Søgeresultater på "lers"
Dato: juni 8, 2020
Paul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
Afbrød Kunstakademiet. Der kom flere farver på. ”Aldrig mere end det halve”. Han var alt for produktiv. Nekrolog i Berlingske. Topografien er let genkendelig- Parisisk stemning. En stor udvikling i København. Han kom ud til hele befolkningen. Han fravalgte byens sociale skyggesider. Tjenestepigerne. Den sidste guldalder – maler. Mågerne fodres fra Dronning Louises bro. Alle ”ismer” gik hen over hovedet på ham. Simon Spies var en stor fan. Det hele var så pænt. Hans værker solgt for store summer.
Afbrød på Kunstakademiet
Paul Fischers far var malermester og her kom Paul i lære efter at han ikke fuldførte uddannelsen på Kunstakademiet 1876 – 1878. Inden da gik han til tegneundervisning på Teknisk Institut. Han stod også halvanden år i lære hos terrakottafabrikant C. Møller.
Men inden da blev han som 9 – årig sat I Efterslægtens Skole. Dengang lå den i rentemester Henrik Müllers smukke renæssancegård fra 1640. Denne lod stormagasinet Illum brutalt nedrive og erstatte af det nuværende marmorpalæ, der stod færdigbygget i 1916.
Han tog på studierejser i en række europæiske lande især til Sverige og Norge.
Der kom flere farver på
I 1886 giftede han sig med Dagny Grønneberg og fik tre børn. Ægteskabet blev opløst i 1908. Og i 1913 giftede han sig igen med Martha Jensen med hvem han fik to døtre.
Han var faktisk døbt Poul, men fik det ændret efter et ophold i Paris. Paul fik ansættelse hos det litterært orienterede ugeblad Ude og Hjemme. Men bladet holdt ikke så længe. Han leverede også tegninger til Juleroser, Illustreret Tidende og Klods Hans.
I begyndelsen var det gråvejrsstemninger eller vinterstemninger. Men efter Parisrejserne kom der mere farver på.
I 1893 illustrerede han en række bøger ”Kunstnerportrætter” og den indbydende børnebog ”Alfabet”.
”Aldrig mere end det halve”
Han fik tilnavnet postkortmaleren, da han primært tegnede gadelivet og især kvinder. Hans malerier solgte godt og i dag sælges de for store beløb. Men ikke til landets museer. Malerisamlingen på Frederiksborg Slot købte en enkelt og det samme gjorde Varde Museum. Men Statens Museum for Kunst ejer ingen af hans malerier.
Fischer oplevede også den tort at udstillingen på Charlottenborg afviste en af hans malerier. Hans udstillinger blev sjældent omtalt eller anmeldt i aviserne. Man anså åbenbart hans værker for at mangle kunstnerisk format.
Kunsthistorikeren Emil Hannover anerkendte Fischers dygtighed til at skabe harmoniske kompositioner, men skrev også, at
Han var alt for produktiv
Han var bedst i begyndelsen dengang han var præget af det franske. Grunden til, at han ikke blev anerkendt, var sikkert, at han var alt for produktiv. Det var for meget af det samme. Efter Første Verdenskrig var det for meget i den samme rille.
Han var en af de første plakatkunstnere herhjemme. Og her har han ladet sig inspirere af Henri de Toulouse – Lautrec.
Nekrolog i Berlingske
Fischer har bevaret sin popularitet blandt de private kunstkøbere. I 1921 testamenterede Julie Hegel – enke efter Forlaget Gyldendals direktør Jacob Hegel – familiens malerisamling til Gentofte Kommune, herunder en række malerier af Poul Fischer. Disse findes nu på Øregaard Museum som råder over 15 af hans værker.
Sådan lød det meget rammende i Berlingske Tidendes nekrolog, da Paul Fischer (1860 – 1934). Ingen har skildret byens gader, bygninger og folkeliv så eminent som ham, og hans stemningsfulde malerier fortæller om tiden omkring år 1900, hvor byen var sluppet af med sine omkransende volde og udviklede sig til en moderne storby med nye transportmidler, menneskemylder og heftig byggeaktivitet.
Topografien let genkendelig
Topografien er let genkendelig, og som kulisse for sine skildringer anvendte Fischer særligt gaderne og torvene i den gamle bydel mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. I et af de festlige værker fra 1925 marcherer Den Kongelige Livgarde i gallauniform langs Strøget i anledning af Christian den Tiendes fødselsdag.
Nogle af det faste persongalleri er fiskerkonerne på Gammel Strand, mænd der skovler sne ved Vor Frue Kirke og borgerskabets velklædte fruer på Rådhuspladsen.
Parisisk stemning
Men vi tager også lidt væk fra centrum. En ung kvinde ved navn Jenny Bröchner er i en hestedrosche på vej over Dronning Louises Bro med kurs mod Nørrebrogade. Hun er elegant klædt i mærk kjole og fjerprydret hat. Med sit gådefulde blik ser hun fjernt frem for sig, mens storbylivet og menneskemylderet pulserer bag hende.
Fischer bevæger sig her lidt ud for centrum. Spørgsmålet lyder – Hvor er den yndige kvinde på vej hen? Med inspiration hentet fra fransk kunst har han beskåret motivet, så hun kommer forbavsende tæt på beskueren. I det hele taget er der udpræget parisisk stemning over maleriet, der blev til i 1902.
En stor udvikling i København
På Paul Fischers tid udviklede byen sig fra at være en stillestående lukket fæstningsby tæt omkranset af volde, voldgrave og byporte til en åben morderne storby. I anden halvdel af 1800-tallet rasede industrialiseringen. Folk flygtede i hobetal fra et kriseramt landbrug for at søge lykken i hovedstaden.
Pladsen var trang og København kunne ikke længere rumme sine indbyggere. I 1880’erne var nedrivningen af Christian den Fjerdes gamle fæstningsværk afsluttet og dermed var vejen banet for byens ekspansion. Dette medførte massiv byggeaktivitet og anlæggelse af brede boulevarder, pladser, grønne parker, for eksempel H.C. Andersens Boulevard fra 1890, Rådhuspladsen fra 1905 og Ørsted Parken, Østre Anlæg og Botanisk Have fra 1870’erne.
Omkring 1870’erne kunne man nu frit bevæge sig ud og ind ad byen. Men københavnerne måtte samtidig sløjfe deres indre volde og vænne sig til forandringerne. Udviklingen satte dybe spor i mentaliteten hos indbyggerne. Den ny storbyerfaring fandt hurtig vej til kunstlivet.
Malerne hentede ikke alene nye motiver i den pulserende storby – de forsøgte ved hjælp af et helt nyt formsprog at indfange de flygte øjebliksbilleder fra byen. Men inspiration fra fransk kunst var det Poul Fischer, der med størst konsekvens satte spot på storbyen og dens forandringer. Man har i dag kendskab til omkring 500 af hans værker.
Ingen kritisk blik på samtiden
Han malede byen i det bedste lys. Det var de elegante kvinder, stolte fiskerkoner, ranke gardere, der færdedes på gader og stræder. Det var ikke den fulde arbejder eller spritterne på Nørrebro.
Damerne bar kokette kjoler, elegante hatte og havde kokette smil. Mændene havde høje hatte, overskæg og flirtende blikke. Der var et mylder af slagterboder, læredrenge og andet godtfolk. Der var ingen kritisk blik på samtiden.
Han kom ud til hele befolkningen
Paul Fischers reklameplakater til cykelhandlere med cykelpige er af høj kunstnerisk kvalitet og meget charmerende.
Han skildrer bygninger og mennesker med en kærlighed og indlevelse, så man ikke kan undgå at forelske sig i byen. I både regn, sol, sne og slud stråler Fischers kærlighed til København.
Han fremstillede bådepostkort, plakater og billeder. På den måde lykkedes det for ham at komme helt ud til befolkningen.
Han fravalgte byens sociale skyggesider
Han var en af de første, der tog fotografiet til sig og bruge det i sin kunst. Selv om det blev set ned på det i danske kunstkredse, blev fotografiet en integreret del af Poul Fischers metode. Tænk engang – 5.000 fotos tog han.
Han havde sans for det smukke og nostalgiske. Hans skildringer var romantiske. Billederne er fyldt med referencer til tidens moderne frembringelser. Det var lige fra automobiler og cyklister til gaslygter og cafeer.
Men han fravalgte nøje byens sociale skyggesider og sidegadernes faldefærdige huse. Han fik et hvert socialt spændingsforhold til at virke harmonisk og uproblematisk. Selv det gråmelerede hverdagsliv blev i hans behandling en malerisk drøm om København, som vi i dag kan se med nostalgisk længsel.
Tjenestepigerne
Vi ser de afbildede tjenestepiger, der i overensstemmelse med tidens dresscode for standen – korte ærmer og gåsehud – gik på gaden for at sørge for herskabets forsyninger og i øvrigt nød det sjov, der kunne opstå undervejs.
Når disse tjenestepiger var i byen med fruerne, skulle de holde sig et passende stykke bagved. Sådan var det i hvert fald i 1890’erne.
Den sidste Guldalder-maler!
Det var hjemme i sit atelier hjemme på Sofievej i Hellerup, at han overførte sine fotos med arkitektonisk akkuratesse til lærrederne.
Måske var Fischer ”den sidste guldalder-maler”. Måske var han ikke nostalgiker. Han var uhyre modtagelig for dynamikken. Han maler hele tiden ”nu-sker-der-noget-her” Vi har set både ildebrand, fodring af duer, køb og salg af varer, vagtparaden og meget mere.
Mågerne fodres på Dronning Louises bro
Det var som om, at Dronning Louises bro blev Nordens Paris. Man tror at det er Seinen. Her er typiske københavner – typer som politimanden med hjelm, slagtersvenden, to gardere med uniform og blå huer. Der er liv i gaden, der elegant er komponeret af Paul Fischer. En lille dreng fodrer duerne og tiltrækker de forbipasserendes blikke.
Værket vi her referer til hedder ”Mågerne fodres på Dronning Louises bro” og er fra 1908.
Der var charme, elegance og tidskolorit. Kvinderne var smukke og modebevidste
Alle ”ismer” gik hen over hovedet på ham
Han skildrer også, hvordan både mennesker, cykler, sporvogne, taxier ja sågar sportsvogne i årene 1900 – 1930 tager til og fylder byrummet. Alle tidens store ismer i billedkunsten, både dadaisme, ekspressionisme, surrealisme og kubisme, gik helt hen over hovedet på Paul Fischer. Han malede det, han troede fuldt og fast på – Nuet og fremskridtet.
Simon Spies var en stor fan
Hvis han nu var blevet i Paris, var priserne på hans værker sikkert steget endnu mere. I 1970’erne var den nu afdøde rejsekonge Simon Spies med til at sætte fart i priserne på Paul Fischers Københavner – billeder.
Spies købte på et tidspunkt, hvad der dukkede op hos auktionshusene i København både hos Bruun Rasmussen og Kunsthallen.
Det hele var så pænt
Man kan måske savne en personlig opfattelse af byen. Det hele er så ”pænt” og ”salonfähige” . Motiverne er topografisk så korrekt gengivet, så man forledes til at tro, at det er tale om fotografier
Under konservatorarbejde med et maleri på Københavns Bymuseum mente konservator at maleriet ””Glassalen i Tivoli” malt i 1890, at det var tale om et fotografi, hvor Paul Fischer bare havde påført skraveringer.
Man må sige, at der var mere personlighed i ”Barbermalerens” malerier fra Nørrebro.
Levede Paul Fischer for meget på rutinen? Der var ikke nogen udvikling i hans kunstneriske produktion.
Værker solgt for store summer
I november 2007 blev maleriet af Højbro Plads fremstillet i 1890 solgt for 4 mio. kr. hos Bruun Rasmussen. Det hører nok til en af Paul Fischers allerbedste værker. Det skildrer et sandt leben med hustru og datter i forgrunden og det nedbrændte Christiansborg i baggrunden.
I 2014 blev ”Sommerdag på Højbro Plads” solgt for 490.000 kr. Værket er fra 1930 og viser Amagerkoner, der sælger blomster.
I maj 2016 blev ”En vinterdag med livlig trafik på Amagertorv solgt for 1,1 mio. kr. hos Bruun Rasmussen.
Man ser cigargrosserer W.Ø. Larsen i døråbningen til sin forretning længst til højre i billedet. Der siges, at grossereren selv bestilte maleriet hos kunstneren.
Den 19. september 2017 blev maleriet ”Kongens Fødselsdag” solgt for 2,1 mio kr. hos Bruun Rasmussen.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om malere- www.dengang.dk indeholder 1.577 artikler herunder:
Dato: juni 5, 2020
Buchenwald-Lægen Værnet er stadig aktuel
Han er portrætteret i mindst tre dokumentarfilm. Der er bøger om ham på dansk, tysk og fransk. Nu er han igen blevet aktuel efter at en argentinsk sundhedsminister skal hædres på en pengeseddel. Han blev aldrig straffet for sine handlinger. To kollegaer skrev bemærkelsesværdige lægerklæringer, så han via Sverige kunne flygte Argentina. Her fortsatte han sine eksperimenter med at ”kurere” homoseksuelle. Heller ikke danske regeringer mente, at han skulle straffes for sine handlinger. Indtil 1933 var der også strafbart i Danmark at være homoseksuel. Det kunne give syv års fængsel. Indtil 1981 blev det betragtet som en sygdom. Himmler mente, at de udgjorde en fare for den nazistiske ideologi. I KZ – lejrene blev de placeret nederst i det livsfarlige hierarki med en lyserød trekant på fangedragten. Værnets forsøg i Buchenwald førte ikke til noget. Det var en meget tynd rapport, han afleverede til Himmler.
En argentinsk sundhedsminister
Der er massiv kritik af, at den argentinske centralbank vil sætte billedet af en tidligere sundhedsminister på en pengeseddel. Det skyldes, at han i sin tid var sympatisør med det nazistiske styre i Tyskland og blandt andet hyrede en dansk SS – læge, der havde forsøgt at udradere homoseksualitet.
Ramon Carrillo’ s ansigt skal sættes på en 5.000 peso pengeseddel. Han var sundhedsminister i Argentina fra 1949 – 1954.
Værnet blev hyret i fem år
I 1947 hyrede Carrillo i 1947 på en femårig kontrakt den danske SS – læge Carl Værnet. Fra hele verden lyder det protester. Den israelske ambassadør i Argentina siger:
Det fremgår også, at den latinamerikanske del af Simon Wiesenthal Centre også har kritiseret beslutningen:
Argentinas manglende opgør med fortiden
Denne sundhedsminister gjorde skam også gode ting. Han fik udslettet malaria i landet og halverede børnedødeligheden i sin embedsperiode.
Men valget af denne sundhedsminister udstiller også Argentinas manglende opgør med landets venligtsindede politik over for nazister under og efter Anden Verdenskrig. Han var lige som Værnet læge og de to udviklede et tæt forhold.
Storbritanniens ambassadør i Argentina siger:
Hvordan homoseksuelle blev udslettet
Menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell, der har særligt fokus på homoseksuelles rettigheder, undrer sig over, at et demokrati som Argentina hylder en mand, der hjalp Carl Værnet:
Denne menneskeretsforkæmper vender vi tilbage til senere i artiklen.
Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina
Som vi tidligere i artikler har nævnt, så modtog Juan Perron masser af nazister og krigsforbrydere. Her i Argentina kunne de leve i fred og fordragelighed efter Anden Verdenskrig uden fare for at blive udleveret. De skulle bare stille deres viden til rådighed.
Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina. Blandt de mest berømte var lægen Josef Mengele og Adolf Eichmann, der var en af hjernerne bag massedeportationer af jøder.
Og her i Argentina fortsatte Værnet ”sit videnskabelige speciale”. Han arbejdede for regeringen og bagefter åbnede han sin egen lægepraksis.
Det taler man ikke om
Regeringen i Argentina er såkaldte peronister – de identificerer sig med den tidligere præsident Juan Peron. Et angreb mod Carillo er et angreb mod hele regeringen.
Forfatteren Uki Goni, der har skrevet ”The real Odessa” siger, at samarbejdet mellem Argentinas regering og en række topnazister er ikke noget som man taler om. Nazismens historie i Argentina er stadig et tabu – det har aldrig været større.
Argentina benægter deres samarbejde med nazisterne. Den omtalte 5.000 – peso-seddel er sendt i trykken, men er endnu ikke sendt i omløb. Behovet for den ny seddel skyldes landets inflation, der i år ventes at være på 50 pct.
Jeg har en historie til dig
I 2009 sad der blandt publikum en person, der henvendte sig til instruktøren af en film om SS – manden Adolf Eichmann, der blev forevist i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires:
Det blev til filmen ”Den lyserøde trekant – og nazi – kuren mod homoseksualitet”. Det var netop filmen om Carl Peter Værnet, der her i Argentina skiftede navn til Carlos Pedro Varnet.
Bøsser blev i store bundter sent i KZ – lejre og anbragt nederst i den livsfarlige hakkeorden med en lyserød trekant syet på fangedragten.
Den danske regering svarede ikke
Men allerede tidligere i 1998 henvendte menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell sig til statsminister Poul Nyrop Rasmussen og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.
Nu har danske politikere aldrig været så meget interesseret i danske krigsforbrydere. Og statsministeren svarede da heller aldrig på henvendelsen.
Værnet blev anholdt
Efter befrielsen vente Værnet tilbage til Danmark. Han blev lige som andre nazi – sympatisører anholdt og interneret. Værnet erklærede sig uskyldig i krigsforbrydelser og mente, at han kun havde fungeret som almindelig læge.
Imens hobede beviserne sig op mod ham. Ved hjælp af tro medsammensvorne læger bluffede han sig til en kritisk sygdom.
To kollegaer hjalp Værnet til at flygte
Niels Birger Danielsen den ene af de fire forfattere bag den danske bog om Værnet fandt ud af, at han blev hjulpet ud af landet af to læger – Tage Bjering og Gunnar Kelstrup. De havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne, noget der i 1940’erne var uhelbredeligt.
Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste) og overlæge dr. Med. Tage Bjerring fra Kommunehospitalet afgav begge i 1945 og 1946 gentagende erklæringer på, at Værnet led af denne alvorlige hjertesygdom.
Den 24. januar 1946 skrev Tage Bjerring:
Syv måneder senere den 22. august 1946 erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at:
Pressenævnssag
Men offentliggørelse af disse læge – navne førte til en pressenævnssag mod Niels Birger Danielsen efter en klage fra en søn til af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod en.
Samtidig arbejdede Værnet imidlertid aktivt for at få lavet en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet
Symbol på undertrykkelse af homoseksuelle
Carl Værnet overlevede dog til 1965 efter et mere ind imellem strabadserende liv. Han døde som 72 – årig efter et trafikuheld. Men 56 år efter hans død er SS – læge Carl Værnet stadig et symbol på undertrykkelse af homoseksuelle.
Han var håndlanger for nazismens førende raceideolog Heinrich Himmler. I Buchenwald udførte han eksperimenter på bøsser for at gøre dem til heteroseksuelle og dermed kurere dem for homoseksualitet, der dengang blev betegnet som en sygdom.
Og selv om det er 56 år siden lever historien om hans ugerninger i bedste velgående takket være bøger, afhandlinger og dokumentarfilm og nu også en pengeseddel.
En streng opvækst
Han havde en streng opvækst på en gård med sine fire brødre. Hans far var en dygtig hesteavler. Det var i den lille by Løjenkær mellem Århus og Odder vores hovedperson voksede op. Faderen havde et voldsomt temperament. Han kunne finde på at binde Carl til to stolper i hestestalden og afstraffe ham med en ridepisk.
Da han begyndte på medicinstudiet, skiftede han navn fra Jensen til Værnet. Han mente, at doktor Værnet lød bedre end doktor Jensen.
Han oprettede en konsultation på Frederiksberg. Tilstrømningen til klinikken gav ham hurtigt tilnavnet ”modelægen”, som tilsyneladende kunne kurere hvad som helst. Han var kortbølgespecialist. Han gav løfter om helbredelse af alskens alvorlige lidelser. I den egenskab udviste han til tider en bizar moral i behandlingsmetoderne samt omgangen med patienter.
Da Carl Værnet i slutningen af 30’erne havde opfundet og udviklet en kunstig hormonkirtel, fremkaldte det højst hovedrysten fra den øvrige lægestand.
Underskud af testosteron
I løbet af 1940’erne svigtede patienterne klinikken på Platanvej, da de fandt ud af at lægens sympati lå hos besættelsesmagten. Siden, da klinikken blev solgt til tyskerne, blev den sprængt i luften af sabotører fra Holger Danske – gruppen.
Værnet mente i strid med hovedparten af tidens medicinske sagkundskab at homoseksualitet hos mænd skyldtes et sygeligt underskud af det mandlige kønshormon testosteron. Han tilbød at kurere dem ved at tilføre dette hormon og ville ved forsøg dokumentere, at det kunne ske ved hjælp af en ”kunstig kirtel”, han havde udviklet.
Kirtlen bestod af en stav med et depot af hårdt sammenpressede lægemidler, indpakket i guldfolie, som blev indopereret i kroppen og derefter lidt efter lidt frigjort i en jævn strøm over en lang periode. Opfindelsen fungerede grundlæggende som vore dages P-stav og blev patent anmeldt af Værnet i Danmark i 1943 og USA i 1946.
Også restriktioner i Danmark
Homoseksualitet var i Danmark strafbart helt frem til 1933 og kunne give syv år i tugthuset. Og det blev betragtet som en sygdom helt frem til 1981, hvor det blev slettet på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste.
På Rigshospitalet lavede man forsøg med testikeltransplantioner på homoseksuelle i 1920’erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn.
Nazismens syn på homoseksuelle
Nazismen anså homoseksuelle mænd som moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med, hvad nazisterne kaldte ”asociale”. Nazisterne så det blandt andet som en trussel mod nationens fællesskab, at bøsserne ikke fik børn. Dermed kom det tyske befolkningstal i fare og følgelig hele den tyske nation.
I 1937 sagde Himmler:
Lesbiske kvinder var ikke nær så problematiske, da de trods deres seksualitet stadig kunne føde børn og bidrage til riget. Nazisternes undertrykkelses – og disciplineringspolitik var derfor særligt rettet mod bøsser, som skulle ”helbredes” for deres sygdom, så de kunne bidrage både til krigsindsatsen og befolkningstallet.
”Rigscentralen til bekæmpelse af homoseksualitet og abort” ledede propagandaindsatsen imod homoseksualitet og støttede forskningen i fænomenet.
Blandt de medstuderende var Frits Clausen, der senere blev formand for DNSAP. Her meldte Værnet sig ind i 1930’erne.
En trussel mod den ariske race
Værnet var mere end velkommen hos Himmler. Han kunne godt lide at homoseksualitet åbenbart kunne helbredes. Denne ide sikrede Værnet store pengemidler fra SS. For nazisterne var homoseksualitet en trussel mod den ariske race.
Værnet fik et laboratorium stillet til rådighed hos Deutsche Heilmittel i Prag. I fire omgange opholdt han sig i Buchenwald for at udføre forundersøgelser, operationer og efterkontrol.
Nogle af mændene var blevet kastreret engang i 1930’erne og her gik det ud på at vise at den kunstige tilførsel af testosteron gav dem kønsdriften og evnen til at gennemføre samleje tilbage. For de andres vedkommende handlede det om, at hormontilskuddet skulle få deres seksualdrift til at rette sig mod kvinder.
Det blev efterfølgende testet ved at flytte dem til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück og kommandere kvindelige fanger til at forsøge at lokke dem til seksuel kontakt. Hvis det lykkedes, kunne de betragtes som ”helbredt”.
En meget tynd rapport til Himmler
De tyske lægekollegaer begyndte at gennemskue Værnet og skrev stadig mere skeptiske interne rapporter om danskeren og hans forsøg. I februar 1945 troppede Carl Værnet op i Himmlers hovedkvarter i det sønderknuste Berlin og afleverede sin endelige rapport.
Også i brevvekslingen mellem Værnet og Buchenwald, som er delvis bevaret, ses eksempler på lægeligt sjusk. Efterhånden mistede både Deustsche Heilmittel og SS’ økonomiforvaltning tilliden til ham. Dog ikke mere end at SS – rigslægen Dr. Ernst Grawitz i februar 1945 udbetalte ham 5.000 Reichsmark (svarende til i dag ca. 210.000 kr.) for hans arbejde.
Ud over en masse nazistiske floskler og evig troskab mod Himmler indeholdt rapporten ingen reel videnskabelig dokumentation og refererede især nogle behandlinger Værnet påstod at have lavet mod homoseksuelle i Danmark. Uden dokumentation, tal eller reel forskning.
De 93 sider rummede primært sygehistorier om succesrige behandlingsforløb, som Værnet angiveligt havde gennemført tilbage i sin tid i København, men i nogle tilfælde havde plagieret fra en amerikansk førkrigsundersøgelse. Forsøgene i Buchenwald blev kun beskrevet ganske overfladisk, så reelt leverede han intet bevis for sin teori.
Han blev aldrig gjort ansvarlig
Allerede i 1945 blev han beskrevet af et øjenvidne i Eugen Kogon’ s bog ”Der SS-Staat”.
Som vi tidligere har nævnt, flygtede han via Sverige til Argentina. Han blev nævnt under Nürnberg-processerne:
Men på forunderlig måde blev der aldrig rejst en sag mod Værnet. Værnet nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn.
Stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse
Han var en mand, der stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse. Han var parat til at støtte hvem som helst, hvis det kunne tjene hans karriere. De fleste læger, der arbejdede i KZ – lejrene var unge og ambitiøse og uden større videnskabelige kompetence.
Også Ib Markwarth har lavet en 30 minutters dokumentarfilm om Carl Værnet.
Nu blev han ofte kaldt ”Danmarks svar på Dr. Mengele”. Men sammenligningen er nok vild overdrevet. Mengles forsøg resulterede i tusinder af dødsfald. Værnets forsøg var ikke drevet af ondskab. Han var langt fra en sadist. Men han havde en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.575 artikler, herunder 318 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inkluderet:
Dato: maj 31, 2020
Dragør – for længe siden
Allerede i Oldtiden var Dragør beboet. Det store Sildeeventyr. Dragør fik privilegier. Masser af boder. Dragørmarkedet blev en konkurrent til København. Den danske flåde vandt over hansestæderne. Da 184 hollandske bønder kom til Amager. Befolkning på 150 – 200 i Dragør. Adskillige hollændere bosatte sig i byen. Dragør ville udskilles fra Store Magleby. Stor fattigdom. Da Svenskekongen var ved at blive anholdt. Amagers eneste skov blev næsten udryddet. Pesten udryddede halvdelen af befolkningen. Flåden voksede. Dragør fik sine vedtægter. Det gik tilbage med bjergningen. Lodseri fra Dragør. Kongens indrullerede Søfolk. Konerne fik særrettigheder. Fiskeriet blev bierhverv. De mange gæs. Nu kom håndværkerne. Skole fra 1680. Egen kirke. Store tab under Englandskrigene. Nu blev det lettere at komme til Dragør. Gulkalkede ”Skipperhuse” med stokroser. Brandkatastrofer. Dansestuer. Fastelavnsugen. Påske.
Allerede i oldtiden var Dragør beboet
Allerede i oldtiden var egnen ved Dragør beboet. Der er tydelige spor fra bronzealderen. I vikingetiden var plyndring og brandskatning noget, der hørte til dagens orden. Amager var endnu tyndt befolket. Der var endnu ikke nogen bysamfund.
Oldtidens bopladser var små og unetydelige. Bøndernes opdyrkning af jorden fortsatte. Nye landsbyer opstod efterhånden. Fra den tid stammer sikkert Store Magleby og Sundbyerne, selv om de først nævnes i 1085. Tårnby omtales først omkring 1135. Dragør er betydelig yngre, men må dog være opstået længe før 1333, da byen omtales i forbindelse med et skibbrud.
Det store sildeeventyr
Middelalderen igennem var fiskeriet en af landets vigtigste indtægtskilder. Abbed Arnold af Lübeck beretter i sin krønike omkring 1200, hvorledes de udenlandske købmænds tilstedeværelse bidrog til at ændre danskernes livsvaner, da de igennem dem stiftede bekendtskab med de sydlige landes forfinede levevis og lærte at sætte pris på at være kostbare og elegant klædte.
Endnu havde Dragør kun få faste beboere, da forberedelserne til markedet og fiskeriet begyndte. Men i tiden fra den 24. august til den 9. oktober mangedobledes befolkningen. Der udfoldede sig et meget broget liv.
Borgere og købmænd, fiskere og bønder, håndværkere, præster og munke færdedes mellem hinanden. Fra den tidlige morgen til sent ud på aftenen genlød stedet af messesang, vognrummel, hestetrampen, våbenklirren og kommandoråb.
Dragør fik privilegier
Efter endt dagsværk forlystede ungdommen sig med at lytte til omstrejfende gøglers sang og musik eller svang sig i dansens glæder i lunden eller ude på engene.
Sine første privilegier fik Dragør i 1342 af Valdemar Atterdag. Men allerede omkring midten af det 13. århundrede havde Wismar som den første by set de muligheder som stedet frembød. Forskellige byer fulgte efter.
Man fik ret til at ind- og udføre varer, drive håndværk, sælge alenvarer og hvad der ikke var mindst vigtigt – fri bjergningsret for sine fartøjer i tilfælde af stranding eller grundstødning.
Masser af boder
Der føltes ikke som en mangel, at der ikke fandtes nogen havn i Dragør. Det skyldtes, at ”Drogdens Øre” i forbindelse med en stenmole, der blev bygget, gav læ for bådene. For at lette transporten blev der gravet kanaler til de fed, der lå længst inde i landet.
Det areal, de fremmede købmænd lagde beslag på, omfattede henved 50 tønder land, der fra nord til syd strakte sig fra Blushøjen til Rybakkerne og fra øst til vest fra Grusbakkerne til Sundet. Af hensyn til fugtigheden var boderne bygget på små firkantede forhøjninger.
Nogle af boderne var meget interimistiske og skulle fjernes, når markedstiden var over. Gennem det 14. og størstedelen af det 15. århundrede var fiskeriet en god indtægtskilde.
Dragørmarkedet – en alvorlig konkurrent til København
Ved den nuværende nordre havnearm lå en i 1530 nedlagt kirke, der tilhørte gråbrødreklostret i København. Der hvor Strandhotellet ligger, lå et herberg, som tolderen syntes at have bevilling på at drive. Som dets nabo på den modsatte side af den nuværende Toldergade lå toldboden, der første gang nævnes 1425.
Tæt ved denne lå en skanse ”Skjolden”. Den blev tillige brugt som fyrbakke og muligvis til rettersted. Som galgebakke benyttedes dog sikkert lejets højeste punkt ”Skalkesnæs” , der lå på Københavns fed mellem slagternes boder i Kjødmangerstræde (Kongevejens østligste del) og Toldbodstræde, den nuværende Toldergade.
I løbet af det 15. århundrede udviklede Dragørmarkedet sig til at blive en alvorlig konkurrent til Dragørmarkedet sig til at blive en alvorlig konkurrent til København.
Den danske flåde vandt
Erik af Pommern indførte sundtolden og han søgte at indskrænke de fremmede købmænds indflydelse og rettigheder, så hansestæderne erklærede krig.
Skønt den danske flåde var langt underlegen, vandt den dog en fuldstændig sejr den 21. juli 1427 i et søslag ud for København. Ved fredsslutningen blev Erik af Pommern tvunget til at forny hansestædernes privilegier. Dragør fortsatte med at være en af Skånetidens vigtigste handelspladser.
I 1462 skulle 20.000 have taget del i markedet. I 1520 siges det, at 7.500 både drev fiskeri i Sundet. Måske er tallene lidt overdrevne. I det 16. århundrede begyndte silden at søge andre veje og så gik markedet rivende tilbage.
Mod Grevefejden 1533 – 1536 var Dragørs glansperiode i middelalderen forbi. Syvårskrigen med Sverige 1563 – 70 svækkede yderligere markedet.
Da 184 hollandske bønder kom
Christian den Anden indkaldte i 1520 – 1521 184 hollandske bønder, hvor de fik overladt Store Magleby. Det var også hans mening at de skulle have haft Kronens ejendomme i Dragør.
Kongevejsgård mellem Kongevejen og Toldergade blev omkring 1600 delt i to halvgårde. Den gamle gård brændte dog. Dragørgården på hjørnet af Toldergade og Jan Timanns Plads blev nedlagt i 1926. Gårdens tidligere kostald blev indrettet som byens biograf.
Gennem lange tider tilhørte disse gårde hollandske familier og deres ejere har næsten alle været fogeder i Dragør.
Befolkning på 150 – 200
Omtrent samtidig med at Kongevejsgården blev delt, synes toldstedet at være blevet ophævet, selv om toldbygningen først blev nedrevet i 1657. Byen bestod da foruden af de to halvgårde af 20 huse og lige så mange fiskerboder.
Om vinteren havde den en befolkning på 150 og om sommeren 200. Det skyldtes nok fordi hansestæderne endnu havde enkelte privilegier. Disse privilegier blev ophævet i 1622 efter at Christianshavn var anlagt som stabelplads for hele Sjælland.
Adskillige hollændere bosatte sig i Dragør
I slutningen af det 17. århundrede bosatte adskillige hollændere sig i Dragør, hvor de ernærede sig ved fiskeri og bjergning. Først da hollænderne i større målestok begyndte at fiske ål ud for Amagers vestkyst at lave mejeridrift på Saltholm og at udskibe heste, blev der bygget en nordre mole, en såkaldt ”Pehratette” som en begyndelse til en egentlig havn.
Byen havde tidligere i kommunal henseende havde sorteret under lensmanden på Københavns Slot. En stedlig foged varetog lenets og Kronens interesser. Men nu var det Hollænderbyens Scout eller Schultus (foged) stedets øverste myndighed. Han overtog også toldforretningerne. Ofte opstod der stridigheder med Store Magleby. Det var navnlig i forbindelse vedrørende havnen og retten til bjergning, om ejerforhold til jorden, om fælledens benyttelse.
Dragør ville gerne udskilles fra Store Magleby
Også i kirkelige spørgsmål var der store problemer, idet sognekirken i Store Magleby var både sognekirke for Hollænderbyen og Dragør. Gang på gang ansøgte Dragør om at blive udskilt fra den hollandske menighed.
Fra omkring 1700 dannede fogeden og fire mænd et by-forstanderskab. Men skønt Dragør efterhånden forstod at frigøre sig fra Store Maglebys formynderskab, opnåede de først fuld selvstændighed med Scout-jurisdiktionens ophævelse i 1822.
Stridigheden forhindrede imidlertid ikke dens vækst. Fiskeri, bjergning og kreaturhold var dens vigtigste indtægtskilde.
Stor fattigdom
Men efter de store sildeeventyr i Sundet var ophørt, sank befolkningen ned i fattigdom.
Af en indberetning til amtmanden fra præsten i Store Magleby fremgår det nemlig, at byen 1657 bestod af to halvgårde og henved 70 huse:
Da Svenskekongen var ved at blive anholdt
Heller ikke Dragør gik uberørt ud af Svenskekrigene, selv om de ikke fik så hård en skæbne som de øvrige byer på Amager. Den 8. oktober 1658 – to måneder efter belejringens begyndelse – gjorde svenskerne landgang ved byen med 1.500 mand fodfolk og 500 ryttere.
En i hast opkastet skanse blev erobret. Og i spidsen for sine soldater marcherede Carl den 10. Gustav mod København. Næste morgen gav Frederik den Tredje ordre til at Sundbyerne skulle afbrændes. Det var for at byen ikke skulle give fjenden beskyttelse.
Allerede den 10. oktober kulminerede kampen om øen med svenskernes berømte ”harejagt”, da alle byer og gårde blev stukket i brand med undtagelse af Tårnby kirke, der blev skånet som belønning for præsten Hans jegers modige optræden, da svenskekongen uanmeldt trådte ind i kirken, og han ufortrødent fortsatte sin prædiken., mens degn og menighed i hast flygtede derfra.
Samme dag ”harejagten” gik ind, kom der mellem Store Magleby og Dragør til en træfning, i hvilke både Frederik den Tredje og Carl den 10. Gustav deltog. Svenskerne blev slået og søgte skyndsomt tilflugt i deres både ud for strandengene ved Dragør. Kun ved en svensk officers mellemkomst lykkedes det at forhindre den danske løjtnant Mikkel Skov i at tage den svenske konge til fange.
Amagers eneste skov blev næsten udryddet
Som følge af dette nederlag fik de heller ikke tid til at sætte ild til alle huse i Dragør. Kun de to halvgårde og en snes fiskerhuse blev ødelagt. I 1677 bestod byen kun af 53 huse.
Amagers eneste skov lå ved Dragør. Den var et yndet udflugtsmål for københavnerne i det 17. århundrede. Men skoven synes at være blevet stærk medtaget under Svenskekrigene. De talrige træer blev fældet og anvendt til hovedstadens befæstning.
I disse år blev havnen udvidet med en skibsbro. Samtidig fik byen atter sit eget toldsted. I 1682 blev der opført et pakhus til opbevaring af bjergningsredskaber og gods, der bragtes i land efter grundstødte skibe. Fra 1790 til 1014 blev det benyttet til rådhus. Senere blev det til museum.
Pesten udryddede halvdelen af befolkningen
Amager undgik ikke at mærke følgerne af Den Skånske krig 1675 – 79 og Den Store Nordiske Krig 1700 – 1720. Øen skulle for enhver pris holdes, da den som ”Kjøbenhavns Spisekammer” var ganske uundværlig for hovedstadens levnedsmidler.
Heller ikke pesten 1711 skånede befolkningen – tværtimod – over halvdelen blev bortrevet. I lange tider lå gårde øde hen. Ikke desto mindre begyndte en ny opgangstid for Dragør.
Flåden voksede
I 1758 fortælles det, at byen havde cirka 270 huse ”alle temmelig vel byggede” som med få undtagelser blev beboet af ”Skibs-folk”. Den bestod ikke kun af indfødte ”Hollænder-børn”, men mest af jyder, Sjællands-farer og svenskere.
Flåden voksede stadig. Og fra 1725-30 blev havnen udvidet og blev overtaget af kommunen. I 1760’erne blev ”Den ydre mellem-havn” anlagt.
Dragør fik sine vedtægter
I 1707 fik byen sine vedtægter. Her bestemtes det hvilke indtægter havnen skulle opbære ved lodsning og ladning, havnepenge m.m. I 1713 dannedes et bjergelag. Her blev det også bestemt, hvor meget en bjergning kostede. Der blev også fastlagt retningslinjer for byens orden og sikkerhed. Disse stod med få ændringer ved magt til 1855, da de gamle vedtægter ikke længere passede til ”de nuværende forhold”.
I henved 200 år var bjergning en af Dragørs vigtigste indtægtskilder. Så snart en båd blev observeret som grundstødt gik der øjeblikkelig bud til fogeden og by-forstanderne. Havnefogeden beordrede først ”Byens Baad” og derefter andre skibe og både at gøre sig klar. Bytjeneren sendtes rundt i byen og tudede i sit horn ”Til Skibs”. Jo der blev sandelig røre i Dragør, når dette skete.
Det gik tilbage med bjergningen
Efter oprettelsen af Em. Z. Svitzers Bjergningsselskab i 1833 sakkede Dragør imidlertid langsomt agterud i konkurrencen med det nye selskabs mere tidssvarende bjergningsredskaber, indtil den til sidst blev nødsaget til helt at opgive sine bjergningsrettigheder.
Lodseri fra Dragør
Et andet af byens ældgamle erhverv var lodseri. Oprindelig var det fiskerne selv, der påtog sig at lodse skibe gennem farvandet, men i Kgl. Resolution af 8. marts 1648 gav Christian den Fjerde seks navngivne mænd fra Dragør ret til at lodse skibe gennem farvandet.
Men de mange skibe, der årligt passerede gennem Sundet – omkring 1800 meldes der ca. 10.000 – nødvendigvis allerede 1731 en fordobling af lodsernes antal.
I 1740 blev der indrulleret yderligere 12 unge mænd i faget. Knap 100 år efter var der stadigvæk kun 24 lodser i Dragør. Deres antal steg efterhånden til over 50. Men med den tiltagende dampskibsfart gik dette erhverv stærkt tilbage. I 1906 var der kun 17 lodser til Dragør.
Kongens indrullerede Søfolk
Under Christian den Femte indførtes den bestemmelse at unge søfolk, der lod sig indrullere i flåden eller ansætte på Holmen, opnåede visse fordele. Foruden en fast løn, som blev halveret, når de ikke gjorde tjeneste, men ventede på udkommando, fik de lejlighed til at uddanne sig i et håndværk. Når de efter 14 års forløb tog deres afsked, fik de tilladelse til på trods af gældende laugsregler at nedsætte sig som håndværkere eller skippere i indenrigsfart.
I 1758 blev der alene i Dragør indrulleret 150 mænd. Endnu i 1830’erne var der 750 indrullerede sømænd i byen. De blev kaldt ”Kongens indrullerede Søfolk”.
Konerne fik særrettigheder
Giftede de sig, fik deres koner – i øvrigt lige som lodsejernes – tilladelse til at skaffe sig en ekstraindtægt ved salg af hjemmevævede varer. Omkring 1850 var der intet hjem i byen, hvor der ikke fandtes en væv.
Imidlertid blev der i 1880’erne oprettet en linnedfabrik ved Store Magleby, hvor den gamle industris udøvere i stort antal fandt beskæftigelse, da hjemmevæveri nu ikke længere betale sig, men alligevel var der i 1890 stadig 1123 væve i gang i Dragør.
Fiskeriet blev et bierhverv
Fiskeriet var nu blevet et bierhverv, der kun ernærede ganske få familier. Endnu færre levede af landbrug. I virkeligheden var der kun to gårdmænd. Blandt byens borgere var der dog adskillige, som holdt både køer, svin og gæs, men de var ikke landmænd af profession. Til græsning brugte de forskellige englodder, de i tidens løb havde erhvervet af Maglebylille.
De mange gæs
Om sommeren blev hundredvis af gæslinger i hundredvis om sommeren ført over til Saltholm, indtil de om efteråret blev ført tilbage. På Dragørs snævre gader og stræder satte de deres præg. Det er derfor ikke uden grund, at Dragør blev kaldt ”Gæssenes By” I vinterens løb blev de fleste solgt på torvet i København.
Nu kom håndværkerne
En så udpræget søfartsby som Dragør havde oprindelig kun ganske få håndværkere. I 1686 nævnes således kun en bager, en skomager, en smed, to skræddere, en tækker, en kurvemager og så kom der senere en rebslager.
Men deres antal blev øget med befolkningens vækst og byens tiltagende velstand. Omkring 1800 havde byen seks bagere, syv skomagere, to smede, to tømmermestre, en murermester, en skrædder, en rebslager og talrige ”tømmermænd” dvs. skibstømrere, men der var kun en købmand. Til gengæld var der både høker, urtekræmmer, spækhøker, isenkræmmer og galanterihandler. Her blev solgt både ost – og vestindiske sager.
I tidligere tid var der også dragørfamilier som ernærede sig ved blegeri, da det om sommeren var skik fra hovedstaden at sende hvidevarer i tusindvis til blegning på Dragørs flade strandenge. Så sent som i 1870 levede 12 familier stadig af dette.
Skole fra 1680
Allerede omkring 1680 syntes det at være oprettet en skole i Dragør. Den har sikkert været ret primitiv installeret i et fiskerhus. En skolemester nævnes i 1686. En skolestue omtales først i 1719. men der skete en befolkningsstigning så denne blev for lille. I 1827 blev en skole gentagende gange ombygget og udvidet.
I Blegerstræde nr. 9 har der også været en skole. Den blev opført i 1860. I Vestgrønningen blev en skole opført af flere omgange. Røde Skole opførtes i 1891. Grå Skole blev bygget i 1914 og Ny Skole er fra 1955.
Egen kirke
Egen kirke fik man først sent. Grundstenen blev nedlagt i 1882. Den blev indviet af Sjællands biskop tre år senere i overværelse af den kongelige familie. Den blev opført af arkitekt Wessel sandsynligvis med Taarbæk Kirke som forbillede i nygotisk stil. Indtil 1954 var den filialkirke til kirken i Store Magleby.
Stort tab under Englands – krigene
Krigene mod England i 1801 og 1807 – 13 ramte byens erhvervsliv hårdt, da næsten hele skibsflåden gik tabt. Krig og fattigdom forhindrede byens genopbygning. To batterier blev anlagt nord for byen og et syd for byen. Langs stranden blev der bygget vagthuse af tang og jord.
Chefen for Amagers Nationalarme og Kystmilitse, kommandørkaptajn F.C. Fisker tog ophold i byen, hvor hans næstkommanderende var stedets strandridder, major Moldrup. ”Arméens” øvelser vakte stor munterhed blandt tilskuerne, men helt hyggelige har forholdene dog ikke været. Ofte var Dragøerne vidne til træfninger i Sundet. Det skete også at enkelte kugler forvildede sig ind over byen, hvor de en dag dræbte en gammel blind mand i hans seng.
For at bøde på tabet af flåden, tog borgerne senere ivrigt del i kaperkrigen og i hvert fald blev et fartøj i byen udrustet til dette formål.
Af alle søstæder i Danmark – fortælles der i ”Nyeste Skilderi” i 1816 har næppe nogen lidt mere ved krigen end den mindste blandt dem, Dragør på Amager.
Før krigen ejede den omtrent 80 ”mådelige Fartøjer”. Men ved opbringelser og ved at være blevet drevet på grund af fjenden, var dette antal blevet reduceret til 20, og da der ikke var råd til at anskaffe nye, måtte de forrige ejere tage fragt for andre. Først næste generation lykkedes det at bringe flåden nogenlunde på fode.
Antallet af skibe hjemmehørende i Dragør steg derfor jævnt til århundredets slutning, da sejlskibenes saga var slut. En stor del af ungdommen søgte andre erhverv.
Nu blev det lettere at komme til Dragør
Skønt Dragør kun ligger ca. 10 km fra Københavner det stadig som at komme til en fjern provinsby. Måske skyldtes det dengang, at forbindelsen var meget dårlig. Rejsen var besværlig og ofte ubehagelig. Og det var den både hvis man benyttede sig af dagvognen, man sejlede eller benyttede en privat vognmand.
Banens anlæg i 1907 forbedrede forholdene. Men selv om byen rykkede nærmere til København mistede den ikke sit særpræg. Pludselig så man i ferietiden og om søndagen sejlsportsfolk, landliggere og turister, der her satte hinanden stævne ved havnen. De hyggelige gader og stræder genlød af latter og snakken.
Gulkalkede ”skipperhuse” med stokroser
Til hvert hus hører en lille have eller fredfyldt gårdsplads, roser og stokroser forhøjer idyllen og på et par af torvene var der endnu en gammeldags vandpost. Mange af gaderne er snævre og krumme som i en middelalderlig by og enkelte som Fiskergangen, Skippergangen og Trejn Jylmanns Gang er ikke mere end halvanden meter brede. De er kun beregnet til fodgængere og derfor flisebelagte i modsætning til de andre, der har toppede brosten.
Næsten alle huse i den gamle del af byen er gulkalkede, men kun ”skipperhusene” er to etager høje. Enkelte som Lodstræde 15 har på taget et såkaldt ”Kikkenborg” – et lille udsigtstårn. I ældre tid blev der holdt udkig efter skibe, der var grundstødte i farvandet ud for byen eller kom i vanskeligheder, som krævede Dragørborgernes bistand.
De fleste ejendomme er grundmurede med rødt tegltag men mellem dem ligger dog stadig stråtækte bindingsværkshuse, at hvilke de ældste stammer fra det 17. århundrede.
Brandkatastrofer
Selv om det var en økonomisk fordel for Dragør, at ligge så nær København, har byen altid forstået at holde sin store nabo ”tre skridt fra livet”. Det skyldtes sikkert, at mange gamle Dragørslægter havde hollandsk blod i deres årer. Ved at værne om deres kultur vedblev de at føle sig som et lille selvstændigt samfund.
Husene ligger så tæt at en ildebrand vil få katastrofale følger. Derfor havde Dragør også tidligt sit eget brandkorps. Disse forholdsregler forhindrede dog ikke, at der i 1842 nedbrændte en snes huse i van Ostensgades vestlige del. 18 huse mellem Wismarstræde og Lybækstræde blev luernes bytte in 1852.
Dansestuer
Befolkningens hollandske oprindelse satte sit præg ikke alene på det daglige liv men også på årets store festligheder. Som Hollænderbyen havde Dragør sin ”vært” hvor beboerne holdt gilde og havde dansestue, men fra en beskeden begyndelse udartede det efterhånden til, at der mindst en gang om ugen på skift holdtes ”offentligt bal” i forskellige lokaler. I de mange dansestuer er det sikkert gået meget livligt til. Det gjaldt dog om ikke at hoppe for højt under dansen for ikke at slå hovedet mod loftsbjælkerne, som i Lars Ols’ have i Strandstræde, hvor deltagerne selv medbragte tællelys og brænde til bilæggerovnen.
Om sommeren henlagdes dansen til ”Dragør Lund”, hvor der var rejst en danseestrade og telte, som der udskænkedes kaffe og punch i til de voksne, medens børnene morede sig med at gynge.
Fastelavnsugen
Særlig store fester holdtes fastelavnsugen, som overalt på Amager blev fejret med ”at slå Katten af Tønden”. Ofte dansede man efter tøndeslagningen flere nætter i træk. Mens drengene sørgede for lys og brændsel og betalte for musikken, fyldte pigerne bollerne, som visen omtaler, med rødvins – eller rompunsch. De unge mennesker blev derfor tit så berusede, at de måtte forsømme deres skole.
Påsken
Påsken blev fejret med, at pigerne gav æg til de drenge, som havde været flinke til at danse med dem i fastelavnstiden. Æggene, der var hårdkogte og farvede, morede de sig påskedag med at kaste eller trille ned ad ”Blushøjen” eller andre steder, indtil de ”gik i Pillemad” og blev spist.
Anden påskedag legede pigerne og drengene om eftermiddagen, hvorefter de drog rundt i byen, hvor drengene trakterede pigerne med bolsjer hos de forskellige kagekoner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 30, 2020
Stor opmærksomhed om Grænselandet
I øjeblikket er der stor interesse for Grænselandet i medierne. Årsagen er 100-året for den såkaldte ”Genforening”. Men det er nu ikke alt, der er lige brillant. Og så undlader man bevidst nogle ting. Andre debattører bilder os så ind, at det kun er tysksindede, der undlader ordet ”Genforening”. Men det er nu intet i vejen for at kalde det for deling eller grænsedragning. Slesvig-Holsten var ikke en nationalstat tilhørende Danmark. Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”. Kongen blev degraderet til ”Anden Hertug” i Holsten. Den holstenske dominans begyndte tidligt. Hvad er en helstat? Hertugdømmerne bestemmer selv. En dansk-svensk overklasse. Hamburg havde stor økonomisk indflydelse. Sproget blev brugt som politisk virkemiddel. Vi efterkom tyskernes ønsker. Hvis nu englænderne kom. Man kasserer ikke bare de historiske sammenhænge. Tre kulturer og fem sprog. Det giver øretæver at beskæftige sig med sønderjysk historie.
Heller ikke alle danskere bruger ordet ”Genforening”
I øjeblikket kører der mange serie i TV om Grænselandet. Noget af det er formidabelt. Noget andet er plat og intetsigende. Men det er da i hvert fald fokus på landsdelen. Nu er det ikke alt, der bliver sagt. Og en del bliver undladt.
Vi kan tydelig se på vores hjemmeside, når det har været en udsendelse. Så skal Familien Danmark ind og have flere oplysninger.
I et debatindlæg får vi at vide, at tyskerne og de tysksindede ikke anerkender ordet ”Genforening”. De bruger i stedet ordene Abtrennung,(deling) grænsedragning m.m. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet genforening. Vi får at vide, at alle danskere og dansksindede anerkender ordet ”Genforening”. Men det svarer nu heller ikke til sandheden.
Kongen blev degraderet til ”Anden hertug” i Holsten
Det er jo rigtig, at det ikke var med tyskernes gode vilje, at den nordlige del af Slesvig gik til Danmark. Tyskerne mente jo lige som danskerne at det var deres land. Og det er også rigtigt at man forsøgte at gøre Nordslesvig tysk med at tvinge det tyske sprog ind over alt. Men man glemmer at fortælle, at danskerne gjorde det samme i Mellem – Slesvig.
Holsten havde for længst meldt sig under Det Tyske Forbund. Det betød at den danske konge kun var 2. hertug efter kejseren. Dengang kongen blev valgt til dette, fik han udtrykkelig at vide, at han skulle lede Danmark, Slesvig og Holsten hver for sig. Det er for nedladende at kalde kongens rolle for en ”kransekagefigur”.
Den holstenske dominans begyndte tidligt
Men i mange år var det den holstenske adel, der bestemte både i Slesvig og Holsten. De gav aldrig afkald på deres rettigheder.
Efter tysk forbillede blev Sønderjylland i 1200 – tallet forlenet til de slesvigske hertuger (et arveligt fyrstelen) Hertugdømmet Slesvig var indtil de slesvigske krige i 1848 – 1851 og 1864 et dansk len (konge – og rigslen) ligesom Holsten var et tysk len.
Den holstenske indflydelse startede da Abel blev gift med Metchild af Holsten. Hun var datter af den holstenske grev Adolf den Fjerde. Dette skete i 1237. Mellem 1375 og 1459 havde især Schauenburgerne stor indflydelse. Fra 1544 var det Gottorpernes tur.
Hvad er en helstat?
De danske konger har siden 1460 været hertuger af Slesvig og grever, fra 1474 hertuger af Holsten. Hertugdømmernes talrige delinger mellem forskellige fyrstehuse i 1500 – 1700- tallet svækkede i den grad centralmagten og bevarede mange stænders og områders nedarvede særrettigheder.
Dette forhold er ikke rigtig forklaret i de udsendelser vi har set. Det er også vanskeligt at forklare begrebet Helstat. Det vil også forsøge her.
Helstaten er den statsdannelse, der opstod i 1814. Den varede til 1864 og omfattede:
Kongeriget:
Hertugdømmerne:
En række bilande:
Kolonierne:
Helstaten var reelt en personalunion. I alle henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater. Men den centrale overordnede forvaltning fandt sted i den kongelige residensstad København. Her var det i særdeleshed to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for de hertugdømmerne (Tyske Kancelli)
Hertugdømmerne bestemte det meste selv
Vi skal da lige huske på, at disse administrative steder langt fra bestemte det hele. Hertugdømmerne havde en stor selvbestemmelsesret. Hertugdømmerne havde også deres helt egen lovgivning. Grundloven gjaldt heller ikke her.
Lige siden tidligste middelalder havde det været statsretslige og økonomiske forbindelser mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Sønderjylland/Nordslesvig havde oprindelig været en del af det danske kongerige langt tilbage i historien. Men dets tilknytning hertil var svækket ved en kompliceret arvelighedsdeling hvis virkninger blev forstærket ved indvandring af fremmed, fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder på bekostning af statens nationale særinteresser.
En danskfjendsk overklasse
Dette førte til opkomsten af en reel danskerfjendsk overklasse. De kvitterede for sine fordele ved ikke at støtte den danske stat men ved at undergrave den. Det Slesvig – Holstenske ridderskab, der nok tålte de skiftende danske kongers formelle overherredømme, men de havde sandelig ikke i sinde at give afkald på deres særrettigheder.
Endelig havde Lauenborg i tidligste middelalder måttet anerkende de danske konger som sit formelle statsoverhoved. Det var egentlig denne tilstand, som blev genskabt, da hertugdømmet blev tilbyttet til gengæld for det tidligere Svensk Forpommern.
Syd på var det det tyske sprog, der dominerede. Men egentlig var en tilknytning til en stortysk stat ganske fremmed. Det var heller ikke i Ridderskabets interesse.
Hamborg havde stor økonomisk indflydelse
Men Hamborg havde en stor økonomisk indflydelse på hertugdømmernes økonomi. Denne indflydelse føltes langt stærkere end indflydelsen fra den fjerne og i lange tider stagnerende danske hovedstad. Ganske vist begyndte København fra omkring midten af århundredet at genvinde økonomisk styrke, men for hertugdømmernes vedkommende gik de økonomiske forbindelser i overvældende grad sydover.
Nej Helstaten var ikke en stor traditionel nationalstat. Der lå både politiske og økonomiske spændinger indbygget i den. Den brød også sammen.
Sproget blev brugt som politisk virkemiddel
Egentlig spillede sproget ikke nogen rolle i det daglige. Men det var først da myndighederne brugte det tyske sprog som administrationssprog at spændingerne opstod. Ja og så begyndte man efterhånden også at bruge sproget som politisk virkemiddel. Kultursproget var også tysk. Det var handelssproget også.
I 1843 blev den store danske fest afholdt på Skamlingsbanken. Året efter var det den Slesvig – Holstenske sangfest i Slesvig. Det var her den berømte og berygtede Schleswig – Holstein Lied blev lanceret.
Godt nok vandt vi den første slesvigske krig. Men kigger man på fredsbetingelserne var det jo nærmest et halvt nederlag. Historikere på pager, at man bare dengang kunne have taget Slesvig eller en del af hertugdømmet. Men det satte fredsbetingelserne en stopper for.
Preusserne stjal ikke Nordslesvig
Og så var det november – forfatningen, hvor Danmark vedtog en lov, der stred mod internationale forordninger. En forordning Danmark havde skrevet under på efter Første Slesvigske Krig. Dette førte til krigen i 1864. Så man kan vel ikke tale om, at Preussen stjal Nordslesvig.
Der fulgte nu mange år under preussisk styre. Og det var bestemt ikke let for de dansksindede. Man forsøgte i den grad fra preussisk senere tysk side at germanisere Nordslesvig.
Håbet levede at hele Slesvig kom til Danmark
Nederlaget i 1864 var en bitter pille at sluge for Danmark. Alligevel levede håbet om at generhverve Slesvig. Det var Preussen helt bevidst om. De befæstede bogstavelig talt Dybbøl.
I 1870 udbrød der krig mellem Frankrig og Preussen. Danmark undgik med nød og næppe at blive inddraget. Frankrig tabte og så brast ethvert håb om at få Slesvig tilbage.
Knivsbjerg
Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret på Knivsbjerg. Året efter blev grundstenen lagt til det kæmpestore Bismarck – tårn. Dette blev dog først indviet i 1901. Tårnet symboliserede også hele Slesvig – områdets tilhørsforhold til Tyskland.
Allerede fra juli 1919 begyndte man at ”afmontere” Bismarck – monumentet. Man kunne godt se hvilken vej det gik. Og resterne blev bortsprængt efter besættelsen af danske modstandsfolk.
”Köller-politik”
En af de værste perioder var under overpræsident Ernst Matthias von Köller. Det var ham der stod for den berygtede ”Köllerpolitik”. En masse dansksindede blev udvist. Det var i den grad forbudt at agitere for Danmark.
Men det var ikke kun det danske mindretal i Nordslesvig, der var utilfredse. Det var Socialdemokraterne i den Tyske Rigsdag også. Efterhånden voksede modstanden fra tysk side mod Köllers politik. I 1901 forlod denne især fra dansk side forhadte person området.
Vi efterkom tyskernes ønsker
Danmark bevarede deres neutralitet under Første Verdenskrig. Men det var kun fordi vi efterkom tyskernes ønsker, at det ikke gik helt galt. Var englænderne kommet havde det hele set anderledes ud.
Tyskerne havde ellers allerede dengang planer om at besætte Danmark eller i hvert fald dele af Danmark. Højsøflåden skulle have bedre betingelser og bedre handlefrihed i de danske farvande. I 1916 ønskede marinen kontrol med Jylland op til en linje Esbjerg – Fredericia, der efter Fyn. København skulle eventuelt bombes fra luften.
Angrebet var blevet iværksat hvis englænderne havde valgt at sende store flådestyrker ind i Østersøen for at komme de hårdt trængte russere til hjælp.
Et stort forsvarsværk
Trods det byggede Danmark et stort forsvarsværk omkring hovedstaden. Der blev opstillet en sikringsstyrke på 58.000 mand. Man havde set, hvor let tyskerne kom gennem belgiernes forsvarsværker, der var bedre end danskernes. Forsvarsværket gik helt fra Køge bugt. Det skulle have været forlænget ved Roskilde Fjord men så langt kom man aldrig. Den danske hær manglede middeltungt artilleri for at kunne forsvare sig.
Tyskerne frygtede at de neutrale nationer Nederlandene og Danmark ville blive så hårdt ramt, at de ville være fristet til at tilslutte sig de allierede.
Hvis nu englænderne kom
Vi har tidligere skrevet om Sikringsstilling Nord, der blev anlagt i Nordslesvig fra 1916 – 1918. Det omfattede næsten 900 betonanlæg med tilhørende broer, anlæg til opstemning af åer, jernbanelinjer, telegraflinjer, telegrafer og signalblinkanlæg på en strækning af 50 kilometer tværs over Nordslesvig fra øst til vest.
Det var et grundigt stykke arbejde med 30 mindre batteristillinger med mere end 100 kanoner. Hertil kom bunkere med maskingeværer og revolverkanoner. Tre til fem kilometer fra første linje kom så anden linje.
Jo, tyskerne var bange for at englænderne ville besætte i hvert fald Jylland. De var godt forberedte, tyskerne. Der ventede englænderne en varm velkomst. Men de blev væk.
Ved fredsforhandlingerne mente især franskmændene at danskerne skulle tage en stor del af Slesvig. De ville gerne have hævn.
De tysksindede var skuffet
Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænsen. Imponerende er, at man næsten fulgte denne. Pastor Johannes Tiedje havde tegnet en anden linje. Den var ca. 20 kilometer nordligere end Clausens linje.
Fra tysk side var man skuffet over at man ignorerede, at det var tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Det tyske mindretal håbede på, at Hitler ville bringe balance i regnskabet.
Først efter en loyalitets-tilkendegivelse i 1945 anerkendte det tyske mindretal grænsen. Dermed gav man også afkald på en grænserevision.
En kampsang blev omskrevet
En gang imellem ser vi danske politikere, som mener, at vi skal have hele Slesvig tilbage. Det var også det som briterne pludselig tilbød Danmark i 1947. Men det kom åbenbart helt bag på Danmark.
Ja så havde vi debatten om ”Det haver så nyeligen regnet”. Der var lavet om på teksten. Sangen var en gammel ”kampsang” for de dansksindede sønderjyder. Men egentlig er det en gammel folkemelodi.
Op til 100 års – dagen var der nogle, der mente, at der skulle laves om på teksten. Men hvorfor dog? Følgerne af krig, invasion, landafståelse og sindelagskontrol bliver i den nye sang reduceret til et spørgsmål om ”fremmedhad”.
Man kasserer de historiske sammenhænge
Husk på at i Sønderjylland har historien stadig en langt dybere klangbund end i resten af landet. Det var ikke en selvfølge, at grænsen kom til at løbe, hvor den løber i dag. Hvorfor skal litteraturen og historien omskrives i en højere sags tjeneste? Man kasserer uden videre de historiske sammenhænge. Så bliver der kun plads til løsrevne betragtninger.
I tidligere historier har vi fortalt om dengang min afdøde kone lavede en film om manden bag ”EDB – sproget” Comal 80 fra Tønder. Hun brugte en instrumental-indspilning af Det haver så nyeligen regnet”. TV-Syd ville ikke bringe filmen, før musikken var fjernet. Det kunne genere det tyske mindretal, sagde man.
Vi måtte ikke tale sønderjysk
På Tønder Kommuneskole måtte vi ifølge viceskoleinspektør Werner Christiansen ikke tale sønderjysk i timerne. Det kan jo undre, fordi Werner Christiansen interesserede sig så meget for historie.
Tre kulturer og fem sprog
Sønderjyllands historie består ikke af tomme banaliteter. Selvfølgelig må vi dansksindede også nægte at bruge ordet ”Genforening”. Og vi skal heller ikke foragte at de tysksindede siger ” Abtrennung” (deling). Det handler heller ikke om at bruge den tyske ”jargon”. Det er jo slet ikke det, der handler om. Kig dog på historien.
Og selvfølgelig må vi kalde os for ”sønderjyder”. Vi er født og opvokset der og bruger gene det sønderjyske sprog. Også i foredrag.
Det gamle Sønderjylland havde engang tre kulturer og fem sprog og en masse dialekter. Den dag i dag hader sønderjyderne at folk udefra skal komme og bestemme hvad de skal tænke og tro.
Sådan som DR – 1 serien ”Grænseland” fortæller os, hvordan man talte dengang, er et spørgsmål om formidling. Det er ikke historisk korrekt. Hvis man brugte sønderjysk med danske undertekster ville meget af formidlingen forsvinde. Dialekten gør nemlig formidlingen vanskelig.
Det giver øretæver at formidle den sønderjyske historie
Jo man skal forholde sig kritisk til historiefortolkning. Men Sønderjyllands historie er kompliceret, så på en eller anden måde må man i formidlingen finde et kompromis. Det skal give øretæver, når man formidler Sønderjyllands historie og måske ikke altid følger flertallets fortolkning. Det kan vi i den grad mærke her hos www.dengang.dk
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.570 artikler herunder:
Dato: maj 28, 2020
Da voldene forsvandt
Modstand mod sløjfning af Voldene. Frederik den Syvende ville stadig foretage rideture. To porte forsvandt 1857. Den store Nordiske udstilling. Den gamle rebslager. Harme og smerte. Der var 25 bastioner og ni møller. Storhedstid omkring 1800. Skildvagterne tiggede. Filosofgangen. Der manglede respekt. Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse. I Stokhuset sad Ole Kollerød. Efterhånden var det hele ved at forfalde. Børnene blev nægtet adgang. Kongen påså portene og voldene. 50 rødkjolede soldater passede på. En morgentur var almindelig En tur Store Bededagsaften. Langelinie blev Voldens afløser.
Modstand mod sløjfning af voldene
Datidens medier havde længe ment, at man skulle sløjfe de gamle volde. De kunne helle ikke mere bruges til at forsvare hovedstaden, dertil var krigsførelsen blevet en anden.
Men da beslutningen så blev truffet, kom der alligevel en protest fra flertallet af byens borgerskab. Nu kunne de ikke mere gå promenade på voldene. Men udviklingen skulle gå sin gang. København var blevet for indeklemt.
I 1867 blev det vedtaget at voldene skulle rives ned, og nu kunne man så gå i gang med opførelsen af de nye voldkvarterer.
Frederik den Syvende ville stadig foretage sine rideture
Allerede langt tidligere var de gamle porte, der efterhånden havde gjort tilkørslen til byen for besværlig, revet ned. Selve voldenes funktion som fæstning var ophørt den 30. juni 1856. Alle vagter blev inddraget og overtaget af politiet.
Først faldt Nørreport. Volden blev gennemskåret i en bredde, der svarede til Frederiksborggade. Men da Frederik den Syvende stadig ønskede at kunne foretage sine rideture volden rundt, som han før var vant til, blev der over gabet i volden bygget en bro med jernrækværk.
Det var denne bro der senere ved sløjfning af volden. Ved anlægget af Ørstedsparken blev flyttet til denne park.
To porte forsvandt i 1857
I 1857 forsvandt Vesterport den 16. maj og Østerport fulgte efter den 1. november. Nu var det kun minderne tilbage om disse porte, der havde stor arkitektonisk interesse.
Også møllerne måtte efterhånden overgive sig. Eneste undtagelse var Kastelsmøllen (nærmest Østerport). Det var her H.C. Lumbye havde ligget og en sommernat skrevet ”Champagnegaloppen”.
Den store Nordiske Udstilling
I 1870’erne begyndte man at jævne Christian den Fjerdes gamle voldanlæg med jorden. Det første spadestik blev gjort 1870. Det gik dog en hel menneskealder inden alle var fjernet med undtagelse af Christianshavns Vold. Dog fik Kastellets voldanlæg også lov til at være i fred.
Endnu i firserne strakte det gamle voldanlæg sig fra Langebro til Halmtorvet (Rådhuspladsen). Så sent som 1885 faldt den sidste del af volden her. Og på dette terræn åbnedes i 1888 ”Den Store Nordiske Udstilling”, hvis ejendommelige nordiske bjælkepavillon var bygget af Martin Nyrop, der senere opførte Københavns Rådhus her. Her blev Vestre Boulevard anlagt og ført igennem.
Rysensteens Badeanstalt
For enden af Volden på Rysensteens Bastion ved Langebro, lå den gamle fabriksbygning, der i 1825 blev taget i brug som Rysensteens Badeanstalt, der omfattede varmvandsbadene og Søbadene eller Strømbadene, der lå udenfor på Estakaderne, som badegæsterne blev færget over til.
Artisterne fra Tivoli kunne med robåde kom ud til Rysensteen ad Stadsgraven.
Den grundmurede bygning blev revet ned i 1893, og Søbade-anstalten blev erhvervet af et konsortium, der fortsatte den – en tid under navnet Sct. Helena.
Mange mente, at fjernelsen af voldene var vandalisme. Og denne harme nåede nye højder, da ”Østbanegaarden” skulle anlægges i 1895 og ”Boulevardbanen” skulle gennemføres. Da gik det endnu engang ud over de skønne steder.
Den gamle rebslager
Det sidste, der faldt, var voldsresterne ved Stokhuset på Østervoldgade, og dermed fulgte også ophævelsen af den gamle reberbane langs Stokhuset og Sølvgadens Kaserne, hvor den gamle rebslager Hasselpflug i et halvt hundrede år:
Harme og smerte
Blandt de udtryk af smerte og harme som nedrivningen af voldene fremkaldte, kan nævnes et brev fra Norge. Det er skrevet af Conrad Neumann, der var blevet præst i Svelsvig i Norge, og som ikke i og for sig følte sig krænket over, at meget af det gamle blev erstattet med nyt – men:
Der var 25 Bastioner
Efter Christian den Fjerde’ s bestemmelser var voldene anlagt således, at de skulle være 4 ½ meter høje. Dertil kom et to meter højt brystværn med bænk. Voldene bredde var ca. 12 meter. Voldgravens bredde var ca. 39 meter og dybden var godt tre meter.
Det gamle befæstningsanlæg med mure og tårne var blevet afløst af fæstningsværker med regelmæssigt basionsgrundlag. Ved foden af volden var der en gangsti langs voldgraven og en lignende gangsti fandtes også på voldgravens anden side. Her hævede terrænet sig atter noget og skrånede derpå jævnt udefter, den såkaldte ”Glacis”.
Voldene sluttede næsten som en rundkreds omkring byen med bastionernes takkede udbygninger. Der var i alt 25 bastioner, der som oftest var opkaldt efter kendte personer.
9 møller ved Voldene
Christianshavns Volde var i deres endelige skikkelse opført af Christian den femte. Den havde 12 bastioner omkring havnen. Den sluttede tæt omkring havnens indløb med anlægget af Nyholm over for Kastellet og Toldboden.
Det var endnu i midten af forrige århundrede 9 møller på Voldene. Oprindelig var voldene uden spor af vegetation. Og det var ikke for at skabe en idyllisk vold at den blev beplantet. Men det var for under krig at forsyne forsvaret med det allernødvendigste brugs – og brændselstræ. Beplantningen fandt sted så sent som under ”Den Store Nordiske krig”.
Det hele endte som pragtfulde promenader, om sommeren endda skyggefuldt.
Storhedstid omkring 1800
De smukke alleer på voldene gav dem en særlig tiltrækning for borgerne. Omkring år 1800 havde Voldene sin storhedstid som offentlige spadser-gange. Men det var noget, der holdt folk tilbage. Og det var for det første, at det var forbudt at ryge tobak på Voldene. Man huskede endnu den store eksplosion.
Skildvagterne tiggede
For det andet måtte brystværnet ikke betrædes, og dette hindrede i nogen grad udsynet.
Og for det tredje var man hele tiden stadig under bevogtning af skildvagterne. Voldene skulle straks forlades, når Tappenstregen lød. Man blev ofte, hvor mærkelig det end lyder antastet af skildvagterne der:
Disse forfulgte ivrigt de promenerende med bøn om hjælp.
For at få adgang til den idylliske kirsebærgang uden for Volden matte man have nøgle og tegn, som man kunne erhverves for en årlig afgift hos kommandanten.
Filosofgangen
Der var også mange spadserende særlig studenter og borgerfolk, der søgte ”Filosofgangen” eller ”den philosophiske Gang, som dens navn oprindelig var. Den lå i Voldgaden imellem Farvergade og Ny Kongensgade.
Den var oprindelig anlagt ”til bekvemmelighed for det kongelige Herskab”, når det begav sig til og fra Christiansborg. I tidsskriftet Minerva blev dette sted fremhævet som særlig tiltalende med den tilføjelse, at der hverken var kanoner, ”Fyrgab eller Brystværn”.
Her blev der ikke ringet ud som i Kongens Have og Tappenstregen gjorde ikke ende på spadsereturen.
Der manglede respekt
Ved mørkets frembrud plejede der at komme nogle musikanter, en harpenist, en klarinetspiller og en fagottist, der spillede rigtig godt. Filosofgangen var forsynet med bomme og to skildvagter, der skulle holde uvedkommende køretøjer, det vil sige alle ikke – kongelige vogne borte.
Dette blev dog ikke respekteret. Og soldaterne måtte ikke bruge ”strenghed”. Renovations – og arbejdsvogne benyttede denne passage. Og det gik ud over fodgængerne. Her var også en kærkommen tumleplads for byens ryttere, der holdt meget af at galopere frem og tilbage blandt mængden, hvad der ikke sjældent førte til ulykkestilfælde.
Ved Vesterport
Vesterport var byens mest trafikerede indgang. Gennem denne port hedder det:
To prægtige lindealleer, der i halvbuer gik på hver side af frihedsstøtten – som under banegårds – terrænets omregulering blev flyttet lidt – førte frem til fæstningsgraven, hvor vejen gik over en bro, der i skæv retning ført ind til Ravelinen, en lille ø midt i Stadsgraven. Her lå bomhuset med bommen og den bygning, i hvilken konsumtionsbetjentene holdt til.
Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse
Bommen var en almindelig landevejsbom, der kunne slås ned tværs over kørebanen. Ved Frederik den Sjettes begravelse måtte bommen fjernes, fordi passagen var for smal. To vogne kunne ikke passere hinanden her. Bommen blev senere sat op igen.
Vejen gik videre til en anden bro, der af hensyn til forsvaret lå skævt for den første. For enden af denne åbnede der sig det lange mørke hvælvede portrum ca. 3 ¾ meter bredt og 4 ½ meter højt, der kunne lukkes med vældige, sømbelagte portfløje.
Langs Volden indad mod Vestervoldgade strakte den idylliske Filosofgang med sin alle af gamle træer.
Rideøvelser
En særlig skøn udsigt havde man over landet på den del af Volden, der lå midt for Ny Vestergade. Her i Holchs Bastion fik Ridehuset sin plads. Når man om formiddagen spadserede på Volden, fortælles det, kunne man more sig med at se på rideøvelser over i Bastionen. Det var også en yndet fornøjelse her om aftenen at betragte fyrværkeriet i Tivoli her oppe fra.
Rosenborgs begrænsning mod nordøst var Sølvgade og her på det sidste stykke inden Østerport havde Voldene tre bastioner. Grønlands Bastion var den sidste i rækken. Den lå nærmest Kastellet. Vi passerer også Stokhusgade, hvor Stokhuset lå.
I Stokhuset sad Ole Kollerød
I Stokhuset, som var opført af Frederik den Fjerde sad ”Slaverne”, som de kaldtes. Det var de grove forbrydere, der var dømt til slaveriet. En af de mest kendte var morderen Ole Kollerød. Skønt han efter sit flugtforsøg fra Blåtårn ved Langebro var blevet anbragt i den inderste celle i den dybe fængekælder, havde han dog skrevet på muren:
Og han mente det. Han havde fået en særlig human fangevogter i Stokhus – forvalteren kaptajn Agerholm. Han skaffede lidt ekstraforplejning og forsynede ham med bøger. I sin fængselstid læste Ole Kollerød 200 bøger.
Ole Kollerød skrev også en slags biografi, hvori han giver brændevinen skyld for sin ulykke. Han dømtes til døden. Og det skete ude på retterstedet på Amager den 17. november 1840.
Ved Østerport
Østerport var genopført af Frederik den Fjerde. Gennem den skete:
Fæstningsværkerne og Voldene var ved at forfalde
Fra midten af det 18. århundrede begyndte fæstningsværkerne og Voldene at forfalde. Det var som allerede i tidligere tid de ”løsgaaende Bæster”, der beskadigede dem ved at færdes ugenert på skrænterne, indtil der i 1776 blev udstedt en forordning, hvorefter de skulle:
Arbejdet på Voldene blev udført af slaver under militær bevogtning. Den almindelige voldvagt blev varetaget af borgerne. Kun ved krudttårnene var der soldater, der holdt vagt.
Børnene nægtet adgang
Møllerne var omgivet af små beboelseshuse til konsumtionsbetjentene. Og Voldenes omgivelser havde et fuldkommen landligt og idyllisk præg. Der var vid udsigt fra Voldene over landet Det var derfor det her var så populært at promenere.
Men Voldene led overlast af alle disse mennesker. Overtrædelse af det strenge forbud mod at nedtrampe banketterne, klatre op af brystværnet eller løbe ned af de såkaldte ”Faussebrais”, hvis populære navn var Kirsebærgangen var både mulkt og korporlig straf.
Fra 1777 blev børnene helt og holdent fornemt adgang til Voldene. I 1784 blev det forbudt alle og enhver – med undtagelse af kongehuset, møllerne, forpagterne af græsningen og brændselsleverandørerne til konsumtionshusene at køre på Voldene. Det var kun tilladt enkelte særlig begunstigede, som de fremmede gesandter og ”Personer af Distinktion”, at færdes til hest på Volden. Både græsning på skrænterne, rørskæring og fiskeri i Stadsgraven blev bortforpagtet.
Kongen påså Voldene
Almindelige mennesker, der ville nyde udsigten og frisk luft i lungerne blev jaget væk. Hvis en stakkels hund vovede sig herop, så blev den skudt.
I Frederik den Sjette’ s tid var bevogtningen af Voldene særlig indgående. Kongen påså for eksempel lukningen og åbningen af byens porte. Dette foregik med stor militær højtidelighed. ”Stadsmajoren” eller en anden af kommandantskabets officerer var til stede ved denne vigtige begivenhed.
Nøglerne til Østerport blev endda under bedækning bragt til majestæten selv, eller, når residensen var uden for byen, til kommandanten, som i øvrigt hver morgen havde at aflægge rapport.
Ingen kunne være i tvivl om, at de befandt sig i en fæstning. Når kongen for eksempel skønnede, at nu skulle portene lukkes, så skete det omgående. Det skete under Reformationsfesten i 1836, hvor befolkningen fra forstæderne var rasende over af denne grund ikke at kunne komme med til den store kirkefest.
Vester- og Østerport blev lukket ved midnatstid. Man åbnede om morgen:
Det var bestemt ikke gratis
Nørreport havde stod på et tidsrum altid åbent hele natten. Mod ekstra portpenge kunne man komme igennem. Dette gjaldt dog ikke for fragtvogne og bøndervogne med læs.
Og gratis kom man bestemt ikke igennem. Først skulle der betales ved ”Acciseboden” eller ”Konsumtionskontoret”, hvor toldbetjente med lange stålstænger undersøgte et hvert hø – og halmlæs, som bønderne førte til byen.
Så skulle man også holde ved bommen, hvor bommanden med sin blikbøsse indkasserede portpengene af hver luksusvogn og rytter, som passerede bommen.
Konsumtionsafgifterne blev ført afskaffet i 1851-52, hvorved ”Posekiggerne”, som var hovedpersoner i så mange vittigheder, forsvandt.
50 rødkjolede soldater passede på
Om morgenen i vintertiden blev bommene åbnet kl. 7 og sommeren blev bommen åbnet kl. 4.
Ti bestridelse af ”passagen” var der flere vagter, med i alt 50 rødkjolede soldater, der hver ved sit rødmalede skilderhus stod vagt fra Østerport til Quintus, den sidste af bastionerne på Christianshavns Vold.
Frederik den Sjette holdt af at gå aftentur på Volden og da også visitere. Vagtinstruktionen siger:
Som vi allerede har antydet så var portene ret smalle. På torvedage var færdslen gennem dem så stor, at der holdt lange rækker af vogne.
En morgentur var almindelig
Det var også almindeligt for mange af byens borgere at tage en morgentur på Volden. Og man begyndte denne tur med at drikke et bæger vand ved Gothersgades Post. Der var berømt for sit gode vand. Så travede de gamle rundt, helst rundt om alle bastionerne, før de tog fat på dagens alvorlige gerning.
Jo man troede på vandets helbredende virkning. Således blev Vandkureanstalten oprettet ved Klampenborg. Også ved Almindeligt Hospital havde man fået øje på det.
En tur Store Bededagsaften
Store Bededagsaften i mangfoldige år var Voldens største dag. Alle københavnere skulle derop. Hele Volden var som en summende bikube. Man hørte klokkerne ringe fra kirkerne. Man præsenterede de nye sommertøj og gik så bagefter hjem og fik varme hveder ved temaskinen.
Arveprins Ferdinand vandrede her folkelig med sin elskede gemalinde Caroline, som var Frederik den Sjettes datter.
Egentlig var Store Bededagsaften 1873 den allersidste af disse folkelige festaftener, da promenaden, der i alt bød på tre kilometer ubrudt spadseregang, og som det tog tre kvarter at tilbagelægge, endnu havde den gamle karakter. Men allerede dengang kunne man mærke at alt ikke var som i gamle dage.
En yndet fornøjelse var det at høre klokkespillet fra Vor Frue Kirke.
Langelinie blev Voldenes afløser
Det så ud som om, at Langelinie blev Voldens afløser. Hertil gik forårets første folkevandring både af gamle og unge. Kvindelige og mandlige studenter havde hvide huer på hovedet. De samledes omkring Søfartsmonumentet eller i Kastellet, hvor der holdtes taler og blev sunget studentersange.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler herunder:
Dato: maj 24, 2020
Da vi næsten fik en svensk konge
Kunne du tænke dig at være svensker? Kalmar-unionen. De store spiser de små. Forskellige formål. Svenske studenter vandrede over isen. H.N. Clausen var en stor tilhænger. Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål. De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres. Den danske konge ville hellere have den svenske konge end prins Christian. Prins Christian modarbejder ideen. Hertugen af Augustenborg var udelukket. Svenskerne trak sagen i langdrag. Man stod ikke skulder ved skulder. Unionen mellem Norge og Sverige oplæstes i 1905. Stemningen var krigerisk. Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark. Danmark og Norge kendt i 800 år. Dansk styre i Norge i 400 år. Svenskerne ville tidligt have et ”Kejserrige”. Svenskerne løb Danmark over ende. Man drak en svensk spion fuld. Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne.
Kunne du tænke dig at være svensker?
Hvorfor placere en sådan artikel under denne kategori? Situationen i grænselandet var måske både årsag til at vi skulle have en svensk konge og årsag til at det ikke blev til noget. Er du forvirret? Ja så bliver du det endnu mere, når du læser denne artikel.
Kunne du tænke dig, at Danmark var en delstat, og at du skulle til at tale svensk? Landet blev styret fra Stockholm og vi havde en svensk kongefamilie. Lyder det lidt vildt? Ja i midten af 1800 – tallet var disse tanker ikke urealistisk.
Hvis du ikke har hørt om ”skandinavisme” før, så gør du det nu. Nu blev bevægelsen ikke den store succes, derfor har du måske ikke hørt om det før.
Kalmar – unionen
Vi har jo haft den Skandinaviske Union før – dengang under Magrethe den Første og Kalmarunionen. Og dette handler ikke om Stormen mod København, hvor svenskerne tabte. Ja de tabte faktisk hele krigen, da de kom anden gang. Og vi fik ikke de gamle besiddelser igen. Det tillod stormagterne ikke.
De store spiser de små
Her skal vi tilbage til 1800 – tallet. Man ville opbygge en bevægelse, som skulle være en enighed, der byggede både på kulturelle, sproglige og åndelige fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden. Det gjorde sprogene også
Det hele skulle samles under et, under et flag og en konge. Jo det skulle være en helt ny stat. Men hvorfor ville man det? Nu var det dengang slet ikke det guldaldermaleri, som tiden ofte bliver fremstillet som. Stemningen i Europa var kaotisk. Den var præget af revolutioner og krige. I kølvandet på de krige fulgte nye landegrænser, der blev besluttet af krigens vindere.
Ideen opstod også på grundlag af, at ”De store spiser de små”. Det var dengang, hvor vinderne i det store magtspil var de store nationer som Storbritannien og Rusland.
Forskellige formål
Reelt handlede det vel mere om en styrkelse af den svenske nationalstat. I Danmark handlede det om en styrkelse over for tyskerne om Slesvig Holsten.
Bevægelsen startede faktisk af danske og svenske studenter. I starten blev bevægelsen støttet af blade som Fædrelandet og Aftonbladet. Specielt i Treårskrigen, hvor Sverige – Norge tilbød støtte i form af en ekspeditionshær, der dog aldrig kom i kamp.
Det gode forhold frøs
Ja allerede i 1787, da den svenske kong Gustav den tredje var på besøg i København, kunne man i tidsskriftet Minerva læse om, hvor dejligt det var at se det nordiske folk hånd i hånde. I 17932 blev der holdt et foredrag i Nordisk Forening i London om betydningen af et nordisk fællesskab. I 1796 blev Skandinavisk Litteraturselskab dannet i København. Selskabet udgav i en årrække et tidsskrift ”Skandinavisk Museum”.
Men ak, Danmark angreb Sverige i 1808 under Napoleonskrigene. Og den svenske Gustav den Fjerde Adolf havde planer om at besætte Norge og Sjælland.
Svenske studenter vandrede over isen
Trods dette, blev der i 1828 oprettet fast ruteforbindelse mellem Malmø og København med dampbåd. I 1838/39 frøs Øresund til is. Et stort antal svenske studenter gik over isen til København, hvor skåltaler blev udbragt for den ”nordiske treenighed”.
Der var nu ikke helt enighed om en skandinavisk sammensmeltning. Den svenske konge Karl den tredje Johan var således en udtrykkelig modstander af projektet. Og den svenske udenrigsminister Gustaf af Wetterstedt udsendte i 1837 et cirkulære til de svenske ambassadører, hvor han advarede mod et forsøg på at forstyrre den eksisterende orden.
H.N. Clausen var stor tilhænger
Skandinaviske sympatier fandt man i 1830’erne fortrinsvis blandt de liberale, men i takt med den skærpede konflikt og oplevelsen af pres fra Tyskland, vandt sympatien for Sverige – Norge ud over oppositionen. De forestillinger, der lå til grund for den bredere tilslutning til den skandinaviske ide, blev udtrykt af professor H.N. Clausen i hans erindringer:
Skandinavismen var først og fremmest en reaktion på først en udansk enevælde og senere truslen fra syd.
Det kunne måske løse det slesvigske spørgsmål
Nu var bevægelsen hovedsagelig et københavnsk foretagende med tilslutning fra studenter og akademikere. Det blev betragtet med interesse fra borgerskabet.
Et fællesnordisk tidsskrift Brage og Idyn blev udgivet 1839 – 1842. I 1839 blev det første skandinaviske naturforskermøde afholdt i Göteborg.
I 1840’erne var der også ryster fremme i Tyskland, der talte for en indlemmelse af Danmark i et kommende forenet tysk rige.
Herhjemme mente Orla Lehmann og Carl Ploug, at en skandinavisk sammensmeltning kunne løse det slesvigske spørgsmål. Slesvig kunne så knyttes tættere til Danmark. Lehmann blev i 1841 på baggrund af en tale som han holdt på Falster idømt tre måneders fængsel ved Højesteret. Man mente, at han havde skabt ”had og misnøje” mod forfatningen.
Et fælles skandinavisk bogmarked
Selv da Grundtvig levede, ja så gik han ind for en fælles nordisk stat. Senere blev han dog mere nationalistisk.
Der blev også gjort forsøg på at skabe et fælles skandinavisk bogmarked. Dels ville et fælles marked danne et bedre økonomisk grundlag for forfattere, udgivere og boghandlere, dels ville et fælles marked være vigtigt for at udbrede en fællesskandinavisk identitet.
Man kiggede også på den fælles historie, for eksempel vikingetiden, og så prøvede man at nedtone den svensk – danske modsætning.
De danske myndigheder forsøgte med forbud efter russisk pres
Ploug holdt i 1843 en tale for svenske studenter, hvor han understregede, at den tyske trussel med Danmark fra syd og den sussiske trussel mod Sverige – Norge fra øst kunne afværges gennem etablering af en ny Kalmar – union. Den svenske regering var stadig imod. I 1844 holdt Lehmann en brandtale på det årlige møde på Skamlingsbanken.
Efter russisk pres anlagde de danske myndigheder en hård kurs over for tilhængere af denne bevægelse. Ved retsforfølgelse, beslaglæggelser og forbud forsøgte man at kvæle bevægelsen.
I offentligheden fremstod Lehmann som Ejderpolitikens ivrigste fortaler. Men egentlig foretrak han en deling af Slesvig, så de nordligste sogne tilfaldt Danmark og de sydligste egne tilfaldt Holsten.
En af planerne gik ud på at prins Oscar (den senere Oscar den Første af Sverige) skulle regere et forenet Skandinavien med sydgrænse ved eller nær Dannevirke.
Den danske konge ville hellere have Karl den 15. end Prins Christian
I Danmark/Sverige/Norge havde man udpeget den svensk – norske konge Karl den 15. som en oplagt kandidat til at overtage en samlet skandinavisk trone. Det var bl.a. med den danske konge Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ikke nogen børn selv. Han så gerne, at hans ven Karl den 15. sad på tronen. Hellere det end prins Christian af Lyksborg der senere blev udpeget som hans efterfølger med russisk velsignelse.
I begyndelsen var der en stor politisk modstand. Men man nåede egentlig langt i arbejdet. Så sent som i 1864 var der forhandlinger mellem Danmark og Sverige, hvor man diskuterede den struktur, som skulle forme forbundssten. Man havde udkast til en fælles forfatning. Men vi kom ikke til at tale svensk. Det endte aldrig med et forenet Skandinavien.
Prins Christian modarbejder ideen
Den udpegede arving til den danske krone, prins Christian af Lyksborg – der senere blev Christian den Niende – modarbejdede ideen. Han ville absolut ikke give afkald på tronen. Han ville også helst indføre enevælden igen, hvis han ellers kunne.
Flere steder i historien står der anført, at danskerne foretrak en konge af tysk afstemning. Men var det ikke en person, vi fik påtvunget? London-protokollen i 1852 bestemte arvefølgen til den danske trone og den forfatningsmæssige ordning af helstaten. Dette var også med til at fælde den skandinaviske union. Stormagterne var ikke begejstret.
Den danske kongeslægt var i fare for at uddø. Og så gjaldt det også forskellige arveregler i Hertugdømmet Slesvig Holsten og Kongeriget Danmark. Danmark måtte forhandle med Rusland, England, Preussen og Østrig. De skulle anerkende den nye tronarving.
Man bestemte sig ført for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig, at han var alt for meget Slesvig – Holstener af sind og tanke. Det var russerne, der anvist denne.
Man enedes så om Prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter, prinsesse Louise af Hessen. På den måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at Prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjente den danske hær.
Hertugen af Augustenborg var udelukket
Forinden havde også hertugen af Augustenborg mod at den danske regering for en i forhold til værdien for en meget stor sum afkøbte hans slesvigske godser. Samtidig måtte han ved sin hertugelige ord og ære på egne og familiens vegne love intet at foretage sig, der kunne true ”roligheden” i det danske monarki eller den nye tronfølgeordning. Med andre ord den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelig familie fra Augustenborg. Ja det gjorde de faktisk to gange. Og familien havde også glemt alt det, de havde lovet omkring 1920. Ja så sent om under besættelsen havde kongen problemer med et familiemedlem og udviste hende efter besættelsen.
Svenskerne trak sagen i langdrag
Men Frederik den Syvende og Karl den 15. fortsatte deres sonderinger. Og centralt placerede danske politikere arbejdede for tanken. Det var C.C. Hall, Orla Lehmann og D.G. Monrad.
Den 11. januar 1863 henvendte Monrad sig til den svenske diplomat Henning Hammilton med en plan for den skandinaviske forbundsstat med fælles parlament i Stockholm og fælles konge. Man mente, at Prins Christian så skulle tildeles Holsten som en slags kompensation.
Svenskerne trak sagen i langdrag. Efter Frederiks død i november 1863 foreslog Napoleon den Tredje en skandinavisk union, der også omfattede en deling af Slesvig. Men endnu engang trak svenskerne følehornene til sig. De dækkede sig ind under de internationale bestræbelser for at finde en løsning på Slesvig – spørgsmålet.
Da den 2. slesvigske krig brød ud, mente opinionen i Sverige, at man skulle hjælpe ”broderfolket”. Karl den 15. lovede at stille med en hær på 20.000 soldater og sendte gesandter til London, Paris og St. Petersborg for at skabe opbakning til en europæisk aktion mod Østrig – Preussen. Da ingen neutrale nationer ville stille med en hær, ville Sverige heller ikke.
Henning Hamilton, der havde lovet den danske regering Sveriges støtte, søgte straks sin afsked. Han følte sin ære krænket.
Måske anså man i Sverige-Norge Slesvig-Holsten problematikken som et dansk problem og ikke et skandinavisk problem.
Man stod ikke skulder ved skulder
Det blev det tydeligt, at Danmark og Sverige – Norge ikke stod skulder ved skulder. Krigen kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.
Svenskerne skulle ikke nyde at være i konflikt med Det Tyske Forbund. Og for Danmark blev det et totalt og knusende nederlag. Men svenskerne ville ikke risikere en konfrontation med Preussen, der fremstod som en af de kommende magtfaktorer i Europa.
Men måske var svenskernes også bange for russernes reaktion, når de hjalp Danmark.
Bevægelsen led et hårdt nederlag som den aldrig helt overvandt, da den Anden Slesvigske krig brød ud. I Danmark var man dybt skuffet over den manglende svenske hjælp.
Men den skandinaviske forbundsstat var næppe blevet til noget. Russerne og englænderne kæmpede hele tiden imod. De så det som et styrket Sverige.
Unionen mellem Sverige og Norge ophørte i 1905
Unionen mellem Sverige og Norge opførte først i 1905. men forløbet var langt mere kompliceret end det normalt bliver gengivet.
Historien kunne have taget en helt anden drejning. Den svenske konge havde i 1814 påtvunget en modvillig norsk befolkning en personalunion efter at Norge havde erklæret sig selvstændigt, da Danmark måtte opgive landet ved freden i Kiel i 1814.
Med hjælp fra den senere danske konge Christian Frederik vedtog udvalgte nordmænd den frieste forfatning i hele Europa på Eidswoll den 17. maj 1814.
Carl den 14. Johan (Bernadotte) var dog ikke til sinds at opgive sit bytte. Hans løfte om at kompensere Sverige for tabet af Finland til Rusland i 1809 med Norge var baggrunden for, at han som Napoleons marskal var blevet valgt til Sveriges konge. Det blev ikke en danske som det ellers var påtale.
Nordmændene måtte acceptere unionen
Efter en kort krig med Carl Johans krigsvante tropper måtte nordmændene acceptere unionen med arvefjenden. Nordmændene beholdt dog deres frie forfatning og levede i et yderst selvstændigt liv uden at mærke den svenske tilstedeværelse. Kun udenrigspolitik, forsvarspolitik, flag og kongehus var fælles. Kulturen, herunder skriftsproget var dansk. Økonomien og forvaltningen stod nordmændene selv for.
I 1884 kom den nationalistiske venstrefløj til magten i Norge. I 1895 spidsede konflikten til i forbindelse med en kamp om økonomisk politik og politiske symboler, især flaget samt et norsk krav om egne konsulenter ude i verden.
Stemningen var krigerisk
En folkeafstemning blev afholdt i sommeren 1905. Kun 184 stemte nej til løsrivelsen. 368.208 stemte ja. Norge stod samlet som konsekvens af den nationale mobilisering i årene forud. Mens de var i union med Sverige, havde nordmændene forberedt sig militært ved at opbygge egen hær og opføre forter langs grænsen til Sverige. Til den norske hær var der indkøbt hypermoderne maskingeværer og haubitser. En flåde var Norge også i gang med at opbygge. Stemningen var meget krigerisk i begge lande. Blodet kunne nemt være kommet til at flyde.
Efter intense forhandlinger blev dette dog undgået. Kompromiset indebar blandt andet demilitarisering af grænsen og nedrivningen af fæstningerne. I november valgte den norske befolkning den danske prins Carl til konge under navnet Hakon den Syvende.
Denne begivenhed var også et slag mod Skandinavismen.
I 1919 oprettedes Foreningen Norden, der lagde grunden til et enestående nordisk samarbejde.
Skåne og Blekinge ville hjem til Danmark
Inspireret af den norske afstemning og afstemningen i Slesvig krævede befolkningerne i Skåne, Halland og Blekinge også afstemning om tilhørsforholdet, I skåne stemte et klart flertal i 1920 for genforeningen med Danmark, i Blekinge var et lille flertal for, mens det i Halland var et flertal for fortsat at være en del af Sverige.
Danmark og Norge kendt i 800 – tallet
Men hvad skete er i Skandinavien op til alle disse begivenheder? Her er et kort rids af den skandinaviske historie.
Navnene Norge, Danmark og Sverige har rødder tilbage i de ældste skrifter. Betegnelsen Norge optræder i Ottars tillæg til Kong Alfreds oversættelse af Orosius verdenshistorie fra 800 – tallet. Danmarks og Sveriges oprindelse fortaber sig i det dunkle. Vi ved at navnene betyder ”danernes mark” og ”sveernes rige”. Men hvem disse folkeslag var og hvilke grænser deres riger havde, fortaber sig i folkevandringens tåger.
Kun ordet ”mark” antyder, at det tidligste Danmark blev organiseret i forbindelse med Karl den Stores rige omkring 800 på samme tid som den ”spanske mark” (Katalonien) og Ostmark (Østrig). Sverige blev først til et fælles rige med basis i egnene omkring Mälaren et par hundrede år senere end de to andre kongedømmer.
Dansk styre i Norge i 400 år
Det danske styre overtager magten og styre Norge i 400 år. Norges indfødte aristokrati blev næsten udslettet af pest og landbrugskrise som følge af klimaændringer i anden halvdel af 1300-tallet. Derfor gled landet, i modsætning til Sverige smertefrit ind under den danske krone med Kalmar – unionen i perioden 1397 – 1523.
Efter Christian den Tredjes sejr i borgerkrigen 1534 – 1536 (Grevens Fejde) og reformen i 1536 blev Norge på samme vis som de øvrige dele af det Oldenborske monarki administreret direkte fra København, også selv om der i perioder var en statholder i Oslo (Kristiania) Indbyggerne var sig meget vel deres norske karakter bevidst, men det er omstridt, om de derved adskilte sig fra andre provinser såsom Nørrejylland, Slesvig og Holsten.
Svenskerne ville tidligt have et ”kejserrige”
Danmark var længe det mest folkerige af de tre monarkier, og dets bestræbelser på at opnå eneherredømme i det nordlige Europa mislykkedes kun, fordi den danske adel før nederlaget i 1600 – tallet ikke lod sig tæmme af et stærkt monarki.
Omvendt lykkedes det ikke den tværnationale adel med godser i såvel Sverige som Danmark at realisere en reel adelspolitik under valgte konger, som det skete på samme tid i Polen – Litauen. I stedet overtog Sverige under Vasa – dynastiet mellem 1630 og 1709 Oldenborgernes hegemoni over Østersøområdet og det nordlige Europa.
Danmark-Norge bestod af Island og Færøerne, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I sidstnævnte regerede den danske konge som hertug i nogle dele og sammen med arveberettigede i andre dele i et indviklet mønster. De gamle norske bilande Orkney og Shetlandsøerne var blevet pantsat til Skotland i1469.
Svenskerne havde allerede tidlig planer om et ”Skandinavisk Kejserrige”. Ideen stammer fra Gustav den Anden Adolf, der i 1630 med stor succes greb ind i trediveårskrigen. Det var på grund af hans effektive hær, der i begyndelsen bestod af udskrevne svenske og finske bondesoldater.
For Christian den Fjerde var det en fiasko. Den svenske hær kom efterhånden til at bestå af tyske, engelske, skotske og irske lejetropper. De sejrede gang på gang. Tyske historikere debatterede i 1800 – tallet om den svenske konge var ved at oprette en skandinavisk stormagt.
Svenskerne løb Danmark over ende
I 1643 – 1645 vendte de svenske hære sig mod Danmark og erobrede Jylland. Ved hjælp af Holland besejrede svenskerne den danske flåde ved Femern. Ydmyget måtte den danske konge slutte fred og afstå øerne Gotland og Øssel samt Halland for 30 år. Dermed havde svenskerne opnået det gamle mål at bryde en dansk indespærring mod vest. Gustav Adolfs skandinaviske kejserdømme var dog ikke realiseret med freden Brømsbro, som ud over at svække Danmark havde givet store handelsfordele for Sveriges allierede, Nederlandene, der med freden i Westfalen i 1648 var blevet en af Europas stormagter.
Carl Gustav var kørt fast i Polen. Og for ham var det kærkommen med den danske krigserklæring. I januar – februar 1658 rykkede den svenske konge frem i Jylland. Fyn og Sjælland lå åben og modløse hen. Over en tredjedel af det danske rige blev afstået, Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, Bohuslen, Jemtland, Hejredalen og Trondhejm.
Trods den store succes havde den svenske konge ikke fået nok. Han fortrød, at han havde ladet den oldenborgske monarki bestå. I august 1658 samlede han sin hær i Kiel og sejlede til Sjælland for at tage resten af det lemlæstede rige. Frederik den Tredje gjorde sig klar til at dø i ”sin rede”.
Man drak den svenske spion fuld
Vi har tidligere her på siden beskrevet, hvordan det gik. På et hængende hår undgik vi at blive elimineret som en selvstændig stat. Carl Gustav undervurderede sine modstandere. Danske officerer havde fattet mistanke til den svenske ingeniørofficer, da han var på besøg. De havde drukket ham fuld. Måske var det derfor, at han havde indberettet, at Slotsholmen ude for Kalvebod Brygge var det svageste led.
Skandinavien blev neutraliseret af stormagterne
Svenskerne måtte afbryde angrebet efter at have mistet en tredjedel af deres tropper. Samtidig tabte svenskerne mod polske og brandenborgske tropper i Jylland og på Fyn. København blev nu stadig metropol i en mindre stat.
Den holstenske adel kom reelt til at styre og reformere den oldenborgske helstat efter dens konsolidering i 1700 – tallet. Storbritannien havde overtaget hollændernes rolle som dominerende flådemagt.
Skandinavien blev reelt neutraliseret af stormagterne i 1800 – tallet. De blev delt op i små, homogene nationalstater. I årene efter 1814 var de officielle relationer mellem Danmark og Sverige – Norge også blevet kølige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler bl.a.
Om Svenskerne:
Om Augustenborgerne:
Om Kalmarunionen:
Dato: maj 21, 2020
En Rytterskole i Brønshøj
Skole fra 1724 til 1932. Bygningen anvendt til mange formål. En platte med Rytterskolen. Militæret blev omorganiseret. Opført efter samme grundplan. Altid i nærheden af kirken. Forældre og præster skulle opdrage til kristendom. Konfirmation indførtes i 1736. Protester mod udgifterne. Brønshøjs præst skrev til Provsten. Biskop balle kom på besøg. En beskrivelse fra 1834. Forandringer på bygningen. En tavle på bygningen
Skole fra 1724 til 1932
Brønshøj Museum havde til huse i en af de 240 almueskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i Danmarks tolv rytterdistrikter. Derfor blev de kaldt rytterskoler. Rytterskolen i Brønshøj blev taget i brug i 1724 og fungerede uafbrudt som skole indtil 1932.
Skolen gennemgik flere ombygninger i løbet af 1800-tallet. I 1899 blev der opført en ny skole i Brønshøj. Den bliver i dag kaldt Brønshøj Gamle Skole på Brønshøjvej. Men undervisningen fortsatte i den gamle rytterskole.
Bygningen anvendt til mange formål
Siden 1904 blev bygningen også anvendt til distriktsbibliotek. Det fortsatte til 1939, hvorefter bygningen blev anvendt til beboelse. Det var senere tale om at rive rytterskolen ned, da huset var blevet temmelig forfaldent. Men huset blev reddet og anvendt som hjemmeværnsgård og lager.
Ja bygningerne har også tjent som mandskabslokaler for Københavns Sporveje og depot for Beredskabsafdelingen.
Fra 1986 til 2011 var det hjemsted for Brønshøj Museum
Men ak en stor brand opstod i august 2010 ødelagde en masse. Omkring 100 kvm stråtag blev brandskadet og 150 kvm af museet blev vandskadet som følge af slukningsarbejdet.
Derefter skete en omfattende restaurering.
En platte med Rytterskolen
Det er intet tilbage af den oprindelige inddeling. Og tænk engang. Bing og Grøndal fremstillede en platte af Rytterskolen i Brønshøj.
Militæret blev omorganiseret
I slutningen af 1600-tallet blev militæret (Rytteriet) omorganiseret, og kongens ejendom, Krongodset blev inddelt i rytterdistrikter.
Ryttergodserne skulle også sørge for at rekruttere soldater fra lokalbefolkningen. Rytterskolerne var med til at få bedre uddannede soldater. Og man kan vel sige at Rytterskolerne var forløberen for vore dages folkeskole.
Københavns rytterdistrikt bestod af 20 sogne. Hvert sogn var et stort ryttergods, og i hvert af dem skulle der oprettes en skole. Hvert rytterdistrikt skulle årligt forsyne et regiment på 700 ryttere med indkvartering og forplejning.
Frederik den Fjerde fandt det nødvendigt, at soldaterne kunne læse og tælle til tyve. I den ånd blev Rytterskolerne opført.
Det blev udtrykkeligt fremhævet at skolerne i deres udseende burde være mere anseelige end almindelige huse.
Opført efter samme grundplan
De sidste rytterskoler blev opført i Danmark i 1727. Der blev udstedt instrukser om skolepligt og undervisning samt om lærernes ansættelse og aflønning. Alle skolerne blev opført efter samme grundplan.
Bygningen skulle være 13,2 meter lang og 7,5 meter bred. Fra gulv til loft var der 2,8 meter. Skolerne indeholdt forstue og skolestue. Ja så var det lige et sovekammer og et spisekammer og et køkken til læreren. Og ikke at forglemme en stald til lærerens kreaturer.
Opført i nærheden af kirken
I køkkenet var der efter sjællandsk tradition en åben skorsten med ildsted og bageovn. Fra skorstenen blev der også fyret i ler-kakkelovnen som opvarmede både skolestuen og læreboligen.
Flere steder blev de oprindelige tagsten efterhånden skiftet ud med stråtag. Teglstenene blev nemlig knust, når drengene kastede sten på taget.
Skolerne blev for det meste opført lige i nærheden af kirken. Det var normalt præsten, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Undervisningen omfattede katekismen og læsning. Mod betaling kunne der også undervises i skrivning og regning.
Forældre og præster skulle opdrage til kristendom
I danske Lov havde enevælden i 1683 formuleret det som, at forældre og præster opdrog børnene til kristendom. Den første egentlige bestemmelse om undervisning skete i en fattigordning i 1708, hvori det bestemmes at degnen skulle forstå undervisning for de børn, hvis forældre ikke selv havde råd.
Og så var det i 1702, at Frederik den Fjerde tog initiativ til opførelse af Rytterskolerne. Det var først og fremmest kristendom, som man skulle satse på og så loyalitet mod kongen og fædrelandet.
Nu var det sådan at ryttergodserne kun omfattede en sjettedel af landets områder. Men flere store godsejere støttede initiativet ved at lade bygge skoler på deres godser. Alligevel var der endnu områder på landet, hvor der ingen undervisning fandt sted.
Konfirmation indførtes i 1736
Under Christian den Sjette indførtes konfirmation i 1736. Det blev en betingelse for at fæste en gård eller blive gift. Derved måtte de børn, som tidligere var blevet unddraget undervisning af deres forældre gå i skole. Ydermere fulgte enevælden op med den 23. januar 1739 at udstede en forordning om skolerne på landet, der blev læst op fra prædikestolene over hele landet.
Protester mod udgifterne
Udgifterne til skoler, lærerlønninger og bøger skulle betalers af alle lokalsamfundets medlemmer fra de øverste til de nederste. Tiltaget faldt imidlertid sammen med en alvorlig økonomisk krise. Dette bevirkede en storm af protester. Den 29. april 1740 måtte kongen ophæve sin forordning med en plakat. I stedet bekendtgjorde Christian den Sjette, at:
Kongen gjorde dog også lige godsejerne opmærksom på:
Resultatet var imidlertid, at det var vidt forskelligt fra gods til gods hvilken undervisning, der blev givet.
Brønshøjs præst skriver til provsten
Det var et problem med børnenes lange skolevej. I en beskrivelse fra 1737 meddelte præsten i Brønshøj, Hieronimus Larsen Aaschou således til provsten:
Først en menneskealder senere nedsattes i 1789 ”Den store Skolekommission, hvis arbejde førte til folkeskolelovene af 1806 og 1814.
Biskop Balle kommer på besøg
I slutningen af 1700-tallet blev Rytterskolen forsynet med et lille udhus sydvest for bygningen. Og den 24. maj 1805 visiterede selveste Biskop Balle skolen og noterede i visitatsbogen, at:
En beskrivelse fra 1834
I 1823 skete der en udvidelse af bygningen, og i 1834 beskrives skolen således:
Forandringer på bygningen
Skolen gennemgik igen flere ombygninger i løbet af 1800-tallet, og i 1894 blev der opført en vinkelret tilbygning, som vat stråtækt på samme måde som skolen.
Ved gennemførelsen af Brønshøjvej efter 1901 blev der skåret et fag af den vestlige ende af bygningen. I den ny gavl er der indsat vinduer.
En tavle på bygningen
På Rytterskolerne blev der ofte over indgangen opsat en sandstenstavle med samme indskrift med Frederik den Fjerde’ s spejlmonogram med en latinsk tekst og nederst et vers på dansk. Da ”Den Gamle Redaktør’ s latin-kendskab ikke er, hvad den har været gengives teksten her kun på dansk:
I Brønshøj blev haven i mange år passet af Rytterskolens Havelaug. Og Rytterskoletavlen er i dag indmuret over døren i højre side på facaden af den oprindelige bygning. Teksten er trukket op med sort farve, så den er forholdsvis letlæselig.
Istandsættelsen blev præmieret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.566 artikler herunder:
Om Nordvest
Om Skoler og Undervisning
Under København (170 artikler)
Under Nørrebro (287 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Højer (72 artikler)
Dato: maj 21, 2020
Carlstad – en svensk by i Brønshøj
Vi kunne have blevet en svensk landsdel. Danmark havde erklæret Sverige krig. Svenskerne afbrød deres krig i Polen. De løb os over ende. Hollænder kom os til hjælp. Store konsekvenser for civilbefolkningen. 1.500 danskere blev dræbt, da fæstning blev indtaget. Adelen var ikke meget bevendt. Den endelig storm mod København. Spioner havde luret det. Civilbefolkningen hjalp til. Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået. 30.000 i Carlstad. Fjendebyen bestod i 22 måneder. Mange folkeslag forsamlet. Lejren var en åben fæstning. Borgerskabet bød på bøndernes ejendele. En vold omgav lejren. ”Frugt” efter begivenheden. Adskillige fund fra den tid.
Vi kunne have blevet en svensk landsdel
Danmarks eksistens som selvstændig stat har aldrig været mere truet end i årene 1657-60. Udfaldet af en række mere eller mindre tildragelser kunne meget nemt have gjort Danmark til svenske landsdele og hermed ændret vores historieforløb.
Efter Christian den Fjerdes død i 1648 blev kronen overdraget til hans søn Frederik den Tredje. Han var indesluttet, tænksom og lidt livsfjern. Det var lige det modsatte af den svenske konge.
Danmark erklærede Sverige krig
Det var hans rådgivere på Københavns Slot, der fik ham til at erklære arvefjenden, Sverige krig. Formelt skete det efter, at man på et stændermøde i Odense i februar 1657 havde forhandlet sig til rette om en bevilling på 3 mio. Rigsdaler til anskaffelse af våben og andet militært udstyr.
Desuden blev det besluttet, at hvert af Danmarks dengang 2.000 sogne skulle stille med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom hvervet mandskab. Herved blev hærens mandskab op på ca. 25.000 soldater.
Det var en stor hærstyrke. Men det var præget af manglende erfaring og tarveligt udstyr. Rytteriet havde erfarende ledere og forholdsvis stærkt. Men de tvangsudskrevne bønder til fodfolket udviste ”trods og genstridighed”. Trods sin størrelse var den en hær, der langtfra kunne måle sig med svenskernes erfarende landsknægthær.
Fra dansk side var formalia i orden i modsætning til hvad svenskerne ved deres overfald i 1644 og senere ved den uventede landgang i Korsør den 7. august 1658 provokerede med.
Svenskerne afbrød deres krig i Polen
For kong Carl kom krigserklæringen fra Danmark meget kærkommen. Han kunne komme ud af de opslidende felttog i Polen, hvor hans hære havde vundet sejr på sejr. Men han havde ikke opnået hverken politiske eller militære resultater, fordi hans polske modstandere efter hver slag omgrupperede sig. Nu kom så krigserklæringen fra Danmark den 1. juni 1657.
Fra dansk side var der forvirring fra starten. Det lykkedes ikke at koordinere den danske krigsindsats. Men de danske styrker indledte med erobringer af Bremen og Verden. Men det lykkedes ikke at erobre hovedfæstningen Stade ved Elben.
Det overraskede kongen at han afbrød sine kampe i Polen og drog mod Danmark. Svenskekongen vandrede over de tilfrosne bælter, og det var en sønderlemmende Roskilde – fred, der blev indgået.
Svenskerne løb os over ende
Vi mistede vores besiddelser i Sverige. Men den svenske krigerkonge Karl 10 Gustav havde lang fra fået nok. Han havde til hensigt at underlægge sig Danmark og gøre os til svenskere. En uhyggelig tanke.
Han løb os over ende og havde nær udslettet Danmark som selvstændig nation. Han lavede en hurtigmarch sydfra og erobrede Jylland. Så marcherede han med sine tropper en iskold vinter over bælterne og erobrede først Fyn og derpå Sjælland. Derefter lå København åben for angreb, og kun held, modangreb, alliancer med hollænderne og et modigt forsvar reddede landet.
Hollænderne kom os til hjælp
Jo det gik meget let for kongen, så han ville have mere. Og snart havde vi igen besøg af ham. I august 1658 gik han i land på Sjælland og rykkede mod hovedstaden. Byen rustede sig energisk til forsvar. Snart lå de svenske hære i en jernring om byens lave volde. Danmark modtog til alt held hjælp fra Holland, som sendte en flåde til København. De kæmpede sig forbi de svenske skibe i sundet og medbragte tiltrængt forstærkning til det danske forsvar. Men svenskerne fortsatte deres belejring.
Krigen havde store konsekvenser for Danmark, idet vi ved Roskildefreden i 1659 mistede vores danske besiddelser i det nuværende Sverige. Politisk og socialt blev krigen ligeledes vigtig, fordi adelen mistede magt. En alliance mellem borgere og konge resulterede i en enevældig konge.
Store konsekvenser for civilbefolkningen
Krigen havde også frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen, hvor overgreb, pest og sult lagde store dele af landet øde. Mange mænd måtte gå ind i hæren, tabene var store og kvinder blev udsat for voldtægt.
Kvinderne skulle have indsmurt sig i sod og tjære for at gøre sig uattraktive, men det hjalp åbenbart ikke. Mange danske kvinder fødte børn efter voldtægt. Men der er dog også eksempler på, at danske kvinder var sammen med svenske soldater og fik børn. Det kan man se sort på hvidt i kirkebøgerne.
Havde den svenske konge vundet, havde han også vundet den indbringende Øresundstold, og kongeriget ville være blevet udslettet.
1.500 danskere døde, da fæstning blev indtaget
Allerede i 1645 betød freden mellem Danmark og Sverige i Bremersbro, at Sverige var den førende nation i Norge. De danske beslutningstagere følte, at Sverige var ved at indeslutte Danmark.
Da fæstningen Frederiksodde faldt gik de svenske tropper helt amok. De plyndrede og nedhuggede både soldater og civile. Muligvis døde 1.500 danskere ved fæstningens fald. De flygtende civile fordelte sig over hele Jylland.
Adelen var ikke meget bevendt
Adelen levede slet ikke op til sine forpligtelser, da krigen kom. Mange var hurtige til at sikre sig eget gods og udviste ikke kampberedvillighed. Denne udvikling gjorde borgere og bønder bitre og man sagde at adelsfolk gemte sig, når fjenden nærmede sig.
Frederik den Tredje indledte fredsforhandlinger med svenskerne. Det endte med Roskildefreden, hvor Danmark blev presset til at frasige sig danske besiddelser. Men som allerede skrevet. Den svenske konge ville have mere.
Den endelig storm mod København
I februar 1659 var Carl Gustav træt af at vente ude i Carlstad. En storm på København havde længe været forberedt. Spioner havde udset sig de svageste punkter, hvor angrebet skulle sættes ind. Det var således den nye Østervold, der næppe var færdigbygget.
Men hovedangrebet skulle sættes ind over isen, som året før havde hjulpet svenskerne så godt. Hen over havet i Kalveboderne skulle stormtropperne styrte sig direkte mod kongeslottet og Tøjhusets våbenarsenal på Slotsholmen. Her lå en muret hjørnebastion (Bryghuset) og nogle ret lave volde, samt en 180 meter lang, lukket bro af sten. Løngangen. Der førte fra Slotsholmen ind mod byen.
Flere gange afprøvede svenskerne byens forsvar med mindre angreb. Ved et af disse angreb mistede svenskerne en af de stormbroer på hjul, de havde forberedt for at bane sig vej over de brede våger. Disse holdt danskerne dagligt åbne i den tykke is på voldgrave og hav. De sørgede for, at lave vågerne akkurat så brede, at de svenske stormbroer ikke kunne nå.
Danskerne vandt forskellige slag under belejringen. Dette styrkede sejrsviljen.
Danske spioner havde opsnappet tidspunktet
Svenskerne afbrød vandforsyningen, som blev ført i rørledninger fra forskellige søer i omegnen. Man forsøgte også at tørlægge voldgravene. Københavnerne måtte trække på byens brønde og man etablerede pumper ved Øresund.
Danske spioner havde fundet ud af, at hovedangrebet skulle finde sted mellem den 10. og den 11. februar 1659. Svenskerne fandt ikke en uforberedt by, da de iført hvidt camouflagetøj i mørke og snefog gik tavse frem mod byen over det tilfrosne hav.
Den danske kommandant på Christianshavn bemærkede meget ”hensynsfuldt” selv iført sig deres ligtøj. Da angrebet begyndte brød helvede løs fra bøsser og kanoner. Svenskerne gik i stå. De kæmpede sig kun frem til forsvarsværkerne.
Her brød angrebet endeligt sammen. Da svenskerne trak sig tilbage, var isen dækket af lig og efterladte stormstiger, broer, våben og dragtdele.
Angrebet på Østervold gik ikke bedre. Den svenske konge opgjorde dagen efter svenskernes tab til 532 døde og 894 sårede. Snart efter blev sødstallet sat til 580. De danske tab var 12 døde.
Civilbefolkningen hjalp til
Længst nåede en svensk officer op af skråningen ved den nuværende hovedbrandstation. Han nåede at råbe sejrsbrølet. Men så blev han ramt af Claus von Ahlefeldt, der stod klar med et spydlignende stagevåben. Svenskeren styrtede ned af skråningen dødelig ramt.
Knap halvdelen af dem, der forsvarede København, var studenter og civile borgere. Der blev indrulleret 266 studerende, 115 kræmmersvende og 296 håndværkssvende. Den professionelle hær talte omkring 3.000 mand sammen med 3.500 fra Borgervæbningen.
Træningstilstanden var ikke særlig god. Man gruppen talte mange officerer så organiseringen var alligevel effektiv. Det nyoprettede Kongens Livregiment til fods under Hans Schack var de eneste fuldtallige og gennemprøvede tropper.
Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne
Indimellem blev der indgået våbenhvile for at få begravet de døde. Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne. Tilstanden i byen nærmede sig da også hungersnød, og samtidig var der ekstrem vinterkulde. Ved isens opbrud i marts forsøgte man at sejle forsyninger ind, men svenskerne havde held til at blokere indsejlingen. Den blev først brudt, da den hollandske flåde vendte tilbage den 3. juli 1659.
Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået
Kun gradvis lykkedes det danske styrker i samarbejde med udenlandske hjælpetropper at erobre Jylland og Fyn tilbage fra svenskerne. Først den svenske konges død af sygdom den 7. februar 1660 bragte freden nærmere. Den 26. maj 1660 blev der underskrevet en fred i København.
Stormagterne var ikke interesseret i at se danskerne på begge sider af Øresund igen, så freden ændrede ikke det danske tab af Skåne, Halland og Blekinge. Men truslen mod hele Danmarks selvstændighed var overvundet.
Men først den 11. juli blev Nørreport åbnet. Tre dage senere var der fri passage for bøndernes markedsvogne.
30.000 ude i Carlstad
Ude i Carlstad var der en befolkning på 30.000. Det svarede til cirka det samme antal som inde bag voldene. Men der var vel nok kun 10.000, der var soldater. Resten var civile. Der var koner, børn, oppassere, håndværkere, musikere, handlende, ludere og lommetyve.
Det var herude ved Brønshøj og Bellahøj cirka 6 kilometer nord for det daværende København, at svenskerne etablerede sig under belejringen. Byen eller lejren var allerede etableret i efteråret 1658. Stedet var valgt, fordi der herfra var en enestående udsigt over byen og dens tårne.
Mange folkeslag var forsamlet
Rundt omkring foregik der talrige plyndringer. Snart stod Jægersborg Slot uden vinduer og kakkelovne- Mange andre bygninger var tilsvarende udplyndret.
Byen omfattede området fra Brønshøj kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og Bellahøj – husene i nord- og sydøst.
Mange folkeslag var forsamlet her, svenskere, polakkerne, baltere, tyskere og finner. De opbyggede sammen med tvangsudskrevne sjællandske bønder den store svenskelejr, som i en næsten 2-årige levetid udviklede sig til et bysamfund
Fjendebyen bestod i 22 måneder
Barakker, telte og murede bygninger blev opført. Men også uden for voldene var der svenske forlægninger.
I 22 måneder eksisterede denne ”fjendeby” med militærbarakker, telte og huse opført af tømmer fra de nedbrudte omkringliggende landsbyer, Utterslev, Emdrup, Gladsaxe, Rødovre, Husum og Vanløse.
Men også fra sjællandske købstæder og andre landsbyer hjembragtes tvangsudskrevne forsyninger til såvel Carlstad som til de militærforlægninger, svenskerne havde andre steder på Sjælland.
Carlstad må have været et blandet skue. En datidig storby med velordnet militær disciplin og med tilfældigt handelsliv og anden aktivitet mellem boder, barakker og talte.
En dagbog fra dengang
En københavnsk borger har i sin dagbog berettet om Carlstad:
Brønshøj Kirke blev brugt til formålet
Ifølge gamle notater skulle Brønshøj Kirke være blevet indrettet til militære formål. Her blev efter sigende fremstillet ammunition bl.a. små granater, der kunne kastes mod fjenden.
Der kan dog sættes spørgsmål ved, om selve kirkeskibet blev anvendt til depot og ammunitionsværksted.
I et bysamfund af Carlstad må der naturligvis har været mindst en kirke. Det mest nærliggende ville naturligvis være at bruge den eksisterende kirkebygning til det egentlige formål med feltpræster, der fulgte med landsknægtehæren.
Mange af landsknægtene var polske katolikker, så det kunne udmærket have været flere kirker imellem bebyggelserne i Carlstad.
At en del af Brønshøj Kirke og den daværende kirkelade er blevet anvendt til ammunitionsfremstilling kan udmærket være tilfældet, samtidig med at kirkerummet har tjent sit egentlige formål.
Lejren var en åben fæstning
Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden såsom Svenskelejren, Skansebjerg ved Bellahøj Skole og kirke. Så er det også Højenhald (navnet på et dansk skib) og Karlstads Alle.
Den eneste bygning fra den tid, der endnu står, er Brønshøj Kirke.
Flere kirker blev revet ned for at bidrage med sten til at huse i lejren. Lejren var en åben fæstning. De lokale i Brønshøj og omegn indlod sig med fjenden uden at blive betragtet som forrædere. Danskere og svenskere besøgte hinanden under belejringen. De gik også på værtshus sammen.
I lejren var svenskerne veldisciplineret
Egentlig var de svenske tropper ude i Carlstads veldisciplineret. Man holdt styr på dem ved at sætte dem i gang med fæstningsarbejde. De polske hjælpetropper som den danske konge havde engageret, var meget mere udisciplineret da de drog gennem Jylland, hvor de plyndrede hele vejen og førte ”Den Sorte Død” med sig.
Borgerskabet bød på bøndernes ejendele
Da svenskerne senere forlod Carlstad holdt de auktion over de mange koster og sager, de havde skaffet sig. Auktionen blev holdt for borgerskabet i København. Men de fleste af tingene havde svenskerne taget fra bønderne. I en dagbog stod følgende at læse (omskrevet til nutidssprog):
Med andre ord. Først tog svenskerne alt det mest værdifulde med hjem. Dernæst holdt de aktion for Københavns borgerskab over frarøvede og efterladte effekter – og alt det, som herefter var tilbage, blev tilbageleveret til rette ejere, forudsat de kunne bevise, det tidligere havde tilhørt dem.
Det kunne være vanskeligt at bevise, at en forkullet bjælke i Carlstad var taget fra en afbrændt mølle i Tåstrup.
I mange år var området her lige uden for København præget af dyb armod.
En vold omgav lejren
Midt i striden var der et rend af desertører fra begge sider. Lejesoldaterne kæmpede kun for dem, der gav mest.
Carlstad lå beskyttet af bastioner og en 4 km lang og ca. 2 meter høj vold. Østvolden forløb nogenlunde gennem de nuværende Bellahøjhuse. Lejrfæstningen lå et meget gunstigt sted. Den var beskyttet mod angreb ved moser og vandløb. Man kunne herfra beherske en betydelig del af Københavns forterræn.
Et uappetitligt vandreservoir
Degnemosen lå inde i Carlstad. Formentlig har man brugt den som vandreservoir. Med 30.000 mennesker med tilhørende kreaturer, så kan man godt forestille sig at vandet ikke lige var at bade i. Det har nok heller ikke lugtet så godt.
”Frugt” af begivenhederne
Såvel kirke- som tingbøger fra årene 1656 – 59 er gået tabt. I Brønshøj Kirkes nye tingbog fra 1660, er der den 16. december 1660 registreret, at en ryttersoldat fra belejringshæren ved navn Jens, er blevet far til en uægtefødt dreng, der blev kaldt Jens som sin far. Moderen var Kirsten N. Jens er formentlig ikke eneste ”frugt” fra begivenhederne 1657 – 60.
Adskillige fund fra den tid
Området var udplyndret, bygningerne ødelagt, agre befængt med misvækst. Mange borgere var fordrevet eller døde af de smitsomme sygdomme som fulgte med krigen.
Voldene omkring Carlstad bestod en del år endnu. Fra 1682 er der tingbogsoptegnelse af en vogn fra København der væltede i februar. Kusken kom under vognen og blev dræbt. Tinbogsnotatet nævner, at han blev fundet på Brønshøj Mark ved gærdet ”inde i lejren”.
Adskillige brugsgenstande fra Carlstad f.eks. potteskår, kridtpibestumper, ben-knapper, stentøj og teglsten ligger der sikkert meget af nede under Brønshøjs havemuld.
Kun metalting, der direkte vidner om militært brug er i dag bevaret som spor fra Carlstad. Under Brønshøjs udbygning i 1920’erne blev der fundet en del f.eks. to stormhjelme. Da Brønshøj Skole opførtes i 1923. Ved Holcks Plads er der fundet en kanonkugle. Stikvåben, sabel m.m. er også fundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.565 artikler, herunder:
Om svenskere:
Om Nordvest:
Dato: maj 21, 2020
Langs Frederikssundsvej (1)
Dette er en meget lang artikel. Det skulle have været et foredrag. Men det blev aflyst. Vi går/cykler langs Frederikssundsvej fra Hyltebro til Husum. Og så tager vi nogle gevaldige sidespring. Imens så springer vi i historien. Kulsort røg strøg over kvarteret. Her var masser af industri. Langs Frederikssundsvej var der masser af værtshuse. Vi besøger et par stykker. Vi besøger klunsere, kræmmere, prangere og hesteslagtere. Her var meget mørkt om natten. Man skulle passe på ikke at dratte om i Louisehullet. Her var ekspeditioner i store ukrudtsmarker. Og mælk kunne hentes på Tomsgården. Vi møder Skrå-Syre og så var hundepropper under sporvognen. Man var fattige men rig på børn. På Bispebjerg Skole var der mærkelige afstraffelsesformer. På lossepladsen fandtes der slik. Og så er det idylliske Husum forsvundet. Her lå en meget berømt porcelænsfabrik. Vi skal da lige besøge si..(Forbudt ord) og ”det rejsende folk”. Vi ønsker en god tur.
Fra Hyltebro til Husum
Vi har været her mange gange før. Nu tager vi en ny cykeltur og finder de mest interessante steder. Måske gentager vi os selv. Og vi tager nogle gevaldige afstikkere fra Frederikssundsvej.
Og denne vej går lige fra Lygten Station igennem Københavns Nordvest-kvarter, Brønshøj og helt til Frederikssund. Men så langt vil vi nu ikke. Vi stopper i Husum.
Ja egentlig burde vi starte ved Hyltebro. Denne bro har vi tidligere omtalt. Men den markerede kommunegrænsen mellem Københavns Kommune og Brønshøj-Rødovre Kommune indtil 1901 var her ved denne bro.
Det kan også være du får flere historier om Lersøen. Men du finder også en masse artikler om dette under Nørrebro. Mange af disse grænser spærrer for en masse god historie. Således er den gamle Lygten kro i Nordvest. Og egentlig burde Nørrebro Bycenter have heddet Nordvest Bycenter.
I gården på Atlas
Lige i nærheden havde vi Mælkeriet Enigheden. Blåkilde Mølle og Glud & Marstrands Fabrikker på H.C. Jensensvej. Atlas fabrikkerne ved Fasanvejen hørte også med til kvarterets kendetegn.
I 1929 var kontrolurene afskaffet hos Atlas. Men direktøren og eneherskeren stod med sin krydder i hånden kl. 8 ved porten. Anden gang man kom for sent, lød det således:
Man måtte ikke ryge, fløjte eller synge på tegnestuen. En lirekassemand spillede lystigt i gården en lørdag formiddag. Direktøren kaldte på maleren, der gik og malede kontoret:
Næste lørdag spillede lirekassemanden igen. Direktøren sagde nu til maleren:
Men maleren svarede:
Kulsort røg over kvarteret
Der var en ildelugt og stank når døde kreaturer og rådne ben lå ude i gården hos benkogeriet Blåkilde Mølle.
Med mellemrum sendte kvarterets skorstene store portioner kulsort røg ud over kvarteret. . Det var blevet en rigtig industriby, hvor arbejdstidens start, frokost og fyraften blev markeret af høje hyl fra dampfløjterne på fabrikkernes skorstene.
Egentlig er det svært at sætte grænser for kvarteret. Det er derfor vi har benævnt artiklen, dom vi har. Og vi starter med Lygten station. Endestationen for Slangerup – banen. I dag foregår der hvis nok kulturelle ting derinde. Men det er nu et dårligt sted at holde foredrag. Det har Den gamle Redaktør forsøgt.
Svært at finde grænserne
På Lygten slige syd for Rentemestervej var et maskinsnedkeri. Og ved banearealet helt op til Tagensvej var der indtil 1948 en masse oplagspladser. Her var en mase skurbyggeri.
Bispebjerg-kvarteret blev bebygget fra 1930’erne med Den Gule By. Dengang var det mest 2- værelses lejligheder. Men disse ældre betegnelser har også i dag flyttet grænser. Og mange af gaderne har fået navneforandringer.
En tur mod Frederikssundsvej 82
I 1899 lejede familien en lejlighed i et hus under opførsel på Frederikssundsvej 82. men byggeriet var forsinket, så de skulle bo midlertidig i nr. 84. Det er en interessant fortælling om dengang, da kvarteret hed Utterslev Mark.
Frederikssundsvej blev nået. Til højre lå Lygtekroen lige ude til vejen uden fortov imellem. Staldmuren var skæv og bulet. Man undrede sig over at det kunne stå helt alene. Hele Lersøen havde man nu liggende. Her vovede man sig så nogle gange ind. Her i Pilegrenene levede Lersøbøllerne som Ferdinand og Karen Spidsmus.
Normalt var det fredeligt herude. Men om sommeren kunne man være så uheldig at møde og blive overfaldet af bøllerne fra Lersøen, der ofte udstrakte deres betler – og tyvetogter langt ud i landskabet.
Frederikssundsvej blev gjort bredere
I 1890’erne var der flere lave huse omkring Frederikssundsvej. Omkring 1910 var der nogle steder større bredde på nogle strækninger af den grusbelagte landevej. I 1930’ erne blev vejen udbygget som hovedfærdselsåre og fik en bredde på 25 meter.
Jo det gik mange år inden sporvognen kom ud til Brønshøj og Bispebjerg, først i 1902 og 1903 var linjerne færdige.
Tidlige planer med Slangerup – banen
Men allerede i 1890 havde Stenberg planer fremme om en bane fra Nørrebro til Værløse. Det lykkedes ham at få gennemført en lov herom, så Københavner – stationen skulle ligge ved Helligåndskirken eller evt. Lygten. Der skulle skaffes sporforbindelse til Nordbanen et sted på Nørrebro.
Formålet med banen skulle dels give de små landsbyer forbindelse til København, dels at skabe mulighed for ad denne vej at skaffe den voksende storby af med sin dagrenovation og andet affald. Stenberg måtte dog opgive sit forehavende.
Men det lykkedes for overretssagfører Amdrup at skaffe privat finansiering af banen. Han fik oprettet jernbanekomiteer i de forskellige distrikter langs banen. Banens anlægskapital blev på 2,4 mio. Kr. Man anskaffede det letteste materiale. Og gennem 23 år kæmpede det private jernbaneselskab en håbløs kamp mod andre befordringsmidler.
Efterhånden blev den flotte udsigt ødelagt af tømmerpladser og andre vederstyggelighed. Men der var stadigvæk åbent land helt ind til byen, først Lersøparken, så bakkerne op mod Emdrupborg, lidt rester af marker ved Emdrup.
Men ak, Slangerup-banen kunne ikke overleve.
Et hus i Hønserækken
Jo her var mange tønder pilekrat og så en brakmark med rødtjørn og hvidtjørn og masser af træer til at kravle i. I dette ”Lygtekvarter” omkring Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Alexandravej lå ”Hønserækken”, ”Slagterstien” og ”Svalen”.
Et hus i ”Hønserækken” havde en stor forhave, tagetagen var uudnyttet. Der var udhus og gård bag til. Der var også geder og lam mange steder. Ca. 12 huse havde høns. Adressen på nogle af disse huse var Lille Frederiksborggade.
Stueetagen rummede tre værelser af tre gange tre meter og et meget lille køkken. På første salen var der tre endnu mindre værelser og et endnu mindre køkken. Der var en lille kakkelovn ca. en meter høj i kun et af værelserne på første sal
Foran huset var der en lang smalhave i husets bredde, en lille baggård med udhus. Bag nogle af husene løb Rosenåen. Ja det var nærmest en åben kloak med spildevand fra Thors vaskerier.
På alle sidder var Hønsehusene omgivet af fabrikker og lagerpladser. Olieraffinaderiet ”Norden” lå lige i nærheden Ved siden af var der en vognmandsforretning og så fulgte en tømmerplads. Fore enden af husrækken på Lille Frederiksborgvej lå kaffebrænderiet Rønberg, Jensens Foder – og Kornforretning, et rebslageri, en lagerplads for byggematerialer, mejeriet Enigheden. Derover for asfaltfabrikken og så den store metalfabrik ”Glud & Marstrand”.
Øl måtte ikke drikkes på offentlige veje og pladser
Det var også ved Enigheden, at mælkekuske og mælkedrenge spillede ”Streg”. Sommetider spillede de hele ugelønnen op. På hjørnet af Løve Allé og Alexandrinevej lå der et lille skur. Her solgtes is og øl. Nu var det bare det ved det, at der vankede bøder, når man drak øl på offentlig vej. Så hvis arbejderne trængte til at få støvet ud af halsen så gemte de sig over ved Rosenåen bag ”Hønserækken” Trak det lidt for længe ud her, kom konerne i håb om at redde bare lidt af ugelønnen.
En gang imellem var der skorstensbrande hos kaffebrænderiet Rønberg. Så dalede der et helt ”snevejr” af afbrændte kaffeskaller ned over de små haver. Selv om husene var faldefærdige rønner på et tidspunkt, var det, måske netop derfor kastet glans over området ved at give vejene kongelige navne: Christian- og Louisevej, Alexandra-, Dagmar- og Thyravej.
Klunsere og Kræmmere
Der var masser af klunsere og kræmmere dengang. 50 klunsere hørte til hos Alvi på Blytækkervej. Og 15 var et finde ved Hovedstadens Pakhus på Brofogedvej. Ja og hos Jernhandleren på Svanevej var der ca. 10 stykker.
Mange af klunserne havde dækadresse på herberget på Bellahøj. Men der skulle man betale en formue på halvanden krone pr. dag. Men der kunne også blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
På Blytækkervej var der et skærmende plankeværk. Og ude på vejen holdt der et hav af trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt omkring så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for den pinlige orden.
Jo disse mennesker så frem til den årlige skovtur, der var sponseret af de forskellige købmænd rundt omkring. Her brugte disse mennesker deres indtægt til flydende kost.
De havde navne som Ballet-Ole, Løgne-hans, Luse Karl, Skræppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude-jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten og mange flere.
Læs mere om disse i artiklen: Klunsere og Kræmmere på Nørrebro (og Nordvest!)
Utterslev – prangerne
Så var det lige Utterslev-prangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelige toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte. Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem til konservesfabrikker eller på Torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.
Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før Første Verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alle muligt, køer, kalve, grise i egne slagtehuse, var der også to meget aktive hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Försteling. Sidstnævnte nævner vi også i denne artikel. Han havde også butik sammen med sin kone.
Nu ved jeg ikke, om der var et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig syntes slagtemetoden nu ikke at have været. Man havde en trekantet trækølle man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over. Huden blev så sprættet af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var ikke kun de fattige, der spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til dette var, at der var masser af heste. Prisen for en hest, der som regel blev købt i Sverige, lå mellem 20 og 35 kroner.
Den gode sygekasselæge
I Tykke – Jensens hus på hjørnet af Lille Frederiksborggade og Alexandervej, havde Fru Tinn en ganske lille butik, hvor hun solgte mange mærkelige ting som kamme, hårnåle, tændstikker, bolsjer, te, kaffe og meget andet.
Sygekasselægen doktor Peronard var en statelig mand, som børnene var lidt bange for. Det var jo nok fordi han skulle vaccinere dem mod kopper og meget andet. Engang kom han forbi til en, der havde fået ørebetændelse. Her gav han udtryk for, at det skulle forbydes at bo i ”sådanne jordhuler”.
Den blinde sanger
Det var også dengang, der her boede en blind sanger. Ja han boede i Christiansvej 2. Det var et meget lille og fugtigt hummer. Han havde stadig lidt stemme tilbage. Men det var nu tydeligt at høre at han ikke kunne komme op på en almindelig gårdsangers niveau. Men lejlighedens indehaver, en lille forslidt rengøringskone tog ham en gang imellem under armen. Og så gik det fra gård til gård, til der var til en flaske kirkevin.
Gratis boller og ”Strutter”
Når der var fastelavn, lod bagermester Jensen kundgøre, at der ville blive uddelt boller og strutter til kvarterets børn mandag. Klokken 12 om mandagen stod børnene så parat. Bagersvendene stod på bageriets tag og kastede boller og ”strutter” ud over Alexandravej. Så var der vild kamp i vejens støv og hestepærer. Hestepærer? Ja for lige bag bageriet lå den gamle smedje, et spændende sted.
Her kunne knægtene så se hestene blive beskoet og rødglædende jernringe blive lagt om vognhjul. Vejene lå betydelig lavere end vejbanen på Lygten, så ved Thyravej var der en ret høj skrænt – ideel til kælkning. Ved Louisevej var der trapper op til Lygten og på Christiansvej var der en gangbro over et udtørret å-løb.
En ko – holder på Thyrasvej
”Svalen” på Frederiksborgvej var meget faldefærdige rønner. Men ”Slagterstien” var meget hyggelig.
På Alexandravej lå et karetmagerværksted og en smedje. Man fremstillede datidens elegante vogne til de mange velhavere. Bag ved huset løb der grise omkring. Og her havde man en lille ponyvogn med hest.
På Thyrasvej bag ved smedjen længere nede af vejen lå et hus, hvor manden holdt køer. Han kaldte sig ko-holder. Hver morgen kunne man aflevere sin mælkespand. Så kunne man komme senere og hente mælken.
En ”Købmandsforretning” lå på hjørnet af Thyrasvej og hos Bispebjerg Bryggeri kunne man købe hvidtøl.
Karens Lyst
Så var det gården Karens Lyst, der var ejet af grosserer Dahlman. Han lejede jorden ud til kolonihaver. Det var dem med tårne og spir på de små skure. Det var ham, der havde limfabrikken og ejede en stor del af Lersøen. Han gav lov til, at man måtte trække gederne derover og så hente dem hjem hver aften.
Der var også lossepladsen over i Lersøen. Den trak mange rotter til.
Lygteåen, som var ret snavset, blev passeret. Til venstre var en lille dalsænkning, hvor der mange år efter kom de første ishuse og det hed Ålykke. En is med to flade vafler kostede 5 øre, med stort kræmmerhus 10 øre.
Mange små værtshuse
På Frederikssundsvej var der grøfter på hver side. Om vinteren var der pløre. Om sommeren med bare lidt blæst var der som en støvsky. På hele vejen op til Brønshøj, var der fyldt med små værtshuse. Lygtekroen var passeret. Ved Frederiksborgvejens udmunding blev Hotel Børsen passeret. Bygningen lå lige ud til vejen med en stentrappe, som havde opgang på hver side. Den lå faktisk på fortovet. For at gå forbi, måtte man ud på vejen.
Fra Lygtekvarteret og op ad Frederiksborgvej mod Møllen og brødfabrikken på Bispebjerg Mølle, var der en enestående udsigt.
Gas- og vandværket med en rigtig pumpestation og en plads på 7 tønder land overtog Københavns Kommune i 1902. bestyrerboligen var stor. Her var masser af plads. Der var en stor have med springvand og en høj flagstang. Masser af lysthuse og flotte frugttræer var der også.
Slagteren handlede med hestekød
Vi skal da også lige huske den store købmandsforretning Albrechtsen på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej. Her var også en smedje og en træskoforretning.
Det var også her at Hr. Og Fru Försterling havde slagterforretning. De handlede udelukkende med hestekød. Når man så skulle gå, så havde fru Försterling altid lige en luns hestekød, der alligevel skulle have været smidt ud.
Et stort krus øl for 15 øre
Ja hvad slukkede man egentlig tørsten med dengang omkring 1900. Var det om morgenen, skulle det være bitter af flere slags med hugget sukker, sødmælk, kærnemælk eller et glas øl. Et glas øl kostede 10 øre. Et stort krus 15 øre.
På vejen kom man forbi de mange små beværtninger. En af dem hed Dukkehuset. Det var der, hvor Nørrebro Cementstøberi senere kom til at ligge. Det var en stor have med keglebane, gynger og en papegøje i bur. Og så var der også en abe bundet til en stolpe.
Så blev det berømte P. Ibsen Terracotta Fabrik passeret. Her lavede de meget fine kunstgenstande.
Værtshuset ”Hold an”
Og endnu et værtshus blev passeret. Det hed ”Hold An”. Værten var en lille tykmavet person med en urkæde tværs over maven. Hans kone var høj og meget tynd.
Lokalet bestod af en lille forstue, hvor der stod en skænk med en hane til øl. På de små hylder bag ved stod brændevinen, rommen og bitteren samt nogle få glas, som blev skyllet i et lille fad med koldt vand. Så var der et rum på størrelse med en stor stue, et stort rundt bord i midten samt en halv snes stole med spanskrørsflet.
Udsmykningen var ”Den tørstige mand”. Det er ham, der tørrer sig på panden. Her var også Tuborg og Carlsberg platter. Her var også en stor baghave med dertil åbne lysthuse – abe – papegøje og en stor keglebane. Her kunne de store knægte tjene fem øre for at rejse keglerne.
En firlænget gård – Tomsgården
Dengang følte man det som at bo ude på landet. Her var masser af kornmarker og enge. Der var ingen fortov. Foruden grøfterne var der gamle træer i siderne af vejen. Der var meget sparsom belysning. I de dejlige grøftekanter kunne man plukke blomster og flere krydderier som kommen, timian, lyre og Kamilleblomster.
Her var små huse, bondegårde med dyr, der bare gik omkring. Der var møllen og haveforeningerne. Så var der masser af kolonihaver og gartnerier.
Der var den store firelængede gård Tomsgården på Frederikssundsvej. Der kunne man købe en spand mælk og æg for billige penge.
Endelig kom der et apotek
Ved krydset Tomsgårdsvej – Frederiksborgvej ligger Apoteket Rosen. Før apoteket kom i gang udarbejdede enhver grundejerforening i området en udtalelse til kommunen for di de havde behov for at apotek i området. Beboerne måtte før etableringen langt ind på Nørrebro for at få fat i deres medicin.
Over for apoteket har vi nu muren omkring Bispebjerg kirkegård. Denne kirkegårdsmur strækker sig hele vejen op langs Skoleholdervej og vinkelret videre hen til indgangen til Bispebjerg Kirkegård. Den blev opført som et beskæftigelsesprojekt under Anden verdenskrig. Disse arbejdsløse, der stod for dette skulle ellers væres sendt til Tyskland.
En hestevogn eller en Væltepeter
Dengang var der ikke meget færdsel. Der kom i ny og næ en hestevogn. Af og til kom der også en væltepeter. Ja sådan blev de kaldt. Det var disse høje cykler med et stort forhjul og et lille baghjul. Den var meget svær at bestige og ned af igen. Men så kom cyklerne med faste ringe.
Det var meget mørkt om natten
I 1911 var Frederikssundsvej 36 endnu et havehus, som de hed dengang. Det bestod af et mellemhus og et forhus. I forhuset var der en tre værelses lejlighed. Mellemhuset blev dengang benyttet som hestestald med høloft. På dette hus stod der med store typer ”Villa Hansa”.
For at kunne betale huslejen måtte moderen også arbejde. Hun vaskede spande på et mejeri. Hun gik klokken halv fire om morgenen. Men det var meget mørkt. Hun turde ikke at gå selv. Så måtte en af børnene gå skiftevis med hende.
Ja det var meget mørkt. Frederikssundsvej var præget af landlig idyl. Men om aftenen var der masser af skumle strækninger.
Hyggelige Frederikssundsvej
Brønshøj begyndte først ved Lille Bellahøjgård. Her lå senere apoteket. Skråt over for denne havde Kongsberg sin smedje. Herfra lod både mand og kone de taktfaste hammerslag lyde ud over de åbne marker.
Herfra og helt til Brønshøj gik eller kørte man gennem den smukke poppelallé, de store træers kroner nåede næsten sammen foroven, så den dengang ret smalle Frederikssundsvej havde et helt løvtag over sig. De dybe grøfter fortsatte gennem Brønshøj og Husum gjorde vejen til en rigtig landevej.
Langt og øde stykke
Fra Kongsberg Smedje var der et forholdsvis langt og øde stykke. Det var derfor, at de unge damer, der kom fra byen de mørke aftner gjorde holdt ved smedjen og ventede til at de kunne få følgeskab.
Der fandtes på denne strækning kun få huse. Vaskeriet ”Louisedal” lå nede ved den fredelige sø, der trods sit fredelige udseende har krævet flere menneskeliv. Vaskeriet fik senere navnet Brønshøj Dampvaskeri.
Louisehullet
Her ved søen lå også nogle ishuse samt Priors Ildtændefabrik.
Denne sø blev kaldt ”Louisehullet”. Der er to bud på søens navn. Det ene er, at der i 1920’erne skal være druknet en gravid pige. En anden tidligere historie er om en Louise, der tvunget af ulykkelig kærlighed til en svensk soldat, i 1650’erne skal have druknet sig i søen, da hun fik at vide, at soldaten var faldet under stormen på København.
Området dengang var meget kuperet med stejle skråninger ned til vandet. Det var Frederiksberg Isværk, der med sin hvide bygning lå her. Her lå også på et tidspunkt en ildtænderfabrik, der arbejdede med sværtekogere. Her skete temmelig meget. I dette moseområde var der også losseplads, her vaskede man storvask og her badede man.
Bellahøj – husene
Det var her Brønshøjparken blev etableret i 1935 og fredet i 1966. Her kom også Bellahøjhusene. Og nu er der lys over det hele.
Tænk engang, at her er amfibieteater, og her afholdes et berømt kræmmermarked. Her er der mange kendte, som har givet koncert.
Det var Københavns Kommune, der tog initiativ til Danmarks første højhusbyggeri i 1944. Det var meningen at tvangsarbejderne fra Tyskland skulle bo her. Ind til da havde man kun haft op til seks etager i København. Nu blev det hvis også meget dyrere end beregnet. Allerede efter tre uger skulle man fremvise vielsesattest.
Ja de blev også kaldt for ”Danmarks første skyskrabere”. Meningen var at arbejderne også skulle flytte herud. Men i første omgang var det middelklassen, der flyttede ind. Den lidt dyrere leje skyldtes ikke mindst den kvalitet, der gennemsyrede byggeriet.
Det er fire separate boligselskaber, der administrerer byggeriet.
Nu kunne man rykke ind i nye moderne boliger og grønne omgivelser. Man fik lys ind fra tre sider. Men det hele blev forsinket. Første spadestik til de 28 højhuse blev først taget i 1951. Husene veksler mellem 8 og 13 etager og fra 1 til 5 værelser. I alt er der 1.300 lejligheder.
Bellahøjparken og Degnemosen
Her kom også en skøn kælkebakke. Og lige bag ved har vi den kendte Restaurant Bellahøj. Den har vi her på siden tidligere beskrevet. Ja tænk engang, Bellahøj er på 37 meter. Det er det højeste punkt i København. Det kan man godt mærke, når man cykler op af den.
Meget tidligt har der boet folk her på stedet. Således har man fundet tre – fire gravhøje fra bronzealderen. Egentlig burde vi også skrive om Carlstad. Ja det var den by, hvor svenskerne holdt til. Og vi burde også fortælle om Rytterskolen. Men de to historier får du i en særskilt artikel.
Så er det Bellahøjparken og Degnemosen. Man siger, at her kan man finde hele 79 fuglearter.
Ungdommen mødtes hos Falkes Konditori
Her lå også Nielsens store velholdte gartneri med den høje smukke hæk. Overfor lå Brønshøj Mølle, hvis vinger snurrede lystig i en frisk vind. Her kunne man også købe store hvedeboller for 2 øre stykket.
Hvor Enighedens huse ligger lå Haagensens gamle faldefærdige gård omgivet af grønne marker. På modsatte side havde konditor Falke sit bageri og sin forretning. Her var samlingssted for byens ungdom i de lange vinteraftener. Her kunne de fortælle historier mens de indtog Falkes veltillavede Napoleonskager.
Distriktsjordmoder Madam Lyhne
Et stykke længere henne havde Søstrene Hansen deres købmandsforretning. Det var en af disse rigtige landforretninger, der lugtede af spegesild og petroleum. Her kunne man købe lige fra et par træsko til et fed stoppegarn.
Omtrent ved kroen lå distriktsjordmoder Madam Lyhnes stråtækte hus. Denne for sognet nødvendige dame praktiserede langt op mod de 80 år. Mange Brønshøj – borgere har hun hjulpet frem til denne verden.
Børnekopper og Byldepest
I slutningen af 1750’erne hærgedes Brønshøj af børnekopper og byldepest. Det var en hel epidemi, der krævede mange dødsofre. Heller ikke præstegården undgik sygdommen. I et brev til biskoppen skriver den daværende sognepræst P.L. Hersleb således:
Denne Pastor Hersleb var en meget aktiv person i Brønshøj og nok en af de mest skrivende. Han udarbejdede en lang og grundig beskrivelse af Brønshøj Kirke.
Københavns ældste bygning?
Ja vi skal vel også lige præsentere Københavns ældste bygning. Ja det er netop Brønshøj Kirke. Man antager, at det er Absalon, der har opført den. Han nævnes i både 1186 og 1193 som ejer. Kridtsten fra Stevns Klint blev brugt til at bygge både kirkeskibet og et kor i romantisk stil.
Kirken blev oprindelig indviet til Sankt Laurentius. Den ligger ved Brønshøj Torv omgivet af kirkegården. Tårnet er tilføjet i 1400 – tallet og opført af røde munkesten i gotisk stil. Våbenhuset kom til i 1891. Sakristiet med nord er først opført i 1942. Kirken har en meget speciel altertavle fra 1587.
Den ældst kendte beskrivelse af Brønshøj, hvor stedet blev kaldt for ”Brunshoga” stammer fra et pavebrev dateret 21. oktober 1186. Det indeholder bl.a. pave urban den Andens bekræftelse af ærkebiskop Absalons ejendom i landsbyen og kaldsret til kirken. Kirken stammer også fra den tid.
Der kommer altid en sporvogn og en pige til
Vidste du, at på en af bænkene på Brønshøj Torv sad Ove Sprogø og Dirch Passer og sang:
Det var i filmen ”I Kongelunden”.
Store forandringer
Allerede i 1928 var der sket meget i kvarteret. Henning W. Jensen kunne fra vinduerne i et boligkompleks på Frederikssundsvej se forandringerne. Der var endnu mange ubebyggede arealer, der bare lå hen som ukrudtsmarker. Bebyggelsen var dengang en mærkelig blanding af høje huse og resterne af lave bygninger fra dengang, da Frederikssundsvej var en landevej. De mange høje skorstene viste, at der var mange fabrikker.
De mange små og lave huse indeholdt ofte værksteder for selvstændige håndværksdrivende lige fra blikkenslagere, snedkere, gørtlere og endda en enkelt træskomand. Sporvognens linje fem kørte på Frederikssundsvej og passerede ved Tomsgårdsvej en stor landejendom, Tomsgården med stråtag og en stor mødding. Det var en stor besætning af køer, der i sommertiden græssede på de omkringliggende marker bagbrandstationen.
Ekspedition i meter høje ukrudtsmarker
Da gården og brandstationen lå på hver sin side af vejen blev al trafik stoppet, når køerne skulle på græs.
Dengang kunne man lege i gården. Men de omkringliggende marker var tillokkende om sommeren for udendørs lege. Udstyret med madpakke og sodavandsflaske med mælk blev der foretaget mange spændende ekspeditioner i de meterhøje ukrudtsskove. I forbavsende hurtigt tempo var de ubebyggede marker pludselig fyldt op med høje beboelsesejendomme. Langsom forvandlede det hele sig til en stenørken.
Afstraffelse på Bispebjerg Skole
Bispebjerg Skole var færdigbygget i 1913 og lå på Bispebjerg Bakke. På alle sider lå der kolonihaver. Foran skolen lå der en gylden kornmark. Sanglæreren i første klasse var en mærkelig mand. Vi skulle synge og han skulle spille violin til. Han elskede at revse. I sin violinkasse havde han ikke et spanskrør men en kæp.
Der var næppe en sangtime, hvor den ikke blev taget i brug. Men skete det, blev et helt ritual sat i gang:
Der var altid en, der ville være en rigtig dreng. Læreren vaskede sine hænder og sæbeskummet fik drengen så på sin næse. Trækæppen blev taget ud af violinkassen. Drengen skulle så først ae den, kærtegne den, og så fik han sine rap.
Hundepropper under sporvognen
Når sporvognen, linje 16 kom larmende og nærmede sig stoppestedet ved Løve Allé, nu Rentemestervej, havde drengene i forvejen lagt hundepropper ned i skinnerne. Når sporvognen knuste dem, lød nogle forfærdelige knald. Sporvognen bremsede og ud for både vognstyrer og konduktør og stirrede så på vognens understel. Det gjaldt så om at komme væk. Dagen var reddet.
Når ”Skrå – Syre” kom kørende
En anden oplevelse der kunne redde en trist dag, var, når ”Skrå-Syre” kom kørende ned ad bakken. Det var en lille mand klædt i nogle forfærdelige snavsede pjalter. Han kom kørende på et ganske lille hestekøretøj med en ganske lille hest foran. Hestens pels var indsmurt i indtørret ko- og hestegødning.
Skrå-Syre var ikke på bukken, næh han sad på højre hjørne af ladet, så vognen var helt skæv. Han havde som pisk en kæp i hånden. Den truede han knægtende med, når de løb efter vognen og råbte ”Skrå-Syre, Skrå-Syre”.
På ladet havde han som regel en rusten jerntønde fyldt med vådt køkkenaffald. Det var ikke unormalt, at han rakte armen bagud mod tønden for at tage en håndfuld rå kartoffelskræller, putte dem i munden og spise dem.
Der var masser af andre originaler dengang. Det var også Hurtigkarl som løb i rendestenen og trampede på hestepærer.
Ja så var det Rasmus Vognbund en stakkels syg mand, som ingen hjem havde. Han sov omkring i lader og vognporte, hvor en vognbund var hans eneste tilflugtssted, deraf navnet. Hans eneste trøst var brændevin.
Også flot udsigt i 1935
Fra Svanevej kunne man i 1935 se over markerne til Møllen og kroen og til haveforeningen Karens Lyst, der strakte sig langs Tagensvej til Lygten og langs Frederiksborgvej til Alhambra var også en haveforening. De eneste huse på Frederiksborgvej var slagtermester Becker, sukkervarefabrikant Petersen og Bispebjerg Skole. Kun hver anden linje 5 kørte til Bispebjerg. Der var ikke nogen huse ned mod mosen. Om vinteren kælkede børnene ned ad affaldsbunkerne. Grundtvigskirkens tårn blev bygget og efterhånden kom der boliger rundt om kirken samt Tagensbo og Bispeparkens flotte bygninger.
En beboelse i 1940 til 14 kr. om måneden
Omkring 1940’erne blev mange beboelsesejendomme revet ned. Man kunne indtil da have en god lejlighed med 3 værelser, køkken og have til for kun 14 kr. om måneden. Men så var der heller ingen bekvemmeligheder. Man måtte vaske op i køkkenet på komfur. Der var petroleumslampe. Hvis man skulle på lokum, så skulle man ned i gården.
Fra Stengade til Mølleloden
Mange flyttede herud fra det sorte slum omkring Stengade på Nørrebro. Kommunen planlagde tre store karreer mellem Tomsgårdsvej og Skoleholdervej. Gaderne imellem bygningerne fik navnene Møllerlodden, Klokkerhøjen og Gravervænget. Men der var forskel på 35 kr. for 2 små huller i Stengade til nu 75 kr. for godt nok tre store værelser En arbejdsmands ugentlige løn var dengang på 45 kr. Dengang sagde man, at en husleje alene skulle klares med en ugeløn.
Foruden de tre værelser var der et fint køkken og toilet med håndvask. Der var vaskeloft med gasvaskekedel, tørreloft, brændselskælder samt eget cykelrum. Lejligheden var udstyret med to kakkelovne. Men når man skulle hente koks, faldt man ikke mere over rotterne som på Nørrebro.
Industri, værksteder og småforretninger
Utterslev mark strakte sig fra Lygtekroen og Lersøen, der markerede bygrænsen ved det yderste Nørrebro og op til Utterslev Landsby og Bispebjerg Mølle. Det udviklede sig hastigt frem mod 1950. Ved indlemmelsen i 1901 havde kvarteret næsten 7.000 indbyggere. I 1950 var her godt 70.000.
Ved indlemmelsen bestod kvarteret overvejende af en række bøndergårde med omkringliggende marker og haveforeninger. Der var bebyggelse omkring Utterslev landsby og langs Frederikssundsvej. Mellem Lersøen og Frederiksborgvej var der en barakagtig bebyggelse.
Mellem Frederikssundsvej og Glentevej var der hestehandlere, slagtere, købmænd, småværksteder og industri blandet med træhuse og skure. Efterhånden kom der murede etageejendomme.
I 1950 var området et egentligt bykvarter, hvor industri, værksteder og småforretninger omkransedes af større og planlagte ejendomskomplekser.
Industrien var stadig dominerende
I den sydlige del af området afgrænset af Glentevej, Lygten og langs Rentemestervej var industrien stadig dominerende i det byplanlæggerne kaldte for ”blandet område”. De gamle marker og bøndergårde vest for Glentevej ved Borups Allé og op mod Utterslev landsby erstattet af boligkarreer i en mere rendyrket beboelseszone.
På Bispebjerg Bakke var møllen væk og stedet kendetegnet af skole, kirkegård, hospital og den monumentale Grundtvigs Kirke med omkringliggende boligkompleks. Bispeparken var på opførselspunktet 1940-41 det største samlede boligkompleks.
Utterslev Mark var blevet til Nordvest-kvarteret, et arbejderkvarter, der skulle bære Danmarks fremtid som velfærdssamfund.
De fattige børn
Ligesom på Nørrebro var der også herude en masse fattige. Der var husvilde – boliger. Og når man boede bestemte steder herude i kvarteret, blev man stemplet som fattige.
Børnene blev sendt til uddelingsstederne med spande for at hente varm mad, rugbrød-sigtebrød og meget mere. Ellers var der rester, der skulle afhentes. Børnene var stolte, hvis der var kommet meget i spandene.
Men egentlig hadede man den spand. Der kom man med ”fattig-maden”. Det symboliserede den fattiges ydmygelse og fornedrelse. Fattigdomstegn var også manglende udstyr, huller i tøjet, lus og lopper. Man fik en ”tiggerseddel” så man kunne få træsko udleveret på skolen eller få skolebespisning.
For at få en gang gratis mad på skolen skulle man aflevere et spisekort i tykt pap for at få maden. Disse kort blev senere bragt op i klassen. Det var navn på. Og så blev man råbt op i klassen, og så skulle man afhente kortet ved katederet. Det skulle hver dag bæres i en snor om halsen. På den måde kunne man se, at man var fattig.
Dem, der fik de bedste karakterer i skolen, var dem, der boede i de bedste bebyggelser lige omkring skolen. Det var nødvendigvis ikke de dygtigste. Men barakunger var altid nederst.
Fattige – men rige på børn
Der var utrolig hjælpsomhed blandt folk. Selvom man ikke kan påstå, at borgerne var særlig trofaste kirkegængere, så må det indrømmes at den lille Kapernaumskirkes menighedspleje udførte et fantastisk stykke socialt arbejde.
Folk var meget fattige men rige på børn. Mange halvsultede og måtte gå på Samaritanen for at få lidt varm mad.
Der blev sparet mange steder
Med brun sæbe vaskede man tøj med, gjorde rent med og det blev også benyttet til hårvask. Strømper blev stoppet, damestrømper blev masket, ærmer på silketrøjen blev vendt, inden albuerne ved slid var gået igennem.
De fleste drak vand til aftensmadens varme retter. Det var dage, hvor man sparede på middagsmaden ved at nøjes med at spise en gang rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billig mad var dengang spegesild og klipfisk. Og så købte man læder hos læderhandleren så far eller mor kunne forsåle sko.
Ofte fik man kålrabi tilberedt på forskellige måder. Kartofler blev lavet til mos. Det var i stedet for smør og margarine.
Det kneb også med at skaffe brændsel dengang. Men for 25 øre kunne man i Hillerødgade få en stor sæk høvlspåner på et savskæreri. De blev taget direkte fra maskinerne. Hvis formanden ikke var til stede, kunne man snildt fylde to sække.
På lossepladsen var der slik
På hjørnet af Hillerødgade og Nordre Fasanvej var en stor losseplads. Her gik børn hver søndag formiddag for at samle koks og brænde. Her var husaffald og affald fra de omkringliggende fabrikker. Ja her kunne man være heldig at finde karameller eller bolsjer. Det var børnene dengang ikke forvænt med. Det lå i store klumper fra H.N. Mathiesens Fabrikker, som havde til huse på Fasanvej. Det blev så vasket, når ungerne kom hjem med det.
Hjemme blev der produceret ildtændere og margarinekapsler
Mange fattige producerede også ildtændere. Der skulle bindes 1.000 stk. hver dag. Hver morgen skulle de så afleveres på Sankt Nikolaj vej på Frederiksberg. De blev kort derud i barnevogn.
Ja det blev også pakket margarinefarver (kapsler) i papir som udgik fra ”Blauenfeldt & Tvede. Det var et svinearbejde, da farverne (kapslerne) først skulle tørres rene inden pakningen. Der skulle pakkes fra 5.000 – 10.000 hver dag.
Husum bestod af to dele
På et tidspunkt bestod Husum af to dele. Gårdene var på østsiden. Men allerede i 1920erne var her kommet en masse ”byhuse”. Her boede landarbejdere, håndværkere, vognmænd, arbejdsmænd m.m. Husum var på vej ind i det københavnske storbyssamfund.
Villaerne skød frem i 1920’erne og især i 1930’erne. Men i 1940’erne kom alle etageejendomme. Da Ny Gadelandet blev anlagt og Voldparken blev bygget forsvandt den nordlige del af landsbyen Efterhånden forsvandt landsbyen helt.
Endnu i 1931 boede der i Husum en tækkemand. Og der boede bryggeriarbejdere som arbejdede på Husum bryggeri.
Brønshøjs gadekær var etableret, men Husums var en sø med tilløb og udløb fra Gyngeåen, hvor afløbet er fra Gyngemosen. Denne markerer grænsen mellem Husum og Mørkhøjs landsbyer.
Børnene fik at vide, at de ikke måtte lege på Frederikssundsvej, men de gjorde et nu alligevel. Det var meget idyllisk med de stråtækte huse. Her på Gammel Gadelandet lå også et stenhuggeri. På Bryggerens Vej lå Bryggeriet.
Jo Gammel Husum havde skam også et gadekær. Men det skulle man nu ikke vove sig ud i for det var bundløst.
Men se alt den idyl er borte. Man startede med at bygge busgarager. Og så blev der bygget boliger. De blev så dyre, at almindelige mennesker ikke havde råd til at bo der.
Resterne af landsbyen Husum forsvandt
I slutningen af 1960erne var det halve af Husum landsby nedrevet. I tiden op til 1993 forsvandt den øvrige del af Husum’ s byhuse. Bondegårdene lå oprindelig øst for Gl. gadelandet. Disse gårde forsvandt i løbet af 1930’erne og 1940’erne.
Da Vestvolden blev anlagt i 1880’erne blev store af markerne nord for Husum landsby ”skåret over”. Med den begyndende udbygning af Husum af 1930’erne blev arealerne syd for Vestvoldens bynære og mulige byudvikling. En stor del af arealerne blev i en årrække benyttet til midlertidige koloni- og nyttehaver.
Si (Forbudt ord) og ”Det Rejsende Folk”
(Forbudt ors) fik lov til at opholde sig i området dengang. og det gjorde ”Det Rejsende Folk” også. Disse var oprindelig holstenske lejesoldater som i slutningen af 1700-tallet blev afskediget af den danske konge, da han fik soldater fra anden side.
Som kompensation fik de rejsebreve til at måtte optræde og handle overalt i riget, når de havde meldt sig til en politimyndighed.
Der var meget med omrejsende Tivoli. De ville ikke bo i lejlighed. Klistermarken var en fabrik, der under Første Verdenskrig lavede stivelser og skoklister og senere var, hvor Dahl – Jensens Porcelænsfabrik lå øst for Gl. Gadelandet. Her fik de lov at holde ”vinterkvarter”, mens de rejste rundt med deres Tivoli om sommeren.
De fik denne plads i 1925 og havde den til 1945, hvor de fleste fik en lejr, der blev kaldt for Brushøjlejren efter vejen i det vestlige Valby Idrætsplads.
En berømt porcelænsfabrik
Vi nævnte Dahl – Jensens Porcelænsfabrik. Den skal vi sandelig ikke forbigå i tavshed. Dahl – Jensen var aktiv i dansk porcelænsproduktion i meget lang tid. Han var nyuddannet på Kunstakademiet og blev modelmester i 1897 hos Bing og Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der ønskede at man startede en virksomhed sammen.
Virksomheden var indrettet med det nyeste grej. Men al begyndelse var svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lille bitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var det kun ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede tæt. Georg fandt sin kone blandt porcelænsmalerne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til mange af de fine børnefigurer, som Dahl – Jensen var kendt for.
I 1960 videreførte en dygtig efterslægt fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér- porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre- og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
De havde indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Og der kommer også en del 2 til denne artikel ”Langs Frederikssundsvej – endnu mere (2)” Vi har også kigget på ”Industri i Nordvest”. Meningen var, at vi skulle have holdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej. Men dette blev aflyst/udskudt. Vi beklager at have brugt et måske to forbudte ord. Det drejer om et bestemt folkefærd, som vi på ingen måde har forsøgt at genere.
Kilde:
Dato: maj 16, 2020
Dengang på Ydre Nørrebro og Lygten Kro
Der var masser af værtshuse efter kirkegangen. Fastelavnsboller til børn. Pære i Slagtergården. En anden tiltaleform. En tur i ladegårdsåen. Pas på – Å-far kommer. Skovtur til Klampenborg. En tur på jernbanebommen. Rådmandsgades Skole. Spanskrør sad løst. En særlig afstraffelsesform. Lang arbejdsdag som bybud. De Danske Mejeriers maskinfabrik. Det blev drukket om lørdagen. Ventegot, Petersdal og Petershvile. Baptister blev døbt i Lersøen. Da fugle blev fanget. Hyltebro braste sammen. Da Lygtekroen fik besøg af Utterslev-kræmmere. Da Amager – slagteren mistede sit skæg. Et besøg på Lygtekroen. Over grænsen til Nordvest.
Masser af værtshuse efter kirkegangen
Vi går en tur fra Stefans Kirken ud til den gamle Lygtekro. Vi går også ned ad sidegader. Det var et udpræget arbejderkvarter. I næsten hver anden ejendom var der et værtshus eller et snapseting, som det blev kaldt dengang. De hed sådan noget eksotisk som ”Himmerig, Paradis, Enfert (Helvede) og Frejas Hall. Der var noget at vælge imellem efter kirkegangen.
Fastelavnsboller til børn
Over for kirken på hjørnet af Gormsgade lå den gamle bagergård. Hver fastelavnsmiddag kl. 12 kom bagermesteren med to af hans svende bærende på to store kurve med boller og strutter. Oppe fra et halvtag blev disse herligheder kastet ned til børnene. De huskede altid at være til stede den dag. Mange af bollerne havnede på stenbroen, hvor de blev trådt flade af de mange træsko. Men så var det jo også noget til gråspurvene.
Pære i Slagtergården
Slagtergården lå mellem Gormsgade og Allersgade. Inde midt på gårdspladsen lå et dejligt pæretræ. Men havde knægtene vovet sig ind og nappet en pære, blev man som regel nappet af en slagtersvend i porten. Så måtte man aflevere pæren og fik tilmed en over nakken.
En anden tiltaleform
Tiltaleformen var anderledes mellem de handlende og kunden dengang. De blev spurgt om, hvad madammen ønskede, og hvordan fatter havde det og om ungerne var raske. Det var meget hyggeligt. En pose fedtegrever fik man gratis når man var med høkeren og gøre indkøb.
Her lå også Skæremøllen, et gammelt landbageri med brødudsalg i gavlen ud mod Nørrebrogade. Her kunne man købe dejligt friskbagt rugbrød og landbrød til en billig pris.
En tur i Ladegårdsåen
Børnene kunne tumle sig i markerne og ved de små vandhuller ude ved Lersøen. Der fangede vi salamander og hundestejler. På Bekkers Mark, der hvor Nørrebroparken og Lundtoftegade nu ligger blev der udkæmpet fodboldkampe. Bolden var et gammelt fodboldsdæk stoppet ud med papir. Men knægtene gik til den med fuld energi. Her blev der også udkæmpet drabelige kampe mellem de forskellige gader og områder på Nørrebro.
Blev det for varmt lå Ladegårdsåen i nærheden. Så løb man derover og forfriskede sig i åens ikke alt for rene vand. Det hændte, at der kom en død hund eller en død kat drivende med strømmen. Men det tog man sig ikke så nøje.
Pas på – Å-far kommer
Værre var det, når Å-far kom. Så blev der råbt: ”Nu kommer Å-far”. Så gjaldt det om at få fat i bukser, skjorte og bluse. Så gik det i løb langs med åen over på den anden side af Borups Allé, der hvor nu telefonbygningen ligger. Så fortsatte man med at bade der, indtil Å-far kom. Og så gik turen tilbage.
Å-far var en kommunalarbejder, der gik og rensede op i åen. Det var hans sølvdresserede kasket, som børnene havde respekt for. Men børnene gjorde han nu ikke fortræd.
Skovtur til Klampenborg
Man glædede sig til den årlige skovtur til Klampenborg med forældre og søskende. Det startede fra Nørrebros Station, som dengang lå i Stefansgade. Det var et stort øjeblik når toget endelig var fyldt op og satte i gang. Børne råbte ”Hurra”. Men det varede lidt, inden man rigtig kom i gang. Det var mange vogne at slæbe på.
Dagen endte på Bakken, hvor ungerne morede sig med en gynge eller karruseltur for ikke at glemme Pjerrot og Kramers Gøglertelt. På turen hjem var folk godt stuvet sammen. Det var ikke lige behageligt, for mandfolkene var ikke helt appelsinfri. Kvinderne skældte ud og de mindste børn græd.
En tur på jernbanebommen
Når jernbanebommen gik ned, varede det altid et stykke tid inden toget kom. Bommen bestod af fire lange jernmaster, hvorpå der var hængt en masser jernstænger. Bommanden brugte to sving til at dreje bommen ned med. Samtidig med at han drejede svinget, var der en dims, der slog på en stor klokke som advarsel.
Som en rask knægt var det en sport at stå at hænge på bommen, når bommanden skulle hejse den op. Men så havde han en kasse med groft sand, som han smed i hovedet på dem, der gjorde det. Så skulle man nok komme ned. Den samme metode brugte han, når der løb en hund ind på sporene.
Rådmandsgades Skole
De fleste af kvarterets børn gik på Rådmandsgades skole. Skolen blev indviet som friskole i 1889. Den første inspektør hed Ingvor Bondesen. Han var også en flittig forfatter og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Niels Chr. Damgård Geleff var skolens inspektør fra 1902 til 1914. Derefter blev han inspektør på Stevnsgades Skole. Han var ved siden af løjtnant i Københavns Borgervæbning.
Spanskrøret hang løst
Spanskrøret hang løst og blev flittig brugt både i tide og utide. Hr. Shøler var forud for sin tid med sin pædagogik. Han var populær blandt børnene. Blandt kollegaerne blev han betegnet som en original. Han gik klædt lige som Drachmann med bulehat og flagreslips. Og så havde han et lang fuldskæg.
Tysklæren hed Janus Nielsen. Det var spændende at høre om hans rejser.
Geografilæreren var Hr, Korsgård. Han var udgiver af en bog om geografi. Så længe kunne remse op fra denne var alt i orden. Men kunne man ikke det, så blev man kaldt op. Så skulle man lægge sig på en skammel. Og så fik man tre slag over halen med spanskrøret.
Hr. Korsgård løftede sig helt op på tæerne og strakte armen med kæppen højt op i luften, for at slagene skulle blive så effektive som muligt.
En særlig afstraffelsesform
En anden lærer, hr. Rosenkjær udøvede en særlig afstraffelsesform. Han var en lille kraftig mand. Man sagde om ham, at han ledede efter oldsager. For enden af hans stok sad en lille spade, som han gik og pillede i jorden med.
Når de stakkels børn havde forset sig, og der skulle ikke så meget til, tog han børnene enten i øret eller i håret ved tindingen og løftede det stakkels barn op på tæerne. Imens så så bankede han med den anden hånd knoerne oven i hovedet, så det sang i hele kraniet. Ham skulle man helst undgå at komme i nærheden af.
Lang arbejdstid for et bybud
Dengang havde man også byplads. Der var arbejde fra kl. 14 til 19. Men om fredagen og lørdagen helt til kl. 20 – 21. Men så fik man da også 2,50 kr. om ugen. Som lærling fik man det første år 3,00 kr. i timen for en arbejdsdag på 10 ½ time – også om lørdagen.
De danske Mejeriers Maskinfabrik
Vi har her på siden omtalt en del industrivirksomheder – også på Ydre Nørrebro. Men vi kan da som eksempel også nævne De Danske Mejeriers Maskinfabriks Filial i Rådmandsgade 38. Her var læretiden 5 år. Man mødte kl. 6 om morgenen og sluttede kl. 6 om aftenen. Det var en halv times frokost og en times middag.
Lærlingen skulle tænde essen op, inden smeden kom. Så blev man sendt ud efter en ”pægl” rød og en ”pægl” grøn bitter til smeden. Efter at forskellige kollegaer havde været inde og hilse på smeden og fået en bitter, skulle den yngste læredreng i byen for svendene inde på værkstedet. Indkøbene var meget forskellige. Om lørdagen gav det drikkepenge – lige fra 2 til 10 øre.
Der blev drukket om lørdagen
Der blev drukket tæt om lørdagen. Det begyndte med bitter om morgenen, brændevin til frokost og efter frokost blev der klunset om bajere. Når klokken var 10 – 11 var svendene godt berusede og forsvandt en efter en over hos ”Anarkisten” som var et værtshus som lå over på den anden side af gaden. Ja de kunne også finde på at gå hen på Tagensvej i Skanse Nr. 3, som også var et værtshus.
Ventegot, Petersdal og Petershvile
Det var herude at det idylliske landsted ”Ventegot” blev opført i starten af 1700 – tallet. I 1800 – tallet blev gården overtaget af slægten Melchior. Man talte om ”Jøderne på Ventegot”. Og børnene gik på skole inde i byen. De skulle hver dag tage den på stop. De havde et lille beløb med. Kunne de ikke komme til at køre med nogen for det lille beløb, ja så måtte de gå den lange vej.
Herude lå også Petersdal og Petershvile som havde den samme jer, nemlig renteskriver Peter Feddersen., en chef fra rentekammeret. Han blev senere amtsforvalter i Rendsborg. Derfra har vi også navnet på de to gårde.
På Petersdal boede skarpridderen i gamle dage. Han blev også kaldt bødlen.
Baptister blev døbt i Lersøen
Skellet mellem Københavns byjorder og Utterslev Landsbymark løb langs Lygteåen. Denne å blev gravet under Kong Hans. Via Ladegårdsåen løb vandet ud i Peblingesøen. Vandet kom fra Gentofte Sø, Emdrup Sø og Lersøen, Emdrup – eller Lundehussøen løb oprindelig ud til Øresund gennem Rosbækken. Den blev forbundet med Gentofte Sø, opdæmmet ved Lyngby og ledt ind til Lersøen.
Navnet Lygten menes at stamme fra det gamle ord ”Løgh”. Dette betød sump. Området ned til åen var i mange i år et sumpet engdrag.
Vi har tidligere beskæftiget meget med Lersøen her på siden. Der var vand nok i den til at Danmarks første og stærkt forfulgte baptister i 1839 kunne lade sig døbe her. På de sumpede bredder groede der et tæt pile- og rørkrat. Her hentede Københavns kurvemagere deres råmaterialer helt ind til 1900 – tallet.
Da fugle blev fanget
Byens drenge kunne skaffe sig en hurtig ekstraskilling. I pilekrattet levede og ynglede i tusindvis af små sangfugle. Ungersvende satte en lokkefugl i bur ud i krattet. Grenene omkring lokkefuglen påsmurte de så med klister. Når de små fugle så slog sig ned på grenene, hang de muligvis fast. Så kom drengene ud, frigjorde fuglene og samlede dem. De fangne fugle kunne de så sælge til byens fuglehandlere.
Sangfugle i bur var den store mode i slutningen af 1800-tallet. Danske fugle overlevede dog ikke særlig længe i fangenskab. Derfor blev de efterhånden afløst af importerede kanariefugle og undulater.
Hyltebro braste sammen
Der hvor Nørrebrogade krydsede Lygteåen og gik over i frederikssundsvej lå fra 1500-tallet en bro, der blev kaldt Hyltebro Indtil 1717, var denne af træ. Men den faldt sammen. Og så blev den afløst af en stenbro.
På Lygtekroen kom Utterslev – kræmmerne
Fra starten af 1700-tallet lå her en ydmyg landevejskro. Her var både have foran og rejsestald. Den lå på et godt sted og var meget besøgt. Den bayerske øl kom frem i 1840-erne. Det reklamerede Lygtekroen med at man kunne få ”gammelt Øl i Kælderstuen og bajersk Øl i Gæstestuen” Men det var hvis det samme øl, til to forskellige priser.
Her på kroen kom de berømte Utterslev – kræmmere. De bar en uniform bestående af sort bowlerhat, halsklud bundet i typiske prangerpunge og et par blankpolerede ”køjetræskoer”. De havde også et stort flot cykelstyrtsskæg sat op til narrestreger.
Da Amagerslagteren mistede sit skæg
Der var mange historier om disse prangere. En af disse historier var dengang, da Luse-Laurids og Stærke-Harald sad på Lygtekroen. De fik sig en spids eller to. Som de nu sidder der, kom der to slagtere ude fra Amager.
De var så venlige at give de to Utterslev – kræmmere en tår med. Slagterne havde også cykelstyrskæg og så havde de bowlerhat. Den ene af slagterne spørger så, om de kender noget til de slagsbrødre, der var herude. Det vidste Stærke-Harald nu ikke noget om. Så begynder den ene slagter at genere Luse-Harald og spørger ham, hvorfor han gnubber sig.
Slagteren mener, at han nu godt kunne banke de lus af Luse-Harald. Så var det, at Stærke-Harald sagde, at så må de hellere tage mig. Den ene slagter og Stærke-Harald rejste sig nu op. Stærke-Harald huggede ham i skægget og gav slagteren en skalle. Og han røg gennem vinduet og tog sprossen med helt ud i Lygteåen – og der lå han så ude og skreg.
Og den anden slagter skreg ud til staldkarlen, ”Spænd for – Spænd for” Lad os komme hjem – og de røg afsted mod Amager. Men stærke Harald, han stod med slagterens skæg i hånden.
Det hele blev forandret
Lygteåen blev lagt i rør og overdækket fra Lersøen. Åen fik gaden Lygten opkaldt efter sig. Og egentlig er vi nu over i Nordvest. Den gamle Hyltebro forsvandt også og fik en lille gade opkaldt efter sig. Lersøen blev ryddet. En del blev forvandlet til det nye jernbaneterræn. Resten blev til kolonihaver.
Et besøg på Lygtekroen
Lygtekroen så ikke godt ud til sidst. Den var faldefærdig. Den faldt helt i 1904. Og i 1906 opførtes Slangerupbanens endestation. I løbet af 1920erne rejstes rampen til Nørrebro Station, som blev indviet i 1930. Vi citerer her en rejsebeskrivelse fra Illustreret Tidende fra 1905. Det kan hvis ikke gøres bedre:
Over grænsen til Nordvest
En gammel fabriksejendom ved Lygten blev i 1934 ombygget til Cafe Lygten, der med sin lille beværterhave og berømte danske køkken, har ført den gamle kros traditioner videre. I dag sælger Camilla tysk inspireret mad på stedet.
Landstedet Ventegodt store grund mellem Nørrebrogade, Hyltebro, Lundtoftegade, Fredensborggade og Esromgade blevet bebygget med imposante boligkarreer.
Der er masser af gode historier her ved grænseområdet til Nordvest. Vi er gået over grænsen. Det er irriterende, når man fortæller historier, at man hele tiden skal passe på ikke at gå over grænsen. Mange en god historie bliver dermed ødelagt. Følg vores næste artikel, der kommer til at hedde ”Langs Frederikssundsvej” Her fortsætter forbi den gamle Lygten Kro og tager nogle gevaldige sidespring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk har i alt 1.562 artikler, heraf er 324 artikler fra Nørrebro. – God Fornøjelse