Et strejf af Burkal Sogns Historie

Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.

 

Sådan opstod Burkal og Bylderup

Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.

Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.

 

Nogle af de ældste beboere

En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.

Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.

Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.

 

Kongen køber stort ind

Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.

I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.

 

Klosteret havde store interesser i sognet

Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.

 

En herregård i Nolde

Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.

 

En middelalderborg

Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.

Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.

I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.

Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583.  Den købtes af hertugen i 1601.

Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.

Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.

Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.

 

Kirken opført i 1225

Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.

Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.

Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.

De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.

 

Præsterne havde husholdersker

Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.

Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.

 

Masser af skov

Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.

Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.

 

Det gamle inventar forsvinder

Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.

Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.

 

Svenskerne raserer

Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.

Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.

Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.

Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.

 

Der blev ikke sunget meget i kirken

Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.

Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.

Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.

 

I 1710 er der fem skoler i området

Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.

Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.

 

Der synges på dansk

Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.

I en indberetning har Amders skrevet:

 

• Her i sognet synges der på dansk – og der anskaffes en hel del salmebøger – alt som folk har råd til.

 

Der sørges ikke for de fattige

I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:

 

• På hvilken måde sørges der for de fattige – og om der findes en fattiggård?

 

Amders svarede:

 

• Da der ingen ordning er truffet for de mange tiggere og sognet ikke underholder sine egne fattige, så løber også vore fattige i og udenfor sognet for at skaffe aig det daglige brød.

 

Manden og søsteren flygtede

I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.

Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.

 

Da Pietismen holdt sit indtog

Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.

Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.

I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.

 

Beretning om landsbyen Nolde

I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:

 

• Efter opstemningen af vandet på engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet, har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand.

 

Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.

Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.

 

Vækkelsen nåede præstegården

Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.

Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.

Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.

 

De stakkels kolonister syd fra

Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.

Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.

 

Lyng til bæltestedet

Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.

I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.

I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.

I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:

 

• Vi var blevet lovet, at vi ville komme til at vade i kløver til knæet, men vi fandt kun lyng, som gik os til bæltestedet.

 

Tak til Frederik den Femte

På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.

 

En drikfældig pastor

Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.

Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.

Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.

Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.

 

Et hjemmegjort monument

Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:

 

• Danmarks sjette Frederik kom denne vej, da han vendte tilbage til Louisenlund fra sine vestlige strandbredder, som havde lidt oversvømmelser den 3. april 1825.
• Dette oprejses efterslægten til mindesmærke for den bedste fyrste af Sluxherred den 6. juli 1826.

 

En aktiv præst – pastor Kok

Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.

Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.

Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.

 

Bistand til indkøb af nye lærebøger

De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.

Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.

Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.

Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.

 

Pastoren drømte om en højskole i Hostrup

Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:

 

• Hostrup-præsten er som bekendt gammel og dårlig som prædikant, ringere som sjælesørger og tysk af sindelag. Degnen er over 70 år gammel. Han har i sit otium indrettet en tysk privatskole, der har en stærk opbakning fra oplandet.
• Skolelæreren er også ældgammel, hvorfor provsten nu har bestikket ham som hjælpelærer. Det er en mand, der tidligere har fungeret i samme egenskab i mit sogn. Jeg fandt ham aldeles ubrugelig, da han aldrig havde lært noget.
• Det rette ville være at både degnen og skolelæreren gik af. Så kunne der måske oprettes en udvidet bondeskole, hvortil der er et stort behov på egnen. Mange forældre har lyst og evne til at deres børn skal lære noget mere.

 

Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.

 

Kok blev nærmest stenet ud

På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.

Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.

Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:

 

• Du skal nu væk din sorte kok, nu har du galet længe nok

 

Man vedblev med at tale dansk

Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.

Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.

Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.

 

Nye vækkelser i sognet

Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.

Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.

 

75 mand fra sognet faldt i krigen

På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.

Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.

75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.

 

En hård skæbne

En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.

24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.

Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.

 

Pastor Schwartz blev i sognet

Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.

 

Nervøsitet i Rens 10. februar 1920

Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.

Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:

 

• Jeg er bange for at det går galt.

 

Stor spænding i krostuen

Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.

På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.

Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.

Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.

 

Lille dansk flertal

Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:

• 114 danske og 99 tyske stemmer i Rens Afstemningskreds.

Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:

• 445 danske stemmer mod 422 tyske stemmer.

 

Flere missionshuse i sognet

Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.

Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.

Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967

Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.

I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.

 

 

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse historier
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• da.wikipedia.org
• Grænseforeningen
• denstorekrig1914-1918.dk
• Nicolai Svendsen m.m.: Tiende februar
• Kitta og Sven Petersen: De, der aldrig kom hjem
• Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening
• Nationalmuseet: Danmarks Kirker
• E. Sørensen: Langs Grænsen
• Troels Fink: Rids af Sønderjyllands historie
• Asger Nyholm: Nationale og Religiøse brydninger i Tønder på sprogreskripternes tid

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:

• Turen går til Sæd-Ubjerg
• Skamstøtten i Sæd
• Historier fra Slogs og Kær Herred
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs Herred
• Lendemark og omegn
• Lærer i Burkal
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup
• En herredsfoged i Hajstrupgård
• Besættelse og Befrielse ved grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården Grøngård 1-2
• Omkring Grøngård (4)
• Hestholm syd for Tønder
• Øst for Tønder
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• Så kom posten til Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Emmerske bedehus og Skole
• Emmerske ved Tønder
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Syd for Tønder
• Askersodde ved Vidåen

 

• Nolde og hans liv vestpå (b)
• Nolde og Nazismen
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Emil Nolde og Tøndermarsken

 

• Kartoffeltyskerne
• Svenske tropper i Tønder
• På flugt fra Wallenstein
• Adelsslægten fra Aabenraa
• Caspar von Saldern – hvem var han?