Søgeresultater på "aabenraa skippere"
Dato: december 25, 2018
Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland(2)
Foredrag afholdt den 27. oktober 2010 i Anna Kirke på Nørrebro. Det er en nyredigering. Vi skal besøge præster, herredsmænd, munke og nogle almindelige sønderjyder. Nogle af de præster, som vi besøger bedrev utugt, var mordere og andet. Vi kigger også på gamle traditioner og klostre. Vi starter på Rømø, går videre til Skærbæk, Højer, Tønder, Burkal, Løgumkloster, Hostrup, Ryd Kloster, Bov kirke, Kliplev, Søgård, Aabenraa, Hjordkær, Rise, Løjt og mange steder. Det kneb gevaldig for amtmændene på Brundlund Slot med moralen. Og så var præstene ikke altid lige ædruelige og organisterne kunne ikke finde den rette melodi. På kirkegårdene gik der gæs, får, svin og kvæg. Et kloster blev flyttet grundet utugt. Advarsel: det er en meget lang artikel
Ny redigering af ældre artikel
Den 27. oktober 2010 afholdt undertegnede et foredrag i Anna Kirken på Nørrebro. Desværre er der sket noget med teknikken, da foredraget skulle overføres til hjemmesiden. Det er ikke særlig læsevenligt. Derfor skrives foredraget nu om. Egentlig var det i to dele, men vi skriver nu det hele i en del. Vi redigerer indlægget og undlader enkelte historier, som vi har brugt i nogle andre artikler. Til sidst i artiklen henviser vi til andre artikler, hvis du vil fordybe sig yderligere.
Men vi ønsker god fornøjelse.
En rundrejse i Sønderjylland
Vi skal en rejse rundt i Sønderjylland. Vi skal møde præster, munke, skarprettere, adelsfolk og almindelige sønderjyder. Ikke alle præster er lige så søde som Anna Kirkes præst.
Rømø Kirke
Vi starter på Rømø. I kirken hænger 15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man ejermændenes initialer.
Den store tilknytning til havet ser man på byens kirkegård. Storskippere tog selv deres gravsten med hjem fra deres togter. De fik hollandske mestre til at hugge deres indskrifter og billeder på stenen. På stenene kan man også finde en hel levnedsbeskrivelse.
På en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt 12 børn. En anden gravsten fortæller en skipper, der døde i en alder af 45 år, at han foretog 27 rejser fra Hamborg til Grønland.
Bryllupsskikke på Rømø
På Rømø forlovede man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når man havde bestået sin eksamen. Som regel var det styrmandseksamen. Forlovelsestiden strakte sig ofte over 8 år.
Tre uger før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen blev fejret med et kaffegilde.
Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personlig rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænker og fire brudepiger.
En uge før brylluppet skulle der være ”brudeseng”. Fra de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser. Et fad mad blev givet som bryllupsgave. De ældre mødte frem med mad inden den store dag.
Under redekonens påsyn blev brudsengen nu opredt. Her måtte alt være til stede lige fra undertøj til en fuldstændig beklædning og hvad der ellers hørte til et ”sovekammerudstyr”. Når de var mødte til brudeseng havde de fået en kop kaffe. Alt tilbehør blev fremvist af redekonen. Og dette punkt gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt, hvis ikke alt var i orden.
Efter dette blev der drukket skål og gæsterne dansede hele natten.
To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Der blev lånt borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad det ellers hørte til.
Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere. Han slog så på en bjælke for at få ørenlyd og afgive ordre.
Redekonen sørgede for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De skulle tjekke i køkkenet, om alt gik rigtigt for sig. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld mjød og en tvebak af et fad.
Mad til brylluppet
Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinka (hvedebrød med rosiner og krydderier). Dertil fik man tre-fire punch, hvoraf den ene i hvert fald var en rumpunch.
Derefter tog man i kirke.
Ved middagen bærer skænker på de store stegefade, flæskeskiver (Børster) ind til skafferen. Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofter og sauce. Hertil kom flere flasker snaps og brændevin.
Den anden ret var vinsuppe med rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kovinge) med smør og øl til. Mens alt dette foregik gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.
Dansen om huset var egentlig afslutningen på brylluppet. Den blev afsluttet med en afskedsskål. Som regel blev brylluppet fortsat om søndagen med ”æ Syndeshytte” Ja egentlig varede et helt almindelig bryllup på Rømø en helt uge.
Skikke fra Højer
I Højer sang man ved en tysk vielse ”Jesu gehe Voran” og ”So nimm denn meine Hânde”. Foregik vielsen på dansk, så sang man ”Det er så yndigt at følges ad” og ”Jert hus skal bygges på klippegrund”.
Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af disse skud opstod der gårdbrande.
Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb og begravelser.
I Frøslev kunne man ikke nøjes med geværer. Her brugte man en kanon.
Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vendte mod nord. Den blev kaldt ”Brudedøren”. Oven over døren stod der på tysk: ”Stærkere end døden er kærligheden”.
Plant Bryllupstræer
En ordning fra dengang kunne også sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge mennesker at plante bryllupstræer, inden de giftede sig, ja det hed sig at
Det skulle også kunne bevises, at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig også til vedligeholde disse træer. Og dem, der kender naturen vest på ved, at dette er meget svært. Her er ikke meget læ, når vestenstormen raserer.
Begravelse på Rømø
Der blev ikke ringet med klokkerne på Rømø, når en person var død. Æ Bojmand, en ung pige klædt i sort med en paraply i hånden gik rundt på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge ”Kestlæg”. Samme dag gik Æ Bojmand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge:
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunch. En gammel pebermø havde ønsket hendes begravelse fejret som hendes bryllup. Dette ønske blev opfyldt.
På vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad på en stol lige bag kisten.
Efter begravelsen var der for de særlig indbudte Ærr’ Øl.
Ligklæde-Broderskab
I Højer havde man et Ligklæde-broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1681. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det skulle man betale en bøde. For Gildets broderskab var brugen af ligklæde og ligbåre gratis.
Den årlige forsamling foregik altid på fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen lige som i gammel tid.
Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer Sparekasse. Og beløbet var med til at finansiere en ligvogn.
Den gamle ligvogn
Denne ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet i Højer. Da denne blev nedrevet i 1937 bevilligede menighedsrådet en grund til ligvognen ved siden af den nye brandstation.
I 1948 blev den igen restaureret. Betingelsen var, at der skulle være flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug til 1982. Jeg har set den i brug.
En værdig begravelse
Under besættelsen var der mange tyske soldater på Rømø
En tysk soldat havde dog fået nok af det hale og begik selvmord. Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark. Hans soldater-kollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder.
Men Rømøs præst nægtede at begrave ham uden kiste.. Under trusler med at komme i Kz-lejr, sørgede han for, at soldaten kom i en kiste og fik en værdig begravelse.
Drama hos præsten i Skærbæk
Kigger man godt efter på den første af Skærbæk Kirkes præstetavler ud for den fjerde række står der følgende angivet:
Anno 1627, da han i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor maatte rømme Landet.
Hvad ligger til grund for denne historie? Johannes Andersens far og farfar var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede, at få sønnen, der studerede som præst i København hjem til Skærbæk som præst.
Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet. Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede dog indtil papirerne var i orden.
Derfor var den unge præst i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende var provst Billum i Brøns, og han var på nakken af den unge Johannes Andersen.
Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi, ja der var kommet til håndgribeligheder. Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete på kirkegården.
Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt af et nævningeting. Han fik et fredsbrev af Christian den Fjerde. Han påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.
Sandelig om han ikke også fik lov til at søge embedet, når han klagede sin eksamen. Men det skete aldrig.
Pastor Jacobsen blev fyret
Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var en af tyskhedens førere i Nordslesvig. Og det var ikke godt for Skærbæk var udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter på Rømø, der ikke kunne tåle dagens lys.
Han blev afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et vågent øje med ham.
Løgumkloster – Munkene fik magt
Vi tager i vores historiske rundtur lidt øst på til Løgumkloster og kigger på munkene.
Cistercienserne stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen var en fornyelse af Benediktiner-ordenen. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemlig arbejde. Kun ved hjælp af tegn måtte de kommunikere. Otte gange i døgnet skulle de bede.
Egentlig kom de fra et klostersamfund i Seem ved Ribe. Der var langt fra alle, der var lige begejstret for munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik alt for meget magt og dermed tiende. Det skete blandt andet i brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene at få præsten afsat.
Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirke, adskillige møller og flere store huse i Ribe.
Da Ludde blev henrettet
Man kan i Hostrup-præstens dagbog finde et notat om, dengang man forsøgte at hænge Ludde Jensen ude i Draved Skov i 1598.
Han var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af sin far. Nu havde han hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.
Men ak, skarpretteren havde fået en for meget. Den 19. juli havde han fået to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge så længe han troede, at han var død. Men han blev nødt til at skære snoren over for at få sine fingre ud. Og overraskende for mange, så rejste Ludde sig op efter at have sundet sig lidt.
Torsdag den 22. juli forsøgte man så igen. Nu var skarpretteren ædru. Og denne gang overlevede Ludde ikke.
Kresten Kold ude vest på
Herude vest på lå Mjolden Kirke. Den var rammen om en frimenighed dannet af Kresten kold. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han var også med til at grundlægge højskole-tanken.
Han var huslærer hos en af de rigeste bønder på egnen, Knud Knudsen. Denne var far til forfatteren Jacob Knudsen. Og A.P. Møller er i familie med ham. Men ved det sikkert ikke. De nedstammede begge fra Mærsk-familien ved Ballum.
Ikke langt herfra – i Randerup blev Hans Adolph Brorson født. Ham hører vi mere om, når vi i vores rundrejse når Tønder. Se hans far hed Brodersen. Ikke langt derfra havde jeg slægtninge. Men det er endnu ikke lykkedes at finde The Missing link.
Aflønningerne af præsterne
Aflønningen af præsterne i Højer var kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 8 mark. Bolsmænd og Kådnere gav også 1-2 mark. Tjenestekarle gav 12 skilling og tjenestepiger 8 skilling.
Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført noget, som man kaldte for ”Mantel-penge”. Mantel er sønderjysk og betyder frakke, men i dette tilfælde henviser det til præstekjolen.
For lig-prædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse. Var man velhavende så måtte man betale fra 12 – 48 mark.
Præsteenken fulgte med
Det var normalt, at den ny præst foruden embedet også overtog enken. Ja så kunne det ske, at enken var for gammel, så måtte den nye præst gifte sig med evt. barn eller barnebarn af enken.
Organisterne var der også problemer med. De var ikke lige musikalske alle sammen
Fattighuse
I sognene opstod der fattighuse. I Højer fandt man ud af, at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Det var kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og det var bl.a. præsten, der sammen med fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev overholdt.
Det var bare et par af de regler, der skulle overholdes.
Kamp mellem dansk og tysk
Efter 1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede efter nazisternes overtagelse i Tyskland i 1933.
I Højer opstod der store kontroverser mellem den danske og tyske menighed. Et kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Braren om, at antage en dansk ordineret medhjælper. Dette nægtede Braren kategorisk.
Sagen endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapelan i Højer. Braren betragtede dette som et personligt angreb. Men menigheden, der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den ny præst til at finde en ny bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.
Det var ikke kun i Højer, der var problemer mellem den danske og tyske menighed. I 1951 oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland en frimenighed. De var underlagt den Slesvig – Holstenske evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende. Dette medførte, at ca. 200 i Højer meldte sig ud af folkekirken.
Daler Kirke
Daler Kirke tilhørte Schackenborg. Den var i den kongerigske enklave lige som Møgeltønder. Stedet var underlagt greven og hans luner.
Stakkels Anders Wedel havde underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle præst døde. Og det gjorde han.
Men den nye præst havde gå på mod. Han forsøgte at modernisere kirken. Men ak af greven på Schackenborg fik han en påtale:
Katekismus skulle anskaffes
Problemerne voksede for Anders Wedel. Han vil indføre konfirmationen. Der kom til et opgør med menigheden. Præsten mente, at børnene blev taget ud alt for tidlig af skolen. De kunne ikke nå at lære katekismus.
Pigerne skulle meget tidlig lære at kniple. Og drengene skulle til søs.
Svigerfar havde skrevet en katekismus, inden han døde. Men børnene kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren forældrene til at anskaffe sig en katekismus fra Flensborg.
Grevinden fra Schackenborg synes, at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede hun det nærmest.
Konfirmationen indføres
Den 30. november 1707 var konfirmationen blevet indført i daler Kirke. Det var længe før, det blev indført i det øvrige rige.
Jo præsten mente, at ved det fjerde bud ”Du skal ære din far og mor”, ja så han bedre til at bibringe de unge det åndelige budskab.
Præsten ville heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården. Han udsendte en forordning:
Stakkels Anders Wedel fik en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.
Sømærke
Bevidst byggede man kirketårnet på Møgeltønder Kirke så højt som muligt. Så kunne den bruges som sømærke ude i Vadehavet. Da det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen af udgifterne, hvis det nye tårn blev lige så højt. Men det blev nu aldrig så højt som før.
Blodig reformation
Reformationen i Møgeltønder var meget blodig. Den katolske præst Hr. Peder ville ikke bare opgive sit embede. Han blev simpelthen slået ihjel.
I 1560erne overtager Rantzauerne lenet. Det var bestemt ikke Guds bedte børn. Den sidste Rantzau beskrives som:
Han tilranede sigmere og mere ejendom på ulovlig vis.
Præsten blev henrettet
I 1585 blev Laurits Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var hengiven til drukkenskab og letfærdig. Man sagde, at hun lå med mange borgere i Møgeltønder. Og datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse ting og sager.
Det hele endte med at konen og datteren blev halshugget. Laurits Thomsen blev brændt.
Der er givet pardon
Møgeltønderhus så ikke godt ud efter svenskernes hærgen. Mad Schack-familien begyndte en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder på godt og ondt. Felthæren købte selv lenet tilbage. De penge skulle tilbage igen, derfor hersede han med bønderne. Bønderne gjorde oprør. Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen stod parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes et lille vindue. Hans Schack stikker hovedet frem:
Social skel i kirken
Det sociale hierarki afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd. Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene. Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.
Derefter fulgte 15 rækker med bolsmænd, der betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens, birkedommerens samt delfogedens koner fik plads her.
Kirkens allerdårligste pladser var beregnet til pøbelen og andre kvinder.
I Møgeltønder talte man meget om de onde grevinder. Den anden kone efter den tredje Schack var således en af de værste.
Hun ville have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn ved de lokale bønder. Til hendes egen børn forklarede hun, at de lignede mennesker. Men det var mærkelige skabninger, der var overtrukket med menneskehud.
Hovedet mod døbefonden i Tønder
Her i Tønder Kristkirke har jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og bryllupper. Ja også til juleafslutning med skolen. Her gik jeg til konfirmationsforberedelse. Og blev kørt hjem af præsten i en Folkevogn. Jeg var besvimet. I første omgang troede han, at jeg var faldet i søvn. Men faktisk var jeg meget syg, og var ikke i skole i 14 dage.
Her var det også, at jeg slog hovedet mod døbefonten. Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det derfor, jeg er som jeg er. Min far har påstået, at han har leget cowboy og indianer her inde i kirken.
Mit dem Totenkopf spielen
Dengang der blev gravet ud om kirken, fandt min far og nogle kammarater noget som de kunne spille fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet lærer:
Jo de havde fundet et skelethovede.
Den tyske præst
Og her i Tønder var den tyske præst skyld i at vi i familien er tre søskende, der er tysk døbt og tre, der er dansk døbt. Jo mine forældre var tysksindede, indtil den tyske præst blandede sig i, hvad min Oma skulle foretage sig.
Min far skiftede Der Nordschleswiger ud med Aktuelt. Men nu ved jeg egentlig ikke, hvor tysksindet de var, for ingen af os har gået i tysk skole eller tysk børnehave. Jeg har endda gået i samme børnehave som Poul Schlûter dog ikke samtidig.
Brorson – en præst fra Tønder
På det sted, hvor jeg stod i lære, skrev Hans Adolph Brorson nogle af sine populæreste salmer. Det var dog ikke i samme ejendom.
Ved den store mandedrukning ved vestkysten, hvor der omkom 10.000, måtte familien søge tilflugt i kirken.
Da han var 10 år gammel døde hans far. Faderen samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede på Gud skulle det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf Holbæk. Han blev gift med Hans Adolphs mor.
Brorson kom i forbindelse med pietismen. Det vakte stor udbredelse i Sønderjylland. Brorson giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre. Tre sønner var dødfødte og yderligere fire børn døde, mens de var små,
Brorson udgav 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne).
I 1737 blev han stiftsprovst i Ribe. Egentlig ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen af deres 13. barn. Han var knuget af sorg.
Munkene fra Tønder
Et Franciskaner-kloster blev stiftet i 1238 i Tønder. Til dette var der knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik Frans af Assisi.
Disse munke havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de havde møller og gårde. Fra Tønder til Ribe gik de barfodede rundt og forkyndte Guds lære.
I 1530 blev klosteret i Tønder ophævet. Slottet krævede mere plads. Lutherdommen trængte igennem overalt. Det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev fortrængt og jaget ud af Tønder.
Præsten fra Aventoft
I 1556 begik præsten i Aventoft, Henricus Sicander i Aventoft syd for Tønder dokumentfalsk. Han blev henrettet. Først blev han lagt på hjulet. Men inden da fik han det ene øje stukket ud og kappet to fingre af.
Gud er dig nådig
Ved henrettelser skulle præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste ord:
Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres til straffen. Han skulle også tage sig af dem. Og dem, der så blev overbevist af præsten skulle en eller to dage inden henrettelsen modtage sakramentet.
Ikke plads til kisten
Las Petersen havde efter ansøgning om tilladelse til at indrette og vedligeholdelse af en begravelse under kirkegulvet i Hostrup Kirke fået tilladelse til dette.
Det gjaldt sådan set hele familien på gårdene Store Tønde og Solvig. Dette kostede 10 rigsdaler.
Men det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas Nissen. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den for stor. Man blev nødt til at hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene for at få den ind.
Kirken ville ikke betale. Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde betalt både lyskrone og så meget andet til kirken. Desuden ejede hun 12 skolestader i kirken.
Og her i Hostrup Kirke kunne man ligesom så mange andre steder betale sig til en lang lig-prædiken, bare man ville betale nok. Mange ville gerne huskes efter deres død.
Barn med tjenestepigen
I 1200-tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke gifte sig med hende. Men uha han fik et barn med hende.
Og i 1722 berettes om en mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først. For at skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet.
Men da konen steg op af barselssengen kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.
Du sorte Kock
Tre gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal Sogn. Den pietistiske – herrnhutiske bevægelse havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dansk Missionsforbund sig.
Og så var det pastor Petersen, der kom direkte fra et drikkelag i Tønder for at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også en elskerinde.
I 1864 havde den danske præst Kock udtjent sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals ungdom:
Ikke ærbar
I 350 år huserede munkene omkring Flensborg og i skovene omkring Kollund. Et stort kloster lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Et del af klosteret lå i den nuværende slotsø.
Cistercienserne havde i middelalderen 13 klostre i Danmark. Vi skal helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i Guldhom i Nybøl Sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster St. Michael ikke var særlig ærbar.
Der blev horet og drukket. Abbeden og hans munke lå døddrukken rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar klosteret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.
Derfor blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd(Ryde) ved Flensborg. Men ak, der udspændt sig en krig mellem Benediktinerne og Cistercienserne.
Man besøgte de fattige og husede de vejfarende. Det var ikke ualmindeligt at de gamle og syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste tid her.
Hygiejnen var stor. Man havde badestuer og toiletter. Lægerne på klosteret gik ikke af vejen for komplicerede operationer af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.
Men det var ikke altid godt i klosteret. I 1280erne var det bispen fra Slesvig, Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.
Kongemord
Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren 1259 var blevet forgiftet af abbed Arfast. Det skete efter årelange stridigheder mellem Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.
Kæmpe kloster
Det må have været et kæmpe kloster. Hovedbygningen menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i bredden. Den omfattede korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke, kirkegård samt sygehus og herberg.
Man faldt i søvn
Hvornår den første kirke er bygget i Bov vides ikke. Den var ret betydningsfuld lige ved Hærvejen. Gulvet var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.
Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Men man havde dengang en lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
Spedalskhed
I 1300-tallet blev Europa plaget af Den Sorte Død. Pesten holdt også sit indtog. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette vindue kunne de syge udefra følge gudstjenesten.
Pastoren blev hentet ned
I slutningen af 1700-tallet var der igen galt med troen i Bov. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand hold fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at borgere trak pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder og kom bag tremmer.
Denne Clausen var en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur gennem Bov var det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem på præstegården.
Og så blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op. Det endte med at præsten måtte tage sin afsked.
Ligvogns-forening
I Frøslev by havde man fra 1882 en ligvogns-forening. Foreningen blev først opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer. Der var også en skik med, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigens mekanisering gjorde hesten overflødig.
Adelsfamilien Ahlefeldt
Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset var Søgård var Slesvigs største. Og her sad familien Ahlefeldt. Ja de sad her i mere end 300 år.
Men slægten har indbyrdes ikke været særlig gode venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere øst på ved Sundeved.
Og det er ganske vist. Ved Søgård Sø er der en heks. Grev Ahlefeldt havde besøg af den, og han fik et rødt ar i panden.
Nu var det ikke alle Ahlefeldter, der var Guds bedste børn. De to fætre Frederik og Ditlev deltog i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål i Amsterdam kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe sin fætter for mordanklager.
Stor søgning til Kliplev Kirke
I hele den negative periode i Sønderjylland søgte folk trøst i den kristne tro. I 1400-årene havde Ahlefeldt-familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de årlige Helligkors-messer den 3. maj og 14. september var der en enorm søgning. Det var en omfattende valfart til Kliplev kirke via Hærvejen.
Alle skulle hen til Skt. Hjælper. Det hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig herlig og dermed helbredende. Man så figuren gennem et vindue med jerngitter.
Kapel i Årup
Familien oprettede et kapel i Årup. Det var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden. Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum Kloster.
Bekend dine sønner
I kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rasmus Bossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp-uden for ægteskab.
Gårdejerne ville ikke betale tiende
I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendigt, at være talsmand for småfolkene i Ensted Sogn. Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Arresthuset i Tønder. Nu forlangte han, Kådnere og inderste skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Præsten mente ikke, at småfolkene skulle betale.
Gårdejerne mente ikke, at pastoren skulle blande sig. Det lykkedes for dem, at få ham fyret. I 1798 kom en ny præst fra Løgumkloster. Han skulle snart komme i vanskeligheder. Man nægtede at give tiende.
Præsten truede med at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende. Men stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på kirke, skole og præst. Pastor Hoeck skrev således i 1799:
Militæret indsat
Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en koporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres restance til præsten.
I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi.
I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.
Amtmanden træder ved siden af
Amtmand Gundelach i Aabenraa var kommet galt afsted. Han var stadig gift med Adelheit von der Wich. Men han havde fået en datter med Mette Ivers. Hun var af betydeligere lavere stand.
Som skik og brug var dengang sørgede børnefaderen i de bedre kredse for sit illegale afkom. Mette var derfor blevet giftet med en af amtmandens medarbejdere, Johan Ranow. Denne befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på samfundets trappe.
Amtmandens plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på Toldsted sydvest for Aabenraa lige ved Hærvejen.
Familien Ahrenkiel
Nu havde Ahrenkiel-familien dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde, at få dette ordnet, var at lave en kile, der betød, at man betvivlede embedsførelsen. Og Amtmanden havde nok af penge og magt, så dette kunne lykkes for ham. Den 18. april 1694 blev familien Ahrenkiel smidt ud af deres gård i Toldsted.
Troels Ahrenkiel protesterede på familiens vegne. Og han klagede til hertugen.
Amtmændenes manglende moral
Han har sikkert også påpeget amtmandens manglende moral. Nu var det ikke unormalt at amtmanden på Brundlund trådte ved siden af. Når pastorer anfægtede dette, ja men så skiftede man bare til præsten i Løjt.
Omkring 1650 ventede amtmand von Winterfeldts ugifte kokkepige sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Man var det amtmanden?
Han forsynede i hvert fald sin skytte, Nis med den nødvendige kapital til at købe en mindre bolig og etablere en kro ved Hærvejen ved ”Die Rote Brücke”
Pastor Hübschmann havde også sine genvordigheder i Aaabenraa. Han havde mistanke om, at amtmand Heinrich von Brockdorff i mindst to tilfælde havde forført amtmandindens tjenestepige Trincke.
I hvert fald fik hun to børn. Og hun ville ikke oplyse, hvem faderen var.
Ja præster var nok heller ikke være eller bedre. Således blev præsten i Ballum dømt til at være far til tjenestepigens barn.
Men episoden her første til et langvarigt fjendskab mellem provst Troels Ahrenkiel og Amtmand Gundelach.
Amtmanden beskyldte nu provsten at have svin gående på kirkegården. Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn på kirkegården. Det var skarpretterens søn. Faktum var, at der både gik kvæg, svin får og gæs rundt på kirkegården i Aabenraa.
Guds straf
Troels Ahrenkiel var et højt uddannet teolog og udgav flere historiske værker. Han viste også stor interesse for oldtidskundskab.
I 1680 og 1681 Havde det efter sigende været set kometer over Aabenraa. Præsten var helt sikker på, at det var Guds straf.
Fra Nicolai Kirken tordnede provsten mod menigheden. Han pegede på Romerbrevets 8. kapitel vers 28:
Vestergade brændte tre uger efter. Jo provsten har sikkert haft ret.
Flere problemer
Provsten havde dog flere problemer at slås med. Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål og revet parykker og hatte af festdeltagerne.
Kantoren dukkede ofte fuld op i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte salmer af. Og tonen ramte han sjældent. Først i 1704 blev han afskediget.
Ikke sjældent lød der støj udefra under gudstjenesten. Der var arrangeret keglespil og øldrikkeri ude på Kirkepladsen.
Troels Ahrenkiel havde det ikke let som præst i Aabenraa.
Danmarks ældste kirkebog
I Hjordkær Kirke har man Danmarks ældste kirkebog. Her kan man læse, at Matz Rasmussen fra Aarslev i Aabenraa den 7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af Johan Tucksen.
Kirketugten var streng
Kirketugten var streng. Visse synder blev anset som meget slemme. Hvis præsten opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev barnet slet ikke indført i selve kirkebogen. Forældrene blev indkaldt for at skrifte.
Ja det fortælles, at en brudgom i 1645 førtes til alteret, fordi han havde krænket en pige og lovet hende ægteskab. Han ville ikke frivillig stå ved sit løfte.
Pastoren tror på trolddom
Pastor Fabricius i Løjt måtte engang mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Løjt Kirkeby. Og pastor Bendixen havde Cyprianus trolddomsbog. En tjenestepige fik fat i den og havde læst rotterne i Præstegården. Men pastoren fik dog læst dem ud igen.
På et tidspunkt fik man en ny præst i Løjt. Og det betød en helt ny vækkelse. Andreas Mathiesen var stærkt præget af Herrnhuter-bevægelsen. Og så samarbejdede man med Brødremenigheden i Christiansfeld.
Bekymret for udviklingen
I 1819 var der 110 opvakte sjæle i sognet, der troede på Herrnhuter. Man blev organiseret i forskellige grupper, ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver for sig. Men alle samlede sig om søndagen.
Provst Paulsen i Aabenraa var meget bekymret for udviklingen i Løjt. I 1815 skrev han således:
Præsten døde af druk
Ak ja Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst, Bachmann ind i kampen mod den rebelske præst i Løjt. Men Bachmann forfaldt til druk. Det endte med at han drak sig ihjel.
Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var der dog ikke kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var årsag til, at det var Indre Mission og ikke den Grundtvigske mission, der vandt størst fodfæste i Løjt.
De fleste præster tog også parti for Slesvig-Holsten i den nationale kamp. Og sådan kunne vi blive ved. Vi når ikke mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du læse følgende:
Dato: juli 3, 2018
Sømændene fra Emmerlev
Der har altid været mange søfolk fra de kongerigske enklaver ansat i Søetaten. Hvert år har der været masser af styrmænd og matroser fra Emmerlev, der skulle mønstre på Holmen. Som styrmand fik man en god hyre. Mange i Emmerlev dengang fik så lille et jordlod, at de ikke engang kunne blive selvforsynende. Så var det godt, at de kunne kaste sig over kniplekunsten, og det gjorde 56 kvinder fra sognet i slutningen af 1700-tallet. Andelen af søfolk i Emmerlev Sogn var på et tidspunkt 34 pct.
Mange ansatte i Søværnet
Den danske Søstat omfattede i 1700-tallet betydelig anlæg. Det var først og fremmest i kraft af at 2.000 søfolk fra Danmark og Norge hver år skulle stille på Holmen. Her arbejdede ca. 5.000 mand, der var kontraktansat ”stampersonel”. De var organiseret i fire divisioner, en række håndværkerkompagnier, kendt som ”den faste stok”.
Orlogsflåden bestod i 1700-tallet af 25 – 30 linjeskibe med flere end 50 kanoner, 15 – 20 fregatter og et større antal mindre fartøjer.
Det var nu langt fra alle disse, der hvert år blev udrustet.
En god løn som styrmand
Styrmænd fra Søetaten var civilt ansatte ”betjente” og ikke underofficerer. De havde ofte en baggrund i den civile søfart. Lønmæssigt var de placeret i den øverste del af gruppen af betjente og underofficerer. De bedst lønnede overstyrmænd på linjeskibe var næsten lige så vellønnede som de lavestlønnede løjtnanter.
En stor del af de faste styrmænd, som Danneskiold-Samsøe fik ansat i 1740’erne og 1760’erne stammede fra Møgeltønder-området i de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig.
”Holstenske” styrmænd var højt ansete
De holstenske styrmænd var fortræffelig og højt ansete. Hvis man kun kunne få sådanne, var der ingen fare for kongens skibe, blev det sagt. De ”holstenske” styremænd kom fra et område, hvor man havde søfartsdemonstration. Her var man ikke lang fra forholdsvis store havnebyer.
Det var nemmere at få hyre i flåden end i større handelsskibe. Styrmændene beskrev i øvrigt sig selv som ”boende i Holstein”. Det komplicerede de folkeretlige tilhørsforhold i Hertugdømmerne. Det var åbenbart lige så kompliceret som senere tiders historieundervisning.
Mange ”sønderjyder”
I Søetatens styrmandsprotokol er de enkelte faste styrmænds karrier i Søetaten veldokumenteret. Påfaldende mange har tilknytning til Schackenborg Gods ved Tønder.
Hvis vi kigger på en liste over faste styrmænd i Søetatens tjeneste finder vi for perioden 1741 – 1795 blandt andet disse:
20 stykker fra Tønderegnen
Til og med havde alle de faste styrmænd deres bopæl i omegnen af Tønder, nærmere bestemt Schackenborg Gods. Ud af de 38 faste styrmænd i Søetaten, der var ansat i årene 1744 til 1795 stammede 20 fra Tønderegnen, fem yderligere fra de nordslesvigske amter Haderslev og Aabenraa. Fra Tønderområdet var der alene fra Emmerlev Sogn 13 styrmænd, fire fra nabosognet Ballum og en fra Døstrup.
De Kongerigske enklaver
I 1661 modtog Hans Schack Møgeltønder Len og det gamle Ribe Bispelen Brink med birket Ballum og Rømø Sønderland. I de følgende år erhvervede han endnu flere besiddelser. I 1673 blev hans vestslesvigske godser ophøjet til grevskabet Schackenborg, som bestod indtil 1924. Disse områder var som bekendt ”de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig”
Tre gange så mange husmandssteder som gårde
Særligt påfaldende er det høje antal af styrmænd fra Emmerlev Sogn, som bestod af landsbyerne Sønder Sejerslev, Nyland, Emmerlev og Kærgård. Størstedelen tilhørte godset Schackenborg. En lille del tilhørte dog godset Trøjborg.
Fra 1740erne, hvor de mange styrmænd først optræder, findes der ingen folketællinger. Men Schackenborgs jordebøger giver indtryk af ejerforhold af ejerforholdene i Emmerlev Sogn. De indeholder oplysninger om alle gårde og husmandssteder, der tilhørte grevskabet og betalte landgilde til greven.
I 1742 var der tre gange så mange husmandssteder som gårde. Der fandtes ikke en eneste helgård. De fleste gårde var kun tredjedels eller kvart-gårde og ofte endnu mindre udstykninger.
Landegilde og familieskat
Dog fandtes der enkelte hele husmandssteder, men halvdelen af husmændene havde kun halve steder, tredjedels, kvart eller sjettedelssteder. Der var husmandssteder med ekstrem udstykning af jordlodder med en størrelse, der ikke muliggjorde selvforsørgelse gennem landbruget.
Ud over jordebøgerne findes der også skattelister over landegilde og familieskat. Mens gårdenes og husmandsstedernes landgilde viser brugernes antal og størrelse, giver familieskatten et indtryk af antallet af medarbejdende familiemedlemmer og tjenestefolk.
Det skal dog bemærkes, at hustruer og mindre børn som regel ikke dukker op i denne opgørelse (dog findes der blandt husmændene enkelte enker).
Den samlede befolkningsstørrelse var altså ikke højere, end de angivende tal lader formode.
Den første folketælling fra 1787
I 1787 fandt den første folketælling sted, fra hvilken vi har de optællingslister med navne bevaret, som også indeholder angivelser af erhverv. Folketællingen kan give et godt billede af befolkningssammensætningen og erhverv. Har kan vi se, hvad de mange småbønder og husmænd levede af. Ud over de tilsammen 489 indbyggere stod de 432 under godset Schackenborg, 57 var under godset Trøjborg.
I Emmerlev Sogn var der i 1787 flere søfolk end bønder. Hvilket er usædvanligt for et landsogn. Andelen af søfolk var meget høj med 34 pct. af de erhvervsaktive mænd. Schackenborgernes andel var på 36 pct. og endda dobbelt så stor som Trøjborgernes på 18 pct.
I landsbyerne Emmerlev og Nyland lå andelen af søfarende på ca. 45 pct., mens Sønder Sejerslev og Kærgård med henholdsvis 17 pct. og 12 pct.
Men skal vi lige kigger på hvilke erhverv, der var dengang i 1787 i Emmerlev Sogn. Vi fandt ud af, at der var 160 hustande, og med hensyn til deres erhverv fandtes der frem til følgende:
Hos kvinderne så det sådan ud:
43 søfolk i sognet
Ud af de 43 søfolk i sognet var de 8 skippere, 6 styrmænd og 29 matroser. 18 af matroserne, næsten halvdelen af søfolkene, var ifølge folketællingslisten udkommanderet til Søetatens skibe det år.
Vi har tidligere i en artikel været inde på, hvor effektive kongens styrker var, når det gjaldt at udskrive de unge til militærtjeneste. Åbenbart var man ikke helt enige om, hvornår man skulle melde sig, og hvornår man ikke skulle.
Jorden i Emmerlev var ud fra et landbrugsmæssigt synspunkt forholdsvis ringe. Det var muligvis årsag til, at mange af indbyggerne søgte en ekstraindtægt i andre aktiviteter.
Mange søgte til Amsterdam
I 1772 var der på hyrekontoret i Amsterdam registreret 45 søfolk fra Emmerlev. De gik ombord på et skib et eller andet sted i Amsterdam. I 1780 var der 54 mand og i 1787 hele 108 mand. I grunden et bemærkelsesmæssigt tal.
51 pct. sejlede som enten hel- eller halverfaren matros. 14 pct. var skibsdrenge under oplæring og 11 pct. sejlede som kokke. 11 pct. sejlede som styrmænd, og så kunne Emmerlev præstere 6 skibstømrer og tre sejlmagere.
56 kniplersker i Emmerlev Sogn
Mens mand og kone andre steder var fælles om at være beskæftiget i landbruget, finder vi i Emmerlev Sogn 56 kvinder, der var aktive som kniplersker. Hertil kom 6 spindekoner. Antallet af mandelige daglønnere (husmænd, daglejere, hyremænd) på 32 er næsten lige så højt som antallet af jordbesiddende bønder.
Knipleri var meget udbredt hos kvinder på Tønder-egnen. Det blev gennemført i forlagsvæsen for købmændene fra Tønder. Købmændene leverede garn og mønstre og aftog de færdige produkter. Enkelte købmænd beskæftigede mellem 50 og 1.500 kvinder, som først blev betalt, når de leverede de færdige kniplinger.
Lønnen var forholdsvis dårlig og afhængigheden af købmændene stor. Mens spinderi var en beskæftigelse for de allerfattigste kvinder og ikke forudsatte nogen forhåndskundskaber, var knipleriet en specialiseret beskæftigelse, der krævede både viden og værdifulde råvarer.
Knipleriet gav ikke blot mange enlige kvinder i Emmerlev Sogn et udkomme, det var også en indtjeningsmulighed for familier, der ikke var beskACæftiget i landbruget.
Ingen overskud af kvinder i Emmerlev
Mens man i andre søfartsområder som Amrum eller Föhr kan konstatere, at der er et stort overskud af kvinder, så er balancen mellem kønnene i Emmerlev Sogn mellem 246 kvinder og 243 mænd næsten ligelig.
Dette hang sammen med at færre mænd rejste bort idet deres koner i kraft af knipleriet kunne få et udkomne mens manden var borte til søs. Det var en slags modvægt til mandens indtægt på søen.
Kombinationen af søfart og knipleri gav familier uden landbrugsbaggrund en eksistensmulighed, som de ellers ikke havde haft. På denne baggrund blev det muligt at stifte familie uden først at skulle overtage en gård eller en håndværksvirksomhed.
Søetaten rekrutterede mange fra Schackenborg
At den danske Søetat rekrutterede så mange styrmænd og matroser fra godset Schackenborg, hænger sammen med, at vesterhavsøerne siden 1735 i stor udstrækning ophørte med at stille folk til flåden.
Egentlig havde man kun undtaget befolkningen fra militærtjeneste netop for at have de mange søfolk til rådighed for Søetaten som kvalificeret mandskab til orlogsflåden. Men undtagelsen blev forstået som en generel befrielse for at stille folk til militærtjeneste, og øboerne prøvede at undgå at stille til tjeneste i Søetaten.
87 pct. beskæftiget med søfart
Pligten til at stille med ”indrullerede” søfolk gled næsten bort i glemselen før det blev genindført i 1780. Netop på øerne var antallet af søfolk særlig højt. På de kongerigske øer Amrum, Westerland og Föhr var mere end 87 pct. af mændene i 1787 beskæftiget i søfarten. Indtil 1780 var disse dog undtaget fra at stille til tjeneste i Søetaten.
Søetaten måtte altså rekruttere kvalificerede søfolk til flåden fra andre områder med tradition for søfart. Det var nærliggende at finde sådanne folk i det nærbeliggende grevskab Schackenborg. For den jordløse underklasse var kombinationen af tjeneste i flåden og kvindernes knipleri en god måde at sikre sin eksistens på.
Til Norge
De første styrmænd trak snart flere med sig til flåden. Ganske som ved andre arbejdsvandringer opstod en vandringslinje, der medførte koncentration i en bestemt egn. Et lignende eksempel finder vi omkring år 1700 da østfrisiske søfolk sejler mod Norge og besætter sig der.
Nord for Aabenraa
Ja lige som i Emmerlev var der i Løjt mange, der tog til havs. Og der var endda rigtig mange og det var lige fra konfirmandalderen af.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 69 artikler fra Højer og Omegn og 232 artikler fra Tønder og Omegn herunder:
Dato: november 21, 2016
Flugt gennem Danmark
Tusinder af nazister tog flugten gennem Danmark. Dette var organiseret af diverse flugtorganisationer. Den belgiske quisling var en af dem. Danske officerer havde kendskab til at Toepke, leder af Deutsche Dienststelle i stor grad deltog i dette. De danske myndigheder forsøgte at lægge låg på. Han var en stor stjerne set med danske øjne. Måske var derfor han også blev ansat som dansk spion i Tyskland. Tyske videnskabsfolk blev sendt direkte fra Kastrup til Argentina. Krigsforbrydere blev sendt via både til Sverige. Fiskerbåde gik fra Esbjerg til Uruguay. Fanger blev købt fri. Penge kom fra Vatikanet. En nazistisk gruppe i Irland fik penge fra mystisk dansk fond. ”Malle” Petersen, en stor flugtorganisator slap fri. Troels Hoff, leder af det danske efterretningsvæsen var forbavsende passiv. Han havde forbindelse til edderkop – sagen lige som mange politifolk. Vi kigger også på nazisternes kassemester i Argentina.
Han var ikke argentiner
Argentineren, Ernesto Fourcad var i Kastrup på vej ud til et fly, der skulle bringe ham til Geneve og videre til Buenos Aires.
Han var nået gennem paskontrollen. Men en dansk politimand greb hans arm og på tysk bad politimanden ham om at følge med. Argentineren protesterede højlydt og fremviste sin billet til 3.790 kr.
Han bad om et ringe til det argentinske konsulat. Og en repræsentant mødte op og protesterede lige sådan. Men det hjalp ikke. Politimanden, hvis navn var Vagn Lauritsen, havde fået et tip om, at denne ”argentiner” havde et falsk pas. Og manden hed slet ikke Fourcard.
Da ”argentineren” først kom til forhør på Politigården, indrømmede han da også, at han var professor Karl Gustav Friedrich Thalau fra Tysklands Aerotekniske Institut. Han var kampfly – konstruktør ved Focke Wulff – fabrikkerne og højt skattet medlem af NSDAP.
Amerikanerne deltog også selv
Der skete mange ting dengang i krigens sidste år og i tiden lige efter besættelsen. En del ting er rygter, andre ting er rigtig. Problemet er arkivadgang.
Tusinder fulgte nazisternes Flugtrute Nord gennem Danmark fra 1945 og til og med 1948.
Vatikanet har spillet en rolle og det har amerikanerne også selv. Hundredvis af egentlige krigsforbrydere og tusindvis af erklærede nazister er hjulpet på flugt af amerikanerne.
Videnskabsfolk blev kapret
Vestmagterne gik langt videre end at kapre videnskabsfolk, så de ikke skulle falde i russernes hånd. De hjalp krigsforbrydere, SS – folk og top – nazister som kunne blive nyttige til enten at hjælpe med flugt eller en ny identitet i Vesttyskland.
Komplottet mod Hitler fik Reichsleiter Martin Bormann til at indse, at det var på høje tid at etablere en storstilet flugtplan. To mænd blev udpeget til at lede dette arbejde, general Reinhard Gehlen og oberst Otto Skorzeny.
Danmark var porten til det officielt neutrale med i realiteten tyskvenlige Sverige. Allerede i november 1944 var en stor del af flugtplanerne klar.
Varulve deltog i flugtplanerne
I november 1944 fik Bormann den ide at oprette et særlig korps bag fjendes linjer. Medlemmerne skulle med sabotage og terror forsinke fjendens fremrykning. Efter en eventuel kapitulation skulle de fungere i flugtnettet. ”Varulve” kaldte Bormann dette korps.
Den berygtede Peter – gruppe
For Skorzeny var det forholdsvis let at etablere dette korps i Danmark. 11 måneder tidligere havde hans højre hånd, Otto Schwerdt gået i gang med dette. Vi kender alle den berygtede Peter – gruppe, der bestod af en række tyske eksperter samt medlemmer af den danske Brøndum – bande ledet af SS – manden Henning Brøndum.
Da Peter – bandens regnskab blev gjort op var det blevet til 162 mord og sabotage for 200 millioner af datidens kroner. Blandt mordofrene var den danske digterpræst Kai Munk.
Henning Brøndum kastede sig med ildhu og rekrutterede særlig varulve i Sønderjylland. Man har aldrig fundet ud af, hvor mange bander der blev til herhjemme. Men man regner med, at det blev til 50 – 70 ”Varulve”.
Våbendepoter
Rundt omkring i landet blev der gravet våbendepoter ned. Disse våben skulle bruges i forbindelse med russisk invasion. Disse varulve var også aktive i forbindelse med at organisere flugtruten gennem Danmark.
Men kun 400 mand fra 7 lande fik den rigtige træning af Skorzeny på kommandoskolen i Friedenthal ved Neustrelitz.
Schellenberg besøgte sin ven
SS – general Walther Schellenberg gjorde stop i København, når han skulle besøge sin ven i Sverige, Folke Bernadotte. Schellenberg, der selv var krigsforbryder havde sammen med massøren Felix Kerstens været SS – rigsfører Heinrich Himmlers forhandler i et forsøg på at opnå hemmelige aftaler:
Himmler og Schellenburg var raget uklar med Bormann, Gehlen og Skorzeny og var udelukket af deres flugtplaner. Himmler ønskede asyl i Sverige.
Den belgiske quisling
Belgiens quisling SS – general Leon Degrelle flygtede op gennem Danmark den 4. maj 1945. I København gik han om bord i en tysk minestryger, der sejlede til Oslo. Sent om aftenen den 7. maj fløj han sammen med fem kampfæller fra Fornebu Lufthavn til San Sebastian i Spanien i rustningsminister Albert Speers private fly.
Den berygtede Erich Koch i Flensborg
Den berygtede Erich Koch, Gauleiter i Ukraine og ansvarlig for masseudryddelser, flygtede med en isbryder over Østersøen til Danmark, hvor han holdt sig skjul i krigens sidste dage. Han hørte til de få udvalgte, der ifølge flugtplanen skulle af sted sammen med Martin Bormann og andre topfolk på ”1. klasse”. De skulle mødes i Flensborg.
Planen var, at de skulle stikke af i en eller flere af de tre nybyggede Walther – ubåde. Denne plan blev døbt Operation Regnbue.
Alternativet til ubådene var at stikke over ”den grønne grænse” til Danmark og enten gemme sig der og søge videre til Sverige. Åbenbart skulle Himmler og hans stab også have opholdt sig her.
Strandet på Læsø
Men i Flensborg under Döntz beskyttelse var også Ausshwitz – kommandanten Rudolf Höss, inspektøren for KZ – lejrene Richard Glücks og Himmlers livlæge, Karl Gebhardt.
Men noget gik galt for disse topfolk. For ingen af ubådene nåede frem. Men en af dem U 2538 forsøgte efter kapitulationen, at sejle gennem Øresund. Den blev beskudt og beskadiget og måtte sejle til Ærø, hvor alle blev sat i land. Derpå blev ubåden sænket.
Kaptajnen afviser, at der var krigsforbrydere og naziledere om bord. De ombordværende blandede sig med den almindelige strøm af sydgående tyske soldater.
Til Argentina med ubåd
Det lykkedes to mindre ubåde at slippe bort. Det var U 977 og U 530, som begge nåede Argentina. U 977 stoppede undervejs i Norge og tog folk om bord. Den var dog beskadiget og kunne kun sejle på overfladen. Derfor dykkede man og lå stille om dagen og sejlede om natten. Det tog 90 døgn at nå Argentina.
Rudolf Höss har selv beskrevet sit møde med Himmler i Flensborg. Han var glad om munter, og havde beordret, at Glücks og Höss skulle forklæde sig som underofficerer i Værnemagten og under falske navne stikke over den grønne grænse til Danmark og skjule sig der.
SS – Lazarettet i Gråsten
Meget tyder på, at de gjorde dette. Glücks var syg. Det hævdes, at han blev bragt til SS – lazarettet i Gråsten af Höss og SS – lægen Dr. Gebhardt. Her har de åbenbart opholdt sig til udgangen af juni 1945. Höss kom senere til Sild og derfra videre til fastlandet, hvor han blev arresteret den 11. marts 1946.
Krigsforbryderen Dr. Gebhardt blev også senere arresteret og dødsdømt. Glücks fandt man dog ikke. Det hævdes, at han døde i en interneringslejr. Men det har Simon Wiesenthal dog senere betvivlet.
Skorzeny kunne bruges af den amerikanske efterretningstjeneste
Otto Skorzeny som stod bag Peter – gruppen krævede de danske myndigheder udleveret. Men det fik de danske myndigheder ikke meget ud af, for han kunne være nyttig de den amerikanske efterretningstjeneste.
Man kunne sagtens nævne flere eksempler. Gestapo – chef Hermannsen fra København blev brugt af englænderne til at jagte kommunister i stedet for at sidde i fængsel i Danmark.
Underverdenen tjente masser af penge
Hvordan kunne ledende SS – folk og krigsforbrydere skjule sig i Danmark efter at være kommet over ”Den Grønne Grænse”. Situationen lige efter kapitulationen var kaotisk og kontrollen var minimal. Men man kunne hurtigt gemme sig i en flygtningelejr.
Underverdenen, der tjente på sortbørshandel under krigen, tog nu også smugling af nazister på pogrammet. I de første måneder var det lidt svært at komme videre til Sverige. Myndighederne derover var pludselig på vagt.
Der var også eksempler fra Gråsten Slot, hvor SS – officerer, våben og andet illegalt var transporteret i Røde Kors ambulancer.
Fanger blev købt fri
I forbindelse med Edderkop – sagen, der løb fra udgangen af 1948 til midten af 1953 kom det frem, at adskillige såkaldte ”allierede krigsfanger” på Alsgade Skole blev købt fri ved at bestikke danske politifolk og endog den britiske leder af fængslet.
I samme sag blev betjente fra Fremmedpolitiet dømt for at have ladet eftersøgte personer slippe til Sverige med Malmø – båden.
Troels Hoff’ s tvivlsomme affærer
Chefen for politiets efterretningstjeneste Troels Hoff blev dømt for at have skaffet indrejsetilladelser på illegal vis. Han deltog også i muntert lag med de anklagede i Edderkop – sagen.
Mange af de dømte politifolk i denne sag havde også hjulpet med i nazi – flugtruterne. Hoff var både leder af interneringerne på Alsgades Skole og han havde ansvaret for bekæmpelsen af nazi – smuglerierne.
Det fuldt udbyggede flugtnet varede uantastet i godt to år til det hele ramlede sammen i 1947.
Tyske videnskabsfolk direkte fra Kastrup til Argentina
Tyske videnskabsfolk blev via den argentinske ambassade sendt direkte fra Kastrup til Buenos Aires. De fleste militærfolk blev sendt videre med både til Sverige, hvor de blev modtaget af kontaktpersoner i Malmø og Helsingborg.
Men også fra Esbjerg kunne nazi – flygtninge komme direkte med båd til San Sebastian eller Irland.
Fra Esbjerg til Uruguay
I sensommeren 1946 så man annoncer i danske aviser om køb af fiskerbåde til Uruguay. Flere både blev købt og afgik med kurs mod Montevideo. De blev betalt med 240.000 kr. pr. stk. Og det var langt mere, end de var værd. Besætningen fik 40.000 kr. for at sejle dem til Uruguay. De britiske militærmyndigheder fik et tip om, at fiskerbådene var fyldt med flygtende nazister.
Man slog alarm for at få dem standset. Men da var det alt for sent. Bådene var allerede midt ude på Atlanterhavet.
Pengehjælp fra Vatikanet
I Pravda den 20. juni 1947 kunne man læse følgende:
Og disse komiteer hjalp med at fremstille falske identitetspapirer til krigsforbrydere, der opholdt sig i flygtningelejre.
Pengehjælpen fra Vatikanet blev udbetalt gennem den katolske biskop i Danmark, Theodor Suhr. Anden hjælp blev ydet af den hviderussiske grev Potocki og tidligere storfyrstinde Olga bistået af Dansk Røde Kors. Ja dette hævdede det russiske avis.
Dansk Røde Kors afviste beskyldninger og rettede henvendelse til politiet, om at undersøge, om der skulle befinde sig tidligere SS – folk eller krigsforbrydere i lejrene.
14 dage senere kunne Røde Kors meddele, at 37 baltere i den sidste tid var flygtet fra lejrene og kommet illegalt over Øresund.
Anholdt i Sletten Havn
Men det var åbenbart en trafik man ikke ville eller kunne stoppe. Den fortsatte uanfægtet.
En landbetjent stoppede en såkaldt ”balter – transport” fra Sletten Havn. Seks ”baltere” blev sendt tilbage til deres flygtningelejr. De havde masser af penge på sig, både amerikanske dollars og russiske rubler.
Skipperen måtte indrømme, at han havde fragtet ”baltere” over sundet tre gange. Hans medhjælper ved smuglingerne var svømmestjernen Jenny Kammersgaard. Hun blev også arresteret.
Mystiske lyssignaler
En uge efter dette, standsede den svenske kystbevogtning en dansk motorbåd ved kysten mellem Landskrona og Helsingborg med 11 estlændere om bord. De havde lejet båden med besætning for 600 kroner.
Information kunne berette om, at der var forekommet mystiske lyssignaler. Åbenbart foregik der en ret livlig illegal trafik over Øresund. Og meget af denne trafik var ret godt organiseret.
Varulve – gruppe arresteret
I juni 1947 blev medlemmer af en af de vareulve – grupper i det danske flugtnet arresteret. Men sagen blev behandlet for lukkede døre.
Information kunne berette følgende:
Gruppe 43 i Irland fik danske penge
Fra Irland havde man fået at vide, at der derover var en nazistisk organisation, Gruppe 43, som især tog sig af nazister, der kom fra de skandinaviske lande. Ifølge oplysninger havde organisationen særlig gode forbindelser til Danmark, hvorfra den fra en hemmelig fond havde fået 40.000 Pund.
Menneskesmugling fortsatte i 1948
Menneskesmugleriet fortsatte gennem det meste af 1948. Så sent som i slutningen af december 1948 var situationen ifølge Kristelig Dagblad følgende:
Men se denne energiske chef var Troels Hoff. Han var særdeles gode venner med tidligere Gestapo – chef, Hoffmann.
”Malle” Petersen på Østerbro
En af flugtorganisationerne hold til på Østerbro på adressen J.E. Ohlsensgade 17 st. tv. Her boede Emmanuel ”Malle” Petersen, som tilsyneladende var leder af en flugt organisation. Selv om politiet åbenbart kendte til Malles aktiviteter, så skete, der ikke noget.
Han og hans folk havde gode forbindelse og fik stort set lov til at arbejde videre. Man arbejde i grupper, og havde stor opbakning fra både adelige og kendte mennesker. Der var aldrig problemer med at skaffe ind – og udrejsestempler i falske pas. Det klarede organisationens folk i fremmedpolitiet.
På vej til Sydamerika
I sensommeren 1947 havde det norske sikkerhedspoliti opdaget, at et nazistisk konsortium havde købt en af flådens øvelsesbåde ”Falken”.
Den blev udrustet til en tur til Sydamerika. Båden blev indrettet med 24 kahytter, og antallet af rejsende var fuldttegnet. En række nazister, krigsforbrydere og organisatorer af de illegale rejser var parat til at sejle i frihed. Men det norske politi slog til.
Troels Hoff foretog sig ikke noget
Fra svensk side blev der sendt masser af rapporter til Troels Hoff i København, uden at der skete noget. Man ville gerne have, at den store organisator, Malle Petersen blev anholdt.
Nazistisk hofjægermester skriver bog
Malle Petersen havde kontakt med Nysvanska Rörelsen, som havde et stort flugtnet. Man havde en masse gårde, hvor man kunne gemme flygtningene. Man havde også forbindelser til den nazistiske hofjægermester Jørgen Sehestedt fra Brohom på Fyn. I sin celle i Vestre Fængsel sad han og skrev en bog om okkupationen og dens forhistorie.
Papirlapper blev udsmuglet. I Sverige sad Per Engdahl i Malmø og redigerede. Han oversatte til svensk, og her udkom bogen også.
92.000 norske værnemagere
I Norge havde Sikringstjenesten en liste med over 92.000 nordmænd, som var mistænkt for landsforræderi En stor del af det norske politi var nazistisk. Som vi allerede har beskrevet afgik der mange flugtskibe fra Norge. Det sidste kendte flugtskib hed Ida2. Det forsvandt så sent som i foråret 1949 og ankom til Buenos Aires den 29. januar 1950.
Vagn Lauritsens tvivlsomme motiver
I begyndelsen af artiklen nævner vi en politimand ved navn, Vagn Lauritsen. Han havde nære forbindelser til ”Malle” Petersen. Han kendte udmærket til flugtvejene gennem Danmark. Også højtstående danske officerer kendte til smuglingen af nazi – videnskabsmænd gennem Danmark. I begyndelsen var de ikke direkte involveret. Det kom først senere.
Hvad denne Vagn Lauritzens motiver var, vides ikke. Om det var penge eller idealisme vides heller ikke.
Toepke bag omfattende smuglerier
Den 24. november 1947 blev chefen for Dienstgruppe Dänemark, oberlojtnant Günther Toepke arresteret ved grænseovergangen i Kruså. Han var taget på fersk gerning i færd med at smugle en Luftwaffe – videnskabsmand, Paul Friedrich Klages over grænsen til Danmark.
Toepke måtte overnatte i fængslet i Aabenraa. Næeste dag blev han overført til Vestre Fængsel. I løbet af de næste dage blev fire af Toepke’ s nære medarbejdere ligeledes fængslet. Han indrømmede, at han havde smuglet adskillige tyske nazi – videnskabsmænd gennem Danmark.
Hurtigt gik det nu op for myndigheder, at argentinske embedsmænd også var involveret. Og åbenbart havde Toepke også i stor stil været med til at smugle tyske flygtninge ud af lejre herhjemme.
Myndigheder lagde låg på
Men man forsøgte fra myndighedernes side at ligge låg på. Toepke var en stor stjerne hos de danske myndigheder. Men åbenbart havde den danske generalstab også noget at skjule i denne sag. For et syns skyld blev Toepke idømt fire måneders fængsel
Det var faktisk Toepke, der forhindrede, at Lillebæltsbroen ikke blev sprunget i luften i dagene efter besættelsen. Og det var ham, der sørgede for, at de 285.000 tyske soldater stille og rolig gik mod grænsen.
En hemmelig antikommunistisk hær?
Den sovjetiske udenrigsminister Molotov hævdede, at Dienstgruppe faktisk var en en hemmelig antikommunistisk hær i Danmark og Slesvig – Holsten bestående af 81.358 soldater. Briterne måtte indrømme, at Dienstgrupperne var en paramilitær styrke med poltimæssige beføjelser. Historikere i Tyskland er tilbøjelig til at give den sovjetiske udenrigsminister ret.
Toepke arbejde for dansk spionage
Toepke indtrådte i Bundeswehr som oberst og blev pensioneret i 1972 med generalpension. Men forinden var han blevet gode venner med Hans Lunding, som blev chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Ja denne Toepke spionerede endda for Danmark. Også oberstløjtnant J.H. Skjoldager var dybt involveret i Toepkes menneskesmuglerier.
Nazisternes kassemester
Det var Rudolf Eugen Ludwig Freude også kaldet Ludovico, tyskfødt bankmand og industrifyrste, der sad på nazisternes pengekasse og dermed flugt – organisationernes pengekasse. Han opnåede en enorm magtposition blandt andet gennem venskab med Eva Peròn. Reichsleiter Martin Bormann begyndte halvanden år inden krigens afslutning at transportere penge, juveler og guld til Argentina. Det var Freudes opgave at anbringe denne naziformue rigtig.
Pengene blev investeret i 175 industri – og handelsselskaber, 149 andre foretagender og 17 kæmpe jordopkøb.
Efter at Eva Perón var død, var det tid til at gøre op med Freude. Han blev i 1953 myrdet med forgiftet kaffe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 8, 2016
Strejftog i København – dengang
Foredrag den 8. september 2016 på Solhjemmet i Valby. Vi tager en tur ned ad Strøget og Østergade, der var det fine shopping – center dengang. Så går vi lige en tur på Kongens Nytorv og skal selvfølgelig også på Nyhavn. Om vi når Frederiksstaden, det er et spørgsmål, for vi vil også gerne i Nyboder. Du kan opleve et mord, spøgelse og en, der rejser sig fra de døde. Vi skal opleve virkelige rige og meget fattige. Ja vi skal også se, hvad der var en delikatesse i Peder Madsens Gang. Måske når vi også en absurd svanejagt.
Historisk vandretur
Vi tager på en historisk vandretur rundt i København og besøger udvalgte steder. Men kunne selvfølgelig tage alle bygninger og fortælle, hvornår de var blevet bygget og så videre. Det gør vi også, men vi vil også gerne fortælle om livet dengang og de store kontraster, som hovedstaden bød på.
Ind ad Strøget
Vi tager lige først en tur ind af Strøget dengang. De første butikker var boder. Og det var en slags tilbygning til eksisterende bygninger. De fyldte meget i de smalle gader. Det var en stor hindring for færdslen og så var de meget brandfarlige. Derfor blev de forbudt i en forordning af 27. februar 1683.
Skilte
Det var ikke vinduerne, der trak dengang. Det var de forskellige skilte over indgangen til butikkerne. På Højbro Plads 21 kom nok butik, der skabte størst opmærksomhed.
Silke – og klædekræmmerne etablerede sig på hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade.
Spændende vinduesudstillinger
En vinduesudstilling i Købmagergade 25 vakte stor begejstring. Det så ud som om, at der var levende blomster, som var udstillet. Man havde nu indset, at vinduesudstillinger trak kunder til.
I 1828 var der røre omkring en fransk spækhøkerbutik i Købmagergade 3. Han havde tilladt sig at udstille tilberedt svinekød i sit vindue, ja han havde hængt pølser op. Der var så meget trafik foran butikken, at politiet flere gange måtte tilkaldes.
Armod og affald
Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var her, hvor armoden trivedes. Der kom mange klager til Magistraten, om at man blev snavset, hvis man bevægede sig rundt i byen og det havde regnet i flere dage.
Magistraten havde ellers sendt masser af forordninger ud, der skulle hindre, at byen flød med skrald, døde dyr og meget mere. Således blev der udsendt en forordning den 7. maj 1777, der bestemte, hvad man måtte smide på gaden:
Men disse bestemmelser blev slet ikke overholdt. Alle bunker blev gennemrodet af fattigfolk. Vejr og vind sørgede for, at affaldet havnede i rendestenene. Og skarnsvognene dukkede aldrig op.
Rendestenene stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder lå mellem almindelige huse.
Vægterne sang falsk
Ja, Magistraten fik også klager over at vægterne sang falsk. Omkring 1784 havde man 150 vægtere i byen. De skulle forhindre Ildebrand, mord og tyveri. Og så skulle de synge hver time. Og det var åbenbart en jammer. De ejede ikke en tone i livet.
Pjalteproletariatet
De allerfattigste blev kaldt pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borgergade og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og det nu forsvundne Peder Madsens Gang. Men de boede også omkring Bordelkvarteret omkring Holmensgade.
Det var her H.C. Andersens moster, Christiane boede. Hun ærgrede sig over, at H.C. Andersen ikke blev en pige.
Her var masser af stalde og brændevinsbrændere. Her var masser af sygdomme. Men lægen kom her aldrig. De syge blev stuvet sammen på loftet.
En præst i 1808 skrev:
Pjaltenborg
Og tænk, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der opholdt sig på Pjaltenborg, som lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Der var en masse andre huse, der kunne tilbyde det samme. De hed:
Folk var stuvet sammen. En læge bemærkede om toiletforholdene:
Håndværkerne udnyttede situationen
Efter den store brand i 1795 boede en masse de hjemløse i parker, haver og gårde. Byggematadorer og håndværkere udnyttede situationen. De opførte skyndsomt tre etagers huse på hver en tomt. I kælderen kom der butikker, og ellers blev der bygget en masse små lejligheder. Og disse var meget små.
Rig og Fattig
Der var stor forskel på rig og fattig. En ung advokat kunne bo i en herskabslejlighed. Han kunne have 3 piger og en kusk ansat.
Grosserer Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde et tjenerskab bestående af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.
Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog overfaldet af folkemængden.
Kongens Nytorv
Lad os besøge byens hovedtorv, Kongens Nytorv. For enden lå de såkaldte sandkister. Det var en slags træskur med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det kom fra de skibe, der lagde til i Nyhavn.
Sandmændene med hest og vogn hentede sandet og kørte rundt i gaderne og tilbød det. Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen brugte man sand. Man kunne så skure gulvet blændende hvid.
Ved siden af sandkisten lå Gyldenløvs Slot (Charlottenborg Slot) Indtil 1870erne lå her en prægtig have.
Der hvor det Kongelige Teater nu ligger, lå det såkaldte Gjethus, hvor der havde været kanonstøberi. Senere blev det militær højskole.
Mange tilbud fra vinkælderen
Under Commediehuset lå en velduftende vinkælder. Ifølge adresseavisen kunne man her købe:
Jo her kunne man også købe kobberstik og bøger. Man kunne sandelig også købe billetter til Skipper Eskild Jensen’ s ture til Bergen.
Og stedet fungerede også som et salgs posthus. Her kunne man aflevere pakker, som så blev sendt med diverse skibe.
Varmtvandsbadeanstalt
På hjørnet ved Vingårdsstræde lå en tidligere grevelig ejendom, der nu var blevet til Converse Club.
Ja i 1811 blev der her oprettet varmtvandsbadeanstalt. Og et lignende anlæg blev der oprettet i Lille Strandstræde. Der var åbent fra klokken 5 om morgenen til klokken 10 om aftenen. Her blev serveret Bouillon, chokolade og likører.
Hotellet rummede mange ting
I 1828 indrettede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel de Nord. Det var nu ikke billigt. Hele 1 rigsdaler kostede det.
I hotellets kælder lå et tarveligt, men stærk besøgt danseetablissement som hed Torvet. Det var en af de mest besøgte dengang.
Og i det gamle hotel installerede Brødrene Nielsen, Københavns første flytte – omnibus – selskab.
Æbleskiver og konditori
På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade kom nu La Porta Konditori. Kigger man så i adresseavisen kan man se, at der her i kælderen havde været Sultani’ s æbleskiver – bageri.
Heiberg’ s forældre
På hjørnet af Kongens Nytorv 23 og Østergade 1 var ligeledes en ældre vinhandel og konditorejendom. Det var her Christian Heinrich Pätges arbejdede. Det var første gang han mødte sin hustru, Henriette Hartvig. Hvorfor er de to så vigtige. Jo de fik en meget berømt datter, Johanne Louise Heiberg. Ja det var sandelig en, der begik selvmord, fordi han ikke kunne få hendes gunst.
H.C. Lumbye
Første februar 1840 blev der inviteret til musikselskab på 20 personer. Det foregik på Hotel D’ Angletarre. Biletterne kostede 3 mark. De kunne købes for 3 mark hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade. Og musikselskabet var H.C. Lumbye.
Østergades noble butikker
Nede af Østergade havde adelen etableret sig. Her var masser af flotte haver. Men efterhånden måtte adelen trække sig. De handlende trængte sig på. Adelsgårde blev omdannet til købmandsgårde.
Her kom til at ligge de fineste og mest noble butikker. Jo kræmmerne havde virkelig etableret sig her. De kaldte sig efterhånden manufakturhandlere. Ja der opstod endda kvindedragende modebutikker.
Den krøllede kommis
En klæddekræmmersvend blev nu kaldt det fine ord, kommis. Inden da var det diskenspringer. Hans beklædning bestod af
Jo pigerne drømte om den krøllede kommis. Dengang var det også prestige, at arbejde i butik. Det er det ikke mere.
Kongens Klub
Her på Østergade var der en Café med det fine navn Granelli. Sandelig var der en ølhalle i nummer 13. Den kom senere til hedde Rybbergs Kælder.
I nummer 12 lå Madam Frørups Frugtkælder. Og her var også et par cigarhandlere, der havde god omsætning hele natten.
Her lå også en meget fornem klub, der hed Kongens Klub. Og tænk, der lå en forening, der hed Læsernes Forening, hvor ikke en eneste læste. Det handlede nemlig om at få natbevilling. Ja, man kunne også få morgenbevilling.
En modehandler ved navn, Louise Rasmussen
Her vakte en ung modehandler også røre, fordi hun havde udstillet en mekanisk modeldukke. Det skabte en del røre, men mere røre skabte det dog, da hun havde en kongelig romance. Hun hed Louise Rasmussen eller bedre kendt som Grevinde Danner.
Jo tænk her i Østergade lå også to fiskehandlere. Og her boede også Greve Ahlefeldt. Det var ham, der bortførte skuespillerinde Rose’ s purunge datter Mette Marie Rose.
Brændevinsbrænderi med 21 køer
Svaneapoteket lå i nummer 18. Det var indrettet i en to – etagers bygning. Laboratoriet vendte ud mod den berygtede Peder Madsens Gang.
Gennem apotekets port gik en 3 meter bred gyde derind
Og i gydens nr. 5 lå et brændevinsbrænderi med et kohold på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet på flere etager. I samme ejendom i nummer 7 boede der 78 voksne plus børn.
Delikatesse til 4 skilling
Andre ejendomme i Peder Madsens Gang husede Nattens døtre eller Udydens præsterinder.
Her var også logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita. Her kom sjovere og lammedrivere.
De kom for at få deres yndlingsret, der var tilberedt af det af oksehovedet, man ikke kunne bruge til at koge suppe på, og det var mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Velbekomme.
Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte en naturlig tørst. Hele herligheden kostede kun 4 skilling.
Ja og disse stamgæster, der kom her, havde også eksotiske navne som Knuden og Sildehoved.
Let levende damer
Det var også her i Peder Madsens Gang de let levende damer holdt til. Ja behandlingerne af alle de kønssygdomme, der opstod var overladt til de såkaldte badskærere. Men på privat initiativ blev der i 1516 oprettet Skt. Anne Hospital som tog sig af fattige syfilis – patienter. Her fik man god kost rene senge og forstandige salver m.m. Ellers stod det på kviksølvskure, smørekure og svedekure.
Allerede i værket Flora Danica fra 1648 blev der givet råd til, hvordan man kom af med kønssygdomme.
Nyhavn
Det er ikke så langt hen til vores næste bestemmelsessted. Vi var det lige før ved Sandkisten. Vi er nu i Nyhavn. Det var her, at kongen befalede, at der skulle anlægges en kanal ind til Torvet.
De første ejere
Flere af kongens mænd følte sig tvunget til at købe grundene langs kanalen. De solgte dem så senere videre. I 1689 var der følgende ejere:
Hen ved år 1700 var de fleste grunde bebygget, og nogle af de hele gamle huse står endnu, sikkert renoveret et par gange.
Vrikkende piger
I kanalens første tid var det store tremasters skibe, der besøgte hele verden, der søgte herind. Købmandshuse og provianteringshuse opstod. Snart fulgte der også masser af værtshuse.
Op og ned af den muntre gade vrikkede prostituerede far 13 – 70 år. Mange baghuse blev brugt til bordeller.
En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv.
Efterhånden kunne de store skibe ikke mere anløbe Nyhavn. Det blev nu skonnerter og skuder. Men løjerne holdt ikke op. Og så blev man nødt til at oprette eget vægterkorps.
En sommerdag i 1800 – tallet udbrød der krig mellem marinere og almindelige matroser. Borgervæbningen blev tilkaldt, og skulle forsøge at skille partnerne fra hinanden.
Mange mord og selvmord
Der har været mange mord på Nyhavn. Om lidt skal vi høre om en af dem. Og kanalen har mindet om mange selvmord. Ofte var det ulykkelig kærlighed, der var årsagen. Her er blevet spillet, drukket og lokket. Godmodige sjæle er blevet snydt. Fulde svenskere er blevet rullet, og piger er gået i hundene.
Og H.C. Andersen har boet tre forskellige steder i Nyhavn.
Mølleren, der gik igen
I Nyhavn 15 var en møller og hans kæreste engang gæst. Efter tre dage havde mølleren hverken hest, vogn, møller eller kæreste mere. Mølleren mente nu nok, at værten havde spillet med falske terninger. Den tidligere møller lovede hævn over værten og kæresten.
Næste morgen fandt den tidligere kæreste ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter begyndte det at spøge. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Det standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.
Hver gang den tidligere kæreste forlod stedet begyndte det at rumstere. Ja, det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidt måtte værten betale den tidligere kæreste for at blive siddende deroppe på loftet.
Og sagnet slutter med at den tidligere kæreste dør af skræk.
Jo, det var for resten også her, at man kunne få lavet falsk pas, hvis tyskerne var efter en. De tyske soldater måtte ikke komme i Nyhavn, men det måtte Gestapo.
Franskbrødet, der forsvandt
Nyhavn 17 er nok det mest berømte sted. Lagde man her et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, kunne man være sikker på at det var væk om morgenen, spist af rotter.
Man sagde, at dette var de finske søfolks yndlingssted. Derfor lærte personalet finsk. Her lå også verdens første tatoo – butik. Tatovering var knyttet til Nyhavn.
I Salomonsens Leksikon blev der i 1929 fremført, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.
Befri mig fra dette mørke sted
Vi skal da lige besøge Nyhavn 31. For her boede storkøbmanden og skibsredderen Andreas Bodenhof. Han døde ret ung i 1794, og blev begravet på Assistens Kirkegård. Og der blev hans unge hustru begravet fire år tidligere.
Hun hed Gertrud Bodenhof. Og hendes bror fortalte, at hun havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten. Natten efter, at hun var blevet begravet, kom to gravrøvere og ville hugge hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig fra kisten og råbte:
Og hun lovede dem guld og grønne skove og lovede dem en rejse til Amerika. Men de tog en spade og huggede hende rigtig ihjel. Og det er ganske vist, for det har en af gravrøverne fortalt til den senere biskop af Sjælland, da han lå på sit dødsleje på Frederiks Hospital.
Afholdsmænd skal holde sig væk
I Nyhavn 51 nede i kælderen lå Det gyldne lam. Her var sat et skilt op på væggen:
Datidens befordring var ikke så kompliceret. For adresseavisen, da kundgjorde Skipper Christoffer Holm:
Der blev ikke guld
Nygade 59 blev kaldt Århus Domkirke. Det skyldtes, at på husets gavlkvist var der en Kristus figur. I dag kaldes huset for Guldmagerens Hus. Det skyldes, at husets bygherre, kobbersmed Henrik Ehm omgikkes alkymister.
En læge dr. C.V. Haquart betalte Ehm 600 rigsdaler for at lære kunsten at lave guld. Dette lykkedes dog ikke, men Ehm ville dog ikke tilbagebetale dette kursusgebyr. Men så gik lægen i retten, og Ehm kom til at betale.
Mordet på Jens Peter Tønder
I Nyhavn 65 boede i 1836 Jens Peter Tønder oppe på anden sal. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen. Han var teologisk kandidat, men egentlig kunne han slet ikke falde til nogen steder.
Han levede af at sælge et tidsskrift, som han selv udgav. Han underviste også i sprog. Men han havde penge på kistebunden og nægtede at få penge hjemmefra.
Og dette havde den 22 – årige Peter Worm fundet ud af. Selv havde han ingen penge, men han besluttede, at røve dem fra Tønder. Derfor meldte han sig til fransk undervisning.
Først forsøgte Worm at aflive Tønder med oversmurte opiums – kager. Da det heller ikke lykkedes anden gang, ja så besluttede Worm sig for at kvæle Tønder.
Men Worm blev arresteret, og i 1838 blev han over for en tusindtallig menneskemasse henrettet ude på Amager Fælled.
H.C. Andersen og hunden
I Nyhavn 67 boede H.C. Andersen. En dag da han kom ind i forstuen sprang familiens store godmodige hund hen imod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte forfærdet deroppe fra:
Frederiksstaden
Går vi nu fra Nyhavn op mod Kastellet, ja så kommer vi forbi et særdeles fornemt område, Frederiksstaden. Men sådan har det jo ikke altid været.
Et lille stykke uden for Vesterport, der hvor Hovedbanegården nu ligger, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave liggende. Men den blev ødelagt af svenskerne, da de kom på besøg. Da freden atter sænkede sig, måtte der findes en løsning.
Dronningens Have
I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne strækninger. Det var i dette landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade. Området strakte sig fra kysten ind til Bredgade.
Det var ganske vist meget sumpet og et være morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelig mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle år kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.
Et Lystslot – Sophie Amalienborg
Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Det fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.
En forestilling for den lavere rangklasse
Det var herude, at kongen valgte, at holde sin 44 – årige fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.
Også byens lavere rangklasse fik lov til at se den teaterforestilling, der blev vist i forbindelse med kongens fødselsdag. Det skete ved en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere oplevet en opera med sang og musik og store mængder af levende lys. Der var plads til 200 mennesker i den propfyldte teatersal.
Den dramatiske brand
Men ak og ved. En af de1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig og alle trængte mod den eneste udgangsdør.
Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet sig til en glødende askehop. Og det frygtelige var, at næsten alle 200 tilskuere omkom, for de kunne ikke komme ud.
Ilden fik så godt fat i slottet, at det heller ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges, blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Se således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.
Uberørt i seks år
Allerede i 1670 havde Christian den Femte haft planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men dette projekt blev aldrig ført ud i livet.
Efter den dramatiske brand lå stedet uberørt i seks år. Men da sidste rester endelig forsvandt, blev den del, der lå nærmest Sankt Annæ Plads igen udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns Garnison.
I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opholde sig, når han inspicerede sine tropper.
Et stort nyt slot
I 1728 oplevede vi den store brand. I 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Dette slot kom til at sluge trefjerdedel af nationens budget.
Fire palæer
Men ellers var der ingen, der interesserede sig for den del af byen, som vi nu står i. Men i 1743 bad Kongen om at tegne et palæ til Kronprinsen. Eigtved havde allerede dengang henvist til den nuværende slotsplads. Men det brød kongen sig ikke om.
Men så kom planerne om de fire palæer og Frederiksstaden.
Den absurde svanejagt
Når vi nu er ved de kongelige skal vi dog lige høre om en speciel interesse, som de kongelige havde fået.
Det var jo sådan, at Christian den Anden havde kaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere have indført en ny sport, som Hoffet havde taget til sig.
Sporten gik ud på at jage unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene, og derfor ikke kunne flyve.
Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby.
Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, virker det helt absurd. Dyreværnsfolk, hvis man havde det dengang, ville have råbt højt.
Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roet af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.
Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter samt ikke mindre end 39 andre både. Både ministre og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste havde løsnet et skud.
I forvejen var der indfanget en stor mængde svaner omkring sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, så undslap der adskillige hundrede.
3 – 400 svaner var dog tilbage, da jagten blev indledt. Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave for at ingen svaner undveg.
Man havde ikke hunde med, som man plejede. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til selskabets ubestridte glæde.
Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Paulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.
En uofficiel vejviser
I 1757 udkom, der en vejviser, der var basseret på sladder. Den blev kaldt Barkhow’ s vejviser, og den er basseret på sladder og også tredjehånds oplysninger. Men den giver os et udmærket indblik i bylivet dengang:
Og sådan kunne vi blive ved. Der var især gode beskrivelser af pigerne. Men også beskrivelser af, hvem der var sammen med hvem. Ja et par mistanker om mord får man også.
Ekstra told
Der møder os nu en række hyggelige gule huse. Men det har de ikke altid været. Men der er ikke så mange tilbage af disse Nyboder – huse.
Det gik langsomt med at få bygget disse 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel. Dokumenter fra 1629 viser, at det hele kostede 132.000 Rdl. I 1631 blev der udsendt en forordning om, at der skulle opkræves ekstra told af skibe for at få alle penge skrabet sammen.
Der fandtes allerede skipperboder ved Holmen.
18 gader og stræder blev anlagt
Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Und mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst gik Nyboder helt ned til stranden. Mod vest strakte den nye bydel sig til Rigensgade.
En stor plads opstod i området. Den fik navnet Grønland. Den blev brugt som militærplads og rettersted.
Ingen almindelig retspleje
Og den kontrakt, som man fik, kaldte man et husbrev. Og i de små ejendomme på 45 km2 kunne godt huse op til 16 personer. Selv om lejlighederne var beregnet til søens folk, var der dog også andre, der boede her.
Nyboder – folket dannede grundstammen på mange skibsbesætninger. De var også med ved mange søslag. Her var nationalfølelsen stor. Når kongefamilien fejrede noget, blev der udleveret lys, som skulle sættes i vinduet.
Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen betragtede stedet som sit private område. Magistraten skulle ikke blande sig.
En mærkelig skæbne
Skipperboderne dannede i hvert fald i 50 år bolig for de højere ansete inden for søens folk. Det var skippere, styrmænd, hans majestæts skibsofficerer. Ja og tænk engang, så boede også Rigsadmiralen her også. Man skulle tro, at det var lidt lille for denne standsperson.
Efter Svenskerkrigene var der uorden i rigets finanser. Boligerne blev solgt til beboerne eller pantsat for manglende lønninger. Til slut i 1694 blev resten solgt på auktion.
6.000 søfolk bukkede under
I 1705 måtte Grenader – korpset og Livgarden træde til for at skabe ro, da der var ballade. Og der var ofte kampe mellem marinere og matroser her i bydelen. Og marinerne trængte ind i husene og voldtog kvinderne. Jo det var både mange døde og sårede hver gang.
I 1710 bukkede 6.000 søfolk under i forrådnelsesfeber. De gik hårdt ud over Nyboder – folket. De brød sig ikke om sygehuse eller læger. De ville helst dø derhjemme.
Begravelse på Nyboder
På Nellikevej blev der dog etableret et sygehus. Når en var død dengang, strøg man sand og gran ud på vejen. Kisten blev stillet foran Nyboder – mandens hus, og så kom enken ud og lagde en krans på kisten.
Sørgetoget fortsatte uden enken. Det var overladt til mændene. Dem der ikke var i uniform, havde lejet sorte sørgeknapper. Efter begravelsen samledes man i de sørgendes hjem.
Jubel, da Struensee blev henrettet
Der var jubel i Nyboder, da Struensee’ s fjender sejrede i 1722. Nyboder – folkene blandede sig i oprøret bag efter og hvad med til at ødelægge cirka 60 virksomheder. Men dem, der så ham henrettet på Fælleden var dog lidt forknyt. Det havde været rædselsfuldt, at se på.
I 1757 besluttede man at opføre endnu 70 huse.
I 1779 sprang krudttårnet i luften. Det betød 7 døde og 47 kvæstede. Skader var der for 40.000 Rdl.
Nyboder – manden giftede sig tidlig
Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende skulle være af samme klasse. Men det krævede en friseddel af kompagnichefen. Og så skulle man så være gift senest 8 uger efter, at den var blevet udstedt. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten for Bremerholm’ s kirke.
Stadsmusikkeren skulle have 4 mark for at spille. Var det tale om fattigfolk kunne det dog gøre for 3 mark.
Lejen var ens for alle huse. Den blev trukket fra lønnen.
Man kunne blive smidt ud
Hvis ens kone snakkede for meget og sladrede om andre kunne hun få tildelt fidellen. Den var formet ligesom en violin som hun så skulle gå med til spot og spe for alle.
Man kunne også risikere, at blive smidt ud af Nyboder hvis man røg sig uklar med naboerne. Man måtte heller ikke holde et uskikkeligt hus med skælden og smælden og værre med eder og banden.
Nyboder – folket var uønsket i Frederiksberg Have. Fra 1750 måtte de ikke betræde voldene.
I 1756 begyndte man at bygge to – etagers huse. De sidste af den slags blev bygget i Ulvegade og Bjørnegade.
Skolen i Nyboder
I 1721 havde Nyboder Skole 50 elever. Undervisningen var gratis. Skolen bestod af tre Nyboder – huse. Det var frivillig skolegang, men mange forældre foretrak at holde børnene hjemme. Så kunne de hjælpe med at tigge om føden.
I 1786 var der hele fem skoler beregnet til 100 børn i Nyboder.
Man kæmpede i Clasens Have
Under belejringen i 1807 var der mange Nyboder – folk ude i Clasens Have for at kæmpe. Mange var også ude på søen for at kæmpe. Masser af bomber slog ned i Nyboder.
Man mente, at Nyboder skulle rives ned
I 1841 foreslog en københavnsk spækhøker, at alle Københavns letlevende damer skulle samles i Nyboder nede ved Volden.
Kammerherre og arkitekt Meldal foreslog i 1865, at hele Nyboder skulle jævnes med jorden. Forfatteren Johannes V. Jensen gav udtryk for det samme.
Kierkegaard kunne godt lide Nyboder – piger
Men Søren Kierkegaard kunne godt lide Nyboder og særlig deres piger. Han skrev:
Nu blev husene gule
Ja og i 1860 skiftede alle huse fra den hvide til den gule farve. Så fik man i 1890 endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne forsvandt. Efterhånden fik vejene også nye navne.
Og så endelig i 1917 fik Nyboder elektrisk lys. Siden 1930, hvor man fyldte 300 år har de sidste rester af Nyboder været truet, selv om resterne nu er fredet.
Og se nu stopper vores strejftog, nu kan vi ikke gå længere. Og næste gang vil vi se nærmere på, hvordan københavnerne levede, hvad de spiste, hvordan de boede, om de gik på værtshus eller bordel, og hvad de mente om døden. Ja det sidste lyder drabelig, men det er nu ret sjovt.
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: P.t. har www.dengang.dk
Dato: marts 29, 2015
Værnemagere
De blev betragtet som landsforrædere og skulle straffes. Men det var der langt fra alle der blev. Familien i Sønderjylland, der modtog erstatning for deres faldne far/mand fra den tyske stat måtte aflevere erstatningen til den danske stat. Men de skippere, vognmænd og gårdejere, der havde tjent styrtende med penge på tysk samhandel måtte beholde deres penge. Arbejdsløse blev tvunget til at arbejde for tyskerne eller sendt til Tyskland. De blev af Modstandsbevægelsen betragtet som værnemagere og truet. Danske firmaer i Tyskland snød så vandet drev. Mange brugte slavearbejder, men dette er aldrig blevet nærmere undersøgt. Både den danske fagbevægelse, Dansk Arbejdsgiverforening, entreprenørerne ja selv den almindelige dansker var general tilfredse med samarbejdspolitikken. Efter sammenbruddet den 29. august 1943 fortsatte den danske landbrugseksport med stigende styrke. Mange tjente styrtende med penge – men disse blev ikke betragtet som værnemagere.
Min kloge far
Min kloge far fortalte mig flere gange, at det ikke var alle, der blev straffet efter krigen. Han mente, at det ofte var de forkerte, der blev straffet. Dem med forbindelserne i orden, ja de slap, sagde han. Den lille mand blev straffet.
Min far havde valget til at tage til Tyskland eller arbejde for tyskerne ved befæstningsanlægget, ellers var der ingen dagpenge. Organisationerne syntes, at det var en god ide, at arbejde sammen med tyskerne.
Arbejdsløsheden i Danmark var i 1940/41 ramt af ekstrem høj arbejdsløshed. Således var en tredjedel på et tidspunkt ramt af arbejdsløshed.
Truet af modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsen havde ikke meget til overs for dem, der havde taget arbejde hos danske entreprenører som lavede befæstningsarbejde ved vestkysten. Således blev arbejdere, der arbejdede i Oksbøl og skulle tilbage til Tønder, truet af modstandsbevægelsen. De skulle se sig for, når de kørte hjem, for de kunne risikere at blive skudt.
Danmark var privilegeret
De besatte lande havde et omfattende økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Ja de kunne ikke mere selv bestemme, hvem de ville eksportere til og importere fra. Mange firmaer og enkelt personer tjene dog store summer på samarbejdet med tyskerne. Man brød diverse love, blandt andet den danske prislovgivning. Andre gjorde opmærksom på, at de handlede i overensstemmelse med politikerne.
Forskellen til de andre besatte lande, var at tyskerne der foretog direkte plyndringer og udskrev arbejdskraft til produktion.
Allerede inden besættelserne af Europa havde de tyske myndigheder nøjagtige planer for de besatte landes indpasning i den tyske krigsøkonomi. Det var en meget nøjagtig planlægning og ikke meget var overladt til tilfældighederne.
I årene 1942 – 44 var de besatte landes bidrag til den tyske rustningsindustri betydelige.
Tyskland havde en konto i nationalbanken
Tyskerne havde en konto i Nationalbanken, som de kunne trække på. Ved krigsafslutningen stod den konto på 8 milliarder kroner. Det svarer vel i dag til ca. 175 milliarder kroner. Ja det var, hvad Danmark selv måtte betale for samarbejdet. Det økonomiske samarbejde bestod af mange ting:
– Landbrugsprodukter til Tyskland
– Indkvartering af tyskere
– Leverancer til de tyske styrker i Danmark
– Bygning af militære anlæg
– Produktion af våben til tyskerne
Politikerne var indforstået med dette arbejde. Og meget af dette fortsatte også efter oprøret den 29. august 1943. Det økonomiske samarbejde voksede endnu mere i de sidste måneder frem til befrielsen.
Man var tilfredse med samarbejdspolitikken
De fleste historikere vil gerne have os til at mene, at den danske befolkning fra starten var imod tyskerne. Eftertidens opfattelse af den danske modstandskamp har været ideologiseret og har båret præg af efterrationalisering. Sandheden er, at danskerne var tilpasningsparate.
Forfatteren, Palle Roslung – Jensen har haft mulighed for at gennemlæse 70 dagbøger fra den tid. Sådanne dagbøger er et vidnesbyrd om, hvad folk tænkte og følte, mens landet var besat af den tyske krigsmagt. Man beundrede Norges modstand, men man ønskede ikke norske tilstande i Danmark.
Nu var det nok ikke arbejderne, der skrev dagbøger, men nærmere de veluddannede. Selv om danskerne grundlæggende var demokrater og engelsksindede og glædede sig over de allieredes sejre, så var det først da krigslykken vendte, at man vendte sig mod samarbejdspolitikken. Og ved krigens slutning havde de fleste danskere lykkelig glemt, at de i starten støttede samarbejdspolitikken.
Lovgivning overtrådt uden følger
Mange danske virksomheder og enkeltvirksomheder overtrådte dansk lovgivning, uden at regeringen kunne gøre noget som helst.
Mange sabotagevirksomheder var rettet mod danske virksomheder, der rettede sig mod tysk eksport. Og i Sønderjylland havde Det Tyske Mindretal organiseret deres virksomheder, så de kunne få det bedt mulige ud af samarbejdet med tyskerne.
Særlig den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var særdeles utilfreds med, at der ikke kom til et større opgør med kapitalisterne efter krigen.
Flere entreprenørvirksomheder klarede frisag, fordi de kunne henvise til, at politikere og regeringer direkte havde opfordret dem til at samarbejde med tyskerne helt tilbage fra 1940.
Ikke mange værnemagere blev dømt
Kun 1.100 værnemagere blev dømt, men halvdelen af disse blev frifundet. Straffene var også minimal, når man tænker på indtjeningens størrelse. Egentlig var det kun 75, der kom et år eller mere i fængsel. Ja mange af disse blev også senere benådet.
Meget paradoksalt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt til Staten. Det var et meget lille beløb. Men dette peger måske også på de kaotiske forhold, der var i retssystemet, dengang.
Var Danmark – Hitlers spisekammer?
Det er rigtigt, at danske landbrugsvarer spillerede en rolle for at opretholde fødevareforbruget i den tyske befolkning. Men var det nu rigtigt, at Danmark var Hitlers spisekammer?
Ja den 10. april 1940 vurderede Wehrwirtschaftsamt at indlemmelsen af Skandinavien kunne bibringe den enkelte tysker 2 kg. Kød/flæsk og 1 kg smør ekstra. Ja og så lige 1 kg. Fisk.
Egentlig var det ikke så mange tillokkende ting fra den danske industri, der lokkede. Og egentlig var det svenske råstof, som tyskerne var ude efter. Men først måtte svenskerne bøje sig for kravet om transport af tyske tropper gennem landet op til fronten i Norge. Siden gennemførtes store leverancer af kul til Nordnorge. Først i august 1944 foretog Sverige en spærring af kultransporterne. Dermed ramtes det tyske erhvervsliv hårdt. Men indtil da, kunne man vel næppe hævde at svenskerne var neutrale.
De danske leverancer gik som en rød tråd gennem alle indberetninger til Berlin under besættelsen. Mottoet var, Her går det godt. Man ønskede at bevare det forholdsvis fredelige Danamark.
Franz Ebner berettede den 22. marts 1944 til Berlin, at Danmarks eksport havde fået endnu en tak op ad. Nu kunne det lille land dække det tyske behov af kød i 6 – 7 uger og 4 – 5 uger med smør.
Danmark havde selv det største forbrug under krigen
Mens vareudvekslingen i 1939 kun udgjorde en fjerdedel af den danske ind – og udførsel, så var indførslen vokset til trefjerdedel og eksporten til seks/syvendedel. Dette blev så viderebragt som en ”skrøne” i danske presse.
Tilfredsheden skyldtes nok, at det hele blev betalt over clearingskontoen, som ikke skulle udlignes før krigen var forbi. Og det man måske også lige glemmer, er at Danmark under krigen havde det største forbrug alle i Europa. Og væsentlig højere end i Tyskland.
I 1942 – 43 blev 57 pct. af al smørproduktion anvendt til dansk forbrug, mens det for oksekøs drejede sig om 81 pct. For svinekød og flæskekød drejede det sig om 67 pct.
Ægeksporten var i 1940 næsten ubegribelig høj. 968 millioner æg blev eksporteret. Også eksporten af fjerkræ var astronomisk høj. I perioden fra 5. november 1940 til 5. april 1941 blev der afsendt 152 togvogne med 322.055 levende høns til Tyskland.
I 1942 og 43 var det de store år for kanineksporten. 595.435 kg blev eksporteret til Nazi – Tyskland.
Skrappe restriktioner i andre lande
I Norge, Holland, Belgien og Frankrig blev der gennemført skrappe rationeringer på smør, æg og svine – og oksekød. I stedet måtte man spise brød, kartofler, frugt og grøntsager, hvis det ellers kunne skaffes.
I lande som Polen, Ukraine og Rusland blev befolkningen fra starten udsultet af den nazistiske besættelsesmagt, fordi der skulle skaffes mad til Tyskland.
Den danske industrieksport var beskeden. Men det blev påpeget, at danskerne opfyldte 73 pct. af de givne ordre til den tyske krigsindustri. Man burde sørge for at sikre Danmarks forsyninger med råvarer og maskiner og især jern, så krigsleverancen kunne blive endnu større.
Dækadresser for regeringen
Under tysk pres blev det meste at det danske værns våben og ammunition til den tyske værnemagt. I februar 1941 måtte seks torpedobåde udleveres til den tyske marine. Allerede i slutningen af maj 1940 rejstes krav om produktion af krigsmateriel for tysk regning på Krigsministeriets og Marineministeriets tekniske værksteder samt på Orlovsværftet. Dette blev efterkommet af regeringsbeslutning i august 1940. Men det skulle dog ske på den måde, at disse leverancer skulle ske via private virksomheder, for våben og ammunition gennem Dansk Industri Syndikat. Desuden skulle de ske gennem skibe gennem Burmester & Wain. Disse firmaer blev dækadresser for regeringen. Dørene var hermed på vidt gab for de krigsvigtige leverancer fra dansk industri de kommende år.
Den 15. februar 1941 henvendte den tyske Værnemagt sig til Krigsministeriet med anmodning om levering af 40.000 granater og 24 stk. 75 mm luftværns – kanoner. Og sådan gik det slag i slag. Dansk Industri Syndikat gik ind som mellemleverandør. Senere blev det til bl.a. en leverance af 500 stk. 20 mm maskinkanoner.
I princippet var de danske virksomheder fritstillet, om de ville modtage tyske ordre. Men staten træder regulerende ind ved at indgå aftaler med besættelsesmagten om leverancer på områder, der er af stor vigtighed for Værnemagten. Det drejede sig bl.a. om områder som våbenproduktion, skibsbygning og militære entreprenøropgaver.
Efter pres fra regeringen
Ja det startede allerede den 16. april 1940, hvor den danske regering allerede henvendte sig til danske entreprenørvirksomheder med henblik på iværksættelse af arbejder til sikring af tyske militære stillinger i Danmark. Det begyndte med udvidelser af Ålborg Lufthavn og andre lufthavne. Det endte med de storstilede befæstningsarbejder på den jyske vestkyst, der var vendt mod en allieret invasion og befrielse af Danmark ad denne vej.
Entreprenørerne pressede selv på
Det var entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der efter pres fra regeringen indvilligede i at påtage sig arbejdet. Dagen efter kom turen til Danmarks store våbenfirma Dansk Riffelsyndikat.
Ingeniør T.K. Thomsen, der ledede de største entreprenørvirksomheder, der arbejdede for tyskerne påkaldte sig en del opmærksomhed. Han var således formand for Entreprenørforeningen, formand for Håndværksrådet, næstformand og senere formand for Dansk Arbejdsgiverforening i forskellige perioder under besættelsestiden.
Regeringen havde givet efter for entreprenørernes ønske, om at det ville være i dansk interesse at arbejde for tyskerne.
Hvis danske virksomheder afviste tyske ordrer, gik de tyske myndigheder videre til Udenrigsministeriet og de politiske myndigheder med krav om at få de firmaer anvist, der gerne ville arbejde for dem. For de firmaer, hvor der var tale om en vital produktion for tyskerne, kunne det også blive tale om, at tyskerne overtog produktionsstedet.
Werner Best forstærkede selv myten
Kigger vi på nogle af Werner Best’ s indberetninger, ja så fortsætter han lovsangen fra oktober 1943 til oktober 1944:
– Danmark leverer værdifulde bidrag til den tyske krigsøkonomi med leverancer af kød, heste og fisk. Ja for kød er det sågar fordoblet.
Efter sammenbruddet i august 1943 fortsatte den danske eksport med forstærket kraft.
Måske var Werner Best selv med til at forstærke myten om Danmark, som Hitlers Spisekammer. Ja han medvirkede kraftigt til at styrke den for at styrke sin egen position i Danmark.
Den sidste indberetning fra Danmark til Berlin kom fra oberstløjtnant Hugo Hans. Han havde foretaget en inspektionsrejse til Norge og Danmark. Der blev ved denne lejlighed ikke talt om leverancer, men om det snarlige sammenbrud. Man talte om, at omstille den danske jernbanedrift til brug for brunkul og trækul. Men også problemet med de tyske flygtninge blev nævnt. På daværende tidspunkt var der ankommet 123.000. Ansvaret havde påhvilet værnemagten.
Nybygning af 70 tyske skibe
Set ud fra et tysk synspunkt var reparation af tyske handelsskibe ved danske værfter vigtige. I marts 1941 blev der ved dansk – tyske forhandlinger indgået aftale mellem tyske og danske rederier og værfter om nybygning syv nybygninger. Men i november 1942 blev der truffet aftale om nybygning af hele 70 tyske skibe.
Den danske handelsflåde ydede endnu i 1944 betydelige transportydelser for den tyske regering. Men haverier og brændstofmangel reducerede den danske handelstonnage med 25 pct. Rejsetiden var grundet minesprængninger og andre hindringer steget til det dobbelte.
18 pct. arbejdede for tyskerne
Ved det tyske befæstningsbyggeri var der ansat 30.000 arbejdere. Ved det danske politi, kystpoliti og hjælpepoliti og ved banebeskyttelsen var der ansat 15.000 mand til gavn for tyske interesser. Yderligere var 2.000 ansat som hjælp i luftvåben og marine. Ja, dertil kom 3.300 frivillige i Waffen SS. Ja tager vi alle frivillige danskere med i tysk tjeneste bliver det meget mere. Ja, tænk cirka 18 pct. af arbejdstagerne i Danmark arbejdede for tyskerne. Ja sådan beskrev Werner Best det.
Vender vi blikket mod Det Tyske Mindretal. Ja så kunne man den 1. december 1944 registrere 2.162 frivillige ved Værnemagten, Waffen SS, mens 4.100 var beskæftiget ved tysk arbejde. Sammenlagt drejede det sig om i alt 6.292 personer, der arbejdede aktivt for tyskerne.
Men inden forargelsen buldrer frem, så var mængden af frivillige til den tyske værnemagt større fra det øvrige Danmark end fra Det Tyske Mindretal.
Udgifterne trods alt minimale
Man blev enige med tyskerne i at reducere det danske militær fra 6.599 mand til 2.200. mens officerskorpset stort set forblev i tjeneste. Den danske marine fik desuden overladt en række bevogtningsopgaver for tyskerne.
Vi bidrog til den tyske krigsøkonomi lige som de andre besatte lande. For Danmarks vedkommende beløb det sig i alt til 8 milliarder kr.
Men egentlig slap vi billig i forhold til andre besatte lande. Udgifterne i forhold til Danmark
– Var i Norge og Belgien 2 – 3 gange større
– Var i Holland 6 gange større
– Var i Frankrig 16 gange større.
Beskæftigelsen herhjemme steg dog også i takt med den stigende afsætning til værnemagten og rustningsindustrien. Og det hjalp også på det hele med befæstningsarbejdet ved vestkysten. Gennem hele perioden skete der også en femobling af landbrugseksporten til tyskerne.
Importen fra Tyskland blev fordoblet mellem 1939 og 1944. Der skete en tredobling af den danske eksport. Den norske eksport blev firedobbelt.
Det kan godt være at samarbejdet med tyskerne var brudt sammen. Men kødeksporten steg til det dobbelte i 1944.
Det var især udgifterne til værnemagten i Danmark og til fæstningsbyggeriet og først i anden række det tyske underskud på clearingkontoen for varer og ydelser, der belastede den danske økonomi.
Tvangsarbejde
Tilførselen af arbejdskraft til Tyskland var enorm. Det drejede sig om i alt 7 mio. mennesker. Her var det tale om tvangsarbejde. Fra Danmark var tilgangen frivillig. Ifølge opgørelser fra den belgiske militærforvaltning var 577.579 belgiske arbejdere formidlet til arbejde i Tyskland.
Det ”neutrale” Sverige
Men hvad så med det neutrale Sverige? Ja i 1943 leverede de 9,5 millioner tons jernmalm til tyskerne. Det dækkede halvdelen af tyskernes forbrug. Og de kuglelejer som svenskerne leverede dækkede hele 60 pct. af tyskernes forbrug.
Svenskerne leverede desuden 70.000 tons ædelmetal og trækulsjern. Dette blev brugt til fremstilling af motorer og værktøjsmaskiner.
Så sent som i 1944 aftaltes import af jernmalm fra Sverige for 500 mio. RM.
Kaos i retsopgøret
Alle de politiske partier var enige om leverancer til tyskerne. Det har man glemt i dag. For i 1945 førte Kommunisterne sammen med Dansk Samling an i korstogene mod de virksomheder, der samarbejdede med tyskerne.
Trods det, at staten var dybt involveret i leverancerne til tyskerne, forberedtes der efter den 29. august 1943 i besættelsens sidste år en kovending i politikken over for erhvervenes tyske leverancer. Hen mod besættelsens ophør begyndte man at bebude, at der ville blive lavet om på de hidtidige regler og procedurer med tilbagevirkende kraft uanset myndighedernes ansvar for disse.
Vi skal samtidig huske på, at eksporten af landbrugsprodukter i de sidste år af besættelsen steg væsentlig. Og ved vestkysten mistede man fuldkommen kontrollen med befæstningsbyggerierne. I det lys havde min kloge far sikkert ret.
Tidligere her på siden har vi været inde på retsopgøret efter krigen. Domstolene i Danmark havde også de første fire år ret så svingende afgørelser. 600 domme blev i 1949 taget op igen og endte med frifindelse.
Nogen skulle betale – andre skulle ikke
Der var blevet arbejdet for tyskerne på bred basis. Også en mængde transporter i form af vognmandskørsel og fragtsejlads var foretaget for tyskerne. Clearingskontoen for levering af fisk og landbrugsprodukter var efterhånden landet på 4,1 milliarder kroner.
Lovgiverne besluttede, at landbruget, fiskeriet og gartnerierne ikke skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke de arbejdere, som havde arbejdet for tyskerne skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke selv om Danmarks Statistik ifølge stikprøveundersøgelser kunne godtgøre, at i en del tilfælde har indtægterne været betydelige.
Men det var ikke alle, der kunne regne med tilsvarende politisk beskyttelse. Det gjaldt for eksempel tilskud til de tyske mindretals organisationer, skoler løn og understøttelse under tysk krigstjeneste. Dette skulle tilbagebetales til den danske stat.
Social ulighed
Understøttelse til efterladte koner og børn, samt lønoverførelser og erstatninger fra Tyskland, samt salærer og honorarer og andre overførelser fra Tyskland skulle efter lovgivningen tilbagebetales.
Man kan jo godt forstå, at Det Tyske Mindretal følte dette som en forfølgelse. Det kan måske også ses i forhold til at B & W som blandt landets største leverandører til den tyske værnemagt slap forholdsvis billigt. Måske var det, fordi der var masser af statslige penge i foretagenet.
Gårdejere fik forbedret deres realindkomst med 49 pct. under besættelsen og godsejere fik en fremgang på 62 pct. Denne fremgang skyldtes samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage.
De magtfulde landbrugsorganisationer havde gjort deres indflydelse gældende. Men de landmænd, der havde tjent sorte penge ved tørveproduktion eller ulovligt salg ved stalddøren til besættelsesmagten blev straffet ved pengeombytningen den 23. juli 1945.
De skippere og fiskeeksportører der fik forøget deres indtægter med 3 – 400 pct. under besættelsen skulle heller ikke betale noget som helst tilbage til staten.
I fuld forståelse med staten
Landbruget omstillede sig fra britisk til tysk leverance. Snart måtte tyske opkøbere indstille sig på massive prisforhøjelser. Og det hele blev betalt over den dansk – tyske clearingskonto i den danske nationalbank, hvilken i realiteten betød, at det var det danske samfund, der skulle betale.
Eksportpriserne på landbrugsvarerne steg med 100 pct. i løbet af de første besættelsesår. Og visse eksportvarer steg med det femdobbelte. Dette forhold var afstemt med staten.
Var det for at lette samvittigheden?
Dansk Arbejdsgiverforening og T.K. Thomsens rolle under besættelsen i forbindelse medsamarbejdet med tyskerne kan selvfølgelig diskuteres. Men de oprettede sammen med andre erhvervsfolk Hjælpefonden af 17. februar 1943. Onde tunger spekulerer på, om det var for at lette samvittigheden?
Med denne fond støttede de sabotører, deres familier og efterladte. Endelig blev der indkøbt våben til den del af modstandsbevægelsen, som under General Gørtz og viceadmiral Vedel havde tættest forbindelser til regeringen.
Hjælpefonden var mellemled ved overførelsen af et beløb på 40 mio. kr. fra statskassen, der deponeredes flere steder i landet til brug af sikring af illegale militær – og politifolks lønninger.
Wright, Thomsen & Kier blev udsat for omfattende og hadefulde angreb i offentligheden først og fremmest i Information samt Land og Folk. Thomsen måtte forlade sin formandspost i Dansk Arbejdsgiverforening efter et større opgør.
Tilfældig domsafsigelse
Den 8. november 1943 meddelte direktør Niels Svenningsen fra Udenrigsministeriet, at tyskerne havde truet med tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft, hvis befæstningsarbejder ikke blev færdiggjort inden for en bestemt tidsfrist.
Vi kunne selvfølgelig have bragt en liste over alle de virksomheder der blev dømt, eller de virksomheder, der blev frikendt som eksempelvis Aabenraa Motorfabrik. Når vi nu bringer dette firma frem, er det fordi, at vi også i en artikel bringer en sabotageaktion mod firmaet. Men vi har planlagt en artikel, der hedder Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik.
Det var nogle besynderlige domme, der fulgte. Nordwerk i Ryesgade fremstillede rotorer til V2 – raketter. I ejerkredsen var højesteretssagfører Geo Schiørring. Denne forsvarede også virksomheden i retten. Han sagde aktiviteterne var godkendte af myndighederne og især af Udenrigsministeriet. Men virksomheden blev frifundet i Byretten. Sagen gav anledning til en voldsom debat i befolkningen. Man syntes ikke, at frifindelsen var i trit med den almindelige retsfølelse. Men firmaet slap dog ikke i Landsretten. Måske var det den offentlige debat, der pludselig fik retten på andre tanker?
Tysklands – arbejdere fortæller frygtelige historier
Der har ikke været nævnt så meget om danske entreprenører i Nazi – Tyskland og danske Tysklandsarbejdere. Men der i den forbindelse nogle frygtelige historier. Arbejderne troede, at når de danske myndigheder nærmest tvang dem til at rejse, var det hele i orden. 127.910 Tysklandsarbejdere oplevede nu ikke alt som i orden.
Således fortælles der om, at arbejdere først skulle gennem en gennemgangslejr i Flensborg. Og så skulle man ellers gennem en lang togrejse. Men hverken løn eller forplejning levede op til det som, der var fastsat i kontrakterne. Man kunne ikke bare forlade ens arbejdsplads. Så var Gestapo på pletten. Og når man så ifølge kontrakten ville forlade arbejdspladsen fik man at vide, at man gemte på hemmeligheder, så man blev nødt til at blive på stedet til krigen var slut.
De hvide slavehandlere
Andre danskere havnede i en arbejderopdragelseslejr, hvor de under særdeles ødelæggende forhold skulle producere V1 – missiler og V 2 – raketter. Produktionsstedet var indrettet i minegange og huller under jorden.
Mange var blevet engageret af et dansk firma i Tyskland. Det var en af hovedårsagerne til at man ikke var så nervøse. Tilliden til et dansk firma var væsentlig større.
Men ofte viste det sig, at det danske firma bare udlejede danskernes arbejdskraft videre til tyske foretagender mod et større eller mindre gebyr. De kaldtes Hvide Slavehandlere.
Slavehandelen stred mod en dansk lov fra 1938, som forbød privat arbejdsanvisning, men det var langt fra det eneste problem i forbindelse med den såkaldte firmaindsats.
Slavehandel, plat og svindel kom til at stå som overskrifter over danske firmaers engagement i Tyskland, men det skal helst ties ihjel.
De danske firmaer havde ikke ren mel i posen
10 danskere, der var hvervet af danske entreprenører endte i arbejderopdragelseslejre og ikke alle overlevede. Ja selv danske firmaer anmeldte deres danske arbejdskraft til Gestapo.
Mindst 23 danske firmaer har benyttet polske tvangsarbejdere, og Villadsen har under genopbygningen af Rostock benyttet tvangsudskrevne civilarbejdere fra Sovjet. En tilbundsgående undersøgelse af disse forhold, er aldrig blevet foretaget.
Det kunne også være spændende, at finde ud af F.L. Schmidth & Co. Samt trafikminister Gunnar Larsens arrangement i Østeuropa. Måske kommer vi ind på dette i en senere artikel.
Den danske stats officielle politik
De danske firmaers engagement lå dog i direkte forlængelse af den danske stats officielle politik i disse år. Man indrettede sig under det tyske førerskab i Europa.
Militærindkaldelse havde drænet tysk arbejdskraft, så de tog imod dansk arbejdskraft med kyshånd.
Danske politikere plejede omgang med topnazister
Danske entreprenørfirmaer var også vilde med at komme til Tyskland. Danske politikere plejede omgang med Hamborgs nye statholder, den dybt korrupte nazist Karl Kaufmann. Han var personlig indsat af Hitler.
Planerne var at danske entreprenører skulle være med til at lave et nazistisk prestigeprojekt. Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen var dybt involveret.
Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne, og det gjaldt hvad enten opgaverne skulle løses på dansk eller tysk.
Svindel og bedrag
I april 1943 var 108 danske firmaer aktive i Tyskland:
– I 27 af firmaerne konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder
– I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark
– I 36 af firmaerne blev der foretaget ulovlig overførelse af fortjeneste, bl.a. ved at misbruge de ansattes konti.
– I 62 af firmaerne forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning og andre kontraktforhold, typisk at man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.
Kære læsere, sådan kunne vi have blevet ved. Og det gør vi. Men det kommer så i en senere artikel. Værnemagere har mange ansigter.
Kilde:
– Vi har under denne artikel brugt talrigt med litteratur. Vi håber snarest at kunne bruge en revideret Litteraturliste:
Besættelsestidens Litteratur A – L
Besættelsestidens Litteratur M – Å
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 133 artikler fra Besættelsestiden
Dato: september 27, 2013
Fanny Enge
af Jørgen
Witte. Dette er en historisk artikel, skrevet efter at forfatteren er
dukket ned i diverse arkiver. Den afliver myterne om Jomfru Fanny. Forfatteren
dykker ned i de historiske kendsgerninger, og hvad der kan dokumenteres.
Jørgen Witte har magistergrad og er uddannet
i historieforskning på Århus Universitet. I 16 år var han arkivar
på Landsarkivet i Aabenraa. Han er forfatter til en del bøger og artikler
om Sønderjylland og Aabenraa.
I 1881 den 27. marts døde
den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge,
i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården
ved Forstalle. 1
Når hun er kendt i dag i
en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem
efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun var en uægte
prinsesse-datter, datter af prins Frederik Christian, den senere Christian
8. dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen,
2. Verdenskrig, Aabenraas fremtids udvikling, med mere. Som myte er
hun ‘Jomfru Fanny’, uden efternavnet ‘Enge’ der viser tilbage til den
mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefaderen.
Især mytedannelsen omkring
hendes nedstamning har optaget mange, især i Aabenraa. Der er skrevet
bøger og artikler om Jomfru Fanny, der alle i betydeligt omfang
bygger på et intens ønske om, at hendes afstamning måtte være kongelig,
på en lokal mundtlig tradition i visse familier, som ikke kan dokumenteres,
og endelig med en tilpasning efter behov af uomgængelige facts til
myten.
Da redaktør Morten Kamphøvener
i 1964 fremkom med en grundig, kritisk historisk artikel om myten, aflivede
den ikke mytetroen. Den levede videre, og en af hans modstandere personregisterfører
Holger Jacobsen skrev, at aabenraaerne ikke ville af med deres myte. Også efter dette tidspunkt
er der udgivet artikler og bøger ud fra mytetroen, som ikke bringer
noget selvstændigt nyt. Til mytetroen kan også henregnes museumsinspektør
Hanne Christensen artikel ”Jomfru Fanny – den synske kongedatter
fra Aabenraa”, der i 2002 udkom i bogen ”19 myter i Sønderjyllands
historie”. 2
Kamphøveners oprindelige
artikel var formuleret som en kritisk gennemgang af myten, ikke som
en fortælling om personen Fanny Enge, selv om den rummer meget materiale
til dokumentation af hendes liv. I denne artikel har
jeg ønsket fordomsfrit at skildre den historiske person Fanny Enge
med brug af en normal historisk arbejdsmetode, med en kritisk behandling
af de samtidige, tidghængelige skriftlige kilder. Denne historie er
sådan set nok så spændende som myten.
Forhistorien
Langt øst herfor (330 km
herfra) i det tyske hertugdømme Mecklenburg, i nærheden af Rostock
begynder Fanny Enges historie. Derovre syd for Lolland og Østersøen
lå godset Vietow i Sanitz sogn, Ribnitz amt, der havde en smuk hovedbygning. 3
Den danske adelige kammerjunker
Frederik Karl Ferdinand von Qualen (1769-1846) købte i 1800 godset
Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for
hans let ældre bror der havde overtaget familiegodset Vindeby og Marienthal, solgte det i 1800.
Han havde været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte
1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var
den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775-1841), med kaldenavnet
Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og den kongelig
danske guvernør i Trankebar. Mange nulevende danskere har set
hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet
var i mange år gengivet på femhundredkronesedlen. 4
Godsejerparret fik nogle få år deres familieliv på godset
Vietow og fik bl.a. den 9. Maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt
i kirken i kirken i Sanitz.5 Fanny von Qualen havde bl.a. en kammerjomfru
ansat, som det fremgår af en anden dåb på godset. En lille husmand
(kådner) ved navn Cross fik næsten samtidig en datter, der blev døbt
den 22. maj 1803. Kådneren havde bedt godsets adelige frue om at være
fadder, hvilket hun havde indvilget i, men uden at ville møde personligt
op i kirken. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt
have en adelig fadder. I stedet for godsejerfruen var hendes kammerjomfru
Christine Heise kommet som hendes repræsentant.
På godset var der også ansat
en jæger og skovrider, Johann Heinrich Friedrich Enger, der boede sammen
med sin hustru Dorothea. De fik også i 1803 en søn,
der blev døbt den 27. marts.6 Denne jæger og skovrider Enger besvangrede
den ugifte kammerjomfru Christine Heise og blev senere af hende
udpeget som barnefar til Fanny Enge. Han forsvandt åbenbart
fra godset i 1805, idet han fra dette tidspunkt ikke er længere opført
på skattelisterne på godset.
Det gik ikke godt for godsejerparret
rent økonomisk. Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne
ikke magte godset og tog i 1805 sammen med sin familie flugten for kreditorerne. Der blev i de
næste par år berammet fem salgsterminer, men først i 1813,
8 år senere, endte det med at godset blev solgt på tvangsauktion
til en overforstmester von Sperling.
Hvorhen kunne den familien
von Qualen flygte hen? Det var naturligt for dem at tage til købstaden
Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med knap 3000 beboere.
Der boede nemlig hans svigerinde, Maria Barbara kaldt Manon,
(1770-1852) en fem år ældre søster til hans hustru. Hun
var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764-1845)
på Brundlund slot. De havde et særlig nært forhold til hinanden,
som det fremgår af at to søstre blevet gift på samme dag, og at Manon
i 1797 havde kaldt sin egen datter for Fanny Sophie. 7
Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4
personer) til et hus i 3. kvarter i Aabenraa og blev der de næste tre
år. At dømme efter husstandens størrelse havde de ikke længere
nogen kammerjomfru i husstanden.8 von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han
prøvede bl.a. i februar 1806 igen at blive at blive ansat i prinsesse
Charlotte Frederikkes (1784-1840) hofstat, men fik af hendes forlovede,
prins Christian Frederik (1786-1848) at vide, at det ikke kunne lade
sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig
se i Mecklenburg.9 Man skal være forsigtig med slutninger e silentio, men der er
et fingerpeg om at von Qualen fortsatte med at være fattig. I november
1807 indsamlede borgerskabet i Aabenraa penge til bygningen af en kanonbåd,
nu hvor englænderne havde taget den danske flåde. I spidsen for listen
stod amtmand von Blücher med 100 rdl fulgt af købmænd, præster,
håndværkere og skippere, men ingen von Qualen.10
Den 2. marts 1808 blev
familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den
lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september
1808 blev amtmanden Blücher forfremmet til Overpræsident i byen Altona
og i maj samme år fik hans svoger von Qualen heldigvis ansættelse
som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde. Som
overpræsident i Altona udførte von Blücher i 1813-14 en så fortjenstfuld
indsats under de Napoleonske krige, at Frederik 6. i 1818 ophøjede
ham og hans mandlige efterkommere i den danske lensgrevestand. 11 Men det var ti år efter at familierne amtmand
von Blücher og von Qualen forlod Aabenraa i 1808.
Franziska
Carolina Elisa Enges fødsel
Sammen med godsejerparret
von Qualen havde også den ugifte 25 årige Christine Heise forladt Mecklenburg. Hun havde formentlig tænkt, at hun efter
sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen Mecklenburg, men
sådan blev det ikke, hun kom i stedet til at tilbringe resten
af sit liv i Aabenraa. Den 31. August 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen
skete i Slotsgade, der førte hen til Brundlund slot.12
Gaden var vokset sammen med
købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den assisterende
jordemoder kom dog fra købstaden, det var den 52 årige Maria Christina
Elvers (1753-1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men
også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn.
Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem
at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen.13
Det kom frem, at faderen til det nyfødte pigebarn var den
nævnte skovrider Enger. Præsten ved Nikolaj kirke i Apenrade, pastor
Nissen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise
Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genoveva v. Qualen og hendes
mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa
Heise, der vel har været Christine Heises søster.14 Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene,
men her var tale om et uægteskabeligt født barn langt fra hjemstavnen.
Barnet fik nogle fornemme faddere og blev opkaldt efter
dem og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far. Kaldenavnet Fanny
overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab.
Det var vigtigt med en rig
gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, en dåbsmønt, en sølvske, en hue, en
barnekjole og lignende. I efterladenskaberne efter Fanny Enge findes
et fint lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny og en såkaldt
rangkrone med ni perler. Rangkroner brugtes til monogrammer på våbenskjolde
o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis
perler og blade for grever. Rangkronen på lommetørklædet synes
at indicere en adelig, grevelig forbindelse. 15 Lommetørklædet kan stamme fra Fanny von Qualen
eller fra hendes søster, der var blevet grevinde i 1818 og som
havde en datter Fanny. Vi kender ikke lommetørklædets oprindelige
proveniens, og reelt er der kun broderet en greve rangkrone på lommetørklædet.
Der er ingen initialer med ejerens navn, og hvornår fornavnet Fanny
er blevet påbroderet, er umuligt at sige.
Nogle dage efter dåben blev
præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin
embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden,
under hvis jurisdiktion Slotsgade hørte. Han undskyldte sig med at han ikke havde haft
den rigtige forordning af 1777 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv fra amtmand Blüchers tid findes mange sager fra sognene
om fødsler uden for ægteskab. For fødslen uden for ægteskab blev
Christine Heise idømt at betale en stor bøde på 35 mark til
amtets kasse. Men hun slap for at betale den, fordi besvangringen var
sket i udlandet, og fordi barnefaderen ikke boede i området, og fordi
hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. 16 Muligvis har amtmandens forståelse for Christine
Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.
Fanny Enges
opvækst
I traditionen om Jomfru Fanny
nævnes, at hun undervistes på Brundlund slot sammen med amtmand
Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798,
– og var dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod amtmanden
Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel. Kammerjunker von Qualen
boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Der var to drenge,
Christian født 1801 og som nævnt ovenfor Heinrich født 1804,
og inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en
datter, Hilleborg. De kan næppe heller have været undervist
sammen med den tre-årige Fanny Enge.17
I sin opvækst fik Fanny Enge
givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne,
men de fleste lister over eleverne mangler i dag. To år efter hendes
fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende
skoler (latinskole, skrive- og regneskole) blev slået sammen til en
fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne
i de sønderjyske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne
indtrådte ved det fyldte 6. år. 18
Fanny Enge talte sandsynligvis
tysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg, og de boede altid sammen
lige til moderens død i 1853. At Fanny Enge faktisk kunne læse
og skrive dansk og tysk, fremgår både af hendes breve fra slutningen
af hendes liv. De viser et rigtig godt kendskab til tysk, og måske
en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk-dansk.19 I hendes først kendte ’drømmesyn’ fra ca 1849
nævnes en tysk røver-roman Rinaldo fra 1798, som hun må have læst.20
Der var i tiden en stor børnedødelighed
på grund af koppesygdom, men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa
begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre
de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere. Det blev
således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret
af fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge.21
Fanny Enges
voksenliv
Palmesøndag 1822, den 31.
marts, blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og
drenge konfirmeret i Nikolai kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab
af Christine Heise fra Mecklenburg og ‘Förster’ dersteds Friedrich
Enger.22 Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter
konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen
gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs 1825) havde nogle penge
i overskud.
Fanny Enge kom sandsynligvis
allerede i 1820erne kommet i arbejde som vaskekone og syerske, med samme
beskæftigelse som hendes mor. Først ved folketællingerne 1840
(og i 1845) er det dog regulært noteret af myndigheden, at den ugifte
Fanny Enge og hendes mor arbejdede som syersker og vaskekoner. Også
efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny
Enge vaskede for andre. Hver gang stammer disse oplysninger om Fanny
og hendes mors forhold, oprindelse og beskæftigelse fra dem selv, så
de kan næppe betvivles. 23
Ved Fanny Enges død fandtes
der forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber. Nogle
af genstandene Seminarielærer Ingrid Wehlitz, der underviser i håndarbejde, er i en analyse af dem gået ud
fra at Fanny Enge selv har fremstillet alle genstandene. Denne forudsætning
bygger på oplysninger fra Aabenraa Museum (Birgitte Kragh), der
igen bygger på traditionen. Ud fra en teknisk og stilteknisk
analyse mente Ingrid Wehlitz at kunne ordne nogle af disse beklædningsgenstande
i en kronologisk orden, men til en mere præcis tidsordning synes de
ikke at være anvendelige. Nogle tøjstykker er formentlig købt, og
det anvendte franske broderi var moderne i hele perioden fra ca 1750
– 1840.24
Flere forfattere har undret
sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange
hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med sin
mor. I kopskatregistret for 1835 er det registreret, at Fanny Enge og hendes mor boede i huset i 1. kvarter
nr. 44, dvs. Storegade nr 44 og at hun hvert kvartal dette år
betalte 25 sk i skat for de to personer. Kopskatten hvilede på alle
mænd eller kvinder over 12 år med et fast beløb, og pengene gik bl.a.
til de fattige. Der var adskillige andre små husstande som deres, f.eks.
to personer hvoraf den ene var enke, og som betalte det samme som dem.25
De boede længe til
leje i Aabenraa 1. Kvarter, mest i Storegade, der også dengang
var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier.
Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige
og enlige kvinder. 26 I 1845 boede Fanny Enge og hendes mor formentlig
i et eller to værelser i Storegade nr 47. Det svarer til
den nuværende adresse Storegade 35. Her boede dem 49 årige hjulmager
Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3-21 år. Hos
dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen. I samme ejendom,.
formentlig i baghuset boede den 50 årige hestehandler Asmus Iversen
Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en
husstand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regenburg og hans
44 årige kone.27
Der er ingen tvivl om, at
enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datiden samfund. Fra en by
som Haderslev ved vi, at i 1810 var ca 50 rdl (svarende til 150 mark
cour) eksistensminimum for en hel familie. Men i Haderslev var 1/3 af
de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der
svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente.28
I Aabenraa har Fanny Enge
og hendes mor åbenbart hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end
de andre syersker. Der var i 1817 i købstaden som et af de første
steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen
var at de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne
lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og
faldt samfundet til last.
Af sparekassens hovedbog
fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk
og andre med få midler. Den 20-årige Fanny Enge satte i 1825
50 mark (16 rdl cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838
indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik
også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte 33 år,
hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl cour).29 –
Hvorfra pengene kom, kan man
ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine
indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem, og udlejede
tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig
i sit fælles liv med moderen. Beløbene, som hun indsatte i Spare-
og Lånekassen er for små til, at man kan forestille sig at de
stammede fra en kongelig understøttelse.
Men faktum var altså, at
Fanny Enge i disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler,
ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden. En daglejer Josias
Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til
5% med sikkerhed i deres huse, hhvs. i byens kvarter III
nr 65 (Persillegade 3b) og i kvarter IV nr 38. Det kunne Josias
Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes
hans indbo på offentlig auktion. Fanny Enge var ikke blandt køberne
af hans løsøre, men i august året efter, da Josias Matthiesen
var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på
at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i persillegade. Da hun
først hævede sine opsparede midler i sparekassen i 1838,
tyder noget på, at hun endda har haft flere penge til rådighed.
Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens byens protokoller
og registre, herunder i købstadens skyld- og panteprotokol. Det skete
først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være, at
Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre
købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at
optage lån med pant i huset. 30
Det var et lille beboelseshus
fra 1700-tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse,
senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet
som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der
var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen
først vurderet til 320 Rbdlr, men faldt i de senere år en smule
i værdi.31
Fanny Enge må have lejet
huset ud i de næste knap tyve år og fået en leje-indtægt derved.
Der må have været meget trangt, for ved folketællingen 1845
boede der i hendes hus en sadelmager, den 34 årige Hans Chr.
Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer Hans Jørgen Herse
med kone og to børn, hele 10 personer. 32
Som sagt, havde Fanny
Enge givetvis flere penge til rådighed. Hun var nemlig i 1847
i stand til at låne et større beløb til den 29-årige barber Peter
Wilhelm Speckhahn fra Flensborg, som i 1842 var blevet borger
i købstaden.33 Hun lånte ham hele 1000 mark til køb af et jordstykke
Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart først indløst
i 1883 efter hendes død. Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854
1000 mark af hende, fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke.
Disse penge lånte han til 3½ % p.a. og lånet løb til 1871.
34
Som husbesidder i 1834 fik
Fanny Enge en bedre social status sammen med det øvrige borgerskab i Aabenraa , – for med
erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i stolestade nr 13
d i Sct. Nicolai kirke. 35 Dens placering var formentlig til venstre,
i den nordlige side, når man kom ind i kirken. For sin
plads betalte hun årligt 3 mark 3 sk. til kirkekassen,
og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr
13 blev benyttet af familien rebslager Claus Garben og ejeren
af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius.36 Så disse familier må hun have hilst på ved gudstjenesterne.
Apenrade, det senere Aabenraa,
var en ganske lille købstad, altsammen samlet omkring bybakken, og
med enkelte udløbere derfra. Der var betydelige klasseskel, bl.a. med
en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en intelligentsia (jurister, læge o.l.) og
en dansksproget håndværkerklasse. Oprindelig var alle beboere og borgere
(et fåtal af beboerne) kongetro slesvigere, overbeviste om den danske
helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk
eller et andet sprog.
Den danske stat bestod dels
af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som
var blevet grebet af den tysk-nationale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene
mellem kongeriget og hertugdømmerne. I Apenrade kom der i 1838 en dansk
modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig
mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838-48 til en hadefuld
konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig, – den 1.
Slesvigske krig (1848-50).
Fanny Enge var dengang som
senere overbevist om, at den danske stat skulle være en dansk-tysk helstat.
Hun havde altså den gamle konservative politiske opfattelse. De nationale modsætninger og krigshandlingerne
i nærheden af Apenrade var voldsomme og hun drømte voldsomme drømme,
præget af hvad hun så og hørte, også præget af de røver-romaner
fra ca 1800 hun havde læst som ung. Med overbevisning fortalte hun
hvad hun havde set i drømme om vilde skarer og hærstyrker, – det var
ikke spådomme, men drømmesyn. Det blev trykt i Fyens Avis i 1849 og
senere som skillingstryk, og fik derved en vid udbredelse i danske kredse.
Ifølge skriftet skulle hun allerede i 1837
i febervildelse have haft et drømmesyn om de slesvig-holstenske soldater
i købstadens gader, der sang Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Denne
sang blev først komponeret og digtet 1844, men det er ikke overraskende,
at den er blevet tilbagedateret som en spådom. 37 Dette korte skrift synes at have gjort hende kendt
i en større kreds som en person med seer-gaver. Senere kom der andre
drømmesyn til, som dog overvejende er kendt gennem traditionen.
Når det drejede sig om kristentroen,
foretrak Fanny Enge nok at høre om den på tysk. Det fremgår af, at
hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev
der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som
hhvs dansk og tysk compastor. Der blev indsat en 28-årig dansk præst
Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige
vækkelser. Ham brød redaktør Frederik Fischer sig ikke om.
Det samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den
49 årige rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev
compastor for den tyske del af menigheden.38 Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge
lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og begyndelsen af 1860’erne
i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed,
som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som
regel hvert andet år, når året var begyndt.39
Uvist hvornår, men formentlig
omkring 1850 flyttede Fanny Enge og hendes mor i huset i Persillegade.
Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over at boet efter Christine Heise af hendes
datter som eneste arving blev angivet ikke at være noget særlig værd,
– nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske
nogen (trods oplysningerne om Fanny Enges økonomiske midler) , for
dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½
% af formuen. De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest
– ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke at der har været en beskeden
formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke
skulle betale en afgift. 40
Hun fortsatte sit stille liv
i købstaden, men levede meget med i de voldsomme politiske og krigeriske
begivenheder, der prægede landsdelen. Den store katastrofe var den
nye krig 1864 mellem Danmark og Tyskland, med det katastrofale nederlag
ved Dybbøl som et lavpunkt. Den danske stat mistede hertugdømmerne,
hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk
administration i stedet for den danske, alt blev anderledes. Den gamle
danske helstat var væk, med sin blanding af dansk og tysk. Hun håbede
at de gamle tider ville vende tilbage.
De bevidst dansksindede i
byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning
ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede at det ville være omkring
1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet.
Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det
nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om
sine oplevelser her frem til 1871, da han flyttede til København.
I følge Worsaae havde Fanny
Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870. Apotekeren
gengav hendes spådom således. \”I 6 år skal Slesvig være under
fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod
al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd,
som vi aldrig før har set, et stort slag vil blive leveret i og omkring
Aabenraa, Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil
vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter at have erobret
byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig,
Danmark vil få sine gamle grænser og mere til. osv\” 41
Med dette citat fra samtiden
af hendes syner nærmer vi os de følelser som Fanny Enge havde. Hvordan hun var som person,
får vi et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til
en nær ven i udlandet. Brevene er skrevet af Fanny Enge i Aabenraa i
tiden ca 1876-80, altså kort før hun døde. Der er 1-2 breve om året.
Hun er på De’s med ham som med alle andre. De er skrevet til ingeniør
J. Maybøll, der sammen med sin kone boede i Huelva i Spanien. Han havde
været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært
hende at kende. Han ydede hende en årlig pengehjælp, som hun var nødt
til at tage i mod, da hun efterhånden ikke havde indtægter eller fik
understøttelse. Hvad der er baggrunden for pengehjælpen, vides ikke.
Brevene viser en lidt menneskesky
og pirrelig mere end 70 årig kone. Hun holder ikke blade, og hun følger med sin alder ikke meget
med i livet i byen, aktiviteter inden for det danske borgerskab ’smørrebrødsballer’
og dillettantforestillinger. Hun er irriteret over at hendes forhave
er taget til udvidelsen af Persillegade. Hun tænker meget på døden.
Hun er fattig, men inviteres
enkelte gange med til middag hos bl.a. kaptajn Frederik Callsen, dvs.
den danske kreds. Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.
I maj 1877 er hun syg i 9
uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil koste 100 daler), og
man tror, og hun selv tror hun skal dø. Hun har ingen appetit og i
7 uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og
pebermyntekager, men hun var også blevet så mager at hun intet kød
havde på kroppen. I januar 1878 har hun i ca 10 dage haft ondt i hovedet,
så hun ikke kunne spise. Hun er glad for Maybølls gaver, men isolerer
sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv
denne mand, hvis økonomiske hjælp hun var meget taknemmelig for, kunne
hun også være lidt ironisk overfor.
Nabokonen madam Graversen
kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af
sengen, betaler hun hende med sine sager, snart det ene, snart det andet,
så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen. Til hendes
fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler c.),
men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død skal hun
melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele. 42
Sådan kom det til at gå. Bertha Catharina Graversen,
gift med en daglejer i nabohuset, anmeldte til personregisterføreren
(borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75-årige
ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 27. marts
1881 kl. 13.30. – Madam Gregersen må være ansvarlig for, at der i
dette officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor
den afdøde var født den 31. august 1805. 43 Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse
om Fanny Enge.
I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874,
og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og
dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering
fortsatte, da de kirkelige myndigheder jo skulle begrave de døde.
I dette tilfælde skete det fire dage senere, den 31. Marts 1881.
Præsten anførte i det kirkelige register, at Fanny Enge var født her
(dvs Apenrade), så det var han ikke i tvivl om. Men han skrev til gengæld,
at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge ‘angiveligt’ var Christine
Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz.44 Præsten henviste i en tilføjelse til
kirkebogen med moderens dødsindførsel 28 år tidligere, hvor der ikke
var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen
at antyde tvivl om ægtheden af faderskabet. Dette synes at vise,
at der var en mytedannelse i gang.
Fanny Enges ejendele (indboet)
blev sat til salg på auktion af kongens foged (Gerichtsvollzieher)
F. W. Gosch den 23. maj 1881 hos gæstgiver Krause. Det drejede sig
om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, meget smukt linnedtøj,
bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder mm samt enkelte guld-
og sølvsager. 45
Det er tydeligt at Fanny Enge
var troende. Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et
er ”Das Vaterunser” i syv vers, som hun har dateret ” Apenrade
den 1. Juli 1879”, altså i sin sidste levetid. Hun har sikkert skrevet
det af og læst det mange gange. Sidste vers lyder:
Wer mit
starker Zuversicht
Glaubensvoll
in Gottes namen
Diese
sieben Bitten spricht
Kann mit
Freuden sagen Amen
Amen ja
es wird geschehn
Was wir
so von Gott erflehn.46
Den lille kerne til myten
kom frem ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte ved begravelsen
et digt af Schiller \”Das Mädchen von der Ferne\”
hvor det hed ‘man vidste ikke hvorfra hun kom\”. I et par
korte nekrologer af Flensborg Avis og Dybbøl-Posten kaldes hun en ejendommelig
eller mærkelig personlighed også mht sin fortid og at mange mente,
at hun havde evnen til at spå. 47 På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet
og der blev sat en pæn sten over hende. 48
Kvinderne i nogle dansksindede
familier (familierne Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen ) blev åbenbart
ved med at snakke om deres erindringer om ‘Jomfru Fanny’, som de kaldte hende. I 1908,
27 år efter hendes død skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl,
en artikel i det danske blad Hejmdal her i byen en artikel om Fanny
Enge for at få læserne til at sende ham yderligere oplysninger. Han
skriver om hendes spådomme og eventyrlige herkomst. Hun skulle nemlig
være datter af den senere Christian 8. og hans første gemalinde prinsesse
Charlotte Frederikke. I 1919 kom der nye artikler bl.a. af Marie Thomsen,
der udgav dem som en lille bog \”Jomfru Fanny \”. Den kom i flere
oplag i 1930erne og under Besættelsen. Helene Rud udgav en bog med
samme indhold. Forfatteren J. Ravn-Jonsen brugte stoffet til en fantasifuld
historie om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger,
hefter mm, der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys
herkomst, og hendes spådomme. 49
Grundlaget for artiklerne
og bøgerne om hende er traditionen og troen på at Jomfru Fanny må have
været datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom
ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser
umuligheden af dette. 50 Artiklerne om Jomfru Fanny er ikke båret
af ønsket om at finde en historisk sandhed og meget få af forfatterne
har søgt en kritisk historisk dokumentation og bevisførelse.
Først med redaktør Morten
Kamphøvener, der i 1964 skrev artiklen \”Jomfru Fanny i kritisk
belysning\” kom en sådan, men hans undersøgelser har ikke anfægtet
dem, der fortsat ønsker at tro på myten om Jomfru Fanny. Personregisterfører Holger Jacobsen svarede således i 1965 Kamphøvener,
at afsløringerne ikke engang gjorde indtryk, aabenraaerne ville beholde
deres jomfru Fanny med den ukendte, måske kongelige oprindelse. Men
i denne artikel har jeg så prøvet konstruktivt at tage fat på det,
man med rimelig sikkerhed kan sige om den historiske Fanny Enge.
Tak til Jørgen Witte
1 LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31; kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid (2004)
s. 84f.;
2 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. I Sønderjyske Årbøger 1964 s. 214-231; Jomfru Fanny
endnu engang. Bidrag af Holger Jacobsen og Morten Kamphøvener. I Sønderjysk
Månedskrift 1965 s. 89ff.
3 Se http://kleinanzeigen.ebay.de/
4 L. Bobé: Slægten von Qualen. I
Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk 1 (1916) s. 81-108, artiklen omtaler
ikke ejerskabet af Vietow (s. 101); Ellen Poulsen: Jens Juel (1991)
Bd 1 s. 181, 226, bd 2 s.396, 521;
5 Kaldenavnet Fanny fremgår af von Qualens
ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J. C. W. og K. Hirsch:
Fortegnelse over danske og norske Officerer m. fl. 1648-1814. (Håndskrift
i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;
6 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. S. 224, 230f.; Danmarks Adels Aarbog 1925 s.
490 og 492;
7 http://da.wikipedia.org/wiki/
8 LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr 126b Af-
og tilgangslister til Kopskatregistrene. Tilgangsliste for oktober 1805.
9 Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943) Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 258,
578;
10 Aabenraa Bys Historie Bd. II s. 128; listen
over bidragydere dat. 7. Nov. 1807 er venligst udlånt af Aabenraa Museum.
11 Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd.
II s. 448f.; Palle Rosenkrantz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier
af Stiftamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660-1835. (1936) s. 43.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490.; LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808
2/3.; J. C. W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer
m. fl. 1648-1814. (Håndskrift i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;
12 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 222-226;
13 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde
1826 16/10; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side
225;
14 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte
1805 31/8;
15 Lommetørklædet er afbildet på omslaget
af ’Jomfru Fannys kongerige’ (1982) ; museumsinspektør Hanne Christensen
opfatter lommetørklædet som et vigtigt spor. Se Hanne Christensen:
Jomfru Fanny – den synske kongedatter fra Aabenraa. I19 Myter
i Sønderjyllands historie (2002) s. 143.
16 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 225, 231; se LAA Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805-10 Civil-, forst-, jagt-
og vejbødesager;
17 Danmarks Adels Aarbog 1942 s. 15f.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490; at Fanny Enge skulle have have haft skolegang
med Blüchers efterfølgers børn synes at være rent tankespind.
18 Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s.
148ff.;
19 LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse
u. å. ; LAA Privatarkiver J. Maybøl, Breve 1876-80;
20 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228; Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den
slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskens Sejr
over Tyskerne.” Udg. I København af C. T. Hansen. Skriftet anfører
Momme Boisen, Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes
drømmesyn. Denne Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet
henvises til vilde skarer fra Tyskland, der lignede røverkaptajnen
Rinaldo Rinaldini. Denne røverkaptajn var hovedperson for en
romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1798 og oversat
til dansk 1800-01.
21 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr 3; LAA Fysikatsarkiver Aabenraa og Løgumkloster
amter, Vaccinationsprotokol 1812-36 og for Aabenraa by 1812-36.
Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822. ;
22 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr. 3;
23 LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr.
2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745. Christine Heise
oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845, at hun var født
i Schwerin. LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr 9.2 side 452;
24 Aabenraa Museum arkivæske BK sag 38,
opgave af Ingrid Wehlitz (marts 1981) s. 9f, 16 og passim;
25 LAA LAA Aabenraa ældre Byarkiv.
Nr 125c Kopskatregistre. Mannzahlliste 1835 og afregninger
for 1835 og 1836.;
26 Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa
– enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad
1850-1920 (1978) s. 30f.
27 LAA Folketælling 1845 Aabenraa nr. 2.3
side 745;
28 Henrik Fangel: Haderslev Bys historie
(1975) Bd. 1 s. 104f. og 229;
29 G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers
historie (1970) s. 27-32; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 226f. ; LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare- og
Laanekasse Hovedbog B 1819-37 fol 18; Morten Kamphøvener: Jomfru
Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f.;
30 LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855. Fol. 703. – Retsbetjentarkiver.
Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa
byfoged. Byfogedprotokol 1833-34. S. 123b.
31 LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller
1815, 1825, 1835, 1845, 1855-65; Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835,
1845, 1853-55, 1865;
32 LAA Folketælling Aabenraa købstad III
kvarter nr 65 (side 791)
33 Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå
1686-1867. (1974) Bd. I s. 162;
34 LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855 fol. 703; se også Uwe Thomsen:
Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993) .
35 LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummert
1825 til 1849.
36 LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.
37 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228f.; http://de.wikipedia.org/wiki/
38 Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke
gennem 750 år. R ed. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff;
39 LAA Aabenraa præstearkiv. 1851-1897 Konfitentregister
for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863.
40 LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad.
Protokol over anmeldte dødsfald 1851-1862.
41 Frode Gribsvad: Aabenraa 1864-1871. I
Festskrift til H. P. Hanssen (1932) s. 294f.;
42 LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876-80
; trykt i Ti breve fra Jomfru Fanny. (19959) Ved Georg Buchreitz.
Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959;
43 LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31;
44 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde
1881 nr 34 den 27. Marts 1881.
45 Frands gregersen: Jomfru Fanny – og
hendes tid (2004) s. 84f.;
46 LAA Privatarkiver Franziska Carolina Elise
Enger d. 1881. Div. År.
47 Flensborg Avis 1881 xx/3;
Dybbøl-Posten 1881 xx /3;
48 Aabenraa kirkegård – gravsten og mindesmærker
(1985) s. 34;
49 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 218-
50 Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943) Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 244f.;
Dato: marts 7, 2013
Det er sjældent at historiebøgerne beskæftiger sig med den periode, hvor sønderjyske borgere gjorde oprør, fordi de ikke fik nok mad. De store fjender var herremænd og købmænd. Bønder, karle, kådnere og Inderste og især skibstømrer stod sammen. Vi beretter om dramatiske episoder fra Ballum, Schackenborg, Trøjborg, Aabenraa, Haderslev, Flensborg, Løjt, Tønder, Ribe m.m. Myndighederne slog hårdt ned på oprørerne uden at løse korn – og sult – problemerne.
Sociale spændinger
Det var stor forskel på rig og fattig, også dengang. Adelsmanden og bonden havde ikke meget at tale om. Mange følte sig forulempet. Der var masser af stærk social spænding som man bare ikke kan se i historiebøgerne. En gang imellem kom kom uretfærdigheden i kog. Det gav sig udslag i oprør og demonstrationer, ja endog i vold. Et bondeoprør i 1670 endte med et optog til København. Det var bønder under Schackenborg, der følte sig magtesløse (se artiklen Oprør i Møgeltønder).
Dramatisk episode i Aabenraa
Bønderne tog altid karlenes parti med godsejerne eller amtmandens udsendinge . Man reagerede voldsomt over for overgreb fra herremændenes side i Sønderjylland. I 1755 sendte godsejer Lange til Rødkilde sin fuldmægtig afsted for at hente to af sine stavnsbundne karle, som opholdt sig i Aabenraa og Løjt. Karlen var af de udsendte folk ført til Aabenraa. Men næste morgen skete følgende ifølge et brev som Lange selv sendte til Amtmanden:
Karlen slap væk. En klage til Amtmanden blev afvist af formelle grunde. Man kunne så få den fornemmelse at Amtmanden var på bøndernes side, men det havde nok noget at gøre med Nørrejysk arbejdskraft kontra Sønderjysk arbejdskraft.
Ballade ved afskibning
I tiden før Den Franske Revolution skete der også en episode i Aabenraa den 2. oktober 1782. Tømrer og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge noget smør, som var beregnet til København og derfra videre til Vestindien.
Der fandt forskellige forhandlinger sted mellem håndværkere på den ene side og amtmand og borgmester på den anden side. Der blev stillet krav om konfiskation af smørret. Kravene blev dog ikke efterkommet. Den 12. november kom skipperen tilbage fra København. Da kom der atter til uroligheder. En af skibstømrerne blev anholdt, og bragt til detentionen, den såkaldte Bürgerhorsam. Tømrerne demonstrerede derefter foran borgmesterens hus og forlangte den pågældende sat på fri fod, hvilket også skete.
Efter at skipperen havde klaget til Tyske Kancelli, blev der rejst sag mod de implicerede, og det endte med, at kancelliet indstillede til kongen, at de skyldige blev straffet med mindre fængselsstraffe, bl.a. fem dages fængsel til oldermændene. I 1780erne forekom der også en del uroligheder på øerne Før og Amrum.
Nærmere den store verden
Den franske Revolution gik ikke Sønderjylland ram forbi. På en måde var det et afkrog af monarkiet, men hertugdømmet var også nærmere den store verden med den brand, som lighedens og frihedens evangelium havde tændt i den vestlige kulturverden. Aabenraa – amtmanden, von Schmettaus udtalte:
I det ellers fredelige Ærøskøbing blev der udtalt, at her skulle det gå langt vildere til end i Frankrig og England. Endvidere blev det sagt til By-tjeneren, at at man snart skulle blive færdig med soldaterne. Det var i 1794, hvor de lokale var utilfredse med de økonomiske forhold.
Revolutionen i Frankrig betød højere priser og mere velstand for bønderne, men sult, nød og elendighed for den store flok af Småhus – mænd.
Ballade på Schackenborg
Det store oprør efter den franske revolution fandt sted i Tønder Amt den 13. februar 1790. Samme dag havde administrator Holm på Schackenborg udsendt følgende beretning om begivenhederne:
Regeringen forstod alvoren
Demonstrationerne, der omfattede kådnere i Højer, Daler, Ballum, Emmerlev, Hjerpsted og Skast havde i en ansøgning gjort gældende, at manglen på korn skyldtes, at
Regeringen forstod også alvoren. Kongelig statholder, prins Carl af Hessen, kronprinsens onkel og svigerfar fik ordre til at foretage en undersøgelse. Også dette har Holm kommenteret. Han slutter med ordene:
80 dragoner i Tønder
Prins Carl nedsatte en kommission på tre mand, bestående af amtmændene Bertouch og Urne (Tønder og Ribe) og Grev Shack. Den havde til opgave at undersøge kornspørgsmålet og finde ophavsmændene til urolighederne. Af deres undersøgelser fremgik det, at hovedmændene var Jacob Winter i Stokkebro, Hans Fr. Paulsen i Hjerpsted samt Hans Post fra Ballum, der dog flygtede. De to førstnævnte blev arresteret, men først den 6. og 9. marts efter at der var ankommet 80 dragoner til Tønder. De førtes til Rendsborg Fæstning. Og de slap forholdsvis billig med 12 uger til den ene og 14 dage til den anden.
Urolighederne var ikke ophørt
Egnen vest for Tønder var uden tvivl det største urocenter i disse år, men man mødte også bevægelser andre steder. Men den 13. december 1794 skrev amtmand Møsting i Haderslev til Johan Bülow, at nu var alle uroligheder ophørt.
Ballade i Ribe
Allerede året efter, var det galt igen. Og det var igen ude vest på, det startede. I Ribe kom der i marts og april til opløb på grund af manglende rug. Man forsøgte at få militæret over på deres side, men det mislykkedes. Men så henvendte man sig til husmændene i Lustrup og Seem, for at få disse til at komme til byen i store flokke.
Sammen med borgerne holdt de vagt ved købmændenes korn. På voldelig måde forhindrede man, at rugen blev udskibet. Både borgeradjudanten, en borgerkorporal samt birkedommer Niels Olsen var involveret i sagen.
Fra myndighedernes side slog man hårdt ned. 38 mand blev anklaget. Ved en højesteretsdom, der blev afsagt i 1800, dømtes 3 mænd til seks måneders fæstningsarbejde, 5 stk. til tre
måneder af samme skuffe og endelig måtte 2 stk. 8 dage i fængsel. Birkedommeren måtte betale 100 rd. til de fattige.
Ballade i Ballum
Omtrent samtidig var der atter uro på Tønder – egnen, hvor 40 husmænd fra Ballum den 31. marts havde opløb foran birkedommeren. Oprørerne stillede krav om forbud mod udførsel
af smør, flæsk og andre fødevarer. Birkefoged Arentzen gik med til et forbud, men kun ind til, der var indhentet højere ordrer. Men overinspektør Holm ophævede forbuddet samme dag. Efter hans mening var det ulovligt. Sagen blev indberettet til Danske Kancelli. Men da der ikke var udøvet vold slap de skyldige med en alvorlig irettesættelse.
Dige-arbejdere laver oprør
Flere byer havde anmodet om eksportforbud. Som begrundelse havde man anført kornspærringer i andre lande. Rentekammeret anmodede kongen om eksportforbud, og dette blev iværksat. Men det kunne dog ikke hindre uroligheder. I maj kom der til uroligheder, idet 300 – 500 dige-arbejdere fra Faaretoft i Tønder Amt samt ved Ockholm i Bredsted Amt lod fire skibe undersøge. Grunden til dette var, at der i den forgangne tid var blevet foretaget store opkøb af rug, formentlig til Altona, hvor priserne var steget stærkt.
Da demonstranterne fik at vide, at befragteren, ejeren af Vadgaard, også havde opkøbt rug, begav de sig til denne og tvang ham til at betale en bod på 50 rd. Og love at levere de 150 td. rug i Faaretoft til en pris af 4 rd. pr. td.
Fra Overrettens side var man ivrig efter at få dige-arbejdet gennemført, og fik derfor Kancelliet til at lade arbejderne slippe med en alvorlig advarsel, idet der blev anerkendt, at der virkelig havde været grund til uro.
Uroligheder i Flensborg
Uroligheder i Flensborg fik en endnu mere dyster karakter. Den 1. juni 1795 stillede skibstømrerne krav om, at få brød i stedet for penge. Byens daglejere sluttede sig til dem, og sammen
mødte de op på Rådhuset.
Demonstranterne forsøgte også at få gennemført maksimalpriser på kød, smør og flæsk. Magistraten lovede at få fastsat brød – og kødtakster.
I en skrivelse som ritmester Hedemann, den lokale kommandant sendte til statholderen udtalte han, at man efter hans mening kunne komme langt overfor urostifterne med det gode, men deres krav var ikke billige. Købmændene, der egentlig var årsag til uroen forlangte, at man skulle gribe ind med magt.
Hedemann tog købmændenes parti og skrev samme dag til statholderen:
Et helt regiment
Og Statholderen tøvede ikke . Han sendte hele Det Slesvigske Infanteriregiment under kommando af oberstløjtnant von Wildenradt og 120 ryttere under ritmester von Backmann. Fra Rendsborg rekvirerede man 4 kanoner og 16.000 skarpe patroner. I Rendsborg holdt man desuden flere tropper klar.
Det tilkaldte militær rykkede ind kl. 9.30 om formiddagen den 5. juni. I de følgende dage gennemførtes omfattende arrestationer blandt urostifterne på forlangende af Magistraten. I alt 60 skibstømrer blev anholdt. Der var domme fra 1 – 8 års tugthus.
Ængstelse i Haderslev
Kort tid efter kom der også til tumultagtige scener i Haderslev på grund af de høje kornpriser. I et brev til prins Carl af Hessen gav amtmand Møsting udtryk for sin ængstelse.
Advarsel til beboerne
Den 11. september 1795 blev der udstedt et patent til Hertugdømmerne. Det var nødvendigt at give befolkningen her en advarsel og lægge en dæmper på deres urolige sind. Man opfordrede
befolkningen i stærke ord til ro og lydighed. Man truede ligeledes urostifterne med strenge straffe. Man måtte ikke henvende sig til forbudt virksomhed og selvtægt. Man skulle heller ikke lade sig forlede til fejltrin eller overtrædelser.
Man kan jo så undre sig, for grunden til at man lavede oprør var jo, at man ikke kunne få nok mad. Høsten i 1800 slog fejl, og der vare for hungersnød mange steder.
Problemer på Trøjborg
Den gamle herregård, Trøjborg blev på den tid ejet af Bendix Holst, en præstesøn fra Nybøl på Sundeved. Han havde i 1777 overtaget gården for en købesum af 74.000 rd. Han skulle af hovedgården og bøndergodset levere en del korn. Man søgte på forskellig måde at slippe fri eller få lempelser. Da rughøsten på egnen slog helt fejl, slap han med delvis at levere byg i stedet.
Amtmand Moltke i Ribe var ham dog ikke velvillig stemt, og beskyldte ham, der måske var den rigeste mand på egnen, at handle for egen vindings skyld.
Opfordring til oprør
Holst var en dygtig mand, men han forstod ikke at komme i et godt forhold til sine bønder. Hoveriet var blevet genindført. Og der skete nu ting og sager her vest på igen engang.
En af de første dage i december udsendtes i Tønder Amt og enklave – sognene sedler, der blev hængt op på alle døre, med følgende ordlyd:
Der fandtes også en tysk version af brevet, stilet til Viding Herreds beboere med cirka samme indhold. Mødestedet her var dog Kogsbøl. Det hedder her, at hvis man ikke møder
En trussel mod Trøjborg
Det var en stærk trussel om at brænde Rantzaus stolte borg ned. Og hadet mod Holst har åbenbart været meget stærkt. Men fra myndighedernes side, blev der straks grebet ind. Embedsmændene på Schackenborg og amtmand Bertouch undersøgte sagen. De fandt ud af, at arnestedet til oprøret var i Sdr. Sejerslev i Emmerlev Sogn.
Protester fra Hjerpsted Sogn
Der kom dog ikke yderligere ud af eftersøgningen. Men kådnerne og indersterne i Hjerpsted Sogn henvendte sig til amtmanden i Tønder med en klage over, at Holst og hans efterlignere i Ballum fedede stude med byg. Det betød, at kornpriserne blev hevet i vejret. Man foreslog at landmanden skulle dyrke jorden i stedet for at dyrke spekulationshandel. Endvidere
fremsatte de ønsket om, at der i alle amter måtte blive oprettet kornmagasiner , så der derfra under dyrtid kunne udleveres korn. Klagen førte til et angreb fra Holst. Han fremhævede studefedningens betydning. Og angiveligt fik han lov til at fortsætte med dette.
De omtalte eksempler på oprøret i Sønderjylland handlede om, at få noget at spise. Men dengang som nu, var der forskel på folk.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 23,-09. 2021
Dato: januar 30, 2013
Hvordan så det ud i Højer og Tønder – dengang? Det skildres gennem Peter Rasmussens erindringer. Mange spændende ting skete på Strucksalle under første verdenskrig og lige efter Genforeningen. Og hvordan var det at være karetmager i Højer fra 1922? Og så var Peters mor friser. Og kvinderne er blevet hyldet i frisernes våben, læs hvorfor.
Peter Rasmussens erindringer
Nogle gange behøver man ikke at gennemrode gamle bøger efter stof til artikler. For det gamle stof er skrevet af folk, der har oplevet det dengang. Og nogle gange er de ting beskrevet så interessant, at det burde ud til en større kreds. Og en af dem, der har oplevet en helt anden verden, end den vi kender i dag, er Peter Rasmussen.
Hans søn Uwe Rasmussen har vi her på siden kommunikeret en del med. Og gennem ham, har vi fået familiens tilladelse til at dykke ned i Peter Rasmussens oplevelser, dengang.
Tilbage i Nykirke
Peters mor boede som barn sammen med hendes far i Vestergade i Tønder. Han boede i et af de huse, som måtte indrettes til kro, når der var markedsdage. Han var ellers Maler og Glaser. Han kunne spille violin og trompet, men spillede kun, hvis der ikke var andre at få. Som enkemand var han nødt til en husholderske, men sådan en var dyr. Efter et par år i Tønder flyttede han tilbage til Nykirke. Men det tog lang tid inden han og flyttemændene nåede til bestemmelsesstedet. For hver gang, de kom forbi en kro, skulle de ind at have en punch.
En postvogn til Tønder
Og en del af familien stammede her fra Nykirke. Skulle man herfra ind til Tønder dengang, så foregik det af vandvejen. Men der kørte også en postvogn til Tønder. Den holdt gerne i Nordfriescher Gasthof, der senere blev til Stahlberg Møbler. Ville man med postvognen, ja så kostede det 20 pf.
Bådebyggeri
I Peters familie var der bådebyggerier i generationer. Bådene var altid lidt mere stump og bredere i forenden end i bagenden. Da Peter engang sagde dette til sin onkel , så svarede han, at en god båd også må lade vandet.
Peters mor var friser
Peters mor var friser, og talte frisisk. Friserhusene har vel mest på grund af den hårde blæst lave ydermure, da husene ligger meget frit og beskyttende træer har svært ved at gro på vestkysten. Derfor er yderdørene også lave, så man tit må bukke sig. Men sagnet fortæller, at en konge havde svært ved at få friserne til at bukke sig for ham. Så gav han ordre til, at dørene på nordsiden skulle være så lave, at de skulle bukke sig, når de gik ud, symbolsk bukke sig for ham. Men friserne har både stivsind og humør. Når de skulle ud af norddøren gik de baglæns ud. Det skulle have været omkring år 810 og kongen hed Gøtrik.
Til ære for kvinderne
Og når vi er ved friserne, så er det sikkert ikke mange, der kender deres våben. Det er delt i to felter. Det højre er en halv havørn. Det venstre er delt i to felter foroven en krone forneden en gryde med ske, til ære og tak til frisiske kvinder. For godt 1.200 år siden sloges stammerne her endnu, ligesom negerne i Afrika. Det havde været ro et stykke tid, og friserne havde ikke som ellers taget deres våben med på markarbejde. Dette opdagede fjendtlige spejdere og fjenden angreb pludselig.
Friserne kunne ikke forsvare sig uden våben. Deres koner var ved at koge hirsegrød. De gik ud imod fjenden med gryden i den ene hånd og skeen i den anden. De smed det varme grød i øjnene på dem. Så fik friserne tid til at få fat i deres våben og slog fjenden tilbage. Som tak for denne bedrift, satte friserne gryden med skeen i deres våben
Briller hos M. C. Christiansen
Det var hos isenkræmmer M.C. Christiansen, at Peters mor fik sine første briller. Det var inden, der var kommet en optiker til Tønder. Isenkræmmeren havde en kasse med briller, og så tog folk bare dem, de bedst kunne se med.
Peters mor har ikke kendt sin mor. I det lille Nykirke og omegn døde der i vinteren 1874 – 6 koner af barselsfeber. Peters mormor var en af dem.
Statsløse
Peter kan godt huske sin farfar. Han blev 80 år og rejste sommetider rundt til sine syv børn. Han led af iskias. Når han havde fået morgenkaffe, kom han gerne ind i sofaen. Da han skulle
ligge højt med benene lagde han dem op på bordet med en avis under. Her sad han så omtrent en times tid og nød en punch.
Farfar var fra Ærø og dansk statsborger. Efter 1864 glemte de høje herrer Ærø, da Slesvig – Holsten skulle deles. Da han og flere Ærø – borgere boede i Broager og Omegn blev de gjort statsløse:
Landpost i Emmersbüll
Han blev landpost i Emmersbüll. Der lærte han så Peters mor at kende. Dengang tog mange til søs. Han havde også en aftale med en Egernsund – skipper. Han havde dog bare lige glemt at snakke med sin far om det. Ifølge sidstnævnte skulle ingen af hans sønner til søs. Hans far gik nu med ham til skipperen, og fortalte, at hans søn aldeles ikke skulle være sømand.
Solfattig lejlighed
Peter og hans bror Rasmus blev født i Nørregade i Tønder. Øst for Richtsensgade i brødbager Jessens hus, hvor senere bager Cosmus holdt til, der gik en gang ind. Derinde i baggården boede forældrene. Onkel Martin og Tante Lise syntes ikke, om denne solfattige lejlighed. De hjalp forældrene så de kunne bygge et hus på Strucksalle.
Uegnet til krigstjeneste
Nogle mænd, som havde skavanker blev erklæret Kriegsuntauglich (uegnet til krigstjeneste). De sidste år af krigen var de hamstere, fortæller Peter. Det gik ud på at de tog
ud på landet og købte madvarer. Dem solgte de så videre med stor fortjeneste. En hård vinter fandt man to af disse hamstere døde af hjertesvigt. Det var dybt strafbart, det som de gjorde. Blev man pågrebet, kunne man forvente en hård straf.
Æg byttet til brød
Nabohuset til Peters barndomshjem, Strucksalle 26 i Tønder var et to – familie-hus. Under krigen boede ovenpå en familie fra Kiel. Manden var soldat, men skulle kontrollere kornhandlere osv. Konen havde altid brødmærker til overs. Peters mor byttede ofte æg med disse brødmærker. I familien var der to knægte, som Peter og hans bror var meget sammen med. Og konen var en skrap dame. Kom knægtene hjem med beskidte støvler, så vankede der udskæld.
Det var knapt med tøj og sko dengang. Hvis man manglede noget, skulle man op på rådhuset efter Bezugsschein. Da Peters søster Marie, skulle konfirmeres fik man også Bezugsschein på:
– – Ein Par Steiefel in Lak mit Holzsohlen.
Stor have
I Strucksalle var der en stor have med frugttræer og frugtbuske. Under krigen blev spande fyldt og bragt til købmanden som sagtens kunne sælge ribs og solbær. Grunden var ret stor. Den gik helt ned til Viktoria – byggeriet og sydpå til Markgade. Peters forældre solgte en del af grunden til lokomotivfører Pahl, der efter genforeningen flyttede til Rendsborg.
Kloak var en grøft
Dengang bestod kloakken af en grøft foran huset. Spanden blev begravet på den store grund. Grunden kunne nok bruge den sammen med svine – og hønsegødning. Peters mor vaskede op i en lille balje og opvaskevandet blev hældt over i to spande, som knægtene så skulle vande frugtbuskene med.
Gadelygter med gas
Hvornår vandledningen kom, kan Peter ikke huske. Men han kan huske, at der på gårdspladsen stod en pumpe. Tønder havde et gasværk, men endnu var der i boligen på Strucksalle ikke blevet indlagt gas. Gadelygterne blev oplyst med gas. De var store og af støbejern. Lygterne brændte også om dagen med en lille flamme. Så var de lettere at tænde om aftenen. Hver aften gik gasmanden med en særlig stok og drejede op for fuldt blus. Om morgenen blev der igen drejet ned.
Efter genforeningen blev der indlagt elektrisk lys, men strømmen var meget dyr. Petroleumslampen kom så til Nykirke. På samme tid kom der også kloak, og Strucksalle fik gule klinker på fortovet.
Stor begravelse i Tønder
Den første mand, der faldt i krigen 1914 – 18 fra Tønder, var en søn af en højere embedsmand. Han lod sønnen komme hjem, så begravelsen kunne foregå på kirkegården. Det blev en stor begravelse. Piger i hvide kjoler gik foran og strøede grønt. Så kom Tønder Byorkester, ligvognen, familie og “Kameraden – Veriein” med faner.
Foto– inden de gik ned
Naboen i Tønder mistede også en søn. Han var udlært maskinist, og var som sådan indkaldt til Marinen på slagskibet Blücher, som gik under ved Skagerak – slaget. Et foto var blevet taget,
lige inden det kæntrede med matroserne på skroget. Og dette foto blev udsendt til alle familier., der havde mistet en søn. Fru Ehlers havde det hængende indrammet på væggen.
Gadeliv i Tønder
Endnu i de første år af krigen 1914 – 18 var der masser af gadeliv i Tønder. Der kom smågrupper af sigøjnere, der havde tamme bjørne, der dansede til musikken. En anden mand havde
en trompet, og en tredje slog på stortromme. Så havde de også en kamel med. For 5 pfennig kunne man så få en ridetur på denne. Der kom også lirekassemænd med en abe og skærsliber med deres trillebør.
Fra Flensborg kom der to gange om året en meget sød sigøjner med en kurv, hvor fra hun solgte børster, snørebånd, nåle og andet godt. Når Peters mor havde købt noget udbrød hun, “Filla, Filla Dankeschön” En dag tog hun Peters mors hånd og spåede hende et langt liv.
Masse af kreaturer i Strucksalle
Nogle gange kom der også en slags møbelvogn. De solgte gryder, kasseroller, sigte, tragter m.m. De hang langs siderne, så det raslede godt, når de kørte gennem Tønder, men det trak kunder til. Tingene havde nogle småfejl, så de blev solgt billige. Dengang havde man endnu petroleumslamper og kogeapparater. Derfor kom der engang om ugen en petroleumsvogn, hvor man kunne købe en stor kande petroleum. Så var man fri for selv at gå til købmanden. I Strucksalle kom der mange kreaturer forbi, så det var med at have stakittet i orden, og portene lukket. På markedsdagene kom der ofte 3 – 4.000 stk. kreaturer. Så blev gaderne godt beskidte. Dette blev så skrabet sammen af Chause – værten og hans hjælpere. På den måde fik Peters far ofte mange trillebør med gødning til at fylde op i haven.
Kræmmermarked
I Pinsen og til Mikkelsdagene var der også kræmmermarked. Så var Storetorv, Svinetorv og tilstødende gader fyldt med telte karruseller m.m. Kræmmermarkedet varede som regel to dage,
og der var masser af trængsel. Peter og hans søskende fik som regel 10 pfennig hver dag. Og for disse penge kunne man få meget. I Højer oplevede Peter også senere æ mærken. Man gik direkte fra arbejde til æ mærken.
Der var masser af små forretninger og håndværksmestre. Foran mange af husene var der en bænk. Så sad man der og nød tilværelsen, hvis ellers vejret tillod det. Mange huse havde også installeret en anordning (gadespejl), så man kunne se, hvad der skete på gaden.
Jul i Tønder
Forretningslivet var lidt anderledes dengang. Til jul havde man navn på de sidste tre søndage, Kobbersøndag, Sølvsøndag og Guldsøndag. Butikkerne havde åben inden kirketiden og så
igen fra klokken fire. Dengang begyndte juleudstillingen 1. december og ikke som i dag 1. november. Byorkesteret og senere Skytteorkesteret spillede søndag eftermiddag. Juleaften og nytårsaften blev der blæst Salmer fra kirketårnet.
I Nørregade boede der familier i meget små lejligheder, som havde svært ved at klare sig, blandt andet fordi manden drak eller var invalid. Juleaften gik børn fra disse familier med en kurv fra dør til dør, og sang julesange. Så fik de gerne kager og andet godt.
Ikke nok uniformer
Peter begyndte i skole i april 1914, og krigen brød ud i august. I Tønder skulle mændene indtil en vis alder også stille. Der var ikke nok uniformer, så en del rendte rundt som halve civilister.
Peters far var 42 år dengang. Han blev tre gange indkaldt til Landsturm. Han lå i Skærbæk, Døstrup og Brøns. Det var ikke så længe af gangen. Men postmesteren søgte ham fri hver gang.
Føden var knap
Efterhånden blev føden knap. Svin og et par høns gik der rundt på den store grund i forvejen. Nu fik familien også to geder og kaniner. Så kunne man nogle gange få kaninsteg. Gederne
gik ved gården Gørrismark. Her fik Peters far lov til at slå græsset i grøfterne, så der var hø til om vinteren . Forvalteren kørte det hjem til Strucksalle.
En håndvogn – til meget
Faderen købte en “Blokwagen”, en firehjulet håndvogn. Med vognen kunne der nu hentes koks på Gasanstalten. Og i et par år fik folk lov til at samle grene i Gallehus Skov. Det var vognen også perfekt til.
For mange roer
I 1917 fik Peters far konstateret en hjertefejl. I 1922 – 23 fik han Rheuma. Han gik derfor til Dr. Brenner for at få dampbade m.m. Men hvis man skulle i disse bade, måtte man ikke fejle noget med hjertet. Dr. Brenner fandt da heller ikke nogen hjertefejl. Antagelig var symptomerne opstået af alle de roer, man indtog dengang. De sidste krigsår blev skoletiden mindre på grund af lærermangel
Roer til børn
Bønderne avlede roer og kartofler. De skulle leveres på banegården og losses i jernbanevogne. Vognene blev til dels trukket af stude med krigsfanger som kuske. Disse sørgede for at tabe nogle til børnene. I kælderen i Victorie – bryggeriet (senere Bachmanns Kornlager) blev der indrettet et Roe-tørrings-anlæg. Her stod kvinder og skrællede roer, som så blev tørret. Så holdt de sig bedre. En tørret roestrimmel smagte faktisk godt. I storbyerne fik de faktisk ikke andet. Når børnene kom forbi kældervinduerne fik de en håndfuld. Men opdagede Direktør Feustel dette, så tog pokker ved ham.
I Tønder blev der også bygget en Mælketørringsanstalt (senere slagteri) . Men den kom aldrig rigtig i gang. I Højer blev der bygget en Søgræsfabrik. Men den blev først færdig, da krigen sluttede. Der gik sygdom i græsset, og produktionen kom aldrig i gang.
Hjemlavet korn
Når markerne var høstet, var der mange, der gik på markerne og samlede aks. Det gjorde Peters far også. Han lavede en plejl til at tærske med. Når han alligevel var på møllen efter korn,
tog han det hjemmelavede korn med, og fik malet. De sidste krigsår kom en løjtnant med to mand for at se, hvor mange kartofler, roer og andet, som man havde liggende.
Gratis kartofler
I krigens første år havde familien to soldater liggende i kvarter på loftet. En gang var den ene soldat en bonde fra en større gård. Da han havde været der et stykke tid, kom en vognmand med to sække kartofler, som han forærede familien.
Onkel Rasmus lå også en tid i Tønder. Kompagniføreren var Oberleutnant Buntrock. Han boede også på Strucksalle, ikke langt fra Familien Rasmussen. En dag var kompagniet opstillet
ved Marchbahnhofshotel. Familien var der for at sige farvel. Buntrock var i civil, postassistent og kendte Peters far.
Luftskibe
Uden for Tønder blev der bygget to store luftskibshaller, flyvehaller, gasanstalt, og trådløs telegrafstation. Herfra fløj luftskibe til England. Ikke alle kom hjem igen. Og engelske bombefly bombede hallernei Tønder.
Revolutionen foregik roligt i Tønder. Der blev dannet soldaterråd. De fleste soldater fik røde armbind på. Folk som viste sig på gaden efter klokken 12, ville straks blive skudt, forkyndte Klokmanden. Der var vist ingen, der blev skudt i Tønder. Ude i Luftskibshallerne blev der holdt aktion over en hel del møbler. Familien Rasmussen købte et stort bord og fire stole.
Kommandanten var adelig og var meget populær hos mandskabet. Da det hele var forbi, bragte mandskabet ham til toget med fuld musik. Kommandanten red foran. Og da toget kørte, fik han kraftige hurra – råb med på vejen.
Besat af englændere
Straks efter krigens slutning i 1918 blev Tønder besat af englændere. Disse gik i Vikkel-gamacher, en uniformskasket og en ridepisk under armen. Akkurat lige som man ser det i karikaturtegningerne. Sadelmagerne i Tønder solgte da også en del ridepiske dengang. Mange borgere så fodbold for første gang, da de så englænderne spille på sportspladsen over for Schweitzerhalle. Næsten hver gang måtte Lazaret – vognen i brug. Det var en lille lastbil med presenning over. På siderne var der malet et Røde Kors. Jo, de spillede hårdt – de englændere.
Danske dragoner
Englænderne blev afløst af sønderjyder, som var i sorte uniformer og fungerede som en slags politi. Ved Genforeningen kom der rigtig politi. Den 5. maj 1920 kom der danske dragoner til Tønder. De boede på Seminariet indtil Funkstation blev indrettet til kaserne. Barakkerne var der også i forvejen. Der skulle kun bygges stalde. Vejen derud hedder endnu den dag i dag, Dragonvej.
“In der Heimat”
Efter krigsafslutningen kom også de tyske krigsfangere hjem fra England, Rusland og Frankrig. o.s.v. De blev modtaget på banegården med guirlander, musikkapeller, som gerne begyndte med: “In der Heimat, In der Heimat, da gibts ein wiedersehn” I Rusland i fangelejrene havde de lært at drikke. Og mange fortsatte, efter at de var kommet hjem.
Efter Genforeningen var der fri adgang til Zeppelin – hallerne. Der var ingen vagter. Og knægtene skulle selvfølgelig op at klatre i hallerne, der var op til 45 meter høje. Peters
far var den eneste “Postbeamter” der kunne tale og skrive rigsdansk. Derfor blev han valgt til at byde de nye embedsmænd velkommen.
Kolonihaver
Lige efter Genforeningen blev der dannet en kolonihaveforening. Det var en fenne vest for byen, der blev lejet for 50 år. Der skulle plantes læhegn og hække. Peters far blev kasserer for foreningen. Og Peter hjalp også med at bygge lysthuse. Der var masser af arbejdsløshed. Og understøttelse fik man kun, når man var i fagforening. Og det var der ikke alle, der var. Nogle gik derfor rundt og solgte blade.
Bliv bare hjemme
Peters mor gik aldrig til valg. Det lod hun mændene om Hun synes også, at det var fint, at drengene sprang soldat, bare det ikke kom til krig. En dag havde familien besøg af Vor Bager, Thorvald Petersen, en af de aktive forkæmpere for danskheden. Det var kommunalvalg, og da han hørte, at moderen ikke havde været til afstemning, tilbød han at køre moderen op til valgstedet i bil. Faderen mente, at det kunne han godt spare sig. Til sidst sagde moderen dog, Skidt, så kør mig derop, men jeg vil stemme tysk. Thorvald grinte højt, og sagde til moderen:
Bismarck passede sit rige
Tønder Landmandsbank var blevet oprettet af de danske bønder og håndværkere i omegnen. Det gik nu ikke altid lige godt. Og da det var efter Genforeningen kunne direktøren tillade sig flere gange at kritisere Bismarck i Vestslesvigsk Tidende. Til sidst svarede Neue Tondernsche Zeitung:
Efter revolutionen skete der også en revolution i moden. Den blev mere fri. De unge damer behøvede ikke mere at have kjoler ned til anklen. , men et stykke under knæene. Og farverne blev mere lyse. Mange ældre damer fik et chok over dette. Men den dag kom, da de igen skulle have talje.
To gårde for en kasket
Den 20. maj 1920 fik Tønder dansk kronemønt. En krone kunne købes for 13,50 mark. Der blev indført en slags valutagodtgørelse. Mange ældre kunne ikke forstå, at de smukke tyske marksedler forsvandt for altid. Inflationen ruinerede mange folk. De folk, der havde lån, skyndte sig at betale disse tilbage. Peters far skyldte onkel Martin en hel del penge, da onkel hjalp med at bygge hus.
Naboen på Strucksalle, Shæfer stammede fra Sønderløgum. Han havde købt huset i Tønder og bagefter solgt sine to gårde, da marken endnu var noget værd. Da han fik pengene, var de
ikke mere værd, end han kunne købe en blå kasket for dem. Denne kasket viste han nogle gange frem med ordne:
Ved Emmerlev – diget ligger en stor pæn mark (fenne) som blev solgt i mark. Sælgeren købte til sidst også en kasket inden marken gik helt væk. I folkemunde blev den kaldt:
Karetmagere
Dengang havde mange håndværkere blå – hvide stribede arbejdsbluser eller jakker. Karetmagere, snedkere og bødkere havde mellemstore striber. Rebslagere havde lidt mørkere og bredere
striber. Peter og hans bror, Rasmus ville gerne i møbelsnedker – lære. Men de skulle vente op til halvanden år. Den ene hos snedkermester Richter, den anden hos snedkermester Müller.
Rasmus kom så i lære som smed og mekaniker, og Peter som karetmager hos Brdr. Roost Vognfabrik i Tønder. Det blev så ikke møbler, de unge kom til at fremstille, men Arbejds-og luksus vogne, både til heste og med motorer. Ja endda lukus-vogn til Kong Christian og Dronning Alexandrine.I Påsken 1922 blev Rasmus og Peter konfirmeret. Og så stod det ellers på arbejde. 10 timer om dagen – 60 timer om ugen.
Gode læremestre
Lærertiden startede i 1922, men det var først i 1924, at de begyndte at fremstille biler. Alt skulle læres fra bunden, men de unge var så heldige, at have
rigtig gode lærermestre. Nogle af disse stammede fra Schlesien, hvor der var mange vognfabrikker.
Noget af det første Peter lærte var at save planker op til vognstænger. Han lærte også at holde værktøjet ved lige. Lærermester Fritz Werner mente, at det var en fordel, at man fik plankerne
fra savværker. Da han var i lære, skulle man om vinteren ud i skovene, for at save planker ud.
Det var også denne lærermester, der fortalte, hvordan han blev hjemsendt fra krigen. Det var sådan at ved fronten, når man skulle på patrulje, så fik man udleveret en flaske snaps. Men lærermesteren vidste også, at næsten ingen vendte tilbage fra disse patruljer. Så han konsumerede lige flasken i et drag og satte sig foran ovnen. Det resulterede i at han pludselig fik høj feber, og blev rød over det hele. Det resulterede så i hjemsendelse.
Kun fyret, når der blev limet
Rasmus og Peter fik fast arbejde hos J.H. Jensen i Højer. De boede hjemme og kørte hver dag med toget. Lønnen var 25 kr. om ugen. I 1930 steg lønnen til 50 kr. om ugen, men så skulle man så også selv stå for kosten.
I Højer blev der kun fyret, når der skulle limes. Det skete, når der skulle laves sider til luksus-vogne, og når der skulle laves hjul. Naverne, der var lavet af enten eg eller elm blev kogte for at få syren ud af disse. Til de svære hjul var egerne af eg, til luksus-vognene var de af asketræ. Vognstængerne var ofte af birk. Luksus-vognene var udvendig af ask, mahogni og poppel.
En karetmager skulle helst have de vigtigste mål i hovedet. Det samme gjaldt for smedemesteren, der sørgede for de smukke vognstel. Og vognlakereren ville ikke kaldes for maler. At de hele ikke bare ville kaldes for lakerer, kunne man godt forstå, når man på fabrikken så, hvad de alt skulle kunne. Dengang måtte han gøre alt selv. Han skulle selv fremstille alle råstoffer, for eksempel grundfarve, spartel, kitt m.m. Han skulle selv blande de forskellige farver og lak. Og i Højer havde man en af de bedste, Herrmann Sigismund.
Det gik i stå
Peter var også med til at fremstille førerhuse, drosker, rutebiler og varevogne på fabrikken i Højer. Da bilfabrikkerne gik over til selvbærende karrosserier og da der ikke mere blev lavet direkte undervogne (chassiser) gik det hele i stå.
Klister på værkstedet
Nogle gange var chefen, Jensen Senior i humør til at fortælle om firmaet. Han startede allerede i 1877 og fortalte, at han gik ned til Højer fra Løgumkloster. Dengang manglede der ikke karetmagere i Højer. Indtil første verdenskrig kom der ofte vandrende svende forbi og arbejde for en tid hos Jensen. Efter en tid rejste de, men kom altid igen.
En gang skulle en svend lave en stige til sadelmager Hübner, og de to kunne heller ikke med hinanden. Så svenden havde lavet trinene med dobbelt afstand. Jamen, det er da for at du
kan komme hurtigere op på loftet, havde svenden svaret sadelmageren.
Og når denne Hübner så, at det om middagen blev serveret “Mehlbyttel”, sagde han gerne, at Klister har jeg på værkstedet, og så gik han.
“Bly i æ Ræv”
En meget dygtig karetmager havde svært ved at komme op om morgenen. Jensen fortalte ham, at “Morgenstund har guld i mund”, hvortil karetmageren svarede, Men desværre også “Bly i æ ræv”. Og hvert år var Jensen Senior til Kloster – Mærken.
Drengekor i spidsen
Peter fortæller også, at i Højer ved begravelser, var det fra gamle dage skik, at der foran ligtoget gik et drengekor med lys i hånden og sang salmer. Det var det selvfølgelig kun de rige, der havde råd til. Sidste gang dette skete var omkring 1930. Dengang stod ligene endnu i hjemmet. Et ligkapel blev først bygget meget senere.
Hohenwarte
Ude ved Højer Sluse lå forsøgsstationen Hohenwarte. Bygningerne er fra 1860, og bygget af rigmanden, gårdejer Hans Angel. Den lignede et lille slot. Det var en flot bygning, bygget af samme arkitekt Moldenhart, som havde bygget det dengang nye universitet i Kiel. Det var en meget solid bygning med kælder under det hele. På grund af bundforholdene sagde man, at
der var lige så mange sten under jorden som over jorden. Hr. Angel skulle have haft en stor vinsamling. Han importerede selv tønder af vin. Senere var det en gårdejer Schifferer, der købte gården.
Trillede ned af diget
I pinsen 1936 blev Peter endelig forlovet. Svigerforældrene havde seks piger, og nu var de tre afsat. Forlovelsen blev fejret med den traditionelle Nøsteg (Oksesteg)og sødsuppe. En del af festen fortsatte på Slusekroen. Og det endte da også med, at en af gæsterne trillede ned af diget i sit flotte blå tøj.
Skulle arbejde for tyskerne
Da Danmark blev besat i 1940 blev Peter arbejdsløs. Fagforeningen sendte påbud om, at man ikke måtte nægte at arbejde for tyskerne. Peter arbejdede 7 – 8 måneder som snedker for det tyske brandvæsen på Aalborg – vest – flyveplads. Så var der igen arbejde hos Jensen i Højer.
Flygtninge til Højer
Under anden verdenskrig kom der i 1945 også flygtninge til Højer. Peter fortæller, at de fik en 12 – årig pige, der hed Mariechen Koop. Hendes mor og søster var indkvarteret hos en
gårdmand, hvor moderen fandt en spinderok på loftet. Denne fik hun repareret, og gav sig til at spinde. De stammede fra Krim. Og det mærkelige var, at Mariechens far også var karetmager. Han blev bortført af russerne. Midt om natten kom lastbiler og hentede alle mændene. De har aldrig hørt fra dem siden.
Arbejde til han var 67 år
I 1955 arbejdede Peter hos Tønder Automobilhandel. Og fra 1957 var han i arbejde hos P. Petersen i Aabenraa. Og fra 1957 var der fast arbejde som høvlemester hos Voetmanns Tømmerhandel. Her var han indtil sin 67 – års fødselsdag. Det betød, at Peter på sin 50 års fødselsdag, den 26. okt. 1957 flyttede fra Højer til Aabenraa – for ham som en gave
– flyttede.
Peter Rasmussen døde i 1990.
Redigeret 18-09-2021
Dato: december 26, 2012
Dette er anden del af Rømøs spændende historie. Det var sorgens år 1777. Hør om Peters Dag og om inden sømanden tog afsted. På et tidspunkt var der 40 kommandører og en stor flåde. Overfarten Bådsbøl – Rømø var vanskelig. Og så kæmpede man både mod sandflugt og oversvømmelse. Limbeck (Limbæk) – slægten ejede hele Rømø.
Overbefolket af tyskere
Flittige læsere af denne side, har sikkert allerede opdaget, at vi allerede har skrevet en artikel om denne pragtfulde ø – Rømø, en ø i Vadehavet. Det var den ø, som vi dengang cyklede til fra Tønder, og som vi ofte besøgte en varm sommer – søndag. Og på sådan en dag var øen overbefolket, hovedsagelig af tyskere.
Dengang boede 1.534 på øen
Ellers har det været tilbagegang af fastboende på øen. Således boede der omkring år 1800, 1534 mennesker på øen. Det gør det så sandelig ikke mere. Det var en kort opblomstring, da der i 1898 blev anlagt badested på øen.
Øen havde mange navne
På Traps kort kaldes øen for Romø. Men det oprindelig navn er Røm. Og øen kendes fra et dokument i 1226, hvor Pave Honorius den tredje stadfæster Knudsbrødrene i Odense deres besiddelser, herunder Sild og Rømø. Sidstnævnte blev kaldt for Rimo. I Kong Valdemars Jordebog er øen blevet til Rymø, og i 1291 er det Rimø. I andre dokumenter ses navne
som Rymøe, Riim Land og i 1462, Rymøhe.
Her er nærmest ørken
Vi har mod vest, nok Danmarks bedste strand. I vest bruser Vesterhavet ind. Og så er det lige det med tidevandet. Dengang snakkede vi om det i Tønder, for tyskerne blev altid fanget
af tidevandet på Rømø. Men ellers er det klitterne, der har overtaget på øen. På den østre side af klitterne strækker sig en smal ager med sandunderlag. Her er øens huse trukket i hele øens længde.
Det er her på øen, at vi nærmest har en ørken. Og to gange i døgnet, når floden kommer, forandrer naturen sig.
Landfast eller ikke
De Kloge mener ikke, at Rømø er dannet af en gammel kystlinje, men er opstået af en sandbanke. Andre kloge mener, at fordi, der er fundet rester af skovbevoksning på øen, ja så har øen været landfast. På et kort fra omtrent år 1300, har Johannes Meyer ladet Rømø ligge i et stort tæt bebygget herred. Det må nok være et fantasiprodukt.
Dronningen købte kun halvdelen
Ifølge sin geografiske beliggenhed hørte Rømø til Hertugdømmet. Oprindelig blev øen også regnet til det. Men vi skal lige huske på nogle væsentlige ting i historien. I året 1348 gav Hertug Valdemar, Rømø, Visby Sogn og byen Sølsted i pant for 509 mark lybsk til Ridder Hans Limbeck. På daværende tidspunkt var ridderen i besiddelse af Trøjborg. Antagelig
var disse besiddelser også i slægtens eje i 1407, da Klaus Limbeck solgte slottet til Dronning Margrete for 3.600 Mark lybsk. Ifølge Ribe Bispe – krønike fulgte også Lø – herred med slottet.
Da Dronning Margrethe derefter satte det således erhvervede pant til Ribe Bispestol for 5.000 Mark Lybsk og henlagde det under Viborg Landsting kom Ribe ud af forbindelsen med Hertugdømmet. Men det var åbenbart ikke hele Rømø.
Limbeck – slægten ejede hele Rømø
Limbeck – slægten ejede hele Rømø, men åbenbart er det kun den sydlige del, der blev solgt til dronningen. Det betød, at den nordlige del kom under Limbeck – slægtens øvrige besiddelser, Tørning Len.
For at gøre historien endnu mere kompliceret, så blev pantet fra 1407 aldrig indfriet. Senere kom den under Haderslevhus Amt. Og det var i Brøns på fastlandet den havde
sit tingsted.
Den sydlige del til Schackenborg
Den kongerigske del kom senere til at ligge under Ballum Birk. Det vil så sige, det kom til at ligge under grevskabet Schackenborg. Siden 1661 var det tingsted i Ballum. Men også her er der undtagelser. For så vidt vider, har der været afholdt Tingdag i Tvismark.
Kampen mod sandflugt
I mange år har beboerne på øen kæmpet mod sandflugt. I 1649 skrev præsten, Jens Engelbretsen således:
41 år senere i 1690 skrev den daværende præst Søren Christensen Aagaard:
Sidst i det 17. og først i det 18. århundrede forudsagde sandflugten især i Juvre – området store ødelæggelser. En række lodsejer fra Sønderlandet indsendte i 1824 en klage til stiftamtmand von Castenskiold i Ribe:
Det nye land var oversvømmet
Der skete også nytilførelse af land. Det vil sige, ved højvande kunne man sejle over det, men ved lavvande dukkede det frem. Den 8. september 1789 rejste en kommission fra Rentekammerkollegiet i Ribe for at se på det nye land. Birkedommer Thomsen og to taksations – mænd fra Ballum skulle også have været til stede, men kunne, som det hedder i protokollen, formedelst modvind Ikke kommer over søen.
Men nu kunne det også have været det samme, for man kunne intet se. Det pågældende stykke land var dog ikke at se, ifølge protokollen:
Synsforretningen lykkedes
Fra den omtalte protokol kunne man også læse, at:
Året efter blev der så igen foretaget en Synsforretning. Og denne gang lykkedes det, at se det nye land.
Den vanskelige overfart
I tiden inden dæmningen foregik forbindelsen med omverdenen med sejlbåd fra Havneby til Bådsbøl – Ballum. Der var ingen landingsbroer ved Ballum. Man blev placeret på en vogn med et par simple træstole kørt til og fra skibet. Om sommeren foregik overfarten temmelig regelmæssigt. Men var der vindstille kunne overfarten godt tage 4 – 5 timer. Var det god vind kunne overfarten klares på en halv time.
Var det tåge eller mørke kunne det være svært for vognen at ramme båden. Man kunne let komme til at køre en halv time rundt i vandet, mens kusken tuder i et stort bøffelhorn, og håber på svar fra båden. Ved sådanne lejligheder kunne det sagtens ske, at vandet begyndte at løbe ind i vognen. Så var det ellers om, at få fødderne op for at holde dem tørre.
Kvinderne måtte bæres
Når der var is på vandet om vinteren måtte man gå ud til båden. Så må man håbe at alle passagerer havde lange støvler på. Kvinderne måtte ofte bæres på sådanne ture. Man kunne også blive ofre for drivisen. Så brugte man en åben båd, og faren var så, at blive ført med strømmen gennem Lister – dyb ud til det åbne Vesterhav.
Ribe fik retten til Rømø
I hvalfangstens guldalder deltog så mangen en Rømø – borger. Jo mange var med oppe ved Ishavet fra begyndelsen af det 17. århundrede til slutningen af det 18. århundrede. Fra Arilds tid havde Ribe By ret og højhed over farvandene omkring Rømø. Således dikterede Erik Menved i 1292 et dokument i Nyborg, hvori der blandt andet kom til at stå følgende, der blandt andet gav:
En adelsmand blev pågrebet
Men det hændte ofte, at denne lov ikke blev overholdt. Således i 1483 hvor borgerne havde opsnappet, at Hans von Ahlefeldt på Tørning, var i gang med at udføre en ladning korn med sit skib. Kongen dømte i sagen:
En vigtig havn
Rømø Red var med sit dybe vand og gode værn mod vestlige storme, blevet benyttet af store skibe. Således ankom i 1624 for den tids forhold et stort spansk skib med 800 tønder
salt. Den lå for anker ved Rømø Havn. Her blev det losset og ladningen på 7 lægtere bragt til Ribe.
Rømø havde en stor flåde
Noget tyder på, at Rømø – borgerne i 1676 fik samme ret til farvandene omkring Rømø, som Ribe – borgerne. I en opgørelse fra 1605 over hvilke skibe, der var anløbet Ribe, ser vi at af de 109 fartøjer, der var anløbet Ribe, var de 19 fra Rømø. I 1693 beretter præsten, Søren Christensen Aagaard, at svenskerne havde brændt 26 skibe, og nu var der kun 4 til overs. Noget tyder på, at Rømø havde en betydelig flåde. Mange Rømø – skippere søgte mod Holland.
I 150 år blev hvalfangsten faktisk øens vigtigste næringsvej.
40 kommandører
I Nachrichten von Röm i Staatsbürgerliches Magazin fortælles, at Rømø endnu i det 18. århundrede havde 40 kommandører. Mod slutningen af århundredet har de fleste dog rettet blikket mod Island og sildefangsten samt almindelig fragt.
Påstande om, at der på øen har været 16 hvalfanger – både kan ikke være rigtig. Det var en ret dyr affære, at udstyre sådan en båd. Den formue har slet ikke været
til stede. Således omtales et sted, at 5 kommandører fra Rømø omkom efter forlis som kommandører på skibe fra Hamborg.
Søfarten skabte velstand
Søfarten har båret den fattige ø frelst gennem hårde tider, og skaffet øens befolkning det daglige brød. Endnu kan man på øen se minder fra denne tid.
Landbruget
Landbruget tog over som den vigtigste indtægtskilde. Men her havde man store udfordringer med vejret og oversvømmelser. Man samarbejde og brugte hinandens enge. Ligeledes var man fælles om bjergning. Som tidligere nævnt har øen ingen skove. Man var afhængige af drivtømmer.
Tørvegravning
På bestemte dage i forsommeren samledes man til tørvegravning. Efter tilsigelse af æ Pandmand måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på Stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at finde en velegnet plads. Klokken 9 hejste æ Pandmand sit flag som tegn på, at nu måtte man begynde. Man gravede til klokken 12 og senere igen fra kl. 3 til seks.
Enklaver
Nu var alt ikke så ligetil. For ind imellem alle andre var de såkaldte enklaver. Her var Riberhuses og Haderslevhuses undersåtter. De havde alle forskellige forvaltninger, beskatninger og retsordninger. Man forsøgte sig med mundtlige aftaler, men det hjalp nu ikke altid. Forskellige skriftlige anordninger blev vedtaget, men det stred mod de enkelte byers interesser.
Kvinderne tog sig af det praktiske
Mens mændene var på havet, måtte kvinderne tage sig af det praktiske. Det gjaldt også, når de følte, at andre byer på øen overtrådte diverse bestemmelser. De følte sig dårlig behandlet, når de skulle rejse 16 mil til Haderslev for at føre deres sag.
Antal af hornkvæg steg
I 1840′ erne tog mændene igen over, når det gjaldt landbruget. De var blevet trætte af søen, men var langt oppe i årene. Kvægopdræt blev dyrket med succes på Rømø. Ifølge Nachrichten von Röm var der i 1824, 110 heste, 250 stk. hornkvæg og 500 – 550 får over på øen. I 1902 var tallet for hornkvæg oppe på 937 og der var 1.696 får.
Fiskeriet gik tilbage
I 1575 tilkendtes præsten på øen en afgift i fisk af hver båd, der fiskede på øen. Fiskeriet må den gang have været betydelig. Nedgangen i fiskeriet gik ud over præstens indtægt. Dette fremgå af en indberetning fra 1690. Fiskeriet syntes aldrig at være kommet rigtig på fode igen. Ifølge Nachrichten von Röm fandtes der i tiden omkring 1824 kun få torsk og hvillinger.
Østersfiskeri
I samme Nachrichten tales det om, at de østersbanker, der var ved øen var blevet ruinerede. Der var i 1824 kun tre både beskæftiget med østersfiskeri. Tidligere havde der været 12 både.
I arkivet fra Schackenborg tales om 14 skibe, der drev østers – fiskeri. Bankerne blev drevet af grevskabet. Dette har vi tidligere berettet om her på siden. Også Sælhundejagten har ifølge Nachrichten von Röm og Danske Atlas tidligere har været drevet med godt udbytte. Men grundet flytning af sandbanker måtte dette opgives.
De meget rige på Rømø
Der fandtes rige folk på Rømø – dengang. Således sagde man om Harcke Thades i Toftum, at han ejede så meget, at hver gang klokken slog, fik han 1 rigsdaler. I rente hver gang klokken slog. Han skulle have arvet
en formue efter sin kones morbroder. Han var en Kaptajn Petersen, der ved sejlads fra Gøteborg skal have tjent 160.000 rigsdaler. Harcke Thades hus havde været udstyret med overdådig pragt, og der var masser af sølvtøj og andre værdigenstande.
At det har været rigdom på Rømø afspejles også af, at bønder fra hele det nordvestligste Slesvig søgte til øen for at låne penge. Det afstedkom fallit og bedrageri for store pengebeløb.
Også mange fattige
Men der var også masser af fattigdom. Mange havde slået sig på flasken. Det forstærkede bare nøden. Det var ikke bare skibsfartens overgang til dampdrift, der var årsag til Rømøs dalende velstand. Indirekte var det prøjsiske herredømme også årsag til dette. En betydelig formue forsvandt fra øen i den tid.
Kigger vi på husene på Rømø, så er der to grundtræk, der går igen:
Det var disse krav som husene måtte indordne sig under, og det har da også givet sig udslag i husenes form og indretning.
Flotte nationaldragter
Mændene på Rømø har aldrig båret nationaldragt. Derimod har kvinderne bevaret deres særegne dragt helt op til vore dage. Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Trods hjemmevævet tøj, som den er syet af, er den præget af lethed. Det gælder især den daglige dragt. Festdragten er dog mere tilknappet.
Hovedbeklædningen var oprindelig et såkaldt pandestykke såvel til dagligdagen som til gilder. Man havde også en speciel kirkedragt med det ejendommelig hovedtøj, kirkehatten.
De nye generationer af piger på Rømø har valgt ikke at lade sig klæde lige som deres oldemødre og tip – oldemødre.
Eventyr fra hele verdenen
Vinter – aftnerne på det gamle Rømø blev ofte brugt på historier fra søen og fjerne lande. Her kunne man høre om uhyre isbjerge, hvalfisk, farlige isbjørne, sydens glødende sol, Kinas særheder og Indiens vidundere. For kvinderne var det den eneste mulighed for at vide hvad der skete i verdenen omkring dem. Kun de færreste af dem oplevede mere end de halvanden
kvadratmil, der til daglig omkredsede dem. Alle deres oplevelser begrænsede sig mellem Lister Dyb og Juvre Dyb.
Inden man tog på langfart
Inden en sømand rejste om foråret, skulle han først ud i nabolaget og omkring hos venner, bekendte og familie for at sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.
Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes en Punch og en kop kaffe. Man skulle vogte sig for ikke at snakke for meget om selve afskeden. Det kunne være et dårlig varsel. Man vidste dog godt, at det kunne være sidste gang, at man sås.
Slægtninge og venner tog så hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang. Når færgemanden meldte at både var klar, blev den sidste Punch drukket i en fart.
I søfartens storhedstid havde sømændene som regel fået hyre, inden de rejste. De store rederier fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.
Goddag – og tak for sidst
Når sømanden så velbeholden var kommet hjem, skulle han så igen ud at besøge venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: Goddag – og tak for sidst. I tidligere tider blev
der i kirken hver søndag bedt for søfolkene. Og sømanden gik til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver kommandør præsten er rigsdaler for dette.
Høstfesten
Høstfesten var en af højdepunkterne. Man tog det pæneste tøj på, efter sliddet og så var det ellers fest. Ellers gik vinter – aftenerne med vævning og katning samt spinding. Børnene og de mænd, der ikke var på søen, strikkede.
Kogning, brygning og bagning
Der var ikke store fordringer til kogekunsten. Brygning og bagning var der også tid til. Der blev bagt, så det kunne holde til cirka en tre ugers tid. Tre – fire af naboerne udvekslede sigtebrød, så man altid havde noget. Når man så selv bagte, glemte man ikke naboerne.
På Rømø var der en hel speciel bryllups – tradition, som vi tidligere har omtalt. Det samme gjaldt for begravelser. ( Se artiklen: Rømø – en ø i Vadehavet).
Peters Dag
Specielle traditioner var det m.h.t. julegildet, høstgildet og svineslagtningen. Og så var det folkefesterne som Fastelavn og Peders Dag. Til Pers Awten drog drengene i skare rundt og bad om en knippe halm. I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde. Halm og tønder blev bragt op på en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og træ, sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by ved kysten.
I tidligere tider samledes ungdommen om bålet så længe det sendte sit lys ind over de mørke klitter. Der lød latter, sang, og da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne. Tilfældige fester opstod der også på Rømø, indtil Prøjserne også satte en stopper for dette.
Sorgens år 1777
Ofte måtte øen dog opleve sorg, når der blev meddelt, at en af øens beboere var blevet derude. Særlig i årene 1777 og 1746 var der mange Grønlands – farer, der blev derude. I 1777 drejede det sig om 50 Rømø – borgere. Man blev i kirken bedt om, at bede for de savnede. Håbet at de savnede skulle vende tilbage svandt dog efterhånden. Sorgen knugede efterhånden i hvert hjem på Rømø. Befolkningen var klædt i sorg.
Til foråret tog Grønlands – farerne afsted på ny. Afskeden var mere gribende end ellers. Og tomheden har sikkert været følt stærkere end nogensinde før. I slutningen af juni kom kun 51 af 150 hjem. Nogle måtte dog overvintre på Grønland. Men en masse Rømø – borgere vendte aldrig hjem.
Og det er meget mere at fortælle om Rømø, men det må I vente med til tredje del.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (207 artikler):
Redigeret 23-09. 2021
Dato: december 26, 2012
Byens købmænd bestemte.
Mange kom syd fra med tysk kultur og sprog, men fra sognene kom det danske sprog. Kvinder måtte ikke hænges, men der er var da undtagelser. Slottet var beordret til nedrivning. I Flensborg var der glæde over Struensees fald. Flensborg skulle have en ”lærd” borgmester. By-sekretæren havde travlt. Og Flensborgs nye populær var ikke særlig afholdt. Og så var der ballade i Flensborg – militæret måtte sættes ind.
Med tysk sprog og kultur
Mange af dem, der kom syd fra til Flensborg, havde bevaret det tyske sprog og kultur. Oppe på slottet sad amtmanden. Det var hans kongelige nåedes øverste repræsentant. Fra 1523 – 1600 sad 10 forskellige herre på slottet, Flensborghus og bestemte. De tilhørte alle den holstenske adels førende slægter.
Adelsmænd på slottet
Her var navne som Rantzau, Ahlefeldt, von der Wisch, Pogowisch og Reventlow. For at føre regnskabet havde slottets herrer ansat skrivere. En af disse var Blasius Ekenberger. Han oversatte Jyske Lov til plattysk.
Byens købmænd bestemte
En vigtig herre var by-skriveren. De var for det meste universitets – uddannede. Byfogeden var oprindelig kongens repræsentant i selve byen. Allerede i 1413 fik rådet lov til selv at vælge ham. By-skrivere og byfogeder var kun embedsmænd og afhængige af borgmestre og råd. Og i det råd var det kun folk med anseelse og råd, der kom. Rådets mænd blev i praksis udvalgt af byens købmænd. Og de 24 rådmænd skulle tage borgerskab og eje et hus i byen.
Dansk gudstjeneste
I 1558 begyndte man i byen at føre et særlig borgerskabsprotokol. Indtil 1600 aflagde i alt 1.092 nye borgere borgerskabseden. Men de var nu ikke særlig nøjagtige med at skrive, hvor folk kom fra.
Man gjorde, hav man kunne i Flensborg for at slippe af med det danske sprog. Men fra sognet, hvor der blev talt dansk, kom der hele tiden nyt blod til. Tjenestefolk og daglejere kom fra Nørrejylland. For blandt andet dem blev dansk gudstjeneste indført, og en dansk præst blev ansat i 1588.
Almindelige lovbestemmelser
Retsordenen var baseret på Jyske Lov og Stadsretten. Men i løbet af 16. og 17. århundrede ændredes den almindelige retstilling gennem nye almindelige lovbestemmelser. Disse gjorde sig også gældende i Flensborg. Heriblandt var det Landesgerichtsordnung af 1573 (revideret 1636).
Forbud mod Rommer-retten
Peinliche Halsgerichtsordnung (Carolina) fik stor indflydelse i byen. Men i praksis forlod man de gamle straffebestemmelser. Man opstillede nye, som ikke blev skriftlig udformet. Disse havde gyldighed som fast sædvaneret. I Tyskland anvendte man endnu rester af Romerretten. Denne blev dog kun i meget ringe grad benyttet i Flensborg og Sønderjylland.
Egentlige skriftlige forbud mod anvendelse af Romerretten foreligger først i 1708 og 1746.
Politiforordninger
Der eksisterede også nogle såkaldte politiforordninger. Regler omkring vedligeholdelse af bygninger og plankeværker, eksisterede. Og så måtte husene ikke tækkes med strå. Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, sønderslås. Kæmnerne og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.
Borgernes næringsinteresser
I Flensborg værnede man også for borgernes næringsinteresser. Fremmede skippere måtte kun sælge i halve og hele skippund. Og tiggerne blev en gang om året kaldt ind til afhøring. De, der ikke var hjemmehørende i byen, blev jaget ud. De andre blev forsynet med et tiggertegn.
Børn skulle gå i skole eller et ærligt håndværk. De måtte ikke drive rundt på gaderne. Hjalp det ikke med formaninger, blev de af bødelen jaget ud af byen.
I politiforordningerne var det lige som i mange andre byer forbud mod luksus. Det blev nøje afmålt, hvor mange, man måtte invitere med til bryllup og diverse andre fester. Befolkningen blev inddelt i tre kategorier. Det var de mest formuende folk, de “mittelmetigen”, og de mest ringe.
Vagttjeneste
Politiforordningen indførte også i 1600 en egentlig vagttjeneste i byen, således at borgerne efter tur skulle gå nattevagt. I 1633 blev denne ordning afløst af et egentligt vægterkorps på 6 mand. De udførte tjenesten for en vis billig løn. Borgmestre og Råd pådømte de sager, som var sager omkring byens ret. Man kunne dog udskyde sagen til kongen. Byfogeden overværede disse sager.
Rode Boeck
En interessant bog forefindes i Flensborgs gemmer. Det er den såkaldte Rode Boek. Den indeholder påkendte straffesager i tidsrummet 1560 – 1608. Kigger man i denne, får man indtryk af, at strafferetten blev varetaget med meget større strenghed end i middelalderen.
Pinligt forhør
Hvis man ikke med det samme tilstod sin brøde, blev man underkastet pinligt forhør. Det vil sige, at man blev udsat for forhør. Blandt straffesagerne dominerede navnlig drabs – og tyverisager. Manddrab blev i middelalderen afgjort med store bøder. Nu var man i henhold til Mosesloven dømt til døden. Henrettelsen fandt sted med et sværd på Koberg.
Mord førte til Radbrækning
Forelå der mord, blev gerningsmanden derimod dømt til radbrækning. Forelå der større tyveri foreskrev stadsretten dødsstraf. Men noget tyder på, at man ikke rigtig sonderede mellem lille og stor straf. Almindelig tyveri blev straffet ved hængning. Drejede det sig om tyveri fra kirkeblokken, ja så var det værre. Så var det dømt radbrækning fra neden.
Kvinde skulle ikke hænges
Kvinder skulle ikke hænges. De blev henrettet med sværd på galgebakken, og begravet under denne. Men i et enkelt tilfælde fra 1595 blev en kvinde dog hængt. Hun havde klædt sig i mandeklæder og begået tyveriet. Til skræk og advarsel skulle hun hænges med strikken fra livet til døden.
For udgivelse af falske penge foreskrev Carolina bålstraf. Dokumentfalsk syntes derimod, at blive bedømt væsentlig billigere. En gang radbrækning og bortvisning fra byen.
Blasfemi første til kagstrygning
I tilfælde af blasfemi anvendtes kagstrygning i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter blev naglet til kagen. Hertil kom en forvisning fra byen i
forbindelse af en ordfejde. Hvis den pågældende overtrådte denne, skulle han være hjemfalden til bålstraf som troldkarl.
Truede med Druknings – straffen
En kvinde blev i 1583 besvangret af en anden end sin ægtemand, og således begået hor. Hun blev straffet med forvisning fra byen. De hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning. På ny blev hun udvist. Hvis hun igen viste sig i Flensborg, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.
Druknings – straffen for tredje gang begået hor var i overensstemmelse med den i kongeriget gældende ret, mens de andre straffe hverken havde hjemmel i rigslovgivningen eller i stadsretten.
Injurie – sagerne
En betydelig rolle spillede injuriesagerne. Dengang var man temmelig ømfindtlig over for æresfornærmelser. Måske var det fordi, der var så stor forskel mellem ærlige og uærlige dengang.
Det havde taget hårdt på Flensborg
Den Store Nordiske Krig havde taget meget hårdt på Flensborg. Det hed sig dengang, at ingen anden by i landet havde lidt en sådan skade i krigsårene”, hvorved borgerskabet er kommet i sådant elendigt forfald, at den almindelige mand er ude af stand til at betale almindelige kontributions.
Selv agtede borgere måtte pantsætte deres tøj, for at kunne betale denne skat. Måske var situationen malet lidt for mørkt. Men i hvert fald virkede byen stillestående. Først fra omkring 1780 skete der igen noget.
Egentlig fandtes der ikke nogen bymur dengang. Men hvor landevejene løb ind til byen måtte trafikken gennem byportene, Nørreport, Friserport, Rødeport og St. Hans Port.
Slottet beordret til nedrivning
Oppe på Duborg Banke mod nord, havde slottet ligget siden middelalderen. Men i 1719 var det blevet revet ned på befaling af Frederik den Fjerde. Nu var det kun nogle triste ruiner tilbage. Mod øst havde byen en naturlig grænse i havnen. Den strakte sig helt ned til bydelen St. Hans.
Masser af skibsværfter
Mod nord var vandstanden stor nok til, at større skibe kunne lægge til ved Skibsbroen eller også måtte de ligge for anker længere ude i havnen. Men et hav af master kunne året rundt ses i havnen. Det var her, det skete.
Et nyt skue var den nye store mastekran. Den blev opført i 1726 nord for Skibsbroen bag Vajsenhuset. Den var i brug helt frem til 1880erne. Her lå en masse skibsværfter.
Temmelig stor stad
I 1742 bemærkede rejsende, at Flensborg var en temmelig stor stad og har mange skønne bygninger. Indtil 1770erne var der dog plads nok inden for det gamle byområder. Men opgangstiderne nåede Flensborg, og købmændene fik bygget ret meget. Byen holdt ellers længe på, at der ikke måtte bygges uden for portene.
Nystaden
I 1784 besluttede Magistraten, at der måtte bygges mod nord, for at afhjælpe boligmanglen. Men beslutningen blev aldrig ført ud i livet. Dem, der søgte fik konstant afslag. Endelig i 1794 fik kongelig husfoged Heinrich Lüders endelig lov til at ombygge et lille pakhus nord for Nørreport om til beboelseshus. Det
var det første hus i Nystaden.
Allerede i 1803 boede der godt 500 mennesker herude i 32 huse. Adskillige af de folk, der flyttede herud var brændevinsbrændere.
Jørgensby vokser
Mod syd og øst lå der ved århundredets slutning uden for byområdet men tæt op til byen nogle små forstæder. Bag den kongelige vandmølle ved Mølledammene uden for Rødeport lå der ca. 30 huse. Herude kom amtmanden til at bo fra 1802 i et nyt amtshus. Det blev opført i den senere Waitzgade.
Skippebyen Jørgensby fik efterhånden ca. 160 huse.
Røde teglsten
En englænder skrev i 1796, da han passerede byen:
En mand fra Kongeriget skrev i 1804:
To kommuner
Det var stadig de velhavende købmænd, der styrede byen. Og byen var stadig delt i to distrikter – kommuner, St. Marie og St. Hans. De deputerede borgere havde nedarvede rettigheder. Og dem var de på vagt over for. Regeringen forsøgte flere gang uden held at føre tilsyn med byen. Enlig var det statholderen på Gottorp, der på regeringens vegne skulle føre tilsyn med byerne, men dette var ikke særlig effektivt.
Glæde over Struensees fald
Struensee havde planer om, at lægge byens jurisdiktion sammen med amtets, afsætte magistraten og gøre amtmanden til præsident i byen. Men Flensborg slap med skrækken og stor var glæden i byen, da de hørte om hans fald den 17. januar 1722.
Flensborg skulle have en lærd borgmester
Regeringen bestemte ved kongelig reskript af 30. september 1777, at Flensborg for fremtiden skulle have en lærd borgmester. Denne skulle være byens første borgmester og have et vederlag på 400 Rigsdaler. Af byens kasse. Det blev så tidligere ejer af Kobbermøllen, advokat Josias thor Straten. Efter denne blev det i 1799 hans søn, dr. jur. Johann Jacob thor Straten.
Et nyt fængsel
Nu blev der også oprettet et politiembede i Flensborg.
Rådhuset, hvorfra byen blev styret, og hvor retsmøderne blev holdt, lå på den vestlige side af hovedgaden ved grænsen mellem de to bydele, ved senere Rådhusgade. I løbet af det 18. århundrede kom der yderligere tilbygninger. I en af disse tilbygninger lå det såkaldte Kæmnerret, en anden , der kaldtes Tårnet var byens fængsel. Det blev benyttet til varetægtsfængsel og til afsoning af bøder. I 1767 blev Tårnet afløst af en ny rummelig og velindrettet fængselsbygning.
I en anden føj indrettede man byens første teater. Og i kælderen kunne man som i andre byer få en lille en over tørsten. Den store rådhussal blev udlejet til bryllupsfester eller til sammenkomster.
Byfogeden
Byfogeden var også politimester. Til sin bistand havde han natvægtere og nogle politibetjente by-tjenere. Ved en dødsdom skulle man føre den dømte til retterstedet og hindre, at der opstod uorden, hvorved skarpretteren kunne blive hindre i at udføre straffen.
Bødelen anvendtes undertiden også til udførelse af tortur, når man skulle have fremtvunget en tilståelse. I 1767 måtte man tilkalde kollegaen fra Rendsborg. I Flensborg havde man ikke de rigtige instrumenter.
En travl by-sekretær
By-sekretæren slap for skat og indkvartering. Han skulle deltage i alle magistratens møder. Han skulle møde op til domstolene, føre rådstueprotokollen og skyld – og panteprotokollerne, i visse tilfælde også protokollen i kæmnerretten.
Flensborg By-politi
En rigtig politimester overtog nu fogedens arbejde. Kæmnerretten blev ophævet. I stedet blev der indført en Politiret og en Skifteret. Straks fik Flensborg de nye tider at følge. Foruden en rigtig politimester, var det nu også en overbetjent og seks politibetjente. Nu havde man også pludselig 52 nattevægtere samt to overvægtere.
Flensborg By-politi var ikke populær i den første stykke tid. Og for at gøre sig synlig strøede den nye politimester om sig med nye påbud og forordninger. Det var noget med, at bønderne kun måtte køre ind af fastlagte porte.
Masser af byrder
I 1802 kom en ny burde til Flensborgs befolkning, nemlig en såkaldt husskat. Dertil kom, at den bedre stillede del af befolkningen skulle modtage indkvartering eller eventuelt betale pengebeløb i stedet. Fra 1720 til 1807 havde Flensborg med få afbrydelser en garnison tilsluttet. Fra 1767 til 1842 bestod Flensborgs garnison af en eskadron fra Livregimentet Kyrasserer. Fra 1789 hed de Livregimentet Ryttere.
Ballade i Flensborg
I slutningen af 1795 måtte byen have militæret til hjælp, da der var opstået uro rundt om i gaderne. Levnedsmidlerne var blevet meget dyrere, og det var befolkningen utilfreds med. Man krævede maksimalpriser.
Den 5. juni rykkede Det Slesvigske Infanteriregiment og 120 ryttere ind i byen. En mængde arrestationer fandt sted, ca. 60 skibstømrer blev anholdt. Historien viser, at bag den rolige facade gemte sig dybe sociale modsætninger, men er enestående i Flensborgs historie.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Læs om Flensborg under Sønderjylland:
Hvis du vil vide mere: Om Henrettelse, Lov og Orden: Læs –
Redigeret 21. – 03. – 2021