århus, København og Odense. I 1974 udkom Troels Andersens og Gynther Hansens bog. Både svensk og dansk tv lavede udsendelser om hende.
Nu fik hun pludselig mange af indbydelser. Egentlig ville hun godt men alligevel ikke. Det var som om hendes daglige rytme blev forstyrret. Hun kunne ikke rigtig overkomme det.
Der fulgte udstillinger i Berlin, Paris, Amerika. Nu ville flere udenlandske og indenlandske museer have hendes billeder.
Hun var nærtagende
Da hun blev 78 år i 1977, blev hun hædret med Thorvaldsen-medaljen. Det er Kunstakademiets højeste udmærkelse for en kunstner. Hun kom på finansloven. Men anerkendelsen kom for sent. Bitterheden forsvandt aldrig.
Hendes nærtagenhed kunne føre til pudsige udslag. Om tildelingen af Thorvaldsen – medaljen sagde hun engang:
I 1979 fik hun livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
Anerkendelse i en meget sen alder
Franciska Clausen døde i marts 1986 – 87 år gammel. Hun fik trods alt anerkendelse men i en meget sen alder. Hun fik aldrig det som hendes evner berettigede hende til. De sidste par år levede hun i en beskyttet bolig omgivet af hendes kunst pakket i kasser og skuffer. I mange år var hun en særpræget personlighed i Aabenraa.
Ved sin død i 1986 efterlod Franciska Clausen sig en stor samling, der fra 1990 var udstillet i en separat udstilling på kunstmuseet Trapholt. I 2011 blev Francisca Clausen – samlingen flyttet til Brundlund Slot i Aabenraa.
Kilde: