Søgeresultater på "Lersøen"
Dato: april 2, 2021
Fra Søerne til Nordvest
Hvorfor hedder det Sortedam Dosseringen. Blegdammene blev flyttet. Og hvorfor kunne søerne ikke fungere som voldgrave? Vi bevæger os også en tur til Østerbro og til Nordvest. Vi ønsker en god tur. Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro med udsigt over søerne. 27 skud indviede det nye fængsel. Holberg nævnte tjenestepiger og blegdammene. Den stærke mand knuste så mange kvindehjerter. Et vangehus og skydebane blev oprettet. Vi besøger Københavns Renovationsvæsen og Hauberg og Titan. En bom var løsningen på en sporvogns-forbindelse. En remisseafdeling havde en sygeafdeling. Og så måtte hestene igen trække læsset. Vi besøger Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte mere jord. Sø var der sørgefest i Remissegården på Tagensvej. Og så kom man fem gang i fængsel, fordi man var baptist. Der var masser af pilekviste i Lersøen, hvor der også var ulovlig fuglefangst. Så skulle det vist have heddet ”Bissebjerg” i stedet for Bispebjerg.
Blegdammene blev flyttet
Vi går en tur hernede fra Søerne helt ud til Bispebjerg. Vi kommer til at overskride en geografisk grænse – vi kommer nemlig ud i Nordvest og kommer forbi Østerbro.
Blegdammen var områdets grønne bais. Her herskede blegemændene fra 1672 og små 200 år frem over græs og damme lige nord for Sortedamssøen. Hertil bragte tjenestepigerne fra hovedstadens bedre huse et par gange om året herskabets hvidevarer til bleg.
Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene og derefter udbredt på græsset for at solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.
Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med mellemrum truttede i sit kohorn for at holde eventuelle tyve væk, samtidig med at han beviste, at han passede sit arbejde. Ingemann har skrevet det på den måde:
Nu var det jo sådan at blegdammene blev flyttet over på den anden side af søerne.
Sortedamssøen
Sortedamssøen hører vi om allerede i 1619, da kaldes den for ”Soerte Dam”. Egentlig ved man ikke, hvorfra navnet stammer. Det kan være at dam er betegnelsen for en mindre sø, men det kan også være betegnelsen for en dæmning. Og netop dæmningen ved Østerbrogade var afgørende for søen, da den ellers ville løbe ud i Øresund.
Navnet dossering kommer fra det franske ”dos” som betyder ”ryg”. Det kan bruges om en vej på en dæmning eller skråning ved noget vand. Det var, hvad vejen tidligere var, en sti ved en lille skråning ned til søen med et par enkelte både- og fiskebroer.
Sortedamssøen er som andre søer skabt kunstigt og fik deres nuværende form i slutningen af 1720’erne, da dosseringerne blev lagt helt fast. Det skyldes hensynet til Københavns befæstning, der gerne skulle have et præcist velafgrænset vandareal foran glaciset. Men det var også et forsøg på at undgå oversvømmelser af bl.a. blegdammene ved forårstid, når vandet stod højt.
Sortedam Dosseringen
På hjørnet, hvor Sortedam Dossering og Østerbrogade mødes, ses der på tidligere kort over bydelen Østerbro fra 1728, at her lå en ”Tobacks-Plantagie”
I dæmningen ved Østerbrogade var der anbragt et udløb så kongens fiskedamme og haverne mod øst kunne få frisk vand. Fra 1894 til 1920’erne kunne man hvert 7. minut tage rutebåden, der gik herfra til Gyldenløbsgade.
I 1929 indrettedes spadserestier på dosseringens nedre skråning, så man kunne promenere tæt på vandet.
I den østlige ende er der altid isfrit langs dosseringen, fordi der her findes et udløb af kølevand fra Rigshospitalets cyklotroner. Her holder masser af fugle derfor til om vinteren.
Skulle søerne have været voldgrav
I grunden er det mærkeligt at Københavns volde ikke blev flyttet her ud til søerne., således at de kunne bruges som voldgrav. Men hvis nu dæmningerne ved Gl. Kongevej og Østerbrogade skulle sprænges i luften, ja så ville vandet være løbet væk. Så søerne som voldgrav var måske ikke så bevendt alligevel.
Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro
Søren Kierkegaard boede i en lejlighed med udsigt over Sortedamssøen. Det gjorde han fra april 1851 til oktober 1852. Adressen var Østerbro 108. I daghedder adressen Østerbrogade 50. Men ejendommen, hvor han boede, blev revet ned, da Willemosegade skulle føres ud i Østerbrogade. Ifølge Peter Tudvad så boede han:
Borgerskabet på Østerbro drillede ikke
Kierkegaard boede på førstesal. En stor have hørte til ejendommen. Kierkegaard havde haft nogle besværlige år efter ”Corsar – fejden”, som begyndte i 1846. Han var genstand for massiv latterliggørelse i det satiriske københavnske ugeblad Corsaren. Drillerierne kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.
Pludselig kunne han ikke tale med høj og lav i hovedstadens gader uden at blive chikaneret af en sværm af gadedrenge og andre løse fugle. Den slags blev han ikke udsat for blandt borgerskabet på Østerbro.
27 kanonskud for et nyt fængsel
Vi har i tidligere artikler fortalt om, hvad der fandtes af spændende ting på Blegdamsvej. Men vi har egentlig aldrig fortalt om fængselsbygningen. Jo du kan stadig komme i spjældet på Blegdamsvej.
Det var den 18. december 1848, hvor der gjaldede 27 kanonskud. Da kom kongen nemlig til Nørrebro. Det nye fængsel blev indviet. Digterkongen Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate af musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater.
Amtmanden holdt en tale, der nok satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt. Han takkede bl.a. kongen for sit engement.
Egenhændigt havde kongen sandelig også fået foretaget ændringer i de tegninger, som kongelig byginspektør Bindesbøl havde leveret.
Forfærdelige forhold i gamle fængsler
Fængslet ved Langebro var under al kritik. Det blev kaldt for Blåtårn, jo det var her Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under ret så kummerlige forhold. Fangerne klagede gentagende gange over forholdene. Således måtte kælderen tømmes for vand. Og cellerne var fulde af lopper og lus.
Hygiejne var noget, der hørte fremtiden til. Om vinteren var der bitterligt koldt i huset. Endelig i 1838 kom der en befaling om at ændre forholdene. Det blev så startskuddet til fængslet på Blegdamsvej.
Holberg nævnte tjenestepigerne og Blegdammen
Her var som bekendt ca. 20 smalle grunde. Men det havde allerede i 1700 – tallet et tvivlsomt renomme. Det fremgår af Holbergs komedie ”Kilderejsen”. Den menneskekloge doktor Bombastus advarer Hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler:
Den stærke Mand knuste så mange pigehjerter
Og lige i nærheden har vi jo også hørt om Den Stærke Mand, der optrådte. Han knuste så mange et kvindehjerte og efterlod ubetalte veksler. Pludselig var han forsvundet. Han optrådte i kirketiden og lokkede unge mennesker i fordærv.
Der skete noget på Blegdam nr. 2
Men på Blegdam nr. 2 stod der et moderne Tinghus og tilhørende fængsel klart til at modtage de første klienter. Her havde Niels Borthig ellers haft lysstøberi og tjærebrænderi.
Arresthuset var på tre etager med egen indgang og ringmure Lange korridorer forbandt arresthuset med de to tinghuse. I de følgende år gennemførtes adskillige tilbygninger bl.a. i 1894 med en dampkedel til desinfektion af arrestanternes tøj og sandelig i 1911 et Vand Closetrum.
I 1907 – 13 kom der en ekstra etage på bygningerne ud mod vejen og enn helt ny facade med fire søjler.
Under besættelsen blev lokalerne brugt som depot for beslaglagte våben. Freja Ejendomme købte tinghuset i 2014. Mindre virksomheder har i dag til huse her.
Vangehus og skydebane
Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte det grønne som Fælleden, der var militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen, der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra Frederik den Førstes tid – 1539 – tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.
En vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Da han opnåede at få egen embedsbolig, kom den til at ligge, hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej. Senere kaldtes boligen i folkemunde ”Tagenshus”, sandsynligvis efter en vis Tage Nielsen, der var vangemand først i 1700-tallet. Man ved, at han døde i 1720, men hans navn lever videre i Tagensvej.
Det var i 1631, at der blev oprettet et vangehus. På stedet, hvor huset blev bygget, blev der i 1694 indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev siden papegøjestangen.
Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen.
Københavns Renovationsvæsen
Nede ved Haraldsgade havde Københavns renovationsvæsen overtaget nogle store udgravninger som det nedlagte Aldersro Teglværk havde efterladt. Hver kule var ca. af omfang på størrelse med Nørrebros Runddel, og lige så dyb, som et femetagers hus er højt. Disse gruber var som skabt til at modtage natmændenes ”høst”. Uheldigvis kunne ekskrementerne i varme perioder udvikle så meget gas, at en kule eksploderede med et overdøvende brag. Overdækningsplanker fløj da til alle sider.
De ansatte arbejdere var til stadighed udsat for smitte og mange fik f.eks. ”blodgang” og tyfus. Men nogen skulle jo gøre det. ”Etablissementet” havde også en vis indtjening, idet det lagrede, nu faste materiale blev læsset på godsvogne og kørt ud på landet, hvor det brugtes som gødning.
S.C. Hauberg og Titan
Samtidig med at dette foregik, satte industrialiseringen i stigende grad sine spor. Dens bygherrer havde i første omgang mest interesseret sig for den brolagte Nørrebrogade – tidligere slet og ret Nørre Landevej.
Først derefter blev det fordelagtigt at bygge på parallelvognen – nu kaldet Tagensvej. Blandt andre etablerede fabrikant Sophus Hauberg sig her i 1885 med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Virksomhed”, der senere blev til ”Titan”.
Kampen om Sølvgades Sporvej
Han var imidlertid klar over at afstanden fra den indre by ville gøre det svært at skaffe arbejdere. Ganske vist var bicyklen opfundet, men man regnede den ikke rigtig for et befordringsmiddel. Den var nærmere en luksusgenstand, som overklassens sportsfolk muntrede sig med.
Arbejderne ville med andre ord i mange tilfælde komme til at gå op til en time frem – og en tilbage fra det planlagte etablissement., og det måske endda i træsko. Med en arbejdstid på ti timer alle ugens seks hverdage ville det være for hårde betingelser.
Derfor kastede fabrikanten sig ud i en årelang kamp med de koncessionsgivne myndigheder om at få bevilling til at drive, hvad han kaldte ”Sølvgadens Sporvej”. Du kan læse mere om det i vores artikel om Titan her på hjemmesiden.
En bom var løsningen
Men for at sporvognene skulle kunne komme over søen, måtte Hauberg skaffe udvej for den spinkle gangbro over Sortedamssøen. Den blev nu afløst af en dæmning, der kunne bære både hest og vogn
Bevillingen blev givet og dæmningen blev bygget. Tilbage stod besværlige forhandlinger med militæret, der ikke uden videre kunne lade den ny sporvogn køre gennem det ellers lukkede øvelsesareal. Man fandt dog frem til en løsning, selvom det var noget besværligt. En bom blev sat ved ind – og udkørselsstederne. Her måtte kusken hoppe ned for at låse op – og straks hoppe en gang til, nu for at låse bommen efter sig.
Man kom da igennem og kom ud til et mere gæstfrit område efter Jagtvejen. I hele ti år knirkede bommene op og ned, indtil Fælleden ophørte at være militært område, så Tagensvej omsider kunne føres igennem til Fredensgade.
Remiseanlæg med sygeafdeling
Straks efter starten 1889 blev Sølvgadelinjen installeret i et imponerende remiseanlæg dér, hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej. På gamle kort hed Haraldsgade ”Vej i Raadmandsmarken”. Der var plads til 74 heste plus en sygeafdeling med seks ”sengepladser”. Dertil kom en firsporet remise med staldmesterens bolig.
En tur med Gas – Sporvogn
Pressen var inviteret med til linjens indvielse, og der faldt mange rosende ord. Specielt hæftede man sig ved, hvor bekvemt vognen var konstrueret med et forhøjet midterparti, der gjorde det muligt for ”Herrer, selv bærende høje Hatte” at passere gennem Vognen uden at dukke sig.
Linjen var blevet forlænget til Kongens Nytorv syv år senere. Og det var her de igen blev inviteret for nu var det en ”gasdreven” sporvogn. Det fremgik af Berlingskes Morgenavis den 21. marts 1896, at prøveturen forløb smukt. Trafikmedarbejderen studser ved opstigningen over ”en vis Sitren af hele Vognen”- dog ingenlunde generende. Færden udgik fra Kongens Nytorv og ”I Bredgade sættes Farten op”- man havde nu Lejlighed til at studere det nye Kommunikationsmiddel i Virksomheden.
Kørslen var hurtig og behagelig. Vognen bevæger sig let over Skinnerne. Rystelsen er ikke så stærk som ved en almindelig Hestevogn, og den før omtalte ”Sitren gaar fuldstændig op i Vognens øvrige Bevægelser”
Så måtte hestene igen trække læsset
Så vidt så godt. Den 1. april (!) blev gasvidunderet sat ind i den daglige drift og allerede den 15. april var det slut med herligheden, Pengene til forsøget slap op, og nye var ikke til at finde. Den prægtige gassporvogn endte efter sigende sine dage i gården hos ”Titan” – som aftrædelsesrum for de ansatte. Hestene måtte igen trække læsset.
4.000 lejligheder på rekordtid
Takket være Fredensbro-dæmningen blev det lukrativt at bygge på Nørrebro – siden af søerne. Omkring 4.000 nye lejligheder blev bygget på rekordtid. Flere og flere havde elektrisk lys indlagt fra begyndelsen. Og mange fik installeret de nymodens Water-Closets. Hvad facaderne angik, ødslede bygmestrene med kobberbeklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.
Gang i den på Nørrebro
Haraldsgade – kvarteret blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger. Således var området først fuldt udbygget omkring 1950. Industrien koncentrerede sig til områderne omkring Titan-fabrikken på Tagensvej og banelegemet langs Rovsingsgade. Fabrikken Titan lukkede i 1966.
Der kom gang i detailhandlen. Og industrien var på pletten med teglværker, rebslagerier og virksomheder, der hørte til beklædningsindustrien, som klarede sig specielt godt i København.
Holger Petersens tekstilfabrik
Grosserer Holger Petersen var branchens store navn. Han havde meldt sig frivillig til kampene i 1864. Privat havde han øst store summer i finansieringen af danskes køb af danske gårde i det sydlige. Det lå ikke til ham at gå i små sko, så da han ønskede at samle sin store tekstilproduktion, købte han hele fire tønder land god Nørrebro-jord udgående fra hjørnet af Tagensvej og den nuværende Hamletsgade, hvor en umanerlig lang, rød fabriksbygning stadig ses.
Produktionen krævede plads. Den omfattede så at sige alt i sy-artikler fra nåle, knapper, bånd til kniplinger og lampevæger. Anlæggets hovedstamme var rejst samtidig med, at Sophus Hauberg åbnede sin elektrotekniske virksomhed længere nede på Tagensvej.
Man lagde ud med en væveribygning, et farveri, et kedelhus til dampmaskinen – den drivende kraft, og et dertil hørende kul-skur ikke at forglemme.
Vinkelret på Tagensvej og ikke langt fra fabrikken lå en lang række boliger forbeholdt de mere betroede ansatte. Som noget aldrig før set i Danmark havde disse boliger en fælles spisesal efter engelsk mønster. Boligerne og resten af det murstensgule kompleks blev i foråret 1990 fredet. Adgang dertil af slippen på Tagensvej 85.
Kommunen købte mere jord
Kommunale embedsmænd indså, at tiden var moden til at opkøbe jord. Man havde allerede terrænet ud til Haraldsgade. I 1897 sikrede man jorden helt til Lerøsen. Ifølge Borgerrepræsentationens dokumenter mente men, at købet var rimeligt.
Det måtte være ”af interesse for Kjøbenhavns Kommune at blive raadig over større samlede Arealer”
Man bestemte sig for købet – også på grund af den samlede pris ”en krone pr. kvadratlen”. Pengene skulle tages af kommunens ”Masseformue”.
Sørgefest i Remissegården på Tagensvej
Skæbnen havde indhentet hestesporvognene. Den kørte for langsom og var for dyr i drift i forhold til de elektriske sporvogne Det gik som det måtte gå. I 1905 blev hestene spændt fra for sidste gang. Mandskabet pyntede den veltjente vogn med kulørte lamper og holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej. Fra da af var det kun en hestetrukket sporvogn tilbage i byen, nemlig ”Hønen”, der bl.a. befærdede Nørregade.
Boet efter remissen skulle sælges
Auktionsholder Christensen påtog sig at sælge boet efter remissen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram.
Han udbød endda staldens 50 fag vinduer til slag, hvad der må have kreperet vognmand Hansen i høj grad, da han et par måneder senere overtog den tidligere remise – stald til sine heste. I øvrigt var selve forvaltningsboligen – ”Remissegaarden” – at se til langt ind i 1960’erne.
I dag ligger der et stort moderne hus på stedet med flere opgange- Tagensvej nr. 97 svarer til gamle dages nr. 41 og dermed hestesporvognens historiske tilholdssted.
Fem gange i fængsel for at være Baptist
Uden for lands lov og ret lå Lersøen upåagtet hen. Det var der hvor ”forhaven” ligger til Bispebjerg Hospital.
Stedet var så tilpas afsides, at der i 1839 blev udset til en skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten i parken. Hidtil havde ingen overtrådt det forbud mod voksendåb og anden baptistvirksomhed, der var vedtaget ved lov 1745.
Dengang havde en udtalelse fra biskop Mynster gjort udslaget. Han havde mod det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var der lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev elleve personer hemmeligt døbt i søens vande.
Blandt dem var menighedens leder, forstander P.C. Mønster og hans frue. Til uheld for dem og de ni andre havde en ung fyr set dem og røbede deres forbudte handling til politiet. Kort efter blev de ny-døbte kaldt til afhøring og Mønster – der ikke ville love at afstå fra sin baptistiske missionsgerning – var årene derefter i alt fem gange i fængsel.
Pilebuske i Lersøen
Som tiden gik, groede søen til og blev til mose, hvor man plantede lange række pilebuske til brug for kurvemagerne, først og fremmest dem der arbejdede på Blindeinstituttets værksted.
Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at bekæmpe ukrudtet omkring buskene. Når grenene var tjenlige var den lille arbejdsstyrke i gang med at skære dem af og binde dem i bundter. Derefter gik turen til Lygteåen for bundterne skulle gennem en opblødningsperiode.
Til sidst kom afbarkningen – et arbejde også børnene kunne være med til. Så var det hele næsten som kurvemagerne ville have det.
Ulovlig fuglefangst
Samtidig med den lovlydige flid drev foretagsomme Nørrebro – knægte og unge fyre ulovlig jagt på stedets sangfugle. Dem fangede de ved hjælp af lokkefugle i snedigt udformede hjemmelavede lokkebure. Fuglene afsatte de til dyrehandlerne inde i byen.
Ganske vist var det forbudt at indfange sangfugle i Danmark, men import var tilladt, så da fuglene ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer. Men politiet var efter fuglefængerne. Når de fik fat på en, vankede der bøde. Desuden betalte Dyreværnsforeningen en dusør for hver pågrebet fuglefænger.
Mosen tiltrak også mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet, lægdsrullen med mere. De indrettede sig hjemligt i hytter bygget af sammenflettede grene fra to nabobuske. Taget blev gjort mere eller mindre vandtæt med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads forsynede man sig nemt og bekvemt med madrasser, gryder og kedler.
Som de praktiske folk de var, organiserede de sig med egne færdselsårer, der fik danske navne som Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og Peter Knæ’ s Gang. Du kan læse en masse mere om disse Lersø – Bøller på vores hjemmeside.
Det skulle vel have heddet ”Bissebjerg”
Og så nåede vi til Bispebjerg, men navnet er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt betegnelse for kvarteret på bakketoppen. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som ”Bissebjerg Aas. Her har køerne åbenbart løbet grassat og dette helt uden biskoppelig velsignelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under: Store og små fabrikker på Nørrebro (18 artikler):
Her finder du bl.a. mere om de fabrikker, der er omtalt i artiklen
Under Nørrebro (297 artikler) finder du bl.a.
Under København (185 artikler):
Under Østerbro (95 artikler):
Dato: marts 31, 2021
Hvad læses der mest – marts 2021
Det blev til 9 nye artikler i marts. Nu er vi oppe på 1.712 artikler. Mange oplevelser på Facebook. Vi har selv slette 5 artikler. Folk begyndte at angribe hinanden. 5 andre artikler er blevet sletter i andre grupper af diverse administratorer. Ikke alle accepterer, at man ikke kan hjælpe med et problem. Men det er godt at nogle kan bruge vores artikler. Og hvilken artikel er blevet nr. 1 på Månedens Top – 100
Nye artikler i marts måned:
I denne måned var vi beskæftiget med artikler Fest og støj i København, Den danske model i fortid og nutid, Social Dumping og om Bankskandaler. Det var artikler til andre medier, hvor der også krævet en del research. Dette gik så ud over mængden af nye historiske artikler på dette medie. Men det blev da et par stykker. Og husk, at når der står (b) bag ved, så er det en ny-redigering af en tidligere artikel.
Det er jo sådan, at der stadig er nogen der kalder os for ordblinde og lignende. Det var fra dengang, vi under mere primitive forhold lavede hjemmeside. De artikler, vi lavede dengang, er også at finde her på siden. Og dem forsøger vi så at ny-skrive:
Oplevelser på Facebook
Vi forsøger hele tiden at skabe interesse for vore artikler. Også de lidt ældre artikler. Derfor er det altid rart, hvis vi kan komme ind i nye grupper. Men det er nu ikke altid lige let. Således er artikler blevet afvist i sidste måned. Nogle helt uden grund. Andre fordi det foto, vi havde lagt ved artiklen, var for ny. Et andet foto havde man bragt på et eller andet tidspunkt og det uanfægtet at teksten var ny. Et andet sted havde man bare ignoreret artiklen og så henvist til en meget mindre artikel om samme emne i en avis. Den medsendte artikel blev så bare gengivet som et link.
Et tredje sted blev vi efter at have bragt et par artikler med stor respons fra det pågældende lokalområde bedt om at holde igen og så kontakte administrator om, hvad vi i fremtiden havde tænkt os at komme med.
Men egentlig kan man jo bebrejde administratorerne i diverse grupper. Man har nogle retningslinjer, som man går op i og det skal overholdes.
Glædeligt er det så at vores artikler om besættelsestiden nu bliver optaget i et par grupper. Disse er før blevet afvist i andre grupper. Man har ikke kunnet acceptere undertegnedes måske skæve vinkel på besættelsestidens historie.
Og så har vi måttet slette fire indlæg. Interessen var der. Og stor diskussionslyst glæder jo altid ”Den Gamle Redaktør”. Men diskussionen gik nu for vidt. I det ene tilfælde endte de med at de sorte mænd i Corona-debatten blev sammenlignet med HIPO – folk og Mette Frederiksen med Hitler.
I et andet tilfælde var der en artikel om et bombeattentat mod en venstreorienteret aktivist som blev dræbt. Diskussionen kørte helt af sporet. Folk truede hinanden og der kom til en debat om, hvem der var bedst – højre – eller venstreorienterede.
En artikel om Tyskerpiger endte med en diskussion om børn i Syrien. Og så får man en over nakken, fordi jeg tillader mig at skrive at Frits Clausen var en afholdt læge. Andre mener, at jeg har skrevet for mange artikler om denne.
Så blev man beskyldt for at hvidvaske historien, fordi en artikel om NSDAP -N (det tyske mindretal) og DNSAP ikke behagede alle. Det er ikke velset at man skriver om nuancer i Frits Clausens historie. Ofte glemmer folk at man jo har brugt masser af kilder til ens beskrivelse. Folk er for hurtige til at dømme med den sort/hvide retorik. Der er masser af gråzoner i historien.
Men når sådan noget opdages, ja så sletter vi med det samme.
Det er klart, at når ens tilgang til historien måske er mere anderledes end de fleste, så opstår der nødvendigvis en diskussion, hvor man oplevere at ikke alle er enig med undertegnede. Og det er i grunden helt i orden. Kritik er altid velkommen.
Men mange gange er det meget tydeligt, at folk kun har læst brødteksten og ikke hele artiklen, når de klager.
Det sker, at man i brødteksten laver en fejl. Og det er en katastrofe hvis det er et årstal. Men hvis man nu henviser til, at det rigtige årstal står inde i teksten og at man rent teknisk ikke kan ændre det og folk så bliver ved, ja så sletter jeg også hele indlægget.
Det er klart at ens artikel skal ledsages af et foto, der helst skal stå knivskarpt. Det kan have sine udfordringer. Men ofte oplever man at fotoet får mere opmærksomhed end selve artiklen.
Ofte opleves det som om, at man bliver gjort ansvarlig for at kommentarerne løber af sporet. Og det er jo egentlig administrators opgave at regulere denne.
Når man ikke kan hjælpe folk
Vi får mange henvendelser både pr. telefon, mail eller Messenger. Og det er langt fra alt som vi kan svare på. Måske har vi haft et andet fokus på en artikel og ikke tænkt på det som spørgeren har fokus på. Det kan også være at spørgeren har nogle nye informationer, som vi ikke kender til.
Vi forsøger i de fleste tilfælde at hjælpe så godt vi kan. De allerfleste er taknemmelige for et svar. Men der findes desværre også dem, der giver udtryk for mishag fordi vi ikke kan komme videre med et spørgsmål. Når det kommer så vidt, så gør vi kort proces. Det er et spørgsmål om prioritering og tidsforbrug.
Husk på, vi har i nogle tilfælde været på arkiver eller forsket i diverse bøger eller artikler for at kunne frembringe en artikel om et bestemt emne. Og i de nyere artikler har vi en god kildehenvisning. Vi har også nogle Litteraturlister, hvor spørgerne kan finde mere om deres emne.
Godt at man kan bruge vores artikler
Vi kan se at diverse forfattere bruger vores artikler. I denne måned så vi også, at Berlingske citerede os for noget, vi havde skrevet. Endvidere har Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv brugt en af vores artikler i deres årsskrift.
På Facebook deles vore artikler også flittigt, og det er vi glade for.
Teknisk Problem
En læser modtager vores indlæg på Facebook, dobbelt. ”Den Gamle Redaktør” forstår godt at det kan være irriterende. Men hvordan løser man lige det problem. Indrømmet – ”Den Gamle Redaktør” er ikke den store tekniske begavelse.
Vi har tidligere fået klager fra nogen, der ikke ønsker vores indlæg, men alligevel får dem. Heller ikke dette problem kan løses herfra. Man må gå ud fra, at man har ”foretaget en handling”, der gør at man får indlæg på Facebook her fra dengang.dk-
Lidt Statistik
TOP – 100 – De Mest Læste Artikler – Marts 2021
Hvis nu vi havde taget ikke almindelige artikler med, så ville NYHEDER, hvor du kan læse denne artikel komme på førstepladsen.
Overraskende er placering 1 og 3. Vi ved, at der et link på Wikipedia under Bandekriminalitet. Og vi ved, at der er lavet film om episoden på Titangade. Også placeringen på 5 er overraskende. Her må der være en gruppe, som har delt denne artikel. Det samme gælder for placering nr. 2 og nr. 7.
Dato: marts 31, 2021
Bellahøj
Her var vi ofte en overgang. Men vi begynder med en gård i Utterslev. Familien Marieboe ankommer til København. Gården er opkaldt efter Bella Henriques. Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler. Engelske tropper var her på gården i to måneder. I 1813 blev gården solgt til Magnus Lütken. Han var en meget liberal mand, som plejede at få sin vilje. Men kunne han vælges som sognerådsformand. Han boede jo kun her om sommeren` Familien Heiberg kom på besøg. Lille Bellahøj brændte. Og hvem var Lütkens børn? I 1925 blev det hele solgt til Københavns Kommune, men de overtog det først ved beboernes død. I 1937 bestemte Borgerrepræsentationen at her skulle være restaurant. Så blev Grøndalscentret anlagt og det store ”Grødslotte” blev etableret. Ja her er sandelig også gravhøje fra bronzealderen.
Her var vi ofte en overgang
Det var her ude på Restaurant Bellahøj, hvor vi kom en del nu for indtil 17 år siden. Vi havde dengang et godt samarbejde de forskellige handelsforeninger imellem.
Det var også her Nørrebro Handelsforening fejrede 110-års fødselsdag, hvor Bjørn Tidemann underholdt. Alle medarbejdere fra vores indkøbsordning deltog. Denne indkøbsordning tvang Københavns Kommune os nærmest til at sælge til det der senere blev til nemlig.com. Ja så fik alle gæster min første bog udleveret. Den handlede om Nørrebro Handelsforening.
Men det skal handle om Bellahøj.
En gård i Utterslev
Udgangspunktet er matr. 9 i Utterslev. Her lå en gård i matr. 9 indtil udskiftningen i 1791. det var sydvest for Utterslev Torv, der Utterslev Købmandshandel senere kommer til at ligge.
Gården i Utterslev var i 1682 beboet af Rasmus Nielsen, hvis søn Niels Rasmussen havde den til 1715. Enken gifter sig i 1727 med Ole Nielsen. De havde gården til 1756, hvor han gik på aftægt og overlod gården til Børge Nielsen, som fik skøde på den 1766. Hans enke giftede sig med Jens Sørensen, der havde gården nogle år.
Familien Mariboe ankommer til København
Købmand og grosserer Moses Levin Mariboe købte gården ved an aktion i 1791 for 2.910 rigsdaler. Han var af jødisk familie, men tog ved sin dåb 1809 fornavnene Martin Leopold. Han far var Moses Levin Mar(i)boe, som indvandrede fra Schlesien og havde slået sig ned i Maribo. Det var formentlig herfra han tog sit slægtsnavn. I 1744 tog han til København.
Opkaldt efter Bella Henriques
Sønnen Moses Levin Mariboe var første gang gift med Isabella eller Bella Henriques, som gården er opkaldt efter. Gården benævnes ofte Bellehøj, men det hedder retteligt Bellahøj, hvilket kan ses af et reskript 17. oktober 1806, hvorved Mariboe får kgl. Bevilling til i sin have at lade indrette familiegravsted.
I 1793 købte Mariboe også gården ”Johanneshåb” på Brønshøj byvej for 2.200 rigsdaler. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler uden besætning.
Om gården ”Johanneshåb” er der også en historie. Dengang var der kirkestier for at få bønderne i kirken. Og lige dette sted var det kirkestien til Brønshøj Kirke. Men ved denne gård var der en indhegning, så man ikke kunne komme videre. På et tidspunkt fik enken 8 dage til at rive hegnet ned eller indrette anordninger, så man kunne fortsætte af kirkestien uden forhindringer.
Gården i Utterslev by flyttede han i 1792 til det smukkeste sted på de udskiftede marker. Fra denne plads fik han en pragtfuld udsigt over København. Her opførtes gården som en smuk et-etages bygning på det sted, hvor den ligger i dag. Bygningen er n u fredet og indrettet til restaurant.
Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler
I 1792 blev gården takseret til assurance. Hovedbygningen var 11 fag lang og 7 fag dyb. Den var tækket med rør og to rækker tagsten forneden. Og den var grundmuret. Hvert fag blev takseret til 400 rigsdaler, så det blev i alt til 4.400 rigsdaler. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og kostald til 24 køer. Hver længe var takseret til 2.420 rigsdaler. Alt i alt var assurancesummen på 10.010 rigsdaler.
Engelske tropper var her i to måneder
Marieboe boede ikke fast på gården. Ved folketællingen 1801 står et ægtepar som beboere ved ”Marieboes gård”. Der har været et lille hus, hvor husmand Hans Andersen på 46 år boede og havde en jordlod.
Hans Andersen skulle flytte fra den ny købte ejendom med sin kone Karen Børgesdatter til et hus i Utterslev. Da englænderne i 1807 bombarderede København, var Brønshøj besat af de fjendtlige tropper. På gården Bellahøj lå engelske tropper. De var her i to måneder. En af de engelske officerer blev så betaget af den skønne udsigt til hovedstaden, at han tegnede et billede af udsigten. Efter sigende på sin manchet.
I 1813 solgt til Magnus Lütgen
Bellahøj blev i 1813 skødet til premierløjtnant i Søetaten, senere kontreadmiral Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. I skødet blev den kaldt ”Avlsgården Bellahøj” og var på 50 tdr. land.
Magnus Lütken var sønnesøn af kaptajn i Søetaten Frederik Christopher Lütken, der blev adlet i 1780. Han boede på Bellahøj om sommeren frem til sin død i 1847.
Hans enke Cecilie Lütken overtog gården. I 1867 købte hun den nærliggende og nu nedrevne gård på matr. Nr. 8, hvor der boede en avlskarl. Bellahøjs areal blev nu fordoblet. I 1876 var der 9 heste, 28 køer, 3 stk. ungkvæg og 4 svin.
En meget liberal mand
Cecilie Lütken boede på gården til sin død1875 sammen med sin søn Otto Hans Lütken. Denne blev nu gårdens ejer. Han var orlogskaptajn. Inden 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marinemester i 1864/65 under ministeriet Monrad og fortsatte i ministeriet Bluhme. Han var et meget liberalt tænkende mand.
Han deltog i det lokale liv og valgt som formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76. Han nød stor anseelse i sognet. Der måtte ikke tales om andet end de sager, som man havde på dagsorden. Og det siges at Otto Hans Lütken altid fik sin vilje.
Kunne han nu vælges?
I 1881 blev han igen valgt som formand, Men nu rejste Utterslev Marks borgerlige Forening spørgsmålet om Lütken egentlig var valgbar til sognerådet, fordi han havde bopæl uden for sognet i vinterhalvåret.
Ved Sognerådsmødet den 5. januar 1882 blev spørgsmålet behandlet, men da havde amtsrådet bestemt, at han var valgbar. Idet han jævnligt var på sin ejendom og opretholdt husholdning der. Efter at være gået som formand i 1882 var han stadig medlem af sognerådet, men døde 26. november 1883.
Man siger, at der altid er sømandsvejr omkring Bellahøj, jo det spøger af århundrede gammel havluft her.
Familien Heiberg kom på besøg
Otto Hans Lütken var gift med Annine Buntzen, som var født på Christianshavn. Hun var barnebarn af komponisten Eduard Du Pay. Som barn boede Annine Buntzen i hus med Heibergerne, hvor Thomasine Gyllembourg, der var hendes fars kusine har været barnepige for hende.
Familien Heiberg kom også på besøg på Bellahøj. Hun var et litterært menneske og meget livlig. Det berettes at Anninine (Annie) testamenterede et gavebrev til Brønshøj Sogns Børneasyl. Det vides, at der i 1990 blev uddelt 801 kr. fra Annie Lütkes legat til trængende i sognet.
I 1898 – 99 solgtes en stor del af jordene til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning (matr. Nr. 9), omkring Utterslev Asyl (Brønshøj Sogns Børneasyl) og omkring Lille Bellahøj på matr. 8 A.
Lille Bellahøj brændte
Lille Bellahøj, hvis bygninger var opført 1848 -49 skulle dog overgå til kommunen, når beboerne fraflyttede den. Det skete i 1900, da bygningerne brændte. Illustreret Tidende af 28. oktober 1900 fortæller følgende:
Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester mellem svedne træer. Derefter opførte bankfuldmægtig Andreas M. Lütken ”Ny Bellahøj” på matr. 9 b.
Lütkens børn
Otte Hans Lütken og Annie Lütken havde flg. børn:
I 1925 solgt til Københavns Kommune
Parken var enorm stor. Her var masser af frugt. Stikkelsbærbuske, ribsbuske og meget andet. På Bellahøj blev der holdt køer og man havde i hvert fald malkepige til 1910. Her blev også fremstillet ribsvin.
Pauline Lütgen beskrives som en elskelig gammel dame som gik ene i det gamle hus og værnede om slægtstraditionerne. Det var som om at man var 100 år tilbage, når man befandt sig herude.
Familien Lütgen var en velhavende familie. Gennem Paulines sidste år på Bellahøj var hun flere gange blevet opsøgt af Københavns Kommune, der gerne ville købe stedet. Men hun ville ikke sælge det.
Forhandlingerne i 1925 mellem Pauline og Andreas M. Lütgen medførte, at bygningerne, landstedet og parken blev solgt til Københavns Kommune. De blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.
I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen, at her skulle være restaurant
Kommunen overtog hovedbygningen på Bellahøj efter Pauline Lütgens død i 1932. I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen så at indrette restaurant i bygningen. Først var det kun til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj. Senere blev der til en permanent restaurant.
Grøndalscentret
Bellahøjmarken var 1938 – 67 dyrskueplads. Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug i 1965 som kongrescenter. Men denne funktion ophørte i 1975, da man opførte centret på Amager.
Københavns Kommune indrettede centerbygningerne på Bellahøj til sportscenter. Det er det, der i dag kaldes Grøndalscentret. På græsarealet blev der afholdt for – og efterårskræmmermarked.
I arealets østlige hjørne var en stor tung bygning i en historisk inspireret stil. Det er vandreservoir opført i 1912.
Grødslottene
I 1955 kom så Danmarks første højhuse her. De blev kaldt ”grødslottene”. Man mente, at når huslejen var betalt, var der kun penge til grød. Egentlig var det et byggeprojekt for tysklandsarbejderne, der når de kom hjem skulle have et arbejde.
Og tre uger efter man flyttede ind i disse højhuse skulle man vise en vielsesattest.
Der blev i den grad sjusket med byggeriet. Renovering blev hurtigt påkrævet.
Da pladsen blev indrettet til dyrskue, opførtes en friluftsscene, som i 1954 blev ombygget med de store jordmængder, som blev til overs ved udgravningen af højhusene.
Gravhøje fra Bronzealderen
Vi skal også huske at nævne tre – fire fredede gravhøje fra bronzealderen Og det var her de svenske soldater lå i lejren Carlstad fra 1658 – 1660.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 28, 2021
Hvad læses der mest – februar 2021
Der kom 16 nye artikler i februar. Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser. Facebook med mange misforståelser. Dårlig opløsning. Du må gerne dele med kildeangivelse. Stor fremgang på Facebook. Statistik fra vores hjemmeside. Hvilke dele af Danmark og hvilke byer læser www.dengang.dk. Februar-måneds Top-100.
Ny artikler i februar 2021
Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser
Efterhånden får vi dagligt så mange henvendelser, så vi bliver nødt til at prioritere. Det skal ”Den Gamle Redaktør” være den første til at beklage.
Vi kan ikke bremse notifikationer fra os på Facebook, for eksempel fra folk, der ikke mere ønsker, at modtage vores Facebook – opslag, fordi man er utilfreds med vores historieopfattelse. Her må man selv tage affære.
Vi svarer heller ikke på henvendelser fra mere eller mindre velmenende læsere, der mener, at ”Den Gamle Redaktør” er ordblind, bruger forkerte vendinger eller direkte tastefejl. Det kan faktisk godt være at dette er rigtig. Men når man ser nederst i henvendelsen, ser at det er fra et kommunikationsbureau, der tilbyder deres assistance for penge. Disse henvendelser modtager vi mange af.
Vi skal på dette sted gentage os selv. Vores hjemmeside har været gennem tre forskellige former for hjemmesider. Nogle af artiklerne er ikke særlig pæne i opstilling. Og i en periode kørte vi også uden stavekontrol. Som tidligere nævnt forsøger vi at ny-redigere disse artikler, men det skal ikke forhindre os i rent tidsmæssigt at skrive nye artikler. Ny-redigerede artikler har fået et (b) bagved. I februar vil den opmærksomme læser kunne se, at vi har ny-redigeret 5 artikler.
Der kommer også en del henvendelser omkring slægtsforskning. Dette er ikke noget vi påtager os. Det er meget tidskrævende. Masser af mennesker er langt bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” Og de findes endda professionelle, der lever af at lave slægtsforskning.
Selvfølgelig forsøger vi at svare på alle henvendelser også de kritiske. Men tilgangen både til hjemmeside og Facebook er i øjeblikket lidt for overvældende.
Facebook – med mange misforståelser
Det er tydeligt, at mange ikke læser de artikler vi lægger op på Facebook. Det er også helt i orden. Men de kommentarer, der kommer, er ofte præget af misforståelser, fordi artiklen ikke er læst.
Vi har forsøgt at sprede nogle af vores artikler på andre grupper. Men ofte bliver disse slettet. Måske sker dette, fordi vi overtræder nogle af disse gruppers retningslinjer. Og det er jo altid op til den pågældende administrator, der skal vurdere dette.
Mange lægger mere vægt på de ledsagende billeder end på teksten. Det vil med andre ord sige, at såfremt billedet en gang før har været vist i gruppen, bliver ens indslag slettet eller man bliver bedt om at slette indlægget og det er uanset om teksten er nu. Det er lige modsat vores holdning, hvor vi lægger mest vægt på teksten.
Ærlig talt så vil vi ikke ofre tid på at lede efter et billede. Vi vil hellere bruge tiden til at skrive nye artikler eller ny-redigere ældre artikler.
Vi har også oplevet, at et par af vores artikler bliver brugt til at trække i Nazi-kortet i forbindelse med vrede mod regeringens nedlukning i forbindelse med Corona-krisen. Denne brug af vores artikler, tager vi skarp afstand fra.
Dårlig opløsning
På mange Facebook – grupper får vi at vide, at mange af vores fotos og billeder er i en dårlig opløsning. Vi bruger godt nok ikke så meget tid på at finde de bedste. Det vi bruger tid på, er teksten. Og dette er ikke lige populært alle steder.
Du må gerne dele vores artikler
Også her gentager vi os selv. Du må gerne dele vores artikler, så længe du oplyser, hvor du har dem fra. Husk også at bruge vores kildeangivelser. Vi kan se på vores månedlige hitliste, at det heldigvis er nogen, der har delt vores artikler på andre Facebook-grupper. Det er kun glædeligt, fordi det er artikler, der ikke har været repræsenteret før.
Statistik for vores Facebook
Gældende for 28 dage:
Statistik for vores hjemmeside
Du har nu adgang til 1.705 artikler på vores hjemmeside. Tallene i parentes angiver antal af pågældende tema-artikler som du kan finde andre steder på siden.
Hvilke Byer læser vores hjemmeside?
I november måned lavede vi en lignende liste. I parentes kan du se placeringen dengang. Men hvis vi nu starter med at dele landet ind i 5 dele, ser det sådan ud:
Vi kan se, at byer som Rødekro, Gråsten og Padborg bl.a. er forsvundet fra listen.
Februar – TOP-100 – DE MEST LÆSTE ARTIKLER
Dato: november 4, 2020
Rutebilernes Aabenraa
Den første hjemmelavede bus i Aabenraa blev lavet i 1921 i Barkmøllegade – min gamle bolig i mange år. Nu kører bussen ikke mere den lige vej til Tønder. Der var dårlige veje i Sønderjylland i 1920. Aabenraa Automobilselskab blev stiftet i 1926. Amtsbanegård blev til rutebilstation. Vanskeligheder under besættelsen. Man kørte for de rejsende, ikke for kyllinger. Og så var det lige Aabenraa Gadeomnibus. Ruter omlagt og nedlagt. Sydbus oprettet. I 2004 kørte en speciel bus ud ad porten. I 1920 var der 715 busruter i Danmark. Der var rutebil i Aabenraa fra 1913. Så var det lige karetmager Hans Petersen og hans søn, Peter fra Varnæs. Og så opstod et samarbejde med Skifter Andersen. Og den første bus af 5.000 strøg ud af porten i 1948.
Ikke den lige vej til Tønder
Når man nu har skrevet om Aabenraa – Rødekro Banen og Æ Kleinbahn, så skal man da også skrive om rutebilerne. Dem har man da i den grad været afhængig af. Jeg havde en kæreste i København. Hver anden uge besøgte hun mig og hver anden besøgte jeg hende. Eller alle de gange jeg skulle til Tønder til familien. Og til jul slæbte man julegaver med i sorte poser ind i rutebilen. Dengang kørte den nogenlunde direkte til Tønder. I dag skal vi via Tinglev.
Og dengang i gamle dage fik vi altid biksemad på rutebilstationens restaurant, når der var generalforsamlinger.
Men se der blev jo også fremstillet rutebiler i Aabenraa. Men først skal vi lige kigge på Aabenraa Automobilselskab.
Dårlige veje i Sønderjylland
Efter 1920 var vejenes tilstand i Sønderjylland en udfordring. Man lagde derfor en plan, der blev vedtaget i 1921. 406 km provinsvej skulle istandsættes og 428 km ny vej skulle anlægges. Det varede selvfølgelig også en del år før dette var færdigt. Dette kom også til at betyde noget for Aabenraa Automobilselskab. Således kunne man i mange år ikke køre den korteste vej til Gråsten over Felsted. Man blev nødt til at køre en længere strækning over Tørsbøl.
Aabenraa Automobilselskab stiftet i 1926
Selskabet blev stiftet i 1926, da Aabenraa Amts Jernbaner indstillede driften. Allerede dagen efter blev der åbnet for strækningen Rødekro – Løgumkloster med Aabenraa Automobilselskab. Den blev drevet efter en særlig overenskomst med statsbanerne som en slags reklame for den nye statsbane, der blev vedtaget ved lov i 1924. Men man forventede først at være klar med banen i 1927. I mellemtiden kørte der så to rutebiler hver vej dagligt.
Varigheden af rejsen med tog fra Aabenraa til Rødekro og videre med bil til Løgumkloster var knap to timer eller en time hurtigere end den nogensinde havde kunnet lade sig gøre med amtsbanen over Hovslund.
Amtsbanegård til rutebilstation
Den tidligere amtsbanegård i Aabenraa blev købt og indrettet til rutebilstation. I 1930’erne var der kamp om at få lov til at uføre rutetrafik. Men Aabenraa Automobilselskab fik fodfæste i oplandet og klarede sig godt. Selskabet havde kronede dage i slutningen af 1940’erne og først i 1950’erne, hvor privatbilismen endnu ikke var kommet i gang.
Under Besættelsen
Men helt galt stod der nok ikke til for selskabet anskaffede under besættelsen to passagerpåhængsvogne fra Triangel med plads til 24 personer. Disse vogntog blev indsat på Aabenraa – Sønderborg linjen. Det blev også anvendt som blikfang på selskabets brevpapir.
Man manglede benzin, olie og dæk. En del af vognparken måtte udstyres med gasgenerator. Kørslen blev også skåret ned. I første omgang med 40 pct. Og senere med nok engang 20 pct. Der kom flere udgifter på. Og en takstforhøjelse blev en nødvendighed. Men i 1941 nåede man op på at befordre hele 275.000 passagerer. Man fik samtidig befordret 100.000 pakker.
Ved besættelsestidens afslutning stod det klart, at Automobilselskabet stod med en ganske slidt vognpark. Det stod klart, at der skulle bruges op mod en halv million kroner for at få vognparken op på samme niveau som før besættelsen.
Aktiekapitalen var i maj 1944 blevet udvidet til 125.000 kr. Salget af de nye aktier gik væsentligt lettere end ved etableringen i 1926. Det var stor tiltro til det lokale busselskab. Den likvide kapital var på 240.000 kr. Så i løbet af 1945 blev der afgivet ordre på seks nye 31 personers Triangel rutebiler til en samlet værdi af 300.000 kr.
Man kører for de rejsende ikke for kyllinger
Nu var det ikke alle der var tilfredse med busselskabet, bl.a. en af oplandets hønseriejere. Og denne alvorlige problematik havde Jydske Tidende selvfølgelig taget op den 29. maj 1947:
Aabenraa Gadeomnibus
Siden 1924 kørte Aabenraa Gadeomnibus. Den blev startet af Willy Kortlepel med en 10 – personers bus. Og det var med 12 ture gennem byen fra banegården i nord til Sønderport i syd med endestation ved Hotel Bellevue. På fire ture blev ruten dog forlænget sydpå til Skelbæk og nordpå ved Folkehjem. På en række af turene kom bussen også forbi Kolstrup
I 1950 overtog Heinrich Schmidt bybussen i Aabenraa under fordelagtige vilkår. Han kunne nu kalde sig for vognmand. Han lagde ud med at fordoble turantallet til 14-15 ture i hver retning samtidig med at han inddrog nye bydele i betjeningsområdet bl.a. til Landsarkivet. Heinrich Schmidt drev bybussen frem til 1964. Den blev i folkemunde kaldt Heine Bybus.
Ruter omlagt og nedlagt
I 1951 begyndte man opførelsen af garager til syv busser ved rutebilstationen i Aabenraa.
På Aabenraa – Sønderborg strækningen kørte man med 53 – personers busser. Men efterhånden blev man grundet det faldende passagertal nødt til at anskaffe 29 – personers busser.
Det var dog ikke så meget den lokale busfabrik fik lov til at levere i 1960’erne. Efterhånden var der en del ruter, der blev omlagt og mange efterhånden nedlagt.
I 1964 fortsatte bybussen under navnet Aabenraa Buslinjer under Peter Beck, der i en årrække havde kørt turistkørsel under Becks Busser.
Sydbus
I 1965 fik Aabenraa så en ny og mere moderne rutebilstation. Men privatbilismen blev mere udbredt og passagertallet faldt. DSB fraflyttede i 1969 AA’s garager i Aabenraa hvilket betød at den gensidige aftale mellem AA og DSB om at bo frit hos hinanden bortfaldt. Det betød for AA, at deres busser i Sønderborg kom til at stå ude.
I 1971 udtrådte AA af samarbejdet om driften af Aabenraa – Tønder ruten.
I begyndelsen af 1970’erne var økonomien blevet lidt anstrengt. Der måtte offentlige tilskud til for at holde busdriften i gang. Nu leverede selskabet så kørsel til det nystartede Sønderjyllands Trafik (ST) som i 1990’erne blev til Sydbus.
Konkurrencen øgedes markant, og det betød at Aabenraa Automobilselskab endte med at sælge til sin kørselskontrakter videre til DSB i 1997.
En speciel bus ud ad porten
Den 30. september 2004 kørte en speciel bus ud fra porten på Aabenraa Karrosseri. Den lignede de øvrige. Men det særlige ved bussen var, at det var den sidste, der blev bygget på fabrikken. Mere end 5.000 er det blevet til i virksomhedens historie. Men det var egentlig også den sidste danske bus. Efter 100 års historie var produktionen af danske busser blevet historie.
I 1920 – 715 busruter i Danmark
Og tænk engang. En bus består af 23.000 dele. Og alligevel er det sjældent at to busser er ens. De er nærmest blevet skræddersyet til deres opgaver.
I midten af 1920’erne var der 715 busruter i Danmark. De var i gennemsnit 27 km lange.
Aabenraas første hjemlavede bus fra Barkmøllegade
Den første bus i Aabenraa blev fremstillet et sted, hvor ”Den Gamle Redaktør” har boet i mange år, nemlig Barkmøllegade 8. Det var karetmager Carl Daus, der en dag i 1921 kunne stille sig til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første bud bygget i Aabenraa.
Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karrossen. Selve de tekniske ting ved bussen havde han ikke noget at gøre med. Før havde chaufføren altid siddet i det fri.
Da De Forenede Danske Motorejers blad Motor i 1912 skulle anmelde en af de første busser, hvor chaufføren sad indendørs, skrev de, at chaufføren burde have siddet i det fri for her var bedre udsyn.
En rutebil i Aabenraa fra 1913
Men den første bus eller rutebil i Aabenraa havde siden 1913 haft ”busstation” ved holdepladsen ud for Hotel Danmark. Allerede i 1914 måtte vognmand Nygaard udskifte den med en større. Han kørte en rute til Haderslev. Han startede med en Opel, der kunne tage 6 – 8 passagerer.
Det siges at hans nye bus kunne tage 28 passagerer, men oplysningerne må tages med forbehold for sådan en bus ville have hørt til de absolut største på det tidspunkt. Under Første Verdenskrig blev han kommanderet til at køre sygetransport
Bussernes kvalitet blev bedre
Man havde kun en indgang. Den var beregnet for både de passagerer der skulle ud, og dem der skulle ind. Det tog længere tid, men det gjorde ikke så meget. Disse busser var langt hurtigere end hestekøretøjer.
Omkring 1930 havde samfundet omstillet sig til bilkørsel. Men afgiften for buskørsel havde kun givet få hundrede tusinder af kroner i indtægt, mens vejene var blevet forbedret for 35 mio. kr.
Bussernes kvalitet var blevet bedre. Oppustelige gummihjul var nu blevet obligatoriske. Benzin kunne købes ved mindst en købmand i byen. Tekniske nedbrud blev mere sjældent. sjældne. Og fra slutningen af 1920’erne kunne busserne opvarmes. Og så blev der indsat polstrede stole.
I 1926 fandtes der 9 større ruteforbindelser fra Aabenraa.
Karetmager Hans Petersen, Varnæs
Skal man fortælle om Aabenraa Karrosseri, så må man ikke glemme Hans Petersen ude i Varnæs. Han blev kaldt ”e joller”. Han var en lille karetmager, der leverede hjul og andre dele til det lokale samfund. Han havde også et savskæreri, så han selv kunne skære planker ud. Ved siden lå et smedeværksted og de to virksomheder arbejdede godt sammen.
Sønnen, Peter starter i Aabenraa
Hans søn Peter fik også lyst til at arbejde med træ. Og i 1930 havde han startet sit eget værksted i Varnæs, hvor han begyndte at fremstille førerhuse til lastbiler. Han tog den lange vej på cykel til Sønderborg for at aflevere tilbud.
Virksomheden blev snart for lille. Ja myndighederne forlangte at hvis han ville fortsætte i Varnæs så skulle han bekoste et nyt tag til naboen, som havde stråtag. Så Peter flyttede til Aabenraa. Imens fortsatte faderen sin mere traditionelle virksomhed med at lave smørdritler til mejeriet og med at reparere landbrugsmaskiner.
Peter startede op i Vestergade 25. Pladsen var trang og udvidelsesmulighederne ringe. Han tog med glæde imod et tilbud fra kommunen om at købe en grund på Tøndervej på favorable vilkår. Har var der god plads til at bygge værksted og parcelhus.
Under besættelsen
Langsomt blev virksomheden bygget op. Det var svært i besættelsestiden at få større arbejder. Og han blev lige som mange andre i transportbranchen truet af tyskerne til at samarbejde med dem.
Mange af de biler, man skulle reparere for tyskerne, kom direkte fra fronten. Og det kunne være ret så ubehageligt. En tidligere ansat fortæller således at man kunne risikere at finde fingre og andre legemsdele i bilen.
Den første bus blev startet i 1947
Det var bl.a. Peter, der byggede træbarakker for kommunen for at imødegå boligmangel. På sin grund boede to af hans medarbejdere i sådan en træbarak. På et tidspunkt fik Peter en forretningsforbindelse med en, som han senere fik meget med at gøre nemlig Knud Skifter Andersen, der i 1945 blev medejer af Aabenraa Automobilhandel.
Denne kendte en del til bygning af buskarosserier og havde en ide om, at der skulle laves en lokal karosserifabrik. Derfor spurgte Skifter Andersen, Peter Petersen om denne havde lyst til at bygge buskarrosserier. Denne sagde ja, og den første bus blev startet i 1947.
Peter sorterede sine arbejdere
Møbelsnedker Verner Heine blev ansat hos Peter Petersens Karrosserifabrik i 1945. Få dage efter besættelsen var han kørt ud til fabrikken ude på Tøndervej for at høre, om der var arbejde at få. Peter Petersen så ham lidt an og sagde han godt kunne få lidt arbejde, men at det ikke var fast. Det viste sig at Heine kom til at arbejde her fast i 36 år.
I begyndelsen var der blandet arbejde. Peter Petersen sorterede nøje sine medarbejdere. De dårlige håndværkere fik kun få dages arbejde. De dygtige fik lov til at blive. Snart var der ikke flere at få i Aabenraa. En del kom til fabrikken fra Fårhuslejren. De husede bl.a. landsforæddere og tidligere SS-folk. Men Peter Petersen mente, at de havde udstået deres straf.
Virksomheden voksede og nu kom der også karetmagere og saddelmagere fra andre karrosserifabrikker. I 1950’erne udnævnte han flere værkførere men han slap aldrig det overordnede ansvar.
Den første bus rullede ud af porten
Fredag den 15. oktober 1948 kunne Petersen med stor tilfredshed fejre en stor begivenhed på Rutebilens Restaurant. Han havde lige prøvekørt den første bus, der var kommet fra hans værksted. Ledelsen i Tønder -Kolding Rutebiler kunne også være tilfredse. Det var en flot bus til 35 passagerer som de havde erhvervet sig for 80.000 kr. De flotte sæder betrukket med blåt-gråt plys var udført af saddelmager Sørensen i Varnæs.
Rygtet spredte sig. Her kunne man få fremstillet flotte busser. Og så blev der lavet fire busser til Amagerbanen.
I 1952 kom der en ordre fra en senere meget stor kunde nemlig DSB. De skulle have bygget en stor bus til 45 passagerer. Ja og sådan kunne vi blive ved med at fortælle om Rutebilernes Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.668 artikler herunder 158 artikler fra Aabenraa og Omegn: Om den kollektive trafik – Se her:
Dato: oktober 10, 2020
Flere fabrikker i Nordvest
Vi fortsætter vores vandring i Nordvest og besøger gamle fabrikker. Denne gang besøger vi Tekno, Glud & Marstrand, P. Ibsens Enkes Keramikfabrik, Dampvaskeriet Thor, N.J. Plast, Schous fabrikker og ISS. Der var masser af fabrikker i Nordvest dengang. Og her var masser af arbejde at få. Vi ønsker en god tur.
Tekno, Rentemestervej
Det startede i det små. Så blev det stort, men det endte med ”Made in Holland”.
Han var fra Sydslesvig
Mellem 1928 og 1972 var Tekno, Dansk Legetøjs Industri en dansk legetøjsfabrik, der producerede millioner af legetøjsbiler, som var uhyre populære. Vi legede også med dem dengang.
Fabrikken blev grundlagt den 1. september 1928 af blikkenslager A. Siegumfeldt i en villakælder i Vanløse.
Han kom fra en lille bebyggelse ved Flensborg Fjord, der hed Siegum. Oprindelig hed familien Anthonsen. Familien boede på Nørrebro. Og det var hos et Nørrebro – firma, Carl Peter Chr. Blehm, at vores hovedperson kom i lære.
Efter sin læretid etablerede han sig som selvstændig Vand – og Glarmester på Amager. Allerede i 1928 afviklede han dette firma og etablerede selskabet Dansk legetøjs Industri. Tekno blev først officielt registreret i 1932.
I 1932 startede han på Rentemestervej
Han beskrives ofte som lidt genert, flink og rar. Men ledende medarbejdere på Tekno betegnede ham som stædig, forfængelig og enerådig i en grad, så det blev ulideligt.
I 1930 modtog man Industrirådets højeste pris og diplom for bliklegetøjet Tekno ingeniørsæt.
Der blev fremstillet sandkasselegetøj, trækvogne, køkkenlegetøj, kraner m.m.
I 1932 flyttede fabrikken til en lejet fabriksbygning på Tranevej. Denne bygning blev hurtig for lille. I 1935 flyttede fabrikken til en nyopført fabriksbygning på Rentemestervej med 600 kvadratmeter etageareal. Produktion og efterspørgsel voksede stadig.
Kontrollerede salget
Legtøjsbranchen var præget af karteldannelser, hvilket i dag er strengt forbudt. Siegumsfeldt var imod dette. Derfor var han ikke særlig populær i legetøjsbranchen.
I 1937 startede han en meget populær serie af Falck – biler. Denne produktion stoppede først i 1955.
Vores hovedperson kunne ikke lide Lego – familien. Han kunne ikke lide Kirk – familiens kristne måde at dyrke forretning på.
Fra nytår 1938 overtog fabrikken selv hele salget. Nu var det kun specialforretninger, hvor fabrikken var i stand til at kontrollere den fastsatte udsalgspris, der fik lov til at sælge Teknos varer.
I 1940 kom der forbud mod brug af hvidblik. Det var en af de vigtigste råvarer til de store Falck-blikbiler. Forbuddet blev først ophævet i 1952. Råvaren blev nu i stedet en zink – legering.
Man måtte fremstille helt nye maskiner til dette formål.
16 døgn i spjældet
Under besættelsen fandt tyskerne ud af, at Tekno fremstillede små legetøjs-flyvemaskiner som kunne blive farlige for dem. Produktionen blev konfiskeret og fabrikanten blev anholdt og måtte ind og sidde i 16 døgn.
Efter krigen blev det igen tilladt at bygge og man byggede til på Rentemestervej. Der blev desuden bygget en fabrik for trælegetøj i Frederikssund. Der var på det tidspunkt ca. 200 ansatte.
Inden da havde man lejet lokaler på Tomsgårdsvej, hvor man fremstillede trælegetøj.
Efter udvidelserne i 1946 – 47 råder Tekno over 2.000 m2 etageareal på Rentemestervej.
Man etablerede et samarbejde med Brio i Sverige og det danske firma H. Lange.
Tekno made in Holland
Eksport til Sverige og Norge kom i gang. En del af produktionen til det norske marked foregik i Norge. Efterhånden kom der også en eksport i gang til USA, England, Tyskland, Holland og flere andre lande. På højdepunktet nåede produktionen op på 1 million modelbiler om året. 75 pct. gik til eksport.
Pengene fossede ind. Det var måske Teknos største svaghed, at man ikke lagde en klar strategi for udvikling af Tekno i fremtiden.
Efter fabrikant A. Siegumfeldts død i 1967 overtog datteren, Esther den daglige ledelse af firmaet. Hun forsøgte at drive firmaet videre i faderens ånd. På grund af økonomiske og driftsmæssige vanskeligheder valgte hun at ophøre med produktionen i Nordvest.
Der blev etableret kontakt til firmaet Algrema-Tekno i Hjørring. Og der blev etableret en sammenlægning med de to firmaer. Den 12. august 1972 gik dette firma konkurs.
Det hollandske firma AP Teknik fortsatte produktionen. I bunden stod der:
Glud & Marstrand
Ja egentlig er det lidt snyd, at vi kategoriserer den som en Nordvest – fabrik. Fabrikken startede på Rantzausgade 22 – 24 i 1879. Det var dem, som producerede nationalklenodiet ”Madam Blå”. Det var blikkenslager Poul Glud og isenkræmmer Troels Marstrand, der sluttede sig sammen. Allerede i 1895 blev selskabet omdannet til aktieselskab.
Selskabet fremstillede et stort sortiment af brugsgenstande i metal, bl.a. spande, kasseroller, petroleumslamper, kogeapparater og kakkelovnsplader. I 1880’erne blev sortimentet udvidet med bliklegetøj. Blandt de tidlige produkter var de emaljerede køkkengrej og den meget populære Madam Blå kaffekande.
I 1930’erne indgik man kompagniskab med fabrikant Lund, som i 1889 havde bygget et stort fabriksanlæg på Amager. Glud & Marstrand overtog senere denne fabrik. På Amager begyndte man produktionen af madam Blå – serien, petroleumslamper, spande m.m.
Ny fabrik på Rentemestervej
Fabrikken blev udvidet med en ny fabrik på Rentemestervej i Nordvest.
Sabotage under krigen
Da firmaet lå på rentemestervej fremstillede man stålhjelme, patronkasser, olietønder m.m. til militært brug for tyskerne.
Natten mellem den 23. og 24. juni 1944 skete der en sabotageaktion mod fabrikken. Selv om der lød skud udefra skulle man fortsætte aktionen.
Et kolossalt rødt glimt opstod og en ildsøjle rejste sig. Hundredvis af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor man kaldte aktionen som et attentat, hvad der vitterligt også var. Men bladet tog afstand fra aktionen.
Politiken skrev at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest Danmark, skrev Politikken. Nationaltidende kaldte det for hærværk.
Burmeister & Wain over tog det
Markedet for metalemballage voksede i 1950’erne. Glud & Marstrand indledte et samarbejde med American Can Company.
Der blev også produceret dåser til et af Danmarks største eksportsuccesser – skinke.
I 1970’erne flyttede man produktionen fra Amager. Her blev øresundskollegiet opført på grunden.
Glud & Marstrand blev i 1978 overtaget af Burmeister & Wain. Året efter gik selskabet konkurs.
Overtaget af Kirbi
Glud & Marstrand blev i 1981 genetableret af investeringsselskabet Kirkbi, der også står bag LEGO. I årene derefter fulgte flere opkøb af konkurrenter i Danmark. Efterhånden blev firmaet Skandinaviens største leverandør af metalemballage.
I 2005 blev Glud & Marstrand opkøbt af den hollandske kapitalfond ABN AMRO Capital, der siden overdrog selskabet til et mexicansk selskab.
I dag et mexicansk firma
I dag producerer firmaet emballage til bl.a. kød, mejeriprodukter, fisk, grønt, konfekture, småkager, øl, tobak og skocreme. Man eksporterer til 30 lande. Virksomhedens danske hovedkontor er placeret i Løsning.
I 2006 omsatte firmaet for 1,7 mia. kr. og beskæftigede 1.063 ansatte.
Det hele begyndte på Bornholm
Fabrikken hed noget så så flot som P. (Peter) Ipsens Kongelig Hof Terracottafabrik . Det var en fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra 1843 til 1955.
Det hele begyndte i Rønne på Bornholm. Faderen var styrmand og derfor sjældent hjemme. Men det blev først rigtig hårdt for familien, da faderen dør af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn bar 4.000 teglsten dagligt.
Han blev syg af bare overanstrengelse og udviklede en form for kronisk sygdom. En svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.
En lille fabrik på Nørrebro
Efter sin konfirmation fik han tilbud om uddannelse som porcelænsdrejer. Det kom som en slags velsignelse. Han var der sammenlagt 9 år heraf 6 års læretid og 3 års arbejdstid som ”Former og Drejer”.
Peter kom til at bo i gaden Aabenraa. Her blev han forelsket i naboens datter Louise og blev gift med hende- Peter var logerende sammen med sin kollega Frederik Grøndahl, senere indehaver af Bing og Grøndahl fabrikken.
Samme dag som de gifter sig, grundlægger Peter også sit eget pottemagerværksted. Han var ikke tilfreds med bare at være en lønnet porcelænsdrejer.
Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. Det svarer i dag til Nørrebrogade 66. Han havde sin egen ovn. Han fik også lov til at låne Den Kongelige Porcelænsfabriks ovne.
I 1847 startede fabrikken i Nordvest
Rasmus Peter Ipsens købte den store grund på 4 tønder land på en auktion i efteråret 1847 til 1.410 rigsdaler. Det begyndte som et beskedent værksted. Men udviklede sig med tiden til en reel fabrik.
I 1860 føder Louise familiens fjerde barn. På et tidspunkt beskæftigede fabrikken knap 30 ansatte. Peter forstår at invitere de rigtige mennesker og udvikler kunsthåndværk i den højeste kvalitet.
Samme år deltager har i et foredrag i Industriforeningen. Men han må forlade arrangementet med høj feber. Han dør to uger efter, kun 44 år gammel. I begravelsesprotokollen for Assistens Kirkegård står der blodforgiftning. Men der var nok blindtarmsbetændelse, der var årsagen.
Louise og Bertel fortsætter
Louise fortsætter nu alene ledelsen af fabrikken. Da deres førstefødte, Bertel var færdig med sin keramikeruddannelse, deltager denne også i ledelsen. Nu får fabrikken så navnet ”P. Ipsens Enke”. Man får nu international ros. I 1871 kan man kalde sig Kongelig Hofleverandør.
Man inviterede de største kunstnere, Thorvald Bindesbøll og sølvsmeden Georg Jensen. Fabrikken vokser og vokser. I 1873 kom der ekstra etager på Frederikssundsvej.
Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet for virksomheden i næsten 60 år. Virksomheden kommer på andre hænder og er ikke længere et familieforetagende.
Fabrikken bliver i 1917 overtaget af Stenders forlag.
Industrialiseringen af brugskunst må anses for årsagen til at fabrikken lukker i 1955. Man mindes storhedstiden med Peter Ipsens Allé, som er en sidegade til Frederikssundsvej.
Dampvaskeriet Thor
Dampvaskeriet Thor blev grundlagt i september 1889 af Thomas Sørensen. Det blev omdannet til aktieselskab i 1917.
I 1016 blev der givet tilladelse til opførelse af det nye vaskeri i en speciel barokstil, der er typisk for ældre industribygninger i Københavns Nordvest – kvarter. Dengang blev det kaldt Utterslev Mark.
Dampvaskeriets adresse står opført som Thoravej 7 – 1, men bygningens specielle byggestil er i dag synligt fra dens bagside på Theklavej.
Dampvaskeriet Thor var et moderne vaskeri. Her blev dækketøj, duge, servietter m.m. vasket i store industrivaskemaskiner. I datidens industri fandtes en klar arbejdsdeling mellem kønnene. Dette gjorde sig gældende hos Dampvaskeriet Thor.
En flot film
I den korte film på lidt over et minut skildres arbejdsgangen på vaskeriet. Her ses, hvordan kvinderne først sorterer vasketøjet. Herefter kører mændene det til de store vasketromler og står selv for vasken. Herefter sorterer vaskekoner, ruller og lægger tøjet sammen.
Det fremgår, at filmen er optaget og produceret i 1916, samme år som bygningen fik sin byggetilladelse. Af byggesagsarkivet fremgår det ikke at der lå større bygninger på matriklen før det nye vaskeri blev opført.
Sammenlignes bygningen i filmen med bygningen fra de oprindelige tegninger fra 1916 er der flere ligheder. Det skyldes, at filmen er optaget nogle år senere end angivet.
N.J. Plast
N.J. Plasts fabrik blev bygget i 1934 og er noget af det tidsligste industrielle funkisbyggeri i Danmark. Bygningen blev fredet i 1993.
Men vi skal helt tilbage til 1911, da den 25 – årige Svend Reenberg Jespersen blev udstationeret på De Vestindiske Øer for Kemp & Lauridsen. Her lærte han en ny plastiktype at kende.
Vel hjemme igen indviede Svend Reenberg Jespersen elektrikeren Adolf Nielsen i sin nyerhvervede viden. I Svends køkken blev den første bakelit fremstillet.
I 1917 startede de to Danmarks første bakelitfabrik på kapelvej. Fabrikken fik navnet Nielsen & Jespersen. Bakelitten var velegnet som elektronisk isolering. Derfor satsede de to på den elektroniske industri.
Man arbejdede i døgndrift
Blandt fabrikkens første kunder var firmaet Lauritz Knudsen. N.J. plast leverede masser af stikkontakter til dem. To år efter åbnede Nordisk kabel og tråd også bakelit fabrikker.
Man begyndte nu også at fremstille støvsugerdele til Nilfisk. Man modtog hele tiden nye ordre. Og maskinerne var i gang i døgndrift. Succesen fortsatte i 19340’erne, hvor produktionen efterhånden var blevet så stor at fabrikken måtte ansætte flere folk og direktøren ser sig om efter nye lokaler.
Lige så fremsynet er Svend Reenberg Jespersen var i sit valg af produktion lige så fremsynet var han i valg af arkitektur, da man startede i Nordvest i 1934.
Nye maskiner
I løbet af 1930’erne begyndte man at anvende bakelitten til køkkengrej. Hos N-J. Plast var man begyndt at fremstille etuier, toiletbrædder og kasserollehåndtag.
I Tyskland havde man i 1926 opfundet den såkaldte sprøjtemaskine. Det gjorde plastikken meget billigere. Også i N.J. Plast fik man sådan en. I 1940’erne blev lokalerne udvidet med en stor fabrikshal på Rentemestervej 14.
Helt ufarligt var det ikke at arbejde med de nye maskiner. Flere af arbejderne endt ofte på hospitalet. Fabrikken havde efterhånden 200 ansatte, der hver især arbejdede 50 timer om ugen.
Smedene krævede svejsebriller og arbejderne en ny rygepolitik. De ville ryge overalt på fabrikken.
Plastikspande
Nu kom der også nye plastikspande og hønseringe til børn. Mange plastikfabrikker måtte ellers lukke. De fulgte ikke med tiden. Men det gjaldt ikke for N.J. Plast. I 1955 døde grundlæggeren, men hans 23 – årige søn overtog. Et par år efter kom yderligere en søn ind i ledelsen.
Et år efter faderens død kunne man udvide med endnu en fabrik på Bispevej.
I løbet af 1960’erne blev der færre og færre medarbejdere. De nye maskiner krævede ikke mere så mange medarbejdere. Kravene til sikkerhed og arbejdsvilkår blev mere og mere udtalte i 1960’erne.
Det endte med betalingsstandsning
I 1990’erne var der endnu hårdere krav til plastikfabrikkerne. Den lave løn i Østeuropa og Asien lokkede mange danske firmaer til. Også når det gjaldt plastik. Der var nu selvkørende computerfremstillet produktion, som kun krævede 20 mand.
I 2001 flyttede Nilfisk deres produktion til Asien. Og dette var en katastrofe for N.J. plast. De mistede nu deres største kunde. Man søgte efter lys og lygte efter nye kunder. Men disse kunne ikke erstatte dem, som man mistede.
I efteråret 2003 opgav Knud Reenberg Jespersen derfor kampen og erklærede N.J. Plast i betalingsstandsning. Den sidste ordre blev overgivet til et fynsk plastfirma. Maskinerne blev solgt og fabrikken sat til salg.
Schous Fabrikker
Man startede i Nordjylland
Jens Chr. Schou lagde grunden til en kæmpe virksomhed. Mar startede allerede i Nordjylland i 1865.
I 1888 flyttede man til Frederiksberg. Her blev der fremstillet farver og kemiske varer. I 1892 blev produktionen flyttet til Skt. Peter Stræde. Året efter startede man produktionen af sæbe. Det var nu begrænset i starten. Det første produkt kom til at hedde ”Elektra”.
Lauritz Schou var kommet hjem fra USA og havde taget vareprøver med hjem. Han tog sig nu af produktionen. I 1897 fik man solgt købmandsgården i Nørre Sundby til en god pris.
I 1901 fortsatte man i Ryesgade med produktion af sæber, der både var brun og grøn samt krystalsoda.
På Rentemestervej fra 1904
En stor grund blev købt på H.C. Jensensvej 4 i 1904. Det kom senere til at hedde Rentemestervej 11. Med denne base kom Schous fabrikker til at blomstre. Lauritz blev formand for bestyrelsen.
I 1911 kunne man i Illustreret Tidende læse om fabrikker maskinsæbe, sæbespåner, skocreme, soda, bløde husholdningssæber, glycerin og parfume.
Man forsøgte tidligt at oprette egne udsalgsbutikker. I 1911 var der allerede oprettet 200 udsalg. Der var både dem, der var ejet af Schou selv og dem, der solgte Schous varer for egen regning.
Man oprettede automobilværksted til reparation og vedligeholdelse af virksomhedens bilpark.
En socialindstillet chef
Lauritz Schou støttede tidligt, at medarbejderne organiserede sig. I 1920 blev der indført overskudsdeling. De kvindelige ansatte fik i 1929 stillet et sommerhus ved Karlslunde Strand til rådighed.
Han oprettede også en fond på 100.000 kr. til medarbejdere, der havde brug for for hjælp under sygdom og fødsler.
Man lagde an på selvforsyning
Allerede i 1911 oprettede han et maskinsnedkeri. De fremstillede reoler, diske, glasmontre m.m. Omkring 1930 var dette overdraget til datterselskabet Hema.
Man beskæftigede også et stort antal maskiningeniører og elektrikere. På Rentemestervej havde man egen kraftcentral og vandforsyningsanlæg. Fabrikken sørgede selv for vedligeholdelse, reparationer og ombygninger af selskabets ejendomme.
Selskabet havde også egen æskefabrik. Ja så havde man også eget bogtrykkeri, hvor man fremstillede etiketter og små tryksager. Kort sagt, der blev lagt vægt på selvforsyning.
I 1916 blev firmaet omdannet til aktieselskab.
Adresser mange steder
I 1913 var der hele 63 danske sæbefabrikker. Men i 1927 var der kun 29 tilbage.
Inden for få år ejede Schou-familien to store virksomheder med tilsammen flere hundrede udsalg, store varelagre og mange maskiner.
Man havde den mening, at de ting, som man importerede fra udlandet, kunne man selv fremstille. Så efterhånden fik man en produktion af toiletartikler, stearinlys, papirvarer, kartonnage, isenkram, børstevarer, legetøj, lædervare, beklædningsgenstande, trikotage, keramik m.m.
Der var efterhånden adresser på rentemestervej, Dortheavej, Bispevej og Peter Ipsens Alle. Inde på Blågårdsgade havde man også sæbeproduktion.
Man havde bl.a. også datterselskaberne A/S Tatol, Ilka A/S, Ira m.m.
Der blev fremstillet de kendte mærker, Ilka oliven sæbe, Ilka barbercreme, Lindes svovlmælk – sæbe, Leciten sæbe og parfumeri – serierne Shira og Tamari.
Hovedkvarteret var placeret på Kronprinsessegade 28 og andre kvarterer lå inde i Adelgade. Virksomheden ejede også en gård i Måløv.
Man kastede sig også over bakelitvarer og overtog endnu flere virksomheder.
En populær chef døde
I 1938 døde Lauritz Schou. Hans betydning for virksomheden med nu 4.000 ansatte blev understreget, da der deltog 2.000 ved hans begravelse fra Frue Kirke. Statsminister Stauning og borgmester Julius Hansen var med i følget.
Broderen, Holger fortsatte i virksomheden frem til sin død i 1948. Andre familiemedlemmer deltog også i ledelsen.
Faresignalerne blev overset
I 1960’erne rykkede 4. generation af Schou-familien ind på direktionsgangen. Fra og med regnskabsåret 1961/62 begyndte det at gå skævt. Overskuddet faldt. I 1965/66 var det første gang med underskud.
I 1966 ejede man 40 fabrikker. I årene efter 1970 forsøgte man at omlægge virksomhedsstrukturen men sikkert alt for sent. Man begyndte at oprette varehuse Schou – Epa. Men i 1974 gik det galt. Man gik i betalingsstandsning.
Alt for sent havde virksomheden set faresignalerne. Måske var det fordi, at Schou-familien både sad i ledelsen og direktionen. Den sidste Total-butik lå i Skals og lukkede i 2009.
ISS
Det hele startede i 1901
ISS – koncernen blev grundlagt i 1934 men virksomhedens rødder kan spores helt tilbage til 1901. Her var et lille sikkerhedsfirma med 20 nattevægter, der tilbød at passe på lokale virksomheder om natten.
Dette firma hed Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Og det blev grundlagt af manufakturgrossist Marius Hogrefe. Få år efter købte den ambitiøse og driftige forretningsmand C.L. David sig ind i selskabet, hvilket fik stor betydning for det lille sikkerhedsfirmas succes. Det var allerede her, at grundstenene blev lagt for ISS, som vi kender i dag.
De Forenede Vagtselskaber
De kommende år bød på en løbende, stabil vækst for virksomheden, der undervejs skiftede navn til De Forenede Vagtselskaber /DFVS). De ansatte den iderige direktør Philip Sørensen.
Det Danske Rengøringsselskab
I 1934 fik direktør Sørensen en god ide, der førte til, at ISS gik ind i rengøringsbranchen og stiftede Det danske Rengøringsselskab som et selvstændigt firma til sikkerhedsfirmaet.
Siden vægternes vagt sluttede kl. fire om morgenen og virksomhedens ansatte først mødte ind klokken otte, var det altid et tidsrum, hvor virksomhedens bygninger stod tomme. Da skulle der gøres rent. Så var det oplagt også at tilbyde virksomhederne en rengøringsservice. Derved stod deres bygninger aldrig ubemandede.
Det var her ideen om ”Integreret Facility Service blev født.
Bedre arbejdsforhold
I 1940 var det Gerda Buhl der stod i spidsen for professionaliseringen af arbejdet som servicemedarbejder i ISS. Hun skabte bedre arbejdsforhold, indførte uniformer og titler til de forskellige grupper af ansatte samt introducerede løbende træning og uddannelse til servicepersonale.
Derudover oprettede Gerda Buhl en ”velfærdsafdeling”, der hjalp socialt udsatte medarbejdere med blandt andet låneordninger, boligformidling og aflastningsferier.
I 1962 overtog Poul Andreasen direktørstolen. Han fik skabt en entreprenørånd og gjorde ISS til en international virksomhed og introducerede særlige uddannelsesprogrammer for ledere.
Det blev et stort selskab
Det Danske Rengøringsselskab (DDRS) havde gennem årene vokset sig til en stor og omfattende virksomhed med datterselskaber i flere end 10 lande. Derfor startede DDRS i 1973 ISS – koncernen under navnet International Service System (ISS) Group.
Blot 11 år efter, at Poul Andreasen havde overtaget direktørposten i 1973, bestod selskabet af 32 datterselskaber i 11 lande med i alt 35.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 650 mia. kr.
I 1989 havde ISS 100.000 ansatte og blev derved en af verdens største servicevirksomheder. Og det var kun i begyndelsen for både medarbejderstaben og omsætningen steg over de kommende år, hvor ISS opkøbte lokale og internationale virksomheder.
ISS overtog I 1997-98 Schous Sæbefabrik
Sæbetårnet på Schous fabrikker blev revet ned, da ISS i 1997-98 overtog Schou-fabrikkerne. ISS byggede nyt.
Den 1. december 2014 var der store flyttedag. Efter 30 år i Nordvest-kvarteret rykkede ISS nu til det nye hovedkvarter. Det var til Gladsaxe i den 14 meter høje bygning, hvor Danmarks Radio’ s Tv- by tidligere havde til huse.
270 af ISS’ s 8.000 medarbejdere i Danmark har deres daglige gang i denne historiske bygning, som nu bliver betegnet som ISS Tower.
Dato: oktober 4, 2020
Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn
Vi skal besøge Dahl-Jensens Porcelænsfabrik, Mejeriet Enigheden og Bispebjerg Mølle. Her var en meget billig husleje og masser af plads. Det var et blandet håndværker – og industriområde. Beboerne klagede over lugt – og forureningsproblemer. Der var masser af eksport af porcelæn. Lyngsie fra Enigheden hjalp de ufaglærte. Her var masser af Mælkedrenge. Og så var det en langvarig proces at oprette en mølle. Det kan knibe med økonomien, når man skal dele en arv med 10 søskende.
Vi er nu gået over grænsen til Nordvest, hvor der også kom masser af industri.
Meget plads og billig husleje
Slangerup Banen, der udgik fra Lygten Station havde lige som Godsbanegården betydningen for industrien i Nordvest. Det hører vi også om senere.
Mejeriet Enigheden havde betydning for udviklingen og her arbejdede de berømte mælkedrenge. Heldigvis har vi endnu den smukke bygning.
Inden 1900 kom her en række virksomheder. Der var masser af plads og billig husleje. Her kom fabrikker med store skorstene. Området udviklede sig snart fra landsbypræg til industrikvarter. Snart blev området også indlemmet i København.
Fra slutningen af 1890erne var det især industriarbejdere, der for manges vedkommende arbejdede på de nørliggende fabrikker. Der blev i den grad bygget i kvarteret.
Fra 1910 kulminerede indbyggerantallet. Der boede mange mennesker i de små lejligheder. To voksne og seks børn på 29 kvm var ikke ualmindeligt.
Et blandet håndværker – og industriområde
Et blandet håndværker – og industriområde udviklede sig. Her opstod Tekno Legtøjsfabrik, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik og renseri. Her finder vi også den berømte Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955.
Der var en bestemt lugt over kvarteret i 1920’erne. Her var garveri, benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand. Man strides så om sidstnævnte er en Nørrebro- eller en Nordvest-fabrik.
Den voksende industri skabte rigeligt med arbejdspladser, men også konflikter mellem industri og beboere. Forureningen var massiv og beboerne klagede ofte til politiet over sod, nedfald og lugtgener.
I 1934 fik kvarteret industriservitut. I 1940 tog Magistraten konsekvensen og udlagde området som regulært industrikvarter, hvor det ikke var meningen at mennesker skulle bo, men ikke desto mindre gjorde det.
Fra Rentemestervej og op til Bispebjerg Bakke var der næsten udelukkende fabrikker. Fabrikkerne gav arbejde og arbejderne slog sig ned i området.
Beboerne i ejendommene havde både op og nedture. I 1960’erne og 1970’erne kom den store fabriksdød, hvor de store industrivirksomheder i kvarteret lukkede. Kvarteret oplevede en regulær nedtur.
Dahl – Jensens Porcelænsfabrik
Der var indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Denne fabrik skal sandelig ikke forbigås i tavshed. Den har været aktiv i dansk porcelænsfremstilling i meget lang tid. Dahl – Jensen var nyuddannet på Kunstakademiet og modelmester i 1897 hos Bing & Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Det var faderen, der ville have et samarbejde
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der mente, at de skulle have en virksomhed sammen.
Virksomheden blev indrettet med det nyeste grej. Men som bekendt er al begyndelse svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lillebitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var der ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede her. Georg fandt sin kone blandt porcelænsarbejderne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til de mange børnefigurer, som Dahl – Jensen blev kendt for.
Masser af eksport
I 1960 var det en dygtig efterslægt, der videreførte fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér-porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre – og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
Mejeriet Enigheden
Det var en overraskelse, hvis en mælkedreng gik videre til næste skoleår. Nogle lærere accepterede at Mælkedrengen sad og sov nederst ved bagerste pult. Men det var det nu langt fra alle der gjorde.
Lyngsie forsvarede de ufaglærte
Lyngsie forsvarede de ufaglærte. Og det var den store strejke i 1896, der førte til fagbevægelsens eget mejeri Enigheden. Strejken startede i november 1896. Kuskene havde taget deres egne drenge med. Det blev bestemt, at de skulle have løn under strejken, så de ikke skulle tage arbejde for strejkebryderne.
Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere i at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.
Den 11. marts 1897 kørte 20 nye mælkevogne paradekørsel gennem København. Dagen efter startede Mejeriet Enigheden med at levere til de københavnske borgere.
En svær start
Den nye kooperative virksomhed havde ikke en let start. Det var sandelig ikke alle, der ville have levereret varer fra socialister. Og i begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker til virksomheden. Men de kom på andre tanker og nøjedes med et forskud på 3.000 kr.
Dette blev et af de kooperative virksomheders største succeser. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af fagforeningerne og medlemmerne.
Mælkedrengene
Det var bestemt ikke alle skoler, der var begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Allerede i 1897 skrev den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen til M.C. Lyngsie og beklagede sig. Denne skoleinspektør var landskendt. Han havde skrevet en lang række ungdomsbøger i bedste Familie-Journal stil. Han var også kendt som en pædagog af den gamle skole.
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene var strenge over for drengene. De brugte pisken.
Nogle af drengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var ingen lys på køkkentrapperne dengang.
Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde mælkeklokker, som de ringede med når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var en kunst for kusken, at huske, hvad Fru Petersen på fjerde og Fru Andersen på anden skulle have.
Nogle af kunderne havde smurt madpakker til mælkedrengene, som var meget populære.
Stor konkurrence
Det var M.C. Lyngsie, der stod bag dette. I 1906 købte man en gammel limfabrik fra 1888, der lå på Lygten 39 – 41. Ja denne flotte bygning ligger der stadig.
I 1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup med to køer, to får og 12 gamle heste. Ikke særlig imponerende, men det blev det.
Der var stor konkurrence mellem mejerierne, særlig Enigheden, Trifolium og Københavns Mælkeforsyning. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og i jungerne. Og at de aldrig blev renset.
I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. De stod op kl. 4 om morgenen og gik i skole fra 12 – 18. Måske var det også eftersidning fordi de ikke havde lavet lektie.
Man kunne lugte en passer på 100 meters afstand
Først blev det forbudt for disse drenge at arbejde om søndagen. Men knægtene kunne lugte en panser på 100 skridts afstand. Nu var det lidt af en sensation, hvis disse mælkedrenge rykkede op i næste klasse. Skoletimerne var ofte spildt. Men meget blev opnået, da deres arbejdstid blev begrænset til 4 – 5 timer daglig.
Enigheden var gået i spidsen for korte arbejdstid og højere løn.
Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet med en kundgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918:
Denne lov trådte i kraft den 1. januar 1919. Men man rettede sig dog ikke efter den. Den eneste forskel var, at de undlod at tage mælkeblusen på i skole.
Nogle af mælkedrengene arbejdede sig op til kusk. Her var det en ganske god løn at tjene i hvert fald bedre end en almindelig arbejdsmands – løn.
Antallet af mejerier blev skåret ned
I 1941 blev man enige om, at der var for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod at borgmester Julius Hansen holdt hånden over Arbejderbevægelsens Mejeri.
Kampen om produktionen af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveretog Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Garantifond til at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.
En af de største kooperative virksomheder
Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med nicheproduktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.
I første omgang blev 50 pct. af aktiekapitalen solgt til Arla. Men også de resterende aktier måtte sælges.
Et år før sit 100-års jubilæum måtte firmaet bukke under. Enigheden var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Bispebjerg Mølle
Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte det af Det Ørholmske Selskab. Han bevarede retten til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle i stedet for blev oprettet.
Der var brug for en mølle i Brønshøj
Han mente nu, at der var kunne være brug for en mølle ved Brønshøj. Han søgte derfor om at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt på Ørholm som muligt.
En langvarig proces
Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente heller ikke, at der var brug for en mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.
Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Ejlert Møller skulle skaffe sig nogle attester fra de omkringliggende møllers ejere og forespørge dem, om de havde noget imod, at der blev anlagt en mølle på dette sted. Der var nogle, der ikke havde nogle indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelavet i København også.
Rentekammeret mente dog at indvendingerne var mindre væsentlige. De foreslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.
Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 tdr. land for 600 Rigsdaler. Og møllen blev opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk med årlig afgift på 10 Rigsdaler Sølv.
Ikke meget kapital
Ejlert Møller døde i 1816, 71 år gammel. Møllen overgik til hans enke. Ved skiftet efter hende i 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rigsdaler Sølv og jorden til 600 Rigsdaler. Men arven skulle fordeles til hele 11 børn, så der blev ikke meget til sønnen Poul Møller, der nu overtog møllen.
Han havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne efterhånden ikke svare renter af disse. I 1824 kom Bispebjerg Mølle på tvangsauktion.
Jens Andersen Borum, der tillige var møllebygger, overtog møllen. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende og to mølledrenge.
Møllen revet ned i 1908
Nogle år senere drev Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke Albrechtsens bror, Albrecht Ludvig, der også var møllebygger. Denne solgte i 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede et bageri ved møllen. Dette og selve møllen overgik 1896 til et aktieselskab. Der i 1906 blev overdraget til Firmaet ”Brødfabrikken Danmark”.
Det gamle navn ”Bispebjerg Mølle” blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der oprettet et dampbageri.
Enigheden:
Lersø-bøllerne
Dato: september 30, 2020
Hvad læses der mest – september 2020
Denne gang med hele to hitlister og en oversigt over de 45 sidste artikler. Vi laver 2 min’ s videoer. 31 pct. kommer fra Facebook. Hvilke byer læser mest vores side. Vi er nu færdige med Nørrebros Industri og fortsætter med Nordvest. Vi havde mange tekniske problemer, men ingen lige nu. Hvem vinder denne måned? Og hvad er de mest læste de sidste fem år?
Ingen Tekniske problemer – lige nu
Det har været en måned, hvor hjemmesiden har været nede et par dage, hvor telefon (IP) har været nede, og hvor der i stedet for hurtigere hastighed har været langsommere hastighed på Nettet. Men lige nu fungerer alt, som det skal.
En måned med masser af respons
Vi har fået en masse mails med roser, gode historier og forslag. Det er altid godt med feedback både positiv og negativ. Også i diverse Facebook – grupper har der været god respons.
2 min’ s Video fra Nørrebro
Vi har indspillet 3 små 2 min’ s video med røverhistorier fra Nørrebro. Snart indspiller vi igen 6 stk. De bliver vist på Nørrebro/Nordvest’ s Facebook – gruppe og på dengang.dk’ s Facebook.
Kun for anden gang i kirke på Østerbro
Så har ”Den Gamle Redaktør” kun for anden gang hold foredrag i en kirke på Østerbro. Det var i Davids Kirken. Og anden del af dette foredrag holdes i november. For efterhånden en del år siden holdt ”Den Gamle Redaktør” et foredrag i Frihavns-kirken om Classens Have.
På Nørrebro har ”Den Gamle Redaktør” næsten holdt foredrag i samtlige kirker.
Foredrag i Biograf
Det kom godt nok ikke så mange. Men det var dog et imponerende lokale at holde foredrag i – på Imperial på Nørrebro til Buster – Filmfestival. Det var et meget kort oplæg. Det kan ses på vores hjemmeside: ”Nørrebro – i Børnehøjde”.
Nørrebros Industri
Vi er foreløbig blevet færdig med vores indlæg til denne kategori. Og vi kan se at tre af indlæggene allerede er kommet på Top -100. Men vi har noget mere til denne kategori, nemlig Industri i Nordvest. Vi skulle have holdt et foredrag om dette, men det er blevet aflyst. Vi har satset lidt på artikler om Nordvest. Også her er det glædeligt, at et par af disse er røget ind på Top – 100.
Overraskende første og anden plads
Grunden til første og anden pladsen er sikkert fordi, at TV3 viste Linse og hendes venindes besøg i denne by i sidste måned. Kort efter kunne vi godt se, at vores side blev besøgt.
31 pct. Fra Facebook
Næsten en tredjedel kommer på vores hjemmeside via Facebook
Hvor kommer læserne fra?
Flest mænd:
Hvilke områder af Danmark?
Hvilke byer læser vores hjemmeside?
Her skal vi nok lige huske, at København statistisk er under et. Her er både Nørrebro, Østerbro, Vesterbro, Amager, Frederiksberg m.m. samlet.
Meget overraskende er den store læserskare fra Haderslev. Så mange artikler har vi slet ikke fra den by, men det kan jo været, at vi skal til at gøre mere ud af, at lave artikler fra Haderslev?
De sidste 45 artikler – Du kan google dig frem
Vi har pludselig fundet ud af, at NYHEDER på denne side er meget læst. I denne måned ryger det op på en tredje plads. Hvis vi tager de sidste fem år, så ville NYHEDER ryge op på en første plads.
Selv om vores hjemmeside giver et overskueligt indblik af NYHEDER og de alle sammen står øverst under artikler under kategorier, så får du her en oversigt over de artikler, der er skrevet de sidste 2 – 3 måneder. God fornøjelse.
Denne gang to Hitlister
Vi har denne gang to hitlister, den alm TOP – 100 over månedens læsere. Og så har vi talt de sidste fem års læsere op. Det har været imponerede læsertal. Og mange af de artikler, der er på den liste, finder vi stadig på månedslisten.
Som du kan se, har vi placeret tal i parentes. Det er placeringer de sidste måneder.
Månedens Top-100 – september 2020
TOP-30 De seneste 5 år
Dato: september 18, 2020
Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi
Vi fortsætter vores industrivandring på Ydre Nørrebro. I denne artikel besøger vi Cloetta’ s Chokoladefabrik, Titan, Lauritz Knudsen og Lauritz Knudsens Bronzestøberi. Københavnerne kunne godt lide ”fyldt” chokolade. Til sidst gik Cloetta sammen med Kehlet. På Titan var man hårde over for lærlingene. Men de værste var madammerne. Værtshusene i området levede af Titans medarbejdere. Og så var det ikke nok vand i ledningen, da Titan var udsat for storbrand. Lauritz Knudsen satsede på tilbehør til elektricitet, men de byggede også radiomodtagere. Hos Lauritz Knudsen sørgede de lige for et nyt hoved til ”Den Lille Havfrue”. Og så var københavnerne ikke tilfredse med ”Storkespringvandet”
Cloetta’ s Chokoladefabrik
Det var herude på Latrinstation Lersø, at jernbananen kørte med de såkaldte ”Chokoladevogne”.
Det var jo den meget velkendte vittighed, som blev gengivet i Blæksprutten. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen:
Tre brødre fra Schweitz
I året 1848 var en ung mand ved navn Bernhard Cloetta kommet til Danmark fra Schweiz. Et par år efter kom hans to brødre Christoph og Nuttin også hertil. De to af dem arbejdede inden for konditori. Ja Christoph etablerede sin egen forretning.
I en ejendom på den gamle Sortedams Mølle startede brødrene i 1862 Brødrene Cloettas Chokoladefabrik. De havde fået et par maskiner stillet op. De måtte selv have folk til at male deres cacaobønner. Det havde de ikke selv maskiner til.
Deres produkter faldt i folks smag. Derfor købte de en ejendom i Niels Hemmingsensgade og indrettede her en ”Damp – Chokoladefabrik”. De brugte sådan noget nymodens noget som dampkraft. Om arbejdsvilkårene kunne man læse:
Stigende afsætning
Man ville fremstille ren uforfalsket chokolade. Der var en stigende afsætning og en voksende kundekreds også i Norge og Sverige. I 1873 anlagdes en fabrik i Malmø ledet af Nuttin Cloetta. Samtidig blev de udnævnt som Kongelig Hofleverandør.
I 1896 anlagde de også en fabrik i Christianis (Oslo). I 1897 døde grundlæggeren Christoph Cloetta. Firmaet blev drevet videre af hans enke, samt sønnen Fritz Cloetta. Efter moderens død i 1901 blev han eneindehaver.
I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 på Nørrebro i en ny stor bygning. Her blev 125 personer beskæftiget med at fabrikere, indpakke, ekspedere og forsende dels koge – og spisechokolade, dels cacao og forskellig slags konfekt.
Overtaget af Kehlet
Omkring år 1900 var firmaet også begyndt at fremstille fyldt chokolade. Dette krævede langt bedre maskiner. I 1929 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De to firmaer blev samlet i Hørsholmsgade. Vi får følgende beskrivelse af stedet:
En anden chokoladefabrik
I 1954 flyttede fabrikken fra Hørsholmsgade til Sdr. Ringvej i Glostrup. Her lå den indtil 1960, hvor Cloetta blev opkøbt af den finske chokoladekoncern Fazer. Bygningen i Hørsholmsgade blev senere til Dansens Hus.
Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her havde også missionsselskab senere til huse. Det brændte for et par år siden.
Jo vi havde skam også en tredje chokoladefabrik, Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden også kongelig leverandør. Den lå i Heimdalsgade 14 – 16.
Firmaet blev oprettet ellerede i 1825. I 1872 opførtes bygninger til Drops- og Konfektfabrikation.
Ja i dag er stedet omdannet til 21 moderniserede ejerlejligheder. Men man kan nu godt se, at her har været industri. Historien er sød, særlig når her har ligget en chokoladefabrik. Ja her har også ligget en moske og en skofabrik. Men over den nyrenoverede port står med brune bogstaver ”Elisabethminde”. Jo det er en flot bygning med ens vinduer over hinanden i fire etager og en dobbelt port i den ene ende.
Titan
Byggegrundene var forholdsvis billige dengang på Nørrebro. Men arbejderne havde forholdsvis langt ud til deres arbejdsplads. Og de måtte selv betale for at komme gennem portene i begyndelsen. Først i 1878 etableredes en smal bro over Sortedamssøen.
Hauberg købte en sporvognslinje
Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik på Tagensvej. Han havde forgæves forsøgt at få hjælp af politikerne. Så tog han selv et initiativ. Han lavede en dæmning i stedet for den smalle bro.
Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogn over den. Han søgte koncession til at drive Sølvgadens Sporvognslinje. Han fik den først efter fire års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognene måtte ikke køre over militært område to gange om dagen.
Sagen blev først løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende. Sådan gik det indtil 1899, så blev det lukket helt op.
Fabrikken voksede og voksede
Haubergs maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. På et tidspunkt beskæftigede man 4.000 mand.
Men allerede i 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensluttet med Titan.
I 1885 blev man ramt af lockout. Denne lockout ramte også Hauberg og Schmith og Mygind på Nørrebrogade.
Firmaet etablerede sig som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Drejeværkstedet på Titan blev kaldt for Drejers kirkegård. Man arbejdede på akkord.
En stor brand
Den 15. marts 1900 udbrød der en stor brand. Materialeforvalteren ville se, om der var mere isolationslak på loftet. Det var mørkt. For at få lys strøg han en tændstik – uvidende om at lakken udviklede en eksplosiv luftart.
Der lød et ordentlig brag. Tønden med isolationslak eksploderede, og brændende lak flød hen over gulvet. Få minutter efter var der ild i tagværket. Ved et mirakel overlevede manden uden alvorlige skader.
Det viste sig hurtigt at vandforsyningen på Tagensvej var utilstrækkelig. Der var godt nok lagt en vandledning, men den var ikke blevet tilsluttet. Efter to dages brand var der sket store materielle skader. Efter branden blev der oprettet nye bygninger.
Store røgskyer lokkede tilskuere til i tusindvis. Ilden kunne ses både fra Nørrebro og Østerbro. Lagrene af centrifuger og kakkelovne og meget andet var blevet flammernes bytte. En del folk var blevet kørt på hospitalet. De kom til skade under redningsarbejdet.
Den nedbrændte bygning var forsikret for 1.700.000 kr. Men man regnede nu med, at de 800 medarbejdere, der var beskæftiget i denne bygning, var arbejdsløse.
I et referat i Illustreret Tidende stod det at publikum var blevet drevet tilbage til volden. Under dette var der mange, der havde fået mindre ubetydelige kvæstelser. Dog brækkede en dreng et ben, mens en ældre herre forstuvede sit ben.
”Kæft, trit og retning”
Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støberiafdeling. I midten af 1950’erne havde man 1.200 medarbejdere, heraf var der ca. 200 lærlinge. Linjen var meget hård ”kæft, trit og retning”. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af.
Hver mandag tog man en ny lærling ind og hver fredag blev en ny lærling udlært. Som arbejdsdreng blev man sat til at fejre gulvet. Gjorde man det ikke fik man en ordentlig skideballe. Det betød at man så ikke kunne få en læreplads.
For en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en. Arbejdstiden var 48 timer om ugen i 1950’erne. Det vil sige. at det også blev arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene, for da blev man bedt om at købe øl til dem.
Mange sociale tiltag
Torsdag var en særlig dag. Det var lønningsdag. Og det var godt for de 3-4 værtshuse, der lå i nærheden af Titan. En af de mest populære værtshuse var Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid lige sjovt at komme hjem til konen godt skæv. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen og krævede mandens lønningspose.
Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog også i ”Fagenes Fest” på Østerbro. Man havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Behring, Metals senere formand.
Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at spille de sidste nye hits i slutningen af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget andet end lige at spise.
Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Lavel.
En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2012.
Lauritz Knudsen, Haraldsgade
I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra Odense. Han startede samme år med at fremstille ure og andre tidsmålere. Han kaldte sig ”Uhr – og Chronometermager”. Elektriciteten var netop begyndt at blive almindelig udbredt.
Lauritz Knudsen var hurtig klar over, at elektriciteten ville ændre samfundet radikalt og han satsede tidligt på det nye. Han satsede for alvor på elinstallationens materiel. Fabrikken som han etablerede hed ”Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement”
På en ”kålmark” på Nørrebro
Da han døde i 1917, efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Virksomheden blev på dette tidspunkt omdannet til til et aktieselskab, ligesom man valgte at bygge en ny stor fabrik uden for byen – på en kålmark på Haraldsgade på Nørrebro.
Jo det var godt nok på adressen Vermundsgade 4 A og B i 1921.
Her blev virksomheden nærmest en institution i dansk erhvervsliv.
I 1921 flyttede fabrikken så til Nørrebro. Virksomheden blev også kendt for at producere radiomodtagere og højtalere. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som inden for matematik. Jo her var en rigtig lærlingeskole. Og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.
På et tidspunkt havde selskabet 4.000 mand ansat. De producerede også strygejern, højtalere, elkomfurer, el – fordelingstavler og højspændingsmateriel.
Transformer sprunget i luften
Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var, at firmaet leverede transformerdele til den tyske rustningsindustri.
I 1952 udvidede man med en seks etagers bygning. Her var både fabrikshal, arbejdergarderobe og en skadestue.
Da det danske kongeskib stod ud på sin jomfrurejse i 1932. var den forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne firmaet dog officielt kalde sig kongelig hofleverandør.
I perioden frem til slutningen af 1960’erne var der også produktmæssigt kendetegnet ved en ekspansiv udvikling.
Firmaet blev solgt og fusioneret
I 1968 fusionerede man med Valby-virksomheden NES (Nordisk Elektricitets Selskab) og hed derfor LK – NES i en periode.
I 1986 flyttede Lauritz Knudsen til Industriparken i Ballerup, hvor firmaet etablerede sit hovedsæde. I 1990 blev det overtaget af NKT.
I 1999 blev det hele så overtaget af franske Schneider Electric. Indtil 2008 havde selskabet monopol på udformningen af stikkontakter til installation i danske hjem.
Et Bronzestøberi i Rådmandsgade
Lauritz Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade var stedet, hvor størstedelen af hovedstadens kendte billedhuggerarbejder i parker og pladser blev støbt i bronze. Det var bl.a. Gefionspringvandet, Dragespringvandet, Storkespringvandet og Den lille Havfrue. Ja og også Rytterstatuen på Højbro Plads. Ja det er bare nogle af de mest kendte.
Lauritz Rasmussen tog først på en lang vandretur. Den tog 8 år. Det førte ham til Polen, Tyskland, Østrig og Istanbul. På tilbagevejen havde han et længere arbejdsophold i München.
Flyttede forskellige steder
Støberiet blev grundlagt i 1854. Borgerskab som zink – og metalstøber var opnået. Han begyndte i det små i faderens ejendom i den Indre By. I starten var han hovedsagelig beskæftiget som skriftstøber og med at fremstille små modeller til ornamenter. Efterhånden udviklede han også virksomheden til at omfatte større ting støbt i zink.
Dette krævede mere plads og i 1857 flyttede han støberiet til Skt. Annæ gade på Christianshavn.
Efter otte år på Christianshavn flyttede Lauritz Rasmussen både sin virksomhed og bolig til Søgade, den nuværende Læssøesgade på Nørrebro. Lauritz Rasmussen modtog en række priser i udlandet. I 1883 blev han udnævnt til Kongelig Hof-Zink og Metalstøber.
Virksomheden ekspanderede. Men han manglede plads. Denne gang flyttede han til Ydre Nørrebro, hvor grundpriserne var rimelige og stedet velegnet til industriel virksomhed.
I 1892 blev han udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”
Sønnen overtager
I 1894, året efter grundlæggerens død havde hans søn og arvtager, Carl Rasmussen, købt en grund Rådmandsgade 16. her opførtes efter datidens normer et meget moderne støberi. Det blev taget i brug i 1896.
Fabrikken/Støberiet havde mange folk tilknyttet, billedhuggere, formere, arbejdsmænd, smede og gørtlere m.m. I travle tider var det helt op til 40 ansatte.
Det var de store givers tid. Dette skyldtes bryggerne J.C. og sønnen Carl Jacobsen, der var grundlæggere af henholdsvis Carlsberg fondet og Ny Carlsberg fondet. De sponserede et stort antal kunstværker.
Stor kritik af ”Storkespringvandet”
En af de monumenter, der gav anledning til det største postyr, var Storkespringvandet, der i 1994 blev afsløret på Amagertorv. Sokkel og kumme var udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen. Men storkene, der i virkeligheden er hejrer – var tegnet af maleren Edvard Petersen.
”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” fremkaldte straks efter afsløringen en sønderlemmende kritik afløst af gadespektakler og regulære bølleoptøjer aften efter aften. Det blev så galt, at man i en periode måtte sætte gitter omkring springvandet, for at undgå hærværk. Et par gange var der tale om at flytte det, men Storkespringvandet fik lov til at blive stående.
Da ”Den Lille Havfrue” fik nyt hoved
En af de største arbejder, der blev udført hos Lauritz Rasmussens støberi, var billedhuggeren Anders Bundgaards imponerende Gefionspringvand, der stod færdig i 1908 på rampen fra Esplanaden op til Langelinie.
Et andet monument udført her på støberiet er Den Lille Havfrue. Billedhuggeren Edward Eriksens verdenskendte skulptur blev opstillet i 1913 på Langelinie som en gave til København fra brygger Carl Jacobsen. Ingen turist har siden kunnet gæste København uden at tage ud for at se hende og helst lade sig fotografere sammen med hende.
Den berømte havfrue blev endnu mere berømt, da ukendte gerningsmænd natten mellem den 23. og 24. april 1964 halshuggede hende. Nu var gode råd dyre.
Byen kunne jo ikke gå en turistsæson i møde med en halshugget havfrue. Mange sendte penge som supplerede den bevilling på 21.000 kr. som Borgerrepræsentationen uden afstemning vedtog at lade fremstille et nyt hoved.
Firmaet lukkede i 1967
Det blev også støberiet på Nørrebro, der kom til at fremstille det nye hoved, støbt efter billedhugger Eriksens originale gipsform.
Virksomheden i Rådmandsgade 16 lukkede i 1967.
Dato: september 18, 2020
De store fabrikker på Ydre Nørrebro
Vi skal kigge på Ydre Nørrebro dengang. Her opstod talrige virksomheder. Både store og små. Endelig kom jernbanen og så kom Rangerstationen. Godsmængden steg. Rester af fra dengang kan endnu beskues omkring Rådmandsgade. Vi skal besøge Skæremøllen, Holger Petersens Tekstilfabrik og Atlas. Vi kigger også på Atlas under besættelsestiden. A.P. Møller kunne ikke lide at Atlas var social. Og social indstillet over for arbejderne var man også Holger Petersens Tekstilfabrik. To gange brændte møllen på Skæremøllen.
Ydre Nørrebro – mange store virksomheder
Her var udpræget bondeland tilbage til før 1500. Jorderne fra den lille landsby Serridslev dækkede en stor del af det nuværende Nørrebros område.
Området blev i 1523 indlemmet i de københavnske jorder. Fra midten af 1500-tallet blev overskuddet fra de store markområder Rådmandsmarken og Borgmestervangen fordelt blandt byens rådmænd og borgmestre som en slags betaling for det arbejde, som de gjorde for byen.
Området fra før midten af 1800 – tallet var præget af landlige træk med mindre gårde og enkelte lyststeder. Det landlige præg forblev synligt i bybilledet op til 1880’erne. Behovet for mere plads pressede gårdene ud af bybilledet.
Man kan endnu se rester af de talrige virksomheder
Ydre Nørrebro blev bebygget senere end Indre Nørrebro. Men også herude var det små lejligheder til en voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget på de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, general Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker og rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.
Vigtig for disse virksomheder var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet.
Går man en tur i området er det stadig tydeligt at aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter, selv om det allermeste for længst er revet ned til fordel for boliger.
Du kan se mest i Rådmandsgade
Men kig godt efter, så kan du se knopskudte baghusindustrier, tydeligst er det nok i Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har det været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel i Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er bygget om og forandret til børnehave.
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historie og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.
Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejsfabrik.
Ikke mange ved, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.
De eksisterende hesteomnibuslinjer kørte til byens udkantsområder. De måtte løbende udvides og forbedres for at hamle op med de mange passagerers behov for at komme til og fra arbejde.
Da jernbanen endelig kom
I 1863 anlagdes byens første spor til Frederiksberg og allerede i 1867 kunne ”Nørrebroes Sporvejsselskab” åbne ”Nørrebrolinjen”, der udgik fra hovedstationen på Lygtevejen ved Bragesgade og fortsatte ind ad Nørrebrogade, gennem Gothersgade til Kongens Nytorv. Og tænk engang, at Nørrebro – remissen blev bygget til at kunne tage 200 vogne.
Det var så en enkelt fabrikant, der ikke var tilfreds med datidens kollektive trafik. Så købte han bare en sporvognslinje. Men i fire år måtte han kæmpe med militæret for at få lov til at køre gennem Fælledparken.
Behovet for en godsstation eller i hvert fald en jernbanestation opstod. Et større areal syd for Nørrebrogade på Havremarken blev eksproprieret. I mange år var jernbanen (Nordbanen) bare kørt forbi Nørrebro eller snarere igennem uden at stoppe. Og så fik Nørrebro en Station A og en station B.
Godsmængden steg hurtigt
I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Det var nu ikke særlig smart udtænkt, for de lange tog gav problemer for de almindelige rejsende. På Nørrebrogade brød trafikken gang på gang sammen på grund af de mange tog. Det hjalp lidt på det, da fodgængerne fik en fodgængerovergang.
I 1897 anlagdes Klampenborg – Banen. Den første dag kørte 34 tog med 16.000 passagerer.
Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevognene ført videre til Amager (Lorteøen). Det sidste latrin – tog kørte i 1936 til Amager.
Slangerup – banen skulle være startet fra Nørrebro station A, men det kneb med udvidelsesmulighederne. Så det blev i stedet fra Lygten Station. Den 16. juli 1905 startede det hele med et VIP – tog. Mern først den 19. april 1906 var den officielle indvielse. I 1976 blev Lygten Station nedlagt.
Rangerstationen
I 1916 begyndte man anlæggelsen af Lersøen Rangerstation. Her skulle være plads til 120 vogne. Godsbanens sporanlæg blev fuldført i 1924. Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt.
Den 1. juli 1930 startede højbanen.
I 1921 blev Nordbane – og Klampenborgbanen omlagt. Nørrebro Stations dage med persontrafik var talte.
Skæremøllen
Omtrent hvor ”Den Røde Plads” ligger Superkilen foran Nørrebrohallen. Her lå Skæremøllen allerede før århundredeskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro.
Praktisk nok lå Skæremøllen så tæt på Nørrebros jernbane, at hestene kun skulle fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggemateriale til den meget beboelse, der på dette tidspunkt opstod på Ydre Nørrebro.
Det er helt nøjagtig ejendommen, Nørrebrogade 200, som vi her taler om. Dengang var adressen dog Lygtevej 34. Her er i tidens løb sket en del. Her er også malet korn, skåret tømmer m.m.
Allerede den 30. oktober 1809 købte møller Jacob Marcussen grunden, der dengang blev kaldt Kløvermarken. Han byggede en mølle, som han drev til 1828. Derefter tog møller Jens Stephansen over.
Så tog Johan Peter Keiffler over. Han var også vognmand og hyrekusk. Han havde fire møllersvende, en møllerlærling, en vognmandskarl og en tjenestepige i sit brød.
Den første brand
I 1856 var det møller Jacobsen, der er indehaver af møllen. Nu er det også bageri på gården. Der er ansat en forvalter. Men ak, den 13. marts 1858 brændte den gamle mølle. Andreas Arrebo overtog ejendommen. Nu kom der en ny dampmølle og et savværk. Her var nu en del karle, møllersvende og lærlinge, en fyrbøder og en maskinmester tilknyttet virksomheden.
I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokumsbygning, svinesti og vognskure.
Den anden brand
Men mere ak. Den 6. december 1873 blev Skæremøllen atter ramt af brand og savværket blev nedlagt. Bagermester Christian Børge Mossin købte derefter ejendommen. Men han bibeholdt navnet ”Skæremøllen”.
Mossin fortsatte det gamle landbageri med et brødudsalg. I 1884 blev Skæremøllen købt af August Klose og bagermester Christian Petersen. Bagermesteren boede selv i huset og havde bageri her indtil 1906.
Så blev det biograf
Og i dette år købte murermester Rosendahl ”Skæremøllen”. Han rev det hele ned. Og en moderne ejendom opstod.
Det sjove er så at her lå fra 1906 til 1913 Stefans Biografteater. Så flyttede den til hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade. Biografen her lukkede så i 1928.
Holger Petersens Tekstilfabrik
På et tidspunkt havde Holger Petersen beskæftiget 2.000 mand i alle sine foretagender. Og en del af disse bygninger kan stadig ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde han em meget social indstilling til sine medarbejdere.
Såret i krigen 1864
I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsens en gros-forretning i Store Kongensgade. I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig og blev alvorlig såret.
I september 1866 rejste han til England. Trods gode anbefalinger lykkedes det ham ikke at få et ordentligt job. I 1867 startede han som agent i København. Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes det ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at handle med forskellige varer inden for manufakturbranchen.
I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle vajsenhus. Sammen med sin bror John startede han i 1878 en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.
Fabrikken udvidet mange gange
I 1883 startede han det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkontor på Kastelsvej.
Flere gange blev fabrikken udvidet. Den omfattende fabrikation af bånd, knapper, uldspinderi, uldfarveri og væveri
Første del af anlægget fra 1883 kom til at bestå af en 2 – etagers fabriksbygning og en et – etagers farveribygning.
Holger Petersen havde tænkt på arbejderne
1885 blev der opført en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen indrettet et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne også afholdes fester. Her kunne ugifte arbejdere også spise.
Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejdsliv og produktion. Det var et forsøg på fælleshusholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst oppe i familiehierarkiet. Boligerne og de mange fælles faciliteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på.
I 1889 etableredes der en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø,
I 1891 havde man også andre planer hvis man ikke kunne få byggetilladelser. Man ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Man fik dog alligevel byggetilladelse og Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.
Ud over boliger blev der knyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes adskillige nye bygninger. Og i samme år arbejdede her på Nørrebro 300 arbejdere, mænd, kvinder og børn med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn.
Fabrikken var i begyndelsen dampdrevet.
Danskheden i Nordslesvig
Ved siden af alt dette interesserede Holger Petersen sig for danskheden i Nordslesvig. Han var bestemt ikke enig med den danske regerings gøren og laden i dette spørgsmål. Indtil Første verdenskrig ydede han en stor indsats for danskheden.
700 ansatte på Tagensvej
I 1917 døde Holger Petersen. Og så blev fabrikken på Tagensvej overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde fabrikken på Tagensvej 700 ansatte. Både i 1923, 1950 og 1966 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker blev indstillet i 1966.
Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Fredningen blev begrundet med at fabrikken var:
Atlas – med medarbejderdemokrati
Det hele startede nede i Nakskov. Ja det hed egentlig Tuxen & Hammerich. Og helt fra begyndelsen startede det med en maskinfabrik, der hed Godthaab i 1876.
Fødslen var meget svær på Nørrebro. Man havde købt en sporvognsremisse og staldbygning ved Baldersgade og Nørrebrogade 198. for 130.000 kr. Men for at gøre en lang historie kort, så havde Tuxen hele tiden spændt ben.
Man startede med 375 medarbejdere
Hele slagsmålet blev dengang beskrevet i Berlingske Tidende. Man købte dog en grund i Hillerødgade. Og den 16. april 1898 bragte aviserne en annonce, hvor man kunne tegne aktier i A/S Atlas. Samme måned flyttede man fra Vester Fælledvej til Nørrebro. Flere medarbejdere fulgte fra Nakskov.
I juni 1898 viste det sig, at bundforholdene i Hillerødgade var utilstrækkelige til at bære de bygninger, man ville opføre. Men også den vanskelighed overvandt man.
Med 375 medarbejdere startede man virksomheden den 2. januar 1899. Fra starten fik man mange ordre på nye køleanlæg. I år 1900 fandt der en 5 måneders lang arbejdsmandsstrejke sted.
Det første år udbetalte Atlas 4 pct. i udbytte, men de næste år betalte Atlas ikke noget udbytte. Faktisk havde man underskud. Først i 1907 gik det hel fremad med stormskridt. Nu skabte man nye produkter. Man beskæftigede sig bl.a. med køling af jernbanevogne. Ja selv dampmaskiner lavede man.
I Baldersgade i 1907
I 1907 købte man nabogrunden i Baldersgade. Til ejendommen i Hillerødgade købte man også nabogrunden. Efter et banksammenbrud i 1908 måtte man afskrive en masse tilgodehavender.
Elektrificeringen var i fuld udvikling og industrien gik over til elektromotorer. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværkerne. Det blev til en betydelig produktion. Man betalte udbytte og foretog store henlæggelser.
Under Første Verdenskrig kneb det med at få råmaterialer. Man besluttede at betale fuld gage til funktionærer, der blev indkaldt til militærtjeneste. Allerede i 1915 så situationen lidt lysere ud for Atlas. Man opførte en ny bygning til møbelsnedkeri og modellager i Hillerødgade. Den derved indvundende plads i Baldersgade blev benyttet til maskinværksted. Man påbegyndte nu også produktionen af dampmaskiner.
1.jan. 1918 udvidede man aktiekapitalen, og det gjorde man også et halv år efter. I årene 1915 – 18 udbetalte Atlas 10 pct. i udbytte.
Det russiske marked, der ikke havde været uden betydning var usikkert efter revolutionen. Og det engelske marked svigtede, bl.a. fordi englænderne ville beskæftige deres egen arbejdskraft.
14 dages ekstra løn
Beskæftigelsen i Atlas faldt efter krigen. I 1923 var antallet af medarbejdere reduceret til under det halve.
I 1924 mødtes arbejderne og fejrede 25 års jubilæum. Medarbejdernes gave var en bronzefigur forestillende den græske gud Atlas, som bærer himmelhvælvingen på sine skuldre.
Bestyrelsens formand siden år 1900, ingeniør, etatsråd N.C. Momberg takkede bevæget. Samtidig meddelte han, at de månedslønnede ville få ekstra 14 dages løn.
Ramt af lockout
I 1925 blev Atlas ramt af en lockout. Af to omgange blev man nødt til at skære i personalet. En lukket kølemaskine ”Glacia” som Atlas producerede fra 1922 startede med at være en stor succes. Man solgte enorm mange af den model. Men efterhånden viste vanskelighederne sig. For at den skulle repareres skulle den tilbage til Fabrikken på Nørrebro.
Man var på vippen til at droppe produktionen. Men så fandt en ung ingeniør på fabrikken en løsning.
I 1927 vendte Sovjetunionen tilbage. Man eksporterede 49 mejeridampmaskiner. I 1930 blev det til 18 skibsmaskiner til dampdrevne hjuldampere til flosejlads.
Man sluttede kontrakt om en dampmaskine tændstikfabrik i Indien. Også 1934 var et stort år for Atlas.
Rederiet J. Lauritzen køber aktiemajoriteten
I sidste halvdel af 1930erne opkøbte rederiet J. Lauritzen aktiemajoriteten. I efteråret 1938 henvendte skibsredder Knud Lauritzen til bestyrelsesformand Rudolf Christiania. Han ønskede et tæt samarbejde med bestyrelsen.
En leverance til Iran blev kaldt ind i tysk havn i 1939 af nazisterne. Varerne blev sendt tilbage til fabrikken. Men nazisterne fik ikke i denne omgang ram på fabrikken. Det lykkedes via rederiet J. Lauritzen at få afsendt ordren.
Atlas under besættelsen
Det var den 22. april 1940, klokken var fem om eftermiddagen. Direktør Mansted sad på sit kontor i Baldersgade. Telefonen ringede. Det var en officer fra den tyske overkommando. Mansted fik ordre på at blive på fabrikken.
Atlas var ikke ”Landsforrædere”
Det gik en lille times tid, så ankom den tyske kaptajn Fostmann ledsaget af tre andre tyske officerer – alle frygtindgydende bevæbnet og i fuld uniform.
Den nazistiske besættelsesmagt forlangte på stedet, at se fabrikken. Om det betød en besættelse af fabrikken kunne Fortmann ikke sige. Mansted måtte efterkomme tyskernes krav. Da officererne havde set, hvad de ville, forlangte Forstmann at få tilbud på hydrauliske presser. Og han skulle have tilbuddet liggende på sit skrivebord dagen efter. Og hvis dette ikke skete ville der ske de frygteligste ting.
Gennemgår man litteraturen fra besættelsestiden får man dog nærmest det indtryk, at Atlas var en stor landsforræder. Der blev også udført mange sabotageaktioner fra modstandsbevægelsen.
Atlas blev lagt i håndjern
Den næste dag, den 23. april blev direktør Mansted kaldt op til den tyske overkommando, hvor den tyske kaptajn Pohl overrakte Mansted et stykke papir, der indeholdt en beslaglæggelse af Atlas inden for nogle områder.
Samtidig afgav Pohl ordre på levering af hydrauliske presser. Mansted så ingen anden mulighed end at indrette virksomheden efter de tyske direktiver og efterkomme ordren.
Atlas blev lagt i håndjern. Man kunne ikke andet end at bruge kræfter på leverance til de tyske tropper. Kort efter beordrede de nazistiske besættelsestropper leveringen af diverse materiel, som de havde behov for.
Atlas store frembrud blev med et afbrudt. Atlas brød sig bestemt ikke om sin nye ”kunde” Ingen brød sig om dette nye samarbejde, som tyskerne havde beordret.
Produktionen af ”Glacia” gik i stå. Eksportmarkederne kunne ikke nås. Samtidig opstod der uro hos de montører, der var sendt til Iran. Men alle gjorde jobbet færdig og nåede velbeholden hjem.
Mærkværdige brande
Det var nødvendigt for Atlas at satse på hjemmemarkedet i det omfang, den tyske besættelsesmagt ikke lagde beslag på fabrikkens ydeevne.
De nye forhold betød også, at tyskerne læste den post, de ville. Den tyske overkommando kendte hvert bogstav, der stod i brevene fra Atlas. Forsøgene på at forsinke råvarerne og trække leverancerne til besættelsesmagten i langdrag var ingen hemmelighed for den tyske ”samarbejdspartner”.
I Baldersgade opstod der mange ”mærkværdige” brande. De startede hovedsagelig i kantinen. En morgen i februar 1942 tidlig om morgenen opstod der en større brand. Værkstedsbygningens øverste etager i Baldersgade stod i flammer.
Politiet kunne ikke finde beviser på, at det fra den danske modstandsbevægelse. Den tyske overkommando forlangte, at direktør og driftsbestyrer blev idømt høje bøder. Og det var fordi, at Atlas ikke havde oprettet et vagtværn. Endvidere forlangte besættelsesmagten at dette blev optaget i dagspressen til skræk og advarsel. Herefter måtte Atlas organisere et værn. Man kaldte det ikke vagtværn med brandværn.
Der blev fremstillet våben på Atlas
Allerede i april 1944 gennemførtes en bombeaktion mod Atlas.
Hvad sikkert ikke mange ved, er at en lille gruppe modstandsfolk, som illegalt fabrikerede våben til ”Holger Danske” på Atlas.
Der blev fabrikeret håndgranater, maskinpistoler, 5 kg landminer, magasiner til 7,65 pistoler. Ja endog flammekaster, der skulle være effektive mod panservogne.
Dette skete uden at direktion, bestyrelse eller andre medarbejdere i værkstederne anede det mindste om det.
En modstandsgruppe på Atlas
Man oprettede en modstandsgruppe på Atlas, der kommer under ”Ringen” i modstandsbevægelsen. Denne gruppe dannede et firma ”Dansk Sikkerhedsbox Industri. Ja sådan stod der på et papskilt på en dør i Øster Farimagsgade.
Dette firma indkøbte materialer som blev betalt af ”Holger Danske”. Under gulvet i Atlas-fabrikken lå et lager af de våben og sprængstoffer, man illegalt leverede til modstandsbevægelsen.
Den 4. maj om aftenen var 30 bevæbnede mænd på Atlas for at beskytte virksomheden, hvis de danske nazister og den slagne tyske besættelsesmagts Gestapo – folk skulle iværksætte ”brændte jords aktioner”.
Intet grundlag at rejse tiltag mod Atlas
Også Atlas blev lige som andre danske virksomheder efter krigen undersøgt for sit ”samarbejde” med besættelsesmagten af rigsadvokaturen. Tre år senere blev det fastslået, at der intet grundlag var for at rejse tiltale mod Atlas for landsforræderi.
Juridisk spillede det også en rolle, at direktør Mansted modigt og med personlig risiko tidligt trak en grænse. Man havde vidner uden for Atlas, der kunne bekræfte Mansteds konsekvente optræde, Københavns Telefon Aktie Selskab kunne dokumentere, at Mansted pure havde afvist K.T.A.S., da man på Atlas efter ordre fra den tyske besættelsesmagt ville installere en direkte linje til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus.
Fuld Kraft efter Freden
Der var fuld kraft på Atlas efter freden igen kom. Allerede i 1946 havde man ordre på 15 – 16 mio. kr.
Allerede i 1941 havde man besluttet at købe en 10 ha stor grund på Lundtoftesletten i Lyngby. I efteråret 1948 blev det første spadestik taget til det nye Atlas – byggeri i Lyngby.
Atlas var revolutionerende inden for fødevareproduktion med opdagelsen af frysetørringsproduktion.
A.P. Møller fandt det letsindigt at være social
Allerede i 1950 gjorde Atlas sig bemærket i det øvrige samfund ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede arbejdere. Man fik halvdelen af udbyttet til aktionærerne. Halvdelen blev udbetalt kontant, mens den anden halvdel gik til sociale formål.
Etableringen af bonusordningen affødte et brev til Knud Lauritzen fra skibsredder A.P. Møller, der bl.a. skrev:
30 år efter blev bonusordningerne lov på arbejdsmarkedet
I efteråret 1951 blev Atlas bonusordninger drøftet i Folketinget. Nogle af de velfærdsordninger, Knud og Ivar Lauritzen indførte i virksomheden, er 30 år senere blevet til lov på arbejdsmarkedet.
Der blev også fra Atlas side købt sommerhuse til medarbejderne. Senere fulgte et seniorværksted. I dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri blev Atlas ikke så populær.
I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge Lundtoftefabrikken og hele produktionen af husholdnings-køleskabe.
Det egentlige Atlas med fabrikation af de store maskiner forblev på Nørrebro, som internt kom til at hedde BAFA (Baldersgade – Fasanvej). Men ekspansionen havde længe gjort pladsforholdene på Nørrebro for trange.
I Ballerup kunne man i 1973 få plads til fem gange så meget som på Nørrebro.