Artikler
Maj 12, 2019
Da Familien Aller kom til Nørrebro
Dette er en af de artikler, der skulle have været med i Nørrebro LIV. Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og herfra kommer Familien Aller. Ja det startede med Jens Hansen, der blev en af Københavns største øl- og brændevinsbryggere. Han tog navneforandring efter sin fødeby ved Christiansfeld. Sønnen Carl gik i faderens fodspor. Denne døde, da hans søn, Carl kun var 7 år. Moderen lod opføre en villa i Odinsgade. Det blev hele kvarterets samlingssted. Og naboens datter blev forelsket i Carl. Denne lavede kemiske forsøg, og det kunne have endt så gruelig galt. Jo det var starten på Nordens største bladeventyr med et stort byggeri i Blågårdsgade.
Da Jens Hansen kom til København ændrede han sit efternavn til sin fødeby Aller i nærheden af Christiansfeld. Jens Aller blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. Jens Aller kom til at eje støre græsningsarealer ude på Nørre Fælled og Ydre Nørrebro.
Sønnen, Christian Aller gik i faderens fodspor. Han var en af de første, der begyndte at brygge uden for Nørreport i 1830. Dennes søn Carl Aller blev født i 1845, og allerede 7 år efter døde hans far. Enken kunne ikke selv klare bryggeriet og landbruget. Det blev alt sammen solgt for en pæn sum penge.
Hun flyttede med syv børn ind i en nyopført villa i Odinsgade i et af nye kvarterer på Ydre Nørrebro.
Det var her, at Carl voksede op. Moderen åbnede huset for kvarterets børn. Har fandt man et fristed. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, hvad han ville være. Og det var litograf og bogtrykker. Teknikken og selve bladudgivelsen fascinerede ham.
Han kom i lære i C.F. Aamodts Litografiske Etablissement. Men samtidig fortsatte han med eksperimenter i kvistværelset i Odinsgade. Det var især stentryk, der fascinerede ham. Hans mor var dog efterhånden lidt bekymret. Vinduerne til hans værelse var efterhånden næsten sorte på grund af hans eksperimenter. Det var bestemt heller ikke ufarligt. Følgerne viste sig også senere i livet.
I 1869 lykkedes forsøgene for Carl Aller. Han havde udviklet en speciel trykkemetode. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og pennetegninger i stentryk.
I mellemtiden havde Carl fundet sammen med naboens datter. Hun hørte til den gruppe børn og unge, der kom i hjemmet. Laura Bierring havde også mistet sin far ret tidligt. Han var en velhavende købmand og urtekræmmer. De giftede sig, da Carl som 26-årig fik sit svendebrev den 20. oktober 1871.
På bryllupsaftenen blev Carl ramt af et grimt mavetilfælde. Lægen Peter Eberling blev tilkaldt. Diagnosen var ”brystsyg”. Og denne diagnose indeholdt alt fra lungesygdom til tuberkulose. Han havde indåndet en masse kemikalier, og det havde sat sig på lungerne.
For sin opfindelse søgte Carl det eftertragtede H.C. ørsteds Legat. Men det var Laura, der måtte skrive ansøgningen. Selv var han ordblind. Men priskomiteen mente i første omgang, at det var kunsttryk og ikke håndværk. Ved selvsyn blev de overbevist.
I Danmarks Nationalbank havde de hørt om opfindelsen. Mod kvittering fik han overladet en femrigsdaler – seddel. Men da han kom med ti pengesedler, var der ingen, der kunne finde originalen. Han fik tilbudt 800 rigsdaler for sin opfindelse, men han sagde nej.
De startede i lejede lokaler i Holmens Kanal. Laura havde fremstillet en produktion af hækleopskrifter og mønstre. Dette gav ideen til de første blad ”Nordisk Mønster-Tidende”. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder det Femina.
Pladsen blev efterhånden for trang. Parret vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade havde de lejet lokaler med forkøbsret. De trykte en billedbibel og hver fredag fremstillede de det satiriske blad Ravnen.
Først kom sønnen Axel, siden Valdemar. Laura tog sig det redaktionelle, mens Carl tog sig af produktionen. Efterhånden kunne de holde fogeden fra døren.
Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret Tidende. Det var datidens Billedblad, hvor verdens begivenheder blev skildret i tegninger. Men efterhånden virkede dette blad lidt gammeldags og stift.
En dag spurgte Carl så, om Laura blandt alle sine gøremål, havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familiejournal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.
Gennem smukke illustrationer holdt bladet læserne ajour med datidens vigtigste begivenheder. Oplysning og underholdning skulle formidles ud til hjemmene. Teksten skulle være humoristisk, alvorlig og informerende. Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.
Det første eksemplar i abonnement blev solgt til madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.
Illustreret Familiejournal blev øjeblikkelig en succes. Hans majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have leveret to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.
Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. Carl var klar over, at hvis han skulle følge udviklingen måtte han investere i nye maskiner. En ny hurtigpresser blev bestilt. Samtidig satte man en gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede ret så meget.
Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald og familien boede i en treværelses lejlighed lige ved siden af. Nabo- og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev i hast opført.
I begyndelsen af 1880’erne fik man lavet aftaler med et norsk og et svensk trykkeri om trykning af Allers blade på henholdsvis norsk og svensk.
Laura fik ideen til Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen ”Med Lægen som Husven”. Men Laura fik dog tid til at føde døtrene Rigmor og Ragna.
En kæmpe succes blev også Allers Illustrerede Konversationsleksikon.
Parret var meget socialt indstillede. Med jævne mellemrum udgav de særnumre af blade. Overskuddet gik til arbejdsløse og vanskelig stillede. Engang havde de indkøbt 10.000 stk. rugbrød a 4 pund, som de havde uddelt blandt trængende i København.
I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. Gasmaskinen, som man kaldte for Gaspeter blev skrottet. I 1895 udkom Illustreret familiejournal som det første ugeblad i Norden i firefarvet tryk.
Efterhånden udsendte man også kunsttryk. Der udkom flere nye blade også forløberen for Billedbladet. Laura og Carl havde helt bestemte meninger om, hvad man kunne skrive om og ikke skrive om.
De to sønner blev opdraget med henblik på at overtage virksomheden. De blev flasket op med ugeblade og trykkeriet. Laura og Carl var heldige. De havde arvet deres forældres gener.
I 1900 ekspanderede virksomheden for alvor. Man overtog det hæderkronede bogtrykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor tid til at flytte fra Nørrebro.
Forfatterne Holger Drachmann og Herman bang blev koblet til koncernen. I 1912 købte man en egen papirfabrik. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Ni år efter døde Carl. Dette er blot en lille del af Aller – koncernens historie.
Maj 12, 2019
Randers-Madonnaen
Af Lisa Hildegarth
En af Nordens ældste Madonna-figurer blev i 1818 fundet i Randers Fjord. På samme sted fandtes et sværd og en økse. Men det var så rusten, at det blev smidt ud igen. Metalfiguren valgte man heldigvis at beholde. Måske har figuren været indpasset i et alter? Hvor kom hun fra og hvor var hun på vej hen? Måske var det tyvegods, der bare blev smidt her? Undersøgelser har vist, at figuren mest ligner svenske madonna-figurer udført i træ
En af Nordens ældste Madonnafigurer, den bronzestøbte Randers Madonna blev i 1828 fundet i Randers Fjord.
Den 8. oktober skulle man fjerne en lille holm i fjorden for at bedre sejladsen gennem sejlrenden. Til dette gravearbejde anvendtes en muddermaskine. Holmen beskrives som omtrent 6,5 m lang og 5 m bred, og ragede ca. 0,65 m op over daglig vande. Den lå omtrent midt i fjorden, “tæt østen for den store bro, som fører over fjorden til Randers by.” Her fandt man en metalfigur, “10 tommer høj” som blev hentet op fra godt to meters dybde.
Arbejdsfolkene havde forklaret, at der på samme sted og dybde, også blev fundet et sværd, ca. 95 cm langt og 5 cm bredt, samt en økse. Da de to sidstnævnte genstande imidlertid var så fortærede af rust, at de “ganske gik i stumper og stykker”, valgte man at kaste dem ud igen. Metalfiguren beholdt man heldigvis.
Jesusbarnet, som Madonna-figuren har holdt i venstre arm, er forsvundet, kun et naglehul antyder, hvor barnet har siddet. Ligeledes er æblet el. verdenskloden, som hun har holdt i højre arms opadvendte hånd forsvundet.
Det antages, at hun har været indpasset som midtfigur i et gyldent alter.
Hvor kom hun fra, da hun tilsyneladende forliste i Randers Fjord: Kom hun fra Frankrig, nærmere betegnet Burgund, og var hun på vej til en af kirkerne i Randers? Det kunne f.eks. være benediktinernonnernes klosterlirke (ved Rådhustorvet) fra første halvdel af 1100-årene eller gråbrødrenes (nu Slotspladsen) fra 1236, der begge var indviede til jomfru Maria.
Men måske burde man snarere forestille sig andre muligheder – f.eks. at madonnaen havnede tilfældigt på Holmen som kasseret tyvekost for en af omegnens “gyldne altre” i 15-1600-årene. Vi får det aldrig at vide, og dog har præciseringen af fundstedet, gjort det mere sandsynligt, at figuren på et tidspunkt har været tiltænkt eller været faktisk hjemhørende i en kirke i eller uden for Randers by.
Teorierne om madonnaens herkomst er mange, lige fra dansk, nordisk og tysk, engelsk, fransk til burgundisk. Undersøgelser har dog vist, at nogle svenske madonnaer, udført i træ, er dem som kommer Randers-madonnaen nærmest.
Den gyldne madonna måler 27,5 cm.
Originalen med spor af forgyldning er på Nationalmuseet.
Museum Østjylland Randers udstiller nøjagtig kopi i bronze.
Tak til Lisa Hildegarth
Maj 7, 2019
Mælkedreng på Nørrebro
Dette var en af de artikler, der var sendt til NørrebroLIV. Bagerst kan du se, hvilke andre artikler vi har skrevet om emnet. Problemet med disse mælkedrenge var, at de også skulle passe deres skole. Ikke alle lærer havde samme forståelse for drengenes problem. Og det var langt fra alle mælkedrenge, der kom med op i næste klasse. I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Vi skal også besøge Enigheden ude på Lygten.
Den første mælkedreng har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring 1890. I 1910 var der hele 1.500 mælkedrenge i København.
Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. Der blev holdt et møde på Gammel Kro på Smallegade på Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe og boller.
Her fortalte Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser. Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes interesser. Det bragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærtes forbund. Ofte var han også modstander af Socialdemokratiets holdninger.
Kuskene havde taget deres drenge med til mødet. Og det blev bestemt, at drengene skulle have deres løn under strejken for ikke at arbejde for de strejkebryderne.
Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere, at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i fagforeningen. Indmeldelserne blev modsvaret fra Mejeriforsyningens side.
Den 12. marts 1897 startede man det kooperative mejeri med M.C. Lyngsie som farmand. Det var en meget svær start. Langt fra alle ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke. Men de kom på andre tanker.
20 nye mælkevogne havde set dagens lys. Og nu blev det ellers leveret mælk til byens borgere. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.
I 1906 købte man også en gammel limfabrik fra 1888 og i 1922 købte man gården Lautrupgård i Ballerup. Det var nu ikke særlig imponerende, men det blev det. Har fremstillede man børnemælk.
Virksomheden fortsatte helt frem til 1996, hvor MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.
Der var stor konkurrence mellem Københavns Mælkeforsyning, Enigheden og Trifolium. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og jungerne. Endvidere blev det også fortalt, at disse aldrig blev renset.
Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918. Men det blev dog ikke respekteret, Mælkedrengene fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå i skole med mælkebluse.
Nu var det ikke alle, der var lige begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Det gjaldt blandt andet den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen. Han havde skrevet et par ungdomsbøger. Han var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. Og ud fra henvendelsen til Lyngsie kunne man se, at der 1897 var 11 drenge fra skolen beskæftiget på Enigheden.
Datidens mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte en panser på 100 skridts afstand. De var altid klar til ar lave sjov i gaden. Nu var det heller ikke dem, der glimrede mest i skolen. Ofte måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde. De kunne med drikkepenge tjene 3-4 kr. om ugen. Det var noget, der battede i familiens husholdningsbudget.
Det var flot, hvis en mælkedreng kunne rykke op i næste klasse. De oplevede noget hver dag – en ildebrand på Nørrebrogade eller en løbsk hest. Måske havde de set et par pansere komme slæbende med en fuld mand.
Når de endelig mødte i skole, var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne var faktisk spildt. Nogle lærere gav mælkedrengene lejlighed til at få en kort søvn. Enigheden var gået i spidsen for at give dem kortere arbejdstid og højere løn.
Nogle dage måtte man gå i skole til kl. 18. Og så var det også chance for at man også fik eftersidning, fordi man ikke havde lavet lektie.
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige tid til lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde lidt kakao med. Men nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på at slå med pisken. Ja nogle af dem teede sig som små konger.
Spande og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var der 3 og 5 potters spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kunne man bare ved at løfte på dem finde ud af, hvad der var tilbage.
Nogle af mælkedrengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.
Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde såkaldte mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst at huske, hvad Fru Petersen og fru Andersen på anden havde afgivet af bestilling.
Mange steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem. Som halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom, måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone for at arbejde om søndagen. Når man var konfirmeret var der noget, der hed heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.
Nogle arbejdede sig op til kusk. Det gav en ganske god løn, meget mere end, hvad en arbejdsmand tjente.
I 1941 blev man enige om, at der var alt for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod, at det var borgmester Julius Hansen, der holdt hånden over Arbejderbevægelsens mejeri.
Kampen om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.
Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med en niche – produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkederne opstod på samlebånd.
50 pct. af aktiekapitalen blev solgt til Arla. Men også de resterende måtte efterhånden sælges.
Et år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet ude på Lygten bukke under. Det var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Maj 7, 2019
AVIS – MINE
Af Lisa Hildegarth
Mine Nielsen var gennem en mennskealder en institution på Langå Station. Avis Mine gav også navnet til en af de tidligere IC 3 – tog. Mange af Rigsdagens medlemmer søgte gennem årene gode råd hos Avis – Mine. Stationsforstanderen ville gerne have, at mine betjente kongen, da denne kom ed den kongelige salonvogn til stationen. Men hun svarede, at kongen måtte vente til det blev hans tur. Og det var Christian den Tiende glad for at høre, så Avis-Mine gav hende 2 kr. i dyb taknemmelighed.
Avissælger Mine Nielsen, var gennem en menneskealder en institution på
Langå Station i Østjylland. Hun havde arvet aviskiosken efter sin mor Rikke og udsalget blev efter hende overtaget af hendes søn Svend. Utallige historier fortælles om den bramfrie Avis-Mine, der ikke accepterede at gøre forskel på folk. Derfor blev det helt naturligt at hun i 1990 gav navn til et af de tidlige IC3-tog.
Mange af Rigsdagens medlemmer rådførte sig undertiden med Avis-Mine på
Langå Station, dersom de var i tvivl om et lovforslag, og hun var ikke bleg for at give sit besyv med! Så indirekte havde Mine i Langå en stor indflydelse på dansk politik i gennem flere årtier.
Engang i 1930’erne, ankom den kongelige salonvogn fra København med Kong
Christian 10. og Dronning Alexandrine på deres vej til Klitgaarden i
Skagen. Stationsforstanderen ville absolut have at Avis-Mine skulle betjene kongen her og nu. Men i stedet svarede hun bramfrit med de berømte ord:
“Kongen må vente til det bliver hans tur”!
Toget mod Struer var tæt på afgang, og Avis-Mine ville gøre avissalget færdig gennem togvinduerne. Kongen kunne sagtens vente, eftersom toget mod Aalborg-Frederikshavn havde nogle ekstra minutters stop. Da toget til
Struer fløjtede afgang, gik Avis-Mine hen til den kongelige salonvogn. Kong Christian rullede vinduet ned, tog Mine i hånden og takkede hende for at hun havde behandlet ham som et menneske og ikke som Hans Majestæt Kongen! Derpå gav Kong Christian hende 2 kroner i dyb taknemmelighed.
Tak til Lisa Hildegarth
Maj 3, 2019
Automobilen fra Nørrebrogade 38
Dette var en af de af artikler, der var beregnet til NørrebroLIV. Hvem skulle tro, at Danmarks første automobil blev fremstillet i en baggård på Nørrebro. Det var den berømte Hammel – vogn, som stadig kan køre. Og på en af de første ture mødte man sandelig ”Hans Kongelige Højhed”. Så glemte man bilen. Men den blev fundet frem igen. Den deltog i et veteranbilløb i England. Det var den ældste bil, og den kom ind på sidstepladsen. Ja tænk engang BBC afbrød deres program, da den kom ind over målstregen. Som en bonusinfo kan vi oplyse, at ”mekanikus” var Peter Mygind’ s tipoldefar.
Hvem skulle tro det? Danmarks første automobil blev fremstillet i en baggård på Nørrebro. En af mændene bag var fynboen Hans Urban Johansen. Allerede tidligere havde han konstrueret en indviklet maskine, der kunne spinde snørebånd af hestehår. Han var en rigtig ”Ole Opfinder”.
Han blev smed og kom til København og så blev han ansat hos en rigtig ”mekanikus” Albert F. Hammel. Denne havde ideerne og Johansen havde fingerfærdighederne.
I foråret 1889 rullede ”Hammel-vognen” ud af gården, Nørrebrogade 38. Jo det var en af verdens første benzinbiler og verdens ældst kørende benzinbil. Ja for den kan sandelig køre endnu. Nu er det dog hvis ikke helt enighed om, hvornår bilen kørte ud af baggården.
Bag rattet sad Johansen. På passagersædet sad ”mekanikus” – fabrikant Hammel. Hastigheden på prøveturen nåede op på de vanvittige 7 kilometer i timen. Det gik ned ad den grøft- og voldkantede Nørre Alle mod Strandvejen.
Men det var lige ved at gå helt galt. Johansen kom på kollisionskurs med selve majestæten, Christian den Niende. Johansen fortæller senere om episoden:
Johansen fortsatte sin beretning:
Kongen var ikke alene om sin underen. I dagspressen kunne man for eksempel læse:
Hammelvognen blev i flere år brugt til – i gangtempo – at transportere fabrikanten fra hjemmet i Skovshoved til Nørrebrogade med Johansen ved rettet. Det skete i hvert fald i en periode af mindst to år – hver dag.
Det var en åben grønmalet jagtvogn med fire høje hjul og et højt forstykke. Nu var det, som vi hørte godt nok en klokke på bilen, men det var ganske unødvendig. Den et ton tunge bil blev drevet af en eksplosionsmotor, der larmede, spruttede og hvæsede faretruende.
Til samtidens store forundring styrede chaufføren ved hjælp af et lille håndhjul. Drejede håndhjulet til venstre kørte vognen til højre.
Det var ikke verdens første automobil, men blandt de meget tidlige. Gotlieb Daimlers og karl Benz fra 1885 – 86 betragtes således som den første.
Fabrikant Hammel var født i København i kredsen omkring den tyske menighed og Skt. Petri Kirke. Han studerede i Tyskland og Schweiz. Her stiftede han bekendtskab med den nye forbrændingsmotor. I 1882 forelå hans første ansøgning om anerkendelse af den gasmotor, som han senere fik diplom og medalje for på industriudstillingen i København i 1888.
Hammel var søn af en klejnsmed. Han kom efter skoletiden i lære som gas – og vandmester i København. Han var udlært i 1866. På sin maskinfabrik producerede han gasmotorer. Gennem årene opnåede han patent og eneret på adskillige maskinkonstruktioner. Fra 1881 nævnes han som maskinfabrikant.
Men selve vognen gik hurtigt i glemmebogen og stod årevis ubrugt under et halvtag på Nørrebrogade. I en senere boopgørelse figurerer den som ”ubrugelig motorvogn” værdisat til 25 kr.
Da Jacob Ellehammer, manden der senere skulle stå bag den første flyvning i Europa, ville indlede samarbejde med Hammel om udvikling af en fly – motor, svarede denne:
Hammel ligger i dag som mange andre kreative mennesker begravet på Assistens Kirkegård.
Den nybagte smedesvend, der kom til Nørrebro i 1872, Hans Urban Johansen var baptist. Han tilså Gefions – springvandet lige som han løste andre tekniske konstruktionsopgaver på bestilling. Åbenbart var det den elegante hestevognstype ”Dogearten”, der dannede forbillede for den verdensberømte ”Hammelvogn”.
Hans Urban Johansen var på valsen i Tyskland i sine unge år. Og her beretter han om at have sat sig ind i mekanikken i de nye stationære motorer, som man eksperimenterede med, og som brugte ”Gasolin” eller benzin som brændstof.
Hjemme på Fyn eksperimenterede han selv med held med disse gasolin-motorer. Han udviklede en karburator, som hans arbejdsgiver senere udtog eneretsbevilling på.
Hverken Johansen eller Hammel så mulighederne for deres konstruktion. Ingen af dem drømte tilsyneladende om at sætte bilen i serieproduktion. I 1892 nævnes det, at bilen bliver placeret under et halvtag i værkstedets gård.
Børnene, og dem var der mange af, Johansen havde selv otte, legede respektløs op og ned i bilen, og det har sikkert været med Johansens billigelse.
Og så kan vi da lige tilføje som en spøjs sidebemærkning, at Hans Urban Johansen er Peter Myginds tip – oldefar.
Det var i 1925, at den blev genfundet. KDAK ville have den med på den første Forum-udstilling i 1926 og efterlyste den.
I et brev fra Sydamerika oplyste en mand, at man skulle søge i en bestemt baggård på Nørrebro. Og her var Hammel – bilen sandelig. Senere skænkede KDAK den til DTM. I 1954 blev bilen restaureret af dansk Karosserifabrik og bilfirmaet Bülow.
Hammel-vognen deltog i 1954 i det berømte veteranbil – rally London – Brighton. Den var som årgang 1887 den ældst deltagende vogn. Den gennemførte turen (90,9 kilometer) på 12 timer og 47 minutter. Dette svarer til en gennemsnitshastighed på 7,1 kilometer i timen.
Hen mod aftenen måtte chaufføren tænde stearinlygterne i forlygten og petroleumsvægen i baglygten. Dens startnummer var nummer et. Men den ankom som nummer sjok af de 223 deltagende biler. Men den blev hyldet som den store vinder. Ja BBC afbrød deres program og fortalte, at den danske bil var kommet i mål.
Ja i dag befinder Hammel – bilen produceret i en baggård på Nørrebro sig på Danmarks Tekniske Museum.
Maj 2, 2019
Livet på Nørrebro omkring 1900
Her var masser af ubehagelige beboere. Der var masser af lejligheder at få. Mange blev sat på gaden. Fattigdom gik ud over børnene. Der var lang vej til retiraderne. De gamle damer hældte indholdet i vasken. En bred vej med ridesti. Mor tog geværet. Fælleddronningen, Maja købte sprit på klods. Usle og uhygiejniske arbejderboliger. Bal og teater i Folkets Hus. Masser af fornøjeligheder. Nu var det lettere at dø. Et glansbillede af Dagmar Hansen. Man kunne kigge ind på førstesalen. Halm til 25 øre på Lygtekroen. Æblerov i Jorcks have. Et specielt sigtebrød ved skæremøllen. En tur på Blegdamshospitalet. Husumgades Skole bliver betalingsskole. Spanskrøret sad løst. At sætte sig i respekt. Skrivelærerens pædagogik. Klasselæreren var ikke bedre. Til afstraffelse hos inspektøren. Tidligere befalingsmænd blev lærere, Nørrebros fem matadorer. Det hellige svin. Den nye sognepræst.
Ubehagelige beboere
Vi har været her før omkring dette tidspunkt. Men vi har sikkert ikke fået det hele med. Næsten alle var ludfattige dengang på Nørrebro. Men vi skal da også møde nogle af dem, der var mere rige, for dem var der sandelig også her i bydelen.
De fleste oplevede dog stor arbejdsløshed. Særlig om vinteren var det galt. Der var umuligt at opdrive arbejde. Børnedødeligheden var stor. Mange steder havde man kun en seng, hvor både forældre og børn sov i.
Der var også andre beboere. Hundreder af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Der var ikke meget ro, når der skulle soves. Den ene kradsede, den anden gnubbede, og den tredje vendte sig, mens den fjerde skulle tisse i spanden. Ikke så sær, når forældrene råbte, at nu ville de snart have nattero.
Enhver skoleelev havde lus dengang. Tre gange om ugen aflusede moderen ungerne. Frem med kæmmekammen, hovedet ind over et stykke gammelt gråt papir og så knæk, knæk, knæk.
Masser af lejligheder
Omkring år 1900 var der masser af lejligheder at få på Nørrebro. Den første måned var som regel gratis. Havde folk ingen penge, og det var der mange, der ikke havde, så flyttede man bare igen efter en måned. Man havde ikke mere hvad der kunne være på en stor trækvogn.
I enhver kiosk kunne man købe en lejlighedsliste over ledige lejligheder ordnede efter byens kvarterer og med opgivelse af lejlighedens størrelse og huslejen.
En treværelses lejlighed kostede 20 kr. om måneden. De fleste på Nørrebro var dog kun på to værelser.
Sat på gaden
Nu var det særlig fra Guldbergsgade 4 og de små lejligheder, at naboer havde set familier blive sat på gaden. Det var ikke et rart syn. Møblerne blev båret ud og en politibetjent holdt vagt. Hvis familien ikke selv i løbet af dagen fandt noget at bo i, så blev de sendt på Ladegården.
Man skulle passe på ikke at ende på Fattiggården, for så var det helt slut med at bestemme selv.
Man skulle passe på at bede om noget. Dengang kunne man fra Menighedsplejen få gryn, kaffe, te og andet. Man søgte det som hed hjælpekassen.
Og så en dag stod to herrer. De ville undersøge om familien nu trængte til noget. Og hvis moderen ellers så propper ud, og det var rengjort i lejligheden, ja så fik man ikke noget. For her så jo ganske pænt ud. Der blev ikke spurgt til familiens økonomi.
Om sommeren var der mange familier, der plukkede Kamilleblomster. Man solgte dem på Apoteket og købte så rugbrød for pengene.
Fattigdom gik ud over børnene
Når man talte om de gode gamle dage – Nørrebro omkring 1900, ja så var det nok en rædsel for de fleste. Den megen fattigdom gik ud over børnene. Om sommeren gik drengene barbenet, om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.
Pigerne kunne ernære sig som sypiger i en sidegade, hvor de fine fruer kunne få syet modelkjoler til en tiendedel af det, som de skulle give i et stormagasin.
Lang vej til retiraderne
Guldbergsgade 41 dengang bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads. I gårdspladsens østligste side var anbragt en række store skarnkasser. I den vestligste side var der anbragt 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindeligste. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne, hvilket udvirkede et forfærdeligt svineri.
Trappebelysningen bestod af åbent gasblus på hver etage. Det var ingen belysning på køkkentrappen som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, hvis man skulle ned om aftenen eller natten på naturens vegne. Rotter så man næsten hver gang på disse ture.
De gamle damer tømte indholdet i køkkenvasken
Det var nu heller ikke alle, der gad at gå ned i gården. Således var der en del ældre fruer, der tømte både stort og småt fra natpotterne i køkkenvasken. Og dette kunne jo sagtens sætte sig fast. Og særlig om sommeren kunne dette godt skabe dårlige dunster.
Galt var det også om vinteren, når vandet frøs til is i rørene. Så standsede alt afløb.
Det påhvilede beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrapperne skulle der strøs frisk sand. Der kom hver 2. uge en sandhandler i gaden.
Masser af lege i gården
Fik man besøg, ja så måtte man til bageren efter brød og fløde. Det fik man i en lille spand for 5 eller 10 øre. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind over. Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene.
Ude i gården var der rig mulighed for spil. Man kunne lege ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm, den gamles kæmper”. Ja så var det også ”Hest og Vogn”.
På Nørrebro var der et væld af beværtninger. Og særlig fredag og lørdag oplevede man gadebetjenten drive af med ”en fuld støjer”. Det gav så anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene skiftevis til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer”. Den ”fulde mand” blev så puttet i kælderen.
Bred vej med ridesti
Det var dengang, hvor Tagensvej blev anlagt som en flot bred vej med ridesti. Her red officererne fra Sølvgades Kaserne. Og det var også tit med damer. Midt på gaden gik gardens piberdrenge. De skulle på Fælleden og øve sig i at fløjte. Dengang var der ikke tilnærmelsesvis så meget trafik som nu.
Men her så man også feltartilleriet med et forspand på hele fire heste. Ja, når vi nu var ved militæret, så kunne man opleve 7 – 8 regimentsorkestre give friluftskoncerter i anlæg og parker, ja selv på legepladsen på Kapelvej.
På Tagensvej kørte der også en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var der strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for slemt, måtte der spændes to heste foran vognen.
For enden af Tagensvej var en lang bakke mod Bispebjerg. Her lå en masse kolonihaver.
Mor tog geværet
Herude på Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. De var iklædt mørke uniformer med nogle rædsomme kasketter med store firkantede skygger.
Det var morsomt at se, når de stillede deres gevær i pyramide. Knap så morsomt og måske dog var det at se dem vakle hjem, godt påvirket af spiritus som venner, bekendte og familier havde haft med til pauserne.
Ja man kunne også opleve, at det var far, der kørte barnevognen fra øvelsen og mor, der måtte bære geværet.
Fælleddronning Maja købte sprit på klods
Det var dengang køerne græssede ved grøftekanten på Blegdamsvej. Her kunne knægtene løbe på skøjter på ”Holger Danskes Briller på hjørnet af Tagensvej og Nørre Alle. Ja egentlig var der tale om tre små søer, en virkelig tumleplads både om sommeren og vinteren. Om sommeren kunne man bygge tømrerflåder og sejle på søerne,
Fælledronningen Maja drak sprit som hun købte på klods i den lille grønthandlerbutik på Blegdammen 8 i kælderen.
Usle og uhygiejniske arbejderhuse
Over for Jagtvejens Mølle lå en hel lille by, bestående af lave et-etagers huse. Det var Arbejderboligerne. De var så usle og uhygiejniske som kunne tænkes. Men huslejen var også derefter.
Det var dengang Rantzausgade hed Nordvestvej, og hvor man så jernbanelokomotiver blive vendt på drejeskiven uden for Bergenholz Reklamepavillon.
Bal og teater i Folkets hus
Der var da heldigvis også fornøjelige ting. I Folkets Hus på Jagtvej var der bal og teater. Men her var det svært at snyde sig ind. En uhyggelig stor kontrollør med fedtet, sølv kasket bevogtede adgangen.
Har var masser af feststemning og masser af bajere. Her var sandelig også tjenere. Og så blev lyset dæmpet. Nu startede forestillingen. Bagefter var det dans. Mange havde allerede i begyndelsen fået for meget. De havde svært ved at holde balancen. For et par timer kunne man glemme nød og fattigdom.
Masser af fornøjeligheder
Det var i de dage, da en bajer kostede 11 øre, ja de var også set ned til 8 øre. Og havde man en daler med i Tivoli, så havde man småpenge med hjem. Selv Zoologisk Have gav overskud. Billetprisen til børn var kun på 25 øre.
Som bydreng hos en skrædder kunne man tjene den formidable ugeløn på 3 kroner 50 øre. Arbejdstiden var fra kl. 2 eftermiddag til 8 om aftenen. Og om lørdagen til efter 11.
Mange tog til Alleenberg på Frederiksberg Alle. Men der var sandelig også et mindre forlystelsessted på Nørrebro, der hvor Skandinavisk Motor senere residerede. Det var mellem Esromgade og den dengang Ny Åboulevard, nu Lundtoftevej. Etablissementet hed Nordlund.
Selv Cafe ”Overskæringen” havde krohave dengang. Og tænk hjørnet af Allersgade og Nørrebrogade var beæret med to værtshuse, nemlig Cafe ”Helvede” og Cafe ”Himmerrige”. Sidstnævnte havde også krohave og en navnefætter på Købmagergade.
Nu skulle han kun lukke det ene øje
På hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade lå en cafe, der hed ”Borgersalen”, hvis ejer kaldtes ”Borgeren” Ja egentlig hed han Adler Petersen.
En aften opstod der et slagsmål her. Jørgen fik det ene øje slået i stykker af et forvildet stoleben. Modparten sagde også undskyld:
Nytårsdag fik man besøg af natmænd, skraldemænd, skorstensfejere og endda postbud. De kom og ønskede ”Glædeligt Nytår”. Ja og så fik de så til gengæld en lille gave på 2 kr.
Et glansbillede med Dagmar Hansen
Det var dengang, man kunne få en rygelig cigar for 7 øre, en flaske akvavit for 40 øre. En pakke cigaretter (10 stk. Motor) for 10 øre. Men så var det også et glansbillede i af Dagmar Hansen i trikot.
På restaurant kunne man få smørrebrød til 10 – 12 og 15 øre. Bøf med løg og kartofler kosten 1 kr. og så var det en gratis snaps til.
Og portoen, ja indenbys kostede den 4 øre og udenbys 8 øre.
Man kunne kigge ind i Førstesalen i Blågårdsgade
Så var det lige den kollektive trafik. Man strøg fra Kapelvej til Kongens Nytorv og modsat fra Nørrevold til Hillerødgade for en 5 øre. Tog man så linje 3 gennem Blågårdsgade ”ovenpå” kunne man se ind ad førstesal i Blågårdsgade.
Gaderne var belagt med brosten. Dette afstedkom meget spektakel. Og Nørrebros hestesporvogn var jo på to etager. Fra Sct. Hans Plads til Christianshavn kørte ”de gule hesteomnibusser”. Disse ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.
Stakkels konduktører
Som vi i tidligere artikler har omtalt begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro – de var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne. I 1901 kom luftledningerne og så fulgte samme år elektrisk drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej. Her var der også to – etagers vogne. Som taxaer kunne man bruge de gamle hestedroscher.
Ja så var det jo også Nordbanen og Klampenborgbanen med de morsomme toetagers vogne og åbne skovvande. Ja endelig havde man fået lokalstationer i den nuværende Nørrebroparken. Senere kom Slangerup-banen.
At være konduktør eller rettere sagt billettør, var et ualmindeligt farligt arbejde. Uanset vejret, skulle konduktøren kontrollere og klippe biletterne, stående på vognens trinbrædder.
Det var en hård tørn i frost eller blæst. Han bankede på kupéruden. Passagererne måtte så rulle vinduet ned, mens han klippede biletterne.
En stærk gene var de mange jernbanebomme. Særligt på Nørrebrogade blev trafikken forsinket også af rangering fra den der liggende sporvejsremise.
Der boede køer på førstesalen
Det var altid imponerende at se brandudrykninger. Sprøjterne og stigevognen var dengang hestetrukne. Det var et flot syn. Det flotteste var hvis dampsprøjten var med. Der var fyret op under kedelen og der kom en vældig røg op af den blankpudsede messingskorsten.
Og tænk engang på hjørnet af Murergade og Korsgade boede der køer oppe på første sal.
Halm til 25 øre på Lygtekroen
Lygtekroen var et sted, hvor man snød med øllet. Men det var også et sted, hvor man kunne købe et knippe halm til sengen. Prisen var 25 øre.
Lygtekroen lå med Ladegårdsåen på den ene side, det vil sige, den hed ved Lygteåen og gik ud i Ladegårdsåen.
Åen dannede grænsen mellem København og Bøhlandet. Her endte Nørrebrogade for at gå over i Frederikssundsvej. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne, åbne, bare marker med meget spredt nybyggeri.
Lygteåen løb under en bjælkebro og et godt stykke op i Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, masser af græs, vilde planter, brændenælder i overflod, småsøer, vandhuller og store lossepladser. Her var også modtagelsesanstalt for byens latrintønder.
Den enorme Jorcks have
På den ene side var det nærmest som en stor mark ind mod byen. Men herude lå også noget meget fornemt. Det var Jorcks Have. Det var adskilt fra Nørrebrogade med et stort gitter og søjler.
Jorck var rigmand i den helt store stil. Ja han var eventyrlig rig.
Langt tilbage i kæmpehaven knejste Jorcks residens sig. Det var en stor rigmandsvilla, luerød med en bred fornem trappe. Den førte op til en bred afsats med baldakin over en bred fløjdør, der førte ind i gemakkerne.
Her var masser af frugttræer. Men her lå folk på vagt for at fange de knægte, der turde at komme ind og stjæle frugterne.
Et specielt sigtebrød ved skæremøllen
Et stykke længere op af den brobelagte Nørrebrogade lå omkring nr. 200 i dag en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød. På den modsatte side var der en gård med pumpe midt i gården. Her blev der drevet vognmandsforretning. Man havde specialiseret sig i bryllupskaret med hvide heste. Ja det specielle var at bryllupskørsel blev foretaget i en glaskaret trukket af hvide heste.
En tur på Blegdamshospitalet
Det var på det tidspunkt, hvor en masse børn var indlagt på Blegdamshospital. Der var en epidemi af skarlagensfeber. Køreturen derud foregik i en stor hestetrukken ambulance med to heste for og en stor rar mand i uniform med stort rødt cykelstyrskæg. På bukken, hvor han saed, var en stor klokke, han kunne træde på. Det morede børnene meget, når han gjorde det. Der var vel 8 – 10 unger i sådan et læs ad gangen.
Og ungerne havde det godt på hospitalet. Der fik de da mad hver dag.
Overbelagte skoleklasser
De stakkels skolebørn. Det var i spanskrørets og pryglenes tid. Og selv om vi befinder os i et arbejderkvarter, så kunne man selvfølgelig også mærke klassedelingen her helt i overensstemmelse med tidens sædvaner og anskuelser.
Jo kæft, trit og retning det var reglen for, hvordan man skulle opføre sig i skolen. Det betød, at man skulle holde mund, og kun sige noget, når man blev spurgt. Det var lige som små soldater. Og så fik de en lussing, når de voksne ikke syntes, at de opførte sig ordentlig.
35 børn var der i en klasse. De dygtigste og mest artige sad forrest. Arbejderbørn og mælkedrenge nåede ikke altid deres lektier og sad for det meste bagerst. Her kunne det godt være svært at forstå læreren.
Husumgades Skole blev betalingsskole
Husumgades Skole blev mere og mere overbelagt. Derfor opførte man bl.a. Hans Tavsensgades Skole. Og så kunne man lige så godt skille fårene fra bukkene. Man gjorde Husumgades Skole til betalingsskole for de ”fine” Den nye skole skulle være slyngelskolen.
Den var til gadedrengene, der skulle tugtes til at blive bedre mennesker. Formålet var således godt nok, men metoden var kortsynet og middelalderlig forældet. Den prygl man fik grænsede jo nærmest til mishandling.
Spanskrøret sad løst
Man havde indført en eller anden regel om, at man højst måtte give en knægt fem slag med spanskrøret. Men lærerne kunne give dem fem slag lige så mange gange om dagen, som man havde lyst til.
I løbet af dagen havde man også forskellige lærere. De viste jo ikke, om den enkelte havde fået med spanskrøret. De enkelte lærere vidste heller ikke, hvor mange lussinger og knoer i hovedet den enkelte havde fået.
Det var selveste justitsminister Peter Adler Alberti, der omkring 1906 fremsatte sin bekendte pryglelov – korporlig revselse som opdragelsesmiddel.
At sætte sig i respekt
En læreres vigtigste opgave var at sætte sig i respekt og føre klassen frem til bedst mulige eksamensresultat. Hertil var prygl lide nødvendig. Efter myndighedernes opfattelse blev skolen bemandet med folk, der målbevist arbejdede efter Kramers Regnebog.
Skrivelæreren var en høj, ret kraftig selvbevidst herre. Han havde et velplejet gråt fuldskæg. Han var ret elegant påklædt. Om vinteren gik han altid i pelsforet frakke, som han øjensynlig var meget glad for.
Skrivelærerens pædagogik
Der blev omdelt et skrivehefte og en pen. Så skulle der skrives efter en forskrift i heftet. Så begyndte han at vandre op og nedad bænkerækkerne. Ned ad den ene side og op ad den anden side.
Under denne vandring, standsede han op ved hver dreng, rettede højlydt på ham medens han samtidig dunkede ham i hovedet med knoerne. Kun ”sinkerne”, som han havde opgivet, lod han i fred. Han råbte op med alle de fejl hver enkelt begik.
Det er jo indlysende, at denne form for undervisning indebar en meget stor undervisningsmæssig spildprocent. For det første var det umuligt at koncentrere sig om skrivningen på grund af lærerens støjende adfærd. For det andet fulgte eleverne hele tiden med øjnene, hvem læreren nu tævede.
For det tredje var glæden og dermed arbejdslysten helt ude af billedet.
Nu handlede lærerne sikkert ikke af ondskab, men de gik ind for et ældgammelt system, der var blottet for menneskekundskab og humanitet.
Efter diktatskrivning blev hver enkelt elev kaldt op til katederet, og så begyndte den sædvanlige festforestilling. Øretæverne faldt næsten i uafbrudt rækkefølge ledsaget af vrede og højlydte udskældninger.
Klasselæreren var ikke spor bedre
Den faste klasselærer var ikke spor bedre. Han blev ved med ”Hep – Hep – Hep – Pilatus med sin kæp. Han havde et robust udseende, med store, uregelmæssige, tobaksbrune hestetænder, en temmelig lang næse med en lille pukkel på næseryggen.
Han var en svoren tilhænger af spanskrørets troldoms – magt, og der gik ikke en time, inden han svang det med trænet hånd over en eller flere stramme buksebage.
Til afstraffelse hos inspektøren
Pryglesystemet blomstrede helt op til toppen. Alle småforseelser i frikvarterne blev observeret. Folk blev så trukket til side og så gik gårdvagten triumferende op til inspektøren med en flok fanger. De blev stillet op ude på gangen, mens læreren gik ind og aflagde rapport.
Så blev hver enkelt kaldt ind til hans excellence. Så blev man ellers dekoreret med røde og blå striber, der hvor det gjorde mest ondt. Nogle af synderne sagde ikke et kny til hans støre ærgrelse. Andre vrælede til hans store fryd.
Var det mange, der var trukket op, var det en fordel, at komme til sidst. Men man skulle have stålnerver og ikke lave sig skræmme af skriget og skrålet derinde. Hans kræfter var efterhånden ebbet ud.
Tidligere befalingsmænd blev lærere
Prinsesse Charlottegades Skole var også en betalingsskole. Den kostede også en krone om måneden. Nede på Sjællandsgade lå der en skole, hvor der ikke var betaling. Denne forskel bevirkede, at eleverne fra de to skoler røg i totterne på hinanden.
Ja se dengang havde afdankede soldater en stor fremtid som lærere også på Nørrebros skoler. Kaptajn Dahl straffede de stakkels elever på Prinsesse Charlottegades skole ved at slå i håndfladerne med en stok. Det sved slemt. Jo og gymnastiklæreren var oversergent Bohse.
Beklædningen – dengang
Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap holdt skjorten sammen i halsen. Flippen kom frem ved forskellige lejligheder som konfirmation og sølvbryllup.
Ikke sjovt at være i lære – i fars butik
En driftig mand var Barsøe. Han startede som urtekræmmer i Guldbergsgade. Men senere etablerede han en 4 – vinduers hjørnebutik på Nørrebrogade lige ved Stefans Kirken.
Det var ikke sjovt at stå i lære i sin fars butik. Man skulle være bedre end alle de andre. Man begyndte kl. 7 om morgenen, og der blev først lukket kl. 8 (20) om aftenen ugens fire første dage. Fredag var der åben til kl. 10 (22) og lørdag til kl. 11.(23) Derefter var der oprydning. Det var en alsidig lære, hvor man virkelig lærte noget.
Frokost og aftensmad blev indtaget i bagbutikken. Alt imens måtte man også ekspedere. Den praktiske uddannelse blev suppleret af teoretisk uddannelse på handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Det var fra kl. 20 – 22.
Sønnen ville ikke overtage – det var et slaveliv
Men sønnen ville ikke overtage butikken. Han mente, at det var et slaveliv. Faderen drejede derfor nøglen om som 60 – årig, fordi der skulle stå Barsøe over døren. Butikken var særdeles indbringende. Han havde opkøbt ejendomme og er erhvervet sig en række hjørneejendomme.
Sønnen var gået hen og blevet socialdemokrat. Og dette harmonerede slet ikke med faderens indremissionske indstilling. Der var hverken spiritus eller rygning i dette hjem. Kortspil m.m. og Tivoli – besøg var djævelens værk. Men det var et gæstfrit hjem. Her kom mange præster på besøg. Både de kendte og mindre kendte. Ved afskederne i entreen blev der dog budt på Havana – cigarer.
Travbageren
Jo der var skam matadorer på Nørrebro. Vi har her hørt om den ene. På hjørnet af Gormsgade boede Travbageren. Han havde en af datidens største travstalde. Og så var han altid godt kørende. I den lave basarbygning havde han et bageri.
Kartoffelkongen
Lidt længere henne var der en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet ”Kartoffelkongen” eller ”Den Glade Vinder”. Han var storspiller på travbanen. Opildnet af travbagerens succes anskaffede han sig også en travhest.
Da Travbageren hørte om dette, sagde han ved deres første møde med kartoffelkongen:
Og kartoffelkongen svarede rapt igen:
Niels Mangepenge
Men vi havde dog endnu en matador på Nørrebro. Det var den store slagtermester med 7 svende. Han gik under navnet ”Niels Mangepenge”.
Når lørdagen var slut mødte han op hos Barsøe og købte en Linjeakvavit og et par dåser hummer. Og som han sagde:
Søndagsturen
Når ”Niels Mangepenge” og husholderen spændte for om søndagen var der et par markante skikkelser, der drog ud ad Strandvejen.
Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer. Rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker.
Mester var i jaket, med stribede bukser – endog meget stribede – brune sko, stråhat. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var måske for at understrege tilhørsforholdet til det meget blodige fag.
Det hellige svin
For den fjerde matador, Barsøe var denne ydre pragt ikke noget han prydede sig med. Han var dog yderst velklædt. Hver morgen gik han sin morgentur i kvarteret. På denne kom han også forbi en mindre købmand, der var blevet omvendt.
Tværs over loftbjælken i hans forretning var der opsat et skilt med ordene:
Nu var hans forretning godt nusset. Og Barsøe mødte ham en morgen og talte med ham om, at han var blevet omvendt. Ja svarede købmanden:
Til dette svarede Barsøe nu:
Den nye præst var en torn i øjet hos Barsøe
Det var ikke godt, at den nye sognepræst i Stefans Kirken var grundtviganer. Det var en torn i øjet på Barsøe. Og bedømmelsen kom hurtig – en gudelig folketaler.
Der kom masser af butikker
Der var jo også et par enkelte store butikker på Nørrebrogade dengang. På hjørnet af Nørrebrogade/Stengade lå Magasin du Nord´ s filial. Og på hjørnet af Griffenfeldsgade lå L-W. Erichsens Isenkram.
I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøkere, hørkram og produkthandlere. Lørdag aften var der travlhed hos urtekræmmerne. Kaffekværnen skulle drejes med et håndsving.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 265 artikler fra Nørrebro og 27 artikler under rubrikken fra Urtekræmmer til Shawarmabar herunder:
April 29, 2019
Røde Faner på Assistens Kirkegård
Vi har været her før. Pastor Steen ville ikke have røde faner på kirkegården. Man måtte heller ikke holde tale ved begravelsen. Det var borgerlig mindekultur. For arbejderne var tale om ære og magt. Ofte var der modsætningsforhold mellem arbejdere og præster. Da Harald Brix skulle begraves fjernede politiet liget. Politimester Crone ville ikke have røde faner. Social – Demokraten mente, at det var den frækkeste krænkelse. Fanen spillede en central rolle. Folketingsmedlem angreb præsterne. I 1887 var det stiftsprovsten, der som chef for Pastor Steen havde forbudt faner og taler ved socialisten, Adam Pedersens begravelse. Men arbejderne sagde også om ham, at han ikke kunne lide socialister og arbejdere. Det var en ære, at fanerne var til stede. Man blev opfordret til at møde op.
Vi har været her før
Vi har tidligere beskæftiget os med emnet og overværet en socialists begravelse her på kirkegården. Og nu er det måske ikke lige alt, der foregår lige på den prægtige kirkegård. Og vi har også masser af andre gode historier fra den kirkegård. Se lige artikelhenvisningen bagerst i artiklen.
Søndag den 1. januar 1887 blev socialisten Adam Pedersen begravet på Assistens Kirkegården. Begravelsen blev en stor offentlig begivenhed. Social – Demokraten havde anslået at der var 10.000 mennesker og 21 røde faner. Følget gik fra Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade til Kirkegården.
En stor begivenhed
Her meddelte den indremissionske præst, pastor Steen, at stiftsprovsten havde forbudt medlemmer af følget at tale ved graven. Den tilstedeværende politiassistent Rantzau og følge skulle sørge for, at dette ikke skete.
Adam Pedersens begravelse var en stor begivenhed i en tid, hvor socialistiske optog var et konfliktemne. Med en blanding af politiske symboler og almindelige begravelsestraditioner viste man den afdøde den sidste ære, udtrykte sammenhold i forhold til hinanden og manifisterede sin styrke ud af til.
En borgerlig mindekultur
Hvor der i andre tilfælde var den røde fane, der var genstand for forbud i ligtog og på kirkegården, var det i dette tilfælde muligheden for at sætte ord på de holdninger, de medbragte symboler stod for, der blev forhindret.
I Danmark fandtes en specifik borgerlig mindekultur i forbindelse med begravelser fra midten af 1800-tallet. Begravelsen var også et ritual og en begivenhed, hvor magtforhold i samfundet kunne vises og udøves.
Kampen om magten er kampen om myndigheden til at iscenesætte og arrangere begravelsesritualet, samt derefter at fortolke deres ordlyd og de tilknyttede handlinger.
Den traditionelle opfattelse af døden ændrede sig i takt med, at den kristne livsanskuelse måtte vige til fordel for et mere naturvidenskabeligt verdenssyn.
Modsætningsforhold
Begravelsesritualet var for langt største del af arbejderbefolkningens vedkommende præget af stor fattigdom. Modsætninger mellem præster og arbejdere forekom oftest, når erklærede socialister blev begravet og når bestemte indremissionske præster, der prædikede.
Der var især kamp om de røde faner på kirkegården og præstens taler om emner, hvor modsætningerne imellem arbejderbevægelse og præster kom til udtryk.
Da Harald Brix blev begravet
Den mest spektakulære konfrontation i forbindelse med arbejderlederes begravelser fandt sted i forbindelse med begravelsen af Harald Brix i 1881. Brix sad som medstifter af 1. Internationale fængslet i perioden 1872 – 75 og senere igen fra 1877 – 80. Han var grundet de strenge fængselsdomme et symbol på statens undertrykkelse af arbejdernes kamp.
Han brød de sidste år med Socialdemokratiet og dannede sit eget arbejderparti Heroldisterne, der havde sin egen avis, Herolden.
I dagene efter hans død skrev avisen skarpe udfald mod myndighederne og Brix hårde vilkår i fængslet beskyldes for at være en bevidst strategi fra myndighedernes side.
Han skulle begraves i Aalborg
Heroldisterne havde tilbudt at betale for en gravsten i København, men søsteren ville have ham begravet i familiegraven i Ålborg, hvorfor liget skulle fragtes dertil med dampskib fra København. Indtil det kunne lade sig gøre lå liget midlertid i ligstue på heroldens kontor i København.
Heroldisterne havde planlagt et ligtog fra Heroldens kontor i forbindelse med ligets overførsel til dampskibet, hvilket var kommet politimesteren i København, Etatsråd Crone for øre.
Liget blev fjernet af politiet
Madam Jensen på avisen Herolden’ s kontor skulle arrangere begravelsen i København for Brix søster. Ifølge politimesteren blev de to enige om, at begravelsen skulle finde sted i stilhed. Der er tvivl om i hvor høj grad politimesteren lagde pres på Madam Jensen og hvor stor enigheden var om dette.
Men i hvert fald så arrangerede politimesteren afhentning af liget kl. 4 om morgenen ved hjælp af betjente. Næste eftermiddag udstedte Crone følgende forbud, som blev afleveret på Heroldens kontor:
Den frækkeste krænkelse
Senere dukkede folk fra herolden op på politimesterens kontor for at få liget udleveret. Dette kunne dog ikke lade sig gøre.
I Social – Demokraten var man uenige i, at der var enighed mellem de to parter. Avisen mente man at have en klar ide om, hvad politiets motiv var. Liget var ikke blevet fjernet efter søsterens ønske. Social – Demokraten, hvor man sympatiserede med Heroldisterne trods modsætningerne mente man at politiet havde fjernet liget for at kunne forbyde optoget.
Herolden behandlede naturligvis også episoden. De mente:
Fanen spillede en central rolle
Avisen mindede også om den grundlovsikrede ret til forsamlingsfrihed.
Fanen har altid spillet en central rolle. Men Crone havde i starten af 1870’erne forbudt optog med den røde fane, da den for ham var et symbol knyttet til voldelig omstyrtning af samfundet.
Arbejdere kunne berette om, at:
Folketingsmedlem angreb præsterne
Hvor hyppige disse problemer er opstået er nok tvivlsomt. Men folketingsmedlem P. Holm tog emnet op i forbindelse med en diskussion om borgerlige rettigheder i Folketinget i 1891. Her rettede han ifølge Social – Demokraten et skarpt angreb mod folkekirkens Præster. Han nævnte et eksempler på, hvorledes sådan en præst i sin tale havde overgivet den afdøde til evig fordømmelse, fordi han var socialdemokrat.
Missionske præster havde bedt om, at få en vejledning i, hvordan de skulle begå sig. Pastor La Cour foreslog efter længere tids debat:
Den senere biskop Skat Rørdam var dog af en helt anden mening. Han mente lige som præster, at forbud mod røde faner ville skubbe arbejderne endnu længere væk fra kirken.
Stiftsprovsten havde forbudt den røde fane
Så var det lige talen ved begravelsen. Vi startede med begravelsen i 1887 på Assistens Kirkegård af Adam Pedersen. Ligtoget gennem byen blev hjulpet frem af politiet, der blandt andet spærrede gader af, men da følget nåede kirkgården blev medlemmerne af følget forbudt at tale ved graven.
Ifølge Social – Demokraten og det konservative Morgenbladet kom forbuddet fra stiftsprovsten og var altså ikke en vilkårlighed fra den lokale præst, men stammede fra en overordnet myndighed.
Pastor Steen kunne ikke lide arbejderbevægelsen
Pastor Steen var en kendt indremissionsk præst og i Social – Demokraten omtalt som kendt modstander af arbejderbevægelsen. I bladet kunne man læse:
Det faldt også avisen for brystet, at han efter jordpåkastelsen udtalte:
Dette blev opfattet som en unødig provokation, at Steen antydede, at arbejderne ikke kunne opføre sig anstændigt på kirkegården.
Følget havde frabedt sig, at pastor Steen talte ved graven. Grunden til, at de benyttede sig af denne mulighed, har nok først og fremmest været bekymring for, at talen skulle udarte sig, som Holm beskriver og ikke en generel modstand mod præstestanden.
Det var en ære at fanerne var til stede
Ved Socialdemokratiets mangeårige forretningsfører Peter Knudsens begravelse i 1910, sagde M.C. Lyngsie:
Det var en ære, at fanerne var til stede.
Stemningsfuld og mægtig
Og hvad var det lige aviserne skrev dengang:
Man blev opfordret til at møde op
Fællesskabet var både en meningsfællesskab med den afdøde og med resten af Følget. Man bekræftede dermed en fælles identitet.
Man blev dengang kraftig opfordret til at møde op ved en afdød socialdemokrats eller fagforeningsmands begravelse. En begravelsesannonce kunne lyde sådan:
I Adam Pedersens specielle tilfælde mente man angiveligt ikke, det var nødvendigt, men man tog ingen chancer:
Antallet af deltagere er tillagt stor betydning i avisens beskrivelse af begivenhederne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse i alt 1.397 artikler herunder:
Assistens Kirkegård/ kirker/præster (Nørrebro 264):
Arbejdere/Røde Faner/ 1. maj:
April 29, 2019
Præster og Døden på Nørrebro
Desværre har vi ikke mere ugeavisen NørrebroLIV. Vi havde sendt endnu 7 – 8 artikler til bladet, som endnu ikke er blevet bragt. Så disse kommer selvfølgelig på vores hjemmeside/ Facebookside. Vi kigger på nogle af de præster, der har huseret på Nørrebro gennem tiderne. Og i den forbindelse kigger vi også på Søren Kierkegaards begravelse. Ofte er skuepladsen vores skønne Assistens Kirkegård. De havde sandelig travlt dengang i Sankt Stefans Kirken. Og så udarbejdede Anne Braad sine egne 10 bud.
Den svenske digter Nicander var begejstret for Assistens Kirkegård. Han udtrykte det på den måde:
Jo kirkegården trak tidligt en masse publikum. Men herude var der også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Der var nærmest et lyststed og graverne solgte sprit. Her blev de kendte efterhånden stedt til hvile.
Kirkegaard, der ofte gik langs søerne for at få et glimt af sit håb, Regine, der rejste til De Vestindiske Øer blev stedt til hvile her. Han døde kun 42 år gammel. Det var den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for Folkekirken og deres præster. Onkelen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op blandt de mange på Assistens Kirkegård. Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem fra mængden. Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
Den mand som i dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander, Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.
Der har altid været meget aktive præster på Nørrebro, og den tendens synes at fortsætte. I løbet af en søndag kunne Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester. Grunden til dette var, at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig af. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.
Pater Frimodt var med til at oprette både Stefans Kirken og Skt. Johannes Kirke. Han betragtede socialismen som ugudelig. Og arbejderne betragtede ham som borgerskabets og overklassens lakaj. Alligevel strømmede de til hans kirke om søndagen. Et sammaritter-korps stod også parat, for de kirkelige gæster besvimede på stribe.
Angelica, der er født på Nørrebro i 1893 skriver i hendes erindringer:
Dette fik Angelicas søskende så at vide, men det hjalp nu ikke på deres sult.
Da Samuels kirken blev anmeldt i Politiken skrev avisen om altertavlen:
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
På det tidspunkt havde Samuels Kirken en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde bil, skulle køre de ældre i skoven:
Ja så var det pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde et forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men Landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
Så var det også pastor Erik Bork også fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.
Og Anne Braad mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus på Nørrebro. Vi talte også ofte sammen, når hun kom op i butikken. Hun udarbejde Svineriets Ti bud. De kan sagtens bruges den dag i dag:
Dengang for mange år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammerater tumlede på Fælleden måtte andre i Søndagsskole. Her fik de så at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik direkte beskeder fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo og det var sandelig også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Tjah, en bekendt og præst, Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 stk. psykisk lemlæstede fra Faderhuset.
En meget nyttig kristelig organisation dengang var Martha – hjemmet. Her foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og give dem en skilling til begravelseshjælp. Og så kom der et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberland var afgået ved døden. En nonne tog af sted og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under lagnet i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der så blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede døren.
Ikke alle præster var glade for det røde flag til begravelser på Assistens Kirkegård. Typograferne i Hillerød havde lavet et sort flag. Den havde absolut ikke adgang på kirkegården. For på den stod følgende:
På www.dengang.dk har vi 1.397 artikler. Heraf er 264 artikler fra Nørrebro bl.a. med følgende:
April 27, 2019
Tønder – for begyndere
Han var en af danskhedens forkæmpere. Peder Skovrøy. Han skrev omkring 1920 en lille artikel om Tønder, som vi her har redigeret. Hans far skrev vigtige breve for bønderne. Han kom til en avis, som hans fætter lavede, men den blev lidt for tysk. Han ville genføde en dansk avis. Og så oplevede han chikane fra prøjserne. Flere gange var han i fængsel. Tønder var omgivet af søer! Landet hælder mod vest. Det var ikke friserne, der oprettede Tønder. Der er delte meninger om navnets betydning. Og så var der en munk og en adelsmand. Tønder har ofte været stridens æble. Man talte om Tønders ”svære” drikkeri. Byen har maleriske omgivelser. Så var det lige Liebestempel, stilfulde herskabshuse. Men der er uenigheder om Uldgades oprindelse. Det tyske og danske sprog spillede en rolle. Der er mange sagn og historier knyttet til byen. Skibsfarten blev ødelagt af digebyggeri.
En af danskhedens forkæmpere
Peder Skovrøy er en af de tøndringer, man skal kende. Han var en af danskhedens store forkæmpere i årene fra 1864 til 1920. Han var stifter og redaktør af avisen Vestslesvigsk Tidende i Tønder. På et tidspunkt var han både journalist, sætter og trykker på avisen. Han skrev et hav af romaner og noveller til denne avis. Ja han skrev også til Flensborg Avis samt egne noveller og romaner, som blev udgivet.
En af udgivelserne, som han stod for, var Ti fortællinger fra Sønderjylland, men det var nu fortællinger, der havde været bragt i Sønderjysk Almanak. Man kan så undre sig over, at han slap godt fra at give de tysksindede et rap over fingrene. Men det gjorde han vel heller ikke altid.
En guide fra dengang
Grunden til at vi nu nævner denne tøndring er, at vi har fundet et skriv af ham, en slags guide til Tønder, som har været offentliggjort i Illustreret Tidende i 1920. Det er vel en lovprisning til byen. Og det er vel også med en bagtanke, hvad det er værd at se i byen. Vi har forsøgt at omredigere og tilføje, hvor det var nødvendigt, for at få et nogenlunde tidssvarende sprog ud af det.
Men inden vi får artiklen, skal vi da lige vide noget om denne Skovrøy, der blev ridder af Dannebrog den 15. november 1920. Han blev født i 1851 i Arrild.
Hans far skrev vigtige breve for bønderne
Mange af bønderne kom til hans far, når der skulle skrives vigtige breve. Og dette klarede han på sin måde, men retskrivningen var hvis ret så mangelfuld.
Da Peter fyldte 11 år flyttede familien til Løgumkloster. Her kom han i en god skole og gik til tysk i aftenskolen. Han havde tænkt sig at lære fransk og engelsk, men krigen i 1864 satte en stopper for dette.
Så kom dagene, hvor de første tyske soldater kom til Løgumkloster. Der kom også tyrolerjægere og ungarer. Omvæltningen betød også en helt anden uddannelse. Peter kom på et prøjsisk amtsrets- kontor.
Avisen blev lidt for tysk
En fætter havde giftet sig ind i en hjemmetysk familie og starten en dansk avis med upolitisk tendens. Han overtalte Peter til at hjælpe med på aviskontoret. Men tilbøjeligheden var nu at man gik helt over til tysken. Dette huede ikke Peter.
Han kontaktede det danske blad Dannevirke i Haderslev. Her rådede man ham til at tage en dansk juridisk eksamen i København. I 1878 havde prøjserne slettet § 5. Det betød, at Peter kunne indse at belejringen ville tage lang tid. Han måtte tilbage til Sønderjylland for at kæmpe. Her var han så i 1882.
Han ville genføde en dansk avis
Den 8. april på kongens fødselsdag, da han kørte med dagvognen fra Tønder til Løgumkloster gik det op for ham, at han skulle lave en avis. Han vil genoplive den gamle Vestslesvigs Tidende, der var sovet ind i 1870erne.
Det værste var kapitalen. Med 2.000 mark fik han genoprettet Vestslesvigs Tidende den 1.oktober 1882 tre år efter blev avisen en del af Flensborg Avis.
Chikane fra prøjserne
Peter Skovrøy havde i den grad oplevet chikane fra prøjserne. Og i fængsel måtte han også. Det var ikke just luksus som Tønder Fængsel på Slotsbanken kunne fremvise. Og senere måtte han sammen med en hel masse andre først til Altona for så senere at blive indkvarteret i Flensborg. Og maden skulle man selv betale.
Vi kunne selvfølgelig have fortalt meget mere. Men vi vil i hvert fald komme tilbage til, da Skovrøy var statsfange i Flensborg 1914. Men her har vi så TUREN GÅR TIL TØNDER 1920:
Tønder – omgivet af søer
En fremmed bladmand skrev forleden til sit blad:
Når den mand kommer til byen i sommertiden, vil han skrive:
De store søer er nemlig ikke andet end oversvømmede enge.
Landet hælder mod vest
Det er nemlig således at Vest-sletten uden tvivl skylder indlandsisen sin tilværelse, idet smeltevandet for den på øst-kanten måske i årtusinder lejrende fastlandsis brød vestpå i Vesterhavet.
Landet er et skråplan, der hælder mod vest. Dette betyder, at Vidåen må befordre al den nedbør til havs, der falder på en linje Knivsbjerg til Hanved ved Flensborg. Det er ikke så sært, at Vidåen efter en så vandrig sommer som i år må melde pas og gå over sine bredder (inden afvandingen af Tøndermarsken).
Det kunne ikke have været friserne
Provst Carstens hævder i sin bog om Tønder, at byen er bygget på frisisk grund. Nu er det en notorisk kendsgerning, at Tønder allerede fik sine købstadsrettigheder i 1243 under Hertug Abdel (Broderordenen). I Dansk Atlas siger endvidere Pontoppidan, at Tønder allerede i 1017 havde en stærk handel med England.
I 1227 byggede Sortebrødrene et kloster i Tønder. I 1228 fulgte Gråbrødrene efter. Dette tyder på, at byen allerede i det 10. og 11. århundrede har haft en vis betydning.
Da det ved ny forskning jævnfør P. Lauridsens bog om ”Nordfrisernes Indvandring i ”Sønderjylland” er godtgjort, særlig af tyske historiker at frisernes indvandring først er sket i det 11. og 12. århundrede, kan Tønder ikke være grundlagt eller have fået navn af friserne, som slet ikke var der dengang.
Delte meninger om navnet, Tønder
Det tyske navn ”Tondern” har sandsynligvis kun hjemmel i bynavnets latinisering i byens segl. I folkesproget har byen aldrig heddet andet end ”Tynner” ikke Tondern og ikke Tønder.
Derimod er i kraft af udtalen ikke noget i vejen for, at den sidste del af navnet kan lyde som ”ør”. Det betyder sandet strand:
En munk og en adelsmand
Det siges at klostret er grundlagt af en adelsmand, Johan Haffnersen og hans hustru. Af den latinske tekst kan man se, at man dengang skrev Tønder med y som det hedder den dag i dag i vort folkesprog (sønderjysk).
På byens rådhus (dengang) findes et maleri, der skal forestille munken Reinhardt, men følgende indskrift:
Broder Reinhardt, hvis billede åbenbart er af en langt senere dato, var tysker af fødsel. Han optræder flere steder i historien som Reinhardt. Men han optræder også som Regner og nævnes som en af vidnerne i Hertug Abels mord på sin broder. Han nævnes også som en af hertugens rådgivere.
Tønder – stridens æble
Tønder By’ s betydning gjorde den til en stridens æble mellem herskerne helt fra Valdemar Sejers dage. I 500 år har byen med få og korte afbrydelser været i de holstenske Grevers og Hertugers besiddelse. Tillige med dens sydlige opland i Mellem-Slesvig blevet fortysket. Det vil sige, at sindelaget blev tysk, ikke på grund af national overbevisning, men fordi Hertugen var tysk og hans embedsmænd var det.
Men med ægte jysk sejhed holdt man fast på det danske folkesprog, så fast at landet syd for Tønder er blevet et Island nummer 2, hvor sprogforskere kan tage hen, hvis de skal finde gamle danske ord.
Tønders ”svære” drikkeri
I Fjolde ved Husum kalder man et vandtrug for ”Noel”. Det gør man også i Trondhjem-egnen i det nordlige Norge. Dette var Tønders fortid.
Om Tønder i nutiden har Magister H.V. Clausen udtalt de klassiske ord:
Og en anden gang var Tønder en af de smukkeste købstænder måske den allersmukkeste.
Det går som med Tønder som med Marie Stuart, der var langt bedre end sit rygte. Det er nok så meget byens opland, der besørger drikkeriet i de ugentlige kvægmarkeder året rundt.
Maleriske omgivelser
Byens omgivelser er maleriske og smukke takket være Vidåen, der ved mølledammen ved vandmøllen og de smukke alleer omkring byen, som i sin tid blev anlagt af borgmester Richtsen gør det hele endnu smukkere.
I sit testamente af 21. juli 1845 skænkede han Fattigkassen og de ”Husarme” i Tønder kogsjorder og rede penge. Endvidere fik borgerne Nørre Borgerdige (Nørre alleen) og tilmed Skarpretterhuset ved Østerport. Denne lod man dog rive ned og beplante med træer.
Liebestempel
Richtsens Monument er rejst i Nørre Alle (Her i alleen blev der også rejst to Liebestempel (Kærligheds – tempel)
(Michael Falch, som tilbragte sin farverige ungdom i Tønder har til minde om det Liebestempel, der befandt sig lige i nærheden af politistationen skrevet melodien ”Kærlighedens Lysthus)
Etatsråd Horup stiftede et legat for fattige husejere og ”en enkekasse”. Fattigkassen har modtaget gaver i penge, legater og kogsjorder fra i alt 21 personer i tidsrummet 1755 – 1820.
Stilfulde herskabshuse
Af stilfulde gamle herskabshuse findes i Vestergade, advokat Todsens smukke hus med Mansard – tag. Og en smuk portal. Men desværre med senere indbygget karnapvinduer, der passer som en knytnæve til et øje.
Ejendommen er bygget af borgmester Richtsen i 1777. Senere blev ejendommen beboet af borgmester Holm til 1864 og manufakturhandler Wenslen, der i 1877 solgte den til digegreve Todsen. (Død 1915), hvis søn advokat Todsen endnu ejer gården.
Lige over for ligger Tønder Landmandsbanks stilfulde gård.
Store Apotek på hjørnet af Øster – og Søndergade falder straks den fremmede i øjnene ved den smukke sandstens-portal med de to løver. Portalen stammer fra Tønder Slot, som blev revet ned i 1756. Borgmester Preuss solgte portalen til apoteker Langheim i 1800, der ejede apoteket i Vestergade, vistnok i købmand Borks hus og flyttede det til Torvet.
Uldgadens oprindelse
Af byens offentlige bygninger kan nævnes Kristuskirken opført 1501-92. Der er også Hospitalet, en stiftelse for gamle borgere, som her får gratis ophold og middagsmad stiftet af Kong Frederik den Første.
Skolelærerseminariet blev oprindelig stiftet af B. Petersen. Så er det Vajsenhuset og Rådhuset. I Vajsenhuset opfostres 12 formueløse drenge.
På et af billederne ses Teatret, Thalias Templet er blevet lavet om til et vognmagasin. Sikke en skam! Uldgaden hedder en gade, som går fra Søndergade til Skibsbroen. Gaden fik sit navn dengang da bådene med uld fra Vidding herred gik op ad Vidåen og lossede her. (Ja se, dette er der også forskellig opfattelse af).
Vandmøllen blev bygget i 1598. Også Spikergaden har sit navn fra den tid, ”Uldspikerne (Pakhusene) lå her.
Det danske og det tyske sprog
De tyske hertuger har gjort fortvivlede anstrengelser for at udslette det danske sprog i Sønderjylland. I skole og kirke gik det. Men det danske sprog holdt sig i folkemunde. Der er opstået minder om de tillempninger, som præsterne måtte indlade sig på.
En gammel præst omkring Ladelund prækede endnu omkring 1820 tysk og jysk ”durch einander” og P. Hjort har meddelt følgende brudstykke af en prædiken fra Eggebæk:
Unægtelig en sjov forklaring.
For en snes år siden kunne man opleve lignende ting i Nordslesvig.
Mange sagn og historier
Her i Tønder ”karmer” man ved bryllupper, og siger ikke vaskested men ”Tostej. Tønder er hvis nok den sidste by i Sønderjylland. Byen havde i middelalderen to klostre og meget stærkt befæstet slot, at hvilket ”Porthuset” er bevaret og senere ved tilbygning lavet om til et amtsmuseum.
I byen går det talrige sagn om underjordiske gange således fra slottet til købmand Borks ejendom og bager Petersens gamle hus på Torvet. Ved nærmere eftersyn indskrænker historien sig til ”Saga Mott”.
Skibsfarten blev ødelagt
Derimod er det historisk, at Torvet har været større i gamle dage, idet pladsen fra ”Børsen” til Missionshotellet var ubebygget. På denne plads stod Æ Kachmann, som nu er på museum (i dag står en kopi på Torvet).
Tønder har i gamle dage haft betydelig skibsfart som blev ødelagt ved digebyggeri. Byen har lidt af forskellige ulykker i eks. Vandflod i diverse år. Der har været store ildebrande i byen og så har der været ødelæggelser i kejserlige og prøjsiske krige.
Kilde: Illustreret Tidende
April 26, 2019
Emmerske Bedehus og Skole
For mange år siden lå her et kapel. Byhistorikere kan tage fejl. Borgere fra Emmerske skulle nu bruge kirken i Tønder. De kunne ikke tysk og kunne ikke være i Tønder kl. 5.30. Reimars ville tvinge bønderne til at komme i kirke. Hans Adolf Brorson blev tredje-præst. Det tyske borgerskab samlede ind. Her blev Brorsons julesalmer sunget første gang. Man skulle køre og bringe præsten frem til 1980. Egentlig kirke- og skolesal blev indrettet. Skolen lukkede i 1970. Eget orgel i 2001. Man havde glemt klokke til kirken. Tåbelig forespørgsel fra Kirkeministeriet. Aftale med Tønder Seminarium – en slags øvelsesskole. Helt op til 117 elever. Hakkeorden blandt eleverne. De små blev smidt i vandfontænen. Hjemmetyskere var ikke populære. En straf var at synge solo for læreren. Æ Sprøjt blev trukket af heste. Hver lørdag skulle der rives. Hårdt at lave lektie om aftenen. Efter syv år på Emmerlev Skole.
For mange år siden lå her et kapel
Vi skal besøge et meget specielt sted. Og det er ikke kun Bedehus men også skole.
Vi har kigget tilbage i Tønders litteratur, men det er ikke alt, der stemmer overens med fakta. Vi håber, at finde den rigtige vej.
Øst for vejen til Løgumkloster, kort før vejen drejer fra Emmerske (dvs. øst for Tønders nuværende kirkegård) ligger der ved siden af hinanden to jordstykker ved navn ”Kapelfenne” og ”Præstetoft”. Igennem disse gik endnu i 1900 ”Kirkestien”. Her har ligget et kapel, hvis værnehelgen ikke kendes.
Man kan også tage fejl
C.F. Carstens har antaget, at der uden for Tønder by har ligget et nu forsvundet kapel viet til det hellige kors. Ved vejen til Møgeltønder ligger et par jorder med navn ”Helligkorstoft” og ”Korseng”. Her skulle have ligget et kapel. Ud fra de oplysninger, der gives om det formodede kapel, er det imidlertid tydeligt, at det drejer sig om en forveksling med Emmerske Kapel. Hvad angår navnene på de to jorder, har de formentlig hørt til det helligkorsalter, der vides at have eksisteret i de middelalderlige Tønder – kirker.
Borgerne fra Emmerske skulle bruge bykirkens vestende
Da Sankt Laurentius Kirke var blevet nedlagt i årene efter reformationen, fik landsognet et kapel ”hart von der stadt gelegen” anvist som sognekirke. Nu kaldtes landsognet Emmerske sogn. Allerede den 18. april 1542 erklærede kong Christian den Tredje imidlertid over for rådet i Tønder, at også dette kapel måtte nedbrydes. Han mente, at sognefolkene var for fattige til selv at holde en præst og benytte en ny kirke. Derfor skulle de fremover bruge Sankt Nikolaj Kirke som sognekirke.
Sankt Nikolaj Kirke lå samme sted, som Kristkirken.
Året efter i 1543 forenedes by- og landsogn til et sogn. Den 26. marts 1543 tillod kongen byen at nedbryde kapellet. Stenene derfra skulle bruges til at forbedre Skt. Nicolai kirke og genopbygge præsteboligen.
Kapellets kirkeklokke blev ophængt i Sankt Nicolais tårn. Folk fra det tidligere landsogn skulle for fremtiden have fri klokkeringning ved begravelser.
Landsognets beboere fik anvist stoleplads i bykirkens vestende. I Kristkirken kom de til at sidde i tårnrummet. Begravelsespladsen fik de i kirkegårdens sydøstligste hjørne, den såkaldte ”Emmerske jord”.
Fra 1543 betalte landmenigheden tiende til Sankt Nikolai. Men de bidrog ikke til kirkens vedligeholdelse. De havde indtil 1869 ingen ret til at deltage i præstevalgene.
Man kunne ikke forstå tysk
Bønderne kunne imidlertid ikke forsone sig med den tysksprogede gudstjeneste, som de fleste vel helle ikke kunne forstå. Kun ved froprædikerne kl. 5.30 blev der prædiket på dansk. Men så tidlig kunne de ikke møde frem, sagde de. Efterhånden holdt de sig helt borte.
I år 1700 anmodede de om at få egen kirke og egen præst. Det var landsognets beboere, der klagede til provsten, Johan Conrad Kiefer. De gjorde opmærksom på, at de var lovet en ordentlig kirkebetjening, da deres egen kirke var blevet nedlagt.
Reimarus ville tvinge bønderne
Efterfølgeren, Samuel Reimarus havde en anden måde at løse problemet på. En løsning bønderne ikke havde regnet med. Han skrev til hertugen og bad ham sende ”Fussknechte” ud for at hente de efter hans mening både genstridige og ugudelige sognebørn til kirke.
Hans Adolf Brorson – tredje præst
Først i 1729 fik de delvis deres ønske opfyldt. Det var på foranledning af provst Johan Hermann Schrader i Tønder, der blev oprettet et embede som dansk tredjepræst ved bykirken. Og det var den senere så berømte Hans Adolf Brorson, der var den første indehaver af denne titel.
Schrader havde en anden måde at anskue tingene på. Sammen med amtmand Johan Georg von Holstein fik de med kongens velsignelse oprettet stillingen som ”Tredje og Dansk Præst i Tønder.
Det tyske borgerskab samlede ind
Det var hovedsagelig det tyske borgerskab i Tønder, der samlede ind til huset. De fik det kvit og frit overdraget. De skulle bare selv sørge for vedligeholdelsen. Det var et langhus i vestslesvigsk stil med facade mod syd, hvor der over hoveddøren var en kvist. Fra husets vesterende går en sidelængde mod nord.
Det stråtækte hus-står – bortset fra det let fremskudte indgangsparti i røde sten – hvidkalket.
Her blev Brorsons julesalmer sunget først
Fra begyndelsen af var der vest for indgangspartiet en lærerbolig, og mod øst var der en sal, der anvendtes både som skolestue og kirkesal.
Præsten skulle være søndag morgen prædike på dansk og hver søndag eftermiddag katekismus på dansk i Emmerske.
Katekisationen fandt sted i et lejet hus i begyndelsen, der dog var alt for lille til formålet. Da skolen også var alt for lille, ja så kunne man lige så godt bygge et hus, der både rummede skole og kirke.
Da Brorson blev præst i Emmerske, fandtes der i Tønder kun tyske salmer. (Tøndersalmebogen 1731) Allerede i 1732 havde Brorson julesalmer færdige ”især sin elskede menighed til opmuntring” og flere fulgte.
Køre og bringe præsten helt til 1980
På sydsiden er opsat en stentavle, der mærkelig nok er på tysk. Den meddeler, at den kombinerede kapel- og skolehus er viet og bygget 1730 til undervisning i ”Gottseligkeit” for gamle og unge sognepligtige i Tønder.
På hverdage blev der holdt skole for børnene og søndag eftermiddag kom præsten fra Tønder for at katekisere og holde gudstjeneste
Bortset fra altersølvet er inventaret fra ny tid. Indtil for få år siden bragte præsten – hvem de Emmerske sognefolk havde forpligtet sig til at hente og bringe, en pligt, der stod ved magt i mange år. Og det var frem og tilbage mellem Emmerske og Tønder. Denne ordning varede i princippet indtil 1980.
Egentlig kirke- og skolesal
I 1835 blev Bedehuset udvidet mod øst, så der blev plads til en egentlig skolestue. Samtidig føjedes en lille lærerlejlighed til. Denne ombygning som mindedes med årstal på husets vestgavl, betød at salen i midten af huset nu kunne indrettes som egentlig kirkesal.
Efter Genforeningen blev Emmerske kirkedistrikt oprettet som selvstændig menighedsrådskreds, og siden da har et menighedsråd på 6 medlemmer været ansvarlige for Bedehusets daglige drift.
Landsognet omfattede indtil mellemkrigstiden også landsbyen Dyrhus sydvest for Tønder, området Tved nordvest for byen samt gaderne Slotsgrunden og Frigrunden i Tønder.
Skolen lukket i 1970
Under Anden Verdenskrig i 1943 udbyggedes Emmerske Skole med en fløj nord for Bedehuset og en toiletbygning, så skolen blev mere tidssvarende. Men kort efter kommunesammenlægningen i 1970, hvor den lille sognekommune blev en del af Tønder storkommune, blev skolen lukket med henvisning til det stærkt dalende børnetal.
Efter nogle år blev bygningerne solgt til Emmerske Efterskole, en selvejende institution som siden august 1978 har fungeret som en efterskole for børn med læsevanskeligheder. Der blev bygget om og bygget til flere gange. Senest har skolen fået sin egen hal.
Men stadigvæk er det gamle bedehus en flot fredet bygning med stråtag som facade mod landevejen.
Eget orgel i 2001
I 2001 fik Bedehuset sit første orgel. Kirkesalen har været restaureret flere gange. I 2005 kom der et nyt gulv. Allerede i 1899 skænkede provst Carsten Erich Carstens to små klokker til bedehuset. De blev hængt op i en kasse på huset. Men i 1911 blev de flyttet til en klokkestabel, da kassen var tæret af råd.
Man havde glemt en ny klokke
Som de fleste andre kirker på egnen måtte Emmerske bedehus også bidrage til krigsindustrien under første verdenskrig. Man måtte aflevere klokkerne til omstøbning. Efter Genforeningen fik de fleste kirker nye klokker. Men man glemte i første omgang Emmerske.
Først Kristi Himmelfartsdag den 30. maj 1957 fik Bedehuset igen en klokke fra Den Sønderjydske Fond af 1920, som blev ophængt i en klokkestabel, der lå nordvest for huset. Klokken bærer på den inde side indskriften:
Tåbelig forespørgsel fra Kirkeministeriet
Da Emmerske Skole blev nedlagt, så kirkeministeriet ellers sit snit til også at nedlægge Emmerske som kirkedistrikt. Man begrundede sin indstilling med, at der ingen steder syntes, at fremgå, at kirkesalen rettelig var blevet indviet til kirke.
I sit svar anførte Emmerske menighedsråd, at det vist gjaldt for de fleste kirker i Danmark, at man ikke har noget skriftligt bevis om den sag. Og på et tidspunkt havde det immervæk været holdt danske gudstjenester i hen ved 240 år. Siden hørte man ikke mere fra Kirkeministeriet i den anledning.
Den sidste gudstjeneste fandt sted i Emmerske Bedehus den 2. december 2012.
Skole underlagt både dansk og tysk styre
Nu har det flotte hus, som vi allerede har skrevet også tjent som et andet samlingssted siden 1730, nemlig som skole og i dag som efter skole. Stedet har både været underlagt dansk og tysk styre.
I slutningen af 1800 – tallet var skolen en praktikskole eller øvelsesskole for seminaristerne fra Tønder Seminarium:
Skolen i Emmerske
I året 1888 er det med skolemyndighederne i Emmerske truffet følgende overenskomst for at give seminarister lejlighed til ved selvsyn at gøre sig bekendt med og for at opnå øvelse i undervisning i enklasset folkeskole.
Dags dato er det med forbehold af højere myndigheders godkendelse indgået følgende aftale mellem undertegnede kongeligt udnævnte seminarierektor Eckert fra Tønder og repræsentanter for Emmerske skolemyndigheder.
§ 1
Emmerske Skolekommission giver tilladelse til, at Tønder Kongelige Seminarium fremtidig må bruge deres skole som en enklasset øvelsesskole for seminariet. Seminariets undervisningsperiode på skolen finder dog i første omgang kun sted fra 1. maj til 1. november pr. år, mens læreren om vinteren som hidtil alene forestår undervisningen.
§ 2
Den nuværende skoleleder fungerer fortsat som skoleleder, dog overgår den overordnede ledelse af undervisningen til den kongelige seminarierektor i Tønder.
§ 3
Den nuværende skoleleder fungerer som skolens overlærer. Han skal følge seminarierektorens undervisningsmæssige retningslinjer. Han skal vejlede og overvåge seminaristerne i deres gøremål som hjælpelærere. Han oppebærer sin hidtidige løn fra kommunen. Dog tildeles han fra den kongelige seminariekasse en årlig godtgørelse på 150 mark.
§ 4
Religionsundervisningen ophører med kun at foregå på dansk. Der tildeles obligatorisk ugentlig 4 timers religionsundervisning på tysk og 4 timer på dansk. Det stof, der behandles skal være det samme på begge sprog.
§ 5
Skolekommissionen afholder som hidtil vedligeholdelse af skolebygningen og skolerekvisitter. De voksende udgifter ved anskaffelse af de nødvendige lære- og undervisningsmidler i forbindelse med nyordningen bestrides af seminariekassen med et beløb indtil 100 mark.
Denne aftale (afskrevet efter tysk) gælder i første omgang for året 1888.
Tønder/Emmerske 12. marts 1888.
Herefter følger diverse underskrifter samt en bekræftelse af aftalen, udsendt i Berlin 14. april 1888.
Helt op til 117 elever
I årenes løb er elevantallet i Emmerske Skole varieret meget. Skoledistriktet omfattede følgende områder fra vest mod øst:
Korntved, Toft, Lille Emmerske, Store Emmerske, Emmerske Bjerg og mod nord Hedehusene,
Udvidelsen af skolen i 1835 skyldtes en stærkt og voksende elevtal. I 1840 var der således 75 elever, der blev undervist samlet ved den såkaldte indbyrdes metode, dvs. at de ældste elever hjalp de yngste.
I 1850 var elevtallet 92, 1860 103 elever, og 1865 117 elever. Først i 1870 blev skolen delt op i to klasser, og der blev ansat en lærer mere. Men snart begyndte elevantallet at gå ned. I 1892 var man kun 49 elever.
Men alligevel bestod skolen frem til 1970. Trods nedlæggelsen af skolen kan vi stadig glæde os over den smukke bygning.
Hakkeorden blandt eleverne
Hvordan var det at gå på Emmerske Skole fra 1949 til 1955. Det fortæller Børge Petersen til Årsskriftet, Sønderjysk Skolemuseum – Årsskrift 2011. Vi har sakset lidt.
Man startede med fire timers undervisning, og de små startede en time senere. Som så mange andre steder, var der hakkeorden blandt eleverne. De store havde således ret til at stille deres cykler op ad gymnastiksalens mur nærmest skoledøren. De små måtte pænt stille cyklerne længere henne ad muren. Samme orden blev indført, da cykelskuret blev opført øst for gymnastiksalen.
De små kom i drikkefontænen
Indgangsdøren var tofløjet og havde to små ruder med jernstænger i et kryds. Inde i forstuen var der knager og en hjørnebænk. Her gjorde hakkeordenen sad også gældende. De store havde nemlig retten til at sidde tættest ved radiatoren.
Så var det lige drikkefontænen. Her blev de små sat ned, så de fik en våd ende. Dengang var der kun 16 elever i skolen. Der var tre skulepulte, fem i hver. Pultene var enkeltsæder, der kunne klappes op i forskellige størrelser.
De rige havde egen fyldepen
Bordpladerne var skrå med en rende til blyant og penneskaft. I midten var der hul til blækhus. Det skulle hentes i skabet sammen med penneskaft med pen af mærket ”Pelikan”. De bedrestillede børn havde deres eget penneskaft eller endog fyldepen.
Katederet stod lidt til højre for skolebordene med tavlen bagved. Til venstre var der et skab med landkort. Ud mod vinduesrækken stod et fast skab med de ”fine og hemmelige” ting som udstoppede fugle, dyr og fysikinstrumenter.
Spændende skabe
Derfra måtte man også søge om tilladelse til at hente ting som skrivehefter, blyanter, farvekridt og nye hæfter. Mellem de to skabe stod en vendetavle, hvor der på den ene side var linjer til skønskrift.
Mod syd var der tre vinduer, opdelt i mindre ruder. Mod nord var der to vinduer ud mod den lukkede gård, der blev dannet af skolestue/kirkesal mod syd, privatbolig mod vest, gymnastiksalen fra 1943 mod nord og toiletter og skolestue mod øst.
Ved bagvæggen stod et jalousiskab, ca. en meter bredt og 1,70 meter højt. Det var skolebiblioteket, som kun blev åbnet af læreren. Bøgerne blev udskiftet en gang om året. Før i tiden blev skolen opvarmet af en kakkelovn, men senere var det dog centralvarme.
Hjemmetyskere var ikke så populære
Man sad sammen to og to. Det kunne ske, at man kom til at sidde sammen med en pige. Og så blev man ellers kaldt for kærrester.
Det var ikke godt at komme til at sidde ved siden af en pige fra et hjemmetysk hjem dengang. Det lå i luften, at dem legede man ikke med. Og tysk skulle man slet ikke tale. I lille Emmerske var der hjemmetyskere på den ene af de ni gårde. Men der var flere i Store Emmerske.
At synge solo for læreren
Om morgenen var det morgensang og der skulle bedes fadervor. Læreren ville gerne have at alle sang med. Hvis man ikke gjorde det, kunne man risikere at skulle synge solo foran hele flokken til lærerens violinspil.
Læreren underviste i alle fag, undtagen i pigefagene. Dem havde lærerens kone. I nogle fag kunne de store hjælpe de små elever, men det var pigerne bedst til. Der var stor respekt om læreren, og ham skulle man ikke lave sjov med.
”Æ Sprøjt” trukket af heste
Der var frikvarter midt om formiddagene. Ved frokosttid var det et endnu længere frikvarter. Her gik læreren ind i privaten og fik sig en mellemmad. Så tumlede børnene løs på legepladsen, der bestod af to håndboldbaner i forlængelse af hinanden.
Mellem de to baner lå ”Æ Sprøjthus”. Det var brandstationen med det frivillige brandværn og en hestetrukken brandsprøjte, som skulle pumpes af hele fem mand i hver ende af pumpestangen. Men man fik fat i en jeep, der kunne trække sprøjten. Og så gik det ellers lidt hurtigere fremover.
Hver lørdag skulle der rives
De store elever gemte sig bag sprøjtehuset i frikvartererne. Her var det adgang forbudt for de små. Der blev nemlig røget tobak, og det var det ingen, der skulle vide. Længst væk fra skolen var der fyrretræer, hvor man kunne gemme sig.
Hver lørdag skulle de store elever rive indkørslen til skolen, så det var pænt til om søndagen, når det var gudstjeneste.
Ligeledes skulle læreren have hjælp til at holde sin urtehave og få plukket sin frugt i en lille frugthave lige vest for skolen. Men dette fik man kun lov til, hvis man havde opført sig ordentligt. Det var nu attraktivt i stedet for en kedelig skrive – eller regnetime.
Hårdt først at lave lektie om aftenen
Hjemturen fra skolen kunne godt blive ”spændende” med både slagsmål og mobning. Hvis man fulgtes med en pige med social lav anseelse, kunne man godt blive drillet med at man var kærester. Det var jo ikke så rart, Der var altså en form for kliker selv herude i Emmerske.
Det kunne være drøjt at komme igennem dagen, når man også skulle hjælpe på gården. Lektierne måtte således laves om aftenen.
Efter syv år på Emmerske Skole
Når man havde fødselsdag b lev kammeraterne inviteret hjem. Læreren gjorde også noget ud af det. Han læste også en historie. Til jul blev der opført et dilettantstykke. Det var et stort juletræ og uddeling af godteposer. Der var også skoleudflugter til Odense Zoo, Ribe og Koldinghus.
Og hallen blev brugt til andet end gymnastik. Her var foredragsaftner. Her var baller, der trak unge til helt fra Tønder.
Efter syv års skolegang i Emmerske kunne man så enten komme ud at tjene eller fortsætte skolegangen i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder en del med kirker, præster, tro m.m. herunder:
Under Tønder (242):
Under Sønderjylland (171):
Under Aabenraa (145):
Under Padborg, Kruså og Bov (57):
Under Højer (70):
Hvis du vil vide mere: Om Skolegangen i Tønder så indeholder www.dengang.dk bl.a.: