Lauritz Thaysen – en arkitekt fra Tønder
Han betød meget for Tønders arkitektur. Egen tegnestue 1904 – 1930. Voksede op under beskedne kår. Startede som selvstændig lige efter skolen. En lille beskeden lejlighed ved tegnestuen i Richtsensgade. Hans gennembrud kom i 1907. Baupflege Kreis Tondern. Stadsbygmester. Masser af offentlige og private opgaver. Mange gode medarbejdere. Bygninger til embedsmændene Leos Alle. En af Thaysens dødssønner. Thaysen sagde ja til nyt job. Han troede, at hans død var nært forestående. Han ville ikke ind i Nazistpartiet. Boede forskellige steder. En pensionisttilværelse gennem 40 år. Hans død var ubemærket i Tønder. Hans tegninger blev reddet.
Han betød meget for Tønders arkitektur
Han var en af de mest markante repræsentanter for hjemstavnsstilen i Sønderjylland. Han kom til at sætte sit præg på byggestilen i Tønder. En lang række fornemme bygninger både for offentlige myndigheder og private er tegnet af ham.
I begyndelsen af 1900 blomstrede arkitekturen i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Landråd Rogge var hovedmanden bag etableringen af foreningen ”Baupflege Kreis Tondern. I Møgeltønder var det godsinspektør Hans Christian Davidsen, der kom til at betyde meget for byggestilen.
Egen tegnestue 1904 – 1930
Men i Tønder var det absolut Lauritz Thaysen, der havde størst betydning. Han havde sin egen tegnestue fra 1904 til 1930.
Voksede op under beskedne kår
Han var født i et lille gavlhus, der sammen med endnu et gavlhus lå, hvor nu Frigrunden 1 ligger. Han var den mindste af en søskendeflok på fem. Han voksede op under små kår. Faderen var kommis i en af byens forretninger. Han døde, da Lauritz var 14 år gammel.
Moderen indrettede en del af det lille hus som pensionat for at kunne ernære sig og de tre yngste børn. Lauritz Thaysen ønskede at blive arkitekt. Et ønske, der syntes at være umulig. Men rektor Hübenthal på ”Kaiserliche Realschule”, hvor den velbegavede dreng fik lov at gå havde opdaget drengens evner.
Åbenbart var det ved rektors mellemkomst at knægten fik lov til at læse videre efter endt skolegang i Tønder. Han læste videre I Eckernförde og Darmstadt, hvor han dimitterede i foråret 1904 som 23 – årig.
Startede som selvstændig arkitekt
Den 1. april 1904 indrettede han sig som selvstændig arkitekt i Tønder, hvor han indrettede sin tegnestue i Richtsensgade 23.
Måske vovede han springet, fordi han inden sin eksamen havde vundet en konkurrence om en ny kommuneskole i Løgumkloster. Bygningen var næsten færdig, da Thaysen startede sin virksomhed.
En lille beskeden lejlighed
Han manglede åbenbart aldrig opgaver. Hurtigt fik han ansat flere arkitekter.
I stueetagen indrettede han lejlighed til sin mor. Førstesalen var forbeholdt kortvarigt lejemål til to familier. Det var i forbindelse nogle, der var blevet husvilde i forbindelse med Thaysens renovering og ændringer på deres huse.
Tegnestuen lå på anden sal, tagetagen, hvor kvistvinduerne gav godt lys til tegnebordene. Også hans egen beskedne lejlighed blev indrettet i tagetagen. Thaysen tillod sig ikke nogen luksus bortset fra at han altid var ulastelig klædt i velsiddende skræddersyet tøj.
Han var dog også en af de første i Tønder, der havde bil – en Adler. Senere stillede han altid en bil til rådighed for sine medarbejdere, når de skulle på byggesyn – det var en Opel.
Hans gennembrud kom i 1907
Det egentlige gennembrud som arkitekt kom i 1907, da han vandt en konkurrence om tegninger til byens realskole (Tønder Statsskole/Gymnasium). Realskolen stod færdig i 1910. Men allerede inden havde han leveret tegningerne til Schleswig-Holsteinische Bank i Vestergade.
Baupflege Kreis Tondern
I slutningen af 1907 var Lauritz Thaysen sammen med landråd Rogge en af bagmændene bag ”Baupflege Kreis Tondern. I Kunst-Kalender Schleswig Holstein 1912 skriver Rogge om de første tre år med foreningen, at foreningens formål var at højne håndværkers og bygherrers kvalitetsbevidsthed og støtte lokalarkitekter i at vælge gode materialer, gode bygningsdetaljer og harmoniske bygningskomplekser.
Foreningen kom til at betyde meget for Lauritz Thaysen i de små 10 år, hvor den var aktiv. Og det gjorde den også for H.C. Davidsen i Møgeltønder.
Stadsbygmester
Omkring 1910 blev Thaysen udnævnt til stadsbygmester. Dette hverv varetog han ved siden af sin tegnestue. Dette bestred han indtil 1926, hvor hans nærmeste medarbejder F. K. Jürgensen overtog hvervet, der nu blev betragtet som et erhverv på fuld tid.
Kloakeringen af Tønder var en af de store opgaver for Thaysen. Elektrisk gadebelysning var en anden stor opgave, som han varetog som en del af sit offentlige embede.
Masser af offentlige opgaver
En del offentlige byggerier var også opgaver for Thaysen inden Første verdenskrig. Det var Horsbøl Skole i 1911, Eggebæk Skole i 1912 og Løjt Kirkeby Skole i 1913. Og så var det tegninger til Tønders tidligere sportsplads med tribune ude ved Dragonvej.
I 1912 vandt Thaysen en konkurrence til en ny landbrugsskole i Tønder og året efter en konkurrence om et kurhotel i Glücksborg.
Mange opgaver
Landbrugsskolen nåede kun at modtage et hold inden Første Verdenskrig. Så måtte de unge mennesker til fronten. I 2002 blev denne bygning ude på Ribe Landevej fredet.
Inden 1914 nåede han også at tegne Alexandrine Schule opført som pigeskole i 1913, senere realskole og politistation. Men også private huse gjorde han sig i. Blandt disse skal nævnes Vestergade 38 opført i 1909, Storegade 2 opført i 1910 og Østergade 7 opført til guldsmed Bödewadt i 1914.
Mange gode medarbejdere
Nu var Thaysen også heldig med gode medarbejdere, således Andreas Dall, der efter krigen blev selvstændig arkitekt. Han er bedst kendt for sine tegninger til Duborgskolen i Flensborg og Ansgarskolen i Slesvig.
Nic. Andersen blev også selvstændig arkitekt. Han tegnede bl.a. det tidligere Tønderhus på hjørnet af Spikergade og Gråbrødretorv. Han tegnede også Alderdomshjemmet Leos Alle 2 -8 – den ældste del af Leos Plejehjem.
Bygninger til embedsmænd
Efter 1920 var det nye arbejdsopgaver for Lauritz Thaysen. Mange embedsmænd flyttede til Tønder og skulle have et sted at bo. Den danske amtslige administration flyttede til byen. I årene fra 1920 til 1930 var det tiår, hvor Thaysen skabte mange markante herskabelige huse i byen.
En af disse villaer var til bryggeriejer W. Neven. Den ligger på Ribe Landevej 37. Men også Ribe Landevej 2 og 30 er tegnet af Thaysen. Villa Johanna, Ribe Landevej 18 var ikke et typisk Thaysen hus. Ribe Landevej 7 er blevet ødelagt efter ændringer.
Leos Alle
Leos Alle var egentlig en markvej, der forbandt Tønder med Garnisons første hjemsted ved Dragonvej/Ryttervej. Endnu tidligere var dette markvejen, der gik til landsbyen Tved og gårdene nord for Tønder.
Her opstod i løbet af 1920’erne og 1930’erne et villakvarter i en blanding af vestslesvigsk hjemstavnsstil og Bedre Byggeskik. Markant for byggegrundene var at de var relativ store. Blandt de arkitekter, der tegnede husene her, var Thaysen.
Også Dr. Brenners hus Popsensgade 4 er skabt af ham. Carstensgade 43 blev opført som privatbolig for pastor Schmidt-Vodder.
En af Thaysens dødssønner
Ja Thaysen tegnede også mit lærersted, Andersen & Nissens Boghandel opført i 1923. Også en markant bygning i Storegade.
Men bygningen, Storegade 6 som var til bogtrykker Gustav Rothe var nok en misforståelse. Bygningen var uharmonisk og virkede som en hån mod de omkringliggende bygninger. Her lå i sin tid værtshuset ”Zum Weissen Schwan, som aldrig burde være revet ned. Sigurd Schoubye kaldte altid dette hus for en af Thaysens dødssynder.
Thaysen sagde ja til nyt job
I 1930 sagde Thaysen ja til et job som rådgivende arkitekt for opførelsen af en del mindre gårde udstykket fra godser i Holsten.
Han troede, at hans død var nært forestående
At Thaysen ønskede at blive ansat som arkitekt i stedet for at være selvstændig kunne måske være fordi han ønskede et mindre stressende liv. Han led nemlig hele livet af hypokondri. Det betyder, at han troede at hans død ville være nært forestående.
De legemlige svagheder, som han mente at have, søgte han gennem hele sit voksne liv at lindre gennem talrige kurophold.
Han ville ikke ind i nazistpartiet
Men nu blev Thaysen kun fem år i Kiel. Han søgte i 1935 sin afsked fra sin stilling som ”Siedlungsbau”- projektet. Årsagen var at hans arbejdsgiver Höfebank ønskede at alle deres medarbejdere meldte sig ind i det tyske nazistparti NSDAP.
Boede forskellige steder
Selv om Thaysen hele sit liv var tilknyttet det tyske mindretal så var han afgjort antinazist. Han afslog opfordringen og sagde i stedet sin stilling op. Han flyttede først til Flensborg i et par og i 1938 – 39 flyttede han tilbage til sin fødeby.
Også her oplevede han en stigende nazificering, hvilket gjorde at han i 1939 via Sønderborg flyttede skiftevis til Vejle og Kolding. I 1964 fik han en bolig på alderdomshjemmet Grønnegården i Aabenraa. Her boede han de sidste 10 år af sit liv. Her døde han i 1974 to dage efter, at han var fyldt 94 år.
En pensionisttilværelse gennem 40 år
Man kan undre sig over at efter han var blevet 55 år tegnede han ikke huse og levede en pensionisttilværelse i næsten 40 år. Måske havde det noget at gøre med, at han mente, at han snart skulle dø.
Allerede i 1947 tegnede han sin egen gravsten og fik den fremstillet hos stenhugger Finsen i Tønder. Alt var mejslet på stenen blot ikke hans dødsdag.
Hans død var ubemærket
Onkel Lauritz var damernes ven, der fandt tid til mere end pleje af sit helbred på de mange udenlandsrejser. Da han døde i 1974, skrev Der Nordschleswiger en nekrolog. Ellers foregik hans død ubemærket i Tønder. Kun hans nærmeste slægt deltog.
Hans tegninger blev reddet
At hans tegninger er bevaret, kan vi takke apoteker Hans Iver Toft og museumsleder Sigurd Shoubye for. De fandt i 1975 på loftet over stadsbygmester F.K. Jürgensens enkes sidste bolig en meget stor samling arkitekttegninger. Det viste sig at være Lauritz Thaysens arkiv, som hans trofaste medarbejder F.K. Jürgensen havde flyttet hele sit liv. De befinder sig nu på Lokalhistorisk Arkiv.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- leosalle.dk
- slks.dk
- Kommuneatlas for Tønder
- Viggo Møballe: Gamle Tønderhuse, der gled ud af bybilledet
- Henrik Becker-Christensen; Byen ved Grænsen – Tønder 1920-70
- Vadehavet Kulturarv-atlas
- Haase og W. Christiansen: Nystaden, billeder fra det gamle Tønder
- Sønderjysk Månedsskrift
- Sønderjylland A-Å (Inger Lauridsen)
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.188 artikler
- Under Tønder finder du 372 artikler