Artikler
April 24, 2019
Det spændende kvarter i Aabenraa
I dette kvarter boede ”Den Gamle Redaktør” en gang. En by blev etableret i 1252 – 1257. Her lå Kongens Fogeds Borg. Man har fundet et bageri og et værksted. Og så var her en enorm stor voldgrav, man kunne sejle på. Slotsgade havde stor betydning med tilhørte amtet. Der var masser af erhverv på Slotsgade. Slotsgrunden gik helt ned til Slotsgrunden. Virksomhederne her var en torn i øjet på aabenraa-købmændene. Hertugen gav Slotsgade, beboerne ret til at bedrive handel. Der var særdeles flotte huse i Slotsgade. Og så var det skyttekongen, der måtte abdicere. Jacob Petersen snød købmændene. Stor gæld i Slotsgade. Beboerne i Slotsgade blev også udnyttet. Nye privilegier skulle forhandles. Beboerne ville ikke betale skat, men i 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.
I dette kvarter boede man en gang
Engang boede undertegnede i dette kvarter i Aabenraa. Det er godt nok lang tid siden. Jo det er kvarteret omkring Slotsgade og Vestergade. Men nu kan vi jo nu engang ikke snakke om det kvarter uden at berøre alt det andet i Aabenraa. Og når undertegnede nu henviser til gamle fund, så er det jo ikke sikkert, at det er alt det nyeste.
En by blev etableret omkring 1252 – 1257
Engang hørte størstedelen af kvarteret ikke engang med til Aabenraa. Det allerældste vi kender til Aabenraa er nok etableringen af Openrå på kong Christoffers foranledning. Denne by er etableret omkring 1252 – 1257 og placeret der, hvor Mølleåen flød ud i Fjorden.
Ved krydset Skibbrogade(Østergade) og Fiskergade/Gildegade placeret. Lidt afsides lå der også en lille kirke, Skt. Knuds. Den var placeret midt i Humlehaven, men vi ved ikke præcis, hvor den første Knuds Kirke lå.
Her lå Kongens Fogeds Borg
Kongens foged holdt på en borg. Den ligger der, hvor Vestergade 27, ligger i dag. Det har dog nok været en lille borg med et lille tårn lige inden, at det gik ud i de små moseområder.
Lige her i nærheden boede jeg ved Nybro 5. Her har man fundet den sydlige voldgrav i 30 meters dybde. Syd for den fandtes en plankebelagt gade. Nord for borgen på Vestergade 16 – 18 lå et vådområde.
Her fandt arkæologer i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere udfyldt med affald tilbage i historien. Men dette er nok ikke Aabenraas nordlige voldgrav.
Man har fundet et bageri og et værksted
Man har fundet ud af, at I Søndergade 2-4 har der engang ligget et overdækket bageri med uden vægge. På torvet Søndertorv findes endda et stykke intakt vej fra middelalderen. Men ingen af de fundne genstande er ældre end 1350.
I Vestergade 2-4 er der fundet et spor af værksted, mens der på Vestergade 12, 16 og 15 er fundet middelalderlig affald. Vestergade var ind i højmiddelalderen (1000 – 1300) næsten ikke bebygget af borgerne.
Den oprindelige grænse mellem den ældste Openrå og kongens borg gik gennem Vestergade 2 og 4 samt Vestergade 9 og 11 og videre over skellet mellem Slotsgade 14 og 16.
En enorm voldgrav
Markeringen af den udvidede middelalderbys grænse skete ca. 1350 med anlæggelse af en enorm stor voldgrav 20 meter bred og 4 meter dyb. Den strakte sig fra sumpene ude ved den nuværende Dronning Margrethevej og nord om købstaden og ned til fjorden Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med denne voldgrav, som man i Aabenraa brugte som fragtvej.
Uden for denne bebyggelse havde der allerede siden byens begyndelse ca.1250 ligget en kirke Sct. Nicolai, oppe på den bakketop, hvor den stadig ligger.
I forbindelse med krigene med de holstenske grever lykkedes dronning Margrethe den Første i 1404 at få Aabenraa-hus som pant, og som alle ved så begyndte hun få år efter opførelsen af borgen Brundlund på en lav bakkeø syd for byen.
Den gamle borg blev brudt ned og graven fyldt op. Men resterne lå synlig i terrænet på 250 år og derefter.
På Mejers kort fra 1640erne ses for eksempel en øst-vestlig markering, der deler Vestergade fra Slotsgade. Ved nedbrydningen af Aabenraahus må gaden Nybro være anlagt, opkaldt efter en bro over vandløbet, der førte til de vestlige sumpområder. Den gamle bro var Sønderbro (i dag ved Nyvej).
Slotsgade har haft stor betydning
Slotsgade må have haft sin betydning ved flytningen af borgen til Brundlund. Det var så vejen fra det ældre Aabenraa, der første hen til den stedlige øvrighed. Den kongelige eller hertugelige ladegårdsjord, der hørte til borgen strakte sig fra Nybro og ind i Slotsgade, Slotsgrunden.
Dette område lige som landsbyen Kolstrup hørte ikke under købstadens jurisdiktion eller betalte afgifter og skat til dem. I Slotsgade har man nok opfattet sig som et supplement til købstadsbebyggelsen. Men købstaden har nok opfattet den som en snylter.
Sandsynligvis har de ledende embedsmænd fra startet boet i dette område på Brundlund Slot. Vi kender først beliggenheden af boligerne langt senere.
Men fra 1700-tallet kender vi beliggenheden. I den vestlige del af Slotsgade (nr. 33 og 35) var der i hvert fald senere amtsforvalteren, som boede her og havde sit kontor i ejendommen lige ved siden af.
På den anden side af gaden boede i 1700-tallet (nr. 20) en kontrollør. Og en kirurg (nr.28) I slutningen af 1700-tallet boede også købstadens borgmester Kamphøvener i Slotsgade (24).
Masser af erhverv på Slotsgade
I dag vil man nok synes, at det er bemærkelsesværdigt at købstadens borgmester boede uden for området i skattelyet Slotsgade. Men borgmesteren var en juridisk embedsmand udnævnt at staten – ikke en lokalpolitisk valgt repræsentant som i dag.
I begyndelsen af 1700-tallet opførte husfoged Heinrich von Günderoth på en stor grund Nybro 14, lige over for den tidligere borg, sit meget flotte byhus.
Det er hertugenes og amtmandens embedsmænd, der boede her, der havde stor betydning for opretholdelsen af Slotsgade som selvstændig jurisdiktion gennem 400 år. Men det fik også betydning for andre. Handlende havde også borgerlige erhverv så som hattemager, rebslagere, bogtrykkere og skippere.
Slotsgrunde ned til Mølleåen
Slotsgade havde grunde ned til Mølleåen. Dette gav mulighed for bådsejlads og ulovlig import af varer. Nogle havde både handel i Slotsgade og nogle boder i købstaden. Håndeværkerne i Slotsgade tilhørte dog købstadens lav og gilder.
Erhvervsvirksomhed fra middelalderen og frem til liberaliseringen i midten af det 19. århundrede var reguleret gennem privilegier, lav og bestemmelser, der tilsigtede at samle dem i købstæderne og at modvirke ulovlig konkurrence.
Et torn i øjet på Aabenraa-købmænd
Den handel der foregik i Slotsgade var en torn i øjet for Aabenraa – købmændene. De forsøgte i 1624 at få handelen forbudt eller at få gaden lagt under købstadens jurisdiktion, således at skatter og afgifter kunne blive de samme for de to områder og konkurrencevilkårene mere ligelige.
Det gjaldt også i 1643, hvor man igen søgte at ramme Slotsgades beboere. Aabenraa købstad udsendte nemlig forbud mod at beboerne i gaden købte varer direkte på skibbroen, der var byens.
Hertugen gav Slotsgade – beboerne ret til at drive handel
Forbuddet ramte også hertugens embedsmænd i gaden, der klagede til deres herre og fik medhold. Hertugen bestemte også over Aabenraa, og han gav Slotsgade – beboere ret til at drive handel på lige fod med byens borgere. Byens borgere blev endda truet med en stor bøde på 5.000 rigsdaler, hvis den igen søgte at hindre Slotsgade-beboernes handel.
Ti år senere (i 1652) bestemte hertugen endda, at ved levering af materialer til reparationer af slottet og dets landbrugsafdelinger (ladegårdene), skulle alle embedsmænd i Slotsgade have første bud.
På mejers kort over Aabenraa fra 1640erne kan man se både Slotsgade og Vestergade tæt sammenbygget, hvorimod Nybro som det indre af kvarteret rummer områder, hvor der dyrkes humle til den hjemlige ølbrygning.
Mange huse brændte ved de store brande i 1578 og 1707
Husene i Slotsgade-kvarteret har været kendte bul-huse, en trækonstruktion, som var meget brandfarlig. Aabenraa brændte i 1576, og mon ikke at Slotsgade også ramtes af branden?
I hvert fald viser en bygningsplanen over historiske huse i byen at bortset fra enkelte huse i Slotsgade (nr. 17, 19, 28, 29) så brændte alle kvarterets huse ved den store brand i 1707.
Krigsårene efter 1700 havde ført til et vældigt opsving for skibsfarten med indlemmelsen i 1721 af det gottorpske Aabenraa under den danske konge som hertug af Slesvig gav nye store muligheder. Handel og skibsfart for hele monarkiet blomstrede og Aabenraa samt Slotsgade fik sin rigelige del af det.
Flotte huse i Slotsgade
Det var i hele dette århundrede at der blev opført nye gavl- eller langhuse i kvarteret. En af de fineste er måske langhuset Slotsgade 14 fra 1767 med bryn over vinduerne. Det er muligvis bygget af samme bygmester, som stod for Postmestergården i Søndergade.
Generelt er Slotsgades huse i den sydlige side udover forhuset, bebygget med sidehuse og baghuse, der omslutter et lukket gårdrum, hvortil der er adgang fra gaderne gennem åbningerne mellem husene eller gennem langhusenes portrum. Husejerne var selvbevidste og gudstro, som det fremgår af hustavlene. Byggeriet i den lange økonomiske blomstringsperiode har givet Slotsgade sit helt særlige præg.
Også i denne periode tog de skiftende amtmænd på Brundlund Slot, parti for deres amtsundersåtter i Slotsgade, når de var i vanskeligheder med Aabenraa købstad.
Nu var der 30 overordentlige flotte huse i Slotsgade
Ved hvert troneskift skulle alle privilegier bekræftes (og udvidet). Indlemmelsen af Slotsgade var et vigtigt punkt. Det blev afvist i 1741 efter en langvarig behandling af sagen. I denne tid indsendte købstaden gang på gang klager over Slotsgade mest detaljeret i 1726.
Det hed i Aabenraa’ s klage i 1726, at det var soleklart at forholdene 60 år tidligere i 1660, hvor flere af Slotsgades privilegier var blevet udstedt, havde det været helt anderledes end nu. Dengang var beboerne fattige håndværkere og daglejere (arbejdere), der boede i tarvelige huse og skure. Kun en havde drevet lidt handel, men vel og mærke til byens borgere. Ingen havde solgt til fremmede købmand på Skibbroen.
Nu var forholdene helt anderledes, idet Slotsgade var en af de mest betydningsfulde i byen. De 30 huse var langt bedre end de øvrige huse i Aabenraa. Nu var der ikke én, men 7 skipperede, der havde store skibe og drev udstrakt handel. Varerne blev oplagt i Slotsgade og solgte til fremmede købmænd, ja selv på Skibbroen drev Slotsgades folk deres handel med de fremmede.
Smidt ud af Skytteforeningen
Et år var det sandelig en af Slotsgades beboere, der blev skyttekonge. Men da man fandt ud af, hvor kongen boede, blev han frataget sin titel og samtidig smidt ud af foreningen.
Jacob Petersen snød købmændene
Et særlig grelt tilfælde var Jacob Petersen, der opkøbte varer i amtet, sejlede på Holland og videresolgte varer til stor skade for byens handlende. Da gadens indbyggere ikke betalte kontribution (betegnelse for skatter) byen og heller ikke næringsskat, kunne de sælge deres varer langt billigere. To af gadens købmænd og skippere var oven i købet borgere i Sverige og nød derfor toldfrihed derovre, således at de kunne konkurrere på helt ulige vilkår.
Til myndighederne svarede Slotsgade indigneret på disse klagepunkter. Sagen mod Jacob Petersen søgte man at minimere. Og de påviste at blandt Aabenraa købstads borgere var der også skippere, der havde borgerskab i Sverige.
Stor gæld i Slotsgade
I øvrigt var Slotsgade meget forgældet fordi alle huse måtte nybygges efter branden i 1707. Slotsgade påstod, at man var beskattet meget hårdt i forvejen med landbrugsskat, og man ville gå fallit alle sammen hvis købstadens næringsskat blev lagt oveni. Dette var ikke blot soleklart, men klarere end solens lys ved middagstid.
Og så takkede Aabenraa købstad igen med en statistik over de næringsdrivende i Slotsgade og byen og dens skattebetaling.
Udviklingen i 1700-tallet viste dog, at Aabenraa købstad havde ret i sin frygt for konkurrencen fra Slotsgade. Den blev stadig mere velstående og trak mere handel og håndværk til sig.
Amtmændene beskyttede beboerne
I 1789 var der i gaden 5 skippere, en tømmerhandler, en kornhandler, en vinhandler, en guldsmed, en juveler, 3 skomagere, 2 skræddere, to bagere, og en af hver af disse, rebslager, garver, hattemager, tømrer, murer, høker, bendrejer, møllebygger, styrmand og 2 daglejere.
Amtmændene (Massow, von der Lühe, von Blücher) afviste hver gang købstadens ønsker. Men amtmændene havde også specielle økonomiske interesser i forhold til Slotsgades beboere. Som amtsområde var det jo et landområde, og beboerne skulle udføre hoveri-tjeneste over for godset Brundlund Slot. Disse ydelser føltes tungere i dette århundrede.
Beboerne blev også udnyttet
Det drejede sig om kørsel for slottet, høhøst i engene, hjælp ved bageri, bryggeri af øl m.m. I 1749 klagede gadens indbyggere til kongen over amtmand von Messows udnyttelse af dem. Svaret var dog et blankt afslag, men 7 år senere lykkedes det at få arbejdsydelsen afløst af en årlig fast pengeafsnit til amtmanden.
Slutningen af Slotsgades selvstændighed kom i det 19. århundrede. Folketallet i Aabenraa købstad steg i 1840erne og 1850erne og det kneb med at skaffe plads på den overfyldte bybakke til dem, der ville erhverve hus der.
For at have borgerskab og næring i købstaden måtte man besidde en ejendom der. En udvidelse af byens areal kunne ske ved at indlemme Slotsgade, som indbyggerne der tit havde afvist.
Ny privilegier skal forhandles
Da Frederik den Sjette døde 1839 og blev afløst af Christian den Ottende, skulle Aabenraas købstads privilegier igen konfirmeres af kancelliet i København. I den forbindelse rejste bystyret igen ønsket om in indlemmelse af Slotsgade. Slotsgades selvstændighed var ret reduceret, fordi man var fælles med Aabenraa om kirke-, skole-, fattigvæsen, politi- og brandvæsen, samt jordemoderordningen. Egentlig ret meget af de kommunale opgaver.
Beboerne ville ikke betale mere i skat
I Slotsgade blev der i 1840 afholdt afstemning om indlemmelse. Heraf gik kun to ind for den. Man frygtede, at resultatet ved indlemmelsen ville være øgede skattebyrder. Dette synspunkt har altid været brugt i forbindelse med modstanden mod kommunale indlemmelser eller fusioner. Trods modstanden besluttede dog ved kongelig resolution den 1. april 1843, at Slotsgade skulle indlemmes pr. 1. januar 1861.
Slotsgade måtte overgive sig – indlemmet i Aabenraa
Det lå jo 17 år ude i fremtiden, og da pladsproblemet fortsat var presserende, så blev forhandlingerne mellem købstaden og Slotsgade fremskyndet. De strandede dog på skattespørgsmålet, hvor Aabenraa stod fast på, at Slotsgades beboere skulle betale næringsskat ligesom købstadens andre borgere. Slotsgades beboere ønskede derimod at betale de hidtidige afgifter.
Sagen endte i Ministeriet for Slesvig, der fulgte byens indstilling. Så endte det med at per 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Du kan på www.dengang.dk finde 145 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder en masse artikler om søfart men også disse artikler:
April 24, 2019
Da Zaren rejste hjem igen
En unormal situation i København. Vagtmandskabet var blevet fordoblet. Præster måtte bede til Gud. Stor aktivitet ved havnen. Zaren vækkede krofatter om natten. Zarinaen var en lille rødmosset tyksak med godt humør. Zaren var utålmodig. Han ville af sted mod Sverige og var meget utålmodig. Kongen var såret over hans kritik. Hans langsommelighed var en spare-øvelse. Kongen blev ramt af panik, blev pludselig banke for russerne. Zaren ramt af en svensk bombe. Pludselig sagde zaren bare nej. Kongen havde gjort sig nogle overvejelser. Nogle havde visket kongen noget i ørene. Så spurgte kongen om zaren ville erobre København. Og kongen blev såret i sjælen.
En unormal situation i København
Midt i september 1716 var situationen i og omkring København højst unormal. Uden for voldene camperede en imponerende hær på godt 50.000 mand. En stor dansk hær på 23.000 mand strakte sig fra Sankt Jørgens Sø ud mod Brønshøj.
Fra voldene ved Østerport og Nørreport kunne man overskue en russisk hær på hen ved 30.000 mand. Langs Øresundskysten – fra Kastellet med den aflåste Norgesport og helt ud til Svanemøllen lå de russiske gardehusarer med udsigt til deres galejflåde på et halvt hundrede fartøjer. De var ankommet allerede den 17. juli med zar Peter om bord.
Mellem Store og Lille Vibenhus sås et kosakregiment. På Fælleden ud for Østerport lå general Weydes russiske tropper, der var ankommet fra Rostock den 9. og 10. september.
Ud for Nørreport var man ved at rejse teltpælene for fyrst Rephins hær, der netop var landsat den 15. september.
Vagtmandskabet var blevet fordoblet
Vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport var efterhånden fordoblet. I de tilstødende bastioner stod artillerister med brændende lunter ved kanonerne, der pegede ud mod de russiske tropper. Årvågenheden var skærpet inde i København. Geværbevæbnede borgere fra særlige alarmpladser holdt øje med ethvert optræk til uroligheder.
Præsterne måtte bede til Gud
Medlemmerne af det diplomatiske korps var på tæerne for at følge regeringens intense forhandlinger med russiske generaler og ministre. Hvis også byens præster virkede lidt anspændte skyldtes det sikkert, at de allerede var begyndt at tænke på deres søndagsprædiken. De havde fået en kongelig ordre om, at de fra prædikestolene skulle bede for:
Størst aktivitet ved havnen
Størst aktivitet var det nok nede ved havnen, hvor der sås en masteskov af transportskibe, og hvor man var travlt beskæftiget med at losse og laste proviant og fourage, tørv og brænde, spanske ryttere og meget mere. Undertiden kunne disse havnens arbejdere høre fjerne kanonsalutter.
En af forudsætningerne var at landsætningen kunne lykkes, er at hele arrangementet var at skaffe mad og drikke til alle. Købstæderne skulle levere 18.000 tønder rugmel. De hårdt prøvede hertugdømmer skulle levere 10.200 tønder. Der skulle bruges 8.736.000 pund rugbrød. Det skulle skaffes nok til forplejningen af 50.000 mand i 87 dage.
Også saltmad, smør, øl, brændevin og tobak skulle der skaffes. Havnearbejderne havde en 12 – timers arbejdsdag for at nå det hele. På ”Grønland” ved Østerport blev der oprettet et helt nyt magasin.
Alene fra Nordsjælland kom der på en uge 2.000 læs tørv og 1.000 læs brænde.
Zaren vækkede krofader om natten
Allerede den14. juli dukkede zaren op på Falster. Dagen efter kom hele galejflåden. I København lagde man beslag på hele 116 huse i københavnske. Gemalinden arriverede den 23. juli, og sammen kom de til at bo i købmand Edingers gård.
Her forsvandt på mystiske vis, lagener, dyner og endda natpotter.
Zaren havde vækket krofolkene midt om natten i Gedesby på Falster. Tørsten skulle stilles.
Stor velkomst af Zaren
Kongen sejlede i mod zaren, da denne ankom til København. Der var en hjertelig modtagelse med omfavnelser og kys. Zaren skrev da også til sin elskede, at den modtagelse, som han fik havde han set mage til i 20 år. Borgerskabet var da også alarmeret, så de kunne tage imod zaren.
Modsat den danske konge så gjorde zaren ikke så meget ud af det. Han skulle efter sigende have haft ”en gammel og meget plettet rød kjole af gement og rød klæde, gjort som en skipperskjorte med små opslag, der kunne tilknappet helt op til halsen. En hvis lærredstrøje med hvide stålknapper og ingen vest”
”Bukserne var af brunt klæde og gjort til at binde under kæerne. På bene havde han et par grå strømper som ikke var bedre end de vore jyder sælger på torvet”
Zarinaen – en morsom lille tyksak
Katherina kom en uge efter. Hun blev fem dage på slottet i Nykøbing, end hun så drog videre med sit følge. Hun var forstandig og omgængelig. Hun var let at omgives med og så foretrak hun dans frem for andre fornøjelser.
Den 23. juli iførte kongen og dronningen sig det stiveste puds for sammen med zaren at modtage zarinaen et godt stykke fra Vesterport. Kongen havde igen alarmeret borgerskabet. Hun blev modtaget med kanonsalutter.
Hun var en lille munter tyksak med rødmossede kinder. Hendes dragt var behængt med masser af ordener, helgenbilleder og relikvier.
Der var stor rundvisning i alle kirker. Og ved Rundetårn fandt zarens sagnsopspundne ridt sted.
Zaren beskæftiget fra morgen til aften
Zaren havde travlt fra tidlig morgen til sent til sådant, hvor han gennemgik med at inspicere på Holmen. Kongen havde stillet en karrusel, en komedie samt en opera til rådighed. Men det var ikke noget som imponerede zaren. Han var ikke kommet for at slå tiden ihjel. Den 21, juli beklagede han danskernes tempo.
En dag da zaren dinerede hos kongen, havde man drukket lidt for meget for eget.. Så sagde kongen til zaren. Åh kære border, jeg hører, at I også har en ”mætresse”. Zaren brød sig ikke om dette og svarede:
Denne bemærkning om Anna Sofie Reventlow var fremsat på en blanding af tysk og hollandsk. Det må have skurret fælt i kongens øren.
Zaren var utålmodig
Engang, da zaren ønskede at drøfte forretninger med den danske konge sendte han han bud efter denne kl. 8 om morgenen. Man svarede, at kongen stadig sov. To timer senere sendte zaren atter bud. Nu meddelte man, at kongen godt nok var stadig op, men man vovede ikke at gå ind i hans gemak. En timere senere sendt zaren igen bud og fik det fik det svar at endnu ikke var påklædt. Zaren var lige ved at miste tålmodigheden Omsider kom zaren får at aflægge visit klokken et om eftermiddag om eftermiddagen. Zaren ville gerne have at kongen stillede sig til rådighed tidlig om morgenen. Men man blev enige om, at zaren ville dukke op kl. seks om eftermiddagen, når han hade noget på hjertet.
Zaren ville af sted
Der var masser af danske og norske officerer i den russiske flåde, men marinesoldaterne manglede kamperfaring fra regulære søslag. Den svaghed var zaren opmærksom på. Han håbede snart at soldaterne ville få den erfaring, når de svenske tropper skulle angribes.
I slutningen af juli tegnede alt endnu lyst. Norge synes reddet af en sejr ved Dynekilden den 8. juli af Tordenskjold.
Det kneb for danskerne at få samlet 18 transportskibe som de havde forpligtet sig over for zaren ved Altona – konferencen. Gabel var på vej hjem fra Norge. Russiske tropper skulle også overføres fra Rostock. Zaren ville af sted til Sverige omgående, men kongen ville vente på Gabels hjemkomst.
Kongens langsommelighed var en spare-øvelse
Den 16. august var man samlet uden for København med 60 linkeskibe og 400 koffardis fartøjer. De lettede anker. Men den danske orlogsflåde blev liggende. De danske transportskibe var endnu ikke i sigte.
Kongens langsommelighed skyldtes en spare-øvelse. Zaren lagde skyldes på de store forsinkelser over på danskerne. Det var en meget forsigtig flådestrategi som danskerne havde modsat zaren, der gerne ville af sted. Den knusende overmagt til søs burde være udnyttet.
Men kongen havde allerede set, hvordan han skulle agere i forhold til evt. fredsforhandlinger. Han var bange for at russerne skulle få for stor magt. Derfor ville han ikke knuse svenskerne.
Kongen såret over zarens kritik
Syd for Dragør lå nemlig den forenede dansk – russiske flåde, der var under fælles kommando. Den bestod af 19 danske og 14 russiske linjeskibe. Side om side med den forenede flåde lå yderligere en engelsk eskadre på 14 linjeskibe. De var under kommando af admiral Norris. Den skulle ligeledes bidrage til flådedækningen af den dansk – russiske landgang i Skåne den 21. september.
Et var troppeparaden den 9.september, der gjorde zaren rassende. Kongen var dybt såret over zarens kritik over for de danske generaler. Zaren udtalte sin ringeagt over for de danske generaler. Kongen var meget oprørt over dette.
Angrebet af panik – bange for russerne
Nu blev Frederik den Fjerde også pludselig grebet af panik, da der kom endnu flere russiske tropper. Kongen greb til provokerende sikkerhedsforanstaltninger. Dette kunne godt opfattes som et udtryk for fjendskab. Den 7. september havde kongen givet ordre på fordobling af vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport. General Bauers kavalerregimenter, der kom til Øresund den 8. og 9. september blev nægtet landgang på Sjælland og installeret på Hveen. De skulle ikke gøre nogen trussel mod København. Der blev også posteret vagtskibe, der skulle holde øje med dem. Gyldenløve fik ordre til at forfølge de skibe, der søgte til den sjællandske kyst for at få friske forsyninger.
Ramt af svensk bombe
Alt dette kunne zaren også se. Han opfattede det som en mistillid fra kongens side. Den 10. september havde man taget et togt langs den skånske kyst. Danskerne mente efterfølgende, at zaren havde fået skabt en hemmelig kontakt til det svenske diplomati.
Zarens kontakt med svenskerne var dog af en lidt anden kategori. Man var blevet ramt af en kanonkugle fra et forsænket kystbatteri ved Barsebäck. Rygter vil vide, at han derved blev grebet af panik, og at det var derfor han opgav invasionen. Det var dog næppe tilfældet.
Pludselig sagde zaren nej
Men det var bestemt ikke meningen, at det skulle være så sent. Og den 19 september sagde zaren nej, tiden var forpasset. For danskerne var det et chok. Man gjorde gældende, at det havde kostet mange penge. Efterhånden kneb det også med kommunikationen. Zaren følte sig heller ikke hjemme ved det danske hof-
Forud havde zaren lavet nogle gennemgribende undersøgelser. Han havde fået sine generaler til at komme med nogle vurderinger. Til sidst havde han forklaret kongen under fire øjne, at nu gad han ikke at vente mere, så han stoppede.
Afgørelsen hang også sammen med dyb mistillid til den danske hærledelse.
Kongen havde gjort nogle overvejelser
Flåden udgjorde en tredobling af den svenske flåde. Frederik den Fjerde ønskede ikke at art Karl den 12. skulle afstå ”Livland” til Rusland, hvis Danmark erhvervede den gottorpske del af Slesvig og Holsten.
Kredse i den danske regering oplevede utvivlsom Rusland som en større trussel end Sverige. Som nævnt mente admiral Christensen Thomsen Sehestedt , at zaren pønsede på at ødelægge såvel den danske som den svenske flåde, ”thi så råder han ene for Østersøen”
Frederik den Fjerde har sikkert ikke været fremmed for den tanke, at det ideelle for Danmark ville være en fremtidig jævnbyrdighed mellem Sverige og Rusland så de to lande kunne holde hinanden i skak. I så fald burde man forhindre den svenske hovedarmes og Karlskrona – flådens tilintetgørelse.
Nogle havde hvisket kongen i ørene
Man har sikkert også hvisket kongen i øret, at den mecklenburgske hertug som zarens protege kunne blive ham en ubehagelig nabo i både Holsten og Pommern. Det kunne få alvorlige konsekvenser for toldindtægterne, hvis zaren dirigerede det meste af Østersø-handelen til de mecklenburgske havne og derfra anlagde kanaler ned til Elben.
Zaren tænkte på en anden måde. Hans verden var opdelt i venner og fjender. Han blev derfor såret og vred, da det i dagene 7. – 9.september gik op for ham, at forbundsfællen betragtede ham og hans tropper som en trussel. Han udråbte den hannovranske statsminister A.G. Bernstorff som den virkelige skurk. Han skulle gennem sine agenter ved det danske hof, mecklenburgerne Holstein og Dewitz havde besluttet general Scholtentil at sabotere de militære forberedelser til landgang i Skåne.
Kongen havde spurgt zaren, om han ville erobre København
Kongen spurgte nu direkte zaren om han havde tænkt sig at erobre København. Men det havde zaren nu ikke. Han var blevet træt af at vente. Han troede heller ikke heller ikke, at Skåne havde nok forråd til hele invasionsstyrken.
Vejen hjem gik over Amsterdam. Katerina led alvorlig af søsyge i hendes gracide tilstand. Tilbage i Tyskland nedkom hun med sin søn, Paul, der få dage efter døde, mens hun lå alvorlig syg.
Zaren var selv nået til Amsterdam, hvor han fik feber og måtte holde sengen i seks uger.
Kongen var såret i sjælen.
På Københavns Slot sad Frederik og slikkede sine sår. Helt uden kamp og krig havde han lidt overlast. Han var såret dybt ind i sjælen.
De sidste tropper fra zaren forlod først København den 23. oktober. Zaren og zarinaen forblev i byen endnu nogle dage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder 159 artikler fra Det Gamle København.
April 20, 2019
Odessa og de andre flugthjælpere
Har ODESSA eksiteret? Kendte mennesker her. Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet. Filmen: Nazi Gold in Argentina. To magtfulde mennesker i Argentina. Hemmelig rådgivning. Perron kunne lide tyskerne. Hitler blev sur. Vatikanet og Røde Kors støttede nazisternes flugt. En østrigsk biskop. Der blev anmodet om 5.000 Visa-kort fra Perron. Amerikanske CIC samarbejdede med massemordere. Og de brugte selv samme flugtrute. I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål. Flensborg var en del af planen. Stille Hilfe. Massemoderen, der også fik hjælp. Paven var med til at ændrer dødsdomme. Storforbryderens sekretær anede da intet! Bødelen fra Buchenwald. Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968? Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”
Har Odessa eksisteret?
ODESSA betyder ”Organisation der ehemaligen SS-agehörigen” Hvis vi hurtig skal oversætte det, så betyder noget i retning af ”Organisation af tidligere SS-medlemmer”. Angivelig blev foreningen stiftet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS – officerer. Der er historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen, der afviser, at en organisation ved navn ODESSA aldrig har eksisteret.
Der findes også en række andre SS-organisationer, bl.a. ”Stille Hilfe” med Himmlers datter i forgrunden. Og Werner Best, der slap med en meget mild straf for hans forbrydelser var en vigtig medspiller i disse organisationer. Som uddannet jurist kunne han sagtens hjælpe så mangen en krigsforbryder ud af en kattepine.
Formålet med ODESSA-grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer. Man havde gode forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og Vatikanet.
Kendte mennesker i Odessa?
Man opererede bl.a. fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Hein og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.
Både Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at have været aktiv i ODESSA-organisationerne, men det kan ikke bevises.
Det vides dog med sikkerhed, at Otto Skorzenys adresse i Spanien i en årrække blev anvendt af WACL, hvorfor de fleste historikere formoder, at han var aktiv i dette netværk. Han havde erfaring fra slutningen af Anden Verdenskrig med ”Black Operations” som den nu kendte Operation Greim.
Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet
Ligeledes kom general Reinhard Gehlers efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og benyttet af amerikanske efterretningskræfter i Anden Verdenskrigs sidste måneder. Efter krigen blev det en vigtig del af NATO’s efterretningsværk i Østeuropa, samt i Gladio. Det var Natos hemmelige ”stay-behind” paramilitære organisationer.
Det er påstået at James Jesus Angleton fra OSS (CIA’s forløber) samt Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket. Det hævdes også at SS-krigsforbryderen Alois Brunner gennem ODESSA kunne flygte til Syrien.
Filmen: ”Nazi Gold in Argentina”
Mengele og Eichmann var to af de mest prominente af den gruppe krigsforbrydere, som i årene efter krigen fandt en sikkerhav i Argentina, tilskyndet og overdådigt modtaget af en regering, der opsøgte det menneskelige vraggods, Anden Verdenskrig efterlod rundt om i Europa. Hertil blev de inviteret til et nyt liv i den nye verden.
Der ankom mellem 2.000 og 7.000 nazister hertil. Det er den afdøde argentinske instruktør, der efter 15 års efterforskning i filmen ”Nazi Gold in Argentina” afslører en række hemmeligheder.
To magtfulde mennesker
To centrale personer i filmen er Ludwig Freude og Rudolfo Freude, far og søn. Faderen, Ludwig Freude var allerede før krigen en af Argentinas rigeste og mægtigste mænd, der også uofficielt var leder af den vigtigste eksil-tyskergruppe i landet. Han var også ejer af to af Argentinas største banker.
Han var overbevist nazist og brugte sine banker til at vaske sorte nazi-penge hvide og finansiere et omfattende tysk spionnet i Sydamerika. Han var en tæt ven med Juan peron, hvis politiske løbebane han fulgte og støttede økonomisk.
Sønnen Rudi var også gode venner med ham. Da Peron i 1946 tog springet fra forsvars – og arbejdsminister til præsident, ja så fulgte Rudi med – som på fotografierne stod han altid i skyggen bag det glamourøse par Peron og Evita.
Hemmelige rådgivning
I sin egenskab af privatsekretær, leder af informationsafdelingen, efterretningstjenesten og ikke mindst immigrationsmyndighederne, fik Rudi Freude spundet et net af agenter i Europa, som fandt de strandede krigsforbrydere, udstyrede dem med ny identitet og sendte dem til Argentina.
Her oprettede den yngre Freude et hemmeligt råd af ”fortrolige medhjælpere” som tog stilling til de vigtigste sager og foreslog nye ”emner”, der skjulte sig i Europa. Rådet bestod af otte flygtninge fra domstole i deres hjemlande – SS-officerer, kollaboratører og andre krigsforbrydere. De havde hyppige møder med Freude og ind imellem også med Peron. En af deltagerne, den belgiske krigsforbryder, Pierre Daye skriver i sine erindringer:
Blandt dem som rådet fik til Argentina var den kroatiske ”Führer” Ante Pavelic, hvis Ustasi-styre var ansvarlig for omkring 700.000 serbere, muslimer og sigøjners død. Styret var bl.a. berygtet for at belønne medlemmer, når de kom med syltetøjsglas fyldt med deres ofres øjne.
Hertil kom også den danske læge Værnet, der udførte groteske forsøg på homoseksuelle i KZ-Buchenwald. Han døde stille og fredelig i 1965.
Perron kunne lide tyskerne
Perron var militærmand med en meget preussisk uddannelse. Han var glad for tyskerne, fordi de havde en høj teknisk kunnen. Den fascistiske ideologi havde meget til fælles med den peronistiske nationalisme. Hitler kaldte det for nationalsocialisme og Peron kaldte det for ”socialismo national”. Tyskerne udgjorde en meget indflydelsesrig gruppe, og Peron foretrak dem. Han brød sig slet ikke om amerikanerne og englænderne.
I den omtalte argentinske film kommer Wilfred von Oven, Goebbels tidligere privatsekretær til orde. Han er stadig overbevist nazist:
Til sidste ser man så den tidligere privatsekretær klukke.
Hitler blev sur
Da ærkebiskop Cesare Orsinego mødte Hitler i november 1943 for at tale om nazisternes forfølgelse af jøder, var Hitler sur. Han tog et glas vand og kylede det i gulvet.
Hitlers reaktion på de katolske bearbejdelser var voldsom. I de forløbende 10 år havde han været vant til en bedre behandling fra den kant.
Vatikanet har frigivet dokumenter for at afvise historikernes påstande om, at Vatikanet og pave Pius den 12. havde sympatier for nazismen og reelt samarbejde med nazi-styret. Vatikanet kan ikke leve med påstanden om at den katolske kirke indirekte støttede holocaust.
Røde Kors og Vatikanet støttede nazisterne
Pius den 11. roste i 1933 Hitler, fordi han er den eneste statsmand, der offentligt taler mod bolsjevismen. Den katolske kirke protesterede ikke, da Hitler gennemførte nye racelove i 1935, der satte kampen mod jøder og andre såkaldte ”undermennesker” på juridisk formel.
Problemet med de frigivne dokumenter er, at der kun er en del af dokumenterne, der er frigivet i Vatikanet. Det er meget sigende, at Hitler i ”Mein Kampf” anerkende den katolske kirke som en langt farligere modstander end den almindelige kirke.
Men dokumenter viser også, at Vatikanet i mange tilfælde hjalp stærkt eftersøgte nazi – forbrydere til flugt ved at udstede falske id-papirer. Ja sågar Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden.
Hvorfor fordømte Vatikanet ikke jødeudryddelsen dengang?
Vatikanet blev under krigen gang på gang anmodet om offentligt at kritisere nazisternes jødeudryddelse, men hver gang blev anmodningen afvist. Det samme skete med den landflygtige polske kirkes primas, Kardinal-ærkebiskop Hlods bøn til Pius den Tolvte om at forsømme nazisternes massedrab på polakker.
Hvis Pius den Tolvte skulle have gjort en indsats for et redde jøder fra udryddelse, kan man spørge, hvorfor Vatikanet forbød biskopper at udstede falske dåbsattester til jøder, forbød klostre og kirkelige institutioner i Rom at skjule dem ved at iklæde dem ordensdragt.
Hvorfor beordrede Pius den Tolvte de jøder, der i 1943 havde søgt tilflugt i Vatikanet til at forlade det igen.
I krigens sidste år var der også flere norditalienske biskopper, som opfordrede katolikker til at angive, hvor jøder skjulte sig.
En østrigsk biskop
Den østrigske biskop Alois Hudal organiserede flugten for Ustascha-folk. Og forskellige pavelige embedsmænd hjalp også til. Italiensk Røde Kors var sammen med SS – organisationen ”Stille Hilfe” også aktiv.
Denne biskop kunne kun gennemføre sit foretagende med accept fra paven. Hvor meget paven selv var indblandet vides ikke. De dokumenter, der kan bekræfte denne, er ikke frigivet.
Men vi ved, at i 1949 sendte paven 30.000 lire til Huldal.
Huldal fik hjælp af Reinhard Kopps. Han var en forhenværende agent i forsvaret. Han flygtede selv midt i 1948 til Argentina, hvor han under navnet Juan Maler kunne leve et trygt liv. Men her stod han også for nazi – propaganda.
Huldal anmodede om 5.000 Visa-kort
Disse to havde også hjulpet ”Bødelen fra Riga” Eduard Roschmann til Argentina. Ja også Franz Stangel, lederen Treblinka og Soibor. Ja han havde ansvaret for 400.000 mord
Konrad Adenauer overbeviste de kirkelige, at de skulle hjælpe fire stakkels ”fattige landsmænd” Disse viste sig at være fire Nazi – krigsforbrydere, som man fandt på Rhodos.
I et brev bad Huldal præsident Peron om at sende 5.000 Visa-kort til tyske soldater. Der var en overgang mange halvoffentlige kontorer i Rom, der bestod af mere eller mindre ægte konsulenter. Det var det østrigske kontor og Centralkontoret for tyskere i Italien. Her kunne man få et italiensk legitimationskort.
Man ved også, at vatikanske statssekretariat støttede familien til Mussolini og andre Fascister.
Amerikanske CIC samarbejde med massemordere
Så var det lige den kroatiske præst, Krunoslav Draganowitz. Under krigen var han ansvarlig for deportation af jøder og serber. Som på et samlebånd udfærdigede han legitimationer for en fast pris. 1.000 dollar var normalprisen. Børn kunne få det for det halve. Var man en kendt nazi-forbryder så kostede det 400 dollar ekstra.
Det var hurtig tjente penge for den gejstlige med den brune fortid. Også det amerikanske efterretningsvæsen brugte Draganowitz. Og de hjalp ham også til et sikkert opholdssted.
Klaus Barbie, slagteren fra Lyon var en som det amerikanske CIC hjalp væk. Det var Dragonowitz, der skaffede Baribie en opholdstilladelse i Bolivien. Her arbejde han for diktatoren Hugo Banzer Suarez.
Under sit ophold fik han stadig opgaver både af det tyske efterretningsvæsen BND og det amerikanske CIA.
Fra 1945 til 1955 arbejde Barbie både for det britiske og amerikanske efterretningstjeneste. Så sent som i 1966 arbejdede han for tyske BND under dæknavnet Adler.
Men ved hjælp af Beate og Serge Klarsfeld lykkedes det at stille ham til ansvar.
Behjælpelig med lommepenge og startkapital
Det argentinske konsulat i Barcelona var for et højt honorar også behjælpsomme med falske papirer. Også Francos Spanien var et sikkert sted for Nazi-forbrydere. Indtil et skib kunne afsejle til Sydamerika hjalp spanierne med logi, lommepenge og forplejning. Ja i nogle tilfælde fik man også startkapital til en ny tilværelse. Prisen for skibsoverfarten overtog det internationale Røde Kors. De udstedte også rejsepassene.
Indtil 1951 udstedte det Internationale Røde Kors 120.000 rejsepapirer til flygtninge så de kunne forlade Italien. Der forekom masser af misbrug, og det var Røde Kors udmærket klar over.
Mange nazi-forbrydere blev anbragt i klostre, indtil de med skibe kunne komme videre til Sydamerika.
CIC brugte selv flugtruterne
Det amerikanske efterretningsvæsen CIC kendte tidligt disse flugtveje. Men de gjorde ikke noget for at stoppe dem. Fra 1947 benyttede de selv disse flugtruter for at få deres spioner ude fra de sovjetisk besatte områder. Mange højtansete nazistiske funktionærer fik af de amerikanske myndigheder leveret falske papirer.
Mange af disse flugtruter blev kaldt ”Klosterruter”, fordi de kirkelige myndigheder var inde over. Men amerikanerne ville hellere kalde dem ”ratt lines”
Fra 1947 udkom i Buenos Aires et tidskrift overvejende på tysk ”Vejen”. En gang imellem kom det på spansk som ”El Sendero”. Læserne var Nazi-forbrydere.
Også franske kollaboratører fra Vichy-Regeringen, rexister fra Belgien, soldater fra Wlassow-armeen og medlemmer af østlige SS – divisioner, særlig ukrainere benyttede flugtvejene.
Nazi-forbryderen Hans-Ulrich Rudel blev en af Perons rådgivere. Han takkede senere kirken for, at have reddet de bedste fra nationen.
Mellem 180 og 300 af de største Nazi-krigsforbrydere kom til Argentina.
I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål
En af flugtruterne gik over Sydtyrol. Og særlig den idylliske kurby Meran var eftertragtet af nazister. Her var der ingen der stillede unødvendige spørgsmål. Derfra gik det videre til havnebyen Genua.
Protestanten Adolf Eichmann var så glad for den katolske hjælp, at han senere indtrådte i denne kirke. Udklædt med Tyrolerhat og tyrolerskæg var han i 1950 gået over Brenner passet. En præst fra Sydtyrol kom bagefter med hans bagage. Derefter klædte han sig almindeligt tøj. Og så Ricardo Klement tog han til Argentina.
Her arbejde de han som elektriker ved Daimler-Benz. Som bekendt blev han bortført af den israelske efterretningsvæsen, stillet for retten og kort efter henrettet.
Mange massemordere flygtede
Den tidligere SS-Standartenführer Walther Rauff, der ansvarlig for mindst 97.000 mord, flygtede til Ecuador og derefter til Chile. Han blev støttet af både socialisten Alliende og af diktator Pinoche. Og utrolig nok brugte BND, det tyske efterretningsvæsen ham som spion mod Fidel Castro.
SS-oberscharfführer Gustav Wagner, leder af KZ – Sobibor og ansvarlig for 122.000 mord blev opsporet i Sao Paulo af Simon Wiesenthal.
Erich Priebke, der som SS – fører var ansvarlig for 340 civilisters død ved Rom blev i 1995 udleveret fra Argentina til Italien. Han blev en overgang som så mange andre anbragt i et Franciskaner-kloster.
Flensborg – en del af planen
Vi har i en tidligere artikel fortalt, at en del ”Rottelinjen” gik over Flensborg. Her fik SS- forbrydere ny identitet. Mange flygtede via Danmark og Sverige til Argentina. Åbenbart var de tilbageblivende tyske soldater i Danmark også en del af ”Rottelinjen”.
”Stille Hilfe”
Stille Hilfe var måske ikke en decideret flugthjælper, men de gjorde da i den grad tilværelsen lettere for tidligere krigsforbrydere og hjalp i forbindelse med retssager. De var også med til at påvirke retssystemet og politikere, ja selv paven påvirkede de med held.
Mallorth, massemorderen, der også fik hjælp
Men vi skal lige høre om krigsforbryderen Anton Malloth, der var opsynsmand i Theresienstadt. Han blev i 1948 i Tjekkoslovakiet dømt til døde for at have pryglet ca. 100 mennesker til døde. Fra 1948 til 1988 levede han fint i kurbyen Meran i Sydtyrol. Her sørgede det tyske konsulat for, at han hele tiden fik sit pas fornyet, trods udleveringsansøgninger fra både Østrig og Tyskland. I 1988 blev han meget overraskende frikendt
Samme år sørgede Himmlers datter, Gudrun Burwitz for, at han fik en eksklusiv lejlighed i et alderdomshjem. Mailloth havde skrevet til ”Stille Hilfe”:
Først i 2001 dømte Landsretten i München ham til livsvarig fængsel.
”Moderen af Landesberg”
Organisationen ”Stille Hilfe” blev startet af prinsesse Helene Elisabeth af Isenberg. Hendes mand havde beskæftiget sig med nazisternes racehygiejne. Begge var stadig overbviste nazister.
Prinsessen blev kendt som ”Moderen af Landesberg”.
Efter Nürnberg-retssagerne valgte amerikanerne, at de fleste af de dømte skulle sidde i Krigsforbryderfængslet i Landesberg. Det var her, at Hitler sad i 9 måneders fængsel. Her sad også de store Nazi-forbrydere, Rudolf Hess, Julius Streicher og Georg Strasser.
Indtil 1951 blev der her anbragt 288 dødsdømte.
Paven hjalp til med at omstøde dødsdomme
Men den 4. november 1950 skrev overnævnte prinsesse til paven, Pius den 12.
Allerede den 10. november svarede Paven, at han ville forsøge med hele sin indflydelse at påvirke den amerikanske højkommissær, John McCloy til at ændre nogle af dødsdommene.
Amerikanerne ændrede flere domme
På det tidspunkt sad mange fra de såkaldte ”Einsatsgruppen”, der myrdede løs på østfronten. De var skyld i masser af jøders død. Og tænk engang efter Pavens henvendelse ændrede amerikaneren afgørelsen i hele 89 tilfælde.
I andre tilfælde førte henvendelsen i 30 tilfælde til øjeblikkelig løsladelse af fangere, der i blandt Alfred Krupp, der havde tjent milliarder ved at lade KZ – fangere og andre krigsfangere arbejde for sig.
Tyske gejstlige henvendte sig til amerikaneren for at få omstødt dødsdommene og gjorde opmærksom på, at tysker med deres indsats havde forhindret kommunismen i at brede sig. Derfor burde resten af døddommene i Landesberg omstødes.
Storforbryderens sekretær anede intet!
En af dem, der sad i bestyrelsen for ”Stille Hilfe” var Heinrich Maltz. Han var sekretær for Ernst Kaltenbrunner, der var chef for Sikkerhedspolitiet (SD) og chef for Einsatsgruppen. Ja disse var ansvarlige for mindst 1 mio. Menneskers død. Ved Nürnberg-retssagerne påstod Maltz, at han overhovedet havde kendt noget til sine overordnedes forbrydelser. Så han slap fri.
En af dem som ”Stille Hilfe” også hjalp var Hildegard Lächert. Hun var inspektør i KZ – lejrene Ravensbrück, Majdanek og Auschwitz. På grund af hendes brutalitet blev hun kaldt ”Blodige Brigitte”. Den 22. december 1947 blev hun idømt 15 års fængsel. Men allerede i 1956 blev hun sat på fri fod. Den 26. november 1975 blev hun i Landsretten i Düsseldorf idømt hjælp til mord i mindst 1.196 tilfælde. Hun blev idømt 12 års fængsel. Men dem kom hun ikke til at sidde for man trak de år fra, som hun allerede havde siddet.
”Bødelen fra Buchenwald”
Martin Sommer blev kaldt ”Bødelen fra Buchenwald”. Han var kendt for at torturere fangerne til døde på den mest grusomme måde. Han sultede folk ihjel. Han forgiftede fangers levnedsmidler. Nogle kom gennem en diverse torturinstrumenter. Om vinteren måtte flygtninge sidde afklædte, også hældte han jævnligt koldt vand over dem. Der var vidner til alle hans forbrydelser.
I 1955 blev han frikendt, da han blev erklæret uegnet til at kunne deltage i retten. I 1958 blev der igen rejst sag mod ham. Han blev da idømt livsvarig fængsel. I 1971 blev han dog løsladt og levede endnu i 17 år i frihed. Måske er ”frihed” ikke det rette ord. Han blev anbragt i et ”behandlingshjem”
Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968?
Det tyske udenrigsministerium lod i 1968 det tyske Røde Kors eftersøge 800 mennesker, der stod på en liste. De var eftersøgt for forbrydelser i udlandet. Men det var nu ikke for at få fat i dem. Nej, som man skrev advarede man mod de besværligheder, de kunne få, såfremt udenlandske retsinstanser fik fat i dem.
Det Tyske Røde Kors brugte koden: ”Advarselstjeneste Vest”.
Da andre så fandt ud af, hvad der foregik, så ville det tyske udenrigsministerium ikke indrømme, at de havde begået en fejl. Og det Tyske Røde Kors mente, at det var en god sag, de kæmpede for, og det sandelig ikke var noget at undskylde.
Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”
I 2011 forsvarede den 81 årige Gudrun Burwitz på den kraftigste Søren Kam mod udlevering.
Gennem årene har mange politikere, som for eksempel Franz Josef Strauss anerkendt ”Stille Hilfe* s arbejde. På intet tidspunkt har retslige instanser forsøgt at bremse ”Stille Hilfe”, foreningen eller organisationen, der også nød det privilegium, at de ikke skulle betale skat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.381 artikler herunder 279 artikler fra besættelsestiden inklusive følgende:
April 20, 2019
Flygtninge i Oksbøl
Man er i gang med at skrabe penge sammen til et flygtningemuseum til 100 mio. kr. Gravene bliver passet af tyskere. Lejren startede som militærlejr. 15.000 tyske soldater var i lejren. Det blev Danmarks 6. største by. Fru Best blandede sig ikke med de andre. Man ville helst bo i hestestaldene. Værelserne lignede pulterkamre. Man boede meget tæt sammen. Det var et bysamfund med borgmester og byråd. Kvinderne måtte sandelig tage deres del af slæbet. Her var tre landbrug og eget el- og vandværk. Her var et imponerende sygehus. Og så var der en tysk politimester med sit eget politi. En mand var i høj kurs i lejren. Og helt kedeligt var det heller ikke for 900 verdensborge så dagens lys. 1.400 døde under opholdet. Her var en kæmpe skoleopgave at tage fat på. Her var musik og teater. Og tænk engang hele 21 køkkener.
Et flygtningemuseum til 100 mio. kr.
I slutningen af 2019 tages det første spadestik til en Danmarks Flygtningemuseum i Oksbøl. Det bliver en del af Vardemuseerne. Her lå Danmarks største flygtningelejr med 36.000 tyske flygtninge.
Hvis det hele skal med bliver prisen for hele projektet 100 mio. kr. Indtil nu er der hentet 32 millioner kroner til projektet fra dansk side. Sidste år kom projektet på finansloven med 10 mio. kr. Man håber også på en ordentlig gang penge fra tysk side.
Gravene bliver passet
I dag står kun ganske få af de bygninger tilbage, der udgjorde selve lejren. Lazarettet er der endnu. Det er et nedlagt vandrehjem.
Kirkegården er her endnu. I tre ringbind er gravene registreret. I 1960erne startede tyskerne med at vedligeholde disse grave. Fra 1969 påhviler det den humanitære organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge at vedligeholde gravene.
Selve lejrarealet var på 4 km2 og er i dag en del af Aal Plantage.
Lejren startede som militærlejr
Lejren i Oksbøl var etableret i 1929 som dansk militærlejr. I begyndelsen var det en teltlejr, hvorfra det danske artilleri foretog skydninger ud over det militære skydeterræn på Kallemærsk Hede ved den jyske vestkyst nord for Esbjerg.
Efter den tyske besættelse i april 1940 kom lejren under tysk kontrol. Nu blev den uddannelseslejr for tyske soldater under navnet ”Truppenübungsplatz Oxböl. Lejren blev fortrinsvis brugt til uddannelse af østfrontsoldater.
15.000 tyske soldater i lejren
I 1941 udvidede den tyske værnemagt lejren kraftig med den såkaldte Nordlejr. De lagde den sammen med den eksisterende sydlejr. Det betød ekspropriationer i området og fældning af en del af Aal Plantage.
Som militærlejr havde Oksbøllejren cirka 200 barakker og en kapacitet på 15.000 mand samt plads til 3.600 heste. Efter befrielsen blev flygtningelejren i Oksbøl etableret i den store Nordlejr. Den danske hær rykkede ind i Sydlejren.
Det blev Danmarks 6. største by
Jo herude på Vestjyllands magre jord opstod Danmarks sjettestørste by med borgmester, byråd, kirker, biograf, teater, skoler m.m. En hel ny by dog lukket for omverdenen.
De første flygtninge ankom til lejren den 21. februar 1945. Ved befrielsen den 5. maj 1945 var her allerede indkvarteret 10.000.
Alle gader havde deres egne navne. Lige foran lå Hauptstrasse (Strøget). Her boede de fine. Det kneb i den grad med at holde varmen i disse barakker.
Fru Best blandede sig ikke med andre
På ”Strøget” havde også dr. Best’ s hustru og børn bopæl. Hun følte sig i den grad forurettet. Hun var stolt som en pave og mængede sig ikke med nogen. Da hjemsendelsen begyndte, og det var hendes tur, forlod hun lejren ikke blot med børnene, men også med husassistenten i sit følge. Fru Best var kommet til lejren sammen med en del af det tyske gesandtskab.
Der var 210 beboelsesbarakker i lejren, nogle grundmurede bygninger samt 80 hestestalde, der også var lavet til beboelse. Der boede omkring 150 mennesker i hver barak.
Man ville helst bo i hestestaldene
Men der var rift om hestestaldene, for skønt der ikke var et eneste vinduer i disse, kun overlys døgnet rundt, så var det højt til loftet og dette højenloft kunne bøde for den beklumrende atmosfære, en dunst af allehånde, som var at finde i de fleste barakker.
I hestestaldene måtte 127 mennesker deles om tre vandhaner og ingen håndvaske, kun en cementkumme ved afløbet i gulvet.
Værelserne lignede pulterkamre
”Værelserne” i barakkerne var delt op i stue, soveværelse og køkken. Skillevæggene bestod af tæpper eller blot en stak klude. Pladsen var så snæver, at de tre rum mindede om et pulterkammer fuldt af skrammel. Her spiste og sov man i sammensurium af snak og støj fra alle fire verdenshjørner. Ro var der ikke at finde.
Et bysamfund med borgmester og byråd.
Hvordan levede man i dette pengeløse, særegne samfund? Som alle andre bysamfund var der borgmester og byråd (26 medlemmer). Disse blev valgt ved frie og hemmelige afstemninger. Fire kvarterforstandere dannede et magistrat. Der var folkeregister, forsørger – og arbejdsanvisningskontor. Ja der var skam arbejdspligt. Det gjaldt for alle mænd fra 14 til 65 år og for alle kvinder fra 14 til 60 år.
Nu skal der dog lige siges, at den ene gang måtte man lige vælge en ny borgmester, da den siddende borgmester blev anklaget for krigsforbrydelser.
Kvinderne måtte tage deres del af slæbet
Da mændene var i betydeligt mindretal var det op til de mange kvinder at tage deres store part af det daglige arbejde. De måtte hjælpe til både i tøvemoserne, ved forplejningen, transport, undervisning samt adskillige håndværk.
150 kvinder var dagligt beskæftiget i lejrens spinderi, som fremstillede garn til de flygtninge, der ønskede at strikke trøjer, sokker og bluser til eget forbrug. Ulden fik man fra de 800 får og mere end 600 angorakaniner, som også fandtes i lejren.
Der var koste- og børstenbinderier, måttefletterier, kurvemageri, bogbinderier, store systuer, skrædder – og skomagervirksomheder, frisørstuer og hvad der ellers findes i et organiseret samfund. Også fabrikation af legetøj var sat i system. Således var der i december 1946 30.000 stk. legetøj klar til den tilstundende julehøjtid. Endvidere var der udstilling af mange prægtige husflidsarbejder.
Tre landbrug
Tre landbrug med fåreavl og svineopdræt hørte også til lejren, ligeså to gartnerier, auto-, snedker-, blikkenslager- og instrumentmagerværksteder. Disse tog en mængde ufaglært og faguddannet arbejdskraft i brug. Ja det gav også storartede muligheder for en regulær lærlingeuddannelse, der både praktisk og teoretisk svarede til de krav, man herhjemme og i Tyskland måtte stille dertil.
Eget el – og vandværk
Lejren havde sit eget el- og vandværk, egen banegård, brandvæsen. Ja der var en telefoncentral med 430 telefoner i alt og 500.000 meter telefonledning – en stor badeanstalt og store vaskerier og køkkener.
Imponerende sygehus
Ja dertil kom hospitaler med 32 tyske læger under dansk overledelse, kredslægen i Varde, overlægen fra Amtssygehuset i varde, en af de praktiserende læger i Oksbøl samt overlægen ved Spangsbjerg sanatorium.
Her var et imponerende sygehus med 1.000 sengepladser og 200 sygeplejesker. Der var hele 30 bygninger med lyse og hygiejniske sygestuer. Man var udrustet med instrumenter. Alene på den kirurgiske afdeling udførtes der dagligt 6 større og 10 mindre operationer. Her var kort sagt alt, hvad der skulle høre til.
Sygeligheden var stor i 1945 særlig efter de to første måneder efter besættelsen. Flygtningene blev plaget af sygdomme som tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose. Desværre manglede man på det tidspunkt en del medikamenter.
Tysk politimester med politi
Og her var masser af politi. 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente sørgede for at roen i lejren blev opretholdt. De var stolte, når de promenerede i deres velkendte grønne uniformer. De havde armbind på, hvor der stod Polizei. Der var politimester, dommer og to domsmænd.
Lejrretten afgjorde alle overtrædelser af lejrreglerne og almindelige moralske og juridiske bestemmelser, dog kun for så vidt der ikke var tale om krænkelser af danske interesser. Straffen var advarsel, hæfte og fængsel i indtil seks måneder. Dette blev afsonet i arresten eller i straffebarakken. Forundersøgelserne blev foretaget af det tyske politi.
Stor bevogtningsopgave
Bevogtningsopgaverne ved lejren blev i begyndelsen varetaget af et detachement på 400 danske soldater-officerer og menige. Senere overgik dette til danske politifolk under ledelse af en politiassistent.
Bevogtningsmandskabets vigtigste opgave var at forhindre ”fraternisering”. Og på dette punkt kunne der godt opstå problemer. Lejrens omkreds var på 10 km. Ganske vist var den forsynet med et solidt pigtrådshegn hele vejen rundt. Men for en behændig udbryder kunne det godt lykkes at forcere det selv om det ville tage noget tid.
En mand var i høj kurs
Der var masser af modne kvinder og søde piger – indsmigrende og langtfra tilbageholdene, så det var forståelig nok, at såvel soldater, civile – samt de danske CBU – folk – 40 i alt, der stod ved lejrens brandvæsen og stationeret i selve lejren, nok kunne få amourøse tilbøjeligheder.
En mand var i høj kurs inde i lejren. Det var ikke så sært. 17.000 af lejrens beboere var kvinder over 14 år, men der var kun 5.500 mænd i samme aldersklasse.
Dertil kom 7.700 børn mellem 6 og 14 år samt 4.500 under 6 år.
Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys
Flere tusinde flygtninge i lejren sendte ansøgninger til Justitsministeriet om tilladelse til at gifte sig med hinanden. Men ministeriet gik på dette punkt strengt til værks. Det var jo næppe tvivl om, at flere flygtninge var gift i forvejen. Men da de var uvidende om, hvorvidt deres ægtefælle levede, ville de benytte sig af chancen.
Selv om tilladelsen til ægteskab flygtninge imellem i langt de fleste tilfælde blev nægtet, skortede det ikke på fødsler i lejren.
Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys i Oksbøllejren. Eller sagt på anden vis. Der forekom en fødsel hver anden dag i lejren i de år, den rummede tyske flygtninge. 80 pct. af alle børn fødtes uden for ægteskab – altså sådan at forstå, at selv om mødrene i mange tilfælde var gift, var det ikke deres egne mænd, der fik børnene med, idet de enten var enker eller uvidende om mandens opholdssted.
Blev de tyske kvinder og unge piger snuppet fraternisering, hjalp ingen bønner. Så gik vejen lige i brummen. Lejren havde jo eget fængsel – og så stod menuen de næste 14 dage på vand og brød på grund af det lille galante eventyr.
1.400 døde under opholdet
I samme periode som der blev født 900 nye, døde der 1.400 flygtninge. Adskillige af disse fandt deres sidste hvilested på kirkegården nær lejren. Her talte de mange trækors deres tavse sprog om sorg og savn. Hver gang en flygtning døde-ung eller gammel – fulgte et meget stort trofast følge den afdøde på den sidste rejse.
På kirkegården ligger dog 1.796 tyskere begravet. I 1962 blev 549 grave fra andre steder flyttet ind på stedet. Rækker af stenkors blev anlagt i 1968-69.
Begravelsen foregik enten mandag eller torsdag – kun de dage i ugen – og lejrens mange tusinde kvinder satte ære i, at gravene altid stod velholdte og smukt pyntede.
Op mod 10.000 samledes hver søndag til kirkegang. Der var 4.500 katolikker, der havde egen kirke og blev betjent af to katolske præster.
Kæmpe skoleopgave
Imponerende var også det skolearbejde, der blev sat i gang. 12.000 børn og 8.000 voksne sad på skolebænken. Man havde også hele tre gymnasier med 1.400 elever.
Musik og teater
Der var barakken ”Bunte-Bühne”, et folkeligt forlystelsessted, hvor ikke mindst de unge samledes om aftenen. De sang til harmonikatoner, dansede med hinanden og opførte små sketches. Og så var det teatret med 1.000 siddepladser. Om søndagen fungerede det som kirke.
Teatrets leder var den tidligere direktør for Danzig Statstheater, profssor Warndorff. Jo dette blev en stor humørspreder. Også musiklivet blev i den grad dyrket.
21 køkkener
Bespisningen fandt sted fra hele 21 køkkener fordelt over hele lejren. Hver af disse bespiste 1.800 – 2.000 mennesker.
De første hjemsendelser fandt sted i slutningen af 1946. Oksbøllejren blev brugt som opsamlingslejr efterhånden som de andre lejre lukkede.
Den sidste flygtningetransport
Den sidste flygtningetransport foregik den 15. december 1948 fra Oksbøl. Men en del flygtninge var holdt tilbage for at rydde op. Et kæmpemæssig udsalg af træ, sanitet, inventar m.m. startede nu.
Derefter blev lejren en militærnægterlejr. Denne lejr blev nedlagt i 1959.
Kilde:
Da de ubudne gæster kom
Syd for grænsen – efter besættelsen
Tyske flygtninge
De tyske flygtninge på Nørrebro
Tyske flygtninge i Nordslesvig
En flodpram i Klintholm Havn
Tyske flygtninge i Tønder med flere
April 20, 2019
Da de ubudne gæster kom
Danskheden skulle nødig ”besmittes”. Russerne var på vej til Berlin. Kaotiske forhold. Senere blev tyskerne udsat for Stalins grusomme hævn. Führerbefehl af 4. februar 1945. Tvangsevakuering. De første flygtninge kom til Sønderjylland. De mange skibe. Store udgifter for den danske stat. En stor ipgave for Besættelsesmagten. Modstandsbevægelsen: ”Den anden besættelse”. ”Vi må dyrke hadet” medierne og danskerne var fuld af hævntørst. Den 5. maj 1945 blev skive med flygtninge sendt retur. Man fandt masser af lig. Man brugte ”fremmeloven” og satte pigtråd op. Kritik af flygtningeadministrationen. En nødtørftig løsning. Præster tillod sig at kritisere. Det gjorde PH (Poul Henningsen) også. Et CB – korps blev oprettet. Nogle var ret så nidkære. Tyske flygtninge fra dengang kan endnu i dag huske pigtråden. Hvad fik de at spise? 17.000 flygtninge døde i Danmark. Man forsøgte at skabe en dagligdag for flygtningene. Der var masser af nazister i lejrene.
Danskheden skulle nødigt ”besmittes”
Ja ud fra den overskrift kunne man tro, at det er den tyske besættelsesmagt, som vi mener. Men det er de tyske flygtninge, som ikke var særlig velkommen i Danmark. Men var efter krigen enige om, hvem der var de gode og hvem der var de onde. Man vidste selv man var dansker. Og aldrig har man været så danske som i befrielsesdagene. I denne bevidsthed skulle der så placeres over 200.000 tyske flygtninge, som vi ikke kunne ”komme af med” og de var mildest talt uønskede
Danskheden skulle nødigt ”besmittes” med den tyske trussel. Vi vidste jo, hvor galt det kunne gå med ”dem”.
Russerne på vej til Berlin
Anden Verdenskrig var ved at være tabt for Nazi-Tyskland. Den 12. januar 1945 påbegyndte de russiske tropper deres vinteroffensiv og stormede hurtig ind i Østpreussen med kurs direkte mod Berlin.
10 – 12 millioner tyskere blev drevet på flugt. De russiske soldater ville have hævn for de grusomheder, tyskerne havde begået under invasionen af Sovjetunionen. Der blev ikke skelet mellem civile og soldater. Derfor blev det en flugt over hals og hoved.
Kaotiske forhold
Af frygt for russerne begyndte den tyske befolkning en uforberedt og kaotisk flugt mod vest. De pakkede deres ejendele på hestevogne og drog af sted mod Danzig – bugten i håb om at komme væk med skib.
Alene fra havnebyen Pillau blev der i perioden 25. januar 1945 til byens fald 25. april 1945 borttransporteret 451.000 personer med skib. Det var fuldstændig kaotiske forhold, hvor de flygtende tyskere måtte efterlade deres personlige ejendele.
Den civile flygtningestrøm blev blandet op med tyske soldater på tilbagetog. Karavanerne var derfor oplagte mål for de russiske fly. Russiske fly bomber veje og byer. Det kræver mange dødsfald, og det var mest kvinder og børn. Mændene var blevet sat til at forsvare Østpreussen.
I Kønigsberg havde russerne havde russerne indtaget byen. De første 8 dage havde de bare hærget byen.
Stalins grusomme hævn
Stalins grusomme hævnpolitik tvang tyskerne til at leve under KZ-lignende forhold. Endnu i 1947 blev de tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet
”Führerbefehl”
De mange tusinde flygtninge hindrede de kæmpende tyske troppers bevægelighed. Flygtningene blokerede vejene og tyske tropper måtte tage sig af de mange nødlidende mennesker. Situationen var helt kaotisk, hvorfor Adolf Hitler den 4. februar 1845 udsendte ”Führerbefehl” den 4. februar 1945:
Den Rigsbefuldmægtigede organiserer i samarbejde med de stedlige danske tjenestesteder den hensigtsmæssige indkvartering af de tilbageførte folkefæller. Hertil yder Værnemagten enhver tænkelig støtte.
Signeret: Adolf Hitler
Tvangsevakuering
Denne ordre igangsatte en tvangsevakuering af ca. 2 millioner tyskere fra Østpreussen. Det var en blanding af civile, sårede og syge soldater og krigsfangere. Med skibe af alle slags blev de fragtet til de nordtyske havne. Og ca. 250.000 af disse tvangsevakuerede kom samtidig til Danmark.
De første flygtninge kom til Sønderjylland
Og fra den 11. februar 1945 ankom de tyske flygtninge i stort antal til Danmark. De første flygtninge kom med tog til Sønderjylland. Men langt den største del kom med skib, hvor Frihavnen i København blev det mest benyttede landsted. Senere i maj 1945 blev antallet af civile flygtninge opgjort til 250.000.
Antallet af syge og sårede soldater kendes ikke med sikkerhed, men antallet 50.000 er nævnt.
De mange skibe
Mange af de store skibe sejlede i pendulfart til Danmark. Et eksempel herpå er ”Potsdam” – en dengang moderne passagerliner, der blev bygget i 1935. Den havde plads til 227 passagerer på 1. klasse og 166 passagerer på 2. klasse.
Det første skib, der anløb København var ”Wartheland, der den 11. februar 1945 medbragte 200 flygtninge og 2.500 sårede. Det skal bemærkes at dette skib tidligere havde været brugt til transport af danskere til KZ – lejrene. I de følgende dage fulgte mange flere skibe.
Store udgifter for den danske stat
Lige så vigtig var det at skibene her kunne få olie, kul og andre nødvendige forsyninger. Disse forsyninger blev selvfølgelig taget af de danske lagre. De værdier og udgifter der var forbundet med de tyske flygtningeskibe og deres drift blev aldrig gjort op og dermed heller ikke betalt af værnemagten. Dette blev heller ikke gjort op efter krigen.
Heller ikke udgifter til plejen af de tyske flygtninge så som medicin m.m. blev gjort op.
Hver uge fik flygtningene udbetalt penge til kost og logi samt lommepenge som var 2 kr. til alle mænd og 1 kr. til kvinder og 50 øre til børn. Flygtningene i Sønderjylland, der var indkvarteret privat fik udleveret rationeringskort. De private kvartermestre fik et vederlag på 3 kr. pr. flygtning pr. dag. Det var penge som værnemagten krævede udbetalt af den danske stat.
Store katastrofer
Englænderne regnede ud, at den danske stat brugte 148 millioner kroner på de tyske flygtninge. Dette svarer cirka til 7-8 milliarder kroner Rusland viste overhovedet ingen interesse i at bidrage, selv om der blandt flygtningene var en del russere. Og det samme var tilfældet med polakkerne.
”Potsdam” lå i februar 1945 opankret i Goteshafen, hvor skibet blev anvendt til opholdssted for tyske marinesoldater. Potsdam anløb København fire gange i marts 1945. Hver gang medbragte den 10.000 evakuerede flygtninge og sårede soldater.
Presset var så stort, at skibene medtog alle de passagerer der kunne presses om bord. På havet lurede ubåde og fra luften var det både russiske og allierede fly.
Tre store katastrofer skinner i øjnene. Russiske ubådes sænkning af ”Wilhelm Guustloff, General von Steuben og Goya.
Skibene ankom til Sønderborg, Flensborg og Aabenraa og Nyborg. Men København var det vigtigste mål for skibene. Langsomt mistede værnmagten kontrollen med situationen.
En for stor opgave for besættelsesmagten
Modtagelsen af de mange evakuerede flygtninge var en kæmpe opgave for den uforberedte tyske besættelsesmagt i Danmark. En opgave, der blev alt for omfattende. De tyske feltlazaretter havde ikke kapacitet til at behandle både de syge og sårede soldater samt alle de mange syge flygtninge.
Tyskerne beslaglagde ca. 1.100 lokaler over hele Danmark. Der kunne tjene som ophold for de mange flygtninge. De civile flygtninge var hovedsagelig kvinder og børn samt ældre mænd. Mange flygtninge var fysisk og psykisk meget medtagne af de lange udmagrende og farlige flugt.
Modstandsbevægelsen: Den anden besættelse
Blandt tyskerne var der stor forvirring om, hvor mange flygtninge, der skulle til Danmark. Fra tyske ministerier og statssekretærer kom der ønsker om at anbringe 2 mio. tyske flygtninge i Danmark. Werner Best afviste dog dette. Han mente, at Danmark kun kunne modtage 100.000.
Den danske modstandsbevægelse betragtede de mange evakuerede som ”den anden besættelse”. Det var jo en operation styret af det tyske regime og dens operative marine. De danske læger i København ydede derfor i mange tilfælde ikke lægehjælp til de mange syge flygtninge for ikke, at komme i miskredit hos modstandsbevægelsen.
Vi må dyrke hadet
Flygtningene blev mødt af råb som Nazi-svin og Hitler – unge. De fem forbandede år havde selvsagt skabt en modvilje i den danske befolkning mod den nazistiske nation.
I den illegale presse kørte der op til den tyske kapitulation en kampagne mod flygtningene. Den 10 marts lød det manende i en modstandsavis:
9. april nåede Informations fjendtlige billede af de flygtende menneskemasser et kulminationspunkt. De beskrives som:
– brovtende, råbende og krævende
De kaldes:
Og så harceleredes over, at der stadig findes danskere, der:
Desuden sættes der en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og nazister.
Jo man mente, at en ny invasion var begyndt:
Fuld af hævntørst
Lederen af den danske flygtningeindsats, Henrik Havrehed skriver selv i sin fyldige disputats:
De danske hovedstadslægers ofte svigtende hjælp til de civile flygtninge har været udsat for megen diskussion. Også her på siden har ”Den Gamle Redaktør” været udsat for hård kritik i hans omtale af situationen.
Parterne er dog enige om, at der døde mange tyske børn, især i perioden april og maj måned 1945. Det var børn, der ikke havde lod og del i ”den anden besættelse”, men som i stort tal ankom til Danmark både syge og underernærede efter den ugelange flugt i både frost og sne på de Østpreussiske landeveje, hvor også natten tit blev tilbragt uden husly.
Den 5. maj blev skibe sendt tilbage
Efter befrielsen 5. maj 1945 blev flygtningestrømmen indstillet. Skibe med soldater og flygtninge blev afvist i havnene og sendt tilbage til Tyskland. Alle tyske soldater blev også hurtigst muligt sendt tilbage til Tyskland. Dermed forsvandt også den militære organisation, der indtil da havde administreret indkvarteringen af de mange tusinde civile tyske flygtninge i Danmark. Den 5. maj 1945 var der i Danmark:
Man fandt masser af lig
Man kunne konstatere at der hos de tyske flygtninge på skolerne fandtes lig i kældrene. I en villa fandtes 300 lig. I et pakhus på Frihavnen fandtes yderligere 300 lig.
Dengang var de tyske flygtninge indkvarteret på 1.100 steder rundt om i Danmark. De skibe, der lå i diverse havne med flygtninge blev sendt retur til Tyskland.
De danske myndigheder ville sende flygtningene retur
Den danske stat havde håbet, at man hurtigt efter befrielsen kunne hjemsende de civile tyske flygtninge til den vestlige del af Tyskland, men de britiske myndigheder modsatte sig dog dette. De udbombede byer og de kaotiske forhold i Tyskland kunne ikke modstage så mange flygtninge. De måtte blive i Danmark til situationen i Tyskland var blevet væsentlig forbedret. Vi har tidligere beskrevet forholdene lige syd for den danske grænse her på siden. Der var der nærmest hungersnød.
Man brugte ”Fremmeloven”
Den danske stat måtte nu overtage de enorme sociale og sundhedsmæssige forpligtelser over for de mange civile tyske flygtninge, der ikke kunne beskyttes efter flygtningekonventionen, da alle var tvangsevakuerede.
De havde ingen indflydelse eller viden om, at de under flugten kom til Danmark. I Danmark blev de alle behandlet efter Fremmedloven § 14, der hjemler ret til at anbringe personer, der i medfør til loven:
Kritik af flygtningeadministrationen
Man oprettede i september 1945 en flygtningeadministration under Johannes Kjærbøls ledelse. Han var arbejdsminister i Scavenius – regeringen og førte i den periode en markant antisabotage – og strejkepolitik. Frihedsrådet nedlagde veto imod, at han kom med i befrielsesregeringen.
Han havde derfor behov for, at markere sig som ikke blødsøden i forhold til tyskerne. Flygtningeadministrationen bliver af kritikere beskrevet som:
Filosofien var, at flygtningene skulle behandles spartansk og isoleres fra det danske samfund indtil de kunne hjemsendes tilbage til Tyskland.
Kirsten Lylloff mente at resultatet af den danske flygtningepolitik var
Professor i historie Anette Warring har tilsluttet sig den vurdering og slået fast, at resultatet vel at mærke:
En nødtørftig løsning
I sin konklusion siger Henrik Havrehed:
Præster tillod sig at kritisere forholdene
60 præster havde fået nok af mediernes beskrivelse af forholdene i flygtningelejrene:
Præsterne opfordrede til, at man så på de tyske flygtninge som medmennesker i nød frem for fjender, der kun tjente foragt.
Information gik forrest i foragt af præsterne
Opfordringen mødte i den grad foragt. Information gik forrest og krævede præsternes afgang. De påstod, at det simpelthen ikke var sandt, det som præsterne sagde. Bladet mente, at de var nyttige idioter for tyskerne.
Lederen i Information sluttede:
Et læserbrev i Information indsendt af Rob. Olsen fra 29.06.1945:
Poul Henningsen (PH) forsvarede flygtningene
En markant intellektuel, der satte sig ud over folkestemningen og med vægt talte de tyske flygtninges sag, var arkitekten Poul Henningsen.
For og under besættelsen var PH toneangivende kritiker af nazismen, blandt andet foreviget i revyvisen ”Man binder os på mund og hånd”. Han måtte i 1943 som følge af sine kontroversielle holdninger krydse Øresund i en robåd med sin kone, Inger Henningsen og arkitekten Arne Jacobsen.
Hjemkommen til Danmark efter befrielsen trådte PH frem som fortaler for de tyske flygtninges rettigheder.
I en række artikler i Politiken i februar-marts 1946 rettede han en stærk kritik mod forholdene i flygtningelejren i Kløvermarken på Amager, som han havde fået Insider-viden om via en kvindelig lejrleder.
PH tabte retssag
PH pegede på, at de tyske flygtninge var placeret uden for lov og ret, uden offentlig kontrol, og at grænserne mellem demokrati og diktatur, som vi burde kæmpe om, blev udvisket i dette restlige vakuum.
Dansk flygtningeadministrations ubestridte leder, Johannes Kjærbøl afviste blankt PH’ s kritikpunkter. Kjærbøl greb til et retsligt modtræk og anlagde injuriesag mod PH. Eftersom det ikke kunne dokumenteres, at Kjærbøl misinformerede, tabte PH retssagen.
Fra Danmarks side pressede man på for at få sendt flygtningene ud af landet. Men de allierede sagde nej til dette.
Den almindelige dansker var oprørt over de tyske flygtninges tilstedeværelse.
Et CB – korps på 10.000 mand
Isolationen betød, at det var næsten umuligt for en tysk flygtning at blive gift med en dansker. Først da de sidste flygtninge var sendt tilbage til Tyskland i 1949 mildnedes disse krav.
Det blev i stor hast bygget store baraklejre, hvor flygtninge blev samlet bag pigtråd og isoleret far det danske samfund. Dermed kunne skoler m.m. igen få deres lokaler tilbage. Lejrene blev efterhånden omhegnet med pigtråd og bevogtet af dansk politi. Til anledningen blev der oprettet et såkaldt CB – korps, der beskæftigede 10.000 mand.
Her var der nok ikke alle, der var lige voksen til deres opgaver. En lejrleder morede siog med at skyde med sin maskinpistol hen over hovederne på flygtningene, inden danske myndigheder fik ham fjernet.
Nidkære CB – folk
Andre danske CB – folk var alt for nidkære i deres bevogtning af lejrene. Problemet forsvandt dog lidt efter lidt. Tyskerne klagede selv over følgende punkter. Maden, tøjet, fodtøj, sortbørshandel, razziaer, skyderier og censur af post.
Disse razziaer var til tider tale om ren tyveri. Enkelte konfiskerede ejendele blev leveret tilbage ved hjemsendelse. Men det har nok ikke været befordrende i at genopdrage disse mennesker til demokrater.
Den danske regering forsøgte at isolere tyskerne totalt. Kun i forbindelse med nære slægtninges sygdom eller begravelse kunne udgang tillades. Postforbindelsen til udlandet var afbrudt for alle i Danmark frem til 5. december 1945. Til Tyskland dog til 1. april 1946.
Breve i lejrene måtte kun indeholde 25 ord og der blev udøvet censur. Efter november 1945 var der dog kun stikprøver.
De tyske flygtninge kan endnu huske pigtråden
De tyske flygtninge i dag kan huske pigtråden i Danmark og de bevæbnede vagter. 24 personer var stuvet sammen på 12 kvadratmeter i brakker uden isolering. Om vinteren måtte flygtningene bruge brædderne under madrassen som brændsel for at holde varmen.
Der var da både kvinder og børn, der blev skudt af de danske vagter.
Hvad fik de at spise?
De fik meget suppe – hvidkåls-, kålrabi og kartoffelsuppe. Det var nok fordi, at det var billigt at lave. En gang imellem var der et stykke kød med i hvidkålssuppen. En gang om ugen var der bygvælling. Og dette var en fest for børnene.
Maden bestod af brød, kål, lidt pølse, grød, kartofler og mindre gode grisedele som f.eks. grisehoved og grisetæer. Børn fik en smule mælk. Mange danskere mente, at de ikke skulle have mere at spise end de fik i KZ – lejre.
Ofte bestod maden dog af ting, som var uønsket af danskere og lettere fordærvet. Hvis man nu fra starten havde vidst, hvor længe flygtningene skulle blive her, kunne man have startet en slags produktion, så flygtningene selv kunne have avlet korn og friske grøntsager.
Aviserne berettede om hungersnød
I marts 1946 berettede Information om grænseoverløbere til Danmark på grund af hungersnød i Tyskland. Den 26, december 1947 skriver Information at mørket i bogstavelig forstand har lagt sig over Tyskland:
Den 19. august 1948 skriver Information at situationen i Sydslesvig er katastrofal og at:
Alligevel ville flygtningene heller hjem end at sidde bag pigtråd i Danmark. Men englænderne bestemte, at tyskerne skulle blive i Danmark til situationen havde forbedret sig.
De menneskelige konsekvenser ved at have siddet fire år i Danmark har for nogle flygtninges vedkommende været meget store.
17.000 flygtninge døde i Danmark
Cirka 17.000 flygtninge døde under opholdet i Danmark. Alene i 1945 døde 7.000 børn under fem år. Spædbørnsdøden var ekstrem højt på et tidspunkt. 80 pct. af de børn, der døde var under fem år.
Hovedparten døde af underernæring, mave-tarminfektioner og banale børnesygdomme.
I dag er der samlet 34 tyske gravpladser over hele landet.
Det danske embedsmandsstyre forsøgte at forhindre de tyske flygtninges ankomst. I samme tidsrum blev danske fanger deporteret til Tyskland. Også den transport forsøgte embedsmandsstyret at stoppe. Det har vel aldrig været overvejet at frigive danske kommunister, politifolk og modstandsfolk til gengæld for Danmarks hjælp til tyske flygtninge. Fra dansk side blev samarbejdet om de tyske flygtninge derfor afvist. Den tiltagende menneskelige nød stillede dog de danske læger over for et stadig stigende etisk problem.
Der blev lagt pres på tyskerne
Den 10. marts 1945 ankom 10.000 flygtninge til København. Blandt syge og udhungrede var 40 fødsler også umiddelbart forestående. Under henvisning til Haager – konventionen blev der indgået en aftale om dansk hjælp til tyske civile flygtninge i forbindelser med fødsler og sygdomme, der havde epidemisk karakter.
Også i den forbindelse blev der lagt pres på tyskerne for at forbedre forholdene for danske fangere i Tyskland. Men i grunden var situationen umulig. Ingen af parterne havde reel indflydelse på situationen. Når så mange mennesker flygter skrækslagende fra en fjende, så spørger de ikke først om lov.
Samkvem med tyske flygtninge var absolut forbudt
Trods pigtråd og vagter var der en livlig trafik ind og ud af lejrene. I en del af tilfældene blev der også afsløret prostitutionslignende forhold mellem nogle af lejrens mange yngre kvinder og lokale danske mænd. Skilte talte deres utvetydige sprog om den isolation, der var tiltænkt flygtningene:
Bøde for at smide smør over pigtråden
De store lejre kunne ikke bevogtes effektivt, men alligevel brugte vagterne i flere tilfælde deres skydevåben mod flygtningene, der forsøgte at krydse hegnet.
Fra december 1945 til december 1946 havde politiet ved Oksbøl lejren skrevet 607 journaler om fraternisering. Antallet af ikke opdagede bekendtskaber må stå hen i det uvisse.
Straffene kunne være 50 kr. i bøde for at kaste et pund smør over pigtråden til en tysk flygtning.
Bange for ”halvtysk” befolkningsgruppe
I Danmark var der en dyb mistro til tyskerne. Hvis små 50.000 tyske kvinder i den fødedygtige alder blev ”sluppet” ud til danske mænd, ville der danne sig en ”halvtysk” befolkningsgruppe, som kunne få en stor indflydelse på en fremtidig dansk – tysk konflikt.
Man brugte også undskyldningen med at beskytte tyskerne bag pigtråd på grund af faren for danske hadangreb.
Man forsøgte at skabe en almindelig dagligdag
Nu var det hele ikke kun negative ting. Man forsøgte at skabe en almindelig dagligdag for tyskerne. Der blev oprettet skoler, ungdomsskoler, biblioteker, kulturcentre med foredrag, skuespil, sangaftener og de forskellige trossamfund holdt deres gudstjenester. Der blev installeret radio i lejrene. Det blev dog ikke produceret udsendelser i Danmark. Det var udsendelser fra Berlin og Hamborg, der ivrigt blev aflyttet.
Man forsøgte at give børnene en seks timers undervisning hver dag. Men det var en stor udfordring. Retssikkerheden omkring udvælgelsen af lærere har ikke været tilstrækkelig. For hvordan afgøres det om man er nazist eller ej. Man ville jo gerne genopdrage alle de tyske flygtninge.
Flygtningene var ikke en homogen gruppe
Under krigen havde tyske socialdemokrater og kommunister, der var gået under jorden udgivet et undergrundsblad ”Deutsche Nachrichten”. Dette blad blev nu officielt de tyske flygtninges blad i Danmark.
Nu var bladet kritisk over for Tyskland og ofte med en bedreviden og en selvforståelse som spydspis for genopdragelsen af de tyske flygtninge.
Problemet i lejren var, at det ikke var en samlet homogen gruppe. Det var civilbefolkningen fra Østpreussen. Og så var det en mindre gruppe af ideologiske bærere af nazismen. Det var ofte højtuddannede personer, som f.eks. læger, sygeplejersker og præster. Sammen med tidligere nazister udgjorde de det største demokratiske problem i lejrene.
Masser af nazister i lejrene
Efter 12 år ved magten i Tyskland var der kun nazister eller sympatisører, der havde administrative erfaringer. Således var ”borgmesteren” i Oksbøllejren blevet anholdt for krigsforbrydelser.
Så sent som den 20. februar 1947 klager hjemvendte flygtninge sig over nazister i lejrene. Der fortælles om en undersøgelseskommission har foretaget 1.700 afhøringer. Dette resulterede i et par hundrede tvangsforflytninger til speciallejre for nazister.
Også det tyske mindretals nystartede avis ”Der Nordschleswiger” blev tilladt i lejrene.
I 1949 forlod de sidste tyske flygtninge landet. De fleste var vendt tilbage til Vesttyskland og ikke til Østpreussen, hvor de var kommet fra. De måtte nu starte forfra.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.379 artikler herunder 277 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inklusive:
April 17, 2019
De skønne søer (NørrebroLIV 28)
Dette er vores bidrag nr. 28 til Ugeavisen Nørrebro LIV. Og som overskriften antyder så handler artiklen om de tre skønne søer. Vi skal besøge Skt. Jørgens Hospital og så havde søerne deres helt egen Lochness – uhyre. Måske er den der endnu. Mange har i tidens løb også forsøgt selvmord i søerne. Her har været bådfart og badebroer. Men det har nu ikke altid været lige nemt at gå langs stierne. Man brugte søerne som skraldspand, og tænk man har fået drikkevand fra nogle af søerne.
Allerede i 1400 – tallet lå der en samling bygninger ved den sydvestlige ende af Skt. Jørgens Sø. Disse var indrettet som hospital for spedalske og opkaldt efter de spedalskes skytsengel Sankt Jørgen. Navnet blev overført til søen.
Det var en tragedie at blive anbragt her for det var et evigt farvel til familien. Skt. Jørgens Hus havde en ”indordning” under strenge regler. Hospitalet var anbragt langt ude for byen. Her var det bedre muligheder for at isolere de syge. Et af midlerne var at bekæmpe smerterne ved badning. Derfor blev der indrettet badestuer. Da Helligåndshuset i 1607 flyttede til Vartov uden for byen ophørte Skt. Jørgens Gård. Kort efter blev det revet ned.
Et epidemihospital blev senere indrettet ved Sortedammen.
Hvad så med de andre navne til søerne? Hvilke peblinge er Peblingesøen opkaldt efter? Ja det vides ikke helt nøjagtig. Historikerne er uenige. Navnet nævnes første gang i 1524, men er sikkert betydelig ældre.
Men hvad så med Sortedam? Dæmningen ved Østerbro kendes fra 1619.
Efter 1523 var der igen engang blevet arbejdet på Københavns Fæstning. Det betød at søerne blev opdæmmet. Peblingesøen var i middelalderen ikke skilt fra Sortedamssøen. Før 1523 var Skt. Jørgens Sø blot en meget lille sø: Fra begges sider gik der enge ned til dette lille vandsted. Men i 1524 blev engene sat under vand.
Vognmandslavet fik allerede i 1543 pålagt at vedligeholde de tre søer, så slap de for at betale de såkaldte ”grøftepenge”
En fisketur kunne være rart, men det var ikke tilladt. I 1631 kunne fiskeri på Skt. Jørgens Sø betyde indsættelse på Bremerholm. Det var også almindelig, at der på Christian den Femtes tid var skydeøvelser over Peblingesøen. Man skulle skyde efter et billede midt ude på søen
Efter de store reguleringer i 1720’erne skete der en masse omkring søerne. Man fik nu tilladelse til at badebroer og lysthuse voksede op ved vandet. Problemerne var bare at Vandvæsnet ejede en masse areal omkring søerne.
I 1727 søgte blegmænd tilladelse til at lægge render fra Sortedammen til deres blegdamme.
Krigskommissær Smith tilbød i 1790’erne at stå for en ny rensning af søerne mod at få rådighed over den græs, der voksede på dosseringerne. Men han var ikke helt tilfreds med ordningen, da han havde vanskeligheder med at komme til græsset fra Blegdamssiden.
Dyr måtte ikke græsse på dosseringerne. Men man måtte godt blege tøj.
For velhavere blev det en trend, at leje sig ind hos blegmænd og gartnere. Søerne blev et rekreativt sted og flere badebroer blev bygget. Nu var roture på søerne blevet almindelig.
Godt nok var der stier langs søerne. Men man skulle ikke gå her, når det havde regnet, så sank man ned til knæene. Og så skal man nok lige have nogle nøgler fra vandvæsnet. Da Søren Kierkegaard boede på Østerbro gik han ofte turen til Nørrebro for at få et glimt af Regine.
Chr. Købkes mange malerier fra dengang giver et godt indtryk af, hvordan det så ud dengang. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til lågerne. Først ved anlægget af Skt. Hans Gade i 1851 – 53 blev Sortedams Dosseringen en offentlig gangsti.
Digteren Jens Baggesen overvejede at begå selvmord i søerne. En sommerdag i 1802 forsøgte han, men det lykkedes ikke. Men det gjorde det for billedhuggeren Johannes Wiederwelt samme år i december.
I 1869 blev Kjøbenhavns Skøjteløberforening stiftet. I 1885 fik man lov til at bruge den sydlige del af Peblingesøen til skøjteløb. Hvert år blev der indsendt forespørgsler om tilladelse til at opstille interimistiske træbygninger til ”Condotori og Aftrædelsesværelser for skøjteløberne og kontor. Tilladelserne blev givet under forudsætning for, at bygningerne blev fjernet igen, når skøjtesæsonen var over. I 1893 sendte man en ansøgning om en permanent bygning.
Ja og tænk i 1894 blev der fejret kongelig sølvbryllup med en stor søfest.
Købmand E.M. Olesen fik tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne klagede over stanken. De var nu heller ikke så driftssikker. Afløseren var såkaldte ”elektriske” både. Man reklamerede med, at nu kunne passagererne få frisk luft. Man kunne også leje promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.
Fredag aften gav Husarenes Musikkorps koncert fra illumineret båd. Man kunne så følge med i passagerbåde til en pris af 50 øre.
Den helt store succes var benzinbåden. De kom i 1903. Og tænk engang i 1916 var der 350.000 passagerer.
Man kunne også leje diverse både. Bådudlejningen lå i en lille havn i Peblingesøen ud for Baggesensgade. Så kunne tage på en krydstogt på søerne. Ja så blev det tilladt at besejle søerne med sejl.
Musik og underholdning var der masser af. Der var også traktørstedet Søfryd. Og så var der masser af koncerter i Søpavillonen. Men på et tidspunkt blev al den fest for meget for Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirken. De fik sat en stopper for flere restauranter og andre festlige ting ved Sortedammen.
Sankt Jørgens Sø er den dybeste af de tre søer. På det dybeste sted er der nok 4-5 meter. I Sortedamssøen ligger de to øer Fiskeøen og Fugleøen. Og sidstnævnte blev i 1967 befriet af aktivister. Og dæmningen på søens vestside hedder Svineryggen. Og det er cirka her, at kommunegrænsen ligger.
I midten af 1800 – tallet blev Peblinge – og Sortedamssøen opgivet som vandreservoirer på grund af for dårlig vandkvalitet. I stedet tog man så Sankt Jørgensø i brug til dette. Søen havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden verdenskrig. Ja faktisk fungerede den frem til 1959 som reservereservoir.
Alle kender Lochness-uhyret. Sådan en er der også i Sortedamssøen. Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i ca. lårtykkelse. Mon det der her er tale om en mutation af de karper, som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ned af Skt. Jørgens Sø?
Det er nu ikke det eneste mystiske. På et bestemt sted, er der observeret vand. Der stiger op. Måske kommer det fra en underjordisk sø eller kilde. Og der er jo masser af foder lige inden for hoveddøren:
Ja hvis uhyret i søen også har smag for rustne cykler, er det rig mulighed for dette.
Vidste du, at søerne får deres vand via de rørlægte åer, Grøndalsåen, Lygteåen og Ladegårdsåen som tilsammen fører vandet fra Utterslev Mose og Emdrup Sø til søerne foran Østerbro, Frederiksberg og Nørrebro.
Vandets opholdstid i søerne er ca. et år. For enden af Sortedammen flyder vandet til Østre Anlæg og til Kastellet og derfra videre ud i Øresund.
Ja søerne er i dag fredet. Men man barsler med planer om, at der skal laves en parklignende foranstaltning i forbindelse med Skt. Jørgens Sø til stor utilfredshed for mange. Men det skal ske i forbindelse med klimasikring.
April 14, 2019
Nolde og Nazismen
Tusinder af danskere valfarter til Nolde-museet. En ny farve blander sig. Et nyt digert værk afslører nyt. Allerede kritik af Nolde i 1947. Fra umerkel vil ikke længere have Nolde. Han var overbevist nazist fra start til slut. Det københavnske kunstnerliv foragtede ham. Statens Museum for Kunst sagde nej. Nolde ville ikke stemme i 1920. Hans identitet var vestslesvigsk. Han var Himmlers æresgæst. Der tog Bonnichsen fejl. En hadeudstilling. Han har aldrig fået malerforbud. Han havde mange antisemitiske udtalelser. Så prøvede han at pynte på sit liv. Han satte sig selv i scene som offer. Forskere mener, at Nolde-museet bevidst holdt dem tilbage. Kunst bliver lavet af mennesker. Han var en stor kunstner, men et svagt menneske.
Tusinder valfarter til stedet
Nolde-museet i Seebüll syd for den dansk-tyske grænse ved Rudbøl modtager hvert år tusindvis af besøgende fra Danmark. Gæsterne falder for den mystiske og stærkt personlige dimension som Emil Nolde tilførte den tyske ekspressionisme.
Og så var Emil Hansen endda fra Nolde i nærheden af Bylderup Bov. Mon ikke han er sognets mest kendte person?
En ny farve blander sig
Valmurerne er varmere, himlen mere blå, græsset gennemført grønnere og naturen i det hele taget lidt vildere hos den berømte maler, der boede det meste af sit liv herude i marsken. Men nu er en ny farve begyndt at dukke op, når talen falder på Emil Noldes billeder i de tyske medier – og det er farven brun. Brun som nazisme. Brun som jødehader.
Det har altid været tvivl om Noldes holdning til nazismen. I flere af hans bøger er dette nedtonet – set i bakspejlet måske bevidst. Statens Museum for Kunst forbereder i 2021 en stor udstilling med hans værker.
Et nyt digert værk afslører nyt
Da han kom på Hitlers sorte liste, mente de fleste, at han så nok ikke kunne være en fanatisk nazist, selv om han ikke skjulte, at han foragtede jøder.
Men et digert dobbeltbinds – værk afslører, at han sympatiserede med nazisterne til det sidste Det er første gang, at kunsthistoriker med fuld opbakning fra Nolde-stiftelsens hovedsæde i Seebüll har haft mulighed for at belyse emnet ud fra Noldes omfattende dødsbo og hidtil ukendte kilder.
Allerede kritik i 1947
Allerede i 1947 udtalte kunstkritikeren Adolf Behne på Noldes 80 års fødselsdag, at maleren var ”degenereret, degenereret”. I mange år gik Nolde – stiftelsen forsigtig med dørene, når det gjaldt en fuldstændig afdækning af Noldes sympati for nazismen. Den nuværende direktør af Nolde-museet, Christian Ring udtaler:
De nye toner fra Seebüll kommer efter, at hidtil ukendt dokument er dukket op i Schweitz. I et seks siders langt maskinskrevet memorandum bekender Nolde en glødende sympati over for ”Fører, Folk og Fædreland”.
Papirerne er dateret den 6. december 1938 – altså blot en måned efter Krystalnatten, hvor nazisterne smadrede over 7.500 jødiske forretninger og satte omkring 200 synagoger over hele Tyskland i brand. Masser af jøder blev pryglet ihjel og 26.000 fængslet.
Disse hændelser ser ikke ud til, at have gjort det største indtryk hos Nolde.
Frau Merkel vil ikke have Nolde mere
Men nu har Angela Merkel bebudet, at de to malerier hun havde af Nolde ikke kommer tilbage. Hun var ellers en stor tilhænger af hans kunst. Nu kan hendes beslutning være ganske uskyldig, men beslutningen kan også skyldes, at ny forskning har afsløret at hans forhold til nazismen er stærkt belastende.
Og kan Frau Merkel have billeder hængende af en kunstner, som delte ideologi og verdensanskuelse med nogen af det 20. århundredes værste forbrydere?
Ja sådan udtalte direktør Felix Krämer til radiostationen Deutschlandfunk, og det vil forbundskansleren åbenbart ikke lade sidde på sig.
Kunsthistorikeren Felix Krämer havde sat spørgsmålstegn ved, om det var passende for en tysk kansler, at have billeder af sådan en ”engageret nazist”. I kanslerværelset. Det er nye toner om en maler, der selv kaldte sig systemkritisk maler.
New York Times skriver, Emil Noldes liv generelt er blevet hvidvasket. Hans forhold til nazismen forekom mere uskyldig end den egentlig var.
Overbevist nazist fra starten
Ny forskning af Noldes privatliv har overrasket forskerne. Han var fanatisk nazist og jødehader. Efter krigen har han formodet at nedspille sin rolle og erklæret sig som offer. Men fra starten var han overbevist nazist.
Et tysk forskningsprojekt kaster nu et klarere lys over Nolde og hans samtid.
Nolde begyndte med at fantaser, Eventyrlige væsener, groteske skikkelser, lys og mørke, fik krop og skulle ud. Barndommens religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.
Det københavnske kunstnerliv foragtede ham
Hans møde med det københavnske kunstnerliv omkring år 1900 var alt andet end hjerteligt. Han følte sig udenfor og ignoreret. Og det selv om han møder begavede malere som J.F. Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj.
I stedet tager han til Hundested for at se sit elskede klithav og her slog lynet ned. Hun hedder Adda Vilstrup, er skuespiller og at jysk bispeslægt.
Statens Museum for Kunst sagde ”nej tak”
Ja egentlig blev hans kunst nedgjort i hovedstaden som ”Tyskerkunst”. Dette forhold medførte, at Statens Museum for Kunst omkring 1920 ikke ønskede at modtage de værker af Nolde, kunstneren havde tiltænkt museet som gave.
En uoverensstemmelse tilbage i 1910 bliver forvandlet til et tudligt og ensomt opgør med jøderne i kunstverdenen, der, ifølge Nolde selv, var:
Nolde ville ikke stemme i 1920
Som vi tidligere har skrevet så slog Nolde sig i 1916 ned i Utenwarf. Han blandede sig i den grad i debatten om afvandingen af Tøndermarsken.
Efter lange overvejelser bestemte han sig for ikke at stemme i 1920, fordi han følte sig som tysker, men ikke ville stemme imod sin danske kones fædreland. Efter den nye grænsedragning tog han bevidst mod det danske statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.
Hans identittet var vestslesvigsk
Han lagde dog ikke skjul på, at hans sympatier lå på den tysknationale-højrefløj. Men faktisk beholdt Nolde sit danske pas resten af livet. Nolde følte sig dog hverken som nord- eller sydslesviger og heller ikke som friser. Hans identitet var vestslesvigsk. Derfor opfattede han 1920-grænsen som ligegyldig.
Set fra Seebüll, hvor han slog sig ned i 1927 med dansk pas og medlem af det tyske mindretal nord for grænsen virkede absurd.
Nolde hørte til impressionismens farveglæde. Og egentlig holdt disse fast i de særlige germanske værdier. De omfatter dyder som særligt mådehold og måske endda en medfødt overlegenhed, som filosoffen udtrykker det i sin nihilistiske ”Übermench-teori”. Hele tankegangen var dog temmelig tåget og ret konservativ.
Himmlers æresgæst
Om sommeren 1930 besøger Nolde øen Sild, hvor han bliver venner med det jødiske ægtepar Turgel.
I 1931 var han blevet en anerkendt og velstående kunstner, og blevet optaget i Det Preussiske Kunstakademi. Men foran ventede afgrunden.
Samme år er Nolde, Himmlers æresgæst i markering af Hitler’ s ti årsdag.
I selvbiografien ”Das eigene Leben fra 1931 forklarede han sit brud med den jødiske kunstner Max Wittner således:
En fantastisk rejsning af det tyske folk
11 uger efter Hitlers terrorvalg den 27. april 1933 skriver Nolde til den norske kunstkritikker Henrik Grevenor:
”De har vand i hovedet”
Ved flere lejligheder udtalte han sig stærkt antisemitisk. Han mente også, at Hitler var i gang med at oprette en idealstat.
Ikke Kun jøderne, men også englænderne nærede han dyb foragt for. Som bondefødt så han hæmningsløst ned på storbyens mennesker, om hvem han sagde:
I et brev fra 1933 fremhæver ægteparret Hitler og hans højre hånd, Hermann Görring som ”mænd, der sætter livet ind, når det gælder”. Nazismens overtagelse betragtede parret som:
Men når han var i Berlin, gik han aften efter aften på kabaret. Dette var noget som nazisterne afskyede. Han var meget imod den jødiske indflydelse. Han skrev:
I kunsten var der ingen forherligelse af den tyske race
For selv om Nolde tydeligvis følte sig som en meget tysk kunstner, så finder man ikke i hans værker den forherligelse af ”den tyske race”, man kunne forvente.
Han lod et hagekors hænge ved sit hjem i Seebüll. Allerede i 1934 blev han medlem af nazistpartiet. Og det første var NSAN. Året efter bliver han medlem af NSDAP – N
Der tog Bonnichsen hvis fejl
I 2009 skrev hans Jørgen Bonnichsen i bladet Grænsen, at medlemskab i denne forening nok for Nolde var at melde sig ind i den lokale borgerforening. Dette medlemskab har nok spillet en større rolle for os, end det har for Nolde, skrev den tidligere efterretningschef. Men vi er nok alle blevet klogere.
Nolde: En uholdbar situation
I mellemkrigstidens nazistiske rejsning blandt det tyske mindretal i Nordslesvig var et medlemskab normen. Der blev i mange tilfælde set skævt til hjemmetyskerne, der ikke bakkede op om de nye nationale toner i riget.
I hans bog ”Jahre der Kämpfe skrev han også:
Hitler kunne ikke lide hans kunst
Det var også i dette år at kunstnerne skulle underskrive en loyalitetserklæring til Hitler, forfattet af Goebbels. Men tre år efter fjernes tusind af hans værker fra offentlige steder. 47 af dem kommer med på udstillingen ”Entlartete Kunst.
Han havde håbet, at blive udnævnt til officiel statskunstner af nationalsocialisterne. Men han blev skuffet for Adolf Hitler kunne ikke lide hans malerier og kaldte ham:
Ja så hjalp det ikke noget, at propagandaminister Goebbels var vild med Nolde’ s kunst.
Problemet var også at propagandaminister Goebbels kørte en svig magtkamp med chefideologen Alfred Rosenberg. Sidstnævnte kørte en hetz mod al ”uren og utysk” kunst.
En Hadeudstilling
Da nazisterne udstillede degenererede kunstværker i 1937, en hadeudstilling af de værker, som ikke kunne lide, var Emil Noldes maleri af Jesu Liv, udstillingens centrale værk.
Den degenererede kunst blev udstillet på anden etage i det, der tidligere havde været Arkæologisk Institut. Nu var det blot et beskidt hus med små vinduer. Og fugtskader.
Placeringen af Emil Noldes angstfuld stirrende Jesus var velgennemtænkt. Værket skulle straks og slagkraftigt forskrække og fremkalde fornemmelsen af afsky hos de besøgende, følelser som skulle understreges gennem hele udstillingen.
Først havde man værker, som man mente spottede religionen. I det næste rum var der kun kunst af jødiske kunstnere. I det tredje rum var der kunst, der spottede den tyske kvinde, den tyske bonde og den tyske soldat.
Resten af rummene havde bevidst ophængt kunst med slagord og anklager. En af udstillingens mål var at overbevise gæsterne om, at modernister og jøder havde fælles idealer og fremtidsvisioner. I virkeligheden var kun 6 af de 112 udstillede kunstnere jøder.
Nolde var den kunstner, der havde flest værker med på udstillingen.
Nolde fik sine billeder tilbage
Nolde skriver flere breve til Goebbels for at få tilbageleveret de beslaglagte billeder. Det lykkedes, billederne blev tilbageleveret i december Oven i købet fjernes hans billeder nu også fra had – udstillingerne.
Nolde skrev til Goebbels, at det måtte være en fejl, for hans kunst var både ”tysk, stærk, djærv og inderlig. Og i 1942 understreger han, at hele hans liv:
Magda Goebbels blev regelmæssigt overbevist om, at hun skulle have to akvareller hængende af Nolde.
Nolde beskylder kollega for at være jøde
Mest infamt var nok forsøget på at ramme den tidligere maler-kollega Max Pechstein, som han over for Goebbels medarbejdere beskyldte for at være jøde. Den slags kunne have været skæbnesvangert i de dage. Da Pechstein forsøgte at få Nolde til at trække den urigtige påstand tilbage skrev Nolde i et brev, at den slags ”eksistensbekymringer interesserer ham overhovet ikke”
Skænderi med Liebermann
Nolde’ s ambition var ganske enkelt at være Nazi-rigets kunstneriske fører. Han så sig selv som indbegrebet af alle germanske dyder. Men den brændende drøm gik aldrig i opfyldelse.
Tidlig gik Nolde ind for en løsning for at smide jøderne ud af Tyskland. Det var ikke tale om, at de skulle aflives, men eksporteres bort. Alle jøder skulle udvises af Det Tredje Rige.
Allerede 20 år før havde Nolde haft en skænderi med den jødiske maler Max Liebermann. Den nye forskning viser, at Nolde var en udpræget racist. For Nolde gjaldt det også om et spørgsmål om den rene tyske race.
Han har aldrig fået malerforbud
I 1941 blev det besluttet, at Nolde skulle have en officiel tilladelse, hvis han ville sælge malerier. I sine erindringer påstod Nolde imidlertid, at han havde forbud mod at male. Desuden påstod han, at han jævnlig havde besøg af Gestapo. Disse løgne blev standard i fremstillingen af Nolde. Dette har vi i vores artikler i god tro også viderebragt.
Sigfried Lenz fremstilling af Nolde i Tysktime er også forkert fremstillet. Han fik aldrig malerforbud og Gestapo besøgte ham ikke.
I 1943 skulle Nolde have fortalt sin kone, Adda, at Anden Verdenskrig mere og mere blev en jødekrig, og at det var jøderne, der havde erklæret tyskerne krig. Det var lige på samme linje som Goebbels. Nolde brugte også bemærkningen, at jødernes magt var blevet nedvurderet.
Mange antisemitiske udtalelser
Efter krigen fjernede Nolde sågar al nazi – venlig og antisemitisk indhold fra sin selvbiografi ”Jahre der Kämpfe” (Kampens år). Den var udkommet første gang i 1933. Dette skulle sætte ham i det bedst mulige og mest heroiske lys.
Der findes mange antisemitiske udtalelser, der ikke bare drejer sig som en tilpasning til den almindelige tidsånd. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods. I bogen skrev han således om jøderne:
Han satte sig i scene som offer
Ifølge Nolde måtte jøderne gøre, hvad de ville – blot det skete i deres ”eget jødiske rige” – altså Palæstina. Og de havde værsgo ikke at blande sig i tysk politik og kultur
I sin biografi og sine breve ”Worte an Rande gav Nolde ofte kritisk over for nationalsocialismen. Måske var det i skuffelse over manglende anerkendelse.
Nolde synes i det hele taget, at være en af de slags mennesker der i særlig grad og yderst behændigt fik drejet begivenhederne til sin egen fordel.
Han satte sig selv i scene som offer. Han beskrev sig selv som en verdensfjern og politisk naiv kunstner. Men det virker nu meget utroværdigt.
Efter krigen begyndte historierne om det påståede maleforbud at dukke op. Men sandheden skulle skjules
Hustruen blev begravet i haven
I sin høje alder fortsatte han med at skildre sin marsk, sit vadehav, sit kringlende indre og sin kærlighed til hustruen Ada, der døde i 1946. I mange år måtte hun lige som sin ægtemand leve i dyb fattigdom. Men hun troede på ham.
Stridigheder med andre kunstnere og andre galleriejere medførte længe manglende anerkendelse. Men hun oplevede anerkendelse og rigdom. Hun blev begravet i en opkastet høj for enden af haven ved deres hus.
I 1947 giftede Emil Nolde sig med den 26-årige Jolanthe Erdmann. Og i 1952 fik Emil Nolde den tyske fortjenstmedalje, landets højeste civile anerkendelse.
Døde i en høj alder i 1856
Selv sov Emil Nolde ind i 1956 på sit elskede Seebüll. Han var da en særdeles velhavende mand og blev bisat ved Ada’ s side. Han døde barnløs og havde testamenteret en del værker til sin anden hustru.
Filmatiseringen af ”Tysktime”
I 1968 dukkede Nolde’ s løgn op i levende billeder, da filmatiseringen af Siegfried Lenz, Tysktime kom frem. Nolde var så heldig, at kun få sagde fra over for den forfulgte kunstner. Og det var måske held i uheld for ham, at Goebbels ikke vandt kampen om, hvordan nazistisk kunst skulle se ud. Hvis det var gået anderledes, havde historien om det brutale maleforbud næppe været nok til at redde Noldes anseelse efter krigen.
Vi fik også her løgnen om de ”umalede” billeder. Og Nolde fremstilles nærmest som en antinazistisk maler. Ja hovedpersonen hed godt nok Max Ludwig Nansen. Filmen og bogen var med til at højne Noldes popularitet.
Skal vi se anderledes på Nolde’ s kunst?
Spørgsmålet er nu, om man skal se anderledes på Noldes kunst. Særlig når man tænker på ”Blut und Boden – filosofien”. Men hans tilgang til farve og kreativitet er jo fantastisk. Særlig hans farvespil i illustrationerne af Vadehavet er eminent.
Den nordslesvigske marsklandshimmels farvepragt ved solnedgang i storm og stille og blomsterne i sin have i Seebüll har han gang på gang skildret i olie og akvarel, ofte så så intens, at man bliver aldeles stille indeni ved synet af disse billeder.
Men i alle tilfælde så kan man ikke længere se blomsterakvarellerne som et:
Forskere mener, at Nolde – museet bevidst havde nægtet adgang
25.000 dokumenter er blevet gennemlæst. Og man kan synes, at det er lidt underligt at sandheden først nu er kommet frem. Kan det være, at det er fordi, at de tidligere ledere i Seebüll bevidst har holdt historikere og forskere tilbage for ikke at tilsmudse Noldes omdømme.
Forskere mener, at Nolde-museet i de forgangne årtier på utilstrækkelig vis har bidraget til det mørke kapitel at få det mørke kapitel i Noldes liv bragt for dagens lys. Først i 2015 blev fondens kuratorium åbnet.
Nu indrømmer de, at de har fejlbedømt historien
Nolde-museet erkender, at der i fortiden erkender, at der er sket regulære ”fejlbedømmelser” af Emil Nolde. Der er blevet dannet myter uden at disse er blevet modsagt med Emil Noldes biografi. Fremover bliver det hele dog lagt frem på museet.
Kunst bliver lavet af mennesker
I et længere interview på Deutschlandfunk kalder historikeren Michael Wolffsohn Merkels reaktion et udslag af ”dydsmønsterhysteri” Vi tager lige et uddrag, som ”Den Gamle Redaktør” har forsøgt at oversætte:
Han var en stor kunstner, men et svagt menneske
Ja sådan lød det fra Wolffsohn, der kunne have ønsket sig, at Noldes værker fik lov til at blive hængende på Merkels kontor, netop som et billede af Tysklands ”brune historie”
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.373 artikler og heraf er 242 om Tønder og omegn herunder:
April 10, 2019
1864 – En ulykkelig kærlighedshistorie
Fortalt af Arne Dupont
I sandhed en dramatisk kærlighedshistorie hvor to forelskede ikke fik hinanden. Men ud af deres forelskelse kom der en datter. Meget sent fik familien at vide, hvor faderen lå begravet. Det var nemlig infanterist Hans Hansen, Arnes tipoldefar. Han var en af de to soldater, der lå i graven ved Bøffelkobbel i forbindelse med Slaget ved Dybbøl 1864. Holger Drachmann skrev et digt om de to soldater
De vog
dem; vi grov dem
en Grav i vor Have,
lagde dem ved Siden af den alfar Vej;
alle vore Blomster skal smykke deres Grave
sønderjydske Piger, I forglemme det ej!
Hvem gemmer vi vel ellers vore Kranse til!
Søster, hvad er det du siger?
Lad Fjenden plukke Blomster derude hvor han vil:
Nælder hos de sønderjyske Piger.
Sådan er teksten i det første vers i Holger Drachmann’s digt om de 2 soldater, som blev begravet i en privat have ved Bøffelkobbel i forbindelse med slaget ved Dybbøl i 1864. Drachmann skrev digtet efter at have besøgt graven i 1877.
Jeg har beskæftiget mig en del med slægtsforskning om Dupont familien, men har ellers ikke i samme udstrækning forsket i andre grene af min familie, selvom jeg godt var klar over, at den ene soldat i graven ved Bøffelkobbel var en slægtning. Der er som nævnt begravet 2 soldater i den private have – dragon Jens Christensen og infanterist Hans Hansen, – og den sidstnævnte er min tip – oldefar.
Efter at have set DR TV – serien ”1864”, som mere er en (fiktiv) kærlighedshistorie end et egentlig historisk dokument om krigen i 1864, blev jeg interesseret i, at undersøge en rigtig kærlighedshistorie fra min egen slægt, og fra det virkelige liv omkring den tid.
Hans Hansen var født den 31. december 1840 i Kyse ved Næstved og var gårdmandssøn. Han flyttede i 1863 til Næstved, hvor han lærte ”pigen” Maren Christensen at kende. Maren kom af små kår, og var født den 9. oktober 1826 på Langeland, og hun var således noget ældre end Hans.
De blev aldrig gift, og om det skyldes modstand fra familien eller det faktum, at Hans i august 1863 blev udskrevet til infanteriet, findes der ingen oplysninger om. Men det har dengang nok ikke faldet i god jord, at en gårdmandssøn skulle giftes med en pige fra små kår, og som oven i købet var 18 år ældre! Men venskabet havde i hvert fald båret frugt, idet Maren ventede deres fælles barn, da Hans Hansen blev indkaldt, og den 29. februar 1864 fødte Maren en pige – en uge efter hendes far var død ved Bøffelkobbel.
Pigen fik navnet Caroline Christine Hansen og hun flyttede med sin mor til Vesterby på Langeland, hvorfra Maren oprindelig kom. Maren havde på intet tidspunkt forbindelse med Hans Hansen’ s familie, der i øvrigt ikke kendte til sønnens skæbne, – blot at han var meldt savnet. Datteren Caroline Christine Hansen blev senere gift med skovfoged Johan Nielsen Christensen på Langeland, og et af deres børn Anne Cathrine Christensen er min bedstemor. Hun fortalte mig historien om slægtsforholdet til Hans Hansen, og at hun i en årrække blev inviteret til en mindehøjtidelighed i Bøffelkobbel.
Hans Hansen og Jens Christensen blev sammen med en del andre soldater dræbt i et træf med østrigske soldater. De faldne danske soldater blev begravet i en fællesgrav ved Dybbøl, men man ”glemte” de to førnævnte, der blev fundet af ægteparret Fink, og som derefter begravede soldaterne i deres have. Gravstedet blev efterfølgende opdaget af en tysk officer, der forlangte graven blotlagt, for at sikre sig, at det ikke var tyske eller østrigske soldater i graven. Efter at officeren så ligene med de danske uniformer, blev gravstedet igen lukket. Og soldaterne har siden ligget i fred i graven.
Mange år senere efter genforeningen i 1920 var datteren Anne Cathrine Christensen sammen med sin ægtefælle Johannes Christensen i Sønderjylland og finder ved et tilfælde frem til gravstedet i Bøffelkobbel. Anne Cathrine ser på et postkort ved Dybbøl et billede af gravstedet i Bøffelkobbel, og genkender navnet Hans Hansen, Kyse, som er hendes bedstefar.
Min bedstefar i den gren af familien var ansat som lokomotivfører ved DSB, og blev efter at have været stationeret i Fredericia i en årrække sendt til Sønderjylland efter genforeningen i 1920 – først til Løgumkloster (Bredebro-Løgumkloster statsbanen) og senere til grænsestationen Padborg (Paddeborg). Først nu kunne Caroline får vished om, hvor hendes far var begravet. Hun kom til Sønderjylland i 1931, for at besøge sin fars grav i Bøffelkobbel.
I 1931 boede min bedstemor og bedstefar i Padborg i en nyopført tjenestebolig ved siden af den nye og nuværende banegård. Tjenesteboligen er nedrevet for en del år siden.
Vi kan i vores version desværre ikke bringe de nævnte fotos.
Hvor intet andet er anført er fotos gengivet med tilladelse fra bogforlaget ”Devantier” i Næstved under ISBN 87-986919-2-9 fra bogen ”På forpost ved Dybbøl i krigen 1864”.
Fotohenvisning:
01
02
03
04
05
April 10, 2019
Dupont – Slægten – Ophav og Historie
Af Arne Dupont
Igennem mange år har jeg forsket i min Dupont – slægt og har i den forbindelse besøgt mange af de steder, hvor slægten må formodes at have opholdt sig under deres flugt inden de kom til Fredericia i 1719. Artiklen kan også være interessant for andre reformerte slægter, idet ægteskaber i mange år kun foregik inden for de reformerte familier under deres ophold i Tyskland og Fredericia.
Sammensat og fortalt af Arne Dupont
Igennem mange år har jeg forsket i min Dupont-slægt og har i den forbindelse besøgt mange af de steder, hvor slægten må formodes at have opholdt sig under deres flugt inden de kom til Fredericia i 1719.
Når man forsker i en slægt 400-500 år tilbage er det forbundet med en del usikkerhed, idet der ikke altid er tilstrækkelig dokumentation for slægten, ligesom andre private forskere i visse tilfælde har anvendt oplysninger uden den nødvendige berigtigelse.
I denne artikel beskæftiger jeg mig ikke videre med slægten fra deres ankomst til Fredericia i 1719, da der foreligger tilstrækkelig dokumentation for slægtens videre forløb i Danmark i form af kirkebøger og slægtstavler fra den Reformerte Kirke i Fredericia og i kirkebøger fra den Danske Folkekirke, samt beskrivelser af deres daglige tilværelse.
Artiklen kan også være interessant for andre reformerte slægter, idet ægteskaber i mange år kun foregik inden for de reformerte familier under deres ophold i Tyskland og i Fredericia.
Kilder:
Hugenotten in Brandenburg-Preussen (Ingrid Mittenzwei); Zestreut in alle Winde 1685-1720 (Eugen Bellon); Hugenotten – Geschichte eines Martyriums (Ingrid und Klaus Brandenburg); Der Hemshof – die Geschichte eines pfälzichen Bauernhofes (Emil Neffeler); Vergängliches Diesseits (Pierre Kaven); Auf den Spuren der Hugenotten (Hermann Schreiber); Durch die Hugenotten -dörfer und -städte der Pfalz (Friedhelm Hans); Fredericia-kolonien (N. C. Lukman), Die Reformierte Gemeinde in Fredericia (Pastor Jacob Ludwig), forskellige stamtavler over slægter i den reformerte menighed i Fredericia (Pastor Jacob Ludwig); forskellige tyske Heimatblätter (historiske årbøger); lokale personer og kilder i Bad Karlshafen, Hofgeismar, Bützow, Gross-Ziethen, Walmow, Ludwigshafen og Mannheim og sidst men ikke mindst Gilbert Dupont, Paris.
MATTHIEU DUPONT (1667-1743) / CATHRINE NOË (1671-1741)
Det er ægteparret som kom til Fredericia i 1719 efter invitation fra den daværende danske konge Christian V. Med sig har de fire børn Isac (f. 1699), Olympe (f. 1701), Jacob (f. 1702) og Matthieu (f. 1705). De ældste tre børn Jeanne (f. 1693), Jean (f. 1695) og Abraham (f. 1697) bliver i Brandenburg-området og det må formodes, at der i dag er efterkommere af disse børn i det tyske område.
Alle børn fødes i landsbyen Walmow (udtales Walmo’) undtagen den sidste. Det fremgår af en tysk folketælling fra 1699 at Matthieu du Pont bor i Walmow. I de gamle tyske folketællinger er kun husfaderen oplyst, ligesom slægtsnavnet er anført som ”du Pont”. I Brandenburg området boede andre familier med navnet Dupont, men må man huske at dette navn ikke er unikt, og måske har det været skrevet forskelligt, alt efter hvem der skulle registrere slægtsnavnet.
I Walmow boede også Cahtrine Noë’s moder, som var en født Steckelorum af nederlandsk slægt, og som døde i Walmow. Desuden boede også Cathrine’s to brødre, samt enkelte andre personer som familien kendte fra deres ophold i Pfalz. Der boede også en reformert præst i landsbyen, og om de få reformerte i landsbyen har benyttet den lokale kirke eller har afholdt gudstjeneste på anden måde, foreligger der ingen oplysninger om. Kirken i Walmow er meget gammel og ligger der endnu, og var for et par år siden under restaurering, da jeg besøgte landsbyen.
Kirken var luthersk og har formentlig oprindelig været katolsk at dømme efter byggestilen. Kirkegården ved kirken er sløjfet, hvilket var normalt i DDR tiden, og flyttet uden for byen, og her ingen spor fra ældre tid. På et tidspunkt efter 1702 og inden 1705 flytter Dupont-familien til Gross-Ziethen, som var en reformert (huguenot) koloni. Her bliver den sidstfødte Matthieu født i 1705. Han er i Fredericia stamfader til den Dupont-gren som bor i ”Duponts Gaard” over for den Reformerte skole i Fredericia. Bygningen ejes i dag af Fredericia kommune og er børnehave.
I forhallen er en mindetavle med navne over den gren af Dupont-slægten som boede i ejendommen. I Facebook-gruppen ”Huguenotslægter i Danmark” er der efterkommere af denne familie. Hvorfor familien flytter til Gross-Ziethen kan der være flere grunde til. Matthieu var bonde og dyrkede først og fremmest tobak og sikkert også forskellige afgrøder.
Måske har høsten slået fejl flere gange eller også har området været hærget af brand, hvilket ikke var unormalt på den tid. I Gross-Ziethen var Matthieu med til at genopbygge den ødelagte kirke, som lå i ruiner efter at svenske tropper havde hærget i området. Kirken har oprindelig været katolsk, hvilket stadig kan ses på byggestilen. I 2017 var jeg inviteret med til at fejre et 300-års jubilæum for genopbygning af kirken.
I 1719 tager Matthieu Dupont mod invitationen om at komme til Fredericia.
I dag kan det undre, at der på det tidspunkt i Brandenburg ikke forelå oplysninger om Matthieu Dupont’s forfædre og ophav, men det har muligvis været på grund af tidens usikkerhed. Matthieu har sikkert kun tænkt på familiens sikkerhed og overlevelse. I dag ved vi hvem der er vores forældre og bedsteforældre og skal vi længere tilbage, kan vi søge i kirkebøger eller andre arkiver uden problemer. Dengang har det ikke været disse muligheder og familie papirer er sikkert gået tabt. Det er først senere at det fremkommer oplysninger om Matthieu Dupont’s forældre og først i nyere tid fremkommer oplysninger om slægten ophav længere tilbage.
Matthieu Dupont skrev sig ind i borgerbogen på rådhuset i Fredericia noget senere end mange af de andre slægter. Man kunne således tro at familien først kom til Fredericia i 1720. Men det nævnes i N. C. Lukman’s bog ”Fredericia-kolonien”, at familien kom i løbet af den første vinter – altså i 1719. Desuden var han valgt ind i det første Presbyterium (forstanderskab) inden menigheden fik sin første præst i 1720.
FLUGTEN FRA PFALZ i 1689
Matthieu Dupont blev født i Hemshof i 1667 og hans hustru Cathrine Noë blev født i 1671 i den lille by Oppau, som ligger lidt nord for Hemshof, og hun er af nederlandsk slægt. Fader til Matthieu var Phillip Dupont født 1630 i La Rochelle, og han bliver i 1650 gift med Jeanne Massey født i 1630. Der er lidt usikkerhed om, hvor mange børn de får, men vi ved at de registrerede børn er Phillip (f. 1650 Mannheim), Jeanne (f. 1657 Mannheim) og Matthieu (f. 1667 Hemshof). Den førstefødte Phillip dør i ung alder i Mannheim i 1687 og Jeanne bliver gift med Jean Bonte og hun dør i ung alder i Hofgeismar i 1689, formentlig i forbindelse med flugten fra Pfalz.
Matthieu Dupont og Cathrine Noë bliver gift i Hemshof, men må sammen med andre reformerte flygte fra Pfalz i begyndelsen af 1689, idet området blev overtaget af katolikker. Hemshof var ikke kun et gods, men også navnet på et mindre byområde ved godset.
I nyere tid har tyske forskere fundet frem til at fader til Phillip Dupont (f. 1630) var Nicola(s) Dupont (f. 1604 La Rochelle-død 1665 Hemshof). Han var gift med Marie Sedan (f.? i Sedan). De får to børn Phillip (f. 1630 La Rochelle) og Jean (f. 1633 Mannheim).
Nicola Dupont var ½ forpagter af Hemshof fra 1651 eller 1653 til sin død i 1665. Sandsynligvis har den ældste søn Phillip derefter været ½ forpagter af godset frem til 1677.
Det fremgår af en forpagter optegnelse fra Ludwigshafen, at Nicola Dupont er anført med navnet ”de Bont”. Måske er det fejlfortolkning af navnet eller også har slægtsnavnet oprindelig været ”de Bont”. I hvert fald er der i den gamle kirkebog ved Mannheimer Kirche anført at fader til Nicola Dupont er Pierre de Bon(t) og moder er Jeanne Thierry. De Bont slægtsnavnet er af nederlandsk herkomst. Om familienavnet tidligere har været de Bon(t) foreligger der ingen oplysninger om. Men det har oprindelig sikkert været ”du Pont”. Omkring den tid var der mange familie- og stednavne som blev ændret – forfransket, idet området blev (over)befolket af fransktalende reformerte, og måske har det været en fordel at have et fransk klingende navn.
Pfalz-området var efter 30-års krigen total ødelagt, og det skønnes at kun ca. 2% af den oprindelige indfødte befolkning var tilbage. Resten var flygtet eller dræbt. Så kom de Vallonske flygtninge, som i første omgang bosatte sig i Frankenthal, – en by lidt nordvest for Mannheim. Denne by blev overtaget af franske tropper, hvorefter Vallonerne måtte flygte til den nordlige del af Pfalz, – altså området omkring Friesenheim og Hemshof, der hvor Ludwigshafen og BASF-fabrikkerne ligger i dag.
Kort tid efter kom de franske reformerte (huguenotter) fra det sydvestlige Frankrig og de bosatte sig i den sydlige del af Pfalz.
Selvom Vallonerne og de franske huguenotter havde samme reformerte tro efter Calvin, blandede de sig ikke med hinanden. De holdt heller ikke gudstjenester sammen.
Da området i slutningen af 1688 blev overtaget af katolikker, måtte alle med den reformerte tro flygte fra området, medmindre de tilegnede sig den katolske tro.
Mange flygtede i begyndelsen af 1689 til forskellige andre egne i det tyske rige, hvor fyrsterne var venlig stemt over for reformerte. De flygtede bl.a. til Bad Karlshafen, Hof Geismar, Hamburg og Bützow. En stor skare flygtede helt til Berlin og Brandenburg/Uckermark, hvilket må have været en lang og farefuld rejse.
En endnu større skare flygtede til Erlangen i Bayern. Der er i ældre skrifter anført, at først kom de reformerte Valloner i samlet flok, samt en lille skare tyske indfødte, som havde tilegnet sig den reformerte tro i Pfalz. Derefter kom mange franske reformerte i mere eller mindre spredt orden.
I den forbindelse nævnes – måske for første gang – alle de reformerte som ”huguenotter”, uanset om de var franske, valloner eller tyske indfødte.
De bosatte sig i hele området omkring Erlangen og det er optegnet en ½ forpagter af en mølle i en mindre landsby i udkanten af Erlangen med familienavnet Dupont. Om han oprindelig kom fra Pfalz-området foreligger der ingen oplysninger om.
Der er en beskrivelse af de forskellige folkegrupper i dette område, som er ganske interessant. De franske reformerte blev betegnet som meget troende, opfarende og retfærdighedssøgende. Vallonerne blev betegnet som tålmodige og havde let ved at tilpasse sig, ligesom de beherskede det tyske sprog.
Omkring 1730’erne kom en familie Dupont fra Erlangen direkte til Fredericia. Om denne familie har slægtskab med Dupont familien fra Pfalz foreligger der ingen oplysninger om. Men denne familie bliver i hvert fald giftet ind i min slægt i Fredericia og derfor stammer jeg fra to Dupont familier, som måske ikke er beslægtet.
SLÆGTENS ETNISKE OPRINDELSE OG OPHAV?
Jeg har haft svært at tro, at slægten er fransk, selvom vi ved at Nicola Dupont og hans søn Phillip Dupont er anført som født i La Rochelle i flere forskellige optegnelser. Dette er muligvis korrekt, men derfor kan slægtens ophav godt være vallonsk/nederlandsk.
La Rochelle var huguenotternes højborg. Byen blev belejret efter ordre af den franske kong Ludvig XIII og blev indtaget i 1628. Under belejringen var det stort set umuligt at komme ud af byen på landsiden. Den engelske flåde lå forankret ud for havnen, så det var muligt at forlade byen ad vandvejen.
Nicola Dupont er født i 1604 og hans søn Phillip er født i 1630. Han er således født på et tidspunkt, hvor byen var overtaget af katolikker.
Som nævnt tidligere er Nicola’s fader ifølge en kirkebog i Mannheim anført til at være Pierre de Bon(t) (du Pont) og moder Jeanne Thierry. De kan være kommet fra det vallonske/nederlandske område og på et tidspunkt rejst til La Rochelle.
I en gammel tysk historie årbog er nævnt, at en Pierre du Pont er født i Liège ca. 1580, og at han er gift med Jeanne Thierry fra Stavelot – ikke langt fra Liège. De oplysninger stemmer således overens med de tidligere oplysninger fra Mannheimer Kirche. Det må formodes at den ovennævnte Pierre de Bon (du Pont) har sin rigtighed, da han og hustruen er nævnt i flere andre uafhængige kilder.
I en gammel Dupont bibel i Leipzig museum, er anført at Nicola Dupont flygter fra La Rochelle ad vandvejen til Leyden (Leiden) i Nederlande (i dag Holland) og derfra videre til Pfalz. Den yngste søn Jean Dupont er født i Mannheim i 1633 og vi ved at Nicola Dupont blev ½ forpagter på Hemshof i 1651 eller 1653. Inden han bliver forpagter på Hemshof, må han have opholdt sig andet sted i området, og det kan have været i Mannheim by eller den Vallonske koloni i Frankenthal inden den blev overtaget af katolikker.
DNA
For et par år siden fik jeg lavet en DNA-profil. Jeg ved godt at der er nogle private slægtsforskere, som ikke lægger meget vægt på en sådan profil og mener det er uden betydning. På den anden side er der videnskabsfolk og seriøse forskere, som vægter sådanne profiler når det sker i forbindelse med øvrig dokumenteret slægtsforskning.
Min profil viser at mit etniske ophav er 43,3 % skandinavisk, 43,3 & engelsk og 13,4 % keltisk. Det skandinaviske/engelske kan forklares ved vikingernes hærgen i det engelske område. Keltisk er 6 befolkningsgrupper: Skotland; Irland; Wales; Cornwall; de engelske kanal øer og Bretagne, som på grund af deres sprog og kultur ikke hørte til det engelske område.
I min DNA har jeg intet fra vest-, øst- eller Sydeuropa. Dette bestyrker min påstand om, at min Dupont slægts etniske ophav må være det vallonske/nederlandske område og intet af fransk oprindelse. Det er i øvrigt intet i slægtsforskningen der tyder på, at denne del af slægten har været gift med andre befolkningsgrupper under deres ophold i La Rochelle, Pfalz eller Brandenburg. De har kun giftet sig med personer der kom fra samme område (etniske ophav), som vi i dag kender som Belgien og Holland. Ellers skulle der i DNA-profilen være nogle få procent fra andre europæiske egne.
Den tidligere nævnte Dupont slægt fra Erlangen, som kom til Fredericia i 1730’erne, må således også have deres etniske oprindelse i det vallonske/nederlandske område.
Slægten kan på baggrund af ovennævnte beskrivelser og efter almindelig opfattelse med god samvittighed kalde sig huguenotter, – men ikke af fransk oprindelse.
Denne artikel eller dele deraf må ikke anvendes uden rettigindehaverens tilladelse.
Arne Dupont©04/2019
April 9, 2019
Jens Vejmand
Af Lisa Hildegarth
Jeppe Aakjær skrev digtet i juni 1905. Samme år blev det bragt i Politikken. To år senere blev der sat musik til af Carl Nielsen. Det var et farligt job, Jens havde. Læderlappen for øjet skyldtes, at han var blevet blændet af en vildfaren splint. Vinterkulden var også hård ved ham. Han fik i første omgang ingen sten på sin grav. Men kun ”et gammelt frømmet bræt” Senere fik han dog en sten, der i dag står på Tjørring Kirkegård ved Herning. Det står, at han døde ”en kolde december-nat, men i virkeligheden døde Jens Nielsen i februar 1901, 69 år gammel.
Vi kender ham godt, Jens Vejmand som Jeppe Aakjær skrev digtet om. Det bruges den dag i dag; dels fordi Carl Nielsens melodi passer så godt dertil, og dels fordi Jens Vejmand minder os om, at der stadig findes ulighed.
Det er Jeppe Aakjær der er ophavsmand til sætningen: “Hvem sidder der bag skærmen”. Den udgør første linje af hans digt om Jens Vejmand. Aakjær skrev digtet i juni 1905. Samme måned blev det trykt i Politiken. To år senere blev der sat musik til af Carl Nielsen.
Digtet handler om en gammel, forslidt vejmand, der sidder bag en læskærm ved vejkanten; “med læderlap for øjet og om sin sko et bånd”, og knuser de hårde sten, så de kan bruges til vejbelægning. I digtet beskriver Aakjær et forløb fra morgen til aften, fra liv til død.
Vi møder Jens Vejmand tidligt om morgenen: “Og vågner du en morgen i allerførste gry og hører ham’ ren klinge på ny, på ny, på ny, det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, som hugger vilde gnister af morgenvåde sten”.
Hele dagen er han i sving, mens; “hans øjne står i vand”, på grund af vind, kulde og frost. Og endnu om aftenen kan man høre hans hammerslag, “i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest”.
Det er et farligt job, Jens har. Læderlappen for øjet skyldes, at han er blevet blindet af en vildfaren splint fra stenhugningen. Hans arbejde er i det hele taget livstruende pga. den lange arbejdstid og de ensomme og hårde betingelser. Især vinterkulden er hård ved ham, og han søger forgæves at beskytte sig ved hjælp af; “halm om ben og knæ”.
Hen mod Jul kan han ikke længere magte arbejdet og livet. Hans arm siger nej, han taber pludselig hammeren, og hans slidsomme liv er til ende.
Aakjær skriver; “de bar ham over heden en kold december nat”, og i sidste vers fortæller han, at Jens Vejmand ikke fik en sten på sin grav, men kun et gammelt frønnet bræt; “det hælder slemt til siden”. Digtet slutter med en lakonisk betragtning: “Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav – i døden, man gav ham aldrig een”
Senere fik han alligevel en sten, nemlig en mindesten i form af det digt,
Aakjær skrev.
I digtet døde Jens Vejmand en kold december-nat midt i sit arbejde. I virkeligheden døde han i februar 1901 – 69 år gammel, Det var den gang meget gammel. Iflg. digtet fik han kun en ringe løn. Lønnen var fast og lå på samme niveau som en tjenestekarl fik, og Jens Nielsen fik faktisk et gratiale efter 25 års virke på 25 kr. hvilket har svaret til en månedsløn.
Jens Nielsens gravsted på Tjørring Kirkegård ved Herning.
Stenen bærer en kort inskription:
JENS VEJMAND
1832 – 1901
Tak til Lisa Hildegarth