Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)

Marts 20, 2020

Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)

 

Officielt findes der 5.500 dansk – tyske børn. Uofficielt findes der 12.000. Gadejustitsen talte deres eget sprog dengang. Man lavede lister baseret på rygter. De blev trykt i de illegale blade. Disse tyskertøser blev betragtet som en skændsel for vores land. Forskere fandt ud af, at halvdelen af ”tyskertøserne” var arvemæssigt mindreværdigt. Den norske regering bevilligede modvilligt 80.000 kr. for at hente de norsk fødte børn hjem. I Norge var 14.000 kvinder samlet i 40 lejre. Der skulle avles børn og sendes til Tyskland for at berige den germanske race. Journalister fik forbud mod at bore i historien. Lotte Tarp fik at vide, at hendes far var en likvideret dansk modstandsmand. Hun fandt dog ud af, at det var tyske Wolfgang. Danske myndigheder foretog bevidst vildledning. Mange steder i Danmark var kirkebøgerne markeret med et hagekors – det var betegnelsen for et horebarn.

 

 

 

Glæden var stor, da Danmark endelig blev befriet om aftenen den 4. maj 1945. Men for nogle kvinder startede mareridtet først for alvor efter krigens afslutning.

 

Tyskertøserne, feltmadrasserne og horeungerne, ja betegnelsen viste noget om de fordomme, der var. Men også det danske samfund tog afstand fra tyskertøserne og deres børn. Man kunne ikke få aktindsigt og i familier

blev børnene af tyskertøser udelukket. Den norske regerings holdning efter krigen var ren og skær racistisk. Officielt blev 5.500 dansk-tyske børn født, men uofficielt var der ca. 12.000 børn.

 

Gadens Parlament

Kvinder, der havde plejet omgang med tyske officerer og menige soldater under besættelsen blev efter befrielsen afstraffet. De blev brændemærket for deres lyster og kærlighed. Seksuel omgang med fjenden var i befolkningens øjne aldeles umoralsk. Offentlig afklipning af håret var en af afstraffelsesmetoderne. De var jo selv ude om det, så måtte de også selv tage konsekvenserne.

 

Gadejustitsen talte sit eget sprog.

De blev smidt ud af deres bolig og deres arbejdsplads. Venner, bekendte og familie tog afstand fra dem. Nogle steder blev de ført gennem byen på ladet af en lastbil. Om halsen havde de et skilt hvorpå der stod “Feltmadras”. Kvinderne blev næsten afklædt og skulle løbe spidsrod mellem to rækker, der spyttede på dem og hånede dem. Aktionerne var måske ikke så spontane, som man ville gøre dem til.

Pigerne blev straffet af civile uden nogen form for advarsel eller rettergang.

 

Lister baseret på rygter

I illegale aviser blev der offentliggjort lister med navne på tyskertøser. Man blev opfordret til at straffe disse forrædere. Oplysningerne var baseret på rygter. Ingen er nogen sinde blevet gjort ansvarlige for disse oplysningers rigtighed. De kvinder, der havde forhold til de tyske soldater blev betegnet som urene, sygdomsbefængte og animalske. Og de børn, der blev resultatet blev udsat for noget, der nærmest kunne betegnes for racisme. De blev også betragtet som landsforrædere. De var befængt med nazi-blod.

 

Børn af feltmadrasser blev kaldt horeunger.

De blev draget til ansvar for, hvad deres forældre havde gjort. De er vokset op med uudtalte ting – med hemmeligheder og fortielser. Følelsen at være født skyldig fik velfærdsmæssige konsekvenser for mange af disse krigsbørn.

 

Landsforrædere

Tyskertøserne blev betragtet som landsforrædere, kollaboratører og en skændsel for vores land. Med deres krop havde de tilsmudset og forrådt nationen. Lige efter befrielsen blev der gennemført en meningsmåling. Her

blev et udsnit af befolkningen spurgt om deres holdning til tyskerpigerne. En pct. ønskede dem henrettet, en femtedel ønskede dem fængslet, og en stor del ønskede, at de blev mærket lige som jøderne. Holdningen i befolkningen var, at tyskertøser ofte var mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede. Kvinderne forsøgte at svare igen. De havde forelsket sig i manden og ikke i nazismen.

 

Tyskerne var forhadte

Der findes ikke meget litteratur om tyskertøser, deres børn og deres skæbner. Tyskerbørn er vokset op i en atmosfære af fortielse, hemmelighedskræmmeri, isolation og skam. Alene i kraft af deres eksistens, minder de om en tid, som alle ønsker at glemme – om den forhadte fjende – om de ulykkelige krigsår. Tyskerne var forhadte i Danmark længe efter besættelsen, og det fik tyskerbørnene så sandelig at mærke. I dagens Danmark lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle, hvem han var. Disse børn lever stadig i skyggen af et tabu. I de første besættelsesår blev en romance mødt med et smil. Men da Nazitysklands nederlag tegnede sig klarere, blev kærlighedsforholdene

forhadte og farlige.

 

Tænk på Islands blod

På Island var det nærmest tale om nationalsocialistisk racepolitik. Den islandske nations fremtid afhang af de unge menneskers pligtfølelse af deres troskab over for Islands blod og jord. Her var det ikke tyskerne, der huserede, men amerikanerne. Forskere mener, at der er kommet et barn ud af hver tiende forhold. Det tal kan faktisk værre højere. I antal har det været mellem 40.000 – 60.000 tyskertøser i Danmark. I alt er der registeret 5.500 dansk-tyske børn. Andre forskere mener dog, at der et sted mellem 10.000 – 12.000 tyskerbørn i Danmark. Påstande om, at tyske soldater skulle have begået voldtægt i Danmark, er grebet ud af den blå luft. Der foregik kun ganske få tilfælde. Afstraffelsen fra den tyske værnemagt over for disse soldater var hård.

 

Arvemæssigt mindreværd

I Norge havde tyskerne registeret soldaternes børn i den hensigt at sende dem til Tyskland – uden mødrene. Ja selv den norske regering flirtede med denne tanke fra maj 1945. Man frygtede, at disse børn ville føle sig mere som tyskere end nordmænd. Og minsandten om ikke psykiatere kom frem til, at halvdelen af mødrene var arvemæssig mindreværdig. Som følge deraf var deres børn bærere af defekte arveanlæg.

Man foreslog at børnene skulle sendes til et neutralt land som Sverige, hvor de så kunne blive bortadopteret. Men det skulle så først ske, når man med tvang og uden undtagelse havde fjernet dem alle sammen fra deres mor. Derefter skulle man samle dem i større eller mindre opsamlingslejre.

De skulle så have nye papirer, hvor man ændrede sted og dato for fødslen. De skulle også forsynes med nye navne. Kære læsere, det er Norge vi skriver om.

 

Impulser fra den nordiske race

Sagen endte med, at den norske regering meget modvilligt bevilgede 80.000 kr. til at hente norsk fødte børn tilbage til Norge. Det var børn født på ni fødeklinikker som Afdeling Lebensborn havde oprettet i Norge. Her kunne norske piger få hjælp også af økonomisk art, når de ventede barn med en tysk soldat. Himmler mente, at den tyske race skulle tilføres nye impulser fra den nordiske race. Det Tyske Rige skulle have race – og

arvelighedsmæssige værdifulde børn. Mange norskfødte børn født på disse fødeklinikker blev sendt til Tyskland.

I Norge blev 14.000 kvinder samlet i ca. 40 lejre. Det var dem, der havde haft kærlighedsaffære med tyske soldater. Da en journalist ville lave en film om disse lejre, blev det stoppet. Det Norske Rigsarkiv henviste til tavshedspligten. Man ville ikke udlevere oplysninger. Man ville sikkert også fortie de overgreb som den norske stat begik – dengang.

 

Den norske statsminister Magne Bondevik gav i sin nytårstale ved årtusindskiftet en undskyldning på Statens vegne til de mellem 10.000 og 12.000 norske krigsbørn – børn af tyske soldater og norske kvinder – for den behandling, mange af dem havde været udsat for efter krigen.

 

Ingen kendte hende

Lotte Tarp dansk skuespillerinde (1945- 2002) var tyskerbarn. Hendes mor, Åse gjorde alt for at slippe for den skam det var at føde et tyskerbarn. Hun flygtede til et diskret sted i Jylland, hvor hun mødte lidelsesfælder.

Lotte blev anbragt på et børnehjem i Århus. Hun var meget underernæret. Og det reddede måske hendes liv, at en slægtning tog sig af hende. Hun kom til at vokse op hos bedsteforældrene. Selv rejste Åse til København,

hvor ingen kendte hende.

 

Aber das ist doch Wölfchen

Da Lotte blev ældre spurgte hun, hvem hendes far var. Hun fik svaret, at han var dansk modstandsmand, likvideret af tyskerne. Først da Lotte var 30 år, fik hun at vide, at faderen var tysk soldat og hed Wolfgang. Åse

havde opsøgt Lottes far, da hun var syv måneder henne. I det udbombede Eberswalde fik hun kun ganske kort tid med Wolfgang, ind til forældrene satte hende på porten. Hun så aldrig mere sin Wolfgang.

 

I 1984 forsøgte Lotte at opspore sin familie. Men det meget lukkede DDR var ikke meget for at hjælpe hende. Vestlige besøgende blev nærmest betragtet som spioner. Befolkningen i DDR vidste ikke rigtig, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Hun fandt frem til Brunnenstrasse 20, hvor hendes far havde boet. En pensioneret rektor og hans kone var en stor hjælp for Lotte. Hun modtog efterhånden mange informationer om hendes familie. En dag stod hun over for sin fars søster – tante Lotte:

 

– Aber das ist doch Wölffchen

 

Bevidst vildledning

Lotte var heldig. Men det er det langt fra alle tyskerbørn, der har været. Børneloven af 1937 skulle sikre uægte børn aktindsigt i deres faderskabssager. Men denne ret blev tilsidesat af de danske myndigheder frem til 1998/99. Mange krigsbørn er blevet nægtet aktindsigt. Der er eksempler på at embedsmænd har givet bevidst vildledning. Man kan hvis rolig konstatere, at en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger i Verden og så repræsenterer et mørkere kapitel af nyere danskretshistorie. Kigger man i kirkebøgerne fra 1940 til 1946 vil man ikke finde anmærkninger om, at en tysk soldat skulle være faderen.

 

Hvem er min far?

Mange lever stadig i uvidenhed om deres herkomst. Adskillige krigsbørn har efter deres moders død haft den rystende oplevelse at finde breve og dokumenter, der vidner om en ukendt kærlighedshistorie. En far de voksede op med, var stedfar. Hvem er eller var den rigtige far? For nogle var det en lettelse at få det svar. For andre var den sorg.

 

Social fordømmelse

I hele verden findes der vel nok en halv million krigsbørn. Selv om disse børn har mærket moderkærlighed, så er de blevet sat ud af samfundet. Mødrenes skamfølelse og angst for social fordømmelse var årsag til at mange hemmeligholdt, at barnets far havde kæmpet på den forkerte side, på taberens side. Pigernes seksualitet blev gjort til et samfunds anliggende. Det var ikke et privat anliggende. Og samfundets behandling af tyskerpigerne og deres afkom var i høj grad præget af afstandtagen.

 

Udelukket fra egen familie

Der er også eksempler på, at barnet er blevet udelukket fra den nye familie. Her er den nye families barn blevet prioriteret højere. I den øvrige familie er det såkaldte uægte barn blevet forbigået. Talrige eksempler er det også på, at de brødre, søstre og andet familie, man har fundet frem til, ikke vil have noget at gøre med det barn, der blev født oppe i Danmark.

 

Hagekors i kirkebogen

Tænk oppe i Nordjylland i Hals Sogn satte præsten i alt 15 små hagekors i kirkebogen ud for de børn, der havde tyske fædre. Født i dølgsmål og dræbt straks efter fødslen, står der ud for et af børnene.

 

Her i landet lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt en dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle hvem han var. Mennesker som aldrig har fået at vide hvem han var. Mennesker som myndighederne har nægtet adgang til arkivoplysninger om hvem deres far var. Disse mennesker er i dag omkring halvfjerdsårsalderen, og de har levet deres liv i skyggen af et ødelæggende tabu.

 

Endnu kan vi i medmenneskelighed nå at tale om og undskylde fortidens behandling af disse børn.

 

 

Inger, min mor

Et af disse krigsbørn er forfatteren Erik Oluf Otto Galvit der har skrevet dokumentarromanen “Inger min mor”. Det er beretningen om en 16-årig ung pige der forelsker sig i en tysk soldat. Hun bliver gravid i efteråret 1941, men den tyske soldat bliver ved byretten frikendt for faderskabet. Ved en fingeret voldtægt forsøger Inger at få en dansker dømt som far til barnet. Dette mislykkes imidlertid også.

 

For at undgå hån, skam og fornedrelse, gifter Inger sig i 1943 med en dansk sømand. Ved at blive dansk gift, undgår hun at blive udsat for de samme ydmygelser, som andre tyskertøser blev det.

 

Selv om Inger blev gift og fik endnu et barn, savner hun den tyske soldat. Hun bærer på en stor skyld og skam, og venter hele tiden, at fortiden vil indhente hende. På sit dødsleje fortæller hun lidt om fortiden til sin søn. Men hun er for syg, og der kommer kun brudstykker frem inden hun dør.

 

De næste 25 år efterforsker forfatteren faderskabssagen fra 1943, og får via flere hundrede dokumenter stykket et tidsskema sammen, der fortæller om Ingers gøren og laden. Han finder ud af, hvem der er hans biologiske far og finder samtidig tre brødre i Tyskland.

 

 

Kilde:

  • Erik Oluf Galvit: Inger, min mor – Tyskertøs eller forbudt kærlighed
  • Lotte Tarp: Det sku` nødig hedde sig.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.515 artikler heraf 394 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder

 

  • Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (1)
  • Ønskede og Uønskede efter besættelsen
  • Tyskerluder og Drageyngel

 

Hvis du vil læse endnu mere: Om Tyskertøser, Horeunger, Drageyngel og Feltmadrasser:

 

  • Ebba Droshagen: Det skal de ikke slippe godt fra
  • Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør
  • Kirsten Mejlhede Krogh: Tyskertøs
  • Arne Øland: Horeunger og Helligdage
  • Merete Just: Tyskernes Piger
  • Tejre Andreas Petersen: Vi kaldte dem Tyskertøser
  • Leif Hansen: i seng med fjenden
  • krigsboern.dk

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden