Søgeresultater på "Lersøen"
Dato: februar 28, 2021
Hvad læses der mest – februar 2021
Der kom 16 nye artikler i februar. Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser. Facebook med mange misforståelser. Dårlig opløsning. Du må gerne dele med kildeangivelse. Stor fremgang på Facebook. Statistik fra vores hjemmeside. Hvilke dele af Danmark og hvilke byer læser www.dengang.dk. Februar-måneds Top-100.
Ny artikler i februar 2021
Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser
Efterhånden får vi dagligt så mange henvendelser, så vi bliver nødt til at prioritere. Det skal ”Den Gamle Redaktør” være den første til at beklage.
Vi kan ikke bremse notifikationer fra os på Facebook, for eksempel fra folk, der ikke mere ønsker, at modtage vores Facebook – opslag, fordi man er utilfreds med vores historieopfattelse. Her må man selv tage affære.
Vi svarer heller ikke på henvendelser fra mere eller mindre velmenende læsere, der mener, at ”Den Gamle Redaktør” er ordblind, bruger forkerte vendinger eller direkte tastefejl. Det kan faktisk godt være at dette er rigtig. Men når man ser nederst i henvendelsen, ser at det er fra et kommunikationsbureau, der tilbyder deres assistance for penge. Disse henvendelser modtager vi mange af.
Vi skal på dette sted gentage os selv. Vores hjemmeside har været gennem tre forskellige former for hjemmesider. Nogle af artiklerne er ikke særlig pæne i opstilling. Og i en periode kørte vi også uden stavekontrol. Som tidligere nævnt forsøger vi at ny-redigere disse artikler, men det skal ikke forhindre os i rent tidsmæssigt at skrive nye artikler. Ny-redigerede artikler har fået et (b) bagved. I februar vil den opmærksomme læser kunne se, at vi har ny-redigeret 5 artikler.
Der kommer også en del henvendelser omkring slægtsforskning. Dette er ikke noget vi påtager os. Det er meget tidskrævende. Masser af mennesker er langt bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” Og de findes endda professionelle, der lever af at lave slægtsforskning.
Selvfølgelig forsøger vi at svare på alle henvendelser også de kritiske. Men tilgangen både til hjemmeside og Facebook er i øjeblikket lidt for overvældende.
Facebook – med mange misforståelser
Det er tydeligt, at mange ikke læser de artikler vi lægger op på Facebook. Det er også helt i orden. Men de kommentarer, der kommer, er ofte præget af misforståelser, fordi artiklen ikke er læst.
Vi har forsøgt at sprede nogle af vores artikler på andre grupper. Men ofte bliver disse slettet. Måske sker dette, fordi vi overtræder nogle af disse gruppers retningslinjer. Og det er jo altid op til den pågældende administrator, der skal vurdere dette.
Mange lægger mere vægt på de ledsagende billeder end på teksten. Det vil med andre ord sige, at såfremt billedet en gang før har været vist i gruppen, bliver ens indslag slettet eller man bliver bedt om at slette indlægget og det er uanset om teksten er nu. Det er lige modsat vores holdning, hvor vi lægger mest vægt på teksten.
Ærlig talt så vil vi ikke ofre tid på at lede efter et billede. Vi vil hellere bruge tiden til at skrive nye artikler eller ny-redigere ældre artikler.
Vi har også oplevet, at et par af vores artikler bliver brugt til at trække i Nazi-kortet i forbindelse med vrede mod regeringens nedlukning i forbindelse med Corona-krisen. Denne brug af vores artikler, tager vi skarp afstand fra.
Dårlig opløsning
På mange Facebook – grupper får vi at vide, at mange af vores fotos og billeder er i en dårlig opløsning. Vi bruger godt nok ikke så meget tid på at finde de bedste. Det vi bruger tid på, er teksten. Og dette er ikke lige populært alle steder.
Du må gerne dele vores artikler
Også her gentager vi os selv. Du må gerne dele vores artikler, så længe du oplyser, hvor du har dem fra. Husk også at bruge vores kildeangivelser. Vi kan se på vores månedlige hitliste, at det heldigvis er nogen, der har delt vores artikler på andre Facebook-grupper. Det er kun glædeligt, fordi det er artikler, der ikke har været repræsenteret før.
Statistik for vores Facebook
Gældende for 28 dage:
Statistik for vores hjemmeside
Du har nu adgang til 1.705 artikler på vores hjemmeside. Tallene i parentes angiver antal af pågældende tema-artikler som du kan finde andre steder på siden.
Hvilke Byer læser vores hjemmeside?
I november måned lavede vi en lignende liste. I parentes kan du se placeringen dengang. Men hvis vi nu starter med at dele landet ind i 5 dele, ser det sådan ud:
Vi kan se, at byer som Rødekro, Gråsten og Padborg bl.a. er forsvundet fra listen.
Februar – TOP-100 – DE MEST LÆSTE ARTIKLER
Dato: november 4, 2020
Rutebilernes Aabenraa
Den første hjemmelavede bus i Aabenraa blev lavet i 1921 i Barkmøllegade – min gamle bolig i mange år. Nu kører bussen ikke mere den lige vej til Tønder. Der var dårlige veje i Sønderjylland i 1920. Aabenraa Automobilselskab blev stiftet i 1926. Amtsbanegård blev til rutebilstation. Vanskeligheder under besættelsen. Man kørte for de rejsende, ikke for kyllinger. Og så var det lige Aabenraa Gadeomnibus. Ruter omlagt og nedlagt. Sydbus oprettet. I 2004 kørte en speciel bus ud ad porten. I 1920 var der 715 busruter i Danmark. Der var rutebil i Aabenraa fra 1913. Så var det lige karetmager Hans Petersen og hans søn, Peter fra Varnæs. Og så opstod et samarbejde med Skifter Andersen. Og den første bus af 5.000 strøg ud af porten i 1948.
Ikke den lige vej til Tønder
Når man nu har skrevet om Aabenraa – Rødekro Banen og Æ Kleinbahn, så skal man da også skrive om rutebilerne. Dem har man da i den grad været afhængig af. Jeg havde en kæreste i København. Hver anden uge besøgte hun mig og hver anden besøgte jeg hende. Eller alle de gange jeg skulle til Tønder til familien. Og til jul slæbte man julegaver med i sorte poser ind i rutebilen. Dengang kørte den nogenlunde direkte til Tønder. I dag skal vi via Tinglev.
Og dengang i gamle dage fik vi altid biksemad på rutebilstationens restaurant, når der var generalforsamlinger.
Men se der blev jo også fremstillet rutebiler i Aabenraa. Men først skal vi lige kigge på Aabenraa Automobilselskab.
Dårlige veje i Sønderjylland
Efter 1920 var vejenes tilstand i Sønderjylland en udfordring. Man lagde derfor en plan, der blev vedtaget i 1921. 406 km provinsvej skulle istandsættes og 428 km ny vej skulle anlægges. Det varede selvfølgelig også en del år før dette var færdigt. Dette kom også til at betyde noget for Aabenraa Automobilselskab. Således kunne man i mange år ikke køre den korteste vej til Gråsten over Felsted. Man blev nødt til at køre en længere strækning over Tørsbøl.
Aabenraa Automobilselskab stiftet i 1926
Selskabet blev stiftet i 1926, da Aabenraa Amts Jernbaner indstillede driften. Allerede dagen efter blev der åbnet for strækningen Rødekro – Løgumkloster med Aabenraa Automobilselskab. Den blev drevet efter en særlig overenskomst med statsbanerne som en slags reklame for den nye statsbane, der blev vedtaget ved lov i 1924. Men man forventede først at være klar med banen i 1927. I mellemtiden kørte der så to rutebiler hver vej dagligt.
Varigheden af rejsen med tog fra Aabenraa til Rødekro og videre med bil til Løgumkloster var knap to timer eller en time hurtigere end den nogensinde havde kunnet lade sig gøre med amtsbanen over Hovslund.
Amtsbanegård til rutebilstation
Den tidligere amtsbanegård i Aabenraa blev købt og indrettet til rutebilstation. I 1930’erne var der kamp om at få lov til at uføre rutetrafik. Men Aabenraa Automobilselskab fik fodfæste i oplandet og klarede sig godt. Selskabet havde kronede dage i slutningen af 1940’erne og først i 1950’erne, hvor privatbilismen endnu ikke var kommet i gang.
Under Besættelsen
Men helt galt stod der nok ikke til for selskabet anskaffede under besættelsen to passagerpåhængsvogne fra Triangel med plads til 24 personer. Disse vogntog blev indsat på Aabenraa – Sønderborg linjen. Det blev også anvendt som blikfang på selskabets brevpapir.
Man manglede benzin, olie og dæk. En del af vognparken måtte udstyres med gasgenerator. Kørslen blev også skåret ned. I første omgang med 40 pct. Og senere med nok engang 20 pct. Der kom flere udgifter på. Og en takstforhøjelse blev en nødvendighed. Men i 1941 nåede man op på at befordre hele 275.000 passagerer. Man fik samtidig befordret 100.000 pakker.
Ved besættelsestidens afslutning stod det klart, at Automobilselskabet stod med en ganske slidt vognpark. Det stod klart, at der skulle bruges op mod en halv million kroner for at få vognparken op på samme niveau som før besættelsen.
Aktiekapitalen var i maj 1944 blevet udvidet til 125.000 kr. Salget af de nye aktier gik væsentligt lettere end ved etableringen i 1926. Det var stor tiltro til det lokale busselskab. Den likvide kapital var på 240.000 kr. Så i løbet af 1945 blev der afgivet ordre på seks nye 31 personers Triangel rutebiler til en samlet værdi af 300.000 kr.
Man kører for de rejsende ikke for kyllinger
Nu var det ikke alle der var tilfredse med busselskabet, bl.a. en af oplandets hønseriejere. Og denne alvorlige problematik havde Jydske Tidende selvfølgelig taget op den 29. maj 1947:
Aabenraa Gadeomnibus
Siden 1924 kørte Aabenraa Gadeomnibus. Den blev startet af Willy Kortlepel med en 10 – personers bus. Og det var med 12 ture gennem byen fra banegården i nord til Sønderport i syd med endestation ved Hotel Bellevue. På fire ture blev ruten dog forlænget sydpå til Skelbæk og nordpå ved Folkehjem. På en række af turene kom bussen også forbi Kolstrup
I 1950 overtog Heinrich Schmidt bybussen i Aabenraa under fordelagtige vilkår. Han kunne nu kalde sig for vognmand. Han lagde ud med at fordoble turantallet til 14-15 ture i hver retning samtidig med at han inddrog nye bydele i betjeningsområdet bl.a. til Landsarkivet. Heinrich Schmidt drev bybussen frem til 1964. Den blev i folkemunde kaldt Heine Bybus.
Ruter omlagt og nedlagt
I 1951 begyndte man opførelsen af garager til syv busser ved rutebilstationen i Aabenraa.
På Aabenraa – Sønderborg strækningen kørte man med 53 – personers busser. Men efterhånden blev man grundet det faldende passagertal nødt til at anskaffe 29 – personers busser.
Det var dog ikke så meget den lokale busfabrik fik lov til at levere i 1960’erne. Efterhånden var der en del ruter, der blev omlagt og mange efterhånden nedlagt.
I 1964 fortsatte bybussen under navnet Aabenraa Buslinjer under Peter Beck, der i en årrække havde kørt turistkørsel under Becks Busser.
Sydbus
I 1965 fik Aabenraa så en ny og mere moderne rutebilstation. Men privatbilismen blev mere udbredt og passagertallet faldt. DSB fraflyttede i 1969 AA’s garager i Aabenraa hvilket betød at den gensidige aftale mellem AA og DSB om at bo frit hos hinanden bortfaldt. Det betød for AA, at deres busser i Sønderborg kom til at stå ude.
I 1971 udtrådte AA af samarbejdet om driften af Aabenraa – Tønder ruten.
I begyndelsen af 1970’erne var økonomien blevet lidt anstrengt. Der måtte offentlige tilskud til for at holde busdriften i gang. Nu leverede selskabet så kørsel til det nystartede Sønderjyllands Trafik (ST) som i 1990’erne blev til Sydbus.
Konkurrencen øgedes markant, og det betød at Aabenraa Automobilselskab endte med at sælge til sin kørselskontrakter videre til DSB i 1997.
En speciel bus ud ad porten
Den 30. september 2004 kørte en speciel bus ud fra porten på Aabenraa Karrosseri. Den lignede de øvrige. Men det særlige ved bussen var, at det var den sidste, der blev bygget på fabrikken. Mere end 5.000 er det blevet til i virksomhedens historie. Men det var egentlig også den sidste danske bus. Efter 100 års historie var produktionen af danske busser blevet historie.
I 1920 – 715 busruter i Danmark
Og tænk engang. En bus består af 23.000 dele. Og alligevel er det sjældent at to busser er ens. De er nærmest blevet skræddersyet til deres opgaver.
I midten af 1920’erne var der 715 busruter i Danmark. De var i gennemsnit 27 km lange.
Aabenraas første hjemlavede bus fra Barkmøllegade
Den første bus i Aabenraa blev fremstillet et sted, hvor ”Den Gamle Redaktør” har boet i mange år, nemlig Barkmøllegade 8. Det var karetmager Carl Daus, der en dag i 1921 kunne stille sig til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første bud bygget i Aabenraa.
Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karrossen. Selve de tekniske ting ved bussen havde han ikke noget at gøre med. Før havde chaufføren altid siddet i det fri.
Da De Forenede Danske Motorejers blad Motor i 1912 skulle anmelde en af de første busser, hvor chaufføren sad indendørs, skrev de, at chaufføren burde have siddet i det fri for her var bedre udsyn.
En rutebil i Aabenraa fra 1913
Men den første bus eller rutebil i Aabenraa havde siden 1913 haft ”busstation” ved holdepladsen ud for Hotel Danmark. Allerede i 1914 måtte vognmand Nygaard udskifte den med en større. Han kørte en rute til Haderslev. Han startede med en Opel, der kunne tage 6 – 8 passagerer.
Det siges at hans nye bus kunne tage 28 passagerer, men oplysningerne må tages med forbehold for sådan en bus ville have hørt til de absolut største på det tidspunkt. Under Første Verdenskrig blev han kommanderet til at køre sygetransport
Bussernes kvalitet blev bedre
Man havde kun en indgang. Den var beregnet for både de passagerer der skulle ud, og dem der skulle ind. Det tog længere tid, men det gjorde ikke så meget. Disse busser var langt hurtigere end hestekøretøjer.
Omkring 1930 havde samfundet omstillet sig til bilkørsel. Men afgiften for buskørsel havde kun givet få hundrede tusinder af kroner i indtægt, mens vejene var blevet forbedret for 35 mio. kr.
Bussernes kvalitet var blevet bedre. Oppustelige gummihjul var nu blevet obligatoriske. Benzin kunne købes ved mindst en købmand i byen. Tekniske nedbrud blev mere sjældent. sjældne. Og fra slutningen af 1920’erne kunne busserne opvarmes. Og så blev der indsat polstrede stole.
I 1926 fandtes der 9 større ruteforbindelser fra Aabenraa.
Karetmager Hans Petersen, Varnæs
Skal man fortælle om Aabenraa Karrosseri, så må man ikke glemme Hans Petersen ude i Varnæs. Han blev kaldt ”e joller”. Han var en lille karetmager, der leverede hjul og andre dele til det lokale samfund. Han havde også et savskæreri, så han selv kunne skære planker ud. Ved siden lå et smedeværksted og de to virksomheder arbejdede godt sammen.
Sønnen, Peter starter i Aabenraa
Hans søn Peter fik også lyst til at arbejde med træ. Og i 1930 havde han startet sit eget værksted i Varnæs, hvor han begyndte at fremstille førerhuse til lastbiler. Han tog den lange vej på cykel til Sønderborg for at aflevere tilbud.
Virksomheden blev snart for lille. Ja myndighederne forlangte at hvis han ville fortsætte i Varnæs så skulle han bekoste et nyt tag til naboen, som havde stråtag. Så Peter flyttede til Aabenraa. Imens fortsatte faderen sin mere traditionelle virksomhed med at lave smørdritler til mejeriet og med at reparere landbrugsmaskiner.
Peter startede op i Vestergade 25. Pladsen var trang og udvidelsesmulighederne ringe. Han tog med glæde imod et tilbud fra kommunen om at købe en grund på Tøndervej på favorable vilkår. Har var der god plads til at bygge værksted og parcelhus.
Under besættelsen
Langsomt blev virksomheden bygget op. Det var svært i besættelsestiden at få større arbejder. Og han blev lige som mange andre i transportbranchen truet af tyskerne til at samarbejde med dem.
Mange af de biler, man skulle reparere for tyskerne, kom direkte fra fronten. Og det kunne være ret så ubehageligt. En tidligere ansat fortæller således at man kunne risikere at finde fingre og andre legemsdele i bilen.
Den første bus blev startet i 1947
Det var bl.a. Peter, der byggede træbarakker for kommunen for at imødegå boligmangel. På sin grund boede to af hans medarbejdere i sådan en træbarak. På et tidspunkt fik Peter en forretningsforbindelse med en, som han senere fik meget med at gøre nemlig Knud Skifter Andersen, der i 1945 blev medejer af Aabenraa Automobilhandel.
Denne kendte en del til bygning af buskarosserier og havde en ide om, at der skulle laves en lokal karosserifabrik. Derfor spurgte Skifter Andersen, Peter Petersen om denne havde lyst til at bygge buskarrosserier. Denne sagde ja, og den første bus blev startet i 1947.
Peter sorterede sine arbejdere
Møbelsnedker Verner Heine blev ansat hos Peter Petersens Karrosserifabrik i 1945. Få dage efter besættelsen var han kørt ud til fabrikken ude på Tøndervej for at høre, om der var arbejde at få. Peter Petersen så ham lidt an og sagde han godt kunne få lidt arbejde, men at det ikke var fast. Det viste sig at Heine kom til at arbejde her fast i 36 år.
I begyndelsen var der blandet arbejde. Peter Petersen sorterede nøje sine medarbejdere. De dårlige håndværkere fik kun få dages arbejde. De dygtige fik lov til at blive. Snart var der ikke flere at få i Aabenraa. En del kom til fabrikken fra Fårhuslejren. De husede bl.a. landsforæddere og tidligere SS-folk. Men Peter Petersen mente, at de havde udstået deres straf.
Virksomheden voksede og nu kom der også karetmagere og saddelmagere fra andre karrosserifabrikker. I 1950’erne udnævnte han flere værkførere men han slap aldrig det overordnede ansvar.
Den første bus rullede ud af porten
Fredag den 15. oktober 1948 kunne Petersen med stor tilfredshed fejre en stor begivenhed på Rutebilens Restaurant. Han havde lige prøvekørt den første bus, der var kommet fra hans værksted. Ledelsen i Tønder -Kolding Rutebiler kunne også være tilfredse. Det var en flot bus til 35 passagerer som de havde erhvervet sig for 80.000 kr. De flotte sæder betrukket med blåt-gråt plys var udført af saddelmager Sørensen i Varnæs.
Rygtet spredte sig. Her kunne man få fremstillet flotte busser. Og så blev der lavet fire busser til Amagerbanen.
I 1952 kom der en ordre fra en senere meget stor kunde nemlig DSB. De skulle have bygget en stor bus til 45 passagerer. Ja og sådan kunne vi blive ved med at fortælle om Rutebilernes Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.668 artikler herunder 158 artikler fra Aabenraa og Omegn: Om den kollektive trafik – Se her:
Dato: oktober 10, 2020
Flere fabrikker i Nordvest
Vi fortsætter vores vandring i Nordvest og besøger gamle fabrikker. Denne gang besøger vi Tekno, Glud & Marstrand, P. Ibsens Enkes Keramikfabrik, Dampvaskeriet Thor, N.J. Plast, Schous fabrikker og ISS. Der var masser af fabrikker i Nordvest dengang. Og her var masser af arbejde at få. Vi ønsker en god tur.
Tekno, Rentemestervej
Det startede i det små. Så blev det stort, men det endte med ”Made in Holland”.
Han var fra Sydslesvig
Mellem 1928 og 1972 var Tekno, Dansk Legetøjs Industri en dansk legetøjsfabrik, der producerede millioner af legetøjsbiler, som var uhyre populære. Vi legede også med dem dengang.
Fabrikken blev grundlagt den 1. september 1928 af blikkenslager A. Siegumfeldt i en villakælder i Vanløse.
Han kom fra en lille bebyggelse ved Flensborg Fjord, der hed Siegum. Oprindelig hed familien Anthonsen. Familien boede på Nørrebro. Og det var hos et Nørrebro – firma, Carl Peter Chr. Blehm, at vores hovedperson kom i lære.
Efter sin læretid etablerede han sig som selvstændig Vand – og Glarmester på Amager. Allerede i 1928 afviklede han dette firma og etablerede selskabet Dansk legetøjs Industri. Tekno blev først officielt registreret i 1932.
I 1932 startede han på Rentemestervej
Han beskrives ofte som lidt genert, flink og rar. Men ledende medarbejdere på Tekno betegnede ham som stædig, forfængelig og enerådig i en grad, så det blev ulideligt.
I 1930 modtog man Industrirådets højeste pris og diplom for bliklegetøjet Tekno ingeniørsæt.
Der blev fremstillet sandkasselegetøj, trækvogne, køkkenlegetøj, kraner m.m.
I 1932 flyttede fabrikken til en lejet fabriksbygning på Tranevej. Denne bygning blev hurtig for lille. I 1935 flyttede fabrikken til en nyopført fabriksbygning på Rentemestervej med 600 kvadratmeter etageareal. Produktion og efterspørgsel voksede stadig.
Kontrollerede salget
Legtøjsbranchen var præget af karteldannelser, hvilket i dag er strengt forbudt. Siegumsfeldt var imod dette. Derfor var han ikke særlig populær i legetøjsbranchen.
I 1937 startede han en meget populær serie af Falck – biler. Denne produktion stoppede først i 1955.
Vores hovedperson kunne ikke lide Lego – familien. Han kunne ikke lide Kirk – familiens kristne måde at dyrke forretning på.
Fra nytår 1938 overtog fabrikken selv hele salget. Nu var det kun specialforretninger, hvor fabrikken var i stand til at kontrollere den fastsatte udsalgspris, der fik lov til at sælge Teknos varer.
I 1940 kom der forbud mod brug af hvidblik. Det var en af de vigtigste råvarer til de store Falck-blikbiler. Forbuddet blev først ophævet i 1952. Råvaren blev nu i stedet en zink – legering.
Man måtte fremstille helt nye maskiner til dette formål.
16 døgn i spjældet
Under besættelsen fandt tyskerne ud af, at Tekno fremstillede små legetøjs-flyvemaskiner som kunne blive farlige for dem. Produktionen blev konfiskeret og fabrikanten blev anholdt og måtte ind og sidde i 16 døgn.
Efter krigen blev det igen tilladt at bygge og man byggede til på Rentemestervej. Der blev desuden bygget en fabrik for trælegetøj i Frederikssund. Der var på det tidspunkt ca. 200 ansatte.
Inden da havde man lejet lokaler på Tomsgårdsvej, hvor man fremstillede trælegetøj.
Efter udvidelserne i 1946 – 47 råder Tekno over 2.000 m2 etageareal på Rentemestervej.
Man etablerede et samarbejde med Brio i Sverige og det danske firma H. Lange.
Tekno made in Holland
Eksport til Sverige og Norge kom i gang. En del af produktionen til det norske marked foregik i Norge. Efterhånden kom der også en eksport i gang til USA, England, Tyskland, Holland og flere andre lande. På højdepunktet nåede produktionen op på 1 million modelbiler om året. 75 pct. gik til eksport.
Pengene fossede ind. Det var måske Teknos største svaghed, at man ikke lagde en klar strategi for udvikling af Tekno i fremtiden.
Efter fabrikant A. Siegumfeldts død i 1967 overtog datteren, Esther den daglige ledelse af firmaet. Hun forsøgte at drive firmaet videre i faderens ånd. På grund af økonomiske og driftsmæssige vanskeligheder valgte hun at ophøre med produktionen i Nordvest.
Der blev etableret kontakt til firmaet Algrema-Tekno i Hjørring. Og der blev etableret en sammenlægning med de to firmaer. Den 12. august 1972 gik dette firma konkurs.
Det hollandske firma AP Teknik fortsatte produktionen. I bunden stod der:
Glud & Marstrand
Ja egentlig er det lidt snyd, at vi kategoriserer den som en Nordvest – fabrik. Fabrikken startede på Rantzausgade 22 – 24 i 1879. Det var dem, som producerede nationalklenodiet ”Madam Blå”. Det var blikkenslager Poul Glud og isenkræmmer Troels Marstrand, der sluttede sig sammen. Allerede i 1895 blev selskabet omdannet til aktieselskab.
Selskabet fremstillede et stort sortiment af brugsgenstande i metal, bl.a. spande, kasseroller, petroleumslamper, kogeapparater og kakkelovnsplader. I 1880’erne blev sortimentet udvidet med bliklegetøj. Blandt de tidlige produkter var de emaljerede køkkengrej og den meget populære Madam Blå kaffekande.
I 1930’erne indgik man kompagniskab med fabrikant Lund, som i 1889 havde bygget et stort fabriksanlæg på Amager. Glud & Marstrand overtog senere denne fabrik. På Amager begyndte man produktionen af madam Blå – serien, petroleumslamper, spande m.m.
Ny fabrik på Rentemestervej
Fabrikken blev udvidet med en ny fabrik på Rentemestervej i Nordvest.
Sabotage under krigen
Da firmaet lå på rentemestervej fremstillede man stålhjelme, patronkasser, olietønder m.m. til militært brug for tyskerne.
Natten mellem den 23. og 24. juni 1944 skete der en sabotageaktion mod fabrikken. Selv om der lød skud udefra skulle man fortsætte aktionen.
Et kolossalt rødt glimt opstod og en ildsøjle rejste sig. Hundredvis af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor man kaldte aktionen som et attentat, hvad der vitterligt også var. Men bladet tog afstand fra aktionen.
Politiken skrev at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest Danmark, skrev Politikken. Nationaltidende kaldte det for hærværk.
Burmeister & Wain over tog det
Markedet for metalemballage voksede i 1950’erne. Glud & Marstrand indledte et samarbejde med American Can Company.
Der blev også produceret dåser til et af Danmarks største eksportsuccesser – skinke.
I 1970’erne flyttede man produktionen fra Amager. Her blev øresundskollegiet opført på grunden.
Glud & Marstrand blev i 1978 overtaget af Burmeister & Wain. Året efter gik selskabet konkurs.
Overtaget af Kirbi
Glud & Marstrand blev i 1981 genetableret af investeringsselskabet Kirkbi, der også står bag LEGO. I årene derefter fulgte flere opkøb af konkurrenter i Danmark. Efterhånden blev firmaet Skandinaviens største leverandør af metalemballage.
I 2005 blev Glud & Marstrand opkøbt af den hollandske kapitalfond ABN AMRO Capital, der siden overdrog selskabet til et mexicansk selskab.
I dag et mexicansk firma
I dag producerer firmaet emballage til bl.a. kød, mejeriprodukter, fisk, grønt, konfekture, småkager, øl, tobak og skocreme. Man eksporterer til 30 lande. Virksomhedens danske hovedkontor er placeret i Løsning.
I 2006 omsatte firmaet for 1,7 mia. kr. og beskæftigede 1.063 ansatte.
Det hele begyndte på Bornholm
Fabrikken hed noget så så flot som P. (Peter) Ipsens Kongelig Hof Terracottafabrik . Det var en fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra 1843 til 1955.
Det hele begyndte i Rønne på Bornholm. Faderen var styrmand og derfor sjældent hjemme. Men det blev først rigtig hårdt for familien, da faderen dør af gul feber i 1826. Det tvang den 12 – årige Peter i arbejde på en teglfabrik, hvor han efter eget udsagn bar 4.000 teglsten dagligt.
Han blev syg af bare overanstrengelse og udviklede en form for kronisk sygdom. En svaghed i sin venstre side, der aldrig slap ham.
En lille fabrik på Nørrebro
Efter sin konfirmation fik han tilbud om uddannelse som porcelænsdrejer. Det kom som en slags velsignelse. Han var der sammenlagt 9 år heraf 6 års læretid og 3 års arbejdstid som ”Former og Drejer”.
Peter kom til at bo i gaden Aabenraa. Her blev han forelsket i naboens datter Louise og blev gift med hende- Peter var logerende sammen med sin kollega Frederik Grøndahl, senere indehaver af Bing og Grøndahl fabrikken.
Samme dag som de gifter sig, grundlægger Peter også sit eget pottemagerværksted. Han var ikke tilfreds med bare at være en lønnet porcelænsdrejer.
Fabrikken lå på Nørrebrogade 17 fra 1843 til 1847. Det svarer i dag til Nørrebrogade 66. Han havde sin egen ovn. Han fik også lov til at låne Den Kongelige Porcelænsfabriks ovne.
I 1847 startede fabrikken i Nordvest
Rasmus Peter Ipsens købte den store grund på 4 tønder land på en auktion i efteråret 1847 til 1.410 rigsdaler. Det begyndte som et beskedent værksted. Men udviklede sig med tiden til en reel fabrik.
I 1860 føder Louise familiens fjerde barn. På et tidspunkt beskæftigede fabrikken knap 30 ansatte. Peter forstår at invitere de rigtige mennesker og udvikler kunsthåndværk i den højeste kvalitet.
Samme år deltager har i et foredrag i Industriforeningen. Men han må forlade arrangementet med høj feber. Han dør to uger efter, kun 44 år gammel. I begravelsesprotokollen for Assistens Kirkegård står der blodforgiftning. Men der var nok blindtarmsbetændelse, der var årsagen.
Louise og Bertel fortsætter
Louise fortsætter nu alene ledelsen af fabrikken. Da deres førstefødte, Bertel var færdig med sin keramikeruddannelse, deltager denne også i ledelsen. Nu får fabrikken så navnet ”P. Ipsens Enke”. Man får nu international ros. I 1871 kan man kalde sig Kongelig Hofleverandør.
Man inviterede de største kunstnere, Thorvald Bindesbøll og sølvsmeden Georg Jensen. Fabrikken vokser og vokser. I 1873 kom der ekstra etager på Frederikssundsvej.
Peter Ipsens enke dør i 1905. Og Bertel dør i 1917 efter at have arbejdet for virksomheden i næsten 60 år. Virksomheden kommer på andre hænder og er ikke længere et familieforetagende.
Fabrikken bliver i 1917 overtaget af Stenders forlag.
Industrialiseringen af brugskunst må anses for årsagen til at fabrikken lukker i 1955. Man mindes storhedstiden med Peter Ipsens Allé, som er en sidegade til Frederikssundsvej.
Dampvaskeriet Thor
Dampvaskeriet Thor blev grundlagt i september 1889 af Thomas Sørensen. Det blev omdannet til aktieselskab i 1917.
I 1016 blev der givet tilladelse til opførelse af det nye vaskeri i en speciel barokstil, der er typisk for ældre industribygninger i Københavns Nordvest – kvarter. Dengang blev det kaldt Utterslev Mark.
Dampvaskeriets adresse står opført som Thoravej 7 – 1, men bygningens specielle byggestil er i dag synligt fra dens bagside på Theklavej.
Dampvaskeriet Thor var et moderne vaskeri. Her blev dækketøj, duge, servietter m.m. vasket i store industrivaskemaskiner. I datidens industri fandtes en klar arbejdsdeling mellem kønnene. Dette gjorde sig gældende hos Dampvaskeriet Thor.
En flot film
I den korte film på lidt over et minut skildres arbejdsgangen på vaskeriet. Her ses, hvordan kvinderne først sorterer vasketøjet. Herefter kører mændene det til de store vasketromler og står selv for vasken. Herefter sorterer vaskekoner, ruller og lægger tøjet sammen.
Det fremgår, at filmen er optaget og produceret i 1916, samme år som bygningen fik sin byggetilladelse. Af byggesagsarkivet fremgår det ikke at der lå større bygninger på matriklen før det nye vaskeri blev opført.
Sammenlignes bygningen i filmen med bygningen fra de oprindelige tegninger fra 1916 er der flere ligheder. Det skyldes, at filmen er optaget nogle år senere end angivet.
N.J. Plast
N.J. Plasts fabrik blev bygget i 1934 og er noget af det tidsligste industrielle funkisbyggeri i Danmark. Bygningen blev fredet i 1993.
Men vi skal helt tilbage til 1911, da den 25 – årige Svend Reenberg Jespersen blev udstationeret på De Vestindiske Øer for Kemp & Lauridsen. Her lærte han en ny plastiktype at kende.
Vel hjemme igen indviede Svend Reenberg Jespersen elektrikeren Adolf Nielsen i sin nyerhvervede viden. I Svends køkken blev den første bakelit fremstillet.
I 1917 startede de to Danmarks første bakelitfabrik på kapelvej. Fabrikken fik navnet Nielsen & Jespersen. Bakelitten var velegnet som elektronisk isolering. Derfor satsede de to på den elektroniske industri.
Man arbejdede i døgndrift
Blandt fabrikkens første kunder var firmaet Lauritz Knudsen. N.J. plast leverede masser af stikkontakter til dem. To år efter åbnede Nordisk kabel og tråd også bakelit fabrikker.
Man begyndte nu også at fremstille støvsugerdele til Nilfisk. Man modtog hele tiden nye ordre. Og maskinerne var i gang i døgndrift. Succesen fortsatte i 19340’erne, hvor produktionen efterhånden var blevet så stor at fabrikken måtte ansætte flere folk og direktøren ser sig om efter nye lokaler.
Lige så fremsynet er Svend Reenberg Jespersen var i sit valg af produktion lige så fremsynet var han i valg af arkitektur, da man startede i Nordvest i 1934.
Nye maskiner
I løbet af 1930’erne begyndte man at anvende bakelitten til køkkengrej. Hos N-J. Plast var man begyndt at fremstille etuier, toiletbrædder og kasserollehåndtag.
I Tyskland havde man i 1926 opfundet den såkaldte sprøjtemaskine. Det gjorde plastikken meget billigere. Også i N.J. Plast fik man sådan en. I 1940’erne blev lokalerne udvidet med en stor fabrikshal på Rentemestervej 14.
Helt ufarligt var det ikke at arbejde med de nye maskiner. Flere af arbejderne endt ofte på hospitalet. Fabrikken havde efterhånden 200 ansatte, der hver især arbejdede 50 timer om ugen.
Smedene krævede svejsebriller og arbejderne en ny rygepolitik. De ville ryge overalt på fabrikken.
Plastikspande
Nu kom der også nye plastikspande og hønseringe til børn. Mange plastikfabrikker måtte ellers lukke. De fulgte ikke med tiden. Men det gjaldt ikke for N.J. Plast. I 1955 døde grundlæggeren, men hans 23 – årige søn overtog. Et par år efter kom yderligere en søn ind i ledelsen.
Et år efter faderens død kunne man udvide med endnu en fabrik på Bispevej.
I løbet af 1960’erne blev der færre og færre medarbejdere. De nye maskiner krævede ikke mere så mange medarbejdere. Kravene til sikkerhed og arbejdsvilkår blev mere og mere udtalte i 1960’erne.
Det endte med betalingsstandsning
I 1990’erne var der endnu hårdere krav til plastikfabrikkerne. Den lave løn i Østeuropa og Asien lokkede mange danske firmaer til. Også når det gjaldt plastik. Der var nu selvkørende computerfremstillet produktion, som kun krævede 20 mand.
I 2001 flyttede Nilfisk deres produktion til Asien. Og dette var en katastrofe for N.J. plast. De mistede nu deres største kunde. Man søgte efter lys og lygte efter nye kunder. Men disse kunne ikke erstatte dem, som man mistede.
I efteråret 2003 opgav Knud Reenberg Jespersen derfor kampen og erklærede N.J. Plast i betalingsstandsning. Den sidste ordre blev overgivet til et fynsk plastfirma. Maskinerne blev solgt og fabrikken sat til salg.
Schous Fabrikker
Man startede i Nordjylland
Jens Chr. Schou lagde grunden til en kæmpe virksomhed. Mar startede allerede i Nordjylland i 1865.
I 1888 flyttede man til Frederiksberg. Her blev der fremstillet farver og kemiske varer. I 1892 blev produktionen flyttet til Skt. Peter Stræde. Året efter startede man produktionen af sæbe. Det var nu begrænset i starten. Det første produkt kom til at hedde ”Elektra”.
Lauritz Schou var kommet hjem fra USA og havde taget vareprøver med hjem. Han tog sig nu af produktionen. I 1897 fik man solgt købmandsgården i Nørre Sundby til en god pris.
I 1901 fortsatte man i Ryesgade med produktion af sæber, der både var brun og grøn samt krystalsoda.
På Rentemestervej fra 1904
En stor grund blev købt på H.C. Jensensvej 4 i 1904. Det kom senere til at hedde Rentemestervej 11. Med denne base kom Schous fabrikker til at blomstre. Lauritz blev formand for bestyrelsen.
I 1911 kunne man i Illustreret Tidende læse om fabrikker maskinsæbe, sæbespåner, skocreme, soda, bløde husholdningssæber, glycerin og parfume.
Man forsøgte tidligt at oprette egne udsalgsbutikker. I 1911 var der allerede oprettet 200 udsalg. Der var både dem, der var ejet af Schou selv og dem, der solgte Schous varer for egen regning.
Man oprettede automobilværksted til reparation og vedligeholdelse af virksomhedens bilpark.
En socialindstillet chef
Lauritz Schou støttede tidligt, at medarbejderne organiserede sig. I 1920 blev der indført overskudsdeling. De kvindelige ansatte fik i 1929 stillet et sommerhus ved Karlslunde Strand til rådighed.
Han oprettede også en fond på 100.000 kr. til medarbejdere, der havde brug for for hjælp under sygdom og fødsler.
Man lagde an på selvforsyning
Allerede i 1911 oprettede han et maskinsnedkeri. De fremstillede reoler, diske, glasmontre m.m. Omkring 1930 var dette overdraget til datterselskabet Hema.
Man beskæftigede også et stort antal maskiningeniører og elektrikere. På Rentemestervej havde man egen kraftcentral og vandforsyningsanlæg. Fabrikken sørgede selv for vedligeholdelse, reparationer og ombygninger af selskabets ejendomme.
Selskabet havde også egen æskefabrik. Ja så havde man også eget bogtrykkeri, hvor man fremstillede etiketter og små tryksager. Kort sagt, der blev lagt vægt på selvforsyning.
I 1916 blev firmaet omdannet til aktieselskab.
Adresser mange steder
I 1913 var der hele 63 danske sæbefabrikker. Men i 1927 var der kun 29 tilbage.
Inden for få år ejede Schou-familien to store virksomheder med tilsammen flere hundrede udsalg, store varelagre og mange maskiner.
Man havde den mening, at de ting, som man importerede fra udlandet, kunne man selv fremstille. Så efterhånden fik man en produktion af toiletartikler, stearinlys, papirvarer, kartonnage, isenkram, børstevarer, legetøj, lædervare, beklædningsgenstande, trikotage, keramik m.m.
Der var efterhånden adresser på rentemestervej, Dortheavej, Bispevej og Peter Ipsens Alle. Inde på Blågårdsgade havde man også sæbeproduktion.
Man havde bl.a. også datterselskaberne A/S Tatol, Ilka A/S, Ira m.m.
Der blev fremstillet de kendte mærker, Ilka oliven sæbe, Ilka barbercreme, Lindes svovlmælk – sæbe, Leciten sæbe og parfumeri – serierne Shira og Tamari.
Hovedkvarteret var placeret på Kronprinsessegade 28 og andre kvarterer lå inde i Adelgade. Virksomheden ejede også en gård i Måløv.
Man kastede sig også over bakelitvarer og overtog endnu flere virksomheder.
En populær chef døde
I 1938 døde Lauritz Schou. Hans betydning for virksomheden med nu 4.000 ansatte blev understreget, da der deltog 2.000 ved hans begravelse fra Frue Kirke. Statsminister Stauning og borgmester Julius Hansen var med i følget.
Broderen, Holger fortsatte i virksomheden frem til sin død i 1948. Andre familiemedlemmer deltog også i ledelsen.
Faresignalerne blev overset
I 1960’erne rykkede 4. generation af Schou-familien ind på direktionsgangen. Fra og med regnskabsåret 1961/62 begyndte det at gå skævt. Overskuddet faldt. I 1965/66 var det første gang med underskud.
I 1966 ejede man 40 fabrikker. I årene efter 1970 forsøgte man at omlægge virksomhedsstrukturen men sikkert alt for sent. Man begyndte at oprette varehuse Schou – Epa. Men i 1974 gik det galt. Man gik i betalingsstandsning.
Alt for sent havde virksomheden set faresignalerne. Måske var det fordi, at Schou-familien både sad i ledelsen og direktionen. Den sidste Total-butik lå i Skals og lukkede i 2009.
ISS
Det hele startede i 1901
ISS – koncernen blev grundlagt i 1934 men virksomhedens rødder kan spores helt tilbage til 1901. Her var et lille sikkerhedsfirma med 20 nattevægter, der tilbød at passe på lokale virksomheder om natten.
Dette firma hed Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt. Og det blev grundlagt af manufakturgrossist Marius Hogrefe. Få år efter købte den ambitiøse og driftige forretningsmand C.L. David sig ind i selskabet, hvilket fik stor betydning for det lille sikkerhedsfirmas succes. Det var allerede her, at grundstenene blev lagt for ISS, som vi kender i dag.
De Forenede Vagtselskaber
De kommende år bød på en løbende, stabil vækst for virksomheden, der undervejs skiftede navn til De Forenede Vagtselskaber /DFVS). De ansatte den iderige direktør Philip Sørensen.
Det Danske Rengøringsselskab
I 1934 fik direktør Sørensen en god ide, der førte til, at ISS gik ind i rengøringsbranchen og stiftede Det danske Rengøringsselskab som et selvstændigt firma til sikkerhedsfirmaet.
Siden vægternes vagt sluttede kl. fire om morgenen og virksomhedens ansatte først mødte ind klokken otte, var det altid et tidsrum, hvor virksomhedens bygninger stod tomme. Da skulle der gøres rent. Så var det oplagt også at tilbyde virksomhederne en rengøringsservice. Derved stod deres bygninger aldrig ubemandede.
Det var her ideen om ”Integreret Facility Service blev født.
Bedre arbejdsforhold
I 1940 var det Gerda Buhl der stod i spidsen for professionaliseringen af arbejdet som servicemedarbejder i ISS. Hun skabte bedre arbejdsforhold, indførte uniformer og titler til de forskellige grupper af ansatte samt introducerede løbende træning og uddannelse til servicepersonale.
Derudover oprettede Gerda Buhl en ”velfærdsafdeling”, der hjalp socialt udsatte medarbejdere med blandt andet låneordninger, boligformidling og aflastningsferier.
I 1962 overtog Poul Andreasen direktørstolen. Han fik skabt en entreprenørånd og gjorde ISS til en international virksomhed og introducerede særlige uddannelsesprogrammer for ledere.
Det blev et stort selskab
Det Danske Rengøringsselskab (DDRS) havde gennem årene vokset sig til en stor og omfattende virksomhed med datterselskaber i flere end 10 lande. Derfor startede DDRS i 1973 ISS – koncernen under navnet International Service System (ISS) Group.
Blot 11 år efter, at Poul Andreasen havde overtaget direktørposten i 1973, bestod selskabet af 32 datterselskaber i 11 lande med i alt 35.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 650 mia. kr.
I 1989 havde ISS 100.000 ansatte og blev derved en af verdens største servicevirksomheder. Og det var kun i begyndelsen for både medarbejderstaben og omsætningen steg over de kommende år, hvor ISS opkøbte lokale og internationale virksomheder.
ISS overtog I 1997-98 Schous Sæbefabrik
Sæbetårnet på Schous fabrikker blev revet ned, da ISS i 1997-98 overtog Schou-fabrikkerne. ISS byggede nyt.
Den 1. december 2014 var der store flyttedag. Efter 30 år i Nordvest-kvarteret rykkede ISS nu til det nye hovedkvarter. Det var til Gladsaxe i den 14 meter høje bygning, hvor Danmarks Radio’ s Tv- by tidligere havde til huse.
270 af ISS’ s 8.000 medarbejdere i Danmark har deres daglige gang i denne historiske bygning, som nu bliver betegnet som ISS Tower.
Dato: oktober 4, 2020
Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn
Vi skal besøge Dahl-Jensens Porcelænsfabrik, Mejeriet Enigheden og Bispebjerg Mølle. Her var en meget billig husleje og masser af plads. Det var et blandet håndværker – og industriområde. Beboerne klagede over lugt – og forureningsproblemer. Der var masser af eksport af porcelæn. Lyngsie fra Enigheden hjalp de ufaglærte. Her var masser af Mælkedrenge. Og så var det en langvarig proces at oprette en mølle. Det kan knibe med økonomien, når man skal dele en arv med 10 søskende.
Vi er nu gået over grænsen til Nordvest, hvor der også kom masser af industri.
Meget plads og billig husleje
Slangerup Banen, der udgik fra Lygten Station havde lige som Godsbanegården betydningen for industrien i Nordvest. Det hører vi også om senere.
Mejeriet Enigheden havde betydning for udviklingen og her arbejdede de berømte mælkedrenge. Heldigvis har vi endnu den smukke bygning.
Inden 1900 kom her en række virksomheder. Der var masser af plads og billig husleje. Her kom fabrikker med store skorstene. Området udviklede sig snart fra landsbypræg til industrikvarter. Snart blev området også indlemmet i København.
Fra slutningen af 1890erne var det især industriarbejdere, der for manges vedkommende arbejdede på de nørliggende fabrikker. Der blev i den grad bygget i kvarteret.
Fra 1910 kulminerede indbyggerantallet. Der boede mange mennesker i de små lejligheder. To voksne og seks børn på 29 kvm var ikke ualmindeligt.
Et blandet håndværker – og industriområde
Et blandet håndværker – og industriområde udviklede sig. Her opstod Tekno Legtøjsfabrik, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik og renseri. Her finder vi også den berømte Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955.
Der var en bestemt lugt over kvarteret i 1920’erne. Her var garveri, benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand. Man strides så om sidstnævnte er en Nørrebro- eller en Nordvest-fabrik.
Den voksende industri skabte rigeligt med arbejdspladser, men også konflikter mellem industri og beboere. Forureningen var massiv og beboerne klagede ofte til politiet over sod, nedfald og lugtgener.
I 1934 fik kvarteret industriservitut. I 1940 tog Magistraten konsekvensen og udlagde området som regulært industrikvarter, hvor det ikke var meningen at mennesker skulle bo, men ikke desto mindre gjorde det.
Fra Rentemestervej og op til Bispebjerg Bakke var der næsten udelukkende fabrikker. Fabrikkerne gav arbejde og arbejderne slog sig ned i området.
Beboerne i ejendommene havde både op og nedture. I 1960’erne og 1970’erne kom den store fabriksdød, hvor de store industrivirksomheder i kvarteret lukkede. Kvarteret oplevede en regulær nedtur.
Dahl – Jensens Porcelænsfabrik
Der var indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.
Denne fabrik skal sandelig ikke forbigås i tavshed. Den har været aktiv i dansk porcelænsfremstilling i meget lang tid. Dahl – Jensen var nyuddannet på Kunstakademiet og modelmester i 1897 hos Bing & Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.
Det var faderen, der ville have et samarbejde
Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der mente, at de skulle have en virksomhed sammen.
Virksomheden blev indrettet med det nyeste grej. Men som bekendt er al begyndelse svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lillebitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.
Egentlig var der ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede her. Georg fandt sin kone blandt porcelænsarbejderne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til de mange børnefigurer, som Dahl – Jensen blev kendt for.
Masser af eksport
I 1960 var det en dygtig efterslægt, der videreførte fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.
Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér-porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.
Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre – og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.
Mejeriet Enigheden
Det var en overraskelse, hvis en mælkedreng gik videre til næste skoleår. Nogle lærere accepterede at Mælkedrengen sad og sov nederst ved bagerste pult. Men det var det nu langt fra alle der gjorde.
Lyngsie forsvarede de ufaglærte
Lyngsie forsvarede de ufaglærte. Og det var den store strejke i 1896, der førte til fagbevægelsens eget mejeri Enigheden. Strejken startede i november 1896. Kuskene havde taget deres egne drenge med. Det blev bestemt, at de skulle have løn under strejken, så de ikke skulle tage arbejde for strejkebryderne.
Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere i at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.
Den 11. marts 1897 kørte 20 nye mælkevogne paradekørsel gennem København. Dagen efter startede Mejeriet Enigheden med at levere til de københavnske borgere.
En svær start
Den nye kooperative virksomhed havde ikke en let start. Det var sandelig ikke alle, der ville have levereret varer fra socialister. Og i begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker til virksomheden. Men de kom på andre tanker og nøjedes med et forskud på 3.000 kr.
Dette blev et af de kooperative virksomheders største succeser. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af fagforeningerne og medlemmerne.
Mælkedrengene
Det var bestemt ikke alle skoler, der var begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Allerede i 1897 skrev den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen til M.C. Lyngsie og beklagede sig. Denne skoleinspektør var landskendt. Han havde skrevet en lang række ungdomsbøger i bedste Familie-Journal stil. Han var også kendt som en pædagog af den gamle skole.
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene var strenge over for drengene. De brugte pisken.
Nogle af drengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var ingen lys på køkkentrapperne dengang.
Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde mælkeklokker, som de ringede med når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var en kunst for kusken, at huske, hvad Fru Petersen på fjerde og Fru Andersen på anden skulle have.
Nogle af kunderne havde smurt madpakker til mælkedrengene, som var meget populære.
Stor konkurrence
Det var M.C. Lyngsie, der stod bag dette. I 1906 købte man en gammel limfabrik fra 1888, der lå på Lygten 39 – 41. Ja denne flotte bygning ligger der stadig.
I 1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup med to køer, to får og 12 gamle heste. Ikke særlig imponerende, men det blev det.
Der var stor konkurrence mellem mejerierne, særlig Enigheden, Trifolium og Københavns Mælkeforsyning. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og i jungerne. Og at de aldrig blev renset.
I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. De stod op kl. 4 om morgenen og gik i skole fra 12 – 18. Måske var det også eftersidning fordi de ikke havde lavet lektie.
Man kunne lugte en passer på 100 meters afstand
Først blev det forbudt for disse drenge at arbejde om søndagen. Men knægtene kunne lugte en panser på 100 skridts afstand. Nu var det lidt af en sensation, hvis disse mælkedrenge rykkede op i næste klasse. Skoletimerne var ofte spildt. Men meget blev opnået, da deres arbejdstid blev begrænset til 4 – 5 timer daglig.
Enigheden var gået i spidsen for korte arbejdstid og højere løn.
Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet med en kundgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918:
Denne lov trådte i kraft den 1. januar 1919. Men man rettede sig dog ikke efter den. Den eneste forskel var, at de undlod at tage mælkeblusen på i skole.
Nogle af mælkedrengene arbejdede sig op til kusk. Her var det en ganske god løn at tjene i hvert fald bedre end en almindelig arbejdsmands – løn.
Antallet af mejerier blev skåret ned
I 1941 blev man enige om, at der var for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod at borgmester Julius Hansen holdt hånden over Arbejderbevægelsens Mejeri.
Kampen om produktionen af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveretog Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Garantifond til at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.
En af de største kooperative virksomheder
Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med nicheproduktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.
I første omgang blev 50 pct. af aktiekapitalen solgt til Arla. Men også de resterende aktier måtte sælges.
Et år før sit 100-års jubilæum måtte firmaet bukke under. Enigheden var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Bispebjerg Mølle
Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte det af Det Ørholmske Selskab. Han bevarede retten til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle i stedet for blev oprettet.
Der var brug for en mølle i Brønshøj
Han mente nu, at der var kunne være brug for en mølle ved Brønshøj. Han søgte derfor om at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt på Ørholm som muligt.
En langvarig proces
Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente heller ikke, at der var brug for en mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.
Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Ejlert Møller skulle skaffe sig nogle attester fra de omkringliggende møllers ejere og forespørge dem, om de havde noget imod, at der blev anlagt en mølle på dette sted. Der var nogle, der ikke havde nogle indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelavet i København også.
Rentekammeret mente dog at indvendingerne var mindre væsentlige. De foreslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.
Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 tdr. land for 600 Rigsdaler. Og møllen blev opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk med årlig afgift på 10 Rigsdaler Sølv.
Ikke meget kapital
Ejlert Møller døde i 1816, 71 år gammel. Møllen overgik til hans enke. Ved skiftet efter hende i 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rigsdaler Sølv og jorden til 600 Rigsdaler. Men arven skulle fordeles til hele 11 børn, så der blev ikke meget til sønnen Poul Møller, der nu overtog møllen.
Han havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne efterhånden ikke svare renter af disse. I 1824 kom Bispebjerg Mølle på tvangsauktion.
Jens Andersen Borum, der tillige var møllebygger, overtog møllen. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende og to mølledrenge.
Møllen revet ned i 1908
Nogle år senere drev Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke Albrechtsens bror, Albrecht Ludvig, der også var møllebygger. Denne solgte i 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede et bageri ved møllen. Dette og selve møllen overgik 1896 til et aktieselskab. Der i 1906 blev overdraget til Firmaet ”Brødfabrikken Danmark”.
Det gamle navn ”Bispebjerg Mølle” blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der oprettet et dampbageri.
Enigheden:
Lersø-bøllerne
Dato: september 30, 2020
Hvad læses der mest – september 2020
Denne gang med hele to hitlister og en oversigt over de 45 sidste artikler. Vi laver 2 min’ s videoer. 31 pct. kommer fra Facebook. Hvilke byer læser mest vores side. Vi er nu færdige med Nørrebros Industri og fortsætter med Nordvest. Vi havde mange tekniske problemer, men ingen lige nu. Hvem vinder denne måned? Og hvad er de mest læste de sidste fem år?
Ingen Tekniske problemer – lige nu
Det har været en måned, hvor hjemmesiden har været nede et par dage, hvor telefon (IP) har været nede, og hvor der i stedet for hurtigere hastighed har været langsommere hastighed på Nettet. Men lige nu fungerer alt, som det skal.
En måned med masser af respons
Vi har fået en masse mails med roser, gode historier og forslag. Det er altid godt med feedback både positiv og negativ. Også i diverse Facebook – grupper har der været god respons.
2 min’ s Video fra Nørrebro
Vi har indspillet 3 små 2 min’ s video med røverhistorier fra Nørrebro. Snart indspiller vi igen 6 stk. De bliver vist på Nørrebro/Nordvest’ s Facebook – gruppe og på dengang.dk’ s Facebook.
Kun for anden gang i kirke på Østerbro
Så har ”Den Gamle Redaktør” kun for anden gang hold foredrag i en kirke på Østerbro. Det var i Davids Kirken. Og anden del af dette foredrag holdes i november. For efterhånden en del år siden holdt ”Den Gamle Redaktør” et foredrag i Frihavns-kirken om Classens Have.
På Nørrebro har ”Den Gamle Redaktør” næsten holdt foredrag i samtlige kirker.
Foredrag i Biograf
Det kom godt nok ikke så mange. Men det var dog et imponerende lokale at holde foredrag i – på Imperial på Nørrebro til Buster – Filmfestival. Det var et meget kort oplæg. Det kan ses på vores hjemmeside: ”Nørrebro – i Børnehøjde”.
Nørrebros Industri
Vi er foreløbig blevet færdig med vores indlæg til denne kategori. Og vi kan se at tre af indlæggene allerede er kommet på Top -100. Men vi har noget mere til denne kategori, nemlig Industri i Nordvest. Vi skulle have holdt et foredrag om dette, men det er blevet aflyst. Vi har satset lidt på artikler om Nordvest. Også her er det glædeligt, at et par af disse er røget ind på Top – 100.
Overraskende første og anden plads
Grunden til første og anden pladsen er sikkert fordi, at TV3 viste Linse og hendes venindes besøg i denne by i sidste måned. Kort efter kunne vi godt se, at vores side blev besøgt.
31 pct. Fra Facebook
Næsten en tredjedel kommer på vores hjemmeside via Facebook
Hvor kommer læserne fra?
Flest mænd:
Hvilke områder af Danmark?
Hvilke byer læser vores hjemmeside?
Her skal vi nok lige huske, at København statistisk er under et. Her er både Nørrebro, Østerbro, Vesterbro, Amager, Frederiksberg m.m. samlet.
Meget overraskende er den store læserskare fra Haderslev. Så mange artikler har vi slet ikke fra den by, men det kan jo været, at vi skal til at gøre mere ud af, at lave artikler fra Haderslev?
De sidste 45 artikler – Du kan google dig frem
Vi har pludselig fundet ud af, at NYHEDER på denne side er meget læst. I denne måned ryger det op på en tredje plads. Hvis vi tager de sidste fem år, så ville NYHEDER ryge op på en første plads.
Selv om vores hjemmeside giver et overskueligt indblik af NYHEDER og de alle sammen står øverst under artikler under kategorier, så får du her en oversigt over de artikler, der er skrevet de sidste 2 – 3 måneder. God fornøjelse.
Denne gang to Hitlister
Vi har denne gang to hitlister, den alm TOP – 100 over månedens læsere. Og så har vi talt de sidste fem års læsere op. Det har været imponerede læsertal. Og mange af de artikler, der er på den liste, finder vi stadig på månedslisten.
Som du kan se, har vi placeret tal i parentes. Det er placeringer de sidste måneder.
Månedens Top-100 – september 2020
TOP-30 De seneste 5 år
Dato: september 18, 2020
Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi
Vi fortsætter vores industrivandring på Ydre Nørrebro. I denne artikel besøger vi Cloetta’ s Chokoladefabrik, Titan, Lauritz Knudsen og Lauritz Knudsens Bronzestøberi. Københavnerne kunne godt lide ”fyldt” chokolade. Til sidst gik Cloetta sammen med Kehlet. På Titan var man hårde over for lærlingene. Men de værste var madammerne. Værtshusene i området levede af Titans medarbejdere. Og så var det ikke nok vand i ledningen, da Titan var udsat for storbrand. Lauritz Knudsen satsede på tilbehør til elektricitet, men de byggede også radiomodtagere. Hos Lauritz Knudsen sørgede de lige for et nyt hoved til ”Den Lille Havfrue”. Og så var københavnerne ikke tilfredse med ”Storkespringvandet”
Cloetta’ s Chokoladefabrik
Det var herude på Latrinstation Lersø, at jernbananen kørte med de såkaldte ”Chokoladevogne”.
Det var jo den meget velkendte vittighed, som blev gengivet i Blæksprutten. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen:
Tre brødre fra Schweitz
I året 1848 var en ung mand ved navn Bernhard Cloetta kommet til Danmark fra Schweiz. Et par år efter kom hans to brødre Christoph og Nuttin også hertil. De to af dem arbejdede inden for konditori. Ja Christoph etablerede sin egen forretning.
I en ejendom på den gamle Sortedams Mølle startede brødrene i 1862 Brødrene Cloettas Chokoladefabrik. De havde fået et par maskiner stillet op. De måtte selv have folk til at male deres cacaobønner. Det havde de ikke selv maskiner til.
Deres produkter faldt i folks smag. Derfor købte de en ejendom i Niels Hemmingsensgade og indrettede her en ”Damp – Chokoladefabrik”. De brugte sådan noget nymodens noget som dampkraft. Om arbejdsvilkårene kunne man læse:
Stigende afsætning
Man ville fremstille ren uforfalsket chokolade. Der var en stigende afsætning og en voksende kundekreds også i Norge og Sverige. I 1873 anlagdes en fabrik i Malmø ledet af Nuttin Cloetta. Samtidig blev de udnævnt som Kongelig Hofleverandør.
I 1896 anlagde de også en fabrik i Christianis (Oslo). I 1897 døde grundlæggeren Christoph Cloetta. Firmaet blev drevet videre af hans enke, samt sønnen Fritz Cloetta. Efter moderens død i 1901 blev han eneindehaver.
I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 på Nørrebro i en ny stor bygning. Her blev 125 personer beskæftiget med at fabrikere, indpakke, ekspedere og forsende dels koge – og spisechokolade, dels cacao og forskellig slags konfekt.
Overtaget af Kehlet
Omkring år 1900 var firmaet også begyndt at fremstille fyldt chokolade. Dette krævede langt bedre maskiner. I 1929 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De to firmaer blev samlet i Hørsholmsgade. Vi får følgende beskrivelse af stedet:
En anden chokoladefabrik
I 1954 flyttede fabrikken fra Hørsholmsgade til Sdr. Ringvej i Glostrup. Her lå den indtil 1960, hvor Cloetta blev opkøbt af den finske chokoladekoncern Fazer. Bygningen i Hørsholmsgade blev senere til Dansens Hus.
Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her havde også missionsselskab senere til huse. Det brændte for et par år siden.
Jo vi havde skam også en tredje chokoladefabrik, Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden også kongelig leverandør. Den lå i Heimdalsgade 14 – 16.
Firmaet blev oprettet ellerede i 1825. I 1872 opførtes bygninger til Drops- og Konfektfabrikation.
Ja i dag er stedet omdannet til 21 moderniserede ejerlejligheder. Men man kan nu godt se, at her har været industri. Historien er sød, særlig når her har ligget en chokoladefabrik. Ja her har også ligget en moske og en skofabrik. Men over den nyrenoverede port står med brune bogstaver ”Elisabethminde”. Jo det er en flot bygning med ens vinduer over hinanden i fire etager og en dobbelt port i den ene ende.
Titan
Byggegrundene var forholdsvis billige dengang på Nørrebro. Men arbejderne havde forholdsvis langt ud til deres arbejdsplads. Og de måtte selv betale for at komme gennem portene i begyndelsen. Først i 1878 etableredes en smal bro over Sortedamssøen.
Hauberg købte en sporvognslinje
Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik på Tagensvej. Han havde forgæves forsøgt at få hjælp af politikerne. Så tog han selv et initiativ. Han lavede en dæmning i stedet for den smalle bro.
Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogn over den. Han søgte koncession til at drive Sølvgadens Sporvognslinje. Han fik den først efter fire års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognene måtte ikke køre over militært område to gange om dagen.
Sagen blev først løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende. Sådan gik det indtil 1899, så blev det lukket helt op.
Fabrikken voksede og voksede
Haubergs maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. På et tidspunkt beskæftigede man 4.000 mand.
Men allerede i 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensluttet med Titan.
I 1885 blev man ramt af lockout. Denne lockout ramte også Hauberg og Schmith og Mygind på Nørrebrogade.
Firmaet etablerede sig som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Drejeværkstedet på Titan blev kaldt for Drejers kirkegård. Man arbejdede på akkord.
En stor brand
Den 15. marts 1900 udbrød der en stor brand. Materialeforvalteren ville se, om der var mere isolationslak på loftet. Det var mørkt. For at få lys strøg han en tændstik – uvidende om at lakken udviklede en eksplosiv luftart.
Der lød et ordentlig brag. Tønden med isolationslak eksploderede, og brændende lak flød hen over gulvet. Få minutter efter var der ild i tagværket. Ved et mirakel overlevede manden uden alvorlige skader.
Det viste sig hurtigt at vandforsyningen på Tagensvej var utilstrækkelig. Der var godt nok lagt en vandledning, men den var ikke blevet tilsluttet. Efter to dages brand var der sket store materielle skader. Efter branden blev der oprettet nye bygninger.
Store røgskyer lokkede tilskuere til i tusindvis. Ilden kunne ses både fra Nørrebro og Østerbro. Lagrene af centrifuger og kakkelovne og meget andet var blevet flammernes bytte. En del folk var blevet kørt på hospitalet. De kom til skade under redningsarbejdet.
Den nedbrændte bygning var forsikret for 1.700.000 kr. Men man regnede nu med, at de 800 medarbejdere, der var beskæftiget i denne bygning, var arbejdsløse.
I et referat i Illustreret Tidende stod det at publikum var blevet drevet tilbage til volden. Under dette var der mange, der havde fået mindre ubetydelige kvæstelser. Dog brækkede en dreng et ben, mens en ældre herre forstuvede sit ben.
”Kæft, trit og retning”
Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støberiafdeling. I midten af 1950’erne havde man 1.200 medarbejdere, heraf var der ca. 200 lærlinge. Linjen var meget hård ”kæft, trit og retning”. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af.
Hver mandag tog man en ny lærling ind og hver fredag blev en ny lærling udlært. Som arbejdsdreng blev man sat til at fejre gulvet. Gjorde man det ikke fik man en ordentlig skideballe. Det betød at man så ikke kunne få en læreplads.
For en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en. Arbejdstiden var 48 timer om ugen i 1950’erne. Det vil sige. at det også blev arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene, for da blev man bedt om at købe øl til dem.
Mange sociale tiltag
Torsdag var en særlig dag. Det var lønningsdag. Og det var godt for de 3-4 værtshuse, der lå i nærheden af Titan. En af de mest populære værtshuse var Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid lige sjovt at komme hjem til konen godt skæv. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen og krævede mandens lønningspose.
Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog også i ”Fagenes Fest” på Østerbro. Man havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Behring, Metals senere formand.
Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at spille de sidste nye hits i slutningen af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget andet end lige at spise.
Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Lavel.
En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2012.
Lauritz Knudsen, Haraldsgade
I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra Odense. Han startede samme år med at fremstille ure og andre tidsmålere. Han kaldte sig ”Uhr – og Chronometermager”. Elektriciteten var netop begyndt at blive almindelig udbredt.
Lauritz Knudsen var hurtig klar over, at elektriciteten ville ændre samfundet radikalt og han satsede tidligt på det nye. Han satsede for alvor på elinstallationens materiel. Fabrikken som han etablerede hed ”Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement”
På en ”kålmark” på Nørrebro
Da han døde i 1917, efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Virksomheden blev på dette tidspunkt omdannet til til et aktieselskab, ligesom man valgte at bygge en ny stor fabrik uden for byen – på en kålmark på Haraldsgade på Nørrebro.
Jo det var godt nok på adressen Vermundsgade 4 A og B i 1921.
Her blev virksomheden nærmest en institution i dansk erhvervsliv.
I 1921 flyttede fabrikken så til Nørrebro. Virksomheden blev også kendt for at producere radiomodtagere og højtalere. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som inden for matematik. Jo her var en rigtig lærlingeskole. Og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.
På et tidspunkt havde selskabet 4.000 mand ansat. De producerede også strygejern, højtalere, elkomfurer, el – fordelingstavler og højspændingsmateriel.
Transformer sprunget i luften
Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var, at firmaet leverede transformerdele til den tyske rustningsindustri.
I 1952 udvidede man med en seks etagers bygning. Her var både fabrikshal, arbejdergarderobe og en skadestue.
Da det danske kongeskib stod ud på sin jomfrurejse i 1932. var den forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne firmaet dog officielt kalde sig kongelig hofleverandør.
I perioden frem til slutningen af 1960’erne var der også produktmæssigt kendetegnet ved en ekspansiv udvikling.
Firmaet blev solgt og fusioneret
I 1968 fusionerede man med Valby-virksomheden NES (Nordisk Elektricitets Selskab) og hed derfor LK – NES i en periode.
I 1986 flyttede Lauritz Knudsen til Industriparken i Ballerup, hvor firmaet etablerede sit hovedsæde. I 1990 blev det overtaget af NKT.
I 1999 blev det hele så overtaget af franske Schneider Electric. Indtil 2008 havde selskabet monopol på udformningen af stikkontakter til installation i danske hjem.
Et Bronzestøberi i Rådmandsgade
Lauritz Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade var stedet, hvor størstedelen af hovedstadens kendte billedhuggerarbejder i parker og pladser blev støbt i bronze. Det var bl.a. Gefionspringvandet, Dragespringvandet, Storkespringvandet og Den lille Havfrue. Ja og også Rytterstatuen på Højbro Plads. Ja det er bare nogle af de mest kendte.
Lauritz Rasmussen tog først på en lang vandretur. Den tog 8 år. Det førte ham til Polen, Tyskland, Østrig og Istanbul. På tilbagevejen havde han et længere arbejdsophold i München.
Flyttede forskellige steder
Støberiet blev grundlagt i 1854. Borgerskab som zink – og metalstøber var opnået. Han begyndte i det små i faderens ejendom i den Indre By. I starten var han hovedsagelig beskæftiget som skriftstøber og med at fremstille små modeller til ornamenter. Efterhånden udviklede han også virksomheden til at omfatte større ting støbt i zink.
Dette krævede mere plads og i 1857 flyttede han støberiet til Skt. Annæ gade på Christianshavn.
Efter otte år på Christianshavn flyttede Lauritz Rasmussen både sin virksomhed og bolig til Søgade, den nuværende Læssøesgade på Nørrebro. Lauritz Rasmussen modtog en række priser i udlandet. I 1883 blev han udnævnt til Kongelig Hof-Zink og Metalstøber.
Virksomheden ekspanderede. Men han manglede plads. Denne gang flyttede han til Ydre Nørrebro, hvor grundpriserne var rimelige og stedet velegnet til industriel virksomhed.
I 1892 blev han udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”
Sønnen overtager
I 1894, året efter grundlæggerens død havde hans søn og arvtager, Carl Rasmussen, købt en grund Rådmandsgade 16. her opførtes efter datidens normer et meget moderne støberi. Det blev taget i brug i 1896.
Fabrikken/Støberiet havde mange folk tilknyttet, billedhuggere, formere, arbejdsmænd, smede og gørtlere m.m. I travle tider var det helt op til 40 ansatte.
Det var de store givers tid. Dette skyldtes bryggerne J.C. og sønnen Carl Jacobsen, der var grundlæggere af henholdsvis Carlsberg fondet og Ny Carlsberg fondet. De sponserede et stort antal kunstværker.
Stor kritik af ”Storkespringvandet”
En af de monumenter, der gav anledning til det største postyr, var Storkespringvandet, der i 1994 blev afsløret på Amagertorv. Sokkel og kumme var udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen. Men storkene, der i virkeligheden er hejrer – var tegnet af maleren Edvard Petersen.
”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” fremkaldte straks efter afsløringen en sønderlemmende kritik afløst af gadespektakler og regulære bølleoptøjer aften efter aften. Det blev så galt, at man i en periode måtte sætte gitter omkring springvandet, for at undgå hærværk. Et par gange var der tale om at flytte det, men Storkespringvandet fik lov til at blive stående.
Da ”Den Lille Havfrue” fik nyt hoved
En af de største arbejder, der blev udført hos Lauritz Rasmussens støberi, var billedhuggeren Anders Bundgaards imponerende Gefionspringvand, der stod færdig i 1908 på rampen fra Esplanaden op til Langelinie.
Et andet monument udført her på støberiet er Den Lille Havfrue. Billedhuggeren Edward Eriksens verdenskendte skulptur blev opstillet i 1913 på Langelinie som en gave til København fra brygger Carl Jacobsen. Ingen turist har siden kunnet gæste København uden at tage ud for at se hende og helst lade sig fotografere sammen med hende.
Den berømte havfrue blev endnu mere berømt, da ukendte gerningsmænd natten mellem den 23. og 24. april 1964 halshuggede hende. Nu var gode råd dyre.
Byen kunne jo ikke gå en turistsæson i møde med en halshugget havfrue. Mange sendte penge som supplerede den bevilling på 21.000 kr. som Borgerrepræsentationen uden afstemning vedtog at lade fremstille et nyt hoved.
Firmaet lukkede i 1967
Det blev også støberiet på Nørrebro, der kom til at fremstille det nye hoved, støbt efter billedhugger Eriksens originale gipsform.
Virksomheden i Rådmandsgade 16 lukkede i 1967.
Dato: september 18, 2020
De store fabrikker på Ydre Nørrebro
Vi skal kigge på Ydre Nørrebro dengang. Her opstod talrige virksomheder. Både store og små. Endelig kom jernbanen og så kom Rangerstationen. Godsmængden steg. Rester af fra dengang kan endnu beskues omkring Rådmandsgade. Vi skal besøge Skæremøllen, Holger Petersens Tekstilfabrik og Atlas. Vi kigger også på Atlas under besættelsestiden. A.P. Møller kunne ikke lide at Atlas var social. Og social indstillet over for arbejderne var man også Holger Petersens Tekstilfabrik. To gange brændte møllen på Skæremøllen.
Ydre Nørrebro – mange store virksomheder
Her var udpræget bondeland tilbage til før 1500. Jorderne fra den lille landsby Serridslev dækkede en stor del af det nuværende Nørrebros område.
Området blev i 1523 indlemmet i de københavnske jorder. Fra midten af 1500-tallet blev overskuddet fra de store markområder Rådmandsmarken og Borgmestervangen fordelt blandt byens rådmænd og borgmestre som en slags betaling for det arbejde, som de gjorde for byen.
Området fra før midten af 1800 – tallet var præget af landlige træk med mindre gårde og enkelte lyststeder. Det landlige præg forblev synligt i bybilledet op til 1880’erne. Behovet for mere plads pressede gårdene ud af bybilledet.
Man kan endnu se rester af de talrige virksomheder
Ydre Nørrebro blev bebygget senere end Indre Nørrebro. Men også herude var det små lejligheder til en voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget på de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, general Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker og rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.
Vigtig for disse virksomheder var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet.
Går man en tur i området er det stadig tydeligt at aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter, selv om det allermeste for længst er revet ned til fordel for boliger.
Du kan se mest i Rådmandsgade
Men kig godt efter, så kan du se knopskudte baghusindustrier, tydeligst er det nok i Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har det været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel i Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er bygget om og forandret til børnehave.
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historie og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.
Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejsfabrik.
Ikke mange ved, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.
De eksisterende hesteomnibuslinjer kørte til byens udkantsområder. De måtte løbende udvides og forbedres for at hamle op med de mange passagerers behov for at komme til og fra arbejde.
Da jernbanen endelig kom
I 1863 anlagdes byens første spor til Frederiksberg og allerede i 1867 kunne ”Nørrebroes Sporvejsselskab” åbne ”Nørrebrolinjen”, der udgik fra hovedstationen på Lygtevejen ved Bragesgade og fortsatte ind ad Nørrebrogade, gennem Gothersgade til Kongens Nytorv. Og tænk engang, at Nørrebro – remissen blev bygget til at kunne tage 200 vogne.
Det var så en enkelt fabrikant, der ikke var tilfreds med datidens kollektive trafik. Så købte han bare en sporvognslinje. Men i fire år måtte han kæmpe med militæret for at få lov til at køre gennem Fælledparken.
Behovet for en godsstation eller i hvert fald en jernbanestation opstod. Et større areal syd for Nørrebrogade på Havremarken blev eksproprieret. I mange år var jernbanen (Nordbanen) bare kørt forbi Nørrebro eller snarere igennem uden at stoppe. Og så fik Nørrebro en Station A og en station B.
Godsmængden steg hurtigt
I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Det var nu ikke særlig smart udtænkt, for de lange tog gav problemer for de almindelige rejsende. På Nørrebrogade brød trafikken gang på gang sammen på grund af de mange tog. Det hjalp lidt på det, da fodgængerne fik en fodgængerovergang.
I 1897 anlagdes Klampenborg – Banen. Den første dag kørte 34 tog med 16.000 passagerer.
Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevognene ført videre til Amager (Lorteøen). Det sidste latrin – tog kørte i 1936 til Amager.
Slangerup – banen skulle være startet fra Nørrebro station A, men det kneb med udvidelsesmulighederne. Så det blev i stedet fra Lygten Station. Den 16. juli 1905 startede det hele med et VIP – tog. Mern først den 19. april 1906 var den officielle indvielse. I 1976 blev Lygten Station nedlagt.
Rangerstationen
I 1916 begyndte man anlæggelsen af Lersøen Rangerstation. Her skulle være plads til 120 vogne. Godsbanens sporanlæg blev fuldført i 1924. Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt.
Den 1. juli 1930 startede højbanen.
I 1921 blev Nordbane – og Klampenborgbanen omlagt. Nørrebro Stations dage med persontrafik var talte.
Skæremøllen
Omtrent hvor ”Den Røde Plads” ligger Superkilen foran Nørrebrohallen. Her lå Skæremøllen allerede før århundredeskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro.
Praktisk nok lå Skæremøllen så tæt på Nørrebros jernbane, at hestene kun skulle fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggemateriale til den meget beboelse, der på dette tidspunkt opstod på Ydre Nørrebro.
Det er helt nøjagtig ejendommen, Nørrebrogade 200, som vi her taler om. Dengang var adressen dog Lygtevej 34. Her er i tidens løb sket en del. Her er også malet korn, skåret tømmer m.m.
Allerede den 30. oktober 1809 købte møller Jacob Marcussen grunden, der dengang blev kaldt Kløvermarken. Han byggede en mølle, som han drev til 1828. Derefter tog møller Jens Stephansen over.
Så tog Johan Peter Keiffler over. Han var også vognmand og hyrekusk. Han havde fire møllersvende, en møllerlærling, en vognmandskarl og en tjenestepige i sit brød.
Den første brand
I 1856 var det møller Jacobsen, der er indehaver af møllen. Nu er det også bageri på gården. Der er ansat en forvalter. Men ak, den 13. marts 1858 brændte den gamle mølle. Andreas Arrebo overtog ejendommen. Nu kom der en ny dampmølle og et savværk. Her var nu en del karle, møllersvende og lærlinge, en fyrbøder og en maskinmester tilknyttet virksomheden.
I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokumsbygning, svinesti og vognskure.
Den anden brand
Men mere ak. Den 6. december 1873 blev Skæremøllen atter ramt af brand og savværket blev nedlagt. Bagermester Christian Børge Mossin købte derefter ejendommen. Men han bibeholdt navnet ”Skæremøllen”.
Mossin fortsatte det gamle landbageri med et brødudsalg. I 1884 blev Skæremøllen købt af August Klose og bagermester Christian Petersen. Bagermesteren boede selv i huset og havde bageri her indtil 1906.
Så blev det biograf
Og i dette år købte murermester Rosendahl ”Skæremøllen”. Han rev det hele ned. Og en moderne ejendom opstod.
Det sjove er så at her lå fra 1906 til 1913 Stefans Biografteater. Så flyttede den til hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade. Biografen her lukkede så i 1928.
Holger Petersens Tekstilfabrik
På et tidspunkt havde Holger Petersen beskæftiget 2.000 mand i alle sine foretagender. Og en del af disse bygninger kan stadig ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde han em meget social indstilling til sine medarbejdere.
Såret i krigen 1864
I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsens en gros-forretning i Store Kongensgade. I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig og blev alvorlig såret.
I september 1866 rejste han til England. Trods gode anbefalinger lykkedes det ham ikke at få et ordentligt job. I 1867 startede han som agent i København. Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes det ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at handle med forskellige varer inden for manufakturbranchen.
I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle vajsenhus. Sammen med sin bror John startede han i 1878 en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.
Fabrikken udvidet mange gange
I 1883 startede han det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkontor på Kastelsvej.
Flere gange blev fabrikken udvidet. Den omfattende fabrikation af bånd, knapper, uldspinderi, uldfarveri og væveri
Første del af anlægget fra 1883 kom til at bestå af en 2 – etagers fabriksbygning og en et – etagers farveribygning.
Holger Petersen havde tænkt på arbejderne
1885 blev der opført en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen indrettet et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne også afholdes fester. Her kunne ugifte arbejdere også spise.
Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejdsliv og produktion. Det var et forsøg på fælleshusholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst oppe i familiehierarkiet. Boligerne og de mange fælles faciliteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på.
I 1889 etableredes der en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø,
I 1891 havde man også andre planer hvis man ikke kunne få byggetilladelser. Man ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Man fik dog alligevel byggetilladelse og Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.
Ud over boliger blev der knyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes adskillige nye bygninger. Og i samme år arbejdede her på Nørrebro 300 arbejdere, mænd, kvinder og børn med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn.
Fabrikken var i begyndelsen dampdrevet.
Danskheden i Nordslesvig
Ved siden af alt dette interesserede Holger Petersen sig for danskheden i Nordslesvig. Han var bestemt ikke enig med den danske regerings gøren og laden i dette spørgsmål. Indtil Første verdenskrig ydede han en stor indsats for danskheden.
700 ansatte på Tagensvej
I 1917 døde Holger Petersen. Og så blev fabrikken på Tagensvej overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde fabrikken på Tagensvej 700 ansatte. Både i 1923, 1950 og 1966 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker blev indstillet i 1966.
Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Fredningen blev begrundet med at fabrikken var:
Atlas – med medarbejderdemokrati
Det hele startede nede i Nakskov. Ja det hed egentlig Tuxen & Hammerich. Og helt fra begyndelsen startede det med en maskinfabrik, der hed Godthaab i 1876.
Fødslen var meget svær på Nørrebro. Man havde købt en sporvognsremisse og staldbygning ved Baldersgade og Nørrebrogade 198. for 130.000 kr. Men for at gøre en lang historie kort, så havde Tuxen hele tiden spændt ben.
Man startede med 375 medarbejdere
Hele slagsmålet blev dengang beskrevet i Berlingske Tidende. Man købte dog en grund i Hillerødgade. Og den 16. april 1898 bragte aviserne en annonce, hvor man kunne tegne aktier i A/S Atlas. Samme måned flyttede man fra Vester Fælledvej til Nørrebro. Flere medarbejdere fulgte fra Nakskov.
I juni 1898 viste det sig, at bundforholdene i Hillerødgade var utilstrækkelige til at bære de bygninger, man ville opføre. Men også den vanskelighed overvandt man.
Med 375 medarbejdere startede man virksomheden den 2. januar 1899. Fra starten fik man mange ordre på nye køleanlæg. I år 1900 fandt der en 5 måneders lang arbejdsmandsstrejke sted.
Det første år udbetalte Atlas 4 pct. i udbytte, men de næste år betalte Atlas ikke noget udbytte. Faktisk havde man underskud. Først i 1907 gik det hel fremad med stormskridt. Nu skabte man nye produkter. Man beskæftigede sig bl.a. med køling af jernbanevogne. Ja selv dampmaskiner lavede man.
I Baldersgade i 1907
I 1907 købte man nabogrunden i Baldersgade. Til ejendommen i Hillerødgade købte man også nabogrunden. Efter et banksammenbrud i 1908 måtte man afskrive en masse tilgodehavender.
Elektrificeringen var i fuld udvikling og industrien gik over til elektromotorer. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværkerne. Det blev til en betydelig produktion. Man betalte udbytte og foretog store henlæggelser.
Under Første Verdenskrig kneb det med at få råmaterialer. Man besluttede at betale fuld gage til funktionærer, der blev indkaldt til militærtjeneste. Allerede i 1915 så situationen lidt lysere ud for Atlas. Man opførte en ny bygning til møbelsnedkeri og modellager i Hillerødgade. Den derved indvundende plads i Baldersgade blev benyttet til maskinværksted. Man påbegyndte nu også produktionen af dampmaskiner.
1.jan. 1918 udvidede man aktiekapitalen, og det gjorde man også et halv år efter. I årene 1915 – 18 udbetalte Atlas 10 pct. i udbytte.
Det russiske marked, der ikke havde været uden betydning var usikkert efter revolutionen. Og det engelske marked svigtede, bl.a. fordi englænderne ville beskæftige deres egen arbejdskraft.
14 dages ekstra løn
Beskæftigelsen i Atlas faldt efter krigen. I 1923 var antallet af medarbejdere reduceret til under det halve.
I 1924 mødtes arbejderne og fejrede 25 års jubilæum. Medarbejdernes gave var en bronzefigur forestillende den græske gud Atlas, som bærer himmelhvælvingen på sine skuldre.
Bestyrelsens formand siden år 1900, ingeniør, etatsråd N.C. Momberg takkede bevæget. Samtidig meddelte han, at de månedslønnede ville få ekstra 14 dages løn.
Ramt af lockout
I 1925 blev Atlas ramt af en lockout. Af to omgange blev man nødt til at skære i personalet. En lukket kølemaskine ”Glacia” som Atlas producerede fra 1922 startede med at være en stor succes. Man solgte enorm mange af den model. Men efterhånden viste vanskelighederne sig. For at den skulle repareres skulle den tilbage til Fabrikken på Nørrebro.
Man var på vippen til at droppe produktionen. Men så fandt en ung ingeniør på fabrikken en løsning.
I 1927 vendte Sovjetunionen tilbage. Man eksporterede 49 mejeridampmaskiner. I 1930 blev det til 18 skibsmaskiner til dampdrevne hjuldampere til flosejlads.
Man sluttede kontrakt om en dampmaskine tændstikfabrik i Indien. Også 1934 var et stort år for Atlas.
Rederiet J. Lauritzen køber aktiemajoriteten
I sidste halvdel af 1930erne opkøbte rederiet J. Lauritzen aktiemajoriteten. I efteråret 1938 henvendte skibsredder Knud Lauritzen til bestyrelsesformand Rudolf Christiania. Han ønskede et tæt samarbejde med bestyrelsen.
En leverance til Iran blev kaldt ind i tysk havn i 1939 af nazisterne. Varerne blev sendt tilbage til fabrikken. Men nazisterne fik ikke i denne omgang ram på fabrikken. Det lykkedes via rederiet J. Lauritzen at få afsendt ordren.
Atlas under besættelsen
Det var den 22. april 1940, klokken var fem om eftermiddagen. Direktør Mansted sad på sit kontor i Baldersgade. Telefonen ringede. Det var en officer fra den tyske overkommando. Mansted fik ordre på at blive på fabrikken.
Atlas var ikke ”Landsforrædere”
Det gik en lille times tid, så ankom den tyske kaptajn Fostmann ledsaget af tre andre tyske officerer – alle frygtindgydende bevæbnet og i fuld uniform.
Den nazistiske besættelsesmagt forlangte på stedet, at se fabrikken. Om det betød en besættelse af fabrikken kunne Fortmann ikke sige. Mansted måtte efterkomme tyskernes krav. Da officererne havde set, hvad de ville, forlangte Forstmann at få tilbud på hydrauliske presser. Og han skulle have tilbuddet liggende på sit skrivebord dagen efter. Og hvis dette ikke skete ville der ske de frygteligste ting.
Gennemgår man litteraturen fra besættelsestiden får man dog nærmest det indtryk, at Atlas var en stor landsforræder. Der blev også udført mange sabotageaktioner fra modstandsbevægelsen.
Atlas blev lagt i håndjern
Den næste dag, den 23. april blev direktør Mansted kaldt op til den tyske overkommando, hvor den tyske kaptajn Pohl overrakte Mansted et stykke papir, der indeholdt en beslaglæggelse af Atlas inden for nogle områder.
Samtidig afgav Pohl ordre på levering af hydrauliske presser. Mansted så ingen anden mulighed end at indrette virksomheden efter de tyske direktiver og efterkomme ordren.
Atlas blev lagt i håndjern. Man kunne ikke andet end at bruge kræfter på leverance til de tyske tropper. Kort efter beordrede de nazistiske besættelsestropper leveringen af diverse materiel, som de havde behov for.
Atlas store frembrud blev med et afbrudt. Atlas brød sig bestemt ikke om sin nye ”kunde” Ingen brød sig om dette nye samarbejde, som tyskerne havde beordret.
Produktionen af ”Glacia” gik i stå. Eksportmarkederne kunne ikke nås. Samtidig opstod der uro hos de montører, der var sendt til Iran. Men alle gjorde jobbet færdig og nåede velbeholden hjem.
Mærkværdige brande
Det var nødvendigt for Atlas at satse på hjemmemarkedet i det omfang, den tyske besættelsesmagt ikke lagde beslag på fabrikkens ydeevne.
De nye forhold betød også, at tyskerne læste den post, de ville. Den tyske overkommando kendte hvert bogstav, der stod i brevene fra Atlas. Forsøgene på at forsinke råvarerne og trække leverancerne til besættelsesmagten i langdrag var ingen hemmelighed for den tyske ”samarbejdspartner”.
I Baldersgade opstod der mange ”mærkværdige” brande. De startede hovedsagelig i kantinen. En morgen i februar 1942 tidlig om morgenen opstod der en større brand. Værkstedsbygningens øverste etager i Baldersgade stod i flammer.
Politiet kunne ikke finde beviser på, at det fra den danske modstandsbevægelse. Den tyske overkommando forlangte, at direktør og driftsbestyrer blev idømt høje bøder. Og det var fordi, at Atlas ikke havde oprettet et vagtværn. Endvidere forlangte besættelsesmagten at dette blev optaget i dagspressen til skræk og advarsel. Herefter måtte Atlas organisere et værn. Man kaldte det ikke vagtværn med brandværn.
Der blev fremstillet våben på Atlas
Allerede i april 1944 gennemførtes en bombeaktion mod Atlas.
Hvad sikkert ikke mange ved, er at en lille gruppe modstandsfolk, som illegalt fabrikerede våben til ”Holger Danske” på Atlas.
Der blev fabrikeret håndgranater, maskinpistoler, 5 kg landminer, magasiner til 7,65 pistoler. Ja endog flammekaster, der skulle være effektive mod panservogne.
Dette skete uden at direktion, bestyrelse eller andre medarbejdere i værkstederne anede det mindste om det.
En modstandsgruppe på Atlas
Man oprettede en modstandsgruppe på Atlas, der kommer under ”Ringen” i modstandsbevægelsen. Denne gruppe dannede et firma ”Dansk Sikkerhedsbox Industri. Ja sådan stod der på et papskilt på en dør i Øster Farimagsgade.
Dette firma indkøbte materialer som blev betalt af ”Holger Danske”. Under gulvet i Atlas-fabrikken lå et lager af de våben og sprængstoffer, man illegalt leverede til modstandsbevægelsen.
Den 4. maj om aftenen var 30 bevæbnede mænd på Atlas for at beskytte virksomheden, hvis de danske nazister og den slagne tyske besættelsesmagts Gestapo – folk skulle iværksætte ”brændte jords aktioner”.
Intet grundlag at rejse tiltag mod Atlas
Også Atlas blev lige som andre danske virksomheder efter krigen undersøgt for sit ”samarbejde” med besættelsesmagten af rigsadvokaturen. Tre år senere blev det fastslået, at der intet grundlag var for at rejse tiltale mod Atlas for landsforræderi.
Juridisk spillede det også en rolle, at direktør Mansted modigt og med personlig risiko tidligt trak en grænse. Man havde vidner uden for Atlas, der kunne bekræfte Mansteds konsekvente optræde, Københavns Telefon Aktie Selskab kunne dokumentere, at Mansted pure havde afvist K.T.A.S., da man på Atlas efter ordre fra den tyske besættelsesmagt ville installere en direkte linje til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus.
Fuld Kraft efter Freden
Der var fuld kraft på Atlas efter freden igen kom. Allerede i 1946 havde man ordre på 15 – 16 mio. kr.
Allerede i 1941 havde man besluttet at købe en 10 ha stor grund på Lundtoftesletten i Lyngby. I efteråret 1948 blev det første spadestik taget til det nye Atlas – byggeri i Lyngby.
Atlas var revolutionerende inden for fødevareproduktion med opdagelsen af frysetørringsproduktion.
A.P. Møller fandt det letsindigt at være social
Allerede i 1950 gjorde Atlas sig bemærket i det øvrige samfund ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede arbejdere. Man fik halvdelen af udbyttet til aktionærerne. Halvdelen blev udbetalt kontant, mens den anden halvdel gik til sociale formål.
Etableringen af bonusordningen affødte et brev til Knud Lauritzen fra skibsredder A.P. Møller, der bl.a. skrev:
30 år efter blev bonusordningerne lov på arbejdsmarkedet
I efteråret 1951 blev Atlas bonusordninger drøftet i Folketinget. Nogle af de velfærdsordninger, Knud og Ivar Lauritzen indførte i virksomheden, er 30 år senere blevet til lov på arbejdsmarkedet.
Der blev også fra Atlas side købt sommerhuse til medarbejderne. Senere fulgte et seniorværksted. I dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri blev Atlas ikke så populær.
I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge Lundtoftefabrikken og hele produktionen af husholdnings-køleskabe.
Det egentlige Atlas med fabrikation af de store maskiner forblev på Nørrebro, som internt kom til at hedde BAFA (Baldersgade – Fasanvej). Men ekspansionen havde længe gjort pladsforholdene på Nørrebro for trange.
I Ballerup kunne man i 1973 få plads til fem gange så meget som på Nørrebro.
Dato: juni 30, 2020
Hvad læses der mest – Juni 2020
Vi kigger på nogle af de spørgsmål, der er stillet i månedens løb. Og så har vi lavet en Top – 100 på baggrund af Google Analytics. Hurra – nye foredrag på vej. Hvilke artikler går igen, måned efter måned? Hvordan klarer de nye artikler sig? Hvor mange bøger har ”Den Gamle redaktør” skrevet? Kommer der flere? Hvorfor bruger I ikke flere fotos? Del gerne. Vi nævner et godt eksempel. Grundet en straf eller teknisk fejl kan vi ikke selv dele.
Hurra – nye foredrag
Så er der nye foredrag i vente. De første invitationer er modtaget. De offentlige foredrag vil vi selvfølgelig bringe på siden og Facebook. En del af dem, som vi optræder i er lukkede foreninger uden offentlig tilgang.
Hvorfor deler I ikke mere?
Vi får en masse henvendelser hele tiden. Og et par går ud på, hvorfor vi ikke mere deler vores artikler. En spørger om vi er blevet fornærmet?
Vi vil gerne dele. Men i øjeblikket er det ikke muligt. Facebook melder om fejl hver gang, vi forsøger. Om det er en straffeforanstaltning ved vi ikke. Vi har ikke modtaget besked.
Det er rigtigt, at vi har trukket os fra forskellige grupper, hvor der måske ikke har været ordentlig styring. Vi er ikke bange for kritik. Det er snart mere reglen end undtagelsen. Ofte er vores indgangsvinkel på det historiske fra en lidt anden vinkel, end det man kender.
Del gerne
Man må gerne dele fra vores Facebook eller ”låne” artikler fra vores hjemmeside med kildeangivelse. Meget ofte har vi set vores artikler gengivet af andre med andre som ophavsmænd. Måske skal vi lige erindre om, at ophavsretten også gælder på Nettet.
Et positivt eksempel
Et positivt eksempel på lån af informationer fra dengang.dk er Tønderstierne. Det er både humoristisk og meget informativ, at man sender turisterne og besøgende ud på nogle fastlagte ruter.
Hvorfor bruger I ikke flere fotos?
Som det er læserne bekendt blev vi udelukket fra Facebook. Vi bruger en andens profil. Det er ikke ulovligt. Men i sin tid brugte vi også fotos, som vi ifølge Facebook ikke måtte bruge. Derfor bruger vi kun vores faste billeder fra vores kategorier. Det skyldes også, at vi lægger Facebook ud fra en anden computer – et andet sted. Med andre ord, vi bruger mest tid på at skrive nye artikler.
Hvor mange bøger, har redaktøren skrevet?
”Den Gamle redaktør” har ”kun” skrevet tre bøger. Og de lægger i hvert fald på ”Københavns Biblioteker” Der er ikke planer om at skrive flere. Man er afhængig af, at andre medier beskæftiger sig med sådanne udgivelser. Og det kniber. Medierne får sikkert et hav af henvendelser hver dag.
Vi har dog bidraget til et ”hav” af andre udgivelser. Det er når man pludselig finder ud af, at man kan bruge nogle af vores informationer. Og når man bruger kildehenvisning, så er det fint nok.
Så længe, der er den store søgning til vores hjemmeside, så er det måske heller ikke behov for at skrive bøger.
Hitlisten – juni
Man må sige, at der sker stor udskiftning i mest læste artikler. Der er enkelte artikler går igen måned efter måned, og der artikler som:
I sidste måned bar hitlisten tydeligt præg af, at det var jubilæum for besættelsestiden. Man kunne så forvente at ”Genforeningen” havde overtaget. Men det er nu ikke tilfældet. Men det er dog tydeligt, at aktuelle begivenheder har stor indflydelse. Således ligger Hafnia – branden nr. 1 og Katastrofen på Haderslev dam ligger nr. 5. TV Syd har kørt nogle fokusudsendelser om denne triste begivenhed.
Hvis vi kigger på de allernyeste artikler:
Månedens Mest Læste artikler – Juni 2020
Dato: juni 27, 2020
Utterslev – dengang
Svært at afgrænse området og finde de rigtige navne. Navnet Bispebjerg blev hængende. Utterslevgård. 11 gårde og 9 huse i 1682. Kongen pantsatte gårdene under svenskrigene. Udskiftning først tilendebragt i 1785. I 1834 var der 389 beboere i 64 ejendomme. Pilegård/Mariehøj, Hendrinelyst, Gården Navnløs, Tomsgården, Bellahøjs historie, Gravhøje i parken. Kontreadmiralen og marineministeren. Degnemosen, Hulgård, Øster – og Vestergård, Lille bøllemosegård. Dramaet på Store Bøllemosegård. Historien om Bisbjerg Mølle. Ejeren går konkurs. Et par gamle skoler. De første gader og veje. De blå gendarmer. Et hus i Den Gamle By.
Svært at afgrænse området
Det kan være svært at definere et område, når det pludselig ændrer status og pludselig ændre navn. Brønshøj og Rødovre har hørt med til dette område og omvendt. Dele af dette område hedder i dag Nordvest-, Bellahøj-, Bispebjerg-området. Og vel også til dels Husum.
Byggeriet skulle opfylde en socialdemokratisk drøm ”fra vugge til grav uden at bevæge sig mere end et par gader”. Her blev opført en masse socialt byggeri. Man modtog beboere fra boligsaneringer i det centrale København og fra Nørrebro. Ind imellem boligblokkene blev der opført mindre industri.
Indtil 1980 var der billigt at bo i Nordvest. I 1980 besluttede man også, at personer med psykiske lidelser kunne anbringes blandt almindelige borgere herude. Dette medførte en stigning i hærværk og overfald.
Svært at finde de rigtige navne
Der var dengang afvigelser på matriklerne. Når en gård havde stået øde i meget lang tid, kunne det være, at nabogården kom ind over det andet grundstykke.
Da det kom til at hedde Københavns Rytterdistrikt, fik gårdene nye numre. Og det kan i den grad virke forvirrende. I vores historiefortælling fortæller kun historie om de steder og gårde som vi med sikkerhed kan stadfæste. Det kan også være svært at finde de rigtige navne på gårdene. Disse er også blevet forandret gennem årene.
Skulle tidligt arbejde for herremanden
Utterslev skulle høre under bispen til evig tid. Ja sådan bestemte paven det i slutningen af 1100 – tallet. Og bispen sad i Roskilde. Allerede dengang havde Utterslev – bønderne så en herremand de skulle arbejde for.
Ifølge Roskildebispens Jordebog var der i 1370 9 bol i Utterslev, hvoraf de tre lå til hovedgården og de 6 var til de andre gårde i byen. Muligvis havde de små gårde gjort hoveri.
Navnet Bispebjerg blev hængende
Og Bispebjerg – bakke har egentlig et forkert navn. For det var Utterslev-bønderne der navngav bakken. Det var der, hvor kvæget bisser.
Efter reformationen var det dog ordet Bisp, der blev hængende. På den måde, kom det til at hedde Bispebjerg.
Utterslevgård
Jørgen Vind øverste rentemester og befalingsmand på Dragsholm fik 23. april 1642 brev på Utterslevgård, eller rettere halvdelen af den. På det tidspunkt ejede bønderne selv deres gårde. Så han havde købt den af den tidligere ejer.
Jørgen Vind deltog som Rigsadmiral i Slaget på Kolberger Heide. Han blev såret og døde i juli 1644 af sine sår.
Derefter ejede Felttøjmester Christian Friis til Lyngbygaard i Skåne gården. Han døde meget forgældet i 1657.
11 gårde og 9 huse i 1682
I 1682 var der 11 gårde i byen Utterslev og 9 huse uden jord. Vi ved at der var 14 familier eller husholdninger. Af husmænd var der 6, der havde kreaturer. Desuden var der 2 ”Indsidderfamilier”. Så var der 7 fattige og elendige, der blev anset for ikke at kunne betale ”kopskat”. Flere af disse var familieforsørgere. Ordet ”elendig” brugte man om dem, der var meget fattige dengang.
Hele byen tilhørte staten.
6 af gårdene havde ugetjeneste for Nyby ladegård og gjorde derfor mere hoveri end resten af gårdene. Derfor betalte de også mindre ”Landgilde”.
5 husmænd hørte under Slottets Birk, men de øvrige gårde hørte under Sokkelund Herreds Ting.
Kongen pantsatte gårdene
Den ene af de to store gårde blev overladt øverste rentemester. Den anden blev tillagt herredsfogeden i Sokkelund Herred.
Under og efter krigen med svenskerne 1657 – 60 pantsatte Kongen byens øvrige gårde.
I Svenskekrigen gik det hårdt ud over Utterslev. Kong Karl Gustav boede på en gård i byen. Og på dennes mark havde svenskerne bl.a. deres lejr. I Markbogen for byen omtales forskellige levninger af skanser, som var anbragt på denne mark. Det var åbenbart på Utterslevgård at kongen skulle have opholdt sig.
Her på gården skulle senere have opholdt sig Corfitz Ulfeldt og Elonora Christine. Efter at de kom fra Christiansø.
Endnu i 1667 ejede Kancelli-sekretær Jørgen Reitzner gården. Den blev i 1672 solgt til Christian Skeel. Han var gehejmeråd. Han ejede også Gl. Estrup og flere gårde. I 1682 drev Else Parsberg enke efter Laurids Ulfeldt gården. Selv boede hun hvis nok på Husumgård. Til gården hørte dengang to fiskeparker.
Gården har også tilhørt kammerjunker Jørgen Skeel og generalløjtnant, amtmand over Møn von Plessen. Men efter dennes død blev gården overtaget af Kronen. Von Plessen skyldte hvis for mange penge.
I 1660 blev der endnu ikke dyrket noget
De 11 gårde, som var her kunne ikke dyrke deres marker. Endnu i 1660 blev intet dyrket på markerne. Til den svenske lejr var der anvendt en stor mængde tømmer fra omegnens skove. En del af dette blev senere tilbudt indbyggerne, som deraf kunne bygge nogle hytter.
Senere kom beboerne atter til kræfter, især de som boede på de små gårde. Beboerne på de store gårde havde det sværere ved at komme i gang.
Den 12. december 1658 fik det tyske kancelli’ s forvalter Jørgen Reizer fem af de små gårde og en gård eller en grund i Taarbæk for 607 ½ RDL, som han havde lånt Kongen til garnisonens fornødenheder.
Den 13. april 1660 fik han desuden en af de store gårde i pant og den 1. september fik han den anden store gård samt en af de mindre gårde i pant.
Først efter 1680 var der nogenlunde styr på gårdene i Utterslev. Mange af gårdene havde stået tomme, mens andre havde oplevet at blive bortdømt fra deres gård.
Munchens Gård
Den anden halvdel af Utterslevgård blev i mange år kaldt Munchens Gård. I 1682 ved vi, at der på gården var beskæftiget en karl, to drenge, en tæsker og to piger. Vi ved at besætningen bestod af 11 almindelige heste, fire føl, tre stude, 11 køer, fire kvier, ti kalve, 16 får og 23 svin. Og så havde gården også to fiskeparker.
Her var også mange ejere gik gården over til en formuende brygger ved navn Gregers Jørgensen. Han skulle eje to bryggerier i København. Men ak. Det gik ham pludselig dårlig. Han var nu en gammel mand med mange børn. Han kom bagud med skatter og afgifter. Og kunne han heller ikke gøre det hoveri, der blev forlangt af ham. Han blev senere bortdømt fra gården.
Den berygtede Kirsten Sinklar
Vi hører også om Kirsten Sinklar, som var blevet viet i Brønshøj Kirke med Unche Fridrich. Men denne Kirsten havde vist et meget dårligt ry, således skulle hun have født tvillinger uden for ægteskab. I Brønshøj Kirke måtte hun over menigheden erkende sine synder. De to blev senere bortdømt gården og udvist af Sjælland. I 1688 skulle Kirsten Sinklars mand være blevet halshugget i Ditmarsken.
Byens gårde blev i 1718 henlagt under Københavns Rytterdistrikt. Først i 1766 blev de overdraget beboerne til ejendommene eller rettere arvefæste.
Udskiftningen først slut i 1785
Hvordan gårdene lå dengang har man kun et meget ufuldstændigt overblik over. Det er meget utydeligt på udskiftningskortet fra 1784. Byens gade har omfattet gadekæret, det nuværende Utterslev Torv. Udskiftningen har nok først været slut i 1785. Da Brønshøj Bys jorder gik omtrent ind til Utterslev by, kunne ikke alle gårdene få deres jord ved selve gården.
Godt hundrede år efter i 1787 var der 229 indbyggere i byen fordelt på 48 familier.
I det 19. århundrede blev et par af gårdene lystgårde. Nogle af dem kom i københavnske Vognmænds besiddelse. De knyttede dem til græsning for deres heste. Men nogle af gårdene forblev i de gamle familiers eje, indtil Københavns Kommune i slutning af 1800 – tallet blev ejer af omtrent halvdelen af Byens Mark.
I 1834 var der 389 beboere i 64 ejendomme i Utterslev
I 1834 var der 389 beboere, der boede i 64 ejendomme. Heriblandt var der 15 gårde, 1 mølle, 1 skole. Resten var huse. Vi ved også, at på fem af gårdene boede der forpagtere eller bestyrere.
I 1860 var der 122 beboede steder med 995 indbyggere.
Pilegård/Mariehøj
Jens Olsen ejede en gård, der tidligere hed Pilegaard og senere Mariehøj mellem 1860 og 1870. Den blev flyttet ud og lå nord for Bispebjerg Kirkegård, ikke langt fra Frederiksborggade. Dens jordlod var den største af lodderne i byen. Den omfattede ca. 76 tdr. land.
Den omfattede en del af Utterslev Mose, hvori dog Københavns Vandværk havde nogle rettigheder. Lodden strakte sig fra byen og udefter nord for Bispebjerg Kirkegård. En stor del af dens jord er nu indgået i dette lod.
Allerede i 1870 begyndte Københavns Kommune at opkøbe grunde i omegnens sogne, således blev der netop i 1870 opkøbt 62 tønder land.
Hendrinelyst
Så var det også en gård, der på et tidspunkt hed Hendrinelyst. Den blev ejet af en hyrekusk og hans søn, senere blev den solgt til oberstløjtnant i Borgervæbningen Kaptajn Bangert. Åbenbart er matriklen blevet delt. En vej blev opkaldt efter en senere ejer af denne matrikel, grosserer H.C. Jensen. Men H.C. Jensens Vej fik navnet Rentemestervej. Senere fik matriklen navnet Karens Lyst.
Gården Navnløs
Så var det også gården Navnløs, der blev flyttet omtrent på hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej. På et tidspunkt blev den ejet af etatsråd og amtsforvalter i Rendsborg og tidligere Kammerråd og renteskriver Peder Feddersen. Denne herre må have været ret så velhavende. Inde på Nørrebro ejede han også Petersdal og Petersminde. Det hed så ikke Nørrebro dengang med Københavns Mark.
Denne Feddersen døde i 1845 og arvingerne fik bevilling til udstykke gården i 11 parceller. Efter tre auktioner blev alle ejendomme solgt for 57.960 Rigsdaler.
Senere ser vi på Navnløs areal en bagermester Berggren. Adressen hed da Frederikssundsvej 26. Og på Frederikssundsvej 26 b så vi langt senere en kiosk ved navn Navnløs.
Tomsgården
Tomsgårds historie går tilbage til Mørkhøj Mark. Her døde Peiter Iversen. Og hans enke giftede sig igen med Ole Jonassen, der skødede den til kommandørkaptajn Lütken på Bellahøj for 7.000 Rbd. Sølv. Mens han ejede gården, brændte denne og nabogården. Gårdene lå ved siden af hinanden i byen og var antagelig sammenbygget.
Lütken skødede derefter samme år til enkemadam Karoline Johnsen f. Bruun for 8.700 RDB. Sedler. Gården blev efter branden udflyttet på sin mark. Efter madamme Johnsens død blev gården, der nu hed Tomsgård ejet af arvingerne. I 1898 blev gården solgt for 317.657 kr. til Københavns Kommune.
Tomsgården lå ved Tomsgårdsvej helt til 1938. Den fungerede som landbrugsejendom helt til 1913. Vejen er en del af Ringvej 2. Københavns Kommune havde allerede i 1901 fået ideen om at forbinde hellerup og Vanløse med en ringvej. Men det gik nhele 25 år, inden denne var færdig.
Egentlig var Tomsgården en lille gård. Det var et lavt hus med rødt tegltag og smalle vinduer med seks sprosser. Sidst i 1800 – tallet var området langt mere åbent. Man har ganske givet herfra kunnet se ind over Nørrebro.
Bellahøjs historie
I 1867 købte ejerinden af Bellahøj, admiralinde Lütken en gård, der blev lagt til Bellahøj. En parcel er Lille Bellahøj blev erhvervet af Københavns Kommune i 1899. Bygningerne på den matrikel nedbrændte i 1890 og blev ikke senere opført.
Men historien om Bellahøj er meget interessant. Vi hører om gården i 1682, hvor den er beboet af Rasmus Nielsen. Optegnelser viser også, at gården gik i arv fra generation til generation.
Ved en auktion blev Bellahøj solgt til grosserer Moses Levin Mariboe for 2.910 Rigsdaler. Han fik et skøde den 10. december 1791. Han lod en ny gård opføre på marken. Allerede året efter lod han denne taksere til assurance.
Hovedbygningen var 11 fag lang, 7 fag dyb. Den var tækket med rør med to rækker tagsten forneden. Den var af grundmur. Hvert fag blev takseret for 400 Rigsdaler. Så det blev i alt 4.400 Rdl. Desuden var der to andre længer, en hestestald med plads til otte heste og en kostald med plads til 24 køer, hver længe blev takseret til 2.420 Rigsdaler. I alt kom assurancesummen op på 10.010 Rigsdaler.
Gården blev opført i bindingsværk.
Efter datidens normer var det en meget stor gård. Familien brugte den kun som lystgård og boede her om sommeren ellers boede de inde i København. Gården er omgivet af en meget smuk park. Stedet er opkaldt efter Mariboes hustru Bella Henriques.
Gravhøje i parken
Ordet ”høj” kommer sikkert efter, at der har ligget eller ligger 3-4 gravhøje fra bronzealderen på området. De har aldrig været udgravet og er registreret som fortidsminder. Muligvis er den fjerde høj i virkeligheden en affaldsdynge fra sidst i 1800 – tallet.
Men navnet ”høj” har måske også en anden berettigelse. Det er det det højeste punkt mellem Brønshøj og Vanløse med en enestående udsigt ud over København.
Mariboe ejede også gården, Frederiksgård på Brønshøj Mark. Den 23. oktober 1794 fik han tilladelse til at lægge denne under gården i Utterslev mod at afgive 8 tønder land til to husmænd. Denne gård solgte han dog snart efter.
Gården solgt til kontreadmiral Lütken
Den 2. januar 1813 skødede Mariboe gården, der nu blev kaldt avlsgården Bellahøj til premierløjtnant i Søetaten Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. Lütken brugte bl.a. forpagter Niels Sørensen, der døde i 1847.
Åbenbart var det på grund af statsbankerotten i 1813 med efterfølgende forringede pengeværdi at Mariboe afhændede gården.
På gården holdtes i 1834 6 heste, 12 køer og 8 svin. Der var 4 tdr. land have og plantage. Gården var endnu stråtækt.
Lütken, der imidlertid var avanceret til Kontreadmiral døde i 1847. Han efterlod gården til sin enke admiralinde Lütken.
Marineminister Otto Hans Lütken
Hun overlod gården i 1875 til sin søn Otto Hans Lütken, der havde været marineminister i 1864. Han boede herude.
I en årrække var han formand for sognerådet. Som ung deltog han i togter til Vestindien og Middelhavet. I 1842 blev han chef for kongens dampskib ”Ægir”. Året efter den 10. marts 1843 blev han viet i Holmens Kirke til et måske uægte barn af Camilla Bundtzen (født du Pay) og Johan Ludvig Heiberg. Lütken blev valgt som folketingsmedlem og sad der i tre år. Han var chef for fregatten Niels Juel, men han måtte opgive denne stilling forsi han blev marineminister. Her sad han indtil ministeriet Bluhmes afgang i november 1865.
Da han døde i 1883, gik gården til hans enke og arvinger, der i 1898 solgte det meste af jorden. Københavns Kommune købte ca. 82 Tdr. land. For 479.509 kr.
Kommunen køber resten af Bellahøj
Gennem 1800-tallet boede højesteretsassessor Anton Lütken også på gråden. Her boede han også i begyndelsen af 1900-tallet.
En del blev i familiens eje. Bygningerne blev også hos familien og blev nu ejet af Stiftsdame Frk. Lütken, der var datter af marineministeren. I 1923 blev Bellahøj restaureret af arkitekt Gudmund Holme.
Efter Pauline Lütkens død i 1932 overtog kommunen så resten af Bellahøj.
I 1935 begyndte dyrskuerne på Bellahøj og frem til 1967 var området hjemsøgt af alskens godtfolk og handlende.
I 1937 blev det besluttet at indrette restaurant i den gamle gård. Det skete i forbindelse med 150 året for ophævelse af stavnsbåndet. Det var også her, at parken blev offentlig tilgængelig.
Parken indeholder gårdens tidligere frugthave, køkkenhave og prydhave.
Degnemosen
Før 1900 var området omkring Degnemosen landbrugsjord og Degnemosen er en naturlig sø, der omkring 1865 var dobbelt så stor som i dag. Søen får sit vand fra kilder langs kanten. Der blev opført villaer ud for den vestlige del af Degnemosen i 1905 – 08.
Omkring Degnemosen blev der udlagt kolonihaver i 1920’erne. Men ak disse måtte vige for højhusbyggeriet i 1950’erne.
Hulgård, Øster- og Vestergård
Herude lå også en gård, der hed Hulgård. En vej er opkaldt efter denne. Men gården har også engang heddet Fodholmsgård. I 1682 blev der nævnt et sted ved navn Fougdeholms Aas. Oprindelig har gården ligget syd for ”Byens Gade”.
En gård blev delt i to og fik navnene Østergård og Vestergård.
Københavns Renovationskompagni ejede en masse jord. De solgte jorden til byggegrunde. Her ligger i dag, Glentevej, Hejrevej og en masse andre fugleveje.
Lille Bøllemosegård
Så var det også Lille Bøllemosegård. Historien om denne gård går tilbage til Peder Nielsen kromand, som engang anlagde en retssag, fordi man fra en gård solgte øl. Det er ikke så meget man hører om kroer i Utterslev. Om hans søn, der overtog kroen, også var kromand vides ikke.
Store Bøllemosegård
Selvfølgelig findes der også en Store Bøllemosegård. Og til den knytter der sig sig en grufuld historie. I 1701 eksisterede gården i hvert fald. Den blev ejet af Mads Olsen, der efterfulgtes af Jens Rasmussen, der havde den til 1761, da Rasmus Olsen fæstede den med aftægt til den forrige fæster og hans hustru. Han fik skøde på den 1766. Hans datter ægtede Hans Hansen, der med hende blev ejer af gården.
Denne mand havde en sørgelig skæbne, idet han ifølge Kirkebogen blev fundet hængt 41 år gammel, den 17. august 1807. Det var samme dag, som englænderne kom til sognet.
Det kunne tyde på, at det var englænderne, der hængte ham. De begravede ham nemlig i hans have. Derefter blev han gravet op og begravet på kirkegården den 9. oktober.
Hans enke ægtede snart Johan Peitersen, men overlevede også denne. Hun skødede 1830 gården til sin søn af første ægteskab brændevinsbrænder Hans Hansen, København. Han døde 1864, hvorefter hans enke i 1866 solgte den til Christen Christiansen. Den blev så i 1894 overtaget af Københavns Kommune for 77.181 kr.
Historien om Bispebjerg Mølle
Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte af det Ørholmske Selskab dets ret til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle blev oprettet i stedet for.
Han mente nu, at der kunne være brug for en mølle ved Brønshøj, ansøgte han derfor at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt ved Ørholm som muligt.
Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente ikke at der her var brug for nogen mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.
Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Han skulle skaffe sig attester fra de omkringliggende møllers ejere, om de havde noget imod at han anlagde en mølle lige her. Der var nogle, der ikke havde indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelauget i København også.
Rentekammeret fandt dog indvendingerne mindre væsentlige. De forslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.
Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 Tdr. land for 600 Rigsdaler. Her blev møllen opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk mod en årlig afgift på 10 Rdl. Sølv.
Bispebjerg Mølle kom til at ligge på hjørnet Tuborgvej/Frederiksborgvej.
Ejeren gik konkurs
Ejlert Møller døde 1816, 71 år gammel. Møllen overgik hans enke. Ved skiftet efter hende 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rdb. Sølv og jorden til 600 Rdb. Til arvingerne var der i alt 6.129 Rbd. Mern det skulle fordeles på hele 11 børn. Sønnen Poul Møller overtog møllen med bygninger. Skødet er udstedet den 22. februar 1820.
Sønnen havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne ikke svare renter af disse. I 1824 kom møllen på tvangsauktion. Den blev solgt til Jens Andersen Borum. Den nye ejer var tillige møllebygger. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende, og to mølledrenge.
Møllen revet ned i 1908
Nogle år efter købte Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke i 1844 hans broder, møllebygger Albrecht Ludvig Albrechtsen. Denne solgte 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede også et bageri ved møllen. Dette og møllen overgik 1896 til et aktieselskab, der i 1906 blev overdraget til Firmaet Brødfabrikken Danmark. Det gamle navn Bispebjerg Mølle blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der opført et dampbageri.
Et par gamle skoler
Vi skal da også lige kigge på Utterslev gamle skole. Den blev oprettet i 1818. Under skoledistriktet hørte tidligere foruden Utterslev, Emdrup og en gård i Brønshøj. Til skolen var der lagt 3 ¾ Tdr. land af Præstegårdens jord på Brønshøj Mark. Derfor ydede sognet 6 Tdr. 6 skp. Byg til præsten.
En anden skole skal vi da også lige kigge på. Det var Frederikssundsvejens Skole. Den stod klar i 1904. Den var tegnet af Ludvig Fenger, som er manden bag så mange københavnske skoler. Syv år senere måtte der her undervises i treholdsskift fra klokken 8 til klokken 18. I 1935 blev skolen udvidet og i 2007 blev den nedlagt.
I de næste ti år gik det stærkt. Indbyggertallet blev fordoblet, idet der i 1870 var 2.133 indbyggere i byen og på dens mark. I alt var der nu 186 ejendomme.
De første gader og veje
Lejehuse og lejekaserne havde holdt deres indtog. Det var den del af byens mark, som i mange år blev kaldt for Utterslev Mark, der blev først bebygget.
De første gader og veje blev opkaldt efter kongens børn:
Disse blev anlagt i 1870’erne.
Ikke meget tilbage af det gamle byggeri
Størstedelen af 1800 – tallets byggeri i kvarteret bestod af 1 1/2 – 2 ½ etagers huse. Der er ikke meget tilbage af dette. Omkring Provstevej, Theklavej og Thoravej samt sporadisk andre steder i Nordvest. Flere af de mindre bygninger fra det oprindelige Utterslev Mark er kendetegnet ved at være udstyret med frontispice og markante hjørnetårne.
Ved Frederikssundsvej 70 på hjørnet af Provstevej findes et af de huse, der er tilbage fra Utterslev Mark – tiden. Bygningen blev opført som beboelsesejendom i 1886, Der blev senere viktualiebutik. Og endnu senere kom Cafe Fuglereden. Ved Lille Theklavej er der to hjørnebygninger og to mindre huse fra 1888 og 1889 med tilhørende værkstedsbygninger. Den ene er med synlig muret skorsten.
Ballade i Københavns Kommune
I 1894 blev Emdrup Søgård og Lersøen erhvervet af Københavns Kommune, Den første insiderhandel blev afsløret, idet en kommunal embedsmand blev afsløret i forsøget på at skaffe sig en ekstra gevinst. Denne form for snyd aftog ikke. Gårde i Utterslev blev som det kan ses på vores skriverier erhvervet. Rådsmedlem Holm overtales af Hr. Jens Larsen til at give oplysninger om, hvad kommunen agter at købe. Så kunne man altid komme kommunen i forkøbet og tjene penge på dette.
Insiderhandel nr. 2 blev afsløret af Borup. Han politianmelder Larsen, der idømmes 30 dage på brød og vand. Så gik man efter Borup, men han giver igen og får oprejsning.
I 1901 bliver Brønshøj, Husum, Vanløse, Valby og Sundbyerne indlemmet i København. Indbyggertallet her stiger til 400.000 indbyggere.
I 1903 indvies det nye rådhus. Borup er midt i planlægningerne, da han dør. Nordvestvejen får navneforandring til Borups Alle og Bispebjerg Kirkegård tages i brug. Vandværket ved Borups Alle begynder at levere vand.
Man finder ud af i 1908, at der er 11.000 ledige boliger i København så byggeriet stilles i bero i flere år.
Senere er indbyggertallet i Utterslev og byens mark tiltaget betydeligt. I 1911 var vi oppe på 11.967 og i 1916 13.856 indbyggere.
I 1913 åbnes Bispebjerg Hospital så officielt. Man havde planlagt 12 pavilloner men det blev kun ved de seks. Ved de senere udvidelser forsøgte man at bibeholde symetrien. Det er også i dette år, der kommer vand til København fra Brønshøj Bakke. h
Bondestuen
På Frederiksborgvej 27 lå indtil 2011 en interessant historie. Husets nederste etage rummede frem til nedrivningen værtshuset ”Bondestuen” men husets historie går tilbage til omkring 1885, hvor Estrups gendarmer havde til huse i bygningen.
Estrups gendarmer befandt sig også på Jagtvej på Ydre Nørrebro dengang. De blå gendarmer blev oprettet af daværende statsminister Jacob Estrup. Det var datidens skatteopkrævere og statspoliti. De var bl.a. udstyret med karabin og en ryttersabel. De havde samme beføjelser til at arrestere som politiet.
Efter en kort årrække flyttede gendarmerne til en adresse på Provstevej. Der blev indrettet en politistation på matriklen med en landbetjent. Ja og der var arrest i kælderen. Her opholdt de arresterede sig indtil de blev overført til Blegdamsfængslet. Arresten blev dog nedlagt ved indlemmelsen i Københavns Kommune i 1901.
I gården solgte produkthandler Alvi Carl Alfort – kaldet Almind – sine varer, men om natten fik klunserne lov til at sove under halvtagene. Klunserne var ofte hjemløse og levede blandt andet af at finde ting på lossepladser, som de kunne sælge.
Mange af klunserne, som vi har skrevet flere artikler om, har holdt til på Bondestuen i 40 – 50 år. De fleste af dem kan huske, da skattekontoret lå lige om hjørnet. Når man afleverer halvdelen af lønnen til skattefar, så kan man da lige smutte forbi og drikke resten op. Hvis man ikke opførte sig ordentlig, røg man ned i ”fangekælderen”. Som bartenderen spøgefuld sagde dengang:
Se huset i Den Gamle By
Provstevej 11 og 13 er fra henholdsvis 1886 og 1880 samt Thoravej 18b, der er opført 1886. Overfor på hjørnet ligger Provstevej 9, hvor der nu er opført moderne boligbyggeri. Egentlig blev ejendommen opført af tømrer William Olsen i 1887. Og det var her De Blå Gendarmer flyttede hen. Bygningen blev i 2008 nedtaget og flyttet til Den Gamle By i Århus
Kilde:
Mælkeriet Enigheden:
Lersø-bøllerne:
Dato: maj 21, 2020
En Rytterskole i Brønshøj
Skole fra 1724 til 1932. Bygningen anvendt til mange formål. En platte med Rytterskolen. Militæret blev omorganiseret. Opført efter samme grundplan. Altid i nærheden af kirken. Forældre og præster skulle opdrage til kristendom. Konfirmation indførtes i 1736. Protester mod udgifterne. Brønshøjs præst skrev til Provsten. Biskop balle kom på besøg. En beskrivelse fra 1834. Forandringer på bygningen. En tavle på bygningen
Skole fra 1724 til 1932
Brønshøj Museum havde til huse i en af de 240 almueskoler, som Frederik den Fjerde lod opføre i Danmarks tolv rytterdistrikter. Derfor blev de kaldt rytterskoler. Rytterskolen i Brønshøj blev taget i brug i 1724 og fungerede uafbrudt som skole indtil 1932.
Skolen gennemgik flere ombygninger i løbet af 1800-tallet. I 1899 blev der opført en ny skole i Brønshøj. Den bliver i dag kaldt Brønshøj Gamle Skole på Brønshøjvej. Men undervisningen fortsatte i den gamle rytterskole.
Bygningen anvendt til mange formål
Siden 1904 blev bygningen også anvendt til distriktsbibliotek. Det fortsatte til 1939, hvorefter bygningen blev anvendt til beboelse. Det var senere tale om at rive rytterskolen ned, da huset var blevet temmelig forfaldent. Men huset blev reddet og anvendt som hjemmeværnsgård og lager.
Ja bygningerne har også tjent som mandskabslokaler for Københavns Sporveje og depot for Beredskabsafdelingen.
Fra 1986 til 2011 var det hjemsted for Brønshøj Museum
Men ak en stor brand opstod i august 2010 ødelagde en masse. Omkring 100 kvm stråtag blev brandskadet og 150 kvm af museet blev vandskadet som følge af slukningsarbejdet.
Derefter skete en omfattende restaurering.
En platte med Rytterskolen
Det er intet tilbage af den oprindelige inddeling. Og tænk engang. Bing og Grøndal fremstillede en platte af Rytterskolen i Brønshøj.
Militæret blev omorganiseret
I slutningen af 1600-tallet blev militæret (Rytteriet) omorganiseret, og kongens ejendom, Krongodset blev inddelt i rytterdistrikter.
Ryttergodserne skulle også sørge for at rekruttere soldater fra lokalbefolkningen. Rytterskolerne var med til at få bedre uddannede soldater. Og man kan vel sige at Rytterskolerne var forløberen for vore dages folkeskole.
Københavns rytterdistrikt bestod af 20 sogne. Hvert sogn var et stort ryttergods, og i hvert af dem skulle der oprettes en skole. Hvert rytterdistrikt skulle årligt forsyne et regiment på 700 ryttere med indkvartering og forplejning.
Frederik den Fjerde fandt det nødvendigt, at soldaterne kunne læse og tælle til tyve. I den ånd blev Rytterskolerne opført.
Det blev udtrykkeligt fremhævet at skolerne i deres udseende burde være mere anseelige end almindelige huse.
Opført efter samme grundplan
De sidste rytterskoler blev opført i Danmark i 1727. Der blev udstedt instrukser om skolepligt og undervisning samt om lærernes ansættelse og aflønning. Alle skolerne blev opført efter samme grundplan.
Bygningen skulle være 13,2 meter lang og 7,5 meter bred. Fra gulv til loft var der 2,8 meter. Skolerne indeholdt forstue og skolestue. Ja så var det lige et sovekammer og et spisekammer og et køkken til læreren. Og ikke at forglemme en stald til lærerens kreaturer.
Opført i nærheden af kirken
I køkkenet var der efter sjællandsk tradition en åben skorsten med ildsted og bageovn. Fra skorstenen blev der også fyret i ler-kakkelovnen som opvarmede både skolestuen og læreboligen.
Flere steder blev de oprindelige tagsten efterhånden skiftet ud med stråtag. Teglstenene blev nemlig knust, når drengene kastede sten på taget.
Skolerne blev for det meste opført lige i nærheden af kirken. Det var normalt præsten, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Undervisningen omfattede katekismen og læsning. Mod betaling kunne der også undervises i skrivning og regning.
Forældre og præster skulle opdrage til kristendom
I danske Lov havde enevælden i 1683 formuleret det som, at forældre og præster opdrog børnene til kristendom. Den første egentlige bestemmelse om undervisning skete i en fattigordning i 1708, hvori det bestemmes at degnen skulle forstå undervisning for de børn, hvis forældre ikke selv havde råd.
Og så var det i 1702, at Frederik den Fjerde tog initiativ til opførelse af Rytterskolerne. Det var først og fremmest kristendom, som man skulle satse på og så loyalitet mod kongen og fædrelandet.
Nu var det sådan at ryttergodserne kun omfattede en sjettedel af landets områder. Men flere store godsejere støttede initiativet ved at lade bygge skoler på deres godser. Alligevel var der endnu områder på landet, hvor der ingen undervisning fandt sted.
Konfirmation indførtes i 1736
Under Christian den Sjette indførtes konfirmation i 1736. Det blev en betingelse for at fæste en gård eller blive gift. Derved måtte de børn, som tidligere var blevet unddraget undervisning af deres forældre gå i skole. Ydermere fulgte enevælden op med den 23. januar 1739 at udstede en forordning om skolerne på landet, der blev læst op fra prædikestolene over hele landet.
Protester mod udgifterne
Udgifterne til skoler, lærerlønninger og bøger skulle betalers af alle lokalsamfundets medlemmer fra de øverste til de nederste. Tiltaget faldt imidlertid sammen med en alvorlig økonomisk krise. Dette bevirkede en storm af protester. Den 29. april 1740 måtte kongen ophæve sin forordning med en plakat. I stedet bekendtgjorde Christian den Sjette, at:
Kongen gjorde dog også lige godsejerne opmærksom på:
Resultatet var imidlertid, at det var vidt forskelligt fra gods til gods hvilken undervisning, der blev givet.
Brønshøjs præst skriver til provsten
Det var et problem med børnenes lange skolevej. I en beskrivelse fra 1737 meddelte præsten i Brønshøj, Hieronimus Larsen Aaschou således til provsten:
Først en menneskealder senere nedsattes i 1789 ”Den store Skolekommission, hvis arbejde førte til folkeskolelovene af 1806 og 1814.
Biskop Balle kommer på besøg
I slutningen af 1700-tallet blev Rytterskolen forsynet med et lille udhus sydvest for bygningen. Og den 24. maj 1805 visiterede selveste Biskop Balle skolen og noterede i visitatsbogen, at:
En beskrivelse fra 1834
I 1823 skete der en udvidelse af bygningen, og i 1834 beskrives skolen således:
Forandringer på bygningen
Skolen gennemgik igen flere ombygninger i løbet af 1800-tallet, og i 1894 blev der opført en vinkelret tilbygning, som vat stråtækt på samme måde som skolen.
Ved gennemførelsen af Brønshøjvej efter 1901 blev der skåret et fag af den vestlige ende af bygningen. I den ny gavl er der indsat vinduer.
En tavle på bygningen
På Rytterskolerne blev der ofte over indgangen opsat en sandstenstavle med samme indskrift med Frederik den Fjerde’ s spejlmonogram med en latinsk tekst og nederst et vers på dansk. Da ”Den Gamle Redaktør’ s latin-kendskab ikke er, hvad den har været gengives teksten her kun på dansk:
I Brønshøj blev haven i mange år passet af Rytterskolens Havelaug. Og Rytterskoletavlen er i dag indmuret over døren i højre side på facaden af den oprindelige bygning. Teksten er trukket op med sort farve, så den er forholdsvis letlæselig.
Istandsættelsen blev præmieret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.566 artikler herunder:
Om Nordvest
Om Skoler og Undervisning
Under København (170 artikler)
Under Nørrebro (287 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Højer (72 artikler)