Fra Østerport til Svanemøllen

Vi tager en noget utraditionel gåtur fra Østerport til Svanemøllen. Vi hopper i historien. Fra den gamle byport besøger vi de to kirkegårde og Rosendal. Vi er lige ved at glemme de to sangerindepavilloner. I den ene skete der et drama. Og så var der møllen, der brændte ned. Ingen var til at slukke den. Ved søen var der færgefart. Men lystighederne havde taget overhånd. Menighedsrådet fik bremset videre lystigheder. Ved Trianglen, blev der holdt høns. Udgravninger førte til, at der havde været et rettersted. Man har også fundet frem til en ”Mellemistid”. Kaperkuske var et specielt folkefærd. Heiberg synes at det var latterligt. Døde heste lå i vejgraven. Og så var kvinder på cykel – uha. En Nørrebro – præst skaffede en kirke. Og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt i Brumleby – i begyndelsen. Cafe Odin var den mest ordentlige restaurant. Så var der gardehusarer på Østerfælled. Fægtehallen rev man bare ned. Og så bar der noget, der hed Nye Lægeboliger. Brandmandens landsted blev til arbejderboliger. Grundtvig gik rundt med sit ”forårsstykke”. En sølvbryllupsgave blev til en kirke og meget mere på vores lange vandretur – God fornøjelse.

 

Østerbrogade hed Strandvejen

Hermed går vi en lang tur langs den gamle Strandvej og nuværende Østerbrogade fra Østerport helt ud til Svanemøllen. Det kan godt være at vi laver nogle frygteligere afstikkere og blander forskellige historiske tidslinjer. Mange af temaerne har vi berørt før så læg lige mærke til artikelhenvisningerne efter afslutningen af artiklen. Vi ønsker en god tur.

Oprindelig hed Østerbrogade kun Østerbro eller Øster Stenbro, men indtil 1858 hed den dog Strandvejen fra Trianglen og kom ført i 1949 til at hedde Østerbrogade hen til Svanemøllen.

Den nuværende Østerbrogade – på strækningen fra Trianglen til Svanemøllen – virkede i mange år som den egentlige udfaldsvej til Helsingør. Vejen var i mange år præget af en hel del kilder. Og det er sikkert derfor, at Kildevæld har sin historie herfra. Det var et rigtigt traktørsted dengang.

I 1700-tallet havde det første stykke af vejen træer, derfor blev det kaldt for Østerports Alle eller Østerbro Alle.

 

Østerport blev flyttet et par gange

Østerport blev flyttet et par gange men til sidst kom den til at ligge, hvor nu Østerport Station ligger. Det var dengang meget mørkt herude. Og det var lidt af en sensation, da der endelig kom lidt sparsommeligt lys op ved Østerport.

Det var i 1647 at Østerport kom til at ligge i enden af Rigensgade. I 1708 blev der så bygget en ny Østerport lige i nærheden af Østerport Station.

 

To store kirkegårde

To store kirkegårde ligger over for hinanden. Vi har på vores hjemmeside allerede skrevet en del om Garnisons Kirkegård, der ligger på højre hånd, når man kommer inde fra byen. Men vi har ikke fået skrevet noget om Holmens Kirkegård på venstre side.

Holmens Sogn blev oprettet i 1617 af Christian den Fjerde. Sognet har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde.

 

Holmens Kirkegård – den ældste

Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse efter at oberst Henrik Riise var i færd med at opføre Kastellet på Frederik den Tredjes befaling. I 1662 havde han udstykket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).

10. august 1666 på St. Laurentii dag blev flådens kirkegård også kaldet Skibskirkegård eller bådsmandskirkegård – indviet. Samme dag blev den første bådsmand begravet her.

Holmes Kirkegård er nok den ældste kirkegård i dag. Først ca. 50 år efter blev Garnisons Kirkegård taget i brug.

 

En kirkegård for de fattige

Af en befaling udstedt fra Holmens Kirkegård i 1706 fremgår det at man skulle tage det alvorligt at kirkegården var for ubemidlede, idet ”ingen i Kongens Tjeneste ved Holmen, som var formuende til at betale til Kirken under jorden og Skolen, måtte begraves uden for Østerport, eftersom kirkegården var anlagt til disse ganske fattige.

Kirkegården var med sine 500 kvadratalen kun halv så stor som i dag. Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet. Antallet af begravelser blev mere end fordoblet.

 

• Intet sted lyste de hvide Kors så hyppigt på dørene som i de små Nyboder-huse.

 

De Formuende skulle selv betale

I årene efter pesten blev anmodningen af 1706 imidlertid tilsidesat blandt andet fordi begravelsespladserne inden for voldene stort set var brugt op, hvorfor mange formuende efterhånden blev jordfæstet på Skibskirkegården.

Derfor blev det i 1728 forordnet, at også officerer og skibsførere og andre måtte blive begravet på Skibskirkegården, dog mod betaling. Men fortsat var det attraktivt at blive begravet ved eller bisat i kirkerne inde i byen.

Det skyldtes bl.a. at kirkegården endnu ikke var indhegnet. Det betød at køer og andre kreaturer gik og græssede og roede mellem gravene.

Og så måtte der heller ikke sættes mindesmærker op. Nu begyndte man også at sætte hvidtjørnshegn op.

 

En promenade blev etableret

I 1798 havde overkrigskommissær F.C. Schmidt en plan som stadig er gældende. I samarbejde med kirkeværge Thunboe og kapellan V, Hjort (senere biskop i Ribe) udformede han tanken om:

 

• En Hovedpassage for Ligskarerne og en smuk Promenade

 

480 popler blev plantet. Disse blev fornyet i 1879 og fornyet med lind i 1981.

Efter Dag Hammarskjölds død i 1961 kom det første stykke fra Østerport til Lille Trianglen til at hedde Dag Hammarskjölds Alle.

 

Rosendal

Alle kender det flotte maleri af Chresten Købke, der viser Rosendahl inde til højre. Titlen på maleriet er ”Parti af Østerbro i morgenbelysningen”. Det var egentlig ejet af etatsråd Tutein, der blev hele 96 år gammel. Den blev købt af Waagepertersen (ja sådan staves hans navn). Og ejendommen var lidt af luksus. Køkkenet var nede i kælderetagen ud til haven. Det var også her, at englænderne tog hovedkvarter i 1807.

Men historien om dette lyststed går vel tilbage til sidste halvdel af 1700 – tallet, da den driftige forretningsmand, etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge på området mellem Sortedamssøen og Øresund. Den blev så afløst af dette lyststed og den store grund.

Og skellet til Classens Have var en grøft med stigbord for enden så man kunne sænke eller hæve vandstanden. Waagepetersen udstykkede sin store grund. Og noget af det blev til Danmarks første villaby på Rosenvænget.  Det var der, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man ville sandelig ikke have alle og enhver løbende.

Rosendal blev revet ned i 1880’erne og den nuværende ejendom på hjørnet af Slagelsegade blev opført. Ja det må være Østerbrogade 60.

 

Vartov Skanse

Egentlig burde vi også berette om Vartov Skanse på Trianglen, men det har vi faktisk allerede gjort på vores side. Vi har ligeledes beskrevet var patienterne på hospitalet dengang fik at spise. Det var også dengang, hvor alle huse i området mellem søerne og Østre Anlæg blev brændt af danske soldater, så de kunne holde med svenskerne. Mange nåede slet ikke at få deres ejendele med. De blev beordret væk og ind af Østerport.

Da skansen var færdigbygget i 1630, flyttede hospitalet ind og skansen fik navnet Ny Vartov Skanse. Den kom til at være spydspids for det svenske angreb i 1659. Efter krigen nedlagde man skansen. Hospitalet flyttede ind til Farvergade, hvor navnet fortsat bruges, selv om hospitalet for længst er ophørt med at eksistere.

 

Der går gamle Grundtvig med sit forårsstykke

I 1877 blev der sat svaner ud i Sortedamssøen. I 1920 blev bredderne rettet ud. Det var nødvendigt at gøre Østerbrogade større. Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.

Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 – årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:

 

• Se der går gamle Grundtvig med sit nye forårsstykke.

 

Mønsted var sponsor for færgerne

Dengang gik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.

Alle færgerne var på siden påmalet Otto Mønsteds Svane Margarine er fast og holdbart. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudgifter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination.

 

Pas nu på den meget lystighed

Men her ved søen mente menighedsrådet ved Sct. Jakobs Kirke, at der var gået for meget lystighed i den.

Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirke samlede omkring 2.000 underskrifter. Der blev skrevet under på følgende:

 

• Undertegnede Beboere af Østerbro – Kvarteret tillade os herved at rette en indtrængende Anmodning til den ærede Kommunalbestyrelse om ikke at bevillige Andraget om at opføre en Beværterpavillon i Sortedamssøen, i det vi formene, at der i nærheden af den paatænkte Pavillon er tilstrækkelig mange Beværtninger og frygte for, at en saadan Pavillon kan blive til Skade for Hjemmene, og at den navnlig vil være en Fristelse for de Unge.

 

Nu kom der selvfølgelig også en underskriftsindsamling af tilhængerne af denne Pavillon. Men den kunne kun samle 925 underskrifter.

Politidirektøren havde stor sympati for menighedsrådet. Han syntes, at der var gået alt for meget forlystelsessyge i den på Østerbro.

 

Forskoler for den offentlige prostitution

Og når vi nu er ved dette emne. Så var der i 1864 – 21 sangerindepavilloner i København. I nogle kredse var dette moralsk forkasteligt. Den bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.

Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at de var ”Forskoler for den offentlige prostitution” og at de kvinder, der optrådte. var mere eller mindre løsagtige.

Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet ti9lladelser til nye ”musikselskaber”. En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte her at indkredse pavillonerne så disse kun måtte ligge i Tivoli og på Vesterbro. Men Alleenlyst på Østerbro overlevede i første omgang. Det gjorde den helt til slutningen af 1870’erne. Desværre var den tragisk hændelse, der førte til at den blev lukket.

En ung mand, der led af kærestesorger til en af sangerinderne, forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne nu bruge – den dødelige fristelse for unge mænd – Luk Pestbulerne. Ak ja, de to sangerindepavilloner på Østerbro blev revet ned.

 

Man havde næsten kun ”De Fattiges Dyrehave”

Der blev i den grad søgt om teater og variete – bevillinger på Østerbro. Men det blev et nej i lange tider på Østerbro. Nu havde man kun ”De Fattiges Dyrehave”.

Men tænk engang Østerbro fik sin første levedygtige biograf i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Filmfabrikken.

I tidsrummet 1905 – 21 var der hele 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. De fik alle sammen afslag. Man var enige om, at politidirektøren ikke kunne lide film.

 

En ny politidirektør og flere biografer

Endelig fik man en ny politidirektør. Og pludselig kom der flere biografer til Østerbro. Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet i svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959. I begyndelsen af 60’erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.

 

Der var ingen til at slukke møllebranden

Efter materialegården kom bageriet Kronen. Og så kom den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835, da det lokale brandvæsen var i en anden bydel for at slukke en skorstensbrand. Det kneb så at komme gennem byporten hjemad igen. Og da man så endelig slap, var møllen brændt ned.

Den kendte skuespillerinde Julie Sødring fortæller i sine erindringer, at møllen bare brændte uden at der var nogen, der forsøgte at bekæmpe ilden. Onde kilder påstod, at de godt kunne have været fremme til tiden, hvis ikke de efter branden skulle have styrket sig.

 

Der blev holdt høns på Trianglen

På hjørnet af Dosseringen lå Garner Dankerts hus. Han havde have helt ned til Trianglen. Og på Trianglen holdt Madamme Wilbert høns.

Kigger vi i dag ned ad Nordre Frihavnsgade, kan vi se apoteket. I 1908 ansøgte Farmaceutisk Medhjælperforening om oprettelsen af en lang række apoteker, bl.a. et på Østerbro ved Trianglen. A. Wølkh kunne åbne den 18. oktober 1911. Og det er i de samme lokaler som apoteket stadig befinder sig.

Allerede i 1700 – tallet var Trianglen et knudepunkt for trafikken. Først midt i 1800 – tallet fik pladsen sit navn. Måske er det fordi den skanse, der lå her i 1600-tallet havde en trekantet form. Og Triangel er som bekendt det latinske ord for trekant.

 

Kaperkuske var af en bestemt støbning

I det 19. århundrede var Trianglen holdeplads for kapervogne som kørte københavnerne ud til Dyrehaven. Flere af områdets restauranter stammer tilbage fra den tid, hvor de betjente kaperkuskene.

Disse kapervogne, blev også kaldet for kaffemøller. Egentlig var det hestetrukne taxaer, der kørte folk på søndagsture i egnen nord for København.

Disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg når fodgængere kom forbi for at kapre kunder. Vognen skulle helst være hel fuld så tjente kusken mest. Den almindelige arbejder havde ikke råd til at tage med.

Man skændtes til de bragede. Men det modsatte skete også på vej hjem. Så var man kommet i muntert lag efter en glad dag i Dyrehaven.

I en turistguide fra den tid hedder det sig:

 

• At gemytligheden sent om aftenen, når man vendte hjem, undertiden kunne antage temmelig massive Former, hvorfor Damer i hvert Fald kun i en Herres Selskab burde benytte denne Befordring.

 

Før i tiden besørgede bønderne kaperturene

Men inden denne kørsel blev organiseret, var det bønderne der tog sig af denne kørsel. I et ældre regulativ hed det sig:

 

• Man maatte foretage Skovkørslerne og holde med Vognene de angivende Steder uden for byens Porte og det:
• Saaledes i ordentlige Rader og paa Siden af Veien, at de ikke i mindste Maade til spærrer eller hindrer Passagen enten for Gaaende, Kørende eller Ridende
• Skulle nogen understaa sig at holde nærmere Byen, bøde de derfor 1 Rdl.’ S Mulkt, og om de holder uordentligt, til spærre eller hindre Passagen, erlægges en Mulkt af 4 Mark.

 

Hr. Heiberg var ikke begejstret

Johan Ludvig Heiberg var tydeligvis ikke begejstret for disse ture nordpå. Det fremgår tydeligt af hans beskrivelser:

 

• Hvad kan være mere smagløst end synet af disse store kluntede fire sæder forsynede holstenske vogne, hvor tre til fire mennesker sidder på hvert sæde og mange havde endda også små børn på deres skød.
• Dette læs blev trukket af et par radmagre heste med møje og besvær hen ad den støvede landevej, hvor den ene kusk efter den anden drev dem frem med uophørlige piskeslag.
• Damerne var udmajede på den latterligste måde, som om de skulle til bal og ikke i skoven. Selv om klæderne slet ikke passede og regnen silede ned, kunne de ikke finde på at udsætte turen (omskrevet til nudansk)

 

Var det dyrplageri?

Måske var det noget om det, Hr. Heiberg antydede. For i en avisartikel fra 1852 stod der således:

 

• At der er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Veien, og den grusomme Behandling af næsten alle saadannem Heste idelig været Genstand for Omtale.

 

Mod slutningen af 1800-tallet fik man dog konkurrence af sporvognene som havde deres udgangspunkt her på pladsen.

 

Hestene var ikke begejstret for dampsporvognen

I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede oh hvæssede på Trianglen. Den var ikke særlig gode venner med hestene eller var det omvendt. At uhyret i tidens løb har bevirket flere brækkede legemsdele, er velkendt.

Mens man stod og ventede på adgang, kunne man vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne holdt sig i form. Dengang kunne alt ske.

Den inderste del af sporvognsstrækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.

 

Uha – kvinder på cykel

Ak ja, der skete også andre ting på Østerbrogade/Strandvejen dengang, der vakte forargelse. Datidens medier beskrev det således:

 

• Kvinder paa det nymodens transportmiddel, Cyklen. De kæmpede en ulige Kamp for at holde Balancen og Skørterne paa Plads. Man havde sandelig noget at snakke om, naar man iagttog Kvindekønnet paa disse Transportmidler.

 

Selvfølgelig skulle en læge også udtale sig:

 

• Om Sømmelighed vil jeg ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

 

I 1895 åbnede der en cykelskole – både en for damer og en for herrer. Paven havde også nedsat en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende at præster måtte køre på cykel.

 

Bien eller suppeterrinen

Det var også her på Trianglen at zar Peter overnattede ved et besøg i 1716. Dengang lå der en villa her.

Centralt på pladsen står i dag den forhenværende sporvognsventesal, som blev omdannet til offentlige toiletter. I folkemunde bliver den kaldt for Bien. Den blev opført i 1907 med Peder Vilhelm Jensen-Klint som arkitekt. Egentlig var stedet beregnet for trafikmestervagt for sporvognene, ventesal, kiosk og offentlige toiletter. Jo det ovale hus fik øgenavnet suppeterrinen, selv om det mere officielle navn var Bien.

Ikke mindre end fem forslag kom arkitekten med før Østerbro Grundejerforening var tilfreds. Allerede i 1904 udtalte Borgerrepræsentationens formand og ordfører Slomann:

 

• Der vil måske stå lidt strid om den. Den vil måske blive kaldt terrinlåg, men et terrinlåg kan godt være kønt.

 

Kapervognene stoppede omkring 1950, lidt efter anden verdenskrig.

I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre det værste kaos.

 

Spændende udgravninger på Trianglen

Der har altid været nogle spændende udgravninger her ved Trianglen eller lige i nærheden. I 2012 fandt arkæologerne et sted, hvor indfaldsvejene gik ind i byen i senmiddelalderen. Man havde håbet på at et finde en toldbod. Men dengang var indfaldsvejene forsynet med galge, hjul og stejle. Det var til skræk og advarsel til alle andre.

Under udgravningen dukkede der fire trækonstruktioner op, som indikerer, at der havde været to pæle på hver side af vejen ind til byen af den slags man brugte til at klynge forbrydere op på – som straf til forbryderen og skræk og advarsel til andre.

Først blev den dømte pint med gloende tænger, derefter fik vedkommende hugget højre hånd af, for så at blive halshugget. Derefter blev kroppen radbrækket og lagt på hjul og stejle, mens hovedet og hånden blev sat på stejle. I nogle tilfælde blev lemmerne viklet ind i hjulets eger.

Nej det var ikke her at Struensee og Brandt blev henrettet. Det var på Øster Fælled. Retterstedet lå længere ind i den nuværende Fælledpark imod Vibenshus Runddel.

Og når vi nu er ved fund. Så fandt man også ud af her ved Trianglen, at der har været en mellemistid for omkring 200.000 år siden. En mellemistid er en varm periode. Den nuværende mellemistid begyndte for 11.700 år siden.

 

Vinhandler og grundejer fik gade opkaldt efter sig

Ud for Østerbrogade 72 findes en mindetavle for styrmand og frihedskæmper Ejler Haubirk, der den 20. oktober 1944 blev skudt ned og dræbt på gaden af Henning Brøndum fra Petergruppen. Han var blevet genkendt på Cafe Odin, der lå på hjørnet af Odensegade.

Grundejer, vinhandler m.m. Oluf Bang Vinge ejede et stort grundareal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Alle. Han opnåede at få en vej opkaldt efter sig – Olufsvej. Gå en tur ned ad denne. Det er godt nok hyggeligt.

Prøv engang at kigge på de to endehuse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre. Dette hus var dog for charmerende til at man bare rev det ned dengang.

 

Etagebyggeri først i 1880’erne

Der var mange lystgårde herude. Det var konference Kirsteins lyst ejendom ”Nøjsomhed” Her kunne man kigge lige ned til Øresund. Og den flotte ejendom tog englænderne sig også af, da de var her i 1807.

Etagebyggeriet kom for alvor først i gang på Østerbro i 1880’erne. Her var det højere borgerskab i forvejen forsamlet. Måske var det årsag til mere herskabelig byggeskik end i arbejderkvartererne. Indre Østerbros store byggematador hed S.C. Petersen Hinrichsen. Han købte selv grundene og bebyggede dem. Han har fået tegnet adskillige huse langs Østerbrogade. Ejendommene fik store lejligheder og var meget præsentable.

 

To værtshuse

Nu kunne man jo godt gå ind og beskrive en del af værtshusene i bydelen, men så vil artiklen nok blive endnu længere. Lad os nøjes med Thyges kro, som ”Den Gamle Redaktør” her næsten passere dagligt. Thyges Café hedder den hvis, og den ligger på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.

Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlig ejer hed dog Oxholm. Oprindelig hed Thyges Kro – Cafe Elmohus. Det var dengang man spillede billard på stedet. Den forrige ejer hed godt nok Thyge. Han døde af en arbejdsrelateret sygdom, står der skrevet. Men det har vi nu ingen dokumentation for.

Vi kan måske lige få Cafe Odin med. Det var meget svært at få natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde fået dette. Cafe Odin havde søgt gennem flere år og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro, Tvermoes anbefalede det hver gang.

Politiassistenten mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restaurant. Den blev besøgt af et ”altid net publikum”, hovedsagelig handlende her ”fra Broen”, mange officerer og læger.

 

Arbejderne skulle have et sundt liv

Overskuddet af lejeindtægterne for Lægeforeningens Boliger skulle gå til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning altså arbejderne. Lægeforeningen havde således en holdning til, at byggeriet ikke skulle være privat spekulationsbyggeri.

Lægeforeningen havde taget initiativ til boligbyggeriet efter den store koleraepidemi i 1850’erne som i løbet af tre måneder havde kostet 4.800 mennesker livet. Det var dengang København boede inde for voldene. De stod på nakken af hinanden i skidt og møg uden kloakering. Intet under, at der udbrød koleraepidemi. Lægerne, der havde passet de syge og døende ønskede at gøre en forskel, og det blev det med boligbyggeriet i Brumleby kaldet Lægeforeningens Boliger.

Hele kvarteret var bygget efter en stor plan, hvor arbejderne skulle kunne leve et sundt og redeligt liv, uden at familiefædrenes ugeløn blev drukket op. Derfor indførte man en dividende, en slags opsparing, når man handlede hos husholdningsforeningen.

Der var tænkt på sundhed, hygiejne, oplysning og økonomi. Der kom med tiden asyl og børnehave, vaskehuse, badstuer, kapel og fælles træk-og-slip i stedet for latriner og natpotter.

 

Arbejderne måtte dog ikke selv bestemme

Men lejlighederne var små. Ofte levede familier på 8 – 10 børn på mindre end 30 kvadratmeter. Oplysning var vigtig, derfor blev der bygget bibliotek og mødesal. Man kunne handle hos slagter, ismejeri og i Østerbro Husholdningsforenings Købmand. Det var en hel lille by.

Lægeforeningen ville ikke overlade det selv til arbejderne. Det måtte arbejderne selv kæmpe sig til senere. Til at holde styr på beboerne havde man ansat opsynsmænd. Disse havde ret til at smide beboerne ud ved forsømmelse af reglementet.

 

Politiske møder var ikke tilladt

Det var ikke tilladt at holde politiske møder, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold og deltage i det nye demokrati efter indførelsen af Grundloven i 1849. I mange år kæmpede socialisterne for at komme i bestyrelsen for Østerbro Husholdningsforening, brugsen i Brumleby. Senere blev Østerbros Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet i Brumleby.

 

Kronprinsesse Louises Asyl

Kronprinsesse Louises Asyl blev en del af Brumleby den 14. september 1871. Det var det dog ikke fra begyndelsen, da Brumleby blev planlagt. Og det handlede om økonomi- Andre initiativer var kuldsejlet.

Bestyrelsen besluttede selv at stå for driften. Det skete i forbindelsen med bygningen Brumlebys sidste to blokke N og O. Asylet blev anbragt i blok N og var fra begyndelsen for lille. Brumleby havde dengang 400 børn under den skolepligtige alder.

Asylet havde halvdelen af blok N’ s stueetage. Det var en stor gennemgående asylstue, en mindre legestue og to små værelser til garderobe og sovestue. Desuden var der bolig til bestyrerinden og hendes medhjælp. Asyllokalerne havde et større rumindhold med plads til ”Asyltrappen” som børnene anbragtes på i den store asylstue. Der var anlagt kælder under blokken, hvor ”Husholdningsforeningen” havde lokaler.

 

En ny asylbygning

I 1886 blev der lavet tegninger af arkitekt Klein til den nye asylbygning ud mod Østerbrogade lige ved Jakob Kirkes Plads. Ved Asylet fandtes en forholdsvis stor og ”med Gymnastikapparater forsynet Legeplads”. Her kunne børnene tumle sig hvis vejret tillod det.

Bygningen indeholdt foruden bolig til bestyrerinden og hendes medhjælpere en smuk udstyret sal 250 kvadratalen stor, hvor børnene hovedsagelig skulle opholde sig. Endelig fandtes der en sovestue, hvor en snes børn ad gangen kunne få en middagslur.

Asylbygningen blev åbnet den 20. maj 1886 kl. 14.00. Også Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen lod børnene traktere med chokolade og kom selv uventet til stede for at tage den nye asylbygning i øjesyn.

Den 1. juni 1996 købte Københavns Kommune bygningerne af Byfornyelses Selskabet. En total renovering af huset blev gennemført. De startede i august 1996 og i tiden mens huset blev ombygget var børnehaven udflyttet til Stockholmsgade.

I maj 1997 var huset klar til indflytning. Nu var børnehaven lavet om til integreret institution. Det vil sige, at nu skulle der være 12 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser.

Den 22. maj 1997 blev huset genindviet og skiftede navn til Børnehuset Skt. Jakob.

 

Kamp for at beholde navnet ”Brumleby”

I 1980’erne kæmpede beboerne for at beholde navnet Brumleby. De brugte bl.a. Martin Andersen Nexøs erindringsbog ”Et lille kræ”. Da Københavns Kommune ville have ændret kvarterets navn til Østerbros Vænge. Men det fik de heldigvis ikke held med.

 

En Nørrebro – præst skaffede kirken

Sankt Jakobs Kirke er opført i perioden 1876 – 78 af arkitekten Ludvig Fenger. Det var i 1856 at Sankt Johannes kirkes første sognepræst på Nørrebro, Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye, hastigt voksende bykvarterer.

Det ledte til, at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs Kirke var den anden der blev opført og den første på Østerbro. På det tidspunkt var det sparsomt med byggeri i området. Brumleby var dog blevet opført i perioden 1856 – 1872.

Selve kirken er opført i nygotisk stil, med inspiration fra engelsk arkitektur, hvilket bl.a. ses på de gennembrudte gavle omkring tårnets store glamhuller.

 

Gardehusarerne på Østerfælled Torv

Længe før Østerfælled Torv blev butiksstræde var det hjem for Gardehusarkasernen. Den blev opført i 1886 af Eugen Jørgensen i nybarok stil. Da husarerne i august 1940 flyttede til Næstved, blev Østerfælled Kaserne omdøbt til Østerbrogades Kaserne.

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig flyttede Luftværnsregimentet samt 10. luftværnsartilleriafdeling ind. Efterfølgende i 1960’erne var det sprogofficererne, der flyttede ind.

Luftværnsregimentet blev i 1970 tilbageført til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmarks Kaserne. Omkring 1970 flyttede Forsvarsakademiet ind i bygningerne, hvor de havde til huse til august 1992, hvor akademiet rykkede til Svanemøllens Kaserne.

I 1993 blev kasernearealet købt af Pædagogernes Pensionskasse (PBU). Her blev området delvis ombygget til butikscenter og boligområde, og skiftede i den forbindelse navn til Østerfælled Torv.

Ridehallen blev ombygget til teatersal og kulturhus under navnet Kanonhallen og Krudttønden. Her har man ofte været til Jazzkoncert. Fægtehallen blev dog revet ned. Man mente, at denne stod i vejen for byggeriet. Dette fik man dog en bøde for. Handlingen blev vurderet til en bøde på 50.000 kr.

 

Telefonkiosken

Er den der endnu? Telefonkiosken på Poul Henningsens Plads (på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej). Den er/var fra 1896 og var/er en af 11 kiosker, der blev opstillet i København. I dag er der kun seks tilbage. I den ene af kioskens seks sider fandtes døren til telefonen og skrivepult. De øvrige vægge er af glas og beregnet til annoncering. Det grønne kobbertag afsluttes af en tagrytter, hvori der er anbragt et ur med en skive i tre retninger. Der er et mylder af detaljer, bl.a. indeholdende træfrisen under taget de 12 stjernetegn.

 

Ny Lægeforenings Boliger

Nede ad Nyborggade lå dengang Ny Lægeforeningens Boliger. Det vil sige, at gaden hed Frederikshavnsgade indtil 1904.  Det var i alt 11 to – etagers huse, der blev opført samtidig med Østre Gasværk i slutningen af 1870’erne. Det var boliger til arbejderne på gasværket, samt de øvrige virksomheder der skød i vejret i området.

I 1959 blev de såkaldte ”Nye boliger ved Østre Gasværk” revet ned og erstattet af de nuværende boligblokke. Flere af beboerne fra de gamle huse var i årene forinden flyttet til Brumleby.

I 1903 blev Bethania (Sions Kirkes Menighedshus) bygget i gaden. Bagved lå Østre Gasværks Skole, der i 1938 ændrede navn til Strandvejsskolen.

 

Flotte Vibensgård

Skråt over for på hjørnet af nu Østerbrogade og Jagtvej stod det flotte hus Vibensgård færdig. I stueetagen lå der et mondænt brasserie med billard og levende musik. Om sommeren kunne man nyde en forfriskning, når sporvognene kørte forbi

I Nyborggadehjørnet rykkede efterhånden et Schous Sæbehus og en antikvitetshandler

 

Rødspætter og Havregrød til morgenmad

Ude på Øresundshospitalet blev der i et forsøg serveret rødspætter til morgenmad. Jo man forsøgte sig med indbagt rødspætte og havregrød. Det skulle være så sundt. Ja så siger man velbekomme.

Byggeriet til Øresundshospitalet stod på i årene 1875 – 1876. Det åbnede i 1878 som karantæne – og epidemihospital til behandling af kopper og kolera, der indførtes af søvejen.

Senere blev det til tuberkulosehospital og fungerede også som hjælpehospital for Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet. Hospitalet havde kun 32 senge. Senere blev antallet af sengepladser udvidet til 106 sengepladser.

I 1980 blev det nedlagt som hospital. I dag anvendes bygningerne til af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer. Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorium på stedet.

Før boligblokkene på Østerbrogade (Strandvejen) var her kolonihaver.

 

Brandkaptajnens landsted blev til boliger

Der er mange spændende tillægsveje til Østerbrogade/Strandgade. En af dem er Christiansmindevej. Den er opkaldt efter landstedet af samme navn opført af brandkaptajn Christian West i 1815. Og først i 1957 blev resterne hevet ned i forbindelse med opførelsen af Øbrocentret.

Arbejdernes Andels-Boligforening havde i 1918 købt ejendommen ”Christiansmindes jorder” efter boet af Philip Heymanns enke – i alt ca. 8 tønder land.  – for en million kroner og med en kontant udbetaling på 250.000 kr.

Boligforeningens byggeplaner var, at afdeling 21 skulle opføres i Christiansminde -grundens nordlige skel fra Strandvejen 19 (nu Østerbrogade 119). Afdelingen fik 120 boliger og 7 erhvervsmål.

 

Sølvbryllupsgave førte til ny kirke

Sions Kirke blev også opført på det, der hed Slagtervænget. Det var lige over for Christiansminde. Grundstenen blev lagt 9. juli 1895 og kirken blev indviet 27. september 1896. I 1905 fik kirken første gang lov til at pryde forsiden af en postkort. Oprindelig var det ikke det kirketårn vi kender i dag. Det kom først i 1921. Det var skænket af fabrikant H.V. Christensen og hustru.

Af sparehensyn blev kirken opført uden kirketårn. Arkitekten havde dog anbragt lille klokketårn på taget

En aprilaften i 1893 kom Pastor Krag med et forslag i menighedssamfundets bestyrelse i Skt. Jakobs sogn, om at der skulle bygges en annekskirke i Frihavnskvarteret.

Præcis et år efter blev planen ændret. Den nye plan var, at der skulle bygges hele tre kirker i det store Skt. Jakobs Sogn. Den første var Sions Kirke.

Efter en aftengudstjeneste i Skt. Jakobs Kirke fulgtes en gruppe samfundsmedlemmer hjem. Samtalen kom til at dreje sig om Pastor Krags forestående sølvbryllup, som de naturligvis ville samle ind til. Efter flere forslag til en gave nævnte en i selskabet at man kunne samle ind til den nye Sions Kirke.

Der blev samlet ikke mindre end 43.000 kr. ind. Det lykkedes at bygge Sions Kirke for indsamlede midler og det blev i alt 70.000 kr.

 

Sions Kirke uden z

Grunden som Københavns Kommune skænkede, blev den som Pastor Krag havde søgt om, på den betingelse at kirken kom til at rumme mindst 700 kirkepladser, samt at kommunen ikke fremover ville blive afkrævet økonomisk støtte til kirkens drift.

Den 9. juli 1895 kunne der holdes grundstensnedlæggelse. Det fortælles i den forbindelse at biskop Skat Rørdam kun ville gå med til at den nye kirke blev kaldt Sions Kirke, hvis det blev med S og ikke med Z.

De indsamlede midler tillod dog ikke indkøb af orgel, men man måtte klare sig med at leje et hos en orgelbygger. Men allerede i 1898 skænkede enken Hanne Marie Andersen 2.000 kr. så der var råd til et orgel. Hun betingede dog at kirken til gengæld betalte hende en årlig livrente svarende til 3 pct. af renteindtægterne samt fri vedligeholdelse af hendes gravsted indtil 1947.

 

Komponistkvarteret

Komponistkvarteret nær Svanemøllen hed egentlig ”Strandvejskvarteret”. Husene blev bygget fra 1893 til 1903. De 393 byggeforeningshuse blev bygget af Arbejdernes Byggeforening. Oprindeligt var hvert hus lavet til tre familier. I dag er der mange en families – huse.

 

Restaurant i Møllen

Svanemøllen er opkaldt efter en vinddreven mølle. Den var opført i 1758 og blev endeligt fjernet efter at sabotører sprang den i luften i 1944. Dens placering var i krydset mellem Strandvejen og Strandvænget.

Den blev opført som stubmølle og dens primære opgave var at male mel. Den blev kaldt for ”Bagernes Østre Gasværk”.

Den blev opkaldt efter en svanedam lige i nærheden. I 1773 brændte stubmøllen og blev erstattet af en hollandsk mølle med drejelig møllehat. I 1856 blev den købt af oberst J.P. Eckmann, som i 1858 tilføjede en dampmaskine til møllen. Den virkede sim mølle til 1892, hvor overdelen brændte.

Den nederste del som overlevede branden blev omdannet til beværtning under navnet ”Fokina”. Den blev flittig brugt af gæster fra det nærliggende Ingeniørkasserne.

 

Her var sporvogns-remise

S-togs stationen blev åbnet den 15, juni 1934. Den lå egentlig på den anden side af broen under banelegemet dvs. mod nord mod Svanemølle Kasserne. I forbindelse med Farumbanens indførelse i 1970erne blev den i 1977 ”flyttet” over på den anden side af broen. Den nuværende station blev renoveret i 2005.

Svanemøllehallen var engang sporvogns – og busremise. Den blev taget i brug i 1912 og udvidet 1931. Den blev nedlagt i 1939 og blev omdannet til sportshal.

Vi er nu nået til vores endemål. Vi håber, at du nød turen ned ad Østerbrogade.

 

Kilder:

• dengang.dk – diverse artikler
• aab21.dk
• da.wikepedia.org
• aab23.aab.dk
• oeft.dk
• dsr.dk
• danmarks-kirker.dk
• sanktjakobskirke.dk
• arbejderen.dk
• ugeavisen.dk
• apotekettrianglen.dk
• holmenskirke.dk
• Bent Jørgensen: Storbyens Stednavne
• Bent Zinglersen: Københavnske gadenavnes historie

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.563 artikler, heraf 88 fra Det Gamle Østerbro herunder:

• Østerports Historie
• Østerbro – en historisk vandring
• Østerbro – fra A til Å
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie
• Brumleby på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Classens Have
• Classens Have på Østerbro
• Classens Have – endnu mere
• Fra Trianglen til Vibenshus
• Rosenvænget på Østerbro
• Østerbro – langs Søerne
• Bankrøveri på Østerbrogade 1913

 

Gallehus – den femte fortælling

Du kender sikkert historien om to Guldhorn. Men det er usikkerhed om findestederne er rigtig. Men har du så hørt om det tredje guldfund i 1795 – 1796? Der er mange myter om Galehus. Og mange herlige vandrehistorier. Historikere har også mange fantasiforestillinger om byen. Men det er ikke en oldtidsby. Det er Møgeltønder. Men Gallehus ligger ved en oldtidsvej. Sådan en kan godt blive op til 35 meter bred. Det var først efter de to Guldhorns – fund at vejen blev markeret. Det andet guldhorn var brækket af i den ene side. Hvor er resten? Og det tredje guldfund var også brækket af noget. Også her kan man spørge, hvor er resten. Vi kan rekonstruere, hvor finderen af det andet guldhorn boede og tegne det ind på et kort. Vi kan så gå de skridt, som han havde gået. Men vi kommer et helt andet sted hen end der, hvor fundene er angivet. Denne artikel føre til mere forvirring end afklaring.

 

TV var også interesseret

Vi er atter engang taget til Gallehus. Har vi da ikke allerede fortalt det hele? Nej det tyder på, at det er nyt at fortælle selv om kilderne er ældgamle. Og så er der altid spændende at fortælle om myter og overleveringer.

I tidens løb er der blevet gravet meget i Gallehus og omegn. Mange har sikkert også været rundt for at lede efter endnu et Guldhorn. Nu viste det sig, at guldhorn nummer to ikke var komplet. Men sidenhen blev der jo igen fundet guld i jorden i Gallehus. Stammede dette guld fra guldhorn nummer to, og er det rigtigt at Gallehus har heddet Rosengården?

Siden sidste artikel har vi så hjulpet DR 2 med et program om disse sten. Vi troede at kortet med placeringen af guldhornstenene befandt sig i Gram Slotsarkiv. Men det gjorde de så ikke. Vi kunne så henvise til en person, der garanteret vidste, hvor det kort befandt sig. Og ganske rigtigt!

 

En ”Gadeplads” i Gallehus

Halvanden kilometer nord for Møgeltønder glider landskabet over i Abilds og Visbys tidligere hedeegne. På randen ligger den ”mærkelige” husmands by Gallehus. Ja det er nogle af historikerne, der kalder den for ”mærkelig”.

Går man tilbage til skriftlige kilder, ja så kan man se, at byen altid har bestået af to mindre gårde og 15 – 40 husmandsfamilier. De havde en lille have, en mark og lidt land. Dengang havde byen form som en retvinklet trekant. Den vigtigste vej var landevejen fra Tønder til Lindskov Mølle. Så var der et par byveje. På den måde blev der dannet en ”Gadeplads” på 15 tdr. land.

Før udskiftningen blev denne fællesjord brugt til udgravning af ler og græstørv til tækkebrug. Endnu lang tid ind i det 19. århundrede henlå gadepladsen som en ødemark, gennemhullet af lergrave. Senere blev denne plads dyrket og gennemskåret af skelgrøfter på egnens vis. Noget af pladsen blev også bebygget.

 

Mange herlige fortællinger om guldfund

Guldhornene har gjort denne gadeplads berømt. I begyndelsen af 1900 – tallet var beboerne overbevist om, at denne plads gemte på store og mærkelige skatte. Der er fortællinger om guld-og sølvfund af meget sjælden art.

Her har en husmand opgravet så store kostbarheder at han kunne købe sig en gård længere nord på. En anden skulle have fyldt sin trillebør med sølvborddækning. Det var et såkaldt ”Sølvtaffel”, som han havde solgt i Holland for en formue.

 

En natursten blev fundet

Men det mest kostbare ligger endnu gemt i jorden. I den sydligste del af gaden skulle der en gang have stået en vældig sten, høj som en dør, udhulet foroven som en offersten med mærkelige indskrifter.

Den skulle være gledet ned i lergraven. Men hvis den engang dukker frem, vil man kunne finde en bordopdækning, et ”Guldtaffel” og Thors Hammer. Der er da også gjort adskillige forsøg på at finde denne sten. En tidligere sognepræst i Møgeltønder, pastor Prahl har efter sigende anvendt ikke så lidt tid på ”boringsforsøg”.

I efteråret 1906 har man omtrent på det angivende sted fundet en natursten på omkring en meters højde uden noget som helst mærkeligt. Og allerede i 1881-83 skrev pastor Prahl i et tidsskrift, der hed ”Am Urdsbrunnen” om Guldhornene.

 

Skattejægere har været i gang

Ja selv om natten har skattejægere været på jagt i Gallehus. En landmand på egnen gravede hele sin svinesti op på jagten efter guld. Og en anden mener, at der i Gallehus er mere guld end i resten af Verden.

Der er masser af overleveringer. Mange er uklare og udvisket og som det kan høres i den grad overdrevet. Men kan man i grunden finde de nøjagtige findesteder for guldhornene?

Begge Guldhorn er fundet i den nordlige spids af Gallehus Gadeplads.

 

Mange nuancer på historierne

Den 27.07.1639 skiltes Kristine Svendsdatter fra sine ledsagere, der gik til Gallehus. Hun var nær ved Hovedvejen før reguleringen og indgravningen. Hun strøg over det første Guldhorn og fandt det på ”øde og slet Jord med nogle små Tuer”.

I december 1907 rejste Greve Schack to mindestene på de angivne findesteder.

Kigger man tilbage i litteraturen er der angivet mange forskellige findesteder. Der er også angivet forskellige historier om, hvordan finderne opførte sig efter fundene af Guldhornene. Mange originale dokumenter i den forbindelse er forsvundet. Og historier fra slægstled til slægtsled har efterhånden skiftet nuancer.

 

Kristine troede at det var messing

Kristine troede måske, at hendes fund var lavet af messing så hun lod ingen se sit fund, da hun kom hjem til Østerby.

Dagen efter da hun atter var i færd med at rense hornet for bedre at finde ud af, hvilket metal det var lavet af fik hun besøg af to mænd, der mente at hornet havde tilhørt en trompeter. Måske kun det lettest sælges til sådan en.

Pigen mente, at de tog fejl, siden hornet bestod af så mange dele. Da hun med vold og magt havde trukket det op af jorden, var hun kommet til at løsne nogle ringe, der omgav hornets indre. Hun ville tage til Tønder for at få sikker besked om hornets brug og hvilket metal, det var lavet af.

 

Rygterne løb hurtigt

Ole Worm fortalte at pigen gik fra Østerby over Gallehus til Møgeltønder. Det er en omvej, men måske besøgte hun en slægtning i Gallehus.

Hun gik derfor til Tønder. Samtidig med overlod hun en lille del af hornet til en veninde, der skulle gå til en anden guldsmed. Kristine var bange for, at hun ikke selv ville få sandheden at vide.

Svaret lød, at det var guld. Nu løb rygtet milevidt omkring om den fundne skat. Også lensmanden i Tønder hørte tale om hornet og ville tale med pigen.

Men her halter historien lidt. For Tønder hørte dengang til Hertugen af Gottorp, mens Møgeltønder/Gallehus hørte til Kongeriget – en såkaldt Kongerigsk Enklave, der blev bestyret af lensmanden på Riberhus, Gregers Krabbe.

 

Der blev gravet på grunden

Kirsten var klar over, at det var et værdifuldt horn som hun havde fundet. Hun bad om en vogn til kongen, så hun selv kunne aflevere fundet. Men i stedet blev hun vejledt til at tage til Ribe og aflevere fundet til den kongelige lensmand. Pigen rejste derfor til Ribe.

Men lensmanden var på embedsrejse. Derfor tog slotsskriveren imod. Han sendte pigen hjem igen og lovede at passe på hornet. Senere kaldte lensmanden pigen til sig. Hun skulle aflægge en beretning om fundet.

To karle blev nu bedt om at grave ved findestedet efter pigens anvisning på vejskellet. Men der findes ikke noget.

 

Kongens søn brugte drikkehornet

Endelig nåede rygtet om den fundne skat til Christian den Fjerde. Han opholdt sig i Glückstadt. Han sendte en mand afsted for at finde ud af det hele og bringe hornet med sig tilbage. Kort efter modtog kongen så hornet sammen med en beretning om fundet.

Da Prins Christian (den senere konge) godt kunne lide dette horn, skænkede Christian den Fjerde ham dette. Så kunne han bruge dette som bæger til ære for oldtiden og til minde om fundet. Dette kom så til at pryde prinsens skænkebord.

Senere måtte Kirsten så drage til kongen og fortælle om fundet. Hun vendte tilbage til Østerby med en stor hædersgave. Åbenbart er hornet kommet i kongens besiddelse cirka 8 uger efter fundet.

 

Det var en hovedvej

Johannes Meyer har på sit kort fra 1649 som udkom i Danckwerths ”Landesbeschreibung” in 1652 indtegnet fundet af Guldhornet. Men det angivne sted kan næppe være rigtigt.

Men hornet fandtes på Lindskov – Tønder Vejen. Men hvad var det for en vej? Ja det var den gamle Ribe Landevej. I begyndelsen af 1900-tallet kunne man endnu finde spor af denne vej på Visby Hede. Den gik forbi Gallehus og Lindskov Mølle, hvor den gjorde et brat knæk over Østerby Hede, Visby Hede og Aspe for at nå Bredevad.

På den måde undgik man den brede og uvejsomme Sølsted Mose, som man først med en nyere vejbyggekunst formåede at komme over. Men man skal vel også lige have med, at Kongeriget Danmark i over 70 år forhandlede med Hertugdømmet Slesvig-Holsten om en ny Tønder – Ribe vej. Først i 1860 – 62 blev denne færdigbygget. Men dele af strækningen kunne dog tages i anvendelse lidt før. Således kunne man allerede i 1804 – 05 køre i direkte linje fra Tønder til Abild.

I øvrigt er en del af den nuværende Tønder – Ribe vej bygget af resterne af det nedrevne Tønderhus.

 

Manglende afgrænsning på vejen

Jo den gamle forbindelse gennem Gallehus var den gamle Oldtidsvej De spor man endnu i begyndelsen af 1900 – tallet kunne ses var op til 35 meter brede med indtil 17 spor. Der var spordybder helt ned på 50 cm. Først 1794 – 96 ved en fornyet udskiftning af Gallehus Gadejord lod greven på Schackenborg vejen afpæle og regulere.

Dengang da guldhornene blev fundet var vejen ikke afpælet.

 

Da Erik Larsen fandt det andet Guldhorn

I juni 1734 blev der igen indsendt en beretning om et fund i Gallehus. Men dette dokument findes ikke mere. Det er antagelig brændt i 1794. Men der findes en brevveksling i Schackenborg Arkivet.

Onsdag den 21. april henimod aften i 1734 gik den fattige kådner eller husmand Erik Lassen, der boede på et halvt fæste i den nordlige del af Gallehus By ud for at grave ler på et jordstykke, der i mange år havde ligget øde hen, men af ham var blevet inddraget til dyrkning.

Han gik omtrent 23 skridt lige mod øst fra sit hus, stak spaden i jorden og fandt et stykke nede et horn. Den lå på siden med den brede åbning imod nord. Det nye findested lå ti skridt sydøst for det gamle fra 1639. Da han havde fundet hornet, ilede han straks hjem viste sin kone det og råbte glad:

 

• I dag har jeg fortjent brændevin

 

Man mødte op hos greven

Hans halvvoksne datter tørrede det foreløbigt af. Naboer og bekendte strømmede til for at beundre skatten. Endnu samme aften ilede han til Tønder for lade en guldsmed bedømme metallet.

Denne erklærede det for guld. Næste morgen, skærtorsdag mødte både husmand og guldsmed på Schackenborg for at aflevere hornet til greven, der som grundejer var den rette ejermand.

 

Greven afleverede hornet til kongen

Grev Schack besluttede dog at overgive hornet til offentlig opbevaring. Den 3. maj overrakte han det personlig til Christian den Sjette i Flensborg. Denne bevilligede 200 Rigsdaler til Erik Larsen, at denne sendte et takkebrev til kongen. Men desværre døde han kort tid efter kun 56 år gammel.

 

Hvor var resterne?

Den nederste og snævre del af hornet var der ikke. Denne mangel vakte stor opmærksomhed såvel på Schackenborg som i København. Kongen overdrog i 1734 kammerråd Paulli, arkivar i rentekammeret, at udgive en beskrivelse og afbildning af hornet, skrev denne til godsinspektør C. Lehmann på Schackenborg for at få sagen nærmere oplyst.

Guldhornene tillægges ukendte religiøse forestillinger. De er fundet ved en oldtidsvej. Men fandtes denne vej også i folkevandringstiden?

 

Blev spidsen senere fundet?

Men lad os lige blive ved fundet i 1734. Der gik rygter i Gallehus om, at den spids der manglede senere, blev fundet på den nordlige side af Lindskov – Tønder vejen ved en kro omtrent 160 alen fra det egentlige findested imod nordvest.

Var det muligt at en plov eller en harve kunne have ødelagt guldhornet og flyttet det? Men har det egentlig noget på sig – denne historie?

 

Et tredje fund i 1795 – 1796

Omtrent omkring 1800 – tallet havde en husmand ved navn Niels Christian Jensen Stind sammen med sin søn Jens pløjet en mark nord for Tønder ved den omtalte kro. Man fandt et stort stykke guld forsynet med ringe og forsiringer. Christian Stind solgte en af disse ringe og fik 6 sølvspiseskeer for den.

Men resten blev mærkværdigvis liggende. Først langt senere solgte sønnen de øvrige dele til en kromand og kræmmer i nabolaget.

Der findes en beretning om dette fund som stiller det hele i et andet lys. I 1855 udgav C.C. Rafn en beskrivelse af ”de tvende ved Gallehus fundne Guldhorn”. Og dette blev beskrevet i ”Annaler for nordisk Oldkyndighed”.

Også Pastor H.C. Sonne fra Møgeltønder beskriver dette fund:

 

• For omtrent 60 år siden fandt en mand ved navn Christian Stind i Gallehus ved at pløje tæt nord for kroen, et stykke massivt guld af størrelse og form omtrent som en lidt krumbøjet finger på en voksen mand, i den tykke ende lidt i lighed med en flaskebund, i den anden tilsyneladende afskåret af plovjernet fra en anden genstand. Det var aldeles uden ”Zirater”. Finderen antog det for messing og havde det liggende i flere år, indtil han omsider blev gjort opmærksom på, at det var meget fint guld, og solgte det for 80 Rigsdaler.

 

• Sønnen af denne Stind lever endnu, er 70 år gammel, og har fortalt mig dette, samt at han selv kørte ploven for faderen, da de fandt guldstykket, der vejede 8 ”Lod”. Han har senere pløjet meget dybt i samme mark i det håb at finde mere men uden resultat. Findestedet kan han nu ikke ganske nøje bestemme, da markerne senere er blevet anderledes inddelt. Eftergravninger synes aldrig senere at være foretaget på dette sted.

 

Efter Sonnes beretning skulle fundet være sket i 1795 eller 1796. Intet tyder på at dette fund kan have været en del af guldhornet fra 1734.

 

I 1735 var man i tvivl om findestedet

Efter grev Schacks opgivelse lå findestederne på de to guldhorn ti skridt fra hinanden, Efter Paulli’ s opgivelse var det tre et halvt skridt fra hinanden. Disse afvigelser kunne tyde på, at man i 1735 ikke var helt sikker på, hvor findestedet egentlig var.

 

Erik Larsen havde 23 skridt til findestedet

Fra sit hus havde Erik Larsen 23 skridt lige øst hen til findepladsen og 25 skridt til findestedet fra 1639, der lå på eller op ad den gamle vejkant i selve vejskellet mellem Gallehus Nørregade og Lindskov – Tønder vejen.

Ved skridt forstås på egnen fra gammel tid dobbelttrin eller favne, idet der kun tælles for hvert anden fodslag. Omsat i mål svarede det til at guldhornet fra 1734 fandtes ca. 69 alen lige øst for Erik Larsens hus. Jamen så kunne man vel let bestemme findestedet?

 

Hvor lå Erik Larsens hus?

Erik Larsen fæstede sit halve kåd i 1715. Det blev fornyet i 1721. Han døde i midten af august 1734, ikke engang 4 måneder efter fundet. Hans enke sad på stedet til 1747 og efterfulgtes af en vis Jep Hansen. Senere blev huset overtaget af Jens Nielsen Kromand. Det skete i 1750 og 1753. Han fik tillige frihed til at holde kro. Og fra hans tid er krohold knyttet til ejendommen. Jens Nielsen sad på stedet til 1781.

Påskelørdag 1832 brændte den gamle kro. Kroen blev lagt hen på en matrikel ved Abildvejen, hvor den endnu fandtes i begyndelsen af 1900 – tallet.

Under branden reddede kromandens 11 – årige søn et lille barn ud af luerne. Denne modtog en belønning af regeringen. Denne person levede endnu i begyndelsen af 1900 – tallet som 86-årig i Gallehus. Det nedbrændte hus kunne han tydelig huske.

Det var et 12 fags hus a 3 alen. Stuehuset med korshus lå mod syd, derefter fulgte stalden, laden eller porthuset umiddelbart til toftens nordgrænse.

 

Navnet ”Rosengård” dukker op

På grund af disse oplysninger burde man så kunne finde det helt nøjagtige findested. Og det er så slet ikke i overensstemmelse med de nu angivende findesteder. Men det vil nok være forkert at komme med nye antagelser.

Man har også i litteraturen forsøgt at knytte vidtløftige formodninger til egnens topografi. Således er navnet Rosengård blevet knyttet til stedet. I oldtiden skulle der have været et ”Gjaldrehus”, deraf har byen fået sit navn.

Men Gallehus var ikke en oldtidsby lige som Møgeltønder og Østerby.

Andre mener så at navnet Rosengård skulle have haft tilknytning til borgen eller slottet Møgeltønderhus. Andre knytter stedet til Tønderhus.

 

Gallehus kommer af Galge

Og så er det dem, der knytter navnet til Galge, fordi byen er opståen ved sådan en. Da Møgeltønder 1361 blev et eget birk under biskoppen i Ribe, fik byen også sit eget rettersted eller sin egen galge. Dengang blev disse rejst på et øde sted men ofte et sted, hvor de virkede som skræk og advarsel ved ”Adelvejene”.

Møgeltønder Galge lå et par hundrede meter nord for Lindskov – Tønder vejen, umiddelbart øst for ”Galgehuse” på heden. De sidste rester af galgepælene blev opgravet i sommeren 1904. I lang tid blev markerne omkring den kaldt for ”Galgeagrene”. Den bæk eller strøm, der løb forbi den, og hvor Kristine Svendsdatter i 1639 afvaskede Guldhornet, kaldes Galgestrømmen. Vejen fra Møgeltønder til Retterstedet blev i lang tid kaldt Galgevejen.

I 1537 fremkom navne som Galligehusen, senere Galliehuse eller Gallehuse.

 

Johannes Meyer havde tegnet et kort

Men hvorfra kommer så Rosengård? 4-500 meter syd for Gallehus lå en ejendom, der hed Rosengård. Det havde dog ikke nogen historisk værdi. Men hvordan kan en mand som Paulli så have fundet navnet.

Navnet findes på et ældgammelt kort over det gamle Nordfrisland fra 1240, et kort som Johannes Meyer senere gengav. Her blev Gjerup til Gerdrum. Abild blev til Abildholt, Lindskov blev til Lindholdt. Og der hvor Gallehus skulle have ligget er betgnelse blevet til Rosingsgarde. I fri dansk gengivelse ”Rosengaarde. Hvorfra Johannes Meyer har navnet er ikke let at sige.

 

To gamle gårde ved Rosinfelt

Formodentlig har det i den nordvestligste del af Tønder Landsogn i nærheden af gården Rosinfelt ved Tved liget en Rosingård. Er det mon dette navn, der er indgået i Guldhorns-litteraturen i forvansket form.

Og før at gøre forvirringen endnu større, så har man fundet ud af, at en stor gård ved Rosinfelt nedbrændte her for 1.600 år siden. Og det er i bronzealderen. En anden gård har man også fundet lidt længere væk. Den er 800 – 1.000 år yngre. I forbindelse med fundene er der fundet mindst en jernudvindingsovn.

 

Mystikken om Gallehus vil bestå

Gallehus to gårde blev efter 1664 nedlagt af General Hans Schack.

Det mærkelige er, at historikerne i tidens løb slet ikke har taget med i deres betragtninger, at Vadehavet havde et helt andet kystforløb. Således er der inde i Møgeltønder by fundet rester af en havn.

Men mystikken om Gallehus vil bestå. Vi er ikke kommet opklaringen nærmere. Måske har vi bidraget til at forvirringen er blevet endnu større. Og måske ligger der mere guld i Gallehus jord?

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Tønder
• Lauridsen: Historiske og Topografiske Oplysninger om Guldhornsfundene ved Gallehus

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.562 artikler:

Under Tønder (262 artikler) finder du:

• Guldhornene fra Gallehus (1)
• Guldhornenes ældste historie (2)
• Guldhornene – den tredje historie (3)
• En ridder fra Gallehus (4)
• Præsten fra Daler
• Overinspektør fra Schackenborg
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord

Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:

• De Kongerigske enklaver 1-2
• Landevejen mellem Tønder og Ribe
• Johannes Meyer – en korttegner fra Husum

Under København (176 artikler) finder du:

• Tyven, der stjal Guldhornene

Turen går til Sæd-Ubjerg

Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.

 

Langt med en lagkage

Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.

 

Folk med øgenavne

Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:

• Sonnenschein – Chr. Lorenzen Sæd-Ubjerg, en murer med en speciel udstråling ca. 1940
• Sing – Mathiesen – Lærer på Sæd Skole, medlem af Sangforeningen 1842
• ”Tilde fra Sæe” (født Mathilde Jensdatter) – Hun afviklede altid hendes ærinde i samme øjeblik trangen meldte sig. For hende var hygiejne et fremmedord. Hun var født 1842.

 

Det mest fotograferede i Sæd

Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.

Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.

 

I nærheden af byen

Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.

 

En smuk landsby

Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.

Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.

Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.

Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.

Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.

 

Danmarks mest velbevarede præstegård

Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.

Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.

 

Der var to indgange til kirken

Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.

Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.

Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.

Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.

Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.

 

Engang – et fritstående kirketårn

Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.

Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.

Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.

Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.

En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.

Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.

 

Alterbord fra 1250

Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.

Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?

Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.

 

Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”

Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.

 

Stoleværket

Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.

 

En tur i præstegården

Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.

Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.

 

En ligdør

I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.

 

Originalt staldinventar

I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.

 

Velbevaret værft i Ubjerg

Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.

Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.

Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.

På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.

 

Bjerremark fra 1685

Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.

Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.

Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.

 

Modstandsdygtig

Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.

Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.

Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.

 

Flere originale bygningsdele

I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.

I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.

Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.

Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.

 

Ændret vejforløb

Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.

 

Christianslust

Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:

 

• CHRISTIANSLUST erbaut 1899 von Martin Lorentzen

 

Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.

 

Det kneb med plattysk i skolen

Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.

Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.

Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.

Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.

 

Mælkekusken, Peter Bruhn

Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.

Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.

Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.

 

En frygtelig og grim ulykke

Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.

I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.

Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.

 

De russiske gæs

Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.

Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.

 

Tilbage i Sæd

Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.

De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.

 

I 2007 fik beboerne et chok

Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig.  Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.

Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.

Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.

I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.

 

En skamstøtte

Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.

Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.

De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.

Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.

 

Klinkpungen kom i 1715

Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.

Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.

Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.

 

Byens fattige forsynet med kontanter

I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.

Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.

I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.

 

Fattiggård ved Sædmark indviet

Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.

I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.

Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud.  Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.

 

Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre

Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.

I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.

Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.

 

Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse

Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.

 

I alt 34 kom ikke tilbage

Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.

Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.

Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.

De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet

 

Den berømte Sæd – kartoffel

En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”

Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:

• Været avlet mange urter og havesager, navnlig gulerødder, og i alt 40 tdr. kartofler i hele byen

Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.

Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.

Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.

Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.

Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.

Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.

Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.

 

Den sidste ”rødder” fra Sæd

Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.

 

”Æ Smej” gennem 125 år

Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.

Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.

Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.

I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.

Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.

 

Æ skrædder fra Sæd

Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.

Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.

Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.

Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.

Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.

 

Dovne ”Ludde”

Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.

Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.

”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.

 

Sædholm blev kaldt for ”Polen”

Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.

I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.

I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.

 

Konfirmation havde stor betydning for de unge

Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.

Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.

I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.

Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.

 

For dårlig i kristendom

Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:

 

• Ann Hennings Fra Sæd, fordi hun er dårlig i kristendom, får ikke adgang til nadveren før hun lader sig bedre undervise, hvilket hun også har lovet.

 

I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.

 

En ny skole – bygget af staten

Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.

Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.

En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.

 

Så tænder vi

Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.

En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:

 

• Op på bordene med tobakken, så skal jeg vise jer, hvordan I skal bære jer ad

 

Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:

 

• Så tænder vi

 

25 gendarmer til Sæd

I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.

Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.

For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.

 

Tvangsindkvartering

Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.

 

En stærk befærdet vej

Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende

Først i 1934 blev vejen asfalteret.

 

Sne i ”tre etager” i Sæd

I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.

Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.

Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.

 

Husholdersken fik dansk statsborgerskab

I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.

 

I den gamle landevejskro

I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.

Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.

 

Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt

Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.

Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.

Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.

 

Det mindste hus i Sæd

Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.

I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.

Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.

Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.

 

Masser af naturoplevelser

Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.

I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.

Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Kirkebladet for Ubjerg Sogn
• Kommuneatlas Tønder (1993)
• Danmarks Kirker: Tønder Amt
• På tur syd for Tønder/ Tønder Kommune
• saed-uberg.dk
• sovgodt8.dk
• toenderstier.dk
• ubergkirke.dk
• kulturarv.dk
• trap.lex.dk
• da.wikipedia.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:

• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Historier fra Slogs og Kær Herred
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs Herred
• Lendemark og omegn
• Lærer i Burkal
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• Besættelse og befrielse ved Grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården Grøngård 1-2
• Hestholm – syd for Tønder
• Øst for Tønder
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Emmerske bedehus og skole
• Emmerske ved Tønder

 

Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord

Vi er i 1700-tallet. I Ballum har Poul svigtet Birthe. Det er hun meget skuffet over. Nu vil hun begå selvmord. Hun forsøger tre gange. Det lykkedes ikke. Man må tilkalde en kirurg fra Tønder. Selvmordet bliver indberettet. Det er åbenbart strafbart. Birthe havde ellers forlangt ”Rottekrudt”. Men det ville høkeren i Østerende-Ballum ikke udlevere. Sagen kommer for Birketinget i Ballum. Hun bliver anbragt i arresten i Møgeltønder. Åbenbart har Grevinden på Schackenborg medlidenhed med hende. Hun skaffer hende den bedste forsvarer. Dommen lød på – et år i Spindehuset. Birthe appellerer til kongen. Hun får nu valget mellem den oprindelige dom eller ”at miste huden”. Hun vælger det sidste. Birthe er ikke medtaget, at hun efter afstraffelsen beder om at blive løsladt. Hvilken skæbne fik hun? Vi kigger også på diverse afstraffelsesformer.

 

Pryglestraf var almindelig

Pryglestraf blev hyppigt anvendt dengang i 1700-tallet. På Schackenborg optræder nogle officerer meget hårdhændet over for det værnepligtige mandskab i begyndelsen af 1700-tallet. Godsinspektøren kunne her uovervejet give en mand en blodig næse.

Ifølge Danske Lov skulle pryglestraffen anvendes inden for den borgerlige straffepleje i ikke få tilfælde. En husbond måtte revse sine børn og tjenestefolk med stok eller ”vånd”, men ikke med våben uden at give dem sår eller at sønderslå deres lemmer.

Men ved afstraffelsen for prostitution eller tyveri måtte delinkventen godt lide svær fysisk overlast.

 

Fjerde gang tyveri – så var det galgen

En mand, som første gang blev dømt for ringe tyveri skulle ”miste sin hud”. Blev han pågrebet anden gang kunne han ikke nøjes med at miste sin hud, så blev han også brændemærket på sin ryg.

Tredje gang blev han ydermere brændemærket som tyv i panden. Fjerde gang skulle han ikke blot kagstryges og brændemærkes. Han skulle derefter sendes til Bremerholm (et meget berygtet fængsel i København) eller et andet passende sted. Der skulle han forrette tvangsarbejde på livstid.

 

Større tyveri – anden gang: Bremerholm

Var det groft tyveri af kreaturer og heste eller større genstande, begyndtes der straks med de strenge straffe. Allerede første gang blev tyven da kagestrøget og brændemærket i panden. Anden gang blev det suppleret med livsvarigt ophold på Bremerholm eller et andet ubehageligt sted.

Brød tyven ud af jern og fængsel, og blev han pågrebet efter et nyt tyveri, blev han straffet med galgen. Det var altså i Danske Lov endog meget strenge straffe for, hvad vi i dag vil betragte som småforseelser.

I de kongerigske enklaver i Vestslesvig gjaldt Danske Lov og dermed også dens brutale bestemmelser om korporlig afstraffelse. Disse bestemmelser kunne suppleres med dekreter af lokal art.

 

Sandgravning forbudt i Møgeltønder

Det skete for eksempel i 1732, da det grevelige herskab på Schackenborg udsendte en ordre om, at første gangs overtrædelser af forbud mod sandgravning i Møgeltønder skulle straffes med en bøde på en rigsdaler, mens anden gangs overtrædelser blev takseret til ”straf på kroppen”.

 

En anden lovgivning i nærheden

Var den samme forseelse sket i Tønder, kun fem kilometer fra Møgeltønder, ville straffen måske have været en hel anden. Her gjaldt det nemlig en helt anden lovpraksis. Tønder lå i hertugdømmet Slesvig-Holsten mens Møgeltønder og Ballum lå i en kongerigsk enklave.

Er du forvirret? Så kunne det være, at du skal gøre brug af vores artikel – liste efter denne artikel. Vi har lavet en liste vedr. 1. Artikler om Lov og Ret 2. Artikler om Møgeltønder 3. Artikler om Ballum. Vi har så valgt at lægge denne artikel under Tønder, hvor de andre Møgeltønder – artikler ligger.

 

Birthe måtte miste sin hud

Den korporlige revselsesstraf anvendtes lige så fuldt over for kvinder som for mænd – her var det ligeberettigelse mellem de to køn.

Her historien om Birthe fra Ballum, der måtte lægge ryg til fangevogterens ris – eller som det hedder i datidens sprog ”miste deres hud”.

Det er i 1742 efter et mislykket selvmordsforsøg på grund af ulykkelig kærlighed. Birthe Hansdatter var født i Strellev sogn i Ringkøbing amt ca. 1707. Hun havde opholdt sig i Ballum sogn i 11 – 12 år.

 

Forældrene kunne ikke lide Birthe

De sidste 2-3 år havde hun tjent hos gårdfæster Jens Michelsen og hans kone Gertrud i Østerende Ballum. Hun fik af husbonsfolket et godt skudsmål. Et par år forinden havde hun, mens hun tjente hos Thomas Nielsens enke lært tjenestekarl Poul Kristensen at kende. Han var da karl hos Detlef Henriksens enke. Det var meningen, at de skulle giftes, men hans forældre var imod partiet.

Pinsedag den 13. maj 1742 havde de to været på besøg hos Pouls forældre, og på tilbagevejen herfra havde han spurgt Birthe, om hun endnu ville vente nogen tid med brylluppet.

Han ville gerne ægte hende, men forældre var ikke så begejstret. Han ville også lige tjene til lidt klæder først. Han betroede Birthe, at ægteskabet skulle indgås inden for to år.

 

Poul havde ”godhed” til en anden pige

Birthe havde vel til en begyndelse affundet sig med denne udskydelse af brylluppet. Men da hun kort tid efter erfarede, at Poul ”havde godhed” for en anden pige, Anne, som han tjente sammen med hos Hans Møller, ville hun have en forklaring.

Birthe havde set ham og Anne gå på en mark og afhugge tidsler. Hun havde forlangt en forklaring af ham. Hun havde truet med at hvis han ikke gjorde det forbi med Anne, så ville hin gøre noget ved sig selv. Men han havde afvist hende og sagt at han ikke ville have noget med hende at gøre.

 

Birthe ville have ”Rottekrudt”

Derfor gik Birthe til høkeren i Østerende, Erik Lund og havde hos ham bedt om rottekrudt (arsenik) som hub sagde – til at lægge for mus i en seng.

Erik Lund havde dog ikke villet give hende giften, men da hun var blevet ved med at plage ham, havde han taget noget hvidt ”amdam” (stivelse). Han havde kun givet hende så meget som kunne ligge på en knivspids.

Birthe gemte den formodede gift i et lille stykke papir i sin lomme og gik derefter på ny ud til Poul på marken i håb om at hun ville finde ham anderledes til sinds end før. Men han ville stadig ikke vide af hende og stødte hende fra sig med hænderne.

Konkurrenten Anne var til stede ved denne lejlighed og ifølge Poul skulle Birthe være gået fra dem med det fromme ønske, at hun gav dem begge fanden i vold.

 

Et uhyggeligt snitsår

Birthe var oprevet og fortvivlet. På vejen hjem fra marken indtog hun den formentlige gift, som naturligvis ikke havde den ønskede virkning. Hun kom hjem og idet hun i vrede kastede sin skyggehat på køkkenbordet, sagde hun til madmoderen at nu havde hun aftidslet. Hun havde derfor taget en kniv. Til trods for at madmoderen Gertrud Jenskone, havde søgt at hindre det, havde hun skåret sig i halsen dermed.

Gertrud Jenskone løb da skrigende efter hjælp over til naboen Tyge Michelsen, hvor ægtefællen Jens Michelsen opholdt sig. Foruden jens og Thyge Michelsen løb også tjenestepigen Birthe Jensdatter over for at komme Birthe til hjælp.

De lod nu pigerne være selv. Da Birthe Jensdatter havde formanet den anden Birthe til at omvende sig, var hun sprunget op og havde truet med en ulykke. Hun var da flygtet. Imens havde Birthe Hansdatter forsøgt at fuldbyrde selvmordet med den sløve kniv. Hun havde dog formået at tilføje sig et uhyggeligt snitsår i halsen.

 

Birthe havde været i livsfare 

Den nærmeste kirurg, Georg Heinrich Klee fra Tønder, blev tilkaldt, men han var først fremme i Ballum den følgende dag, den 6. juli om morgenen. Han fandt da Birthe liggende i sengen med et stort sår på venstre side af halsen, som han beskrev som fem fingre bredt.

Hun havde haft et betydeligt blodtab, hvis hun ikke var kommet under behandling. Kirurgen havde da med en synål og silketråd syet såret sammen, ligesom han havde givet hende medikamenter mod den indtagne formodede gift.

 

Selvmordsforsøget blev indberettet

Delefoged Henrik Detlefsen, som var det schackenborgske herskabs lokale repræsentant og i øvrigt også var birkeskriver, var også blevet underrettet. Han indberettede den 6. juli om selvmordsforsøget. Fra herskabet blev der derefter givet ordre til, at Birthe skulle bringes til Tønder og indlogeres og behandles hos kirurgen der mod betaling.

Et par dage efter blev hun af husbonden, Jens Michelsen bragt til Tønder for at blive behandlet af kirurgen i hans hus, indtil såret var lægt.

Da borgmester og råd imidlertid fik kendskab hertil, forbød de Birthes ophold i byen. Hun hørte ikke under byens og amtets jurisdiktion. Hun var delinkvent og det kunne frygtes, at hun ville tilføje sig yderligere skade.

Hun blev derefter den 10. juli henimod aften bragt til Schackenborg, idet Jens Michelsen var i den tro, at herskabet ville tage vel imod hende. Hun selv havde også bedt indstændigt om at måtte blive der, men inspektør Josias Lütken havde afvist det. Jens Michelsen havde derefter måttet køre hende den lange vej tilbage til Ballum. Hertil var kirurg Klee så kommet, og havde behandlet hende, indtil såret var lægt.

 

Der skulle holdes vagt ved Birthe

Delefoged Henrik Detlefsen fik ordre fra Schackenborg om, at der skulle holdes vagt ved Birthe. Og denne vagt skulle ordnes ved omgang i sognet. Han skulle dernæst indberette, når Birthe var fuldt kureret,

 

• Så hun ved retten for sådan en misgerning kan ”vorde” tiltalt og straffet

 

Denne indberetning kom den 17. august og samtidig spurgte delefogeden, om Birthe ikke kunne blive anbragt i arresthuset i Møgeltønder, da det faldt Ballum – borgerne besværligt at bevogte hende i forestående høsttid.

 

Anbragt i arresten i Møgeltønder

Samme dag fik han derefter af den unge enkegrevinde Anna Ernestina Schack ordre til at indstævne Birthe for Ballum birketing til vidnehørelse og dom. Så længe sagen stod på, kunne hun anbringes i arresten i Møgeltønder.

 

Grevinden sørgede for en kvalificeret forsvarer

Første møde på birketinget fandt sted den 24. august. Dommer var Poul Thomsen, mens delfoged Henrik Detlefsen veg pladsen som birkeskriver, idet han af herskabet var udpeget som anklager. Et par dage forinden retsmødet anmodede Birthe om at få bistand af en lovkyndig mand som forsvarer.

Dette andragende blev imødekommet af enkegrevinde Anna Ernestina. Hans Hansen fra Østerby, Daler Sogn blev konstitueret til hendes forsvarer. Hans Hansen havde i en lang årrække optrådt som bøndernes sagfører blandt andet også i store processer mod herskabet ca. 1720. (Læs artiklen: Oprør i Møgeltønder)

I den anledning måtte han gennemgå store lidelser, således var han i den ”onde grevinde” Anna Sophie Schacks tid ved hendes mellemkomst blevet idømt livsvarigt strafarbejde i Rendsborg. Men han var dog efter et par års forløb blevet benådet af kongen.

Da den unge lensgreve Otto Didrik den Anden Schack havde overtaget administrationen af grevskabet, havde Hans Hansen kunnet få fæsterbrev på sin fædrene gård i Østerby. Han havde kunnet fortsætte sit virke som bøndernes sagfører og befuldmægtigede på tinge.

 

Grevinden havde mellidenhed med Birthe

Grevinden var allerede i 1741 i en alder af 27 år blevet enke efter et kort med lykkeligt ægteskab. Hun havde tillid til den opvakte og lovkyndige bonde., som nidkært havde varetaget sine standsfællers sag.

Ydermere fornemmer man, at hun havde medlidenhed med Birthe. Derfor skulle hun have så godt forsvar som muligt.

 

For Ballum Birkeret

Birthe Hansdatter fremstilledes da på Ballum birketing den 24. august ”ustokket og ublokket” fra arresten. Det betød, altså fri for stok og fangeblok, fri for tvang. Hun blev omstændeligt forhørt af anklageren Henrik Detlefsen.

Også de indstævnede vidner, Jens Michelsen og hustru Gertrud, naboen Thyge Michelsen, hans tjenestepige Birthe Jensdatter, Birthes utro ven Poul Kristensen og høker Erik Lauridsen Lund, alle fra Østerende, forhørtes og deres vidneudsagn har vi stort set gengivet.

Anklageren mente, at det var bevist, at hun hele tre gange havde forsøgt selvmord. Hun havde også selv indrømmet det. Han mente, at en passende straf var at arbejde i spindehuset i mange år. Han foreslog også, at hun skulle betale sagens omkostninger og for hendes ophold i arresten.

 

Dommeren fik 14 dages betænkningstid

Forsvareren Hans Hansen var af en helt anden mening. Han anførte, at der intet sted i lovgivningen stod noget om, at mislykket selvmord skulle straffes. Han håbede at Birthe hansdatter blev frikendt og uhindret kunne rejse, hvor hun vil.

Delefoged indrømmede at forsvareren havde ret, men han gav en meget lang begrundelse for, at hun skulle straffes.

Dommeren udskød domsafsigelsen i 14 dage. Birthe blev overladt til den fra Møgeltønder medfulgte vagt.

 

Dom: Et år i Spindehuset

Onsdag den 7. september 1742 blev det så på Ballum birketing afsagt dom. Birthe blev til skræk og afsky dømt til at arbejde et år i spindehuset. Den velvise dommer begrundede den efter hans mening milde straf med, at Birthes husbondfolk havde givet hende gode skudsmål, at hun bortset fra selvmordsforsøget stedse havde opført sig skikkeligt og godt.

Forsvarets krav om frifindelse blev afvist, uanset om at der i Danske Lov stod noget om selvmordsforsøg. Ud over straffen i spindehuset skulle Birthe betale for sin kur hos kirurgen for forplejning, varetægt og andre udgifter, som havde været forbundet med sagen.

Efter forsvarerens anbefaling ville hun søge kongen om benådning for straffen og derefter overveje spørgsmålet om appel.

 

En benådningsansøgning til kongen

Allerede to dage efter domsafsigelsen den 7. september 1742 kom der en forespørgsel til det grevelige herskab på Schackenborg, hvordan man ville forholde sig med Birthe, efter at hun på Ballum birketing var dømt til spindehuset.

Hun havde straks formuleret en ansøgning om benådning hos kongen, og denne ansøgning blev den 13. eller 14. september fremsendt til Danske Kancelli i København. Foreløbig forblev Birthe da, mens der ventedes på kancelliets afgørelse, efter grevindens ordre i arresten.

Svaret på benådningsansøgningen nåede frem til grevinden den 29. september. Den var underskrevet af oversekretæren i dansk Kancelli, gehejmekonferensråd Johan Ludvig Holstein. Det gik ud på, at Birthe kunne vælge mellem et år i spindehuset eller at ”miste sin hud” i fængslet.

 

Birthe foretrak ”at miste sin hud”

Den 8. oktober skrev man tilbage fra Schackenborg til Danske Kancelli, at Birthe hvis hun ikke kunne benådes for straffen, foretrak at ”miste sin hud” i fængslet og at hun bad om, at der i så fald ”måtte handles nådelig med hende, siden hun er aldrende og svagelig”

I danske Kancelli overvejede man ikke længe, idet der allerede den 23. oktober forelå kongelig ordre om, at Birthe Hansdatter skulle ”miste sin hud” for det tre gange forsøgte selvmord.

To dage senere fik birkedommeren og birkeskriveren i Ballum ordre på at komme til Møgeltønder for at se afstraffelsen blive fuldbyrdet og for at de kunne attestere dette.

 

Hun blev løsladt fra fængslet

I øvrigt vides ikke, hvorledes afstraffelsen har fundet sted. Men ifølge benådningen skulle hudstrygningen foregå i fængslet og ikke offentligt i gabestok, hvad ville have været langt mere ydmygende.

Efter at afstraffelsen var sket sendte de to retsbetjente den 29. oktober den ønskede attest om fuldbyrdelsen til herskabet, og denne attest blev straks samme dag videresendt til kancelliet.

Samme dag ansøgte Birthe også om at blive løsladt fra fængslet. Enkegrevinden Anna Ernestine Schack beordrede hende derefter løsladt. Men hun tilføjede dog, at Birthe straks skulle forlade grevskabet.

 

Hvad mon der skete med Birthe?

Man får det indtryk, at fangefogeden måske efter tilskyndelse fra grevinden – ved afstraffelsen har ført slagene med let hånd, eftersom Birthe umiddelbart derefter har kunnet søge om løsladelse fra fængslet. Hun har næppe mistet hele sin hud.

Efter at være udsat for den ydmygende afstraffelse forsvinder den ulykkelige kvinde ud af historien. Er hun søgt til hendes vestjyske hjemstavn og har fundet trøst og hjælp hos fattige slægtninge. Har hun måttet vandre ad de lange og næsten ufremkommelige landeveje, tiggende nådens brød og jaget fra by til by.

Det var på den tid, hvor Hans Adolf Brorson på samme egn prædikede pietismens kristne barmhjertigheds – og kærlighedsbud.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.590 artikler – om Lov og ret – se her:

Under Tønder: (257 artikler):

• Bødler fra Tønder
• I fængsel i Tønder
• Henrettelse i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær

Under Aabenraa (150 artikler):

• Henrettelse i Aabenraa (b)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved 1-2
• Jordemødre, Hekse og kloge koner

Under Sønderjylland (187 artikler)

• En skarpretter fra Haderslev
• Riber Ret (3)
• Ribe – og Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Et mord i 1814

Under Østerbro (86 artikler)

• Henrettelse på Østerbro
• De gamle Statsfængsler på Citadellet

Under København (176 artikler)

• Bag Bremerholms mure

Under Andre Historier (60 artikler)

• Jagten på den adelige heks
• Var Anne Palles den sidste heks?
• Borgerligt Regimente

 

Om Ballum – se her:

• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten fra Ballum
• Ballum – dengang
• Fra Højer til Ballum
• Agga – en sønderjysk pige (b)
• Færgefart fra Ballum til Rømø

 

Om Schackenborg/Møgeltønder – se her:

• En ridder fra Gallehus
• Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
• Guldhornene fra Gallehus (1)
• Guldhornenes ældste historie
• Præsten fra Daler
• Overinspektør fra Schackenborg
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie

Læs også:

• De Kongerigske Enklaver 1-2

 

 

 

Genforening – Juridisk: Nej – Folkeligt: Ja

Det er ikke tale om Genforening i juridisk forstand. Og Nordslesvig blev ikke bare ”hugget”. Der var virkelig drama, da kongen red over grænsen. Vi skal høre, hvad der skete med den lille pige og hesten. Og om det er rigtig at kongen også styrtede. I 1907 accepterede den danske regering at nordslesvigerne ikke skulle kunne stemme sig til Danmark. Vi oplevede et historisk paradoks. Andre lande kæmpede for os. Det sagde vi aldrig tak for. Den danske regering fulgte en tyskerkurs og tilbød en anden ø, hvor de kunne opbygge en flådestation. Omtalen har et skær af nationalromantik. Kongens ridt blev holdt i et mytologisk skær. Glemt var alt om Påskekrisen. Endnu en profeti gik i opfyldelse. Der har været mange knaster i det dansk – tyske samarbejde. Mindretallets Museum ville ikke kendes ved vores bog trods god omtale i Der Nordschleswiger. Tilliden voksede efterhånden til de tysksindede. Begge mindretal får masser af tilskud.

 

Man undlader bevidst at nævne noget af Neergaards tale.

Det er ikke let at forklare københavnerne disse ting, ja heller ikke sønderjyderne. Man omtaler gene den store Dybbøl – fest, hvor Neergaard selvfølgelig omtaler de 6.200 nordslesvigere, der faldt i krigen. Men man glemmer helt bevidst at nævne det han også sagde:

• Det er ikke tale om en Genforening – Sønderjylland har aldrig været en del af Kongeriget.

Det har man så alligevel, men det er godt nok længe siden. Og det var før vi fik hertugdømmet Slesvig – Holsten.

 

Rent juridisk er det ikke Genforening

”Slesvigs deling” bliver kaldt moderne og gør ”Genforeningen” til en slags tragedie. Det er noget af den debat, der har verseret.

”Nordslesvigs indlemmelse i kongeriget” er et udtryk der også bliver kaldt for ”distanceret ligegyldighed”. Men formuleringen er ikke forkert.

Men dette forklarer ikke, at rent juridisk kom de dansksindede sønderjyder ikke hjem igen.

 

Et historisk paradoks

Nordslesvigerne også de dansksindede havde kæmpet mod dem, der sikrede at Nordslesvig kom til Danmark. Det er et trist historisk paradoks. Et sted mellem 25.000 og 30.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform.

Jo, der var stort dansk flertal i Nordslesvig i 1864 og det var det også syd for Flensborg dengang. Men ret hurtig blev det fortysket.

 

Det var andre lande, der havde kæmpet for os

Vi skal høre om det drama, der opstod, da kongen red over grænsen i 1920. Her stod danske piger med blomster i favnen – i begejstringen af den ”nationale samling”.

Men egentlig var det andre lande, der gjorde det muligt for os. Det var Verdenskrigens lange mareridt af bomber, giftgas og dødsmarcher mod fjendens kugler. Der skulle ”vold og magt” til. Fjenden var ”Det Tyske Kejserrige”

Det er historien om, at Nordslesvig aldrig var kommet til Danmark, hvis ikke millioner af franskmænd, briterne, italienere, russere, amerikanere og andre havde ofret deres liv i skyttegravene.

 

Danmark sagde nej til afstemning i 1907

De havde flere gange markeret, at de dansksindede ikke skulle sætte næsen op efter en flytning af grænsen. Og det til trods for Prag – freden i 1866. Uden Stormagternes protest fjernede Preusserne afstemningen vedr. § 5 i 1878, hvor man i Nordslesvig selv kunne bestemme, hvor man hørte til.

Og den danske regering accepterede dette så sent som i 1907. Det ville man bare nødig erkende, at man havde gjort. Først da kejsermagten lå i ruiner ville de acceptere, at slesvigerne selv måtte bestemme, hvor de ville hen.

 

Den danske regering fulgte en ren ”Tyskerkurs”

Danskerne har heller aldrig få at vide, at da tyskerne meddelte, at vi nok ikke kunne få Als, for her lå en tysk flådestation. Straks meddelte den danske regering så kunne de få en anden dansk ø, hvor de kunne opbygge en flådestation, så de kunne holde øje med trafikken i de danske bælter.

De danske regeringer fulgte en ren ”Tyskerkurs” i alle spørgsmål om sikkerhed. Vi var en lilleputnation med en stor og farlig nabo. Vi skulle nødig provokere tyskerne. Og det skulle vi heller ikke under fredsforhandlingerne.

 

Neergaard glemte at sige tak

Vender vi tilbage til statsminister Neergaards tale den 11. juli 1920 i Dybbøl var der heller ingen tak for de europæiske ofre eller til præsident Woodrow Wilson, selv om det var hans 14 punkts-program for genopbygningen af Europa, som etablerede en ramme for national selvbestemmelsesret.

 

Et skær af nationalromantik

Efter den tid tog fortielserne til. Det er ikke særlig populært at anfægte disse. Fortællingen om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektiv erindring. Det er selvros og hyggenationalisme. Vi dyrker fortællingerne om dansk modstandskamp under Anden Verdenskrig og helteindsats under 1864.

Vi har en tendens til at have en glansbillede-historie om danmarkshistorien. Om gode, retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er det altså ikke.

I skolen i Sønderjylland lærte vi, at Kong Hans skar ørerne af friserne, fordi de ikke betale skat til den danske konge. Om det nu er rigtig, ja det kan man da have sin tvivl om.

Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, som handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og arbejde ud af undersåtterne.

 

Danmark ville ikke respektere internationale regler

Vi kom ud i en håbløs kamp mod det ekspanderende Preussen.

Nej, vi blev ikke bare overfaldet uden videre. Og Nordslesvig blev ikke bare taget fra Danmark. For det første så tilhørte landsdelen ikke Danmark. For det andet så havde Christian den 9. underskrevet november-forfatningen, der trak Slesvig nærmere til Danmark.

Det var imod fredsaftalerne indgået efter den første slesvigske krig. Andre vil så også påstå, at det var imod Ribe – brevet. Men det sidste var nok nærmere end håndfæstning.

 

Et ydmygende nederlag

Det gik kun et halvt år, så var krigen over. Danmark havde lidt et ydmygende nederlag. Vi husker rømningen af Dannevirke, den preussiske storm på Dybbøl og den afsluttende invasion af Als.

5.000 mennesker var gået tabt – døde, sårede eller taget til fange. Man regner med, at 3.200 dansksindede døde i krigen 1864

 

Danskhed skulle fjernes og bekæmpes

Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med mange midler. Modsvaret var danske foreninger og Sønderjysk Kaffebord. Men egentlig var det begrænset, hvor danskerne måtte mødes. Udvisninger var et hyppigt anvendt værktøj fra tyskernes side.

 

Kongen begik politisk fejlgreb

Tænk engang lige inden kongen red over grænsen må han have følt den kongelig taburet vakle under ham. Han havde begået en politisk fejl af dimensioner. Men han var interesseret i Flensborg. Hans kongerige skulle være så stort som muligt. Han kunne se, hvordan hans fætter, zar Nikolaj den Anden var blevet afsat af revolutionære kræfter.

Stauning kom den lidende konge til undsætning og tilbød ham en kattelem ud af krisen. Enten lyttede kongen til Stauning eller også var det farvel til tronen. Kongen havde lyttet til nogle af sine venner i erhvervslivet inden han tog den fatale beslutning at fyre Zahle – regeringen.

 

Kongens ridt i mytologisk skær

Det kunne have gået anderledes. Kongen kunne ride over grænsen på en hvid hest som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudsagt. Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt til at fremstå i et nærmest mytologisk skær. Og kongen selv gjorde sit til at det lykkedes. Alt hvad der skete nogle måneder tidligere, var pludselig glemt. Kongen var i den grad populær.

 

Må jeg tage hende op på hesten?

Den 10. juli 1920 klokken er lidt over ni om morgenen. Christian den Tiende var netop redet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd havde hun en kurv med roser – en rød og en hvid.

Hendes hvide kjole var prydet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op til sig på hesten og omfavne hende.

Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var et adoptivbarn med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen greb fat om den lille hånd under roserne. Kongen spurgte pigens mor:

 

• Må jeg tage hende op på hesten

 

Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:

 

• Må jeg?

 

Moderen kunne se tårer på kongens kind.

 

• Ja tak

 

Johanne var ulykkelig

Ja sådan fik moderen det fremstammet. Og så løftede han den hvidklædte pige med blomsterne op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:

 

• Vil du med til København

 

Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:

 

• Nej, jeg vil blive hos min mor

 

Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den ni – årige Johanne var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev efterfølgende i sin dagbog:

 

• Da det lille væsen lagde sin arm om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme.

 

Vi har tidligere her på siden skrevet både om ”Pigen fra Højer”, ”Den Sure Præst fra Højer” (Johannes plejefar) og mange artikler om ”Jomfru Fanny”.

 

En lille pige dukkede op i Aabenraa omkring 1805

For at forstå mytologien om denne begivenhed skal vi tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukker op i Aabenraa. Hun hed Franziska Caroline Elise Enge. Der gik og går stadig rygter i byen om, at hun var fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.

I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenburg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejdede som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for Jomfru Fanny.

Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså også, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, hvor danskerne vandt.

Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historien vidt omkring.  Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.

Hun spåede at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 kom Jomfru Fanny med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa.

Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set magen til, og efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.

Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade blod i gaderne, lyder det i apotekerens referat. Der kom faktisk en stor krig i 1870 mellem Frankrig og Preussen, men resten passer ikke.

Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet, og kort før sin død i 1881 kom hun så med en spådom:

 

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham.

 

Johanne’ s mor blev stoppet af politiet

Mon ikke H.P. Hanssen fra Aabenraa gjorde sit til, at denne drøm gik i opfyldelse. Han har sikkert givet hoffet et tip om, at kongen burde benytte en hvid hest.

Allerede ved fire-fem tiden om morgenen stimlede folk til den gamle grænse ved Frederikshøj for at afvente det historiske øjeblik, da det gamle sagn om kongen på den hvide hest skulle gå i opfyldelse.

Men for Elisabeth Braren, der forsøgte at følge hendes datter på kongens hest, var de store menneskemængder et problem.

Hun kunne se, at Johanne oppe på hesten var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an af tre politibetjente.

Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter ude på vejen.

 

Hesten var sandelig hvid

I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskiold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder, så den ikke gik i panik.

Hendes farve har man diskuteret. Således havde Christian den Tiendes yngste søn, prins Knud fået noget hvidt på bukserne. Hesten er formentlig blevet striglet med wienerkalk eller pibeler for at fjerne gule misfarvninger fra urin på bugen.

 

Flere dramaer omkring Kongens ridt

Der skete flere ”dramaer” dengang. For mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Hans syvårige barnebarn så på, mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling, var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” og barnebarnet, der også hed Hans Jørgen Bylling, så sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.

Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.

 

Johannes mor fik stoppet kongen

Mens den tragiske situation udspillede i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset majestæten. Denne spurgte:

 

• Må jeg beholde hende

 

Elisabeth Braren skrev efterfølgende, at hun ikke efterfølgende turde udsætte sin datter for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på, og stille gik de bagefter sværmen.

 

Veteranerne ved Tyrstrup kirke

Men kort tid efter mistede endnu et menneske livet.

Efter sit ridt gennem Christiansfeld steg kongen af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.

En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren, skrev Berlingske Tidendes korrespondent.

Der blev også snart kongens tur til at falde.

 

Kongen styrtede

Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte majestæten videre mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.

Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op, men Kong Christian den Tiende, der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme, så han svingede sig op alligevel.

Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne, og bukkede. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest, og så faldt majestæten til jorden.

 

Endnu en profeti gik i opfyldelse

På den måde opfyldte Kong Christian den Tiende muligvis endnu en profeti – i hvert fald, hvis man skal tro Robert Ludvigsen fra Berlingske Tidende.

Korrespondenten skriver nemlig, at en ældre herre overværede styrtet og sagde:

 

• Der er et gammelt sagn, der siger, at en dansk konge engang skal kysse Sønderjyllands jord.

 

Og med tårer i øjnene fortsatte han:

 

• Så gik også dette gamle sagn i opfyldelse. Det var endda skønt.

 

Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han heller ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af smerter. Resten af turen måtte foregå i bil.

Men da var myten skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billederne af kongen på den hvide hest blev et nationalt ikon.

 

Kongen glemte ikke ”Lille Johanne”

Kongen glemte ikke Johanne Braren. Han sendte hende et indrammet billede fra rideturen, inviterede hende til arrangementer, når han besøgte Sønderjylland og forærede hende gaver da hun blev konfirmeret og senere gift.

Men selv om det havde været en stor oplevelse fyldte det ikke meget i hendes tilværelse. En stor del af Johanne Brarens liv kom til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i vejle, men butikken kunne ikke løbe rundt.

I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab og da hun fandt kærligheden igen i 1947, gik der kun seks år før hun igen blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsøge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Århus og blev 87 år.

 

Den hvide hest levede ikke så længe

Den hvide hest levede knap så længe. Den blev syg og måtte aflives i 1921. Den hestehov, som efter sigende var først over den gamle grænse, blev forsølvet og fik inskriptionen:

 

• Jeg bar kongen over Grænsen hen – da Sønderjylland blev dansk igen

 

Den endte på kongens skrivebord på Amalienborg.

 

Man deler sig også mellem dansk og tysk

I det sønderjyske er det helt afklarede bekendelser uden tvivl. Det er hele familier, som er danske eller tyske. Der er familier, hvor man deler sig mellem dansk og tysk.

Grænselandet er et sted, hvor forskellige kulturer mødes, stride, lever med hinanden og mod hinanden. Ja man kan sige meget, og det har undertegnede faktisk gjort i form af en bog. Den fortæller, hvordan det dansk – tyske forhold var i grænselandet i form af oplevelser, som jeg har været igennem ind til for efterhånden mange år siden, da jeg flyttede fra grænselandet.

Jo dengang i min ungdom i Tønder havde det tyske mindretal også deres egne butikker. Andersen & Nissens Boghandel blev anset for at være sådan en. Jeg fik at vide, at jeg skulle tiltale medlemmer af det tyske mindretal på tysk, men det nægtede jeg.

 

Man ville ikke kendes ved vores bog

Tænk – engang ville man ikke røre min bog med en ildtang på museet for det tyske mindretal og det trods en positiv omtale i Der Nordschleswiger. Men nu befinder den sig på museet.

Det er nu heller ikke rigtig, at forholdet mellem det danske og tyske har været gnidningsfrit i alle årene som påstået i medierne. Flittige læsere af vores hjemmeside vil vide, at det har været nogle gevaldige knaster. Disse knaster voksede i 1930’erne og begyndte vel først at aftage midt i 1950’erne. Men først mange årtier efter er disse knaster næsten forsvundet.

I Sønderborg ville borgerskabet ikke handle hos Wohlenberg Delikatesser. De sendte så tjenestepigerne. Og når der så blev købt vin, så blev det hældt over på en anden flaske eller etiketten blev fornyet. Man skulle da nødig se, at man støttede Wohlenberg.

 

Tilliden voksede til de tysksindede

I 2005 viste en undersøgelse lavet af Vilstrup for Politiken, at hver anden dansker mente, at danskernes forhold til tyskerne stadig i nogen grad var påvirket af besættelsen i årene 1940 – 45.

Resultatet var egentlig forventet, men samtidig også lidt skræmmende. Ti år senere viste en Voxmeter – undersøgelse at syv ud af ti danskere havde en overvejende positiv opfattelse af den tyske befolkning.

 

Masser af tilskud

Tænk engang, Jørgen Mads Clausen, medejer af Danfoss opfordrede ligefrem sønderborgerne til at stemme på det tyske mindretals spidskandidat Stephan Kleinschmidt ved kommunalvalget.

Det tyske mindretal synes måske, at Danmark er lidt sløv i optrækket når det gælder opfyldelsen af de europæiske sprog – og mindretalsrettigheder.

Det Danske Mindretal syd for grænsen får ca. 600 millioner kroner årligt fra den danske stat, mens det tyske mindretal nord for grænsen får 90 millioner kroner fra Tyskland. Dertil kommer omfattende tilskud fra stat og kommune. Faktisk finaseres cirka 75 pct. af det tyske mindretal med danske midler – ikke mindst i form af tilskud til skoler og børnehaver.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• powinternational.dk
• dr.dk/nyheder
• nyheder.tv2.dk
• altinget.dk
• b.dk
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Berlingske Tidende

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.586 artikler heraf 133 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

• Under denne kategori finder du en artikel, der hedder Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening – den indeholder en liste med 118 artikler, der relaterer sig til emnet.

Under Aabenraa (150 artikler):

• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Fanny Enge (2015)
• Fanny Enge (2013)
• Jomfru Fanny 6. kapitel (b) (Ny-redigeret)

Under Højer (73 artikler):

• Den sure præst fra Højer
• Pigen fra Højer

Under Sønderjylland (187 artikler):

• Kongens Hvide hest (1-2)

 

Sandheden om Karantænestationerne

Stationerne i Padborg og Kruså. Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne. Lægeligt personale skulle skaffes lokalt. Man tænkte på tysklandsarbejdere. Amtmændene var betænkelige. Planerne blev fuldstændig ændret. Elever inddraget i planerne. Tiltro til katolsk søster. Læger og sygeplejersker arbejde i døgndrift. Masser af angreb ovenfra. Barakkerne var ikke klar. De første, der kom, var politifolk. Nattens blodbad. Mange blev kørt direkte på sygehus. Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler. Nervøsitet i Neuengamme. 48 spædbørn fik lunken øl. 4.300 kvinder i 53 kreaturvogne. Dagen efter holdt der endnu et tog på Padborg Station med 3.000 kvinder. Luftkampe og strømsvigt. Lejren blev beordret tømt.

 

Stationen i Padborg

Det var sandelig ikke noget som Folke Bernadotte havde beordret. Og egentlig havde karantænestationerne i Padborg og Kruså slet ikke noget med ”De Hvide Busser” at gøre. At de så fik det, ja det er en helt anden sag.

Karantænestationen i Padborg var beliggende på pladsen ved DSB’ s lokomotivremise og på en tilstødende mark øst herfor. Den var indrettet i otte større og mindre træbarakker, som var opført til formålet.

 

Stationen i Kruså

Karantænestationen i Kruså var indrettet dels i Kruså Vandmølle og i en barak i tilslutning hertil dels i nogle træbarakker, som var opført på Krusågårds mark øst for hovedvejen over for Kruså Toldsted.

Der blev også oprettet karantænestationer i Tønder og Gedser.

Disse stationer var egentlig bygget som gennemgangsstation for grænsepassanter for de til den tid hjemvendte tysklandsarbejdere.

 

Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne

I 1943 begyndte de danske sundhedsmyndigheder at overveje, hvilke foranstaltninger, der skulle træffes, hvis krigen rykkede Danmark nærmere. I juli 1943 foreslog Sundhedsstyrelsen således i et brev til Indenrigsministeriet, at der skulle indkøbes nogle mobile aflusningsovne.

Man begrundede forslaget med, at der let kunne opstå situationer, hvor man for at forhindre udbredelsen af plettyfus måtte foretage aflusning af et stort antal personer.

Efter de voldsomme engelske luftangreb mod Hamborg i slutningen af juni og begyndelsen af august 1943 ankom der her til landet et stort antal danske tysklandsarbejdere og tyske statsborgere, som var flygtet fra den bombehærgede by.

Sundhedsstyrelsen anså det nu nødvendigt, at der snarest blev indrettet karantænestationer ved grænsen. Man anmodede i et brev af 29. september 1943 Indenrigsministeriet at søge bevilling hertil idet man understregede sagens hastende karakter.

 

Lægeligt personale skulle skaffes lokalt

Desuden anmodede Sundhedsstyrelsen amtslægerne i Sønderjylland om at organisere en lægelig kontrol ved grænsen.

Ved forhandlinger med Arbejdsministeriet og Statens Civile Luftværn fik Indenrigsministeriet tilsagn om nogle barakker der skulle anbringes i depot i Sønderjylland.

På disse stationer skulle de personer, der passerede grænsen registreres og sorteres efter smitterisiko, bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Herefter skulle tøjet afluses i mobile aflusningsovne, mens personerne skulle sæbes af og i styrtebad.

Lægeligt personale skulle i første omgang skaffes lokalt og fra Statens Seruminstitut. men hvis der var behov for det, skulle der indkaldes læger fra hele landet.

 

Man tænkte på Tysklandsarbejdere

Indenrigsministeriet satte dog spørgsmålstegn ved nødvendigheden af så omfattende foranstaltninger som ønsket af Sundhedsstyrelsen.

Det var dog tydeligt at man over for den tyske besættelsesmagt ville sløre den egentlige hensigt med karantænestationerne. Tyskerne fik kun at vide, at der blev forberedt stationer til lægehjælp og bespisning af arbejdere.

Den 3. november 1943 blev der bevilliget 410.700 kr. til oprettelse af grænsestationer ved grænsen. I tidsrummet fra januar til august 1944 inddrog Indenrigsministeriet en lang række andre ministerier og styrelser i planlægningsarbejdet.

Foranstaltningerne antog sigte på de danske tysklandsarbejderes tilbageverden. Det udvalg som skulle planlægge det hele, kom til at hedde ”Udvalget vedr. arbejdere i Tyskland”.

Den 23. august 1944 var man færdig med ”Plan over Karantæneforanstaltninger ved landets grænser”.

 

Amtmændene var betænkelige

Amtmændene i Aabenraa og Tønder var noget betænkelige om at overtage ledelsen af karantænestationerne, når politiet og grænsegendarmeriet ikke mere var i aktion. I november 1944 kunne karantænestationerne tages i brug selv om, der manglede en del barakker.

I Padborg blev der gjort klar til at modtage 200 politibetjente hjemført fra koncentrationslejren Buchenwald. Ved ankomsten til Padborg blev de dog på grund af deres helbredstilstand kørt direkte til Frøslevlejren, hvor de næste dag alle blev lægeundersøgt.

Så sent som den 24. marts 1945 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, hvori man fastholdt de oprindelige planer.

 

Planerne blev fuldstændig ændret

Omkring den 1. april 1945 indtraf der imidlertid begivenheder, som fuldstændig ændrede alle hidtidige planer. Samtidig betød det, at karantænestationerne fik opgaver af en art og rækkevidde, som ingen på forhånd havde forestillet sig.

Der skulle nu handles hurtigt. Der var ikke tid til mange omsvøb eller forhandlinger. Karantænestationerne i Kruså og Padborg blev simpelthen taget i brug af Socialministeriet bistået af Dansk Røde Kors og Statens Civile Luftværn som en slags basis station fra hjemtransporterne fra de tyske koncentrationslejre med bl.a. De Hvide Busser.

I Indenrigsministeriet og hos Amtmanden i Aabenraa gav disse tiltag naturligvis anledning til nogen forbavselse. Nu fik tusinder af mennesker pludselig glæde af disse stationer selv om de ikke var tiltænkt dem.

Man havde slet ikke i planlægningen regnet med at stationerne i Kruså og Padborg skulle tage imod 17.000 hjembragte fanger.

 

Elever blev inddraget i planerne

Fra den 11. april til 5. maj 1945 deltog en del af eleverne fra Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedssygeplejerske for ledende og undervisende Sygeplejersker i det store hjælpearbejde. Nogle var der få dage, andre en uge og nogle var der endnu længere.

Barakker var endnu ikke gjort klar. Nu gjaldt det om at gøre dem rene og desinficerer dem.

 

Tiltro til katolsk søster

En af dem, der var med var Søster Benedicte Ramsing. Hun var katolsk nonne i Sct. Joseph – søstrenes orden. Hun gik rundt i ordenens uniform. Dette styrkede tilliden hos de medtagende kvinder, der var meget mistroiske, da de ankom til karantænestationerne. Nogle gemte sig endda, da de skulle vide med lazarettog. Der var altid nogen der gemte sig. Men da de så opdagede den katolske sygeplejerske, ja så gik det meget bedre.

 

Læger og sygeplejerske arbejdede i døgndrift

Sygeplejerskerne kom i forskellige hold fra Aarhus til Padborg og Kruså. Det første hold nåede Padborg ved 10 – tiden den 11. april.  Ved ankomsten til karantænestationen var det første ambulancetog allerede ved at blive læsset. Blege afkræftede nordmænd og danskere lå ved vinduerne i kupeerne, trods deres tilstand lykkelig smilende. Læger og sygeplejerske tog med toget.

Mange af sygeplejerskerne og lægerne arbejde i døgndrift på karantænestationerne. De modtog KZ – fangere i en grusom forfatning. De var mærket på sjæl og krop. De var fyldt med sår efter tortur, der fortalte om grusomme rædsler. De var så udsultede, at nogle af dem ligefrem skulle mades. De var fyldt med utøj. Og sygeplejerskerne måtte nærmest vade i diarre og opkast.

 

Masser af angreb ovenfra

Flere gange blev busserne angrebet. De allierede flyvere respekterede ikke Røde-Kors-mærket. Mange blev dræbt og såret under disse angreb. Ikke så få af disse blev begravet på Bov Kirkegård. Ofte var der også patienter fra karantænestationerne, der blev begravet på kirkegården.

Heller ikke Karantænestationerne undgik angreb. Det var både direkte angreb samt luftkampe lige over stationerne. Særlig når der var allieret angreb mod Flensborg var karantænestationerne i farezonen.

 

Barakkerne var ikke klar

Allerede den 8. april var Karantænestationen ved Padborg åbnet. De første busser med danske og norske kvinder var ankommet. De fik et måltid mad og blev så sendt videre.

Efter at det blev sendt afsted begyndte man at desinficere og gøre rent i barakkerne. Det medbragte udstyr blev pakket ud og fordelt. Yderligere sygeplejemateriel og medicinalvarer var blevet fremskaffet og blev fordelt. Instrumenter og tøj var blevet udlånt fra Aabenraa og Sønderborg.

 

Lejren i Padborg

Lejren i Padborg bestod af tre store patientbarakker med pladser til en maximal belægning på 750 patienter, en lille barak med 2 – sengs stue, en Ligstue, en karantænestation med aflusningsanstalt, Bad, skadestue og en administrationsbygning, hvor køkken fandtes i den ene ende, en spisesal samt kvarterer for sygeplejersker, CBU’ er (Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne) og chauffører. Karantænestationen blev opvarmet af den lokale af deling af D.K.B. (Danske Kvinders Beredskab) i Padborg og Bov.

Telefonen kimede ustandselig i administrationsbygningen.

D.K.B. stod også på enestående måde for den daglige betjening. Baronesse Wedel-Wedelsborg havde gennem længere tid været knyttet til Frøslevlejren som Røde Kors’ repræsentant var den gode Fe, der skaffede herlige forsyninger til lejren. Man glemte pludselig, at der var noget, der hed rationering.

C.B.U. – mandskabet viste også en enestående hjælp. Der var faste sygeplejersker for hver barak. Der var en del læger fra de lokale sygehuse og fra København knyttet til lejren for et kortere tidsrum. De ledsagede også konvojer til Tyskland og lazarettog til København.

 

De første, der kom, var politifolk

De første der ankom til selve lejren var 50 danske politifolk. De fik aftensmad og der blev sunget sange og der var diverse taler. Derefter tog de til en lade i Frøslev for at overnatte inden afrejse næste dag. Næste dag modtog man endnu 50 politibetjente. De fik frokost, men ellers var det ikke rigtig nogen velkomst til dem på grund af travlhed.

 

Glad norsk sang

Ofte kunne man ikke regne med tidspunktet for afsendelse af de forskellige tog. Det skyldtes jernbanesabotager. Så måtte man nogle gange vælge at fragte folk med busser i stedet.

Senere kom norske og danske internerede direkte fra Neuengamme. Hvis deres tilstand tillod det, blev de aflusede og fik varmt bad. Det vakte megen begejstring og pludselig genlød Karantænestationen af nordmændenes friske sang:

 

• Det gaar bedre og bedre Dag for Dag

 

Nattens blodbad

De syge blev båret fra ambulancerne direkte til barakkerne, kom til sengs med det samme og blev vaskede og gjort i stand, så godt forholdene tillod det. Deres tøj blev behandlet med Ivoran – pudder.

Et allieret fly begyndte at angribe karantænestationen. De tyske vagtposter skød igen. Flere blev alvorlig sårede. De måtte køres til Aabenraa Sygehus.

Næste morgen var der masser af rengøring efter nattens blodbad. Karantænestationen var gennemboret af flere huller. Men man måtte være hurtige med rengøring, granatsplinter måtte fjernes. Næste konvoj var undervejs.

 

Mange blev kørt direkte på sygehus

Alle der gik gennem Karantænestationen fik en hurtig lægeundersøgelse og blev registreret. Senere gik lægerne rundt på barakkerne, så til de syge, ordinerede medicin og skiftede forbindinger. Dette var hårdt tiltrængt. De fleste af patienterne var fulde af inficerede sår. De mest hyppige sygdomme var tuberkulose, blyforgiftninger og sygdomme, der relaterede sig til mangel på eller dårlig mad. Alle var afkræftede i højere eller mindre grad.

Først måtte de have den mest nødvendige medicin og den hårdt tiltrængte mad.

Indimellem fik man at vide, at konvojer var angrebet. Der var sårede og dræbte imellem. Mange blev kørt direkte til Aabenraa eller Sønderborg Sygehus.

 

Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler

Pludselig blev der givet tilladelse til at tømme lejren i Neuengamme. Det skulle ske inden englænderne nåede området. Til dette formål måtte der tilkaldes 100 rutebiler fra hele landet. Ikke alene nåede man dette men inden for 24 timer nåede man også at male alle bilerne hvide med Røde Kors mærker og Dannebrogsflag på taget.

Inden disse biler kunne tage af sted, måtte hele lejren evakueres. Man fandt forsager på området.

 

Nervøsitet i Neuengamme

Konvojen var delt i seks kolonner, der startede med en halv times mellemrum. Hver konvoj var ledsaget af en konvojfører, en læge og to sygeplejerske. De første biler nåede Neuengamme kl. 18. De internerede havde stået på pladsen siden kl. 4 om morgenen. De havde fået besked om at de skulle være ude af lejren inden kl. 18.30. Nervøsiteten var stor men den afløstes af glæde og lettelse, da konvojen endelig nåede frem.

Bilerne kørte ind i lejren en for en, blev fyldt til sidste sæde og kørte nu direkte til Friedrichsruhe, hvor man bivuakerede. Næste morgen ved 6-tiden brød man op. Nu begyndte hjemturen til Danmark i silende regn. Men hverken dette eller den sparsomme nattesøvn havde formået at slå humøret ned.

Hos de internerede var glæden og begejstringen over hjemturen strålende. Jo nærmere de kom den danske grænse, jo mere sang de. De blev dog noget skuffede, da de (4.600) fik at vide at de skulle til Frøslev og Møgelkjær og ikke til Sverige.

 

Banearbejdere nedlagde arbejdet

Allerede tidligere havde lejren modtaget 100 dødssyge mænd fra Neuengamme med tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de næste dag sendt videre i lazarettog. De blev sendt videre til København, hvor svenske sygeplejerske tog imod. Og så gik det videre mod Sverige.

Pludselig fik man så at vide, at banearbejdere havde nedlagt arbejdet diverse steder. Så måtte man i hast omorganisere og sende folk afsted i busser.

 

Busserne blev godt modtaget

Når busserne kørte gennem Danmark, var det mange steder, man fik en ekstatisk velkomst i de byer, de kom igennem. Borgerne var mødt op med mad, tobak og blomster. Specielt ”den dejlige tobak” var meget velkommen. Gestapo var med i vognene, og personalet havde advaret deres patienter mod at vise følelser over for dem.

Der kom pludselig frem, at 63 flygtninge var flygtet fra toget under en tidligere transport. Tyskerne forbød nu, at der blev sendt folk afsted. Det betød, at der nu skulle skaffes flere busser. Senere gik tyskerne dog igen med til at man måtte bruge tog.

Der var en del forvirring med ordrer og kontraordrer om ophævelse af lejren

 

48 spædbørn fik øl

Da alle skandinaverne var bragt hjem, begyndte transporterne fra den store kvindelejr Ravensbrück. Her var næsten alle nationaliteter repræsenteret. Men antallet af polakker var så langt det overvejende.

Der var 48 spædbørn med disse kvinder. De var så udsultede at de næsten lignede oldinge. Kvinderne var meget mistroiske. De ville ikke bare overlade børnene til sygeplejerskerne. Men dagen efter var der ingen problemer.

Der var på det tidspunkt umuligt at skaffe mælk eller anden babymad. Men så fik babyerne en lunken Hof med sut hver sjette time. Dette virkede beroligende på børnene

 

4.300 kvinder i 53 kreaturvogne

Den 30. april ankom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Det var en kæmpe arbejdsbyrde at skulle stå med disse også rent psykisk. Man blev konfronteret med menneskelige lidelser af uforståelige dimensioner.

Da de mange kvinder blev lukket ud af kreaturvognene efter mange dages togrejse uden mad og drikke kastede de sig over alt spiseligt. Der opstod en masse slåskampe. Efterfølgende lærte personalet at lukke dem ud i hold for at undgå tumult.

Ud ad alle åbninger stak menneskearme, der vred sig. Ud humpede, krøb og løb udhungrede og syge kvinder. De var i forvejen svage. De havde været på skinnerne i fire – fem døgn. De gjorde alt, hvad de kunne for at finde noget at spise. De gravede lægkartofler op i de omkringliggende haver og spiste dem på stedet. De sloges om skraldeposer og vandposter. De satte sig midt på perronen. Til sidst fik man skaffet grød til dem alle sammen.

Men overalt i toget var der kvinder, der var ude af stand til at røre sig. I flere vogne var det døde. Man hørte igen luftalarmen. Og så frygtede man at banegården var målet, men det var en nærliggende flyveplads lige syd for grænsen.

Kvinderne havde alskens sygdomme og mange sår efter hundebid. Ankomsten af toget blev hele tiden meldt og afmeldt. Til tider kom meldingen, at toget slet ikke ville ankomme. Klokken 2 om natten kom meldingen så toget ville ankomme om en halv time.

Toget ankom først klokken 5. I ventesalen havde D.K.B’ er været parat med mælk og brød i lang tid. Der var ikke plads til alle på karantænestationerne så man måtte fremskaffe en masse togvogne til kvinderne.

Mange blev straks efter bespisningen sendt videre nordpå.

 

Der holder endnu et tog på Padborg Station

Mens man planlagde afskedsfest og nedlukning af stationerne, kom der pludselig en melding om, at der holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder fra Ravensbrück på Padborg Station.

Lejren måtte gøres i stand til modtagelse. Fra D.K.B Sønderborg forsøgte man i hast at fremskaffe nok mad. Indtil da blev der uddelt knækbrød. De havde ikke fået mad i flere dage. De var så sultne, at det var næsten umuligt at få uddelt knækbrød.

Klokken 18 kom der så igen nogle Tysklands – svenskere. De måtte indkvarteres i ”Gæstetoget”. De fleste af de syge kvinder fra Ravensbrück blev kørt til lejren i Kruså. Men dette arbejde blev vanskeliggjort, da der kun var en ambulance til rådighed.

 

Luftkampe og strømsvigt

Igen engang var der flyvarsling og overflyvning med kraftig skydning og luftkampe lige over lejren det meste af aftenen. Pludselig var der heller ingen strøm. Det var vanskeligt i totalmørke at få overført kvinderne i totalmørke var banegården til lejren. Fordelingen af i barakkerne og behandlingen af patienterne var også vanskeligt.

7 unge hollændere hjalp med registreringen. Et tog med 800 blev straks efter bespisningen sendt videre nord på.

Afsendelse næste dag var beregnet til at skulle foregå kl. 11. Men ved Tinglev var et troppetransporttog afsporet ved Tinglev. Kl. 12 samledes alle kvinder uden for barakkerne, og der blev uddelt madpakker til dem.

Bespisningen om eftermiddagen foregik på samme måde. Kl. 16 fulgtes de resterende patienter til banegården og blev fordelt i toget som afgik kl. 17. Det næste tog skulle være afgået lige efter, men atter engang var der luftalarm. Så dette tog afgik først kl. 18.30.

 

Lejren blev beordret tømt

Da fronten nærmede sig, blev det besluttet at lejren skulle rømmes samme aften. Kl. 21 forlod de sidste sygeplejersker lejren. Det skete med rutebil. Da man passerede Kruså, var der kraftig skydning, bombardementer og adskillige brande. Der havde atter været angreb mod Flensborg.

De sidste fem dage på karantænestationen var præget af, at krigen rykkede tættere på. Den sidste store opgave var at hjælpe de internerede fra Frøslevlejren af sted.

I Kruså står der et mindesmærke, hvor Folke Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre også alle disse helte, der er omtalt i denne artikel?

 

 

Kilde:

• Kaj Kjerulf-Jensen: Sådan kom de hjem
• Johannes Holm: Sandheden om de hvide busser
• Susanne Malchau. Kærlighed er Tjeneste – Søster Bendicte Ramsing
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sygeplejersken
• Tidsskrift for Sygepleje
• Dagbog for holdet af Sygeplejersker/Dansk Sygeplejehistorisk Museum/dsr.dk
• dengang.dk – div. Artikler
• dsr.dk

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.586 artikler heraf 326 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter):
• De Hvide Busser – nok engang
• Myten om de hvide busser
• Karantænestationen ved Grænsen (1)
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen man lod flygte
• Josef Mengele – dødens engel
• De svenske forbindelser under Anden verdenskrig
• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejderne
• Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv
• Buchenwald – læge Værnet er stadig aktuelt

 

• Under Padborg/Kruså/Padborg (60 artikler):
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Dagliglivet i Frøslevlejren
• Frøslevlejren
• Straffelejren

 

• Under København (174 artikler)

 

• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• SS – absolutte grusomheder
• I ondskabens skygge af Holocaust

 

• Under Sønderjylland (187 artikler)
• Holocaust – aldrig igen
• Modstand i Tinglev (incl. Neuengamme)

Da Tønder Handelsforening startede

Med i mange handelsforeninger. Miss Gågade/Tønder. Valget faldt på Tønder. Veluddannede af god familie fik hjælp af Tønder Sparekasse. Selvstændig som 24 – årig. Den første forening blev stiftet i 1893. Tønder Handelsforening stiftet i 1906. Købmandsslægten Olufsen meget aktiv. Olaf opgav sin manufakturforretning – blev forretningsfører i Sparekassen. En aktiv handelsforening. Uddannelse startede i 1907. Mange institutioner til Tønder. Caspar Thomsen udvidede butikken Det var hårdt for lærlingene. Mange mørke sider. Igen generalforsamling i 1918. En tredjedel af handelsområdet blev skåret væk i 1920. Johannes blev ikke så rig. Olufsen forlod politik. Depression ramte Tønder i 1930’erne. Johannes døde alt for tidligt. Der er sket meget i Østergade 46.

 

Med i mange handelsforeninger

Det var her i Tønder, hvor jeg stod i lære. Men egentlig fik jeg aldrig indflydelse i handelen dengang i Tønder. Det vil sige, at det gjorde jeg måske alligevel. Jeg blev medlem af HK – Ungdom.

Men i Aabenraa blev jeg aktiv i Initiativudvalget, som var en handelsforeningens mange udvalg. Men samtidig blev jeg så også HK – formand. Det var det sandelig ikke alle, der kunne lide. Min arbejdsgiver havde været meget aktiv i Aabenraa dengang. Han kunne gå lide mit engagement.

Og det kunne de heller ikke nede i Padborg, hvor jeg blev sekretær i den lokale handelsforening. Der måtte man ikke give udtryk for ens mening om udviklingen i området uden at spørge bestemte personer af. Det endte også med en fyring fra min arbejdsplads.

Ja og så fortsatte jeg ellers på Nørrebro som sekretær i handelsforeningen. Foreningen har haft sin storhedstid, men den var sandelig også stor. For efterhånden en del år siden skrev jeg en bog om Nørrebro Handelsforening. Jo her er jeg stadig sekretær.

 

Miss Gågade/Tønder

Det var måske en lidt utraditionel begyndelse, når man egentlig vil skrive om handel i Tønder. Indrømmet, selv om jeg sidder helt herover, så smugkigger jeg altid på, hvad der sker over i Tønder. Her er de i den grad aktiv i handelslivet. Ja det var helt tilbage til dengang, da Michael Falcks far også var aktiv i handelslivet dengang. Jo jeg kan godt huske, at man udpegede Miss Tønder dengang eller var det Miss Gågade?

 

Valget faldt på Tønder

Men så langt op går vi ikke i denne historie. Til gengæld går vi langt tilbage. Det er til købmandsfamilien Caspar og Johs. Thomsen. Faderen var tysksindet kaptajn. Han søgte et givtigt sted for at etablere sin egen virksomhed og valget faldt på Tønder.

Caspar fandt sin kone i Tønde, Hun hed Jensine Margrethe og var datter af gæstgiver Jensen i Verlath mellem Aventoft og Rosenkranz. Hun var søster til borgmester Rathje i Tønder.

 

Veluddannede af god familie blev hjulpet af Sparekassen

Tønder Spare – og Lånekasse var villige til at hjælpe veluddannede unge mennesker af god familie i gang. Så i 1875 kunne han forpagte den velanskrevne købmand Angels forretning i Vestergade. Denne forretning blev senere overtaget af S.C. Lorentzen. Og her har min afdøde storebror langt senere været i lære.

 

Selvstændig som 24 – årig

Den 1. oktober 1877 i en alder af 24 år købte han købmand Carl Olsens forretning i det nuværende Østergade 46. Nu havde han fået foden rigtigt under eget bord. Jo han blev nemlig også ejendomsbesidder.

Salgssummen dengang androg 22.750 Mark. Caspar betalte kontant 9.250 Mark.

 

Den første forening blev stiftet allerede i 1893

I 1880’erne og 1890’erne havde han ret stor succes. Han blev anset som værende en god købmand. Østergade blev dengang anset til at være en af Tønders hovedstrøg. Her var stor trafik og handel med de store fredagsmarkeder. Kolonialvareforretningens sortiment blev forøget år efter år.

Selv kan jeg da huske fra min ungdom, at jeg været bydreng hos to købmænd i Østergade plus alle de andre steder jeg har være rundt om i byen.

Allerede i 1893 havde Caspar Thomsen stiftet ”Detaillistforening for kolonialbranchen”.

 

Tønder Handelsforening stiftet i 1906

I 1906 var Caspar Thomsen medinitiativtager til stiftelsen af Tønder Handelsforening. Han blev foreningens første formand indtil 1920. Kollegaen S.C. Lorenzen blev næstformand.

 

Købmandsslægten Olufsen var også meget aktiv

Meget aktiv dengang var også købmandsslægten Olufsen. Købmand P. Olufsen var en byens matadorer dengang. han havde en kæmpe købmandsbutik på hjørnet af Torvet og Storegade. Her var også urtekram og produkthandel. De velhavende marskbønder opbevarede deres penge i Olufsens store pengeskab. Han var selvfølgelig modstander af at der skulle oprettes en dansk bank i byen.

I Olufsens anden ægteskab kom der to sønner, tvillingerne Oluf og Lars samt datteren, Christine.

Lars kom i banklære. Da faderen døde den 3. februar 1903, overtog han den store forretning på torvet. Efter knap et år afgik han ved døden efter en af de talrige tyfusepidemier, der ramte Tønder dengang.

 

Oluf opgav sin butik – forretningsfører i Tønder Sparekasse

Oluf kom i manufakturlære. Senere drev han egen butik i Tønder. Faderen havde ladet opføre en stor forretningsejendom i Storegade 12. Det var kun ved hjælp hjemmefra at han kunne få det til at løbe rundt.

Ved svigerfars død overtog han dennes hverv som forretningsfører i Tønder Sparekasse og solgte sin manufakturforretning. Han opførte ejendommen, Østergade 17, som blev forretningslokaler for Sparekassen.

 

En aktiv handelsforening

Nu var det en ret aktiv bestyrelse dengang. De havde indflydelse på anlæggelse af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering, bedre gadebelysning, etablering af rutebilforbindelser m.m.

Vi kender jo nogle af dem, Nicolaus Andresen (sekretær). Flere kendte var til stede og gav deres tilslutning. Det var Oluf P. Olufsen, M.C. Christiansen, Jacob Klüwer, Emil Wolffhegel m.m.

De gode indtjeningsmuligheder hos byggeforretningerne og håndværkerne smittede af på de andre næringsdrivende.

 

Undervisning af lærlinge startede i 1907

Caspar Thomsen havde indset at et kollegialt samarbejde mellem byens købmænd var hensigtsmæssigt. Der var også hensigtsmæssigt at få undervist byens lærlinge. Denne undervisning startede allerede i 1907. Det var en forløber for den lokale handelsskole, der blev etableret i 1920.

Jo den 14. januar 1907 startede man undervisning med to klasser og i alt fire timer ugentlig. Undervisningen foregik efterfyraften klokken 8. regeringen i Slesvig kom dog med det ønske

 

Mange institutioner til Tønder

I disse år opførtes amtshuset, retsbygningen, statsskolen, elværket, Handelsbankens bygning, landbrugsskolen (senere Hedeselskabets ejendom på Ribelandvej). Der blev også anlagt mange privatboliger.

 

Caspar Thomsen udvidede sine butikker

I perioden inden Første Verdenskrig var Tønder i en højkonjektur. Det var naturligt at Caspar Thomsen udvidede sine forretninger. Han oprettede en forretning i Nørregade inden for salg af fast brændsel og byggematerialer. Senere oprettede han en cementvarefabrik på Tønder Øst.

Hvor kollegaen Carl Tiedemann var størst inden for trælast, så var firmaet Thomsen ubetinget størst inden for fast brændsel. Den 1. januar blev Johs. Thomsen medindehaver af faderens firma. Firmaet kom til at hedde C&J. Thomsen.

Forbindelsen med landbokunderne byggede endnu på traditioner. Købmændene havde deres faste kunder som kunne spænde fra i baggården til butikken. Det tilkom de unge lærlinge at være behjælpelig, når landmændene med deres indkøbsvarer begav sig på hjemturen.

 

Det var hårdt for lærlingene

Forretningerne holdt åben til klokken 22, søndage fra kl. 7 – 9 og igen fra kl. 11 – 14 om eftermiddagen. De sidste 20 dage før jul blev der først lukket kl. 22.

Det var hårdt for de unge, der i deres læretid fik kost og logi hos arbejdsgiveren. Men ingen løn. De skulle brænde kaffe, skylle flasker, tappe øl, støde krydderier, dreje kræmmerhuse, pudse vinduer, passe fyr og meget mere.

Stor travlhed herskede det på markedsdage i for – og efterår. Selv folk, der hverken ønskede at købe eller sælge, skulle en sådan dag til stads. De skulle træffe bekendte, besørge ærinder, hvad der i den grad skæppede i butikskassen.

 

De mørke sider

Trods de ret lyse kår, blev der kastet en skygge ind over byens forretningsliv. En del af købmændene kom ud for større tab ved Viktoria-bryggeriets sammenbrud.

Så kom krigen. Det rokkede selv ved det mest solide fundament.

Adskillige var indkaldt til krigstjeneste. Myndighederne kom hele tiden med nye forordninger. Kun et par dage efter krigsudbruddet i august 1914 indførtes der maksimalpriser. Rationeringen tog sin begyndelsen 1. marts 1915 med brød og mel. Senere kom der kort på alle fødevarer, desuden på petroleum, vaskemidler, brændsel m.m.

 

Kolonialhandlen kom til at lide

Et pund hvedemel måtte koste 29 penning, et pund sukker 30, et pund byggegryn 25, et pund smør 1,40 mark. I smughandel nåede disse og andre varer før krigens ophør op til mindst det tidobbelte.

Det var kolonialvarebranchen, der kom til at lide mest under indførelsen af maksimalpriser og rationeringen, der tog sin begyndelse den 1. marts 1915 med brød og mel. Senere kom der kort på alle fødevarer, desuden på petroleum, vaskemidler og brændsel m.m.

 

Mange led økonomisk

Til fordeling af de stadig mere beskedne mængder af husholdningsartikler blev der i Tønder opført følgende centraler:

 

• Kreis – Einkaufsstelle
• Kreis – Fettstelle
• Kreis – Kornstelle m.m.

 

Der dukkede erstatningsvarer op, men som tiden gik, blev disse stadig ringere.

Efter krigen var der mange der led økonomisk nedtur. Det skete bl.a. for dem, der optog kronelån for at få afviklet en markgæld.

 

Igen generalforsamling i 1918

Den 17. maj 1918 afholdt handelsforeningen igen generalforsamling. Her fulgte man handelskammerets indstilling om fortrinsvis at genindsætte de hjemvendte krigsdeltager, hvis dette kunne forenes med forretningens tarv.

Til trods for sit tyske sindelag nægtede Caspar Thomsen i 1919 på opfordring af Handelskammeret i Flensborg at protestere mod Nordslesvigs afståelse.

Man havde fra handelsforeningens side ønsket en sydligere grænsedragning. Tønders opland var i den grad blevet ødelagt. De sønderjyske handelsforening havde henstillet til regeringen at toldgrænsen blev flyttet til første zones sydgrænse. Man havde også ønsket Nordslesvig besat af danske styrker. Men de ønsker fik man ikke opfyldt.

 

Der blev smuglet i Tønder

Efterhånden var der masser af smugling. Mange nødpengesedler var i omløb. Tønder by lod fremstille seks værdier fra 10 mark til 20 penning. Udgivelsen af disse pengesedler gav for Tønder by et overskud på 127.000 mark. Men det led samme skæbne som de øvrige markkapitaler.

For borgerne i Tønder kunne det betale sig at handle syd på. Man fik temmelig meget for en krone syd på.

Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket i det øvrige Nordslesvig fem dage før. I butikkerne fik man travlt med at omregne priserne.

 

En tredjedel af handelsområdet blev skåret væk

Grænsedragningen i 1920 gav Tønder handelsmæssig en dårlig beliggenhed. Henved en tredjedel af den ring som oplandet bestod af, blev skåret væk. Det betød en afbrydelse af årelange forretningsforbindelser sydpå. Mange af de gamle kunder hørte til velstillede marskbønder.

Efter 1920 blev sparekassedirektør Oluf P. Olufsen, som vi tidligere har hørt om, borgmester i Tønder.

 

Olufsen var også meget aktiv

Denne Olufsen var også moderat over for de dansksindede. Han var en af initiativtagerne til at genoplive Tønder Aktiebryggeri. Den 8. oktober 1921 foreslog Olufsen et eksportmarked placeret på Viddingherredsgade.

 

Ny retningslinjer for handelsskolerne

Efter at grænseflytningen havde fundet sted besluttede man på et møde den 10. september 1920 at genoptage undervisningen efter nye retningslinjer, der kom til at gælde for alle handelsskoler i landsdelen.

Tønder Handelsskole blev anerkendt som en eksamensskole. Den 11. oktober 1920 var der prøve i regning og dansk diktat.

 

Johannes blev ikke så rig

Før 1920 havde firmaet Thomsen en pæn samhandel med håndværksmestre og marskbønder syd på. Det fortsatte i en tid efter 1920. Men i 1931 indførte Tyskland en ny valutalovgivning. Så ophørte den sidste eksport til Sydslesvig.

Til trods for sin iderigdom og mange initiativer inden Første Verdenskrig blev Johs. Thomsen ikke så rig, som faderen havde forventet. Det turde stå klart, at udbyttet af købmandsfirmaet ville være blevet større, hvis han kunne lægge sin fulde arbejdsindsats i firmaet.

Vestslesvigsk Tidende kunne i 1923 fortælle at de åbne rendestene var lige så stor en turistattraktion som de gamle karnapper. Allerede i 1914 havde der været nye kloakplaner fremme.

 

Olufsen forlod politik

Men ak – ved byrådsvalget var Olufsen rykket helt ned på en 8. plads. Efter at være vraget af sine egne vel sagtens fordi han valgte forsoningens kurs, valgte Oluf helt at trække sig ud af politisk arbejde.

Den store butik på Torvet var blevet taget i forpagtning af brødrene Andreas og Niels Petersen. Sidstnævnte tog efter to år til Højer. Andreas fortsatte butikshandelen indtil han i 1912 indrettede en kolonialhandel, Storegade 20.

 

Depressionen ramte Tønder i 1930’erne

Fra handelsstandens side fortsatte man med at få institutioner til Tønder. I 1925 oprettedes Tønder og Omegns Eksportslagteri og senere Smøreksportforeningen. Det lykkedes også at få afvandingskontoret, Jordlovsudvalgets kontor og en afdeling af Det danske Hedeselskab til Tønder.

Depressionen ramte Tønder i 1930’erne. På landsplan toppede arbejdsløsheden med 32 pct. Landbruget – egnens hovederhverv var inde i en voldsom indtjeningskrise. Også i Tønder toppede arbejdsløsheden i 1932 med 225 arbejdsløse.

Der var vedtaget en akkordlov, hvorefter en kreditor højst kunne få 30 pct. af sit tilgodehavende. Dette medførte naturligvis tab for købmændene Caspar og Johs. Thomsen – bl.a. fordi en række håndværksmestre inden for byens hovederhverv led store tab.

Nu kom de to ”Thomsen” kom bedre igennem end så mange andre. Og Johs. Thomsen var blevet byens borgmester i 1925 med den indkomst dette indebar.

 

Johannes – såret i krigen

Caspar Thomsen døde den 26. januar 1939 kun to år før sin søn Johs. Thomsen. Denne havde gået på privat drengeskole i Haderslev. Han blev udnævnt som reserve – officer. Flere gange under krigen blev han såret. Følgerne kunne han mærke resten af livet.

 

Igen borgmester

Han afløste sin far på formandsposten i 1920. Her blev han siddende til 1924. Johannes var borgmester i flere perioder. I Kommunalt Tidsskrift i 1929 stod der følgende:

 

• Borgmester Thomsen fik ved valget den 8, marts 1929 et enestående tillidsvotum et enestående tillidsvotum idet han opnåede 605 personlige stemmer af 1.105 stemmer på den tyske liste.

 

Ved valget i 1933 var det mere usikkert, om Johs. Thomsen kunne bevare posten. Da socialdemokraterne undlod at stemme i Anden valgrunde fik Thomsen endnu en periode som borgmester.

Vigtigt var det for Tønder at få bygget kasernen i 1934 – 1936. man havde mistet dragonerne men fået rytterkommandoet.

 

Han var tysksindet

Det var ingen tvivl om at Johs. Thomsen helt ind i sit hjerte var tysksindet. Han og hans familie syntes at det var dybt uretfærdigt at Tønder-området med det massive tyske flertal ikke var kommet til Tyskland i 1920.

Derhjemme blev der talt tysk, men da Christian den Tiende besøgte Tønder talte han dansk til kongen. Borgmester Thomsen var en personlig, elskværdig og usnobbet mand med hjerte for dem, der stod i en vanskelig situation.

Ved valget i 1937 blev han ikke genvalgt som borgmester. Truslen syd fra var blevet for stor. Socialdemokraterne indgik listeforbund med de borgerlige. På den tyske liste var Thomsen nu kun opstillet som nummer tre.

 

Handelsforening fik navneforandring

I 1937 ændrede foreningen navn fra handelsforeningen til Handelsstandsforeningen. Man udarbejdede nye vedtægter. Formålet var nu:

 

1. At virke til fremme af handel og industri, i særdeleshed i Tønder, samt varetage medlemmernes erhvervsinteresser og til vejebringe samkvem mellem medlemmerne
2. At modarbejde smudskonkurrence
3. At opretholde en god handelsskole med faglig undervisning til dygtiggørelse af standens ungdom

 

Johannes døde alt for tidligt

Skuffelsen var udtalt. Helbredet begyndte at svigte. I 1938 var han i 2 ½ måned indlagt på ”Psychiatrische und Nervenklinik zu Kiel. Årsagen til dette var også sine skader i krigen, splittelsen i familien og udviklingen i Tyskland.

Den 3. maj 1940 indgik han ægteskab med sin husholderske gennem adskillige år. I slutningen af 1940 fik han konstateret kræft. Han døde den 19. marts 1941 i en alder af kun 59 år.

 

Der er sket meget i Østergade 46

I ejendommen Østergade 46 havde også boet fysikus Peter Dircks og F.F. Ulrich. Her var også dansk privatskole. Og alt dette har vi tidligere skrevet om. Gad godt nok vide om det ikke var der, jeg også var bydreng. Kolonialforretningen blev nedlagt i 1965.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Tønder
• Sønderjysk Månedsskrift
• Tønder-handelen gennem 75 år

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.584 artikler herunder 256 artikler fra Det Gamle Tønder og omegn bl.a.:

• Boghandlere i Tønder
• Folk i Tønder
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Fra Friesenverein til Årets By
• Trafik i Tønder – dengang
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Gamle virksomheder i Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Heimatfest i Tønder 1921
• Handel i Tønder – indtil 1864
• Studehandel i Tønder
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Ture i Tønder 1-4
• Afstemningsdagen 1920 i Tønder
• Tønder i 1880
• Fysikus Ulrik 1-2
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Da Tønder igen blev dansk
• Hvor er det gamle Tønder?
• Tønder – Institutionernes by
• Peter Dircks – den glemte fysikus
• Tønder før og efter ”Genforeningen”
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935

 

Bødler fra Tønder

Æ Kagmand kom tilbage til Tønder med tak for lån. Skarpretteren var en ”uærlig” person. Skarpretter-dynastier. Kendes i Tønder fra 1593. Støklers enke var en bestemt person. Arveretten til embedet til familien. Skarpretteren havde bestemte pligter. Udstødt af samfundet selv efter mindre forbrydelser. Skarpretteren boede over for hospitalet i Østergade. Uhyggelige regninger. Faste priser blev ikke overholdt. Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”. Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år. Problemer da Asthusen og hans datter skulle begraves. Skarpretterne optrådte som kirurger. Borgmesterens datter døde af ”en brækket arm”. Skarpretteren blev tituleret som læge i kirkebogen. Du har noget at tænke over, når du passerer Roland ”å æ torv i Tynne”

 

Tak for lån

I 1993 blev der sat en kopi af Tønders berømte kagmand op på torvet i Tønder. Det var kopi af en embedsmand, som man havde i enhver by. Kagmanden forestiller en gottorpsk profos, bøddel eller skarpretter. Den originale kagmand, som nu er på Tønder museum, blev opstillet i 1699 på Lilletorv ved siden af Rådhuset. Men den har formentlig ikke stået her i mange år.

Efter nedtagningen lå den på Rådhusets loft for i 1898 at blive deponeret på Thaulow-museet i Kiel. I 1922 kom den sammen med andre udlånte genstande tilbage til Tønder.

 

Skarpretteren var en ”uærlig” person

Jo, skarpretteren var i ældre tid en uundværlig person i alle byer. Han var ikke desto mindre hadet af befolkningen. Han var en såkaldt ”uærlig” person. Omgangen med ham eller hans ansatte, rakkerne gjorde en selv ”uærlig”

Dette uærlighedsbegreb klæbede ved professionen langt op i tiden. Først i slutningen af 1700-tallet lysnede det for disse mennesker og deres familier. I århundreder havde de levet som mere eller m indre udstødte af samfundet.

 

Skarpretter-dynastier

Professionen dukkede op i 12 – 1300 – tallet og nåede sin fulde udfoldelse efter Reformationen, specielt efter trediveårskrigens afslutning. Da spredtes arbejdsløse skarprettere fra Tyskland op til Danmark.

Her opstod skarpretter-dynastier, der var stærkt indgiftede og sad inde med embederne i flere generationer. Man træffer overalt i landet tysk-klingende navne som Wagner i Odense, Seyler i Fredericia, Müller i Husum, Liebknecht, Bokkenheuser og Mühlhausen i København.

Et sådant skarpretterdynasti var også familien Støckler i Tønder, der fik bevillingen i 1729. De sad inde med embedet, til det blev ophævet i 1847.

 

Kendes fra 1593 i Tønder

Skarprettere i Tønder kendes fra 1593. det år nævnes en Tobias Hansen som udøver af embedet. Det første udnævnelsesbrev stammer fra 1616, da Christian Volckers fra Neubrandenburg blev ansat. Bevillingen findes i stærkt beskadiget tilstand på arkivet i Aabenraa. Her kan man så iagttage bøddelens bomærke. Det er et hjerte gennemboret af et sværd.

 

Dynastier i Tønder

I 1633 nævnes Gottfried Geltzer fra Flensborg til det upopulære hverv. Familien sad inde med embedet til 1683. Den sidste fungerende bøddel med navnet Gletzer blev dræbt på åben gade af kollegaerne fra Ribe og Flensborg. Herefter blev hvervet overtaget af Eberhard Asthausen, der tilhørte et berømt skarpretterdynasti fra Hamborg.

Da han døde, tiltrådte Johan Christopher Støckler som den første af denne familie. Han var formodentlig tidligere regimentsskarpretter, der var uden arbejde efter Den store nordiske Krigs afslutning. Familien kom fra Arnstadt ved Schwarzburg i Thüringen og havde også der været skarprettere og rakkere.

 

Støcklers enke var en myndig person

Familie og embede var i høj grad sammenhørende, sådan at hvervet efter Johan Støcklers død i 1739 blev overtaget af hans enke, der var datter af Eberhard Asthausen. Hun drev bøddellivet ved lejet arbejdskraft. Hun opnåede også i 1742 at overtage bøddel- og rakkerprivilegierne i Aabenraa. Hendes datter blev senere gift med en senere skarpretter i Aabenraa, Hans Christian Røseler. Det blev her som andre steder i landet tale om nære slægtskabsforbindelser med andre skarpretterfamilier.

Hendes søn giftede sig således med en datter af Odense-skarpretteren Vitus Wagner. Hun syntes at være en myndig dame. Da en skarprettersøn fra Mecklenburg, Bokkenheuser, ansøgte om bestaltningen i Aabenraa og samtidig ville ægte hendes datter skrev hun til Aabenraas borgmester:

 

• Han har kun bragt et ringe forråd med sig og kun haft en bylt under armen og hverken bragt hest eller knægt med sig.

 

Hun meddelte derfor, at:

 

• Der intet kan blive ud af ham og min datter.

 

Arveretten til familien

Det var ikke enestående, at enken beholdt embedet. I de privilegier, der i 1693 blev givet til Herman Müller i Flensborg, fastslås, at embedet sågar kunne overdrages til umyndige børn i tilfælde af indehaverens død. De kunne så via formyndere drive embedet med lejet arbejdskraft, så det blev i familien.

 

Skarprettere havde bestemte pligter

Skarpretterne havde bestemte pligter, der var nedfældet i skarpretterregulativet. Et sådant udstedes i 1686 og det var således det Eberhard Asthusen arbejdede efter. Arbejdet var omfattende og præget af den barbariske retsopfattelse, der herskede i de tidligere tider.

De anklagede skulle tortureres og evt. henrettes på den forskrevne måde. Bødlen skulle piske folk, der var dømt til kagen, som det kaldtes. Kagen var den pæl, som afstraffelserne foregik ved.

Han skulle bortvise folk fra byen, når dette var bestemt. Han skulle holde torvet rent og eventuelt holde svinene fra kirkegården. Ligeledes skulle han gøre nødtørftshuset bag rådhuset rent. Dette skete nok et par gange årligt.

At fjerne og flå døde dyr hørte også med til embedet. Til dette havde bødlen dog rakkere, der også tog sig af meget andet. Rakkerne var om muligt endnu mere foragtede og udstødte end skarpretterne, der også selv betragtede sig som hævede over dem.

 

Udstødte af samfundet – selv efter mindre forbrydelser

De, der havde forset sig, blev selv for mindre lovovertrædelser pisket, bundet til bundet til byens kag. Princippet var, at det foregik i fuld offentlighed, således af ofret på den måde blev ydmyget og vanæret. Samtidig blev vedkommende ofte brandmærket. Disse mennesker blev så nærmest betragtet som udstødt af samfundet.

De var ude af stand til at få arbejde for de var gjort uærlige. Der var så ingen anden udvej end at begå kriminalitet. De blev efterhånden et problem for samfundet. Fro at løse dette problem blev der i 1742 udstedt et kongeligt reskript, hvorefter alle, der af højesteret var idømt kagstraf tillige skulle idømmes fæstningsstraf på livstid for mændenes vedkommende.

For kvindernes vedkommende var der livstidsstraf i tugt – og spindehuset.

 

Skarpretteren boede i Østergade over for hospitalet

Den sidste offentlige kagstrygning fandt sted i Tønder i 1830, da en mand, der havde begået indbrud i nogle kirker, blev offentligt pisket på torvet.

Skarpretterne blev naturligvis betalt for deres arbejde. De havde embedsbolig i Østergade, det daværende ”Nordøstquarteer nr. 92”. Det var omtrent over for hospitalet. Bøddelen boede ved siden af fattigfogeden.

 

Uhyggelige regninger

Bødlerne fik fast løn men blev også honoreret efter regning pr. eksekution. Vi har i nogle af vores artikler her på siden gengivet sådan en regning. Det er i grunden uhyggelig læsning. Det er lige fra forevisning af torturinstrumenterne til torturens udførelse, kagstrygning og til den sluttelige henrettelse ved hængning. Regningen indeholder poster for både tobak, brændevin og vin.

Den sidste skarpretter i Tønder, Eberhard Støckler, blev den foretrukne ved henrettelsen af en morder i Gram i 1816. (Læs artiklen. Et mord i 1814.)

Man havde forhørt sig rundt omkring men Tønderbødlen var billigst. Han blev assisteret af sin bror, der var bøddel i Sønderborg. Tønder – skarpretteren udførte i øvrigt halshugninger i Eckernförde i 1822 og i Haderslev i 1826. hans virke var ikke begrænset til Tønder by og amt.

 

Faste priser blev ikke overholdt

Bødlerne havde ellers deres faste områder. Tønder – bødlen Støckler havde således Tønder og Løgumkloster Amter. De lå i indbyrdes strid om udvidelse af deres embedsområder.

Skarpretterne havde monopol, også af den grund, at ingen andre ville have med embedet at gøre. Dette medførte at de ofte skruede priserne op, hvilket gjorde det det nødvendigt, at der i 1692 udstedtes takster, som de skulle rette sig efter, for eksempel:

 

• Hoved afhugget med sværd 10 Rigsdaler
• Hoved afhugget med økse: 8 Rigsdaler
• At sætte hoved og hånd på pæl 2 Rigsdaler osv.

 

Dette standsede dog ikke prisstigningerne. Asthusen overskred allerede efter få år taksterne.

 

Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”

Embedernes arvelighed var noget positivt for familierne. Det negative var de uærlighed og foragt, der klæbede til embedet. Det medførte også isolation.

Bødlerne sad bagerst i kroen og kirken, og selv på kirkegården havde de deres egen begravelsesplads i det nordvestlige hjørne op mod den gamle latinskole.

Der findes gentagne eksempler på uærlighedens betydning i Tønder. Da Kagmanden skulle opstilles, var der ikke let at få håndværkere til et sådant uærligt arbejde. Først da borgmesteren og to rådmænd sammen med kæmner og byfoged havde indviet arbejdet, lykkedes det.

 

Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år

Da bødlen Hans Geltzer i 1683 blev dræbt på åben gade i Tønder af kollegaer fra Ribe og Flensborg var det starten på et begivenhedsforløb, der til fulde viser, hvad uærligheden betød. Provsten i byen skildrede ikke afdøde i blide vendinger efter drabet. Sammen med Rådet bestemte han, at bøddelen skulle begraves om morgenen eller om aftenen og kun med ringning fra den lille klokke.

Det har han nok fortrudt, for resultatet var at ingen ville bære liget. Efter 14 dage vidste Rådet ikke anden udvej end at skrive til hertug Christian Albrecht og Gottorp og bede om vejledning.

Svaret var, at de modvillige skulle tvinges. Det lykkedes dog ikke. Trods hertugens befaling var bøddelen stadig ubegravet et halvt år efter! En begravelse ved nattetide var også foreslået, men lige meget hjalp det for ingen ville have med bødlen at gøre. Uærligheden og foragten hang ved. Hvordan denne sag blev afsluttet, vides ikke.

 

Problemer da bødlen og hans datter skulle begraves

Foragten knyttede sig til hvervet. Det samme afspejlede sig i 1704, da et af Eberhard Asthusens børn døde. Ligbrænderlauget i Tønder værgede sig ved at bære barnet til kirkegården. Først da lauget blev truet med en bøde på 200 rigsdaler, faldt man til føje.

Da Asthusen selv skulle begraves i 1721måtte 12 borgere efter lodtrækning bære kisten, mens Magistraten fulgte efter.

 

Skarpretteren optrådte som kirurger

I perioder drev skarpretterne en ret udstrakt virksomhed som kirurger. De var således konkurrenter til barberkirurgerne, hvilket ofte førte til stridigheder mellem disse. Bødlerne havde gennem deres virksomhed erhvervet sig en solid anatomisk viden, som de udnyttede og myndighederne så ofte gennem fingrene med denne side af skarpretternes virksomhed.

Fra Tønder kendes også eksempler på, at bødlerne må have udøvet virksomhed som kirurger. I 1760 søgte Heinrich Philip Müller, der havde været i tjeneste hos skarpretteren, om at blive fri for denne og den dermed forbundne foragt for sin person. Det var hans agt at ernære sig som kirurg:

 

• Mit ausserlichen Curren

 

Byens fysikus blev bedt om en udtalelse, hvorved ansøgeren blev ligestillet med andre mennesker, vel næppe var mulig på grund af den almindelige mands alt for dybt indgroede mening om de pletter, der klæbede til hans profession. I stedet blev det forslået, at han nedsatte sig et andet sted.

 

Borgmesterens datter døde af et brækket arm

Da borgmester Thomas Andersens datter i 1638 brækkede armen blev hun behandlet af kirurgen Jovers. Han havde ikke heldet med sig. Patienten døde.

Faderen fik til retten, der fik bistand til sagens vurdering af en række mænd, der tituleres som læger, en ”Gliedsetzer” samt bødlerne fra Flensborg og Tønder. Man må således i datiden have betragtet bødlerne som kompetente til at bedømme lægelige anliggender.

 

Skarpretteren blev tituleret som læge

Da skarpretter Hans Gottfried Geltzer trak sig tilbage, bosatte han sig i Sæd. Her blev han tituleret som læge og kromand i kirkebogen.

En Hans Gotfred Geltzer, der var broksnider (dvs. barberkirurg) , der opererede brok i Århus i 1707 angives at stamme fra Sæd. Han havde fået uidstedt et lærebrev af Johannes Geltzer:

 

• Chirugiæ operateuer, Oculist, Stein und Wundartz, aus Seth zu Tondern Amt bürtig.

 

Med overnævnte udtryk menes, at Geltzer fungerede som sårlæge, opererede for blæresten og stær og foretog ellers kirurgiske indgreb i øvrigt.

 

Du har noget at tænke over, når du passerer ”Æ Kagmand”

Se nu har du fået noget at tænke over næste gang du passere Æ Kagmand å æ torv i Tynne.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.582 artikler, heraf 255 artikler fra Tønder:

• I fængsel i Tønder
• Henrettelse i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Æ Kagman i Tynne (Kagmanden i Tønder)
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær

Under Aabenraa (150 artikler):

• Henrettelse i Aabenraa (b)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved 1-2
• Jordemødre, Hekse og kloge koner

Under Sønderjylland (187 artikler):

• En skarpretter fra Haderslev
• Riber Ret (3)
• Ribe – og Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Et mord i 1814

Under Østerbro (86 artikler)

• Henrettelse på Østerbro
• De Gamle Statsfængsler i Citadellet

Under København (173 artikler)

• Bag Bremerholms mure

Under Andre Historier (59 artikler)

• Jagten på den adelige heks
• Var Anne Palles den sidste heks
• Borgerligt Regimente

Slesvig-Holstenisme, et flag og en sang

Dette fylder ikke meget, når man i øjeblikket fokusere på Sønderjyllands historie, Hertugdømmerne og 1920. Men det er egentlig en vigtig del af vores historie. De borgerlige og spidserne satsede på Slesvig-Holstenismen. Redderne i Aabenraa udskiftede Dannebrog til fordel for det slesvig-holstenske flag. I Augustenborg mente Hertugen helt sikkert, at han havde rettighederne på sin side for at blive hertug i Slesvig-Holsten. Vi kigger også lige på adelen. Det var egentlig dem, der sad på magten i mange hundrede år i Slesvig Holsten. Det var faktisk nogle kvinder i Slesvig, der første gang præsenterede det flotte slesvig-holstenske flag. Og det var også her, at den patriotiske sang blev skabt. Den sang var forhadt af de dansksindede. Den danske konge forbød både sang og flag. Men dette skabte så lige den modsatte effekt. Og den tyske kampsang var med til at skabe en sangerkrig i Tønder. I 1658 blev Slesvig løst fra lens-forholdet til Danmark og var egentlig en suveræn stat.

 

Vi skal også kigge på denne del af historien

Dette emne fylder ikke ret meget, når danskerne diskuterer afstemningen 1920, grænsedragning, afståelse eller genforening. Det er som om, at man har glemt denne bevægelse. Den havde egentlig stor tilslutning mest i de bedre kredse også i Nordslesvig. Og også under afstemningen i 1920 provokerede de tysksindede med en bestemt sang. Og selv den dag i dag kan man syd for grænsen se det blå-hvid-røde flag. I dag har dette flag en lidt anden betydning.

Når vi nu i stigende grad fokuserer på historien i grænselandet, er det sandelig også nødvendig, at vi lige kigger på denne del af historien.

 

Der kom mange adelsslægter syd fra

Det er nok ikke mange, der tænker over, at egentlig var det adelen, der havde magten i Hertugdømmerne. Allerede omkring 1200 opstod en stand af herremænd, der var skattefri mod at yde omfattende krigstjeneste. Tjenesteforhold var i begyndelsen personligt. I 1200 kunne både kongen og hertugen ”tage mænd” i Sønderjylland. Ja for at gøre historien mere forvirret, så hed Slesvig-Holsten dengang sådan.

Gradvis blev rangen som herremand arveligt. Betegnelsen adel slog dog først igennem år 1500. Fra 1300 og 1400-tallet ved vi, at der fandtes en talrig herremandsgruppe i Nord- og Mellemslesvig. Blandt de mest markante navne dengang var Holck, Lindenov og Emmiksen.

I 1200-tallet foregik der en systematisk bosætning sydfra i den sydøstlige del af hertugdømmet på gammel kongelig jord. Her opstod en adel, som i navne- og arveskik fulgte tyske mønstre og formentlig var tysktalende. Blandt de mest markante slægter var Limbek, Sehested og Ahlefeldt.

Disse slægter anses som holstenske men kan godt stamme andetsteds fra Tyskland. De trådte i 1300 – tallet i de sønderjyske hertugers tjeneste og i løbet af århundredet bredte de sig over hertugdømmet, hvor de erhvervede gammelt krongods som pant og ejendom. Da de holstenske grever omkring 1375 overtog hertugdømmet Slesvig blev disse slægter absolut politisk førende i Slesvig og Holsten sammen med rent holstenske slægter som Rantzau, Pogowisch, Reventlow og Brockdorff.

Første gang vi hører om bevægelsen er omkring 1815 – 1816. Det var Nicolaus Falck og F.C. Dahlmann fra universitet i Kiel. De ønskede en liberal slesvig-holstensk forfatning via en genoplivning af de gamle stændermøder.

 

Mange lægger vægt på Ribe – brevet.

Fortalerne fandt især historisk belæg i deres program i Det slesvig-holstenske Ridderskabs privilegier fremført i Ribebrevet fra 1460. Her blev det sagt, at Slesvig – Holsten skulle forblive evig udelt. Nu var det Ridderskabet, der dikterede dette brev. Dette brev er nok tillagt en større historisk betydning, end det egentlig havde.

Kongen skulle regere Slesvig, Holsten og Danmark hver for sig. Allerede der, blev styreformen delt.

Ribe – brevet var egentlig glemt. Men det blev fundet frem til lejligheden.

Dengang i 1460’erne dannede slægterne med rod i Holsten og det sydlige Slesvig et politisk forbund. Dette anses normalt for grundlæggelsen af det slesvig-holstenske ridderskab. Man regner normalt ikke de nord- og mellemslesvigske slægter med til det.

Det var under ledelse af Ahlefeldt – slægten, at kongen blev udnævnt som hertug af Slesvig og greve af Holsten.

 

Adelen gjorde deres indflydelse gældende

Før 1600 kunne adelen møde op til de såkaldte landdage. Her kunne de gøre deres indflydelse gældende. Adelen fra de gamle nord- og mellemslesvigske adelsslægter fik de vigtige embeder som amtmænd på de hertugelige slotte eller medlemmer af de hertugelige råd. Ved delinger af hertugdømmerne blev adelen også holdt udenfor.

Ved oprettelse af stænderforsamlingerne i 1834 fik ridderskabet også pladser i disse. I klostrene og de institutioner der fulgte i disse, har ridderskabet den dag i dag stor indflydelse.

I 1815 blev Holsten en del af Det tyske Forbund. Men man hørte stadig sammen sagde man med henvisning til aftalen fra 1460. I 1816 gjorde Falck opmærksom på, at ved fredsslutningen mellem den danske konge og den gottorpske hertug i 1658 var Slesvig blevet løst fra lensforholdet til Danmark og dermed havde opnået fuld suverænitet. Derfor gjaldt kongeloven fra 1665 og enevælden ikke i Slesvig.

Falck var mere slesvig-holstener med tysk sprog og kultur end Dahlmann, der var mere nationaltysker.

 

Man forsøgte at øge Hertugdømmernes selvstændighed

I 1830 kæmpede landfoged Uwe Jens Lornsen forgæves for en liberal forfatning for et Slesvig Holsten. Han blev senere anholdt og mere eller mindre frivillig udvandrede han til Brasilien.

Lornsen var tilhænger af den liberale tyske enhedsbevægelse.

I 1840’erne voksede en egentlig slesvig-holstensk bevægelse frem under ledelse af Wilhelm Beseler. Samtidig blev den augustenborgske linjes arvekrav til den danske trone en brik i hele kampen. Det fremstod som et alternativt fyrstehus til det regerende danske.

Man forsøgte at styrke Slesvig og Holstens indbyrdes samhørighed og øge Hertugdømmernes selvstændighed i forhold til Kongeriget Danmark og opnå en eller anden tilknytning til et forenet Tyskland.

 

Knæfald for ”den danske propaganda”

Op igennem 1840erne frem til den slesvig-holstenske rejsning blev modsætningsforholdet mellem hertugdømmernes tysksindede beboere og dansksindede nordslesviger og kongerigets befolkning stadig uddybet. Årsagerne dertil var flere.

Som i kongeriget blev de liberale i hertugdømmerne skuffet over den nye kong Christian den Ottendes bryske afvisning af forfatningsønskerne i forbindelse med tronskiftet 1839/1840. Kongens sprogreskript af 14. maj 1840 med indførelse af dansk rets – og forvaltningssprog i det dansktalende Nordslesvig blev tolket som et forsøg på fra kongerigsk side at tilrane dig Nordslesvig og anset for knæfald for ”den danske propaganda”. Og endelig nåede de nationale følelser i Tyskland generelt op i de høje toner i 1840’erne som reaktion imod Frankrigs forsøg på at rykke den fransk – tyske grænse frem til Rhinen. Det virkede afsmittende nordpå.

I 1841 blev et digt fra Fysikus Neuber fra Aabenraa noget af et tilløbsstykke. Jo Neuber var ret aktiv og skrev også en række patriotiske sange. Hans slagord blev trykt på pibehoveder, tørklæder, litografier m.m.

 

Hertugen forsøgte at gøre brug af sine rettigheder

Vi skal også huske arvefølgesagen. Hertug Christian August af Augustenborg knyttede fra 1842 i stigende grad sin slægts fremtid til den slesvig-holstenske bevægelse. Dermed håbede han at få støtte til det augustenborgske arvekrav, det vil sige påstanden om, at den rent mandlige arvefølge modsat kongeriget var gældende i såvel Holsten som i Slesvig, hvorfor begge disse hertugdømmer ville tilfalde augustenborgerne, når den oldenborgske kongeslægt som forventet snart ville uddø.

Mulighederne for at få sin egen hertug var yderst tillokkende for slesvig-holstenerne. I agitationen fik det augustenborgske arvekrav mere og mere plads ved siden af de andre mærkesager – stændernes forening og en fælles slesvig-holstensk forfatning, Hertugdømmernes finansielle adskillelse fra Danmark og oprettelsen af en slesvig-holstensk landsbank og lignende krav fra den økonomisk betonede agitation, der også skærpedes i disse år.

 

Aviserne bakkede bevægelsen op

I 1844 vedtog de holstenske stænder en såkaldt ”retsforvaring”. Heri hed det kort og præcist:

 

• Hertugdømmerne er selvstændige stater
• Mandsstammen hersker i hertugdømmerne
• Hertugdømmerne Slesvig og Holsten er fast med hinanden forenede stater.

 

De fleste aviser i Hertugdømmerne bakkede op om den slesvig-holstenske bevægelse.

 

Masser af patriotiske fester

Man kombinerede de patriotiske bevægelser med initiativer som dyrskuer, håndværksudstillinger og forsøg på sparekassegrundlæggelser med politiske manifestationer for almindelig værnepligt og jernbaner – og selvfølgelig det slesvig-holstenske flag.

Der var masser af fester, ikke kun i Sydslesvig men så sandelig også i Nordslesvig bl.a. på Mønterhøj ved Aabenraa. Det var som modtræk til de danske fester på Skamlingsbanken. Der fulgte en masse folkefester bl.a. sangerfestival.

I 1848 var der hele 120 forskellige sangforeninger i Slesvig-Holsten. Dette skal vi høre nærmere om senere. I 1845 blev bådenationalsang og nationalflag forbudt af kongen. Dette fik den modsatte virkning.

 

Det var mest spidserne, der bakkede op

Hertug og adelen var generelt tilhængere af et selvstændigt Slesvig-Holsten, men deltog sjældent direkte i agitationen. Den slesvig-holstenske bevægelse var i første omgang et byfænomen. Adskillige købmænd, skibsredere og fabrikanter var fremtrædende i bevægelsen. Dog var der en del, der holdt lav profil af hensyn til deres virksomhed. Journalister, advokater, læger, apotekere, universitets- og gymnasielærere og i noget mindre udstrækning embedsmænd, herunder også præster var aktive.

Købstædernes håndværkere var også aktive Arbejdere, daglejere, tyende og menige søfolk var derimod så godt som fraværende i den slesvig-holstenske bevægelse.

På landet havde organisationen fat i de højere lag blandt de borgerlige godsejere, forpagterne på de augustenborgske ladegårde, proprietærerne og storbønderne, møllerne, teglværksarbejderne og de gårdejere, som udover landbruget drev brændevinsbrænderi, krohold, kreaturhandel o.l. men også mange jævne gårdmænd sluttede op om bevægelsen. Men der var kun få husmænd og landhåndværkere. Fra underklassen var der kun tilslutning i områder, hvor gårdmændene over en bank var slesvig-holstenere og derfor kunne disciplinere daglejere og tyende politisk.

 

Der er brug for symboler og tegn

Men under ingen af de efterfølgende krige sejrede det slesvig-holstenske program. I Treårskrigen 1848-1850 led slesvig-holstenerne nederlag efter at have mistet Preussens opbakning.

I perioden 1864-1867 blev Slesvig, Holsten og Lauenborg lagt ind under Preussens herredømme efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig i krigen i 1864 og efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866.

Der var brug for symboler og tegn, forenklede paroler og sange for at retfærdiggøre sig. Sydgrænsen for staten var Ejderen.

Ved en folkefest i Aabenraa i 1843 blev den slesvig-holstenske fane fremvist. Et våbenskjold dannet af de to hertugdømmers våben på rød bund. Men dette flag fik kun en kort levetid.

 

Kvinder skabte det slesvig-holstenske flag

Først det følgende år i 1844 opstod i Slesvig by den blå-hvid-røde fane. Det var en række kvinder, der havde nær forbindelse til den slesvigske sangforening (Schleswiger Liedertafel) der havde besluttet at skænke foreningen en fane. Man ønskede at fremstille fanen fra de to hertugdømmers våben. To såkaldte eksperter mente dog, at der skulle laves om på rækkefølgen af farverne. Men dette behagede ikke damerne.

I forbindelse med den store sangerfest i Slesvig i juli 1844 blev den nye trikolore vist offentlig frem for byens borgere.

I 1845 optrådte slesvig-holstenske sangere ved den store sangfest i Würzburg med en blå-hvid-rød fane syet af damer fra den augustenborgske hertug-familie. Fra nu af blev disse tre farver i næsten hele Tyskland forbundet med Slesvig-Holsten. Hvad symboliserede da denne trefarvede fane: Et tysk Slesvig-Holsten fra Kongeå til Elben.

Flaget symboliserede anti-danske holdninger

Der var stadig også den sort-rød-gyldne fane. Den symboliserede en national tillige borgerlig-liberalfrihedsbevægelse. Den Blå-hvide-røde symboliserede den regionale, nationale og ikke mindst anti-danske holdning.

Hertug Friederich den Syvende af Augustenborg og hans tilhængere forsøgte i 1863 – 1865 at skabe en selvstændig slesvig-holstensk stat. Da satte de blå-hvid-røde farver deres præg på optog og sammenkomster.

Også i forbindelse med afstemningskampen 1919 – 1920 som fra tysk side blev ført under traditionelle slesvig-holstenske argumenter og paroler viste man især de blå-hvide-røde farver på faner, plakater og nødpengesedler.

 

Flaget godkendt i 1957 som landsflag

I perioden efter 1867, hvor Slesvig-Holsten var en preussisk provins fik den blå-hvid-røde fane aldrig officiel karakter. Man viste den ved nationale sammenkomster, ved hjemstavns- og mindefester, men den blev ”aldrig officielt anerkendt”.

Først oprettelsen af forbundslandet Slesvig-Holsten i 1946 markerede en indfrielse af de slesvig-holstenske mål, selvom landet ikke kom til at få sin egen fulde selvstændighed eller kom til at omfatte hele det historiske landområde, som hertugdømmerne udgjorde.

Først herefter blev den blå-hvid-røde fane den officielle landsfane. Rent juridisk blev dette dog først fastlagt så sent som i 1957.

Den blå-hvid-røde fane har nu længe været symbol på det demokratiske forbundsland Slesvig-Holsten. At vi finder denne fane smuk, kan vi takke damerne fra byen Slesvig i 1844 for.

 

Det truende Norden

Sangen om det havomslyngede Slesvig-Holsten blev i 1844 slagsang for den slesvig-holstenske bevægelse. Den var i høj grad med til at skabe opmærksomhed om det slesvig-holstenske spørgsmål i hele Tyskland.

Den blev skabt tre år efter at digteren Hoffmann von Fallersleben havde skrevet ”Deutschland über alles”. Denne blev i 1922 ophøjet til tysk nationalsang af Tysklands præsident, socialdemokraten Friedrich Ebert.

Slesvig-Holsten – sangen opstod som politisk kamp- og bekendelsessang. Det bliver klart, når man læser alle syv vers. Og det bliver tydeligere, når man synger sangen på dens fængende melodi i ”marchagtig” firefjerdedelstakt. Kampen er rettet mod noget konkret, nemlig ”det truende Norden” (vers 3) Sangen indeholder også en bekendelse til ”tysk skik” og ”tysk dyd”.

Begrebet ”fædreland” bruges ikke længere om Slesvig-Holsten. I den forbindelse er ordet blevet erstattet af ordet ”hjemland” eller ”hjemstavn”.

 

Sangen bliver stadig sunget

I perioden under Det tyske Forbund (1815 – 1866) blev hver enkelt medlemsstat imidlertid forstået som ”fædreland”. Det gjaldt også den gennem stammefællesskab og historisk tradition forbundne region Slesvig-Holsten. Ganske vist hørte Slesvig ikke til ”Det tyske Forbund”.

Sangen bliver stadig sunget ved fester. En krigerisk holdning mod det danske Norden er den derimod ikke længere forbundet med.

Den havde engang en meget antidansk karakter.

Både danske og tyske nationale bevægelser satte spørgsmålstegn ved helstaten. Stridsspørgsmålet var, hvilken vej Slesvig skulle gå ved opløsningen af helstaten. De forskellige sangforeninger havde stor betydning for den slesvig-holstenske bevægelse.

 

Sangen blev skabt i Slesvig

Det var Carl Gottfried Bellman, der var kantor og organist ved det adelige St. Johannis Kloster og leder af Slesvig Sangforening, der tog initiativ til en rigtig kampsang.

Han kendte tilfældigvis justitsråd dr. Strass fra Berlin. Denne havde før fået sat musik til sine digte.  Han kom så med tekst til ”skønne lande” Slesvig og Holsten.

Men digtet tilfredsstillede ikke helt det slesvigske mandskor. Det var ikke patriotisk nok til at træde op mod de danske nationale bestræbelser. Der skulle lægges meget mere vægt på de to hertugdømmers enhed og bekendelse til tysk sprog og kultur.

Nu tog en af sangforeningens medlemmer, advokat Matthäus Friedrich Chemnitz fat. Han omdannede det følsomme hjemstavnsdigt til et tysk fædrelandsdigt. Nu blev Schleswig-Holstein forbundet med bindestreg og udvidet med tre vers.

 

Det blev en kæmpe succes

Melodien behøvede en vis tilpasning, som Bellmann sørgede for. Nu var man rustet til sangfest. Omkring 400 sangere fra alle slesvig-holstenske sangforeninger var til stede. Og der var vel 12.000 mennesker, der hørte de forskellige sangkor.

Og sangen blev i den grad modtaget med begejstring. Der brød en storm af jubel løs. Bellmann og Chemnitz kunne næsten ikke værge sig for lykønskninger. Sangen gik sin sejrsgang gennem de tyske lande.

 

Flaget og sangen blev en national identitet

Flaget og sangen blev en national identitet. På tysk side handlede det om at bevare den slesvig-holstenske egenart, sådan som de tysksindede indbyggere opfattede den. Dertil hørte den påståede tætte kontakt med de to hertugdømmer.

Jo det var denne sang som skabte sangerkrig i Tønder og sikkert også andre steder. Ved afstemningen i Tønder i 1920 måtte engelske soldater splitte en demonstration. De tysksindede sang netop denne sang, mens de dansksindede sang ”Den gang jeg drog afsted”.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• wikepedia.dk
• graenseforeningen.dk
• Hans Schultz Hansen: Hjemmetyskheden i Nordslesvig – den slesvig-holstenske bevægelse 1-2
• Sønderjylland A-Å (Hist. Samfund for Sønderjylland)

www.thorvaldsensmuseum.dk

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.579 artikler, herunder finder du under kategori ”Indlemmelse, Afståelse og Genforening” 132 artikler:

 

• Her finder du en artikel, der hedder ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening” Den indeholder en liste med 112 artikler om emnet.

 

• Hvis du vil vide mere om ”Augustenborgerne” så se bare her:
• Royale med brune ideer
• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• Hertuggrever og Køkkenhaver
• Gråsten – en flig af historien
• De sidste hertuger på Augustenborg

 

 

 

 

 

 

Højer omkring 1930

Tøndermarskens afvanding. På Tønder station. Rudbøl – et eksotisk sted. Om bord på ”Æ bagger” Et lille miserabelt hus i Søndergade. 50 år bag i tiden. Familien ”overlevede” i Højer. Herman ville ikke kendes ved Ole. Den lille og den store klasse. To gode lærere. Ole’ s projekter. Efterår og jul i Højer. Til aftenmøde i forsamlingshuset. På Hindrichsens firlængede gård. Store forhold. Hindrichsen blev en god ven. Højer havde næsten alt. Møg på de toppede brosten. Ole blev bådejer for 10 kr. Båden flød som en svane. Sejlads på Vidåen. Dækselev hos Lauritzen.

 

Tøndermarskens afvanding

Hvordan var det at være barn i Højer i 1930? Ja det skal vi se gennem Ole’s øjne. Faderen var skibsfører i Vandbygningsvæsnet. Han var blevet forflyttet i forbindelse med det store afvandingsprojekt i Tøndermarsken.

Vi er i 1927 og den 9 – årige Ole rejser med sin mor og fires søskende til Højer fra Esbjerg. Det var som at rejse til et fjernt ukendt land. Det som en fremmed verdensdel.

Faderen var rejst i forvejen og var fører af vandbygningsvæsnets uddybningsfartøj med den sjove betegnelse U/F Nr. 2. men i Højer nøjedes man med at sige ”Æ bagger”.

 

På Tønder Station

Efter en togrejse, der forekom uendelig lang. Det eneste imponerende var synet af Ribe domkirkes imponerende tårn. Endelig ankom man til Tønders Hovedbanegård, der dengang var et knudepunkt med tog i alle verdenshjørner.

U/F nr. 2 havde hjemsted i Højer, men ved ankomsten befandt den sig på Rudbøl Sø, hvor den virkede i tilknytning til det omfattende projekt – Tøndermarskens afvanding. Fartøjet sørgede for opgravning og oppumpning af de enorme mængder af fyld, der var påkrævet af digebygningen langs Vidåen. Det var et arbejde, der strakte sig over flere år.

På Tønder Station ventede far. Han fortalte, at man nu befandt sig på et sted, hvor store flokke af løsgående kvæg blev drevet gennem gaderne, og hvor det var forekommet, at en stud havde taget sig en tur gennem en butiksrude. Ole havde håbet på, at det var rigtige cowboys, der jagtede kvæget.

 

Rudbøl – et eksotisk sted

I en lejet bil kørte familien nu vest på. Det var en overraskelse for Ole at se den vidstrakte flade marsk og den høje himmel. Ved Møgeltønder blev kursen sat mod Rudbøl. Men man nåede dog lige at beundre det smukke hvide Schackenborg med voldgraven og parken. Men greven fik man dog ikke hilst på. Faderen fortalte at han havde travlt, fordi han også var amtmand.

Og så fik Ole at vide, at den første Schack i Møgeltønder var en dygtig general, der engang for længe siden havde reddet os i fra ikke at blive svenskere.

Rudbøl var også et eksotisk sted for Ole. Tænk man kunne se over til et fremmede land. Her gik mænd med geværer i blå uniformer. De blev kaldt gendarmer. Og der var politifolk med mærkelige høje kasketter, som man ikke kendte nordpå.

 

Om bord på ”Æ bagger”

Ved bredden af Rudbøl Sø blev familien nu indskibet i storbåden fra U/F Nr. 2. med raske åretag bragte bomstærke matroser familien ombord til midlertidig indkvartering på ”Æ bagger”. Først næste dag gik det mod Højer.

Splitflaget vejede agter og skibskokken havde sørget for en god velkomstmiddag. Nu var det ikke en køje til alle fem børn, men en plyssofa var ikke at foragte.

Sejlturen til Højer ad Vidåens brede vandvej var imponerende. En del maleriske møller fandtes endnu dengang langs bredderne. Man følte sig hensat til Holland, som faderen havde fortalt om.

 

Et lille miserabelt hus i Søndergade

Der blev lagt til kaj et stykke øst for Højer Sluse ved den store fabriksbygning, hvor man tidligere havde forsøgt sig med at producere fodermel af tang.

Herfra var der et godt stykke at gå ind til Højer. Men vejen var bundløs af ælte. Det var begyndt at blive mørk. Regn satte ind med en strid vind fra vest. Jo familien var fremmede og egnen viste sig afgjort ikke fra den venlige side. Endnu værre blev det, da familien omsider nåede frem til deres fremtidige bolig i Søndergade, et lille miserabelt hus, der skulle rumme den store familie.

Det havde været umuligt at opdrive andet. Afvandingsprojektet havde bragt et stort antal fremmede til byen. Der herskede den rene Klondike – stemning. Mange måtte lade sig indkvartere under ret kummerlige forhold.

 

50 år bag i tiden

For de handlende var der gyldne tider, og gode lejeindtægter kunne indkasseres af husejerne.

Det var et jammerligt syn, der mødt familien, da de havde låst sig inde i de iskolde små stuer. Alt flyttegods stod urørt i kasser på gulvet. Så det havde lange udsigter med at få bragt mad på bordet og gjort senge klar til de sultne og trætte børn.

Faderen var vant til at tage tingene som de kom, han var ukuelig. Omsider kom der nogenlunde styr på det herskende kaos. Der blev tændt op i kakkelovnene og det kolde komfur. Vand til madlavningen blev hentet ind fra pumpen. Den var placeret ude i gården.

I Esbjerg havde det været indlagt vand, bad med toilet, køkken med gasapparater og afløb til et fungerende kloaksystem var en selvfølge. Men her var det som om tiden var skruet 50 år tilbage i tiden. Intet af dette fandtes her. Ole spekulerede på, om man kunne overleve på dette tilsyneladende ugæstfrie sted.

 

Familien ”overlevede” i Højer

Heldigvis skulle det vise sig, at det kunne man sagtens. Særlig Ole’ s mor kom til at føle sig hjemme i grænselandet. Men man skulle dog lige vænne sig til dialekten.

Den omvandrende fiskemand, Martinsen spurgte:

• Skal I have fisk i morgen?

Det undrede moderen at det ikke var tale om en forudbestilling men varen var medbragt til levering, her og nu.

 

Hermann måtte ikke kende Ole

Dagen efter ankomsten stiftede Ole bekendtskab med en jævnaldrende dreng, der hed Herman Sigismund. Han var kommet for at bære vand og brændsel ind til sin voksne søster som var nabo. Ole satsede på bekendtskabet for det kunne være til gavn, når han nu skulle starte i Højer Skole.  Men her havde Ole lige forregnet sig.

Det viste sig at bygningen var delt i en tysk og i en dansk afdeling. Da Herman hørte til den første afdeling, ville han ikke kendes ved Ole, da de mødtes i den fælles skolegård. Han måtte klare sig uden, men fandt dog hurtig gode kammerater blandt de danske børn.

 

Den lille og den store Klasse

At komme fra en byskole i en stor by som Esbjerg til en lille skole, der kun var opdelt i to klasser, ”æ lille o æ stouer Klas”, var en ret besynderlig oplevelse. Ole kom til at tilbringe det første år i ”æ lille klas” inden oprykningen til ”æ stoer”. Det var ydmygende at skulle være sammen med små rollinger, der lige var kommet i skole og nu var i gang med den ABC, som for Ole syntes at ligge en menneskealder tilbage. Og tænk engang! Man skrev på tavler med grifler, der skreg og hvinede.

Ole måtte gå den tunge gang til boghandler Martinsen og købe en af de tavler, som han troede var afskaffet for 100 år siden. Den forhadte tavle blev han dog kvit efter det første års prøvelser.

 

To gode lærere

To unge lærere, Olav Jensen og Thomas Sølbeck stod for undersiningen i Højer Skoles danske afdeling. Mellem de skolebørn, der var født og opvokset på stedet og lærerne var der ingen problemer.

Gennem forældrene som havde gået i tysk skole, havde børnene lært, at lærere var ophøjede personer, som man skyldte ærbødighed og respekt. Noget anderledes kunne det være med tilflyttere nordfra. Der kunne godt opstå situationer, hvor spanskrøret måtte tages i anvendelse.

Olav Jensen var tilhænger af kristen Kolds undervisningssystem med fortælling og højtlæsning for børnene som vigtige faktorer. Mange af hans kollegaer på egnen var af samme opfattelse, og ingen af dem havde meget til overs for den såkaldte sorte skole.

Lærer Sølbeck var en venlig mand, der udover at undervise i ”æ lille klas”, stod for tegning og geografi. Han havde som helt ung været tysk soldat i Verdenskrigen, hvorfra han fra tid til anden fortalte om rystende oplevelser.

Undervisningen i tysk blev leveret af lærer Brockmann fra den tyske afdeling. Der blev givet en vis indsigt i dette vanskelige sprog, men nogen forøg på at lære eleverne den komplicerede grammatik blev der ikke gjort.

 

Ole’ s projekter

Lommepenge var et ukendt begreb hos Ole’ s familie. Så måtte han selv ud at tjene. Han havde bemærket en masse uld på pigtrådshegnene. Han samlede en masse uld i en plasticpose og gik hen til Højer Tæppefabrik. Men den venlige fru Kærby kunne desværre meddele at produktet ikke egnede sig til tæppefremstilling.

Så begyndte Ole at dyrke den lille køkkenhave foran huset. Dertil kom lørdagsfejning samt indebæring af brændsel og vand. Overskuddet af disse aktiviteter blev omsat i en forretning, der forhandlede grøntsager of slik. For 5 øre kunne man erhverve et stykke chokolade, der bar bogstaverne BLOCK.

 

Efteråret i Højer

Når sæsonens store ålefiskeri i Vidåen og uden for Slusen var afsluttet, var efteråret gået på hæld. Kæmpe flokke af stude var hentet i kogene, hvorfra de under brøl og skrål blev drevet til banen, hvor kreaturvogne ventede på at føre dem til en uvis skæbne. Nogle af studene kom på stald og kunne således se frem til nok en sommer i fennernes frodige græs.

Vildgæs i talløse højtflyvende kileformationer drog larmende sydpå og vestlige storme satte ind. At forlandet dermed kom til at stå oversvømmet med bølgeslag nær digefoden, blev dengang betragtet som en helt naturlig hændelse, der sjældent påkaldte pressens interesse.

 

Jul i Højer

Dagene blev stadig kortere. Det blev vinter og julen nærmede sig. Det frivillige brandværn ”Æ Feuerwehr” musicerede under tysk kommando på Torvet med ”Oh Tannenbaum” som glansnummer. Bagerbutikkerne i Højer bugnede med juledyr i mange varianter. De blev solgt for maget små penge, så børnene var flittige aftager. Selv de mindste butikker i byen strålede af lys og pynt.

I skolen blev der gjort juleforberedelser med indøvelse af julesalmer. Det foregik også om aftenen, hvor voksne var inviteret med som deltagere. En festdag var det inden jul, når store mængder af gode bøger og usolgte julehæfter fra forrige år var lagt frem til uddeling. De var indsamlet og sendt som gaver af venlige mennesker oppe i ”det gamle land”.

På skift kunne man gå frem og forsyne sig med en favnfuld af eget valg. Alt blev læst og genlæst med den største interesse i juleferien.

I en længere periode op mod jul blev der i Højer Kino efter skoletid kørt den samme underholdende film. Handelsstandsforeningen var den gavmilde sponsor. Adgang fik man ved at fremvise billetter, som man fik gratis, når man havde ærinde i butikkerne. Filmen var udmærket, men det kunne blive trættende, når de mange børn, der efterhånden havde set den utallige gange. Derfor kunne man sangene udenad. Nu kunne man så efterhånden overdøve de optrædende på lærredet.

Gamle traditioner, som de fleste steder var ophørt i kongeriget, fandt man dengang lyslevende i Sønderjylland. Minsandten om man ikke juleaften sendte anden til stegning hos bageren. Den blev så fin brun og sprød at mor næppe kunne have gjort det bedre i egen ovn. Egne småkager kunne man også få bagt hos bageren.

For byens danske børn var årets højdepunkt julefesten i det nye forsamlingshus ”Højerhus”, på Ballumvej. Her blev der danset om juletræet. Der blev oplæst julefortællinger af lærer Sølbeck, som også legede de elskede sanglege. Til slut fik hvert barn udleveret en herlig godtepose indeholdende et æble, en appelsin, konfekt og et stykke chokolade.

 

Til aftenmøde i forsamlingshuset

I de kommende år gik Ole nødig glip af aftenmøderne i forsamlingshuset, hvor der kom mange interessante foredragsholdere fra nær og fjern. At han var der som den eneste mindreårige mødte aldrig indvendinger. Mødesales vægge var beklædt med ribber. De blev benyttet ved vinterhalvårets frivillige gymnastik.

Der fandtes også en scene, som blev anvendt, når der blev spillet dilettantkomedie og ved besøg af professionelle skuespillere.

 

På Hindrichsens firelængede gård

Et par år efter familiens ankomst til Højer var afvandingen af Tøndermarsken i det store og hele tilendebragt. ”Æ Bagger” havde for stedse forladt Vidåen gennem broerne, der måtte afspærres og demonteres mens det stod på. Herefter var dens opgave at holde sejlrenden gennem Højer Kanal åben for den endnu ret anselige skibsfart.

Afvandingsfamiliernes bortrejse skabte albuerum og den anstrengte boligsituation lettede. Projektets generalstab forlod også den bygning, der havde rummet såvel tegnestue som ingeniørernes private lejligheder.

Det var stuehuset til en firelænget gård i byens østligst udkant. Den tilhørte familien Hindrichsen, og da man indtil videre ikke havde brug for boligen, blev den udlejet. Den kom i folkemunde til at hedde ”Æ ingeniørgoer”.

 

Store forhold

I denne spændende kæmpestore bolig kom Ole og hans familie til at tilbringe nogle gode år. En større kontrast til det hidtidige tilholdssted i Søndergade kunne man dårligt tænke sig. Nu havde familien næsten for meget plads med kæmpestore stuer og værelser, køkken, gange og bryggers som balsale. Hele herligheden lå midt i en imponerende have med plæner og høje træer.

Under disse forhold gav familien gerne afkald på moderne faciliteter. I de højloftede stuer skulle der fyres i de store flisekaminer, hvorfra varmen havde en kedelig tendens til at forsvinde op under loftet. Ved vintertide var det isnende koldt på køkkengulvets og gangenes skakbrætmønstrede flisebelægninger.

Her var dog den fordel, at pumpen stod indendørs i bryggerset. Her befandt retiraden sig også. Over køkkenets enorme komfur kunne man læse den rammende indskrift:

 

• Ein guter Herd ist Gottes Werd

 

Hindrichsen blev en god ven

Landbruget blev drevet sammen med Hindrichsens ejendom inde på Nørrevej. Den rummelige stald var om vinteren fyldt med prægtige stude, der blev fodret og tilset af folk, der kom ud fra Nørrevej. Bortset fra stald og lade, stod avlsbygningerne tomme. Der var således intet i vejen, at Ole måtte benytte hønsehuset i den østlige længe. Ret hurtig kom han op på at have en bestand af 20 høns, duer og fire gæs, som gav et rimeligt afkast.

Hans Fedder Hindrichsen som ofte kom derud, blev Oles gode ven. Han lærte hurtigt Ole meget om kvægopdræt og agerbrug. Det skete ofte i den lune stald, når han selv røgtede. Ole var nu ikke så velset ved aftensbordet, når en stram lugt fra hans trøje bredte sig.

 

Højer havde næsten alt

Skulle man dengang handle kunne man tage toget til Tønder, hvor udvalget var større. Men egentlig var det ikke nødvendigt. Højers butikker kunne levere alt, hvad der behøvedes af fødevarer. Hertil kom at byen var velforsynet med dygtige håndværkere.

Et større antal små og store landbrug lå inde midt i byen, hvor de satte deres tydelige præg. De åbne møddinger og rendestenene tog folk som en selvfølge. Det var tradition for, at folk i Højer levede længe.

 

Møg på de toppede brosten

Der kunne dog være gener, når der skulle køres møg ud. Det dækkede på det nærmeste gadernes toppede brosten, når de fyldte vogne dagen igennem var skramlet hen over dem på vej til marks med læs efter læs. Heller ikke over dette blev der klaget. Enhver fejrede for sin egen dør, når dagen var forbi.

 

Ole blev bådejer for 10 kr.

I en tidlig alder havde Ole besluttet for at søge sit levebrød til søs. Hans højeste ønske var at få sin egen båd. Men den slunkne kasse i Tønder Landmandsbank havde hidtil været en hindring for sådan et projekt. Men en dag var heldet med ham.

En bagerlærling havde en ældre med brugbar båd, som han blev nødt til at skille sig af med, da han skulle til en anden by. Det var undgået Ole’s opmærksomhed. Da det ikke var lykkedes for ham at slippe med båden, stod han nu med foden på togets trinbræt, klar til afrejse. Ole kom forpustet løbende.

 

• Hvad skal du have for din båd?
• 10 kroner

 

Ja sådan lød svaret. Løbende ved siden af toget rakte Ole ham sedlen. Nu var han blevet bådejer.

 

Båden flød som en svane

De næste dag var det besigtigelse og afprøvning. Ole blev beroliget. Den trak ikke vand ind i faretruende mængder. Det var eller havde i det mindste været en særdeles solid båd i kravelbygget i eg og med svære tætsiddende spanter. Alderen var ubestemmelig.

Båden trængte dog til en kærlig hånd. Efter års misrøgt. Hjælp fandt Ole hos den enøjede Skak Bossen, der havde et imponerende håndelag til en opgave netop af denne art. Svøb og essing blev fornyet – dog ikke med eg. Det skete med forskallingsbrædder i svensk fyr.

Kvaliteten blev med omhu udsøgt hos tømmerhandler Johs. Pørksen i Mellemgade. Efter opmaling flød båden på vandet som en svane. Ole var stolt.

Stagfok og sprydsejl blev syet af lagenlærred og alt var i skønneste orden. Båden kom til at hedde ”Denisse” opkaldt efter en amerikansk penneveninde.

 

Sejlads på Vidåen

Sejlads såvel på Vidåen som uden for slusen blev Oles kæreste fritidsbeskæftigelse ofte ifølge af en eller to kammerater. Når vinden var sydlig så var der ingen sag at stå kanalen ud.

Oftest var vinden dog i vest. Det betød en langsommelig og sej udtur med kryds på kryds mellem kanalens bredder indtil man nåede åbent vand, omtrent hvor Hjerpsted Kirke tonede frem nord for Emmerlev Klev.

Tidevandsstrømmen var en hjælp eller hindring alt efter forholdene, og man gjorde klogt i at tage den i betragtning. Langt fra land blev der nu sjældent sejlet, men en enkelt sommertur til Rømø blev klaret med bravour, med telt og proviant medbragt til nogle dages campering derovre.

 

Dækselev hos Lauritzen

Da skoletiden var forbi og tiden var inde til udmønstring som dækselev i et af rederiet Lauritzens skibe, måtte båden atter skifte ejer. Den blev solgt til den lokale købmand, These Nielsen. Prisen blev 100 kr. som dog skulle afregnes i butiksvarer.

Dengang vidste Ole ikke, at næste gang han kom under sejl i en åben båd, skulle det blive på Atlanten efter et dramatisk krigsforlis. Men den historie kan vi evt. vende tilbage til en anden gang.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Højer
• Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.578 artikler:

• Under Højer (73 artikler) finder du bl.a.:
• Gårde i Højer
• Højer – Bondeby i marsken
• Syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
• Vadehavet ved Højer
• Højer Tæppefabrik
• Sidste tog fra Højer
• Højer – som havneby
• Højer, stormflod og diger
• Rudbøls historie
• Bådfolket i Rudbøl

 

• Under Tønder (254 artikler) finder du bl.a.:

 

• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tønder. Marsken og Afvandingen
• Tøndermarsken – under vand
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Tøndermarsken
• Schackenborg i Møgeltønder