Artikler
Marts 23, 2024
Manden bag Buldog på Nørrebro
Det var hedt på Nørrebro i juni 1944. Ikke alle forretningsfolk var nazister eller ”tyskervenlige”. Gadens parlament havde overtaget. På forsiden af New York Times. Ikke i Bovrup-Kartoteket, men han annoncerede i Fædrelandet. Tuberkulose som barn. Skulle have typograf. Uldvarer blev tilbudt i trillebøre. Han fik indrettet en moderne malke-stald. Tilskud til Grønlands-ekspedition. Adresse på fire steder på Nørrebrogade. Egne varemærker. Et nyt varehus skulle have været bygget. Frikendt for værnemageri. Bryllup i hemmelighed. En rigtig handelsmand – på godt og ondet. Chauffør, travheste og eget fly. Fru Olga Bryde Nielsens Fond. Den første hustru døde i barselsseng.
Det var hedt på Nørrebro
Det var meget hedt på Nørrebro, dengang i juni 1944 på Nørrebro. Det var hedt i dobbelt forstand. Vi har i en del artikler beskrevet forholdene. Se en artikeloversigt i forbindelse med denne artikel.
Ikke alle var nazister eller tyskervenlig
Varehuset Buldog skulle afbrændes, fordi indehaveren var nazist og tyskervenlig. Men inden kunne man da lige stjæle de ting, som man havde brug for. Samtidig blev en række andre butikker på Nørrebro nedbrændt, røvet og udsat for hærværk. Det kan godt være at tyske soldater handlede i disse butikker. Men langt fra alle butiksindehavere kunne betegnes som ”Tyskervenlig” eller nazister.
Gadens Parlament havde overtaget
En alvorlig situation opstod, da brandvæsnet blev nægtet adgang. Branden truede med at brede sig. Et stort bål opstod også på Nørrebrogade, hvor Buldogs varelager, blev smidt i. Tyske uniformer som forretningen også syede, blev kastet over bålet. Det var den 30. juni 1944 under Folkestrejken. Gadens Parlament havde fået overtaget
På forsiden af New York Times
Hele hjørneejendommen til Ravnsborggade på Nørrebrogade var nedbrændt. Det lykkedes for brandvæsnet at komme igennem. Derved undgik man at naboejendomme røg med. Ejendommen blev stærkt beskadiget og det i en grad, at den ikke blev genopbygget.
New York Times beskrev episoden både på forsiden og side 7. De viste billeder fra den markante begivenhed.
Ikke i Bovrup-kartoteket, men annoncerede i ”Fædrelandet”
Heller ikke Ejnar Bryde Nielsen er at finde i Bovrup-kartoteket og var antagelig ikke medlem af DNSAP. Men han sås ofte i selskab med ledende tyske officerer. Og så annoncerede han i DNSAP – bladet Fædrelandet. Men han sagde, at han var tvunget til dette, ellers fik han ikke de 400.000 kr. som tyskerne skyldte ham.
Tuberkulose som barn
Han blev lige som sin tvillingsøster, Ella og en lillebror, Christian født i landsbyen Munke Bjergby få kilometer nord for Sorø. Faderen var mejeribestyrer. Han blev betegnet som kærlig, føjelig og modig.
Som barn blev han syg af tuberkulose, der gjorde ham pukkelrygget. Åbenbart skulle han deraf have fået navnet ”Buldog”.
Skulle have været typograf
Som ung tog han til København og kom i lære som typograf. Men han kunne ikke tåle fagets blydampe.
Uldvare i trillebøre
Sammen med sin bror, Christian begyndte han derfor at bygge sit eget firma op. De solgte uldvarer, f.eks. Strømper i trillebøre i storbyens baggårde. De købte varerne hos uldkræmmere i det jyske. Snart kunne trillebøren erstattes med et lejemål i et lille kælderlokale i Baggesensgade. Kort efter flyttede de til Nørrebrogade 1.
Ifølge en omtale i den nazistiske avis Fædrelandet oplyste Bryde Nielsen, at navnet Buldog relaterer til en amerikansk strømpe, han importerede og solgte i stort antal. Varehuset Buldog blev etableret i 1922. Op til julen 1929 udsendtes deres første postordrekatalog.
Danmarks mest moderne malkestald
I 1932 købte Bryde Nielsen gården Sindsville ved Kvistgård syd for Helsingør. Gårdens længer brændte i 1936. Efterfølgende blev der her indrettet Danmarks mest moderne malkestald.
Tilskud til Grønlandsekspedition
Han købte også Gurreholm, som han kaldte for sit sommerhus. Bryde Nielsen interesserede sig for mange ting, bl.a. udforskningen af Grønland. De store Thule-ekspeditioner var sluttet i starten af 30’erne. Lauge Koch planlagde endnu en ekspedition til Østgrønland, men det var vanskeligt at få finansieret. Bryde Nielsen tilbød sig med omfattende støtte. Således bidrog han med 145.500 kr. til gennemførelse af mineralogiske undersøgelser. Sammen med et statsligt tilskud på 540.280 kr. kunne den såkaldte toårige ekspedition gennemføres.
I taknemlighed fik stationen navn efter Bryde Nielsens sommerhus Gurreholm. Og i nærheden fandtes også lokaliteter som Gurreholm Bjerge og Gurreholm Dal.
Adresse på 4 steder på Nørrebro
Forsendelsesforretningen blev en del af Buldogs succes. I den travle julemåned 1940 blev der dagligt sendt op mod 3.000 postpakker il kunder i det ganske land.
I 1936 angives firmaadressen til at være Nørrebrogade 9, 13, 16 og 18 samt en filial på Nordre Frihavnsgade 10. Og i dette år oprettede Zonen – Redningstjenesten landets første sø – redningstjeneste. Det var i København. Og redningsbåden blev skænket af vores hovedperson og båden fik hans navn.
Egne varemærker
Buldog fik fremstillet deres egne tændstikker i Tyskland med egn etiket ”Dukat”. Dette navn blev også brugt til en række andre produkter. Navnet ”Barberina” blev i 1927 registret for manufakturvarer. Parfumerivarer fik navnet Buldog.
Et nyt varehus skulle bygges
I 1940 købte Buldog en bygning på Nørrebrogade tæt ved Ravnsborggade med op til 100 lejemål. Formålet med købet var at betale lejerne for at flytte. Derefter ville han opføre et varehus på 8 etager. Planerne blev dog aldrig til noget. Måske var det krigen, der var årsag til dette. Efterhånden havde broderen, Christian forladt virksomheden.
Frikendt for værnemageri
I 1946 Blev Ejnar Bryde Nielsen anmeldt af en borger for værnemageri. Buldog hyrede en advokat, der kunne besvare alle politiets spørgsmål. Buldog handlede med alle, bare der var penge i det.
Efter bombningen i sommeren 1944 begyndte man et brandudsalg. Postordre-forretningen fortsatte i nogle år. Et katalog, dateret vinteren 1952 – 53 var det sidste.
Ejnar Bryde Nielsen ejede møbel- og sengefabrikken Spiralen i Nykøbing Faster. Det blev i begyndelsen af februar 1952 efter hans død købt af en kreds af dens funktionærer.
Bryllup i hemmelighed
Olga Hansigne Marie Bryde Nielsen, der blev kaldt for Kylle, blev gift med vores hovedperson. Brylluppet skete i al hemmelighed. Familien blev orienteret pr. brev. Privat boede de på et tidspunkt på Nørrebrogade 26, anden sal.
Det er stor usikkerhed om Kylles herkomst. En af familiehistorierne går på, at
Selv fortalte hun, at hun var datter af rige, adelige spanske forældre. Og at hendes far var en højtstående militærmand i Spanien. Hun mente, at beviset kunne ses på et våbenskjold i klædestof. Familien sagde, at det var klippet ud af en sofapude.
Men denne Kylle havde nu en væsentlig del i Buldogs succes. Hun var startet som ekspeditrice i forretningen.
En rigtig handelsmand – på godt og skidt
Jo, Ejnar Bryde Nielsen var en rigtig handelsmand – på godt og ondt. Han købte meget billigt og solgte billigt. Noget nær alle varer købtes billigt i Tyskland, som var under genopbygning efter nederlaget under Første Verdenskrig. Noget nær – enhver pengepung kunne være med.
Billigt skidt ville mange både dengang og i dag sikkert kalde de varer, der blev forhandlet. Hans førstemand gennem flere år, hr. Sommer brød på et tidspunkt med Buldog. De blev aldeles uvenner. Hr. Sommer etablerede derefter Sommers Magasiner på Amaliegade 3. Dets første salgskatalog udkom derfra i marts 1953 med nogenlunde samme varesortiment som Buldog.
Chauffør, Travheste og eget fly
Ejnar Bryde Nielsen blev millionær på at drive varehuset Buldog. Han købte to større gårde i Kvistgård, travheste og en flyvemaskine. Han havde privatchauffør og amerikanerbiler.
Vores hovedperson døde allerede som 51-årige den 7. februar 1950. Han boede da på gården ”Sindshvile” ved Kvistgård. Han blev begravet fra Skt. Johannes Kirke.
Fru Olga Bryde Nielsens Fond
I midten af 1950erne solgte Buldogs enke hjørnegrunden til Irma-Olsen. I juli 1966 stiftede Kylle ”Fru Olga Bryde Nielsens Fond” som fik base på Hillerød Sygehus.
Kylle blev i mange år boende på Sindsville, derefter flyttede hun i lejlighed i Helsingør og endte hendes dage på Lions Plejehjem i Hillerød. Hun døde den 22. august 1992.
Den første hustru døde i barselsseng
Den første hustru hed også Olga. Hun var født i Tyskland og det var hende, der etablerede forbindelser til vareproducenterne i Tyskland. Hun døde i barselsseng efter at have født deres søn Christian, der døde på et plejehjem på Næstved-egnen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 22, 2024
En Vestslesvigsk Præstefamilie
En slægtsbog dukkede op over familien Amders (Ambders) En præstesøn skrev et brev til Tønder. Max Rasch undersøgte sagen og kunne ikke finde familiemedlemmer. Den ældste søn ændrede sit navn. Beskrivelse af 100 ”herrer og matroner” i Tønder og Omegn. 14 børn i ægteskabet. Præst i Burkal. Arveforskud på 100 Rigsdaler. En præstefamilie spredt i Vestslesvig. Fem ud af seks præstedøtre fra Burkal blev gift med en præst. Navnet ophørte/forsvandt.
En bog med guldtryk dukkede op
Den kendte historiker, rigsarkivar A.D. Jørgensen, der var født i Gråsten i 1840, oplyste i 1883 i Personalhistorisk Tidsskrift, at hans oldefar hed Andreas Amders og var født i Burkal.
Denne Andreas Amders var en søn af Magdalene de Bähr, der ægtede rådmand og købmand Andreas Thomsen i Tønder. Han efterlod sig en læderindbundet bog, der var forsynet med navnet Andreas Thomsen og årstallet 1616 i guldtryk.
En præstesøn sendte et brev til Tønder
Men hvad skete der med denne bog? Hvordan kom den tilbage til landsdelen?
For mange år siden modtog man et brev i Tønder. Dette var adresseret til
Afsenderen var præstesøn og tidligere musikpædagog Reinhold Münch, Homburg i Hessen. Han anførte i brevet, at han i sin tid fra en hollandsk dame havde fået overrakt en over 350 år gammel bog i oktavformat med optegnelser om præsteslægten Amders.
Han havde dog ingen tilknytning til familien og fandt de rimeligt, at bogen blev overrakt til eventuelle slægtninge. Men hvor var de?
Max Rasch undersøgte sagen
Brevet blev overladt til den kyndige genealog Max Rasch. Han havde i årenes løb udarbejdet talrige slægts- og anetavler og anlagt et omfangsrigt kartotek med navnesedler vedrørende egnens personer.
Tilsyneladende var der ingen nære efterkommere. Rasch foreslog at bogen blev afleveret til Landsarkivet i Aabenraa. Og det var ejeren også tilfreds med.
Den ældste søn ændrede sit navn
Andreas Thomsen var storkøbmand og rådmand. Som sådan var han medlem af det eksklusive Fastnachtsgeslag. Sammen med 18 lavsbrødre var han medstifter af sangerpulpituret også kaldet lektoriet, der var anbragt mellem kor og skib i det nyopførte Tønder Kirke.
Bogen blev senere overladt til hjemmets ældste søn, Andreas Andersen, der ændrede sit navn og dermed også slægtens til Ambders, som senere blev til Amders.
Andreas Ambders var født i 1613 i Tønder og efter sin studietid i Rostock og Königsberg blev han lektor ved Latinskolen i Tønder.
I 1647 tog han magistergraden og fik i 1651 ansættelse som præst i Burkal, Her tog han den arvede bog i brug, idet han begyndte at optegne data for fødsler og dødsfald i hjemmet. Han føjede også til under hvilket stjernebillede den ny verdensborger så dagens lys.
Beskrivelser af 100 ”herrer og matroner”
Præsten har også interesseret sig for familiære tildragelser hos sine kaldsfalder og andre af egnens kendte personer. Disse optegnelser udgav han i 1646 og 1675 under fællestitlen:
Hæfterne bringer på vers og prosa en skildring af omkring 100 ”herrer og matroner”. Deres indsats ragede vel nok vel over den jævne mands gerning. Det var datidens førende skikkelser inden for den snævre hjemstavn, så som herredsfogeder, borgmestre, rådmænd, præster og provster.
Kirkehistorikeren Carsten Petersen, der var født i Gallehus, omtaler i sin bog ”Slesvigske Præster” nogle af disse mindevers. Det vidner ikke just om den store poesi.
Intelligensblad for Tønder og Omegn kunne i 1859 fortælle at et eksemplar af disse hæfter befinder sig på Det Kongelige Bibliotek.
14 børn i ægteskabet
Andreas Ambders blev gift for første gang med Margrethe, en datter af pastor Mauritius i Tønder. I dette ægteskab fødes et barn Andreas, der blev diakon i Nibøl.
I pastor Andreas Ambders andet ægteskab, som han indgik i 1650 med Elsabe, en datter af købmand Karsen Jensen og Gude Schmidt i Tønder, fandtes der 14 børn. Børnedødeligheden var stor og det viste sig også her i præstegården. Den første søn døde, inden året var omme, den anden var dødfødt. Det lykkedes dog for præsteparret at få tre sønner og seks døtre gennem de vanskelige børneår.
Præst i Burkal
Den ældste Christian Ambders blev født Lillejuleaften i 1660 og døde på sin 65-års dag i 1725. Han blev 1687 faderens efterfølger i Burkal præstekald og fortsatte slægt-optegnelserne. Han blev 1687 faderens efterfølger i Burkal præstekald og fortsatte præsteoptegnelserne. Han blev gift med Birgitte Margrethe, datter af pastor Andreas Hoyer i Karlum.
I det nævnte ægteskab, der blev indgået i 1689 fødtes der otte børn, hvoraf den ældste, Andreas, studerede teologi, men i stedet for at få et præsteembede, blev han inspektør på godset Stapelholm.
Arveforskud på 100 rigsdaler
Ved indførelsen af hans navn i slægtsbogen anførtes det, at hvis han skikkede sig vel, skulle han ved arvefordelingen som forskud have 100 rigsdaler. Hans bror Christian Ambders blev præst i Ubjerg fra 1739-79. En søster, Elsabe Margrethe blev gift i 1717 med Andreas Nissen, Store Tønder, anden gang 1735 med Andreas Hoyer fra Karlum. Han blev professor og en kendt historiker.
En præstefamilie spredt i Vestslesvig
En tredje søn i denne generation, Hans Behrend (1665-1746) blev præst i Vesterland på Sild. Hans søn Andreas Ambders fik ansættelse som præst i Sønder Løgum 1736 – 87.
Den yngste søn hed Anders Andreas Ambders var født 1668. Han blev gift med sin svigerinde Dorothea, en datter af herredsfoged Matthias Lange, Havarvadgård. I Brøns Sogn. Anden gang ægtede han en rådmandsdatter fra Svendborg. Han blev i 1693 præst på Rømø og sad i kaldet til 1733.
Han var en af de få præster med tilknytning til det Ambderske hjem, som tilbragte et studieophold på universitetet i København. Ellers besøgte præstesønnerne Kiel, Jena, Greifswald, Königsberg og Rostock.
Fem af 6 præstedøtre fra Burkal blev gift med en præst
Præstegården i Burkal må i slutningen af 1600’erne have øvet en vis tiltrækning på egnens unge teologer. Deres ærinde i hjemmet lod sig ikke skjule. De kom på frierfødder. Og besøgene synes ikke at have forgæves. Fem af pigerne fik deres fremtidige hjem i en præstegård.
Datteren, Elsabe, der giftede sig uden for præstestanden med herredsfoged Matthias Lange på Havervadgård, efter at han i 1681 havde mistet sin første kone.
Navnet ophørte/forsvandt
Den tredje af slægten, der overtog sognekaldet i Burkal var Andreas Christian Ambders. Han kom på universitetet i Kiel, senere Jena og fik præsteembedet omkring 1727. Han giftede sig i 1731 med Margrethe Christine, datter af pastor Johann Hoyer i Karlum.
Da der ingen sønner fødtes i dette ægteskab, blev præstenavnet Ambders (Amders) ikke videreført. Det er vel næppe nogle i dag, der bærer dette navn. Det må antages at datteren Birgitte Margrethe overtog slægtsbogen. Hun giftede sig med kancelliråd Brinckmann, der var herredsfoged over Struckstrup herred i Gottorp amt.
Deres søn Andreas Brinckmann, der blev ridder af Dannebrog, blev præst i Stenberg og Wedel fra 1818 – 42.
Hvordan slægtsbogen havnede i Holland, må det være andre, der kan opspore.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Præster, kirker m.m. i Vestslesvig
Marts 4, 2024
Kolonister i Tønder Amt
549 personer var på vej. Rentekammeret havde udpeget pladserne. Slippe ud af et hærget land. De var lidt forstemte. De blev lovet en masse. De måtte ikke selv drive ko-drift eller sælge tørv. De anlagde haver. ”Lad dem ej komme til Jylland”. Planen var oprindelig at oprette 4.000 brug. Lokalbefolkningen var ikke begejstret. ”Urolige Hoveder blandt kolonisterne. Inspektører undersøgte kolonisternes dygtighed. Kolonier i Tønder Amt. Husene var endnu ikke bygget, da de ankom. Og de lovede dagpenge måtte de vente flere år på. Vi kigger på, hvordan et fæstebrev så ud. Årene bragte trængsler og savn. Planen var dårlig forberedt.
549 personer var på vej
Det var den 12. oktober 1762, at et stort vogntog bevægede sig fra Flensborg i nordvestlig retning mod Kravlund, som var det foreløbige mål. Her blev det gjort holdt. Her holdt tilsagte vogne fra Medelby, Stedesand, Ladelund, Burkal, Bylderup, Tinglev, Ravsted, Højst, Bjolderup og Uge viderebefordrede transporten til nævnte sogne.
Det var 157 familier bestående af 549 personer fra Sydtyskland. Jo det var indkaldte kolonister, som var udset til at påbegynde opdyrkning af hede-arealerne i Tønder Amt. De var nu undervejs til de kvarterer, hvor de midlertidig skulle underbringes.
Rentekammeret havde udpeget pladserne
Hen på eftersommeren havde man på foranledning af Rentekammeret udvalgt de pladser de pladser ”som Undersaatterne kunde undervære”. Disse ville man stille til rådighed for disse nybyggere.
Af en fortegnelse fremgik det, at man havde bestemt at anlægge:
Dengang tilhørte alle de nævnte områder Tønder Amt.
Sluppet ud fra et hærget land
Kolonister havde sikkert i første omgang åndet lettet op. Nu var de kommet til deres bestemmelsessted. De var undsluppet deres hærgede hjemland. Ikke mindst de fortumlede mødre, der efter flere ugers rejse havde måttet trøste de forkomne børn. Mange havde 5, 6 ja endda 7 børn med.
Men de var undsluppet deres hærgede hjemland, hvor krigen havde sat sine spor. Gennem seks år havde de været vidne til brand, rovtogter og andre ødelæggelser.
De var lidt forstemte
Da de så det sted, som de skulle dyrke, blev de forstemte. Der var intet hus og intet læ. Og jorden så ikke for godt ud. De kom fra Württemberg, Hessen og Pfalz. Her var vinranker og majs var en almindelig markfrugt. Men de havde fået mange løfter her oppe fra det høje nord.
De blev lovet en masse
Gennem opråb i Frankfurter Zeitung i april 1759 og en masse plakater var man blevet gjort opmærksom på det opdyrkningsarbejde, man havde påtænkt i Danmark. Bl.a. blev følgende stillet dem i udsigt:
Tilbuddet var meget fristende. Og de mundtlige tilsagn har sikkert været endnu bedre. En kolonist, som nåede hertil udtalte, at man havde lovet dem ”Kløver til Knæene”. Han tilføjede skuffet:
De måtte ikke drive ko-drift eller sælge tørv
Man måtte ikke sælge tørv eller drive ko-drift. Det blev straffet med fængsel. Kvinderne måtte derimod gerne væve og sælge deres produkter.
De anlagde haver
Til store forundring for de lokale anlagde kolonisterne hurtigt urtehaver ved husene. Her blev der dyrket kål og forskellige andre grøntsager, krydderurter og bær. Havebrug var ikke kendt på egnen. Men efterhånden tog de lokale ved lære.
”Lad dem ej komme til Jylland”
Tilstrømningen blev noget større end behovet. Efter at man havde fået anbragt de første transporter -i alt 265 familier med 961 personer på Randbøl – og Alheden, måtte man stoppe.
”For Guds skyld” udtalte en af Kommissionens medlemmer, da han erfarede at flere var på vej herop:
Planen var at oprette 4.000 brug
Det var så ved den lejlighed man henledte opmærksomheden på den uopdyrkede uudskiftede del af den slesvigske hede. Her skulle der begyndes i amterne Flensborg og Gottorp.
Det var en Dr. Erichsen fra Halle, en forhutlet person, der havde været fysikus i Bergen, der mente at have forstand på hedens karakter. Han skulle finde egnede pladser i Hertugdømmet. Han havde gjort et mislykket forsøg med oprettelsen af en fabrik, der skulle udvinde salpeter af tang og rådne fisk. Men det blev en stor fiasko.
Hans forslag gik ud på at oprette 4.000 nye brug, deriblandt 100 på heden omkring Egebæk-Broderup og desuden en snes stykker ved Gram og Bevtoft. Planen blev dog ikke fulgt. Senere blev der udarbejdet en ny for Tønder Amts vedkommende.
Lokalbefolkningen var ikke begejstret
Lokalbefolkningen var ikke begejstret for de nye indbyggere. I Indkvarteringslisten fra Medelby står følgende:
Der forekom også vold fra de lokale mod kolonisterne. Og eksempler på hærværk var der masser af.
”Urolige Hoveder” blandt kolonisterne
Samkvemmet kom ikke rigtig til at fungere. Blandt dem der kom, var der ”urolige hoveder” imellem. I marts 1763 blev der foretaget en udsondring, fordi der fandtes ”unyttige og ubrugelige folk” imellem de nye. Der var vinkelskrivere, parykmagere, møllere, uldkræmmere, bedagede enker og lignende ledige kvindepersoner, skrøbelige og forarmede, berygtede på grund af dovenskab og opsætsighed. Kort og godet, der var mange, der overhovedet ikke havde kendskab til landbrug.
Inspektørerne kontrollerede kolonisternes dygtighed
Man fik tilbudt enten at få fri tilbagerejse eller også at bosætte sig et andet sted i landet. Og de fik lovning på Kongens beskyttelse. Mange tog hjem igen eller udvandrede til den tyske koloni Sarepta ved Volga – mundingen.
Der kom inspektører rundt. De skulle kontrollere om kolonisterne var egnede og arbejdede for sagen. Det var da også dem, der blev sendt retur, fordi de ikke egnede sig til det. Dem der klarede sig bedst, fik foræret en bibel eller et pengebeløb.
Følgende kolonier i Tønder Amt
Resultatet blev derefter, at der i Tønder Amt oprettede følgende kolonier:
Frederiksgave:
Julianeborg:
Kristianshaab:
Og endelig Sofiedal med 20 i Eggebæk.
Husene var endnu ikke bygget
Nu er dette med forbehold. Vi har set andre optegnelser som ikke svarer til disse. Således var der 11 koloniststeder i Burkal Sogn. Der ar planlagt 24.
Men ak, det var langt fra lyserødt. Husene var ikke opførte. Ja byggematerialerne var ikke engang afhentet. Adskillige måtte den første sommer tage bolig i opkastede jordhytter.
De huse, der blev bygget, lignede slet ikke de lokale. Længden var på 42 fod og en bredde på 30 fod. To fag af 7 fod blev afsat til stue og kamre. De øvrige fire fag blev indrettet til stald og lo. Gavlen fik en stor port med en mindre dør ved hver side. På langsiden kom der også en dør.
Efter kolonisternes egen anvisning blev der ikke anbragt en skorsten men hvælvet kamin efter holstensk forbillede. Hvert brug havde ca. 20 tønder land.
Husene var ikke alle af samme kvalitet
I en liste fra 14. december 1763 optræder 10 bygmestre, heriblandt Lorent Paulsen fra Tønder. Han skal bygge i alt 9 huse. Nu var kvaliteten meget svingende både af hensyn til materialevalg og den håndværksmæssige udførelse. Mursten havde dårlig ler-kvalitet og dårlig brænding. De kunne ikke tåle vind, regn og frost. Tagene var ofte tækket med for tynd lag strå, så det regnede og blæste ind. Men efterhånden blev husenes kvalitet forbedret.
Et Fæstebrev
Et Fæstebrev havde følgende ordlyd:
Der var heller ikke købt nogen husdyr til kolonisterne. Udbetaling af rejsepenge kom først flere år efter ankomst, og da var de fleste allerede rejst igen. Riget fattedes penge.
Årene bragte trængsler og savn
Det var bestemt ikke nogen stor høst de fik. Det skyldtes den karrige jord, mangel på læ og på gødning. Årene bragte trængsler og savn.
Danskerne så med forundring på de nye indflyttere, der kunne leve af kartofler. Allerede den første vinter modtog en kolonist fire tønder.
Staten måtte stadig træde hjælpende til for at lindre deres kår. De fik ikke alene såsæd og brændsel. Men de fik også ordnet deres kirkelige forhold. I Abild Sogn skulle præsten enkelte dage holde tyske gudstjenester. I Burkal var det hver tredje søndag.
Disse bestemmelser fik dog næppe nogen betydning, eftersom de fleste kolonister drog bort og overlod deres ejendom til hjemlige folk. Hele kolonisationen gav et magert udbytte og bragte stort set ikke andet end skuffelser for staten.
Planen var dårlig forberedt
Planen var dårlig forberedt. Medarbejderne var samvittighedsløse. Valget af de sydtyske bønder var måske ikke det mest smarte. Mange af dem var slet ikke landbrugskyndige.
De fleste kolonister var kommet i 1762
Men på egnen er der stadig efterkommere af disse kolonister. Jeg kender således to af dem. Ja de kaldes godt nok også for kartoffeltyskere. Men det var ikke dem, der kom med kartoflen til Danmark. Det var Huguenotterne fra Fredericia
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 1, 2024
Pigerne fra Sprogø
Vi anmelder en bog med denne artikel. Vi var dobbeltmoralske dengang. De passede ikke ind i samfundet. Blind tillid til de hvide kitler. Vi følger tingene til dørs. Journaler fyldt med eksplosive udtryk. Pigerne skulle afrettes og disciplineres. Degenereret afkom måtte ikke spredes. Hverdagen og livet på øen beskrives. Åndssvageloven indførte tvangssterilisation. Progressiv, human og nødvendig – sådan opfattede man behandlingen på Sprogø. Pigerne/kvinderne havde ingen indflydelse på eget liv. De kom ofte fra splittede hjem. Ingen regler om straffeforanstaltninger. Eugenetik var løsningen. Dertil kom registrering og kontrol Undersøgelse af befolkningskvaliteten. En nulevende ”Sprogø-kvinde” måtte betale 501 kr. for sin journal. Socialministeren talte om ”horrible overgreb. I bogen kommer kvinderne selv til orde. De unyttige skulle ikke sprede gener. Ikke alle passer ind i præstations-samfundet. Hvis man ikke rettede sig ind på en bestemt måde fik det konsekvenser. Folk puttes stadig ind i klasser og kategorier.
Vi var dobbeltmoralske – dengang
Vi har læst en interessant bog, som vi her vil forsøge at anmelde. Det er den tredje artikel om ”pigerne på Sprogø, vi her skriver. Du kan i tilslutning til denne artikel se vores artikelliste. Vi har i anmeldelsen også gjort anvendelse af andre kilder.
Vi var meget dobbeltmoralske dengang. Det var en af årsagerne til at 500 piger måtte tilbringe en del tid på øen. Det var kun efter overlægens forgodtbefindende, at de fik lov til at komme ind på fastlandet igen. Ofte var det efter tvangssterilisation. Så kunne de ikke sprede deres ”fordærvede” gener videre. Det havde samfundet bestemt ikke brug for.
De passede ikke ind i samfundet
Samfundet mente at isolationen for deres eget bedste. Samfundet skulle renses for afvigende og uønskede individer og kvinderne skulle renses for deres farlige seksualitet.
Vi har tidligere beskæftiget os med dem, der ikke passede ind i samfundets normer. Åbenbart var disse piger på Sprogø sindslidende i større eller mindre grad. Det særlige ved denne bog er, at der bliver sat ”ansigter og personer” på disse skæbner. Moralen var ganske anderledes dengang. Opholdet havde foruden det at de stakkels piger ikke kun få børn også sat sig på andre områder.
Blind tillid til de hvide kitler
De to historikere sætter sig ind i de enkelte kvinders situation. Samfundet havde blind tiltro til folkene i de hvide kitler bl.a. overlægen fra Brejninge, H.O. Wildenskov. Han styrede egenhændigt ”De Kellerske Anstalter”. Og de forskellige forstandere stod ret for ham. Disse forstandere forsøgte på alle måder at indrette deres beretninger efter det som overlægen ville høre.
Vi følger tingene til dørs
Vi hører mest om de negative ting og ikke mange positive ting, som er foregået på Sprogø. I bogen bliver ting fulgt til dørs. For læseren kan det være svært selv at have en mening. Men man kan godt mærke at de to forfattere har stor viden og forsorgen herhjemme.
Journalerne fyldt med eksplosive udtryk
De fleste kom fra den laveste del af det danske samfund. Og det er i den grad eksplosive udtryk, der blev anvendt i journalerne:
Kvinderne blev beskrevet som
Pigerne på Sprogø skulle afrettes og disciplineres
Journalerne er skrevet af læger og andre fagfolk. Disse piger og kvinder skulle afrettes og disciplineres. Deres seksualitet blev anset for at være ustyrlig og amoralsk og dermed farlig for samfundet og ikke mindst kvinderne selv.
Degenereret afkom måtte ikke spredes
De skulle isoleres fra fællesskabet. De var erotisk afvigende fra de gængse normer. Faren var, at de fik degenereret afkom og at de spredte kønssygdomme. På øen skulle de opdrages til acceptabel kvindelighed og lære at være ”duelig” inden for husholdningsarbejde.
Disse mange journaler fra Sprogø i tiden 1923 – 1961 er gennemset af to forfattere. De har også kigget på brev korrespondance, videnskabelige artikler m.m.
Man troede vitterlig, at man frelste kvinderne for dem selv. Men nu til dags ligner det som så meget andet inden for offentlig forsorg et statsligt overgreb og afspejler et uværdigt menneskesyn.
Hverdagen og livet på øen beskrives
Gennem journaler, artikler og breve skildres hverdagen og livet på øen. Man præsenteres også for det fagpersonale, der havde med kvinderne at gøre. Og så rummer bogen vel over mere end 50 fotos. På forunderligvis bliver vi sat ind i kvindernes skæbne, stigmatiseringen og den skam, de blev efterladt med.
Åndssvageloven indførte tvangssterilisation
Tænk engang, at 500 kvinder har været anbragt her. En ny åndssvagelov så dagens lys i 1934. Og den betød at størstedelen af disse kvinder blev steriliseret. Om Gudrun skrev Wildenskov:
Progressiv, human og nødvendig
Dengang blev anstalten betragtet som progressiv, human og nødvendig. Pigerne fik fikseringer, beroligende sprøjter og sovemidler. Man gik ikke af vejen for isolation. Man havde et såkaldt ”betænkningsrum”. Det var et værelse på 2,5 gange 2,5 meter møbleret med en madras og tæpper. Rummet blev af pigerne kaldet for kradserummet.
Sprogø var en realisering om en eugenisk drøm, der handlede om udrensning.
Ingen indflydelse på eget liv
Kvinderne havde ingen indflydelse på deres eget liv. Det såkaldte faglige personale overså de mange sociale forhold, der prægede kvindernes liv. Og det var de utroligste ting som man beskrev dem på:
De kom ofte fra splittede hjem
Når lægerne stillede diagnosen, gennemførte de en intelligenstest, som var bygget op om skoleviden, og hvad man burde vide, hvis man var vokset op i et borgerligt miljø. Det gjorde, at børn fra fattige miljøer var dårligt stillet.
I bogen beskrives Carla, som kom ind under åndssvageforsorgen, fordi hun havde svært ved at følge med i skolen. Hun kom fra en familie, som allerede var i myndighedernes lys.
Kvinderne kom ofte fra splittede hjem, et liv præget af elendige arbejdsforhold og fravær af rettigheder, hvor myndighedernes kontrol og straf af fra misbrug og uønskede seksuelle tilnærmelser eller overgreb, kunne de ende med at blive straffet for løsgængeri.
Myndighederne stillede også diagnosen på baggrund af naboernes rygter.
De to forfattere har også talt med en håndfuld kilder, der har været i familie med kvinder, der har været anbragt på Sprogø og også de sidste to nulevende kvinder, som selv var anbragt.
Ingen regler om straffeanvendelse
Fra statens side var der ingen begrænsninger i, hvilken form for afstraffelse man kunne give. Forstanderinden kunne frit udvælge straffeformerne. Der var ikke noget systematik i dette.
Dengang førte Danmark sig frem som om man var verdensmestre i at udvikle og drive åndssvageforsorg. Det var en anden tid dengang. Moral, etik m.m. var en helt anden. Også dette har bogen fået godt fat i.
Eugenik var løsningen
Vi har i tidligere artikler beskrevet Christian Keller, manden bag de Kellerske Anstalter, mandelejren på Livø og anstalten i Brejninge. Men han stod bestemt ikke alene med sine ideer. Inden for den etablerede videnskab mente man, at mange sociale problemer kunne forklares med arvelighed, og at eugenik var løsningen.
Løsningen: Registrering, kontrol og eugenetik
I 1930erne var der på Københavns Universitet et institut for Human Arvebiologi og Eugenetik. Lederen hed Tage Kamp. Han mente, at de ”asociale” udgjorde 10 pct. af samfundet. Han mente at disse udgjorde:
Læsningen var en omfattende registrering, kontrol og eugenetik, mente denne leder.
Undersøgelser af befolkningskvalteten
Man indførte videnskabelige undersøgelser af befolkningskvaliteten. Man var meget optaget af at få en god, sund arbejdsstyrke og at forme mennesker, der var i stand til at regulere sig selv og træffe de rigtige valg.
Fagpersoner havde interesse i at vise deres virkefelt frem. Og det lykkedes politikere og idefolkene bag at tegne et billede af, at de virkelig gjorde noget for at løse et alvorligt samfundsproblem.
Karoline måtte betale 501 kr. for sin journal
En af de nulevende Sprogø -piger, Karoline Olsen længes efter de børnebørn, hun aldrig har fået. Hun måtte betale 501 kr. for at få kopi af sin journal, hvor læger og forstanderinder har beskrevet hende. Hvorfor skulle hun kaldes åndsvag og anbringes på en åndsvage-anstalt? Hun fandt i sin journal som fik betydning for hendes liv:
Hun var kun interesseret i den mand, som hun blev gift med i 1948, året efter, indstillede overlægen Karoline til sterilisation med begrundelsen, at hun
Hun er også rasende, fordi hun ikke fik noget at vide om indgrebet. Først da hun vågnede op efter narkosen fik hun at vide, at nu kunne hun ikke få børn. Hun flygtede til Sverige for at blive fri for den danske åndssvageforsorg.
Efter udskrivning holdt man øje
I takt med synet på kvinders seksualitet ændrede sig blev Sprogø set som utidssvarende. Historien om de løsagtige kvinder ændrede sig til en historie om statens tvang. Men selv efter hjemsendelse holdt myndighederne øje med pigerne/kvinderne. Nogle slap aldrig af med prædikatet ”Sprogøpige”.
Socialministeren talte om ”ubegribelige horrible overgreb”
I 2022 udkom en historisk udredning om forholdene for børn, unge og voksne anbragt på særforsorgens institutioner i perioden 1933 – 1980. Den dokumenterede fysisk vold, seksuelle overgreb, fejlanbringelser og brug af tvangssterilisationer og tvungne aborter. Og tidligere har vi her på siden bragt historier om ”Det Hvide Snit”.
Vores socialminister har erkendt at mange har været udsat for ubegribelige horrible overgreb
Kvinderne kommer selv til orde
Det er en spændende men også rystende bog, vi her har læst. Og i bogen kommer dem det gik ud over også til orde. Eller i vært fald familie og kendte til Sprogø-pigerne.
Bogen er på 400 sider. Og man kan da hvis rolig sige, at enhver side er brugt fornuftig. Engang var ø-lejren på Sprogø et prestigeprojekt. Man syntes det var en progressiv og human ide.
De unyttige skulle ikke sprede gener
Det var også dengang, da Socialdemokratiet gennemførte en række sociale reformer, men der måtte trækkes en grænse. Man måtte udskille dem, der ikke var nyttige. Samtidig voksede det antal, der skulle have sociale ydelser. Der skulle skabes en sund arbejdsstyrke. De unyttige skulle ikke have lov til at sprede deres gener. Man var også bange for, at nogle grupper kunne blive en byrde for samfundet. Ja man talte om en trussel for velfærdssamfundet.
Ikke alle passer ind i præstations-samfundet
Men desværre siger man at historien gentager sig. I 2018 talte man om at afviste asylansøgere skulle placeres på øen Lindholm. Det var stadig ikke alle, der passede ind i præstationssamfundet. Men det er tendens til, at man ikke altid justere rammerne. Måske burde politikere læse nogle flere historiske bøger.
Hvis man ikke bidrager på en bestemt måde!
Sprogø var indrettet til dem, der stak af fra tidligere hjem og anstalter. Det var dem, der ikke kunne tilpasse sig regler og rutiner. I dag siger man, at hjælpen skal tilpasses den enkelte. Men man ser desværre dog at man bruger hårdere og hårdere metoder for at få folk placeret ind.
Hvis man ikke bidrager på en bestemt måde, så skal der være konsekvenser eller sanktioner. Sådan var det på Sprogø og Livø, mn er det ikke sådan stadig væk?
Folk puttes i klasser og kategorier
Det er ikke nyt at putte folk i klasser og kategorier. Hvad med medmenneskelig praksis? Vores menneskerettigheder er kommet under pres. Det skal ikke væres sådan at udsatte menneskers rettigheder – blot bliver en parentes i historien.
Så politikerne kan starte med at læse de nedenstående bøger, som vi har anmeldt her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 26, 2024
Den stakkels bøddel fra Tønder
Det var Store Bededag den 10. maj 1683. Ribe- og Flensborg-bødlen havde bestemt sig for i Tønder at give deres fjende, Tønder – bødlen, Hans Gelzer en afstraffelse. I artiklen får vi enkens fremstilling af episoden. Det mærkelige er, at den myrdedes far gav de to mordere husly. De to mordere havde ikke ”tid” til at møde op i retten. Mon de overhovedet nogensinde blev dømt? Ingen Tønder-borgere ville bære liget. Han skulle begraves enten tidlig om morgenen eller sen aften. Liget gik i forrådnelse – efter et halvt år var det endnu ikke fjernet. Heller ikke trusler hjalp. Hertugen ønskede ikke mere besvær med sagen. Heller ikke den hemmelige begravelse kunne gennemføres. En lignende sag i 1698. Bøddelarbejde var uærligt. Men bødlen udførte et vigtigt stykke arbejde. Fjernelse af kadaver. En tyv blev udsat for tortur mange gange – det kan vi se på regningen.
Store Bededag den 10. maj 1683
Denne hændelse er nok nævnt i mange historiebøger. Det var Store Bededag den 10. maj 1683. Det var noget, der satte sindene i kog i Tønder. Men det der fulgte, var også noget, man ikke glemte så let.
Tønders bøddel og mester hugget ned
I den lille by i marsken blev Tønders bøddel og mester, Hans Gelzer dræbt ved pistolskud af sine to kollegaer: Viedt Jeltzer fra Ribe og Johan Friedrich Schermesser fra Flensborg. Et fyldigt referat er leveret af den dræbte bøddels sørgende enke Anna Catharina. Hun beskrev hændelsen sammen med Ebberhard Asthusen, Hans Gelzers efterfølger den 20. september 1683 over for borgmestre og råd.
Enkens fremstilling
Man kan vel ikke fortænke enken, at det var en ret ensidig fremstilling af drabet:
Den myrdedes far gav morderne husly
Men hvorfor havde den myrdedes far givet de to husly? Han havde også overværet drabet. Ifølge dokumenter skulle han også have hjulpet Flensborg – bødlen bort fra byen så han kunne unddrage sig Tønder bys straf.
Den myrdedes far sad en halv snes dage i arrest. Så blev han løsladt mod kaution og løfte om at møde i retten i retten under sagens behandling.
Morderne havde ikke tid til at komme i Retten
Det lykkedes også for Ribe-bødlen at flygte. Borgmestre og Råd forsøgte nu at få de to drabsmænd til at give møde for retten i byen. Begge blev indstævnet til at give møde den 12. november 1683. Begge beklagede at de ikke kunne give møde for retten i byen.
Ribe-bødlen havde været bortrejst. Den 1. november meddeler han Rådet, at det vil gå lang tid inden han kunne møde op. I sin skrivelse beklager han, at han af den nye bøddel i Tønder, mester Eberhard Asthausen var blevet truet på livet. Forholdet mellem Tønders nye bøddel og Ribe – bødlen havde åbenbart heller ikke været det bedste.
Viet Jeltzer bedyrer, at han var uskyldig. Også Flensborg-bødlen, Johan Friedrich Schermesser beklager, at han ikke kan give møde i Tønder den 12. november. Også han fortæller, at det vil gå lang tid, før han kunne møde op.
Blev de nogensinde dømt?
Om de to bødler nogensinde har givet møde i Tønder, vides ikke. Og for den sags skyld om de nogensinde er kommet til at gøre regnskab for deres udåd for en juridisk domstol. Men vores historie er nu langt fra slut.
Ingen Tønder – borgere ville bære liget
Det var absolut ingen, der ville bære den myrdedes lig til graven i det nordvestre hjørne af kirkegården op mod den gamle latinskole. Det begyndte med at provst Stephan Kenchel søndagen efter drabet for en forsamling i overdrevne vendinger skildrede udåden. Han nøjedes ikke med at dadle drabsmændene – også den myrdede fik et særdeles slet skudsmål og eftermæle. Han havde ført et gudløst og foragteligt levned.
Han skulle begraves enten morgen eller aften
Ved samråd mellem provst og råd bestemtes derfor, at bødlen ikke skulle have en almindelig hæderlig begravelse, men han skulle begraves enten morgen eller aften. Og så måtte der kun ringes med den lille klokke. Hermed var bolden givet op.
Da borgerskabet erfarer borgerskabets og provstens beslutning, kan ingen formås til at bære liget til graven. Ikke engang de ringeste daglejere ville bære. Hverken overtalelse, trusler om bøder, fængsling eller forvisning fra byen kunne få folk på andre tanker. Nogle sagde endog, at de hellere ville miste hovedet end bære liget i graven.
Liget gik i forrådnelse
Liget gik efterhånden i forrådnelse og udsendte en ulidelig stank. Rådet henvendte sig til hertug Christian Albrecht. For at han kunne give råd og befaling mht. hvordan man skulle opføre sig over for det genstridige borgerskab. Hertugen kan dog ikke give andet svar end at de genstridige borgere, som Rådet er udpeget til at udføre lig-bæringen, skal tvinges ved tvangsforanstaltninger. Men heller ikke hertugens ordre gør indtryk på de brave Tønder – borgere.
Heller ikke trusler hjalp
Rådet havde stævnet 40 af de ringeste skatteborgere og daglejere, men deraf havde kun de 24 givet møde. Rådets formaning til dem om at påtvinge sig lig-bæringen var uden virkning. Borgerne var blevet endnu mere genstridige. Selv trusler om fængsel på vand og brød ignorerede de.
Også provsten havde på rådhuset forsøgt at tale dem til rette. Han havde forklaret dem, at der kunne lægges dem noget uanstændigt eller urent til last og havde til sidst for Guds skyld bedt dem om at afstå fra deres stædighed. Man havde også forsøgt at afgøre det hele ved lodtrækning. Man havde tilbudt at den førende borgmester ville berøre kisten.
Tønder var fuld af fremmede ryttere så man kunne ikke bare straffe byens borgere, der var udsat for andre ubehageligheder. Man henstillede så til hertugen, om sagen kunne ordnes på den måde at enken blev bevæget til ved nattetid og hemmeligt at begrave manden.
Hertugen ønskede ikke mere besvær med sagen
Brevet til hertugen krydses imidlertid af en ny ordre til Rådet. Bødlens venner havde nemlig klaget over at begravelsen endnu ikke havde fundet sted. Vanskelighederne skulle overvindes og Hertugen ønskede ikke mere at blive besværet med sagen.
Men han besvarer dog alligevel Rådets sidste brev. Han befaler at de genstridige skulle straffes. Rådets forslag om, at enken skulle lade begravelsen udføre ved nattetid billiges. Det blev pålagt Rådet at yde hende al mulig bistand herved. Denne fremgangsmåde måtte og ikke komme fremtidige skarprettere til nogen skade.
Heller ikke den hemmelige begravelse kunne gennemføres
Men ak, heller ikke dette kunne gennemføres. Det kunne ikke skaffes mandskab nok til den hemmelige begravelse. Nu henvendte borgmesteren sig til land-og gehejmeråd Joachim von Ahlefeldt. De berettede at de genstridige borgere havde været i fængsel, hvorved de fleste var kommet på andre tanker og havde erklæret sig villig til at gå med til lodtrækning, hvorefter de var blevet løsladt. Men ak tre skoflikkere falder igen fra.
Rådet mente nu, at disse skulle udvises af byen. Ahlefeldt ville ikke indlandes i sagen men han mente dog, at det var lige hårdt nok at udvise dem.
Efter et halvt år, var liget endnu ikke flyttet
Om man fik nogen til at begrave liget, vides ikke. Men faktum var, at efter et halvt år var liget endnu ikke blevet begravet.
En lignende sag i 1698
I 1698 opstod en lignende sag. Det var denne gang bødlens medhjælper, man ikke kunne få båret til graven. For at ligbærerne ikke bagefter skulle kunne dadles af det øvrige borgerskab, havde de for at medvirke ved begravelsen stillet den betingelse, at rådet og de deputerede borgere først skulle berøre og løfte kisten.
I et brev til hertugen klagede Rådet over, at hverken trusler eller gode ord har kunnet holde dem fra denne beslutning. De spurgte nu, hvordan de skulle forholde sig.
Bøddelarbejde var uærligt
Hertugens svar gik ud på at natvægtere, fattigfogeder og deslige folk skal tvinge il at bære liget til graven. På grund af fugtskadede dokumenter, har det ikke været muligt at finde mere om denne sag. Men så viser sagen vel hvor meget foragt, der vises over for bødlen og hans håndværk.
Bødlen udførte et vigtigt arbejde
Bøddelarbejde var uærligt arbejde. Havde man for intimt samarbejde med bødlen og hans medarbejdere blev man selv uærlig. Og dog var bødlen en vigtig og uundværlig person i det gamle bysamfund. Hans arbejde bestod nemlig ikke blot i at torturere og henrette. Han var også byens rakker.
Et indblik i hans arbejdsområder får vi bedt ved at kigge i det reglement af 1686, som den myrdede Hans Geltzers efterfølger mester Eberhard Asthusen havde at rette sig efter. Det hedder heri, at han skal:
Fjernelse af kadaver
Fjernelse af kadaver var urent arbejde. Derfor måtte disse enten blive liggende i gaderne til de var fortæret af hunde eller katte, eller bødlen havde skaffet dem af vejen. For store dyr som heste køer og stude, som bødlen bringer uden for byen med eget køretøj, får han tre mark, hvortil kommer at må beholde hestehuderne, mens de andre tilhører ejerne. For en kalv tilkommer der ham 1 mark. Og får en hund, kat eller gris 6 skilling.
Han fik afgifter af alle køretøjer, der kom på markedspladsen. I fast løn fik han 40 mk. årligt af byen samt fri bolig ved Østerport.
Fra hvert stavnhus fik han årligt 4 skilling og af hver bod 2 skilling. I reglementet står der, at han skal betale sine medarbejdere en ordentlig løn. Han måtte hellere ikke tage mere for sit arbejde end den faste takst. Det blev nu ikke altid overholdt.
En tyv udsat for tortur mange gange
I 1690 blev således Niels Nielsen Hovkarl fra Vejle arresteret mistænkt for tyveri, men han nægtede hårdnakket. Eberhard Asthusen fik ham derefter til behandling på pinebænken. Nu havde han pludselig begået en masse forbrydelser. Han måtte lade sit liv for bødlens sværd ude ved retterstedet.
Bødlens bevarede regning viser, hvor ofte den stakkels tyveknægt var blevet pint, inden retten følte sg overbevist om hans skyld og viser, at blot fire år efter reglementets udstedelse har mestermanden kunne sætte sine priser i vejret.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Februar 22, 2024
Nyt Danefæ ved Emmerlev
En guldring-knyttet til eliten. Et magtsymbol i nordisk sammenhæng. Alliance mellem Emmerlev og Centraleuropa? Kun 10 km fra Guldhornene. Globale handelsforbindelser? Merovingere – hvem er de? Havde Sønderjylland mere indflydelse end forventet? Guldringen fundet allerede i 2020. Et historisk sted – Trællebanke – kun 2 km fra findestedet. Og 900 meter fra Trælbanke er der fundet en boplads. Hvad er Danefæ?
En guldring – knyttet til eliten
Det er ikke første gang, der findes et Danefæ fra Emmerlev. Ja det er faktisk heller ikke første gang fra den samme mark. Denne gang er det en damering fra 5-600-tallet. Og det er en ting, der er knyttet til eliten. Og det er de andre ting også i nærheden.
Nationalmuseet oplyser, at meget tyder på, at der har regeret en fyrsteslægt, som havde særlige forbindelser til merovingerne. Det var de helt store spillere på dette område. Ringen er blevet lavet af frankiske håndværkere i merovinger-riget.
Dette rige indbefattede store dele af Frankrig, Belgien og Tyskland.
Et magtsymbol i nordisk sammenhæng
Deres ringe er typisk indfattet med en mønt eller en plakette, mens ringen, som blev fundet i Emmerlev, er indfattet med en rød halvædelsten. Guld og røde sten er et kendt magtsymbol i nordisk sammenhæng.
Alliance mellem Emmerlev og Centraleuropa?
Området ved Emmerlev kan altså have haft en særlig position i 5 – 600-tallet, hvis der som ringen antyder – har været en alliance eller kontakt mellem en fyrsteslægt og merovingerne. Måske er en fyrstedatter fra en slægt i Centraleuropa ind i fyrsteslægten i Emmerlev.
Det er sandsynligt, da merovingerne var kendt for at gifte sig til forbindelser med andre magthavere for at sikre handel og magt i et område. Vadehavet er et sted, hvor det giver mening at have en del handel, fordi der blandt andet er gode søveje.
Andre historiske fund knytter sig også til området ved Emmerlev.
Kun 10 km fra Guldhornene
Guldringen er gravet op ca. 10 kilometer fra fundstedet for guldhornene, der er fra 400-tallet og to kilometer fra ringvolden Trælbakken, som er dateret til det første århundrede. Denne vender vi tilbage til. Vi mangler bare at finde en gravplads til fyrsteslægten. Hvis der bliver gjort endnu flere fund i området, bliver vi klogere.
Globale handelsforbindelser
Men egentlig er det efterhånden gjort en del fund ved Vadehavet som viser globale handelsforbindelser. Fyrste-familien fra Emmerlev har muligvis regeret mellem Ribe og Hedeby. Derfor har merovingerne været interesseret i en forbindelse, så de kunne opbygge et netværk og kontrollere handlen.
Merovingere – Hvem var de?
Men hvem var de disse merovinger? Det var en frankisk kongeslægt fra ca. 450 – 751. Slægtens oprindelse fortaber sig i sagnenes verden, hvor den knyttes til en overnaturlig herkomst. Deres særlige kendetegn var deres lange hår.
Omkring 481 regerede flere merovingere i de nordlige Rhinegne som småkonger, der hver herskede over en by eller et opland. Alle frankerne kom under deres herredømme. Slægten blev døbt til den kristne tro. Riget blev delt mellem herskerens sønner. Og dette førte til stridigheder.
I de første generationer var de merovingiske konger magtfulde. De herskede selv over deres landområder kun bistået af rådgivere fra adelen og gejstligheden. Disse overtog efterhånden magten, og merovingerne blev reduceret til skyggekonger, der udelukkende havde ceremonielle funktioner. I 751 fandt Pippin 3. den Lille dog tiden moden til med pavens hjælp at sætte en sidste merovinger-konge i kloster for selv at overtage magten.
Havde Sønderjylland mere indflydelse end antaget?
Sammen med nyere fund tyder det på, at Nordslesvig/Sønderjylland havde mere indflydelse end man hidtil har ventet. Vestkysten har sikkert været attraktivt. Det har ikke kun været Dankirke/Ribe.
Måske har ejeren af den fundne ring kendt folkene bag Guldhornene
Guldringen fundet i 2020
Der er desuden fundet to guldmønter, syv sølvmønter og keramik. Måske er forbindelsen til merovingerne etableret gennem venner i Friesland.
Ringen blev allerede fundet i foråret 2020 af en hobbyarkæolog med metaldetektor.
Et historisk sted – to kilometer derfra
Cirka to kilometer fra findestedet ligger Trælbanke/Træborg/Troldeborg eller Trolsbanke. Den har en diameter på 125 meter. Den består af en vold omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig. De er 2,5 meter bredde og ca. 1 meter dyb. Volden er 1,5 meter høje. Oprindelig var den noget højere.
Dateringen viser, at den er cirka fra Kristi fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgraven. Men det stemmer ikke overens med alderen af den keramik, der er fundet. De er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr – 200 e.Kr.) Ler-skårene som man har fundet stammer fra et århundrede e.Kr.
I den nordvestligste side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle. Var det en røverborg, forsvarsværk eller opbevaringssted for fanger?
En boplads 900 meter fra Trælbanke
Da Henrik Nissen i 2010 skulle bygge en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt han noget mystisk. Arkæologer fandt en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke.
Det har ganske givet været mere aktivitet mellem Ribe og Sild, end man umiddelbart skulle tro. Blandt de mønter, der er fundet, er en arabisk ”dirhem” fra 800 – 900-tallet, en tysk sølvmønt fra 900 og sågar en guldmønt fra Byzans (det nuværende Istanbul i Tyrkiet) fra 600 – tallet. Det er yderst sjældent vi finder sådan en mønt i Danmark.
Hvad er Danefæ?
De mønter, der er dukket op i området, er alle Danefæ. Og man kalder det for Danefæ, når de er ældre end 1536.
Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter. Den, der finder Danefæ eller får Danefæ i sin besiddelse, skal aflevere det, idet Danefæ tilhører staten.
Penge til et nyt projekt
De mange fund resulterede i 2022 efter i en mindre prøvegravning. Resultaterne af denne var så lovende, at Museum Sønderjylland sendte ansøgning om midler til en egentlig udgravning.
Nu håber man så bare på at få nok penge til en ny udgravning.
Rigdommen kom ikke kun til Ribe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 19, 2024
Da præsten fra Møgeltønder blev brændt
En vandrehistorie fra Østerby. Den sande historie. Faderen var bange for varslet. Laurids kone besluttede sig for hævn. Datteren flygtede til Norge. Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe. Mølleren fra Lindskov Mølle havde også været der. Peter Ostenfeldt måtte betale enorm bøde. Præsten blev brændt på bålet. Kone og datter blev halshugget. Sagnet om de to præster. Laurids Thomsen går igen. Hr. Peder kom også voldeligt af dage. Præstesønnen fik også en bøde. Lensmanden kunne kræve 10 pct. Præstekonen, der nedkom 11 måneder for tidligt. Kun 30 Rigsdaler for et mord. Og så var det ham, der måtte betale fordi hans kone havde været i slåskamp.
En vandrehistorie fra Østerby
En gammel anekdote eller vandrehistorie opstod i Østerby i Daler Sogn: Historien lyder således:
Sandheden er at, der ikke findes noget vers, der således dannerforfatterens navn. Og den omtalte præst har ikke været præst i Møgeltønder.
Den sande historie
Men som i mange vandrehistorier er der en lille sandhed i mange af disse. Denne vandrehistorie peger på præsten Laurids Thomsen, som blev brændt i 1614.
Laurids Thomsen skal være født på en stor bondegård i den sydligste spids af Østerby i Daler Sogn. Da han var fire år gammel, faldt han i en brønd ude i laden. Pigen så det, løb ind og råbte om hjælp. Man sad lige og spiste middag.
Da tjenestekarlen – en nørrejyde – særlig blev bedt om at ile til hjælp, svarede han:
Først to dage efter lykkedes det at få drengen op.
Faderen var bange for varslet
Man opfattede tildragelsen som et varsel om stor lykke eller stor ulykke for drengen. Faderen synes at have anet ulykke, idet han lod ham studere, for således at føre ham i de mere lykkeliges stand og derved afværge ulykke. Han blev da også præst og kom i 1568 ved hjælp af Bendix Rantzau på Møgeltønderhus som præst i Møgeltønder.
Hans kone besluttede sig for hævn
Han skildres som en begavet med streng prædikant og et retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som muligvis havde været gift før var drikfældig og løsagtig. Da han ofte bebrejdede hende dette liv, besluttede hun sig for en hævn.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra sans og samling i fynsk mjød og lægge ham i seng til deres fælles datter i den vante ægteseng. Hun foregav at gå i datterens seng. Men hun gik nol ud til karlen.
Datteren flygtede til Norge
Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen blev først kendt ved et brev fra datteren til faderen, der faldt i myndighedernes hænder. Navnet Thomsen kunne læses, men titel og fornavn ikke. Brevet blev åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder nemlig birkeskriver Thomsen, der tillige var kirkeværge. Gad godt nok at vide om det var bevidst, at adressen var utydelig.
Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe
Laurids Thomsen forbrydelse var af alvorlig karakter. Herom hedder det i et kongebrev til Albert Skeel i Ribe, at kongen havde erfaret, at der til daglig i Møgeltønder præstegård føres et meget uskikkeligt levned med horeri og drukkenskab. Det formenes at præsten har bedrevet hor med sin egen datter, der imidlertid har fundet udvej til at gøre sig usynlig og man har ikke kunnet opsøge hende.
For sådanne grove laster og slig kættersk bedrift kan blive straffet til advarende eksempel for andre, pålægger kongen Albert Skeel med det allerførste, gøre sin flid for at få ham og hans hustru, fængsle dem og give dem tilhold om at skaffe deres datter til stede.
Lensmanden skal med flid lade anstille undersøgelser vedrørende deres grove forargelige gerninger og bedrifter, så han efter sagen er klart belyst, kan lade dem tiltale og forfølge ved lovlig proces og rettergang.
Ved sine undersøgelser må Albert Skeel have fundet meget vægtigt materiale mod præstefamilien, og ikke nok med at denne familie blev ramt af lovens hånd.
Mølleren fra Lindskov havde også været der
Også andre, der rangerede meget højt i bondesamfundet havde på det alvorligste forsyndet sig mod landets og velanstændighedens love. Det gælder således Lindskov – mølleren, Niels Andersen, om hvem der siges, at han af hr. Laurids kone i Møgeltønder blev angivet også at have haft med hende at gøre, til trods for at han var gift. Det var nu ikke kun mølleren, der var en kær gæst i præstegården. Mølleren måtte i bod betale halvdelen af det, som han ejede.
Peter Ostenfeldt måtte betale en enorm bøde
Således måtte Peder Ostenfeldt, en borger i Viborg betale 500 Rigsdaler i bøde for at pleje omgang med Hr. Laurids kone, mens han tjente på Møgeltønderhus. Nu mente lensmanden at disse penge ikke kunne komme i kongens lomme, men måtte tilkomme ham. Da ”forbrydelsen” foregik, var Peder Ostenfeld i hans tjeneste.
Jo Peder Ostenfeld måtte bøde ca. 45 okser for sin letsindighed. Det var en enorm bøde, men hans liv var reddet.
Præsten blev brændt på bålet
Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus. Datteren blev lokket hjem under en forsikring om, at hun ikke havde noget at frygte. En retssag endte med at alle blev dømt.
Åbenbart skulle præsten have fået en kongelig benådning. Men den holdt Lensmanden tilbage. Præsten blev bundet til en stige og brændt på en af de græsmarker, der lå i nærheden af skolen, hvor nu Møllevejen går. Han rejste sig trods stærke bånd tre gange, inden han døde eller stigen rejste sig med ham tre gange – et sikkert tegn på uskyld.
Kone og datter halshugges
De to kvinder blev halshuggede efter overleveringen på den nuværende ”Stjernen” og derefter lagt på Hjul og stejle.
De to præster
Henrettelsen af præsten og hans familie efterlod et stærkt indtryk i sognet. Sagnet har spundet videre på begivenheden, Det fortælles, at to præster fulgte ham til retterstedet. Den ene forærede ham sin kæp, den anden en citron. De blev begge to fyret inden året var omme på grund af ”grove forseelser”.
Laurids Thomsen går igen
Desuden skulle tre mennesker en aften omkring 1800 have set den omtalte præst gå med en lygte i hånden, idet han kom forbi dem. De skulle åbenbart kunne kende ham ca. 200 år efter (!):
Andre fortæller, at han pludselig forsvandt, idet de nævnte hans navn.
Hr. Peder kom også voldeligt af dage
Men se Laurids Thomsen er ikke den eneste Møgeltønder – Præst, der er kommet voldeligt af dage.
Benedikt Rantzau på Møgeltønderhus førte gennem flere år en retsstrid med ærkedegnen i Ribe angående det såkaldte Kapellanhus, der indtil 1900 lå ved kirken, lige nord for præstegården. I et Tingsvidne fra 22. april 1591 udtaler en gammel kone i denne anledning:
Andre fortæller at kirkens kalk og disk blev stjålet. Da man så opdagede dette blev Hr. Peter slået ihjel for man mistænkte ham. Men Hr. Peters bohave blev i samarbejde med arvingerne bortsolgt. Og for det indbragte beløb havde Detlef von Ahlefeldt købt nyt kalk og disk til kirken.
Præstesønnen fik en bøde
Præstesønner ser vi også på ”forbryderlisterne”. Således har Hr. Peders søn i Daler måtte betale en bøde på 30 Rigsdaler fordi han havde deltaget i grove optøjer i Anne Mourskones gård i Daler. Slagsmål og knivstikkeri var almindelige dengang.
Lensmanden kunne kræve 10 pct.
Der findes såkaldte sagefaldslister. Det er lister over bøder, der blev opkrævet af lensmanden eller hans foged. Ikke blot selve bødens størrelse er angivet. Det stod også, hvordan de skulle betales. Og lensmanden var altid interesseret i, at bøderne blev så høje som mulig. Grunden til dette var, at han havde ret til 10 pct.
Præstekonen nedkom 11 uger for tidligt
Og når vi nu er ved præster. Så kan det nævnes at Møgeltønder-præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt, for hvilken grove forseelse han egentlig skulle være straffet for. Men kongen bestemte i stedet, at han ville nøjes med at tvangsforflytte ham til et andet embede. Året efter får præsten på sognebørnenes forbøn lov til at blive i sit kald mod at han til hospitalet i Ribe betaler 50 Rigsdaler.
Kun 30 Rigsdaler for et mord
Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Man kunne slippe med et par Rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder. Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 Rigsdaler for lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed i 1649/1650. Og i 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler for lejermål med personer, med hvem de var beslægtet i 2. og 3. led.
I 1613-14 har Niels Møller måttet bøde 80 Rigsdaler for at have ”beligget” sin tjenestekvinde.
Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 Rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så denne døde.
Måtte betale bøde, fordi konen var i slåskamp
Folk blev dømt, fordi dr havde gravet tørv tredje Pinsedag. Det samme gjaldt for kromændene, der solgte brændevin og øl i kirketiden. Og Laurids Christensen i Gerup måtte betale en bøde, fordi hans kone havde været i slagsmål med en anden om ”en liden stol i kirken”
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Februar 16, 2024
Tre prominente personer fra Tønder
Tre mennesker havde noget til fælles. En betydningsfuld familie. Udnævnt til amtmand i Tønder. Schrader blev pietismens fører i Tønder. Enevold Ewald fra Øster Højst. Christian den Sjettes rådgiver. Schrader opdagede bedrageri. Strucks svigersøn havde begået bedrageri. Schrader forstod det danske modersmåls betydning. Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp og tvinge Emmerske – borgerne i kirke. Brorson blev tredje præst. Dansk og tysk kultur blev forenet. Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder. Brorson forlod Tønder i 1737.
Tre mennesker havde noget til fælles
Vi skal møde tre personer fra Tønder, der havde noget til fælles. Og vi har skrevet om dem tidligere. Men her vil vi forsøge at føre dem sammen. De tre er Holstein, Schrader og Brorson. Ja Holstein har aldrig fået opkaldt em gade, vej eller plads efter sig i Tønder, men de har de to andre. De tre endte også at være sammen om et projekt i Emmerske.
En betydningsfuld familie
Johan Georg Holstein havde været Frederik den Fjerdes page. Han blev også senere kongens svoger, da han blev gift med en stift søster til Anne Sophie Reventlow. I 1708 blev han lensgreve til Holsteinborg og 1721 blev han rigets storkansler og som sådan havde han både det danske og det tyske kancelli under sig.
Også Johann Georg von Holstein blev knyttet til hoffet. Han blev kammerjunker hos Christian den Femtes søn, prins Carl. Få år senere blev han kammerjunker hos selve kongen og i 1693 hovmester hos prins Carl. Senere blev han hovmester hos kronprins Christian. Holstein blev således opdrager for den senere konge, Christian den Sjette. Ja han blev også kaldt for ”den fromme konge”. Holstein var faldet for den pietistiske vækkelse.
Han efterlod ved sin død bl.a. 9 af sine slev forfattede bønner. Hans søn, Greve Johan Ludwig von Holstein lod disse trykke i 20 eksemplarer under titlen:
Udnævnt til amtmand i Tønder
I året 1712 var Holstein udnævnt til medlem af det kongelige konseil og var nu kongens minister. Året efter blev han tillige amtmand i Tønder. Da kongen i 1714 oprettede Missionskollegiet, blev Holstein formand for denne og beholdt denne stilling indtil sin død. Som kongens minister spillede han også en vigtig rolle. Peter den Store hadede ham af et godt hjerte.
Indirekte fik Holstein stor indflydelse som beskytter for to betydelige mænd, der begge virkede som huslærere i hans hus. Den første var Johann Hermann Schrader. Den anden var Andreas Højer, præstesøn fra Karlum, grundlægger af dansk lovkyndighed. Til brug for undervisningen i Holsteins Hus skrev han sin:
Johann Georg von Holstein banede vejen via sin indflydelse for Andreas Højer men også for Johann Hermann Schrader, der er født i Hamborg. Hans far var klejnsmed men døde allerede inden drengen var et år gammel. Moderen gav ham en omhyggelig opdragelse. 1703 kom han på Rostocks Universitet. 1703 blev han huslærer i Georg von Holsteins Hus i København og 1713 blev han på Holsteins anbefaling lærer for Frederik den Fjerdes syvårige datter, prinsesse Charlotte Amalie. Og det gjorde han indtil det 16. år.
Schrader blev pietismens fører i Tønder
I 1727 døde provst Samuel Reimarus i Tønder og den tønderske amtmand Johann Georg von Holstein straks klar over, hvem der skulle være hans efterfølger. I 1728 kom Schrader som førstepræst og provst til Tønder. Dermed fik pietismen her på egnen sin store og stærke fører
Pietismen fik meget tidligt fodfæste i Tønder. Herfra erobrede den Danmark. Kun 20 år efter at et Vajsenhus i Halle blev oprettet, stiftede den rige kniplingskræmmer Peter Struck et Vajsenhus i Tønder. Unge præstesønner fra omegnen havde allerede skabt åndeligt røre, inden Schrader kom hertil.
Enevold Ewald fra Øster Højst
Den første var den store vækkelsesprædikant Enevold Evald, søn af præsten Niels Enevoldsen (Ewald) i Højst og hans hustru Mette Magdalena Prætorius, hvis forfædre i flere led havde siddet som præster i Højst. Som student i Halle kom Enevold Ewald stærkt ind under Pietismes indflydelse. Da han kom hjem, var han den første forkynder af den pietistiske kristendomsopfattelse. Enevold Ewald udgav talrige skrifter.
I 1727 blev han kaldt til København som lærer og snart som præst i det nyoprettede Vajsenhus.
Et år efter var det Schrader, der var den ubestridte leder af pietismen. Han var en stærk personlighed og meget veltalende. Han kunne også godt gennemskue pietismens skyggesider.
Christian den Sjettes kirkelige rådgiver
Indtil sin død var provst Schrader Christian den Sjettes rådgiver i alle kirkelige spørgsmål. Han kom også til at tage en førerstilling i Hertugdømmernes præstestand. Han var en flittig forfatter og han fik også betydning som salmedigter. I 1731 kom Tønder – Salmebogen. Det var en meget stor salmebog, der indeholdt ikke mindre end 1.157 salmer.
23 af disse salmer havde Schrader selv skrevet. På grundlag heraf lavede han også udkast til en almindelig tysk salmebog for Hertugdømmerne. Hans alt for tidlige død hindrede ham i at gøre dette arbejde færdigt.
Schrader opdagede bedrageri
Schraders store arbejdskraft kunne mærkes på mange områder. Bedehuset i Emmerske og Vajsenhuset i Tønder skyldes hans store arbejde.
Vi kender efterhånden historien om at den rige kniplingskræmmer Peter Struck og hans hustru Beate i 1712 i deres testamente havde skænket 91 demat marsk-jord i Frederikskog til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Indtægterne fra disse jorder skulle til evige tider give 12 Vajsenhusdrenge underhold og opdragelse og desuden skulle disse midler tjene til at undervise fattige børn i Tønder, Aabenraa, Hellevad og i de 5 sogne i Vidding Herred.
Struck og hustru døde i 1713, men svigersønnen holdt testamentet hemmeligt og udleverede ikke jordene. I 1722 solgtes endog 22 demat af de testamenterede jorder til inspektør Sønke Nissen på Frismark.
Strucks svigersøn var en bedrager
Ved et tilfælde kom bedrageriet for dagens lys. Det fortælles således. Da provst Schrader havde fået sin udnævnelse til Tønder mødte han i Hamborg en mand, der tidligere havde boet i Tønder og der havde været testamentsvidne ved Strucks testamente. Han fortalte ham, at der måtte være et Vajsenhus i Tønder.
Da provsten i nogen tid havde været i Tønder, kom han i tanke om denne samtale, og da der intet Vajsenhus fandtes begyndte han efterforskninger, hvorved bedrageriet blev opdaget. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og i rede penge både købesummen for de solgte fenner og overskuddene fra de mange år, i alt foruden jordene en kapital på 18.875 Rigsdaler. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. I mellemtiden var nemlig det gamle hospital gået op i luer i den store ildebrand den 16. oktober 1725. Den lå i ruiner. I 1731 blev hospitalet genrejst og der blev efter stifterens ønske opført en tilbygning til Vajsenhuset.
Schrader forstod betydningen af det danske modersmål
Og så kunne Provst Schrader godt forstå, at det danske modersmål var klemt. I det dansktalende Tønder Landsogn mistede de deres kirke. Man skulle nu bruge byens kirke med det tyske sprog.
Da Reformationen kom, lå der tre kirker inde i Tønder By. I Vestergade havde Gråbrødrene deres fruekirke, lige over for lå Tønder Landsogns kirke viet til Skt. Laurentius, tæt ved Torvet lå Tønder købstads kirke, naturligvis en Nikolajkirke.
Kort efter reformationen blev både Klosterkirken og Landsognets kirke fjernet. Nu skulle alle søge Nikolajkirken. Hertil blev langsognets beboere henvist til særlige stolestader. Man glemte ved denne ordning helt at tage hensyn til, at der i kirken kun prædikes tysk, mens landsognets sprog var dansk.
Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp
Følgen blev at de Emmerske blev et ikke kristeligt folk. Provst Samuel Reimarus født i Pommern, skrev til Hertugen og bad ham om at sende soldater, der kunne drive Emmerske-borgerne i kirke. Om søndagen ville de hellere gå ud i Tørvemosen end i Guds Hus.
Brorson blev tredje Præst
Provst Schrader have ikke været længe i Tønder før han greb ind. Men det var på en helt anden måde. Han udvirkede gennem sin ven, amtmand von Holstein, at kongen oprettede embedet som ”Tredje og dansk præst i Tønder, særlig af hensyn til landsognet. Det blev den unge Hans Adolf Brorson, der blev den første ”tredje og danske præst” I Tønder.
På den måde kom Hans Adolf Brorson til Tønder. Her skrev han sine første og mest skønne salmer. Det har været et nært venskab og samarbejde mellem Schrader og Brorson. Måske har Brorson været medvirkende til udgivelsen af Tønder – salmebogen i 1731. I Tønder sang man som andre steder tyske salmer. Derfor skrev han ”i hast” 1731 ”Nogle Julesalmer, Gud til Ære og christne Sjæle, især sin elskelige Menighed til Opmuntring” De efterfulgtes snart af andre og Tønder blev på denne måde den nyere danske salmesangs fødested.
Dansk og tysk kultur blev forenet
I Schrader og Brorson mødtes for første gang dansk og tysk kultur i Tønder. Nu havde landsognet sin egen præst og sine egne salmer, Schrader sørgede også for, at det fik sit eget Guds Hus. Således opstod Nordslesvigs mest ejendommelige kirke – Bedehuset i Emmerske.
H.A. Brorson havde holdt sine søndags-eftermiddags-bedetimer i et lejet hus, der tilmed var uegnet og langt fra stort nok, da hans menighed i Emmerske voksede hurtigt. Samtidig viste det sig at Emmerske også trængte til en ny skole. Til opførelse af en skole stod allerede en kapital på 100 Rigsdaler til rådighed.
Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder
Provst Schrader lovede desuden at foretage en indsamling hos de velstillede borgere i Tønder så ”Bedehuset”, der nu også blev til og både rummede landsognets kirke og skole ikke kom til at koste beboerne noget.
Antagelig er Bedehuset i Emmerske blevet rejst i 1730. Amtmand von Holstein og Provst Schrader var lige ivrige til at skaffe penge. Men indskriften på huset, som blev bygget for det danske modersmåls skyld, er alligevel på tysk:
Gottseligkeit für Alte und Junge, denen Eingefarrten zu Tondern gewiedmet,
und erbauet im Jahr Chriti 1730,
Om amtmanden nåede at se huset færdigt, vides ikke. Han døde anden juledag 1730. Hans efterfølger som amtmand blev hans søn Friedrich Wilhelm von Holstein.
Og så blev det aftalt, at Præsten skulle hentes og bringes hjem hver søndag. I 1858 blev huset renoveret.
Brorson forlod Tønder i 1737
I 1737 forlod Schraders ven, Hans Adolf Brorson Tønder og flyttede som stiftsprovst til Ribe. Samme år døde provst Schrader kun 53 år gammel. Andenpræsten Johann Joachim Arendts blev hans efterfølger
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2024
Ribe – fra 1660 (4)
Storhedstiden var forbi. En hel familie blev afstraffet. En kam med kårde sluttede blodigt på kirkegården. Masser af stormflod. Man kunne få ½ pund krudt for at jage ulve. Stadsmusikeren måtte gå alternative veje. Fangerne var ved at fryse ihjel. Og mordere stak af. Skat på paryk var indbringende i Ribe. De følte, at Fredericia blev forfordelt. Og så skulle man hele tiden låne duge, sølvtøj m.m. til kongen.
Fremgangen var slut
Den ældgamle by havde haft masser af fremgang. Men nu var det slut. Købmændene i Ribe havde fået trange kår. Ribe var dengang rigets vigtigste handelsplads.
Krige og andet dårlige dom havde ramt byen. Skatteindtægterne dalede i den grad. Også indbyggertallet var faldene. I 1591 havde det været 4.500 indbyggere. Det var i 1672 dalet ned til 1.939 sjæle.
Byen var mishandlet
Byen så mishandlet ud. Store dele af den lå næsten i ruiner. Sønderport – og – bro krævede masser af penge, for at få repareret. Og de penge havde byen ikke.
Man henstillede til kongen, at hjælpe byen. Man ville gerne have mulighed for udskibning andre steder ved Vestkysten.
Fredericia blev forfordelt
Man anså Fredericias anlæggelse og fremskridt som en stor konkurrent. Man havde i Ribe før i tiden fået en masse privilegier og rettigheder. Men nu var Fredericia blevet Kongelig Stabelstad. Der blev nu satset på Frederiksodde, som Fredericia hed i begyndelsen.
Kongelig udskibning
I århundreder havde Ribe været Danmarks port mod vest. Da Christian den Femte som kronprins i 1661 og Prins Jørgen syv år senere tog over Ribe for at tage til udlandet, var det nok sidste gang man fik dette stempel hængt på sig.
Filosofi og kultur
Åløbet sandede til. Skibbroen blev øde og byens købmænd mistede efterhånden mod, kapital og energi.
I slutningen af det 17. århundrede sås endnu mange hollændere i Ribes gader på jagt efter kvæg.
Ude på vandet langs sejlløbene mellem Fanø og Mandø var der stadig tønder og kabler, der viste vejen ind til den betydningsfulde by, hvor storhandelen engang trivedes.
Byen havde trods alt endnu mange besiddelser i form af udstrakte Byjorder. Og endnu et halvt århundrede kastede bispestanden glans over byen. I Bispegården, præstebolig, skole og embedsboliger forstod gamle slægter at holde liv i kultur og velstand. Brorson og Ambrosius Stub sørgede for det filosofiske og kulturelle.
Pesten tog mange
Men ak og ved, pesten kom og gik fra dør til dør. Pestepidemien fra 1659 medførte 900 døde. Her i blandt var der 100 af stadens mest fremtrædende borgere. Det var så inklusive 8 rådsmænd og 2 borgmestre.
En præsident – titel
I 1667 blev byens første – borgmester tituleret med den fornemme præsident titel. Magistratens antal af medlemmer blev stærk reduceres efter kongelig forordning. Det var kun de store købmænd, der fik adgang til magistraten.
Familien Worm
Gennem 33 år styrede Mathias Worm, Ribe By med myndighed og klogskab. Han boede i en anseelig gård, som tidligere havde tilhørt borgmester Carsten Tønnesen.
Uden tvivl måtte Worm ligge øre til kævl og strid. Fra sin gård på Nederdammens vestside kunne han se ud over det flade marskland med havet i horisonten.
Worm havde forpagtet den farlige kyststrækning for 4 år mod en årlig afgift på 312 Rdr. Men senere fik han dog dette afgiftsfri som påskønnelse for hans virksomhed.
I år 1700 nedlagde han sit hverv, og sønnen Carsten overtog sit hverv.
Carsten Worm købte en gammel grundmuret hjørnegård mellem Torvet og Storegade. Denne bygning blev senere kendt som Hotel Dagmar. Han levede standsmæssig godt. Han kørte i egen karosse og holdt både tjener, kusk og tre tjenestepiger. Men der var ofte stridigheder med stiftamtmanden. Og det hjalp heller ikke, da enevælden blev indført.
Grevefamilien fra Schackenborg
I 1658 havde rigets feltherre, Hans Schack til Møgeltønder fået Riberhus i len. Indtil 1671 stod han i spidsen for len og stift. I 1662 havde han købt Johanitternes gamle hus, Korsbrødregården. Det var efter at slottet efterhånden var gået i forfald.
I1674 blev han afløst af sin søn, Otto Didrich Schack til Gisselfeldt, Møgeltønder og Gram. Både i 1679 og 1680 havde han den ære, at have Christian den Femte som gæst i gården.
Efterfølgeren som stiftamtmand blev i 1683 Overhofmarskal Frans Eberhard von Speckhan. Også han havde siddet på Korsbrødregård. Enkegrevinde Schack havde i 1687 forespurgt kongen om regeringen ikke kunne tænke sig at købe ejendommen. Men dette var dog blevet afvist, og gården var endnu i 100 år derefter i familien Schacks eje.
Et tyende på 12 mand
Den nye stiftamtmand levede så sandelig også standsmæssigt. Han havde således et tyende på 12 personer. Efter dennes død blev jobbet givet videre til greve Hans Schack. Men greven var ofte bortrejst, så embedet blev overtaget i 1712 af Henrik Ernst Calnein. I 1721 skænkede Frederik den Fjerde ham Riberhus Ladegård i forstaden uden for Nørreport.
Han lod ejendommen ombygge, men det var åbenbart mere end han økonomisk kunne magte. I 1725 måtte han fratræde. Og embedet blev i 1725 overtaget af Christian Carl Gabel.
Kompetence – strid
Der var store problemer i byen med hensyn til magtfordelingen. Store stridigheder opstod. I flere år lammede det magistratens virke. En kompetence – strid opstod også mellem præsidenten og byfogeden.
I årevis havde Magistraten forsømt nogle af deres vigtigste opgaver. Nu kunne ikke engang små både anløbe havnen. Stiftamtmanden kaldte magistratens styre for vanrøgt.
Alt var forsømt
Der fandtes ingen takst på kødet eller tilsyn med om slagtere og bryggere var leveringsdygtige. Også brandvæsenet var forsømt. Og til fare og fortræd for de rejsende undlod man at vedligeholde afmærkningerne af vejene over engene uden for byen. Uorden og sløvhed havde i mange år gjort byens kår endnu mere besværlig. Kongen gav stiftamtmanden ret i alle sine anklager.
Stigende skatter
Stigende skatter bidrog til at undergrave velstanden og jog borgere fra byen. Gang på gang gik man til kongen og bad om lempelser. Og gang på gang måtte Ribes borgere afholde udgifter i forbindelse med indkvartering.
Det var kommet majestæten for øre, at Magistraten brugte det kneb, at placere ryttere og andre indkvarterede på værtshuse. Kongen svarede igen, og sørgede for at de indkvarterede blev anbragt i borgmesternes huse og på deres bekostning.
Mindre antal skatteyder
I 1672 var skatteydernes antal på 458 personer. Det var i 1735 dalet til 278 personer. For at få indrevet told og afgifter havde toldbetjente travlt med at vende hver en sten. Alle hjørner og kanter blev undersøgt. Posekiggerne havde travlt med at ransage alt.
Folk forsøgte selvfølgelig at krybe udenom skatter og afgifter. Man følte sig forfulgte og forurettede. Til tider oplevede man stormfulde møder på Raadstuen.
Problemer med møllerne
Fra gammel tid var det sådan, at Ribes tre møller skulle betale skat til Riberhus. Alle tre lå langs hovedgaden. De to lå inden for portene. Den sidste Ydermøllen lå klods op af Nørreport.
At Slotsmøllen gjorde det, var rimelig nok, da den tilhørte kronen. Men de to andre var privatejede. Magistraten mente, at det var rimeligt at de betalte til kommunen. Efter 10 års sagsbehandling afgjorde regeringen i 1690 at de Ribe Vandmøller skulde skatte til Amtet, hvortil de af Arild havde svaret Jordskyld, og for Fremtiden skulde de derfor være fri for Byens Grundtakst og andre Paalæg.
Udlån til kongen
Så atter engang led Magistraten et nederlag. En anden irriterende forpligtigelse havde Ribe – borgerne også. Lejlighedsvis måtte de udlåne Bordtøj, Linned og Køkkenudstyr i stort omfang, hver gang de kongelige herskaber opholdte sig i nærheden og holdt Hof.
Tidligere måtte så mangen en Ribe – borger måtte tømme kister og skabe og sende deres indhold til Koldinghus.
Når tingene så skulle returneres viste det sig ofte at det var bortkommet eller forbyttet. Dette affødte ofte erstatningskrav.
I 1685 fik stiftamtmanden den geniale ide, at lade alt rådhusets tintøj omsmelte og forbedre, saa det var i værdig Stand til at gøre Tjeneste, når kongen havde brug for det. Så kunne godtfolk slippe for det.
Stormklokken på overarbejde
Det var så sandelig ikke lige nemt altid. Da Christian den Femte således havde lukket sine øjne i 1699 måtte 6 mand på Magistratens bud to gange dagligt ringe med Stormklokken fra den 1. september til den 15. oktober. Men derefter var det borgerskabets tur. Man fortsatte i 25 dage med Sørgeringning. Sa endelig holdt man op med ringningen. Men det havde kostet kommunen i løn og smørolie. Og så måtte man også i gang med omhængning. Klokkeværket tålte ikke de mange anstrengelser.
Tomheden bredte sig
Tomheden bredte sig efterhånden i Ribe. Gamle faldefærdige huse blev nedrevet uden at der blev bygget nye. Især den sydlige og vestlige del af byen var dødsmærket. I 1661 viste en opgørelse, at der i Ribe var 602 huse, men af dem blev 93 betegnet som øde.
Flugten fra byen begyndte for alvor i 1690. velstående borger var afgået ved døden og småborgere undveg i al hemmelighed til Fredericia.
Skat på paryk
En kort opgangsperiode kunne mærkes. Men så kom Den Store Nordiske Krig. I 1710 blev der således pålagt skat på Parykker, Sæt og Fontager. Og tænk parykskatten indbragte i Ribe 330 Rdr. Jo man fulgte moden i Ribe, dog undtaget magister Peder Terpager og borgmester Carstensen.
Den svenske hær var på vej
Foruden pesten var en anden fjende på vej til Ribe. Det var den svenske hær under Magnus Stenbocks kommando. De rykkede efter sejren ved Gadebusch i 1712 gennem Holsten og overskred Ejderen. Borgerne i Ribe var skræmte. De havde efterhånden fået nok af krig.
Den svenske general startede med at udskrive kæmpe brandskatter, hele 20.000 Rdr. Men det kom dog ikke så langt. Svenskerne måtte kapitulere i Tønning Fæstning.
Den faldefærdige kirke
Uden for Nørreport vest for Saltegade holdt Skt. Peders Sognekirke endnu stand. Den havde udspillet sin rolle ved reformationens indførelse. I 1659 var kirken brugt som sygehus. Dens kirkegård var brugt som pest – kirkegård. I 1667 lod man dens vestfløj istandsætte. Det tomme hus var i nogle år brugt som materialeskur for kommunen. Men klosterkirken Skt. Katherina trængte til reparation. Kongen befalede derfor, at Sognekirken skulle nedbrydes og materialet skulle bruges til Klosterkirken.
Men først i 1697 foregik den sidste nedrivning.
Broerne var udsatte
De mange kvæg, der blev drevet gennem Ribe sled på Møllebroerne. Klovene flængede brodækslerne i stykker og årligt udsatte kæmnerkassen udgifter til reparationer. Derfor krævede kommunen en afgift af hver stud eller hest.
Lotteri skulle skaffe penge
Omkring 1727 så det endelig ud til, at udgifterne var faldende. Man fik også en kongelig tilladelse til at afholde et lotteri, så man kunne komme af med den sidste gæld. Oprindelig var planen omkring dette lotteri ret anselig. Man påtænkte sig 10.000 lodder i 4 trækninger. Men lotteriet blev sat i værk i en stærk reduceret udgave.
Fangere var ved at fryse ihjel
Rådhuset var solidt bygget, men efterhånden var det gået i forfald på grund af manglende vedligeholdelse. Det kostede kommunen adskillige udgifter, at skulle reparere det. Lige syd for rådhuset lå Tinggården med byens tinghus.
I kælderen under rådhuset hørte Finkeburet og de andre fangehuller hjemme.
En person, som foruden andre småforbrydelser havde knust ruderne hos Niels Terpager var i 1679 flygtet to gange fra Finkeburet. Man bestemte i 1685 at opføre et nyt fangehus ved hjælp af materialer fra det nedbrudte slot.
Men det tog åbenbart lang tid. For i 1704 blev det berettet om, at tre tartarer som sad i Rådhuskælderen dømt for tyveri blev hentet op og indsat hos Prakkerfogeden. Frosten var for hård. Og Prakkerfogeden reddede sig i den anledning et læs tørv.
Bygningen skulle jævnes med jorden
Men borgerskabet undrede sig over, at der i løbet af kort tid var undveget flere grove forbrydere så som tyveknægte og manddræbere. Så i 1707 fik man kogelig tilladelse til at jævne bygningen med jorden.
Et nyt rådhus
I 1709 erhvervede man så bygningen på hjørnet af Stenbo – og Sønderportsgade til rådhus. Egentlig havde bygningen bestået af to stenhuse opført i ca. 1528. .Nedbrydningen af Grønnegade – rådhuset kostede 180 Rdr. Materialet blev brugt til det yderste. Bjælker blev anvendt til broer og dæmninger. Sten og tømmer fandt anvendelse i kommunens mange bygninger. Vægtere og bysvende brugte lang tid til at rense og sortere munkestenene.
Det nye rådhus blev istandsat for 194 Rdr. Dertil kom anskaffelsesprisen på 365 Rdr.
Broerne måtte bygges om
Det var dyrt for byen at vedligeholde byens mange broer, Sønderbro, Overmøllebro, Midtmøllebro, Ydermøllebro og Nybro. Men der var også lige dæmningen syd for Ribe og den såkaldte Skaaninger – bro, der lå ved landevejen til Haderslev. Gang på gang måtte broerne bygges om. Og stormfloden i 1696 satte også sine spor.
Præsten der måtte ”svømme” til byen
Indgangen til Ribe var bestemt ikke sjov. Da en kommado soldater i 1697 skulle afmarchere fra Ribe i 1697, spærrede storm og flod passagen. Kæmneren måtte leje både for at overføre mandskabet. En præst, som i oktober 1718 kom dragende til Ribe, skrev i sin dagbog, at han fast svømmede ind i Byen.
Nørreport holdt til 1843
De middelalderlige mure og grave som før havde omsluttet Ribe var for længst forsvundet. Vandløb og enge var ene om, at værne for byen. Men de to svære byporte ved indkørslerne til den gamle stad, stod der stadig.
Nørreport var i to etager. På loftet over hvælvingen boede portneren, som skulle lukke morgen og aften. Han skulle også holde øje med, hvem der kom til staden. Med mellemrum blev porten repareret. Og Nørreport blev stående helt til 1843.
Sønderport
Sønderport blev omtalt som et gammelt grundmuret hus. I 1684 styrtede en del af af det forvitrede murværk ned fra den øverste del og knuste taget på portnerhuset. I 1692 tog man en del af slottets gamle materialer og reparerede porten. Men forfaldet havde taget fat. I 1716 tog man fat på en gennemgribende reparation. Dette bevirkede, at porten svandt ind til en skygge af sig selv.
Mange huse at passe
Kommunen havde mange huse at passe, Kran – og Vejerhus, Hovedvagten på Torvet, Acciseboderne og Slagterboden ved Domkirkens ringmur. I 1680 måtte kommunen med ikke ringe Bekostning restaurere Domkirke – kapelanens residens i Præstegade. Det var opført i 1576.
De stakkels vægtere
Efterhånden faldt antallet af vægtere til en mand. Men det var nu heller ikke et eftertragtet arbejde. Vægteren måtte tage ekstra arbejde. Han kunne tage arbejde som dødgraver eller ligbærer, når fattigfolk skulle i jorden. I 1672 tjente han ekstra ved at bære rakkerens lig til dets hvilested. Det var såkaldt uværdigt arbejde. Og ingen andre end vægteren ville påtage sig dette arbejde. Og i 1669 tjente Christian Vægter således 1 mark, da han skulle sidde bag ved den gale Kvinde, som kørtes af By.
Bevæbnet med horn og morgenstjerne patruljerede vægterne om natten i de mørke gader og forkyndte ved råb og sang de svindende timer. Hornet blev 1681 forfærdiget på byens bekostning. Men når fulde soldater holdt deres indtog, holdt vægterne sig i passende afstand.
Men disse Spetakelmagere tog til i antal. Og det blev svært at finde vægtere, der ville påtage sig hvervet. Så måtte godtfolk efter omgang påtage sig hvervet. Man var for en tid vendt tilbage til den gamle ordning, hvor borgere vogtede deres egen by, når mørket faldt på.
Stadsmusikanten
Stadsmusikanten fik 10 Rdr. Om året og fribolig i Musikantens Hus. Men det blev efterhånden så forfaldent, at det blev ubeboelig. Musikken i begge kirker var betroet ham. Når der var bryllup eller anden festivas optrådte han efter fast takst. Hans medvirken ved bryllup på rådhuset kostede 8 Slettedaler. I hjemmet kostede det 5, samt ekstrabetaling for dansemusikken.
Han var forpligtet til at holde en dreng samt 2 dygtige svende. Hver jule – og nytårsaften havde han tilladelse til at gaa om hos Borgerskabet. Men han havde svært ved at skaffe sig til føden. Grunden var de ulovlige spillemænd.
Når natteravne med penge på lommerne bankede ham op om natten, kunne han derfor ikke modstå fristelsen. Så glemte han alt om formaninger og forbud.
Masser af lyde
Der var masser af lyde i Ribe om natten. Blæsten og allikerne, samt det brusende vand fra møllesluserne. Og så var det ustandseligt sus af tusinder af trækkede fugle. En gang imellem hørte man ude fra engene tæt ved stadens porte den uhyggelige tuden fra ulvene og vogternes skud.
I 1692 blev der således udleveret ½ Pund Krudt at skyde med om Natten for Ulven. Der var eksempler på, at ulven gik efter kvæget.
Stormflod i Ribe
Men det værste var, når vandet kom. Til tre sider blev Ribe så omkranset af en stor sø. Bølgerne brød ind i borgernes stuer. I perioden 1660 – 1730 lod den urolige nabo ofte høre fra sig.
Når vandet sank kunne borgerne se et forpjusket land fyldt med dynd, grene og vraggods og drivtømmer af splintrende dæmninger og broer. Sluseværker og veje var ødelagt af saltvand.
Stort set hvert år indfandt stormfloden sig i mere eller mindre grad. Den rev kvæg og hø med sig. Der var ødelagte huse, broer og dæmninger. Værre blev det når stormfloden kom i forbindelse med højvande.
En betydelig stormflod stod 1682 stod ind over Ribe. Den 18. – 21. januar 1696 var den også gal. Atter i 1701. Det var den 16. – 17. oktober klokken 2 om natten. Bølgerne skvulpede ind over Ribe. Det var den værste stormflod siden 1634.
Men første juledag 1717 stod vandet igen højt i gaderne. Beboerne kunne ikke komme til gudstjeneste i Domkirken.
Natten mellem den 24. og 25. februar 1718 indtraf der en stormflod, som i uhygge overgik alt andet. Det var hård kulde, men vandet strømmede ind over Skibbroen og slyngede isflager ind mod husene. Man kaldte hændelsen for Isfloden.
Men der kom noget, der var endnu værre. Det var den, der ramte staden den sidste dag i året 1720, og den var i omfang langt større end den, der indtraf i 1634.
Men en måned efter vendte havet tilbage. Nybroen uden for Nørreport blev skyllet væk og slusen blev ødelagt. Sønderport og portnerhuset blev ødelagt. Det samme skete med kranen på Skibbroen. Stampemøllen blev splintret til pindebrænde. Dammene blev gennemboret og Claus Skaanings Bro ude ved Haderslev – Landevej blev udslettet. Vandet stod mange steder 2 – 3 alen højt.
En anden fare: Branden
En anden stor fare var branden. Hvis den først fik fat i bindingsværkshusene, hvor der var masser af hø på lofterne, var det ikke meget at gøre. I forhold til så mange gamle byer, så slap Ribe nogenlunde heldig fra dette. I 1644 gik Jens Trellunds Gård op i luer. I 1664 var det Bagge Baggesens baghuse, der blev lagt i aske. I 1716 brændte det i Porsborg. Nytårsaften 1728 udbrød der brand på Korsbrødregård, men takket være de gjorte gode Anstalter og Borgerskabets Flid blev ilden dæmpet, således, at der trods overhængende fare kun gik ud over 32 fag af beboelseshuset op i flammer.
På alle gader var der på hjørnegrundene ophængt de fornødne brandstiger. I 1703 fandtes der på rådhuset en sprøjte, 2 stiger og 24 spande. I 1705 købte man desuden 4 jernbrandhager og 2 stiger, hver 12 alen lang med 13 trin, som blev udstationeret med forsvarlige hængelåse på 2 huse ude i byen.
Vedel kom på Bremerholm
En bestemt person skabte rædsel i den lille by. Det var Anders Sørensen Vedel. Gang på gang skabte han rædsel. Folk turde ikke at anmelde ham af frygt for hævn. Statskollegiet tog sagen i egen hånd og tog ham i forvaring på Bremerholm, hvor han blev lagt i jern resten af sine dage.
Kampen på kirkegården
I 1687 udspandt der sig et natlig drama. En aften kom en ung toldskriver Jesper Wittroch i selskab med en anden person. De vækkede stadsmusikanten, Jacob Witzig. Denne stillede sine to svende til disposition, og nu gik det ellers med musik gennem Ribes stille gader. Man gik så ind til værtshusholder Jes Christensen og her fortsatte musikken. Mange mennesker var efterhånden kommet til.
Wittroch kom i heftig ordstrid med regimentskvartermester Ernst Dietrich Wulff. De øvrige lagde sig imellem. Men senere i løbet af natten brød striden atter ud mellem de kamphaner inde på Domkirkegården. Kårdene røg op af skeden. Inden nogen nåede at reagere lå Wulff på jorden og svømmede i sit blod. Kort efter udåndede han i sit logi.
Drabsmanden gjorde sig usynlig. Nogle beskyttere forsøgte, at få ham ud af klemmen. Retten behandlede sagen i retten. Dommen lød på, at han havde handlet i nødværge. Toldskriveren skulle udrede sagens omkostninger og betale 40 mark til den dræbtes arvinger. Han kunne også fortsætte i sit embede.
Drabsmanden flygtede
Omkring år 1700 var det ofte ballade ved nattetid i Ribes gader. En uhyggelig begivenhed fandt sted i 1706. En mand ved navn Peder Arentsen blev dødelig såret i hovedet og opgav ånden et par dage efter.
Dette drab vakte opsigt. Drabsmanden , Vadridderen Eilert Terkelsen blev dømt til at blive hashugget. To af hans kollegaer blev erklæret fredløse. Også andre blev dømt. Men borgerne blev utålmodige. Derfor befalede kongen, at de blev overført til Fredericia Stokhus. Dette benyttede drabsmanden til at flygte.
Den gamle kag
På Torvet knejsede fra gammel tid byens kag. Det var skampælen, hvor forbrydere mistede huden for Bødelens svøbe. Så blev han udstillet i skam for borgerne. I 1726 var den gamle nedslidt og en ny en blev sat op.
I 1752 måtte man igen forny kagens skarpretter – billede. Brønden lå lige ved siden af. Den fik selvfølgelig navnet Kag – kilden. Her hang også i en periode et par tunge kampsten. Forbundet med en lænke. Syndere kunne blive dømt til at trække disse gennem byen. Det hed noget i retning af at slæbe Tyvestene gennem By.
Familien blev straffet
I 1720 fældede byfogeden og 8 domsmand dom over ægteparret Hans Bolt for tyveri. Mand og hustru vurderedes hver til at miste huden på kagen ved 12 slag af hvert, samt til Brændemærke i Panden. To drenge blev medvidere dømt til pisk i tre dage, enten af deres forældre eller af byens tjenere. Den ene skulle desuden til skræk og advarsel for andre drenge i Ribe udstilles i tre timer i træk i gabestokken.
Og inden det bliver for uhyggelig med skarpretter og galgen slutter vi for denne gang. Vi fortsætter snart med femte del om Ribe.
Kilde: se Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs
Februar 14, 2024
Riber Ret (3)
Vi kigger på de 60 første artikler i Riber Ret. Man havde godt nok kigget på Tønder Stadsret. Det var vanærende at være tyv – dengang. Og omkring Ribe Galge blev kvinder levende begravet, dog med en balje over sig. Vi følger skarpretter Witt Wageners sidste henrettelse. Og kigger også lige på de regninger, han udstedte.
Ribe Ret var strengere
Riber Ret havde strengere straffe end Jyske Lov, og så var den meget udførlig.
Under åben himmel
Rettergangen foregik på Tinget under åben himmel og var offentlig. I tidligste tid har det sikkert foregået på Ribes Torv. Senere blev det flyttet til en plads bag Ribes Rådhus. Den lå dengang i Grønnegade.
Ingen andre end rådmændene og fogeden måtte tage ordet uden tilladelse. Og man kunne ende foran skarpretteren.
8 Rigsdaler for afhugning
Skarpretteren Witt Wagener fik 8 rigsdaler for at hugge hovedet af Anders Andersen Storgaard. Det skete den 26. januar 1744. Halshugningen foregik med sværd. Og dette våben blev kun brugt til fine personer.
To hug
Borgervæbningen tog opstilling. Borgmesteren læste dommen højt. En præst sagde nogle beroligende ord til den dømte. Åbenbart havde skarpretteren ikke gjort sit arbejde godt nok. Blokken var alt for lille til Storgaards kraftige krop.
Der skulle to hug til, men så kunne skarpretteren nærmest skære hovedet fra kroppen.
Skarpretteren mistede 12 rigsdaler
Det var i december 1742, man havde fundet liget af den 60 – årige Anders Vad fra Tjæreby. Storgaard fra Mors blev eftersporet, fordi formen på hans træsko passede på de spor, man fandt på gerningsstedet.
Den 20. december 1743 blev Storgaard idømt dødsstraf, og hans lig skulle parteres og lægges på hjul og stejle. Senere blev dommen formidlet, så hjul og stejle bortfaldt. Derved mistede skarpretteren en indtægt på 12 rigsdaler.
Skulle også gøre rent
Og det var netop den sidste skarpretter i Ribe, der stod for henrettelsen. Vitt Wagener var skarpretter fra 1713 til sin død i 1745. Han skulle ved siden af dette job, holde Torvet og Skibbroen rent.
Regning fra bødelen
Han havde en fribolig i den sydlige ende af Præstegade. Ellers var det faste priser for de ydelser, skarpretteren udførte. Der findes en instruks fra den 30 august, som fortæller, hvor meget Wagener kunne få:
Fredløs
Siden middelalderen blev tyverier for mere end en halv mark straffet med hængning. Men den hårdeste straf var sikkert at blive erklæret fredløs. Så kunne man nemlig risikere at blive slået ihjel af enhver fri mand, som fandt en.
Hårde straffe mildnede Guds vrede
Dødsstraf og afhugning af diverse legemsdele fandt indpas i 1500 – tallet. På det tidspunkt vinder fængslerne også indpas. Det var kirken, der var skyld i, at der blev indført forholdsvis hårde straffe. Holdningen var, at hårde straffe var med til ar mildne Guds vrede over menneskernes dårlige handlinger. Guds straf mente man dengang var krig, pest og andre ulykker.
At miste en legemsdel
Det blev almindelig, at man kunne miste en legemsdel, man kunne blive tortureret med gloende tænger fra 1697. Ja og tyve kunne risikere at blive brændemærket.
Man kiggede Tønder over skulderen
Og en af de retsindstanser, der dømte, så bødelen eller skarpretteren i Ribe aldrig blev arbejdsløs var Riber Ret. Den blev udstedt af Erik den Femte Klipping den 26. juni 1269. man havde kigget på stadsretten i Tønder. Men der var dog nogle specielle forhold i Riber Ret. Således var det strengere forhold for sår og drab. I stedet for at dømme en fredløs var man mere kontant i Ribe, hvor der var dødsstraf.
Mest gældssager
Den oprindelige Riber Ret havde tres artikler. Det er dem vi skal gengive her, men det blev senere udvidet til 123 artikler. På de områder, hvor Riber Ret ikke havde sine egne regler, var det Jyske Lov, der var gældende.
De fleste sager ved Riber Ret var dog gældssager. Fra slutningen af 1500 – tallet kan man se at af de 800 bevarede sager, var det tale om gæld. Kun cirka 5 sager om året fra den tid var straffesager, og af dem førte 3 til dødsdom.
Lovgivning skulle virke afskrækkende
Slagsmål, falsk mål eller vægt eller uagtsom manddrab kunne udløse bøder. Men bl.a. tyveri, falskmøntneri og bortførelse af en gift kvinde blev straffet med døden.
Lovgivningen skulle virke afskrækkende. Ofte blev de ikke ført ud i livet. Man blev benådet, indgik forlig med offeret eller betalte en bøde. Fængselsstraf kendte man ikke i middelalderen. Det var kun gældsfængsel, hvor man sad ind til man havde betalt sin gæld.
Vanærende at være tyv
Først i 1600 – tallet fik man fængsler, hvor man kunne genopdrage forbrydere.
Dengang var det mere vanærende at blive hængt som tyv end at blive halshugget som morder. Derfor måtte tyvens arvinger afstå hele deres arv til byen og fogeden, mens den halshuggedes arvinger kunne beholde arven.
Ribe Galge
Kun et stenkast fra den nuværende Hovedvej 11 ligger i dag et par store flyvesandsklitter. Her stod byens imponerende galge med tre høje piller. Retterstedet tjente til skræk og advarsel for enhver. I 1584 var der blevet anvendt 11.000 munkesten for at reparere stedet.
Stedet var skovløs. Men amtmand Moltke anlagde i 1802 en plantage på stedet. Og senere blev det et yndet udflugtsmål.
Uhyggeligt er det, at tænke sig, at her blev kvinder levende begravet. Det blev anset for at være knap så slem en straf. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld.
Den sidste henrettelse i Ribe Galge fandt sted den 26. januar 1744.
Ribe Stadsret 1269
I året 1269 efter Guds byrd, den 26 juni, er den højbårne hr. Erik, de danskes konge, søn af den herre Kristoffer, i nævnte herre kong Eriks 12. regeringsår, følgende love og bestemmelser givet borgerne i Ribe på hoffet i Nyborg og bekræft med den herre kongens segl, idet rigets bedste mænd gav deres samtykke dertil.
& 1.
Når nogen inden for stads markskel uden grund dræber en mand og bliver overbevist derom, skal han have sit liv forbrudt. Hvis han flygter, skal han miste sin fred, og hans frænder skal intet betale for ham.
Når nogen i vor stad eller på gaden ved nat eller dag, dræver en mand, og ikke bliver grebet på fersk gerning, skal 12 naboer fra begge sider af det sted, hvor der er sket manddrab, stævnes for fogeden og rådmændene for at træffe afgørelse om manddrabet, og de er forpligtede til at udfinde, hvem der er skyld i hans død, og hvis nogen af de 12 ikke vil deltage i afgørelsen, skal de betale 40 mark penge til fogeden og halvdelen staden. Men hvis de 12 ikke kan blive enige, skal flertallet gøre udslaget, og hvad der under ed besluttes skal være gyldigt. Og hvis nogen af dem handler herimod og uretfærdigt, skal han straffes med 40 mark og ikke mere have adgang til at dømme og vidne.
Når nogen øver vold imod en kvinde og bliver overbevist derom med de 12 nærmeste naboer der, hvor voldtægten fandt sted, skal han have sit liv forbrudt.
Når nogen gæster anden mand med væbnet skare og øver vold imod ham og opbryder hans hus og vil såre husbonden eller hans svende uforskyldt, og husbonden af fare for sit liv forsvarer sig, og sagsøgeren sammensteds bliver såret, så skal han være udelukket fra erstatning og bøde, uanset hvilket skade han derved har lidt. Men hvis nogen med vold og magt trænger ind i anden mands hus og handler ilde med ham i hans eget hus, skal han blive overbevist med 8 gode mænd, der har bopæl i staden, eller 8 gode mænd og uberygtede naboer, som var til stede, bøde 40 mark penge til husbonden, 40 mark penge til fogeden og ligeså til staden.
Når nogen sårer anden mand med dødbringende våben og bliver overbevist derom med 8 gode mænd, der har bopæl i staden, er det ret, at hans hånd afhugges, medmindre der med skadelidtes samtykke gennem fogeden og rådmændene kan stiftes venskabeligt forlig imellem dem.
Når nogen borger bærer våben på sig, undtagen når han efter at have haft forretninger udenfor staden vender hjem til sit herberg, og bliver pågrebet med dem, skal han bøde en halv Mark penge til fogeden og ligeså meget til staden. Men hvis det er en fremmed gæst, skal han, så snart han kommer til sit herberg, give våbene i forvaring hos sin vært, hvis han derefter bærer våben på sig, skal han bøde fogeden en halv Mark penge og staden ligeså meget, eller han skal med hånden på relikvierne rense sig for at have været vidende om, at det var forbudt. Fremdeles skal husbonden fortælle den fremmede gæst, at det er forbudt at bære våben i staden, hvis man undlader det, skal han betale byen en halv Mark penge og fogeden ligeså meget. Men hvis den fremmede trods påmindelse alligevel bærer våben, skal hans hånd gennembores med samme våben, det være sig en dolk, et sværd eller et spyd.
Ingen af vore borgere, de være ved deres fornufts brug eller ligge på deres yderste, må testamentere eller sælge urørligt gods, beliggende i vor stad, til kirker eller klostre, bisper eller riddere. Men hvis nogen vil testamentere (sådant gods) skal han sælge det til sine medborgere for penge og testamentere disse til kirker eller klostre. Den som bryder dette, skal betale staden 6 mark penge og fogeden 6 mark penge, og alligevel skal det urørlige gods sælges til borgerne.
Når nogen bryder, hvad staden har forordnet at overholde, skal rådmændene dømme herom, og hvad bøde der end måtte blive vedtaget, skal staden oppebære halvdelen og fogeden halvdelen.
Når nogen med overlæg slår anden mand med stok, skal han, hvis den slagne undslipper døden, miste sin hånd, hvis den slagne dør deraf, skal han, som slog ham, have sit liv forbrudt. Men hvis han ikke bliver grebet på fersk gerning og nægter, skal han, hvis han kan, værge sig ved 12 mand, som bor ved det sted, hvor slagsmålet foregik.
Men hvis nogen bliver stævnet til at træffe afgørelse om sårene og ikke indfinder sig, skal han straffes med 3 Mark. På samme måde skal der forholdes ved røveri.
Hvis der pludselig opstår trætte eller strid mellem to mænd på gaden eller på en offentlig plads eller måske ved drikkelag, og de to griber knipler og stokke til gensidig legemsbeskadigelse og det kan godtgøres ved to gode mænd, som var til stede, at det ikke skete efter forudgående oplæg, men så at sige i hidsighed, skal (fredsforstyrrerren) betale den skadeslidte 6 Mark penge og staden 6 Mark. Men hvis det kan godtgøres ved gode mænd, at der forinden var strid imellem dem, og den ene havde lagt baghold for den anden og såret ham, skal han, hvis den skadeslidte redder livet, betale ham 40 mark penge, og ligeledes staden og fogeden 40 mark, men hvis han dør deraf, skal han have sit liv forbrudt.
Når nogen giver en anden mand en kindhest eller på offentlig plads eller på gaden eller hvor som helst i staden uden grund støder voldsomt til anden mand skal han, hvis det kan godtgøres ved to gode mænd, der var til stede, betale skadeslidte 3 Mark, fogeden 1 mark og staden 1 Mark.
Hvis nogen under trætte med anden mand kalder ham tyv, røver, falskner, meneder, morder, liderlig, horeunger eller løgner til skam og vanære for ham og ikke kan bevise, at det forholder sig således, skal han godtgøre ham, som han har rettet beskyldningen imod, 3 Mark, fogeden 1 Mark, og staden 1 Mark.
Og når kvinder kommer i klammeri indbyrdes, er det ret, at de skal bære sten om halsen op og ned ad stadens gader.
Når nogen drager sit sværd eller sin dolk af skeden for at såre en anden mand, eller ryster ham voldsomt, skal han, hvis han ellers bliver overbevist om dette med to gode mænd, der har bopæl i staden, betale den skadeslidte 3 Mark penge, fogeden 3 Mark penge og staden 3 mark. Men den, som har villet såre anden mand med dolk, hans hånd skal gennembores med dolken.
Når nogen i vor stad bliver overbevist om en høj sag, som gælder halsen, og flygter, skal han miste sin fred, hvor han end kommer og bliver pågrebet. Og når noget blive forvist og har frasvoret sig borgerskab og atter vender tilbage uden rådmændenes tilladelse, skal han have sit liv forbrudt.
Hvis nogen har taget en kvinde til ægte og andetsteds har haft en ægtehustru, som han har forladt, skal han, hvis han bliver overbevist om det, give afkald på den sidste og være uden del i hendes ejendom, men udjages af staden og for sin skændige gerning betale sin halve formue til fogeden og staden. Men hvis nogen lokker anden mands ægtehustru og tager hans gods og flygter fra staden med hende, skal han, hvis han bliver4 pågrebet, have sit liv forbrudt.
Når nogen i handel udgiver ikke lødigt Sølv, om Møntmesteren erklærer, at det er falsk, men han forsikrer, at han har fået det ved sine handlere, da er han nærmere til at værge sig end Møntmesteren. Men hvis han med vidende har givet falsk sølv ud og bliver grebet i det, skal han have sit liv forbrudt. Hvis en bonde i uvidenhed bliver grebet med falske penge, skal han bøde staden 1 Mark penge og fogeden 1 Mark penge. Og den, som bliver grebet med Armbolt og Blok, skal straffes på livet.
Hvis nogen findes med forfalsket honning, skal købmanden, hvis han er en fremmed gæst, rense sig med sine skibsfæller. Men er det en borger, skal han forsvare og rense sig med 12 naboer fra begge sider (af hans bopæl) og hvis denne eller hin ikke kan rense sig, skal han have sit liv forbrudt, og honningen skal brændes og fortæres af ilden, det samme skal ske med forfalsket voks og ligeledes med alt forfalsket, som skal ødelægges.
Hvis nogen har falsk skæppemål, og bliver pågrebet med det, skal han bøde staden med 1 mark penge og fogeden 1 Mark penge, og bunden i skæppemålet skal slåes ud og skæppemålet ophænges på Torvet. På samme måde skal ske med bismere, alen og vægte. Men intet skæppemål eller målebånd eller alenmål kan blive genstand for klage medmindre det pågribes under udmålingen. Men hvis nogen har to af dem, nemlig en større, med hvilket han modtager, og et mindre, med hvilket han måler ud, skal han, hvis han bliver pågrebet med dem, dømmes som tyv.
Hvis nogen bliver pågrebet med falsk mål til vin, mjød eller øl, skal han betale fogeden 1 Mark penge og staden 1 mark penge. Og hvis han har ærligt mål, men ikke fylder det, skal han betale fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge.
Når nogen bliver stævnet til at vidne om sandheden i en sag og bliver grebet i falsk vidnesbyrd, skal han bøde fogeden 3 mark penge og staden 3 Mark penge, og han skal udelukkes fra vidneførelse og aldrig senere tillades at vidne om nogen sag.
Når nogen lægger baghold for anden mand ved nat eller ved dag, og frarøver hans ejendele, skal han, hvis han bliver overbevist med 12 naboer, have sit liv forbrudt.
Hvis nogen bliver pågrebet med tyvekoster til en værdi af en halv Mark penge, skal han som tyv straffes med hængning. Men hvis vurderingen viser mindre værdi, da skal han have tyvsmærke, og hvis han efter dette bliver grebet med tyvekoster af mindre eller større værdi, skal han hænges.
Hvis nogen kalder anden mand for tyv og intet har grebet hos ham, skal han rense sig med 12 naboer fra begge sider(af hans bopæl) og således være fri for tiltale. Og når en kvinder fortjener at hænges for tyveri, skal hun, for den kvindelige æres skyld, begraves levende.
Hvis nogen, hvad Gud forbyde, begår selvmord eller bliver halshugget ved lovlig dom, skal hans arvinger beholde hans fulde arv udelt. Men hvis nogen bliver hængt for tyveri, skal staden have den ene halvdel af tyvens ejendele og fogeden
den anden halvdel
Hvis en mand pågribes med en anden mands ægtehustru, er det ret, at han af ham trækkes op og ned af stadens gader ved lemmet. , og hvis det træffer sig, at ægtemanden efter at have taget vidner med dræber horkarlen eller begge, i horesengen, skal han hverken betale erstatning eller bøde. Og hvis en pige, mod forældrenes samtykke åbenlyst og af fri vilje ulovligt tager sig en mand, skal hun miste hele sin formue.
Når et tilsagn er bestemt og givet for rådmændene eller for de mænd, der blot er udpeget til rådet, skal samme tilsagn overholdes som gyldigt, og hvis de rådmænd, i hvis nærværelse tilsagnet er givet, træder frem for de andre rådmænd, med forsikringer om, at det tilsagn er sandt, og er gået sådan for sig, så skal tilsagnet holdes for retsgyldigt såvel af det tilsagn, som da først påhørte det, som af dem, der tidligere har påhørt det.
Hvert år skal der skiftes rådmænd, således at de tidligere rådmænd skal blive tilbage i embedet i det år og først fratræde i det andet år.
Hvis nogen forser sig mod rådmændene eller deres befuldmægtige uden skyld fra deres die, i ord eller gerning og bliver overbevist derom med to gode mænd som var til stede og hørte derpå, skal han bøde dobbelt, det vil sige betale dem mere i bøde end hvis det drejede sig om en anden mand og desuden skal han som tegn på ærbødighed give hver af rådmændene en halv Mark.
Når nogen taler imod rådmændenes og fogedens ordre og ikke vil rette sig efter den, skal man bøde staden 3 mark og fogeden 3 Mark, og ikke des mindre rette sig efter den af dem afgivne ordre.
Enhver sag, som rådmændene blive enige om med fogeden, skal overholdes som gyldig og retskraftig uden nogen protest fra borgere og andre.
Når nogen råber op på tinge eller fremfører en sag, der uden rådmændenes og fogedens tilladelse, skal han bøde fogeden og staden 1 øre penge.
Når rådmændene sender stadens bud til nogen for at oppebære de bøder, han har pådraget sig, og han ikke frivilligt betaler ham, men nægter, skal han bøde fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge. Men hvis rådmændene personligt indfinder sig for den slags overtrædelser og vender tomhændet tilbage, skal han bøde fogeden 1 Mark og staden 1 Mark.
Når nogen af rådmændene åbenbarer rådets planer, en såkaldt rådsløber, eller sælger stadens retshåndhævelse for penge, skal han, hvis han bliver overbevist om det, udstødes af rådet og aldrig senere tages til rådmand.
Når noget bygger på egen grund, og anden mand ved et uheld eller et tilfælde uden nogens indgriben rammes af skade fra den bygning, skal ejeren af bygningerne ikke være pligtig at svare den skadelidte noget som helst.
Hvis nogen af en hvilken som helst grund går ind i anden mands hus og der på hvilken som helst måde bliver såret af trækdyr eller kvæg eller en hund, er husets herre ikke pligtig til at udrede den skadeslidte noget.
Hvis kvæg eller trækdyr eller hest, hvilke dyr man lovligt kan holde, sårer nogen mand dødeligt, skal ejeren have valget imellem at udlevere ham det stykke kvæg som bøde eller beholde det, og bøde den skadeslidte 9 Mark penge. Og hvis det samme atter hænder med det samme dyr, skal han bøde den skadelidte 18 Mark, fogeden 6 Mark og staden 6 Mark.
Hvis kvæg tilføjer nogen mand sår uden varig skade, skal ejeren enten overlade det stykke kvæg og adskille sig med det til den skadeslidte, eller han skal bøde ham 2 Mark. Hvis det samme atter hænder med det samme dyr, skal han bøde den skadelidte 4 Mark og fogeden 3 Mark og staden 3 Mark.
Når nogen raner nogen ting fra anden mand uden dennes samtykke og vilje skal han, hvis han, hvis han bliver overbevist med 2 gode mænd, som var tilstede, bøde ham 3 Mark, fogeden 1 Mark og staden 1 mark.
Hvis nogen klager over anden mand, fordi han har lidt skade gennem ham, skal denne fastsætte tabet og give ham erstatning, eller han skal rense sig ved egen ed, aflagt på relikvierne.
Hvis en af borgerne uden for staden uden skyld måtte blive genstand for overlast fra anden mand, og efter at være vendt tilbage, rejser anklage mod sin medborger for at være den skyldige, skal denne give den skadelidte erstatning eller med ed bekræfte, at det ikke er sket ved hans skyld.
De, som skal bevise eller aflægge vidnesbyrd om det sande forhold i en stor sag, skal have bopæl indenfor byens befæstning, hvis de ikke har det, kan de ikke vidne .
Brud på den fred, som kaldtes Guds Fred og blodudgydelser kan bevises ved hvem som helst, blot de er uberygtede mænd og som vidner påhørte sagen.
Når en mand har aflagt tilståelse på tinge, kan han ikke med nogen ret rense sig derfor, når både fogeden og rådmændene har hørt derpå og to gode mænd, der har bopæl i byen, har aflagt ed derpå, selv om det også drejer sig om hans hals.
Når nogen rejser klage mod anden mand for en eller anden sag og nægter for fogeden og rådmændene , men ikke vil aflægge og hellere vil betale end sværge, skal han betale øre penge og staden 2 øre penge, fordi han først nægtede.
Når nogen låner en anden mand noget, og det ved en eller andet hændelse går til grunde er denne med ed pligtig til at betale ham.
Når nogen anden mand giver en ting i forvaring eller sætter en ting i pant og tingen går til grunde, skal denne med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, rense sig for, at tingen er gået til grunde ved forseelse eller forsømmelse fra hans side.
Når nogen vil sælge ejendomme, skal han under medtagelse af 2 gode mænd som har bopæl i byen, første, anden og tredje gang på tinge tilbyde dem til sine slægtninge, og hvis disse vil købe og tilbyde lige så meget derfor som fremmede, så skal de have ret til at købe, men hvis de ikke vil, så skal det tillades ham, at sælge til hvem han vil efter stadens ret.
Når nogen har ejendomme, hvoraf der betales leje årligt, og han som har lejet dem ikke betaler lejen inden 15 dage efter betalingsfristen, nemlig St. hans Dag og St. Andreas Dag, skal han, hvis husbonden vil klage over ham, betale husbonden Ørtug, fogeden 4 Ørtug og staden 4 Ørtug.
& 51
Når nogen lejer anden mands hus og flytter ind, og huset senere brænder ned, er han pligtig til at betale leje for et halv år, og hvis han har boet mere end et halvt år i huset, er han pligtig til at betale leje for et helt år. Hvis nogen vil sætte anden mand ud af lejet hus, skal han, som har lejet det, med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, kunne beholde det for et år, hvis han er flyttet ind for at bo i huset. Men hvis han ikke er flyttet ind, skal husets ejer have medhold.
Når nogen vil besætte en andens ejendele og ikke kan få fogedens bud med, skal besættelsen, hvis han har taget 2 gode mænd med sig, stå ved magt, indtil han kan forsikre sig om tilstedeværelsen af fogedens bud. Og hvis nogen vil besætte en ting, skal han begive sig til den gård, hvor tingen er, og da skal besættelsen stå ved magt.
Når to mænd er ejere af eet hus og ikke vil eller kan bo sammen der, er det ikke nødvendigt, at de sælger eller nedbryder det, men den ene kan blive i huset et år eller to, som de vil, og derefter den anden efter tur.
Når nogen ved nattetid strejfer om i stadens gader og bliver grebet af nogen og tilbyder den, der griber ham penge og ikke bliver ført for dommeren og rådmændene og dette kan bevises, skal den, der har grebet den anden, betale fogeden 6 Mark og staden 6 Mark.
Når nogen har udbetalt en Helligånds – penning i nærværelse af to gode mænd, de rhar bopæl i byen ved indgåelse af en kontrakt eller en handel, og hvis en af dem fortryder købet, førend man er gået hver til sit, kan han tilbagegive Helligånds – penningen eller få den igen, men hvis de er gået hver til sit, kan ingen af dem gøre det.
Når en dreng under 9 år slår anden mand så blodet flyder, skal drengen intet bøde staden eller fogeden, undtagen i fælde af manddrab, hvorfor han er pligtig til at bøde.
Når nogen vil bygge en svinesti eller en Hemmelighed, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere gaden end i fem fods afstand, eller nærmere sin nabo end tre fods afstand, eller nærmere kirkegården en syv fods afstand eller fem fods, hvis det er nødvendigt.
Alle vore borgeres grunde udenfor som indenfor staden, skal skødes på almindeligt tinge i nærværelse af fogeden og rådmændene. Og når nogen har haft således skadede ejendomme fredelig besiddelse i år og dag, skal det ikke være tilladt nogen, som i tiden bor indenfor staden, på nogen måde for fremtiden at anfægte disse besiddelser, men der skal vindes hævd i løbet af et år. Men når nogen har haft (sådan ejendom) i fredelig besiddelse i tre år, skal det ikke være tilladt nogen, der i den tid har opholdt sig i Kongeriget eller udenfor Kongeriget, at anfægte den.
Når nogen bliver stævnet for rådmændene og ikke indfinder sig ved første stævning, skal han betale staden en halv Øre penge og fogeden en halv Øre penge, hvis han ikke indfinder sig ved anden stævning skal han betale staden 1 Øre penge og fogeden 1 Øre penge. Men hvis han ikke indfinder sig ved tredje stævning, skal han betale staden 2 Øre penge og fogeden 2 Øre penge, og han skal betragtes som skyldig i den sag, rejst imod ham. Og stadens bud er pligtig til at stævne ham.
Når nogen anlægger sag mod anden mand for et tilgodehavende på ti mark penge eller derunder, er han, hvis det er vitterligt ved 2 gode uberygtede mænd, som har så meget formue, at de kan svare for tilgodehavendet, pligtig at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden. Men hvis nogen lægger sag mod anden mand for et tilgodehavende, der overstiger 10 Mark penge, er han, hvis det er vitterligt med 2 gode mænd, der har bopæl i staden, og hvis formue og bolig er så stor, at de kan svare for det tilgodehavende, hvorom trætten drejer sig, forpligtig til at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden, og hvis han svigter med betalingsfristen og ikke betaler sin gæld eller også hvis han ikke overdrager ham ejendom af lige værd ved gælden, skal han inden nævnte frist betale staden 4 Ørtug og fogeden 4 Ørtug. Ligeledes er dette tilfældet, hvis sagen om samme tilgodehavende (på ny) rejses på nærmest følgende ting, og på det næste igen. Men hvis han ikke har betalt inden det tredje ting, erklæres han for dømt og berøvet og udelukket fra enhver ret, og skal bøde ham, som har fældet ham, 1 Mark. Fogeden 1 Mark og staden 1 Mark. Men hvis han så heller ikke så sørger for at betale sin gæld, skal fogeden og rådmændene have fri myndighed til at holde ham i fængsel, indtil han har betalt sin gæld.
Disse ovenfor skrevne love og rettigheder giver vi Erik af Guds nåde de danske og venders konge, de nævnte borgere i Ribe og bekræfter dem ved dette brev, idet vi giver dem dette brev under vort segl til vidnesbyrd herom. Givet førnævnte år, dag og sted.
Kilde: Se
Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere Om Ribe – Læs
Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret – Læs