Artikler
September 20, 2019
Emil Noldes liv – vest på (b)
Dette er en nyredigering af en ældre artikel fra 2010. Emil Nolde havde altid været imponeret af Tønder. Han studerede former og farver i naturen. I begyndelsen tog familien afstand fra Ada. At gengive korrekt er ikke kunst, mente han. Til Utenwarf med en populær have. Han var bedre til at male end til at jage. Skønhed kunne ikke erstattes. Han fik inspiration af Halligerne. Emil Nolde mente, at folk i grænselandet var forvirret. Afvandingen i Tøndermarsken var politisk. Der var masser af røveriforretninger. Han blev uenig med Tønder Kommune og tog til Seebüll. Museum i København ville kun meget modvillig modtage hans kunst. Han følte sig udenfor. Hvordan var det egentlig med jøderne. Han blev først rigtig anerkendt i en meget sen alder.
Emil imponeret af Tønder
Vi har i en tidligere artikel beskrevet Emil’ s barndom i Nolde. Dengang hed han Emil Hansen. Vi har hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde han det her vest på?
Hans mor spurgte ham ofte, hvor mange ansatte han i grunden fik? Helt uret havde nok ikke. Andre store malere havde mange medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever, der hjalp Emil Nolde.
Når Emil fremviste sine værker vidste hun ikke altid meningen med dem. Emil var meget imponeret over de store markeder, der var i Tønder. Disse tiltrak bønder fra et stort område. Og også bondesønner, der på den måde lærte at handle.
Emil kunne godt lide det liv, der udspillede sig. Der var okser, stude og heste, der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte interesse.
Studerede former og farver i naturen
Når det var jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå der dag efter dag. Men det var ikke altid, der var selve jagten, der interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj og tænke på former, farver og linjer. Han studerede himlen, dyrene og naturen.
Han havde altid sin hund med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her vest på.
I den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere, skuespillere, akrobater og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst liv og levede lemfældigt lige som sigøjnere.
I området var der dog endnu ikke født nogen kunstnere.
Afstand til Ada
Da han skulle præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i København opstod der problemer. Svigerinden turde ikke at møde skuespilleren. Og bror Hans, der i sin soldatertid var meget tysk, bebrejdede Emil, at han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han sandelig ikke møde.
Hun fik fremvist den flotte natur. Hun så de steder, hvor han fangede de største fisk. Hun så sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.
Også naboerne kom og hilste på den nye kærlighed.
At gengive korrekt er ikke kunst
Bror Hans var kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada. De blev ret gode venner. Adas far var præst.
Det var et stort savn for Emil, da hans elskede mor døde. De havde haft mange dybe samtaler.
Emil mente ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind og skyer skulle forme værket, mente han.
Midt under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket forurenet vand. Hurtigt kom Ada hjem fra England. Forgiftningen varede i flere uger.
Han malede i flere uger, nu konstant dag og nat. Målet var ”Den sidste nadver” Et pinsemotiv fik han også malet. Hans familie kunne ikke rigtig forstå dem.
Emil kunne godt lide sine ophold på Als. Her malede han også flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land.
Til Utenwarf
I sommer 1912 kørte han med sin svoger, Lorenz over Lægan, Møllehus og Aventoft. De kørte længere vest på. Mod Lyst og Rudbøl. Her ville Emil gerne bo: man fandt også et lille hus.
Men Peter Nissen gjorde som om han ikke ville sælge det lille hus. Men svogeren havde gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.
Ofte gik turen mod Tønder og Møgeltønder. Emil var begejstret for naturen omkring Vidåen og Rudbøl Sø. Men dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf var omgivet af vand hele vinteren, ja selv om sommeren kunne der ske oversvømmelser.
Bedre ril at male – end at jage
Omkring 1916 satte han Utenwarf i stand. Der blev hamret og malet. I skuret blev der etableret et atelier. Og i stalden blev der lavet soveværelse.
Hver dag tog Emil ud for at stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb så mere med de andre levnedsmidler.
Han havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste sig at geværet skød skævt. Men han indrømmede selv, at han var bedre til at male end at jage.
Da han i 1917 fyldte halvtreds forsøgte han sig med et selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke så god til. Vinteren dengang blev forfærdelig. Ja de nærmest sultede.
De tog til Berlin. Og da de kom tilbage, kunne familien nærmest ikke genkende dem, så afmagret så de ud. Men pludselig fik de igen mælk, smør, kød og brød.
På Utenwarf fik de foræret en ko af svogeren som Ada malkede. Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og fede. Haven kom op at stå. Nu gik det endelig fremad for parret.
Nu går kunstneren i seng
Naboen havde to smukke døtre, Misse og Lisbeth. Især den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine malerier. Ada lavede alt det grove arbejde, mens Emil kunne koncentrere sig om sit malerarbejde.
Hesten Fritz gik gennem høj vand. Den var bestemt ikke vandskræk den led af.
Når Emil slukkede lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet:
Det var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude på Vidåen.
De store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for Emil Noldes arbejde, men de var ifølge ham selv meget hjælpsomme. De regnede nu heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld lovpriste de jagten.
Skønhed kunne ikke erstattes
Ofte tog parret med deres hund ud på vandet blot for at nyde naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst andet, mente Emil Nolde.
Når de vilde gæs fløj over det landsted smed Emil pensel og farver og skyndte sig ud for at kigge efter dem. Det var sjældent, at han fik ram på dem med sit gevær.
Kæmpe ål blev der fanget. De blev ofte røget. I det store vandlandskab stak store gårde op på værfter. Men nogle gange steg vandet så meget, at beboerne måtte søge tilflugt på høloftet. Så måtte man bare vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige små og store stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer fra 1362 og 1634 havde kostet mange tusinder livet.
Ikke langt fra Utenwarf er der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog er der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp mod vandet.
I den lille landsby Lyst boede Nikolaj Nielsen som hjalp til på Utenwarf. Her boede også fiskeren Adolph og snedkeren Kloisen, der byggede Uttenwarfs lille mølle.
Et blomsterparadis
I 1919 var Utenwarfs have blevet et sandt blomsterrige. Fordommen om, at der ikke kunne gro blomster i marsken blev manet til jorden. Et lille stykke paradis sagde man. Helt fra Møgeltønder kom man gående langs diget og beundrede blomsterne.
Den lille familie havde igen genoptaget forbindelsen til Adas familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland og Island, men i stedet blev det en tur til Hallig Hooge. Det fascinerede denne vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelsen af nyt land. Men også historien om det land, der forsvandt blandt andet Rungholt gjorde indtryk på maleren.
Inspiration fra Halligerne
Emil tog også selv til Hallig Hooge. Med sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over inspirationen. Mange kendte malerier blev til her.
Han mente selv, at farve er energi og energi er liv. Med farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg, jubel, glæde, drama og drøm kan man danne med farver, udtalte han.
Forvirret i grænselandet
Emil Nolde mente, at dem, der er født i et grænseland, er meget mere præget af for eller imod. Spørgsmålet var, hvad er tysk? Hvad er dansk? Delingen af Slesvig ramte ham hårdt. Grænsen blev trukket lige ude foran deres hus. Hus og land lå pludselig i Danmark, erkendte han:
Dansk, tysk, plattysk og sønderjysk
På fødestedet Nolde var der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde. På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere tørre tal.
Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen i Burkal og Nolde området var dog dansk.
Politisk afvanding
Da afvandingen af marsken begyndte frygtede Emil, at egnens skønhed ville forsvinde. Stilheden blev afløst af larm og aktivitet. Emil havde selv regnet og tegnet sin afvandingsplan. Han overrakte den til den ledende ingeniør (Se artiklen: Emil Nolde og Tøndermarsken).
Pludselig fandt Emil Nolde ud af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt hans egen plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt for den egn, han elskede.
Den 30. august 1923 opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt temmelig hurtigt. Der var en trykkende stemning. En mærkelig spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En stormflod var uundgåelig.
19 digearbejder længere nordpå var blevet overrasket af stormfloden. Ikke længe efter nedbrændte den store frisergård, Nienhof lige i nærheden.
Røveriforretninger
Inflationen kom. Og for Emil Nolde var det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige Møgeltønder opstod der ligefrem røverforretninger, fortalte Nolde.
En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde i området havde opnået pludselig rigdom, men også lige så pludselig fattigdom. Ham fandt man pludselig druknet, fortalte Emil Nolde.
Folk var blevet forvirret og først efter nogen tid blev maleren igen produktiv. Han mente, at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om ”Neue Kunst” der udkom i 1921 havde noget med af den nu 54 – årige Emil Nolde.
Uenig med Tønder
I 1926 tog man den beslutning at forlade Utenwarf. Familien var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på. Mange naboer havde også protesteret over for Tønder Kommune. Men de blev alle afvist.
Mange beboere var anvist på vand fra Vidåen. Men det forhold havde Tønder Kommune ikke tænkt på ifølge Emil Nolde.
Seebüll – det nye hjem
Ægteparret tog den beslutning, at man ville syd på. Mange rejser blev foretaget langs vestkysten ned til Hamborg. Men de fandt ikke det rette sted at bosætte sig. Pludselig en dag fandt de et tomt værft.
Seebüll-Hof blev en realitet. I foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf til Seebüll på tre både og to overfarter. Allerede samme år var et nyt attelier blevet bygget.
Museum modtog kun modvilligt hans kunst
Nolde er i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det er nok de færreste, der ved, at han forblev at være dansk statsborger fra 1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og tysk.
I lille Emils barndomshjem blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i højtysk og mange i omegnen talte også plattysk.
Da Ada døde i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til Statens Museum for Kunst i København. På den måde håbede han på at fremme forståelsen mellem Skandinavien og Tyskland. Det var en nation, der ikke hørte til de mest populære. Det var kun yderst modvilligt, at museet modtog disse billeder.
Denne afvisning skyldtes sikkert, at Emil Nolde havde meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet NSDAP – N.
Han var fuld af beundring over for den stærke nationale rejsning. Men nazisterne var nu ikke rigtig vilde med ham. Han blev smidt ud, fordi hans billede var ”forfærdelige” og ikke i overensstemmelse med den nazistiske kunstforståelse.
I den nazistiske ideologis øjne var hans billeder forfærdelige, dekante, ubrugelige, primitive, farvestærke, spontane og grumme. Men det var dog topnazister, der godt kunne lide hans billeder.
Følte sig udenfor
Det var nu langt fra den første afvisning, han oplevede. På hans københavnerrejser møder han store kunstnere som J.F. Willumsen, Joakin Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj at kende.
De umalede billeder
Egentlig kunne Goebbels godt lide Noldes kunst. Men nazisternes chefideolog, Albert Rosenberg afskyede dem. Efter sigende blev over tusinde værker beslaglagt eller destrueret. Og historien om maleforbud samt begrebet umalede billeder er en historie som Nolde med held har videregivet. Det skulle efterlade et billede af, at han var blevet offer for nazismen.
Og den historie har vi alle troet på, selv Siegfred Lenz i hans bog ”Deutschstunde”, der handlede om en maler bag diget. Vi så også den skønne fil, der blev lavet over bogen.
Nolde og Jøderne
Egentlig var Nolde en forkæmper for tyskheden. Ved afstemningen i 1920 ville han ikke stemme imod sin kones fædreland. Efter grænsedragningen tog han bevidst imod det danske statsborgerskab, men blev medlem af det tyske mindretal.
Han støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var det bedste at udvise alle jøder af Det Tredje Rige. Der var mange sammen fald mellem nazismens ideologi og Noldes.
I hans bog ”Jahre der Kämpfe” skrev han om jøderne:
I 1938 skrev Nolde til Goebbels:
Og Nolde lagde ikke skjul på, hvad han mente med ”den urene kunsthandel”. Det var jødiske gallerister og profitmagere.
Anerkendt i sen alder
Emil Nolde var religiøs. Men på et tidspunkt havde han svært ved at finde sig selv. Eventyrlige væsner, groteske skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud. Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.
I en sen alder blev han anerkendt. Som 80 – årig blev han gift med den 26 – årige Jolanthe Edelmann.
I 1957 efter hans død åbnede Nolde Stiftung Seebüll tillægget til hans testamente. Her skrev han:
Og dette museum/galleri/spisested er et besøg værd. Overraskelsen er at se den spændvidde i Noldes kunst. Det er som, man kunne se om han var i god eller dårlig humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk (1.446 artikler):
September 18, 2019
Militære Efterretninger i Grænselandet
Den mest udokumenterede bog, som jeg har læst. Ja sådan var reaktionen fra nogle, da vores bog om Asmus Jensen udkom. Her en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet ved grænsen. Sikkert også udokumenteret. Arkiverne er ikke tilgængelige for ”amatører” Syd på, var en frikorps-bevægelse i gang. Der var ”voldsomme kommunisturoligheder” i gang. Padborg voksede fra Klondyke til Danmarks største frihavn på land. Postmesteren opbyggede et netværk. Gendarm Malling-Jacobsen var en af dem. Der var kontakt til Dons – gruppen. Og så var det speditør Andreas Andresen. Farver Jacobsen var en vigtig person fra Aabenraa. På sejltur til Mürwick. Interesse for indhold i vognene. En meget dansksindet kæmner. Da Rottbøl familien havde kontakt. Flere af Dons gruppens medlemmer i tysk varetægt. Fleggaard videregav oplysninger. Lunding i tysk fangenskab.
Arne Sørensen var gået ”under jorden”. Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen. Efterretningsvæsnet blev reorganiseret. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Urolige tider og mystiske mord i Padborg. Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder. Kaos i Flensborg. Kommunister gemte sig i Det danske Mindretal. Forholdet mellem Modstandsbevægelsen og englænderne var ikke altid lige godt. Der var også gnidninger i Flensborg. Villaer i Kollund Østerskov, hvor Familien Best og ledende personer fra Mürwick havde opholdt sig, fungerede nu som hovedkvarter for efterretningsvæsnet. Overvågning af Det tyske mindretal fortsatte lang tid efter besættelsen. Vi skal også lige hilse på chefen for det hele en overgang, og den første chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, H.M. Lunding.
Den mest udokumenterede bog, jeg har læst
Da vi skulle udgive vores bog om Asmus Jensen, der blev myrdet et par dage efter befrielsen fandt vi mange mystiske ting i Padborg og omegn. Vi vidste godt, hvilke arkiver vi skulle i. Det lykkedes også at få nogle dokumenter, der kunne dokumentere, at vi havde ret i de fleste af vores påstande. Men mange af vidneudsagnene kom fra hovedpersonens hustru. Og dem var der mange, der ikke ville anerkende. Efterhånden blev arkiverne lukket for os. Mange af disse ting, der i det følgende bliver beskrevet, har vi allerede været inde på. Se venligst bagerst i artiklen.
Således har man skulle finde sig i bemærkninger, som:
En delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland
Heller ikke alt, hvad der står i denne artikel, kan dokumenteres. Se venligst det omfattende kildemateriale, der er brugt. Mange af konklusionerne vil være realistiske formodninger. De arkiver, der skal bruges for at dokumentere påstandene er lukket for os amatører. Der er sikkert velrenommerede historikere, der har adgang. Også de kilder, som vi har brugt har haft adgang til alt, som de gerne ville.
Men som forfatterne Ole Grøn og Michael Clemmensen selv siger i en artikel, som vi også bruger som kilde:
Når man beskæftiger sig med disse ting er direkte indsigt ofte begrænset. Hvis man vil søge netværket, skal man lede efter de sociale relationer. Der er ofte et sammenfald.
H.M. Lunding
En vigtig person i alt dette er H.M. Lunding, selv sønderjyde. Han blev i 1937 tilkommanderet den danske generalstabs efterretningssektion og blev her næstkommanderende. Han udførte under besættelsen under dæknavnet ”Bent” spionage for englænderne mod den tyske værnemagt. Han fik i 1938 til opgave at opbygge et netværk af agenter og meddelere i Tyskland. Han udbyggede nettet, så det også kom til at dække dele af Polen.
Efter 9. april tog Lunding initiativ til flere skjulte og bevæbnede grupper i Jylland. Frem til den 29. august 1943 var han ansvarshavende for P-ordningen i Jylland.
Han blev arresteret den 29. august 1943 og overført til Tyskland. Under et besøg i Stockholm gav han oplysninger til det polske gesandtskab. Men en tysk spion havde opdaget ham.
Han sad i to år i tysk fangenskab, først i gestapo-fængslet i Prinz Albrechtstrasse i Berlin. Han hørte til de prominente fanger. Uformelt havde han under et forhør hos Obersturmbannführer Heinrich Müller fået sin dødsdom. Han fandt, at Lunding ikke var særlig meddelsom, idet han trods trusler om tortur nægtede kendskab til de fremsatte anklager.
I sidste halvdel af 1944 blev Lunding overført til KZ – lejren Flossenburg i Østbayern. Han blev anbragt lige ved siden af Abwehr-chef Wilhelm Canaris. De kommunikerede via morse-banketegn. Natten til den 9. april vågnede Lunding, da Canaris blev hentet til henrettelse.
Den 16. april kom Lunding sammen med 39 prominente medfanger på en transport til KZ – lejren Dachau, hvor de blev indkvarteret i lejrens bordel, der nu var blevet nedlagt. Fire dage senere fik de besked om, at nu var der filmforvisning i et stort baderum, der var indrettet som lejrbiograf.
Men gamle Dachau – fangere kunne fortælle, at biografen for længst var nedlagt. Det omtalte baderum betød aflivning ved gas. Men et kvarter før kom der en kontraordre. Den 22. april kom gruppen igen på transport, nu mod Innsbruck. Turen fortsatte syd på mod Italien. De blev befriet af amerikanske tropper.
I 1950 blev Lunding udpeget som chef for den nyetablerede Forsvarets Efterretningstjeneste og overtog rollen som ´chef for den milirære efterretningsarbejde efter Ejnar Mygdal Nordentoft. Denne stilling havde han indtil 1963.
Den dansk – tyske grænse gennem mere end tredive år
I forbindelse med Unnaernes afsløring af raketanlægget på Peenemünde måtte fru Lunding tage til Tyskland for at aftale koder med Unna – familien, da hendes mand lige var blevet taget af tyskerne. De kodede breve fra Unna – familien til Lunding blev adresseret til hans sigermor – Frants Thygesens svigermor.
De informationer, der fremkommer i artiklen understreger den dansk – tyske grænses vigtige efterretningsmæssige rolle gennem disse tredive år. Dette er jo logisk, selv om det ikke er et forhold, der har været fremhævet specielt klart tidligere.
Ikke alle have rent mel i posen
Men da vi lavede forarbejdet til vores bog, oplevede vi mange fordomme. Måske var det fordi, vi fandt ud af at familier, som folk respekterede måske ikke havde helt mel i posen. Vi måtte således forsyne Asmus Jensens datter med et andet navn.
Og så kom der beskyldninger om, at vi for meget troede på hovepersonens hustrus’ udsagn. Man mente ikke, at de var troværdige. Hvorfor skulle de ikke være det?
Den første periode
Den første periode er årene 1919 til 1922. Man opfattede, at den største trussel mod landet var det daværende Sovjet Rusland. Den potentielle trussel fra Tyskland blev dog ikke ignoreret.
Den anden periode
Den anden periode er 1923-1930. Her blev der mere og mere klart, at politikerne krævede, at forsvaret af de jyske halvø ikke kun skulle indledes i Sønderjylland. Man var stadig opmærksom på truslen fra Sovjet.
Den tredje periode
Den tredje periode var 1931 – 1932, hvor truslen fra Tyskland blev understreget af den begyndende genoprustning af landet fra 1928 og den igen ustabile politiske situation. Vi kunne vel heller ikke forlange allieret støtte på grund af reduktionen af størrelsen af den britiske flåde. Man skulle koncentrere sig om udfordringen fra Japan.
Det blev afgørende at følge situationen i Nordtyskland. Man måtte supplere varsling om aktiviteterne på den anden side af grænsen. Man havde Grænsegendameriet og agenterne i Berlin og de tyske havnebyer.
Efterretningstjenesten opdaterede i begyndelsen af årtiet sine oplysninger om sovjetisk militær organisation. With blev tidligt i 1931 kommanderende general og fik hermed det samlede ansvar for at forberede landforsvaret af Danmark.
Den fjerde periode
Den fjerde periode 1933 – 1936, hvor truslen blev en Versailles – revision. Den indenrigspolitiske ramme for hæren blev ændret med statsminister Stauning og hans tillidsfolks samarbejde med With.
Vigtigt var også en overvågning af de nazistiske hjemmetyskere. Og endnu vigtigere var det at følge situationen syd for grænsen.
Den femte periode
Den femte periode er fra 1937 – 1940, hvor krigstruslen og senere angrebstruslen blev stadig mere akut. Under den nye, energiske generalstabschef Ebbe Gørtz’ ledelse ændrede forsvarsforberedelserne sig til at være realistiske og fokuserende. Der skete en udbygning og supplering af diverse netværk.
Den sjette periode
Den sjette periode er 1940 – 1945, hvor det generelle samarbejde mellem hæren og dansk – nationale politikere, herunder socialdemokratiet er grundigt beskrevet af Palle Roslyng i hans disputats.
Den afsluttende periode
Den afsluttende periode er fra 1945 til ca. 1950. Truslen blev rettet mod øst nu med udgangspunktet på den anden side af Østersøen og fra foden af den jyske halvø. Men efter denne tid blev medlemmer af det tyske mindretal stadig overvåget.
Clemmensen har været inde og kigge i Statspolitiets arkiv om politiets interne efterretningsvæsen. Grøn har talt med overlevende vidner eller deres familiemedlemmer.
I begyndelsen af maj 1920 afløste en dansk hærstyrke af regimentstyrke ”Sønderjysk Kommando, den franske og den britiske bataljon, der havde overvåget folkeafstemningerne tidligere på ret.
Politisk og social uro syd for grænsen
I perioden efter Christian den Tiendes tur gennem Sønderjylland i 1920 kom der flere gange meldinger om politiske og sociale uroligheder syd for den nye grænse. De lokale myndigheder og Grænsegendameriet var bange for, at urolighederne ville passere grænsen.
Udviklingen blev fulgt intens i Nordtyskland. I maj 1919 var der således indberetninger om, at sikkerhedssituationen i Flensborg og Holsten var kritisk. Man havde opsnappet en marinedagsbefaling fra Wilhelmshafen.
Frikorpsbevægelse i Gang, syd for grænsen
Midt i august 1920 modtog Sønderjysk Kommando en melding fra en sergent Overgaard om, at tyskerne transporterede geværer og anden soldaterudrustning til Harrislee.
Tyskerne havde opmagasineret vognladninger af krigsmateriel i en stor bygning i Harrisleegade. Efterretningsvæsnets Sektion C rapporterede, at højrenationalistiske tyskere var ved at danne frivillige korps i hele Sydslesvig. Flensborgs overborgmester fra 1899 til 1930, Todsen stod angivelig i spidsen for frikorpsbevægelsen.
Korpset skulle allerede være på 5-6.000 mand. De havde alle en militær uddannelse og havde angivelig pensionerede officerer som førere. Nogle af styrkens våben blev opbevaret i private hjem.
”Voldsomme kommunisturoligheder”
I begyndelsen af 1921 blev den Sønderjyske Kommando holdt i beredskab på grund af ”voldsomme kommunisturoligheder” på den anden side af grænsen. Den umiddelbare trussel mod Sønderjylland var dog kombinationen af voldsom politisk uro i Tyskland og illoyale revisionistiske hjemmetyskere.
Postmesteren fra Padborg
Nu skal vi hilse på en person, der fik betydning for efterretningsarbejdet hernede ved grænsen. I 1931 efter 8 år i Skærbæk blev Niels Grøn Madsen som 41 – årig forfremmet til postmester for grænse – og transitposthuset i Padborg. Han var landets yngste postmester. Hurtigt blev han medlem af sognerådet i Bov Kommune og indtog fra 1938 – 1943 posten som sognerådsformand.
Postmesterfamilien oplevede gennem faderens familie den mærkelige ustabile periode i Flensborg før Hitlers magtovertagelse i 1933.
Otto og Mogens, postmesterparrets børn legede frit med tyske børn over grænsen. De lærte hurtigt at tale indfødt tysk. Otto husker fra et besøg formentlig fra 1932 under et besøg hos onkel Nicolai og tante Titte et sammenstød med skyderi mellem et demonstrationstog af kommunistiske arbejdere fra værftet og et af nationalsocialister. Det skete nederst i Harisleegaden lige neden for onklen og tantens vindue.
Padborg – fra Klondyke til Frihavn
Padborg blev efter 1920 et Klondyke som udviklede sig omkring dette centrale transitpunkt for post- og togtrafikken over den nye dansk – tyske grænse. Padborg havde i 1921 ifølge Kraks 1935 vejviser 47 indbyggere, mens antallet i 1930 var vokset til 1.161.
Der var efter ”genforeningen” blevet bygget en ny station, posthus, politistation, butikker m.m. Med tiden udviklede stedet sig til:
Ja det er faktisk et citat fra Hans Frede Fleggaard. Den lille by fik pludselig en central rolle for spedition, persontransport, fremmedpoliti, toldvæsen, post m.m. Padborg blev med andre ord et ideelt udgangspunkt for efterretningsvirksomhed rettet mod Tyskland.
Postmesteren opbyggede masser af kontakter
Niels Grøn Madsen opbyggede i og ud fra Padborg et netværk af kontakter, der i denne sammenhæng kan tyde på, at han her har fungeret som distriktsagenten for Flensborg – området.
Ottos erindringer om de af familiens potentielt efterretningsrelevante kontakter fra syd for grænsen, som hyppigt besøgte deres hjem, bliver naturligt bedre og mere detaljeret med tiden.
Niels Grøn Madsen trak sig tilbage til herreværelse for at tale uforstyrret. Otte husker ikke præcis proceduren ved Maren Sørensens besøg, men mener også her, at hun og Niels Grøn Madsen havde mulighed for at tale sammen alene.
Malling – Jacobsen
Der var en meget nær forbindelse mellem officer i Grænsegendameriet ritmester, Aage Malling Jacobsen, Kollund og Niels Grøn Madsen. Malling – Jacobsen optræder også på listen over efterretningstjenestens meddelere og tillidsmænd. Lunding nævner ham også som en del af sit alarmsystem 9. april 1940. Han har sikkert allerede i 1920erne haft en betydelig rolle.
Malling – Jacobsen og Grøn Madsen var begge frimurere og deltog begge aktivt i møder i logerne i Aabenraa og Sønderborg. De kørte begge to i Malling – Jacobsens private bil. Logerne kunne være velegnede steder for koordinering og udveksling.
Andreas Andresen var også frimurer. Han deltog også i møderne. Men han kørte selv. Dem der kom i Frimurerlogen blev anset som gode danske mænd. Vi har til gengæld i mindretallets arkiver set at Andreas Andresen lejede lokaler ud til Wehrmacht, som de så brugte som depot. Her var masser af biler, tæpper, feltrationer, tøj m.m.
Post til Flensborg Avis gik via Padborg
Al post til Flensborg Avis gik til posthuset i Padborg. Her blev den så dagligt sorteret af avisens altmuligmand, Christian Ludvigsen. Det, der kunne bruges ind i Tyskland, tog han med til Flensborg. Denne trafik fortsatte gennem hele krigen undtaget et par måneder i 1940.
Otto Grøn husker, at postmesterfamilien bl.a. fik mange interessante bøger, der ikke måtte komme ind i Tyskland. Ludvigsen havde en god relation til postmesterfamilien. Han fungerede som en slags bybud for dem til indkøb og småærinder i Flensborg. Ludvigsen fik mulighed for at overbringe kodede meddelelser.
Flensborg Avis udkom også i Danmark. Den største redaktion nord for grænsen var i Tønder, hvor den udkom under navnet ”Vestslesvigsk Tidende”. Fra 1933 – 1940 var det Viggo Lausten, der var redaktør. Denne blev i 1940 taget af tyskerne som medlem af Dons – gruppen. Som vi tidligere har berettet om, døde han i egen eller anden hånd på Kastellet.
Ifølge Otto Grøn havde Niels Grøn Madsen ”direkte” kontakter til centrale personer på Flensborg Avis. Han nævner I.K. Lausten (Viggo Laustens far) og Jacob Kronika. Han var meget velorienteret og kritisk over for tyske forhold. Ifølge de tyske myndigheder måtte han ikke være korrespondent for en avis i Tyskland. Men han stod i kontakt med Flensborg Avis via søsteren Marie Kronika.
Kontakt til Dons – gruppen
Postmesteren fra Padborg havde kontakt med to medlemmer af Dons – gruppen. Grøn – Madsen fungerede som underagent mht. forsikringssalg for Jens Dons. Denne synes at fungere som et mobilt bindeled mellem gruppens medlemmer. Han har sikkert også været aktiv for at hverve nye agenter for englænderne.
Købmand Nicolaus Nissen Wind fra Bov, der også blev taget af tyskerne lige efter 9. april 1940 havde også kontakt med Niels Grøn Madsen. Wind kom rundt ved at sælge grisefoder. Han transporterede det rundt i sin lastvogn. Wind var iflg. Trap sognerådsformand i 1935. Der var åbenbart ikke vandtætte skodder mellem engelsk og dansk efterretningsvirksomhed i 1930erne.
Andreas Andresen
Der var nære relationer mellem postmester-familien og speditør Andreas Andressen og hans kone Luise fra starten i Padborg. Andreas Andressen blev født i Flensborg i 1904. han blev i 1926 ansat i firmaet Søndergaard C.G. & Søn. Fra 1930 overtog han firmaet, der havde hovedkontor i et lille rødmalet træskur på stationens toldbehandlingsområde.
Andreas Andresen overtog jobbet som sognerådsformand, da Grøn Madsen på grund af hjerteproblemer i 1943 måtte trække sig.
Fra Padborg til Sverige
Det forekommer sandsynligt, at Lunding, da han opbyggede sit agentnet i 1937, benyttede Andreas Andresens vidtstrakte internationale transportnet. Et eksempel fra krigens tid er en sikker rute fra Padborg til Sverige. Der gik gennemgående plomberede vogne med appelsiner fra Spanien til Sverige. Andreas Andresen var som speditør i stand til at få personer på de plomberede vogne, så de kunne komme til Sverige uden tjek.
Dette vides at være sket i mindst to tilfælde. Den ene var Mogens, Otto Grøns tvillingebror, der var ansat som speditør hos Andreas Andresen. Han var jagtet af tyskerne på grund af sabotage. Den anden var en unavngiven modstandsmand. Eneste problem med den rute var den lange ventetid over Øresund.
Andreas Andresen var fra 1942 til sin død i 1976 en meget aktiv kasserer i Den danske Hospitalsfond. Efterretningsvæsen koster mange penge, og så er det ønskeligt at man råder over indirekte og diskrete finansieringskanaler.
Mange kontakter
Martin Hammerich, der på H.P. Hanssens foranledning blev udnævnt til sekretær for statsministeriets udvalg til forberedelse af genforeningen var også meget aktiv i det aktivistiske danske netværk dengang. Han var også aktiv i køb af dansk ejendom.
Ved grænseovergangen til Kruså var det ”Kong Peter”, der ledede KDAK’ s grænsekontor. Hans rigtige navn er glemt. Men han indgik også under en eller anden form i netværket. En anden person, der nævnes er Lærer Thomsen fra Udby.
Maren Sørensen var sygeplejerske og præst. Hun kom fra Valsbøl syd for grænsen. Hun havde en meget stor kontaktflade, Hun var aktiv i efterretningsvæsnet også efter krigen.
Pastor Petersen som var præst ved den tyske Mariakirke (Vor Frue Kirke) i Flensborg var dansksindet og var jævnlig i kontakt med Grøn Madsen.
Farver Jacobsen – en vigtig person fra Aabenraa
Farver Jacobsen fra Aabenraa var en central person for Dansk Samling. Der var en gruppering, der hed ”Kredsen”. Ligeledes var der en gruppering, der hed ”Forsvarsligaen”. Her var militære sagkyndige og erhvervsfolk som også samarbejde med efterretningsvæsnet.
Farver Jacobsen var en ret central person i efterretningsvirksomheden især i 1942 og 43. Søsteren Ingeborg i Hamborg blev af Lunding rekrutteret før krigens start. Hendes mand var den berømte dermatolog C.W. Unna.
V1 og V2 – raketter
Parret kom i 1943 via deres gartner, der havde været chauffør for en åbenmundet tysk general, under vejr med V1 og V2-anlæggene på Peenemunde. Det førte til bombning af anlæggene samme år.
Som tak for sin tjeneste fik C.W. Unna lov til at drive praksis i Aabenraa, Ingeborgs fødeby.
En spion syd for Padborg
Niels Grøn Madsen fik en del med Lundings folk at gøre. Det var på grund af overvågning af en tysk spion ved Padborg. Det var tale om en gårdmand ved navn Andreas Meyer, der boede på gården Simondys, syd for Padborg. Den lå i Danmark, men havde også en smule jord på den anden side af grænsen. Den var erhvervet i 1920.
Grøn Madsen holdt som postmester øje med breve mellem Meyer og hans net af agenter. De var bl.a. interesseret i afsejlingstidspunkter for skibe mellem Esbjerg og England med henblik på planlægning af torpedering af dem.
Andreas Meyer havde en ”postkasse” til den tyske efterretningstjeneste i en grøft lige ved den tyske side af grænsen. Når der dukkede et brev op, der skulle undersøges, ringede Grøn Madsen til Lundings central, som så sendte et par mand, der afhentede brevet hos postmesteren. Et par timer senere kom de igen med brevet.
Stort våbenlager nedgravet i Frøslev Plantage
Otto Grøn fortalte, at den danske hær havde nedgravet store mængder af våben i Frøslev Plantage. Måske var det forberedelse til en form for undergrundskamp mod tyskerne allerede før krigen.
Agenter rekrutteret i Padborg
Padborg Station havde udviklet sig til et knudepunkt for togtrafik, post og spedition. Politistationen havde 14 betjente og der var et anseeligt antal toldere. Der boede i området også en del kokke, tjenere og andet togpersonale, der var knyttet til de internationale tog, der passerede gennem byen.
Byen var derfor velegnet udgangspunkt for udvikling af agenter rettet mod udlandet. Det virker, som om Lunding har udnyttet denne mulighed og rekrutteret flittigt i byen.
På sejltur ved Mürwik
Kriminalassistent Ole Johansen var ansat i fremmedpolitiet, der havde ansvar for paskontrol og relaterede funktioner. Fra 1937 begyndte han og Otto grøn at sejle sammen i Flensborgs danske sejlklub ledet af hans Peter Bernhard Hansen.
Klubben havde fået foræret et antal juniorbåde af A.P. Møller. De to kørte sammen til sejlklubben i Flensborg på Ole Johansens motorcykel. Under disse sejlture indsamlede de systematisk militære efterretningsdata som f.eks. tidspunkter og regelmæssighed i sejltiderne for 3 – 4 øvelsesubåde fra marineakademiet i Mürwik, der var den centrale skole i Tyskland for uddannelse af flådeofficerer.
I 1938 foretog de en køretur i Tyskland, hvor de observerede afprøvning af luftværnssirener. De havde da en formodning af en kommende krig.
Ole Johansen blev ansat i Rigspolitiets Visumkontor, hvor han udviste stor kreativitet med hensyn til at få personer ud af landet. Han er da også registret i modstandsdatabasen.
Man var advaret om 9. april
Marineattache Kjølsen skrev hjem og forklarede, at nu skete det snart, at tyskerne gik over grænsen. Gennem årene har man diskuteret Rostock – myten. Og man skulle næsten tro, at den var sand, da man så hvad der skete.
Oberst Lunding kunne indrapportere, at det tyske vogntog umiddelbart syd for den dansk – tyske grænse var ca. 60 km lang. Den 8. april opsnappede en af Lundings tyske agenter det eksakte tidspunkt for det tyske angreb, nemlig klokken 4 om natten den 9. april. Dette indtelefonerede Lunding til generalstaben, som sendte oplysningerne videre til regeringen. Da tyskerne endelig angreb, fik Lunding sig en mindre overraskelse.
Han konstaterede, at det tyske artilleri i Sønderjylland ikke som ventet ankom med den forreste angrebsstyrke tidligt den 9. april, men de dukkede først op dagen efter.
Regeringen vidste altså også, at tyskerne ville angribe klokken 4 om natten, men regeringen forholdt sig fortsat passiv.
De danske hærenheder var ganske vist blevet sat i alarmberedskab, men hvad hjalp det, når det var blevet forbudt at grave sig ned, og når flåden og Grænsegendarmeriet ikke måtte skyde før fjenden havde beskudt dem?
Sådan noget er benzin hos konspirations- tilhængernes bål.
Min far i Tønder vidste halvanden uge i forvejen, at der holdt en masse tysk militær syd for grænsen. Det havde en tyske fiskechauffør fortalt ham. Ved Højer dige kunne man fra Sild høre jetjagere varme op. Og folk ved grænsen havde i næsten en hel uge set et dansk fly flyve langs hele grænsen dagligt.
Dem, der faldt i kampen for Danmark havde kun fået begrænset annimutation. I hvert fald de soldater, der blev sendt ud fra Søgård-lejren.
Interesse for indhold i togene
Mikkel P var i fremmedpolitiet. Han var en af de ledende på stationen i Padborg. Han var den øverst ansvarlige for Told – og paskontrollen. Han interesserede meget for de ammunitionstog, der skulle videre til Finland. Han var med til at indsamle efterretninger om disse transporter.
Lunding nævner Mikkel P som efterretningsaktiv i 1940. Han stod også på en liste fra 1942/1943. Han har antagelig været virksom i militær efterretningsvæsen før besættelsestiden.
En meget dansksindet kæmner
Grøn Madsen havde et tæt samarbejde med kæmner Erik Sonne. Han var glødende dansksindet, og havde tilbragt en nat i fængsel for at have spyttet i jorden foran en tysk soldat.
Ifølge sønnen nægtede han pure at udlevere informationer til tyskerne om borgere i kommunen for efterforskning mod dem. Han var i kraft af sin stilling i en god position til at fremskaffe alle typer administrative informationer til brug for arbejdet mod tyskerne.
En anden person, der var brugt allerede inden Første verdenskrig var vandrelærer Niels Nielsen Kjems fra Sydslesvig. Han var tysk statsborger men dansksindet.
Da Rottbøl – familien besøgte postmesteren
Der var også en kontakt mellem Rottbøl familien på Børglum Kloster og Niels Grøn Madsen. Denne hjalp med at skaffe et beløb, som familien havde erhvervet ved at sælge en større fabrik syd for grænsen. Og den gang var det svært få penge ud af Tyskland.
Det var jo sønnen, der blev skudt af dansk politi i Vordingborggade/Øresundsgade i København, da han arbejdede for SOE. Åbenbart har faderen længe opereret i efterretningsvæsnet.
Flere af Dons – gruppen døde i tysk varetægt
Vi har i flere artikler beskrevet modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Og det har vi også omkring Dons – gruppen, der blev taget få dage efter tyskernes besættelse. Man kan undre sig over, hvem der har givet tyskerne informationerne. Viggo Laustens død har vi været inde på. Peter Dons døde på grund af forgiftning af hans hjertemedicin. Noget tyder på, at de efterretninger, der blev indsamlet var af en lidt uprofessionel karakter. Men trods dette så er det kendskab til, at tyskerne torterede to af gruppens medlemmer i Flensborg over flere måneder. En af disse døde senere.
Fleggaard videregav oplysninger
Også Peter Fleggaard’ s købmandsbutik lige ved Padborg Station spillede en rolle under krigen. Det var her tyske soldater havde mulighed for at købe mad, når de kørte nord på. Ifølge lokale kilder udviste købmanden en diskret men klar interesse i, hvad de havde på togene og hvor de skulle hen. Han fik en masse informationer som sikkert er gået videre.
Lunding i tysk fangenskab
Den 29. august 1943 opløste tyskerne det danske militær. Lunding kom i tysk krigsfangenskab mens resten af staben overførtes rimelig intakt til Stockholm. Det var efter august 1943 Svend Truelsens opgave at reorganisere efterretningsnettet i Danmark. Det var klart, at hærens arbejdsløse officerer skulle anvendes.
Arne Sørensen ”under jorden”
Lederen af Dansk Samling Arne Sørensen boede ”under jorden” i et lille vogterhus tilhørende gårdejer Hans Schmidt i Kollund. Der var relationer mellem Farver Jacobsen og Harders, der bestyrede Rønshoved Højskole.
Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen
Ved siden af normal højskole fungerede stedet som uddannelsessted for modstandsbevægelsen.
Modstandsbevægelsen hårdt ramt
Som vi tidligere har beskrevet i diverse artikler, så blev modstandsarbejdet i Sønderjylland hårdt ramt af Gestapo i slutningen af 1944. Samtidig med, at politiet blev taget den 19. september, arresteredes ca. halvdelen af gendarmerne. De sendtes til koncentrationslejre.
Dette var også tilfældet for Malling-Jacobsen, der også blev anklaget for efterretningsvirksomhed. Det lykkedes for farver Jacobsen at komme til England, hvor han gik ind i den britiske hær.
Efterretningsvirksomheden måtte reorganiseres
Niels Grøn Madsen døde under en cykeltur af sine hjerteproblemer. Det betød at modstandsarbejde og efterretningsvirksomhed måtte reorganiseres nok engang. Denne reorganisering blev foretaget af Åge Højland-Christensen, en af de meget aktive officerer i Ringen. Denne gruppe var den mest dominerende i det centrale og sydlige Jylland.
Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende
I løbet af 1943 gik Otto Grøn og Jens Peter Thomsen i gang med at opbygge et undergrundsblad ved navn ”Grænsevagten” Det skulle fokusere på problemerne i grænselandet.
Jens Peter Thomsen blev under forberedelserne taget af tyskerne. Efter en uges tortur på Shellhuset blev han frigivet med løfte om aldrig mere at lave illegalt arbejde. Den milde udgang af arbejdet skyldte at Jens Peter Thomsens far, der var mejeribestyrer i Gammelgab nær Broager, havde deltaget i 1. verdenskrig sammen med dyrlæge Jens Møller, der senere blev leder af NSDAP – N. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Og det var ikke første og eneste gang, han gjorde dette.
Urolige tider og mystiske dødsfald i Padborg
Efter befrielsen var der ret urolige tider ved grænsen. I forbindelse med vores bogudgivelse fandt vi ud af fem mystiske dødsfald. Og det var foruden mordet på Asmus Jensen. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Han blev skudt af to navngivne medlemmer af Den danske Brigade. Disse fik senere topposter i Bruxelles. Sandheden var dog, at Asmus Jensen blev likvideret på klods hold af fem medlemmer af lokale modstandsbevægelse.
Familien blev holdt hen med diverse løgne. Vi kan se, at politiet forfalskede diverse rapporter. En lokal politimester skrev på et tidspunkt til justitsministeren og spurgte, hvad han skulle gøre, fordi at nu spurgte pressen igen engang.
Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder
Et folketingsmedlem forespurgte om, hvornår man fik sandheden om Asmus Jensen. Han fik aldrig noget svar. Folk, der fortalte sandheden om mordet omkring Asmus Jensen blev mødt med hævn. Vi har spurgt ældre mennesker i Bov Kommune. Her kan fastslås, at modstandsbevægelsen langt fra var populær alle steder. Folk der havde solgt æg og kød fra deres gårde tyske soldater, der gik vagt ved Flensborg Fjord blev mødt med repressalier.
Men efterhånden som vi gravede os længere og længere ind i arkiverne blev de lukket for os. Men vi nåede dog at tale med nogle ældre mennesker, der havde oplevet ting og sager.
Den kendte forfatter og forstander på Jaruplund, Niels Bøgh Andersen var åbenbart aktiv for SOE og OSS. Måske havde Ringen også noget med det at gøre.
Kaos i Flensborg
Flensborg havde i de sidste uger op til kapitulationen fungeret som Det Tredje Riges hovedstad. Admiral Dönitz som vi også tidligere har nævnt regerede fra marinastation Mürwik. Flygtende fra de russiske tropper hobede sig op i Sydslesvig og Holsten. Befolkningen var steget med 61 pct. Flensborgs befolkning var steget fra 69.000 i december 1940 til 101.000 i december 1945.
Mange topnazister fik job hos de myndigheder. Andre blev hjulpet på flugt. Mange forsvandt nord på gennem Danmark. Tusindvis havde fået skiftet identitet.
Kommunister gemte sig i det danske mindretal
Det danske mindretal var blevet et fordelagtig skalkeskjul for tyske kommunister. I en periode interesserede Stalin sig meget for Kielerkanalen, som kunne give russerne bedre adgang til Nordsøen. Der var mange gode grunde til at området syd for grænsen og specielt Flensborg og distriktet der omkring var interessant.
Forholdet mellem modstandsbevægelsen og englænder ikke altid godt
Det var ikke altid at forholdet mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de engelske soldater var det allerbedste. De engelske myndigheder blev rasende, da den danske modstandsbevægelse begyndte at organisere hjemsendelse af tyske flygtninge. På det tidspunkt var der hungersnød i Sydslesvig og Holsten.
Således ved undertegnede, at modstandsbevægelsen på et tidspunkt sendte flygtninge fra Oksbøl til Kolding med busser. Derfra gik det med tog til Gedser til Wanemünde, hvor flygtningene blev læsset af. Historien er fortalt af en afdød politibetjent, der selv var med på turene. Men det står ikke beskrevet i nogen kilder, som vi kan finde. Hvor mange ture, det drejede sig om, vides ikke.
Betjenten fortalte, at også lokale modstandsbevægelser sendte flygtninge retur.
Der var også gnidninger i Flensborg
Gennem en forbindelsesofficer i en dansk militær repræsentation i Flensborg holdt man fra dansk side tæt kontakt med den nye besættelsesmagt syd for grænsen. Men også her var der alvorlige gnidninger.
Den første forbindelsesofficer, der ledede militærrepræsentationen i Flensborg var oberstløjtnant P.W. Toussieng, som dog blev fjernet fra engelsk side fordi han, med Lundings ord:
Villaer i Kollund Østerskov var hovedkvarter
Den første adjudant ved militærrepræsentationen var Jørgen ”Ole” Hald, der fra tidligere sammenhænge var kendt fra modstands – og efterretningsaktiviteter. Han blev af englænderne forlangt fjernet i løbet af 1946. Men han forlod posten tidlig i 1947.
Han havde allerede fra slutningen af 1945 det overordnede ansvar for dele af militærets efterretningsarbejde i grænseområdet, som bl.a. involverede arbejde ud fra efterretningsstationen i de to store nabovillaer Olinda og Lola.
De to villaer er overtaget efter topnazister, hvor bl.a. Werner Best og officerer fra Mürvick har opholdt sig, Nu havde dansk og amerikansk efterretningspersonale indtaget villaerne.
Lunding tog selv over i Flensborg
Lunding tog over efter Toussieng i januar 1946. Han undgik at få flere adjudanter udvist og klarede at holde sig selv i sadlen til repræsentationen blev nedlagt i sensommeren 1950.
Jørgen ”Ole” Hald blev trukket tilbage til basen i Kollund Østerskov, efter at han måtte forlade posten i Flensborg.
Overvågning af Det Tyske Mindretal
I det sønderjyske kørte politimester Brix næsten sit eget løb med at overvåge folk fra Det Tyske Mindretal. I lang tid blev Knivsbjerg – møderne også overvåget. Det var Det Tyske Mindretals årsmøder. Ja man fandt også ud af, hvem der havde abonnement på Der Nordschleswiger. Brix ville også indføre en spion – ordning, men det blev ikke den store succes.
Og som tak for sin store indsats blev politimester Brix udnævnt som den første chef for PET.
Kilde:
Hvis du vil vide mere, om hvad der skete i Sønderjylland, så se bare her. www.dengang.dk indeholder i alt 1.446 artikler, herunder:
September 17, 2019
Hanstholmfæstningen
Hanstholm-fæstningen er en del af Vestvolden(Atlantvolden). I 1942 blev byens befolkning tvangsevakueret. 10.000 tyske soldater blev udstationeret heroppe ved Nordens største fæstning. Ved vestkysten blev der bygget mellem 6.000 og 8.000 bunkers. Det krævede lige så meget beton som tre Storebæltsbroer. På 20 km’ s afstand kunne kanoner fra Hanstholm – fæstningen bryde gennem panserstål. Rækkevidden fra 55 km. Men anlægget kom aldrig i anvendelse. Skov – og Naturstyrelsen har udpeget anlæggene som bevaringsværdige for eftertiden. I 1971 kunne vi alle se anlæggets bane i filmen Olsen Banden i Jylland. Besøg det flotte museum heroppe.
I dag myldrer det især om sommeren med tusindvis af besøgende, der kanter sig ind og ud gennem den smalle indgang til Hanstholmfæstningen “Festung
Hanstholm”, på Molevej i Hanstholm. Indgangen blev bevidst gjort trang for at holde eventuelle ubudne gæster stangen, dengang tyskerne under Danmarks Besættelse omdannede Hanstholm til det stærkeste af de tyske støttepunkter på den jyske vestkyst som et led i den 5500 km lange Atlantvold – også kaldet Vestvolden fra Murmansk ved Nordnorges kyst til Biarritz ved den fransk-spanske grænse.
Hanstholm er en ung by, som for størstedelens vedkommende er anlagt på
Hanstholmknuden. Den ældste del af byen udgøres af den lille, romanske
Hansted Kirke fra 1100-tallet, og det 23 meter høje nuværende Hanstholm Fyr fra 1843, som er det kraftigste i landet, samt nogle murermesterhuse, men efter den påbegyndte anlæggelse af en større fiskerihavn ved Helshage i 1917 begyndte der at vokse et mindre bysamfund frem oppe på den nøgne knudes stormomsuste top.
Indbyggertallet steg fra 421 i 1916 til 673 allerede i 1925 og 799 i 1940.
Utilstrækkelige bevillinger og prisstigninger forsinkede arbejdet med havnen, og i 1941 gav Folketingets Finansudvalg sin tilslutning til – efter besættelsen – at fuldføre byggeriet i en noget ændret udgave. I 1942 standsede arbejdet helt, og byens befolkning blev tvangsevakueret, fordi hele området skulle omdannes til Nordens største fæstning.
Allerede den 10. april 1940 var der foregået indkvarteringer i langt de fleste af byens huse, og et stort antal bygningsarbejdere var gået i gang med at opføre befæstningsanlæggene i området. De fik senere følgeskab af tyske soldater, der bemandede de mange forskellige installationer. I alt blev der stationeret 10.000 tyske soldater i forbindelse med de fire gigantiske kanonstillinger og 275 andre bygningsenheder på stedet.
Den stærke befæstning af Vestkysten med dens mellem 6000 og 8000 bunkers, hvis opførelse krævede lige så megen beton som til tre Storebæltsbroer, havde sin baggrund i frygten for en allieret invasion og ønsket om at kunne beskytte de skibe, der langs kysten sejlede op til Norge, selv om den vigtigste trafik gik gennem Kattegat. Indsejlingen hertil blev spærret ved mineudlægning og to svære kanonbatterier med rækkevidder på 55 km. Det ene lå i Kristiansand i Sydnorge og det andet i Hanstholm.
Anlæggelsen af Hanstholmfæstningen og resten af Atlantvolden blev udført af den tyske frontarbejderorganisation Todt med navn efter ingeniøren Fritz Todt (1891-1942), der tidligere havde foreslået anlægget af de tyske autobaner, og som rustningsminister afløstes af Hitlers yndlingsarkitekt Albert Speer (1905-1981).
Tyngdepunktet I Hanstholmfæstningen var fire svære 38 cm kanoner. Hvert rør var ca. 20 meter langt. Transporten fra Thisted foregik på en specialbygget jernbanevogn med 64 hjul, og hele kanonenheden vejede færdigopstillet ikke mindre end 650 tons. Til hver kanon var der bygget et fæstningsværk, som indeholdt mandskabsrum med faciliteter til 90 mand, ammunitionsrum og maskincentral med eget vandforsynings- og elektricitetsværk. Kanonerne kunne både bruge 495 kg granater, som kunne nå 55 km ud, og granater på 800kg. På 20 kilometers afstand kunne disse gennembryde panserstål på 42 centimeters tykkelse, men ud over en prøveskydning i juni 1941 kom kanonerne aldrig i anvendelse.
Ved Hanstholm blev der i alt anlagt seks batterier. De fire 38 cm kanoner var installeret I Hanstholm II. Hanstholm II havde fire 17 cm kanoner, der var et flakbatteri med fire 10,5 kanoner og tre andre batterier, som hver var udstyret med 7,5 Vickers-kanoner. Der gik enorme mængder cement til bunkers og kanonfundamenter, hvortil kom de mange forskellige installationer, ildledercentral, pejle- og lyttestationer, tekniske værksteder, kontorer og mandskabets opholds- og samlingsrum.
Intet under, at ruinerne af de store befæstningsarbejder fortsat sætter deres præg på bybilledet i Hanstholm ligesom andre tyske byggerier. Inden for Hansted kirkesogns 9 kvadratkilometer findes endnu omkring 800 betonanlæg. Den store Hanstholmfæstning med tilhørende anlæg har strakt sig helt fra Svinkløv til Thyborøn, hvor der var to batterier, ét ved Thyborøn og ét ved Agger. Også ved Vigsø mod øst var der et batteri med fire franske 10,5 cm kanoner, mens der ved Bulbjerg ved kysten længere østpå lå et batteri med fire sovjetiske kanoner, og Klitmøller ved Hanstedreservatets sydvestside samt Lyngby længere nede ad kysten var ligeledes stærkt befæstet.
Under Museumscenter Hanstholm hører foruden det nævnte Bunkermuseum, som åbnede for publikum i 1980, marinekystbatteriet umiddelbart syd for
Hanstholm. Det indgår som led i centres formidling af Hanstholmfæstningen og hører i lighed med marineflakbatteriet i den sydlige udkant af byen og dele af infanteriforsvaret af Hanstholm til de 20 udvalgte tyske krigsanlæg, som Skov- og Naturstyrelsen i en rapport fra 1998 har udpeget som bevaringsværdige for eftertiden.
Den store 38 cm kanon, der har stået, hvor Bunkermuseet nu er indrettet, blev fjernet efter krigen, men bl.a. en af 800 kg-granaterne, der i mellemtiden havde fungeret som armbolt på et lokalt skibsværft, er kommet tilbage. Blandt museets største trækplaster er nok den tidligere 2 km lange ammunitionsbane, hvor man på de originale skinner kan komme ind at køre med et rekonstrueret tysk ammunitionstog som kører gennem nogle af batteriets store bunkere. Banen blev første gang landskendt i 1971 gennem filmen “Olsen – Banden i Jylland”.
Hvad byen Hanstholm angår, flyttede indbyggerne tilbage efter Danmarks befrielse, og staten overtog hele det bebyggede område. Efterhånden blev et storstilet havnebyggeri sat i gang, og i 1967 indviede man den kombinerede fiskeri- og trafikhavn, som siden er blevet udvidet både i 1977 og 1987. Hanstholm by har i dag omkring 2.150 indbyggere.
Billedtekst: Batteri “Hanstholm I” blev opstillet i 1940 og indgik med fire 17 cm kanoner som et led i det tyske kystforsvar i Danmark under Anden Verdenskrig.
I sommeren 1942 blev batteriet opstillet på dets endelige plads i klitterne syd for Hanstholm Fyr, og der blev støbt bunkere til kanonerne, ildledelsen, ammunitionen og til beskyttelse af mandskabet. Disse betonbygninger henligger i dag som ruiner. Det er muligt at komme ind i bunkerne. Husk at medbringe lommelygte.
www.dengang.dk har 283 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
September 12, 2019
Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849. Her var også en træfning i 1645, hvor svenskerne måtte tage flugten. Den 28. februar 1864 siger legenden, at Niels Kjeldsen blev skudt ned bag fra af grev Gustav von Lüttichau. Inden da skulle Niels Kjeldsen have kæmpet bravt. Nu sagde rygterne at man hos preusserne havde skålet for det danske heltemod og at greven var blevet fyret. Man havde brug for helte i 1864. Der blev tegnet en heltetegning af en høj, blond og bredskuldret Niels Kjeldsen. En mindesten blev rejst. Men ak, Mange af senere kunne professor Karl Larsen fortælle, at Greven, der kun var 19 år var blevet forfremmet og fået to medaljer. Kjeldsen var ikke blevet dræbt uhæderligt. Og i øvrigt var han sorthåret, lille og spinkel.
Vejstykket Kolding-Vejle har, som hele “den blodige vej” fra Bornhøved til Viborg, været scenen for flere krigerske sammenstød. På Almind Mark ved Almind Å ca 5 km syd for Blåkærskoven, stod under Torstenssonfejden, 7. august 1645, en træfning hvor svenskerne blev slået, og 7. maj 1849 kæmpede Olaf Rye mod Slesvig-Holstenerne under sit tilbagetog, for blot at nævne et par episoder. Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849.
En vinterdag den 28. februar 1864 stod en lille ryttertræfning, hvor dragon Niels Kjeldsen faldt. Han var 22 år, da han i 1863 blev indkaldt til militæret. Han blev indrulleret i 6. dragonregiment og blev kaldt for dragon Ullerup: Han kom fra Ullerup i Give sogn.
Under det danske tilbagetog red en dansk feltvagt på en korporal og otte menige ad vejen og blev set og indhentet af en styrke på 40 preussiske husarer. Det var ikke meningen at den danske styrke skulle indlade sig i kamp, den skulle trække sig tilbage og give melding om at fjenden var under fremrykning, men de preussiske heste var lettest. Den danske korporal red en god hest og slap bort, men de tungere menige dragoner havde ingen mulighed for at slippe fra forfølgerne. Nogle af dem blev straks fanget.
Mens de øvrige prøvede at slippe væk, blev dragon Niels Kjeldsen indhentet af tre preussere. Han ville ikke kapitulere, men trak blank og forsvarede sig, mens han fortsatte sit ridt mod nord. Han blev ramt af et hug over højre arm og tog sablen i venstre og trak samtidig over i den anden vejside. Han havde lige langet en preussisk underofficer et lammende slag over armen, da han selv blev skudt ned bagfra af grev Gustav von Lüttichau.
Skuddet var dødeligt. Han gled af hesten, og preusserne fortsatte forfølgelsen af de andre danske dragoner, for at hindre dem i at nå tilbage med deres melding.
Kampen vakte stor opsigt, for under den ulykkelige krig, der føltes knugende håbløs, havde danskerne brug for alle eksempler på at de danske soldater dog gjorde hvad de kunne.
Formentlig lagde preusserne ikke særlig vægt på den krigsmæssigt set meget lille episode, men ikke desto mindre drak de preussiske officerer om aftenen i officersmessen i Kolding “den faldne danske dragons skål”, for en ældre opfattelse af, hvad krig var, levede på den tid endnu.
Men fortællingen om Niels Kjeldsen blev en dansk legende. Den tog hurtigt den form, at han havde værget sig, indtil han fejt blev skudt ned bagfra af en preusser, og anekdoten fik den slutning, at de preussiske husarers chef i messen havde drukket Niels Kjeldsens skål og beklaget, at en af regimentets officerer havde dræbt ham uridderligt, så han gjorde bedst i at tage sin afsked straks, hvad man hævdede, at han gjorde.
Mindestenen blev rejst på Niels Kjeldsens dødssted i 1891, og et maleri af Frants Henningsen, som skildrede episoden med den stovte danske dragon, blev udstillet på Charlottenborg i 1902. Det hed ”En helt fra 1864” og blev købt til Frederiksborgmuseet. På maleriet ses Niels Kjeldsen ventende og barhovedet, en vældig viking til hest, blond og med lyst fuldskæg, mens hans banemand er redet til siden, helt ud på marken, for at fælde ham fra baghold.
Men så greb professor Karl Larsen ind. Han var ikke ganske ukyndig i emnet.
Blandt andet havde han i 1897 udgivet dagbogsoptegnelser og breve skrevet under krigen 1864, under titlen “Under vor sidste Krig.”
Han påviste nu i en pjece der hed “Dragon Niels Kjeldsen og hans
Drabsmand”, at både legenden og maleriet fortalte historien meget unøjagtigt. Det var rigtigt, at Niels Kjeldsens skål var blevet drukket i den preussiske officersmesse samme aften, men grev von Lüttichau, der i øvrigt kun var 19 år gammel, var ikke blevet bedt om at tage sin afsked, og han havde heller ikke gjort det, tværtimod var han blevet forfremmet og fik to medaljer for kampen nord for Blåkær Skov.
Niels Kjeldsen var ikke blevet skudt ned bagfra mens han holdt stille og ventede på et angreb, men under den almindelige forfølgelse, efter at han havde gjort en preussisk husar ukampdygtig. I øvrigt var Niels Kjeldsen ikke en stor blond vikingekæmpe, men en lille spinkel og sorthåret mand.
Uagtet professor Karl Larsen ydede Niels Kjeldsen al hæder for hans kamp trods den håbløse situation, og uagtet han ikke havde til hensigt at
“skænde de danske Farver”, blev han meget voldsomt angrebet og beskyldt for at støtte preusserne.
En kreds af danske officerer skrev så en række artikler, som blev udsendt samlet, og i dem fik professor Karl Larsen fuld støtte: Han havde ret, kampen på landevejen havde været regulær nok i enhver henseende, og Niels
Kjeldsen var ikke blevet dræbt på nogen uhæderlige måde.
Diskussionen blev hed og drejede sig bl.a. om at Niels Kjeldsen muligvis først havde trukket sin pistol. En lille pudsig ting var vistnok med til at forvirre billedet. Tanken om at Niels Kjeldsen havde skudt først kom formentlig af, at den unge greve under det voldsomme ridt havde haft det lidt pinlige uheld at sende den første kugle igennem det ene øre på sin egen hest, og det fandt han næppe grund til at prale med i rapporten. Men hovedsagen er, at man fra dansk side, efter at den meget animerede debat havde lagt sig, anerkendte at den danske legende ikke var rigtig. Frants
Henningens billede blev fjernet fra Frederiksborgmuseet i 1913.
Fuld klarhed over hver detalje i kampen bliver der næppe nogensinde. Det er utænkeligt, at samtlige deltagere i en så kort og forvirret hændelse skulle have fattet alle enkeltheder så objektivt, at samtlige skildringer bliver ens. Snigmyrdet blev Niels Kjeldsen ikke. Men her på landevejen nord for Kolding faldt han den 28. februar 1864. Ved hans mindesten dvælede man i ærbødighed mange årtier efter.
Teksten på mindestenen lyder:
I Helte modig enekamp
Mod Prøisiske husarer,
Faldt her på landevejen
Dragon
Niels Kjeldsen
Den 28 februar 1864
Ene mod mange
Holdt du tappert stand
Kæmpede med ære for dit fædreland
feigt han skød dig ned,
Men din daad, dit minde
Har vor kjærlighed.
Hans støv hviler på Give kirkegård
*
Underliggende stens tekst:
Foranlediget reist
År 1891,
Ved Kolding og Omegns
Forsvarsbrødre Forening
Af 1889
*
Tekst på sten bag mindeanlægget:
Anlægget er restaureret
I anledning af H.M. Kong CHR. Den X´s
Regerings Jubilæum 15 maj 1937
D.F.B Kolding og Omegn
*
Stenen er placeret, ca. 1,5 km syd for Højen og ca. 2,5 km nord for Blåkær Skov, ved 2½ milestenen ca. ud for den vestlige ende af Aldebertsmindevej
https://skrold.dk/ebog/dragonnielskjeldsen.pdf?fbclid=IwAR2_atf_Y5fKepyuNAkJf8zqiXC4ACjm9wQm3T7l-z4-5lF0PnaFuW6G1g4
September 12, 2019
Stenkældrene fra Løgten Mark
Vi er sydvest for Frederikshavn. Stenkældrene er fra Jernalderen ca. 500 før Kristi. De blev fundet 1956. Kældrene menes at have været dækket af græstørv. Der er også fundet rester af bålsteder. Kældrene kan have været brugt til beboelses- og forrådsrum. De kunne måske også have været brugt tilflugtsborge.
Vendsyssels eneste bevarede jernalderkældre er indrettet i et græsbevokset område i det 64 meter høje terræn ved Løgten sydvest for Frederikshavn. De ligger i et område, der i øvrigt er meget velforsynet med gravhøje fra oldtiden. Stenkældrene udmærker sig tillige ved at være nogle af landets smukkeste og største af slagsen.
Kældrene består af flere, indtil 1,5 meter dybe kamre. Væggene er sat af kampesten i flere skifter med de største nederst i bunden og de mindre øverst. Gulvene er hyppigt brolagte. Nogle af disse kældre har indgange fra to sider, hvorfor de tidligere er blevet tydet som løngange eller jordhuse, svarende til dem, der omtales i Islandske Sagaer.
Fundene på Løgten Mark blev gjort 1956. Udgravningerne blev forestået af
Moesgaard Museum ved arkæolog Poul Kjærum i årene 1956-59. Syv stenbyggede kælderanlæg blev udgravet i en lille banke, der i jernalderen har dannet en lille halvø. Mod øst og syd har halvøen været afgrænset af en sø og mod nord af et åløb mod syd. Tre af kamrene består af et eller to små ovalformede rum, som alle kun har én nedgang, der enten er krum eller bygget vinkelret på en smal passage ind til selve kammeret.
De øvrige kældre har foruden én eller to indgange også afløb til det gamle åløb. En af kældrene har en særlig kompliceret udformning, idet den består af tre sammenbyggede kamre, forbundet ved smalle passager. En kanal forbinder et til kammeret stødende vandreservoir med en stensat brønd, mens kælderen menes at have været dækket med græstørv på birkebark; der er fundet spredte stumper af lerklining og i et par af dem tillige af træstave, derimod ingen spor af stolpehuller.
Dateringen af stenkældrene går tilbage til keltisk jernalder ca. 500 f.Kr. som baseres på fund af lerkar-fragmenter efter store, grove forrådskar. Desuden fremkom ved udgravningen en del knusesten – løbere til skubbekværne samt dele vævevægte og ildbukke. Der er ikke konstateret spor efter egentlige ildsteder, men ud for et par af kældrene er der gjort fund af rester efter bålsteder.
Den manglende tilstedeværelse af ildsteder synes at udelukke kældrenes funktion som beboelseshuse, og vandrenderne eliminerer løngangsteorien.
Kældrenes forskelligartede udseende og placering i forhold til vandet antyder derimod, at de nok har haft flere formål.
Arkæologer hælder selv til den opfattelse, at flere af dem kan have tjent som forråds og beboelsesrum; i sidstnævnte tilfælde antagelig kun sæsonbestemt – om end der kan rettes indvendinger mod en sådan tolkning pga. rummenes ringe størrelse. Dog kendes fra England stenbyggede huse af samme dimensioner og fra samme tid. De har måske haft et lignende formål som de jævngamle tilflugtsborge, som kendes fra hele landet fra samme urolige periode. Noget sikkert bevis for deres funktion har dog hidtil ikke kunnet føres.
Efter at Frederikshavn Kommune har erhvervet hele området, er kældrene blevet gravet fri og gjort tilgængelig for offentligheden.
September 12, 2019
Frederik den Syvendes Kanal
Kanalen fra Løgstør til Lenderup Strand blev anlagt ved hjælp af skovle og trillebøre i årene 1856 – 1861. For Løgstør og Nibe havde det ikke set så godt ud. Nu skulle der graves en kanal. Den var ikke så bred at to skibe kunne passere hinanden. De måtte så vente i en lille havn for begge ender. Man lavede en træksti på begge sider langs den 4,4 km lange kanal. Fra 1898 til 1900 lykkedes det endelig at grave en kanal gennem Løgstør-bredningens østligste sandbanker. I en halv snes år fungerede begge vandveje samtidig. I 1914 blev Frederik den Syvendes Kanal lukket. Man kan dog få en sejltur med kanalbåden. I 1958 blev kanalen fredet.
Den 4,4 km lange, 25 meter brede og 3 meter dybe kanal fra Løgstør til
Lendrup Strand blev anlagt udelukkende ved hjælp af skovle og trillebøre i årene 1856-1861. I 1914 blev kanalen lukket, men bevaret. Den er ikke blotet kulturhistorisk monument, men rummer også et helt særligt naturområde der består af kalkoverdrev og strandenge.
Da Aggertangen i 1825 blev brudt igennem, var det en gave til de vestlige
Limfjordsbyer. Fra de tidligste tider havde Aalborg som Limfjordens stærkeste handelsby gjort alt for at herske over fjordens sejlads og handel, gang på gang prøvede Aalborg alle midler og veje, endog vejen om ad kronen og regeringen, for at bremse de andre byer, kvæle deres privilegier og hindre, at de fik nye. Aalborg var i høj grad stemt for, at Aggertangen igen blev lukket, men de vestlige byer havde nu endelig fået et åndehul.
For Løgstør og Nibe så det knap så lyst ud. Med de nye strømforhold i fjorden forsvandt silden totalt fra Løgstørs nærhed, og byen gik ret stramme tider i møde. Den lå bag Aalborg ved udfarten til Kattegat. Men vest for Løgstør, hvor Limfjordens smalle strømløb pludselig åbner sig i
Løgstør Bredning, var der gennem tiderne dannet svære sandbanker, så sejlads med blot nogenlunde rimelige skibe var umulig. Løgstør havde en vis indtægt på at fragte varer over fladvandet, men også Aalborg blev nu mere interesseret i at kunne sejle vestpå i fjorden.
Problemet blev løst på en højst original måde. Midt i 1800-årene var der rivende fremgang i teknik og i de praktiske videnskaber. Man drømte om, og troede på, løsninger af alle problemer ved hjælp af videnskab og teknik, og tiden vrimlede med fantastiske projekter, og naturligvis kunne der skaffes vej for sejladsen i Limfjorden. Man mente dog ikke, at det var muligt at grave igennem sandbankerne vest for Løgstør, for den rende ville bare sande til igen – og så skabtes planen til den mest utrolige kanal, der er bygget i Danmark.
Den blev gravet i årene 1856 til 1861, syd og sydvest på fra Løgstør, og den blev bogstaveligt talt lagt lige i strandkanten. Den er 4,4 km lang, 25 meter bred, og den skulle føre skibsfarten fra fjordens østlige til dens vestlige del, og omvendt, ikke over sandbankerne ved Løgstør, men langs med vandet, akkurat inde i land. Ved hver ende af kanalen blev der bygget et lille havnebassin, så skibe kunne vente, for kanalen blev ikke bred nok til at to skibe kunne passerer hinanden. Der blev lagt en svingbro over den, og en træksti på begge sider, så skibene kunne trækkes gennem kanalen. Der blev bygget et kanalfogedhus og hvad der ellers hørte til. Kanalen blev indviet af Frederik 7. den 13. juli 1861 med kanonsalut og tusindvis af fremmødte. Den fik navnet Frederik den Syvendes kanal. Og da bankerne i Kattegat ud for Limfjorden – Hals Barre – blev gravet igennem, blev hele Limfjordssejladsen forbedret, så der var ganske god brug for den store kanal.
Fra 1898 til 1900 lykkedes det endelig at grave en rimeligere sejlrende igennem Løgstørbredningens østlige sandbanker og holde den ren i en dybde af 4 meter. Godt en halv snes år virkede de to vandveje samtidig, fordi man ville se, om den ny direkte sejlrende holdt, hvad teknikerne lovede.
I 1914 blev Frederik VII’s Kanal lukket for sejlads. Men den blev hverken sløjfet eller opgivet, den blev kun lukket i begge ender, for at den ikke skulle sande til, og den kunne åbnes igen med rimeligt varsel, hvis den ny sejlrende skulle svigte. Men tiden har vist, at sejlrenden gennem bankerne er god nok.
Der har været planer fremme om at omdanne kanalen til dambrug, men det blev heldigvis kun ved tanken. Dens ventebassiner ved hver ende ligger her stadig, kanalen er her stadig, med bro – veje – dæmninger og bygninger. I dag ligger kanalen som et storslået minde om fortidens søfart og ingeniørkunst.
Den indbyder til en guidet sejltur med kanalbåden – eller en spadseretur langs trækstierne. Uanset om man bevæger sig på eller ved vandet, får man en fantastisk naturoplevelse. Frederik VII’s Kanal blev fredet i 1958.
Billedtekst: De to Kanalbetjenthuse ved Lendrup ligger ved siden af hinanden på en smal, græsbeklædt tange mellem Frederik VII’s Kanal og
Limfjorden.
September 12, 2019
Vikingegravpladsen på Højstrup Hede
Dengang var vandstanden højere og gravpladsen lå tættere ved vandet, Specielle skibssætninger er til minde om betydningsfulde vikinger. Gravpladsen er fra 800 – tallet eller og så kaldet tidlig vikingetid. De mange fordybninger minder om alle de sten, der er fjernet i tidens løb. Gravpladsen blev fredet i 1881.
På markerne ved Tømmerby Fjords østlige bred i Vester Hanherred ligger der en gravplads, der stammer fra vikingetiden. Dengang var vandstanden højere, og pladsen lå tættere på vandet med udsigt over fjorden. Blandt de mange grave findes der også de specielle skibssætninger, der blev rejst som minde om betydningsfulde vikinger. Et vidnesbyrd om, hvor vigtig skibsfart var for vikingerne – både som handelsfolk og som erobrer.
Gravpladsen består af over en snes, især cirkulære småhøje, enkelte ikke mere end 50 cm høje. De små høje, hvoraf nogle enkelte dog er ovale eller trekantede af form, har både rummet jordfæstegrave med ret fattige gravgaver og brændte lig og brandgrave. Derudover findes her fire ret medtagne skibssætninger og omkring 75 fritstående sten.
Skibssætningerne, som har lidt under stentagning op gennem tiderne, er dannet af buede rækker af mere eller mindre oprejste sten. De øvrige sten på gravpladsen er både blevet tolket som rester af endnu mere forstyrrede skibssætninger eller måske helt andre stenanlæg og som egentlige bautasten, eftersom indskriftsløse mindesten også indgik i vikingetidens gravkult.
I en enkelt af højene er der f.eks. fundet seks bautasten anbragt i række over graven, men dækket af den lille jordhøj. Ud fra undersøgelser af gravgodset i nogle af gravene har man tidsfæstet Højstrup Hede-gravpladsen til begyndelsen af 800-tallet, det vil sige fra tidlig vikingetid.
På gravpladsen oplyser de mange tilgroede fordybninger, at mange sten er blevet gravet op. En at de tilbageblevne sten bærer præg at, at man forgæves har forsøgt at kløve den. Stenene er sikkert blevet anvendt som fundamenter på gårdene og slået til skærver på vejene.
Gravpladsen blev fredlyst i 1881
September 10, 2019
I Kollund Skov lå to villaer
Vi har tidligere beskrevet dette i to artikler. Vi har nu samlet det under en artikel. Vi fik nemlig reaktioner på første del, som vi nu har indlemmet i denne artikel. De to villaer kan i den grad fortælle historie. Det er tale om Villa Olinda og Lola. Vi skal høre om villaernes historie. Du fik bådehus og havn med til prisen. Vi er Kollund Østerskov. Her boede Familien Anthon. Men åbenbart havde topnazister adgang til villaerne fra 1941. Og her er opholdt Werner Best sig også. I den sidste tid af krigen opholdt Hilde Best sig her med fem børn og en barnepige. De lokale aviser var fortørnet over det kæmpe spritlager, som man fandt her efter besættelsen. Man ved, at Jens Møller og hans kone kom her på besøg. Men her kom også folk fra den nærliggende flådestation Mürwik. Måske var Dönitz en af dem. I Tingbogen fremgår at det var Marie Anthon, der var ejer af villaerne. Men her skulle der efter krigen have boet englændere. Og efterretningsvirksomhed skulle være foregået herfra.
Villaerne var bygget i 1888 – 1890
De to villaer i Kollund, som vi her skal høre om, blev bygget af købmand Joh. Richard Schwartz. Ja, han var også skibsreder. De blev sat til salg i 1905 for 125.000 mark.
Det var ejendomsformidler Max Brassel fra Berlin-Charlottenburg, der blev brugt til handelen. Han havde udformet en flot brochure, der fortalte om indretningen. Hele ejendommen var på 31ha. De var bygget i 1888-1890.
Bådehus og havn var med i prisen
Olinda var på 8 værelser med to verandaer. Her var kælder. Lola var på hele 10 værelser. Dengang kunne man købe herligheden med tre heste og køer. Og så var der i 1893 bygget et udsigtstårn. Et bådehus og en havn ud til Flensborg Fjord fik man også med. I nærheden var der dengang også guldfiskedam.
Ejendommene blev derefter købt af Johan Anthon. Ejendommene gik i arv i familien. Sønnen Oskar var ejer fra 1920. Han døde i 1939. Enken Marie var ejer til sin død i 1949. Derefter fulgte nevøen Johann Heinrich Anthon.
Vi er i Kollund Østerskov
Vi er i Kollund Østerskov med masser af natur omkring. Her var bassiner til oplagring af ål. Her kunne man se ud over Flensborg Fjord og Okseøerne. Og man kunne også få postkort med de to villaer på.
Hvem var Johan Anthon?
Den, der huskede Johan Anthon, fornemmede ham ikke som rig. Han var en gammel, krumbøjet og hvidskægget mand. Rigdommen kunne bedre fornemmes på sønnen, Oscar og hans frue. Fruens kommandostemme kunne man høre langt i den stille skov.
I Lola havde inspektør Julius Henningsen også boet. Han havde indrettet en hundekirkegård lidt længere oppe i skoven.
I første halvdel af 1930 skete der en stor omvæltning for Kollund Østerskov. Og så begyndte bilerne at komme. Familien Anthon var de første, der havde fået bil. Den første var en Adler, den næste var en endnu dyrere, en Mercedes.
I Lola boede en familie Engelke, og det var den ældste søn, Hans, der havde arvet navnet Anthon.
Topnazister havde råderet over disse villaer fra 1941
Og hvorfor er det lige, at vi skal høre om disse to villaer. Jo her boede Werner Best en gang imellem. Han havde råderet fra efteråret 1944. Det vil sige han og familien måtte bruge Villa Olinda. Og personalet brugte Villa Lola, der stod vinkelret på Olinda
Ja faktisk havde topnazister råderet over villaerne fra 1941, da det var den danske regering, der beslaglagde de to villaer og stillede dem til rådighed for besættelsesmagten. Det var det tyske mindretal, der havde foreslået det.
Normalt boede Werner Best til daglig i patricer villaen Rydhave i Charlottenlund sammen med sin hustru Hildegard (Hilde) og deres fem børn. I dag er villaen bolig for USA’ s ambassadør i Danmark.
En grund til at Werner Best lejede husene var vel i første omgang for at sikre familien i de sidste dage af krigen. Tilmed var der kort afstand til Tyskland og kunne derfor være praktisk
Men se det er der delte meninger om. For villaerne kan også være stillet til rådighed af ejerne. Men dette interesserede ikke datidens medier. I stedet kunne man i datidens tone den 29. maj 1945 i Sønderjyden i stedet læse:
Hvad Dr. Best havde gemt i Villaer ved Kollund
Og tonen var bestemt ikke anderledes i Dybbølposten:
Var alt stjålet?
Det lyder som om det hele var stjålet, men mon ikke de lokale købmænd var glade for kunderne i Villa Olinda og Lola?
Åbenbart kendte de danske myndigheder ikke til ”overlevelseslageret” i forvejen. Men det gjorde englænderne antagelig, og hvorfor gjorde de så det? Jo, der var ansat en gartner.
Og denne gartner blev brutalt myrdet af den lokale modstandsbevægelse efter besættelsestiden. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Det skulle være folk fra Den Danske Brigade, der skød ham. Men det er ikke sandt. Det var fem mand fra den lokale modstandsbevægelse, der likviderede ham med nakkeskud.
Ja vi ved det endnu ikke, og vi har heller ikke nogle skriftlige beviser på hans tilknytning til SOE.
Jo, Asmus Jensen har en overgang været gartner og medhjælper ved disse to villaer. Vi er blevet nægtet adgang til yderligere arkiver efter at vores bog er udkommet ”Grænsen er overskredet”.
Folk fra Flådestationen kom her også
Det er usikkert hvor meget Werner Best benyttede villaen, men sandsynligvis var det kun i kortere tid. Derimod kunne man ofte møde folk fra den nærliggende flådestation Mürwik, der var på besøg her i villaen. Om storadmiral Karl Dönitz også var på besøg var muligt. Der var jo så rigeligt med forsyninger i villaerne.
Asmus Jensen arbejdede for Anthons svoger
Anthons svoger havde en bagerforretning i Flensborg, og her arbejdede Asmus Jensen. Det var her igennem, han har fået jobbet.
Hvor længe Asmus Jensen var ansat her vides ikke, og hvad det reelle formål med hans ansættelse var, vides heller ikke. Oplysninger har vi fra en kontakt i Flensborg, der på gamle dokumenter har set hans navn i forbindelse med villaerne.
Og ofte, når Best var på besøg, så man også Jens Møller i villaen. Og rygter vil vide, at også Scavenius indfandt sig her. Jens Møller var leder af NSDAP – N og leder af det tyske mindretal i Sønderjylland. Også jens Møllers kone, Marie var her ofte.
Hilde Best og villaen
I krigens sidste tid bragte Hilde Best familiens vigtigste ejendele til villaen. Selv opholdt hun sig i Grabow i vintermånederne 1944/45.
Ved krigens afslutning blev hun anholdt og i første omgang anbragt i flygtningelejren i Oksbøl sammen med hendes børn. Senere blev de overført til Fittinglejren.
Hilde Best bragte sine resterende ejendele fra Tyskland til Villa Olinda. I april 1945 flyttede hun med de fem børn og barnepige ind i huset. Her opholdt de sig til få dage før befrielsen den 5. maj 1945., hvor de returnerede til Rydhave i Charlottenlund. Det vides ikke om nogle af børnene gik i skole i den tyske skole i Sønderhav.
Der blev regelmæssigt leveret vare til fru Best fra købmanden og bageren i Sønderhav. Når bageren kom med varer, skete der flere gange at fru Best spurgte om nyheder fra den engelske radio.
Det lykkedes for Hilde Best, at få det ønske opfyldt, at se villaen i Kollund. Hun har senere fortalt, at hvis ikke det var politiet, der havde taget alt i huset, så var det modstandsbevægelsen, der havde taget effekter som souvenirs.
Familien Best’ s ejendele stjålet
Efter krigen var Hilde Best længe bekymret for hvad, der var sket med villaen i Kollund og inventaret. Hun skrev således til Mimi Møller efter nytår 1945/46 at villaen tilsyneladende havde stået uden opsyn siden kapitulationen i maj 1945. Der skulle således have været tre indbrud i villaerne.
Rygterne ville vide, at englændere havde boet i villaerne i tre måneder.
Den 28. april skrev Hilde Best til Werner Best. På det tidspunkt sad hun sammen med børnene og barnepigen Helene Klein i den store fangelejr i Oksbøl, som vi tidligere har skrevet om. Hun blandede sig ikke med de andre flygtninge. Werner Best var dengang indsat i en amerikansk krigsfangelejr nord for Frankrig. I brevet nævnte Hilde at hun havde mistet alle sine ejendele i Kollund.
Den 1. november blev Hilde, børnene og barnepigen overflyttet til en flygtningelejr i Fitting ved Vorbasse, hvor de opholdt sig til den 22. april 1947, hvorefter de blev hjemsendt til Tyskland. Under opholdet i Fitting lykkedes det for Hilde Best, at besøge Villa Olinda. Det viste sig ganske rigtigt at alle hendes ejendele var væk.
I Padborg stod hendes veninde Jens Møller’ s kone, Mimi Møller og fulgte hende det sidste stykke vej over grænsen.
I Tingbogen står det anført, at Marie Anthon ejede villaerne. Det jorde hun også under hele anden verdenskrig. Også fra 1941, hvor topnazister gjorde brug af villaerne.
I forbindelse med arbejde med vores bog, fandt vi ud af, at der efter krigen foregik ting og sager i Kollund Østerskov, som kunne vidne om noget militært efterretningstjeneste. Det vender vi tilbage til, hvis vi ikke også bliver bremset i dette arbejde.
Familie Anthon
Familien Anthon oprettede et Eisengieserei i 1865 i Friesische Strasse 5, hvor de havde et lokale på 40 m2. Efter første verdenskrig købte de et støberi i Gråsten, som fik navnet Anthon und Söhne, maskinfabrik og jernstøberi.
I 1920 flytter virksomheden til Flensborg. Anthon følte sig dårlig behandlet af de danske myndigheder. Først etablerede man sig i Schillerstrasse. Virksomheden havde succes med bygning af teknologiske maskiner. Blandt andet fremstillede man møbelmaskiner.
Ligeledes blev Anthon nægtet at bo i sin bolig i Kollund af de danske myndigheder. Senere fik han dog tilladelse til at bruge villaen som sommerhus.
I Gråsten forsøgte man i 1922 at føre virksomheden videre. Men det lykkedes ikke rigtig. Virksomheden blev solgt et par gange, og til sidst endte det i et konkurs. Resterne blev overtaget af et firma i nærheden af Hovslund
Og i Kollund blev villaerne i 1961 solgt og ombygget.
NB: Vi er godt klar over, at brugen af anonyme kilder samt manglende skriftlige kilder som følge af manglende adgang til arkiver kan virke utroværdig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.439 artikler, heraf 282 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter)
September 8, 2019
Tændstikfabrikker på Nørrebro
Der var masser af tændstikfabrikker dengang. Der var svolstikkefabrikker på Nørrebrogade 66 og Thyrasgade 5. En af fabrikkerne flytter til Allersgade. Og så flytter en fra Mariedal til Pedersdal. Jo og så var der ind i baghuset til Brohuset. Det bliver senere til værtshus. En ulovlig fabrik finder vi på Nørrebrogade 106. Så var det Pallesen 6 Co på forskellige adresser. Kronen bliver senere til Nørrebro Tændstikfabrik. Den store brand i 1892 samlede mange tilskuere. Fem sprøjter var i kamp med ilden. Nogle nysgerrige måtte hales op af ladegårdsåen. H.E. Gosch & co overtager rester. Vi præsenterer Hellerup Tændstikfabrik. De gik sammen med Glødefri. Fabrikken springes i luften. Og så byggede den op igen. Den lukker i 1960. Men der var sandelig også lige Tændstikfabrikken Solo i Læssøgade. Ja og en reklametændstikfabrik lå i Nannasgade og senere i Bragesgade
Svovlstikken, Nørrebrogade 66
Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Der findes ikke mange oplysninger om ham. Men den 10. januar 1866 indrykker Peter Nielsen en annonce i avisen:
På det tidspunkt, er der begyndt at komme en række beboelsesejendomme på Nørrebrogade. Det virker derfor en del forargelse at sådan en fabrik ligger midt i det hele.
På grund af dette flytter Peter Nielsen sin fabrik til gården Mariedahl i 1867.
Svolstikkefabrik, Thyrasgade 5
Carl Conrad Kjær var egentlig ingeniør. Han søgte lokaler på Nørrebro. Han havde set, at J.H. Therp var ved at opføre et to etagers hus i Thyrasgade 5. Han havde selv tænkt sig at bebo kvistlejligheden.
Carl får en aftale med Therp om at leje 1. salen til beboelse og stueetagen til svovlstikkefabrik. Carl sender sine ansøgninger til myndighederne. Han opnår forholdsvis ubesværet at få tilladelsen at få tilladelse fra sundhedskommissionen, og det uden at der er skorsten på huset.
Han sender tegninger af tre murede ovne, som han vil benytte til smeltning af svovlet og satsen med fosforet samt opvarmning af pindespidserne. Carl får sine ønsker igennem og kan nu oprette fabrikken.
Fabrikken flytter til Allersgade
Allerede i maj 1870 er fabrikslokalerne i huset i Thyrasgade blevet for små. Samtidig er der indløbet klager over røgen fra fabrikken. I henhold til myndighedernes krav skal han derfor bekoste en høj skorsten.
Han vælger at flytte fabrikken i den yderste ende af Allersgade, så langt ude, at ejeren har måttet bekoste fortov og rendesten helt forbi ejendommen. Bygningen var ideel. Den ligger uden nærmeste naboer og er forsynet med en 18 alen høj skorsten, som var forberedt for installation af en dampkeddel og dampmaskine.
Carl havde brug for kapital. Han allierer sig med hjemvendte søofficerer fra handelsflåden, A.A.H.C. Gotlieb. Han havde den fornødne kapital. Samtidig med lejemålet sørger Carl samtidig for en udvidelse. Den 17. august er Kjær & Gotlieb en realitet.
Fra Mariedal til Pedersdal
På Frederiksberg har Peter Nielsen i 1866 indrettet en mindre svovlstikkefabrik i en af bygningerne på grosserer Hages ejendom, Mariedal. Men i efteråret 1870 begynder Hage at udstykke. Han river også en del bygninger ned. Bl.a. også den, som Peter Nielsen havde lejet sig ind i.
Med grosserer Hages mellemkomst finder man et nyt lejemål. Det bliver i baghuset på Pedersdal på Lygtevejen 33 (Nørrebrogade). Her boede bødelen i ældre tid. Forhuset til Pedersdal blev i mange år brugt som Nora-Biograf. Og ja, det var Peter Nielsen, som vi startede med.
På grund af den store konkurrence opgiver han allerede sin fabrik i marts 1872.
En fabrik i baghaven til Brohuset
Den 64-årige kalkværksejer Johan Wilhelm Krause etablerer sammen med sin søn en svovlstikkefabrik i baghaven til Brohuset, der ligger lige op til Ladegårdsåen ud for en af de små broer, der fører over denne, Bangerts Bro.
Efter et par år uden den store succes lejes huset ud til telegrafist Herman Carl Lund, der i den tidligere fabrik starter en produktion af fernisser og stentryksfarver, som han havde erhvervet 5 års eneret på.
Men efter et pat år finder han dog andre lokaler. Krause indretter nu Brohuset til forlystelsessted med keglebane og udskænkning.
En ulovlig fabrik, Nørrebrogade 106
Lidt længere inde på Nørrebro, på Nørrebrogade 106 har købmand Hans Nicolai Hartmann i 1866 lejet en bindingsværksbygning og et mindre træskur i baggården af fabrikant A. Tvede.
Her starter han en produktion af svovlstikker. Men da bygningen ikke er grundmuret som loven foreskriver, søger Hartmann efter andre muligheder. Han finder adressen, Vesterbrogade 25. men brandvæsnet afslår tilladelsen, da nabohusene er bindingsværkshuse.
Han fortsætter derfor produktionen på Nørrebrogade 106. Samme efterår kommer politiet. Også de træskure, han har lejet er ulovligt opført. Tvede får en bøde på 30 rigsdaler.
Men af en eller anden grund bliver sundhedspolitiet ikke orienteret, så Hartmann fortsætter sin produktion. Men han må stoppe efter et par år. Fabrikken var ikke stor nok.
Pallesen & Co på forskellige adresser
Efter nogle år er Gotlieb trådt ud af firmaet på Allersgade. Kjær kan ikke finde penge til at omlægge produktionen. Han nedlægger sin fabrik og rejser til Sverige, hvor han kommer til at lede en tændstiks fabrik. Men maskiner m.m. bliver solgt til to unge Oscar Davidsen og Charles E. Pallesen.
Pallesen & Co etablerer sig i en lille kælderlokale på Tagensvej 4. De går dog stille med dørene. Men da de ser, at der over på den anden side er større lokaler til salg lige ved siden af Tagens Mølle slår de til. Men det bliver dog kun et kortvarigt lejemål.
I den nærliggende Rådmandsgade kan de få deres eget. Og de etablerer sig på hjørnet ved Dagmarsgade. Her bygger de deres egne bygninger. I 1875 står bygningerne færdige og produktionen kan få alvor gå i gang.
Desværre bliver Pallesen uhelbredelig syg. Han når aldrig at se sit livsværk vokse op. Da hans helbred begynder at svigte, rejser han til sin fødeby Næstved for at blive plejet af forældrene. Da Pallesen dør i 1876 bevarer Davidsen navnet i respekt for sin ven.
Tændstikfabrikken, Kronen
Lidt længere inde på Nørrebro, nærmere bestemt på Nordvestvej (Rantzausgade) 11 er premierløjtnant Niels August Wolff i 1875 i gang med at etablere både tændstikfabrik og cigarbutik i den ejendom, han lige har købt af tømmermester Jørgen Hansen.
Han kalder sin fabrik for Kronen. Tændstikfabrikken etableres i kælderen i ejendommen på Nordvestvej og cigarfabrikken i kvistetagen. Den mellemliggende etage lejer tømmermesteren i første omgang selv.
Efter et års inddrager han også dette lejemål til oplag af 100.000 tændstikker. I 1876 bliver Wolf, der stadig er tilknyttet artilleristaben flyttet til Tøjhusafdelingen. Han har nu ikke mere tid til både at passe cigar – og tændstikfabrikken. Derfor sælger han tændstikfabrikken til Peter Andreas Andersen og Jens Johansen. De to omdøber fabrikken til Kronen v/P. Andersen & Co.
Efter forslag fra Wolf ansættes Emil Gundestrup som forretningsfører og fuldmægtig. Og det er egentlig ham, der driver fabrikken.
Makkerskabet mellem de to investorer holder kun et lille års tid, så vælger Peter Andersen at træde ud og overdrage dette til Jens Johansen.
Jens’ interesse for fabrikken rækker kun et par år. Hvor Emil Gundestrup vælger at købe ham ud. Fabrikken bliver nu omdøbt til Emil Gundestrup & Co.
Den 30-årige Heymann køber ejendommen og året efter indgår det i et interessentskab om at drive fabrikken med Gundestrup som daglig leder og Heymann som prokurist. Denne bliver så interesseret i tændstikproduktion, at han i 1881 får borgerskab som tændstikfabrikant.
Fabrikken omdøbes til Nørrebro Tændstikfabrik
I 1888 dør Emil Gundestrup pludselig kun 50 år gammel. Ferdinand Heymann må fortsætte fabrikken alene. Han ændrer navnet til Nørrebro Tændstikfabrik. Heymann er nu eneejer af både grund og fabrik.
De næste år foretages en række forbedringer og tilbygninger. Paraffineringen bliver flyttet, for at forbedre arbejdsforholdene, idet dunsterne herfra var uudholdelige for såvel de arbejdere, der arbejdede direkte med det, som for de øvrige arbejdere i fabrikken. Der bliver bygget til for yderligere at forbedre arbejdsforholdene for hans hen ved 50 ansatte.
Også produktionsapparatet bliver forbedret. Der bliver installeret kogekedler for tilvirkning af satsen. I 1890 installerer Heymann en 8 – hestes dampmaskine, hvorfra spildevandet bruges til at opvarme arbejdslokalerne og tørrestuerne. Allerede året efter bliver en ny fabriksbygning opført. Fabrikken er i rigtig god fremgang.
Den store brand 1892
Men den 28. januar 1892 om morgenen går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der kun gjorde mindre skade. Men denne gang var det mere alvorligt.
En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Desværre viser det sig, at denne er i uorden.
Nu breder branden sig i lynets hast til andre rammer i ovnen. Herefter breder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtig til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid er blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.
Da brandvæsnets sprøjter efterfulgt af en hob af nysgerrige ankommer, står bygningen i lys lue. Redningsarbejdet koncentrerede sig om at redde den nærliggende fabriksbygning og skorstenen samt Meyrings Bageri på Griffenfeldsgade.
Fem sprøjter i kamp mod ilden
Politimester Steffensen må afspærre hele kvarteret for de mange nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig.
Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk. Slukningsarbejdet ser vanskeligt ud. Vicebrandinspektør Carlsen vælger at tilkalde dampsprøjten. Men da den endelig ankommer, har man fået bugt med ilden, så den returnerer.
Hen på eftermiddagen er ilden blevet slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flyder det med bjerge af æsker og træklodser som brandvæsnet har prøvet at rive ud af bygningen for at få bugt med ilden.
I stueetagen driver det med vand mellem alle de nedstyrtede og ødelagte maskiner. Loftet over stueetagen hænger faretruende på grund af trykket fra taget, og den store mængde slukningsvand. Rundt på pladsen løber arbejdere forvirret rundt og prøver at redde træsko, frakker og andre ejendele.
Folk må hales op af Ladegårdsåen
Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passager, der prøver at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker begge i til livet. Politiet må på ekstraarbejde for at redde de to våde personer og af åen.
H.E. Gosch & Co aftager rester
Umiddelbart efter kan branden opgøres til over 60.000 kroner, hvilket Heymann på dette tidspunkt har forsikret. Heymann meddeler, at hans arbejdere vil få løn for de næste uger, indtil han har fået større overblik over situationen.
Ti de omkringboendes store tilfredshed går Heymann med til at genetablere fabrikken et sted uden for byen. Han prøver at rejse kapital i et aktieselskab. Men han må indse, at 150.000 kr. kan han ikke nå.
Heymann underskriver en kontrakt med H.E. Gosch & Co, om at de aftager de råmaterialer og kemikalier, som de kan bruge. Samtidig indgår de en aftale at Heymann har førsteret til at købe maskiner og inventar med undtagelse af dampkedelen og dampmaskinen.
Gosch tager sig godt betalt, og samtidig Heymann skrive under på, at han ikke inden for de næste 8 år må drive eller gå ind nogen form for tændstik-produktion eller handle med nogen andre fabrikater end dem, der fremstilles hos H.E. Gosch & Co. ’ s fabrikker. Endnu en konkurrent var dermed bragt ud af spillet.
Han beholder dog endnu navnet Nørrebro Tændstikfabrik.
Tændstikfabrikken Glødefri
I maj 1901 startede Edward Hans Jørgensen en tændstikfabrik i Heimdalsgade 37 – 39. Han fandt det geniale navn Glødefri. Pr. dag blev der produceret 40.000 – 50.000 æsker.
Det var den første fabrik herhjemme som blev anlagt for produktion af Glødefri – altså imprægnerede tændstikker. Den kaldte sig ”Aktietændstikfabrikken Glødefri”.
Glansperioden var, da man lancerede mærkerne ”Niels Ebbesen, Sort Sats og Glødefri samt Rød Sats.
I 1906 blev virksomheden anklaget af Gosch for at kopiere deres produkter. Dette kostede 500 kr. Samme år nedlagde kvinderne arbejdet. Det blev dyrt for fabrikken.
Hellerup Tændstikfabrik
Vi skal da også lige hilse på en senere samarbejdspartner, nemlig Hellerup Tændstikfabrik. Fabrikken blev grundlagt i 1904. Allerede i 1912 havde man ansat 50 mand.
Både tændstikker og tændstikæsker blev lavet af træ. Og til dette brug har man hos denne virksomhed alene brug for 10.000 store træstammer hvert år. De blev fragtet fra Rusland til Tuborg Havn.
Efter krigen fik man endnu flere maskiner og kunne udvide produktionen
Hellerup Tændstikfabrik går sammen med Glødefri
Den 20. september 1921 lukker Hellerup Tændstikfabrik, og maskinerne flyttes herefter til Heimdalsgade 39, hvor den sammenlagte fabrik Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik fortsætter. I det nye selskab er det den svenske tændstikkonge, Ivar Kreuger, der er hovedaktionær med 100 pct. af aktierne.
Maskinerne blev alle flyttet fra Hellerup til Nørrebro
Gennem de næste 18 – 20 år er der forskellige personer, der træder ind i selskabets bestyrelse. Den 17. september 1926 meddeler man, at man nu vil imødekomme ønsket om et billigere mærke. Det bliver med et billede af en falk. Den bliver solgt 6 kr. billigere pr. tusinde rned billedet med Christian den Tiende.
I 1932 lægges fabrikken sammen med Gosch & Co. I 1938 udskiftede man portrættet af kronprins Christian til portrættet af Kong Christian den Tiende.
Da bonden tog fejl
Hver gang, der skal produceres et nyt billede af kongen skal man indhente et til bud hos kongen.
Det fortælles, at en bonde kommer til hovedstaden. Så ser han denne meget statelige mand til hest. Han spørger en københavner, hvem denne herre er. Og københavneren svarer:
Bonden svarer:
Fabrikken springer i luften
Den 23. november 1944 blev fabrikken sprunget i luften. Dagen efter kunne man læse i avisen:
Fabrikken lukkede i 1960
Fabrikken blev genopbygget, og den 22. november 1945 blev grundstenen til den nye fabrik nedlagt. Mange af kvinderne havde i mellemtiden fået arbejde andre steder, så det gik noget tid inden fabrikken rigtig kom i omdrejninger.
Produktionen i 1950 er fabrikkens højeste nogensinde. Produktionen nåede næsten 95.000 æsker dagligt. I 1955 begyndte Monopoltilsynet at interessere sig for ejerforholdene. Datidens medier interesserede sig også for dette og især i 1957 og 1958 var disse tændstikfabrikker ofte i mediernes søgelys.
I 1960 lukker Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik. Man besluttede at samle det hele på Islands Brygge.
En reklame – tændstikfabrik i Nannasgade og Bragesgade
Wilhelm Wedfall startede i 1928 en reklametændstikfabrik i Nannasgade 15 – 17. Her fortsatte han importen af vestelomme-tændstikker også kaldet book – matches frem til 1938, hvor han flyttede i Bragesgade 31 – 33.
Wedfall indgik aftale med Gosch & Co. Snere overtog Wedfall en sukkervarefabrik, da der ikke gik så godt med tændstikkerne. Fabrikken i Bragesgade ophørte i 1939.
Tændstikfabrikken Solo, Læssøgade 5
I Læssøgade 5 lå Tændstikfabrikken Solo fra 1934 – 1941. Så flyttede man til Cæcilie 58.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 1.438 artikler, heraf er 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.
September 1, 2019
Titan på Nørrebro
Titan var en meget stor aktør på Nørrebro. Hauberg ville have sporvognsforbindelse. Det startede med et smedværksted på 3. Blegdam. Men efterhånden blev alle aktiviteter samlet på Tagensvej. Den ny fabrik lå helt for sig selv. Natrenovation var ikke tillokkende. Der var et vangehus ved fuglestangen. Magistraten holdt også fest herude. Dueller blev afgjort. Ingen færgefart eller bro. En besværlig tur over Fællederne. Maskiningeniør på dampsporvognene Alsidig produktion. To firmaer bliver til et. Sejlads på søerne. Ikke alle forsøg førte til noget. Virksomheden blev nu til Titan. Meget stor uenighed i ledelsen. Brand – den 15. marts 1899. Katastrofe grundet manglende vand. Man redede, hvad der kunne reddes. Der skulle bygges en ny centrifugefabrik. Nye industrianlæg skulle samles i Valby. Hauberg forlod pludselig fabrikken. Store forandringer. Tyskerne rykkede ind. Sabotage og våbenproduktion. 1965 – et farvet til Nørrebro.
Titan en stor aktør
Titan var en stor aktør inden for det jernindustrielle og elektrotekniske felt på Nørrebro. De leverede maskiner til Burmeister & Wain og til Polyteknisk Læreranstalt. Det var lige fra kraner, losseanlæg og spil til danske havne.
Nørrebros historie er på sin vis sammenfaldende med industriens gennembrud i Danmark i anden halvdel af 1800 – tallet. Hovedstadens entreprenante iværksættere søgte ud i det åbne land på den anden side af Jagtvejen.
Hauberg ville have en sporvognsforbindelse
Det var i den grad en af Titans grundlæggers fortjeneste, at den kollektive trafik kom til Nørrebro. Hauberg kæmpede for en sporvogn til sin fabrik. Tidligere måtte de tusindvis af arbejdere, der havde fået ansættelse på fabrikkerne i det nye industrikvarter langs Tagensvej, morgen og aften på en anselig spadseretur ad enten Nørrebrogade eller Østerbrogade.
Det gik ikke i længden, men kommunen ville i mange år ikke påtage sig ansvaret med en bekostelig broforbindelse.
Et smedeværksted på 3. Blegdam
Rudolph Koefod var i virkeligheden den første, der lagde grunden til Titan. Han etablerede så tidlig som i 1856 sit smedeværksted på den tredje blegdam. Han kaldte det selv vogn – og grovsmed. Det hedder i dag Læssøesgade. Men han måtte flytte for det hus, hvor han havde lejet sig ind skulle rives ned.
Aktiviteterne samlet på Tagensvej
Han byggede så en ny fabrik i Meinungsgade et år efter længere ude på Nørrebro. Ja der var endnu ikke en vej anlagt. Denne virksomhed blev senere gjort til aktieselskab med navnet: H. Rudolph Koefoed & Co. Men dette firma blev efter få års forløb sammensluttet med den maskinfabrik, som i 1885 var startet af S.C. Hauberg, der nu blev direktør for det samlede firma A/S Koefod og Hauberg. Ja han var direktør indtil selskabet i 1897 blev slået sammen med Marstrand, Helweg & Co. Fra denne fabrik overtog maskiner og inventar.
Fabrikken i Meinungsgade blev foreløbig udlejet og hele virksomheden var nu samlet på Tagensvej.
Den ny fabrik lå helt for sig selv
Allerede fra det 17. århundrede havde blegmændene bedrevet det særegne erhverv ”Linnedblegning”. Her lå også husene med de røde tag, blegmændenes huse. De lå på den vej, der var opkaldt efter dem fra Ravnsborg til Østerbro.
Og Koefod måtte flytte fordi Læssøesgade og Ryesgade skulle anlægges. I 1878 var det så, at Meinungsgade blev en officiel vej. Kaptajn Meinung havde købt grunden af Magistraten, hvorefter han udstykkede den. Det var dem i Borgerrepræsentationen, der mente, at gaden ikke skulle have navn efter en hvis fortjeneste bestod i at sælge grunde.
Den ny fabrik lå næsten helt for sig selv dengang. Der var ganske få bebyggelser mellem Jagtvej, Lyngbyvej, Haraldsgade og selve Tagensvej. Her fandtes de triste ”Arbejderboliger” på hjørnet af Jagtvejen og nogen bebyggelse ved Aldersro Teglværk over for Store Vibenhus.
Natrenovationen var ikke tillokkende
Hauberg var i 1885 godt klar over, at de mere moderne fabriksvirksomheder med deres røg og støj ikke var et behageligt naboskab for almindelige privatboliger. Nu havde han hvis også allerede udvidelsesplaner for øje dengang.
Grunden til, at der ikke var kommet gang i boligbyggeriet herude var sikkert det faktum, at aflæsningen af dag og natrenovationen var særlig tillokkende.
Nu skal man nok lige huske, at da Titan begyndte at udvide deres virksomhed, var der endnu ikke anlagt veje. De første fire – fem regulært firkantede arealer var ikke af de underligt uhensigtsmæssigt formede grundstykker, som senere blev købt.
Dengang havde man endnu ikke planlagt noget byforløb. Man skulle tro, at det var bystyrets pligt, men sådan var det ikke nødvendigvis altid dengang.
Det var Haubergs fortjeneste, at Tagensvej blev ført ind mod byen. Den var i sin begyndelse kun en beskeden markvej fra Jagtvejen ind i Rådmandsmarken.
Et Vangehus ved Fuglestangen
Det var faktisk Christian den Fjerde, der lod bygge et bindingsværkshus på 7 fag ved ”Fuglestang”. Denne bygning blev bygget til vangemanden, der skulle holde opsyn med vangerne. Han hed på et tidspunkt Tage Nielsen. Måske var det derfor, at vejen fik navnet Tagensvej. Men som så meget andet bebyggelse uden for voldene, så blev den ødelagt under belejringen i 1658 – 1660.
Det var her på Rådmandsmarken, at man byggede de såkaldte fredshuse, som var fem barakker, hvor forskellige landes diplomater forhandlede freden. Men først efter Carl Gustavs pludselige død kom der gang i forhandlingerne.
Magistraten holdt fest herude
Den 16. september 1673 lod magistraten og deres tjenere sig beværte herude af en engelsk kok. Der blev drukket et helt anker vin af Magistratspersonerne, mens kuske og tjenere måtte nøjes med øl. Vangemanden serverede.
Dueller blev afgjort herude
Jo, det var også herude, at Det Danske Kompagni holdt til. Den 7. september 1694 indviede Christian den Femte en ny Papegøjestang herude. En ny æra for Rådmandsmarken var hermed begyndt. Men ak, vist nok i 1720 eller 1730 flyttede man til Vesterbro.
Nu fik stedet et andet ry. Her mødtes man til duel. Det var godt nok livsstraf, at afgøre tvistigheder på denne måde. Nu fik Vognmandslavet så skøde på grunden.
Ansøgning om sporvognslinje
Det var allerede i 1884 at Hauberg indgav en ansøgning om koncession på en sporvognslinje fra Kongens Nytorv til Haraldsgade. Dengang eksisterede Fredensbro kun som en gangbro af træ. Allerede i 1874 havde beboerne forslået, at man anlagde en dæmning over Sortedamssøen. Men det var Borgerrepræsentationen slet ikke interesseret i.
Ingen færgefart og ingen bro
Arkitekten professor Meldahl blev inddraget. Det var nu ikke alt, som han fremkom med, der var lige smart. Snedkermester Mau havde fået et nej til at etablere færgefart over søen. Man mente, at det var den arbejdende klasse, der skulle på og hjem fra arbejde på samme tid morgen aften, der ville bruge dette befordringsmiddel. Derfor mente man, at der skulle 4 -5 både til.
Større held havde muremester Petersen heller ikke haft. Han ville i 1878 bygge en træbro af egen bekostning mod at opkræve en afgift på 2 øre af hver, der passerede broen. Skulle der anlægges en bro måtte det være kommunens opgave. Og dette blev endelig vedtaget i marts 1878.
Men en gangbro på kun tre meter var ikke særlig bekvemt for fodgængerne.
Besværlig tur over Fællederne
Hauberg fik sin koncession efter tre års forhandlinger. Endestationen blev dog ikke Kongens Nytorv men St. Annæ Plads. Det blev bestemt, at sporene skulle føres over Sortedamssøen af en dæmning i stedet for en udvidet bro. Han overdrog koncessionen til det nystiftede aktieselskab, Sølvgadens Sporvejsselskab.
Foreløbig var det kun sporvognen, der blev ført igennem. Passagen over Fællederne var stadig spærret med bomme og Tagensvej var endnu ikke færdig anlagt. Sporvognskonduktøren måtte sænke og hæve bommene, så var militæret også tilfreds.
Maskiningeniør på Dampsporvogne
Hauberg havde også en beskæftigelse som maskininspektør på de berømte eller nærmere berygtede dampsporvogne. Om vinteren havde sporvognene svært ved at komme igennem den fastkørte sne. Han kom med et forslag om, at der skulle forbydes andre kørertøjer at køre på sporarealet, når der var snefald.
Han så også ofte at kuskene mishandlede deres heste. Derfor ville han gerne have haft et polititegn, så han kunne sætte en stopper for dyrplageri.
Alsidig produktion
Hauberg havde godt nok mange jern i ilden. Han fik retten til at fremstille dynamoer på Tagensvej af en fabrik i Tyskland. Han engagerede en tysker til en ugeløn på 30 kr. Men egentlig fik disse dynamoer ikke den store betydning. I 1888 fik han patent på sin egen dynamo.
Virksomheden på Tagensvej var ret alsidig. I 1886 skulle man levere en kørekran til Jernstøberiet på Tagensvej, Ja man fabrikerede også dampmaskiner og dampkedler. Ja han nåede også at fabrikere fire centrifuger.
To firmaer blev til et
Den 16. maj 1888 blev de firmaer Koefoed & Hauberg fusioneret. Og her var det Haubergs egen centrifuge-produktion, der var mest gang i.
I 1891 leverede man det første danske ”købstad – Elektricitetsværk, en lysstation eller centralstation som man sagde dengang. Det skete i samarbejde med ”Det danske Elektricitetskompagni, som virksomheden også havde mange aktier i.
I 1892 blev det nye støberi på Tagensvej taget i brug.
Sejlads på søerne
Firmaet blev også indblandet i den sejlads, der foregik på søerne. Her var der fast rutefart fra Østerbro til Gyldenløvsgade. I begyndelsen blev bådene drevet af petroleumsmotorer. Det var nogle motorer, der før havde gået i Hamborg. Men de afgav så meget røg og sod, at de var til gene for passagererne.
Man havde eksperimenteret med elektromotorer til erstatning i sommeren 1894. I 1895 sejlede der 12 elektriske både. I Classensgade havde selskabet anlagt en elektrisk ladestation. Derfra var der ført ledninger ned til landgangsbroen ved Østerbrogade. Akkumulatorerne blev ladet op efter hver tur. Nogen guldgrube var foretagenet dog ikke.
I længden kunne bådene heller ikke konkurrere med sporvognene. Til sidst blev sejladsen helt indstillet.
Man havde stadig lidt leverance til dampsporvognen så længe det ”frygtede uhyre” var i drift. Dampdynamoer og dampkedler til mejerierne blev fremstillet.
Ikke alle forsøg blev til noget
I 1895 var der blevet ansat ingeniør Winsløw. Han skulle assistere ved fremstillingen aqf petroleums- og gasmotorer. Han eksperimenterede også med konstruktion af en gasmotor med eget gasværk.
Det var ikke alle eksperimenter, der førte til succes, men det var Hauberg ligeglad med. Han mente, at der skulle ofres noget på forsøg.
Virksomheden bliver til Titan
Også i 1895 kunne Hauberg fortælle, at han selv ved at arbejde 3-4 nætter ikke kunne følge med. Der var indgående ordre for en million kr. og tilsvarende arbejde. Enten måtte man disponere således, at man ikke fik så mange ordre eller købe nye maskiner. Man vedtog en udvidelse.
Fabrikken i Meinungsgade blev udlejet til A/S Kjøbenhavns Cykelfabrik.
På den ekstraordinære generalforsamling den 3. marts 1897 kom firmaet til at hedde:
Det nye firma, der blev tilsluttet havde været beliggende Vesterfælledvej.
Meget stor uenighed i ledelsen
Det var bestemt ikke enighed i ledelsen. Der var dobbelte døre ind til direktionsgangen. Og det var måske godt, så medarbejderne ikke kunne høre de højrøstede skænderier.
Det var også galt i næsten alle afdelinger. Man kunne slet ikke samarbejde. På et tidspunkt truede Hauberg med at gå. Men det fik han ikke lov til.
Brand – 15. marts 1899
Den 15. marts 1899 udbrød der ild i fabrikken. Det var i det ny maskinværksted i tagetagen. Materialeforvalteren ville om morgenen se om der var mere isolationslak i en tønde. Det var mørkt på loftet. Hverken han eller nogen anden på fabrikken havde anet noget om, at den lak udviklede en eksplosiv luftart.
Han rev en tændstik og holdt den for et hul. Der lød et brag. Tønder blev sprængt og lakken flød brændende hen ad gulvet. Det var nærmere et mirakel, at manden slap fra det med at få hår og skæg svedet af.
I løbet af et øjeblik stod loftsgulvet i flammer og få minutter efter havde ilden fat i tagværket. Da brandvæsnet kom med stor udrykning slog flammerne ud af tagets hele længde af 100 meter. Loftetagen ville brænde, det var klart. Man regnede med at kunne redde de øvrige tre etager. Men det viste sig, at man havde for lidt vand til at slukke med.
Katastrofe grundet manglende vand
Det var det, som gjorde, at katastrofen fik så stort et omfang. Og det var ikke Aktieselskabets skyld. Men havde nemlig i sommeren 1898 i en skrivelse til Magistraten udtrykkelig gjort opmærksom på, hvor farligt det kunne blive, hvis der opstod brand på Maskinfabrikken. Det var en kendt sag, at den gamle vandledning langs Tagensvej var ganske utilstrækkelig for kvarteret. Der manglede ofte vand i husenes øverste etager.
Et par måneder før branden var der lagt en ny og større ledning ad Tagensvej. Den var bare ikke sat i forbindelse med vandværkets pumpestationer.
Det hjalp heller ikke noget, at brandvæsnet var mødt med meget materiel deriblandt hele tre dampsprøjter. Det var knap nok vand til en. Den ene sprøjte blev så kørt ned til jagtvejen. Derfra blev der lagt slanger op til en anden sprøjte, der holdt uden for kontorbygningen på Tagensvej.
Man redede, hvad reddes kunne
Således kunne den ene sprøjte forsyne den anden mens den tredje måtte klare sig med meget lidt vand, der var i den gamle ledning. Det var nærmest en ynk at se de spinkle vandstråler, der blev sendt ind i det vældige bål.
Det var snart åbenbart for alle, at hele den store bygning måtte blive luernes bytte. Allerede efter en times forløb åd ilden sad gennem gulvet. Der hørtes nu tunge drøn, efterhånden som støbegodset styrtede igennem, ned på anden sal, mens kaskader af gnister stod i vejret.
På anden sal, modelloftet var der rigtig næring for flammerne, og snart var også centrifugeværkstedet nedenunder i fare.
Mens brandmændene til dels måtte så ørkesløst til, var en styrke på hen ved 100 mand af fabrikkens arbejdere gået i gang med at redde centrifugerne. De større blev med en kran svinget ud og firet ned. På den måde redede man en del færdige centrifuger. I kasser pakket til forsendelse. De mindre blev langet fra hånd til hånd.
Der skulle bygges en ny centrifuge-fabrik
Bestyrelsen havde allerede holdt møde, om hvad der skulle ske. Maskinværkstedet skulle snarest bygges op igen. Man ville købe en ny grund til fabrikken. Man besluttede, at nu skulle der så kun udbetales 4 pct. til aktionærerne.
I brandassurance for maskiner, løsøre og bygninger fik Titan udbetalt en lille million kroner. Cirka halvdelen af dette beløb regnede man med ville medgå til opførelsen og monteringen af en ny fabrik.
Man besluttede også, at der skulle bygges en speciel centrifugefabrik. Den fik adgang fra Rådmandsgade. Den øvrige del af Titans Fabrik havde adgang fra Tagensvej.
Året 1901 havde haft et driftstab på 122.000 kr. Højesteretssagfører Arntzen sagde til Hauberg, at han måtte indstille sig på, at overtage det hele. Men det ville han ikke.
Nye industrianlæg skulle samles i Valby
Det var ikke let at samarbejde med Magistraten, som 1909 udskrev en konkurrence om en samlet byplan for hovedstaden. Ved den lejlighed, blev det slået fast, at fremtidens tunge industri fortrinsvis skulle placeres i det tyndt befolkede Valby, hvor der var rigeligt med plads.
I 1912 var der ansat en person, der tidligere havde været ansat hos Titan. Det var ingeniør Frode Kjems. Han havde i flere omgange været sendt til USA på Titans regning for at studere fremstillingsmetoder.
Hauberg forlod pludselig fabrikken
Krigsudbruddet hos Titan medførte en hvis nervøsitet.
Midt under krigen havde direktør Hauberg forladt fabrikken. Han havde netop været på en større rejse til Rusland. Han ville nu hengive sig til mere arbejdsgiverinteresser. Lægen havde givet ham nogle foruroligende meddelelser om hans helbredstilstand.
Året efter ophørte den særlige centrifugefabrik. Men Frode Kjems fik nu gennemført skandaliseringer og en forenkling af arbejdsgangen. I 1921 var fabrikken udsat for en 7 – ugers lockout. Det betød, at omsætningen gik ned til halvdelen.
Store forandringer på Fabrikken
I 1932 gav Titan ikke noget udbytte. Men allerede året efter var der forbedringer på vej. I 1936 var der igen lockout, men den blev standset ved lov. Det kneb med at anskaffe materialer og maskiner.
I 1935 skulle Tagensvej reguleres. Dette medførte nedrivning af selskabets gamle kontorbygning og en portnerbygning opført i 1892.
Selve fabriksanlægget på Tagensvej undergik i tiden mellem krigene temmelig betydelige forandringer og navnlig bevirkede opførelsen af en ny administrationsbygning, at hovedfacaden imod Tagensvej fuldstændig skiftede karakter.
I 1935 opførte man en ny marketenderibygning. Dette var nødvendigt, for arbejderne havde længe haft utidssvarende forhold.
Stor ordre til Rusland røg i vasken
I efteråret 1940 var der blevet afsluttet en handelskontrakt med Sovjetunionen. Russernes købelyst overtraf alle forventninger. Bruddet mellem Tyskland og Sovjet i juni 1941 satte dog en stopper for det hele.
Tyskere rykker ind på fabrikken
Gang på gang ”beklagede” man, at et eller andet arbejde, som tyskerne ønskede tilbud på lå uden for Titans fabrikationsmuligheder.
Så kom den 29. august med undtagelsestilstanden. Om eftermiddagen fik direktionen meddelelse om, at der var ankommet et tysk vagthold til fabrikken. Man gav øjeblikkelig ordre til at trække fabrikkens egen vagthold tilbage. Man havde nemlig trods alt ikke kunnet undgå at etablere et temmelig talstærkt sabotagevagt.
Nu var tyskerne der ikke så længe.
Sabotage og våbenproduktion
Allerede i oktober samme år blev Drejerværkstedet, Haubergs gamle maskinfabrik genstand for sabotage. Efter rapporten blev to af de patruljerende poster overrumplet ud til Hermodsgade. Skaden blev på over 100.000 kr.
Flere af virksomhedens funktionærer og arbejdere måtte fortrække til Sverige.
Man forsøgte sig med noget helt nyt på fabrikken, nemlig våbenfabrikation. I marts 1945 blev gruppen sprængt og taget af Gestapo. Man slap med ophold i Vestre Fængsel og Frøslev.
1965 – farvel til Nørrebro
Historien om Titan fortsætter men vi slutter her. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 ved en fusion med Thrige, der resulterede i firmaet Thrige-Titan i Odense. Nu hedder firmaet T-T Electric. En række aktiviteter blev videreført af finske KONE og svenske Alfa Laval.
Jo, Titangade er opkaldt efter den store virksomhed, hvis enorme areal dækkede hele stykket mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.437 artikler herunder 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.