Østerbro – en historisk vandring

Vi starter på Holbergs tid. De to kirkegårde. Et areal i bytte. Forbi ”solen”. Her holdt zar Peter skrivestue. Fiskedamme med beværtning. Man måtte kun bruge improviseret lænestol. Der var stadig landelig idyl i det 19. århundrede. Helt’ s velrenommerede beværtning. Jespersens Traktørsted til det ”tarvelige publikum”. Det Hvide Hus. Julie Sødring’ s begejstring for haverne. En nøgle kunne lånes for 2 Rigsdaler. Meyers hus. Jomfru Winsløw holdt hus og kalkuner. En fabriksbygning fra 1738. Rosendahl. Englænderne bemægtigede sig stedet. Da brandvæsnet kom var møllen væk. Nøjsomhed. Kalkbrænderiet. H.C. Andersen tilbragte her sine sidste dage. Østerbros gamle idyl overlevede ikke.

 

Vi starter på Holbergs tid

Det er svært at forestille sig, at Østerbro virkelig har været så idyllisk, som det bliver beskrevet i ældre skrifter. Vi har været her før tilbage i historien i mange af vores artikler her på Østerbro. Enkelte af ejendommene findes endnu.

Vi starter med Østerbro i Holbergs tid – dengang i begyndelsen af det 18. århundrede.

 

De to kirkegårde

Havde man passeret Østerport havde man på venstre side Søetatens Kirkegård. Egentlig havde den ikke noget navn og blev også kaldt for Matroskirkegården. I dag kalder vi den for Holmens Kirkegård.

Det blev indviet allerede i 1596. Et lille kapel blev bygget i 1701. Det var der, hvor graverboligen senere lå.

I 1711 blev Militærkirkegården (Garnisons Kirkegård) anlagt. På højre side af vejen fandtes der ikke andre bygninger end Acciseboden. Dengang kaldte man den for Cisseboden. 

 

Et areal i bytte

Kom man længere ud forbi Sortedamssøen, havde man på højre hånd Rosendal. Det smukke landsted udgjorde hovedparcellen af det større areal, som rådmand Verner Claumann’ s sønner havde fået af Frederik den Tredje i bytte for en stor have, der lå længere inde mod byen.

Denne have var blevet brugt til anlæggelse af et fæstningsværk.

Skråt over for Rosendahl lå nogle længer som man kaldte ”Pæretræet”

 

Forbi ”Solen”

Noget længere ud mod Trianglen, som selvfølgelig ikke eksisterede dengang lå på selve gaden omgivet af et stakit, en brøstfældig gammel stubmølle, der havde det skønne navn ”Solen”. Den lå omtrent der, hvor det navnkundige hospital Vartov lå.

 

Her holdt zar Peter skrivestue

Disse få bygninger tillige med et lille porthus, der lå på hjørnet af Nordre Frihavnsgade og Trianglen var alt, hvad der dengang fandtes af bebyggelse på Østerbro.

Det sidstnævnte lille hus fik efter zar Peter den Store’ s ophold her i 1716 navnet St. Petersborg. Hans store armé camperede forskellige steder i København dengang. En af stederne var mellem de ubebyggede areal mellem Strandvejen og stranden.

Det lille hus var det eneste, der kunne bruges som skrivestue. Det kom således til at spille en rolle som hovedkvarter. Da Ruslands zar samtidig var i færd med at anlægge St. Petersborg på et ligeledes øde areal mente hans soldater at dette lille hus skulle have samme navn.

 

Fiskedamme med beværtning

På terrænet mellem Østerbrogade og stranden havde man allerede dengang tænkt at bygge et nyt kvarter. Man havde allerede afstukket gaderne. Men planen måtte opgives. I stedet blev der indrettet et kunstigt fiskerianlæg bestående af en masse fiskedamme. Disse var indbyrdes forbundne. Når det ønskedes kunne de enkelte damme lægges tørre.

Disse damme blev gennem et sluseanlæg forsynet med vand fra Sortedamssøen. Dette sluseanlæg lå, hvor Østerbrogade i dag ligge. Mellem disse damme blev der bygget et Fiskerhus, hvor fiskemesteren boede. Jobbet var nok ikke så indbringende, så Fiskemesteren fik lov til at drive en beværtning.

Denne fik hurtig stor tilslutning af københavnere, der på smukke sommerdage tog herud for at drikke deres te eller punch i det grønne. Blandt disse var også Ludvig Holberg. Han nævner Fiskehuset i en af sine værker, ”Jakob von Thyboe”.

 

Man måtte kun bruge improviseret bærestol

Vejene herude var i en frygtelig forfatning. Når beboerne på Østerbro om vinteren aflagde visit hos hinanden og skulle over gaden, måtte damerne lade sig transportere af dragere i en slags improviseret bærestol.

De rigtige privilegerede bærerstole måtte nemlig dengang ikke benyttes af private folk, da de var særret, der tilhørte Adressekontoret.

I 1752 skete der dog en forbedring. Vejene blev underkastet en ”restaurering”. Dæmningen langs søen blev hævet fem fod, hvorved ”Dalen” fremkom. Husene øst for vejen kom til at ligge en del lavere.

Denne ingeniør, der ledede dette arbejde hed Peymann og var dengang en ung officer. Det var en bror til den bekendte general, der fungerede som Københavns kommandant, da byen i 1807 overgav sig til englænderne.

 

Stadig landelig idyl i det 19. århundrede

Men hvordan så Østerbro ud i begyndelsen af det 19. århundrede? Var det sket en udvikling?

Ja bydelen havde endnu en ganske landelig karakter. Her var stadig kun ringe bebygget. Der, hvor Preislers Have senere lå, var der den højest ejendommelige hundekirkegård. Her var også holdeplads for ”Kaffemøllerne”. Det var de gammeldags kapervogne, hvis hjul malede rundt og rundt i vejenes dybe sand ud til skoven.

 

Helts velrenommerede beværtning

På hjørnet af Kastelsvejen lå Helts velrenommerede beværtning. Den var omgivet af klippede lindetræer. Her var et køligt og behageligt tilflugtssted på varme sommerdage. Hertil valfartede hovedstadens borgere for at spille kort eller kegler og drøfte dagens nyheder.

Her kunne man ryge tobak af værtens kridtpiber. På en hylde i kakkelovnskrogen var anbragt stål, sten og fyrsvamp.

 

Jespersens Traktørsted til det ”tarvelige” publikum

Lidt længere inde i alleen lå Jespersens Traktørsted. Dette var beregnet til et mere ”tarveligt” publikum. Her kom mange skovgæster og ligfølger, der kom fra kirkegården. Det havde en udmærket søgning.

Ofte kunne man høre stemmer herinde fra til langt ud på natten. Her blev drukket masser af gravøl. Skulle man så tilbage mod byen, hændte det at Østerport var lukket. Ja så måtte man bide i det sure æble og tage ad Nørreport.

 

Det Hvide Hus

Lige over for Helts beværtning på det andet hjørne af Kastelsvejen, lå det såkaldte ”Hvide Hus”. Det så meget statelig ud, navnlig når man så det fra Sortedamsdosseringen med sine to etager. Bjælkeværket i dette hus hidrørte fra Struensees og Brandts skafot.

Dette palæagtige hus ejedes i sin tid af Dr. Dampes svigermor. I trediverne da gamle Rosenkilde lejede sig ind her, blev huset ejet af snedkermester Granberg, som lejede det ud til forskellige københavnske familier.

Det var her, at Julie Rosenkilde, den senere navnkundige Fru Sødring fandt et lykkeligt hjem, da hun voksede op. Det er i hendes erindringer, vi kan følge hendes begejstring for stedet.

 

Begejstring for haverne

Hun fortalte om sø og skov, om et levende hegn og lysthaver, voldene, kirsebærgange og gartnerhaver. Men det var især Claussens og Tuteins parker, som hun var imponeret af.

Her fandtes store strækninger med frugttræer, små søer og vidtstrakte græsplæner. Her var marker med køer og lam. Og her var store alléer, der gik helt ned til stranden. Her var skovpartier med masser af fuglesang.

Luften var krydret af lindetræernes millioner af blomster. Stille sad man på bænkene og hørte på nattergalene, som slog i det tætte krat.

Claussens Have var for Julie Sødring nærmest en urskov. Alt voksede mellem hinanden. Lykkedes det at forcere en masse krat stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, Brudelys og Muskedonnere førte tanken langt bort fra byens nærhed.

Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der på svenskerkrigens tid havde siddet fangere ”i bolt og jern”.

Mosen lå over for Aggersborg, der længere nede imod stranden var bygget på en holm midt i en lille sø, som lykkelig havde overlevet bombardementet 1807. Den lille sø var i mange år yndet samlingssted for enkelte af lykkens begunstigede, der her tumlede sig på skøjter. Blandt disse var i begyndelsen af 70’erne hans Majestæt Kongen og Dronningen, prinsesse Thyra og prins Valdemar, der i flere år blandede sig med det skøjteløbende publikum.

 

En nøgle kunne lånes for 2 Rigsdaler

Vi vender atter tilbage til begyndelsen af århundredet. Skråt over for ”Det Hvide Hus” på hjørnet af Øster Farimagsgade lå vognmand Chr. Vellos ejendom.

Kærlighedsstien langs søen var dengang et vildnis. Men det tiltrak elskende hjerter og lystfiskere hold af at kaste en snøre. Det var som at se det på Købkes billeder.

Sortedamsdosseringen var dengang et lukket land med sværere låger og låse for begge ender. Absolut utilgængelig var den dog ikke. Hos Vandvæsenet kunne man for en sum af 2 Rigsdaler erholde en nøgle til låns.

Langs stien lå der til højre Blegdamme og vaskepladser, der strakte sig fra søen op til Blegdamsvejen. Her sad en mand med et horn og tudede om natten til skræk og advarsel for tyvene.

 

Meyers hus

Det smukke hus der tilhørte voksfabrikant og lakerer Meyer – et meget gammelt hus – var i sin tid det eneste hus på Dosseringen. Når man havde passeret det, begyndte blegpladserne og strakte sig helt op til Nørrebro. Hertil sendte hele byen sit lærred til vask og blegning.

Ud til Dosseringen var der store parker og damme, hvor de skyllede tøjet.

På hjørnet af Dosseringen og Østerbrogade lå gartner Dankerts sted omgivet af en stor have, der nåede helt op til Trianglen. Denne lå dengang hen omgivet af et gærde.

 

Jomfru Winsløw holdt høns og kalkuner

En jomfru Winsløw, der boede på Hjørnelund på hjørnet af Østerbrogade og Nordre Fasanvej, hvor Østerbros normalur var, havde af magistraten lejet den af Magistraten og havde her sine kalkuner og høns gående.

 

En fabriksbygning fra 1738

Det var endnu kun ganske få ejendomme i hele dette kvarter. Foruden de nævnte, var der ”Dalen” en gammel korduan-fabrik. Denne kunne ses på en grundplan allerede fra 1738. Senere blev den forvandlet til et kattuntrykkeri og blev senere købt af krigskommissær Nachtegall. Den var med en dam adskilt fra Rosendals grund.

I denne dam blev tøjet skyllet og bredtes siden ud til blegning på de store enge som lå neden for Rosenvænget, der vel at mærke den gang endnu ikke var et villakvarter.

 

Rosendahl

Rosendal blev ejet af etatsråd Tutein, der opnåede den høje alder af 96 år. Senere blev ejendommen købt af kaptajn Waagepetersen for 60.000 Rigsdaler. Det var ham der fik ejendommene udstykket.

Rosendal var udstykket med betydelig luksus. Køkkenet var i kælderetagen ud imod haven var der en stor veranda. Skellet mellem Rosendals og Classens Have var en grøft med et stigbord for enden til at hæve og sænke vandet.

 

Englænderne bemægtigede sig stedet

Det var i Tuteins ejendom, at den engelske generalstab havde opslået sit hovedkvarter under Københavns bombardement i 1807. Udenfor tværs over vejen var der opkastet en improviseret skanse, hvorpå der var anbragt to kanoner, der med deres mundinger pegede ind mod byen.

Det underordnede mandskab var derimod indkvarteret på den til Rosendal hørende Materialegård lidt længere ud ad trianglen til.

 

Da brandvæsenet kom, var møllen borte

Efter Materialegården fulgte bageriet ”Kronen” og så den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835. Det gik ild i hatten på den. Østerbros eneste sprøjte var kørt ind til byen til en skorstensbrand, som var slukket ved ankomsten.

Alt imens brændte møllen. Og værre var det, at da de ville gennem Østerport, ja så var den lukket. De måtte så helt tilbage til Nørreport. Da de endelig efter en anstrengende tur nåede hjem, fandt de møllen helt nedbrændt.

 

Nøjsomhed

Vi har tidligere omtalt Petersborg, og det lille porthus er også omtalt. Lige over for lå som nævnt Hjørnelund. Det var et fornemt hvidkalket hus i to etager skilt fra gaden ved en anselig gammel have. Det hørte også til Østerbros historiske huse.

Det siges i sin tid at have tilhørt Grev Brandt. Lidt længere ud ad vejen, hvor det mægtige bygningskompleks Jakobsborg senere rejste sig lå dengang konferenceråd Kirsteins ejendom, Nøjsomhed.

Det har i et hundrede år været i samme families eje. En del af ejendommen var efterhånden blevet udstykket. En betydelig del var til W. Löwes Handelsgartneri. Det blev begrænset på tre sider af Østerbrogade, Nøjsomhedsvej og Kalkbrænderivej, mens det mod syd stødte op til det Gartner Ohlsens anseelige have.

Bygningerne lå ud mod Østerbrogade, vinkelret på denne, det enetages grundmurede ”Vaaningshus” mod syd. En tilsvarende bindingsværkslænge med forpagterbolig, lo og stald mod nord. De var skilte fra hinanden ved gården med store plæner og mægtige lindetræer.

Ja man kan næsten ikke forestille sig det i dag, men store skovagtige stille alléer strakte sig ud mod Kalkbrænderivej og vildnisset ved Nøjsomhedsvej havde allerede for længst måtte vige pladsen for villaer og pyntede byhaver.

Englænderne huserede her i Nøjsomhed. Ja de rumsterede i hus og have. Man kunne uhindret kigge ned til stranden ud over Sundet til Bellevue og Taarbæk.

Der hvor et bykvarter havde rejst sig øst for Kalkbrænderivej og nord for Nøjsomhedsvej lå der dengang kun grønne græsgange og bølgende marker fra vej til strand.

Det var som skrevet konferenceråd Ernst Philip Kirstein, der oprettede Nøjsomhed til sit landsted. Her samlede han til fest og ”Casino”. Jo han var af meget fin familie. Og vennerne var af lige så fin familie.

 

Kalkbrænderiet

Svinger man ned mellem alléen mellem Petersborg og Hjørnelund ned mod vandet, hvor de høje huse på Nordre Frihavnsgade havde rejst sig og drejede man for enden af denne allé – ved den statelige ”Rolighedsdal” til venstre kommer man til Gamle Kalkbrænderivej, som gennem den gamle bondegård førte ned til Kalkbrænderiet.

Dette var ifølge kongeligt privilegium anlagt i 1732 af to mænd, Felix du Sart og Anthoine Bonfils. Magistraten havde dertil overladt dem den såkaldte Baadmandsskanse uden for Østerport. Efter at denne ejendom var gået gennem flere hænder, blev den i 1774 i tre dele. Den ene af dem gik i 1785 over til rådmand højesteretsadvokat Schmidt, der i 1790 og 91 på sin grund byggede Rolighed.

Denne ejendom har spillet en rolle som en af Østerbros patriciahjem. Der er gennem generationer knyttet mange minder til dette sted. I 1795 solgte Schmidt sin ejendom til Søren Gyldendal, stifteren af Forlaget Gyldendal. Han boede her ind til sin død.

Efter hans død 1802 afhændede enken ejendommen til daværende kaptajn, senere generalløjtnant Johan Henrik Hegermann-Lindencrone. Stuen kunne godt virke lidt mørk en sommerdag. Det skyldtes alle træer ude i haven. Familien boede 48 år i ejendommen.

I 1850 blev ejendommen solgt ved en aktion til grosserer M. Tvermoes for 9.800 Rigsdaler. Han døde allerede i 1857, men inden da havde han forbedret ejendommen markant.

 

H, C. Andersen tilbragte her sine sidste dage

Så var det Moritz G. Melchior, der købte Rolighed, som da var steget i værdi til 45.000 Rigsdaler. Han byggede en ny bygning til med udsigtstårn. Herfra var der en herlig udsigt ud over Sundet. Melchior forstod at samle kunstnere og videnskabsmænd om sig.

H.C. Andersen tilbragte i sine senere år det meste af sommeren her. Han havde sine to små værelser ovenpå med udsigt mod Øresund. Her døde H.C. Andersen også i 1875. Ni år senere døde Melchior. Så blev stedet lejet ud. I 1898 blev det jævnet med jorden.

 

Østerbros gamle idyl overlevede ikke

Østerbros gamle idyl kunne ikke overleve den moderne udvikling. Det Gamle København voksede ud over Volden og forlangte plads.

Vi har i tidligere artikler fortalt om Rosendal og det tilhørende Rosenvænge, som blev Danmarks første villaområde. I 1872 blev den sidste villaejendom solgt i Rosenvænget. Der var nu opført 47 villaer.

I 1855 havde Østerbro 475 indbyggere. I 1890 nåede dette tal 3.145. Gade rejste sig ved gade. Og gamle huse måtte give plads for nye endnu større huse. Rolighedsdal blev revet ned og Kalkbrænderivejens forlængelse (den nuværende Nordre Frihavnsvej) førtes over grunden.

Byggeriet tog rigtig fat, efter at udstykningen af Classens Have begyndte. Nye gadenet viste sig. Forlængelsen af Kalkbrænderivej medførte udstykningen af Roligheds store have. Spekulationen bemægtigede sig alt.

Nøjsomhedens gamle have var hvis nok en af de sidste store haver, der faldt. Snart forsvandt den sidste rest af landelighed.

 

 

 

Kilde:

• Østerbro – i Gamle og nye tider (Særtryk af Dagbladet Samfundet) 1901 i stærk redigeret udgave
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler heraf omhandler 85 artikler det gamle Østerbro inkl.

• En dansk drengs kamp i Classens Have
• Livet omkring Classens Have
• Classens have – endnu mere
• Classens Have på Østerbro
• Classens Have 1807
• Frydefulde Østerbro
• Østerbro i gamle dage
• En digter på Østerbro
• C. Andersens sidste dage på Østerbro
• Østerbro 1813
• Østerbro fra 1850
• Østerbro 1830
• Østerports Historie
• Garnisons Kirkegård
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Kastellet
• Henrettelse på Østerbro
• Østerbros historie
• Østerbro – dengang.
• Rosenvænget på Østerbro

 

• Da zaren rejste hjem igen (under København) og mange flere