Ikke alle mord undersøges

Når drab har sin egen status. Ikke alle drab dengang var moralsk rene. Mord kan pludselig forældes. Man holdt familie hen med løgn og bedrag. Langt fra alle var stikkere. Beslutninger om likvideringer blev taget på alle nivuer. Drabene skulle ikke undersøges ”Krig er ikke jura”. Frode Jacobsen forsvarede modstandsbevægelsen. Ingen undskyldning. Gjorde man modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste? Havde Danmark flest stikkere pr. indbygger. Kunne man stole på Centralkartoteket? Langt fra alle likvideringer skete under ordnede forhold. Da en tre – årig dukkede op hos underboen. Informationerne var ikke altid korrekte. Kun 82 likvideringer i Norge. Man lod sig friste. Er listen komplet? Det er ikke bare en støvet historie. Pludselige masser af patrioter. Hvorfor er det svært at tale om besættelsestiden? Modstand kræver håb. Tabu – og mørkebelagt. I april 1945 blev 100 likvideret. Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet. Danmark har brug for et eventyrbillede.

 

Når drab har sin egen status

Som udgangspunkt er et drab altså et drab, og så alligevel ikke. For de drab, som modstandsbevægelsen begik under krigen, har sin egen status og historie knyttet til sig. Det vil sikkert vække et ramaskrig af dimensioner, hvis der rejses tiltale mod tidligere modstandsfolk, der er gået over i historien som helte. Samtlige drab er gået over i historien som stikkerlikvideringer. Men var de nu også det?

 

Ikke alle drab var moralsk rene

Det kan efter så lang tid være umuligt at bevise, at de ikke dræbte med det forsæt at fjerne en stikker og beskytte modstandsbevægelsen, men handlede ud fra egne motiver som hævn, drab eller økonomisk vinding. Måske var købmand Hansen nazi- sympatisør, men han var ikke stikker. Og det beretter ikke til rovmord. Men det kom under begrebet legitime drab.

I sagen fra Padborg, som undertegnede skrev en bog om, opfandt myndighederne en historie, der skulle dække over de virkelige begivenheder. Man lukkede sagen allerede i 1947.

Ikke alle drab dengang var moralsk rene.

 

Mord kan sagtens forældes

Nej ikke alle mord undersøges. Det er så smart, at man kan mørklægge en sag. Så har du absolut ingen adgang. Det har du heller ikke med familiens underskrift. Hvis det rygtes, at du er i gang med at undersøge ting og sager, skal det nok ligges forhindringer i vejen.

Overraskende er det også, når det så lykkes at få nye ting frem, som sætter spørgsmålstegn ved en efterforskning, så åbner man den bestemt ikke igen. Og lokalbefolkningen er bestemt ikke på din side. Jo mord kan sandelig godt forældes. Det er ikke kun nede i Padborg, at der skete mystiske mord før og efter besættelsen.

 

Man holdt familien hen med løgn og bedrag

Vi vil i en senere artikel fokusere på et mord ude i Utterslev Mose, som vi har berørt i flere artikler. Her var der tale om et rovmord. Men myndighederne bestemte, at dette mord ikke skulle udforskes mere. Det var et mord, som Modstandsbevægelsen tog på sin kappe.

Det mord vi fokuserede på nede i Padborg, foregik efter besættelsen. Den sag lukkede man allerede i 1947, men vi kunne i vores bog dokumentere at politiet manipulerede med rapporterne. Men det værste var at man holdt familien hen med løgn og bedrag.

 

Langt fra alle var stikkere

Emnet er bestemt ikke populært at beskæftige sig med. Man bliver beskyldt for mange ting. I denne historie skal vi passe på ikke at forsynde os mod den historiske grundregel:

 

• At forsøge at iagttage fortiden med nutidens øjne.

 

Egentlig handler besættelsens historie stadig om myten. Det er krig og kamp med helte og skurke, gode og onde, os og dem. Myten er præget af etiske og moralske elementer.

Frihedsrådet udsendte i 1944 en nytårshilsen, hvor man skrev, at ingen landsmænd er blevet dræbt på baggrund af deres overbevisning, men kun fordi, at de mod en høj betaling har påtaget sig at efterspore landsmænd og udlevere dem til Gestapo.

Men nu er det ikke alle de likviderede, der opfylder disse betingelser. Det var ikke mange af de likviderede, der direkte var stikkere. De var måske tyskervenlige i en eller anden form og bar tyske uniformer.

 

Beslutninger og likvidering taget på alle niveauer

Historikerne er stadig uenige om, hvem der gav tilladelsen. Man taler om ”Frihedsrådets Likvideringsudvalg” og ”Den Jyske Domstol”. Men de har aldrig eksisteret. De blev opfundet til lejligheden i sommeren 1945.

Beslutninger om dette blev truffet i alle niveauer i modstandsbevægelsens hierarki. Man mener, at der er begået 400 likvideringer. Nu har ingen af de tre forfattere de mord med, som vi i vores bog fandt i Padborg efter besættelsen.

 

Drabene skulle ikke undersøges

Der er aldrig foretaget en systematisk undersøgelse, hvorvidt der er begået drab eller en likvidering begået af modstandsfolk. Rigspolitichefen bad ellers i juli 1945 alle politikredse om at indberette besættelsestidens drab, hvorefter tanken var at lade Rigspolitiets rejseafdeling efterforske alle drab med henblik på at udskille modstandsbevægelsens likvideringer.

Men en sådan undersøgelse blev forhindret af Frihedsrådets Frode Jacobsen. Han ville som Minister uden portefølje sammen med Modstandsbevægelsens folk og Centralkartoteket ”udsondre” de drab som ikke skulle udforskes yderligere.

En liste med 500 drab blev overdraget til Frode Jacobsen. Herefter blev 320 drab fjernes som Modstandsbevægelsen tog ansvar for. I januar 1945 havde Frihedsrådet udsendt en proklamation, hvor man skrev, at man havde ”uigendrivelige beviser som til sin tid om nødvendigt kan fremlægges og godtgøre, at henrettelsen var påkrævet som en præventiv foranstaltning fra Frihedsbevægelsens side”

 

”Krig er ikke jura”

Den 25. august 1945 mente den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch, at det var tale om mord. Han stillede spørgsmålstegn ved likvideringernes berettigelse. Dem der stillede sig på samme side, var venstrepolitikeren og retspræsidenten Svenning Rytter og socialdemokraten K.K. Steincke.

Per Federspiel afløste Frode Jacobsen i efteråret 1945. Men Frode Jacobsen bevarede sin indflydelse som konsulent. Han sikrede sig, at ingen sager blev efterforsket. Begge de to personer havde samme holdning, at likvideringer var at betragte som krigshandlinger. Og det gjaldt åbenbart også for handlinger, der var foretaget efter besættelsen.

Frode Jacobsen mente at det var ”krig ikke jura”. Og det var underordnet om der ikke formelt bestod en krigshandling mellem Tyskland og Danmark.

Det lykkedes for Frode Jacobsen at få stoppet efterforskningen. Han indgik en aftale med en af sine nærmeste medarbejdere fra modstandstiden, juristen Niels Buch-Jensen, der blev justitsminister i befrielsesregeringen.

 

Frode Jacobsen forsvarede modstandsbevægelsen

Flere familiemedlemmer til de likviderede stillede spørgsmålstegn til, hvorfor deres familiemedlem skulle henrettes. Det skete også i sagen fra Padborg. På en eller anden måde blev der undersøgt en del nye sager. Men en masse blev også undladt. Der blev sendt ca. 20 korte og ”blakkede” erklæringer til familien.

Selv forfatteren Martin A. Hansen som tidligere var tilhænger af likvideringer var nu blevet skeptisk. I 1956 for Frode Jacobsen i blækhuset. Han ville indrømme, at 9 likvideringer blev kendt uberettiget.

 

Ingen undskyldning

Frode Jacobsen forsvarede modstandsfolkene. Hans motiver var sikkert renhjertede. Men derved fremstod likvideringerne smudsige og dunkle. Familien i Padborg fik ingen undskyldning. Man fik efter mange forgæves henvendelser til myndighederne et brev i 1947. at sagen var indstillet, og det selv om, at vi ved at der blandt de sidste fem, der henrettede ham var to navngivne politibetjente.

 

Gjorde man modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste?

Spørgsmålet er om man gjorde modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste. Havde de ikke været bedre tjent med en fuldstændig åbenhed. Helligholdelsen har haft store menneskelige omkostninger. Og vi ved også at i Padborg har løgn fra myndighedernes side haft store menneskelige omkostninger for de efterladte. Ja faktisk for hele lokalsamfundet. Frygtelige rygter er opstået.

Forfattere, historikere m.m. og for den sags skyld alle os andre skal ikke gå ensidig efter Frode Jacobsen. Han ville ikke have, at frihedskæmperne efter at have ”kæmpet for Danmark” blev udsat for politiundersøgelser. Der skulle ikke kastes et dårligt lys over modstandskampen. Udlandet skulle heller ikke stille spørgsmålstegn.

Selv om nettet blev strammet m.h.t. at undersøge alle drab, så lykkedes det for Frode Jacobsen at forhindre det. Ja så kunne man jo bare skifte nogle emsige politibetjente ud.

De lokale politimestre, der mente at mord så så lidt betænkelige ud og selv begyndte at foretage en undersøgelse fik en næse af justitsministeren. Man skulle ikke begynde at undersøge de mord, der befandt sig på modstandsbevægelsens særlige liste.

 

Havde Danmark flest stikkere pr. indbygger?

Det er blevet hævdet, at Danmark var det land i Europa, der havde flest stikkere pr. indbygger. Dette har vi ikke mulighed for at undersøge her på redaktionen. Men per Federspiel anfører i en rapport fra april 1945, at Gestapos succes snarere skyldes danskernes tankeløshed og åbenmundethed end egentlig stikkeri.

De lister, der blev udarbejdet, indeholdt ikke tyske statsborgere med undtagelse af tre. Men rent faktisk blev omkring 39 tyske statsborgere likvideret af modstandsbevægelsen. Men man betragtede drab på tyske statsborgere som legitime krigshandlinger.

 

Kunne man stole på Centralkartoteket?

Mange af drabene eller likvideringerne stammer fra oplysninger fra det såkaldte centralkartotek. Men hvor pålideligt var disse oplysninger? Man havde oplysninger over 40.000 danskere, der var mistænkt for unational optræden.

Oplysningerne var baseret på et spinkelt grundlag. Ofte var de unøjagtige eller direkte forkert. Ved befrielsen var 21.800 interneret efter Centralkartotekets oplysninger. Omkring 13.000 blev siden dømt efter straffelovtillæggene.

Mange af likvideringerne slog fejl. De indgår ikke i statistikken. Årsagerne kan være flere. Den angrebne kan have forsvaret sig eller blevet såret. Steffan Emkjær har fundet frem til 96 drabsforsøg. Måske skal antallet endnu højere op. Han har således fundet frem til yderligere 52 skudvekslinger, som ikke er opstået i forbindelse med sabotage.

Mange blev likvideret fordi de var i tysk vagttjeneste. Argumentet mod dette var, at dette kun efter krigen rakte til fra 4 års fængsel. Svaret fra Modstandsbevægelsen var, at dette var en nødforanstaltning for at beskytte illegalt arbejde.

 

Ingen bevis for, at han var stikker

Modstandsmanden Hugo Horwitz siger bl.a.:

 

• De hed alle sammen bare stikkere. Ham, som jeg skød, foreligger der intet bevis for har været stikker. Han var bare i tysk tjeneste, og så havde vi bemærket, at han var ivrig.

 

Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. I to tilfælde fik han fra højere instanser i politiet ordre om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne ikke være skyldige.

Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler på Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, Herluf i marts 1945 modtog fra Hans Christensen, der dengang var leder af politiets illegale efterretningsvirksomhed, samarbejde med tyskerne.

Herluf syntes, at det var lidt underligt, at han ikke fra beboerne i ejendommen havde fået dette bekræftet. Han sendte sine folk ind i butikken for at købe et slips og sikre sig at kysten var klar. Så stormede han selv ind i butikken med en skudklar pistol og ventede på at manden skulle dukke frem fra baglokalet.

Men det viste sig at være en af de illegale folk fra Politikompagniet, der arbejdede i forretningen. Så måtte manden jo være god nok, men der var åbenbart en, der var efter ham. Herluf bad sin mand om at advare manufakturhandleren om, at han skulle holde sig væk fra forretningen. Var det personlig hævntørst?

 

Langt fra alle likvideringer skete under ordnede forhold

Ofte blev sagerne slet ikke undersøgt. Rygter og hævntørst kunne føre til tragiske fejltagelser.

En ung kvinde på et værtshus blev af nogle kammerater over for en modstandsmand udpeget som mistænkelig. Samme aften blev hun dræbt.

Langt fra alle likvideringer foregik under ordnede forhold som Frihedsrådet har erklæret. Mange af likvideringerne er foretaget på et alt andet end veldokumenteret grundlag

 

Da en tre – årig dukkede op hos underboen

I en lejlighed i Webersgade på Østerbro fik en underbo en tidlig morgen besøg af den 3 – årige datter oppefra. Hun kunne ikke få sin morgenmad, for hun kunne ikke vække sine forældre. De lå og sov.

Underboen fandt faren skudt i hovedet, men dækket til med et tæppe. Moren lå på en hjørnesofa med snitsår overalt på kroppen. Under sofaen lå en blodig brødsav.

Det viste sig, at det var ikke en af de drab som modstandsbevægelsen havde legitimeret. Trods det skulle sagen mod faren ikke indledes, da han alligevel havde været involveret i så mange ting. Ja engang havde han også været stikker for politiet. Derimod skulle der indledes en sag mod mordet mod moderen. Denne hændelse fandt sted i begyndelsen af 1945. Først den 19. juni 1946 traf man denne afgørelse.

Modstandsfolkene tog ofte beslutningen om at likvidere danskerne, de mente var stikkere, uden at tale med modstandsbevægelsens ledelse. De blev skudt fordi de havde forbindelser til tyskerne eller fx var nazister. Den ældste, der blev likvideret, var 67 år og den yngste var 14 år.

 

Informationer var ikke altid korrekte

De illegale blade havde travlt med at forklare at medlemmer af modstandsbevægelsen ikke var blodtørstige og skydegale. De forklarede, hvorfor en person var blevet likvideret. Men nu var det dog ikke altid, at disse informationer var korrekte.

Likvideringerne kunne også mærkes på dem, der udførte dem. Det førte til psykiske sammenbrud og i enkelte tilfælde selvmord.

Hvem gav ordren. Ja flere modstandsfolk har talt om små sedler med navn og adresse, der kom fra kompagnichefen, men åbenbart var det ikke helt normalt. I Holger Danske var den almindelige holdning, at man allerede fra november 1944 måtte skyde på danskere i tysk uniform. Frihedsrådet gav først den tilladelse i februar 1945.

Formentlig var det lidt tilfældig om der først fulgte en afhøring inden en likvidering. I Asmus Jensens tilfælde fra Padborg fulgte der øjensynlig et par dages tortur inden likvidering. Her var der i hvert fald ikke tale om ransagning.

Man mener, at der på landsplan i tiden fra den 5. til den 9. maj er begået 12 drab i Danmark. Den ene af disse er likvidering af Asmus Jensen i Padborg. Ingen af de fem, der deltog i nakkeskuddet er blevet afhørt i forbindelse med dagen.

 

Kun 82 likvideringer i Norge

I Norge var der i alt kun 82 mennesker, der blev likvideret. Forklaringen på dette fra Frode Jacobsens side lød på, at der normalt kom commando-raids af folk fra England og efter endt gerning rejste tilbage dertil. Så i Norge var der ikke rigtig nogen at stikke.

Men sandheden var nok mere den, at hjemmefronten i Norge havde al mulig grund til at beskytte sig mod angivere, norsk nazificeret politi (Stapo) og tysk politi, der gang på gang trævlede det hjemlige modstandsarbejde op.

 

Man lod sig friste

Der var modstandsfolk, der lod sig friste til at berige sig selv. Og kriminelle søgte ind i modstandsbevægelsen. Det er ingen hemmelighed at lovløsheden herskede efter at politiet var blevet taget. Enkelte modstandsfolk lod sig berige af kriminalitet. Der er også eksempler på, at uskyldige mennesker blev myrdet og udplyndret. Mange mordere er aldrig blevet retsforfulgt.

Vi har her på siden et par gange været inde og berette om et rovmord i Utterslev. Vi vil snarest lave en lidt mere fokuserende artikel om dette tema, så hold øje med ”Rovmordet i Utterslev”.

 

Er listen komplet?

En del forfattere og historikere påberåber sig at have en komplet liste over de likvideringer, der blev udført. Det tvivler vi på. De har ikke haft adgang til politiets hemmelige undersøgelser, der er blevet udført. De har sikkert heller ikke kigget i kirkebøger m.m. som vi har i Bov Kommune. Åbenmundede præster har man ikke tænkt på, når man ville slette spor. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om selvmord er udført på åben gade en eftermiddag. Man kan læse meget i en kirkebog.

Måske kan man stille spørgsmålstegn ved de forfattere og historikere, der påberåber sig at have en komplet liste over likvideringer. De har ikke haft nok kildemateriale til at udarbejde det. Og de har heller ikke haft adgang til politiets hemmelige undersøgelser. De forbliver hemmelige. Måske er der foretaget flere end 400 likvideringer?

 

Det er ikke bare en støvet historie

Efter at have samarbejdet med en ramt familie, må jeg konstatere, at det er på tide, at familier endelig får klarhed. Men pludselig bliver man igen efter så mange år mødt med lukkethed. For disse familier er likvideringerne ikke bare en støvet historie, som man ikke skal have rippet op i. Det gælder vel både for familie og efterkommere men vel også for modstandsfolkene selv og deres pårørende. Og hvad med øjenvidnerne til drabene. Ja vel også lokalsamfundet. Vi fik med vores bog langt fra besvaret alle spørgsmål.

Disse spørgsmål ligger fortsat gemt i mørke arkiver, hvis ikke de på en eller anden måde er bortkommet.

 

• Hvem blev dræbt, at hvem – og ikke mindst, hvorfor?

 

I sagen fra Padborg, har vi fundet ud af, hvem der dræbte Asmus Jensen. Men hvorfor findes der officielle gerningsmænd, som ikke har begået drabet? Og hvorfor har man opfundet en historie til lejligheden, som vi i den grad har gennemhullet?

Man har kamufleret likvidering ved at få det til at se ud som flugtforsøg. Så har man fået personer til udskrive en rapport og belønnet dem med en topstilling. Se mere i vores bog ”Grænsen er overskredet”. Det kan undre, at man ikke har stillet spørgsmålstegn ved dette. Den Danske Brigade smækkede røret på. Men det lykkedes at få spredt historien til diverse historiebøger, der udkom dengang. Men ret hurtig spredte der sig en anden historie i Padborg – området.

Modstandsfolk skulle beskyttes med anonymitet, fordi nogle af dem frygtede hævnaktioner fra de dræbtes familier. Andre argumenter var at familien ville lide endnu mere overlast. I Padborg opstod der nye rygter, at man var i familie med en stikker, selv om det aldrig er blevet bevist.

 

Masser af patrioter

Der var flere øst-frivillige end aktive modstandsfolk. Men den 4. og 5. maj var Danmark omgivet af hærskarer af patrioter i hjelm og armbind. De gik alle som helhed under fællesbetegnelsen ”modstandsbevægelsen”. Men begrebet er diskutabelt, eftersom man i virkeligheden bør operere med flere hinanden næsten eller helt uafhængige modstandsbevægelser, som Frihedsrådet siden gjorde en behjertet, men ofte forgæves indsats for at samle under en fælles kommando.

 

Hvorfor er det svært at tale om besættelsestiden?

Hvorfor er det så svært at tale om besættelsestiden? Og hvorfor må man ikke stille spørgsmålstegn?

 

1. Politikerne ville gerne besmykke deres egen indsats og have magten tilbage
2. ”Folket” havde den almenneskelige interesse i at være på det rigtige hold
3. De allierede nationer så gerne Danmark som en del af den vestlige lejr.
4. Modstandsfolkene havde selvfølgelig en interesse i nu at få anerkendt deres indsats og blive hyldet og set som de helte, den fortrop, de hele tiden havde været.

 

Modstandsfolkene havde da også hellere set et generaloprør med det etablerede politiske system og et andet efterkrigs – Danmark. Bevægelsen udgjorde dog aldrig en politisk front og kunne derfor ikke udgøre noget politisk alternativ. Den fik sin naturlige plads i befrielsesregeringen. Og kommunisterne fik et kanonvalg ved det første folketingsvalg i efteråret 1945, men allerede fra næste valg i 1948 var man tilbage ved de ordnede forhold.

 

Modstand kræver håb

Modstandsbevægelsen tabte freden. Ikke fordi den tabte den politiske magtkamp, for det var urealistisk at forvente det, men billet af, hvad der egentlig var foregået under krigen, var fortegnet.

Modstand kræver også håb. Der var intet håb i 1940, hvor tyskerne vandt store sejre. Man kunne imødese, at besættelsen måske ville vare i generationer. Det er ingen grund til at være specielt stolt af samarbejdspolitikken. Men den lader sig vel forsvare rent rationelt?

Vi kan i sidste ende takke modstandsbevægelsen og politikerne. De sidste sørgede for, at vi kom gennem krigen med mindst mulig skade. De første sørgede for, at vi kom ud af den med mest mulig ære, så vi fandt vores plads blandt de allierede og ikke blev sat i skammekrogen blandt Nazi – Tysklands samarbejdspartnere.

Men derfor må man stadig stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregik. Mange af de ældre vi har talt med i Bov Sogn, som vi har talt med ligefrem frygtede folk fra modstandsbevægelsen. De blev straffet fordi de havde solgt kød, æg og brød til de tyskere, der gik vagt langs Flensborg Fjord.

 

Tabu – og mørkebelagt

Efter den 19. september 1944 havde Danmark ikke noget politi, da de blev arresteret og interneret af tyskerne. Mange blev fristet af krigens mørke og politiløsheden. Særlig for hovedstadens borgere blev væbnede røverier, overfald, pengeafpresning og drab en del af hverdagen. Nogle gange blev disse forbrydelser også begået i modstandsbevægelsens navn.

Mange synes, at det er forkert at rode op i datidens ubehagelige begivenheder. Det synes mange også nede i Padborg i forbindelse med vores undersøgelse på Asmus Jensen. Selv om historieinteresserede ved, hvor vanskelig det er at skaffe dokumenter i forbindelse med sådanne sager, blev vi beskyldt for at have begået ”den mest udokumenterede bog nogensinde”. Vi lagde vægt på nogle af vidnernes forklaring. Men måske er sagen stadig tabu – og mytebelagt.

 

I april 1945 blev 100 likvideret

Frode Jacobsen fastslog, at der var to betingelser, der skulle være opfyldt for at likvidering kunne finde stede:

 

• At der var mennesker, der havde skaffet sig en farlig viden om modstandsbevægelsen
• Man har taget fjendens parti

 

Alene i april måned blev 100 likvideret. Om aftenen den 4. maj blev op mod 20 dræbt. Det kan virke paradoksalt med så mange likvidationer, hvor ingen var i tvivl om krigens udfald.

Modstandsfolk forklarer dog dette fænomen, at der nærmest var udbrudt borgerkrigslignende tilstande mellem modstandsbevægelsen og de nazistiske korps. De tyske myndigheder fortsatte også med at henrette modstandsfolk. Således blev jyske modstandsfolk henrettet den 28. april 1945.

Likvideringer fortsatte efter besættelsestiden.

 

Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet

Småaktioner ramte butikker, som havde solgt lidt for meget til tyskerne. Men disse aktioner blev ofte begået af folk, der ikke havde nogen tilknytning til modstandsbevægelsen.

Uffe Horwitz har forklaret, at der mod krigens slutning kom flere og flere desperados, der udviklede sig til rene revolvermænd. De havde ikke andet i hovedet end at komme ud og skyde.

Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet. Det kan man vel ikke mere belaste Frode Jacobsen for. Mange modstandsfolk føler også at de har deltaget i noget fordækt grundet dette forhold.

Under dække at være i modstandsbevægelsen blev der også smuglet og handlet mellem Sverige og Danmark. Det var guld og alt mulig andet. Hvis man ville af med en konkurrent, ja så anmeldte man bare vedkommende til tyskerne.

 

Danmark havde brug for et eventyrbillede

Danmark havde brug for et eventyrbillede. Tyskernes besættelse her i landet var til forskel fra andre landes en ”oprettelsesbesættelse”. Man gik vel knap så hårdhændet til værks som Frankrig, Holland, Belgien og Norge.

De få tusinde aktive modstandsfolk steg den 5. maj 1945 straks til ca. 50.000. Denne historie har danskerne stadig svært ved at sluge. Alle havde pludselig været rundt med illegale blade og været sabotører. Man havde brug for at polere modstandsbevægelsens image.

 

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Stefan Emkjær: Stikkerdrab
• Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet
• Peter Birkelund: Holger Danske – Sabotage og likvideringer 1943-45 (1-2)
• Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
• Hans Edvard Teglers: Kæmp for alt, hvad du har kært
• Børge Ting: Sabotage
• Frode Jacobsen: i Danmarks Frihedsråd
• Artikler på www.dengang.dk
• information.dk
• dr.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• illegalpresse.dk

 

Hvis du vil vide mere: Se her under www.dengang.dk 1.480 artikler:

• Under Besættelsestiden Før/Nu/Efter (292):
• Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Frihedsrådet som springbrændt
• Kunne man stole på centralkartoteket?
• Bovrup Kartoteket
• Statsminister Buhl og hans stikker stikkertale
• Modstand 1933 – 1942
• Retsopgøret i Sønderjylland

 

• Under Nørrebro (284):
• Likvideret på Nørrebro
• Nørrebrogade 156

 

• Under Sønderjylland (185):
• De mystiske mord ved Grænsen 1-2
• Modstand i Kolding
• Modstand i Sønderjylland
• En stikker fra Sønderjylland

 

• Under København (160):
• Historien om overvågning 1-2
• Udleveret til tyskerne
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Stikkerdrab
• Landsforrædere og Landssvigere

 

• Under ”Grænsen er overskredet” (4)
• Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
• Forord (1) og mange flere