Søgeresultater på "aabenraa skippere"
Dato: december 26, 2012
Byens købmænd bestemte.
Mange kom syd fra med tysk kultur og sprog, men fra sognene kom det danske sprog. Kvinder måtte ikke hænges, men der er var da undtagelser. Slottet var beordret til nedrivning. I Flensborg var der glæde over Struensees fald. Flensborg skulle have en ”lærd” borgmester. By-sekretæren havde travlt. Og Flensborgs nye populær var ikke særlig afholdt. Og så var der ballade i Flensborg – militæret måtte sættes ind.
Med tysk sprog og kultur
Mange af dem, der kom syd fra til Flensborg, havde bevaret det tyske sprog og kultur. Oppe på slottet sad amtmanden. Det var hans kongelige nåedes øverste repræsentant. Fra 1523 – 1600 sad 10 forskellige herre på slottet, Flensborghus og bestemte. De tilhørte alle den holstenske adels førende slægter.
Adelsmænd på slottet
Her var navne som Rantzau, Ahlefeldt, von der Wisch, Pogowisch og Reventlow. For at føre regnskabet havde slottets herrer ansat skrivere. En af disse var Blasius Ekenberger. Han oversatte Jyske Lov til plattysk.
Byens købmænd bestemte
En vigtig herre var by-skriveren. De var for det meste universitets – uddannede. Byfogeden var oprindelig kongens repræsentant i selve byen. Allerede i 1413 fik rådet lov til selv at vælge ham. By-skrivere og byfogeder var kun embedsmænd og afhængige af borgmestre og råd. Og i det råd var det kun folk med anseelse og råd, der kom. Rådets mænd blev i praksis udvalgt af byens købmænd. Og de 24 rådmænd skulle tage borgerskab og eje et hus i byen.
Dansk gudstjeneste
I 1558 begyndte man i byen at føre et særlig borgerskabsprotokol. Indtil 1600 aflagde i alt 1.092 nye borgere borgerskabseden. Men de var nu ikke særlig nøjagtige med at skrive, hvor folk kom fra.
Man gjorde, hav man kunne i Flensborg for at slippe af med det danske sprog. Men fra sognet, hvor der blev talt dansk, kom der hele tiden nyt blod til. Tjenestefolk og daglejere kom fra Nørrejylland. For blandt andet dem blev dansk gudstjeneste indført, og en dansk præst blev ansat i 1588.
Almindelige lovbestemmelser
Retsordenen var baseret på Jyske Lov og Stadsretten. Men i løbet af 16. og 17. århundrede ændredes den almindelige retstilling gennem nye almindelige lovbestemmelser. Disse gjorde sig også gældende i Flensborg. Heriblandt var det Landesgerichtsordnung af 1573 (revideret 1636).
Forbud mod Rommer-retten
Peinliche Halsgerichtsordnung (Carolina) fik stor indflydelse i byen. Men i praksis forlod man de gamle straffebestemmelser. Man opstillede nye, som ikke blev skriftlig udformet. Disse havde gyldighed som fast sædvaneret. I Tyskland anvendte man endnu rester af Romerretten. Denne blev dog kun i meget ringe grad benyttet i Flensborg og Sønderjylland.
Egentlige skriftlige forbud mod anvendelse af Romerretten foreligger først i 1708 og 1746.
Politiforordninger
Der eksisterede også nogle såkaldte politiforordninger. Regler omkring vedligeholdelse af bygninger og plankeværker, eksisterede. Og så måtte husene ikke tækkes med strå. Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, sønderslås. Kæmnerne og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.
Borgernes næringsinteresser
I Flensborg værnede man også for borgernes næringsinteresser. Fremmede skippere måtte kun sælge i halve og hele skippund. Og tiggerne blev en gang om året kaldt ind til afhøring. De, der ikke var hjemmehørende i byen, blev jaget ud. De andre blev forsynet med et tiggertegn.
Børn skulle gå i skole eller et ærligt håndværk. De måtte ikke drive rundt på gaderne. Hjalp det ikke med formaninger, blev de af bødelen jaget ud af byen.
I politiforordningerne var det lige som i mange andre byer forbud mod luksus. Det blev nøje afmålt, hvor mange, man måtte invitere med til bryllup og diverse andre fester. Befolkningen blev inddelt i tre kategorier. Det var de mest formuende folk, de “mittelmetigen”, og de mest ringe.
Vagttjeneste
Politiforordningen indførte også i 1600 en egentlig vagttjeneste i byen, således at borgerne efter tur skulle gå nattevagt. I 1633 blev denne ordning afløst af et egentligt vægterkorps på 6 mand. De udførte tjenesten for en vis billig løn. Borgmestre og Råd pådømte de sager, som var sager omkring byens ret. Man kunne dog udskyde sagen til kongen. Byfogeden overværede disse sager.
Rode Boeck
En interessant bog forefindes i Flensborgs gemmer. Det er den såkaldte Rode Boek. Den indeholder påkendte straffesager i tidsrummet 1560 – 1608. Kigger man i denne, får man indtryk af, at strafferetten blev varetaget med meget større strenghed end i middelalderen.
Pinligt forhør
Hvis man ikke med det samme tilstod sin brøde, blev man underkastet pinligt forhør. Det vil sige, at man blev udsat for forhør. Blandt straffesagerne dominerede navnlig drabs – og tyverisager. Manddrab blev i middelalderen afgjort med store bøder. Nu var man i henhold til Mosesloven dømt til døden. Henrettelsen fandt sted med et sværd på Koberg.
Mord førte til Radbrækning
Forelå der mord, blev gerningsmanden derimod dømt til radbrækning. Forelå der større tyveri foreskrev stadsretten dødsstraf. Men noget tyder på, at man ikke rigtig sonderede mellem lille og stor straf. Almindelig tyveri blev straffet ved hængning. Drejede det sig om tyveri fra kirkeblokken, ja så var det værre. Så var det dømt radbrækning fra neden.
Kvinde skulle ikke hænges
Kvinder skulle ikke hænges. De blev henrettet med sværd på galgebakken, og begravet under denne. Men i et enkelt tilfælde fra 1595 blev en kvinde dog hængt. Hun havde klædt sig i mandeklæder og begået tyveriet. Til skræk og advarsel skulle hun hænges med strikken fra livet til døden.
For udgivelse af falske penge foreskrev Carolina bålstraf. Dokumentfalsk syntes derimod, at blive bedømt væsentlig billigere. En gang radbrækning og bortvisning fra byen.
Blasfemi første til kagstrygning
I tilfælde af blasfemi anvendtes kagstrygning i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter blev naglet til kagen. Hertil kom en forvisning fra byen i
forbindelse af en ordfejde. Hvis den pågældende overtrådte denne, skulle han være hjemfalden til bålstraf som troldkarl.
Truede med Druknings – straffen
En kvinde blev i 1583 besvangret af en anden end sin ægtemand, og således begået hor. Hun blev straffet med forvisning fra byen. De hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning. På ny blev hun udvist. Hvis hun igen viste sig i Flensborg, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.
Druknings – straffen for tredje gang begået hor var i overensstemmelse med den i kongeriget gældende ret, mens de andre straffe hverken havde hjemmel i rigslovgivningen eller i stadsretten.
Injurie – sagerne
En betydelig rolle spillede injuriesagerne. Dengang var man temmelig ømfindtlig over for æresfornærmelser. Måske var det fordi, der var så stor forskel mellem ærlige og uærlige dengang.
Det havde taget hårdt på Flensborg
Den Store Nordiske Krig havde taget meget hårdt på Flensborg. Det hed sig dengang, at ingen anden by i landet havde lidt en sådan skade i krigsårene”, hvorved borgerskabet er kommet i sådant elendigt forfald, at den almindelige mand er ude af stand til at betale almindelige kontributions.
Selv agtede borgere måtte pantsætte deres tøj, for at kunne betale denne skat. Måske var situationen malet lidt for mørkt. Men i hvert fald virkede byen stillestående. Først fra omkring 1780 skete der igen noget.
Egentlig fandtes der ikke nogen bymur dengang. Men hvor landevejene løb ind til byen måtte trafikken gennem byportene, Nørreport, Friserport, Rødeport og St. Hans Port.
Slottet beordret til nedrivning
Oppe på Duborg Banke mod nord, havde slottet ligget siden middelalderen. Men i 1719 var det blevet revet ned på befaling af Frederik den Fjerde. Nu var det kun nogle triste ruiner tilbage. Mod øst havde byen en naturlig grænse i havnen. Den strakte sig helt ned til bydelen St. Hans.
Masser af skibsværfter
Mod nord var vandstanden stor nok til, at større skibe kunne lægge til ved Skibsbroen eller også måtte de ligge for anker længere ude i havnen. Men et hav af master kunne året rundt ses i havnen. Det var her, det skete.
Et nyt skue var den nye store mastekran. Den blev opført i 1726 nord for Skibsbroen bag Vajsenhuset. Den var i brug helt frem til 1880erne. Her lå en masse skibsværfter.
Temmelig stor stad
I 1742 bemærkede rejsende, at Flensborg var en temmelig stor stad og har mange skønne bygninger. Indtil 1770erne var der dog plads nok inden for det gamle byområder. Men opgangstiderne nåede Flensborg, og købmændene fik bygget ret meget. Byen holdt ellers længe på, at der ikke måtte bygges uden for portene.
Nystaden
I 1784 besluttede Magistraten, at der måtte bygges mod nord, for at afhjælpe boligmanglen. Men beslutningen blev aldrig ført ud i livet. Dem, der søgte fik konstant afslag. Endelig i 1794 fik kongelig husfoged Heinrich Lüders endelig lov til at ombygge et lille pakhus nord for Nørreport om til beboelseshus. Det
var det første hus i Nystaden.
Allerede i 1803 boede der godt 500 mennesker herude i 32 huse. Adskillige af de folk, der flyttede herud var brændevinsbrændere.
Jørgensby vokser
Mod syd og øst lå der ved århundredets slutning uden for byområdet men tæt op til byen nogle små forstæder. Bag den kongelige vandmølle ved Mølledammene uden for Rødeport lå der ca. 30 huse. Herude kom amtmanden til at bo fra 1802 i et nyt amtshus. Det blev opført i den senere Waitzgade.
Skippebyen Jørgensby fik efterhånden ca. 160 huse.
Røde teglsten
En englænder skrev i 1796, da han passerede byen:
En mand fra Kongeriget skrev i 1804:
To kommuner
Det var stadig de velhavende købmænd, der styrede byen. Og byen var stadig delt i to distrikter – kommuner, St. Marie og St. Hans. De deputerede borgere havde nedarvede rettigheder. Og dem var de på vagt over for. Regeringen forsøgte flere gang uden held at føre tilsyn med byen. Enlig var det statholderen på Gottorp, der på regeringens vegne skulle føre tilsyn med byerne, men dette var ikke særlig effektivt.
Glæde over Struensees fald
Struensee havde planer om, at lægge byens jurisdiktion sammen med amtets, afsætte magistraten og gøre amtmanden til præsident i byen. Men Flensborg slap med skrækken og stor var glæden i byen, da de hørte om hans fald den 17. januar 1722.
Flensborg skulle have en lærd borgmester
Regeringen bestemte ved kongelig reskript af 30. september 1777, at Flensborg for fremtiden skulle have en lærd borgmester. Denne skulle være byens første borgmester og have et vederlag på 400 Rigsdaler. Af byens kasse. Det blev så tidligere ejer af Kobbermøllen, advokat Josias thor Straten. Efter denne blev det i 1799 hans søn, dr. jur. Johann Jacob thor Straten.
Et nyt fængsel
Nu blev der også oprettet et politiembede i Flensborg.
Rådhuset, hvorfra byen blev styret, og hvor retsmøderne blev holdt, lå på den vestlige side af hovedgaden ved grænsen mellem de to bydele, ved senere Rådhusgade. I løbet af det 18. århundrede kom der yderligere tilbygninger. I en af disse tilbygninger lå det såkaldte Kæmnerret, en anden , der kaldtes Tårnet var byens fængsel. Det blev benyttet til varetægtsfængsel og til afsoning af bøder. I 1767 blev Tårnet afløst af en ny rummelig og velindrettet fængselsbygning.
I en anden føj indrettede man byens første teater. Og i kælderen kunne man som i andre byer få en lille en over tørsten. Den store rådhussal blev udlejet til bryllupsfester eller til sammenkomster.
Byfogeden
Byfogeden var også politimester. Til sin bistand havde han natvægtere og nogle politibetjente by-tjenere. Ved en dødsdom skulle man føre den dømte til retterstedet og hindre, at der opstod uorden, hvorved skarpretteren kunne blive hindre i at udføre straffen.
Bødelen anvendtes undertiden også til udførelse af tortur, når man skulle have fremtvunget en tilståelse. I 1767 måtte man tilkalde kollegaen fra Rendsborg. I Flensborg havde man ikke de rigtige instrumenter.
En travl by-sekretær
By-sekretæren slap for skat og indkvartering. Han skulle deltage i alle magistratens møder. Han skulle møde op til domstolene, føre rådstueprotokollen og skyld – og panteprotokollerne, i visse tilfælde også protokollen i kæmnerretten.
Flensborg By-politi
En rigtig politimester overtog nu fogedens arbejde. Kæmnerretten blev ophævet. I stedet blev der indført en Politiret og en Skifteret. Straks fik Flensborg de nye tider at følge. Foruden en rigtig politimester, var det nu også en overbetjent og seks politibetjente. Nu havde man også pludselig 52 nattevægtere samt to overvægtere.
Flensborg By-politi var ikke populær i den første stykke tid. Og for at gøre sig synlig strøede den nye politimester om sig med nye påbud og forordninger. Det var noget med, at bønderne kun måtte køre ind af fastlagte porte.
Masser af byrder
I 1802 kom en ny burde til Flensborgs befolkning, nemlig en såkaldt husskat. Dertil kom, at den bedre stillede del af befolkningen skulle modtage indkvartering eller eventuelt betale pengebeløb i stedet. Fra 1720 til 1807 havde Flensborg med få afbrydelser en garnison tilsluttet. Fra 1767 til 1842 bestod Flensborgs garnison af en eskadron fra Livregimentet Kyrasserer. Fra 1789 hed de Livregimentet Ryttere.
Ballade i Flensborg
I slutningen af 1795 måtte byen have militæret til hjælp, da der var opstået uro rundt om i gaderne. Levnedsmidlerne var blevet meget dyrere, og det var befolkningen utilfreds med. Man krævede maksimalpriser.
Den 5. juni rykkede Det Slesvigske Infanteriregiment og 120 ryttere ind i byen. En mængde arrestationer fandt sted, ca. 60 skibstømrer blev anholdt. Historien viser, at bag den rolige facade gemte sig dybe sociale modsætninger, men er enestående i Flensborgs historie.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Læs om Flensborg under Sønderjylland:
Hvis du vil vide mere: Om Henrettelse, Lov og Orden: Læs –
Redigeret 21. – 03. – 2021
Dato: juli 26, 2011
En tredjedel af befolkningen døde i 1711/12. København var fuld af skidt og møg, og man byggede alt for tæt. Der lå råddent kød og ådsler i gaderne. Barber –
lavet fik travlt. Der var ikke noget egentlig sygehus. Vordrufgaard og Ladegården blev brugt som lazaret. Militæret ville ikke frivillig forlade Ladegården. 66 skibe lå på Reden. Flådens Folk døde som fluer. Og på Kastellet drak man ”pest – vand”. Nyboder – folket smed bare ligene vilkårlig, og blandt fangerne var det mandefald.
Guds straf
Allerede i året 1351, da København hørte under Roskilde – bispen, led byen under en meget voldsom pest – epidemi. Ja man kaldte den for Den sorte død. Ja byen var faktisk ramt af pest ca. 30 gange. Op til to tredjedel af byens befolkning gik bort under epidemierne. Pesten blev anset for Guds straf. Den kom, fordi mennesket havde begået synd. Andre mente, at det var
jødernes skyld, at vi fik pest.
Brugsvejledning
På universitet havde man tidlig udarbejdet retningslinjer for, hvordan man skulle helbrede pesten. Man havde opgivet navnene på medicinen. Der indførtes en ordning med, at de fattige frit kunne hente medicinen på apoteket, mens dem, der kunne betale, selvfølgelig skulle betale for det.
Forholdsregler fra 1613
Man var udmærket klar over smittefaren. Således udsendte Christian den Fjerde i 1613 en bestemmelse, hvori man blandt andet kunne læse, at
Meteorer og Nordlys
Mange mærkelige ting skete der dengang. I Frankrig så man meteorer. Der var masser af Nordlys i Norden. I 1701 var Vesuv i udbrud. I 1708 var der jordrystelser i Italien og Frankrig. Sådan noget gav varsler om noget ondt. Dette var Guds straf.
I 1709 var vinteren meget streng. Venedig var omgivet af is. Sygdomme opstod. Således var der udbrud af kopper i 1703. I 1708 havde man Forrådnelsesfeber. Om efteråret i 1709 havde man en meget farlig influenza. Den angreb børn og unge mennesker. Men det skulle blive meget værre.
Pest på vej
I Konstantinopel var pesten brudt ud i 1704. I 1708 var den nået Ungarns og Polens grænser. Kort tid efter viste den sig i Preussen. Man havde i Danzig gjort alle mulige forholdsregler, men intet hjalp. Den følgende vinter udryddede den 23.000 mennesker. Pesten bredte sig til Pommern . I september 1710 raser den i Stettin og Stralsund.
Mange flygtede fra krige, og på den måde kom pesten i 1710 til Karlskrona. Her døde 16.000. Den bredte sig til Stockholm, hvor 40.000 skulle være blevet offer for den. Fra 1709 til 1711 huserede den i Spanien. Og i 1720 udbredte den sig i det sydlige Frankrig.
I krig mod svenskerne
Herhjemme var Danmark atter i gang med en krig mod Sverige. Den 28. oktober 1709 blev der erklæret krig. 16.000 soldater blev landsat den 12. november ved fiskelejet Raa i Skåne. Der var vel nok kun 5.000 indfødte danskere imellem.
Svenskerne blev pålagt en ordentlig brandskat og den ene by efter den anden blev besat, Helsingborg, Landskrona og Karlskrona.
Forrådnelsesfeber
Masser af sårede reddede sig i land i Helsingør under beskyttelse af den danske flåde. Hunger, kulde, magtløshed bredte sig efter de tabte slag. En Forrådnelses-feber bredte sig i Helsingør. Har havde man ikke de nødvendige faciliteter til at tage sig af alle de syge og sårede på en hensigtsmæssig måde. De der kunne transporteres, blev fragtet til København.
De blev anbragt i Krigshospitalet, i lejede huse både i og uden for byen.
Sygdom ramte flåden
Den danske flåde, der tidligt på året 1710 stak til søs, blev heller ikke forskånet for den sygdom, som i starten bredte sig hos land – soldaterne. En del af den danske flåde var sendt til Den Finske Bugt for at hjælpe russerne. De havde medtaget proviant til tre måneder.
Men sygdommen ramte over 1.500 matroser. I løbet af juli og august døde mange af dem. I løbet af 1710 døde i alt mere end 6.000 medlemmer. Men det skulle blive meget værre.
Fysikus og politimester
I 1683 havde København fået sin første politimester. Han skulle også sørge for sundheden i byen. I 1701 var der også oprettet en politiret. Og i 1708 fik man en ind-stands, der hed Politie
– og Commerce Collegium. De fik meget travlt under pesten. Og det fik politimester justitsråd Johan Bertram Ernst også.
Siden Christian den Fjerdes tid havde København fået sin egen Fysikus (Physicus). Han skulle understøtte politimesteren og øvrigheden samt føre tilsyn med hospitalerne, herunder stiftelserne. Fysikus skulle også visitere apotekerne. Under pesten i 1711 hed Fysikus, Johan Eichel. Han var tillige medlem af Magistraten.
København fuld af skidt og møg
København stank og var fuld af skidt og møg. Rendestenen var som en stinkende kloak. Havne og kanaler var fulde af skarn og døde dyr. Christian den Fjerde havde udsendt flere forordninger, hvis formål var at gøre København mere rent. Og kigger vi efter i de ældre Lavs – forordninger ser vi også, at det var blandt andet var vognmændenes pligt, at holde gader og veje rene.
Ujævnheder i brobelægningen
Brolægningen lod også meget tilbage at ønske. Således klagede Christian den Femte over at han ikke kunne komme frem i gader på grund af ujævnheder i brolægningen. Ja Frederik den Anden befalede det allerede.
Flere torve var således uden brolægning. Og ubebyggede grunde indeholdt en utrolig mængde urenlighed, ja lad os bare kalde dem for lossepladser. Ådsler, døde dyr og meget andet blev bare henkastet. Der var mangel på organiseret natrenovation og adskillige påbud og forordninger blev ikke overholdt.
Råddent kød og indvolde på gaderne
I 1577 havde Frederik den Anden forbudt slagterne at slagte inde i byen. I januar 1685 var der kommet en forordning om uorden og urenligheder i gaderne. Her stod, at man ikke måtte kaste råddent kød og indvolde på gaderne.
Bygget alt for tæt
Men alt dette hjalp ikke. København forblev usund. Bygninger og huse var bygget alt for tæt. I mange gader og stræder kunne to vogne ikke passere hinanden. Sol og luft kunne
ikke trænge ned i stræderne.
I 1683 befalede Christian den Femte at alle skure og udhuse skulle nedtages, hvis de stod i vejen. Meget tidlig var øvrigheden klar over, at den tætte bebyggelse var befordrende for ildebrande og epidemier.
Der stank i kirkerne
At man i 1701 overlod stadens renholdelse til en anden privat entreprenør hjalp ikke synderligt meget. Morten Willemsen og hans arvinger kunne ikke gøre det bedre. En anden uskik man heller ikke uden videre kom til livs, var at begrave lig i stadens kirker. I kirkerne i København og på Christianshavn var der en ulidelig stank. De rige så det som status, at blive begravet
inde i kirkerne.
Barbererne
Barbererne, som kom til at spille en vigtig rolle under pesten, havde allerede tidligt dannet et lav. De havde nu 21 mestre, og sammen med svende og drenge udgjorde de et ikke ringe antal.
Gennem tiden havde de opnået en del goder og rettigheder, men også en masse pligter. Disse pligter betød, at de skulle ud på kamppladsen og ud på flåden, når der var sygdom. De skulle, når der var pest rådgive de syge og overtage behandlingen. Men ofte var kundskaberne meget små. Disse var så til gengæld større hos kirurgerne. Disse havde god erfaringer fra militæret eller flåden.
Kvaksalvere
København var også godt dækket af kvaksalvere, som bildte syge folk ind, at de kunne helbrede dem. Mange holdt hånden over dem og de fik sågar sikret sig privilegier.
Apoteker
I 1672 havde København fire privilegerede apoteker, nemlig Hof – apoteket, Løve – apoteket, Svane – apoteket og Salomons Apotek. Dette antal blev ikke forøget før Vajsenhus – apoteket på Nytorv blev anlagt i 1734.
Det var ikke, fordi at der var nogen, der forsøgte. Således søgte enkedronningens hof – apoteker om bevilling til Skt. Anna – apoteket i 1711, da pesten var på sit tilbagetog. Men de andre apoteker var imod, så det det blev ikke til noget.
Ingen sygehuse
Byen havde mange stiftelser til syge, gamle og fattige. Men et egentlig lazaret eller sygehus havde byen ikke. Frederiks Hospital blev først stiftet i 1737. Almindeligt Hospital måtte først fra 1769 modtage syge.
Krigshospitaler
Til gengæld havde militæret to sygehuse. Det var Kvæsthuset til flådens patienter og det såkaldte Krigshospital på Ladegården. Kvæsthuset var blevet oprettet i 1658 og først anlagt på Bremerholm for bådsfolk. Ti år senere blev det flyttet til fattighusene på Christianshavn. Til sidst endte det i nærheden af Nyboder (læs artiklen Guldhuset).
Under krige var disse hospital dog overbelagt, så man måtte leje andre huse for at klare presset. Kun en lille del af Københavns syge kunne under normale omstændigheder optages på de forskellige stiftelser.
Pesthus fra 1522
Allerede i 1522 var der anlagt et Pesthus af Claus Denne uden for Vesterport. Også Skt. Jørgens Hospital mellem Nørreport og Vesterport fungerede en overgang som pesthospital.
Skt. Jørgens Hospital
Skt. Jørgens Hospital var oprindelig bestemt til at modtage og afsondre fra andre menneskers Selskab dem, der led af Spedalskhed. Denne sygdom var i middelalderen meget udbredt. Sygdommen aftog i begyndelsen af det 16. århundrede.
Vartov Hospital
I 1659 blev Vartov Hospital ødelagt af svenskerne. Hospitalet startede nord for København. I 1665 blev det anlagt på ny, længere væk fra staden i nærheden af Kalvebod Strand. Men under pesten i 1711 havde København ikke et eneste sted, hvor man kunne anbringe de pestsyge.
Strandvagter måtte skyde
Flere forbud mod handel med de steder, der var ramt af pesten fremkom. Langs strandende ansatte man strandvægtere, der skulle forhindre skibsbesætninger i at snige sig til lands. Der
var faktisk livsstraf til dem, der ikke efterkom forordningerne. Fra prædikestolene blev alle forordninger oplæst hver søndag.
Ingen post
Ethvert brev fra udlandet skulle tages med tang eller et andet passende instrument. Det skulle så gennem-stryges med svovl, malurt eller lignende., før de blev bragt til Toldboden.
Forsendelser fra Polen, Preussen og Pommern eller fra posthusene i Lübeck og Hamborg måtte slet ikke sendes til København.
Karantæne
Skibe der kom til Danmark måtte gennem en 40 – dages karantæne. På Saltholm blev der oprettet en karantænestation. Men der var ikke alle skippere, der rettede sig efter anordninger og forordninger. Og dem, der skulle passe på, at reglerne skulle overholdes blev bestukket.
I sommeren 1710 bredte pesten sig mere og mere i Nordtyskland. Der blev indført flere handelsrestriktioner, og der opstod varemangel mange steder.
Mistænkelige dødsfald
I de sidste dage af september opstod der et mistænkeligt dødsfald. En silkevæver, der kommet fra Stockholm blev syg i sit logi hos en færgemand i Strandgade. Hun døde efter fire dages sygdom. Fjorten dage efter blev i samme hus, en dreng på 14 år, hus-moderen og en pige syg. De to dage døde med de samme symptomer som silkevæveren. En undersøgelse viste dog, at det ikke var tale om pest. Alle byens borgere blev bedt om, at anmelde, hvis nogen skulle blive syge. Kort tid efter indtraf der en del sygdom hos færgefolk og lodser. Ifølge en indberetning fra den 18. november var seks personer døde kort efter hinanden.
Barbererne Tindorf og Meyer blev sat til at undersøge tilfældene. De tilskrev dog dødsfaldene sult. Man havde efter naboernes udtalelse konstateret at nu afdøde havde levet af rå kålstokke og vand. For en sikkerheds skyld blev der dog sat vagt foran huset og de dødes efterladenskaber blev afbrændt.
En delegation til Helsingør
Som følge af foruroligende efterretninger rejste en delegation fra København til Helsingør den 3. december for at undersøge tilstanden der. Og i Helsingør havde Medicus von Wesphalen og en kirurg ved navn Drewis fået tilbudt den fyrstelige månedlige gage på 8 rigsdalere. for at få bekæmpet den mystiske sygdom i Helsingør.
Her havde man dog endnu ikke fastslået sygdommen som pest, men konstaterede, at det var tale om ondartet epidemisk feber.
Delegationen rejste lettet tilbage til København. Man mente ikke det var pest. Men i februar 1711 rejste vice-branddirektøren i København, Gregers Romer til Helsingør, for lige at tjekke om, det ikke alligevel var tale om pest. Der blev nemlig berettet om stigende dødsfald i byen.
Helsingør blev afspærret
Amtmanden i Kronborg Amt, Gehejmeråd Otto Rabe fik befaling på, at indrette Kronborg Ladegaard til at modtage syge soldater og andre syge i Helsingør. Bedst som man troede, at sygdommen var på tilbagetog, kom den tilbage med fornyet kraft. Det viste sig, at mange skjulte deres sygdom.
Medicus Westphalen begav sig også rundt i de små byer omkring Helsingør. Har var der også opstået en smitsom sygdom. Den 25. maj besluttede man at spærre Helsingør ikke kun fra søsiden men også fra landsiden.
Sundhedsbevis
Der blev nu langt om længe indført den regel, at ingen uden sundhedsbevis måtte forlade amtet. Det betød, at der ikke måtte have været sygdom i huset inden for de sidste 6 uger. I de huse, hvor man konstaterede sygdom, blev der sat et hvidt kors. Man måtte ved begravelse ikke læge klæder over kisterne.
Sygdommen bredte sig. Man sagde, at det var fordi, at borger brugte de sengeklæder som soldaterne havde brugt, da de var syge. Nu fik den øverste læge også
løntilskud fra København. Her var man begyndt at blive bange.
Svin blev slagtet
Fire proviantmestre blev ansat. De skulle foretage indkøb og fordele fødevarer blandt de fattige. Man forsøgte at fjerne svinestier inde i byen og alle svin skulle skydes. Man mente, at svin var med til at sprede smitten.
Mange forholdsregler
Ligbærere blev ansat og en ny pestkirkegård blev anlagt. De der døde, blev begravet inden solens opgang eller efter dens nedgang. Vinduer og døre skulle holdes lukket. Dr. Heinichius
skulle lave en liste over de syge. Han mente ikke, at epidemien var pest, men blot en hidsig feber. Det blev pålagt barbererne at forsyne de syge med den nødvendige medicin og uddele forebyggende medicin til de andre i husstanden.
Borgmester i unode
Den 12. juni faldt borgmesteren i Helsingør, Walter Gaben i kongens unåde. Kongen mente, at han aldeles ingen hjælp eller assistance ydede, og at han forhalede ting, der kunne forbedre sygdomstilstanden i Helsingør.
Indbyggere opdelt i fire klasser
Indbyggerne blev inddelt i fire klasser:
I tredje klasse var der 181 personer og i 4. klasse var der hele 743 personer. De sidste fik ugentlig 6 pund Brød og en pot gryn ugentlig. Man mente, at det var gavnligt, at flytte de fattige ud i hytter på marken og give dem strå. Men der var ikke rigtig penge til at foretage dette.
Uenighed
I det hele taget var der stor uenighed om, hvordan man skulle håndtere situationen i Helsingør. Bedre blev det heller ikke af, at den øverste læge, Heinichius ikke fik udbetalt sin løn. Til sidst nægtede han at besøge de syge.
Sygdommen aftager i Helsingør
I september begyndte sygdommen endelig at aftage. Det blev beordret at husene og byen skulle gøres ren og renses. Endvidere blev det den 28. oktober bestemt, at al sengetøj, der har været anvendt under sygdommen skulle brændes. Men det protesterede man imod, for så havde beboerne ikke noget at sove i. Man indskrænkede sig så til, at rense sengetøjet på bedste måde.
Den 26. december ophævedes vagten omkring Helsingør. Den 12. januar blev Heinichius opsagt. Alle mistænkte blev overført til karantæne – anstalten på Saltholm. Biskop Chr. Worm blev kommanderet til at ordinere en præst til dem for at betjene dem i deres saligheds sag.
Hvordan kom sygdommen til København?
Det er uenighed blandt historikere om, hvordan pesten kom til København. Nogle mener, at den kom fra Sverige og Skåne og via Helsingør til København. Andre mener, at det var en bådsmand, som blev ført fra et skib ude i Øresund ind til København.
Kongen forlod København
Kong Frederik den Fjerde forlod hovedstaden den 11. eller 12. juni for at begive sig til Jægersborg. Men han blev der dog kun nogle dage, hvorefter han tog ophold på Frederiksberg Slot. Men situationen udviklede sig katastrofalt i København, så kongen tog den 18. juli til Kolding. Enkedronningen og den regerende dronning tog ligeledes afsted den 28. juli.
Historiske kilder melder dog om, at det kongelige selskab var ret tæt på pesten, således skulle en kokkedreng være ramt af pesten, og blevet begravet på Fyn. De rige og formuende flygtede fra hovedstaden. Og der var mange fattige, der klamrede sig til vognene for at flygte fra elendigheden.
Bataljonerne på Fælleden
Flåden var gået i søen. Alle hvervede regimenter gik til Holsten. De to sjællandske regimenter forblev dog i hovedstaden. Den største del af garnisonen rykket
i august måned ud på Fællederne. Der blev de indkvarteret i telte og barakker. De gravede kuler til ligene og nogle tjente en ekstra skilling som ligbærere. Det bevirkede så at pesten også fandt vej herud.
Dødsstraf
Udråbere gik rundt på gaderne og efter trommeslag bekendtgjorde de, at der var dødsstraf til dem, der ikke fulgte anordningerne fra Sundheds – kommissionen. Lig, der lå på gaden skulle fjernes hurtigst muligt, og begraves uden nogen form for højtidelighed.
Lægerne var uenige
Når pesten fik så katastrofale følger i København var det fordi, at lægerne var alt for længe om at fastslå, at det virkelig var tale om pest. Man havde åbenbart overhørt advarslerne fra Helsingør.
Stakkels barbere
I juli blev oldermanden og samtlige mestre i barber – lavet bedt om at møde hos Stadsphysicus Eichel. Efterkom de ikke ordren, blev der udskrevet en straf på 4 rigsdaler. Samtidig
blev Østerport lukket.
Vodrufgaard som pesthus
Man besluttede ligeledes, at Vodrufgaard skulle indrettes som pesthus. Stedet var ikke uheldigt valgt. Gården lå ud til Sortedamssøen. Den lå adskilt fra byen og havde vand omkring sig på to sider, idet den lå lige ved Ladegårdsåen.
Man måtte på den sumpagtige grund indrette sig med barakker og telte. Man havde ikke regnet med at sygdommen ville vare så længe ved.
Lederen fortrød
Omsorgen for de syge skulle varetages af barberer. Til overmester antog man Johan Michael Kyhl fra Brandenburg. Han modtog den fyrstelige gage på 30 rdl. om
måneden og 5 rigsdaler Og 2 mk. I kostpenge. Som undermester blev Daniel Ulrich antaget.
Da det gik op for Kyhl, hvor farlig jobbet var, tabte han modet og værgede sig. Men Sundheds – Kommissionen truede med arrestation.
Der blev også antaget skrivere, spisemestre, vågekoner, vaskekoner, gravere osv. Det var dog ikke uden problemer, at få disse jobs besat.
Uhumske forhold
Barber – svendene skulle efter lodtrækning have vagten. Lazarettet blev udstyret med det mest nødvendige. Sengene blev forsynet med strå. Dog brugte man almindelig sengetøj. Underbarberen nægtede at udføre sit arbejde såfremt han ikke fik beskyttelsesmiddel. Forholdene var dog uhumske. Sengeklæderne blev ikke vasket. Og da tilstrømningen var på sit højeste måtte patienterne sove under åben himmel.
Man forlangte at personalet brugte såkaldte overkjoler. Men snart havde man ikke flere. Så måtte man bruge pap overtrukket med lærred.
En tugtmester blev ansat
Frygten for smitte blandt personalet førte til at det var som så med plejen. Mange flygtede fra deres post. Personalet stjal også fra patienterne og begik utugt. De syge fik mod betaling lov til at gå ind i staden. Uvedkommende fik ligeledes lov til at besøge lazarettet.
Man blev derfor nødt til at ansætte en tugtmester, der kunne straffe de ansatte mod overtrædelser af forordningerne. Den 17. august bestemte Sundheds – kommissionen at lazarettet skulle omgives af spanske ryttere. Desuden blev alle ind – og udgange bevogtet af bevæbnede vagter.
Overpris for kister
Efterhånden som dødsfaldene tiltog, kørte man ligene bort i sygevogne. De kunne rumme 12 – 24 lig ad gangen. På markerne omkring Vodrofgaard blev ligene begravet under 3 alen. At man skulle begraves uden kiste vakte vild forargelse.
De formuende fik så mulighed for at købe en kiste. Også det var der nogen, der udnyttede. De forlangte så pludselig det firedobbelte for en kiste.
En stor risiko
De ansatte døde som fluer. Det skete også for de to ledere på Vodrufgaard. Og det blev uhyggelig svært at finde afløsere. De ansatte havde fået restriktioner på, hvordan de skulle omgås raske mennesker. Mindst en gang om dagen skulle de tage sig af de syge. Barbererne fik månedlig 4 rigsdalere. Men risikoen var særdeles stor .
Ladegården som pesthus
Den 3. august bestemtes at også Ladegården skulle bruges som Pesthus. Problemet var bare, at den blev anvendt som krigshospital. Der lå 140 soldater på hospitalet. Disse skulle flyttes til Falkonérgården. Og her fik falkoner Georg Oliver befaling til med sine falke at begive sig til Jægersborg.
Det blev pålagt politimester Ernst og oberst Andreas Francke at sørge for, at Ladegården blev rømmet. Men militæret satte sig på bagbenene. De ville ikke uden videre acceptere, at skulle rømme Ladegården.
Sove under åben himmel
Men den 2. september kunne man så tage Ladegården i brug. Men ak, der var slet ikke plads til alle de syge. Man kunne heller ikke få flere telte. Så mange af de syge måtte ligge under åben himmel.
12 kommissærer
I 12 områder i København udnævnte man kommissærer, der skulle sørge for sundheden og indrapportere sygdom. De skulle give både åndelig og legemlig hjælp. Der skulle også drages mere omsorg for de dødes begravelse.
66 skibe på Reden
På Københavns Red lå 66 større eller mindre skibe med en besætning på ca. 18.000 mand. Her var ansat 129 kirurger og barberer, 40 overkirurger og 52 under-kirurger.
Spar på plaster
Forbruget af plaster og linned var så stort, at Sundheds – kommissionen opfordrede til sparsommelighed. Apotekerne blev opfordret til at have gode og friske varer, som skulle kunne sælges til en pris alle havde råd til.
Også den åndelig frelse blev der sørget for. I stadens forskellige sogne blev der ansat hjælpepræster, som skulle holde sig afsondrede på angivne værelser. De skulle opsøge de syge og følge de døde til graven.
Rige skulle betale
Man opfordrede nu til at de nogenlunde bemidlede blev hjemme i deres egen lejlighed, når de blev syge. Dem, der kunne betale for helbredelse skulle gøre det. Ligesom de forskellige
lav skulle betale for deres brødres helbredelse.
Der blev pålagt stadens indbyggere at undgå store forsamlinger som bryllupper, og lavsforsamlinger. Vin – og krohuse, spisekvarterer og badstuer var blevet lukket. Og kun en gang om ugen måtte der afholdes bøn i kirken. Al skolegang var indstillet.
Nye forordninger
Rendestenene skulle daglig skylles, ådsler skulle fjernes og møddinger skulle mindst en gang om ugen fjernes. Ingen måtte udkaste sengeklæder, halm og lignende De vogne, der blev brugt til at bortskaffe lig, måtte ikke bruges til andre formål. Ligene skulle begraves senest 24 timer efter at døden var indtrådt. Og så skulle man bruge kalk.
Efterhånden var det svært at skaffe lokale barbere. Man måtte importere dem fra Bremen, Glückstadt og Hamborg. Præster og lokale barbere var efterhånden flygtet fra byen. 200 soldater blev sat til at grave gruber, hvori man hældte ligene. I seks dage gravede de.
Studenter som ligbærere
Der var problemer med Ligbærer – lavet. De ville ikke mere arbejde under de betingelser, de havde. På biskop Worms foranledning tog man så i stedet kontakt med studenterne. De stillede selvfølgelig nogle krav. De ville have to værelser, en vågekone, en månedlig gage på 12 rigsdalere. og sorte Danziger – lærreds kjortler. De ville have varer og strømper på Kommissionens
bekostning. De ville endvidere have fri vask og lys. De ville have beskyttelse mod sygdommen. Når de blev syge ville de have et værdigt sted, hvor de kunne blive helbredt. Såfremt de døde, ville de have en værdig begravelse på en af kirkegårdene. De nægtede at kaste jord på kisterne.
Endelig forlangte de i fremtiden at måtte begrave fornemme lig. Det kunne sikkert indbringe dem en god indtægt. Sundheds – Kommissionen syntes at kravene var barske, men de havde
intet valg. En masse lig lå og ventede til at komme i jorden. Den 28. juli blev der lavet en kontrakt med studenterne.
Truede med at nedlægge arbejdet
Men studenterne mente ikke, at Sundheds – Kommissionen overholdt betingelserne. Studenterne fandt, at de logier, der blev dem påbudt var alt for dårlige. Der var ingen senge, ingen sengeklæder, møbler, opvartning. De truede med at nedlægge arbejdet inden de kom i gang.
Mandefald blandt fangerne
Nu blev det så fangerne på Bremerholm, der kom til at kaste grave til uden for voldene. Det var en yderst farlig beskæftigelse. Efter få dage var kun to ud af 17 fangere i live. Det viste sig, at mange lig bare lå henkastet på kirkegårdene, og en forfærdelig stank bredte sig. Graverne på de forskellige kirkegårde døde også i hobetal.
Det lugtede på Kastellet
Sundheds – Kommissionen forlangte, at der ikke måtte være åbne og halvåbne grave på kirkegårdene. Det samme gjaldt for den nye kirkegård uden for Østerport. Men her klagede de ansatte på Kastellet over en forfærdelig lugt. Her var der anlagt en pest – kirkegård lige ved siden af Soldaternes og Matrosernes kirkegård.
I gruberne blev der kastet hen ved fire lig oven over hinanden. Men man glemte at lægge nok jord over. Dødeligheden var nået til sit højeste. Der var ikke tid og mulighed for at ligge de døde i kister. De forrådnede lig kunne lugtes i lang afstand. I en forordning fra 15. maj 1711 hedder det:
Nyboder – folket smed bare liget
Der var også ballade over på den anden side på Holmens Kirkegård. Kongen havde den 22. august givet ordre til at al ligbrænding skulle afskaffes, og at ligene måtte udføres på vogne. Holmens folk var dog et stridbart folkefærd. De ville ikke finde sig i, at det skulle forbydes at fly deres Døde ordentlig til Jorden. Baadsfolkene fra Nyborder slæbte deres lig hen, hvor der var åbne grave. Var det ingen lod de bare liget ligge. Ellers bestak de fangerne fra Bremerholm, så de kunne begrave ligene.
Der blev udkommanderet ryttervagter, som skulle passe på, at Nyboder – folket kastede deres lig i fællesgravene.
Ingen store begravelser
For de formuende var det et stort tab, da man forbød den traditionelle begravelse med stort følge og forskellige klæder over kisten m.m.
København var lovløs
Under hele pest – perioden udbrød der lovløshed i København. Plyndringer og mord var hyppige. 36 ryttere måtte hjælpe politiet med at opretholde ro og orden. Vidner fra den tid berettede om at der på gaderne lå ca. 1.200 syge. Den mad som de fattige fik på lazaretterne var halvkogt og undertiden halv råddent. Mange måtte hjælpe sig selv. Barbererne var nærmest lige glade med plejen.
Sengetøj skulle ikke brændes
I november 1711 begyndte sygdommen at vende. Der kom ikke nye tilfælde. Den 12. november blev studenterne sagt op. Og også de barberer fra Hamborg blev sagt. Det vil sige de 8 af dem døde under opholdet. Igen stod man over for valget, hvad skulle brændes. Fattigdommen var uendelig stor. Man besluttede, at i stedet for at sengetøjet blev brændt, ja så skulle det vaskes.
Gamle pjalter og gammelt halm skulle afbrændes.
København stadig ikke renere
Men København var aldeles ikke blevet renere. Således udgik der i en forordning af 23. april 1712 omfattende urenligheden i staden. Den gik ud på at skarn skulle fjernes fra gaderne. Den 2. april 1712 kunne Østerport atter åbnes for almindelig trafik. Man modtog efterhånden igen varer – men med yderste forsigtighed.
Dem der så troede at de kunne komme i land, måtte tro om igen. Man havde simpelthen glemt matroserne ude i flåden. Man havde ingen indkvarteringssteder til dem.
Man drak ”pest – vand”
Flådens folk døde som fluer. Men man mente at de døde soldaters uniformer var for gode til at de bare skulle tilintetgøres. Man trak dem derfor af de døde kroppe og vaskede dem. Denne vask foregik på Grønlands – pladsen tæt ved Nyboder. Man brugte vand fra Kastels-graven.
Denne grav blev i forvejen brugt som W.C. For garnisonen. Man lod også vandet fra de pestsmittede soldater føre tilbage til graven. Ja og gravvandet blev benyttet af garnisonen som drikkevand!
Masser af sengetøj
Den 14. december 1712 blev det meddelt at Ladegården var blevet renset og vasket. Ja man kunne meddele, at der fore-fandtes 525 sengesteder, 370 stråsække, 715 dækkener,
og 7.119 lagner. Den ene halvdel af Ladegården kunne nu tage nogle af de syge matroser ude fra flåden.
Fra Kastellet blev der meldt om 800 dyner og 80 puder som blev bragt til Smedehuset. De bataljoner, som camperede uden for staden skulle nu indkvarteres i det gamle pesthus uden for Vesterport.
En tredjedel døde
En tredjedel af Københavns befolkning eller 25.000 mennesker måtte bukke under.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 11. 2021
Dato: april 25, 2011
Kristian Kold omdannede stedet til et vækkelsessted. Knud friede tre gange til Gyde. Hør om familien Knudsen og Lorentzen. Og så var det Brorson og stormfloden. En stor borg lå ved Randerup. Omfattende skibstrafik foregik fra Ballum til Holland og England. Der var færgefart til Rømø, og en kæmpe havn var planlagt. Vi skal høre om diverse sagn fra området. Og så blev halvdelen af en kirkesogn opslugt af havet. Ni forskellige Ballum’ er har vi optalt.
Mange Ballum’ er
Det var hårdt dengang, da vi cyklede fra Tønder til Rømø. Men da vi så drejede ved Hjerpsted følte vi, at vi ikke kom videre. Alle byer hed Ballum. Og så vidt vi ved, så hedder Danmarks
længste landsby, Barsmark og ligger på Løjt Land, og ligger nørdøst for Aabenraa. Men kære læsere, velkommen meget vest på i Ballum.
Og for at denne artikel ikke bliver for lang, henviser vi i slutningen af artiklen til andre artikler, hvor du kan sætte dig nærmere ind i de emner, vi nævner.
Balladen om Carl Henning
Kan du huske, Jesper Klein i den fantastiske film, Balladen om Carl Henning. Den foregik netop i Ballum. Her tror jeg mange københavnere fik et chok, da de så, hvordan livet i marsken foregik.
Ballum betyder forhøjning
Navnet Ballum, er afledt af forhøjning. Her ligger flere gårde. Mod øst ligger For-Ballum. Det var her en af højskolebevægelsens fædre Kristian Kold var huslærer i 1838.
Vi har også Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører igennem Vesterende – Ballum. Det er her kirken og et fredet tinghus fra 1788 ligger. Dette hus er siden brugt som skole og missionshus. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere var færgeoverfart til Havneby på Rømø. Ja så er der også Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum. Ja og så glemte vi Østernde – Ballum, Harknag – Ballum og Mølby – Ballum.
En god forbindelse
Tænk, der er syv, otte, ni små Ballum’ er. Og A.P. Møller – fonden bevilligede for en del år siden 20 millioner kroner til sognet. Og hvorfor nu det? Jo, Mærsk Mc – Kinney Møllers oldemor, Kiersten Pedersdatter Mærsk er født i Ballum. Det er fra hende ordet Mærsk stammer. Det betyder ganske enkelt Marsk.
Vi har i tidligere artikler henvist til, at den berømte Knudsen – familie på Trøjborg og den lige så berømte købmands-familie Olufsen i Tønder har slægtskab med Mærsk. Det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang, at A.P. Møller – fonden støtter sognet.
Nu vil borgerne i Ballum opkalde en vej efter skibsredderen og udnævne skibsredderen til æresborger. De vil invitere ham til sønderjysk kaffebord og andagt i kirken. Om de så nåede det inden hans død vides ikke.
Der har boet folk i mange år
Der har boet mennesker i området i meget lang tid. Det vidner jernalderbopladsen Drengsted om. Her har eksisteret en landsby fra slutningen af 300 tallet til engang i 500 tallet. Landsbyen har bestået af 11 til 14 gårde. Man har kunnet påvise rug som vinterafgrøde.
Hvad betyder Mjolden
Hvis du vil kigge på huse, er Ballum Vesterende nok smukkest. Her er masser af idyl især omkring Ballum Kirke.
Her ligger landsbyen Mjolden på grænsen mellem gest og marsk. Og hvad betyder navnet. Der er to udlægninger:
Ballum Kirke
Ballum Kirke ligger i Ballum Vesternde. Det er en usædvanlig stor kirke. Den store kirkegård er hegnet ind af kampsten.
Tårnet er på 31 meter. Kirken er opført i 1100 tallet. I 1216 fik Ribebispen bekræftelse på henlæggelse af indtægten af kirkerne i Tønder og Ballum til to nyoprettede præbender . Ved reformationen kom kirken under kongen. I 1661 erhvervede Hans Schack patronats-retten . Kirken hørte derefter under grevskabet Schackenborg, indtil den overgik til selveje den 1. oktober 1931.
Under svenskekrigene i 1600 – tallet led kirken meget. I et bønskrift til kongen i 1654 bad man om hjælp til istandsættelsen. Svenskerne havde brugt kirken som forsvarssted. I tårnet havde man anbragt kanoner.
Våbenhus brugt som skole
I kirken findes kalkmalerier fra omkring 1250. Alterbordet er fra middelalderen. Alteret er viet til Sankt Nikolaus og Jomfru Maria. Prædikestolen er fra år 1600. Stoleværket blev fornyet i 1738 og i 1824 blev det malet blå. I 1703 og 1705 kaldes våbenhuset henholdsvis for søndre skrifte – og våbenhus. Men sandsynligvis var det allerede på daværende tidspunkt allerede
indrettet som skole for hele sognet. Siden 1921 har Ballum og Skast haft fælles præst.
Halvdelen af sognet opslugt af havet
Hjerpsted Kirke er formentlig den ældste kirke på vester-egnen. Den er opført i 1130erne. Omkring 40 år efter reformationen henlagdes sognet fra Ribe Stift til Slesvig Stift. Først efter Genforeningen kom sognet igen under Ribe Stift.
Kirken ligger på Hjerpsted bakkeø. Øen Jordsand, 8 kilometer ude i Vadehavet var sognets vestligste grænse. Bemærkelsesværdig er det, at over halvdelen af sognet efterhånden er opslugt af havet.
Hvad betyder Hjerpsted?
Nogle siger, at det var friserne, der opførte kirken, eller at de i det mindste besøgte stedet. En anden overlevering fortæller, at det var to skibrudne, der var initiativtagere. Et sagn fortæller, at de to skibrudne om morgenen fandt to køer liggende på stedet. Derfor blev kirken bygget på det sted ( Her på stedet). Det skulle være forklaringen på navnet.
Hjerpsted er lig med ”her på stedet”. Og som sædvanlig er de lærde uenige om navnet. Ordet Hjarp har betydningen ujævnhed eller høj. Derfor siger man her, at Hjerpsted betyder højen med ujævnheden.
Alterbordet i kirken er fra 1622. Døbefonten er af granit og dåbsfadet er fra 1650. Prædikestolen er fra 1580 og fremstillet i Løgumkloster.
Randerup Kirke
Midt i Ballum Sogn ligger Randerup. Kirken er fra middelalderen – omkring år 1200. Altertavlen er fra 1651. Alterkalken er fra 1763. Døbefonten er lige så gammel som kirken. Krucifikset
er højgotisk fra første fjerdedel af 1300 tallet. Og prædikestolen er fra 1600 – årene.
Fra 1579 lå kirken under Trøjborg. I 1921 blev Randerup lagt sammen med Mjolden til et pastorat. Præsteindberetningen fra 1767 omtaler talrige stormfloder, der skabte skader på kirkens inventar.
Brorson og stormfloden
Det var her i præstegården, at Hans Adolph Brorson blev født. Dengang lå præstegården øst for kirken. Både far og farfar var præst i kirken. Da Hans Adolphs farfar var præst, oplevede han Den anden store Menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken 12 om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Denne begivenhed talte man ofte om i hjemmet. Det gjorde man især når det blæste op til storm.
Hjemmet i Randerup var ikke specielt rigt. Faderen og den senere stedfar satte sig i gæld for at sikre deres sønner en god uddannelse. Faderen døde, da Hans Adolph var 10 år gammel. Faderen havde samlet børnene ved hans dødsleje, og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de troede på Gud skulle det hele nok gå.
Hans moder giftede sig med huslæreren, Oluf Holbæk, der blev udnævnt som præst i kirken. Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at vælte omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han
iskold. Først efter to dage kunne familien vende tilbage til præstegården. Oluf Holbæk døde et par måneder efter som følge af strabadserne.
Mjolden Kirke
Mjolden Kirke lå under Trøjborg, som havde kaldsretten. Ifølge sagnet så havde tre byer i sognet måtte strides om placeringen af kirken. Man enedes om, at placere kirken, der hvor et par sammenkoblede kræ lagde sig. I 1838 omtales kirken som selvejende. Den polske hjælpehærs hærgen omtales i regnskaberne for 1661. Kirkegårdsmuren har været ødelagt af stormfloden.
Skast Kirke
Hvis man kommer ad vejen fra Husum – Ballum og kører mod syd af Højervej, vil man i løbet af en kilometers penge komme til Skast. Her ligger ikke noget, der minder om en kirke. Men kommer man fra syd eller øst, er det ingen tvivl. Beskyttet mod vandet ligger kirken på en forhøjning.
Skast Kirkes historie går tilbage fra før 1300. Måske er kirken fra 1250, skibet er dog yngre. Sin kirkelige selvstændighed mistede kirken i 1912, da Ballum – præsten nu skulle betjene kirken.
Alterbordet er fra 1610. Altertavlen er gotisk og fra første halvdel af 1400 – tallet. Alterkalken er fra tre forskellige tidsaldre. Den ældste del er foden , der stammer fra år 1500. Skafteleddet er fra omkring år 1600 og bægeret er fra 1851. Det store korsbue-krucifiks er fra slutningen af 1400 tallet. Det er over 1,2 meter høj.
Sagnet om Marie
I Danske Atlas anføres et sagn, hvorefter kirken tidligere skulle have heddet Mariæ Kirke, fordi den var indviet til jomfru Maria, eller fordi den i 1409 skulle være bygget af en vis Fru Marie. Ifølge en version af dette sagn skulle kirken være opført på en herregård på Bovnsmark nordvest for Skast, fordi hun vilde vise Fruen i Ballum, at hun havde råd til at have en Kirke selv.
Sagnet om Sorgagrene
Både Karen Blixen og Poul La Cour er blevet inspireret af et sagn, der fortæller om en mors hengivenhed for hendes søn. I Sprogforeningens Almanak
fra 1909 fortæller Kr. Jensen fra Ballum sognet på følgende måde:
Sagnet findes i to andre versioner (se artiklen Det Vestlige Sønderjylland). Men konen blev begravet på kirkegården i Ballum. Stenen, som rejstes til minde om hende, er endnu bevaret. Seglet ses tydelig på stenen, mens indskriften er blevet ulæselig.
Den ager og nogle tilstødende agre, hvor enken efter dagens strenge arbejde sank død om, kaldes endnu den dag i dag “æ Sørreavver” – Sorgagrene.
Enken gik i døden i bevidstheden om, at hendes arbejde ikke havde været forgæves. Kongen gav sønnen livet tilbage.
Hjælp fra hollænderne
Schackenborgs økonomi afhang meget af fæstebønderne. Af disse var der cirka 60 stykker i Møgeltønder Sogn. Det var et særlig retsområde, et såkaldt birk, under godset. Hertil kom 30 gårde i andre marsk – sogne. I en kontrakt fra 1417 står der faktisk, at der kommer fæsteafgifter,
Dette viser, at man allerede i det andet årti af 1400 – tallet var i fuld gang var med til at indvinde nyt land ved vestkysten. Man havde derfor indkaldt specialister fra Holland. Dette resulterede i fire marskgårde, der lå i Ballum Marsk, indtil den store stormflod i 1634 skyllede dem bort.
Et navneskifte – med følger
En af dem, der boede på en af disse gårde hed Anders Nielsen. Han skiftede navn til Mærsk. Det var et navn, der også blev kommende generationers og blandt andet vores største skibsredder.
På egnen boede en befragter, Peter Møller. Han levede af at sejle fra Rømø til Ballum. Han faldt for den søde pige, Karen fra familien Mærsk og oldemor til skibsredderen.
En stor havn var i vente
I dag kunne Ballum have haft en stor havn. Det dybe smalle farvand ud foran stedet bød på de bedste betingelser. De store skibe kunne ikke gå helt ind til Ribe. De fandt en velegnet ankerplads syd for Rømø. Deres last blev så hentet af mindre skibe.
Blandt flere planer om et haveanlæg i nærheden af Lister Dyb, forelå et projekt fra Christian den Fjerdes hånd til en befæstet handelsplads i nærheden af Ballum tæt ved Brede Å’s
munding. Kongen havde endog i 1643 bestilt tømmer i Norge til den nødvendige dige-bygning ved havneanlægget.
Den 22.11 skrev kongen til Rigsraadet om Ballum
En havn og en kanal
Ballum lå imidlertid i en kongerigsk enklave, hvis nordgrænse mod Slesvig gik ved Brede Å’s munding. Det var både tale om at anlægge byen på dansk grund og i hertugdømmet. Åmundingen var udset til at være stedet for den nye havn. Kongen ville desuden grave en dyb skibskanal fra den nye havn til Aabenraa Havn. Kanalen skulle have den imponerende dybde af 11 fod.
Et lettet Tønder
Men Torstensson – fejden satte en stopper for projektet. Da kongen døde i 1648 blev Ballum – projektet skrinlagt.
Senere opstod der lignende tanker i Rudbøl, med en kanal herfra til Flensborg. I Tønder åndende man lettet op, fordi hvis en af projekterne var blevet gennemført, havde det betydet dødsstødet for Tønder.
Havde munkene både?
Historisk er det påvist, at Brede Å eller Breckwoldt tidligere har været sejlbar. I et dokument fra 1257 erklærer Kristoffer den Første, at når munkene fra Løgumkloster sejlede med deres skibe ind til Aabenraa eller et andet sted skulle dette være toldfrit.
Men om munkene har bedrevet sejlads også til den anden side mod Vadehavet via Ballum er ikke blevet påvist.
Kalk ved Ballum
Langs vestkysten blev der fremstillet salt og af muslingeskaller udvandt man en murkalk, som kaldtes skælkalk. Denne kalk havde en udmærket bindeevne. Denne kalkbrænding omtales i Løgum Kloster i 1298. Her tillades klosteret muslingeindsamling i Ballum Marsk.
Præsteindberetninger til Ribe Stift omtaler kalkbrændinger i nærheden af Ballum. Der omtales også et Kalklager i Ballum Sogn.
Kreatureksport fra Ballum til Holland
Glemt i historien er også den omfattende sejlads der var i kystegnen mellem Ballum og Højer. Det var studeeksporten i 1500 og 1600 tallet til Holland. Hele 94 skibe var i fast fart til Holland. Hvert skib kunne laste 50 – 60 stude.
Disse fladbundede skibe sejlede rundt i Vadehavet, men også Nordatlanten, Hamborg og Norge var hyppige mål for disse skibe.
Ifølge List Strømtold 1642 – 43 var der i Ballum 7 hjemmehørende skibe på i alt 155 læster.
Søfolk prægede kulturlivet
Søfarten lokkede mange unge på søen. Således gengiver kirkebogen i Emmerlev, at 195 søfolk fra sognet døde i udlandet i tidsrummet 1721 – 59. Tjenesten i udlandet gav nye impulser til sognene herude ved vestkysten.
I Ballum vurderede sognets præst Fr. Blechingberg i 1754, at de mange, som tjente i Holland, lærte en fri lavemåde, som de tog med sig hjem. Det sønderjyske sprog blev blandet med hollandske ord. Og unge søfolk fra Ballum fik råd til at bygge sig et solidt hus.
Smugleri ved Ballum
Ud – og indsmugling af varer ved den sønderjyske vestkyst var mere reglen end undtagelsen. En klage fra Rådmand Simonsen i Ribe 1808 beskriver forholdene:
Smuglerierne foregik mange steder. Ved det ret afsides beliggende Ballum fandt regeringen det således nødvendigt at ansætte en kontrollør i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter at han var ankommet, blev der fortoldet over 1.000 Mark mere end året før.
Kreatureksport fra Ballum til England
Tanken om en havn ved Ballum opstod igen omkring 1850. Her var der midlertidig dampskibsforbindelse til London og Lowestoft lidt syd for Great Yarmouth. Fra Ballum medførte dampskibene kreaturer, heste og undertiden ganske få passagerer. Posten til England gik også i en kort periode over Ballum.
I 1851 blev det af det danske Finansministerium truffet overenskomst med det engelske rederi Nothern Steam Packet Company om oprettelse af en ugentlig dampskibsfart mellem Ballum
– Hjerting og Lowestoft. Turene begyndte den 2. april til slutningen af juni.
Eksporten af kvæg gik til at begynde med regelmæssig. Men i slutningen af juli indtraf forskellige uregelmæssigheder. Nu overtog den nybyggede damper Jylland udførslen direkte fra Hjerting. Men allerede i maj 1850 afsejlede dampskibet Burgemeester Huidekoper fra Ballum til London med 150 stk. kreaturer.
Opankret ved Rømø
Hvis skibene var for dybtgående, ankrede de først op ud for Havneby på Rømø, og lodsede en del. Derefter tog man videre til Ballum. Ved byggearbejdet med sluse, dige og Brede Å, lagde de store tremastede jernskonnerter til ved Rømø Dybs stejle kant, hvorefter man lagde skinner ud, og lodsede pr. tipvogn.
Jernbane til Ballum
En af datidens berømte jernbane-byggere, Sir Samuel Peto foreslog at banen fra Flensborg skulle lægges over Ballum, hvor der skulle anlægges en havn. Derfra skulle jernbanen føres videre til Århus, Viborg, Ålborg og Frederikshavn.
Den svorne vej
Fra vejen mellem Hjemsted og Rømø – dæmningen fører en vej ved navn Den svorne vej mod syd. Ifølge sagnet har den fået navnet, fordi Midthusum lå i strid med Skærbæk om ejendomsretten til vejen. Sagen havnede i retten. Dommeren bestemte, at borgerne fra Midthusum skulle stå på vejen og sværge på, at de stod på vejen.
De fyldte lidt jord fra deres marker i deres støvler, og mente så, at de med sindsro kunne aflægge eden. Det hjalp. De fik tilkendt vejen. Men ak, de kom alle ulykkelig af dage. Kigger man godt efter, kan man se, at de går igen på vejen ved nattetid. Kun en mand, der ikke sværgede falsk, skulle have reddet livet.
Markmandens Hus
På Ballummarskens enge syd for Rømø – dæmningen ses nogle forhøjninger i landskabet. De er anlagt i middelalderen og er såkaldte værfter, hvor gårdene lå. Et lavt sommerdige
skulle beskytte mod sommerens mindre stormfloder.
Alligevel blev Misthusum hårdt ramt af stormfloder. I 1814 forlod den sidste familie området. Vi har tidligere i artiklen beskrevet dette. Tilbage er kun resterne af sommerdiget og de 8 værfter. På et af disse byggede man Markmandens hus. Det var her hyrden opholdt sig.
De to møller
Lige syd for dette sted byggede man i 1836 to møller, der kunne trække vand op fra åen for at skaffe vand til kreaturerne. Vandet blev via grøfter ledt ud til det meste af engene. Sådan fungerede det helt til 1960erne.
Endelig et beskyttende dige
Ballummarsken er beskyttet af et havdige. Sammen med Ballum Sluse og Slusekro er det opført af russiske og franske krigsfangere i 1914 – 1919. Samtidig med det blev Brede Å`s udløb og dermed færgestedet til Kongsmark på Rømø flyttet fra nord for den nuværende Rømø – dæmning til slusen. Byggeriet blev forsinket af første verdenskrig. Allerede i 1890erne diskuterede man, at inddige Ballummarsken, med lodsejerne kunne ikke blive enige.
Slusekroen
Slusekroen fungerede også som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen. Kroen var færdigbygget i 1915. Og det er her folk fra hele landet valfarter til for at høre dansktop – musik. Ja sådan var det engang.
Færgefarten Rømø – Ballum
Overfarten fra Rømø blev efter Genforeningen klaret i en åben båd. Det var dog en kompliceret affære. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne, og passagerne måtte køres ud til færgebåden i det lavvandede område ved Bådsbøl – Ballum. Denne tur kunne godt være flere kilometer.
Fra 1. september 1923 kom en færgeforbindelse i stand fra Ballum Sluse ved det nye udløb af Brede Å. Nu sejlede man med motorbåd og kunne gå direkte ind i anløbsstederne.
Æ Markmandssti
Når man kører ad Kystvejen nordpå og passerer Brede Å, er der på højre side de to tidligere omtalte møller. Det var dem, man brugte til at afvande områderne med. Du kan kun se dem om sommeren. Om vinteren bliver de pakket sammen og overvintrer i det lille møllemuseum, der er lavet ved siden af.
Læg lige mærke til de tre bænke, som ligger bag højen, hvor møllehuset ligger. De er lavet af en egestamme på 13 meter, som er fundet i nærheden. De menes at være 2.400 år gamle.
Lige ved siden af dette minimuseum løber Æ Markmandssti. Det er en afmærket vandre – og cykelrute på 6,5 km. Den går fra Hjemstedsvej over Husum Enge ud til Misthusmhus (Markmandshuset). Turen går videre til landsbyen Mjolden. Man passerer også den allerede omtalte den svorne vej.
Den store borg ved Randerup
Det er ikke mange, der ved, at der i Randerup har ligget en stor borg. Op toppen af en bakke lige overfor den nuværende Brink Møllegård lå der i middelalderen en stor borg her, som tilhørte bispen i Ribe. Intet er tilbage. Det vil sige – en gang imellem bliver der pløjet teglstensbrokker frem fra jorden, stammende fra borgen.
Borgen blev første gang nævnt i 1379, hvor fogeden på Brink, bevidnede, at Trøjborgs ridder, Henneke Limbæk (Limbek) skyldte Løgumkloster penge.
Allerede i 1200 tallet ejede bispesædet et omfattende gods i Ballum Sogn og i de nærliggende sogne, herunder Trøjborg og Møgeltønderhus. Om bispeborgen i Ballum var opført på daværende tidspunkt, vides ikke.
Vi ved dog præcis, hvornår borgen holdt op med at eksistere. Det var i 1562. Da overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege gården til Ribes lensmand. Derefter forpagtede 48 bønder i Ballum jorden og bygningerne blev revet ned.
Af regnskaber fra midt i 1300 tallet kan vi finde frem til, at der var 24 ansatte på borgen:
Dertil kommer fogeden og hans familie, samt familie til de ansatte, der også boede på borgen. Måske har det været 40 – 50 personer i det hele.
Påtale af Brorson
Nedarvede tanker og skikke i Ballum var ikke altid forenelig med kirkens skikke. Det drejede sig for eksempel om begreber som Julestuer og Fastelavnsløben. Hans Adolph Brorson aflagde derfor i 1750 visitas i Ballum. Han havde hørt, at der i sognet havde holdt ilde Hus med fastelavn. Jeg
Sådan noterede han det i sin visitationsberetning.
Familien Lorentzen
Skal man tale om Ballum – dengang, så må man nævne familien Lorentzen.
Hans Lorenzen kom til Ballum Sogn i 1884 som anden-lærer ved Bådsbøl Skole. Fra 1890 – 1909 var han førstelærer. Men han blev fyret på grund af sit danske sindelag. Han var skam også næstformand for Den Nordslesvigske Afholdsforening og meget mere.
Hansigne Lorentzen var datter af førstelærer Jens Andersen Jensen. Hun blev gift med Hans Lorenzen i 1890. I ægteskabet kom der fem børn. Hansigne blev forfatterinde. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange. Hun forsøgte at genoplive De Tønderske Kniplinger. Hun modtog inden hendes død i 1952 den kongelige belønnings medalje i guld med krone for hendes arbejde.
Datteren, Cathrine Lorentzen fortsatte moderens arbejde. I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade i Tønder. Efter krigen i 1945 blev de flyttet til Lorenzens gård i Ballum.
Hun var rig – og så godt ud
Et kærlighedsforhold i Ballum fik stor betydning for egnen. Ja, det startede sådan set med at Maren og Chresten Knudsen tog til Ribe. De blev værtshusholdere. Men Chresten fortsatte sit arbejde med at være kreaturhandler.
Deres ældste søn, Knud Lausten Knudsen fortsatte i faderens fodspor. På Hans Ocksens i Forballum mødet han Gyde Ocksen. Hun var ikke alene rig, men hun så også godt ud. Hun havde mange bejlere på egnen.
Tre afslag
Knud friede til hende hele tre gange, men ak Gydes far kunne ikke lide Knud. Gyde fortrød dog hendes tredje afslag og sendte karlen ud efter Knud og nåede ham ved Brede Å. Gyde
arvede ikke mindre end seks gårde. Og på egnen mente man også, at hun fik en tønde guld på 100.000 rigsdaler.
Kristian Kold i Ballum
Knuds yngre bror kom til Forballum og arbejde under sin bror. Han fik et værelse i karlekammeret. Han var interesseret i Kristian Kolds tanker. Og denne Kristian Kold blev huslærer for Gyde og Knuds børn. Men også naboens (Niels Andersen Hansen) børn deltog i undervisningen.
Ikke alle var begejstret for Kristian Kolds tanker. Myndighederne påbød ham, at han skulle undervise i Balles lærerbog. Men Kold afviste udenadslære.
Et vækkelsessted
Det endte med, at Forballum blev et åndeligt centrum for Vestslesvig. Egnens unge samledes til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale kristne vækkelse foregik her i Ballum
til stor fortrydelse for den almindelige opfattelse af kristendommen.
Far til en stor forfatter
På et tidspunkt blev Knudsen og Kold sure på hinanden og Kold flyttede ind hos naboen. En slags aftenskole blev etableret. Kold fortsatte undervisningen hos Knud og Gyde, da de overtog Trøjborg i 1851. Knudsen blev en af danskhedens fortalere.
Og Kold fik hjælp af Knud og Gydes søn, Jens Lassen Knudsen. Og denne var far til denne berømte forfatter, Jacob Knudsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere:
Om Brorson, Kirke, og åndsliv –
Redigeret 16. – 11. 2021
Dato: februar 21, 2011
Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.
Fordel at ku snak æ Sproch
Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.
Den gamle Gendarm
I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.
Kaffebord samlede danskheden
Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.
Rosporten ramt af tragedie
Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.
Fiskeren uden styrhus
En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:
Kurvemager Schmidt og æggene
På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.
Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:
Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.
Hævn mod kommunen
På Nørrevej 52 lå Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.
Man slagtede ”sort”
På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.
Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.
Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.
I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.
Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.
Masser af øl
Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.
Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.
De Hellige
Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.
Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:
–Jesus kommer snart.
Elektricitetsværk på Kovej
Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.
Skiftede nationalitet tre gange
Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.
Mie Bykass
I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.
De skrækkelige skoleelever
Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.
Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:
Revolutionen på Centralhalle
Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:
Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:
Bagersvendene skulle vækkes
Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.
Bahnhofshotel
Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.
Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.
Dansk – Tysk drilleri
Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.
Æ Byttelfenn
En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige historier. En af dem er følgende.
Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.
Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.
Fiddes Sporvogn
Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.
Højers Sygehus
Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.
I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.
Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.
I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.
Jens Amerika
I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.
I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.
Udråber Karl Færch
I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:
Højer Storskov og Grünewald
Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.
Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.
Samme tro
Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:
Kanon– fotografen
En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.
Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:
Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.
Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.
En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.
Lærernes yndlingssted
I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.
I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:
Æ tyk Købmand
Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.
En rotte
Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:
Ingen Bom i daw
De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:
Tandlægen i Storegade
Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13,-10. 2021
Dato: januar 5, 2011
By-skriveren skulle være præsteuddannet. Længe blev forhandlingerne skrevet på latin. Man kunne få benådning ved Danemænds Bøn. Hør også om kagen, halsjern og halhugning på Nytorv og Gammeltorv. Borgerne havde i et et par timer markedet for sig selv. Hør også om begrebet Torvefred.
Bytinget
Fra gammel tid holdt Bytinget til på Gammeltorv. Forhandlingerne foregik under åben himmel. Først i 1638 fik byfoged Klaus Ravn den geniale ide, at indrette et træskur. Samtidig fik man anbragt en kakkelovn.
Noget senere blev Bytinget flyttet til Nytorv under Rådhusets altan. Det kan synes mærkelig, at holde retssager for åben himmel, men det skyldes offentlighedens interesse. Folket skulle have mulighed for at følge med.
Selve Tinget var begrænset af fire Tingstokke eller Tingbænke. Den anklagede skulle sidde på en sten, en såkaldt Tyvesten. På Tingbænkene sad fogeden og de der var beskikket til at afgive kendelse og vidnesbyrd. Medlemmer af Magistraten skulle også være til stede.
Byfogeden
Byfogeden valgtes af Slotsforvalteren og Magistraten i forening. Denne forvalter skulle både varetage biskoppens og kongens interesser. Som lovens håndhæver var sværdet hans symbol. Ved hans indtrædelse fik han sværdet. Bødelen havde sit eget sværd.
Byfogedens bolig var fra 1496 – 1510 på den sydlige del af Vimmelskaftet. Ofte foregik indledende forhandlinger i dennes gård.
Selvtægt
En gejstlig havde i 1258 begået nogle ulovligheder. Borgerne kunne ikke vente på biskoppens afgørelse og tog sagen i egen hånd. De hængte den gejstlige på hans egen dørstolpe. Men det skulle de nok ikke have gjort. Hovedmændene måtte rejse ned til Paven og bede om tilgivelse. De andre måtte gøre bod for
biskoppen.
En stævning til Bytinget blev forkyndt af By-svenden. Den skulle overværes af to naboer. Når man ikke mødte, skulle der betales bøder. Når en tyv blev fanget, blev han overgivet til Byfogeden, der holdt ham i forvaring til næste Tingdag. Hver familie måtte årlig betale 4 Penninge i Tyvestød. Denne afgift gik siden over til Skarpretteren.
I 1612 hedder det sig, at han
Halshugning og halsjern
Halshugning skete altid på Torvet. Hængning og pinefulde straffe foregik uden for byen. I Christoffers Stadsret påbydes, at den, der bliver slået ihjel i Dobbeltspil (terningespil, hasard) skal jordes under Galgen.
Halsjern eller Gabestok har været anvendt både i Nørregade, Vestergade og på Amagertorv.
Den spanske Kappe eller Spanske Tønde omtales først i det 17. århundrede. Det var en tønde, som forbryderen blev sat ind i, sådan at hoved og ben stak udenfor. Således blev han/hun ført gennem byen.
På Christian den Fjerdes tid blev denne straf givet til Vognmandskarle, der ikke ville fortælle, hvem de kørte for, eller for dem, der slet ikke ville køre for folk. Straffen blev også givet til Skræddersvende, der arbejdede for egen Regning.
Kagen
For forseelser mod sædelighed og medborgernes gode Navn og Rygte anvendtes Kagen. Den bestod af en høj pæl, der var nedrammet i jorden og foroven havde en flade. Kagen benyttedes til Kagstrygning, under hvilken forbryderen bandtes til pælen og fik ris.
På overdelen af Kagen blev forbryderen udstillet til almindelig beskuelse og forhånelse. Når man snød på vægten fik man også Kagstrygning.
Den skyldige skulle selv efter forhånelsen springe ned på jorden. Dette kunne også koste Liv og Lemmer. Øverst var kagen indrettet som fuglebur med tremmer. Men man kunne godt med lidt smidighed kunne komme igennem. Fra Tyskland meldes der om, at disse kager kunne drejes rundt.
Man kunne også blive dømt til at bære sten. På kagen blev der hængt to tunge kampsten, der var lænket sammen. Disse blev hængt om forbryderens hals. Forbryderen blev så ledsaget af bødelen og hans svende under musik til byens tre porte og sendt ud af byen. Han blev simpelthen udvist.
Danemænds Bøn
I Christoffers Stadsret 6. kapitel & 29 pålægges der den, der bruger ærekrænkende ord imod hvilken som helst mand eller kvinde og ikke kan bevise disse udsagn, at betale en bøde på ro gange 40 mark og ”Danemænds Bøn”. Kunne han ikke dette og ikke komme overnes med Øvrigheden på anden måde skulle han ”slaas til kagen”.
I Middelalderen var retterstedet placeret på Gammeltorv, men da Nytorv var færdig var blevet oprettet blev retterstedet ført derhen. I 1629 byggedes det murede Kag i Torvets syd-vestligste hjørne. I 1672 opførtes et rettersted af tømmer,
Ved en forordning fra 25. september 1761 blev det bestemt, at det faldefærdige Skafot skulle nedtages og at Retterstedet skulle flyttes til Vester-fælled paa samme Sted som Borgerretten haavde sit. Henrettelser skulle fremover ske på jorden uden Skafot.
Også på Halmtorvet ved Lavendelstræde var der rejst en pæl, hvor kagstrygning fandt sted. Vi nævnte begrebet Danemænds Bøn. Dette kunne have en formidlende omstændighed på dommen. Vi nævner her et par eksempler.
I 1528 var Sven Bagers søn Oluf trængt ind i Hans Koks hus med den hensigt at dræbe ham. Han havde hævet kården, men Hans Kok undveg. Oluf
blev dømt til at have sin Hals fortrudt.
Som det ville kunne se at det meget formfuldendte sprog, så blev Oluf benådet. Men hans far og flere andre borgere måtte indestå for det fremtidige forhold til Hans Kok.
By-skriveren skulle være præstelært
By-skriveren førte bog. Han skulle være Præstelært. Det vil sige, at han skulle kunne meddele afgørelser til gejstlige Undervisningsanstalter. Først fra 1420 – 1430 begyndte By-tingsvidner at skrive på dansk.
Bødelen havde fri bolig
Som straffens fuldbyrder nævnes Bødelen eller Mestermanden. Han have fri bolig op til Rådhusgården. Fra den gamle Jordebog fra 1370 nævnes en grund omkring Skovbogade, der menes at have tilhørt bødelen.
Nu var det dengang i København forskellige retsinstanser. En del lav havde deres egen ret. Det gjaldt for eksempel for søfarten og for købmandsstanden. Ved Christoffers stadsret er den allerede opført. Der findes følgende anmærkning i Vognmændenes Lavsskraa fra 1478:
Torvefreden
Enhver købstad havde dengang mindst et torv. Her lå som regel også byens hoved-kirke. Omkring Skovbogade lå Københavns første rådhus. Den del af Nørregade der går fra Studiestræde til Gammeltorv hed oprindelig Saltboder.
Der holdtes torvedag hver onsdag og lørdag. På de dage var staden fredlyst. Det betød, at at slagsmål og drab blev straffet med tredobbelte bøder. Torvefreden varede fra solens opgang til aftenklokken forkyndte dens nedgang.
På et bestemt klokkeslæt var det tilladt borgerne at købe på Torvet. De fremmede (gæster) der ikke overholdt bestemmelserne, skulle miste det, de havde købt. Erik af Pommern påbød i 1422, at der på torvedage skulle ophænges et tegn, der tilkendegav, hvornår det kun var de faste borgere, der kunne købe varerne.
Klokken 10 måtte gæster også købe og sælge, dog ikke med hinanden indbyrdes. Den borger, der havde købt varer på Torvet kunne ikke fratages købet. Dog kunne biskoppen gøre det, når han var i byen og fandt det nødvendigt.
Årsmarkedet
Årsmarkedet var noget man så frem til. Det varede fra 24. august til 9. oktober. Det var det omtalte sildeeventyr, der skabte tradition for dette marked. Markedet tiltrak meget opmærksomhed.
Det egentlige sildefiskeri aftog efterhånden som staden voksede. I Christoffers Stadsret hedder det blandt andet:
Det helt store sildemarked var henlagt til Dragør. På markederne inde i København blev der også tilbudt udenlandske varer.
Klædeboderne
En af navne fra dengang har holdt sig lige siden, og det er Klædeboderne. Men dem, der handlede med klæder hed egentlig Vantsnidere (plattysk
– Want er lig med klæde). Både mænd og kvinder brugte klæde til deres dragt.
Omkring 1393 bliver Kræmmerboderne omtalt.
Den gade, der i dag hedder Skovbogade hed tidligere Skoboderne. Endnu tidligere hed det Suderboderne. Suder er det ældste navn for skomager. Navnet var forsvundet i 1597. Da omtales ”Skoboderne kaldes nu Vimmelskaftet”.
Skrædderboderne
Skrædder-boder har det også været. Og Skindere var de håndværkere, der arbejdede i læder. Deres mesterstykke var en Kvinde – Skindkjortel og en Suben (Mandstrøje?). På Christoffer af Bayerns tid var der også Remsnidere, Pungmagere og Taskemagere. Derfra har vi navnet Skindergade.
Vi ser også gadenavne i Indre By som Smedegade, Vombadstuestræde, Ny Kattesund og Smedebakken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Læs
Hvis du vil vide mere:
Om Lov, ret og henrettelser
Redigeret 13. – 02 – 2022
Dato: november 4, 2010
DENNE ARTIKEL ER BLEVET NY-REDIGERET – LED DERFOR EFTER “FLENSBORG I BEGYNDELSEN 1 (b)”
Vi
hører om en ridder ved navn Fleno, og et vandløb kaldet
Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men
byen har eksisteret længe før. Historien er præget
af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi
kigger på Flensborghus, senere Duborg. Efterhånden
voksede byen med en anseelig handel. Skt. Knuds Gildet havde stor
indflydelse i byen. Dette er første del af Flensborgs
historie.
Hvornår
er Flensborg opstået?
Skal man beskrive
Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale.
Sandsynligvis er den først opstået i løbet af det
12. århundrede.
I
Knudsgildet
er
udstedt et værnebrev
, som
er udateret. Det henføres til Knud,
Konge over alle danske. Det
må være til Knud
den Sjette. Og
det må være før 1193. Fra dette år kalder
Knud
sig
nemlig også for Slavernes
Konge.
Nævnes
først i 1240
Flensborg
Bys navn
nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug
Abel.
Man
mener, at Mariekvarteret
er
det første sammenhængende byggeri Flensborg.
Man
ved, at Mariekirken
i
1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere
kirke på samme grund. Byens ældste gilde Knudsgildet
havde
sit alter i Mariekirken.
Men
også Nikolai
Kirke har
haft en forgænger.
Af
Kong
Valdemars Jordebog (1231) fremgår
det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis
og Husby Herreder.
Et
Franciskanerkloster
tæt
ved Nikolai
Kirke kan
henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret
1247 skulle Valdemar
Sejrs datter
have mæglet mellem Konge
Erik og
Hertug
Abel.
Ved
fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er
der også tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette
sket med Knud
den Sjettes hjælp.
I anden halvdel af det
12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig
borg.
Flensbæk
I
et gammelt sagn omtales Flensbæk.
Fem
adelige skulle have ejet bymarken. De skulle have udøvet stor
skade på befolkningen. De er enten blevet bortkøbt eller
uddrevet af befolkningen.
En
af de fem adelsgårde hed Etteborg.
Den
lå unter
dem Holz. Det
vil sige i Marieskoven,
på
den såkaldte Junkerplads.
Her
fandtes midt i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et
brev fra 1401 kan man se, at denne gård ejes af borgmester Ivar
Juel.
Flensbæk
har
ligget i byens nordlige del. Måske er navnet det samme som
Flenså.
Historikere
mener at ordet Flens
har
noget med en høj eller bakkedrag at gøre.
Men
ifølge sagnet, er det måske den tapre ridder Fleno,
der
gav navnet til byen.
Schauenborg
Valdemar
Sejr havde
i 1232 givet grænselandet som fyrstelig len til sin næstældste
søn Abel.
Og
denne giftede sig ind i den schauenbogske
slægt.
Dette viste sig at være ret så skæbnesvangert for
Sønderjylland.
I 1248 skulle byen være
blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige
til den vestlige flodbred.
En
række turbulente år fulgte. I 1340 deltes Sønderjylland
i
tre dele med slottene, Tørning,
Tønder og Gottorp som
midtpunkt. Men det gamle fjendskab med på den ene side de
holstenske grever med hertugen mod kongen.
En bur rundt om byen
Valdemar
Atterdag tog
på togt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte
Angel
og Svans. Ifølge
Krønikens
ord:
saa
at Frygt og Skælven og Afmagt kom over os alle.
Grev
Henrik tillod,
at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle forsvares med
bevogtning på Bjerget.
Han
skulle også nord for byen i Bov
Sogn have
bygget borgen Nyhus.
Dette
er sket før 1365.
De holstenske grever
Valdemar
erobrede
i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg
og
sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige.
Foruden Tørning
manglede
han kun Gottorp,
som
greverne ikke ville af med.
Men
da Valdemar
Atterdag døde,
gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne
atter tage Sønderjylland
i
deres herredømme.
Fra
Gerhard
stammer
det ældst bevarede privilegiebrev af 1398 for Flensborg.
Hertugen
bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under
hertugerne Erik
og Valdemar såvel
som greverne Henrik
og Claus.
Margrethe købte jord tilbage
Efter
Gerhard
den Sjettes død
i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der
var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt
eller pansat.
Gerhards
enke,
Elisabeth
havde
efter få år kun Gottorp,
Flensborg med
det nærliggende slot, Nyhus
samt
Als
og Ærø.
I
september 1409 blev der på Hindsgavl
afsluttet
overenskomst, hvor Elisabeth
pantsatte
Flensborg
og
Nyhus
til
dronningen.
Biskoppen blev mishandlet
Men
ak, freden varede ganske kort. Biskoppen
af Slesvig, Johan blev
under et ophold i Flensborg
udsat
for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny aftale
sluttedes ved en aftale i Kolding
i
1411.
En
krig om Flensborg
opstod
i 1412. Samtidig udbrød der en pestepidemi. Enden på det
hele, at Flensborg
by skulle
udleveres til dronningen.
Dronningen
var selv mødt op i Flensborg,
for
at modtage byens troskabserkæring. Fire dage efter døde
hun som følge af pesten ombord på sit skib i Flensborg
Fjord.
Vanskelige vilkår for
Flensborg
Kongen
opholdt sig på Mariebjerg,
det
senere Duborg.
Herfra
udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens
privilegier i udvidet form.
Da en femårig
våbenstilstand udløb, startede nye kamphandlinger. Et
nyt forligsmøde kom i stand. Men freden varede heller ikke her
ret længe.
I
1423 udråbtes freden atter en gang på Flensborgs
gader.
Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede
de Brundlund
Slot ved
Aabenraa.
Det var i 1429. Nu
var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår
for Flensborg.
Blodige kampe
Atter
en gang i 1431 overrumplede de holstenske grever, Flensborg.
Det
skete efter et halvt års kampe. Hovedmanden var tyskeren, Kurt
von der Lucht. Med
200 mand lykkedes det ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende
kom det til blodige kampe i Flensborgs
gader
mellem holstenske tropper og byens borgere. Blandt borgerne var der
dog også et holstensk mindretal, som stillede sig på
troppernes side.
Nogle
af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men det blev snart
erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder
Morten Jensen (Gyrstlinge) og
Gert
Gyldenstjerne , biskop af Børglum. Fra
søsiden fik slottet hjælp.
Situationen
blev dog forværret. Belejringen af området fik
efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af
Flensborg
opgav
man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus
faldt
samme efterår. Kongen havde nu kun Haderslev
og Ærø tilbage.
Også disse rester blev nogle få år senere overladt
til hertug Adolf.
Stadsret
for Flensborg
Påfaldende
er det, at der inden for 200 år findes fire stadsretter for
Flensborg,
der
på mange måder afviger fra hinanden:
Flensborg Statdsret af
16. august 1284. Den indeholder 101 artikler og er på latin.
Fra ca år 1300
findes 133 artikler, forfattet på dansk.
Flensborgs Stadsret af
1431 indeholder 128 artikler på plattysk.
Tekst fra det 14. –
15. århundrede, indeholder 132 artikler på latin.
Lov og ret i Flensborg
Det
kan virke forvirrende med så mange forskelligartede
udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske
Lov.
For
manddrab
var
straffen 3 gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt
en overbod på en mark guld. Dertil kom en speciel bod på
40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette er dog ikke
nedfældet i Jyske
Lov.
Dødsstraf ved
tyveri gjaldt, når tyven blev grebet på fersk gerning og
havde stjålet for ½ mark eller mere.
I
det hele taget syntes det som om, at Flensborgs
Stadsret behandlede
almindelige forbrydelser meget strengt.
Ved
køb af en hest,
hors, syet klæde, skæftet økse, sværd med
skede eller smedet guld og sølv, krævedes
to vidner.
Lovgivningen
for Flensborg
vidnede
om flere ejendommeligheder.
Kirke og klostre
Omkring
1280 omtales en St.
Jørgensgård. I
Flensborg
vidner
Jørgensby
endnu
om denne gård. Ifølge Flensborgs
Jordebog fra
1450 ejede St.
Jørgensgård flere
ejendomme. I og uden for Flensborg.
Hele
komplekset, hospital, kirke og kirkegård synes af hensyn til
smittefaren at have været omgivet af en grav. St.
Jørgensgården har
ligesom Helligåndshuset
haft
asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til St.
Nikolai Kirkes tårn.
Helligåndshuset
ejede
i 1451 28 huse i Flensborg
og
25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Stiftelsen havde
også egen kirke. Skriftlige kilder vidner om at sygehusene
Helligåndshuset
og
St.
Jørgensgården har
haft samme ledelse.
Franciskanerklosteret
er
antagelig blevet grundlagt 1263 af Johannes
Hviding. Klosteret
hørte under kustodiet
Ribe og
omfattede klostrene i Ribe,
Slesvig og Tønder., Flensborg og Kolding. I
1494 kom klosteret i Husum
til.
I
årene omkring 1430 førte klosteret en strid med
Cistercienserne
i
Ryd,
der
var tysksindede. Nord for Flensborg
lå
Krogsris
(Klusris) Kapel. Her
var gudstjenesten på grund af manglende indtægter næsten
ophørt. Derfor skænkede Hertug
Henrik kapellet
til klosteret i Rud,der
lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter,
overdrog kongen igen retten til franciskanerne.
Men
ak og ve, da holstenerne så fik magten, blev kapellet givet til
Rud
Kloster nok
engang. De besad kapellet ind til reformationen.
Munkene
i Flensborg
blev
ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet var blevet en vigtig brik i
magtforholdet mellem kongen og de holstenske graver.
Franciskanerne
stod
sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemester i
klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik
klosteret mange gaver. I 1479 bestemte Lübeckerborgen
Heinrich Pentzyn at
der årligt skulle gives munkene 12 stob vin til
at holde messe for. I
1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom
til.
Flensborghus
og Duborg
På
Mariabjerget
blev
Duborg
til
i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt
over byen ejede den adelige Iver
Juel en
større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I
1409 solgte han denne ejendom til dronning
Margrete. Hendes
hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.
Det
var på denne, endnu ufærdige borg, snart kaldet
Flensborghus,
hvor
dronning
Margrete opholdt
sig i 1412, inden hun gik ombord i sit skib, hvor hun døde af
pest.
Snart
blev Flensborghus
kaldt
Duborg
efter
en af dets befalingsmænd, Jens
Due. Den
er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske
Duborg
Skole, dækker
nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet
rester af anlæg med dobbelte volde og grave, og endnu i det 19.
århundrede fandt man rester af en ringmur.
Når
de danske konger var på besøg gjorde de ophold på
Duborg.
Christian den Tredje syntes
dog ikke den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han
opføre et helt nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte
Christian
den Fjerde en
istandsættelse af slottet.
Endnu
til 1703 var Duborg
sæde
for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde.
I
1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet
brugt til det nye Vajsenhus
i
Nørregade.
Men
i 1770erne var dele af slottet dog stadig i behold.
Det
holstenske ridderskab
Ifølge
jordebogen
var
det kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man
støde på både den gamle sønderjyske adel og
navnlig i tiden efter 144o det holstenske ridderskab i de mange
gilder i byen.
Den
adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens
mure på slotsbjerget. Borgmester
Ivar Juel deltog
i kampen mod holstenerne på dronning
Margretes og
kong
Eriks side.
Derfor blev hans besiddelser taget fra ham, og han blev taget til
fange, da holstenerne fik magten.
Stor
handel
Borgerbefolkningen
bestod allerede tidlig af købmænd, skippere og
håndværkere. Allerede fra 1284 regnedes strækningen
helt til Bruusnæs
som
hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye
bestemmelser om told indført i byretten af ca. 1300, både
af varer til udførsel som heste og kvæg, korn, smør,
tælle, fisk, huder og skind m.m. og af indførte varer
som salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer,
voks, kobber m.fl.
Den
tyske indvandring
Byen opnåede en førerstilling
blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede
egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår
after 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af
holstenernes erobring.
I
1440erne byggedes et nyt rådhus, liggende på hovedgaden,
hvor Storegade
og
Holm
mødes.
Ud – og indførsel foregik
som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på
ny borgernes eneret på handel med ridderskab og bønder i
lenet.
Ligeledes
var handel med okser stor. Flensborgene købte dem bl.a. i Ribe
og Kolding for
at føre dem med den gamle Oksevej
gennem
Sønderjylland
over
Gottorp
til
de store markeder i Nordtyskland.
Flensborg
nød
på forskellige områder godt af sit ry som kongelig
by. Ret
til toldfrihed i Danmark
og
Norge
stammer
nok først fra delingen i 1544
Efter
nordiske forhold var Flensborg
ved
middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter
København,
Malmø og
Odense.
I
1508 havde byen 420 huse og et indbyggerantal på 3.000.
Slægtsfejde
I
en årrække var der en blodig slægtsfejde i byen.
Borgmester
Lasse Siverts blev
i 1406 dræbt af Attrupperne,
over
hvilket Lasses
søn
Lyder
og
dennes svoger Kurt
von der Licht tog
hævn ved drabet af Peter
Attrup. Herfter
fulgte en ny blodhævn, idet unge
Sivert i
1420 blev dræbt af Attrupperne.
60
fornemme fruer havde gjort forbøn for Attrupperne
på
bytinget, med et forlig i 1451.
Den tyske indvandring i
købmandsstanden aftog omkring 1440.
Knudsgildet
Knudsgildets
skrå i
Flensborg
er
den ældst bevarede gildevedtægt i norden. Den foreligger
dog kun som en sent håndskrift fra ca. 1400. den er udateret
men regnes at føre tilbage til Knud
den Sjette.
Gildet
havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre,
hedder det eksempelvis, skal
alle brødre komme sammen og prøve og dømme
mellem lov og deres ”skrå”. Hvis en broder ikke
bærer over en anden broder for oldermand og brødre, men
for ”herrer eller mægtige mænd indenlands og
udenlands, ifalder
han bøde.
Gildets
domsmyndighed hævdedes både i civil – og
kriminalsager. Den broder, der trænger ind i en anden broders
hus med
væbnet hånd og uvenlig hu og begår vold mod nogen
af husets folk, skal således bøde med liv og gods.
Brødrende
skulle stå hinanden bi i sager, der bringes for den offentlige
domstol, først og fremmest drabsager. Bliver en broder dræbt
af en ikke – broder, skal gildebrødrene hjælpe den
dræbtes arving til hævn, det vil sige blodhævn. Man
skal tvinge drabsmanden til en forhøjet mandsbod. Men haver
han intet at bøde med, da skal liv bødes for liv.
Den
broder, der forsømmer sin pligt til at hjælpe, skal have
nidings
navn. I
det omvendte tilfælde, hvis en broder havde dræbt en ikke
– broder, skal
gildebrødrene hjælpe ham af hans livsnød, som de
bedst kan.
Er han ved vand, skal de hjælpe
ham med en båd og årer, øsekar, ildjern og økse.
Siden må han hjælpe sig selv, som han bedst kan.
Men behøver han en hest, skal
brødre forsyne ham med hest, eller han må tage sin
broders hest som sin egen hest og bruge den en dag og en nat.
Den
broder, der ej hjælper og vel kan, skal udstødes af
gildet med
nidings navn. Den
der har samkvem med ham, skal straffes med bøde.
St.
Knudsgildet i
Flensborg
hørte
til de såkaldte værnegilder.
Disse
gilder var altid indviet til en national nordisk helgen, St.
Knud, St. Olav eller
St.
Erik.
Gilderne
i Odense
og Flensborg udgjorde
en særlig gruppe over for en række yngre gilder, som ved
et møde i Skanør
i
1256 fik en fælles organisation.
St.
Knudsgildet hørte
til de højeste i Flensborg.
Det
var samlingssted for byens mest velhavende købmænd. I
lighed med Knudsgildet
i
Slesvig
har
det været enkelte skindere
og skomagere med
flere håndværkere.
Skråen
har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i
hedningeland.
Det
henviser til købmænd på langfart.
En
senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal fejres
en sjælemesse for afdøde søstre og brødre,
hvortil alle skal give møde.
Gildet
har
haft stor indflydelse på rådmændene. De har også
haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.
Andre Gilder
Kalenderen
fra
1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af
24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis
der ikke var præster nok. To gange om året mødtes
alle brødre for i tre dage at
prise Gud og for at spise sammen.
Af
andre gilder kan nævnes Laurentusgildet,
Gertudgildet og
Dragergildet.
Og
så var det også Vor
Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde, Hellig Legemesgilde.
Byens styre
Den fyrstelige myndighed bestod af
amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også
blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre
sønderjyske byer var det kun en snæver kreds der kom i
betragtning til dette råd.
Ved
Kong
Eriks privilegium
af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden
var den embedsmand, som repræsenterede den kongelige myndighed
i byen.
Omkring 1489 nævnes et
borgerskab på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens
regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske
byer, men kom senere i en række danske købstæder.
Byens
pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet.
Lønnet
var kun byskriveren, der i Flensborg
nævnes
første gang i 1507.
Dansk
eller tysk
Det
ældste Flensborg
var
den by, der voksede frem i Valdemars
– tiden. Den
var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere
kom fra andre dansktalende byer. En del kom dog også fra
Tyskland.
Knudsgildets
skrå
og Stadsretten
fra
omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af
borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også
dansk. Byretten blev også omkring 1300 oversat fra latin til
dansk.
Slesvig
var
efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens
grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller en
fjerdedel af borgene bar danske navne. Også i Flensborg
begyndte
de danske navne at blive fortrængt.
I
1436 begyndte man i Flensborg
at
føre byens
bog. Her
ses tydelig, at fremmede navne begyndte at dominere.
En fortegnelse over 415 gildebrødre,
som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere,
mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var
frisere.
Efterhånden udgjorde tyskerne i
de velhavende købmænd et flertal.
Men disse undersøgelser har den
skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk,
daglejere og fattige stakler.
Plattysk
I
løbet af det 15. århundrede var kultursproget i
Flensborg
plattysk.
Befolkningen talte både tysk, dansk og sønderjysk.
Det danske skriftsprog slutter omkring
midten eller udgangen af det 14. århundrede. Købmændene
fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og
dermed det tyske sprog vandt indpas i det danske hertugdømme.
Kongens og hertugens kancellier brugte
allerede plattysk fra omkring 1400.
Rådhusdokumenter
fra før 1400 var forfattet på latin, sikkert af
gejstlige. Fra 1400 var disse dokumenter på plattysk. Den
lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian
den Anden forlangte
dog, at når breve skulle sendes til resten af Sønderjylland,
så
skulle de skrives på dansk.
Snart måtte det plattyske
skriftsprog vige pladsen for det højtyske
Under
hertug Adolf
kom
der fred i Flensborg.
Han
havde venskabelige bånd til kong
Christoffer og
endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian
den Første. I
1431 skænkede han byen et privilegiebrev med beskæftigelser
på alle friheder, som borgerne have opnået.
Flensborg som len
Han
blev medlem af Købmandsgildet.
Og
under hans styre voksede holstenernes magt. Den barnløse
hertug Adolf
døde
i 1459. Året efter blev Kong
Christian den Første valgt
som hertug af Slesvig
og
greve af Holsten.
For
Flensborg
var
det af betydning, at den stadig hørte under den danske konge.
Betydningen viste sig dog først lidt efter lidt.
Kong
Christians kreditorer
tilhørte alle sammen adelen. Flensborg
By spillede
en hvis rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.
I
oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister
under eet som underpant for betaling af gælden. Mæglerne
var Lübeck
og
Hamborg.
Da
gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev de overgivet til
kautionisterne. Foged Otto
Walstorp havde
fra april 1473 slot og by i forvaring.
Gælden var vokset til 40.500
mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt
også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det
finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var
hermed sikret.
I
1490 skete der en deling mellem Kong
Hans og
hans yngre bror, Frederik.
Denne
historie fortsættes
Kilde:
Se
Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)
Hvis
du vil vide mere: Læs
Abel og hans sønner
Margrete den Første og
Sønderjylland
Sønderjyllands historie
indtil 1200
Flensborg mere end 725 år
Dato: september 2, 2010
Det var soldater, der gravede kanalen. Kongen ville have den ind til sit nye torv. Kongens mænd følte sig tvungen til at købe grundene. Sømændene langede en proper næve, fulde svenskere blev rullet. Den lette garde var i funktion, bordeller var der i mange baggårde. H.C. Andersen troede, han blev bidt af en hund. Hør også om et afhugget hoved, der fosvandt. Og også om Nyhavns to sider.
Våren gennem Nyhavn
Hvis du ikke lige nyder noget godt New Orleans Jazz ved Mindeankeret, eller nyder en fadbamse på Nyhavn 17, så prøv at gå en tur og kig på bygningerne i Nyhavn. Bygningerne fortæller mange historier. I sommerperioden kan du nok ikke komme til for turister. Du kan ikke rigtig se detaljerne på bygningerne.
Vi kender også alle sammen Våren gennem Nyhavn af Sigfred Petersen. Eller vi kan også tage Søren Bramfris Lærkesang. Han skildrer bohemernes og bumsernes Nyhavn.
Skulle have være kanallandskab
Børsens Kanal og Holmens Kanal er for længst tilkastet. Og egentlig skulle vi have haft Dronningens Kanal. Det skulle have været der, hvor Fredericiagade
i dag ligger. Det var i hvert fald Frederik den Tredjes ønske. Christian den Femte ønskede at Nyhavn og Holmens Kanal skulle forenes.
Kæmpe arbejde
Det var egentlig Axel Urup, der stod for planlægningen. Men det var hollænderen Henrik Ruse, der stod for udførelsen. Han blev senere adlet til Rüsensteen.
Selve udgravningsarbejdet var meget krævende. Al jordarbejdet blev udført med håndkraft.
Efter ordre fra Christian den Femte blev Kongens Nytorv og Nyhavn brolagt. Hele det omfattende arbejde startede i 1670. Det var soldater, der blev udkommanderet til at grave kanalen. Det var også dem, der fungerede som politi på Nyhavn i den første tid. Det første vogterkorps blev først dannet i 1683.
Helt ind til Torvet
I september 1671 befalede kongen,
Den ny kanal skulle gå helt ind til Kongens Ny Torv. Men det kneb med at efterkomme ordren. I oktober 1673 åbnede Københavns Nye Havn,
ved at dæmningen blev gennembrudt.
Kong Frederik den Tredjes søn Ulrik Frederik Gyldenløve havde siden 1669 ejet en stor grund ved kanalen. Han lod Charlottenborg opføre. Han var også sponsor til det meste af bolværkerne.
Kongens mænd købte grundene
Flere af kongens betroede mænd følte sig mere eller mindre tvungne til at overtage de nye grunde. De har sikkert ikke bebygget dem, men solgt dem videre til folk af mere borgerlig herkomst.
I 1689 var ejerne, to købmænd, seks skippere, en havnefoged, en smed, en enke efter en hofsmed, en øltapper, en stenhugger, en bødker og en hjul-mand. Blandt de mere fornemme var kaptajn og generalkvartermester Gotfred Hartmann og assessor Hendrick Ehm.
Sidstnævnte havde købt en stor grund ved Toldbodgade, som han lod opfylde. Til gengæld fik han 10 års frihed for grundskat. Ehm havde ejet flere af møllerne langs Mølleåren. Han var kendt som handelsmand og grundspekulant. Men måske var han mest kendt for at være guldmager.
Grundene omkring de to strandstræder har nok været tidligst bebygget. Henimod år 1700 har de fleste grunde været bebygget. Flere af Nyhavns ældste huse eksisterer i dag. Men i tidens løb, er de blevet ombygget.
Udviklingen begynder
Læg også mærke til sidegadernes vinkelrette stil. De eneste, der bryder dette, er strandstræderne. De lå der, da Nyhavn blev anlagt. Det var de oprindelige veje
til stranden.
I kanalens første tid var der store skibe, der søgte her til. Det var tremaster, der besejlede hele verden. Købmandshuse og provianteringsforretninger opstod opstod hurtig langs kajen. Snart fulgte små kroer og logihuse.
Slået til Søren
Her har man ikke alene slået til Søren, men også fundet afløb for de drifter, som måneders ensomhed på havet bragte på kogepunktet. Nyhavns lette garde
er for længst forsvundet.
Op og ned af den muntre gade, vrikkede prostituerede pigebørn fra 13 til rynkede kvinder omkring de 70. Hårdkogte kvindelige lokkeduer med alfonser i kølvandet kunne også beskues. Og mange baghuse på Nyhavn blev brugt til bordeller. Side om side med travle forretningsfolk. Mange smuglervare er gledet over skabsrælingerne.
Sten efter de sorte
Og især i slutningen af 1700tallet huserede mange sorte rundt i Nyhavn. Det har sikkert været løsladte slaver fra De Vestindiske Øer. De havde fået deres frihed, og var på en eller anden mystisk måde havnet her. De var fattige og usle. Byens gadedrenge forfulgte dem. Sten blev også kastet efter dem.
En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv. Blev søfolkene snydt, ja så faldt der en prober næve. De ville ikke finde sig i noget.
Kun de små skibe
Efterhånden kunne de store skibe ikke rigtig mere anløbe Nyhavn. De blev erstattet af skuder og skonnerter. Men løjerne holdt ikke op. Og for at holde styr på disse., etableredes der et eget vægter – korps.
Men københavnerne ilede til. For fra kajkanten kunne man købe fisk, kartofler, frugt og meget andet, der blev sejlet herind fra provinshavnene Også grossisterne holdt her med deres arbejdsvogne.
Sømandsmissionen
Sømandsmissionen havde i forrige århundrede haft til huse mange steder i de tilhørende gader rund om Nyhavn. I 1881 erhvervede man briggen Fortuna,
der var strandet i Køge Bugt, og skulle ophugges. Man købte den for 2.000 kr. og byggede skibet om. Det blev indrettet kirkesal, læsestue og skrivestue.
Skibet fik plads for enden af Nyhavn ved Kongens Nytorv. Men skibet var gammelt og rådnede efterhånden op.
Slaget i Nyhavn
En sommerdag i 1800tallet opstod der et større slagsmål mellem marinere og almindelige matroser i Nyhavn. Det udviklede sig til et større slag. Borgervæbningen måtte gå ind og skille partnerne.
Kvarteret tiltrak også det bedre borgerskab. Adskillige kunstnere slog sig ned her.
Russer smuglet til New York
I 1921 sad Søfyrbødernes frygtede formand, Richard Jensen på Café 41. Her mødte han en partifælde, en kommunistisk tysker. Han havde en ven, en russer. Denne russer hjalp Richard Jensen via sit klædeskab i kahytten på ØK*s Polinia til New York. Det interessante er dog, at denne russer, var den senere russiske udenrigsminister Litvinov.
Jo, der skete mange spændene ting på Nyhavn.
Rullet og snydt
Det er sket mange mord på Nyhavn gennem tiderne. Og kanalen minder om mange selvmord. Der blev spillet, drukket og der blev lokket. Godmodige sjæle blev snydt. Fulde svenskere blev rullet, og piger gik i hundene
Den første bro blev bygget i 1874. Den nuværende er en elektrisk drevne klapbro bygget i 1911 – 1912.
Pudse – Peter
Mange originaler færdedes på Nyhavn. En af de mest kendte var Pudse Per. Han endte sine dage i kanalen. Han levede af at sælge voks og sværte.
Det var mageløst
H.C. Andersen boede på tre forskellige adresser i tidens løb på Nyhavn. På et tidspunkt boede i nr. 18 på den pæne side. Det er der, hvor Charlottenborg ligger. Det er mageløst, sagde vores berømte forfatter. Han boede også i nummer 67.
De fleste forbinder Nyhavn som en stor turistmagnet. For indtil 50 år siden var der stedet, der var kendt for øl, sømænd og ensomme piger. Ja øllet flyder stadig om sommeren.
Mindeankeret
Mindeankeret blev opsat i 1951. Den er sat op til minde om alle de 1600 danske søfolk, der mistede livet fra 1939 til 1945. Pengene til dette, kom til stede efter en landsindsamling. Tidligere var der et andet mærke på stedet.
Kunne ikke tiltrække de fine
Ikke alt kan lade sig gøre i Nyhavn. Således forsøgte Restaurant Havfruen sig engang som en mondæn spiserestaurant. Man kaldte sig La Lune og skruede priserne op i nivue som Hotel D’Angleterre og Ambassadeur. Det var engang i 1930erne, men det gik ikke. Man ville lokke de velbeslåede fra det nordlige opland ind i et charmerende skummelt kvarter.
Englændere gemt på
Havhesten
Rygter vil vide, at Havfruen skjulte engelske flyvere under besættelsen. Tyskerne måtte ikke komme på Nyhavn. Det måtte Gestapo til gengæld. Men så havde man en hemmelig udgang, der gik over taget.
Det blev ikke til noget
Ingeniørassistent H.P. Petersen ansøgte i 1890erne om et storstilet projekt i Nyhavn. En Saltvandsbadeanstalt. Den skulle være beregnet for de herrer og Damer af Forretningslivet, der er for optagne til at kunne tage til de eksisterende Badeanstalter. Bassinet skulle være ca. 140 meter. Det skulle inddeles i tre afsnit. En for Herrer, en for Damer, og en for Skolebørn. De skulle adskilles med en let trækonstruktion og overdækkes med sejldug.
Man skulle selvfølgelig ikke bruge Nyhavns eller den øvrige havns mudrende vand. Nej, der skulle såmænd ligges en rørledning ud til Kongedybet, så man kunne få frisk vand.
Projektet blev i første omgang afvist med, at det var et for interimistisk indslag i bybilledet.
Næste forslag var et mere permanent forslag. Nu skulle det overdækkes med hamret glas. Nu var der bassin til herrer af første og anden klasse. Damebassinet skulle opvarmes om vinteren og så måtte mændene også besøge kvinderne – men kun om vinteren. Så skulle der indrettes et maskinhus til ind-pumpning af
de 60.000 tønder vand dagligt.
Men ak og ve. Det hele blev ikke til noget.
Vores rundtur begynder
På solsiden, Guldkysten eller Den Uartige Side, skød det ene hus op efter det andet. Det er som om, at der en helhed i Nyhavns bygninger. Det er symmetri. Men skal vi ikke tage en rundtur på Nyhavn?
Nyhavn 1
Har var der indrettet vinhandel. Og her startede Københavns første blomsterhandel. Udvalget var nok mere beskedent end i dag. I 1776 købte vinhandler, Lars Rasmussen ejendommen. Som det var sædvane, blev der indrettet en lille skænkestue i forbindelse med vinhandelen. Der blev skruet et gulv fast i gulvet,
og lavet faste bænke. På væggen skruede man koøjer, og i disse blev der malet kystpartier. Kahytten var født. Det første Strygejerns – formede bord er bevaret. Og man har et princip, damer er absolut uønsket. Har et hunkøn betrådt måtten, ja så må den vendes. Officielt er det fordi, der ikke findes et dametoilet. Om dette forbud stadig eksisterer, vides ikke.
Når en kone ringede efter hendes mand, blev der konsekvent svaret
Nyhavn 3, 5, 7
De var egentlig opført i slutningen af 1600 tallet, men væsentlig ombygget i midten af 1800 tallet. Husene lå tæt ved Det Kongelige Teater. Så her har adskillige skuespillere holdt til.
I nr. 5 kunne man købe fugle. Her lå også det berømte logi Stadt Hamburg. Nummer 3 har engang været i Grevinde Danners eje. I nummer 5 er der i gadegangen med det maritime tovværksgelænder indmuret en støbejernsplade. Det er åbenbart et gammelt ovnrelief med fremstilling af Gethsemane Have, Jesu tilfangetagelse og Maria Magdalene.
Nyhavn 9
Den første chef af Commediehuset boede her. Det var generaladjudant Hans Wilhelm von Warnstedt. Han var også officer, og blev af Struensee sendt til St, Petersborg for at forhandle med Kathrina den Anden. Huset blev opført i 1681. Det er et typisk hollænderhus. Mon ikke, at det er det ældste hus i rækken?
Her boede i tidens løb en masse kendte skuespillere.
I 1981 købte efterkommere af Nyhavns grundlæggere ejendommen. Det var efterkommere i 11 generation med efternavnet Gyldenkrone – Rünsensten. Familien drev et skibsrederi fra stedet.
I 1822 havde Bladkompagniet til huse her. I 1900 var en tysk bank – og forsikringsforretning tilknyttet stedet. De drev også omfattende speditionsvirksomhed. I over 150 år har det været hotel – og gæstgiver – virksomhed i kælderen og stueetagen. Navne som Hotel Stevns, Safari og Nyhavnskroen holdt til her.
Nyhavn 11
Her boede den store skibsreder og købmand, Jacob Severin. Men her har også i sin tid været Sukkerraffinaderi. Det er grundlagt af Ludvig Ferdinand Rømer
i 1754. Over porten står en forgyldt mand med to lampeskærme i hånden
Et helt skuespillerdynasti kan henføres til dette hus. Det er familien Rosenkilde. Den mest kendte var nok Julie Sødring. Her kom også den svenske sangerinde Jenny Lind, som H.C. Andersen havde stærke følelser over for.
Nyhavn 13
Her lå Den Norske Løve. Men også Sukkerhuset var kendt i hele hovedstaden. Her kunne man købe særdeles god gammel Rom til 28 Skilling Potten.
Nyhavn 15
Hvis du kigger op, så ses over døren en elefant. Det fortæller os, at her blev der solgt orientalske varer, blandt andet te og porcelæn. Det var købmand Jørgen Alsing, der startede her i 1765. Otte – tallet på skiltet marker datidens matrikelnummer.
En af de ældste ejere havde et gæstgiveri på stedet. Han havde tidligere været slavefoged. Og et spøgelse har befundet sig i huset. Om det er der endnu, vides ikke.
Blandt gæsterne var en velhavende mølle og hans kæreste. Værten og gæsten begyndte at kaste terninger. Efter tre dage havde mølleren tabt alt – hest og vogn, sin mølle og sin kæreste. Mølleren mente godt nok, at værten havde brugt falske terninger. Han lovede hævn over værten og kæresten.
Næste morgen fandt kæresten ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter, begyndte spøgeriet. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Den standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.
Hver gang kæresten havde forladt stedet, begyndte det at rumstere. Det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidste måtte værten betale kæresten for at blive siddende deroppe på loftet. Sagnet slutter med, at kæresten døde af skræk.
Stedet var søfyrbødernes tilholdssted. Jo det var gang i Café West. Det var også her man kunne få lavet sig et falsk pas, hvis tyskerne var efter en.
Nyhavn 17
Det er nok den mest kendte ejendom på Nyhavn. En masse rotter var der i ejendommen. Lagde man et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, var det væk om morgenen, ædt af rotter. Sådan er det sikkert ikke mere.
Her lå engang Stadt Hamburg. Derefter hed det Dagmar Hansen. Dengang var der barbér og frisør. Og siden 1936 har det heddet Nyhavn 17. Og det er ganske vist, her kommer lige fra sømænd til adelige. Lokalerne har man brugt til et par film, Afsporet, En sømand går i land og Ballade i Nyhavn.
Man siger, at stedet var de finske søfolks foretrukne sted. Personalet lærte sig simpelthen finsk. Og det er hvis nok en af de sværeste sprog i verden.
Her på stedet lå også verdens første tattoo-butik. Først i 1930erne åbnede disse butikker overalt. Indtil da havde de holdt til i et hjørne af et værtshus. Tatoveringer blev knyttet til Nyhavn. En af de mest kendte var Tato – John. Han var den foretrukne tatovør. Samtidig med at han tatoverede drak han to flasker whisky om dagen. Engang kom han til at give en ørn to næb på en tatovering.
Salmonsens Leksikon fra 1927 fremførte, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.
Nyhavn 19 – 21
Over Lille Strandstræde lå to hoteller Stadt Aalborg og Løven. Værten i Løven havde indrettet en vældig ferskvandsbeholder i sit hus. Et muret afløb sikrede at afløbet gik direkte ned til Nyhavns vand. Her var også WC, hundrede år før man kendte det begreb. Men også afløbet derfra endte i Nyhavns vande. Og der må åbenbart have været en slags kontrol dengang. Værten blev idømt en bøde på 50 Rigsdaler. Og det murede afløb blev sløjfet.
Man reklamerede med 25 smukt møblerede værelser.
Nyhavn 23
Her skal du også lige kigge op over døren. For her findes et bødkerarbejde forestillende en øl-kande. Det vidner om, at her har været et værtshus. I dette hus boede Elverhøjs komponist, Frederik Kuhlau i 1832.
Nyhavn 25
I nummer 25 lå Café Hyttefadet. Skiltet har Asger Jorn malet. Vægmalerierne er dog ikke af ham, men en Hans Sørensen.
Nyhavn 27
Og her har vi så Skipperkroen. Den hed hvis nok Shanghai før i tiden. Denne restaurant blev uforglemmelig i Sigfred Petersens tekst. Sangens Katinka boede i Shanghais baghus. Dertil førte kun en hønsestige.
Nyhavn 29
Går man ind i gården i nummer 29, så finder man en 200 år gammel svalegang. Det var her hotellet Stadt Flensborg holdt til.
Nyhavn 31
Her boede storkøbmanden og skibsrederen Andreas Bodenhoff til sin død i 1794. Han havde tjent formuer på sin tømmerhandel med Den Kongelige Marine
som største kunde. Han blev begravet ude på Assistens Kirkegaard.
Her blev hans enke, Gertrud, også begravet 2 år efter, åbenbart skinddød. Ifølge hendes bror, havde hun røde kinder, da hun blev lagt i kisten (Læs
– Pigen, der rejste sig fra kisten – under Nørrebro). Hun havde rejst sig fra kisten, da gravrøvere ville hugge hendes øreringe.
En anden storkøbmand, Hans Puggaard, boede her også.
Nyhavn 33
Over gadedøren er indmuret en kompasrose, et Dannebrogs – flag, og to sandure. Det var opsat af Sejl -, Flag – og Kompasmager, Rasmus Chr. Koch. I kælderbutikken fødtes Claus Lauritz Andersen. Han tjente en formue som cigaretfabrikant i Kina.
Nyhavn 35
Her startede Jørgen Thomas Beck i 1756 som hårhandler.. Det var i rokoko – tiden, hvor såvel herrer som damer gik med store hvidpudrede parykker. Her fra matrikel nr. 18 også kaldet Solen begyndte han også at handle med andre varer.
Nyhavn 37
Her er en meget flot gård. Den smukke gavlkvist stammer dog ikke fra opførslen. Huset blev forhøjet med en etage i 1791. Den fire fags store kvist rykkede en etage op.
I kælderen havde Tattoo – Jack sit værksted med masser af farvestrålende tatoveringer på skiltene og i vinduerne. Her var sommerfugle, nøgne piger, blomster, slange-omsvundne dolke, og sømandens grav.
Nygade 39
Fra dampradioens velmagtsdage stammer Familien Hansen. Den blev opfundet her af forfatteren Jens Locher.
Nyhavn 41
Opført i 1698. Her boede en kompasmager. Det ses på stenpladen over gadedøren. Manende alvorsord hørte selvfølgelig med. Skiltet er dog først sat op i 1761.
Stedet blev engang kaldet Nyhavns Vivex. En overgang var det en berygtet brændevinshule, som man kaldte for Solen. Her lå også Pandekagehuset til 6 øre stykket.
Nyhavn 43
Den Gamle Købmandsgård er opført i 1787. Den består af et forhus med facade til Nyhavn, samt to pakkehuse i gården og en tidligere staldbygning i baghuset.
Op af jorden stikker pludselig to kanonløb. Det var vel for at skåne murværket for hestekøretøjer. De sigter dog faretruende mod forbipasserende. Her boede i 1839 – 1840 den senere generalmajor Frederik Bülow. Han kendes som sejrherren ved Fredericia (Løs artiklen: Bataljonen fra Tønder – under Tønder).
Nyhavn 47
Her står på et skilt, nogle vise ord:
Nyhavn 49
Vi befinder os nu op den anden side af Toldbodgade. Huset er opført i 1744, men ombygget i 1876. Også denne købmand, Peter Johansen reklamerede i Adresse avisen.
Nyhavn 51
Vi kommer nu forbi en af de små huse på Nyhavn Huset er opført i 1766. Det kan vi se på tavlen over gadedøren. Før gadenumrenes indførelse har huset sikkert heddet Lammet. På skiltet står også nogle bogstaver. De står for bygherren og hans hustru, Henrik Lambertsen Engel og Karen Nielsdatter Holm.
Det fremgår ikke af skiltet, at manden var øltapper. Men det står at hidtil, har Herren hjulpet. Under besættelsen sørgede Schalburgkorpset for, at huset blev ødelagt. Det er flot at huset er bygget op i den samme gamle stil.
Mon Den Gyldne Lam stadig ligger her i kælderen. Et skilt forkyndte, at-
Nyhavn 53
Så kommer vi til et stort fem fags hus, opført i 1754 – 55 af skipper Hans Jacobsen Tofte. Den nuværende facade stammer fra ombygning i 1890erne. Datidens befordring var ikke så kompliceret som nu. Måske meget primitivt, således blev der i Adresse-avisen kundgjort, at skipper Christoffer Holm med
I 1857 boede komponisten P.A. Heise i huset. Heise har komponeret musikken til en væsentlig del af vore fædrelandssange.
Nyhavn 55
H.G.F. Holm boede her. Han har lavet de skønneste akvareller fra Nyhavn. Han blev kaldt Fattigholm. Han døde i 1861 uden at have fået anerkendelse. I dag handles hans kunst for skyhøje priser. Dengang kunne man købe hans akvareller for en rigsdaler stykket. Holm har sit liv igennem malet Københavns
gader, huse og pladser.
Han gik på konditori i Store Strandstræde. Det var et samlingssted for datidens kunstnere. Her kom H.C. Andersen også. Konditoriet hedder i dag Restaurant
Els.
Skuffelsen satte sine spor. Fattigholm greb til flasken. I 1861 blev han indlagt på Almindelig Hospital. Han døde få uger efter, kun 57 år gammel.
Nyhavn 59
Bygningen blev kaldt for Aarhus Domkirke. Det skyldtes sikkert, at husets gavlkvist bar en forgyldt Kristus – figur med verdenskuglen i sin venstre hånd. Figuren forsvandt ved ombygningen, men er nu kommet til ære og værdighed på facaden ud for førstesalens vinduer.
I dag kaldes bygningen for Guldmagerens Hus. Husets bygherre var kobbersmed Henrik Ehm. Han ejede som vi tidligere har nævnt flere ejendomme i staden. Han omgikkes alkymister. Det var dem, som forsøgte at forvandle simple metaller om til guld.
En læge, dr. C.W. Hacqvart betalte Ehm et honorar på 600 rigsdaler, for at lære denne kunst. Det lykkedes ikke for den godtroende læge, og han nægtede at
betale kursus – gebyret. Ehm gik rettens vej for at inddrive beløbet. Men retten frifandt eleven. Det vakte stor opmærksomhed i datidens København.
Holberg brugte episoden til at lave en komedie, der hed Det arabiske Pulver.
Her lå tidligere et hotel i absolut topklasse, Dania. Kort efter krigen blev stedet ejet af en svensker, der blev kaldt Onkel Oscar. Her boede Knut Hamsum,
når han var på besøg i København.
Nyhavn 63
Over førstesalens vinduer ses tre stenrelieffer. De forestiller til venstre Havguden Neptun med sine trefork og en springende delfin. Til højre, Handelens Gud, Merkur med sin vingende hat og slangestav. I midten ses en pram, lastet med vareballer, tønder og sække.
I 1880erne boede forfatteren og zoologen Vilhelm Bergsøe i lejligheden på anden sal. Hans søn, fabrikanten og forfatteren Paul Bergsøe, har i Tre små vinduer, beskrevet livet i Nyhavn.
Tidligere boede her, balletmester August Bourneville.
Nyhavn 65
Over porten ses et stort udskåret relief med to figurer på hver side af en kompasrose. Nedenunder ses et sandur, et splitflag og et kompas. Figuren til venstre er Merkur. Damen til højre med blomster i skødet og en brændende fakkel i hånden skal sikkert symbolisere velstanden. Relieffet er malet i meget smukke farver.
Kigger vi yderligere godt efter, kan vi se en såkaldt slutsten med årstallet 1737 og et spejl-mongram med en ejers og denne hustrus forbogstaver. Et morddrama fra 1836 i dette hus gav genlyd over hele København.
På anden sal boede en logerende, en dengang kendt original ved navn Jens Peter Tønder. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen.
Vores original var teologisk kandidat, men kunne ikke rigtig falde til nogen steder. I 1836 levede han af at sælge et tidsskrift, han selv udgav. Desuden underviste han i sprog.
Trods sin beskedende indtægt, lå der noget på kistebunden. Det var kommet den 22 årige Petri Claudi Ferdinand Worm for øre. Da han igen job havde, besluttede han sig for at udplyndre Tønder. Han startede med at tage undervisning i fransk hos ham.
Først forsøgte han at aflive Tønder med opiums bestrøede kager. Dette mislykkedes to gange. Worm mistede tålmodigheden og kvalte Tønder med en snor. Han huggede alle værdier, og stak af.
Men han var ikke kløgtig nok. Han begyndte at strø om sig med penge. Da mordet blev opdaget faldt mistanken også hurtig på ham. Han blev anholdt på vej sydpå, i Lybæk.
Højesteret dømte Worm til døden. Men det lykkedes ham via nole tårepersende digte, som han fik udgivet at få vendt folkestemningen. Pludselig blev han nærmest betragtet som martyr. Der var kræfter i gang for at få ham benådet. Trods dette blev han henrettet i 1838 på Amager Fælled.
Tusinder af mennesker strømmede til retterstedet, for at se Nyboder – morderen blive henrettet.
Vedholdene rygter gik på, at Worms afhuggede hoved var fjernet fra kisten. Da man gravede kisten op, var hovedet ganske rigtig fjernet. Mange år senere fandt man ud af, at det var en ung læge, der havde hugget hovedet. Han var meget videnskabelig interesseret i frenologi. Det er læren om at bestemme menneskets psyke, blandt andet ud fra hjernens form.
Hvem ved om hovedet kan ses i reagensglas på Universitetet den dag i dag. Lægen testamenterede samtlige sine hoveder til Universitetets anatomisk
– antropologiske samling. Dette nævner vi lige i forbifarten til evt. interesserede!!!!! (Læs mere om denne historie i artiklen Mord i Nyhavn)
Nyhavn 67
På slutstenen står anført årstallet 1737. Bygherren hed Jens Sørensen Bøshilt Her boede H.C. Andersen. Og han har boet to andre steder på Nyhavn. I alt boede han 20 år af sit liv her på Nyhavn.
Første oktober 1848 flyttede han ind her. Han havde lejet tre værelser hos kaptajn Johannes Anholm. Efter 17 år blev han med en måneds varsel opsagt, da kaptajnen skulle bruge værelserne til andet formål. Ja sådan hedder det i nogle historiebøger. Man det er ikke korrekt. For Anholm døde i 1860. Hans enke og døtre fortsatte gæstgiveriet og pensionatet.
En dag, da H.C. Andersen kom ind i forstuen sprang familien Anholms store godmodige hund hen mod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte deroppe fra:
På museet i Odense findes et dørskilt med hans navn. Nedenunder er et stykke gråt karduspapir. Oprindelig stod der Professor under navnet.
I 1867 blev han udnævnt som etatsråd. Da han var et sparsommeligt menneske, ville han ikke ofre et nyt dørskilt. Han klistrede titlen professor over.Men en undersøgelse viser, at det klister, der sidder på, er af nyere dato. Historien fortæller, at en skoleelev engang havde fjernet det oprindelige kardus. Han var nysgerrig efter at få at vide, hvad der stod nedenunder. Hvad mon er den sande historie?
Et halvt århundrede tidligere boede dispachør Johan Buntzen her. Hans datter forelskede sig i sin huslærer, translatør P.A. Heiberg.
Hun blev som 17 – årig gift med ham i 1790. Året efter fødte hun sønnen, Johan Ludvig Heiberg. Han var som bekendt teaterdirektør, forfatter og meget
andet.
P.A. Heiberg blev landsforvist ved en dom i 1799 for sine revolutionerende ideer. Men hustruen fulgte ham ikke. Hun havde i mellemtiden forelsket sig
i den svenske adelsmand Ehrensvärd – Gyllembourg, og giftede sig med ham. (Her på siden kan du læse meget mere om H.C. Andersen).
Nyhavn 69
Denne hjørneejendom er fra 1885. Her boede skuespilleren Wilhelm Wiehe.
Nyhavn 71
Vi passerer Kvæsthusgade. Og det sidste hus, der er tilbage er et oprindelig kæmpestort pakhus. Det blev opført i 1805, som dobbelt – pakhus for de to bygherrer købmand Ole Bent Suhr og kaptajn Just Ludvigsen. Da opførelsen var færdig, trak de to bygherre lod om hvilken halvdel hver især skulle have.
Meget overraskende blev det hele til et hotel 71 Nyhavn Hotel, med lobby og restaurant i kælderen.
Den pæne side
Hvis vi nu gik videre gik vi i vandet. Det vil vi ikke. I stedet starter vi på den pæne side, Charlottenborg – siden. Vi bemærker Gyldenløves våbenskjold med fire gyldne løver omgivet af faner og med ordenselefanten dinglende i en kæde.
Inde i haven, som H.C. Andersen kunne se fra sit vindue, findes den berømte gravsten over Abilgaards puddelhund. Det vil sige originalen er flyttet ind på Billedhuggerskolen.
Nyhavn 8
Her er bygget et par etager på i tidens løb. Det oprindelige hus blev opført i 1774. Læg mærke til den lange frise. Det forstiller et skib med et juletræ i stævnen og kvindeprofil på agterspejlet. Ved siden af sejleren sidder en kvinde med et kors og et anker. Det skal måske symbolisere, Tro, håb og retfærdighed.
Også andre motiver kan beskues.
Nyhavn 10
Her boede den døvstumme maler, A. H. Hunæus . Han malede det berømte motiv, Vold Aftenen før Store Bededag. Maleriet blev vist på Charlottenborgs
forårsudstilling 1862.
Nyhavn 12
Her har vi så igen storkøbmanden Andreas Bodenhoff. Han opførte huset i 1770. Her er en fantastisk gårdsplads.
Nyhavn 14
Over porten ses en tavle med husets gamle navn og bomærke Den Sorte Ravn. Den blev opført i 1775. Bygherren hed Christian Jensen Wendelboe.
Han var styrmand og øltapper.
Nyhavn 18
Huset er opført i 1770.
Her flytter H.C. Andersen ind den 23. oktober 1871. Denne gang hos Frøken Hallager. Igen lejer han tre værelser. Han boede her til kort få sin død den
4. august 1875. Den allersidste tid tilbragte han på Østerbro (Se artiklen H.C. Andersens sidste dage på Østerbro – under Østerbro).
I den lejlighed som H.C. Andersen boede i, boede Georg Brandes også en kort tid.
I mange år stod retiraden i gården, som husets berømtheder samt de andre, har benyttet sig af. Men det har en samvittighedsløs restaurering bortdømt.
Nyhavn 20
Det var her H.C. Andersen flyttede ind i 1834. Han boede hos Karen Sophie Larsen på 2. sal. Til den ene side havde han udsigt til kanalen og på den anden side havde han udsigt til den botaniske have bag Charlottenborg. Det var herfra Ida fik hendes blomster. Den botaniske have er i dag skrumpet meget ind. Her har kun kunstnere og billedhuggere adgang.
Her skrev han sine første eventyr. Et nyt hæfte udkom hvert år. I de første af hæfterne kunne man finde Fyrtøjet, Lille Claus og Store Claus, Prinsessen på
Ærten og Den Lille Idas Blomster.
Maleren Wilhelm Marstrand boede her også et stykke tid.
I dag er Nyhavn ikke længere sømændenes druk – og kampzone. På gode dage myldrer det det med folk. Langs bolværket sidder folk med håndbajere.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 02. 2022
Dato: juli 7, 2010
Læs om de store stormfloder i 1362,1532, 1593 og 1634. Beboere skrev om hjælp hos Hertugen. Saltvand ødelagde konstant jordene. Hertugen brugte ”spade – landsretten”. 500 mennesker i livsfare ved Højer Sluse. Over 6.000 mennesker druknet på Strand. 19 dige-arbejdere druknet ved Rejsby. Masser af problemer i kogene.
Minder om stormflod
Os, der er vokset op langs vestkysten kender udmærket til problemerne med stormflod. Som Walkie Talkie nørd blev vi engang kaldt ind for at hjælpe. Telegraftroppernes radionet brød sammen. Onkel Pulle havde sit ulovlige materiel koblet til hos politiet i Tønder. Vi kan også huske Radio Syds ekstraudsendelser.
Og stærk i erindringen står også en episode, hvor store dele af Tønders befolkning skulle evakueres. Jeg befandt mig dengang i Aabenraa. Jeg ringede hjem. Min mor var overhovedet ikke klar til at blive evakueret.
Dres boede skråt over for. Han havde en lillebil – forretning på Lærkevej, og havde påmonteret en vejrhane på skorstenen. Hun havde lært nået, at hendes far. Han kunne se på skyernes sammensætning, hvornår der var optræk til noget alvorligt. Ofte arbejdede min morfar (Opa) som fungerende slusemester ved Højer.
Hvor rammer stormfloden?
Stormfloderne i Nordsøen rammer især de lavvandede områder i Vadehavet, Tyske Bugt og langs den hollandske kyst, dvs. Nordsøens sydøstligste hjørne. Dette skyldes, at de kraftigste storme har vindretninger mellem vest og nord.
Stormvejr i Ny Frederikskog
To gange har jeg oplevet aftener, hvor der var optræk til stormflod siddende under stearinlys og lyttende til Blåvands Radio på en transistorradio ude i Ny Frederikskog. Det var som om, at min Opa havde styr på situationen. Han var også altid meget påpasselig med at fortælle, hvornår der var ebbe og flod, når vi bevægede os ud over den gamle dige – ud på forlandet.
En meget berømt roman fra den nordtyske vestkyst omhandler også det med skyer og stormflod. Her kender enhver Der Schimmelreiter. Skrevet af Theodor Storm fra Husum.
Langt fra Højer til København
I København hvor de politiske beslutninger blev taget, havde man ikke den store forståelse for borgernes frygt ved Vadehavet. Det varede uhyggelige mange år, inden den fremskudte dige blev bygget. Politikerne kunne godt have kigget efter i historiebøger. Katastrofer havde der været mange af.
Gamle kort fortæller historie
På de ældste kort fra Sønderjyllands syd-vestligste egne findes der navne på byer, skove og kirker, som ikke længere eksisterer. Vaderne har engang været beboet land. Vilde dyr har også levet her. Der er fundet hjortegevirer og vildsvinetænder. Går vi tilbage i krønikerne nord og syd for grænsen, fortæller de om alle de ulykker, stormfloderne har anrettet.
Januar – floden 1362
Januar – floden 1362 bar store isflager og isbjerge ind over landet. Kronikører fra dengang beretter om 200.000 druknede mellem Elben og Kongeåen. Biskoppen i Ribe mistede 50 kirker her på vestkysten. Men disse tal er nok overdrevne.
Selv om gårdene lå på værfter var man ikke i sikkerhed. Mange huse blev revet bort. Det var også her at Vester Anflod Kirke, der lå på et stort værft, blev revet bort. Den sagnomspunden handelsby Rungholt blev også havets bytte under denne stormflod.
Dæmninger skyllet væk
I omtrent 200 år måtte området undvære diger. Der kendes store stormfloder fra årene 1511, 1513 og 1532.
Dæmningen fra Rudbøl til Kehrewieder blev skyllet væk i 1511. Efter at have arbejdet med en ny dæmning, blev denne også skyllet væk i 1513.
Tønder – under vand
Omtrent tyve år senere, natten mellem den 1. og 2. november 1532 fremkaldte en storm fra sydvest, efter en forudgående total måneformørkelse en af de højeste stormfloder, man nogensinde har set. Man kaldte den for Allehelgens-floden. I Ejderstedt druknede 1.100 mennesker, på Nordstrand 1.500.
I Tønder stod vandet tre alen højt om Laurentiuskirken. Længe mindede en streg på kirkemuren om begivenheden. Da vinden havde lagt sig, blev der meget stille. Ved denne begivenhed bad Peter Hinriksen i Møgeltønder. Sådan siger den mundtlige beretning. Efter bønnen sank vandet. Peter Hinriksen blev 127 år. I Møgeltønder Kirke kan man se et maleri om denne begivenhed.
Julefloden 1593
I 1593 berettes igen om en stor stormflod. Det var en juleflod. Floden forårsagede store ødelæggelser i de lave områder i Viddingherred, Gudskog og omkring Højer og Tønder. I Viddingherred druknede 96 mennesker. I Rickelsbøl Sogn ødelagde floden den nye kirkegårdsmur og blottede henimod 30 kister.
Diget fra Højer over Rudbøl til Grelsbøl blev gennembrudt. I Rudbøl blev det gennembrudt ved slusen. Ved Højerdiget opstod der så store huller, at to store skibe blev drevet trekvart
mil ind i marsken.
Vand til Tønder Slots vinduer
Den 1. november 1615 brød floden uventet ind. 280 mennesker druknede. I Tønder stod vandet så højt, at man kunne sejle i gaderne ved Torvet. På Tønder Slot nåede vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport stod vandet tre alen højt.
Oktober – floden 1634
Endnu værre var oktober-floden 1634. Det var natten mellem den 11. og 12. oktober. Indtil om eftermiddagen havde vejret været godt. En storm havde rejst sig fra sydvest. Om aftenen
sprang vinden om i nordvest og voksede til en regulær orkan. Den frygtelige flod spredte elendighed over vestkysten.
De frygtelige elementer omringede boligerne. Hvert øjeblik kunne vandet stige. Taget kunne rives af. Ved sådanne natlige stormfloder var enhver flugt umulig. Højer Kog og hele den lave del af sognet stod under vand.
I Rudbøl var diget så beskadiget, at det ikke mere blev genopført. Der måtte bygges et nyt længere mod øst. De truede huse var prisgivet havet.
Præstegården i Højer mistede 23 demant land. I Tønder stod vandet halvanden alen høj. På bymarken druknede en masse kvæg.
I Ribe Domkirke stod vandet højt på gulvet. På en af domkirkens mure er højvandet markeret.
Mange druknede
Præsten i Døstrup kunne fortælle:
På kirkegården begravede præsten 19 mennesker. I hans præstegård var der heller ikke for hyggelig. Han fortalte, at
–Vandet stod mindst to alen i mit hus i alle stuer, bås og lader.
Præsten i Skærbæk måtte begrave 44 mennesker fra Misthusum. Hele byen var skyllet bort. I Brøns Sogn druknede 21 mennesker. I Rejsby Sogn 50, og i Vester Vedsted 22.
Lidt længere nordpå i Farup Sogn mellem Nipsåens og Kongeåens udløb druknede 295 mennesker.
Strand– forsvundet
Værst gik det dog ud over den flade ø, Strand og de u-inddigede småøer Halligerne nord for Ejdersted. Den blev totalt overskyllet. Med beboerne på Halligerne omkom 6.400 mennesker. 26 kirker forsvandt eller blev hårdt beskadiget. Kun tre af kirkerne blev repareret og igen taget i brug.
Vandet stod ind af 44 huller i digerne. 30 møller, 50.000 dyr og 1.300 huse blev havets bytte. Det nøjagtige tal på katastrofens omfang kendes ikke.
Brev til Hertugen
Nøden var stor efter denne stormflod. Befolkningen sendte et brev til Hertug Frederik på Gottorp:
Spadelandsret
Hertugen besøgte egnen og satte forskellige ting i værk. Han gjorde brug af den ældgamle spadelandsret. Den siger ganske enkelt.
Det betød, at den, som ikke ville bevare
og beskytte sit land, havde fortabt retten til det. Den som tog spaden
op og gik i gang, vandt retten til landet.
Mange stormfloder
I 1660 brød vandet igennem ved Højers havdige. Vandet havde lavet 9 – 10 alen store huller. Ifølge lokale arkiver kom der ingen hjælp. Landbruget måtte overlades til fremmede, som derefter satte digerne i stand. I den gamle kirkebog i Højer kan man læse følgende:
Endvidere har der omkring Mikkelsdag i årene 1698 og 1700 været store ind – og gennembrud i Højers Havdige. Dige-skaderne blev udbedret for en sum af 1.300 mark. Men pengene gik tabt ved nye indbrud i 1701.
Problemerne ved de talrige gennembrud var også, at saltvand ødelagde landbrugsjorden.
Julefloden 1717
Julefloden 1717, samt stormfloderne de følgende år skabte nød og elendighed. Allerede nogle dage før jul i 1717 havde der været en vedholdende blæst fra sydvest. Men den 24. december satte det i med voldsom regn, der varede fra klokken 9 til 14, mens det blæste heftigt. Det var højvande klokken 20. men da det ikke var særlig højt, følte man sig sikker. Klokken 2 om natten skulle det være lavvande.
Men pludselig kom havet tilbage med sådan en kraft, som man aldrig havde oplevet. Vinden sprang fra sydvest til nordvest. Det blev til en frygtelig og vedholdene storm. Allerede klokken 3 stod markerne under vand.
Jorde ødelagt af salt
Man havde knap udbedret disse skader, da en is-flod opstod den 25. februar 1718. Alt land var fyldt af havvand og isen lå hist og her over to meter højt.
Den 31. december 1720 trængte en stormflod der var en til to meter højere end den i 1717 over landet.
I 1721 klager beboerne i Rudbøl over den krigsskat, som de skal betale. De pointerer at deres jorde er ødelagt af saltvand. Desuden er dele af sognet konstant under vand. Frederikskogs
mellem-dige var blevet helt ødelagt. Risikoen for, at der ville trænge mere saltvand til Rudbøl, var stor.
Problemer ved Emmerlev
En stormflod den 11. september 1751 anrettede store ulykker. Denne gang trængte vandet ind mellem Højer og Emmerlev. Tidligere havde en række sandklitter dannet et naturligt værn. Men i tidens løb, var det blevet gennembrudt.
Hele Højer Kog blev oversvømmet. Vandet havde været oppe i to alens højde.
Den 20. januar 1756 trængte havet atter ind mellem Højer og Emmerlev. Højer og Møgeltønder Kog blev oversvømmet. Højer Kogs havdige var i fare.
Et skib oven på diget
Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 opstod der en storm fra sydvest. Den drejede om i nord. Resultatet blev en meget stor stormflod. Også dengang opstod der brud mellem Højer og Emmerlev. De højeste dele af Højer, Emmerlev, Skast og Ballum Sogne lå som øer helt omgivet af vand. I Mjolden druknede tre. I Præstegården stod vandet så højt, at pastor Kochs
datter, som dengang var otte år, sejlede omkring i stuen i hendes seng. Familien søgte tilflugt på loftet.
Dagen efter kunne man konstatere, at diget fra Højer til Rudbøl havde lidt stor skade. En reparation ville koste 5 – 6.000 rthr.
Vandet var steget så højt, at det var gået over diget. Ved Rudbølkogs nordre sluse var et stort skib kommet til at sidde oven på diget.
Et mindre skib var slået i stykker. Floden havde skyllet en del af Emmerlev Klev væk. Et par landejendomme var derved kommet så tæt på skrænten, at de måtte nedrives. Flere gode landejendomme havde fået deres marker dækket af så meget sand og grus, at man tvivlede på, at der nogensinde igen kunne dyrkes noget på markerne.
Store ødelæggelser
I Rudbølkog druknede 100 får. I Højer blev to huse ødelagt af floden. Den ene var Fattighuset. For at redde de fattige og de gamle, der boede der, måtte man ride derhen. Flere plankeværker og porte var ødelagt i Højer. Mange møbler og redskaber var ødelagt og skyllet væk. Vandet var trængt ind i mange huse.
I hele den vestlige del af Højer var brøndene fyldt med saltvand.
På Kiers Gård havde man lukket alle udvendige døre for at der ikke skulle trænge vand ind. Men indgangsdøren var blevet knust og vandet trængte ind i gården.
I et hus, hvor der boede en højgravid kvinde, løb vandet også ind og ødelagde meget. Kvinden fødte næste dag, men mistede sin forstand.
I Randerup omkom tre mennesker. Længere mod syd var ødelæggelserne katastrofale. Præsten Biernatzki har skildret katastrofen i en novelle, der hedder Die Hallig. Han fortæller om en kvinde, som af bølgerne føres på en høstak til det fjerneste værft. Undervejs bragtes en datter til verden.
Frederik den Sjette på besøg
Saltvandet anrettede betydelige skader. Men det var også skyld i sygdomme og dødsfald. I 1825 døde 38 og i 1826 var dødsfaldet oppe på 51 i sognet.
I sommeren 1825 besøgte Kong Frederik den Sjette de hjemsøgte egne. Han landede på den gamle ladeplads. En mindesten blev opsat på diget bag ved Hotel Sylt. Den er dog senere blevet flyttet. Han måtte selv søge tilflugt på Hooge, efter en sommerstormflod.
For at vandet ikke mere skulle løbe ind i Højer Kog, blev der anlagt et dige, som man kaldte Snuromdige. En stormflod omtales også i 1881
Kritisk situation ved Højer Sluse
Den 5. – 6. november 1911 ramte en ny stormflod vestkysten. Bølgerne nåede helt op på kronen af det høje stærke Frederikskog – dige. Situationen ved Højer Sluse var meget kritisk. To løsrevne både blev kastet ind mod diget syd for slusen og lavet huller i det. Snart var hullerne vældig store. Det var kun et spørgsmål om tid, inden vandet ville fosse igennem.
Havdiget holdt
Fra Tønder kom et tog med sandsække som blev lagt i hullerne. Det var et meget vanskeligt arbejde. To broer og flere bygninger ved slusen blev ødelagt. Fra Halligerne flød en masse vraggods i land. Og det lave dige mellem Højer og Emmerlev kunne ikke holde stand. Det blev gennembrudt og vandet nåede helt ind til den højtliggende landevej mellem Højer og Ballum. Redningsbåden fra List bjergede to personer fra en Østersø – kutter.
En båd fra Munkmarsk bjergede en meget forkommen fisker, skipperen var druknet.
Ved Højer Sluse stod vandet natten til mandag 6,60 meter over normal nul. I 1881 var den på 6,30 meter. Havde havdiget ved Frederikskog ikke været så stærk, havde det fået katastrofale følger.
Problemer for ”Badedamperne”
En stærk sydvestenvind drev den 30. august 1923 vandmasserne ind mod kysten. Henimod kl. 16 tiltog vinden i fuld styrke og voksede mellem kl. 17 og 18 til en brølende orkan. Klokken 14 var badedamperen gået planmæssigt ud fra Munkmarsk. Da var havet endnu roligt. Henimod kl. 16 ankom den i storm til Højer. Det var damperen Freya.
Det lykkedes med stort besvær at lægge til. Men de stærke fortøjningspæle knækkede som rådne lægter. Damperen gik ind over anlægsbroen, der allerede stod under vand, og drev nordpå knap 100 meter fra diget. Det var ikke muligt for kaptajn Christiansen at landsætte passagerer. Han stak derfor atter til søs.
De badegæster , der var ankommet med toget til Højer kl. 14.30 gik om bord i den anden damper Frisia. Det viste sig dog snart, at den ikke kunne komme afsted. Her var det umuligt at landsætte passagererne. De stakkels passagerer måtte tilbringe natten om bord på damperen. Først næste morgen kunne den afgå.
Masser af vraggods
Mange fiskebåde og tre motorbåde lå ved foden af diget. Det samme gjaldt flere pramme fra dige-byggeriet ved Klangsbøl. En masse vraggods lå overalt. Inde i Højer var en masse huse blevet ødelagt. Diget holdt og slusens stormporte var blevet lukket i tide.
Freya lå ved Jordsand
Damperen Freya som havde måttet tilbringe hele natten på det åbne hav Den ankom igen om morgenen til Højer Sluse efter en hård og farefuld sejlads. Der var 250 passagerer om bord,
deriblandt 40 børn. Damperen havde kastet anker bag Jordsand, hvor den lå om natten.
19 digearbejdere omkom
Ved Rejsby var 19 dige-arbejdere omkommet. De var i gang med at bygge Christian den Tiendes dige fra Vester Vedsted og syd på. Da stormen kom, standsede arbejdet ved gravemaskinen. Arbejderne søgte hen til deres træbarakker. De lave bygninger ramlede dog snart sammen. Man forsøgte at lave nogle flåder, men de 19 mand nåede aldrig land.
Efter at diget var færdig, blev der i juni 1925 afsløret en mindesten for de 19, der omkom under stormfloden. I sin tale sagde amtmand, lensgreve O.D. Schack:
Katastrofe i Holland
Et digebrud i Holland den 1. februar 1953 forårsagede 2.000 døde. Ved Esbjerg nåede vandet dog kun 2,19 over daglig vande. Efter denne katastrofe iværksatte man flere steder i Europa
forskellige projekter, der skulle gøre det muligt at varsle en stormflod.
Orkanen 1981
Den 24. november 1981 nåede vandet 4.33 meter over normalen ved Esbjerg. Det var den højest registrerede vandstand de sidste 100 år. Esbjerg Havn blev totalt oversvømmet. Mange skove blev alvorlig hærget af orkanen.
December 1999
Vandstanden nåede 3,98 ved Esbjerg, men var betydelig højere ved Højer. Heldigvis kom denne stormflod ved lavvande. Var den kommet sammen med højvande, kunne det have givet væsentlig flere gener.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
–www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 71 artikler fra Højer
– Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 14,-10. – 2021
Dato: maj 3, 2010
Sagnet siger, at Ridder Fleno fra Læk grundlagde byen. Fem stygge adelsmænd plyndrede alt og alle. 13borge og et hav af møller havde byen. I Skt. Knuds Gilde skulle man hævne sine brødre. Borgmester hånede købmændene: ”Penge er deres afgud”. Byen er kendt for de våde varer. Over 200 brænderier var der. 45.000 hyldede Hitler i 1932. Over 3.000 flensborgere mistede livet under 2. verdenskrig.
Mange besøg i Flensborg
Her midt i Flensborg har jeg siddet til ansættelsessamtale. Men hvad jeg ikke vidste var, at for at få jobbet skulle jeg bidrage med en stor pose penge. Det var også her i Flensborg at spritbåden anløb hele fem gange, mens der ombord blev afholdt generalforsamling i Bov IF. Da vi lang om længe gik i land i Kollund
opgave tolderne at tjekke os. Vi kunne næsten ikke holde os oprejst.
Her er det vel på sin plads at nævne, at jeg har været utallige gange i Flensborg i mere ædruelige situationer. Og dengang leverede jeg også kronikker
og debatindlæg i Flensborg Avis.
Sagnet om Flensborg
Ifølge sagnet stammer Flensborgs navn fra den tidlige middelalder, hvor en ridder ved navn Fleno, der var født i Læk slog sig ned her. Han byggede en borg, der blev kaldt Flenos Borg. Han anlagde også en række fiskehytter. Beboerne anerkendte ham som deres herre.
Andre historikere påpeger dog at det tidligere navn på Møllestrømmen i byen, hed Flenså. Måske har der været anlagt en borg ved åen Flenså. Flensborg kan da være omskrivningen af Flenså – borg.
De fem stygge adelsmænd
På et meget tidlig tidspunkt blev Flensborg ejet af fem adelsmænd. Når beboerne drev deres kvæg ud på markerne uden for deres gårde og haver, tog adelsmændene det fra dem. Kom der rejsende udefra for at handle med beboerne eller rejste de hjem igen, blev de overfaldt af adelsmændene
For at frigøre sig fra adelsmændenes undertrykkelse, skal kongen have ført forhandlinger med dem og frikøbt beboerne med 24.000 mark i rent sølv. Adelsmændene skulle have boet ved Koppenbarg, Hoenborg, Blackmølle, Edbo og Flensbæk.
Skriftlige kilder fra 1200
Flensborg den store by ved grænsen har for længst fejret 725 år. Det har og er en betydelig indflydelsesrig by. Den har gang på gang markeret sig i Danmarks – historien.
Det mystiske er, at byen ikke bliver nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Men der nævnes, at der skal betales told, når man kommer fra de omkringliggende områder Vis og Husby Herreder. I 1240 udsendte Hertug Abel et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster mens han opholdt sig i Flensborg.
Og Kong Knud, den danske konge meddelte omkring 1200, at han skulle besøge sine gildebrødre. Det må have været Skt. Knuds gildebrødre i Flensborg.
I Rostocks rådhusbog nævnes flere indbyggere fra Flensborg. Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigst handelsmetropol.
Flensborgs 13 borge
Ca. 13 borge har det været i byen. Ikke alle har været forsynet med tårne. De fleste var store gårde eller herresæder omgivet af volde. På en høj mod nordøst i nærheden af Skt. Hans Kirken har det ligget en borg fra det 11. eller 13. århundrede. Muligvis har det været en befæstet forsvarsgård. En adelsmand skal der på landsfaderens befaling have oprettet et toldsted i lavningen ved hovedvejen mod Angel. I året 1248 ødelagde Erik Plovpenning borgen ved Skt. Hans, som dengang tilhørte hans bror, Abel, der var hertug.
En anden borg i nærheden er aldrig blevet udforsket. I Lille Tåstrup nær Synderup lå et adeligt herresæde, der blev kaldt Kobberbarg.
I udkanten af byens sydlige del i nærheden af det tidligere gods Jægerslyst ved Langbergvej lå herresædet Hoenbarg. Måske blev det ejet af ridder Thies. I
det område, der i dag hedder Feldmühle lå også et herresæde. Borgen Blakes Mølle blev ejet af ridder Henning. Ifølge overleveringerne har han krævet told på den sydlige vej, den der gik til Husum. Man regner også med at han overfaldt rejsende købmænd og stjal deres ejendele.
I Marie – skoven lå forsvarsgården Eddebo. I flere generationer blev den ejet af familien Jul. Samme familie ejede herresædet Flenstoft. Det var her, hvor Duborg senere blev opført.
I Ramsherred som dannede den nordlige bygrænse, har der ligget en borg ved Laksebækken. Og der også tale om en borg som lå i Klues og opført 1345. Den blev kaldt det niege Hus (det nye hus). Måske har landsbyen Nyhus fået navn efter denne borg.
De mange skibsbyggere
Siden år 1200 har der været skibsbyggere i byen. Desværre mangler de første 20 bind af byens rådsprotokoller, så man kan ikke med sikkerhed fastslå de første skibsbyggere. Ifølge gildelisterne kan man finde frem til et par stykker omkring 1450 – 1484.
Indtil 1872 hvor Flensborg Skibsværft (FSG) blev grundlagt, har der eksisteret 90 skibsbyggere i byen. Det første skib fra det nye værft hed Doris Brodersen.
Værftspladserne som lå ved havnen, var i det 18. og 19. århundrede placeret på den østlige side mellem Ballastbroen i nord og Mai (Plankemai) og på vest-bredden mellem Kompagniporten og Nørreport.
Værfterne var af forskellig størrelse. Således kunne Christian Carl Bøtther omkring 1780 bygge seks skibe samtidig. Fra 1766 til 1786 blev der på Flensborgs
værfter bygget 143 skibe. I alt er der vel bygget skibe med et fire eller femcifret tal i Flensborg i tidens løb.
Bylov fra 1284
Fjordbyen voksede – også i betydning. Den 16. august 1284 gav den sønderjyske hertug Valdemar Erikssøn Flensborg en detaljeret by-lov. Det var vigtigt, at holde byens borgere i faste rammer. By-loven regulerede nemlig også salg af øl og vin. Badestuerne skulle bruges på bestemte dage af mænd og kvinder.
Men det hele gik efterhånden lidt over gevind. Derfor måtte der også reguleres på, hvor mange man indbød til diverse fester. I 1321 måtte der ikke inviteres flere end 60 mand med til et bryllup.
Tidlig handel
I 1360 nævnes et skib fra Flensborg. Købmændene sejlede til Riga og derfra videre til Rostock. I løbet af 1400 og 1500 tallet stiger handelen med det vesteuropæiske marked. En stor eksport af okse forekommer også. Der blev importeret klæde, humle, øl og kramgods. Men også på landjorden var der livlig trafik. Her var forbindelser til Hamborg, Bremen, Kampen, Zwolle og Amsterdam. Også en stigende handel med Amsterdam opstod.
Skt. Knuds Gildet
Skt. Knuds Gildet fik stor indflydelse. Man måtte ikke angive en broder. Og blev en dræbt af en ikke – gildebror, ja så skulle man hævne det. Hvis en bror
dræbte en, skulle man hjælpe ham til at flytte, ved at tilbyde en hest eller en båd.
Hvis en bror blev fanget, skulle man forsøge at frikøbe ham.
Skt. Jørgens Hospital
I 1508 var der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde. Fra år 1400 til år 1600 blev indbyggertallet dog fordoblet.
Allerede i 1500 tallet omtales en savmølle mellem Lautrupbæk-dalens høje skrænter. Møllens første ejer var Sct. Jørgens Hospital. Efter reformationen blev det kaldt Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet tilhørte vandmøllen private ejere. Men i næsten 100 år frem til 1890 tilhøret møllen, familien Lautrup.
De mange møller
Byen havde på et tidspunkt 15 vindmøller og en række vandmøller. Møllernes historie i Flensborg begynder allerede omkring 1128. Senere var langt de fleste vindmøller placeret i en ring om byen på de mange bakker. Vandmøllerne derimod lå ved bækkerne, som løb ned i dalen.
Møllerne blev brugt til at male korn, som olie -, slibe – krudt -, gryn – , sav – og papir-møller. I 1848 eksisterede 20 oliemøller. Byens ældste mølle lå i Angelbogade. I 1128 blev den ejet af nogle adelsmænd og fungerede som vandmølle. Den brændte i 1919.
Foran Nørreport lå en krudtmølle, der i 1627 blev ødelagt af fjendtlige soldater. Omkring Møllegade 22 – 24 fik Heinrich Rantzau i 1587 lov til at bygge en mølle. Det var antagelig Flensborgs første vindmølle.
55 forskellige håndværk
Da den højt beliggende Jørgensby blev indlemmet i Flensborg by valgte man på det historiske sted at opføre en ny sognekirke.Det gamle Sct. Jørgens kvarter
var præget af små kaptajnshuse.
Store handelshuse opstod. Mange store handelsmænd dominerede både eksporten og importen. De flensborgske købmænd skaffede sig kapital. Ved middelalderens slutning var der omkring 55 forskellige håndværk repræsenteret i byen.
Mod nordvest lå oppe på højderne borgen Duborg . Nede i byen lå den nu forsvundne Skt. Gertrud, Mariekirke, Skt. Nikolaikirke og den gamle Skt. Hans Kirke.
Langs byens lange gade skød gavlhuse op. På Søndertorv kan de endnu beskues. Et stort antal gejstlige holdt til i byen. Et stort antal dragere sørgede for transporten til skibene.
Hvalfangst
De første hvalfangerbåde fra Flensborg blev udsendt i 1719. En kreds af flensborgske købmænd dannede i 1749 selskabet Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet.
Et opsving oplevede man uden for Grønland i 1817. Sælfangsten spillede en stadig større rolle. På et tidspunkt skulle man dog op på en fangst på 2.000 sæler for at det var lønsomt. Hvalfangsten bragte rigdom til mange, så længe den varede. Det var ikke kun til hvalfangerne men også til industrien. Tranen var det vigtigste produkt, som udvandtes af hvalen
.På grund af brandfaren kunne der ikke på skibene koges olie af fangne hvalers kød og ben, så længe skibene bestod af træ. Spækket og kødet af hvalerne blev skrabet af skroget og læsset i kæmpestore tønder. Den videre forarbejdning fandt sted i trankogerier i land. Et sådant kogeri var placeret i nærheden af Nørreport.
Den frygtlige stank, som udbredtes herfra, førte til mange klager.
Bødkerne
Bødkerne fik stor betydning for Flensborg. Bødkernes produkter var uundværlige. Bødkertønder blev anvendt til indpakning, opbevaring og transport af næsten alt, både faste og flydende varer. I 1847 talte Flensborg 37 bødkere.
Et hvalfangerkompagni brugte uorganiserede bødkere. Det var ikke særlig populært.
Byens store vinhandlere havde ansat deres egne bødkere og kypere. Bødker-mesternes vedtægter går helt tilbage til 1488.
Kongebesøg
Det var en stor dag, den 17. juni 1767. Allerede fra morgenstunden var vimpler og flag hejst i havnen. Fra Slotsbjerget var der kanonsalut. Kong Christian den Syvende ville ankomme. Om eftermiddagen ved 14 – tiden red borgerskabets velklædte Frederiksgarde med standart pauker og trompeter samt postmester Petersen med 12 postilloner ud mod Nyhus og Bov for allernådigst at modtage Hans Kongelige Majestæt der.
Hans Kongelige Majestæt behagede dernæst at drage ind i hans excellence, gehejmeråd og amtmand von Holsteins hotel. Her hilste kongen på byens fornemste borgere.
Herefter behagede det Hans Kongelige Majestæt hen mod klokken 9 at spise ved offentligt taffel, hvor der befandt sig en masse høje personer.
Næste dag behagede det Hans Kongelige Majestæt at spadsere nede ved vandet langs haverne indtil blegdammen. Klokken 2 behagede det Majestæten
at gå ombord på en chalup under opsyn kommandør Hr. Huusmann.
Ved 1 – tiden vendte Hans Majestæt fornøjet tilbage. Stadsmusikus hr. Timmermann underholdt nu til en taffel.
Ved 3 – tiden var der afgang til Slesvig. Atter red Kongelig Postmester Petersen foran 12 blæsende postilloner foran Frederiksgarden.
Masser af handel
I 1775 udsendte det såkaldte Commerce- kollegium i København en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten
for at berette om, hvordan det stod til med handel og industri:
I rapporten nævnes derefter de vigtigste handelsfirmaer. Becker slutter rapporten:
Rigeste og vigtigste by
I 1776 skrev præsten J.N. Wilse, da han kom gennem Flensborg:
En rejsebogsforfatter Carl Gottlob Küttner skrev i et brev i 1788:
I 1769 boede der i byen 6.842. Dette tal voksede i 1803 til 10.666. Dette tal indeholdt dog ikke den store arbejder – og daglejerbefolkning i de såkaldte Hulveje og andre byområder, som ikke hørte til forvaltningen.
Der var masser af pendlere til byen. Og der var efterspørgsel efter arbejdskraft. Man regnede med 15.000 indbyggere. Dermed var det absolut den største provinsby i Slesvig – Holsten.
Lodser med høj hat
I en forordning fra 1785 blev det pålagt lodserne at markere søvejen til Flensborgs yder – og inderfjord. Det var egentlig en sag, der hørte under lodserne på Kegnæs. De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.
Inderfjordens afmærkning skulle lodserne i Flensborg selv tage sig af. Betalingen herfor var de såkaldte Priggen-penge. Og det var skipperne, der måtte betale. Tolderne opkrævede et gebyr.
I øvrigt kunne man ikke leve af lodsarbejdet. Man måtte ved siden af drive fiskeri. Kom der et skib med lodsflag, klædte man sig hurtigt om til sort bowlerhat, mørkeblåt landgangstøj og bredt sort slips. Så var det ellers bare derud med en lille fiskerbåd.
Kegnæs – lodserne havde det fortrin, at de fra en 15 meter høj klint kunne afsøge havet med kikkert, så de kunne først få fat i skibene. Den bedste lodsfragt fik man af ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris ind til Ris-møllen i Flensborg.
Masser af tobaksfabrikker
Skibstrafikken tog til. Ofte var skibene undervejs i mere end et år. Et sjældent alsidigt næringsliv prægede Flensborg. Brændevinsbrændingen ernærede mindst 150 familier og 300 arbejdere. Byen kunne opfede 4.000 stk. hornkvæg og lige så mange svin med det næringsrige affald – spøl.
I 1797 var der 320 mestre og 1.067 svende samt 532 drenge. Og så var der hele 40 tobaksfabrikker, to stivelsesfabrikker, sæbe-syderi, tre farverier, geneverfabrik, eddikebryggeri, tranbrænderi, garverier, sejldugsfabrik, syv reberbaner og papirmølle. Dertil kom tre betydelige skibsværfter og store korn – og oliemøller. I 1790 regnede man med 100 detailhandelsforretninger i byen.
Oprør i 1795
Huspriserne blev fordoblet på få år. Fra 1795 tillod bystyret anlæggelse af en ny bydel i Nystaden uden for Nørreport. Her blev på kort tid opført mange købmandsgårde.
Men i 1795 protesterede skibstømrere og daglejere mod de høje priser. Magistraten blev bange og skaffede militærforstærkning .
Man henstillede til købmændene kun at sælge til de lokale forbrugere til nedsat pris. Uroen blev afsluttet med arrestationer. Ti personer blev idømt fra 1 – 10 års fængsel. Regeringen udsendte forbud mod nye oprør, sammenrotning, opstand og forføriske skrifter.
Store sociale modsætninger opstod efterhånden i fjordbyen.
Penge er deres afgud
I 1805 hånede byens borgmester Thor Straten de handlende som pengestolte:
Tysk og sønderjysk
Egentlig var Flensborg en tysksproget by. Kirke. Skole og embedsmænd talte tysk. De fleste blade var på tysk. Men pastor Wilse skrev efter sit besøg i 1776:
Fra det dansktalende opland kom der arbejder til, og ved havnen var der nordiske søfolk. De handlende talte med det dansktalende bønder i Nord – og Mellem-Slesvig. I annoncer søgte man efter medarbejdere, der også beherskede dansk.
Borgmesteren håner igen
Det franske var moderne hos de rige Borgmester Thor Straten fortsatte sin nedladende holdning over for købmændene. I 1805 skrev han:
På promenade
Ud til vandet for enden af de største købmandsgårde på Holm var alléen Sønder og Nørre Gårdsender borgerskabets mest populære promenadested. Mathias Lunding skrev i 1787 i sin dagbog:
Masser af kultur
Allerede i 1776 var der lys ved brøndene og på byens pladser. Det betød, at borgerskabet kunne gå ud om aftenen. Og skuespillere besøgte det begejstrede borgerskab. Således blev der der indrettet en særlig teaterbygning i gården bag rådhuset. Her var der plads til 800 tilskuere.
Læseselskaber og læsebiblioteker blev også en succes. Omkring 1790 havde byen hele tre ugeblade.
Nyt udflugtsmål: “Ostseebad”
I 1850erne var gasværket blevet oprettet og den første jernbane takket være engelsk kapital var kommet til byen. Efter den preussiske sejr over Østrig blev Slesvig – Holsten i 1867 endelig forenet til en preussisk provins.
Flensborg omstillede sig til den nye situation. Takket være den tyske toldunion åbnede der sig nye markeder.
Sejlskibenes tid var omme. Men positionen som søfartsby var ikke omme. I 1873 var der stadig 11 dampskibe og 35 sejlskibe i byen. I 1903 var der hele 91 dampskibe.
“Ostseebad” nord for byen fungerede som rekreativt udflugtsmål for flensborgerne.
De våde varer i Flensborg
Jernstøberierne udviklede sig til maskinfabrikker og valseværker. Papirmøllen og uldvare-fabrikken blev løbende moderniseret og udvidet. Bryggerier, læderproduktion og rebslageriet havde fremgang.
Rom – og snapsbrænderierne blev til mærkevarer. Flensborg udviklede sig til en rom – by.
Ris-møllen og Palmeoliefabrikken var afhængige af importerede råvarer. Den store industrialisering i Flensborg havde dog også sin pris. En del håndværksvirksomheder blev fortrængt af billig industriproduktion.
Allerede i 1600 tallet havde Flensborg stor udskibning af øl, vin og brændevin til Sverige. Denne eksport skulle efterhånden nå astronomiske højder.
To grunde var det til denne succes, dels den store handelsflåde og det faktum, at det i Flensborgs grundvand var meget mineralholdigt.
I begyndelsen var romproduktionen afhængig af sukker. Og den fik man fra De Vestindiske Øer. På St. Croix kendtes kun en måde at producere rom på, nemlig destillation af gæret saft fra de tropiske sukkerrør. Nu laves rommen oftest af den melasse, der er et biprodukt fra rørsukkerproduktionen.
I 1700 tallet voksede tallet på romfabrikanter i Flensborg til det næsten uoverskuelige.
Omkring år 1800 talte man om 200 firmaer, der fremstillede de våde varer i byen. Afsætningen ikke mindst til Norge, var stor. Efter 1814 var det dog anderledes. Afsætningen svigtede og konkurrencen blev større. I 1847 var der 60 brænderier tilbage, I 1884 blev der dog kun registreret 5 dampbrænderier, som tilsammen dagligt producerede 4.500 liter ren alkohol og 4.500 pund gær.
Som råvarer blev der produceret 200 tønder korn på byens møller. Og af affaldet kunne der opfedes 1.000 stk. hornkvæg i byen.
Christiansen – en matador
En af de store bryggeriejere var C.C. Christiansen. Efter 1864 var han med til at grundlægge Flensborg Aktiebryggeri, valsemølle og skibsværft. Sammen med andre investorer købte han den store Kobbermølle ved Kruså. Christiansen tog ofte over på vestkysten og opkøbte et stort antal kvæg. Han var en af Flensborgs store matadorer.
I 1846 var idyllen ved at blegne. I Kobbermølleskoven var der ikke mere plads til Røverkulen.
Kongen var upopulær uden for Flensborg
I Flensborg kunne kongen stadig mærke opbakning. Men tog han væk fra byen blev det pebet af ham. Modsætningerne blev endnu mere mærkbar. Disse modsætninger endte som vi alle ved i krigen 1848 – 1851. Frem til slaget ved Bov den 9. april var Slesvig – Holstenerne de store.
Og ifølge min gode ven tidligere redaktør af Jydske – Aabenraa, Per Borregaard burde Isted – Løven stå på Bov Bakke og kigge ned på Flensborg. Den burde ikke leveres tilbage til Flensborg.
Den 12. november 1872 blev Flensborg Fjord ramt af en tre meter høj stormflod. Store dele af byen blev oversvømmet.
Indtil 1864 var Flensborg Danmarks tredje største by. Kun København og Altona var større. I 1879 overskred indbyggertallet 30.000. I 1891 var man oppe på 50.000. Og i 1910 havde man for længst passeret 60.000. Omkring 1900 blev Flensborg overhalet af Århus.
En kæmpe udvikling
I Flensborg var der indført en hestebane mellem Skt. Hans kvarteret og det nordlige industrikvarter. I 1907 blev de erstattet af elektriske sporveje, der allerede i 1907 førte til glas-fabrikken, Frueskov og sø-officer-skolen Mørvig.
Nord – syd- jernbanen, der havde eksisteret siden 1864 blev suppleret med en række mindre jernbaner. Også landevejene blev udbygget. En del af forstæderne blev indlemmet i byen. Store sociale problemer eksisterede i arbejderkvarterne. Bebyggelsen bredte sig i hast ud over bymarken,
Allerede i 1879 blev Flensborgs første arbejderbyggeforening grundlagt. Rester af dette kan stadig findes i Bjerggade, på Duborg Banke og Harreslev-gade.
Den højere middelklasse etablerede sig ved Mathilde – Dorthea – og Vanggade. Her blev opført pragtfulde etagebyggerier. Den gamle bydel begyndte at ændre sig.
Den historiske byggeskik med pragtfulde facader og nøgne baggårde og brandmure mødte kritik. Man indførte begrebet “Heimatschutz” Dette begreb kan vel oversættes til bedre byggeskik.
Den danske Kirkes problemer
Helt til 1921 var der i en periode på 350 år regelmæssig dansk gudstjeneste i Flensborg. Fra 1668 skulle de danske gudstjenester foregå i Helligåndskirken.
Kirkelige handlinger som som dåb, vielser og begravelser foregik i nabokirkerne.
I 1803 skrev pastor Wedel efter et besøg
Efter 1814 gik det tilbage for byen. Tilslutningen til den danske kirke faldt. Flensborg By og Helligklosteret skulle betale for de danske gudstjenester. Man spurgte om det kunne betale sig, at holde den danske kirke ved lige. Da den danske præst fik embede i Bov, overvejede Magistraten at lukke Helligåndskirken.
Kirkeadministration afviste og en præst blev ansat. Men det blev ikke bedre, præsten blev syg. Bladet Danevirke tog sagen op. De mente, at kongen skulle ansætte præsten. Pludselig var den danske gudstjeneste blev en del af sprogkampen.
Kong Christian den Ottende ville have at en præst skulle ansættes med løntilskud. Endvidere skulle kirken restaureres. Menigheden fik også sin egen skole.
Den fik hele 500 elever og menigheden voksede til 3.000 personer. Nu foregik de kirkelige handlinger også på dansk. Flensborgs præster gik til modangreb. De påstod, at kirken havde politiske mål.
Og gennem årene var det meget ballade om den danske kirke.
Første verdenskrig
Anlæggelsen af flådestationen i Mørvig var et vigtigt led i Flensborgs dynamiske vækst i kejsertiden. Desværre satte første verdenskrig en brat stopper for Flensborgs udvikling
Den 28. juni 1914 var Flensborgs befolkning inviteret til fest på Østersøbad. Anledningen var 50 års dagen for slaget ved Dybbøl. Man sluttede med marchmusik og fyrværkeri. Midt i festen indtraf dog nyheden om det østrigske tronfølgerpar var var blevet myrdet i Sarajevo.
Den 30. juli indkaldte fem kanonskud matroserne i Mürwik (Mørvig) til omgående at vende tilbage til kasernen og deres skibe. Alle myndigheder og private personer blev underlagt den kommanderende generals befaling.
Den 1. august ved 18 – tiden bredte nyheden sig, at mobiliseringen var blevet beordret. Kort tid efter kimede kirkeklokkerne i byen. Ingen var i tvivl, der var krig. På grund af englændernes blokade kunne følgerne snart mærkes i Flensborg. Byen oprettede forsørgelses -, fordelings – og kontrolsteder.
Folkekøkkener blev indrettet for de fattigste i byen. Det danske partis leder blev for en periode sat i fængsel og på Flensborg Avis blev der indført streng censur.
Revolution
I starten af 1918 kom revolutionen til Flensborg. Marinesoldaterne på Mørvig havde fået nys om deres kollegaers mytteri i Kiel. Et soldaterråd med 21 mand blev valgt.
“Speckdänen”
Afstemningsområdet blev efter krigen forsynet med fødevarer fra Danmark. Det gav grobund for udtrykket “Speckdänen” Man mente, at nogle kun stemte på Danmark af materielle grunde.
I Flensborg stemte 75,2 pct. for Tyskland. I hele afstemningszonen var resultatet 80 pct. tyske stemmer. Det betød at grænsen blev trukket lige nord for Flensborg. Tyske tropper var rykket ind på kasernen i Duborg.
Genforeningsglæden i Flensborg var stor men sorgen over afståelsen af Nordslesvig var endnu større. Tabet af dette marked ville gøre ondt. Grænsehandelen blev en vigtig indtægtskilde for Flensborg. Til gengæld var grænsehandelen til stor gene for erhvervslivet nord for grænsen. De kunne ikke hamle op med de tyske priser. Men den tyske valutareform i november 1923 satte en brat ende for dette eventyr.
Anlæggelse af en frihavn og specielle tilskud skulle gøre Flensborg konkurrencedygtig. Men inflationen satte en stopper for dette. Således kostede et rugbrød i september 1923 hele 3 millioner mark. En masse penge blev tilført Flensborg. Men genopbygningen af økonomien skete kun langsom.
Stor opbakning til Hitler
Antallet af arbejdsløse i byen steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere Adolf Hitler. Det var hans første og eneste besøg i Flensborg.
Ved rigsdagsvalget i 1932 var Slesvig – Holsten den første og eneste valgkreds, hvor NSDAP opnåede absolut flertal. Af indenrigsminister Hermann Göring
blev Flensborg udnævnt til Notstandsgebiet. Tabet af Nordslesvig kunne man ikke komme sig over.
Nazisterne kupper sig til magten
Protester og modstand fra befolkningen blev kvalt, fordi folk blev skræmt forfulgt og udsat for terror fra statens side. I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og socialdemokraterne blev udstødt af byrådet Dermed var banen sikret for NSDAP.
De nationalsocialistiske overborgmestre Dr. Wilhelm Sievers (1933 – 1936) og Ernst Kracht (1936 – 1945) afgjorde nu sammen med NS – kredsledelsen alene byens skæbne.
Væk med dem, der var anderledes
Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.
Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte, deporteret til koncentrationslejre og myrdet. Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, homoseksuelle, Jehovas Vidner, romaer og mange flere.
På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne. Da anden verdenskrig begynder bliver levnedsmidler og forbrugsgoder rationeret. Luftangreb raser over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber bliver kastet ned over byen.
Den sidste regering i Flensborg
En masse tvangsarbejdere er kommet til byen. De er indkvarteret i kasserne-lignende lejre. I oktober 1944 indkaldtes alle 16 til 60 årige mænd i Flensborg
som i det øvrige Tyskland til Volkssturm.
Da østfronten langsom brød sammen, kom 40.000 flygtninge til byen enten af søvejen eller gående. Skoler og forsamlingshuse blev brugt til indkvartering. 2.000 KZ – fangere blev i krigens sidste dage overført til Flensborg som politiske gidsler.
Den sidste tyske regering under krigen under ledelse af Döniz befandt sig fra den 3. maj på marinesportsskolen Mørwig.
Talrige ledende nazister kom til Flensborg, hvor de skaffede sig falske papirer. Mange af disse levede i årtier under falsk identitet. Og de fik arbejde i den tyske administration.
Store tab under krigen
Byen lige syd for grænsen led også på andre områder. Således kostede krigen livet for 2.896 soldater, 176 bombeofre og 300 forfulgte flensborgere. Hertil kom 119 besætningsmedlemmer på allierede fly, der blev skudt ned eller styrtede ned over byen.
Under britisk tilsyn blev byens forvaltning nyordnet. Den dansksindede I.C. Møller blev overborgmester. Men lidelserne for Flensborg var ikke over. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.
Masser af arbejdsløse
Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i byen. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev der ydet for at integrere de tilbageværende flygtninge og hjemstavns – fordrevne. Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.
Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss opretter en afdeling. Det samme gør en række andre afdelinger. I 1963 er arbejdsløsheden under 2 pct. Der hentes ekstra arbejdskraft fra Grækenland, Jugoslavien og Tyrkiet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3. – 01. 2022
Dato: april 5, 2010
Det var folk fra Dragør, der fik kongelig privilegium til at lodse skibe gennem Øresund. Men mange brød dette privilegium. Og det var ikke altid at lodserne fik løn. Uautoriserede lodser fik skibene på grund. Man kæmpede både mod færgemændene fra Helsingør og svenske lodser. Og så var der en lods, der blev bange. Han syntes, at de skib, han skulle lodse, var for stort.
Kongelig privilegium
Ved kongelig resolution af 8. marts 1684, gav Christian den Femte Dragør – lodserne privilegium på lodsning gennem Drogden. Det har ganske givet været lodser før den tid i det travle farvand. Det var især i den sydlige del et vanskeligt farvand at færdes i. Mange forlis og grundstødninger vidnede om de vanskelige forhold.
Hjælpemidler
Søfolkene brugte håndloddet og kompasset, som ved middelalderens slutning havde vundet indpas. Først i slutningen af 1500tallet fik man egentlige søkort. Gennem 16 – og 1700tallet blev der foretaget opmålinger af de danske farvande. Nu var det heller ikke alle søfolk, der kunne få lov til at bruge disse kort, som slet ikke har dagens standard.
Allerede i 1520erne begyndte man at udlægge søtønder.
Den skånske krig
Under Den Skånske krig 1675 – 1679 hører man officielt første gang om Dragør – lodser Ja seks lodser fik til opgave at bjerge et tabt anker. Det fik de 10 rigsdaler for, samt fritagelse for udskrivninger til transporter og andre pligtarbejder i kongens tjeneste.
Det var disse seks lodser, der fik kongeligt privilegium. Men Dragør lodserne var aktive under slaget i Køge Bugt.
Ussel løn
Fra 1679 fik lodserne en årsløn. Men det var nu ikke en kanon – løn. Den svarede til, hvad en styrmand i orlogsflåden tjente på en måned – nemlig 14 rigsdaler.
I 1699 henvendte lodserne sig til admiralitet for at få bekræfte privilegiet. Men fra 1701 udeblev lønudbetalingerne.
De unge måtte ikke
I 1705 ville de gamle lodser i Dragør ikke tillade at de unge fik mulighed for at lodse. Der blev klaget til Admiralitetet. Her foreslog man en eksamen. Men denne kom først i gang i 1740, da overlodsen skulle eksaminere de Dragør – folk, som ønskede at blive lodser. I 1760 var det den stedlige lodsoldermand, der overtog denne funktion.
Falske lodser
I 1709 havde mange lodser gjort tjeneste på floden i forbindelse med Den Store Nordiske Krig. Først i 1735 fik man en ordentlig aflønningsform.
Men det kneb med at få bekræftet privilegierne. Mange Dragør – fiskere og søfolk, der ikke var en del af lodserne, så deres snit til at tjene lidt ekstra under foregivende, at de var lodser.
Fem dobling af lønnen
I 1741 fik de 12 gamle lodser 6 rigsdaler om måneden i fast gage. Det var mere end en femdobling af lønnen. De 12 unge lodser fik løn som flådens matroser nemlig 44 rigsdaler og 4 mark årligt.
Samtidig gav en kongelig resolution af 24. april 1741 yderligere 24 lodser frihed til at have væv i deres hus. Desværre stillede man i 1747 spørgsmålet om, hvad man fik ud af alle de penge man gav til lodserne i Dragør. Man vendte tilbage til en årlig løn på 14 rigsdaler.
Det var en dårlig løn. Og lodserne brugte deres egne både.
Orlogsskibe på grund
I 1758 satte tre lodser nogle orlogsskibe på grund ved Saltholm. De blev alle kendt skyldige og fradømt deres rettigheder til at lodse.
Omorganisering
I 1760 skete der en omorganisering. Overlodsen, der fra starten fik Dragør Lodseri under sig, blev nu også underlagt lodseriet i Dvalegrunden. Senere blev arbejdsområderne udvidet endnu mere. I 1775 blev lodseriet i Helsingør og på Ise-fjorden lagt under ham. Ja også det senere oprettede lodseri i København
kom under ham.
Ulykke forudsagt af englændere
I 1765 skete der en ulykke. Lods Peter Andersen Tysk druknede under dramatiske omstændigheder. En engelsk tremaster med en dybdegang på 15 fod var kommet sejlende syd fra og syd for Dragør, havde man signaliseret efter en lods.
Englænderne ville dog kun betale 15 mark, og det for lidt for en båd af denne størrelse. Lodserne ville ikke godkende beløbet, og skipperen ønskede derefter ikke en lods. Fra skibets side. Da de to lodser gik fra borde
Efterfølgende kunne kun den ene af lodserne bjærges i live. Man mente hos lodserne at hændelsen var sket i ondskab. Fra admiralitetets side udbad man sig
om sømandskab fra alle parter.
Mange sparede lodsen væk
Mange skippere anmodede om lods samtidig, for at spare penge. Andre som sparede lodsen og gik på grund anførte løgnagtig, at de ikke kunne få nogen lods.
Konkurrence fra Helsingør
I 1778 kom der endda konkurrence fra Færgemandslavet i Helsingør. De oprettede Helsingør Lodseri. Og de førte bådene ind på Dragør – lodsernes enemærke. Tænk, de lå med deres joller syd for Dragør parat til at tage imod de sydfra kommende skibe og føre dem nordpå.
Stiftamtmanden fik pålæg om, at informere Helsingørs færgemænd samt fiskerne langs kysten om Dragør – lodsernes rettighederne. Men færgemændene fra Helsingør rettede sig dog ikke efter disse advarsler.
En hollandsk skipper havde klaget over, at han ikke kun få lods fra Helsingør. Problemet var, at de alle lå syd for Dragør. Efter mange forhandlinger og forviklinger blev Dragør – lodsernes rettigheder atter engang bekræftet.
Karakterbog over lodserne
Nu var det godt nok ikke alle lodser, der var lige gode. Det fremgår blandt andet af lodsoldermændenes status over de enkelte lodsers opførelse i det forgangne ord. I nytårslisten over Dragørs lodser i 1781, hvor kyndighed og øvrige opførsel bedømmes.
Anders Clemmensen er en god lods som i sin tjeneste forsigtig og påpasselig, samt temmelig ordentlig i sin opførsel.
”Karakterbogen” fra 1781 omfatter i alt 12 lodser og 6 reservelodser.
Fast gage forsvinder
Fra 1816 bortfaldt den faste gage. I stedet blev der betalt for de foretagende lodsninger, beregnet efter Helsingør – lodsernes takster. Først i 1831 indførtes faste takster ved Dragør Lodseri.
Manglende disciplin og drikfældighed
En klage fra en søofficer beskrev lodserne som uhøflige, desuden manglede de militær disciplin. Problemet var, at lodserne blev taget fra en folkeklasse som matroser og fiskere. Som det tidligere er nævnt kneb det måske også med ædrueligheden hos nogle.
Således måtte lodsen Theis Petersen Palm indfinde sig hos overlodsen ej så ædru som han burde være. Beretningen lyder som følge:
Overlodsen berettede endvidere, at det ikke var første gang, at lodsen var beruset, når han havde været inde hos ham.
En fransk fregat blev senere sat på grund på grund af denne lods fuldskab. I 1820erne og i 1830erne blev en del lodser afskediget på grund af fuldskab. Ak ja. Man kunne også være noget slagfærdig af sig eller ikke af et muntert væsen.
Skibet var for stort
Nu var det ikke altid lige let at være lods. Således blev Jens Præst i 1782 kaldt til København, hvor han skulle føre den store ostindiefarer Kronborg, der stak 21 fod til Helsingør. Den 2. februar om aftenen var han gået ombord, men den efterfølgende dag gik han igen hjem til Dragør. Her havde han opholdt sig et par dage, hvorefter han igen var gået til København. Men på grund af svaghed måtte han afløses af en anden lods.
Oldermanden måtte undersøge sagen. Jens Præst var ikke mere svag, end han kunne gå hjem til Dragør igen. Da han kom hjem havde han stillet sig rasende an, så hans venner måtte holde vagt over ham i to nætter.
Oldermanden konkluderede:
Alvorlig ulykke
Jens Præst fik ikke en lang karriere som lods. Han forulykkede den 5. december 1805. Den 10. december kunne man i avisen læse følgende: Hollænderbyen den 8. december
Noget af skibets tækkelage havde grebet fast om jollens mast, således at denne var kæntret. Fra skibets side blev det forklaret, at det blæste så meget, at de ikke kunne yde hjælp. Oldermanden mente dog, at de havde kunnet kaste et anker og sætte en jolle i vandet, så man kunne bjerge nogen, da de fleste godt kunne
svømme. Nu havde skibet bare fortsat uden at man rigtig vidste, hvor ulykken var forgået.
Hjælp familien
Overlodsen lod i oldermand Præsts navn indrykke en annonce i Dagen. Heri redegjorde han for ulykken, ledsaget af en opfordring til at yde bidrag til de forulykkede efterladte:
I travle perioder var der hverken lodser eller skibe til rådighed. Så måtte oldermanden have fat i pensionerede lodser eller såkaldte sjovere. Sidstnævnte var fiskere eller søfolk i Dragør.
Lodserne kunne ikke følge med
Mange lodser klagede også over skipperne. De fortsatte med fulde sejl, så lodserne ikke havde mulighed for at nå dem.
Pirat – lodser
De ulovlige lodserier fortsatte. Man enedes om at lodsbådene skulle have en rød stribe på deres sejl. Problemet var bare at ofte skulle man leje både til lodsningen. Og farven ville ikke binde på de helt hvide sejl.
I 1799 dikterede Admiralitetet derfor, at lodserne udvortes skulle bruge et tegn som bevis for, at man virkelige var rigtige lodser. Det pågældende år var tre skibe sat på grund af foregivne lodser.
Ikke alle lodser efterkom ordren Men der var stadig pirater. En af disse var Jens Hansen Snedker. Han var blevet ansat som lods, men i 1822 dømt uværdig som lods. I de følgende år foretog han utallige lodsninger uden oldermandens tilladelse. I 1824 havde han anskaffet sig et ulovligt lodsskilt.
Egne både
I slutningen af 1700tallet havde man selv fire gode sejlbåde, der blev brugt som lodsbåd. Men som vi tidligere kunne læse forliste den ene, og to blev senere stjålet. I 1815 var der registeret tre både. Men inden 1800tallets udgang var man dog nået op på seks både.
Bygning på havnen
I 1823 opførtes et udkigstårn på havnen. Ja egentlig var det tale om en hel bygning. Men allerede ved indvielsen fandt man ud af, at bygningen var for lille. Man brugte den blandt andet til at opbevare materialer og sejl til bådene. Først i 1879 blev bygningen udvidet.
Drogden Fyrskib
Da dampskibene kom, betød det tilbagegang for lodseriet. Telegrafen og togforbindelsen mellem Helsingør og København havde stor betydning på lodsenes tilværelse. En stigende sejlads på Østersøen betød igen mere arbejde til lodserne. Drogden Fyrskib med lodsstation ombord betød også store forandringer.
Seks lodser skulle til stadighed være udstationeret her.
Lodskrig mod svenskerne
En decideret lodskrig med svenskerne betød bygning af to store både og ansættelse af yderligere personale. Dragør – lodserne havde set fremmede lods – både. Den 3. maj 1872 kunne Marineministeriet meddele, at det svenske lodsselskab var i fuld virksomhed. De havde af den svenske regering fået lov til at lodse gennem Sundet og Drogden. Det viste sig at være et privat foretagende. Kun den danske regering kunne åbenbart forhindre denne virksomhed.
Men snart viste det sig at der både var lodsstationer i Falsterbo, Falsterbo Rev og Skanør.
Tidligere hjælpelodser fra Dragør havde søgt arbejde over på den svenske side. De opererede glat væk i de danske farvande. De havde både liggende i Drogden
og Kastrup havn.
Svenskerne satte nu flere både ind, og konkurrencen kunne nu mærkes på pengepungen. Man hørte intet fra regeringen.
En deklaration fra 14. august 1873 fastslog, at farvandet mellem den svenske kyst og Hveen var rent svensk område, mens Drodgen var dansk. Begge parter havde dog ret til at lodse, hvor der var svensk kyst på den ene side og dansk kyst på den anden side.
20.000 skibe om året
Midt i 1800tallet forlangte Admiralitetet en opgørelse over, hvor mange skibe, der blev lodset årligt. Med 8 års tal fandt man frem til at der årligt kom 20.000 skibe. Af dem forlangte 5.000 skibe lods.
Indtil 1894 havde Dragør – lodserne også passet sømærkerne.
Kirketårn som sømærke
I 1836 styrtede spiret på Store Magleby kirke ned. For at spare ville man sætte et mindre spir på. Dette modsatte Admiralitetet sig. Spiret kom op i samme højde til glæde for skibsfarten.
Op – og nedture
Der kom en masse nedskæringer. Men under første verdenskrig betød tvangslodsninger en overgang forøgelse af mandskab. Man var helt nede på 4 mand. Så vidt vides var der i begyndelsen af 1980erne ansat 16 lodser, 10 bådsmænd og en sekretær.
Da Dragørfortet blev bygget i 1912 – 14 blev et tårn opført, for at holde øje med skibstrafikken. Men dette tårn blev overflødigt. Nu kaldes lodsen over radioen.
Større dybdegang
Skibene fik en større dybdegang. Og mange kunne ikke mere sejle gennem Øresund, men måtte tage turen gennem Storebælt.
Flugt til Sverige
I slutningen af anden verdenskrig blev det besluttet at alle danske lodser skulle flygte til Sverige. Det skete natten mellem den 20. og 21. april 1945.
Bedre forhold?
Og lodserne i Dragør blev fusioneret med deres tidligere konkurrenter i Helsingør. Om de har fået bedre forhold må vi håbe på. Men det er nu ikke så
mange år siden, at lodserne truede med at nedlægge arbejdet.
Ja kære læser således kom vi gennem Øresund uden skader. Vi takker en tidligere lods for materiale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Flere ”Maritime” artikler:
Redigeret 21. – 02. – 2022