Operation Market Garden
Af Peter Kyhl Olesen
Den 26. september oplevede de allierede nok den største fiasko under Anden Verdenskrig. Det var Slaget ved Arnhem. Og hvorfor gik det galt? Måske var det arrogance og utålmodighed. Man undervurderede fjenden. Og så var nedkastningsområdet alt for langt fra Arnhem Broen. Forsyningerne blev nedkastet i fjendtlige omgivelser. Nej det var bestemt ikke trætte tredjerangs soldater, man mødte. Vi skal høre om den eneste krigskorrespondent Allan Wood, der berettede fra slaget. Et besøg på The Airborne Museum oplever vi også.
En krigsreportage
- This is the end. The most glorious and tragic battle is over, and the survivors of the British airbone force can sleep soundly for the first time in 8 days and nights.
Sådan starter avisreportagen “Arnhem sky men left under fire” dateret den 26. september 1944 og med forsinkelse trykt i The London Daily Express to dage senere. I den fulde artikel gives læseren et første håndsindtryk af vilkårene for ca. 2.300 resterende, frysende, dødtrætte og traumatiserede soldater fra den 1. Britiske Airborne Division, som i ly af nattens mulm og mørke og under massivt regnvejr i desperation måtte evakueres ved at blive færget over nedre Rhinen i små både fra Arnhem – siden natten til den 26. september dækket af 1. Polske Faldskærmsbrigade og samtidig omkranset af en overvældende stor tysk styrke og i overhængende fare for at blive omringet og udslettet.
En fiasko for briterne
Før soldaterne nåede Rhinens bred havde de måtte manøvrere sig igennem bl.a. totalt mørke i både by og skov og landområder, hvor de forsøgte at følge nogle hvide snore, som overlevende piloter havde sat op, således at der kom en form for ”guidning” som de mange soldater, der skulle evakueres kunne følge.
8 dage forinden – den 17. september – var 11.000 britiske soldater blevet indsat, mange af dem kastet ned med faldskærme i området omkring den hollandske by Arnhem. De var en del af ”Operation Market Garden”, der efter meget kort tid blev en af de største militære og taktiske fiaskoer for briterne i 2. verdenskrig.
Operation Berlin
Derfor blev der den 24. september givet ordre til ”Operation Berlin” som evakueringsoperationen blev kaldt, skulle effektueres. ”Operation Berlin” var altså et resultat at, at man fra specielt den britiske hærkommandos side havde måtte erkende, at deres del af ”Operation Market Garden” var slået grumt og gruelig fejl. Og retræten var derfor en realitet.
Men selv om derouten og desperationen havde bidt sig fast og var blevet en træls følgesvend, var der stadig et overskud hos de tilbageværende soldater.
Krigskorrespondenten Allan Wood
I ”Arnhem sky men left under fire” beskriver krigskorrespondenten således med stor respekt nogle scener, hvor ”de raske soldater” giver deres plads til de syge og sårede kammerater.
- The man whose turns for a place in the boat had come after long hours of waiting insisted on staying on under fire a little longer, so that wounded could go first. Any wounded left behind would, of course automatically be prisoners of war. So many sick and limping left the beds to take a chance with the escape parties, making the way to the river.
Krigskorrespondenten var den australsk-britiske Alan Wood, der dagligt forsynede ”The London Daily Express” og derigennem ”The Combined Alliered Press” med beretninger fra den britiske del af ”Market Garden” operationen. Han havde den udmærkelse at være den eneste journalist, som sendte nyt fra et Arneheim og omegn i krig og kaos.
I sin afrunding af sin sidste reportage fra fronten i den allerede nævnte ”Arnhem sky men left under fire” afslutter Wood med ordene:
- And so this epic of the British Airborne Soldiers ended as it had been fought, with honor, with high courage, and with selfless sacrifice (….) You can best judge it by the name they chose for the last night – break out. It had the same objective they always have had, and they still mean to get there. They called it “Operation Berlin.
The Airborne Museum
På et stort vægdisplay I den store “The Airborne Experience” udstilling I kælderen på The Airborne Museum Hartenstien I byen Oesterbeek, hvor en stor del af kampene I slaget om Arnhem også blev udkæmpet ses en masse statestik over hvordan det gik den britiske del af “Operation Market Garden” også kaldet “Slaget om Arnehem”:
- 800 dræbte allierede versus 1.485 tyske
- 000 sårede allierede versus 3.600 tyske
- 500 allierede krigsfanger versus 214 tyske
Der behøves ikke den store matematiske kløgtighed for at regne sig frem til, at ”Slaget om Arnhem” ikke blev den succes, som man hos de specielt britiske øverstbefalende havde kalkuleret med.
I starten af kælderudstillingerne opleves der en videosekvens, som skal forestille at være en briefing på militærbasen ”Blakehill Farm” af soldaterne om den forestående operation, inden flyene lettede fra engelsk jord.
- Don’t forget to write home to your mother and be sure to tell her to fat up the turkey for Christmas
- You can bet your boots, that this operation will make history
Ja sådan lyder det overbevisende fra den general, som afholdte briefingen.
På første etage i ”The Airborne Museum findes der tillige et stort billede af den øverstbefalende General Montgomery og citatet:
- This war will be over by Christmas
Baggrunden
Efter lukningen af “Falaise” lommen I slutningen af august, hvor den tyske modstand kollapsede, ønskede Montgomery at koncentrere anstrengelserne om at rydde den kontinentale kanalkyst for tyske V-2 raketbaser, sikre sig de store havnebyer i Belgien og Holland og erobre hjertet af den tyske krigsindustri i Ruhr – området.
Operationerne i Arnhem var et led i en plan om at krydse Rhinen i Holland, som Montgomery udformede i starten af september. En vigtig del var at en række broer over floderne Maas, Wraal og Rhinen skulle erobres. Det skulle skabe forudsætninger for en videre fremrykning mod Ruhr – Distriktet.
- Men hvorfor gik ”Slaget om Arnhem” så galt for briterne og dets polske og canadiske allierede? Det er der i tidernes løb skrevet mangt og meget om. Her følger de tre mest gængse forklaringer:
1 Arrogance og utålmodighed
Som det fremgår af udsagnet fra filmsekvensen om, at soldaterne kunne skrive hjem til deres mødre for at få fedtet kalkunen op til jul, så herskede der en overbevisning blandt de allierede om, at tyskerne efter Normandiet mere eller mindre var slået. Det var kun et spørgsmål om tid.
Der var derfor udbredt en stor utålmodighed hos generalerne og ikke mindst soldaterne hjemme i England, der ventede med at komme i gang med operationen. Siden D – dag havde soldaterne nemlig måtte forberede sig på seksten forskellige faldskærmsoperationer. Nogle blev afblæst, allerede inden soldaterne var blevet briefet, og andre mens de sad og ventede i lastbilerne, der skulle køre dem til flyvepladsen. I bogen ”Soldat ved Arnhem beskriver Geoffrey Powell situationen således:
- Krigen kunne meget tænkes at slutte, inden vi overhovedet nåede at være med. Vi var begyndt at kalde os for ”Stillborn – divisionen” – den dødfødte division, som skulle gemmes til sejrsparaden, hvor vi kunne defilere pæne og rene forbi i vores smarte, røde baretter.
Rock the boat
Men netop med den udbredte utålmodighed og deraf kravet om ikke at ”rock the boat” bevirkede, at de øverstbefalende generaler før operationens start, ikke ville tage efterretningerne fra den hollandske modstandsbevægelse alvorligt.
De havde nemlig rekognosceret nogle tyske SS-bataljoner, som var i gang med at komme til kræfter efter Normandiet. De allierede var nemlig helt sikre på, at fjenden kun rådede over nogle få andenrangs enheder i området omkring Arnhem. Udmeldingen var at
- Disse tropper måtte være forvirrede og rystede efter at have været blevet jagtet igennem Europa og et eventuelt modangreb fra dem ville næppe blive til noget stort
Det var ikke tredjerangs – soldater
Dette skulle senere under kampene blive modbevist og få fatale konsekvenser. I ”Soldat ved Arnhem” konstateres der tørt fra Powell:
- Det var ikke spredte tredjerangs – soldater, vi var stødt ind i. Man havde identificeret enheder fra tre SS panserdivisioner. Tyskerne havde tilsyneladende reageret meget hurtigt, eller også var der et eller andet rivende galt med efterretningerne. Ingen overraskelse, at vi havde måttet kæmpe så hårdt i løbet af dagen.
2 Nedkastningsområdet for langt fra Arnhem – broen
Faldskærmstropperne ville gerne lande så tæt på broen ved Arnhem som overhovet muligt, for at de med overraskelsesmomentet kunne erobre den i al hu og hast. Men piloterne var meget bekymret over for kraftigt tysk luftværnsartilleri nord for Arnhem, og at de derfor ikke kunne landsætte tropperne tæt på broen. Piloterne fik derfor trumfet igennem at landsætningen i stedet skulle foretages ca. 13 kilometer fra broen.
Soldaterne skulle derfor bære på en udrustning, der var meget tung på en meget snæver vej. Og det skulle hurtigt vise sig, at de blev angrebet af en stærk fjende, som hårdt og brutalt afskar dem for at nå broen og hjælpe de få soldater, der allerede kæmpede derinde. Og det skulle meget hurtigt blive fatalt. Dette bidrog i kraftig grad til den britiske katastrofe.
- Det havde været rygter om, at der ikke længere blev kæmpet ved broen. Samme morgen var de få overlevende der havde holdt stand ved en nordlige ende af broen blevet løbet over ende. (…) Jeg havde oparbejdet en fatalistisk opfattelse af, at vi blot skulle kæmpe videre, indtil vi alle blev dræbt eller ammunitionen slap op. Det var det, som var sket ved broen. Og nu ville det også ske her.
Sådan skrev Powell.
3 Forsyningerne nedkastes i fjendtlige områder
Fordi at tyskerne meget hurtig angreb tilbage og briterne og deres allierede derfor ikke kunne erobre de planlagte områder blev forsyningerne af det som soldaterne kaldte for ”de fire livsnødvendige” radiobatterier, mad, vand og ammunition af Royal Air Force kastet meget unøjagtigt.
Dårlig radiokommunikation betød, at man ikke specifik kendte situationen for deres landsatte kollegaer. Derfor måtte sultne, tørstige og ammunitions-manglende britiske soldater se forsyningerne dale direkte ned til de tyske stillinger.
En soldat formulerede situationen sådan:
- Vi kunne klare os et stykke tid uden mad og vand. Men ammunition måtte vi nødvendigvis have og føden var efterhånden også ved at være en mangelvare. Fik vi ikke forsyninger, var det slut.
Litteraturliste:
- Geoffrey Powell: Soldat ved Arnhem, Diorama, Dansk udgave 2009
- Laurens Van Aggelen: Arnhem Oesterbeek War Cemetery 1944 – 2009, White Elephant 2009
- Eddy Bauer: Arnhem – Soldater fra luften, Lademann 1992
- Anthony Bevor: Arnhem, Lindhardt & Ringhoff 2018
- Montgomery, Danmarks Befrier, Lindhardt & Ringhoff 2012
- https://www.youtube.com/watch?v=H21zi9hj9-A A Bridge to far
Peter Kyhl Olesen