Artikler
April 7, 2019
Da Janne døde i den store Rockerkrig (NørLIV 27)
Hun var en flot pige, men var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En panserværnsraket blev affyret fra et nærliggende cykelskur. Det var et led i den store Nordiske Rockerkrig, der i alt krævede 11 døde og 75 drabsforsøg. 26 kampklædte betjente bevogtede festen i Titangade. Men raketten strøg lige hen over hovedet på dem. Det var medlemmer af Rockergruppen Bandidos der skød raketten af mod Hells Angels klublokale. Dette er vore bidrag nr. 27 til Ugeavisen Nørrebro Liv.
Hun var en flot mørkhåret pige. Når hun kom ind i butikken var der gang i den. Der var fart og humor over Janne. Hun arbejdede i ”Den lille Sorte” En dag kom hun ikke mere. Hun blev offer for ”Den Store Rockerkrig”, der krævede 11 døde og 75 drabsforsøg.
Janne var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun var til Vikingefest i Hells Angels Klubhus i Titangade. Selv boede Janne Krohn i Ægirsgade. Naboer og bekendte var inviteret indenfor.
Lørdag den 5-10-96 afholder vi vores årlige viking party. Hvis musikken skulle blive for høj, håber vi at I trods alt vil være over med dette, ellers er i velkomne
Med Venlig Hilsen – Hells Angels MC Copenhagen.
Der var endnu gang i den kl. 3.06 om natten den 6. oktober 1996 i Titangade 2 – 4. Der var vel 150 mennesker forsamlet. Man havde spist helstegt pattegris. Nu var man i gang med musik og dans. En stor del af gæsterne havde overhovedet ingen tilknytning til HA.
26 kampklædte betjente vogtede festen. De holdt vagt uden for bygningen. De gik også rundt og fotograferede gæsterne. De skulle udfylde et oplysningsskema, der omhandlede deres tilknytning til Hells Angels.
PET fik sikkert mange nye oplysninger den aften. Hvis du nægtede at deltage, var der ingen adgang. Hvad Janne svarede, ved vi ikke. Men jeg vidste, at hun kendte et par stykker af dem.
Pigerne måtte løfte op i deres hår og tage støvlerne af. Tøj og tasker blev gennemrodet. Når først alt dette var overstået, kunne man gå videre til Danmarks mest sikre fest. Betjentene gik rundt med maskingeværer.
Mens alt dette foregik var Bandidos i gang med at planligge noget. Udstyret var allerede for længst fragtet ind i området. Fra taget på et cykelskur blev en panserværnsraket affyret. Den flyver over hovedet på alle betjente. Raketten går gennem husmuren.
Arrangementet blev forvandlet til et mareridt. To blev dræbt og 28 såret. Prøvemedlem Lars Linde Nielsen var den anden, der blev dræbt. Den daværende chef for Hells Angels, Christian Middelboe var en af de alvorlig sårede.
Næste dag besøger advokat Peter Hjørne præsidenten på sygehuset. Advokaten havde også været med til festen. Men han var for længst taget hjem til privaten i Roskilde, da raketten ramte.
Bandidos – rockeren Niels Poulsen blev den 13. marts 1998 ved østre Landsret i København dømt livstid for at have været med til at affyre panserværnsraketten. Han er så senere blevet prøveløsladt.
Et andet panserværnsangreb havde fundet sted den 17. april 1996, hvor målet var rockergruppen South’ s klubhus i Snoldelev. Dette attentat blev aldrig opklaret.
Åbenbart skulle politiet være blevet advaret mod et panserværnsangreb i Titangade. Men der var nu ingen betjente, der havde natkikkert med. Og der var heller ingen helikoptere med projektører i gang. Man var ikke forberedt på, at der kunne sidde nogle på tage i nærheden med et panserværnsraket.
Men politiet eller PET havde åbenbart møder med forsvarets sprængstof – eksperter. Der skulle således have været to møder lige inden festen i Titangade. Politiet nægter, at der skulle have været en advarsel mod et panserværnsangreb.
Dan Lynge blev agent for politiet i 1991, hvor han stod til en lang fængselsstraf for narkokriminalitet, mordforsøg og attentatplaner. Men i stedet for at blive retsforfulgt blev han meddeller for politiet under navnet Guldfuglen.
Han var først medlem af rockergruppen Hells Angels og senere Bandidos.
Men nu var det sådan, at Dan Lynge var blevet en slags rådgiver i aktionen i Titangade. Da Lynge blev gjort bekendt med Titan – aktionen meddelte han, at det var sindssygt. Han påpegede, at der skulle være 30 meter fra affyringen til målet før granaten var ”skarp”. Ja i nogle tilfælde skulle det være 75 meter, hvis der var gamle granater.
I et møde foran Politikens Hus fik Lynge at vide, at man ville fyre raketten af fra en lejlighed i Rådmandsgade, som man havde adgang til. Man havde også plantegninger fra hele området, som man havde anskaffet fra Københavns Kommune. Lynge mente dog, at en affyring indefra ”ville rydde hele bygningen”.
Senere blev Lynge kaldt til et møde og fik at vide, at såfremt nogle ville forlade klubben ville blive lagt ”vandret” (likvideret).
Bandidos endte med at klatre op på et nærliggende cykelskur. Raketten var fløjet gennem bygningen og havde omdannet det tætpakkede rum, hvor baren stod til en smelteovn – panserbrydende raketter har den egenskab, at de udvikler stor varme, inden de sprænges. Til alt held detonerede raketten ikke, men varmen var kraftig nok til at slå mennesker ihjel.
Rockere, civile og nu hundredevis af politifolk løb rundt i en stor forvirring og prøvede på at få styr på, hvad der var sket.
Efterfølgende lykkedes det efter lang eftersøgning at få fat i to af gerningsmændene bak aktionen. Personen, der afskød raketten var ikke opmærksom på tilbageslaget ved afskydningen. Han fik en svær ansigtsskade. Ved hjælp af denne skade lykkedes det at lokalisere manden og hans kompagnon. Den tredje mistænkte i sagen blev senere sprængt i luften af en bilbombe.
Det værste bombeangreb i norsk fredstid, et altødelæggende attentat mod Bandidos – hovedkvarteret i Drammen, blev efter al sandsynlighed udført efter en direkte ordre fra danske HA – bosser. Bandidos-hovedkvarteret blev forvandlet til en flammende dødszone. En 50 – årig kvinde blev dræbt og bygninger blev lagt øde. Værdier for 250 millioner kr. blev ødelagt ved bombeangrebet.
En af de syv tiltalte var til stede i HA – kvarteret i Titangade i 1996, da Bandidos affyrede panserværnsraketten. Han forklarede i retten, at attentatet gjorde ”dybt indtryk” på ham.
Rockerkrigen i Skandinavien kulminerede fra 1994 til 1997 med håndgranater, skudattentater, panserværnsraketter og bilbomber.
Den 25. september 1997 tonede Blondie alias Bent Svane Nielsen fra Hells Angels og Jim Tinndahn fra Bandidos frem på de danske skærme i nyhederne. De proklamerede, at de havde indgået en aftale, der betød, at der blev sat en stopper for volden. Bag aftalen stod advokat Thorkild Høyer.
Men Janne får vi ikke tilbage.
www.dengang.dk indeholder i alt 1.385 artikler, herunder 262 fra Det Gamle Nørrebro
April 7, 2019
Stormflod – som Guds straf?
Os der er opvokset i sydvest kender til stormflod. Da militærets kommunikation brød sammen, måtte der Walkie Talkies til. Min mor ”Det er noget pjat, at vi skal evakueres” Der Schmimmelreter. Ikke alle stormfloder var hærgende eller farlige. Friserne: ”Havet tager – Havet giver”. Den fede marskjord. Rigdom kunne forsvinde på en nat. Kendskab til dige-bygning og værfter var forudsætning for at bosætte sig i marsken. Store landtab gennem tiden. Man byggede digerne for stejlt. Og så talte man om jerndiger, der heller ikke holdt. ”Blanke Hans” tog udfordringen op. De første mislykkede dige-forsøg er fra 1316. Det var Guds straf. Niels helvad havde forudset det. Ål med store øjne. Hovmod blev straffet. Friserne havde et særligt retssystem. Børn skulle ofres mod Vadehavet. Da Alt – Gamsböll gik under. Spaderetten. Den gamle dame og dige-vagterne. Peter Henriksen fra Møgeltønder. Og skibsradio ude fra Ny Frederikskog.
Vi kender til stormflod
Vi som er vokset op i Tønder kender til stormflod. Dengang var den fremskudte dige ikke blevet bygget. Vi lyttede til radioen, når Radio Syd havde særudsendelser. Min Opa, kom efter kørende på knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer til Strucksalle i Tønder med et halv svin. Jeg husker endnu, når det var stormvejr, så gik han ud og kiggede op på skyerne. Og det skete da også, at han kørte hurtig hjem igen, for at lukke sluseportene. Han var i mange år stedfortrædende slusemester ved den gamle Højer Sluse.
Da militærets kommunikation brød sammen
Og da vi så var flyttet fra Tønder skete det, at Walkie-Talkie klubberne i Sønderjylland blev bedt om hjælp under en stormflod. Militærets systemer kunne ikke klare kommunikationen. Ved den lejlighed holdt min onkel fra Højer ved Tønder Politistation med et meget ulovligt anlæg med PA – trin (forstærker) og fungerede som hovedstation. Vi måtte skrive under på, at vi aldrig måtte fortælle om det.
Min mor: Det er noget pjat
Måske havde min mor arvet noget af min Opa’ s færdigheder. På et tidspunkt skulle Tønders befolkning evakueres. Jeg ringede hjem fra Aabenraa. Da mente hun, at det var forkert at Tønders befolkning skulle evakueres. Hun kunne over på Dreds (Lillebil) Vejrhave på Lærkevej se, at vinden ikke mere var i nordvest, så hun mente at der ikke mere var nogen fare.
Skal du besøge Tøndermarsken, Vadehavet eller Vidåen, så kig allerbagerst i artiklen. Der har vi en oversigt over 97 artikler fra dengang.dk , der sikkert kan inspirere dig til et besøg i denne skønne egn, dog ikke når der er stormflod. Du kan altid bruge søgefunktionen på hjemmesiden.
Der schimmelreiter
Jo vi er i familien også bekendt med den berømte roman af Theodor Storm, Der Schimmelreiter, der handlede om en stormflod. Og når vi dengang legede ude på forlandet havde min Opa fortalt, hvornår vi senest skulle være inde ved diget.
Får de besøgende nu alt at vide?
Vi har i denne artikel kigget på nogle af vores ældre artikler og kigget i diverse tidsskrifter og bøger omkring temaet med overtro og varsler herude ved vestkysten. Gad vide, om alle dem som nu skal trave rundt på de mange stier derude i Tøndermarsken også får disse historier fortalt? Men du kan som sædvanlig i slutningen af denne artikel få henvisninger til andre, der berører temaerne Tøndermarsken, Vadehavet og Stormflod.
Kulturlandskabet her ved Vadehavet virker. Har man først mærket og set naturens kræfter, glemmer man det ikke. Og det har mange af os, der er opvokset her.
Ikke alle stormfloder er hærgende og katastrofale
Det er langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende og katastrofale. Der er ofte kraftige vandstigninger uden at det har konsekvenser. Her ved Vadehavet har det noget at gøre med hvor kraftig vinden er, og hvor den kommer fra. Ja og så er det jo også vigtigt, om den forhøjede vandstand kommer samtidig med flod.
Nogle stormfloder er betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter.
Friserne: Havet giver – Havet tager
Cirka 340 før Kristelig fødsel var der en meget ødelæggende stormflod. Den var ved den lejlighed, at Den Engelske Kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England og Nederlandene forsvandt. Al marsken, der strakte sig ud fra den engelske kyst forsvandt.
Ja sådan siger friserne. Sammenspillet mellem stormflodens ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets aflejringer af gødende havplantedele, der giver særligt gode betingelser for god landbrugsjord.
Den fede marskjord
Den fede marskjord har givet megen rigdom. I en lille rejseskildring fra 1892 fortæller H.P. Hanssen, Nørremølle, at marsken er et vidunderligt rigt land.
Han skriver også, at – ”ifølge fuldt pålidelige vidnebyrd” – fik marskbonden Christian Meinsdorf 63 fold af sin bymark i året, mens landmanden i kongeriget på det tidspunkt var overmåde glad for at få 4-5 fold.
Rigdom forsvundet på en enkelt nat
Men på en enkelt stormflodsnat kunne al den rigdom blive skyllet væk. Generationers hårdt arbejde og velstand kunne blive ødelagt, når, som det heder hele kirkesogne forsvandt i bølgerne.
Omfanget af tragedier og katastrofer som følge af stormfloder hænger naturligvis sammen med en tiltagende indvandring og bebyggelse af marsken. Menneskerne i forhistorisk tid har forholdt sig passive over for begivenhederne ved kysten. Først i begyndelsen af middelalderen begynder beboerne i større omfang at deltage aktivt i forandringsprocesserne af landskabsforholdene.
Antallet af ødelæggede stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig slemt var der for området i det 17. århundrede.
Kendskab til bygning af diger og værfter
De dele af marsken, der hvilede på tørv sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk.
En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse kunne anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse ved stormflod).
Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til at man flyttede ud i marsken og begyndte at bygge diger. Hvornår de første diger er bygget vides ikke. Saxo omtalte de diger, der beskyttede Lille Friesland.
Store landtab med tiden
De har næppe haft den store betydning for landskabet, idet der kun er tale om de såkaldte sommerdiger, der ikke var højere end at de lige akkurat kunne holde vandet ude, medens afgrøderne stod på marken. Resten af året var landet oversvømmet.
Det oprindelige motiv til at bygge diger, nemlig at indvinde nyt land til opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Man lavede også landinvindinger. Men de landindvindinger man har fået er kun procenter af de landtab, som stormfloderne har forårsaget.
Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at interessere sig for det byggetekniske.
Man kan bygge for stejlt
De store stormfloder i 1962 og januar 1976 har givet digebyggerne en lære. Det viste sig nemlig, at de nyere diger var for stejle på indersiden, hvilket bevirkede at bølgerne i stedet for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned af de alt for stejle sider og vaskede jorden med sig.
En beskadigelse af et nyt dige betyder en større fare, end hvid det var et gammelt. De gamle er helt igennem af klæg. Kernen i de ny diger er havsand, som er dækket med et klæglag på 30 – 50 cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget er faren for et brud overhængende.
Sandet yder ingen modstand, men skylles for nemt bort. Med andre ord er spørgsmålet, hvor sikker er man bag digerne stadig aktuelt. Ja selv med det fremskudte dige, var det kun held, at det ikke gik helt galt på et tidspunkt.
Man talte om jerndiger
I 1953 druknede 1.800 mennesker og 600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Og 1976 skete der store skader på de danske diger.
Selv om digerne gang på gang ikke svarede til forventningerne, så har man alligevel været meget stolt over disse bygningsværker. Hver tidsepoke har ud fra sine forudsætninger gerne villet opfatte sine diger som:
Man talte om ”jerndiger” og ”evige værker”.
”Blanke Hans” tog udfordringen op
I Risummose satte man spaden i jorden efter et stort digebyggeri og sagde:
Men Blanke Hans tog udfordringen op ved den store flod natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. I denne forfærdelige stormflod menes 10 – 15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.
Stor rigdom i det 17. århundrede
I gode tider var rigdommen stor. I det 17. århundrede indskrænkede sønderjyderne sig ikke kun til landbruget. Man deltog også i den opblomstrende handel og søfart.
Det første mislykkede digeprojekt fra 1316
Den rigdom, som marskjorden kastede af sig, betød også muligheder for gode skatteindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster i tidens løb har interesseret sig for marsken og har haft store visioner om digeprojekter.
Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen Vidding med fastlandet ved hjælp af et dige fra Rudbøl til Fegetasch. Det mislykkedes. Desværre kølnedes interessen noget, når markboerne bad om hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.
Mange oplysninger er upålidelige
Mange oplysninger om stormfloder specielt når det gælder antal af omkomne og omfang af skader, stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiver også er gået tabt i senere stormfloder.
En del oplysninger er derfor rekonstruktioner basseret på gamle sagn og vandrefortællinger. Pålideligheden i sådanne tilfælde er meget tvivlsom.
Det er gået hårdt ud over Nordstrand
Man ved fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der på øen Nordstrand har været 59 kirkesogne, hvilket er 50 flere end i 1934. Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvig Domkapitel til konciliet i Basel 1447, at ”Det Salte Hav har taget 60 kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen af Kapitlets Indtægter”.
Mange gange henviser forfattere til lokale sagn.
Fra 1600-tallet er der bevaret en række samtidige beretninger fra de forfærdelige stormfloder, som hærgede på den tid. Præsterne fra dengang mente, at stormfloderne og deres ødelæggelser måtte være Guds straf for marskboernes syndige levned.
Det var Guds straf
Kigger man tyske og danske sagnsamlinger er holdningen den samme. Det var Guds straf. Troen på Guds straf kan opdeles i tre hovedpunkter:
Niels Helvad havde forudset det
Vi har tidligere skrevet om Niels Helvad. Han udgav i 1616 sit første flyverskrift. Det handler om den forfærdelig stormflod året før, hvor:
Niels Helvad indleder med at fortælle om det frygtelige uvejr, som kunne være blevet forudset eftersom:
Dette havde man kunnet læse i Helvad’ s store ”Prognosicon” for året 1615. Han beskriver selv katastrofen og giver en udlægning af den store Guds straf over synden. Dette bekræftes ved en række henvisninger til lignende begivenheder i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loftus flugt fra Sodoma og andre.
Han var flittig denne Helvad. Indtil sin død i 1634 udsendte han hvert år sine prognoser. Han har skrevet om flere stormfloder og deres årsager. Han mente, at det hørte til de plager, som Gud hjemsøgte menneskerne med for at advare dem mod synden.
Om en stormflod i året 1300 – altså 300 år før hans egen tid – skriver han, at man forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på himlen. Også mærkværdigheder som græshopper, ilanddrevne fisk eller andre havdyr, misfostre både blandt mennesker og dyr og ”blodregn” hører med til de varsler hører med til de varsler, som Helvad mente, at Gud sendte for at advare menneskerne.
Mange forvarsler
Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder var:
Ål med store øjne
Der findes et sagn om Ecksee og Kattsee i Ditmarsken, hvor der havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Tellingstede havde tvunget præsten til at give en so det hellige sakramente.
Kort efter rejste der sig en vældig storm og landsbyen forsvandt i en bundløs sø. Præsten og de fromme nåede at flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf et par mil sydligere. Varslet var her, at veje og huse fyldtes med fisk.
Rig af velvære og overflod
Ofte advarer Gud direkte enkelpersoner og grupper, for eksempel præsten og de fromme i byen. Karakteristisk så når disse altid at redde sig fra området, inden stormfloden kommer.
Vi har også tidligere skrevet om Rungholdt, der forsvandt i ”Den store Manddrænkelse i året 1362:
Rungholdt var centrum for salthandelen. Rigdommen havde ledt beboerne til hovmod og gudsbespottelse.
Hovmod blev straffet
Det samme kan man sige om et sagn fra 716. Her nævnes byens navn dog ikke. Vi møder igen soen som præsten tvinges til at give det hellige sakramente. Så vred blev Gud over denne bespottelse, at hele byen plus seks nabosogne blev totalt udryddet. Kun præsten, hans pige og to jomfruer, der havde været i kirke i en anden by, overlevede stormfloden.
Men rigdommen og den dermed følgende gudløshed var kun en af årsagerne til Guds vrede. Friserne er blevet klandret for deres umådelige stolthed over digebyggerierne, hvilket blev udlagt som hovmod.
Præsten Boetius skriver i 1623 om tilstandene på Nordstrand at:
Friserne havde et særligt retssystem
Der er bestandigt klager over disse vilde frisere. Drab var hyppige i marskegnene.
Friserne havde et særligt retssystem. Den gamle organisation i slægten spillede i middelalderen og endnu længere tilbage en større rolle end blandt den danske befolkning i hertugdømmerne, og som følge heraf holdt ”blodhævnen” sig længere blandt friserne.
I Kragelund anskaffede man sig sabler mod friserne
At opfattelsen af friserne som vilde og blodtørstige har holdt sig længere blandt deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om. I sagnet hedder det, at friserne var ”slemme ved de folk, der boede i Kragelund, og at de havde slået mangen en Kragelund-borger ihjel. Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunne værne sig mod friserne. Det hjalp.
Børn skulle ofres mod Vadehavet
Friserne er også blevet beskyldt for at have ofret mennesker til havet. Så sent som i året 1932 skriver H.P. Hanssen, at han har truffet:
J. Kamp skriver i 1874, at man på egnen mellem Stadil og Nissumfjord fortalte om nogle landstrygere, der drog omkring lige efter Den Slesvigske Krig, at de var udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulle ofres til Vadehavet.
Der var nu gået flere år, hvor havet ikke havde fået noget offer, og nu turde man ikke vente længere. Også dette er dog et vandresagn. Det samme sagn fortælles også om Skanderborg Sø. Gamle folk siger, at de kunne høre på den lyd, som den gav fra sig, at tiden var kommet.
Der findes også sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn fra en sigøjnerkvinde.
Nu er det nok en fordom, at friserne skulle være mere kriminelle end andre. De har levet under andre betingelser end deres naboer. Måske derfor har de virket særegne og vilde.
Da Alt-Galmsbüll gik under
I sagnet om Alt-Galmsbülls undergang har vi en klar udlægning, at en kriminel handling er årsagen til Guds vrede. Beboerne havde her skik for at lokke skibe med falske signaler, når det var dårligt vejr. Når skibene da var blevet slået sønder i den hårde brænding, besætningen druknet, og de der overlevede slået ihjel, plejede folkene fra Alt-Galmsbüll at dele byttet imellem sig.
En nat slår man på den måde nogle søfolk ihjel. Da man skal begrave dem næste morgen, opdager man, at en af de dræbte er søn af en af sørøverne. Sønnen havde i mange år rejst i det fremmede, men var altså nu vendt hjem. Straffen for denne ugerning kommer nogle uger senere. I en vældig stormflod går byen under.
Det gik også ud over de overlevende
Holdningen i dette sagn er helt på linje med præsternes. Menneskerne er selv skyld i deres ulykker. Stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Det er dog lige værd at huske, at det ikke kun er de stakkels mennesker, der omkom, der blev straffet.
Også dem, der blev tilbage gik det hårdt ud over. Mange gange er korn og andre afgrøder blevet ødelagt. Når digerne skulle sættes i stand igen, kunne det hænde, at det ikke var tilstrækkeligt mange arbejdsføre mænd tilbage. Arbejdet blev derfor ikke udført.
Spaderetten
Det kunne resultere i, at digerne gennem længere tid ikke blev ordentligt vedligeholdt, men forfaldt, og derfor ikke kunne modstå selv mindre stormfloder. I 1652 tog hertugen den såkaldte ”Spaderet” i brug og fratog nordstrandinger store dele af deres jord. Ved du ikke, hav spaderetten er?
Det betød, at også kommende slægter blev jordløse. Efter Den Store Flod i 1634 var forholdene så fortvivlende på øen, at de overlevende dels var for få og dels var for udmattede til at reparere digerne efter ødelæggelserne.
Hertugen overlod da retten til jorden til hollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig til at bygge diger.
Skillingsviser
Troen på den retfærdige straf er sejlivet. I begyndelsen af det 18. århundrede støder vi på den igen. Denne gang i en skillingsvise – en klagesang om de to stormfloder i 1717 og 1718. Den har fået følgende undertitel:
Peter Henriksen fra Møgeltønder
Men se gudfrygtigt liv og en bøn kan også godt betale sig. Sagnet om Peder Henriksen fra Møgeltønder er et eksempel på, at stærk tro kan føre til frelse.
Peter Henriksen blev 127 år. Så han har bestemt ikke været en hel almindelig mand. Under en stormflod og kraftig vandstigning, da alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet over for vandet, der bare steg og steg, kom de til Peter Henriksen.
Han fortalte dem, at der var et, de havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu for med ”stærk stemme”, og da han kom til den syvende bøn af Fadervor: ”Fri os fra det onde”, ja så begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen, men hele byen blev reddet ved hans bøn.
Den gamle kone og digevagterne
En gammel kone vågnede op og opdagede at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun ikke havde nogen mulighed for at redde sig i land, knælede hun ned i sengen og bad til den kære Gud.
Bølgerne løftede nu hendes seng og bar den til nærmeste værft, uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. I samme nat og i samme sogn, var der nogle digevagter, der på frisk maner bad om noget mere at drikke. Dem gik det dårligt. Døden udfriede dem før tørsten, iden vandmasserne i det samme fik taget til at styrte sammen.
Skibsradio i Ny Frederikskog
Ja sådan kunne vi blive ved. Jeg husker endnu de aftener under en heftig storm, at jeg sad med min Opa i Ny Frederikskog cirka 3-4 kilometer syd for Højer og lyttede på en transistorradio på Blåvand Radio og Norddeich Radio. Det var på skibe, der lå ude i Nordsøen og ikke var kommet i havn. Min Opa havde forinden været oppe ved den gamle Højer Sluse for at tjekke om alt var i orden. Han havde også været nede ved sin fiskekutter og tjekket fortøjningen.
Det kan være barsk herude i Tøndermarsken. Og det er historier, sagn og vandrehistorier også.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.374 artikler herunder Tønder(241), Sønderjylland (170) og Højer (70) med bl.a. flg. 98 Artikler:
Ribe:
Mandø
Brøns:
Ballum:
Rømø:
Jordsand:
Emmerlev:
Højer:
Trøjborg:
Møgeltønder:
Rudbøl:
Aventoft:
Tøndermarsken:
Vadehavet:
Vidåen
Andet:
Syd for Grænsen:
April 4, 2019
Nazi-jægerne
Flere krigsforbrydere kunne være blevet fanget. 24 nazister blev retsforfulgt i Nürnberg. Centralkontoret for undersøgelser af Nationalsocialistiske forbrydelser skal vi besøge. I kamp med tiden. Ægteparret Klarsfeldt. Beate var ikke lige populær alle steder. To mislykkede bortførelser. Hun fik DDR til at begære udlevering. Udsat for attentat og mordtrusler. Udmærkelser i tre lande. ODESSA – hvad er det? De havde gode forbindelser. Simon Wiesenthal hilser vi på. Da Eichmann blev snuppet. Efterlod kartotek med 90.000 navne. Et brev til Anders Fogh Rasmussen vedr. Erik Haaest. Mange blev opsporet. Anklage mod dansker. Der var langt flere danske krigsforbrydere. Juraen er blevet ændret. 30 sager afleveret til anklagemyndighederne
Flere krigsforbrydere kunne være fanget
Ja egentlig er det Nazi – krigsforbryderne, der bliver jaget. Men det er vel efterhånden på sidste vers. Disse forbrydere har nået en alder, hvor de dør. Og rent juridisk kan de i 2027 ikke mere retsforfølges.
Og man må sige, at en masse er sluppet. Det skyldes diverse lovgivninger og juridiske spidsfindigheder. Men det skyldes vel også sløve regeringer. Således har man i Danmark ikke været særlig aktive for at finde ud af danske krigsforbrydelser.
Kirken, Røde Kors og diverse efterretningsvæsner har heller ikke gjort det let. De hjalp alle med til at krigsforbryderne slap væk.
24 nazister blev retsforfulgt i Nürnberg
I Nürnberg-processerne, der stod på fra 1945 og 1949 blev 24 nazister retsforfulgt. Halvdelen blev dømt til døden. Ni fik fængselsdomme på mellem ti år og livstid. Tre nåede aldrig for retten, her iblandt rigsfeltmarskal Hermann Göring, der begik selvmord i fængslet.
Centralkontoret
I et tidligere fængsel for nazi-forbrydere i Ludwigsburg ligger Centralkontoret for Undersøgelser af Nationalsocialistiske Forbrydelser. Det har siden 1958 været ansvarlig for at efterforske og finde tidligere nazister.
Kontoret blev oprettet efter at 10 tidligere medlemmer af Einsatzgruppen i 1958 blev dømt. Det var de første retssager mod nazi – forbrydere under vesttysk lov og brød forestillingen om, at alle krigsforbrydere var dømt under Nürnberg –processerne.
I kamp med tiden
Alle står til ansvar for loven uanset alder. Måske burde man for længst være blevet straffet. Nu risikerer man ikke, at få nogen straf på grund af helbredet. På kontoret arbejder otte efterforskere i kamp med tiden.
Bygningerne i Ludwigsburg skal bevares som et sted at mindes, dokumentere. Der kommer en tid, hvor der ikke er mere at forfølge. Men det er stadig rigeligt at kæmpe for i forhold til at mindes Holocaust.
Hoplocaust-benægtelsen er stadig udbredt i dag. I Østeuropa er der flere lande, der hylder nazi- forbrydere som kæmpede mod kommunister, på trods af at de deltog i folkedrabet på jøderne. Derfor er det vigtigt at skabe opmærksomhed om holocaust.
Længe har det været mest fokus på de højtprofilerede nazister, der begik selvmord ved krigens afslutning, blev dømt ved Nürnberg-processen eller gemte sig for myndighederne. Flere nazister søgte tilflugt i Sydamerika, hvor en række af dem efterhånden blev fundet af nazi-jægerne.
Ægteparret Klarsfeld
To af de kendte nazi-jægere var ægteparret Klarsfeld
Ægteparret Klarsfeld mødte hinanden i1963. Beate’ s forældre stemte på Hitler og Serge’ s far døde i en KZ – lejr.
Beate Klarsfeld blev første gang kendt, da hun i 1968 forklædt som journalist gav den tidligere tyske kansler Kurt Georg Kiesinger en lussing under et CDU – møde. Kiesinger var medlem af det tyske nazistparti under krigen. Han havde arbejdet for Udenrigsministeriets propagandaafdeling.
I første omgang blev hun idømt et års fængsel, senere blev forseelsen sat ned til fire måneders fængsel.
Selv vil de ikke kaldes nazi-jægere men hellere dokumentarister. De har i mange år afdækket rædslerne under Holocaust.
Beate var ikke lige populær alle steder
Nu er Beate Klarsfeld ikke lige populær alle steder i Tyskland. Således skulle hun have været involveret I DDR’ s hemmelige sikkerhedspoliti i 1960’erne. Hun har forsvaret sig med, at hun samarbejde med mange regeringer og instanser i sin jagt på krigsforbrydere.
De har fundet krigsforbrydere hjemme i Tyskland, DDR, Sydamerika og USA.
En mislykket bortførelse
I 1971 forsøgte de to at bortføre den forhenværende SS – mand Kurt Lischka fra Köln til Frankrig. Lischa levede som en anerkendt forretningsmand i Tyskland.
Sin fortid som Gestapo-chef i Køln og senere SS – obersturmführer og sig kommandør af sikkerhedspolitiet SD i Paris var der ingen i Tyskland, der bekymrede sig om.
I Frankrig var det noget andet. Der havde Lischa stået for deportationen af titusinder af jøder. Allerede i 1950 havde han kunne blive dømt til livslang tvangsarbejde. Men de tyske love sagde dengang, at man ikke kunne blive dømt i Tyskland for en forbrydelse, man allerede var dømt en gang for i et andet land.
Bortførelsen mislykkedes. Men i 1980 rejste tyskerne alligevel en sag mod ham. Landsretten i Køln dømte den tidligere SS-mand til ti års fængsel.
Endnu en mislykket bortførelse
Klarsfelds største succes var dog at de opsporede ”Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie. Han ledede en afdeling af SD i Lyon og var berygtet for sin brutalitet. I begyndelsen af 1970erne fandt parret ud af at han opholdt sig i Bolivia. En bortføring mislykkedes. Men i 1983 blev Barbie udleveret til Frankrig. I 1987 blev han idømt livsvarig fængsel.
Hun fik DDR til at begære en udlevering
Allerede i kampagen mod Kiesinger havde DDR bakket Beate Klarsfeld op. I 1988 kom det sidste sammentræf i stand med DDR-politikkere. Beate Klarsfeld var på jagt efter Alois Brunner, en af de største skrivebords-forbrydere efter Adolf Brunner.
Det var ham, der var skyld i at hendes mands far blev myrdet. Han var allerede i fraværd blevet dømt til døden i Frankrig.
De havde sporet ham til Syrien, hvor Brunner siden midt i 1950erne levede. Men Syrien afviste alle udleveringsanmodninger. Ja de påstod, at han ikke var bosiddende i Damaskus. Klarsfeld henvendte sig direkte til statschef Erich Honecker.
Hun mødte ham ved et aftenmåltid hos præsident Mitterrand. Kort før murens fald sendte DDR en udleveringsanmodning til Damaskus. Men han blev ikke udleveret. Han levede til sin død i Damaskus.
Attentat og mordtrusler
Den 9. juli 1979 tog gruppen ODESSA ansvaret for et mislykket attentat mod Serge og Beate Klarsfeld. Det var en bombesprængning af deres bil. Gruppen krævede at de skulle stoppe med at forfølge nazister.
Parret fik masser af mordtrusler. Og den tyske presse var åbenbart også træt af parrets nazi-jagt. De blev beskyldt for at tilhøre studenterbevægelsen omkring Rudi Dutschke. Og hun blev også beskyldt for at være Mossad-agent.
Udmærkelser i tre lande
Trods attentatet førte Klarsfelds en kampagne mod den østrigske præsident fra 1986, Kurt Waldheim, en tidligere nazist og officer i det tyske SA. Denne kampagne var så effektiv, at de fleste vestlige lande undgik Kurt Waldheim.
Beate Klarsfeld har fået store udmærkelser i Tyskland, Frankrig og Israel for hendes arbejde sammen med hendes mand.
ODESSA – hvem var det?
Men hvem var det, der nær havde dræbt parret ved bombeattentatet? ODESSA står får betegnelsen:
Gruppen blev angiveligt dannet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS-officerer. Nogle historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen afviser, at organisationen nogensinde har eksisteret.
Formålet med ODESSA- grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer.
Man havde gode forbindelser
Med forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og vartikanet opererede netværket fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Heim og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.
Både SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at være aktive i ODESSA-organisationer, men det er aldrig bevist. Førstnævnte var aktiv fra sin adresse i Spanien.
Mange var indblandet
Ligeledes kom general Gehlens efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og beskyttet af amerikanske efterretningskræfter i 2. verdenskrigs sidste måneder. Efter Krigen blev dette en vigtig del af NATO’ s efterretningsnetværk i Østeuropa. De virkede også i NATO* s hemmelige paramilitære organisationer.
Også Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket samt James Jesus Angleton fra OSS (CIA’ s forløber)
Simon Wiesenthal
I 2002 indledte Simon Wiesenthal Center ”Operation sidste chance”. De ville fange de sidste krigsforbrydere, inden det var for sent. Centret startede i1977. Man fik også fat i diverse lande og fik dem til at udlevere krigsfangere til retsforfølgelse.
Han var selv gennem 12 lejre og vejede kun 45 kilo, da han i 1945 kom ud af kz-lejren Mauthausen i Østrig. Hele hans slægt var udryddet, ja han havde endda tal på det – 89. men mirakuløst så overlevede hans hustru Cyla mirakuløst krigen.
Forskellige centre både i USA og Europa mistede hurtig pusten i jagten efter krigsforbrydere, men Simon Wiesenthal viede hele sit liv til dette. Amerikanerne og europæerne virkede blikket nedad i jagten, men det gjorde han ikke.
Da Eichmann blev snuppet
Allerede efter krigen startede han med Jødisk Historisk Dokumentationscenter i Linz i Østrig. Centret lukkede i 1954. Hans materiale blev overgivet til arkiver i Israel.
Der er lidt modstridende oplysninger om Wiesenthal, FBI’ s og Mossads rolle ved opsporingen og tilfangetagelsen af Albert Eichmann i Argentina. Således skulle Wiesenthal allerede i 1953 have vidst, hvor Eichmann befandt sig.
Centret dengang i Wien blev et indsamlingssted for historiske oplysninger, papirer, dokumentationer, vidneudsagn, som kan føre til forbrydernes domfældelse. Wiesenthals kamp gennem 50 år var i høj grad en kamp med myndigheder, arkiver, retsinstanser, som helst ville slå en streg over fortiden, beholde informationer.
Mossad har således hævdet, at han overhovedet ikke medvirkede med informationer eller har assisteret ved anholdelsen.
Arkiv med 90.000 navne
Wiesenthal var med til at fange den tidligere leder af kz-lejren Sohibor, Franz Stangl. Han blev fanget i 1967 i det sydlige Brasilien, hvor han arbejdede for Volkswagen-fabrikkerne.
For Wiesenthal var der ikke tale om hævn men om retfærdighed, om lov og ret og om at betale for sine forbrydelser.
Men der var ikke alle, der var lige begejstret for hans arbejde. Så sent som i 1982 sprang en bombe uden for indgangen til det hus, hvor han boede. Det skete dog kun materiel skade. Siden da blev hans hus bevogtet af bevæbnet politi. En tysk og adskillige østrigske nynazister blev anholdt. Den tyske hovedmand fik fem års fængsel.
Da Wiesenthal trak sig tilbage som 92 årig efterlod han sig et arkiv med 90.000 personer. Kun lidt over 3.000 er blevet retsforfulgt.
Et brev til Anders Fogh Rasmussen
Man fulgte med i mange ting. Centret sendte han i 2007 et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen og opfordrede denne til at stoppe et rejselegat til Erik Haaest. Han fik to gange 100.000 kr. af Kunstrådets Litteraturudvalg.
Man mente i centret, at pengene blev givet til en, der fornægter holocaust og opfordrer til antisemitisme. Dette er en fornærmelse mod de overlevende fra Holocaust og alle ofre for nazismen.
Mange blev opsporet
Efterhånden kunne man blive dømt til at være medskyldig i mord, selv om man kun havde gået vagt i kz-lejrene. På den måde blev John Demjanjuk dømt. Han havde søgt tilflugt i USA i 2011. Demjajuk havde været på vagt i dødslejren Sobibor. Han benægtede sin skyld og døde før hans appelsag kunne prøves.
I 2015 blev den tidligere Auschwitz-vagt, Oskar Groenning dømt på samme grundlag.
Anklager mod dansker
I 2016 blev der forsøgt at rejse anklage mod en dansk mand ved navn Helmuth Leif Rasmussen. Han havde været vagt i Borbruisk under krigen. Manden var 91 år i 2016, da Efraim Zuroff fra Wiesenthal – centret var på besøg i Danmark.
Den danske statsadvokat mente dengang, at beviserne ikke var tilstrækkelig til at føre en sag om krigsforbrydelser. Og så standsede efterforskningen.
Jørgen Christianden fra Tønder var den værste i jødelejren dengang. Hans sag blev dog aldrig efterforsket, da han døde i Rusland i 1942.
Langt flere danske krigsforbrydere
Terkel Stræde og Dennis Larsen mener, at Frikorps Danmark – folk i langt højere grad end hidtil antaget var involveret i de tyske masseudryddelser af jøder. Det kan dreje sig om 10 – 15 pct. af de 6.000 danske frivillige, der var aktive ved østfronten.
De to forfattere mener, at Helmuth Leif Rasmussen var med i den indre vagtstyrke, der begik drab og andre grusomheder mod de jødiske fangere.
I dag ligger Centret i Los Angeles med flere underafdelinger for eksempel i Wien.
Juraen er blevet ændret
Efterfølgen på centret, chef – nazi-jæger Efraim Zuroff mener stadig at centrets arbejde er uhyre vigtig. Han siger, at der er begået mange folkedrab efter Holocaust. Sidste år udgav de deres seneste rapport. Her fremhævede man Tyskland, som en af de eneste lande, der går helhjertet ind i jagten på krigsforbrydere.
Men i Tyskland har det ikke altid været muligt at stille alle til ansvar for deres handlinger. I 1969 satte en retssag en stopper for efterforskernes arbejde, da et tidligere SS-medlem, der havde arbejdet i Auschwitz blev frifundet.
Retten vurderede, at det ikke var nok at have arbejdet i en koncentrationslejr til at blive dømt. Det skulle bevises, at man personligt havde begået et drab, da al anden kriminalitet falder for forældelsesfristen.
30 sager er afleveret til anklageren
I 2007 ændrede en retssag Centralkontorets muligheder. Nu kunne man gå efter de mindre brikker i nazisternes maskineri. Således har centret givet 30 sager videre til anklagemyndigheden sidste år.
Vi vil lave efterfølgende artikler om ”Rottelinjen – Odessa-sammenslutningen – Vatikanets rolle og nogle af de mest eftersøgte Albert Eichmann og ”Slagteren fra Lyon”
Kilde:
Hvis du vil vide: www.dengang.dk indeholder 1.373 artikler heraf 276 artikler om Besættelsestiden (Før/efter/under) med bl.a.:
April 2, 2019
Støvlet Cathrine og en jagthytte i Utterslev
Vi har lige haft en historie om Blågården og om kongens muntre liv. En af dem, som kongen muntrede sig med var Støvlet Cathrine (Katrine). Yrsa Holm har sendt os en historie, der også handler om hende og kongens jagthytte. Vi har kigget i vores bøger og arkiver for at finde ud af Støvlet Cathrines liv og levned. Ikke overraskende er forfattere og historikere uenige. Men vi forsøger, at kigge på de forskellige optegnelser. Hun havde stor indflydelse på Christian den Syvende. Ministre var bange for, at denne indflydelse var for stor. Ude i Utterslev blev der bygget en jagthytte, der nærmest fungerede som lysthus. Her kunne kongen muntre sig med andre fruentimmere. Men ifølge Struensee, så glemte han aldrig Støvlet Cathrine.
Jagthytte var nærmest et lysthus
Vi har skrevet et par artikler om Blågården, og her optræder Støvlet Cathrine som en vigtig del af historien. Og det har fået Yrsa Holm til at reagere. Hun er meget interesseret i Utterslevs historie, og har sendt os en artikel, som vi har fået lov til at sakse i.
Lige midt på ”Utterslev Torv” ligger i dag det lille hyggelige børnekulturhus ”Sokkelundlille”. Huset er et stykke historie med 200 år gammel bindingsværksarkitektur, som er fyldt med kringlekroge.
Huset var den oprindelige Kongelige Jagthytte. Men egentlig blev den kaldt ”Horehus” for den sindssyge Kong Christian den Syvende. Da huset blev bygget i 1770 var dets formål, at være jagthytte for Kong Christian den Syvende. Kongen havde på det tidspunkt og indtil 1857 eneret til jagt i Utterslev Mose.
Som jagthytte blev det nok ikke brugt. Jagt var nu ikke lige hans hobby, men det var derimod offentlige fruentimmer. Så lysthus havde nok været et bedre navn.
Da Blågården blev ramponeret
Sammen med den prostituerede Anne Cathrine Benthagen – ”Støvlet Cathrine” turnerede den unge konge rundt på byens værtshuse, bordeller. Som vi tidligere har skrevet så fik kongen via en mellemmand erhvervet Blågården. Her fik Støvlet Cathrine og hendes slæng ramponeret det hele. Og her måtte Rahbek tage slottet tilbage.
Det hedder sig, at det var Struensee, der fik fyret denne mellemmand, og sendt Støvlet Cathrine til Altona. Og det skulle netop have været i 1770. Men noget tyder på, at lystighederne fortsatte ude i ”jagthytten” i Utterslev.
Hun blev sat i pleje
Støvlet Cathrine kom til verden den 12. august 1745, som uægte barn af Prins George af Bayern. Når en adelsmand på den tid kom galt af sted, fik han giftet pigen med en soldat fra sin egen hær mod et kontant vederlag. Dette var også tilfældet med Prinsens soldat, Johan Ernst Benthagen, hvis navn Anne Cathrine fik.
Faderen var chef for det sjællandske regiment og elskerinden hed Anna Marie Schrøder
Hun blev sat i pleje hos en oberst i København mod betaling af Prinsen. Men da Prins George døde stopper pengene til obersten. Prisen var en rigsdaler om ugen.
Obersten blev forflyttet
Allerede her er der forskellige tolkninger af historien. Denne oberst er den velhavende Christopher Frederik Ingenhaven. Hun bliver som 3-årig sendt tilbage til sin mor og stedfar. Men en anden kilde fortæller, at der blev overført en større sum til obersten. Her blev Anne Cathrine opdraget med oberstens datter. I 1753 blev obersten forflyttet til Jylland, og først da kom hun i moderens varetægt.
Moderen fremstillede halvstøvler
Hendes stedfar reparerede de halvstøvler(støvletter) som militæret brugte. Også her er kilderne forskellige. For stedfaderen har hun næppe kendt meget til. Hans regiment lå i provinsen og i 1762 rømmede han og forsvandt. Det var moderen, der fabrikerede halvstøvler (støvletter). Anne Cathrine leverede støvlerne til byens officerer. Dette skaffede hende tilnavnet ”Støvlet-Cathrine”.
Ved at gå på disse ærinder blev hun måske første gang bragt på afveje. Men kan det nu passe. Hun var temmelig ung.
Flere gjorde kur til hende
Og som ganske ung havde hun også sin gang på teatret. Hun blev elskerinde til flere som almindelig skøge.
Nogle retsakter fra 1761 viser, at hun tidligt har været genstand for opmærksomhed idet den prøjsiske gesandts tjener da, efter at have gjort kur til Støvlet-Cathrine blev maltrakteret i hendes hjem af en grenadier.
P. Fr. Suhm karakteriserede hende dengang som:
– Hun havde været tilfals for alle, og var ei kiøn, men velvoxet, raffineret, dristig og uinteresseret
Kendt i hofkliker
Hun var åbenbart statist på teatret, men blev derefter en engelsk gesandts elskerinde. Han havde set hendes kvindelige kvaliteter.
Men forbindelsen varede ganske kort. Dette skaffede hende tilnavnet ”Mylady” under hvilken hun var bedst kendt i tidens hofkliker. Og det var grev C.C. Danneskjold-Laurvigen der i efteråret 1767 satte hende i forbindelse med Christian den Syvende.
Nu var der også nogle, der mente, at det var kongens ”forlystelseschef” Greve Conrad Holck, der førte Støvlet Cathrine sammen med kongen.
Ifølge E.S.F. Reverdil var hun “den ”østrigske gesandts højst utro elskerinde”. Men hun skulle ifølge den samme kilde også have ernæret sig som skøge.
Hun havde stor indflydelse på kongen
Det er grund til at tro, at hun ligesom kongen havde stærke masochistiske tilbøjeligheder. Der har næppe eksisteret en sædvanlig elskovsforbindelse mellem dem. Hun opnåede meget stor indflydelse på majestæten, da hun i særlig grad evnede at tilfredsstille hans sære tilbøjeligheder.
Men de turede sammen byen rundt om natten. De øvede hærværk og vold især mod bordellerne og deres beboere. Det var ingen hemmelighed, at kongen selv var en af de værste. Han truede den offentlige ro og orden.
Ja man sagde, at de alle var forklædte og Anna Cathrine gik i mandsklæder. De smadrede systematisk alt inventaret og tæskede alfonser, som skyldte hende penge eller andre prostituerede, som havde behandlet hende dårligt. Når dette var overstået smed hun forklædningen for at være sikker på at vise, hvad det skete.
Adskillige Horehuse blev ruineret
Kongen gav Anna Cathrine en lejlighed på Vandkunsten, hvor han ofte opsøgte hende. Genboerne overfor kunne se dem ligge nøgne sammen på gulvet.
Jo kancelli – embedsmanden B.W. Luxdorph udtrykte sig meget kryptisk i sin hemmelige dagbog:
De turede rundt på Københavns værtshuse, hvor de smadrede inventar, drak sig fulde og begik alle slags optøjer. Måske var det her kongen afreagerede for de intriger og ydmygelser, han var udsat for ved hoffet.
Hun ville gerne præsenteres i hoffet
Nogle mener, at det var Støvlet-Cathrine, der var årsag til, at kabinetssekretæren Élie Reverdil blev fyret, mens andre mener, at det var Grev Holck og Caspar von Saldern.
Hun pressede på at blive introduceret på hoffet. Holck skaffede hende adgang til en af Hofteatrets forestillinger, hvor hun blev anvist plads i logen over for dronningen. Til amen forargelse,
Ligeledes opnåede Cathrine at komme med til maskebal på slottet. Der opstod rygter om at kongen ville ophøje hende til adelsstanden under navnet Bevernskjold og gøre sit forhold til hende officielt.
Støvlet – Cathrine blev forvist
Enkedronning Juliane Marie pressede på for at få en underskrift af kongen, så hun kunne blive landsforvist. Man frygtede hendes stærke indflydelse over for kongen. Men der var nu nogle andre, der frygtede, at Støvlet – Cathrine kunne få politisk indflydelse. Og det var faktisk dem, der greb ind. Og disse var den robuste H.C. Schimmelmann, der sammen med C. von Saldern tvang kongen til at udstede en forvisningsordre.
Allerede den 6.1. 1768 blev hun transporteret bort. Det er påstået, at det var til tugthuset i Hamborg. Efter gentagende bønner blev hun overført til Neumünster. Men det kan hvis ikke have sin rigtighed.
Hun blev sendt til tugt- og spindehuset i Wandsbæk ved Holsten i 1768. Men Struensee får hende løsladt i 1770. Ja i nogle historier, så er det ham, der få hende sendt ud af landet. Hun får tildelt pension på 500 rigsdaler og får besked på ikke at vise sig i hovedstaden.
Hun havde efter sigende ”en ærbar kone” til hendes opvartning og fik vin til maden.
Kilder beretter, at det var Caroline Mathilde der fik hende løsladt, men det står næppe til troende. Løsladelsen har dog næppe kunnet lade sig gøre uden dronningens ønske.
Hun forsøger at få adgang til kongen
Under Hoffets ophold på slottet Traventhal i Holsten, forsøgte Cathrine at få adgang til kongen. Forklædt som mand gik hun til slottet, hvor hun præsenterede sig for hoftjenerne som ”Monsieur de Brockdorf”. Hun fik hjælp af løberen, Andreas Hjort. Hun blev dog genkendt, inden hun nåede at se kongen.
En trussel mod hoffet
Længe anså man Støvlet-Cathrine som en trussel mod hoffet. Endnu i 1774 skriver A.P. Bernstorff:
Hvis du læser vores artikel om Caspar von Saldern, så kan du få et indtryk af de kaotiske forhold, der var i hoffet dengang.
Et hus i Sorø
Ja og så siges der, at kongen senere købte et hus til hende på Slagelsevej 63 i Sorø. Huset hed oprindeligt ”Gammel Sølyst” Men navnet blev ændret til ”Støvlet-Cathrines Hus”, da hun overtog huset.
Der stod altid en karet parat
Kongen og hans soldekammerater turede videre i mange år. De var altid parat til et slagsmål selv med ordensmagten. Kongen sloges med vægterne i København, hvor han ind imellem også selv fik bank.
Han gik i lag med de værste fruentimmere. Dem ville han gerne have med op på Københavns Slot. Men her satte man grænser. Derfor stod der altid en karet klar, der skulle køre pigerne ud til den nye jagthytte i Utterslev. Her kunne kongen boltre sig med sine rendestensluddere.
Alle vidste det i Utterslev
Hvad der foregik dengang i 1770erne vidste alle selvfølgelig i Utterslev landsby. De kunne jo se dem, der kom til huset. Bag på huset i bindingsværket er der malet en inskription:
Struensee stoppede alle breve
Efter statskuppet i 1772 skrev hun et langt brev til kongen, hvor hun ønskede ham tillykke med hans (formodet) genvundne frihed og tilføjede, at hun havde skrevet flere gange tidligere. Struensee havde formentlig ikke ladet kongen se brevene.
Hun anmodede også om, at hendes ægtefælde måtte blive tildelt et lille embede som postmester. Da hun ikke fik svar, forlod hun sin mand kort tid efter og tog ophold i Kiel.
Kongen længtes efter hende
Struensee sad i varetægt i 1772. Her nedskrev han nogle erindringer. Her omtaler han en kvinde ved navn de la Roquer, som kongen i sin vildelse havde talt om:
Gift to gange
Og hvad nu med Støvlet-Cathrine. Hun blev gift første gang i 1770 med advokat ved landsretten, senere toldinspektør i Nysted, Conrad Ditlev Reinhard Maés. Hun blev skilt og gift anden gang den 22.12.1785 i Plön med musiker og fiskermester Heinrich Schweder.
Hun døde den 25. august i Plön.
Hun boede ikke i Kongens Lyngby
En overlevering vil vide, at hun boede i Bondebyen i Kongens Lyngby i Støvlet – Cathrines hus. Men dette forbliver en myte. Som skrevet døde hun i 1805. Og huset i Bondebyen er først opført i 1808. Der er heller ikke nogen dokumentation for, at hun nogensinde skulle have opholdt sig i Lyngby.
En brand i den tidligere jagthytte
I 1890 erne var der brand i den tidligere jagthytte i Utterslev, og derefter købte grosserer Ludwig Emilius Thrane stedet. Han om – og nybyggede huset i slutningen af 1890’erne og lagde derved stilen for det nuværende Sokkelundlille.
Efter branden fandt man en indmuret sten med årstallet 1770.
Thrane brugte huset til at udstille sine krigsgenstande og med en mindre entre kunne man komme ind og se alle herligheder. Efter sigende skal Thrane også have indrettet en bondestue fra Ledøje fra 1794 i huset. Han døde i 1911, og på det tidspunkt blev det kaldt Thranes Hus.
Børnekulturhus
Det var også engang posthus i ”Villa Sokkelund”. Det var hans kone, fra hans anden ægteskab Laura Sofie Ceciillie Petersen, der havde fået tilladelse til drive posthus fra 1919 – 1929.
Huset blev overtaget af Københavns Kommune og siden har huset haft mange funktioner bl.a. blev det benyttet af beboelse. Den sidste beboer fraflyttede i begyndelse af 1990’erne. Det er Svend Olsen fra Brønshøj, der har genopdaget historien. Huset er renoveret flere gange. Nu fungerer det som ”Børnekulturhus”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du i alt 1.373 artikel herunder:
April 1, 2019
Big Bill og One Dollar Man
To bøger om William S. Knudsen er næsten kommet samtidig. Hvem er denne ”helt”, som vi næsten havde glemt. Han startede i det skumle havneområde Bronx, da han som 20 årig kom til USA. Han gik til boksning, for at kunne klare sig. Danskerne drak for meget ved samlebåndet. Henry Ford var usympatisk. Så blev han direktør hos Generel Motors. Så ringede præsidenten. Efter 18 måneder startede en omfattende krigsproduktion med Big Bill som organisator. Tyskernes fremmarch blev bl.a. stoppet af amerikansk krigsmateriel. Det fik russerne meget af. Og der blev produceret masser af skibe til englænderne. Og masser af fly blev fremstillet, til sidst et fly hver femte minut. Men Knudsen blev frosset ud af venstreorienterede. Så blev der skrevet en bog, som han selv betalte. Men hvilken af disse to bøger er bedst?
Hvem er denne helt?
I løbet af kort tid udkom der to bøger, der omhandlede den samme mand, William S. Knudsen. Vi havde næsten glemt ham. Men takket være disse to bøger er vores viden blevet genopfrisket. Og han var sandelig ikke hvem som helst. ”Den Gamle Redaktør” kan ikke anbefale den ene bog frem for den anden. De har hver deres fordel. Men måske er det Ole Sønnichsens bog, der er mest underholdende af de to bøger.
Men hvem er han, denne glemte ”helt” fra Anden Verdenskrig. Inden da havde han for længst gjort sig kendt og respekteret. Han ydede i den grad en indsats til, at de allierede vandt krigen.
Han gik til boksning
Han var en af ti børn fra en familie i Kartoffelrækkerne i København. Hans far var toldinspektør. Som seksårig blev han sendt ud for at arbejde for en glarmester. Aftenerne blev brugt på at uddanne sig på Københavns Tekniske Skole. Som 20 – årige udvandrede han i 1900 til det store land. Han var ung cykelsmed, og var med til at opfinde tandemcyklen Med kun 30 dollar på lommen tog han med immigrantskibet S/S Norge til USA
Dengang vidste han ikke, at han skulle kæmpe sig frem helt fra bunden af det amerikanske samfund til at blive en af USA’ s største og bedst betalte erhvervsfolk.
I starten arbejdede han i havneområderne i Bronx i New York. Det var en rå atmosfære og han fik masser af tørre tæsk, inden han lærte boksning.
Danskerne drak for mange øl
Hans store talent var, at han kunne organisere mænd og maskiner. For ham handlede det om rationaliseringer og forbedringer. Han var en produktionsstjerne og kunne sige ”Skynd dig” på 15 sprog. Men hurtig skulle han lære en gryende og aggressiv amerikansk fagbevægelse at kende.
Efterhånden var han med til at fremstille dampmaskiner og på den måde kom han i kontakt med Henry T. Ford.
Allerede inden sin ansættelse hos Fords fabrikker i 1911 havde Knudsen vist sin duelighed, blik for effektiv produktion og evner for mekanisk snilde i mindre virksomheder.
Knudsen var med til at revolutionere den nye masseproduktion. Dette kom også til at omhandle en dansk samlefabrik, der blev etableret i juni 1919 i Heimdalsgade på Nørrebro. Her blev Knudsen bestyrelsesformend. Den samlede efterhånden 14 biler om dagen. Ford brokkede sig over, at danske arbejdere drak for mange øl og ikke var særlig effektive. Men bilerne kørte dog ud af samlebåndet.
Henry Ford – et usympatisk menneske
Henry Ford var ikke just et sympatisk menneske. Uenigheder og konfrontationer opstod mellem Knudsen og Ford. Knudsen var efterhånden bilfirmaets direktør, men samarbejdet mellem de to ophørte. Senere samarbejde Ford med nazisterne og støttede tidens jødehad.
I 1911 blev William gift med Clara, og de fik fire børn.
Direktør hos Generel Motors
Hos General Motors kom han også til at stå for oprettelse af bilfabrikation i Europa. Succesen blev cementeret med en post som øverste direktør for hele Generel Motors med 250.000 ansatte.
Knudsen benyttede sin stilling til at etablere en samlebåndsfabrik i Sydhavnen. Man startede med at samle 25 biler om dagen, men efterhånden øgedes produktionen betydelig. Fabrikken blev udvidet betydelig. Man erhvervede et stort areal ved Aldersrogade, hvor Mjølnerparken nu ligger.
Under besættelsen overtog nazisterne værkstedet, hvor de bl.a. reparerede flymotorer.
I 1937 blev Knudsen præsident for firmaet. Det var et år med omfattende strejker, hvor man nærmest blev tvunget til at skrive under på fagforeningernes krav.
Efterhånden var han er USA’ s vigtigste erhvervsfolk. Når han var i Europa mødtes han med kendte politikere og erhvervsfolk. I 1938 mødte han den tyske topnazist Herman Göring.
En dollar om året
Præsident Franklin D. Roosevelt indså, at USA her stod næsten forsvarsløst uden hær og organiseret våbenproduktion, hvis de blev rodet ind i krigen. Der var brug for en mand, der kunne stå i spidsen for en amerikansk masseproduktion af krigsudstyr.
Det var ikke alle folk omkring demokraten Roosevelt, der var lige så begejstret for valget af Knudsen, fordi han blev anset for at være republikaner og kapitalist. Men han blev dog hyret. Og det var ikke lønnen, der trak. Han påtog sig opgaven for det symbolske beløb af en dollars om året.
Opgaven krævede tid og syntes uoverskuelig. Men præsidenten havde en oplagt kandidat. Den 28. maj 1940 ringede telefonen fra Det Hvide Hus hos Knudsen hos General Motors i Detroit.
Efter 18 måneder startede en omfattende produktion
Danskeren blev hentet til Washington DC, hvor han på kun 18 måneder skabte og organiserede et gigantisk landsomspændende net af fabrikker med tusinder af underleverandører.
Det var et produktionsmæssigt mesterværk, der kort efter Pearl Habor begyndte at spytte titusinder af krigsfly, kampvogne, millioner af håndvåben og hundredevis af skibe fra velsmurte samlebånd.
Knudsens produktionsgeni sikrede dermed de våben, der udrustede de allierede hære og sikrede sejren i kampen mod Hitler og japanerne. I løbet af sin indsats blev Knudsen udnævnt til trestjernet general, hædret to gange med USA’ s fornemste orden og ophøjet til legendarisk skikkelse.
Hans opgave var at lande kontrakter og aftaler hos producenter over hele landet. Dette skulle koordineres med militærets ønsker og behov. Jo det var ham, der organiserede den krigsrettede produktion.
Tyskernes fremmarch
Heeresgruppe Mitte anført af feltmarskal Fedor von Bock tilføjede Den Røde Hær nogle af de største nederlag i historien. Ja i løbet af sommeren og efteråret 1941 knustes al modstand. I september 1941 gennemførtes verdenshistories største tilfangetagelse af fjendtlige styrker, da generalerne Heinz Guderian og Poul von Kleists tanks mødtes ved Lochvytsia og gjorde, at mere end 600.000 russiske soldater senere måtte overgive sig.
I december 1941 kørte Heeresgruppe Mitte fast i sneen omkring Moskva for at erobre russernes hovedstad. I 1944 iværksatte den russiske general Zhukow Operation Bagration, der mellem juni og august tilføjede tyskerne deres største nederlag nogensinde, da 28 af Heeresgruppe Mittes 34 divisioner blev nedkæmpet.
Russerne fik masser af amerikansk krigsmateriel
Den russiske hær, der havde været i frit fald i1941, var i 1944 blevet forvandlet til en formidabel kampenhed.
I russiske propagandafilm ser man en endeløs række af våbensystemer lavet i Rusland. Det man ikke ser, er de mange amerikanske våben. USA producerede omkring 14.000 pansrede kørertøjer og et tilsvarende antal fly til Den Røde Hær. Mere end en halv mio. lastbiler eller 3.500 togsæt havde amerikanerne sendt til russerne.
Når de affyrede deres våben var det med amerikansk ammunition. Efter krigen indrømmede general Zhukov, at materiel fra USA havde været afgørende for, at Rusland vendte krigen efter tyskernes indledende stormløb mod øst.
Skibe til englænderne
Tyskerne sænkede med deres ubådskrig store mængder af britisk tonnage. Churchill forsøgte at presse Roosevelt til at levere flere skibe. Det medførte art Knudsen indgik et samarbejde med den amerikanske industrialist Henry Kaiser og etablerede skibsværfter i Seattle, Richmond og Vancouver. Resultatet var afgørende og gennem resten af krigen spyede Kaisers skibsværfter skibe ud i et tempo, som Japan og Tyskland ikke kunne hamle op med.
Masser af fly
Med japanernes angreb på Pearl Habor. 7. december 1941 kom USA med i krigen. Krigsproduktionen blev forøget med 60.000 producerede fly i 1942 til 125.000 året efter.
I begyndelsen af 1944 var 70 pct. af USA’ s produktion – krigsproduktion. Der blev bygget et fly hver femte minut.
Knudsen blev frosset ud
Men efterhånden frøs de hårdkogte venstreorienterede Knudsen ud i sådan grad, at Roosevelt blev nødt til at opløse Knudsens stab og i realiteten fyre ham som leder af krigsproduktionen.
Dette tog meget hårdt på Knudsen. Men efterhånden var hans helbred skrantende. Dog ikke mere, at han i 1945 kunne at tage en tur til Europa, hvor han også besøgte Danmark. Her havde han et møde med kongen og han blev æret med Danneborgsordenen
En biografi, som han selv betalte
I 1945 kom der en biografi om William Knudsen. Det var en ren og skær heltebiografi. Det sørgede han selv for. Han havde betalt forfatteren og bad ham, om at udelade alle de uheldige kapitler af sit liv.
Der er stadig en mindetavle efterladt på Voldmestergade 26, hvor han blev født. Hans store arbejde havde tæret på kræfterne. Det var kampen mod politiske intriger og bureaukrati.
Han døde allerede som 69 åring i 1947.
Big Bill
Hvilken af de to bøger skal man nu vælge, ja det er faktisk svært. De er begge to værd at læse på hver sin måde. De to fortæller historien meget forskellig.
Big Bill er gennemresearchet. Her er et utal af noter og solidt skrevet. Det er en meget historisk bog med masser af detaljer. Den er skrevet med en meget bred pen, og Martin Lund kan nok ikke skjule sin begejstring. Måske er den lidt ukritisk. Og så er der måske gengivet lidt for meget fra kilder, der gør den en anelse for detaljeret. Vi savner lidt mere fra de mørke sider. Fortællingen er måske ikke helt så flydende.
One Dollar Man
One Dollar Man har ikke så mange kilder, men den er lettere at læse. Den er fremragende og indsigtsfuld. Den rammer bredt og er underholdene. Den er velskrevet lige som Sønnichsens andre bøger. Knudsen bliver ikke gjort bedre, end han er. Knudsen var en af de mange ”tandhjul”. Måske burde man have beskrevet lidt mere, om Knudsens personlige kamp.
Bogen er journalistisk beskrevet.
Ole Sønnichsen: One Dollar Man
Storyhouse 2019
Martin Lund: Big Bill
Haase Forlag 2019
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 275 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Marts 29, 2019
Gleiwitz – senderen
Aftenen inden Polen-angrebet skete angrebet mod Gleiwitz-senderen. Man fandt en mikrofon. Et lig blev medbragt. Lokale myndigheder var informeret. Naujocks: ”Det var mig, der startede Anden Verdenskrig”. Man aktionen var meget dårlig forberedt. Heydrich ventede forgæves foran radioen. Undskyldning for en krigserklæring. Heydrich påtalte fejlen. Længe leve Polen. Nye billeder skulle laves. Hvad sagde Naujocks ellers? Og hvem var han? Han dræbte mindst tre. Han var med i Peter – gruppen. Men han var en fri mand allerede i 1950. Han var med til at tilsvine Willy Brandt. Han døde i 1966.
Aftenen inden angrebet mod Polen
Den tyske sender Gleiwitz lå dengang i Øvre Schlesien (nu i Polen). Det var næsten på grænsen til Polen. Og senderen blev verdensberømt på grund af det angreb som SS fingerede sammen med andre overfald ved grænsen den 31. august 1939. Dette påskud brugte Hitler for at angribe Polen den 1. september 1939.
Om aftenen den 31. august 1939 trængte SS Sturmbannführer Alfred Naujocks og fem andre SS-folk ind på senderen. Alle var klædt i civil og optrådte som polske frihedskæmpere.
Alle aktioner den aften var organiseret og planlagt af chefen for Reichsicherheitshauotamt, Reinhard Heydrich.
Man fandt en mikrofon-tilslutning
Aktionen var nær gået galt. Gleiwitz-senderen udsendte ikke selvstændige programmer, men sendte dem blot videre. Programmerne kom fra Breslau. Endelig fandt SS-folkene en mikrofontilslutning, der kunne anvendes til at udsende meldinger om driftsforstyrrelser. Men nu kunne man udsende den melding, der var formålet med hele aktionen.
Programmet blev afbrudt og ca. fire minutter og langt opråb- angiveligt fra det polske mindretal- blev udsendt.
Et lig blev medbragt
Et lig blev medbragt fra den nærliggende arbejdslejr som bevis på det polske overfald. Hele aktionen var klaret på meget kort tid. En anden historie går på, at det var, at det var en repræsentant for landbrugsmaskiner, Franz Honick, der var kendt for at være ”polen-venlig”, der dagen forinden var blevet bortført og skudt. Så ville de hele se mere rigtig ud.
Lokale myndigheder vidste besked
De lokale myndigheder var blevet informeret om, at noget ville ske. Dem, der havde fået besked stillede ind på frekvensen. Og rigtig nok, kort efter klokken 20 den torsdag blev rigsradioen afbrudt. Det knasede og larmede. Så forkyndte en stemme på polsk, at byen og senderen Gleiwitz var i hænderne på ”Det frivillige korps af oprører fra Øvre Schlesien. Så kom der nogle bandeord på polsk og tysk. Ja så lød det som noget tumultagtigt. Bagefter forblev senderen tavs.
På grund af spændingerne de seneste dag mellem Det Tredje Rige og Polen havde mange mennesker indstillet radioen for at høre de sidste nyheder. De blev vidne til noget mystisk omkring senderen.
Politimesteren modtog telefonopkald
Politimesteren, der var blevet orienteret fik telefonopkald fra oprivende betjente fra de omkringliggende byer. Han manede til ro, og gav ordre til at berolige borgerne og så i øvrigt afvente begivenhederne. Så lod han sig fragte hen til senderen.
Hvad der ventede ham der, havde han sikkert ventet. Det var stationens teknikkere, der var blevet bagbundet og en var død, Det var en person fra sikkerhedstjenesten, der ”tilfældigvis” var kommet forbi den afsidesliggende sendestation.
”Det var mig, der startede Anden Verdenskrig”
Alfred Naujock pralede senere med, at han havde startet Anden verdenskrig. Man havde ikke aftalt et bestemt tidspunkt. Kodeordet var ”bedstemor er død”.
Den 22. august 1939 havde Hitler forkyndt ”ligegyldigt, måske noget man kan tro på”. Det var lige meget for ham. Han sagde nemlig også:
Naujocks var dårlig forberedt
Men hvorfor skulle man gøre alt dette? Naujocks overfald var dårlig forberedt. Man var således ikke en gang klar over, at det ikke var et studie. Kun i nødstilfælde kunne man bruge en mikrofon lokalt. Så meldingen fra senderen nåede ikke særlig langt ud.
Det var egentlig kun en forstærkerstation. Hovedsenderen lå fire km væk.
Andre historier går på at seks ansatte på stationen blev skudt og kun en overlevede. Og denne overlevede kun fordi han befandt sig uden for stationen.
Heydrich ventede forgæves
I Berlin ventede SD – chef Reinhard Heydrich forgæves på meldingen fra Gleiwitz. Og at en SD – mand skulle skydes var også en fejltagelse.
Aktionen blev kaldt ”Operation Tannenberg” Den var udført amatøragtig. I gaderne i Gleiwitz talte man om, at aktionen var som ”et dårligt hørerspil”
Undskyldning for en krigserklæring
Hitler har ikke direkte berørt situationen. I hans rigstale den 1. september talte han om 14 grænseovergreb, deraf var tre alvorlige. Men dette var Hitlers undskyldning for at starten Anden Verdenskrig.
Han var overbevist om, at Storbritannien og Frankrig ikke trods deres garanti, ville komme polen til hjælp. Muligvis skulle disse grænseovergreb skabe forvirring. Disse skulle give anledning til, at erklære en krigserklæring.
Heydrich påtalte fejlen
Heydrich påtalte fejlene over for Naujocks, da denne kom tilbage til Berlin. Men skuffelsen har nok alligevel ikke været så stor. Den fik ikke nogen umiddelbare konsekvenser for Naujocks karriere.
Allerede to måneder efter skulle ”Manden med de beskidte jobs” igen blive aktiv. Han bortførte ved et angreb i Venlo ved den tysk – hollandske grænse tol britiske efterretningsofficerer.
Vigtig er angrebet mod senderen i Gleiwitz af en anden grund. Den beviser, at der faktisk en gang imellem er provokationer i verdenshistorien og at det altid går galt.
Masten i Gleiwitz er af træ og 110 meter høj.
Længe leve Polen
Naujocks har senere ikke talt noget om, at nogen blev dræbt. De havde kun afgivet et par advarselsskud, for bare at lave lidt ballade og for at de ansatte skulle blive nervøs.
Han fortæller, at det var en af de ansatte, der fandt mikrofonen. Talen varede i fire minutter, og den sluttede med:
Heydrich ville have nye billeder
Ifølge Naujocks blev der taget et billede af det lig, de havde med. Det blev med det samme fløjet til Berlin. Men det billede var ikke noget Heydrich kunne bruge. Derfor blev der fremskaffet to andre lig fra KZ-lejren Sachsenhausen. Disse blev anbragt inde i lokalet.
Neujocks kommentarer
Og fra arkiverne har vi også udsagnet fra Naujocks. Om man kan stole på disse udsagn, ja det er nok tvivlsomt. Dette er en erklæring fra 20. november 1945:
’
Angrebet mod Polen
Man gik ikke tilbage for at beskylde andre nationer for krigsforbrydelser hos nazisterne.
Ja egentlig var det, det tyske skoleskib Sleswig-Holstein, der startede den egentlig krig ved at beskyde et polsk depot ved Danzig. Samtidig beskød 87 ”Stuka”-maskiner den lille forsvarsløse by Wielun. Der var ikke meget tilbage af byen.
Angrebet mod Polen var planlagt over lang tid. 1, 5 millioner soldater deltog. Luftvåbenet bidrog også, og så gik det ellers i retning mod Warschau. Frem til den 6. oktober blev den polske hær nedkæmpet.
Med største brutalitet
Krigen mod Polen var kort. Men den blev gennemført med største brutalitet. På marchen blev tusindvis af civilister dræbt, som tyskerne mente var polske partisaner. Men i september 1939 var der ingen polske partisaner.
Titusinder af den polske elite blev dræbt af det tyske sikkerhedspoliti. Man mente, at de tilhørte en polsk modstandsbevægelse. Polske jøder blev jagtet, generet og myrdet.
Polske historikere har berettet om, at Luftwaffe ødelagde 150 byer. Derved døde 10.000 mennesker.
600 ekskursioner blev gennemført med 50.000 døde. 3.000 krigsfangere omkom. Og i kampen mod både den røde hær og tyskerne kostede 120.000 polske soldater livet.
Hvem var Alfred Naujocks?
Men hvem er han, den person, der startede Anden Verdenskrig – Alfred Naujocks? Hurtig steg han i graderne. Egentlig startede han som chauffør. Bl.a. var han ansvarlig for at udfærdige falske pengesedler og pas i udlandet. Han var en af dem, der i Det Tredje Rige lavede det beskidte arbejde.
Og som de fleste forbrydere fra den tid, beskrev han sig selv som en, der bare tog imod ordre. Han skammer sig overhovedet ikke over, det har gjort. Han frygtede heller ikke, at man var efter ham.
Efter krigen opholdt han sig på St. Pauli. Han ville gerne tale om sin tid i SS.
Selv hans SD-kollegaer kaldte han for frygt og skrupelløs. Han politiske fjender frygtede ham
Han forbrydelser er almen kendt. Inden for SS havde han opnået et anerkendt rygte. Hans aktioner blev et forbillede for mange. Både i Holland og Danmark har han været involveret i mange aktioner.
Drabet på Rudolf Formis
Den 9. januar 1935 fik han af sin chef at vide, at han skulle hente Rudolf Formis. Denne havde en radiostation, der advarede imod nazisterne. Heydrich ville gerne have ham levende. Senderen lå 60 km sydvest for Prag.
Det lykkedes for Naujocks at få en nøgle til Formis lejlighed. Meningen var, at han og et par SD – folk skulle bedøve Formis med kloroform og så bortføre ham til Berlin. Men han var nu ikke så let et offer. Han forsvarede sig med en pistol. Han ramte Naujocks og kvæstede en anden SD-mand, inden de så dræbte Formis. Men inden de flygtede ødelagde de senderen.
Mordet var en af de mange forbrydelser, som Naujocks begik.
Han var med i Peter-gruppen
Han var med i mordaktioner. I Danmark var han aktiv i Peter-gruppen, der stod for over 100 mord.
Inden for SD sluttede hans karriere allerede i 1941. Han blev overført til Waffen SS som en slags straf. Antagelig havde han bedraget SD.
Kort før krigens slutning går historien på, at han frivillig meldte sig hos de allierede og angav sine kammerater. Danmark forlange ham udleveret. Han fik en flere årig straf. Men han sad kun i tre år, grundet det danske justitsministeriums milde behandling af tyske krigsforbrydere.
En fri mand i 1950
Allerede fem år efter krigen kom den tidligere bedrager, møntfalskner, terrorist og morder og overbevist nazist ud af fængslet. I 1950 forlod han allerede Danmark og bosatte sig i Hamborg.
Det tyske justitsministerium rejste flere anklager mod ham, men dette førte aldrig til en anklage.
Med til at tilsvine Willy Brandt
Han blev af konservative modstandere brugt som kronvidne mod Socialdemokraterne og Willy Brandt. I en smædekampagne mod kansler – kandidaten blev et udsagn af Naujocks udbredt, at Brandt i 1930erne skulle have begået alvorlige lovovertrædelser i kampene mellem socialdemokrater og nationalsocialister i Lübecks gader.
Han døde i 1966
Naujocks måtte under psykiatrisk behandling. Ja det var ikke noget, som han gik frivillig med til. Det var noget som Landsretten i Hamborg havde besluttet. I 1964 blev han indlagt på nerveanstalten Ochsenzoll.
Først to år senere, kort før sin død i 1966 blev han udskrevet. I højreekstremistiske kredse bliver han den dag i dag regnet for at være en af Hitlers bedste mesterspioner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 274 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Marts 29, 2019
Slottet med det blå tag (NørLIV 26)
Dette er vores bidrag nr. 26 til Nørrebro LIV – ugeavisen på Nørrebro. Hvis man havde haft et Billed Blad eller et Se og Hør dengang, så havde de sandelig meget at skrive om med alt det, der skete på Blågården dengang. Jo, der var også kongelige og adelige skandaler. Det er slottet, der blev opkaldt efter dets tag. Ja og her måtte zaren ikke overnatte. Men det måtte Støvlet-Cathrine godt. Og tænk engang, at Prins Carl havde 47 personer til sin rådighed. Han søster havde dog kun 23 personer til rådighed.
Omslagsforvalter, rentemester og statholder Christopher Gabel byggede et lystslot med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå, kaldte københavnerne stedet for Blågård, og siden beholdt stedet sit navn.
Men hvor fik Gabel alle sine penge fra? Man mente, at det var hans indflydelse hos kongen, der gav ham alle de penge. Men man beskyldte ham også for bestikkelse. Han fik da også nogle mægtige fjender. Blandt disse var kronprisen, den senere Christian den femte. Jo og selveste dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.
Da han døde fik han nu heller ikke det bedste eftermæle.
I 1688 solgte Gabels ”ganske ubetydelige” søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var Frederik den tredjes uægte søn med Marethe Pape. Han beholdt kun ejendommen i kort tid. Derefter var den i forskellige officerers hænder.
Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl købte ejendommen i 1706. Han udvidede ejendommen betydelig. Han tilbragte sin tid med at jage og ride og læse i pietistiske bøger. Han syslede med ”Guldmageriet” og havekunsten.
Kongen regnede ham for en stor ubetydelighed, der var fuldstændig i lommen på sin hofmester, den senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde altid i spøg:
Officielt hed stedet nu ”Prins Carls Hauge”. Prinsens søster Sophie Hedewig sluttede sig til sin broder. Hun var en meget streng og pietistisk dame. Hun var også yderst fornem. Til at opvarte sig havde hun 23 personer, men Prins Carl havde hele 47 personer til sin rådighed.
Haveanlægget var indrammet af to prægtige lindealléer, hvoraf den ene lå inden for plankeværket langs Nørrebrogade. Lodret på disse alléer flere andre og større. Et par af disse nærmest hovedbygningen blev senere til Blågårdsgade og Wesselsgade. Langs den sidstnævnte var et smalt vandløb over hvilken en bro førte til Dosseringen som på hele strækningen var beplantet med piletræer.
Fra hovedbygningen og helt ned til søen førte en buegang tækket med kobber og indvendigt udsmykket med malerier. Bag selve lysthaven med dens tilklippede træer var der sfinkser, pyramider og andre mærkelige figurer. Der var lysthuse, stive snørklede blomsterparterrer og skulpturer.
Bygningerne lå samlet på arealets nordligste hjørne. Slotsgade var den gamle indkørsel til slottet. Til venstre for gårdspladsen mellem Nørrebrogade og Baggesensgade lå selve hovedbygningen, der havde facade mod Peblingesøen.
Slottet var meget kostbart udstyret med silketapeter, malerier og kunstgenstande. Uden for var der masser af springvand og fiskedamme. Gabels lille sommerbygning var for lille for Prins Carl. Han havde ladet en ny hovedbygning opbygge. En del pavilloner og lysthuse var kommet til.
Mens dette slot endnu var i kongens søskendes eje indtraf der i 1716 en begivenhed, der vakte røre i København. Zar Peter den Store havde lovet Danmark hjælp mod Karl den Tolvte, 24.000 soldater havde han taget med. Glæden over denne hjælp var dog lidt blandet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede kongen ikke over en dørtærskel. Med blot en smule medvind kunne svenskerne vende zarens sind mod danskerne.
Kongen bad prins Carl og prinsesse Sophie Hedewig om, de ikke nok ville huse zaren på Blågården. Skønt prins Carl dog var lidt betænkelig for sit pæne sølvtøj var han tilbøjelig for at bøje sig for sin brors ønsker. Men det hele strandede på prinsessen af religiøse grunde. Hun så i Peter den Store kun ”Barbaren” og en hedning. Således kom zaren ikke til at bo på Blågården.
Men en konflikt med kongen fik de to til at forlade Blågården. Og ved prins Carls død, blev Sophie Hedewig ejer af Blågården. Hun var som unge blevet tvunget til at gifte sig med arveprins Georg af Kur-Sachsen. Og det var en katostrofe. Siden sagde hun absolut nej til arrangeret fyrste-ægteskab. Men helt uimodtagelig for blidere følelser var hun dog ikke. Gud og hvermand i Danmark vidste, at hun stod endog meget intimt forhold til overkammerherre Carl Adolph von Plessen. Ja rygtet sagde, at de var hemmelig gift. Men det var de dog ikke.
De varme følelser over for von Plessen blev dokumenteret ved, at hun ved et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede ham Blågården. Plessen ville af hensyn til rygterne ikke tage imod, mens hun levede. Men Christian den Sjette befalede, at han skulle overtage slottet.
Til at begynde med var forholdet mellem Plessen og kongen næsten venskabelig, men Plessen var en type, der tillod sig, at sige alt, hvad der faldt ham ind. Og det var kongen ikke vant til fra sine adelsmænd. Det endte med at Plessen tog sin afsked og forlod Blågården. Efter mange omveje endte ejerskabet hos Louise von Plessen. Hun blev senere overhofmester hos dronning Caroline Mathilde, hvem hun på en meget uheldig måde søgte at holde ude for det slette selskab som omgav Christian den Syvende.
Hun pådrog sig kongens vrede og blev landsforvist. I april 1765 måtte hun ved auktion sælge slottet. Den højest bydende var Knud Jacobsen Lyne. Men så fik han et godt tilbud af Grev Holck. Denne var Christian den Syvendes yndling. Han havde fået de højeste titler og ordener. To ægteskaber havde han bag sig. Den sidste var med et ”barn” på 15 år, datter af Grev Danneskjold – Laurvigen.
Han udnyttede også kongen for penge, og deltog i kongens vilde orgier. Støvlet – Kathrine var en af dem, som kongen var fuldstændig betaget af. Hun var uægte datter af en prins. Men Holck indså, at det ikke var klogt at dyrke disse orgier inde i København. Det var bedre at flytte skuepladsen lidt uden for byen. Og den gamle prinsegård ved Peblingesøen var ideelle sted.
Det var næppe tvivl om at købet af Blågård var et maskespil. Kongen var den virkelige køber. Men det lød mærkelig at betalingen skulle ske i rater. Måske fik Holck også penge ud af dette. Salget af Blågård må have været i begyndelsen af 1767. Støvlet – Kathrine blev eksporteret til Hamborg i januar 1768. Og Knud Lyhnes genovertagelse af den mishandlede gård/slot må være sket i eftersommeren 1770. Det var nemlig i dette år, at kongen rejste til Holsten. Holck havde arrangeret turen. Men det var hvis ikke planlagt at kongen skulle møde Struensee, som blev kongens livlæge og meget mere. Denne fyrede Holck på gråt papir.
Den korte tid havde været nok til at ødelægge Blågården. Støvlet-Kathrine og hendes vilde horde havde ramponeret alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole og de lystrede kun alt for villigt.
Og den officielle ejer så kun smilende til. Det var jo ikke hans ejendele, det gik ud over. Bare kongen betalte, og morede sig.
Blågårdens storhedstid var hermed afsluttet, men det var dens historie nu ikke. Men den historie får I så en anden gang.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 261 artikler fra det gamle Nørrebro, herunder:
Marts 27, 2019
Massakren ved Katyn
Radio Berlin: Det var russerne. BBC: Tyskerne er fulde af løgn. En ”international” undersøgelse. En dansk retsmediciner var til stede. Han tog et hoved med hjem. Russer kom og lavede deres egen undersøgelse. Hverken amerikanere eller englændere foretog sig noget, da de fik sandheden. Nürnberg-processen var til tider en farce. Stalin beordrede at 25.700 krigsfangere skulle henrettes. Dette foregik om natten med tysk våben. Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i Polen i 40 år. I 1951-52 var der kold luft med Sovjet, så kunne amerikanerne fortælle sandheden. Kraniet blev stedt til hvile. Et flystyrt. Forbrydelser skal åbenbart stadig skjules. USA frigiver 1.000 sider om Katyn. Russerne får reprimande fra Menneskrettigheds-domstolen. Men de er vel nærmest ligeglade. De aldrig officielt undskyldt massakren.
Radio Berlin: Det var russerne
Katyn ligger 22 kilometer fra Smolensk i Polen.
Man mente helt bestemt, at det var tyskerne, der havde udført massakren i Katyn – skoven. I foråret 1943 opdagede den tyske besættelsesmagt massegrave i skoven. De første spor af massakren blev dog allerede fundet året før af polske jernbanearbejdere.
Den 13. april 1943 kunne man høre om fundet i tysk radio. Man tilskrev russerne forbrydelsen. Det var Radio Berlin, der meddelte, at det var russerne.
BBC: Tyskerne er fulde af løgn
To dage efter afviste Radio Moskva forbrydelsen. De amerikanske og engelske myndigheder troede russerne. I BBC kunne man høre den russiske forklaring:
En ”international” undersøgelse
Den tyske regering inviterede udenlandske retsmediciner til Katyn. Det vil sige at 12 retsmediciner fra hovedsagelig de tysk besatte lande deltog i undersøgelserne. Man fandt frem til, at 100 lig fra massegravene var blevet myrdet omkring 1940. Goebbels satte et stort PR – apparat i gang.
En dansk retsmediciner var der
Blandt dem, der var med til at undersøge ofrene, var den danske retsmediciner Helge Tramsen. Han var beordret til at tage til Polen. Han blev stærk præget af denne opgave.
Han havde en konstant frygt for kommunisterne, fordi han havde været med til at afsløre russernes forbrydelse. Da USSR invaderede Rusland var han på nippet til at tage til England.
Modstandsmand var han også i gruppen Holger Danske. I Shell-huset var han udsat for tortur af Ib Birkedal Hansen. Derfra kom han i vestre Fængsel og Frøslevlejren.
Ved sin anholdelse af Gestapo i 1944 mistede han sit job. Da han havde afsløret, at det var Stalin, der stod nag massakren, havde han svært ved at få sit gamle job tilbage. Kommunisterne havde stor politisk indflydelse dengang. Ja sådan står det i nogle af kilderne. Men mon det nu også er helt sandt?
Han tog et hoved med hjem
Helge Thamsen udførte sin opgave, men bryder med al retsmedicinsk tradition, idet han tager hovedet af en af de henrettede med hjem. Han pakkede ud. Og der må have stået en hørm ud af rejsetasken på Østerbro dengang.
I Berlin havde Helge Thamsen hentet noget i Berlin, som straks i Kastrup blev afleveret. Og dette indhold ankommer samme dag i Stockholm, hvorfra det sendes videre til SOE i London. Det var tegninger over Möhdæmningen i Ruhr, som Royal Airforce kunne bombe med succes 14 dage senere.
Ja faktisk var Helge Tramsen også hospitalschef på hospitalsskibet Jutlandia.
Nu kom russerne, og lavede deres egen rapport
Men et par uger efter, at tyskerne havde fundet resterne af massakren blev området besat af russiske tropper. De lavede så nogle undersøgelser, der skulle vise, at det var tyskerne, der stod bag. Og det var de undersøgelser, der blev fremlagt under Nürnberg-processen.
Hverken englænderne eller amerikanerne foretog sig noget
Englænderne havde fået tilsendt en rapport fra tyskerne, der beviste, at det var russerne, der stod bag. Men for ikke at skade forholdet til Sovjetunionen, foretog englænderne sig intet. De faktiske forhold var også kendt i den polske befolkning.
Churchill havde også forelagt kendsgerningerne for amerikanerne, men nogen officiel reaktion kom der heller ikke derfra.
Nürnberg – processen var til tider en farce
Ti tyske officerer skulle dømmes af en sovjetisk domstol for at have stået bag ved massakren. Under Nürnberg – processen forsøgte den amerikanske chefanklager, at få sin russiske kollega til at henlægge sagen men forgæves. Russerne instruerede vidnerne til at tale falsk.
Den russiske chefanklagers hjælper var dog skeptisk. Han røbede, at der var fejlagtige udsagn i sagen. Han blev under Nürnberg – processen fundet død på sit værelse. Dødsårsagen blev aldrig fundet.
Russerne kunne ikke blive enige om, hvem af de tyske officerer, der skulle dømmes. Så pludselig faldt det hele sammen. Og uofficielt kende både amerikanerne og englænderne sandheden.
Stalin besluttede, at 25.700 krigsfangere skulle henrettes
Under den sovjetiske invasion af Polen blev der taget et sted mellem 250.000 og 450.000 fanger, men hovedparten blev hurtig løsladt. De andre blev interneret i krigsfangelejre i det vestlige Sovjet. Den 5. marts 1940 besluttede det sovjetiske politibureau med Stalin, at 25.700 krigsfangere skulle henrettes.
Massakren var en masselikvidering begået af sovjetiske styrker mod polakker. Den blev påbegyndt den 4. april 1940. Det antages, at der blev dræbt mellem 15.000 og 20.000 i det vestlige sovjet. Ca. 8.000 var officerer i den polske hær. Resten blev beskyldt for at være gendarmer, spioner, landejere, fabriksejere, præster eller advokater. Ved massakren blev store dele af den polske elite udslettet.
Henrettelserne foregik om natten med tysk våben
Henrettelserne foregik om natten. Man blev skudt i baghovedet med en pistol. Det foregik meget metodisk. Og pudsig nok brugte man tyske pistoler af mærket Walther. De var mere pålidelige end de sovjetiske standardhåndvåben.
Men de tyske våben blev også slidt, og et vidne har bemærket, at der kom en kuffert med reservevåben.
De kom i jernbanevogne
De, der blev dræbt i Katyn-skoven, kom fra Kozelsk-lejren. Polakkerne kom i jernbanevogne. De troede, at de skulle fragtes i arbejdslejre. Hvorfor de blev betragtet her til, er der kun gisninger om. Området var indhegnet og i skoven lå et hus, man kunne bruge som base. Lokalbefolkningen vidste udmærket, hvad der foregik. De kunne høre skud og skrig.
Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i fyrre år
4.421 blev henrettet i og begravet i Katyn. Ja og andre kilder siger 22.000. Det er dog ikke korrekt. I byen Miednoje lå 6.300 polakker begravet og i Charkow lå 3.800 begravet.
Egentlig var massakren tabu i det kommunistiske Polen. Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i Polen gennem fyrre år.
I 1951 – 1952 var amerikanerne klar over, at det var russerne.
Efter at forholdet mellem Sovjetunionen og USA var blevet kølnet, nåede en amerikansk kommission i 1951 – 52 frem til, at det var sovjetiske styrker, der stod bag massakren.
Men i 1990 indrømmede Mikhail Gorbatjov, at der fandtes arkivmateriale i Kreml, som beviste, at Sovjet stod bag massakren. Den 14. oktober 1992 overleverede Boris Jeltsin sagens hemmelig – stemplede dokumenter til Lech Walesa som led i en forsoning med Polen.
Kraniet blev stedt til hvile
Det kranie, som Helge Tramsen havde med fra Polen endte på Retsmedicinsk Institut. Det lykkedes at finde navnet på ofret. Det var Ludwik Szymanski. Og det lykkedes at finde hans søn i Australien.
Søndag den 13. april 2008 – den officielle Katyn – mindedag – stedes kraniet endeligt til hvile bag en glasrude i ”Den Polske Hærs Katedral i Warszawa. For polakkerne var det en gribende højtidelighed transmitteret direkte i polsk tv med repræsentanter fra regeringen, den katolske kirke.
Resterne af den polske kaptajn af reserven, Ludwik Szymanski, henrettet af nakkeskud i Katun-skoven i april 1941, blev nu symbolet på de over 15.000 henrettede polske officerer.
Et flystyrt
Lørdag den 10. april 2010 krævede Katyn-massakren nye, polske ofre. De var på vej til Katyn-skoven for at mindes de polske officerer, der 70 år tidligere var myrdet af Stalin’ s hemmelige politi.
Den polske præsident Lech Kaczynskis flyvemaskine styrtede ned ved indflyvningen til Smolensk. Alle om bord blev dræbt, også Polens topfolk, selv om de egentlig ikke måtte benytte samme fly.
Flyet var et Tupolev Tu-154. Russerne mente, at ulykken skyldtes pilotfejl. Da der var tåge, blev flyet omdirigeret til Minsk, men piloten forsøgte alligevel at lande i Smolensk, men ramte nogle træer 1,5 km fra landingsbanen.
Forbrydelser skal stadig skjules
Et par uger efter beordrede den daværende russiske præsident, Dmitry Medvedev, at statsarkivet i Moskva skulle åbne Katyn-arkiverne.
Den nuværende russiske præsident Vlademir Putin rakte i april 2010 ved en mindehøjtidelighed i Kayn-skoven med den daværende polske regeringschef Donald Tusk hånden ud mod polakkerne og fastslog, at ”disse forbrydelser på ingen måde kan forsvares”
Men ak dokumenterne er stadig ikke tilgængelige i fuld omfang. Kun 67 af 183 dokumentmapper i forbindelse med Katyn – sagen er tilgængelig. Putins Rusland er vendt tilbage til de velkendte strategier for at fortrænge Sovjetunionens forbrydelser og at hemmeligholde navnene på de ansvarlige.
USA frigiver 1.000 sider om Katyn
I 2012 frigav USA mere end 1.000 sider om Katyn – massakren. Men allerede i 1951, ja faktisk før vidste amerikanerne at det var Sovjetunionens hemmelige politi, der stod bag. USA blev under krigen kritiseret for ikke at ville afsløre den fulde sandhed, for ikke at gøre forholdet til Sovjetunionen dårligere.
Den amerikanske undersøgelseskommission konkluderede, at amerikanske myndigheder havde fejlet med ikke at have forstået den sovjetiske regimes intentioner, som Katyn var et tydeligt udtryk for. Og endnu alvorligere konkluderede kommissionen, at den amerikanske politik muligvis var blevet anderledes, hvis ”information, der bevidst var blevet tilbageholdt fra offentligheden var blevet gjort tilgængelig tidligere”
Amerikanerne vidste udmærket besked
Sagt med andre ord, så gik det for lang tid før de amerikanske myndigheder og den amerikanske offentlighed indså den sande karakter af det sovjetiske regimes morderiske politik. Man var for længe for naive og sandheden om Katyn – massakren kunne tidligere have afsløret de sande forhold.
De amerikanske dokumenter viser, at den amerikanske ledelse fik kodede meddelelser fra amerikanske soldater i tysk fangenskab, der sagde, at det var sovjetiske soldater, ikke tyske, der stod bag massakren.
De amerikanske krigsfanger blev af tyske soldater ført ud i Katyn-skoven, hvor de fik massegrave med tusinder af lig at se. Ligenes tilstand gjorde det klart for amerikanerne, at drabene havde fundet sted, før de tyske soldater besatte området i 1941.
Churchill havde som vi tidligere har skrevet også orienteret sin amerikanske kollega.
Russerne for en reprimande fra Menneskerettigheds-domstolen
Sagen er endnu ikke slut for 15 slægtninge til ofrene for massakren af de polske officerer har ret, når de beskylder Rusland for at have forsømt at udføre en tilbundsgående og dækkende undersøgelse af nedslagtningen.
Sådan lød det fra menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg den 21. oktober 2013. Ja man skrev at:
Der mangler stadig en juridisk kulegravning af massakren, ofrenes rehabilitering og en officiel undskyldning fra russisk side.
De ansvarlige blev heller aldrig stillet til ansvar. De allierede kunne tidligere have grebet ind, hvis ikke før, så under Nürnberg-processen. Men de valgte ikke at gøre det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 273 artikler om før/efter/om Besættelsestiden.
Marts 25, 2019
Kaj Munk og Sønderjyderne
Det var plads på gravstenen. ”Klokker” på Regensen. Opgør med antisemitismen. Han holdt Flensborg Avis. Han besøgte sine venner i Abild. En genforeningssten i Abild. Kaj Munk var skuffet den 9. april 1940. Et brev til Fru Lausten i Tønder. Tyske protester mod teaterstykke. Justitsminister forbød teaterstykke og aflyste teaterstykke i Sønderborg. Kaj Munk var ofte i Sønderjylland. Stenkors udført af Aabenraa – stenhugger.
Der var plads på gravstenen
Kaj Munk fik nogle gode venner i Sønderjylland. En af dem var Ernst Christiansen, hvis modige holdning kostede han jobbet som redaktør af Flensborg Avis og skribent.
Halvanden år efter sin fødsel i Maribo mistede han sin far og fem år efter sin mor. I dåben fik han navnet Kaj Petersen.
På forældrenes gravsten på Maribo Kirkegård var der afsat plads til hans navn. Han var lille og skrøbelig. Man mente, at han nok snart ville dø.
”Klokker” på Regensen
Men sådan gik det dog ikke. Han blev adopteret af sin mors kusine, Marie, der var gift med Peter Munk. De havde et lille husmandssted i Opager Skov ca. 15 km vest for Maribo. Da ægteparret forblev barnløs, fik han navnet Kaj Munk.
Da Kaj Munk mange år senere blev ”klokker” (tillidsmand) på Regensen kom han en del sammen med sønderjyske studenter. De arrangerede sammen en række foredrag med sønderjyske emner.
Opgør med Antisemitismen
Fra 1924 til sin død var Kaj Munk sognepræst i Vedersø nord for Ringkøbing.
Voldtagelsen af Østrig, den såkaldte ”Anschluss” i april 1938 opfattede Kaj Munk som en yderst alvorlig advarsel til danskerne. Sønderjylland var truet.
Indtil 1938 havde Kaj Munk set op til Herodes, Georg Brandes, Mussolini og Hitler, ligesom han var skeptisk over for det danske demokrati, især dets udenrigs- og forsvarspolitik. Men under et besøg i Tyskland så han med sine egne øjne Hitlers og nazisternes djævelske værk og væmmedes især over jødeforfølgelserne.
På otte dage på et hotelværelse i Berlin skrev han i 1938 sit skuespil ”Han sidder ved smeltediglen. Her tager han skarp afstand fra jødeforfølgelsen og politisk ensretning. Han går ind for kristendom og menneskekærlighed. Stykket er et skarpt opgør mod antisemitismen.
Han holdt Flensborg Avis
I marts 1939, efter den tyske indmarch i Tjekkoslovakiet, brød Kaj Munk med diktaturerne. Og efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 – trods ikke-angrebspagten og venskabsforsikringer-støttede han fuldt og fast den nødvendige frihedskamp i skrift og tale. Derfor kom han allerede der i tyskernes skarpe søgelys.
Kaj Munk fulgte godt med, hvad der skete i grænselandet. Han havde abonnement på Flensborg Avis og lejlighedsvis skrev han kronikker til bladet. Ernst Christiansen holdt ham også orienteret om, hvad der skete, og det som avisen ikke måtte skrive.
Han bessøgte sine venner i Abild
I 1935 samlede Det Unge Grænseværn godt 10.000 deltagere til et stævne i Løgumkloster. Stævnet indledtes med en prædiken af kaj Munk med 3.000 deltagere. Om mandagen blev der arrangeret dansktime med Kaj Munk på Tønder Statsseminarium.
Og selvfølgelig besøgte Kaj Munk sine venner i Abild, højskoleforstander Folke Trier Hansen. Ham og hans kone havde overtaget jobbet som værtsfolk på Landbohjemmet i Abild nord for Tønder. Det var tidligere en tysk landvejskro, der nu var omdannet til forsamlingshus. Ja og nu var det så blevet rammen om Abild fri Folkehøjskole.
Om formiddagen var der foredrag og undervisning. Om eftermiddagen hjalp eleverne bønderne i området. I foråret 1938 tilbragte Kaj Munk en hel uge i Abild for at høre om livet og stemningen i et grænsesogn. Også ved den lejlighed mødte han op på Tønder Seminarium.
En Genforeningssten i Abild
Et stykke tid efter, at kaj Munk var vendt tilbage til Vedersø, kom der en ældre mand fra Abild hen til Trier og sagde:
Man bad så Kaj Munk, om at lave en indskrift. Han sendte ni forslag og man valgte denne:
Og vidner, se: det er Danmark her
Ja og kan du ikke lige huske, hvad ordet ”kvær” betyder, kan vi oplyse om, at det betyder ”stille”, ”rolig”.
Kaj Munk var skuffet
Den 9. april 1940 skrev Kaj Munk sit korteste digt overhovedet:
I morges kl. 5 af skræk
Det pinte ham meget, at Danmark som det eneste land under Anden verdenskrig-overgav sig næsten uden sværdslag mod Hitler.
Få dage efter besøgte Lise og Kaj Munk igen deres venner i Abild. Digteren lagde ikke skjul på, at han var skuffet over at det var gået, som det gik.
Et brev til Fru Lausten
Da han erfarede, at Flensborg Avis’ s redaktør havde fået en tragisk meddelelse af det tyske gesandtskab i København om, at hans redaktør i Tønder, den i Flensborg fødte Viggo Lausten, havde begået selvmord ”under indtrykket af de tungtvejende bevismaterialer, der forelå”, Blev han både sorgfuld og forarget.
Som vi tidligere har skrevet i en artikel blev det forsætligt mord eller selvmord aldrig opklaret. Viggo Lausten blev stedt til hvile i Tønder under deltagelse af 400 mennesker, selv om ligfærden var blevet hemmeligholdt og annoncering var blevet forbudt.
For dem, der ikke har læst vores artikel kan vi oplyse, at Viggo Lausten sad indespærret i Kastellet anklaget for spionage til fordel for englænderne.
Nogle dage efter skrev kaj Munk følgende brev til Viggo Laustens unge hustru:
Vi lykønsker Dem med det navn, De bærer, der nu er adlet. Vi er nogen, der begynder at længes efter den død, der blev Deres mands. Døden for ære, ret, frihed, for Danmark og kristendommen. Gud vil give jer at mødes, hvor døden er kronet med sejr.
Deres hengivende, Deres ærbødige
Kaj Munk
Vedersø præstegård i maj 1940.
Tyske protester mod teaterstykke
Sønderjysk Teaterforening, som blev stiftet i 1929 i Aabenraa på initiativ af H.P. Hanssen har arrangeret talrige turnéer i Sønderjylland. Og det skete også med Kaj Munks, ”Han sidder ved smeltediglen”.
Den blev opført i Haderslev, Aabenraa og Tønder i 1938. Både ”Nordscchleswigsche Zeitung” og de tyske aviser syd for grænsen gjorde alarm. De var forbitrede for stykket forhånede det tyske riges statsoverhoved.
I rubrikken ”Unsere Stimme” som dagligt kom til orde i Nordschleswigsche Zeitung frem for alt gennem Wilhelm Jürgensens pen under pseudonymet Asmus von der Heide, påtalte denne Kaj Munk og ”hans utroligt lave forfatterniveau”:
I Aabenraa stod medlemmer af det nazistiske Jugendschaft (Hitler Jugend) og uddelte flyveblade med protest mod stykkets ånd og forrådnelse af ”Drittes Reich”.
Dette første naturligvis til, at nu myldrede folk til fra land og by som aldrig før for at opleve en sensation, se et skuespil, som man ellers aldrig havde set mage til, skuespil som havde en hvis dragende magt.
Justitsminister Steincke forbød stykket
Da stykket skulle opføres i Sønderborg i 1939 var der totalt udsolgt. Men den daværende justitsminister K.K. Steincke opfordrede til at man undlod at opføre stykket. Steincke havde fået en henvendelse fra Berlin, hvor man i stærke vendinger beklagede sig over den politiserende præst fra Vedersø.
Efter forbud og aflysning skrev Kaj Munk artiklen ”Ved Fejhed opnås intet” i Jyllands Posten den 20. juni 1939. Medlemmer af det tyske mindretal i Sønderborg havde protesteret mod opførelsen og havde uddelt løbesedler nogle dage før forestillingen.
Kaj Munk var ofte i Sønderjylland
Kaj Munk var jævnligt indbudt som prædikant i de sønderjyske kirker. Han deltog i reformationsjubilæet 1936 i Sønderborg Kirke. Senere fik denne navneforandring til Marie-kirke. Også den 14. april 1940 prædikede han i Sønderborg.
Den 7. juni 1941 prædikede han også i Kristkirken i Tønder.
Stenkors udført af Aabenraa-stenhugger
Stenkorset på Hørbylunde Bakke, hvor han blev likvideret er udført af arkitekten og billedhuggeren J.P. Junggreen Have fra Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.368 artikler herunder:
Marts 25, 2019
På Tønder Statsskole fra slutningen af 1920erne
Fordel at kunne tale tysk i Tønder. Masser af sportsmuligheder. Tag nu realklassen inden gymnasiet. Tønders Forenede Boldklubber. Nazismen pressede. En dansk skole med plads til tysksindede. Man gik ikke hjem til tysksindede skolekammerater. Der var en afholdt tysklærer Pludselig forsvandt det gode forhold. Det kom som et chok for de dansksindede elever.
Fordel at kunne tale tysk
Det kunne være svært at begå sig i Tønder, når man kom fra landet uden at kunne et ord tysk. Halvdelen af folk på gaden i Tønder talte tysk på gaden. Der stod tyske navne på bygninger i byen. Gaderne havde både danske og tysk navneskilt.
Masser af sportsmuligheder
Man havde tysk på statsskolen, og det var ikke godt når man ikke rigtig kunne det. Så kunne man jo altid gå til gymnastik, håndbold og fodbold i fritiden. Så kunne man jo hævde sig her. Der var masser af muligheder dengang i Tønder.
Tag Realklassen inden gymnasiet
Vi er i slutningen af 1920erne på Tønder Statsskole. Det var godt at lektor Randrup så kunne foreslå, at man først gik i en realklasse inden man søgte ind på gymnasiet. Og det var skønt, for nu kom der en række praktisk betonede fag som samfundslære, bankregning og andre fornuftige fag.
Efter at havde bestået realeksamen blev man uden vanskeligheder optaget i gymnasiet. Og så var det heldig, når man så modtog flidspræmie. Og det var sandelig P. Lauridsens bog: ”Da Sønderjylland vågnede”.
Tønders Forenede Boldklubber
I 1933 holdt ”Det Unge Grænseværn” et stort stævne.
Ja og så havde man Tønder Forenede Boldklubber. Det var en sammensmeltning af en dansk og en tysk klub efter Genforeningen. Klublivet fungerede fint. Man talte tysk indbyrdes, men altid dansk (sønderjysk) til de dansksindede, der så aldrig talte tysk til dem. Det lød ganske pudsigt med det sprogvirvar i kampens hede for fremmede ører.
Der var også en udvekslingsklub i Heide i Holsten. Men det holdt nu brat op, da det tyske hold trådte an og heilede. De tyske kammerater i klubben holdt sig langt borte fra nazismen. Ingen af disse gik ind i Waffen SS, selv om der var masser af pression.
Nazismen pressede
Der var gode og idealistiske lærere på statsskolen. De brugte også meget tid til at anspore til sport. Ned til Vidåen havde eleverne bygget en hytte. Den blev under krigen brændt ned som en form for antisabotage.
Det var en krævende og spændende tid med nazismens pres mod vor grænse. Efterhånden var der meget nazistisk aktivitet i Tønder.
En morgen op til kommunalvalget i 1935 var et 30 – 40 meter langt banner spændt ud tværs over Torvet:
De dansksindede spurgte sig selv: “Er det her en dansk eller tysk by?
Det blev nu også Thomsens sidste periode, for i 1939 fandt de danske partier endelig sammen om at vælge en dansk borgmester, hvortil de efterhånden havde opnået et klart flertal.
En dansk skole med plads til tysksindede
Statsskolens rektor A.J. West og senere J. Randrup holdt sammen med lærerstaben altid en stilfærdig og klar dansk linje, der ikke lod nogen tvivl om, at der nu i Tønder befandt sig en dansk gymnasieskole.
Samtidig var skolen imødekommende over for både tyske og hjemmetyske elever, som der altid var nogen af i klasserne. En hel del af dem kom dog først ind i gymnasiet fra de tyske realskoler i amtet.
Langt de fleste følte sig godt tilpas i det danske miljø, som skole udgjorde.
Man gik ikke hjem til tysksindede skolekammerater
Man var gode kammerater uanset sindelaget. Man forstod at undgå kontroversielle emner og hvis det ikke var helt muligt, var man timelige mod hinanden.
Tyske vendinger benyttede vi os ofte af og især de spøgefulde, men altid kun på skolens grund. Det var en uskreven lov, at de dansksindede statsskoleelever aldrig talte et ord tysk på gaden, ligesom tyske og danske kammerater ikke besøgte hinandens hjem. Det kan lyde hårdt, men situationen var ikke til andet dengang i 1930erne.
En afholdt tysklærer
Adjunkt, senere lektor dr. Felix Arndt var lærer i tysk. Han var fra Mark Brandenburg og gik i 1920 med over i den danske skole. Et dannet menneske og en stor humanist, der førte eleverne ind i den tyske litteratur og gav smagsprøver på de tyske filosoffer, ikke mindst Kant, som han værdsatte meget. I Tønder lærte man sandelig ikke ”københavnertysk”.
Det gode forhold forsvandt
I gymnasiet var der også en hyggelig fyr fra et bevidst hjemmetysk hjem, der spillede violin. Han var en meget gemytlig fyr, der spillede violin og lærte de andre mange tyske sange.
Men pludselig en dag fortalte han, at han nu var blevet Hitler Jugend Führer i sin hjemby. Det vil sige, hjemmetyskerne brugte en anden betegnelse. Det hed ”Jungenschaft”. Nu var det gode forhold forbi. Det blev nu kun til ”Go`morn” og ikke mere.
Et chok for kammeraterne
Hos ”Papa Arndt” blev der undertiden holdt foredrag på tysk. Den ny nazi-kammerat valgte, da man var kommet op i 3.g at tale om ”Das Memelgebiet”
Under den efterfølgende diskussion forløb han sig og truede dr. Arndt:
Eleverne kom sig aldrig over dette chok. Man kunne ikke engang stable en studenterfest på benene så stærkt var bruddet på god ånd og tone.
Men denne ubehagelige oplevelse skal nu ikke fortone det gode solide billede af fordragelighed mellem danske og tyske elever på Tønder Statsskole
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 241 artikler om Det Gamle Tønder herunder: