Artikler
Januar 6, 2020
Utterslev Mose – dengang og nu
Pludselig blev man bedt om at holde to foredrag i træk, uden at betale noget som helst ude i Tingbjerg. Det hed Søborg mose, når det var blodigt. Utterslev er helt fra 1300-tallet. Ingen ville bortgrave 64.000 læs tørv. Et teglværk i Brønshøj. Karl Gustavs Træ. Slusemester – et vigtigt job. På Søborghus Kro huserede Grevinden fra Bagsværd. En kongelig jagthytte. Utterslev Mose, en central rolle for vandforsyningen. Private Springvands-Kompagnier. 643 brønde i København. 500 soldater gravede op i Utterslev. Da Vestvolden blev anlagt. Et imponerende bygningsværk. ”Hvad skal det nytte?” Befæstet med 65.000 mand. Så var det slut med mosevand som drikkevand. Indlemmet i Københavns Kommune. Der skulle bygges i Tingbjerg. 400 arbejdsløse blev sat i gang. Forurening af mosen. En Gedde på 129 cm fanget i mosen. Masser af tilgroning. Vandet er stadig i ubalance.
Skulle holde to foredrag i Tingbjerg
Jeg skulle holde et foredrag for en Pensionistforening ude i Tingbjerg. Det skulle så kombineres med et foredrag for nogle, der var på vandretur i området. Egentlig var det for en bekendt, der måtte melde afbud. Det var til en historiefestival, der blev afholdt over hele København. Arrangørerne var et Område – eller Kvarterløft i Husum eller Bispebjerg. Aftalen var, at jeg skulle holde foredrag fra 14 – 15.30. Honoraret var et par lokalhistoriske bøger fra området.
Da jeg så kom til stedet, var det igangværende arrangement forsinket. Jeg kom på kl. 14. 30. Men da jeg så var færdig, ja så myldrede til med folk, der skulle høre mit foredrag. Heldigvis havde jeg et foredrag med, så havde holdt på Nørrebro Bibliotek dagen før. Normalt holder jeg aldrig det samme foredrag to gange. Dem nu sad der i forvejen, ja de fik nu et foredrag, der varede fra 14.30 – 18.00. Og så fik jeg aldrig mit honorar.
12 timer efter, at jeg havde været der, lød der skud fra Tingbjerg. Det ellers normalt meget fredeligt herude.
Jo jeg har da senere været ude i bydelen og holde foredrag for andre arrangører.
Det var søde og opmærksomme tilhørere. Her er ikke noget at udsætte. Men det var ved den lejlighed, at jeg blev betaget af Utterslev mose. Tænk engang så tæt ved storbyen har vi denne naturskønhed. Og jeg har være her adskillige gange. Ja faktisk kender jeg nogle, der frivillig forsøger at bevare dette klenodie. En hurtig cykeltur hertil og du er i en helt anden verden. Og selv grågæssene er nysgerrige efter, hvem der besøger dem. Inden vi nu vender tilbage til fugle- og plantelivet herude, går vi lige en tur tilbage til dengang.
Det hed Søborg Mose, når det var blodigt
Men hed det nu ikke oprindelig Søborg Mose? Kigger vi tilbage på ældre kort finder vi begge navne nævnt. Ja de ældste kilder kalder faktisk stedet for Søborg Sø. Og stedet er den stejle skråning fra Buddinge ned til den oprindelige sø. Altså søen ved bakken.
Københavns Kommune ønskede et københavnsk navn, Utterslev, efter den oprindelige landsby i Brønshøj sogn, som blev indlemmet i København i 1901.
Her er sandelig sket mange forbrydelser gennem historien. Og ikke mindst under besættelsen. Men ”i den blodige mose” er der også sket seksualforbrydelser. Og så blev stedet pludselig omtalt som Søborg Mose i hovedstadspressen. Så kunne disse forbrydelser tillægges Søborg. Københavnerne brød sig ikke om begrebet U-terslev med trykket på ter!
Utterslev helt fra 1300 – tallet
På et kort fra 1865 ses, hvor Tingbjerg nu ligger. Det udgjorde egentlig en del af gårdene i Husum. I Husum var gårdene ikke som i så mange andre landsbyer blevet udflyttet med landbrugsreformerne i 1700- tallet. De lå stadig inde i landsbyen med jordene strålende ud derfra i en såkaldt stjerneudstykning.
På gamle historiske kort må man formodes at mosen har været en langstrakt lavvandet sø, der blev dannet, da isen for 12.000 år siden smeltede bort fra Sjælland og efterlod en tilfældig udformning af landskabet, som man kalder et bundmorænelandskab.
I middelalderen tilhørte mosen områdets største gods ”Hovedgården i Otterslef (Utterslev). Den lå i Støvnæs Herred, som Biskop Absalon fik af Valdemar den Store i 1166, Mennesker har sikkert haft bopladser omkring mosen, selv om der i Husum kun findes en enkelt gravhøj. Der kom tidligt en tæt bebyggelse omkring de to herregårde, Husoma (Husum) og Emendrop (Emdrup), som biskop Absalon ejede, samt Brønshøj Kirke, der menes at være bygget i 1150 af bispen Svend Norman, da København eksisterede som et lille fiskerleje.
Landsbyen Utterslev har eksisteret siden 1300-tallet.
Imod bøndernes interesse
I årenes løb har bønderne været omkring mosen og taget sig nogle friheder ved at hente tørv til brænde, græs og tagrør til tagdækning. Jo, og der var mange fisk. Nu var det også mange stridigheder mellem Brønshøj og Husums bymænd i første halvdel af det 17. århundrede.
Det var derfor imod bøndernes interesse, når Københavns vandforsyning opretholdt en høj vandstand, for at skabe et vandreservoir. Bønderne klagede, men en kongelig kommission afgjorde, at Vandvæsenet ejede søen. Efter mange stridigheder og klager blev der i 1810 indgået et forlig, hvor bønderne fik ret til at hente ”græs, siv og flæng” i mosen som typisk pindsvinekop og sødgræs.
Ingen ville bortgrave 64.000 læs tøv
Tørveskæringen, som ophørte i 1846, nåede bønderne aldrig at få tilladelse til. I slutningen af 1700 – tallet forsøgte byen også at få fingrene i mosens tørv. Man ønskede at bortforpagte hele området som tørveskær, hvor der kunne bortgraves 64.000 læs tørv om året i 50 år. Men der var ingen der turde påtage sig opgaven.
Hvor meget tørvegræs, der egentlig er opgravet, er uklart. Der var så mange retssager i det gamle Utterslev, som vidner om mørkets gerninger ude i mosen. Galgen stod på Bispebjerg, hvor Grundtvigskirken nu ligger.
Et teglværk i Brønshøj
Omkring 1640 købte en byskriver ved navn Arent Berents en gård i Brønshøj. Han anlagde et teglværk, og det er sandsynligvis det, som der findes rester af ude på Teglholmen i mosens vestligste del, hvor vandet tidligere blev rødt, når man gravede i mosen. Svenskerne ødelagde det i 1659 under deres belejring i København.
På grund af misvækst omkring 1650 opstemmede bønder vandet i Utterslev Sø, som mosen hed dengang, hvor 8 bønder fik deres marker og enge oversvømmet. De fik ret i deres klage, så forsøget måtte opgives.
Karl Gustavs træ
Natten mellem den 10. og 11, februar 1659 kom svenskerne efter deres mislykkede storm på København, hvor de slog lejr på Brønshøj Bakke ned mod mosen. Svenskekongen boede på en gård i Utterslev. De stjal dyr, fødevarer og indbo på gårdene.
For endnu 50 år siden stod der endnu et stort gammelt piletræ ud for det sted, hvor en lille sti førte til Brønshøj Kirke ud i mosen. Pilen kaldtes Karl Gustavs Træ, fordi sagnet fortalte, at Svenskekongen havde bundet sin hest til dette træ. Men desværre måtte man fælde træet, da det var gået ud.
Slusemester – et vigtigt job
I 1587 befalede Kongen ”at udgrave og rydde ”Otterslev Sø”. Samtidig blev vandstanden hævet ved bygning af en dæmning og sluse i markskellet mellem Buddinge og Emdrup, for at få stabile leverancer af fisk til ”Kongens bord”.
Fiskeriet var forbeholdt kongen, der fik leveret ”herrefisk” til taffel. Det vil sige gedder, karper og sudere. Embedsmanden Caspar Paselick fik i 1568 en særlig tilladelse til at fiske i Gentofte og Utterslev Søer med ”Togger og Ruser”, men ikke med store Vaad”.
På Søborghus Kro huserede Grevinden fra Bagsværd
Det var der, hvor Søborghus Kro lå på Frederiksborgvej, der fik kongelig privilegium i 1657. Kromanden var både kongelig damvogter og fiskemester. Der hørte rejsestald til. Der blev danset og spillet amatørteater. I krohaven ned mod mosen var der forlystelsespark med gynger og karruseller.
Karl Ølby var opvokset i Buddinge, hvor han var karl på den store proprietærgård Marielyst, hvor gårdens tre karle startede dagens arbejde klokken tre om morgenen. Når han skulle more sig, foregik det på Søborghus Kro. Her dansede han bl.a. med Angelica Pierri, grevinden af Bagsværd. Hun drak whisky som postevand. Hun blev født i 1870 og voksede op som plejebarn i en beværtning på Nørrebro. Og her på siden har vi beskrevet dette i en af vores artikler. Mændene stod tidlig i kø for at få et glimt af hende. Jo hun var et godt trækplaster.
Hun var gift mange gange og blev en rig dame. I 1900 købte hun Aldershvile Slot og efter et ægteskab fik hun grevinde-titel. I 1909 brændte Aldershvile Slot. Så gik det ned ad bakke. I 1914 begik hun selvmord og efterlod en gæld på 60.000 kr. Hendes ydmyge gravsten står ved ruinen i Aldershvileparken.
Kroen og krohaven forsvandt i 1940, men navnet Søborghus Kro blev i årtier bevaret af restauranten på hjørnet af Frederiksborgvej og Gladsaxevej.
En kongelig jagthytte
Indtil 1857 havde vekslende konger eneret på jagt i Utterslev Mose. Christian den Syvende byggede en jagthytte, Sokkelundille i 1770. Den har vi nærmere beskrevet i en artikel på vores side. Den ligger på Utterslev Torv 9, hvor den hvis nok nu er børnekulturhus.
Det er uklart, hvem der havde ret til at skære rør og hente græs i mosen. Dette førte til en del stridigheder, når bønderne klagede over oversvømmelser.
En besværlig vej
Da villaudstykningerne begyndte i første tiår af 1900 – tallet var grundene billige i Gladsakse, for adgangsforholdene var dårlige. Man kunne for eksempel stå af sporvognen for enden af Borups Alle og fra Frederikssundsvej dreje til højre af Otterslevvej ved Brønshøj Apotek. Denne hvide bygning ligger der endnu, men dengang ret ensom. Herfra gik det over stok og sten til Utterslev (Otterslev) gadekær, gennem haveforeningen Fælleseje (Horsebakken) ad en markvej og langs en engkant og over en dæmning, hvorefter man nåede en træbro, der førte til Søborgmagle.
Utterslev Mose – en central rolle for vandforsyningen
Utterslev Mose fik tidligt en central rolle for at sikre vandforsyningen til København. Hvor Søborghus egentlig lå, var før slusemesterens bolig. Her boede gennem historien forskellige slusemestre. Uden naturlige søer i nærheden blev man nødt til at foretage store udgravninger i 1400 – 1500-tallet, for at finde ferskvand til den voksende bys drikkevandsbehov, drive byens vandmøller og forsyne voldgraven med vand. Vandet kom fra Harrestrup Å (Ovre Å), Grøndals Å, Lygteåen, Damhusåen og Ladegårds Å Samt Utterslev Mose og Damhussøen. Det vestlige vandløbssystem var oplandet til Harrestrup Å. Det østlige vandløbssystem var området omkring den nuværende Utterslev Mose, Det var nødvendigt at skabe nogle varige søer i de lave enge uden for byen.
Det østlige system blev dannet, da Rosbækkens naturlige udløb fra det nordøstligste hjørne i Utterslev Mose blev opdæmmet ved anlæggelsen af Kongevejen til Fredensborg Slot, Fredensborg og Kronborg. Dette blev iværksat af Frederik den Anden i 1570.
Ved dette dæmningsbyggeri blev den højt beliggende Esrum Sø dannet. Utterslev Mose, der havde afløb gennem Rosbækken, ledte nu vand til Esrum Sø og videre gennem Lersøen og Lygteåen.
Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, som fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre i den gravede Ladegårds Å ind til engarealet, hvor Peblinge Sø blev anlagt. I trærør blev vandet nu ført videre til Sortedams Sø og byens brønd, hvorfra man kunne pumpe vandet op.
Private Springvands – kompagnier
Oprindelig havde disse naturlige vandløb, moser og søer ”monopol” på vandforsyningen. Men allerede for mange hundrede år siden begyndte man at grave render, kanaler og bassiner lige som Gentofterenden, Søborghusrenden, og Ålekistebassinet. Der blev opført pumpestationer, og man kom snart til at skelne mellem mere eller mindre naturlige vandløb og menneskeskabte rørlagte vandløb.
Tilledningen af vand fra Emdrup blev meget vigtigt, fordi dennes vandspejl ligger så højt, at alene trykket sørgede for en lind strøm af vand til beboerne i København. Det såkaldte springvand, Caritas – brønden på Gammel Torv fik også vand fra Emdrup Sø omkring 1580. Senere blev der også ført vand til Rosenborg Slot.
I løbet af 1700-tallet oprettedes en række private springvands – kompagnier, som for egen bekostning fik privilegium på at lede springvand fra Emdrup Sø til deres gårde i byen. En brøndmester eller vandkigger skulle vedligeholde renderne og indberette defekter.
643 brønde i København
Brønde udgjorde indtil for et par hundrede år siden en væsentlig del af Københavns vandforsyning. Christian den Fjerde ønskede også brønde som et værn mod ildløs. I 1727 var der 643 brønde i København.
Men der var også problemer. En præst klagede over, at der ofte fandtes lig af hore-børn smidt i brøndene. Der var også ådsler i brøndene.
500 soldater gravede op i Utterslev Mose
I 1702 blev Utterslev Mose oprenset på foranledning af Ole Rømer. I 1745 blev der efter kongelig resolution påbudt oprensning af Emdrup Sø og udgravning af en grøft i Utterslev Mose.
Kongen stillede 500 soldater til rådighed for arbejdet. I 1760 blev der dannet et rummeligt reservoir, efter at vandvæsnet havde iværksat skæring af tørv og oprensning af mosen.
Da Vestvolden blev anlagt
I 1880 fik Utterslev Mose en helt ny rolle, da den sammen med opførelsen af Vestvolden 1888 – 1892 indgik i et stort oversvømmelsesprojekt til beskyttelse af hovedstaden.
Da Vestvolden blev anlagt blev det areal, hvor Tingbjerg nu ligger, skilt fra den øvrige del af Husum og jordene til mange af landsbyens gårde blev opsplittet. Arealet nord for volden lå som en ø omgivet af voldanlæggene Gyngemosen og Utterslev Mose.
Volden var udviklet af 0berstløjtnant E.J. Sommerfeldt efter inspiration fra rn belgisk general. Systemet kendes også internationalt som ”den Sommerfeldtske” eller ”den Danske Front”.
Et imponerende bygningsværk
Det var oprindelig et imponerende bygningsværk med voldgrave, skanser, magasiner og underjordiske gange. Oprindelig var der også en jernbane bag voldene. Det var Danmarks største anlægsarbejde indtil opførelsen af Storebæltsforbindelsen. Men den teknologiske udvikling under Første verdenskrig bevirkede at Vestvolden mistede sin militære betydning. Den blev nedlagt i 1920 som følge af Forsvarsforliget 1909.
Vestvolden var bemandet under hele Første Verdenskrig, hvor der samtidig blev lavet armeringsarbejder, for eksempel blev der bygget stampladser for skytter, som kunne dække alle dele af graven. Der blev også lagt kilometervis af pigtråd.
Første gang man anvendte beton til forsvarsværk
Anlægget var banebrydende. Det var første gang man her i landet anvendte beton til de store kanonbunkers. Men nu er anlægget også andet end et historisk, militært anlæg. Den er også et langt sammenhængende rekreativt bælte af særpræget natur – med store pragtfulde træer, stille alleer og en righoldig plante – og dyreliv, som man sjældent ser andre steder så tæt på en storby.
En bitter og lang strid
Fæstningens planlægning og opførelse i 1885 – 1892 førte en bitter og langvarig strid med sig. Højre-regeringen Estrup ønskede hovedstaden befæstet, men imod var landbefolkningen under ledelse af det militante med ikke just militæriske venstre, hvis kraftige opposition mod regeringen fik stedse større tilslutning, som årene gik. Ministeriet trumfede sin vilje igennem og bevilligede de nødvendige midler ved de ”provisoriske love” og arbejdet på volden blev sat i værk.
”Hvad skal det nytte”
Denne gang var det ikke svenskerne, man var bange for men tyskerne. Viggo Hørup sagde allerede i 1883 med udsigt til øgede militærudgifter og udsigten til byggeriet:
Nederlaget i 1864 sad stadig de danske politikere solidt i kødet, angsten for den store nabo var betragtelig.
Afskrækkede denne befæstning så tyskerne i at besætte Danmark under Første Verdenskrig? Det gjorde det nu næppe, hvis det havde haft vital betydning for krigsførelsen. Tyskerne skulle binde store hærstyrker, så det var nok derfor.
Striden mellem Højre og Venstre blev formelt bragt til ophør ved forsvarsforligene 1894 og 1909. Det blev vedtaget at fæstningen ikke skulle udbygges yderligere, men kun vedligeholdes., indtil den i 1922 skulle nedlægges.
Befæstet med 65.000 mand
Men så kom den 1. august 1914. På denne dag beordrede en af voldens argeste modstandere P. Munch, volden armeret med den største hærstyrke, Danmark nogensinde har haft under fanerne, nemlig 65.000 mand (sikringsstyrkerne)Den radikale pacifist var blevet forsvarsminister – og verdenskrigen brudt ud.
En kort og hektisk tid i voldens militære fulgte. Men straks efter våbenstilstanden den 11. november 1918 blev sikringsstyrken hjemsendt. Folketinget vedtog at nedlægge volden som forsvarsværk fra den 31. marts 1920, to år før forudsat.
En bred og dyb voldgrav
Voldgraven er 16 meter bred og 3,5 meter dyb med flere ”vandfald” ved de tre kraftige betondæmninger syd for Frederikssundsvej – de er opført til regulering af vandstanden i graven og kaldes ”batardeauer”. Dæmningerne er spærret med kunstfærdigt smedede gitre for at hindre ”fjenden” i at benytte dem til at trodse voldgraven.
Imponerende oversvømmelses-anlæg
Hele voldanlægget danner en smuk og sluttet forbindelse mellem parkanlæggene Utterslev Mose og Køge Bugt Strandpark. Og det var også det imponerende oversvømmelses – anlæg, der forbandt de forskellige sektioner. Oversvømmelsen strakte sig fra Jægersborg Stemmeværk gennem den udtørrede Søndersø og Søndersøskanalen gennem Gentofte Sø og over et andet dige, der blev bortskyllet. Herefter gennem Gentoftekanalen til Utterslev Mose og videre frem i systemet.
Slut med mosevand som drikkevand
I 1859 fik København sit første vandværk. Anvendelse af mosevandet som drikkevand ophørte. Men helt frem 1950’erne blev mosens vand brugt i industrien bl.a. til papirproduktion på Nørrebro. Der blev også indrettet wc’er (water closet) i lejlighederne.
Søborghus Rende blev i 2008 omdannet til et naturligt vandløb. Om dyrene har fået de bedre af det, kan jeg ikke sige.
Indlemmet i Københavns Kommune
I 1900 blev Utterslev Mose sammen med byerne Brønshøj, Utterslev, Husum og Vanløse indlemmet i Københavns Kommune. Dengang var mosen domineret af kær og rørskov. Allerede i 1908 var tanken om en park med i en byudviklingskonkurrence.
Arealets højeste punkt ligger i ca. 26 meters højde og moserne i ca. 20 meters højde. Det højeste punkt ligger i det nordøstligste hjørne omtrent der, hvor Tingbjerg Fritidscenter ligger. Herfra skråner det temmelig kraftigt mod nord – øst og jævnere mod syd – vest.
Kommunen havde allerede på dette tidspunkt opkøbt arealer i området. I løbet af de første årtier af 1900-tallet erhvervedes endnu flere blandt andet Gyngemosen og Utterslev Mose og de gårde nord for Husum, som var blevet opdelt af Vestvolden. På det areal, hvor Tingbjerg nu ligger, blev der udlagt kolonihaver.
Der skulle bygges i Tingbjerg
I 1939 kom der en ny lov om boligsanering og i 1942 vedtog Borgerrepræsentationen en saneringsplan for kvarteret omkring Borgergade og Adelgade., som betød nedrivning af et meget stort antal boliger i kvarteret
Dette medførte et stort behov for genhusningsmuligheder og var en del af begrundelsen for at kommunen i begyndelsen af 1940’erne vedtog at opføre boliger på arealerne nord for Vestvolden.
Det var den kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen, der inspireret af engelsk byplanlægning, der gik i gang medudforme bebyggelsen.
Omdannes til naturpark
I 1925 og igen i 1933 besluttede Københavns Kommune, at mosen skulle omdannes til en naturpark, hvor mosen var så tilgroet, at der kun var åbent vand i den vestlige del. Mosen var nærmest omdannet til en losseplads. I 1939 behandlede man Københavns Borgerrepræsentations endelige forslag om at anvende en halv million kroner til parkanlæg i Utterslev Mose.
400 arbejdsløse blev sat i gang
I 1939 – 1943 blev store dele af rørskoven gravet op. Det blev udført af en flydende gravemaskine, som i folkemunde kaldtes ”Mosegrisen”. Dette gav stort set det udseende som vi kender i dag. 400 arbejdsløse fra storbyens stenbro var i gang. Man anlagde 17,5 km cykel – og gangstier, store græsplæner, 6 fodboldbaner m.v. Mosen fik ”en ret hårdhændet behandling”, idet man dels gravede kanaler omkring hele den fugtige del af mosen og forøgede vandarealet fra at være 2 – 3 ha til ca. 35 ha. Vanddybden blev forøget til 1,75 meter i hele mosen.
Forurening af Mosen
Det fattige Gladsaxe – kommune var glade for at slippe for anlægsudgifterne. Men så svinede man mosen til med spildevand næsten helt op til nutiden uden problemer. I Bakkelandet nordvest for mosen var der landbrug til høsten 1962.
Kemisk urenset spildevand blev op til 1960’erne udledt i Harrestrup Å Meget endte i Vestvolden og Utterslev Mose. Giften ligger mange steder stadig urørt på bunden
Kanalerne forhindrer – stort set – at ræve, hunde og mennesker får adgang til rørskovene, der blev omdannet til øer efter kanaliseringen. Kommunegrænsen mod Gladsaxe blev flyttet så hele mosen kom til at ligge i Københavns Kommune undtagen Gyngemosen.
Forureningen af mosen startede, da Søborg skulle kloakeres i 1908, hvor man byggede en gigantisk septiktank i mangel af hovedkloakering. Efter at spildevandet havde passeret den, blev kloakvandet udledt i Utterslev Mose. Først i 1931 kom kloakeringen helt i orden i Søborg. Men det skulle gå helt anderledes.
Balancen i søen blev forskubbet
Først troede man at et biologisk rensningsanlæg var tilstrækkeligt. Man byggede Gyngemoseværket i 1956, som ledte store mængder spildevand ud i mosen. Men det blev værre i 1960erne da Høje Gladsaxe bebyggelsen blev opført og industrikvarteret i Buddinge-Mørkhøj ekspanderede.
Balancen i søerne blev forskubbet. Store mængder fosfor, der virkede som gødning for algerne for ud i vandet. Da vandgennemstrømningen var lav, steg koncentrationen af næringsstoffer. Vandet begyndte at lugte. I vinteren 1962 – 63 indtrådte den første iltmangel-katastrofe i mosen. Man fandt nu masser af døde fisk. I eftersommeren 1968 kulminerede forureningen, da der forekom bundforurening i mosen på grund af iltmangel, samt en heraf følgende udvikling af metan og svovlbrinte.
Kloakudløb fra Gentofte, Gladsaxe og København var ved at kvæle mosen. I 1970 blev mosen faktisk erklæret død. 250 – 500.000 m3 slam ligger på bunden.
I 1975 blev kanalerne opgravet igen, hvorefter det fosfatholdige bundslam kom i kontakt med mosevandet. Forureningen tog igen til med negative konsekvenser for flora og fauna. I 1978 opdagede man 172 døde fugle på grund af en giftig bakterie.
I 1991 opmålte Kampsax Geoplan sø – og sivarealerne:
I juli 1994 blev der fundet hundredvis af døde skaller, suder, aborre, og gedder i kanalen ved vest for volden, fordi kloakkerne blev oversvømmet af en tordenskylle.
Den bakterie, der producere pølseforgiftning fik særdeles gode forhold i mosen. Det betød at 50 pct. af mosens bestand af svømmefugle døde. Nu begyndte myndighederne langsom at vågne op.
Den eneste naturlige tilførelse af vand til mosen kom ikke fra vandløb. Det måtte være udledning af spildevand fra Gyngemoseværket og ved overløb af kloaksystemet ved store regnskyl.
En Gedde på 129 cm
I sommerperioden reducerede man udledningen af spildevand, Men det betød så, at vandstanden reduceredes i mosen. For at modvirke dette påbegyndtes oppumpning af vand i voldgraven fra Harrestrup Å i 1980.
I 1998 blev der anlagt et ”grønt rensningsanlæg” i den østlige del af Vestmosen med det formål at rense kloaknettets spildevand for næringsstoffer inden det udledes i mosen. Det fjerner årligt 500 kg.
I 1985 blev der fanget 9 fiskearter i mosen. I maj 1988 blev der fanget en Brasen, der var 62 cm lang og vejede over 3 kg. Den var 15 år gammel. Og den største gedde, der er fanget vejede 14 kg og var 129 cm lang.
På et tidspunkt dukkede odderen op i mosen. Men så vidt vides kom minken i stedet for. Men om den stadig er her, vides ikke. Rørhønen er hvis ikke vent tilbage. Den var udsat for krybskytteri. Nogle påstår også, at de engang har set en lækat men en mosegris i flaben. Lækatten er der heller ikke mere.
Engang var også her ulovlige både i søen. Således fik man engang fat i hele 23 ulovlige både ved en razzia.
En lang fredningssag
Den 14. februar 1959 rejste Fredningsnævnet for København en fredningssag for Utterslev Mose. Københavns Kommune gjorde det igen den 25. juli 1998. Og kendelsen om fredningen kom den 13. juli 2000. Alting tager sin tid, når det offentlige arbejder. Så skulle man da tro, at det var for dyrelivets skyld.
Da mosen blev omdannet til naturpark, ophørte jagten på foranledning af direktør Manniche, selv om der dengang i træk ligger 15.000 ænder. Det gør det ikke mere. Men en tidlig morgenstund kan man godt være heldig at se 5.000 troldænder lande i mosen.
Engang Europas største koloni af hættemåger
Vandkvaliteten har det ikke så godt herude, dog er vandet klart i Kirkemosen. Og her er også set åkander. Undertegnede har dog også set enkelte svaner herude. Men disse er hvis meget afhængige af vandkvaliteten.
Med naturparken ophørte landbrugets udnyttelse i løbet af få år. Græsning og høslæt holdt formodentlig op lige efter Anden verdenskrig. Rørskæring med håndredskaber og pramme er sidst beskrevet ved Grønnemose Alle i 1943.
Rørskovene husede engang Europas største hættemågekolonier på 20.000 par. De kunne godt klare sig mod rævene. Men der er ikke så mange af dem mere. Til gengæld er antallet af grågræs 25 – dobbelt.
Masser af tilgroning
Langholmen er forbigået gravemaskinens gnaven. Måske er det ganske bevidst. Dette er et sted for de indviede. Civilisationen er her begrænset til et par bænke. Jo herude i NV blander fiskeørne, dværgfalke sig med musvåger og spurvehøge. De første forårstegn bliver markeret med tranernes komme.
Så længe gartnerne var ansvarlige for enge og overdrev kunne de holde uønsket vækst nede. Men fra 1970’erne gik det galt. Tilgroningen satte ind med naturens velkendte midler. Pil, rødel, ask og hyld på de fugtige områder. Tjørn og slåen på de tørre områder. Hertil kom importerede haveplanter. Gyldenris, hvid kornel, snebær og ahorn.
Kirkemosens eng var reduceret til en håndboldbane og Langholmens overdrev var skrumpet til 2 klatter på 1.000 m2.
Piletræet er nok det mest almindelig træ herude. Gennem mange hundrede år har man brugt dets grene til fletning af kurve og pilehegn.
Lokaludvalg gik i gang
Bispebjerg og Brønshøj – Husum Lokaludvalg indså, at der var en alvorlig mangel på folkelig debat om Utterslev Mose. I 2012 startede de netværket Utterslev Moses venner. Man startede det frivillige naturplejearbejde. Løsningen lå i rydning af krat og fældning af træer.
Krat, løvtræer og invasive planter havde på godt 40 år forandret stedets mikroklima så meget, at floraen var domineret af fugtigbundsplanter – ikke mindst brændenælde og sildig gyldenris. Belønningen kom lynhurtig – floraen genindtog det gamle land.
Men det var hårdt for de frivillige. Et kornel-krat dækkede 600 m2 i op til fem meters højde. Det tog 3 måneder med løvsave, grensakse og macheter at fælde dette vildnis af forvredne grene. Genstridige rødder blev fjernet med træktalje, stålkæder, svellebolte og drænspade.
Vandet er stadig i ubalance
I dag er vandet i mosen i ubalance. Det kan man se på dyrelivet. Imponerende er det at se de fællesskaber, der er vokset frem. Der er naturplejelaug, billaug, fårelaug m.m. Naturværkstedet Streyf spiller en stor betydning i formidlingen af mulighederne i Utterslev mose.
Siden 1990’erne har Københavns Kommune investeret mere end 200 mio. kr. i at forbedre vandkvaliteten i mosen. Måske bliver det nødvendigt at regulere fiskebestanden. Dette vil alene koste en million kroner.
Men kære læser. Tag engang at cykle derud. Det er en oplevelse.
Kilde:
Januar 4, 2020
Da Danmark blev samlet
Anmeldelse af bogen af Simon Kratholm – Ankjærsgaard: Genforeningen 1920- Da Danmark blev samlet. Det er en flot og velskrevet gavebog. Vi starter i 1864. Dette kunne måske være skrevet med lidt mere kant. Hertugdømmerne havde deres egen lovgivning. Hver især. Forfatteren har sympatier for ministeriet Zahle. Der skulle kæmpes for indlemmelse i 1920. Grænselinjen blev tegnet allerede i 1891. Grundig fremstilling af begivenhederne. Pludselig foragtede man H.P. HACanssen.
En flot gavebog
Det er en stor flot gavebog og egentlig er indholdet også fremragende. Bogen egner sig ikke rigtig som opslagsbog. Det kræver i hvert fald plads. Men man kunne nu godt have gjort mere ud af registret. Illustrationerne er et nummer for sig selv. Meget flot.
Vi bliver ført igennem, hvad der er sket inden kongen ridder over grænsen på sin hvide hest. Og selv Jomfru Fanny hører vi om. Vi hører om mennesker og soldater, ideer og personer.
Vi starter i 1864
Vi starter med begivenhederne i 1864 frem til Første Verdenskrig. Vi hører om den dansksindede soldat Lorentz Jepsens skæbne i krigen i engelsk fangenskab. Han knyttes sammen med forfatterens oldefar, Rasmus Christian Petersen. I modsætning til de 6.000 andre danskere overlever han myrderierne. Men ak 30 år efter tager han sit eget liv.
De havde deres egen lovgivning
Vi hører om nationalismen. Det er rigtig nok, som det står i bogen, at hertugdømmet siden den dybeste middelalder til hørte den danske krone. Men vi skal huske på, at kongen skulle regere Slesvig, Holsten og Kongeriget for sig selv. Og så havde alle dele jo også deres egen lovgivning.
Og så sidder man igen med ens egen overbevisning om, at det nok heller skulle hedde indlemmelse, afståelse eller grænsedragning. Men det mener forfatteren ikke.
Det var de nationale modsætninger mellem dansk og tysk. Det var dette, der førte til de blodige krige. Der var meget stor dansk befolkningsandel i Slesvig og Holsten.
Velskrevet og spændende
Ja Slesvigs deling har jo bestemt heller ikke været uden problemer. Bogen er velskrevet og spændende. Den er meget afvekslende. Det er jo egentlig også en ordentlig mundfuld, der skal forklares. Vi er sandelig også med ved forhandlingsbordet.
I Slesvig var der selvfølgelig mange, der ville hjem til Danmark. Ja hvor længe siden var det at Slesvig sidst havde været dansk? Og skulle man have en stor tysk befolkningsgruppe med til Danmark. Eller skulle kun de egne med overvejende dansk flertal tilbage til Danmark.
Det er ekstremt kompliceret at begive sig ud i dette. Og egentlig er historien endnu mere kompliceret. Således foragtede selv socialdemokraterne det som de dansksindede i Nordslesvig kæmpede for. Det har de så senere forsøgt at benytte. Men se dette står nu ikke i bogen.
Sympatier for ministeriet Zahle
Sympatien ligger hos H.P. Hanssen og de andre der kun ville have, at vi så vidt muligt kun skulle tage dem tilbage, som selv ønskede det. Kogen ville have hele Slesvig. Han var særdeles utilfreds med at ikke engang Flensborg kom med til Danmark. Jo der er også sympatier at spore for ministeriet Zahle og i hvert fald ikke for Jonas Colin.
Den tyske vinkel fylder nu heller ikke meget i bogen. Det er nok heller ikke bogens mål. Men alligevel kunne det nu have været interessant.
Der skulle kæmpes for indlemmelsen
Det var ikke en naturlig konsekvens af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, at Nordslesvig kom til Danmark. Der måtte sandelig kæmpes for det. Og i København var de ikke enige med de kæmpende i Nordslesvig – ikke i begyndelsen i hvert fald.
Vi følger de dramatiske begivenheder i Slesvig, Berlin, København og Paris. Vi følger tilfældigheder, tvivl, tro og triumfer. Vi følger de store kæmpere, H.P. Hanssen, Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen. Disse personer tog mindretallets selvbestemmelsesret op igen. Det ville de danske politikere ikke. Zahle og hans regering gik i den grad på listefødder. Man ville sandelig ikke genere den store nabo i syd.
Grænselinjen var tegnet allerede i 1891
Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænselinjen. Den angav en realistisk grænse mellem dansk og tysk. Der var dog stor uenighed om, hvordan en afstemning skulle finde sted. Også Vælgerforeningerne og bevægelserne var uenige.
Flensborg – bevægelsen ønskede Flensborg med – uden dansk flertal. Det var hverken Zahle eller H.P. Hanssens kop te. Der var jo også Ejder – bevægelsen med den energiske Colin. Med sejrherrerne ønskede denne hele Slesvig ned til Ejderen.
Grundig fremstilling af begivenhederne
Fremstillingen svinger mellem det journalistisk-populærhistoriske og mere traditionel historiefremstilling. Dette udbygges med vinkler, småepisoder og oplevelser. Det medvirker til at give en atmosfære. Her er kort, spændende valgplakater, samtidsfotos og illustrationer.
Det er i den grad en grundig fremstilling af begivenhederne. Det er medrivende og grundig. Og så grundigt forklarende og en personlig vinkel af hovedpersonerne. Vi får også eksempler på den knap så forsonende del af de to nationaliteter.
Måske ville det have været befordrende med nogle knap så stilfulde beskrivelser af 1864. Her kunne man passende have brugt kilder fra Glenthøj’ s side (Sønner af de slagne)
Pludselig foragtede man H.P. Hanssen
Ved Dybbøl-festlighederne fik H.P. Hanssen allernådigst lov til at tale. Han blev nærmest betragtet som forræder, fordi han ikke gik ind for Flensborg.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 122 artikler der har relationer til Afståelse, Indlemmelse, Forening eller Grænsedragning.
Januar 4, 2020
Landevejen mellem Tønder og Ribe
En vej har det næsten altid været. Men 70 år kæmpede Kongeriget med Slesvig om strækningen. Vejproblemer uden for Slesvig blev løst. Et modtræk fra Kongeriget, strækningen-Ribe – Haderslev. En vejforordning fra Slesvig. Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe egnen. Bidrag til anlæg af hovedlandevej fra Ribe til Tønder. Ulemper for lokalbefolkningen.
En vej har der næsten altid været
En vejforbindelse mellem Tønder og Ribe har der naturligvis været der fra gammel tid. Her har også været andre forbindelser end nu. Således gik ruten før fra Tønder til Gallehus og længere nord på. Langs disse veje i ældre tid er der ført ret mange okser, køer og heste syd på. De gik skam ikke kun af Hærvejen.
Der fandt således masse af udskibning af okser fra Ballum og Højer. Det var nok omkring 1612, at der eksporten var størst. Ja så var det jo også de store markeder i Tønder og længere syd på i Husum.
Vejproblemer uden om Slesvig blev løst
Det var en meget simpel vejforbindelse fra Tønder til Ribe. I slutningen af 1700erne gennemførtes vigtige reformationer. Man var godt klar over store vejproblemer.
I 1793 tog man et overblik over situationen. Enkelte strækninger med betydelig færdsel blev optaget som hovedlandeveje. Andre blev nævnt som mindre landeveje. Men for begge kategorier skulle de vedligeholdes af ”Det offentlige”. I Vestjylland var afstanden store og bebyggelserne små.
Åbenbart kiggede man ikke ved den lejlighed på problemerne i Vestslesvig. Det afgørende var vel at dette hørte under det Slesvigske ministerium og i øvrigt under den hertugelige administration. Man var enige om en østlig og en vestlig hovedlandevej ind i hertugdømmet.
Modtræk: Ribe – Haderslev
Den østlige vej gennem Jylland skulle ende syd for Kolding, hvor den sluttede sig til vejen til Haderslev. Den vestlige hovedlandevej skulle slutte ved Ribe. Herfra og syd på savnede man en langt bedre forbindelse. Det blev nu i stedet foreslået at oprette en hovedlandevej fra Ribe til Haderslev. Men dette blev ikke til noget. De Slesvigske myndigheder havde et andet syn på sagen.
Som modtræk anlagde man i kongeriget vejen Kolding – Ribe (1852) Den blev optaget som hovedlandevej. Men det vestslesvigske vejanlæg var endnu ikke blevet gennemført. Dette samarbejde førte til store vanskeligheder fra såvel kongerigsk som slesvigsk side. Og det er uden tvivl dette manglende samarbejde mellem to sæt myndigheder inden for monarkiet, som var grund til, at man i lange tider ikke kom videre med den såre tiltrængte hovedlandevej.
Andre interesser har sikkert også spillet ind. Flere af Vestslesvigs største landsbyer som for eksempel Højer ville ikke blive tilsluttet.
En vejforordning for Slesvig
I 1842 kom der en vejforordning for hertugdømmet Slesvig. Heri var der tale om en hovedlandevej Tønder – Ribe til Gredstedbro. Men en ting er at trække en linje op på kortet, noget andet at få projektet gennemført.
Som en besværlighed kunne forudses, at vejen jo skulle gennemskære snart slesvigsk område, snart de under kongeriget hørende enklaver, og dette kunne medføre vanskeligheder, også ud over de rent administrative.
Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe vejen
For folk, der var henvist til at benytte omhandlende vejrute, og som vidste, at der andre steder blev udført forbedringer af vejene, kunne det være svært at holde utålmodigheden i tømme.
Således kunne man i ”Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende” for 1. maj 1846 læse følgende, der var forlangt indrykket:
Denne kritik har jo først og fremmest adresse til postvognen og dens kusk, men indirekte peges der dog samtidig på den usle vej. Noget resultat kunne indsenderen naturligvis ikke vente at skulle følge af et sådant hjertesuk i Ribeavisen. Men man nærmede sig trods alt den tid, da folkets røst skulle blive hørt i sådanne offentlige anliggender.
Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder
I Rigsdagssamlingen 1858 blev fremsat et forslag fra regeringen om:
I sin forelæggelsestale oplyste indenrigsministeren, at vejen skulle anlægges efter de for Slesvig gældende anordninger, og da den vil gå ud over en del kongerigsk territorium, havde det slesvigske ministerium andraget om, at kongeriget gav et forholdsmæssigt bidrag til vejens anlæg.
Amtmanden i Ribe Amt havde indstændigt anbefalet, at denne hovedlandevej kom i stand, idet landevejene i de kongerigske enklaver var i mådelig stand og kunne vanskeligt forbedres, før man vidste, hvor hovedlandevejen kom til at gå.
Hertil måtte ministeren føje, at det slesvigske ministerium, hvis der ikke kunne få det ønskede bidrag fra kongeriget, agtede at lægge hovedlandevejen så østlig, at den undgik enklaverne. Nu var det foreslået, at vejen skulle gå fra Ribe over Brøns, Skærbæk, Døstrup, Bredebro og Abild til Tønder. Da rundt regnet en tredjedel af denne strækning ville falde på kongerigsk område ville bidraget være tilsvarende.
Ulemper for lokalbefolkningen
Under Folketingets behandling af sagen fremkom ikke mindst fra Sofus Høgsbro, flere synspunkter, som klarlagde, hvilke vanskeligheder man ved vejens anlæg måtte regne med. Han var således betænkelig ved, at hele vejstrækningen efter forslaget skulle anlægges af slesvigske embedsmænd og efter slesvigsk lovgivning.
Dette ville betyde betydelige ”ulemper” for lokalbefolkningen i den kongerigske del. Han måtte derfor foreslå, at der blev anvendt kongerigske embedsmænd i de sogne, hvor flertallet af beboere hørte under kongeriget.
Et andet vigtigt anliggende var, at man efter slesvigsk praksis havde tænkt sig at forsyne den nye vej, hvor den skulle ligge under hertugdømmets administration med vejbomme, hvilket betød, at de vejfarende måtte betale her og der for at slippe igennem. Penge, der skulle bruges til vejens vedligeholdelse.
70 års kamp for vejstrækning
Da det blev foreslået, at den nordlige tredjedel af vejen nemlig fra Ribe til Brøns skulle stå under kongerigsk administration og ikke forsynes med bomme, ville beboerne her på dette slesvigske område slippe for at betale for at færdes på vejen. Ja for dem i de kongerigske enklaver blev det tale om dobbelt betaling.
Der kom til en lang debat om disse vejbomme. Men man var også betænkelig ved ar lade planen strande bare på dette spørgsmål. Den 20. december 1858 blev loven vedtaget.
Vejens østlige forløb mellem Skærbæk og Tønder gennemførtes under modstand fra slesvigsk side. Forbedringen var uomtvistelig. Da vejen 1860 – 62 blev fuldført, lå der ca. 70 års drøftelser bag. En sej tovtrækning, der vidnede om et eller andet der var galt mellem hertugdømmet og kongeriget. Det er ikke lige det, som vi har fået fortalt i historien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.482 artikler, herunder 186 artikler fra Sønderjylland.
Januar 4, 2020
Dansk og Tysk i Højer
Forskellige forhold til de tysksindede. Revolution i Højer. Stort tysk flertal i 1920. Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker til de tysksindede. Fem slags beboere i Højer. De blandede ægteskaber. Sønderjysk Tæppefabrik. En tysk hustru. Både dansk og tysk skole. De danske børn var i mindretal. Tog til Tønder og hilste på soldaterne 9. april 1940. Da undervisningsministeren kom på besøg. Lærerne risikererede at kigge på et kanonrør. Afsted til Fårhuslejren. Tyske privatskole opstod. Kaotiske forhold omkring 4. maj. 1945. To nationaliteter. Kreditanstalt Vogelgesang. De fortrød ofte, at de meldte sig. Han meldte sig til Waffen SS.
Forskellige forhold til de tysksindede
Egentlig skulle min Oma være blevet begravet af den tyske præst, men hun valgte den danske præst. Beslutningen var ikke så svær for hende. Her i Højer har dansk og tysk levet side om side i mange år. Som vi tidligere har nævnt, var det nok de tysksindede, der dominerede. Det var dem, der sad på de rigeste gårde. Det var også de tysksindede, der bestemte i Byrådet, hvor de havde absolut flertal i mange år. Og vi har også skrevet om en politibetjent, der nærmest blev presset ud af de tysksindede.
Og så var det Folmer Christiansen, der stort havde et godt forhold til de tysksindede i alle de år, han opholdt sig i byen fra 1939-2011.
Revolution i Højer
51 af byens borgere faldt under Første Verdenskrig. Det kunne selvfølgelig mærkes. Og også i Højer var der revolution. Vi har tidligere skitseret det, men her kommer en nærmere præsentation.
Det var i november 1918 og så brød der revolution over alt i Tyskland og Nordslesvig. Det skete selvfølgelig også i Højer. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd. Man sendte den offentlige udråber ud i Højer med sin tromme. Han bekendtgjorde:
Næste dag samledes naturligvis hele befolkningen på torvet. Klokken 12. Det landstormkompagni, der var udstationeret der, marcherede ind på torvet kl. 12. Og også en lille afdeling af marinen i Flensborg marcherede ind på pladsen. Lederen af marinen gik hen til kaptajnen for Landstormen og hev hans epauletter af ham. Han tog også hans sabel fra ham.
Dermed var revolutionen i Højer sådan set forbi. Derefter skulle der ellers dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik om aftenen på Centralhotellet. Det var igen denne marinere fra Flensborg, der førte ordet. Han var godt kendt med forholdene i Højer. Måske stammede jan fra Højer?
Han foreslog en bestemt håndværker til formand for Arbejder- og Soldaterrådet, men håndværkeren svarede:
Men marineren svarede ham:
Så var det ikke let at tale udenom. Men det blev nu ikke ham, der blev formand for Arbejder- og Soldaterrådet, som ikke fik den store betydning i Højer.
Stort tysk flertal
Det blev et stort tysk flertal i Højer den 10. februar 1920. Der var 73 pct. tyske stemmer og kun 27 pct. danske stemmer. Man kunne måske godt forstå, at tyskerne var fornærmede over, at de ikke skulle med ned til Tyskland. En gammel tysker skrev da også i sin bibel:
Efter Genforeningen skulle man jo prøve at leve sammen med hinanden under de forandringer, som det jo gav. Landet kom jo nu ind under dansk lovgivning. Men nu havde tyskere og danskere i Højer jo levet sammen i mange år. De havde jo egentlig haft et godt naboskab.
De unge danske gendarmer kunne nu godt spille fodbold sammen med de tyske unge. Det blev anderledes da nazismen dukkede frem i 1933.
Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker i Højer
Dette kom i høj grad til at præge forholdet. I Højer var de allerfleste tyskere gået over til nazismen. Det var blevet en meget stærkere stemning, end det var før. Alle kendte alle. I skolen skulle man sælge mærker, og det var sandelig ikke alle steder, man måtte gå med alle mærker.
Hvis det var Dybbøl-mærker, så fik børnene at vide:
Men det var ikke altid lige let, for der kom også børn udefra. Når man så kom til at gå ind til en tysksindet, ja så fik man at vide, at man nok skulle gå et andet sted hen. Andre steder fik man et decideret møgfald.
Fem slags beboere i Højer
Nu kunne forholdene i Højer godt være lidt komplicerede med så mange tysksindede. Det fik engang Troels Fink til afbryde følgende, da han var på besøg i Højer:
Det siger man selvfølgelig ikke til dem selv. Altså dem, der hverken føler sig danske eller tyske, men er sådan ind imellem. Måske stemmer de ved et valg dansk og ved et andet tysk. Sognepræsten N.P. Nielsen kaldte dem ”De uafgjorte”.
Kategori nummer to var de blakkede, der hældte til dansk side og nummer fire blakkede, der hældte til dansk side. Sådan sagde Troels Fink. Det lyder indviklet, men i praksis vidste man godt, hvor beboerne skulle anbringes i de fem grupper.
Der var faktisk en sjette gruppe i Højer, som man kunne kalde ”Jyllands – tyskere”. De kom nordfra til Sønderjylland. Du kunne ikke være andet end danskere, men som så gik over til tyskheden – i reglen fordi de blev tysk gift.
De blandede ægteskaber
De blandede ægteskaber – som det er en del af, fungerede normalt på den måde, at når det var en dansk pige og en tysk mand, så gik hun over til tyskheden. Det er jo også historien om håndværkeren fra Højer, der gik på valsen oppe i Nordsjælland. Så fandt han en pige deroppe. De blev gift og flyttede til Højer. Han var alle dage tysk og hun var alle dage dansk. Det var der ingen, der tog anstød af.
Det var en enkelt familie-det var en mejeribestyrer – han blev tysk gift. De fik tre sønner, hvoraf de to blev danske og den tredje tysk. En af de danske blev gift med en nord fra Hun havde det ikke så godt, at der var tyskhed i familien. Samtidig havde hun og hendes mand et meget nært venskab med en tysk snedkermester i Højer.
Højer er karakteristisk ved at danske og tyske bor imellem hinanden. I samme hus kan der bo en dansk familie og en tysk familie, og er der sygdom i familien, så hjælper den anden. Er der begravelse så går man uanset om det er dansk eller tysk.
Sønderjysk Tæppefabrik
Højer var i mange år afhængig af Sønderjysk Tæppefabrik. Den blev startet af en fynbo i 1919. Han havde studeret tekstilvirksomhed i Tyskland. Der havde han fundet sin kone i Hannover. Hun flyttede med til Danmark. Hun valgte at følge hendes mand, og det lykkedes hende at komme godt ind i det danske.
Han købte i 1919 et lille uldspinderi, der beskæftigede fire mennesker. Der var en klausul i handelen, at hvis Højer kom til Tyskland, så skulle handelen gå tilbage. Han ville have sin virksomhed i Danmark. Han gav sig til at fremstille tæpper. Op til 1940erne blev det Tønder Amts største industrivirksomhed.
En tysk hustru
Hans søn – som overtog fabrikken efter ham – giftede sig med datteren af byens tidligere tyske borgmester, og hans søn igen – der også var direktør på tæppefabrikken – giftede sig med datteren af den tyske præst her. Det var altså den tredje generation af sådan et blandet ægteskab.
Når man spurgte nummer to Kjærby – og det var det somme tider, nogen der gjorde – hvordan klarer I jer egentlig i Højer med alle de tyskere, så svarede han:
Dengang under Anden verdenskrig forærede Det Tyske Forening Hagekorsflag rundt til de tysksindede. Men de fik lov til at blive liggende i kommodeskuffen. Ja en enkelt lade flaget om til en mørkerød nederdel.
Både dansk og tysk skole
I den tyske tid fra 1864 til 1920 var der kun tysk skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk skole. Ja så skulle man jo lige finde lokaler til den. Det sparsommelige byråd fandt ud af, at børnene hidtil har kunnet finde plads i den forholdsvis nye skolebygning fra 1905. Der måtte de også være i fremtiden.
Det blev sådan, at den danske skole fik to klasser i den nordlige del, og den tyske fik tre klasser i den sydlige del. Over indgangsdøren stod der:
Op ad trapperne stod der også tyske indskrifter. De var nu så uskyldige, at ingen havde noget imod dem. Men de danske lærere mente alligevel, at man jo var i Danmark, så hver gang der skulle males, blev de tyske inskriptioner malet over.
Da undervisningsministeren kom på besøg
Inden den danske kvindelige undervisningsminister, Nina Bang var første gang på besøg på skolen i Højer, havde hun fået noget at vide i forvejen. Hun havde fået at vide, at der var fælles lærerværelse for både danske og tyske lærere og at der på lærerværelset stadig hang et billede af Kejser Wilhelm.
Da hun nu kom ind i lærerværelset sammen med lærerne og skolekommissionen, pegede hun på billedet og sagde:
Ja så måtte kejseren væk. Men de tyske og danske lærere blev så enige om, hvem der så i stedet måtte hænge der.
De danske børn var i mindretal
I frikvarteret var det fælles legeplads. Der legede danske og børn. Som regel foregik det hver for sig. Men det hændte også, at de legede sammen. Uden for skoletiden legede de også sammen. Men om vinteren i sneboldkampe kunne det godt opstå et problem. For de tyske børn var flest.
De danske og tyske lærere talte aldrig om nationale forhold. I besættelsestiden var det også sjældent, at de var i lærerværelset samtidig.
Tog til Tønder og hilste på soldaterne
Den 9. april fik de tyske elever allerede fri klokken ti. Da lukkede man skolen og gav eleverne fri. Mange af disse tog sammen med deres forældre til Tønder for at møde de tyske soldater. Det gik lang tid, inden disse kom til Højer.
Lærerne risikerede at kigge ind i et kanonrør
Fra 1943 til 1945 var der hele tiden soldater på skolen. Gymnastiksalen og skolekøkkenet havde de hele tiden. Sommetider havde de også klasseværelset. Og så brugte de skolepladsen som oplagringsplads og dels som øvelsesterræn.
Lærerne kunne risikere at kigge ud i et kanonrør, når de stod inde i klassen og kiggede ud, fordi tyskerne holdt øvelse på skolepladsen. Man kunne godt blive knotten og bede børnene om at synge en god dansk sang. Men det var de tyske soldater nu ligeglade med. Og egentlig opførte de tyske soldater sig pænt, selv om den støj og uro, de frembragte på skolen, var ubehagelige.
Afsted til Fårhus-lejren
Alle Zeitfreiwillige og tyske lærere i Højer blev hentet den 9. maj og ført i Fårhuslejren. Det skete under meget nedværdigende forhold. Derefter var der kun en tyske lærerinde tilbage på skolen. Senere kom endnu en til. Med nedsat timeantal holdt de skolen gående til den 27. juni, hvorefter den tyske skole blev lukket.
Tyske privatskoler opstod
De tyske børn var så uden undervisning resten af året. I 1946 blev der oprettet nogle særklasser, hvor tyske børn fik undervisning. Det skete dels af danske lærere, der underviste i dansk, historie og geografi og dels af tyske lærerinder, der underviste i de øvrige fag.
Det varede dog kun i tre måneder, så ville de danske lærere ikke mere. Derefter blev den tyske skole igen nedlagt. De tyske børn var så uden undervisning til den 7. juni. Den tyske borgmester ankom nu til den danske førstelærer og ville gerne indmelde 71 elever fra den tyske skole i den danske. Han ankom om eftermiddagen og forventede, at de kunne starte næste morgen.
I løbet af natten måtte der så pukles for at få det hele op i en højere enhed. Nu var det jo den store fordel at alle elever havde dansk som hjemmesprog. De forstod udmærket dansk.
I den følgende tid skød tyske privatskoler op rundt omkring i Sønderjylland. Det varede ret længe inden regeringen fandt ud af at tackle skoleproblemerne i Sønderjylland. Først i 1951 dukkede en ny tysk privatskole op i Højer.
Det var faktisk først fra omkring 1830 at folk bevidst gik over til det tyske i Højer. Og det var hovedsagelig de velhavende.
Kaotiske forhold omkring 4. maj
Den 4. maj og de første dage efter Befrielsen var meget kaotiske i Højer. Den 4. maj blev en søn af direktør Kjærby på Tæppefabrikken begravet. Den 1. maj var han blevet dræbt af noget ammunition, som tyskerne havde smidt fra sig. Det var det så nogle drenge, der legede med.
Kjærby’ s søn blev begravet den 4. maj om eftermiddagen. Et par dage efter blev en gendarm, der havde været i koncentrationslejr og var kommet meget syg hjem begravet. Der var også en dansk frihedskæmper, der stammede fra Højer, men som havde boet i Skærbæk, der blev dræbt af tyskerne 5. maj. Han blev også begravet i Højer. Man gik fra befrielsesfest til begravelse. Det var nogle mærkelige dage – dengang.
To nationaliteter
Dem nord fra havde efterhånden fundet ud af, at der var en tysk skole i byen, der var tyske foreninger, og der har været en tysk børnehave. Der har været tysk læge og tysk kirkegang. Men de opdagede knap nok, at der var to nationaliteter.
Under Første Verdenskrig havde mange i Højer hjælp af russiske krigsfanger. Men som vi allerede har skrevet, så var der 51, der ikke kom hjem.
Kreditanstalt Vogelgesang
Tyskerne oprettede i 20erne Kreditanstalt Vogelgesang. Deres opgave var at skaffe så meget jord på tyske hænder som muligt og få det båndlagt til det blev tysk. Det var sådan, at hvis en dansker solgte jord til en tysker, så blev han meget ugle set.
Efter ar Kreditanstalt Vogelgesang var oprettet, så oprettede danskerne Landeværnet, som så sørgede for så vidt muligt at beholde dansk jord på danske hænder. Men det betød meget i de år efter. Vi har også her på siden skrevet en artikel om dette tema.
De fortrød ofte, at de meldte sig
Det var svært i de tyske hjem, da mændene blev sendt til Fårhuslejren. Nogle af dem fik en ret lang straf. De dansksindede syntes stadig at det var unaturligt, at nazister meldte sig til tysk krigstjeneste. Men det var nu ofte at de fortrød. En ung tysker var hjemme på orlov og den tyske forening holdt fest på det tyske hotel. De bad ham om at fortælle om hans oplevelser. Han svarede:
Han meldte sig til Waffen SS
Ved kampene ved Bredevad den 9. april 1940 var han en helt.
Han lå i vejgrøften bag et maskingevær sammen med en dansk kammerat. Han har selv fortalt, at han helst ville have sprunget op og løbe over til sine venner. Men nu blev han liggende der. Hans kammerat blev ramt i hovedet og han gjorde alt muligt or at hjælpe ham.
Efter at træfningen var endt, blev de danske soldater taget til fange. Nogle dage efter blev de frigivet. Noget af det første han gjorde, da han kom hjem, var melde sig til SS. Et år efter faldt han i Rusland. Men i mange tilfælde var det forældrenes nazisme, der førte til dette, at de unge meldte sig til krigstjeneste. Der er mange triste historier fra denne tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 2, 2020
Rovmordet i Utterslev Mose
Rovmord opklaret på fire dage. Man skelnede to slags drab. Det var en ”lovlig krigshandling”. Volmer Nissen fik besked på at indstille efterforskningen både på drabet og smugleri af guld over Øresund. Han var ved at blive likvideret. Drabsmand var af god familie og fik derfor lov til at flygte til Amerika. Ingen blev nogensinde dømte for rovmordet. Dundal- gruppen var ellers kendt for kriminelle handlinger. Han blev knyttet til Brønshøj-bataljonen under ”Ringen”. Man forsøgte at løgge låg over kriminelle handlinger begået af modstandsbevægelsen.
Rovmord opklaret på fire dage
Ifølge politiets indberetninger blev den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd den 4. april 1945 fra sin forretning på Rungsted Plads på det Ydre Nørrebro. Samme dag blev han fundet skudt i Utterslev Mose. Efter krigen påtog modstandsbevægelsen ansvaret for drabet.
Politifuldmægtig Volmer Nissen opklarede drabet i løbet af fire dage. Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog. De var dumme nok til selv at hæve pengene. Det lignede et rovmord. Men de blev aldrig dømt.
Man skelnede mellem to slags drab
Volmer Nissen undgik med nød og næppe at blive arresteret den 19. september 1944. Han opholdt sig i Københavns Byret. Han flygtede med to politifuldmægtige i kulderegn over Sukkens Bro videre over Domhusets loft ned på et skur og via en stige nåede han i sikkerhed på Strøget. Hjulpet af sin far fik han ny identitet og et job som forsikringsagent.
Men i november måned fik statsadvokat Jørgen Trolle brug for ham. Tyskerne havde indset, at en storby som København ville bryde sammen uden en anklagemyndighed til at forfølge kriminelle. De lod derfor statsadvokaten samle en kreds af politifuldmægtige.
Man lærte at skelne mellem to typer drab. Hvis folk var slået ihjel med en økse, var det sikkert tale om et privat opgør. Var der tale om drab med en maskingeværsalve var det snarere et politisk drab begået af enten modstandsbevægelsen eller tyskerne. Disse drab måtte man ikke røre. De blev arkiveret på Retsmedicinsk Institut med en seddel på storetåen, hvorpå der stod ”PD”. Det betød ”Til politidirektørens efterforskning” efter krigen.
Måtte ikke efterforske smuglerier over Øresund
Efter krigen begyndte Volmer Nissen at efterforske smuglerier over Øresund. Der blev også smuglet guld under dække af, at man var modstandsfolk. Der var nogle, der tjente styrtende med penge. Men politifuldmægtigens efterforskning i Øresunds – kriminalitet blev standset fra højere sted. Nogle af de ledende i disse smuglerier havde åbenbart gode forbindelser.
Volmer Nissen ved at blive likvideret
Den 4. april blev den unge fuldmægtige Volmer Nissen fra Statsadvokaturen kaldt til Utterslev Mose, hvor liget af købmanden fra Rungsted Plads var fundet. Man kørte derud i en af Statsadvokaturens benzindrevne biler. Chaufføren var officielt kontorist med i virkeligheden en politibetjent fra Tinglev, der var efterlyst af tyskerne.
I nærheden af mosen blev man stoppet af en anden bil. Mændene fra den anden bil kom med hævede pistoler. Det var lige før, de to var blevet likvideret. Det viste sig at være Holger Danske – folk, der troede at politifuldmægtigen og chaufføren var danske Gestapo – folk.
De fortalte, at de havde været ude at undersøge købmand Hansen – sagen. De havde ikke kunnet finde noget på manden og var pikeret over, at han var blevet skudt.
Fik besked på at indstille efterforskningen
Kommisen i forretningen og enken blev afhørt af Volmer Nissen. De beskrev et godt signalement af gerningsmændene. Også kasseassistenten og afdelingsbestyreren i Bikubens Jagtvej – afdeling blev afhørt. Drabsmændene havde forsøgt at hæve pengene fra købmandens sparekassebog. Volmer Nissen fandt ud af, at det var den såkaldte Dundal – bande.
Mordet var en såkaldt politisk sag, som Volmer Nissen fik besked om, at lade ligge.
Drabsmanden var af god familie
Jens Kristian Dundal forsøgte efter krigen at vaske sig ren ved at sige, at han var modstandsmand. Men det lykkedes ikke rigtig for ham.
Han havde arbejdet for tyskerne, inden han begyndte at arbejde for modstandsbevægelsen. Men det var ikke ham, der havde begået selve drabet. Det var en mere interessant herre, der kaldte sig ”Babyface” Han var af fin familie. Hans far var overretssagfører.
De havde alle kendskab til modstandsmænd og her var der igen en, der var meget interessant. Han hed Aksel Heiberg. Han var en meget modig modstandsmand, der havde deltaget i mange aktioner, men han havde også plyndret banker til den store guldmedalje.
Var det grund til, at købmanden fra Rungsted Plads skulle myrdes? Han havde udtalt, at der også var noget godt i det, som tyskerne gjorde. Det var en modig udtalelse særlig i et kvarter som Nørrebro. Men dette berettiger jo slet ikke til et koldblodigt mord og røveri.
Dundal – banden var kendt for kriminelle handlinger
Dundal – banden var kendt for pengeafpresning, røveri og drab. Og Babyface, som havde begået mordet fik familien sendt til Amerika. Familien var velanset og havde gode forbindelser.
Jens Christian Dundal havde allerede et halvt år efter besættelsen meldt sig ind i DNSAP. Og det var han så de følgende år. I 1941 rejste han til Tyskland for at arbejde og han fortsatte i Norge.
I en periode i sommeren 1941 fungerede han som sabotagevagt for det nazistiske vagtselskab ”Organisation Todt”. Trods dette søgte han også kontakt med modstandsbevægelsen.
Han likviderede en anden sabotagevagt i Vanløse. Men Modstandsbevægelsen ville ikke direkte påtage sig ansvaret for dette drab. Men man ville ikke foretage sig yderligere i denne sag. I efteråret 1944 blev Dundal tilknyttet den såkaldte Brønshøj – gruppe med tilknytning til modstandspartiet Dansk Samling.
Han deltog efter eget udsagn i flere likvideringer og våbenkup efter at han i november på grund af svigtende nerver måtte flygte til Sverige for en tid. I februar vendte han tilbage til Danmark, fordi han havde fået at vide, at hans kone var syg.
Han blev tilknyttet Brønshøj – bataljonen
Nu blev han tilknyttet Brønshøj – Bataljonen under modstandsgruppen Ringen. De følgende uger gennemførte han sammen med andre fra gruppen en række røverier og røveriforsøg. Han forklarede, at det var for at skaffe penge til modstandsbevægelsen. I Nærum stjal de i en villa to bankbøger med et indestående på 87.000 kr., et par tusinder i kontanter samt sølvtøj, smykker og tøj til en værdi af 10.000 kr.
Dundahl skulle have modtaget sedler på folk, der skulle gennem en nærmere undersøgelse, men han opfattede det som om, at de skulle likvideres.
En anden fra Dundahls gruppe havde indtil sommeren 1944 været medlem af det nazistiske vagtkorps ”Sommers Vagtkorps”.
Det lykkedes ikke at få penge
Ude i Utterslev Mose havde man foretaget en afhøring af købmand Hansen. Det endte med, at de skød ham tre gange i hovedet. De sagde, at de ville have brugt pengene til en ny bil til modstandsbevægelsen. Der var 8.000 kr. på kontoen. Men lige efter bortførelsen havde købmand Hansens enke spærret kontoen i Bikuben.
Enken forklarede politiet at hendes mand aldrig havde været medlem af DNSAP eller nogen anden nazistisk organisation. Hun indrømmede dog, at han var ”tyskervenlig” men kaldte ham for et politisk skvadderhoved.
”En lovlig krigshandling”
Åbenbart havde den ene af gruppens medlemmer også været aktiv i Hærens Efterretningstjeneste.
Om Overlandsretssagførerens søn hed det i en række erklæringer fra kendte frihedsfolk, at han havde gjort et godt og påskønnet arbejde, først i Efterretnings- og Bladtjeneste, senere ved Sabotage og likvideringer. Også modstandsbevægelsen Holger Danskes advokat gik i brechen for sin advokatkollegas søn og:
Men egentlig var sagen i begyndelsen en helt almindelig kriminel sag. Men Københavns Politi betragtede efterhånden sagen som en ”lovlig Krigshandling”. I september 1946 optræder sagen for første gange som en af de drab, som blev foretaget:
Man forsøgte at lægge låg over kriminelle handlinger.
Jens Kristian Dundal og en mere fra drabet samt otte andre mænd fra Dundal-banden blev i september 1947 idømt mellem seks måneder og seks års fængsel for en række røverier begået i krigens sidste to måneder. På dette tidspunkt var ”Babyface” – overlandsretssagførerens søn for længst sendt til Amerika.
Ingen blev dømt for, at de i modstandsbevægelsens navn havde begået forbrydelser og ingen blev nogensinde dømt for rovmord.
Fra Modstandsbevægelsens side var man dybt fortørnet over at Statsadvokaturen efterforskede i disse drab, inden de blev bremset.
Efter besættelsen forsøgte man med held fra Justitsministeriets side også at bremse de kriminelle handlinger som modstandsbevægelsen var involveret i
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 292 artikler fra Besættelsestiden Før/Nu/Efter og 302 artikler fra det gamle Nørrebro:
.
Januar 1, 2020
Ikke alle mord undersøges
Når drab har sin egen status. Ikke alle drab dengang var moralsk rene. Mord kan pludselig forældes. Man holdt familie hen med løgn og bedrag. Langt fra alle var stikkere. Beslutninger om likvideringer blev taget på alle nivuer. Drabene skulle ikke undersøges ”Krig er ikke jura”. Frode Jacobsen forsvarede modstandsbevægelsen. Ingen undskyldning. Gjorde man modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste? Havde Danmark flest stikkere pr. indbygger. Kunne man stole på Centralkartoteket? Langt fra alle likvideringer skete under ordnede forhold. Da en tre – årig dukkede op hos underboen. Informationerne var ikke altid korrekte. Kun 82 likvideringer i Norge. Man lod sig friste. Er listen komplet? Det er ikke bare en støvet historie. Pludselige masser af patrioter. Hvorfor er det svært at tale om besættelsestiden? Modstand kræver håb. Tabu – og mørkebelagt. I april 1945 blev 100 likvideret. Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet. Danmark har brug for et eventyrbillede.
Når drab har sin egen status
Som udgangspunkt er et drab altså et drab, og så alligevel ikke. For de drab, som modstandsbevægelsen begik under krigen, har sin egen status og historie knyttet til sig. Det vil sikkert vække et ramaskrig af dimensioner, hvis der rejses tiltale mod tidligere modstandsfolk, der er gået over i historien som helte. Samtlige drab er gået over i historien som stikkerlikvideringer. Men var de nu også det?
Ikke alle drab var moralsk rene
Det kan efter så lang tid være umuligt at bevise, at de ikke dræbte med det forsæt at fjerne en stikker og beskytte modstandsbevægelsen, men handlede ud fra egne motiver som hævn, drab eller økonomisk vinding. Måske var købmand Hansen nazi- sympatisør, men han var ikke stikker. Og det beretter ikke til rovmord. Men det kom under begrebet legitime drab.
I sagen fra Padborg, som undertegnede skrev en bog om, opfandt myndighederne en historie, der skulle dække over de virkelige begivenheder. Man lukkede sagen allerede i 1947.
Ikke alle drab dengang var moralsk rene.
Mord kan sagtens forældes
Nej ikke alle mord undersøges. Det er så smart, at man kan mørklægge en sag. Så har du absolut ingen adgang. Det har du heller ikke med familiens underskrift. Hvis det rygtes, at du er i gang med at undersøge ting og sager, skal det nok ligges forhindringer i vejen.
Overraskende er det også, når det så lykkes at få nye ting frem, som sætter spørgsmålstegn ved en efterforskning, så åbner man den bestemt ikke igen. Og lokalbefolkningen er bestemt ikke på din side. Jo mord kan sandelig godt forældes. Det er ikke kun nede i Padborg, at der skete mystiske mord før og efter besættelsen.
Man holdt familien hen med løgn og bedrag
Vi vil i en senere artikel fokusere på et mord ude i Utterslev Mose, som vi har berørt i flere artikler. Her var der tale om et rovmord. Men myndighederne bestemte, at dette mord ikke skulle udforskes mere. Det var et mord, som Modstandsbevægelsen tog på sin kappe.
Det mord vi fokuserede på nede i Padborg, foregik efter besættelsen. Den sag lukkede man allerede i 1947, men vi kunne i vores bog dokumentere at politiet manipulerede med rapporterne. Men det værste var at man holdt familien hen med løgn og bedrag.
Langt fra alle var stikkere
Emnet er bestemt ikke populært at beskæftige sig med. Man bliver beskyldt for mange ting. I denne historie skal vi passe på ikke at forsynde os mod den historiske grundregel:
Egentlig handler besættelsens historie stadig om myten. Det er krig og kamp med helte og skurke, gode og onde, os og dem. Myten er præget af etiske og moralske elementer.
Frihedsrådet udsendte i 1944 en nytårshilsen, hvor man skrev, at ingen landsmænd er blevet dræbt på baggrund af deres overbevisning, men kun fordi, at de mod en høj betaling har påtaget sig at efterspore landsmænd og udlevere dem til Gestapo.
Men nu er det ikke alle de likviderede, der opfylder disse betingelser. Det var ikke mange af de likviderede, der direkte var stikkere. De var måske tyskervenlige i en eller anden form og bar tyske uniformer.
Beslutninger og likvidering taget på alle niveauer
Historikerne er stadig uenige om, hvem der gav tilladelsen. Man taler om ”Frihedsrådets Likvideringsudvalg” og ”Den Jyske Domstol”. Men de har aldrig eksisteret. De blev opfundet til lejligheden i sommeren 1945.
Beslutninger om dette blev truffet i alle niveauer i modstandsbevægelsens hierarki. Man mener, at der er begået 400 likvideringer. Nu har ingen af de tre forfattere de mord med, som vi i vores bog fandt i Padborg efter besættelsen.
Drabene skulle ikke undersøges
Der er aldrig foretaget en systematisk undersøgelse, hvorvidt der er begået drab eller en likvidering begået af modstandsfolk. Rigspolitichefen bad ellers i juli 1945 alle politikredse om at indberette besættelsestidens drab, hvorefter tanken var at lade Rigspolitiets rejseafdeling efterforske alle drab med henblik på at udskille modstandsbevægelsens likvideringer.
Men en sådan undersøgelse blev forhindret af Frihedsrådets Frode Jacobsen. Han ville som Minister uden portefølje sammen med Modstandsbevægelsens folk og Centralkartoteket ”udsondre” de drab som ikke skulle udforskes yderligere.
En liste med 500 drab blev overdraget til Frode Jacobsen. Herefter blev 320 drab fjernes som Modstandsbevægelsen tog ansvar for. I januar 1945 havde Frihedsrådet udsendt en proklamation, hvor man skrev, at man havde ”uigendrivelige beviser som til sin tid om nødvendigt kan fremlægges og godtgøre, at henrettelsen var påkrævet som en præventiv foranstaltning fra Frihedsbevægelsens side”
”Krig er ikke jura”
Den 25. august 1945 mente den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch, at det var tale om mord. Han stillede spørgsmålstegn ved likvideringernes berettigelse. Dem der stillede sig på samme side, var venstrepolitikeren og retspræsidenten Svenning Rytter og socialdemokraten K.K. Steincke.
Per Federspiel afløste Frode Jacobsen i efteråret 1945. Men Frode Jacobsen bevarede sin indflydelse som konsulent. Han sikrede sig, at ingen sager blev efterforsket. Begge de to personer havde samme holdning, at likvideringer var at betragte som krigshandlinger. Og det gjaldt åbenbart også for handlinger, der var foretaget efter besættelsen.
Frode Jacobsen mente at det var ”krig ikke jura”. Og det var underordnet om der ikke formelt bestod en krigshandling mellem Tyskland og Danmark.
Det lykkedes for Frode Jacobsen at få stoppet efterforskningen. Han indgik en aftale med en af sine nærmeste medarbejdere fra modstandstiden, juristen Niels Buch-Jensen, der blev justitsminister i befrielsesregeringen.
Frode Jacobsen forsvarede modstandsbevægelsen
Flere familiemedlemmer til de likviderede stillede spørgsmålstegn til, hvorfor deres familiemedlem skulle henrettes. Det skete også i sagen fra Padborg. På en eller anden måde blev der undersøgt en del nye sager. Men en masse blev også undladt. Der blev sendt ca. 20 korte og ”blakkede” erklæringer til familien.
Selv forfatteren Martin A. Hansen som tidligere var tilhænger af likvideringer var nu blevet skeptisk. I 1956 for Frode Jacobsen i blækhuset. Han ville indrømme, at 9 likvideringer blev kendt uberettiget.
Ingen undskyldning
Frode Jacobsen forsvarede modstandsfolkene. Hans motiver var sikkert renhjertede. Men derved fremstod likvideringerne smudsige og dunkle. Familien i Padborg fik ingen undskyldning. Man fik efter mange forgæves henvendelser til myndighederne et brev i 1947. at sagen var indstillet, og det selv om, at vi ved at der blandt de sidste fem, der henrettede ham var to navngivne politibetjente.
Gjorde man modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste?
Spørgsmålet er om man gjorde modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste. Havde de ikke været bedre tjent med en fuldstændig åbenhed. Helligholdelsen har haft store menneskelige omkostninger. Og vi ved også at i Padborg har løgn fra myndighedernes side haft store menneskelige omkostninger for de efterladte. Ja faktisk for hele lokalsamfundet. Frygtelige rygter er opstået.
Forfattere, historikere m.m. og for den sags skyld alle os andre skal ikke gå ensidig efter Frode Jacobsen. Han ville ikke have, at frihedskæmperne efter at have ”kæmpet for Danmark” blev udsat for politiundersøgelser. Der skulle ikke kastes et dårligt lys over modstandskampen. Udlandet skulle heller ikke stille spørgsmålstegn.
Selv om nettet blev strammet m.h.t. at undersøge alle drab, så lykkedes det for Frode Jacobsen at forhindre det. Ja så kunne man jo bare skifte nogle emsige politibetjente ud.
De lokale politimestre, der mente at mord så så lidt betænkelige ud og selv begyndte at foretage en undersøgelse fik en næse af justitsministeren. Man skulle ikke begynde at undersøge de mord, der befandt sig på modstandsbevægelsens særlige liste.
Havde Danmark flest stikkere pr. indbygger?
Det er blevet hævdet, at Danmark var det land i Europa, der havde flest stikkere pr. indbygger. Dette har vi ikke mulighed for at undersøge her på redaktionen. Men per Federspiel anfører i en rapport fra april 1945, at Gestapos succes snarere skyldes danskernes tankeløshed og åbenmundethed end egentlig stikkeri.
De lister, der blev udarbejdet, indeholdt ikke tyske statsborgere med undtagelse af tre. Men rent faktisk blev omkring 39 tyske statsborgere likvideret af modstandsbevægelsen. Men man betragtede drab på tyske statsborgere som legitime krigshandlinger.
Kunne man stole på Centralkartoteket?
Mange af drabene eller likvideringerne stammer fra oplysninger fra det såkaldte centralkartotek. Men hvor pålideligt var disse oplysninger? Man havde oplysninger over 40.000 danskere, der var mistænkt for unational optræden.
Oplysningerne var baseret på et spinkelt grundlag. Ofte var de unøjagtige eller direkte forkert. Ved befrielsen var 21.800 interneret efter Centralkartotekets oplysninger. Omkring 13.000 blev siden dømt efter straffelovtillæggene.
Mange af likvideringerne slog fejl. De indgår ikke i statistikken. Årsagerne kan være flere. Den angrebne kan have forsvaret sig eller blevet såret. Steffan Emkjær har fundet frem til 96 drabsforsøg. Måske skal antallet endnu højere op. Han har således fundet frem til yderligere 52 skudvekslinger, som ikke er opstået i forbindelse med sabotage.
Mange blev likvideret fordi de var i tysk vagttjeneste. Argumentet mod dette var, at dette kun efter krigen rakte til fra 4 års fængsel. Svaret fra Modstandsbevægelsen var, at dette var en nødforanstaltning for at beskytte illegalt arbejde.
Ingen bevis for, at han var stikker
Modstandsmanden Hugo Horwitz siger bl.a.:
Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. I to tilfælde fik han fra højere instanser i politiet ordre om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne ikke være skyldige.
Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler på Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, Herluf i marts 1945 modtog fra Hans Christensen, der dengang var leder af politiets illegale efterretningsvirksomhed, samarbejde med tyskerne.
Herluf syntes, at det var lidt underligt, at han ikke fra beboerne i ejendommen havde fået dette bekræftet. Han sendte sine folk ind i butikken for at købe et slips og sikre sig at kysten var klar. Så stormede han selv ind i butikken med en skudklar pistol og ventede på at manden skulle dukke frem fra baglokalet.
Men det viste sig at være en af de illegale folk fra Politikompagniet, der arbejdede i forretningen. Så måtte manden jo være god nok, men der var åbenbart en, der var efter ham. Herluf bad sin mand om at advare manufakturhandleren om, at han skulle holde sig væk fra forretningen. Var det personlig hævntørst?
Langt fra alle likvideringer skete under ordnede forhold
Ofte blev sagerne slet ikke undersøgt. Rygter og hævntørst kunne føre til tragiske fejltagelser.
En ung kvinde på et værtshus blev af nogle kammerater over for en modstandsmand udpeget som mistænkelig. Samme aften blev hun dræbt.
Langt fra alle likvideringer foregik under ordnede forhold som Frihedsrådet har erklæret. Mange af likvideringerne er foretaget på et alt andet end veldokumenteret grundlag
Da en tre – årig dukkede op hos underboen
I en lejlighed i Webersgade på Østerbro fik en underbo en tidlig morgen besøg af den 3 – årige datter oppefra. Hun kunne ikke få sin morgenmad, for hun kunne ikke vække sine forældre. De lå og sov.
Underboen fandt faren skudt i hovedet, men dækket til med et tæppe. Moren lå på en hjørnesofa med snitsår overalt på kroppen. Under sofaen lå en blodig brødsav.
Det viste sig, at det var ikke en af de drab som modstandsbevægelsen havde legitimeret. Trods det skulle sagen mod faren ikke indledes, da han alligevel havde været involveret i så mange ting. Ja engang havde han også været stikker for politiet. Derimod skulle der indledes en sag mod mordet mod moderen. Denne hændelse fandt sted i begyndelsen af 1945. Først den 19. juni 1946 traf man denne afgørelse.
Modstandsfolkene tog ofte beslutningen om at likvidere danskerne, de mente var stikkere, uden at tale med modstandsbevægelsens ledelse. De blev skudt fordi de havde forbindelser til tyskerne eller fx var nazister. Den ældste, der blev likvideret, var 67 år og den yngste var 14 år.
Informationer var ikke altid korrekte
De illegale blade havde travlt med at forklare at medlemmer af modstandsbevægelsen ikke var blodtørstige og skydegale. De forklarede, hvorfor en person var blevet likvideret. Men nu var det dog ikke altid, at disse informationer var korrekte.
Likvideringerne kunne også mærkes på dem, der udførte dem. Det førte til psykiske sammenbrud og i enkelte tilfælde selvmord.
Hvem gav ordren. Ja flere modstandsfolk har talt om små sedler med navn og adresse, der kom fra kompagnichefen, men åbenbart var det ikke helt normalt. I Holger Danske var den almindelige holdning, at man allerede fra november 1944 måtte skyde på danskere i tysk uniform. Frihedsrådet gav først den tilladelse i februar 1945.
Formentlig var det lidt tilfældig om der først fulgte en afhøring inden en likvidering. I Asmus Jensens tilfælde fra Padborg fulgte der øjensynlig et par dages tortur inden likvidering. Her var der i hvert fald ikke tale om ransagning.
Man mener, at der på landsplan i tiden fra den 5. til den 9. maj er begået 12 drab i Danmark. Den ene af disse er likvidering af Asmus Jensen i Padborg. Ingen af de fem, der deltog i nakkeskuddet er blevet afhørt i forbindelse med dagen.
Kun 82 likvideringer i Norge
I Norge var der i alt kun 82 mennesker, der blev likvideret. Forklaringen på dette fra Frode Jacobsens side lød på, at der normalt kom commando-raids af folk fra England og efter endt gerning rejste tilbage dertil. Så i Norge var der ikke rigtig nogen at stikke.
Men sandheden var nok mere den, at hjemmefronten i Norge havde al mulig grund til at beskytte sig mod angivere, norsk nazificeret politi (Stapo) og tysk politi, der gang på gang trævlede det hjemlige modstandsarbejde op.
Man lod sig friste
Der var modstandsfolk, der lod sig friste til at berige sig selv. Og kriminelle søgte ind i modstandsbevægelsen. Det er ingen hemmelighed at lovløsheden herskede efter at politiet var blevet taget. Enkelte modstandsfolk lod sig berige af kriminalitet. Der er også eksempler på, at uskyldige mennesker blev myrdet og udplyndret. Mange mordere er aldrig blevet retsforfulgt.
Vi har her på siden et par gange været inde og berette om et rovmord i Utterslev. Vi vil snarest lave en lidt mere fokuserende artikel om dette tema, så hold øje med ”Rovmordet i Utterslev”.
Er listen komplet?
En del forfattere og historikere påberåber sig at have en komplet liste over de likvideringer, der blev udført. Det tvivler vi på. De har ikke haft adgang til politiets hemmelige undersøgelser, der er blevet udført. De har sikkert heller ikke kigget i kirkebøger m.m. som vi har i Bov Kommune. Åbenmundede præster har man ikke tænkt på, når man ville slette spor. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om selvmord er udført på åben gade en eftermiddag. Man kan læse meget i en kirkebog.
Måske kan man stille spørgsmålstegn ved de forfattere og historikere, der påberåber sig at have en komplet liste over likvideringer. De har ikke haft nok kildemateriale til at udarbejde det. Og de har heller ikke haft adgang til politiets hemmelige undersøgelser. De forbliver hemmelige. Måske er der foretaget flere end 400 likvideringer?
Det er ikke bare en støvet historie
Efter at have samarbejdet med en ramt familie, må jeg konstatere, at det er på tide, at familier endelig får klarhed. Men pludselig bliver man igen efter så mange år mødt med lukkethed. For disse familier er likvideringerne ikke bare en støvet historie, som man ikke skal have rippet op i. Det gælder vel både for familie og efterkommere men vel også for modstandsfolkene selv og deres pårørende. Og hvad med øjenvidnerne til drabene. Ja vel også lokalsamfundet. Vi fik med vores bog langt fra besvaret alle spørgsmål.
Disse spørgsmål ligger fortsat gemt i mørke arkiver, hvis ikke de på en eller anden måde er bortkommet.
I sagen fra Padborg, har vi fundet ud af, hvem der dræbte Asmus Jensen. Men hvorfor findes der officielle gerningsmænd, som ikke har begået drabet? Og hvorfor har man opfundet en historie til lejligheden, som vi i den grad har gennemhullet?
Man har kamufleret likvidering ved at få det til at se ud som flugtforsøg. Så har man fået personer til udskrive en rapport og belønnet dem med en topstilling. Se mere i vores bog ”Grænsen er overskredet”. Det kan undre, at man ikke har stillet spørgsmålstegn ved dette. Den Danske Brigade smækkede røret på. Men det lykkedes at få spredt historien til diverse historiebøger, der udkom dengang. Men ret hurtig spredte der sig en anden historie i Padborg – området.
Modstandsfolk skulle beskyttes med anonymitet, fordi nogle af dem frygtede hævnaktioner fra de dræbtes familier. Andre argumenter var at familien ville lide endnu mere overlast. I Padborg opstod der nye rygter, at man var i familie med en stikker, selv om det aldrig er blevet bevist.
Masser af patrioter
Der var flere øst-frivillige end aktive modstandsfolk. Men den 4. og 5. maj var Danmark omgivet af hærskarer af patrioter i hjelm og armbind. De gik alle som helhed under fællesbetegnelsen ”modstandsbevægelsen”. Men begrebet er diskutabelt, eftersom man i virkeligheden bør operere med flere hinanden næsten eller helt uafhængige modstandsbevægelser, som Frihedsrådet siden gjorde en behjertet, men ofte forgæves indsats for at samle under en fælles kommando.
Hvorfor er det svært at tale om besættelsestiden?
Hvorfor er det så svært at tale om besættelsestiden? Og hvorfor må man ikke stille spørgsmålstegn?
Modstandsfolkene havde da også hellere set et generaloprør med det etablerede politiske system og et andet efterkrigs – Danmark. Bevægelsen udgjorde dog aldrig en politisk front og kunne derfor ikke udgøre noget politisk alternativ. Den fik sin naturlige plads i befrielsesregeringen. Og kommunisterne fik et kanonvalg ved det første folketingsvalg i efteråret 1945, men allerede fra næste valg i 1948 var man tilbage ved de ordnede forhold.
Modstand kræver håb
Modstandsbevægelsen tabte freden. Ikke fordi den tabte den politiske magtkamp, for det var urealistisk at forvente det, men billet af, hvad der egentlig var foregået under krigen, var fortegnet.
Modstand kræver også håb. Der var intet håb i 1940, hvor tyskerne vandt store sejre. Man kunne imødese, at besættelsen måske ville vare i generationer. Det er ingen grund til at være specielt stolt af samarbejdspolitikken. Men den lader sig vel forsvare rent rationelt?
Vi kan i sidste ende takke modstandsbevægelsen og politikerne. De sidste sørgede for, at vi kom gennem krigen med mindst mulig skade. De første sørgede for, at vi kom ud af den med mest mulig ære, så vi fandt vores plads blandt de allierede og ikke blev sat i skammekrogen blandt Nazi – Tysklands samarbejdspartnere.
Men derfor må man stadig stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregik. Mange af de ældre vi har talt med i Bov Sogn, som vi har talt med ligefrem frygtede folk fra modstandsbevægelsen. De blev straffet fordi de havde solgt kød, æg og brød til de tyskere, der gik vagt langs Flensborg Fjord.
Tabu – og mørkebelagt
Efter den 19. september 1944 havde Danmark ikke noget politi, da de blev arresteret og interneret af tyskerne. Mange blev fristet af krigens mørke og politiløsheden. Særlig for hovedstadens borgere blev væbnede røverier, overfald, pengeafpresning og drab en del af hverdagen. Nogle gange blev disse forbrydelser også begået i modstandsbevægelsens navn.
Mange synes, at det er forkert at rode op i datidens ubehagelige begivenheder. Det synes mange også nede i Padborg i forbindelse med vores undersøgelse på Asmus Jensen. Selv om historieinteresserede ved, hvor vanskelig det er at skaffe dokumenter i forbindelse med sådanne sager, blev vi beskyldt for at have begået ”den mest udokumenterede bog nogensinde”. Vi lagde vægt på nogle af vidnernes forklaring. Men måske er sagen stadig tabu – og mytebelagt.
I april 1945 blev 100 likvideret
Frode Jacobsen fastslog, at der var to betingelser, der skulle være opfyldt for at likvidering kunne finde stede:
Alene i april måned blev 100 likvideret. Om aftenen den 4. maj blev op mod 20 dræbt. Det kan virke paradoksalt med så mange likvidationer, hvor ingen var i tvivl om krigens udfald.
Modstandsfolk forklarer dog dette fænomen, at der nærmest var udbrudt borgerkrigslignende tilstande mellem modstandsbevægelsen og de nazistiske korps. De tyske myndigheder fortsatte også med at henrette modstandsfolk. Således blev jyske modstandsfolk henrettet den 28. april 1945.
Likvideringer fortsatte efter besættelsestiden.
Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet
Småaktioner ramte butikker, som havde solgt lidt for meget til tyskerne. Men disse aktioner blev ofte begået af folk, der ikke havde nogen tilknytning til modstandsbevægelsen.
Uffe Horwitz har forklaret, at der mod krigens slutning kom flere og flere desperados, der udviklede sig til rene revolvermænd. De havde ikke andet i hovedet end at komme ud og skyde.
Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet. Det kan man vel ikke mere belaste Frode Jacobsen for. Mange modstandsfolk føler også at de har deltaget i noget fordækt grundet dette forhold.
Under dække at være i modstandsbevægelsen blev der også smuglet og handlet mellem Sverige og Danmark. Det var guld og alt mulig andet. Hvis man ville af med en konkurrent, ja så anmeldte man bare vedkommende til tyskerne.
Danmark havde brug for et eventyrbillede
Danmark havde brug for et eventyrbillede. Tyskernes besættelse her i landet var til forskel fra andre landes en ”oprettelsesbesættelse”. Man gik vel knap så hårdhændet til værks som Frankrig, Holland, Belgien og Norge.
De få tusinde aktive modstandsfolk steg den 5. maj 1945 straks til ca. 50.000. Denne historie har danskerne stadig svært ved at sluge. Alle havde pludselig været rundt med illegale blade og været sabotører. Man havde brug for at polere modstandsbevægelsens image.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her under www.dengang.dk 1.480 artikler:
December 26, 2019
Aabenraa i Højmiddelalderen
Dette er en anmeldelse af Jørgen Wittes bog af samme navn. Dette er en bog med overraskelser. Vi kommer helt ned i dagligdagen. Det er som en ”politiundersøgelse”, Skraaen er fra maj 1335. Tidlig bebyggelse på Varnæs Hoved. Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen. Det ældste Aabenraa. Fogedens Gård. Store voldgrave. En almindelig bøde var på 3 mark. Tyveri var en alvorlig forbrydelse. Farveløs beklædning dengang. Tre gilder var det dengang. Kongen skaffede mere græsningsareal. Skibe tidligt på færde. Købmændene skulle spørge om lov. Handel på byens torv. Flere veje til byen. Den første og den ny kirke. Hvor lå Jørgensgård? Magten skiftede.
Bog med overraskelser
Vi vil her forsøge at anmelde en ny bog af Jørgen Witte ”Aabenraa i Højmiddelalderen” som er udkommet på Historisk Samfund for Sønderjylland.
Hvis du kigger bagerst i artiklen, vil du kunne se en oversigt over de artikler, som Jørgen Witte har bidraget med til denne hjemmeside. Du vil også kunne se en henvisning til andre artikler om Aabenraas oprindelse.
Her troede vi, at vi med vores artikler var så rigelig dækket ind m.h.t. Aabenraas oprindelse m.m. men der er sandelig meget nyt at komme efter i Jørgens nye bog. Og så er det skrevet i et sprog, der aldrig bliver kedeligt. Selv arkæologiske undersøgelser er beskrevet i et spændende og underholdende sprog.
Vi kommer helt ned i dagligdagen
Vi kommer helt ned i dagligdagen mellem 1230 og 1375 i Aabenraa. Og det spændende er, at langt de fleste ting er kendsgerninger. Ved hjælp af Skraaen, Konge Valdemars Jordebog og arkæologiske udgravninger bliver der tegnet et billede af det tidlige liv i Aabenraa.
Kigger vi bagerst i bogen kan vi se, at der i den grad er brugt et righoldigt kildemateriale. Skriftlige kilder, gamle kort og andre kultursprog sættes i en sammenhæng, der tegner et billede af en ung købstad i hastig udvikling.
Det er som en ”Politiundersøgelse”
Bogen er blevet til etaper over en længere periode – ja hvis nok i mere end fem år. Det er tydeligt at Skraaen er analyseret fra ende til anden og forfatteren har forsøgt at datere indholdet.
Der har jo også rundt i byen været en del udgravninger. Men vi kommer også dybere ind i byens liv, således kigger vi på samtidens politiske forhold, hvilke roller spillede kirken, handlen og retsvæsnet? Men hvordan så byen ud i det korte spænd og godt 150 år frem i historien.
Selv om det er en forholdsvis ”tynd” bog vælter det frem med interessante oplysninger. Interessant er for eksempel er, at havspejlet var 2 – 3 meter højere end i dag. Det vil sige omgivelserne var helt anderledes og kyststrækninger var anderledes.
Ja det er som en politiundersøgelse, og det er ærgrer Jørgen Witte, at der stadig er ubesvarede spørgsmål. Det er ikke lykkedes ham at få skovlen under det hele.
”Skraaen” er fra maj 1335
Skraaen blev indført i maj 1335. Den indeholder en række rettigheder og pligter for Aabenraas borgere og dens gæster. Og det sjove er, at det ikke ser ud til, at denne Skraa er lånt af andre. Den nævner hele tiden ”Kongens repræsentanter” før ”Byens Rådmænd”.
Opfattelsen var, at det, der ikke stod i dokumenterne, ikke eksisterede.
Tidlig bebyggelse ved Varnæs Hoved
Det har været et meget tidligt marked kaldet Oppner Bakken. En anden mulighed kunne være Varnæs Hoved. Her har der tidligt været en bydannelse. Bebyggelsen i Varnæs er dog ikke bevist arkæologisk. Men på voldstedet Vold, er der fundet brobelægning og nedgravede pæle.
Ved ejendommen Ornum, der lå midt på Varnæs Hoved lå en østvendt fjord, der tidligere kan have været anvendt som havn. Men på den anden side. Her var ret så stejle skrænter, så måske har det alligevel ikke været så velegnet.
En havn i bunden af Aabenraa Fjord har haft betydning for munkene i Løgum Kloster.
Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen
Valdemar den Første har været en aktiv mand. Han erobrede de store byer Lübeck og Hamborg. Han havde stor betydning for Aabenraas udvikling. I 1223 blev han og hans søn kidnappet på Lyø. Dermed mistede han sit imperium syd for Østersøen. Men det skete først endeligt efter ”Slaget ved Bornhøved” i 1227, som Valdemar tabte. Lübeck sluttede sig nu til Danmarks fjender.
Det er muligt, at det i 1231 lå en handelsplads længst inde i Aabenraa Fjord. Der findes ingen arkæologiske fund. Men i Kong Valdemars Jordebog, står det at kongens repræsentant i Rise Herred kræver told.
Kongen havde ”Kongelev” i både Søderup og Årslev.
Det ældste Aabenraa
Det ældste Aabenraa lå i området Søndertorv, Skibbrogade og Fiskegade, ”Opner” var en adelsby, det vil sige en gammel oprindelig landsby, men i 1230erne boede kun få bønder i landsbyen. Mange var udvandret til landsbyen Kolstrup – lige i nærheden.
Men i Opners bymark ejede kongen selv en ejendom med jord, der var 2 ½ mark Guld værd.
Fogedens Gård
Fogedens base var en befæstet gård, der lå der hver Nygade gik over i Nybro. Det må antages, at denne blev anlagt i 1230erne. Adgang til borgen kunne foregå med skib til vestsiden af Opner-bakken. Inde fra Aabenraa gik en vej hen over borgområdet til en nord – syd gående voldgrav ved Nygade-Nybro. Her førte en bro af store egeplanke over voldgraven.
Antagelig af rester af borgen blevet anvendt til anlæggelse af Slotsvandmøllen og Brundlund Slot. Under udvidelse af Skt. Nicolai kirke i 1640 er der sikkert også anvendt rester af borgen. Endnu i 1730 var der masser af stenblokke til overs. Disse kunne sendes til København, hvor man skulle opføre det nye Christiansborg.
Store voldgrave
Fjorden nåede oprindelig tæt på den vestligste del af den nuværende Slotsgade. Ud for nuværende Slotsgade 24 og Nybro 20 er der fundet kraftig tilspidsede egetræspæle. Måske var dette er form for forsvar, inden man fik voldgravene.
Der var nogle betydelige voldgrave på 2,5 meters dybde og 15 – 20 meters bredde nogle steder dengang.
En almindelig bøde var på 3 mark
I slutningen af 1250erne måtte fogeden også arrestere fremmede, hvis disse havde truet borgerne med ild og død.
En almindelig bøde kostede 3 mark, mens en almindelig hest dengang kostede 6 mark. Begik man en forseelse skulle man normalt betale en bøde på 3 mark til fogeden og 3 mark til rådmændene.
Det var billigt at blive borger i Aabenraa. Inden for seks uger skulle man blot betale fogeden 2 øre kobber (72 penninge) og et tilsvarende beløb til rådmændene.
Inden for Aabenraa Byfred kunne en mand frit købe jord, hus og gods og sælge det, uden at spørge sine slægtninge. Til Skt. Hans den 24. juni opkrævede fogeden en såkaldt arnegæld – Det var en skat på husstanden. Hver husstand skulle betale 11 penning.
Tyveri var en alvorlig forbrydelse
Den 30. november på Sct. Andreas skulle man betale en afgift på 1 øre (36 penninge) for deres grundstykke, der blev kaldt for toft. Og fra 1230 fremkom begrebet ”Møntskat”.
Man ved ikke, hvor mange rådmænd, der var i Aabenraa. Men det lykkedes i hvert fald for dem at skaffe flere og flere privilegier til byen. Det var også rådmændene, der bestemte, hvor meget de fremmede købmænd måtte købe.
Ja og en ægtemand havde ret til at dræbe en horekarl, der var i lag med hans kone.
Kongen udnævnte otte sandemænd på livstid. Men efter Jyske Lov kunne disse dog afsættes. Ved grove forbrydelser kunne Bytinget dømme fredløs. Grove forbrydelser kunne også dømmes på Landstinget.
Tyveri var også en alvorlig forbrydelse. Kongens repræsentant kunne hænge tyven uden dom, men den skadelidte måtte ikke tage sig selv til rette og hænge sin tyv.
Farveløs beklædning
Man ved ikke, hvor mange, der boede i Aabenraa i 1200 og 1300tallet. Vi ved, at der i 1509 var 108 skatteydere.
De færreste blev vel mere end 60 år gammel. Børnedødeligheden var stor (10 – 25 pct.) Døden tog også de yngre kvinder på grund af de hårde børnefødsler.
Husbonden måtte godt revse husstanden inklusive tyendet med en stok.
Hvis kvinder blev beskyldt for at have beskyldt hinanden eller brugt ukvemsord, kunne de benægte dette. Men fik de skadelidte medhold, skulle de skyldige straks straffes med at få med en sten, der var beregnet til dette. Man kan også få en straf som klageren, fogeden og rådet skønsmæssig idømmer hende.
Borgens klædning var dengang farveløs og det sprog som de talte kunne næppe forstås i dag.
Dengang var der tre gilder
”Skraaen” nævner tre gilder:
Angiveligt er der i løbet af 1200 – 1300-tallet er der kommet flere til. Fælles for sammenslutningerne, var Gildedrikken, hvor man drak øl og spiste sammen. Gildet gav medlemmerne social sikkerhed. Og Gildehuset lå angiveligt i Gildegade.
Kongen skaffede mere græsningsareal
”Forten” kaldte man den åbne plads midt i byen. I slutningen af 1200-tallet foretog man indgreb i denne ”Forte”. Men det kunne kun ske med tilladelse fra Rådmændene.
Borgerne i Aabenraa ejede heste, hopper og kreaturer, der gik frit på udmarken uden for det dyrkede område.
I 1230erne havde Valdemar den Anden doneret adgang til syv landsbyers overdrev. Han skaffede også med egne penge plads til fægang i Østerskov. Træ fra denne skov har også haft betydning for byggeri i byen.
Skibe tidlig på færde i Aabenraa
Allerede på dette tidspunkt har skibe i forskellige størrelser haft betydning i byen. Det er dog ikke arkæologiske fund, der kan hentyde til dette. Og hvor stor betydning det havde på dette tidspunkt er ikke kendt.
I Haderslev har man til gengæld fundet arkæologiske rester af et skib. Det er bygget i det jyske område ca. 1220. Det var klinkbygget lige som vikingernes fartøjer. Men konstruktionsmæssigt lignede det ”Koggen”. Det var 12 – 21 meter langt og 5 meter bred. Den var fladbundet og havde en ringe dybde. Det kunne fragte tungt last på flere tons. Måske har sådanne skibe opereret i Aabenraa Havn. Den oprindelige landingsplads har ligget nær Søndergade.
Munkene ville ikke betale told. I 1252 blev klostret i Løgum også fritaget af Konge Christoffer. Men fogeden ville i 1257 alligevel have told af dem. Igen engang nægtede de at betale.
Købmændene skulle spørge om lov
Handelen i Aabenraa skulle foregå på Torvet. En gang om året skulle man sammen med sin husvært betale såkaldt ”Torveørtug” på 10 penning. Den samlede sum under navnet ”Torvegæld” direkte til kongen.
Først i 1399 nævnes skibe fra Aabenraa i Lübecks toldregnskaber. I Skraaen var der fastsat regler om, hvordan fremmede kunne leje et hus i byen. I 1280erne blev denne regel revideret.
Handelen foregik med penning-mønter. Der er desværre kun fundet få inden for stadens område. Til gengæld er der fundet hele 45 stykker ved Rise Kirke. De er formentlig tabt ved ofring ved alteret.
Det var begrænset hvad fremmede købmænd måtte handle uden rådmændenes samtykke. Når fremmede ville sælge øl, måtte det ikke ske i skræpper (20 l) men kun i store mål med hele eller halve drømt af ca. 300 l.
Klædestoffer måtte heller ikke sælges i mindre stykker og salt måtte kun sælges engros i hele tønder.
Handel på byens torv
Søndertorv blev betegnet som byens oprindelige torv, men det kan også være blevet afholdt for enden af Skibbrogade, hvor det senere var en stor åben plads.
I Middelalderen varierede målenhederne fra landsdel til landsdel. Når en købmand skulle rejse med en ”skipper” måtte denne hjælpe med sømandsarbejdet og betale undervejs.
I 1200- tallet var der en del Aabenraa-borgere på Skåne – markedet.
Fra Senmiddelalderens Aabenraa kendes en sammenslutning af skomagere. Man har ligeledes fundet rester af et bageri med ovne i Søndergade.
Veje til byen
Man kunne komme af søvejen. Måske var det ryttere til hest eller bønder, der kom med okse og vogn. Den eneste vej, der omtales i Skraaen var Kolstrup Stenbro. Den slyngede sig gennem landsbyen Kolstrup op over Skedebjerg og videre til Brunde og Rise Kirke med tilknytning til den nord-sydgående hærvejstræk. Vejen førte også videre til Løgumkloster.
Fra landsbyen Hessel var der også forbindelser til Hærvejen ved Årslev og derfra til herredskirken i Rise. Fra Hessel kunne vejfarende eller gående til fods og hest komme uden om fjorden og ad mindre veje gennem Kolstrup. Der var også passage syd på mod Ensted.
Den første kirke
Husene dengang var givetvis bygget af træ med stavvægge eller bulvægge måske lerklinet med fletkonstruktioner. Egentlig var de ret brandfarlige.
Både i Slotsgade og Storegade er der flere spor af svelleveje. På hjørnet af den senere Søndergade 10 er der to meter under det nuværende terræn fundet resterne af det hidtil ældste hus i Aabenraa. Man kan se, at huset er gået til ved brand.
I senmiddelalderen blev købstadens byområde udvidet syd for bygrænsen. Den oprindelige kirke lå bag Skibbrogade. Den hed åbenbart Skt. Knud. Man opdagede rester af den, da man skulle lægge fjernvarmerør. Men meget mærkeligt fik man ikke foretaget arkæologiske undersøgelser.
Den nye kirke
Præsterne skulle kunne læse og skrive latin. De skulle kunne oversætte. Og så skulle de være ugifte og leve i cølibat. Alle i menigheden skulle mindst en gang om året skrifte. I landsbyen Hessel blev der oprettet en kirkelig domstol.
Efterhånden var der ikke plads til beboerne fra Opner, Kolstrup og Hessel i Østergade/Skibbrogade i Sct. Knuds Kirke.
Tiden var kommet til at bygge en n y kirke på toppen af bakken. Det var Sct. Nikolai Kirke. Fra 1250 – 1260 rejste den nye smukke kirke sig her. Under byggeriet opstod der et byggestop. Årsagen kendes ikke.
Måske har det noget at gøre med den langvarige kamp mellem kongen og æresbiskop Jacob Erlandsen. Biskoppen mente, at han kun havde en overordnet og det var paven. Det endte med at kongen fængslede æresbiskoppen.
Hvor lå Jørgensgård?
Spedalskhed var en frygtelig sygdom. I Aabenraa blev de spedalske indlagt i Jørgensgård Skov. Det var et stykke uden for byen. Der var mange forslag til helbredelse. Varme og kolde havbade og åreladninger var nogle af forslagene.
De skulle selvfølgelig også have deres egen kirkelige betjening. Der blev bygget et kapel for de spedalske. Det eksisterede til reformationen. Jørgensgård var placeret på et stort område. Man har fundet murrester herude. Og under anlæggelsen af smalsporsbanen fandt man skeletter herude. Men det er aldrig lykkedes at finde tilbage til dem. Så egentlig ved man ikke, hvor Jørgensgård har ligget. Og dette irriterer Jørgen Witte.
I første halvdel af 1300 må der have været vækst og optimisme i den lille købstad. Et nyt areal blev inddraget til udvidelse. Men det varede århundreder inden byen kunne udfylde dette.
Pesten holdt sit indtog i forskellige intervaller. Men hvor mange, der døde i Aabenraa, vides ikke. Det normale ved byldepest er, at 60 – 70 pct. af de døde omkom.
Magten skiftede
Magten i Slesvig skiftede i sidste halvdel af 1200 – tallet under krigeriske handlinger mellem konger og hertuger. Dengang handlede det ikke så meget om nationale forskelle vel snarere om magt.
Erik Glipping pantsatte byen til sin politiske støtte bisp Niels af Slesvig. Familiestridigheder førte til, at Abels efterkommere som hertug blev Aabenraas byherre. I 1313 blev Sønderjylland endelig udskilt som hertugdømme.
Bogen slutter med et særdeles omfattende kilderegister. En underholdende og interessant bog er hermed til ende, og den kan varmt anbefales til alle. Og selv med alle henvisninger er det en let læst bog til alle, der interesserer sig for Aabenraas tidlige historie. Godt gået Jørgen!
Kilde:
Andre artikler af Jørgen Witte på www.dengang.dk_
Hvis du vil vide mere:
December 24, 2019
Sønderjyske Årbøger 2019 – en anmeldelse
Global søfart og lokalidentitet i Sønderjylland. Før krigen har det aldrig været noget i vejen med mig – psykiske krigslidelser i Sønderjylland. Stenderup Slaget. Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 1947. Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Læremangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960erne. Karl Otto Meyer: At leve så dansk så stærkt, at det smitter. Erindringer fra et dansk mindretal. Vi bringer også en oversigt over masser af artikler, du kan læse om på dengang.dk, der berører disse emner.
I år kom bogen ikke automatisk. Jeg måtte rykke for den. Men så kunne man jo samtidig bestille en ny nyhed, som vi vender tilbage til her på siden. Og det kommer åbenbart mere i godteposen fra Historiske Samfund for Sønderjylland. En bog om sønderjysk søfartshistorie og om zeppelinbasen i Tønder. Ja der er flere på vej, men det er da i hvert fald nogle som ”Den Gamle Redaktør” skal have.
Denne gang indeholder Sønderjyske Årbøger 7 artikler. Og helt ærligt så er alt ikke lige interessant. Men det har hverken noget med skribenterne eller historieformidlingen at gøre. Det handler om, det som man interesserer sig for i historien.
Imponerende er også, at bogen indeholder hele 14 anmeldelser. ”Den Gamle Redaktør” har læst nogle stykker af dem. Og så er det igen imponerende at læse, hvad sker på den historiske front i Sønderjylland.
Global Søfart og Lokal Identitet i Sønderjylland
Af Mikkel Leth Jespersen
Vi går aldrig fejl af denne forfatter, således har ”Den Gamle Redaktør” læst flere artikler/bøger af denne forfatter om søfartshistorien i Sønderjylland. Og det er spændende formidlet.
I løbet af 1800 – tallet var det en betydelig søfart i Aabenraa, Sønderborg og Flensborg. For alle tre byer har udgangspunktet været Østersøsejladsen og senere Middelhavs-sejladsen.
Flensborg havde allerede fra midten af 1700 – tallet indledt en betydelig sejlads på de danske kolonier. Englændernes bortførelse af den danske flåde i 1807 betød et total kollaps for den sønderjyske langfart.
Først efter 1814 kom der gang i den igen. Fra midten af 1800 – tallet overhalede Aabenraa den langt større by, Flensborg. En Aabenraa – kaptajn var i Rio de Janeiro. Her var han blevet spurgt om Danmark lå i Aabenraa.
I 1860erne og 1870erne fortsatte sejlskibene med at sejle på den kinesiske kyst. Men konkurrencen fra dampskibene kunne mærkes. I løbet af 1880erne blev Sønderborgs beskedne og Aabenraas betydelige sejlskibsfart afviklet.
Dampskibsteknologien betød at Flensborg fik vind i sejlene. Men det fik man aldrig rigtig indført i Aabenraa. Sønderborg havde dog en småskibsfart og fjorddampere på Flensborg Fjord.
I avisen ”Neue Apenrader Anzeiger” kunne man den 30. november 1885 under overskriften ”Gedanken über Grûndung eines Stâdischen Museum” kunne læse om, hvordan, der 20 år forinden havde stået fem store flotte bakskibe på bedding. To år senere fik Aabenraa et museum.
Bortset fra Michael Jebsens dampskibsrederi var Aabenraa stolte søfart fortid. Man kunne i Aabenraa komme på preussisk navigationsskole ind til 1920 og læse til styrmand og tage eksamen.
Inge Refslund Thomsen udgav i 1957 sine erindringer. Hun fortalte bl-a- om de mange kaptajner i Aabenraa omkring 1900. At få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre – Chausse, var pigernes drøm dengang.
I 1929 udgav den pensionerede kaptajn, Hans Schlaikier, Aabenraa Søfarts Historie på både dansk og tysk.
I løbet af 1920erne og 1930erne døde de sidste sejlskibskaptajner og kaptajnsfruer.
I Sønderborg havde man Skipperlauget. Og i 1850erne holdt man fester på Colosseum. I 1934 blev der udgivet et jubilæumsskrift om ”Skipperlauget”. I 1971 kom der endnu et skrift.
Det vakte forargelse at udstillingen på Sønderborg Slot blev nedtaget og uidstillet i et mindre rum på slottet.
Frem til Første Verdenskrig gik det kun fremad for skibsfarten i Flensborg. Omkring århundredeskiftet boede der hundredvis af søfolk i Flensborg. Værftet beskæftigede dengang mere end 1.000 personer. I begyndelsen af 1930erne flyttede et par store rederier til Hamborg.
Efter Anden Verdenskrig havde byen helt udspillet sin rolle som søfartsby. Da man genopstillede udstillingerne i byens museum b lev søfarten helt udeladt. Man havde dog mange bygninger tilbage fra byens storhedstid med søfart. I 1984 kunne man i en af disse historiske bygninger indrette et søfartsmuseum.
Blandt interessenterne var Flensburger Schiffergelag e.V. med rødder tilbage til 1500 – tallet. Og hvert år bliver der afholdt Romregatta i Flensborg
Mange udgivelser fremkom pludselig om byens storhedstid med søfart.
En spændende beretning som mange ting, ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.
Før Krigen har det aldrig været noget i vejen med mig- Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, ca. 1920 – 1939.
Kaspar Nielsen
Allerede i efteråret 1914 begyndte de første meldinger at tyde om store grupper af soldater, der var blevet ukampdygtige. Det skete på grund af ”hysteriske” anfald af bl.a. blindhed, stumhed, lammelser i alle dele af kroppen og ukontrollabel gråd, rysten og opkast. Symptomerne spredte sig som en epidemi i skyttegravene.
Alene var det i den tyske hær op mod 200.000 soldater i løbet af krigen, der blev behandlet for en ”nervøs” lidelse af det militære lægevæsen.
De fleste læger og højtstående officerer betragtede fænomenet som fejhed. Mange af ofrene var plejekrævende og nye tilfælde opstod efter krigen. En rapport fra 1922 viste, at krigsveteranerne med ”nervøse” lidelser udgjorde halvdelen af alle militære rentemodtagere i Tyskland. Det kostede staten i omegnen af en milliard mark årligt.
Alle udbetalinger til psykiske krigsledelser blev stoppet i Tyskland i 1926.
I Sønderjylland Var Invalidenævnet nedsat men snart blev de i den grad overbebyrdet. I løbet af de første måneder modtog man over 3.000 sager. I 1924 blev der udbetalt 4,9 millioner kroner. Det svarede til 1,2 pct. af statsbudgettet. Den sidste krigsinvalide døde i 1996, 97 år gammel.
Det var bestemt ikke alle, som led af psykiske lidelser, der fik hjælp og støtte. 346 soldater fra Det Britiske Imperium blev henrettet som kujoner. Antagelig led de af granatchok. Jo man kaldte også symptomerne for renteneurose.
Meget tyder på, at lægerne ikke vidste, hvad de skulle stille op med de psykiske lidelser. Der var mange tilbagefald og genindlæggelser. De ramte blev indlagt både på den medicinske afdeling, sindssygehospitaler, nervesanatorium. Kuranstalt m.m. Mange gange blev patienterne beskyldt for at spille skuespil.
Den nedsatte arbejdsevne skulle dokumenteres. Der skulle dokumenteres. Der skulle indhentes vidneudsagn fra soldaterkammerater, fra soldaterkammerater, tidligere chefer, mestre og kollegaer m.m. Lokale politimyndigheder blev bedt om at udspørge folk i lokalområdet.
Men i Danmark tog man dog individuelle hensyn i modsætning til andre lande.
Er meget interessant indlæg som du kan læse meget mere om i Sønderjysk Årbog.
Stenderup – Slaget
Af Leif Hansen Nielsen
Gårdejer Jørgen Nielsen fra Stenderup på Sundeved skulle sættes ud af sin gård ”Vestervang” af Kongens Foged. Det skulle ske den 4. april 1932. Dagen derpå blev der afholdt et protestmøde, der bl.a. blev arrangeret af LS (Landbrugets Sammenslutning) Det endte med en konfrontation med gældstyngende bønder og politi.
Vi har tidligere læst om dette slag et par gange, men forfatteren formår på bedste måde, at få de sociale aspekter med i historien.
De sønderjyske bønder var hårdt ramt. Landbruget skulle omlægges fra preussisk til dansk landbrug. Det var ikke helt let, og det kostede penge. Det var også dyrt at konventere fra mark til kroner efter 1920. Dertil kom også den nationale konflikt i det sønderjyske.
Efter en tvangsauktion skulle Jørgen Nielsen og hans familie flytte fra slægtsgården i Stenderup. Her havde familien boet gennem 300 år. LS havde opfordret Jørgen Nielsen til at blive boende på gården. Så ville de placere vagter.
Den kommende ejer, Johan Philipsen havde valgt at flytte ind hos sin svoger, Peter Bladt, der boede i den anden ende af Stenderup. Den 29. marts havde en delegation fra LS bedt ham om at trække handelen tilbage.
En af de ledende i LS var Wilhelm Deichgräber fra Sebbelev på Als. Han var egentlig nazist og aktiv i det tyske mindretal. Man sagde også at kommunister deltog i slaget.
Begrebet ”kommunister” var i borgerlige kredse arbejdsløse, der gennem demonstrationer krævede brød og arbejde. Den 16. november 1932 fik kommunisterne i Sønderjylland således 931 stemmer.
En tredje gruppe, der spillede en rolle ved Stenderup – slaget var DNSAP. Særlig her på Sundeved havde de god tilslutning. Det hang sammen med Frits Clausen, læge i Bovrup. I 1933 blev han partifører. På det overordnede plan gik DNSAP godt i spænd med den radikale del af LS.
NSDAP – N var endnu ikke helt så godt organiseret. Men man kan i grunden undre sig lidt over, at alle disse grupper var gået sammen.
I 1932 var arbejdsløsheden i Danmark næsten 32 pct. Politimestrene i det sønderjyske var blevet advaret fra krigsministeriet om borgerkrigslignende tilstande. Politimester Vilstrup i Gråsten havde da også skrevet til Justitsministeriet, at han var bekendt med Jørgen Nielsens udsættelse.
Politimesteren havde allerede henvendt sig til nabokredsene (Aabenraa, Tønder, Haderslev og Sønderborg). Men de kunne kun mønstre 33 betjente. Man anmodede derfor om yderligere om en styrke fra 50 mand.
Dagen efter kom 52 mand fra Københavns Politi med eksprestog.
Den 20. marts var der kastet en såkaldt håndbombe ind hos Peter Bladt og den nye ejer af Vestervang. Der fulgte en del trusselsbreve også mod Andelskassen, der havde begæret trusler. Også Johan Philipsen og hans familie modtog trusler.
Der var afholdt hemmelige møder på Snogbæk Kro mellem medlemmer af LS, Nationalsocialister og LS, samt personer fra Tyskland. Heriblandt var Bruno von Salomon. Han var kendt for at bruge sprængstoffer ved attentater.
Selve udsættelsen den 4. april 1832 blev iværksat med 30 lokale betjente. I stuehuset var der forsamlet 30 -40 mennesker. Fogeden opfordrede dem til at gå. Efter anden opfordring forlod folk gården. Jørgen Nielsen og hans svoger blev ført væk af politiet. Efter få minutter kom tre lastbiler og kørte Jørn Nielsens indbo væk.
Politistyrken blev ved gården. Ved 18 – tiden forlod styrken gården og fire stykker blev tilbage. Efter udsættelsen flyttede Jørn Nielsen med familie hen til moderen i aftægtsgården 50 meter fra gården.
LS havde indkaldt ”Slesvigske bønder og arbejdere” til ar møde talstærkt op den 5. april. 1.500 mødte op. Men mødet blev afholdt på en mark ved kroen i Stenderup. Første taler var Frits Clausen. Herefter fulgte en række markante talere. Gruppen søgte nu til Vestervang, hvor optøjerne startede. Stavene blev trukket. De københavnske betjente drev nu mængden mod syd. Der blev kastet ler klumper og sten efter politiet.
I den konservative avis ”Dagens Nyheder” forlød det, at det var 100 kommunister, der havde stået for optøjerne. Avisen kunne berette, at det var de københavnske betjente, der gav kommunister ”brodne pander”. Jyske Tidende, Dannevirke og Dybbøl Posten mente, at det var en krænkelse af befolkningens æresfølelse, at københavnske betjente skulle deltage.
Stenderup – slaget blev af tyske medier brugt til argumentation for en grænserevision. En flot gennemgang af Leif Hansen Nielsen. Det undrer ”Den Gamle Redaktør”, at der var fulgte så mange milde straffe.
Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 47
Anton Marckmann
Der kom 250.000 tyske flygtninge til Danmark. Disse blev anbragt rundt om på skoler og andre offentlige bygninger. Man langt de fleste blev anbragt i interneringslejre. En af disse lejre lå i Hørup på Als. Indtil befrielsen var det de tyske myndigheder, der havde ansvaret.
Men efter maj 1945 var det de danske myndigheder, der stod for behandlingen af de tyske flygtninge.
I alt var der 23.000 tyske flygtninge i Sønderjylland. De 9.000 var indkvarteret hos landsdelens hjemmetyske befolkning. Tyske læger og sygeplejerske tog sig af dem. Den danske lægeforening havde afslået at yde hjælp.
Lejrene blev efterhånden indhegnet med pigtråd og sat under væbnet bevogtning. I høsten 1945 hjalp de endnu bønderne med høsten. Til gengæld havde de som modydelse modtaget flæsk, brød, smør og beklædningsgenstande.
Den ene af lejrene i Hørup var i begyndelsen ubevogtet. Hver uge kom den tyske læge og tandlægen kom efter behov. I juni 1945 var der 14 personer. I april 1946 var der 114 personer.
Hotel Baltic i Høruphav var beslaglagt af tyskerne fra december 1944. På hotellet boede i perioden 3. marts til 17. maj 1945 ca. 60 KLV – flygtninge (Hitler Jugend) De blev kommanderet rundt af en sergent og kommanderet i havet i marts måned.
Disse blev overført til lejren ved Hørup Klint. 470 flygtninge blev indkvarteret på Hørup Klint. I starten af 1900 – tallet havde tyskerne anlagt en torpedoprøvestation. I 1945 – 1946 blev her bygget mere end 20 træbarakker.
Ved byggeriets afslutning blev det anslået at lejren kunne rumme ca. 2.000 flygtninge. Men i 1946 nåede lejren sit maksimum på 1.346 flygtninge. Den daglige ledelse blev overdraget til en fisker og cykelsmed fra Høruphav.
Lejren havde sit eget politi. Efterhånden blev også denne lejr indhegnet og bevogtet. De personlige ejendele blev frataget flygtningene. Lejren var præget af rotter. Her var gammeldags toiletter med spande. Barakkerne var utætte og der var alvorlige fugtproblemer. Vejene til lejren var meget pløret.
Den kolde forplejning blev uddelt hver anden dag og bestod af brød margarine og pølse. Den varme ret bestod af en sammenkogt ret, dog ikke om søndagen. Kosten var ensformig og mangel på kød.
I årene 1945 – 47 døde 27 flygtninge, men der fødtes tolv drenge og seks piger.
Her var også teater- og dansegrupper. Forholdene her var nok trods alt bedre her end så mange andre steder, fordi her var mere plads.
Beretningen slutter med en erindring om, hvordan det var dengang fra en, der selv sad i lejren. Hun blev dansk gift og var godt tilfreds med opholdet.
Dette var en udmærket og informativ beretning.
Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Lærermangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960’erne.
Erik Nørr
Dette mærkede vi nu ikke noget til på Tønder Kommuneskole dengang.
I 1930erne havde det været utallige ansøgninger til de sønderjyske læreanstalter og mange seminariestuderende måtte påtage sig tilfældige vikariater og andet arbejde. Hvorfor var det sådan? Hvordan blev lærerembedene besat? Ja det er i virkeligheden. Hvad denne artikel handler om.
Specielt i Tønder Amt manglede der ansøgninger. Derfor tillod Undervisningsministeriet, at der i første omgang blev oprettet ekstra klasser på Tønder Statsseminarium og N. Zahles Seminarium. Senere kom der 11 nye seminarier til. Problemet var at lærerne også skulle kunne beherske nogenlunde tysk. Der skulle jo pludselig skaffes plads til en masse tyske børn.
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig havde det kun været ansat 35 lærere ved de danske skoler i Sydslesvig. Fire år senere var der 390.
Dette var et problem, som ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.
Karl Otto Meyer – at leve så dansk så stærk at det smitter
Mogens Rostgaard Nielsen
Karl Otto Meyer var den politiske leder i Sydslesvig gennem fire årtier. Han havde nogle stærke holdninger til forskellige emner. Dette kom til udtryk i mange lederartikler i Flensborg Avis, mens han var chefredaktør.
”Den Gamle Redaktør” her mødte ham flere gange i Padborg Boghandel. Jeg fik engang en plakat af ham, hvor han nærmest forestillede James Bond. Han var spændene at diskutere med.
Han døde i Skovlund i 2016 og han havde selvfølgelig gået på Duborg Skolen. Fra november 1963 til oktober 1985 skrev han mere end 6.500 ledere. Hver tiende artikel havde noget med mindretallet at gøre. I 1968 udgav han en bog med 68 af disse lederartikler.
Pludselig blev danske fodboldklubber i Sydslesvig ikke taget med til fodboldturneringer i Danmark. DBU sagde, at dette skyldtes sprogvanskeligheder. Det var et emne, som Karl Otto Meyer i den grad tog op.
Han havde markante holdninger og var bestemt ikke altid enig med Mindretallets indstilling.
Da tidsskriftet Slesvigland dukkede op, vakte det kraftig modstand fra tyskernes side, fordi bladet udkom til adresser i Sydslesvig. Meyer syntes godt om tidsskriftet fra starten og skrev mange artikler om det.
Meyer skrev mange artikler om sprog og identitet. Nogle gange var det lidt at vide, om det var chefredaktøren, partiformanden eller landdagsmanden, der talte.
Erindringer fra et dansk Mindretal
Anne Marie Erichsen
Anne Marie Erichsen har både dansk og tysk slægt. Hun fortæller om sine mange oplevelser som aktivt medlem af dansk medlem af danske mindretal og ikke mindst som formand for kvindeforeningen.
Hun er født og opvokset i Flensborg. Hendes farfar engagerede sig i ”Hjemmetysk” politik. Hendes bror var ”flakhelfer” uddannet i Kollund Skov. Forældrene blev i 1947 medlem af SSF. Vi hører også om starten af Dansk Sundhedstjeneste – en tjeneste fra Sydslesvig.
Vi hører her om en meget aktiv forening.
Årbogen har så igen levet op til en god årgang. Nogle af artiklerne var mere interessante end andre. Men sådan er vi jo så forskellige. Nu glæder vi os allerede til næste månedsblad.
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du finde:
Vikinger i Vadehavet
Haderslev – handel og søfart
Søfolk fra Emmerlev
Familien Fischer fra Aabenraa
Søens Folk fra Aabenraa
Aabenraas storhedstid med søfart
Søfartshistorier fra Aabenraa
Sømænd fra Løjt og Aabenraa
Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
Aabenraa, skibe og søfart
En skibskaptajn fra Aabenraa
Aabenraa, skibe og søfart
En skibskaptajn fra Aabenraa
Briggen Chico fra Aabenraa
Aabenraa – som søfartsby
Skibe fra Aabenraa
Flere skibe fra Aabenraa
Om Sydslesvig
Om Første Verdenskrig
Om LS – DNSAP – NSDAP – N
Om Tyske Flygtninge og Flygtningelejre
December 23, 2019
Var det hævnmotiv?
For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af denne bog. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, om hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.
Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.
Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.
Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.
Svært at hedde Uwe i København
Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.
Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.
Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:
Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.
Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den yngre Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.
Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.
Der burde være plads – uden undertoner
Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.
Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre den tyske Skole i Padborg.
Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.
Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.
Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af den tyske skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.
Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:
Nu er alle disse ting over 20 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.
Mindretal følte sig forfulgt
Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere.
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.
Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.
Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.
I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.
Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestriden eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den slesvig holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.
Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.
Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?
De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.
For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.
Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok et par år gamle.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.
Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.
Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.
I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.
Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.
Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:
Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.
Det handler om følelser
Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.
Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.
Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.
I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.
Ernst von Köller
En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.
1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.
Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.
Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.
Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.
Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.
Von Kölle forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:
Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.
Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.
Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:
Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.
Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.
I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.
Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede.
Efter 1920
Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.
Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.
I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.
Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark.
Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.
Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.
Var Nordslesvig et blandingsprodukt?
Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:
En artikel, der ikke vakte begejstring
Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:
Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:
Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”
Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.
Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne
Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem
På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.
Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”
Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindreta. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.
Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:
De reelle tal var:
Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?
En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smug handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.
I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.
I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.
I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål.
I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug
Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.
De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.
Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.
Den usikre grænse
Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.
Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.
Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.
Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.
Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:
Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.
Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.
Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.
Vogelgesang
Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.
Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.
Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.
Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:
Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.
I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.
Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:
Ribebrevet
Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.
De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.
Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.
Barske udtalelser i Grænsevagten
Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.
Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.
Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30. Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:
Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.
Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.
Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.
Stor Fattigdom
I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:
Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.
I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.
Hadet forblev
Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:
Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.
Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.
Man fik hurtigt 3.000 medlemmer
Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.
I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk.Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.
Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.
I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.
I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.
Behov for selvransagelse
Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.
Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.
Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.
Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.
Undskyldning fra Undervisningsministeren
Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.
Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:
Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.
Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.
Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.
Fik vi besvaret spørgsmålet?
Fik vi så besvaret spørgsmålet om, der forelå et hævnmotiv fra dansk side. Ja herfra vil man nok sige, at de alle fik en retfærdig behandling. De var loyale over for Tyskland. Men det var på den tid et forbryderisk samfund. Og mange fra mindretallet deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget.
De blev ikke dømt ud fra tysk sindelag. De blev dømt lige som danskerne, selv om der var lagt op til, at de kunne dømmes mildere grundet deres tilhørsforhold til mindretallet. Mange fra mindretallet har sikkert følt sig hensat i offerrollen. Derfor følte man det dobbelt uretfærdigt.
Selv om man officielt siger, at retsopgøret gik bedre herhjemme end i så mange andre lande, kan jeg godt forstå, at nogle mente, at det der skete efter besættelsestiden ofte kunne forekomme som hævnaktioner, og retssystemet måske ikke altid fungerede efter hensigten.
Det er derfor, at vi i denne bog har taget de forskellige eksempler med som
Sammenlign på den straf der blev givet for mordet i Løgumkloster med de straffe, man fik for attentatet i Tinglev. Og så var det jo også den dybt nazistiske familie fra Tønder, der for enhver pris skulle dømmes, fordi de var nazister. Og da de så blev frikendt, ja så kunne de ikke få erstatning.
Man ser forskelligt på historien
Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.
Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?
Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.
Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?
Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.
Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.
Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.
Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.
Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.
Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.
Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.
Blev man ribbet for alt?
Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:
Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.
Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.
Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.
Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.
Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.
Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.
Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.
Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.
Lærerne blev dømt ens
Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt
De venter stadig på svar
Måske har vi også i vores beskrivelse ubevidst kommet til at bedømme datidens historie med nutidens øjne. Den fejl er det mange, der begår.
Der er mange i det sønderjyske, der har frarådet os, at skrive denne bog. Hvorfor skal i rippe op i dette. Vi prøver at glemme, siger de. Men for Asmus Jensens datter og kone, som nu er 93 år, er det vigtigt at få en afklaring.
Datteren som vi bevidst har holdt anonym er sikker på, at nogle af naboerne kender den helt rigtige historie. Hele hendes efterhånden store familie er meget interesseret i, at den sande historie kommer frem. Lå der et hævnmotiv i likvideringen af Asmus Jensen?
December 23, 2019
Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?
Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.
Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.
Asmus Jensen’ s kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.
Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?
Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettiger til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?
Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvornår har vi kun fået en halv forklaring.
Vi prøver i denne bog at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var det ikke andre, der skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævngerning?
Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.
Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positivt om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.
Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.
Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP – N.
Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til at presse Justitsministeriet til at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.
Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.
Vi har fået at vide, at medlemmerne af Modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af Det Tyske Mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af Mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?
De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensen. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos Det Tyske Mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.
I Tønder sad nogle forholdsvis unge mennesker og tysksindede. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på kontoret. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmelig høje straffe.
I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretfærdig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.
I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.
Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder.
Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapporterer, hvad hjemmetyskerne foretog sig.
Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen?
En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.
Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra KZ – lejre. Og nu ventede det dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.
Men Det Tyske Mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klar. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.
Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.
Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja, for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.
En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.
Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?
Hvis man stod i et andet kartotek, kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja, så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufattelige mange udgaver.
Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.
Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som ledere. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-leder, der boede meget tæt på hianden var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.
Vi tager en tur langs grænsen på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat føler sig så ydmyget, da man tager alt, hvad han har med og til sidst også hans vielsesring. Han tager sin revolver og begår selvmord ved Kruså. Her truer man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.
Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.
Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fangere blev sendt videre syd på til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fangere.
I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fanger var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.
Ved Tønder kom der til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men også her havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.
600 domme omkring værnemageri blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejdere for tyskerne.
Jo vi udførte en hel del til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydelig større udgifter ved at have besøg af tyskerne. Spørgsmålet er også, om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejre osv. var betydelig.
Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.
Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.
Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positiv. Og Højgaard – gruppen slap ustraffet selv om de forsøgte et angreb mod folkestyret.
Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.
Dommerne fulgte mere stemningen i befolkningen, snarere end retssikkerheden. Tyskertøsser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:
Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Amtmand Kr. Reftslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og Det Tyske Mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af Det Tyske Mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.
Statsminister Buhl mente da også, at Det Tyske Mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra Modstandsbevægelsen og myndighederne over for Det Tyske Mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.
Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i Det Tyske Mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede Det Tyske Mindretal mente, at Det Tyske Mindretal blev dømt alt for mildt.
I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra Det Tyske Mindretal. Han havde med held skjult at han havde en ret så stor stilling i SS.
Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremsprog. Det Tyske Mindretal fulgte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.
Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.
Det var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som Det Tyske Mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.
Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.
Hadet mod de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.
Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vente tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.
Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det, han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.
Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt, og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.
For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for Det Tyske Mindretal. Min kone og mig havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.
I vores bog slutter vi med et afsnit om Det Tyske Mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.
Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.
Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.
Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.
Det er nemlig sådan at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare idet vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.
Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.
Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid både før og efter som Asmus Jensen befandt sig i, før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.
Sagen er for længst stille i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sag på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.
Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.
Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet mod Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder at afvise os med legale midler.
Uwe Brodersen