Artikler
August 31, 2019
Odden – Willumsen Samling
790 værker af J.F. Willumsen hænger der på Odden herregård i Vendsyssel. De hænger i klumper. Mange er såkaldte forstudier. Således kan man opleve hele 200 skitser til et enkelt billede. Engang udgjorde herregården i Odden fire længer. De to endnu bevarede fløje er fra 1500 – tallet. Willumsen havde ingen speciel tilknytning til Vendsyssel. I en periode var han på badeferie i Skagen. Men det er takket være Victor Petersen, at billederne hænger her. Han grundlagde samlingen i Ribe. Men det blev efterhånden for dyrt for ham. Jens Ferdinand Willumsen var med til at stifte ”Den Frie”. Han var gift to gange. Begge hans hustruer har han brugt som modeller. Fra 1930 frem til sin død levede han sammen med en fransk danserinde og malerinde som inspirerede ham meget. I 1957, året før hans død etablerede han J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.
790 værker af Willumsen
Uanset om man synes om maleren J.F. Willumsens værker eller ej, så er et besøg på Willumsen Samlingen på Odden Herregård i Vendsyssel noget ganske særligt.
Det er for det første et besøg på en af disse herlige små herregårde der heldigvis ikke har ændret sig ret meget, og som stadig ligner det, den er en rigtig nordjysk herregård med masser af stemning og fint interiør. Men for det andet er det også et besøg på en udstilling over J.F. Willumsens værker.
Rum efter rum, sal efter sal, gang efter gang – det ene maleri, tegning, skitse og stik efter det andet. Det lyder sikkert af “for” meget, og det kunne det også godt være, for der hænger nøjagtigt 790 værker af Willumsen på Odden. Tænk engang – 790 værker af den samme kunstner! Det er imponerende at gå på opdagelse i, og underligt nok er det ikke uoverskueligt. Det er netop det fantastiske ved Willumsen og Odden.
Forstudier
Når man ikke bliver træt af at se på alle disse værker, er det, fordi de hænger i “klumper”. F.eks. en stor væg, hvor der alene er forstudier til
“En bjergbestigerske”, eller et helt rum, hvor der er forstudier til det berømte maleri “Sol og ungdom” eller “Badende børn”, som det også hedder. I 1909 malede Willumsen det, han selv kaldte ”generalprøven” på sit motiv, Badende børn. Men han var ikke tilfreds, og efter endnu et år med skitse-og studiearbejde malede han det endelige værk, Sol og ungdom. På Odden kan man se forstudierne, på godt 200 skitser og det er fascinerende. At se, hvor langt Willumsen er gået ned til mindste detalje, hvor megen tid, der er brugt, og hvor grundigt, han har gjort sit arbejde, inden han har malet det egentlige maleri.
I dag tilhører det første hovedværk Skagens Kunstmuseer, men hænger til daglig på J.F. Willumsens Museum i Frederiksund, mens Sol og ungdom er hjemhørende på Göteborg Kunstmuseum. De to værker måler begge tre gange fire meter.
Bjergbestigersken
Til Bjergbestigersken fra 1904 har tre forskellige kvinder stået model. Den ene hans forlovede Edith; men da hun ikke havde, hvad der for ham var den ideale kvindekrop – hun var for ranglet – brugte han yderligere to andre modeller, således at han tog noget fra dem alle og smeltede dem sammen til Bjergbestigersken. Originalen der måler 206×169 cm hænger i dag på G.A. Hagemanns Kollegium i København.
Victor Petersen
Endelig er der det tredje, der gør et besøg på Odden til noget særligt, og det er Victor Petersen, der møjsommeligt har skaffet denne enestående samling til veje.
Victor Petersen (1918-2002) blev født i Brørup og voksede op med en enlig mor i meget beskedne kår. Han ville være journalist og blev som ung medejer af et mindre trykkeri og lokalblad i Middelfart. Da det under krigen blev røbet, at han trykte illegale blade, måtte han flygte til Sverige.
I 1945 vendte han hjem og købte året efter for en mindre erstatning fra
Frihedsfonden en lokalavis på Mors med blot 100 abonnenter. Her mødte han sin kommende hustru, Kirsten, med hvem han fik seks børn. Efter en tid som medejer og redaktør af en avis i Svendborg erhvervede han Ribe Stifts
Tidende og avisens trykkeri.
Samling vist i Ribe
I Ribe grundlagde han Willumsen-samlingen og viste den fra 1969-1981 offentligt i Ribes gamle tekniske skole, indkøbt og indrettet til formålet.
I længden blev dette dog for kostbart, og de mange værker måtte opmagasineres.
I 1988 erhvervede Victor Petersen og hans hustru Odden og genåbnede året efter samlingen for offentligheden. De sidste år af hans liv var koncentreret om Willumsen-samlingen, der blev hans livsværk.
Om Jens Ferdinand Willumsen
Jens Ferdinand Willumsen kom til verden i København som søn af værtshusholder og senere herreekviperingshandler, Hans Willumsen og hustruen Ane Kirstine. Willumsen blev oprindeligt uddannet som husbygningseksaminand, men begyndte i 1882 på Kunstakademiets Modelskole.
Efter tre forgæves forsøg på afgang opgav han i 1885 studierne og uddannede sig i stedet som maler på Kunstnernes Studieskole under Laurits Tuxen og P.S. Krøyer.
I 1891 var han med til at stifte Den Frie, som er en kunstnersammenslutning der blev til i protest over adgangskravene til det etablerede Charlottenborg. I 1898 tegnede han bygningen der permanent skulle huse den frie udstilling efter en periode med skiftende lokaler. Senere igen blev også dette lejemål opsagt, da der skulle anlægges banegrav, men bygningen blev denne gang genopført ved den nuværende placering på Oslo Plads i
København. Willumsen blev første gang gift med billedhuggeren Juliette
Meyer i 1890, med hvem han fik to sønner, Jan Bjørn og Bode.
En ny kone
Parret blev skilt kun otte år senere, og allerede året inden deres sammenliv ophørte, havde Willumsen mødt Edith Wessel, som han giftede sig med i 1903. I dette ægteskab fik han to døtre, Ingemor Gersemi og
Anne-Mathilde. Willumsen har benyttet begge sine to hustruer som modeller i flere af hans værker, og Edith er kvinden som er portrætteret på det berømte ”En Bjergbestigerske”, som hænger på Statens Museum for Kunst.
Deres sammenliv ophørte i 1928, hvorefter Willumsen tog mere permanent ophold i udlandet, selvom han i lange periode allerede opholdt sig uden for landets grænser.
Fra 1930 og frem til sin død levede han sammen med den franske danserinde og malerinde Michelle Bourret, der ligeledes blev en stor inspiration for
Willumsens kunstneriske virke.
Willumsen havde en enormt alsidig karriere, da han både malede, lavede skulpturværker, grafik, keramik og fungerede som arkitekt. Den lange periode han fungerede i gjorde også, at der inden for de forskellige kunstarter var der stor diversitet, da han i årenes løb legede med forskellige stilarter.
J.F. Willumsens Museum i Frederikssund
I 1957, året før hans død, fik han etableret J.F. Willumsens Museum i
Frederikssund, hvor mange af hans værker, men også hans private samling af kunst er udstillet. Da Willumsen døde i 1958, blev han begravet i museets have, og museet blev dermed til et af de få mausoleum museer på verdensplan. Willumsens forældre, i særdeleshed hans mor, var store støtter for ham, og han har selv lavet deres gravmonument, som står på Vestre Kirkegård. Hans og Ane Kirstine Willumsen er begravet på kirkegårdens afdeling 8.
Om Odden
At netop herregården Odden blev stedet, er en tilfældighed, for Willumsen har ikke haft nogen tilknytning til Vendsyssel, og det har Victor Petersen heller ikke. Det eneste Willumsen har gjort i Vendsyssel, er, at han en tid holdt ferie i Skagen, hvor han lavede forarbejder til maleriet Sol og ungdom.
Odden er Danmarks nordligste herregård. Oprindelig lå den på en banke som på en odde, omgivet af voldgrave, vandløb og en sø.
Odden var i skiftende adelsslægters eje indtil 1743 og havde store jordtilliggender, mange fæstebønder og gårde under sig. Efter reformationen tilfaldt Mygdal Kirke Odden, fra denne tid stammer muligvis det store kors på bygningens sydside.
I 1600-tallet udgjorde bygningerne et firfløjet anlæg omkring en lukket gårdsplads, men i begyndelsen af 1800-tallet blev den nordlige fløj nedrevet, bygningernes kamtakkede gavle blev fjernet og en lille bygning til folkeholdet føjet til.
De to endnu bestående, hvidkalkede fløje med det høje røde tag stammer fra 1500-tallet, men blev omkring 200 år senere ombygget i det indre. Den fredede bygning blev gennemgribende restaureret i 2007-09. Ved restaureringen fandt man rester af en kalkmaleridekoration fra c 1520-40.
.
Billedtekst: J.F. Willumsens – samling på Herregården Odden. “Det røde Rum” med den store kamin og gyldenlædertapeterne. Alle billederne er forstudier til “Sol og Ungdom”.
Kilde:
https://imgcdn.saxo.com/_9788788293173/0x500?fbclid=IwAR18dujmwq_FEndgptcO9mdMZcH-IRr3_ssiXgnk7g6GKS6ilvil0BnBNNs
[image: 66645884_2809990842351018_1430818000465821696_o.jpg]
J.F. Willumsen
https://kgl.frederikssund.dk/Besoegssteder/JF-Willumsens-Museum/Jens-Ferdinand-Willumsen?fbclid=IwAR02HjpfWWPbBbcVhINYqKochT0kzd-DwycExEL3nmbvm2864juq6OnQD9I
Odden Herregård
Tak til Fru Olsen. Grundet tekniske problemer kan vi ikke bringe de omtalte billeder. Men se bare her:
August 26, 2019
Da Fabrikkerne kom til Nørrebro
Højhusene kom her i 1870erne. Ridesalen blev hurtig forvandlet. Mygind var den unge fabrikant, der trak mange kunder til. Vinduerne ud til Nørrebrogade blev hvidtet til. Der var ingen fagforeninger i 1870erne. Hver enkelt måtte selv aftale timeløn. Schmidt & Mygind påtog sig mange opgaver. Der røg også et stykke af en finger. Modstand mod en dampomnibus. Hvordan lød det kl. 5 om morgenen på Nørrebro? En lærling blev behandlet som en hund. Herlige stunder for lærlinge på Fælleden.
Højhusene kommer
Når man i begyndelsen af 1870erne fortsatte over Dronning Louises Bro ud efter var det første stykke vej lutter højhuse. Men når man kom forbi Fælledvej, begyndte træerne at dukke frem fra de mange småhaver. Hist og her så man et plankeværk.
På hjørnet af Møllegade lå et igen et par etagebygninger. Ved at fortsætte ud efter havde man et bageri med have.
På modsatte side af Nørrebrogade på hjørnet af Kapelvej lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg med lukkede lysthuse, keglebaner, vipper m.m.
Ridestalden forvandles
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang rejsestald. Her startede en lærling i efteråret 1872. Han blev modtaget meget venligt af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i stalden.
Et par dage senere viste en forkølet kleinsmedesvend sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom med hestekøretøj hamre, tænger, armbolt og en fin lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.
Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.
Nogle dage senere viste mestrene Smith & Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.
Mygind, den unge fabrikant
De to indehavere Smith & Mygind havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de praktisk og teoretisk arbejdede i deres fag. Nu vendte de tilbage som 26 årige og agtede at starte deres egen virksomhed.
Jensinus Chr. Mygind var den egentlige grundlægger af fabrikken. Han var søn af urtekræmmer Mygind. Denne var en kendt og energisk mand, oprindelig urtekræmmer. Men ved at overtage den københavnske natrenovation (de Mygindske Ekvipager) havde han tjent en formue.
Den unge maskinfabrikant var af ydre elegant, høj af vækst og klædt efter sidste engelske mode. Som forretningsmand ejede han en særlig evne til at skaffe kunder til fabrikken.
Mygind havde som helt unge giftet sig i Skotland. Men ikke længe efter sin hjemkomst blev han enkemand. Han giftede sig for anden gang med Frøken Louise Tvede, datter af den ansete brygger i Helsingør.
Vinduerne blev hvidtet til
Omkring 1890ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. De Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894 blev firmaet Smith & Mygind aktieselskab.
Den anden kompagnon, Hr. Smith var anset som en dygtig teknikker. Men det var som om, at han manglede evnen til at udtrykke sig.
I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og andelig langs væggen skruebænke.
Når man stod ved skruebænkene kunne man følge gadefærdslen. Det var meget underholdene, men længe varede det ikke. Smith lod gadevinduerne overhvidte.
Lærlingen måtte møde en time tidligere end de andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Denne time indskrænkede lærlingens arbejde sig til at kaste kul på fyret.
Ingen fagforeninger i 1870erne
Så kunne man bruge tiden på at studere ”Socialisten”, som et bud ved femtiden kastede ind til en af svendene. Det var en fest at tage det sidste nye blad i hånden. Med de store fængslende overskrifter og de brandrøde artikler.
Der fandtes ikke fagforeninger i 1870erne, og der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend, der kom og søgte arbejde, aftalte også en bestemt timeløn.
Schmidt & Mygind påtog sig mange opgaver
Schmidt & Mygind lavede dampmaskiner, de byggede broer og de påtog sig reparation af maskinanlæg. Derved var der ofte smårejser rundt om i provinsen.
Det hændte, at et engelsk skib, ladet med amerikanske mejetærsker strandede på Hesselø. Mygind købte maskinerne, der var adskilte. De blev så i bunker bragt ind på værkstedet.
Der røg et stykke af en finger
Det var lidt af en kunst, at få noget ud af det store puslespil. Men det lykkedes altid, selv om arbejderne ikke havde forhåndskendskab til det. Nu fik offentligheden så at vide, at man på et bestemt tidspunkt på en mark syd for Hillerød ville forevise to mejemaskiner.
En stor gruppe landboer mødte op i spændt forventning. Der var stor forbavselse at spore, da maskinen kørte frem og lagde rugen i smukke skår. En gammel bonde spurgte forskrækket, om maskinen også kunne tærske. Alt i alt var det en succes.
Smith fik dog et lille stykke finger skåret af. Bønderne, der indtil uheldet havde forholdt sig tavse, blev ved dette uheld mere talende. De kunne konstatere, at mejemaskine ikke var så god at komme nær. Måske skulle man holde sig helt væk fra den.
Modstand mod dampomnibus
På virksomheden fremstillede man også en dampomnibus til brug for linje 7, som dengang blot var en hestesporvej. Da dampomnibussen var Smiths opfindelse blev bygningen af denne fyldt med spænding.
En nat trillede dampomnibussen da også ude i gadesporet. Den lignede nærmest et lokomotiv. Efter en del besvær kom der gang i den. Og den trillede ind til Kongens Nytorv. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.
Følgen blev, som man kunne tænke, at man på tilbagevejen kørte gennem en gade, der var sort af mennesker. Smith stod selv ved rattet. Han havde ved siden af en vejkyndig kusk fra hestesporvognen. Denne forsøgte at overtale folk til at gå hjem i seng.
Nu gik det med fuld kraft ned ad Gothersgade til de ophidsede beboere fra vinduerne bombarderede med diverse kasteskyts bestående af kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.
I de følgende dage måtte Smiths gadelokomotiv segne under offentlighedens modstand og dens afsky. Men udviklingen fra dette uhyre til den elektriske sporvogn, der senere kom til at stryge gennem gaderne, var nu begyndt.
Om morgenen kl. 5 på Nørrebro
Tidlig om morgenen klokken 5 begyndte trætøflerne at klapre på brostenene. Arbejderne drog af sted i store flokke i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. Disse arbejdere var fattige mænd. Men de var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de afgørende impulser til socialismen kom fra Nørrebro.
En lærling behandlet som en hund
Det var her i 1870erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. Og det var kun rimligt, at en lærling blev betragtet som en hund.
Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.
Man arbejdede ikke længe på Nørrebro før man kendte alle menneskerne eller i hvert fald, hvor de arbejdede. De indfødte kunne også skelne dampfløjtende på fabrikkerne.
Herlige stunder på Fælleden
Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi boldbanen standsede overrasket og hørte dem råbe:
Aftenen sluttede ved at man tog på Østerfælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i byens omegn.
Det var ellers hårdt nok for lærlingene. De måtte om aftenen læse til eksamen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2019
Det store slag på Nørrefælled
Ja sådan stavede man til det dengang. Dette er en kort artikel og beskriver Henrik Cavlings oplevelse af det store slag på Fælleden dengang. Det var den 5. maj 1872. Der var udstationeret masser af tropper. På Moses stol sidder de skriftkloge, sagde præsten. Murer Grøn kom til hest, men han blev straks arresteret. Husarerne gik til angreb. Og det udviklede sig til et reelt slag. Men socialismen blev forstærket.
Den 5. maj 1872
Vi beskriver dette slag som et vidne oplevede det. Det var den berømte journalist m.m. Henrik Cavling, der beskriver slagets gang. ”Den Gamle Redaktør” har tilladt sig at redigere i teksten.
I juni 1871 forlod Pio postvæsnet og trådte frem for offentligheden. I september samme år oprettede han Internationale med sig selv som stormester. Samtidig opstod den første fagforening. Det var cigarmagernes. Den blev Stauning også medlem af.
I april 1872 udbrød en murerstrejke. Man forlangte en ti timers arbejdsdag. Natten efter den 4. maj blev de tre førere Pio, Brix og Geleff fængslet. Det store slag på Fælleden fandt sted søndag den 5. maj 1872.
Et stop ved Lundehuset
Om eftermiddagen den 5. maj gik Henrik Cavling med hastige skridt fra Lyngby mod Nørrefælled. Ved Lundehuset kom staldmesteren ud på vejen og advarede de kørende mod at køre længere. Måske var denne advarsel bare beregnet til at fylde Lundehuset.
Masser af tropper
Ved 15 – tiden så det temmelig broget ud i Nørre Alle. På den østlige side var der opstillet to rækker tropper, tilhørende flere våbenarter, i alt to bataljoner infanteri. Her var husarer på vældige gangere. Her var et vrimmel af politibetjente og artilleri.
Pladsen foran denne troppestyrke var åben. Men bag ved Skt. Johannes Kirken og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor menneskemængde. På Skt. Hans Torv var alle gadehjørner bevogtet af infanterister. Mellem kirken og Nordre Birk Arresthus var der opstillet flere hundrede betjente. Disse skulle stoppe alle dem, der kom fra Nørrebro.
Betjentene gik imod de fremtrængende skarer. Politiets hensigt var at forebygge en sammenstrimmel på Skt. Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem. Nu regnede det rigeligt med slag i hovedet.
På Moses stol sidder de skriftkloge
Foran Skt. Johannes Kirke opstod der en voldsom trængsel. Dørene til kirken blev trykket ind. En yngre præst stod op på prædikestolen og holdt eftermiddags-gudstjeneste. Pludselig fik han fuld hus. Han gjorde et ophold, så sig urolig om og standsede sin prædiken.
Lidt efter tog han fat på ny. Ingen forstyrrede ham, før han et sted i talen sagde:
Så hørte man en dyb stemme sige:
Grøn kom til hest
Præsten bad en bøn og kirken tømtes under orgelspil. Man blev med mængden ført hen mod Fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev en del af dem mod Store Vibenhus.
Man hørte råb og skrig men også latter. Og blandt disse var murer Grøn. Han havde på det store nattemøde i Dansesalonen Phønix kælder råbt:
Og sandelig om Grøn ikke kom ridende på en gammel krikke. Men desværre så blev han indfanget af politiet og ført til den nærmeste politivagt.
Husarerne gik til angreb
Der blev nu kastet med sten og hestepærer mod soldaterne. En ung husarofficer blev ramt af et projektil. Han kommanderede straks: ”Frem”.
Et voldsomt sammenstød fandt sted. Men nu blev et nyt våben med virkning bragt i spil. En del mænd belæsset med snus i pakker uddelte nu snus i pakker og styrtede selv frem og plantede snus i øjnene på husarer, betjente, dyr og mennesker.
Et regulært slag
Et øjeblik efter tumlede snuskastere, soldater, betjente, militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om imellem hinanden i en vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene. Under hyl og skrig blev de trampet på af politi og rytteri.
Mange fik ødelagt tøj og meget mere. Det regnede med knytnæveslag og spark mod alt og alle.
De tre mænd, der havde indkaldt til mødet på Fælleden den 5. maj 1872 var Pio, Brix og Gerleff. Retten dømte Pio til 5 år, Brix og Geleff blev dømt hver tre års forbedringsarbejde.
Socialismen blev forstærket
Den uretfærdige dom og efterfølgende mere eller mindre frivillige udvisning med sponsorstøtte fra diverse virksomheder slog de tre mænd i jorden. Mændene forsvandt, men dommen glemte man ikke. Dette gav socialismen vækst.
På Kastellet sad der militær parat med skarpladte geværer. Det var lige før, at de kom i anvendelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1,434 artikler. Heraf er 309 artikler fra Det Gamle Nørrebro inklusive disse artikler:
August 26, 2019
For mere end 100 år siden på Nørrebro
Foredrag i anledning af 100 året for Udbygård. Lørdag den 24. august 2019. Et skønt publikum og hyggelig stemning uden for i gården. Vi holder os måske ikke helt inden for dette tidsskema. Vi starter med at kigge på Serridslev. På Blågården kunne ingen styre Støvlet Cathrine. Her havde Prins Carl 47 til at opvarte sig. Heegaard måtte opgive sin tarmfabrik. Det lugtede. Og et lig åbnede for nonnen. Da gravrøvere ville røve Gertruds øreringe rejste hun sig fra kisten. Kongen var glad for at der var lokummer til alle. Og så har der altid været banditter på Nørrebro. Ude på Station Lersø havde stationsforvalteren gratis gødning- På Lygten Kro snød de med øllet. Og Lersø-bøllerne havde gratis husly. Maja trak kjolen op for 5 øre. Det betalte rødmende karle. Og Zar Peter var der ingen der ville give husly til.
Serridslev
Tillykke med jubilæet. Jeg er kommet her for at sætte jer tilbage i historien. Vi vil i hovedsagen koncentrerer os om, hvad der skete for ca. 100 år siden. Men nu holder vi os ikke helt til dette.
Noget af det første man hører om Nørrebro er navnet Serridslev. Det var en landsby med 18 gårde (1370) Men det specielle var det kæmpe område, det dækkede det meste af Nørrebro og Østerbro. Vi hører første gang om stedet i 1186.
Vi ved, at her stod en masse soldater og belejrede København.
Mange af de store marker rundt om blev givet som en slags aflønning. Vi kender Borgmestervangen, Rådmandsvangen osv.
Endte i grøfter i 1720
Allerede tidlig var Nørrebro kendt for at klare sig selv. Således foregik der dueller med kårde ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder på denne måde. Politimester Ernst udsendte i 1720 en forordning, hvori han havdede, at der ved Gamle Ravnsborg lå folk i en lergrøft efter at have ordnet tvistigheder med dueller.
47 mand til at opvarte sig
I 1616 – 17 blev Stadens Teglgård opført på Nørrebro. Og så byggede Christopher Gabel en lystgård med en mægtig havde omkring. Da tagstenene var blå kaldte københavnerne det for Blågården. Man spekulerede på, hvordan denne Gabel havde fået penge til dette. I 1704 købte Frederik den Tredjes bror Prins Carl stedet. Ja egentlig hed stedet Prins Carls Hauge. En ny hovedbygning blev opført og haven blev nærmest en park.
Prinsen havde 47 mennesker til at opvarte sig. Og prinsessen, prinsens søster havde 23 mennesker til at opvarte sig.
Støvlet – Kathrine
I mellemtiden havde Knud Jacobsen Lyhne overtaget Blågården. Han fik et godt tilbud af Grev Holck. Men denne var stråmand for Christian den Syvende. Kongen var sammen med Støvlet-Cathrine. Og de lavede ballade inde i København. De skulle lidt af vejen. Den gamle prinsegård ved Peblingesøen var det ideelle sted.
Men ak. Støvlet – Cathrine og hendes vilde horde ramponerede alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge blev ødelagt. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole. Og de lystrede kun alt for velvilligt. Bare kongen betalte og morede sig.
Da Struensee kom til blev Støvlet-Kathrine eskorteret til Hamborg i januar 1768. Ja og da Blågården blev afhændet til Lyhne var den engang så prægtige Blågård forvandlet til et ramponeret slot. Til kongen blev der bygget en jagthytte ude i Utterslev, hvor han fortsat kunne fornøje sig.
Disciplene sang falsk under indvielsen
Her på Blågården blev der indrettet det kongelige ”Skolelærerseminarium”. Biskop Balle mente nu nok, at disciplene havde sunget falsk under indvielsen.
Ja det hedder sig, at det var englændernes ødelæggelse af Blågården var skyld i, at seminariet flyttede til Jonstrup, men præsterne mente nu, at det var den dårlige vandel. Den dårlige tone blandt seminaristerne skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente de vise mænd.
Man talte også om at der skulle anlægges en afdeling af Skt. Hans Hospital på Blågården. Men uha uha. Man kunne da ikkehave folk med veneriske sygdomme boende her.
Da Zar Peter kom
Og når vi nu er ved Fællederne, så havde vi jo Nørre Fælled. Her skete i den grad ting og sager. Ikke nok med at kvæg og heste gik herude. Nej i tidens løb gæstede Zar Peter’ s russiske tropper også stedet. Han havde en aftale med kongen om, at de sammen skulle angribe Skåne. Men kongen var efterhånden bange for, at zaren ville angribe København.
Og zaren skulle i hvert fald ikke bo hos kongens bror på Blågården. Det var komplet udelukket. Sådan et uciviliseret mennesker kunne man ikke have boende der. Vi vender tilbage til Blågården for der kom i den grad uciviliserede mennesker til at bo der. Zaren måtte tage til takke med at bo inde i Købmand Wilhelm Ednigers Gård i København.
Han red med sin russiske hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Han deltog i jagter og ”karruseller” og andre hoffester”
Borgervæbningen på Fælleden
På Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. Og det foregik ikke altid i ædruelige tilstand. Familien mødte op med madpakke og brændevin. Det var ikke unormalt, at se en soldat skubbe en barnevogn og sønnike bære geværet. Men rygterne siger, at så mangen ikke ædruelig soldat er faldet i den store grav langs Blegdamsvej.
Da Struensee blev henrettet
Her på Fælleden blev Struensee også henrettet på den mest bestialske måde. Man sagde om bødelen, at han altid var fuld, når han skulle svinge sværdet. Og det var ikke unormalt at han ramte ved siden af. Men der var sort af københavnere, der skulle se dette skuespil. Og soldater var udkommanderet for at styre menneskemængden.
Denne Struensee oprettede en koppevaccinations-institution på Nørrebro. Og måske var det landets første privathospital. For 15 af pladserne var beregnet til de rige, og de skulle betale for det.
Jo her på Fælleden var skam også væddeløbsbane, og kongen plejede at kigge forbi. Og så skal vi da også lige senere besøge Fælledbisserne med Fælleddronningen i spidsen.
Da arbejderne holdt møde
Brix, Pio og Gjerleff skal vi ikke glemme. Fra Ryesgade udgav Pio bladet Socialisten. Men det brød politimester Crone sig sandelig ikke om. Grundloven gjaldt ikke for Socialister. De skulle knækkes. Det lykkedes da også med virksomheder som sponsorer, at få dem ekspederet ud af landet. Men inden da skulle de igennem så meget.
Det var i 1874 ude på Fælleden. Arbejderne måtte ikke forsamle sig. 74 husarer og 23 betjente var kommet til skade. Dette bekymrede man sig meget om. Men ikke om, hvor mange arbejdere, der var kommet til skade.
Justitsminister Krieger havde beordret militær til at være beredt på Karstellet med skarpladte våben.
Der var hvis ikke en kirkegård
Nu skal man ikke tro alt hvad der står på skrift. For man siger, at der på Fælledvej engang har ligget en begravelsesplads for svenske soldater. Her skulle ligge 3.000 svenskere, der omkom, da de den 11. februar 1659 stormede København.
Og på et skilt på Fælledvej 4 står der anført:
Under denne ejendom hviler resterne af svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Lyn Mildé var datidens Simon Spies. Han skulle have lidt opmærksomhed til sin 60 års fødselsdag og reklame for sit madras-firma.
Fra den tidligere ejer af ejendommen, skriftsstøber Harry Løhr havde han hørt, at der var fundet et par skeletter, da han skulle grave ud til en udvidelse. Først troede man, at det var et uopklaret mord. Men så fandt man på historien om svenskerne.
Og medierne og historikerne slugte historien råt. Den svenske ambassadør dukkede. Men uheldigvis så spillede musikerne den forkerte nationalmelodi. De havde valgt den norske i stedet for den svenske.
En adelsmand startede det hele
En ting vi ikke må glemme er Assistens Kirkegård. Tænk hvor mange intelligente folk, der ligger der. Og det var først da en adelsmand fra Sønderjylland lod sig begrave her, at det blev et tilløbsstykke. Nu skulle alle de rige sandelig begraves her på kirkegården.
Pludselig var der op til 100 kareter med sådan et følge. Man talte om at indrette mobile tribuner og forlange entre. Filosoffen og lægen Tode mente ikke, at rødhårde skulle have adgang på kirkegården.
Nu var det sådan dengang, at samfundet var inddelt i ni forskellige kategorier med hensyn til hvilken begravelse man kunne tilkomme. Ja og så kunne man jo også betale sig til meget.
Men efterhånden virkede alt planløst og der var stavefejl på gravstenene, skrev datidens blade. H.C. Andersen skrev om madpakkesjov på kirkegården. Her mødtes de hjemløse om natten og holdt store fester.
”Jeg er kun skindød”
Og når vi nu taler om H.C. Andersen, så var han bange for at dø som skindød. Han havde altid en seddel med når han var ude at rejse. På den stod ”Jeg er kun Skindød”. Og på kirkegården havde man etableret et system med en snor til storetåen og en klokke, hvis såfremt i fald.
Nogle gange havde man så travlt med begravelserne, at man sjuskede og ikke dækkede godt nok til. Det opdagede Nørrebros hunde.
Engang stod kisterne under vand. Og vandet løb ned i Ladegårdsåen. Man sagde dengang, at beboere i et helt hus var døde af at drikke af vandet.
Gertrud Bodenhof
Der var også masser af gravrøvere på kirkegården. Sådan to var også i gang en mørk nat, da de kom forbi Gertrud Bodenhofs grav. Da de forsøgte at hive øreringene af Gertruds øre rejste hun sig op i et sæt. Hun udbrød: ”Så befri mig dog fra dette mørke sted”. Hun lovede dem guld og grønne skove og en tur til Amerika.
De tog en spade og dræbte hende rigtig. Det er ganske vist, for den ene af røverne betroede sig til den senere biskop Mønster, da han lå for døden på Frederiks Hospital.
Og Gertud s bror havde givet udtryk for, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten. Sagen blev faktisk undersøgt i begyndelsen af 1950erne. Man kan hverken bevise eller afvise påstanden. Jo der kom også en bog ud af undersøgelserne.
Ingen flag med i kirken
Nu var det sådan at arbejderne ikke måtte få deres røde flag med inde i kirken i begyndelsen. Det kunne præsterne ikke tolerere. Det fik typograferne i Helsingør til at trykke følgende på deres røde flag, der blev sort:
Folk besvimede i kirken
Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirken kunne ikke lide Socialister. Og arbejderne på Nørrebro mente at præsterne var borgerskabets forlængede arm. Hver søndag, når Frimodt han prædikede var der et gendarmkorps parat. For folk besvimede hele tiden, når Frimodt talte i tungemål.
De havde travlt i Stefanskirken
Han var med til at etablere Skt. Stefans Kirken. Her lå forinden et værtshus. Men se dengang var det sådan, at arbejderne om søndagen kunne få kirkehandlinger udført gratis ellers skulle de betale for det. Det bevirkede, at i Stefans Kirken udførte man en enkelt søndag:
Angelika, der er født på Nørrebro i 1893 skriver i sine erindringer:
Den stærke mand
Der har altid været banditter på Nørrebro. Men nu er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke nødvendigvis banditter. Allerede omkring 1635 – 1640 var der ballade herude. Man talte om skøger, røvere og banditter.
I 1722 bosatte ”Den Stærke mand” sig på Nørrebro. Men ak han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.
Men ak Magistraten lod politiet gribe ind
Den Stærke Mand var flygtet efterladende udbetalte veksler og andet gæld. Han havde knust så mangen et pigehjerte.
Masser af lystigheder på Nørrebro
Jo der var skam tidlig lystigheder på Nørrebro. Kunstneren Jean Lustre fik tilladelse til at undervise borgerskabet i ridekunst og legemsøvelser. En anden kunstner Piere Magito afbrændte i 1804 kunstfyrværkeri i bydelen.
Men en importeret slynggynge fra Rusland i 1820 opsat på Nørrebro vakte forargelse. Man kunne se kvindernes forbudte klæder. Så var det mere anstændigt med den Bestandige Borgerlige Forening, der rykkede ind på Store Ravnsborg Og mottoet:
På Store Ravnsborg fik man også lov til at opføre dramatiske opførelser. Det blev starten til Nørrebros Teater.
Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech Olsen. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Der var masser af druk under forestillingen. De fleste tilskuere kom fra Rabarberlandet.
Fem smukke piger sad og ventede
På hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej lå Grams Have. Det var en afdanket kaptajn, der havde oprettet en lystighed. Og hver eftermiddag sad fem af Nørrebros smukkeste kvinder og ventede på Ridderen af Nørrebro. Det blev så den 19 – årige Marie, datter af gartnerenke Hansen. Der løb med ham. Og ridderen var digteren Christian Winther.
Foredrag og ølsnyd
Folkets Hus, Jagtvej 69 var dengang også et tilløbsstykke Her var juletræsballer, boksestævne, lørdagsbal og meget mere. Nørrebro Handelsforening, der havde aktier i foretagenet arrangerede et foredrag om de Dansk vestindiske øer.
På Fælledvej lå Bolero i folkemunde Bol i ro. Og så var det Danas Have, som også blev kaldt Dødens Pølse. Den eksisterede helt til 1983.
Ude ved Lygten lå Lygten kro i mange år. Man sagde, at man snød med øllet herude. Der var gammel øl i Kælderstuen ud mod landet. Ind til byen var det bayersk øl i Gæstestuen. Der var stor forskel på lokaliteterne men ikke på øllen, men det var det på priserne.
På Det Grønne hjørne ved Jægersborggade/Stefansgade byttede klunserne koner. Ja man sloges også om dem. Det var også her at syngepigerne senere holdt deres indtog.
Johanne Louise Heiberg
En ny udskænkningsvirksomhed startede i nærheden af kappelvej. Det var en tysk indvandrer ved navn Knoblauch, der startede. Her var både keglebane og gynge. Denne gynge ansporede dog igen til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. Uha, det var farligt.
Her underholdt en lille pige også. Hun dansede på keglebordet. Det var hendes far og mor, der havde stedet. Men hun var ikke hvem som helst. Det var den senere berømte Johanne Louise Heiberg.
Man kunne også gå til dans et sted på Jødevejen som Møllegade hed dengang. Her lå et sted med det meget optimistiske navn ”Dødens Testamente”.
Masser af liv på søen
Der var også lystigheder på søerne. Man kunne tage med på en båd og blive bespist og underholdt af orkestre, Om aftenen var bådene illumineret. Ja her blev også tidligere dyrket sejlsport.
Der var masser af liv på søen. Man havde også begrebet Syrebåde. Det kom af lugten. Men bådene blev brugt ligesom vi i dag har havnebusserne. Inden dengang ville en murer etablerer en bro og forlange broafgift. En snedker ville etablere færgedrift.
Her havde vi Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortdamssøen, Skilsmissestien. Men man skulle i mange år leje en nøgle for at komme igennem alle porte. Ja så skulle man huske at have gummistøvler på dengang.
Stakkels Søren
Ak ja, det var her Søren Kierkegaard gik hver dag i halvanden år fra Østerbro til Nørrebro for at få et glimt af sin elskede Regine, som på det tidspunkt var forlovet. Hun rejste desværre for Søren Kierkegaard til dansk Vestindien sammen med hendes forlovede.
Her nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved Søen”. Senere blev hun omdøbt til Donna Largo. På nørrebrosk blev det hurtigt til Donna D’ Ladegaard. Hun endte hvis nok også der.
Nørrebros Loch Ness uhyre
I er vel godt klar over, at Sortedamssøen har sit eget Loch Ness uhyre? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.
Er det mon en mutant af de karper som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Skt. Jørgens Sø?
Det er ikke det eneste mystiske ved søen. På et bestemt sted er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er det uhyrets bolig – en underjordisk sø? Der er i hvert fald masser af foder lige uden for hoveddøren:
Ja hvis uhyret også har smag for rustne cykler eller el-cykler, er det også muligheder for det.
Man ville ikke ende på Ladegården
Taler man om Nørrebros historie taler man også om Ladegården, selv om det egentlig ligger over på Frederiksberg. Historien om Ladegården er blevet interessant i forbindelse med frilæggelsen af Ladegårdsåen.
Egentlig var den opført som ladegård til Københavns Slot. Og den første var enorm stor og moderne. Men en orkan ødelagde den. En ny blev etableret. Og gennem historien er denne blevet brugt til meget.
Arbejderne ville nødig ende her. For gjorde de det var de under Fattigvæsnet og umyndiggjort. Det var uværdigt. Og så skulle man spørge væsenet, om man måtte gifte sig og meget mere.
Kunne man ikke betale sin husleje, blev man smidt ud af lejligheden. Havde man ikke inden aften fundet et nyt logi blev man smidt på Ladegården.
Her har været krigslazaret, afdeling af Skt. Hans, Arbejderanstalt, Produktionsvirksomheder og gæstgiverier. Her blev byens damer placeret. Og så mange et drama har udspillet sig her.
En gang om ugen var der udgang fra Ladegården. Så måtte hestevognen i gang med at indfange de sidste lemmer, når de sad og hang på Nørrebros værtshuse.
Jo her var også en præst, der mente, at alle dem, der havde fået afslag i at blive gift i de københavnske kirker kunne blive gift ude i kirken på Ladegården. Så kunne de altid give ham en afgift, så han kunne få sig en lille en. Denne præst endte med at blive indlagt derude. Ja inden han blev overbragt til Skt. Hans døde han også derude.
Det var også herude fra, at Pjaltehæren hver morgen marcherede. Nu skulle byen gøres ren. Mange år senere ville Klaus Bondam genoplive denne hær.
Badeliv i Ladegårdsåen
Den første Ladegårdså var delvis gravet. Den fik forbindelse til Lygteåen, der var udgravet af Kong Hans. I mange år havde den stor betydning for Københavns drikkevand. Men omkring 1620 hørte man om, at heste- og kreaturlig forstoppede åløbet.
Åen var tumleplads for byens unge. Der findes postkort med titlen ”Badeliv i Ladegårdsåen” men nu var Frederiksberg fjendeland for Rabarberne. Ja det hed drengene i kvarteret. De smed engang en betjent i Ladegårdsåen.
Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og havde mødt en sød fyr, troede de. Men da de hørte, at Marie var gravid, ja så var de borte. Og lovgivningen var bestemt ikke til Maries fordel. På landsplan var antallet af børn født i dølgsmål på ca. 10 pct. dengang. Og disse unger blev hele deres liv kaldt Horeunger.
Da to damer druknede
Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen. Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten. Den var tidligere anbragt i åen. I folkemunde mener man, at den var anbragt til minde om et brudepar der i bælgmørke var væltet ud i åen. Et andet rygte gik på, at to letlevende havde siddet og vippet fra side til side så kareten var røget i åen.
Den rigtige historie er at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra Lystgården Rolighed væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Ladegårdsåen. Der var fem damer og en halvvoksen knægt i kareten. To af damerne druknede.
Siden blev der plantet piletræer langs Ladegårdsåen.
Masser af industri
Inden portene blev revet ned og den store menneskeskare overrumplede Nørrebro var der allerede masser af industri herude. Blegdammene var etableret. Der var en masse møller og småhåndværk.
I 1838 blev Ludvigsen og Hermann grundlagt. I 1872 var det Københavns største maskinsnedkeri. Og for længst var Heegaard etableret på Blågårds Plads. Men han måtte kunne bygge barakagtige bygninger. For man skulle fra volden kunne se svenskerne hvis de kom.
Det som ikke lykkedes for Heegaard var etablering af en tarmrester produktion til guitarstrenge. Stanken blev simpelthen uudholdelig. Datidens fødevarekontrol lukkede den del af fabrikken.
Der blev bygget fuldstændig planløst
Der blev i den grad bygget på Nørrebro. Mottoet var, at der skulle bygges så meget som muligt på så lidt plads som muligt. Og hvorfor skulle arbejderne have lys og plads. Det var der da ikke nogen, der sagde. Først efter at de første mange lejekaserner var bygget vedtog man byggevedtægter.
Man tyvstartede med at bygge i 1847 med højhuse. Fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade. Fire til seks etagers lejekasserne skød op som paddehatte. Høj bebyggelse og snævre baggårde.
Gamle Fru Jensen og latrintømmeren
De fleste lejligheder var på 30 – 35 m2 Her skulle 4-8 mennesker leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletter og lokummer var i gården. Den ældste knægt blev udnævnt som latrintømmer. Han måtte om morgenen ned fra 6. sal og tømme en overfuld natpotte.
Gamle Fru Jensen oppe på 5. kunne ikke sådan gå ned til retiraderne. Så hun gjorde både det store og det små i køkkenet. Det var ikke særlig smart midt om sommeren. Hurtigt kunne beboerne både mærke og lugte, at nu havde Fru Jensen gjort det igen. Og der var mange Fru Jensener på Nørrebro.
Man glemte kloakeringen
Jo de havde det nu meget let disse byggematadorer på Nørrebro. De indførte også det, der senere blev kaldt brobiss. Jo man skulle betale for at komme over de broer, som de byggede.
Man kunne knap nok åbne vinduet, før man stødte mod den anden bygning. Der blev efterhånden bygget første, anden, tredje og fjerde baggård. I Blågårdskvarteret glemte man kloakering. Efter flere dages regnvejr så svømmede det hele. Og gadelys havde man heller ikke sørget for. Skulle man noget om aftenen var det en farefuld færd at komme hjem.
Lokummer til alle
I 1857 havde Håndværkerforeningen foranstaltet et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri – Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Ak ja. Det siges, at guldmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den Femte kort før sin død besøgte stedet udtrykte han:
Løn udbetalt på værtshus
Det var et rigtigt arbejderkvarter dengang. Mange virksomheder havde valgt at oprette egne værtshuse. Så blev lønnen udbetalt der. Så vidste virksomhederne, at de fik deres penge igen. Far drak så det meste af indtjeningen op. Ofte måtte konen indfinde sig på værtshusene for at få udbetalt lønnen.
Mange stiftelsesejendomme
Børnene på Nørrebro måtte hjælpe til med indtjeningen. Så kom man ikke i skole. Nogle af dem blev mælkedrenge på Enigheden ude på Lygten. Ikke alle lærere havde forståelse for at drengene sad og sov i skolen.
Utrolig mange stiftelsesejendomme blev op ført på Nørrebro. Det var foreninger, der købte dem. Deres medlemmer skulle have en god alderdom. Dengang var det med at blive gammel det samme som at blive fattig. Elmegade 6 er en ejendom som Ølhandlerforeningen opførte. Omkring Balders Plads findes en flot ejendom som Urtekræmmerforeningen opførte. Langt de fleste har solgte deres ejendomme.
I Prinsesse Charlottesgade har Nørrebro Handelsforening stadig deres stiftelsesejendom.
Respekt for panserbassen
Dengang havde man respekt for panserbasserne på Nørrebro. Man skulle være mellem 22 år og 40 år. Giftemål krævede tilladelse. Man havde dog fri medicin og ophold på sygehus. Var man ungkarl skulle man så vidt muligt bo på Station seks kaserne. Ja sådan hed stationen på Fælledvej.
Her skulle betjentene stå i kø for at komme på retiraderne i gården. Politiassistent Rantzau havde fået lejlighed med eget toilet. Han var stor på mange områder. Han havde fået Ridderkorset for bl.a. at have banket arbejdere ude på Fælleden. Men ellers var han meget respekteret denne Rantzau. Ja Folk på Nørrebro troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Når en betjent ikke hilste på de kongelige, når de engang imellem forvildede sig til Nørrebro kunne man blive fyret,
Da Louisegade fik navneforandring
Der skete engang imellem nogle frygtelige forbrydelser på Nørrebro. Det gjorde det også da Louisegade fik navneforandring. Ja for egentlig var gaden opkaldt efter Anker Heegaards kone, Louise. Men den kom til at hedde Prins Jørgensgade.
Grunden var det der skete den 2. marts 1867. Smedesvend Svend Rathje var kommet hjem fra et jernbaneværksted. Inde i soveværelset lå hans kone i en kæmpe blodpøl.
Man fik hurtig fat i den mistænkte, Ole Jensen. Han skulle transporteres fra Helsingør til København. En makker skulle afløse fangevogteren. Fangevogteren gav dem penge til en flaske brændevin. Men makkeren dukkede ikke op. Så de tog flugten. Ole Jensen blev senere indfanget og sendt til Amerika.
Barnemorderen fra Jægersborggade
Dagmar Overby havde myrdet mellem 15 og 25 børn. Men hun blev kun dømt for at have myrdet 8. De 2-3 stykker myrdede mens hun boede i Jægersborggade. Mindst en af dem smed hun ud i retiraderne på kirkegården.
Da Nonnen mødte et lig
Ja denne Heegaard havde givet grundstykket til Martha – Hjemmet. Her foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og give en skilling til begravelseshjælp.
Og så kom der da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredje sal et sted i rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet! For det var liget, der åbnede for nonnen.
Danmarks første automobil
Vidste du, at Danmarks første automobil rullede ud fra baggården til Nørrebrogade 38. I medierne kunne man læse, at det her var tale om en vogn, der kørte uden heste. Ja og mekanikeren bag bilen var Peter Myginds tipoldefar. Bilen havde en tophastighed på 7,1 km/t. På en af de første ture man selveste Christian den Niende. De måtte dog dreje skarpt ellers var de kommet på kollisionskurs med selve majestæten. Jo denne Hammel – bil kom mange år senere til ære og værdighed. Det var i 1954, da den deltog i et veteranbil-træf i England. Det var den ældste bil. Og den blev selvfølgelig nummer sidst, længe efter de andre. Men BBC afbrød deres program, da den kom i mål.
Og bilen kan stadig køre. Den befinder sig i dag på teknisk Museum.
Endelig kom jernbanen
Efterhånden kom den kollektive trafik til Nørrebro. Først som såkaldte omnibusser. Men disse havde arbejderne nu ikke råd til. Men Nørrebro Sporvognsselskab sørgede for at der kom sporvogne til bydelen. Efterhånden havde selskabet 25 vogne og 150 heste.
I utallige år havde Nørrebro – borgerne set togene køre igennem bydelen uden at stoppe. Og endelig stoppede de. Men det var en katastrofal planlægning. I det der senere kom til at hedde Nørrebroparken oprettede man station A og Station B. Men her måtte man også have støvler på, for man sank ned i ælte og mudder på vej til stationen.
Byggespekulanter var gale, for nu kunne der sættes tempo på bebyggelsen. Det var mest attraktivt at bygge lige ved stationen.
Snart var banegården for lille. Der skulle også etableres en godsstation. Men den blev planlagt på sådan en måde, at der holdt lange køer over af datidens kørertøjer utallige gange om dagen. Ja gennemsnittet for at bommene var nede på Nørrebrogade var 75 gange i døgnet.
Latrinstation Ladegården
Nu havde man allerede tidlig fået en latrinstation ude ved Lersø. Her havde stationsforstanderen gratis gødning til køkkenhaven. De der latrinvogne blev kaldt for chokoladevogne. Men de var nu ikke særlig tætte. Og det havde Nørrebros hunde stor glæde af. Om sommeren skete det ofte, at disse chokoladevogne eksploderede på stationen.
Som man sikkert ved, så lå der en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. Og straks opstod der en vittighedstegning i Blæksprutten. En tysker skulle således se Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen:
Da jyderne kom til Nørrebro
Det var for resten også her ved Nordbanegade, at jyderne bosatte sig. Københavnerne synes, at det var et mærkeligt folkefærd. De snakkede et mærkeligt sprog (jysk). De havde en mærkelig religion (Indre Mission) Ja og så spiste de mærkelig (kartofler).
Det var først da jyderne gik på bordel og på værtshuse, at københavnerne accepterede dem.
Gendarmerne på Ydre Nørrebro
I tidsrummet 1891 – 94 var der ansat gendarmer for at styre de urolige elementer på Ydre Nørrebro. Og det var særlig de talrige bøller i Allersgade og Gormsgade, der mærkede disse. Der var ansat to underofficerer og 23 menige. De fik at vide, at de ikke skulle løbe efter forbryderne. Stak de af skulle de råbe dem an. Hvis de ikke reagerede skulle de bare skyde efter dem. Og det vidste forbryderne.
Når lampen i underofficerernes kontor var slukket, vidste gendarmerne, at han var gået til ro. Så gik de til ro hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum. Så gik de klokken fem hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de morgenkaffen.
Lersø-bøllerne
Omkring århundredeskiftet var der en del, heriblandt småkriminelle, der gemte sig i sivene ud i Lersøen. Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø-bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Knokkeldrengen, Kno-Anders, Lange Hermann, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider. Jo sidstnævnte kunne underholde børnene. Han kunne med bagdelen afspille Fanemarchen.
Jo herude var Sorte-Petra nærmest fælleseje. Af andre piger var bl.a. Anna 66 og Guldåsen. De bidrog med deres aktiviteter til fælleskassen.
Meget af deres indbo fik de fra den nærliggende losseplads, Mamrelunden. Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med skibsøl eller en pot skummet mælk. Den eneste de havde respekt for herude, var en betjent, de kaldte for Bølle-Jørgen. Han gad ikke at slæbe dem med hen på stationen. Han slæbte dem med hen i næste portåbning og gave dem en ordentlig øretæve.
Kongeparret herude var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Der var et berømt Lersø slag, En betjent blev dræbt. Og kongeparret flygtede til Århus. Efter et halv år blev de opdaget. De flygtede fra Aarhus Arrest, men blev senere pågrebet. De blev udråbt som helte og var med i diverse skillingsviser.
Da Maja trak op i kjolen
Industrien rykkede tættere på og politiet blev mere effektiv, så Lersø-bøllerne måtte fortrække. De blev så til Fælled-bisserne. Og dronningen her var Maja Robinson. Her gik rygterne, at hun før var en rig lægefrue fra Australien. Om sommeren trak han op i kjolen for 5 øre fra rødmende karle. Man sagde, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand.
Når hun en gang imellem blev indsat smed hun tøjet.
Men ak, tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. Nu spredte flokken sig til Blågårds Plads. De blev enten til de såkaldte prinser eller til klunserne.
Og ak den 14. september kunne man i Aftenbladet læse:
Jo de var 5-6 stykker der var blevet tilbage på Fællederne. Det var bl.a. ”Stegt Sild”, ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”.
Prinserne på Blågårds Plads
Prinserne på Blågårds Plads var gode som babysittere. De havde besluttet sig for, hvad der skulle stå på deres gravsted:
Det ska printes på Latin
Under denne Gravsten hviler
Der et smask fordrukkent Svin
Indianerfrokost og Frelserpiger
Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:
Ballade med Syndikalisterne
I 1915 blev Udbygade anlagt, og fire år efter kunne man så flytte ind.
I 1916 var der ballade med Sydikalisterne. De mente at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Det var fastelavnsmandag den 11 februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet var i Folkets Hus på jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle gå hen. Man lod sive, at Flæskehallen skulle plyndres.
Det endte med, at der blev storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnede med køller. De slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker til det tredje Christiansborg.
Den 9. august var der tumult på Åboulevarden. Det endte med voldsomme uroligheder på Nørrebro.
Dern 13. november var der forsamlet 50.000 på Grøntorvet. Det endte med over 100 sårede betjente.
Verdens første spiritusprøve
En meget vigtig ting skete den 15. maj 1922 på Fælledvej. Det var Verdens Første Spiritusprøve. Den blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var sikkert nødvendigt. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle kunne føre to fingre sammen og kunne sige ”Bispens Gebis” uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlet ben og lukkede øjne var kørerkortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting man skulle observere.
Verdens største indkøbscenter
Hvis en beboer fra Udbygade i 1919 gik en tur op af Nørrebrogade og sidegaderne ville de møde et hav af bagere, skotøjshandlere, isenkræmmere og slagtere. Ja og her imellem var det også hesteslagtere. Hestekød var billigere.
På det tidspunkt var Nørrebro Danmarks shoppingcenter nummer 1. Nørrebro handelsforening havde 600 medlemmer. På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker inden for manufakturbranchen.
Gik man et stykke ned ad sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe. Hvis der havde været fødevarekontrol dengang, var der sikket ikke mange, der havde fået en glad smiley.
Medarbejderne havde fået lidt bedre vilkår i 1920erne. De startede under slavelignende vilkår. Mange var henvist til at sove under disken eller i et kammer uden varme.
Da pølsevognen kom
Tænk engang i 1916 skete der noget frygtelig, der hade betydning for mange på Nørrebro. Man beskattede fattigmandssnaps. Inden dette trådte i kraft havde man i den grad hamstret på Nørrebro.
Noget nyt dengang var pølsevogne. Og det var bestemt ikke alle der var begejstret for dette. Således mente den daværende formand for Nørrebro Handelsforening:
A, P. Møller ikke populær på Nørrebro
Et par år senere i 1926 mente K:K: Steincke, som var socialminister, at detailhandelen skulle give de arbejdsløse særrabat. Og A.P. Møller gjorde sig ikke særlig populær på Nørrebro, da han udtalte:
Da Prinserne ikke kunne få brændevin
Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør også på Nørrebro. Men der var også mangel på kogesprit. Og så var den i en periode grøn. Det var ikke godt for spritterne/prinserne.
Myndighederne havde tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde man ved hjælp af eksperimenter med blus og meget mere. Alt dette foregik på førstesalen på Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik godt. Man kunne også få afsat flaskerne i restauranter. Pris 25,- kr.
Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:
Med disse ord, takker jeg for opmærksomheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 12, 2019
Originaler i Tønder
Denne artikel har tidligere været offentliggjort på vores side under titlen ”Benne Blitz”. Vi har besluttet at gøre denne artikel mere læsevenlig og redigere i teksten. Der findes mange sjove og dejlige mennesker i Tønder. Nogle har fået heltestatus, og blevet hædret. Andre har man lagt mærke til. De har fået øgenavne. Og det er dem, denne artikel handler om. Over 230 tøndringer døse som nulevende er med på listen. Ja det er både høj og lav.
Tak til min afdøde storebror, Karl E.J. Brodersen, Siegfried Lorenzen, Karl Jørgensen og alle de andre der har bidraget til listen. Det sønderjyske og det germanske element er med i navnene. En antropolog kan sikkert sammen med dig kære læser få en masse ud af denne liste. Og mange af disse navne kender vi i forvejen fra artikler her på siden. Listen er en slags ”Tynne-Historie”
Nu behøver alle på listen ikke nødvendigvis at være det man kan kalde originaler. Man er kommet med på listen, fordi man har fået øgenavn, og det kan også være i kraft af ens beskæftigelse,
Da datteren af Matrikelkontrollør Schatz giftede sig med seminarielærer Nagel hed det i folkemunde: Nagel bekam einen Schatz und sie bekam einen Nagel (Han fik en skat og hun fik en søm) 1905.
Johan Vinhandler, byfoged Johan Schneider, vært i Ratt’ s Weinkeller på Torvet. 1780
Æ Dragonsmej. Han kom fra Randers og havde værksted i Popsensgade. Han var rykket ind med dragonerne til Tønder i 1920. Han fandt en sød pige fra Møgeltønder, Bothilde Poulsen. I 1937 købte han et værtshus på Skibbroen.
Store Adolf eller Adolf mæ æ gummiben: Hestehandler, sparket af en hest og blev forsynet med et fælt knirkende gummiben.
Hans Punch boede under taget i Zur Traube sammen med Traute. God til langspyt. Havde sin storhedstid, når der var markedsdag under ”nachspiel”
Peter Englænder var nu dansker. Han søgte lykken i Amerika. Senere søgte han lykken i jernbanevogne
Tilde fra ”Sæe”(født Mathilde Jørnsdatter) Afviklede sit ærinde i samme øjeblik, trangen meldte sig. For hende var hygiejne et fremmedord. Hun var født i 1877.
Johannes mæ æ føer. Han var pedelmedarbejder på Tønder Kommuneskole. Hans kendetegn var usædvanlig store fødder.
Bulder eller Buldog. Skoleinspektør, Johannes Petersen Tønder Kommuneskole. Han havde et usædvanligt iltert temperament. Stod man i nærheden, eller fik man selv en verbal skideballe, skulle man bag efter tørre spyt af. Havde et iltert temperament.
Danske Jensen, Niels Jensen leder af Danske Samfund Tante Meta, boede Skibbrogade 12. Hun var aldeles stokdøv, Når hun endelig modtog en nyhed udbrød hun altid: ” Det wå da noue grov noue”Benne Blitz, Bernhard Sehestedt, Nørregade var som malemester kendt som usædvanlig hurtigt arbejdende. 1950
Christian Dansker, Chr. Christensen, Kirkepladsen, kirketjener, markerede stærkt sin danske holdning 1940.
Den Glødende Blyant, Svend Nielsen, Anne Marievej, politibetjent var usædvanlig hurtig til at notere overtrædelser af færdselsloven. 1950
Deutscher Hannes. Johannes Jepsen, Richtsensgade, leder af det tyske vandrehjem 1940
Donna Mia Sterne eller bare Fru Sterne. Fru Sternkopf, Østergade 58. Som nabo til Soli Deo Gloria var denne sværvægtige damefor på et fremskredent tidspunkt at træde i aktion 1930.
Flinkesen. Cigarhandler Mathiesen, Vestergade. Som efterfølger af Jens Pejt, var der ingen grænser for hans taknemmelighed efter en handel: ”manne tak, manne tak. 1950
Flüster Heinrich, Heinrich Jürgensen, Horupsgade. Handelsmand, havde fejl på stemmebåndet. Hans tale lød som hvisken. 1950.
Glade Juhl. Gustav Juhl, Skibbrogade 10. Var altid i godt humør, bankbud i Handelsbanken 1940
Hans Bokser. Hans Hansen, Carstensgade. Bogholder i Handelsbanken. Boksede i sine unge dage. 1950.
Hans Peter Kæltring. Hans Peter Petersen, Strucksalle 58. Koldblodig og snu handelsmand. 1950
Hein Munks. Heinrich Boysen, Gasværksboligen. Var ansat på Gasværket på Slotsbanken. ”Murksen” betyder på tysk ”bøvlet arbejde” 1950.
Heine Biffelmand. H. Clausen, Gørrismarksvej, tilhørte en speciel trosretning.
Jens Pejt, cigarhandler Munk, Vestergade 27. Afledt af hans frølignende gang.
Jens mæ æ tegnboch. Handelsmand Hansen, Viddingherredsgade. Tegnebogen var et erhvervs – kendetegn. 1940
Johan der Gerechte. Johannes Bergmann. Tønders respektindgydende ene-politibetjent i prøjsisk politiuniform med sabel. 1910. Vi har en artikel med ham.
Jørn Fedt. Jørgen Jensen, Nørregade 46. Han havde lidt svært ved at afgive mere end højst nødvendigt. 1950.
Kidde mæ æ stok. Jensen, Strucksalle. Handelsmand, der havde for vane at placere sin stok på kreaturvægten og støtte på den i det øjeblik, den gik i gang med at veje det kreatur, han stod for at sælge. 1960.
Peter Fit eller Peter mæ æ navn. Siges at have et særdeles varmt forhold til en kreds af damer. 1950.
Peter Genosse, Peter Petersen, baneformand, Dragonvej, sagde ”Genosse” til alle og enhver. 1940.
Peter Kommunist. Peter Christensen, Kogade 2. Umiskendeligt politisk tilhørsforhold. 1950.
Peter Wellenbad. Peter Nielsen, provisor, Tønder Apotek. Ønskede gennemårene uden hensyn til vejrliget at kunne bade i nordsøbølgerne. Det gjorde at P.W. blev stamgæst i ”Wellebad” i Westerland på Sild. 1975.
Peter Uhu. Peter Jürgensen, taxakørsel, Østergade 22. Konen havde for vane at råbe ”uhu” efter manden, når der indløb en bestilling på taxikørsel, og han ikke var i nærheden 1940.
Pezza. Jens Petersen, Ribelandevej 10. Lærer på den tyske skole. Kendt for sin spredning af gode nyheder. Sladderhank afledt af det tyske verbum-petzen (at sladre) 1940.
Silke Madam, ? Sønderport. Dame, der næsten altid gik i silkeklæder. 1940.
Skiern Sørensen. Denne Sørensen boede i ”Sperlingsllust” i Viddingherredsgade, jernbanearbejder. Han havde langt til vaskefadet. 1940.
Sonnenschein. Chr. Lorenzen Sæd – Udbjerg. Han havde en munter og optimistisk udstråling 1940
Stille Svend. Svend Hansen, Richtsensgade, fiskehandler. Han var en stille, fåmælt mand også under kortspil. 1950.
Stürm Jürgensen, Peter Jürgensen, Vidågade 5, solgte og omdelte det tyske jødefjendtlige blad ”Der Stürmer”. 1940. Vi har skrevet flere artikler om familien.
Theodor Fidus. Theodor Nielsen, Nygade, jernbanearbejder 1940.
Valdemar Fisk, Valdemar Petersen, Smedegade/Allégade, solgte fisk 1940
Aalborg Skræk, bygartner? Nielsen, Provst Petersensvej. Var streng ved børnene. 1940.
Aksel Gris. Aksel Andersen, grisehandler, Strucksalle 1990.
Billig August. Krovært August Bruhn, Vestergade 59. Var kendt for sine små priser 1940
Den akademiske gartner. Karl Petersen, bror til gartner Henning Petersen, Østergade. Denne bror kunne efter 1945 ikke få gavn af sin tyske uddannelse som ”Justitzrat”, hvorfor han deltog i arbejdet i broderens gartneri (hvor han blev meget tørstig) 1960.
Der eisener Gustav. Gustav Heder, Uldgade, klejnsmed (Eisen/jern)1950
Der hölzerne Gustav. Gustav Schneider, Viddingherredsgade. Tømrermester (Holtz/Træ) 1950.
Didde Ging me æ Klink (Klokken). Dietrich Diedrichsen, Smedegade/Uldgade. Gadeudråber. Med sin klokke bekendtgjorde han forestående begivenheder 1910.
Dreifuss, arbejdsmand. En ”Dreifuss” var et redskab på hans arbejde med en rambuk 1940.
Fidde Bank, Peter Christensen, direktør på Tønder Landmandsbank 1950.
Fidde Chokolaat. Friedrich Clausen, Østergade havde en chokolade og tobaksforretning 1940.
Fidde Goldschmied. Friedrich Sørensen, Kogade 3, guldsmed i Kobbergade (Scheelke & Sørensen) 1950.
Fidde Hat (Midde Hat) Fr. Jürgensen, gæstgiver og ejer af Tonhalle. 1900
Fidde Tango også kaldet Lam Fidde. Friedrich Feddersen, søn af Niels Gemüse, klaverspilleren i Bombergs musikkapel 1925.
Fidde Tomstok, Frederik Nielsen, tømrer i Markgade 1950
Galopskomager. Jessen, Uldgade, hurtig arbejdende håndværker 1910.
Hanne Hat, Hanne Petersen, Hatteforretning i Vestergade 1950
Hansi Maler. Hans Petersen, maler, Søndergade 21 1975
Heine Filet. Gerhard Nicolaisen, Strucksalle. Slagter og filetskærer hos fiskehandler Thietje 1950
Heine Kontant. Heinrich Clausen, Vestergade 3. Melhandler Clausen (han handlede kun med mel) Ingen kreditgivning 1930.
Heine Natøl. Heine Christiansen, Slotsgade. Købmanden havde natlig ølsalg 1950
Heine Roll. Heinrich Hansen, vognmand (på tysk ”Rollkutscher” 1950
Heine Slaute. Heinrich Petersen, slagter Uldgade 2 1975
Jacob von oben, rektor, Jacob Randrup, øverst på ranglisten på Statsskolen 1925
Jacob von unten, pedel Jacobsen, nederst på ranglisten på Statsskolen 1925
Jens Klat, Jens Petersen, faderen var malermester. 1980.
Jens Much, Jens Mommesen, Viddingherredsgade, arbejdsmand ved byen 1935
Johan Baron, Johan Hansen, Slotsgade, havde nogle gode år som vognmand 1940
Johannes Tobak. Johannes Petersen, Storegade, tobakshandler 1950
Jörn Geldmann eller Jürgen Pengemand, Jürgen Lauridsen, Viddingherredsgade, handelsmand med tysk tegnebog 1940
Kalli Schuster, Karl Nissen, skotøjshandler, Vestergade 41 1975
Katzenkönigen, Christiane Marie Alberz, damei Østergade 15, der holdt meget af katte 1925.
Kidde Klok. Christian Petersen, urmager i Vestergade 1940.
Kidde Blik. Chr. Hansen, Lillegade, blikkenslager 1950.
Kesse Partei, Christian Jensen, Vestergade 74. Lederen af det tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti i Tønder. Han blev også kaldt Kesse Fløjt, idet han altid gav udtryk for sit gode humør ved at fløjte 1940.
Kalle Boss. Karl Petersen, rektor ”Boss” for byens folkeskole 1910
Kristian Nachtwächter, Christian ? , Nattevægter 1910.
Ludde Rundfunk. Ludvig Bossen, radiomekaniker hos Radio Rasmussen 1950.
Lüt og Klüt, Lütjohan og Köhn , autoværksted på Kongevej 22 1950.
Martin Nibbes. M.C. Christiansen, isenkræmmeren, der handlede med ”nibbes” – småting 1940.
Midde P eller Kaffe Marie. Marie Petersen, Storegade 8, havde en kaffe- og chokoladeforretning 1940.
Mille og Fidde Hat. M.F. Mylin, krovært Østergade 26. Fra 1900 til 1920 ejer af Centralhalle. Deres etablissement var kendt for ”wo so manches Paar sich gefunden hat”. Havde tidligere hatteforretning i Østergade 1910.
Mutter Monopol. Hjørnet Allegade/Nørregade. Tobakhandlerske. Monopol var et cigarillomærke. 1910
Mutter Paris (udtales Pa-ris) eller Mudder Pariser. ? Hansen, jordemoder. Manden var bl.a. beskæftiget som ledsager af pantefogeden. Var født i Paris, men af navnet afledes Pariser, en fordums betegnelse for kondomer, hvilken hun efter sigende anbefalede fædre i børnerige familier 1930.
Mutter Slik. Henny Berg førte en kaffe- og chokoladeforretning i Vestergade 1950.
Mutter Tysk. Frk. Clausen, Søndergade, tysklærerinde på Kommuneskolen 1950.
Mængde Børge. Børge Christensen, Østergade var matematiklærer på seminariet. Var opfinder af programmet Comal 80. Min afdøde kone, Hanne lavet en film om ham. Hun brugte underlægningsmusikken ”Det haver så nyeligen regnet” som instrumental – musik. Men den ville TV Syd ikke bruge, de var bange for at genere det tyske mindretal. Filmen blev dog vist uden den musik!
Natmøller. Møller, markgade, natsygeplejerske på Tønder Sygehus 1950
Niels og Ida Gemüse. Niels Feddersen Vestergade 27. havde grøntsagsforretning. Han var også danselærer. ”Rus mit den Beinen und wieder rein. Weg von dem Mädel, wieder hin zu sie. 1925
Nis Put. Nis ?, Vestergade. Byens skraldemand 1925.
Pas Frederiksen. Georg Frederiksen Vestergade/brorsonsvej, leder af paskontrollen på politistationen 1940.
Peter Belle. Peter Riggelsen, Vidågade 115. Ejer af hunde- og skindforretning. Afledt af det tyske Belle-Hud. Rigtige Tynne-Kanjte sagde altid: ”Ve då ha jen å æ belle (Vil du have en flad) 1940.
Peter Bundgas. Nis Peter Jacobsen, chauffør, Nordre Landevej. Kendte ingen hastighedsgrænser 1990.
Peter Dach. Peter Knudsen, Viddingherredsgade, tagtækker 1940.
Peter Orne. Peter Nielsen Gråbrødrevej, staldkarl i Soli deo Gloria 1940
Peter Pind eller Peter Træ. Peter Christensen, tømrerhandler i Nørregade 1990.
Peter Pot. Peter Petersen Uldgade. Faderen var pottemager, havde en VVS – forretning 1930
Peter Sandemann. Peter ? Handlede formentlig med sand til gulve 1910
Peter Uldhaar. Peter Nielsen, Spikergade, marskandiser. Gik sjældent til frisør 1950.
Peter Vagthus ? 1910
Peter Vierlei Var faktisk hans rigtige navn, var gadeudråber 1910.
Schneider Stadtrat. Skræddermester Peter Petersen, Østergade. Var byrådsmedlem i årene 1909 til 1922
Skatte Bøg. H.C. Bøg skatteinspektør 1950
Skatte Petersen. Nis Petersen, Carstensgade. Byens skattesekretær. Var på et tidspunkt alene om dette arbejde 1930.
Stine Gemüse. Christine Schlüter. Solgte frugt og grøntsager i Vestergade 1940.
Sulte Charles eller Sule Charles. Charles Hansen, forplejningschef på kasernen. Var blandt de værnepligtige kendt for at have landets bedste kasernemad. Af en pårørende er undertegnede gjort opmærksom på, at hans øgenavn var Sule Charles, fordi han i sine unge dage solgte grise 1950.
Swing Hansen. Seminarieelev, der spillede i Due Hansens orkester 1950.
Thomas Barber. Thomas Carstensen, barber i forretningen, Vestergade 15 1950.
Thomas Briket, Thomas Selmer, Vidågade, brændsels- og tømrehandler 1940
Trompeter von Säckringen, Johannes Wiese, Viddingsherredsgade 5, trompetist i Skyttekorpset 1970.
Vissen Egon. Egon Lorentzen, Vestergade 2, blomsterhandler. Er nok ikke et helt retfærdigt øgenavn 1960.
Æ Wasserdoktor. Dr. med. Jersild var kendt for at ordinere vandkure i Højer 1880. Vi har skrevet en artikel om ham.
Wille Wurst, Willi Asmussen, Mellemgade, pølsemand på Torvet 1945.
Willi Schnelzer. W. Johansen, chauffør, Østergade. Hurtigkørende mand, formentlig afledt af det tyske ”schnell” 1950.
Æ Gafeiers. Familien Andreas Petersen, Uldgade. Han var gadefejer, men hele familien var kendt under dette navn 1940.
Æ galoppschuster. Skomager Jensen, Uldgade 1910
Æ himmelsmaler. Nørgård, Uldgade bad en bøn før arbejdets påbegyndelse 1910
Æ klosmacher. Jürgensen, træskomager, Skibbrogade 1940
Æ klosterbache. Bager Petersen, bageren i gavlhuset på Torvet 1950.
Æ Rolkusk. Emil Thiesen, vognmand, afledt af det tyske Rollkutscher 1925
Anna Prozess. Hun var formentlig hurtig til at gårettens vej i stridsspørgssmål 1910
Asse an der Kasse. Asmus Christiansen, kasserer ved foreningsfester på Tonhalle og Schweitzerhalle 1910.
Der kleine Graf. Æ lille Grev. Rasmussen, Vidågade. Chauffør hos Grev Schack, mindre af vækst 1940.
Det lille byråd. Borgmester J. Poulsen, Tobakshandler J. Petersen og boghandler J. Jefsen. De tre herrer gik deres daglige morgenture og i folkemunde hed det sig, at det var på disse ture, dagens politiske kurs blev lagt 1950. Vi har skrevet en artikel om det emne.
Fidde Kongres. Friederich Andersen. Var meget aktiv i sammenslutningen af sårede første verdenskrigsdeltagere. Han rejste som foreningens formand rundt i Europa. Blev der under hans fraværd spurgt efter ham, var konens standardsvar: ”Fidde ist zur Kongress. 1940.
Grosser. Albert Groes Petersen, Ribe Landevej, senere Birkevej. Kæmner på Tønder Rådhus. Stor og kraftig herre. 1950.
Grosse Knüppel – Kleine Knüppel. Søskende Knüppel, Leosalle 15, begge lærerinder. Ved damernes meget forskellige højde var denne betegnelse nærliggende for skoleeleverne 1915.
Hans Bulgar. Hans Stehr, vært på Schweizerhalle. Var påfaldende ivrig med sine hurraråb ved Dronning Elisabeth af Rumæniens gennemrejse på vej til Sild i 1888. Han tog imidlertid fejl af Rumænien og Bulgarien 1890.
Hansen Geist. Peter Hansen, lærer og bestyrer af Vajsenhuset, Østergade 69, Var en særdeles spinkel figur og havde i børns øjne et spøgelsesagtigt udseende. 1940.
Hein Schwalbenschwanz. Heinrich Johansen, Windwedt. Han havde arvet en kjole fra sin far. Et kendetegn for en kjole er dens to lange haler. I tysk folkesprog blev det kaldt ”Schwalbenschwanz”. For at kunne bruge kjolesættet til dagligt, klippede han halerne af og fik således navnet. 1950.
Jønne mæ æ før. Jørn Jensen, postbud. Han satte sin fødder på en speciel måde 1950.
Kalle Skagerak. Karl Jensen, vognmand, Strucksalle 14. Havde som marinesoldat i den kejserlige marine deltaget i Skagerrak-slaget i Første Verdenskrig 1940.
Kalli eller Kalle æ mure. Karl H. Brodersen, murer, Østergade/Strucksalle/lærkevej/Brofennen. Blev ofte forvekslet med sin bror Nico på afstand. Han var også murer. Jo Kalli var min far. Han kunne fortælle en historie om hvert hus i Tønder. Det gjorde han gerne over for tyske turister på gågaden i Tønder. En skam at jeg ikke tog en båndoptager og en flaske snaps med til Tønder, så kunne jeg have fået endnu flere gode historier af ham. 1990.
Klein Erna. Erna Sørensen, dame- lille af vækst 1940.
Koni. Wilhelm Johansen, Strucksalle 36 var som dilletant god i rollen som ”Der kleine Kohn”, tysk skolelærer 1940.
Kedde Napoli. Gæstgiver Christian Bruhn, Skibbroen. Elskede på et fremskreden tidspunkt at fortælle om Napoli, som han havde besøgt i sine unge dage. 1900.
Kong Ib også kaldet Røde Ib. Ib Nielsen, Skibbrogade. Ekspeditionssekretær på Jordlovsudvalget. Da Grev Schack ringede og præsenterede sig, havde Ib svaret: ”Og her er Kong Ib, kommunist” 1940.
Knold og Tot. Brødrene Bernhard og Ferdinand Linnet, Strucksalle 16. Gik som pedant til figurerne i tegneserien Knold og Tot. 1940.
Krischan Tusindmark. Huskarl hos isenkræmmer Kraus, Vestergade 4. Har formentlig ved flere lejligheder givet sig ud for at være velhavende. 1910.
Krus Persille – Kirsebær Tut – Lille Borgmester. Christian Christensen, Frigrunden senere Ribelandevej. Rådhusbud. Han havde en hårpragt som kruspersille og en forkærlighed for kirsebær, som han altid bar rundt i en ”tut”.
Lille Købmand. Christian Brodersen havde en lille købmandsforretning i Strucksalle 41. I erkendelse af ikke at være af almindelig legemsstørrelse, kaldte han sin forretning i dobbelt forstand ”Den lille Købmand” 1950.
Lille Mand. Gæstgiver Jürgensen, Skibbroen 5. Lille af vækst 1910
Lille Ole og Store Ole ?, Olsen, sygplejerske og oversygeplejerske på Tønder Sygehus. Den ene var lille og den anden var stor 1950.
Lorenz Du lügst. Gæstgiver Lützen, pralhans 1910.
Lorenz mæ æ nejs. Lorentz Carstensen, kommunalarbejder. Manden havde en næse, der var større end gennemsnittet 1920.
Misse Rundfunk. (Se også Fidde Kongres) Misse Andresen, Søndergade 32. Det kunne hænde, at radioen transmitterede et foredrag af manden, hvilket hun elskede at publicere ved at sige: ”Fidde spricht heute im Rundfunk” 1940.
Peter Cowboy. Peter Petersen, Ribelandevej. Vognmand, en mand med cowboy-agtig udseende 1940.
Peter Pik (udtales Peik) Seminarielærer Peter Wending. Stor tilhænger og udøver af kortspil. Pik (Peik) er det tyske ord for spar. 1900.
Prinzgemahl. Peter Petersen, gården Stubkjær. Ægtemand til en gårdejerske 1940.
Reserve Jesus. Han boede i Uldgade. Ond betegnelse af en skoleelev med et anderledes udseende 1940.
Røde Hans. Hans Nielsen, Landmand, Sædmark. Havde påfaldende rød hårpragt 1950
Sing-Mathiesen. Lærer på Sæd Skole. Medlem af Sangforeningen af 1842 1930.
Schmeissbein. Hans Minck, Popsensgade 12. Benskadet krigsinvalid, der fik sit tilnavn ved sin specielle gangart 1940
Smukke Carl. Carl Jensen, ingeniør, Brorsonsvej 33. Udseendet gav navnet.
Store Henrik. Henrik Petersen, skoledirektør. Meget høj mand 1970.
Store Anders. Andresen, formentlig en stærk person 1910.
Tarzan. Alfred Jensen, Krumom. Særdeles stor og stærk. Meget hjælpsom og derfor en afholdt politibetjent 1950.
Tykke Ingeborg. Ingeborg Johnsen, kroværtinde, Strucksalle 4. Hendes livomfang gav hende navnet krydret med saftige bemærkninger 1900.
Æ Piif Dochte. Dr. Vest Hansen, Vestergade 4. Sås i offentligheden med sin pibe i munden 1975.
Clausen Bleiche. Han havde et hus på Blegen 1950
Fidde å æ Torv. Fritz Christiansen, automekaniker på Torvet 1970
Hans Lægan. Hans Lydiksen, krovært på Lægan 1900.
Nigge Altona. Nikolaj Hansen havde hus i Altona 1970
Æ Fuglebache. Henry Jensen, Søndergade 9. Han havde fuglehandel i en tidligere bagerforretning 1980.
Broa Bruhn. Martin Bruhn, automekaniker (VW) 1975
Dese Papstøvl. Andreas Jensen, Østergade 1950
Dolfi. Adolfsen lærer på seminariet. Afledt af efternavnet 1950.
Dude. Gammel mand i Søndergade. Digtede vers. Navnet er afledt af ”Der Dude aus Buxtehude” 1910.
Fidde Nachtegal. Eriksen, smed 1920
Gall Anna. Gall-Sønderjysk – vred. 1910
Harry Taube. Harry Due Sørensen, vognmand. Due=Taube (tysk)
Hatzi. Hattesen, bankbogholder på Tondern Bank 1930
Hein Fienbrot. Heinrich Bahnsen , Strucksalle. Var I modsætning til konen, en høj ranglet person. Begge var kendt for deres for ”Fienbrot” Wienerbrød på anden dagen er som bekendt billigst 1950.
Lutta. Det var læge Christian P. Hansens kone. Hun havde for vane i inflationstiden regelmæssigt at stille på Tondern Bank, og stille spørgsmålet: Wie steht die Lutta? 1925
Hein Muck. Heinrich Sørensen, muresvend 1975
Jens Zigeuner. Højrøstet person, der I sine talrige branderter randalerede I gaden 1910
Kathrine Mannebørn. Kathrine Ratayczak, Nørregade. Fødte 17 børn, hvoraf dog kun 7 oplevede forældrenes guldbryllup i 1937.
Karl Markmand. Carl Albrecht Hansen. Fra 1876 var han markmand med bopæl i Vestermarkshus i Viddingherredsgade.
Lam Fidde (eller Frerk) ????? 1910
Mees. Horst Meesenburg, Bargumsvej. Afledt af navnet. Lærer på seminariet 1950.
Majse. Marius Hansen, advokat, Søndergade. 1975
Midde og Tidde. Søstrene Sørensen. Havde håndarbejds – forretning i Storegade 1920.
Mikkel Ræv også kaldt Mikkel Katslaude. Mikkel Michelsen (eller Mikkelsen) handelsmand og værnemager, slagtede katte 1940.
Mutter Lylle. Lærerinde Frk. Lützen (1940)
Mutter Repsold. Hun huskes som en dame, der faldbød sine grøntsager fra en barnevogn 1910
Muhme. Bothilde Hansen, leder af Warteschule (senere børnehave) Nørregade fra 1914 til 1937. (muhme= tante)
Peter Papegøj. Peter A. Jensen, vognmand på Papegøjevej 1950.
Pole. Hans Poulsen, bogholder på Tønder Sparekasse. Afledt af navnet. Poulsen mistede sin højre arm som 11 – årig. 1940
Pimpf. Jürgensen var lille af vækst. Som leder af den tyske ungdomsorganisation fik han øgenavn efter de mindste af drengene, der hed Pimpfe. 1940.
Schmegge. Johannes Drews, Skibbrogade. Han var smed og boede i huset med kanonkuglen i gavlen på hjørnet af Skibbrogade/Gråbrødrevej (nedrevet 1924). 1910
Sigger. Waldemar Christensen, Nørregade – senere købmand på Fanø. Afledt af musik? Spillede trompet i Skyttekorpsets orkester. Faderen var musikker og leder af Skyttekorpsets orkester fra 1923 til 1928.
Simon Tange mit dem hölzernen Bein. Simon Tange krovært og kreaturhandler, Mellemgade 5. Hans træben gav rig lejlighed til drillerier 1900.
Sine Gosk, Diedrichsen? 1920.
Skoli. Nissen, søn af boghandler Heinrich Nissen. Var aktiv i MTV (Männer Turn Verein)1930.
Stjane. Chritian Sørensen, Leosalle. Afledt af fornavnet. Elskelig cerutrygende seminarielærer 1950.
Tonderns schwiegervater. Degn Godber Carstensen, Østergade. Havde mange døtre 1900
Webbes. Werner Christiansen, Brorsonsvej. Viceskoleinspektør på Tønder Kommuneskole. I hans timer måtte man ikke tale sønderjysk. Min storebror fik engang beskeden: ”Brodersen, din tilstedeværelse her på skolen hænger i en meget tynd tråd”. Da min storebror nu alligevel bestod realeksamen, sagde Webbes: ”Brodersen, det var en nylontråd (det var udtalt med langt y)
Æ goggelhøøn også kaldet Schöne Clara. Clara Carstensen født Sönnichsen. Var det ikke på grund af hendes talemåde eller udseende? 1950.
Betzki. Hans Otto Riggelsen, skotøjshandler. Skolekammeraternes påhit.
Æ Funkisgartner (Funkisgårne) Gartnerforretning på Leosalle i en ejendom, der er opført i Funkiesstil,
Fidde Lucht. Skibbroen. Gas- og vandaflæser. En gammel og usoigneret mand 1920
Fidde Tango Bagermester Friedrich Jessen, Østergade 38. Var kendt som en god og afholdt tangodanser 1940
Nis Løgn, Nis Nissen, hjørnehuset Søndergade/Vidågade, gasværksarbejder. Han havde det så som så med at omgås sandheden (1940)
Lorentz Pot, Lorenz Petersen, Leosalle, bogholder på Tønder Landmandsbank. Faderen var pottemager, bror til Peter Pot. Han gik altid med en ”kuglespind” 1940.
Carl Langfart. Lokomotivfører, forestod rangerkørsel på de ”korte” skinner. Sin kørsel som persontogfører kaldte han at være på langfart (de lange skinner).
Kalle Træbasun. Karl Jørgensen, overportør. Som orkestermedlem blæste han på trækbasun.
Den Landskendte. Andersen, Storegade, lokomotivføreren, der kørte det første tog ind i Sønderjylland efter Genforeningen.
Doktor Felikum. Lokomotivfører, en kammerat, der vidste mere end de andre.
Fin (Fiin) Boysen, lokomotivfører. Kunne træffes i byen iført hvide handsker.
Generalen. Overassistent. Havde evne til at blive højrystet
Gnisten. Elektriker, erhvervsbelastet øgenavn.
Hurtig Hans, Overportør, havde altid travlt.
Jens Vandtårn, remisearbejder. Havde sin arbejdsplads på remisens lille vandtårn
Jern Henrik. Vognopsynsmand. Havde til opgave med en hammer at banke på jernbanevognenes hjul for at konstatere evt. skader.
Jens Ølkasse, lokomotivfører. Navnet taler hvis for sig selv.
Kong Viggo, Lokofører, stovt person
Krumrager. Remissearbejder. Skulle fjerne slaggen fra lokomotivets fyr med et bøjet ragejern.
Krissen Gummi. Remissemedarbejder, kunne hjælpe i en nødsituation
Krischen Flæsk. Remissearbejder. Handlede med forskelligt i sin fritid.
Krischen Banemand. Overportør. Havde ærinde på banen siden det 15. år.
Misse Europa. Depotforvalter, ikke just den smukkeste
Peter Pøls. Togfører, var tidligere bydreng for Slagteriudsalget.
Skimmel. Fru Falkenberg forestod jernbanerestauranten. Dame med blegt udseende.
Vejle Jensen. Lokomotivfører. Tilrejst fra Vejle.
Verner Krumben, overportør, fodboldspiller med specielt formede ben.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.431 artikler, herunder 246 artikler fra Det Gamle Tønder. Der er enkelte steder, hvor vi henviser til artikler, hvor omtalte personer figurerer.
August 8, 2019
Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro (1920)
Dette er nærmest en oversigt for nørder. Det er ikke grupperet efter branche eller gade. Vi kigger på nogle af de første virksomheder på Nørrebro. Mange af dem var grundlagt i 1860erne. Og de lå der endnu omkring 1920. Ja du får en fortegnelse på ca. 80 virksomheder. Det er begrænset, hvad der står om virksomhederne. Men der findes altid nogle, der kan bruge disse oplysninger. Vi ved ikke, hvilke kriterier man har lagt til grund for, at det netop er disse virksomheder, der skulle fremhæves. Vi kunne have peget på andre virksomheder fra dengang. Men vi kan konstatere, at der var usædvanlig mange bagerbutikker dengang. Nogle af butikkerne eller personerne har vi beskrevet i andre artikler.
Bagermester Georg Johansen, Borups Alle 13
I 1902 overtog Georg Johansen en butik etableret i Turensensgade 21. Dengang var han allerede etableret på Nørrebro. Ved overtagelsen beskæftigede han tre svende. I 1918 etablerede han også en butik på Borups Alle 13.
Nu var der i alt beskæftiget 20 personer i butikkerne. Georg Jensen havde i flere år været leverandør til kommunen, alm. hospital og diverse institutioner. Bagermester Georg Jensen var bestyrelsesmedlem i Københavns Bagerlaug siden 1920.
Bagermester Carl Nielsen, Blågårdsgade 21
Efter Engelbrecht-Petersen overtog Bertram Petersen forretningen som blev forsynet med de nyeste maskiner og moderne indrettede ovne. Ved Bertram Rasmussens overtagelse i 1916 blev der beskæftiget 10 personer i forretningen. Man nåede dog helt op på en beskæftigelse på 18 personer.
Bagermester Vilhelm Troest, Griffenfeldtsgade 56
Forretningen blev grundlagt i 1900 af bagermester Albrecht. Da Wilhelm Troest overtog forretningen ombyggede og moderniserede han butikken. Lokalerne blev mere praktiske og moderne. Forretningen beskæftigede 8 personer.
Bageriet Falken, Jagvej 123
Bagermester R. Madsen overtog i 1913 bageriet Falken, Jagtvej 123. I en årrække drev han bageri i Ryesgade 85. Bagermesteren var i en årrække næstformand i Københavns Bagermesterforening.
Wienerbageri og Konditori, Ægirsgade 50
Det var Carl Jessen Petersen Østbye, der i 1904 overtog denne forretning. Den beskæftigede 6 personer.
Nønnickes Konditori, Jagtvej 208
Konditor F.W. Nønnicke åbnede den 7. december 1919 et moderne konditori i det nyopførte ”Kanslerhus”, Jagtvej 208. Her lykkedes det hurtigt at få en god og solid kundekreds. Ved siden af almindelig konditorforretning drives konditori med udskænkning af alkoholfri drikke, kaffe, te, chokolade og sodavand i det dertil indrettede serveringslokale.
Købmand Frederik Schiøth, Åboulevard 9 C
Virksomheden blev påbegyndt i 1915. Der var tidligere en forretning af samme art i bygningen. Men det var først fremgang at måle efter denne dato. Og inden for branchen brugte man benævnelsen ”betydelig fremgang”. Man handlede med kolonial, delikatesse, vin og konserves. Man var leverandør til flere større hoteller, folkekøkkener og lignende større virksomheder.
Blomsterhandler L. Bang, Åboulevarden 44
Blomsterhandler L. Bang grundlagde sin virksomhed i året 1893 på hjørnet af Åboulevarden og Rantzausgade. Men i 1913 flyttede han hen til Åboulevarden 44, hvor der blev indrettet større og bedre lokaler.
L.J. Larsens Fedevareforretning og Fabrikationsvirksomhed
Denne virksomhed er vi stødt på tidligere i en af vores artikler. Virksomheden var beliggende Nørrebrogade 53. Den var grundlagt i 1897 under ganske beskedne former. Gennem årene udviklede den sig til en af de betydeligste inden for branchen.
Grundlæggelsen fandt sted på Godthåbsvej. Derefter havde den til huse forskellige steder, indtil man slog sig ned her. Samtidig med flytningen etablerede man leverpostejsfabrik. Her har man plads til gode maskiner. Her fabrikeres også forskellige slags pølser.
Virksomheden omfatter fabrikation i en gros såvel som detailsalg. Og det er inden for alle arter af fedevarer, viktualier, delikatesser samt oste. Man lavede mange af disse varer selv.
Ved grundlæggelsen var Hr. og fru Larsen selv. Men efterhånden blev der beskæftiget 12 personer.
Slagtermester Nordenbøges Forretning, Nørrebrogade 43
Den er grundlagt i året 1888 på Falkoner Alle 37. De nuværende lokaler i Nørrebrogade 43 blev åbnet i 1913. Forretningen, der omfatter salg af okse-, kalve og lammekød er installeret i moderne og hygiejnisk indrettede lokaler.
Firmaet, der beskæftigede 7 – 8 mennesker hørte til de største slagtermestre i byen.
Brødrene Zøllner, Nørrebrogade 174
Firmaet er grundlagt allerede i 1846 af slagtermester Carl Zøllner, der var indehaver fra 1846 til 1905. I august 1905 blev virksomheden overtaget af Ludvig og Georg Zøllner.
Virksomheden omfattede slagteri og handel med okse- kalve- og lammekød. I 1911 oprettedes en filial på Falkoneralle 49. Firmaet var leverandør til mange restaurationer. Men de havde en stor privat kundekreds.
Slagtermester Trebbien
I 1913 grundlagde slagtermester V.A. Trebbien sin virksomhed i Prins Jørgensgade 4. I 1917 flyttede han hen til Rantzausgade 32, hvor en moderne butik blev indrettet. Virksomheden omfattede salg af alle former for kød også hestekød.
Sideordnet med detailvirksomhed drev han en moderne pølsefabrik. Men slagtemesteren havde også filialer i Ryesgade 38 og Jagtvej 119. Han beskæftigede 7 medarbejdere.
Helga Rasmussens Blomsterbutik, Fælledvej 9
Helga Rasmussen begyndte sin virksomhed på Fælledvej 9 i 1906. Men butikken udviklede sig og det kneb med pladsforholdene. Så hun flyttede til Strandvejen 41, hvor en moderne butik blev indrettet.
Buntmager Harald Lippert
Forretningen blev grundlagt i Blågårdsgade 30 i året 1916. Men allerede to år senere flyttede den til Fredensgade 14. Virksomheden omfattede fabrikation af alle arter af pelsvarer, så som specielle herre – og damepelse.
Forinden buntmager Lippert begyndte selvstændig virksomhed har Lippert opholdt sig i Berlin og Paris og uddannet sig yderligere.
Købmand Valdemar Bengtson, Jagtvej 202
Butikken blev indrettet i ”Kanslerhus”. Butikken startede, da komplekset blev taget i brug. Der blev forhandlet vin, konserves og delikatesser. Varerne blev bragt ud overalt i byen og langs Strandvejen.
Købmand Oluf Olsen, Jagtvej 207
Da Olsen overtog butikken i 1919 var det ikke så meget gang i den. Men den voksede sammen med kvarteret. Den blev betegnet som en af de bedre inden for branchen. Virksomheden omfattede kolonialvarer, vin, konserves og delikatesser. Oluf Olsen havde opholdt sig 20 år i branchen.
Skotøjshandler Ernst Grûn, Nørrebrogade 84
Grün havde skabt sig en god butik på Nørrebro. Begyndelsen var ikke overvældende men med energisk arbejde er der skabt resultater. Der var forhandling af fodtøj fra ind – og udland. I 1920 blev hele ejendommen overtaget, så lager og ekspedition nu var på tre etager.
Købmand Olaf Lenz, Nørrebrogade 61
Lenz overtog butikken i 1904 af købmand Søren Bredal. Denne grundlage allerede i 1890 en urtekræmmer-forretning samme sted. Butikken handlede med kolonial, urtekram, vin og materialvarer.
Isenkræmmer L.V. Erichsen, Nørrebrogade 55 A
Virksomheden blev grundlagt i 1880 af købmand L.V. Erichsen som detailforretning i isenkram, værktøj og bygningsbeslag, samt køkkenudstyr. Gennem årene voksede forretningen så stærkt, at det blev nødvendigt at oprette en gros forretning I 1917 indtrådte sønnen Knud Erichsen som medindehaver.
Firmaet havde leverancer overalt i Danmark og var en af landet største isenkrambutikker. Firmaet beskæftigede 32 personer og havde også en filial på Godthåbsvej.
Nørrebros Isenkramhandel, Nørrebrogade 160
Indehaveren var H.E. Saabye og butikken lå på hjørnet af Thorsgade. Den var grundlagt den 30. marts 1885 af isenkræmmer Christian Nielsen i ejendommen, Nørrebrogade 162.
I juli måned 1897 blev forretningen overdraget til isenkræmmer V. Reinstrup. Han begyndte den 25. juli 1901 at indrette nye lokaler i naboejendommen. I efteråret samme år flyttede man ind.
I januar 1912 blev forretningen så overtaget af Hans Egede Saabye, som førte den frem til en af de bedste inden for branchen.
Ved overtagelsen var der beskæftiget 8 medarbejdere. Men efterhånden var man oppe på 16. Virksomheden omfattede isenkram, køkkenudstyr, lamper, elektriske kroner, glas, porcelæn, fest- og brudegaver, nikkel, messing, kobbervarer samt restaurationsartikler.
Hattemager, C. F. Jensen, Nørrebrogade 163
Hattemager C.F. Jensen grundlagde i 1876 sin forretning. I 1904 overtog sønnen Simon C.F. Jensen forretningen. I 1915 oprettede Jensen Junior en filial på Amagerbrogade 119.
Forretningen førtes som specialforretning i herrehatte. Og Jensen var selvfølgelig medlem af Hattemagerforeningen. Butikken blev en af de mest betydelige inden for branchen.
Isenkræmmer H. Michelsen, Rantzausgade 64
Isenkræmmer H. Michelsen overtog i 1918 forretningen. Den var grundlagt 10 år forinden. Virksomheden omfattede alt i isenkram, bygningsbeslag, glas, porcelæn og køkkenudstyr. Foruden almindelig detailsalg var omsætningen steget betydelig inden for leverance af specialværktøj til installatører og maskinforretninger.
Slagtermester Johan Bekker, Blågårdsgade
Slagtermester Johan Bekker startede sin virksomhed i 1891. Det startede med slagtning og forhandling af hestekød. Det startede under beskedne kår og en medarbejderstab på fire personer.
Som tiden gik, lærte folk at spise hestekød. Ved siden førtes også andre slagteriprodukter. Man startede på Frederiksborggade. Der blev oprettet fire filialer, Blågårdsgade, Istedgade, Adelgade og Pilestræde.
Men forretningen i Blågårdsgade blev hovedforretningen. Her fandtes tidssvarende og moderne maskiner. Efterhånden kom man op på 30 medarbejdere. Ja og så havde firmaet fire automobiler til varetransport.
Slagtermester N.A. Olsen, Nørrebrogade 193
I 1902 grundlagde N.A. Olsen sin første forretning på Godthåbsvej 24 med udsalg af hestekød. I årenes løb blev der oprettet flere filialer. Således i 1905, forretningen, Nørrebrogade 193.
Foruden hestekød handlede alle filialer med okse- og kalvekød. Ved siden af alt dette drev Olsen også en omfattende hestehandel med stalde på Kong Georgsvej 43.
Vi har tidligere omtalt denne person i en artikel.
A/S Louis Lillieqvist Garver- og Læderhandlerfirma
Firmaet er allerede grundlagt i 1854 af J.F.F. Lillieqvist. Efter hans død overtog enken, Andrea virksomheden. Hun optog året efter sønnen, Louis i firmaet.
Efter moderens død i 1905 var sønnen nu eneindehaver. I 1912 overgik virksomheden til aktieselskab. Adressen var Nørrebrogade 187.
Firma R. Højland, Nørrebrogade 166
Den første forretning begyndte i 1912 i Stefansgade 14. Den omfattede kolonialhandel. Nogen tid efter gik Højland væk fra denne branche og åbnede en ny forretning i Ægirsgade 3 som speciel forretning i røgeri, pålæg og en del hørkram.
I 1917 flyttede forretningen så til Nørrebrogade 166, hvor en stor smuk butik blev erhvervet. Det begyndte uden medarbejdere. Men efterhånden blev der dog ansat 3 stykker udelukkende i ekspedition. Senere oprettede han også en filial på Frederikssundsvej.
Axel Lundhs Forretning, Nørrebrogade 45
Butikken blev grundlagt i nr. 43 i 1884. I 1913 flyttede man ind i nabobygningen. Forretningen omfattede salg af kaffe, te, kakao. Axel Lundh importerede selv.
Han begyndte selv men efterhånden voksede butikken. Således kom til at omfatte 14 medarbejdere.
I 1913 åbnede man en filial på Gl. Kongevej 119. Under de vanskelige vilkår med kaffen i 1917 var A. Lundh blandt de næringsdrivende, hvis kaffeerstatning blev anerkendt. Han fik tilladelse til at fremstille det.
I 1915 blev sønnen, Jørgen optaget i forretningen.
Anton Nielsens Forretning, Blågårdsgade 8
Forretningen blev grundlagt 1888. Forretningen omfattede æg, smør, ost og konserves. I 1900 blev butikken ombygget til en moderne og tidsvarende butik. Det blev til kvarterets største ostebutik.
Firma C.M. Nygaard, Blågårdsgade 36
Firmaet blev grundlagt 1908. Virksomheden omfattede fabrikation og handel med bygningsmateriale. Virksomhedens speciale var montering med fliser af køkkener, badeværelser, fabrikker, hospitaler m.m.
Desuden lagde man mosaik og almindelige gulve, som udførtes efter egen eller fremmed tegning. Virksomheden beskæftigede ca. 50 mand.
Man havde egn opslagsplads på Slangerupbanens grund. Og så havde firmaet hele 8 kørertøjer.
Fiskehandler Oskar Arentzen, Rantzausgade 42
Forretningen blev grundlagt i 1910 af Herman Olsen, der i 1917 solgte den til Arentzen. I den tid har butikken haft betydelig fremgang. Hurtig nåede butikken det dobbelte i omsætning.
Forretningen førtes som Vildt – og Fiskeforretning.
Brødrene Hansen, Blågårdsgade 2
Firmaet blev grundlagt i 1875 af brødrene H. og C. Hansen. I 1877 overtog C. Hansen forretningen og drev den til sin død i 1910, hvorefter sønnen O. Carl Hansen overtog den.
Forretningen var anlagt som farve- og Materialhandel men allerede i 1907 begyndte man med en speciel forretning i fotografiske artikler.
I januar 1913 solgte O. Carl Hansen materialhandlen og drev nu kun fotografiske artikler. Forretningen foretog fremkaldelser, kopiering og forstørrelser. Alle varerne blev importeret af firmaet selv.
Nørrebros fotografisk magasin, Nørrebrogade 30
Arthur Meyer grundlagde i 1913 firmaet. Her kunne man få alt inden for fotoartikler.
Firmaet Elis Mogensens Efterfølger ved O.C. Herbst
Firmaet blev grundlagt 1895 af Hr. E. Mogensen på Nørrebrogade 57. I 1914 overtog O.C. Herbst butikken. Forretningen omfatter salg af optiske og fysiske instrumenter. Her kan du købe briller og pincetter af alle ”arter”.
Foruden indehaveren beskæftigede forretningen 1 dame og 1 lærling. Hr. Herbst var formand for de optiske instrumentmagere.
Skotøjsmagasinet Blaagaard, Blågårdsgade 6
Butikken blev grundlagt i 1895 af skotøjshandler C.F. Christensen, Nørrebrogade 25. I 1911 blev butikken overtaget af C. W. Johansen, som knyttede den til Blågårdsgade 6. I 1915 blev butikken udvidet. Den beskæftigede 6 personer og forhandlede ”prima fodtøj”.
Kgl. Hof-Paraplyfabrikant M. Polack jun. Efterfølger
Hovedudsalget var Købmagergade 4. Filialen var Nørrebrogade 47. Firmaet havde indtaget en ledende stilling inden for paraply – industrien.
Fabrikkens produkter udmærkede sig ved soliditet og elegance. Produkterne har vundet stor udbredelse og stor anseelse for deres fortrinlige egenskaber. Ja sådan hed det sig.
Firmaet blev grundlagt i 1882 af Marius Polack, som fortsatte under dette navn. I året 1890 blev firmaet kongelig græsk hofleverandør og to år efter endda også dansk hofleverandør.
Den 15, februar 1904 overtog V. Meyer firmaet. Firmaet omfatter fabrikation og handel af paraplyer, parasoller og spadserestokke. Firmaets produkter eksporteredes også til udlandet efter en ret synlig målestok, særlig til Dansk Vestindien.
Fedevareforretningen J. Nielsen og Co.
Firmaet begyndte under beskedne forhold i Blågårdsgade 4 og beskæftigede fire personer. Virksomheden er i årenes løb vokset betydeligt og omfattede alt i fedevarer og pølser fra egen pølsefabrik forsynet med de fineste maskiner og redskaber.
Forretningen var installeret i moderne lokaler og under hygiejniske forhold og beskæftigede efterhånden 10 personer.
Virksomheden blev drevet både som detailhandel og en gros. Forretningen var grundlagt af Konrad Nielsen og jens R. Nielsen.
H.P. Sørensen, Nørrebrogade 18 B
Firmaet H.P. Sørensen, Nørrebrogade 18 var en af Nørrebro s største skotøjsfirmaer, der var grundlagt af skomagermester H.P. Sørensen, Baggesensgade. Senere flyttede man til Nørrebrogade 17 for så at lande her i Nørrebrogade 18 B.
Frk. J. Frederiksen blev optaget i firmaet som kompagnon. Hun blev eneindehaver i 1915. Firmaet forhandlede skotøj overalt i indlandet og en del til udlandet. Virksomheden beskæftigede 12 personer. Man havde også et fuldt moderne reparationsværksted.
Firmaet Rasmus Olsen, Nørrebrogade 118
Butikken var en af de mest velrenommerede inden for sin branche. Forretningen førte ure af enhver art. Desuden førte man optiske apparater.
Carl Th. Jacobsens Conditori og Bageri
Firmaet blev grundlagt I 1880 og var beliggende Guldbergsgade 21. Hr. Jacobsen overtog forretningen i 1913. Og siden gik det stærkt. Butikken fik seks udsalgssteder. I bageriet blev der indlagt elektrisk drift.
Hr. Jacobsen blev udlært i Næstved i 1891. Han modtog for sit svendestykke en bronzemedalje og hæderlig omtale.
Firmaet H. Petersens Efterfølger
Firmaet lå på hjørnet af Blågårdsgade og Blågårds Plads. Man solgte alt inden for en velassorteret kolonialforretning. Desuden havde man et udsøgt vinlager.
Bagermester Villy C. Olsen, Griffenfeldtsgade
Forretningen, Griffenfeldtsgade 20 var grundlagt i år 1900 af bagermester Otto. I 1917 overtog Villy C. Olsen forretningen, der omfattede bageri og konditori. Bagermesteren og fruen arbejde i begyndelsen selv. Men senere fik de fire medarbejdere.
Virksomheden fik en helt ny stor ovn samt nye røre- og piskemaskiner.
Carl Hemstra, Fælledvej 18
Carl Hemstra oprettede sin butik i 1906. Han beskæftigede to personer. Man solgte kolonial, delikatesser, vin og tobak.
Bagermester Johannes Thygesen, Korsgade 49
Bageriet blev grundlagt i 1879 af bagermester E. Jørgensen, Korsgade 60. Forretningen var på forskellige hænder, inden J. Thygesen overtog den i 1911. Forretningen beskæftigede 4 personer.
Firmaet Th. Johannesen, Nørrebrogade 64
Forretningen blev grundlagt i 1909 i Haderslevgade 30 af Johannesen. I 1915 flyttede firmaet tul de nuværende lokaler. Forretningen rummer alt inden for viktualier og alt henhørende til det kolde bord. Man havde også salg af egne produkter.
Bagermester Louis Hansen, Nørrebrogade 201
Butikken blev grundlagt 1896. Der har været en del forskellige indehavere. I marts 1919 overtog Louis Hansen forretningen. Virksomheden beskæftigede 2 svende og 2 damer. Og der var både bageri og konditori.
Kirschner, Griffenfeldsgade 38
Virksomheden omfattede fabrikation af ligkister. Firmaet var ejer af en rustvogn samt en automobil til befordring af følget. Forretningen var en af de største i byen og påtog sig alt inden for begravelse.
Forretningen blev grundlagt i 1893 af F. Klühns. Han drev forretningen ind til Kirschner overtog forretningen i 1911.
Bagermester Valdemar Gætje, Fælledvej 10
Firmaet blev grundlagt langt tilbage af Valdemar Gætje, der var formand for Bagerlauget. Det var en af Nørrebros ældste butikker. C.F. Olsen overtog butikken i 1920. Han førte butikken videre efter de samme gode og solide principper. Man havde en filial på Østerbrogade 60.
Inden C. F. Olsen overtog butikken havde han været ansat i firmaet i 15 år. Forretningen omfattede bageri og konditori.
Bagermester Chr. Nielsen, Tagensvej 5
Firmaet blev grundlagt i 1905, men i 1912 blev det overtaget af Chr. Nielsen. Firmaet omfattede bageri og konditori. Firmaet beskæftigede 5 personer.
Firmaet Anders Jørgensen, Ravnsborggade 8
Firmaet var allerede grundlagt i 1860 på Nørrebrogade 10 af faderen til den senere indehaver Sophus Sørensen. Denne overtog firmaet i 1920. Grundlæggerens kone førte firmaet videre fra 1913 til sønnens overtagelse.
Firmaet omfatter salg af fedevarer, viktualier, delikatesser og ost. Som specialitet havde man skildpadde. Forretningen leverede også smørrebrød på bestilling. Der var beskæftiget 10 personer i forretningen.
Firmaet Jul. E. Hansens Efterfølger, Nørrebrogade 53
Firmaet blev grundlagt 1882. Efter Hr. Hansens død i 1900, bestyrede hr. Nielsen forretningen indtil han overtog den i 1903. Forretningen omfattede ure og optiske instrumenter.
Hr. Nielsen var laugets repræsentant i Haandværkerforeningens Repræsentantskab samt i Fællesrepræsentationen for Handel, Industri og Håndværk. Hr. Nielsen beklædte gennem årene flere tillidshverv.
Urmager P. Hansen, Nørrebrogade 70
På Nørrebrogade 70 grundlagde urmager P. Hansen i 1895 sin forretning under meget beskedne forhold. Butikken blev udvidet ganske betydeligt. Den beskæftigede efterhånden 5 medarbejdere.
Emil Mortensens Manufakturforretning, Borups Alle 116
Forretningen blev grundlagt i 1912 af Fru M. Iversen. I 1920 blev forretningen ovetaget af Emil Mortensen. Den omfatter bl.a. manufaktur og trikotage.
Konditor F. Nønnecke, Jagtvej
Konditor F. Nønnecke, der havde hovedforretning i ”Kanslerhus” på Jagtvej åbnede i 1920 også en filial på Frederiksborgvej 77 i Søborg. Konditor Nønnecke var på et tidspunkt Københavns yngste konditor.
Bagermester H. Sanders Forretning, Rantzausgade 44
Butikken omfattede bageri og konditori. Den var fuldt moderne indrettet som ”Wiener- og Dresdner- Bageri. Virksomheden omfattede 5 personer foruden Hr. Sander og frue.
Tobias Troelsens firma, Ægirsgade 18
Tobias Troelsen var blandt sine kollegaer anset som en dygtig forretningsmand. Fru Troelsen ordnede alt i forretningen og var en meget dygtig dame som i vide kredse forstod at gøre sig afholdt, såvel blandt kunder som konkurrenter.
Man forhandlede æg, ost, pålæg, konserves og smør.
Gunni Larsens Hatteforretning, Blågårdsgade 20
Forretningen blev grundlagt tilbage i 1867 af Vilhelm Foltener. Den blev overtaget af G. Larsen den 13. juli 1913. Forretningen blev udvidet flere gange. Den 1. november 1917 blev der oprettet en filial i Istedgade 136. Forretningen havde et personale på 7 ekspedienter.
Bagermester Georg Høgholt, Rantzausgade 26
Den 1. april 1905 blev bageriet ovetaget. Men gennemårene er har bageriet udviklet sig. Virksomheden omfattede også et konditori.
Firmaet Christian Jennert, Gartnergade 9
Forretningen blev i 1916 overtaget af C. Jennert, der har udviklet forretningen. Forretningen omfattede bl.a. alt under kolonial, vine og delikatesse samt konserves.
Firmaet W. Andersen & Co, Fælledvej 1
Firmaet var grundlagt i 1913 af W og J. Andersen. Virksomheden omfattede stukkatur, gips, cementarbejde og imiteret sandsten og granitstøbning samt en gros salg og import af gips. Virksomheden leverede arbejde til både stat og kommune foruden private institutioner og bygninger.
Virksomheden var beliggende Fælledvej 1 og omfattede 2 etager i to store bygninger.
Fribergs Soigneringsanstalt, Jagtvej 59
Firmaet blev grundlagt i 1905 i Fynsgade 6 under beskedne forhold. Virksomheden omfattede udlejning af håndklæder, viskestykker og toiletskabe til forretninger og kontorer samt duge og servietter til restauranter.
I 1907 flyttede man til J. Blombergsgade 12. Forretningen var i stadig udvikling. I 1920 blev der foretaget en større udvidelse idet R.C. Friberg overtog 2 firmaer i samme branche, nemlig Soigneringsanstalten Fix og Københavns Soigneringsanstalt og sluttede den sammen med den bestående forretning.
Virksomheden beskæftigede 11 personer.
Slagtermester Einar Fr. Jensen, Prins Jørgensgade 7
Butikken var ældgammel og var i slægten Schumacher- Jensens besiddelse indtil Einar Fr.Jensen olvertog forretningen i 1913. Dengang blev den ved overtagelsen moderniseret efter alle tidens regler forretningen drev handel med alle arter kød. Okse-, Kalve- og lammekød samt flæsk.
Johs. Hansen, Nørrebrogade 61
Efter en uddannelse hos glarmester O.A. Olesen, Godthåbsvej 47 nedsatte Johs. Hansen sig som glarmester på Nørrebrogade 61 i året 1918.
Forretningen drev fabrikation af rammer og almindelig glarmesterarbejde. Desuden var der salg af raderinger og malerier. Hansen fik i 1907 tildelt bronzemedalje for udført svendestykke. Specialet var indramning af broderier.
Beklædningsmagasinet ”Blaagaard”
Magasinet ved Andreas Petersen blev grundlagt i året 1920.Forretningen omfattede herreekvipering, lingeri og skrædderi. Forretningen var i en rivende udvikling. Og allerede året efter blev butikken bygget sammen med nabobygningen.
Trikotageforretningen Chr. Omøe, Korsgade 21
Forretningen havde mange år på bagen, da den i 1916 blev overtaget af Chr. Omøe. Forretningen havde egen systue og forarbejde linned. Den beskæftigede 5 personer.
Crome & Goldschmidts Udsalg, Nørrebrogade 26
Butikken blev bestyret af Laurits Jacobsen. Den blev grundlagt 1898 A. Borberg-Sørensen. I 1904 overtog Jacobsen butikken. Der skete gennem årene betydelige udvidelser idet forretningen kom til at bestå af både stue, førstesal og kælder.
Forretningen omfattede alt inden for manufaktur, specielt sengeudstyr, tæpper, gardiner m.m. Forretningen havde 9 personer ansat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 4, 2019
Den Gamle Jernbane på Nørrebro
Post 5. Når brandvæsnet kom. Her boede byens ”damer”. Æbleskiver og en punch, juleaften. Ude på landet. En langsom arbejdende kommission. Et trafikalt misfoster på Nørrebro. Nu tog byggeriet for alvor fat. Kaos med godstrafikken. En hest fungerede i begyndelsen som rangermaskine. Mange uheld ved rangeringen. Elendige kloakforhold. Varehuset – Loppernes paradis. Afstraffelse på en speciel måde. Det var ikke altid Lersø-bøllerne. Drengene var rigtige skarnsunger. Stenkast sårede passagererne. Spændende at se rangeruheld. Der var ingen hæmninger. Her skulle folk bestille noget. En lussing hørte til dagens orden. De nøjedes ikke med at give munden. Strittet af toget. Nye virksomheder gav mere i løn. Den 30. juni 1930 var det slut.
Post 5
Den yderste af posterne – Post 5 lå der, hvor Radiohuset senere lå. Men forinden måtte man passere overkørselen ved Vodroffsvej, hvor bomhytten lå næsten inde i en smuk have. En lille klokke, der hængte på bomhytten bekendtgjorde, at nu gik bommene halvt ned. Det stoppede den kørende trafik.
Et halvt minut senere kom vækkermeldingen på vækkerklokken, når toget passerede den nærmeste post. Nu gjaldt det så om for portør H.P. Hansen at få de sidste fodgængere væk, og bombene kunne smækkes i gaflerne.
Når brandvæsnet kom
Det kunne også hænde, at en af Rosendahls store flytteomnibusser forspændt med tre heste var på vej op ad stigningen fra Vodroffsvej til overkørslen. Så gav Hansen sig god tid til at rulle bommene ned, for som han sagde:
Fælledvejens brandstation havde mødepligt på Frederiksberg dengang. Når sprøjterne så kom dundrende med heste i fuld firspring fra Aaboulevarden og bommene var nede, sprang Hansen op til signalsvinget og satte stop – et hastigt blik til begge sider jo banen var fri endnu – bomsvinget fik et par hastige omdrejninger – med kimende klokker og gnistrende hestehove for sprøjterne over sporene – bomklokken fik et ekstra knaldende slag, bommene blev smækkede i og signalet sat på ”Kør”, måske i samme øjeblik, som toget fløjtede for signal udenfor – situationen var reddet.
Her boede byens ”damer”
På den modsatte side af sporene lå Ladegården. I den fløj af bygningerne, der lå ned mod Vodroffsvej, boede byens ”damer”, der tilhørte prostitution og med mellemrum blev anbragt indtil 30 dage på ”Tvangen”, som man sagde.
Om morgenen blev de ført til gårdtur i gården, hvis plankeværk vendte lige ud til banelinjen. Det var ikke ualmindeligt, at de pågældende ”damers opvartende kavalerer” tog en tur med første Klampenborg-tog, for fra den øverste etage i en af de høje skovvogne at få lejlighed til at kaste en pakke cigaretter ind over plankeværket til ”den elskede”.
Æbleskiver og en punch – juleaften
Det var meget hyggeligt herude med stokroser m.m. Gamle pensionister lagde deres vej forbi og fik en snak med Hansen.
Lige over for hytten og haven på den anden side af Vodroffvej lå en villa, der tilhørte Statsbanerne. Det var tjenestebolig for nogle overordnede embedsmænd. Derfra kom hver juleaften æbleskiver og punch til bommandskabet, der jo kunne tillade sig at holde fri som andre mennesker juleaften.
Ude på landet
Det gik længe, inden man regnede Nørrebro for noget. Når toget fra København var nået ud mellem søerne og forbi Ladegården ved den nuværende Bülowsvej, så var man ude på landet. Det var enkelte småhuse og landsteder. Og så bredte Rabarberlandet sig med sine endeløse rabarbermarker.
Hvor landevejen til Frederikssund krydsede banelinjen lå landstedet Ventegodt, hvor grosserer Melchior tilbragte sommeren i landelig fred. Så fulgte atter marker og fælleder og til venstre Lersøen, et yndet tilholdssted for byens bisser og bøller. Området var tæt tilgroet med pilekrat, næste uigennemtrængeligt.
Endelig efter endnu et par fælleder var man i Hellerup. Da Nordbanen blev anlagt havde man tænkt sig et trinbræt ved den nuværende Nørrebrogade. Men da bebyggelsen indskrænkede sig til et par villaer og landsteder, blev det ikke til noget trinbræt.
En langsom arbejdende kommission
Men byen voksede uden for voldene. Allerede i 100 år havde man benyttet en ny kirkegård uden for voldene – Assistens kirgård.
Først blev der bygget lave huse med røde tegltage, senere høje lejekaserner. Nørrebro voksede – byggeriet fortsatte. Men byggematerialerne skulle hentes med hestekørertøj helt inde på Københavns Station, og vejen blev stadig længere og længere.
Under disse forhold var det kun rimeligt, at tanken om en jernbanestation i det hastigt opvoksende kvarter slog an. Der blev nedsat en kommission, der skulle ordne banegårdsforholdene i København. Man var 8 år om at finde ud af, at der skulle bygges en station på Nørrebro.
Et trafikalt misfoster
Endelig i 1886 fik man anlagt stationen, der dog viste sig at være et trafikalt misfoster. Der var alt for lidt sporplads og alt for lidt plads til udvidelser. Ja sådan var forholdene i alle de år Nørrebro Station eksisterede.
Til persontrafikken var anlagt to små stationsbygninger i bindingsværk. Station A for tog fra København ovre ved Stefansgade og Station B for tog mod København lå ovre vest for banen ved Lyngbygade, den nuværende Hillerødgade.
Nu tog byggeriet for alvor fat
Da Nørrebro havde fået en jernbanestation, tog byggeriet i omegnen rigtig fart. Der blev bygget en masse fabrikker. Men det krævede nye boliger til arbejderne.
Fabrikkerne skulle have deres råstoffer og færdige varer gennem Nørrebro Station. Allerede efter få år måtte stationen udbygges. Nørrebro voksede og voksede. Snart var stationen helt indesluttet. Da den åbnede var der fri udsigt til bakken til Bellahøj og Brønshøj. Da stationen lukkede i 1930 var der kun udsigt til huskarreer.
Kaos med godstrafikken
Der var ingen vanskeligheder med at ekspedere persontogene, der holdt sig til de gennemgående togveje og alle standsede ved Nørrebro undtagen fem tog i hver retning til og fra Nordbanen og så ”Grosserertoget” om eftermiddagen til Klampenborg.
Adskilligt vanskeligere stillede sagen sig med godstogene, hvoraf der i begyndelsen dog kun var et i hver retning. Men da Frihavnsbanen åbnede i 1894 steg antallet, og disse godstog skulle krydse togvejene i syd for at komme ind på og ud fra godspladsen.
Ofte måtte de holde for stop i lange tider af hensyn til persontogene og sporpladsen til stationen. Når de så endelig kom ind, var de undertiden så lange, at de spærrede en overkørsel i nord eller syd. Da godstogenes togvej gik tværs over stationens forplads, måtte denne afspærres med en kæde under toggang og rangering, og det gav ofte anledning til dramatiske scener, for eksempel når folk kom styrtende i sidste øjeblik for at nå et persontog, medens der var spærret med kæden.
Folk forcerede under sådanne forhold afspærringen og løb trods alle advarsler over sporet lige foran lokomotiver og vogne. Hvis toget så tilmed ikke blev nået, blev manden med kæden så ellers skældt ud på ægte nørrebrojargon.
Den stadig forøgede toggang krævede ustandselig lukning af bommene i begge ender af stationen og tillige ved Nørrebrogade, der efterhånden var blevet en stærk trafikeret færdselsåre.
En hest fungerede som rangermaskine
For at bøde noget på dette forhold blev der i begyndelsen af 1900-tallet opført en gangbro over sporene tæt ved Nørrebrogade, hvad der dog kun kom forgængerne til gode. Vejfærdselen måtte ofte vente i urimelig lang tid.
Oprindelig havde stationen en hest til rangering, hvad der var tilstrækkeligt de første år, men det varede ikke længe, før maskinkraft var nødvendig. Der rullede derfor daglig en rangermaskine fra København til Nørrebro og hjem igen om aftenen.
Rangeringen på Nørrebro var et rent hekseri, fordi sporpladsen var så kneben og togene store. Rangeruheld hørte derfor til dagens orden. Det var noget, man var vant til. Sporene havde oprindelig numre, men efterhånden som antallet forøgedes gav man dem navne lige som inde i København. De kom til at hedde Skiftet, Stensporet, Havnesporet, Vimmelskaftet og Kaninsporet.
Mange uheld under rangeringen
En almindelig årsag til uheld var, at sporskiftetungerne ikke sluttede. I mange tilfælde skyldtes det, at der var sten i klemme i sporskiftetungerne. De kunne være kommet der af vanvare, men de kunne også være anbragt forsætligt af vanartede drenge.
Også for hård rangering var årsag til mange uheld. Ofte røg vognene gennem stopperne eller i stopbunkerne, undertiden endda gennem stakittet ud på gaden. I et enkelt tilfælde løb en vogn gennem stopperen for enden af ”Vimmelskaftet”. Den væltede hele syrepakhuset, der dog kun bestod af en gammel godsvogn.
I et andet tilfælde ramlede nogle vogne imod nogle henstående vogne så et par af dem blev afsporet. Bremserne blev betjent af to ekstraarbejdere, der troede at den anden bremsede og derfor begge undlod at bremse.
Ved Vestre Godsplads, der var det officielle navn for ”Marken”, var der et par led, der til stadighed blev påkørt. Undertiden blev de kørt helt til pindebrænde. Samme skæbne overgik ofte portene til kommunens stenplads.
Hvis en rangerleder ville være sikker på at blive færdig med sit arbejde i rette tid, måtte han holde et livligt tempo. Med de knebne pladsforhold skulle han være ualmindelig heldig for at undgå uheld.
Elendige kloakforhold
Kloakforholdene på det gamle Nørrebro Station var meget primitive. Kloakerne var flere steder kun dækkede med trædæksler. Når det så var rigtig styrtende regn, kunne de ikke tage vandet, der bredte sig ud over hele stationspladsen. Så kunne man ofte ikke se sporene. Kloakdækslerne flød bort på vandoverfladen.
Under sådanne forhold var en rangerleder med sin lænker, populært kaldet ”Søren Sømand” på vej ud over pladsen, da lænkeren pludselig forsvandt. Igennem den styrtende regn råbte rangerlederen:
Nede fra den regnpiskede vandflade lød en stemme, der råbte:
Søren Sømand var gået lige ned i en åben kloak, hvor han hængte på albuerne. Men nørrebroerne var hårdføre folk, og Søren Sømand skulle ikke have tørt på. Han fortsatte arbejdet, pjaskvåd som han var.
Varehuset – loppernes paradis
En specielt indretning havde man ved godsbanegården. Man kaldte den for Varehuset. Det var bygget af bindingsværk, beklædt med brædder og gjorde et ret midlertidigt indtryk. Som alt andet på Nørrebro var det bygget alt for lille, så det måtte udvides gang på gang.
Hver udvidelse lignede den foregående, Varehusets indhold var noget af det mest brogede, man kunne tænke sig og fyldte hele rummet fra gulv til loft. Godset måtte stables i hele små bjerge, for at der kunne blive plads til det – og der var altid for lidt plads.
Da den første verdenskrig kom, steg mængden af en ganske bestemt art forsendelser, nemlig gamle klude, der opkøbtes ude i landet af alle de kludekræmmere, der boede på Nørrebro, og det var ikke så få.
Kludene var delt i to slags, uldne klude, som var i høj pris og linnede klude, som var mindre kostbare. De fyldte næsten varehuset.
Foruden klude indeholdt sækkene dog også myriader af lopper i alle aldre og af alle rangklasser i lige fra fuldfede herregårdslopper til nøjsomme husmandslopper. For dem alle var det gamle varehus den herligste tumleplads.
Det var intet under, at personalet holdt sig på afstand fra disse forsendelser, som kun kludekræmmerne omgikkes familiært.
Undertiden kom kludekræmmerne i klammeri indbyrdes, fordi den ene havde hugget en sæk fra den anden. Bevise det kunne man aldrig. Men der var altid uldne klude, der manglede i forsendelsen.
Afstraffelse på en speciel måde
Også på varehuset var tempoet hårdt og disciplinen streng. Det var ikke altid lige let at holde styr på hjælpearbejdere – og brændevin var billig. At indberette forseelser var besværligt. Men gammel portør. Han sørgede for, at få den skyldige ind mellem to høje stabler af gods. Så sørgede han for, at der ikke var vidner. Og så fik den skyldige en på kassen.
Det var ikke altid Lersø – bøllerne
På Nørrebro blev der stjålet både gods og værdigenstande. På Station B blev der ved et indbrud stjålet uniformer. Nogle gange var der Lersøens faste stab, der var synderne.
I en toldplomberet godsvogn blev der stjålet 10 stykker sæbe. Vognen blev på ny låst og plomberet. Men næste nat var den atter brudt op. Og så var der atter stjålet 10 stykker sæbe. Den tyv måtte da have været usædvanlig snavset.
Det var dog almindeligt berigelsestyveri. Det var brændsel, tømmer, brædder, kolonial, kartofler m.m. Undertiden blev tyvene taget på fersk gerning. Men i langt de fleste tilfælde lykkedes det ikke at fange dem.
I et tilfælde var et parti hummer på 962 kg sendt til Tyskland men nægtet modtaget der og derfor returneret. Ved udleveringen til afsenderen var det kun 858 kg. Der manglede godt og vel 100 kg. Politiet fik aldrig opklaret sagen.
Det samme var tilfældet med en af statsbanernes pengetasker, der forsvandt på en mystisk måde under et morgentogsophold på Nørrebro station. Hverken tasken, pengene eller tyven blev nogensinde fundet.
Desværre viste det sig ofte, at tyvene var drenge fra kvarteret. Det var således tilfældet en aften, hvor personalet hørte det rumstere inde i en vogn. De listede sig hen, smækkede døren i og tilkaldte politiet. Da politiet lukkede døren op, sad der et par forhutlede 14 – årige drenge. De blev overladt til værgerådet.
Drengene var rigtige skarnsunger
Drengene herude var noget for sig selv. De lavede et utal af skarnsstreger. Foruden almindelige tyverier begik de hærværk. Personalet jog dem altid væk, når de så dem. Det var dog uden resultat. Drengene kom altid igen. Politiet fik gratiale for at føre tilsyn med pladsen. Men det hjalp heller ikke. Drengene lod sig ikke skræmme.
Stenkast sårede passagerne
Ofte kastede de sten mod togene, undertiden med det resultat, at rejsende blev såret. Drengene morede sig også med at afkoble vogne, der henstod i en lang række på ”Marken”. Når rangermaskinen så kom for at hente vognene, fulgte kun nogle få vogne med hele trækket. Det var nødvendigt at gennemgå hele trækket, inden man kørte bort med det. Selv om vognene kun havde stået på sporet en times tid, kunne alle koblingerne i hele trækket godt være løftede af.
Spændende at se rangeruheld
Sporet til kommunens stenplads havde et ret stærkt fald, så når der hensattes vogne på dette spor, måtte de være forsvarligt afbremsede. Men det var en af drengenes bedste fornøjelser at løse bremserne, så hele trækket rutschede ned mod porten og sprængte den.
Det var jo altid spændende for drenge at se rangeruheld. Ja de kunne også finde på, at skifte et sporskifte under en vogn. Så ville det nok ske noget, når trækket blev hentet. Til tider gik frækheden så vidt, at de om aftenen sprang ind på pladsen og skiftede et sporskifte under et rangertræk, der allerede var i bevægelse.
Ingen hæmninger
Drengene var fuldstændig blottede for hæmninger. Måske var det miljøet, måske var det kvarteret, måske var det de sociale forhold? For jernbanestationen på Nørrebro udgjorde de en stor fare.
Her skulle folk bestille noget
I 1894 var der 10 mand på Nørrebro Station. I 1901 var der 35 mand. Det var folk, der lærte at bestille noget under trange forhold.
En lussing hørte til dagens orden
Der var rangerledere imellem, der ikke gik af vejen for at stikke medhjælperne en lussing. Arbejdet skulle gøre og helst hurtigt. Der var ikke plads for svæklinge og pattebørn. Der skulle snapse til det hårde liv. Og der var der også enkelte, der tog for mange.
Der var ikke nogen, der skulle fortælle en nørrebroer, hvordan arbejdet skulle gøres. Mændene på den gamle Nørrebro station var hårde halse og ikke gode at bides med. Det var dygtige folk, der holdt af deres arbejde, selv om der var hård disciplin på stationen.
De nøjedes ikke med at give munden
Også Nørrebros publikum var af en mere robust type end andre steder. Der manglede ikke humør – tværtimod. Ofte var det nødvendig for politiet at dæmme lidt op for frodigheden ved de sidste aftentog.
På sommersøndage var det som regel reserveret tre vogne for Nørrebros rejsende i hvert udadkørende Klampenborgtog. Når toget så var fuldt, blev dørene til ventesalen pressede i under voldsomme protester, ligesom inde i København. Men nørrebroerne nøjedes ikke med at bruge munden.
Strittet af toget
De gik direkte til aktion. Vinduerne i ventesalen blev smækket op, og hele horden styrtede den vej ud på perronen og entrede toget, selv om det allerede var i gang. Undertiden blev der slagsmål på løbebrædderne om pladsen. Så kunne den tabende part godt risikere at blive strittet af toget ved enden af perronen.
Det var ikke kun billetkontrollerne, der fik mange hvasse bemærkninger. Også det overordnede personale stod hyppigt for skud. Der var således en tid en overassistent med en meget skingrende stemme.
Han forlangte bestemt, at toget skulle køre lige så snart, han havde givet afgang med stationsklokken. En sommersøndag kørte toget derfor med en vaskeægte nørrebroer, hvis trivelige ægtehalvdel ikke kom med. Om manden var glad for dette vide sikke. Men overassistenten fik i den grad læst og påskrevet ting sager, så han helt tabte mælet.
Nye virksomheder gav mere i løn
Man glædede sig på Nørrebro til den nye station ved Lersøen var færdig. I 1911 var man nået så vidt at terrænet var blevet ryddet. Nu kunne man snart komme væk fra de trange forhold. Men så kom første verdenskrig. Den virkede lammende over hele landet.
Overalt gik arbejdet i stå, undtagen i jernbanetrafikken, hvor arbejdet var ved at vokse over hovedet. I Lersøen gik arbejdet i stå. På den gamle Nørrebro Station blev der arbejdet i et forrygende tempo.
Da den første forskrækkelse havde lagt sig dukkede der en mængde virksomheder op. Nu var det vanskeligt at skaffe arbejdskraft til Lersøen. Timelønnen var kun 60 øre. Daglønnen var ca. 4 kr. og 80 øre, så arbejderne foretrak at arbejde i de nye virksomheder, hvor de kunne tjene en ordentlig dagløn.
Den 30. juni 1930 var det slut
Ikke før i sidste halvdel af 20erne kom der gang i bygningen af den nye station. Den 30. juni 1930 lukkede den gamle Nørrebro station. Hele det store terræn blev overtaget af Københavns Kommune. Det hele blev ryddet og blev til Nørrebroparken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.430 artikler og heraf er 275 artikler fra Det Gamle Nørrebro. Her kan du finde følgende artikler omkring Den Kollektive trafik på det gamle Nørrebro:
Juli 30, 2019
Jagten på en adelig heks
Den store heksejagt efter reformationen. Det tog tid, at udvikle et hekserygte. 100.000 heksesager i Europa. Det sidste heksemord herhjemme. 800 dømte hekse under Christian den Fjerde. Kongens søster udsat for hekseri. 13 kvinder blev dømt for hekseri mod kongens skibe. Kongen skærpede sit syn. Nu beordrede han, at der skulle samles beviser mod Christence Kruckow. Hun skulle lære på Nakkebølle. En ny kone til Eiler Brockenhuus. 15 dødfødte børn. Var det hekseri. En gammel kone indrømmer under tortur. En voksdukke med navn Anne. Christence har været i Bloksbjerg to gange. Kongen lagde i første omgang låg på. Var præstens prædiken i Aalborg møntet på naboen? En fætter til Anne Bille samler beviser. Nye anklager. 13 siders domsudskrift. Hun blev slået ihjel med sværdet. Måske er hun begravet i/ved Sønderholm Kirke. Var hun jaloux på Anne Bille?
Den store heksejagt efter Reformationen
Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen med det, der blev vedtaget ved lov.
I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.
Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted ikke mindst på baggrund af, at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.
Det tog tid at udvikle et hekserygte
Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.
Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe de daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogen af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
Jordemoderen var også at betragte som heks. Hun fremtryllede børn ud af kvindens mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselssengen. Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne.
100.000 heksesager i Europa
I Europa var der cirka 100.000 heksesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første hekse herhjemme, der blev dømt til bålet var i Stege i 1540. Under hekseprocessen, der blev kaldt Køge Huskors i 1612 blev mindst 15 hekse dømt til bålet.
Den officielt sidste heks, der dømtes herhjemme, blev brændt herhjemme var i 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800-tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.
Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse, hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør. Det endte med, at landsbyboerne satte ild til Dortes hus og brændte hende inde.
Det sidste heksemord
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.
Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilken førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
800 dømte hekse under Christian den Fjerde
Da Christian den Fjerde var konge blev op mod 800 dømte hekse brændt på bålet i Danmark- Norge. Hvorfor mon han var så besat af trolddom?
Kongens søster udsat for hekseri
Som dreng mente han, at sorte kræfter havde forhekset hans søsters brudefærd. Prinsesse Anne skulle i 1589 sejle til Skotland for at blive forenet med sin kommende mand, Jacob den Fjerde af Skotland.
Men halvvejs over Nordsøen tvang en kraftig storm skibene at sejle mod roligere farvand ved Norge. I Skotland blev kongen træt af at vente og sejlede til Norge efter bruden. Men så sejlede de til Danmark og blev gift her. De blev her vinteren over.
Men hvorfor havde en storm ramt den kongelige flåde? Rygterne begyndte at svirre. Det stod klart, at troldfolk måtte stå bag. Kvinden, Anna Koldings, kendt som ”Djævlens moder” var allerede indespærret for trolddom. Hun tilstod nu at stå bag, sikkert ikke uden tortur. Og så begyndte anmeldelserne ellers at rulle ind.
13 kvinder dømt for hekseri mod kongens skib
I alt blev 13 kvinder i sommeren 1590 henrettet for at have forhekset kongens skib. Desuden blev flere troldfolk i Skotland straffet for forbrydelsen.
I 1590erne blev der ført yderligere to sager mod hekse fra samfundets top. En ung og myndig Christian den Fjerde var med til at dømme i sagerne i datidens Højesteret, Kongens Retterting.
Ingen af adelskvinderne blev dog dømt for trolddom, men flere bondekvinder indblandet i sagerne kom på bålet.
Kongen skærpede synet på hekseri
25 år senere havde trolddomsklimaet ændret sig kraftigt. I årene 1617 – 1622 havde Danmark – Norge den mest intensive heksejagt i historien. Mindst 1.000 personer kom på anklagebænken, hvoraf 500 endte på bålet.
Startskuddet på jagten var en forordning om trolddom fra kongen i 1617. 25 år efter skærpes kongens syn på trolddom. Det skyldes, at han tror at dommedag er nær og at samfundet var så fuld af synd.
Der skulle samles beviser mod Christence Kruckow
Den 15. januar 1620 fatter kongen sin pen på Nyborg Slot. Han har længe hørt nogle ukristelige rygter, og nu skal der handles. Han skriver derfor til to betroede adelsmænd i Aalborg:
Kongen pålægger de to adelsmænd i al hemmelighed at samle beviser sammen til en retssag om beviser for hekseri.
Det var ikke første gang, at kongen hører den slags beskyldninger mod den aldrende adelsjomfru. 22 år forinden var han selv med til at friholde hende fra trolddomsanklager. Kongen havde nu indset, at han dengang begik en stor fejl.
Troen på hekse blev bekræftet med klæbrige rygter, faste forestillinger og fantasifulde bekendelser.
Hun skulle lære på Nakkebølle
I 1558 dør den lavadelige Axel Kruckow. Hans datter Christence Axelsdatter kommer til verden på den lille herregård Årslevgård ved Nyborg. Man ved ikke så meget om barndommen. Men hun vokser sikkert op hos den nære familie.
Kruckow-slægten var en gammel men fattig adelsslægt i Danmark. Som ung pige blev hun sendt til den lang finere herregård, Nakkebølle på det sydvestlige Fyn. Her får hun erfaring i husførelse og selskabelig adfærd. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner.
Det nybyggede gods bliver ejet af adelsmanden Eiler Brockenhuus. Efter alt at dømme befinder vores hovedperson sig godt på herregården.
En ny kone til Eiler Brockenhuus
Men da hun er 24 år gammel dørhusets frue Bente Friis i barselssengen. To år efter gifter Eiler Brockenhuus sig igen. Vielsen er med 20 årige Anne fra den fine og indflydelsesrige Bille-slægt. Dette ægteskab viser sig at være en stor ulykke for Christence Kruckow.
15 dødfødte børn
Efter brylluppet bliver Anne Bille hurtig gravid. Men alt for hurtig ebber livet ud af spædbarnet. Kort efter bliver Anne Bille igen gravid. Men barnet er dødfødt. Og sådan fortsætter det i en uafbrudt række graviditeter med det værst tænkelig udfald.
Anne Bille bliver både tilset af udenlandske doktorer og kommer på baderejser, men intet hjælper.
Herefter er kilderne uklare, men det ser ud til, at Christence Kruckow forlader Nakkebølle i 1592. Anne Bille fortsætter med at føde børn, der aldrig når døbefonten. 14 år efter brylluppet i 1596 har Anne Bille født 15 børn. Men ikke et har overlevet.
Var det hekseri?
Hun har fejlet i hendes vigtigste opgave som fertil adelskvinde, der kan levere en madelig arving. Selv om dødeligheden er høj i 1500 – tallet, så er 15 dødsfødte børn lige voldsom nok. En tanke begyndte at presse sig på. Måske er hun blevet forhekset?
Ideen kommer formentlig ikke fra Anne Bille selv. I sommeren 1596 er heksefeberen nået Sydvestfyn. Anne Billes kusine Anne Hardenberg, der bor på herregården Hagenskov en dagsrejse fra Nakkebølle får dømt to kvinder til bålet for trolddomskunstner.
Anne Hardenberg havde dem mistænkt for at stå bag en forbandelse, der i 1592 gjorde hende melankolsk og syg efter fødslen af hendes søn. Da drengen døde efter et år fik Anne Hardenberg det mentalt bedre og konkluderede derfor, at hun måtte have været forhekset.
Det er ikke til at vide, om de to kusiner har snakket sammen. Men det er ganske sandsynlig. Nu skulle den skyldige findes.
En gammel kone indrømmer under tortur
Mistanken falder først på den gamle forkrøblede kone Ousse Lauritzes fra Fåborg, som arbejdede på Nakkebølle, dengang Anne Bille og Eiler Brockenhuus blev gift. I august 1596 blev den gamle kone spærret inde på Nakkebølle.
Eiler Brockenhuus er højst sandsynlig draget til Christian den Fjerdes kroningsfest i København selvsamme august. Så fruen tager sagen i egen hånd. Hun står for afhøringen af kvinden i godsets fangekælder. Til at hjælpe med at få den ”hele og sande historie” frem er den lokale bøddel med i fangekælderen.
Den 6. august dreje bødlen langsomt på skruetvingen, så jernet boltrer sig i den gamle kones krogede tommelfingre. Tommelskruerne kan nemt kvase fingerleddene. Hvis den gamle dame ikke kommer med forklaringer som tilfredsstiller Anne Bille bliver der lige strammet en ekstra gang. En dramatisk og skræmmende vidnesbyrd fremtvinges nu fra den forpinte kvinde.
Christence Kruckow står bag
Svaret var, at Christence Kruckow står bag. I alt fem kvinder stod bag. Fredagen inden bryllup havde Christence Kruckow med sin lille djævel ”Jeronimus” og en tjenestekvinde opmålt brudsengen med et mål. Under selve vielsen knyttede kvinderne en knude på båndet, og derved skulle impotens og andre ulykker falde over parret.
Men det var langt fra alt. Med rigelige mængder af brunt klæde bestak jomfru Christence kvinderne til tavshed, da hun om torsdagen efter brylluppet ville forhekse Anne Bille. Men hvad fruen ikke ved, var at Christence tog en edderkop og gemte den i mælken, inden hun drak. Djævlen havde fået direkte adgang til Anne Bille.
Også en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel havde deltaget.
En voksdukke ved navn, Anne
Og der var endnu mere. Oldingen bekender, at Christence Kruckow i 40 uger havde båret en voksdukke på længde af en halv arm under sin højre arm. Voksbarnet ved navn Anne blev ofret på højalteret i den lokale kirke, Åstrup Kirke.
Man havde begravet voksbarnet med ordene:
Ved ceremonien var de fem kvinder forsamlet. De fratog for al fremtid Anne Billes velfærd og lykke.
I oktober stod Ousse Lauritzes og en anden tjenestepige over for den lokale dommer, herredsfogeden for Sallinge Herred. Dommeren er udpeget af til hvervet af lensmanden, som i dette tilfælde hed Laurids Brockenhuus, og er fætter til Eiler Brockenhuus.
Herredsfogeden finder ikke overraskende de to kvinder skyldige i trolddom. Kort herefter bliver kvinderne i levende live spændt fast på to stiger og skubbet ind i et flammende storbål. Alt imens ser lokalbefolkningen på.
Christence havde været på Bloksbjerg to gange
En anden troldkone bliver også afhørt. Det var Johanne Jenses. Hun fortæller, at hun og Christence havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik og Djævlen havde sørget for, at der var nok at drikke.
Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. De havde pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var sat under sengen. I pakkerne havde det været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christense havde været med til al trolddom lavet mod fru Anne.
Helt glemt er åbenbart loven vedtaget i Kalundborg i 1576, at henrettelser i trolddomssager ikke må finde sted, før personen også er kendt skyldig ved landstinget.
Kongen ligger låg på
Sagen mod Christence Kruckow ruller fortsat og den 9. december 1596 modtager hun indkaldelse til herredstinget i Sallinge Herred, hvor Nakkebølle ligger.
Den anklagede adelskvinde bliver gjort bekendt med de anklager, der kom fra Ousse Lauritzes. Adelsdamen skriver et langt forsvarsskrift, hvor hun afviser alle anklager. Skriftet fremfører hendes broder og værge, Jens Kruckow herredstinget den 15. februar 1597. I retssalen sidder herredsfogeden med tingskrivere og otte ”trofaste dannemænd”.
Vi kender ikke dommen fra herredstinget, men den falder næppe ud til Christence Kruckows fordel. Hendes bror klager til Landstinget over processen og herredsfogedens opførsel. Herredsfogeden får faktisk tilkendt en bøde som straf for procesfejl.
Derved erkendes det, at sagen skal for Kongens Retterting, bestående af kongen og Rigsrådet. Hverken herredsting eller landsting må fælde dom over adelsfolk.
På Nakkebølle fortsætter forhørene under tortur.
Kongen ligger låg på sagen også for diverse æreskrænkelser. Sagen mod Christence Kruckow bliver heller ikke videreført. Men ilden under hende er ikke slukket. Gløderne ulmer.
Peder Poulsen opdager trolddomskunstner
På Skt. Lucia-aften den 12. december 1611 skal en mand aflevere nogle penge til en anden mand i gaden Kattevad i Aalborg. Manden, Peder Poulsen banker på døren, men ingen åbner. Det er dog lys i vinduet, så han kigger ind i huset ad en knust rude.
Et uhyggeligt optrin viser sig. Konen i huset, Marine Knep, ligger på en dyne på gulvet omringet af op mod 10 andre kvinder. Fra Marie Knebs skød trækker de andre et voksbarn. Manden råber ind ad vinduet:
Kvinden får hurtigt gemt voksbarnet og forlader huset ad bagdør og fordør. Manden går straks til byfogeden, for han er ikke i tvivl om, at han har overværet trolddomskunster. Han fortæller, at den ene af dem genkender han som Christence.
Vidneudsagnet sætter gang i en lavine af hekseprocesser i Danmarks dengang næststørste by. Andre vidner bakker mandens udsagn op, inklusive Marine Knep selv. I 1612 bliver Marine Knep og en anden kvinde dømt og senere ædt af ildens flammer uden for Aalborg.
Christence opholdt sig Aalborg
Mellem domsfældelse og straf må man officielt godt torturere kvinderne. Det kunne jo være, at de kunne pege på andre ”hekse”. Men så vidt vides blev Christence Kruckow ikke omtalt. Hun havde nu bosat sig i Aalborg.
Men rygterne begyndte at løbe i Aalborg. Christence Kruckow bor sammen med sin søster Anne i Peder Brakes Gyde ved siden af præsteboligen til Vor Frue Kirke. I 1616 lægges kimen til en nabostrid af den anden verden.
Christence havde opholdt sig en tid hos en anden bor Eiler Kruckow, der ejede Bellinge på Falster. Seneste 1607, da han solgte gården er hun antagelig flyttet til Aalborg. I 1615 havde hun sammen med sin søster stiftet et legat til fattige studenter til latinskolen i Aalborg.
Var præstens prædiken beregnet mod naboen
Christence Kruckow har et par af den slags i sin stab. Dagen efter sender hun en af disse ind til præsten:
Præsten David Klyne svarede, at hvis hans prædiken havde ramt hendes samvittighed, var det en glæde for ham. Forholdet blev ikke bedre, da de to Kruckow – søstre tager en kvinde til nåde, der har født i dølgsmål.
Og søstrene skriver en besked til præsten, at de skal lade hende skrifte. Præsten nægter dog dette.
Var det en forbandelse mod præstefruen?
I juli 1618 optrappes nabostridighederne. Jomfru Christence omdirigerer et rendestensløb med sten fra hendes grund. Præstens kone, Lisbeth Nielsdatter råber over plankeværket, at hun skal fjerne disse sten. Adelskvinden svarer, at præstefruen ”skal få skam inden for en stakket tid”.
Grædende fortæller den skræmte præstefrue historien til sin mand. Kort tid efter mister præstefruen både mælet og forstanden.
Præsten var overbevist om Christences trolddomsevner
Der blev fundet mystiske snore og snarer udspændt i Aalborgs haver. Det fortælles at hunde og svin under ledelse af djævlen selv holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Sidst men ikke mindst gik rygtet, at heksene med deres trolddomskunstner skulle have myrdet byens borgmester Niels Iversen Skriver.
Præsten er overbevist om Christences trolddomsevner. Men der mangler lige nogen andre til at pege på hende først.
Abelone Guldsmed
Det problem løser sig året efter. For en kvinde bliver nævnt som medskyldig af de afbrændte hekse – Abelone Guldsmed.
Men hun blev ikke anklaget af myndighederne, indtil en tidligere guldsmedesvend peger på, at hun har brugt magi. Myndighederne vælger nu at afhøre Abelone Guldsmed. Og hvilken bekendelse.
Hun udpeger Christence Kruckow til at være leder af hekseroden i byen. Abelone Guldsmed havde engang konfronteret Christence for noget pisseri op ad en dør. Til det havde adelskvinden angivelig sagt:
Derefter havde Kruckow slået en ”hemsk latter op”.
En fætter til Anne Bille samler beviser
Adelsmanden Stygge Høeg stiller sig i spidsen for at samle beviser mod jomfruen. Den ivrige mand er i øvrigt fætter til adelsfruen på Nakkebølle, Anne Bille. Den 19. november 1619 tropper han op hos Christence Kruckow for at høre hendes svar på anklagerne fra Abelone Guldsmed. Hun bliver også spurgt om de 15 barnedødsfald på Nakkebølle.
De indflydelsesrige Bille – og Brockenhuus-familier er meget magtfulde især på Fyn. Og det var netop fra Nyborg Slot at Christian den Fjerde sender besked til at indsamle beviser mod Jomfru Christence.
Nye anklager
Efter at Christence Kruckow er blevet buret inde på krongodset Dueholm Kloster på Mors, indfinder der sig i løbet af maj 1620 en række vidner i Aalborg. Dette sker i Bytinget. Kongen beslutter, at sagen skal køre videre. En tømrer havde blandt andet sagt, da han var blevet uenig med hende, skulle hun have sagt:
Dagen efter sad tømmeren på en veranda, da en ukendt mand kom løbende med en kniv og skar han tværs over læberne. 26 af byens fremtrædende mænd møder op i byretten og vidner mod hende.
Kirkens mænd bliver også afhørt.
13 siders domsudskrift
Den 21. marts 1621 dukker Otte Skeel op i Christences fangehul med et brev fra kongen. Hun er tiltalt for at have begået ”adskillige spøgeri” Hun bliver bedt om at dukke op for næste berammende møde for Rigsrådet den 27. maj.
Den 21. maj blev hun overført til fængslet ved Københavns Slot. Hun havde ikke tænkt sig, at forsvare sig. Begge hendes værger har sikkert været døde. Det eneste hun beder om er nåde.
Hele sagen oprulles den 9. juni 1621. Og det er nedfældet i et 13 siders domsudskrift. Hun bliver sikkert tortureret af kongens mænd efter dommen. Straffen er nådig, for i stedet for at blive kastet på bålet, lader skarpretteren sværdet svinge ned gennem hendes hals den 26.juni 1621. Det er det man kalder en ”ærlig” henrettelse. Måske fik hun også en ordentlig begravelse – og måske kom hun også i himlen!
Måske begravet i/ved Sønderholm Kirke
Ingen ved, hvor Christence Kruckow ligger begravet. Ifølge overleveringer skulle hun ligge begravet i Sønderholm Kirke. Christence var i slægt med Gyldenstierne. Hun boede en tid hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket – på grund af Gyldenstiernes tætte forbindelser til Christian den Fjerde.
Men hvor hun ligger begravet her er uvist. Nogle kilder siger, at hun ligger i kirken. Andre kilder påpeger, at en dømt heks ikke må komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.
Et legat fra den halshuggede kvinde
Inden sin henrettelse testamenterede Christence Kruckow 1.000 daler til fattige studenters underhold. Legatet blev tilknyttet de studerende på kollegiet Regensen og blev stadig uddelt i det 20. århundrede. I 1987 udgjorde legatportionerne 97,50 kr. Nu eksisterer det dog ikke mere.
Ja selv om hun var blevet dømt til døden, så måtte den nu 63 – årige Christence betale for sagens omkostninger. Og dette beløb blev så taget af legats-midlerne.
Var hun jaloux på Anne Bille?
Historikere har diskuteret om hun var jaloux på Anne Bille, fordi hun regnede med at enkemanden ville gifte sig med hende.
Var det hendes lavadelige status og økonomi, der var afgørende for dommen? Hun havde ikke flere slægtninge, der kunne føre hendes sag. Rigsrådet bestod for det meste af højadelige. De regnede ikke de lavadelige. Kruckow – slægten var ved at uddø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.429 artikler. Inden for overtro/hekse/skarpretter/sagn/spøgeri finder du dette på vores side:
Juli 27, 2019
Den Blå Sangbog i Sønderjylland
Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog
Trykkefrihed i Preussen?
Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.
Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.
Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.
16 unge piger blev anholdt
Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.
Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.
Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.
Mange blev dømt
Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.
I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.
I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.
De forbudte sange blev markeret med stjerne
Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.
For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.
Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge
I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.
Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.
Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.
H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang
Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.
Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.
Han var ellers en afholdt gendarm
Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.
Fanatikere overvågede danske aktiviteter
Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.
Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.
I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.
Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.
Boghandlere frikendt
Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.
Udgiver var usikker
I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.
Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.
Sange er emneopdelt
I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.
De forbudte sange kunne man udenad
Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:
Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.
Der var vagt på
Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:
Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.
En ”forbudt” allike
Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.
På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”
Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.
En historie om en forbudt sang
Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.
I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.
Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.
Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.
Det var en af dem, som også preusserne forbød.
Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.
Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.
Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk
Juli 27, 2019
Østerbro – en historisk vandring
Vi starter på Holbergs tid. De to kirkegårde. Et areal i bytte. Forbi ”solen”. Her holdt zar Peter skrivestue. Fiskedamme med beværtning. Man måtte kun bruge improviseret lænestol. Der var stadig landelig idyl i det 19. århundrede. Helt’ s velrenommerede beværtning. Jespersens Traktørsted til det ”tarvelige publikum”. Det Hvide Hus. Julie Sødring’ s begejstring for haverne. En nøgle kunne lånes for 2 Rigsdaler. Meyers hus. Jomfru Winsløw holdt hus og kalkuner. En fabriksbygning fra 1738. Rosendahl. Englænderne bemægtigede sig stedet. Da brandvæsnet kom var møllen væk. Nøjsomhed. Kalkbrænderiet. H.C. Andersen tilbragte her sine sidste dage. Østerbros gamle idyl overlevede ikke.
Vi starter på Holbergs tid
Det er svært at forestille sig, at Østerbro virkelig har været så idyllisk, som det bliver beskrevet i ældre skrifter. Vi har været her før tilbage i historien i mange af vores artikler her på Østerbro. Enkelte af ejendommene findes endnu.
Vi starter med Østerbro i Holbergs tid – dengang i begyndelsen af det 18. århundrede.
De to kirkegårde
Havde man passeret Østerport havde man på venstre side Søetatens Kirkegård. Egentlig havde den ikke noget navn og blev også kaldt for Matroskirkegården. I dag kalder vi den for Holmens Kirkegård.
Det blev indviet allerede i 1596. Et lille kapel blev bygget i 1701. Det var der, hvor graverboligen senere lå.
I 1711 blev Militærkirkegården (Garnisons Kirkegård) anlagt. På højre side af vejen fandtes der ikke andre bygninger end Acciseboden. Dengang kaldte man den for Cisseboden.
Et areal i bytte
Kom man længere ud forbi Sortedamssøen, havde man på højre hånd Rosendal. Det smukke landsted udgjorde hovedparcellen af det større areal, som rådmand Verner Claumann’ s sønner havde fået af Frederik den Tredje i bytte for en stor have, der lå længere inde mod byen.
Denne have var blevet brugt til anlæggelse af et fæstningsværk.
Skråt over for Rosendahl lå nogle længer som man kaldte ”Pæretræet”
Forbi ”Solen”
Noget længere ud mod Trianglen, som selvfølgelig ikke eksisterede dengang lå på selve gaden omgivet af et stakit, en brøstfældig gammel stubmølle, der havde det skønne navn ”Solen”. Den lå omtrent der, hvor det navnkundige hospital Vartov lå.
Her holdt zar Peter skrivestue
Disse få bygninger tillige med et lille porthus, der lå på hjørnet af Nordre Frihavnsgade og Trianglen var alt, hvad der dengang fandtes af bebyggelse på Østerbro.
Det sidstnævnte lille hus fik efter zar Peter den Store’ s ophold her i 1716 navnet St. Petersborg. Hans store armé camperede forskellige steder i København dengang. En af stederne var mellem de ubebyggede areal mellem Strandvejen og stranden.
Det lille hus var det eneste, der kunne bruges som skrivestue. Det kom således til at spille en rolle som hovedkvarter. Da Ruslands zar samtidig var i færd med at anlægge St. Petersborg på et ligeledes øde areal mente hans soldater at dette lille hus skulle have samme navn.
Fiskedamme med beværtning
På terrænet mellem Østerbrogade og stranden havde man allerede dengang tænkt at bygge et nyt kvarter. Man havde allerede afstukket gaderne. Men planen måtte opgives. I stedet blev der indrettet et kunstigt fiskerianlæg bestående af en masse fiskedamme. Disse var indbyrdes forbundne. Når det ønskedes kunne de enkelte damme lægges tørre.
Disse damme blev gennem et sluseanlæg forsynet med vand fra Sortedamssøen. Dette sluseanlæg lå, hvor Østerbrogade i dag ligge. Mellem disse damme blev der bygget et Fiskerhus, hvor fiskemesteren boede. Jobbet var nok ikke så indbringende, så Fiskemesteren fik lov til at drive en beværtning.
Denne fik hurtig stor tilslutning af københavnere, der på smukke sommerdage tog herud for at drikke deres te eller punch i det grønne. Blandt disse var også Ludvig Holberg. Han nævner Fiskehuset i en af sine værker, ”Jakob von Thyboe”.
Man måtte kun bruge improviseret bærestol
Vejene herude var i en frygtelig forfatning. Når beboerne på Østerbro om vinteren aflagde visit hos hinanden og skulle over gaden, måtte damerne lade sig transportere af dragere i en slags improviseret bærestol.
De rigtige privilegerede bærerstole måtte nemlig dengang ikke benyttes af private folk, da de var særret, der tilhørte Adressekontoret.
I 1752 skete der dog en forbedring. Vejene blev underkastet en ”restaurering”. Dæmningen langs søen blev hævet fem fod, hvorved ”Dalen” fremkom. Husene øst for vejen kom til at ligge en del lavere.
Denne ingeniør, der ledede dette arbejde hed Peymann og var dengang en ung officer. Det var en bror til den bekendte general, der fungerede som Københavns kommandant, da byen i 1807 overgav sig til englænderne.
Stadig landelig idyl i det 19. århundrede
Men hvordan så Østerbro ud i begyndelsen af det 19. århundrede? Var det sket en udvikling?
Ja bydelen havde endnu en ganske landelig karakter. Her var stadig kun ringe bebygget. Der, hvor Preislers Have senere lå, var der den højest ejendommelige hundekirkegård. Her var også holdeplads for ”Kaffemøllerne”. Det var de gammeldags kapervogne, hvis hjul malede rundt og rundt i vejenes dybe sand ud til skoven.
Helts velrenommerede beværtning
På hjørnet af Kastelsvejen lå Helts velrenommerede beværtning. Den var omgivet af klippede lindetræer. Her var et køligt og behageligt tilflugtssted på varme sommerdage. Hertil valfartede hovedstadens borgere for at spille kort eller kegler og drøfte dagens nyheder.
Her kunne man ryge tobak af værtens kridtpiber. På en hylde i kakkelovnskrogen var anbragt stål, sten og fyrsvamp.
Jespersens Traktørsted til det ”tarvelige” publikum
Lidt længere inde i alleen lå Jespersens Traktørsted. Dette var beregnet til et mere ”tarveligt” publikum. Her kom mange skovgæster og ligfølger, der kom fra kirkegården. Det havde en udmærket søgning.
Ofte kunne man høre stemmer herinde fra til langt ud på natten. Her blev drukket masser af gravøl. Skulle man så tilbage mod byen, hændte det at Østerport var lukket. Ja så måtte man bide i det sure æble og tage ad Nørreport.
Det Hvide Hus
Lige over for Helts beværtning på det andet hjørne af Kastelsvejen, lå det såkaldte ”Hvide Hus”. Det så meget statelig ud, navnlig når man så det fra Sortedamsdosseringen med sine to etager. Bjælkeværket i dette hus hidrørte fra Struensees og Brandts skafot.
Dette palæagtige hus ejedes i sin tid af Dr. Dampes svigermor. I trediverne da gamle Rosenkilde lejede sig ind her, blev huset ejet af snedkermester Granberg, som lejede det ud til forskellige københavnske familier.
Det var her, at Julie Rosenkilde, den senere navnkundige Fru Sødring fandt et lykkeligt hjem, da hun voksede op. Det er i hendes erindringer, vi kan følge hendes begejstring for stedet.
Begejstring for haverne
Hun fortalte om sø og skov, om et levende hegn og lysthaver, voldene, kirsebærgange og gartnerhaver. Men det var især Claussens og Tuteins parker, som hun var imponeret af.
Her fandtes store strækninger med frugttræer, små søer og vidtstrakte græsplæner. Her var marker med køer og lam. Og her var store alléer, der gik helt ned til stranden. Her var skovpartier med masser af fuglesang.
Luften var krydret af lindetræernes millioner af blomster. Stille sad man på bænkene og hørte på nattergalene, som slog i det tætte krat.
Claussens Have var for Julie Sødring nærmest en urskov. Alt voksede mellem hinanden. Lykkedes det at forcere en masse krat stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, Brudelys og Muskedonnere førte tanken langt bort fra byens nærhed.
Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der på svenskerkrigens tid havde siddet fangere ”i bolt og jern”.
Mosen lå over for Aggersborg, der længere nede imod stranden var bygget på en holm midt i en lille sø, som lykkelig havde overlevet bombardementet 1807. Den lille sø var i mange år yndet samlingssted for enkelte af lykkens begunstigede, der her tumlede sig på skøjter. Blandt disse var i begyndelsen af 70’erne hans Majestæt Kongen og Dronningen, prinsesse Thyra og prins Valdemar, der i flere år blandede sig med det skøjteløbende publikum.
En nøgle kunne lånes for 2 Rigsdaler
Vi vender atter tilbage til begyndelsen af århundredet. Skråt over for ”Det Hvide Hus” på hjørnet af Øster Farimagsgade lå vognmand Chr. Vellos ejendom.
Kærlighedsstien langs søen var dengang et vildnis. Men det tiltrak elskende hjerter og lystfiskere hold af at kaste en snøre. Det var som at se det på Købkes billeder.
Sortedamsdosseringen var dengang et lukket land med sværere låger og låse for begge ender. Absolut utilgængelig var den dog ikke. Hos Vandvæsenet kunne man for en sum af 2 Rigsdaler erholde en nøgle til låns.
Langs stien lå der til højre Blegdamme og vaskepladser, der strakte sig fra søen op til Blegdamsvejen. Her sad en mand med et horn og tudede om natten til skræk og advarsel for tyvene.
Meyers hus
Det smukke hus der tilhørte voksfabrikant og lakerer Meyer – et meget gammelt hus – var i sin tid det eneste hus på Dosseringen. Når man havde passeret det, begyndte blegpladserne og strakte sig helt op til Nørrebro. Hertil sendte hele byen sit lærred til vask og blegning.
Ud til Dosseringen var der store parker og damme, hvor de skyllede tøjet.
På hjørnet af Dosseringen og Østerbrogade lå gartner Dankerts sted omgivet af en stor have, der nåede helt op til Trianglen. Denne lå dengang hen omgivet af et gærde.
Jomfru Winsløw holdt høns og kalkuner
En jomfru Winsløw, der boede på Hjørnelund på hjørnet af Østerbrogade og Nordre Fasanvej, hvor Østerbros normalur var, havde af magistraten lejet den af Magistraten og havde her sine kalkuner og høns gående.
En fabriksbygning fra 1738
Det var endnu kun ganske få ejendomme i hele dette kvarter. Foruden de nævnte, var der ”Dalen” en gammel korduan-fabrik. Denne kunne ses på en grundplan allerede fra 1738. Senere blev den forvandlet til et kattuntrykkeri og blev senere købt af krigskommissær Nachtegall. Den var med en dam adskilt fra Rosendals grund.
I denne dam blev tøjet skyllet og bredtes siden ud til blegning på de store enge som lå neden for Rosenvænget, der vel at mærke den gang endnu ikke var et villakvarter.
Rosendahl
Rosendal blev ejet af etatsråd Tutein, der opnåede den høje alder af 96 år. Senere blev ejendommen købt af kaptajn Waagepetersen for 60.000 Rigsdaler. Det var ham der fik ejendommene udstykket.
Rosendal var udstykket med betydelig luksus. Køkkenet var i kælderetagen ud imod haven var der en stor veranda. Skellet mellem Rosendals og Classens Have var en grøft med et stigbord for enden til at hæve og sænke vandet.
Englænderne bemægtigede sig stedet
Det var i Tuteins ejendom, at den engelske generalstab havde opslået sit hovedkvarter under Københavns bombardement i 1807. Udenfor tværs over vejen var der opkastet en improviseret skanse, hvorpå der var anbragt to kanoner, der med deres mundinger pegede ind mod byen.
Det underordnede mandskab var derimod indkvarteret på den til Rosendal hørende Materialegård lidt længere ud ad trianglen til.
Da brandvæsenet kom, var møllen borte
Efter Materialegården fulgte bageriet ”Kronen” og så den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835. Det gik ild i hatten på den. Østerbros eneste sprøjte var kørt ind til byen til en skorstensbrand, som var slukket ved ankomsten.
Alt imens brændte møllen. Og værre var det, at da de ville gennem Østerport, ja så var den lukket. De måtte så helt tilbage til Nørreport. Da de endelig efter en anstrengende tur nåede hjem, fandt de møllen helt nedbrændt.
Nøjsomhed
Vi har tidligere omtalt Petersborg, og det lille porthus er også omtalt. Lige over for lå som nævnt Hjørnelund. Det var et fornemt hvidkalket hus i to etager skilt fra gaden ved en anselig gammel have. Det hørte også til Østerbros historiske huse.
Det siges i sin tid at have tilhørt Grev Brandt. Lidt længere ud ad vejen, hvor det mægtige bygningskompleks Jakobsborg senere rejste sig lå dengang konferenceråd Kirsteins ejendom, Nøjsomhed.
Det har i et hundrede år været i samme families eje. En del af ejendommen var efterhånden blevet udstykket. En betydelig del var til W. Löwes Handelsgartneri. Det blev begrænset på tre sider af Østerbrogade, Nøjsomhedsvej og Kalkbrænderivej, mens det mod syd stødte op til det Gartner Ohlsens anseelige have.
Bygningerne lå ud mod Østerbrogade, vinkelret på denne, det enetages grundmurede ”Vaaningshus” mod syd. En tilsvarende bindingsværkslænge med forpagterbolig, lo og stald mod nord. De var skilte fra hinanden ved gården med store plæner og mægtige lindetræer.
Ja man kan næsten ikke forestille sig det i dag, men store skovagtige stille alléer strakte sig ud mod Kalkbrænderivej og vildnisset ved Nøjsomhedsvej havde allerede for længst måtte vige pladsen for villaer og pyntede byhaver.
Englænderne huserede her i Nøjsomhed. Ja de rumsterede i hus og have. Man kunne uhindret kigge ned til stranden ud over Sundet til Bellevue og Taarbæk.
Der hvor et bykvarter havde rejst sig øst for Kalkbrænderivej og nord for Nøjsomhedsvej lå der dengang kun grønne græsgange og bølgende marker fra vej til strand.
Det var som skrevet konferenceråd Ernst Philip Kirstein, der oprettede Nøjsomhed til sit landsted. Her samlede han til fest og ”Casino”. Jo han var af meget fin familie. Og vennerne var af lige så fin familie.
Kalkbrænderiet
Svinger man ned mellem alléen mellem Petersborg og Hjørnelund ned mod vandet, hvor de høje huse på Nordre Frihavnsgade havde rejst sig og drejede man for enden af denne allé – ved den statelige ”Rolighedsdal” til venstre kommer man til Gamle Kalkbrænderivej, som gennem den gamle bondegård førte ned til Kalkbrænderiet.
Dette var ifølge kongeligt privilegium anlagt i 1732 af to mænd, Felix du Sart og Anthoine Bonfils. Magistraten havde dertil overladt dem den såkaldte Baadmandsskanse uden for Østerport. Efter at denne ejendom var gået gennem flere hænder, blev den i 1774 i tre dele. Den ene af dem gik i 1785 over til rådmand højesteretsadvokat Schmidt, der i 1790 og 91 på sin grund byggede Rolighed.
Denne ejendom har spillet en rolle som en af Østerbros patriciahjem. Der er gennem generationer knyttet mange minder til dette sted. I 1795 solgte Schmidt sin ejendom til Søren Gyldendal, stifteren af Forlaget Gyldendal. Han boede her ind til sin død.
Efter hans død 1802 afhændede enken ejendommen til daværende kaptajn, senere generalløjtnant Johan Henrik Hegermann-Lindencrone. Stuen kunne godt virke lidt mørk en sommerdag. Det skyldtes alle træer ude i haven. Familien boede 48 år i ejendommen.
I 1850 blev ejendommen solgt ved en aktion til grosserer M. Tvermoes for 9.800 Rigsdaler. Han døde allerede i 1857, men inden da havde han forbedret ejendommen markant.
H, C. Andersen tilbragte her sine sidste dage
Så var det Moritz G. Melchior, der købte Rolighed, som da var steget i værdi til 45.000 Rigsdaler. Han byggede en ny bygning til med udsigtstårn. Herfra var der en herlig udsigt ud over Sundet. Melchior forstod at samle kunstnere og videnskabsmænd om sig.
H.C. Andersen tilbragte i sine senere år det meste af sommeren her. Han havde sine to små værelser ovenpå med udsigt mod Øresund. Her døde H.C. Andersen også i 1875. Ni år senere døde Melchior. Så blev stedet lejet ud. I 1898 blev det jævnet med jorden.
Østerbros gamle idyl overlevede ikke
Østerbros gamle idyl kunne ikke overleve den moderne udvikling. Det Gamle København voksede ud over Volden og forlangte plads.
Vi har i tidligere artikler fortalt om Rosendal og det tilhørende Rosenvænge, som blev Danmarks første villaområde. I 1872 blev den sidste villaejendom solgt i Rosenvænget. Der var nu opført 47 villaer.
I 1855 havde Østerbro 475 indbyggere. I 1890 nåede dette tal 3.145. Gade rejste sig ved gade. Og gamle huse måtte give plads for nye endnu større huse. Rolighedsdal blev revet ned og Kalkbrænderivejens forlængelse (den nuværende Nordre Frihavnsvej) førtes over grunden.
Byggeriet tog rigtig fat, efter at udstykningen af Classens Have begyndte. Nye gadenet viste sig. Forlængelsen af Kalkbrænderivej medførte udstykningen af Roligheds store have. Spekulationen bemægtigede sig alt.
Nøjsomhedens gamle have var hvis nok en af de sidste store haver, der faldt. Snart forsvandt den sidste rest af landelighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler heraf omhandler 85 artikler det gamle Østerbro inkl.