Dengang

Artikler



Hans Muldbjerg i Albæk Bakker

Oktober 19, 2018

 

 

 

 

Hans Muldbjerg i Albæk Bakker

af Lisa Hildegardt

 

Igen en herlig men også tragisk historie om de laveste i samfundet. Vi er oppe i Albæk Bakker oppe i Frederikshavn Provsti. I den lokale befolkning flød blodet, når fuldskaben steg til hovedet. Hans Muldbjerg var den sidste huleboer. Han blev aldrig gift, men fik dog alligevel 12 børn. Det fik han med kvinder, som han levede sammen med i en kort tid. Da den sidste af kvinderne døde, flytte han sammen med en af hans døtre Trine. Hun havde en uægte søn, Mads. Læreren slog ofte de fattigste børn, og det gik ud over Mads. Men en dag havde Trine fået nok. Hun tog til skolen og gennembankede læreren. Og dette fejrede Hans Muldbjerg sammen med vennerne. Men ak, en dag brændte den hule, hvor Hans stadig boede. Det var den 17. november 1908. I sengen lå den forkullede lig af den 70 – årige.

 

“Vide slugter, hvor vinden tuder, og smalle langdale hvor den piber og hvisler, når de vilde fugle driver for blæsten og uvejret går over lyngbjergene, hvor ræv og fattigmand har gravet sig ind. Det er et parti af Jyske Aas. Et indviklet højland med herlige gemmesteder for det, der er vildt og hjemløst af dyr og mennesker, det, der synes bedst om at fjæle sig, at leve afsides og alene. Ude fra ses næsten ingen boliger, kun lyng op ad bakkesiderne. Alle vegne lyng. Hist og her er bævreasp og buske af ege- og bøgepur. Men de spredte småbuske kryber sammen hver for sig over skyggerne i deres filtrede væv og strækker de nøgne, forvredne grene frem som en dyregruppe, der vender hornene udad. Og på åseryggene ligger oldtidens gravhøje som store muldskud, urørte som for tusinder af år siden”

 

 

Sådan beskriver forfatteren Johan Skjoldborg (1861-1936) det vendsysselske bakkelandskab i “Almue – Billeder afsides fra”, der udkom i år 1900. Skildringen har titlen “Kallerup Bakker”, der vel skal forstås som Allerup Bakker, men lige så godt kunne være Hammer Bakker eller Albæk Bakker – tre alen ud af et stykke, når det gælder natur og mennesker.

Oldtidshøjene siger, at de tre områder har været bosted for mennesker gennem årtusinder. Jordens bonitet har dog efter alt at dømme begrænset folketallet. Enkeltgårdenes antal siger noget om dette. Og uden gårde heller ingen huse. De mange lerklinede rønner- eller jordhuler i bakkelandet, som har sat sit præg på den vendsysselske folklore og givet anledning til mytedannelser, stammer næsten alle fra mytedannelser og var en direkte følge af befolkningseksplosion, der sprængte de bestående landsbysamfunds rammer. I Albæk Sogn (dengang sogn i Frederikshavn Provsti) steg befolkningstallet således fra 1501 i 1801 til 2476 i 1901 uden at der var tale om nogen væsentlig udvidelse af det dyrkede areal. Hvor mange, der valgte at flytte ud i Albæk Bakker, ved vi intet om, ej heller hvor stort et antal bosteder i form af lerklinede rønner, hytter og jordhuler man nåede op på, før århundredskiftet takket være fattigloven af 1892 og en begyndende opdyrkning og tilplantning af bakkelandet vendte. Lokale folk skønner, at der siden da er forsvundet omkring en halv snes huse, og at et lignende antal er gjort menneskeværdige.

Fælles for de små huses folk var, at de var fattige – ufattelig fattige, og at klukflasken for de fleste spillede en væsentlig rolle. Fælles var også, at næsten alle havde øgenavne eller tilnavne, der sagde noget om den pågældende, men ikke uden videre svarede til indførelsen af kirkebogen. Øge- og tilnavne var oftest inspireret af den enkeltes små eller store særheder eller bostedet. Det modsatte kunne dog også være tilfældet. Hopskrædderen havde således træben og boede i Kurvehuset, hvor der tidligere havde boet en kurvemager. Anne og Else Rævbak boede i Rævebakkehuset. Hvem der gav navn til hvem skal være usagt. Tyske Hejn boede i Hejns Villa, og Krøl-Haane i Krøl-Huset. Nogle havde flere øgenavne. Mosi-Mand blev således også kaldt Julle-Far og Mose-Mine kaldtes også Dose-Mine. Af andre kan nævnes Hans Præst, Bak-Peter, Den Firkantede, Spille-Jørgen, Røde Anders, Sibben-Sok, Bødker-Las, Svensker-August og Svensker-Johannes, Maren Sloth og Niels Murermester, der levede som agtværdige ægtefolk, og Lyng-Hanne.

Om folkene i Albæk Bakkers små huse fortælles mange historier. Deres moral var anderledes. I fuldskab foretog de sig mange ting, som forargede det etablerede samfund; slagsmål, hvor blodet flød, var almindelige, de bankede deres kvindfolk og tvang børnene til tiggeri. Overleveringerne vil også vide, at det kunne ske, at de byttede deres kvindfolk væk for brændevin. De levede i det hele taget et hårdt liv.

De mangeartede øge- og tilnavne gør det vanskeligt at efterspore bakkefolkenes vandring fra vugge til grav. Hans Mulbjerg, der vistnok var den sidste huleboer i Albæk Bakker, er et eksempel i så henseende. Han blev født 22. okt. 1838 i Flade sogn i Frederikshavn, som søn af Mads Hansen og hustru Marie Poulsdatter. Han var opvokset i Aarkesløs, der lå, og stadig ligger ganske få hundrede meter inde i Volstrup sogn nord for Albæk sogn. Men efter han i nogle år havde været bosat i Kjærskovholt – også kaldt Muldbjerg Hus, fik han uundgåeligt tilnavnet, Hans Mulbjerg.

Som yngre tjente han på forskellige gårde på egnen, bl.a. var han i en længere periode på Dybvad Hovedgård i Skæve sogn. Han var i øvrigt efter sigende dygtig som skovarbejder, men umådelig tørstig og utrolig glad for kvindfolk, hvilket senere skulle vise sig at blive hans skæbne.

Hans blev aldrig gift, men fik alligevel 12 børn med forskellige ugifte kvinder, som han boede sammen med i kortere eller længere perioder.

Med en ugift kvinde havde han otte børn. Så forlod han hende og levede sammen med en anden ugift kvinde. Med hende havde han fire børn, og da hun døde, tog Hans sin første kærlighed igen.

Efter hendes død flyttede han sammen med datteren Trine, født 21. juni 1862 og hendes uægte søn, Hans Christian med tilnavnet Moses, født i april 1893. Stedet, hvor de boede, kaldes den dag i dag for Muldbjergs Ager.

Moses var anderledes end drenge i almindelighed. Af en eller anden årsag havde H. Pedersen, der var lærer ved Albæk Skole set sig gal på drengen. Han brugte som så mange af datidens lærere den korporlige afstraffelse – og han slog hårdt, navnlig når det gjaldt børn fra fattige hjem. Almindeligvis reagerede forældrene ikke. Det var jo lærernes ret at tugte. Men en dag kom Moses hjem fra skole i en tilstand, der fik Trine til at reagere, Hun begav sig til Albæk Skole, hvor hun gennembankede læreren med en stok. Episoden medførte, at Trine blev afhentet af herredsfogeden og måtte tilbringe fem dage på vand og brød i Sæby Arrest.

Hans Muldbjerg benyttede lejligheden til at feste sammen med gamle venner, mens gårdejer Ole Peter, Højen med en vognstjært gjorde rønnen ubeboelig. Han havde længe været ked af lejerne, og huset var alligevel ikke bedre værd.

Da Trine vendte hjem stod hun og Hans følgelig uden bolig. Der blev vist nok talt om, at de kunne komme på Agersted Fattiggård. Men tanken herom stødte deres æresfølelse og ville også betyde en indskrænkning i deres frihed, som de begge satte så højt. Hjælpen kom fra gårdejer J.P. Sørensen, Fejborg, der gav dem tilladelse til at indrette sig i et udhjørne af hans hedelod i Albæk Bakker.

Her gravede Trine og Hans sig ned ved en gammel skydevold, som Albæk-Mølholt Skytteforening i sin tid havde benyttet og indrettede sig der deres bolig. Imod nord og øst gik hytten ind i bakken. Den vestlige væg var dannet af jord og tørv. Indgangen var fra syd, og ved siden af døren var husets eneste vindue. Hytten var tækket med rafter og ris, halm og lyng. Indenfor var der lavt til loftet og snævert mellem væggene. Ved vestre langvæg stod sengen og to kister. Mod syd et primitivt fyrretræsbord, ved vinduet og mod øst et skab og hylder. Skorstenspiben var et jernrør, og ildstedet med murede kogehuller vendte mod nord. Herfra kom indfyringen til en gammel bilæggerovn, som hurtigt gjorde det lunt inden døre. Af besætning holdt de en ged, en hund, en kat, tre høns og en hane. Hønsene og geden boede i en lille hule ved siden af hytten.

Når helbredet tillod det, gik både far og datter på arbejde. Men Trines helbred var det dog mindre godt, men hun havde også lidt megen frost og kulde i sine dage. Mange gange, når den gamle kom hjem i omtåget tilstand, og der vankede knubbede ord, så det gnistrede i hytten, måtte hun søge ud i natten, hvad vejr det end var. Hun døde 26. marts 1908 – 45 år gammel, formentlig af brystsyge.

Natten til den 17. nov. 1908 nedbrændte Hans Muldbjerg hytte. I sengen lå det forkullede lig af den 70-årige huleboer. Hvordan ilden var opstået, kan ingen sige. Han havde dagen før haft besøg af en søn, og han lå da i sengen og klagede over, at han var utilpas og havde været det i nogle dage. Sønnen hjalp ham op i tøjet, hvorefter han forlod ham, men senere på dagen kom han igen, og da befandt faderen sig noget bedre. Om aftenen havde en nabokone været inde hos ham og havde hjulpet ham i seng med klæderne på, da sengeklæderne var våde, fordi det havde regnet ned i sengen. Han klagede til hende over, at han frøs og bad hende lægge i kakkelovnen, hvilket hun også gjorde, og før hun gik, satte hun olielampen og tændstikkerne hen foran sengen, for at han kunne tænde om natten, når han ønskede det.

Det kneb svært for sognefogeden at få liget af Hans Muldbjerg ud af jordhulen. Ingen havde lyst til at give en hånd med. Følgen var, at han måtte lade sin søn hjælpe til. Som båre blev brugt en dør, og på en stiv vogn blev den gamle huleboer kørt til Albæk Præstegård og lagt på strå i dennes lade.

Hans Muldbjergs livsløb siger os, at de “gode gamle dage” nok ikke var så gode endda, og slet ikke for folkene i bakkerne, der følte fattigdommen på sjæl og krop. Hans Muldbjergs og hans gravtue på Albæk Kirkegård er for længst borte. Men navnet vil blive husket, bl.a. fordi den ager på Højens jord, hvor han og Trine i en årrække boede i en lerklinet rønne, den dag i dag benævnes som Muldbjergs Ager.
Hans døde ca. syv en halv måned efter sin datter.

Hans og Trine Muldbjerg er her fotograferet i 1907 foran deres hytte i Albæk Bakker.

 

 


Kaj Munk og Nazismen

Oktober 13, 2018

Kaj Munk og Nazismen

Mange mente, at Kaj Munk havde et tåbeligt standpunkt, at man skulle kæmpe mod tyskerne. Det blev også hans død. Men han havde ikke altid haft det standspunkt. Ret hurtig fandt man hans mordere. Men nogle af disse blev beskyttet af amerikanerne. Von Hanneken blev rasende. Fascismen og Nazismen var en overgang meget udbredt. Man troede på Hitler som fornyeren. Det var ikke kun Kaj Munk, der havde den indstilling. Demokratiet er bundråddent sagde Munk, efter at tyskerne var kommet. Men han skrev et åbent brev til Mussolini. Til sidst erkendte han, at han havde taget fejl. Han er en spændende skæbne, som først blev et nationalt symbol og et samlingsmærke. Men siden blev han nærmest udråbt til en for lidenskabelig og skør mand. I et litteraturleksikon fra 1974 blev hans lyrik beskrevet som ”dårlig” Det var en mand, som i tale til at skulle have modtaget Nobels Litteraturpris. Han blev en af Besættelsestidens ”Prügelknaben” som de andre gemte sig bag.

 

Et tåbeligt standpunkt?

Kaj Munk skrev og talte om, at danskerne måtte tage stilling og vælge standpunkt. De skulle gå ind i aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt. Det var et standpunkt, mange ikke brød sig om under krigen. Ja de anså det for direkte tåbelig, for hvad skulle det nytte?

 

De ville tale med von Hanneken

Kaj Munk vidste, at hans synspunkt kunne koste ham livet. Det gjorde det også – tirsdag den 4. januar 1944.

Noget tyder på, at gerningsmændene ville slippe for, at likvidere Kaj Munk. De forsøgte at overdrage ham til Værnemagtens øverstbefalende i Danmark general von Hanneken i dennes hovedkvarter i Silkeborg. Dette var indrettet på et 35 hektar stort område ved Ørnsø, i kurstedet Silkeborg Bads bygninger.

Gruppen på fem ankommer til Vedersø Præstegård klokken 20. Og det går mange timer inden Kaj Munk bliver myrdet.

Ja de fem var Schwerdt, Nebel, Söhnlein, Carstensen og Gföler fra den berygtede Peter – gruppen. Længe overvejede de om de skulle bruge en giftsprøjte eller skydevåben.

Söhnlein bad om, at få lov til at tale med general von Hanneken. Måske nægtede generalen at tale med ham eller var gået til ro. Og det er ganske vist. For von Hannekens oldfrue, Alma Jensen kom tilfældigvis forbi. Og hun kunne se en mand, som hun senere mente var Kaj Munk. Hun havde spurgt om han var død. For sådan så han ud. Der blev svaret hende:

  • Nej, endnu ikke

 

Fuldstændig fejlbedømt

Hvorfor skulle Kaj Munks mordere overhovedet opsøge von Hanneken? Er det ikke tale om iskolde SS-mænd, for hvem ”Befehl ist Befehl” og som aldrig vil nægte en ordre?

Måske tror Söhnlein endda, at det kan glæde von Hanneken ved at forære ham Munk, som han så kan forhøre og likvidere, for dermed at imødekomme Hitlers og Himmlers ordre om at sætte hårdere ind i Danmark.

Det er naturligvis fuldstændig fejlbedømt. Von Hannekens holdning var velkendt. Han ville ingen kontakt have med Gestapo og tog afstand fra deres opgaver og handlinger. Von Hanneken var en soldat af den gamle skole og kun interesseret i Værnemagtens militære opgaver. Nogle mener, at von Hanneken havde bedt Söhnlein og hans folk om at forsvinde omgående.

 

Politiet opklarede hurtigt mordet

Under afhøringerne langt senere beskylder Schwerdt og Niebel hinanden for at have affyret de tre skud mod Munk. Carstensen forklarede dog, at Schwerdt affyrer nakkeskuddet og Nebel et skud i tindingen.

Den næste morgen den 5. januar 1945 blev hans lig fundet kl. 8.15 af en lokal murer. Han ringede til politiet, der hurtigt satte en eftersøgning i gang.

Kaj Munk blev myrdet af tyskerne. De skød ham i en grøft ved Hørbylunde Bakke i Midtjylland. Det var mellem Pårup og Silkeborg. Tre skud i nakken og to i venstre tinding. Det var en tysk gengældelse for, at danske stikkere blev dræbt af modstandsbevægelsen. En række danskere skulle myrdes. Det skulle have en afskrækkende virkning.

Men kriminalpolitiet gik i gang med en efterforskning og ret hurtig fandt de ud af, hvem gerningsmændene var. Selv med sparsomme ressourcer kunne man opklare mordet ved at holde øje med færgetrafikken. De kørte en i en bil med tyske nummerplader. Det var talentløshed med en grænseløs hensynsløshed.

 

Kaj Munk gemte en jøde

Under tyskernes jødeforfølgelse havde Kaj Munk uden tøven sagt ja til at skjule den syvårige dreng og jøde, Morten Schyberg i præstegården. Morten var på flugt og yngste søn af litteratur – og teaterkritikeren Frederik Schyberg og skuespillerinden Nina Kalker.

 

Nytårsgudstjeneste uden orgelspil og lys

Så sent som ved sin nytårsprædiken havde Kaj Munk advaret danskerne mod at samarbejde med tyskerne. Der var ingen orgelspil, alterlysene blev ikke tændt og det fyldte kirkerum henlå i halvmørke. Han gik ikke på prædikestolen i præstekjole, men blev stående nede på kirkegulvet, klædt i sin tunge overfrakke med rødt halstørklæde og sort studenterhue.

Han betroede sine sognebørn:

  • Da jeg i går forberedte mig for Guds ansigt til denne gudstjeneste fik jeg det sådan, at jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på prædikestol eller alteret i dag…Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke- Kommer de efter dig i nat?

 

Stol på Gud

Den syvårige Morten var til stede, da Kaj Munk blev hentet. Drengen sad i den gamle stue og hyggede sig med Lise Munk og de andre børn. Han har senere fortalt om de dramatiske øjeblikke:

 

  • Pludselig blev der nogen uro, en hviske og tisken og ude ved trappen var der nogle mænd med overtøj, og der holdt en bil på gårdspladsen. Ved bilen stod en mand med et våben hængende tværs over maven. Efter nogen tid kom Kaj Munk ned ad trappen og blev ledsaget ud til bilen.
  • Inden han blev ført bort, tog Kaj Munk bevæget afsked med børnene og omfavnede Lise Munk med ordene ”Stol på Gud”

 

Von Hanneken var rasende

Da von Hanneken næste dag, den 5. januar 1944, blev orienteret om mordet blev han i den grad rasende. Han råbte og skreg:

 

  • Sådan et fordømt svineri. Så skyder man de arme karle ned som skabede køtere og smider dem derpå foran vores dør for et demonstrere, at sådan gør vi her

 

Irrationel handling af Peter – gruppen

Peter – gruppen og andre tyske grupperinger handlede i mange tilfælde komplet irrationelt og talentløs og ikke anede, hvad hinanden foretog sig, som i dette tilfælde.

Ofte viste netop Peter – gruppen mangel på systematik og professionalisme. En mangel, der passer dårligt til gruppens ry som effektiv eliteenhed, hvor medlemmerne var rekrutteret fra og ledet af folk fra SS.

 

2.000 mennesker til begravelse

Den 6. januar blev Kaj Munk kørt til sygehusets kapel, hvor en af hans ungdomsvenner, pastor Herluf Aagaard, Them holdt en gribende højtidelighed. Selve begravelsen blev overværet af mere end 2.000 mennesker. Kun et mindretal havde kirken plads til.

Allerede i 1943 blev Kaj Munk opsøgt af modstandsmanden Børge Eriksen, der ville advare ham. Men kaj Munk ville slet ikke snakke med ham. Han vidste sikkert, at han kom for at advare ham. Det havde mange efterhånden gjort.

 

Von Hanneken uenig med Gestapo

Von Hanneken havde sammen med Werner Best og SS-Obergruppenführer i Danmark været hos Hitler i Ulveskansen i det besatte Polen. Her forlangte Hitler en streng kurs over for danske modstandsfolk, blandt andet med summariske nedskydninger uden rettergang. Best og von Hanneken var utrygge ved situationen. De mente, at dette kunne føre til en optrapning af modstanden. Generalen var godt klar over, at den terror som Gestapo praktiserede var stærkt medvirkende til den danske modstandsviljes opblussen.

Von Hanneken sagde nej til receptioner og samvær med danske nazister. Han deltog heller ikke i Schalburgs begravelse og mindekoncert. Heller ikke til en indvielse af en førerskole var han med til. Og der var en stående ordre til, at hvis den danske nazileder Fritz Clausen ringede, så var han ikke til at træffe.

 

CIA ville ikke udlevere Nebel

Den ene af Kaj Munks mordere, Nebel blev fundet ved en tilfældighed i München i 1946. Danskerne krævede ham nu udleveret via Krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. Men nu viste det sig, at det amerikanske efterretningstjeneste kom i klemme. Den amerikanske efterretningschef i Tyskland var imod en udlevering til Danmark. Det var nu pludselig et spørgsmål om national sikkerhed og det var uhensigtsmæssig at lade ”en fremmed magt” afhøre ham. Men langt om længe efter mange forhalinger kom han til Danmark.

Men hvorfor?

Louis Nebel var som så mange andre tyske krigsforbrydere blevet rekrutteret som amerikansk agent. De vidste udmærket, at han havde begået noget ”ubehageligt i Danmark” som en amerikansk agent skrev.

 

Dokumenter blev behandlet som statshemmeligheder

Og mon ikke Danmark forsøgte at behandle ham mere lempeligt end andre? Det amerikanske efterretningstjeneste har siden gjort sig store anstrengelser for at slette alle spor efter Nebels arbejde som dobbeltagent. Derfor blev dokumenterne behandlet som statshemmeligheder.

Efter drabet sendte tyskerne ham på aktioner i det besatte Frankrig. Men den 2. november 1944 fangede de fremrykkende amerikanske hærstyrker ham. En måned senere og 11 måneder efter drabet på Kaj Munk hyrede CIA ham som dobbeltagent under navnet Ostrich.

Amerikanerne blev dog advaret mod ham. Han skulle have en blakket fortid som schweizisk nazist. Politiledere fra Schweiz skrev til amerikanerne ”Skyd ham”. Han var idømt 15 års fængsel i landet. Men amerikanerne var ligeglade.

 

Nebel var kun ”formelt udlånt”

Straks efter befrielsen genoptog vicekriminalinspektør Otto Himmelstrup arbejdet. Snart var Schwerdt, Söhnlein og Kurt Carstensen anholdt.

Danmark havde af amerikanerne fået at vide, at Nebel kun var formelt ”udlånt”. Amerikanerne var meget bekymrede, da de af briterne havde fået at vide, at Nebel efter al sandsynlighed ville få dødsstraf. Men da han nu kun var ”udlånt” blev det så kun til 12 års fængsel i første omgang. Retssagen var blevet udskudt igen og igen. Måske var det efter pres fra amerikanerne.

I Byretten fik han 12 års fængsel, men i Landsretten blev det til 16 års fængsel. Men ak, det er godt at have gode venner. For allerede efter seks års afsoning blev han løsladt og udvist. Og sandelig om CIA ikke hjalp ham til at komme til USA året efter.

 

Ham der gav ordren var også beskyttet af amerikanerne

Men hvad så med ham, der gav ordren til at dræbe Kaj Munk? Hans navn var Rudolf Mildner. Ja han slap igennem helt uden straf. Det amerikanske efterretningsvæsen brugte også ham som agent. Efter krigen lod de ham slippe til Argentina.

 

Anhold Niels Bohr og deportér de danske jøder

Han havde forskellige chefposter i Gestapo. Han blev også chef for den politiske afdeling i Auschwitz. Himmler og Hitler betragtede ham som en hård hund, der for sendte de ham til Danmark med to straksordrer:

 

  • Anhold Niels Bohr og deportér de danske jøder

 

CIA hjalp Mildner til Argentina

Begge ordrer gik i vasken. Bohr og de fleste danske jøder slap væk, og Berlin skummede. For at redde ansigt gav Mildner ordre om at dræbe Kaj Munk, men Berlin flyttede ham alligevel. Han blev chef for sikkerhedspolitiet i Wien. Amerikanerne mente, at de kunne bruge hans viden. De hyrede ham som agent, selv om også briterne ville have ham udleveret for drab på en britisk faldskærmssoldat. CIA hjalp ham i 1949 til Argentina, hvor han forsvandt.

 

Østrig ville ikke udvise Gföler

Og den tredje, Anton Gföler antog man, at var omkommet på østfronten. Men på basis af den tyske åbenhed i modsætning til den danske lukkethed kan det konstateres, at han overlevede krigen for at blive vin – og sodavandsforhandler i Østrig. Gfôler stod i 1965 på en liste over 31 tyske, danske og østrigske krigsforbrydere, som Danmark på dette tidspunkt ønskede retsforfulgt. Ingen af disse blev nogensinde stillet for retten. Heller ikke i Gföllers tilfælde hævdede den østrigske anklagemyndighed, at der ikke var beviser nok til at føre en retssag.

Det kan jo lyde underligt. Den danske efterforskning førte til, at Gföller var med til otte andre terrordrab og tre drabsforsøg.

 

Per Stig Møller tog også fejl

Men hvem var han egentlig denne Kaj Munk? Var han ikke nazist, inden han skiftede helt over i den modsatte grøft? Ja så enkelt er det nok ikke. Per Stig Møller mener, at Kaj Munks beundring for Hitler kun varede fra sommeren 1934 til pinsen 1935. Men det holder nu heller ikke stik.

Han var tidligt bekymret for jødernes skæbne. Men han troede ikke rigtig på, at det var Hitler, der stod bag. Op gennem 1930erne blev han konfronteret med ”Jødespørgsmålet”. Han vaklede mellem sympati for jøderne og at give dem selv en del af skylden for forfølgelsen.

Det var Munks synspunkt, at Tyskland efter nederlaget i Første Verdenskrig måtte blive en verdensmagt igen. Tyskland havde brug for en stærk skikkelse som Hitler.

 

Kaj Munk overværede Hitlers åbning

Allerede i 1933 hilste Kaj Munk Hitlers magtovertagelse velkommen. For Kaj Munk var han den mand, der kunne redde det tyske folk fra kaos. Selv tog han til Berlin for at overvære Hitlers åbning af rigsdagen i marts 1933.

 

Han slog hånden af en ven

I Tyskland havde man også set Kaj Munks talenter. Og en tysk skribent oversatte efterhånden et par af Kaj Munks stykker. Efterhånden udviklede det sig til et venskab mellem Magnus og Munk. Men Erwin Magnus, der var jøde skrev til Munk, at de nazistiske antijødiske regler havde ruineret ham og hans familie. Han skrev nedladende om Hitler og hans styre.

Munks svar til Erwin Magnus var ikke venligt:

 

  • Jeg forstår så udmærket Deres syn på Hitler, det kan næppe være andet. Men min indstilling er en stikmodsat. Under disse forhold frygter jeg, at en samtale mellem os ville mere skille end nærme.

 

Det kan virke besynderligt at Munk slog hånden af den person, der havde kæmpet for Kaj Munk i Tyskland og ulønnet havde oversat tre af hans stykker.

 

Fascinationen kulminerede

I hans bog fra 1934 Vedersø – Jerusalem Retur kulminerede hans diktator-fascination med det udtrykte håb, om at der måtte komme en mand, der også i Danmark kunne vække folket og hive det op af en dynd.

Munks kritik grundede ligesom mange andres konservatives systemkritik egentlig i en kritik af den nationale selvforståelse, der var vokset ud af 1864.

 

Hitlers dåd skal æres

Den 26. september 1936 skriver Kaj Munk således:

 

  • Ingen kan ære Hitlers dåd mere end jeg.

 

Hitlers styre skal prises for klogskab

I en kronik den 13. marts 1938 fandt han det:

 

  • Umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab

 

Hitler, vor tids verdensnavn

Den 29. januar 1939 postulerede han, at Hitler var så:

 

  • Nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske

 

Den 5. november 1939, mente Munk, at Hitler er:

 

  • Den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens (!) vældige navn

 

Det er skrevet et par måneder efter, at Hitler havde angrebet Polen. Disse citater tyder jo ikke ligefrem på noget afsvalet Hitler – beundring fra Munks side.

Norden og (Nazi)Tyskland burde finde sammen

I en artikel den 5. april 1940 satte Kaj Munk sin lid til, at:

 

  • Norden og (Nazi -) Tyskland kan finde hinanden i at udnytte alle muligheder for forståelse og samarbejde og fællesmenneskelighed.

 

Egentlig fortsatte Kaj Munk sin beundring for Hitler også efter, at Danmark var blevet besat. Det skete tydeligst på Ollerup Gymnastikhøjskole den 28. juli 1940. Her karakteriserede Munk bl.a. Hitler som:

 

  • En af verdenshistoriens største skikkelser

 

Munk kritiserede kun enkeltpunkter

Det var ikke den anti-demokratiske holdning Munk tog afstand fra, da han på et tidspunkt gav sig til at kritisere Hitler og Mussolini. Det var udelukkende enkeltpunkter som jødeforfølgelse, angrebet på Abessinien, Hitlers indlemmelse af Tjekkoslovakiet og hans overfald på Polen, Danmark og Norge.

 

Danmark tror ikke på parlamentarisme

I Ollerup – talen luftede Munk sine anti-parlamentarisme med disse ord:

 

  • Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald, for vi her i Danmark troede ikke mere på parlamentarisme.

 

Men nu var det sådan, at ved Folketingsvalget i 1939 havde de parlamentarisk indstillede partier nu ellers fået 94 pct. af stemmerne. Men det havde Kaj Munk nok ikke rigtig regnet for noget. Han fortsatte i Ollerup-talen:

 

  • Er det gået nogen værre end os- Vi fik Hitler og beholdt Stauning.

 

Demokratiet er bundråddent og må forgå

I august 1940 oplyste Kaj Munk rekrutterne i Næstved om, at:

 

  • Demokratiet er bundråddent og må forgå

 

Tre dage senere fortalte han ved et møde på Gerlev Højskole en gruppe studenter, at:

 

  • Demokratiets sandhed blev til løgn
  • Folket ikke styrede længere, men en præstekaste af golde debattører holdt sig ved magten ved brød og skuespil.

 

Mange andre borgerlige var fascineret af fascisme og nazisme

Per Stig Møller erkender, at Munks anti-parlamentarisme var ”en blindgyde”. Han erkender, at mange dengang i 1930erne, hvor demokratierne var nye og skrantende, mens diktaturerne så fremstormende og fornyende ud.

Men det danske demokrati, som Munk levede i, var aldeles ikke ”skrantende”, skønt det var ”truet” af højtråbende kommunister og nazister. En lang række borgerligt sindede så lige som Kaj Munk de fascistiske diktaturer som fornyende.

Per Stig Møller påstår i en af hans Munk – biografier, at kun KU’ s afdeling i København sympatiserede for Tyskland. Det er ikke korrekt. Undertegnede har i forbindelse med en artikel om KU haft lejlighed til at se gamle medlemsblade fra KU fra hele landet fra dengang. Også den meget aktive sønderjyske konservative skribent Bjørn Svensson har indrømmet at mange både unge og voksne konservative var fascineret af nazismen og fascismen dengang. Vi kan bl.a. nævne fhv. formand Pürchel.

Ja andre ungdomsorganisationer, som måske ikke kan kaldes borgerlige lod sig inspirere af de nye strømninger.

 

Venstres højrefløj var også betaget

Ja det skete også for Venstres højrefløj, der i 1934 skilte sig ud som Det Frie Folkeparti, fra 1939 hed de Bondepartiet. De gik direkte i samarbejde med det danske nazistparti DNSAP. Omkring halvdelen af den danske bondestand meldte sig ind i Landbrugernes Sammenslutning LS, hvis ledelse var åbenlyst nazi – orienteret. I Indre Mission var mange glade for Hitler, og det samme var mange grundtvigianere.

Også en række borgerlige aviser udtrykte sympati for Hitler og Mussolini.

 

En nazistisk præst fra Brøns

Det var da også andre præster, der var begejstret for nazismen. En af disse var Anders Malling, sognepræst i Brøns syd for Ribe. Han udgav i 1935 bogen ”Nationalismen og kirken”. I denne argumenterede han for at ”hagekorset baner vej for Kristi kors”. Han var medstifter af et nazistisk udbryderparti ”Dansk Folkefællesskab”.

Den kirkelige ledelse anså ham dog ikke efter 1945 at have været så kompromitteret, at den ville indstille ham til afskedigelse.

 

Et åbent brev til Mussolini

Kaj Munk var efterhånden chokeret over jødeforfølgelserne og opfordrede i et åbent brev i dagspressen (1938) Europas anden diktator, Mussolini, til at standse Hitler. Det vakte også postyr. For hvad lignede det at henvende sig til en anden fascistisk diktator.

Egentlig skal man på den baggrund ikke være så forarget på Kaj Munk. Men det man så kan blive forarget over det er, at man vil fortie, at der var disse sympatier mange steder fra. Vi skal heller ikke bedømme datiden med nutidens bagklogskab.

Og er det fair at dukke ned i enkelte citater, når han sagde så meget andet?

 

Han beundrede sin stedmor

Kaj Munk havde gennem 1930erne og 1940erne en utrolig gennemslagskraft. Hans dramaer og holdninger til de nye diktaturer i Europa skabte strid om hans person. Det var i Maribo, at Kaj Munk så dagens lys. Men han mistede tidligt sine forældre. Den lille Kaj blev nu adopteret af nogle fjerne slægtninge på Vestlolland.

Han beundrede sin stedmoder for hendes stærke vilje og handlekraft måske blev det senere til hans senere optagethed af det stærke menneske og den kraftige leder. Men nok så vigtigt for Kaj Munks udvikling blev den stærke kristendom, som han mødte både i form af den indremissionske i hans hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen.

 

Debut på Det Kongelige Teater

Fra landsbyskolen kom han i realskolen i Maribo og derfra til gymnasiet i Nykøbing, hvorfra han blev student i 1917. I 1924 stod han med en færdig teologisk uddannelse og kunne søge præsteembede. Han søgte og fik embedet i det lille barske vestjyske sogn, Vedersø. Her blev hans dramatiske værker og digtning til. Her fandt han sin hustru. Og her forblev han til sin død.

Han havde længe tumlet med skuespillet ”En idelist”. Efter en del omskrivninger blev den endelig antaget af Det Kgl. Teater til opførsel i 1928.

 

Erkendte, at han tog fejl

Som stærkt troende præst, kunne han både inspirere, forarge og samle. Han var præst, debattør og mere eller mindre nazi-sympatisør. Men han var næppe nazist. Til sidst erkendte han også i form af skuespil, prædikener og taler, at han tog fejl.

 

Kaj Munk fjernede et stykke i Sønderjylland

Da man i januar 1939 ville sætte ”Han sidder ved Smeltediglen” op i Sønderjylland skrev Berlingske Tidende, at justitsminister K.K. Steincke havde henstillet til ikke at opføre stykket, fordi det var farligt i grænselandet. I sidste ende greb Kaj Munk selv ind og fik stoppet stykket.

 

En spændende skæbne

Netop fordi Kaj Munk kæmpede sig igennem sine dilemmaer med nazismen og politisk tvivlrådighed og nåede frem til en klar afstandstagen til både antisemitisme, nazisme og Førerskikkelse, er han så spændende en skæbne.

I 1943 var han blevet en fortaler for demokratiet. Til Folketingsvalget i 1943 opfordrede han folk til at slutte op om folkestyret og stemme på Dansk Samling.

 

Han var et nationalt symbol og samlingsmærke

Måske var det Kaj Munks kristeligt-heroiske livsindstilling, der bevirkede at det danske folk kunne se noget idet. Det var bedre end at se kanariefuglen i Hitlers bur med Churchills ord. Det var paradoksalt nok Munks ”udanske” radikalitet, der nu gjorde ham til nationalt symbol og samlingsmærke.

Men denne holdning ændrede sig.

Måske så Munk, at den moderne diktator ikke ville stille sig tilfreds med at være underlagt Gud og dermed på forhånd givet moralsk orden. Han var derimod et udslag af det moderne menneskets trang til at forkaste Gud, sætte sig i Guds sted og selv definere godt og ondt.

 

Valdemar Rørdam skrev nazistiske hyldestdigte

Vi havde jo også haft kulturpersonligheder som digteren Valdemar Rørdam, der skrev et hyldestdigt til den nazistiske invasion af Sovjetunionen eller den konservative forfatter Harald Tandrup, der blev nazist og skribent i Fædrelandet.

 

En lidt for lidenskabelig og skør mand!

Efterhånden var der ikke rigtig nogen, der troede, at Kaj Munk var en martyr. Man fik nærmest det indtryk af, at han var blevet myrdet af den danske modstandsbevægelse. Ved hjælp af systematiske fejlciteringer lykkedes det at få Kaj Munk til at ligne en lidt for lidenskabelig og skør mand, der var lidenskabelig begejstret for nazismen. Historikere og politikere gjorde sit til det.

 

Han blev et af besættelsestidens ”Prügelknaben”

Var det fordi han valgte at anbefale at stemme på Dansk Samling? Måske troede de gamle partier, at Dansk Samling og DKP ville få magten efter krigen?

I Gyldendals Litteraturleksikon fra 1974 kaldes digterpræstens lyrik for ”ringe”. Ja det sagde man om en person, der måske kunne have fået Nobelprisen i litteratur. Kaj Munk blev nævnt dengang.

Besættelsestiden har forstret en del ”Prügelknaben” De andre har gemt sig bag disse. Jo Kaj Munk var en af disse ”Prügelknaben”

 

 

Kilde:

  • kristeligt-dagblad.dk
  • dbrs.dk/ringkoebing
  • fyens.dk
  • information.dk
  • stiften.dk
  • b.dk
  • Ole Drostrup, Walter Kienitz: Den hæmmende kriger
  • Vejen Andersen: Viborgegnen under anden verdenskrig
  • Frank Bøgh: Peter – Gruppen
  • Jon Høgh: Kaj Munks Infermo
  • Marc Auchert m.m.: Kaj Munk, Dansk rebel og international inspirator
  • Per Stig Møller: Munk
  • Per Stig Møller: Mere Munk
  • Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk. Retsopgør og eftermæle
  • Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk. Krigen og Mordet
  • Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk og den stærke mand
  • Henning Tjørnehøj: Rigets bedste mænd
  • Kaj Munk: Vedersø – Jerusalem Retur

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 260 artikler om Besættelsestiden (før, under og efter) herunder:

 

  • Var Konservativ Ungdom nazister?
  • Hitler var en farlig mand allerede i 1930
  • Da krigsforbrydere flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Jagten på krigsforbrydere
  • Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
  • At handle med ondskaben
  • Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
  • En justitsminister i unode
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • Danskere i Hitlers tjeneste og mange flere

 


Kjælle – Kaspar – den sidste kæltring

Oktober 11, 2018

Kjælle Kaspar – den sidste kæltring

 

Af Lisa Hildegardt

Han var født Kaspar Madsen. Han gik til undervisning hos degnen. Han ville heller lave skarnstreger. Men han måtte gå to vintre hos præsten for at få mere lærdom. Her måtte man af og til spærres inde i svinestalden. De andre knægte var bange for ham. Mange gange blev han fængslet for betleri og tyveri. Han fik hurtig både hunde og kvinder til at løbe efter sig. Han var gift mange gange. Men det var ikke sjovt, da han var indsat 4 år i Vridsløselille. Da han kom ud, var Mette taget til Australien. Hurtig fik han fat i Kathrine. Men han fik ustyrlig lyst til Ane Vind, der var af velstående familie. Hun var gift, men skippede ham til fordel for den 17 – årig ældre Kaspar. De holdt sammen i 12 år. Endnu en livsledsagerske fik han i 1900. Kaspar døde i 1923 og fik en fim begravelse på Rind Kirkegård af Sognerådet.

 

 

 

Kjælle Kasper er den sidste omvandrende kæltring af ren natmands afstamning i Danmark. Han blev født i Rind ved Herning den 4. februar 1841 og døbt Kasper Madsen. Det fortælles, at moderen Anne Marie Mæster klagede over, at drengen ikke ville have brændevin, der ellers gav en beroligende indvirkning på det urolige barn. Men som voksen voldte han ikke sin modersorger i den retning.

 

Kaper kom som andre drenge dengang tidligt ud at tjene, blandt andet som fårehyrde. Om vinteren var han hjemme, og da gik han i skole hos degnen hr. Sønderby. Undervisningen interesserede ham ikke det mindste, derimod havde han gode anlæg for at lave kunster og skarnsstreger, og degnen sled mange tampe op på Kaspers brede ryg, når han ikke kunne magte knægten.

 

Men en skønne dag sagde Kasper stop; “nu kan det”, og så bandede han fælt, “være nok!” Han var – en “kjælle knæjt”, dvs. kåd og fuld af kunster – og derfor fik han tilnavnet Kjælle Kasper som han bar livet igennem.

 

Hans lærdom var det småt med, og derfor måtte han gå til præst i to vintre, inden han slap igennem, og ved afgangseksamen fik han “mådeligt” for kundskaber og betegnelsen “nogenlunde sædelig” for sin opførsel.   Der var altså ikke noget at prale af. Maren Jepsen i Sunds, der havde gået til præst sammen med Kasper, fortalte, at børnene var bange for den stærke prygl, og det hændte, at pastor Falkenskjold måtte lukke Kasper ind i svinestien, indtil børnene var langt borte. Dengang udgjorde Rind og Herning et pastorat.

 

Efter sin konfirmation kom Kasper ud at tjene hos en gærrig mand i Fastrup ved Vammen, men her sultede han, og så stak han af, og kom til at tjene i Birk, og her blev han glad for at være. Glædestrålende fortalte han, at de hver aften fik et fadfuld grød, der næsten nåede til loftet. På gården havde de en ondskabsfuld hest, der ville klemme folk, der gik op i båsen til den. Men når Kasper gik op med foder til dyret sagde han: “Dé æ Kasper!” så rørte hesten sig ikke ud af stedet. Nu havde adskillige kæltringer ord for, at de kunne mere end deres fadervor, og noget måtte

Kasper vel have lært, mente man. Det så i hvert fald mystisk ud.

 

Hvorledes han bar sig ad var let nok, han tog en syl med sig den første gang, han skulle op til hesten, og da dyret ville klemme ham, stak det sig på sylen. Siden kendte de to hinanden!

 

Også i behandling af hunde og kvindfolk viste han sig i besiddelse af pædagogiske evner. Det var forresten almindelig snak, at han både kunne få hunde og kvindfolk til at løbe efter sig, og noget var der om snakken. Han kunne let få en hund til at følge sig, hvad han havde stor fordel af. Det højeste antal hunde Kasper har haft på én gang, var vistnok fjorten, men deraf var de fleste hvalpe. Slet så mange “koner” havde han ikke, dog blev han – efter eget udsagn, gift, sådan cirka otte gange.

 

En dag fandt han et forladt hus i Nørre Vejen i Rind. Her rykkede han ind med sit habengut, kvinder, hunde og børn. Ejeren kom og forlangte at Kasper skulle ud, men Kasper erklærede, at han ville blive boende. Manden klagede herefter sin nød til sognefogeden, den gamle Peder Fejerskov. Han og Kasper var kendt for at være sognets stærkeste. Han bad Kasper fortrække fra det hus han havde taget uretmæssigt i besiddelse.

 

Kasper grinede blot og spurgte, hvorledes han havde tænkt sig at få ham ud? Fejerskov foreslog en lille konkurrence; han pegede på en stor kampesten, som Kasper ofte prøvede sine kræfter på – han kunne lige akkurat løfte den op fra jorden. Så fik Kasper en idé, og pegede på stenen og sagde; “Tror du at du kan løfte den sten?”, hvorpå Fejerskov svarede; “Vil du gerne se det Kasper?” Jo, det ville Kasper netop, for kunne Fejerskov løfte stenen, så var der fare for, at han var den stærkeste, og at han virkelig kunne sætte komplottet ud.

 

Fejerskov skrævede da over stenen, løftede den op og smed den til side. Da udbrød Kasper synlig overrasket: “Jeg flytter lige med det samme!” Og det gjorde han.

 

Det sidste ærlige arbejde Kasper havde, var vistnok i 1858 på Lindbjerggård i Gjellerup; siden levede han som typisk skøjer. Medens han tjente på gården, blev han på Lund marked kæreste med Kirsten Marie fra Snejbjerg fattighus. Men efter et par år blev hun træt af Kasper, og fandt sammen med Christen Bjødstrup i Dejbjerg, ved hvem hun fik datteren, Mette Kirstine, der som voksen også en tid var kæreste med Kasper; men efter kort tid blev hun og Christen Bjødstrups broder sendt til Australien på kommunens bekostning.

 

Kasper fandt mere behag i det frie liv, han strejfede om med sin hund og bjergede livet, som han bedst kunne. En dag i december 1860 fangede hans hund en hare på smed Jensens mark i Tørring. Smeden tog haren, som han hængte op i smedjen. Kasper forlangte at få haren tilbage, da han mente det var hans, men det nægtede smeden. “Så kan du vel give en tår vand”, sagde Kasper, og smeden der var en flink mand gik ud i gården efter vand; men da han kom tilbage, var både Kasper og haren forsvundet. Kasper blev meldt, og da han havde gjort sig skyldig i betleri, blev han i Hammerum herreds ekstraret idømt tre gange fem dages fængsel på vand og brød for betleri og tyveri.

 

En måneds tid senere traf han en tysk vagabonderende hjulmagersvend fra

Neuruppin. De to blev enige om at følges ad på betleri; men blot få dage efter blev de taget af sognefogeden i Herning. Dette bekendtskab med tyskeren kostede Kasper to gange fire dages fængsel på vand og brød. Kort tid efter blev Kasper atter anholdt. Det oplyses, at han har drevet om til dels sammen med moderen og søsteren, og at han har handlet med bliktøj. Han vedgår at have stjålet blik og en pung ved et indbrud. Det blev straffet med et års forbedringshusarbejde i Viborghus den 7. juni 1862.

 

Efter løsladelsen strejfede Kasper om i Salling og her trak han Mette

Mortensen fra Durup. De trasker rundt med hinanden så længe, at hun bliver svanger, og da de bliver anholdt, mener man ikke, det er forsvarligt at sende hende tilbage til Durup, hvorfor hun foreløbig afleveres til fattigforsørgelse i Rind. Kasper havde ellers lejet en stue for 8 rigsdaler hos en mand i Rind. En tid efter sin nedkomst blev Mette hjemsendt til Durup fattighus, men det varede ikke længe, før hun atter havnede hos Kasper i Rind.

 

I vinteren 1865-66 opholdt Kasper og Mette samt parret Morten Rønbjerg og

Ingeborg Mæster sig i en beskeden lejlighed hos Niels Rahbæk i Lind. Da

Kasper og Morten sidste gang drog ud sammen, bestod deres medførte lager af bliktøj; en kaffekande, to dørslag, nogle flødepotter, en vaskeskål, fem små og to større øsepotter samt to tragte. De drog fra Herning til Nøvling, hvor de overnattede hos en gårdmand, hvor de reparerede en kaffekande og en lysestage som betaling for kost og logi. De drog videre gennem Vildbjerg, Vorgod og Barde til Store Ahle i Videbæk, hvor de ligeledes logerede og betalte ved at reparere gammelt bliktøj, og derfra nåede de til Nørre Vium, hvor sognefogeden tog dem og førte dem til Skjern arresthus.

 

Morten Rønbjerg, der var søn af Kaspers moders faster, Kirstine Jørgensdatter og Anders Mortensen, blev født under forældrenes omvandring i 1817. Han havde vandret meget og var straffet flere gange. En tid levede han sammen med Mette Kleistrup – kaldet Mæt Swin, og fik med hende to sønner, der kom på Gjellerup fattiggård. Den ene blev i folkemunde kaldt “Greven” den anden “Baronen”. I politiretten 1866 oplystes, at Morten havde amtets tilladelse til at drive glarmester- og blikkenslager virksomhed, men nu havde han forspildt denne tilladelse ved at tage Kjælle Kasper i lære.

 

Samme år flyttede de to til Nøvling på Dall Hede, og samtidig måtte Morten give afkald på Ingeborg, der nu blev optaget af en anden skøjer, hun synes bedre om.

 

I 1867 strejfede Kjælle Kasper og Mette om i Viborgegnen. En dag kom de ind hos glarmester og blikkenslager Daniel Axelsen i Rogenstrup ved Viborg, hvor Kasper tilbød at ville grave Daniels kålgård for en halv flaske brændevin – et tilbud, der må kaldes flot i betragtning af, at Kasper ellers skyede legemlig arbejde, men han og Mette skulle samtidig have ophold der. Dagen efter drog Mette ud for at sælge bliktøj.

 

Uheldigvis blev der på den tid stjålet tøj og penge hos en husmand i Finderup, hvormed Kasper og Mette blev efterlyst i denne anledning. Kort efter blev de anholdt, og i forhøret blev det oplyst, at Daniel og Kasper havde gjort en større handel. Kasper havde købt en lodbolt, en hammer, en saks og en cirkelpasser af Daniel, men da de ingen penge havde at betale med, havde de to handelsmænd byttet skjorte – Kasper var finere og derfor mere værd.

 

Kasper ejede ikke kongens mønt, men Mette havde nogle penge, som hun foregav at være kommen ærlig til ved at sælge strikkepinde. Daniel udtalte dog, som fagmand, at han anså det for usandsynligt, at Mette skulle have solgt hosepinde for 5 mark på én dag. Sagen endte med ti dages fængsel for betleri og tyveri.

 

I januar det følgende år strejfede Kasper og hans stedfader Johannes

Guldsmed om ude i Vestjylland. Stærkt berusede havnede de en aften i arrestforvarer Iversens private hjem i Herning, som Kasper fandt så hyggelig, at han erklærede, at her ville overnatte. Disse spilopper blev vurderet til to gange fem dages fængsel på vand og brød i Herning Arrest.

 

Efter løsladelsen blev Kasper indviklet i en tyverisag i Skals. Natten mellem den 13. og 14 juli 1868 blev der fra en udflyttergård ved Skals stjålet en mængde tøj og uld. Kæltringer fra Rind, der havde gæstet egnen på den tid blev mistænkt og eftersøgt, heriblandt Kasper. Efter en måned fandt sognefogeden, Kasper og Mette på et loft i Sunds. Parret var i besiddelse af en glarkiste, klæder, et får og et lam samt 5 pund uld.

Kasper blev i Hammerum herreds ekstraret idømt fire års fængsel i

Vridsløselille og Mette idømt 18 måneders forbedringshus i Viborg.

 

Da Kasper omsider slap ud, var Mette stukket af til Australien sammen med en karl fra Sahl, de blev – efter sigende viet ombord på skibet. Med Kasper havde hun fået to pigebørn, det ene døde som spæd, det andet tog hun med sig.

 

Men Kasper fik dog snart fat på en anden livsledsagerske. På

Herningsholm tjente en knøw kæltringpige, Katrine Abrahamsdatter, født 1829 i Salling. De blev lovformeligt gift og fik en datter, Madsine, der som voksen blev gift med en skrædder i Silkeborg.

 

Men Kaspers ægteskab blev dog ikke af lang varighed, thi han fik en ustyrlig lyst til Ane Vind, der skulle være af velstående familie i Fjerderholt. Ganske vist var Ane gift i forvejen, ung var hun heller ikke, vel 17 år ældre end Kasper, men hun så godt ud. Parret levede trofast sammen i tolv år omtrent, og Ane skænkede Kasper en søn, der døde 9 år gammel.

 

I 1890’erne gik Kasper rundt med et bønskrift, som han fik en murer til at skrive, og den lød således:

 

“Efter at jeg i mange Aar har siddet til Leje og ofte tit har ønsket en egen Bolig, men ikke har tilstrækkelig Penge til at bygge for, saa beder jeg herved mine ærede Medborgere om et lille Laan eftersom de kan, vel erindrende, at mange Bække smaa gjør en stor Aa. Det er en selvfølge, at skulde jeg dø, før Gælden bliver betalt, saa har mine Kreditorer dog Huset og kan faa deres Penge igjen. Gør mig den Tjeneste, derom beder jeg Eder, om Laanet er aldrig saa lille modtages den med Tak og skal punktlig blive tilbagebetalt. Ærbødigst Kasper Madsen”.

 

Sammen med en svensker drog Kasper ud i Brande og Ejstrupegnen, hvor han var ukendt, og mange fik en aktie i hans noget usikre byggeforetagende. De fleste gav 50 øre, nogle 75 og enkelte gav en krone, og de to gavtyve samlede på denne måde henved 100 kr. ind. Det var mange penge dengang.

Pengene blev naturligvis hurtigt omsat i brændevin.

 

Ingen kunne forbyde Kasper at låne penge, det var dog ikke det samme som at tigge. Uheldigvis havde øvrigheden ikke samme opfattelse, thi da mændene i april 1894 var ude med et andet bønskrift, blev de arresteret, mistænkt for at have skåret halen af en hest, hvad de vistnok var uskyldige i, blev deres virksom undersøgt og vurderet til to gange fire dages fængsel på vand og brød for Kaspers vedkommende, medens svenskeren slap med fem dages fængsel.

 

Det andet bønskrift oplyste, at underskriveren vil kunne holde to køer på sin ejendom, men han har desværre kun én ko, og hans

 

“Pekuniære stilling begrundet paa min stadig voksende Familie sætter mig ude af stand til at anskaffe en forøgelse af Køer. Ærede Medborgere opfyld min og Familiens bøn om et lille Laan og vi vil i fremtiden glad mindes enhver fjern og nær. Med Agtelse Kasper Madsen.”

 

I maj 1896 blev Kasper igen fængslet thi han havde narret en ældre husmand. Et par gange havde Kasper fået en hundredekroneseddel af manden til at købe mad og brændevin for. Resten af de mange penge havde Kasper imidlertid selv beholdt, og i stedet købt en hund til 80 kroner et par støvler til 14 og et par sko til 5 kroner Husmanden døde under mistænkelige omstændigheder, men det viste sig dog, at han ikke havde været genstand for dårlig behandling udover, at han havde fået for meget brændevin.

 

I sommeren 1900 fik Kasper fat på sin sidste kone, Kathrine Olesen fra

Dejbjerg. Hun var ganske vist gift i forvejen men fandt mere behag i Kasper og stak af med ham. Det kostede dem fem dages fængsel for foragteligt samliv; og da straffen var afsonet fortsatte de deres samliv, som det nu engang passede dem bedst.

 

Kasper og Kathrine boede flere år på Sandagerland i Herning. Hjemmet var snavset og fattigt. I stuen stod en seng med halm, et par simple puder, et par dækkener og nogle pjalter – dyner ejede de ikke. Det øvrige møblement bestod af et bord, en skammel og tre armstole, hvoraf den ene, der havde tilhørt flere af Kaspers forfædre, nu findes på Herning Museum.

 

Om deres periodiske vandringer solgte de bliktøj, tiggede og fiskede.

Særlig kærkommen var uld, fordi den så let kunne omsættes hos en købmand i penge og brændevin, så det var en god forretning at tigge på. Under Første Verdenskrig blev snapsen dyr, men uldpriserne gik stadig op i hidtil ukendte højder, og da Kasper i fire dage var ude i Vestjylland for at samle uld, havde han en fortjeneste på 28 kroner og 12 øre ved salget, og det var mange penge. At han under disse omstændigheder måtte betale 3 kroner og 60 øre for en kop kaffe med to dramme i hver kop, det havde jo mindre at sige.

 

I maj I 1914 døde Kathrine. Nu var Kasper atter alene, og han spekulerede nok heller ikke på at ændre sin familiære stilling. Han kom kort efter på

Rind fattiggård, og her havde han en god tid, idet han kunne gå ud og ind, når det passede ham. Her døde han 19. august 1923 i en alder af 82 år.

 

Sognerådet gav ham en pæn begravelse på Rind Kirkegård. Samme år blev der sat en smuk natursten på hans grav.

 

På stenen står kun “KASPER 1841-1923” og over navnet er evighedens symbol(hjulet) med et kors i hugget ind.

 

“Kjælle” Kasper Madsen er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens –

“Jyske skøjere og rakkere.”

 


De socialistiske blade på Nørrebro (Nør. LIV 6)

Oktober 11, 2018

De Socialistiske Blade fra Nørrebro (Nør.LIV 6)

Her er vores sjette indlæg til Ugebladet Nørrebro LIV 6. Vi følger Louis Pio og socialisterne på Nørrebro. De udgiver nogle ”farlige” blade, som borgerskabet gerne vil have væk. Trykkerier bliver truet. Og natten inden den store samling på Fælleden bliver de tre socialister Pio, Geleff og Brix arresteret. De får nogle særdeles hårde straffe. Mere eller mindre frivillig bliver de sendt ud af landet. Sponsorer er store virksomheder, der ikke er interesseret i Socialismens udbredelse. Ja tænk engang. Det hele startede i Ravnsborggade 21.

 

Redaktion: Ravnsborggade 21

Arbejdernes oprør mod kapitalismen startede som så meget andet fra Nørrebro. Det blev startet af tre pionerer. Men ak, de blev svigtet af deres egne, og det blev udgivet smædeskrifte mod dem.

En stigende harme og utilfredshed bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871 begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt ”Socialistiske Blade”. Arbejderne ville værge sig over de kapitalistiske overgreb. Bladene udkom nu med 14 dages mellemrum, og blev nu kaldt ”Socialisten”.

Som redaktør stod anført H. Brix, bog – og musikhandler fra Amagertorv, der lige var gået fallit. Politiet truede bogtrykkerne, og det gjorde de hver gang man måtte skifte trykkeri.

Der var også den egentlige redaktør Louis Pio, 30-årig løjtnant fra Roskilde, indtil for nylig var han postskriver i Købmagergade. Nu havde han bosat sig på Ravnsborggade 21. Her var den egentlig redaktion.

Ja det var også Geleff fra Bredebro i Sønderjylland. Han kom fra et fængselsophold på 14 dage, fordi han havde sagt sin oprigtige mening om Prøjsen.

Da 1.200 murere valgte at strejke udkom Socialisten hver dag. Pio havde en ide om, at man skulle samles til et kæmpe møde på Fælleden. Han mente også at grundloven tilhørte arbejderne.

 

De måtte ikke bruge deres ytringsfrihed

Myndighederne mente bestemt ikke, at Socialister skulle bruge deres ytringsret. De brugte spioner og stikkere. De var godt klar over, at et kæmpe møde var under opsejling på Fælleden. Natten før blev de tre pionerer anholdt.

Grundlaget for anholdelsen af de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse var organisationen Internationale det samme som en krig på liv eller død. Magthaverne befalede, at der skulle ske en domsfældelse, og straffen skulle være så hård som mulig.

Der var indkaldt masser af militær. På Kastellet sig man parat med skarpladte våben.

Politiets hensigt var at forebygge stærk sammenstimlen ved Sankt Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem. Og det begyndte at regne med slag i hovedet. Der opstod voldsom trængsel foran Sankt Johannes Kirke. Dørene til kirken blev trukket ind. Den yngre præst, der stod på prædikestolen fik pludselig fuldt hus. Efter et kort ophold fortsatte han sin prædiken. Et sted i prædiken sagde han:

  • På Moses stol sidder nu de skriftkloge farisærer

Så hørte man en dyb stemme nede fra bagerste række

  • Det er hørt

Efter lidt orgelspil tømtes kirken langsom. Ude foran stod politiet klar med deres knipler

 

Hårde domme

De tre blev dømt for:

 

  • Forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden
  • Overtrædelser af Politiloven
  • Forbrydelser mod religionen

 

Sagen varede længe og det var ingen lempelige forhold for dem i ”Blykamrene” på Nytorv. Den 29 marts 1873 faldt dommen:

 

  • Pio fik seks års Forbedringshus (nedsat til 5 år ved Højesteret)
  • Brix fik fire års Forbedringshus (nedsat til 3 år ved Højesteret)
  • Gerleff fik tre års Forbedringshus

 

I Vridsløse fik Pio og Brix et knæk for livet. Pio blev ligefrem syg af opholdet. Geleff havde det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet” og løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.

Pio rejste til London og forsøgte at få Karl Marx til Danmark. Det gik dog ikke. I arbejderbevægelsen var der uoverensstemmelser og Pio gik af som formand.

Men ak myndighederne var stadig bange for de tre. De blev sendt i Horsens Tugthus. Men samtidig samlede myndighederne penge sammen hos arbejdsgivere, så man kunne få de farlige socialister sendt ud af landet.

Den 23. marts 1877 rejste Pio ganske uventet til Amerika sikkert også ganske mør af modgang. Han satte sig i spidsen for dannelse af en koloni, men det måtte dog opgives. Pio ernærede sig som typograf og redaktør.

Men kun 53 år gammel døde Pio glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospital i Chicago.

Geleff blev kaldt hjem efter 43 år i Amerika. Han døde som 86 årig på Capri i Italien.

Den 12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler til De Socialistiske Blade på Ravnsborggade bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledningen af partijubilæet den 17. juli 1921. Nu var han pludselig ikke glemt mere. 5.000 mennesker fulgte bisættelsen.

 

www.dengang.dk har vi masser af artikler om arbejdernes vilkår på Nørrebro.

 

 

 

 

 

 


Kartoffeltyskerne

Oktober 10, 2018

Kartoffeltyskerne

Der blev rejst en mindesten for de første kartoffeltyskere. De blev lovet lidt for meget. Man havde udvalgt områder, der var mindst velegnet for opdyrkning. Hos de første tyskere var der ikke meget optimisme at spore. Der var kartoffeltyskere mange steder. De blev ikke rigtig anerkendt. De holdt sig for sig selv. Hvordan kom kartoflen egentlig til Danmark. Anbefalet i Presussen. Kartoflen var giftig, årsag til frugtsommelighed og gigt. Myterne var mange. Huguenotterne i Fredericia var de første herhjemme, der dyrkede kartoflen. I 1780 blev der dyrket kartofler i 22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle på Alheden. Tyskerne havde fra starten kendskab til kartoffeldyrkning. Der var skænderier, slagsmål og endda mord i deres inderkreds. Erichsen bestilte kartofler i Hamborg. Men var det Huguenotterne der leverede de første kartofler til tyskerne?

 

En mindesten

Vi kalder dem for Kartoffeltyskerne, fordi de dyrkede heden med kartofler, og fordi vi tror, at det var dem, der startede med at dyrke kartoflerne herhjemme. Men gjorde de nu også det? Så kære læser, denne artikel byder også på et strejf af kartoflens historie. Man sagde om tyskerne, at de havde regnet ud, at kartofler gav tre gange så stort et tre gange større udbytte end korn. Det vakte også de danske naboers interesse, at de også dyrkede hvidkål, rødkål, grønkål, gulerødder, ærter, hør og hirse.

  • Fra fremmed land de kom

Og Danmarks sønner blev

Sådan står det på en mindesten på Frederiks kirkegård. Teksten er efterfulgt af en række navne.

Mindestenen blev rejst i 1959 i anledning af 200 – året for, da de første tyskere indvandrede til Danmark for at dyrke heden.

 

Der blev lovet lidt for meget

De blev lokket hertil af annoncer i de tyske aviser. Den danske konge Frederik den Femte lovede dem en masse privilegier, blandt andet skattefrihed. Men han lovede dem hvis lidt for meget.

Tyskerne blev lokket med skattefrihed i 20 år, fritagelse fra militærtjeneste, en gård med jord, husdyr og udstyr samt penge.

Efter tab af de svenske besiddelser i 1720 satsede den danske konge på opdyrkning af de vidtstrakte heder i Jylland. Efter flere forgæves forsøg på at få danske til at opdyrke heden opfordrede man tyskerne til at indvandre til Danmark. De første ankom omkring 1759 og flere tusinde fulgte efter.

 

Områder, der var mindst egnet til dyrkning

Dengang var der i 1723 en million hektar hede medregnet Slesvig Holsten. Mest berømt er nok kartoffeltyskerne på Alheden. Ja dengang begyndte denne cirka 7 kilometer syd for Viborg og strakte sig på begge sider af Karup Å. Men egentlig så benævnes Alheden i denne forbindelse kun som en strækning på at være cirka 20 km lang og 11 – 12 km bred.

Man havde udvalgt områder, der var mindst egnet til opdyrkning. Mange steder var der heller ingen vandløb. De fleste kolonister var heller ikke bønder. Nej de fleste var håndværkere og gamle soldater.

I Tyskland var der på dette tidspunkt en masse stridigheder mellem katolikker og protestanter, så der var en stor folkevandring i gang. Tusinder fulgte opfordringen.

 

Ikke meget optimisme at spore

Men man havde hvis glemt at fortælle, at det var hede, de skulle opdyrke. De kom herop til næsten ingenting. Det var et chok for mange, for de kom selv fra en frodig egn. En del kom fra Pfaltz og Hessen. Mange vandrede hjem igen eller tog mod Rusland.

De kom også fra Rhin – og Main – egnene, Darmstadt og Würtenberg. Kongens to hovedrådgivere, Moltke og Bernstorff havde kontakt med legationsråd Moritz i Frankfurt. Denne Moritz lovede også tyskerne en masse, hvis de tog til Danmark.

Efter at tyskerne havde gjort ophold i Kolding og Fredericia fik de et chok, da de så hvilke egne, som de skulle opdyrke. Sandflugten og flyvesandet prægede området. Det var ikke meget optimisme at spore hos tyskerne.

 

Kartoffeltyskere mange steder

Men dem der blev byggede to nye byer Haurdal og Grønhøj. Det var midt på Alheden i Midtjylland. Der blev bygget ca. 30 gårde i hver af de to byer. Midt mellem de byer rejste tyskerne en kirke. Her blev der afholdt gudstjeneste på tysk frem til 1872.

I starten boede de i jordhuler.

Der blev bygget kolonier andre steder herunder på Randbøl hede vest for Vejle. Men kartoffeltyskere kom også til Sønderjylland og Slesvig.

Men over halvdelen af kolonisterne var allerede forsvundet efter få år. Kun ved hjælp af store pengeofre lykkedes det at beholde resten.

De blev kaldt kartoffeltyskere, fordi de dyrkede kartoflen på heden. Den brune knold blev lanceret til Midtjylland. Vi vil senere i denne artikel gå lidt nærmere ind på kartoflens historie.

 

De blev ikke rigtig anerkendt

Tyskerne blev ikke rigtig anerkendt for deres arbejde og ordet ”Kartoffeltysker” var et skældsord på egnen. De solgte kartoflen på markedet i Viborg, og det blev efterhånden en succes. Men derfor satte Janteloven ind. De lokale generede dem temmelig meget. Måske var det også fordi, de havde deres egne skikke. Således drak de vin i stedet for brændevin. Dem, der var anderledes skulle have en på frakken.

Tyskerne havde sydlandsk temperament og kunne selv slå på tæven. Bedre blev det nok heller ikke, at de så sanderledes ud. De havde mørk hud, brune øjne og krøllet hår. Ja og så talte de noget værre kaudervælsk, som de lokale ikke kunne forstå.

Måske var de lokale også misundelig, fordi tyskerne fik hjælp af kongen, og det gjorde de ikke.

 

Underslæb og dårlig administration i begyndelsen

En del familier blev allerede i 1763 udvist på grund af uduelighed. Da det var sket, var der kun 59 familier tilbage. Man glemte at fortælle tyskerne, hvilke egenskaber, man forlangte. Der var i begyndelsen underslæb og dårlig personale i administrationen af disse kolonister.

Senere blev rebelsk opførsel fra kolonisterne straffet hårdt. I 1765 brød 85 familier op. Nu var det kun 61 tilbage. I 1790erne fik kolonisterne væsentlig bedre forhold.

Men nu var det ikke kun danskernes skyld, at det gik så lang tid inden, at tyskerne blev integreret i det danske samfund. De havde nok i sig selv. Og hvis en kartoffeltysker giftede sig med en dansker, ja det var ikke særlig velset.

Helt op til vores tid blev efterkommere drillet med deres efternavne. I dag er de stolte af deres forfædre.

Nu må vi nok erkende, at kartoffeltyskerne måske ikke altid havde succes med at opdyrke den tyske hede. Først for alvor blev den omlagt til landbrugsjord efter 1864.

 

Kartoflens historie

Ja egentlig er dette også historien om den simple og ringeagtede kartoffel. Trods sit tvivlsomme ry, blev det en madmæssig sejrherre. Men hvornår kom kartoflen til Danmark. Var det med kartoffeltyskerne. Ja de spiller en væsentlig rolle for dens udbredelse. Men i virkeligheden var det nok de franske huguenotter, der kom først. Vi ved godt, at det ikke er særlig populært at aflive myter.

Man taler om, at kartoflen først kom til Europa i 1539, men først fra 1573 er det dokumenteret, at den kom til Spanien.

Spredningen er nok sket ad flere veje. Dels er det gået nordpå over Alperne, dels søværts, hvor de driftige nederlændere med deres internationale skibsfart kommer ind i billedet allerede i 1500 – tallet.

Den spanske kolonivarebørs i Antwerpen kan tænkes at have været forum for kendskabet til den nye eksotiske kartoffel. Det forlyder også, at de spanske soldater, der dukkede op i Westfallen og Sachsen med deres kartofler blev modtaget med kyshånd. Midteuropa var dengang ludfattig og krigshærget.

En dansk encyklopædi fra 1785 fortæller, at danske soldater stødte på kartoflen tilbage ved krigene i Midteuropa. Men kildegrundlaget er mangelfuldt.

 

En anbefaling i Preussen

Det er almindelig enighed om, at både Frederik den Første af Preussen og hans søn Frederik den Store anbefalede dyrkning af kartoflen som et nyttigt næringsmiddel. Der var brug for den.

Kartoflen var ikke længere en eksotisk plante, som blev dyrket i botaniske haver. Ikke kun sultne landsknægte men også fyrster fattede nu interesse for den.

Beskæmmet måtte en af Frederik den Stores embedsmænd meddele ham, at befolkningen ikke aflede kartofler i den udstrækning, man formodede. Dengang som nu var det svært at dirigere folks spisevaner, hvis ikke der var en motivation.

I Lorraine var kartoflen blevet latterliggjort i 1760. I 1787 blev den hilst velkommen som sund og nyttig.

En italiensk skribent skriver i 1767 om den tyske landsby, at befolkningen her ernærer sig seks ud af årets måneder ved at spise kartofler – og at de lever godt.

 

Kartoflen var giftig, sagde man

En hyppigt forekommende ide gik ud på, at kartoflen var giftig. En anden ide gik på, at den kunne medføre spedalskhed. Frygten for spedalskhed i forbindelse med kartoflen findes lige fra Italien til Norge. I 1756 berettes det fra Sverige, at man ikke kunne få tjenestefolk til at spise kartofler, om så man gav dem penge for det.

 

Årsag til frugtsommelighed og gigt

Fra Norge berettes der i 1805 at kvinderne for ofte blev frugtsommelige, når de spiste kartofler. Denne teori blev allerede fremsat i 1597 af englænderen John Gerad. Den styrker legemet og den sanselige lyst.

Omvendt mente vendelboerne, at kartoflen kunne forårsage gigt, medens man på Agersø tværtom gik med en kartoffel i lommen som beskyttelse mod gigten.

 

Hvordan kom kartoflen til Danmark?

Men hvornår kom kartoflen så til Danmark? I 1810 skriver Gregers Bergtrup:

 

  • For tredive Aar siden spistes ikke Kartofler i Kjøbstæderne eller paa landet, nu nydes de af alle Stænder, og de begynder at dyrkes paa Landet af Bønder og Husmænd, dog endnu i det mindre, og kun i Haugerne.

 

Men nu skal man ikke altid tro på det, der står skrevet i en bog. Der står garanteret noget andet i en anden bog. Det er givetvis rigtigt, at vi skal frem til sidste fjerdedel af 1700 – tallet, før kartoflen slår igennem herhjemme som en folkelig spise for mennesker. Men kartoflen har dog et par steder i Jylland været dyrket systematisk tidligere i 1700 – tallet. Og det er tidligere end de tredive år tilbage i tiden, som Bergtrup angiver. Det er denne tidlige kartoffelavl i Danmark vi lige skal koncentrere os om.

 

Huguenotterne i Fredericia

I den reformerte koloni i Fredericia levede 18 – 20 familier i Fredericia. Kolonien som blev etableret 1719 – 20, da måtte flygte fra religionskrigene i Frankrig. Disse huguenotter var blevet indkaldt fra deres tilflugtssted i Tyskland. De blev af regeringen tildelt privilegier og værdifulde markjorder inden for byens volde.

Dette afstedkom den i Fredericia så kendte avlsbrugerpraksis, hvor der i byens østlige del i området ved gaderne Dronningensgade, Kongensgade og Prinsensgade helt op til 1960erne lå brug med stalde og lader inde i selve byen bag voldene, og hvor kreaturerne så blev trukket ad gaderne og ud på markerne uden for voldene.

 

Man eksporterede kartofler til Norge fra Kolding

Bergtrup selv omtaler, at huguenotterne indførte tobaksavl, kartoffelavl og et bedre jordbrug og at deres:

  • Flittighed, Vindskibelighed og gode Tænkemaade har haft en gavnlig Indflydelse.

Han anfører ligeledes, at de Fredericia – kartoftler er

  • Berømte for deres Godhed

Ja de blev endda eksporteret til København.

På Bergtrups tid, omkring 1800, synes kartoffelavlen at have bredt sig fra Fredericia til de nærmeste købstæder Vejle og Kolding, hvorfra der fra sidstnævntes tilfælde synes at være eksport til Norge. Om de reformerte i Fredericia hedder det endvidere, at

  • De Fattige plante Tobak eller Kartofler i de mere Formuendes Lodder, og have for deres Arbejde den halve Indtægt.

 

Startskuddet skulle have været 1746

Vores største kender af Fredericias forhistorie Hugo Matthiessen anfører i sin bog Fæstning og Fristed en overlevering fra ca. 1800, at startskuddet skulle være gået i 1746. En vis Bottelet – indvandret fra Dauphiné – havde fra sin broder i Holland modtaget 1 ½ skæppe kartofler, der så blev sat i jorden og snart kom til at udgøre en vigtig føde for de nøjsomme folk i Fredericia.

 

Ældre udgivelser nævner Fredericia og kartoffeldyrkning

Er det hold i denne overlevering har huguenotterne altså ikke selv medbragt kartofler, da de ankom i 1720. Det ændrer dog ikke ved, at Fredericia er og bliver hjemstedet for den ældste kartoffeldyrkning i Danmark.

J.N. Wiles beskrivelse af Fredericia udkom i 1767. Heri berettes det, at der er få steder i landet, hvor der så flittigt dyrkes kartofler som i Fredericia.

I 1797 udgav præsten ved den reformerte menighed Johan Markus Dalgas en ny beskrivelse af Fredericia. Heri anfører han, at kolonisterne har indført kartoflen til denne by, hvor et fad kartofler ofte udgør familiens måltid. Ikke desto mindre kunne tobaksavlen, trods konkurrence fra ”de privilegerede tobaksjøder i København” hæve sin rang som de reformertes hovedernæringsgren i 1700-tallets anden halvdel.

 

22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle i 1780 dyrker kartofler

Der var spredte trosfælder i andre enklaver i Jylland og på Fyn, hvoraf de tyske på Randbøl Hede og Alheden, som den reformerte Fredericia – præst stod i forbindelse med, især påkalder sig interesser i denne forbindelse. Det er nemlig blandt kartoffeltyskerne, vi finder et hjemsted for den ældste kartoffelavl i Danmark.

I Hans de Hoffmans 20 sider store ”Samtale angaaende Hedernes Dyrkning fortæller forfatteren i denne opgørelse fra 1780:

  • Der er 22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle, som blandt andet har avlet 389 tønder kartofler.

 

Havde tyskerne kartofler med hjemmefra?

Havde disse tyskere kartofler med hjemmefra? Ja meningerne er delte. Hans Kyrre mener i sin bog Kartoffelens Krønike at kunne føre bevis for, at de tyskere, der ankom søndenfra i april 1759 havde kartofler med.

De betalte for overnatning på danske gårde på vej op gennem Jylland med kartofler, hvorefter de jyske bønder tog ideen til sig. Han anfører som eksempel de tyskere, der overnattede hos en Klaus Petersen i Givskud sogn. De gav ham 13 æbler som tak, hvorefter denne satte avl i gang. Allerede året efter kunne han forære dem til venner og bekendte. De fik navnet ”Klaus´ Æbler”.

I den anden ende af spektret står Peter Riismøller, der i sin bog ”Sultegrænsen” pure benægter, at man ville lære noget om landbrug af:

  • Indslæbte, privilegerede Tyskere! Den som skriver sligt, har aldrig kendt jyske Bønder

 

Klaus æbler er nok en myte

I ingen af tilfældene kan man dog tale om endelige beviser. Kyrre baserer sin viden på sene andenhånds kilder, som har over hundrede år på bagen og anfører andetsteds i sin bog – med Evald Tang Kristensen som forlæg – at navnet ”Klaus Æbler” snarere referer til en tysker, som forærede 12 kartofler bort som tak for gæstfrihed.

Belægget synes at være et vandresagn. Men så er vi vel lige vidt. Men Peter Henningsen påpeger, at det nok er tvivlsomt, om tyskerne har haft læggekartofler med sig, når nu de af praktiske årsager måtte begrænse deres rejsegods. Men på den anden side kan det ikke helt afvises, at de først ankomne, der rejste hjemmefra sensommeren 1759, har medbragt kartofler.

Han påpeger da også, at det er meget tvivlsomt, om kartoflerne har kunnet klare en vintertransport op gennem Europa. De første, der ankom fortalte, at de havde sat alting til på rejsen.

 

Tyskerne kendte til kartoffeldyrkning

Men de fortalte også på et møde den 24. oktober 1759 på Knudstrup Kro med regeringens ”Tillidsmænd” Hans de Hoffman og Andreas Diechmann,at de havde kendskab til kartoffelavl fra deres hjemegn ved siden af, at de dyrkede kål, tobak og bønner.

 

Skænderier, slagsmål og et mord

Jeppe Aakjær, der med Landsarkivet i Viborg som bastion har interesseret sig indgående for kartoffeltyskerne. Vi ved fra de første år, at der var alvorlige konflikter mellem kolonisterne og de jyske bønder. Skænderier, slagsmål og endda mord har der været indbyrdes mellem tyskerne.

Den ellers så nøgterne Meier Goldschmidt har i sin bog ”En Hedereise i Viborgegnen” bidraget med sine indtryk:

  • De droge, 20 a 30 Stykker Ifølge, til Viborg om Natten, holdt Frokost ved Solopgang paa Stanghede, sloges med alle der udsatte sig for et Sammenstød. Vare vilde Karle.

 

Erichsen bestilte kartofler i Hamborg

I Valdemar Andersens bog ”Den jyske hedekolonisation” kommer vi måske sandheden nærmere om kartoflerne. Johan Gottfried Erichsen, som blev betegnet som en driftig herre blev beordret til at gå de kongelige ”kommissionarer” de Hoffmann og Dieckmann til hånde ved ”de Jydske Koloniers Anlæggelse”.

I 1761 skriver han til Rentekammeret om kartofler til kolonisterne. Herfra bliver der svaret, at når der ikke kan skaffes kartofler hverken i kongeriget eller i Holsten, må man indkøbe fra Hamborg ”for billigste penge”.

Denne sending synes at være arriveret via Hjerting og puttet i jorden sidst i juni samme år – efter at man forinden har skaffet sig kyndig vejledning hos præsterne Lüders i Glücksborg og Thun i Hjortlund om kartoffelavl.

 

Leverede Huguenotterne de første kartofler?

Var det de danske kommisærer, der som mellemmænd, der fik sat gang i kartoffelavlen eller var det tyskernes egen initiativ. Var Erichsen i virkeligheden kun stik – rend – dreng for kommissærerne?

Eller var det en tredje mulighed? De reformerte huguenotters indflydelse også i forhold til kartoffeltyskerne. For både Alhede- og Randbøl – tyskernes vedkommende ligger det fast, at de før deres færd ud på hederne gjorde holdt i Fredericia. For manges vedkommende i længere tid.

Peter Helwig, som var blandt de første, der ankom til Danmark, opholdt sig i Fredericia fra oktober eller november 1759 indtil han i maj drog til Alheden. Det forekommer helt usandsynligt, at han – og andre fra de ca. 100 familier, der var indkvarteret i Fredericia gennem så lang tid ikke havde stiftet bekendtskab med huguenotterne og deres landbrug.

I 1761 gæstede kancelliråd Diechmann fra Fredericia ultimo juli 1761 kolonisterne på Randbøl Hede. Ifølge rapporten kunne han glæde sig over nye resultater:

 

  • Palater eller Jord – Æbler udi ønskeligste Vext og fuldkommen saa gode som ved Fredericia udi Plantagerne.
  • Alle Slags Roer, Rødder, Ræddiker, Ærter, Bønner, Salater, Herse
  • Bedste hvid og grøn Kaal

 

De kartofler, han her ser i ”ønskelig Vext” kan ikke være den, der ifølge Valdemar Andersen er puttet i jorden en måned tidligere. Men hvor stammer dette så fra? Er det fra Fredericia?

 

Den første kogebog med kartofler

I 1766 omtales kartoflen første gang i en dansk kogebog, nemlig Marcus Loofts: ”Den Kongelige Danske og i Henseende til alle Slags Maader fuldstændige Koge-, Bage- og Syltebog. Nu var denne bog nok ikke beregnet for folket men eliten.

 

Kartofler blandt Københavns elite

I årene op til 1800 bliver kartoflen en modesag i de dannede kredse i København, Således fortæller Knud Lyne Rahbek i sine erindringer, at der ved hans faders tredje bryllup i 1769, hvor Rahbek kun selv var ni år, blev talt om den nyligt indførte kartoffelavl.

Rahbek selv blev i voksenalder medlem af den navnkyndige Drejers Klup i København, et oplyst patriotisk selskab, der bl.a. i sin egen selvforståelse kunne kaldes det danske Parnas. Også her var man betaget af kartoflens fortræffelige nytteegenskaber og lovpriste den i høje toner.

I 1887 skrev Evald Tang Kristensen i ”Højskolebladet”, at for ca. fyrre år siden, dvs. omkring 1850 spiste folk i egnene omkring Viborg kartofler morgen, middag og aften. Kartoffeltyskernes virke havde nu virkelig båret frugt.

 

Kilde:

 

  • Elsa Ølgaard: Daniel Krath – en kartoffeltysker
  • Valdemar Andersen: Den jyske hedekolonisation
  • Salmonsens Konversationsleksikon
  • Fortid og Nutid (december 2000)
  • Jørgen Fakstrup, Else Marie Boyhus: Gastronomisk Leksikon
  • Waverley Root: Vejen til bordet, Køkkenets, spisebordets og råvarernes kulturhistorie
  • Hans Kyrre: Kartoffelens krønike
  • Gregers Bergstrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Nørrejylland
  • Den Gamle Bys Årbog (1999) (Købstædernes landbrug)
  • N. Wiese: Fuldstændig beskrivelse af Stapelstaden Fredericia (1767)
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Johan Markus Dalgas: De Reformertes Etablissement i Fredericia 1797
  • Hugo Matthiesen: Fredericia 1650 – 1760 – studier og omrids
  • Hugo Matthiesen: Fæstning og Fristed
  • Peter Henningsen: Hedens Hemmeligheder. Livsvilkår i Vestjylland 1750 – 1900
  • Peter Riismøller: Sultegrænsen
  • Jeppe Aakjær: Samlede Værker bd. 5
  • Meier Goldschmidt: En Hedenreise i Viborgegnen (1867) (1954)
  • Jørgen Nielsen: Alverdens Kongeskov
  • Steen Steensen Blicher: Viborg Amts Beskrivelse
  • Erik Oxenbøll: Dansk økonomisk tænkning 1700 – 1770
  • Valdemar Andersen: Vorbasse – et hedesogns historie
  • Jørgen H. Monrad: Den københavnske klub
  • Holger Rasmussen: Disk og Dug
  • Søren Alkjærsig: Nogle Træk af vestjysk Bondesind (Dansk Udsyn)

 

Det er ikke lykkedes os, at få fat i alle nævnte udgivelser, men kære læser, hvis du er mere heldig kan du, hvis det lykkes for dig, fortsætte studiet.

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

  • Kolonisthusene ved Frøslev

 

 

 


Fra Røde Faner til Knippelsuppe (Nør.LIV 5)

Oktober 5, 2018

Fra Røde Faner til Knippelsuppe (Nør.LIV 5)

Dette er vores femte bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Hvad skete der egentlig i Jagtvej 69 før Ungdomshuset fik bolig her. Ja der skete en masse ting. Det startede med Folkets Hus. Arbejderbevægelsen blev nødt til at bygge deres egne lokaler. Kvindelig Arbejderforbund blev dannet her. Her blev afholdt boksestævner, lørdagsbal og Juletræsfester. Nørrebro Handelsforening afholdt lysbilledforedrag fra Dansk Vestindien. Her var danseskole. Overborgmesteren kom forbi, og ville se, hvordan et ungdomshus så ud. Han fik en spand kold vand i hovedet. Og så fik Nørrebro Handelsforening tilbudt det hele for en krone. Også Lenin og Michael Falch var en tur forbi.

 

Fra Røde Faner til knippelsuppe

Her har kampe ofte været skarpe. Røde faner, punkmusik og knippelsuppe. Der har været kamp mod autoriteter, kamp mod uretfærdighed og kamp mod omverdenen.

Den gamle bygning har i tidens løb haft besøg af prominente folk som Lenin, Rosa Luxembourg og Michael Falch. Men her har også været urobetjente og evangelister.

Bygningen blev opført i 1897 af Arbejderbevægelsen, som et svar på, at man som socialist ikke var velkommen på mange af byens beværtninger. Disse kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede socialister. Så byggede Arbejderbevægelsen deres egne forsamlingshuse. Ejendommen på Jagtvej blev kendt som Folkets Hus og kom til at rumme Arbejderbevægelsens aktiviteter.

Ja adressen var egentlig Jagtvej 49. men siden blev der foretaget ny nummerering. I tidens løb har mange brugt lokalerne til Lørdagsbal, Juletræsfester og Boksestævner.

 

Olivia måtte ikke skrive under

Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinderne havde dengang ikke myndighed.

Forbundets første formand, Olivia Nielsen dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner for en slaveanstalt. Men også hendes mand blev dømt, for ikke at have styr på sin kone.

I 1901 havde Nørrebro Handelsforening stormøde i huset. Man diskuterede:

I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien tiltrak 300 medlemmer.

I 1910 blev den anden Socialistiske Kvindekonference afholdt her i Folkets Hus. I alt kom der 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg.

Det var også herfra der udgik en kæmpe demonstration den 11. februar 1918. Man havde den filosofi, at Børsen var et sted, der tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Det var derfor, at Børsen blev angrebet dengang.

 

Hr. Gundemanns danseskole

Huset blev Nørrebros minefelt, når det gjaldt lystighed. Her arrangerede DSU lørdagsballer. Hr. Gundemann arrangerede danseskole her i 1930erne. I 1940erne var der undervisning om aftenen og søndag formiddage.

Lørdag aften var der teaterforestilling, bagefter var der bal. Her spillede orkestret tidens slagere som ”Stakkels Gigolo”, ”Ti små snavsede Fingre” og ”Det var på Capri”.

Man var i ”Swinger – påklædning”. Håret var tætklippet i nakken og i spidsen. De unge begyndere blev kaldt for ”turister”. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet. Og de blev mødt med forargelige blikke fra de garvede.

Og det var jo Poul Wendelboes teaterselskab, der optrådte med ”Tante Jutta fra Calcutta” og det var Emil Løftgrens Orkester, der underholdt til klokken 2.

Den 15. oktober 1981 blev der indkaldt til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tingluti. Unge ville have deres eget fristed for deres egen kultur uden stive regler. De foragtede voksensamfundets forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki.

Overborgmester Egon Weidekamp kunne dog ikke se nogen særlig grund til, at man skulle tage hensyn til ”en lille skare marginaliserede unge”:

  • Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.

Punkerne gik i gang med at samle ind og presse overborgmesteren. Resultatet blev efter en række krumspring, at Københavns unge fik deres eget hus i 1982. De brød sig ikke om autoriteter. Da den københavnske overborgmester Egon Weidekamp mødte op for at deltage i indvielsen af Ungdomshuset, fik han en spand vand i hovedet.

De var kompromisløse fra starten. De ville skabe deres eget samfund. Der opstod konflikter, derfor valgte kommunen at sælge det hus, som de havde foræret de unge

 

Ungdomshuset for en krone

Dengang mødtes Nørrebro Handelsforening hvert halve år med overborgmesteren for at udveksle meninger og erfaringer. Og i sommeren år 2000 havde Jens Kramer Mikkelsen et tilbud til formand Johnny Beyer:

  • Det er ikke fordi vi mangler penge, hvis vi sælger Ungdomshuset. Hvis ideen er god nok. Kan du få den for en krone.

Johnny Beyer havde fået den ide, at bevare den daværende kultur. Men han ville reorganisere strukturen. Der skulle være en dynamisk bestyrelse bestående af både højre- og venstreorienterede politiske ungdomsorganisationer. De skulle også udvikle og drive huset.

På et bestyrelsesmøde i Nørrebro Handelsforening den 10. juli 2000 drøftede man tilbuddet, men de unge i Ungdomshuset ville på ingen måde lade sig diktere. Derfor takkede Handelsforeningen nej.

Det endte med et salg til Human A/S, der kort tid efter solgte alle aktierne til Faderhuset. De unge nægtede at forlade huset, men se det er en anden historie.

  • Her på siden kan du læse en masse mere om Ungdomshuset blandt de 238 artikler om det Gamle Nørrebro.

 

 

 

 


En Professor og en Taterkonge

Oktober 3, 2018

 

En professor og en Taterkonge

Af Lisa Hildegardt

 

Vi skal møde et skøjerselskab i Kjæltringhuset på Øvre Hede. Vi skal også møde Steen Steensen Blicher og andre forfattere, der har skrevet om dette folkefærd. Professoren, ja det var Hartvig Andreasen Lunding og var fra Vejen. Men hovedpersonen er jo nok Johannes Axelsen, der som 78 – årig slap ud af tugthuset og alligevel ikke kunne dy sig. I 1917 blev der sat en sten, som man kalder Blicherstenen. Her stod Johannes hus. I 1969 blev stenen fredet. Men burde den ikke hedde Johannes sten?

I 1816 opførtes, på den ensomme og ubeboede Ørre Hede, et lille fattighus tiI kæltringen Johannes Axelsen, hans kone og to små piger. I de følgende år opførtes yderligere fem fattighuse og stedet fik det lidet smigrende navn Sammelstedby. En mindesten blev sat på tomten af Axelhus til minde om Steen Steensen Blicher, som henlagde handlingen i novellen “Kjæltringeliv”. Stenen bærer følgende inskription:

HER LAA AXELHUS
ELLER KJELTRINGHUSET HVOR
BLICHER FOR 100 AAR SIDEN SAA
KJELTRINGBALLET
STENEN ER SAT 1917

Få af Blichers noveller er skildret så levende som hans “Kjeltringliv”, fra 1829. Man får uvilkårligt indtryk af, at han virkelig en dag må have truffet Linka Smælem og Peiter Benløs og har talt med disse skøjere i deres hemmelige sprog ude på heden, og at han senere ud på natten under et voldsomt uvejr fandt hen til kjæltringehuset og så, at “Professoren” dansede med Linka i en rask tofjerdedel takt.

Disse scener er imidlertid opdigtet; men Blicher havde set de personer, han nævner, i Viborg Tugthus; og under sine besøg hos justitsråd, Søren Fjelstrup på Sindinggård havde han naturligvis ofte drøftet natmandsspørgsmålet både med Fjelstrup og med egnens beboere. Den romantik, der var knyttet til skøjernes færd, deres oprindelse, hemmelige sprog osv måtte naturligvis i høj grad fange hans opmærksomhed. Og når han så i Viborg Tugthus fik lejlighed til at se adjunkt Niels Dorphs læremester i skøjersproget og senere til at studere Rotvelsk Lexicon, fandt det naturligt at knytte “professoren” til det øvrige skøjerselskab i kjæltringehuset på Ørre Hede.

Professorens rette navn var Hartvig Andreasen Lunding, og Dorph fortæller i De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog fra 1837, at manden var af “den ægte Zigeuner Race”. Men dette er ikke sandt, thi denne skøjer var – etnologisk set, ligeså meget dansker som Dorph; men han havde flakket om, både i udlandet og herhjemme, i selskab med andre omstrejfere og derved tilegnet sig det ordforråd af fremmede gloser, som Dorph optegnede. Det er i anledning af disse sprogprøver, at Blicher kalder tugthuskandidaten Professor.

Lunding var født i Vejen 1782 af danske forældre, faderen var glarmester og muligvis også omstrejfer. Som ganske ung lod Lunding sig hverve til soldat, men flere gange prøvede han at rømme og blev straffet med spidsrod. Endelig slap han fri. Herefter begik han flere tyverier og blev igen straffet med fæstningsarbejde. Senere blev han pjaltekræmmer, og slog sine pjalter sammen med en kvinde, Caroline Kirstine Jensdatter, der også havde fået tugthusstraf, endog tamp, og efter at de to havde været ude på et togt, havnede de i Viborghus.

Med hensyn til Peiter og Linka, da var de to ligeledes gode jyder. Manden, der hed Mikkel Christensen, var født under forældrenes omstrejfen i Øls sogn – faderen tituleredes forresten mestertyven. Og Linka var døbt Birgitte Christensdatter. Dette par havde, uden at være ægteviet fået flere børn, og de havde strejfet om. De blev i 1822 anholdt nær Randers og ved underretten idømt fire års tugthus for betleri og illegalt samliv – skønt det var første gang, de blev tiltalt. Men ved overretten blev dommen nedsat til otte måneder. Mikkel var lam i begge ben, hvorfor Birgitte undertiden måtte bære ham på ryggen.

Ingen af de jyske kæltringer har opnået så megen berømmelse som Johannes Axelsen, efter hvem førnævnte kjæltringhus på Ørre Hede blev opnævnt, Axelhus. Han var dog hverken større eller værre kjæltring end mange andre; men Blicher fortalte om ham i novellen; “Kjeltringliv”, og forfatter, Meir Aron Goldschmidt ophøjer denne skøjer til “Taterkonge”, og senere har adskillige forfattere skrevet om Johannes Axelsen.

Den 13. juni 1785 kom Axel Johansen, der var omrejsende glarmester, født i Ravnstrup ved Viborg, sammen med sin kone, Mette Larsdatter, født i Stepping i Sønderjylland, til Brændgård i Ørre ved Herning. Samme aften fødte Mette en dreng i bondens lade. Han blev døbt i Ørre Kirke og fik navnet, Johannes efter sin bedstefader. Herefter drog familien videre.

Efter hvad Johannes fortalte Goldsmith, blev han som ung mand taget til orlovstjeneste. Han fortalte endvidere, hvorledes han i slaget på Københavns Red i 1801 gjorde tjeneste ved en kanon, hvis mandskab blev “bortskudt” tre gange. Men Johannes stod sig. Men disse oplevelser er sikkert opdigtede.

Under sit ophold i København lærte han at slibe sakse og knive, og efter krigen drog han ud i landet som glarmester og skærsliber, og sin kone; han var nemlig blevet gift med Mette Cathrine Pedersdatter fra Rangstrup ved Haderslev. Sammen med andre omstrejfere blev de i foråret 1809 anholdt i Sønderjylland, og ved denne lejlighed får man at vide, af Johannes har brunt hår og blå øjne, og at han er temmelig lang og slank af skikkelse – hvad dårligt rimer med, at Blicher skildrer ham som en ren kæmpe! Mette har også brunt hår og blå øjne, en smal næse, lille af bygning og taler både dansk og plattysk, hvad Johannes også gør. I en fortegnelse hedder det, at hans “profession er håndværk”. Mette har “en pige på 20 uger på armen”, og de får deres pas forlænget otte dage, for at de kan hente deres kærre i Kappel ved Slien.

Johannes var en meget alsidig begavede, thi da parret i 1810-13 opholder sig i Hårup ved Silkeborg er han bødker, skytte og glarmester; men senere synes betleri og tyveri at have været hans vigtigste indtægtskilder.

Efter at han i 1813 var idømt to års tugthus i Viborg for tyveri og løsgængeri. kom han til at væve i tugthuset, men dette arbejde interesserede ham ikke, og så stak han af. Et par måneder efter blev han dog anholdt og indsat i arresten i Flensborg. Han opgav sit navn som Jens Lassen; men passet var falsk, og han kom tilbage til Viborghus.

Nu dukkede spørgsmålet op: Hvor er Johannes Axelsen forsørgelsesberettiget? Og 30 år efter, at han blev født i Ørre, forlanger man, at dette sogn skal tage sig af familien. Provst Hübertz, der var fattigkommissionens formand, strittede godt imod og søgte at bevise, at sognet dog ikke kunne have juridiske eller moralske pligter overfor denne kjæltring og hans familie, fordi Johannes tilfældigt var døbt der. Men det kgl. danske kancelli resolverede, at nævnte familie skulle forsørges af Ørre sogn, dog med hjælp af amtsfattigkassen. Og i 1815 kom Mette Cathrine med to børn til sognet og blev med stort besvær indtinget hos degnen for 9 mark om dagen – ingen ville huse disse folk. Men nogle dage efter vedtog Sognerådet at opføre et lille fattighus på Ørre Hede til Johannes Axelsen, og hans kone og to børn. Huset var 6 m langt og 4,5 m bredt. Vægge og gulve bestod af ler, og taget af langhalm og lyng. Det forsynedes med to døre, enkeltkarmsvinduer og en skorsten med indmuret ovn. Huset stod færdigt i sommeren 1816, og efter at Johannes blev løsladt, tog familien den 24. juni huset i brug.

Særlig taknemmelig var Johannes dog ikke over, at sognet havde bygget et nyt hus til ham og familien. Vel skriver han i begyndelsen af et brev til kammerherre og stiftamtmand Otto Rosenørn i Ringkøbing:
– Jeg elendige fattige Menneske nedbøjer mig for deres Høihed og takker Dem for Huusly, som jeg haver bekommet…”; men så klager han over, at huset er så åbent, fordi væggene er råe, “saa jeg og min kone og mine små umyndige Børn kan ikke ernære os deri formedelst at vi have ikke noget brænde at varme os ved, og Huset er på alle Sider 2 til 3 Miil til Bye …de haver sat Huset på et øde Sted, hvor de mente, at vi snarest skulde omkomme.”

Provstens erklæring går ud på, at de påankede mangler skyldes Johannes dovenskab; “Han kan jo kline huset, således må andre bære sig ad, og der er brændsel – både lyng og hedetørv nok rundt om, når han vil bjærge det!”

Næste år var den gal igen. De mangler brændsel, skorstenen er faldet ned, konen er syg, og Johannes anmoder fattigkommissionen om at man vil skaffe plads til hende i nærheden af folk, hvor hun kan gøre barsel. Kommissionen bestemmer, at hun må flytte over i skolen; men kort efter stak Johannes af med en anden kjæltringekvinde af Svine-slægten. Og endelig forsvandt Mette Cathrine med deres børn. De rejste hjem til Rangstrup, men kom tilbage i maj 1818, efter at hun havde været straffet i Haderslev for betleri.

Senere var Johannes kun hjemme i Ørre enkelte gange. Han fartede rundt i landet snart med den ene kvinde og snart med en anden. En tid levede han sammen med en rakkertøs fra Rønbjerg; men for det meste var det én af Jens Svins døtre, der nød den ære at være taterkongens frille, og navnlig fik han flere børn med Kirsten Svin. Men da de ofte tog navneforandring af hensyn til øvrigheden, der viste en nærgående interesse for familien, så er det vanskeligt at udrede de familiære forhold. Ved sønnen Abrahams dåb i Rybjerg Kirke kalder Johannes sig Johan Christian Møller, og Kirsten Jensdatter optræder undertiden med efternavnet Pedersen.

Der blev i 1817 stjålet nogle sengeklæder i Stenholt, Kragelund sogn. Johannes Axelsen, der sammen med en anden skøjer og dennes kone havde forsøgt at sælge en dyne i Ørre, blev mistænkt og arresteret. To mænd blev sat til at passe på Johannes, men han stak alligevel af – den ene af vogterne var i hvert fald ikke hurtigløber, for han var 82 år.

I 1819 blev Johannes eftersøgt som mistænkt for brandstiftelse på Højris i Ikast sogn, og i 1820 for tyverier både i Hammerum og Lysgård herreder; men man fik ikke fat på ham. Derimod blev han pågrebet og dømt for indbrudstyveri ved Nibe byret i 1827, og året efter fik han to års forbedringshus for hestetyveri ved Andst-Slaugs og Jerlev herreders ret. I Viborghus blev han bl.a. benyttet som barber.

I sommeren 1831 blev han i Aars-Slet herreder tiltalt og dømt for løsgængeri og forfalskning af pas; men ved en overpolitirets dom blev han frifundet og sendt hjem til Ørre. Her fik han, ganske vist som lån, fire rigsdaler til at købe glas og bly, så han kunne ernære sig som glarmester. Men et par måneder efter flyttede han til Aulum. I januar 1833 brød Johannes og mestertyven Søren “Kjeldsen” eller Christensen, ind hos en gammel kvinde i Lime og røvede hendes penge. Men dette kup slap Johannes godt fra, thi han påstod, at han aldrig havde set Dothea før, og hun turde ikke aflægge ed på, at det var de to mænd, der havde overfaldet hende. Johannes blev derfor, af mangel på bevis, frifundet, men mestertyven blev derimod dømt for andre forseelser.

Og i 1842 havde Johannes Axelsen samme held med sig, da han sammen med en skærsliber Kresten Larsen og dennes kone blev sigtet for tyveri. Denne gang blev Johannes sendt til Linå i Gjern herred. Ørre sogneråd havde nemlig ført bevis for, at han rettelig måtte være forsørgelsesberettiget i Linå, da han længst havde opholdt sig der.

Den 29. marts 1844 skete der et indbrud i Toftlund, Ikast sogn. Johannes blev mistænkt og arresteret; men han havde atter held med sig og blev uden dom sendt hjem til Linå. Derimod gik det galt, da han på et marked “købte” nogle lommeure, der var stjålet fra en urmager i Bælum, thi denne “handel” kostede den uskyldige skøjer fire års tugthus. Og et par år efter, at han var sluppet ud af Viborghus, fik han i Salling herred seks år for hæleri. Denne gang kom han til en forandring i Horsens Tugthus.

Men Johannes Axelsen var, som de fleste, uforbederlig. Da han slap ud den 9. februar 1860, kunne han trods sine 78 år dog ikke skikke sig. På Silkeborg marked stod han – nærmest for sjov – og lavede kunster med nogle falske penge. Da kvaliteten var for ringe, gik det galt, han måtte atter tilbage til Horsens, hvor han dog nærmest åd nådsens brød, på grund af sin høje alder, i otte lange år. Man mente, han var 91 år, da han i 1870 slap ud for sidste gang; men han var dog kun 84. To år efter den 19. maj døde han i Skjellerup fattiggård i Linå sogn.

Det var under Johannes sidste ophold i Horsens Tugthus, at Goldschmidt traf ham og gav sin skildring af besøget i sin roman; “En Hederejse i Viborgegnen”.

På Ørre Hede ved Sammelstedby blev der i 1917 sat en mindesten kaldet “Blicherstenen” på det sted hvor Johannes Axelsens hus stod. Det var måske lidt uretfærdigt at man gav stenen Blichers navn, og ikke Johannes. Den bestående hede blev i 1969 fredet sammen med mindestenen og det sidste fattighus.

På stenen står at læse:
“Her lå Axelhus eller Kjeltringhuset hvor Blicher for 100 år siden så Kjeltringsballet.

Kjeltringliv – Novelle af St. St. Blicher:
http://www.caritetlar.dk/tatere/Kjeltingliv.pdf

 


KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)

Oktober 3, 2018

KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)

Dette blev en ret lang artikel. Vi forsøger, at beskrive de fleste ekstreme forhold i lejren. Vi starter med stamlejren Neuengamme og har også lidt med om Ladelund. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Her herskede ekstreme forhold. I Schwesing (Svesing) var det en lærer og en skoleklasse, der pludselig fandt ud af, at der havde ligget sådan en ekstrem lejr her. Lejren eksisterede kun i kort tid, men mellem 300 og 500 nåede at dø. I Ladelund var der 300, der døde. De to lejre blev kaldet døslejre. Nattero var luksus. 25.000 var i gang med at bygge Friesenwall. Det var forbudt, at blive snavset. Man fik muggen rugbrød lavet af savsmuld. Der var likvideringer med sprøjter af dem, der var uarbejdsdygtige. Ligene blev betragtet som affald. En lærer og hans skoleklasse opdaget den frygtelige skoleklasse. Mange hånede også fangerne, når de kom gående.

 

Neuengamme havde 87 udelagre

Dette frygtelige sted var ligesom Ladelund en udelejr fra KZ – Neuengamme. I denne artikel vil vi derfor også komme lidt ind på KZ – Aussenlager Ladelund. Tænk engang Neuengamme havde hele 87 udelagre.

Over halvdelen af de 106.000 fangere, der passerede Neuegamme mistede livet.

De fleste danskere, der blev deporteret til Neuengamme mellem den 15. september 1944 og 12. januar 1945, blev hurtigt overført til en af de 87 udelejre for at blive misbrugt til livsfarligt tvangsarbejde. I alt blev 1.700 danskere deporteret til Neuengamme. Hvor mange der blev overført til udelejre vides ikke.

 

Pjaltet fangetøj med gul kors

Tempoet i Neuengamme var et helt andet end i Frøslev. SS skyndte på fangerne ved hjælp af pisk og bidske schæferhunde. Man blev tvunget til at stille op i en marchkolonne langs toget. SS – mændene var bevæbnet med maskinpistoler. Uhyggen bredte sig, da man så synet af de kommende medfanger, der tydeligvis havde tilbragt nogen tid i lejren. . De mødtes af tavshed og sløve blikke. Danskerne så fanger i lurvet, civilt tøj, bemalet med gule kors.

Selv om danskerne ikke blev skånet, så viser måden de blev behandlet på, trods psykiske ydmygelser, at danskerne var mere privilegeret i de nazistiske koncentrationslejre på grund af deres racetilhørsforhold.

Men også danskerne fik udleveret pjaltet fangetøj med gul kors. Det var brugt og bestod af gammelt og beskidt civilt tøj. Udleveringen skete tilfældigt og fangerne måtte selv bytte eller tilrette for at få tålelige størrelser. Fodtøjet bestod af en slags klipklapper med træsåler.

 

Hængning fandt jævnligt sted

Men hængninger fandt jævnligt sted. Niels Aage Skov beskrev, at døden med ét blev meget nærværende:

 

  • På vores anden dag i Neuengamme blev en polsk kvinde fra den mindre og isolerede kvindeafdeling hængt offentlig. Hun havde en lille baby, sandsynligvis resultatet af en voldtægt, og i et desperat forsøg i at holde barnet i live, begik hun den ultimative forbrydelse, det var at stjæle et stykke brød. Det blev gjort kort proces, og kvinden blev hængt i den galge, der var opstillet i udkanten af appelpladsen.

 

Vabler og sår kunne ikke behandles

Danskerne, der blev sendt videre til Schwesing opholdt sig cirka 1 ½ ugen i Neuengamme. Einar Røen fortalte en SS – mand, at en ældre mand, som han jagtede ikke kunne løbe hurtigere bevirkede at han selv blev slået i jorden med geværkolbe og efterfølgende fik yderligere prygl. SS – manden bandede på dansk. Hvem denne var vides ikke.

Fangerne måtte finde sig til rette i de nye omgivelser. Volds – og ydmygelsesrutinerne var blevet skabt gennem seks år. Den var påbegyndt i 1938 af en personkreds, der allerede var rundet af KZ – systemet i andre lejre som fx Sachsenhausen, som Neuengamme i begyndelsen havde hørt under. Allerede fra starten havde det fysisk hårde tvangsarbejde været en fast del af fangernes brutale dagligdag, da KZ – lejren var indrettet i forbindelse med et teglværk.

 

81 danskere til Husum – Schwesing

Fangernes helbred blev i høj grad påvirket af, om de kunne holde varmet i det våde tøj i Schwesing. Og elendigt fodtøj kunne få alvorlige følger. Således kunne vabler og sår ikke behandles. Dette krævede i sidste end dødsofre.

Cirka 5 kilometer nordøst for Husum i Schwesinger bydelen Engelsburg blev Udelejr Schwesing den 26. september 1944 taget i anvendelse. Her var i alt 2.500 mennesker fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde her som følge af tvangsarbejde, underernæring og mishandling.

Med den første sending var 81 danskere. Fangerne vidste ikke, hvor de skulle hen. Bevogtet af et stort antal SS – vagter med hunde blev de læsset op i kresturvogne. Toget kørte via Hamborg, Itzehoe og Friederichstadt til Husum, for derefter at følge den nedlagte bane mod Flensborg. Rejsen varede cirka seks timer.

 

En flyveplads med attrapper

Allerede i 1938/1939 blev flyvepladsen Husum-Schwesing anlagt. I nærheden blev der indrettet en Rigs – arbejdslejr. Dengang kunne der her være ca. 250 mand. Men nu var det ikke flyvemaskiner, der blev anbragt her. Det var kun attrapper.

Fra 1940 blev lejren benyttet til soldater, der efter deres ferie skulle tilbage til Skandinavien.

I september 1944 blev borgere fra Husum beordret til at sørge for, at der kom en dobbeltrække med ståltråd om hele lejren. Desuden blev der anlagt 4 vagttårne.

Her var 9 barakker, en sygebarak og større bygninger. Her var lagerbygninger, et snedkervirksomhed og provisoriske latriner. Der var en forvaltningsbygning for SS, ja og så var det et såkaldt kartoffelskrælleri.

Imellem de to rækker pigtrådshegn var der strøet hvidt kalk, så bevogtningspersonalet bedre kunne se fangere i tilfælde af flugtforsøg.

 

Lokale vognmænd tjente på anlæggelsen

Uden for pigtråden forefandtes der beboelsesbarakker til SS og marineinfanteriet. Det er muligvis disse, der blev tilføjet til den oprindelige lejr fra slutningen af 1930erne. Fangerne beskriver barakkerne som gamle og nedslidte.

Fakturaer viser, at lokale vognmænd leverede barakdele. De tjente også penge på Friesenwall – projektet. Om de også fragtede mandskab ud til arbejdsstederne kan man ikke rigtig se, men den 15. oktober kørte mandskab fra ”E-lager” til Hockenbüll og senere kørte samme mandskab tilbage til Schwesing.

 

Papirsæk med halm tjente som madras

I Husum ventede fem SS – mænd samt ca. 100 marinesoldater. Da fangerne kom til udelejren, foretog SS-mændene en magtdemonstration på en russisk fange, der får 25 slag på enden uden angivelse af årsag.

Størstedelen af fangerne stammede fra Holland, Frankrig, Danmark og Polen. Hertil kom de fra Sovjet og Tyskland.

De nye beboers første opgave var at fylde en papirsæk med halm, der til lejligheden er blevet kørt dertil i en stor stak. Den fyldte sæk er fangernes madras i barakkernes køjeseng, i Husum kun to etager. I Neuengamme var der tre etager. Men det blev senere en ulempe, da yderlige 1.000 fangere senere også skulle have plads.

 

Nattero var luksus

Men i takt med at fangerne mistede legemesvægt blev det lettere at dele køjen. Nattero var dog en luksus, der ikke eksisterede i koncentrationslejren. Fangerne oplevede hurtigt lejrens daglige chikaner. En måde at chikanere fangerne på, var at vække dem om natten ved at give luftalarm.

Dette var meningsløst, dels fordi der aldrig kom fly, der angreb lejren ved disse alarmer, og dels fordi der ikke var nogen beskyttelsesrum i lejren. Det eneste fangerne skulle var at stå ved siden af deres senge, indtil alarmen på et tidspunkt blev afblæst af SS.

De udmattede fanger fik en efter en lov til at gå i seng, men risikerede efter nogen tid igen at blive udsat for ”luftalarm” samme nat.

 

”Bettenbau” var ren chikane

Om morgenen skulle fangerne rede deres senge, hvilken i koncentrationslejrene også var en form for chikane. Her blev fangerne straffet hårdt, når sengene ikke blev redt ordentligt. Da der var tale om halmmadrasser og primitive tæpper, der i Husum på grund af fangernes helbredstilstand, den dårlige hygiejne og de elendige sanitære forhold hurtigt blev meget snavsede, gav det næppe megen mening at rede køjesengene, så betrækkenes mønstre flugtede.

Hertil brugte man brædder, der samtidig sikrede, at madrasser og tæpper kunne rettes ud på en måde, at de blev pænt kantede. At den såkaldte ”Bettenbau” stadig blev praktiseret i en udelejr under primitive forhold i efteråret 1944 siger noget om, at den såkaldte ”Dachau-model” stadig blev praktiseret på dette tidspunkt.

 

SS` ideologiske doktrin blev prioriteret

SS’ ideologiske doktrin blev prioriteret langt højere end en effektiv udnyttelses af fangernes arbejdskraft i forhold til anlæggelse af ”Friesenwall”. At fangerne var ordenligt udhvilede til at kunne arbejde var således ligegyldigt, så længe de fysisk og psykisk kunne knækkes gennem meningsløse disciplinære foranstaltninger.

 

Danskerne måtte bo sammen

Hans Mørup beretter, at de danske fanger ved ankomsten til Husum første gang fik at vide, at de som arier var privilegerede. De måtte bo sammen i samme stue i barakkerne. I første omgang blev de delt i to grupper i hver deres barak. Gruppen bestod udelukkende af modstandsfolk fra Syd – og Sønderjylland. I denne blok blev præsten Aage Dahl fra Horsens stueældste. Blokældste var ifølge Dahl derimod en asocial, antagelig tysker, der har været tjener og havde sadistiske tilbøjeligheder.

Dem lod han dog ikke gå ud over danskerne, men derimod særligt hollænderne.

Interessant er dog, at transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme den 15. september særlig domineres af modstandsfolk fra Københavnsområdet (Region 6) og Sønderjylland (Region 3) samt enkelte fra Sjælland (Region 5) Midtjylland (Region 2).

I foråret 1944 optrevlede tyskerne specifikke modstandsgrupper og organisationer i de pågældende områder, hvor særligt sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik og Hamag kan fremhæves. Disse fatale konsekvenser for optrevlingen af særligt modstandsgrupperne i Aabenraa, Varde og København, hvor Holger Danske 2 var direkte involveret i sabotagen.

 

25.000 i gang med at grave Friesenwall

I det tunge marskjord måtte fangerne med skovl og spade grave en fem meter bred og tre meter dyb pansergrav. I mange dage stod de hele dagen i koldt vand og mudder. De måtte dagligt finde sig i slag fra Kapos. Ældre marinesoldater overvågede fangerne. Grunden til at de to lagre blev oprettet var Hitlers ”Führerbefehl” nr. 77 fra 28. august 1944.

Tænk engang i alt 25.000 var i gang med at grave ”Friesenwall. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre om at opføre befæstningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Slesvig – Holsten skal ses i det trusselsbillede og forklarer oprettelsen af de to lejre, som vi beskæftiger os med.

Både Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel blev involveret. Unge og ældre, der ikke ville blive indkaldt til krigstjeneste var tvunget til at deltage i arbejdet. Vi ved, at ved Meppen var der også danske KZ – fanger, der gravede tankspærringer.

 

Værnemagten og marinen var ikke enige

Marinens overkommando ytrede sine bekymringer om endnu en allieret landsætning langs den tyske kystlinje og betonede nødvendigheden af en militær befæstning. Værnemagten havde overkommando havde tidligere ment, at en invasion her var usandsynlig. Men problemet var, at den militære efterretningstjeneste Abwehr var brudt sammen i Frankrig efter invasionen i sommeren 1944.

En britisk efterretningsrapport frarådede en invasion på grund af Vadehavets bløde havbund.

 

Tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag

Husum var en arbejdslejr, hvor tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag. Størstedelen af de vågne timer gik for de fleste fanger med tvangsarbejde, så længe de på nogen måde havde kræfterne til det.

Selv fanger, der efter normal målestok var for dårlige til at gå på arbejde, blev dog oftest tvunget til det. Hverdagen begyndte tidligt om morgenen, ofte så tidligt som kl. 4.30. Fangerne blev brutalt vækket. De skulle indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoiletten, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.

 

Forbudt at blive snavset

Det var forbudt at være snavset. Men omvendt var lejrens sanitære faciliteter utilstrækkelige, så det var umuligt at renholde både sig selv og det udleverede fangetøj, der jo også fungerede som arbejdstøj i de mudrende pansergrave i al slags vejr. Mange svækkede fanger nåede ikke at forlade deres køjer eller barak for at nå hen til latrinerne, som var dimensioneret efter, at de skulle anvendes af 250, maksimalt 400 soldater og ikke op til 2.500 fanger.

Herefter blev fangerne med fløjte kaldt til appel. Fangerne skulle tælles inden afgang til arbejdsstederne. Næsten dagligt førte dette til tumult og voldsanvendelse. Foruden arbejdet med tankspærringer kunne arbejdet også dreje sig om losning af skibe. Og dette var særligt eftertragtet, da man også havde chance for at skaffe sig lidt ekstra mad. Dette var dog illegalt og blev straffet meget hårdt.

Efter apellen skulle fangerne transporteres til arbejdssteder, enten til fods eller i takt med arbejdets fremskridt også i åbne eller lukkede jernbanevogne.

 

Mishandlet med kæppe

Grøfterne blev gravet med håndkraft og arbejdet skulle udføres i et højt tempo. For at opretholde temposet blev fangerne løbende mishandlet med kæppe af kapoperne. Dels havde marinens overkommando udstukket retningslinjer, der definerede, hvornår de enkelte etaper af ”Friesenwall” – projektet skulle færdiggøres i løbet af efteråret og vinteren 1944/1q945. Dels opretholdt SS også sin tradition for at udnytte fangernes arbejdskraft til det yderste uden hensyntagen til menneskeliv.

Kommandant Griem inspicerede således næsten dagligt personligt gravearbejdet, råbte ad karpoerne og sparkede til de livløse kroppe, der lå ved grøftekanten for at konstatere, om der stadig var liv. Det skete dog ikke af medmenneskelighed, men for at finde ud af, om der stadig var arbejdskraft i den pågældende fanges krop.

 

SS – folk chikanerede fangerne

I KZ – lejrene var der udbredt blandt SS – mænd at chikanere fangerne på arbejdskommandoerne på en måde, så disse blev nødt til at bevæge sig uden for det af vagtposterne sikrede område. Dette kunne gøres ved at tvinge fangen til at hente sin hue, der til lejligheden var blevet revet af hovedet og smidt væk eller ved at flytte kæden af vagtposter.

Formålet ved denne behandling var at SS dermed kunne påstå, at den pågældende fange havde fjernet sig fra arbejdet uden tilladelse, hvilket blev tolket som flugtforsøg og dermed legitimerede et dræbende skud. Drabsmanden blev oftest belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.

 

Historien om de tre hollandske fangere

”Kapoerne” havde af SS fået tilkendt ret meget magt. Tre unavngivne hollandske fanger var i begyndelsen af november blevet slået voldsomt og efterfølgende spæret inde i et skur, hvor man opbevarede ligene fordi man beskyldte dem for at have stjålet mad.

Den efterfølgende dag var de tre fysisk og psykisk svækkede efter denne behandling, men måtte alligevel rykke ud med arbejdskommandoen for at grave tankspærringer i et særligt straffekompagni, hvor der var ekstra mudret.

Gentagende gange modtog fangerne 20 – 30 slag. Dette gentog sig over nogle dage. Hver aften blev de spæret inde sammen med lig. Her stank det i den grad af forrådnelse og rotter, der gnavede i ligene. I hvert fald en af hollænderne blev sindssyg og blev skudt under flugtforsøg. Men det var nok tale om et bevidst selvmord.

 

Mange fangere valgte ”selvmord”

Dette var det flere fanger, der valgte. De opfattede deres situation som værende håbløs. Selvmord blev af enkelte fanger set som sidste udvej, som protest og modstand som en sidste mulighed for at bestemme over eget liv.

Det var uhyre svært for fangerne at grave noget op på grund af den våde og mudrede grøft. At arbejdet ikke skred frem gjorde ”Kapoerne” hysteriske. De begyndte at slå fangerne med knyttede næver og knipler.

 

Dansker døde af kæbebrud

En af dem beskyldte danskerne for at sabotere arbejdet og kaldte dem op af grøften for at mishandle dem på række. Herved blev en af fangerne Poul Erik Astrup slået så hårdt, at denne brækkede kæben.

Da man i lejren ikke havde mulighed for at behandle bruddet, døde Astrup af sine kvæstelser få dage senere, da han ikke var i stand til at indtage nogen form for føde.

 

Kollektiv afstraffelse

Mange brugte tæpperester til forbinding. Men blev det opdaget ved stikprøvekontroller under appellerne, blev fangerne beskyldt for tyveri og dermed for sabotage mod ”Det Tredje Rige” Straffen var prygl, oftest pisk af enden og den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt. Afstraffelsen foregik med en tommetyk kæp eller et tykt kabel op til 70 centimeters længde.

Det skete også at SS gennemførte kollektiv afstraffelse. En af disse afstraffelser bestod af, at fangerne skulle trække deres overtøj op over hovedet for at få ti slag med en skovl, et stykke pigtråd eller andre forhåndenværende redskaber.

 

Manglende ernæring

Om morgenen og om aftenen så beboerne i Husum de udhungrede fangere. Og lokale vognmænd måtte transportere ligene til kirkegården. Blandt de døde var en lektor var Tønder og Vardes politimester Jørgen Bech Simony.

 

En elendig hygiejne

De fik ikke nok at spise. Den manglende ernæring førte til mange sygdomme, bl.a. epidemier. Mange fik diare. Og selv det mindste sår kunne føre til katastrofale infektioner, som kunne ende med døden. Man havde ingen medikamenter eller forbindingsmaterialer.

Den danske ”funktionsfange” Poul Thygesen, der fungerede som læge, kunne i slutningen af november konstatere, at 700 var syge. Hygiejnen var elendig. Nu var funktionsfanger ikke garanteret overlevelse. Det er en anden dansk funktionsfange beviset på. Det var den 48 – årige praktiserende læge, Knud Nordentoft fra Varde. Han døde i Husum.

Næsten dagligt døde fanger under arbejdet eller i barakkerne.

I KZ – lejrene var sult en af hovedårsagerne bag intrigerne for at sikre sig madrationer. ”Politiske” og ”Kriminelle” kæmpede om magten i lejrens fangesamfund.

 

I december 1944 blev projektet opgivet

I december 1944 blev projektet med Friesenwall opgivet. Den militære situation havde ændret sig. Ja blandt fangerne opstod det rygte, at kommandanturet i stamlejren havde fundet ud af, hvor ekstreme forholdene var. Derfor skulle man have besluttet sig for at lukke lejren. Men dette har du ikke kunnet dokumenteres.

Dødsmarcher blev kun en realitet for ganske få af Schwesing – fangerne. Lejren blev opløst, mens Neuengamme – lejrkomplekset stadig var fuldt operativt. Fangernes skæbne blev derfor ofte afgjort af, hvilke lejre de efterfølgende blev fordelt på.

Flertallet af de danske fanger blev koncentreret i Neuengamme i foråret 1945 og evakueret af ”De Hvide Busser” få dage inden SS rømmede stamlejren.

Andre blev forlagt til skibe i Neustädter-bugten fra den 20. april 1945. Skibene blev angrebet af Royal Air Force den 3. maj 1945. Af de 10.000 fanger, der blev transporteret til Lübeck fra Neuengamme døde ca. 7.500 fanger på skibene ved angrebet. Flertallet af ofrene blev aldrig identificeret.

SS sendte både fangerne på march for ikke at lade dem falde i fjendens hænder og samtidig for at sikre deres arbejdskraft i andre KZ – lejre i håbet om at kunne stabilisere fronterne og producere sig til at kunne vende krigslykken.

 

Kommandanten – Hans Hermann Griem

Det var SS-Untersturmfûhrer Hans Hermann Griem der var leder af lejren. I november 1944 blev han også leder af lejren i Ladelund. Og Griem tjente masser af penge på at sælge de levnedsmidler til lokale, som de indsatte ellers skulle have haft.

Han havde sadistiske tilbøjeligheder og elskede at torturere fangerne. Ofte var han fordrukken. Ja man fik nærmest indtrykket, at han var egoistisk, magtsyg og uligevægtig. Men i KZ – systemet var han en betroet og driftsikker medarbejder, der blev sendt ud for at løse omfattende opgaver. Han leverede varen uden hensyn til menneskeliv.

Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror. Grunden til, at Griem ud fra et SS – perspektiv var en succes var måske netop, at han fik realiseret systemets ideologiske projekter som i dette eksempel ”Friesenwall”

Kun lidt vides om hans privatliv. Han havde været gift, havde fået to børn. Under krigen holdt han sig tillige en elskerinde. At han var beruset under tjeneste er kendt gennem flere beretninger. Men om det er tale om egentlig alkoholisme kan ikke dokumenteres. Om alkoholforbruget skyldes trangen til at drukne koncentrationslejrens daglige realiteter eller skal findes tidligere i Hans Griems liv lader sig heller ikke fastslå.

Efter opløsningen af lejren blev han kommandant i KZ – Udelejren Dalum.

 

Griem døde uden at blive dømt

Først så sent som i 1963 begyndte statsadvokaten i Flensborg at starte efterforskningen af Griem. I 1965 fandt man ud af, at han opholdt sig i Hamborg – Bergedorf. Det betød at juristerne i Hamborg overtog sagen. I 1969 rejste Landsretten så en forundersøgelse mod Griem. Men inden sagen rigtig blev rejst døde Griem den 25. juni 1971.

Han var flygtet under det britiske retsopgør i 1946. Mange af fangerne mente, at Griem var ligeglad med at fangerne døde.

 

Griem solgte fangernes mad

Hos flere fanger findes der skildringer af, hvorledes SS med Hans Griem i spidsen slog mønt på de sultne fanger. Med profit solgte SS således kartofler, roer og andre rodfrugter som svinefoder til egnens bønder, mens fangerne sultede i lejren. Disse grøntsager blev ifølge beretningerne kamufleret med et tyndt lag kartoffelskræller eller rådne kålblade og således solgt som køkkenaffald.

Hvad SS tjente på dette foretagende vides ikke, men det må have været tale om en lukrativ forretning, der fandt sted over en længere periode.

Var det mon de samme landmænd, der leverede varen og hentede den igen? Det kan vi kun gisne om

 

Andre krigsforbrydere i Husum

Allerede i marts 1947 startede undersøgelserne mod Griems stedfortræder, Eichler, blokfører Klingler og ”Kapo” Schneider.

Og det endte med, at Klingler blev dømt til døden. Eichler fik fem års fængsel og Schneider fire års fængsel.

Paul Thygesen skrev følgende om Eichler:

 

  • En gammel forbenet, men relativt uskadelig lille nazist, som havde sat sig til opgave at omvende og bevare os nordboere for ”Riget” og Førerens ideologi. Han betragtede os som vildledte ariere, der blot skulle overbevises og retledes for at blive virksomme komponenter og støtter i det fremtidige euro-afri-asiatiske storrum.

 

Griem, Eichler og Klinger var Husum-lejrens centrale SS-mænd. Hvor mange SS-folk, der gjorde tjeneste i Husum og Ladelund. Vi ved dog, at der i Ladelund har været cirka 20 danske statsborgere og medlem af Det Tyske Mindretal, som fungerede som vagter.

 

Husum-lejrens feltkøkken

SS – OberScharführer Friederich Otto Dörge fungerede som Husum – lejrens Verwaltungsführer og uddannet købmand. Som forvaltningsfører havde han ansvaret for forplejningen, beklædningen og forvaltningen af fangernes eventuelle ejendele samt lejrens økonomiske mellemværender med omverdenen.

Tillige havde han det overordnede ansvar for driften af lejrkøkkenet. I køkkendagbogen er der anført en næsten dobbelt så høj brødration, end den fangerne fik.

 

Muggen rugbrød lavet af savsmuld

Hans Christian Rasmussen fortæller, at det var Hitler Jugend, der leverede brødet til koncentrationslejrens fanger. Han fortæller, at brødet ofte var muggent, fordi det skulle være blevet opbevaret i en fugtig lade over længere tid inden fangerne fik det udleveret.

Begrundelsen for dette skulle være, at fangerne ikke måtte få udleveret fødevarer, der var af samme kvalitet som de fødevarer, den tyske befolkning modtog. Det er sandsynligt, at en stor del af brødet bestod af savsmuld og skaller af korn.

 

Når suppen væltede

Det hændte, at fangernes suppe, der blev transporteret i store, åbne kar, væltede undervejs fra lejrkøkkenet til stedet, hvor den skulle uddeles. Skete dette, resulterede det i, at en gruppe sultne fanger omgående styrtede hen til suppepytten og forsøgte at slikke denne samt de sparsomme stykker af rodfrugter eller endnu sparsommere stykker kød op af den bare jord. Sulten var så slem, at fangerne herved kunne komme op at slås indbyrdes.

Paul Thygesens skildring af en episode, hvor han iagttog en russisk fange, der på samme facon spiste en hollandsk medfangers opkast. Sulten blev også anvendt som et instrument for umenneskeliggørelse viser en episode, hvor en sulten russisk fange blev pint ved, at en SS – mand smed kartofler over i pigtrådshegnet. Da fangen nærmede sig dette for at samle kartoflerne op, blev denne omgående skudt af vagtposten på grund af ”flugtforsøg”.

En hollandsk sygepasser solgte medikamenter for højest bydende blandt fangerne.

 

Likvideringer med indsprøjtninger

Der har også fundet målrettede likvideringer sted både i Husum og Ladelund gennem injektioner. Indsprøjtningerne blev givet af fangelæger efter ordre fra Griem. Formålet med likvideringerne var, at skaffe uarbejdsdygtige fanger af vejen. Derved kunne man nedbringe belægningen på reviret og samtidigt undgå, at de syge skulle sendes på sygetransport til Neuengamme.

Hans S. Bruhn berettede:

 

  • Der var vel ikke en dag, hvor vi ikke havde en eller flere døde med hjem fra arbejdet i tankgravene. Men efterhånden sløvedes vi også over for det. Dog gjorde det dybt indtryk på os, når det var en af vores egne døden havde indhentet.

 

Antallet af døde steg også hurtigt som følge af overbelægningen.

 

Ligene blev betragtet som affald

Ligene blev betragtet som affald, der afventede den vogn, der skulle køre dem til massegraven på Husum Østre Kirkegård. Ifølge en beretning husede barakken, som her på baggrund af sin hovedfunktion kaldes kartoffelskrælleriet, også et lille snedkeri, hvori der blev fremstillet ligkister. Op til tre fanger kom i hver kiste, der blev lavet af affaldstræ. På grund af mangel på materialer anvendte man også papirsække i forbindelse med begravelserne. Man begravede til sidst ligene nøgne, fordi der heller ikke var nok papirsække.

Hans S. Bruun fortæller, at den danske fange, Viggo Hansen var i begyndelsen med til at fremstille disse kister.

 

Ligene faldt af hestevognen

Transporten af ligene fra lejren til Østre Kirkegård i Husum foregik med hestevogne, der var så overfyldte, at ligene faldt af undervejs. På kirkegården blev ligene lagt i massegrave med 30 – 40 lig i hver grav i op til fem lag.

Thygesen, som efter krigen også deltog i ekshumeringen af ligene af de danske Hsum-fanger, anførte antallet af massegrave til at være omkring 12, hvilket kan tyde på 60 – 140 flere ofre end de officielle knap 300 omkomne i løbet af lejrens eksistensperiode

 

En lærer og en skoleklasse opdagede stedet

I 1983 var der en arbejdsgruppe, der offentliggjorde KZ – lejrens historie. En mindehøjtidelighed blev afholdt den 30. januar 1983 med deltagelse af flere end 1.000 mennesker. Mange af dem var tidligere fanger. Og de fleste borgere har ikke anet, at der her havde eksisteret en sådan lejr.

Ja det var faktisk en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede dens eksistens. De begyndte at undersøge gamle arkiver. Den sidste overlevende danske KZ – fanger Einar Brøgger fra Hammerlev, der blev taget af Gestapo i juni 1944 fortæller:

 

  • Jeg blev sammen med et kontingent på 1.500 fanger, hvoriblandt 100 var danske, sendt til en Neuengamme – udelejr i Husum – Schwesing, hvor vi skulle grave pansergrave. Det var et vådt og hårdt arbejde. Så snart vi kom et par spadestik ned, piblede grundvandet op, og når vi om aftenen vendte hjem til lejren, sov vi vores våde tøj. Der var ikke andre muligheder for at få det tørret. Der blev ikke fyret i kakkelovnen. Morgenmaden bestod af kaffeerstatning og en humpel rugbrød, og der blev serveret kålrabisuppe. Noget tyndt pjask uden næring, men hvor man engang imellem kunne være heldig at finde nogle klumper, der lignede kød. Arbejdet med pansergravene sluttede lige før jul, og da var vi kun 427 tilbage af de oprindeligt 1.500 fangere

 

Man skal have held og meget held

Benjamin Mørk spurgte i sine erindringer:

  • Hvordan overlever man sådan et sted?

Og hans svar var:

  • En ting er meget vigtigt. Man skal have held, meget held. Og man skal være bygget et helt normalt.

Brutalitet, vilkårlighed og død var hverdagsbegivenheder i KZ – lejren.

 

Mindelund med informationstavle

I 1987 blev der indviet et mindelund. Og siden 1995 er der på stedet anbragt bygningsrester fra dengang. En informationstavle beretter nu om lejrens historie. På stedet er der også 300 små opstandere i jern med navnet på hver enkelt af de omkomne i lejren.

 

Der blev vist mellidenhed

Mange vil sikkert spørge, hvordan befolkningen kan glemme sådan et sted. Måske var det ens samvittighed. Man var bange for at vise medlidenhed, for så at ende i samme situation.

Men nu er det dog flere eksempler på medmenneskelighed fra lokalbefolkningen. Hans Mørup kan berette om, at en lille pige uden for lejren gav ham et æble, som han delte med de andre fangere.

Kontakten med lokalbefolkningen var forbudt. Ved en episode, hvor fangerne skulle losse et skib i Husum, blev fangerne og deres vogtere inviteret indenfor i en garage og fik her forplejning af en lokal kvinde.

 

Gulerødder til fangerne

I en anden episode oplevede Benjamin Mørch, at en landmand i en af de landsbyer, hvor fangerne skulle grave huller til maskingeværstillinger, havde lagt en stak gulerødder til fangerne. Han kunne ikke give dem direkte til fangerne, da dette var strengt forbudt og pålagt stor risiko for landmanden selv.

Blikke mellem fangerne, landmanden og en ældre godmodig marinesoldat, der bevogtede arbejdskommandoen, afgjorde situationens udfald. Bevogteren kiggede væk og fangerne fik et kærkommet tilskud til den mangelfulde lejrkost.

Mørch selv, der hentede gulerødderne fik mulighed for at veksle nogle få ord med landmanden, der udtrykte bekymring over for fangernes tilstand. Ifølge Mørch var flere af de lokale blevet opmærksomme på, hvordan fangerne blev behandlet ude på arbejdsstederne.

 

Fangerne blev ikke slået i landsbyerne

Mørch berettede om, at fangerne særligt ved arbejdet med maskingeværstillingerne inde i landsbyerne ikke blev slået af ”kapoerne” og bevogtningsmandskabet. Det var for ikke at pådrage sig negativ opmærksomhed fra civilbefolkningens side. Slagene blev i stedet uddelt ved hjemkomsten til lejren. Men de forekom her mindre slemme, da afstraffelsen var hurtigere oversået i stedet for at være spredt over hele arbejdsdagen.

 

Mange hånede også fangerne

De civile kunne dog også acceptere det de så – måske alt efter politisk ståsted. De kunne endda fryde sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader.

Mange væmmedes af at se fangerne, andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Dette står lidt i kontrast til den tyske befolknings ansvarsfraskrivelse og påstand om, at:

 

  • Davon haben wir nichts gewusst

 

Der fandtes jo masser af lejre ligesom denne spredt ud over hele Tyskland og også som denne placeret i et lokalsamfund.

 

Lejrene blev kaldt ”Dødslejrene”

Ladelund og Husum-Svesing blev af fangerne kaldt ”dødslejren”. Det antages at indtil 5.000 fangere har opholdt sig i de to udelejre. Det nøjagtige antal fanger og hvor mange af dem, der døde, er ikke kendt.

Man mener, at mellem 300 og 500 døde i Svesing, og 300 i Ladelund.

 

1.000 mand til Ladelund

Den 1. november blev 1.000 fanger taget ud ved appellen med henblik på transport. De skulle til Ladelund. Hans Christian Rasmussen erindrer, at en håndfuld danskere var blandt de udvalgte, men disse blev erstattet af andre. Men 4 kilometer fra den dansk – tyske grænse ville man ikke have danskere. Her kunne man måske formode støtte fra venligsindede modstandsgrupper.

 

Historien om den hollandske by: Putten

Cirka 100 af de døde kom fra den lille hollandske by Putten. Og forhistorien til dette, er at den 1.oktober 1944 døde en tysk officer og to blev kvæstet i nærheden af denne by. Kommandanten, der stammede fra øen Føhr General Freidrich F. Chiristiansen lod byen nedbrænde og sendte den mandelige befolkning til Tyskland til tvangsarbejde. 602 mænd fra Putten landede i Neuengamme, 540 nåede ikke tilbage til Holland.

 

Arbejd til udslettelse

Oprettelsen af lejren i Ladelund betød tillige, at fangerne i det daglige kom til at se mindre til hans Griem, der nu primært opholdt sig i Ladelund og kun lejlighedsvis kom til Husum. Terroren mod fangerne fra kapoernes og SS´ side blev dog ikke mindre af den grund.

De fanger, der kom til Ladelund var allerede afkræftet ved ankomsten. Tænk engang. Her ankom 2.000 fangere til en lejr kun bygget til 200. Det blev til en decideret udryddelseslejr under mottoet:

  • Aibeit zum Vernichten – Arbejd indtil udslettelse

Arbejdet stod på i kun seks uger. Så indså tyskerne, at slaget var tabt, og at det ikke gav nogen mening at fortsætte. Men som skrevet på den korte tid var allerede 300 døde. Den sidste barak blev revet ned i 1970.

Som det eneste sted i Tyskland kan du her i nærheden af lejren opleve en rest af den oprindelige Friesenwall. Vi har allerede på siden to artikler om Ladelund samt en billedrække af mindelunden og museet ved Ladelund

 

 

Kilde:

  • Jens-Martin Sørensen: I tysk kz-lejr
  • Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne
  • Therkel Stræde (red): De nazistiske koncentrationslejre, Studier og Biografi
  • Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det 1-2
  • Johannes Fonsmark (red): Danske i Tyske koncentrationslejre
  • Benjamin Mørch: Mærket for livet, Erindringer fra fangelejre, fængsler og kz – lejre
  • Paul Thygesen: Læge i tyske koncentrationslejre
  • Hans Mørup: På fløjen
  • Knus Wiese: Fange i Tyskland
  • Hans S. Bruhn: På dødsmarch gennem Hitlers Tyskland
  • Niels Aage Skov: Brev til mine efterkommere
  • Anders Georg: I tysk fangenskab
  • Aage Trommer. Modstandsbillede i nærbillede
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 259 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:

  • KZ – lejr Ladelund
  • En sønderjyde krydser sit spor
  • Frøslevlejren
  • Harreslev – dengang
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Modstandsbevægelsen i Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa
  • Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
  • Sort Jord – Holocaust
  • Modstand i Kolding
  • Tvangsarbejde i Det Tredje Rige
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • SS – absurde grusomheder
  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Modstand og sabotage i Sønderjylland
  • Modstand i Tinglev
  • Modstand i Sønderjylland
  • Holocaust – aldrig igen og mange flere

 


Dengang på Nørrebro – Sjællandsgade

September 28, 2018

Dengang på Nørrebro – Sjællandsgade

Haverne forsvandt efterhånden. Her var papegøjer og undulater. Og så havde mænd også natpotter. Man gik til bager i pyjamas og natkjoler. Man fik Nørrebro – mad ved luftalarm. Kakkelovnen var et hyggeligt monstrum. Her skete dramatiske ting under besættelsen. Og så kom man en tur på Fælledvejens Politistation. Chokolade og andre godbidder. Og så var citroner en sur fortjeneste. Man kunne finde slik og osteskorper i butikkerne. For 10 øre kunne man få tre minutters telefonsamtale. Og så var det lige Hr. Jessen og hans musik. Man havde også et plankeværk og en legetøjsbutik. Ja så var det lige værtshusene Eldorado og Belvedere.

 

Haverne forsvandt efterhånden

Dengang og indtil midt i 40erne var der små haver uden for stuelejlighederne. De blev godt udnyttet – og plyndret af folk udefra – under krigen.

Haverne blev først fjernet på den lange side af alléen og senere i ”den fine ende”. Ja der var skam forskel. Hvorfor der blev kaldt den fine ende er svært at forstå. Der var absolut ingen forskel på boligerne. Men det kunne have noget at gøre med sollyset.

På gamle billeder kan man se at der endnu i 1935 – 40 lå haverne der endnu i hele Sidealléen. Men i 1945 – 46 var haverne fjernet i en stor del af alleen.

Vi befinder os i området omkring Sjællandsgade og Sjællandsgades Sideallé i 1940erne og 1950erne. ”Den Gamle Redaktør” har fundet et herligt manuskript uden navn og kildeangivelse, som vi redigerer i.

Det var slet ingen sol på den lange side af Sidealléen. Men der var en masse i den tværgående bygning.

 

Papegøjer og undulater

Mens haverne endnu fandtes, havde Hr. Petersen i stueetagen en papegøje. Den kunne snakke til stor fryd for børnene. Men mødrene fik røde kinder, når de hørte, hvad den sagde. Papegøjen var en rigtig sømand, der havde sejlet i østen og den var særdeles bramfri i dens tale.

Dengang havde man i Konfektionshuset på Nørrebrogade i mange året meget stort inde/udebur med undulater. De kunne høres nogle steder her i området. Legekammerater kom op for at høre dem. Ikke alle børn fik lov til selv at gå alene over på Nørrebrogade og selv se dem.

 

Mænd havde også natpotter

Lige bag ved lå der en fabriksbygning med bølgebliktag, hvor der var en masse katte. Et stort tilløbsstykke for børnene. Men et plankeværk hindrede, at de kunne komme i nærheden af dem.

Det var gode, hjælpsomme og flittige mennesker, der boede i sidealleen. Tiderne var svære, men der var arbejdsvillighed. Midt i al fattigdom var trods alt renlighed overalt, hvor utroligt det end lyder med gamle toiletter i gården.

Alle kvinder tog deres tørn med at vaske dem. Der var i ventetiden, så ofte som muligt, varme i små gasbrændere. De fleste børn havde naturligvis en natpotte. Det havde nogle af de voksne såmænd også, men det snakkede man ikke om. Det var ikke ”pænt” at lægge mærke til.

 

Til bager i pyjamas eller natkjole

Det var ikke noget så dejligt som en søndag med godt vejr, hvor alle kvinderne havde vinduerne åbne og var i fuld gang med rengøringen. Børnene blev sendt ud at lege. Den musik, der var tilladt og muligt at lytte til, blev hørt uden for gennem de åbentstående vinduer af børnene.

Det var også sjovt at se naboerne, der ilede til bageren. Det foregik oftest i pyjamas eller natkjole med frakken over og enten sutsko eller støvler alt efter vejret. Det var hvis kun noget der foregik i de fattige kvarterer. Man skyndte sig hjem med morgenbrødet. Og så i seng med det hele. Så kunne det spares på fyringen, hvis det var om vinteren. Det var en hvis form for hygge og samvær.

 

En Nørrebro – mad ved luftalarm

Beboerne støttede hinanden, selvom der naturligvis også forekom en del sladder fra vindue til vindue. Børnene vidste, at når de var ”ude at lege” og der blev luftalarm, så skulle man ikke nødvendigvis skynde sig hjem, men blot gå ind til nærmeste nabo, som sikkert var mor til en af børnene. Hvis det varede længe så fik man også mad hos naboen. Nogle gange var det bare en ”Nørrebro – mad”. Det var et tykt stykke rugbrød med fedt.

 

Kakkelovnen – et hyggeligt monstrum

Lejlighederne var små og med bare en enkelt sort høj kakkelovn i hver lejlighed. Der var hjemmelavede skærme med asbest og sølvpapir stillet op til at reflektere varmen ud i stuen, men også på grund af brandfaren. Der blev jo fyret med alt muligt.

Der var avisknuder, som man selv lavede. De kunne knyttes meget stramt, så de kunne brænde i længere tid. Kakkelovnen blev et godt bekendtskab. Først naturligvis under krigen til at varme op med, men også ofte til at varme vand eller mad, hvis der i perioder var lukket for gassen.

Efter krigen var kakkelovnen stadig en nødvendighed, men også et hyggeligt monstrum, altid med en svagt fløjtende kedel på pladen. Mange kan sikkert stadig lugte den første appelsin, der kom fra Sverige. Skrællen blev lagt ind på kakkelovnens varmeplade, hvorfra den duftede noget så vidunderligt.

 

Dramatiske ting under besættelsen

Børnene i Sjællandsgades Sideallé oplevede også dramatiske ting under besættelsen. Åbenbart befandt der sig her modstandsfolk. Flere gange blev der skudt her. Man kunne også høre brag fra fabrikker, der blev sprunget i luften.

Fra aviskiosken på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade blev der afleveret illegale blade til bestemte personer. Ja selv i en rullestol blev der fragtet illegale blade.

 

En tur på Fællevejens politistation

Da et barn sad under postkassen på hjørnet af Sjællandsgade og Nørrebrogade og kiggede på sporvogn kom en dame løbende og råbte op, at hun var blevet væk. Men det var barnet ikke. Hun kunne sagtens finde tilbage til Sjællandsgades Sidealle. Hun havde prøvet turen adskillige gange.

Men nu blev hun nærmest trukket med hen til Fælledvejens politistation. Men her blev barnet nu fint behandlet. Hun blev taget med ud bagved og kunne se på både politibiler og brandbiler. Og så fik hun en hel sandkassespand med småkager, og det midt under en krig. Hun forklarede betjentene, at hun sagtens selv kunne finde vej hjem.

 

Chokolade og andre godbidder

Lige rundt om hjørnet fra Sjællandsgade på Nørrebrogade lå et bageriudsalg. Selve bageriet lå i gården ved Sjællandsgade 1. Men man skulle over gaden for at komme til forretningen. Og hver gang man kom forbi, ja så havde bager Jacobsen en godbid.

På hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Sjællandsgade lå et ismejeri. Senere kom det hvis nok til at hedde Irma. Der kunne man komme med rationeringsmærker og få lækkert smør taget med en rillet træske direkte ud fra smørdrittelen. Og så var der et rationeringsmærke, hvormed man kunne købe et stykke chokolade, der hed Store Klaus. Himmelsk!

 

Citroner – en sur fortjeneste

I tiden indtil ca. 1948, var der flere ting, som gjorde indtryk. Ved Sidealleens begyndelse var der et par garager, som blev brugt til opbevaring af en frugtstand om natten. Det var disse sjove tohjulede ladvogne med to ben i hver ende. Det var ingen eksotiske frugter, men der var citroner. Hver dag kunne børnene tjene gratis citroner ved at åbne garagedøren. Men for mange af dem var det dog en sur fortjeneste.

 

Slik og osteskorpe

Når børnene for en sjælden gangs skyld fik 10 – 25 øre til at snolde for, gik det over til ”chokolademutter” i Prinsesse Charlottesgade i kælderen lige over for skolen. Men man kunne også gå hen til osteforretningen i Sjællandsgade 4 – 6, hvor man kunne købe en osteskorpe for 25 øre.

I Sjællandsgade 2 lå en grønthandler og et ishus. Børnenes behov kunne dækkes med de butikker, der var lige i området.

 

10 øre for tre minutters telefonsamtale

Telefon var der ingen, der havde i Sidealleen. Men kiosken i Sjællandsgade ved siden af osteforretningen havde telefonbokse inde i forretningen. I dørene var der runde ruder, så man kunne banke på ruden, når personen derinde havde snakket mere end de tre minutter, der var tilladt for 10 øre.

Ved siden af kiosken lå Schous Sæbehus og senere kom fru Rasmussens Isbar og Chokoladeforretning.

 

Hr. Jessen og hans musik

I Sidealleen boede en hel del sjove og særegne mennesker. Blandt dem var Hr. Jessen. Han spillede sammen med en ven under navnet Bing og Bang. Først var det i en restaurant i Jernbanegade siden i Nyhavn 17.

Da han spillede meget om natten sov han meget i dagtimerne. Så kunne de mere vakse børn tjene en skilling ved at handle for ham. Det var ikke usædvanligt dengang, at børn gik til købmand, ismejeri og lignende efter dagligvarer for ældre naboer eller andre med behov derfor.

Lidt hårdere var det at hente koks. Det foregik i Kokskælderen i Prinsesse Charlottesgade. Og det foregik med en kæmpetaske, der var lidt tung. Nogle gange kunne Jessen ikke lide kulet. Så måtte man helt ned til Peter Fabersgade og hente brændsel. Men så kunne børnene tjene en hel krone. Og det var en hel formue dengang.

 

Plankeværket og legetøjsbutikken

Plankeværket ind til baggårdene i Prinsesse Charlottesgade var helt rigtige til at spille bold opad eller danne væg for alverdens sjove lege. Efter at de tyske flygtninge havde forladt skolen, var dette stedet, hvor man kunne regne hinkeruder og løbe på rulleskøjter.

Petersen, der havde tobaksforretning havde en voksen søn, der satte skuespil op i deres lille gård. Så tog han entré fra børnene.

Det var en legetøjsforretning ved siden af tobaksforretningen. Det nærmeste de fleste af børnene kom, var at kigge vinduer.

 

Eldorado og Belvedere

Og så var det værtshuset Eldorado i Sjællandsgade. Lige over for lå også værtshuset Belvedere.

Børn var der masser af i kvarteret. Hvis de lidt støre børn ville tjene en skilling kunne de altid blive babysitter.

Dette var et lille øjebliksbillede fra Sjællandsgade, Sjællandsgades Sidealle, Prinsesse Charlottes gade og lidt Guldbergsgade.

 

 

  • På dengang.dk kan du læse 237 artikler om ”Det Gamle Nørrebro” herunder:

 

  • Barn på Nørrebro
  • Barn på Nørrebro i 1950erne
  • Den sidste Badeanstalt
  • Omkring Skt. Hans Plads
  • Fælledvejens Politistation
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Spiritusprøve på Fællevejens Politistation og meget mere

Anker Heegaard og hans jernstøberi

September 27, 2018

Anker Heegaard og hans jernstøberi

M.A. Heegaard tilbragte sin barndom på Samsø. Han fik sin egen isenkram – butik. Og så købte han 5 tønder land på Nørrebro. Kongen og militæret skulle spørges. Befolkningen hadede alt, hvad der var engelsk. Det var heldigt for Heegaards omsætning. To sønner overtager virksomheden. Kompagniskabet ophører. Der produceres kakkelovne, gryder, pander, plove og to chokolademaskiner. Det var dyrt for arbejderne, at møde kl. 5 om morgenen. Tarmfabrikken måtte lukke. Det lugtede meget fælt. Man fremstillede musikinstrumenter. Stor Nordisk – udstilling i 1872. I 1872 var der 102 ansatte. To sønner og svigersøn overtager. Stort socialt engagement. Heegaard sælger ud – nye beboelseskvarterer opstår. Og så tog Anker Heegaard fusen på grundejerne. Han var førende på dansegulvet. I 1898 flytter man til Hillerødgade og sælger 14 år senere. Der fortsættes i Frederikssund.

 

Barndom på Samsø

Mathias Anker Hedegaard var født 1776 og tilbragte det meste af sin barndom på Samsø, hvor hans far var sognepræst på Samsø. Der var flere præster i familien. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Han valgte en helt anden løbebane.

Efter konfirmationen rejste han i 1790 til København, hvor han kom i lære hos isenkræmmer Peter Faber. Han viste en stor håndværksmæssig kunnen men også et stort handelstalent.

 

Egen isenkrambutik

I 1803 åbnede han sin egen isenkramforretning i Frederiksborggade. Butikken voksede støt. I 1820 købte han naboejendommen på hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Nu havde han byens største forretning af den art.

Efter det engelske bombardement af København og Englandskrigene var der stor modvilje i befolkningen mod alle engelske varer. Det var baggrunden for, at Heegaard optrådte som medstifter af ”Selskabet for indenlandsk Kunstflid”. Selskabet afholdt en række udstillinger i det følgende tiår.

I 1813 havde Heegaard fået patent på en ny slags jernkedler. Modviljen mod de fremmede produkter gav ham vind i sejlene, så han efterhånden havde kunder over det meste af landet.

 

Han købte 5 tønder land

Det var langt ude for byen dengang. Og lystslottet Blågård var delvis revet ned. Og nu var det plads. Det havde M.A. Heegaard også opdaget. Han købte 5 tønder land.

 

Ansøgte Kongen om tilladelse

I oktober 1827 søgte han kongen allernådigst om at måtte få tilladelse til at drive et jernstøberi på stedet. Ja han spurgte også om han måtte ansætte smede og håndværkere. Han forklarede kongen, at hans ide var at fremstille alle sorter af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre finere ting af jern.

Han har sikkert også forklaret kongen, at alle disse ting var noget som vi importerede fra udlandet. Heegaard mente, at det ville gavne landets økonomi, at vi selv kunne fremstille det. Og han mente sandelig, at han også kunne gøre det billigere.

De gamle håndværkere protesterede, men Heegaard fik tilladelsen. En masse fabriksbygninger blev opført rundt på grunden. Selv tog han sommerresidens og senere fast ophold på Blågårdsgade.

 

Militæret skulle også spørges

Arealet lå på demarkationsområdet foran voldene, hvor der af forsvarsmæssige grunde kun måtte bygges i begrænset omfang. Der skulle søges om tilladelse hos militærets demoleringskommission.

 

To sønner overtager virksomheden

I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bor Christian August virksomheden samt isenkramforretningen. Der kom flere produkter til, bl.a. messingdekorationer til ovne.

Anker måtte mellem 1839 og 1840 afsone ti måneder i fængsel for underslæb, men fortsatte sine forretninger efter løsladelsen.

 

Kompagniskabet ophører

I 1847 blev kompagniskabet ophævet. Anker overtog nu for egen regnskab støberiet. Fabrikken skiftede navn fra M.A. Heegaard Sønner til Anker Heegaards Jernstøberi. Nu var han udelukkende fabrikant.

 

Kakkelovne, gryder, plove, pander og to chokolademaskiner

Jernstøberiet havde stor fremgang på grund af det almindelige økonomiske opsving. Den kongelige fabriksinspektør O:J. Rawert, til hvem industrihistorikere er i stor gæld på grund af hans grundige bøger, oplyser i sin beskrivelse af

  • Maskinfabrikationernes og Jernstøberiets Tilstand i København (1847),

at der da var 52 arbejdere ansat på virksomheden. Der blev blandt andet årligt produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellige typer og 140 skorstensindretninger.

Af de mere specielle produkter var to chokolademaskiner til kværning og finmaling af kakaobønner samt fire barkmøller, som blev anvendt til garverierne. De gode tider for landbruget i årtierne frem til ca. 1870 spillede også ind for afsætningen.

Rawert nævner således også 390 plove og dele til plove. Netop på denne tid begyndte man at fremstille en række redskaber af jern i stedet for af træ, som man havde gjort tidligere.

 

Det var dyrt for arbejderne

København var indtil 1850erne, da koleraen slog til, endnu en fæstningsby. Arbejderne boede inden for voldene. Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det kunne selvfølgelig give problemer, når porten først blev åbnet for fri færdsel kl. 7.

For at komme igennem inden da, skulle der erlægges en afgift på 2 skilling til portvagten som bompenge. Det var en mærkbar udgift. Det udgjorde således 1/24 af en arbejders og 1/16 af en lærlings løn.

Fabrikanterne på Nørrebro klagede derfor i 1844 til Borgerrepræsentationen. Men da den årlige indtægt beløb sig til omkring 1.000 rigsdaler, var man ikke meget for ændringer. I de følgende år øgedes klagestrømmen. Først i 1852 bøjede man sig, idet byportene da blev åbenet kl. 5. Året efter forsvandt afgiften helt.

 

Familien boede i 1850 på Blaagaardsvej 36

En optælling fra 1850, kan vi se, at Anker Hedegaard bor på Blaagaardsvej 36. I husholdningen er hans kone, Louise Feilberg og tre børn, Luis Carl, Stephan Petrea Ankeriette og Anna Sophie.

Der var en mandelig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl

Efterspørgslen på gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele.

 

Tarmfabrikken måtte lukke

Men det var nu ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok stor efterspørgsel efter violinstrenge, og det var en god efterspørgsel. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev alarmeret.

De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnende tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Fabrikken blev dog også lukket af myndighederne.

 

Store opkøb

Under Anker Hedegaards ledelse blev de største af sin art i Danmark. I 1857 købte han J.F. Clausens 100 år gamle maskinfabrik og jernstøberi i Frederiksværk. Han købte det under auktion for 118.000 rigsdaler.

Samme år overtog han et lerbrænderi i Blågårsgade. I Frederiksværk fik han installeret dampmaskine som supplement til den ustabile vandkraft. Ja han fik også anlagt en havn i Frederiksværk. Den stod klar i 1866.

Hovedkontoret og lagerbygningerne blev etableret i Havnegade i København.

 

Stor udstilling i 1872

Ved den ”Nordiske Industri – og Konstudstilling i Kjøbenhavn” i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner samt en betydelig række støbte husholdningsmaskiner, derimellem emaljerede gryder.

Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand Heegaard var blevet.

Støberiet var leverandør til bl.a. støbejernsgitteret, som endnu omgiver Ørstedsparken i København. Fabrikken leverede også jernrammer til Hornung & Møllers pianoer og flygler.

 

Masser af udvidelser og 102 ansatte

I 1860erne og i begyndelsen af 1870erne opførtes nye værkstedsbygninger, foruden ombygninger af de eksisterende huse. En opgørelse fra 1872 viser, at der nu var beskæftiget 102 arbejdere.

I 1862 havde han stiftet Frihandelsforeningen. Men han nærmest stemte imod dens program. Så her var han kun kort tid.

 

To sønner og svigersøn overtager

Han var også med i Arbejderforeningen af 1860. Fra 1866 – 1885 var han med i bestyrelsen. Fra 1868 til 1885 var han i Borgerrepræsentationen i København. I 1881 var han en af stifterne til Dansk Sparemærkekasse.

Anker Heegaard ønskede efterhånden at trække sig tilbage til privatlivet. I 1884 overdrog han derfor hele sin virksomhed, fabrikkerne på Blågård og Frederiksværk til to sønner og en svigersøn.

 

Stort socialt engagement

Hans sociale engagement kom også til udtryk gennem en række legater, der blev stiftet på grundlag af en del af hans formue. Ved testamente af 1890, der trådte i kraft ved hustruens død i 1905 skænkkede Hedegaard 350.000 kr. til legater bl.a. med det formål at fremme afholdelse af populære foredrag over naturvidenskaber og historie.

Også de socialt dårlig stillede på Nørrebro mærkede hans godhed, således skænkede han grunden til Marthahjemmet.

Han blev Ridder af Dannebrog i 1869, Dannebrogsmand i 1872 og etatsråd i 1883. I 1844 var han blevet gift i Thisted med Louise Christine Feilberg. De fik i alt seks børn.

En gade på Nørrebro blev opkaldt efter hans kone, Louisegade. Men efter et grusomt mord fik gaden navneforandring til Prins Jørgens Gade.

Anker Heegaard døde den 19. december 1893 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.

 

Det kneb med udvidelsesmulighederne

Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. På Nørrebro kneb det efterhånden med udvidelsesmulighederne. Det var efterhånden blevet et tætbefolket arbejderkvarter. Grundpriserne steg. Og Heegaard tjente masser af penge, da han i 1898 solgte den sidste rest af sine ejendomme på Blågårdsgade til Københavns Kommune.

 

Nye beboelseskvarterer opstår

Men allerede fra midt i 1870erne begyndte Heegaard at sælge af sine grunde på Nørrebro. Det gav en ikke ubetydelig indtægt. Der opstod beboelseskvarterer omkring Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgensgade).

 

Anker Heegaard tager fusen på grundejerne

Vi skal da lige have historien fra 1872, da Baggesensgade skulle anlægges. Det viser, hvordan Anker Heegaard i usædvanlig grad var i stand til at spinde guld på andre grundejers bekostning. Gaden løber i dag parallelt med Nørrebrogade. Heegaard forsøgte at få denne gades grundejere med på anlæggelse af den nye gade. Han foreslog, at de delte anlægsudgifterne, og at alle afgav et stykke af deres jord.

Det blev pure afvist af alle grundejerne, men Heegaard absolut mente, at der ville blive behov for en gade netop på dette sted, valgte han i stedet at anlægge den midt inde på sin egen parcel. Mellem fortovet og grundene langs Nørrebrogade lod han imidlertid en strimmel jord ligge ubenyttet hen.

For de berørte grundejere opstod der hurtigt et behov for den nye gade. Men de var blot nødt til hver at erhverve en bid af jordstrimlen. Det blev naturligvis til en noget højere pris, end hvis de fra begyndelsen havde indvilliget i at deles om anlæggelsen. Også på den forretning tjente Heegaard en net sum.

 

Førende på dansegulvet

Man sagde om Anker Heegaard, at han nærmest var førende på dansegulvet. Det får man glimt af i et brev fra direktionen for ”Det forenede borgerlige Selskab” i februar 1842. Jo det var en af byens fineste selskaber som også lå på Nørrebro:

 

  • Vi bede Deres Velværdighed herved, på Selskabets vegne, at modtage vor forbindtligste taksigelse for den almindelige more De fremkaldte i Selskabet ved Maskeballet i Søndags den 13de i denne Måned som Deltager i den udmærkede Udførelse af en steiersk Dans og dels i den såre interessante og veludførte Sømandsdans.

 

Brevet var var underskrevet af direktionsmedlemmerne J, Hammerich, Thønnesen, Bülow og J.R. Harboe.

 

Man flytter til Hillerødgade

Mod slutningen af 1800-årene var fabriksbygningerne i Blågårdsgade efterhånden nedslidte. Og i 1898 erhvervede Anker Hedegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro Station. Dengang var her en betydelig godsbanestation, som betjente det store industriområde i denne del af byen.

Hertil flyttedes produktionen fra Blågårdsgade, hvor bygningerne blev nedrevet i 1899. Her lå virksomheden i 14 år, da maskinfabrikken Aurora overtog anlægget. På samme måde som Blågårds Plads opstod, blev godsstationen nedlagt 1930, og hele jernbaneområdet blev udlagt til Nørrebroparken.

I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskab A/S Anker Hedegaard og i 1930 indgik den i De Forenede Jernstøberier.

 

 

 

Kilde:

  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Årsskrift 2002/ Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
  • Skalk nr. 5 / 2000
  • danishfamilysearch.dk
  • A. Clemmensen: Anker Heegaards fabrikker gennem 100 år

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 236 artikler om det gamle Nørrebro, herunder:

  • Martha-hjemmet, dengang
  • Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
  • Rabarberlandet
  • Prinserne på Nørrebro
  • Omkring Blågårdsgade
  • Andesteg fra Peblingesøen
  • Blaagaarden – på en anden måde
  • Blågårdsgade – dengang
  • Blågårds Plads på Nørrebro
  • Blågårdskvarteret gennem 400 år
  • Gå ikke over sporet, der kommer tog
  • Med tog over Lersøen
  • Tog til Nørrebro
  • Nørrebros mange stationer
  • Omkring Nørrebroparken 1-3