Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

For mere end 100 år siden på Nørrebro

August 26, 2019

For mere end 100 år siden på Nørrebro

Foredrag i anledning af 100 året for Udbygård. Lørdag den 24. august 2019. Et skønt publikum og hyggelig stemning uden for i gården. Vi holder os måske ikke helt inden for dette tidsskema. Vi starter med at kigge på Serridslev. På Blågården kunne ingen styre Støvlet Cathrine. Her havde Prins Carl 47 til at opvarte sig. Heegaard måtte opgive sin tarmfabrik. Det lugtede. Og et lig åbnede for nonnen. Da gravrøvere ville røve Gertruds øreringe rejste hun sig fra kisten. Kongen var glad for at der var lokummer til alle. Og så har der altid været banditter på Nørrebro. Ude på Station Lersø havde stationsforvalteren gratis gødning- På Lygten Kro snød de med øllet. Og Lersø-bøllerne havde gratis husly. Maja trak kjolen op for 5 øre. Det betalte rødmende karle. Og Zar Peter var der ingen der ville give husly til.

 

Serridslev

Tillykke med jubilæet. Jeg er kommet her for at sætte jer tilbage i historien. Vi vil i hovedsagen koncentrerer os om, hvad der skete for ca. 100 år siden. Men nu holder vi os ikke helt til dette.

Noget af det første man hører om Nørrebro er navnet Serridslev. Det var en landsby med 18 gårde (1370) Men det specielle var det kæmpe område, det dækkede det meste af Nørrebro og Østerbro. Vi hører første gang om stedet i 1186.

Vi ved, at her stod en masse soldater og belejrede København.

Mange af de store marker rundt om blev givet som en slags aflønning. Vi kender Borgmestervangen, Rådmandsvangen osv.

 

Endte i grøfter i 1720

Allerede tidlig var Nørrebro kendt for at klare sig selv. Således foregik der dueller med kårde ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder på denne måde. Politimester Ernst udsendte i 1720 en forordning, hvori han havdede, at der ved Gamle Ravnsborg lå folk i en lergrøft efter at have ordnet tvistigheder med dueller.

 

47 mand til at opvarte sig

I 1616 – 17 blev Stadens Teglgård opført på Nørrebro. Og så byggede Christopher Gabel en lystgård med en mægtig havde omkring. Da tagstenene var blå kaldte københavnerne det for Blågården. Man spekulerede på, hvordan denne Gabel havde fået penge til dette. I 1704 købte Frederik den Tredjes bror Prins Carl stedet. Ja egentlig hed stedet Prins Carls Hauge. En ny hovedbygning blev opført og haven blev nærmest en park.

Prinsen havde 47 mennesker til at opvarte sig. Og prinsessen, prinsens søster havde 23 mennesker til at opvarte sig.

 

Støvlet – Kathrine

I mellemtiden havde Knud Jacobsen Lyhne overtaget Blågården. Han fik et godt tilbud af Grev Holck. Men denne var stråmand for Christian den Syvende. Kongen var sammen med Støvlet-Cathrine. Og de lavede ballade inde i København. De skulle lidt af vejen. Den gamle prinsegård ved Peblingesøen var det ideelle sted.

Men ak. Støvlet – Cathrine og hendes vilde horde ramponerede alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge blev ødelagt. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole. Og de lystrede kun alt for velvilligt. Bare kongen betalte og morede sig.

Da Struensee kom til blev Støvlet-Kathrine eskorteret til Hamborg i januar 1768. Ja og da Blågården blev afhændet til Lyhne var den engang så prægtige Blågård forvandlet til et ramponeret slot. Til kongen blev der bygget en jagthytte ude i Utterslev, hvor han fortsat kunne fornøje sig.

 

Disciplene sang falsk under indvielsen

Her på Blågården blev der indrettet det kongelige ”Skolelærerseminarium”. Biskop Balle mente nu nok, at disciplene havde sunget falsk under indvielsen.

Ja det hedder sig, at det var englændernes ødelæggelse af Blågården var skyld i, at seminariet flyttede til Jonstrup, men præsterne mente nu, at det var den dårlige vandel. Den dårlige tone blandt seminaristerne skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente de vise mænd.

Man talte også om at der skulle anlægges en afdeling af Skt. Hans Hospital på Blågården. Men uha uha. Man kunne da ikkehave folk med veneriske sygdomme boende her.

 

  • Skal de veneriske Syge galdne Folk, de med Spedalskhed og andre farlige sygdomme belemre Mennesker bo saa nær Landevejen og maaske to sig i Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker.

 

Da Zar Peter kom

Og når vi nu er ved Fællederne, så havde vi jo Nørre Fælled. Her skete i den grad ting og sager. Ikke nok med at kvæg og heste gik herude. Nej i tidens løb gæstede Zar Peter’ s russiske tropper også stedet. Han havde en aftale med kongen om, at de sammen skulle angribe Skåne. Men kongen var efterhånden bange for, at zaren ville angribe København.

Og zaren skulle i hvert fald ikke bo hos kongens bror på Blågården. Det var komplet udelukket. Sådan et uciviliseret mennesker kunne man ikke have boende der. Vi vender tilbage til Blågården for der kom i den grad uciviliserede mennesker til at bo der. Zaren måtte tage til takke med at bo inde i Købmand Wilhelm Ednigers Gård i København.

Han red med sin russiske hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Han deltog i jagter og ”karruseller” og andre hoffester”

 

Borgervæbningen på Fælleden

På Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. Og det foregik ikke altid i ædruelige tilstand. Familien mødte op med madpakke og brændevin. Det var ikke unormalt, at se en soldat skubbe en barnevogn og sønnike bære geværet. Men rygterne siger, at så mangen ikke ædruelig soldat er faldet i den store grav langs Blegdamsvej.

 

Da Struensee blev henrettet

Her på Fælleden blev Struensee også henrettet på den mest bestialske måde. Man sagde om bødelen, at han altid var fuld, når han skulle svinge sværdet. Og det var ikke unormalt at han ramte ved siden af. Men der var sort af københavnere, der skulle se dette skuespil. Og soldater var udkommanderet for at styre menneskemængden.

Denne Struensee oprettede en koppevaccinations-institution på Nørrebro. Og måske var det landets første privathospital. For 15 af pladserne var beregnet til de rige, og de skulle betale for det.

Jo her på Fælleden var skam også væddeløbsbane, og kongen plejede at kigge forbi. Og så skal vi da også lige senere besøge Fælledbisserne med Fælleddronningen i spidsen.

 

Da arbejderne holdt møde

Brix, Pio og Gjerleff skal vi ikke glemme. Fra Ryesgade udgav Pio bladet Socialisten. Men det brød politimester Crone sig sandelig ikke om. Grundloven gjaldt ikke for Socialister. De skulle knækkes. Det lykkedes da også med virksomheder som sponsorer, at få dem ekspederet ud af landet. Men inden da skulle de igennem så meget.

Det var i 1874 ude på Fælleden. Arbejderne måtte ikke forsamle sig. 74 husarer og 23 betjente var kommet til skade. Dette bekymrede man sig meget om. Men ikke om, hvor mange arbejdere, der var kommet til skade.

Justitsminister Krieger havde beordret militær til at være beredt på Karstellet med skarpladte våben.

 

Der var hvis ikke en kirkegård

Nu skal man ikke tro alt hvad der står på skrift. For man siger, at der på Fælledvej engang har ligget en begravelsesplads for svenske soldater. Her skulle ligge 3.000 svenskere, der omkom, da de den 11. februar 1659 stormede København.

Og på et skilt på Fælledvej 4 står der anført:

 

  • Til minde om Københavns belejring

Under denne ejendom hviler resterne af svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.

 

Lyn Mildé var datidens Simon Spies. Han skulle have lidt opmærksomhed til sin 60 års fødselsdag og reklame for sit madras-firma.

Fra den tidligere ejer af ejendommen, skriftsstøber Harry Løhr havde han hørt, at der var fundet et par skeletter, da han skulle grave ud til en udvidelse. Først troede man, at det var et uopklaret mord. Men så fandt man på historien om svenskerne.

Og medierne og historikerne slugte historien råt. Den svenske ambassadør dukkede. Men uheldigvis så spillede musikerne den forkerte nationalmelodi. De havde valgt den norske i stedet for den svenske.

 

En adelsmand startede det hele

En ting vi ikke må glemme er Assistens Kirkegård. Tænk hvor mange intelligente folk, der ligger der. Og det var først da en adelsmand fra Sønderjylland lod sig begrave her, at det blev et tilløbsstykke. Nu skulle alle de rige sandelig begraves her på kirkegården.

Pludselig var der op til 100 kareter med sådan et følge. Man talte om at indrette mobile tribuner og forlange entre. Filosoffen og lægen Tode mente ikke, at rødhårde skulle have adgang på kirkegården.

Nu var det sådan dengang, at samfundet var inddelt i ni forskellige kategorier med hensyn til hvilken begravelse man kunne tilkomme. Ja og så kunne man jo også betale sig til meget.

Men efterhånden virkede alt planløst og der var stavefejl på gravstenene, skrev datidens blade. H.C. Andersen skrev om madpakkesjov på kirkegården. Her mødtes de hjemløse om natten og holdt store fester.

 

”Jeg er kun skindød”

Og når vi nu taler om H.C. Andersen, så var han bange for at dø som skindød. Han havde altid en seddel med når han var ude at rejse. På den stod ”Jeg er kun Skindød”. Og på kirkegården havde man etableret et system med en snor til storetåen og en klokke, hvis såfremt i fald.

Nogle gange havde man så travlt med begravelserne, at man sjuskede og ikke dækkede godt nok til. Det opdagede Nørrebros hunde.

Engang stod kisterne under vand. Og vandet løb ned i Ladegårdsåen. Man sagde dengang, at beboere i et helt hus var døde af at drikke af vandet.

 

Gertrud Bodenhof

Der var også masser af gravrøvere på kirkegården. Sådan to var også i gang en mørk nat, da de kom forbi Gertrud Bodenhofs grav. Da de forsøgte at hive øreringene af Gertruds øre rejste hun sig op i et sæt. Hun udbrød: ”Så befri mig dog fra dette mørke sted”. Hun lovede dem guld og grønne skove og en tur til Amerika.

De tog en spade og dræbte hende rigtig. Det er ganske vist, for den ene af røverne betroede sig til den senere biskop Mønster, da han lå for døden på Frederiks Hospital.

Og Gertud s bror havde givet udtryk for, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten. Sagen blev faktisk undersøgt i begyndelsen af 1950erne. Man kan hverken bevise eller afvise påstanden. Jo der kom også en bog ud af undersøgelserne.

 

Ingen flag med i kirken

Nu var det sådan at arbejderne ikke måtte få deres røde flag med inde i kirken i begyndelsen. Det kunne præsterne ikke tolerere. Det fik typograferne i Helsingør til at trykke følgende på deres røde flag, der blev sort:

 

  • Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken

 

Folk besvimede i kirken

Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirken kunne ikke lide Socialister. Og arbejderne på Nørrebro mente at præsterne var borgerskabets forlængede arm. Hver søndag, når Frimodt han prædikede var der et gendarmkorps parat. For folk besvimede hele tiden, når Frimodt talte i tungemål.

 

De havde travlt i Stefanskirken

Han var med til at etablere Skt. Stefans Kirken. Her lå forinden et værtshus. Men se dengang var det sådan, at arbejderne om søndagen kunne få kirkehandlinger udført gratis ellers skulle de betale for det. Det bevirkede, at i Stefans Kirken udførte man en enkelt søndag:

 

  • 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 almindelige gudstjenester.

 

Angelika, der er født på Nørrebro i 1893 skriver i sine erindringer:

  • I Guder, hvor er vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans Kirken, og spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener, satte alle ti fingre sammen og sagde mens han så op mod Jesus:
  • Jesus fastede fyrretyve dage i ørkenen.

 

Den stærke mand

Der har altid været banditter på Nørrebro. Men nu er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke nødvendigvis banditter. Allerede omkring 1635 – 1640 var der ballade herude. Man talte om skøger, røvere og banditter.

I 1722 bosatte ”Den Stærke mand” sig på Nørrebro. Men ak han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.

 

  • Han kunne løfte en Kanon på 2.000 – 2.500 pd. Vægt med den ene Haand. Og drikke et Glas med den Anden.

 

Men ak Magistraten lod politiet gribe ind

  • For meddelst det Forargerlige, syndige Levned, derved øverst og for den store Lejlighed det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkens Tildragelse.

Den Stærke Mand var flygtet efterladende udbetalte veksler og andet gæld. Han havde knust så mangen et pigehjerte.

 

Masser af lystigheder på Nørrebro

Jo der var skam tidlig lystigheder på Nørrebro. Kunstneren Jean Lustre fik tilladelse til at undervise borgerskabet i ridekunst og legemsøvelser. En anden kunstner Piere Magito afbrændte i 1804 kunstfyrværkeri i bydelen.

Men en importeret slynggynge fra Rusland i 1820 opsat på Nørrebro vakte forargelse. Man kunne se kvindernes forbudte klæder. Så var det mere anstændigt med den Bestandige Borgerlige Forening, der rykkede ind på Store Ravnsborg Og mottoet:

 

  • Ved Samtale og passende Fornøjelse at sørge for mand og Borgere anstændig Moro efter Arbejde.

 

På Store Ravnsborg fik man også lov til at opføre dramatiske opførelser. Det blev starten til Nørrebros Teater.

Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech Olsen. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Der var masser af druk under forestillingen. De fleste tilskuere kom fra Rabarberlandet.

 

Fem smukke piger sad og ventede

På hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej lå Grams Have. Det var en afdanket kaptajn, der havde oprettet en lystighed. Og hver eftermiddag sad fem af Nørrebros smukkeste kvinder og ventede på Ridderen af Nørrebro. Det blev så den 19 – årige Marie, datter af gartnerenke Hansen. Der løb med ham. Og ridderen var digteren Christian Winther.

 

Foredrag og ølsnyd

Folkets Hus, Jagtvej 69 var dengang også et tilløbsstykke Her var juletræsballer, boksestævne, lørdagsbal og meget mere. Nørrebro Handelsforening, der havde aktier i foretagenet arrangerede et foredrag om de Dansk vestindiske øer.

På Fælledvej lå Bolero i folkemunde Bol i ro. Og så var det Danas Have, som også blev kaldt Dødens Pølse. Den eksisterede helt til 1983.

Ude ved Lygten lå Lygten kro i mange år. Man sagde, at man snød med øllet herude. Der var gammel øl i Kælderstuen ud mod landet. Ind til byen var det bayersk øl i Gæstestuen. Der var stor forskel på lokaliteterne men ikke på øllen, men det var det på priserne.

På Det Grønne hjørne ved Jægersborggade/Stefansgade byttede klunserne koner. Ja man sloges også om dem. Det var også her at syngepigerne senere holdt deres indtog.

 

Johanne Louise Heiberg

En ny udskænkningsvirksomhed startede i nærheden af kappelvej. Det var en tysk indvandrer ved navn Knoblauch, der startede. Her var både keglebane og gynge. Denne gynge ansporede dog igen til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. Uha, det var farligt.

Her underholdt en lille pige også. Hun dansede på keglebordet. Det var hendes far og mor, der havde stedet. Men hun var ikke hvem som helst. Det var den senere berømte Johanne Louise Heiberg.

Man kunne også gå til dans et sted på Jødevejen som Møllegade hed dengang. Her lå et sted med det meget optimistiske navn ”Dødens Testamente”.

 

Masser af liv på søen

Der var også lystigheder på søerne. Man kunne tage med på en båd og blive bespist og underholdt af orkestre, Om aftenen var bådene illumineret. Ja her blev også tidligere dyrket sejlsport.

Der var masser af liv på søen. Man havde også begrebet Syrebåde. Det kom af lugten. Men bådene blev brugt ligesom vi i dag har havnebusserne. Inden dengang ville en murer etablerer en bro og forlange broafgift. En snedker ville etablere færgedrift.

Her havde vi Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortdamssøen, Skilsmissestien. Men man skulle i mange år leje en nøgle for at komme igennem alle porte. Ja så skulle man huske at have gummistøvler på dengang.

 

Stakkels Søren

Ak ja, det var her Søren Kierkegaard gik hver dag i halvanden år fra Østerbro til Nørrebro for at få et glimt af sin elskede Regine, som på det tidspunkt var forlovet. Hun rejste desværre for Søren Kierkegaard til dansk Vestindien sammen med hendes forlovede.

Her nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved Søen”. Senere blev hun omdøbt til Donna Largo. På nørrebrosk blev det hurtigt til Donna D’ Ladegaard. Hun endte hvis nok også der.

 

Nørrebros Loch Ness uhyre

I er vel godt klar over, at Sortedamssøen har sit eget Loch Ness uhyre? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.

Er det mon en mutant af de karper som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Skt. Jørgens Sø?

Det er ikke det eneste mystiske ved søen. På et bestemt sted er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er det uhyrets bolig – en underjordisk sø? Der er i hvert fald masser af foder lige uden for hoveddøren:

 

  • 150 knopsvaner, 5.000 gråænder, der overvintrer,
  • Der er brasen, skaller, suder, aborrer, ål, karusser og en enkelt gedde.

 

Ja hvis uhyret også har smag for rustne cykler eller el-cykler, er det også muligheder for det.

 

Man ville ikke ende på Ladegården

Taler man om Nørrebros historie taler man også om Ladegården, selv om det egentlig ligger over på Frederiksberg. Historien om Ladegården er blevet interessant i forbindelse med frilæggelsen af Ladegårdsåen.

Egentlig var den opført som ladegård til Københavns Slot. Og den første var enorm stor og moderne. Men en orkan ødelagde den. En ny blev etableret. Og gennem historien er denne blevet brugt til meget.

Arbejderne ville nødig ende her. For gjorde de det var de under Fattigvæsnet og umyndiggjort. Det var uværdigt. Og så skulle man spørge væsenet, om man måtte gifte sig og meget mere.

Kunne man ikke betale sin husleje, blev man smidt ud af lejligheden. Havde man ikke inden aften fundet et nyt logi blev man smidt på Ladegården.

Her har været krigslazaret, afdeling af Skt. Hans, Arbejderanstalt, Produktionsvirksomheder og gæstgiverier. Her blev byens damer placeret. Og så mange et drama har udspillet sig her.

En gang om ugen var der udgang fra Ladegården. Så måtte hestevognen i gang med at indfange de sidste lemmer, når de sad og hang på Nørrebros værtshuse.

Jo her var også en præst, der mente, at alle dem, der havde fået afslag i at blive gift i de københavnske kirker kunne blive gift ude i kirken på Ladegården. Så kunne de altid give ham en afgift, så han kunne få sig en lille en. Denne præst endte med at blive indlagt derude. Ja inden han blev overbragt til Skt. Hans døde han også derude.

Det var også herude fra, at Pjaltehæren hver morgen marcherede. Nu skulle byen gøres ren. Mange år senere ville Klaus Bondam genoplive denne hær.

 

Badeliv i Ladegårdsåen

Den første Ladegårdså var delvis gravet. Den fik forbindelse til Lygteåen, der var udgravet af Kong Hans. I mange år havde den stor betydning for Københavns drikkevand. Men omkring 1620 hørte man om, at heste- og kreaturlig forstoppede åløbet.

Åen var tumleplads for byens unge. Der findes postkort med titlen ”Badeliv i Ladegårdsåen” men nu var Frederiksberg fjendeland for Rabarberne. Ja det hed drengene i kvarteret. De smed engang en betjent i Ladegårdsåen.

Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og havde mødt en sød fyr, troede de. Men da de hørte, at Marie var gravid, ja så var de borte. Og lovgivningen var bestemt ikke til Maries fordel. På landsplan var antallet af børn født i dølgsmål på ca. 10 pct. dengang. Og disse unger blev hele deres liv kaldt Horeunger.

 

Da to damer druknede

Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen. Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten. Den var tidligere anbragt i åen. I folkemunde mener man, at den var anbragt til minde om et brudepar der i bælgmørke var væltet ud i åen. Et andet rygte gik på, at to letlevende havde siddet og vippet fra side til side så kareten var røget i åen.

Den rigtige historie er at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra Lystgården Rolighed væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Ladegårdsåen. Der var fem damer og en halvvoksen knægt i kareten. To af damerne druknede.

Siden blev der plantet piletræer langs Ladegårdsåen.

 

Masser af industri

Inden portene blev revet ned og den store menneskeskare overrumplede Nørrebro var der allerede masser af industri herude. Blegdammene var etableret. Der var en masse møller og småhåndværk.

I 1838 blev Ludvigsen og Hermann grundlagt. I 1872 var det Københavns største maskinsnedkeri. Og for længst var Heegaard etableret på Blågårds Plads. Men han måtte kunne bygge barakagtige bygninger. For man skulle fra volden kunne se svenskerne hvis de kom.

Det som ikke lykkedes for Heegaard var etablering af en tarmrester produktion til guitarstrenge. Stanken blev simpelthen uudholdelig. Datidens fødevarekontrol lukkede den del af fabrikken.

 

Der blev bygget fuldstændig planløst

Der blev i den grad bygget på Nørrebro. Mottoet var, at der skulle bygges så meget som muligt på så lidt plads som muligt. Og hvorfor skulle arbejderne have lys og plads. Det var der da ikke nogen, der sagde. Først efter at de første mange lejekaserner var bygget vedtog man byggevedtægter.

Man tyvstartede med at bygge i 1847 med højhuse. Fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade. Fire til seks etagers lejekasserne skød op som paddehatte. Høj bebyggelse og snævre baggårde.

 

Gamle Fru Jensen og latrintømmeren

De fleste lejligheder var på 30 – 35 m2 Her skulle 4-8 mennesker leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletter og lokummer var i gården. Den ældste knægt blev udnævnt som latrintømmer. Han måtte om morgenen ned fra 6. sal og tømme en overfuld natpotte.

Gamle Fru Jensen oppe på 5. kunne ikke sådan gå ned til retiraderne. Så hun gjorde både det store og det små i køkkenet. Det var ikke særlig smart midt om sommeren. Hurtigt kunne beboerne både mærke og lugte, at nu havde Fru Jensen gjort det igen. Og der var mange Fru Jensener på Nørrebro.

 

Man glemte kloakeringen

Jo de havde det nu meget let disse byggematadorer på Nørrebro. De indførte også det, der senere blev kaldt brobiss. Jo man skulle betale for at komme over de broer, som de byggede.

Man kunne knap nok åbne vinduet, før man stødte mod den anden bygning. Der blev efterhånden bygget første, anden, tredje og fjerde baggård. I Blågårdskvarteret glemte man kloakering. Efter flere dages regnvejr så svømmede det hele. Og gadelys havde man heller ikke sørget for. Skulle man noget om aftenen var det en farefuld færd at komme hjem.

 

Lokummer til alle

I 1857 havde Håndværkerforeningen foranstaltet et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri – Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Ak ja. Det siges, at guldmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den Femte kort før sin død besøgte stedet udtrykte han:

 

  • Det glæder mig, at der er Lokummer til alle.

 

Løn udbetalt på værtshus

Det var et rigtigt arbejderkvarter dengang. Mange virksomheder havde valgt at oprette egne værtshuse. Så blev lønnen udbetalt der. Så vidste virksomhederne, at de fik deres penge igen. Far drak så det meste af indtjeningen op. Ofte måtte konen indfinde sig på værtshusene for at få udbetalt lønnen.

 

Mange stiftelsesejendomme

Børnene på Nørrebro måtte hjælpe til med indtjeningen. Så kom man ikke i skole. Nogle af dem blev mælkedrenge på Enigheden ude på Lygten. Ikke alle lærere havde forståelse for at drengene sad og sov i skolen.

Utrolig mange stiftelsesejendomme blev op ført på Nørrebro. Det var foreninger, der købte dem. Deres medlemmer skulle have en god alderdom. Dengang var det med at blive gammel det samme som at blive fattig. Elmegade 6 er en ejendom som Ølhandlerforeningen opførte. Omkring Balders Plads findes en flot ejendom som Urtekræmmerforeningen opførte. Langt de fleste har solgte deres ejendomme.

I Prinsesse Charlottesgade har Nørrebro Handelsforening stadig deres stiftelsesejendom.

 

Respekt for panserbassen

Dengang havde man respekt for panserbasserne på Nørrebro. Man skulle være mellem 22 år og 40 år. Giftemål krævede tilladelse. Man havde dog fri medicin og ophold på sygehus. Var man ungkarl skulle man så vidt muligt bo på Station seks kaserne. Ja sådan hed stationen på Fælledvej.

Her skulle betjentene stå i kø for at komme på retiraderne i gården. Politiassistent Rantzau havde fået lejlighed med eget toilet. Han var stor på mange områder. Han havde fået Ridderkorset for bl.a. at have banket arbejdere ude på Fælleden. Men ellers var han meget respekteret denne Rantzau. Ja Folk på Nørrebro troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.

Når en betjent ikke hilste på de kongelige, når de engang imellem forvildede sig til Nørrebro kunne man blive fyret,

 

Da Louisegade fik navneforandring

Der skete engang imellem nogle frygtelige forbrydelser på Nørrebro. Det gjorde det også da Louisegade fik navneforandring. Ja for egentlig var gaden opkaldt efter Anker Heegaards kone, Louise. Men den kom til at hedde Prins Jørgensgade.

Grunden var det der skete den 2. marts 1867. Smedesvend Svend Rathje var kommet hjem fra et jernbaneværksted. Inde i soveværelset lå hans kone i en kæmpe blodpøl.

Man fik hurtig fat i den mistænkte, Ole Jensen. Han skulle transporteres fra Helsingør til København. En makker skulle afløse fangevogteren. Fangevogteren gav dem penge til en flaske brændevin. Men makkeren dukkede ikke op. Så de tog flugten. Ole Jensen blev senere indfanget og sendt til Amerika.

 

Barnemorderen fra Jægersborggade

Dagmar Overby havde myrdet mellem 15 og 25 børn. Men hun blev kun dømt for at have myrdet 8. De 2-3 stykker myrdede mens hun boede i Jægersborggade. Mindst en af dem smed hun ud i retiraderne på kirkegården.

 

Da Nonnen mødte et lig

Ja denne Heegaard havde givet grundstykket til Martha – Hjemmet. Her foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og give en skilling til begravelseshjælp.

Og så kom der da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredje sal et sted i rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under et lagen i sengen lå Aksel.

Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet! For det var liget, der åbnede for nonnen.

 

Danmarks første automobil

Vidste du, at Danmarks første automobil rullede ud fra baggården til Nørrebrogade 38. I medierne kunne man læse, at det her var tale om en vogn, der kørte uden heste. Ja og mekanikeren bag bilen var Peter Myginds tipoldefar. Bilen havde en tophastighed på 7,1 km/t. På en af de første ture man selveste Christian den Niende. De måtte dog dreje skarpt ellers var de kommet på kollisionskurs med selve majestæten. Jo denne Hammel – bil kom mange år senere til ære og værdighed. Det var i 1954, da den deltog i et veteranbil-træf i England. Det var den ældste bil. Og den blev selvfølgelig nummer sidst, længe efter de andre. Men BBC afbrød deres program, da den kom i mål.

Og bilen kan stadig køre. Den befinder sig i dag på teknisk Museum.

 

Endelig kom jernbanen

Efterhånden kom den kollektive trafik til Nørrebro. Først som såkaldte omnibusser. Men disse havde arbejderne nu ikke råd til. Men Nørrebro Sporvognsselskab sørgede for at der kom sporvogne til bydelen. Efterhånden havde selskabet 25 vogne og 150 heste.

I utallige år havde Nørrebro – borgerne set togene køre igennem bydelen uden at stoppe. Og endelig stoppede de. Men det var en katastrofal planlægning. I det der senere kom til at hedde Nørrebroparken oprettede man station A og Station B. Men her måtte man også have støvler på, for man sank ned i ælte og mudder på vej til stationen.

Byggespekulanter var gale, for nu kunne der sættes tempo på bebyggelsen. Det var mest attraktivt at bygge lige ved stationen.

Snart var banegården for lille. Der skulle også etableres en godsstation. Men den blev planlagt på sådan en måde, at der holdt lange køer over af datidens kørertøjer utallige gange om dagen. Ja gennemsnittet for at bommene var nede på Nørrebrogade var 75 gange i døgnet.

 

Latrinstation Ladegården

Nu havde man allerede tidlig fået en latrinstation ude ved Lersø. Her havde stationsforstanderen gratis gødning til køkkenhaven. De der latrinvogne blev kaldt for chokoladevogne. Men de var nu ikke særlig tætte. Og det havde Nørrebros hunde stor glæde af. Om sommeren skete det ofte, at disse chokoladevogne eksploderede på stationen.

Som man sikkert ved, så lå der en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. Og straks opstod der en vittighedstegning i Blæksprutten. En tysker skulle således se Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen:

 

  • Wass ist den dass
  • Chokoladewagen
  • Ach so – von Cloetta
  • Nein von Closetta.

 

Da jyderne kom til Nørrebro

Det var for resten også her ved Nordbanegade, at jyderne bosatte sig. Københavnerne synes, at det var et mærkeligt folkefærd. De snakkede et mærkeligt sprog (jysk). De havde en mærkelig religion (Indre Mission) Ja og så spiste de mærkelig (kartofler).

Det var først da jyderne gik på bordel og på værtshuse, at københavnerne accepterede dem.

 

Gendarmerne på Ydre Nørrebro

I tidsrummet 1891 – 94 var der ansat gendarmer for at styre de urolige elementer på Ydre Nørrebro. Og det var særlig de talrige bøller i Allersgade og Gormsgade, der mærkede disse. Der var ansat to underofficerer og 23 menige. De fik at vide, at de ikke skulle løbe efter forbryderne. Stak de af skulle de råbe dem an. Hvis de ikke reagerede skulle de bare skyde efter dem. Og det vidste forbryderne.

Når lampen i underofficerernes kontor var slukket, vidste gendarmerne, at han var gået til ro. Så gik de til ro hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum. Så gik de klokken fem hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de morgenkaffen.

 

Lersø-bøllerne

Omkring århundredeskiftet var der en del, heriblandt småkriminelle, der gemte sig i sivene ud i Lersøen. Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø-bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Knokkeldrengen, Kno-Anders, Lange Hermann, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider. Jo sidstnævnte kunne underholde børnene. Han kunne med bagdelen afspille Fanemarchen.

Jo herude var Sorte-Petra nærmest fælleseje. Af andre piger var bl.a. Anna 66 og Guldåsen. De bidrog med deres aktiviteter til fælleskassen.

Meget af deres indbo fik de fra den nærliggende losseplads, Mamrelunden. Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med skibsøl eller en pot skummet mælk. Den eneste de havde respekt for herude, var en betjent, de kaldte for Bølle-Jørgen. Han gad ikke at slæbe dem med hen på stationen. Han slæbte dem med hen i næste portåbning og gave dem en ordentlig øretæve.

Kongeparret herude var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Der var et berømt Lersø slag, En betjent blev dræbt. Og kongeparret flygtede til Århus. Efter et halv år blev de opdaget. De flygtede fra Aarhus Arrest, men blev senere pågrebet. De blev udråbt som helte og var med i diverse skillingsviser.

 

Da Maja trak op i kjolen

Industrien rykkede tættere på og politiet blev mere effektiv, så Lersø-bøllerne måtte fortrække. De blev så til Fælled-bisserne. Og dronningen her var Maja Robinson. Her gik rygterne, at hun før var en rig lægefrue fra Australien. Om sommeren trak han op i kjolen for 5 øre fra rødmende karle. Man sagde, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand.

Når hun en gang imellem blev indsat smed hun tøjet.

Men ak, tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. Nu spredte flokken sig til Blågårds Plads. De blev enten til de såkaldte prinser eller til klunserne.

Og ak den 14. september kunne man i Aftenbladet læse:

 

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin Kæreste.

 

Jo de var 5-6 stykker der var blevet tilbage på Fællederne. Det var bl.a. ”Stegt Sild”, ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”.

 

Prinserne på Blågårds Plads

Prinserne på Blågårds Plads var gode som babysittere. De havde besluttet sig for, hvad der skulle stå på deres gravsted:

 

  • På min Gravsten skal der skrives

Det ska printes på Latin

Under denne Gravsten hviler

Der et smask fordrukkent Svin

 

Indianerfrokost og Frelserpiger

Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:

 

  • De Frelserpiger
  • De er så fromme
  • De går med salmebog
  • I deres Lomme
  • Med korte Skørter
  • Og skæve Ben
  • Og Ræven går som Slibesten

 

Ballade med Syndikalisterne

I 1915 blev Udbygade anlagt, og fire år efter kunne man så flytte ind.

I 1916 var der ballade med Sydikalisterne. De mente at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.

Det var fastelavnsmandag den 11 februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet var i Folkets Hus på jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle gå hen. Man lod sive, at Flæskehallen skulle plyndres.

Det endte med, at der blev storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnede med køller. De slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker til det tredje Christiansborg.

Den 9. august var der tumult på Åboulevarden. Det endte med voldsomme uroligheder på Nørrebro.

Dern 13. november var der forsamlet 50.000 på Grøntorvet. Det endte med over 100 sårede betjente.

 

Verdens første spiritusprøve

En meget vigtig ting skete den 15. maj 1922 på Fælledvej. Det var Verdens Første Spiritusprøve. Den blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var sikkert nødvendigt. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.

Man skulle kunne føre to fingre sammen og kunne sige ”Bispens Gebis” uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlet ben og lukkede øjne var kørerkortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting man skulle observere.

 

Verdens største indkøbscenter

Hvis en beboer fra Udbygade i 1919 gik en tur op af Nørrebrogade og sidegaderne ville de møde et hav af bagere, skotøjshandlere, isenkræmmere og slagtere. Ja og her imellem var det også hesteslagtere. Hestekød var billigere.

På det tidspunkt var Nørrebro Danmarks shoppingcenter nummer 1. Nørrebro handelsforening havde 600 medlemmer. På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker inden for manufakturbranchen.

Gik man et stykke ned ad sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe. Hvis der havde været fødevarekontrol dengang, var der sikket ikke mange, der havde fået en glad smiley.

Medarbejderne havde fået lidt bedre vilkår i 1920erne. De startede under slavelignende vilkår. Mange var henvist til at sove under disken eller i et kammer uden varme.

 

Da pølsevognen kom

Tænk engang i 1916 skete der noget frygtelig, der hade betydning for mange på Nørrebro. Man beskattede fattigmandssnaps. Inden dette trådte i kraft havde man i den grad hamstret på Nørrebro.

Noget nyt dengang var pølsevogne. Og det var bestemt ikke alle der var begejstret for dette. Således mente den daværende formand for Nørrebro Handelsforening:

 

  • Nå så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer på samme Tallerken som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

 

A, P. Møller ikke populær på Nørrebro

Et par år senere i 1926 mente K:K: Steincke, som var socialminister, at detailhandelen skulle give de arbejdsløse særrabat. Og A.P. Møller gjorde sig ikke særlig populær på Nørrebro, da han udtalte:

 

  • Vi må se bort fra Understøttelse, så Lediggangen kommer til at trække direkte på Lønnen.

 

Da Prinserne ikke kunne få brændevin

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør også på Nørrebro. Men der var også mangel på kogesprit. Og så var den i en periode grøn. Det var ikke godt for spritterne/prinserne.

Myndighederne havde tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde man ved hjælp af eksperimenter med blus og meget mere. Alt dette foregik på førstesalen på Rådmandsgade 69.

Forsøgene gik godt. Man kunne også få afsat flaskerne i restauranter. Pris 25,- kr.

Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

 

  • Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og skal følge med.
  • For hvad?
  • Ja vi har lavet en husundersøgelse, og nede i deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi.
  • Åh vil De også ta’ og arrestere mig for voldtægt?
  • Hvad vil det sige? Har De begået voldtægt?
  • Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det.

 

Med disse ord, takker jeg for opmærksomheden.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.433 artikler, heraf 308 artikler fra Det Gamle Nørrebro

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro