Myten om De Hvide Busser

Forarbejdet blev gjort af danske embedsmænd. Jyllandskorpset. Det danske hjælpekorps. Da syge politibetjente og grænsegendarmer blev hentet. Da Svensk Røde Kors kommer. Bernadotte afviste dansk hjælp. Danskerne påvirkede Gestapo-folk. Halvdelen af svenskerne rejste hjem. Karantænestationer i Padborg og Kruså. Gestapo folk bestukket med snaps og danske fødevarer. Andre landes fanger måtte flyttes. Franske og polske kvinder blev også reddet. Op dødsmarch. I alt 17.553 blevet reddet. Det gik for langsom, danskerne måtte træde til. Svenskerne havde brug for goodwill. Det var ikke det rette tidspunkt for kritik

 

Forarbejdet blev gjort af danske embedsmænd

Det er 75 år siden, og det er den samme historie vi hører. Manden, som vi kan takke for den store succes, er Folke Bernadotte. Men er det nu hele sandheden? Ja skal man tro de medier, der omtalte begivenheden her 75 år efter, så er det denne greve, vi skal ære.

Og nede i Kruså er det da også et mindesmærke af ham. Men i dagens anledning var der ikke lagt blomster. Hvis man læser hovedpersonens egen beskrivelse om begivenhederne så er man ikke i tvivl, så er historien om rigtig. Han skrev bogen ”Sluttet” i 1945. Bogen er stærkt selvpromoverende og levner stort set ikke plads til andre end Bernadotte selv.

Forarbejdet var både i første og sidste fase gennemført af danske embedsmænd. Uden dem var aktionen aldrig lykkedes.

Forhandlingerne med tyskerne om frigivelse og hjemsendelse af de internerede danskere blev ført på alle fronter. Det var bestemt ikke en let manøvre.

Skal vi helt tilbage til begyndelsen ja så startede det hele med en dansk og en norsk sømandspræst.

 

Jyllandskorpset

Kontreadmiral Carl Hammerich Havde udtænkt planerne, som han i Stockholm præsenterede for en norsk diplomat, der var leder af den norske organisation, Fangehjælpen i Stockholm. Hammerich var via sit ægteskab med Borghild Schmidt stærkt engageret i Norgeshjælpen, som blev styret fra deres lejlighed på Christianshavn.

Gennem et fintmasket kontaktnet i både Norge og Tyskland havde de gode informationer om situationen generelt men også god viden om de enkelte kz-lejre og hvem der var interneret i de forskellige lejre. Ret tidligt fandt man ud af, at redningen skulle ske via de tyske landeveje.

Til formålet blev Jyllandskorpset oprettet. Det skulle bestå af omkring 400 mand inkl. Chauffører, samaritter, ordonnanser m.fl. samt omkring 120 store transportvogne.

Departementschefen i Socialministeriet, departementschefen i Socialministeriet samt en masse andre forsøgte at koordinere det hele. Tingene blev dog overdraget til den norske London – regering.

 

Det Danske Hjælpekorps

Hammerich blev arresteret af Gestapo og det var årsag til at Jyllandskorpset blev reorganiseret og kom nu til at hedde Det danske Hjælpekorps. I september 1944 kom beskeden, at militære fanger skulle have førsteprioritet. Andre fanger skulle blive i lejrene i et stykke tid efter kapitulationen. Beslutningen mundede i rene militære overvejelser. Man syntes at denne tankegang var horribelt, så meldingen blev ikke givet videre.

 

Da syge politibetjente og grænsegendarmer blev hentet

Fra oktober 1944 blev der fra Danmark sendt Røde Kors pakker til Tyskland. Efter en forhandling med den tyske sikkerhedschef Otto Bovensiepen blev der den 2. december 1944 åbnet mulighed for hjemtransport af 211 syge politifolk fra Buchenwald. Hjemtransporten foregik den 8. december med almindelige røde DSB – busser. Ugen efter hentede man grænsegendarmer. Dette var også en ren dansk redningsaktion.

Fra omkring årsskiftet 1944 – 1945 afgik der regelmæssigt busser. Der blev hentet fanger så langt væk som i Leipzig, Dresden, Torgau og Mühlberg. Ofte blev disse busser angrebet af allierede fly.

I begyndelsen af 1945 blev det hele endnu bedre organiserede.

 

Da Svensk Røde Kors kommer

Den første hjemtransport fra Tyskland i Svensk Røde Kors navn blev foretaget i midten af februar 1945, hvor Folke Bernadotte var i Berlin for at hjemføre svenskfødte kvinder. Den 19. februar forhandlede Bernadotte med Himmler. Her gav Himmler tilladelse til at de skandinaviske fangere blev samlet i en speciel afdeling i Neuengamme.

Hovedkvarteret for svensk Røde Kors blev i Slottet Friederichsruhe der lå 30 km sydøst for Hamborg. Slottet tilhørte Otto von Bismarck, den tidligere kanslers sønnesøn.

 

Bernadotte afviste dansk hjælp

Fra dansk side stillede man dansk mandskab og biler til rådighed. Men Bernadotte afviste. Man ønskede, at det nu skulle være en ren svensk aktion arrangeret af Svensk Røde Kors. Det svenske udenrigsministerium ville ikke lægge navn til. De troede ikke på, at det lykkedes. Og hvis det så mislykkedes, så havde det svenske udenrigsministerium intet ansvar.

Fra dansk side pointerede man, at man havde nyttige informationer. Men Bernadottes reaktion var afvisende. Man kunne ikke se hvad danskerne kunne bidrage med som svenskerne selv kunne klare. En af de ting, som Bernadotte ikke kunne bruge var det omfattende kartotek som man havde opbygget over danske fangere.

Og så kaldte man de danske biler for ”kakkelovnsbiler”.

Bernadotte ønskede at se så lidt til danskerne som muligt i Friederichsruhe.

 

Danskerne påvirkede Gestapo-folk

I hovedkvarteret i Friederichsruhe var der udstationeret 40 Gestapofolk. Aftalen var, at alle transporter skulle ledsages af Gestapofolk. Danskerne forsøgte at påvirke disse Gestapofolk. En af de vigtigste var SS – Obersturmbannführer dr. Rennau. Han havde myndighed til at dirigere de skandinaviske fangere til Neuengamme og havde et lidt anstrengt forhold til svenskerne.

Bernadotte havde givet ordre til sine folk at ingen danskere måtte deltage. Det var en ren svensk Røde Kors aktion.

 

Svenskerne rejste hjem

Efter kort tid var halvdelen af de svenske deltagere taget hjem. På grund af den reducerede personalestyrke var det umuligt at gennemføre planen. Svenskerne havde på daværende tidspunkt kun nået at hente en fjerdedel.

Nu kunne man godt bruge den danske hjælp men under den betingelse at det skete under svensk ledelse. Hurtigt blev de danske biler malet i hvide farver med røde kors. Nu var det ingen hemmelighed, at de svenske biler var i en betydelig bedre kvalitet.

Ved Neuengammes evakuering i dagene omkring den 20. april 1945 bestod det danske ekspeditionskorps i Tyskland af 123 rutebiler, 30 ambulancer, 18 lastvogne, 12 personvogne, 6 motorcykler samt omkring 450 personer, heraf 10 læger og 16 sygeplejersker.

 

Karantænestationerne I Padborg og Kruså

Nord for grænsen var et par tusinde mennesker også involveret i aktionen, dels ved karantænestationerne i Padborg og Kruså og dels forskellige former for bistand under transporterne videre gennem Danmark til Sverige.

Vi har i en artikel beskrevet forholdene. Også disse karantænestationer blev bombet af de allierede. Når man ære den svenske greve må man ikke glemme alle disse frivillige.

 

Gestapo-folk bestukket med snaps og danske fødevarer

Da der sidst i marts 1945 var overført omkring 3.000 skandinaviske fanger til Neuengamme, erklærede kommandant Pauli, at transporterne måtte stoppe, idet der ikke var plads til flere! Uanset de givne løfter fra Himmler og andre højtstående Gestapo – folk, om at alle skulle samles i Neuengamme var han ikke til at rokke.

Ved at smøre godt med danske fødevarer og snaps i forskellige trin i Gestapos hierarki, blev der nået frem til en løsning, som kunne opfylde betingelserne i aftalen.

 

Andre landes fanger måtte flytte

Prisen blev endog meget høj for andre KZ – fanger. Aftalen indebar nemlig, at 2.000 ikke-skandinaviske fanger skulle flyttes fra Neuengamme-lejren til andre lejre i omegnen af Hannover. Denne transport skulle foretages af svensk Røde Kors. Og det var ikke altid til bedre forhold.

Når denne transport var afsluttet – kunne transporterne af skandinaviske fanger til Neuengamme fortsætte. Aftalen af flytningen blev gennemført. Lidt kynisk kan man sige, at 2.000 franskmænd, russere og polakker, der menneskelig var i en meget dårlig forfatning efter lang tids internering, betalte prisen for, at skandinaverne blev samlet i Neuengamme.

 

Ca. 12.000 nordmænd og danskere var internerede

I alt 6.100 danskere og omtrent lige så mane nordmænd blev sent i KZ – lejre. Deportationerne af danskerne begyndte efter den 29. august 1943. Det var jøder og kommunister. Derefter fulgte modstandsfolk, kriminelle, handicappede og politifolk.

 

Franske og polske kvinder blev reddet

Ud over de internerede danskere og nordmænd blev også et stort antal franske og polske kvinder omfattet af redningsaktionen

 

På dødsmarch

Det var et held for de danske KZ – fangere, at de blev hentet. En af fangerne fortæller, at 11 dage kom resten af fangerne ud på en dødsmarch. Dem er ikke længere kunne gå blev skudt. Og en nat blev der sat ild på en lade, hvor alle de resterende fanger opholdt sig. Disse og lignende skrækhistorier fortælles. De allierede, der var lige i nærheden skulle ikke se sandheden om disse lejre.

I dagene 19. – 20. april hentede de hvide busser 4.255 norske og danske fanger hjem fra Neuengamme I alt blev op mod 20.000 fanger, primært i marts – april hentet hjem i hvide busser og ambulancer med Røde Kors – logo på.

Et stort problem under transporterne var fangernes kroniske diarré. Det blev hjulpet af tørklosetter.

 

17.553 blev reddet

Danske, svenske og norske chauffører, læger, sygeplejersker, mekanikere ydede en kæmpe indsats. Det var en af Anden Verdenskrigs største humanitære indsatser.

Det er ikke tale om et koordineret forløb men tale om en række mindre initiativer, som tilsammen udgjorde en stor fælles aktion. Og det hele startede fra Norge og Danmark længe før. Arbejdet var blevet påbegyndt i 1944.

Ved dansk hjælp – enten som en ren dansk redningsaktion eller som en del af Bernadotte – aktionen blev der i tiden fra den 5. december 1944 til den 4. maj 1945 gennemført omkring 50 transporter. I alt blev 17.353 mennesker hjemført.

De egentlige helte er også alle de civile danskere og nordmænd, der frivillig deltog i hjælpearbejdet.

 

Himmler og Kaltenbrunner hjalp ikke af humanitære grunde

Folke Bernadotte var vicepræsident i svensk Røde Kors. Han fløj den 16. februar til Berlin, hvor han blandt andet forhandlede med udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og Reichsführer SS Heinrich Himmler.

Den svenske hær stillede materiel til rådighed, blandt andet 36 ambulancebusser og 19 lastbiler. 338 svenskere, blandt andet chauffører og sygeplejersker var tilknyttet aktionen.

Men det var bestemt ikke af humanitære grunde, at Himmler og hans næstkommanderende, Kaltenbrunner gav lav til dette. Det var for at få lidt goodwill efter krigen. Men det hjalp som bekendt ikke. Himmler blev taget til fange af englænderne og begik selvmord. Og Kaltenbrunner blev dømt til døden.

 

Hitler opdagede Himmlers forhandlinger med vesten

Man forhandlede med forbrydere og indgik aftaler med nazistiske forbrydere for at redde deres eget skind. Man sorterede i fangerne og favoriserede nordmænd og danskere. Fanger fra andre nationaliteter måtte vige pladsen.

Aviser blev instrueret i ikke at skrive noget om aktionen, da den skulle foregå udenom de centrale tyske aktører i krigen. Hvis Hitler opdagede planen, ville det være umuligt at gennemføre.

Men den 28. april 1945 kom Himmlers flirteri med de allierede magter Hitler for øre. Han blev omgående frataget alle sine ordener og beordret henrettet.

 

Det gik for langsom

Alle norske og danske fangere skulle samles i Neuengamme. Det var svenske busser, der korte dem dertil. Derfra skulle de så transpores videre til Padborg og Kruså. Og her var der så danske busser, der kørte de udsultede fangere. Herfra gik det videre enten med bus eller tog mod Sverige.

Det gik dog alt for langsom med at få de mange fanger transporteret hjem. Svenskerne havde i lang tid siddet på planlægningen, men begyndte at løbe tør for materiel og mandskab, halvdelen af dem var taget hjem.

Danmark måtte atter engang stille med DSB – busser, motorcykler, rutebiler, ambulancer, personbiler og lastbiler. På grænsen mellem Danmark og Tyskland blev de malet hvide og fik malet røde kors på siderne og taget.

Men trods dette blev man beskudt af allierede fly.

 

Svenskerne havde brug for goodwill

Mediernes gennemgang af, hvad der virkelig skete for 75 år siden, har været mangelfuld. Vi vil ikke forklejne Folke Bernadottes indsats. Det har ikke været motivet med denne artikel. Motivet har været at fortælle, at der var andre, der også burde hyldes.

De involverede danske personer besluttede ikke at ytre sig. Holdningen var, at selv om den norske og danske indsats spillede en væsentlig rolle i de officielle svenske redegørelser, havde Folke Bernadottes medvirken formentlig været af afgørende betydning.

Fra dansk side besluttede man ikke at lave en rapport om Det Danske Hjælpekorps. Man var enige om, at svenskerne i høj grad havde brug for den goodwill, som gennemførelsen af fangetransporten kunne skabe for Sverige i Norge og Danmark.

 

Det var ikke det rette tidspunkt for kritik

Dengang var der trods alt stor taknemlighed over for svenskerne, der under hele krigen havde modtaget et stort antal modstandsfolk og jøder. Det neutrale Sverige havde brug for goodwill over for de allierede. Derfor var det ikke det rigtige tidspunkt for kritik. Og så var det måske også den krølle på halen, Folke Bernadotte var i familie med kronprinsesse Ingrid. Tiden var heller ikke til at røre omkring kongehuset.

Efterfølgende er der kommet udmærkede beskrivelser af de faktiske forhold om ”De Hvide Busser”. Men myten om Folke Bernadotte som den helt store redningsmand og helt har fået lov til at leve i bedste velgående.

 

Folke Bernadottes mordere blev hyldet

Folke Bernadotte blev skudt den 17. april 1948 i sin egenskab som FN – mægler. Han blev 53 år gammel. Han blev dræbt af en zionistisk terrorgruppe, der kaldte sig Lehi i det britiske mandatområde. Baggrunden var Bernadottes krav om at de palæstinensiske flygtninge skulle have ret til at returnere til deres hjem.

Alle tre fik amnesti af Israel i 1949. Og i 1980 oprettede Israel Lehi-ordenen, som tildeles tidligere medlemmer af denne tenoristorganisation.

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Myten Bernadotte – artikel – Årsskriftet Politihistorisk Forening
• Hans Sode-Madsen: Reddet fra Hitlers Helvede
• Johannes Holm: Sandheden om De Hvide Busser
• Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne
• Bo Lidegaard: Redningsmænd
• Gads leksikon om dansk besættelsestid
• Berlingske Tidende
• nyheder.tv2.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.156 artikler herunder:

• Under Padborg/Kruså/Bov (58 artikler):
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund

 

• Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) (310 artikler):
• De Hvide Busser – nok engang
• Karantænestationen ved Grænsen
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• Udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen man lod flygte
• Josef Mengele – dødens engel
• De svenske forbindelser – under Anden verdenskrig

 

• Under København (166 artikler):
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• SS – absolutte grusomheder
• I ondskabens skygge af Holocaust

 

• Under Sønderjylland (187 artikler)
• Holocaust – aldrig igen
• Modstand i Tinglev (inkl. Neuengamme)