Artikler
November 3, 2019
Modstand og Fodbold i Tønder
Aage Rosenkjær – død i tyskernes varetægt. Et helt fodboldhold i Tønder var i modstandsbevægelsen. Han arbejdede for danskheden. Nazismens succes syd på, kunne mærkes i Tønder. Der kom gang i Fodboldspillet. Modstanden voksede efter august 1943. Heldigt at flere arbejdede hos DSB. Masser af sabotage. Han viste en vej at gå. Et medlem fik en fod skudt af.
Død i tyskernes varetægt
Det var bestemt ikke ufarligt, at have med modstandsarbejde at gøre. Heller ikke i Tønder. Og det kom Aage Buhl Rosenkjær at mærke. Han var også med til at starte modstandsarbejdet i Tinglev. Den 18, november 1944 døde han i en tysk fange og arbejdslejr i Svesing ved Husum.
Han blev i 1920 ansat på Statsskolen. Han havde et godt organisationstalent. Og som så mange andre steder opstod modstandsarbejdet gennem terrænsporten. I Tønder var mange også medlem af de lokale sportsforeninger og Dansk Samling. Det startede i Tønder med en række mindre sabotager mod tyske kabler og transformatorer. Senere efter hans anholdelse var det en del jernbanesabotage.
Den 11. december blev Rosenkjær arresteret af tysk politi. Efter ophold i Vestre Fængsel, Horserød og Frøslev blev han den 15.9. 1944 deporteret til Neuengamme. Herfra sendtes han til udekommandoen ved Husum.
Her døde han som følge af dysenteri og almindelig svækkelse.
Et helt fodboldhold i modstandsbevægelsen
Rosenkjær var bl.a. underviser i boldspil og gymnastik. Han var frivillig leder i Tønder Sportsforening og Tønder Amts Idrætsforening. Hans idrætsinteresse og danske sindelag bragte ham ind i ungdomsarbejdet. Gennem 1930erne blev det en kamp mellem dansk og tysk.
Sammen med en anden gymnasielærer Finn Christiansen havde han forstået at rekruttere det meste af Tønder Sportsforenings bedste fodboldhold til modstandsbevægelsen.
På lokalt plan i grænselandet havde enkelte idrætsledere således en anden holdning til samarbejdet med nazisterne end en række idrætsudøvere og ledere inden for dansk idræts hovedforbund.
Han arbejdede for danskheden
Rosenkjær var en af et større antal tjenestemænd og funktionærer, der skulle overtage de job, der tidligere havde været betjent af tyske embedsmænd. Gymnasie- og folkeskolelærere blev sammen med de øvrige tilrejsende vigtige for udbredelsen af dansk kultur og sindelag.
De fire købstæder fik alle et dansk gymnasium. I Haderslev og Tønder varetog seminarierne uddannelse af lærere til de kommende generationer. Dertil kom politiet og grænsegendarmerne samt militærpersonalet, der rykkede ind i kasernerne i Haderslev, Sønderborg og Tønder.
Sammen med andre ildsjæle ønskede Rosenkjær at arbejde for danskheden i grænselandet. Hans grundholdning kan karakteriseres som en blanding af nationalliberalisme og grundtvigianisme. Det folkelige arbejde var i Sønderjydsk Idrætsforening.
Årsfest
De lokale dansksindede nordslesvigere havde i Nordslesvig Fælles-Idrætsforening gødet jorden for det samarbejde, der i kraft af tilskud udefra skulle få ungdomsarbejdet til at blomstre. Arbejdet gik ikke altid så nemt, som man havde håbet.
I Sønderjylland fik man anskueliggjort, at ikke alt frivilligt foreningsarbejde fremmede demokratiet, hvilket det tyske ungdomsarbejde i løbet af 1930erne blev et eksempel på.
Fodbold blev i Tønder efterhånden organiseret i Sønderjysk Idrætsforening. Fodbold blev et væsentlig instrument i kampen om ungdommen i Tønder.
Efterhånden fik man organiseret en årsfest med opvisning i gymnastik, konkurrencer i fodbold, fri idræt og skydning. Byen var stadig ledet af en tysksindet borgmester, der dog havde mistet det absolutte flertal. Men generelt var der dog en fordragelig tone mellem dansksindede og tysksindede.
Nazismens succes syd på, kunne mærkes i Tønder
Men i slutningen af 1920’erne begyndte ekstreme tyske kræfter at stille spørgsmålstegn ved denne samarbejdsvillighed.
Sammen med nazisternes succes syd for grænsen, begyndte man også i Tønder at formulere revanchistiske krav om grænseforskydninger.
Tilgangen til fodboldklubben begyndte at stagnere. Dansk Arbejder-Idrætsforbund var blevet oprettet i opposition til dansk Idræts – Forbund. Dette kunne også mærkes i Tønder. De få fodboldspillere der egentlig var i Tønder kunne nu vælge mellem Tønder Boldklub eller i Arbejdernes Idræts – klub. Som følge af dette vejrede de tyske idrætsklubber i Tønder morgenluft. ”Turn – foreninger begyndte at tage fodbold på programmet.
Et kæmpe stævne i Tønder
Rosenkjær var med i organisationen af et kæmpe stævne i Tønder med mere end 2.000 udøvere. Her var i alt 130 faner. Deltagerne kom på cykel, i bil eller blev befordret med et særtog. Dannebrog vajede sammen med de andre nordiske flag.
Bogtrykker Th. Laursen, der i den tid kom til Tønder har beskrevet, hvordan Aage Rosenkjær satte sig i spidsen for at samle tropperne. Dels var tre fodboldklubber i en by af Tønders størrelse alt for mange, dels var det et spørgsmål om det danske sindelag.
Der kom gang i fodboldspillet
Forholdsvis hurtigt at få etableret Tønders Forenede Boldklubber som i 1939 blev til Tønder Sportsforening. Nu kom der igen gang i fodboldspillet i Tønder.
Den tyske fodboldklub kom aldrig til at fungere. Enkelte af de dygtige spillere fra tysksindede hjem valgte derfor at spille i den danske klub. Disse blev selvfølgelig udsat for et kolossalt pres fra tidligere lærere, hjem og gamle skolekammerater.
Modstanden voksede
Med besættelsen i 1940 blev vilkårene vanskeligere for det folkelige arbejde i grænselandet. Rosenkjær gik nu kraftigere ind i terrænsporten. I 1942 var han med til at organisere et idrætsstævne med 2.000 deltagere.
Særlig efter augustoprøret i 1943 voksede modstanden. Og det var som om, at mange blev rekrutteret fra Statsskolen og idrætten i Tønder.
Folmer Christiansen fra Højer overtog fra 1944 pladsen som formand for Tønder Amts Idrætsforening. Han havde kendskab til det illegale arbejde.
Heldigt, at flere arbejdede ved DSB
Den første gruppe som Rosenkjær dannede, blev hurtig opløst. Der var en, der ikke kunne holde mund. Men snart blev der dannet en ny gruppe.
Folmer Christiansen forsøgte i 1944 at danne en gruppe i Højer. Men de fik aldrig en tilbagemelding fra Finn Kristiansen, der havde overtaget modstandsgruppen fra Rosenkjær. Det lykkedes denne at få næsten samtlige førsteholdets spillere med i gruppen.
Det var i det illegale arbejde en stor fordel i, at tre af spillerne arbejdede hos DSB, hvorfor de havde specielle ”Ausweiss”. De kunne færdes ude, når der var udgangsforbud. Arbejdet bestod for det meste i uddeling af illegale blade, flytning af våben, som blev gemt forskellige steder rundt om i byen blandt andet på loftet i omklædningsbygningen på sportspladsen.
Masser af sabotage
Gruppen stod bag sabotage mod sporskiftet på Tønder Station, afsporing af tog nord for Tønder, ligesom den medvirkede til at hjælpe en englænder, der var flygtet fra en fangelejr i Tyskland til Sverige. En tidligere fodboldspiller fortæller, at det måske lyder dramatisk, men de følte ikke nogen større angst. De mente, at det var noget, der skulle gøre. Og det cementerede sammenholdet på holdet endnu mere.
I Tønder var der flere grupper af modstandsfolk. Historikerne diskuterer stadig, hvor stor betydning jernbanesabotagen egentlig havde.
Han viste en vej at gå
I Tønder by med det store tyske mindretal fik Rosenkjærs død en kolossal symbolsk betydning. De mange mindeord, der fulgte ham efter hans død kan sammenfattes i sætningen:
Et medlem fik et ben skudt af
Den 4. maj samlede Finn Kristiansen sit fodboldhold. De fik travlt med at gøre de våben klar, der var gemt forskellige steder i Tønder. Gruppen blev bedt om at møde op på sportspladsen om morgenen den 5. maj.
Medlemmerne blev derpå sendt ud for at bevogte grænsen til Tyskland fra Sæd til Møllehus for overløbere. De fleste steder forløb tyskernes hjemfærd rolig. Men for gruppen gik det desværre galt.
Man kom i klammeri med nogle tyskere, der kom syd fra. En af fodboldholdets bedste spillere fik den ene fod skudt af. To andre fra en anden gruppe blev såret. Heldigvis mistede ingen livet, men for en tid dæmpede det glæden ved befrielsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.461 artikler, heraf er 248 artikler fra Tønder og Omegn. Du finder også 288 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter).
Under Tønder finder du bl.a. følgende artikler:
Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du bl.a. følgende artikler:
November 2, 2019
En Herredsfoged fra Hajstrupgård
Nis Hinrichsen er en helt i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Hertug Frederik var upopulær blandt de sønderjyske bønder. Nis måtte flygte. Han fik øksehug og fem pile i hans røde kappe. Den blev ophængt i Bylderup Kirke. I Bylderup Kirke kan man se gaver fra slægten. Stamfaderen blev slået ihjel med en økse. Nis blev friherre på en frigård. Vi kigger på familiens våben. Det var en stor og betydningsfuld slægt. Wrågård blev overtaget. Så er det lige sagnet om den druknede ved Rens. Familien fik jagtret. Dorothea kæmpede for sin ret. En dræbt adelsmand. Og så var det en digegreve, der tog for mange penge. 1743 var det slut med familien på Hajstrupgård. De gamle bygninger brændte ned i 1921. Hvor lå det lokale tingsted?
En helt fra den sønderjyske historie
En speciel slægt har præget Bylderup Kirke. Det er herredsfoged-slægten fra Hajstrupgård. Normalt udpegede den enevældige konge forskellige personer til denne post, men her gik stillingen i arv fra far til søn i 8 slægtsled over 300 år.
På nordvæggen i kirken fortælles der på en mindetavle om slægten.
Stamfaderen Nis Hinrichsen er efterhånden er efterhånden blevet en legende. Han var en af de eneste, der stemte på Frederik den Første mod de forsamlede bønder på Urnehoved Ting i 1523. Han blev forfulgt. Hans røde kappe, der blev gennemboret af pile, blev senere ophængt i kirken. Den faldt ned, da den efterhånden var mølædt. Øksehug havde han også modtaget. Kappen havde hængt der hen imod år 1800.
Men det var hans rappe skimmel, der havde reddet ham.
Men åbenbart havde hans ord virket. Bønderne gik hver til sit.
Hertug Frederik var upopulær
Da hertug Frederiks (senere Frederik den Førstes) lejetropper havde udøvet store grusomheder i Aabenraa og omegn fremkaldte dette en stor vrede mod hertugen. Midt i dette havde Nis Hinrichsen så foreslået, at man skulle stemme på Frederik
Han er en af de mest berømte skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Han er omtalt i sagn og digtning på egnen.
I Bylderup Kirke kan gaver fra slægten ses
Nis Hinrichsens ligsten blev i 1927 opstillet i Våbenhuset. Tidligere var den placeret i gulvet ved prædikeskolen. I nogle år var den anbragt på kirkegården. Han skænkede i 1585 kirkens prædikestol. Slægtens våbenskjold kan ses forskellige steder i kirken.
På epitafiet (1618) ses Nis Hansen (herredsfoged i 25 år) og hans hustru Anna Nissen og deres 12 børn ved foden af den korsfæstede. På nordvæg ved orgelet epitafium fra 1701 for herredsfoged Hinrich Funck og hans hustru Anna Dorothea.
Herredsfogedembedet var næsten uafbrudt fra 1517 til 1681. Ja vi skal tilbage til Peter Petersen fra Lendemark, der må være født omkring 1390. Han giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn, Henrik Petersen overtog gården.
Stamfaderen blev slået ihjel
Denne Peter Petersen blev ”ihjelslagen med en økse” af en avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården. Hvad der skete med karlen vides ikke. Sønnen Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården går videre til den næste søn Nis Henriksen eller Hinrichsen, som han underskrev sig.
Friherre på en Frigård
Denne blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Det var ikke nødvendigt med en juridisk uddannelse. Men det gjaldt om at have sine forbindelser i orden for at kunne få dette job. Nu var Nis Hinrichsen så heldig at hertug Frederik i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilliggende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.
Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp så hertugen og Nis Hinrichsen har uden tvivl kendt hinanden.
Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen, hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen, støttede Nis Hinrichsen ham varmt på Urnehoved Ting.
Men hertugen blev kong Frederik den Første. For sine fortjenester blev Nis Hinrichsen fribonde på en frigård. Det vil sige, at Hajstrupgård ikke blev en selvejergård. Den blev dog fri for at betale afgift. Denne frihed blev stadfæstet for hvert slægtsled.
Nis Hinrichsen ejede åbenbart også huse i Flensborg. Han blev optaget i Flensborg Frue Kjøbmands Lag i 1515.
Familiens våben
Familiens våben bestod af, at første halvdel var en til højre springende rød hjort med en gylden slange i munden i hvidt eller sølvfelt – på hjelmen det samme mærke, hjelmdækkende var hvide og røde. Nogle havde udeladt slangen. Det var bl.a. den del af familien, der gik til Lüneburg. Hos nogle springer hjorten til venstre.
En stor og betydningsfuld slægt
Om Nis Hinrichsen også var blevet adlet ved denne begivenhed, ja det er man uenige om. Hans efterslægt som embedsmænd og storbønder var nøje tilknyttet til det gottorpske styre. Ved nationalkampens udbrud var de at finde i de slesvig-holstenske rækker.
Efterslægten er overordentlig stor. Mange har indtaget betydelige stillinger i samfundet som embedsmænd og præster og ikke så få har opnået berømmelse viden om.
Nis Hinrichsen blev begravet foran koret i Bylderup Kirke og hans gravsten blev bevaret.
Wrågård bliver overtaget
Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen i 1527 at overtage Wrågård i Burkal sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe Wrågård efter ejerens død, selv om denne vist havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.
Denne gård var også en hertugelig fæstegård. Her fik han samme rettigheder som for Hajstrupgård. Han fik lov til at fælde bygningstømmer og fede svin i hertugens skove.
Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser (stude). I eftertiden har nogle kaldt Nis Hinrichsen ”ein verschlagenes Weltkind”, andre en gudfrygtig forudseende mand. At han med held var sin egen lykkens smed, kan der ikke herske tvivl om. Så var det jo også gennem tiderne lidt rænkesmederi.
Sagnet om den druknede ved Rens
Endnu et sagn fortælles om Nis Hinrichsen. Hvad der ligger til grund for det vides ikke. En mand var faldet i åen ved Rens. En anden mand ilede til og vilde række ham en stang. Men han var så uheldig at støde ham i øjet. Han blev vel reddet men mistede synet på det pågældende øje. Nu anklagede han sin redningsmand for legemsbeskadigelse.
Nis Hinrichsen kunne ikke blive enig med sig selv, hvorledes han skulle dømme i denne sag. En dag red han over Jejsing Bjerg og så tre drenge. Den ene sad ved diget ved vejen med et hestedækken over sig, mens de to andre stod foran ham.
Nis Hinrichsen holdt inde og spurgte, hvad de lavede. Ham med hestedækkenet sagde, at han var herredsfoged. De to andre var borgere fra Rens. Han var i færd med at dømme. Den reddede skulle springe i, der hvor han var reddet. His han kunne redde sig selv, skulle han have skadeserstatning. Råbte han derimod efter hjælp skulle hans redningsmand gå fri.
Nis Hinrichsen fandt denne dom meget snild. Han gav ”Herredsfogeden” nogle småmønter og dømte senere som drengen havde gjort. Det tilføjes, at udfaldet blev meget ulykkelig for de pågældende druknede. Fortællingen minder meget om en af historierne i 1001 Nat.
Familien fik jagtret
Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Hans Nissen og hans hustru Marina er mindet ved prædikestolen og lydhimlen oven over prædikestolen, der bærer årstallet 1585.
Hans Nissen den anden, der fulgte efter faderen i 1616 blev også ejer af Store Tønde. Efter at Wrågård var gået over til en sidegren af familien. Dertil havde han Grøngård i forpagtning.
I 1638 fik familien også jagtret i Slogs Herred.
Dorothea kæmpede for sin ret
Hans Nissen den tredje fulgte faderen i 1654. Som alle de andre blev han også herredsfoged. Han giftede sig i 1665 med en pige på 14 år, Dorothea Stridebeck. Hun fødte den første søn som 15 – årig. De fik 4 sønner og 2 døtre, men i 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. Dorthe blev også enke som 30 – årig. Hun var en stridbar dame, der svarede godt til sit fødenavn. Hun førte retssager om Hajstrupgårds frihed for afgifter. Hun gjorde det med så stor sikkerhed, at hertugen i 1697 fastsatte de årlige afgifter for gården til 34 rigsdaler årligt.
En dræbt adelsmand
I 6. slægtsled er der en episode, hvor et familiemedlem på vejen mellem Tønder og Sønder Løgum kommer til at dræbe adelsmanden Erik Emmiksen af Tyrstrupgaard i nødværge. Vedkommende måtte skyndsomst rømme landet.
En digegreve, der tog for meget i afgift
Et familiemedlem i 7. slægtsled, Thomas Dethlefsen var blevet landfoged i Bøcking Herred og tillige digegreve i Tønder Amt. Han blev beskyldt for at snyde med afgifter. Men han havde sikkert været i sin gode ret. Alligevel måtte han betale et betragtelig beløb for at komme ud af beskyldningerne.
Men beskyldningerne mod ham fortsatte. Efter hans død faldt der så en dom. Et ret stort beløb skulle nu udtages fra hans bo.
Nu var det ikke ualmindeligt at embedsmænd gjorde sig skyldige i ulovlige fordele på herredsboernes bekostning.
I 1743 var det slut med Hajstrupgård
Ingen af Dorotheas børn blev gift. Om det havde noget at gøre med hendes myndighed at gøre, vides ikke. Hun døde i 1722 efter at have været enke i 41 år. En datter Helene Marie Nissen arvede til sidst Hajstrupgård, men måtte i 1743 sælge den. Nissens slægtens saga i Bylderup sogn var dermed udrundet.
Gården blev solgt til herredsfoged Fabricius. Den nye ejer solgte gården videre til Thomas Sønnichsen.
Andreas Nissen arvede Store Tønde og var gift med Elsabe Margrethe Ambders, en datter af præsten i Burkal.
De gamle bygninger brændte i 1921
De gamle bygninger brændte i 1921. Sokkelstenene til det tidligere stuehus ligger under den nuværende staldbygning. Dem stødte man på, da man for nogle år siden skulle grave en gyllekanal. Stuehuset har ligget helt ud til engkanten. Det må have været en imponerende bolig. Det fortælles, at den havde 48 lægter til stråtaget. Det var lige som den fredede lade på Grøngård.
Hvor lå det lokale tingsted?
Herredsfogedgården dominerede landsbyen Hajstrup.
Man ved ikke, hvor det lokale tingsted lå. Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå der var lagt bjælker kaldet tingstokke til at sidde på for herredsfogeden og stokkemænd. I midten var sat yderligere en sten, tyvestenen. Det var siddeplads for den anklagede.
Som regel lå galgebakken i nærheden. I Hajstrup er en af gravhøjene nordvest for Hajstrupgård kaldet Gallehøj. Måske er den blevet brugt hertil. Men ellers lå den mellem Sottrup og Bredevad, hvor en sten på sydsiden af vej markerer Slogs Herreds rettersted.
Det var oprindelig en firlænget gård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.460 artikler heraf 182 artikler om Sønderjylland og 247 fra Tønder og Omegn herunder:
Under Aabenraa:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Oktober 31, 2019
Nyboder – dengang(b)
Dette er en nyredigering af en artikel fra 2010. Den stakkels husar. Krudttårn sprang i luften. Skader for over 100.000 rigsdaler. Dårlig krudt. Majors kritik blev afhørt. Mange antagelser til eksplosionen. Store skader på Frederiks Hospital. Mølleren blev fattig. Mange dræbte. En heldig mand. Skarpretteren fik også skader Hovedmurer revnede. Brandforsikring fik pålagt at betale. Krudttårne skulle flyttes. Ingen blev gjort ansvarlige. En lille butik i Krokodillegade. Vi søger en mellemklasse i Nyboder i begyndelse af 1800 – tallet. To skoler i Krokodillegade. I majestætens tjeneste. Øl til fri afbenyttelse til skoledrenge. Kongen var en lille vissen mand. Den stakkels linedanser. Store bryllupper. Sommerudflugter. Vandet smagte forskelligt.
Den stakkels husar
I mange år blev området Grønland ved Nyboder brugt som rettersted. Og en stakkels husar i 1757 oplevede både at blive skudt, brændt og druknet. En forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården på Kastelvejen måtte de kaste kisten i Kastelgraven.
Krudttårn sprang i luften
Den 31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved Krudttårnet på Rosenkrantz Bastion ventede på afløsning. Østerport havde været åben i et par timer. Netop som vagtafløsningen fandt sted klokken ti minutter over ni, lød der over den ganske hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående træer forsvandt. Møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden foran voldene blev der også meldt om store skader.
Skader for over 100.000 rigsdaler
Det gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Der var skader uden for Østerport og ved Blegdammen og selv i det beskyttede Kastel blev der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske borgere over100.000 Rigsdaler, et anseeligt beløb dengang.
Rosenkrantz Bastion blev oprindelig kaldt for Ny Østerport Bastion. Den var beliggende vest for Kastellet og Østerport. Bastionen forsvandt i 1897 med anlæggelsen af Østerport Station.
Da krudttårnet sprang i 1779 faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos nogle af beboerne.
Dårlig krudt
Årsagen til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det gode skib Slesvig skulle have krudt om bord. Det skulle leveres til Algier, Marokko og Tripolis. Det var en slags gave mod at de nordafrikanske sørøvere lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere holdt ikke aftalen.
Linjeskibet Slesvig løb ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten. Skaden blev udbedret. Og Slesvig returnerede til København.
Majors kritik blev overhørt
Den 7. februar blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i krudttårnet ved Østerport. Krudtets tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange anmodede major Thranmoes om at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring. Man han blev overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes beskrev situationen i tårnet på følgende måde:
Mange antagelser til eksplosionen
Datidens medier turde ikke tage stilling til årsagerne for eksplosionen. En deputeret i Danske Kancelli antydede, at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så havde antændt krudtet i tårnet Og der skulle have været en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst branden.
En anden antagelse var at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at en gnist er opstået. Men tre vagter, der alle kunne have svaret på spørgsmålene omkom under eksplosionen. De blev alle begravet dagen efter i overværelse af alle over – og underofficerer.
Store skader på Frederiks Hospital
I det hele taget var der mange, der blev dræbt og utallige var blevet såret. Indberetningerne fra Rodemestrene var meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks Palæ beløb sig til 732 rigsdaler og 3 mark. I første omgang anslog man skaderne på Frederiks Hospital til 2.500 rigsdaler. Men en senere synsforretning firedoblede dette beløb.
Nyboder var selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående møller var Stenkulgade og Rigensgade hårdest ramt.
Mølleren blev fattig
Møller Moouritz Friederichsen var blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og mølleren frygtede, at hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens og Grønlands Mølle var blevet jævnet med jorden.
Friederichsens 6-7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade med tilhørende side- og baghus havde lidt alvorlig skade. Tagene var revet af. Loft, vægge og døre samt vinduer var alle slået i stykker.
Uden nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus. Han forsøgte lige som så mange andre at henvende sig til ”Brandassurancens Contior”. Men han måtte erkende, at det var ikke noget at gøre.
Mange dræbte
Grønlands Mølle på den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene side.
En 15 – årig pige, der arbejdede i Kongens Mølle og to møllersvende var blevet dræbt. Endnu en 15 – årig pige, der var på vej ud til møllen og en kone, der gik på vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflydende træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen var også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt smadret. Møllearmene var skadet lige som selve møllen havde flyttet sig på pillerne. Den tilhørende ejendom i Stokhusgade var også raseret.
Enken, Karen Rasmusdatter, der ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn. Hendes mand og en møllersvend omkom ved ulykken.
Mange skrev til Magistraten om hjælp. Men der kom dog ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget for næringsskat indtil deres huse var genopført. Det var dog de færreste, der havde rod til dette.
En heldig mand
For Knud Lyhne Rahbek var det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni-tiden gik han en tur på volden. Men netop den dag sad han og ventede på sine sko.
Just Christian Uhrenholt havde opholdt sig på Saltholm på eksplosions-tidspunktet. Først flere måneder efter kom han hjem for at se på skaderne. Hans hus var et mur- og bindingsværkshus på femogtyve fag med to kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Skarpretteren havde også fået skader
Lige på hjørnet af Rigensgade ud mod Grønland hos brygger de Place var skaderne totale. Hos naboerne Nyboder Materialegård samt Det Kongelige Uldmanufaktur var skaderne knap så store.
Hos garnisons- skarpretter Oswald på hjørnet af Rigensgade og Krusemyntegade var skaderne ligeledes betydelige.
Hovedmurer revnede
Admiralitet udsendte en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle sættes i gang øjeblikkeligt og til de husvilde skulle der skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i gang med indrapportere skader på såvel huse som mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset , da man anså Nyboders egne sygestuer som ubrugelige efter ulykken.
Husene havde mange steder taget varig skade. Dette gjaldt især for Tulipangade, Elefantgade og Haregade. Her var hovedmurene hist og her revnede. Skorstenene var knækket og revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer og vindueskarme var knust. I lofter var der sprækker. Ja faktisk var alle huse i Nyboder mere eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Priserne måtte ikke stige
Man hørte masser af jammer og klager. Allerede på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten ind. For at forhindre spekulation i de skadeslidtes ulykkelige situation udstedte Magistraten allerede den 31. marts en ”plakat” angående fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas. Ingen måtte nægte at overlade de skadeslidte de nødvendige materialer.
Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at udbedre skaderne.
Man tillod også at glas og tagsten indførtes i en periode på seks uger. En masse teglsted kom fra fabrikkerne ved Flensborg Fjord.
På den nye kalkfabrik uden for Øster Port besluttede man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og trængende Nyboder-beboere. De kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens porte fik man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af Nyboder.
Brandforsikringen fik pålagt at betale
Stadens Brand Casse afslog at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og storm.
Nu var man bange for de eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud over slottet. Man måtte hurtigt tilvejebringe 100.000 rigsdaler. At den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket på forhånd.
I 1781 blev det pålagt Brandforsikringen til at betale de 100.000 rigsdaler.
Krudttårne skulle flyttes
I kirkerne blev det samlet ind til de skadelidte. Man nåede op på et beløb på cirka 17.000 rigsdaler. Dette kunne dække cirka en femtedel af tabet.
I 1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men med Struensees fald bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
Heri stod bl.a. at læse:
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt” i Krudttårnet.
På pladsen ved Rosenkrantz Bastion, hvor krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage den 29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen.
En lille butik i Krokodillegade
Men hvordan gik det ellers på Nyboder. Vi besøger stedet 25 år efter katastrofen.
Mange søgte Admiralitetet om at indrette butik på Nyboder men de fleste fik afslag. I Krokodillegade 7 lige over for Svanegade indrettede en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster. Men ingen forhindrede enken i at servere for stående gæster.
Vi besøger en mellemklasse – familie
Det var ellers små kår, som man dengang tilbød beboerne i Nyboder. Vi besøger en lejlighed i Krokodillegade. Her boede en mellemklasse – familie.
Stuen er cirka 5 x 7 alen. Bagved var et lille kammer på et fag 5 x 3 alen. Gulvet var af mursten – strøet med sand, som blev fornyet hver søndag. Der var bilæggerovn med Frederik den Femte’ s og dronning Louises portrætter. Døre og vinduer var rødmalede. Væggene var kalket hvidt.
Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. Det var først langt senere, væggene blev gule og dørene grå.
På væggene hang mange billeder. Det bedste var af Christian den Fjerde på skibet Trefoldigheden.
Møblerne bestod af et stort fløjlsbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod sukkerkasserne, en med brun kandis, en med puddersukker samt en klædekurv med fint brød.
Kinesisk porcelæn
Mellem vinduerne stod et gult bord. For enden af stuen lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol. Her fik bedstemor hver eftermiddag en middagslur med forklædet kastet over hovedet.
På bagvæggen stod en smuk egetræs – dragkiste med stærkt forgyldte nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af disse var kinesiske, hjemmebragt af morfar. Her stod også en japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stort porcelænskrus blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 – rigsdaler.
I hjørnet ved kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre etager, hvorpå der stod kinesisk porcelæn. Under bordet stod den runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store Kongensgadelige over for Julianes Palæ.
Mange urtepotter i vinduerne
Foran på bordet stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer. I kammeret midt for døren lå brændevinstønden. I et aflukke ude i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med ”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere med grimme stole med sorte lædersæder påslåede med forgyldte messingsøm. I kammeret var nogle gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte lædersæder. I kammeret var også et rødt lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt gardin rundt om.
På skorstenen i køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde. I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter, passionsblomst, der slyngede sig i spanskrørsstativ og en plante med mørke runde blade, røde underneden. Den kaldte bedstemor ”Tålmodighed”.
Frisk mælk fra Gentofte
Hver morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte. Fra en brygger på Toldbodvej kom der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet. Kaffe blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang kostede ”Skillingsøllet” en skilling pr. potte. Smedene og deres koner drak flittigt på Nyboder.
To skoler i Krokodillegade
Man tog om sommeren i Kongens Have, hvor der var musik i Herkules-Pavillonen. For enden af Kærlighedsstien fra Nørrebro til Østerbro ved Nyvej stod en kone og solgte jødekager.
Hele to skoler var der i Krokodillegade. Holmens Skole lå lige ved volden. Stjernes Skole lå nærmest Svanegade. Lederen Hr. Stjerne havde før været kanonér og klokker. Lærerbøgerne bestod af Peder Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På hjørnet af Borgergade ved Hoppens Længe lå en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom var en rigsdaler om måneden.
I majestætens tjeneste
Man kunne være så heldig at blive antaget som ”Rugdreng”. Så var man i Majestætens tjeneste. Man fik fri undervisning og mundering. Den bestod af klædetrøje med blanke runde knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par strømper og skjorte af groft lærred.
Var man så heldig at blive ”kostdreng”, ja så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn, ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark i månedlig løn.
En skole i Gåsegade
Der var også en skole i Gåsegade (Vildandegade). Den bestod af to længer. Der var tre klasser på hver side, komagni-, kost-, og rugdrenge. Skolelokalerne var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, og 10 drenge sad på hver bænk.
Man blev undervist både psykisk og fysisk. Blandt lærebøgerne var Godmans Fortællinger, Mallings stor og gode Handlinger, Holms Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Øl til fri afbenyttelse for skoledrenge
På Kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til Søvæksthuset. Her blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja tinkrus med godt øl til fri afbenyttelse blev der også serveret. Et lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens fødselsdag.
Uniformen blev også brugt, når der var vandgang på Gammelholm ved Mastemager-værkstedet, hvor der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle man så svømme i parade. Og så skulle man gå i kirke mindst hver anden søndag.
Kongen var en lille vissen mand
Kong Frederik den Sjette kom hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen og urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være lidt for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af lutter tykmavede personligheder.
Ofte lød der regimentsmusik fra Østerport. I det hele taget var der masser af militær i området. Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser så ganske pæne ud. Ofte var der også underholdning på Rosenborg eksercerplads dengang.
Den stakkels linedanser
Men den 12. juni 1823 gik det galt. Den hollandske linedanser Christian Roat led en voldsom død. På vejen ned gik noget galt. Roat råbte et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem, der holdt den blev væltet omkuld.
Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Store bryllupper
En anden stor begivenhed for Nyboder – folket var Prins Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup med Vilhelmine. Man stillede sig op på Kongens Nytorv for at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8 hvide heste foran. Og foran disse var der løbere med blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i hånden.
Et par år efter gentog dette sig. Det var dengang Prins Ferdinands bryllup med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne omkring 1830 foregik med en trækvogn, hvor man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen af Ladegårdsåen, sommetider af Rolighedsvej.
Det skete også at turen gik ud til Fællederne. En gang om året gik turen ud i Dyrehaven. Men turen i vogn var ofte for dyr for familien.
Vandet smagte forskelligt
Vandet kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved Rosenborg Post ved enden af Gothersgade. Man kunne også tappe vandet fra de gamle trærender ved Peblingesøen. Men så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom med i spanden.
Ved Adelgade var der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i Tulipangade. Og folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 1.460 artikler herunder:
Oktober 29, 2019
Jomfru Fanny 6. kapitel (b)
Myterne lever stadig. Kongebarn – stof altid interessant. Hun var nationalistisk neutral eller tysksindet. Det er ikke godt for ”Genforenings – festlighederne” Pigen fra det fremmede. ”Den danske sag bankede i hendes hjerte” blev det sagt. Kampenhövener fastholdt sine meninger. Charlotte Frederikke kunne ikke være gravid i 10 måneder. Amtmand var Slesvig – Holstener. Et gods i Rostock. Ikke regulært fattige. Ingen ”kongepenge” til hans Christian og Fanny. Hvad står der på dåbsattesten. Amtmand frafaldt bøder. En økonomisk rådgiver. Jomfru Fanny var højt anset. Havde hun ejet huset i Persillegade i 20 år inden hun flyttede ind.
Myterne lever stadig
Dette er en redigeret artikel fra et indslag fra 2013. Nogle af vores artikler kom ikke ”helt rigtigt” over på vores hjemmeside. Dette er en af artiklerne. Men Jomfru Fanny er i 2020 mere aktuel end nogensinde. Det var jo hende, der forudsagde, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.
Det var hendes upræcise drømme, der skabte myterne. Hvad står der egentlig på dåbsattesten? Og hvad er det gentlig med ejendommen i Persillegade 5? Havde Jomfru Fanny ejet ejendommen i 20 år? Og hvordan kunne en syerske låne en ven en masse penge? Mystikken og myterne om hende er heldigvis ikke helt aflivet. Og heldigvis for det. For historien er god. Læs her endnu et kapitel i den evige historie om den mulige ”kongedatter”.
Indrømmet overskriften er lidt søgt. En lige så spændende historie er den om H.C. Andersens far. Ja tænk, Fanny og Hans Christian skulle have haft samme far. Det vil sige at Fanny og selveste H.C. Andersen skulle være halvsøskende. Kan det nu have sin rigtighed? Selv tror undertegnede ikke på historien. Men myter og vandrehistorier er altid spændende.
Kongebarnsstof er altid godt
Kongebarnsstof er altid sjovt. I forbindelse med en anmeldelse om H.C. Andersen som kongebarn skrev Niels Lillelund i Jyllands Posten, at det er vanskeligt at føre sandhedsbevis for kongelig afstamning.
Mit bud er, at de der i forvejen er overbeviste, vil føle sig bekræftede og vederkvægede, mens de ”rigtige” forskere vil ryste på deres i forvejen trætte hoveder.
Her på siden har vi oplevet at komme lidt for tæt på, så blev alle veje lukket. Vores lovgivning på området er kun til gavn for de ”rigtige” men de skal så til gengæld også komme frem med den ”rigtige” mening.
Nationalistisk neutral
Den sidste, der har aflivet myten om Jomfru Fanny er Jørgen Witte. Hans historiske gennemgang om Jomfru Fanny kan du også læse her på siden. En anden, der afliver historien er Morten Kamphövener. I 1964 afviste han i Sønderjysk Månedsskrift den romantiske myte om Jomfru Fanny.
Redaktør Morten Kamphövener erklærede, at Jomfru Fanny havde været nationalpolitisk neutral. Og ligheden med Charlotte Frederikke var det pureste opspind. Ligeledes skulle hun være født i Slotsgade. Pastor Nielsen bliver beskyldt for, at have udøvet embedsmisbrug ved at indføre Jomfru Fannys fødsel i registret. Men han har handlet i god tro, da han af jordemoderen fik anmeldt en fødsel.
Pigen fra det fremmede
Da Jomfru Fanny blev begravet blev hun af præsten omtalt som ”Das Mädchen aus der Fremde”. Det var et citat af Schiller. Med andre ord, myten om hendes herkomst fulgte hende i graven.
Ikke godt for ”Genforeningsfesten”
At Kamphövener tillagde Fanny andre nationale relationer fordi hun talte tysk med hendes plejemor, virker lidt underligt. Også hendes venner skulle have omtalt hende som tysksindet, fordi hun forudsagde tyske sejre. I et brev fra 1865 fortæller Anna Junggren, at Fanny har sagt, at preusserne skal ”udslås”, og hun håber, at det ikke varer længe. En neutral person ville næppe have udtalt dette.
Men det vil da også være kedeligt for ”Genforenings – festlighederne”, hvis det pludselig viser sig at Jomfru Fanny var neutral eller tysksindet!
”Den danske sag bankede da i hendes hjerte”
Folkeregisterfører Holger Jacobsen fortalte, at han under besøg his en grantante i Assens, som var født Cornett og datter af sejlmager Cornett i Aabenraa Har fået fortalt, at Fru Cornett var en ivrig gæst hos Fanny. Og i hendes historie gik den danske sag som en rød tråd gennem hendes fortællinger. Det var ingen tvivl om, at den danske sag bankede i hendes hjerte.
Kampenhövener fastholdt sine synspunkter
Kampenhövener har hele tiden fastholdt sine synspunkter trods meget kritik. Han siger:
Kampenhövener tilføjede, at denne tilføjelse ikke er et faktum. Den er tværtimod indført, da de eventyrlige rygter om den fine karet med pigebarnet var kommet i omløb. Men hvorfor har man så ikke gjort dette fra starten, hvis det er sandt?
Hun kunne ikke være gravid i 10 måneder
Skulle Charlotte Frederikke have været moderen skulle hun have mere end godt 10 måneder gravid, har Kampenhövener fundet ud af. Han mener ikke at have skriftlige eller hørt mundtlige overleveringer, for at Jomfru Fanny skulle have deltaget i nationale tilkendegivelser.
Amtmanden var Slesvig – Holstener
Indtil 1864 havde hun en hvis tilknytning til amtmand Otto Johann von Steemann og hans familie på Brundlund Slot, fortæller Kampenhövener. Derfor mente han, at hun i den tid holdt sig til den tyske side.
Amtmanden, der efter 1864 blev administrator for grevskabet Rantzau blev frataget sin danske kammerherrenøgle for sin Slesvig – Holstenske indstilling under treårs – krigen.
Historier fra Bybakken aflivede myterne i 2011
Det vakte bestyrtelse mange steder i Aabenraa, da årsskriftet Historier fra Bybakken udgivet af Byhistorisk Forening i 2011 kunne aflive myten om jomfru Fanny som kongedatter. Det hele havde åbenbart en naturlig forklaring.
Et gods i Rostock
Franaziska blev født den 31. august 1805 i Slotsgade af en ugift kvinde, Christine Heise af Mecklenborg. Jordemoderen fik af den fødende at vide, at hun var blevet besvangret af skovridder Johannes Enger. Han var gift og ansat på samme gods Vietow i Rostock. Har havde jomfru Heise været ansat som kammerjomfru.
En dansk kammerjunker, Frederik von Qualen og hans unge hustru Franzisca have i 1800 købt godset. Godsejeren gik dog fallit i 1804. Han skulle angiveligt være flygtet fra sine kreditorer til Aabenraa. På Brundlund Slot boede hans svoger amtmand von Blücher. Sammen med familien rejste også kammerjomfru Christine Heise. Hun var sin frues opvartningsjomfru.
Kontakten med herskabet ophørte omkring 1808
Kontakten med herskabet må være ophørt omkring 1808, da både amtmand von Blücher og familien von Qualen flyttede bort fra Aabenraa. Jørgen Witte har konstateret, at Jomfru Fanny ikke har fået undervisning på slottet.
Ikke regulært fattige
Endvidere konstaterer han, at Jomfru Fanny og hendes mor arbejdede som syersker, vaskede tøj og formentlig også lejede tøj ud, for eksempel dåbskjoler. De var ikke regulært fattige, mener Jørgen Witte.
Han mener endvidere at Jomfru Fanny var påvirket af Treårskrigen. Hun fik derefter nogle voldsomme men upræcise drømme, som andre har udlagt som spådomme. Han mener, at hun selv har sparet op til huset i Persillegade 3.
Charlotte Frederikke var gravid
Signe Prytz fik en særlig tilladelse af Kong Frederik den Niende til at gennemgå en række arkiver på Rigsarkivet, hovedsagelig breve til og fra prinsesse Charlotte Frederikke. Dertil også hendes dagbøger og regnskaber. Det skete i forbindelse med en bog om Frederik den Syvendes barndom og hans nærmeste omgangskreds.
Her beskrives prins Christian Frederiks forelskelse i hans to år ældre kusine Charlotte Frederikke. Men forlovelsen blev udskudt.
Deklarationen om forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da der nogle måneder efter, viste sig at Charlotte Frederikke ventede sig. Det passede ikke den enevældige landsfader, at skulle præsentere em gravid prinsesse ved hoffet i København.
Hvem var far til Frederiks fire børn?
Han anviste Plön som hendes opholdssted, et slot i Holsten som hørte under Kronen. Her siger nogen, at Jomfru Fanny blev født i sommeren 1805. Frederik von Blüchers bror var amtmand i Aabenraa og skulle diskret have sørget for, at barnet blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Plön.
Conrad Daniel von Blücher havde nær tilknytning til kongehuset – meget nær endda. Med stor sikkerhed mener man, at broderen Frederik var far til arveprins Frederiks fire børn. Dennes ægteskab havde været barnløst, indtil grev Frederik von Blücher kom ind i billedet.
Vores hovedperson, prins Christian, senere Christian den Ottende var blandt disse børn. Men denne del af historien bliver nok heller ikke anerkendt.
Var hun født i Slotsgade?
Den livlige kusine og prins Christian blev aldrig gift. Nogle mener, at det er spændende om Jomfru Fanny blev født den 31. august 1805 i Plön eller i Slotsgade i Aabenraa.
Som vi har været inde på var Jomfru Fanny et uægte barn af en skovlfoged eller skovløber og en enlig kvinde af lavere stand. I kirkebogen for Aabenraa Sogn, Rise Herred, står der ved Franziska Carolines Fødsel:
Ingen ”kongepenge” til Fanny eller Hans Christian
Det er hvis aldrig nogen, der har fundet ud af, at det danske hof skulle have sendt penge til H.C. Andersen eller Jomfru Fanny. Ville kongehuset virkelig lade et fyrstebarn forblive en simpel syjomfru?
Hvad står der på dåbsattesten?
Ja nu kan vi også her på siden beskyldes for ikke at være historisk korrekt, for læs lige følgende. Uwe Thomsen har på sin hjemmeside www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk foretaget nogle interessante efterforskninger.
Han har bl.a. kigget på dåbsattesten, og mener ikke, at der i dåbsattesten står niedegekommen (nedkommet), men at der står untergekommen (indlogeret).
Amtmanden frafaldt bøde
Der er åbenbart også blevet kommunikeret med amtmanden vedr. bøde. Det blev frafaldet fordi den faktiske overtrædelse fandt sted i udlandet. Uwe Thomsen hæfter sig ved, at det var usædvanligt, at der i det hele taget blev korresponderet om sådan en sag. Han undrer sig også over den lange tid fra dåb til fødsel.
Hendes undervisning i håndarbejde må nødvendigvis være foregået på Brundlund Slot. Det er af høj kvalitet, det håndarbejde som Fanny har udført.
En økonomisk rådgiver
Speckhahn har været Jomfru Fannys økonomiske rådgiver. Det er det såmænd ikke så meget mærkeligt i, vurderer Uwe Thomsen, for han giftede sig med Jomfru Fannys jævnaldrende veninde, der var husholderske hos en af Aabenraa’ s rigeste mænd, agent Holm.
Jomfru Fanny – højt anset
Det var påfaldende, at Jomfru Fanny var placeret som nr. 3 af pigerne, kun overgået af amtsforvalterens og degnens døtre og foran mange af borger-døtrene af god familie. Dette kan betragtes som høj status.
Uwe Thomsen mener ikke, at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at Jomfru Fanny blev ejer af et lille beskedent hus i Aabenraa. Men han synes, at det er påfaldende, at hun skulle have boet til leje sammen med Christine Heise, inden hun flyttede ind i sit hus.
Har hun ejet huset i 20 år?
Det er noget mystisk ved en usynlig pengeanbringelse i det gældsfri hus i Persillegade, som Jomfru Fanny først flyttede ind i efter Christine Heises død i 1853. Huset blev antagelig allerede erhvervet ved en auktion den 30. august 1834. Det vil med andre ord sige, at Fanny havde ejet huset i 20 år.
Åbenbart har jomfru Fanny også lånt Speckhahn 1.000 mark. Var hun en velhavende dame?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.459 artikler herunder 147 artikler fra det gamle Aabenraa og omegn inkl.:
Oktober 26, 2019
Arbejdende Børn på Fabrikkerne på Nørrebro (64)
Billig arbejdskraft og nødvendig for familien. Den engagerede læge Hornemann. Børnearbejde godt for opdragelsen. Fabriksloven af 1973. Den nye lov mødt af protester. 70 pct. af arbejderfamiliens indkomst gik til fødevarer. Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer om dagen. De farlige tændstikfabrikker på Nørrebro. Fattigdommen på Nørrebro i 1887. På tobaksfabrik. Mælkedrengene fra Enigheden skulle tidlig op. En ny fabrikslov i 1901. Halvdelen af drengene arbejdede stadig i 1901. I 1913 blev alt børnearbejde på fabrik forbudt. Der var dog stadig masser af arbejde til børnene. Realindkomsten steg til det dobbelte.
Billig arbejdskraft og nødvendig for familien
Der var masser af børn på arbejde på Nørrebro dengang. Det var simpelthen nødvendig for at sikre mad på bordet. Forældrene valgte ofte, at nogle af børnene ikke skulle skole hele tiden. De skulle være med til at tjene penge i stedet for.
Arbejderfamilier dengang kunne ikke alene leve af faderens indtægt. Og for fabriksejerne på Nørrebro var det jo dejligt med billig arbejdskraft.
Udnyttelse af børns arbejdskraft blev et tema, der i juli 1872 blev drøftet på det første nordiske industrimøde i København. Opgørelser viste, at børn under 14 år udgjorde ca. 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Heraf var godt 16 pct. under 10 år.
De erhverv, der mest brugte børnearbejde var tobaksindustrien, tændstikindustrien og tekstilindustrien.
Den engagerede læge Hornemann
I industrielle kredse var man begyndt at blive bekymret for disse børns helbred. Og den socialt engagerede læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. I et foredrag på mødet gav han udtryk for, at børn under 12 år ikke skulle bruges til fabriksarbejde. Generel burde arbejdet for børn nedsættes, mente han. Og de burde heller ikke arbejde om natten.
Som udgangspunkt opfattede Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han havde en række indvendinger. Hornemann konkluderede, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling. Der kan også opstå sygdomme på grund af arbejdet.
Børnearbejde, godt for opdragelsen
Han nævnte, at blegsot og brystsygdomme kan opstå på grund af støv, og at børn, der laver blyglassur, kan få blyforgiftninger. Alligevel virker Hornemanns undersøgelser en smule idylliseret og loyal overfor fabrikanterne. Men alligevel var hans kommentarer banebrydende i 1872:
Hornemann lavede en ret stor undersøgelse. Han konstaterede, at 600 var under 10 år gamle. 2.632 børn var under 14 år.
Fabriksloven fra 1873
Den første fabrikslov blev udsendt i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år og en maksimumarbejdstid på 6,5 timer inklusiv en halv times spise- og hvilepause. Senere lovgivning hævede minimumsalderen og sænkede arbejdstiden.
Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage. Et arbejdstilsyn skulle holde øje med at disse regler blev overholdt.
Den nye lov mødt af protester
Den nye lovgivning blev mødt med protester. Det var det betænkelige ved at gribe ind i forældremyndigheden, dels havde de fattigste familier fortsat behov for børnenes indtægt og endelig havde børnearbejdet en social og en moralsk opdragende funktion. Andre hævdede, at virksomhederne havde svært ved at klare sig uden børnenes arbejdskraft.
Landstingsformand Schøler mente dog, at loven var direkte skadelig for de unge mennesker, hvis man begrænsede deres mulighed for arbejde:
Schiøler var nu ikke ene om den holdning at det er bedre at børn arbejder og gør noget fornuftigt end at de skulle drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Fra fabriksejernes side var der naturligvis også modstand. I flere industrier var børnenes arbejdskraft nødvendig og samtidig billig. Nogle fabriksejere truede med, at de måtte lukke virksomheden, hvis de nye regler skulle overholdes.
70 pct. af indkomsten gik til fødevarer
Ja selv blandt arbejderfamilier var der modstand. For familiens økonomi var afhængig af ekstraindtægten. Og hvis børnene ikke kunne arbejde, ville det betyde at de måtte søge fattighjælp og så måske ende på Ladegården.
En undersøgelse foretaget af Indenrigsministeriet i 1872 viste, at fødevarer udgjorde 70 pct. af en arbejderfamilies budget. Selv mindre indtægtstab fik konsekvenser for kosten.
I en sådan presset økonomisk situation må indtægterne fra børnearbejde have været et kærkommet og ofte nødvendigt supplement til hovedindtægten. Et barns indtægt var ca. 15 pct. af en ufaglig mandlig dagløn eller næsten tilstrækkelig til at kunne betale huslejen. For enlige kvinder betød et barns indtægt endnu mere.
Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer dagligt
Men tænk engang, at børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.
I tiden efter 1873 var der masser af eksempler på, at arbejdsgiverne søgte dispensation fra loven. Der blev udskrevet lægeattester, uden at børnene var blevet undersøgt.
Nu måtte børn ikke mere sættes til at smøre og rense maskindele, når maskinen var i gang.
Loven blev ikke overholdt
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte arbejdsinspektører aldrig viste sig på fabrikkerne. Hvis de så endelig kom, var det for at drikke portvin med fabriksejeren.
Men et en lov, et andet virkelighed. En nykonfirmeret spindedreng fortalte:
Tændstikfabrikkerne på Nørrebro
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der mange børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og børnene arbejde med giftige stoffer, der gav varige skader og i nogle tilfælde også skyld i dødsfald. Den fosfor, der blev brugt i produktionen fik knoglerne til at smuldre. Flere tændstikpiger blev mærket for livet efter at have arbejdet på en tændstikfabrik. Deres kæbeben var simpelthen smuldret væk.
I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne indåndede fosfordampene. Børnene var mest udsatte. De undlod ofte afvaskninger og havde mindre modstandskraft over for fosforen.
Under lovgivningsarbejdet havde man haft det aspekt med, at hvis der ikke kom et forbud mod anvendelse af hvid fosfor, ville det givetvis medføre, at ingen under 18 år måtte deltage i tændstikproduktionen.
Det kunne i sidste instans fordyre produktet, da børn som bekendt var billigere arbejdskraft end voksne. Man anså arbejdet for at ligge ”godt” for børn og deres indkomst.
Yderligere i9ndgreb kom efter storbrande også på Nørrebro, hvor der blev fabrikeret sikkerhedstændstikker. Der kom en række krav om indretning og en begrænsning af børns arbejdsprocesser.
Børnenes arbejde bestod i at udtage tændstikkerne af de rammer, de var spændt fast i, pakke dem ind samt gå til hånde ved lettere forefaldende arbejde.
Fattigdom på Nørrebro 1887
Christian Christensen, den senere anarkist berettede om, hvordan fattigdommen så ud på Nørrebro i 1887. Moderen havde sagt, at man ikke kunne klare sig for fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen set sig om efter arbejde. Som femårig skulle han hjælpe moderen derhjemme med at fremstille ildtændere. For 500 ildtændere fik mor 25 øre. For disse penge kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten fra døren.
Derfor gik mor og søn nu over til at producere store 500 ildtændere, der blev betalt med 35 øre. Oftest foregik dette om natten, mens faderen sov. Og for at Christian ikke skulle falde i søvn, blev han lovet et stykke wienerbrød til to øre. Men det fik han nu aldrig.
På Tobaksfabrik
I 1890erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Efter en rugbrødsklemme til noget tyndt kaffe gik den på hovedet i produktion af ildtændere. Kvart i otte gik det så i løb til skole. Og det var med at komme inden skoleklokken ringede. Formiddagen var den samme. Den daglige – fem af spanskrøret af viceinspektør Mortensen.
På ti minutter skulle Christian så nå frem til sit arbejde fra Jagtvejen til Tobaksfabrikken. Her kunne arbejdet være meget hårdt. Man skulle hjælpe svendene. Men de arbejdede på akkord.
Christians mor var langt fra den eneste, der sad hjemme i de små hjem på Nørrebro og producerede varer for industrien. Det gjorde mange.
Mælkedrenge fra Enigheden skulle tidlig op
I 1890erne steg antallet af københavnske børn, der havde arbejde uden for skoletiden. Vækst inden for industri og handel havde skærpet efterspørgslen efter deres arbejdskraft
Der var masser af mælkedrenge på Nørrebro. De arbejdede ude hos Enigheden på Lygten. Og det var hårdt. De skulle op klokken 4 om morgenen. De skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud. Den friske mælk skulle placeres på dørmåtten. Tomme flasker skulle tages med retur.
Ofte måtte disse mælkedrenge gå op af etagerne på Nørrebro i bælgragende mørke.
Ved frokosttid styrtede de sultne og udasede i skole, hvor de ofte faldt i søvn. Men det var særlig det, at de skulle meget tidlig op om morgenen, der var en torn i øjet på skolefolkene. Ord som misbrug, mishandling og børneplageri blev hæftet på mejeriernes udnyttelse af drengenes arbejdskraft.
På Frederiksberg var disse mælkedrenge med i en strejke i 1896.
Egentlig så ramte fabrikslovene ikke mælkedrengens arbejdsvilkår. Men efterhånden løb der mange klager ind fra skolerne. Og især på Rådmandsgades Skole var man utilfredse med mælkedrengene.
Også i tobaksindustrien var der mange tilfælde af børnestrejker omkring århundredeskiftet.
I 1897 var en femtedel af skolebørnene fra Nørrebro i erhvervsarbejde
I 1897 blev skoleinspektørerne i København indberette, hvordan det var med mælkedrenge og fabriksarbejdende børn og deres indlæring. Kigger vi på Nørrebro – skolerne så så lå andelen af børn på fabrikker på ca. 20 – 21 pct. Og det var i alt seks skoler, der havde indberettet deres tal. Men de tal passer ikke rigtig til andre undersøgelser.
En ny fabrikslov i 1901
I 1901 blev der vedtaget en ny fabrikslov, hvor aldersgrænsen for fabriksarbejdere blev hævet fra 10 til 12 år og den daglige arbejdstid nedsat med en halv time. Man arbejdede også på vedtægter med henblik på at begrænse skolebørns arbejde på områder, der ikke var dækket af fabriksloven.
Borgerrepræsentationen fik nu godkendt vedtægten af Indenrigsministeriet. Hermed blev det forbudt at bruge børn under 12 år ved udbringning af mælk, brød og aviser, ved arbejde i beværtninger og ved andre forlystelsessteder. De måtte heller ikke aftappe øl og petroleum. Arbejdstiden for børn over 12 år fulgte reglerne i fabriksloven.
Bemærkelsesværdigt er det at vedtægten ikke kom til et gælde udbringning af andre varer eller rengøringsarbejde, der var en af de områder for flest københavner – børn var beskæftiget.
Halvdelen af drengene arbejdede i 1905
En undersøgelse fra 1905 viste, at halvdelen af de 13 årige arbejdede for fremmede. For pigerne var det tale om 30 pct.
En undersøgelse fra 1908 viste, at ca. en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af alle piger i byerne havde et lønnet arbejde. Dengang var det for det meste børnene i de ældre klasser. Og de arbejde 4 – 6 timer hver dag ved siden af skolen.
Drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud. Pigerne passede børn og gjorde rent.
I 1913 blev børnearbejde på fabrik helt forbudt
I 1913 blev fabriksarbejde for skolesøgende børn helt forbudt. Måske var det på grund af skolerne stigende krav på børnenes tid, der gjorde børn uegnede til fuldtidsarbejdskraft. Men nu var det sådan, at reglerne ikke blev fulgt. Når inspektøren kom på besøg skjulte man børnene.
Nu måtte børn under 14 år heller ikke mere arbejde i håndværks- og industrivirksomheder.
Men også arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre. Indtægterne fra børnenes arbejde kunne nu lettere undværes med mindre man var enlig.
Masser af andet arbejde til børnene
Men nu kunne man bruge børn som buddrenge og medhjælpere i værksteder og butikker. Dertil kom også alt det ulønnede arbejde som udførte for deres forældre med løbe ærinder, bære koks ind, passe på mindre søskende og lave mad. Men deres hovedbeskæftigelse blev efterhånden at gå i skole.
Særlig på Nørrebro blev der bygget mange nye skoler. Og disciplinen var benhård. Mange gange var det tidligere officerer, der underviste i en række fag, bl.a. i gymnastik.
Realindkomsten steg til det dobbelte
Fra 1870 til 1914 er det skønnet, at realindkomsten steg til det dobbelte. Konsekvensen af de forbedrede levevilkår var, at børnearbejdet måske bortset fra enlig forsørgere, ikke var så bydende nødvendigt som tidligere.
I 1919 skete der også en regulering med hensyn til skoletiden. Nu måtte mindre handlende heller ikke bruge skolebørn til udbringning af mælk. Nu var det slut for mejerierne at bruge mælkedrenge. Men på Enigheden gjorde man det nu stadig væk.
I de københavnske skoler var skoletiden nu fra 8 til 16. Nu gik man ikke i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Dermed var der også sat grænser for børnenes arbejdskraft. Der skete nu et markant fald i antallet af børn, der havde erhvervsarbejde efter skoletiden.
Kilde:
Oktober 26, 2019
Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”?
Mindretallet burde ”Klart og tydelig” anerkende ordet ”Genforening”, siger byrådspolitiker. De vil fejre deres 100 års fødselsdag. For de tysksindede er det jo ikke tale om ”Genforening”. Man taler om ”wiedervereinigung” med DDR. Det handler jo egentlig om, hvad man føler. Det blev jo ikke fremkaldt en tilstand, der var før! Statsretslig hedder det ”Indlemmelse” Årsagen til følelserne er sikkert 1864. For de tysksindede var det ”Afsked” eller ”Adskillelse”. Vi skal kigge på H.P. hanssens påmindelse på Folkehjem. Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”. Skal de også have en påtale? Det tyske mindretal mener, at det er en ”genistreg” at kalde det ”Genforening” Dansk politiker håbede så sent som i 2017 på en ”genforening” med Sydslesvig. De blev kaldt ”tyskersvin” og ”nazisvin” som skolebørn. De måtte bøje nakken. Og så er det stor forskel på tilskud nord og syd for grænsen.
Mindretallet burde ”klart og tydeligt” anerkende ordet ”Genforening”
Hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen” med i stedet for ”Grænsedragning”. En diskussion er nu i gang omkring ordet ”Genforening”. Hvad er sandheden? Og hvad er historisk korrekt?
Mens man i Danmark fejrer ”Genforeningen” (Wiedervereinigung) , så fejrer det tyske og danske mindretal ”Grænsedragningen” fra 1920 og deres 100 års fødselsdag.
Men hvorfor vil man i det tyske mindretal ikke bruge navnet ”Genforening”? spørger en socialdemokratisk byrådspolitiker fra Sønderborg, og det er i en anklagende tone. Det gør ondt i hjertet, når det tyske mindretal ikke vil tale om ”Genforening”. Mindretallet burde ”kart og tydeligt” anerkende, at det handler om en ”Genforening”, sådan siger det socialdemokratiske byrådsmedlem.
Mindretallet vil fejre deres 100 års fødselsdag
Ja hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen”? Ja i 2020 fejrer de deres 100 års fødselsdag. De kan ikke fejre ”Genforening”, fordi det for det tyske mindretal ikke er tale om en ”Genforening” Men de har ikke noget imod, at vi danskere fejrer ”Genforeningen”.
For de tysksindede var det ikke en ”Genforening”
I det tyske mindretals lys var grænsedragningen i 1920 ingen ”Genforening”. Man kan ikke forlange af folk, at man skal fejre en ”Genforening”, når det for tyskerne i Nordslesvig ikke var nogen. Hvis danskerne fornemmer det og fejrer det, kan man glæde sig over dette.
”Wiedervereinigung” med DDR
For det tyske mindretal er det uforståeligt, at man fører en sådan diskussion. Man har dog stor respekt for, at danskerne fejrer det. Men i det tyske mindretal fejrer man fødselsdagen. Det var det for dem den gang. Begrebet ”Wiedervereinigung” i Tyskland bliver brugt til en helt anden begivenhed. I Tyskland er ”Wiedervereinigung” det ord man bruger i forbindelse med genforeningen med DDR.
Det handler om, hvad den enkelte føler
Om det er historisk rigtig, at tale om en ”Genforening”? Det handler nok om en begreb, der giver udtryk for, hvad den enkelte borger føler. Om det juridisk eller historisk er korrekt at anvende eller ikke vil det tyske mindretal ikke blande sig i. I hvert fald bliver det opfattet af mange mennesker i Danmark som ”Genforening”.
Blev der frembragt en tilstand, der var der før?
Det er på den ene side de historiske kendsgerninger og på den anden side de nationale følelser. Blev der i 1920 gennem afstemningen til grænsedragningen frembragt en tilstand, der havde været der før? Hertil må man sige nej.
Statsminister Neergaard sagde det selv i 1920:
Statsretslig hedder det ”Indlemmelse”
Statsretslig er det også ved lovene fra 1920 tale om en ”Indlemmelse”. Det hedder:
Årsagen til følelserne er sikkert 1864!
Den følelsesmæssige ”Genforening” er til at forstå efter ”Traumet fra 1864”. Pludselig måtte den dansksindede befolkning finde sig at være under Preussen.
At tale om ”Genforening” er som historisk begreb – falsk. Men det svarer til befolkningens følelser.
For de tysksindede var det en ”Afsked” eller ”Adskillelse”
For den tyske del af befolkningen var resultatet af afstemningen en smertelig afsked fra Tyskland. Det kan vel på en eller anden måde sammenlignes med de dansksindedes følelser efter 1864.
I 1920 fremkom en afgørelse som det tyske mindretal i dag anderkender. Men for de tysksindede var der tale om en ”Adskillelse” eller et tab. Det er vigtigt, at også denne side af historien finder plads. Det er også derfor at begrebet ”Wiederverenigung” (”Genforening”) for de tysksindede nordslesviger ikke skal påtvinges dem fra dansk side.
Dronning Alexandrine var tysk
I forbindelse med ”Genforeningen” havde magasinet Grænsen inviteret de to ledere af mindretallene til et ”stævnemøde”. Det var Jens A. Christiansen (JAC), der er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening og Heinrich Jürgensen (HJ), der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.
H.P. Hanssens påmindelse
HJ minder os om, at Christian den Tiendes – dronning Alexandrine var født som hertuginde i Schverin i Mecklenburg – Vorpommern. Og så kigger HJ på de manende ord over baren på Folkehjem i Aabenraa på en indskrift af H.P: Hanssen fra den 17. november 1918. Det handlede om at behandle de tysksindede godt:
Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”
Da HJ var ung, var det ikke velset, at dem der kom fra det tyske mindretal kom til bal i de sønderjyske forsamlingshuse. Men de kom nu alligevel.
Hvad håber det danske mindretal syd for grænsen, at få ud af ”Genforeningen”? JAC svarer på det spørgsmål:
Det tyske mindretal: Genistreg, at kalde det ”Genforening”
Og det tyske mindretal i Danmark svarer således siger HJ bl.a.:
Det var først i 1995 ved festlighederne i anledning af 75 – året for ”Genforeningen”, at Heinrich Schultz, der var formand for SSF dengang, anerkendte grænsedragningen.
Danske politikere håbede på ”Genforening” med Sydslesvig
Men også anerkendelsen fra det danske mindretal syd for grænsen lod vente på sig. Men i 2006 udtalte Søren Krarup fra DF, at han havde et genforeningshåb. I 2017 var det så Søren Espersen, den daværende formand for Udenrigspolitisk Nævn også fra DF, der udtalte det samme. Det var ikke så sært, at dette vakte opsigt i de tyske medier.
”Tyskersvin” og ”Nazisvin”
Det tyske mindretal i Danmark kæmpede for en grænserevision frem til 1945. De lavede en loyalitetserklæring i 1945, hvor de accepterede den danske grundlov og det danske kongehus.
HJ fortæller, at det tyske mindretal forsøgte at presse sin far i krig i Anden Verdenskrig. Men det endte så med at han meldte sig i Zeitfreiwillige . Efter krigen blev han interneret i Fårhus-lejren. Han følte sig uretfærdig behandlet som så mange andre fra det tyske mindretal.
HJ fik som barn mange venner, men når de gik forbi den gamle danske skole i Tinglev blev der råbt ”Tyskersvin” eller ”Nazisvin” efter dem.
Det tyske mindretal måtte bøje nakken
Men efter Anden verdenskrig havde de dansksindede i Sydslesvig friheden til at være danske i Sydslesvig. Det tyske mindretal nord for grænsen måtte bøje nakken efter krigen. Men først gennem de seneste 30 år, er det, at det tyske mindretal har fået sin selvforståelse tilbage og begyndt at være i øjenhøjde med sine omgivelser.
Men HJ husker tilbage til 2007, da debatten om at sætte tosprogede byskilte op i Sønderjylland rasede. Han modtog flere trusselsbreve.
Forskel på tilskud nord og syd for grænsen
I dag modtager de danske foreninger i Sydslesvig ca. 480 millioner kroner i tilskud fra Folketingets Sydslesvigudvalg. Det tyske mindretal modtager væsentlig mindre fra Slesvig-Holsten og Berlin. Tilskuddet er på ca. 90 millioner kr. Dertil kommer tilskud fra den danske stat, fordi mindretallets skoler anerkendes som offentlige skoler for mindretallet.
Kilde:
Oktober 25, 2019
Den Gamle Grænsekro
Den har engang heddet Høkkelbjerg Kro. Men den er kendt som frederikshøj. Det var egentlig Hertug Hans den Ældre, der anlagde vejen fra det nu helt forsvundne Hansborg til Koldinghus. Vejen var forbeholdt de adelige og kongelige. Kroen var privilegeret. Det vil sige, at de andre kroejer i et par sogne skulle betale afgift til kroejeren. 1854 var et skelsættende år for kroen. En ny vej blev anlagt. Den økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson rev den gamle kro ned, og oprettede et ny kro på den ny vej. I 1864 blev Grænsekommissionen bespist på kroen. Og ved hjælp af sprit og overtalelse fik han lov til at blive i Danmark. Grænsen skulle ellers være lagt nord for kroen. Genforeningsmuseet ligger lige overfor. Jo, det var her kongen red over grænsen sammen med lille Johanne.
Den gamle, kongelig privilegerede kro ligger ved den gamle hovedvej A 10 på den danske side af den gamle dansk-tyske landegrænse 1864-1920, 3 km nord for Christiansfeld. Den er desuden kendt som Frederikshøj Kro og har også heddet Høkkelbjerg Kro og Gjæstgiveriet Frederikshøj. Den oprindelige Høkkelbjerg Kro lå ikke på samme sted som den nuværende lige nord for Christiansfeld. Den opførtes omkring år 1600 ud til den daværende Kongevej, som ligger ca. 400 meter østligt for den nuværende landevej. Vejen blev anlagt i 1560 af Frederik 2. og hans farbror, hertug Hans den Ældre.
Formålet var at skabe en direkte forbindelse mellem det vældige Koldinghus, hvor kongerne elskede at residere om sommeren, og det nu totalt forsvundne Hansborg Slot i Haderslev. Indtil da var man tvunget til at benytte studevejen over Aller og Fjællebro, hvor der dengang kun var et vadested med deraf følgende besværligheder ved højvande.
Denne vej hedder i dag Tingskovhedevejen efter det første herredsting. I
1562 gav hertug Hans den Ældre tilladelse til, at det måtte nedbrydes, og tingstokke; “sættes ved Aller Kirke som det bekvemmeste Sted for
Undersåtterne i Tyrstrup Herred og for Fremmede med hensyn til Postgangen, fordi Aller laa ved den almindelige Hærvej”.
Da den nye Kongevej var forbeholdt de kongelige og adelige, er det svært at gisne om kroens omsætning. Der har sikkert været langt mellem de betalende gæster. Selvfølgelig så bønder og andet godtfolk deres snit til at anvende vejen i smug, men ve den arme synder, hvis han blev snuppet af herredsfogeden og hans svende for uberettiget benyttelse af vejen. Da kostede det dyrt både i penge og naturalier prompte at levere til hofferne.
Dér hvor kroen i sin tid blev bygget, står der en mindesten med følgende indskrift: “Her laa fra 1660 til 1854 den navnkundige af Frederik III privilegerede Høkelbjerg Kro”. Sådan står der faktisk på den store sten.
Der kan kun gisnes om, hvorfor privilegeret først blev givet i 1660, måske som tak for årelange tjenester.
Privilegierne gav eneret på krohold i Tyrstrup, Aller og Taps sogne. Der kom nu velstand til huse dels på grund af det stigende besøg efter
Kongevejens samtidige åbning for den almindelige trafik, dels fordi de omkringliggende kroer måtte svare ejeren på Høkkelbjerg Kro en årlig koncessionsafgift. Denne ophørte først efter indførelsen af den tyske næringslov og mod en passende affindelsessum.
Til gæstgiveriet hørte tillige et stort, veldrevet landbrug på 55 tønder land plus noget mose, hvor man gravede tørv. Landbrugsarealet svandt siden ind til 24 tdr. land.
1854 blev et skelsættende år for den gamle kro. Den nye direkte vej, chausseen mellem Kolding og Haderslev, blev åbnet og overtog næsten al stedlig trafik. Med et pennestrøg var det pludselig forbi med kroens eksistensgrundlag.
Den i øvrigt økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson lukkede følgelig kroen, rev bygningerne ned og genopførte bedriften ved den nye vej, hvor Den Gamle Grænsekro nu ligger. Meget belejligt havde Wilson også jord dér. Den efter datidens normer anselige gæstgiveribygning fik navnet Gjæstgiveriet Frederikshøj efter Frederik 7. Det fortælles, at der til opførelsen blev genbrugt sten oppe fra Koldinghus, som brændte i 1808. Rent faktisk er der under moderniseringsarbejdet fundet sten af samme type som dem på Koldinghus.
Ti år senere måtte Danmark efter nederlaget i krigen 1864 afstå hele
Sønderjylland. I foråret 1865 gik man i gang med nedgravningen af de 128 svære egepæle, som skulle markere den nye grænse fra Vadehavet syd for Ribe til Hejlsminde mod øst. Under det praktiske arbejde med grænsedragningen var den 20 mand store grænsedragningskommission med repræsentanter fra begge sider en tid indlogeret på kroen.
Den meget aktive og dansksindede kromand Wilson gav de fornemme gæster en udsøgt behandling under deres ophold. Det fortælles, at de blev bespist og beskænket så fyrsteligt, at den rette linje mellem to punkter blev til en krum bue syd om kroens jorde i stedet for, som han kunne frygte, lige nord for hans kro. Således siges det, at Frederikshøj blev dansk grænsekro og grænsetoldsted. Skal sandheden frem – og det skal den jo helst – har man ved grænsedragningen, ligesom ude i marsken, nok snarere taget hensyn til kroens samlede tilliggende.
Toldvæsenet lejede sig derefter ind på kroen mod en årlig husleje på 700
En koleraepidemi i Hamburg i 1892 satte hele den danske grænsebevogtning på den anden ende og i højeste alarmberedskab. Sværtbevæbnede danske soldater afpatruljerede grænsen for at opsnappe eventuelle overløbere. Disse blev anbragt i en af staten lejet barak på den modsatte side af kroen. Her var karantænestation med ovn og gryde til brug ved desinficering. Dette menageri stod på i et halvt års tid.
Ellers lagde kroen i disse år lokaler til talrige nationale sammenkomster.
Passagen over grænsen foregik dengang i øvrigt uhindret. Pas behøvedes ikke, men da Første Verdenskrig brød ud i 1914, skiftede scenen atter karakter. Der blev sat bom over vejen, som groede helt til i græs. Ovre på den tyske side gik der Landsturmsoldater for at forhindre grænseoverløbere i at nå op til det forjættede land, Danmark.
Ikke så få slap alligevel over, trods store risici, og fik foreløbigt logi i den gamle krosal. En ekviperingshandler fra Kolding kom én gang om ugen og udstyrede de heldige med det nødvendige.
Krigsafslutningen ændrede situationen på ny. Ved det nordlige – det nuværende danske – Sønderjyllands officielle genforening med det gamle land den 10. juli 1920 stod den festligt pyntede kro i stiveste puds med dannebrogsflag og guirlander hen langs facaden og over vejen en rejst æresport med indskriften, set nordfra:
Hav tak, fordi I led og stred
nu kommer lyse dage.
Vi mindes vil med Vemod
den Flok, der blev tilbage.
Alt hvad der kunne krybe og gå, høj som lav, tog til Frederikshøj Kro for under stor festivitas at tage imod Christian 10. på den hvide hest og den øvrige kongelige familie.
Den berømte hvide hest, der måtte hentes så langvejsfra som på Visborggård nord for Hadsund, skulle være hvid ifølge den spådom, som den legendariske jomfru Fanny i Aabenraa havde fremsat år forinden. Helt hvid blev den ved slet og ret at blive opkalket. Den historie har været fortalt vidt og bredt, men om den holder sig til sandheden, er vanskeligt at sige noget konkret om. Kongen søgte i hvert fald at leve op til profetien og foretog sit ridt over den nu pludselig gamle grænse med den smukt prydede æresport.
Han sluttede af med en kort andagt i Tyrstrup Kirke, hvor han skulle binde hesten ved et hyldetræ,
Det var under denne ridetur over grænsen, at kongen symbolsk tog en lille pige op til sig på hesten. Pigen, Johanne Herlak, døde først i 1999 i den høje alder af 87 år. Da man i 1995 skulle markere 75-året for
Genforeningen, sendte Johanne Herlak en blomsterhilsen med røde og hvide roser i knop, som datteren Eli Fredskilde, lagde ved den store natursten, som man i 1921 havde rejst ved landevejen og den gamle grænse neden for kroen med indskriften: “Her hilste Sønderjyderne Kong Chr. X Velkommen ved Genforeningen den 10. Juli 1920”.
Som et lille, men utilsigtet minde om tiden under det tyske fremmedherredømme kan man stadig se en gammel grænse-nivelleringssten på den modsatte side af landevejen lige over for den store mindesten.
Familien Wilson residerede på kroen gennem tre generationer frem til slutningen af 1940’erne, da andre tog over. Her er stadig krodrift. Salen blev udvidet i 1975, og i 1987 opførtes en ny værelsesfløj. Her er gode kursusfaciliteter, ligesom her er plads til selskaber med indtil 350 kuverter i samme lokale.
Særligt interesserede i de spændende begivenheder før og efter 1920 kan med udbytte se ind Genforenings- og Grænsemuseet, som i 1995 blev indrettet i det det lille hus fra 1877 med en smuk museumshave omkring lige over for kroen.
Oktober 23, 2019
Egen Kirke og kirkestalde på Als
Ved kirken er det bevaret 34 stalde. Bønderne var nænsomme over for deres dyre raceheste. De var beregnet til småbyerne længst ude i sognet. Andre steder blev staldene sløjfet. Men her redede Menighedsrådet de flotte stalde ved at sætte dem i stand. Man har forstået at bruge dem til andet, bl.a. toiletter og kapel, og så samtidig bevare det ydre. Selve kirken er fra år 1200. Lige som så mange andre alsiske kirker har den et særpræget vesttårn. Midt på kirkegården er der på en gravhøj opført et flot klokkehus. Omkring gravhøjen findes mindeplader for hver af de 66 faldne sønner fra Egen Sogn i Første Verdenskrig. I den nordøstlige del af kirkegården er der fundet rester af en tidlig trækirke.
Det første, man lægger mærke til, når man fra landevejen nærmer sig Egen
Kirke, er de smukke gamle kirkestalde. Egen blev i middelalderen skrevet
Eking. Første led i ordet er afledt af træet eg, mens endelsen –ing betegner et ejerskabsforhold. Navnet “Egen” får således betydningen: området som tilhører dem, der bor ved egen.
Her opstaldede bønderne i gamle dage deres heste, medens de selv var i kirke. Der er i alt 34 stalde, og hver stald er indrettet med en krybbe modsat døren, beregnet til to heste. Årsagen til at man byggede staldene var muligvis, at bønderne i de rige egne var særligt nænsomme om deres dyre raceheste.
De er bygget i tiden fra 1793 til 1894. De er af bindingsværk og stråtække, og der er tre længer, adskilte af to smalle slipper. Man ved hvilke byer i sognet, der hører til de forskellige staldnumre, men man har ingen fuldstændig navneliste over, hvem de enkelte stalde tilhører.
Det var kun småbyerne længst ude i sognet, der havde ret til en stald.
Bønderne fra f.eks. Dyndved måtte gå, hvorimod bønderne fra Sjellerup havde ret til en stald.
Der har selvfølgelig også været kirkestalde ved de fleste andre kirker i området, men de er efterhånden blevet sløjfet. På et bestemt tidspunkt har det også været på tale at sløjfe Egen Kirke Kirkestalde.
Der findes dog en skrivelse fra pastor H. Prahl, hvori han den 28. maj 1892 indkalder samtlige ejere af kirkestaldene ved Egen Kirke til et møde om staldenes vedligeholdelse. Som et bilag til denne indkaldelse finder man en staldfortegnelse over ejerne på dette tidspunkt; men ikke en komplet liste over staldnumrene i relation til ejerne.
Lokalhistorikeren, Jørgen Nielsen (1853-1935), skriver således et sted:
“Hvad der beskæmmer synet af vor smukke Kirkes Beliggenhed, det gør de altid forrevne Hestestalde. Dørene hænger på Krykke, og Taget er forrevet og sine Steder helt blæst af. Bare Menighedsrådet ville beslutte at nedrive det hele”. Det skrev han så sent som i 1925. Så tog menighedsrådet sig af sagen, og med menighedsrådets formand, Christian Knudsen i spidsen, gik man i gang med at redde staldene fra forfald.
De senere menighedsråd har også på fortrinlig vis sørget for at holde dem i fin stand, ligesom man har forstået at udnytte dem til kapel, toiletter og kontorer uden at forandre det ydre.
Egen Kirke
Selve kirken stammer fra omkring 1200. Den havde som flere andre alsiske kirker et særpræget vesttårn, der imidlertid forsvandt ved reformationen i 1500-årene. Den væsentligste bygningsændring fandt sted i 1798, da der blev tilføjet en søndre korsarm. I 1888 blev der endvidere opsat et rytterspir midt på kirkeskibet.
Midt på kirkegården på toppen af en gravhøj findes i øvrigt en anden interessant bygning. Det er et senmiddelalderligt, tømret klokkehus i eg med et stejlt spir. På muren rundt om gravhøjen er opsat mindetavler for hver af de 66 faldne sønner i Egen Sogn, der faldt i tysk tjeneste under Første Verdenskrig.
Noget af det første biskop Jørgen Hansen savnede, da han kom til Egen, var et kirkeur. I præstearkivet finder man hans korrespondance med kirkedirektionen om at få midler til at anskaffe et kirkeur og et spir til at hænge en klokke i, så tiden kunne forkyndes ud over sognet.
Det trak ud med denne tilladelse, og i mellemtiden forærede aftægtsmand Jes Hansen Christensen fra Dyndved i 1884 det kirkeur, som i dag hænger på nordsiden af kirken. Nogle år efter, i 1888, er ansøgningen om et rytterspir åbenbart blevet bevilget og sat op.
I den nordøstlige del af kirkegården har man fundet rester, der tyder på, at her har der oprindelig ligget en trækirke. Den er muligvis blevet ødelagt og brændt ned af fjender.
Fra kirken, har man den smukkeste udsigt ud over Augustenborg Fjord og over til Sønderborg og Kærhalvøen – og længere ude kan man se over til Sundeved med kirkespirene på Vester Sottrup og Ullerup kirker.
Oktober 13, 2019
Russerhulen
Grimstrup Krat er Ribe Amts største egekrat. Iden sydlige del ligger fem bronzealderhøje. Her er navnlig Trehøje et besøg værd. I den nordlige del findes ”Kampdiget”. Fra Egedalsvej i Grimstrup er der en afmærket sti til ”Russerhulen”. I 1944 blev to russiske krigsfangere spærret inde i smedjens udhus af tyskerne. Det lykkedes dem at flygte. En kreds af Grimstrup – borgere vidste godt, at de havde bygget en hule i Krattet. Når pastoren kom med maden skulle han synge en bestemt russisk sang. Hvad der blev af disse fanger vides ikke. Men Grimstrup borgerne rejste en mindesten på 45 års dagen for besættelsen – den 5. maj 1990.
Grimstrup Krat er det tidligere Ribe Amts største egekrat. Krattet er resten af en stor egeskov, som efterhånden blev mindre ved græsning og stævning.
På forunderlig vis er fortidens spor mangfoldigt bevaret i Grimstrup Krat
I den sydlige del af krattet ligger således en gruppe gravhøje – i alt fem bronzealderhøje – hvor navnlig den markante og velbevarede “Trehøje”-gruppe er et besøg værd. I den nordlige del af Grimstrup Krat findes et dige, kaldet “Kampdiget”. Det er 200 meter langt og strækker sig i retningen fra nord mod syd med en gravsænkning langs østsiden.
Fra Egedalsvej i Grimstrup er der afmærket en sti til Russerhulen, som ligger i den østlige del af krattet.
I følge “Fortællinger fra Vestjylland – En landsby i krig” – af pastor J.C. Lilleør flygtede to russiske krigsfanger i 1944 til Grimstrup Krat.
I efteråret 1944 kom en deling tyske soldater til Grimstrup medbringende nogle krigsfanger. Blandt disse krigsfanger var to russere, som var spærret inde i smedens udhus. Det lykkedes de to at stikke af, inden tyskerne igen gjorde klar til afrejse.
Russerne gravede en hule i krattet og levede i skjul for tyskerne i vinteren 1944-45. Nogle beboere i Grimstrup var bekendt med stedet, så de bar i al hemmelighed mad ud til dem.
Der fortælles at når fru pastor Lilleør bar mad ud til dem, skulle hun som signal synge en bestemt russisk sang. Hun havde gerne den mindste af drengene med, så det kunne ligne en skovtur.
Vi ved ikke, hvad der skete med de undvegne russiske krigsfanger efter krigens ophør, men de undslap i hvert fald tysk krigsfangelejr.
Mindestenen blev rejst af Grimstrupborgerne på 45 års dagen for Befrielsen, 5. maj 1990
Indskrifterne og figurerne på mindestenen er lavet af Esbjerg kunstneren,
Hjalmer Sonne, og motivet foran på stenen forestiller to personer (russerne), der sidder omkring et bord. På siden af stenen er der til venstre et par fredsduer, og på højre side indskriften: “2 russiske fanger i nød blev reddet af gæve Grimstrup borgere fra død”.
Oktober 5, 2019
Lige syd for grænsen 1940 – 1949
Inden Hitler kom til, var der 28 partier. Men man manglede brød og arbejde. Ret hurtig var der kun en ungdomsbevægelse. Med nazisterne kom der mange stramninger for det danske mindretal. Man tav om sit sindelag. Man fik kontakter på dansk side. Danskerne var interesseret i efterretninger og våben. En jødisk læge blev hjulpet over grænsen. Og våben blev ført over i en barnevogn. Der kom også tog med menneskevrag. 4.000 af dem blev sendt med tog til Padborg. Der var Gestapo – razzia i Kruså. Og kriminalrat Hermannsen hjalp også. Men der var usikkerhed og utryghed. Blev Flensborg en kampzone? Briter betragtede de dansksindede som en risikogruppe. De var rasende over deres initiativer. De gamle nazister var der stadig. De tyske medier rasede mod de dansksindede. Man kunne ikke svare igen. Briterne havde indført censur mod Flensborg Avis. Der var masser af flyveblade mod de dansksindede. Butikker blev ødelagt. De dansksindede var forarget over flygtningene. A.P. Møller frygtede for danskheden. SSW indførte racehygiejne. Og tyske historiker beskyldte dette som lighed med den nazistiske raceideologi.
28 politiske partier
Det var bestemt ikke let for de dansksindede syd for grænsen. Først skulle de leve med nazi – diktaturet og derefter måtte de ofte kæmpe mod den britiske besættelsesmagt.
Den protest og modstandsarbejde, der foregik var beskeden. Og ofte fik man hjælp nord for grænsen.
I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne havde Tyskland seks millioner arbejdsløse. 4 millioner unge havde aldrig haft en lærerplads eller fået noget uddannelse. I 1930 var der 28 politiske partier, som du kunne stemme på.
Man manglede brød og flere i arbejde
Men det var et samfund, hvor der manglede brød og flere i arbejde. Dette blev baggrunden for nazismen. Nazisterne var meget optaget af det nordiske, især alt det, der lå før år 1000. Det var helteånden, der blev dyrket. Den kunne bruges i opdragelsen. Og den fyldte ikke så lidt i skolebøgerne. En sangbog fik titlen ”Blut und Ehre (Blot og ære)
Hitler sagde:
I 1934 da han talte ved rigspræsident von Hindenburgs bisættelse i Tannenberg sluttede han:
Kun en ungdomsbevægelse
I 1933 opløstes samtlige ungdomsbevægelser. Herefter eksisterede der kun en. ”Hitler Jugend”. Der skulle mange og lange forhandlinger til før det danske mindretals unge slap for den tvungne HJ tjeneste. Lørdagen blev ”Stats – ungdomsdage”. Alle lørdage hørte alle unge staten til, dvs. Hitler Jugend.
Samtidig indførtes den nye hilsen ”Heil Hitler”. Og selv om mindretallet efter lange forhandlinger slap for dette, førte det alligevel mange ubehageligheder med sig.
I 1934 udsendte den nazistiske ungdomsleder Baldur von Schirach en bog med titlen ”Gestaltung der Hitler Jugend” (Opbygningen af Hitler Jugend). Her blev det fastslået at alt hidtidigt ungdomsarbejde er dødt, hvorfor der nu gælder om at opdrage noget nyt, stærkt og livskraftigt.
Børnenes tvungne lørdags – tjeneste omfattede bl.a. militær eksercits.
Adskillige stramninger
Nazisterne forlangte i begyndelsen, at folk skulle gå i kirke, men snart forlangte Goebbels og Rosenberg m.fl. trosfrihed for nazistpartiets medlemmer. Heraf udsprang brydningerne inden for den tyske kirke.
Enhver kunne blive medlem af nazipartiet, men man kunne ikke melde sig ud, og bl.a. derfor blev partiet så stort. Efterhånden blev det afsløret, at efter nazisternes opfattelse skulle syge, svage og gamle helst dø. De var en unødvendig belastning for det fremadstræbende storrige.
Det var hårdt for børn og unge, der blev omskolet fra dansk til tysk skole, fordi forældrene blev udsat for nazistisk pres, som de ikke magtede at modstå.
I tiden op til krigen 1939 kom der adskillige indskrænkninger i foreningslivet, som også ramte mindretallet. Tøjlerne blev strammet på alle måder.
Man tav om sindelag
Tyskerne troede ikke, at England ville gå i krig for Polen, ligesom de ikke havde troet, at England ville gå med i den første verdenskrig. Tyskerne troede på en nem og kort krig.
For anden gang måtte den danske ungdom i Sydslesvig nu stille spørgsmålet: ”Flygte eller blive”. Mange tav om deres sindelag. Det var meget vanskeligt at få pas eller visum. Man kunne ikke uden videre passere grænsen. Ofte skete det ved hjælp af bestikkelse.
Nazipartiet brugte begrebet ”Unabkömmlich” (uundværlige). Storbønder og industriens ledere blev ikke indkaldt. Som partimedlem fik man eventuelt lov til at blive hjemme. Var man ikke partimedlem måtte man ud.
Forskellige kontaktsteder på den danske side
Modstandsbevægelsen i Flensborg havde et værdifuldt kontaktsted i Kruså. Det var frk. Heiselbergs lille restaurant ved siden af det danske toldsted. Havde man noget særligt at ordne, fik man lov til at gå op i hendes private lejlighed oven på restaurationen. Mangen en betydningsfuld besked gik over frk. Heiselberg.
Et andet kontaktsted var gråsten banks filial ved siden af restauranten, hvor bankbestyrer A. Madsen – senere Neisgaard, da Madsen måtte gå under jorden – var til uvurderlig hjælp, når det gjaldt post, meddelelser af enhver art og oplysninger vedrørende grænseovergangsforhold.
Under krigen blev der etableret kontakter til den danske modstandsbevægelse ofte ad mærkelige veje og det førte til, at modstandsarbejdet syd for grænsen i visse tilfælde også kom til at omfatte folk uden om mindretallets kreds.
Der blev knyttet kontakt til værten i Borgerforeningen, Hanni Matthiesen af modstandsbevægelsen i Danmark ved jens Ege, Kohagen i Kollund og oberstløjtnant, senere general Aage Højland Christensen. I februar 1945 måtte jens Ege gå under jorden. Ny kontaktmand blev oversergent Ole Hansen, der boede i Kruså Mølle. Han ”arbejdede” i frk. Andersens gartneri i Kruså som Ole Olsen.
Danskerne interesseret i efterretninger og våben
Modstandsbevægelsen var først og fremmest interesseret i efterretninger og våben, men lagde også vægt på det psykologiske i, at der også inden for Tysklands grænser foregik sabotager m.v.
Jens Ege bistod også med at hjælpe folk over grænsen. Dette skete ofte med aften – rutebilen fra Flensborg til Kruså. Omkring den tyske toldbygning var der temmelig mørkt. Det gjaldt om at aflede toldernes opmærksomhed. Så gik turen over til den danske side af grænsen, hvor alt var forberedt til den videre rejse.
Flygtede i kajak over Flensborg Fjord
Ofte skulle der skaffes folk over grænsen til Sverige. Turen gik over Krusåen i området omkring Nyhussø. Kontaktmanden på dansk side var ofte Hans Hansen. Han stammede fra Flensborg. Han var meget aktiv i det socialdemokratiske ungdomsarbejde. Han måtte allerede i 1933 forsvinde på grund af Gestapos interesse for ham.
Han flygtede i kajak over Flensborg Fjord. I 30’erne opholdt han sig i Padborg – området med kontakt syd på. Han virkede som sendebud for gamle partivenner. Da Danmark blev besat måtte han flygte til Sverige. Men han vendte tilbage og bosatte sig lige nord for grænsen.
Den tyske grænsebevogtning ikke så effektiv
Da de danske grænsegendarmer blev arresteret og ført til koncentrationslejre blev der, på trods af den tragiske baggrund, noget lettere at gennemføre de illegale grænseoverskridelser. Den tyske grænsebevogtning var ikke særlig effektiv.
Kontakterne Hamborg – Flensborg – Danmark førte også til, at sårede fra Straffebataljoner, der efter et lazaretophold var gået under jorden, dukkede op i Flensborg. De var hjulpet på vej af gamle partikammerater og grupperne i Hamborg. Nu skulle de så skaffes videre til Danmark.
Straffebataljonerne bestod dels af folk, der var dømt ved en krigsret, og dels af fanger fra koncentrationslejre. Begge grupper skulle ”have en ny chance”. De kom ofte i uniform, men fik civilt tøj, hvorefter uniformen blev brændt i et centralfyr. De blev hjulpet over grænsen lige som så mange andre i disse år, jøder, halvjøder og de, der i nazisternes øjne politisk upålidelige.
Mange i Flensborg og i hele grænseområdet var parat til at hjælpe, skønt risikoen var stor, således f.eks. A & N, der ejede et lille hus nord for grænsen og var med til at redde ikke så få mennesker.
En jødisk læge bosatte sig senere i området
Fru LHM kan berette om en række familiemedlemmer, men også andre, der dukkede op for at få logi, når et bestemt kodetal blev nævnt. Et af de næste led i kæden var den danske hjemmesygeplejerske i Valsbøl, Kathrine Bojlesen, der tog imod disse mennesker og var med til at hjælpe dem over grænsen. Blandt dem, der kom ud i friheden af denne vej, var en læge og hans husholderske. Lægen var halvjøde og måtte ud af Nazi – Tyskland.
Våben smuglet i barnevogne
Efter krigen åbnede han en praksis i Sønderjylland. Og den blev videreført af hans søn.
Et brændende ønske hos modstandsgrupperne nord for grænsen var at få våben. Og dette foregik ofte i barnevogn eller i en jordemodertaske med dobbelt bund. Senere fik man en aftale med en vognmand nordfra, der kørte med kølebiler med pakker til danske koncentrationsfanger i Neuengamme.
Sidst i marts og først i april dukkede de hvide busser fra dansk og svensk Røde Kors op i Flensborg på vej til Sverige med danske og norske KZ-fangere. Men der kom også andre fanger til byen.
Et tog med menneskevrag
Således holdt en dag et tog ved Flensborg Sporskifte med godsvogne fyldt med menneskevrag, fanger fra koncentrationslejre. Senere kørte toget frem til havneområdet i Flensborg ved skibsværftet og slagteriet. Mange var døde i toget og ligene blev stablet op af en mur. Vogterne var nervøse. Ingen måtte komme i nærheden af toget. Befolkningen måtte ikke se dette forfærdende udtryk for nazismens menneskelighed.
En skoledreng spurgte en af vogterne, om han måtte give et brød til fangerne. Vagten gav efter, og drengen rakte brødet frem. Umiddelbart efter brød et voldsomt slagsmål ud i godsvognen.
Der var nervøsitet og forvirring omkring toget. Pludselig fik fangerne besked om, at lægge de døde tilbage i vognene. Toget kørte tilbage til Sporskifte. Herfra forsvandt det om natten, ingen vidste hvorhen.
Gestapo – razzia i Kruså
Som allerede nævnt var der ofte brug for rationeringsmærker, legitimationskort m.v. nord for grænsen. Enten blev disse ting skaffet til et bestemt formål fra en illegal forbindelse, eller man havde på samme måde fået mærker og kort til egen administration.
Et lager af alt dette lå gemt i en kakkelovn hos frk. Wildau på Kruså Møllegård. På en eller anden måde havde Gestapo fattet mistanke om, at der foregik et eller andet, så der blev iværksat razzia. Heldigvis var der besøg hos hende, så disse mennesker tog lageret ud af kakkelovnen og puttede det i en mappe. Så gik de ud på landevejen. En Gestapo – mand bad om legitimation, og spurgte, hvor de skulle hen. Et pas med visum lydende på ”Arbeiter” og en forklaring om, at de var på vej til at arbejde på skibsværftet i Flensborg sikrede dem passage – uden at tasken blev åbnet.
Kriminalrat Hermannsen hjalp også
Nu var det ikke alle der var lige bombardiske hos myndighederne. Således hjalp Kriminalrat Hermannsen mange. Han forhindrede bl.a., at fanger fra Frøslevlejren blev ført til Tyskland. Den mærkelig figur i Gestapos ledelse i Flensborg holdt øje med den lokale modstandsbevægelse. I nogle tilfælde gav han også melding om, når de skulle flygte til Sverige.
Der var kræfter i den danske modstandsbevægelse, der via den britiske oberst Orff i Kiel fik udvirket, at Hermannsen blev hentet ud af fængslet i Flensborg, så han kunne bistå med eftersøgningen af Gestapo-folk.
I nogle uger fik Hermannsen et ”arbejdsværelse” i Borgerforeningen. Han blev indkvarteret nord for grænsen, men kom hver dag til Flensborg sammen med Ole Hald.
Ville Flensborg blive et kampområde
I Flensborg var der kort før krigsafslutningen en atmosfære af både håb og spænding. Ville Flensborg blive et kampområde? Siden 2. marts 1945 var byen sat i primitiv forsvarstilstand. I efteråret 1944 var skansearbejde blevet iværksat.
Ville byen blive erklæret som en åben by? Dette skete den 4. maj, mens de britiske styrker nærmede sig. Men hvad med Danmark? Ville Danmark blive den sidste slagmark?
Flensborg vrimlede med alle slags militær. Havnen var fuld af skibe. Midt i vivaret kom så meddelelsen om, at Hitler havde taget sit eget liv, selv om det ganske vist blev sagt på en anden måde. Admiral Dönitz blev hans efterfølger. Nu måtte vejen da være klar til en krigsafslutning.
Flensborg havde fået en ”Reichssender”
Stor var overraskelsen, da man den 3. maj i radioen pludselig hørte den præsenteret som ”Reichsender Flensburg” og ikke som hidtil ”Reichsender Berlin”. Dönitz – regeringen var flyttet til marineskolen i Mørvig. Gaderne vrimlede med høje militærpersoner og fremtrædende partifolk. Rygterne ville vide, at der på politipræsidiet og andre steder blev udfærdiget falske civile papirer i stort tal til SS- og Gestapo – folk og andre nazister. At det virkelig skete blev senere bekræftet.
En forskrækkelse på Flensborg Avis
På Flensborg Avis oplevede personalet en forskrækkelse på den sidste Hitler – fødselsdag den 20. april. Der skulle efter ordre bringes et billede af Hitler og en pæn kliché var fundet frem og placeret på forsiden.
Trykningen var i gang, og de første bude var gået ud med aviser, da der blev opdaget, at en af personerne ved siden af Hitler var den flygtede Hitler – stedfortræder Rudolf Hess. Maskinen blev standset og Hess ansigt kradset ud til uigenkendelighed, før restoplaget blev trykt. Men hvad med de allerede udsendte eksemplarer? Ville Gestapo møde op med en beskyldning om fornærmelse af Føreren? Nerverne stod noget på højkant. Nazisterne havde andet at tænke på i de dage, og der skete intet.
De hvide busser
I de hektiske dage sidst i april passerede de hvide busser næsten døgnet rundt i Flensborg med danske og norske fanger fra Neuengamme, hvortil de var ført fra forskellige koncentrationslejre. Busserne kørte fangerne til Danmark og videre til Sverige, men en del blev anbragt i Frøslevlejren.
De danske jøder i Theresienstadt var også bragt til Neuengamme, og ca. 400 overlevende kom med busserne til Sverige. I alt omkring 10.000 kz-fanger blev befriet på denne måde.
Andre 10.000 kvindelige fanger fra Ravensbrück blev af dansk – svensk redningshold med biler og tog reddet i de sidste aprils – dage, væsentligt franske, hollandske og polske.
4.000 fangere via Flensborg til Padborg
Et bestemt godstog havde 4.000 fanger med og strandede nogle dage i Flensborg, før det lykkedes at få det igennem til Padborg den 30. april. Det var frygtelige scener, der udspillede sig på banegården her. Et stort frivilligt arbejde reddede mange af disse fra døden.
Mellem de mange skibe på fjorden var et, der var stuvet fuldt med ca. 1.000 sultende fanger fra KZ – lejren Stutthof. De blev slæbt fra borde og proppet i godsvogne for at blive kørt til en opsamlingslejr et eller andet sted. En del mindre skibe og ubåde tog proviant om bord i betydelige mængder fra frihavnsområdet og stak til søs. En del skibe blev sunket af besætningen på yderfjorden og nær Østersøkysten.
Nogle af skibene var fulde af varer af mange slags, f.eks. tekstilvarer. Det var det stortyske riges sidste beholdninger, som man forsøgte at redde.
Kirkeklokker og festfyrværkeri
Luftalarmer var hyppige og efterfulgt af skyderi fra luftværnsartillerier, både fra landbatterier og fra skibe på fjorden. Kun enkelte bomber faldt i byen i krigens sidste dage, de sidste den 3. maj om aftenen. Skaderne var heldigvis begrænsede.
Efter et par spændingsfyldte dage meddelte den sidste nazregering endelig den 8. maj at den endelige kapitulation over ”Reichssender Flensburg”. Samme dag kom flere engelske afdelinger til byen. Kapitulationsdagen kom ikke til at gå helt stille af. Da mørket sænkede sig, og kirkeklokkerne havde lydt begyndte et helt festfyrværkeri. Det tyske militær skod lyssignaler op over byen.
Usikkerhed og utryghed
Krigens sidste uger var præget af usikkerhed og utryghed. Byen vrimlede med tysk militær, og der dykkede uniformer og tjenestegrader op, som man ikke tidligere havde set. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Flensborgerne spurgte med ængstelse sig selv og hinanden:
Ingen stolede på de officielle oplysninger, der blev givet befolkningen.
De danske sydslesvigere blev betragtet som risikogruppe
Briterne betragtede de danske sydslesvigere som en risikogruppe, fordi det måtte antages, at var genstand for Gestapos og andre tyske myndigheders særlige interesse og kontrol.
I Flensborg blev der også spioneret. De dansksindede modstandsgrupper noterede alt ned, hvad de mente kunne have interesse for efterretningsvæsnet. Det var både om soldaterenheder, militære-lastbiler, kanonvogne, tanks, tog og skibe i havnen. En remise på banegården blev nøje studeret.
Kontaktmanden nord for grænsen hed Frede Birklund. Han blev senere oberstløjtnant i det danske flyvevåben. Men han blev dræbt ved et flystyrt i 1961. Han kom til Flensborg omkring den 1. maj.
Henvendelse til den danske regering
Nyhederne væltede frem om Hitlers selvmord, Dönitz overtagelse af regeringsmagten, om Montgomerys tropper på vej til Lübeck og rygterne om, at den tyske hær med SS-tropper i spidsen forberedte at gå i forsvarsstilling langs med Kiel – kanalen. Og en sand strøm af tyske tropper gik nord på ad hovedvejen.
Den 8. juni henvendte 34 flensborgske arbejderrepræsentanter sig til det danske socialdemokrati for at understøtte:
Senere vedtog en række af de nyudnævnte borgmestre og embedsmænd en henvendelse til den britiske militærregering om at oprette en særskilt administration for selve Sydslesvig.
Briterne rasede over de danske sydslesvigere
Forskellige initiativer blev sat i værk. Men de britiske myndigheder var rasende over de initiativer de dansksindede sydslesvigere foretog sig.
Den danske regering var også afvisende over de dansksindede sydslesvigere.
Sydslesvigs befolkningstal var i 1945 fordoblet på grund af de mange flygtninge østfra. I en situation med nød og arbejdsløshed, inflation og varemangel skulle nu opbygges et nyt demokratisk samfund på diktaturets og krigens ruiner.
Et godt kommunalvalg
Det første kommunalvalg den 13. oktober 1946 gav ganske vist de danske sydslesvigeres repræsentanter en forholdsvis god placering i de kommunale råd, men problemerne hobede sig op.
Den britiske militærmagt skuffede
Valget gav langt fra den fulde frihed for i alle forhold skulle den britiske besættelsesmagt spørges. Man havde ellers næret de store forventninger til dem.
I et britisk memorandum fra september 1945 findes en sætning, der udstikker linjen:
Her var grunden lagt til, at alt hvad der kunne genere denne målsætning, matte holdes nede.
De gamle nazister var der stadig
Flere og flere følte snart, at den frihed, som den 8. maj indvarslede, ikke svarede til forventningerne. I overensstemmelserne med det britiske militærstyres forordninger skabtes et ”nyt” forvaltningsapparat. Men overalt i kommuner, amter og ”lande” var de gamle nazister stadig at finde. Hertil kom, at flygtninge på adskillige områder fik forret.
Godkendelser af de gamle skoleønsker blev trukket i langdrag eller afslået, og der blev lagt hindringer i vejen for Sydslesvigsk Forenings politiske ligestilling med de tyske partier.
Socialdemokraterne truede med vold mod de dansksindede
Modsætningsforholdene kom stærkt til udtryk allerede i valgkampen forud for kommunalvalget i oktober 1946. Den daværende socialdemokratiske landbrugsminister Arp truede i Husby den danske folkegruppe med vold. Han erklærede lige ud, at landsforræderi – paragraffen ville blive anvendt over for de danske sydslesvigere, og at alle, der bekendte sig til danskheden, ville blive udvist, når Tyskland var blevet stærkt.
Medierne var også imod danskerne
Noget senere skrev det socialdemokratiske blad ”Lübecker frei Presse i en ledende artikel om det sydslesvigske spørgsmål:
Det var synspunkter som disse, som fik Flensborgs socialdemokrater til at bryde ud og danne deres eget socialdemokrati.
Der var censur på dansksindede aviser
Alle anmodninger om fra dansk – sydslesvigsk side til at få en licens til en uafhængig presse, hvor man kunne komme til orde, blev afslået. De tyske aviser udkom uden censur, men Flensborg Avis var stadig under streng engelsk censur og kunne ikke svare på de tyske angreb eller påtale tyske angreb. Derfor overvejede man at fremstille illegale blade.
Flyveblade med advarsel mod de dansksindede
Iden disse planer blev til virkelighed, var der tyske kredse, der ønskede at understrege deres holdninger uden om presse og organisationer. De udsendte flyveblade som f.eks. følgende, der udkom i ugerne inden kommunalvalget den 13. oktober 1946 i Kappel:
Et andet flyveblad var opklæbet rundt omkring i Sdr. Brarup og omegn. Det havde følgende ordlyd:
Briterne reagerede ikke mod chikanen
Og så var der ellers nævnt en masse dansksindede virksomheder. Mange dansksindede forretninger fik også knust deres butiksvinduer.
Der var vandalisme mod danske soldatergrave og danske skoler.
Åbenbart var alt dette ikke noget, der rørte briterne, der forbød Flensborg Avis at bruge udtrykket:
De illegale blade opstod
Efterhånden opstod der en masse illegale blade produceret af de dansksindede sydslesvigere. Ja selv en illegal radiostation fik man. De illegale radioudsendelser kom fra Danmark. Man kaldte programmerne for ”Efterretninger fra hjemstavnen uden Kiels censur”. Hver tirsdag og fredag kl. 22 sendte man, når Flensborg – senderen havde slukket.
Man brugte også radiosender
Og det var Svenborg politis radiosender man brugte. En politimand gav god teknisk støtte. Som speaker optrådte af og til den unge lærerstuderende Karl Otto Meyer.
Stoffet i radioudsendelserne var stort set det samme, der blev offentliggjort i den illegale blad Landes – Zeitung og fra pressetjenesten i Bov.
Dansk politi hjalp briterne og tyskerne
Dansk Politi hjalp englænderne med at finde ”forbryderne”. Selv om dette blev benægtet i folketinget. I Bov søgte man efter illegalt trykkeri og en illegal radiosender. Flere mistænkte blev også afhørt. Jo politiet blev gjort til håndlangere for det tyske politi og de engelske besættelsesmyndigheder.
Ja selv efter en glad dansk aften, måtte dansksindede med ind på politistationen i hovedgaden Hohe Strasse. Og det er nok ikke hver dag, at ”Dengang, jeg drog af sted afsynges på en tysk politistation.
Censuren ophørte, men problemerne fortsatte.
Først i 1949 slap Flensborg Avis for censuren af de engelske myndigheder. Men problemerne for de dansksindede var langt fra slut.
Dansk forargelse over for flygtninge
I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksten lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:
Et andet eksempel giver måske en endnu større forargelse:
De dansksindede brød sig ikke om flygtningene
De dansksindede sydslesviger brød sig ikke om flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. Ikke blot i Sydslesvig med også i Danmark brød man sig ikke om dem. Et sted kunne man læse:
Et andet sted stod det at læse:
På flyveblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreussen, Pommern, Sudetenland. Pilene pegede på Sydslesvig. Forneden stod:
A.P. Møller frygtede for danskheden
Skibsredder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede i den grad for danskheden og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om flygtningeproblemet:
A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:
SSW indførte raceideologi ’
I marts 1948 pålagde SSW, at dansksindede sydslesvigere ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det blev man udelukket af det danske mindretal.
Det vides, at på dette grundlag, var der 45 medlemmer, der blev smidt ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den sydslesvigske hjemstavnsavis som udkom på tysk, at der var stor fare for det frisiske blod.
Folk øst fra blandede sig. Og det var stor fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordligste del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.
Beskyldt for ligheder med nazistisk raceideologi
Det danske mindretal har som beskrevet ikke haft det let under Hitler – tiden. Det stod efterhånden også ret alene med kravet om ”Danmark til Ejderen”. De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske race. Åbenbart skulle man nu selv til at tage dette spørgsmål op igen.
Martin Klatt har i bogen ”Lange Shatten (Lange skygger) under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavns – fordrevne.
Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda. Forfatteren mener, at den havde mange ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.
Afslutningsvis må vi igen påpege, at vi ikke skal se fortiden med nutidens ideologi.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.453 artikler herunder: