Artikler
April 24, 2024
Højer har fået en snublesten
Artikel fra Der Nordschleswiger, som vi fik lov til at oversætte. Boede til leje hos grandtanten. Ug far efterlod kone og barn. Hændelsen rystede naboerne. Et navn som ikke blev glemt. En skæbne, der berørte. Et spændende øjeblik. Det var ikke det første besøg i Herbergsgade. Vigtigt at huske de frygtelige konsekvenser. Håber på flere snublesten til Tønder Kommune.
Tak til Der Nordschleswiger
På grund af et privat initiativ befinder der sig nu foran Volker Heeschs hus den første snublesten i Sønderjylland. I højtideligheden ved nedlæggelsen deltog familiemedlemmer til grænsegendarm, der i 1945 døde i en koncentrationslejr i nærheden af Braunschweig.
Vi har af Der Nordschleswiger fået lov til at oversætte en artikel fra deres avis – Vi takker mange gange.
I København, Fredericia, Flensborg og andre byer findes de – snublestenene. Med disse sten bliver der tænkt på ofrene af Nationalsocialismen.
Snublestenen er en sten med en messingplade og den er lagt foran ofrets sidste bopæl.
Takket være et privat initiativ findes der nu også i Sønderjylland – i Højer – en sten med en messingplade foran den sidste bopæl for ofret.
Volker Heesch er pensioneret redaktør af Der Nordschleswiger har foran sit hus i Herbergsgade 9 anbragt en mindetavle. Den er til minde om gendarm Alois Hermann Peter Boye Spetzler Petersen.
Boede til leje ved Grandtanten
Han blev i 1939 ansat i grænsegendarmeriet i marskbyen Han boede til leje hos Heeschs grandtante Marie Matthiesen. Han tilhørte 291 af de 337 grænsegendarmer, der den 19. september 1944 blev anholdt af den tyske besættelsesmagt. Han blev derefter interneret i den kun få måneder gamle Frøslevlejr.
141 af dem blev deporteret til Neuengamme, selv om Danmark egentlig var blevet forsikret, at de kunne blive i Frøslevlejren, beretter Volker Heesch.
Ung far efterlod kone og barn
Alois Spetzler Petersen hørte til en de mænd, der i oktober 1944 kom i en udelejr. Han blev bragt til Schandelah ved Braunsschweig. Heesch fortæller, at 38 af de 141 gendarmer, der kom i en Kz-lejr, døde der. Spetzler Petersen døde af tvangsarbejde.
Manden, der stammede fra Herslev ved Fredericia, døde den 4. marts 1945 i en alder af 31 år. Han efterlod i Højer sin kone og sin toethalvt år gamle datter, Birthe.
Hændelsen rystede naboerne
Sådan beretter Volker Heesch.
En nabo fra den tid kan endnu huske den lille pige.
Et navn, som ikke blev glemt
Den historisk interesserede Heesch har kendt til den triste skæbne for Alois Spetzler gennem 50 år. Jeg har husket navnet, siger Volker Heesch.
Fra lille kom han i grandtantes hjem og han lyttede intens, når hun fortalte historier fra byen.
Sådan fortæller den 68-årige.
En skæbne, der berørte
Da han for flere år siden besøgte Frøslevlejrens Museum, fandt han navnene på en mindetavle over grænsegendarmerne. Flere informationer over de frygtelige skæbner for gendarmerne fik Henrik Skov Kristensen, den tidligere leder af museet.
Sådan beretter den pensionerede redaktør.
Et spændende øjeblik
Da han henvendte sig til Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia for at få flere informationer om grænsegendarmens levnedsløb. Han stammede fra området. En medarbejder gjorde opmærksom på Alois Spetzlers datter.
Volker Heesch var temmelig oprevet da han optog forbindelsen til Birthe Spetzler Simonsen, som var tre år gammel, da faderen blev deporteret.
Til Volker Heesch glæde deltog den aktive dame fra Korsør i fredags ved afsløringen i Højer.
Sagde den taknemlige og meget rørte Birthe Spetzler Simonsen efter at hun havde sat snublestenen foran hendes fars sidste bolig.
Det var ikke det første besøg i Herbergsgade
Birthe Spetzler Simonsen var med hendes dater Marlene Spetzler Larsen og hendes svigersøn Jens Larsen kommet til Højer.
Familien har familie i Sønderjylland og ofte har de taget en omvej over Højer og taget en tur forbi Herbergsgade, når de har besøgt familie i Tønder og Skærbæk eller når de besøgte Rømø.
Vigtigt at huske de frygtelige konsekvenser
Den nuværende borgmester, Jørgen Popp Petersen deltog i højtideligheden. Han nævnte, at en arbejdsgruppe i Tønder Kommune, hvor også Volker Heesch deltog havde beskæftiget sig med snublesten. Da arbejdet i øjeblikket var sat på pause, var han glad for, at Volker Heesch ikke havde opgivet, men i stedet var blevet aktiv.
Sådan sagde borgmesteren, der også rettede en stor tak til initiativtageren.
Håber på flere snublesten
Volker Heesch håber, at det lykkedes ham, at få flere snublesten til Tønder Kommune. Han havde givet opgaven til Gunter Demning i Köln. Han er initiativtageren til Snublestenene.
I mellem tiden findes der 100.000 snublesten i 21 lande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Grænsegendarmer
April 21, 2024
Revolution i Tønder – endnu mere (2)
Revolutionen lykkedes ikke. Tønder var en af de første byer i Nordslesvig under de røde faner. Røde plakater blev omdelt Gennem byen i en fornem forspand. Til møde i Tonhalle. Landråd Böhme ville selv gå. Skærbæk blev ”erobret”. Proklamation i den lokale avis. Wienecke – den fødte leder. ”Hvornår kom danskerne?”. Rådsmedlemmerne skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Hyppige ransagninger hos bønderne. Ingen politi-beføjelser i Tønder. Soldaterrådene gled i baggrunden. Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion. Bortset fra Tønder var rådene i Nordslesvig danskdomineret. Wienecke blev genansat. I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke i spidsen for en generalstrejke. Grev Schack nægtede at lade strejkevagterne anholde. Men det gjorde politimester Stemann. Var dette et lovbrud? Samtidig udviste han Wienecke og tre andre strejkevagter. De borgerlige i Tønder jublede.
Revolutionen lykkedes ikke
Arbejderbevægelsen havde på to kongresser – 1910 i København og 1912 i Basel vedtaget resolutioner om at stemme imod om at stemme mod krigsbevillinger og krigsdeltagelse i de nationale parlamenter. Da det kom til stykket, svigtede nogle i arbejderbevægelsen.
Den tyske Rigsdag stemte den 4. august 1914 om nye krigslån. Efterhånden krakelerede den tyske disciplin. Oprør opstod bl.a. på flådestationerne i Wilhelmshafen og Kiel.
Tønder var en af de første byer under røde faner
Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene den 5. og 6. november 1918 var der på Luftskibsbasen nord for Tønder blevet oprettet et arbejder – og soldaterråd. Uden blodsudgydelser blev officererne afvæbnet og matroserne overtog magten.
Røde plakater blev omdelt
Om morgenen – dagen efter stiftede Tønders befolkning kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (oversat på dansk):
Gennem byen i en fin forspand
Som anden tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der hejst røde faner på Posthuset, Rigsbanken, Jernbanestationen og på Rådhuset. Det vil sige at den på Rådhuset var rester af borgmesterfruens røde underkjole. Der var ingen flag fra Landrådens kontor eller amtshuset.
På møde i Tonhalle
Allerede fra morgenstunden kørte marinesoldaterne fra luftskibshallen gennem byen i den vogn med fint forspand, som officererne ellers brugte.
På mødet i ”Tonhalle” klokken 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Her blev der drøftet, hvad årsagen til revolutionen var. Det hed sig at krigsflåden den 5. november havde fået ordre til at gå i søen mod englænderne. Det ville være den sikre undergang. Det var dette, der var årsagen til revolutionen.
Der blev dog de kommende måneder rokeret meget rundt på medlemmer og poster. Den formelle begivenhed blev markeret med en parade på Torvet.
Landråd Böhme ville gå selv
Landråd Böhme skulle føres til Torvet af marinesoldater men det nægtede han. Han ville hellere selv gå. Også politimesteren og bogtrykker Thamsen fra Tondernsche Zeitung blev hentet. De tre skulle højtidelig foran menneskemængden erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.
Marinesoldaterne havde erstattet den forhadte pikkelhue med en felthue. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.
Skærbæk blev ”erobret”
Fra Luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen, er blev bekendtgjort med den kendsgerning, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkernes magt.
Proklamation i den lokale avis
I Tondernsche Zeitung kunne man den 9. november 1918 læse følgende:
Alexander Lippert, Walter Birker, Franz Blunk, Otto Pastré, Ludwig Göbig, Wilhelm Langschwanger
Wienecke – den fødte leder
Opstanden på Sild blev ledt fra Tønder. Hertil sendte man den ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.
Wienecke, der fra starten var Tønder- revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs. Derfor blev han ikke indkaldt til militæret.
26.000 dansksindede sønderjyder blev indkaldt. 5.500 faldt i krigen.
I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af de første regulære arbejder – og soldaterråd. Måske skyldtes det at han på det tidspunkt var statsløs.
Dette forhindrede ham dog ikke at indtage rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det var også Wienecke som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne. Det var en pendant til arbejder- og soldaterråd. Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han også arbejderrådet udadtil. Ved det sidste af valgene til arbejder- og soldaterrådet overtog Wienecke endeligt formelt posten som rådets formand.
Han ønskede Nordslesvigs forbliven i Tyskland.
Hvornår kommer danskerne?
De dansksindede mærkede ikke den store forskel. Men de tysksindede var mere nervøse for fremtiden. De kunne finde på at stoppe de dansksindede med følgende spørgsmål:
Rådsmedlemmer skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier
Fra december 1918 blev det fastslået, at medlemmerne af arbejderrådene skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Rene borgerråd kunne ikke accepteres. Et arbejderråd som den i Løgumkloster må betegnes som helt ureglementeret. Her var kun et af rådets seks medlemmer arbejder. De øvrige medlemmer repræsenterede krigsinvalider, selvstændige håndværkere, landbruget, embedsmændene og flækkeforeningen, der repræsenteredes af borgmesteren selv.
Hyppige ransagninger hos bønderne
Rådene foretog også hyppige ransagninger hos bønderne på landet, der ofte ikke opfyldte deres afleveringsforpligtelser. I Tønder havde arbejder- og soldaterrådet desuden udpeget en levnedsmiddelkommissær, der skulle prøve at skaffe levnedsmidler fra udlandet, men det viste sig at være umuligt på grund af de allieredes blokade mod Tyskland, der først blev ophævet den 12. juli 1919, da Tyskland havde underskrevet og ratificeret Versaillesfreden.
Ingen politi-beføjelser i Tønder
I Tønder havde arbejderrådet haft tre formænd. Den første hed Ludvig Göbig. Han var formand til den 23. december 1918, hvor han efterfulgtes af den tidligere næstformand, Langschwager. Efter 27. marts 1919 var det Heinrich Wienecke.
Forgæves forsøgte arbejderrådet i Tønder at få politibeføjelser.
Soldaterrådene gled i baggrunden
Efterhånden som revolutionen var gennemført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for bevogtning af de vigtige bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed.
Bonderådene havde heller ikke en stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde. Rådenes opgave var først og fremmest at organisere levnedsmiddeludskrivningerne.
Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion
Officielt fungerede arbejderrådene indtil den internationale kommission alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen. Men også deres betydning skrumpede naturligvis ind. Flere og flere beslutningsprocesser gled ud af centralinstanserne hænder. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder uindskrænket i funktion. Der blev udpeget folk som tilforordnet til landråden, politimester og borgmester.
I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser. Selv om det var begrænset stor indflydelse de tilforordnede kunne udøve denne ret var det til stor irritation for de tyske embedsmænd. I begyndelsen af 1919kom denne irritation til udtryk til en klage til regeringen. Særlig landråden fik også delvis medhold i klagen. I løbet af foråret 1919 mistede arbejderrådets tilforordnede også adgangen til byråds – og kulturudvalgsmøderne.
Bortset fra Tønder så var rådene danskdominerede
Nordslesvigs overvejende dansksindede landbefolkning stod skeptisk over for disse nye tyske påfund nu, hvor man nu allerede følte sig på vej til Danmark. Men indstillingen var den, at rådene var et onde, man nødtvungen måtte affinde sig med i overgangstiden. Bortset fra dele af Tønder-kredsen blev de nordslesvigske arbejder- og bonderåd danskdominerede.
Wienecke blev genindsat
Det var især den drevne og administrative dygtige Wienecke de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også at der blev udstedt en arrestordre for højforræderi mod ham. De beskyldte ham for sammen med nogle soldater fra luftskibsstationen skulle have planlagt et spartakistisk oprør. I Tyskland var man i fuld gang med at nedkæmpe revolutionære arbejdergruppe i hele Tyskland.
Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtigt frikendt og løsladt igen. Han blev genindsat i sine tidligere tillidshverv. Han lå dog væsentlig til venstre for flertalssocialdemokraterne. Men han havde stadig en form for loyalitetsfølelse over for partiet. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle i Tønder, der eksisterede fra januar 1919, vides ikke.
Senere på sommeren forsøgte landråd Böhme igen at slippe af med Wienecke. Arbejdsrådets magt var på dette tidspunkt meget svækket, så i første opgave lykkedes det for ham at få afsat Wienecke fra posten som tilforordnede. Det var dog gjort regning uden vært.
Der kom til store arbejdsnedlæggelser og demonstrationer (den 27. juni). Myndighederne og Böhme blev nødt til at acceptere Wieneckes genindtræden på posten. Som de sidste i Nordslesvig nedlagde arbejderrådet deres poster.
I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark
Drømmen om en tysk arbejderstat døde i januar 1919. Arbejderklassens revolution blev kvalt. Reaktionære, borgerklassen og militære frikorps bekæmpede arbejder-og soldaterråd, strejker og demonstrationer. Helt så galt gik det ikke i Tønder. Men det, der skete efter indlemmelsen i Danmark, var næsten værre end selv revolutionen i Tønder.
I Tønder gik man også over til kronen. Men sønderjyske arbejdere måtte ikke få samme timeløn som i det øvrige Danmark. I Tønder og det øvrige Sønderjylland forlangte arbejderne timelønnen hævet fra 1,60 kr. til 2,00 kr. Det nægtede man pure.
Wienecke satte sig i spidsen for en generalstrejke
Wienecke satte sig nu i spidsen for et arbejderudvalg. De lavede en generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920. Særlig i Tønder var den meget effektiv. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbane. Et forsøg på fra borgerlig side at indsætte politiet mod strejkevagter mislykkedes. De ville ikke blande sig i en arbejderkonflikt.
Grev Schack nægtede at lade strejkelederne anholde
Militæret brød dog militæret blokaden. De var lige glade at det var en arbejderkonflikt. Nu spærrede militæret store dele af Tønder. Men bystyret forlangte nu at militæret blev fjernet. Det var et dundrende nederlag for både embedsmænd og militæret.
Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd greve O.D. Schack at lade alle strejkeledere arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget.
Begik politimester Stemann lovbrud?
Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra byen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne. Men det var en arbejderkamp?
Som vi skrev i første del, blev Wienecke og tre andre ledere natten mellem den 6. og 7. juni Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med et totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres ejendele ført samme vej på militære lastbiler.
Det danske borgerskab i Tønder jublede. Arbejderne i Tønder kæmpede videre. Efterhånden opnåede de samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke døde i 1957i DDR.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 16, 2024
Slaget på Israels Plads
Dette er en anmeldelse af Søren Kolstrups bog: Slaget på Grønttorvet. Men vi går lidt videre for at finde ud af, hvorfor vi alligevel ikke fik revolutionen. Forfatteren har fået meget med på de 100 sider. Man kan vel ikke bebrejde ham, at han ikke nævner så meget om det, der skete i Nordslesvig. Bogen kan varmt anbefales. Med fastelavnskøller gik det tidligere mod Børsen. ”Spillebulen lukket af arbejdsløse”. Anholdt ude ved Ladegården. ”Spektakel-togter” kaldte politiet det. De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system. Socialistisk revolution var tæt på virkelighed. Arbejderne klagede over arbejdsløshed og fattigdom. De fredelige og de revolutionære. Tre anholdte syndikalistiske ledere blev forlangt løsladt. Opfordring til generalstrejke blev ikke til virkelighed. Nu skulle de røde have tæsk. Socialdemokrater blev beskyldt for at være får. Bladet ”Klassekampen” beskyldte hændelsen på Israels Plads for at være blodbad. De gamle træstave blev taget i brug. Mange sårede under kampene. Politiet var klar. Mange forbedringer for arbejderne de kommende år. De revolutionære var ikke internt enige. Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske organisation. Men protestbevægelsen havde alligevel opbakning 70 fagforeninger. Socialistisk Arbejderparti blev dannet i 1918. Rabarberdrengen Christen Christensen. De arbejdsløses organisation Hver enkelt betjent fik 100 kr. af justitsministeren.
Forfatteren har fået meget med
En ny interessant bog har set dagens lys. Og det er den populære serie fra Århus Universitets Forlag. Nu koster de ikke mere 99, 95 med er steget med 30 kr. Man har herfra succes med at tage interessante emner op og så får de folk, der ved hvad de skriver om – til at skrive. Det er i serien 100 Danmarkshistorier. Vi har tidligere anmeldt bøger i den serie på vores side.
Igen en gang må man beundre forfatteren også til denne bog at kunne få så meget med på 100 sider. Men som vi plejer at gøre, har vi kigget i andre kilder.
Der skete noget i Nordslesvig
Måske kunne man have nævnt begivenhederne i det nordslesvigske, hvor revolutionen i den grad satte sindene i bevægelse – i særdeleshed i Tønder og i Sønderborg. Men du kan i hvert fald læse om det på vores side. Og den ”Gamle Redaktør” her overvejer om han skal lave en vol. 2 til begivenhederne i Tønder.
Bogen kan varmt anbefales
På den anden side har det nok ikke pladsmæssigt kunne lade sig gøre. Det skal nu ikke bebrejdes forfatteren.
Bogen er særdeles velskrevet og kan varmt anbefales.
Med fastelavnskøller på vej mod Børsen
1918 var politisk set meget uroligt. Afslutning af Første Verdenskrig, den russiske revolution. Herhjemme begyndte demonstrationerne Fastelavnsmandag den 11. februar, da gik en lille flok demonstranter bevæbnet med fastelavnskøller ind på Børsen og angreb børsmæglerne. Senere blev politiet angrebet med murbrokker. ”Stormen på Børsen” blev fulgt af flere andre episoder.
Spillebulen er lukket af de arbejdsløse
Magten skulle overtages og porten til Børsen smækkes og låses med et stort skilt:
Aktionen krævede nøje planlægning og snilde, men også vovemod og en tro på den kommende revolution.
Politiet vidste ikke hvor den store forsamling var på vej hen. Derfor greb de ikke ind. Og da det blev klart, var det for sent. Da optoget nærmede sig Børsen, begyndte de mange arbejdsløse pludselig at løbe frem mod Børsrampen. Her stod Fritzner og Gissemann klar. De havde overmandet dørvagten og kunne nu lukke dem ind.
”Stormen på Børsen var en protest mod fødevarepriserne, som børsmæglerne pressede op ved at spekulere, men det var samtidig også en bredere protest mod dem, der havde skabt krisen og dem, der profilerede på krigen.
Anholdt ude for Ladegården
I august 1918 var tre medlemmer af den revolutionære ledelse blevet anholdt efter uroligheder ved en episode foran Ladegården på Åboulevarden, hvor en militæruniform var blevet hængt op i en lygtepæl. Derefter blev den hånet med opløb, dans og tilråb.
Spektakel-togter
Grønttorvet blev samlingsstedet for flere andre episoder. Politi og domstole slog hårdt ned mod ”Spektakel-togter”, som det hed i politirapporterne. Demonstranter, talere og politiske ledere blev mødt med arrestationer, bøder og fængselsdomme.
Marie Nielsen skrev den 10. november 1918 begejstret i ”Klassekampen”
De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system
Selv om mange Syndikalister med tiden tog afstand fra bolsjevikkerne, var revolutionen eksemplet på, at det var muligt at omstyrte et uretfærdigt system. Det gav dem et håb om forandring og en tro på at det faktisk kunne lade sig gøre.
Syndikalisterne og folkene med anarkistisk tankegang mente, at vejen bort fra kapitalismen samtidig måtte indebære et opgør mod statsmagten.
Socialistisk revolution var tæt på
I november 1918 stod politiet og arbejderne over for hinanden i tre dage. En socialistisk revolution var tæt på. Det tænker man nok ikke på i dag, hvor der her er madmarked. Men dengang udspillede der sig på det daværende Grønttorv voldsomme uroligheder. På løbesedler blev der proklameret:
Myndighederne blev dengang vurderet til en af de største revolutionære trusler. Tusindvis af vrede arbejdere var mødt op på Grønttorvet den 13. november for at demonstrere imod politiet og magthaverne.
Arbejdere plaget af arbejdsløshed og fattigdom
Dengang var Danmark plaget af arbejdsløshed og fattigdom. Arbejderne var vrede over deres dårlige forhold og vrede på de personer, der havde profileret sig på krigen.
Det var Gullaschbaronerne, der tjente vildt med penge på at lave dåsemad og sende forsyninger til soldaterne imens husmødrene herhjemme skulle rationere. Der var heller ikke nok mad til børnene.
De fredelige og de revolutionære
Internt i fagforeningerne og Socialdemokratiet var der stor uenighed om metoderne til at nå et mål. Det store arbejderparti var delt i to – de fredelige forhandlere og de revolutionære – syndikalisterne.
Tre anholdte Syndikalister krævedes løsladt
Syndikalisterne troede at revolutionen var nær. Det handlede om at mobilisere masserne. Det ville de gøre gennem demonstrationer og uvarslede strejker.
Slaget på Grønttorvet handlede også om at få løsladt tre anholdte syndikalister, som nogle måneder forinden havde stormet Børsen og jaget folk ud.
Opfordring til Generalstrejke
Fagoppositionernes Sammenslutning og Socialistisk Arbejderparti opfordrede alle arbejdere til en generalstrejke og nedlægge arbejdet. Myndighederne blev meget ængstelige.
Syndikalisterne bakkede også revolutionen op i Rusland. Den blev betragtet som meget demokratisk. Men herhjemme var arbejderbevægelsen mere moderat. Lederne i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen skyndte sig at lægge afstand til demonstrationen på Grønttorvet.
Nu skulle de røde have tæsk
Sporvognene kørte tæt op ad demonstrationen og det var en rød klud for Syndikalisterne. Konduktørerne trodsede generalstrejken. Derfor hoppede syndikalister op på sporvognene og hev køreledningerne ned. Det var den unge 19 – årige syndikalist Johannes Sperling, der sprang op på en linje 15. Politiet overmandede ham hurtigt. Og det var først på dette tidspunkt politiet gik til angreb.
Sperling blev lagt i bunden af en skovvogn med fem tykke betjente over sig.
Socialdemokraterne blev beskyldt for at være får
I Syndikalisternes blad Solidaritet kunne man dagen efter læs at
Denne iltre Johannes Sperling forsonede sig siden med Socialdemokratiet og blev den første direktør for Dansk Folkeferie.
”Klassekampen” kaldte hændelsen for blodbad
Også i brokvarterne rasede kampen i ca. 3 dage. Bladet ”Klassekampen refererede det bl.a. på følgende måde:
Ja det var ret så kraftige udtryk, der blev brugt dengang i ”Klassekampen”.
De gamle træstave blev taget i brug
De angreb politibetjente med byggemateriale som våben. Ved Nørreport var man i gang med at anlægge undergrundsbanen, så her var der masser af byggemateriale. Og politiet begyndte at tæske løs med deres knipler mod hele forsamlingen. Ja vidner berettede om, at de tog deres gamle træstave i brug.
Det var langt fra alle, der bakkede generalstrejken op. Og der var langt op til de 50.000 som man havde regnet med ville dukke op på Israels Plads.
Mange sårede under kampene
Flere hundrede demonstranter og hundreder af betjente måtte under lægebehandling. Kampene bølgede frem og tilbage i tre dage. Omkring 50 personer blev anholdt og blev idømt langvarige fængselsstraffe. Splittelsen i arbejderbevægelsen førte til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti.
Politiet var klar
Desværre for Syndikalisterne fik deres demonstration den modsatte effekt af, hvad de ønskede. Politiet kunne argumentere for, at de behøvede ekstra ressourcer. For første gang fik de nu tildelt automobiler som bedre kunne gennemtrænge en menneskemængde og bryde ”sværmene” som menneskemængden blev kaldt. Her egnede politihestene sig ikke så godt.
Man havde lejet en 6 personers Hupmobile og sat en politichauffør ved rattet, desuden holdt 4 drosker parat. Også en motoriseret styrke på 32 revolverbevæbnede mænd og 16 beredne betjente med sabler var klar til at blive sat ind.
Politibetjentene fik nu lov til at fjerne deres numre på deres uniformer. Og et gjorde de faktisk i 98 år. Fra 2016 skulle de igen bære dem. Dengang var den enkelte betjent en stor ”panserbasse”, der skulle slå folk oven i hovedet.
Mange forbedringer for arbejderne
I perioden 1918 – 1920 skete der en række forbedringer for arbejderne. Sygekasser, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrentelov, boliger, afskaffelse af tyendeloven. Det var meget væsentlige forbedringer trods Venstre – regeringens sociale nedskæringer i 1920erne, blev de stort set bibeholdt.
På selve aktonsdagen præsenterede Stauning sine reformforslag for De Radikale. Og de godkendte de foreslåede reformer.
De revolutionære var ikke internt enige
Begivenhederne i Danmark var et ekko af de samtidige arbejderrevolutioner. Både oprøre, ordensmagt og politikernes handlinger vidner om at man anså en revolution som en reel mulighed. De revolutionære stod dog svagt i Danmark. Den moderate linje stod solidt forankret i arbejderbevægelsen. De revolutionære socialister havde internt svært ved at finde et fælles ideologisk grundlag.
Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske Ophidselse
Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe vedtog et arbejdsprogram, hvor der bl.a. stod:
Socialdemokratiet var tydeligvis bange for, at alt det hårde slid for at blive anerkendt som et serøst politisk parti, der tog del i det parlamentariske arbejde i Folketinget skulle blive kompromitteret af de revolutionære syndikalistiske arbejdere.
Det var kun de faglige organisationer, der kunne vedtage en strejke
Protestbevægelsen havde opbakning fra 70 fagforeninger
Men vi skal da også nævne at protestbevægelsen havde fået tilslutning fra 70 fagforeninger, blandt andet fordi politiets overfald også var gået ud over helt uskyldige på vej hjem fra fagforeningsmøder.
Socialistisk Arbejderparti stiftet i 1918
Socialistisk Arbejderparti var blevet stiftet i februar 1918 af den revolutionære lærer Marie Nielsen. Hun havde siddet i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, indtil hun startede det nye revolutionære parti. I marts var Thøger Thøgersen blevet formand og Marie Nielsen var blevet redaktør på dets avis Klassekampen. Den udkom dagligt.
Ved mødet på Grønttorvet den 10. november talte Marie Nielsen og Thøger Thøgesen, der kort forinden var blevet løsladt. Også de to bagmænd bag ”Stormen på Børsen”, Andreas Fritzner og Poul Gissemann talte.
Rabarberdrengen ”Christen Christensen”
Christen Christensen ildsjælen bag Fagoppositionens Sammenslutning skulle også have holdt tale. Men han sad indespærret. Det var i 1910 han tog initiativ til denne sammenslutning. Han kom bl.a. med forslag om usædvanlige krav om kvinders rettigheder og det indebar ret til seksualundervisning og fri abort. Han var en glimrende taler. Jo, og det var også ham, der skrev bogen ”En rabarberdreng vokser op. Du kan læse flere artikler om ham her på siden.
Jo han mærkede fattigdommen på Nørrebro. For at forsørge Christen og hans 11 søskende måtte hans mor gå rundt på Nørrebro og samle spåner, der kunne bruges til at lave ildtændere. De blev brugt til at tænde op i borgerskabets kakkelovne og kunne sælges for nogle få ører.
De Arbejdsløses Organisation
I Syndikalisternes organisation, Fagoppositionens Sammenslutning begyndte Fritzner og Christensen at undersøge muligheden for at organisere de mange arbejdsløse. Sammen med Socialdemokratiet oprettedes De Arbejdsløses Organisation, til trods for at Socialdemokratiet egentlig havde forbudt dets medlemmer at være tilknyttet Syndikalisterne.
Men efter bruddet med Socialdemokratiet indkaldte de to gennem De Arbejdsløses Organisation til to møder den 11. februar 1918, et i Folkets Hus på Jagtvej 69 og et i Arbejderens Forsamlingsbygning i Rømersgade, hvor Arbejdermuseet ligger i dag. Man skulle vise fagforeningsbog for at komme ind.
Hver enkelt betjent fik 100 kr.
På begge møder opildnede Syndikalister de arbejdsløse gennem kamptaler.
Den 11. november kunne man i Syndikalisternes blad læse at justitsminister Zahle havde beordret forbud mod våbensalg, ammunition og sprængstof. Da det hele var overstået, Statsminister Zahle dukkede op på Nytorvs hovedpolitistation og bragte en gave med til hver mand i styrken på 100 kroner.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
April 13, 2024
På besøg i Burkal
En af de første beboere. Klostret havde lige som adelen mange besiddelser i sognet. Kirken er fra 1225. De egentlige prædikanter dengang var tiggermunke. Præster fik ofte ”uægte” børn med husholdersken. Man oprettede vikarembeder. Reformationen kom tidligt i Sønderjylland. Præsterne blev lutherske og giftede sig. En evangelisk præst først i 1659. Hertug Hans havde et personligt forhold til sognet. Beboere blev bortvist grundet umoralsk levned. Grøngård fra 1659. Den første evangeliske præst. Menigmand var splittet i sin sjæl. Svenskerne hærgede i sognet. Findes der en fattiggård i Burkal, sådan blev det spurgt fra Tønder. Den kom senere og blev den første i Sønderjylland. Ofte skulle den gamle præstenke også overtages, Den herrnhutiske vækkelse. Præstegården skulle pludselig være herskabsbolig. Den første præst, der var uddannet på Københavns Universitetet, kom til sognet. Pastor Kok fik styr på skolesystemet. Og så var det præsten, der var god il at sælge stude. Pastor Schwartz var ikke nok tysk.
En af de første beboere
Vi besøger atter engang Burkal og skal høre, hvad der skete i denne by.
Den første beboer, som man hører om, er nok Hr. Ubbe Tordsen fra Jyndevad. Han lå i strid med munkene i Løgum om nogle jorder i Burkal Sogn. Han var en betydelig person for selv kongen blander sig. Han fastslår at en dom, der er faldet ud til munkenes fordel skal overholdes.
Klostret havde mange besiddelser i Burkal
Når det ved år 1245 omtales at klostret i Løgum har besiddelser i Jyndevad, så kan det være Ubbe Tordsens ejendom eller jord, som man har overtaget. Senere i 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsfamilie.
Det fortælles at Løgum allerede før 1237 ejede både en vandmølle, jorder og fiskedamme i Lydersholm. Ligeledes hører vi, hvordan bispen i Ribe i 1519 bytter sig til en ejendom i Lund, som havde været i Løgums besiddelse.
Wrågård
Erik Sture ejede Wrågård i 1490, men i 1494 sælger svigersønnen Tielloff van der Wijk den store gård til Løgum. I Bov boede ridder Jannikus Jonsen. Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land i 1364. Dette jordstykke var tidligere skænket til klosteret af en kone i Bov ved navn Margaretha Karoli.
Adelen havde også mange besiddelser
Klosteret havde store interesser i sognet. Det havde forskellige adelsslægter også. Slægten Blå havde interesser i selve Burkal. Og godset Nolde blev ejet af Peter Ebbisen før 1365. Og som vi tidligere har nævnt så var Tyge fra Noll ikke fra Nolde. Hellere ikke via folkeviser kan man lokalisere stedet til Burkal Sogn.
Vi hører skam også om almindelige borgere, der fungerede som sandemænd en slags vidner til ejendomshandler. Disse borgere har sikkert været afhængig af adelen. Kirken i Burkal er nok den yngste i Slogs Herred, sammen med Højst, Bylderup og Hostrup.
Kirken er fra 1225
Kirken i Burkal er fra den romanske byggetid. Næsten intet er bevaret af inventaret er bevaret. Efter Reformationen i 1622 er man faret hårdt frem mod det gamle inventar. Man skånede dog Lægmandskrucifikset og den gamle messeklokke. Døbefonten er udskiftet med en ny.
De første 3-400 år hører vi intet om menigheden. Men vi kan dog se, at kirken er bygget omkring 1225. Det har aldrig været et rigtigt tårn på Burkal kirke. Ved højmessen i kirken blev der normalt ikke prædiket. Her var midtpunktet nadveren. Præsten har prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunke
Men de egentlige prædikanter i tidlig tid var normalt tiggermunkene. I Tønder blev der i 1238 et oprettet et Franciskanerkloster (gråbrødrene) og i 1275 et Dominikanerkloster (sortebrødrene). Disse munke har sikkert haft deres gang i Burkal. De Burkal bønder har mange gange med stive øjne stået og hørt disse munkes prædiken.
Præsten fik ofte ”uægte” børn
Munkene boede i deres klostre, men præsterne var egentlig også en slags munke. I byerne boede de sammen og ofte efterlevede de forskellige ordensregler. I de små byer som Burkal var det dog lidt anderledes. Mod kirkens vilje holdt disse præster ofte en husholderske. Han kunne jo ikke gifte sig. Men ofte fik de dog børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle.
Ofte var præsterne med i et fællesskab. Således var Burkal – chefen i 1517 medlem af ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab”.
Man oprettede vikarembeder
Normalt var der i disse små sognekirker kun en sognepræst. Men man kunne oprette kapellani, som var et vikarembede, som blev betalt af et broderskab. Det betød, at der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste sine messer. Sådan et blev også oprettet i Bylderup, men det var fælles for både Burkal og Bylderup sogne. De to kirker var ret selvstændige, men på dette punkt kunne de godt finde sammen.
Reformationen kom tidligt i Sønderjylland
Det reformatoriske røre kom meget tidligt i Sønderjylland. Allerede i 1522 talte man om, at Herman Tast i Husum havde en tilhørerskare for sin evangeliske prædiken. Det var i høj grad hertug Christian, der gik ind for den ny lære.
Men det gjorde kongen ikke. Og Burkal hørte til kongens område. Præsten i Stepping Laurentius Foss, der var præst 1607 – 1640 har dog en mærkelig optegnelse. Han skriver:
Præsterne blev lutherske og giftede sig
Det ser ud til at der også i landbefolkningen var et vist røre. Det var ikke ualmindeligt at præsterne giftede sig og blev lutherske.
Den sidste katolske præst i Burkal, Peter Wollesen skulle have udtalt:
Men det er nu ikke rigtig. Det er vel påstået, for at gøre grin af katolsk prædiken.
En evangelisk præst først i 1569
Og man hører først om en evangelisk præst i sognet før 1569. Det var Andreas Michelsen, der havde været diakon i Tønder fra 1561. Han havde fået et godt skudsmål af generalprovsten for det gottorpske del af hertugdømmerne Jacob Fabricius den Ældre. Det siges om ham, at han var en from præst.
Masser af forordninger
Der blev udsendt forordninger om straf på ægteskabsbrud og hor. Og så var der en forordning om helligholdelse af søndagen. Og en om, hvor mange, der måtte komme med til barselsgilder, bryllupper og begravelser. Og så en forordning om udvisning af gendøbere.
I 1552 udstedes en forordning om kaldelse af sognepræster i Tønder Amt. Og det så ud til at bønderne efter Reformationen havde nægtet at betale tiende til kirkerne. Igen i 1570 udstedes en ny forordning for Slogs Herred om præstetienden.
Hertug Hans den Ældre havde personligt forhold til sognet
Det var provsten og amtmanden, der skulle visitere kirkerne og få orden på regnskaberne. Det er grunden mærkelig, at vi ikke ved mere om Burkal Sogn under hertug Hans den Ældre. Det var ham, der havde den mest personlige tilknytning til sognet. Først lod han opføre gården Grøngård på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han jagtslottet opføre ved siden af gården.
Beboere blev bortvist grundet umoralsk levned
Hertug Frederik havde som tidligere nævnt tilbyttet sig nogle arealer ved Lydersholm i 1503. Det meste var skov og ufremkommeligt krat. Der var også et par udsteder, Tuetmose og Halekamp. Skoven blev delvis hugget ned og træet brugt til dige-bygning ved Vadehavet. Beboerne på de to ude-steder blev for resten bortvist grundet umoralsk og forargeligt levned.
Grøngård fra 1569
Omkring 1567 lader hertug Hans avlsgården bygge. I den ene ende af beboelseshuset får han et par værelser, hvor han kan bo, når han var på jagt. Det var dog nok åbenbar været for lidt selv for en beskeden hertug, med sådan et par stuer. Allerede i 1568 gav han ordre til, at der skulle bygges et slot ved siden af gården. I 1570 synes det lille slot at være færdigt. Hertugen var en ivrig jæger og efter beskrivelsen har han kælet for det lille slot
Da Hans den Ældre dør i 1580 skifter Burkal Sogn igen landsherre. Nu kommer Tønder Amt under hertugen på Gottorp. Den gottorpske hertug er ikke jæger som Hertug Hans den Ældre. Det lille jagtslot forfalder. I 1648 blev halvdelen revet ned og i 1656 resten. Det fungerede altså kun i 10 år.
Fra 1775 til 1924 er Grøngård i privat eje, dog blev der allerede i 1775 udstykket en del. Staten overtog den igen i 1924. I 1931 blev der yderligere udstykket yderligere ejendomme derfra. I 1956 overtog præsteembedet i Burkal den gamle gård, idet den mageskiftedes med præstegårdsjorden i Burkal by.
Den første evangeliske præst
Tilbage til den første evangeliske præst Anders Michelsen. Vi ved ikke, hvornår han dør. Men den næste præst dør allerede den 17. januar 1593. Man kender ikke så meget til denne præst, der hed Thomas Pedersen. Men præsteslægten Rigelsen der havde embeder i nabosognet Hostrup i næsten 100 år har efterladt nogle optegnelser:
Menigmand var splittet i sin sjæl
Den næste præst hed Thomas Petri Gualtherus. Han var blandt andet underskriver af den gottorpske præsteed. Da Luther døde i 1546, opstod der stridigheder om læren og der opstod flere partier.
Menigmand var splittet i sin sjæl. Under præsten Tycho Sveno Hoyer, som blev præst i 1617, skete der en istandsættelse af kirken. I 1637 blev kirken udvidet mod vest. I Burkal blev det middelalderlige alterbord nedrevet i 1928 og et nyt bygget af munkesten.
Svenskerne hærgede i sognet
Svenskerne kom 1643-45. De hærgede og plyndrede landet. De røvede kirkens kalk og ødelagde flere ting i kirken. I 1653 ofrede man 465 mark på maling af kirken. Da svenskerne kom igen i 1657 – 60 var man ved kirkerne blevet klogere. Man fik et beskyttelsesbrev udstedt for 6 mark.
For Burkal Sogn betød svenskernes besøg en forarmelse og udhungring uden lige. Mange måtte forlade gårdene. Den gottorpske hertug støttede svenskerne. Men tropperne plyndrede af hjertets lyst både ven og fjende.
Findes der en fattiggård i Burkal?
Pastor Hoyer dør i 1650. Han efterfølges af en rektor fra Tønder, magister Andreas Amders. I 1710 gik der kun 5-6 børn i Burkal Skole. De fleste dengang har ikke kunnet læse. I 1699 skaffede kirken Christian den Fjerdes bibel fra 1633. Der blev også udgivet en del salmesamlinger dengang, men de fleste var af ringe kvalitet.
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far, Andreas som præst i sognet. I hans tid udkom den berømte Varnæs – salmebog. I 1710 blev der fra ”den høje kommission” udsendt 65 spørgsmål til præsterne i Tønder Amt. Chr. Amders havde svaret på de fleste af dem. Spørgsmål 60 lød:
Amders svarede
Ofte skulle den gamle præsteenke også overtages
Ofte var det sådan, at når en ung præst skulle overtage et embede, måtte han også overtage præstegården og den afdøde præsts gamle enke, ja som oftest giftede han sig med hende.
Den herrnhutiske vækkelse
I 1742 var der præstekonvent i Burkal præstegård. Her bekendte man kulør. Præsterne fra Burkal, Stepping, Humtrup og Ladelund erkendte sig til den pietistisk – herrnhutiske linje. Fra dette år var Burkal kirke centrum for denne vækkelse i det midtslesvigske.
Indsamling til tårn gav for lidt
I 1792 samlede 90 husstande sammen til 345 mark til et tårn på kirken. Det var ikke nok, men som pastor Prætorius skriver til amtmanden, så var der ikke mange velhavende i Burkal.
Pastor Petersens huslige liv vakte forargelse
Pastor Petersen var rationalist og i direkte modsætning til pietisterne. De fromme i sognet håbede at det skulle gå ham ligesom faderen, der også kom som en vantro præst efter deres begreber. Men denne pastor Petersen fik som den første i Sønderjylland opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.
Det gik tilbage for herrnhuterne, men der var masser af lægprædikanter i sognet. Pastor Petersen dør i 1830. Samme år overtog pastor Paulsen Beyer embedet. Beyer var fra Bylderup Sogn. Indtil 1837 fungerede han i Burkal. Man sagde om ham, at hans huslige liv var til forargelse og han forstod ikke at omgås folk.
Præstebolig skulle være et herskabshus
Den næste præst hed Peter Gotthilf Claudius. Han var sognets præst fra 1838 til 1848. Fra pastor Kochs stridsskrift får vi at vide, at han var en fordringsfuld herre, fordi han krævede præsteboligen ombygget og ændret fra en beskeden præstebolig til et herskabshus. Men nu skal man ikke lægge alt i dette stridsskrift.
I Claudius tid forlod de sidste lægpraktikanter Burkal Sogn og de herrnhutiske forsamlinger ophørte. I 1849 fik man en tysksindet præst fra Bylderup, nemlig Peter Christian Schmidt. Men allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, forlod han sognet. Han rejste til Skodborg, hvor han ved den tyske sejr i 1864 holdt takkegudstjeneste og lader afsynge:
Den første præst, der var uddannet på Københavns Universitet
Selv om folkesproget har været dansk hos store dele af sognets befolkning, så har kirke og skole været ret så tyske i sprog og tanke, men i 1850 vendte bøtten. Med Pastor Koch/Kok fik sognet også for første gang en præst, der var kandidat fra Københavns Universitet. Alle andre havde været uddannet på Tyske universiteter eller fra Kiel.
Denne præst var nok en af de mest betydningsfulde i sognet. Men efter sigende kunne han ikke rigtig få kontakt med bønderne, det lykkedes langt bedre for hans efterfølger pastor Grauer. Men Claus Eskildsen har skrevet følgende:
Pastor Kok fik styr på skolesystemet
Kok fik også styr på skolesystemet. Han ville ellers også have oprettet en folkehøjskole i Hostrup. Men i stedet begyndte han at studere det sønderjyske folkesprog. Han blev fordrevet fra sognet.
I 1898 blev der ved rigsdagsvalget kun afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet.
Præsten var god til at sælge stude
Efterfølgeren Pastor Grauer var en modsætning til Kok. Han var herrnhuter. I den danske tid var han huslærer i sin hjemsogn Rise. Han var god til at tale med folk og sælge stude. Han var enkemand, da han kom ril sognet og døde i 1873.
En ny vækkelse var kommet til Burkal – en bevægelse, der var påvirket af Indre Mission. Vækkelsen voksede langsomt. Man havde egen præst og missionssal i Bylderup Bov.
Pastor Schwartz var ikke nok tysk
I 1916 overtog pastor Schwartz embedet. Han bliver helt til 1940. Efter indlemmelsen var der afstemning om man skulle beholde Schwartz. Det var der stort flertal for. En overgang holdt han skole i præstegården. Den tyske menighed mente ikke at han var tysk nok.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
April 11, 2024
En fortidsskov i det sønderjyske Vadehav?
Den famøse skov ”Appenholt”. Johs. Meier anvendte ordet. Har man i Ballum set en skov mod vest og på Rømø set en skov mod øst. Navnet er anvendt i litteraturen. Er skoven forsvundet under ”Den Store Mandedrukning”? Rester kunne ses i de store isvintre i 1940erne. De gamle vandløb kan ikke hjælpe. Skovresterne findes i plovhøjde under en række lag. Eg, El og Hassel er påvist. Hvor gammel er Appenholt og hvornår forsvandt skoven helt præcis? Er der nogle af vores ”kloge” læsere, der kender nyere litteratur om temaet?
Den famøse skov ”Appenholt”
Det lyder helt forkert. Men måske er det nu alligevel rigtigt. I lidt ældre litteratur og artikler har vi fundet antydninger på, at der kunne have ligget en skov ude i Vadehavet måske fra Koldby og videre nord på forbi Ballum.
Skovrester har været direkte synlige ved lavvande eller dækket af et få centimeter tykt lag sand eller slik. Særlig ud for Ballum – landsbyerne har man fundet skovrester. De lokale kaldte den eventuelle fortidsskov for ”Appenholt”
Johs. Meier anvendte navnet
Den gamle kartograf Johannes Meier fra Husum har nu aldrig anvendt dette ord. Han var kendt for kort af området i 1600 – tallet. Men kigger man nu godt efter, så har han anvendt ordet i sin navneliste.
På kortet over den vestlige del af Haderslev samt Ribe og Løgumkloster har Meier betegnelserne Appenrum, Appensandt og Appen Capell i nærheden af Appenholt.
Har man i Ballum kunne se en skov i vest?
Imidlertid synes det på selve Ballum-egnen, at være tradition for benyttelsen af navnet Appenholt. Men har man fra Ballum kunnet se en skov, der hvor en del af Vadehavet er nu?
Navnet er anvendt i litteraturen
I Dansk Sagn af Evald Tang Christensen kan man læse følgende:
Og i bogen ”Karen Jürgens til Egtved – En fortælling fra Sønderjylland af Laura Kieler kan man læse følgende:
Er skoven forsvundet under den store mandedrukning?
Åbenbart skulle skoven være forsvundet ved den store mandedrukning i 1362. Desuden bliver det påstået, at man har anvendt egetømmer fra Appenholt i Hjerpsted kirke og i den nordligste lade-bygning i Hjerpsted. Denne lade-bygning blev nedrevet i foråret 1952. Men når stammerne ligger i Vadehavet bliver de bløde som smør og kan ikke bruges som tømmer.
Rester kunne ses i de store isvintre i 1940erne
I de store isvintre i begyndelsen af 1940erne skete det jævnligt, at isen løftede overliggende lag bort fra skovresterne visse steder på vaden, så de ofte meget betydelige stammer lagdes blot, og det angives, hvad også Thade Petersen beretter – ingen fotografier af, at stammerne lå parallelt med rod-enden i NV – et forhold, der naturligvis kunne støtte den tanke, at skoven var nedmejet af vind (eller vand?) fra et bestemt verdenshjørne.
Lokale har også gravet trærester frem ude i vaden. Disse må kun blive aldersbestemt.
De gamle vandløb kan ikke hjælpe
Fra kystlinjen sænker vandvadens overflade udefter med en uhyre lille hældningsvinkel. Ved Ballum-landsbyerne når gesten ud til kysten, men ude under sandvaden finder man snart blot gulligt hede-sand.
Der, hvor de første trærester findes, er ca. 500 meter fra land. Her ligger sandvaden ca. 0,80 m under vandoverfladen ved normal flod. Et stykke længere ude finder vi bunden af en pril, hvor sandvaden atter hæver sig. Uden for finder vi pril nr. 2. Derefter går vaden over i Jordsand Flak. Gennem disse to priler søger strømmen ind og ud ved flod og ebbe.
Koldby leje afmærkes ikke længere siden 1950. Den var efterhånden ganske til-slikket. Selv ved flodtid var det en fælde for ikke stedkendte folk. Denne fortsætter i virkeligheden mod nord i den ene af disse priler. Man kan nok ikke beregne noget med disse løb, om der her har ligget en stor fortidsskov.
Skovresterne findes i plovhøjde under en række lag
Både øst og vest for disse priler findes der skovrester. Disse findes i plovhøjde under en række andre lag med sand, skaller og klæg. Nogle steder findes der også moseagtig lag og rester af rørsumpens planter.
Eg, el og hassel er påvist
Hidtil er kun eg, hassel og el påvist med sikkerhed. Der er fundet flere kærneholdige hasselnødder og desuden nogle insekt–og sneglerester. Skovet har lignet egeskov eller egelunde. Hvor langt skovresterne strækker sig mod nord, er ikke påvist. Når man nærmer sig land forsvinder skovresterne.
Hvor gammel er Appenholt og hvornår forsvandt skoven?
Men hvor gammel er Appenholt? Burde man måske ikke mere seriøst finde ud af kulturresterne i Vadehavet. Og kan vi stole på Johs Meiers kartografi? I dag anlægger vi et andet syn på kort. Et kort skal ikke fortælle eventyr eller gengive løse påstande. Men det gør Johs. Meier. Spørgsmålet er om vi skal være ham taknemmelig, fordi han har opsnappet, hvad folk har talt om.
Findes der nyere litteratur om fortidsskoven?
Men nu behøver Johs. Meyers navne absolut ikke at være opdigtet. Hans navne falder godt i tråd med det sønderjyske folkesprog.
Nu kan det jo godt være, at vores kloge læsere kan henvise til nyere litteratur om denne famøse skov i Vadehavet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 9, 2024
Det tørstige Tønder
Engang var der 80 værtshuse i Tønder. Et værtshus for hver 49. indbygger. Man kunne måske nå toget med Æ Punch Sti. Værtshuse i min ungdom. De stakkels to bryggerier. Vi skal tilbage til 18667. Store udvidelser i 1913. Man fik ikke mange råvarer under krigen. Pludselig kom der stærke øl fra Danmark. Tørstige tøndringer blev opfordret til at støtte bryggerierne. Tønder Margarinefabrik. Bryggeriet lukkede i 1953. Kvalitetsøl fra Victoria fik mange priser. Var bogholderen uduelig? Bürgerlisches Brauhaus. Eksisterede til 1914.
Engang var der 80 værtshuse i Tønder
I 1890erne havde Tønder et væld af bryggerier og brænderier. Restauratørerne udgjorde den største erhvervsgruppe. På et tidspunkt havde Tønder 80 værtshuse.
Et værtshus for hver 49. indbygger
I 1925 havde Tønder endnu 32 hoteller og gæstgiverier samt yderligere 9 restauranter og pensionater. Men tænk engang Tønder blev omtalt i en brasiliansk avis, fordi byen havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger. Jo Tønder havde et værtshus pr. 49 indbygger.
Man kunne måske nå toget med Æ Punch Sti
Det var også i de gode gamle dage, at man havde Æ Punch Sti. Når man samtidig skulle styre sin brandert og nå det sidste tog, så var denne sti meget praktisk.
Det var især på markedsdage, hvor mange almindelige beboelser blev indrettet til værtshus.
Værtshuse i min ungdom
Men sådan er det nu ikke mere. Allerede, da undertegnede for nu 55 år siden fraflyttede byen var der ikke mange værtshuse tilbage. Hvor mange, der er nu, ved jeg desværre ikke.
Dengang var der Carl Skomager og endnu en bodega i Østergade. Der var Hagges og så en i begyndelsen af Strucksalle. Og så var der selvfølgelig familien Brodersens stamværtshuse Skibbroen og ”Halle” (Centralhalle). En overgang var det også Slusen under Tønderhus og et sted i Vestergade, som jeg ikke kan huske navnet på længere.
Ja så var det jo også Æ Klev og Nørbys Hotel i Skærbæk.
Når vi var hjemme på besøg, kørte vi da også til Aventoft. Her skiftede vi mellem tre steder. Og der faldt brænde, hvis vi ikke var hjemme kl. 12.30 søndag middag til krebinetterne. Det var også i Aventoft, vi skulle bestå vores manddomsprøve – nemlig at drikke ”Æ Støvl”. Og her skulle man så huske at dreje ”støvlen” ellers ville øllet skvulpe over.
De sidste to bryggerier
Det man husker, er de to bryggerier – Tonderne Victoriabrauerei Strucksalle og det gamle Aktie Bryggeri Østergade, der var oprettet i 1888. Det gamle ”Aktie Bryggeri” lå på hjørnet af Østergade og Nørregade. I dag er den gamle industribygning omdannet til boliger.
Vi skal tilbage til 1866
Se sådan står der i nogle kilder, men vi skal faktisk tilbage til 1866, da P. Poulsen grundlagde et hvidtølsbryggeri i Tønder. Han havde to sønner, hvoraf den ene blev uddannet som brygger i Schweiz. Da dette kom hjem til Tønder i 1869 påbegyndtes fremstillingen af bajersk øl.
I 1872 solgte Poulsen bryggeriet til Gustav Werther fra Halle, der drev bryggeriet til 1888 på hvilket tidspunkt det blev omdannet til et aktieselskab under navnet ”Tondernsche Actien Brauerei Gesellschaft, vorm. Werther.
Store udvidelser i 1913
Det kneb med at blive enig om salgsprisen. Men det lykkedes til sidst med penge fra Fuglsang. Man startede med en kapital på 131.000 mark.
Werther, der selv var hovedaktionær, var nu en ældre mand og tilmed noget svagelig. Han solgte derfor sin aktiepost til W. Neven, der på dette tidspunkt var brygmester på Victoria Bryggeriet.
Bryggeriet, der allerede under Werthers ledelse var i god fremgang, øgede nu i de følgende år med W. Neven som direktør sin omsætning betydelig. Særlig i 1913 skete der store udvidelser.
Der blev bygget et nyt bryghus med fuldstændig nyt og moderne inventar, indlagt ny dampkedel, dampmaskine og køleanlæg. Der blev foretaget udvidelser af gær – og lagerkælder.
Man fik ikke mange råvarer
Denne udvidelse og om-forandring nåede lige at blive færdig til krigen udbrød i august 1914. I de bevægende krigsår gik det op og ned med bryggeriets drift, alt eftersom det lykkedes at få råvarer tildelt eller ikke. Der var god brug for alt øl, der kunne skaffes. Men råvarerne blev kun stillet til rådighed i meget små mængder. Derfor måtte øllets styrke sættes meget langt ned. Regeringen bestemte, hvor stærkt øllet måtte være. Det gjaldt om at få så mange hektoliter ud af brygmaterialet som muligt.
Pludselig kom den stærke øl fra Danmark
For den sønderjyske befolkning var det kun tale om Ersatz. Man længtes efter den kraftige danske øl. Og lige så snart indlemmelsen fandt sted, sendtes der masser af øl til Sønderjylland. Denne konkurrence kunne bryggeriet ikke hamle op med.
Ved indlemmelsen i Danmark i 1920 mistede bryggeriet også sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation. Ja bryggeriet havde mistet 60 pct. af sin kundekreds. I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne til dette var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, bankdirektør Andresen, gæstgiver Witzke, købmand Jens Peter Petersen og apoteker Toft. Alle disse fik enten plads i bestyrelsen eller i Tilsynsrådet.
Tørstige tøndringer blev opfordret til at støtte bryggeriet
Direktør for virksomheden blev P. Nielsen, der kom fra Nørresundby. Bryggeriet havde en kapacitet på 15.000 hektoliter, som man ville bruge til fremstilling af virksomhedens specialitet – pilsnerøl. Hertil kom husholdnings-øl, malt – og dobbeltøl samt mineralvand.
I annoncer blev det slået på, at de tørstende tøndringer skulle støtte den lokale industri. Det gjorde de sandelig også i den grad. I flere år gav det et pænt overskud, som udløste 5 % til aktionærerne. Men det var ikke nogen særlig betydning for beskæftigelsen i byen. I anden halvdel af 1920erne var der kun 10 ansatte.
Tønder Margarinefabrik
Det samme var tilfældet med Tønder Margarinefabrik, der var et barn af bryggeriet. For at udnytte den ledige plads i baghuset, blev dette udnyttet til Margarinefabrik. I oktober 1924 blev den forevist for den lokale presse.
En journalist fra Vestslesvigsk Tidende hæftede sig ved:
Bryggeriet lukkede i 1953
Efter en vanskelig start gik det fremad. I anden halvdel af 1920erne beskæftigede fabrikken 10 mand. På grund af krigen blev produktionen mere eller mindre indstillet og afløst af en beskeden sodavandsaftapning, der kunne klares af et par ansatte.
Tønder Aktiebryggeri lukkede i 1953 uden større dramatik og en æra var slut i Tønder som ølbrygger by.
Kvalitetsøl fra Victoria fik mange priser
Men se ude på Strucksalle boede vi lige over for et tidligere bryggeri. Det startede i 1888 som Tondernsche Victoriabrauerei, som en ny konkurrent til Actien Braueriei i Østergade. Victoria – øllet fik aldrig fodfæste på markederne i og uden for Tønder og Vestslesvig. Man kan så undre sig over det store antal værtshuse i Tønder.
Vi boede et par år lige over for. Det var nogle prominente borgere, der havde startet det. Og startkapitalen var på 150.000 mark. Man ville fremstille:
Og det var ikke noget galt med kvaliteten. Få måneder efter starten indkasserede man en førstepræmie på en udstilling i Hamborg. I 1892 blev det til en guldmedalje i Nice i Frankrig. Året efter blev det til en guldmedalje på en udstilling i London.
Bogholderens uduelighed?
Flere gange havde man forsøgt at fusionere med Aktie-bryggeriet.
I 1900 begyndte det at gå dårligt. Man sagde, at grunden til underskuddet på 250.000 mark var grundet ”Bogholderens uduelighed”. Men kan det nu passe? I 1903 gik det konkurs.
Victorias dødskamp havde strakt sig over 12 – 15 år.
Bürgerliches Brauhaus
Et konsortium af lokale købmænd i spidsen købte bygningerne og ændrede navnet til ”Bürgerliches Brauhaus. Det var Ernst Chr. Klüwe, der stod i spidsen. Prisen var 207.000 mark.
I starten af 1907 blev Victoria-bryggeriet atter solgt og to år senere tvangssolgt til bagermester Weidmann i Koburg for kun 106.000 mark. Man forsøgte også med forsøg med marmelade og konserves. Det gik bare ikke.
Eksisterede til 1914
Det eksisterede til 1914, hvor bryggeriet endelig gik nedenom og hjem.
Man skulle tro, at to bryggerier på en gang i den tid i landsdelens mindste købstad var mindst en for mange. Victoria havde i 1900 – 15 ansatte. Gennem det meste af tiden havde Victoria bryggeriet økonomiske problemer.
Derefter blev bygningen brugt til kornlager. En kort overgang var der også vandrehjem i en del af bygningerne.
Byggeriet blev i 1937 solgt til Karl Bachmann, Bachmanns Vandmølle. De ejede det indtil 1991, hvor det blev omdannet til boliger.
I dag ligger boligkomplekset Bryggergården på stedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 6, 2024
Lille Christiansborg på Nørrebro
Et af de smukkeste bygningsværker på Nørrebro. Også med baghus. En erfaren arkitekt. Han tegnede også andre kendte bygninger. Ejendommen skulle indeholde friboliger. Et specielt varmeanlæg. Der blev tænkt på enkeltheder. Ejendommen blev præmieret. Mange stiftelsesejendomme på Nørrebro. Tænkte arkitekten på det nye Christiansborg. De ædle hensigter kom ikke til udførelser. En meget udførlig lejekontrakt. Er det en ”uægte” facade. Tørrelofter omdannet til taglejligheder.
Et af de smukkeste bygningsværker på Nørrebro
Hørsholmsgade 22 ud til Nørrebroparken ligner Christiansborg. Er det en tilfældighed? I hvert fald er det et af de smukkeste bygningsværker på Nørrebro. Forhuset er et gråpudset forhus i 28 fag med fem etager samt en kælder.
På bygningen er der en indskrift:
Det var initialerne for bygherren Albert Nicolaj Schioldann og hustru Frederikke Christiane Schioldann. Herunder opførelsesåret 1902.
Også med baghus
I stueetagen er der fra porten og ind til højre adgang til stiftelsens tidligere ”kapel” og mødekontor. Rummet er paneleret. Her er en forhøjning til en talerstol samt et rustikt møblement, der stammer fra opførelsen.
Til ejendommen hører endnu et gråpudset have- eller baghus i fem etager og 11 fag. Mellem for- og havehus er en ejendommelig ”jernbro”, der går fra tag til tag. Dette stammer fra ejendommens oprindelige centralvarmeanlæg.
Ejendomskomplekset ligger på en spids trekantet grund, hvor Kronborggade løber ud i Hørsholmsgade. Gård- og haveanlægget er mellem anneksbygningen og forhusets gavl afskærmet mod Kronborggade af en gråpudset betonmur, der har skrå overkant og piller, der rager op over muren med buede afslutninger.
En erfaren arkitekt
Bygningerne blev opført 1901-02 af murermester Albert Nicolaj Schioldann. Han var i 1868 blevet optaget i Københavns Murer – og Stenhuggerlav. Som arkitekt valgte bygherren Emil Gustav Vilhelm Jørgensen. Denne var elev af Hans Jørgen Holm og Martin Nyrop. Disse havde en forkærlighed for den nationale og italienske teglstensarkitektur.
Han tegnede også andre kendte bygninger
Men Emil Jørgensen var også optaget af andre historiske epoker som barok og mere rene klassicistiske stilformer. Det var netop den stilart som C.F. Hansen repræsenterede. Emil Jørgensen var også konduktør for Martin Nyrop ved opførelsen af Københavns Rådhus.
Som selvstændig arkitekt opførte han flere stiftelser. Han opførte samtidig med Schioldanns Stiftelse også Håndværkerstiftelsen statelige bygning på Blegdamsvej 74. Amtssygehuset i Gentofte stod han også for. Ja endda Sundholm ude på Amager. Han havde sans for det monumentale og for en bygnings skulpturelle kvaliteter.
Ejendommen skulle rumme friboliger
Den 6. marts søgte Emil Jørgensen på bygherrens vegne om tilladelse til at opføre to 5 etagers beboelsesejendomme efter tegninger dateret februar 1901. Ejeren murermester Albert Nicolaj Schioldan havde købt grunden af virksomheden ”Brødrene Cloetta”, der stadig ejede ejendommen ved siden af – Hørsholmsgade 20.
Det var Schioldanns tanke at opføre en statelig bygning, der skulle rumme fribolig for mindre bemidlede ældre borgere. Forhuset kom til at rumme 70 lejligheder (29treværrelses og 41 toværelses) med entré, køkken med gaskomfur samt fælles toilet på køkkentrappen.
I kælderen indrettedes desuden en portnerbolig. Det var Schioldanns søn, G.N. Schioldanns søn, G.N. Schioldann, der stod for murerarbejdet.
Et specielt varmeanlæg
Havehuset med Kronborggade indrettedes med 30 beboelseslejligheder (10 treværelses og 15 toværelses) samt fem butikker med butiksvinduer og butiksdøre i stueetagen.
Bygningens varmeanlæg blev leveret af Beck’ s Opvarmnings – Compagni var et kapitel for sig. Den oprindelige installation afspejler sig stadig i gård intenøret. Varmtvandssystemet løb fra hovedbygningen via en rørledning i luften over til bygningen ud til Kronborggade, og heraf gik der en returledning på 9,5 m under jorden tilbage til hovedbygningen. Rørledningen er isat en nydelig jernkonstruktion.
Der blev tænkt på enkeltheder
Der blev ved opførelsen også tænkt på de rekreative behov, som beboerne måtte have. Det blev derfor gjort meget ud af gårdanlægget, der deltes op i en egentlig gårddel, der var i arealets spidse del, samt en halvdel, der var afskærmet fra gårddelen med et plankeværk.
Til haven indkøbtes bl.a. georginer, mange roser, fuchsiaer, hele 100 bøgeplanter, poppel og efeu. Her var også bænke.
Arkitekt Jørgensen var mere end 30 år før sin tid. Ud mod Kronborggade skulle der være lindetræer, ro kugleakacier og et kirsebærtræ plus to uspecificerede blomsterbede. En syren, kristtorn, birk of pyramidepoppel skulle også pryde arealet mellem husene.
Her er præcise tegninger til, hvordan gesimsernes profil skulle se ud og ligeledes er hegnet om pissoir og ”fejeskarnsbeholderen” i gården udførlig beskrevet.
Ejendommen blev præmieret
Det smukke relief med en nådig kvinde, der tager to trængende kvinder og mænd under sin kappe, står der ikke så meget om. Måske er det inspireret af brødrene Soldenfeldts stiftelse ved Sortedams Dosseringen.
I 1903 blev Schioldanns Stiftelse sammen med hotel Bristol på Rådhuspladsen præmieret af Københavns Kommune som de to første bygninger. Tanken bag præmien var at anspore til mere smukt byggeri.
Mange stiftelsesejendomme på Nørrebro
Der var masser af stiftelsesejendomme på Nørrebro i slutningen af 1800 – tallet og begyndelsen af 1900 – tallet. Bygherre var privatpersoner, faglige og private organisationer var ofte særdeles ambitiøse med hensyn til bygningernes fremtræden og indretning. Her var Schioldanns Stiftelse ingen undtagelse. Bygningen er simpelthen et kvalitetsbyggeri med dekorationer og underværker af udsøgte materialer. Samtidig så man beboernes nøjsomhed for øje.
I Bydelsatlas Nørrebro fra 1996 har bygningen fået vurderingen:
Tænkte arkitekten på det nye Christiansborg?
Man måtte endelig ikke unødigt ødsle. Den strenge og monumentale facadeudformning var derfor et ideal. Samtidig med opførelsen af denne ejendom opstod der fornyet interesse om genopførelsen af Christiansborg. C.F. Hansens Christiansborg var brændt 1884 og 1887. I 1903 blev der udskrevet en ny konkurrence om genopførelse af slottet.
De tegninger som Emil Jørgensen udarbejdede tegningerne til Hørsholmsgade 22 i 1901, og hans tegninger ligner et forslag til Christiansborgs genopførelse eller en fantasi over temaet.
Men vi ved dog ikke om Emil Jørgensen havde påtænkt at deltage eller vitterlig deltog i konkurrencen. Men Christiansborgs gennemførelse har synligt optaget ham meget, da han udarbejdede tegningerne til Schioldanns Stiftelse. Han kan have været inspireret af sin foresatte ved Rådhusets opførelse, Martin Nyrop. Denne deltog i konkurrencen. Et par af de anonyme konkurrenceforslag havde mange fællestræk med Hørsholmsgade 22.
De ædle hensigter kom ikke til udførelse
Der var nu ikke så mange midler til at alle boligerne kunne være friboliger. Det var faktisk kun et fåtal. Schioldann håbede, at ejendommens økonomi med tiden ville tillade, at der blev indrettet flere friboliger. Der blev i mange år arbejdet med forskellige fundats.
Så sent som i 1929 var der endnu ikke udarbejdet og det er tvivlsomt om en fundats overhovedet er blevet gjort retsgyldig. Ingen af forslagene ser ud til at være trådt i kraft. Det var mange stiftelser, foruden denne, der kun fungerede delvist som stiftelser med et kun begrænset antal friboliger. Faktisk synes dette mere at have været reglen end normen. Vi må nok erkende at trods de ædle hensigter, i hovedsagen fungerede som en almindelig udlejningsejendom.
Ja hensigterne var ædle. Der skulle være en fribolig for:
Pågældende skulle være fyldt 60 år.
Udover denne stiftelse havde Schioldann og hans kone også et legat til
En meget udførlig lejekontrakt
I begyndelsen var der hovedsagelig ældre kvinder, som lejlighederne blev udlejet til. I visse lejligheder kunne man betale et engangsbeløb – så var man huslejefri resten af livet.
Ellers var beboersammensætningen god solid middelklasse – med en klar overvægt af frøkner og enker. Der var også en vis repræsentation af militære, heriblandt den velangivne oberstløjtnant H.A.T. Knub. En af de yngre beboere var stud. Theol. Karmark Tonsgaard, der senere blev aktiv i Københavns Indre Mission.
I udkastet til formål, beliggenhed og indretning stod der blandt andet:
Lejekontrakten var usædvanlig udførlig. Udover almindeligheder som at holde stedet rent og pænt og lukke døren ind, når det var påkrævet, er der også udspecificeret, at lejeren ikke uden tilladelse må holde
Desuden var der en forrygende bestemmelse på det ret så børnerige Nørrebro:
Er det en ”uægte” facade?
Kritikkere vil måske anfægte, at ejendommen fremstår som et slot men med kun små lejligheder. Man har anfægtet at bygningen har en ”uægte facade”.
Tørrelofter omdannet til taglejligheder
Tørrelofterne er omdannet til 17 taglejligheder i to plan. Gamle nedslidte vinduer er udskiftet til nye energirigtige. Nyt tag, der isoleret efter nutidens forskrifter er der også kommet til. Desuden er facaden renoveret og nye elevatorer er installeret på bagtrapperne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 3, 2024
Da Struensee blev henrettet
Et vidne overværede den makabre affære. Dokumentet dukkede op. Et 8 alen højt skafot. Masser af vagtfolk og soldater. Klædte sig af. ”Dette er ikke uden grund”, sagde bødlen. Rakkerdrengen parterede dem. Præsten sagde kun tre ord til Struensee. Struensee bad om tilgivelse. Hver opsat på fire stejle på Vester Fælled. Hvad mon de havde forbrudt sig imod? spurgte vidnet. Ingen grund til at tvivle på vidneudsagnet.
Et vidne overværede den makabre affære
Vi har før skrevet om denne makabre affære, hvor Struensee og Brandt i overværelse af tusinder af mennesker blev henrettet på Fælleden.
I bogen ”Struensee og hans tid” nævnes, at en ”ukendt nordmand ved navn Valentin” så det hele meget tæt på. Den ukendte nordmand var Valentin Greve Knudsen, der boede ude i Jægersborg. Kort tid efter hændelsen havde han nedskrevet sin oplevelse. Derefter sendte han dokumentet til sin søster.
Dokumentet dukkede op
Dette dokument forsvandt men dukkede så tilsyneladende op igen. Det blev ”udlånt” af en fjern slægtning til Politiken for 75 kr. Dokumentet indeholdt også en masse om familieforhold, sygdom og barsler. Men det som vi interesserer os for, er en af Danmarkshistoriens store begivenheder på Fælleden. Vi har så tilladt os at redigere en lille smule i dette dokument, så det fremstår nogenlunde på nydansk.
Et 8 alen højt skafot
Det var lørdag middag den 25. april, at Struensee og Brandt fik deres dom. I mandags opsatte Boye Junge skafottet uden for Østerport på byens fælled. Den var 8 alen høj og lavet af tømmer og brædder i en firkant foruden en forhøjning.
Masser af vagtfolk
Tirsdag formiddag den 28. april foregik ekskursionen. Jeg overværede det på nærmeste hold. Uden om skafottet holdt nogle af Holmens folk vagt. Længere ude var det dragoner til hest. Og endnu længere ud var der infanterister i flere geledder. Ved indgangen til selve skafottet holdt yderligere 20 dragoner vagt.
Klædte sig af
Synderne kørte i hyrevogne og var hver ledsaget af en officer og en underofficer. Men ingen præst. Brandt kom først afsted. Han blev modtaget og fulgt op af provst Hee. Brandt hilste ikke på nogen.
Han gik frem på skafottet som en skuespiller. Han havde en guldgaloneret hat på. Håret var kreppet i panden, en ordentlig bukkel ved hver side og ”en liden stivpisk” – dog intet pudder. Han var iført en lang hvid ulvepels, derunder en grøn klædning med guldgaloner og støvler på benene.
Dette sker ikke uden grund
Da han efter ritualet havde anført og svaret på trosbekendelsen, blev domsafsigelsen oplæst af præsident Ortved. Derefter tog bøddelen straks over med disse ord:
Derefter blev lænkerne taget af ham. Derefter blev velsignelsen lyst over ham. Han klædte sig selv af men ville beholde vesten på. Men den måtte han dog igen tage af.
Rakkerdrengen parterede ham
Han lagde sig selv på blokken og strakte sin højre hånd ud. Den mistede han med et øksehug. Dernæst mistede han hovedet med et andet øksehug. Han nåede lige inden han døde at fremsige:
Derpå blev han af rakkerknægtene parteret i stykker og placeret i rakkervognen.
Præsten sagde kun tre ord til ham
Derpå trådte Struensee ud af vognen. Den havde holdt i den inderste kreds. Han hilste på officeren ved venstre side, da han gik op. Han stod der som en ”arm synder”. Han havde en sort hat på. Håret var sat i tre fletninger, men ikke bundet. Det så ikke ud som om håret havde set til en kam fornyelig.
For resten havde han ligeledes en lang hvid ulvepels på og en gammeldags lyseblå klædning. Han havde hvide silkestrømper og sko på benene. Pastor Mynster talte kun tre eller fire ord med ham.
Struensee bad om forladelse
Dommen blev straks forlæst for ham. Han kastede straks sit hår bort. Da bødlen bød hans våben. Derpå bad han om forladelse for det han havde gjort. Han bad til Gud og for kongen, det Kongelige hus og hele landet. Derpå blev han afklædt, lagde sig på blokken. Ligeledes mistede han først hånden og dernæst hovedet og efterfølgende parteret.
Opsat på 4 stejle på Vester Fælled
Således endte de to mænd deres liv under bøddelens hånd og blev på Vester Fælled ved den murede galge lagt på hver 4 stejle. Hoved og hånd blev sat på en stage i midten. Ved Brandts hoved sad den stive pisk endnu. Nogle vil sige at Struensee gav bødlen sit ur. Men jeg så det ikke.
Samme dag da ekskursionen fandt sted blev justitsråd Struensee befriet for sine lænker. Ingen af de henrettede har fået lov til at tage afsked med nogen.
Hvad havde de forbrudt sig imod?
Dagen efter, om onsdagen blev skafottet nedrevet af uærlige slaver (fanger) og forvaret i Stok-huset. Om det skal bruges igen, vil tiden vise.
Hvad de egentlig har forbrudt sig imod, ved jeg ikke. Sandheden blev holdt hemmelig. By-sladderen giver nok heller ikke klarhed over dette. Både Struensee og Brandt blev omvendte, den ene af Mynster og den anden af Hee.
Historien gik i trykken. Begge præster skrev en bog. Men er det nu lutter engle, der nu ligger der på stejle?
Ingen grund til at tvivle på beretningen
Sådan slutter Valentin Greve Knudsens beretning om en af de mest berømte henrettelser i Danmarkshistorien. Og selv om brevet kun består i en afskrift er det ingen grund til at tvivle på at det foregik nogenlunde som studenten her beskriver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 2, 2024
Bevar den Sønderjyske dialekt
Det er naturligt for os at tale sønderjysk. Sønderjysk kan godt skabe opstand. Det er noget særlig at holde foredrag på sønderjysk. På Tønder Kommuneskole måtte vi ikke tale sønderjysk. Måske er den sønderjyske dialekt slet ikke så truet? Hvis Nordslesvig/Sønderjylland ikke var blevet indlemmet! Næsten fyringsgrund, ville ikke tale tysk. Den tyske Borgerskabs elever talte tysk i skolegården. I Løgumkloster er sønderjysk ikke truet. Hvilke trusler er sønderjysk udsat for. I Bjerndrup fastholdes det sønderjyske. I Haderslev er rigsmålet i fremgang. I Tønder er sønderjysk mest vedholdende. Borgerskabet har opgivet dialekten. Sønderjysk holder skansen. Den sønderjyske dialekt er den stærkeste. Skoleloven af 1814 ødelagde dialekterne. Byens spidser talte tysk. I Bylderup bevarer man konsekvent dialekten. Den symbolske betydning har ændret sig. Sønderjysk er også en fortælling om noget særligt. Rikke Thomsen: ”Min indre monolog foregår på sønderjysk”. Sønderjysk også på film. Man skal tale sønderjysk, fordi man har lyst og er stolt af at være sønderjyde.
Det er naturligt for os at tale sønderjysk
Forleden havde jeg besøg af min skønne lillesøster. Hun skulle hjælpe mig tik optiker efter mit uheld. Og som det altid har været ganske naturligt, talte vi sønderjysk. Om det var derfor folk smilede på vejen hen ad Østerbrogade, eller om det var medfølgende smil på grund af mit sårede ansigt, det ved jeg så ikke.
Sønderjysk kan skabe opstand
Når sønderjyder kom op i boghandlen ja så foregik det på sønderjysk. Det skabte en form for opstand. På boghandlerfagskolen i Odder kunne en anden sød sønderjysk pige og mig ligefrem optræde med det sønderjyske sprog.
Det er noget særligt at holde foredrag på sønderjysk
Og så har man ligefrem været så heldig at holde 10 foredrag for Æ Synnejysk Ambassade her i København, til Afstemningsfest i den sønderjyske by, Rens og fortælle om Tønders historie og københavnernes sære vaner på Schweizerhalle i Tønder – alt sammen på sønderjysk. Det er noget særligt at holde foredrag på sønderjysk.
På Tønder Kommuneskole måtte vi ikke tale sønderjysk
På Tønder Kommuneskole fik vi dengang at vide af viceskoleinspektør Werner Christiansen at vide, at vi ikke måtte tale sønderjysk i timerne. Det kan i den grad undre, da viceskoleinspektøren var en anset lokalhistoriker.
Måske er den sønderjyske dialekt ikke så truet?
Og det er det denne artikel skal handle om. Måske er den sønderjyske dialekt ikke så truet endda. Den er måske ikke så moderne hos ungdommen. Men vi andre ældgamle skal nok gøre alt for at bevare den. Jo dette er faktisk den tredje artikel om det sønderjyske sprog (Æ Sproch).
Hvis Nordslesvig/Sønderjylland ikke var blevet indlemmet
Hvordan mon det havde set ud med den sønderjyske dialekt, hvis Sønderjylland/Nordslesvig ikke var blevet indlemmet i Danmark? Der ville være sket en stærk opblanding af tyske ord. En glidende fortyskning af lyd, bøjning og sætningsopbygning ville have gjort dialekten ukendelig.
Under besættelsen og nazismens magtovertagelse opstod der en kløft mellem danske og tyske i grænselandet. Dette har utvivlsomt ført til en bevidst udryddelse af tyskheden i de dansksindedes dialekt. I disse opståede huller er det danske rigsmåls former kommet ind. Dialekten har dog bevaret udtryksmulighederne.
Næsten fyringsgrund – ville ikke tale tysk
Man skal også huske på at Det Tyske Mindretal i Grænselandet talte sønderjysk i deres omgangssprog. Da jeg var i lære i Andersen & Nissens Boghandel blev jeg ellers bedt om at tiltale alle fra Det Tyske Mindretal på tysk. Dette nægtede jeg, og det var lige før, at det blev fyringsgrund. Jeg tiltalte dem på deres omgangssprog – sønderjysk.
Jeg ville gerne tale tysk med dem, der kom fra Tyskland. Det havde jeg ikke noget imod. Engang havde jeg skrevet noget om, hvordan man kunne forbedre skolegangen på de tyske skoler i Sønderjylland. Det følte det tyske Schul – und Sprachverein sig provokeret af. De inviterede mig til et foredrag på Nachschule i Tinglev. Det var dog slet ikke ment som en provokation. Men nu delte jeg mit foredrag ind i dansk, tysk og sønderjysk.
Den tyske Borgerskoles elever talte tysk i skolegården
I Tønder talte alle fra den tyske Borgerskoles elever, der overvejende kom fra højtyske hjem også højtysk i skolegården. I Haderslev talte alle fra mindretallet sønderjysk dengang i skolegården.
I Løgumkloster er sønderjysk ikke truet
Løgumkloster, som er forholdsvis afsides er den særlige Løgumkloster – dialekt bevaret uden at rigsmålspåvirkningen har haft nogen indflydelse. Andre steder er rigsmålet måske en anelse mere i fremgang.
Hvilke trusler er sønderjysk udsat for?
Men egentlig står den sønderjyske dialekt overordentlig stærk over for rigsmålet. Der må en bevidst overgang til hos hvert enkelt individ før rigsmålet har sejret. Måske kan generationsskifte forårsage en afløsning af det bestående. Og måske kan nutidens folkeblanding også udgøre en fare for det sønderjyske.
Større krav til den enkeltes uddannelse kan tvinge de unge væk fra hjemstavnen. Dette kan måske også udgøre en fare for det sønderjyske. Der er lavet en undersøgelse i sprogforholdene i Bjerndrup. Her kan påvises at blandede ægteskaber mellem sønderjyder og andre fra kongeriget kan true dialekten. Måske bliver rigsmålet indført der, hvor der er sammenbragte familier.
I Bjerndrup fastholdes det sønderjyske
Kammeraternes indflydelse kan være afgørende, trods hjemmets uvilje mod dialekten. Det er måske en lidt anden indstilling end forventet. Men tilrejsende har udtalt, at børnene må tilegne sig den sønderjyske dialekt for at falde til. Men den ældre generation blandt de unge ville næppe kunne tilegne sig at tale rent sønderjysk.
Forbavsende er det dog at i Bjerndrup har den udprægede sønderjyske egenart og dialekt vanskeliggjort tilflytternes akklimatisering. Den bevidste overgang til rigsmål sker ikke i nævneværdig grad uden for de sønderjyske købstæder.
I Haderslev er rigsmålet i fremgang
I Haderslev tales der i byens bedste pensionat mest rigsmål. Og det gør det også hos gymnasieeleverne også blandt kammeraterne på lege- og sportsplads. Offentlige kontorer og forretningslivet præges af rigsmål. Men hovedreglen er at man taler sønderjysk med sønderjyder i forretninger. Man går over til rigsmål over for fremmede.
I Tønder er sønderjysk mest vedholdende
Det er som om dialekten står stærkere i Aabenraa end i Haderslev, hvilket også stemmer godt overens med, at Aabenraa er kendt med sin lokalpatriotisme.
I Tønder er dialekten nok mest vedholdende. Det skyldes for det første beliggenheden og dels på grund af det store tyske mindretal. Men også her er gymnasieelevernes sprog rigsdansk. I 1930’erne var dialekten også her stærk.
Borgerskabet har opgivet dialekten
De bedrestillede af borgerskabet har opgivet dialekten. Deres børn går i den højere skole. De plejede omgang med tilrejsende rigsdanske tjenestemænd og forretningsfolk. De lever stærkest i det danske kulturliv. Rigsmålet føltes efterhånden som deres naturlige sprog.
Sønderjysk holder skansen
Nu er dialekten er langt fra uddø i de sønderjyske købstæder. Måske skyldtes det, at der ikke før indlemmelsen i 1920 var muligheder for rigsmålspåvirkning i større omfang i Sønderjylland. Det sønderjyske ”sproch” holder stort set skansen de fleste steder.
Den sønderjyske dialekt er den stærkeste
Vi sønderjyder har et andet syn på vores dialekt end andre dialekt-talende i Danmark. Dialekten i kampårene i 1920 var et middel for sønderjyderne for at hævde sig over for tyskerne. Denne troskab mod dialekten dengang, styrker den sikkert i dag. Gennem fremmedherredømmet 1864 – 1920 blev den sønderjyske dialekt hærdet.
Som sådan kan tilflyttere måske hævde at sønderjyderne er et vanskeligt folkefærd. Vi citerer lige Th. Roust i Nationaltidende:
Skoleloven af 1814 ødelagde dialekterne
Mange andre steder er skoleloven af 1814, udbygningen af jernbanen og landbrugssamfundet årsag til at dialekterne forsvinder andre steder. Det preussiske styre i Nordslesvig indebar at udviklingen forløb helt anderledes hernede.
I Kongeriget (nord for Kongeåen) medførte skoleloven at et københavnerbaseret skriftsprog. Mange steder bekæmpede lærerne elevernes brug af lokale dialekter ligesom det skete på Tønder Kommuneskole. I de nordslesvigske skoler dengang foregik undervisningen på tysk. Og det på nær fire ugentlige timer, hvor kristendomskundskab foregik på dansk.
Der blev talt tysk i skolerne fra 1889.
Byens spidser talte tysk
I Nordslesvig talte byens spidser – præsten, læreren og stationspersonalet – tysk. Resten talte sønderjysk. Jeg kan endnu huske forskellen på de forskellige by – dialekter. Og i den første tid på Nørrebro kunne jeg endnu adskille dem. Det kan jeg ikke mere.
I Sønderjylland blev bønderne ikke gjort til grin, fordi de kun talte sønderjysk.
I Bylderup bruger man konsekvent dialekten
Selv unge mennesker i Sønderjylland taler den dag i dag dialekt som deres umarkerede hverdagssprog. Det har sprogforskeren Malene Monka fundet ud af. Studierne viste, at de unge fra Bylderup var mest konsekvente i deres brug af dialekten. Hun siger, at de unge sønderjyder er mest konsekvente i deres brug af dialekter.
Men de unge fra Bylderup bruger ikke dialekten, når de møder andre unge fra Tønder og Bylderup. Det er ikke et godt tegn. Og åbenbart har de unge drenge svære ved at score på sønderjysk. Det er ikke nok bare at have en plakat hængende, hvor der står Mojn.
Den symbolske betydning har ændret sig
Den symbolske betydning har ændret sig med årene. I dag viser man ikke nødvendigvis, at man er dansk eller dansksindet, når man taler sønderjysk. Man viser tværtimod, at man er sønderjyde, og at man hører til en særlig gruppe mennesker, der kommer fra et særligt sted, som først blev dansk for 104 år siden. Brug af den sønderjyske dialekt er vel symbol og tilhørsforhold.
Sønderjysk er også en fortælling om noget særligt
Det er skam da også med stolthed, at jeg kan tale sønderjysk med min skønne søster langs Østerbrogade og inde hos optikeren. Vi knytter stadig vores identitet op på dialekten, selv om det er længe siden, at vi forlod Sønderjylland. Dialekten er også blevet en fortælling om at være noget særligt.
Rikke Thomsen: ”Min indre monolog foregår på Sønderjysk”
Men selv på Det Kongelige Teater har det fornyelig været et teaterstykke på sønderjysk. For tiden kan man også opleve både musik og film på sønderjysk. Jeg må indrømme at være en stor fan af sangerinden Rikke Thomsen, født i Blans. Hun fortæller at
Hun har modtaget Modersmål-Selskabets pris for hendes indsats for dialekten. Selv siger hun, at hun vil lave sange med nærhed og ærlighed. Det er derfor, at hun bruger hendes ”ægte sprog”
For at dialekterne kan blive bevaret kræver det en samfundsmæssig kulturændring, hvor der er fokus på at anvende dem, og dette bidrager Rikke Thomsen til gennem sin musik.
Sønderjysk også på film
Også filminstruktøren Frelle Petersen bruger det sønderjyske i sine film. For at det skulle virke så autentisk som muligt, valgte han sine skuespiller i en afstand fra 15 km fra det sted, handlingen skulle foregå. Og i filmen ”Onklen” valgte ham Møjn med ø – det var nemlig sådan, man gjorde det på den egn. Instruktøren er i øvrigt fra Styrtom ved Aabenraa.
Man skal tale sønderjysk, fordi man har lyst
Jo sønderjyder kan skam både sige Æ og jeg. Vi hilser på andre sønderjyder med et ”Møjn”, der også kan staves ”Mojn”. Ingen tvivl om at sønderjysk er den mest levende dialekt i Danmark.
Nu skal man bare ikke tale sønderjysk for at dialekten skal overleve. Man skal tale sønderjysk, fordi man har lyst. Og man skal sandelig ikke komme hjem til Tønder og tale rigsdansk. Det bliver det set ned på. Det er i orden man gør det til sine kæreste/kone fra København, der ikke forstår mange ord på sønderjysk.
Stolt af at stamme fra Sønderjylland
Kommer jeg et nyt sted hen og skal holde foredrag, kan jeg ikke lade være med at fortælle, hvor jeg stammer fra. Selv om det er mange år siden, at jeg har boet i Sønderjylland, er jeg stolt af at stamme derfra og stadig behersker den sønderjyske dialekt (Æ sproch).
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 30, 2024
Voetmann- en familie fra Aabenraa
Dette handler om et erhvervseventyr. Samtidig følger vi udviklingen i Aabenraa. Det startede med et gartnerdynasti på Als. Og i Aabenraa startede det med en bagerforretning. Aabenraa var i en sørgelig forfatning omkring 1720. Byens smukke huse blev rost, men Aabenraa var en isoleret by. Den næste Voetmann blev skipper. Skibbrogade 8 blev købt. Chr. Voetmann blev konditor. Et sikkerhedsnet var spredt ud. Bagerforretning blev også købmandshandel. Ramsherred 39 blev købt i 1796. Rudebecks Hotel. Nu også med grovvarer. Voetmanns Tømmerhandel blev egentlig stiftet i 1835. Investering i jord og skibsparter. Aabenraa trak efterhånden arbejdskraft til fra hele landsdelen. Aabenraa fik bedre adgangsforhold. Handel med jern og træ. De rejsende hos Voetmann havde varerne med på blokvogne. Man havde mange ansatte. Og så brugte man banker i Hamborg. Familien var slesvig-holstensksindet. Aabenraa stagnerede. Skellet mellem dansk og tysk blev skarpere. Stor omsætningsfremgang. Aabenraa overtog førstepladsen over største importhavn i Slesvig med trælast. I 1910 havde forretningen allerede 50 ansatte. Store udenlandsrejser. Voetmann dominerede i havnen. Årlig kurrejse. Nye kræfter ansat i firmaet. Man var ikke mere den største men den bedste, sagde man. Revolutionen i Aabenraa. Voetmann lånte driftskapital efter 1920 uden problemer. To forskellige brødre supplerede hinanden. Den sidste Christian Voetmann. Varesortimentet omfattede næsten alt til byggeriet. Sortbørshandlen trives i Aabenraa under besættelsen. Ingen direkte arvtager. Firmaet blev i 1972 overtaget af nystiftet aktieselskab i 1972.
Gartnerdynasti
Da jeg befandt mig i Aabenraa, var Voetmann en kæmpestor tømmerhandel/byggefirma. Læs denne interessante beretning, hvor vi også følger udviklingen i Aabenraa. Når man nu skal følge denne familie, ja så dukker vi ned i året 1645. Ewert og Gertrud Vothmanns søn Peter var i gartnerlære. Sandsynligvis var han født i Westfalen. Og netop i 1645 var han i gartnerlære på Gammelgård på Als. Han blev stamfader til et andet gartnerdynasti på Als, en enkelt gren udvandrede til Nørrejylland (nord for Kongeåen)
I Aabenraa startede det med en bagerbutik
Peter Vothmann havde flere børn. Et af disse var Hans Chr. Vothmann (1). Han antages at være født omkring 1650 og død i Ketting Sogn på Gammelgård. En af hans børn var sønnen Nicolai (Nicolaus). Han var født i 1693 og var i bagerlære i Flensborg.
Han skulle have købt en stavn(grundstykke) i Aabenraa. I 1721 blev han gift med Abigall Frellesen, datter af skipper og brændevinsbrænder Frelle Petersen i Aabenraa. Brudgommen var 28 år gammelt og bruden 19 år ved brylluppet, der foregik på rådhuset.
I 1733 var Nicolai i strid med sine bagerkollegaer i Aabenraa. Giftermålet med en ung pige fra det aabenraaske borgerskab tyder på anseelse og position. Der var tre børn i ægteskabet, men kun Hans Christian Voetmann overlever og forbliver i Aabenraa. Hans fars slægtninge levede under beskedne kår i slutningen af 1600-tallet i slutningen af 1600-tallet.
Nicolai har åbenbart uformelt nedsat sig som bager og først efter en retssag fremvist sit lærebrev og aflagt borgered. Muligvis lå hans butik på det senere Skibbrogade 8. Hans Christian Voetmann (2) købte grunden og byggede et nyt hus i 1752.
Aabenraa var i en sørgelig forfatning
Efter Den Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 var Aabenraa i en sørgelig forfatning. Krigen havde ødelagt byens skibsfart og handel. Borgerne var ramt af indkvartering og ekstra skatter. Byen var forgældet. Men byen kom atter til kræfter. Fra gammel tid var der industri i byen. Teglværker, skibsværfter og møller havde gode kår. Der kom gang i virksomhederne igen. Københavns behov for mursten og tegl var umættelig.
Byens smukke huse blev rost
Alle rejseberetninger fra Aabenraa i 1700-tallet roser byens smukke huse og beliggenhed ved vandet skærmet af de skovklædte bakker i nord, vest og syd. Men problemet var den afsides beliggenhed og de dårlige vej-forbindelser. Men skibsfarten og skibsbyggeriet gjorde, at Østersøen, Nordsøen og Middelhavet var nærværende begreber for det aabenraaske borgerskab.
Byens indbyggertal var på den tid, da Nicolai Voetmann indgik ægteskab mellem 1.200 og 1.300. Byens styre bestod af borgmester, rådmænd og et deputeret kollegium. Systemet var selvsupplerende.
Den næste Voetmann var skipper
Hans Christian Voetmann (2) var efter skik opkaldt efter far-faderen på Als. Hvordan familiens bageri er drevet videre efter faderens døde, vides ikke Hans Christian har næppe lært faget. Da han i 1746 løser borgerbrev i Aabenraa, er det som skipper, og han antager morfars erhverv.
Skibbrogade 8 blev købt
To år senere ægter han Adelheid Frees, der var født 1727. Hun tilhørte en af byens kendteste skipper- og købmandsfamilier. De får 10 børn, hvoraf fem døde som spæde. Han bygger et nyt hus på Skibbrogade 8. Det var et anseeligt to etagers hus, grundmuret med toetagers karnap.
Man kan undre sig over, hvordan en 30-årig skipper fik råd til sådan en investering. Det kan ses, at Hans Christian var partsredder. Han nåede ære og værdighed. Det viser, at han var optaget som deputeret borger i 1752, et hverv han beklædte til sin død i 1763 kun 40 år gammel. Hans yngste barn, sønnen Hans Christian Voetmann (3) var da kun et år gammel.
Christian Voetmann blev konditor
Adelheit Voetmann var kun enke til 1766, da hun ægtede bager og senere deputeret borger Jacob Sedien. Denne familie hørte til byens mest indflydelsesrige og velstående. Jacob Sedien flyttede til Skibbrogade 8 og fortsatte forretningen. Den lille stedsøn Hans Christian kom i bagerlære og blev ”Weisbäcker” dvs. konditor.
Adelheit Voetmann døde i 1794. Jacob Sedien solgte i 1813 huset til bager Trogelius Callesen.
Et sikkerhedsnet var bredt ud
En række karakteristiske familieforhold træder frem i den Voetmannske familiehistorie. Store børneflokke, som tidens høje børnedødelighed tynder ud i. En gennemsnitsalder, der lå betydeligt under den i vor tid gældende. Enker med mindreårige børn, der under vanskelige omstændigheder må afvente generationsskifter, der lå langt frem i tiden.
På den anden side var Aabenraa gennemsyret af familieforbindelser, der breder et sikkerhedsnet ud under disse enker og mindreårige børn.
Bagerforretningen var også købmandsforretning
Noget tyder på, at den Voetmannske bagerforretning også blev drevet som købmandsforretning, måske endda i hele sin levetid. Jacob Sedien kom ikke uden midler. Bageriet og købmandsforretningen har kunnet danne grundlag for en ordentlig eksistens. Det er tænkeligt, at Hans Christian Voetmann (2) har efterladt sig anden formue.
Hans Christian Voetmann (3) har sikkert været i lære andetsteds og er vendt tilbage til den fædrene forretning efterhånden som sted-faderen Jacob Sedien kom op i årene. Først i 1796 i en alder af 34 år indgik han ægteskab med Anne Cathrine Lorenzen, datter af rådmand og købmand Johann Lorenzen i Aabenraa, en af byens førende borgere. Samme år foretager han et betydningsfuldt køb af fast ejendom, som arven gjorde mulig.
Ramsherred 39 blev købt i 1796
Den 12. marts 1796 blev ejendommen Ramsherred 39 købt med hus, pakhus og stald og tilhørende have. Det har været landbrug til ejendommen med velbeliggende madeeng. På salgstidspunktet har det været en af Aabenraas store og gode købmandsgårde. Bag halvdelen ligger komplicerede familieforbindelser og økonomiske interesser. I handelen har det været indbefattet et varelager udover inventar og husgeråd. Den nyindkøbte urtekræmmerbod har antagelig også ført isenkramvarer.
Dengang boede konkurrenterne dør om dør. På den modsatte side af Ramsherred i nr. 42 har den fremtrædende købmandsfamilie Lorenzen i hele 1800-tallet være Voetmann-slægtens store modspiller.
Rudebecks Hotel
Først i 1801 løser Hans Christian Voetmann borgerbrev. I ægteskabet fødtes tre døtre og i 1803 sønnen Jacob, der blev opkaldt efter morfaderen. En af døtrene, Anne Cathrine blev født i 1805 og gift 1832 med gæstgiver og vinhandler Rudoph Rudebeck. Ægteparret ejede gæstgiveriet Hos Rudebecks eller Hotel Rudebeck. I 1865 blev det til Bahnhofshotel og senere Hotel Royal. Anne Cathrine blev omtalt som en meget slesvig-holstensk Madam Rudebeck.
Nu også med grovvarer
Hans Christen Voetmann (3) døde i 1848 kun 46 år gammel. Sandsynligvis har enken drevet forretningen videre. Hun flyttede først i 1826 efter at have købt ¼ stavn som bolig. Forretningen har næppe bevæget sig ud over detailhandel og ikke omfattet grovvarer, der krævede betydelig kapital til varelager og kreditgivning. Tiden må have været vanskelig for enken med uforsørgede børn – Få år senere indtræder statsbankerotten.
Om Johann Jacob Voetmann overtog forretningen ved moderens ejendomskøb i 1826, kan ikke afgøres. Han havde da været 23 år gammel. Sandsynligvis er forretningen kørt videre med en bestyrer eller en forpagter. Johan har åbenbart erhvervet sig kendskab til handel med jernvarer og trælast. Det kan næppe være sket uden en læretid eller i hvert fald rejser til handelshuse i disse brancher eller i udlandet. Først i 1839 en måned efter moderens død løser han borgerhverv som købmand i Aabenraa.
Voetmann’s Tømmerhandel egentlig grundlagt 1835
Johann døde i 1864 i den urolige krigstid. Johann Thomas Voetmann har overfor landsarkivar, senere rigsarkivar Johan Hvidtfeldt angivet 1835 som grundlæggelsesåret. Det samme har han nævnt over for maskinmester og forfatter F.H. Lassen (Aabenraa Havns Historie).
I 1885 lod den senere kommerceråd Christian Friedrich Voetmann sig fotografere foran et stort sejlskib i Aabenraa Havn sammen med de to sønner Johann Thomas og Christian Carl.
I 1840 ses det at hos Johann Jacob – Kaufmann og søsteren bor stadig hos ham. Han har både ”Lehrbursche” og ”Dienstmädchen”. I et brev kan det ses at moderen er blevet syg og hjælpeløs i foråret 1835. Sønnen Johann Jacob Voetmann er blevet eneindehaver af købmandsgården den 22.juni samme år.
Investering i jord og skibsparter
Det er en af erhvervslivets mest kapitalkrævende brancher at handle med træ og jernvarer. Men åbenbart har forretningen været i stand til at rejse penge. På få år lykkedes det også at investere i jord og skibsparter.
Tiderne blev forbedret op mod Treårskrigen og det blev endnu bedre mellem den krig og op til 1864. Der blev bygget og investeret på det sønderjyske bondeland og i byerne. Firmaet Voetmann var i fremgang.
Byen tiltrak arbejdskraft fra hele Sønderjylland
Aabenraas søfart søgte mod Sydamerika og det fjerne østen. Skibsbyggeriet oplevede en guldalder. Indbyggertallet var i 1803 2.800 og fyrre år senere 4.100. Følgen var stor bolignød og masser af nyt byggeri til følge. Aabenraa trak arbejdskraft til fra hele Sønderjylland/Nordslesvig.
Aabenraa fik bedre adgangsforhold
Aabenraa overvandt efterhånden en meget gammel isolation fra landsdelen. Allerede omkring 1760 blev vejen syd ud af byen til Stubbæk meget forbedret. Senere blev vejene nord og vestpå udbedrede. I 1765 blev postruten lagt om og ført over Aabenraa. Fremskridtet var iøjefaldende, men meget dyre. Kronen på værket var anlægget af chausseen mellem de østsønderjyske byer i 1840’erne. Byens handelsliv tog et stort opsving.
En meget væsentlig forudsætning for det kommende handelshus Johan Jacob Voetmann i Aabenraa var, at Aabenraa som handelsby begyndte at gøre sig gældende udover hele Sønderjylland.
I 1860’erne kom også baneanlæggene. Den nære forbindelse mellem Aabenraa og Hamborg skabte gunstige finansieringsforhold længe inden bankvæsnet i Nordslesvig/Sønderjylland kom op at stå.
Handel med jern og træ
Johan Jacob Voetmann havde et kort ægteskab uden børn. Et andet ægteskab indgås i 1843 med Benedicte Magdalene Raben, der nævnes at være fra Pederslyst i Østbirk. Hun var født i Aabenraa og datter af købmand Friedrich Raben og dennes hustru. Han var en af byens kendteste købmands – og skibsbyggerslægter med forbindelser til Hamborg.
Den gængse handel i byen beroede på butikshandel, stader på markeder og til en vis grad forsendelse efter bestilling. Voetmanns store konkurrent lå på den modsatte side af gaden i form af den meget ansete kommerceråd Jürgen Lorenzen og hans veldrevne købmandshandel. Tidligt havde de slået ind på handel med jern og træ. De besad store oplagspladser.
I begyndelsen af 1830’erne er Johann Jacob Voetmann begyndt handel med stangjern til smede. Det var råmaterialet ved tilvirkning af redskaber og husgeråd. Senere er handelen udvidet med hestesko, søm, nagler og værktøj.
De rejsende havde varerne med
Voetmann var gået et skridt videre. Den rejsende kørte rundt med en stor blokvogn eller vogn med stort lad, der kunne fragte et udvalg af varer. Forretningen havde til stadighed brug for flere køretøjer med kraftige heste på landevejen.
Systemet forudsatte betroede og kyndige folk, der kunne vinde smedenes tillid. Til stor fortrydelse færdedes Voetmanns køretøjer over det meste af Nordslesvig/Sønderjylland. Handelen må have steget kraftigt.
Aabenraa var for længst blevet omsætningshavn for træ, også de særlige træsorter, der blev brugt i vognbyggeriet.
Voetmann havde mange ansatte
Forretningen krævede mange ansatte. Mange fik kost og logi i købmandsgården. Johan Jacob Voetmann var ikke en elsket chef, men han var respekteret. Man mærkede en korpsånd. Fra 1840 havde man også handel med gulvbrædder. Dengang havde man ikke større lagre, men købte efterhånden som træskuderne anløb Aabenraa Havn. I 1854 var Voetmann endnu den tredje største i Aabenraa overgået af Jürgen Lorenzen og Jürgen Ahlmanns.
Man bestilte direkte i udlandet og det var ikke populært hos konkurrenterne. Ofte har det stået kulde og isolation om den entreprenante købmand på Ramsherred. Købmandshandlen omfattede også grovvarer som korn og brændsel og som skrevet håndværks- og bygningstræer. Snart havde Voetmann overtaget førstepladsen m.h.t. jernhandelen.
Der var blevet bygget vareskure, lejet tømmerpladser, Ramsherred 37 var blevet købt og på Ramsherred 39 var der foretaget store ombygninger.
Man brugte banker i Hamborg
I 1844 blev Christian Friedrich Voetmann født. Familieoverleveringerne taler om strengt patriarkalske forhold. Faderens ord var lov. I 1860 var Ramsherred 39 udskilt som en særskilt beboelse med butik og en meget stor vinkelbygget lagerbygning i tre etager og med udnyttede lofter, der var forsynet med kvistluger til indhejsning. Der var stalde med gennemkørsel til baggård og have.
Johann Jacob Voetmann var bare 20 år, da far døde. Grundlaget var lagt. Aabenraa havde ingen banker. Hvis der havde været nogen bankfinansiering, foregik det sandsynligvis via Hamborg.
Familien var slesvig-holstensksindet
Johan Jacob Voetmann var slesvig-holstensksindet. Han var medlem af foreningen Concordia. Han støttede også det slesvig-holstenske flag på skibene i Aabenraa. Men egentlig har han ikke spillet nogen stor rolle i det nationale spil. Hans forretning var sårbar, og den gik fremfor alt andet.
Aabenraa stagnerede
Tiderne ændrede sig og det gjorde skibsfarten også. I Aabenraa sadlede man ikke om i tide. Det vil sige, at det gjorde rederiet Jebsen og bevarede en gammel storhed gennem kriser og to verdenskrige. Efterhånden var der ved århundredeskiftet 6.000 indbyggere i Aabenraa. Men det var som om meget stagnerede i Aabenraa.
En ændring skete i 1870. Byen fik tysk flertal og den situation blev bevaret til 1920. Den dansksindede bevægelse under navne som J.P. Junggreen og H.P. Hanssen markerede sig.
Nye virksomheder kom til byen, deriblandt trælastfirmaet Cimbria, efterfølger af J.C. Overbecks Tømmerhandel. De blev en konkurrent til Voetmann.
Skellet mellem dansk og tysk blev skarpere
I fællesskab med moderen overtog den tyveårige Christian Friedrich Voetmann ledelsen af firmaet. Efter moderens død i 1888 var han eneindehaver. Han var opdraget til flid og sparsommelighed. Han havde været på opdragelsesanstalt syd på. Der fulgte en seksårig læretid hos købmandsfirmaet Carl Pipgras i Slesvig.
Skellet mellem dansk og tysk i Aabenraa blev skarpere. Christian var indstillet på at forretningen nu skulle betjene et større opland. I 1869 giftede han sig med Walburg Catharina Maria Maag, eneste barn af skibskaptajn og gårdejer Thomas Maag, der stammede fra Hoptrup. Hustruen var i familie med den kendte Pastor Schmidt – Vodder.
Familien Maag havde bosat sig i Haderslev med flyttede senere til Aabenraa til Ramsherred 37, forretningens naboejendom, som Johann Jacob Voetmann allerede havde købt i 1845. Ramsherred 37 må have været familiens aftægtsbolig.
Stor omsætningsfremgang
Christian Voetmann deltog i den fransk-tyske krig i 1870/71. Ved svigerforældrenes død tilfaldt der den unge familie Christian Voetmann en betydelig arv. Familien boede fortsat i Ramsherred 39, der blev ombygget i 1880. I stueetagen var der kontorer, udover familien var der logi for forretningens udenbys lærlinge og kontorister. Den store husholdning fortsatte også under det unge ægtepars tid.
Aabenraa overtog førstepladsen som importhavn af trælast
Fra 1880’erne oplevede forretningen en stor omsætningsfremgang i tømmerhandlen. Trælast blev importeret direkte fra Sverige og Finland og videresolgtes en gros over hele Sønderjylland og langt ned i Holsten. Efterhånden overtog Aabenraa førstepladsen fra Lübeck som Slesvigs største importhavn af trælast. I 1885 kom det første dampskib til Aabenraa med netop træ til firmaet Voetmann.
I 1910 havde man 50 faste medarbejdere
I Christian Voetmanns tid var firmaet en af byens største arbejdsgivere. Ifølge en industritælling i 1910 beskæftigede firmaet 50 faste arbejdere og periodisk et stort antal havnearbejdere. I visse år modtog firmaet op til 80 skibsladninger tømmer og brædder. Lagerbygningerne bredte sig over en stor del af Aabenraas havneområde, både nord- og sydsiden af Gammelhavn. Lagrene bugnede af varer. Rygtet i byen gik, at de for længst var betalt, når skibene sejlede ind i Aabenraa Fjord.
Store udenlandsrejser
Efter moderens død i 1888 ændrede familiens livsførelse sig noget. Christian Voetmann rejste allerede i 1970’erne på Sverige og Finland for at foretage indkøb og skabe forbindelser. Han fik ad den vej livslange venner og et stort stedkendskab. Som årene gik, menes han at have investeret i aktier i trævirksomheder og skove i de to lande.
Salget førte ham over hele Nordtyskland. Som børnene voksede til, fulgte hustruen med ham på rejserne. Hun slugte begejstret de nye indtryk og nedfældede hendes oplevelser i dagbøger. Med årene blev rejserne længere og længere, endda til syden, hvilket dengang var usædvanligt. Hvert år rejste familien til kur i Baden-Baden. Det skete standsmæssigt i førsteklasses salonvogn.
De to drenge kom i lære hos forretningens forbindelser. Det var hos et stort trælastfirma i Itzehoe. Efter læretiden kom de til Sverige og forrettede volontørtjeneste på store svenske savskærerier for at slutte på en fagskole i Härnösand.
Voetmann dominerede i havnen
I 1889 var der ørt jernbanespor ud på kajanlægget til dampsavværk og lagerskure. Her lå også en stor tømmergård. Fra Ramsherred 37-39 var der blevet etableret en telefonforbindelse til kontoret på havnen. Der var et stort blikskur, der var fyldt med færdige brædder, lægter og spær.
Der herskede stor travlhed på havnen, når et skib lagde til kaj. Skete det om aftenen blev der losset igennem hele natten. Voetmann dominerede i den grad havnen. Kontoret på havnen blev flyttet med front mod Kystvejen; Savværket blev anlagt på arealet vest for Sønderport.
Årlig kurrejse
I maj 1922 døde Christian Voetmann af en uhelbredelig sygdom. Børnene var under uddannelse. Enken, fru Marie Voetmann indtrådte som passiv medejer af firmaet indtil hendes død i 1961. Johann Thomas Voetmann var derefter ene på kommandobroen. Han kom til at lede det gamle firma gennem 14 år. Han var et pligtmenneske, tilknappet og fornem i sin tankegang. År efter år føltes det som en ferie på kontoret, når han rejste på den årlige kurrejse til Wiesbaden.
Nye kræfter ansat i firmaet
Johan Thomas Voetmann kunne godt se at det var nødvendigt at se sig om efter yngre hjælpere i firmaet. I 1912 blev Hans Torkild Andersen ansat. Hans familie stammede fra Norge og havde i generationer været skibsbygmestre og købmænd i Aabenraa. Han var med i alle krigens år, men pladsen stod klar til ham.
Efter Christian Voetmanns død blev Hans Torkild Andersen firmaets lagerchef og siden prokurist. Der blev trukket på hans arbejdskraft tidligt og silde. Han var en rigtig slider med lune og sind.
I 1913 var en anden medarbejder blevet ansat i firmaet, Willy Kuhn. Det var en Aabenraa-dreng af holstensk herkomst. Han forlod firmaet efter nogle år men blev kaldt tilbage ved Christian Voetmanns død. Han blev en betroet og energisk medarbejder. Men hans nye ideer var ikke populære hos de ældre medarbejdere.
Man var ikke mere den største
I 1923 – 24 blev Sønderjyllands Højspændingsværk oprettet. Der blev bygget meget i Aabenraa. Og ved hjælp af klausuler fik Voetmann masser af afsætning. Nye konkurrenter var kommet til. Man var ikke mere den største, men så vidste man, at man var den bedste.
Johan Thomas Voetmann var næppe en elsket mand uden for familien. Pligten og firmaets vel var hans ubetingede ledetråde.
I 1939 flyttede Johan Thomas Voetmann ind i en nybygget villa på Kystvej. Det var her, hvor det tyske generalkonsulat senere flyttede hen. Men her fik han kun lov til at bo en kort tid. Han døde den 28. december 1939.
Revolutionen i Aabenraa
Som i så mange andre nordslesvigske byer var der også revolution i Aabenraa. Det var en af byens tyske socialister, Wilhelm Ewald, der ledede denne. Han blev også leder af Arbejderrådet. Han skrev en udmærket bog om denne hændelse. Han argumenterede for fortsat tilhørsforhold til Tyskland. Det tyske borgerskab har næppe villet kendes ved ham, men en stor del af arbejderne i Aabenraa by var takket være ham delt i et dansk og et tyske socialdemokrati endnu en årrække efter 1920.
Begge brødre var nu familiefædre. Johann Thomas boede fortsat på Ramsherred 39. Han og hustruen Elisabeth, født Weiland fik fire døtre. Christian og Marie fik tre sønner.
Voetmann fik driftskapital uden problemer
Det var faktisk tysk flertal ved afstemningen 1920 i Aabenraa. Familien Voetmann var bekymret for forretningen. I 1899 havde den tyske Reichsbank åbnet en filial i Aabenraa. Det var her Sparekassen senere kom til at ligge. Året efter oprettede den store Schleswig – Holsteinische Bank en filial, hvor Handelsbanken senere fik til huse. Firmaet var blevet meget ramt af de strenge tyske valutarestriktioner. Det var nødvendigt at skaffe dansk driftskapital.
Da Handelsbanken skulle overtage filialen, ansøgte om 250.000 kr. – et temmelig stort beløb på daværende tidspunkt, blev denne kredit givet på stedet og blanco det vil sige uden sikkerhed i fast ejendom eller værdipapirer. Det var alene på indehaverens underskrifter. Nu kom banken dog heller ikke til at fortryde deres engagement.
I løbet af 1928 var der hele 28 skibe, der løb ind kun til Voetmann.
To forskellige brødre
De to brødre var vidt forskellige. Men de supplerede hinanden i et godt samarbejde. Johann Thomas var den indesluttede, nøjeregnende administrator. Han gennemførte den benhårde rationalisering og sparsommelighed. Christian var den udadvendte og charmerende sælger, der kunne gå ind i folk med træsko på.
Den tredje og sidste Christian Voetmann var født i 1908, da forældrene boede i Forstalle 10. Her fødtes også broderen Carl Ernst også i 1909. Kort efter flyttede familien til daværende Norder Chaussé 23, hvor den sidste søn Friedrich fødtes i 1914.
Christian kom til faderens gamle lærested, firmaet Rühmann i Itzehoe. Carl Ernst kom i lære i Nyborg forenede Trælasthandel. Den sidste søn fik en revisoruddannelse. De to andre brødre indtrådte i firmaet henholdsvis i 1932 og 1934.
Den sidste Christian Voetmann
Den unge Christian Voetmann havde meget af faderens sælgertalent. Den 1. januar 1940 optog fru Marie Voetmann sin ældste søn, Christian som medindehaver og året efter var det Carl Ernst tur.
Ved siden indtræden var Christian 32 år gammel. Samme år indgik han ægteskab med Annelise Petersen, datter af kulhandler August Otto Petersen i Sønderborg. Ægteparret boede i en lejlighed på Haderslevvej. Syv år senere flyttede de i en nybygget villa på Hjarupvej. I ægteskabet var der tre døtre.
Carl Ernst Voetmann kom til at lide meget af sin sygdom. Han døde allerede i 1948.
Varesortimentet omfattede alt til byggeriet
Varesortimentet omfattede nu alt til byggeri med undtagelse af materialer til vand, varme, sanitet og elektricitet. Der blev handlet med mursten, tegl, cement, kalk samt tagbeklædning. Men også støbegods, jernbjælker, riste og staldinventar.
Sortbørshandelen florerede i Aabenraa
Sortbørshandlen florerede meget i Aabenraa under besættelsen. Tyveri var der meget af. Ingen tvivl o at familien Voetmann var tysksindede. De har givetvis taget afstand fra kommunister og socialister. De har sikkert også glædet sig over fædrelandets genrejsning. Nazismens væsen var ”Gleichschaltung” (ensretning). Den tillod ikke neutralitet og passivitet.
Firmaet havde ikke overtrådt den danske stats love og interesser. Nogle nægtede dog at handle med firmaet, fordi de var tysksindede. Halvtredserne var igen en stram tid, hvor der ikke skete det store i Sønderjylland.
Ingen direkte arvtager
I 1958 havde Christian Voetmann ingen direkte arvtagere. Voetmann oplevede ikke de store udvidelser og fusioneringer. Helbredet var begyndt at vakle. De to super-medarbejdere havde forladt firmaet. Willy Kuhn forlod firmaet i 1964. Og Hans Torkil Andersen forlod forretningen som 70-årig i 1955.
Willy Kuhn blev kaldt tilbage til firmaet. Man kunne ikke undvære ham.
Ved en brand i 1960’erne brændte Ramsherred 39 og en række andre bygninger. De blev senere revet ned.
Omdannet til kommanditselskab
Firmaet var nu omdannet til kommanditselskab. Broderen Friedrich Voetmann var indtrådt som kommanditist. I 1968, da Christian Voetmann var blevet 60 år, opstod de første tanker om at sælge forretningen. Forhandlingerne gik ganske fint. Der opstod også et venskab mellem Christian Voetmann og den nye direktør Kristian Jessen.
Firmaet overtaget af nystiftet aktieselskab 1972
Den 1. maj 1972 blev firmaet Johann Jacob Voetmann i Aabenraa overdraget til et nystiftet aktieselskab Voetmanns Tømmerhandel. Forud var gået mange overvejelser.
Fritagelsen for den daglige ledelse var også en lettelse for Christian Voetmann. Denne døde den 20. maj 1980.
Da jeg var i Aabenraa i sin tid, kan jeg huske, at det var Cimbria, der havde fået den dominerende rolle i Aabenraa. Således slutter et stykker betydningsfuldt erhvervseventyr i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: