Søgeresultater på "Ribe"
Dato: august 19, 2020
Pastor Jacobsen fra Skærbæk
Det var bestemt ikke kedeligt i Skærbæk fra 1884 – 1904. Pastor Jacobsen var kommet til byen. Han var ide- og initiativrig men også meget letsindig. Han fik etableret en masse virksomheder med lånt kapital. Han sagde selv, at det var for at ”Kejserriget skulle få mere indflydelse i Nordslesvig”. Det fremmede bestemt ikke det gode dansk – tyske forhold. Jacobsen havde god opbakning fra von Köller. Det var lige før, at denne havde gjort ham til biskop. De dansksindede kunne godt se, at der var noget galt med banken og de mange virksomheder. Men det kunne de tyske embedsmænd ikke. Den tyske regering holdt hånden over ham. Efterhånden krakelerede det hele. Mange retssager fulgte. Men Jacobsen blev frifundet vel sagtens for at beskytte tyske embedsmænd. Nu vendte Jacobsen fuldstændig og gik imod den tyske tvangspolitik. En meget lokal brand i et pengeskab ødelagde efterforskningen omkring Nordsøbad Lakolk.
Ikke kedeligt i Skærbæk 1884 – 1904
Vi skal møde en ikke helt almindelig præst. Vi har mødt ham før i et par artikler, men nu er det da vist på tide, at vi lærer ham rigtig at kende. Det var bestemt ikke kedeligt i Skærbæk fra 1884 til 1904. Modsætning mellem dansk og tysk skabte spænding. Den tyske lejr var præget af de bitterste stridigheder, men der var også forandring, fremgang og udvikling.
Men først og fremmest var der skandaler, der til sidst endte i katastrofer. Pastor Jacobsen var endt på en egn i opbrud. Så massivt egoistisk og upåvirkelig som han træder frem, viser han sig snarere at være et redskab for politiserende embedsmænd og skrupelløse spekulanter.
Hvordan var pastor Jacobsen?
I 1901 karakteriserede landråd Becherer i Haderslev Jacobsen således:
Det var en hård dom. Men det forhindrede nu ikke landråd Becherer i at bruge Jacobsen.
Alt nyt dengang var tysk
Det gik ikke mange år i Skærbæk før Jacobsen havde tildraget sig opmærksomhed i vide kredse som selskabsmand, politiker og grundlægger af en masse virksomheder i fortyskningens interesse.
Man skal huske på, at her hvor Jacobsen kom til at regere var et gammelt uland, regeret af bondehierarki. Al fornyelse, der kom til det, havde tysk præg. Ved de prøjsiske rets – og forvaltningsreformer havde storbønderne mistet indflydelse. De stillede ikke længere fogeder og sandemænd på tinge. Landbrugsstrukturen var i bevægelse.
Der var afvanding af landbruget, den skabte mangel på udvikling og indtægt. En tid var emigration den væsentligste udvej. Gårdmændenes indflydelse var på retur, deres sidste bastion var kirkeforvaltningen. Slaget om den tabte Jacobsen hurtigt, menighedslivet forkrøblede.
Det var ikke så sært, at landråder, overpræsidenter og kejserlige ministre fik øje på denne kraftkarl, der kunne vende op og ned på al ting.
Skærbæk nåede at få tysk flertal. Arnum, Toftlund og Rødding gennemgik samme forvandling. Tænk hvis Jacobsen var havnet i den tyske rigsdag.
Masser af dansk ballast med hjemmefra
Han havde så meget dansk ballast med hjemmefra. Racisme, antisemitisme, militær og altyske penge. Man kunne have forventet et samarbejde med den danske del af menigheden i stedet. I stedet mødte Jacobsen op med et brutalt fjendskab.
Måske kunne et par af Jacobsens initiativer have overlevet med en ordentlig administration og langfristet gæld. I stedet så vi kynisk spekulationshandel.
Kritikken som alligevel vovede sig frem imod hans foretagender, blev ubarmhjertigt slået ned. Landråd von Uslar måtte også bede Jacobsen om penge til købet af Dannevirke. Men von Köllers forsøg på at give Jacobsen bispestolen gik ikke. Der var alt for meget modstand fra de menige præster.
Initiativtager til tysk bank i Skærbæk
Han udviklede sig til i årene 1895 – 1903 at blive tyskhedens føre i Nordslesvig. Han var opvokset i en dansk præstegård.
Inden han kom til Skærbæk, var han tysk præst i København, fra 1861 sognepræst i Bøl i Gottorp provsti. Og fra 1864 – 1884 var han præst i Starup-Grarup i Haderslev provsti. Han var født i Haderslev.
Allerede i 1890 oprettede han Skærbæk Kreditbank med et tysknationalt sigte. Han var medstifter af Den tyske forening for det nordlige Slesvig. Fra det alttyske forbund modtog han fra 1895 store summer til opkøb af jord, der med lån fra Kreditbanken skulle koloniseres af tilvandrende tyskere. Jo han var initiativtager til ”Creditbank Scherrebek” allerede i 1890.
Regeringen holdt hånden over ham
Han var meget energisk og iderig, men det var også med stor letsindighed han oprettede en række betydelige foretagender. Han var god til at få fat i penge og sætte ting i gang. Men han formodede ikke at skabe sund økonomi, der var langtidsholdbar. Hans projekter havde germanisering for øje. Da han blev præst i Skærbæk, var det et udpræget dansk område.
Hans ikke særlige præstelige optræden skabte ham problemer med sognebørnene Hertil kom hans politiske aktiviteter til fordel for tyskheden. Regeringen brugte ham som mellemmand i en økonomisk transaktion som dårligt tålte dagens lys.
Regeringen holdt alt for længe hånden over ham i hans tvivlsomme gøremål. Til sidst prisgav hans beskyttere ham. Situationen var blevet uholdbar. De kirkelige myndigheder havde i årevis været betænkelig ved hans embedsførelse.
Masser af energi i Jacobsen
Det var bl.a. i 1896, hvor han oprettede Skolen for kunstværk, hvis billedtæpper vandt europæisk ry. Teglværket i Frifelt fulgte i 1897. Og i 1897 overtog han overfarten til Rømø. Det var nok med henblik på Nordsøbad i Lakolk.
Kroen ”Zum goldenen Karpfen”, en briketfabrik i Hønning Mose, opkøb af gårde og et dampbageri i Skærbæk var også nogle af aktiviteterne.
I 1898 var det så det berømte Nordsøbad Lakolk på Rømø. Nordseebad Lakolk var en god ide, men indtægterne de første fem år svarede slet ikke til forventningerne. På de tyske vadehavsøer var der sket en eksplosion af badeturisme. Og sådan var det også på Fanø omkring 1900.
Ved sommertid 1900 fejredes der en ordentlig midsommerfest på Rømø. Et tysk blad berettede om det:
Lakolk – konkurs i 1903
Der var udgifter til drift, vedligeholdelse og udvidelser. Det viste sig med al tydelighed, da Lakolk i efteråret 1903 blev erklæret konkurs. Jacobsen blev bare for dette idømt tre måneders fængsel, men blev frikendt.
Da Nordseebad Lakolk gik konkurs, bestod det af badehotel, restaurationsbygning, strandpavillon, vinstue, badehal, butikker samt staldbygning og banegård for den hestetrukne skinnevogn, troljen, der kørte badegæsterne tværs over øen fra havnen i Kongsmark. Der var også transportproblemer til øen. Indtil 1897 foregik sejladsen til øen først og fremmest fra Sylt, Højer eller Ballum til Havneby.
Skærbæk Rederi
Med Skærbæk Rederi skulle overfarten ske fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark. Jacobsen selv var hovedaktionær. Der blev gravet sejlrender og anlagt kaj. Sejladsen var dog ikke uden problemer. På grund af tidevandet kunne sejlturen blive en langstrakt oplevelse, idet bådene – først motorbåde, siden dampere – hyppigt sejlede på grund og overfarterne beskrives gerne som oplevelser for de eventyrlystne.
Transportproblemer
Ved ankomsten til Kongsmark blev gæsterne i 1899 kørt tværs over øen til Lakolk med trolje – en hestetrukken togvogn, der kørte på skinner. Oprindelig var planen at etablere en decideret jernbaneforbindelse over øen, men det blev aldrig realiseret.
Der blev forsøgt at køre strækningen med et damplokomotiv, men det væltede på de spinkle sveller. Desuden var der risiko, for at en gnist kunne starte en brand i den tørre vegetation. Her var hestene bedre egnet.
Mange rejsende kom helt fra Berlin. I 1901 kunne man stå på toget i Berlin kl. 6.30, bære i Skærbæk 14.48 og fremme i Lakolk 17.25
Selskabets økonomi kom aldrig helt for dagens lys. Hovedbogen var under mystiske omstændigheder gået til ved en meget lokal brand, der kun omfattede det pengeskab, hvor den lå i.
Røde Ørns Orden
Og i 1902 Nordslesvigsk karpeavlsselskab Renbæk. I overpræsident M. von Köllers embedstid nåede Jacobsen masser af indflydelse. I 1900 blev han dekoreret med ”Den Røde Ørns” Orden af 4. klasse. Han var regeringens mellemmand i forsøget på at købe det danske blad Dannevirke i Haderslev.
Ironi med sandhed ved Posthusets åbning
Man begyndte at tale om de store foretagender:
Disse stikord stammer fra et digt, Jacobsens datter læste op, da det nye posthus i Skærbæk blev indviet. Man må sige, at det var ironi med sandhed.
For at styrke det tyske kejserrige i Nordslesvig
Samme år var Jacobsen blevet medlem af Det altyske Forbunds hovedbestyrelse og 1901 deres forretningsudvalg. I 1898 blev han antisemitist rigsdagskandidat Schaumburg – Lippe og nationalliberal landbrugskandidat i Tønder. I 1902 stillede han op som tysk rigsdagskandidat i Haderslev – Sønderborg kredsen. Det var lige før han blev tyskernes førstemand i Nordslesvig. Han gik også efter at blive biskop i Slesvig men heller ikke dette lykkedes for ham.
Det var alt sammen for at styrke det tyske kejserriges magt i Nordslesvig.
Allerede i 1901 var der regnskabsuorden og økonomiske problemer i hans foretagender. Han måtte bede regeringen om hjælp.
De nødvendige lån blev hevet hjem
Det var ikke fordi, at Jacobsen ikke gjorde noget for sin bank. På hans mange rejser solgte han masser af gældsbeviser. Men allerede i 1901 måtte der mere penge til banken. Han ansøgte den preussiske indenrigsminister om et lån på 135.000 Mark. Men da landråd Becherer på ministeriets forespørgsel betegnede lånet som risikabelt fik banken det ikke.
Ud på sommeren skrev Jacobsen atter til indenrigsministeriet. Og det hjalp heller ikke at han rejste ned til von Köller for at få hjælp.
I august blev landråd Becherer dog kaldt ned til Slesvig. Her lagde von Köller det brev som han havde modtaget af Jacobsen foran Becherer. I dette vad Jacobsen indtrængende om et lån.
Det endte nu men at den preussiske Statsbank ydede Skjærbæk Bank et lån på 90.000 Mark. Til gengæld forlangte overpræsidenten på landrådens forslag, at banken kom under statstilsyn.
Man fik også et lån fra Delbrück & Sohn i Berlin og på 70.000 Mark fra Kredssparekassen i Haderslev. Året 1901 endte med et underskud i banken på en kvart million mark.
Hvorfor opdagede regeringen ikke noget?
Under den senere retssag blev bankens regnskab kaldt for ”forvirret”, dets bogføring for ”utilladelig” og ”under al kritik”. Det barokke er, at hverken regeringskommissæren eller regeringsrevisoren havde opdaget dette.
Foruden diverse lån havde regeringen allerede ydet tilskud på 650.000 Mark til Jacobsens mange aktiviteter.
Han var ikke en ubegavet mand, tværtimod. Men han var meget letsindig. Måske kan man bruge ordet ”samvittighedsløs”. Og så var han også behæftet med forskellige andre menneskelige skrøbeligheder. Det må nok siges, at han egnede sig grumme lidt til at være præst og da allermindst i Nordslesvig, ensidige i et sogn som Skærbæk, hvis fører ubestridt var en mand som P. Timmermann ”Skærbæks danske konge”.
Ja sådan kaldte Jacobsen ham. Han var både formand for Kirkeældste og formand for den danske sparekasse. Det var en slem konkurrent til Præstens Kreditbank.
Det lykkedes ikke at få Timmermann fyret
Jacobsen forsøgte da også flere gange at få Timmermann fyret som Kirkeældste. Han mente, at denne ”begunstigede og befordrede den grundtvigianske Agitation”. Men Jacobsen fik at vide, at man ikke ville sende en kommission til Skærbæk for at undersøge sagen.
Drikkeriet tiltager og sognebørnene forespørger om de ikke kan få Jacobsen forflyttet. Men de tyske embedsmænd lytter ikke til sognebørnene. Dr. Kaftan advarede Jacobsen og truede ham med, at hvis han ikke fik styr på sit drikkeri, så ville der blive indledet en disciplinærsag mod ham.
Jacobsen klagede over sin øverste chef. Det førte til at Kaftan kom til en tjenestelig samtale hos von Köler, der ville vide, hvorfor han ville rydde en præst af vejen ”fordi han var en god tysker”.
I 1899 medvirker Timmermann til oprettelse af en frimenighed i Skærbæk. Måske havde han nogle tilbøjeligheder som Jacobsen gjorde opmærksom på. Men endnu i 1903 var han kirkeældste.
Beboerne slukkede lyset
I 1899 fandt de tyske myndigheder ud af, at der skulle rejses en sten til minde om de to faldne soldater ved ”Slaget ved Brøns”. Men ingen ville sælge til tyskerne. Så tog man halvdelen af et postbuds gravsten. Den 17. september 1899 talte pastor Jacobsen ved den lejlighed. Henvendt til dansker skulle pastoren ifølge Hejmdal have sagt:
Efter denne indvielse skulle der være forgået en temmelig fugtig fest på Brøns Kro. Da deltagerne hørligt berusede drog til stationen efter festen, var det meningen at vinduerne i byen skulle have været illuminerede, men beboerne valgte i stedet at slukke lyset.
De tyske embedsmænd skulle sikres
I 1902 tvang altyskerne ham ud af Lakolk – selskabet. I september 1902 måtte han forlade Kreditbankens direktion. I begyndelsen af 1903 fratog regeringen ham alt støtte. Væveskolen, karpeselskabet og Jacobsen blev erklæret konkurs. På grund af tvivlsom moral blev han i 1904 afsat som præst uden pension.
Drukkenskab og usædelig vandel havde gjort ham uværdig til agtelse og anseelse som hans livsindstilling krævede.
En række langvarige retssager fulgte. Her blev Jacobsen beskyldt for bedrageri, underslæb og konkursforseelser. De endte dog alle med frifindelser eller små bøder. Måske var dette for at beskytte de tyske embedsmænd.
Jacobsen havde en kompliceret personlighed. Han blev en stadig mere aggressiv altysker, som bestemt ikke gavnede det dansk – tyske forhold. Men det var der sikkert nogen, der tænkte på dengang.
En tysk dødssynd
Regeringens forgæves forsøg på at redde Kreditbanken kostede dem over to mio. Mark. Jacobsen gjorde regeringen til sin uforsonlige fjende ved at tage forbehold over for den antidanske tvangspolitik og ved at afsløre korrupte forhold hos amtsforstander von Winther. Kaldet Aldersflügel og hos landråd K.K.A. Becherer i Haderslev.
De tyske embedsmænd blev skånet. Men det gjorde Jacobsen ikke selv. Den væsentligste årsag hertil er sikkert Nicolai Svendsens berømte interview med Jacobsen i Hejmdal den 11. maj 1903. Det var ”Nestbeschmutzung”, en tysk dødssynd.
Brud med tvangssystemet kostede det sidste
Pludselig havde Jacobsen også vendt fokus. Han stillede skarpt mod udvisninger, politichikane og hele tvangssystemet. Nogle dage efter havde han sendt et brev til Hejmdal og betegnet tvangspolitikken som ”uretfærdig og kortsynet”, en politik, der ”ligefrem skadede den tyske sag”:
Frankfurter Zeitung havde citeret dette brev. De skrev bl.a.:
Pastor Jacobsens brud med tvangspolitikken fra tysk side betød, at han ikke kunne tilgives. Regeringen kasserede nu alle hans poster. Han blev udstødt af diverse foreninger.
Skandalerne overraskede ikke danskerne
En god dansk egenskab er overbærenhed og evne til at indrømme anderledes tænkende en vis idealisme. Langs ad sted kan der findes træk i Jacobsens person og handlinger, som nærmest er uappetitlige.
Skandalerne overraskede ikke den danske del af befolkningen. Den preussiske administration havde stået med blindhed. Åbenbart var regeringen blevet misinformeret. Von Köller havde bistået Jacobsen hele vejen.
I 1907 blev Jacobsen protestantisk præst i Acro ved Gardasøen, Ved Italiens indtræden i Første Verdenskrig flygtede han til Tyskland.
I 1905 udsendte Jacobsen under pseudonymet Arminius det dokumentariske forsvarsskrift ”Gewalt geht vor Recht”. I 1907 kom hans selvbiografiske roman ”Zwischen zwei Meeren 1-2.
Det storslåede eventyr, som Jacobsen fik sat gang i over på Rømøs vestkyst, kom efterfølgende på forskellige hænder. Men med tiden gik de fleste af restaurations – og sommerhuse i forfald på grund af manglende vedligeholdelse og for dårlig kvalitet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.620 artikler, herunder 189 artikler fra Sønderjylland inkl.:
Dato: august 16, 2020
Zeppelinbasen i Tønder
Forsøg på at anmelde: Mogens Jensen, Zeppelinbasen i Tønder. Det er en meget underholdende bog, der beskriver et meget farligt job. Tabsfrekvensen var vel også stor. Mandskabet på basen forsøgte at integrere sig i byen og mange blev her efter krigens afslutning. Tønder var den nordligste base. 500 mand ankom til Tønder 1. november 1914. Tønders første luftskibe gik det ikke så godt. Også uheld ved bugsering. Et luftskib brændte også op ved et uheld. Der blev foretaget mange observationsflyvninger fra Tønder. Men det, der blev foretaget inden Jyllandsslaget på vandet, var ikke godt. Tre gange forsøgte englænderne at bombe basen. Der var ikke meget forsvar fra tyskernes side. Den psykologiske virkning var større end den fysiske, konkluderer forfatteren meget rammende i denne meget oplysende bog. Læs den inden du besøger Zeppelin – museet. Revolutionen i Tønder afsluttede det hele.
En underholdende bog
Vi har allerede en del artikler om dette emne på vores. Men i den kigger vi på en ny bog af Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder. Og det er i håb om at finde noget nyt om denne base. Det stod der anført i foromtalen, at den flytter billedet fra det engelske til det tyske perspektiv. Spørgsmålet er også om basen fik løst de opgaver, som den var udset til.
Hvilke opgaver havde basen egentlig? Hvordan blev den bygget? Hvordan formede livet sig for besætninger og personale? Vi håber på en ny indsigt og nye erkendelser. Man må nok sige, at det er et imponerende kildemateriale, der er brugt. Og bogen er kun på 108 sider med flotte illustrationer. Teksten er måske for små for os gamle under fotoerne, selv om det er skrevet med fed skrift.
Men igen en god bog fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Dem er der efterhånden mange af.
Bogen er ganske underholdende. Vi får et blik i livet ude på basen og hvordan basen har det med byen Tønder. Og det var bestemt ikke alle matroser, der opførte sig eksemplariske.
En farlig arbejdsplads
Til tider er det som om man læser en spændingsroman. Vi kan da også se, at Mogens Jensen har brugt nogle af kræfterne fra Zeppelin – museet i Tønder. I begyndelsen kunne briterne ikke finde ud at basen lå i Tønder. Men efterhånden fik de et ret godt kendskab til Tønder – basen og deres mandskab. Det skete ved hjælp af spionage. Spændende bliver de om man fremover kunne bore i dette.
Tabet af luftskibe var stort. Det gik meget mandskab til. Det var virkelig en farlig arbejdsplads. Det får man også indtryk af i at læse bogen.
Der er flotte interessante skemaer i bogen. Vi får en forklaring på forskellene på de forskellige luftskibe og hvordan de er indrettet. De kunne medføre fra 500 kg til 3.000 kg bomber. Lasteevnen afhang af temperaturen.
De to første luftskibe blev mistet
Målet for den tyske marineledelse var at få mindst 15 luftskibe som slagstyrke og opklaring for hæren. Man skulle også anvende dem til landdistancebombning. Den tyske marines hovedmodstander vart Storbritannien. Efterhånden var våbenkapløbet faldet ud til britersens fordel.
Men i løbet af 1914 så det ud som tyskerne overhalede briterne. I 1912 havde man planlagt at bygge en luftskibshal ved i Nordholtz ved Cuxhaven. Men dette byggeri gik kun langsomt frem. Og så var tyskerne så uheldige at miste deres to første luftskibe i 1912.
En Zeppelin af m – klassen som for eksempel L 3 kunne man bygge på blot seks uger for blot en million mark.
Tønder var den nordligste base
Antallet af baser blev øget ved et dekret udstedt af Reichsmarineamt den 16. september 1914. Der skulle bygges tre baser, Namur i Belgien, Hage i Østfrisland og Tønder i Nordslesvig.
Det officielle navn for den base, der blev anlagt 2 ½ km. Nord for Tønder hed:
Under Første Verdenskrig kom tyskerne til at benytte sig af 15 baser og Tønder var den nordligste. De store åbne områder mente man var en fordel for luftskibene. Men den fremherskende vestenvind og hyppige tåge skulle vise sig at blive en udfordring.
500 mand ankom den 1. november 1914
Ca. 500 mand ankom syd fra den 1. november 1914. De blev borgerlig indkvarteret rundt om i byen. Omtrent samtidig med at man på basen begyndte at anlægge beboelsesbarakker begyndte at anlægge to vældige luftskibsbarakker på hver 180 meter lange, 34 meter bredde og 28 meter høje.
I dagtimerne skulle 60 vinduer oplyse hallen, mens elektriske glødepærer skulle oplyse hallen, når mørket faldt på. Hallerne var desuden forsynet med to underjordiske tankanlæg, der hver kunne rumme 10.000 liter brændstof. Rundt om hele basen var der 2, 5 meter pigtrådshegn.
Men det gik nu ikke som forventet. Men storm i begyndelsen af december 1914 medførte oversvømmelser og det forsinkede jordarbejdet. Den sydlige hal blev først færdig og kunne nu bruges søm nødhavn.
Nødlanding på Fanø
Først på eftermiddagen den 17. februar modtog man en melding fra luftskibsledelsen i Nordholtz, at Luftskibet L 3 var i vanskeligheder ud for den danske kyst. Den ville lande på Tønderbasen. Al mandskabet var parat.
Vinden havde taget på i styrke og det var begyndt at sne. Og nu nåede viden orkanstyrke. Først ud på aftenen indløb der besked til Tønder, at man ikke skulle vente på den. Sidst på eftermiddagen var den blevet nødt til at lande på Fanø.
L 4 forsøgte også at lande på den jyske vestkyst men det lykkedes kun for en del af personalet at komme i land. Fem blev med luftskibet blæst ud over Vesterhavet og man har aldrig set dem igen.
Den 10. marts kunne personalet fra borgerkvarterne placeres i barakkerne ude på basen.
Tønders første luftskibe
Endelig den 23. marts kom basens første luftskib PL 25 og den 25. april ankom L 7, den anden af basens luftskibe. De to var meget forskellige. Luftskibene blev løbende forbedret.
Allerede den 15. december 1914 besluttede Reichsmarineamt at supplere de endnu ikke færdigbyggede haller med en dobbelthal. Den fik navnet Toska. Den blev placeret 300 meter nordligere end de andre to. Det var en imponerende hal på imponerede dimensioner – 180 meter lang, 72 meter bred og 44 meter højt.
De to første haller var blevet omdøbt til Toni og Tobias. Nu var der plads til luftskibe. Det blev fuldt udnyttet fra april til december 1916 og i to måneder i sidste halvdel af 1917.
Masser af havari blandt flyene
Der skulle bruges store mængder brint til luftskibene. Til at begynde med blev det leveret syd fra med jernbanen. Senere fik stationen eget gasanlæg. Der var en daglig produktion på 10.000 m3 brint.
I 1915 blev basen bemandet med fire skolefly. Der skete ofte havari også ved landing. Dette skyldtes ofte bløde landingsbaner. I løbet af krigen blev basens materiel ofte udskiftet.
På Tønder Landbrugsskole tog officererne også plads. Sammen med kontoret på basen styrede de det hele herfra. Man havde selvfølgelig også Funkspruch Stelle til trådløs radiokommunikation med luftskibene. Desuden var der lyskaster og lysfyr. Ved tåge kunne man også signalisere med tågeklokke.
Et godt forhold mellem by og base
På basen var der indrettet et officerskasino, der fungerede som messe og opholdsrum for officererne. Befalingsmænd og menige havde deres egne messer. I november 1914 var der 397 personer tilknyttet basen. I april 1917 var der 504 personer.
Forholdet mellem basen og byen var gennemgående godt. Basens ledelse gjorde sig umage for at fremme det gode forhold. Det kunne man bl.a. se i juledagene i 1915 i forbindelse med en snestorm. Mandskabet blev udkommanderet. Til at bistå med snerydning i byens gader.
Den 9. november 1915 indløb der en anmeldelse om tyveri hos en landmand tæt ved basen. Der var blevet stjålet 50 stykker skinker og 35 pølser. Mistanken faldt på basens marinemandskab men sagen blev aldrig opklaret.
Tønder var før krigen en livlig handelsby med 60 forskellige udskænkningssteder. Soldater og marinere fandt også vej til værtshusene. Schützenhof og Centralhalle var blandt byens foretrukne forlystelsessteder.
Ubekræftede rygter vil vide af ”det lette kavaleri” fra Reeperbahn i Hamborg havde forlagt residensen til Tønder for at få del i omsætningen.
Flere soldater blev gift med lokale kvinder. En del af dem blev boende i området efter krigens afslutning. Man basen Tønder blev anset for et kedeligt tjenestested.
Uheld under bugsering
Mandskabet var delt ind i små kommandoer, der hver for sig tog sig af en bestemt praktisk ting. Ofte var basens orkester til stede, når der skulle landes eller gør klar til opstigning. Luftskibene skulle helst lande i modvind. Normalt var hele 200 mand i gang under en landing. Men i stæk vind var man op imod 400.
Ofte skete der uheld under bugsering.
Dagen begyndte kl. 6.00 på basen. For en del af mandskabet var der køkkentjeneste. Der var mange kartofter, ser skulle skrælles. Og så skulle der hentes mælk. Det var svært at finde drikkevand ved basen så det blev leveret.
Dagligdag på basen
Tøjvask, rengøring, skopudsning og reparation hørte også til rutinerne. På badehuset var der opvarmet vand. Ellers var der eksercits og øvelser. Skydeøvelser foregik på Schützenhof’ s skydebane. Resultatet var ikke imponerende men det kan skyldes de dårlige forhold.
I begyndelsen af 1916 blev en enkelt kødløs dag erstattet af to. Den engelske blokade havde dog endnu ikke haft sit afgørende aftryk. Basens musikere var fritaget for de mest slidsomme opgaver. Til gengæld skulle de øve. De kunne blive udkommanderet til andre opgaver.
Således kom der melding om den 20. oktober 1915 at fire russiske og en belgisk krigsfange var brudt ud af fængslet i Tønder. Fem underofficerer og 44 mand blev sendt afsted. Delingen stødte godt nok på to russere. Men det viste sig at være fanger fra en nærliggende fangelejr, der var sat på landbrugsarbejde hos en landmand i omegnen af basen. Den næste dag kom der melding om at to russere var skudt ved grænsen, mens en enkelt russer og belgieren var tilbage til fængslet.
Ikke imponeret af sine medarbejdere
Vizefeldwebel Eckelmann var ikke imponeret af sit mandskab. Han stødte hele tiden på sovende og fraværende vagter. Han strammede gevaldigt op, og det syntes at hjælpe. Men vagtposterne var begyndt at advare hinanden indbyrdes med signaler, når han viste sig.
Uha, så var der en matros, der havde smuglet et kvindemenneske ind på basen. Det kostede fem dages middelstraf. Kom man for sent fra ferie kostede det ti dages ekstra straffeeksercits.
Protestanterne gik i kirke i Abild og katolikkerne i Tønder. Men mandskabet var nu ikke just flittige kirkegængere.
Julefesten måtte ikke fejres med levende lys i luftskibshallerne. Så det blev i stedet holdt i mandskabsrummet. Der blev hentet forsyninger fra Tondernsche Aktien-brauerei. Også nytåret blev fejret men hver afdeling for sig.
Mange observationsflyvninger
Luftskibet L 7 nåede at foretage 77 missioner mens den var stationeret i Tønder. De fleste missioner var ret begivenhedsløse. Men en gang imellem skete der noget spændende for eksempel den 23. oktober 1915, da man kom i kamp med en engelsk båd. Fra 200 meter var den blevet beskudt.
Tønder var fra det sted, hvor der blev iværksat flest opklaringsflyvninger over Nordsøen. Alene i 1916 blev halvdelen af disse flyvninger foretaget fra Tønder.
Mandskab udsat for ekstreme oplevelser
Ofte var mandskabet udsat for ekstreme oplevelser. Kulde, iltmangel, frossen proviant og lange togter førte til ekstreme vilkår for besætningen. Man havde flere lag tøj på. Meget foregik i mørke. Enkelte besætningsmedlemmer gik rundt med en lommelygte. Trådte man ved siden af kunne man risikere at falde ud gennem hylsteret. Der var et toilet agter i skibet. Men besværet med at komme hen til det gjorde, at der ved flere stationer fandtes et afløb, som kunne benyttes til nødtørft.
Da zeppelineren L 55 nåede en utilsigtet rekordhøjde på 7.600 meter var flere af besætningsmedlemmerne nærmest bevidstløse. De kunne kun med besvær bevæge sig frem til forreste gondol, hvor de med deres vægt skulle bidrage med at få stævnen vendt nedad.
Senere blev den rene ilt udskiftet med ”flydende luft” (LOX) som havde færre bivirkninger. Men på lange togter slapilten op.
Luftskib udbrændte ved uheld
Den 4. november 1915 forlod PL 25 Tønder og fløj til Fuhlsbüttel. Den afløser L 18 ankom 16. november 1915. Men blot dagen efter udbrændte den totalt ved et uheld i Toska. Der var både dræbte og hårdt kvæstede.
Efter tre forsøg landede L 20 endelig. Man havde i første øjeblik slet ikke kunne få øje på basen i Tønder. Dagen efter kom L 19- den måtte også have mere end et forsøg. Nu skulle luftskibene fra Tønder også deltage i bombetogter. Kejser Wilhelm som var barnebarn af dronning Victoria var ikke meget for at sætte London i brand fra luftskibe.
Englænderne knækkede koden
Det var en 70 meter lang antenne plus hele 60 flere antenner blev sat op i Tønder. Men blot fire måneder efter, at tyskerne var begyndt med radiokommunikation mellem jorden og luftskibene kunne briterne lytte med. Tyskerne opdagede aldrig at englænderne havde knækket deres flådekoder.
I oktober 1919 skulle ni luftskibe angribe Liverpool. Blandt disse var L 19 og L 20 fra Tønder. L 20 landede efter tre forsøg. Men de havde ikke bombet Liverpool med i stedet Sheffields højovne.
Hvad skete der med L 19?
Men hvad var der sket med L 19? Den kom ikke tilbage. Den havde bombet industrianlæg i Burton. Briterne havde derved observeret at den drev for vind og vejr kun på en motor. En landing på havet var uundgåelig. Den 2. februar 1916 tidlig om morgenen havde en engelsk trawler se vraget af L 19 drivende på havet 110 sømil øst for Flamborough Head.
King Stephan af Grimsby – en lille trawler havde godt nok været i nærheden men det var på ulovligt fiskeri. Det tyske mandskab var på 16 hans var på 9. Selv om tyskerne bad for deres liv så lod den engelske kaptajn ”sejl deres egen sø”.
Luftskibet endte i Norge
Næste bombetogt for F 20 blev fatalt. Den lettede den 2. maj 1916 fra Tønder. Den blev drevet af vinden og nåede helt op til Grandsfjorden syd for Stavanger. Nogle hoppede ud og svømmede i land. Luftskibet fortsatte med mandskab ombord. På en klippe lagde den sig på siden og fire besætningsmedlemmer blev lettere kvæstet.
Næste morgen sprang nordmændene luftskibet i stykker og internerede mandskabet. Det lykkedes dog for kommandanten at flygte over på et tysk skib. Den 20. december var han tilbage i Tønder igen.
Nej, basen lå ikke i nærheden at Højer
De første bombardementer af London udløste udbredt harme og frygt. Briterne var godt trætte af det. Nu skulle der sættes ind på basen i Tønder. Den 25. marts 1916 fortog man et angreb mod Tønder med fem tosædede fly.
Men dengang formodede man at basen lå i nærheden af Højer. Ved Vyl Fyrskib syd for Esbjerg blev flyene sat i vand med en kran. Kort efter start løb man ind i snebyger. Og de fem fly blev opdaget af det tyske luftforsvar. Tre af dem måtte nødlande. De tre piloter og to observatører blev taget til fange.
En stor lade var blevet angrebet lige som andre bomber faldt i nærheden af gården Poppelhøj. Den anden pilot kunne også medbringe den vigtige besked at basen lå i nærheden af Tønder og ikke i nærheden af Højer.
Angrebet førte til at tyskerne anlagde et luftværnsartilleri ved Skærbæk og muligvis også ved Ballum.
Endnu en fiasko for englænderne
Godt fire måneder efter forsøgte man igen med et angreb. De to moderskibe hed HMS Vindex og HMS Engadine. De blev eskorteret af 19 lette krydsere og destroyere. Tilsammen havde de britiske skibe 11 ponton fly om bord. Men endnu engang måtte briterne indkassere en fiasko. Otte fly kunne ikke lette i den høje søgang.
Kun et eneste fly nåede ind over land lastet med to 65 pund bomber. Flyet blev observeret over Toftlund kl. 6.18 og kl. 6.33 blev der slået alarm i Tønder. Fra Rejsby blev der meldt om en bombe men aldrig ind over Tønder.
Et godt skud
L 7 blev sendt ud på en observationsflyvning. Fra en højde på 2.500 km fik man øje på fire krigsskibe. Man kunne i første omgang ikke se om de var fjendtlige, men det fandt man ud af.
De to lette krydsere Phaeton og Galatea forfulgte luftskibet, der skød mod skibene med maskingeværer. Et skud fra Phaeton ramte nu L 7 Det har krævet dygtighed og held at kunne ramme nu på en afstand af 10 km.
L 7 blev nu nød til at nødlande. Det ville man forsøge på Horns Rev. Det var den sidste melding fra L 7. Den sank mod havoverfladen med agterpartiet først. En hollandsk trawler ville hjælpe, men to engelske trawlere sørgede for, at den ikke kom til at hjælpe. En engels u – båd gav luftskibet de sidste skud inden den sank helt. Syv besætningsmedlemmer blev dog reddet og kom i engelsk fangenskab.
Nu var L 22 det eneste luftskib tilbage i Tønder, indtil L 24 ankom 22. maj. Yderligere et luftskib L 9 ankom den 2. juli og var stationeret indtil 3. august 1916.
Dårlige observationer op til ”Jyllandsslaget”
Den 31. maj 1916 lettede L 22 og L 24 fra Tønder. Vi er tiden omkring Jyllandsslaget på havet. Åbenbart havde L 24 fejlrapporteret. Dette fik den tyske admiralitet til at ændre taktik. Og det var bestemt ikke til det bedre. Slaget endte nærmest uafgjort. Briterne led det største tab, men briterne bevarede søherredømmet, så strategisk var det en britisk sejr.
Briterne mistede 14 skibe og 6.097 mand. Tyskerne mistede 11 skibe og 2.551 mand.
I de første måneder af 1917 var L 23 det eneste luftskib stationeret i Tønder men 5.april kom L 30. L 37 var her i ikke engang en måned. Bombetogterne var stort set overtaget af fly. Behovet for opklaring var begrænset, da krigsskibene sjældent forlod havnene.
Luftskibet havde ingen chance
Den 21. august kl. 3.50 lettede L 23 fra basen i Tønder på en rutinepatrulje. Kl. 5.40 afgav luftskibet en melding om nordgående eskadre med fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. Skibene havde deltaget i en minelægningsoperation. De var nordgående.
HMS Yaemouth havde en startplatform for fly monteret på toppen af et kanontårn. Herfra lettede B.A. Smart i sit jagerfly. Snart steg han op i 2.300 meters højde og under udnyttelse af skydækket lykkedes det ham i et dyk at beskyde L 23, der fløj i en højde af 1.800 meter. L 23 sendte løbende signaler til Tønder om de fjendtlige styrker men forsøgte at undvige flyet.
Det skulle synes umuligt at ramme fobi et luftskib, men Smarts første salve af eksplosive projektiler skød over luftskibet. Han foretog et duk for at øge hastigheden i et nyt angreb, og i en afstand af blot 35 meter fra luftskibet så han seks projektiler ramme L 23. Han dykkede igen for at undgå en kollision. Da Smart kiggede bagud, så han L 23 omspændt af et flammehav.
L 23 ramte havet 40 km vest for Stadilfjord. Et besætningsmedlem var åbenbart sprunget ud i faldskærm. Han overlevede springet men druknede senere., da der ikke var nogen til at samle ham op. Smart landede på havet og blev samlet op af HMS Prince. Hele besætningen på 19 mand omkom.
Man kunne nu gå op i 6.000 km’ s højde
Efter L 23’s forlis var der i en måned kun to luftskibe L 45 og L 54 stationeret i Tønder.
I de sidste to krigsår blev der gennemført 11 bombetogter. Og tyskerne havde udviklet luftskibe, der kunne komme uden om de britiske flys rækkevidde nemlig i en højde af 6.000 meter.
Men denne pris for sikkerhed medførte højdesyge, stærk kulde og uforudsigelige vejrforhold. Samtidig blev navigationen vanskelig og motorerne mistede ydekraft i den iltfattige luft.
Spionage i Tønder
Den 19. og 20. oktober 1917 skulle man deltage i et stort anlagt angreb mod The Midlands. Fra Tøndermarsken deltog L 45 og L 54. Mern atter engang var man helt ude af kurs. Efter en farefuld færd måtte L 45 nødlande på en tørlagt i Sydfrankrig. Landingen var vellykket. Personalet overlevede. Efter landingen blev luftskibet sat i brand.
Kommandanten fandt efter afhøringer ud af, at englænderne vidste særdeles meget om forholdene i Tønder.
L 54 kom helskindet hjem. De engelske fly kunne ikke følge med.
I bogen fortæller Mogens Jensen om tre personer fra Tønder og to fra Nordholtz, der angivelig skulle være blevet skudt sigtet for spionage. Den engelske efterretningstjeneste vidste udmærket, hvad der skete i Tønder. Men sagen er aldrig blevet nærmere belyst.
Angrebet mod Tønder
Det ville være populært i England hvis man kunne gennemføre et succesrigt angreb mod Tønder – basen. Efterhånden havde man også fået teknologien til at gennemføre dette. HMS Furios var egentlig tænkt som en slagkrydser. Men nu fik skibet et 46 meter langt flyvedæk. Men testflyvninger gik ikke så godt. Så nu fik man i stedet et 90 meter flyvedæk.
Den 17. juli stævnede en flådestyrke ud fra Rosyth bestående af 11 skibe og en eskorte på 8 skibe. Syv specielle fly var også med. For første gang i verdenshistorien blev et angreb indledt fra et hangarskib.
Man måtte lige udsætte angrebet en enkelt dag. Men den 19. juli blev det skudt af i to bølger.
De første bomber ramte ved siden af
Luftskibsbasens jagerbeskyttelse blev trykket den 6. marts efter flere alvorlige uheld i 1918. De britiske fly blev fulgt af den danske kystvagt ved Mandø. Tyskerne opdagede flyene ved Skærbæk kl. 4.45. Men det blev først modtaget 5.32 tre minutter inden angrebet startede. Der var ingen officerer til stede måske fordi der havde været afholdt fest aftenen forinden.
Åbenbart havde de engelske piloter svært ved at finde basen. Den forreste skulle have viftet med et rødt flag med kunne ikke finde den. Den første bombe ramte en mark, hvor en kvinde stod og malkede. Den anden bombe gik ned, der hvor Tønderhallerne i dag ligger. Kvægmarkedet blev også ramt.
Men to bomber gik igennem taget på Toska og antændte luftskibene L 54 og L 60. De udbrændte begge totalt. Tobias blev også ramt. Et kæmpe flammehav opstod. Endnu et angreb blev foretaget. En række togvogne fyldt med benzin og brint blev ramt.
Efter angrebet fik Tønder kun betydning som alternativ nødhavn.
Revolutionen afsluttede det hele
Den 5. august 1918 gennemførte tyskerne det sidste luftskibsangreb mod England. Men angrebet blev en katastrofe. Alle luftskibe blev skudt ned af engelske fly.
Alle officerer blev afvæbnet ved revolutionen i Tønder. Man fik hjælp fra marinesoldater fra Kiel. Det skete den 6. november 1918. Efterfølgende blev der på Tonhalle holdt et stort møde.
Denne hændelse var det endelige dødsstød for Tønder – basen. Mandskabet forlod nu basen, der blev ribbet for masser af værdier. Indtil den 5. maj 1920 stod basen tom. Da overtog dansk militær den.
Den psykologiske virkning større end de fysiske
I bogen er der jongleret med forskellige tal. Disse viser at tabsprocenten var på 26,3 pct. Og forfatteren konkluderer meget rammende:
Den maj 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i barakkerne på basen. De var i en elendig forfatning. De fleste af barakkerne blev flyttet til den tidligere Funkstation, der lå i den nuværende Ryttervej.
Da vi i sin tid gravede huler på hjørnet Lærkevej/Nordre landevej fandt vi en del bestik antagelig fra dengang.
Få fat i bogen
Det er en spændende bog, vi fik mange nye ting at vide. Men der var også ting, som vi må vente med at få at vide. Når nu dette var det tredje angreb mod basen, hvorfor var tyskerne så sløsede med deres forsvar?
De kunne jo slet ikke stille noget op. Og meldingerne fik de alt for sent. Hvorfor havde de ikke fået rettet op på deres fly og fået forbedret forholdene for dem. Det virker for sløset. Måske får vi svar på dette når vi besøger Zeppelin-museet nord for Tønder. Læs endelig bogen, inden du besøger dette spændende sted. Man føler sig i den grad godt orienteret. Det er tydeligt at mærke at forfatteren er inde i sit fag.
Og nord for Tønder bliver det spændende at se, om de kan udnytte den gamle/ny flyvehal til spændende ting.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.619 artikler, herunder 269 artikler fra Tønder, herunder:
Dato: august 13, 2020
Kosakker på Torvet i Tønder
Kosakker dukkede pludselig op i Tønder. Denne begivenhed var opsigtsvækkende og blev foreviget på billeder. Det var ikke ualmindeligt med krigsbegivenheder på billeder. Det var nogenlunde korrekt gengivet af en maler, der stammede fra Møgeltønder. Karl Johan drejede pludselig mod nord. 45.000 – 60.000 var på vej mod Danmark. Og i december kom kosakkerne. Efter få dage rejste de igen. Men i januar kom de tilbage. De opførte sig eksemplarisk – næsten. De lugtede som gedebukke og drak tæt. Dem, der kom efter, var meget værre. Vi mistede Norge og det var det Karl Johan gik efter. Tidligere havde han beskyttet Danmark og skulle kæmpe mod Sverige. Borgmesteren fra Aabenraa tog imod ved byporten og ikke et hår blev krummet på borgerne. Jo den vinter blev kaldt ”Kosakvinteren”
Kosakker dukkede pludselig op
Atter engang kunne man på en Facebook – gruppe se en tegning af kosakker på Torvet i Tønder. Hvad skulle de der? Og hvad er det for en maler, der har tegnet det nærmest naivistiske motiv?
Vi har nævnt disse kosakker i et par andre artikler. Men hvorfor skulle de lige dukke op i Tønder?
Billeder fra krige var populære
I fortiden har folks læsefærdigheder været begrænset. Folk var vilde med billeder af begivenheder som de kunne købe på markeder. Under Napoleonskrigene og ligeledes under de slesvigske krige optræder der masser af billeder fra disse begivenheder. Sønderjyden C.W. Eckersberg fremstiller som ung tilsvarende billeder af kampene om København i 1807.
I Tønder havde man en malersvend, der åbenbart var øjenvidne til en mærkelig begivenhed. Han fastholdt den opsigtsvækkende begivenhed, da kosakker i 1813 besatte Tønder. Han lavede en serieproduktion og bragte disse billeder i omløb. Og maleren hed Jungnickel.
Nogenlunde korrekt fremstillet
En del af disse tegninger er efterhånden gået til grunde. Muligvis er der kun fem stykker tilbage. Og de er alle sammen lidt forskellige fra hinanden. Men arbejdet med dem har først stået på omkring 1820.
Åbenbart stammer denne maler fra Møgeltønder og havde åbenbart ganske tålelige økonomiske forhold. Så det var bestemt ikke af nød, at han malede disse billeder. En større kunstner har han sikkert ikke været. På Tønder Museum findes et andet af hans billeder, der forestiller Sønderport og Sønderbro.
Billederne virker ved første blik primitive og barnlige. Deres kolorit er temmelig fattig, lige som så mange andre tegninger fra den tid. Men trods tilsyneladende skødesløshed er de nogenlunde korrekt fremstillet. Der er perspektiv og god komposition. Og vidste man ikke bedre, så kunne tegningen sikkert gå for et hypermoderne stykke arbejde.
Hvad ser man på billedet?
Torvets bygninger er gengivet nogenlunde korrekt i den position, de endnu har i dag. Rådhuset står med de gamle rødstensvægge og svungne gavle som desværre forsvandt i 1867.
Foran bagerhuset ses to afstumpede lindetræer. Kirketårnet er af pladsmangel ”kompromitteret”. Man genfinder Smedegade, Kirkegården, Humlekærren og Lilletorv samt bygningen, der udgør sparekassens forgænger. Her var også senere købmand m.m. Også vippebrønden på Torvet er historisk. Den blev fjernet i 1903. Og disse brøndes historie kan du også læse her på siden.
I midten foran rådhuset står en militær vagtpost i korrekt holdning ved siden af 2 forskelligt farvede lansepyramider af tilsyneladende 8 lanser hver samt en 4-hjulsvogn, muligvis en overdækket stabs – og proviantvogn muligvis kun et hølæs.
Mandskab med fuldskæg
Længere fremme ses 6 soldater fodre og vande deres heste. De benytter bøtterne, der også ifølge senere billeder hører til vippebrønden. Hestene er påfaldende små nærmest en slags ponyer, hvad der vistnok var ganske korrekt for kosakheste.
Mandskab med fuldskæg, bærer lange støvler og en slags pludderbukser, der er stoppet ned i støvleskafterne. De bar blå uniformer af forskellig nuance med røde biser, huer med rød bund og vistnok øreklapper samt tykke blågrå knapper. Bevæbningen består tilsyneladende af sabel, pisk (kantschu) og lang lanse. En galoperende rytter, måske en ordonnans bærer foruden den sædvanlige bevæbning også noget der ligner et skydevåben på ryggen.
På venstre side af billedet ses en mand tilsyneladende af nogen betydning. Han bærer en bred lys livrem og et bredt sort skråbælte. Men højre hånd svinger han en pisk, med venstre holder han fast i sabelgehænget.
Det ligger tæt med sne på Torvet og rundt omkring på tagene. Tønder – borgerne ses der ingen af. Det er tilsyneladende en feltvagt, der er stationeret på Torvet og nok i bygningerne omkring rådhuset.
Hvis tegneren har ønsket at fremstille kosakkerne som en vældig disciplineret gruppe så er det lykkedes.
Karl Johan drejede mod nord
Efter genoptagelsen af krigen i august 1813 og nederlaget i slaget ved Leipzig trak Napoleon sig tilbage til det egentlige Frankrig. De allierede fulgte med. En del af deres nordarme (svenskere, russere, prøjsere) under Bernadotte (Karl Johan) drejede dog af mod nord for at angribe Danmark, der endnu var Napoleons forbundsfælle.
Danmarks dækning mod syd mellem Elben og Østersøen omfattede et fransk korps under marskal Davoust og et dansk korps under den danske general, prins Frederik af Hessen, kongens svoger.
Da Bernadotte (Karl Johan) nærmede sig Holsten, trak Davoust sig tilbage til Hamborg og lukkede sig inde der. Det danske korps tog stilling i linjen Hamborg – Lybæk og gik derfra forfulgt af Bernadotte. Med fredsforhandlinger for øje blev der sluttet våbenhvile fra 15.12 1813 til 5.1 1814.
Den 17.12. 1813 kom der kosakker til Tønder
Men uanset våbenhvilen trængte en fra Husum kommende kosakstyrke på 150 mand den 17.12.1813 gennem Sønderport i Tønder. De besatte byens indgange oprettede kommandostation og en feltvagt på rådhuset og i nogle nabobygninger.
Tønder – borgerne havde forventede som tøjteløse ville plyndre og røve byen. Men da det kom til stykket, opførte de sig roligt og godmodige.
De bivuakerede uanset kulde og sne vest for byen. De gjorde forsøg på en del rekvisitioner, som vel også var hovedformålet, men kun til dels med held. Allerede efter et par dage var de igen på vej syd på.
De kom igen den 8.1.1814
Den 8.1.1814 blev Tønder atter besat. Herfra kunne 25 mand trænge frem til Ribe uden nogen som helst militær modstand. Det var streng vintertid med høj sne.
Kosakkerne i Tønder var under ritmester von Hochwächter. Denne gang var de indkvarteret hos byens borgere. De opførte sig gennemgående godt, men drak tæt, fyrede stærkt i kakkelovnene og stank som gedebukke. Deres rekvisitioner var betydelige, men de lod sig dog ved de danske myndighederne ikke mindst amtmand von Bertouchs indgriben nogenlunde begrænse.
Danmark mistede Norge
Den 14.1. 1814 blev freden i Kiel sluttet. Norge, Bernadottes (Karl Johan) egentlige mål, måtte afstås til Sverige. Bilandene Færøerne, Grønland og Island, der egentlig hørte til Norge, blev takket være underhandleren, kammerherre Bourkes behændighed og sagkundskab bevaret for Danmark. Englænderne var bange for at Sverige blev for store.
Skiftende allierede tropper blev stående i Tønder indtil den definitive fredsafslutning i Paris 1815. men kosakkerne forlod allerede byen den 17.1. 1914. Og det var egentlig til borgernes beklagelse. For dem de fik efterfølgende, var langt værre.
Tidligere havde han kæmpet på Danmarks side
De fjendtlige tropper var anført af den svenske kronprins Karl Johan. Egentlig var karl Johan en gammel kending af hertugdømmerne. I 1808 – 09 havde han været i landet som fransk marskal, Jean Baptiste Bernadotte, prins af Ponte Corvo, anfører for 32.000 franske og spanske tropper som skulle beskytte Danmark og angribe Sverige.
I 1810 var han så valgt som svensk tronarving, og som sådan påtog han sig at opfylde en drøm, som hans forgænger e på den svenske trone havde kæmpet for, at vinde Norge for Sverige.
Svensk forbundstraktat med russerne
Den 5. april 1812 var der indgået en svensk – russisk forbundstraktat. Sverige havde lovet at stille 25.000 – 30.000 mand mod Napoleon i Nordtyskland med løfte om at få Norge overladt til Sverige. England havde accepteret aftalen. Karl Johan havde nu frit spil over for Danmark.
Grev Schimmelmann ejeren af godset Ahrensburg ved Hamborg skrev den 8. december 1813:
Det var ikke kun i Tønder, man var bange
Det var ikke kun i Tønder de blev bange. På Augustenborg begravede hertuginde Louise Augusta sit sølvtøj ned.
Umiddelbart var Frederik den Sjette ikke bange:
Sådan sagde han ved juletid, men han skulle som bekendt komme på andre tanker.
Modparten Karl Johan spurgte juleaften:
Det var en trussel om snarlig fremrykning. I Haderslev forventede man 45.000 tøjteløse bander. Man havde allerede sendt gods nord på.
Borgmesteren i Aabenraa tog imod
I Aabenraa bød borgmester Schow, to rådmænd og to deputerede borgere generalen velkommen ved indgangen til byen. Det blev åbenbart godt modtaget. Han lovede ikke at krumme et hår på byens borgere.
I Flensborg var generalen ikke blevet så godt modtaget og det kostede byen. På tre timer forlangte han 6.000 alen klæder og 100 heste til sine tropper.
Langt og længe var Frederik den Sjette klar til at svigte Napoleon og give Karl Johan Norge. På den måde forhindrede han sikkert et blodbad.
Man kaldte det for ”Kosakvinteren”
I Christiansfeld fejrede kosakkerne det russiske nytår den 13. januar og med musik og march gik de gennem byen.
Fredsforhandlingerne i Kiel var afsluttet og herfra lød det, at ingen fremmede tropper måtte vise sig nord for Slesvig efter den 18. januar. Nu blev hovedstyrken trukket tilbage i ildtempo. Men der blev dog nogle få tilbage end til hovedforhandlingerne i Paris var afsluttet.
Fredsafslutningen og Danmarks tab af Norge blev nærmest fejret som en fest.
Men den vinter blev kaldt ”Kosakvinteren”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 11, 2020
Visby – nord for Tønder
Tænk engang, her lå en borg i 1300 – tallet. Peter Rantzau ”arvede” slot og kæreste fra storebror. Han rev det ned, og byggede et pragtslot. Han rev også kirken ned og byggede en næsten ny kirke. Men han tog pengene fra andre kirker. Han fik næsten ”ejerfornemmelser”. Det blev han også dømt for. Og så var det lige et tag, der rustede. Bønderne kunne bestemt ikke lide alle godsejere. Knudsen rykkede ind og tilbød Staten, at de måtte købe slottet. De sagde ”nej tak” og så rev han det ned. Men en bro gik i stykker, så han blev ikke færdig. En præst og hans kone ligger i parken. En fætter til brødrene Knudsen oprettede den første brugsforening i Nordslesvig. Og så havde man et Tinghus med en populær herredsfoged. Her flyttede frk. Lindberg ind og oprettede en skole. Men hun blev udvist. En læge flyttede ind, og snart blev her forsamlingshus. Og så kigger vi lige på et par originaler.
Vi har været her før
Forleden var det en læser, der mente, at det var for dårligt vi endnu ikke havde skrevet noget om Abild. Nej vi har endnu ikke skrevet en selvstændig artikel om dette sted. Men vi har da i den grad beskrevet små bysamfund langs grænsen. Vi har nu bevæget os en del nordligere, ca. 15 kilometer nordvest for Tønder. Hertil cyklede vi ofte fra Tønder. Det var spændende at se Trøjborg – ruinen.
Jo vi har skam også i artikler været her før. Men nu er vi her atter engang. Men det er nu ikke alle byer, der kan prale med slot, Hedegård og forsamlingshus.
En borg fra 1300 – tallet
Den første borg på stedet er bygget i begyndelsen af 1300-tallet. Borgen blev anlagt på vestsiden af en bakkeø, der fra Visby strækker sig mod vest ud i engene langs Sejers bækken.
Sandsynligvis var det den sønderjyske hertug, der har anlagt borgen i 1348. Den blev pantsat til Johan Limbek af den slægt, der på samme tid ejede Tørning og Søgård. Det var da også Claus Limbek den Yngre på Tørning der i 1407 solgte Trøjborg til Dronning Margrete.
De Sønderjyske Enklaver
Hun forsøgte at styrke kongeriget mod syd ved at erhverve ejendomme.
Hun lagde straks borgen og den tilliggende ind under Ribe Bispesæde og Viborg Landsting. Det betød, at Trøjborg kom til at høre til Kongeriget Danmark og ikke til hertugdømmet Slesvig. Med udgangspunkt i Trøjborg skabtes herefter ”de sønderjyske enklaver”. Det er områder af Sønderjylland/Nordslesvig, der hører under Kongeriget.
I 1864 blev disse byttet bort til Tyskland mod ”de otte sogne syd for Kolding”, sognene omkring Ribe samt Ærø.
Han ”arvede” slot og kæreste
I 1565 skænkede kongen Trøjborg til hærføreren Daniel Rantzau. Ved dennes død under belejringen af Varberghus 1569, gik Trøjborg over til broderen Peter Rantzau mod at kongen tog Vamdrupgård.
Det påstås at Peter Rantzau både arvede godset og kæresten Catharina von Damm efter sin bror. Han var meget pragtsyg og der skulle absolut være fire tårne på Trøjborg.
Da Peter Rantzau overtog den gamle middelalderborg i 1570 rev han den ned og påbegyndte opførelsen af et meget moderne slot. Den gamle borgbanke blev udvidet så meget, at der blev plads til at opføre et 32 x 31 meter stort firesiddet slot omkring en lille borggård. Slottets mure rejste sig direkte op af en delvis nyanlagt indre voldgrav, og omkring denne blev der gravet en helt ny ydre voldgrav.
Et fornemt slot
Slottets bygninger var i to etager over en høj kælder med et tårn i hvert hjørne af den indre borggård. Dette var en helt moderne arkitektur i 1570’erne. Arkitekten har sandsynligvis været Hercules von Oberberg, der også byggede Hansborg Slot, Grøngård, Tønning samt Brundlund Slot.
I hvert af de fire hjørner blev etagerne forbundet med et trappetårn med løgformet spir. Der var to hovedetager over en høj kælder. En vindebro førte over voldgraven ind til slottets store indgangsportal, der nu er delvis rekonstrueret ud fra den originale overbygning.
Øst for slottet blev der opført en ladegård, der ligeledes var omgivet af en voldgrav. De nuværende bygninger på ladegården er fra 1680, 1770 og 1870. Over indgangen til slottet hængte Peter Rantzau en indskrifttavle, der indledes med følgende tekst på latin:
Trøjborg forblev i slægtens eje frem til 1673.
Herefter gik den via en datter til slægten von Buchenwald.
Stor utilfredshed med godsejer
Fra 1777 havde gården forskellige ejere.
Omkring år 1800 var der en voldsom strid mellem godsejer Bendix Hoist med hovbønderne. I 1768 havde inspektør Hansen ellers i en indberetning skrevet at forholdene på Trøjborg var forbilledlige. I 1784 opsagde bønderne den gamle hoverikontrakt. Efterhånden blev modsætningsforholdene større og større.
Man bebrejdede ham, hans omfattende studefedning var medvirkende til den knaphed på brødkorn, som fandtes i disse år. De utilfredse gik dog så vidt, at de planlagde at den gamle gård skulle brændes ned.
Staten sagde ”Nej Tak” til slottet
I 1851 købte storbonden Knud Lausten Thomsen (1806 – 1866) fra Forballum Trøjborg på en tvangsauktion. Lausten havde haft kristen Kold ansat som huslærer for sine børn i Forballum og var grebet af de grundtvigianske tanker og højskolebevægelsen.
Han ville ikke selv have slottet og tilbød det til staten for at de eventuelt kunne indrette et seminarium i bygningerne. I 1854 sagde man nej tak. Man ville ikke skabe en konkurrent til Tønder Seminarium.
Men så begyndte Thomsen at nedrive slottet. Alt brugbart byggemateriale blev solgt, inventaret spredt, noget af det befinder sig på Museum Sønderjylland i Tønder.
En bro gik i stykker
Slottet havde sikkert været helt fjernet hvis ikke broen over indre voldgrav en dag var brudt sammen. Herefter lod han den resterende del af ruinen stå. Ved udgravningerne er der fundet store mængder genstande fra 1570 – 1855, hovedsagelig fra voldgraven omkring slottet.
Knud Lausten Knudsen var en af de ledende godsejere i den nationale kamp. Han ønskede ikke at bruge slottet i et moderne landbrug.
En god løn som huslærer
Som huslærer fik man en god løn hos Knudsens – 400 mark med kost og logi. Og det var så kun tre knægte, man skulle holde styr på. Fru Knudsen ville gerne have, at de også blev undervist i tysk.
Dengang var det en meget anstrengende tur i dagvognen fra Ribe til Tønder. Det var en rigtig rumlekasse. Man blev både ør og døv. Fra Sølsted var det 3-4 kilometer til Visby Hedegård. Det var en meget herskabelig hovedbygning.
Dygtige landmænd
Ved Knud Knudsens død i 1866 arvede den ældste af sønnerne, Hans Oksen Knudsen Trøjborg, den yngste Christian Knudsen fik Visby Hedegård. Den var opført af den tidligere amtmand, Neergaard. Til gården hørte op mod 1.000 tdr. land af god beskaffenhed. Der var også en plantage med en dam i, hvor en båd lå og vippede. Under den mægtige bøg var der indrettet en kroketplads.
Chresten Knudsen var landmand med liv og sjæl. Han havde et godt humør og en vældig energi. Han havde stor betydning som skægopdrætter.
Halvanden til to kilometer fra Visby Hedegård på en del af Knudsens jorder var der bygget en hel ny gård, Nørregård også kaldet Mejerigården. Her var op til 50 køer.
Gamle Fru Knudsen
På Visby Hedegård levede gamle Fru Knudsen. Hun boede sammen med en husbestyrerinde i en fløj af hovedbygningen. Hun var meget overtroisk, on når der sad 13 til bords gik hun igen.
Hun var meget bekymret en augustnat 1881 da sønnen var til begravelse i Bevtoft. Da han så endelig kom hjem næste morgen ved 7 – tiden, mente hun at sønnen skulle anskaffe sig en lukket vogn som andre i slægten. Og hun ville godt betale den for ham.
Kirken fra 1200 – 1300’tallet
Det første man får øje på, når man kommer fra vest ind mod Visby, er kirken på venstre side over for Visby Gamle Skole, hvor der nu er indrettet brandstation. Visby Kirke har højst sandsynligt ligget på dette sted siden 12 – 1300-tallet.
Peter Rantzau fik ejerfornemmelser
Kirken nævnes i 1514 som viet til Sankt Laurentius. Da Peter Rantzau erhvervede Trøjborg. Det betød at han fik kaldsretten til Visby samt Døstrup, Mjolden og Randerup kirker. Men han opførte sig som om han var kirkejer. Omkring 1590 byggede han hele kirken om og forsynede den med inventar for penge han tog af de tre andre kirkers midler. Ja det påstås, at han rev hele kirken ned og opførte en ny. Dette var meget usædvanligt for denne tid.
Over dette klagede ærkedegnen i Ribe til kongen i 1596. Denne befalede straks Rantzau til at afstå fra de kirkegårde, jorde, enge og andet, ”som han havde tilegnet sig”. Det skulle imidlertid en dom til før, at Rantzau ville bøje sig.
Ved en sådan i 1598 blev det fastslået, at Trøjborgs ejere ikke havde ejendomsret til kirkens herligheder, og Rantzau dømtes til at betale Lø herreds kirker 3.300 daler for det han ulovligt havde oppebåret. Deraf skulle ærkedegnen have de 1.100 daler for den skade, han havde lidt.
Taget rustede
På Trøjborg var der et kapel. Visby Kirkes spir tjente som sømærke. Som på så mange kirker har der også på Visby Kirke været en gabestok. Måske er den identisk med det halsjern (med kæde), som i dag befinder sig på Tønder Kirkemuseum.
Det nuværende tårn stammer i hovedsagen fra 1857, men er bortset fra spiret en ret nøje kopi af Rantzaus. Spiret blev nedtaget i 1853.
Rantzau havde brugt fortinnet jernblik, som Ribes ærkedegn med skadefryd omtaler som:
Det var en særdeles bekostelig affære at få dette skiftet ud at få det beklædt med egespån og bly. I 1857 kom det nuværende blytækkede spir op, og det er også lige som taget blevet restaureret flere gange siden. Sidst kom der nyt bly på i 2014.
I 1857 blev kirkestole taget ned, selv om godsforvalteren havde spået Guds hævn over dem, der turde gøre det.
Præstegården fredet
Visby Præstegård er fredet. Den blev opført af Bagge Friis i 1697. i 1922 blev præstegården på ny istandsat og reduceret til en vinkelbygning. Gården har en anseelig størrelse. Dette vidner vel om præstegerningens magtfulde samfundsposition.
Præsten og hans kone ligger i parken
I Visby havde Nels Møller været præst siden 1908. Både han og hans hustru var dansksindede. Men deres klædedragt og hele fremtræden var så påfaldende, at det var et almindeligt samtaleemne på hele egnen. Men ellers var det ikke noget at udsætte. Problemet var bare, at der på egnen også var en velfungerende frimenighed.
Nu var det sådan, at menigheden ved afstemning havde mulighed for at afgøre om, de ville beholde deres hidtidige præst. Når sådan en afstemning blev ønsket blev det sendt et spørgsmål til præsterne, om de ville underkaste sig sådan en afgørelse eller rejse syd på.
Og afgørelsen i Visby trak ud. Men den endte 146 ja og 146 nej. Først hen på sensommeren 1922 havde man forhandlet sig frem til en afgørelse. Pastor Møller trak sig med en undskyldning med, at han havde ondt i halsen. Han blev tilstået en årlig understøttelse på 2.500 kr.
Han hyggede sig herefter i et lille havehus i den store park, han havde plantet i byens udkant. Her boede han med sin hustru. Da hun nogle år senere døde, begravede han hende i parken. Han glemte bare lige at spørge om ministeriets tilladelse. Bagefter søgte han den. Gravstedet blev fredlyst som gravsted for hans hustru og ham. Selv døde han på Tønder Sygehus efter en lang og slem sygdom.
Hele parken havde han testamenteret til Visby Sogn.
En brugsforening blev startet
I 1870 fik en fætter til brødrene Knudsen, Frederik Høyberg på Nørmark startet den første brugsforening i Nordslesvig efter samme mønster som pastor Sonnes brugsforening i Thisted. De brugsforeningen fik sine egne lokaler i 1873 sørgede han tillige for, at der blev indrettet et lokale i huset, hvor man kunne holde møder. I flere år havde man ellers holdt møder i en privat stue i Visby. Her udfoldede der sig de kommende år et rigt mødeliv med foredragsholdere fra Danmark.
Prøjserne fik stoppet foredragsholderne
Men dette fik de prøjsiske myndigheder sat en stopper for ved at forbyde talerne indrejse fra Danmark. Men Brugsforeningen skulle også selv bruge lokalerne som følge af stadig voksende handel.
En ny beboer
I 1881 fik Visby en ny beboer – Elise Lindberg. Hun købte det gamle Tinghus for 12.000 kr. Hun havde ikke selv pengene. Men hun havde gode sponsorer. Hun tog også et billig lån i den lokale sparekasse.
Og se her er de skriftlige kilder forskellige. Et sted står der nemlig, at hun flyttede ind i herredsfogedens private hus. Og et andet sted står det anført, at hun indrettede skole i Tinghuset.
Tinghuset – en gammel retsbygning
Tinghuset blev oprindelig opført i 1850 – 51 som retsbygning. Den blev hjemsted for herredstinget, da tingstedet for de kongerigske enklaver blev flyttet til Visby. Og herredsfogeden fik sæde her.
Huset var i stueetagen indrettet med arrestforvarerbolig og fire fangeceller. I anledning af denne flytning af rettens sæde fra Bredebro til Visby måtte der anlægges en helt ny og bedre vej fra Borg over de sumpede egne ved Mollerup til Visby, så folk kunne komme nogenlunde uhindret til rettens sæde.
Populær herredsfoged
Herredsfogeden boede slet ikke i tinghuset men på en gård i Visby. Den sidste herredsfoged var den meget afholdte Ernst Sarauw. Han byggede et stort stateligt hus lige nord for Visby. Her blev han boende også efter Nordslesvigs afståelse til Prøjsen i 1864.
Han var en af de få embedsmænd, der ikke forlod landsdelen for at rejse nord på til Danmark. Han mente, at bedst tjente sønderjyderne ved at blive på sin post. For at lempe deres kår så godt han kunne. Det var en indstilling, der gjorde ham meget populær blandt befolkningen.
Da prøjserne i 1879 ændrede inddelingen af retskredsene og flyttede det nye amtsret til Løgumkloster, måtte Sarauw give op. Han solgte sin smukke ejendom i Visby og flyttede til Løgumkloster.
Og det var så hans tidligere hus, der blev hjemsted for frk. Lindbergs skole for unge piger.
Den statelige ejendom, som herredsfogeden havde bygget, blev jævnet med jorden.
Hvem var frk. Lindberg?
Men var hun Elise Lindberg? Hun var privatlærerinde. Og underviste kommende danske privatlærerinder. Så nu havde Visby fået Frøken Lindbergs Kostskole. Hun fik også tilsendt lærebøger fra København. Og det hele gik ud på ”God dansk Læsnings Udbredelse i Sønderjylland” Fra starten havde hun seks elever i Visby.
Men allerede i 1884 sluttede det sidste kapitel af frøken Lindbergs liv i Sønderjylland. Hun havde fået en opfordring til at deltage i en fælles tur til København. Det var 300 unge sønderjyske piger, der skulle præsenteres. Der skulle afsynges nogle sange og en masse andet.
Frk. Lindberg sagde nej tak. Men det blev opfattet som manglende nationalfølelse. Hun følte sig presset til at deltage. Da hun så senere fik en anmodning om at deltage ved et lignende arrangement i Varde sagde hun, ja tak. Man havde dog glemt at advare Frk. Lindberg for man sagde, at der havde været 200 tyske spioner til stede.
Frk. Lindberg blev udvist
Den 29. september blev Elise Lindberg stævnet til at give møde for herredsfogeden i Tønder. Ved mødet skete det, hun længe havde frygtet. Hun blev udvist. Da hun spurgte om årsagen, lød svaret:
Godt 100 voksne elever havde da siden 1878 nydt godt af hendes undervisning. 32 af dem virkede som privatlærerinder i Slesvig.
Elise Lindberg flyttede derefter over grænsen og lejede Søgård Højskole ved Vamdrup, hvor hun den 7. oktober åbnede ”Frøken Lindbergs udvidede Skole på Søgård. Formålet var som hidtil at uddanne unge kvinder til privatlærerinde – gerningen i dansksindede hjem syd for grænsen.
En læge flyttede ind
I mellemtiden var der oprettet to forsamlingshuse i Sønderjylland. Og det skulle vise sig at Visby blev nr. tre.
Tinghuset havde stået tomt i en årrække indtil det blev købt af lægen, doktor Krüger fra Skærbæk. Han boede nu selv i huset og begyndte at drive lægepraksis herfra indtil sin død i 1889. Derefter blev hans enke boende i huset.
Et forsamlingshus til 5.000 mark
Ad omveje fik Høyberg nu at vide, at enkefru Krüger ville sælge det store Tinghus. Ved hjælp af en lynhurtig indsats og ved hjælp af brødrene Knudsen samt danske mænd i Visby, Gærup og Daler lykkedes det for Høyberg at skaffe 5.000 mark sammen, så man kunne købe Tinghuset, før tyskerne kom dem i forkøbet.
Beslutningen blev taget på et møde på Nørmark den 8. juli 1894. Allerede dagen efter var handlen afsluttet med fru Krüger. Huset var 45 år og i sin tid kostede det 30.000 mark at bygge. Stedet kom til at hedde Visby – Daler Forsamlingshus.
I 1901 blev salen udbygget, så man kunne samle de unge til gymnastik og folkedans. I de år kunne forsamlingshuset trække folk helt over til Rørkær.
Andelsselskab
I 1910 dannede man et andelsselskab med 20 andelshavere, 10 fra Visby og 10 fra Daler. Hver andelshaver hæftede hver for 1.000 mark. På sine ældre dage flyttede Høyberg og hans hustru ind i lejligheden i forsamlingshuset.
I 1906 havde man indrettet tingsalen på førstesal til frimenighedskirke. Den 10. februar 1920 var der feststemning i forsamlingshuset.
De følgende år blev lokalerne også brugt til hjemsted for sparekassen og sognerådslokaler. Samarbejdet med daler ophørte i 1929.
Og jeg tror, at det er 2 – 3 år siden at undertegnede blev inviteret til Lillebror og hans kones sølvbryllupsfest i lokalerne.
Der var originaler i Visby
Der har sikkert også været mange originaler i Visby i årenes løb. Vi skal hilse på et par stykker. Fra fattiggården i Visby kom der en hel del. Af og til gik de en tur i omegnen. Det var for eksempel ”Stam Peter”. Han stammede så meget, at det var umuligt at forstå ham.
Og så var det ”æ Pryller”, der var en ældre helt forskruet person. Brystet havde han behængt med ”ordner”. Det vil sige blanke prunkende ting og brogede sløjfer og bånd, som en eller anden havde givet ham. Han bildte sig ind at det var fornemme ordner. Hvis han havde fået en ny en, fremviste han den og sagde, at den var tilsendt af kejseren fra Kina eller en anden eksotisk person.
Med sig havde han altid en ældgammel harmonika, hvorpå han spillede, det vil sige han trak instrumentet ud og ind, hvorved det gav nogle vældige hyl. Dertil sang han så en vise, sædvanligvis om en eller anden frygtelig udåd, der var forøvet her og der.
Æ Prylle var lykkelig for sin tilværelse, gladest var han, hvis man gav ham en æske.
Der kom også uønskede gæster
I årenes løb forsvandt disse personer efterhånden, og en ny salgs dukkede op på egnen. Det var de såkaldte ”bosser”, der strejfede rundt på landevejene. De kom ikke helt ærlige til deres ting. For det meste var det arbejdssky og ofte fordrukne personer, ofte hjemmehørende langt nede i Tyskland. De var ikke velsete gæster i Visby.
Og måske vender vi atter tilbage til Visby.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 9, 2020
Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
Da en ny motorvejsstrækning blev etableret i Sønderjylland i 2011, fandt man ud af, at stedet havde været meget tættere beboet dengang end forventet. Og det var slet ikke med jyder, men med Anglere. Var det mon dem, der sænkede Nydam – bådene? Ja det var 3-4 stykker, men kun en af dem blev nogenlunde reddet. Og den ene af bådene var ikke lokal. Var det også Anglere, der bryggede Olgerdiget og Æ Vold. Allerede i slutningen af 1920’erne fandt man ud af via en jordebog fra 1789 ud af, hvor Tingstedet urnehoved virkelig lå. Vi kigger også på spærringerne i Haderslev Fjord. De blev kaldt Magrethe-broen og Æ Lei. Ikke langt fra Æ Vold eller Venderdiget lå en anden forsvarsstilling bygget af tyskerne. I en senere artikel vil komme ind på Ringborgene i vadehavet. Og Guldhornene har vi allerede skrevet om. Det hele hører på en eller anden måde sammen. Skal Sønderjyllands historie skrives om?
Kom Anglerne tidligere end ventet?
Vi skal i denne artikel høre om Olgerdiget/Olmersdiget/Olmersvolden og Oldemorsvolden. Ja kært barn har mange navne. Og ja, det er den vold, der ligger ved Tinglev.
Men vi skal også høre om Æ Lei og Magrethes Bro i Haderslev Fjord. Og så var det også lige Æ Vold eller også kaldet Vendersvold lige syd for Øster Løgum. Lidt nordlige lå Trællediget, som vi kort skal berøre.
Ja og så kan vi ikke lade være med at berøre Nydam-båden. Eller bådene for der var jo tre. De blev ofret omkring den tid, som ”Folkevoldene” blev bygget. Så måske får vi derved en større afklaring. Det bliver en lang artikel.
Det er jo tydeligt, at der er sket noget i historieforståelsen i Sønderjylland. Man er blevet dygtigere siden de første undersøgelser gik i gang. Da motorvejsforbindelsen ved Kliplev blev bygget, opdagede man, at der her har været meget tættere bebygget dengang. Noget tyder på at anglerne kom tidligere end vi har regnet med.
Det var i 2011, at man opdagede det, at det ikke var jyderne, der havde sænket Nydam – bådene med germanerne. Området omkring mosen i Nydam var ikke jydernes offermose. Det er anglerne, der har ofret bådene.
Man har fundet nye gårde og landsbyer
Og her troede ”Den Gamle redaktør” at både bare var sejlet derind. Hvis man kigger på landskabet i dag, så kunne man sagtens forestille sig at kysten eller forbindelsen fra Østersøen gik helt derind dengang.
Man har fundet gårde og landsbyer, som man ikke troede eksisterede. Der er en påfaldende sammenhæng mellem de store ofringer, bopladserne omkring Nydam og Thorsbjerg og store samtidige byggeprojekter som for eksempel Olgerdiget og ringborgene i vadehavsområdet. Det vidner nemlig om en stærk kongemagt – og det langt tidligere end man troede.
Forhistorien er langt mere nuanceret end man hidtil har troet.
Anglerne blev besejret og tog til England
Anglerne udvidede deres område mod nord. Det er temmelig sikkert, at Ejderen var Anglernes sydgrænse mod Sakserne. Og det har Saxo beskrevet i sin beretning om den Anglerske kongesøn Uffe og to Saksiske kæmper. De kæmpede på en holm i Ejderen.
Opfattelsen er at Jyderne senere trængte Anglerne syd på igen efter masser af dramatiske kampe. Derefter bosatte de sig i England nord for Sakserne. Udvandringen er sket mellem 250 og 450 e.Kr.
Det er sandelig ikke gået fredelig for sig i området. Krig, afbrænding, erobring af den oprindelige befolknings jorder og etnisk udrensning, hvor en hel kultur blev fortrængt. Lidt efter lidt blev Anglerne fortrængt. Utallige våben og andet udstyr er blevet frataget den slagne hær og ofret i mosen. Sådan var sædvanen i Jernalderen.
1.000 skeletter
Efterhånden gik anglernes rige til grunde. Men sporerne efter dem og deres gerninger kan arkæologerne finde i jorden. Brikkerne til historien om de sidste grænsedragninger er først ved at falde på plads.
Ved Alken Enge ved Skanderborg har man fundet skeletdele af en hel hær på 1.000 mand. Det fortæller i al sin gru, hvordan fjenden blev slagtet og frataget al jordisk gods. Skeletdelene stammer fra året efter Kristus og kan nemt være en Angels hær, der i første omgang er slået tilbage. Der hat også været tale om etnisk udrensning af en oprindelig befolkning
Nydambåden
Dette burde vi egentlig skrive i flertal for det er jo tale om 3 eller fire både. I Ejsbøl mose blev der også fundet rester af en båd.
I Nydam Mose blev der fundet tre store både. To af eg en af fyr. Af disse er dog kun den ene af egetræsbådene, som i det væsentligste er bevaret. Denne er i en klasse for sig selv. Det er bygget af egetræ som er fældet 320 e.Kr. Det er så nedlagt i mosen nogle årtier forinden. Det store fartøj var væltet om på siden og lå omtrent i retningen NV – SØ.
I dag står den gamle båd i den gamle eksercerhal ved Gottorp Slot. Det var i 1863, at Engelhardt fandt den gamle båd. Nitterne, som holdt bordbrædderne sammen var blevet delvis fortæret af rust. Tovværket, som sammenholdt konstruktionen var opløst. Plankerne faldt derved fra hinanden og rettede sig ud i sin naturlige form.
Ikke det helt korrekte billede
Mosen groede op om båden. Da man kort før krigens start gravede den op kunne man ikke umiddelbart se bådens oprindelige form. Den rekonstruerede man først, da alle fundne dele var bragt til museet i Flensborg. Adskillige originaldele var så ødelagte, at de ikke lod sig indpasse i rekonstruktionerne.
Selv om båden i dag er imponerende at se på giver det ikke et helt korrekt billede af det oprindelige fartøj. Bådtræet har i mange henseender ændret facon og dimensioner. Det har påvirket bådens udseende.
Det er formentlig lagt i mosen med den tredje nedlæggelse af våben omkring midten af det fjerde århundrede. Man har tillige fastslået at træet som det er bygget af er fra Jylland eller Slesvig Holsten.
Et regulært krigsskib
Ved fornyede udgravninger i Nydam Mose i årene siden 1984 har man ydermere fundet tre udskårne træhoveder, som formentlig har hørt til egetræsbåden. Ved udgravningerne i 1993 fandt man i øvrigt også i alt 11 årer, men deres længder er stærkt varierende – fra 2,2 til 3,4 m – ligesom former og træsorter er uens, så de må være fra forskellige fartøjer.
Egetræsbåden fra Nydam har været et regulært krigsskib, som kun var manøvredygtigt med fuld besætning. Det drejede sig ikke om et skib, som kunne bruges til et hvilket som helst formål. Lastkapaciteten stod helt enkelt ikke i et rimeligt forhold til besætningens størrelse. Midterpartiet af båden manglede, da Engelhardt fandt det. Ved et stort held blev dette fundet 130 år senere.
Under preussiske soldaters kødgryder
Den anden af bådene fra Nydam mose, fyrretræsbåden fik en mere ublid skæbne. Det blev også afdækket, men måtte på grund af den pressede situation efterlades i mosen og kom aldrig på museum. Skibets fuldstændige sideror blev imidlertid fundet ved nye udgravninger i mosen i 1993 – det er det ældst kendte i Nordeuropa.
Fyrretræsbåden blev ofret ca. 50 år tidligere end egetræsbåden. Den ser ud til at have været mere elegant og lettere end egetræsbåden. Også fyrretræsbåden var klinkbygget. Der var også mange væsentlige dele af båden, der manglede.
Meget af det træ, som Engelhardt havde efterladt i mosen i efteråret 1863, endte for en stor del som brænde under de preussiske soldaters kødgryder under krigen det følgende år. Men det har vist sig, at Nydam Mose stadig er fuld af overraskelser.
Fyrretræsbåden var ikke bygget lokalt
Fyrretræsbåden blev som omtalt ofret omkring 300 år e.Kr. Men meget tyder på, at det ikke var bygget lokalt. Der voksede ikke fyrretræer i Danmark i jernalderen, som var store nok til at levere planker af sådanne dimensioner, at man kunne bygge et rorskib af denne størrelse. Formentlig stammer båden fra Vestnorge eller Mellemsverige – eller måske den sydlige del af Østersøen.
Bådfundene fra Nydam Mose synes at have været af tre måske fire forskellige skibstyper, formentlig er de lagt i mosen på forskellige tidspunkter. Noget tyder på, at man ikke dengang brugte sejl. Nydam – Båden blev drevet frem af årer og kunne klare sig i større søgang, da den havde højere sider.
Nydam-Båden vejer tre tons, er 23 meter lang og 3,5 meter bred. Den havde en besætning på 45 mand, hvoraf 36 var roere. Den berømte mose ligger ved landsbyen Øster Sottrup ca. 8 kilometer vest for Sønderborg.
Danmark blev nægtet udlevering
Engelhardt fandt også en masse våben. Men en del af disse blev ødelagt eller forsvandt under krigen 1864. Flensborgsamlingen, der indbefattede Nydams-båden blev inddraget i fredsafslutningsaftalen efter krigen i 1864. Det er grunden til, at båden befinder sig i Tyskland.
Efter at have afvist en anmodning fra Danmark om at få Nydambåden udleveret, gav den britiske militærregering tilladelse til, at den fra maj 1947 kunne få permanent ophold i den tidligere ridehal ved siden af Gottorp Slot.
Jyder, anglere og saksere har formentlig benyttet skibe, der ligner Nydambåden til at sejle til England i 400 og 500 – tallet.
Nydam – båden blev reddet
Men i Nydam-Bådens historie kunne den være blevet ødelagt. I 1941 blev Nydambåden transporteret på en flodpram via kanaler til søen Ziegelsee i nærheden af Mölln, hvor den lå til 1946. Bådens udstillingsbygning udbrændte den 18. maj 1844 på grund af luftbombardement.
Og vikingerne videreudviklede bådbygningen. De brugte trænagler i stedet for jernnagler.
Olgerdiget / Olmersdiget
Det ældste forsvarsanlæg er Olgerdiget. Det er en kæmpekonstruktion som afbrudt af vådområder dækker en strækning på 12 kim. Det blev formentlig opført omkring 219 e.Kr.
Folk har kaldt stedet for ”Olger Danskes Dige” og påstået, at det var bygget ”mod Fjenderne i Ufredstid”. Men ordet er jo som sådan ikke ukendt. Vi har Oldemorstoft. Og der var også tidligere begreber som Oldemorsvej i betydningen den gamle markvej.
Olgerdiget løber i retningen NNØ – SSV igennem det lave og stedvis meget sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.
Det består af en voldgrav og øst for den en træpalisade at tætstillede egetræsstammer. Den første byggefase var palisaden enkelt, men senere blev det til tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbunden grav, på hvis anden side der var en lav vold dannet af den opgravede jord.
Et kæmpe projekt
Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Den kan altså i omfang, og hvad angår arbejdsindsatsen, måle sig med de største fra vikingetiden.
Det skulle en stærk, central ledelse til at gennemføre så kæmpemæssigt at anlægsarbejde. Men Olgerdigets dimensioner er også vidnesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Hvem det var, ved vi desværre ikke.
Men volden lå i netop ide område, hvor der havde været mange krige. Det er også her, langs hele østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at de store våbenfund vidner om voldsomme, tilbagevendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i den ældre romerske jernalder, men som fortsatte og tiltog gennem de efterfølgende århundreder.
Olgerdiget anlagt i tre omgange
I det Første Århundrede boede anglerne i området omkring Slien og Flensborg Fjord. Tidligere var det opfattelsen at Olgerdiget blev anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Men udgravninger fra 2003 har dog vist, at Olgerdiget har mindst tre byggefaser. Som vi hvis har skrevet er det grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. Det er udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. Og så igen mellem 100 og 110 e.Kr.
Olgerdiget var konstrueret efter samme model som det romerske grænseforsvar, Limes. Det var et effektivt værn mod pludselige angreb. Man kan betragte det store voldanlæg som en slags forløber for Dannevirke. Men overraskende nok vender dets palisade mod nordvest – og dermed modsat Dannevirkes.
Diget forløber over to hovedstrækninger henholdsvis nord og syd for Tinglev Mose, hvoraf den nordligste er den mest velbevarede. Tinglev Mose har fungeret som en integreret del af forsvarsanlægget. Den sydligste del har fungeret som en sikring mod indtrængen mellem det uvejsomme Tinglev Mose og Sønderå.
En vigtig kilde til forståelse af rigsdannelse
Kun et bevaret voldafsnit i et hegn ved Skovsminde samt en kortere strækning syd for Almstrup er fredet. Herudover er der under pløjelagsniveau endnu bevaret rester af grav og palisadespor mange steder langs forløbet. De stedvist bevarede trærester fra palisaderne er dog truede og under stærk nedbrydning som følge af dræning. I det hele taget er Olmerdiget truet som følge af den meget intensive råstofvinding, som foregår i området i form af grus – og lergravning.
Olmerdiget udgør en meget vigtig kilde til forståelse af den tidlige rigsdannelse og er derfor en væsentlig del af den naturlige del af den nationale kulturarv.
Måske var volden også en beskyttelse for anglerne imod de autonome småstammer fra Over Jerstal – kredsen som efterhånden indgik i den jyske sydgruppe.
Gik diget helt over fra Sild
Tyske kilder påpeger, at Olgerdiget er en grænsevold mellem germanske stammer fra Anglen og Warnen (Varini). Anglerne var kommet syd fra og fortrængt Warnen – folket nord på.
Nogle tyske eksperter mener at Olgerdiget måske er en del af en større grænse og forsvarslinje, der var anlagt lidt nordlige end den nuværende tysk – danske grænse fra vest til øst. Linjen skulle begynde ved borgene ”Arschsumburg” på øen Sild og ”Trælbanken” ved Højer og så gå langs de dengang flydende danske floder (Vidåen?) Og så skulle linjen være sluttet ved Olgerdiget.
Masser af spor i 1920’erne
Egentlig var det først i slutningen af 1920’erne at man for alvor begyndte at interessere sig for alvor for dette interessante stykke forhistorie, der beviselig strækker sig fra Gratberg som ligger ca. 1.00 meter øst for Løgpold ved Urnehoved Stenvase. Og volden strækker sig syd om byerne Uge og Lautrup til grænsen af Tinglev Sø, hvor den så igen på den anden side fortsætter hen over Gårdeby Mark i det gamle Tinglev Sogn til Bjerndrup Mølleå ved Gejlå.
En forklaring fra 1812
Allerede i 1819 skrev pastor Outzen om fænomenet. Han er født i Terkelsbøl i Tinglev Sogn og var det der hed ”Oldtidsgransker”. Også en ung forsker J.N. Schmidt omtaler volden i Antikvarisk Tidsskrift- Det var i 1848 – 1849. Denne forsker døde allerede som 25 – årig og ligger begravet på Tinglev Kirkegård.
I 1812 blev volden beskrevet af pastor Kjer:
Det var bygget som et forsvarsværk
I ældre tid kaldte man volden for ”Æ Skans”. Den lå på marker, hvor bønderne udjævnede den. I engenes mosebund stødte de ofte på rester af palisaderne i engenes mosebund. Dengang tog man ikke så meget notits af dem.
Da svenskerne slog lejr ved Uge dengang, brugte de disse palisader til diverse bål. Disse træstykker var af eg. Nederst kunne man se tydelige mærker af øksehug. Når disse pæle var taget op, varede det ikke mange dage, når de havde været udsat for sol og vind, ja så lignede det nærmest svamp.
Det var også i slutning af 20’erne at H.P. Jørgensen gennemgik hele forløbet af Olgerdiget. Overalt var der tydelige spor af volden, palisaderne og voldgraven. Han var sikker på at volden ikke var bygget som et grænseværn men som et forsvarsværk. På samme tidspunkt undersøgte Magister Matthiesen Olgerdigets forløb. Han var udsendt af Nationalmuseet.
Her lå Tingstedet Urnehoved
H.P. Jørgensen fik indsigt i en gammel jordebog fra en ung mand fra Lautrup. Den var gået i arv fra sin bedstefar. Bogen var fra 1782 og omhandlede udskiftningen i Lautrup. Bedstefaderen havde været ejer af en af de største gårde i området dengang. Her omtales volden som ”Den Gamle Grøft”. Dengang var den mere betydelig og fremhævende.
En anden interessant ting stod også i bogen, og det var beliggenheden af det gamle Tingsted. Vi har tidligere i artikler kunnet berette om, at man har peget på syv forskellige steder, hvor Urnehoved Tingsted kunne have ligget.
Ifølge Jordebogen er beliggenheden på Rossens Toft under ”Sandet i Toften”. Med andre ord den gamle ”Tinghøj” er billigende her. Syd herfor ned mod Uge Bæk angives stedet for ”Borgstedet”.
Broen der fører over bækken her, hed da også engang ”Æ Borrevoj” (Borgvadestedet). Dette tyder på, at der har ligget en borg i Loutrup By engang.
En stenøkse blev fundet
Da magister Matthiesen og H.P. Jørgensen gik rundt langs volden på Almstrup Mark fandt de en stenøkse i kileform. Det er ikke umuligt at denne er blevet anvendt til bearbejdelse af træstykkerne. På Tylsbjerg er der ligeledes fundet en spydspids af sten.
En af de få strækninger, hvor Olgerdiget er synligt, er vejen mellem Kliplev og Tinglev – Bjerndrupvej. Lige inden anden rundkørsel før Tinglev skiltes til venstre til Olgerdiget. For enden af denne vej kan parkeres. Diget ligger da i et fugtigt engareal vest for vejens afslutning.
Man er sikkert langt fra færdig med at undersøge volden. Det er foregået mange gange siden slutningen af 1920’erne. Da en ny stald skulle opføres ved Ligård nær Uge blev der gravet i Olgerdiget. Og så sent som i 2014 kom der ifølge tyske kilder nye undersøgelser.
Tænk engang, der er brugt 90.000 egestammer til at lave palisaderne.
Der er gennemført en fredning af et 50 meter langt afsnit på Almstrup Mark mellem Lovtrup og Bjerndrup syd for landsbyen Uge. Der findes overhovedet ikke noget historisk materiale om det.
Æ Vold/ Vendersvold
Den seneste fase af det store Olgerdige er dateret til 279 e.Kr. Det er netop samme år som et andet anlæg, Æ Vold 15 – 20 km længere mod nord bliver opført. Også Æ Vold er et stort og kompliceret voldanlæg, som indgår i en spærring tværs over den jyske halvø, lagt af naturen og menneskerne i fællesskab.
Æ Vold synes at have afløst Olgerdiget, som blev opgivet. Forsvarslinjen rykkede mod nord mod Genner Bugt.
Syd for Lerskov mødte man et kort vold-stykke, som endnu i 1912 blev betegnet som en ”Overordentlig velbevaret vold med grav foran”. I dag er det kun en lav udjævnet forhøjning tilbage. Men ved nyere udgravninger har man kunnet påvise, at dette voldstykke i mange henseender ligner Æ Vold, som følger længere inde i landet. Den korte vold har dækket en ca. 100 m bred landkorridor mellem to store mosedrag, som udgjorde den østligste mulighed for passage i nord – sydlig retning. Dette stykke er opført i slutningen af 200 – årene.
Man kan følge det et par kilometer
Efter dette korte vold-stykke fulgte en af de store mosedrag, som denne egn var så rig på i jernalderen, og man nåede nu frem til selve Æ Volds hovedstykke. I dag er det ikke meget tilbage af det engang så imponerende anlæg. Man kan dog følge det over en strækning på godt et par km.
Et enkelt sted har man ved en række snit kunne vise, at den bestod af en vold med en meterdyb grav langs nordsiden. Gravene var op til 4,5 meter bred og 1,5 meter dyb, som regel fladbundet og af den type, der benævnes en tørvegrav. Over store dele af voldforløbet kunne man følge spor af palisadehegn, der som regel lå fra tre til seks meter nord for graven.
Videre vestpå fulgte endnu et vådområde ”Stavereng”, et navn der kunne tyde på, at i hvert fald palisadehegnet har fortsat ud i engen. Herude i disse vådområder var der ved gården Kopsholt en snæver landpassage, som endnu ikke er undersøgt for voldspor. Straks på den anden side fulgte igen store mose – og engstrækninger., samt vandløb som Nipså og fortsættelsen Gelså, der via forskellige mere eller mindre vandrige mellemled mundede ud i Vesterhavet.
Brugt som markvej og roekule
I dag er det vel kun 500 meter synligt. På et kort fra 1640 af Johannes Meyer er det vist som en skanse. Det er bygget samtidig med våbennedlæggelserne i f.eks. Ejsbøl Mose, Nydam Mose og Thorsbjerg Mose.
Voldgraven er blevet brugt som roekule og markvej for de efterhånden meget store landbrugsmaskiner.
Hvad mon baggrunden var for dette kilometerlange fæstningsværk? Hvem forsvarede sig mod hvem i disse århundreder af jernalderen? Opførelsen må have krævet ressourcer, som rakte langt ud over, hvad enkelt eller hvad nogle få landsbysamfund kunne præstere.
Æ Vold må være anlagt af en myndighed, der rådede over store mandskabsstyrker. Og navnlig placeringen tværs over den sydjyske halvøs smalle færdselskorridor er iøjnefaldende.
Hvilken del skulle man forsvare?
Det er ikke let at se, hvilken side, anlægget skulle forsvare. Sydfra møde man først volden, så følger graven og palisadehegnet. Det tyder på, at Æ vold var vendt mod angribere fra nord. Men der er også vådområder, der når helt frem til volden på sydsiden, der taler for en modsat tolkning. Og hvad er forbindelsen mellem Æ Vold og det ca. 15 km længere mod syd liggende Olgerdige? Vi kender endnu ikke det rigtige svar men har en formodning.
To forsvarsstillinger lige i nærheden
Ja egentlig har vi her i den sydlige del af Andholm Plantage at gøre med to forsvarsanlæg bygget med 1.700 kilometers mellemrum. Det yngste er en del af ”Sicherungstellung Nord, som udgør det forsvarsanlæg, tyskerne anlagde tværs over Sønderjylland under Første verdenskrig til beskyttelse mod et eventuelt angreb fra Danmark/England.
På begge sider af Hærvejen, nord for Rødekro kan vold og palisader følges over mange hundred meter. Og tyskernes ”Sikringsstilling Nord” har vi tidligere skildret. Den var anlagt af tyske militær og krigsfanger fra 1916 – 17 fra Hoptrup til Skærbæk. Den bestod af 900 bunkers og 40 kanonbatterier.
Der er adgang til Æ Vold fra Hærvejsstien i øst og fra en p – plads i Andholm Plantage ved Hærvejen – fælles med Andholmbatteriet i vest.
Trældiget
Andre steder i Jylland ligger beslægtede anlæg. For eksempel det 12 km lange Trældige vest for Dollerup. Vi ved kun at det er yngre end den keltiske jernalder. Men det ligner meget Olgerdiget. Det kan sagtens være bygget samtidig med dette.
Allerede i 1840 havde Worsaae interesseret sig for Trældiget. I 1638 nævnte præsten i Skanderup Sogn om en ”gammel steenrøgell”. Meget tidlig fastslog arkæologer og historikere, at ”Trældiget” blot var resterne af en eller flere middelalderveje.
Æ Lei/ Magrethes Bro
i dag kan skibe med en dybdegang på indtil 6,5 meter slippe igennem Haderslev fjords snævre sejlløb. Men sådan har det ikke altid været. Man har gennem flere perioder lavet opmudringsarbejde. Man fandt i 1859 en masse pæle i mudderet, der gjorde det hele mere vanskeligt. I perioden 1899 – 1902 fortsatte man arbejdet. Man fandt her en pælerække på det smalleste sted af fjorden. Man troede i første omgang, at der var tale om en gammel bro.
Nævnt første gang i 1847
Men så fandt man ud af, at der var tale om spærringer, der skulle forhindre venderne i at komme ind og røve Haderslev. Men spærringerne ved mundingen var allerede blevet omtalt i en artikel i Haderslev Latinskoles program i 1847.
Man havde antaget, at grunden til det meget tømmer kunne have været en transport over isen, der var gået galt.
Truslen fra havet medførte, at man flere steder opførte såkaldte pælespærringer. Og det gjorde man også i Haderslev Fjord. Hensigten var at kontrollere, hvem der kom ind i fjorden. Men man kunne også med disse foranstaltninger tvinge fjenden i land og så angribe. Forsvarsanlægget var enormt – både af hensyn til træforbrug og arbejdsindsats.
Spærringerne i Haderslev Fjord bærer navne som ”Margrethes bro og Æ Lei, og deres placering er i mundingen af fjorden. Formålet var at afspærre adgangen til den 16 km lange fjord. Æ Lei havde en bredde på mellem 15 og 50 meter og en længde fra bred til bred på 600 meter.
Forsvare handelspladsen ved Starup kirke?
Margrethes Bro’ s største bredde var 25 – 30 m, og dens længde var ca. 425 meter. Tællingerne af tømmerets årringe daterer fældningen til år 370 e.Kr. Og med hensyn til Æ Lei drejer det sig om 403 e.Kr. Åbenbart er indretningen blevet repareret hvert år.
Ved Haderslev Fjord er der både spor efter krigens begivenheder i Ejsbøl Mose, som ligger ind i landet bag fjorden – og spor af defensive forholdsregler, der blev iværksat ved kysten. Det er muligt at spærringerne spillede en rolle ved at forsinke de angribende, hvis udstyr i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. blev ofret i Ejsbøl Mose.
Måske har spærringerne også haft til hensigt at forsvare handelspladsen ved Starup Kirke.
Kunne de lokale komme igennem
Helhedsbilledet af det søforsvar, som man byggede op ved mundingen af Haderslev Fjord omkring 300 e.Kr. omfatter således to store tilsammen over 1.000 meter lange tømmergærder, som har været ført tværs over fjorden og op til nærmeste stejle skrænter. Søspærringerne har ikke kunnet omgås ved at trække skibe over land på sydsiden af fjorden på grund af det bakkede terræn. Heller ikke det jævnere terræn på nordsiden af fjorden har heller ikke kunnet passeres med både af Nydambådens art og størrelse på grund af to dybe render.
Man må gå ud fra, at der har været passagemulighed for de lokale. Når så fjenden havde nærmet sig har man ved hjælp af et sindrigt system kunne lukke for passage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 7, 2020
Et strejf af Burkal Sogns Historie
Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.
Sådan opstod Burkal og Bylderup
Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.
Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.
Nogle af de ældste beboere
En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.
Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.
Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.
Kongen køber stort ind
Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.
I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.
Klosteret havde store interesser i sognet
Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.
En herregård i Nolde
Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.
En middelalderborg
Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.
Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.
I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.
Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583. Den købtes af hertugen i 1601.
Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.
Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.
Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.
Kirken opført i 1225
Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.
Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.
Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.
Præsterne havde husholdersker
Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.
Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.
Masser af skov
Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.
Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.
Det gamle inventar forsvinder
Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.
Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.
Svenskerne raserer
Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.
Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.
Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.
Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.
Der blev ikke sunget meget i kirken
Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.
Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.
Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.
I 1710 er der fem skoler i området
Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.
Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.
Der synges på dansk
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.
I en indberetning har Amders skrevet:
Der sørges ikke for de fattige
I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:
Amders svarede:
Manden og søsteren flygtede
I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.
Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.
Da Pietismen holdt sit indtog
Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.
Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.
I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.
Beretning om landsbyen Nolde
I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:
Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.
Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.
Vækkelsen nåede præstegården
Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.
Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.
Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.
De stakkels kolonister syd fra
Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.
Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.
Lyng til bæltestedet
Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.
I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.
I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.
I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:
Tak til Frederik den Femte
På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.
En drikfældig pastor
Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.
Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.
Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.
Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.
Et hjemmegjort monument
Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:
En aktiv præst – pastor Kok
Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.
Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.
Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.
Bistand til indkøb af nye lærebøger
De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.
Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.
Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.
Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.
Pastoren drømte om en højskole i Hostrup
Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:
Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.
Kok blev nærmest stenet ud
På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.
Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.
Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:
Man vedblev med at tale dansk
Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.
Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.
Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.
Nye vækkelser i sognet
Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.
Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.
75 mand fra sognet faldt i krigen
På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.
Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.
75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.
En hård skæbne
En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.
24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.
Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.
Pastor Schwartz blev i sognet
Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.
Nervøsitet i Rens 10. februar 1920
Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.
Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:
Stor spænding i krostuen
Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.
På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.
Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.
Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.
Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.
Lille dansk flertal
Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:
Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:
Flere missionshuse i sognet
Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.
Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.
Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967
Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.
I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:
Dato: august 2, 2020
Den nationale pligt for Moderlandet
Mindretallets optræden provokerede danskerne. Nazificeringen begyndte i 1933. Zeitfreiwillige. Jens Møller ville spare kanonføde. Men de blev brugt mod danskerne. Det bevirkede en hård straf. Hvad er Selstschitz. Jens Møller forsøgte at gribe ind. Andre måder for kollaboration. DBN Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig. LG – Liefergemeinschaften. De tyske myndigheder hjalp LG. Retsopgøret dømte op til fire års fængsel. Mange dansksindede forsøgte også. Et stort omfang.
Mindretallets optræden provokerede danskerne
Det tyske mindretal viste tydeligt deres solidaritet med Tyskland under besættelsen. 3.200 blev interneret. Det var næsten en fjerdedel af mindretallets voksne. Langt de fleste var mænd. Men i de tyske arkiver (Dibbernhaus) kan vi se, at også mange rent danske folk og virksomheder ansøgte om, at arbejde for tyskerne.
Cirka 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig i den tyske hær. Cirka en tredjedel faldt. Man glemmer at endnu flere dansksindede meldte sig til fronten. Men mindretallets optræden virkede voldsom provokerende på mange danskere. Det fik de også at føle.
Nogle synes ikke at fængslinger og skolelukninger var nok. Tyske mindesmærker blev sprunget i luften. Tyske institutioner og butikker blev udsat for hærværk. Og i Løgumkloster kostede et attentat et menneskeliv. Vi har i efterhånden mange artikler beskrevet dette. I denne artikel kigger vi på, hvad der især provokerede danskerne.
Nazificeringen begyndte i 1933
Nu kan dette store emne ”Den nationale pligt for Moderlandet” ikke belyses i bare en artikel. Derfor har vi samlet en oversigt over 74 artikler, der yderligere belyser dette og det dansk – tyske forhold i grænselandet.
Nazificeringen af det tyske mindretal nord for grænsen startede syd på. Det var nazister som Wilhelm Siewers og pastor Peberkorn, der pressede på. Allerede i 1933 blev NSAN oprettet i Sønderjylland. I begyndelsen var mindretallets organisationer kendetegnet ved indbyrdes rivalitet og konkurrence.
Først i 1935 blev de nordslesvigske nazister samlet under Jens Møller i NSDAP – N. Men en egentlig ensretning efter tysk forbillede fandt først sted i 1938.
Zeitfreiwillige
Mellem 1.600 og 1.700 fra det tyske mindretal meldte sig som Zeitfreiwillige (Tidsfrivillige) Egentlig var det meningen, at de skulle indsættes, når de allierede invaderede Danmark. Ideen fremkom i 1942. Og i januar 1943 opfordrede NSDAP-N deres medlemmer til at melde sig ind i den nye organisation. De skulle stå under ledelse af Peter Larsen.
Han var både leder af Selbstschutz, SK og Zeitfreiwillig. Det var ham der i praksis kom til at stå for at rekruttere unge mænd fra mindretallet til tysk krigstjeneste. Han var kendt for at lægge stort pres på de unge for at melde sig til frontfrivillige.
Man skulle bruge mænd mellem 17 år og 60 år. Det praktiske skulle Waffen – SS stå for. Og uddannelsen skulle ske ved de forskelle tyske garnisoner i Nordslesvig, bl.a. på Tønder Kaserne. Den militære uddannelse skulle foregå på to søndag formiddage hver måned. Man blev uddannet i at håndtere almindelige geværer. Enkelte blev dog også undervist i maskingeværer og andre våben.
Jens Møller ville spare kanonføde
En eventuel invasion var den egentlige grund til oprettelse af dette korps for medlemmerne af det tyske mindretal. Men var det også andre grunde? Efter krigen blev der også angivet en anden grund. Efter 1942 steg antallet af de faldne fra det tyske mindretal. Samtidig pressede man fra tyskerne på at få sendt endnu flere unge til fronten.
Det nye korps skulle forhindre at endnu flere unge fra det tyske mindretal skulle falde ved fronten. Var det virkelig derfor? I forskellige kilder påstår både Jens Møller, leder af det tyske mindretal og NSDAP – N og Heinrich Himmler at det var deres ide. Presset på de unge i mindretallet var enormt.
I forbindelse med udarbejdelse med vores bog ”Grænsen er overskredet” besøgte vi også mindretallets arkiver i Aabenraa. Her kunne vi med egne øjne se, hvor massivt dette pres var. Men kunne man nu i stedet for kanonføde nøjes med at blive Zeitfreiwillig så var meget opnået.
Mindretallet var utilfreds med at korpset skulle bruges mod danskere
I marts 1945 blev korpset opløst. Men interessant er det at straffen for at være i dette korps blev bedømt hårdere end frivillig i Waffen SS. Man fik to år mod halvanden år som frivillig. Men dette afhang nu også af på hvilket tidspunkt man blev dømt.
Fra mindretallet havde man regnet med, at Zeitfrewillige kun skulle indsættes mod en ydre fjende og ikke imod deres danske nabo. Men det viste sig hurtigt, at dette ikke var holdbart i en krigssituation. Det viste sig også efter august – oprøret i 1943. Her blev de indsat og skulle visitere de danske naboer, ligesom de skulle patruljere. Ved disse aktioner blev de meget upopulære.
Et slags hjemmeværn
Under normale omstændigheder skulle Zeitfreiwillige overvåge vigtigt infrastruktur. Men den hårdere straf skyldtes at deres arbejde kom til at foregå i eget land og direkte mod deres danske naboer. De blev således også indsat under direkte uroligheder.
Dette korps skulle fungere som et slags hjemmeværn. Og fra rigstysk side accepterede man dette som egentlig krigstjeneste.
Fra mindretallets side protesterede man mod indkaldelserne. For danskerne var det dybt provokerende over for den danske befolkning. Men egentlig havde korpset rent juridisk en ringe betydning.
Korpset blev involveret i at grave en pansergrav tværs over Sønderjylland. Det er usikkert, hvor mange fra mindretallet der rent faktisk deltog i gravearbejdet. Nogen har gjort det til 12 – 1.500 mand mens andre mener at det drejede sig om 3 – 4.000 mand.
Hvad er Selbstschutz
En person som også deltog i Selbstschutz blev idømt tre års fængsel. Og hvad var Selbstschutz? Her gjorde man tjeneste både i civil og i uniform. For at hindre sabotage og lignende mod tyske foretagender gjorde man patrulje i gaderne. Han var under sine tjenester forsynet med karabin, andre våben og en pistol. Ved underretten blev hans straf fastholdt til fængsel i tre år. Ved landsretten 3 år og 6 måneder, men ved Højesteret 2 år 6 måneder.
Ved en dom i Tønder blev et medlem af Zeitfreiwillige idømt en straf på 1 år og 6 måneder. Grunden til dette var, at han kun var 18 måneder, da han meldte sig. Der blev ved straffeudmålingen henvist til hans ungdom.
Ved en granskning af lovgivningen i 1946 fastholdt man at forholdet skulle straffes, man taler for at man havde vist storsind over for det tyske mindretal ved at se bort fra andre strafbare forhold.
En hård kerne på 150
Det var Jens Møller, der oprettede Selbstschutz. Det var for at sikre mindretallets virksomheder og institutioner mod sabotage begået af den danske modstandsbevægelse. Korpset omfattede omkring 450 mennesker, der næsten udelukkende blev rekrutteret fra det yderliggående Schleswiger Kameradschaft (SK).
Det var en særlig hård kerne på 150 mand, der bar våben og fungerede som en slags politimyndighed. At korpset for besættelsesmagten foretog arrestationer af danskerne, blev under retsopgøret vurderet som et meget belastende forhold.
Et andet meget belastende forhold var, at nogle Selbstschutz’ medlemmer var at mange af korpsets medlemmer spionerede for besættelsesmagten. De blev således mistænkt for at have optrevlet modstandsgrupper. Dog var der kun 52 fra det tyske mindretal, der blev dømt for tysk polititjeneste og 31 blev dømt for angiveri og stikkeri. Forholdsvis var det næsten som i den øvrige del af landet.
Jens Møller forsøgte at gribe ind
Blandt medlemmer af mindretallet blev dommene opfattet som dybt uretfærdige, da man ikke mente at have vendt sig mod Danmark og da man ikke havde været med i krigen.
Der er eksempler på, at Jens Møller forsøgte at afværge at korpsene blev sat ind ved arrestation eller forhør af danskerne. Han gik også ved forskellige lejligheder i forbøn for danskerne som blev forhørt og straffet af den tyske besættelsesmagt i Danmark. Han vidste godt, hvad det ventede ham efter besættelsen. Fra andre i det tyske mindretal blev Jens Møllers aktiviteter anset som svaghedstegn.
Andre måder for kollaboration
Den ypperste kollaboration, man som tysksindet kunne yde, var aktiv krigsdeltagelse. Det gjorde en stor del af de unge i mindretallet. For en gruppe unge kvinder kom tjenesten til udfoldelse som frontsygeplejersker, de såkaldte frontsøstre. De fungerede som en slags mødre og organiserede sig i Frauenschaft.
En anden mulighed var at gå ind i det økonomiske samarbejde.
DBN – Deustche Berufsgruppen für Nordschleswig
Allerede i 1936 blev DBN, Derutsche Berufsgruppen für Nordschleswig DBN dannet. De havde et forbillede i Deutsche Arbeiterfront i Tyskland. DBN havde ifølge sig selv to hovedopgaver:
For at blive medlem skulle man opfylde nogle kriterier. Man skulle sende sine børn i tysk skole. Så skulle man læse den tyske avis og da Selbsthilfe blev oprettet skulle man være medlem af denne. Man skulle også sørge for at voksne børn og lærlinge blev medlem.
Et led i nazificeringen
Oprettelsen af DBN blev led i hele nazificeringsprogrammet i Nordslesvig/Sønderjylland. I 1940 blev organisationen omstruktureret og delt i tre hovedgrupper:
I 1941 havde man et imponerende medlemstal på 1.019 i handelsgruppen. Håndværkergruppen var nået op på 1.834 medlemmer mens arbejdergruppen var på 1.150.
LG – Liefergemeinschaften
I sommeren 1940 blev der oprettet en anden underorganisation nemlig Liefergemeinschaft LG. De samlede ordrerne fra besættelsesmagten, der derefter blev fordelt til medlemmerne. Disse skrev selv fakturaen og sendte 2 pct. til LG. Et mindre beløb blev sendt til Selbsthilfe.
Det gjaldt de samme regler i LG som i DBN. Pludselig steg medlemstallet i LG ret voldsomt. Omkring 1942 lå de månedlige leverancer til den tyske værnemagt på 1,2 mio. kr.
Man forlangte også en attest for politisk pålidelighed.
De tyske myndigheder hjalp LG
Åbenbart skulle Stauning over for Jens Møller i slutningen af 1940 have anført, at det man havde gang i var fuld forståelig. Med sådan en anerkendelse er det ikke underligt at store dele af mindretallet var af den opfattelse, at regeringen havde givet sin velsignelse til det økonomiske samarbejde.
Man glemte så lige at nævne at efterhånden som statsmagten så, hvad det indebar så ønskede man ikke at tysksindede virksomheder blev favoriseret i området. Dette førte også til et stridspunkt mellem besættelsesmagten og regeringen.
Og helt galt gik det, da LG påtog sig arbejde uden for Nordslesvig.
Da Priskontrollen i 1942 ønskede at lave priskontrol på arbejder for værnemagten, kom DBN på barrikaderne, da man ikke ønskede at levere de forlangte oplysninger. Man vidste godt, at man var gået over grænsen og det ville betyde konfiskation af fortjeneste og retslige anklager. Gennem de tyske myndigheder fik DBN afværget priskontrollen.
En form for boykot efter 9. april
Umiddelbart efter den 9. april mente dele af mindretallets erhvervsdrivende at de oplevede en form for boykot fra deres danske kunder. Men om det var en organiseret boykot, er dog tvivlsom. Således viser en sag, at en selvstændig smedemester og medlem af DBN efter 9. april 1940 mistede en del af sine danske kunder, fordi han havde stået og heilet til de tyske tropper, da de kom forbi hans værksted.
Retsopgøret
Medlemmer af det tyske mindretal blev i retsopgøret dømt på lige fod med danskerne. Frihedsrådet mente at opgøret mod kollaboratører skulle dømmes med tilbagevirkende kraft. Undtagelsen var for handlinger begået før 29. august 1943, der beviselig var sket på baggrund af ordrer og love fra en lovlig dansk myndighed. Dette punkt viste sig fordelagtig for en stor del af de store virksomheder, der havde været en del af den økonomiske kollaboration. Og ikke kun for de tysksindede.
En af bestemmelserne fra straffelovstillægget i forbindelse med sagerne om økonomisk samarbejde var lov nr. 259 § 15 af 1. juni 1945. Den lyder som følger:
Man talte om en straffeudmåling helt op til fire års fængsel.
Mange dansksindede forsøgte også
Måske var dette bidrag den ældre generations bidrag til Det Tredje Riges krigsindsats. Men mon ikke også mange fik en stor økonomiske gevinst ud af det.
Blandt de dømte var der overvejende små håndværksmestre. Gruppen af vognmænd, der blev dømt, var lidt mere broget. Men det var nok fordi, de ikke var organiseret. I vores adgang til mindretallets arkiv (Dibbernhaus) kan vi se, at mange danske vognmænd søgte tilladelse til at arbejde for tyskerne og så mange af de nuværende vognmænd. Men de fleste fik ikke tilladelsen, da de ikke tilhørte mindretallet og havde børn i tysk skole.
Et stort omfang
Omfanget af denne kollaboration lader til at have været ret omfattende. For mange i mindretallet var det naturligt at hjælpe sit land i denne krigssituation. Mange følte sig meget tættere knyttet til Mutterland end til deres herbergstat., Danmark.
Mindretallet var som fanget mellem en lus mellem to negle. Man ydede sin indsats for krigen som var man en del af Det Tredje Rige, men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”. Ja fra Berlin fik man et forbud mod at agitere for en grænserevision
Kilde:
Dato: juli 31, 2020
En brand i Stengade
En frygtelig november – aften 1975. Ni mand omkom. Stigevognen kunne ikke komme ind i gården. Alle i en lejlighed på femtesal omkom. Nørrebro Beboerforening havde advaret om forholdene. Huslejen steg 112 pct., men der blev ikke gjort noget ved brandsikkerheden. Der havde været masser af brande i kvarteret. 18.000 ejendomme på Nørrebro var saneringsmodne. Efter nogle år kom det frem at branden var påsat. Efterfølgende blev bulldozer-saneringen gennemført. Den Sorte Firkant blev fuldstændig forandret med masser af butikslukninger til følge.
En frygtelig november – aften 1975
Det var en novemberaften i 1975. En voldsom brand brød ud på Indre Nørrebro. Den fik katastrofale følger. Ni mennesker omkom. Folk sprang ud fra fjerde og femte sal.
Pludselig gik det op for myndighederne at folk levede i rene brandfælder.
Nogle kan endnu huske, hvad der skete dengang. Således fortæller et vidne, at han tilbød sin hjælp og blev sat til at holde fast i et springlagen. Så hørte han en dump lyd. Det lød lige som en sæk kartofler, man kaster mod jorden. Vidnet kigger mod højre. Der ligger en mand på jorden. Han ramte ikke springlagenet. Han har var forbrændt på ryggen og blodet løb ud af munden på ham.
Alle i en ejendom på femtesal omkom
Vidnet sad den aften på femtesal sammen med en ven og lyttede til Beethoven på vinyl. De hørte støj ud fra gården og kiggede ud ad vinduet. Der stod ild ud af kælderen i bygningen over for. De to vidste, at de måtte ned i gården for at vente.
Den mand, der landede ved siden af springlagenet, var 22 år og havde en lejlighed på femte sal i Stengade 20. Her boede han med sin kæreste på 24 år og datteren på fire. De havde besøg af kærestens lillesøster fra Jylland. Alle fire omkom ved branden.
Den 22 – årige var i desperation kravlet ud ad vinduet og forsøgte at gå armgang i tagrenden, da den brast, og han styrtede i døden.
En kvinde døde af røgforgiftning
På femte sal sad en 48 – årig kvinde på sin stol og døde af røgforgiftning. På fjerde sal boede en gæstearbejderfamilie. Faren var i 1969 kommet til København for at arbejde på B & W. Han havde nu fået hele sin familie samlet i Danmark. De boede trangt og billigt på Nørrebro. De ville gerne have noget større. De døde også i branden.
Branden viste med al tydelighed at tiden var løbet fra slummen på Indre Nørrebro. Mange ejendomme var rene brandfælder. Her var det ikke forsvarligt at lade mennesker bo.
Stengade ligger mellem Blågårds Plads og Assistens Kirkegård i det berygtede kvarter, der blev kaldt ”Den Sorte Firkant. Der er forskellige udlægninger på navnet. Det var et af de tættest befolkede områder i Danmark. I 1960’erne var her virkelig mange stuvet sammen.
Man gjorde ikke noget som helst
Baghus på baghus fyldte de mørke og indesluttede baggårde. To tredjedele af lejlighederne var 1- eller, 2-værelses. Forholdene bar præg af, at de mange private udlejere ikke havde økonomiske interesser i at gøre noget som helst ved forholdene. I en meget interessant podcast gives der et billede af forholdene dengang. I flere artikler har vi også her på siden beskrevet forholdene dengang. Men også om de forhold, der fulgte.
Selv Handelsforeningen støttede Nørrebro Beboerforening
Buldozersanering og kampen om Byggeren er nogle af stikordene. Pludselig steg huslejen til astronomiske højder. De lokale havde ikke råd til at bo på Nørrebro mere. Detailhandlen mistede deres kundeunderlag og lukkede i stribevis. Midt under saneringen slap pengene op.
De lokale beboere protesterede mod udviklingen. Selv Nørrebro Handelsforening støttede Nørrebro Beboeraktion og gik aktivt ind i kampen. Men desværre blev Nørrebro beboeraktion politisk splittet
18.000 ejendomme var saneringsmodne
Året før branden blev der lavet en undersøgelse om levevilkårene på Indre Nørrebro. En beboer fortalte i et interview, at den månedlige husleje lød på 46 kr. om måneden. Han boede på 17 m2 med skrå vægge. Lejligheden var meget utæt.
18.000 Nørrebro – ejendomme var saneringsmodne. 3.400 af dem var korridorejendomme. Adgangen gik gennem en korridor. Det betød at flugtvejene var stærkt begrænsede ved en brand. Men der var også andre problemer ved bygningerne på Nørrebro.
Der var en fortrappe og en bagtrappe, der kun var adskilt af en tynd svingdør. Hvis det var brand det ene sted, var det også brand det andet sted. Svingdørene var tynde og utætte, så det kunne brænde igennem på ingen tid.
Det gik helt galt – den 11. november 1975
Det gik helt galt den 11. november 1975. Københavns Brandvæsen modtog melding om branden kl. 20.28. Redningsarbejdet skulle vise at være særdeles vanskelig. Ejendommen havde ikke front mod Stengade. En lille smal gyde forbandt Stengade og Griffenfeldsgade. En jernport spærrede vejen fra Stengade ind til den brændende bygning.
Det betød at stigevognene ikke kunne komme ind. Brandfolkene måtte derfor have hjælpe af beboerne i nabobygningerne. Der udspillede sig i den grad dramatiske scener.
En ung mand ramte en stålwire på vej ned, så gnisterne stod omkring ham. Da kablet brast, gik alt lyset ud. Det eneste lys var nu kun ilden fra branden.
Forkullede lig
Ti mennesker blev reddet ud af flammerne En gravid kvinde sprang fra førstesalen og overlevede. En 15 – årig dreng, der var alene hjemme, sprang fra fjerde sal og klarede den.
En 55-årig invalidepensionist blev reddet af en underbrandmester. Han fortalte i aviserne dagen efter, at han kom med pionererne. Så blev der først lys. Han stod uden for sit vindue på femte sal og pegede over på naboejendommen. Det lykkedes for brandmanden at redde ham via naboejendommen. Han var den sidste, der blev reddet. Resten var forkullede lig.
Branden fik politikerne til at reagerer. Ugen efter fremlagde boligministeren et lovforslag om brandsikring. Det blev vedtaget i starten af 1976.
Den Sorte Firkant blev forandret
I årene der fulgte, blev Den Sorte Firkant fuldstændig forandret. De mange 100 – års ejendomme blev jævnet med jorden. Dengang gjaldt det om at bygge så meget som mulig på så lidt plads som muligt.
Mon ikke branden satte skub i en udvikling, som alligevel ville være kommet. Mange blev tvunget væk fra bydelen. Det gjaldt også for dem, der ikke mere havde råd til at bo på Nørrebro.
Branden var påsat
Den 22. april 1977 tilstod en 29 – årig mand fra København, at det var ham, der havde påsat branden i Stengade.
Masser af brande i kvarteret
Ikke lang tid før denne brand brændte tæppelageret i Stengade 36. Og to måneder før brændte en stuelejlighed i Stengade 52 på grund af kortslutning.
Og blot 14 dage efter var der en kraftig loft – og tagbrand i Stengade 25. Kort tid efter var der så atter brand i kvarteret, idet en lejlighed på førstesalen i Prins Jørgensgade 7 udbrændte.
Protester fra Nørrebro Beboeraktion hjalp ikke
Nørrebro Beboeraktion havde udarbejdet en såkaldt slumrapport, hvor de krævede at forholdene blev bragt i orden. Men Borgerligt Socialt Boligselskab som ejede den omtalte ejendom, der brændte, mente ikke at det kunne betale sig at gøre noget som helst ved forholdene, da bygningen alligevel på et tidspunkt skulle rives ned.
Men som Nørrebros Beboeraktion pointerede, så havde man alligevel hævet huslejen med 112 pct. Man var overbevist om, at politikerne varetog byggespekulanternes interesse.
Masser af butikslukninger
I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borgere følte at deres rettigheder blev taget fra dem. Den 22. april 1980 fik politi og bulldozer i gang med at rydde Byggeren. Derefter blev Byggeren besat af beboere. De fungerede som et levende skjold.
Som bekendt endte det med masser af kampe på Nørrebro
Butiksantallet faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Udtyndingen var speciel synlig i sidegaderne. I Blågårdsgade stod 44 pct. af butikkerne tomme. Samtidig havde halvdelen af butikkerne på Nørrebro været udsat for indbrud. At være næringsdrivende på Nørrebro var en tvivlsom fornøjelse skrev Handelsforeningen dengang.
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Dato: juli 29, 2020
Så let var indlemmelsen heller ikke
Glansbillede-fortællingen om ”Genforeningen” fortsætter. Nu hævder en sten på Frederiksberg, at det var sønderjyderne, der ville have lagt grænsen syd på. Skolebørn betragter nærmest 1864 som en sejr. Men det blev et nederlag i dobbelt forstand – både på kamppladsen og ved forhandlingerne i London. Hvad skete der i London? Hvad skete der egentlig i Versailles? Tyskerne var ikke inviteret. Wilson ville genopbygge, englænderne ville knuse. Sult og elendighed spredte sig til Nordslesvig. Den 10. februar 1920 var kold. I rens var der dansk flertal. Stormagterne ”truede” Danmark, hvis de selv forhandlede med tyskerne. Indlemmelsen blev meget dyr for Kongemagten.
Sønderjyderne ville have grænsen langt syd på?
Der i den grad mange historier i medierne om den såkaldte ”Genforening”. Det er ikke populært at anfægte medierne og journalisternes historiske viden. På Frederiksberg fortælles der på en sten, at det var sønderjyderne, der ville have flyttet grænsen mod syd.
De artikler vi har her på siden, som skildrer de ting, der skete omkring 1920 er heller ikke populær alle steder. Men hændelserne, der skete dengang, er bestemt ikke som et glansbillede. Det er let, at få det hele til at se ud som et glansbillede, hvis man lige undlader et par ting.
Jernkansleren kunne have taget hele Danmark
Vi begynder tilbage i 1864, hvor Nordslesvig stadig ikke var dansk. Bismarck havde lagt grænsen oppe ved Kongeåen. I et brev fastslår ”jernkansleren”:
I et andet brev skrev han:
Og egentlig kunne Bismarck være gået videre, hvis ikke stormagterne havde givet ham det råd at indstille kamphandlingerne.
Et smertelig nederlag i dobbelt forstand
Skolebørnene opfatter i dag nærmest Dybbøl som et sted med store danske sejre. Men det blev i mere end en forstand tale om smertelige nederlag.
Det var Monrad, der ikke altid var strategisk velfunderet og en ret nytiltrådt konge, der skulle stå for fredsforhandlingerne. Over for havde de Otto von Bismarck en af tidens dygtigste politikere. Hans skjulte dagsorden var at få indlemmet de tyske dele af hertugdømmerne i Preussen som første skridt i en samling af Tyskland. Havde det ikke været for danskerne var Tyskland måske ikke være blevet samlet.
De fleste tyskere ville have et frit og uafhængigt Slesvig – Holsten med hertugen af Augustenborg i spidsen. Østrigerne ville have en såkaldt personalunion, der stillede hertugdømmerne ret frit.
Danmark fik et godt tilbud
Ved konferencen i London den 20. april 1864 regnede Bismarck med at Danmark havde foreslået en sådan personalunion. Men det afslog Danmark.
Den 28. maj foreslog den britiske forhandlingsleder, udenrigsminister Russel en deling på en linje fra Sliens munding til Dannevirke-stillingen. Tænk engang Danmark blev tilbudt det meste af Slesvig selv om vi i den grad havde tabt på kamppladsen.
Danskerne havde tidligere fået besked om dette tilbud, men de kunne ikke umiddelbar sige god for det. De måtte først konsultere deres regering, sagde de. – i stedet for at sige god for forslaget.
Uerfarende danske forhandlere
Dette forundrede i den grad briterne. Franskmændene havde også sagt god for forslaget. Heller ikke de tyske forhandlere var helt afvisende, selv om de gjorde opmærksom på, at dette ville betyde at mange tysksindede ville komme direkte under danske herredømme.
Den danske konge tænkte mere dynastisk end politisk. For ham var forslaget slet ikke godt. Den fattige prins fra Lyksborg havde ret så uventet fået tronen i Danmark. Han talte dansk med en slæbende tysk accent. Han var langt fra vellidt i befolkningen. Mere end nogen anden ønskede han den danske helstat bevaret.
Danmark uden regering
Da man ikke kunne få et endelig dansk svar, satte tyskerne nu ind. Og den britiske udenrigsminister var meget modtagelig for de tyske påvirkninger. Danskerne var åbenbart ikke klar over, at de havde tabt på kamppladsen.
Da forhandlingerne igen gik i gang i juni, foreslog tyskerne en grænse oppe omkring Aabenraa. Dette afslog Danmark øjeblikkelig. De havde ikke fået nogen som helst instrukser fra København.
Der kom nu til en direkte krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede politikere, der ville påtage sig at danne en ny regering.
Der blev aftalt et nyt afgørende møde den 22. juni. Stadigvæk havde forhandlerne ikke modtaget instrukser fra København. Noget tyder på at Monrads sindssygdom var slået igennem, og nu var det den danske konge, der direkte dikterede. I London blev det så læst op af den danske delegation at man afslog en folkeafstemning og holdt fast i linjen ved Dannevirke.
Så gik krigen i gang igen
Tyskerne havde ellers fremlagt et kompromis, som stort set svarede til den nuværende grænse.
Så gik krigen i gang igen. Tyskerne satte hurtig over til Als. Hele Kongeriget var nu i fare. Der blev fra dansk side bedt om fred. Og ved fredsforhandlingerne i Wien blev grænsen trukket ved Kongeåen.
Man skulle jo mene, at man kunne have fået mere ud af disse forhandlinger
Englænderne var klar over danskernes miner
Godt nok var Danmark neutral, men man bøjede sig i den grad for tyskernes ønsker under Første Verdenskrig at man kunne have sine tvivl. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, havde tyskerne allerede dengang besat Danmark.
Men disse miner blev dog ført placeret, da man havde indhentet briternes accept.
Gullaschbaroner tjente formuer
Udbredt arbejdsløshed, varemangel og stigende priser. Det var sådan som Kongeriget oplevede Første verdenskrig. Men for andre danskere var krigen indbringende. Danmark kunne eksportere til de krigsførende lande. Og det blev i stor stil eksporteret fødevarer til den tyske hær. Såkaldte gullaschbaroner skabte formuer på denne produktion. Andre skabte formuer på værdipapirer.
Den danske stat solgte også ud af sit territorium. I 1917 indkasserede man 25 millioner dollar på at overdrage De Vestindiske Øer til USA. Det skete efter en folkeafstemning i Danmark men ikke på øerne. Disse penge og mange flere blev brugt til Sønderjyllands indlemmelse i Kongeriget.
Hvad skete der egentlig i Versailles?
Medier og historikere har bebrejdet tyskerne, at de ikke anerkendte grænsen fra 1920. Og gang på gang er det tyske mindretal blevet bebrejdet, at de først i 1945 anerkendte grænsen fra 1920. Men skulle vi ikke prøve at se, hvad der egentlig skete dengang i Versailles.
Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive, for at undergå den totale undergang. Den tyske kejser Wilhelm den Anden trådte tilbage og overlod fredsforhandlingerne til en forhandlingskommission, der i bund og grund ikke havde andet valg end at skrive under.
Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på principper om bl.a. samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.
Tyskerne var ikke inviteret med
Først i januar 1919 begyndte forhandlingerne om fredsafslutningen. Selv om det var normalt at invitere den tabende part med, så blev Tyskland ikke inviteret. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten forelagt. Væk var de noble principper fra Wilsons 14 punkter. De var i stedet erstattet af krav fra særlig to lande Frankrig og England. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene på vestfronten. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd Georges egne ord skulle Tyskland få lov til at betale.
Over to millioner soldater mistede tyskerne. 2, 7 Millioner blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise. Følgen blev hungersnød og følgesygdomme grundet dårlig ernæring.
Wilson ville genopbygge – englænderne ville knuse
Mere end 6 millioner mennesker måtte på grund af de nye grænsedragninger nu se sig som en minoritet i et fremmed land. I 1918 havde Tyskland kunne mønstre 4,5 millioner mand i felten. Nu blev hæren næsten opløst. Den skulle begrænses til 100.000 mand. Man måtte ikke besidde hverken ubåde, store krigsskibe eller luftvåben. Almindelig værnepligt var forbudt.
Landets guldreserver blev beslaglagt, ligesom de måtte afgive deres kulmineområde, Saar til Frankrig, samt betale en krigserstatning på knap 7 milliarder engelske pund og afgive sine kolonier til det nyoprettede Folkets Forbund. Wilson ville genopbygge men englænderne ville knuse. Dette var ikke noget, som førte til gode naboer.
Det tyske folk blev i den grad ydmyget Sult og armod prægede det tyske folk og var efterhånden også noget der kunne mærket i Nordslesvig.
De fik hævn ved fredsforhandlingerne
Wilson havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige men nærmest det modsatte skete. Hjemme i USA stemte Kongressen imod hans forslag om at involvere sig i det nyoprettede Folkets Forbund. Det var et forslag, der skulle sikre verdensfred. Amerikanerne mente at Europa skulle styre sin egen fremtid.
Den nyslåede tyske republik skulle forsøge at skabe en ny lys fremtid, omgivet af fjender og uden slagkraftigt militær, forgældet og alene. Frankrig og England havde i den grad lidt under krigen. De fik i den grad hævn under fredsforhandlingerne. De ville have sikkerhed for at Tyskland aldrig igen blev en trussel. Men grænsedragningerne førte til en lang række sociale, økonomiske og nationalistiske problemer.
NSDAP blev stiftet året efter Versailles – freden
I Tyskland blev det Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) stiftet allerede året efter, Versaillestraktaten blev underskrevet. I dets partiprogram fremgår det tydeligt, at det er en mærkesag at gøre op med de straffe, der blev pålagt Tyskland. De
Alt dette skabte en turbulent tid. Kommunistiske vinde blæste fra øst. Adolf Hitler meldte sin ankomst og i 1929 krakkede børsen på Wall Street.
Et tegn på himlen
Juledag 1919 viste der sig pludselig en komet på himlen. Den var synlig i over en time. I gamle dage blev dette udlagt som tegn på voldsomme omskiftelser. For de dansksindede i Sønderjylland blev dette opfattet som at noget stort var i vente.
Det var bestemt ikke lette tider. Også Sønderjylland var blevet mærket af Den Spanske Syge. Mange bukkede under. Men Nordslesvig var også ramt af det nødlidende Tyskland lige efter krigen. Mange steder kunne der ikke mere opdrættes grise for der var simpelthen ikke foder til dem.
”Indlemmelse” var det juridiske ord, der blev brugt
Efter af slutningen af ”Den Store krig” til indlemmelsen i Danmark var der udbredt kriminalitet i Nordslesvig. Man skal huske på, at der var mangel på alt. Folk stjal hvor de kunne komme til det.
Inden kritikkere nu angriber ordet ”indlemmelse”, så er dette ikke et konstrueret ord fra undertegnedes side. Det blev brugt juridisk dengang. Ordet blev også brugt på Dybbøl – mødet dengang.
Livsfarligt at krydse grænsen
Der blev i stor stil smuglet over grænsen til Danmark, bl.a. over Kongeåen. Det var ikke ufarligt. Og det gav godt, hvis man ikke blev taget. Efter krigen var der ikke meget vagtmandskab.
Men det var endnu livsfarligt at krydse grænsen til Danmark ved Kongeåen uden rejsehjemmel. Man kunne nu engang ikke bare tage til Kolding eller Ribe for at købe mad. Folk i Haderslev tog ofte båden fra Årøsund til Assens bare for at forsøge at få fat i noget mad.
Sult og elendighed
De 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønderne nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Den dystre stemning blev forstærket af, at folk ikke havde råd til belysning.
Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet drastisk. Som følge af krig og nød faldt moralen.
Respekten var for nedadgående
En ungdom var vokset op uden tugt (opdragelse), ja sådan påstod redaktør Nicolai Svendsen:
Respekten for gendarmen var for nedadgående. Hans magt var helt i opløsning.
Manglen på mønter katastrofal
Krigsudgifterne medførte stigende offentligt forbrug og højere inflation som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne. Derfor begyndte folk at hamstre dem.
I 1914 og 1915 så de lokale myndigheder sig nødsaget til at erstatte mønterne med nødpengesedler til trods for at der ikke officielt var hjemmel til det. Som krigen skred frem, steg efterspørgslen på sølv og krigsvigtige metaller som kobber og nikkel. Særlig fra 1916 var der i den grad mangel på småpenge i hele Tyskland inklusive Nordslesvig.
I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i hele Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Og disse nødpenge blev også brugt til propaganda.
Den 10. februar 1920 var kold
Mange havde håbet på at den 10. februar 1920 blev en skøn dag. Men det gjorde det ikke. Det var en blæsende dag med sludbyger. Og det var koldt. Det var valgdag
Ved en fejl var der til Rømø sendt over 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler. Hurtig fik man fat i flere danske stemmesedler og i en båd fra Ballum blev de fragtet over. Det viste sig at på Rømø stemte 514 dansk og 92 tysk.
I Haderslev var der som den eneste af de største byer dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. De franske alpejæger skrev ikke ind over for dette. Og når vi nu er ved Haderslev, så blev Bismarck – statuen dækket til ved afstemningen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke skulle blive sure over deres, betvinger fra 1870.
Af de andre store byer kan nævnes det tyske stemmetal – Sønderborg 55 pct., Aabenraa 54 pct. og Tønder 76 pct. I godt 30 landsogne var der flere tyske stemmer end danske.
Flertal i Rens
100 år efter stod undertegnede i Rens og holdt tale for en fyldt sal. Det var en kæmpe oplevelse.
I Rens var der i sognet kun ti danske flag. Men en god dansk mand havde sørget for 13 flere. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var der ellers tvivl om resultatet. Man var enige om, at mødes på kroen for at høre, hvordan det gik. Det viste sig at 114 havde stemt dansk og 99 tysk.
Da man ville høre resultaterne andre steder fra, stødte man ind i et problem. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig til at give oplysninger.
Da resultaterne fra de enkelte kommuner i Burkal Sogn, fra Højer og fra købstæderne dukkede op, var resultaterne ikke direkte opmuntrende. Det var først næste dag, at man i rens og andre steder fandt ud af, at Zone 1 havde haft et meget stort flertal for Danmark.
Nu er det os, der råder
Ved Uge, der tidligere havde været en tysk højborg, var der også spænding til det sidste. Til at begynde med så det ud som om, at stemmerne var ligelig fordelt. Men så kom de tyske stemmer. Da den tyske bunke voksede, lå der et lunt smil over tyskernes ansigt, mens det danske kommisionsmedlem var blevet højrødt. Men så kom de danske stemmer.
Den tyske stemmetællers hænder rystede over listen og en dyb rødme bredte sig over hans kinder. Det endte med 127 danske stemmer og 109 tyske. Den tyske side havde på grund af den forventede sejr lejet krolokalet, men sejrsfesten blev opgivet og danskerne holdt i stedet hof.
Ved den store endevæg hang et stort Dannebrog, og det havde den meget tyske krokone protesteret heftigt over. En af danskerne råbte:
Kun 25 pct. stemte dansk
Allerede den 10. februar om aftenen forlagde Johannes Tiedje et forslag til grænsedragning. Byerne Tønder og Højer skulle med til Tyskland. Det viste sig at begge steder havde fået over 75 pct. tyske stemmer.
I Kongeriget mente man helt klart at Flensborg skulle med til Danmark, men her havde kun ca. 25 pct. stemt dansk. Direktøren for værftet og Kobbermøllen meddelte sine arbejdere, at hvis Flensborg blev dansk ville han flytte.
De ville beslutte sig af nød, ikke af overbevisning
Den danske udenrigsminister Erik Scavenius betegnede et afstemningsområde markant syd for Flensborg som en karikatur på folkets ret til selvbestemmelse. Han nægtede at indlemme områder, der ikke havde udvist den fjerneste danske nationalfølelse i tiden, efter at modsætningsforholdet mellem dansk og tysk var opstået.
Ganske som den tyske side var Scavenius bekymret for, at mennesker besluttede sig for Danmark af nød og ikke af overbevisning – de ubemidlede for at overleve og de velbjergede for at bringe deres formuer i sikkerhed. Han og hans regering ville undgå et stort tysk mindretal inden for Danmarks grænser, hvor denne gruppe kunne være en potentiel kilde til uro og åbne for indblanding fra Tyskland. For ved en grænse ved Slien ville kongeriget have fået mindst 200.000 tyske indbyggere.
Fra Berlin udtrykte man også en bekymring for, at så længe fødevareforsyningen ikke var normaliseret så skulle der ikke afholdes afstemning. Situationen kunne påvirke resultatet i dansk favør var man bange for.
Stormagterne ”truede” Danmark
Tyskerne ville gerne forhandle med Danmark om en løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Scavenius var også klar til at forhandle. Han kunne på den måde forhindre en oppisket national stemning, sagde han selv.
Men USA og England sagde nej til dette ønske. Målet fra deres side var at isolere tyskerne. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvenlig Handling” Ja stormagterne truede direkte Danmark med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius til sidst bad stormagterne et tage spørgsmålet om den dansk – tyske grænse med i fredsforhandlingerne.
Fra tysk side mente man at det var uretfærdigt
I Zone 1 skulle man stemme samlet og i Zone skulle man stemme pr. by/kommune. Fra tysk side fandt man dette ganske uretfærdigt. NSDAP mente slet ikke, at det dansk – tyske spørgsmål burde have været med på fredskonferencen.
Danmark havde ikke været en af de krigsførende stater. Egentlig havde man også været enige om dette i en forløber for fredsaftalen fra 5. november 1918.
Egentlig var der undtagelsestilstand i det nordlige Slesvig-Holsten for 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.
I Tønder var Schützenhof og Tonhalle fulde af tysksindede der fejrede Heimatfest.
En fysisk virkningsfuld grænse
I tyske kredse bruger man mest udtrykket ”afståelse”. Såvel nord som syd for grænsen var der erhvervsmæssige udfordringer, der skulle overvindes. De traditionelle markeder var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der hurtigst muligt kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.
Fra tysk side forsøgte man for størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der kun udstedt særlige grænsepas til landmænd, hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der hidtil havde været udelt.
Under militær bevogtning
Alligevel rejste mange mennesker fra Sønderjylland specielt i inflationsårene frem til 1923 til Flensborg for at købe billigt ind med den stærke krone. Dette svækkede den danske krone. Derfor forsøgte man fra dansk side at besværliggøre det at komme til Tyskland.
Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til Sild. Under opholdet i Danmark blev de tyske passagerer bevogtet af dansk militær.
Først i 1926 blev der lempet lidt på reglerne. Der blev ligeledes tale om en nedsættelse af toldsatserne for import af danske landbrugsprodukter. Visumpligten for grænselandets beboere blev også afskaffet i 1926. Familiebådene hen over grænsen blev meget populære.
En forbrydelse
Det var også i 1926 at den franske ministerpræsident Georges Clemenceaus fortrolige betegnede det som en forbrydelse at Preussen efter krigen i 1864 indlemmede hele Slesvig og Holsten. Men faktisk se han bort fra, at Danmark krænkede internationale aftaler om Slesvig
Store konsekvenser for de tysksindede
At blive indlemmet i Danmark betød store forandringer. Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blevet indført i Sønderjylland som erstatning for den tyske mark, der i de kommende år blev svækket af den galoperende inflation.
Justitsvæsen, den offentlige forvaltning samt postvæsnet og jernbanen oplevede stor udskiftning af personale og systemer. Forandringerne ramte ikke kun tyske embedsmænd. Tyske diakonisser blev fortrængt i Aabenraa af danske diakonisser.
Lærer og pastorer blev afskediget, hvor de pågældende så kunne forsøge at søge ny ansættelse. Men det var sjældent at de fik ansættelse. Tusinder og atter tusinder af tyskere udvandrede fra Sønderjylland.
Indlemmelsen blev dyr
Den danske stat ville ikke give det tyske mindretal særstatus. Men lovgivningen var så liberal, at de tyske nordslesvigere kunne oprette deres egne skoler og de tyske menigheder kunne oprette deres egne kirker. Dengang havde det tyske mindretal en tilslutning på 25.000 – 30.000 personer.
Det tyske mindretal mente, at afstemningen i 1920 var uretfærdig. Det danske mindretal syd for grænsen var markant mindre. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler. Med stor mistænksomhed kunne den tyske presse berette om opbakning fra kongeriget til det danske mindretal syd for grænsen. Politisk indflydelse havde det danske mindretal dengang stort set ikke.
Indlemmelsen af Sønderjylland var en meget dyr omgang for kongeriget. Der skulle for eksempel bygges en ny grænsebanegård i Padborg. Den danske stat måtte også overtage ansvaret for krigsinvalider og de efterladte til 5.000, der faldt i tysk uniform i Første Verdenskrig.
De dansksindede i Sydslesvig fik det svært
De dansksindede i Sydslesvig og de tysksindede i Nordslesvig var bestemt ikke glade for grænsedragningen. Mange dansksindede syd på var også tvunget i krig. Ofte befandt de sig i et område der var meget tyskpræget. Og nazismen havde gode kår i Sydslesvig.
Mange dansksindede måtte kæmpe for deres slægtsgård. Arvelovgivningen i Tyskland var blevet ændret for at hjælpe til med at tysk jord skulle tilhøre tyskerne. I Agtrup, hvor Søren Ryge Petersen er opvokset havde nazisterne fået 87 pct. af stemmerne.
Her holdt tyskerne op med at hilse på danskerne fordi de ikke ville hilse med opstrakt arm. Dansksindede børn kom i tysk skole, fordi der dengang var ret langt til en dansksindet skole. Men ret hurtig blev de moppet ud og blev mere eller mindre tvunget til en meget lang skolevej.
Allerede fra 1933 begyndte de tyske nordslesvigere at øjne mulighederne for en grænserevision. I årevis havde de fået ringe støtte fra ”Fædrelandet”. Men se det er igen en anden historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 24, 2020
Litteratur – Tønder – 2020
Denne liste indeholder 275 Tønder – bøger. Den er langt fra komplet, men det er noget at gå i gang med.
Emil Albeck: Blade af Tønder Seminariums historie
Jens Heine Andersen: Bevaringsværdige huse i Tønder
H.P.H. Andresen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970 (1971)
Ludwig Andresen: Acta Tunderensia 1 -2 (1909)
Ludwig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte Tondern (1943)
Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869 (1937)
Ludwig Andresen: Fastelavnsløjer og Skyttekorps
Ludwig Andresen: Tondern um 1500 (1930)
Ludwig Andresen: Tønder Ringriderkorps’ Historie (1937)
Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehhandels im Amte Tondern
Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Klosters in Tondern (22 sider) (1928)
Ludwig Andresen: 200 Jahre Weissenhaus in Tondern (22 sider – 1928)
Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning (1994)
Hans Bachmann: Tønders gamle kroer og gæstgiverier (1995)
Bangert: Orgelet i Tønder kirke gennem 350 år
Britta Bargfeldt: Legater i Tønder (1993)
Britta Bargfeldt: Tønders tyske mindretal i 30erne on nazismen (2001)
Bevaringsværdige huse i Tønder (1980)
Anne Blond: Hans, stolen og verden (2012)
Mogens Bredsdorff: Tønder Statsseminarium og Øvelsesskole
Johannes Brix: Tønder Sygehus – et 100 års jubilæum
Brorson – En bog i 200 året for salmedigterens fødsel (1994)
Elisabeth Buch Petersen: Bogtrykkervirksomhed i Tønder (125 s.) (1974)
Byens breve – Tønders historie i dokumenter (1993)
Niels Bøgh Andersen: Fiskesøn fra Aventoft
Erik Carstens: Die Stadt Tondern (1861)
Werner Christiansen: Bachmanns Vandmølle 175 år
Werner Christiansen: Inden for byens pæle (1984)
Werner Christiansen: Nystaden (1986)
Werner Christiansen: Tønder handelsstandsforening 1906 – 1956
Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder slægter (1980)
Erik Christensen: Fra min virksomhed i Tønder (1939)
Hans Christian Christensen: Dengang i Tønder (1997)
Hans Christian Christensen: Skibroen, der var engang en havn i Tønder
Henrik Becker Christensen: Byen ved grænsen
Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
Hilmer Juhl Christensen: En købmandsfamilie i Tønder (1998)
H.V. Clausen: Sønderjylland – en rejsehåndbog (1920)
Else Marie Dam Jensen. Det grænseløse landskab (2008)
Danmarks Kirker, Tønder Amt 1 -2
Danmarks middelalderlige byplaner bind 2: Syd – og Sønderjylland (1994)
Danske Slotte – og herregårde – Tønder Amt
Det danske spejderkorps Tønder 1919 – 1969
Der var engang – Gamle billeder fra Jejsing (2001)
Det grænseløse samfund – Marsken mellem Tønder og Dageböll (232 sider)
Det Holstenske Palæ
Drivvejen – ad studedriverens spor i det vestlige Jylland (2006)
Eduard Edert. Der Schuster von Tondern (1908)
Elkjær Larsen: Astronom Peter Andreas Hansens liv og tid (19 sider) (1995)
Elkjær Larsen: Tønder By’ s Legater
Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
Michael Falch: Til Grænsen – ungdomserindringer
FDF Tønder: Vor egen billedbog
Torsten Friis: Forsvaret af Ribe og togtet mod Tønder 1848
Fritidshjemmet i Tønder 20 år (31 sider) (1988)
Frivilligt Drenge Forbund, Tønder 1922 – 1947
Mogens Gade: Kort og godt, historier fra Tønder (88 sider) (2013)
Gamle huse i Tønder 1964 – 1980 (Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder)
Gamle huse, som gled ud af bybilledet fra 1950 – 1998 (foto – billedbog)
Hakon Gjessing: Drengeår og manddomsvirke (1968)
Hans J. Gläser: 300 Jahre Schützenkorps Tondern 1693 – 1993
Iver Gram: Fugle i Tønder Marsken 1978 – 1988
Britt Haarlev: Tønder i 1960erne (sort/hvide stregtegninger) (1993)
Inger Tryde Haarlev: Om Tønder Fonden
Astrid Hansen: Femten bredere Tønder – kniplinger (2004)
Jørgen Hansen: Kloster, kniplinger og kommandører (144 sider) (2013)
Lorenz Hansen: Koldjomfruens søn (drenge – ungdomsår i Tdr. og Løgumkl. (1986)
Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år (1998)
Ingolf Hasse: Kristkirken i Tønder
Ingolf Haase: Kun hæver vi ikke mere hånden til Hitler – hilsen (2003)
Ingolf Haase: Kunst i Tønder (2008)
Ingolf Haase: Tønder handel i 100 år (1906 – 2006)
Ingolf Haase: Tønder Handelsskole 1907 – 2007
Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening gennem 75 år (1912 – 1987)
Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år (2012)
Ingolf Haase: Tønder Banks hovedkontor
Ingolf Haase: Tønder Kirkegård – 1814 – 2014, Kirkegård ved Grænsen
Ingolf Haase: Tønderhus 1943 – 1993
Ingolf Haase: Vestre Børnehave (1999)
Handelsbankens hus i Tønder
Birgit Hansen: Skorstensfejerfagets historie og traditioner (1984)
Emil Hanover: Tønder Kniplinger
Christian Hansen: Tønder 1970 – 1992 – Institut for Grænseregionsforskning
Henning Hansen: Erindringer om keglesporten
H.P.H. Hansen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970
Jørgen Hansen: Kloster, Kniplinger og Kommandører – en historisk rejse i 33 afsnit gennem Byer og egne i Tønder Kommune.
Lorens Hansen: Minder fra krigen 1939 – 1945 – Tønder og Blomsgård
Ludolph Hansen: Et bybarns liv (1966)
Tine Hansen: 16 Tønder – kniplinger
Erik Ejnar Holm: Storegade 14, et gavlhus i Tønder
Johan Hvidtfeldt: Om Tønder bys historie (1945)
Johan Hvidtfeldt: Mellem Tønder og Ribe (Turistbogen 1974)
Chr. Holmstad Olesen: Hans J. Wegener (Danske Designere 2006)
Hundrede år i samfundets tjeneste 1869 – 1969, Tønder Frivillige Brandværn
Høyberg: Gennem 80 år – Erindringer fra Tønder, 1864 – Første Verdenskrig (1995)
Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wullfs dagbog (1995)
Peter Kr. Iversen: Schackenborg – billedet (1977)
Peter Chr. Iversen: Vestslesvigsk Tidende (87 sider)
Knud Jacobsen: Angrebene på Tønderbasen
Christian Axel Jensen: Christkirken
H.N. Jensen: Skibsfarten i det danske vadehav
Hans Otto Jensen: Tønder Statsskoles Jubilæumsbog (1970)
Steen Jensen: At komme fra en søfartsnation (2010)
Ernst Kaper: Af en Tønder – seminarists historie (1974)
Kniplinger i Tønder (2010)
Kommuneatlas Tønder (1993)
Iben Eslykke Kristensen. Tønderknipling (39 sider) (2013)
Kristkirken i Tønder (1946)
Frode Kristoffersen: Jouralist i Tønder
Kai Köster – Lösche: Die Hexe aus Tondern (roman) (1999)
Landet bag digerne (Werner Christiansen m.fl.) (1956, 1965, 1966)
Landet mod syd, Tønder
Hardy Larsen: Digegrevens Hus
Dennis Chr. Lassen: Marine – Luftschif detachement Tondern (32 sider) (2005)
Johan Larsen: Charlottenlund – Tønder
Johan Larsen: Mennesker i Tønder (1967)
Inger Lauridsen: Bag Tremmer – Indsatte i Tønder Arrest 1812 – 1842
Inger Lauridsen: Digegrevens Hus (2007)
Inger Lauridsen: Zeppelinbasen ved Tønder
Inger Lauridsen: Et liv med knipling (25 sider) (2010)
H.N. Lausten: Tønder – bogen (1926)
Lausten Thomsen: Tønder Læse – og Ungdomsforening 1912 – 1937
Ellen Leonhardt: En brugs i Tøndermarsken (1995)
Lindvald: Knapmageriet i Tønder Amt (1918)
Wilhelm Lobstein: Das Rosendach (1923) (1943) (Roman)
Otto Lodberg: Små betragtninger om en stor tid (Tønder i 20’erne)
Emil Lorentzen: Tønder Borg om 1600 (1969)
Emil Lorentzen: Tønder, havneby til landskøbing (1970)
Hansigne Lorentzen: Det tønderske kniplingsdepot
John N. Lorentzen: Fra Tønder Slotsbanke (1974)
Hans Lund: Tønder Seminarium
Helene Tønder Lund: Ungdomserindringer (1856)
Mackeprang: Tønder under hertugstyre indtil 1713
Jeppe Madsen: Studehandelens historie i Danmark
Knud Madsen: Rids af Grænsegendarmeriets historie (1953)
Knud Madsen: Tønder Bibliotek 75 år
Knud Madsen: Tønder i sang og digt (1992)
Lennart S. Madsen: Tønderhus, en købstadsbog (2010)
Hans Magle: Tønder Grænseby
Hans Magle: Tønder Kirkemuseum
Hans Magle: Tønder Kristkirkes symboler (1954)
Vilhelm Marstrand: Vores ældste byers tilblivelse (1942 – 1944)
Peter Mathiesen: Tønders Huse (1) (2001)
Peter Mathiesen. Tønders Huse (2)
Andreas Møller: Både og bådfolk i marsken (1996)
Peter J. Møller: 75 år med Socialdemokratiet i Tønder (1988)
Henrik J. Møller: Tønder Kasserne 1920 – 2002 (2004)
Knud Schmidt Nielsen; Trøjborg – borg og mennesker (1997)
Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder (1958)
Asger Nyholm: Nordens ældste seminarium
Else Nørby m.fl. Tønder – Erindringer (flere udg.) (udg. Af Tønder Lokalh. Forening)
Orts – Statut der Kreis Tondern (1885)
Jürgen Ostwald: Von Tondern nach Gotha. Der Astronom Peter Andreas Hansen (1995)
Ottsen: Der Kreis Tondern (1906)
Jørgen Overby. Tønder Kommuneatlas (1993)
Boy Petersen: Skæbneår 1917 – 20
Jette Petersen: Tønderkniplinger og deres navne
Thorvald Petersen: Fra Als til Tønder (1952)
Thorvald Petersen: Tønder bys legater (1933)
Max Rasch: Brudstykker af Hostrups historie (1985)
Max Rasch: Die Stadt Tondern und die Erlebnesse des Jahres 1864
Max Rasch: Mühlen – Chronik (56 sider) (1948)
Max Rasch: Realschule Tondern 1906 – 1920 und die Abschlusklasse (32 sider) (1960)
Max Rasch: 100 år i samfundets tjeneste – Tønder Frivillige Brandværn 1869 – 1969
Bodil Rasmussen: Hans Adolph Brorson – biskop og salmedigter (1982)
Karl Rasmussen: Fra vesterkanten (1929)
Waldemar Rasmussen: En fortælling – fra dengang jeg levede
Erling Rossing: Socialdemokraterne 80 år – 1907 – 1987
Th. Roust: Tønder Bibliotek 1923 – 1933
Lene Rytter: Dengang øllet flød i Tønder (1999)
Råby Pedersen: Svingets rødder (45 sider) (2000)
Otto Diedrik Schack: Grænsesind (1970)
Otto Scheel: Tondern, zwischen wiking – und Hansezeit
Schoubye: Amtmandspalæet I Tønder 200 år
Schoubye: Folkekunsten på Tønder – egnen (1955) (1968)
Schoubye: Gamle møbler fra Tønder – egnen
Schoubye: Gammelt Tønder – sølvtøj
Schoubye: Guldmede – håndværket i Tønder og på Tønder – egnen (1961)
Schoubye: Hollandske vægfliser (1970)
Schoubye: Hollandske fliser fra Tønder – egnen (1949)
Schoubye: Huse i det gamle Tønder (1980)
Schoubye: Kniplings – industrien på Tønder – egnen (1953) (1968)
Schoubye: Monumenta Civitatis Tunderensis (35 sider)
Schoubye: Om engelsk fajance på Tønder – egnen (1952)
Schoubye: Om kagemanden fra Tønder (1950)
Schoubye: Seminariet ved grænsen
Schoubye: Sølv i Tønder museum
Schoubye: Tønder Sølv 1600 – 1900 (1978)
Schoubye: Tønder Slot (1979)
Schoubye: Tønder Borg 1585 (1971)
Schoubye: Tønder Museum 1923 – 1973
Aage Schæffer: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
Sct. Georgs Gildet i Tønder 1935 – 1985 (Stig Sylvest)
SID Tønder – Løgumkloster Afdeling gennem 75 år
Inger Wind Skovgaard: Tønderkniplinger (2002)
Kaj Siewerts: Tønders berømte gavlhus
Hans Simonsen: 123 Jahre Deutsches Lehrseminar in Tondern (1925)
Åge Seidenfarten: I Politiets tjeneste (1955)
Skovrøy: Tredive år i Tønder (77 sider) (1948)
Sporten i Tønder gennem 25 år (1946)
Stadt Tondern (1916)
Kaare Svalastoga: En by ved grænsen (1963)
Steen Søgård: Tøndermarsken (1990)
H.E. Sørensen: Langs Grænsen (1982) (1987) (2005)
H.E. Sørensen: Mellem dansk og tysk
H.E. Sørensen: Slotte, Herregårde og Voldsteder i Sdj. (Bind 2: Tdr. og Hadersl. Amter
Kurt Sørensen: Nostalgisk rejse til Tønder og Ribe (1985)
Sophie Thomsen: Ringe auf dem Strohm (2012)
Uwe Thomsen: Lagkageshow i Tønder Byarkiv
Uwe Thomsen: Tønders historie i hovedtræk (1984)
Erik Thygesen: Tønderhus’ nyere historie
Til Lykke, Tønder Kommuneskole (1946 – 1996) (52 sider)
Aage Toft. Tønder Kirkes organister 1592 – 1933 (1951)
Peter Toft: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
J.P. Trap: Tønder Amt (diverse udgaver)
Turistfører for Tønder By og Omegn (1921)
Eva Tverskov: Fortællinger fra Tønder 1982 – 2007
Hans Tygesen: Tønderhus – et dansk kulturcentrums historie
Hans Tygesen: Tønderhus nyere historie
Meta Tønder: Kniplinger (1980)
Meta Tønder: Madopskrifter siden 1786 fra Tønder og omegn (1953)
Meta Tønder: 33 Tønder – kniplinger (1954)
Tønder – bogen (159 sider) (1926)
Tønder Byggeforening gennem 50 år (1906 – 1956)
Tønder bys Legater (1933)
Tønder – Erindringer (2000 – 2013) (diverse udgaver) (Tønder Lokalhistoriske Forening)
Tønder FDF/FPF 1922 – 1972 – 1982
Tønder Festival – gennem 25 år (Carsten Panduro)
Tønder Frivillige Brandværn (1959)
Tønder i 30erme (Hanne Alsing, Karl Nissen, Uwe Hansen m.m.)
Tønder gennem tiderne 1 – 2 (1943 – 44) (Hist. Samfund)
Tønder Gymnasium og HF Jubilæumsbog 1995 (Karin Andersen)
Tønder – handelen gennem 75 år (Stig Sylvest 1981)
Tønder Handel 100 år (2006)
Tønder i sang og digt (Neffen)
Tønder Kommuneskole (1986)
Tønder Landmandsbank 1901 – 1951
Tønder Roklub 40 år (1968)
Tønder Seminarium 200 år i grænselandet
Tønder Skakklub 1922 – 1997
Tønder som handelsby (1997)
Tønder Statsseminarium 1788 – 1975 (63 sider)
Tønder Statsseminarium 1788 – 1988 (Tøndringer samfundets Årsskrift 1988)
Tønder Statsseminariums historie 1788 – 1938
Tønder Statsseminariums Øvelsesskole 1920 – 1980 (47 sider)
Tønder Statsskole 1920 – 1935
Tønder Øvelsesskole 1920 – 1995
Tønder Statsskole 1920 – 1945 (Jakob Randrup)
Tønder Statsskoles Jubilæumsbog 1970
Tønder Sygehus 1898 – 1998
Tønder Zeppelin Museum (Petersen, Ørneborg) (18 sider) (1993)
Tønderhus (2010)
Tøndermarsken (Planstyrelsen 1988)
Uddrag af Tønder Kommunale tandplejes historie (1994)
Vaupell Christensen: Zeppelin – basen i Tønder 1914 – 1918 (16 sider9 (1991)
A.J. West: Fra det genvundne land (beretning om Tønder Statsskole) (1924)
Fr. Jürgensen West: Den Tønderske Kniplingsindustri ved år 1800 (1910)
Wiese: 250 Jahre Schützenkorps Tondern von 1693 (1943)
Christian Winther: Tønder Seminarium gennem tiderne
Else Jegin Winkel: Glimt af kniplekunstens historie (1989)
Peter Wolf: Hostrup kirke (35 sider) (2000)
H.H. Worsøe: Glimt af Tønders historie fortalt I dokumenter (1963)
Fl. Wraae, Steen Thurnberg: 70 år med Højerbanen (1995)
Fl. Wraae, Steen Thurnberg: På tværs med toget, fra Tinglev til Tønder (2004)
wwww.dengang.dk indeholder 1.605 artikler, herunder 263 artikler fra Tønder og omegn