Artikler
Juli 24, 2019
Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
Undertegnede har fået masser af hug, fordi jeg uden videre godkender ordet ”Genforening”. Læs her i den lange artikel, hvorfor. Det er ikke historieforfalskning og sludder. Jo, Sønderjylland var en del af det danske kongerige for meget lang tid siden. Sydgrænsen var Ejderen. Da Abel blev gift med en greve-datter, skete der noget. Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen. Erik af Pommern kæmpede forgæves. ”Evigt uddelte sammen”, blev udnyttet af en bevægelse i 1800-tallet. November-forfatningen gik galt. H.C. Andersen fattede ingenting. Tyske stater fik mulighed for at blande sig i interne danske forhold. Preussen forslog en afstemning, men Danmark sagde nej. Omkring 60.000 udvandrede. I København havde de en meget ængstelig holdning over for tyskerne. Zahle og Scavenius brød sig ikke om H.P. Hanssen. Et forslag lød på, at bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Den franske hovedforhandler mente, at Danmark var alt for beskeden. De danske regeringer påtvang det tyske sprog. Og så opdagede danskerne ikke graverende fejl i afstemningen. Tusinder af menneskeliv kunne være sparet.
Masser af hug
Når man befatter sig med historie, så befatter man sig også med tolkning. Mange har deres opfattelse af historie. Dette er måske afledt af det man har læst. Men nu er ikke alt, hvad der står i diverse fag – og historiebøger rigtigt.
Her på siden får ”Den Gamle redaktør” da også mange hug. Og de fleste hug kommer i forbindelse med ”Besættelse” og ”Genforenings-historie”. Ja for sidstnævntes vedkommende er det blevet antydet, at jeg ikke kan kalde mig sønderjyde med den mening, jeg har om Genforeningen. For min skyld må man da godt kalde det ”Genforening”, men det er historisk ukorrekt.
Historieforfalskning, sludder og fortyskning
Ja artiklerne her på siden er blevet kaldt meget, historieforfalskning, sludder, fortysket og meget mere. Det blev jo dansk, da det blev en ”Helstat” er det blevet påstået. Sønderjyllands Historie er ikke let at forstå.
Der er mange følelser med dette ord ”Genforening”, og det kan jeg da godt forstå. Men der er sandelig også mange usandheder. Der er for meget glansbillede over det. Vi har gennem snart mange artikler her på siden forsøgt at skildre sandheden. Det er også stor forvirring om, hvornår man må kalde det for Sønderjylland.
Dette bliver en lang artikel. Men vi vil forsøge at forklare sammenhængen. Men vi skal da lige advare, at dette ikke er helt let. Og bagerst er der en artikeloversigt såfremt du vil have uddybet historien.
Afståelse af Nordslesvig
Ordet ”Genforening” er præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Fra tysk side talte man derimod om en afståelse af Nordslesvig.
For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød grænsedragningen en deling af Slesvig. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.
Overtrumfet af Tysklands nationale samling
1800-tallets ønske om et samlet og selvstændigt Slesvig – Holsten blev overtrumfet af hele Tysklands nationale samling, og måske først delvist indfriet med dannelse af den nuværende delstat Slesvig – Holsten i 1947.
Og for begge mindretallene – både danskerne i Sydslesvig og hjemmetyskerne i Sønderjylland (Nordslesvig) blev 1920 tidspunktet, hvor et afstemningsresultatet ikke blev som ønsket.
En del af det danske kongerige – for meget lang tid siden
Sønderjylland havde oprindelig været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvelighedspolitik, hvis virkninger blev kompliceret af indvandring af fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder.
Disse særrettigheder ville det holstenske ridderskab ikke give afkald på.
Ejderen anerkendt som Danmarks grænse
Danevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra Jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store.
I de følgende århundrede blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel. Ja det var helt fra Kongeåen ned til Ejderen og Levenså.
Knud Lavard – anset som trussel
Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115 fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng, hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig.
Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. På den tid var dette ukendt i Danmark. Men ak, så blev han anset for at være en trussel for kongeriget og blev dræbt.
Hertug Abel giftede sig i1237 ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig.
Yngre kongesønner blev jarler
Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler, der styrede området. Margrethe den Første opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom reelt til at bestå af to dele, hertugdømmet og de kongerigske enklaver. Dronning Margrete den Første måtte dog affinde sig med at Greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland. Hun valgte at gøre ham til lensmand i 1386.
Hertugdømmet Slesvig bestod fra ca. 1200 til 1867. Stort set dækkede det ordet for Sønderjylland (også syd på). I løbet af middelalderen udviklede landsdelen sig til et eget dynasti.
Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre kongesønner titlen hertug af Jylland/Sønderjylland. I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. En dynasti blev grundlagt, da Valdemar Sejrs søn Abdel 1232 blev gjort til hertug af Sønderjylland.
Jo det var især efter 1241, at hertugernes selvstændighed voksede i forhold til de danske konger. Samtidig voksede de holstenske grever indflydelse i Sønderjylland.
Da Abel blev gift med en greve-datter
Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynamisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt. Hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens. Således fik de ret til at kræve skatter og til at slå mønt.
Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting Urnehoved syd for Aabenraa. Abel-slægten blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold.
Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien til sine brødre, Johan den Første af Holsten og Gerhard den Første af Holsten, samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.
Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen
Af betydning for hertugdømmernes svækkende tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen. Til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.
Greverne overtog mere og mere af hele Danmark
Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard den Tredje (Store) og Johan den Tredje (Milde). I 1316 kunne de afsætte den danske konge Christoffer den Anden og gøre den 12 – årige Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark.
Fra 1326 havde hertugerne overtaget alle kongens kompetencer i Sønderjylland. Samtidig var der en kamp mellem konger og hertuger om hertugdømmets grænser, som først fandt sin afslutning i 1440, hvor både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten var blevet en del af hertugdømmet. Femern fik fælles herre med Slesvig sidst i 1300-tallet og fulgte derefter hertugdømmet, men regnes først helt som del af det i 1658.
I slutningen af 1300-tallet satte greverne af Holsten-Rendsborg sig i besiddelse af hertugdømmet, hvilket blev grundlaget for en næsten 500 års forbindelse mellem Holsten og Slesvig som hertugdømmet nu hed.
Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375
Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375. I 1385 blev greverne formelt forlenet med det af Margrethe den Første. Betegnelsen Hertugdømmet Slesvig blev nu mere almindeligt og overtog den gamle betegnelse Hertugdømmet Sønderjylland.
Officielt var det ikke noget, der hed Sønderjylland efter 1375. Men Sønderjylland blev et slagord og en appel til de dansksindede befolkning i 1800 – tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. Navnet Sønderjylland havde en sammenhæng med Nørrejylland nord for Kongeåen.
Erik af Pommern kæmpede forgæves
Magrethe den Første gjorde meget for at genvinde Sønderjylland i tidsrummet 1404 – 1448. Men Erik af Pommern tabte slaget. Striden sluttede med, at den holstenske greve og slesvigske hertug Adolf i 1448 stod som den store vinder. Talrige retssager var blevet afholdt. Ja kampen var blevet udkæmpet med diplomati, retssager og militær magt. Erik tabte kampen om Sønderjylland. Det blev også begyndelsen til enden på den ekspansive kongemagt, som var hans politiske arv fra dronning Margrethe og Valdemar Atterdag. Sønderjyllands eller Slesvigs status som hertugdømme blev fastslået på en måde, der rakte århundreder frem.
En konge med tysk baggrund
I 1448 fik Danmark en konge med tysk baggrund. Det var på baggrund af en anbefaling af hertug Adolf den Første af Slesvig. Og kongen, ja det var Christen den Første fra Huset Oldenburg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død, hertug af Slesvig og greve- senere hertug- af Holsten. Denne personaleunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder.
Masser af mini – hertugdømmer
Betydelige områder af Slesvig – Holsten udgjorde efter delinger i 1500- og 1600-tallet i lange perioder selvstændige småhertugdømmer. Navnlig delingen i 1544 trak lange spor efter sig. Hertugerne af Gottorp regerede over en del af Slesvig indtil 1713 og af Holsten indtil 1773. På Als og Ærø, på Sundeved og ved Glücksborg havde fra 1564 og indtil 1779 hertug Hans den Yngre og hans mange efterkommere deres bittesmå dele af Slesvig- hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. Dertil kom hertugerne af Augustenborg, uden eget hertugdømme, men efterhånden med store godser.
Evigt uddelte sammen
Men det forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig – et Danmark til Ejderen. Christian den Første havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle ”blive evigt udelte sammen”.
Nu har historikere godt nok studeret dette begreb, og man er uenige i fortolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har der været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange steder. Og det var først, da en sekretær fra Ridderskabet fandt bemærkningen frem i 1820erne, at det blev aktuelt. Men den Slesvig – Holstenske bevægelse voksede. Og det var dem, der gjorde oprør i 1848.
Mellem den lokale kongelige amtsforvaltning i hertugdømmerne og Tysk Kancellis Indenrigske Afdeling i København fandtes der flere melleminstanser med sæde i hertugdømmerne.
Statholdere og kancelli
I 1545 indsatte kongen første gang en Statholder til at varetage sine interesser i hertugdømmerne. Embedet bestod med mindre afbrydelser indtil 1848.
I 1648 oprettede Christian den Fjerde et særligt ”regeringskancelli” for de kongelige dele af hertugdømmerne under forsæde af statholderen. Det fik sæde i Glûckstadt og var tillige appeldomstol. Fra 1713 beskæftigede kancelliet sig kun med holstenske forhold.
I den sydlige del af Slesvig følte hovedparten af borgerne sig knyttet til andre tysktalende. Og det gjorde holstenerne også. Grænsen for den danske helstat gik således langt sydligere end grænsen for det danske folk. (Dansksindede borgere) Det skyldtes at Slesvig – holstenerne ville have en fælles grundlov for de to hertugdømmer samt Slesvigs indlemmelse i Det Tyske Forbund.
Den danske Helstat
I forbindelse med Genforenings-debatten er det opstået nogle misforståelser vedr. begrebet Helstaten. Den varede fra 1814 til 1864. Ved oprettelsen omfattede den:
En Helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til den enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tysk Kancelli)
November – forfatningen gik galt
Egentlig førte treårskrigen kun til status que, men da Danmark i 1863 indførte November – forfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, at det gik galt.
Administrativt og politisk – ingen indlemmelse i kongeriget
På dansk side bider særligt Christian den Ottende sig fast som hovedperson. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af Frederik den Sjettes helhedstanker fra dennes første kongeår. Slesvig skulle så vidt mulig genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle Holsten bindes til denne danske helstat.
Kongens ulykke var at han ikke kunne frigøre sig for sit gemyt og tage klare og utvetydige standpunkter. Bernsdorf havde også indtil sin død i 1813 været en statsmand af et vist format
Klosterbrødrene var imod sprogtvang
Det var regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende i hele Slesvig – Holsten også blandt dem, der kun talte tysk. Det var der mange dansksindede, der kæmpede imod bl.a. Klosterbrødrene. De mente at sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk slesvigere.
Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Gennem hundreder af år havde Sønderjylland været nærmere tilknyttet Hamborg end København.
H.C. Andersen forstod ikke konflikten
Halvvejs i livet mødte H.C. Andersen første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos det danske kongepar tog han ophold på Augustenborg. Her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse rettet mod sit fædreland.
I år 1844 var H.C. Andersen endnu lykkeligt uvidende om den kommende nationale katastrofe. Han går hånd i hånd sammen med prinsen af Nør på Amrum og beundrer det frisiske landskab. Friserne mødes samme år i bredstedt og undsiger Danmark. Og i byen Slesvig mødes Slesvig – Holstenerne for at værne om tyskheden i hertugdømmet.
Grundvig mente ikke, at sønderjyderne skulle bruge magt
På Skamlingsbanken fortæller N.F.S. Grundtvig de danske sønderjyder, at man ikke må bruge magt, hvis man vil fastholde et nationalt tilhørsforhold. Magt flytter ingenting, som han siger – kun kærlighed til sprog og kultur fastholder et folkefællesskab
Tyske stater fik mulighed for indblanding
Internationale aftaler af 1851 – 52 gav imidlertid de tyske stater mulighed for indblanding i danske forhold. Og det benyttede Preussen sig af.
De to territorier voksede i vidt omfang sammen til en politisk enhed, benævnt Slesvig-Holsten. Slesvig bestod dog som område med sit eget navn og bevarede en række særtræk i lovgivning, forvaltning mv.
Måske var det ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.
Grundloven skulle senere have været brugt i Slesvig
Vi skal måske også lige nævne, at da grundloven blev indført i 1849 var denne ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede for en senere udvidelse af dens gyldighed til hertugdømmet Slesvig.
Efter Treårskrigen samledes centraladministrationen af Slesvig i 1851 i Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig med sæde i København.
Krigen i 1864
Preussen og Østrig forlangte at forfatningen blev annulleret. Det imødekom Danmark ikke lige med det samme. Den danske regering brød indgående aftaler. Dens manglende dømmekraft var årsag til den slesvigske krig 1864.
I alt 4.800 mand manglede på dansk side. Heraf var 2.900 taget som fanger. Resten var faldne, sårede eller savnede.
Preussen foreslog selv en afstemning
På fredskonferensen foreslog England en deling af Slesvig. Også Preussen fremsatte et forslag om Slesvigs deling, eventuelt efter en vejledende folkeafstemning. Her kunne man sagtens have fået Flensborg med til Danmark. Men den danske delegation foreslog en deling langt mere sydlig. Og denne kunne Preussen og Østrig slet ikke gå med til.
Den danske Helstat blev reduceret med en tredjedel
Våbenhvilen løb ud og Danmark løb atter ind i et militært nederlag. Nu måtte man acceptere særdeles barske fredsbetingelser. Al tale om deling af Slesvig eller vejledende folkeafstemning blev nu afvist af de tyske forhandlere. De forlangte at de tre hertugdømmer skulle afstås til sejrherrerne. Det betød, at den danske helstat blev reduceret med en tredjedel af sit areal og 40 pct. af befolkningen.
Helstaten havde været sprængt på det indre plan
Fredsafslutningen i 1864 beseglede helstatens undergang. Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten og det danske kongerige havde bestået i århundreder, men den blev med et slag overskåret. For hovedparten af hertugdømmernes indbyggere føltes dette dog som en befrielse, fordi nationale, politiske og sociale spændinger allerede havde sprængt helstaten på det indre plan.
Nu ville nordslesvigerne(sønderjyderne) godt til Danmark
Nu blev sprængningen en realitet også på det ydre, statspolitiske plan. De dansksindede indbyggere i det nordlige Slesvig følte adskillelsen fra Danmark som en stor ulykke. Deres ønske om at blive indlemmet helt og fuldt i kongeriget opstod imidlertid først, da alternativet – indlemmelse i Preussen – var uundgåeligt.
Der var ikke inden da, det store ønske om at blive indlemmet i det danske kongerige, som påstået i nogle historiske kilder.
Preusserne fik også de Kongerigske enklaver
Det var kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til den danske Rigsdag.
Efter 1864 fik tyskerne enklaverne mod at Danmark så til gengæld fik 6 sogne i Ribe Herred og 8 sogne syd for Kolding.
Tyskerne vedblev med at være et fjendebillede
1864-krigen var med til at bestyrke danskerne i opfattelsen af tyskerne som ekspansionslystne og undertrykkende. Mange danske frygtede, at det var umuligt at overleve efter 1864 – og det var virkelig en fare for vores lands beståen.
Men Danmark klarede omstillingen til at være et lille, men alligevel selvstændig stat. Forestillingen om en stærk og rænkefuld tyskhed, der var parat til at opsluge danskheden var blevet udbredt under den første slesvigske krig og blevet styrket under 1864-krigen.
Undertrykkelsen af de dansksindede nordslesvigere efter 1864 var med til at befæste denne opfattelse og bevirkede, at tyskerne vedblev med at være fjendebillede for danskere gennem mere end et århundrede.
Danmark er en af de få lande, der mindes deres nederlag.
De dansksindede blev undertrykt
200.000 dansksindede kom nu under tysk styre. Frem til 1920 stod de dansksindede nordslesviger under pres. Skoleundervisningen blev mere og mere fortysket. Danske foreninger med betegnelsen politiske blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Dansksindede lærere, embedsmænd og præster blev fyret. Også vandrelærere blev forfulgt. Fra 1876 var administrationssproget tysk.
Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord for at oprette såkaldte domænegårde og få jorden på tyske hænder.
Ifølge Wienerfreden fra 1864 kunne indbyggere vælge at få dansk statsborgerskab og fortsat være bosat i Slesvig. Ca. 25.000 valgte dette. Men de skulle forholde sig politisk og nationalt passive for ikke at blive udvist og få deres børn gjort statsløse.
Omkring 60.000 dansksindede udvandrede
Omkring 60.000 dansksindede slesvigere udvandrede frem til år 1900. Denne udvandring kunne have fået indvirkning på afstemningen i 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog også modstand. Der dannedes danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger. Danske forsamlingshuse som bl.a. Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.
30.000 dansksindede måtte gå i tysk krigstjeneste og omkring 5.300 faldt.
I 1867 var der endnu dansk flertal i den preussiske rigsdag
Endnu i 1867 havde det været dansk flertal til den preussiske rigsdag. Tyskerne/Preusserne fik ved hjælp af Valggeometri neddroslet den danske indflydelse. Og så forstod de at kolonisere området.
Danmark sagde definitivt ja til Kongeå – grænsen
En af de mærkeligste traktater i nyere dansk historie blev underskrevet den 11. januar 1907. Det var den såkaldte ”Optant-Konvention”. Danmark lovede at forbedre sig i forholdet til Tyskland, imod at Prøjsen til gengæld lovede at behandle en bestemt gruppe sønderjyder – dem, der var børn af optanter – bedre.
Men egentlig var det tale om, at Danmark sagde definitivt ja til Kongeå-grænsen og endelig naj til & 5 afstemning. Da Stauning blev konfronteret med dette i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra genforeningskravet, ikke fra genforenings-håbet.
Ængstelig holdning over for tyskerne
I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg forespurgt Folketinget om, man kunne gøre noget for at få tyskerne til at lade være med at nægte danske skibe at lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark.
Dette fik Scavenius til at bemærke, at ”hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdiger for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.
Det var karakteristisk for den ængstelige holdning alle ansvarlige i Danmark indtog over for Tyskland i denne tid.
Zahle bad om at lægge en dæmper på festligheder
Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50-året for krigen 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det fornødne hensyn.
I Tyskland var kursen lige modsat. Her blev der ved forsamlinger råbt: ”Dänen raus”. Og ”Deutschland bis Skagen”.
Zahle brød sig ikke om H.P. Hanssens indflydelse og indblanding
Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer krabbe, da dennes datter fru Wildenrath – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske sønderjyder i ryggen.
H.P. Hanssen kritiserede også Scavenius, fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig.
Påskekrisen
Det var stærke krav om at Flensborg skulle indlemmes i Danmark uanset resultat af folkeafstemningen. Dette blev afvist af Zahle. Christian den Tiende krævede at Zahle udskrev nyvalg, der kunne give et flertal for at kræve Flensborg indlemmet. Da Zahle nægtede dette, afskedigede kongen ham. Det førte til Påskekrisen, hvor kongen måtte opgive sin aktion under trussel af generalstrejke.
Man kan sige, at begyndelsen til ”Genforeningen, Afståelsen, Grænsedragningen eller foreningen” tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile.
Vide kredse ønskede at Sydslesvig skulle med til Danmark.
De danske politikere stod helt uforberedte
Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del (Nordslesvig) følte sig som danske. Men det sønderjyske spørgsmål havde nu ikke været en del af debatten under krigen. Det var som om det ikke rigtig interesserede politikerne i København.
Da det kom på dagsorden ved krigens afslutning stod mange uforberedt. Det var forskellige principper om folkets selvbestemmelsesret eller en historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte man følge folket efter den anden måtte folket følge landet. Men var det nu 100 pct.?
Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje.
H.P. Hanssen fik et skriftligt svar
Et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918 tilkendegav at man ville løse problemet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.
De dansksindedes leder, H.P. Hanssen rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober 1918. Det lykkedes den 14. november at få et skriftligt tilsagn den 14. november fra den fungerende tyske udenrigsminister, at Tyskland var indstillet på, at få løst spørgsmålet ved den forestående fredskonference.
Stauning havde skrevet til sin partifælde
Allerede den 18. oktober havde Stauning sendt et fortroligt brev til den ledende tyske socialdemokrat, senere rigspræsident Friedrich Ebert, omkring Nordslesvig – spørgsmålet.
Scavenius ville ikke have sagen op på fredskonference
Dette betød, at Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd vedtog den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker den såkaldte Genforening.
Udenrigsminister Erik Scavenius og Det Radikale Venstre var ikke særlig glad for denne ordning. Man ønskede at holde sig gode venner med tyskerne og så helst, at man fandt en dansk – tysk løsning.
Det Radikale Venstre havde en stor mistro til de sønderjyder, der efter at havde været tysksindede lod sig genvinde for danskheden.
Tyskerne havde forespurgt længe før
Allerede i 1914 startede tyskerne med en forespørgsel. Det var en fremtrædende socialdemokrat fra den yderste venstre fløj, dr. Rudolf Breitscheid, der under et besøg i København rejste det ”Nordslesvigske spørgsmål”.
I marts 1915 kom der meldinger gennem den tyske gesandt Grev Rantzau. De danske ministre blev enige om ikke at røre ved sagen. En frigørelse af Als var dog udelukket på grund af den tyske flådestation.
Men senere kom der dog et dementi fra højeste sted.
Der var udpræget pressecensur. Således blev Dannevirke forbudt i en uge, fordi man ikke havde omtalt kejserens fødselsdag.
Skulle man bytte med De Vestindiske Øer?
Ja tænk engang. Man talte også om, at bytte De vestindiske Øer med Nordslesvig. Det var efter, at amerikanerne havde vist interesse for øerne. Men disse ville nok ikke have tyskerne som nabo.
Men det var faktisk vores salg af De Vestindiske Øer til USA, der kom til at betale en del af Genforeningen. For det blev en særdeles dyr omgang.
Den sønderjyske sag var en ”udenrigspolitisk fare”
Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssens indflydelse på danske politikere og anså det således for ”højt uheldigt, at dansk politik skulle dirigeres fra Slesvig”. Erik Scavenius skrev i 1914 til en anden radikal politiker i 1914:
Clausen – linjen
Historikeren H.V. Clausen havde på baggrund af studier forsøgt at fastslå, hvor grænsen mellem dansk og tysk lå. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse. Disse fulgtes nødvendigvis ikke af.
Han foreslog en rigsgrænse syd om Tønder og Højer, selv om hav vidste, at der var flere tysksindede end dansksindede. Men han tog også hensyn til geografiske grænser. Ja grænsen havde han allerede udarbejdet i slutningen af det 19. århundrede i et kort om dansk landbrug. Og grænsen gik nord om Flensborg.
Udenrigsministeren talte med ringeagt om Nordslesvig (Sønderjylland)
H.P. Hanssen har beskrevet Scavenius reaktion:
– Han talte om dette land med ringeagt i tonen, bandede stærkt.
De allierede blandede sig i danske anliggender
De Radikale mente, at de områder, der engang havde været tysksindet aldrig kunne vælge dansk.
De allierede ambassader i København var stadige kilder til megen rygtedannelse, ja for den franske ambassades vedkommende var der tale om direkte indblanding i indre danske anliggender.
Når regeringen Zahle og H.P. Hanssen sejrede ”i det saglige” om end led nederlag ”på det politiske og personlige plan” skyldtes det, at man byggede på et klart politisk grundlag.
Selvbestemmelsesretten var et princip, som man på intet tidspunkt accepterede at fravige. Nordslesvig til Clausen-linjen blev betragtet som en enhed.
Flensborg – og Danevirke-bevægelsen blev svækket af manglende enighed om mål og midler. Der var på intet tidspunkt skabt noget bærerdygtigt alternativ til det program, der blev vedtaget af Vælgerforenings – Tilsynet.
Fredskonferencen i Versailles
Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Både officielle og uofficielle deputationer havde foretræde, således også Dannevirke-bevægelsen. De ønskede at den kommende grænse skulle gå langs Dannevirke. Nu var det sådan, at det franske diplomati ville ødelægge det så meget for Tyskland som mulig.
Og som vi alle ved blev der afholdt en afstemning i Nordslesvig (1. zone) Og en separat distriktsvis afstemning i Mellemslesvig. Ja der blev også foreslået en 3. zone.
Den Radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen. Det Konservative Folkeparti ville ikke gå med til at protestere.
Ikke alle rigsdanskere havde lige meget forståelse for Sønderjylland
Englænderne forkastede et forslag om internationalisering af 2. zone. Det var uden belæg i fredstraktaten. Sagde englænderne. Fra 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet. Og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev ”Genforeningen” markeret ved Christian den 10* s indtog i Sønderjylland og den store folkefest i Dybbøl.
Nu var det heller ikke alle rigsdanskere, der var lige velkommen efter 1920. Mange sønderjyder mente, at disse havde et forkvaklet Tysklandsbillede. Deres danskhed var efter sønderjydernes mening for teoretisk og abstrakt. Rigsdanskerne forsøgte at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie, som mange opfattede som et overgreb.
Stærk nationale danskere har sikkert gjort dette i en god mening dog uden forståelse for at regionen hernede var multinational og regional.
Sønderjydernes danskhed er ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk. Dette forstod rigsdanskerne ikke.
Efter ”Genforeningen” kom landsdelen ikke officielt til at hedde Sønderjylland, men ”De Sønderjyske Landsdele. Efter kommunalreformen i 1970 blev betegnelsen, Sønderjyllands Amt.
Kunne man have været mere smart?
Det er altid lidt af en dødssynd, når man beskriver fortiden med nutidens øjne. Men i dette tilfælde er det vel godt anbragt? Man kunne jo have knyttet Sønderjylland til Kongeriget
Skiftende danske regeringer og konger har gennem historien forkludret det Slesvig – Holstenske spørgsmål. En afgørende fejl blev begået af Frederik den Tredje, da arve og enevælds – regeringen blev ham overdraget af rigets stænder i1660. Da indførte han en arvefølge, hvori spiren lå til begge hertugdømmers udskillelse af kongeriget.
Den næste store fejl blev begået af præsidenten for det daværende tyske kancelli A.P. Bernstorff derved, at han i 1773, da kongen af Danmark ved traktat med det gottorpske fyrstehus fik sit herredømme over hele Slesvig endelig anerkendt, ikke benyttede lejligheden til at indlemme Slesvig i Danmark.
Kongen burde da have benyttet den lejlighed, han ved sit fuldstændige herredømme over begge hertugdømmerne have sammenslettet Slesvig endelig med Danmark.
Samtidig kunne man i hvert fald ved denne lejlighed have udvidet den danske rigslov for kongeriget, Christian den Femtes Danske Lov og de andre danske love, til også at gælde for Sønderjylland (Slesvig – Holsten).
Man førte en helt forkert sprogpolitik
Men samtidig med disse afgørende politiske fejlgreb forspildte de danske enevældige regeringer på det sproglig-kulturelle område alle de mange chancer, der var til at bevare og fæstne dansk sprog og kultur i Sønderjylland ned til Slien og Dannevirke. Ja fra gammel tid endda ned til Ergenförde Fjord. Her må vi ikke glemme, at allerede dengang var det frisiske sprog meget udbredt i det sydvestlige hjørne.
Det tyske sprog trængte frem
Men reformationen og senere tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16., 17., og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Og det skete både i hele Slesvig – Holsten og kongeriget.
Som bekendt var endog kommandosproget i den danske hær dengang en lang tid på tysk.
I flere sønderjyske købstæder var allerede tidligt sproget blandt forretningsfolk tysk. Men bortset fra embedsmænd og forretningsfolk samt de fra Holsten indvandrede godsejere vedblev den store jævne befolkning navnlig bønder og husmænd, at tale dansk i hele Sønderjylland altså også i Sydslesvig.
Man påtvang danskere det tyske sprog
Her begik de danske regeringer den grundfejl, at de og deres af tysk væsen påvirkede embedsmænd påtvang den jævne danske befolkning i størstedelen af Sønderjylland det tyske sprog, både tysk kirkesprog, skolesprog og retssprog gennem det 16., 17., og 18, og første halvdel af det 19. århundrede.
Mærkelig er det, at statsminister Høegh-Guldberg, der ellers i gerning viste sin varme interesse for det danske sprog og dansk nationalitet, ikke i årene 1772 – 84, hvor han var den ledende i regeringen, benyttede lejligheden til at indføre dansk sprog i skolen, kirken og retten i Slesvig – Holsten.
Århundredeskiftet 1800 er skæbnesvangert for det danske sprog i Slesvig – Holsten. Omkring denne tid begyndte den danske bondebefolkning i Sydslesvig at lade deres børn gå over til tysk tale. De blev indpodet med tysk alle mulige steder fra.
Frederik den Sjette var opmærksom
Først i 1810 og 1811 begynder Frederik den Sjette og hans rådgivere at interesserer sig for det danske sprog i Slesvig. For første gang forsøgte den danske regering at indføre dansk kirke- skole- og retssprog i de egne, hvor dansk endnu var menigmandssprog. Nu fik man endelig dansktalende præster, dommere og skolelærere.
Men for store områders vedkommende var det allerede alt for sent. Og disse kongelige forordninger blev ikke ført ud i livet af grunde, som man ikke er helt klar over. Den senere danske politik i 30erne og 4oerne var svag og vaklende.
De danske regeringer, der kom efter 1848 manglede realistisk sans og de skadede i den grad danskheden i Sydslesvig. Vi havde sikkert nogle gode nationalliberale førere, der som ministre fik ledelsen i det sønderjyske spørgsmål, Monrad, Krieger, Hall, Lehmann o.l. De var velmenende og på specielle områder dygtige mænd.
Kunne man ikke have forhandlet med Bismarck inden?
De var dog teoretiske og følelsesbetonede i deres sønderjyske politik og forstod navnlig ikke de magtpolitiske forhold og intriger mellem stormagterne på den tid. Hvis man nu i regeringen havde haft nogle fremragende praktikere i regeringen kunne man have slået en handel af med Bismarck om Kieler – havn og Holsten, som særlig interesserede ham.
Den tysk nationale begejstring for Slesvig-Holsten som tysk forbundsstat interesserede ikke Bismarck det ringeste. Den tyske nationale begejstring Kaldte Bismarck for foragtelig. Han kaldte det for ”Bierhaus – entusiasmus”. Det kunne måske imponere Paris og London men ikke ham.
Læs engang – Bismarcks tanker?
Det som interesserede ham var at Preussen fik Kieler-havn til flådehavn og en kanal gennem Holsten. En praktisk statsminister kunne måske have ofret Holsten og Lauenburg for så at kunne beholde Slesvig. Prøv engang at læse Bismarck: Gedanken und Erinnerungen (2)
Politikerne var heller ikke opmærksomme på, at Preussen fik stor fordel af tvangsfortyskningen af Slesvig mellem 1864 og 1918. Samtidig udvandrede 60.000 sønderjyder.
Den franske hovedforhandler undrede sig over danskernes beskedenhed
Grænsen burde ikke have været nordligere end den grænse der var dansk flertal i 1867. På den måde kunne Mellemslesvig og Flensborg været blevet dansk. Og mon ikke dette ønske var blevet accepteret af de allierede magter.
Således skulle statsmændene og afstemningsteknikkerne have været meget forbavset, da de hørte danskernes ønsker. Direktøren i det franske udenrigsministerium Jules Laroche udtalte således om den danske regerings holdning:
Grunden til den danske indstilling skyldtes de ledende nordslesvigere med H.P. Hanssen i spidsen. Og han var stærk påvirket af de to historikere H.V. Clausen og Aage Friis. Disse to var ukyndige i juridisk afstemningsteknik og tog ikke hensyn til tvangsfortyskningen.
Andre nationer som Tjekkoslovakiet, Polen, Serbien og andre var ikke så gavmilde som den danske regering.
På Socialistkongressen i Bern den 7. februar 1919 gjorde de svenske socialdemokrater også gældende, at Tyskland ikke måtte beholde nogen del af det Sønderjylland (Slesvig – Holsten), der havde været dansk flertal i 1867, for de kunne kun kræve det med den ret, at de havde udnyttet deres magt.
Man opdagede ikke en graverende fejl i afstemningen
Og så opdagede man fra dansk side ikke en graverende fejl i afstemningen. Det er uforståelig, at der ikke blev protesteret fra dansk side. Ordet ”bopælskrav” var røget ud af traktaten. Denne fejl var til en stor fordel for tyskerne.
Der blev givet stemmeret til ca. 40.000, som ikke skulle have haft det. De var godt nok født i området, men de var ikke bosat der.
Tusinder af menneskeliv kunne være sparet
Set ud fra selve befolkningssammensætningen i 1920 kan man vel godt betragte grænsen for retfærdig, selv om tyskerne var længe om at anerkende den. Men man må da vel godt stille spørgsmålstegn ved om en lidt mere smart måde, at løse det på, kunne have sparet os for tusinder af menneskeliv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.422 artikler inklusive disse artikler, der berører emner, der er omfattet i artiklen:
Under Tønder
Under Højer
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov
Under 1864 og de Slesvigske Krige
Under Besættelsen (før/nu/efter)
Under København
Juli 19, 2019
Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
Masser af flygtninge kom til Sydslesvig. De dansksindede blev truet og undertrykt. Fødevarehjælp fra Danmark til de dansksindede. Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne i flere krige. Var de dansksindede ”ægte” spurgte dansk politikere. Buhl: grænsen ligger fast. Briterne anede besvær forude. Tre forslag fra den britiske regering. De ville ikke uden videre give danske sydslesviger særstatus. Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig. Den danske regering kunne kun gå ind for et forslag. Briterne forlange omgående svar. De opfattede den danske nølen som et ”Nej Tak”. Russerne skabte problemer-tyskerne måtte styrkes. Briterne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget fra 1848. Nu kunne man ikke mere blande sig i interne anliggender. Kiel-aftalen forhindrede ikke undertrykkelse. Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer til ingen nytte. Det var et ørkesløst skakspil, hvor statsminister og udenrigsminister ikke forstod hinanden. Den stærke dansk fremgang gjorde indtryk. Nej, dette er ikke ”Fortidens Historie med nutidens Tankegang”.
Masser af flygtninge til Sydslesvig
Som følge af Den Røde Hærs brutale fremrykning på østfronten flygtede millioner af tyskere fra januar 1945 med vest i panik. Efter krigsafslutningen blev yderligere millioner fordrevet fra deres hjemstavn i øst. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig og 1949 ca. 282.000.
Den store tilstrømning betød, at flygtninge måtte indkvarteres over alt, hvor der var plads. Også i private hjem. Det medførte naturligt konflikter og ikke mindst var ernæringssituationen kritisk.
De dansksindede i Sydslesvig blev truet
De dansksindede i Sydslesvig blev under og efter krigen truet både på arbejdet og med fratagelse af socialhjælp. Bøgh Andersen, der i efterkrigstiden kortvarig var borgmester i Harreslev fortæller i sine fantastiske erindringer, at han fandt følgende aktstykke på kommunekontoret, der var i brug under krigen. Anordningen omhandlede den kommunale tandlægehjælp:
Fødevarehjælp til de dansksindede
Allerede kort efter befrielsen blev der iværksat fødevarehjælp fra Danmark til Sydslesvig Varene blev uddelt til medlemmer af Den Slesvigske Forening (SSF). Dem, der meldte sig ind i denne forening kunne efter et halvt år også få andel i disse herligheder.
Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne
I flere krige har de dansksindede i Sydslesvig måtte kæmpe for tyskerne/preusserne. Og efter Anden Verdenskrig strømmede der hertil med flygtninge. I 1946 kom der 338.000 flygtninge hertil fra Østpreussen. Det var næsten lige så mange, som der var her i forvejen. Af dem var vel de ca. 50.000 – 60.000 frisere.
Man nåede op på 99.000 i 1947
For det danske mindretal var det tyske sammenbrud i 1945 en befrielse, der gav næring til en stærk forventning om at få Sydslesvig genforenet med Danmark, lige som Nordslesvig var blevet det i 1920.
En nydannet dansksindet organisation blev dannet i 1946. Den blev kaldt Sydslesvigsk Forening og havde i februar 1946 et medlemstal på 12.000. I 1948 nåede man op på 75.000.
I 1947 udgjorde de danske stemmer 99.000 og det var flertallet af hele den hjemmehørende befolknings stemmer. Flere steder i Sydslesvig var det dansk flertal. Ja kigger vi på Landdagsvalget den 20. april 1947 så stemte halvdelen af den hjemmehørende befolkning dansk ikke bare nord for Dannevirke, men i Sydslesvig som helhed.
Så sent som i begyndelsen af 1950erne opnåede de dansksindede i Sydslesvig ca. 100.000 stemmer i landdagsvalget.
Allerede i 1946 var de danske skolers tal vokset til 36 med 5.365 elever. I 1950 var tallet vokset til 80 skoler med 13.707 elever.
Var de dansksindede ”ægte”?
Mange har sat spørgsmålstegn ved om den stærke vækst i danskheden i Sydslesvig efter 1945 for en meget stor dels vedkommende var ”ægte” eller om det skyldtes materialistiske og egoistiske motiver.
Men nu stoppede den tilstrømning til danskheden ved den holstenske grænse.
Var det adgangen til danske fødevarer, der gjorde det? Sandheden var, at der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang og det også i Sydslesvig og Holsten. Man kunne få danske hjælpepakker mod ad melde sig ind i den danske ”Sydslesvigsk Forening”. Så ville man efter et halv år modtage dansk hjælp.
Tyskerne kaldte disse for Speckdânen. Børn til forældre, der modtog dansk hjælp fik klø i skolen.
Da tyskerne igen fik kræfter, mærkede de dansksindede undertrykkelsen
Den tyske embedsstand og forretningsverden var i 1945 så lammet, at de ikke evnede at øve nogen form for pression mod eller undertrykkelse af de dansksindede. Men efterhånden vågnede man i 1947 – 50 op til kræfter. Og så kan det godt være, at de dansksindede syd for grænsen mærkede undertrykkelse.
Og hvad man sikkert ikke ved i kongeriget er, at de dansksindede i Sydslesvig bestod af småkårsfolk.
Både under de danske og tyske regeringer var størstedelen af overklassen i Sønderjylland, embedsmænd, godsejere og rige forretningsfolk. Tysk og underklassen var dansk.
Den fattige danske del havde svært ved at stå imod, når det tysk administration og tyske erhvervsforetagender kom med deres pressioner for at få dem til at opgive deres tilslutning til de danske politiske foreninger. Det tyske tryk øvedes ved hjælp af økonomiske midler.
Buhl: Grænsen ligger fast
Allerede den 9. maj 1945 erklærede ministeriet Buhl, at grænsen ligger fast. Det var den grænse, der blev fastlagt i 1920. Denne erklæring kom til at foregribe begivenhedernes gang. Snart viste det stærke og kulturelle danske gennembrud sig syd for grænsen.
Briterne anede besvær forude
De danske sydslesviger opfattede den danske regerings udmelding som uklar. Og det gjorde englænderne åbenbart også. De var besættelsesmagt i Sydslesvig. I en note af 7. september 1946 krævede de klarhed over, hvad den danske regerings mening i grunden var med Sydslesvig.
Briterne anede besvær forude. De ønskede hurtigst muligt ordnede forhold og søgte at begrænse den danske bevægelses vækst. Det var lidt uklart, hvad den danske regering egentlig ville. Venstre og Knud Kristensen så gerne, at Sydslesvig fik mulighed for en afstemning.
Tre forslag fra den britiske regering
Den engelske regering anmodede Danmark om at svare på dette med det samme. Man ville have et klart standpunkt. Man ville gerne løse det danske mindretals problemer i Sydslesvig. Den engelske regering fremkom med tre løsninger:
Det var tale om enten/eller. Og den engelske note tilføjer, at hvilket af disse forslag den danske regering ønsker at gøre brug af, er det afgørende for den engelske regering, at den nye ordning gennemføres omgående eller i den allernærmeste fremtid.
Ikke uden videre særstatus til de danske sydslesvigere
I foråret havde Knud Kristensen i en grundlovstale erklæret:
Briterne ville ikke uden videre give de dansksindede slesvigere særstatus.
Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig
Et væsentlig problem i regeringen var det Radikale Venstre. De ønskede ikke, at områder, der havde været tysksproget fik mulighed for at stemme dansk.
Senere forelagde Knud Kristensen følgende politiske målsætning for Udenrigspolitisk Nævn:
Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig, hvis et flertal herhjemme kunne tilslutte sig dette ved en afstemning. Knud Kristensen var om nødvendig rede til at lade en sådan afstemning finde sted med det samme. Men den mest udbredte holdning blandt venstrefolk og konservative var, at man skulle se tiden an og se udviklingen an i Sydslesvig. De Radikale ville hverken have afstemning nu eller senere.
Dette var jo for Danmark og danskheden i Sydslesvig et fantastisk tilbud.
Den danske regering kunne kun gå med til forslag 2
Af de tre nævnte tilbud kunne en dansk regering ikke gå ind for forslag nr. 1, hvis det virkelig skulle medføre det tilsigtede resultat. Det er en foranstaltning, der er uforenlig med dansk tankegang.
Ligeledes ville en dansk regering heller ikke kunne antage 3. alternative, indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning.
Derimod lå Danmarks og den dansksindede sydslesvigske befolknings store chance i det engelske tilbud 2, folkeafstemning. Det skulle så kun være i de områder, hvor afstemningen viste klart dansk flertal.
England forlangte omgående svar
Selv om den danske regering og rigsdag mente, at folkeafstemningen – for at blive ”ægte” måtte udskydes nogle år, så mente man at man kunne ”nøjes” med at Sydslesvig blev et selvstyrende område under international kontrol og en folkeafstemning efter et bestemt åremål. Den danske note burde have foreslået England en omgående forhandling herom.
Selv om englænderne ville have været afvisende over for dette krav, så ville det have fremkaldt en diplomatisk tilkendegivelse. Og måske kunne tankeudvekslingen være blevet fortsat. Men dertil egnede det danske svar sig slet ikke.
Der fremkom heller ikke noget engelsk svar.
Englænderne opfattede det som ”Nej tak”
Det danske svarnote af 19. oktober 1946 undlod nemlig at stille et klart og bestemt krav om Sydslesvigs selvstyre og krævede i stedet en administrativ adskillelse (inden for Tyskland) mellem Slesvig og Holsten samt flygtningenes fjernelse. Tanken om en afholdelse af en folkeafstemning blev udskudt til en ubestemt fremtid.
Hvis nu regeringen havde talt med nogle sagkyndige fra Sydslesvig ville de have fået at vide, at notens krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten og flygtningenes fjernelse var uden bund i virkeligheden, når det ikke samtidig blev indført en statsretslig sikret selvstyreform for Sydslesvig, hvor de danske og tyske sydslesvigere fik andel i ledelsen. Det var vel også sin sag at få fjernet alle disse flygtninge!
At disse den danske oktober- note som nævnt intet bestemt og klart foreslog om en omgående organisation af Sydslesvigs statsretslige stilling opgav England at forhandle mere med Danmark.
Det britiske udenrigsministerium opfattede ”Oktober-noten” som et ”nej-tak” til de britiske forslag og opgav herefter at spekulere over de mange detail – problemer, den danske regerings svar førte ind i.
Russerne skabte problemer – tyskerne måtte styrkes
Briterne noterede sig, at Danmark ikke ønskede en grænseændring. Spørgsmålet om Sydslesvigs skæbne var faktisk afgjort, selvom det i samtiden ikke straks gik op for offentligheden.
Senere fik England og Vestmagterne travlt med at styrke Tyskland, da der opstod problemer med Sovjet. Denne meget mere tyskervenlige politik medførte naturligvis, at England og andre magter snart overlod tyskerne til at klare deres egne administrative problemer.
Englænderne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget
Vidste du, at det i virkeligheden, at det var England, der allerede i august 1946 for første gang i historien oprettede landet Slesvig-Holsten og gav det oprørsflaget fra 1848 som landsflag?
Den tyske rigsforfatning af 8. maj 1949 ignorerede den danske regerings og rigsdags krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Den fastslog statsretslig at disse to provinsers sammenslutning i et land, i det Schleswig-Holstein, som Danmark med rette aldrig har kunnet forlige sig med.
Den danske regering og rigsdag fik lige det modsatte af, hvad de ønskede.
Nu kunne Danmark ikke mere blande sig i interne forhold
Den engelske note af 9. september 1946 havde tilstrækkelig advaret den danske regering i så henseende, idet den sluttelig udtalte, hvis der nu ikke kom et klart og bestemt forslag til omgående ordning af Sydslesvigs statsretlige tilhørsforhold, måtte Danmark, da Sydslesvig i så fald ville blive tysk, fremtidig ophøre med at blande sig i Sydslesvigs indre administrative forhold.
I oktober 1948 fandt der i London en rundbordskonference sted, hvor repræsentanter for den danske regering og rigsdag forsøgte at gøre de danske synspunkter gældende. De engelske regerings – embedsmænd modtog naturligvis den danske delegation og hørte høfligt på, hvad de fremførte.
Men den engelske regering lod snart forstå, at den nu ikke længere kunne blande sig i Tysklands indre forhold og derfor ikke mere kunne ændre ved den nye politiske statsenhed Slesvig-Holsten. Der kom intet reelt ud af denne konference.
Kiel – aftalen hjalp ikke på undertrykkelse
Den 26. september 1949 førte forhandlinger frem til den såkaldte Kiel – aftale. Men hvor lidt den aftale kom til at betyde skulle snart vise sig.
I praksis forsøgte de slesvig-holstenske myndigheder med mange forskellige midler at spænde ben for den danske bevægelse. Således hævedes spærregrænsen ved landdagsvalg til 7,5 pct. Fronterne i nationalkampen stivnede.
Der kom til uoverensstemmelser mellem den gamle mindretalsbevægelse og ”nydanskerne”. Medlemstallet sank.
Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer
Den danske rigsdag vedblev med at udsende erklæringer. Således også i juli 1949, hvor de atter krævede flygtningenes fjernelse, administrativ adskillelse mellem Slesvig og Holsten samt sikring af de danske sydslesvigers politiske og kulturelle frihed. Men atter en gang var det uden reel resultat.
Selv med underskrevne aftaler, så førte det til vedvarende spændinger mellem danske og tyske i lokalsamfundene. Man fik dog i 1955 underskrevet Bonn – København-erklæringerne, hvri det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig blev garanteret rettigheder.
Heller ikke sydslesvigernes selvbestemmelsesret har den danske regering og rigsdag kunnet enes om at stille som et krav fra den danske stat.
Et ørkesløst skakspil
Sagen var vel kørt fast fra starten. Den var indenrigspolitisk kørt fast i et ørkesløst skakspil. Mellem regering og et folketingsflertal. Den varede helt Knud Kristensens afgang i november 1947. De gamle partier henstillede pressen til ikke at skrive om grænsespørgsmålet.
Fra kapitulationen til 1948 behandlede statsradiofonien Sydslesvig som ”farligt stof”. Men alligevel slap det ind ad bagdøren engang imellem.
Påfaldende var det, at det fra midten af maj 1945 og 1-2 måneder frem næsten intet Sydslesvig – stof var i hovedstadspressen bortset fra Information og Morgenbladet. Uden for København noget lignende dog undtagen bl.a. Jyllands – Posten og Vestkysten. I september 1945 bragte Politiken dog pludselig en stor Sydslesvig – artikel.
Statsminister og udenrigsminister talte ikke samme sprog
Var det manglende forståelse mellem Knud Kristensen og udenrigsminister Gustav Rasmussen, der var årsag til at Venstres grænsepolitik kørte fast?
De to var højst forskellig og forstod simpelthen ikke hinandens sprog. Knud Kristensen regnede med, at hans udenrigsminister tog alle fornødne skridt til at gennemføre regeringens politik. Men Rasmussen med sin embedsmandsindstilling afventede nærmere besked om, hvad der skulle foretages. Sådan besked fik han ikke, før Hedtoft var blevet statsminister i oktober 1948.
Gustav Rasmussen blev ofte betegnet som en god diplomat, men det prægede ikke hans optræden i denne sag. Han blev flere gange opfordret til at gøre noget. Hertil svarede han, at der var god tid, da det havde lange udsigter med en fredskonference om Tyskland.
Den stærke danske fremgang gjorde indtryk
Den stærke danske fremgang i Sydslesvig gjorde indtryk på briterne og for resten også hos andre. Inden udgangen af 1947 erklærede den tyske socialdemokratis formand Kurt Schumacher sig rede til at tage en folkeafstemning om grænsen.
Ofte er det de Radikale, der får skyld for det som skete. Men også det kan diskuteres. Men der findes denne sandfærdige historie:
Fortidens historie med nutidens tankegang
Dette var, hvad der skete dengang. Og nu vil mange jo sikkert igen engang sige, at man ikke skal skildre datidens hændelser set i nutidens lys. Det er heller ikke det som vi her har forsøgt. Vi har udelukkende skildret datidens hændelser.
Det er så op til læseren at vurdere, om Danmark dengang kunne have magtet, at få forenet Sydslesvig efter en evt. positiv afstemning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler inklusive 271 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder:
Juli 16, 2019
Hvad skete der egentlig lige efter 1864?
Ejder-politikken led en krank skæbne. Danmark forpassede muligheden ved fredsforhandlingerne. Preussen rettede sig ikke efter §5. En klar skillelinje mellem dansk og tysk. Upopulær dansk indsats. Tomme løfter fra Preussens side. De dansksindede nægtede at aflægge ed. Rigsfjenderne. Smart valgdemokrati. Hindringer for dansk livsudfoldelse.
Ejder-politikken led en krank skæbne
Måske var det relevant lige at beskæftige sig med, hvad der skete I Nord- og Sydslesvig lige efter nederlaget 1864. Der er kommet ting frem her op til Genforeningens/Grænsedragnings/Forenings – jubilæet, som måske ikke helt passer med sandheden.
Det danske rige blev reduceret fra at være et stat af en vis, om end begrænset betydning til en småstat uden vægt i det internationale samfund.
Krigen var i snævrere forstand en følge af den såkaldte November – forfatning, der have til formål at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Det var et led i den såkaldte Ejder-politik.
Danmark forpassede muligheden
Da krigen endte, var det en almindelig opfattelse, at en deling af Slesvig efter en nationalitetsgrænse, måtte være Danmarks mål. På tragisk vis var mulighederne for at opnå en national grænse under forhandlingerne i London i forsommeren 1864 blevet forpasset.
Freden i Wien den 30. oktober 1864 var et diktat fra de sejrende magter, Østrig og Preussen. Men Slesvigs og Holstens stilling var dermed ikke afklaret. Årene 1866 – 1866 var et interregnum. I 1866 kom der til krig mellem Preussen og Østrig om magten i det tyske forbund.
Preussen rettede sig ikke efter §5
Preussen vandt krigen. Foruden Slesvig og Holsten blev også Hannover samt Hessen-Kassel og fristaden Frankfurt indlemmet i Preussen, der nu blev den absolut dominerende magt i det nyoprettede ”Nordtyske Forbund”.
Freden blev i 1866 sluttet i Prag. Der blev her på foranledning af den franske kejser Napoleon, indføjet bestemmelser om, at indbyggerne i de nordlige distrikter af Slesvig ved en folkeafstemning skulle få lejlighed til at afgøre, om den ville tilbage til Danmark. Det var den berømte §5, som kom til at spille en så dominerende rolle i sønderjydernes diskussioner om den rette politiske kampmåde.
Trods denne løfteparagraf blev Slesvig og Holsten uden videre som ”Provinsen Slesvig – Holsten” Indlemmet i Preussen, og dermed i ”Det Nordtyske forbund”.
En klar skillelinje allerede i 1867
Det nyoprettede forbund havde en mere liberal holdning end det meget konservative Preussen. Man fik en liberal grundlov med en politisk repræsentation, en forbundsdag, valgt med almindelig valgret af mænd over 30 år.
Valget skete i enkeltmandskredse med en mulighed for omvalg, hvis en af kandidaterne ikke havde fået absolut flertal.
Det første forbundsvalg blev holdt i februar 1867. De dansksindede blev enige om, trods alt, at deltage i valget, fordi det kunne få betydning som en slags generalprøve på den forestående folkeafstemning.
Valget viste til en almindelig overraskelse en klar delingslinje mellem den tysksindede og den dansksindede del af Slesvig. Linjen gik syd om Flensborg og nord om Tønder. Man havde en klar skillelinje for det man kaldte Nordslesvig.
Upopulær dansk indsats
I årene 1850 – 1864 var det gjort en stor indsats i den sydlige del af Slesvig for at vinde befolkningen for Danmark. I 41 sogne, hvor det danske sprog ikke var helt forsvundet, havde skolesproget i disse år været dansk med 4 timers ugentlig undervisning i tysk.
Mange præster fra Danmark havde virket i disse sogne, hvor både tysk og dansk sprog var ligestillet i kirkerne.
Men disse sprogreskripter dikteret af den danske stat var yderst upopulære. Den gamle ordning med tysk skole – og kirkesprog blev straks genindført efter 1864. De danske embedsmænd blev forjaget. I de nordslesvigske købstæder blev tysk skolesprog igen indført, men på landet blev dansk kirke- og skolesprog bibeholdt.
I Nordslesvig kom mange af de tyske præster, lærere og embedsmænd tilbage, som man havde forjaget i 1850erne.
Tomme løfter fra Preussernes side
Der blev lovet meget fra preussernes side men institutionerne i Hertugdømmerne skulle tilpasses det øvrige Preussen. Og de nye indbyggere skulle hurtigst muligt gøres til preussere. Ethvert bånd til Danmark skulle hurtigt overskæres.
Hurtigt blev det gjort klart, at bestræbelser mod at bevare det danske sprog eller sindelag stred mod den preussiske stats interesser. Kun det tyske sprog og tankegang havde ret til at udfolde sig.
Man tålte ingen fremmednationale folk inden for rigsgrænsen
Bismarck havde engang udtalt sig, at det tyske rige ikke måtte tåle nogen fremmednationale folk inden for rigsgrænserne. Man anerkendte ingen moralsk ret for de danske til at bevare deres nedarvede kultur, men de borgerlige frihedsrettigheder, hvor de begrænsede de end var, at man fik borgere af første og anden klasse. De danske fik straks at føle, hvor de hørte til.
Man nægtede at aflægge ed
I 1867 forlangte de nye myndigheder, at alle i offentlig tjeneste skulle aflægge ed til kongen af Preussen. Der blev bland de dansksindede i Nordslesvig oparbejdet en stemning mod at aflægge eden. To dansksindede medlemmer af den preussiske landdag nægtede at aflægge eden til den preussiske landdag. Men omkring 1888 fik edsaflæggelsen overvægt.
Pressefrihed var garanteret af forfatningen. Og denne lov blev lempet i 1874. Men regeringen forventede, at embedsmændene bekæmpede statens modstandere. Efter at Bismarck havde sluttet fred med katolikkerne, følte mange at det borgerlige samfund nu blev truet af socialdemokraterne. Fra 1878 til 1890 blev disse underkastet en særlov.
Rigsfjenderne
Kejser Wilhelm kaldte dem ”Die Vaterlosen Gesllen”. De blev opfattet som ”rigsfjender”. Til denne kategori høre også de nationale mindretal og heriblandt efter 1871 også de dansksindede.
Efter Tysklands sejr over Frankrig i 1870-71 blev ”Det Nordtyske Forbund” til ”Det Tyske Rige”.
Smart Valggeometri
For at forhindre dansk flertal i Nordslesvig blev der bedrevet ”Valggeometri”. Haderslev og Sønderborg Amter dannede en kreds, selv om de slet ikke hang sammen. Aabenraa Amt blev lagt sammen med Flensborg Amt. Det betød, at de dansksindede sagtens kunne hævde sig i første kreds, men ikke i anden kreds.
Almindeligvis var en provins delt i flere regerings-distrikter. Men det gjaldt ikke for Slesvig-Holsten. Her var kun et regeringsdistrikt med en regeringspræsident i spidsen. Hos denne lå tyngdepunktet i den lokale selvforvaltning.
I 1889 blev treklassevalgretten indført for amternes vedkommende. Så kunne man med valggeometri forhindre danskernes opnåede flertal i amtsrådene.
I 1889 kunne kun folk med et tysk sindelag vælges som amtsforstander. De skulle alle godkendes af overpræsidenten.
Samme år blev skolen yderligere fortysket. Dette varede helt til 1914.
Hindringer for dansk livsudfoldelse
Embedsmænd og dommere søgte at lægge hindringer i vejen for den danske livsudfoldelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 3, 2019
Blushøjlejren
Af Lisda Hildegarth
Fra kommunens side havde man tænkt, at denne lejr skulle være et slags nødtørftsanstalt. DSB kunne når som helst opsige lejemålet. 76 vognpladser var der. Vaskemulighederne var indskrænket. Det kostede kun et symbolsk beløb på 10 kr. pr. måned. I de første år var det præget af orden og renlighed. Men folk strømmede til området og arealet blev udlagt til det dobbelte. Rundt om i landet opstod ”selvgroede Roma-lejre” (Hed dengang noget andet – dag et “Forbudt Facebook – ord” ). Myndighederne tvang dem i lejlighed. Mange måtte have vognmænd til at trække deres vogne. Disse var ikke i den bedste stand. En larmende petroleumslampe sørgede for lys. Men flinke naboer udlejede mere eller mindre lovlige strøminstallationer for 25,- kr. om måneden. I 1962 besluttede Københavns Kommune, at nu skulle man flytte.
I 1948 lejede Københavns Kommune et areal af DSB på Blushøjvej 47 matr. nr. 2c af Valby. Der blev opført en toiletbygning med pissoir og lokumsspande, der blev tømt af natrenovationen. Langs med Blushøjvej var der fire vandaftapningssteder med kloak. Der blev opstillet et antal skarnkasser og indrettet en tørreplads. Til de mindste børn blev der lavet en sandkasse.
Desværre modsatte magistraten sig, at der kom elektricitet, vand og kloak ind på pladsen, da disse installationer ville give pladsen status som permanent vognpark, og det måtte for enhver pris undgås. Vognparken var fra kommunens side alene tænkt som en midlertidig nødforanstaltning, hvad de rejsende da også accepterede alene ud fra den kendsgerning, at lejren som nævnt lå på et lejet areal, og at DSB når som helst kunne opsige lejemålet.
Vognene ankom, og blev stillet op i rækker med 5-6 vogne i hver række. Der blev på den måde oprettet 76 vognpladser med ret smalle gangstier mellem vognene, og de blev ikke funderet på nogen måde. Det vil sige, at der i regnvejr, og når frosten gik af jorden, var et ubeskriveligt ælte, som ingen kunne være tjent med.
Vaskemuligheden var i forvejen skåret ned til et absolut minimum, da alt vand skulle hentes i spande nede ved Blushøjvej. Derefter skulle husmoderen tjene en skilling ved at gå fra dør til dør for at sælge børster, efter at hun først selv at have “trukket” dem. Når hun kom hjem, skulle hun tage sig af alt det praktiske som at varme vand, så børnene kunne blive vasket. Der skulle vaskes tøj, laves mad osv. osv.
Set fra de rejsendes synspunkt lå lejren ideelt. Den lå i frie og landlige omgivelser ud mod grønne, ikke byggemodne arealer, hvor børnene kunne tumle sig uhindret. For de voksne lå den centralt med direkte trafikforbindelser til København og omegn.
I foråret 1948 flyttede de rejsende fra Husum til Blushøjvej 47 i Valby.
Fra starten var det meningen, at det alene var de rejsende fra Nørrebro, der kunne bo på pladsen. Men her slækkede kommunen tidligt på kravene, så enlige rejsende, der havde boet i vogn andre steder i hovedstaden, nu også kunne flytte ind med deres vogn. Og private, som boede i vogn i København, ja, de fik hen ad vejen også lov at stille deres vogn op. Alt mod en symbolsk leje af 10 kroner pr. måned.
De første par år var forholdene i lejren noget nær ideelle, set fra alle synspunkter. Man dannede en lejerforening med en markant gøgler som formand, og han så til, at den vedtagne selvjustits på pladsen blev overholdt til punkt og prikke. Alt fungerede perfekt – selv toiletforholdene. Orden og renlighed prægede lejren, og den kommunale opsynsmand havde et let arbejde.
Betingelsen for at kunne leje en vognplads på arealet var fra starten, at tilflytteren skulle være såkaldt rejsende, dvs. være handelsmand, skærsliber eller gøgler med direkte tilknytning til de gamle rejsende familier. Enhver tilfældig fribytter med beboelsesvogn skulle ikke kunne oprette lejekontrakt.
Men som sagt, disse betingelser kunne desværre ikke overholdes i praksis, viste det sig, for da rygtet om den pragtfulde plads, spredtes som en løbeild ud over landet, strømmede både rejsende og private til med vogne.
Resultatet blev efter et par års forløb, at det oprindelige areal måtte udvides til ca. det dobbelte, til i alt 5300 kvadratmeter.
Antallet af toiletter blev ikke tilsvarende forøget, men det ville nok heller ingen praktisk betydning have haft, for i kølvandet på udvidelsen af vognparken til i alt 68 lejemål fulgte almindelige opløsningstendenser i lejrens organisation. Lejerforeningen gik i fisk, selvjustitsen faldt helt fra hinanden, og ordensbegrebet eksisterede ikke mere; alt flød.
Opsynspersonalet fra kommunen fik pludselig fuldt op at gøre. Men opgaven oversteg alle kræfter, så personalet til sidst måtte give helt op.
Vognene er et kapitel for sig. I perioden fra anskaffelsen af de første vogne omkring år 1900 og op til 1920’erne, da de rejsende i Jylland og på, øerne endnu brugte en hest som trækkraft, måtte vognene nødvendigvis have en sådan størrelse, at hesten kunne magte at trække dem på dårlige grusveje, som dengang var mest almindelige. I begyndelsen klarede de fleste rejsende sig med en 6 alens vogn, som det hed; altså at vognen var knap fire meter lang. Her skulle være plads – og det var der – til hele familien, der som regel bestod af forældre og tit en fem-seks børn.
Med vognen som ramme om familielivet indledtes en helt ny æra for de danske rejsende. De kørte i det rullende hjem, fra by til by, forspændt med en enkelt hest, og de handlede, sleb og spillede, hvor de kom frem. Flere af de rejsende havde lagt en nogenlunde fast rute, så de efterhånden blev godt kendt med den lokale befolkning. Man ventede køretøjet ved den eller den årstid, og forholdet til befolkningen og myndigheder var ganske udmærket.
De allerførste beboelsesvogne var indrettet med kun ét rum; der var simpelthen ikke plads til flere. Der var som regel i den bagerste ende af vognen, og lige indenfor var der på den ene side en køkkenvask og på den anden side et lille køkkenbord. I den anden ende af vognen var der slået et par køjer op til forældrene, måske adskilt fra det øvrige rum med et forhæng. Mellem køjerne var der lige plads til et lille vindue, der kunne åbnes. Her stod husfaderen og styrede vognen under kørslen til næste plads.
Sovepladser til børnene blev meget primitivt redt op på gulvet, der bestod af brædder med sprækker imellem. Ved sengetid blev der lagt et par tæpper ud, der fungerede som både underlag og madras, og om vinteren, når tæppet frøs fast på gulvet, var det om morgenen vanskeligt at flå af, uden at der blevet revet huller i det nederste. På grund af de snævre forhold var det en umulig opgave at opbevare rigtige madrasser i vognene.
Husmoderen lavede mad enten på et primusapparat eller i kogekakkelovnen, og køkkengrejet blev efter opvasken omhyggeligt gemt bort i en skuffe under køkkenbordet med et forhæng om. Den grove tilberedning af maden og familiens storvask foregik udendørs. Køkkenvaskens afløb var naturligvis et lodret rør gennem gulvet ud i det fri.
Sidst i 1920’erne skilte de rejsende sig af med deres heste, og da blev vognstørrelsen fuldstændig ligegyldig for i hvert fald transportens vedkommende; den foregik nu pr. bane eller pr. lastbil. Af hensyn til landevejskørslen efter en lastbil, hvor farten var forholdsvis høj, måtte de gamle træhjul udskiftes med små lastbilhjul med gummislanger og dæk.
Bilhjulene var nødvendige for transportens skyld, men til gengæld var de meget uhensigtsmæssige, når vognen holdt stille over en længere periode.
Luften sivede ud af slangen, hjulene blev flade, og dækkene brækkede itu og rådnede. Det forhindrede mange gange de rejsende i at flytte så ofte, som de selv og omgivelserne ønskede.
For at overgå hinanden anskaffede de rejsende sig større og vogne, og enkelte blev ejer af nogle på størrelse med en mindre jernbanevogn; flot udstyret med gesvejsninger, jalousier og jernskodder for vinduerne, hensigtsmæssigt indrettet med køkken, stue og soverum, men umulig at flytte pga. de ubrugelige hjul.
På den måde opstod der flere steder i landet selvgroede, såkaldte “Roma-lejre”, hvor de rejsende holdt hulter til bulter, indtil kommunale myndigheder tog affære og tvang beboerne i lejlighed. De, der slap af sted i tide, måtte se i øjnene, at det frie liv på landevejen lakkede mod slutningen. Da de fleste rejsende havde solgt hesten, som de kun havde udgifter af, måtte de fremover leje en lastbilvognmænd til at flytte vognen og trække den fra plads til plads.
Andre benyttede sig af jernbanen, men hertil måtte de også have fat på en vognmand, der kunne køre beboelsesvognen til rampen på jernbaneterrænet.
Ved vejs ende skulle de også entrere med en vognmand, der kunne transportere vognen hen på markedspladsen, hvor der var en chance for, at de kunne holde i nogen tid. Men de rejsende følte sig ikke velkommen nogen steder. Enkelte vogne fik allernådigst lov til at blive stående på en godsvogn eller at blive sat af på jernbanens areal for at holde der, mens de selv “handlede byen af”, som det hedder. Det sidste var ret almindeligt så sent som i 1940’erne, men DSB var ikke begejstret for denne ordning, da personalet havde erfaring for, at de rejsendes børn om aftenen, når det var blevet mørkt, strøg omkring mellem skinnerne på området og samlede kul ved lokomotivernes serviceplads til den hjemlige kakkelovn.
I 1965 er de flotteste og mest hensigtsmæssige vogne isoleret overalt og indrettet efter alle kunstens regler med adskilt køkken og et soverum med køjer. Opholdsstuen har moderne olievarmeovn, og der er tilslutningskontakt til elektrisk lys. Maden laves i køkkenet på et moderne flaskegaskomfur med bageovn; køkkenbordet har hygiejnisk plasticbelægning og vask af rustfrit stål med afløb til en beholder, der tømmes efter behov.
De moderne vogne er altså velisolerede og absolut egnede til helårsbeboelse i modsætning til de vogne, der er bygget blot få år tidligere, og som måske er blevet bygget til et helt andet formål end beboelse, måske som et transportabelt arbejdsskur ved en byggeplads.
Desværre var det umuligt at finde vogne af god standard i Blushøjlejren. En sådan vogn – bygget til formålet – koster en mindre herregård, og ingen rejsende havde mulighed for at træffe en afbetalingsordning for det beløb.
Hovedparten af vognene på Blushøjvej var omkring 1958 i en sådan stand, at de af enhver sagkyndig øjeblikkeligt ville blive betegnet som uegnet til bolig for mennesker og i hvert fald for børn. Mange vogne var utætte og dårligt eller slet ikke isolerede. Der holdt flere udrangerede rutebiler uden motor, der fungerede som bolig, og hvad det vil sige, forstår kun den, der har besøgt en familie, når frost og snestorm sætter ind. Stålkarrosseriet og de uisolerede ruder suger i den grad kulde til sig, at en gloende kakkelovn i den ene ende af rutebilen ikke formår at varme op i den anden. Udvendigt var de fleste dårligt holdt med maling, hvad for så vidt var en ærlig sag, da de i hvert fald ikke gav sig ud for mere, end de var.
Pladslejen var som nævnt 10 kr. om måneden, og man tolererede, at lejeren satte flere vogne ind på pladsen, eller han klaskede et par primitive skure op. Derfor kunne man ved en rundtur i lejren opleve at se de særeste sammenstillinger og sammenbygninger af vogne og skure.
Rekorden af pladsudnyttelse blev sat af en gøgler, der havde anskaffet sig en udrangeret, toetagers rutebil. Den var umulig at varme op, men praktisk, da man så også havde loftsplads til opbevaring af større genstande.
Allerede fra lejrens start blev vognene stillet op i lange rækker med vognene stående i forlængelse af hinanden og med en smule afstand mellem de enkelte vogne. Faren for en storbrand var til stede i hele lejrens levetid, men heldigvis gik der ikke menneskeliv tabt, selv om et par vogne i årenes løb futtede af i løbet af et øjeblik. At det gik godt, var et under.
Hvert lejemål fik et løbenummer, der blev noteret på folkeregistret som familiens officielle bolig, og det var tillige postkasse. Det er nævnt, at myndighederne af principielle grunde modsatte sig elektrisk installation på pladsen, men de rejsende, der ville have elektricitet i vognene, fik det nu alligevel. Det kunne ske på to måder,
Gøglere har altid været et selvhjulpent folkefærd, som nok skulle vide at klare sig under alle himmelstrøg, og at skaffe sig elektricitet var derfor en smal sag. Flere af dem stillede blot en larmende petroleumsmotor med generator op under vognen. Man startede motoren og voila: Lys over land!
Diverse omformere gav også beboerne mulighed for at installere fjernsyn, hvad flere i Blushøjlejren naturligvis også havde.
En endnu snildere måde var, at vognparkens flinke naboer, der var produkthandlere, simpelthen leverede strøm fra deres egne lovlige elektriske installationer via lange plasticledninger, der gik fra vogn til vogn. Prisen for leveret elektricitet handlede man sig til, men i reglen var den 25 kr. om måneden. En ret god pris for leverandøren om sommeren – kunne man synes – men så afgjort ikke om vinteren, da der var installeret mange varmeovne rundt om i vognene.
Kommunens tilsynsførende vidste naturligvis god besked om de ulovlige installationer, men lukkede det ene øje. Beboerne kunne derfor erstatte petroleumslamperne med elektriske pærer, og derved nedsætte brandfaren i lejren ganske betydeligt. I nogle tilfælde blev primusapparatet smidt ud til fordel for en elektrisk kogeplade.
I beskrivelsen af vognparken på Blushøjvej er vi nu nået til vejs ende, og Blushøjlejrens fuldstændige afvikling.
Den 28. februar 1962 besluttede Københavns Kommune, at beboerne i lejrens
Myndighederne valgte på grund af lejrens tilstand at forvise alle fra
Blushøjlejren. Flytningen fra livet i Blushøjlejren til livet i en lejlighed var hård for mange både unge og gamle. Sandsigersken Corinta oplevede, hvordan hendes søster blev påvirket af tvangsflytningen til en lejlighed. Corinta skrev i sine erindringer:
De rejsende blev i første omgang tildelt en lejlighed i København i almindelige beboelsesejendomme, hvor der var ledige lejligheder og en husleje, som de kunne betale. Med de begrænsede midler, som de fleste rejsende rådede over, endte en del i brokvarterernes slumlejligheder. De fleste familier ønskede derfor at flytte ind i de såkaldte finnehuse: nogle husvilde boliger i Valby. Dette ønske blev i adskillige tilfælde også imødekommet overfor de børnerige familier.
Svenskehusene i Valby huser også i dag mange rejsende. Da Køgebugt-banen blev anlagt, skar den lige igennem bebyggelsen. Derfor er 14 huse på Følager afskåret fra de andre på Ellestykket og Pilestykket. Der findes desuden to mindre tilsvarende bebyggelser ved Lykkebovej og Kulbanevej. I dag er Svenskehusene en andelsforening.
Kilde:
Blushøjlejren – (det forbudte ord), tatere og danske rejsende af: Anders Enevig (1923-2013) historiker og forfatter.
Tak til Lisa Hildegarth
redigeret 18-03-2024
Juni 12, 2019
En Fysikus fra Aabenraa (b)
Dette er egentlig en artikel fra 2013. Vi har redigeret og omskrevet artiklen. Ikke alle overførsler fra den gamle til den ny hjemmeside lykkedes. Derfor denne artikel. A.W. Neuber havde mange talenter. Han udgav mange medicinske afhandlinger. Og så forsøgte han at skabe et kurbad i Aabenraa. Kongen var med på den. Men det blev en fiasko. Han blev taget i snyd og fik frataget sin Fysikus – stilling. En bøn til kongen hjalp ikke. Han vendte nu det danske ryggen. Han blev en af de krasse forkæmper for et samlet Slesvig – Holsten med tysk sprog. Ledende købmænd, skibsreddere og velhavende håndværkere i Aabenraa støttede ham
Kvik, kreativ og intelligent
Han var i den Slesvig – Holstenske bevægelse en anset mand. Han var ophavsmand til en af de mest populære slagsange. Han var agtet og æret af ligesindede. Hans navn var August Wilhelm Neuber. Han var født uden for Magdeburg. I 1805 kom han på universitetet Kiel. Her studerede han medicin lige som sin bror.
Han var kvik, kreativ og intelligent. Han kom hos Fritz og Julie Rewentlow i Emkendorf. Og dette sted var arnestedet for den nationale vækkelse inden for hertugdømmets tyskhed.
Neuber søgte den ledige stilling som fysikus i Eckernförde. Men han blev forbigået. Man mente ikke, at han havde tilstrækkelig praktisk erfaring som læge.
Han nedsatte sig derefter som praktiserende læge i Lütjenburg. I 1810 havde han fået dansk indfødsret. Derfor var det intet i vejen for, at han i 1811 kunne søge stillingen som Fysikus for Aabenraa by og Aabenraa og Løgumkloster amter.
Fysikus med tvangstanker
Neubert’ s forgænger i Aabenraa, Friedrich Hinrich Wiggers havde siden 1805 søgt at få sin afsked med pension bevilget. Men det var sparetider. Og Wiggers måtte vel til tider nærmest betragtes som sindssyg. Han havde fået den tvangstanke, at folk i Aabenraa havde rottet sig sammen for at få ham forgiftet med arsenik.
Og pensionen fik han først bevilliget, da han havde forladt byen og embedet i panikagtig flugt.
En god modtagelse
Under disse vilkår tog byens befolkning godt imod den nye fysikus. Og denne faldt hurtig til i de ledende kredse, det vil sige i byens tysk-kultiverede top med borgmester Bendix Schow i spidsen.
Neuber havde fået sin ynglings-professor som svigerfar. Og nu forsøgte han også at omsætte dennes ideer i praksis. En af dem var badning. Regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed.
I tiden omkring århundredeskiftet var der indrettet søbadesteder forskellige steder. Og denne tanke greb Neuber. I 1814 lod han for egen regning en badepavillon rejse ved Skibbroen.
En grund ved Lindsnakke
Men vores kreative fysikus ville noget mere. Gennem borgmester Schow lykkedes det at få byens magistrat gjort interesseret i planen. I 1818 antog dette en mere fast form. Frederik den Sjette havde i sommerens løb været forbi hos amtmand von Stemann og beskuet åstedet.
Byen havde nemlig en passende grund ved Lindsnakke. Den blev stillet til rådighed. Den lokale bygmester Peter Callesen blev bedt om at udarbejde overslag på et selskabshus. Nueber kunne derefter afsende sin ansøgning om støtte til projektet, der af magistraten blev anbefalet på det varmeste.
Penge fra kongen
Trods landets dårlige finansielle situation lykkedes det at få kongen til at sende 2.000 rigsbank daler. Dette var også at betragte som regeringens bidrag til projektets udførelse. Det var ellers meningen, at det var Kiel, der skulle have haft støtten. Her havde man planer om det samme. Men det har sikkert været Neuberts fortjeneste at pengene landede i Aabenraa.
Han havde udførligt skildret planen. Han roste Aabenraa’ s milde klima som følge af de skovklædte bakkers værn mod nordenvinden. Omegnens enestående naturskønheder og udsigten over Aabenraa Fjord visse steder fra Løjt Land kunne sammenlignes med Neapels Golf, mente Neubert. Stedet var således særdeles egnet til at modtage kurgæster.
Brevet til kongen
Og brevet fra Neubert har sikkert tiltalt kongen. Læs bare her:
Ikke nok besøgende
Neuber mente, at der i forbindelse med badeetablissementet blev lavet gymnastiksale, travbaner, pladser til boldspil, ja måske endda et akademi, der kunne være et forum for dyster i åndens verden, hvor kunstnere og videnskabsmænd hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde laurbærkransen.
Hans tanker om Aabenraa som et kursted blev mildest talt en fiasko, fordi besøget svigtede. Det opførte Frederikslyst (Friedrichlust) blev nedbrudt i 1826.
Byggematerialet blev anvendt til bygning af Aabenraa Rådhus. Dette stod klar til indvielse på dronning Maries og prinsesse Carolines fælles fødselsdag den 28. oktober 1830. Sin badepavillon ved havnen videreførte Neuber dog helt til 1838.
Medicinske afhandlinger
Neuber fortsatte med at udgive forskellige medicinske afhandlinger. Da koleraen i 1831 nærmede sig de danske strande gav han jævnlig oplysninger om den i den hjemmelige presse, for eksempel i Aabenraa’ s første nyhedsblad ”Algemeines Wochenblatt”.
Endda metrologiske observationer skrev Neuber også afhandlinger om.
I Allgemeines Wochenblatt skrev Neuber også et hyldestdigt til kongen i anledning af hans fødselsdag. Men snart skulle tingene ændre sig i Aabenraa.
Ikke rent med i posen
I løbet af 1833 blev der foretaget undersøgelser af forholdene omkring de årlige landmilitære sessioner. Det havde åbenbart været den praksis, at de sessionspligtige mod en passende godtgørelse til sessionslægen skaffede sig en attest på at være uegnet til militærtjeneste. Sessionslægen var fysikus Neubert.
Sagen blev skruet op i et unødigt højt plan. Måske skyldtes dette, at Frederik den Sjette elskede uniformer og soldater. Og sådan noget måtte der ikke pilles ved.
Neuber blev dømt
Kongen så med stor alvor på sagen. Neuber havde fået den kendte overrestadvokat dr. Balemann i Kiel som sin forsvarer. Men intet hjalp. Den 5. februar 1835 blev Neuber frakendt sit fysikat – embede. Han idømtes samtidig en bøde på 400 Rigsdaler.
Dette hindrede ham dog ikke i fortsat at være praktiserende læge i Aabenraa. Heller ikke et bønskrift til kongen vedlagt 7 fordelagtige udtalelser til fordel for ham selv, hjalp noget som helst. Et allersidste bønskrift fra 1836 hjalp heller ikke.
Hans ære var krænket
Neubers ære var krænket. Som Frederik Fischer engang skrev, så var hans ”Selbstgefühl” på det alvorligste blevet krænket.
Han hadede fra nu af alt, hvad der var dansk. Siden 1837 var Georg Schow søn af den tidligere borgmester overtaget hvervet i Aabenraa. Neuber forsøgte til stadighed at påvirke denne i at betragte alt dansk som negativt.
En slags hævn?
Neuber boede nu i borgmestrens hus i Slotsgade. Det var en meget krads Slesvig – Holstener, der nu optrådte. Var det mod som en slags hævn? Frederik Fischer kaldte ham:
I et andet værk på undertegnedes hylde ”Da Sønderjylland vaagnede” blev han ellers kaldt:
Intet tysk blad
Allgemeines Wochenblatt måtte lukke. De liberalistiske tanker var efterhånden blevet for meget, og så var det at Frederik Fischer startede sit eget blad i Aabenraa. Borgmester Schow var bestemt ikke begejstret for et dansksindet blad. Det skulle have været et tysksindet blad, og ingen ringere end Neuber kunne lede dette.
Borgmesteren mente, at kun Neuber havde den dannelse og den livlige opfattelse og ypperlige fremstillingsevne, der skulle til.
Kancelliet afslog imidlertid med den begrundelse, at det ville give nye stridigheder i Aabenraa. Neubers følelser for regeringen blev bestemt ikke ringere af denne begrundelse. Jo han var nok den livligste pennefører mod danskheden i Aabenraa.
Drillerier fra Fischer
Neueber fortalte, at sønderjyder havde det meget svært med det rigsdanske. Det kunne Frederik Fischer ikke dy sig for at kommentere i sit blad. Han skrev bl.a.:
Fischer fortsatte med en anekdote fra Neubers første år i Aabenraa. En bonde havde konsuleret ham, da konen lå syg derhjemme. Neuber havde da anbefalet at give hende ”Suppe på en Huhn”. Manden opfattede det som om Karo skulle ofres, men blev heldigvis i tide klog på doktorens mening med den forestående diæt.
Neuber fandt Lyna
Da håbet om et tysk blad i Aabenraa måtte skrinlægges blev det tyske blad i Haderslev Lyna, Neubers særlige tilholdssted. Det var også i dette blad han skrev det opsigtsvækkende digt med Rhinlandet som forbillede:
Til slut skriver han:
I Das Schleilied som han skrev i 1841 gjorde han det endnu tydeligere:
Hentydninger til Ribe – brevet
Der var ikke meget tilbage af de tanker, som da Neubert skrev til kongen. Das Scleilied blev et virkelig hit i den Slesvig – Holstenske bevægelse. I 1845 blev Neubert sandelig optaget som passivt medlem i Aabenraa’ s Liedertaffel.
Men hvad var det egentlig med det der Ribe-brev? I en delsætning står der:
I 1815 var Ribe – brevet et historisk næsten glemt dokument, men F.C. Dahlmann, sekretær for det Slesvig – Holstenske riderskab lancerede ideen om at sætningen henviste til Slesvig og Holstens samhørighed med hinanden og uafhængighed af Danmark.
Ved sangfesten i Slesvig i 1845, en tysk – national festlighed optrådte ”Up ewig ungedeelt” for første gang som slagord. Det fik nærmest mytologisk betydning i den nationale konflikt i hele resten af 1800 – tallet og op til 1920 afstemningen.
Sætningen var blot en formel for landfred. Ribe – brevets formål var at regulere, hvordan hertugdømmerne kunne styres fra Danmark uden at den holstenske adel mistede deres privilegier og uden at hertugdømmerne blev helt indlemmet i Danmark. Efter 1460, hvor Ribe-brevet blev forfattet blev de slesvigske og holstenske besiddelser efterhånden splittet på kryds og tværs, hvilket tilsyneladende ville have været imod intentionen i Ribe-brevet, hvis det skulle henvise til udelelighed af territorierne.
Aabenraa – skibe under andet flag
Den Slesvig – Holstenske bevægelse havde stor tilslutning blandt overklassen. I Aabenraa forlangte skibsredderne da også, at de kun ville sejle under Slesvig-Holsten flag i stedet for Danneborg. Endvidere skulle skibsstemplet ”Dansk Ejendom” ændres til ”Schleswig-Holsteinisches Eigentum”
I Aabenraa anerkendte man Slesvig Holsten
Da den Slesvig – Holstenske opstand brød ud den 24. marts 1848 blev den provisoriske regering straks anerkendt af borgmester og byråd i Aabenraa. Men småborgerne, skibstømrerne og de mange søfolk i Aabenraa ville beholde den danske konge og helstaten.
Neubers hustru døde i 1841. Det betød at han nu holdt sig mere i baggrunden. Den følsomme mand med så mange talenter blev grebet af nationalpolitiske idealer. Hans afhandlinger lever stadig.
Ved en større forsamling i 1847 i Kiel følte han sig ved synet af Dannebrog kaldet til at skåle for det Slesvig – Holstenske flag.
Neuber søde som en skuffet mand i 1850.
Aabenraa blev dansk
Efter det Slesvig – Holstenske nederlag i 1850 fik Aabenraa en dansk borgmester og byråd. Det danske sprog blev indført i forvaltningen, kirke og skole.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Neuber og hans tid, så indeholder www.dengang.dk 146 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:
Juni 11, 2019
Østerbro – spredte minder(1)
Vi kigger på tiden fra ca. 1900 – 1945. Vi besøger et ”Slot” i Øresundsgade (Vordingborggade) og barakker på Vibenhus Skole. Der var masser af rotter i Ryesgade og fine folk i Classensgade. På Kalkbrænderivej var der et kongeligt opfostringshus. Der var ingen enkehjælp og rejer kostede 40 øre pr. pot. Huslejen kunne sættes ned. De kongelige kørte gennem Classensgade. Tjenestepigerne købte rejer. Dengang, man fejerede grundlovsdag. Tre gange dagligt – nymalket mælk. Tænk, der var et ”slot” i Vordingborggade. En barakby ved Vibenhus Skole. Svømmeundervisning ved Helgoland. Krabber og bananer. Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde. Stauning gik i spidsen. Masser af underholdning i baggårdene Motorløb og flyalarm.
Huslejen blev sat ned
Det var endnu dengang, at I.E. Ohlsens gartneri lå på Østerbro. Dengang var der ikke noget, der hed enkehjælp. Det hed fattighjælp eller fattighushjælp. Men det var ikke særlig attraktivt for så blev man nærmest umyndiggjort. Var man kommet derud kunne man blive en slags husvært i ejendommen. Så blev huslejen sat ned med 12 kr. i kvartalen.
Køkkentrapperne lå i mørke. Det var ikke sjovt at gå over gården til retiraderne. Rotterne holdt til her ved skarnbøtterne uden låg. To gange om året kom en rottefænger og lagde et gul pulver på et stykke brød. Men det hjalp nu ikke synderligt. Så var der bedre at lægge røget flæsk i en fælle. Så kunne man da hver morgen fjerne 2-3 stykker.
De kongelige gennem Classensgade
På Classensgade boede de finde dengang. Der boede en baronesse Gyldencrone og Hegermann – Lindencrone – Kontre – Admiral Caroc og mange andre prominente. Ja endda forfatterne Erik og Amalie Skram, sidstnævnte ofte med en cigar i munden.
Jo det var også her de kongelig kørte eller red igennem. Da Christian den Niende og Dronning Louise havde Guldbryllup den 26. maj 1892 kørte de sandelig igennem Classensgade.
Tjenestepigerne købte rejer
Hver mandag lød gaden af en skinger stemme. Rejekonen kommer med sin store kurv under armen:
Så vrimlede der ellers til med tjenestepiger fra herskaberne, der købte rejer. Sommetider stod de og pruttede om prisen. Det var sjovt at høre på.
Senere på dagen kom en anden kone med jerntrillebør og en lille skovl. Hun blev kaldt for L-Konen. Hun skulle fjerne alle hundeefterladenskaber fra gaden. Rygterne gik på, at det blev brugt på apoteket!
Dengang, man fejrede Grundlovsdag
Jo det var dengang i begyndelsen af 1900 – tallet, hvor man fejrede Grundlovsdagen. Man havde taget pæneste tøj på. Og så ventede man at ”toget” skulle komme ind på Fælleden ved Øster Alle. Så kunne man ellers høre ”Nu dages det brødre” Og så var det ellers ind på Fælleden og for nogle børn var årets højdepunkt – en sodavand.
Om aftenen gik man en tur langs Langelinie for at se på alle skibe. De havde flag og kulørte lamper. Et dejligt hornorkester musicerede.
Damerne skulle da ikke øverst
I gårdene var der lirekasserne, særlig de store med negerfigur på. Ja og sporvognene, der blev trukket af heste. De små havde kun en hest foran. Man skulle bare vifte med hånden så stoppede de.
Så var det de to – etagers. Dem kunne man køre med for 10 øre på siddepladser og 5 øre for en ståplads. Samme pris ovenpå. Men det var nu mest for herrerne. For man skulle op af en snoet trappe. Det var svært for damerne, for kjolerne tog jo helt ned på støvlerne.
Om vinteren løb man på skøjter på Sortedamssøen. De fine løb på Kastelgraven. Der var masser af militærmusik forskellige steder på Østerbro dengang.
Tre gange dagligt – nymalket mælk
Tre gange dagligt kunne man få nymalket varm mælk. Bondemanden kom selv med store junger fyldt med mælk. 1 pot sød mælk kostede 10 øre, skummet mælk 6 øre. Et halv rugbrød 27 øre, 6 store kryddere 10 øre, 1 franskbrød 6 øre og flødekager 5 øre.
Tænk – der har været et ”slot” i Vordingborggade (Øresundsgade)
Tænk engang. Der har været et slot i Øresundsgade 18 (Vordingborggade 18). Ja det sagde man dengang. Fra gammel tid har det været overnatningssted for de kongelige, når de skulle i deres sommerresidens. Det var dengang en villa med en gammel frugthave.
Randersgade var endnu lukket. Men huset er for længst revet ned. Nu hvor vi besøger stedet. Vi besøger så et hus, der ligger længere tilbage ud mod Korsørgade. Her boede ca. 45, som havde to lokummer i gården. Foruden beboelse var der et malerværksted, en smedje og et snedkerværksted.
Smedjen skoede heste fra kalkværkerne og en vognmand, der havde stald og vognpark i gården.
Også kraftværkerne, der lå for enden af Øresundsgade, fik daglig skoet heste. Når de var færdige, red lærlingen dem tilbage.
Koks hentede man på Silkeborg Plads, hvor kommunen havde et udsalg.
Mange fik kun gas, hvis der var penge til det. Der var en møntautomat, hvor man skulle putte 25 øre i.
En barakby ved Vibenhus Skole
I 1909 blev der oprettet en helt lille barakby ved Vibenhus Skole. I alt 8 træbarakker med 2 klasseværelser i hver, var der. De blev opvarmet af en stor rund kakkelovn i hver. Den ene barak blev efter nogle år omdannet til sløjd-undervisning.
Men ellers var der her en hovedbygning med drengeklasse i den ene side og piger i den anden side. Der lå en lang stenbygning langs Randersgade. Det var gymnastiksalen, der havde indgang og omklædningsrum i hver ende.
Svømmeundervisning på Helgoland
Går vi nu en tur op ad Strandvænget lå der på venstre side en rebslagerbane og på højre side, hvor DSB havde lyntogsremise og pumpestation lå der en kolonihaveforening. Ja og lige over for lå badeanstalten Helgoland. Her gik skoleeleverne til svømmeundervisning. Der var et basin i midten. På venstre side et til piger og til højre et for drenge.
Krabber og bananer
Nå de store Amerika-både kom, gik man gennem tolden i Aarhusgade. Her kunne man være heldig at få stødte bananer helt gratis.
Ved hjælp af en speciel teknik kunne man ligge på maven på kajen og forsøge at fange krabber.
Man købte på ”den sorte bog”
På hjørnet af Øresundsgade og Holbækgade lå der en bager, hvor man om morgenen kunne købe gammelt brød. Og når man var kendt fik man en hel masse. På det andet hjørne af Holbækgade og Korsørgade lå en blandet købmandsforretning. Her var det særlig attraktivt at få et job. Så kunne man bidrage til husholdningen derhjemme. Normalt købte man på ”den sorte bog” Og så blev ens løn bare afskrevet.
Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde
Vi tager lige en tur til Ryesgade. På Ryesgade Skole havde man en flot udsigt til Sortedams Søen gennem Krogsgade. Også denne skole var opdelt i drenge- og pigeklasser. På tilsvarende måde var skolegården opdelt.
Ryesgade var på et tidspunkt den mest folkerige gade i København. I baggårdene var der foruden garager, cykelskure og tørresnore også fabrikker. Fløjten lød altid, når det var fyraften. Her lå i hvert fald i baggården til Ryesgade 43 en møtrikfabrik og en skotøjsfabrik. Ja længere henne var endda en dukkefabrik.
Når der kom læge på besøg, skulle der altid være et håndklæde og et vandfad med varmt vand parat. Jo og dengang kom lægen i en rigtig bil. De fleste andre var forsynet med ”kakkelovn” altså en gengasgenerator.
Dengang var der butikker overalt i Ryesgade. Grønthandleren havde spegesild i tønder, vin og sukker og koks i samme lokale. Her var også en butik, der solgte æbleskiver.
Både heste og deres mænd fik deres frokost
Under krigen blev der serveret frokost til hestene i form af muleposer. Imens sad mændene og spiste frokost i Cafe Scantic på hjørnet af Søpassagen og Ryesgade, her var altid et mylder af gadehandlere. ”Sild er godt” hørte man mange gange. Og før krigen kom der bananvogne gennem gaden.
Et andet fænomen var folk, der gik fra dør til dør og tiggede eller bad om en pakke mad. Der gik også folk rundt og solgte forsikringer, bøger og kunstværker. Der var også sprittere i gaden.
Der var sandelig også en biograf i Ryesgade, der lå midt for Lundingsgade. Den blev kaldt Ry-kino. En børnebillet til 4 – forestillingen kostede 35 øre. Senere gik man til Odeon – biografen på Fælledvej eller til Triangelen eller Park Biografen på Østerbrogade.
Søpassagen blev brugt under krigen til salg af juletræer. Kullageret lå på et tidspunkt over for Schulstads Brødfabrik. Julestegen blev stegt inde hos bageren.
Stauning gik i spidsen
Den 1. maj gik majdemonstrationen gennem gaden med musik og faner på vej til Fælleden. I spidsen gik på et tidspunkt selveste Stauning. Så kunne man istemme ”Internationale” og ”Danmark for folket”.
Ja og også Frelsens Hær gik gennem gaden eller tog opstilling på et gadehjørne og spillede musik.
Masser af underholdning i baggårdene
I den politifri periode kom der masser af grupper og optrådte i gårdene. Det var med masser af akrobatik og musik. Efter krigen var der igen politi i gaden. Der stod så en betjent og regulerede færdslen på hjørnet af Ryesgade og Fredensgade, Ja og der stod også en betjent på Trianglen.
Der blev bygget flere beskyttelsesrum under krigen nede ved søerne. Der var mange militærpatruljer dengang. Det bestod mest af ældre tyskere. De var modsat HIPO – korpset fredelige. Hipoerne pegede op mod vinduerne med skydevåben.
Motorløb og flyalarm
På søerne blev der i de hårde vintre kørt motorløb. Det var inden, der var knaphed på benzin. Og når vi nu er ved søerne, så var der sikkert mange der så et tysk fly styrte direkte i søen.
Der var masser af flyalarmer. Særlig om vinteren kunne det være en kold oplevelse nede i kælderen og meget lidt lys. Hver ejendom havde sin husvagt, der skulle sørge for at alle beboere kom ud.
Kilde:
. Se Litteratur Østerbro
Hvis du vil vide mere:
Juni 10, 2019
Agga – en sønderjysk pige(2)
Af Kirsten Bjerrum
Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang.
Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012
I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.
Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.
Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).
Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.
Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.
På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.
Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.
I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.
Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.
Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.
Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.
I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.
Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.
I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.
Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.
Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.
Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.
I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.
Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.
Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.
Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.
Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.
Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.
Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.
Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.
Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.
Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.
Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.
I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.
Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.
Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.
Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.
På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.
På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.
Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.
Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.
Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.
Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.
Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.
Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.
Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.
Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.
Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.
Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.
Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.
Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.
Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.
Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.
Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.
Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.
Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.
Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.
Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.
Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.
Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.
I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.
Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.
Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.
Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.
Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.
En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.
Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.
Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.
Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.
Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.
Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind.
Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:
Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:
Juni 8, 2019
På jagt efter Mærsk-Familien
Hun var ikke fra Ballum. Forkerte fakta flere steder. 20 mio. kr. til 80 Ballum-huse. Ballum havde 48 gårde. Mange var på søen. Hvornår hører vi om Mærsk første gang? Navnet Mærsk breder sig. Kræmmer Mads Hansen Mærsk efter lader sig mest opmærksomhed. Et stort hus i Husum Ballum. En af egnens rigeste mænd. Hans Mærsk fyret som delefoged. Her har vi A.P. Møllers bedstefar. Mærsk-navnet ikke mere så udbredt. Vi kunne også have startet ved Rømø kirke. Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab. Masser af forliser. Som 12 – årig på langfart til USA. Vigtig forbindelse til Dragør – rederi. Arrangeret ægteskab fører til 10 børn. Svigerfar drukner. Dampskibsselskabet Laura. Dampskibsselskabet Svendborg A/S. Selskabet vokser. Hr. Møllers sølvske bliver til guld. Landets førende og frygtindgydende erhvervsmand. Aviser mærker Hr. Møllers utilfredshed. Ingen tilladelse fra Justitsministeriet. Imponerende samfundsstøtte.
Hun var ikke fra Ballum
Nogle gange skriver vi utilsigtet noget, som måske ikke stemmer overens med sandheden. Grunden er vi måske har brugt en forkert historisk kilde. Men så er det godt, at vi har opmærksomme læsere, der kan hjælpe os med at findeden rigtige historie.
En af de historier, der nødvendigvis ikke er helt rigtig er en historie i artiklen ”Ballum – dengang”. Her skriver vi følgende:
Men se andre steder, står det, at Kirsten var Rømø – pige. Egentlig burde det vel have stået:
Forkert fakta flere steder
Nu har ”Den Gamle redaktør” godt nok lige tjekket efter i arkiverne. Og der står sandelig flere steder, at Mærsk Mc-Kinney Møllers oldemor Kiersten Pedersdatter Mærsk var født i Ballum og det var fra hende navnet Mærsk stammer. Og ordet betyder slet og ret marsk på sønderjysk. Ja og i en artikel i Information står det sandelig, at Mærsk – familien er fra Fanø.
Ja det er sandelig en grund til, at Mærsk er så gavmild med donationer, når det gælder Sønderjylland.
20 millioner til 80 ”Ballum-huse”
Tænk engang, de syv små Ballum’ er fik 20 millioner kroner til restaurering af gamle huse. Men nu hører landbyerne også i den absolutte superliga, når det gælder bevaringsværdige huse. I alt 80 huse fik glæde af millionerne.
Men lad os starte fra begyndelsen.
Ballum havde 48 gårde
Ballum havde fra gammel tid haft 48 gårde. Bønderne var var den bærende del af samfundet, men der var også et anseeligt antal gadehusmænd. Det frem går af en bemærkning i Riberhus lens jordebog 1602 – 03, at Peder Rantzau, Trøjborg i Ballum sogn har givet en stor ”hob” gadehusmænd tilladelse til at bygge og nedsætte sig i Ballum mod at forrette arbejde til Trøjborg. Antallet af nye huse udgjorde noget over tre snese.
Mange var i Flåden
Fra 1723-24 kunne man i lægdsrullerne for de 14 til 35 årige se, hvor mange der var til søs og hvor:
Hvornår hører man første gang om Mærsk
Der har været en del ikke underbyggede myter om Mærsk navnets opståen. Navnet forbindes med fire gårde som indtil 1634 lå ud for Ballum Enge syd for Brede Å.
Hele deres historie kender man ikke. Men det vides, at Biskop Peder Lykke den 3. juni 1417 forlenede forskelligt gods til Hr. (Ridder) Morten Jensen (Gørsting) heriblandt afgiften af ”Hollænderne i Ballum Mærsk”.
Disse fire gårde blev offer for stormfloden i 1634. Efter studier af jordebøger og skatteregnskaber ser det ud til, at navnet Mærsk begynder at optræde 1634/35 og fremefter.
Navnet Mærsk breder sig
Der boede en Anders Nielsen Mærsk født 1617 og død 1698 i Højbjerg. Christian Nielsen Mærsk født 1620 og død 1705 var fra Mjolden sogn. Begge var sønner af Niels Christensen Mærsk i Østerende.
Navnet breder sig de følgende år. Tilsyneladende var det ikke så ringe at hedde Mærsk. Svigersønner i familien overtog Mærsk navnet med konen.
Kræmmer Mads Hansen Mærsk efterlader sig mest opmærksomhed
Den familie, der nok har efterladt sig størst opmærksomhed dengang er kræmmer Mads Hansen Mærsk og Dorthe Hansdatter. De boede i Husum Ballum omkring år 1700. Den nuværende adresse er Mølbyvej 3. Men det er nok tvivlsom, om der er mere tilbage af huset.
Mads Hansen, enken Karen og Hans Hansen af Højbjerg nævnes som værende søskende.
Et stort hus i Husum Ballum
Mads Hansen Mærsk begyndte måske sin kræmmertilværelse i Husum Ballum hos den daværende kræmmer Peder Nielsen. Mads Hansen Mærsk` kone, Dorthe dør i 1731. Skiftet er meget omfattende. Hele 12 gange mødes skiftemyndighederne.
Det var ikke et helt lille hus. Hele 17 fag plus 6 fag lade og stald bestod det af. Det var et righoldigt udstyr af alt. Så det så ud som om, at de var ret velstillede.
Kræmmerbodens omfattende varelager giver et ganske spændende indblik i, hvad der blev brugt dengang. Der var varer til landbruget, håndværkeren, husholdningen, skolebrug, andagts- og kirkebrug. Der var gryn, brændevin, kirsebærlikør, tobakspiber, kniplinger m.m.
En af egnens rigeste mænd
Der var udstående fordringer, og der blev leveret varer fra bl.a. Flensborg, Aabenraa, Tønder og Sild.
Til deling mellem faderen og børnene var det 2.877 rigsdaler, så alt så ud til at Mads Hansen Mærsk var en af egnens rigeste mænd.
Mads og Dorthe satte 14 børn i verden. Men ved moderens død var der kun 8, der var i live.
Hans Mærsk fyret som delefoged
Den ældste søn, Hans blev gift med Lene fra Holm ved Brarup. De fik 8 børn. Han var en tid delfoged i Ballum. Der bor stadig efterkommere af denne del af familien rundt om i det ganske land.
Hans Mærsk var tilsyneladende en stor modsætning til sin fader. Han blev udnævnt som delefoged i 1734. Men det varede kun til 1739. Han blev af mange årsager sat fra sin bestilling. Han var brovtende og havde et stort pengeforbrug. Han fik heller ikke afregnet med grevskabet eller sine søskende. Det førte til adskillige retssager. På et tidspunkt sad han i arrest på Schackenborg.
Maren blev gift med Henrik Muusmand i Borg, Brede og fik 7 børn. Af disse er det også i dag mange efterkommere.
Karen Blev gift med Tobias Nielsen, Kannikhus, Møgeltønder. Tobias var søn af tidligere ostindienfarer, Niels Jensen. Parret fik adskillige børn. De boede først i Kannikhus, men blev så fæstere i Slotsgaden. De skulle bage brød til borgerne som en del af indfæstningen.
Her har vi A.P. Møllers bedstefar
En af Karens sønner blev opkaldt efter bedstefar Mads Mærsk i Ballum. Han flyttede senere til Rømø, hvor sønnen Peder Mærsks datter Kiersten Pedersdatter Mærsk blev gift med Hans Petersen Møller, der var bedstefar til skibsredder A.P. Møller. Se nu er vi så inde på det, vi var på jagt efter. Og vi fik bekræftet, at Kiersten var fra Rømø.
Altså ægtefolkene, Kirsten (Kiersten) og H.P.P. Møller er begge rømsere. Kiersten er datter af Anne Kirstene Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk. Såvel Anne Kirstine Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk er født på Rømø. Peder Madsen Mærsks far – Mads Tobias Mærsk er født i Kannikhus ved Møgeltønder i 1734. Han flytter til Rømø i 1770, da han bliver gift med enken Kirsten Jespersen fra Rømø. I 1771 får de sønnen peder Madsen Mærsk.
Leena var først gift med Hans Kallesen, Tønder, der døde. Hun blev gift anden gang med organist Claus Holst, Højer.
Anna blev gift med skipper Christian Krag, Højer. De fik mindst 7 børn. Cathrine blev gift med Claus Könnrmann, Aabenraa. De fik mindst 7 børn.
Mærsk – navnet ikke mere så udbredt
Tilbage til kræmmerparret. De forstod at udbygge og drive deres handel. Men kreditgivning giver tab, og det kunne ses efter det ret store beløb, der måtteafskrives ved skifteopgørelsen.
Mads Mærsk døde i 1733 hos sin datter Maren og Henrik Muusmann i Borg. Den yngste søn Mouritz døde i 1738.
Efter aftale ordnede hans Mærsk begravelsen. Det gjorde med en udførlig opgørelse over udgifterne til skifteretten. Selv om der i Ballum sogn er mange, der vil kunne finde Mærsk navnet blandt deres aner, må man alligevel konstatere, at det er mange år siden at navnet har været registreret som efternavn i Ballum sogn.
Vi kunne også have startet fra Rømø Kirke
Nu kunne man jo også have startet denne fortælling ved Rømø Kirke. Men så havde vi næppe hilst på så mange fra familien Mærsk. Her ved kirken finder vi en mindesten rejst af A.P. Møller over Laust Michelsen og hvorfor nu det?
Jo, lad os lige læse, hvad der står på denne mindesten:
Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab
Ja her starter tillige en særdeles dramatisk historie, som vi til dels allerede har beskrevet i tidligere artikler om Rømø. Laust Michelsen var hvalfangstkommandør og tjente til livets udkomme under de hårdeste vilkår i arktiske farvande.
I første halvdel af 1700-tallet havde Laust bopæl i Vråby på Rømø. Han levede også en overgang med at fiske østers og skipper på mindre skibe i Vadehavet. Han blev landfoged i Sønderland. Han stod bag opførslen af skolen i Sønderby. Han kæmpede ihærdigt for bedre undervisning af øens børn.
Blandt Laust Michelsens 21 børn var datteren Maren af tredje ægteskab. Maren giftede sig med kommandør hans Peter Petersen, der døde af skørbrug i 1777 under en hvalfangstekspedition til polaregnene. Knap 14 dage senere blev skibet skruet ned ad Grønlandsisen. Ved forliset blev Hans Peter Petersen i sin kiste sat ud på en isflage og således overgivet til havet.
Forlist ved Spanien
De to havde fået sønnen Peter Hansen Møller. Han fulgte i slægtens fodspor og blev kaptajn. Efter nogle år lagde han op for at gå på land. Men han ville dog lige tage en sidste rejse som styrmand og det var for sin søn, kaptajn Peter Andersen Petersen Møller. Denne tur blev skæbnesvangert for både far og søn. Under en voldsom storm totalforliste skibet ud for Spaniens nordkyst den 12. februar 1820. Alle ombordværende omkom.
Den unge Peter Andersen Petersen Møller havde været gift med Anna Catharina Pederdatter. Hun stod nu alene med parrets to små piger og en lille dreng. Efter tabet af ægtemanden levede familien under trykkede økonomiske kår. Moderen sendte sønnen til Hamborg, hvor han skulle søge hyre som skibsdreng.
Som 12-årig på langfart
Drengen var Hans Peter Petersen Møller, der blev født 1. juli 1810 i Havneby på Rømø. Han var blot 12 år gammel, da han sejlede på langfart til Amerika. H.P.P. Møller tog senere styrmandseksamen og den 26. oktober 1835 giftede han sig med Kiersten Pedersdatter Mærsk. Vi er tilbage til fortællingen fra før. Senere blev han antaget som skibsfører hos det store Chr. Broberg & Søn. Det var både handelshus og sejlskibsrederi.
Også den nyslåede kaptajn oplevede mange dramatiske episoder til søs. Men han slap med livet i behold modsat så mange andre i slægten.
Mange dramaer til søs
Allerede i november 1843 kæntrede og sank hans skib skonnerten ”Sct. Thomas” syd for Sardinien. Kaptajn Møller og fem mand drev omkring i en jolle i tre døgn uden vand og proviant. Til sidst blev de reddet af et andet skib. Men da var fire besætningsmedlemmer omkommet.
Efter forliset kom Hans Peter Petersen Møller tilbage i en anden ”Sct. Thomas”. Men den 10. januar 1853 strandede dette skib ved Hornbæk efter voldsomt snevejr. Skibet blev slået til vrag. Nu ønskede H.P.P. Møller ikke at friste skæbnen yderligere. Den religiøse kaptajn mente, at nu havde Herren advaret ham tilstrækkelig. Så nu valgte han at gå i9 land. Trods drillerier fra de øvrige mænd på Rømø valgte han at gå på land. Her levede han efter hans egne ord som ”en simpel bonde” indtil sin død på slægtsgården. Han havde fået fem børn – to drenge og tre piger.
Egentlig ingen lyst til at tage til søs
Den ene af de to søfarende venner omkom på havet i en ung alder. Den anden søn hed Peter Mærsk Møller. Han blev født i den lille slægtsgård i Østerby. Saltvandet var nærmest kommet ind med modermælken. Den unge Peter Mærsk Møller blev kahytsdreng om bord på faderens skonnert ”Sct. Thomas”.
Ifølge hans erindringer var tilværelsen ikke præget af stor lyst:
P.M. Møller påmønstrede briggen ”Roda”, der afgik til Brasilien efter kaffe. I 1855 tog han styremandseksamen fra Flensborg Navigationsskole.
Efter en tid som hjælpelærer på skolen forhyrede han som Anden styrmand på en skonnertbrig, der sejlede i frugtfarten på Middelhavet. Peter Mærsk Møller fik næringsbevis som skipper, men familien mærkede atter, at havet var en barsk herre.
Den 7. januar 1859 omkom P.M. Møllers lillebror, matros Peter Andersen Møller, i en alder af blot 18 år ved forlis.
Vigtig forbindelse til Rederi H.N. Jeppesen
Møller – familien boede på dette tidspunkt i Dragør. Her blev afgørende forbindelser knyttet. En af byens førende rederier blev drevet af H.N. Jeppesen. Hovedparten af dennes døtre blev bortgiftet til mænd, der havde deres hverv på havet. Disse blev efterhånden indlemmet i rederiet.
I 1862 blev P.M. Møller kaptajn på H.N. Jeppesens skib ”Prima”. De to familier blev tæt knyttet sammen, da P.M. Møller den 8. december 1864 giftede sig med skibsredderens ældste datter, Ane Hans Jeppesen, der blev kaldt Anna.
Arrangeret ægteskab førte dog til 10 børn
Noget tyder på, at dette ægteskab var arrangeret over et glas en sen aftentime. Men kærlighed spillede nu også ind.
Denne Anna var ”en mere end almindeligt ambitiøs Dragørkvinde”. Hun var en betydelig drivkraft bag etableringen af dampskibsselskabet. Hun stod trofast ved hendes mands side. I en periode på 18 år fødte Anna 12 børn. I gennemsnit blev de 10 overlevende 80 år gamle.
Om bord på ”Valkyrien”
P.M. Møller var en anerkendt og dygtig kaptajn, men han oplevede dog skibsforlis. I 1874 overtog han kommandoen på svigerfars store bark ”Valkyrien”. Han købte fjerdeparten for 11.516 kr. Allerede på jomfrurejsen grundstødte skibet.
Valkyrien var på daværende tidspunkt Danmarks næststørste sejlskib. Skibet fragtede kul, rum og frugte. Det anløb både London, havne i Middelhavet samt de Vestindiske Øer. I december 1883 oplevede Valkyrien endnu et forlis. Men P.M. Møller overlevede.
Svigerfar druknede
Annas magtfulde far havde udset sig svigersønnen som kompagnon og efterfølger. Men ak. Svigerfar var druknet ved kæntring med en jolle i havnen. Og familien kunne ikke ens med at videreføre firmaet.
I december 1884 var de familiære spændinger blevet uholdbar. Al bagage blev stuvet sammen på et skib og selv tog de med toget til Svenborg, hvor de havde købt en villa.
P.M. Møller besluttede, at tage førerbevis til dampskib. Han måtte tage til takke med hvervet som 2. styrmand efter at have været skibsfører i 25 år.
Dampskibsselskabet Laura
I juni 1886 stiftede han Dampskibsselskabet Laura, der overtog dampskibet ”Laura”. Prisen var 18.000 kr. Skibets skorsten blev omgivet af et blåt bælte, der på hver side havde en hvid syvstjerne, der siden blev bomærket for Rederiet.
I 1898 gik han på land og overdrog skibet til sin ældste søn, Hans N.J. Møller. Erfaringerne viste, at det var i dampskibe, at fremtiden skulle findes. I talrige indlæg forsøgte P.M. Møller at overbevise det maritime Svenborg, at dampskibe var fremtiden.
Dampskibsselskabet Svendborg A/S
Det var stor modstand mod dette. Men i 1904 lykkedes det at etablere Dampskibsselskabet Svendborg A/S, der blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed under navnet A.P. Møller-Mærsk. P.M. Møller og hans ihærdige søn Arnold Peter Mærsk fik endelig startet selskabet med en aktiekapital på 150.000 kr. Selv tegnede Peter Mærsk Møller aktier for 12.000 kr.
P.M. Møller blev selv 90 år gammel og Anna nåede 80 år.
De to blev begravet på Sct. Jørgens Kirkegård i Svendborg.
Selskabet vokser
Mærsk McKinney Møller blev i 1940 medindehaver og varetog interesserne fra USA 1940 – 48. Efter 2. Verdenskrig blev der gennemført en enestående genopbygning af flåden, der i 1960 var en af verdens største private rederier.
Den samlede virksomhed voksede stærkt i 1950’erne og 60’erne bl.a. med store aktiviteter i industrien. Vi så også etableringen af Dansk Supermarked og Mærsk Air. Men ikke mindst olie – og gasudviklingen i Nordsøen fik stor betydning.
Peter Mærsk Møller døde i 1927. Arnold Peter Møller blev også kaldt ”onkel Arnold. Besætningerne i Mærsk flåden kaldte ham også deres påholdende reder. Han døde i 1965. Sønnen blev født den 13. juli 1913. Også han fik et langt aktivt liv, der også var rigt på begivenheder.
Hr. Møller’ s sølvske blev af guld
Man kan sige, at han blev født med en sølvske i munden, men da han døde var den forvandlet til højeste karat. Det var ikke uden grund, at han havde fået en elefantorden. Kun etatsråd H.N. Andersen og Niels Bohr har vel i nyere tid fået en tilsvarende ære bortset fra den kongelige familie.
Der er begået EU – lovbrud, tvivlsom international kartelsamarbejde, som bedrog kunderne. Der er begået økonomisk udnyttelse af Irak – krigen. Det er metoder, der ikke er ukendte i international business. Men indsatsen er trods alt begået af ansatte i det verdensomspændende Mærsk – koncern med hele 117.000 ansatte.
Der er efterladt store markante, kontroversielle og arkitektoniske mindesmærker med anlæggelse af Amaliehaven og Den Kongelige Opera. For arkitekt Henning Larsen var sidstnævnte nok en blandet fornøjelse.
Landets førende og respektindgydende erhvervsmand
Hr. Møller fremstod fra 1970 som landets førende og respektindgydende erhvervsmand. Hr. Møller glemte ikke dem, der kom på tværs. Det amerikanske Sealand blev opkøbt, og for en gigantsum af 17,1 milliarder kroner blev også P&O Nedlloyd overtaget.
Aviser mærkede Hr. Møller’ s utilfredshed
Efter en dødsulykke på Lindø-værftet skrev Information en række artikler om hændelsen. Det indbragte Cavling-prisen. Så var det ellers slut med Mærsk – annoncer i dette blad. Hr. Møller glemmer som skrevet ikke.
Også Berlingske Tidende mærkede, at man ikke bare skulle skrive, hvad der faldt dem ind. I efteråret 1999 blev trykt en række kontroversielle artikler om det A.P. Møller kontrollerede Riffelsyndikatet (DISA) alt for villige leverancer til den tyske værnemagt under den tyske besættelse. DISA gik uden om de danske myndigheder og tog for store avancer i deres iver for at handle med tyskerne. Dette blev også dokumenteret i en bog. Dette kostede hvis nok også en redaktør jobbet.
Ingen tilladelse fra Justitsministeriet
Og så var det også en del uklarheder omkring overførelse af Familiefonden til skattefrie Lichtenstein. Flytningen var sket uden tilladelse fra Justitsministeriet. Det endte med, at Nationalbanken spærrede for Familiefondens konto i danske Bank.
Imponerende samfundsstøtte
Hr. Møller var ikke en stor demokrat. Men han besad det talent og de egenskaber, der er nødvendige for at begå sig i moderne big business hjemme og ude i den store verden. Han havde en vision og fortsatte med stor succes sin fars arbejde. Han placere sig i rækken efter C.F. Tietgen og H.N. Andersen.
Han blev en ganske imponerende samfundsstøtte. Og det kan især Sønderjylland glæde sig over. Han glemte aldrig sine slægters ophav fra Rømø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 174 artikler fra Sønderjylland herunder:
Ballum:
Rømø:
I relation til artiklen:
Riffelsyndikatet
Juni 5, 2019
Var Afstemningen i 1920 retfærdig?
Hertugdømmerne var delt på kryds og tværs. De Tyske og Danske Nationalister. En anden bevægelse i Tyskland. ”Det skal ej ske. Danmark holdt fast i Ejder – grænsen. 30.000 sønderjyder i kamp for kejseren. Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse. Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse. Historiebøgerne omtaler det som en retfærdig proces. Påskekrisen. Tysk hjemmeside tager også fejl. Scavenius var meget forsigtig. Tysk ambassadør havde en snu plan. Tyskerne opfattede det som en lusket plan. Danskerne ville have Flensborg. Niebüll blev ny forvaltningsby. Tysk flertal i og omkring Tønder. Var H.V. Clausens antagelser rigtige? Den naturlige grænse. Hvad med afvandingen? Tønder var en tysk by og Rigsdagen i Berlin ville beholde den. Havde Nordslesvig nu så meget til fælles med ”Det Gamle Land? Kongen red på den ”hvide” hest. Salget af De Vestindiske Øer kunne betale noget af udgifterne. Tilgangen til Sønderjyllands historie var meget forskellig. Ofte er der fortalt noget sludder.
Hertugdømmerne delt på kryds og tværs
Hertugdømmerne var blevet delt på kryds og tværs i forbindelse med arvedelinger. Men det var her tale om opdelinger af økonomisk, dynastisk og juridisk art. Det var ikke en opdeling på sproglig eller national art. Sidstnævnte kom først på banen efter nationalismens fremkomst efter Napoleons – krigene og for hertugdømmernes vedkommende først i løbet af 1830’erne.
De første to nationalt inspirerede delingslinjer som blev aktuelle var Ejderen og Kongeåen. Der var nationalistiske strømninger fra de to nabolande Danmark og Det Tyske Forbund.
En bevægelse i Tyskland
Således opstod der i Tyskland en bevægelse, der ville samle lande med tysk sprog og kultur i et land. Bevægelsen blev anset for at være samfundsomstyrtende og revolutionær da den satte en national enhed højere end de daværende enheder, der typisk var dynamisk betinget. Bevægelsen blev da også søgt imødegået fra magthaverne i de enkelte tyske delstater.
De tyske nationalister
For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag.
På grund af det tætte bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten om med henvisning til formuleringerne i Ribeforliget af 1460 anså man også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette blev bestyrket i af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.
De danske nationalister
Tilsvarende havde man fra dansk – national side et ønske om en dansk nation, der bortset fra de fjerntliggende atlantiske besiddelser kun rummede befolkningen i dansktalende dele. Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor, det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.
Et kompromis synes ikke muligt. Det var en del af baggrunden for det oprør, der brød ud i hertugdømmerne i 1848. Dette videreførtes i den første slesvigske krig, treårskrigen fra 1848 til 1850.
Det skal ej ske
I forbindelse med denne krig opstod der tanker om en grænselinje, der ikke var defineret ud fra fortid, men som tog hensyn til de nuværende sproglige forhold og som derfor indebar en grænse mellem to yderligheder.
Denne tanke fandt dog ingen genklang i Danmark. Frederik den Syvende affærdigede dem med ordene:
Holdningen dengang var, at Danmarks grænse lå ved Ejderen.
Danmark holdt fast i Ejder – grænsen
Tanken om delingen af befolkningen opstod også i 1863. Men som følge af november – forfatningen i 1863, der søgte at knytte Slesvig til kongeriget i strid med internationale aftaler brød Anden Slesvigske krig ud.
Selv under fredsforhandlingerne i Wien holdt Danmark fast i Ejder – grænsen. Resultatet var, at grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Og paragraf fem blev afskaffet i 1878. Så var det slut med at stemme sig til Danmark.
Efter nederlaget i 1864 satsede man fra rigsdansk og sønderjysk side målbevidst med at bevare det sønderjyske sprog.
30.000 sønderjyder i krig for kejseren
Tusinder og atter tusinder af dansksindede sønderjyder aftjente deres værnepligt for kejseren under Første Verdenskrig og faldt for ham. Omkring 30.000 mænd fra landsdelen kæmpede som soldater under tysk flag. Af disse mistede ikke færre end 5.270 livet i kampene på krigens forskellige fronter, flest i skyttegravskrigene ved vestfronten. De efterlod 1.500 unge enker og 5.000 faderløse børn. Omkring 7.000 vendte hjem som krigsinvalider, mens ca. 4.000 måtte tilbringe kortere eller længere tid i krigsfangelejre i Rusland, Frankrig og England.
Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse
Der brød revolution ud i et krigstræt Tyskland i begyndelsen af november 1918. Kejseren blev afsat og flygtede til Holland.
Pludselig talte den amerikanske præsident Wilson om selvbestemmelsesret. Dette indvarslede afstemninger om grænsedragninger i Europa. Pludselig lykkedes det at få spørgsmålet med på fredskonferencen i Paris i 1919. For de sejrende magter havde spørgsmålet dog ringe betydning.
Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse
Det blev foreslået så tidligt, at vælgerforeninger i Nordslesvig kunne nå at lægge en plan. Og det var vigtigt i den plan, at bevare Tønder på danske hænder.
Magister H.V. Clausen havde allerede i 1901 lagt en grænselinje. Den var kendt som Clausen-Linjen. Ved Tønder gik Clausen – linjen fem kilometer syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen. Dermed kom en række klart tyske områder med i afstemningszonen. Det var den, der senere kom til hedde afstemningszone 1.
Vælgerforeningens holdning fandt støtte i den danske regering. Siden godkendte den internationale kommission også denne linje. Den streg blev egentlig ikke slået ved fredstraktaten. Den var slået længe før.
Historiebøgerne omtalte det som en retfærdig proces
Hele processen blev senere i historiebøger omtalt som en retfærdig proces. Det nævnes som et forbillede for fornuftig løsning af territoriale spørgsmål andre steder. Kigger man på tyske fremstillinger, ja så synes de ikke, at det var helt retfærdigt.
Som modtræk foreslog tyskerne, at man lavede en – en bloc afstemning for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Men det blev dog afvist.
Påskekrisen
Men regeringen var ikke meget for det. De ønskede ikke at reagere over for et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade Danmarks sikkerhed.
Christian den Tiende var glad for Flensborg, men ikke for Zahle, når denne ikke engang ville kæmpe for denne by. Op under påske fyrede kongen så Zahle. Socialdemokratiet med Stauning varslede generalstrejke. Der blev råbt ”Statskup” og ”Republik” rundt om i Københavns gader.
Kongen blev hjulpet ud af krisen af bl.a. Stauning. Han foreslog en upolitisk regering ledet af en jurist, ligesom der straks skulle udskrives valg.
Tysk hjemmeside tager også fejl
Stærke danske kræfter havde presset på, at hertugdømmet Slesvig, der førte Preussen op til Kongeåen blev ”genforenet med Danmark. Der blev afholdt to folkeafstemninger i grænselandet i 1920 for at få dette afklaret. Ja sådan står det på en tysk hjemmeside. Men det er nu ikke helt korrekt, som så meget andet, når vi taler om 1920. Det var faktisk tyskerne, der henvendte sig først. Den danske regering var bange for at presse på. De ønskede gode forhold til den mægtige nabo i syd.
Scavenius var meget forsigtig
Scavenius især var ikke meget for, at skulle slås med et tysk mindretal. Der var forlydender fremme, at de allierede ville skade tyskerne mest muligt ved at give Danmark hele Slesvig. Disse kræfter kunne let få støtte af ”Dannevirke – folk”.
Scavenius udtrykte det klart på et møde den 11. februar 1919:
Tysk ambassadør med snu plan
Det skortede ikke med advarsler mod Danmark, der forsøgte at få så stort et område som muligt. Klarest udtrykt af den tyske ambassadør Rantzau, der så en fordel i et stort tysk mindretal i Danmark da det:
Tyskerne opfattede det som lusket fremgangsmåde
Som bekendt blev afstemningen delt i to, og der blev stemt en bloc. I zone 1 var der et klart flertal for Danmark. Der blev ikke taget hensyn til, at der i byer som Aabenraa, Sønderborg og Tønder var et klart flertal for tyskerne. For sidst deltes vedkommende kommer vi tilbage.
Tyskerne opfattede dette som en lusket fremgangsmåde. Her havde man i forvejen affundet sig med krigsnederlaget. Man havde nok ikke lige regnet med, at dette spørgsmål også kom op.
Danskerne ville have Flensborg
Efter Påskekrisen stod det klart, at grænsen mellem 1. og 2. zone skulle være den nye nationalgrænse.
Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark. Byen havde kun haft tysk flertal ved folkeafstemningen, fordi der siden 1864 havde været bevidst tysk politik at fortyske byen med tilflyttere.
Niebüll – ny forvaltningsby
I anden zone opstod der nu en meget heftig propagandakamp. Bortset fra to landsbyer på den vestlige del af øen Föhr, var der tysk flertal i alle kommuner i zone 2.
I den østlige halvdel forløb grænsen mellem de gamle preussiske amtsgrænser. I den vestlige del skete der ting og sager. Kreis Südtondern blev dannet med det resterende område mod syd med øerne Amrum, Sild og Föhr. Forvaltningsbyen blev landsbyen Niebüll.
Friserne valgte tyskerne
Det står heller ikke i historiebøgerne, at friserne valgte side. De valgte tyskerne. Det vil sige, at i 1923 dannede man den Dansk – Frisiske Forening. De har sikkert valgt dansk.
Der var stadigvæk optimistiske danskere, der ville have grænsen ned til Ejderen. Men det var den danske regering egentlig imod.
Tysk flertal i og omkring Tønder
I den vestlige del blev det store Tønder Amt gennemskåret og amtsbyen Tønder kom til Danmark.
Det var ikke blot Tønder, Ubjerg og Højer, der havde tysk flertal. Men der var også tysk flertal i hele 10 kommuner øst herfor.
Var H.V. Clausens antagelser rigtige?
H.V. Clausen havde ikke dokumenteret de sproglige beviser andet end, at det havde været fremlagt i Illustreret Tidende og i Danmarks Kultur. Sprogstatistikken på landet viste næsten 100 pct. dansk på landet i Nordslesvig. Det overvældende andel af tysktalende i byerne blev affærdiget med at de på grund af deres ringe størrelse ikke betød så meget.
Og så brugte Clausen også argumentet med, at sproggrænsen:
Clausen antager, at de dansktalende i Nordslesvig ønskede en afståelse til Danmark. Men der er nu nogle problemer i denne antagelse.
For det første er det ikke veldefineret, hvad det menes med dansktalende. For sønderjysk blev også brugt af det tyske mindretal. Og hvordan blev friserne behandlet i statistikken. Det er muligt, at friserne som ikke tysk – talende blev behandlet som dansk talende.
For det andet er sproglig tilknytning ikke nødvendigvis det samme som politisk eller national tilknytning. Dansksindede kunne på grund af familiemæssige eller erhvervsmæssige forhold også have ønsket om en forbliven i Tyskland.
Den naturlige grænse
Clausen undgår bevidst, at tage stilling til sproggrænsen ved Flensborg. Man kunne have forventet, at han gjorde det samme ved Tønder, hvor hans dokumentation er tvivlsom, og hvor der er anført at:
Clausen nævner også, at Møgeltønder havde været et gammel dansk enklaveområde og at Rørkær lige øst for Tønder var at betragte som en kendt dansk kommune, som opvejede tyskheden i Tønder by og Ubjerg Sogn.
Sandsynligt er det at Clausen har tillagt marsken en stor vægt som en naturlig grænse. Men der blev taget en ordentlig bid af Tønders handelsmæssige opland.
Hvad nu med afvandingen?
Efter afstemningen blev problemet omkring afvanding af Tøndermarsken forelagt den internationale kommission. Fra dansk side ønskede man at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt dansk område. Det britiske formandskab afslog dog dette forslag.
Der var jo også lige delingslinjen som tyskerne foreslog. Den gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer, men syd om Møgeltønder. Han nævner muligheden for at få tysksindede til at stemme dansk
”Tønder var en tysk by”
Særlig i Tønder kom det til protester, da det i februar 1919 blev kendt hvordan folkeafstemningen skulle afvikles. Byrådet vedtog med alle stemmer undtagen den senere som dansk kendte Claus Eskildsen at:
Rigsdagen i Berlin ville beholde Tønder
Man fandt støtte i en erklæring fra udenrigsministeriet i Berlin om at:
For det tyske mindretal i Tønder og resten af Nordslesvig betød afstemningens tilrettelæggelse et konkret angrebspunkt. Tyskerne havde underskrevet fredstraktaten under protest. Grænsen mod Danmark var således heller ikke aftalt direkte med Danmark, men med sejrsmagterne. Dette passede sikkert Scavenius meget godt.
Og historien om gadeskiltene i Tønder og om de tyske borgmestre helt frem til 1937 kan I læse her på hjemmesiden
Den 10. februar er en festdag
Den 10. februar 1920 var en stor dag. Ja det bliver nu til dags betragtet som en festdag. Der var afstemning i Zone 1. Og egentlig var svaret givet på forhånd. Det er da også fin nok, at man vil fejre sammensmeltningen med Danmark som en Genforening. Men som vi tidligere har anført så kniber dette ordbrug, hvis vi skal se rent historisk på det.
Kigger vi også i historiebøgerne, så må man sandelig heller ikke anfægte valget dengang. Alt gik helt rigtigt til, og det var jo en international komité til at kigge på det hele.
Tyskland havde tabt krigen og var blevet tvunget til en ydmygende og kostbar fred. Kejseren var selv landflygtig.
Havde de så meget til fælles?
Men det gamle land og den sønderjyske landsdel har ret beset aldrig haft så meget til fælles. Hverken politisk, retligt eller administrativt havde Kongeriget og Slesvig tidligere været ensartede, ej heller før adskillelsen i 1864.
Og økonomisk jævnbyrdige har de nu heller ikke været. Det skulle senere vise sig.
Infrastruktur nedslidt og forældet
Vejforbindelser og jernbanenet var nedslidt og forældet. Der var såvel sproglige og kulturelle forskelligheder, der skulle overvindes. Det tog tid, inden de normale danske livsformer og vilkår blev naturlige for sønderjyderne.
Militær og pas
Den 5. maj 1920 rykkede der danske tropper ind i Sønderjylland. Efter at der var etableret en effektiv spærring af grænsen mellem 1. og 2. zone skulle, blev den danske kronemønt indført som betalingsmiddel.
Natten mellem den 26. og 27. maj blev der indført pastvang med tilhørende paskontrol ved den ny grænse, hvilket var et helt konkret udtryk for, at det gamle hertugdømme Slesvig nu endelig var delt op i et dansk Sønderjylland og et tysk Mellem – og Sydslesvig.
Den 10. juni endnu en festdag
Mens kongen havde handlet klodset i påsken, havde han en heldig hånd den 10. juni 1920. Det var dagen efter, at Rigsdagen havde vedtaget loven om indlemmelse af Sønderjylland.
Kongen på den ”hvide” hest
På den ”hvide” hest red han over grænsen, og i en genial ”improvisation” løftede han den lille pige, der rakte ham blomster op på hesten og omfavnede hende – ”den røvede datter” og red nogle hundrede meter med hende. Ikke et øje var tørt, heller ikke hos pastor Brarens plejedatter.
Jomfru Fannys forudsigelser
Kongen blev modtaget med storm. Mon ikke sønderjyderne havde glemt hans klodsede optræden blot få måneder forinden. Han var sikkert glad for sin krone. Nu kunne han starte på en frisk i sin kongerolle.
Hele ceremonien var koreograferet i overensstemmelse med Jomfru Fannys spådom. Kort før hendes død forudså hun i et syn ”Genforeningen”
Begivenhederne blev derfor nøje iscenesat, så de kunne leve op på drømmene og forventningerne.
Det var dyrt
Helt konkret kostede genopretningen af Sønderjyllands nedslidte infrastruktur og opbygningen af den danske forvaltning den danske stat i omegnen af 300 mio. kr. regnet i 1920 – priser. Det var et meget betydeligt beløb.
En medvirkende årsag til beløbets størrelse var, at den nye grænsedragning skar en region, der hidtil havde fungeret som administrativt helhed, midt over, hvilket i forvandlingsmæssig henseende efterlod landsdelen nærmest på bar bund.
Salget af De Vestindiske Øer betalte en del
Og samtidig lå regionens største by, Flensborg nu syd for grænsen. Mange institutioner og forvaltningsstrukturer skulle derfor nærmest opbygges fra grunden.
Den danske stat fremskaffede det store beløb ved at optage et såkaldt ”genforeningslån” på 145 millioner kroner. Så besluttede man samtidig at anvende overskuddet fra salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 til genforeningsformål. Dette udgjorde i tidens priser omkring 153 mio. kr.
Uanset disse kunstgreb repræsenterede sammensmeltningen med Sønderjylland en meget betydelig belastning af de danske statsfinanser gennem de første år, hvilket dog på ingen måde dæmpede glæden over begivenheden, der først og fremmest opfattedes som en retfærdighedshandling over for landsdelens danske indbyggere og en delvis oprejsning efter ydmygelsen i 1864.
Manipulation i oversættelse
I 1840 udkom C.F. Allens ”Haandbog i Fædrelandets historie”. Her blev det betonet, at Sønderjylland var en del af Danmark, som kun tidernes ugunst var kommet til at stå i et løsøre forhold til kongeriget.
Da professor Niels Nicolai Falck fra Kiels Universitet selv kom til at spille en aktiv rolle i det nationale opgør og oversatte bogen, strøg han nogle væsentlige passager uden forfatterens viden.
Allen var bl.a. utilfreds med, at Falck ved omtalen af Slesvigs inkorporation i 1721 havde strøget ordene om:
Tilsvarende var omtalen af, at det slesvigske våben havde fået en mere fremtrædende placering i det danske rigsvåben
Forsvundet i den tyske udgave. Det samme gjaldt et afsnit om det danske sprogs skæbne i Slesvig.
Tilgangen til Sønderjyllands historie meget forskellig
Tilgangen til Sønderjyllands historie har været meget forskellig. I det meste af det 19. århundrede følte danske historikere sig kaldet til at påvise Danmarks statsretslige ankomst til hele Sønderjylland – og dermed at Danmark til Ejderen. Der blev her lagt væk på betydningen af inkorporation af den hertugelige del af Slesvig i 1721, og den dermed forbundne arvehyldning. Tilsvarende bestred man de tyske påstande om, at Slesvig og Holsten var ”up ewig ungedelt”. Man diskuterede augustenborgernes arveret og betonede landsdelens danske rod og særpræg. Samtidig blev al tysk i reglen fremstillet i de mørkeste farver.
Kursskifte med A.D. Jørgensen
Nederlaget i 1864 betød ikke nogen ændring – i første omgang. Det blev imidlertid en sønderjyde, historikeren A.D. Jørgensen – der senere også blev Danmarks første rigsarkivar, der i 1880’erne lagde grunden til kursskifte. I sine Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, der udkom i 1882, udtrykte A.D. Jørgensen håbet om, at man i Sønderjylland engang kunne nå frem til en ”national” grænsedragning.
Det var et grundlæggende brud med de hidtidige fortalere for den ”historiske ret”.
Skellet opretholdt i historiske værker
En anden ting er omtalen af Sønderjylland i det store Danmarkshistorie værker. Her er skellet ved Kongeåen opretholdt næsten helt op til vores tid. Det efterlader det mere principielle spørgsmål, hvem historikerne skriver Danmarkshistorien for og hvordan man i geografisk henseende skal afgrænse sin fremstilling.
Ingen vil vel anfægte at Sønderjylland i vikingetid og middelalder spiller en stor rolle for forståelsen af den politiske udvikling i det øvrige Danmark og dermed indtager en tilsvarende placering i fremstillingerne.
Der er sandelig også sagt sludder
I en af disse værker bd. 7 af Danmarks Historien for tiden 1914 – 1945, hævdes det at det danske og det tyske mindretal omtrent var lige store ca. 10.000 på hver side er noget rent sludder. Det tyske mindretal i Nordslesvig bestod af 30 – 35.000 personer og var dermed langt større end det danske mindretal i Sydslesvig.
Der står også følgende:
Dette er også noget sludder. Det forholdt sig jo lige modsat.
Hvis det havde været formålet med denne artikel, kunne vi ganske givet have fundet mange flere fejl i den historiske gengivelse af tiden omkring ”Genforeningen”
Sen tysk godkendelse af grænsedragningen
Den tysksindede befolkning i Nordslesvig havde allerede under Genforeningsfesten gjort det klart, at de ikke godvilligt ville affinde sig med den nye grænse. Først efter 1945 skete dette.
Må vi stadig sige Sønderjylland
Det er naturligvis ikke noget forkert i at fejre selve Genforeningen og de spektakulære begivenheder, det førte med sig. Men det største er egentlig ikke disse officielle mindedage.
Det største skete ikke på en bestemt dag eller i et bestemt år. Det var noget, der kom lidt efter lidt i en langstrakt kæde af hverdagsagtige enkeltheder, som blev levet og oplevet af ”almindelige mennesker”.
Land og folk i fællesskab magtede sammensmeltningen i en sådan grad, at den gamle grænse ved Kongeåen helt og aldeles blev udvisket. Man kan sige, at i dag er Sønderjylland vokset sammen med det øvrige Danmark. Og dog, dengang måtte man kun sige ”de sønderjyske landsdele” og i dag må man rent administrativt kun sige Sydjylland. Man må ikke sige Sønderjylland.
Kilde:
Det lykkedes os ikke at få fat i følgende (til dig der vil studere dette nærmere):
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.417 artikler, herunder
Under København 159 artikler:
Under Sønderjylland 173 artikler:
Under Tønder 245 artikler:
Under Aabenraa 145 artikler:
Under Højer 70 artikler:
Under Padborg/Kruså/Bov 57 artikler:
Under 1864 og De Slesvigske Krige 31 artikler:
Under Besættelsestiden (Før/Nu/efter) 280 artikler:
Juni 1, 2019
Minderne fra Nørrebro
Vi er atter på Nørrebro i begyndelsen af 1900 – tallet. Vi kigger atter indenfor i nogle virksomheder og kigger ud ad vinduerne. Petroleumsovnene var farlige. I de små lejligheder var der masser af børn. Der var stor drikfældighed og billig brændevin. En daglig vaskedag på 10 -12 timer. Lus blev fjernet på Marthahjemmet. Der var kadaverdisciplin i skolerne. Trafikken bredte sig. Imponerende var to – etagers vogne. Butikker havde åben til kl. 11. Vi besøger et par stykker. Og så var der lige en stenhugger i baggården. Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg. Under disken gemte man en dram til politibetjenten. Og så kom Brygger Jacobsen på et tidspunkt meget på Nørrebro. Her var også masser af køer om natten. I Nørrebrogade 53 var der meget fedt på vinduerne.
Petroleumsovnene ikke
Petroleumsovnene var ikke helt ufarlige. De var lette og kunne vælte. Det var ofte dem, man anvendte til at tænde op med. Men de skabte ofte ildebrande. Så var det bedre med en lille kakkelovn, hvor man i begyndelsen opvarmede med gamle aviser, gamle stoleben og hvad man ellers kunne finde af kasserede ting på lossepladserne.
Masser af børn
Der blev produceret mange børn dengang. Var moderen ikke gift, ja så blev nogle privat indkvarteret eller bortadopteret. Som enlig havde man ikke råd til at opfostre en hel masse børn dengang.
Vi har også tidligere i artikler skrevet, at barnefædre og ægtemænd pludselig forsvandt sporløst og derved unddrage sig ansvar og forpligtelser.
En halv snes børn i meget små lejligheder var absolut ikke et særsyn. Så måtte man klumpe sig sammen. Det kneb med at holde orden på noget som helst. Retirader og skarnskasser stod på rad og række nede i den lille mørke gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejligheden se rotterne muntre sig En god ide ved benyttelse af disse uhumske retirader var nok at banke med træsko eller lignende for at sikre sig lige adgang.
Stor drikfældighed
For at tjene penge måtte mor så i gang med at intensivere syningen eller rulle cigarer. Indtægterne var små og fattigdommen stor. Dertil kom også drikfældigheden. Værtshuse og kælderbeværtninger vrimlede det med på Nørrebro. Men balladen var også stor i nogle af kvarterene i bydelen.
Når vinduerne stod åbne sådan en sommerdag var man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen atter kommer fuld hjem. Det væsentlig havde han ikke med hjem.
Den billige brændevin
Den billige brændevin hørte med til de daglig fornødenheder. Synet af en tyk politimand i langskødet uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet, trækkende af sted med en sølle beruser, og en masse råbende ungdom efter sig, var ikke et særsyn.
I de tidlige morgentimer stod kvinderne med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at købe gammelt brød som de kunne mætte de mange sultne munde med.
En daglig vaskedag 10 – 12 timer
Jo kvinderne stod i skæret af søvnige petroleumslamper og sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørsten og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedre stillede medsøstre. En sådan vaskedag, tog normal 10 -12 timer og indbragte en dagløn på 2 kr.
Lus blev fjernet på Marthahjemmet
De mange barnefødsler og sliddet, der fulgte med ældede tidligt Nørrebros kvinder. Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var behængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus.
Man havde i skolen en man kaldte for ”Lusemor”. Men man kunne også få hjælp i Brohusgade. Her havde Diakonistiftelsen en poliklinik, der hed Marthahjemmet. Isenkræmmer/fabriksejer Anker Heegaard havde i sin tid givet grunden til ejendommen. Men her kunne man også klare orm, lus og fnat. Man blev behandlet i stuen.
På 1. sal lå en børnehave. På 2. sal var der en slags menighedssal. Oppe på 3. sal stod der senge. Her samlede man til tider efterladte børn, hvor far var på druktur, eller mor på hospital.
Fiskehandlere, skærslippere og lirekassemænd
Det var hestekørertøjer, der dominerede fra renovation til hestedrosker. Under høje råb faldbød gadesælgerne deres varer, der fortrinsvis omhandlede frugt, blomster og grøntsager, men ikke mindst fiskemandens røst:
Dette hidkaldte husmødrene, de ri stort tal strømmede til.
I gårdene kom der skæreslipperne, der med sin hæse røst afleverede en længere remse, der altid endte med:
Men først og fremmest var det lirekassemændene, hvoraf der fandtes et stort antal, der skabte liv i de små gårde. Næsten dagligt kom lirekassemanden. Mens han aflirede en række hvinende melodier, kappedes børnene at opsamle de i avispapir indsvøbte mønter og aflevere dem til ham.
Stefansgade var dengang kun anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane – linjen. Den ene station lå, der hvor Nørrebrovænge i dag ligger. Desuden var der anlagt et trinbræt ved Vedbækgade.
Over banelinjen var der ved Nørrebrogade anbragt en høj træbro, til brug for de travle fodgængere. Der foregik nemlig langvarige rangeringer på dette sted, hvorfor bommene ville være nede i længere tid af gangen. Børnene elskede at lade sig indhylde i damp fra de rangerende lokomotiver. Lange rækker af kørertøjer på Nørrebrogade holdt næsten konstant i kø.
Tumleplads for kvarterets børn
Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå i enlig majestæt, det gamle nu for længst nedlagte hvidtølsbryggeri ”Hafnia” nu til venstre. Til højre strakte sig et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Området blev først spærret af den sparsomme bebyggelse ved Nordre Fasanvej. På dette område var det en herlig tumleplads for kvarterets børn.
De mange skoler på Nørrebro
Ja efterhånden var der mange skoler på Nørrebro, både friskoler og betalingsskoler. Jagtvejens Friskole var som navnet antyder en friskole. Men det var Husumgades – skole ikke. Det var en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden.
Der var da også Kapelvejens Betalingsskole. Her var der overbygning med Realeksamen. Her skulle man selv betale bøger og materiale til håndarbejde m.m.
Skolen lå indeklemt mellem den katolske Sct. Josefs Hospital og Glud & Marstrands Emaliefabrik.
Lige i nærheden havde vi Hans Tausensgades Skole og Hellig Kors Skole
Lige overfor var der en slikkælder, hvor man kunne få ”for 5 øre varmet”. Det var en klump brun sød masse, som senere blev trukket ud og klippet i trekantede stumper. Jo man kaldte dem hvis nok ”Granater”.
Kadaverdisciplin
Vi har tidligere her på siden påpeget at på Nørrebros skoler blev der håndhævet kadaverdisciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle vi stille op i skolegården klassevis, to og to ved siden af hinanden, og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne til vort klasseværelse.
Når skoledagen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdig forlade skolen. Ved skolens udgang placerede klasselæreren sig. Så måtte eleverne stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før man slap ud i det fri.
Eleverne var nummererede og der blev rokeret rundt hver måned efter flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klasseværelset.
Kunne man ikke svare på spørgsmålet 7 x 9, så var det op til katederet. Så var det et spørgsmål til. Svarede man rigtigt, var der en af spanskrøret og så ned på plads. Kunne man ikke svare anden gang, ja så fik man en svedetime.
Gymnastiklæreren blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at dette foregik under militær disciplin. Med et spanskrør i hånden dirigerede han tropperne. Gud hjælpe dem, der ikke var hurtige nok.
Truet med at inddrage spisebillet
Skolebespisningen var indført. Maden bestod af varm mad, hvoraf blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der sikkert den dag i dag kan give kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne, og maden skulle sluges i en fart. Og det kneb for mange af eleverne at spise hurtigt. De blev hver gang truet med at få inddraget spisebilletten, hvis de ikke spiste hurtigt nok.
Trafikken bredte sig
Trafikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvognslinjer. Men i Indre By var der endnu hestetrukne omnibusser bl.a. den berømte ”Høne”. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.
På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og på Frederiksberg Runddel. På disse rundele skulle sporvognene endes ved hjælp af drejeskiver. Flere forskellige selskaber havde koncessioner på sporvognsdriften i København. Først i 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.
De kæmpede sig til en bedre løn
Sporvejsfunktionærerne havde som alle andre en lang arbejdsdag, men funktionærernes arbejdstimer var spredt ud over det meste af døgnet. Efter en sporvognsstrejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt med en arbejdstid på 55 – 58 timer ugentlig.
Disse funktionærer blev, af de private arbejdere betragtet som velbjergede, og var udsat for megen misundelse.
Sporvognstaksterne var 10 øre, og i en periode, kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette bevirkede, at forperronen ofte var overfyldt, mens kun få passagerer var inde i vognen.
Om søndagen kunne man tage lidt længere væk. Man kunne tage linie 10, der var en hestesporvogn ud til Tagensvej, hvor den stoppede ved Baldersgade. Der var for øvrigt bom over vejen. Fra Blegdamsvej og ud var der ikke meget bebyggelse.
To – etagers vogne
Skulle man i Zoologisk Have så foregik den med af de røde Frederiksberg – vogne
Den bare fælled bredte sig. Det var ligesom at komme på landet. Efter Heimdalsgade var der hvis ikke et hus før Bispebjerg, kun haver og den berygtede Lersø.
Man kunne også tage toget til Klampenborg. I toget var der to etagers vogne. Det var sjovt for børn at komme ovenpå. Men voksne kunne ikke stå fuldt oprejst herinde. Jo dette tog holdt på Nørrebro Station På sin vej passerede toget H.C. Ørstedsvej, Rantzausgade, Nørrebrogade og Tagensvej. Bommene gik ned tværs over disse gader, når toget passerede.
Billige cigaretter
Det var dengang, der var masser af overskud af lejligheder i København. I lejlighedernes vinduer kunne man se plakater, hvor der blev tilbudt tre måneders gratis husleje, blot de ville flytte ind.
Man kunne denne gang opleve en gade med 5 – 6 cigarforretninger plus mindst 5 værtshuse med 14 – 15 husnumre på hver side af gaden.
En almindelig urtekræmmer solgte kul, koks, soda, salt, grøn sæbe, øl, brændevin og meget andet. Også cigaretterne: Motor, Kontrabando og Rose 101 til 10 øre for en 10 styks pakke. Det var den billigste og så med papmundstykke.
Åben til kl. 11 om aftenen
Hof og Tuborg til 11 øre, Rød Aalborg 55 øre pr. helflaske og Brøndum til 40 øre, men den sidste her var det nok ikke alle der havde råd til. Det meste brændevin solgtes i hele eller halve pægle fra et anker og kostede vel 5 – 10 øre. Kul og koks solgtes i fjerdingkar. Folk kom med deres kulkasse og fik den fyldt halvt op. Tænk i vinterens kulde med utætte vinduer og døre, men selvfølgelig varmede petroleumslampen også.
Sådan en forretning havde åben kl. 11 om aftenen i begyndelsen af 1900-tallet.
Slikpriserne var overkommelige dengang. Man kunne få mange slags ting til 2 – øre. Flere steder kunne man købe en stor pose med kagekrummer for 2 øre. Der var mange forskellige kagerester.
Så var der også stegekældre, hvor der duftede ganske vidunderligt. Man kunne købet et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle købte det som kattemad, men mange fik det som middagsmad.
Kunne løfte en hest med tænderne
Og når vi nu er ved katte, så kunne døde katte afleveres i Borgergade. Det fik man 10 øre for. Det kostede det også for at blive maskinklippet over hele hovedet. Middagsaviserne: Aftenbladet og Folkets Avis kom kl. 12. Og så var der koner, der delte dem ud i ramponerede barnevogne.
Nede ved Åboulevarden og Ladegårdsåen optrådte Cirkus Beck Olsen. Her var det en mand, der løftede en hest i tænderne. Det glemmer man aldrig.
Lidt længere henne passerede Ladegårdsåen et slagteri. Og det kunne man sandelig se på vandet. Åen var pludselig blevet rød.
Travlhed i Blomsterbutikken
Over for Assistent Kirkegården lå en stor blomsterforretning. Her var mand og kone samt 2 – 3 koner i gang hele julen. Børnene blev sendt i byen med buketter og kranse. Fortovet uden for butikken som lå i en kælder, var ved juletid helt dækket af kranse og kors med hvide kallaer og mos.
Alle i familien skulle jo på kirkegården i juledagene med kranse m.m.
Og omme på Fælledvej lå en børnehave. Men den havde navn efter en skole på amager. Den hed Christianshavns Døtreskoles Børnehave.
En stenhugger i baggården
I vores sidste artikel besøgte vi også nogle butikker fra dengang. Det vil vi også gøre i denne artikel. Dengang er det en guldsmedebutik i Nørrebrogade 52. Bag forretningen og værkstedet lå privatboligen, tre gode stuer og et soveværelse.
Lige her i nærheden lå en købmandshandel. Det duftede spændende af sild i tønde, klipfisk, kaffe og krydderier.
Fra vinduerne i nr. 52 kunne man kigge ud til et stenhuggerværksted. I skumringen blev der ude på gårdspladsen tændt en stor gaslygte. Midt på gårdspladsen var en rund ret stor springvandskumme. I midten stod en lille drenge med stort krøllet hår. Op mod sit bryst trykkede han en svane. Ud af dens næb kom vandstrålen. Lyden af den plaskede vand lød konstant.
Rundt om stod småfigurer, kummer til blomster og bunker af gravsten, mange flade marmorsten parat til inskription men også mørkere gravsten med blankpolerede flader. Mellem Nørrebrogade 52 og stenhuggeriet gik en bred vej ind til de næste gårde. Der var flere store hestestalde og rum til vognene.
Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg
I urmagerforretningen stod der på disken altid to underkopper, en med 5-ører og en med 2-ører. Og sådan gjorde det i mange butikker på Nørrebrogade. Det var fordi, at om mandagen, da kom ”Spækkerne” fra ”Almindeligheden”. De måtte tage en 2- øre. Om onsdagen kom ”Lemmerne” fra Ladegården. De måtte tage 5 øre.
Under disken var der dram til politibetjenten
Under disken stod en flaske med øl eller snaps. Det var til politibetjenten. Han havde sort hjelm med blanke kanter. Når han blev tørstig kom han altid efter en dram. Han blev kaldt for ”Bøllesluger”. Denne ordning var ikke helt unormalt for butikkerne. Om aftenen og natten havde værtshusene ofte stillet øl ud til betjentene på hemmelige steder.
Den omtalte guldsmed, som vi besøger havde et stort værksted. Der var mindst to svende, en dame og en lærerdreng i forretningen.
Den bedste bagerforretning dengang i nærheden lå omme i Elmegade. Det var en stor flot bagerforretning. Her kunne de fattige få fyldt deres kasket op med for 2 – øre gammelt brød.
Ejendommen blev solgt
I 1912 var det slut med Guldsmedebutikken på Nørrebrogade 52. Privatbanken havde købt hele ejendommen. Men snart fandt forretningen dog egnede lokaler. De flyttede bare lige over gaden i nummer 53 i en høj stue.
Huset er for længst revet ned. Det var senere i mange år en Irma – butik. Ja egentlig var det en fin gammel villa med kælder, stueetage, 1. og 2. sal samt loftetage. Villaen var bygget for indehaveren af et stort brændevinsbryggeri.
Det var store bygninger bag villaen, og der var haver eller i alle fald luft mellem baghusene helt ned til Prins Jørgens gade. Det var et godt stykke vej. Man sagde, at her havde der engang været græsmarker med får.
Her kom Brygger Jacobsen
Men nu blev bygningerne brugt som laboratorier til Griffenfeldts Apotek. Jo i stueetagen i nr. 53 havde det været kontorer for Carlsberg Bryggerierne. Meget ofte holdt her en elegant åben Landauer og i den sad Brygger Jacobsen. Han havde altid en rød, langstilket rose i munden, dvs. han bed i stilken. En sjælden gang gik han ud af vognen. Ellers kom der altid en kontormand ned til vognen med papirer.
Da kontoret i hele stueetagen blev nedlagt, blev det til urmagerens privatbolig. I stuen ud mod Nørrebrogade var der masser at kigge på. Linje 5 – 7 – 16 og 8. Ja linje 8 måtte ned om hjørnet, så måtte der en mand ned for at skifte spor.
Masser af køer om natten
Og var man vågen om natten kunne man opleve et helt specielt syn. Om foråret og efteråret kunne man høre Muh – Muh. Det var kalve og kvier, som blev drevet fra Gentofte og Lyngby. De kom ad Møllegade, lidt Nørrebrogade, så Griffenfeldtsgade over Parcelbroen over Vesterbro til Sydhavnen. Her blev de læsset på pramme, der førte dem til Saltholm. Tiden skulle overholdes. Den sidste natsporvogn gik kl. 1 og der var sporvogn igen fra kl. 5.
Om morgenen kunne man se talrige efterladenskaber.
Mange dufte i nummer 53
I nummer 53 var der forunderlige blandinger – fra det meget store laboratorium (tidligere brændevinsbrænderi) som hørte til apoteket, kom meget forskellig lugt af urteafkog. Det var noget der hed noget i nærheden af Vallerina eller lignende. Det var en slags mild nervemedicin. Lugten var egentlig ikke dårlig med dog lidt mærkelig.
Fedtet satte sig på vinduerne
Så var det hel anderledes fra viktualieforretningen i kælderetagen. Der blev lavet pølser m.m. Og det var tydeligt, hvad der blev arbejdet med. Der kunne sætte sig et meget fedtet lag hos vinduerne i guldsmedens private stuevinduer.
Til viktualieforretningen kom hver dag en stor slagterivogn. Der blev båret mange halve grise ned i kælderen. Her blev det hele forarbejdet til pølser, sylte, leverpostej – alt hjemmelavet.
I kælderen var der en hel underverden. Der var først de rum, der tilhørte apoteket. Her blev der gemt vin og spirtus. Derefter kom kulkældrene. Jo her var der skam også rotter.
I nummer 53B var der også vaskekælder. Alt snavsetøj blev slæbt ned og sorteret. Derefter blev det lagt i blød i vand med soda. Næste morgen dukkede vaskekonen op.