Søgeresultater på "Lersøen"
Dato: maj 1, 2022
Toghistorier fra Nørrebro
Den første station ved Søerne holdt ikke længe. Velmente råd til jernbane – direktionen. Lokale ville oprette et træskur. En station ville komme – men hvornår? Man forsøgte at spænde ben. Indvielsen måtte udskydes. Beskeden toggang i begyndelsen. Trange forhold. Gangbroen blev fjernet, men en ny dukkede op i 1910. Slangerup Banen blev indviet. Man ville nedlægge Nørrebro station. Men var det smart, når der nu var 300.000 – 400.000 passagerer her om året. Bygningerne blev i den grad forsømt. Stationsforstanderen havde i en periode en luksuslejlighed. Men i 1930 var det slut.
Den første station holdt ikke længe
I 1879 startede Nørrebros første jernbanestation på Nørrebros Dossering 2, Ja sådan kaldte man det dengang. Det var med assistent C.C. Sønderup som forstander. Og stationen var uden spor. Det var bestemt ingen succes. Baneselskabet ofrede hele 800 kr. i indretningen.
Transporten af gods til og fra Københavns Hovedbanegård kostede 403 kr. Der var daglig fire daglige forbindelser. Huslejen var 543 kr. og udgifter androg 543 kr.
Allerede i 1880 lukkede man igen. Det var ingen succes.
Velmente råd til Jernbane – direktionen
Nørrebro fik ført sin første rigtige station i 1886. De første rygter om en ny station dukkede op allerede i 1861. Så det var virkelig lang tid at vente. Man ønskede en station i området, men det var ikke fra beboere i området. Dengang var Havremarken et ret så øde område.
Den mærkelige avis ”Sandhedsfaklen” anbefalede i 1862 at man anlagde en station ved Ventegodt eller Petersminde på Nørrebro Lygtevej. Og det skete i et indlæg med overskriften:
Byen voksede. Og i 1867 ”antog” man at Nørrebro havde ca. 20.000 indbyggere. Man havde ligefrem:
Det var nu ikke de store millionbevillinger til en Nørrebro Station, blot 400.000 kr. Og det var efter at en ”Commission” havde arbejdet på sagen i flere år.
Lokale ville oprette et træskur
Men der skete ikke rigtig noget. Nogle Nørrebro – borgere havde sendt et andragende til jernbanernes direktør, Viggo Rothe om for egen regning at måtte opføre et træskur til billetsalg og ventesal samt en åben perron. Endvidere ville man lønne en funktionær i to år.
En station ville komme – men hvornår?
Direktør Rothe må have været interesseret, for han fremsendte en tegning til en stationsbygning, som antagelig ville koste 25.000 kr. at opføre. Og så ville han have 10.000 kr. årligt. Hvis dette beløb kunne sikres, ville han foreligge sagen for Indenrigsministeriet. De brave Nørrebroere har sikkert været lidt skuffede over beløbets størrelse.
De havde kun fået tegnet ca. 6.000 kr. De kunne næppe skaffe resterne. Men det var nu heller ikke nødvendigt. For efterhånden var det klart, at Statsbanerne ville åbne Nørrebro Station i løbet af et par år.
Man forsøgte at spænde ben
Visse politikere ”Visne-politikere” søgte stadig at spænde ben for bevillinger for alle bevillinger og ikke mindst jernbaneanlæg. Med meget besvær lykkedes det at få bevilliget de 250.000 kr. til arealkøbet ifølge finansloven 1882/83. Dertil kom i alt 150.000 kr. og strakte sig over årene 1885/89.
Indvielse måtte udskydes
I begyndelsen gik det hurtigt. Men da man tog fat på bygningerne gik det nu ikke så kvikt. Station A var ved Bjelkes Alle og Station B ved Lyngbygade (Hillerødgade). Banerne håbede at kunne åbne den delvis færdige station den 1. maj – for lige at få skovtrafikken med. Så blev det offentliggjort, at dette først ville ske 1. juni. Men det skete først 28. juni. Åbningen fandt sted den 1. juli.
Beskeden toggang i begyndelsen
Toggangen fra starten var dog ret beskeden. Man havde i den grad undervurderet Nørrebroernes interesse for Dyrehavens lyksaligheder ved kun at lade 5 tog til Klampenborg standse. Men man blev da også klogere. Fra 18. juli standsede alle Klampenborg – tog ved Nørrebro.
Trange forhold
Nørrebros godstrafik var beskeden i begyndelsen. De mange småindustrier og håndværkere sendte nok en del banepakker, men det talte kun lidt. Først omkring århundredeskiftet kom der større industriforetagender i gang. For det ankomne gods vedkommende drejede det sig i begyndelsen om transporter af byggematerialer.
Men det var nok at bestille for personalet. Den upraktiske og de trange rangerforhold gav ofte problemer. Og så fandt postvæsnet ud af, at ”Lygtevejskvarterets Postexpedition” ind i stationen.
Gangbroen blev fjernet
I 1894 blev der foretaget flere udvidelser på Nørrebros Station. Til publikums sorg blev gangbroen over sporene fjernet. Der blev spændt store kæder over passagerstedet. Men det var folk nu lige glade med. Det var et under at ingen blev kørt over. I mange år var forholdene meget primitive. Endelig i 1910 opførtes en ny gangbro tæt ved Nørrebrogade.
Da Frihavnsbanen blev åbnet senere i 1894, fik Nørrebro station en forøgelse af personalet – en assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men løbende blev personalet nu forøget.
Slangerup Banen blev indviet
I 1898/99 blev der anlagt et privat sidespor nær banearealet. Man kaldte det for ”Stensporet”. Det blev meget anvendt i årene fremover.
I 1906 blev København – Slangerup Banen åbnet. Det var lige i nærheden af Nørrebro station – på Lygten Station. Men det kom ikke til at påvirke konkurrencen. Det var åbnet et andet publikum, der foretrak Harreskoven frem for Dyrehaven.
Omkring 1909 opstod der dog en form for konkurrence. Men et par år efter steg passagertilgangen til Nørrebro station år efter år.
Man ville nedlægge Nørrebro Station
Efterhånden blev Nørrebro Station kun en station på Nordbanen. Nu afgik der kun 11 persontog om dagen. DSB lurede nu på at nedlægge Nørrebro station. Det vakte vild forargelse, da dette kom frem.
Den 17. november 1914 afholdt Nørrebro Handelsforening et møde i Folkets Hus. Det kom frem, at det var ”Socialdemokraten”, der havde iværksat det hele. Trafikminister Hassing Jørgensen var indbudt, Han tilsluttede sig protestresolutionen. Men han holdt også på Ringbanen. Den ville koste 8 mio. kr.
Der var trods alt 300.000 – 400.000 passagerer om året
Heldigvis overlevede Nørrebro station i første omgang. Det ville også have været absurd at lukke stationen, der betjente 300.000 – 400.000 passagerer hvert år.
I efterkrigsårene dalede passagertallet. I 1915 blev der nedsat et udvalg, der skulle kigge på den kommende togdrift. De tunge skyer hang stadig over Nørrebro station. Også i 1921 talte man om det. Men atter engang overlevede stationen.
Bygningerne blev meget forsømt
Efterhånden blev stationen mere og mere forsømt I slutningen af 1920’erne blev der ikke gjort meget for at vedligeholde stationen. Bygningerne så meget slemme ud. Den 30. juni 1930 var det slut. Straks efter lukningen blev det taget fat på oprydningen. På pladsen kom Nørrebroparken.
Stationen nåede at have 6 stationsforstandere. Dem, der søgte stillingen på det sidste blev advaret mod snarlig nedlæggelse. Man blev anbefalet at søge stillingen på den nye godsstation ved Lygten.
Stationsforstanden havde i en periode en luksus – lejlighed
I den gamle station havde det ikke været bolig for stationsforstandere, som derfor måtte bo andet steds.
På et tidspunkt havde stationsforstanderen en 123 m2 stor herskabslejlighed på Nørrebrogade 168 med alle moderne bekvemmeligheder, pigekammer og karnap.
Hermed slutter første del af vores ”Toghistorier fra Nørrebro”. Snart vil du opleve anden del.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 1, 2022
Hvad der læses mest – i februar 2022
Læsere bliver af historikere advaret mod vores artikler. Vores ”store fejl” er at vi ikke faktatjekker vores oplysninger med den nyeste forskning. Men hvorfor det lige er vores artikler, der advares mod, vides ikke. Vi ville jo gerne være en hjemmeside med videnskabelig tilgang. Men det har vi slet ikke midler og tid til. Vi er i gang med at rette vores ældre artikler og nu nået op på 489 rettede artikler. Nu er vi ikke helt enige i fortolkningen af faktatjek. Det kan vi tydelig se i vores bog ”Grænsen er overskredet”. En gang imellem kommer der en opdatering. HER HAR VI FAKTATJEKKET, HVAD DER EGENTLIG SKETE EFTER 5. MAJ 1945. Atter engang har vi fået mange henvendelser. De allerfleste er positive. Vi bringer også Alletiders Hitliste. Det er helt tilbage fra da vi startede med tæller. Vi får også februar – måneds Top – 100 og de mest populære kategorier i denne måned. Og så skal vi da også lige have de nyeste oplevelser fra Facebook. Du må gerne bruge din kritiske sans, når du læser vores artikler, men det bør du gøre med alt, hvad du læser.
Læsere skal bruge deres kritiske sans
Professionelle Historikere kan ikke lide vores hjemmeside og vores opslag på Facebook. Første gang vi blev kritiseret var
I forbindelse med vores bogudgivelse ”Grænsen er overskredet”. En historiker mente, at familiemedlemmer, som vi havde talt med
bevidst fordrejede begivenhederne dengang. Vores videre efterforskning i den sag har resulteret i, at det gjorde de bestemt ikke.
Vores undersøgelser ændrer åbenbart ingenting. Historikere, medier og myndigheder tror stadig på den officielle forklaring.
Og det er den forklaring, der står i diverse historiebøger. Og det er at Asmus Jensen blev skudt under flugtforsøg. Det skulle være sket i en
afstand på ca. 100 meter. Ja det står det i en rapport som Den Danske Brigade udarbejdede. Her påstod tre navngivne personer,
at sådan var det sket.
I vores bog kunne vi fremlægge en ligsynsrapport, hvor der står at Asmus Jensen blev skudt på kort afstand af nakkeskud.
Og det var efter at han havde vært udsat for tortur på en gård i Vejbæk. Det var fem mand fra den lokale modstandsbevægelse i området,
der stod for mishandlingen og mordet. Når nu historikere mener, at vi skal gøre så meget for at fortælle sandheden.
Hvorfor gør de så ikke noget ved dette? Det var en fejl fra modstandsbevægelsens side. Den forsøgte myndighederne herunder de lokale
Politimyndigheder at dække over. Også lokalt tror det meste af befolkningen stadig på den officielle forklaring.
Anden gang en historiker kritiserede vores opslag/side var i forbindelse med ”Genforeningen”. Vi mente, at medierne tegnede en
alt for lyserød historie om begivenhederne dengang. Vi mente, at man havde glemt at nævne de andre ord i den forbindelse, nemlig
”Afståelse” – ”Grænsedragning” m.m. I den forbindelse roste vi historikerne for deres fremragende historieskrivning. Der er udkommet
Fremragende bogudgivelse. Men det fik en historiker til at fremhæve alle de udstillinger, der var rundt omkring. Her brugte man de
ord som undertegnede mente, at man undlod. Vores kritik var helt hen i vejret, blev det påstået. Men efterfølgende er de lyserøde
fortællinger fortsat i medierne.
I forbindelse med en artikel om Haderslev, som vi skrev for 10 år siden, har en historiker nu advaret læserne om, at de skal bruge deres
kritiske sans, når de læser vores artikler. De lever nemlig ikke op til de videnskabelige krav som man kan stille til en historisk tekst.
Således er meget af det, vi formidler, blevet modbevist for flere år siden.
Vi medgiver, at når det drejer sig om historie, så skal man altid være kritisk. Vores artikler beror på kilder fra den pågældende historikers
kollegaer, der den gang det blev skrevet, ikke havde en anden viden. Og den har vi så rettet os efter.
Historikere faktatjekker åbenbart hele tiden deres oplysninger, når de offentliggøre ny viden. Ja sådan påstår historikerne selv.
Da vi nu gjorde opmærksom på, at vi ikke havde råd til at investere i mere faglitteratur end det vi har i forvejen, fik vi at vide, at
vi bare kunne henvende os til bibliotekarer og arkiver samt arkivarer. Når man formidler historie, skal man komme så nær sandheden
som mulig. Men så let, som det siges det er, er det nu ikke. Vi kender godt det med arkiver. Du skal sidde derhjemme og
forberede dig. Bliver det nu rødt eller grønt det som du får frem på skærmen. Og så er det ikke alle arkiver, der er lige modtagelige.
Hvad skal du bruge det til. Hvem er du?
Et lokalarkiv bildte os ind, at det var fusket i kirkebogen. Og så er alt historieformidling nok ikke alt sammen videnskabelig.
Historien om virkeligheden i ældre tid er også en beskrivelse af menneskernes tilværelse.
Hvordan opfatter sønderjyderne selv ”Genforeningen”? Det er måske ikke lige sådan, som historikerne beskriver det? Og så er det ikke
lige meget, om du er interesseret i kirkehistorie eller i besættelseshistorie. Ofte er Anden verdenskrig lukket land. Du må heller ikke
have din egen kuglepen med. Du får udleveret en blyant, du må ikke uden videre få kopi eller affotografere. Du får udleveret en
gennemsigtig pose og meget mere. Det er bestemt ikke lige let alt sammen. Så let som det ser ud på TV for at komme i arkiverne er det
bestemt ikke
Historikere er heller ikke altid enige indbyrdes. Nogle skriver af efter hinanden uden at have været i arkiverne, mens andre tolker
tingene efter deres velbefindende. Det er nu ikke kun www.dengang.dk hvor det måske kniber med at få den nyeste forskning
med. For sjovt har vi tjekket rundt på nettet. Her er ofte samme ”fejl” som hos os. Og du kan roligt læse vores artikler, selv om
vi ikke har den nyeste forskning med.
Vi har mange læsere i Haderslev. Og vi skal nok forsøge at lave en ny artikel om Haderslevs tidlige historie. Det skylder vi vores
læsere. Og selvfølgelig formidler vi historien så tæt på sandheden, som det er muligt. Og ja, Haderslev har to artikler i Alle Tiders
Top-10. og ja hele fire artikler i Alle Tiders Top-50 baseret på knap 1,5 millioner besøgende.
Disse artikler er også så tæt på sandheden som mulig. Vi skal også lige så snart vi er færdige med vores store oprydning have lavet en Litteraturliste over Haderslev.
Vi indrømmer gerne vores fejl, men det gør historikere sjældent.
Vores store ”fadæse” på siden er sikkert at vi har troet for meget på den ældre litteratur som vi har stående på hylden. Tidligere har vi påpeget,
at vi i ældre artikler ikke har været så flittige til at angive tilstrækkelig kildeangivelse. Havde vi det, ville læserne måske have mere forståelse
for at vi ikke har den nyeste forskning med.
Vi er godt nok i gang med at rette vores artikler for fejl og opstilling. Mange har været gennem tre hjemmesider. Men at skulle rette 1.784 artikler
til efter den nyeste forskning er nok en for stor mundfuld.
Nu har vi aldrig selv kaldt vores side for ”videnskabelig”. Vi er da heldigvis kun ”selvbestaltede lokalhistoriker” som Berlingske Tidende har
kaldt undertegnede.
Man skulle så tro, at var vigtigere for professionelle historikere at fremkomme med den rigtige historie om Besættelsestiden og historien efter
I stedet for at kaste sig over vores side. Man kunne jo også kaste sig over den historieformidling, der fremkommer i TV. Den er bestemt ikke
altid korrekt. Men det er måske lettere at kaste sig over alle vore 1.784 artikler.
Nu er det ikke alle, der mener, at vi ”misinformerer”. Således har vi leveret artikler til DR, diverse bogudgivelser, studerende m.m. Mange har
brugt vores artikler og så sat deres eget navn nedenunder som forfatter.
Vi skal også lige hilse og sige, at så let som det påstås og som man kan se i TV til at komme i arkiverne, er det slet ikke. Således har vi
Også oplevet flere gange bemærkningen ”Det var ærgerlig, de er lige lånt ud”. Eller ”Vi har kigget efter for dig. Det er ikke noget at komme efter”.
”De dokumenter, der skulle have været her, er forsvundet”. Andre arkiver er det så blevet nægtet adgang til.
DEN STORE OPRYDNING
Siden sidst har vi rettet i følgende artikler:
Det bliver i alt 65 artikler og lægger vi dem til de 424 som vi havde rettet i forvejen, ja så er vi nu nået op på i alt 489 rettede artikler
ALLE TIDERS TOP – 50
Vi fik først sat måler på midt i 2016. Og som det vil være de faste læsere bekendt er vi af flere omgange blevet udelukket af Facebook i korte og længere perioder. Dette har også påvirket besøgstallet på vores hjemmeside. Facebook kan heller ikke lide vores måde at formidle historie – på. Alligevel er denne hitliste baseret på 1.497.551 besøgende. Ingen af de nyere artikler er kommet ind på listen. Vi er ofte blevet spurgt om nye bogudgivelser, men målt på besøgende ville vi aldrig komme op på disse besøgstal. Og dette gælder for alle 50 artikler på listen. Egentlig er vi glad for at vi er i gang med den store oprydning. Det er adskillige af disse artikler på listen, vi endnu ikke er nået til i oprydningen. Andre artikler på listen er udkommet i bedre udgaver.
DET SKER PÅ FACEBOOK
Man skal være kritisk, når man læser historie. Det gælder både i bogform og på Nettet. Formidlingen er langt fra altid korrekt. I en af Facebook – grupper advarer en professionel historiker nu specielt om vores artikler. Og det er ærgerligt. For det er en af de grupper, der meget gerne læser vores artikler. Men resultatet er, at vi nok i denne gruppe må holde en meget lang pause. Og grunden er som vi allerede har nævnt, at vi ikke har medtaget den nyeste forskning. Og det handler jo om prioritering af tid.
En beskrivelse af fotos
Mange læsere vi gerne have en beskrivelse af de fotos, som vi bringer. Det kan undertegnede så vidt også godt forstå. Men vi bringer trods alt en historie/artikel med disse fotos. Igen handler det om prioritering af tid. Der findes som vi tidligere har nævnt en masse udmærkede grupper, der prioriterer fotos frem for historien. Man kan altid finde et bedre foto og man kan altid finde ud af, hvad et foto forestiller, hvis man tilbringer nok tid på Nettet. Men vi har nu engang prioriteret den skrevne historie.
Kan det nu virkelig passe?
En læser fra det sydlige Jylland har spurgt, om det virkelig kan passe, det som vi beskriver i vores bog ”Grænsen er overskredet”? Og til det kan vi kun svare, at det faktisk er meget værre. Det handler om drabet på Asmus Jensen. Historikere og myndigheder tror på den officielle forklaring som er beskrevet i en rapport udarbejdet af Den Danske Brigade. Til læseren og alle andre kan vi kun sige, at man skal følge med i de opdateringer som kommer på vores hjemmeside. Vi er slet ikke færdig med den historie.
Der er kommet en masse bi – historier som vi også følger op på. Men de interessante arkiver er blevet lukket for os. Vi er afhængige af udenlandske arkiver såfremt vi skal gøre fremskridt. Vi undrer os over, at medierne ikke viser større interesse. Myndighedernes manglende interesse skyldes, at de selv var indblandet.
Og med hensyn til sandfærdigheden omkring vores bog, så tror jeg, at vi har 95 kildehenvisninger.
Masser af henvendelser
Igen engang har vi fået en masse henvendelser, som vi takker meget for. Der har været perioder, hvor vi ikke lige kunne svare lige med det samme. Forespørgsler er kommet både via Messenger, mail og telefon. De allerfleste henvendelser er positive og imødekommende. Det er som vi før har nævnt langt fra alt, som vi kan svare på. Lad nu være med at blive sur, hvis vi ikke lige kan svare på, hvornår fotoet er taget og hvem der vises på fotoet fra 1900. Der findes grupper, der er eksperter i den slags.
De mest populære kategorier
Hvordan har vi fundet frem til dette? Jo vi har taget Månedens Top-100 og placeret i kategorierne. Såfremt der er to kategorier, der har samme antal placering, ja så vinder den med den bedste placering. Overraskende er det igen Førstepladsen med 29 placeringer. Overraskende fordi vi næsten ikke kan dele nogle af vore artikler i grupper med artikler fra besættelsestiden.
FEBRUAR – MÅNEDS TOP – 100
Dato: februar 1, 2022
Hvad læses der mest – i januar 2022
Vi ser på Top-100 over de mest læste artikler i januar og Byens Top-50. De mest populære kategorier kigger vi også på. Denne gang har det været flere roser end tidsler på Facebook. I den store oprydning på hjemmesiden er vi nået op på 424 artikler. En forfatter af en kilde, som vi har brugt, mener at vi har brugt hans artikel ”uhensigtsmæssig”. Vi har straks slettet den vores artikel. Vi kigger på det næste foredrag den 10. februar.
Ophavsret – nok engang
En forfatter til en artikel som vi har brugt som kilde har henvendt sig og bedt os om at fjerne en artikel. Han mener, at hans egen artikel er brugt ”uhensigtsmæssig”- Vi har straks slettet artiklen. Det er ikke os, der skal afgøre om vores artikel er ”uhensigtsmæssig”. Vi havde selvfølgelig henvist til vedkommendes artikel under kilde. Men det var ikke nok. Dette er sket før. Men da fik vi først kritikken efter, at en Lokalhistorisk Forening havde brugt artiklen. Vi kunne dengang ikke finde ophavsmanden til denne artikel. Derfor henviste vi til vores litteraturlister. Det er klart, at sådanne ting vil forekomme, når vi har 1.783 artikler.
Det er bedre at forfatterne henvender sig direkte til os i stedet for, at det sker via agenturer, der bare venter på, at vi overtræder ophavsrettighederne og med det samme kræver tusinder af kroner, fordi vi havde anvendt et ret ligegyldigt foto to gange på Facebook. Her gør lovgivningen ikke forskel på om vi har anvendt fotoet til kommercielle forhold eller ikke. Lovgivningen tager heller ikke hensyn til om ens hjemmeside får kommerciel eller offentlig støtte eller ikke.
Vi har også i sidste nummer af denne ”klumme” bebudet at vi vil lave en artikel om dette problem kombineret med de 4.000 ”forbudt – ord” som Facebook har oprettet.
Ellers har vi stor respekt om ophavsret. Således misbruges mange af vores artikler hele tiden. Nu har vi dog ikke økonomi til at få en ”agent” til at holde øje med dette. Og selv har vi ikke tid til selv at foretage en søgning.
DEN STORE OPRYDNING
Vi er stadig i gang med vores store oprydning. Der er fundet masser af stave- og slåfejl ligesom vi har rettet op på den ”grafiske fremstilling”. Denne måned er vi nået op på
Vi er nu nået op på i alt 81 plus 343 er lig med 424 artikler
Det kunne måske have blevet til nogle flere, men vi har skam også brugt tiden på at skrive nogle nye foredrag.
Foredrag
Der spørges hele tiden ind til foredrag om det ene og det andet emne. Men som vi har sagt før, så har vi ikke økonomi til selv at arrangere foredrag. Det overlader vi til foreninger, institutioner m.m. Når vi så bliver inviteret, tager vi så stilling til, om vi kan komme. Det afhænger ikke så meget om penge, men mere om det er inde for en bestemt afstand her fra bopælen. Husk undertegnede er en ældre herre, der kommer susende på cykel.
Der er et foredrag den 10. februar kl. 14 – 16 i Kingos Kirken på Nørrebro. Foredraget hedder Kirker og Mennesker på Nørrebro. Det er ikke et kedeligt foredrag, hvor vi dukker ned i kirkernes historie. Men det er mere et strejftog i grotesk optrin i Nørrebros historie. Du har mulighed for at få kaffe og kage mod at give et lille bidrag. Håber at vi ses.
Mange henvendelser
Vi får dagligt mange henvendelser fra folk, der ønsker hjælp til forskellige ting. Det er også ofte tale om at måtte bruge artikler til skolebrug, studier m.m. Vi kan langt fra hjælpe hver gang. Mange spørger også om arkivadgang. Så let som det ser ud til på TV, er det ikke. Der er ofte mærkelige regler, man skal forholde sig til. Andre arkiver må du ikke få adgang til. Og så kan man ikke få en begrundelse for det. Nej vi kan ikke hjælpe alle. Men vi forsøger så godt vi kan. Det er muligt, at du kommer til at vente et stykke tid på svar på grund af travlhed.
Nyt fra Facebook
Mange grupper på Facebook vil ikke modtage artikler fra os. De mener, at vi er for selvpromoverende. Andre har bedt os om at være knap så dominerende. Men vores mål er såmænd bare at dele gode historier. Vi har så fundet en teknisk metode, der ikke er så tidskrævende. Eller skal vi sige det på en anden måde. Vores teknisk snilde på de sociale medier er måske ikke så fremragende at det gør noget.
Hvor er vi henne?
Når vi deler historier, sker det ofte at vi finder nogle fotos, der passer til historien. Det er sjældent, at vi forklarer, hvad man ser på de enkelte fotos. For egentlig burde det fremgå af den historie, som vi fortæller. Men så sker der så op til 14 dage efter, at mange så tager et enkelt billede ud og spørger ”Hvor er vi henne?”. Man glemmer så lige at nævne i hvilken artikel, man har fundet det omtalte foto. Vi har et arkiv af flere tusinder af fotos – så ofte er det meget tidskrævende at lede efter et foto.
Det er sjældent, at vi leder efter fotos til en artikel. Det handler om at prioritere tiden.
Er en bog udsolgt eller kan den lånes på biblioteket?
Når man omtaler en bog som også kan være en ældre bog, så spørges der ofte om bogen stadig kan fås eller om man kan få den på biblioteket. Læserne forventer, at man har svar på alt. Men sådan er det jo langt fra altid. For vores vedkommende drejer det sig om at servere gode historier. Men der forventes vel også at læserne selv gør et stykke arbejde. For egentlig kunne redaktionen jo sagtens finde ud af det hele. Men nogle gange bliver vi også nødt til at prioritere tiden.
Flere roser end tidsler
I den sidste måned har vi på Facebook modtaget flere roser end tidsler. Og det er vi er da glad for. Det er jo netop formålet med vore Facebook – gruppe, at sprede den gode historie til så mange som muligt. Der er mange, der kommer med gode erindringer fra en svunden tid eller kommer med tillæg til det, der er skrevet.
Vi takker for alle tilkendegivelser og forslag.
Man kan ikke udgive artikler med stave – og tastefejl
En læser mener ikke, at man kan udgive artikler med stave – og tastefejl. Det kan man egentlig heller ikke. Men vi er i gang. Og vi kan nu engang ikke arbejde hurtigere end vi gør. Således er vi nået op på 424 artikler. Vi holder selvfølgelig ikke de artikler tilbage, der endnu ikke har gennemgået vores ”Store oprydning”.
Se at få tjekket fakta
En læser mener, at vi skal tjekke fakta. Det gør vi skam hele tiden. Men vi ved af erfaring, at både arkiver og bøger rummer fejl. Vi skal da ærlig indrømme, at også vi laver fejl. Læseren mener vi bare kan ansætte en person til at kigge alle vores artikler igennem. De ville da også være det letteste. Men det skal vel også lige have økonomi til. I dette tilfælde drejede det sig om en skole på Rømø, som vi kaldte for Danmarks mindste skole. Her rettede vi os efter noget lokal – litteratur!!!!
FACEBOOK – STASTISTIK
HVILKE BYER LÆSER DENGANG.DK – JANUAR TOP-50
JANUAR – MÅNED 2022 – TOP – 100 – DE MEST LÆST ARTIKLER
Tallene er baseret på 29.315 besøgende
DE MEST POPULÆRE KATEGORIER
1864 – og De Slesvigske Krige
Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie)
Grænsen er overskredet
Historien om Adelsslægten Akeleye
Vi viser antallet af artikler på TOP – 100. I parentes kan du se sidste placering. Det har jo også en betydning, at vi mere eller mindre er smidt ud af to københavner – grupper og flere besættelses – grupper på Facebook. Derfor er det også overraskende, at det er hele 30 artikler under kategorien ”Besættelsestiden”. Det er det dobbelte antal end i sidste måned.
Der er tilbagegang for Nørrebro, Østerbro, Andre Historier. Og så er det fremgang for Sønderjylland, Tønder og Aabenraa.
Der er heller ikke mere den store interesse for Indlemmelse, Afståelse, Genforening eller 1864 og De Slesvigske Krige.
Nu er det dog ikke besøgsantallet, der bestemmer, hvad vi i fremtiden skriver om. Og det er heller ikke Facebook, der har 100 pct. indflydelse på besøgene. Men derfor er vores månedlige analyser alligevel interessante.
Dato: oktober 1, 2021
Hvad læses der mest – i september 2021
Hvilke artikler var de mest læste i september. Vi svarer igen på kritik. Og så er vi gået i gang med den store oprydning på vores hjemmeside. Masser af artikler er rettet til. Vi har nået 51 af de ældre artikler. Men det er langt igen. 7 Nye artikler. Nye Podcast. Igen har vi oplevet en masse på Facebook. Vi kigger også på oplevelser fra vores foredrag. Og så kigger vi de mest populære kategorier. Lidt statistik bliver det også til.
Nye artikler
Der er ikke blevet til så mange nye artikler i denne måned grundet vores store oprydning. Men følgende nye artikler er lagt ind:
Nye Podcast
KNR – Københavns Nærradio har lavet to nye podcast med tekster fra vores hjemmeside
Vi har tidligere bragt en liste over alle de podcast med tekster fra www.dengang.dk, som du kan få på podcast, produceret af KNR.
Den store oprydning
Vi er i gang med den store oprydning på vores hjemmeside. Vi kigger på opstillingen sjuske – og stavefejl. Dette er selvfølgelig en større opgave og vil tage tid. I den forbindelse har folk spurgt om vi er gået i skole eller om vi er ordblinde. Vi synes i den forbindelse at det er forkert at genere ordblinde.
Vi har også fornyet ældre artikler. De får så et (b) bagefter, men det er kun når vi tilføjer en del, sletter noget eller aktualiserer artiklen.
Vi har nået at rette
Hold en god tone
Langt hovedparten holder en god tone i vores gruppe. Det er irriterende at et fåtal ikke gør det. Vi er altid modtagelig for konstruktiv kritik. Men når man gang på gang beskyldes for det ene og det andet, så bliver man træt af det.
Oplevelser på Facebook
Vi har fået masser af roser. Og dem takker vi selvfølgelig for. Og vi er glade for, at folk anerkender vores arbejde. Som vi har sagt adskillige gange før kan vi også godt tåle kritik og modtager gerne konstruktive forslag til forbedringer. Men det er nu ikke alt kritik, som vi uden videre accepterer eller vil ændre på.
For meget sønderjysk giver kvalme
En læser mener, at vi alt for meget sønderjysk. Han mener, at siden skal have navneforandring til ”Dengang i Sønderjylland”. Og det plager vedkommende så meget, at det giver kvalme. Og det er vi da selvfølgelig ked af.
Som det vil være vores læsere bekendt, så bringer vi hver dag mellem 10 – 15 artikler fra vores hjemmeside. Og så deler vi også fra andre grupper, når vi synes, at disse indlæg er interessante. Andre læsere har rost os for, at vores hjemmeside er meget gennemskuelig og godt opdelt. I denne udgave har vi lavet en opstilling af kategorier og hvor mange artikler, der er inde for hver kategori. Og her dominerer Sønderjylland nu ikke.
Det er rigtigt, at det er dele Danmark, som vi ikke bringer artikler fra. Det har vi nu heller ingen ambitioner om. Vi bringer kun artikler fra områder eller temaer som et hvis kendskab til.
Vi tæller ikke op, hvor mange københavnske eller sønderjyske artikler, som vi bringer fra vores hjemmeside. Og det samme gør vi heller ikke, når vi deler andre gruppers artikler. Det ville da være alt for kedeligt, hvis vi også skulle til at gøre dette.
Begræns dig lige lidt
Det var ikke sådan en administrator udtrykte, men det var sådan han mente det. Vi lagde hver dag to artikler ind på den side. Desuden kørte vi så et tema, der også vedrørte den gruppe. Men så havde vi også lige tre foredrag inden for kort tid. Så måske virkede det hele måske for overvældende. Men vi mente jo at det var historierne, der var afgørende. Fra denne gruppe holder vi en lille eller større pause. Det var jo tydeligt, at de havde fået nok af dengang.dk.
Automatikken siger nej tak
Nogle grupper bruger automatik til at afvise artikler. Man kan ikke se, hvor man har brudt reglerne. Selvfølgelig skal man respektere de regler, som en gruppe har vedtaget. Men man skal vel også have en chance for at tilpasse ens indlæg.
Således kan en afvisning skyldes, at indlægget har været bragt for et halvt år siden eller at fotoet har været bragt.
Undertegnede har ikke tålmodighed eller tid til at sætte sig ind i diverse regler eller kigge de enkelte gruppers billedgalleri igennem.
Fotoer – spøger stadig
Vi bruger ikke så meget tid på fotoer som andre. Vi lægger vægt og tid på den gode historie. Men mange af vores læsere forventer begge dele. Fotoet skal være i den bedste opløsning. Man vil have helt nøjagtig tid og sted. Indrømmet – dette kan vi slet ikke leve op til. Her har vi lavet et lager af fotos, som vi bringer.
De samme artikler går igen
Når vi hver dag deler mellem 10 – 15 artikler er det en statistisk mulighed for at denne samme artikel dukker op efter ca. 5 måneder. Vi har ”kun” 1.780 artikler at gøre godt med. Vi fører ikke statistik med, hvornår hver enkelt artikel er blevet bragt.
Få nu rettet de stavefejl
Det irriterer mange, at der er stave – og tastefejl i artiklerne. De går mere op i dette som selve den historie, som vi bringer. Men nu er vi jo gang med vores store Oprydningsprojekt.
Se på kilderne
Ad omveje har vi fået at vide, at et større medieselskab ikke regner vores artikler om ”Genforeningen” for noget. De nævner et eksempel, men at det ikke passer at grænsen allerede blev tegnet i 1890’erne. Men alt dette er jo ikke noget, vi selv finder på. Nu lige dette eksempel er jo nævnt i mange bøger om ”Genforeningen”. Og hver gang henviser vi jo netop til kildemateriale. Dette var vi ikke så god i begyndelsen. Men det mener vi nu selv, at vi er blevet.
Til gengæld har den læser ret, der mener at benævnelsen ”københavnske politikere” i forbindelse med en anden tolkning af ”Genforeningen” nok er forkert. Som læseren rigtig nok skriver, så er ”Københavnske politikere er ikke skyld i alle dårligdomme”.
Din artikel burde være i en anden gruppe
Vi hører det ofte. Grupperne på Facebook er skarp opdelte. Man må ikke bevæge sig over en skarp grænse. Men det er næsten umuligt, hvis man skal bringe god historieformidling. Man skal ikke begynde at skære i erindringer, fordi man bevæger sig ind i et andet område. Så vil vi hellere opgive de grupper, der forlanger dette.
Hem holder I med?
I forbindelse med vores artikler om ”Genforeningen” og Besættelsestiden er vi blevet spurgt ”Hvem holder I med?”. Nu er historien ikke altid Sort/Hvid. Det er historieformidling heller ikke. Og historieformidling er heller ikke bare en opremsning af begivenheder. Det er jo tydeligt at nogle af de kilder, som vi også bruger ikke, har sagt den fulde sandhed. Vi forsøger I vores artikler også at komme med nuancerne.
Det handler vel ikke om, hvem man holder med. Så bliver historien igen forvansket. Og det gælder især artikler om besættelsestiden og ”genforeningen”.
Pludselig bliver opslag slettet
Pludselig får man en automatisk besked om, at ens opslag er blevet slettet. Der er ingen forklaring med, hvorfor. Så forøger man selv at undersøge det. Er det uforskammede ytringer. Er det partipolitisk propaganda? Hvilke regler har man overtrådt?
Selvfølgelig skal man respektere de enkelte gruppers regler. Men kan man ikke lige fortælle, hvor man har overtrådt reglerne? Den omtalte artikel havde været på siden i en uges tid og havde fået mange Likes. Ja artiklen indeholdt sådan noget uskyldigt som kirkehistorie.
Nu viser det sig at det foto man har brugt – måske er 20 år gammelt. Og indlæg/foto må ikke være mere and 30 år gammelt – Og det drejer sig om billedet af en kirke.
Sådan noget for en til at fravælge sådan en gruppe m.h.t. fremtidige opslag.
Foredrag
Vi holdt tre foredrag i løbet af 14 dage. Det var rart at se, at var fuldt booket op alle steder. Og var var det skønt at se, at man kunne få smilet frem hos mange. Skønt at se, at der var mange gengangere, der overværede alle tre foredrag.
Mange spurgte efter en liste over kommende foredrag. Sådan en haves ikke. Jeg arrangerer ikke mine egne foredrag og lejer heller ikke lokaler til det. Så vidt rækker økonomien ikke. Vi lader andre til at arrangere disse foredrag.
Når der er et offentlig foredrag fra min side, vil det altid kunne ses på vores hjemmeside og i vores Facebook – gruppe.
De næste mange foredrag, som jeg afholder, er i foreninger og institutioner, hvor der ikke er offentlige foredrag.
Desværre mødte vi også en del ældre, der ikke havde PC. De var vældig interesseret i at se mere om de temaer, som vi talte om. Der er desværre ikke planer om bogudgivelser. Men vi vil gerne tilsende PDF – udgaver af artikler til interesserede, der så evt. kan give det videre til dem, der ikke har PC.
En enkelt har bebrejdet os, at vi ikke mere nøjagtig beskriver, hvor det er foredraget afholdes. Nærmeste S- togstation m.m. eller angiver stedet på et kort.
Kategorierne
Vi har fintalt antallet af vores artikler. Heri er ikke beregnet vores Nyhedsartikler. Vi er oppe på 1.781 artikler. De er fordelt på følgende måde:
Tallene i parentes betyder, at der ligger artikler om samme emne i andre kategorier.
Lidt Statistik
Vores Facebook har haft fremgang
Og så kommer ca. 48 pct. på vores hjemmeside via Facebook
De mest populære Kategorier
Vi har kigget på vores Top – 100 liste og fundet ud af, hvilke kategorier, der er mest populære. Hvor mange gange er de enkelte kategorier præsenteret i Top – 100. Dernæst kigger vi på den bedste placering.
Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforening) 0
1864 og De Slesvigske Krige 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye Slægten 0
Månedens TOP – 100
Overraskende er det, at det er besættelsestiden som er mest populær. Det skal ses i betragtning af, at vi næsten ikke mere deler vores artikler fra besættelsestiden i andre grupper. Vi har forsøgt men åbenbart er vores holdninger for kontroversielle.
Dato: september 1, 2021
Hvad der læses mest – i august 2021
Det blev til 14 nye artikler i august. ´Vi har oplevet en del på Facebook i denne måned. Vi svarer igen på kritik. Og så er det skønt med foredrag igen. Vi kigger på Region Top-5 og Byernes Top-50. Og hvilken artikel har vundet månedens Top-100. Ja havde vi vores fotos med, så var det faktisk en billedmappe, der vandt.
NYE ARTIKLER I AUGUST
Der er blevet til 14 nye artikler i august-måned:
Oplevelser på Facebook
Man går meget op i fotos
Det er utroligt, hvor meget folk går op i fotos. De skal helst nøjagtig svare til det man skriver i indledningen til artiklen. Og så er det lige meget om artiklen beskæftiger sig med meget andet. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ikke ofrer timer på at lede efter fotos og så i den bedste kvalitet. Der er i forvejen brugt timer på artiklen. Og så er man pludselig tåbelig og meget mere. Bemærkningen får så pludselig en masse likes.
Der er et ønske fra nogle af vores læsere at vi forklarer mere om de fotos, som vi anvender. Det er der mange FB – grupper, der også går meget op i. Men normalt er det sådan, at vi har bygget vores eget billedarkiv op for at spare tid. Der, hvor vi har hentet disse fotos, stod der nu ikke så meget forklaring om disse fotos. Indrømmet, her er der folk, der er meget bedre til at finde oplysninger end vi er.
Andre mener, at vi scanner vores fotos for dårlig. Indrømmet vi tager det første og måske ikke altid det bedste fotos. Vi har ikke og vil ikke bruge flere timer for at lede efter fotos. Vi vil hellere bruge den tid til at skrive en ordentlig artikel.
Igen engang må vi forklare at vores FB – gruppe er bygget op om vores hjemmeside, som er en side, der er bygget op om tekster/artikler og ikke fotos.
I sidste ende handler det om tid og ressourcer. Vi kan godt forstå, at vores læsere er videbegærlige og vil have så meget viden som mulig. Derfor går vi meget op i at offentliggøre vores kilder. Det har vi så ikke været så gode til i vores ældre artikler.
Når ”beskyldninger” eller bebrejdelserne bliver for meget sletter vi bare vores indlæg.
Til den samme artikel får vi så tilkendegivelser om at det er en spændende læsning og så små historier om, hvad den pågældende læsers familie har oplevet. Det er sådan noget vi tilstræber med vores artikler.
Artikler forsvinder
Vi oplever ofte at artikler forsvinder eller simpelthen forsvinder, når vi deler artikler. Vi oplever at artikler overhovedet ikke bliver bragt, når de skal gennem en administrator. Så har vi mere forståelse for, at der bliver sendt en besked om, at vi overtræder den pågældende gruppes regler. Og så er man så flink at medsende hvilke paragraffer, som vi har overtrådt.
Nu er det sådan, at vi ikke bruger så meget tid på at sætte os ind i de forskellige gruppers regler. Så når de anførte problemer opstår, så plejer vi at undgå disse grupper.
Overskrider områder
Der er masser af folk, der mener, at den geografiske inddeling eller den historiske betydning for et enkelt sted, hus, person har været det samme gennem hele historien. De mener så ikke at man må overskride den nuværende geografiske inddeling.
Det samme problem er det i mange gruppers regler. Nu har vi en lidt anden opfattelse på dette punkt. Så også her prøver på at undgå de grupper, der administrer dette stramt. De personer, der bebrejder vores holdning, svarer vi selvfølgelig igen.
Stave – og Trykfejl
Mange af vores læsere går meget op i, at vi staver rigtig, bruger rigtige ordstillinger m.m. Dette kan ikke helt undgås. Vi bestræber os selvfølgelig at gøre det rigtige. Der er også nogen, der mener, at vi skal have vores skolepenge tilbage. Det må vi så tale med Tønder Kommuneskole om. Her lykkedes det at tage realeksamen. Eller måske var det på Tønder handelsskole, det gik galt. Her bestod undertegnede da også HMX.
Måske er det også her, at det grafiske, sætningsopbygning m.m. trænger til en opstramning. Vi har rettet nogle af disse artikler, ja vi helt omskrevet disse. Men igen – det hele handler og tid og ressourcer.
Brug dog linjeskift
Vi har forsøgt at lufte nogle af vores ældre artikler. Og det har givet klager i form af kritik af vores opsætning. Som vi tidligere har skrevet, så vil vi gennemgå hver enkelt artikel for stavefejl m.m. Men det er lang vej igen.
Nogle af vores artikel har været gennem tre hjemmesider. Den version, du læser nu, er version 3. Men det har betydet at nogle af vores ældre artikler trænger til en ny opsætning. Den letteste måde er selvfølgelig bare at bruge linjeskift.
Som en af vores læsere skriver:
Men se dette kommer først på tale, når vi kommer til at lide en form for ”skriveblokering”. I øjeblikket lider vi af det modsatte.
Masser af positive tilkendegivelser og tilbagemeldinger
Det kan lyde som om, vi kun for kritik. Men det er nu ikke tilfældet. Der er masser af positive tilbagemeldinger. Vi får dagligt masser af henvendelser både pr. sms, mail, telefon m.m. Vi forsøger at hjælpe så godt som muligt. Og nok engang skal vi fastslå, at vi ikke udfører slægtsforskning. Det er noget, der tager tid, og det har vi ikke.
Og så forsøger ”Den Gamle redaktør” at svare alle. Men det er ikke altid det lykkes. Og det er heller ikke alle spørgsmål, som vi kan svare på. Men vi takker for den store interesse.
Historieforfalskning
Vi bliver vedvarende beskyldt for historieforfalskning. Undertegnede kan nu engang ikke være enig med alt og alle i opfattelsen af historien. Og historieformidling er ikke bare en opremsning af, hvad der er sket. Det ville da være for kedeligt. Men jeg vil gerne henvise de kritiske læsere til vores kilder. Man er jo ikke konspirator, det meste kommer jo netop fra de tilgængelige kilder.
Gennem vores mangeårige arbejde er vi blevet nægtet adgang til diverse arkiver, selv om vi ifølge reglerne burde have haft adgang til. Tilgang til arkiver kunne måske have opklaret ting og sager. I vores tilgang til historien har vi brugt ældre vidner, som af forskellige årsager har ønsket at forblive anonym. Nej, det er ikke vidner som vi har opfundet til lejligheden, som vi også er blevet beskyldt for.
Alt for meget Sønderjylland
En læser beklager sig over, at hjemmesiden/Facebook har alt for meget med Sønderjylland. Det gider han ikke.
Nu tror jeg faktisk at vores 1.773 artikler indeholder mest ”Ikke Sønderjylland”. Hver dag forsøger vi at sprede kategorierne bedst muligt. Hjemmesiden er også opdelt på en måde, så man ved, hvad der venter en.
Begræns din aktivitet
En administrator mener, at det er for meget med 2-3 artikler hver dag. Han har bedt om at fordele artiklerne over uger/måneder. Det er det samme som at sige, at man ikke er interesseret. Vi har så slettet de sidste måneders indslag i denne gruppe. Vi vender nok ikke tilbage til den.
Det er selvfølgelig en skam. Der var stor respons på vores artikler. Men når aktiviteten i denne gruppe var dalende og vi så hverdag bidrog med 2-3 artikler, kan det jo godt være, at det virkede lidt for dominerende. Men vores formål er og har altid været at sprede gode historier.
Det kan godt være, at det var den dag vi sendte fem artikler. Der var nogle billeder, vi havde samlet i nogle mapper, vi gerne ville dele med andre. Det blev heldigvis ikke modtaget lige negativt af alle. Lige netop den dag oplevede vi et besøgsantal på vores hjemmeside, der godt nok ikke var rekord. Men det var i hvert fald i alletiders Top-5 – forstået på den måde – største antal besøg på en enkelt dag.
Tønder eller Ribe
Vi er udmærket klar over at Tønder fik deres købstadsrettigheder før Ribe. Men er man så berettiget til at kalde sig Danmarks ældste by? Vi ved også godt, at historikere har påstået at i 1070 havde Tønder samhandel med London – men der mangler nogle skriftlige beviser. Men undersøgelser i Ribe viser, at byen er endnu ældre. Og i en artikel på vores side om Dankirke uden for Ribe er endnu ældre. Jo, det kan da godt være, at jeg skal kigge formuleringen, så ingen føler sig forbigået.
Skønt – med foredrag
Nu er det så kun et offentlig foredrag til bage i denne omgang. Og det er den 9. september kl. 14 i Kingo-Kirken på Nørrebro. Der venter nu en masse forenings-foredrag. Men hvor er det skønt, at man kan glæde så mange mennesker. Og frem for alt møde nye mennesker, der også fortæller historie. Og mange gange relateret til det man taler om til foredraget. Og det der også er glædeligt er, at så mange unge dukker op.
Region Top-5 – August
Byernes Top-50 – August
Dette læses mest – August 2021 – Top-100
Dato: august 27, 2021
Børnearbejde, Tændstikfabrikker og Industri på Nørrebro
Foredrag den 27. august 2021 i Karmel på Nørrebro. Altid et skønt og veloplagt publikum her til Fredagsrundstykker. Og så var der fuldt booket op. Vi sang et par sange fra Højskolesangbogen. Igen en utrolig hyggelig oplevelse. Men læs her om dengang børn, blev nødt til at arbejde for at få husholdningen til at gå op i en højere enhed. Det var især levnedsmidlerne, der var dyre dengang. Og tændstikfabrikkerne var uhyre farlige for børn. For arbejderne var det en kamp at blive organiseret. De betragtede præsterne og kirkerne som kapitalismens forlængede arm. De røde faner var aldeles forbudt på kirkegården og i kirkerne. Vi kigger på en meget lille del af disse industrier, der var på Nørrebro. Og det var sandelig mange af dem. Byen var slet ikke forberedt til alle disse foretagender. Og den kollektive trafik kunne slet ikke klare at befordre alle de arbejdere, der skulle møde hver dag. Atlas indførte overskudsdeling. Det blev de advaret mod fra A.P. Møller. Og Holger Petersens Tekstilfabrik indførte helt nye ting til glæde for arbejderne. Advarsel: Dette er en af de store indlæg.
I gang med et projekt
Der har været et utal af fabrikker på Nørrebro. De skal slet ikke nævens alle sammen. Vi var nogle stykker, der havde sat os for at undersøge dette. I løbet af kort tid lykkedes det at finde 75 tekster og over 200 fotos.
Vi holdt to lange foredrag i Nørrebrohallen og i Støberiet. Meningen var så, at vi skulle have forsat i Nordvest med to foredrag. Men disse blev så aflyst grundet Corona. Så ville vi have lavet en byvandring. Og måske lavet et hæfte eller en bog med det, som vi havde fundet frem til.
Men der var slet ikke penge til det. Vi skulle betale for rettigheder til at bringe diverse fotos og bruge tid på at finde rettighedshaver m.m.
Betale for at komme på arbejde
Grunden til at der kom så mange fabrikker til Nørrebro var at der var masser af billige byggegrunde. Og man begyndte allerede inden portene var åbnet. Det betød at arbejderne inde fra byen måtte betale for at komme på arbejde og for at komme hjem igen. I hvert fald dem der boede inde i København.
Virksomheder langs Blegdammen
Blandt de første virksomheder på Nørrebro var diverse foretagender langs Blegdamsvej. Her var rebslagere, møller, brænderier – mere eller mindre lovlige.
Allerede i 1681 kom der et guldmagerværksted ved 7. Blegdam. Vi skal så ikke glemme, at her allerede fra 1661 lå blegdamme. De første rebslagere kom her i 1730. Allerede lå her urtehaver.
Stadens teglværk flyttede til Nørrebro i 1616. det havde tidligere ligget ved Øster Vold. Men i 1662 købte Gabel Teglværksvangen.
På Blegdammen 21 havde Zacharias Niemann oprettet et tapet og samt kattuntrykkeri. Og denne Niemann var en rigtig iværksætter. Han havde også søgt om at oprette en manufaktur ud for Øster Port.
Limsyderi eksisterede allerede i 1694 på Solitude. Og Wodruf var også en sand iværksætter. Han havde tidligt oprettet en mølle med nærmest en fabrikslignende virksomhed på grænsen til Frederiksberg.
Og i tidens løb var der et hav af møller på Nørrebro. Blandt de første var vel Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdamsmølle og Ladegårdsmøllen.
Ja og omtrent der hvor Frederik den Syvendes Gade i dag ligger var der meget tidligt en tobaksplantage.
Byen var ikke forberedt
Behovet for en bedre kollektiv trafik viste sig hurtig. Og stifteren af Titan, Sophus Hauberg købte en sporvejslinje for at fragte sine arbejdere til arbejdspladsen. Men ak, det gik mange år før han fik tilladelse til det. Militæret spændte ben.
Men byen var slet ikke forberedt på denne massive invasion af industri. Det så man for eksempel, når det brændte. Så havde man lige glemt at sørge for, at der var vand i de ledninger man havde trukket. Det så vi bl.a., da Titan brændte.
Ikke mange virksomheder på Blågården havde succes
Da seminariet lukkede på Blågården blev der etableret en masse industriforetagender der. Men ingen af disse havde den store succes. Her var en manufakturfabrik, Det Kongelige Danske Dugemanufaktur, Farveplantager og Voksdugsfabrik.
I 1839 boede også her, slesvig-holsteneren, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlingske. Men her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.
I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten og Burmeister. Dette blev så senere til Burmeister og Wain.
Elendige boligforhold
Og arbejderne måtte tage til takke for elendige boligforhold. De havde det ikke godt. Leveomkostningerne var ret store dengang. Ofte udlejede de dele af deres i forvejen sparsomme lejlighed for at få nok penge. Dette betød også at børnene måtte bidrage til husholdningen. Mange anså dette for vigtigere end at gå i skole.
Behov for godsbanegård
Behovet for en godsbanegård viste sig hurtig. Men i alt for mange år kørte togene bare forbi Nørrebro. Erhvervslivet forsøgte at etablere en privatbane. Men det lykkedes ikke. Da det så endelig lykkedes, blev godsbanen placeret så dårlig, at den skabte store problemer på Nørrebrogade. Allerede dengang var der meget trafik.
I løbet af et døgn gik bommene ned 67 gange på Nørrebrogade. Det må have været ret irriterende. De gående kunne bare gå over en gangbro. De mærkede det ikke på samme måde.
Fem afvænningsforeninger
På et tidspunkt var der etableret fem afvænningsforeninger på Nørrebro. Drikfældigheden var stor. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen. Ofte stod mor ude ved fabriksporten og tog imod far eller nærmere far’ s løn, når der var lønningsdag.
Og tænk engang. Mange fabrikker havde etableret værtshuse. Her blev lønnen udbetalt. Og fabriksejerne håbede så at kunne få pengene hjem igen.
Ikke leve af fars indtægt alene
Der var masser af børn på Nørrebro dengang, selv om der egentlig ikke var plads til dem. Arbejderne boede under elendige boligforhold. Og der var ikke meget plads. Og i begyndelsen af det store byggeri, der ramte Nørrebro dengang, var der frit spil for boligspekulanterne i begyndelsen.
Man kunne simpelthen ikke leve af fars indtægt alene. Mor og børnene blev også nødt til at bidrage. Fabriksejerne syntes, at det var herligt med billig arbejdskraft.
Som udgangspunkt sundt og lærerigt
Allerede i 1872 var børnearbejde et tema På Nordisk Industri’ s møde i København. Børn under 14 år udgjorde 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Og dem under 10 år udgjorde godt 16 pct.
Den berømte læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. Han mente, at børn under 12 år ikke burde arbejde på fabrik og da slet ikke om natten. Som udgangspunkt var det dog sundt og lærerigt.
Men det kunne i den grad få ud over børns vækst og udvikling. Og så advarede han mod alle de sygdomme man kunne få inklusive forgiftninger. Samtidig mente han, at de bedste arbejdere var dem, der lærte det tidligt.
En fabrikslov fra 1873
Og det kom sandelig en fabrikslov i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år. Og en maksimal arbejdstid på 6,5 time inklusive en halv times spise og hvilepause – om dagen.
Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage.
Den ny lov blev dog ikke mødt med lutter glæde. Man var også betænkelig ved at gribe ind i forældremyndigheden. De fattigste havde behov for den indtægt som børnene kunne skrabe hjem. Ja og børnene arbejde havde jo en moralsk opdragende funktion.
Nogle mente endda, at nu skulle børn drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Nogle fabriksejere truede med at lukke fabrikken, hvis de skulle overholde de nye regler.
70 pct. gik til fødevarer
Nu var det sådan at 70 pct. af en arbejderfamilies indkomst gik til fødevarer dengang. Selv mindre indtægtstab kunne være katastrofale.
Og tænk engang, børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte, der skulle kontrollere at lovgivningen blev overholdt aldrig viste sig på fabrikker. Og hvis de endelig kom, sad de og drak portvin med fabriksejeren.
1.500 mælkedrenge
Tænk engang i 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. På Den Gamle Kro i Smallegade på Frederiksberg inviterede Lyngsie til morgenkaffe og boller.
Her fortalte han om arbejdernes grundlovssikrede rettigheder. Han forsvarede indædt de ufaglærtes interesser.
På Rådmandsgades skole var man sandelig ikke tilfreds med mælkedrengenes arbejdstider. Det var dengang den anerkendte pædagog Ingvar Bondesen var rektor. Han var af den gammeldags type og havde skrevet en del ungdomsbøger med morale.
Mælkedrengene kom sultne og trætte i skole. Ofte faldt de i søvn. Og det var ikke noget lærerne brød sig om. Ord som misbrug og børneplageri dukkede op. Egentlig ramte fabrikslovene ikke mælkedrengene.
En panser kunne lugtes i 100 meters afstand
En mælkedreng kunne lugte en panser i 100 meters afstand. Ofte måtte disse drenge op klokken fem om morgenen. De var særdeles populære. I løbet af en uge kunne de opnå tre – fire kroner i drikkepenge. Det var noget, der battede i familiens husholdning.
De blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det startet med lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene kunne være strenge. De slog drengene med pisk.
Mange børn ansat på Tændstikfabrikker
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der masser af børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og arbejdet med giftige stoffer, der gav varige skader, var stor. I nogle tilfælde endte det også med dødsfald.
Den fosfor, der blev brugt i produktionen, fik knoglerne til at smuldre. Flere blev mærket for livet af at have arbejdet her. Deres kæbeben smuldrede væk.
I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne og børnene indåndede fosfordampene. Og ofte undlod de afvaskningerne. Man havde talt om at indføre en lov, der forbød unge under 18 år at deltage i arbejdet med at fremstille tændstikker. Men dette ville fordyre fremstillingen.
Et hav af tændstikfabrikker
Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovlstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Det kan jo undre at sådan fik lov til at ligge midt mellem boligbyggeri.
I Thyrasgade 5 opførte Carl Conrad Kjær et to – etagers hus. Myndighederne havde ingen betænkeligheder med tre indmurede ovne. Men man forlangte dog at der blev investeret i en skorsten, men først efter klager fra beboerne.
Der kom et hav af tændstikfabrikker. Men en af de mere kendte blev etableret i 1875 på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. fabrikken får navnet Kronen. Og etableres i kælderen.
Der sker en masse udvidelser og forbedringer på fabrikken. Man få endda en 8 – hestes dampmaskine.
I 1892 gik det galt
Den 28. januar 1892 går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der dog kun gjorde mindre skade. Men denne gang er det mere alvorligt.
En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Men det viser sig, at den ikke virker.
Nu breder branden sig i lysets hast til andre rammer i ovnen. Herefter spreder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtigt til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid var blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.
Politimester Steffensen måtte afspærre hel kvarteret for nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig. Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk.
Hen på eftermiddagen er ilden slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flød der med bjerge af æsker og træklodser. Rundt om på pladsen løb arbejderne forvirret rundt og prøvede at redde træsko, frakker og andre ejendele.
Nogle forsøgte at skyde genvej over Ladegårdsåen
Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passagerer, der prøvede at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker i åen til livet. Og politiet må bruge ekstra arbejde for at hive dem op.
Arbejdernes økonomi var blevet bedre
I 1913 blev børnearbejde reelt forbudt i håndværks- og industrivirksomheder. Men reglerne blev overhovedet ikke fulgt. Men arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre, og børnenes indtægt var nu ikke mere nødvendig.
Rabarberdrengen producerede ildtændere
Rabarberdrengen Christian Christensen, den senere anarkist og syndikalist har fortalt om, hvordan fattigdom så ud dengang på Nørrebro. Moderen havde fortalt, at de ikke kunne leve af fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen ledt efter arbejde. Og Christian skulle hjælpe. Som fem – årig skulle han hjælpe med at fremstille ildtændere derhjemme. For 500 ildtændere fik de 25 øre.
For det beløb kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten tilbage.
Derfor gik mor og søn nu over til at fremstille store ildtændere. Så kunne de tjene 35 øre. Oftest foregik det om natten, mens far sov. Og for at Christian ikke skulle ikke falde i søvn, så blev han lovet et stykke wienerbrød til 2 øre. Men han fik nu aldrig et stykke wienerbrød.
Op Tobaksfabrik
I 1890’erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Og Christian fik en rugbrødsklemme og noget tyndt kaffe. Kvart i otte løb han så i skole. Og han skulle nå det inden klokken ringede. Og de daglige fem slag med spanskrøret af viceinspektør Mortensen var Christian vant til.
Fra skole havde Christian så ti minutter til at nå sit arbejde på tobaksfabrikken fra skolen på Jagtvej. Her kunne arbejdet være ganske hårdt. Han skulle hjælpe svendene, der arbejdede de på akkord.
Det var også i 1890’erne at antallet af københavnske børn, der arbejdede uden for skoletiden steg. Der var gang i industrien på Nørrebro.
Man så ned på arbejderen
Meget tidligt om morgenen omkring kl. 5 begyndte trætøflerne og træskoene at klapre mod brostenene. Arbejderne drog afsted i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. De fleste af disse var ret fattige. Men de fleste var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de fleste afgørende impulser til socialismen kom netop fra Nørrebro.
Det var her i 1870’erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. For dem var det kun rimeligt at en lærling blev betragtet som en hund.
Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.
Lærerdrengene mødtes på Fælleden
Og damfløjterne på Nørrebro fløjtede ved mødestart, pauserne og når der var fyraften. De indfødte kunne godt skelne disse fløjter fra hinanden.
Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi undrede sig over tiltaleformen:
Aftenen kunne godt slutte med at man tog over til Øster Fælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i omegnen.
Det var ellers hårdt nok for disse lærlinge. Om aftenen måtte de læse til eksamen.
Lærlingen blev mødt af en gammel hest
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang ridestald. Her startede en lærling i 1872. Han blev meget venligt modtaget af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i ridestalden.
Et par dage senere viste en forkølet klejnsmed sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom der et hestekøretøj med hamre, tænger, ambolt og en lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.
Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.
Nogle dage senere viste mestrene Smith og Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.
I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en dampmaskine. Rundt om i lokalet var der efterhånden anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og langs væggene skruebænke.
Når man stod ved disse skruebænke, kunne man følge med i den livlige trafik på Nørrebrogade. En gang imellem kom der også en smart pige forbi. Men ak, det varede ikke længe før Hr. Smith sørgede for at den fornøjelse var forbi. Han lod vinduerne hvidte til.
Uha – han læste i Socialisten
Vores lærling mødte en time før alle andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Så kunne han også bruge tiden til at studere bladet ”Socialisten” I den var der fængslende overskrifter og brandrøde artikler.
Husk på at dengang fandtes der ingen fagforeninger, der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend måtte selv forhandle sig til en bestemt timeløn.
Socialisten blev fremstillet på Nørrebro af legendariske Pio. Den var et tårn i øjet hos arbejdsgiverne og borgerskabet. Man forsøgte med alle midler at forhindre at bladet kom ud. Til sidst lykkedes det også at udvise Pio og hans medarbejdere med sponsorstøtte fra arbejdsgivere. Det var efter årelange fængselsstraffe.
Der var masser af strejkebrydere
I 1870’erne var der 261 strejker. Og i 1876 var kun 6.000 arbejdere organiserede. Arbejdsgiverne bestemte det hele. De havde også let ved at finde strejkebrydere. Der var masser af nød og elendighed. Så mange var ligeglade med strejker.
Omkring 1880 tjente kvinderne det halve af, hvad mændene tjente. Og dette udnyttede arbejdsgiverne kynisk. Mændene forsøgte derefter at energisk at begrænse kvindearbejde. Tobaksarbejdernes Fagforening forsøgte at forhindre uddannelsen af kvindelige arbejdere.
Men udviklingen gik stærk. I 1885 var en tredjedel af arbejderne i København organiseret. I 1885 stiftedes den første kvindelige fagforening. Kvinderne var trætte af mændenes behandling af dem.
Arbejderne og præsterne
Arbejderne og præsterne havde det hellere ikke så godt sammen. Arbejderne mente, at kirken var kapitalismens forlængede arm. De røde faner var således forbudt i kirken og på de fleste kirkegårde.
Den næststørste maskinfabrik i Danmark
De to indehavere Smith og Mygind, vi hørte om lige før, havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de arbejdede i deres fag. Nu vendte de så som 26 – årige tilbage. Det vil sige det var jo egentlig Jensinius Mygind der var den egentlige grundlægger.
Omkring 1890’ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. Da Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894, blev firmaet Smith & Mygind et aktieselskab.
En upopulær dampmaskine
Firmaet lavede bl.a. landbrugsmaskiner. Og under en demonstration røg der et stykke af en finger hos direktør Smith. Dampomnibusser blev der også fremstillet her. De var nu ikke så populære. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.
Ophidsede mennesker kastede alt muligt efter den under en prøvetur, således kasteskyts som kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. I de følgende dage måtte Smith’ s gadelokomotiv segne under offentlighedens afsky og modstand. Men udviklingen fra uhyre til den elektriske sporvogn, var nu begyndt.
Jo det blev et kæmpe foretagende. Når du i dag går i biografen på Nørrebro, så sidder du i en af resterne fra dette store firma. Tænk engang, at de også byggede sneplove til den transsibiriske jernbane.
Anker Heegaard skulle have været præst
Det er en fabrikant, iværksætter m.m. vi slet ikke kan komme uden om. Og det er Anker Heegaard. Han skulle ellers have været præst på Samsø. Men det ville han ikke. Familien var meget skuffet. I 1803 åbnede han sin første isenkrambutik i København. Den blev hovedstadens største.
Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I 1827 søgte han kongen at drive et jernstøberi på Nørrebro. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre jern-ting. Han fik tilladelsen af kongen.
I 1837 overtog sønnen, der også hed Anker foretagendet dog uden isenkrambutik. I 1847 var der 52 mand på fabrikken. Da blev de produceret 4.000 gryder, 5.000 pander samt kakkelovne i massevis.
Selv boede Heegaard på Blågårdsgade 36 i en villa.
En tung stinkende lugt over Nørrebro
Det var meget, der lykkedes for Anker Heegaard. Men han havde dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Lugten hang nemlig tungt over Nørrebro. Så tungt at Sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmindhold.
I 1860 var Heegaard på102 ansatte. Han tog fusen på andre. Han opkøbte betydelige jordstykker på Nørrebro og med stor fortjeneste solgte han jordene videre.
Heegaard var den store velgører på Nørrebro. Således blev en gade opkaldt efter hans kone – Louisegade. Men på grund af et grusomt rovmord fik den navneforandring til Prins Jørgensgade.
Han solgte grunden til Københavns Kommune. Og etablerede sig på Hillerødgade i 14 år. Han købte en virksomhed i Frederikssund. Og i 1930 indgik det hele i ”De Forenede Jernstøberier”
Alt godt kommer fra Sønderjylland
På Blågårdsgade har der ligget mange store virksomheder eller i hvert fald virksomheder, der voksede sig store. Jo det var her Skandinaviens største bladeventyr lå – Aller koncernen. Igen et godt eksempel på, at ”Alt godt kommer fra Sønderjylland”
Jo Jens Andersen kom til København. Han tog navneforandring til Aller, hans fødeby nær Christiansfeld. Han blev en af Københavns største bryggere. Han opkøbte en masse grunde rundt om i København. Og det er efter ham, at Allersgade er opkaldt.
Eksplosioner i villaen
Men for at gøre en lang historie kort, så ender vi med en enke i en villa på Ydre Nørrebro. Her sad hendes søn, Carl Aller oppe på sit værelse og eksperimenterede. Efterhånden var vinduerne helt sorte. Han havde opfundet en ny måde at trykke på.
Og nabodatteren Laura blev forelsket i ham. Hun blev også redaktør for de første blade, som er blev fremstillet. Det allerførste var illustreret Familiejournal. Den første abonnent var værtshusholderen i forhuset. To måneder efter bestilte kongehuset to eksemplarer. Der blev installeret dampmaskine i lokalerne i Blågårdsgade. Men snart var det hele alt for lille. Og man måtte flytte.
Hellesen startede i Blågårdsgade
Vidste du så, at det også var i Blågårdsgade, at batterifirmaet Hellesen startede. Hellesen løste batteriets gåde. Men det moderne tørreelement blev opfundet. Det lykkedes i 1887. Ham der, Hellesen var ellers smørgrossist. I 1889 allierede han sig med en kemiker ved navn Ludvigsen.
Tænk engang at forfatteren Conan Doyle lader Sherlock Holmes omtale Hellesen. Er det ikke stort? Efter Blågårdsgade fortsatte man i Aldersrogade. Her blev lokalerne nedslidte omkring 1960, og så flyttede man til Køge. På et eller andet tidspunkt var det Duracell, der overtog det hele.
Blågårdens Sæbefabrik – et eventyr
Og så til et rigtigt eventyr. Det handler om Blågårdens Sæbefabrik. Af uransagelige vej landede et manuskript skrevet på skrivemaskine på undertegnedes skrivebord underskrevet af direktøren for dette firma.
Peter var taget til USA for at prøve lykken. Han havde oprettet en lille mælkeforretning efter at have forsøgt en masse ting. Det gav nu ikke det store overskud. Han blev også syg og fik gigtfeber.
Han mødte en pige. Født i USA men med danske rødder. De blev gift. Efter tre måneder blev konen meget syg. Peter brugte de opsparede midler til medicin og hospitalsophold.
Faderens æbleskiver-butik
Hjemme på Blågårdsgade havde faderen oprettet en æbleskive- butik. En dag kom en mand og præsenterede noget speciel sæbe. Faderen købte 5 pund for en krone og solgte det videre med fortjeneste. Og for 10 kr. købte han opskriften på det. Han blev endvidere inviteret hen et sted, hvor man fremstillede det.
Men i et skur i baggården i Blågårdsgade begyndte faderen nu selv at fremstille det. Og det solgte godt. Nu sendte faderen et brev til Peter og bad ham komme hjem, fordi han mente, at dette produkt kunne sikre dem begge to.
Faderen solgte nu æbleskive-forretningen. Og havde nu flere hundrede kroner til at starte en egentlig fabrik.
Ny fabrik i Ryesgade
I Amerika ville Peters kone ikke med. Men hun syntes at Peter trængte til en lang ferie i Danmark. Peter lånte 150 dollars ved en bekendt, og de rejste til Danmark.
Det gik fint med salget. De ansatte et par agenter, der skulle sælge produktet. Det gik nu knap så godt. Så tog Peters hustru så over. Det gik meget bedre. Der blev knoklet dag og nat.
Snart blev fabrikken for lille i Blågårdsgade. Peter byggede en ny i Ryesgade. Nu solgte man også alle slags sæber, skurepulver, husholdningsartikler m.m. Det var så med Peter Johannes Thomsen som direktør.
I 1926 blev det hele solgt til Schous Fabrikker.
Nyt eventyr i Sverige
Nu kunne Peter så sætte sig til ro. Men den type var han ikke. Han havde i forvejen investeret i en lille sæbefabrik i Landskrona. Og den fik han i den grad gang i. Han forblev dansk statsborger. Men i 1929 blev han ramt af en blodprop. Men efter et halvt år i sengen gik han i gang igen.
Snart var han ejer af den mest moderne fabrik i Sverige og 103 kædebutikker.
I 1935 blev han af den svenske konge udnævnt til ”Ridder af Vasa – ordenen”. Året efter fik han Danneborgsordenen.
Oxelberg kunne ikke lide socialister
Vi skal også nævne Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19. Firmaet opnåede guldmedalje i Paris. Chefen var meget konservativ og indædt modstander af den voksende socialisme. Og han blev selvfølgelig slået til ridder af Dannebrog.
Hellig Hansen – lige så berømt som chefen
Men han havde en ansat, der blev lige så berømt som sin chef. Det var Hans Hansen. Han blev karikeret i Hermann Bang’ s fantastiske roman ”Stuk” fra 1887.
Man sagde om ham på snedkeriet:
Derfor fik han også tilnavnet ”Hellig – Hansen”.
Han startede en karriere som byggeentreprenør. Han startede med at bygge for venner og bekendte. Det var også ham, der stod bag Dagmarteatret og National Scala. Han gjorde også sin entre i underholdningsbranchen.
Men ak. I 1884 var store kapitalejere blevet træt af ham. De fik ham til at gå fallit, men de gav ham da lov til at beholde hans Dannebrogorden.
Den kooperative bevægelse
Når man diskuterer industri på Nørrebro, kommer man ikke uden om de kooperative bevægelser. Sigtet var først og fremmest at skaffe billige varer og sikre at folk kom i arbejde. Indtil 1950’erne var Kooperationen kendt i arbejderbefolkningen. Man boede i en af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings Huse. Der blev købt ind i Arbejdernes Fællesbagerier. Man købte mælk fra Mejeriet Enigheden og øl fra Bryggeriet Stjernen. Kød fra Arbejdernes Kødforsyning. Ja vi kunne have nævnt mange flere.
Men størstedelen af producent – kooperationen løb ind i økonomiske problemer. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund. En af de største fortaler for kooperationen var F.J. Borgbjerg:
Arbejdernes Fællesbageri
Arbejdernes Fællesbageri startede sin virksomhed i 1886. Man kunne tagne aktier på 10 kr. med 50 øre i ugentlige afdrag. Dengang blev betragtet som urimelig dyr. Faktisk havde bagersvendene slet ikke noget med dette at gøre.
Man begyndte med et lejet byggeri på Lyngbyvej. Bestyrelsen havde dog øje på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Man brugte en stråmand, gartner Langhoff. Adressen blev på den nyanlagte vej, Nannasgade. Her startede man i november 1887.
Fire nye ovne stod parat. Personalet blev hurtig udvidet til 14 bagersvende, 6 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren.
Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllevirksomhed. Og ”Brødtårnet” blev fabrikkens vartegn. Den var på 40 meter og stod færdig i 1948- Den store kornsilo ragede over de 4- etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.
Ikke lige populær alle steder
De private brødfabrikker var alt andet end glad for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner med følgende udtalelse:
Arbejderne på Nørrebro betragtede det nu som et kompliment.
Fra 1905 var Pitzner direktør for De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro. De konkurrerede på livet løs. Og de var kun et par gader fra hinanden.
Lukkede i 1980
Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede kooperativet for at arbejderne fik billigt og godt rugbrød at spise. Lignende initiativer blev sat i værk i flere byer.
I 1959 beskæftigede virksomheden 295 arbejdere. I 1940 blev der opført et nyt bageri. Antallet af ovne blev tredobbelt.
Virksomheden udvidede gradvist. Men i september 1980 var det slut. 125 arbejdere måtte finde nyt arbejde.
BZ’ ere
Men virksomheden kom også efter lukningen i medierne. Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat af en gruppe BZ’ere. Igen i 1983 blev virksomheden besat. Og fra silotårnet sendte man piratradio. Det var en spektakulær begivenhed, da den store silobygning i 1985 blev sprængt bort.
Schulstad producerede maltsyret brød
En konkurrerende brødfabrik var Schulstad. Sammen med kemikeren Chr. Ludvigsen producerede man maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag. Man forbød alle former rygning og tobak i produktionen. Man havde også allieret sig med kemikeren Chr. Ludvigsen.
I 1890 var virksomheden flyttet fra Indre By til Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Torv. I 1914 havde man 25 vogne og 50 heste til at udbringe brødet.
I 1900 måtte en hestekusk starte kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme kl. 22 om aftenen. I 2003 gik virksomheden over i svenske hænder.
Fra 50 cykler om dagen til 50 cykler om dagen
Hamlets cykler på Meinungsgade var landets største cykelfabrik. Det første år nåede man op på at lave 50 cykler på et år. Seks år efter lavede man 900 om året. I 1901 producerede man 50 cykler om dagen. Og de kostede mellem 150 og 275 kr.
Ja og tænk man havde også en Hof – paraplyfabrikant på Nørrebrogade 47. Nu lavede man også parasoller og spadserer-stokke. Tænk så eksporterede man helt til Dansk Vestindien.
Kæmpe butikker på Ydre Nørrebro
På Ydre Nørrebro bevarede man det landlige træk til 1880’erne. Her var endnu små gårde og enkelte lyststeder. Også herude blev der bygget små lejligheder til den voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget eller blev beskæftiget ved de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev rigtig store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, General Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker, Rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.
En godsbanegård var vigtig
Vigtigt for disse fabrikker var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet. Går man en tur i kvarteret kan du endnu aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter selv om det allermeste for længst er revet ned for at give plads til boliger.
I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevogne ført videre til lorteøen Amager. Det sidste latrintog kørte så sent som i 1936.
I 1916 begyndte man anlæggelsen af godsbanestationen Den 27. februar 1967 var det slut med den.
Kig efter rester – i Rådmandsgade
Men kig nu godt efter, så kan du få øje på de knopskudte baghusindustrier, tydeligst er nok Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har der været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er totalt forandret. Nu er det børnehave.
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historier og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.
Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejfabrik.
Den lille Havfrue blev lavet i Rådmandsgade
Det er sikkert heller ikke mange der ved at ”Den Lille Havfrue” er lavet i Rådmandsgade på Lauritz Rasmussens Bronzestøberi. Efter at have haft virksomheder forskellige steder så startede han i 1896 på Rådmandsgade 16. Fabrikken havde mange forskellige tilknyttet. I travle tider havde man helt op til 40 ansatte.
Mange kendte springvand og andre monumenter er lavet her. Størst opsigt vakte nok Storkespringvandet. For storkene er i virkeligheden hejre. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” kritiserede dette populære springvand synd og sammen. Og ved indvielsen var der regulære bølleoptøjer.
Et par gange snakkede man om at flytte dette springvand. Nu var folkesangeren Cesar med til at gøre stedet populært for ungdommen med sin sang om Storkespringvandet. Hvis nu denne var landet i Højskolesangbogen kunne vi have sunget den.
Og jo, kan I huske da Den Lille havfrue mistede sit hoved. Ikke et øje var tørt. Det var i 1964. det var også Lauritz Rasmussen, der kom til at udføre dette. Og det skete efter billedhugger Eriksens gipsform.
Virksomheden på Rådmandsgade lukkede i 1967.
Nyskabelser hos Holger Petersens Tekstilfabrik
Og ikke mange ved i dag, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.
Vi skal nævne Holger Petersens Tekstilfabrik fordi den var nyskabende. På et tidspunkt havde alle disse fabrikker beskæftiget 2.000 mand. En del af disse bygninger kan den dag i dag ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde man en absolut social indstilling til medarbejderne.
Fabrikken udvidede mange gange. I 1883 var det at byggeriet startede på Tagensvej. To år efter startede opførelsen af arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen opført et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne afholdes fester og ugifte arbejdere kunne spise her.
Det gav en stabil arbejdsstyrke
Boligerne og de mange faciliteter skulle give en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på. Der blev også oprettet småhaver og marketenderi.
I årene mellem 1893 og 1903 kom der flere bygninger til. Man nåede op på at beskæftige i alt 700 mand. Produktionen på fabrikken blev indstillet i 1966. Og i 1990 blev den ældste del af bygningskomplekset fredet.
Mange navne – det endte med Atlas
Atlas startede egentlig i Nakskov. Først hed fabrikken Godthåb, siden Tuxen og Hammerich. Da fabrikken flyttede til Nørrebro, ændrede den navn og kunne man tegne aktier i fortagenet. I 1898 var bundforholdene i Hillerødgade ikke specielt godt egnet til de store bygninger. Virksomheden startede den 2. januar 1899. Men ak allerede året efter var der en 5 måneder lang strejke.
I 1907 købte man en nabogrund i Baldersgade, og det gjorde man også i Hillerødgade. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværker. Ja selv dampmaskiner producerede man.
14 dages ekstra løn var uhørt
I 1924 fik alle månedslønnede 14 dages ekstra løn. Det var uhørt på den tid. I 1925 blev man ramt af lockout. Det lykkedes at skabe en lukket kølemaskine, som man kaldte Glacia. Det blev en kæmpe succes. Men ak, hvis den skulle repareres, skulle den tilbage på fabrikken. Man var på vippen til at droppe produktionen, men så fandt et lyst hoved en løsning.
I sidste halvdel af 1930’erne købte J. Lauritzen aktiemajoriteten.
Tyskerne mødte op på fabrikken
Den 22. april 1940 klokken fem om eftermiddagen sad direktør Mansted på sit kontor. Telefonen ringede. Det var den tysk overkommando, der ville komme på besøg. Fire tyske officerer dukkede op en time efter. De forlangte at se fabrikken. Man forlangte nu at få et tilbud på hydrauliske presser. Og tilbuddet skulle ligge på kaptajn Fortman’ s skrivebord dagen efter.
Og ikke nok med det. Tyskerne besatte store dele af fabrikken og forlangte flere varer fra fabrikken. Tyskerne læste nu al den post, de ville og eksporten gik i stå. Modstandsbevægelsen betragtede Atlas som landsforrædere. Og flere mærkelige brande opstod på fabrikken. Politiet kunne ikke finde beviser på, at det var Modstandsbevægelsen.
Våben til Modstandsbevægelsen
I april 1944 foretog modstandsbevægelsen en bombeaktion mod Atlas. Med ledelsens vidne blev der også fremstillet våben til modstandsbevægelsen på fabrikken og ja der var også en afdeling af modstandsbevægelsen Ringen på fabrikken.
Atlas blev undersøgt efter krigen for landsforræderi. Tre år senere blev det fastslået, at det var der ingen grundlag for.
Advarsel fra A.P. Møller
I 1950 gjorde firmaet sig bemærket ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede. Man fik halvdelen af det som aktionærerne fik. Halvdelen af dette blev udbetalt og den anden halvdel gik til sociale formål.
Dette resulterede i et brev til Knud Lauritzen fra skibsreder A.P. Møller:
Nogle af de velfærdsordninger som medarbejderne opnåede på Atlas, blev senere indført som lov i Danmark.
Ja man købte også sommerhuse til medarbejderne.
I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge hele produktionen af husholdningsmaskiner. Man fortsatte med de store maskiner under navnet BAFA (Baldersgade – Fasanvej).
Men i 1973 var det slut. I Ballerup var der fem gange så meget plads som på Nørrebro.
Det startede på 3. blegdam
En af de største fabrikker overhovedet på Nørrebro var Titan. Det hele startede med et maskinværksted på 3. blegdam i 1856. Da den blev for lille byggede manden bag det hele, Hauberg en fabrik i Meinungsgade, der fik navnet Koefod & Hauberg.
Men snart byggede han på Tagensvej. Samtidig var Hauberg maskiningeniør på sporvognene. Nu blev navnet på fabrikken Titan. Og de var også indblandet i sejladsen på søerne.
Brand og ingen vand i ledningerne
Den 15. marts 1899 udbrød der brand i virksomheden. Året forinden havde virksomheden gjort opmærksom på at der ikke var nok vand i de vandledninger, der gik af Tagensvej. Og der var ikke sket noget. Det var en katastrofal brand.
Men virksomheden blev bygget op igen.
Tyskerne mødte op
Under besættelsen placerede tyskerne vagter på virksomheden. Man tvang virksomheden til producere for sig. Hvad tyskerne vidste var, at der på fabrikken var en modstandsbevægelse, der producerede våben. Flere medarbejdere måtte flygte til Sverige. Der var også flere sabotageaktioner mod virksomheden.
I 1965 skete der en fusion med Thrige. Og så var det efterhånden farvel til Nørrebro. I dag lever firmaet i bedste velgående under navnet T – Electric.
En Skæremølle ved Nørrebrohallen
Omtrent, hvor Den Røde Plads ligger i dag foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen allerede før århundredskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro. Praktisk nok, lå den lige i nærheden af jernbanen. Så skulle hestene kun fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggematerialer til den voksende bebyggelse på Ydre Nørrebro dengang.
Allerede i 1809 var her en mølle på Kløvermarken, som det blev kaldt. I 1828 var der 8 mand ansat her. Indehaveren kaldte sig også vognmand og hyrekusk. I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokums- bygning, svinesti og vognskure.
I 1873 blev skæremøllen ramt af atter en brand. Savværket blev nedlagt. En bagermester købte ejendommen. I 1906 blev det hele revet ned. En moderne ejendom opstod. Og fra 1906 til 1913 lå her Stefans Biografteater. Så flyttede denne hen på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanergade. Den lukkede så i 1928.
Da man næste kørte kongen ned
Det er ikke så mange der er klar over det, men der blev i den grad samlet biler på Nørrebro. Det begyndte med den såkaldte ”Hammel” – bil” fra 1888. Den kørte pludselig ud fra en baggård. En avis kunne fortælle, at man havde set et køretøj uden hest foran. På en af de første ture var man ved at køre kongen ned. Hvem der blev mest chokeret melder historien ikke noget med.
Vores bil var med i et rally i England i 1950’erne. Det var den ældste i løbet. Og den blev da også sidst med en tophastighed på 25 km/t. BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål.
Ford og GM
I Danmark producerede Ford 325.000 biler og General Motors 600.000 biler.
Ford startede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade. Senere fortsatte de i Sydhavnen. Og de trækasser, som disse biler kom i, kunne man købe hos cigarhandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) Man brugte dem til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.
I 1929 flyttede GM til Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. Under krigen fremstillede GM flymotorer.
Efter krigen kom der gang i produktionen. Det var mest Opel og Vauxhall personbiler, man samlede. Man færdiggjorde efterhånden en bil hver 3 ½ minut. GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974. Ford lukkede deres fabrik i Sydhavnen efter at den var flyttet fra Nørrebro – i 1966.
Før Mjølnerparken var her en papirfabrik
Og tænk engang, der hvor Mjølnerparken ligger i dag, var der en kæmpe papirfabrik. Den havde i tidens løb mange navne. Egentlig startede De Forenede Papirfabrikker allerede i 1889. Men det store anlæg ved Tagensvej startede i 1933.
Der var masser af fabrikker i hele koncernen bl.a. Nørrebro Papirfabrik. Efter 46 år sluttede et stykke industrihistorie. Det var den 31. juli 1979.
Cloetta i Blæksprutten
Ude ved Lersøen havde man også en egen station, den såkaldte latrinstation. Her kørte man med de såkaldte ”Chokoladevogne”. Det fik så Blæksprutten til et år at gengive en vittighed. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder. Han var så blevet slæbt med her ud på Lersøen:
Fusioneret med Kehlet
I 1862 startede Brødrene Cloetta en chokoladefabrik på den gamle Sortedams Mølle. Og det som de fremstillede faldt i den grad i danskernes smag.
I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 i en ny stor bygning. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De havde i forvejen en chokoladefabrik på Nørrebro.
På besøg i Hørsholmgade
En omtale af firmaet i Hørsholmsgade i datidens medier lyder således:
I 1954 flyttede fabrikken til Glostrup. Og i 1960 blev det overtaget af finske Fazer. Lokalerne blev til Dansens Hus.
To andre chokoladefabrikker
Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Og hvor Otte Brandenburg fik sin debut. Her havde et missionsselskab senere til huse.
Vi havde sandelig også en chokoladefabrik, der hed Elisabethsminde, Den lå i Heimdalsgade 14 – 16. Her har også ligget en moske og skofabrik.
Ja egentlig var lokalerne oprettet til ”Drops- og Konfektfabrik”.
Stakkels knægte på hesteskofabrikken
På Tagensvej 7 lå Københavns hesteskofabrik. Man lavede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægte med gloende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.
Et olieraffinaderi blandt boligblokke
Midt på Nørrebro lå et olieraffinaderi. Det var omkring Nannasgade 6-10. Virksomheden hed L.C. Glad og Co. Man kan undre sig at så brandfarlig virksomhed blev anlagt her. Det gik da også galt.
Den 4. sept. 1980 blev virksomheden ramt af en voldsom brand. På et tidspunkt var det fare for de nærliggende beboelsesejendomme. I dag er grunden stadig forurenet, så meget, at der ikke bliver bygget området. Det er omkring Banana Park.
Da politiet brugte tåregas
I Heimdalsgade 45 – 47 huserede ”De Forenede Gummi – Og Luftringefabrikker Schønning & Arvé. Det var her, at vi så de voldsomme kampe mellem BZ’er og politiet. Ja det var den 24. oktober 1981. Her anvendte politiet for første gang tåregas.
Da de unge så blev tvunget ud. stod politiet parat med stavene og huggede løs.
Fabrikken havde allerede fra 1924 fremstillet ballondæk af corslærred. Og så overtog ØK aktiemajoriteten.
I 1981 ophørte produktionen i Hermodsgade. Virksomheden var blevet opkøbt af Codan Gummi A/S
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 2, 2021
Fra Søerne til Nordvest
Hvorfor hedder det Sortedam Dosseringen. Blegdammene blev flyttet. Og hvorfor kunne søerne ikke fungere som voldgrave? Vi bevæger os også en tur til Østerbro og til Nordvest. Vi ønsker en god tur. Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro med udsigt over søerne. 27 skud indviede det nye fængsel. Holberg nævnte tjenestepiger og blegdammene. Den stærke mand knuste så mange kvindehjerter. Et vangehus og skydebane blev oprettet. Vi besøger Københavns Renovationsvæsen og Hauberg og Titan. En bom var løsningen på en sporvogns-forbindelse. En remisseafdeling havde en sygeafdeling. Og så måtte hestene igen trække læsset. Vi besøger Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte mere jord. Sø var der sørgefest i Remissegården på Tagensvej. Og så kom man fem gang i fængsel, fordi man var baptist. Der var masser af pilekviste i Lersøen, hvor der også var ulovlig fuglefangst. Så skulle det vist have heddet ”Bissebjerg” i stedet for Bispebjerg.
Blegdammene blev flyttet
Vi går en tur hernede fra Søerne helt ud til Bispebjerg. Vi kommer til at overskride en geografisk grænse – vi kommer nemlig ud i Nordvest og kommer forbi Østerbro.
Blegdammen var områdets grønne bais. Her herskede blegemændene fra 1672 og små 200 år frem over græs og damme lige nord for Sortedamssøen. Hertil bragte tjenestepigerne fra hovedstadens bedre huse et par gange om året herskabets hvidevarer til bleg.
Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene og derefter udbredt på græsset for at solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.
Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med mellemrum truttede i sit kohorn for at holde eventuelle tyve væk, samtidig med at han beviste, at han passede sit arbejde. Ingemann har skrevet det på den måde:
Nu var det jo sådan at blegdammene blev flyttet over på den anden side af søerne.
Sortedamssøen
Sortedamssøen hører vi om allerede i 1619, da kaldes den for ”Soerte Dam”. Egentlig ved man ikke, hvorfra navnet stammer. Det kan være at dam er betegnelsen for en mindre sø, men det kan også være betegnelsen for en dæmning. Og netop dæmningen ved Østerbrogade var afgørende for søen, da den ellers ville løbe ud i Øresund.
Navnet dossering kommer fra det franske ”dos” som betyder ”ryg”. Det kan bruges om en vej på en dæmning eller skråning ved noget vand. Det var, hvad vejen tidligere var, en sti ved en lille skråning ned til søen med et par enkelte både- og fiskebroer.
Sortedamssøen er som andre søer skabt kunstigt og fik deres nuværende form i slutningen af 1720’erne, da dosseringerne blev lagt helt fast. Det skyldes hensynet til Københavns befæstning, der gerne skulle have et præcist velafgrænset vandareal foran glaciset. Men det var også et forsøg på at undgå oversvømmelser af bl.a. blegdammene ved forårstid, når vandet stod højt.
Sortedam Dosseringen
På hjørnet, hvor Sortedam Dossering og Østerbrogade mødes, ses der på tidligere kort over bydelen Østerbro fra 1728, at her lå en ”Tobacks-Plantagie”
I dæmningen ved Østerbrogade var der anbragt et udløb så kongens fiskedamme og haverne mod øst kunne få frisk vand. Fra 1894 til 1920’erne kunne man hvert 7. minut tage rutebåden, der gik herfra til Gyldenløbsgade.
I 1929 indrettedes spadserestier på dosseringens nedre skråning, så man kunne promenere tæt på vandet.
I den østlige ende er der altid isfrit langs dosseringen, fordi der her findes et udløb af kølevand fra Rigshospitalets cyklotroner. Her holder masser af fugle derfor til om vinteren.
Skulle søerne have været voldgrav
I grunden er det mærkeligt at Københavns volde ikke blev flyttet her ud til søerne., således at de kunne bruges som voldgrav. Men hvis nu dæmningerne ved Gl. Kongevej og Østerbrogade skulle sprænges i luften, ja så ville vandet være løbet væk. Så søerne som voldgrav var måske ikke så bevendt alligevel.
Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro
Søren Kierkegaard boede i en lejlighed med udsigt over Sortedamssøen. Det gjorde han fra april 1851 til oktober 1852. Adressen var Østerbro 108. I daghedder adressen Østerbrogade 50. Men ejendommen, hvor han boede, blev revet ned, da Willemosegade skulle føres ud i Østerbrogade. Ifølge Peter Tudvad så boede han:
Borgerskabet på Østerbro drillede ikke
Kierkegaard boede på førstesal. En stor have hørte til ejendommen. Kierkegaard havde haft nogle besværlige år efter ”Corsar – fejden”, som begyndte i 1846. Han var genstand for massiv latterliggørelse i det satiriske københavnske ugeblad Corsaren. Drillerierne kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.
Pludselig kunne han ikke tale med høj og lav i hovedstadens gader uden at blive chikaneret af en sværm af gadedrenge og andre løse fugle. Den slags blev han ikke udsat for blandt borgerskabet på Østerbro.
27 kanonskud for et nyt fængsel
Vi har i tidligere artikler fortalt om, hvad der fandtes af spændende ting på Blegdamsvej. Men vi har egentlig aldrig fortalt om fængselsbygningen. Jo du kan stadig komme i spjældet på Blegdamsvej.
Det var den 18. december 1848, hvor der gjaldede 27 kanonskud. Da kom kongen nemlig til Nørrebro. Det nye fængsel blev indviet. Digterkongen Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate af musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater.
Amtmanden holdt en tale, der nok satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt. Han takkede bl.a. kongen for sit engement.
Egenhændigt havde kongen sandelig også fået foretaget ændringer i de tegninger, som kongelig byginspektør Bindesbøl havde leveret.
Forfærdelige forhold i gamle fængsler
Fængslet ved Langebro var under al kritik. Det blev kaldt for Blåtårn, jo det var her Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under ret så kummerlige forhold. Fangerne klagede gentagende gange over forholdene. Således måtte kælderen tømmes for vand. Og cellerne var fulde af lopper og lus.
Hygiejne var noget, der hørte fremtiden til. Om vinteren var der bitterligt koldt i huset. Endelig i 1838 kom der en befaling om at ændre forholdene. Det blev så startskuddet til fængslet på Blegdamsvej.
Holberg nævnte tjenestepigerne og Blegdammen
Her var som bekendt ca. 20 smalle grunde. Men det havde allerede i 1700 – tallet et tvivlsomt renomme. Det fremgår af Holbergs komedie ”Kilderejsen”. Den menneskekloge doktor Bombastus advarer Hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler:
Den stærke Mand knuste så mange pigehjerter
Og lige i nærheden har vi jo også hørt om Den Stærke Mand, der optrådte. Han knuste så mange et kvindehjerte og efterlod ubetalte veksler. Pludselig var han forsvundet. Han optrådte i kirketiden og lokkede unge mennesker i fordærv.
Der skete noget på Blegdam nr. 2
Men på Blegdam nr. 2 stod der et moderne Tinghus og tilhørende fængsel klart til at modtage de første klienter. Her havde Niels Borthig ellers haft lysstøberi og tjærebrænderi.
Arresthuset var på tre etager med egen indgang og ringmure Lange korridorer forbandt arresthuset med de to tinghuse. I de følgende år gennemførtes adskillige tilbygninger bl.a. i 1894 med en dampkedel til desinfektion af arrestanternes tøj og sandelig i 1911 et Vand Closetrum.
I 1907 – 13 kom der en ekstra etage på bygningerne ud mod vejen og enn helt ny facade med fire søjler.
Under besættelsen blev lokalerne brugt som depot for beslaglagte våben. Freja Ejendomme købte tinghuset i 2014. Mindre virksomheder har i dag til huse her.
Vangehus og skydebane
Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte det grønne som Fælleden, der var militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen, der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra Frederik den Førstes tid – 1539 – tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.
En vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Da han opnåede at få egen embedsbolig, kom den til at ligge, hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej. Senere kaldtes boligen i folkemunde ”Tagenshus”, sandsynligvis efter en vis Tage Nielsen, der var vangemand først i 1700-tallet. Man ved, at han døde i 1720, men hans navn lever videre i Tagensvej.
Det var i 1631, at der blev oprettet et vangehus. På stedet, hvor huset blev bygget, blev der i 1694 indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev siden papegøjestangen.
Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen.
Københavns Renovationsvæsen
Nede ved Haraldsgade havde Københavns renovationsvæsen overtaget nogle store udgravninger som det nedlagte Aldersro Teglværk havde efterladt. Hver kule var ca. af omfang på størrelse med Nørrebros Runddel, og lige så dyb, som et femetagers hus er højt. Disse gruber var som skabt til at modtage natmændenes ”høst”. Uheldigvis kunne ekskrementerne i varme perioder udvikle så meget gas, at en kule eksploderede med et overdøvende brag. Overdækningsplanker fløj da til alle sider.
De ansatte arbejdere var til stadighed udsat for smitte og mange fik f.eks. ”blodgang” og tyfus. Men nogen skulle jo gøre det. ”Etablissementet” havde også en vis indtjening, idet det lagrede, nu faste materiale blev læsset på godsvogne og kørt ud på landet, hvor det brugtes som gødning.
S.C. Hauberg og Titan
Samtidig med at dette foregik, satte industrialiseringen i stigende grad sine spor. Dens bygherrer havde i første omgang mest interesseret sig for den brolagte Nørrebrogade – tidligere slet og ret Nørre Landevej.
Først derefter blev det fordelagtigt at bygge på parallelvognen – nu kaldet Tagensvej. Blandt andre etablerede fabrikant Sophus Hauberg sig her i 1885 med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Virksomhed”, der senere blev til ”Titan”.
Kampen om Sølvgades Sporvej
Han var imidlertid klar over at afstanden fra den indre by ville gøre det svært at skaffe arbejdere. Ganske vist var bicyklen opfundet, men man regnede den ikke rigtig for et befordringsmiddel. Den var nærmere en luksusgenstand, som overklassens sportsfolk muntrede sig med.
Arbejderne ville med andre ord i mange tilfælde komme til at gå op til en time frem – og en tilbage fra det planlagte etablissement., og det måske endda i træsko. Med en arbejdstid på ti timer alle ugens seks hverdage ville det være for hårde betingelser.
Derfor kastede fabrikanten sig ud i en årelang kamp med de koncessionsgivne myndigheder om at få bevilling til at drive, hvad han kaldte ”Sølvgadens Sporvej”. Du kan læse mere om det i vores artikel om Titan her på hjemmesiden.
En bom var løsningen
Men for at sporvognene skulle kunne komme over søen, måtte Hauberg skaffe udvej for den spinkle gangbro over Sortedamssøen. Den blev nu afløst af en dæmning, der kunne bære både hest og vogn
Bevillingen blev givet og dæmningen blev bygget. Tilbage stod besværlige forhandlinger med militæret, der ikke uden videre kunne lade den ny sporvogn køre gennem det ellers lukkede øvelsesareal. Man fandt dog frem til en løsning, selvom det var noget besværligt. En bom blev sat ved ind – og udkørselsstederne. Her måtte kusken hoppe ned for at låse op – og straks hoppe en gang til, nu for at låse bommen efter sig.
Man kom da igennem og kom ud til et mere gæstfrit område efter Jagtvejen. I hele ti år knirkede bommene op og ned, indtil Fælleden ophørte at være militært område, så Tagensvej omsider kunne føres igennem til Fredensgade.
Remiseanlæg med sygeafdeling
Straks efter starten 1889 blev Sølvgadelinjen installeret i et imponerende remiseanlæg dér, hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej. På gamle kort hed Haraldsgade ”Vej i Raadmandsmarken”. Der var plads til 74 heste plus en sygeafdeling med seks ”sengepladser”. Dertil kom en firsporet remise med staldmesterens bolig.
En tur med Gas – Sporvogn
Pressen var inviteret med til linjens indvielse, og der faldt mange rosende ord. Specielt hæftede man sig ved, hvor bekvemt vognen var konstrueret med et forhøjet midterparti, der gjorde det muligt for ”Herrer, selv bærende høje Hatte” at passere gennem Vognen uden at dukke sig.
Linjen var blevet forlænget til Kongens Nytorv syv år senere. Og det var her de igen blev inviteret for nu var det en ”gasdreven” sporvogn. Det fremgik af Berlingskes Morgenavis den 21. marts 1896, at prøveturen forløb smukt. Trafikmedarbejderen studser ved opstigningen over ”en vis Sitren af hele Vognen”- dog ingenlunde generende. Færden udgik fra Kongens Nytorv og ”I Bredgade sættes Farten op”- man havde nu Lejlighed til at studere det nye Kommunikationsmiddel i Virksomheden.
Kørslen var hurtig og behagelig. Vognen bevæger sig let over Skinnerne. Rystelsen er ikke så stærk som ved en almindelig Hestevogn, og den før omtalte ”Sitren gaar fuldstændig op i Vognens øvrige Bevægelser”
Så måtte hestene igen trække læsset
Så vidt så godt. Den 1. april (!) blev gasvidunderet sat ind i den daglige drift og allerede den 15. april var det slut med herligheden, Pengene til forsøget slap op, og nye var ikke til at finde. Den prægtige gassporvogn endte efter sigende sine dage i gården hos ”Titan” – som aftrædelsesrum for de ansatte. Hestene måtte igen trække læsset.
4.000 lejligheder på rekordtid
Takket være Fredensbro-dæmningen blev det lukrativt at bygge på Nørrebro – siden af søerne. Omkring 4.000 nye lejligheder blev bygget på rekordtid. Flere og flere havde elektrisk lys indlagt fra begyndelsen. Og mange fik installeret de nymodens Water-Closets. Hvad facaderne angik, ødslede bygmestrene med kobberbeklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.
Gang i den på Nørrebro
Haraldsgade – kvarteret blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger. Således var området først fuldt udbygget omkring 1950. Industrien koncentrerede sig til områderne omkring Titan-fabrikken på Tagensvej og banelegemet langs Rovsingsgade. Fabrikken Titan lukkede i 1966.
Der kom gang i detailhandlen. Og industrien var på pletten med teglværker, rebslagerier og virksomheder, der hørte til beklædningsindustrien, som klarede sig specielt godt i København.
Holger Petersens tekstilfabrik
Grosserer Holger Petersen var branchens store navn. Han havde meldt sig frivillig til kampene i 1864. Privat havde han øst store summer i finansieringen af danskes køb af danske gårde i det sydlige. Det lå ikke til ham at gå i små sko, så da han ønskede at samle sin store tekstilproduktion, købte han hele fire tønder land god Nørrebro-jord udgående fra hjørnet af Tagensvej og den nuværende Hamletsgade, hvor en umanerlig lang, rød fabriksbygning stadig ses.
Produktionen krævede plads. Den omfattede så at sige alt i sy-artikler fra nåle, knapper, bånd til kniplinger og lampevæger. Anlæggets hovedstamme var rejst samtidig med, at Sophus Hauberg åbnede sin elektrotekniske virksomhed længere nede på Tagensvej.
Man lagde ud med en væveribygning, et farveri, et kedelhus til dampmaskinen – den drivende kraft, og et dertil hørende kul-skur ikke at forglemme.
Vinkelret på Tagensvej og ikke langt fra fabrikken lå en lang række boliger forbeholdt de mere betroede ansatte. Som noget aldrig før set i Danmark havde disse boliger en fælles spisesal efter engelsk mønster. Boligerne og resten af det murstensgule kompleks blev i foråret 1990 fredet. Adgang dertil af slippen på Tagensvej 85.
Kommunen købte mere jord
Kommunale embedsmænd indså, at tiden var moden til at opkøbe jord. Man havde allerede terrænet ud til Haraldsgade. I 1897 sikrede man jorden helt til Lerøsen. Ifølge Borgerrepræsentationens dokumenter mente men, at købet var rimeligt.
Det måtte være ”af interesse for Kjøbenhavns Kommune at blive raadig over større samlede Arealer”
Man bestemte sig for købet – også på grund af den samlede pris ”en krone pr. kvadratlen”. Pengene skulle tages af kommunens ”Masseformue”.
Sørgefest i Remissegården på Tagensvej
Skæbnen havde indhentet hestesporvognene. Den kørte for langsom og var for dyr i drift i forhold til de elektriske sporvogne Det gik som det måtte gå. I 1905 blev hestene spændt fra for sidste gang. Mandskabet pyntede den veltjente vogn med kulørte lamper og holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej. Fra da af var det kun en hestetrukket sporvogn tilbage i byen, nemlig ”Hønen”, der bl.a. befærdede Nørregade.
Boet efter remissen skulle sælges
Auktionsholder Christensen påtog sig at sælge boet efter remissen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram.
Han udbød endda staldens 50 fag vinduer til slag, hvad der må have kreperet vognmand Hansen i høj grad, da han et par måneder senere overtog den tidligere remise – stald til sine heste. I øvrigt var selve forvaltningsboligen – ”Remissegaarden” – at se til langt ind i 1960’erne.
I dag ligger der et stort moderne hus på stedet med flere opgange- Tagensvej nr. 97 svarer til gamle dages nr. 41 og dermed hestesporvognens historiske tilholdssted.
Fem gange i fængsel for at være Baptist
Uden for lands lov og ret lå Lersøen upåagtet hen. Det var der hvor ”forhaven” ligger til Bispebjerg Hospital.
Stedet var så tilpas afsides, at der i 1839 blev udset til en skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten i parken. Hidtil havde ingen overtrådt det forbud mod voksendåb og anden baptistvirksomhed, der var vedtaget ved lov 1745.
Dengang havde en udtalelse fra biskop Mynster gjort udslaget. Han havde mod det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var der lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev elleve personer hemmeligt døbt i søens vande.
Blandt dem var menighedens leder, forstander P.C. Mønster og hans frue. Til uheld for dem og de ni andre havde en ung fyr set dem og røbede deres forbudte handling til politiet. Kort efter blev de ny-døbte kaldt til afhøring og Mønster – der ikke ville love at afstå fra sin baptistiske missionsgerning – var årene derefter i alt fem gange i fængsel.
Pilebuske i Lersøen
Som tiden gik, groede søen til og blev til mose, hvor man plantede lange række pilebuske til brug for kurvemagerne, først og fremmest dem der arbejdede på Blindeinstituttets værksted.
Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at bekæmpe ukrudtet omkring buskene. Når grenene var tjenlige var den lille arbejdsstyrke i gang med at skære dem af og binde dem i bundter. Derefter gik turen til Lygteåen for bundterne skulle gennem en opblødningsperiode.
Til sidst kom afbarkningen – et arbejde også børnene kunne være med til. Så var det hele næsten som kurvemagerne ville have det.
Ulovlig fuglefangst
Samtidig med den lovlydige flid drev foretagsomme Nørrebro – knægte og unge fyre ulovlig jagt på stedets sangfugle. Dem fangede de ved hjælp af lokkefugle i snedigt udformede hjemmelavede lokkebure. Fuglene afsatte de til dyrehandlerne inde i byen.
Ganske vist var det forbudt at indfange sangfugle i Danmark, men import var tilladt, så da fuglene ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer. Men politiet var efter fuglefængerne. Når de fik fat på en, vankede der bøde. Desuden betalte Dyreværnsforeningen en dusør for hver pågrebet fuglefænger.
Mosen tiltrak også mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet, lægdsrullen med mere. De indrettede sig hjemligt i hytter bygget af sammenflettede grene fra to nabobuske. Taget blev gjort mere eller mindre vandtæt med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads forsynede man sig nemt og bekvemt med madrasser, gryder og kedler.
Som de praktiske folk de var, organiserede de sig med egne færdselsårer, der fik danske navne som Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og Peter Knæ’ s Gang. Du kan læse en masse mere om disse Lersø – Bøller på vores hjemmeside.
Det skulle vel have heddet ”Bissebjerg”
Og så nåede vi til Bispebjerg, men navnet er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt betegnelse for kvarteret på bakketoppen. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som ”Bissebjerg Aas. Her har køerne åbenbart løbet grassat og dette helt uden biskoppelig velsignelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under: Store og små fabrikker på Nørrebro (18 artikler):
Her finder du bl.a. mere om de fabrikker, der er omtalt i artiklen
Under Nørrebro (297 artikler) finder du bl.a.
Under København (185 artikler):
Under Østerbro (95 artikler):
Dato: marts 31, 2021
Hvad læses der mest – marts 2021
Det blev til 9 nye artikler i marts. Nu er vi oppe på 1.712 artikler. Mange oplevelser på Facebook. Vi har selv slette 5 artikler. Folk begyndte at angribe hinanden. 5 andre artikler er blevet sletter i andre grupper af diverse administratorer. Ikke alle accepterer, at man ikke kan hjælpe med et problem. Men det er godt at nogle kan bruge vores artikler. Og hvilken artikel er blevet nr. 1 på Månedens Top – 100
Nye artikler i marts måned:
I denne måned var vi beskæftiget med artikler Fest og støj i København, Den danske model i fortid og nutid, Social Dumping og om Bankskandaler. Det var artikler til andre medier, hvor der også krævet en del research. Dette gik så ud over mængden af nye historiske artikler på dette medie. Men det blev da et par stykker. Og husk, at når der står (b) bag ved, så er det en ny-redigering af en tidligere artikel.
Det er jo sådan, at der stadig er nogen der kalder os for ordblinde og lignende. Det var fra dengang, vi under mere primitive forhold lavede hjemmeside. De artikler, vi lavede dengang, er også at finde her på siden. Og dem forsøger vi så at ny-skrive:
Oplevelser på Facebook
Vi forsøger hele tiden at skabe interesse for vore artikler. Også de lidt ældre artikler. Derfor er det altid rart, hvis vi kan komme ind i nye grupper. Men det er nu ikke altid lige let. Således er artikler blevet afvist i sidste måned. Nogle helt uden grund. Andre fordi det foto, vi havde lagt ved artiklen, var for ny. Et andet foto havde man bragt på et eller andet tidspunkt og det uanfægtet at teksten var ny. Et andet sted havde man bare ignoreret artiklen og så henvist til en meget mindre artikel om samme emne i en avis. Den medsendte artikel blev så bare gengivet som et link.
Et tredje sted blev vi efter at have bragt et par artikler med stor respons fra det pågældende lokalområde bedt om at holde igen og så kontakte administrator om, hvad vi i fremtiden havde tænkt os at komme med.
Men egentlig kan man jo bebrejde administratorerne i diverse grupper. Man har nogle retningslinjer, som man går op i og det skal overholdes.
Glædeligt er det så at vores artikler om besættelsestiden nu bliver optaget i et par grupper. Disse er før blevet afvist i andre grupper. Man har ikke kunnet acceptere undertegnedes måske skæve vinkel på besættelsestidens historie.
Og så har vi måttet slette fire indlæg. Interessen var der. Og stor diskussionslyst glæder jo altid ”Den Gamle Redaktør”. Men diskussionen gik nu for vidt. I det ene tilfælde endte de med at de sorte mænd i Corona-debatten blev sammenlignet med HIPO – folk og Mette Frederiksen med Hitler.
I et andet tilfælde var der en artikel om et bombeattentat mod en venstreorienteret aktivist som blev dræbt. Diskussionen kørte helt af sporet. Folk truede hinanden og der kom til en debat om, hvem der var bedst – højre – eller venstreorienterede.
En artikel om Tyskerpiger endte med en diskussion om børn i Syrien. Og så får man en over nakken, fordi jeg tillader mig at skrive at Frits Clausen var en afholdt læge. Andre mener, at jeg har skrevet for mange artikler om denne.
Så blev man beskyldt for at hvidvaske historien, fordi en artikel om NSDAP -N (det tyske mindretal) og DNSAP ikke behagede alle. Det er ikke velset at man skriver om nuancer i Frits Clausens historie. Ofte glemmer folk at man jo har brugt masser af kilder til ens beskrivelse. Folk er for hurtige til at dømme med den sort/hvide retorik. Der er masser af gråzoner i historien.
Men når sådan noget opdages, ja så sletter vi med det samme.
Det er klart, at når ens tilgang til historien måske er mere anderledes end de fleste, så opstår der nødvendigvis en diskussion, hvor man oplevere at ikke alle er enig med undertegnede. Og det er i grunden helt i orden. Kritik er altid velkommen.
Men mange gange er det meget tydeligt, at folk kun har læst brødteksten og ikke hele artiklen, når de klager.
Det sker, at man i brødteksten laver en fejl. Og det er en katastrofe hvis det er et årstal. Men hvis man nu henviser til, at det rigtige årstal står inde i teksten og at man rent teknisk ikke kan ændre det og folk så bliver ved, ja så sletter jeg også hele indlægget.
Det er klart at ens artikel skal ledsages af et foto, der helst skal stå knivskarpt. Det kan have sine udfordringer. Men ofte oplever man at fotoet får mere opmærksomhed end selve artiklen.
Ofte opleves det som om, at man bliver gjort ansvarlig for at kommentarerne løber af sporet. Og det er jo egentlig administrators opgave at regulere denne.
Når man ikke kan hjælpe folk
Vi får mange henvendelser både pr. telefon, mail eller Messenger. Og det er langt fra alt som vi kan svare på. Måske har vi haft et andet fokus på en artikel og ikke tænkt på det som spørgeren har fokus på. Det kan også være at spørgeren har nogle nye informationer, som vi ikke kender til.
Vi forsøger i de fleste tilfælde at hjælpe så godt vi kan. De allerfleste er taknemmelige for et svar. Men der findes desværre også dem, der giver udtryk for mishag fordi vi ikke kan komme videre med et spørgsmål. Når det kommer så vidt, så gør vi kort proces. Det er et spørgsmål om prioritering og tidsforbrug.
Husk på, vi har i nogle tilfælde været på arkiver eller forsket i diverse bøger eller artikler for at kunne frembringe en artikel om et bestemt emne. Og i de nyere artikler har vi en god kildehenvisning. Vi har også nogle Litteraturlister, hvor spørgerne kan finde mere om deres emne.
Godt at man kan bruge vores artikler
Vi kan se at diverse forfattere bruger vores artikler. I denne måned så vi også, at Berlingske citerede os for noget, vi havde skrevet. Endvidere har Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv brugt en af vores artikler i deres årsskrift.
På Facebook deles vore artikler også flittigt, og det er vi glade for.
Teknisk Problem
En læser modtager vores indlæg på Facebook, dobbelt. ”Den Gamle Redaktør” forstår godt at det kan være irriterende. Men hvordan løser man lige det problem. Indrømmet – ”Den Gamle Redaktør” er ikke den store tekniske begavelse.
Vi har tidligere fået klager fra nogen, der ikke ønsker vores indlæg, men alligevel får dem. Heller ikke dette problem kan løses herfra. Man må gå ud fra, at man har ”foretaget en handling”, der gør at man får indlæg på Facebook her fra dengang.dk-
Lidt Statistik
TOP – 100 – De Mest Læste Artikler – Marts 2021
Hvis nu vi havde taget ikke almindelige artikler med, så ville NYHEDER, hvor du kan læse denne artikel komme på førstepladsen.
Overraskende er placering 1 og 3. Vi ved, at der et link på Wikipedia under Bandekriminalitet. Og vi ved, at der er lavet film om episoden på Titangade. Også placeringen på 5 er overraskende. Her må der være en gruppe, som har delt denne artikel. Det samme gælder for placering nr. 2 og nr. 7.
Dato: marts 31, 2021
Bellahøj
Her var vi ofte en overgang. Men vi begynder med en gård i Utterslev. Familien Marieboe ankommer til København. Gården er opkaldt efter Bella Henriques. Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler. Engelske tropper var her på gården i to måneder. I 1813 blev gården solgt til Magnus Lütken. Han var en meget liberal mand, som plejede at få sin vilje. Men kunne han vælges som sognerådsformand. Han boede jo kun her om sommeren` Familien Heiberg kom på besøg. Lille Bellahøj brændte. Og hvem var Lütkens børn? I 1925 blev det hele solgt til Københavns Kommune, men de overtog det først ved beboernes død. I 1937 bestemte Borgerrepræsentationen at her skulle være restaurant. Så blev Grøndalscentret anlagt og det store ”Grødslotte” blev etableret. Ja her er sandelig også gravhøje fra bronzealderen.
Her var vi ofte en overgang
Det var her ude på Restaurant Bellahøj, hvor vi kom en del nu for indtil 17 år siden. Vi havde dengang et godt samarbejde de forskellige handelsforeninger imellem.
Det var også her Nørrebro Handelsforening fejrede 110-års fødselsdag, hvor Bjørn Tidemann underholdt. Alle medarbejdere fra vores indkøbsordning deltog. Denne indkøbsordning tvang Københavns Kommune os nærmest til at sælge til det der senere blev til nemlig.com. Ja så fik alle gæster min første bog udleveret. Den handlede om Nørrebro Handelsforening.
Men det skal handle om Bellahøj.
En gård i Utterslev
Udgangspunktet er matr. 9 i Utterslev. Her lå en gård i matr. 9 indtil udskiftningen i 1791. det var sydvest for Utterslev Torv, der Utterslev Købmandshandel senere kommer til at ligge.
Gården i Utterslev var i 1682 beboet af Rasmus Nielsen, hvis søn Niels Rasmussen havde den til 1715. Enken gifter sig i 1727 med Ole Nielsen. De havde gården til 1756, hvor han gik på aftægt og overlod gården til Børge Nielsen, som fik skøde på den 1766. Hans enke giftede sig med Jens Sørensen, der havde gården nogle år.
Familien Mariboe ankommer til København
Købmand og grosserer Moses Levin Mariboe købte gården ved an aktion i 1791 for 2.910 rigsdaler. Han var af jødisk familie, men tog ved sin dåb 1809 fornavnene Martin Leopold. Han far var Moses Levin Mar(i)boe, som indvandrede fra Schlesien og havde slået sig ned i Maribo. Det var formentlig herfra han tog sit slægtsnavn. I 1744 tog han til København.
Opkaldt efter Bella Henriques
Sønnen Moses Levin Mariboe var første gang gift med Isabella eller Bella Henriques, som gården er opkaldt efter. Gården benævnes ofte Bellehøj, men det hedder retteligt Bellahøj, hvilket kan ses af et reskript 17. oktober 1806, hvorved Mariboe får kgl. Bevilling til i sin have at lade indrette familiegravsted.
I 1793 købte Mariboe også gården ”Johanneshåb” på Brønshøj byvej for 2.200 rigsdaler. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler uden besætning.
Om gården ”Johanneshåb” er der også en historie. Dengang var der kirkestier for at få bønderne i kirken. Og lige dette sted var det kirkestien til Brønshøj Kirke. Men ved denne gård var der en indhegning, så man ikke kunne komme videre. På et tidspunkt fik enken 8 dage til at rive hegnet ned eller indrette anordninger, så man kunne fortsætte af kirkestien uden forhindringer.
Gården i Utterslev by flyttede han i 1792 til det smukkeste sted på de udskiftede marker. Fra denne plads fik han en pragtfuld udsigt over København. Her opførtes gården som en smuk et-etages bygning på det sted, hvor den ligger i dag. Bygningen er n u fredet og indrettet til restaurant.
Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler
I 1792 blev gården takseret til assurance. Hovedbygningen var 11 fag lang og 7 fag dyb. Den var tækket med rør og to rækker tagsten forneden. Og den var grundmuret. Hvert fag blev takseret til 400 rigsdaler, så det blev i alt til 4.400 rigsdaler. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og kostald til 24 køer. Hver længe var takseret til 2.420 rigsdaler. Alt i alt var assurancesummen på 10.010 rigsdaler.
Engelske tropper var her i to måneder
Marieboe boede ikke fast på gården. Ved folketællingen 1801 står et ægtepar som beboere ved ”Marieboes gård”. Der har været et lille hus, hvor husmand Hans Andersen på 46 år boede og havde en jordlod.
Hans Andersen skulle flytte fra den ny købte ejendom med sin kone Karen Børgesdatter til et hus i Utterslev. Da englænderne i 1807 bombarderede København, var Brønshøj besat af de fjendtlige tropper. På gården Bellahøj lå engelske tropper. De var her i to måneder. En af de engelske officerer blev så betaget af den skønne udsigt til hovedstaden, at han tegnede et billede af udsigten. Efter sigende på sin manchet.
I 1813 solgt til Magnus Lütgen
Bellahøj blev i 1813 skødet til premierløjtnant i Søetaten, senere kontreadmiral Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. I skødet blev den kaldt ”Avlsgården Bellahøj” og var på 50 tdr. land.
Magnus Lütken var sønnesøn af kaptajn i Søetaten Frederik Christopher Lütken, der blev adlet i 1780. Han boede på Bellahøj om sommeren frem til sin død i 1847.
Hans enke Cecilie Lütken overtog gården. I 1867 købte hun den nærliggende og nu nedrevne gård på matr. Nr. 8, hvor der boede en avlskarl. Bellahøjs areal blev nu fordoblet. I 1876 var der 9 heste, 28 køer, 3 stk. ungkvæg og 4 svin.
En meget liberal mand
Cecilie Lütken boede på gården til sin død1875 sammen med sin søn Otto Hans Lütken. Denne blev nu gårdens ejer. Han var orlogskaptajn. Inden 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marinemester i 1864/65 under ministeriet Monrad og fortsatte i ministeriet Bluhme. Han var et meget liberalt tænkende mand.
Han deltog i det lokale liv og valgt som formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76. Han nød stor anseelse i sognet. Der måtte ikke tales om andet end de sager, som man havde på dagsorden. Og det siges at Otto Hans Lütken altid fik sin vilje.
Kunne han nu vælges?
I 1881 blev han igen valgt som formand, Men nu rejste Utterslev Marks borgerlige Forening spørgsmålet om Lütken egentlig var valgbar til sognerådet, fordi han havde bopæl uden for sognet i vinterhalvåret.
Ved Sognerådsmødet den 5. januar 1882 blev spørgsmålet behandlet, men da havde amtsrådet bestemt, at han var valgbar. Idet han jævnligt var på sin ejendom og opretholdt husholdning der. Efter at være gået som formand i 1882 var han stadig medlem af sognerådet, men døde 26. november 1883.
Man siger, at der altid er sømandsvejr omkring Bellahøj, jo det spøger af århundrede gammel havluft her.
Familien Heiberg kom på besøg
Otto Hans Lütken var gift med Annine Buntzen, som var født på Christianshavn. Hun var barnebarn af komponisten Eduard Du Pay. Som barn boede Annine Buntzen i hus med Heibergerne, hvor Thomasine Gyllembourg, der var hendes fars kusine har været barnepige for hende.
Familien Heiberg kom også på besøg på Bellahøj. Hun var et litterært menneske og meget livlig. Det berettes at Anninine (Annie) testamenterede et gavebrev til Brønshøj Sogns Børneasyl. Det vides, at der i 1990 blev uddelt 801 kr. fra Annie Lütkes legat til trængende i sognet.
I 1898 – 99 solgtes en stor del af jordene til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning (matr. Nr. 9), omkring Utterslev Asyl (Brønshøj Sogns Børneasyl) og omkring Lille Bellahøj på matr. 8 A.
Lille Bellahøj brændte
Lille Bellahøj, hvis bygninger var opført 1848 -49 skulle dog overgå til kommunen, når beboerne fraflyttede den. Det skete i 1900, da bygningerne brændte. Illustreret Tidende af 28. oktober 1900 fortæller følgende:
Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester mellem svedne træer. Derefter opførte bankfuldmægtig Andreas M. Lütken ”Ny Bellahøj” på matr. 9 b.
Lütkens børn
Otte Hans Lütken og Annie Lütken havde flg. børn:
I 1925 solgt til Københavns Kommune
Parken var enorm stor. Her var masser af frugt. Stikkelsbærbuske, ribsbuske og meget andet. På Bellahøj blev der holdt køer og man havde i hvert fald malkepige til 1910. Her blev også fremstillet ribsvin.
Pauline Lütgen beskrives som en elskelig gammel dame som gik ene i det gamle hus og værnede om slægtstraditionerne. Det var som om at man var 100 år tilbage, når man befandt sig herude.
Familien Lütgen var en velhavende familie. Gennem Paulines sidste år på Bellahøj var hun flere gange blevet opsøgt af Københavns Kommune, der gerne ville købe stedet. Men hun ville ikke sælge det.
Forhandlingerne i 1925 mellem Pauline og Andreas M. Lütgen medførte, at bygningerne, landstedet og parken blev solgt til Københavns Kommune. De blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.
I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen, at her skulle være restaurant
Kommunen overtog hovedbygningen på Bellahøj efter Pauline Lütgens død i 1932. I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen så at indrette restaurant i bygningen. Først var det kun til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj. Senere blev der til en permanent restaurant.
Grøndalscentret
Bellahøjmarken var 1938 – 67 dyrskueplads. Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug i 1965 som kongrescenter. Men denne funktion ophørte i 1975, da man opførte centret på Amager.
Københavns Kommune indrettede centerbygningerne på Bellahøj til sportscenter. Det er det, der i dag kaldes Grøndalscentret. På græsarealet blev der afholdt for – og efterårskræmmermarked.
I arealets østlige hjørne var en stor tung bygning i en historisk inspireret stil. Det er vandreservoir opført i 1912.
Grødslottene
I 1955 kom så Danmarks første højhuse her. De blev kaldt ”grødslottene”. Man mente, at når huslejen var betalt, var der kun penge til grød. Egentlig var det et byggeprojekt for tysklandsarbejderne, der når de kom hjem skulle have et arbejde.
Og tre uger efter man flyttede ind i disse højhuse skulle man vise en vielsesattest.
Der blev i den grad sjusket med byggeriet. Renovering blev hurtigt påkrævet.
Da pladsen blev indrettet til dyrskue, opførtes en friluftsscene, som i 1954 blev ombygget med de store jordmængder, som blev til overs ved udgravningen af højhusene.
Gravhøje fra Bronzealderen
Vi skal også huske at nævne tre – fire fredede gravhøje fra bronzealderen Og det var her de svenske soldater lå i lejren Carlstad fra 1658 – 1660.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 28, 2021
Hvad læses der mest – februar 2021
Der kom 16 nye artikler i februar. Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser. Facebook med mange misforståelser. Dårlig opløsning. Du må gerne dele med kildeangivelse. Stor fremgang på Facebook. Statistik fra vores hjemmeside. Hvilke dele af Danmark og hvilke byer læser www.dengang.dk. Februar-måneds Top-100.
Ny artikler i februar 2021
Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser
Efterhånden får vi dagligt så mange henvendelser, så vi bliver nødt til at prioritere. Det skal ”Den Gamle Redaktør” være den første til at beklage.
Vi kan ikke bremse notifikationer fra os på Facebook, for eksempel fra folk, der ikke mere ønsker, at modtage vores Facebook – opslag, fordi man er utilfreds med vores historieopfattelse. Her må man selv tage affære.
Vi svarer heller ikke på henvendelser fra mere eller mindre velmenende læsere, der mener, at ”Den Gamle Redaktør” er ordblind, bruger forkerte vendinger eller direkte tastefejl. Det kan faktisk godt være at dette er rigtig. Men når man ser nederst i henvendelsen, ser at det er fra et kommunikationsbureau, der tilbyder deres assistance for penge. Disse henvendelser modtager vi mange af.
Vi skal på dette sted gentage os selv. Vores hjemmeside har været gennem tre forskellige former for hjemmesider. Nogle af artiklerne er ikke særlig pæne i opstilling. Og i en periode kørte vi også uden stavekontrol. Som tidligere nævnt forsøger vi at ny-redigere disse artikler, men det skal ikke forhindre os i rent tidsmæssigt at skrive nye artikler. Ny-redigerede artikler har fået et (b) bagved. I februar vil den opmærksomme læser kunne se, at vi har ny-redigeret 5 artikler.
Der kommer også en del henvendelser omkring slægtsforskning. Dette er ikke noget vi påtager os. Det er meget tidskrævende. Masser af mennesker er langt bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” Og de findes endda professionelle, der lever af at lave slægtsforskning.
Selvfølgelig forsøger vi at svare på alle henvendelser også de kritiske. Men tilgangen både til hjemmeside og Facebook er i øjeblikket lidt for overvældende.
Facebook – med mange misforståelser
Det er tydeligt, at mange ikke læser de artikler vi lægger op på Facebook. Det er også helt i orden. Men de kommentarer, der kommer, er ofte præget af misforståelser, fordi artiklen ikke er læst.
Vi har forsøgt at sprede nogle af vores artikler på andre grupper. Men ofte bliver disse slettet. Måske sker dette, fordi vi overtræder nogle af disse gruppers retningslinjer. Og det er jo altid op til den pågældende administrator, der skal vurdere dette.
Mange lægger mere vægt på de ledsagende billeder end på teksten. Det vil med andre ord sige, at såfremt billedet en gang før har været vist i gruppen, bliver ens indslag slettet eller man bliver bedt om at slette indlægget og det er uanset om teksten er nu. Det er lige modsat vores holdning, hvor vi lægger mest vægt på teksten.
Ærlig talt så vil vi ikke ofre tid på at lede efter et billede. Vi vil hellere bruge tiden til at skrive nye artikler eller ny-redigere ældre artikler.
Vi har også oplevet, at et par af vores artikler bliver brugt til at trække i Nazi-kortet i forbindelse med vrede mod regeringens nedlukning i forbindelse med Corona-krisen. Denne brug af vores artikler, tager vi skarp afstand fra.
Dårlig opløsning
På mange Facebook – grupper får vi at vide, at mange af vores fotos og billeder er i en dårlig opløsning. Vi bruger godt nok ikke så meget tid på at finde de bedste. Det vi bruger tid på, er teksten. Og dette er ikke lige populært alle steder.
Du må gerne dele vores artikler
Også her gentager vi os selv. Du må gerne dele vores artikler, så længe du oplyser, hvor du har dem fra. Husk også at bruge vores kildeangivelser. Vi kan se på vores månedlige hitliste, at det heldigvis er nogen, der har delt vores artikler på andre Facebook-grupper. Det er kun glædeligt, fordi det er artikler, der ikke har været repræsenteret før.
Statistik for vores Facebook
Gældende for 28 dage:
Statistik for vores hjemmeside
Du har nu adgang til 1.705 artikler på vores hjemmeside. Tallene i parentes angiver antal af pågældende tema-artikler som du kan finde andre steder på siden.
Hvilke Byer læser vores hjemmeside?
I november måned lavede vi en lignende liste. I parentes kan du se placeringen dengang. Men hvis vi nu starter med at dele landet ind i 5 dele, ser det sådan ud:
Vi kan se, at byer som Rødekro, Gråsten og Padborg bl.a. er forsvundet fra listen.
Februar – TOP-100 – DE MEST LÆSTE ARTIKLER