Dengang

Artikler



Den ny stationsleder

Juni 5, 2024

Den ny stationsleder

To timer til at pakke. Tinglev Station var forsømt. Gåtur til Sæd – med kuffert. Han lærte de første sønderjyske gloser. ”Vil De over grænsen”. Betjenten blev klar over, at det var hans nye chef Der gik måneder, inden de fik deres barak i 1920. ”Han spillede op – vi ved alle, at han er fra Rudbøl”. Flest tysksindede i Sæd – dengang. Stationsforstanderen arrangerede bal til regimentsmusik for ungdommen i Sæd. Søsteren blev lovet væk i skyttegraven. Politiskole i Tønder om vinteren. Et blandet repertoire af folkesange. ”Nu falmer skoven trindt om land. Han blev leder af mini – skolen.

 

To timer til at pakke

Den 31. maj 1920 kl. 4 om eftermiddag blev han kaldt op til Statspolitiet. Om to timer skulle han pakke sine sager og rejse til Sæd. Han skulle være stationsleder for en kontrolstation. Han fik at vide, at der skulle være 3-4 betjente af ”indfødte folk”. Det vil sige det skulle være folk, der havde været i tjeneste hos den internationale kommission.

Indtil Genforeningen (Indlemmelsen) fandt sted ville han få et forskud på 800 kr. Ved grænsen skulle han sørge for at samarbejde med gendarmeriet og i øvrigt passe på at ingen kom ind i Danmark uden pas.

 

Tinglev Station var forsømt

I Illum nåede vores hovedperson at købe et par fedtlæder støvler hos Illum for 80 kr. En kollega fulgte med til Haderslev. Om morgenen mødte vores nye stationsleder så Tinglev. Læderstropperne til togvinduet var skåret af og sædets stof var stjålet. Det var ikke særlig behageligt at skulle sidde på nøgne metalfjedre i kupeen.

På Tinglev Station voksede der græs og det halve af stations wc-dør væk. Det må have været meget hyggeligt at forrette sin nødtørft her. Vores hovedperson nåede også at købe et vækkeur, men inden han havde nået Tønder, var det gået i stå og han kunne ikke få det i gang igen.

Vores stationsleder fik sin sag for. I kupeen til Tønder var det fyldt med bønder, der talte sønderjysk.

 

Gåtur til Sæd – med kuffert

I Tønder besøgte vores hovedperson Statspoliti – stationen. De sagde, at de kun havde en motorcykel, og den var ikke hjemme i øjeblikket. Så begik han sig over og spiste middag i Børsen (Zur Börse). En fordel for stationslederen var, at de her kunne tale dansk.

Nu var det kun en ting gøre og det var at tage sin kuffert under armen og spadsere til Sæd. Han mødte sin forgænger, der anviste ham Chr. Martensen som en mand, der ville kunne huse stationslederen. Forgængeren havde søgt væk fra Sæd. Han var blevet gift og fandt forholdene uudholdeligt.

 

Han lærte de første sønderjyske gloser

Vel ankommet til Sæd ankom han Chr. Martensen, der tog venlig imod ham. De spiste til aften og han fik anvist et lille kammer. Allerede første aften sad han med værtsfolkene i køkkenet. Og snart begyndte han at lære de første sønderjyske gloser.

 

Vil De over grænsen?

Stationsforstanderen ville ned til grænsen at se. Det var jo der han skulle lede kontrolstationen. Han gik op på broen over grænseåen. En mand kom nu op. Han havde et bredt armbånd på, hvorpå der stod bogstaverne C.I.S. Det betød Comission Internationale Slesvig.

  • Vil De over grænsen?

Det var en kommissionsbetjent, der straks slog hælene sammen, da stationslederen præsenterede sig.

 

Der gik måneder inden Statspolitiet fik deres barak

Toldvæsnet havde en barak, men det havde statspolitiet ikke. Deres stempler lå inde hos tolderne. Det skulle jo gå galt. Gendarmerne og politiet stod på den nøgne landevej. Den nye stationsleder klagede, men det gik alligevel et par måneder, inden der kom en barak.

 

”Han spiller op – vi ved alle, at han er fra Rudbøl”

Vores hovedperson interesserede sig meget for det sprog, der blev talt i Sæd i 1920. Han mente at det var jysk med en del tyske ord i. Nu var de tyske ord måske af lidt højere orden. Ord for at tænke ting, ansvar fornøjelse, skat, valg og religiøse begreber. Han mente, at kvinderne talte ubehjælpsomt tysk og at mændene havde mange soldater-udtryk. Det var jo heller ikke langt efter krigen.

Vores stationsleder havde gennemgået en halv læreruddannelse – måske var det derfor han interesserede sig for sprog.

Der fandtes ingen dansk skole i Sæd dengang. I Den Tyske Skole var alle 70 samlet i en klasse. Der var kommet en ny ung lærer ved navn Mathiesen. Værtinden havde mødt ham på gaden og hun mente at han spillede sig op, fordi han taler tysk. Og som hun sagde:

  • Han spiller sig op, når han taler tysk. Det behøver han jo ikke. Vi ved jo godt, at han er fra Rudbøl.

 

Flest tysksindede i Sæd – dengang

Men vores hovedperson undrede sig alligevel over, at der var så mange tyske familie i Sæd. Der var vel kun 4 -5 danske familier, der var danske. Og det var de mest fattige, som blev holdt nede af de større gårdejere.

En enkelt større og anset gårdejer hed Chr. Lorenzen. Han var dansk bevidst dansk. Men da han var optant, kunne han jo risikere udvisning med 24 timers varsel.

En anden dansker var Chr. Petersen. Han havde en mindre ejendom, men sad godt i det. Han var mest dansk, når han var fuld. Så bandede han:

  • Dævlen bræk mæ

Han var stor og meget stærk. Man sagde om ham i byen, at han slog som en helmus sparker. Hans danskhed var nu engang meget følelsesbestemt.

 

Stationsforstanderen arrangerede bal i Tønder til regimentsmusik

Vores hovedperson, stationsforstanderen blev en meget populær person i Sæd. Og så diskuterede damerne i byen om hovedpersonens tænder var ægte.

Han fik organiseret et bal i Tønder, hvor regimentsmusikkere underholdt. Gendarmerne inviterede piger fra Sæd til at deltage. Hovedpersonen havde inviteret kromandens datter med. Og værtinden havde fremskaffet nøjagtige oplysninger om hendes formueforhold. Men de var nu ikke videre gode.

 

Søsteren blev lovet væk i skyttegraven

Værtinden havde foreslået en datter af Chr. Lorenzen, som tidligere nævnt var dansk storbonde. Hun var også eneste arving. Men før vores hovedperson kunne tage sig sammen og aflægge et visit i hjemmet, var hun blevet forlovet med Jørgen Jørgensen, der havde været soldaterkammerat med hendes bror, der faldt i Verdun. De havde aftalt ægteskabet i skyttegraven og så var datteren eller søsteren åbenbart så først blevet involveret noget senere.

Vores hovedperson følte sig absolut ikke forbigået.

 

Politiskole i Tønder om vinteren

Han var leder af stationen et års tid. Om vinteren havde han en politiskole i Tønder. Det var der før nævnte C.L.S – betjente, der var elever. De skulle navnlig lære at skrive rapporter på dansk. Det var egentlig forbavsende så godt de kunne det. De fleste af dem havde aldrig fået en times undervisning på dansk.

Men mange af dem havde læst Flensborg Avis og nogle havde fået hjælp af forældre og bedsteforældre. En enkelt elev fra Angel gjorde ikke forsøg på at lære dansk. Han kunne kun tysk. Han blev droppet. De havde alle været tyske soldater. Hver gang, de så vores hovedperson, klappede de hælene sammen.

 

Et blandet repertoire

Hos gårdejer Pørksen fik stationslederen nu en hel lejlighed. En sal hos gårdejeren blev delt i to dele – en dagligstue med nye lædermøbler og et sovekammer. Her holdt han små selskaber for ungdommen. Det var mest gendammer og byens piger.

Vores hovedperson mente at det var til at græde over hvor fortyskede befolkningen var. Alle sange var tyske – mest soldatersange. Stationslederen havde efterhånden et repertoire af tyske folkesange. De blev lært udenad som var skik og brug – alt skulle kunne udenad: Når han senere ved gilder og komsammen skulle synge var rækkefølgen som følger:

  • Am Brunnen vor dem Tore
  • Jens Vejmand
  • Sah ein Knab ein Röslein steh’n’
  • Det var en lørdag aften
  • O alte Burchenherrlichkeit
  • Julia Julia
  • In der Heimat – da geb’s ein Wiedersehen
  • Jeg er en simpel bondemand
  • Lorelei osv.

 

Nu falmer skoven trindt om land

Sangene blev selvfølgelig ledsaget af nydelsen af grogger. Skulle der holdes taler, skulle det være på tysk, så kunne der komme flotte tirader og schwung på. Ellers duede det ikke. Indholdet kom det ikke så meget an på.

Beboerne i Sæd var faktisk en sydslesvigsk gruppe uden spor af dansk indslag, lige bortset fra det danske sprog på trods af tysk skole og kirke.

Vores hovedperson var kommet til byen 1. juni. Den 1. november vågnede han op ved at høre børn synge:

  • Nu falmer skoven trindt om land

 

Han blev leder af mini-skolen

Det var tjenestemændenes børn, der havde fået en lærer og et lille rum ved siden af vores hovedperson. Det var en lille skole på 6 – 7 børn. Det var sikkert første gang, denne sang blev sunget i Sæd. Læreren dengang hed Skræddergaard. Senere overtog vores hovedperson denne stilling.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
    Sønderjysk Månedsskrift

 

  • Hvis du vil vide mere:
  • dengang.dk indeholder 2.145 artikler
  • Under Tønder finder du 362 artikler
  • Under Besættelsestiden (før, under og efter) finder du 416 artikler
  • Under Padborg, Kruså, Bov finder du 62 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 264 artikler
  • Under Højer finder du finder du 94 artikler

 

  • Sæd/Ubjerg
  • Skamstenen fra Sæd 1-2
  • TGT Sæd/Ubjerg
  • Ubjerg Kirke og Præstegård

 

  • Bevogtning ved grænsen
  • Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • Dramaet ved Viadukten 1-2
  • Pas på grænsen 1-2
  • En politibetjent fra Tønder (1932)
  • Grænsen og dens bevogtere 1-2
  • Obersten fra Tønder
  • Var Palludan – Müller en folkehelt
  • På vagt ved grænsen 1945 – 1949
  • De slagne ved grænsen
  • Grænsen – dengang (b)

 

  • Grænsen
  • Man strides om grænsen
  • En tur langs grænsen 1-2
  • Manden, der skabte grænsen
  • Da grænsen blev delt i Rudbøl
  • Man strides om grænsen
  • Manden, der skabte grænsen

Caspar von Saldern – den tredje historie

Juni 1, 2024

Caspar von Saldern – den tredje historie

Han redede Danmark fra at komme i krig med Rusland. Begravet, handlekraftig, hidsig og brutal. De kaldte sig von Sallern med fra 1730erne von Saldern. Familien stammede fra Neuenmünster. Hertugen sendte sine folk op i den nordlige del af hertugdømmet. Anseelige huse i Slotsgade Embeder gik i arv. Caspar von Saldern benyttede sig af andres indflydelse. Borgmester i Aabenraa. Mange børn fortsatte slægtskabet. Datteren gift med Güntheroth. En lille junta i Aabenraa. Den danske konge overtager Slesvig Familien opgiver ikke forbindelsen til Aabenraa Vores hovedperson voksede op i Slotsgade. Den gamle elite bevarer magten i Aabenraa Til Universitetet i Jena. Moderen flytter til Neuenmünster. Hun nåede at se sønnens storhedstid.  Ambitionerne var store Flytter i hemmelighed til Skt. Peterseborg. Betroet medarbejder for Katherina den Anden. Han fik fyret sine fjender. Von Saldern fik presset penge ud af både danskere og russere. Hans søn fik også penge af den danske regering.

 

Han reddede Danmark fra at komme i krig med Rusland

En af byens mest berømte sønner blev født i Aabenraa i 1711. Via embeder i den gottorpske del af Holsten blev han en af kejserinde Katharinas den Anden af Ruslands mest fortrolige. I 1773 kulminerede hans diplomatiske karriere med underskrivelse af et en mageskiftetraktat om den gottorpske del af Holsten. Dermed var freden sikret i den dansk – tyske helstat i de næste mange årtier.

Han reddede faktisk Danmark i at komme i krig med Rusland. Med sin grove og ligefremme form var han en handlekraftig og effektiv embedsmand og tilsyneladende vellidt i befolkningen, men bestemt ikke hos sine fjender.

 

Begavet, handlekraftig, hidsig og brutal

Drivkraften var personlige ambitioner men også en stor grad af patriotisme.

Han var en stor egoist, herskesyg og pengekær, foruden at han var hidsig og brutal i sin optræden. Men han var en begavet mand og handlekraftig.

Men ellers har vi indgået beskrevet hans gøren og laden ved det danske hof og i Rusland. Men hvordan var det lige med ham og hans familie i Aabenraa? Caspar von Saldern døde i 1786.

 

De kaldte sig Sallern og von Saldern i løbet af 1730erne

Lad os gå tilbage til den 7. oktober 1710. Den dag var der liv i Slotsgade (i dag nr. 33). Her boede borgmester, amtsforvalter, toldforvalter, tingskriver, kornskriver og licensforvalter m.v. Caspar von Saldern (1) sammen med sin kone og deres søn, Friedrich von Sallern. Slægtsnavnet skrives her Sallern. Slægtsnavnet Saldern blev først brugt fra 1730erne.

Sønnen Friedrich havde reelt overtaget posten som amtsforvalter fra faderen. Og denne dag blev hans bryllup fejret med Anna Marie Kamphövener. Hun var datter af herredsfogeden. Næsten nøjagtig ni måneder efter brylluppet den 11. juli 1711 kom Caspar opkaldt efter farfaderen til verden. Jo det var ham, der senere blev den berømte statsmand.

 

Familien stammede fra Neuenmünster

Familien von Sallern tilhørte den magtfulde inderkreds af embedsmænd i Aabenraa. Men familien var egentlig ikke gammel i byen. De stammede fra Neumüster, hvor flere generationer fra omkring 1550 havde beklædt embeder som ”kirchspielvogt” og toldforvalter.

Neumünster hørte lige som andre dele af Holsten og Slesvig som Aabenraa og Tønder Amter under hertugen på Gottorp Slot.

 

Hertugen sendte dem op i den nordlige region

Mellem embedsmandsfamilierne i de forskellige dele af det lille hertugdømme bestod der talrige slægtsbånd. Det var ganske naturligt at en ung mand af slægten von Sallern i 1660erne søgte sin lykke i den nordlige del af det gottorpske hertugdømme.

Mange embedsmænd startede ved det gottorpske hof. Så blev de sendt nord på for at tjene hertugens interesser. Det var familier som Callisen, Stahl, Sallern, Jürgensen, Günderoth og Kamphövener.

 

Anseelige huse i Slotsgade

I det største hus i Slotsgade, som var i nr. 24, boede borgmester Kampenhövener. Men også nr. 33 var et anseeligt hus. Her boede Stahl indtil 1669 og familien von Saldern (Sallern) indtil 1736.  Gennem lange tider fungerede huset som amtstue. Den nuværende ejendom er opført 1748 af amtsforvalter Bödeker.

 

Embeder gik i arv

Den unge mand hed Caspar von Sallern. I 1666 kom han til Aabenraa som assistent for den stedlige amtsforvalter Bastian Stahl. Året efter giftede han sig med hans datter. Dermed var var von Sallerns lykke gjort. Ved ægteskabet kom han ind i den lille personkreds, som sad på alle vigtige og lukrative embeder. Her gik alle embeder nærmest i arv.

 

Caspar von Sallern fik gavn af Stahls indflydelse

Svigerfaderen Bastian Stahl var også kommet til Aabenraa fra den gottorpske del af Holsten. Han havde også giftet sig ind i den lukrative personkreds. Han havde nemlig giftet sig med husfoged Hans Callisens datter Catharina. Han blev amtsforvalter, told og licentforvalter. Han forpagtede de vigtige og indbringende møller Slots – og Nymølle. Som embedsmand for han hårdt frem. Han var velanskrevet ved hertugdømmet. Ved både hans og hans børns bryllupper kom der gaver fra hertugen. Han opnåede mange fordelagtige privilegier. Og han var ikke særlig vellidt hos den almindelige borger.

 

Borgmester i Aabenraa

Stahls formue og hans privilegier fik den 26 – årige Caspar von Sallern gavn af, da han giftede sig med datteren i 1667. Endnu mere fulgte, da Stahl døde i 1669. Nu blev Sallern amtsforvalter, desuden told – og licentopkræver. I 1681 udnævnte hertugen ham også til borgmester i Aabenraa. Set var et brud på byens ønske om selv at vælge borgmester.

Sallern overtog huset i Slotsgade med de mange privilegier. I 1676 døde konen. Han giftede sig igen. Denne gang med amtsskriver-datteren fra det ligeledes gottorpske Tønder. Igen et eksempel på, at embedsfamilierne hang sammen.

 

Mange børn fortsatte slægtskabet

I første ægteskab havde Sallern fire børn. De blev enten præster eller gift med præster. En søn fik ved ægteskab herredsfogedgården i Terp i Bedsted Sogn. Fra ham nedstammer en lang Sallern – efterslægt.

I andet ægteskab kom der fem børn. Også i dette kuld blev et barn gift med en præst, en blev officer. I denne sammenhæng er der især to af børnene, der interesserer os. Det er datteren Sophia og sønnen Friedrich.

 

Datteren gift med von Günderoth

Sophia blev gift med Aabenraa – husfogeden Hinrich von Günderoth, igen en af de højtstående lokale embedsmænd. Brudgommen var ovenikøbet søn af Aabenraa – amtmanden Friedrich von Günderoth. Det var en god forbindelse – amtmanden havde også været hofmarskal på Gottorp.

Heinrich von Günderoth havde bygget en stiftelsesejendom i 1731. Den blev afløst af en ny ejendom i 1847. På samme sted lå indtil 1742 en fattigskole, som var finansieret af Heinrich von Günderoths bror Ernst Christoph.

I 1860 blev bygningen udvidet til 11 boliger. Helt indtil vor tid har efterkommere af slægterne Gûnderoth, Kampenhöver og von Saldern haft fortrinsret til stiftelsens lejligheder.

 

En lille junta i Aabenraa

Sophias broder Friedrich von Sallern – von Sallerns far, blev som nævnt gift med en datter af herredsfoged Kamphövener.

De tre nævnte, den gamle borgmester von Sallern, sønnen Friedrich og svigersønnen Heinrich von Günderoth var fulde af initiativer. Sammen forpagtede de i 1709 alle skatteindtægter i Aabenraa Amt og de fyrstelige domæner. Friedrich blev indsat som amtsforvalter. Det var en hel lille junta.

 

Den danske konge overtager Slesvig

Men desværre for de tre var tiden usikker. I 1713 besatte den danske konge Slesvig. En kort overgang blev den gamle Caspar von Sallern arresteret og alle hans ejendele beslaglagt. Han blev afsat som amtsforvalter. Naturligvis var han fortørnet over det nye styre. Han udtalte sig fornærmeligt mod danskerne. Overraskende nok blev han siddende som borgmester.

Sønnen Friedrich blev også dårligere stillet ved de danske troppers indmarch. Han flygtede sammen med Aabenraas amtsskriver til hoffet i Hamborg, siger nogle af kilderne. Derfra gik ”flugten” videre til Sverige, hvor de ledende gottorpske embedsmænd og den unge hertug opholdt sig hos den svenske konge, Carl den 12.

Efter dennes død drog Friederich von Sallern atter til hjemstavnen. I 1720 fik han en post som amtsforvalter i slægtens hjemegn Neuenmünster.

 

Familien opgav ikke forbindelsen til Aabenraa

Nu var det ikke sådan at hele familien opgav forbindelsen til Aabenraa. Den gamle borgmester Caspar von Sallern boede i sit hus i Slotsgade, hvor han fortsatte som borgmester. Han underskrev i 1721 troskabseden til den danske konge Frederik den Fjerde, da det danske herredømme i Slesvig endelig var sikret efter krigens afslutning.

 

Vores hovedperson voksede op i Slotsgade

Caspar von Sallerns yngre brødre og søstre blev i årene 1714 – 21 døbt i Slotsgade. I 1715 blev Friedrich von Sallern forpagter af Hellevad vandmølle. Så historien om hans flugt til Hamborg og Sverige skal man nok tage med et gran salt. Familien blev formentlig i Aabenraa i de usikre år efter 1713. Vores hovedperson – Caspar von Saldern er vokset op på brostenene i Slotsgade.

Men dermed ikke sagt, at Friedrich von Sallern accepterede det danske styre. Han var knyttet nært til den gottorpske hertug og til traditionerne i det lille hertugdømme. I 1719 lod han næsten demonstrativt en søn opkalde efter hertug Carl Friedrich. Hertugen blev nævnt som fadder i Aabenraas kirkebog.

Men som nævnt blev han i 1720 amtsforvalter i Neuenmünster, hvor han døde to år efter.

 

Den gamle elite bevarede magten i Aabenraa

Enken Anna Maria Kamphövener sad nu tilbage med børnene. Indtil 1724 bestyrede hun mandens embede i Neuenmünster, men hun flyttede tilbage til huset i Slotsgade. Det var kun naturligt. Her havde hun sin indflydelsesrige familie samlet. Den gamle elite bevarede deres position i Aabenraa.

Caspar von Salders mor blev boende i huset i Slotsgade frem til midten af 1730erne. Enken gjorde alt for at sikre sin ejendom. I 1727 opnåede hun Frederik den Fjerdes stadfæstelse af hertugens privilegier til amtsforvalter Stahl fra 1663.

Dette betød at hun var fritaget for skatter og unddraget lokal øvrighed og kun underlagt Overretten i Gottorp. Hun fik desuden bekræftet retten til græsning for fire køer og to heste i Sønderskoven – til byboernes fortrydelse.

 

Til universitetet i Jena

Caspar von Saldern var den ældste af børnene. Han drog hjemmefra som 20 – årig til universitetet i Jena i 1736. Efter afsluttende studier ved det gottorpske universitet i Kiel blev han amtsforvalter i Neumünster i 1736. Han fulgte dermed i forfædrenes fodspor.

En søster blev gift med en præst i Kiel og nogle søskende gik dansk tjeneste. Så det var ikke alle der fulgte forfædrene.

 

Moderen flytter til Neumünster

I 1736/37 besluttede moderen at skifte med børnene og flytte til Holsten. Netop på det tidspunkt købte Caspar von Saldern sig til embedet i Neumünster. Måske har moderen skiftet for at hjælpe sin stræbsomme søn.

Enken var velhavende. Formuen var vurderet til 20.000 rigsdaler. Det var cirka 10 gange værdien af huset i Slotsgade. Der var jorder i Rudbøl Kog, kapitaler, guld, sølv, juveler osv. Når sådanne midler ønskedes flyttet fra Slesvig til Holsten havde staten krav på afgift.

Fru von Sallern fik befaling om at indgive en opgørelse over alle ejendele. Naturligvis protesterede hun bl.a. under påberåbelse af det gamle privilegium, som betød at hun ikke var underlagt de lokale myndigheder, men sorterede direkte under Overretten.

I realiteten fik hun sin vilje. Kravet om boopgørelse blev fraveget. Hun kunne drage afsted. Huset blev solgt til den nye amtsforvalter Arent Bödeker.

 

Hun nåede at se sønnens storhed

Casper von Salderns mor døde hos sønnen på hans fornemme herresæde Schierensee i 1775. Hun ligger begravet i hans gravkapel i klosterkirken i Bordersholm. Hun nåede at opleve sønnens storhed.

 

Ambitionerne var store

Der var aldrig tvivl om hans ambitioner. Den gik længere end lokaladministration. Han steg langsom i graderne:

  • Kancelliråd 1737
  • Overkonsistorialråd 1739
  • Justitsråd 1741
  • Etatsråd 1745

Det kneb til tider at få gagen. Men han havde dog råd til i1752 at købe godset Schierensee syd for Kiel. Tre år forinden havde han pludselig fået sin afsked som følge af at det parti, der beskyttede ham i Kiel, havde lidt nederlag.

 

Flytter i hemmelighed til Skt. Petersborg

Efter at Carl Peter Ulrich i 1742 var blevet russisk og Adolf Frederik svensk tronfølger styrede man mod en kollisionskurs. Von Saldern holdt sig til dem, der ikke ville en krigerisk udvikling. Han ønskede en forsoning mellem den danske regering og den holstensk – gottorpske hertugslægt.

I 1761 forlod von Saldern i hemmelighed og under falsk navn Holsten og rejste til St. Petersborg i et forsøg på at få indflydelse på storfyrste Peter, som man forventede ville overtage zartronen. Hvis dette skete ville det udløse et felttog mod Danmark. Det lykkedes for von Saldern at få indflydelse. Der var i begyndelsen stærk mistro blandt de danske embedsmænd.

 

Betroet medarbejder for Katherina den Anden

Med mange penge fra den danske regering til bestikkelse lykkedes det i de følgende år at blive en betroet rådgiver for Catherina den Anden. Peter den Tredje blev styrtet af Katharina den Anden. Efter hendes tronbestigelse var udsigten til en overenskomst om et mageskifte blevet bedre. Von Salders arbejdede utrætteligt at få sådan en igennem, som de ønskede i København.

Endelig kunne en traktat underskrives den 30. april 1773.

 

Han fik fyret sine modstander

Man skulle sandelig ikke træde von Saldern over tæerne så fik han folk fyret. Det skete bl.a. for kongens kabinetssekretær E. S. F. Reverdill og Caroline Mathildes overhof-mesterinde Louise von Plessen. Sidstnævntes gemakker på slottet synes at være samlingssted for modstandere af den-dansk tyske forståelse.

I to år var von Saldern russisk gesandt i Warszawa. Under Struensees periode 177o – 72 første von Saldern en sej kamp med at overbevise russerne om at intet havde ændret sig i den danske holdning.

 

Von Saldern fik presset penge ud af både danskere og russere

Økonomisk pressede von Saldern alt ud af russerne og danskerne. Da opgaven var fuldført med succes, var det ikke mere brug for ham. Han vidste udmærket, hvad han var værd. Og betalingen for hans ydelser løb efterhånden op i 140.000 Rigsdaler samt 33.000 rubler foruden 1.000 dukater. Og da mageskiftet var gået igennem, gik den danske regering med til at betale ham en årlig pension på 6.000 specier og lige så mange Rigsdaler. At han tillige 1768 blev lensgreve og Ridder af Elefanten havde mindre at sige.

 

Hans søn fik også penge

Hans søn, der også kom til at bære en grevetitel, fik Caspar von Saldern gennemtruffet, at han skulle have en årlig pension på 3.000 Rigsdaler

Han tilbragte sine sidste år på Schierensee, som han lod udsmykke med dyre malerier og kunstgenstande.

 

 

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse historier
  • lex.dk
  • wikipedia.org
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Aabenraa bys historie 1
  • Morten Kamphøvener: Møllens røst
  • Vilhelm Marstrand: Aabenraa
  • Cedergren Bech: Struensee og hans tid
  • Dansk Biografisk Leksikon (bd. 20)
  • Carl-Heinrich Seebach: Schierensee
  • Otto Brandt: Caspar von Saldern und di nordeuropäische Politik im Zeitalter Katharinas 2.
  • Stiftelser og legater i Aabenraa by

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.144 artikler
  • Under Aabenraa finder du 219 artikler

 

  • Adelsslægten fra Aabenraa (1)
  • Caspar von Saldern – hvem var han? (2)
  • En tolder – familie fra hærvejen
  • Toldsted ved Hærvejen
  • Schwennesen – slægt. Ejendom og stiftelse i Aabenraa
  • Brundlund Slot
  • Det spændende kvarter i Aabenraa
  • Adelsslægten, der uddøde

 


Danmarks brutale slave-fortid

Maj 29, 2024

Danmarks brutale Slave-fortid

Var Peter von Scholten ”fej og eftergivende”. Er det politikerne, der skal skrive vores historie? I 1829 kom Peter von Scholten med forslag til forbedringer for slaverne. Opfattelsen var, at Danmark var en human kolonimagt. I Historiekanoen står, at Danmark var de første, der afskaffede slavehandlen. Det er en sandhed med modikationer. Slaverne blev brutalt behandlet Mange af Københavns flotte bygninger bygget af slave- og sukkerpenge. Moltkes Palæ, Det Gule Palæ, Marienborg. Grundtvig mistede to brødre. Var det nu ”en god tid for Danmark”? Ægteparret Schimmelmann og Odd Fellow Logen. Familien Mac Evoy. Peter von Scholten viste rettidig omhu. Var 1864 skyld i en romantisering af kolonitiden. I 1618 sendte kongen en ekspedition til Cylon (Sri Lanka). Muligheder i handel med Vestindien. Guldkysten overladt til kongen. 85.000 slaver transporteret af dansk – norske skibe. Mange forter anlagt. Dansk Vestindien koloniseres. Fort Christian færdig i 1680. Vanskeligheder med at finde besætning. I ledtog med sørøverne. Mytteri ombord. Oprør på Sant Jan. Englænderne overtager Dansk Vestindien. Flere forsøg på at sælge kolonierne. Sukkerraffinaderierne. En stor underklasse levede under elendige kår. Slaveejerne fik erstatning. Danmark ville forære De Vestindiske Øer til tyskerne.

 

Var Peter von Scholten ”fej og eftergivende”?

For et par år siden var det fremme, at Peter von Scholten’ s mindeplade på Assistens Kirkegård skulle fjernes. Man ville nedtone hans indsats. Og så talte man om, at de mange bygninger, der var bygget for ”slavepenge” skulle nedrives. Liberale kaldte Peter von Scholten for ”fej og eftergivende”. I første omgang blev Peter von Scholten dømt, senere blev han frikendt.

 

Er det politikerne, der skal skrive vores historie?

Spørgsmålet er om det er politikerne eller historikerne, der fremover skal skrive vores historie. Er vi på vej til en statshistorie lige som i Polen? En overgang blev også statuer fjernet eller udsat for hærværkherhjemme.

 

I 1829 kom Peter von Scholten med forslag om forbedringer

Glemt er, at Peter von Scholten allerede i 1829 under et besøg i København fremkom med en masse forslag om forbedringer af slavernes forhold. Bl.a. skulle slaverne have en ugentlig fridag, ret til frikøb, skifte arbejdsplads og begrænsning af tugtelsesretten. Men plantageejerne var overhovedet ikke enig med Peter von Scholten.

Også andre kæmpede for slaverne. Det var Comiteen for ” (Facebook-forbudt – ord) – slavernes frigivelse”. Blandt medlemmerne var D.G. Monrad og N.F.S. Grundtvig.

 

Opfattelsen var, at Danmark var en human kolonimagt

Som kolonimagt var Danmark hverken værre eller bedre end andre. Vi lå vel på en 7. plads, hvis alt skulle gøres op i tal. Her havde vi opfattelsen at Danmark var en human kolonimagt. Sandheden var nok, at vi var nær det modsatte. Det er måske overraskende at læse hvor brutalt, hensynsløst og kynisk Danmark agerede i kolonitiden.

 

Slaverne blev brutalt behandlet

Slaverne blev brutalt behandlet. Udover generelle frihedsberøvelse og racisme blev de udsat for brutale straffe. Guvernøren Philip Gardelin udarbejdede i sommeren 1733 et straffereglement, der betød, at en slave, der begik tyveri, skulle knibes tre gange med en gloende jernstang for efterfølgende at blive hængt.

En slave, der forsøgte at stikke af, skulle have sit ene ben amputeret. Hvis en slave blev tilgivet for sit flugtforsøg af sin herre, skulle han piskes 150 gange og efterfølgende miste sit øre.

 

Bygninger bygget af slave- og sukkerpenge

En stor del af København er bygget af familier, hvis formuer blandt andet kom fra slavehandel og sukkerplantager. Men vores erindring som Verdens syvende største slavehandler-nation skal helst glemmes. En stor del af den flotte Frederiksstaden er bygget op af penge baseret på slaver. Slavehandel var en forretning, man fik monopol på gennem kongeligt privilegium. De smukkeste bygninger i København har en grim fortid.

 

Moltkes Palæ

Vi kan starte med Amalienborg. Christian den Niendes palæ hed engang Moltkes Palæ. Denne Adam Gottlob Moltke havde meget stor indflydelse på den inkompetente Frederik den Femte. I realiteten var det Moltke, der regerede landet. Han var også præsident for vestindisk kompagni, der handlede med slaver og som reelt ejede De Vestindiske Øer. De administrerede dem på statens vegne. Moltke sikrede slaveejerne så de kunne opretholde deres privilegier.

 

Det Gule Palæ

Familien Bargum byggede og boede i Det Gule Palæ i slutningen af 1700-tallet, hvor de nærmest havde monopol på den transatlantiske slavehandel mellem de danske besiddelser på Guldkysten (Ghana) og De Dansk Vestindiske Øer.

Det var Bargum, der fik ideen i lighed med andre kolonimagter at indkøbe slaver i Guinea og fragte dem til De Vestindiske Øer og sælge dem til sukkerplantagerne. Så kunne man bringe ”Det Hvide Guld” (Sukker) til København.

 

Marienborg

Statsministerens embedsbolig. Marienborg er bygget af direktøren for Asiatisk Kompagni, der også tjente godt på slavehandel. Det er ikke noget man sådan lige skilter med. Og egentlig er denne del af Danmarkshistorien ikke let at få øje på – på Nationalmuseet.

 

Grundtvig mistede to brødre

Den danske tilstedeværelse på øerne var kun på to procent. Det var en enorm stor dødelighed. Grundtvig mistede to brødre, der døde af en tropisk sygdom. Selv fik han også muligheden for at komme til De Vestindiske Øer, men han så klogelig nok ”Nej Tak”.

 

Var det nu ”en god tid for Danmark”?

En kulturel erindring er afhængig af at blive stimuleret og skal holdes i live. Det er ikke nok med en forbavsende lille udstilling på Nationalmuseet. Det skal også ske via tv, bøger, kunst, avisartikler, undervisning i skolen og i det offentlige rum og måske artikler som denne.

Kolonitiden beskrives som ”en god tid for Danmark”. Men i Danmark er det en manglende bevidsthed om denne tid og det faktum, at Danmark bedrev brutal slavehandel.  På skolebænken er disse temaer stærkt underrepræsenteret. Og manglende lærebøger i dette kan ikke være undskyldning. Der findes udmærkede lære- og fagbøger i dag.

Temaet har været glorificeret fordi vi alle har fået at vide, at Danmark var de første til at afskaffe slavehandlen.

 

Ægteparret Schimmelmann og Odd Fellow Logen

Vi fortsætter lige vores lille byvandring. I Dronningens Tværgade er der en eksklusiv allé med Odd Fellow Palæet. Det er et imponerende bygningsværk. Her boede Ernst og Charlotte Schimmelmann. De spillede en ikke ubetydelig rolle i formningen af dansk kolonihistorie. I 1792 brugte han sin politiske magt til at komme i historiebøgerne.

Man siger, at det var ham der som finansminister egenhændigt fik afskaffet slavehandlen. Ham og hans Charlotte mente at Oplysningstidens nye tanker var uforenelige med slavehandlen.

Men nu gjaldt det sikkert det faktum at hver 6. slave døde på rejsen fra Guldkysten til Dansk Vestindien. Menneskerettigheder og frihedsidealer var ikke noget der gjaldt for mennesker fra det afrikanske kontinent, heller ikke dem Schimmelmann ejede.

 

Familien Mac Evoy

Han havde vel 1.000 slaver på familiens sukkerplantager på St. Croix. Han lå og konkurrerede om at være Danmarks største slaveejer sammen med familien Mac Evoy. De boede længere nede ad gaden. Og det var på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade i Dehns Palæ 5.

På et tidspunkt kørte han rundt i en karet trukket af seks hvide heste. Men så kom der ellers en henstilling fra kongen om at undlade dette. Han fik sit eget gasværk på grunden og var den første i København, der havde gaslys.

 

Var Danmark nu virkelig de første til at afskaffe slavehandlen?

Og hvad er det lige skoleeleverne får at vide og som står i grundskolens historiekanon. Ja det sår at Danmark var det land, der først afskaffede slavehandlen, men det gjorde vi først i 1848. Ophævelsen af slavehandlen blev indført med 10 års varsel.

Man øgede i de 10 år slavehandlen så man kunne blive selvforsynende. De slaver man allerede havde erhvervet kunne man beholde ind til 1848.

I 1847 foreslog en kongelig forordning, at slaveriet skulle ophøre efter en 12 – års overgangsperiode, mens alle nyfødte børn af slaver straks skulle være frie. Med skattelettelser på indførslen af kvindelige slaver stod målet klart. Dansk Vestindien skulle blive selvforsynende med slaver. Der var ligefrem tale om at oprette særlige avlsplantager, hvor kvindelige slaver skulle avle fremtidens arbejdskraft.

Selv om loven blev vedtaget i 1792 handlede man stadig med slaver i Dansk Vestindien. Om det var Peter von Scholten eller Schimmelmann, der skulle være de første i Verden, der afskaffede slavehandlen, er en sandhed med modifikationer.

 

Peter von Scholten viste rettidig omhu

Det var mod Kongens vilje von Scholten afskaffede den. Han viste rettidig omhu – ellers ville hele øen være brændt af efter et voldeligt oprør blandt slaverne.

Hvor mange menneskeliv den danske slavehandel kostede, har vi aldrig fået at vide, og det gør vi nok heller aldrig. Men de bøger, der i dag udkommer om emnet er langt mindre romantiseret.

 

Var 1864 skyld i romantiseringen af kolonitiden?

Måske skyldes romantiseringen hændelserne i 1864. Efter den tid fejede vi landets koloniale historie ind under gulvtæppet. Vi var nødt til at finde på en anden historie om det danske land, fordi vi havde fået en anden forståelse af os selv. Fortællingen var eller blev at vi var et lille land. Vi måtte forholde os neutralt til udenrigspolitik og vi havde ikke mere en udenrigspolitisk stemme, som var noget værd.

Den koloniale fortid var trådt i baggrunden. Det var et sammenstød mellem den koloniale fortid og den nationale selvforståelse.

Har du lagt mærke til, hvad rejsearrangørerne skriver. Ja så er det for eksempel om Jomfruøernes tabte paradis. De skriver om fordums storhedstid og ikke om fordums elendighed.

 

I 1618 sendte kongen en ekspedition til ”Ceylon” (Sri Lanka)

Det meste af Caribien var ved indgangen til 1600 – tallet blevet koloniseret af først og fremmest Spanien og Portugal. Men dertil kom også Nederlandene, Frankrig og England. Spanien og Portugal havde også koloniseret store dele af Sydamerika.

I 1618 sendte Christian den Fjerde en ekspedition til Ceylon (Sri Lanka) for at få del i handlen i Asien. Forhandlingerne endte dog uden resultat. Men rettede derfor blikket mod den indiske kyst, hvor man fik en handelsaftale i stand i Tranquebar i det sydøstlige Indien. Mod en årlig afgift fik danskerne lov til at handle, opkræve told og bygge en fæstning.

De dansk norske interesser blev varetaget af handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni, der havde monopol på besejlingen. Den vigtigste vare var bomuld. Men generelt var Tranquebar ikke en særlig indbringende koloni. Efter 1815 døde handlen ud. I 1845 solgte Danmark Tranquebar og handelskontoret i Serampore (Frederksnagore) i det nordøstlige Indien til Storbritannien.

 

Muligheder i handel med Vestindien

I 1652 så danske købmænd muligheden i handlen med Vestindien, da skibet Fortuna kom med en værdifuld last derfra. Efter flere succesfulde rejser gav Frederik den tredje skipperen Erik Nielsen Smil til opgave at kolonisere Skt. Thomas, som han skulle være guvernør over. Den 1. juli 1665 sejlede han med sit mandskab fra København. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pokkenholt til København. Men disse varer var højst sandsynligvis købt fra andre øer. Koloniseringen mislykkedes. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid.

 

Guldkysten overladt til Kongen

Øen blev jævnligt plyndret af pirater. Andre forsøgte dernæst at etablere handel fra Vestindien og Afrika. Et kompagni fra Glückstadt havde allerede i 1657 oprettet de første forter ved Guineakysten. Men fortjenesten var ikke sikker. Omkring hvert fjerde skib gik tabt som følge af havari og forlis. I 1672 opgav kompagniet fra Glückstadt og det overdrog sine forter ved Guineakysten til kongen.

 

85.000 slaver transporteret af dansk – norske skibe

De danske forter fungerede som udgangspunkt for handel og udskibning af slaver til Vestindien. Frem til 1850 havde Danmark anlæggene ved Guldkysten. Så blev det solgt til Storbritannien, Af de 100.000 slaver, der blev fragtet over, stod dansk – norske skibe for transporten af 85.000 slaver.

 

Mange forter anlagt

Allerede i 1659 var Frederiksborg Fort blevet anlagt på den afrikanske Guldkyst. Det skete efter aftale med den afrikanske stat Fetu. 150 kilometer længere mod øst blev fortet Christiansborg anlagt i 1661. Allerede i 1685 blev disse afstået til Storbritannien. I 1736 fik Danmark – Norge igen to forter på Guldkysten, da Fredensborg blev grundlagt. I 1780erne blev der bygget yderligere fire forter på Guldkysten – Kongesten, Prinsensten, Augustaborg og Isegram.

 

Dansk Vestindien koloniseres

I 1670 kom Christian den Femte på tronen. Året efter blev Vestindisk Kompagni etableret, et privilegeret selskab, som fik monopol på handel mellem Skt. Thomas og Danmark. Aktionærerne var i begyndelsen skeptisk over for ideen. Men kongen opfordrede stærkt, at man tilsluttede sig. Med tiden blev selskabet kaldt Vestindisk – guineansk Kompagni.

Ideen bag oprettelsen og erhvervelsen af en koloni i Vestindien havde været at importere slaver fra Afrika til Vestindien og sælge dem til øens plantageejere, der producerede sukker til eksport. Man ville samle slavehandel og sukkertransport i et selskab.

I 1672 koloniseredes øen Sankt Thomas. I 1718 var det naboøen Sankt Jan og i 1733 købte man Sankt Croix af den franske stat.

En tur til Guldkysten og via Vestindien til København varede typisk to år.

 

Fort Christian færdig i 1680

Den erfarende Vestindien-farer, Jørgen Iversen Dyppel blev udnævnt til guvernør. Med sig på skibet Færo havde han 190 mænd og kvinder samt materialer til at opføre en lille landsby. Efter ankomsten til Skt. Thomas begyndte man bygningen af et fort, der kunne forsvare den nye koloni. Men allerede efter et halvt år var 161 af de oprindelige 190 kolonister døde.

Men så fik man hjælp af straffeforfulgte nederlændere og englændere. Fort Christian stod færdigt i 1680. Det blev også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødested for lokalbefolkningen.

 

Vanskeligheder med at finde en besætning

Det var vanskeligt at finde besætninger til skibene. Det var en lang vanskelig overfart. Sygdom og varme førte ofte til død. Så fandt man ud af at bruge folk fra forbedringshuse og fængsler. Det var normalt t en tredjedel af besætningen var døde inden ankomst.

 

I ledtog med sørøvere

Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel. Den nye guvernør gik dog i ledtog med de mange sørøvere, der på det tidspunkt hærgede Vestindien. Den nye guvernør kunne personlig tjene penge ved at lade piraterne bruge Sankt Thomas som base for de mange togter mod engelske og franske skibe. Han lod således sørøvere sejle rundt med danske skibspapirer. Inden myndighederne nåede at reagere, blev Nicolai imidlertid væltet ved et oprør og erstattet af sin lillebror Adolph Esmit.

Lillebror var stort ikke bedre end storebror. Han lod sørøverne skjule sig i bugten ved Sankt Thomas mod at sælge deres bytte til ham. Til sidst sejlede et britisk krigsskib ind i bugten, hvor den frygtede sørøver Jean Hamilins skib lå. Skibet blev beskudt. Skibet brændte og sørøveren flygtede. Da briterne spurgte efter ham, vidste den danske guvernør ikke, hvor han opholdt sig, men sandheden var, at guvernøren holdt ham skjult.

Kort efter blev begge brødre kaldt til København for at blive draget til ansvar for deres gerninger. Det lykkedes dog begge at blive frikendt.

 

Mytteri ombord

Nu var det så Jørgen Iversen Dyppels tur til at blive guvernør. Men ingen danske søofficer ønskede at blive en del af besætningen. Der måtte hidkaldes nederlandske officerer. Størstedelen af besætningen blev hentet fra københavnske fængsler. Efter to måneder til søs var man kun nået til Den Engelske Kanal.

Besætningen gjorde mytteri ombord og dræbte Iversen Dyppel og hans gravide kone. Deres barn blev også dræbt og kastet over bord. Den eneste af officererne, der fik lov at overleve, var styrmanden.

Oprørerne endte med at blive sendt til København, hvor de blev dømt og henrettet.

Handelskompagnierne havde det svært i løbet af 1600-tallet og måtte flere gange bede den danske stat om hjælp. I anden halvdel af 1700-tallet var der dog en lang periode med økonomisk fremgang.

 

Oprør på Sankt Jan

En novemberdag i 1733 slog oprørerne i Dansk Vestindien til – det gjorde de på Sankt Jan. Bevæbnet med sukkerknive snød 12 – 14 mænd de få danskere på fortet. Der var kun ni soldater på fortet. Kommandanten var der ikke. Det kom til at koste ham tre måneders fængsel i det retslige efterspil. Måneders guerillakrig endte på tragisk kollektivt selvmord.

Alle hvide skulle udryddes. På Skt. Jan, der ikke var større end Fanø var der 109 plantager. Men kun 29 af disse var sukkerplantager.

Oprørerne havde magten i et halvt år. Det var kun ved hjælp af militær assistance fra de franske og engelske naboøer det lykkedes for Danmark at nedkæmpe oprøret.

 

Englænderne overtager Dansk Vestindien

Den 28. marts 1801 ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter samt 20 armerede fartøjer og transportskibe til Skt. Thomas. 4.000 soldater var med. Øens kommandant Casmir Wilhelm von Scholten overgav sig uden kamp. Tre dage senere måtte generalguvernør Wilhelm Lindemann overgive Skt. Croix. To dage efter at Christian den 7 havde tabt sin kronkoloni til briterne indledte den britiske marine ”Slaget på Reden”. Den 16. februar 1802 blev kontrollen over Dansk Vestindien givet tilbage til Danmark.

 

Flere forsøg på at sælge kolonierne

Vi solgte De Vestindiske Øer for en slik til kun 25 mio. dollars til USA. Det var i 1917. Det var en tredjedel af statens indtægter det år. Nu var salget også betinget af, at USA skulle anerkende Danmarks krav på Grønland.  Amerikanerne var bange for, at øerne ville komme på tyske hænder. Forhandlingerne skete under store hemmeligheder. Og det først efter en afstemning i Danmark at handlen gik igennem.

Allerede i 1902 var en handel tæt på. Men handlen kunne ikke få tilsagn fra et flertal i Landstinget.

 

Sukkerraffinaderierne

Kig engang på husfacaden til Nyhavn 11. Her er en lille figur i jern på cirka 50 cm. I venstre hånd bærer han en sukkerform. I højre en sukkertop. Her lå Rømers Sukkerraffinaderi i 1700 – tallet. Der hvor Admiral Hotel i dag ligger lå yderligere to sukkerraffinaderier. De blev bygget i 1787.

Det var skam ikke slaverne, man blev rig af. Det var sukkeret. Men slavehandlen var alligevel en god forretning for nogle få familier i København.

 

En stor underklasse levede under elendige kår

Og hvad skete der egentlig efter 1848, hvor slaveriet officielt blev afskaffet. Det var jo bestemt ikke sådan at slaverne fik bedre forhold ved et trylleslag. Det var en stor sort underklasse, som blev ved med at leve under elendige kår.

 

Slaveejerne fik erstatning

Slaveejerne følte at deres ejendomsret fra krænket efter 1848 og forlangte erstatning. Den danske stat indrømmede dem erstatning på 50 dollar pr. slave. Slavernes hverdag blev dog ikke ændret i væsentlig grad. De vendte tilbage til den plantage, hvor de havde arbejdet. Men fik dog en hytte, lidt jord og lidt penge.  Slaverne kunne nu også en gang om året skifte arbejdsplads.

Således var der endnu i 1878 et oprør på St. Croix.

 

Danmark ville forære De Vestindiske Øer til tyskerne

Efter 1848 blev udgifterne til De Vestindiske Øer stadig større og større. Allerede dengang begyndte man at tale om, at sælge øerne.

Efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864 ville et salg af øerne også styrke den anstrengte økonomiske situation i Danmark. Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne. Men dette forslag blev afvist.

 

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • wikipedia.org
  • danmarkshistorien.dk
  • faktalink.dk
  • information.dk
  • Louise Sebro: Slaveoprøret på Sankt Jan
  • Hans Gregersen: Peter von Scholten – en biografi
  • Vore Gamle Troppekolonier
  • Politikens Danmarkshistorie (Horneby: Kolonierne i Vestindien)
  • Søe: Sukker, slaver og sørøvere
  • Thorkild Hansen: Slavernes Øer
  • Claus Buttenschøn, Olaf Ries: Det sorte guld
  • Dorte Nielsen, Marie Sander: Dansk Slavehandel
  • Handels- og Søfartsårbog
  • Historisk Tidsskrift
  • Skalk

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.134 artikler
  • Under Andre Historier finder du 103 artikler
  • Under Nørrebro finder du 324 artikler

 

  • Mindeplade over Peter von Scholten
  • Viften – Historieformidling – Sarkasme eller Revsende

Kurbadet på Rømø

Maj 24, 2024

 

Kurbadet på Rømø

Jacobsen skabte opmærksomhed. Usædelig livsvandel. Den kejserlige regering holdt hånden over ham – i begyndelsen. Tyske forretningsfolk blev bakket op af Kreditbank Skærbæk. Kunstvæveskole, dampteglværk og et dampskibsselskab. Vadehavsbadet ”Lakolk”. 40 blokhuse. Betegnelsen ”Lakolk”. Den store restaurant ”Kaiserhalle”. ”Strandhalle” og badekabiner. En sportsplads. Hotel ”Drachenburg”. En bro med navnet ”Bifrost”. På jagt efter sælhunde. Rekreationssted for den tyske middelstand. Gode råd til gæsterne. Vin og spiritus fra en af øens kautionister. Badet åbnet den 15. juli 1898. Hotel ”Römerhof”. Ekstra tog til Skærbæk Station. Lakolsk dulmende trylleri. Badet skulle føres videre trods konkurs. Jødiske rigmænd blev ejer af stedet. Cigarstump forårsagede lokal brand. Kreditbank Skærbæks omdømme faldt yderligere. Jacobsen skulle have biskop. Et trøstesløs billedeomkring 1920. Med dæmningen i 1948 kom tyskerne for alvor. Et komisk skær. Komedien forvandlede sig til en tragedie. Flygtede over hals og hoved fra Sydtyrol til Tyskland. Penge til germaniseringen karakter af Ebberød Bank. Det måtte ikke se ud som en finansskandale. Et overraskende indlæg i Hejmdal og Pastor Jacobsen blev smidt ud af Den Tyske Forening.

 

Jacobsen skabte opmærksomhed

Da pastor Jacobsen blev ansat i Skærbæk i 1884, skete der ting og sager. Han formåede i to årtier at skabe opmærksomhed om sin person og sine projekter. I lange tider tog han ikke afstand fra Køller-regimet. Men også på det område skete der noget.

 

Usædelig livsvandel

I hans studietid i Kiel vaktes hans begejstring for tidens storgermanske lærdomme. Men det vidste man hvis ikke i Skærbæk.  Hans lidet præstelige opførsel og vandel bragte ham hurtigt i konflikt med sognebørnene. Man sagde om ham, at han førte en usædelige livsvandel. Således indskrænkede dette til utugtig berøring af to kvinder, at hvilken den ene var en gift kone, hvis påstande Jacobsen afviste, men som retten fæstede lid til . Den anden, en tidligere tjenestepige i præstegården, til hvem Jacobsen skulle have sagt:

  • Marie, Du machst mich so heiss

Nu var Skærbæk Sogn et overvejende dansksindet sogn.

Han var selvrådig og led af herskersyge. Derfor fik han uundgåeligt skabt sig hadefulde fjender.

 

Den kejserlige regering holdt hånden over ham

Hvis nu bare et par af hans projekter var blevet til noget, så havde det kunnet mærkes på beskæftigelsen. Men han manglede kendskab og viden til alt det, som han gik i gang med. Og den preussiske regering, der i begyndelsen bakkede ham op, skred fra ham til sidst. Grunden til dette var at preussiske embedsmænd sandelig ikke skulle falde sammen med ham.

Økonomien bag hans projekter var uholdbar, men den kejserlige regering holdt længe hånden over ham.

 

Tyske forretningsfolk blev bakket af banken

Det hele startede med Skærbæk Kreditbank den 8. maj 1890. Formålet var at bakke tyske forretningsfolk op, som ville bosætte sig som nybyggere i Nordslesvig. Og i Skærbæk blev der bygget boliger til håndværkere og arbejdere.

Det lykkedes for Pastor Jacobsen, der havde talegaverne i orden at rejse 1.045 medlemmer og 1.584 forretningsaftaler til banken.

 

Kunstvæveskole og dampteglværk

Næste projekt som Jacobsen fik sat i gang, var en Kunstvæveskole, hvor der udførtes vævearbejde efter gamle nordiske mønstre. Der blev anlagt et dampteglværk ”Surtur” ved Frifelt. På den store hede syd for Gånsager købte pastor Jacobsen flere ejendomme og enkelte lodder. Her blev anlagt karpedamme. I nærheden startede han en tøveproduktion.

 

Et dampskibsselskab

I april 1897 fik han oprettet et dampskibsselskab med en aktiekapital på 30.000 mark. En lille motorbåd og senere en damper ”Röm”, der i folkemunde fik navnet ”Vandloppen” skulle udføre sejladsen mellem Skærbæk Brohoved og Rømø. Fortagenet fik mange vanskeligheder at kæmpe med. Det blev en tvivlsom forretning.

 

Vesterhavsbadet ”Lakolk”

Den 4. februar 1898 stiftede Jacobsen ”Vesterhavsbadet Lakolk”, et selskab med begrænset hæftelse. Det blev dannet af fem medlemmer. Ifølge vedtægterne var de alle fem forretningsførere. Hver havde indbetalt 6.000 mark. Den bestod dog ikke af rede penge, men i jord, der var købt for 15.000 mark. Selskabets medlemmer vurderede værdien til det dobbelte.

 

40 blokhuse

Inden udgangen af 1899 havde man erhvervet 525 ha sandjord på Rømø. På det vestlige klitareal blev der placeret omkring 40 blokhuse, som et rhinlandsk firma havde fremstillet. Det var med farveprangende gavle, karnapper og tårne med skinnende glasursten eller skifer som tagbeklædning. Der var fantasifulde udskæringer som pynt omkring vinduer og på taget.

Adskillige huse fik navne, der skulle minde om den germanske fortid:

  • Waldhall, Gudrunsruh, Niffelheim, Mimershöhle, Hettelhorst, Flemmingenburg, Gefionshall.

Nogle var opnævnt efter tyske kolonier:

  • Kamerun, Kiotschau, Samoa.

Pastor Jacobsen tilhørte det altyske forbund, hvis medlemmer tog parti for boerne, da disse i 1899 begyndte en krig mod England. Derfor så man huse der hed:

  • Prætoria, Majuba, Hill, Ladysmith, Spionskop.

Desuden så man også navne som:

  • Mäuseturm, Eulenburg, Wilhelmshöhe, Spitzbergen, Nordstern, Nordpol, Südwacht, Hansa, Ingosburg, Ellenlust, Seeburg, Kätesheim, Wilhelmenburg, Haidenhaus, Talheim, Zollernburg, Schwalbenheim, Annenruh, Pagani, Dünenburg, Alt Deutschland, Hamenaburg, Agnetascheim, Hadwigsburg, Seefrieden m.m.

 

Betegnelsen ”Lakolk”

Betegnelsen Lakolk tog man efter navnet på en forsvunden bebyggelse, der efter Johannes Meyers kort over det gamle Nordfriesland indtil 1240 skal have ligget ½ mils vej vest for øen. Der findes meddelelser om forskellige fund af murstenene fra den formodede by derude i havet.

 

Den store restaurant ”Kaiserhalle”

Den store restaurant fik navnet Kaiserhalle. Den dannede midtpunktet for hele badeanlægget. Her var indrettet et billardværelse, en læsestue, hvor er var fremlagt 30 aviser og endelig en spisesal, der kunne rumme 3-400 gæster. I restaurationens nærhed lå en iskælder, en vinstue og et logihus med 12 værelser.

 

”Strandhalle” og badekabiner

Fra Kaiserhalle førte en 1.000 meter lang bro, der var bygget på pæle, ud over forstranden til en lille restaurant, Strandhalle, der hævede sig to meter over havbunden. Den lå dog på en meget udsat plads. Under en heftig storm den 5. september 1899 førtes den af bøgerne ud i klitterne.

Til højre for Strandhalle fandtes badekabiner for herrer og til venstre for damer. På det sidstnævnte sted kunne drenge under otte år få lov til at opholde sig. En halv snes år senere opførtes som følge af tidens krav tillige et familiebad.

 

En sportsplads

På den flade strandbred var anlagt en sportsplads med alle moderne gymnastikredskaber. Lærer Otto Wedler fra Hamborg tog sig af undervisningen. Han gav tillige massage og havde fotoatelier.

 

Hotel Drachenburg

For at tilfredsstille de badegæster, der ikke ønskede at leje et sommerhus opførtes vinteren 1901 et hotel med 70 værelser og med plads til henved 200 personer. Det fik navnet Drachenburg. I den sydlige ende af badestedet indrettes et varmtvandsbadeanlæg. Gæsterne kunne for 1,50 mark foruden et varmt søbad kunne få romersk – irske bade, russiske dampbade, medicinske bade m.m.

 

En bro med navnet ”Bifrost”

Mellem blokhusene snoede sig en sti, der var belagt med planker. En klitdal mellem Dûnenberg og Gudrunsruh kaldtes Ginungagab. Den hvælvende bro, der førte over denne kløft, bar det nordiske navn Bifrost. Her var bygget en pavillon, Svanhildsruh. Her kunne de trætte gæster på mægtige stole under bølgernes svage skvulpen hengive sig til et driverliv. I søen lå fladbundede både, der stod til rådighed for børn og voksne.

Det gjaldt om at lokke gæsterne op til dette fjerne sted i riget. Der udsendtes da også hvert år småhefter, gennem hvilke man på en rosende måde bl.a. fremhævede de ferienydelser, øen bød.

 

På jagt efter sælhunde

Der kunne foretages lange fodvandringer, hvor der var rig lejlighed til at soppe i mudderet og kravle over pigtråd (Schlammwaten und Starcelsrathklettern). Man kunne komme på åle – og rejefangst i prilerne. Med skipper C.K. Thygesens lystkutter ”Manne” eller hans sejlbåd ”Nordpol”.

Man kunne gå på jagt efter sælhunde, og var man forsynet med et preussisk jagttegn, bød havfuglejagt på en god adspredelse.

 

Rekreationssted for den tyske middelstand

Lakolk skulle ikke betragtes som et mondænt kursted, men snarere være et rekreationssted for den tyske middelstand. Der var i sæsonen ansat en særlig badelæge. I de udsendte hæfter blev der givet gode råd og anvisninger.

 

Gode råd til gæsterne

Der blev tilrådet gæsterne først efter 3-4 dages ophold på øen at begynde med badningen. Solbad burde tages om formiddagen. Var der stærkt solskin, skulle man iføre sig en lang, let natskjorte. Man skulle ikke forsmå alkohol, fordi trangen til stærke drikke var større her end på fastlandet. I de kølige aftener skulle man tage sig en varm grog, selv om man ellers ikke yndede denne drik.

 

Vin og spiritus fra en af øens kautionister

Åbenbart benyttede man sig af det kendte firma, J.L. Bruhns & Søn fra Lybæk, der var leverandører af vin og spirituosa. Man følte sig øjensynlig forpligtet til at handle med det, da det var et af feriestedets kautionister.

 

Hvad kostede det?

Men hvad var datidens priser? Et treværelses fuldt møbleret sommerhus med al komfort kunne lejes for 25 mark om ugen. I denne pris var indbefattet pigehjælp til rengøring, vandindbæring og sengeredning. For de større huse lå prisen mellem 50 og 80 mark pr. uge. Et værelse med seng i logihuset eller på hotellet kostede 2 mark, med to senge 3 mark pr. nat.

Forplejningen blev indtaget på Kaiserhalle og kostede pr. dag 3, 80 mark. For en uge var prisen 24 mark. Børn under ti år betalte det halve. Ønskede man serveringen i sommerhuset, kom der en mindre prisforhøjelse. Et bad kostede 60 penning. Leje af strandkurv kostede to mark pr. uge. Inden for selve området, der hørte til Lakolk, måtte der ikke bades fra åben strand.

 

Kurtakst med to daglige koncerter

I de første år fremhævede man, at der ikke skulle betales kurtakst. Men en sådan indførtes dog fra 1907. Den beløb sig til 4 mark. Men så kunne man også to gange dagligt overvære en koncert med et orkester fra Hamborg.

 

Badet åbnet den 15. juli 1898

Badet blev åbnet den 15. juli 1898. Den første sommer var der 300 gæster. I 1899 1.106. I 1900 var der 1.853 og i 1901 kom der over 2.000. Derefter sank antallet. Det skyldtes sikkert badets finansielle forhold.

 

Hotel Römerhof

Lakolk kunne, som det stod i brochurerne nås af søvejen fra Hamborg, over Helgoland og Sild. Man kunne tage med toget til Skærbæk. Her blev gæsterne ført til Skærbæk Brohoved og kunne så med den omtalte damper nå øen i løbet af en time.

Fra anlægsbroen ved Kongsmark, hvor man havde opført hotellet Römerhof førte en skinnevej tværs over øen. I en trolje, der blev trukket af en hest, kom man på tyve minutter til en lille stationsbygning Lakolk, hvor post – og telegrafvæsnet havde til huse. Ja her havde direktionen også sit sæde.

 

Ekstra tog ankom til Skærbæk Station

I tyverne kaldte man dette anlæg for Danmarks eneste rentable bane. Driftsomkostningerne var jo minimale. I højsæsonen indsattes ekstratog. I en lille notits i Flensborg Avis den 6.7.1901 hed det:

  • Det er en begivenhed for en landsby som Skærbæk, når et ekstratog damper ind på banegården direkte fra Berlin med ophold i Hamborg og Tønder. Et sådant tog ankom i går eftermiddag kl. 2.48. Rygtet gik, at der ville komme 70 badegæster til Lakolk. Vognene var rede til at modtage de mange gæster, men kuskene og de nysgerrige tilskuere blev lange i ansigtet, thi af de 70 ankom kun otte, fire voksne og fire børn. I dag og i morgen ventes atter ekstratog.

 

Lakolks dulmende trylleri

Man forsøgte i den grad at fremhæve ”Lakolks dulmende trylleri, sundheden, der kunne hentes i den ozonrige luft” eller gjorde opmærksom på øens mange ejendommeligheder, så fik badet samme skæbne, badegæsterne opførte langs bredden. Den 2. oktober 1903 blev hele herligheden erklæret konkurs.

 

Badet skulle føres videre trods konkurs

Men der blev besluttet, at stedet under alle omstændigheder skulle føres videre. Om det var hensynet til den germaniserende virkning, man tillagde et blomstrende Lakolk, er uvist. Det kaunne også være hensynet til de indflydelsesrige altyskere ellertil det store lån. Det kunne også være frygten for at Lakolk kom på danske hænder.

Allerede i sommeren 1902 havde pastor Jacobsen nedlagt sit hverv som forretningsfører. De andre fratrådte også. Nye folk blev valgt.

 

Jødiske rigmænd blev ejer af stedet

Efter at andelskapitalen var gået tabt blev der dannet en ”Værneforening af obligationærerne fra Lakolk”. En nystiftet forening ”Berliner Bädergesellschaft”, et broderselskab til det altyske forbund. Det var lidt af skæbnens ironi, at det var jødiske rigmænd, der blev ejere af badestedet. Dets grundlægger, pastor Jacobsen, var medlem af det jødefjendske altyske forbund. Tanken var dengang at Lakolk skulle være et jøderent badested.

I 1920 var det den svenske ritmester Gottlieb Bruunstrøm af Engelsholm, der så i de følgende år afstod blokhusene til forskellige hjemlige købere.

 

Cigarstump forårsagede lokal brand

Uvist på hvilken måde, var der i sommeren 1902 kommet en brændende cigarstump ind i et pengeskab, hvor regnskabsbøgerne blev opbevaret, så hele hovedbogen blev forkullet. Det var derfor umuligt at få et overblik over aktiver og passiver.

Statsadvokaten indstillede pastor Jacobsen til en fængselsstraf på tre måneder. Men de sagkyndige havde forskellige opfattelser af forløbet. Så dommen blev på frifindelse. Men alle stiftere led økonomiske tab og vanæren hvilede over dem.

Modsætningen i den tyske lejr var for store til at Jacobsen alene kunne bruges som den eneste syndebuk i Skærbæk Sogn. Embedsmændene og altyskerne havde modsatte interesser.

 

Kreditbank Skærbæk’ s omdømme faldt yderligere

Bankens omdømme faldt yderligere, da den afskedigede anden direktør, Paak den 12. januar 1905 flygtede fra Skærbæk iført kvindeklæder medtagende 8.500 mark fra bankens kasse og ifølge rygtet, efterladende en skrivelse, i hvilken han truede med afsløringer, hvis man søgte efter ham og fandt ham. Paak blev aldrig fundet.

 

Jacobsen skulle have været biskop

Pastor Jacobsen som en overgang var på tale til at blive biskop i Slesvig blev suspenderet. Den 18. august 1904 fik han sin afsked uden pension. Han forlod det stormfulde Vestslesvig og bosatte sig i Sydtyrol. Her blev han frimenighedspræst for en tysk-evangelisk menighed.

 

Et trøstesløs billede omkring 1920

Lakolk blev i 1919 indrettet som rekreationshjem for børn (Kinder-Erhololungsheim). Men ak resterne af det stolte kursted blev overhovedet ikke vedligeholdt. Alt var i forfald. Husene var delvis rådne. Malingen var for længst borte. ”Jernbanestationen”, gasværk, stald samt restauration var i ruiner. Pavilloner og broer var gået al, kødets gang. Det hele var et trøstesløs billede omkring 1920.

 

Med dæmningen kom tyskerne for alvor

Men der kan bygges på ruiner og det blev der. Det var dog først efter åbningen af Rømødæmningen i 1948, da øen blev draget ud af sin isolation at dette vesterhavsbad er blevet sommerens store mål. Den herlige badestrand, der ikke spørger efter sindelag og race, herkomst og stand drager masser af turister til sig hver sommer. Og hvor tit har vi ikke cyklet fra Tønder hertil.

 

Et komisk skær

Det var et lidt komisk skær over mange af pastorens projekter. Og følgende er faktisk sagt af ham selv:

  • Rederiet uden skibe
  • Badestedet uden vand
  • Banken uden penge
  • Teglværket uden ler

 

Komedien forvandledes til en tragedie

Komedien forvandledes til en tragedie. Den økonomiske kriminalitet bag de mange foretagender blev åbenbar. Korthuset ramlede sammen. Deportation til Sydtyrol. Udstødelse af Den Tyske Forening, tabet af to sønner i Første Verdenskrig og en fysisk lammet hustru.

 

Flygtede over hals og hoved fra Sydtyrol

I 1915 da Italien kom i krig måtte Pastor Jacobsen flygte over hals og hoved til Tyskland efterladende sine ting. Jacobsen døde ved Bielefeld i 1919. Hans fuldstændig lammede enke overlevede ham i mange år og døde hos en datter, der boede i Marienbad i Tjekkoslovakiet.

 

Penge til germanisering karakter af Ebberød Bank

Men præsten med de mange jern i ilden bør tages alvorlig. Hans kolonisering med lån, jord (Boden) og rigstyskere (Blut) overgik i visioner, hvad de preussiske myndigheder selv kunne have fundet på.

Pengene til germaniseringen fik i stigende grad karakter af Ebberød Bank.

 

Det måtte ikke se ud som en finansskandale

I tyske embedsmandskredse viste man at pastor Jacobsen var en lyssky person. Ved en lejlighed blev der kastet kejserlige fondspenge efter præstens dårlige og formøblede penge. Og kejserlige penge måtte ikke bringes til at lugte i forbindelse med en finansskandale.

Biskop Kaftan måtte tage forgæves til Skærbæk for at bede pastor Jacobsen om at gå. Det afslog denne arrogant. Jacobsen var en aggressiv altysker, indtil han efter sammenbruddet delvis fortrød sine handlinger.

 

Et overraskende indlæg i Hejmdal

Kilder hævder, at Jacobsen hele tiden var tilhænger af Köler – politikken, men de glemmer Hejmdal-interviewet den 11. maj 1903. Om formiddagen var Nicolai Svensen i kirke, hvor han hørte præstens prædike med den veltalenhed, han kendte fra sin barndom. Prædiken var sikker og veldisponeret. Om eftermiddagen havde Nicolai Svendsen en lang samtale med pastor Jacobsen i hans studieværelse. Pludselig sagde pastoren meget overraskende:

  • Jeg er – lige så godt som jeg er tysksindet – en afgjort modstander af hele tvangssystemet, af udvisningerne, politichikanerne osv.

Dette kom som en kæmpe overraskelse og var årsagen til at Jacobsen blev smidt ud af Den Tyske Forenings bestyrelse. Og den 14. maj 1903 takkede Jacobsen ligeledes i Hejmdal for den helt korrekte gengivelse.

Jacobsen havde også afsløret at den prøjsiske regering havde planer om at overtage Dannevirke. Alt dette skete midt under en valgkampagne.

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger
  • Flensborg Avis (1898 – 1904)
  • Hejmdal (11. og 14. maj 1903)
  • Nordseebad Lakolk (1899-1907)
  • Moritz: Die Nordseeinsel Röm
  • Jacob Andersen: Omkring Genforeningen
  • Japsen: Pastor Jacobsen fra Skærbæk og hans foretagender

 

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.143 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 264 artikler:
  • Under Højer finder du 94 artikler

 

  • Færge mellem Ballum og Rømø 1-2
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Pastor Jacobsen fra Skærbæk
  • Bredebro – dengang
  • Hvem ejede Brede Kirke
  • Brede – under besættelsen
  • Jordsand 1- 2
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Kniplinger – nord for Højer
  • I en kniplestue
  • Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
  • Stormflod i Vadehavet 1-2
  • Et tredobbelt mord i Øster Gasse

 

  • Rømø 1807
  • Anekdoter fra Rømø 1-3
  • Rømø under besættelsen
  • Borrebjerg på Rømø
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – endnu en gang
  • Skibe og Søfolk fra Rømø
  • Omkring Rømø – dæmningen

 

  • Bispens Borg Brink i Ballum
  • En degn fra Ballum
  • Ballum for 191 år siden
  • Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga – en sønderjysk pige (b)
  • Mellem Højer og Ballum
  • Ballum – dengang
  • Jagten på Mærsk – familien
  • Langs Brede Å
  • En fortidsskov i det sønderjyske Vadehav

 

  • Og mange flere artikler

 

 

 

 


Ophavsret

Maj 20, 2024

Ophavsret

Muligvis ophavsrettigheder” står der ofte, når du vil dele et billede. Og det kan blive meget dyrt for dig, hvis du ikke respektere disse rettigheder. Og selvfølgelig skal de respekteres. Her troede man, at 50 år var grænsen. Men der findes ophavsrettigheder op til 70 år. Begå ikke de samme fejl som denne sides redaktør. Bwgewbwt ”rimeligt brug” Du tillader selv Facebook en række rettigheder. Bryder Facebook ophavsrettigheder? Hvis et billede er delt, forsvinder det ikke. Ikke alle skal anerkende ytringsfriheden i Danmark. Facebook har deres egne regler. Og Facebooks robotter misforstår ofte budskaberne. Brugsretten er blevet overtaget. Du har selv godkendt Facebooks betingelser. Det er nu engang dit eget ansvar, når du deler ulovlige fotos. Og så henviser Google sandelig først til piratkopierede artikler eks. Fra dengang.dk  

 

Muligvis ophavsrettigheder

Vi har oplevet flere gange, hvor rettighedshavere har krævet penge af os. Vi har ulovligt brugt fotos, som folk har haft rettigheder til. Og det er jo ikke noget vi gør i ond mening. Kigger man efter på Nettet står der jo også anført ”muligvis ophavsrettigheder”

Det er ikke sjovt med trussel om retssag eller betal med det samme.

 

Her troede vi at 50 år var grænsen

Og her troede man at 50 år var grænsen for dette, nej det er det bare ikke. Det er ærgerlige penge, der er gået tabt til at bringe fotos, hvor man troede at der ikke var nogen som helst ophavsrettigheder.

 

Begå ikke samme fejl som denne sides redaktør

Selv modelfotos af mad er der ophavsrettigheder på. Og nogle venter på, at du så har brugt det samme fotos tre gang, og så smækker kassen for alvor. Så pas på derude. Begå ikke samme fejl som denne sides redaktør.

 

Begrebet ”rimeligt brug”.

Og for at gøre tingene værre, så findes der forskellige tolkninger af ophavsrettigheder. I USA og visse andre lande følger man doktrinen ”rimelig brug”, mens andre lande, herunder EU har andre undtagelser eller begrænsninger for ophavsret. Disse undtagelser eller begrænsninger tillader brugerne at anvende ophavsretligt beskyttet materiale, hvis det er relevant. Men her skal du om nødvendig søge juridisk hjælp for at kunne forstå dette.

Og had er ”rimeligt brug”, ja det er lige så kompliceret.

Godt nok står det noget om, at kun originale værker er berettiget til ophavsretsligt beskyttet. Men det behøver nu ikke kun at være skaberen, der har den rettighed. Man har kunnet købe disse rettigheder eller arvet dem.

 

Ophavsretten er op til 70 år

For almindelige mennesker er der 50 års ophavsret fra datoen på billedet, der er taget. Men for professionelle fotografer og pressefotografer gælder den regel, at der gælder 70 år fra fotografens død og ikke fra billedet er taget

Du skal derfor især være opmærksom på Ophavsretslovens §63:

  • Ophavsretten til et værk varer, indtil 70 år forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlende værker efter længstlevendes dødsår.

 

Du tildeler selv Facebook en række rettigheder

En anden vigtig ting, som du skal være opmærksom på er, at når du opretter en profil på Instagram, Facebook, Twitter og alle de andre, ja så siger du ja til deres betingelser og tildeler dem en række rettigheder.

Du siger blandt andet ja til at Facebook må bruge dine uploadede billeder til egen eller anden brug uden hverken at kreditere eller informere dig om dette. Det betyder dog ikke, at billederne ikke tilhører dig, for det gør de selvfølgelig stadig.

 

Bryder Facebook selv ophavsrettighederne?

Bryder Facebook ikke ophavsretten, når de videregiver eller bruger billeder, der ligger på folks profiler? Tænker du måske. Svaret er både ja og nej. Ved at opsætte betingelser for brug af tjenesten, som brugerne skal acceptere, sikrer de sig retten til at anvende billederne.

 

Hvis et billede er delt, forsvinder det ikke

Du har selvfølgelig til en hver tid ret til at slette billeder på din Facebook profil. Dette bestemmer Facebook ikke. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at billederne er forsvundet for evigt. Hvis en person har delt dit billede, figurer det stadig i Facebooks regi, og derfor kan de stadig bruge billedet uden din tilladelse.

Hvis du på et tidspunkt ønsker at slette din profil, skal Facebook slette samtlige oplysninger. Dog, hvis et eller flere billeder er blevet delt, forsvinder der ikke.

 

Ikke alle skal opfylde ytringsfriheden i Danmark

Mange politikere har i tidens løb forsøgt at gøre op med Facebook. Det har de scoret mange billige point på. Det er endnu ikke lykkedes. Og her troede man at alle skulle opfylde ytringsfriheden i Danmark.

 

Facebook har mange regler

Hele ideen bag Facebook – netværket er at dele oplevelser, billeder, videoer, artikler og statusopdateringer med venner og bekendte. Det er derfor vigtigt at overveje, hvad du uploader, inklusiv om det du uploader, skal være offentligt eller kun for venner. Det gælder både for tekstindhold og billeder.

 

Facebooks robotter misforstår budskabet

Facebook har regler for eksempel sprogbrug opførsel og annoncering. Husk, at det er nemt at blive hængt ud for noget, man har skrevet på Facebook. Ofte misforstår Facebooks robotter en overskrift. Den kommer frem til det stikmodsatte af det, du har skrevet. Og det kan sandelig være et problem, når man beskæftiger sig med historie. Ja selv et enkelt ord, som du bruger, kan være skyld i, at du udspreder vold og terrorisme.

Du kan risikere at bruge et ord/betegnelse som i 1920erne og 1930erne var ganske almindelig, men som i dag anses for at være racistisk og på Facebooks ”Forbudt-liste”.

 

Brugsretten er blevet overtaget

Facebook har ikke overtaget rettighederne til dine billeder, men de har overtaget brugsretten. Så tænkt dig om, når du uploader billeder på Facebook.

Andre medlemmer på de sociale medier må ikke kopiere eller bruge dine billeder eller artikler, men de må gerne dele. Men når de bruger dine artikler uden kildeangivelse som om de selv har skrevet den, er det ulovligt. Dette er sket i mange tilfælde for dengang.dk.

 

Du har selv godkendt det

Ja selv dit profilbillede kan blive brugt af Facebook. Du har godkendt det under installationen eller i dine privatindstillinger. Facebooks brugere har ikke de samme rettigheder. De må ikke bare bruge dine fotos eller artikler uden at du har sagt ja.

Når du først har godkendt betingelserne, kan du ikke modsætte dig at udbyderen bruger dine billeder til reklame eller sælger billederne til andre i overensstemmelse med vilkårene.

Det er dit eget ansvar at finde ud af, om det du foretager dig på Nettet og Facebook er lovlig. Ligesom man skal angive kilder, når man laver artikler, skal man også angive så meget man kan finde ud af om de fotos man anvender.

 

Det er dit ansvar, når du deler ulovlige fotos

Det er også dit ansvar, hvis du deler ulovlige fotos fra andre.

Som vi tidligere har nævnt, udgør Facebooks aktiviteter cirka 1/3 af www.dengang.dk ’ s samlede aktiviteter. Vi treo0de at vi blevet mere påpasselige i brugen af fotos – men vi er ”faldet i” for mange gange. Selvfølgelig skal vi respektere rettigheder. Og normalt må man gerne bruge vores mange artikler. Det eneste krav, som vi stiller, er at man husker, hvor man låner det fra.

Vi har heller ikke altid været lige flinke til at henvise til kilder i hvert fald ikke i begyndelsen – men også dette har vi lært. Læs om andre faldgruber på de sociale medier i vores artikeloversigt.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 2.142 artikler
  • Under Andre Historier finder du 102 artikler

 

  • Din side er ikke anbefalelsesværdig
  • Vi føler os til grin på Facebook
  • Er Facebook fortid for dengang.dk?
  • Historieformidling på Facebook
  • Du spreder hadefuld retorik
  • Den digitale ytringsfrihed er under pres
  • Hvem skriver historien?

 

 

 

 

 

 


Rens – for mange år siden

Maj 9, 2024

Rens – for mange år siden (1)

Der boede mange i husene i Rens. Tre børn indebrændte. Byen havde også industri. Og så var der 2-3 kroer og et ukendt antal smugkroer. Mange tog fra Rens ud at tigge. At have køer til de fattige. Fattigdom blev fremmet grundet drikkeriet. Skoleforholdene var ikke gode. Alle koner og piger kniplede i byen. Overtro og varsler trivedes. Kirkelivet fungerede. Pastoren drak og spillede kort. Kun fire bønder i byen havde penge. Da kosakkerne hjemsøgte Rens. Det fine jagtselskab hos Mosekonen. De to kolonist-familier på Rens Mark- Lærer Petersen havde en hård skæbne. Koldfeberen rasede. Man ”sad oppe” fra Mikkelsaften. For markarbejderne kunne det være bidende koldt. Markmanden og vægteren i Rens. En pranger var der også. Man troede på de underjordiske. Åreladning, kopsætning og smeden, der trak tænder ud. Sådan kurerede man ”Engelsk syge” i Rens. Da rakkeren blev jaget ud af byen. Hvad fik man at spise på gårdene i Rens. Begravelseshøjtidelighed varede i to dage. En for-brand.

 

Der boede mange i husene i Rens

Landsbyen Rens har større ”betydning” før end nu til dags. Det var den største by på egnen med 20 større gårde. Der var lige så mange Kådnere og Inderster. Og så forsynede Rens de omliggende byer med tjenestefolk.

Huse og ejendomme i byen var overbefolkede. I Nørregade udlejede ”Henne Smei” en lejlighed ud bestående af et rum med alkove og køkken. Her boede en familie med bestående af seks personer. Manden var dog ”ude at tjene”.

 

Tre børn indebrændte

Her skete der en morgen et drama. Konen arbejdede på fabrikken. Bedstemoderen gik rundt og tiggede mælk. Et af børnene havde fået fat i tændstikker og satte ild til sengehalmen. I den stærke røg kvaltes alle tre børn, mens huset blev reddet. Man lagde de tre afsjælede legemer på græsset foran bagerens hus.

 

Byen havde også industri

Byen havde også industri. Den havde et betydeligt brændevinsbrænderi og en klædefabrik med spinderi. Efter 1864 var disse virksomheder dog ikke i stand til at klare sig selv for den tyske konkurrence. På fabrikken arbejdede et stort antal tyske svende delvis med familie, men de blev dog ikke i området med undtagelsen af familien Danke, som blev godt danske. Nu var moderen nu også fra Varde.

 

Der var 2-3 kroer plus smugkroer

Byen havde 2-3 kroer og lige så mange købmænd (høkere). Så var det dog også lige et par smugkroer. To af de længst eksisterende hed ”æ lille Apotek” og ”Zur schönen Frau”.

 

Mange tog fra Rens for at tigge

Efter Napoleonskrigene og indtil 1840 var de økonomiske forhold meget dårlige og fattigdommen stor. I 1840erne blev forholdene dog forbedret.

Mange tiggere drog fra Rens til de omliggende landsbyer for at ”fægte”. Rens og Sønder Løgum var berygtede for deres tiggere. En gammel myte sagde om Sønder Løgum, at her fandtes kun et ærligt menneske, og det var en fåretyv.

 

At holde et par køer for de fattige

I byen gik kvinder og børn om morgenen omkring for at ”hente” mælk hos bønderne. Nogle bønder stod øvrigt klar til at hjælpe de fattige. Gamle Anders Andersen sagde således:

  • Det er såmænd ikke så galt, at man skal holde et par køer til de fattige.

 

Fattigdommen blev fremmet grundet drikkeriet

Fattigdommen blev også stærkt fremmet af drikkeriet. Der blev drukket meget i kroerne og derhjemme. Også bønderne sad på kroerne og drak. En bondemand havde således en dunk stående i sengehalmen, hvor han så fandt hen med jævne mellemrum. Men han sagde altid:

  • Herre Gud, hvor er det godt, at man ikke er afhængig af brændevinen

Der var ikke så meget kulturliv og politik i Rens i slutningen af 1800-tallet. Man havde to tyske aviser ”Altoner Merkur” og ”Itzehoher Wochenblatt”. Bladene kom først hen til læreren, som ude i siderne oversatte fremmedordene.

 

Skoleforholdene var ikke gode

Skoleforholdene var ikke gode. Den gamle skole var et gammelt hus. Om vinteren gik der omkring 100 børn til skole. Når døren blev åbnet i frikvartererne, stod der en damp og en hørm ud som fra en studestald.

Drengene lærte – læsning, skrivning, regning og en masse religion. Mange kunne ”Biskop Balles Lærebog” udenad fra begyndelsen til enden. Pigerne lærte ikke at regne. Den gamle lærer H.P. Callesen havde om vinteren sin søn som hjælper. Læreren var en god og samvittighedsfuld mand men opgaven var for stor.

Nogle af bøndersønnerne gik i skole hos degnen i Burkal, Andersen, hos hvem de lærte tysk og vel også andre ting, som de ikke lærte i Rens.

 

Alle koner og piger kniplede i byen

I 1820 – og 30’erne kniplede næsten alle koner og piger i byen. Husarbejdet blev gjort af mændene, for kniplepigerne måtte ikke ødelægge deres bløde hænder. En gang om måneden gik mændene til Tønder med kniplingerne. Med hjem havde de nyt garn og nye mønstre. Men til sidst blev priserne på kniplingerne så dårlige, at arbejdet ikke kunne betale sig.

Kniplerskerne kom sammen om aftenen et sted på skift for at spare på lys og varme på grund af den store fattigdom. Også andre mødtes om aftenen. Det handlede om nyt fra byen, krigserindringer og spøgelseshistorier.

 

Overtro og varsler trivedes

Overtro og varsler trivedes i Rens. Spøgelser, gengangere og underjordiske var der også.  Nede i Belhy på vejen til Pebersmark boede helt sikkert underjordiske. Hekse eksisterede her også.

Sønderåen forlod engene og banede sig vej gennem højt agerland. Er der gravet en kanal? Man ved det ikke. Så meget står fast, den gamle å (Holmstrømmen, var engang den store å. Broen over Gammelå blev kaldt ”Storbro”, selv om åen ikke var bred. Men fra gammel kaldte man broen for dette navn.

 

Kirkelivet trivedes

I slutningen af det 18, århundrede blomstrede et rigt kirkeligt liv i Rens. Sognet havde nemlig dengang en meget dygtig præst. Det var den kendte Pastor Petersen, en farversøn fra Sønderborg. Han var en stor prædikant.

Folk fra Rens gik flittigt i kirke, ja det blev fortalt, at der om søndagen kun blev en hjemme for at koge og se efter kreaturer. Der blev holdt kirketugt, og det hjalp dengang. Petersen var meget påvirket af Herrnhuterne. Der var mange af dem i sognet og i Rens.

 

Pastoren drak og spillede kort

Efter Petersen død forfaldt det religiøse liv. Hans søn som blev præst efter ham, kunne nok prædike, men hans liv stod i modsætning til hans forkyndelse. Han drak, spillede kort og kom beruset på ”stolen”. Med ham kom Rationalismen. Der blev åndelig død indtil 1850.

 

”Du har galet længe nok – sorte Koch”

Da kom den danske præst, sprogmanden, den lærde Pastor Koch. Han fik igen kirken fuld af folk. Han var flink mod folk, når de kom til ham. Men han var det finde bymenneske (Københavner) og forstod ikke at få indgang til den landlige befolkning, og det var kedeligt.

Anderledes med hans efterfølger hjemmetyskeren Pastor Grauer. Han var af sønderjysk bondeslægt og forstod bønderne. Når han gik til eller fra kirken på ”Langstien” havde han altid en skare folk om sig.

Da Pastor Koch måtte rejse i 1864 brølede bondesønnerne fra Burkal:

  • Du har nu galet længe nok Sorte Koch, Du skal nu væk.

Byens storhedstid endte, da udstykningen tog fat. Gårdene forsvandt en efter en. Brænderiet blev nedlagt og klædefabrikken nedbrændte og blev ikke genopbygget. Befolkningstallet gik stærkt tilbage.

 

Kun fire bønder i byen havde egentlig penge

De fattige dage i Rens var mellem 1820 og 1870: ved den østligste gård i byen opstod senere møllen. Det var kun 4 bønder i byen, der egentlig havde penge. Peter Jacobsens gård blev antændt af en sindssyg man og brændte. Hele besætningen brændte. Det var i den fattige tid i 1852. Småfolk bjergede så meget godt kød af de døde kreaturer.

 

Da kosakkerne hjemsøgte Rens

Kosakker har også hjemsøgt Rens. De plyndrede og lod kun jern og sten ligge tilbage. På Laust Tingleffs gård kom de dog til kort. De havde gemt deres penge og værdisager i eller under den store lænestol og i den sad Laust Tingleffs mor på skatten. Kæltringerne ville nu undersøge stolen og befalede moderen at stå op. Men Hun var bomstærk og de kunne ikke rokke ende. Pengene var reddet.

Stamfaderen til familien Jansen på kroen og Kresten Jensen kom også i klammeri med kosakkerne, men han var en god rytter og havde en god hest på hvilken han red over ”æ Vestre Skytt”. De kunne de ikke og han flygtede over heden.

 

Det fine jagtselskab hos mosekonen

Engang var der et fint jagtselskab vest for Rens på de store heder og moser. Til sidst kom selskabet også på Hovmosen. Mosekonen holdt smugkro og herrerne tog ind for at spise frokost. Hos mosekonen gav det kaffepunch. Det smagte selskabet udmærket. Efter at selskabet havde sat sig til bords bemærkede Nissen tørt:

  • Ja, der er mærket, at der her ikke var skeer- Mosekonen rører her rundt i kaffen med fingrene.

Det fandt de herrer nu ikke var så smart. Og værre var det, at Nissen bemærkede, at konen om morgenen havde ”følt” hønsene, og at hun anså det overflødigt at vaske sig. Om punchene derefter blev stående, vides ikke.

 

De to kolonister på Rens Mark

På Rends Mark var der kun to kolonister (Familier) mens der ved Lille Jyndevad var flere. Det ene kolonisthus brændte ved lynnedslag 1873. Lynet dræbte også gamle Peter Herder. Sønnen Johan Herder ægtede Hans Hjulers søster Stina. Men hun døde barnløs. Enken giftede sig med Johan Meier.

Den gamle Peter Herder var i mange henseende en original. Han var vidt og bredt bekendt for sine kure mod hugormebid. Patienterne måtte drikke en masse te lavet af Peter og så strøg han såret.  Og mumlede nogle ord – måske en slags besværgelse. Disse behandlinger kunne ikke udføres på egen grund. Derfor blev patienten ført over på en nabomark, mens de behandlede ham.

I Rens levede man småt. Der blev slagtet en gris og et får hvert efterår. Klæderne vævede moderen selv efter at have spundet garnet.

 

Lærer Petersen led en hård skæbne

På et tidspunkt var der en lærer i Rens, der hed P.H. Petersen fra Emmerlev. Han var udgået fra det danske seminarium i Tønder før 1864. Han var en tid huslærer hos den danske præst Koch der viede ham til hans kone i skolen under Dannebrog. Denne lærer viste meget tålmodighed over for børnene. Men undertiden blev han ret hidsig og så vankede der klø.

Lærer Petersen led en hård skæbne. Hans kone døde. En datter druknede sig i åen og en den datter døde som ung kone. Dette var selvfølgelig ikke gået sporløst forbi ham.  Det var måske årsag til, at det sidst gik ned ad bakke for ham.

 

Koldfeberen rasede

Om efteråret var en masse daglejere og sommerkarle arbejdsløse. Mange af dem drog til marsken, Nordstrand og Pelworm for at tærske. I marsken herskede dengang koldfeberen (æ Kold). Det var en farlig sygdom. Mange tærskere kom hjem med den og kunne ikke kom af med den.

 

Man ”sad oppe” om aftenen fra Mikkelsdag

Til Mikkelsdag begyndte man at sidde oppe om aftenen. Bonden havde et tykt talglys for sig på bordet. Det skulle oplyse stuen, som dog henlå i halvmørke. Konen og pigerne kartede, spandt eller strikkede. Karlene snoede tyder (halmreb). Om vinteren hvilede alt markarbejde.

 

Markarbejdet kunne være bidende koldt

Tidligt i marts begyndte markarbejdet i bedende kulde. Drengene måtte passe fårene og karlene begyndte at rydde grøfterne. På Søndermarken var disse tørre. Så kom ”Flaw” – gravningen og tørvestrygningen. Omkring midsommer begyndte høsten. Længe før var kreaturerne kommet ud.

Når vejret var godt om sommeren, var hyrdelivet dejligt. Man havde godt smørrebrød med. For – og efteråret måtte de døje med meget kulde. De fattige drenge i Rens havde ikke varmt tøj på. Man startede ofte med græsslåning kl. 3 -4 om morgenen. En forsvarlig madkurv havde de med. Hen på formiddagen kom bonden selv med grød.

Rugen var den vigtigste kornsort i Rens. Når denne var høstet, blev der holdt ”Rowhøtte”. Så fik man vinsuppe og kogt skinke, derefter punch. Alle der hjalp i høstarbejdet var inviteret.

Markmanden og vægteren i Rens

Byen havde naturligvis også en markmand, som gik afvekslende i kost hos bønderne. Om aftenen gik han rundt omkring gårdene og noterede det kvæg, som han havde fundet på fremmed område. Det skete med en kridtstreg på en bjælke i stalden.

Om vinteren havde man også en vægter. Vægteren passede også på at fårene ikke gik over den værste rug. Snuppede han nogle får kom de i ”æ hellet”. Dette udløste en bøde på 10 Pf.  Men nu gik det ofte for mange punch i den.

Indtil ca. år 1900 var der en nattevægter i Rens. På brystet havde han et skilt, hvor der stod ”Nattevægter”. Som regel havde han en tyk stok i hånden og fulgtes af en hund.  Han gik byen rundt og sang hver time f.eks.:

  • Vor klok æ slawn ti, ti æ vor klok slawn.

Nattevægteren skulle holde øje med ildløs. Han skulle også høre efter, om der var roligt i staldene.

 

En pranger var her også

Jo der levede skam også en pranger i Rens, som handlede med får og ”simple” kreaturer. Han var altid kørende i en gammel fjedervogn forspændt en gammel krikke. Han var kvartalsdranker og blev ofte længe borte, så han blev eftersøgt.

I Rens var der også ”æ Armhus”

 

Man troede på de underjordiske

I Rens troede man i gamle dage fuldt og fast på at der boede underjordiske i ”Belhy”. Manden fra Pebersmark gik en aften hjem fra Rens. Han så en mand kom gående foran ham. Han ville da gerne have et følgeskab med ham og satte farten op. Men han kunne ikke afhente manden. Ankommet til ”Belhy” bøjede manden ned ad marken ved højen- og var borte.

 

Åreladning, kopsætning og smeden trak tænder ud

Dengang brugte man masser af åreladning og kopsætning. Alt gik godt, og der kom ikke til blodforgiftning og det kan undre. Det ladejern man brugte var rustent og blev aldrig desinficeret. Konen, der udførte ”Operationen” tørrede jernet af i forklædet efter brug. Mange får det foretaget flere gange om året.

I huset foran kommuneforstander Hans Højst, sad smeden flere gange på knæ og trak en eller flere tænder ud med en knibtang fra ”æ smirre”

 

Sådan kurerede man ”Engelsk Syge”

Så kunne man også kurere ”Engelsk Syge” i Rens:

  • Man graver en græstørv (Sait) om aftenen inden solnedgang – hvert spadestik mod solen. Under græstørven trækkes et barn, der har Engelsk Syge. Tørven bliver lagt til rette og gror fast igen. Nu skulle barnet blive sundt.

 

Da rakkeren blev jaget ud af byen

Øst for byen Jyndevad i Sandpoldene lå for mange år siden byens smedie. I gamle dage var det strengt forbudt at flå selvdøde dyr og navnlig heste. Man skulle give rakkeren i Tønder besked, så kom han og flåede dyret og begravede kroppen. Huden tilhørte rakkeren som vel også fik et lille pengebeløb for det.

Ordentlige folk rørte ikke ved et ådsel. En dag lå en gammel krikke død ikke langt fra smedjen. Rakkeren var nu kommet for at øve den sidste vennetjeneste mod det gamle dyr. Da opdagede han at skoene var taget af. Intet lå ham nærmere end at tro at smeden var gerningsmanden. Rakkeren havde måske heller ikke helt uret. Hestesko dengang havde en vis værdi.

Rakkeren var til hest og red nu hen til ”smirre” og forlangte skoene. Smeden nægtede at kende noget til dette. Der kom til klammeri og skænderi mellem de to. Rakkeren truede med at stikke en kniv i dørkarmen over indgangen, så var huset uærligt.

Rakkeren stod nu truende med kniven og ville stikke til. Men nu tog smeden en glødende jernstang ud af ilden og sprang hen mod rakkeren og jog det glødende jern mellem hestens bagben og lovede også rakkeren en omgang. Denne tog i fuldt firspring ud gennem byen og er ikke set siden.

 

Hvad fik man at spise på gårdene i Rens?

Hvad fik man at spise ude på gårdene i Rens dengang?

  • Søndag: Grønkål eller ærter kogt på flæsk, røget oksekød og pølser med kartofler.
  • Hver karl og pige fik tildelt et stykke flæsk, kød og pølse. Man søbede kålen med skeen fra det fælles fad.
  • Mandag har vores kilder sprunget over.
  • Tirsdag: Pandekager med sød suppe
  • Onsdag: Pillekartofler med dyppelse i panden og stegt flæsk til efterspise boghvedegrynssuppe.
  • Torsdag: Suppe med boller med samme kødvare som til kålen
  • Fredag: Budding (også kaldet melbyttel) med en dyppelse af meget flæsk med sirup i. Senere gav de dyppelse af salt, men det var ikke noget for karlene. De betragtede det som slik.
  • Lørdag: Rester fra ugen: Opvarmede pandekager, budding m.m. og til slut risengrød.

Boghvedegrød var meget yndet. Man sagde at byen Eggebæk blev kaldt for ”Grødbæk”. Her fik man boghvedegrød 21 gange om ugen. Måske var det nok lige lidt overdrevet.

Gildekost til ”Rovhøtte og begravelser var kogt skinke med stuvede kartofler og hvedebrød. Dertil søbede man en rigtig vinsuppe, men af tallerkner.

 

Begravelseshøjtidelighed varede i to dage

Begravelseshøjtiderne var hos bønderne i Rens meget store og varede i to dage. Om morgenen kom præsten og degnen for at tale og synge liget ud. Hele følget fik så kaffe og kager. Efter hjemkomsten fra kirken gik man til bords. Ved denne lejlighed fungerede en skaffer. Gamle lærer Petersen havde det hædershverv at ”sætte på rette plads”. Det var undertiden lidt svært at finde rangfølgen.

Om eftermiddagen gav det kaffe og kage. Mændene fik en kaffepunch. Til aftensmad gav det te og godt smørrebrød. Og mændene fik igen punch – denne gang en te-punch.

Den anden dag gav det kun middag og kaffe. Selskabet var blevet meget mindre. Og så fik man ”æreøl”. Tallerkner, galer, knive osv. Blev lånt hos gæsterne.

 

En for-brand

Der skete mystiske ting i Rens. Ja det har vi egentlig allerede hørt om. For en gård I Rens var der set en for-brand. Gården er dog ikke brændt endnu. Alligevel er det noget at fortælle om dette varsel. Gården blev i 1890erne brudt ned og nogle fag bygning blev solgt til tre forskellige ejendomme på Bramsted Mark, Egebæk Mark og Lille Jyndevad Mark. Her blev byggematerialet anvendt til tilbygninger. Under et heftigt tordenvejr omkring 1900 slog lynet ned i disse tre ejendomme og de nedbrændte alle tre på en dag.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Bernhard Hansen
  • Førstelærer, H.C. Hummeluhre

 

Hvis du vil vide mere: Artikler fra Slogs Herred

  • Under dengang.dk finder du 2.140 artikler
  • Under Tønder finder du 361 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 263 artikler

 

  • På besøg i Burkal
  • En vandrehistorie fra Burkal
  • Et strejf af Burkals historie
  • Lærer i Burkal
  • På besøg i Saksborg
  • Grøngård 1-4
  • Grøngård – et forsvundet jagtslot 1-2
  • Fattiggård i Hostrup
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Hostrup)
  • Rørkær – den sjette historie
  • En spillemand fra Rørkær
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Så er det post til Rørkær
  • Solvig en herre i Slogs Herred
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Historier fra Slogs – og Kær Herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Lendemark og omegn
  • Turen går til Bylderup
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Byllerup Sogn
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Modstand i Tinglev
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Folk i Tinglev
  • Mere om Tinglev og Omegn
  • Tinglev og Omegn – dengang
  • Afslutningsfest 10. februar 2020 på Rens Efterskole
  • Maleren Nolde 1-6

Fattighuset i Hostrup

Maj 4, 2024

Fattighuset i Hostrup Sogn

Bagerst i artiklen kan du finde en oversigt over 41 artikler fra Slogs Herred. Fattigforsørgelse fra 1738. Afgifterne forhøjet i 1740. En fattigkapital på 960 mark. Kling-pungen indført 1719 i Tønder Amt. Penge testamenteret til de fattige. En gård blev købt på Fattigkassen regning. I 1830 var der 32 personer på Fattiggården. I 1843 blev der sat ild til Fattiggården. Måtte ikke gå på kro men skulle gå i kirke. Straf og forbud. Brændevin og tobak tilladt i begyndelsen. Den uheldige fattigfoged.  Ottsen blev ny bestyrer af Fattiggården. ”Tilstrækkelig mættelse” Fattiglemmer mistede deres personlige frihed. Johanne fortalte om oplevelserne til halvbroderen. Børnene skulle tage del i arbejdet. Klæderne blev taget bort om aftenen. Masser af håndarbejde De forskellige beboere. Han kravlede mod Solderup. Maren kendte ikke sin søn. Afføring direkte ned i grøften. Matthias Ottsen mistede kone, svigermor og fem børn i løbet af få år. Stanken bredte sig.

 

Fattigforsørgelse fra 1738

Længe inden man fik Fattighus i Hostrup Sogn blev det sørget for de fattige. Således blev fattigforsørgelsen i året 1738 indrettet således:

  1. Hvert af de 46 bol i sognet – Solvig og Store Tønde ikke medregnet – skal årligt betale 3 mark lybsk, som udredes i 4 terminer – Jul, Påske, Skt. Hansdag og Mikkelsdag

 

  1. Enhver kådner og andre bosatte Inderster skal hvert kvartal give noget efter fri vilje, men skulle de heri bevise efterladenhed, bør de også ansættes til noget bestemt.

 

 

  1. Fire gange om året bliver bøsserne udstillet ved kirkedøren for at godvillige samt kniplepiger (spitzenmädchen) og tjenestekarle kan give frivillige almisser.

 

  1. Hvad fattigbøsserne årligt indbringer, regnes også hertil

 

 

  1. Ved alle bryllupper sættes bøsserne ved kirkedøren til bedste for de fattige.

 

  1. Renter af 960 Mark lybsk, som tilhører de fattige, uddeles ligeledes til dem.

 

 

  1. Men som det vigtigste tilbyder sognet i hvert kvartal at levere rigeligt brød, kød og gryn in natura til uddeling. Præst og degn erklærer sig villig til herved at foregå de andre med et godt eksempel –

 

Afgifterne blev forhøjet i 1740

Således var paragrafferne. Hvordan det blev udført i praksis, vides ikke. Men i hvert tænkte man på de fattige.

Den 17. december 1740 besluttede præst og ”Ottemænd”

  • På grund af de øjeblikkelige dyre tider og de mange fattige

at der skulle betales 1 Mark lybsk udover det ordinære af hver plov.

 

En fattigkapital på 960 mark

Den førnævnte fattigkapital på 960 Mark lybsk er opstået ved frivillige gav større gaver. Pastor Eichel, som var præst i Hostrup fra 1722 – 1767, at de 300 Mark blev skænket i hans tid af Lorenz Petersen i Hostrup. Resten stammer vel så fra forrige tider.

Men der kom mere til. Hans Lassæus af Store Tønde stiftede et legat på 100 Mark med den bestemmelse, at fattige børns skolepenge skulle betales af renterne. Summen udbetaltes af Hr. Andreas Nissens enke i året 1734 og blev udsat på rente hos Johan Jensen i Jejsing.

Dengang blev skolepengene for de fattige børn betalt af kling-pung-penge.

 

Kling-pungen indført i 1719 i Tønder Amt

Kling-pungen var efter en skrivelse fra provst Reimarus i Tønder i 1719 næsten indført i kirker i hele amtet. Når der blev penge til overs, blev der også anskaffet gode og ”opbyggelige” bøger til de fattige børn f.eks. bibler, Ny Testamente, Katekismer eller børnebøger.

 

Penge blev testamenteret til de fattige

Den omtalte Hans Lassæus Nissen af Store Tønde døde som ungkarl den 12. september 1713, 36 år gammel. Han skænkede ved sin død en alterbeklædning og en lysekrone til Hostrup Kirke. Diverse mennesker testamenterede penge til de fattige.

 

En gård blev købt på Fattigkassens regning

I året 1819 købte Hostrup Sogn med kirkevisitatorens tilladelse for Fattigkassens regning Andreas Hansens gård i Hostrup. Denne havde før tilhørt slægten Ehnstedt i to slægtsled. Den ældre Ehnsted havde været løjtnant og førte sit navn efter sognet Ensted.

Gården blev købt med det formål at bygge et Fattig – og Arbejdshus på dens jorder. Købesummen var 8.800 mark. Størstedelen af ejendommen blev dog solgt til Johan Chr. Werner i Hostrup.

For at ombygge stedet blev træ, tømmer og sten købt i Aabenraa. Murstenene hentede man hos fire forskellige. Glarmesterarbejdet blev leveret fra Tønder. Istaget kom fra Aventoft, Grippenfeld og Tønder mens en del rugtag købt i Bov.

For at få gælden længere ned solgtes en del jord. Og Fattigkassen måtte optage et lån.

 

I 1830 var der 32 personer på Fattiggården

Ved nytårstid 1830 var der optaget 32 personer. Deraf var 6 helt gamle eller helt uarbejdsdygtige. 21 var børn mellem 3 og 14 år.

Foruden disse fattiglemmer fik ikke så få ude i sognet understøttelse enten i form af penge eller naturalier (rug, tørv, lærred, uld osv.)

I 1834 var der mellem 32 til 47 fattiglemmer.

 

I 1843 blev der sat ild til Fattiggården

Den 16. august 1843 nedbrændte Fattighuset. Ilden var påsat ”von verruchter Hand”. Otte dage før var der gjort forsøg i samme retning. Otte dage før var der gjort et forsøg i samme retning, men da mislykkedes det.

 

Måtte ikke gå på kro men skulle gå i kirke

Fattighusets medlemmer måtte ikke betræde sognets kroer. Dersom nogen blev for længe borte eller kom fordrukken hjem, fik de ikke orlov i de første 3 til 12 uger.

Søndag formiddag skulle alle som kunne besøge kirken, men de skulle vende tilbage til Fattiggården straks efter, at gudstjenesten er til ende.

 

Straf og forbud

Dovenskab, trods, ulydelighed, uanstændige talemåder og lignende blev straffet med unddragelse af et måltid eller med afsondring fra de øvrige i 2 eller 3 dage. Nyttede disse straffemidler ikke blev øvrigheden tilkaldt.

Brændevin og i almindelighed også kaffe, te og tobak var det aldeles forbudt at nyde i Fattighuset. Undtagelser fandt kun sted under særlige omstændigheder. Forsynede man sig ad omveje og i hemmelighed med disse ting, så blev det frataget vedkommende og han/hun fik en passende straf.

 

Brændevin og tobak tilladt i begyndelsen

I den første tid så man ikke så streng med hensyn til brugen af brændevin og tobak, i det mindste i de første år. I 1819 og 1820 blev der f.eks. på Fattigkassens regning købt en eller halvanden kande brændevin til fattiglemmers begravelse.

Røgtobak og snustobak blev ikke blot uddelt til jul men indimellem blev der også givet tobak til en af fattiglemmerne.

At man senere forbød brugen af brændevin, er ikke så mærkelig. Der fandtes også drikfældige personer blandt de kvindelige fattiglemmer. En mand og to kvinder, som i 1838 ønskede at komme ud af fattiggården måtte således skriftlig forpligte sig til at lade sig føre tilbage igen, så snart de hengav sig til drik og lavede larm og spektakler.

 

Den uheldige fattigfoged

Besynderligt nok indsatte man endnu i året 1837 en mand som ”Fattigfoged”, skønt man strengt måtte advare ham,

  • Sich nicht voll zu saufen

Den 10. januar 1839 blev han da også afskediget igen, fordi han drev rundt i sognet og ikke brød sig om tiggere. Tværtimod lod han sig bestikke af dem og ”gennemsværmede” en nat med dem henne i Solderup. Det var også sket flere gange, at han var kommet beruset hjem til Fattiggården og havde lavet spektakler.

 

Ottsen blev ny bestyrer af Fattiggården

For dem, der ikke ved det befinder vi os ca. 8 kilometer øst for Tønder. Det var kromanden i Hostrup, Mathias Ottsen der ryddede brandtomten efter branden i 1848. Der skulle bygges en ny fattiggård. Og man havde bestemt, at den skulle have en indvendig bredde på 16 alen.

Ottsen blev den nye bestyrer af den kommende fattiggård. Han skulle skrive under på en seksårig kontrakt. Han skulle tage imod 16 fattiglemmer ad gangen og give dem kost og pleje for en mark pro person pr. uge. Og så kunne han frit anvende dem som arbejdskraft.

 

”Tilstrækkelig mættelse”

Fattiglemmerne skulle holde deres stuer rene, rede deres senge, besørge vasken og gensidig hjælpe hinanden. Om kosten hedder det i kontrakten at alt skulle være rent ordentlig tillavet og alt skulle være ”tilstrækkelig til mættelse”.

Middagsmaden skulle være:

  • Søndag: Kål med kød eller flæsk og brød
  • Mandag: Opvarmet kål med kartofler
  • Tirsdag: Vælling eller grød og kartofler med melduelse
  • Onsdag: Mælk og klumpe, når der var tilstrækkelig mælk, ellers grød med et stykke smørrebrød
  • Torsdag: Suppe, ”rumfordske” eller en anden af slagsen
  • Fredag: Vælling og kartofler med melduelse
  • Lørdag: Grød med et stykke smørrebrød

Til aftensmad skulle fattiglemmerne hver aften have ny kogt grød og hver morgen grød med øl eller mælk, eller også øl og brød med lidt mælk i, såkaldt ryk ”varm-øl”.

På de tre høje festdage og på nytårsdag blev der opvartet med frisk suppe om middagen.

 

Fattiglemmer mistede deres personlige frihed

I øvrigt skulle behandlingen af alumnerne rette sig efter et af kongens stadfæstet regulativ af 22. december 1842 for ”Fattig- og Arbejderhuset i Hostrup Sogn”. Ifølge dette overgiver hvert fattiglem ved optagelsen alle sine ejendele til fattighuset og mister tillige sin personlige frihed.

Ingen må således gå i byen eller på besøg uden bestyrerens tilladelse. Også søndag eftermiddag kan kun nogle få ad gangen få lov til at forlade huset. Enhver skal meddele, hvor han/hun går hen og må være hjemme igen til den af bestyreren fastsatte tid.

 

Johanne fortalte om oplevelserne til halvbroderen

Fire måneder efter at Matthias Ottsen havde underskrevet kontrakten stod fattiggården endelig færdig. Den 25. august 1844 kunne familien, der foruden ham og hustruen bestod af svigermoderen, to drenge og to piger flytte ind.

Johanne Marie Ottsen, den ene af pigerne blev 97 år. Hun fortalte om Fattiggårdens indretning og beboere til sin 22 år yngre halvbroder Matthias Bendix Ottsen. Hendes beretning er inkluderet i denne gengivelse. Broderen nedskrev nemlig oplevelserne.

 

Børnene skulle tage del i arbejdet

Børnene måtte tage del i arbejdet i hus have og på marken. De blev ikke skånet for noget. ”Far var streng”, sagde søsteren. Om han var det overfor fattiglemmerne har søsteren ikke fortalt noget om, men mon ikke?  Børnene hjalp os med at pleje de syge og gamle.

 

Klæderne blev taget bort om aftenen

Der var kakkelovn i her stue og to dobbeltsenge – i en stue til tre. Folkene sov to og to i hver seng. Børn sov hos voksne. Klæderne blev taget bort om aftenen for at forhindre folk rømmede om natten, hvad nogle havde hang til.

Beboerne gik i deres medbragte tøj. Skulle mændene have nyt fik de klæder af hjemmevævet himmelblåt vadmel. Drengene ligeledes.

 

Masser af håndarbejde

I arbejdsværelset blev der gjort håndarbejde, vævet, strikket, spundet, kartet – af dem, der kunne. Mændene snoede tækkereb af halmstrå. De arbejdsdygtige var forpligtede til at arbejde med i haven og på marken, overhovedet ved hvert arbejde i køkkenet også. Der blev også knyttet fiskegarn.

 

De forskellige beboere

Omkring 1850 var der på fattiggården en sypige, der hed Ingeborg. Hun var så fuld af gigt, at hun ikke kunne spise selv. Marie Ottsen måtte made hende.

Gale Karen blev efter at armhuset var brændt, boende i ovnhuset. Mens gården var under genopbygning, fik hun maden bragt fra kroen. De øvrige fattiglemmer kom i pleje rundt om i sognet.

Maren Cornelius var en pæn kone. Det var hendes mand, der havde stukket ild på det forrige Fattiggård. Hun bad hver aften sin aftenbøn ved vinduet.

Regine var en blikkenslagerenke fra Jejsing. Hun lå hele tiden til sengs og strikkede klude, strikkede og trævlede op igen. Hun havde ingen anden dyne end sine mange klude. Hun fik maden bragt ind.

 

Han kravlede mod Solderup

Kæsten Paulsen en bror til husslagter Peter Paulsen i Hostrup – øste ende var en lille tyk bamse, men vanfør. Hans knæ sad tæt sammen. Han kunne ikke gå, men kravlede hen ad jorden. Han kunne dog vaske sig selv på vandhuset. Sommetider kravlede han ud på marken. Nogle gange lagde han sig ude i agerren. Men nogle gange var han også på vej til Solderup, hvor hans mor boede. Han nåede aldrig så langt. Han blev kørt hjem på en trillebør. Han var ellers flink nok.

 

Maren kendte ikke sin søn

Maren Høegs boede i stalden eller dog i et lille rum ved loen, der havde et gittervindue ud til stalden. Hun havde en seng og en stol, men der var ingen kakkelovn. Hun var ikke vel forvaret. Hun havde engang haft en kæreste og havde en søn, en pæn ung mand, der besøgte hende. Men hun kendte ham ikke.

Hun kunne ikke være sammen med de andre for hun grisede sig til. Hun spiste om sommeren i køkkenet, om vinteren i arbejdsværelset. Men egentlig spiste hun ikke – hun åd. Hun spiste af svinetønden, hvis hun kunne se sit snit til det. Altid var hun sulten.

Hun løb til Jejsing eller Solderup, hvis der ikke blev passet på hende.

 

Afføring direkte ned i grøften

”Vandhuset” ved Fattiggården stod øst for huset over den dybe grøft. Afføringen faldt direkte ned i grøften. Hvor tit, der blev renset vides ikke. Om sommeren var der en vældig mødding, og stanken mærkedes i nærmeste omegn.

 

Matthias Ottsen mistede kone og fem børn

Selv om de første år som fattiggårdsbestyrer må have været svære, forlængede Matthias Ottsen to gange kontrakten med tre år ad gangen til i alt 12 år.

Inden for de første år mistede han foruden hustruen Bertha Maria og svigermoderen og ikke mindre end fem børn. Yderligere var en søn død lige før de flyttede ind på Fattiggården.

Efter hustruens død holdt Matthias Ottsens halvsøster Botilde Mikkelsen hus for ham, indtil han i 1849 giftede sig for anden gang med kniplersken Anna Margrethe Jørgensdatter fra byen.

 

Stanken bredte sig

Sønnen Matthias Bendix Ottsen, som nedskrev søsterens erindring om fattiggården, var selv født længe efter at familien havde forladt Fattiggården. Selv huskede han kun gården fra besøg hos den efterfølgende bestyrers jævnaldrende søn. Særlig huskede han den:

  • gennemtrængende stank der altid hang ved Fattiggården, og som trængte helt ind i privaten

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sognepræst J. Hansen
  • Ingolf Haase
  • Matthias Bendix Ottsen

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 2.139 artikler
  • Under Tønder finder du 361 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 262 artikler
  • Under Aabenraa finder du 218 artikler

 

Artikler fra og om Slogs Herred:

  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Hostrup)
  • Rørkær, den sjette historie
  • En spillemand fra Rørkær
  • Danske – tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
  • Så er der post til Rørkær
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Det kneb med moralen i Slogs Herre
  • Historier fra Slogs – og Kær Herred
  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • På besøg i Burkal
  • En vandrehistorie fra Burkal
  • Et strejf af Burkals historie
  • Lærer i Burkal
  • Et besøg i Saksborg
  • Grøngård – et forsvundet jagtslot 1-2
  • Grøngård 1- 4
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Turen går til Bylderup
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Modstand i Tinglev
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Folk i Tinglev
  • Mere om Tinglev og Omegn – dengang
  • Tinglev og Omegn – dengang
  • Afslutningsfest 10. februar 2020 på Rens Efterskole
  • Maleren Nolde 1- 6

Fattige i Sønderjylland:

  • De fattige i Vest – Sønderjylland
  • Fattige i Tønder
  • Tønders mange legater
  • Sygehus, Arbejderanstalt og Borgmesteranlæg i Tønder
  • Aabenraa’ s fattige
  • En barakunge fra Aabenraa
  • Husvild i Aabenraa

 

 

 

 


Tønders mange værtshuse

Maj 1, 2024

Tønders mange værtshuse

I 1905 – 88 værtshuse. Flest værtshuse i verden pr. indbygger. Byens ældste beværtning. De ældste kronavne. Man brugte farverige navne. Bynavne brugte man også. Schweizerhalle dukkede op. Dannet af navnene på herreder syd for Tønder. Stamkroer. Navn efter ejeren.  Kroer dannet af kvindenavne. Omkring jernbanen Navnet levede kun i folkemunde. Politiske kro-navne. Kroens navn og værtens socialpolitiske sindelag stemte ikke overens. Handelen gik på tværs af nationale skæld. I Storegade lå værtshusene meget tæt. Omkring 1900 forsvandt de farverige navne. Nu forfinede man kronavnene. Nogle gamle navne kom til øre og værdighed.

 

I 1905 – 88 gæstgiverier

Overskriften passer i hvert fald ikke til nutiden. Hvor mange værtshuse der i dag er i Tønder, ved jeg slet ikke. Det er efterhånden mange år siden, at jeg har været på ”turne” i byen.

I 1998 var det hvis nok ni værtshuse tilbage. I dag er der endnu mindre. Og som vi skal læse så var der i 1905 88 gæstgiverier og andre spisesteder. Så tøndringerne siger ganske rammende:

  • Før århundredeskiftet havde Tønder mere end 70 kroer og kun 9 senge på sygehuset og de var altid tomme. I dag har byen mindre end 9 kroer, men langt over 70 sygesenge, der altid er fyldte.

 

Flest værtshuse pr. indbygger

Men dette skal nu handle mere om kulturhistorien bag ved de mange værtshuse engang. Ja så er det myten om at Tønder havde verdensrekorden i antallet af værtshuse pr. beboer.

Det starter med at man i en lille notits i en tysk avis i 1905 kunne læse, at i en lille købstad i Baden havde rekorden med et værtshus for hver 129 indbyggere. En journalist i Tønder blev på sin bys vegne fortørnet over dette. Han gjorde opmærksom på, at i Tønder var det et værtshus for hver 49 indbyggere.

Det var midt om sommeren og det var ”agurketid”. Få måneder efter var beskeden spredt verden over. En brasiliansk avis havde fået plads til historien i sine spalter. Dengang havde Tønder ca. 4.300 indbyggere betjent af 88 gæstgivere og ”Kleinhandlung mit Spirituosen”.

 

Byens ældste beværtning

Byens ældst kendte beværtning er Rådhusklæderen – Raths Weinkeller. I 1576 blev det pålagt værten at føre øl af god kvalitet fra Rostock og Eckernförde. I 1600 hedder det, at man hos Hans Kock i Rådhuskælderen kunne få ”aqua vitæ” i glasflasker.

Inspirationen til beværtningens oprettelse og dets navn kommet sydfra. Næsten samtlige nordtyske rådhuse havde en Raths Weinkeller. Det gamle rådhus blev revet ned i 1643 og et nyt blev opført. I 1680 fik man indrettet en beværtning i det. Her bevarede man det oprindelige navn, selv om beværtningen nu befandt sig i stueetagen, fire trin over gadeniveau.

Værten kom sydfra, nemlig Würtzburg. Han hed Johan Schneider og kaldtes også Johan Vinhandler. Han blev byfoged og blev gift med en datter af byens rige købmænd.

 

De ældste kronavne

Kigger man på de ældste kendte kronavne er de nok så farverige som

  • Zum weissen Schwan
  • Zur evigen Lampe
  • Zum goldendenen Klotz
  • Zum Anker
  • Zum Seestern
  • Zur Traube
  • Im schwartzen Ross
  • Nordische Löwe
  • Drei Kronen
  • Hamburger Herberge
  • Soli deo gloria
  • Humlekærren

Disse navne kan føres tilbage til begyndelsen af 1800 – tallet. Humlekærren fik sit navn, fordi den lå ved den plads, hvor det årlige humlemarked afholdtes. På vores side har vi to artikler om stedet.

 

Man brugte farverige navne

Soli de gloria må have fået dette navn, fordi der fandtes en indskrift på huset, der lød sådan. Den sidste gang jeg var i Tønder, fandtes huset endnu. De øvrige navne synes grebet ud af nordtysk mode i 1700-tallet, hvor kroerne i kampen om kunderne især i havnebyerne, gjorde brug af mere eller mindre fantasifuldt konstruerede navne for at fæstne deres ry blandt de rejsende og søens folk.

Man kan formode, at mange af disse navne har deres udspring i slægts- rigs- lands- og byvåbenets heraldik. Tilknytningen til en slægt eller en lokalitet er så efterhånden glemt. At blikket også har været vendt mod nord, viser kronavnene ”Nordische Löwe” tidligere ”Norske Løve” og Drei Kronen. Her har kronavnene heraldiske forbillede i henholdsvis det norske og det svenske rigsvåben.

 

Bynavne brugte man også

Navnet ”Hamburger Herberge” fra begyndelsen af 1700.tallet er Tønders første eksempel på navne, dannet af bynavne. Brugen af sådanne navne blev en mode, der syntes at have kulmineret i midten af 1800-tallet med navne som:

  • Stadt Copenhagen
  • Stadt Hamburg
  • Stadt Apenrade
  • Stadt Wien
  • Stadt Altona

Der savnes en ”Stadt Flensbur”g. Flensborg var Tønders vigtigste samhandelsby og dette navn findes både i Aabenraa og Sønderborg og i de fleste sydslesvigske købstæder. Den skik at give gæstgiverier navne efter byer kendes både i Danmark og Tyskland men syntes i 1800 – tallet være meget udbredt i grænselandet.

Også i København finder vi kronavne dannet af bynavnene i den tyske form, f.eks. ”Stadt Lübeck”. Her er dog en lignende hollandsk type f.eks. ”Wapen van Holland”, ”Wapen von Hamburg” mere almindelig.

 

Schweizerhalle dukkede op

Fra midten af 1800-tallet er det også – lidt overraskende i det flade marsklandskab – et ”Schweitzerhalle”. Dette sted har vi også et par artikler om på vores side.

 

Dannet af navne på herreder syd for Tønder

Dannet af navne på herreder syd for Tønder er ”Karlharder Hof” og ”Widdingharder Hof” Nordfriesisches Gasthof har ligeledes relation til byens sydlige opland. Modsat kroerne med navne efter internationalt kendte steder som ”Stadt Hamburg”, der var byens største og Stadt Wien henvendte disse kroer sig til gæster fra det nære opland, som kom til byen på markedsdage – eller for at gøre større indkøb.

 

Stamkroer

Også folkene fra egnene nord for Tønder havde deres stamkroer, hvor man spændte fra og satte hestene på stald, og hvor man på kreaturmarkedsdage også kunne opstalde sine høveder.

Først efter indlemmelsen i 1920 fik man i Tønder navnene ”Hotel Tønder”, ”Tønderhus” og ”Sønderjylland”. Kronavnene ”Harmonien”, ”Centralhalle”, ”Börsen” kendes i de øvrige købssteder ligesom de også kendes i både danske og tyske byer.

 

Navn efter ejeren

Flertallet af byens mange kroer i 1800-tallet havde dog navn efter ejeren:

  • Erichsens Gasthof
  • Gastwirtschaft Poul Petersen
  • Schultz Gæstgiveri
  • Webers Lustgarten
  • Larsens Biergarten
  • Gast und Logierhaus M. Mylin m.m.

 

Kroer dannet af kvindenavne

Kronavne dannet af kvindenavne fandtes der også: de romersk klingende navne ”Heleneruhe” og ”Henriettelyst”, begge fra begyndelsen af 1800 – tallet. De to kroer lå i byens udkant i landlige omgivelser. ”Heleneruhe” havde tidligere heddet ”Die Westerbleiche” efter arealet, der havde været byens vestlige blegeplads.

 

Omkring jernbanen

I 1860erne og igen i 1880erne kom industrialiseringen og den nye tid i kroernes navngivning. I 1866 – 67 blev jernbanen mod øst anlagt og byen fik sit Bahnhofshotel. Den kan du også læse om i en anden artikel. I 1887 blev vestbanen anlagt og fik sin egen banegård. Man fik gæstgiverierne Marchbahnhofshotel og Gasthof am Westbahnn og – derimod ved den anden banegård Gasthof zur Ostbahn.

 

Navnet levede i folkemunde

Enkelte kroer måtte uanset deres mere officielle navne leve med de navne de fik i folkemunde. I Kogade lå Meyers Gæstgiveri med tilhørende svendehjem. Tonen og omgangstonen blandt svendene var ofte barsk og slagsmål forekom jævnligt. Derfor fik kroen i folkemunde hurtigt det lidet smigrende navn ”Zum blutigen Knochen”.

Et officielt navn på ”Beim Onkel und Tante” på Skibbroen er ikke kendt. Denne kro blev i 1930erne lagt sammen med en kro i naboejendommen og drevet videre under navnet ”Chr. Petersens Hotel”.

 

Politiske kronavne

I nabokøbstaden Sønderborg fandtes politiske kronavne f.eks.

  • Germania
  • Kaiserkrone
  • Hotel Prinz Adalbert
  • Pionier Klinke

Sidstnævnte var opkaldt efter en tysk helt fra slaget på Dybbøl i 1864. Af den slags fandtes i Tønder kun ”Holsteinisches  Nesselbladt”. Denne kro havde navn efter det holstenske våben med et nældeblad. Det vides ikke, hvor langt tilbage i tiden dette navn har været brugt, og derfor heller ikke, om det er opstået på samme tid som de overnævnte kronavne med baggrund i heraldikken. Imidlertid ligger der en politisk tilkendegivelse i brugen af navnet ”Holsteinisches Nesselbladt i 1800 – tallet, der demonstrerer samhørighed med Holsten.

 

Kroens navn og værtens nationalpolitiske sindelag stemte ikke overens

I Tønder stemte kroernes navn og værtens nationalpolitiske sindelag ikke altid overens. En overgang fandtes der både et ”Stadt Copenhagen” og et ”Hotel Hafnia”, som havde tysksindede ejere. Efter indlemmelsen i 1920 bibeholdt nogle kromænd de tysksprogede kronavne, andre oversatte dem til dansk, men der lå ikke altid nogen national tilkendegivelse i det.

Kroerne skilte altså ikke med deres nationale tilhørsforhold, men alligevel havde såvel tyskerne som danskerne deres faste tilholdssteder, selv om grænserne ikke var skarpt optrukne. Danskerne kom f.eks. i Humlekærren. Og friserne havde deres foretrukne steder, hvor værten talte sproget. Vigtigere end det nationale ved valget af gæstgiveri var dog blandt handelsfolket det købmandsmæssige tilhør.

 

Handelen gik på tværs af nationale skæld

Kreaturhandlerne samledes på deres egne foretrukne værtshuse. Heste – og grisehandlerne på deres. Handelen gik på tværs af alle nationale skel.

 

I Storegade lå værtshusene tæt

Til de ældre af byens kroer hørte også Stadt Theater tidligere Theater – Halle i Østergade. Teaterværdigheden bestod alene i, at kroen kunne byde på byens største sal, der lejlighedsvis blev benyttet til teater og skuespil.

I Storegade lå byens værtshuse tæt. Her lå bl.a.

  • Im schwartzen Ross
  • Zum weissen Schwann
  • Carl Sönnichsens Gasthof
  • Klüvers Gæstgiveri
  • Zur eigenen Lampe
  • Nordische Löwe
  • Nordfrieschische Gasthof der i 1905 blev til Missionshotellet

Og så var det lige Hotel Stadt Copenhagen i Vestergade, der lå mellem to smøger, der førte ned til byens havnekvarter. Det var i slutningen af 1800 – tallet de danske seminaristers foretrukne samlingssted.

I Vestergade lå Café Holtz, der i en periode omkring 1920 bar det flotte navn Café International.

 

Omkring 1900 forsvandt de farverige navne

I tiden omkring og efter 1900 blev det efterhånden færre af de mange farverige kronavne. Selv om de gamle kroer endnu havde de gamle maleriske skilte hængende over døren, blev det mere og mere almindeligt både i annoncer og daglig tale at bruge kromandens navn.

 

Nu forfinede man kronavnene

Efterhånden forsvandt også de gamle skilte og nu stod der efterhånden ofte kun Gastwirtschaft und Ausspann på skiltene eller ejerens navn. I samme periode har det også været en tendens til at forfine kronavnene:

  • Zum Goldenen Klotz (Den Gyldne Træsko) blev til Tonhalle
  • Heleneruhe fik navnet Schützenhof

Andre fik den finere betegnelse Hotel heftet til ejerens navn, uanset om antallet af senge var nok så beskedent:

  • Gasthof am Westbahn blev nu til Hagges Hotel.

Og så fik man sandelig også ”Grand Hotel”, ”Hotel Regina” og ”Landmandshotellet”

 

Nogle gamle navne kom til ære og værdighed

Efter indlemmelsen i 1920 kom nogle få af de gamle navne fra 1800-tallet for en tid til ære og værdighed. Det var ”Centralhalle”, ”Altona” og ”Zum Wiessen Schwan”. Kroen ”Altona” brændte og ”Zum Weissen Schwan” blev revet ned i 1932. Kroværten flyttede til Richtsensgade. Han tog navnet med, men nu blev der sat skilt op på dansk ”Den hvide Svane”. Siden er denne kro også revet ned. Men vi har da heldigvis stadig Centralhalle, hvor jeg har tilbragt mange timer.

I 1970 fik man et ”Hotel Postgården”.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk -diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Hans Bachmann, Viggo Møballe, Ingolf Haase: Tønders gamle kroer og gæstgiverier
  • Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern
  • Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
  • Helge V. Quistorff: Gjæstgiveriet historie i Danmark
  • Jørgen Slettebo: Kroer og gæstgiverier

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.138 artikler
  • Under Tønder finder du 360 artikler:

 

  • Det tørstige Tønder
  • Værtinden på Humlekærren
  • Humlekærren
  • Banegårdshotel og Deutsches Haus i Tønder
  • På marked i Tønder
  • Det nye kvægmarked i Tønder
  • Da kroen ”Altona” ved Tønder brændte
  • Schweitzerhalle i Tønder
  • Ture i Tønder 1-4

Fædrene åd sure druer – af Claus Bryld

April 29, 2024

 

Fædrene åd sure druer – af Claus Bryld

Hvad vil forfatteren med bogen? Han har nu fået mere arkivadgang. Men hvem er Claus Bryld. Og hvem var hans far. Da Frits Clausen viste sin revolver. Vokset op i et velhaverhjem, hvor far bestemte. Hans far blev dømt for ”forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Efter fire år blev han benådet. Ægteskabet led også et knæk. Ikke alle er lige begejstret for Claus Brylds bøger.  Problemer med arkivadgang kender undertegnede også til. Faderen meldte sig ud af DNSAP. Claus Bryld læste i smug ”Den hemmelige bog”. Vi får her en anderledes nuanceret beskrivelse af besættelsestiden og tiden derefter. Faderen og hans brødre kunne ikke være blevet straffet efter den nuværende straffelov, mener forfatteren. Kritik af Socialdemokratiets gøren og laden under besættelsen. Det er igen en spændende, interessant, ærlig og oplysende bog af Claus Bryld.  

 

Hvad vil forfatteren med bogen

Noget af det som jeg har læst i bogen, har jeg læst før. Måske er der to tredje del, der går igen. Men egentlig gør det ikke noget. Det er en hudløs ærlig selvbiografi. Men for at forstå forfatteren er vi gået lidt videre end selve denne udgivelse. Og egentlig udpensler han selv, hvad han vil med bogen eller bøgerne:

  • Jeg må jo prøve at forklare, hvorfor de mennesker jeg have elsket, ja stadig elskede, havde tjent så ringe en sag.

Bogens titel er taget fra biblen. Her lyder det:

  • Søn skal ikke bære faderens misgerning, ej heller faders søn

Undertitlen er:

  • En politisk familietragedie

 

Forfatteren har fået mere arkivadgang

Vi har tidligere set ”Hvilken Befrielse” i et par udgaver. Disse udkom på forlaget Gyldendal. Den nye udgivelse er udkommet på forlaget Mellemgaard. Claus Bryld har også tidligere beskæftiget sig med arkivadgang eller snarere mangel på samme. Det er så heldigvis lykkedes ham at få adgang til dokumenter af retssagen mod sin far.

 

Hvem er Claus Bryld?

Skal vi lige præsentere Claus Bryld? Han er født i 1940 og dansk professor. Han er tidligere venstrefløjspolitiker. I dag er han socialdemokrat, men det forhindrer ham ikke i at kritisere partiet op til Første Verdenskrig og under Anden Verdenskrig.  I 8 år var han gift med Tine Bryld. Han har beskæftiget sig med 1800 – og 1900-tallets politiske historie, navnlig den nationale og internationale arbejderhistorie. Inspireret af egne oplevelser i forbindelse med befrielsen i 1945 beskæftiger han sig også med dette punkt.

Ja sammen med RUC – kollegaen har han gjort eftertiden og fortolkningen af besættelsestiden til et selvstændigt forskningsfelt.

Han er professor emeritus ved Roskilde Universitet.

 

Claus Brylds far

Hans far var en ledende nazist under krigen. Han hed Børge Michael Bering Bryld. Og var landsretssagfører. Han hørte lige som sine brødre til Frits Clausens inderkreds. Ja også dennes tre brødre landede på den forkerte side af historien – altså på taberens side. På et tidspunkt spørger Claus Bryld sig selv:

  • Var jeg blevet nazist, hvis nazismen havde sejret.
  • Blev jeg demokrat og socialist, fordi jeg voksede op i en anden tid og i et andet samfund?

 

Da Frits Clausen viste sin revolver

Claus Bryld er en af de få nulevende danskere, der personligt har mødt Frits Clausen. Han har siddet på skødet af ham. Og sit fornavn er opkaldt efter Nazi-føreren. Det er særlig en episode han kan huske:

  • Han stod i entreen og tog en stor revolver op af lommen. Den skulle han bruge, hvis nogen ville skyde ham. Jeg havde aldrig set en revolver før, så det var ret spændende.

 

Vokset op i et patriarkalsk velhaverhjem

Det var et velhavende Frederiksberg-hjem Claus Bryld voksede op i. Men det var ingen tvivl om, hvem der bestemte. Ingen tvivl om rollefordelingen. Det var en patriarkalsk familie, hvor man dyrkede spejderidealer om kamp og mandsmod og hvor lydighed var en dyd.

 

Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed

Idyllen krakelerede den 5. maj 1945. Familien måtte søge beskyttelse hos venner. De meldte sig begge til politiet og blev interneret. Claus og hans søskende kom i familiepleje. Endelig blev de genforenet på en nyindkøbt gård i nærheden af Birkerød.

Faderen afsoner i Vestre Fængsel og Fårhuslejren. Dommen lød på adskillige år. Efter fire år blev han benådet. Hans forbrydelser blev betegnet som

  • Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

 

Ægteskabet led et knæk

Familien tager efter faderes løsladelse en tur til Tanger. Her var et sammenrend af tidligere nazister. Efter et års tid vender konen og børnene hjem til Birkerød. De finder husly hos Frits Clausens enke, Ebba.

Nogle år efter vender faderen hjem men ægteskabet havde da allerede lidt et knæk. Men faderen kom dog ofte på besøg. Men ellers var det ofte tidligere medlemmer af DNSAP og folk fra bladet ”Fædrelandet, der dukkede op. Familien var delvis isoleret fra naboerne.

Claus legede dog med de andre børn. Han fandt ud af at i mange familier var de helt anderledes end i hans familie. Når snakken faldt på besættelsen, var Claus` s holdning altid anderledes. Han lærte hurtigt, at her var det tys – tys.

Så sent som i 1999 skriver Bryld om en ”hysterisk” nabokone, der tilbage i 1951 over for forfatterens mor havde bedt om, at lille 11-årige Claus i fremtiden holdt sig fra at tale de dømte nazisters sag over for hendes børn. Men det kunne jo have sine gode grunde til.

 

Ikke alle er lige begejstret

Claus Brylds bog ”Hvilken Befrielse” blev modtaget med begejstring men ikke alle steder. I visse kredse blev den modtaget med forargelse. Man var vrede over at han kunne tilsmudse vores historie om modstandsbevægelsen.

I denne bog fortsætter forfatteren at finde ud af, hvorfor hans far og hans brødre endte som nazister.

 

Problemer med arkivadgang

Efter lang kamp med myndighederne lykkedes det endeligt at få arkivadgang, så han kunne få større indsigt i familiens historie. Herfra kender vi udmærket til problemerne med arkiverne, men det har vi hvis rigeligt underholdt sidens læsere om. I Claus Brylds skriverier får vi et opgør med arkivloven med rod i Enevælden. Arkivloven fra 1992 med en revision 10 år senere er ikke altid let at have med at gøre.

Man har en 50 – 80 og 100 års grænse. Historien har også betydning for samfundet. Men vi kommer ikke til at lære af den, fordi vi skal vente så længe. Fra Justitsministeriets side bliver det lagt vægt på, at man skal tage hensyn til ofrene. Men man har ofte indtryk af at det bliver taget hensyn til statens interesser. På dette punkt er undertegnede helt enig med Claus Bryld.

 

Faderen meldte sig tidligt ud af DNSAP

Vi får mange gange at vide, at hans far og hans brødre ikke var forbrydere i klassisk forstand. Faktisk havde faren meldt sig ud af DNSAP i 1942. Det var det to årsager til. Flere medlemmer gav udtryk for at de ville af med ham. Men også fordi faren efterhånden kunne se, at han i virkeligheden fascistiske tankesæt ikke mere harmonerede med den tyske form for nazisme.

I hævnens dage var man hård over for tidligere og eksisterende medlemmer af det danske nazistparti. Helt i ånden med tidsånden blev der råbt ”Hævn”. Alt imens frikendte den parlamentariske kommission de samarbejdende politikere.

 

Claus Bryld læste ”den forbudte bog”

Claus Bryld læste tidligt den forbudte bog ”Mein Kampf”. Den indeholdt det hele, også krig og etnisk udrensning. Den befandt sig i hjemmet i dansk oversættelse. Det blev til mange timers lokumslæsning og som Claus Bryld selv siger:

  • For mig var vil Hitlers Min Kamp altid være forbundet med rygning i smug.

 

 Et anderledes nuanceret billede af retsopgøret

Bogen giver et anderledes nuanceret billede af retsopgøret end det som vi er vant til. Retsopgøret, faderens dom, fængselsdom og eksil tog tidligt livet af den tidligere nazist og på en særdeles effektiv måde gav det sønnen en traumatisk barndom fuld af modrettede holdninger. Skyld og skam på den ene side og på den anden en følelse af på faderens vegne at være udsat for dyb uretfærdighed.

 

Kunne ikke blive straffet efter den almindelige straffelov

Bryld fandt ud af, at retsopgøret i 1945 havde været kritisabelt og i strid mod modstandsbevægelsens egne idealer. Han skriver endda, at

  • Brødrene kunne ikke være straffet, hvis det var den almindelige straffelov, der skulle lægges til grund.

Som ung vendte han sig modfaderen og alt, hvad hans onkler stod for.

 

Kritik af Socialdemokratiets rolle under besættelsen

Som tidligere nævnt er forfatteren blevet Socialdemokrat, men dette holder ham ikke tilbage for at kritisere partiets holdning op til både Første og Anden Verdenskrig. Det har han gjort i forskellige skriverier. Under besættelsen mener han at partiet førte en aktiv tilpasningspolitik over for Tyskland blandt andet af sociale og økonomiske grunde.

Den statsregulerede monokapitalisme tiltrak unge økonomer som Arbejderbevægelsens Erhvervsråds første leder og på et tidspunkt også Jens Otto Krag.

Og forfatteren henviser til Thorvald Staunings berømte tale i Studenterforeningen 8. marts 1941. Han gjorde sig til talsmand for et Danmark, der indordnede sig i det tyske ”storrum” som overvejende producent af landbrugsvarer. Tyskland skulle så til gengæld efter krigen respektere dansk suverænitet og den danske, demokratiske forfatning.

I England blev Stauning med sin pro-tyske linje kaldt ”en fjende af de allierede. Nu er det ingen tvivl om at han var antinazist og demokrat.

Stauning gentog sine synspunkter i den svenske avis Aftonbladet i august 1941. Claus Bryld indrømmer at tilpasningen til besættelsesmagten reddede landet fra død og ødelæggelse, men samarbejdet med besættelsesmagten var alt andet end heltemodigt. Socialdemokratiet bekendte sig til en ”europæisk nyordning” under nazistisk ledelse.

Forfatteren nævner, at der kun var enkelte som ”hoppede over” men at der var vel 50 socialdemokrater der viste interesse for den tyske udgave af planøkonomi. De blev dog ikke nazister. Og så undrer det Claus Bryld at Socialdemokraterne fortsatte med at beundre det store land mod syd efter landet annekterede Slesvig i 1864. Man støttede kejserrigets linje. De borgerlige partier herhjemme støttede Ententen, det vil sige Storbritannien, Frankrig og Rusland. Det skyldtes at et tysk nederlag kunne muliggøre Slesvigs eller Nordslesvigs tilbagekomst til Danmark.

 

Spændende og oplysende bog

Det er tydeligt at forfatteren vil noget med det hans skriver. Og i denne nye udgivelse slutter den selvbiografiske del i 1971. Det er en spændende oplysende bog, som måske giver en lidt anden version af besættelsestiden og dens føler. Bogen kan varmt anbefales.

 

 

Kilde:

  • Claus Bryld: Fædrene åd sure druer – Erindring om en politisk familietragedie
  • Claus Bryld: Hvilken befrielse – Fortæling om en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge
  • Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
  • Claus Bryld: Min besættelse – 50 års livtag med historien
  • Historisk/Jyske Samlinger
  • da.wikipedia.org
  • information.dk
  • solidaritet.dk

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.137 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før, Under, Efter, Anden Verdenskrig) 415 artikler
  • Under København: 212 artikler
  • Under Sønderjylland: 262 artikler

 

  • Retssikkerheden under og efter besættelsestiden
  • Besættelsestiden som drama
  • Besættelsestiden – stadig masser af huller
  • Besættelsestiden – det vi har glemt
  • Efter Besættelsestiden
  • Sandheden om Besættelsestiden
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Dansk Filmkritik under besættelsen
  • Ønskede og uønskede efter besættelsen
  • Politik under besættelsestiden
  • Danmark kæmpede for sit gode rygte
  • Politiet under besættelsen
  • Politik under besættelsen
  • Pibende hængsler
  • Ikke alle mord undersøges
  • De forsvundne nazi – dokumenter
  • Læger under – og efter besættelsen
  • Retssikkerhed under og efter besættelsen
  • Har Frihedskæmperne sandhedsmonopol
  • At handle med ondskaben
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Frihedsmuseet, Arkivet og Selverkendelse
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • Da danske Nazister
  • Frits Clausen og danskheden
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Frits som sprællemand med trillebør
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Bovrup – kartoteket
  • Kan man stole på Centralkartoteket og mange andre artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Chelmno – nazisternes første udryddelseslejr

April 26, 2024

Chelmno – Nazisternes første udryddelseslejr

170.000 blev dræbt i lejren. Den nye bog af Anders Stensager er interessant og grufuld læsning. Flere års research. Vagtmandskabet fik en god løn. De erkendte ingen skyld. De lokale vidste godt, hvad der foregik. Men hvad skulle de gøre? Arbejdslejre dukkede op allerede i 1933. Ghettoen i Lodz. De brugte gas-biler. Allerede bestående bygninger. De blev lokket og pisket ind i gas-bilerne. Ligene blev anbragt i massegrave. Chelmo. Alle spor skulle slettes Kun få af Chelmo mandskabet blev dømt. Almindelige politibetjente medvirkede til krigsforbrydelser.

 

170.000 blev dræbt

Vi har netop læst en fantastisk men også gruopvækkende bog med overstående titel af Anders Otte Stensager. Vi har før anmeldt en bog af forfatteren. Den hed ”Christian den Grusomme”.

Så vidt vides er det den første dansksprogede bog om dette emne. Fra december 1941 til juli 1944 blev der her dræbt 170.000 mennesker. Det var primært jøder og overvejende fra Polen. Lejren startede før Wannsee-konferencen i januar 1942.

 

Interessant og grufuld læsning

Det er gennemgående voldsom læsning. Et stort illustreret dansk værk om en af de mest grufulde KZ – lejre. Det uforståelige er på en eller anden måde gjort forståelig.

Forfatteren har fundet frem til talrige vidneudsagn fra mandskabet og fra indbyggerne i lokalområdet. Det er et meget grundigt stykke arbejde, hvor han går ned i detaljerne. Det er interessant og grufuld læsning. Og det er et imponerende stykke arbejde om en tid, som vi aldrig må glemme

 

Flere års research

Bogen er baseret på flere års arbejde og research i udenlandske arkiver. I bogen er der også nye fotos. Igen ser vi Holocausts dystre historie. Bogen er meget detaljeret. Nogle steder måske kun for kendere og eksperter.

En femtedel af bogen rummer noter. Litteratur, arkivkilder, register, kort og sproglige oplysninger. Utroligt at så meget alligevel er bevaret.

 

Vagtmandskabet fik en god løn

På Forlaget Gads hjemmeside fortæller forfatteren, at han mener, at vagtmandskabet ikke gjorde særlig meget for at undsige sig arbejdet. Mange af gerningsmændene fik god løn og bonus, fri kost og logi, adgang til at stjæle jødernes frarøvede værdigenstande og sidst men ikke mindst slippe for aktiv frontindsats.

 

De lokale vidste, hvad der skete

I bogen fokuseres der også på, hvem disse vagtfolk var. Vi får også at vide, hvad de lokale beboere nær udryddelseslejren var vidne til og hvad der blev fortalt i retssagerne. De vidste meget og mange havde også arbejdsfunktioner i lejren.

Ud fra et omfattende kildemateriale bliver der sat et portrætkatalog op – en slags kollektiv biografi.

 

Arbejdslejre dukkede op allerede i 1933

Allerede i 1933 kort efter magtovertagelsen i 1933 blev der oprettet forskellige internerings – og tvangsarbejdslejre for politiske modstandere og dernæst for ”særindivider” som romaer, homoseksuelle og sociale afvigere. Men fra 1938 gjaldt det også internerede tyske jøder. Efter krigsudbruddet var både krigsfanger og ghetto – internerede lokale jøder og deporterede fra de erobrede lande.

Chelmo-lejren blev en start og dernæst en form for model for, hvordan nazisterne tømte ghettoer. Sammenstuvning og internering af polske jøder var i fuld gang.

 

Vagtmandskabet erkendte ingen skyld

Efter krigen veg de ikke tilbage for at fortælle om hvilke grusomheder, de medvirkede til eller selv begik. På intet tidspunkterkendte de deres egen skyld eller angrede hvad de havde gjort. De mente, at det var et arbejde som alt andet. De hævdede, at de var tvunget til det. De betragtede sig slet ikke som kriminelle eller forbrydere.

Desuden mener forfatteren, at danskerne ikke fokusere så meget på, hvad der skete uden for Danmarks grænser

 

Ghettoen i Lodz

Ofrene blev samlet i ghettoen i Lodz, der i begyndelsen af 1940 husede 163.000 mennesker. De havde ikke nok fødemidler, ingen kloakering og vandforsyning. Det betød hungersnød og udbrud af epidemier. Fra januar 1942 blev folk herfra i overfyldte godsvogne kørt herfra. Det sidste stykke foregik på en smalsporsbane.

Det var egentlig Adolf Eichmann, der egentlig ønskede ”et eller andet hurtigvirkende” som kunne aflive uarbejdsdygtige jøder. Og det var lige noget som Arthur Greiser kunne bruge. Han havde en ide med de såkaldte gasvogne.

 

Man brugte gasbiler

Det var her man for første gang udførte systematisk massedrab på jøder med udstødningsgas udført i mobile gaskamre monteret på specialkonstruerede lastbiler. Teknikken blev forbedret og blev fra marts 1942 anvendt i de tre udryddelseslejre Belzec, Sobibor og Treblinka. Man havde allerede gjort erfaringer, da man også brugte gasbiler i forbindelse med drab på polske og jødiske anstaltspatienter.

 

Allerede bestående bygninger

Tysklands første udryddelseslejr kom til at omfatte allerede bestående bygninger. Der var et lille slot, som egentlig kun var en stor villa og så var det en ubenyttet hovedgård med en park. Og så var der rester af et gartneri. Dertil kom en nabolejr i skoven.

Kommandoen havde Herbert Lange. Han og de øvrige officerer boede i hovedgården. Næsten alle officerer havde erfaringer med aflivninger. De havde været knyttet til programmet T 4, der aflivede handicappede og meget syge personer.

I lejren var der også to barakker. Her blev jøder kortvarig anbragt.

 

Lokket ind i gas-bilen

Man blev budt velkommen og fortalt at man skulle til Tyskland for at arbejde. Det var som regel en SS- mand klædt i hvid kittel, der bød folk velkommen. Han sagde de skulle i bad og desinficeres. Inden skulle de aflægge deres tøj og værdigenstande.  Og det skete efter at man havde været i bad. Men først skulle man aflevere alle værdigenstande og afklæde sig. Man blev delt op i grupper af 50 stykker.

Hvor mange der troede på, hvad der blev sagt i velkomsttalen får vi aldrig at vide.

Så gik det ellers gennem en lan kælderkorridor under ”slottet” Man kunne overalt se skilte, hvor der stod bad. Gik det ikke hurtig nok, stod politifolk og SS’ er med pisk – og så op på en rampe og ind i den ventende gas-bil. Når lastrummet var fyldt, blev bagdøren på gasbilen lukket og låst. Motoren blev tændt og udstødningsgassen ledt ind i lastrummet. Først hørtes der skrig, råben og jamren og bankelyde.

 

Ligene blev anbragt i massegrave

Efter ca. 10 minutter var der stille. Ofrene var blevet dræbt. Gasbilen kørte nu i langsomt tempo til skovlejren, der lå 5 km væk. Et hold jødiske tvangsarbejdere med lænker tømte gasbilen og anbragte ligene i store massegrave. Man havde tre gasvogne til rådighed. Der var 70 jødiske arbejdere og et mindre antal polske. Disse blev selv gasset efter få ugers arbejde.

Fra december 1941 til april 1943 blev der dræbt 165.000 personer. Chelmo blev i første omgang lukket ned i april 1943. Slottet blev sprængt i luften. Man gravede massegravene op og brændte ligene i krematorieovne.

 

Chelmo blev genåbnet

Himmler beordrede Chelmo-lejren genåbnet, så flere kunne blive myrdet. Så fra 23. juni til 14. juli 1944 blev der i Skovlejren myrdet 7.176 jøder fra Lodz. Igen blev gas-biler anvendt. Da den Røde Hær var på hastig fremmarch, blev lejren endelig rømmet i januar 1945.

Lejren blev drevet af en Sonderkommando bestående af SS- og politifolk, der også stod for at gennemføre drabene. Særkommandoen havde allerede erfaring med at begå mord på psykisk syge og sindslidende i Reichsgau Wartheland og den erfaring tog de med sig til Chelmo.

Lejrens første kommandant var Herbert Lange, som havde dræbt psykiatriske patienter i Poznan. Hans enhed bestod af 15-20 SIPO-mænd og 80 – 100 fra Schutzpolizei.

 

Alle spor skulle udslettes

I efteråret 1944 blev alle spor fra lejren fuldstændig slettet. Krematoriet blev sprængt i luften. Alle spor efter, hvad der var hændt, blev forsøgt skjult.  Men frem til 17. januar 1945 var den tyske Sonderkommando og 47 jødiske arbejdere stadig i færd med at slette alle spor. Natten mellem den 17. og 18. januar skød tyskerne de sidste jøder. Da jøderne forsøgte at forsvare sig og samtidig skød to gendarmer, satte Sonderkommando ild til huset, hvor jøderne havde søgt tilflugt. Kun to jøder overlevede.

 

Kun få fra Chelmo – mandskabet er blevet dømt

I slottets kælderrum blev jødiske skræddere og skomagere holdt fanget for at sy uniformer og sko. På slottes ejendom er også fundet affaldsgruber, hvor ofrenes personlige ejendele som tøj, sko, fotografier og smykker m.m. er nedgravet.

Man fandt 6.800 par sko, 24.000 skeer, 4.500 sakse, briller, gafler og meget mere. Fundamentet til det såkaldte slot blev stående. Man kunne derfor danne sig et indtryk af jødernes vej til det såkaldte bad.

Umiddelbart efter krigsafslutningen blev der i Polen ført retssager mod lejrledelsen og eksekveret dødsdomme men først i 1960erne kom Vesttysklands egne krigsforbrydelsesprocesser. Ganske få fra Chelmno-mandskabet blev dømt.

Herbert Langes efterfølger Hans Bothmann begik den 4. april 1946 selvmord i byen Heide. Paul Blobel, der var tilknyttet lejren havde også begået andre forbrydelser blev dømt til døden. Arthur Greisner – en af de værste. Han blev dømt til døden. Den 27. juli 1946 blev han hængt.

 

Almindelige politibetjente var krigsforbrydere

Læs bogen. Den er hård at komme igennem. Dette må aldrig ske igen. Det er hård og grundig læsning. Måske skal man have lidt tålmodighed. Tænk at man i lejren ved hjælp af disse gas-biler i en periode på 16 måneder kunne aflive145.031.

Egentlig har man fra tysk side i mange år påpeget at det kun var SS-soldater, der begik krigsforbrydelser. Hverken Wehrmacht eller andre havde gjort det. Men allerede dengang var 90 almindelige politibetjente med til krigsforbrydelser.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Holocaust og KZ – lejre

  • dengang.dk finder du 2.136 artikler
  • Under Besættelsestiden (før, under, efter, Anden Verdenskrig) finder du 415 artikler
  • Under Padborg, Kruså, Bov finder du 62 artikler
  • Under København finder du 212 artikler

 

  • Holocaust – fornægteren fra Kollund
  • Sort Jord – Holocaust
  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Holocaust – aldrig igen
  • Ladelund – og beskyttelse af forbrydere
  • Ladelund – Hvorfor og Hvordan?
  • Sydslesvig den 9. – 10. november 1938
  • Dødsmarch
  • De danske hjælpepakker til KZ – fanger
  • Albert Eichmann – manden bag jødernes død
  • Auschwitz og Thalidomid-skandalen
  • Auschwitz – en udryddelseslejr
  • Buchenwald – lægen Værn er stadig aktuel
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Danske jøder i Theresienstadt
  • Skal ældre krigsforbrydere straffes?
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Jagten på krigsforbrydere
  • De asociale skulle i KZ – lejre
  • Josef Mengele – dødens engel
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Værnet – lægen man lod flygte
  • Død over bai Jar
  • Hvad skete der i Borbrusk?
  • SS – absurde grusomheder
  • Tvangsarbejde i Det Tredje Rige
  • KZ – lejr Ladelund og andre artikler