Artikler
Juli 28, 2020
Skamstenen i Sæd
Teksten er forsvundet. Men den skulle erindre om ”et forbandet mord”. Karen Christens boede sammen med mand og tre børn i Sæd’ s fattigste hus. Søsteren købte rottegiften, som Karen blandede i grøden. Hun dræbte hendes tre børn og sig selv. Børnene fik en kristen begravelse, men Karen blev smidt ud af vinduet og begravet på marken.
Teksten er forsvundet
Vi har netop besøgt Sæd-Ubjerg og igen besøgt den berygtede skamsten. Denne sten vidner om en frygtelig og tragisk hændelse. Historien har vi taget med omtalte artikel, men den fortjener nu engang at blive uddybet. Hvis man skal se stenen, skal man i dag lede efter den. Og man kan ikke mere se, hvad der står på stenen.
I dag befinder stenen sig på en upåagtet bivej, men dengang var det den gamle hovedvej mellem Tønder og Husum.
En optegnelse fra 1855 oplyser, at der på stenen skulle have stået følgende:
Byens fattigste hus
Karen var dengang 35 år. Hun var gift med Chresten Pedersen. De havde tre drenge sammen, Jens, Per og Christian på 10, 8 og 8 år. Samt den stårige datter Anna.
Familien boede i et af landsbyens fattigste huse. Det var kun med yderste knebenhed, at Chresten kunne bjerge det mest nødvendige til dem.
Søsteren købte rottegift
Karen var stærkt deprimeret. Da hendes bror Peter søndag den 17. april 1712 gav hende halvanden skilling, som Chresten skulle købe tobak til ham for i Tønder, slog det klik for hende. Hun bad i stedet sin mands søster Merrit købe rottegift, da hun næste dag skulle til byen.
Gift i grøden
Om tirsdagen modtog Karen giften, som hun kom i den gryde grød, børnene skulle have. Hun smagte selv på den og påså nøje, at børne fik nogle solide skefulde. Selv spiste hun resten.
I løbet af eftermiddagen døde alle tre drenge. Både den lille datter og moderen blev alvorligt syge.
Mistanken spredte sig i landsbyen og der gik bud til amtshuset i Tønder. Amtsforvalteren lod straks sætte vagt ved de døde børn. Den stærkt afkræftede Karen blev forhørt. Hun tilstod alt og fortalte at også hendes mor led af tungsind. Det var for at fri børnene fra den arvelige plage, at hun gav dem gift, sagde hun.
Karen skulle ikke kristen begraves
Karen og Anna døde onsdag morgen. Præsten i Ubjerg udfærdigede sammen med en kollega en erklæring om, at de gennem længere tid havde bedt for Karens helbredelse for hendes tungsind.
I dag ville man nok have kaldt den skyldige utilregnelig i gerningsøjeblikket. De to præsters menneskekærlige udsagn fik dog ingen betydning. Provsten i Tønder Samuel Reimarus bestemte at børnene skulle have en kristelig begravelse, mens Karen som en hund ”af bøddelen skal slæbes hen og begraves på fri mark”
Karen blev smidt ud af vinduet
Børnene blev jordet samme eftermiddag og næste aften udførtes dommen over Karen. Hendes lig skulle
Dette blev effektueret til punkt og prikke.
Stenen skal erindre om ”et forbandet mord”
Kort efter rejstes stenen. Oprindelig for til evig tid at erindre om den, der begik ”et forbandet mord”.
Men som tiden er gået, er der mere og mere blevet et minde om en fattig, udsultet og fortvivlet kone, som ikke så anden udvej for sig selv og sine børn end at bringe dem ud af denne verdens nød og elendighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 27, 2020
Litteratur Padborg/Kruså/Bov 2020
Omfatter også byerne Kollund, Holbøl. Vilsbæk, Frøslev, Smedeby, Sønderhav m.m. Her er så ca. 120 titler, at vælge imellem. Listen er langt fra komplet
Christian Algreen – Petersen: Fange i et besat Danmark
Christian Algreen – Petersen: beretninger fra modstandsforeningen (1983)
Asmussen: Gendarmstien fra Padborg til Kettingskov (2013)
H.H. Bang: Gamle gårde og begivenheder i Bov og Holbøl
Jørgen H. Barfod: Frøslevvejens Museum – en kort vejledning (1980)
Lars Bjørnboe: Ingen kender dagen – Grænsegendarmeriet 1940 – 45 (1970)
Bov og Holbøl Sogne – Gamle postkort 1892 – 1923 (96 sider) (1986)
Bov Frivillige Brandværn 1926 – 2006 (60 sider – 2006)
Brugsen, Holbøl i 50 år (1983)
Civilforsvaret rykker ind i Padborg – lejren (1967)
Ulla Conrad: Gendarmstien – 84 km vandring langs den dansk – tyske grænse
Ole Damm: Bov Kommune 1799 – 1978 en bibliografi (1980)
Bobo Daetz: Kobbermøllen
Den Dansk – Tyske Krig i årene 1848 – 1850
Der dukker af disen (82 sider) (2001)
Det Sønderjyske kaffebord på Bov Museum (38 sider) (2005)
Fange i Frøslevlejren 1944 – 1945 (1988)
Per Federspiel: Fange i Frøslev (1984)
Festskrift Padborg Friluftsteater (40 år) 15. juni 1988
Festskrift Padborg friluftsteater (50 år) 15. juni 1998
Chr. N. Flindt: Nordens Port – Året der svandt 1993 – 1994
75 års jubilæum 1929 – 2004 – Padborg og Omegns Brugsforening
Hans Frank: Portræt af en sønderjysk landsbyidyl – Sønderhav (1984)
Frölich: Das Treffen bei Bau 9. April 1848 (45 sider) (1848)
Frøslev – Padborg Skole 1920 – 1995
Frøslev – Padborg Skole 50 år (1970)
Frøslevlejren (Turistkontoret 1991)
Frøslevlejren dengang og nu (Frøslevlejrens Venner)
Gennem Halvtredsindstyve år 1919 – 69 (Holbøl Foredrags – og Idrætsforening 1969)
Carsten Gregersen: Mit livs historie (28 sider) (1983)
Carsten Gregersen: Æ Krog (1989)
Frode Gribsvad. Fra Holbøl Sogn i gamle dage
Frøslev – Padborg Skole 50 år
Grænsen ved Oksevejen i et tidsafsnit på 47 år (1967)
Gråsten Politiforening 1920 – 1970
Andreas Hansen: Et Naade – aar (1861)
Julius Hansen: Das Kirchenspiel Bau
Aage E. Hansen: Told – og statsgrænsen Danmark/Tyskland 1920 – 1995
Tilde Hansen: Mæ æ klok i æ hand (1969)
Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år
Jens Peter Hansen: Kobbermøllen ved Kruså (1994)
Julius Hansen: Das Kirchenspiel Bau (35 sider) (1900)
Martin N. Hansen: Karsten Thomsen fra Frøslev
Historisk Forening for Vis Herred (Forskellige årgange)
Historisk Årbog for Bov og Holbøl Sogne (Forskellige årgange)
Holbøl Frivillige Brandværn 1944 – 1994
Holbøl Kirke
Gottfried Horstmann: Zwei Jahre meines Lebens – Erinderungen an Faarhus
Indvielse af Frøslevlejrens Museum (1969)
Hans Chr. Jensen: Faarhus 1945 – 1849 (1987)
Jens Jensen: Det Danske Gendarmerikorps – Grænsens Gendarmer (1938)
Hans Chr. Jessen: Faarhus – Straflager für die Deustche Minderheit.
Jørgen Toft Jessen: Bov Kommuneatlas (1972)
Andreas Johannesen: Et sogn ved grænsen – motiver fra Bov Kommune (1980)
Arnold Johannesen: Mit barndoms Kruså 1900 – 1914 (53 sider) (1978)
Frode Johansen: Erindringer – fra en tid ved DSB på Padborg Station (2009)
Frode Johansen: Hærvejen og Kejsergade, som jeg husker den
Frode Johansen: Padborgvej i Bov – som jeg husker den
Jubilæumsskrift ved Bov – Padborg Friv. Brandværns 80 års bestående 1926 – 2006
Pernille Juhl: Frihed og Ære (Roman om Chr. Friis)
Inger Jørgensen: Det lyder som et eventyr (Frø – Pa Skole) (1995)
Otto Kampp – Olsen: Fra Padborg til pensionen (1999)
Kirkeinventarium for Holbøl Sogn (1862)
Gunner Kjær: Eksport og Import (1980)
Kollund Frivillige Brandværn 1933 – 1983 (30 sider)
Kollund Møbelforretning 1946 – 1972
Kruså Skole 40 år (2003)
Carl Edvard Larsen: Barakformand H 23 (1967)
Christian Larsen: Fra Bjerre til Frøslev
Jens Erik Larsen: Hærvejen til fods og på cykel (3) Fra Jels til Padborg
Jens Erik Larsen: Hærvejen til fods og på cykel (4) fra Padborg til Rensborg
Mads Lidegård: Hærvejen mod grænsen – fra Vojens til Padborg (1980)
Eva – Marie Lifner: Imago (roman) (2004)
Hans Otto Matiesen: Lejrskole I Sønderjylland (1995)
Ludolph Mathiesen: Erindringer fra Nordslesvig
Johan Meyer: Det Gamle Frøslev (1961)
Asger Muchtisch: frøslevlejren
Jens Møldrup: Mindesmærker i Bov Kommune (Kruså Turistbureau)
Erik Møller: Frøslev – Padborg Skole 50 år (1970)
Jørgen Mågård: Fanger i frøslevlejren 1944 – 1945 (1974)
Jørgen Mågård: Frøslevlejren (1980)
Jørgen Mågård: Frøslev – tysk fangelejr i Danmark (1964)
Jørgen Nielsen: Holbøl Ringridning gennem 40 år (1945 – 1985)
:P. Nielsen: Lejrskolen Sønderhav (1981)
Kaj Nissen: kampen, der vente tilbage til Sønderhav (2006)
Jens Nygaard m.fl.: En tysk arbejdsplads i Danmark (Qelle) (2003)
Olsen: Faarhus kalder – Stafflager für die Deutsche Minderheit (1)
Olsen: Det danske jerntæppe (2)
Olsen: Tragedier og Problemer (3)
Ivar Ottesen: Menighedsrådet i Bov Sogn 1920 – 2003 (19 sider)
Padborg Fjernvarme 1960 – 2010
Padborg Jernbaneorkester 1956 – 1996
Padborg og Omegns Brugsforening 75 år (1924 – 2004) (2004)
Padborg transportcenter (1993)
Aage Paulsen: Kollund Kirke (1971)
Aage Petersen: Bov Kirke (32 side) (1975)
Carsten Porskrog: Transportbyen Padborg
Carsten Porskrog: Vækst og virke ved grænsen (1992)
Gerda Ploug Sarup: Kvinder i bur (1945)
Padborg huse – bygninger – facader (Bov Kommune 2005)
Aage Poulsen: Bov Kirke – lidt om Bov Præstegårds beboere gennem 200 år
Projekt Kobber – messingfabrik i Krusaa (Museumsamt Schleswig/Holstein 37 sider(1997)
Paa Sangervagt med syd – Frøslev Sangforening 1878 – 1928
Martin Reimers m.fl.: Da krigen kom til Kraglund (74 sider) (2005)
Susanne Rudolf: Kobbermølle- kobber- og messingværket ved Kruså
Edward Carl Thomas Rönnau: Bov Kirke – og sognekrønikke
Folmer Schiøtt: Fange i Frøslev (1945)
650 Jahre Harislee 1362 – 2002 (Gemeinde Harislee) (696 sider)
Henrik Skov Kristensen: Fangestyret i Frøslevlejren (1994)
Henrik Skov Kristensen: Harislee Bahnhof (1996)
Henrik Skov Kristensen: Straffelejren (2011)
Slesvigsk Kreditforening 75 år – Kruså Byggeforening (39 sider) (2002)
Socialdemokraterne i Bov 60 år
Chr. Stenz m.fl.: Bov Sogn (1969)
Poul Svensson: Frøslevskrinet
Poul Svensson: Glimt fra Grænselandet
Hans A. Sørensen: Padborg Fjernvarme 1960 – 2010. Historien om grænsen og dens varme.
R.P. Sørensen: Bogen om Bov Sogn (1939)
R.P. Sørensen: Et afkrog af verden (1969)
R.P. Sørensen: Frøslevs særpræg (1986)
R.P. Sørensen: Smilende vande
R.P. Sørensen. Scenen som er
R.P. Sørensen: Sten ved Oksevejen mellem Padborg og Bommerlund (1989)
R.P. Sørensen: Sønderjylland på langs og på tværs (1968)
Ingolf Thomsen: De nationale sammenkomster i Frøslev Polde (1970)
Karsten Thomsen: I Synnejylland er æ føjt
Jesper Toft: Frøslev – egnens natur
Oluf Vestergaard: Landsbyen Kollund og omegn (1978)
Torben Ølholm: Padborg en by i bevægelse (2007)
Torben Ølholm: Andreas Andreasen (2014)
Torben Ølholm: Holdbi Kro (2011)
Torben Ølholm: Padborg – en by i bevægelse
Juli 27, 2020
Philip Heyman – en rigtig iværksætter
Han var dominerende og streng. Han stillede store krav til sin familie og ansatte. Tidlig blev han selv grosserer. Han oprettede Københavns Svineslagteri og begyndte at eksportere smør. Sammen med tre andre købte han en stor grund i Hellerup. Meningen var at opføre tre fabrikker. Det var bryggeriet, der reddede det hele. Men først måtte Heyman have hjælp fra J.C. Jacobsen. Direktøren blev fyret og Heyman overtog jobbet. Han var den fødte handelsmand. Der blev opført en kæmpe ølflaske som udkigstårn. Og så startede produktion af mineralvand. Han gav store gaver til den jødiske menighed. Men også til socialt udsatte på Østerbro. Han fik ti børn. Hans strenghed havde karakter af tyranni. Men han var også en kærlig far. Han efterlod sig en formue. Svigersønnen blev direktør. Hvad skete der med Aage Heyman? Og så lå der lige et gasværk i vejen.
Dominerende og streng
Når man beskæftiger sig med lokal – og industrihistorie kan man ikke komme uden om dette navn – Philip Heyman. Han var en iværksætter ude over det normale. Han var den første, der solgte mærkevarer til udlandet. Han byggede de første arbejderboliger. Og så var han med til at starte Tuborg. Han var dominerende og streng mod sin familie og sine ansatte. Han krævede disciplin fra morgen til aften.
Heyman-slægten kom til Danmark fra Essen for omkring 1750 og bosatte sig i København. Familien specialiserede sig i at fremstille guldtråde, der efterfølgende blev brugt til broderi og væveri. Wulf Philip Heyman solgte ud af familiens ejendele og startede en manufakturhandel, som han havde stor succes med.
På en dyr adresse
Han gik også ind i vekselererbranchen for at prøve denne branche af. Men størstedelen af sin formue tjente han dog ved ejendomshandel og byggeri. Nu var Heyman – familien ikke mere en af de talrige jødiske håndværkerfamilier men en af de velstående jødiske handelsfamilier.
W.P. Heyman blev gennem sine forretninger en meget velhavende mand og en legendarisk skikkelse i det københavnske bybillede. Familien boede nu på en af de fornemste adresser i København – Nytorv 89.
Københavnerne var ikke så glade for jøderne
Da Philip Heyman blev født i 1837, havde de københavnske jøder på overfladen et fredeligt liv. Andre steder var de forfulgte. I Danmark var blandede ægteskaber også tilladt. En lov fra 1788 åbnede også for, at håndværkerlavene var åbne for jøder.
Men københavnerne var ikke helt glade for jøderne. De blev stadig betragtet som ”fremmede”. De havde deres egne forretninger og skikke. Mange af den levede afsondret i forhold til resten af befolkningen. Jo, antisemitismen levede i bedste velgående.
Heyman voksede op i et ortodoks hjem. De jødiske skikke blev strengt overholdt. Overholdelse af shabbat var en selvfølge for ikke at tale om regelmæssige besøg i synagogen. Familiens omgangskreds var jødisk og tilknytningen var stor.
Heyman blev selv grosserer
Heyman gik på Melchiors Borgerskole. Det var en af hovedstadens største private drengeskoler. Den var henvendt til drenge, der kom fra håndværkerstanden, detailhandelen eller søfart. Skoletiden sluttede for Heyman i 1853, hvor han blev ansat i et kolonialgrossistfirma. Firmaet gik dog konkurs i 1857. Så han måtte se sig om efter en anden beskæftigelse.
Samme år startede han et kommissionsfirma i korn og smør. På det tidspunkt var han 21 år. Fire år senere i 1861 opnåede han grossererborgerskab. Nu kunne han i 1861 officielt kalde sig grosserer i eget navn.
Heyman så muligheder alle vegne
Heyman så muligheder alle vegne. Han var en af de første, der udforskede udlandet. Han begyndte i 1862 at eksportere dansk smør til England og Skotland i original emballage. Smørret blev Heymans første succes. Han pakkede smør i hermetisk i blikdåser og sendte dem til oversøiske steder.
I 1866 opførte han på Østerbro Kjøbenhavns Svineslagteri, hvis formål var at eksportere dansk bacon til England. Slagteriet opkøbte magre svin, slagtede dem og solgte efterfølgende baconet som endnu en dansk mærkevare. Forarbejdning af smør og flæsk var et erhverv i rivende udvikling. Heymans forretning blomstrede.
En kæmpe grund blev købt
I 1873 opkøbte han sammen med tre af tidens største forretningsmænd C.F. Tietgen, grosserer Rudolph Puggaard og højesteretssagfører G. Brock arealerne omkring Tuborg Havn for 100.000 Rigsdaler.
Heyman havde fået opsnappet at H.P. Prior var villig til at sælge det af ham lejede areal i Hellerup. Han havde i 1869 – 72 anlagt Tuborg Havn. Navnet stammer fra et udskænkningssted, som blev opført af Jonas Thue i 1690’erne med navnet Thuesborg. Selvom Thue selv var brygmester, havde han ikke selv personligt nogen forbindelse til det senere byggeri.
Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa blev tilføjet med navnet Store Tuborg.
Man ville anlægge tre fabrikker
Ingen af de fire herrer havde dog nogle særlige planer med arealerne. Men alle håbede, at de kunne bruges til industrielle formål på grund af beliggenheden Efter måneders overvejelser blev det besluttet at anlægge tre fabrikker:
For stor en mundfuld
Man ville bl.a. eksportere øl til Sydamerika og importere gødningsstoffer derfra.
At bygge tre fabrikker blev alligevel for stor en mundfuld for de fire mænd. De besluttede sig for at gøre foretagendet til et aktieselskab med Heyman som hovedaktionær. Hermed var grundlaget for Tuborg Fabrikker lagt.
Valget af fabrikkernes produktioner har formentlig været en god blanding af personlig interesse og hvad de fire herrer fornemmede havde gode indtjeningsmuligheder.
Bryggeriet reddede det hele
I løbet af et par år viste det sig at være bryggeriet, der reddede hele foretagendet. Men der var problemer i begyndelsen. Bryggeriet blev anlagt for at producere bajersk øl på flaske til eksport men ligesom opkøbet af arealerne ved Tuborg Havn nærmest var sket i blinde, var ideen om eksport af øl også en chance, der blev taget uden megen omtanke.
Det viste sig hurtigt at være et meget dårlig sats. Bryggeriet havde de første par år ikke noget overskud. Konkurrenten Carlsberg, der satsede på hjemmemarkedet, stormede derimod frem. Under Leopold Damm ledelse var det i stræk forfald. Det var Tietgen, der havde foreslået denne.
Kølemaskiner var blevet mere almindelig, så nu kunne man også producere øl i de varme lande. Der var overkapacitet af gødning i Danmark. Og flaskerne kunne ikke produceres til markedspriser. Heyman forlangte direktøren fyret. Han ønskede alt andet end bryggeriet afhændet. Ingen af delene ville Tietgen gå med til. Dette bevirkede at Heyman gik ud af bestyrelsen.
Man måtte ændre strategi
Bestyrelsen i Tuborg var klar over at man skulle ændre strategi. Det blev nu arbejdet for at få succes på hjemmefronten. Med ølflasken afveg de fra Carlsberg, der solgte øl på tønder.
Selskabet påbegyndte en ændring af produktionen, så den bedre passede til danske forhold. Omlægningen af produktionen krævede nye investeringer og bestyrelsen måtte derfor i flere år nægte at betale udbytte. Dette afstedkom et spændt forhold til aktionærerne.
Efterhånden blev firmaets gæld konverteret til aktier. Heyman og hans støtte forlangte igen i 1880 at direktøren blev afskediget for uduelighed. Denne gang lykkedes det. C.F. Tietgen trådte samtidig ud af bestyrelsen. Heyman blev nu både administrerende direktør og bestyrelsesformand. Han skulle nu rette skuden op.
Glasværket blev i 1881 solgt til Kastrup Glasværk. Gødningsfabrikken sluttede sin produktionen i 1882.
Han bed sin stolthed i sig
Da Heyman i 1882 kom i knibe grundet vildgær i øllet, var gode råd dyre. Hel produktionen var i fare. Han bed dog sin stolthed i sig og gik til den erfarende brygger J.C. Jacobsen efter råd.
Verdensmanden Jacobsen kom straks til Hellerup for at besigtige problemerne. Han bidrog med gode råd til tekniske forbedringer samt ren og nøje opdyrket gær fra Carlsberg, så Tuborgs produktion igen kunne komme i sving.
Dette gjorde han, til trods for at Heyman i tiden forinden havde arbejdet indædt på at alliere de andre københavnske bryggere med den succesrige Jacobsen.
En handelsmand var kommet for at blive
Markedet på bajersk øl i Danmark var nærmest eksploderet. I perioden 1869 – 1887 blev produktionen i København nærmest syvdobbelt. Tuborg blev fuldt konkurrencedygtigt med Carlsberg. Ingen af de to bryggerier kunne følge med efterspørgslen fra de mange tørstige københavnere.
Heymans forretningsimperium startede med eksport af smør og flæsk. Men det var produktion af øl på Tuborg, der for alvor slog fast, at Heyman var en handelsmand, der var kommet for at blive.
En kæmpe flaske
Danmarks første pilsnertype blev præsenteret. Det var Grøn Tuborg. Det var dog først i slutningen af 1890’erne, at pilsneren endelig slog an. I 1888 fik Heyman bygget Tuborg-flasken til den nordiske udstilling. Kæmpeflasken fungerede som udsigtstårn og var forsynet med en hydraulisk elevator. Det var sidste skrig. Noget tyder på at Heyman havde flair for markedsføring.
Bagefter blev Tuborg – flasken opstillet tæt på hjørnet af Carolinevej og Strandvejen – nu dog uden elevator. Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Men hvis man nød et glas øl i Tuborg-pavillonen fik man femøren tilbage.
Denne pavillon blev et søgt udskænkningssted og desuden kendt for god mad. I 1925 blev pavillonen dog lukket.
Produktion af mineralvand
I 1890 gik Heyman ind på et helt nyt marked, idet han startede en produktion af mineralvand. Tuborg blev det første bryggeri, der lancerede citronvand og apollinaris.
Fremmedgørelsen af jøderne i København ændrede sig i takt med at Heyman blev voksen. Han fulgte med den store mængde jøder, der blev stærkt integreret i det danske samfund.
”Jeg er jøde, og jeg er dansk”
Han bragte ikke den meget strenge opdragelse med sig, da han flyttede hjemmefra. Han spiste med stor fornøjelse svinekød og arbejdede på shabbatten. Han var selv 3. generationsindvandrer, men betragtede sig selv som dansker. I et af tidens dagblade skrev han om sig selv:
Store gaver til menigheden
Religionen var ikke et fuldstændigt afsluttet kapitel, Han havde gennem sit liv en stærk tilknytning til den jødiske menighed. På de store helligdage gik han i synagogen og fastede (næsten) på den store forsoningsdag.
Han gav gennem hele sit liv store pengegaver til menigheden. Han betalte alene for et stort flot orgel til menigheden i Krystalgade. Den største udfordring på det religiøse plan var problematikken omkring kørsel til Børsen om lørdagen.
Dyb modstander af blandede ægteskaber
Og Børsen skulle han på – shabbat eller ej. Men det fandt Heyman også en løsning på. Han benyttede sig af en lejet droske med begrundelsen, at ”Den skal jo alligevel køre”. Han holdt imidlertid altid drosken et stykke væk fra Børsen for ikke at støde sine trosfæller.
Det religiøse aspekt kom også til udtryk på det personlige plan. Han var dyb modstander af blandede ægteskaber. Han blev dybt bedrøvet, når han hørte at en forretningsfælle eller medarbejder havde indgået et sådant ægteskab.
Masser af donationer til socialt udsatte
Han gav meget sjældent donationer til ikke – jødiske foretagender. På et tidspunkt blev han spurgt om et bidrag til Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole. Til det svarede han:
På trods af denne tilsyneladende modstand mod at hjælpe ikke-jødiske foretagender brugte han imidlertid omkring 30.000 kr. årligt på sociale engagementer med bespisning af fattige på Østerbro, et dagligt varmt måltid i vintermånederne til mindre bemidlede, brændselsuddeling i den værste vinterkulde samt drift af vuggestue og børnehjælpsasyl på Østerbro.
Heyman deltog ikke meget i det offentlige liv og han påtag sig hellere ikke borgerlige tillidshverv.
Han var sin jødiske baggrund fuldt bevidst
Netop Heymanns religiøse overbevisning har været genstand for mange diskussioner gennem tiden. Nogle hævder, at han allerede som ung lagde religionen og den jødiske baggrund bag sig, mens andre mener, at han bevarede interessen for sin jødiske baggrund, hvilket kan ses gennem hans støtte til jødiske foretagender og overholdelsen af de jødiske helligdage som tidligere nævnt.
Men alt tyder på at han var sin jødiske baggrund meget tydelig bevidst.
De fik 10 børn
Heyman giftede sig i 1862 i en alder af 25 år med den to år yngre jødinde Hanne Emilie Adler. Hendes familie var langt fra så velstående som Heyman – familien. De nygifte flyttede i en luksuriøs lejlighed i Store Kongensgade 11 for allerede igen at flytte. Denne gang til pragtvillaen Kristianslund på Strandvejen 11. Villaen havde 19 rum. Der var både malerier af Krøyer og Eckersberg. Der var ægte tæpper og til ejendommen hørte tre tønder land til park foruden ridehus, køkkenhave, rosenbede og en tennisbane.
De fik 10 børn, hvoraf 9 overlevede barndommen.
Hans strenghed havde karakter af tyranni
I samtiden var det et anstrengt forhold mellem Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen en kendt sag. Heyman hånede sin konkurrent for hans opførsel over for sin søn. Måske var det nok lige lidt dobbeltmoralsk da han selv opdrog sine børn yderst strengt. Han var meget dominerende i hjemmet og ikke mindst utålmodig.
Der måtte ikke tales ved bordet og der skulle aflægges regnskab for lommepenge. Der skulle læses lektier. Og der skulle i den grad vises respekt over for den faderlige myndighed. Heymans søn, Aage beskrev sin far således:
Han krævede loyalitet og arbejdsomhed
Det var især sønnen Aage, der var problemer med på hjemmefronten. Selv i en alder af 19 år blev Aage udsat for sin fars strenge opdragelse. Således beskriver han en oplevelse fra den dag, hvor han netop var hjemvendt fra værnepligten.
Han var kommet til at sætte sig på sin fars plads ved bordet uden at tænke over det. Ti stor forbavselse for søskende og tjenestefolk kaldte faderen det for en forbrydelse og stak ham en ørefigen.
Han var godt klar over, at han var en streng far. Og sådan var han også i sin funktion som chef. Han krævede loyalitet og arbejdsomhed.
Han var også en kærlig far
Heyman var dog også en kærlig far, der altid skrev til sine børn, når han var på rejse. Det var også et familieliv med masser af fester, både da børnene var små, og da de var store.
Da drengene var små, blev alle deres venner og klassekammerater inviteret til at slå ”katten af tønden”. Som regel var der mere end 100 drenge, der blot skulle medbringe en knippel.
På balkonen over ridehuset sad et musikkorps om midt i ridehuset var ophængt en mægtig tønde fyldt med frugter. Til kattekongen var der altid en stor gave. Bagefter blev der serveret forfriskninger til alle.
Om vinteren gav Heyman børnene og deres kammerater lov til at skøjte på en stor sø, der lå på Tuborgs grund. Heyman sørgede naturligvis for et orkester.
Heyman efterlod sig en formue
Den 15. december 1893 døde Philip Heyman. Han efterlod sig en økonomisk formue for ikke at tale om et solidt slagteri og et bryggeri i evig ekspansion. Som familiefar og arbejdsgiver var han formentlig lige konservativ.
Men Heyman var også en mand med stor social bevidsthed. Han var blandt andet opmærksom på, at arbejderne på bryggeriet skulle have fritid, for ikke at tale om de arbejderboliger han opførte til sine ansatte. Han gav store summer til mindre bemidlede – ikke altid officielt.
Den tørstige mand
En af Heymans døtre, Paula blev gift med Benny Dessau, der var blevet ansat i Tuborg i 1891. Han efterfulgte Heyman på direktørposten. Sønnen Aage Heyman overtog faderens øvrige virksomheder.
Dessau indgik en samarbejdsaftale med Carlsberg i 1903. Aftalen betød, at de var to selvstændige virksomheder men samarbejdede. I praksis indgik man i hinandens investeringer. Dette betød, at Carlsberg ikke måtte påbegynde en hvidtølsproduktion.
Tuborg begyndte også en Vitamon – produktion. Det var tale om et bouillonprodukt til husholdningsbrug. Tørgær- produktion til industrien startede man også på. Under Dessau startede man også Guld Tuborg. Det var i 1895. Ja og det var også Dessau, der stod for den flotte plakat ”Den tørstige mand”.
I 1970 blev Carlsberg som bekendt fusioneret med Tuborg. Det meste af fabriksanlægget i Hellerup er i dag revet ned.
Produktionen blev helt indstillet
I 1996 blev driften blev driften i Hellerup helt indstillet. Området blev udviklet til en hel bydel med mondæne boliger, erhvervshovedsæder, skole, indkøbscenter, lystbådehavn m.m. Produktionen var efterhånden helt blevet flyttet til Fredericia. Ja Tuborg er i dag repræsenteret på 104 markeder verden over.
Hvad skete det med Aage Heyman?
Hvordan gik det så med Aage Heyman? Han blev bl.a. uddannet på varde Svineslagteri og i Canada. Han blev indehaver af firmaet Philip W. Heyman i 1891 og indehaver af et par andre firmaer.
I 1907 lod han et palæ bygge i Ryvangen, Strandvejen 92. Han måtte dog sælge villaen i 1916. men krigstiderne havde åbenbart genskabt hans formue. Allerede i 1918 lod han et nyt palæ bygge på Øster Alle 33.
Der lå lige et gasværk i vejen
Københavns Kommune købte Københavns Svineslagteris grund til brug for en fremtidig forlængelse af Strandboulevarden mod nord. Forlængelsen blev dog aldrig til noget, da Østre Gasværk lå i vejen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 24, 2020
Kong Valdemar og de fredløses kaniner
Af Olesen
Af Valdemar den anden fik vi Jyske Lov og vilde kaniner. Han var vilde med at gå på jagt. Pave Gregor tillod kristne at spise kaniner i fastetiden. I år 1000 spredte moden sig med at spise kaniner hos fyrster og adel. I Valdemars jordebog fra 1230 kan vi se, at der var kaniner på Amrum, Orø og Sprogø. I dag er der ikke kaniner på de to sidstnævnte øer. På hjelm fandt man foruden falske mønter under udgravninger også kaninknogler. Og på Fanø blev der sat kaniner ud i 1912. I nyere tid har vi også fået kaniner på Bornholm, Lolland og Endelave. Men de har dog ikke noget med Valdemars kaniner at gøre.
Kong Valdemar og de fredløse kaniner
Kong Valdemar 2. Sejr (1170-1241) gav Danmark to ting. Den mest kendte er den første rigslov kendt som Jyske Lov dateret år 1241 som vistnok mest blev ordnet af biskop Gunner af Viborg. Den mindre kendte er, at han indførte vildkaninen til Danmark.
Den europæiske vildkanin boede oprindeligt i Spanien og Sydfrankrig; der er dem, der mener, at Spanien betyder “kaninernes land” på fønikisk. Med romerne bredte smagen for kanin sig til hele middelhavsområdet. Efter Romerrigets fald fik kaninerne en ny chance, da pave Gregor 1. (540-604) tillod de kristne at spise kaninkød i fastetiden, med det lidt mærkelige argument, at kaninernes unger flød i fostervandet og derfor var “fisk”. I den tidlige middelalder blev kaninhold derfor almindeligt på klostrene i
Syd- og Vesteuropa, og omkring år 1000 spredte moden med at spise kaniner sig til fyrster og adel, blandt andet hos de normanniske fyrster, der tog dem med til England efter erobringen i 1066.
Vildkaninerne blev i middelalderen sat ud på tre måder. Den første måde var at lade dem opbygge et kanin-bo på en indhegnet mark omgivet af mure, de såkaldte kaninhaver – på fransk: “garenne”, på engelsk: “warren”. Den anden måde var at sætte kaninerne ud på små øer, hvor de kunne brede sig uden fare for kaninplage. Og den tredje måde var at sætte dem ud i klitter, omgivet af marsk eller voldgrave. Nogle af de første kaniner i Nordeuropa blev sat ud på sydengelske øer eller i klitterne i det nuværende Holland og Belgien. Jagten foregik derefter enten med bue og pil eller med fritter, (tamme ildere) der jog kaninerne op af deres huller, hvor de så blev fanget med net.
Kongeligt jagtdyr
Når Valdemar Sejr interesserede sig for kaniner, var det helt sikkert som jagtdyr. Han var ivrig jæger, der satte både hjorte, harer og kaniner ud på en række danske øer. En lidenskab, der blev skæbnesvanger, da hans jagtfælle grev Henrik af Schwerin i 1223 tog kongen til fange på den ubeboede ø Lyø og først løsgav ham efter godt to års fangenskab for en uhyre løsesum. I kong Valdemars Jordebog fra cirka 1230 står der, at der var kaniner på tre øer i riget: Amrum i Nordfrisland, Orø i Roskilde Fjord og Sprogø i Storebælt.
På Amrum kan udsættelse af kaninerne i øens klitter, hvor de endnu lever under navnet “Amrumer Karnickel”, ses som en fortsættelse af kaninholdet i de hollandske klitter. Kaninerne på Orø skulle måske tjene som føde for de mange gejstlige i Roskilde. Kaninerne på Sprogø kan være sat ud som føde for det faste, men isolerede mandskab på den strategisk vigtige borg i Storebælt. Men de kan også have været sat ud på øen som jagtdyr, efter at borgen havde mistet sin funktion. Hverken på Orø eller Sprogø er der i dag kaniner; de kaniner som omtales på Sprogø i begyndelsen af 1700-tallet har næppe været efterkommere af kong Valdemars kaniner. De kom snarere med de hollændere, som Christian 2. bosatte på øen i 1523.
Marsk Stigs kaniner
At kaniner med deres velkendte frugtbarhed kan løse et vanskeligt forsyningsproblem, kender vi i hvert fald på øen Hjelm i Kattegat, som Marsk Stig Andersen og de fredløse i årene 1290-1306 befæstede og holdt
som hovedkvarter for oprøret mod Erik 5. Klipping. Under de store udgravninger senest i hhv. 1999 og 2000 fandt man på Hjelm rester af to borge med murede bygninger og et møntværksted til produktion af falske mønter, der skulle undergrave den danske konges økonomi. Men samtidig fandt man sporene af andre undergravende elementer, nemlig kaniner. I affaldslagene fra de fredløses køkkener fandt man 161 kaninknogler, og desuden var borgtomterne gennemskåret af fossile kaningange, gravet af Marsk Stigs kaniner.
Kaniner var gennem middelalderen og renæssancen en delikatesse for fornemme folk. I Frankrig og England tog adelen patent på kaninhaver, og kaniner blev et symbol i kunsten – snart som symbol på uskyld og paradisisk fred, snart som symbol på det modsatte. Samtidig begyndte folk at holde kaniner i bure, og langsomt udviklede nogle af de ældste kaninracer sig som f.eks. “hollænder” og “sølvkanin”. Den første kaninhave efter engelsk-fransk mønster i Danmark blev anlagt af Christian 4. i 1616 i en have, som i dag kendes som Charlottenlund Slotshave. Mens Frederik 3.s dronning Sophie Amalie valgte en holm i Furesøen til de kaniner, hun i 1661 importerede fra Holland.
Hjem igen med Genforeningen
I slutningen af 1700-tallet blev dekorative kaniner, nu ofte “silkehaler” og angorakaniner, på små øer populære i slotshaverne. 1800-tallet var dog først og fremmest tamkaninernes århundrede, både til sport med udvikling af stadig nye racer, og til føde for den brede befolkning. I Tyskland og Danmark blev “Kaninsagen” en social bevægelse, Danmarks Kaninavlerforening blev stiftet 1895, mens kaninavlen i det 20. århundrede blev en del af landbruget.
I slutningen af 1800-tallet kom jagt på vildkaniner dog også på mode. Det var nu, der blev udsat kaniner på Fanø (1912). På samme tid sattes vildkaniner ud flere steder i Slesvig-Holsten, som dengang var under tysk styre. Da den nye grænse blev trukket i 1920, fik vi nogle af kaninerne med til Danmark, og de har siden bredt sig langt op i Sønderjylland. I nyere tid har vi også fået kaniner på Bornholm, Lolland og Endelave. Men det er en lang historie, som ikke har noget med kong Valdemars kaniner at gøre.
Illustration håber vi at kunne bringe, når teknikken er forbedret. Vi har gemt tegningen.
Pennetegning udført af Constantin Hansen. Illustration fra Svend Grundtvigs udgivelse Marsk Stig: Dansk Folkevise Fra 13de Aarhundrede (1861).
Marsk Stig skuer over mod Hjelm. De fredløse under Marsk Stig, opførte tre borge på den lille ø: Fyrbakken, Kastelsbakken og Skådebakken.
Stig Andersen Hvide (f.1275) døde på Hjelm 1293. Han hørte via ægteskab til den indflydelsesrige Hvideslægt og
blev begravet i Essenbæk Kloster.
Kilde:
https://unipress.dk/udgivelser/m/marsk-stig-og-de-fredl%C3%B8se-p%C3%A5-hjelm/
Tak til Olesen for bidrag
Juli 24, 2020
Litteratur – Tønder – 2020
Denne liste indeholder 275 Tønder – bøger. Den er langt fra komplet, men det er noget at gå i gang med.
Emil Albeck: Blade af Tønder Seminariums historie
Jens Heine Andersen: Bevaringsværdige huse i Tønder
H.P.H. Andresen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970 (1971)
Ludwig Andresen: Acta Tunderensia 1 -2 (1909)
Ludwig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte Tondern (1943)
Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869 (1937)
Ludwig Andresen: Fastelavnsløjer og Skyttekorps
Ludwig Andresen: Tondern um 1500 (1930)
Ludwig Andresen: Tønder Ringriderkorps’ Historie (1937)
Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehhandels im Amte Tondern
Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Klosters in Tondern (22 sider) (1928)
Ludwig Andresen: 200 Jahre Weissenhaus in Tondern (22 sider – 1928)
Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning (1994)
Hans Bachmann: Tønders gamle kroer og gæstgiverier (1995)
Bangert: Orgelet i Tønder kirke gennem 350 år
Britta Bargfeldt: Legater i Tønder (1993)
Britta Bargfeldt: Tønders tyske mindretal i 30erne on nazismen (2001)
Bevaringsværdige huse i Tønder (1980)
Anne Blond: Hans, stolen og verden (2012)
Mogens Bredsdorff: Tønder Statsseminarium og Øvelsesskole
Johannes Brix: Tønder Sygehus – et 100 års jubilæum
Brorson – En bog i 200 året for salmedigterens fødsel (1994)
Elisabeth Buch Petersen: Bogtrykkervirksomhed i Tønder (125 s.) (1974)
Byens breve – Tønders historie i dokumenter (1993)
Niels Bøgh Andersen: Fiskesøn fra Aventoft
Erik Carstens: Die Stadt Tondern (1861)
Werner Christiansen: Bachmanns Vandmølle 175 år
Werner Christiansen: Inden for byens pæle (1984)
Werner Christiansen: Nystaden (1986)
Werner Christiansen: Tønder handelsstandsforening 1906 – 1956
Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder slægter (1980)
Erik Christensen: Fra min virksomhed i Tønder (1939)
Hans Christian Christensen: Dengang i Tønder (1997)
Hans Christian Christensen: Skibroen, der var engang en havn i Tønder
Henrik Becker Christensen: Byen ved grænsen
Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
Hilmer Juhl Christensen: En købmandsfamilie i Tønder (1998)
H.V. Clausen: Sønderjylland – en rejsehåndbog (1920)
Else Marie Dam Jensen. Det grænseløse landskab (2008)
Danmarks Kirker, Tønder Amt 1 -2
Danmarks middelalderlige byplaner bind 2: Syd – og Sønderjylland (1994)
Danske Slotte – og herregårde – Tønder Amt
Det danske spejderkorps Tønder 1919 – 1969
Der var engang – Gamle billeder fra Jejsing (2001)
Det grænseløse samfund – Marsken mellem Tønder og Dageböll (232 sider)
Det Holstenske Palæ
Drivvejen – ad studedriverens spor i det vestlige Jylland (2006)
Eduard Edert. Der Schuster von Tondern (1908)
Elkjær Larsen: Astronom Peter Andreas Hansens liv og tid (19 sider) (1995)
Elkjær Larsen: Tønder By’ s Legater
Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
Michael Falch: Til Grænsen – ungdomserindringer
FDF Tønder: Vor egen billedbog
Torsten Friis: Forsvaret af Ribe og togtet mod Tønder 1848
Fritidshjemmet i Tønder 20 år (31 sider) (1988)
Frivilligt Drenge Forbund, Tønder 1922 – 1947
Mogens Gade: Kort og godt, historier fra Tønder (88 sider) (2013)
Gamle huse i Tønder 1964 – 1980 (Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder)
Gamle huse, som gled ud af bybilledet fra 1950 – 1998 (foto – billedbog)
Hakon Gjessing: Drengeår og manddomsvirke (1968)
Hans J. Gläser: 300 Jahre Schützenkorps Tondern 1693 – 1993
Iver Gram: Fugle i Tønder Marsken 1978 – 1988
Britt Haarlev: Tønder i 1960erne (sort/hvide stregtegninger) (1993)
Inger Tryde Haarlev: Om Tønder Fonden
Astrid Hansen: Femten bredere Tønder – kniplinger (2004)
Jørgen Hansen: Kloster, kniplinger og kommandører (144 sider) (2013)
Lorenz Hansen: Koldjomfruens søn (drenge – ungdomsår i Tdr. og Løgumkl. (1986)
Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år (1998)
Ingolf Hasse: Kristkirken i Tønder
Ingolf Haase: Kun hæver vi ikke mere hånden til Hitler – hilsen (2003)
Ingolf Haase: Kunst i Tønder (2008)
Ingolf Haase: Tønder handel i 100 år (1906 – 2006)
Ingolf Haase: Tønder Handelsskole 1907 – 2007
Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening gennem 75 år (1912 – 1987)
Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år (2012)
Ingolf Haase: Tønder Banks hovedkontor
Ingolf Haase: Tønder Kirkegård – 1814 – 2014, Kirkegård ved Grænsen
Ingolf Haase: Tønderhus 1943 – 1993
Ingolf Haase: Vestre Børnehave (1999)
Handelsbankens hus i Tønder
Birgit Hansen: Skorstensfejerfagets historie og traditioner (1984)
Emil Hanover: Tønder Kniplinger
Christian Hansen: Tønder 1970 – 1992 – Institut for Grænseregionsforskning
Henning Hansen: Erindringer om keglesporten
H.P.H. Hansen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970
Jørgen Hansen: Kloster, Kniplinger og Kommandører – en historisk rejse i 33 afsnit gennem Byer og egne i Tønder Kommune.
Lorens Hansen: Minder fra krigen 1939 – 1945 – Tønder og Blomsgård
Ludolph Hansen: Et bybarns liv (1966)
Tine Hansen: 16 Tønder – kniplinger
Erik Ejnar Holm: Storegade 14, et gavlhus i Tønder
Johan Hvidtfeldt: Om Tønder bys historie (1945)
Johan Hvidtfeldt: Mellem Tønder og Ribe (Turistbogen 1974)
Chr. Holmstad Olesen: Hans J. Wegener (Danske Designere 2006)
Hundrede år i samfundets tjeneste 1869 – 1969, Tønder Frivillige Brandværn
Høyberg: Gennem 80 år – Erindringer fra Tønder, 1864 – Første Verdenskrig (1995)
Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wullfs dagbog (1995)
Peter Kr. Iversen: Schackenborg – billedet (1977)
Peter Chr. Iversen: Vestslesvigsk Tidende (87 sider)
Knud Jacobsen: Angrebene på Tønderbasen
Christian Axel Jensen: Christkirken
H.N. Jensen: Skibsfarten i det danske vadehav
Hans Otto Jensen: Tønder Statsskoles Jubilæumsbog (1970)
Steen Jensen: At komme fra en søfartsnation (2010)
Ernst Kaper: Af en Tønder – seminarists historie (1974)
Kniplinger i Tønder (2010)
Kommuneatlas Tønder (1993)
Iben Eslykke Kristensen. Tønderknipling (39 sider) (2013)
Kristkirken i Tønder (1946)
Frode Kristoffersen: Jouralist i Tønder
Kai Köster – Lösche: Die Hexe aus Tondern (roman) (1999)
Landet bag digerne (Werner Christiansen m.fl.) (1956, 1965, 1966)
Landet mod syd, Tønder
Hardy Larsen: Digegrevens Hus
Dennis Chr. Lassen: Marine – Luftschif detachement Tondern (32 sider) (2005)
Johan Larsen: Charlottenlund – Tønder
Johan Larsen: Mennesker i Tønder (1967)
Inger Lauridsen: Bag Tremmer – Indsatte i Tønder Arrest 1812 – 1842
Inger Lauridsen: Digegrevens Hus (2007)
Inger Lauridsen: Zeppelinbasen ved Tønder
Inger Lauridsen: Et liv med knipling (25 sider) (2010)
H.N. Lausten: Tønder – bogen (1926)
Lausten Thomsen: Tønder Læse – og Ungdomsforening 1912 – 1937
Ellen Leonhardt: En brugs i Tøndermarsken (1995)
Lindvald: Knapmageriet i Tønder Amt (1918)
Wilhelm Lobstein: Das Rosendach (1923) (1943) (Roman)
Otto Lodberg: Små betragtninger om en stor tid (Tønder i 20’erne)
Emil Lorentzen: Tønder Borg om 1600 (1969)
Emil Lorentzen: Tønder, havneby til landskøbing (1970)
Hansigne Lorentzen: Det tønderske kniplingsdepot
John N. Lorentzen: Fra Tønder Slotsbanke (1974)
Hans Lund: Tønder Seminarium
Helene Tønder Lund: Ungdomserindringer (1856)
Mackeprang: Tønder under hertugstyre indtil 1713
Jeppe Madsen: Studehandelens historie i Danmark
Knud Madsen: Rids af Grænsegendarmeriets historie (1953)
Knud Madsen: Tønder Bibliotek 75 år
Knud Madsen: Tønder i sang og digt (1992)
Lennart S. Madsen: Tønderhus, en købstadsbog (2010)
Hans Magle: Tønder Grænseby
Hans Magle: Tønder Kirkemuseum
Hans Magle: Tønder Kristkirkes symboler (1954)
Vilhelm Marstrand: Vores ældste byers tilblivelse (1942 – 1944)
Peter Mathiesen: Tønders Huse (1) (2001)
Peter Mathiesen. Tønders Huse (2)
Andreas Møller: Både og bådfolk i marsken (1996)
Peter J. Møller: 75 år med Socialdemokratiet i Tønder (1988)
Henrik J. Møller: Tønder Kasserne 1920 – 2002 (2004)
Knud Schmidt Nielsen; Trøjborg – borg og mennesker (1997)
Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder (1958)
Asger Nyholm: Nordens ældste seminarium
Else Nørby m.fl. Tønder – Erindringer (flere udg.) (udg. Af Tønder Lokalh. Forening)
Orts – Statut der Kreis Tondern (1885)
Jürgen Ostwald: Von Tondern nach Gotha. Der Astronom Peter Andreas Hansen (1995)
Ottsen: Der Kreis Tondern (1906)
Jørgen Overby. Tønder Kommuneatlas (1993)
Boy Petersen: Skæbneår 1917 – 20
Jette Petersen: Tønderkniplinger og deres navne
Thorvald Petersen: Fra Als til Tønder (1952)
Thorvald Petersen: Tønder bys legater (1933)
Max Rasch: Brudstykker af Hostrups historie (1985)
Max Rasch: Die Stadt Tondern und die Erlebnesse des Jahres 1864
Max Rasch: Mühlen – Chronik (56 sider) (1948)
Max Rasch: Realschule Tondern 1906 – 1920 und die Abschlusklasse (32 sider) (1960)
Max Rasch: 100 år i samfundets tjeneste – Tønder Frivillige Brandværn 1869 – 1969
Bodil Rasmussen: Hans Adolph Brorson – biskop og salmedigter (1982)
Karl Rasmussen: Fra vesterkanten (1929)
Waldemar Rasmussen: En fortælling – fra dengang jeg levede
Erling Rossing: Socialdemokraterne 80 år – 1907 – 1987
Th. Roust: Tønder Bibliotek 1923 – 1933
Lene Rytter: Dengang øllet flød i Tønder (1999)
Råby Pedersen: Svingets rødder (45 sider) (2000)
Otto Diedrik Schack: Grænsesind (1970)
Otto Scheel: Tondern, zwischen wiking – und Hansezeit
Schoubye: Amtmandspalæet I Tønder 200 år
Schoubye: Folkekunsten på Tønder – egnen (1955) (1968)
Schoubye: Gamle møbler fra Tønder – egnen
Schoubye: Gammelt Tønder – sølvtøj
Schoubye: Guldmede – håndværket i Tønder og på Tønder – egnen (1961)
Schoubye: Hollandske vægfliser (1970)
Schoubye: Hollandske fliser fra Tønder – egnen (1949)
Schoubye: Huse i det gamle Tønder (1980)
Schoubye: Kniplings – industrien på Tønder – egnen (1953) (1968)
Schoubye: Monumenta Civitatis Tunderensis (35 sider)
Schoubye: Om engelsk fajance på Tønder – egnen (1952)
Schoubye: Om kagemanden fra Tønder (1950)
Schoubye: Seminariet ved grænsen
Schoubye: Sølv i Tønder museum
Schoubye: Tønder Sølv 1600 – 1900 (1978)
Schoubye: Tønder Slot (1979)
Schoubye: Tønder Borg 1585 (1971)
Schoubye: Tønder Museum 1923 – 1973
Aage Schæffer: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
Sct. Georgs Gildet i Tønder 1935 – 1985 (Stig Sylvest)
SID Tønder – Løgumkloster Afdeling gennem 75 år
Inger Wind Skovgaard: Tønderkniplinger (2002)
Kaj Siewerts: Tønders berømte gavlhus
Hans Simonsen: 123 Jahre Deutsches Lehrseminar in Tondern (1925)
Åge Seidenfarten: I Politiets tjeneste (1955)
Skovrøy: Tredive år i Tønder (77 sider) (1948)
Sporten i Tønder gennem 25 år (1946)
Stadt Tondern (1916)
Kaare Svalastoga: En by ved grænsen (1963)
Steen Søgård: Tøndermarsken (1990)
H.E. Sørensen: Langs Grænsen (1982) (1987) (2005)
H.E. Sørensen: Mellem dansk og tysk
H.E. Sørensen: Slotte, Herregårde og Voldsteder i Sdj. (Bind 2: Tdr. og Hadersl. Amter
Kurt Sørensen: Nostalgisk rejse til Tønder og Ribe (1985)
Sophie Thomsen: Ringe auf dem Strohm (2012)
Uwe Thomsen: Lagkageshow i Tønder Byarkiv
Uwe Thomsen: Tønders historie i hovedtræk (1984)
Erik Thygesen: Tønderhus’ nyere historie
Til Lykke, Tønder Kommuneskole (1946 – 1996) (52 sider)
Aage Toft. Tønder Kirkes organister 1592 – 1933 (1951)
Peter Toft: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
J.P. Trap: Tønder Amt (diverse udgaver)
Turistfører for Tønder By og Omegn (1921)
Eva Tverskov: Fortællinger fra Tønder 1982 – 2007
Hans Tygesen: Tønderhus – et dansk kulturcentrums historie
Hans Tygesen: Tønderhus nyere historie
Meta Tønder: Kniplinger (1980)
Meta Tønder: Madopskrifter siden 1786 fra Tønder og omegn (1953)
Meta Tønder: 33 Tønder – kniplinger (1954)
Tønder – bogen (159 sider) (1926)
Tønder Byggeforening gennem 50 år (1906 – 1956)
Tønder bys Legater (1933)
Tønder – Erindringer (2000 – 2013) (diverse udgaver) (Tønder Lokalhistoriske Forening)
Tønder FDF/FPF 1922 – 1972 – 1982
Tønder Festival – gennem 25 år (Carsten Panduro)
Tønder Frivillige Brandværn (1959)
Tønder i 30erme (Hanne Alsing, Karl Nissen, Uwe Hansen m.m.)
Tønder gennem tiderne 1 – 2 (1943 – 44) (Hist. Samfund)
Tønder Gymnasium og HF Jubilæumsbog 1995 (Karin Andersen)
Tønder – handelen gennem 75 år (Stig Sylvest 1981)
Tønder Handel 100 år (2006)
Tønder i sang og digt (Neffen)
Tønder Kommuneskole (1986)
Tønder Landmandsbank 1901 – 1951
Tønder Roklub 40 år (1968)
Tønder Seminarium 200 år i grænselandet
Tønder Skakklub 1922 – 1997
Tønder som handelsby (1997)
Tønder Statsseminarium 1788 – 1975 (63 sider)
Tønder Statsseminarium 1788 – 1988 (Tøndringer samfundets Årsskrift 1988)
Tønder Statsseminariums historie 1788 – 1938
Tønder Statsseminariums Øvelsesskole 1920 – 1980 (47 sider)
Tønder Statsskole 1920 – 1935
Tønder Øvelsesskole 1920 – 1995
Tønder Statsskole 1920 – 1945 (Jakob Randrup)
Tønder Statsskoles Jubilæumsbog 1970
Tønder Sygehus 1898 – 1998
Tønder Zeppelin Museum (Petersen, Ørneborg) (18 sider) (1993)
Tønderhus (2010)
Tøndermarsken (Planstyrelsen 1988)
Uddrag af Tønder Kommunale tandplejes historie (1994)
Vaupell Christensen: Zeppelin – basen i Tønder 1914 – 1918 (16 sider9 (1991)
A.J. West: Fra det genvundne land (beretning om Tønder Statsskole) (1924)
Fr. Jürgensen West: Den Tønderske Kniplingsindustri ved år 1800 (1910)
Wiese: 250 Jahre Schützenkorps Tondern von 1693 (1943)
Christian Winther: Tønder Seminarium gennem tiderne
Else Jegin Winkel: Glimt af kniplekunstens historie (1989)
Peter Wolf: Hostrup kirke (35 sider) (2000)
H.H. Worsøe: Glimt af Tønders historie fortalt I dokumenter (1963)
Fl. Wraae, Steen Thurnberg: 70 år med Højerbanen (1995)
Fl. Wraae, Steen Thurnberg: På tværs med toget, fra Tinglev til Tønder (2004)
wwww.dengang.dk indeholder 1.605 artikler, herunder 263 artikler fra Tønder og omegn
Juli 24, 2020
Litteratur Aabenraa 2020
Hermed en liste over ca. 300 Aabenraa – bøger. Listen er langt fra komplet. Men der da nogen, at gå i gang med.
Aabenraa Andelsboligforening
Aabenraa Antikvitetshandel (Bo Bramsen) (1970)
Aabenraa Badminton Club 50 år (1996)
Aabenraa Borgerskole 1920 – 1945
Aabenraa Byhistoriske Forening 1959 – 1994
Aabenraa Børnehave og Fritidspædagogseminarium (61 sider) (1978)
Aabenraa Fører gennem By og Omegn (52 sider) (1921)
Aabenraa Gasværk 1863 – 1963
Aabenraa Handelsforening 1847 – 1922
Aabenraa Kirke (60 sider) (1971)
Aabenraa Landsraad 1867 – 1920 (Landsarkivet 1999)
Aabenraa museum 1887 – 1962 (12 sider)
Aabenraa Museum 1920 – 1970
Aabenraa Nyhavn 1925 – 1975 (Ramshøj – Gundestrup)
Aabenraa og Omegns Husmoderforening 1941 – 1991
Aabenraa Roklub 1921 – 1966 (Preben Jacobsen)
Aabenraa Skoleorkester 50 år (30 sider – 2001)
Aabenraa Skyttelaug 1734 – 1984 (Lars N. Henningsen)
Aabenraa Statsskole 1920 – 1945
Aabenraa Statsskole 1920 – 1970 (Aabenraa Statsskoles Samfund 1971)
Aabenraa og Omegns Folkedansere 1960 – 2000 (15 sider)
Inge Adriansen: Ringridning i Sønderjylland (34 sider9 (1986)
Bjarne Albinus. Fra frimenighed til folkekirke (2004)
Erling Albinus: Skt. Jørgens Kirke Pigekor 1977 – 2007 (48 sider)
Asser Amdissen: De sjove Konger – kongerækken fra Aabenraa Rådhus (2006)
Asser Amdissen: Skibsportrætter i privateje (46 sider) (2005)
Ole Andersen: Verdens bedste fritidshjem (2012)
Erik Skifter Andersen: Aabenraa Fjernvarme 1956 – 2006
Erik Skifter Andersen: Æ smaj – smedemester Peter Petersen (2002)
Erik Skifter Andersen: Erhvervsvirksomheder i Aabenraa 1 – 2 (1997)
Erik Skifter Andersen: Laugstraditioner i Aabenraa Skyttelaug af 1734 (59 sider)
Erik Skifter Andersen: Registrant over Ejendomme 1700 – 1920 (2012)
Kartothek der Deutschen Zentralbücherei Apenrade (2009)
Gustav Auning. Landbiblioteket i Aabenraa gennem 50 år (1970)
Bager – og Konditorforeningen for Aabenraa Amt 1879 – 1954 (31 sider) (1954)
Martin Bahnsen. Martin Bahnsens Dagbøger – en rådmandsberetning (1964)
C.J. Beck: Aabenraa – bogen (1945)
Bert Becker: Michael Jebsen – Reeder und Politiker (2012)
Henrik Becker – Christensen m.fl.: Aabenraa bys Historie 4 (1985)
Niels Black Hansen: Aabenraa – annaler 1524
Harald Bo Bojesen: En ung mands første indtryk af Aabenraa 1915 – 1916
Johannes Brix: Aabenraa Sygehus 1892 – 1945 (88 sider) (1992)
Esther Buchreitz: Aabenraa Byhistoriske Forening 1959 – 1994
Esther Buchreitz: Aabenraa Statsskole 1920 – 1970
Georg Buchreitz: Aabenraa, vort hjertes hjem (83 sider) (1951)
Georg Buchreitz: Hjelmhaverne i Aabenraa (1981)
Georg Buchreitz: Spejlinger (Aabenraa Statsskole) (1975)
Georg Buchreitz: Ti breve fra Jomfru Fanny (1959)
Georg Buchreitz: Vort hjertes hjem – breve om byen (1951)
Jørgen Burchardt. En dansk bushistorie – Aabenraa Karosseri 1930 – 2004
Ingrid Busse Schlue: Slotsfrøer – fortællinger fra Brundlund Slot
Butcher: Hagers skrift om skovrydning (2006)
Jens Peter Caspersen: Sådan var det – erindringsbilleder
Olav Christensen: Musikalsk (2013)
Olav Christensen: Bibliografi over sønderjysk slægtslitteratur (1959)
Asmus Clausen: Aabenraa Amts Landboforening gennem 75 år (31 sider) (1936)
Asmus Clausen: Gamle mejerier i Aabenraa Amt (19 sider)
Danmarks Kirker: Aabenraa Amt (Nationalmuseet 1959)
Helle Denckert m.m.: Aabenraa Byhistoriske Atlas (1985)
Deutsche Schule Apenrade – Årsskrift (diverse udgaver)
Deutsches Gymnasium Für Nordschleswig – Årsskrift (diverse udgaver)
Margrethe Dodt: Hjertegræs (1976)
Peter Dragsbo: Fra Chinatown til Villa Frida – Villakvarterer i Aab. 1874 – 1914(1977)
Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa (1974)
Peter Dragsbo: Jugendstil i Sønderjylland (nr. 15: Aabenraa (19 sider) (2010)
En engelsk urmagerslægt, der havnede i Aabenraa (26 sider) (1968)
En for alle – alle for en – Aabenraa frivillige Brandværn 1878 – 1978
Hans Henrik Engquist: Historiske Huse i Aabenraa (Nationalmuseet 1974)
Hans Henrik Engquist: Mutter Stahlboms hus i Aabenraa (16 sider) (1999)
Hans Henrik Engquist: Sønderjyske Byer (Danmarks Herligheder 4) (1967)
Wilhelm Ewald: Socialdemokratisk Forening gennem 25 år
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – billeder bd. 1: Fra Vejr mølle til landsarkivet (1989)
Svend Aage Faaborg. Aabenraa – billeder bd. 2:
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – billeder bd. 3: Slotsgade – østlige halvdel (1991)
Svend Aage Faaborg. Aabenraa – billeder bd. 4: Slotsgade – vestl. Halvdel (1989)
Svend Aage Faaborg. Aab. – bil. Bd. 5: Nygade fra Vestergade til Persilleg/St. Potteg.
Svend Aage Faaborg: Aab – bil. Bd.6: Nygade fra Store Pottegade
Svend Aage Faaborg: Aab – bil. Bd. 7: Persillegade og Forstalle (1995)
Svend Aage Faaborg: Aab. – bil. Bd. 8 Skibbrogade, Gildegade, Fiskergade /1989)
Svend Aage Faaborg: Aab. – bil. Bd. 9: Store og Lille Pottegade
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – billeder bd. 10
Svend Aage Faaborg: Fra Storetorv 5 til 2 (Niels Thomsens Boghandel Jubilæum) (1987)
Svend Aage Faaborg: Tage Hansen, Vognmandsforretning (27 sider) (1988)
Svend Aage Faaborg: Aabenraa Motorfabrik gennem ni årtier (1989)
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – vort hjertes by (1994)
Svend Aage Faaborg: Aabenraa værft gennem 25 år (1988)
Svend Aage Faaborg: Bageren i Nørreport – H.C. Hansens Bageri og konditori (1987)
Svend Aage Faaborg: En impression i billeder fra Aabenraa Havn (1989)
Svend Aage Faaborg: Fra Hejmdals Bakke til Hotel Danmark (1987)
Svend Aage Faaborg: Fra Nørreport til Sønderport (1985)
Svend Aage Faaborg: Glasbjerget på Frydendal (23 sider) (1988)
Svend Aage Faaborg: Havnemotiver fra Aabenraa 1 – 2 (1999)
Svend Aage Faaborg: Hotel Baltic (1993)
Svend Aage Faaborg: Hotel Den Gyldne Løve (128 sider) (1989)
Svend Aage Faaborg: Kirkepladsen i Aabenraa (1990)
Svend Aage Faaborg: Kolstrup Boligforening 1945 – 1993
Svend Aage Faaborg: Kreiskrankenhaus, Aabenraa Amts Sygehus, Aabenraa Sygehus
Svend Aage Faaborg: Købmandsgården i Nørreport (Hans Ries 1849 – 1975) (1989)
Svend Aage Faaborg: Marineflyverskolen 1915 – 18 (eksportstaldene) (1991)
Svend Aage Faaborg: Nyemans Bageri og Conditori (1998)
Svend Aage Faaborg: Nymølle ved Aabenraa (1988)
Svend Aage Faaborg: Restaurant Knapp, Aabenraa (1992)
Svend Aage Faaborg: Rundt om byens torve (1995)
Svend Aage Faaborg: Skibbroen i Aabenraa (1987)
Svend Aage Faaborg: Sommerlyst i Aabenraa (1986)
Svend Aage Faaborg: Vestergade i Aabenraa (1988)
Svend Aage Faaborg: Wollesgyde – karréen (1984)
Svend Aage Faaborg: Udflugtssteder, gæstgivergårde, kroer og hoteller 1- 2 (1992)
Albert Fabritius: Slægten Schwensen fra Aabenraa (1934)
Thomas Uhre Fenger: Efterårsgensyn – tidsbilleder fra Aabenraa – egnen (2004)
Thomas Uhre Fenger: Med dal og bakke fagre (2009)
Jürgen Festersen: Deutsches Gymnasium (147 sider) (2009)
C.C. Fischer: Af kaptajn C.C. Fischers livserindringer (84 sider) (2011)
K.A. Flade: Aabenraa Billeder (Sækko A/S 1985)
K.A. Flade: En plads midt i Aabenraa (1981)
K.A. Flade: Aabenraa bevarer sit særpræg (10 sider) (1966)
Fra Frimenighed til Folkekirke – Skt. Jørgens Kirke Aabenraa 100 år
25 Jahre Deutscher Kindergarten Apenrade (30 sider) (1981)
Kim Furdal: Aabenraa Svømme – og Idrætscenter 1948 – 1986
Kim Furdal: Postkort og Byudvikling – Aabenraa på postkort (2010) (76 sider)
Kim Furdal: Ved egen hjælp
Kim Furdal: 1920 – grænsen (Sdj. – kulturminder) (19 sider) (2000)
Jackob Gormsen: Nøglen til Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa (2001)
Grandjean: De danske Gotlandsfarer (85 sider – 1950)
Frans Gregersen: A.R. Aabenraa Amtsringridningen (1982)
Frans Gregersen: Den gamle Postgård (1999)
Frans Gregersen: Den nordlige bydel og Folkehjem opstår (1998)
Frans Gregersen: Frederiks – Clubben 1848 – 1998
Frans Gregersen: Historisk affald siden middelalderen (Meldgaard) (2001)
Frans Gregersen: Herlige Løjt – land (2004)
Frans Gregersen: Jomfru Fanny (2004)
Frans Gregersen: Jubilæumsskrift Aabenraa Statsskole 1995
Frans Gregersen: Kegleklubben af 1864 (2004)
Frans Gregersen: Kolstrup på kryds og tværs (2003)
Frans Gregersen: Man tager i madkunstens lange historie (2006)
Frans Gregersen: Nybrohus (2000)
Frans Gregersen: 28 mere eller mindre lystige historier (2002)
Frans Gregersen: 25 udvalgte artikler om vor by og egn
H.V. Gregersen: Aabenraa Bykrønike 1620 (1987)
H.V. Gregersen: Aabenraas ældre historie (1992)
H.V. Gregersen: Optøjerne i Aabenraa
H.V. Gregersen: Rådhuset i Aabenraa
Frode Gribsvad: Landsarkivet i Aabenraa
Marguerite Hahnemann: Folkeligt Samfund i Aabenraa gennem 75 år 1911 – 1986
Marguerite Hahnemann: Musikforeningen for Aabenraa og Omegn 1921 – 1971
Steffen Hahnemann: Middelalderens selvejere i det danske østersøområde (2009)
Halvtreds år med biler – I.M. Jensen A/S Aabenraa 1929 – 1979
Poul Hamburger: Marcussen og Søns Orgelbyggeri 1806 – 1931 (53 sider)
Adolf v. Hänisch: Jebsen & Co (1970)
Aage Hansen: Aabenraa Rotary Klub 1938 – 1998
Aksel Hansen: Hans Falck – en Aabenraa maler
Aksel Hansen. Skulpturer i Aabenraa
L.H. Hansen: Aabenraa Amts jernbaner 1899 – 1926 (1982)
Hans Schultz Hansen: Hans Mørup – på fløjen (2000)
Hassø: Dk. Slotte og herregårde 3: Tønder, Sønderborg, og Aabenraa amter (1946)
Erik Haugsbølle: Et monument for friheden (4. maj kollegiet)
Lars N. Henningsen: Aabenraa Skyttelaug (1984)
Lars N. Henningsen: Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa (2002)
Elisabeth Hertzum: Historien om en arbejdsplads i stadig forandring (Sækko) (2003)
Ernst Hieke: Die Rederei M. Jebsen (1953)
Historisk samfund for Sønderjylland – månedshefte og årsskrift (diverse udgaver)
HK – klubben ved Aabenraa kommune 1946 – 1996
Historier fra Bybakken (Årsskrift) (Aabenraa Byhistoriske Forening) (div. Udgaver)
Holm – Petersen: Under sejl i fjernøstlige farvande (1975)
Holm – Petersen: Kurs Hongkong (1961)
Hvad finder jeg på Landsarkivet (42 sider) (2006)
Johan Hvidtfeldt m.fl.: Aabenraa Bys Historie 1 -3 (1974)
I Storm og stille (sømandskoner) (1992)
Per Kr. Iversen: Litteratur om Aabenraa (24 sider) (1956)
Holger Jacobsen: Aaabenraa – snedkeren, Lorenz Nielsen
Holger Jacobsen: Jens fra Gildegade (1957)
Holger Jacobsen: Folkeligt Samfund i Aabenraa
Holger Jacobsen: Selskabshuset ”Frederikslyst” – særtryk
Niels Jacobsen: Gartner Niels Jacobsens erindringer (1981)
Niels Jacobsen d.y.: Til minde om hundredeårsdagen for skibsbygger Niels Jacobsen
Aage Jensen: Urnehoved 1923 – 1973
H.P. Jensen: Huset Jacob Voetmann i Aabenraa 1835 – 1985 (135 sider)
Erik Jessen: Drengeår i Aabenraa
C.E. Johnsen: Vor hjemstavn – bidrag til Aabenraa By og Amts historie (1928)
Helle Juul: Bybygning i Aabenraa (1983)
H.P. Jørgensen: Urnehoved og Olgerdiget i ny belysning (1962)
Jørgen Jørgensen: Kirke for folket (2012)
Jørgen Kalbæk: Krisekriminalitet i Aabenraa 1941 – 1949
Morten Kamphöver: Hundrede Aar – Aabenraa Handelsstand 1847 – 1947
Jens W. Klinkby: En kunstnerinde fra Aabenraa, Francisca Clausen
Kommunalarbejderne – 50 års Jubilæum 1937 – 1987
Kommuneatlas Aabenraa (John Kronborg Christensen) (Miljøministeriet)
Herbert Korting. Deutscher Schoner Band 3 (2003)
Eschel Krab: Kaptajn Eschel Krabs erindringer (2012)
Birgitte Kragh Rasmussen m.fl: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980 (54 sider)
Birgitte Kragh Rasmussen: Jomfru Fannys kongerige (1982)
Birgitte Kragh Rasmussen: Mellem Pulterkammer og Muse – tempel (142 sider) (2004)
Birgitte Kragh Rasmussen: Til Jord skal du blive – dødens og begravelsernes – (2004)
Rasmus Kreith: Metalarbejderne i Aabenraa 1919 – 1994
Julius Kähler: 200 Jahre Apenrader Schützengilde 1734 – 1934 (107 sider)
Kulturen i Aabenraa (31 sider)
Købmandsskolen Aabenraa 125 år (79 side) (1993)
Rolf Larsen: Hvorhen? Aabenraa-skibenes sejlads på verdenshavene
Hans Friederich Lassen: Aabenraa Sømandskasse af 1839 (1983)
E.H. Lassen: Aabenraa Havns historie gennem 700 år (1979)
E.H. Lassen: Aabenraa Sømandskasse af 1839
Mikkel Leth Jespersen: Kaptajner og kolonier – sejlskibstidens oversøiske Aabenraa Søfart.
Mikkel Leth Jespersen: Krudt, Kugler, Kanoner i Aabenraa
Mikkel Leth Jespersen: Søfart, selvfølgelig (168 sider) (2012)
Mikkel Leth Jespersen: Diamant – Petersen, kaptajn og diamanthandler i 1700 t. (2011)
Vibeke Lilbæk: I Jomfru Fannys gemmer (19 sider) (2005)
Karin Linke: 50 Jahre Deutsches Gymnasium (1980)
Hanne Løftquist: Le’do ælle grære do (Museum Sønderjylland 2008)
Otto Madsen: Brundlund Slot (1970)
Vilhelm Marstrand: Aabenraa 1028 – 1523, en egnshistorie og byhist. Unders. (1933)
Ole Mathiasen: De franske og engelske besættelsestropper i Sdj. I 1920(31 sider) (1995)
Hans Mathiesen: Uddrag af Aabenraa Malerfags Historie i 100 år
Hugo Mathiesen: Haderslev og Aabenraa – gamle gader og gårde (1925)
Mads Michelsen: Amtslægen fortæller (30 sider) (1957)
Mads Michelsen: Omkring Tressuren og Det Blinde Æsel (1946)
Mads Michelsen: Fra Frederiksklubbens Arkiv 1948 – 1948 (57 sider)
Mads Michelsen: Ved Fredagsklubbens Jubilæum 1848 – 1923
Anne – Helene Michelsen: Jacob Michelsens gård i Kolstrup (1980)
Anne – Helene Michelsen: Aabenraa Kirkegaard – gravstene og mindestene (1985)
Anne – Helene Michelsen: Gamle høstskikke og overtro
Sven Ingvert Mikkelsen: Marcussen og Søns Orgelbyggeri 1806 – 2006
Henrik Mink: Aabenraas kommunale vandforsyning 1796 – 1996
Erik Moltke: Danmarks Kirker – bd.22: Aabenraa Amt (1959)
B.V. af Morgenstjerne: Danske Sejlskibe (80 sider) (1948)
Claus Møller: Aabenraa Bykrønike 1620 med tilføjelse (H.V. Gregersen)
Erland Møller m.m.: Kaptajn Hans Bruhns erindringer (1957)
Erik Møller Nielsen: Fra kamp til konstruktion – skibsbyggeri i Aabenraa (2000)
Frederik Mørck: De Gamles hjem i Aabenraa 1932 – 1957
Ole Mørkegaard: søen, Slægten og Hjemstavn (1993)
Nicolaisen: SID Aabenraa – Rødekro 1899 – 1999 (77 sider)
Niels Nielsen: Trap Aabenraa – Sønderborg Amter (1967 og andre udgaver)
Niels Chr. Nielsen: Aabenraa i gamle dage – en historisk byvandring
Noget skulle ske – 50 år med Sct. Georgs Gilde, Aabenraa
Ib Nordby: Det glemte Mytteri (147 sider) (2004)
Hans Nyholm: Marcussen og Søn 1806 – 1981 (70 sider)
Simon Olsson m.fl.: Tate – en dobbeltagent fra Aabenraa (2011)
Viggo Petersen: Det gamle Aabenraa (1970)
Viggo Petersen: Ringridningen i Aabenraa gennem tiderne
Nis Edwin List Petersen: Mehr als Bücher – Bücherei in Nordschleswig 60 Jahre (2009)
Hans Schmidt Petersen (diverse krimier fra Aabenraa)
Postkort og Byudvikling – Aabenraa på postkort
Hanne Poulsen: Jes Jessen – maleren fra Aabenraa (1971)
På Naltang har man det godt
Renè Rasmussen: Ringridning i Aabenraa gennem 100 år (1996)
Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980
Ingeborg Refslund Thomsen: Hjemme i Nordslesvig (1961)
Ingeborg Refslund Thomsen: Min barndomsgade (38 sider) (1957)
Reglement for Besejling og Overholdelse af Orden i Aabenraa Havn (20 sider) (1926)
H.F. Rhoden: Én for alle – alle for én – Aabenraa frivillige Brandværn (1978)
Thomas Ries: Aus Alt – Apenrade in und um St. Nikolai (1914)
Harald J. Rud: Aabenraa Handelsstandsforening (1922)
Helene Rud: Jomfru Fanny (1945)
Rundt om byens torve
Schlaikier: Aabenraa søfarts historie (1929)
Fred. Vilhelm Schmidt: Fra de røde barakker (1983)
Sigurd Schouby: Guldsmede – håndværket i Aabenraa 1600 – 1900 (1962)
Sigurd Schouby: Hovedvandsæg fra Østslesvig (63 sider (1982)
W.P. Schmidt – Ramsherred Aabenraa 1899 – 1974
Urban Schrøder: ”Lig øver for e Pump”
Hans Schultz Hansen: Aabenraa amtsråd
Seminariet i Aabenraa 1953 – 2003 (48 sider)
Pia Sigmund: Ruth og Bjørn fra Sønderjylland (2008)
Sigvard Skov: Huse i Aabenraa (40 sider) (1955)
Sparekassen for Aabenraa By og Amt 1818 – 1943
Spredte træk fra Aabenraa – turismens historie (1980)
Stave: Sct. Nikolaj kirke – en vejledning for besøgende (32 sider)
Bodil Steensen – Leth: Jomfru Fanny (roman) (1989)
Tove Stockmar: Bjergskov
Bjørn Svensson: Fra Radio Syds pionertid
Bjørn Svensson: Bataljer (2009)
Søfart – selvfølgelig – festskrift i anledning af Aabenraa Museum 125 år
Sønderjyder fortæller søfartshistorier (2012)
Sønderjyllands Højspændingsværk Andelsselskab 50 år
H.E. Sørensen: Slotte, herregårde, voldsteder bd. 1: Sønderborg og Aabenraa (1994)
Hans Kjeld Sørensen: Hjemmeværnsdistrikt 34 Aabenraa 1949 – 1999
Bjørn Voldbjerg Sørensen: Aabenraa Bjergmarathon gennem 20 år
Hans Tandrup: Lensmanden til Brundlund (roman) (1922)
Hans Chr. Thomsen: Seminariet i Aabenraa 1953 – 2003
Marie Thomsen: Jomfru Fanny (1938)
Uwe Thomsen: Jomfru Fannys speciedalere
Jesper Toft: Fuglelivet i Aabenraa – skovene
Aage Trommer: Modstandsbevægelsen i Aabenraa og Omegn (1965)
Per Ulrich: Mordet i Aabenraa 1610 (roman) (1975)
Paul Willadsen: Aabenraa Bager Laug 1879 – 1979
Birger Wilcke: Æ Kringelbahn – Aabenraa Amts Jernbaner (1982)
Jørgen Witte: Aabenraa i Højmiddelalderen – livet i købstaden 1230 – 1375
Jørgen Witte: Træk af Børnehaveseminariets historie
Hans H. Worsøe: De danske børnehaveinstitutioner i Aabenraa 1938 – 1963
Hans H. Worsøe: ACAkvaralier fortæller Aabenraa – historie (1985)
www.dengang.dk indeholder 1.564 artikler – heraf 152 fra Det Gamle Aabenraa og Omegn.
Juli 22, 2020
Fra Østerport til Svanemøllen
Vi tager en noget utraditionel gåtur fra Østerport til Svanemøllen. Vi hopper i historien. Fra den gamle byport besøger vi de to kirkegårde og Rosendal. Vi er lige ved at glemme de to sangerindepavilloner. I den ene skete der et drama. Og så var der møllen, der brændte ned. Ingen var til at slukke den. Ved søen var der færgefart. Men lystighederne havde taget overhånd. Menighedsrådet fik bremset videre lystigheder. Ved Trianglen, blev der holdt høns. Udgravninger førte til, at der havde været et rettersted. Man har også fundet frem til en ”Mellemistid”. Kaperkuske var et specielt folkefærd. Heiberg synes at det var latterligt. Døde heste lå i vejgraven. Og så var kvinder på cykel – uha. En Nørrebro – præst skaffede en kirke. Og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt i Brumleby – i begyndelsen. Cafe Odin var den mest ordentlige restaurant. Så var der gardehusarer på Østerfælled. Fægtehallen rev man bare ned. Og så bar der noget, der hed Nye Lægeboliger. Brandmandens landsted blev til arbejderboliger. Grundtvig gik rundt med sit ”forårsstykke”. En sølvbryllupsgave blev til en kirke og meget mere på vores lange vandretur – God fornøjelse.
Østerbrogade hed Strandvejen
Hermed går vi en lang tur langs den gamle Strandvej og nuværende Østerbrogade fra Østerport helt ud til Svanemøllen. Det kan godt være at vi laver nogle frygteligere afstikkere og blander forskellige historiske tidslinjer. Mange af temaerne har vi berørt før så læg lige mærke til artikelhenvisningerne efter afslutningen af artiklen. Vi ønsker en god tur.
Oprindelig hed Østerbrogade kun Østerbro eller Øster Stenbro, men indtil 1858 hed den dog Strandvejen fra Trianglen og kom ført i 1949 til at hedde Østerbrogade hen til Svanemøllen.
Den nuværende Østerbrogade – på strækningen fra Trianglen til Svanemøllen – virkede i mange år som den egentlige udfaldsvej til Helsingør. Vejen var i mange år præget af en hel del kilder. Og det er sikkert derfor, at Kildevæld har sin historie herfra. Det var et rigtigt traktørsted dengang.
I 1700-tallet havde det første stykke af vejen træer, derfor blev det kaldt for Østerports Alle eller Østerbro Alle.
Østerport blev flyttet et par gange
Østerport blev flyttet et par gange men til sidst kom den til at ligge, hvor nu Østerport Station ligger. Det var dengang meget mørkt herude. Og det var lidt af en sensation, da der endelig kom lidt sparsommeligt lys op ved Østerport.
Det var i 1647 at Østerport kom til at ligge i enden af Rigensgade. I 1708 blev der så bygget en ny Østerport lige i nærheden af Østerport Station.
To store kirkegårde
To store kirkegårde ligger over for hinanden. Vi har på vores hjemmeside allerede skrevet en del om Garnisons Kirkegård, der ligger på højre hånd, når man kommer inde fra byen. Men vi har ikke fået skrevet noget om Holmens Kirkegård på venstre side.
Holmens Sogn blev oprettet i 1617 af Christian den Fjerde. Sognet har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde.
Holmens Kirkegård – den ældste
Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse efter at oberst Henrik Riise var i færd med at opføre Kastellet på Frederik den Tredjes befaling. I 1662 havde han udstykket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).
Holmes Kirkegård er nok den ældste kirkegård i dag. Først ca. 50 år efter blev Garnisons Kirkegård taget i brug.
En kirkegård for de fattige
Af en befaling udstedt fra Holmens Kirkegård i 1706 fremgår det at man skulle tage det alvorligt at kirkegården var for ubemidlede, idet ”ingen i Kongens Tjeneste ved Holmen, som var formuende til at betale til Kirken under jorden og Skolen, måtte begraves uden for Østerport, eftersom kirkegården var anlagt til disse ganske fattige.
Kirkegården var med sine 500 kvadratalen kun halv så stor som i dag. Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet. Antallet af begravelser blev mere end fordoblet.
De Formuende skulle selv betale
I årene efter pesten blev anmodningen af 1706 imidlertid tilsidesat blandt andet fordi begravelsespladserne inden for voldene stort set var brugt op, hvorfor mange formuende efterhånden blev jordfæstet på Skibskirkegården.
Derfor blev det i 1728 forordnet, at også officerer og skibsførere og andre måtte blive begravet på Skibskirkegården, dog mod betaling. Men fortsat var det attraktivt at blive begravet ved eller bisat i kirkerne inde i byen.
Det skyldtes bl.a. at kirkegården endnu ikke var indhegnet. Det betød at køer og andre kreaturer gik og græssede og roede mellem gravene.
Og så måtte der heller ikke sættes mindesmærker op. Nu begyndte man også at sætte hvidtjørnshegn op.
En promenade blev etableret
I 1798 havde overkrigskommissær F.C. Schmidt en plan som stadig er gældende. I samarbejde med kirkeværge Thunboe og kapellan V, Hjort (senere biskop i Ribe) udformede han tanken om:
480 popler blev plantet. Disse blev fornyet i 1879 og fornyet med lind i 1981.
Efter Dag Hammarskjölds død i 1961 kom det første stykke fra Østerport til Lille Trianglen til at hedde Dag Hammarskjölds Alle.
Rosendal
Alle kender det flotte maleri af Chresten Købke, der viser Rosendahl inde til højre. Titlen på maleriet er ”Parti af Østerbro i morgenbelysningen”. Det var egentlig ejet af etatsråd Tutein, der blev hele 96 år gammel. Den blev købt af Waagepertersen (ja sådan staves hans navn). Og ejendommen var lidt af luksus. Køkkenet var nede i kælderetagen ud til haven. Det var også her, at englænderne tog hovedkvarter i 1807.
Men historien om dette lyststed går vel tilbage til sidste halvdel af 1700 – tallet, da den driftige forretningsmand, etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge på området mellem Sortedamssøen og Øresund. Den blev så afløst af dette lyststed og den store grund.
Og skellet til Classens Have var en grøft med stigbord for enden så man kunne sænke eller hæve vandstanden. Waagepetersen udstykkede sin store grund. Og noget af det blev til Danmarks første villaby på Rosenvænget. Det var der, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man ville sandelig ikke have alle og enhver løbende.
Rosendal blev revet ned i 1880’erne og den nuværende ejendom på hjørnet af Slagelsegade blev opført. Ja det må være Østerbrogade 60.
Vartov Skanse
Egentlig burde vi også berette om Vartov Skanse på Trianglen, men det har vi faktisk allerede gjort på vores side. Vi har ligeledes beskrevet var patienterne på hospitalet dengang fik at spise. Det var også dengang, hvor alle huse i området mellem søerne og Østre Anlæg blev brændt af danske soldater, så de kunne holde med svenskerne. Mange nåede slet ikke at få deres ejendele med. De blev beordret væk og ind af Østerport.
Da skansen var færdigbygget i 1630, flyttede hospitalet ind og skansen fik navnet Ny Vartov Skanse. Den kom til at være spydspids for det svenske angreb i 1659. Efter krigen nedlagde man skansen. Hospitalet flyttede ind til Farvergade, hvor navnet fortsat bruges, selv om hospitalet for længst er ophørt med at eksistere.
Der går gamle Grundtvig med sit forårsstykke
I 1877 blev der sat svaner ud i Sortedamssøen. I 1920 blev bredderne rettet ud. Det var nødvendigt at gøre Østerbrogade større. Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.
Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 – årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:
Mønsted var sponsor for færgerne
Dengang gik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.
Alle færgerne var på siden påmalet Otto Mønsteds Svane Margarine er fast og holdbart. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudgifter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination.
Pas nu på den meget lystighed
Men her ved søen mente menighedsrådet ved Sct. Jakobs Kirke, at der var gået for meget lystighed i den.
Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirke samlede omkring 2.000 underskrifter. Der blev skrevet under på følgende:
Nu kom der selvfølgelig også en underskriftsindsamling af tilhængerne af denne Pavillon. Men den kunne kun samle 925 underskrifter.
Politidirektøren havde stor sympati for menighedsrådet. Han syntes, at der var gået alt for meget forlystelsessyge i den på Østerbro.
Forskoler for den offentlige prostitution
Og når vi nu er ved dette emne. Så var der i 1864 – 21 sangerindepavilloner i København. I nogle kredse var dette moralsk forkasteligt. Den bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.
Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at de var ”Forskoler for den offentlige prostitution” og at de kvinder, der optrådte. var mere eller mindre løsagtige.
Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet ti9lladelser til nye ”musikselskaber”. En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte her at indkredse pavillonerne så disse kun måtte ligge i Tivoli og på Vesterbro. Men Alleenlyst på Østerbro overlevede i første omgang. Det gjorde den helt til slutningen af 1870’erne. Desværre var den tragisk hændelse, der førte til at den blev lukket.
En ung mand, der led af kærestesorger til en af sangerinderne, forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne nu bruge – den dødelige fristelse for unge mænd – Luk Pestbulerne. Ak ja, de to sangerindepavilloner på Østerbro blev revet ned.
Man havde næsten kun ”De Fattiges Dyrehave”
Der blev i den grad søgt om teater og variete – bevillinger på Østerbro. Men det blev et nej i lange tider på Østerbro. Nu havde man kun ”De Fattiges Dyrehave”.
Men tænk engang Østerbro fik sin første levedygtige biograf i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Filmfabrikken.
I tidsrummet 1905 – 21 var der hele 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. De fik alle sammen afslag. Man var enige om, at politidirektøren ikke kunne lide film.
En ny politidirektør og flere biografer
Endelig fik man en ny politidirektør. Og pludselig kom der flere biografer til Østerbro. Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet i svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959. I begyndelsen af 60’erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.
Der var ingen til at slukke møllebranden
Efter materialegården kom bageriet Kronen. Og så kom den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835, da det lokale brandvæsen var i en anden bydel for at slukke en skorstensbrand. Det kneb så at komme gennem byporten hjemad igen. Og da man så endelig slap, var møllen brændt ned.
Den kendte skuespillerinde Julie Sødring fortæller i sine erindringer, at møllen bare brændte uden at der var nogen, der forsøgte at bekæmpe ilden. Onde kilder påstod, at de godt kunne have været fremme til tiden, hvis ikke de efter branden skulle have styrket sig.
Der blev holdt høns på Trianglen
På hjørnet af Dosseringen lå Garner Dankerts hus. Han havde have helt ned til Trianglen. Og på Trianglen holdt Madamme Wilbert høns.
Kigger vi i dag ned ad Nordre Frihavnsgade, kan vi se apoteket. I 1908 ansøgte Farmaceutisk Medhjælperforening om oprettelsen af en lang række apoteker, bl.a. et på Østerbro ved Trianglen. A. Wølkh kunne åbne den 18. oktober 1911. Og det er i de samme lokaler som apoteket stadig befinder sig.
Allerede i 1700 – tallet var Trianglen et knudepunkt for trafikken. Først midt i 1800 – tallet fik pladsen sit navn. Måske er det fordi den skanse, der lå her i 1600-tallet havde en trekantet form. Og Triangel er som bekendt det latinske ord for trekant.
Kaperkuske var af en bestemt støbning
I det 19. århundrede var Trianglen holdeplads for kapervogne som kørte københavnerne ud til Dyrehaven. Flere af områdets restauranter stammer tilbage fra den tid, hvor de betjente kaperkuskene.
Disse kapervogne, blev også kaldet for kaffemøller. Egentlig var det hestetrukne taxaer, der kørte folk på søndagsture i egnen nord for København.
Disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg når fodgængere kom forbi for at kapre kunder. Vognen skulle helst være hel fuld så tjente kusken mest. Den almindelige arbejder havde ikke råd til at tage med.
Man skændtes til de bragede. Men det modsatte skete også på vej hjem. Så var man kommet i muntert lag efter en glad dag i Dyrehaven.
I en turistguide fra den tid hedder det sig:
Før i tiden besørgede bønderne kaperturene
Men inden denne kørsel blev organiseret, var det bønderne der tog sig af denne kørsel. I et ældre regulativ hed det sig:
Hr. Heiberg var ikke begejstret
Johan Ludvig Heiberg var tydeligvis ikke begejstret for disse ture nordpå. Det fremgår tydeligt af hans beskrivelser:
Var det dyrplageri?
Måske var det noget om det, Hr. Heiberg antydede. For i en avisartikel fra 1852 stod der således:
Mod slutningen af 1800-tallet fik man dog konkurrence af sporvognene som havde deres udgangspunkt her på pladsen.
Hestene var ikke begejstret for dampsporvognen
I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede oh hvæssede på Trianglen. Den var ikke særlig gode venner med hestene eller var det omvendt. At uhyret i tidens løb har bevirket flere brækkede legemsdele, er velkendt.
Mens man stod og ventede på adgang, kunne man vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne holdt sig i form. Dengang kunne alt ske.
Den inderste del af sporvognsstrækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.
Uha – kvinder på cykel
Ak ja, der skete også andre ting på Østerbrogade/Strandvejen dengang, der vakte forargelse. Datidens medier beskrev det således:
Selvfølgelig skulle en læge også udtale sig:
I 1895 åbnede der en cykelskole – både en for damer og en for herrer. Paven havde også nedsat en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende at præster måtte køre på cykel.
Bien eller suppeterrinen
Det var også her på Trianglen at zar Peter overnattede ved et besøg i 1716. Dengang lå der en villa her.
Centralt på pladsen står i dag den forhenværende sporvognsventesal, som blev omdannet til offentlige toiletter. I folkemunde bliver den kaldt for Bien. Den blev opført i 1907 med Peder Vilhelm Jensen-Klint som arkitekt. Egentlig var stedet beregnet for trafikmestervagt for sporvognene, ventesal, kiosk og offentlige toiletter. Jo det ovale hus fik øgenavnet suppeterrinen, selv om det mere officielle navn var Bien.
Ikke mindre end fem forslag kom arkitekten med før Østerbro Grundejerforening var tilfreds. Allerede i 1904 udtalte Borgerrepræsentationens formand og ordfører Slomann:
Kapervognene stoppede omkring 1950, lidt efter anden verdenskrig.
I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre det værste kaos.
Spændende udgravninger på Trianglen
Der har altid været nogle spændende udgravninger her ved Trianglen eller lige i nærheden. I 2012 fandt arkæologerne et sted, hvor indfaldsvejene gik ind i byen i senmiddelalderen. Man havde håbet på at et finde en toldbod. Men dengang var indfaldsvejene forsynet med galge, hjul og stejle. Det var til skræk og advarsel til alle andre.
Under udgravningen dukkede der fire trækonstruktioner op, som indikerer, at der havde været to pæle på hver side af vejen ind til byen af den slags man brugte til at klynge forbrydere op på – som straf til forbryderen og skræk og advarsel til andre.
Først blev den dømte pint med gloende tænger, derefter fik vedkommende hugget højre hånd af, for så at blive halshugget. Derefter blev kroppen radbrækket og lagt på hjul og stejle, mens hovedet og hånden blev sat på stejle. I nogle tilfælde blev lemmerne viklet ind i hjulets eger.
Nej det var ikke her at Struensee og Brandt blev henrettet. Det var på Øster Fælled. Retterstedet lå længere ind i den nuværende Fælledpark imod Vibenshus Runddel.
Og når vi nu er ved fund. Så fandt man også ud af her ved Trianglen, at der har været en mellemistid for omkring 200.000 år siden. En mellemistid er en varm periode. Den nuværende mellemistid begyndte for 11.700 år siden.
Vinhandler og grundejer fik gade opkaldt efter sig
Ud for Østerbrogade 72 findes en mindetavle for styrmand og frihedskæmper Ejler Haubirk, der den 20. oktober 1944 blev skudt ned og dræbt på gaden af Henning Brøndum fra Petergruppen. Han var blevet genkendt på Cafe Odin, der lå på hjørnet af Odensegade.
Grundejer, vinhandler m.m. Oluf Bang Vinge ejede et stort grundareal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Alle. Han opnåede at få en vej opkaldt efter sig – Olufsvej. Gå en tur ned ad denne. Det er godt nok hyggeligt.
Prøv engang at kigge på de to endehuse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre. Dette hus var dog for charmerende til at man bare rev det ned dengang.
Etagebyggeri først i 1880’erne
Der var mange lystgårde herude. Det var konference Kirsteins lyst ejendom ”Nøjsomhed” Her kunne man kigge lige ned til Øresund. Og den flotte ejendom tog englænderne sig også af, da de var her i 1807.
Etagebyggeriet kom for alvor først i gang på Østerbro i 1880’erne. Her var det højere borgerskab i forvejen forsamlet. Måske var det årsag til mere herskabelig byggeskik end i arbejderkvartererne. Indre Østerbros store byggematador hed S.C. Petersen Hinrichsen. Han købte selv grundene og bebyggede dem. Han har fået tegnet adskillige huse langs Østerbrogade. Ejendommene fik store lejligheder og var meget præsentable.
To værtshuse
Nu kunne man jo godt gå ind og beskrive en del af værtshusene i bydelen, men så vil artiklen nok blive endnu længere. Lad os nøjes med Thyges kro, som ”Den Gamle Redaktør” her næsten passere dagligt. Thyges Café hedder den hvis, og den ligger på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.
Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlig ejer hed dog Oxholm. Oprindelig hed Thyges Kro – Cafe Elmohus. Det var dengang man spillede billard på stedet. Den forrige ejer hed godt nok Thyge. Han døde af en arbejdsrelateret sygdom, står der skrevet. Men det har vi nu ingen dokumentation for.
Vi kan måske lige få Cafe Odin med. Det var meget svært at få natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde fået dette. Cafe Odin havde søgt gennem flere år og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro, Tvermoes anbefalede det hver gang.
Politiassistenten mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restaurant. Den blev besøgt af et ”altid net publikum”, hovedsagelig handlende her ”fra Broen”, mange officerer og læger.
Arbejderne skulle have et sundt liv
Overskuddet af lejeindtægterne for Lægeforeningens Boliger skulle gå til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning altså arbejderne. Lægeforeningen havde således en holdning til, at byggeriet ikke skulle være privat spekulationsbyggeri.
Lægeforeningen havde taget initiativ til boligbyggeriet efter den store koleraepidemi i 1850’erne som i løbet af tre måneder havde kostet 4.800 mennesker livet. Det var dengang København boede inde for voldene. De stod på nakken af hinanden i skidt og møg uden kloakering. Intet under, at der udbrød koleraepidemi. Lægerne, der havde passet de syge og døende ønskede at gøre en forskel, og det blev det med boligbyggeriet i Brumleby kaldet Lægeforeningens Boliger.
Hele kvarteret var bygget efter en stor plan, hvor arbejderne skulle kunne leve et sundt og redeligt liv, uden at familiefædrenes ugeløn blev drukket op. Derfor indførte man en dividende, en slags opsparing, når man handlede hos husholdningsforeningen.
Der var tænkt på sundhed, hygiejne, oplysning og økonomi. Der kom med tiden asyl og børnehave, vaskehuse, badstuer, kapel og fælles træk-og-slip i stedet for latriner og natpotter.
Arbejderne måtte dog ikke selv bestemme
Men lejlighederne var små. Ofte levede familier på 8 – 10 børn på mindre end 30 kvadratmeter. Oplysning var vigtig, derfor blev der bygget bibliotek og mødesal. Man kunne handle hos slagter, ismejeri og i Østerbro Husholdningsforenings Købmand. Det var en hel lille by.
Lægeforeningen ville ikke overlade det selv til arbejderne. Det måtte arbejderne selv kæmpe sig til senere. Til at holde styr på beboerne havde man ansat opsynsmænd. Disse havde ret til at smide beboerne ud ved forsømmelse af reglementet.
Politiske møder var ikke tilladt
Det var ikke tilladt at holde politiske møder, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold og deltage i det nye demokrati efter indførelsen af Grundloven i 1849. I mange år kæmpede socialisterne for at komme i bestyrelsen for Østerbro Husholdningsforening, brugsen i Brumleby. Senere blev Østerbros Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet i Brumleby.
Kronprinsesse Louises Asyl
Kronprinsesse Louises Asyl blev en del af Brumleby den 14. september 1871. Det var det dog ikke fra begyndelsen, da Brumleby blev planlagt. Og det handlede om økonomi- Andre initiativer var kuldsejlet.
Bestyrelsen besluttede selv at stå for driften. Det skete i forbindelsen med bygningen Brumlebys sidste to blokke N og O. Asylet blev anbragt i blok N og var fra begyndelsen for lille. Brumleby havde dengang 400 børn under den skolepligtige alder.
Asylet havde halvdelen af blok N’ s stueetage. Det var en stor gennemgående asylstue, en mindre legestue og to små værelser til garderobe og sovestue. Desuden var der bolig til bestyrerinden og hendes medhjælp. Asyllokalerne havde et større rumindhold med plads til ”Asyltrappen” som børnene anbragtes på i den store asylstue. Der var anlagt kælder under blokken, hvor ”Husholdningsforeningen” havde lokaler.
En ny asylbygning
I 1886 blev der lavet tegninger af arkitekt Klein til den nye asylbygning ud mod Østerbrogade lige ved Jakob Kirkes Plads. Ved Asylet fandtes en forholdsvis stor og ”med Gymnastikapparater forsynet Legeplads”. Her kunne børnene tumle sig hvis vejret tillod det.
Bygningen indeholdt foruden bolig til bestyrerinden og hendes medhjælpere en smuk udstyret sal 250 kvadratalen stor, hvor børnene hovedsagelig skulle opholde sig. Endelig fandtes der en sovestue, hvor en snes børn ad gangen kunne få en middagslur.
Asylbygningen blev åbnet den 20. maj 1886 kl. 14.00. Også Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen lod børnene traktere med chokolade og kom selv uventet til stede for at tage den nye asylbygning i øjesyn.
Den 1. juni 1996 købte Københavns Kommune bygningerne af Byfornyelses Selskabet. En total renovering af huset blev gennemført. De startede i august 1996 og i tiden mens huset blev ombygget var børnehaven udflyttet til Stockholmsgade.
I maj 1997 var huset klar til indflytning. Nu var børnehaven lavet om til integreret institution. Det vil sige, at nu skulle der være 12 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser.
Den 22. maj 1997 blev huset genindviet og skiftede navn til Børnehuset Skt. Jakob.
Kamp for at beholde navnet ”Brumleby”
I 1980’erne kæmpede beboerne for at beholde navnet Brumleby. De brugte bl.a. Martin Andersen Nexøs erindringsbog ”Et lille kræ”. Da Københavns Kommune ville have ændret kvarterets navn til Østerbros Vænge. Men det fik de heldigvis ikke held med.
En Nørrebro – præst skaffede kirken
Sankt Jakobs Kirke er opført i perioden 1876 – 78 af arkitekten Ludvig Fenger. Det var i 1856 at Sankt Johannes kirkes første sognepræst på Nørrebro, Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye, hastigt voksende bykvarterer.
Det ledte til, at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs Kirke var den anden der blev opført og den første på Østerbro. På det tidspunkt var det sparsomt med byggeri i området. Brumleby var dog blevet opført i perioden 1856 – 1872.
Selve kirken er opført i nygotisk stil, med inspiration fra engelsk arkitektur, hvilket bl.a. ses på de gennembrudte gavle omkring tårnets store glamhuller.
Gardehusarerne på Østerfælled Torv
Længe før Østerfælled Torv blev butiksstræde var det hjem for Gardehusarkasernen. Den blev opført i 1886 af Eugen Jørgensen i nybarok stil. Da husarerne i august 1940 flyttede til Næstved, blev Østerfælled Kaserne omdøbt til Østerbrogades Kaserne.
Efter afslutningen af Anden Verdenskrig flyttede Luftværnsregimentet samt 10. luftværnsartilleriafdeling ind. Efterfølgende i 1960’erne var det sprogofficererne, der flyttede ind.
Luftværnsregimentet blev i 1970 tilbageført til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmarks Kaserne. Omkring 1970 flyttede Forsvarsakademiet ind i bygningerne, hvor de havde til huse til august 1992, hvor akademiet rykkede til Svanemøllens Kaserne.
I 1993 blev kasernearealet købt af Pædagogernes Pensionskasse (PBU). Her blev området delvis ombygget til butikscenter og boligområde, og skiftede i den forbindelse navn til Østerfælled Torv.
Ridehallen blev ombygget til teatersal og kulturhus under navnet Kanonhallen og Krudttønden. Her har man ofte været til Jazzkoncert. Fægtehallen blev dog revet ned. Man mente, at denne stod i vejen for byggeriet. Dette fik man dog en bøde for. Handlingen blev vurderet til en bøde på 50.000 kr.
Telefonkiosken
Er den der endnu? Telefonkiosken på Poul Henningsens Plads (på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej). Den er/var fra 1896 og var/er en af 11 kiosker, der blev opstillet i København. I dag er der kun seks tilbage. I den ene af kioskens seks sider fandtes døren til telefonen og skrivepult. De øvrige vægge er af glas og beregnet til annoncering. Det grønne kobbertag afsluttes af en tagrytter, hvori der er anbragt et ur med en skive i tre retninger. Der er et mylder af detaljer, bl.a. indeholdende træfrisen under taget de 12 stjernetegn.
Ny Lægeforenings Boliger
Nede ad Nyborggade lå dengang Ny Lægeforeningens Boliger. Det vil sige, at gaden hed Frederikshavnsgade indtil 1904. Det var i alt 11 to – etagers huse, der blev opført samtidig med Østre Gasværk i slutningen af 1870’erne. Det var boliger til arbejderne på gasværket, samt de øvrige virksomheder der skød i vejret i området.
I 1959 blev de såkaldte ”Nye boliger ved Østre Gasværk” revet ned og erstattet af de nuværende boligblokke. Flere af beboerne fra de gamle huse var i årene forinden flyttet til Brumleby.
I 1903 blev Bethania (Sions Kirkes Menighedshus) bygget i gaden. Bagved lå Østre Gasværks Skole, der i 1938 ændrede navn til Strandvejsskolen.
Flotte Vibensgård
Skråt over for på hjørnet af nu Østerbrogade og Jagtvej stod det flotte hus Vibensgård færdig. I stueetagen lå der et mondænt brasserie med billard og levende musik. Om sommeren kunne man nyde en forfriskning, når sporvognene kørte forbi
I Nyborggadehjørnet rykkede efterhånden et Schous Sæbehus og en antikvitetshandler
Rødspætter og Havregrød til morgenmad
Ude på Øresundshospitalet blev der i et forsøg serveret rødspætter til morgenmad. Jo man forsøgte sig med indbagt rødspætte og havregrød. Det skulle være så sundt. Ja så siger man velbekomme.
Byggeriet til Øresundshospitalet stod på i årene 1875 – 1876. Det åbnede i 1878 som karantæne – og epidemihospital til behandling af kopper og kolera, der indførtes af søvejen.
Senere blev det til tuberkulosehospital og fungerede også som hjælpehospital for Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet. Hospitalet havde kun 32 senge. Senere blev antallet af sengepladser udvidet til 106 sengepladser.
I 1980 blev det nedlagt som hospital. I dag anvendes bygningerne til af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer. Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorium på stedet.
Før boligblokkene på Østerbrogade (Strandvejen) var her kolonihaver.
Brandkaptajnens landsted blev til boliger
Der er mange spændende tillægsveje til Østerbrogade/Strandgade. En af dem er Christiansmindevej. Den er opkaldt efter landstedet af samme navn opført af brandkaptajn Christian West i 1815. Og først i 1957 blev resterne hevet ned i forbindelse med opførelsen af Øbrocentret.
Arbejdernes Andels-Boligforening havde i 1918 købt ejendommen ”Christiansmindes jorder” efter boet af Philip Heymanns enke – i alt ca. 8 tønder land. – for en million kroner og med en kontant udbetaling på 250.000 kr.
Boligforeningens byggeplaner var, at afdeling 21 skulle opføres i Christiansminde -grundens nordlige skel fra Strandvejen 19 (nu Østerbrogade 119). Afdelingen fik 120 boliger og 7 erhvervsmål.
Sølvbryllupsgave førte til ny kirke
Sions Kirke blev også opført på det, der hed Slagtervænget. Det var lige over for Christiansminde. Grundstenen blev lagt 9. juli 1895 og kirken blev indviet 27. september 1896. I 1905 fik kirken første gang lov til at pryde forsiden af en postkort. Oprindelig var det ikke det kirketårn vi kender i dag. Det kom først i 1921. Det var skænket af fabrikant H.V. Christensen og hustru.
Af sparehensyn blev kirken opført uden kirketårn. Arkitekten havde dog anbragt lille klokketårn på taget
En aprilaften i 1893 kom Pastor Krag med et forslag i menighedssamfundets bestyrelse i Skt. Jakobs sogn, om at der skulle bygges en annekskirke i Frihavnskvarteret.
Præcis et år efter blev planen ændret. Den nye plan var, at der skulle bygges hele tre kirker i det store Skt. Jakobs Sogn. Den første var Sions Kirke.
Efter en aftengudstjeneste i Skt. Jakobs Kirke fulgtes en gruppe samfundsmedlemmer hjem. Samtalen kom til at dreje sig om Pastor Krags forestående sølvbryllup, som de naturligvis ville samle ind til. Efter flere forslag til en gave nævnte en i selskabet at man kunne samle ind til den nye Sions Kirke.
Der blev samlet ikke mindre end 43.000 kr. ind. Det lykkedes at bygge Sions Kirke for indsamlede midler og det blev i alt 70.000 kr.
Sions Kirke uden z
Grunden som Københavns Kommune skænkede, blev den som Pastor Krag havde søgt om, på den betingelse at kirken kom til at rumme mindst 700 kirkepladser, samt at kommunen ikke fremover ville blive afkrævet økonomisk støtte til kirkens drift.
Den 9. juli 1895 kunne der holdes grundstensnedlæggelse. Det fortælles i den forbindelse at biskop Skat Rørdam kun ville gå med til at den nye kirke blev kaldt Sions Kirke, hvis det blev med S og ikke med Z.
De indsamlede midler tillod dog ikke indkøb af orgel, men man måtte klare sig med at leje et hos en orgelbygger. Men allerede i 1898 skænkede enken Hanne Marie Andersen 2.000 kr. så der var råd til et orgel. Hun betingede dog at kirken til gengæld betalte hende en årlig livrente svarende til 3 pct. af renteindtægterne samt fri vedligeholdelse af hendes gravsted indtil 1947.
Komponistkvarteret
Komponistkvarteret nær Svanemøllen hed egentlig ”Strandvejskvarteret”. Husene blev bygget fra 1893 til 1903. De 393 byggeforeningshuse blev bygget af Arbejdernes Byggeforening. Oprindeligt var hvert hus lavet til tre familier. I dag er der mange en families – huse.
Restaurant i Møllen
Svanemøllen er opkaldt efter en vinddreven mølle. Den var opført i 1758 og blev endeligt fjernet efter at sabotører sprang den i luften i 1944. Dens placering var i krydset mellem Strandvejen og Strandvænget.
Den blev opført som stubmølle og dens primære opgave var at male mel. Den blev kaldt for ”Bagernes Østre Gasværk”.
Den blev opkaldt efter en svanedam lige i nærheden. I 1773 brændte stubmøllen og blev erstattet af en hollandsk mølle med drejelig møllehat. I 1856 blev den købt af oberst J.P. Eckmann, som i 1858 tilføjede en dampmaskine til møllen. Den virkede sim mølle til 1892, hvor overdelen brændte.
Den nederste del som overlevede branden blev omdannet til beværtning under navnet ”Fokina”. Den blev flittig brugt af gæster fra det nærliggende Ingeniørkasserne.
Her var sporvogns-remise
S-togs stationen blev åbnet den 15, juni 1934. Den lå egentlig på den anden side af broen under banelegemet dvs. mod nord mod Svanemølle Kasserne. I forbindelse med Farumbanens indførelse i 1970erne blev den i 1977 ”flyttet” over på den anden side af broen. Den nuværende station blev renoveret i 2005.
Svanemøllehallen var engang sporvogns – og busremise. Den blev taget i brug i 1912 og udvidet 1931. Den blev nedlagt i 1939 og blev omdannet til sportshal.
Vi er nu nået til vores endemål. Vi håber, at du nød turen ned ad Østerbrogade.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.563 artikler, heraf 88 fra Det Gamle Østerbro herunder:
Juli 20, 2020
Landposten
Af Lisa Olesen
Bonden blev betragtet langt nede på den sociale rangstige. De få bønder, der var havnet i Folketinget blev af borgerskabet behandlet meget nedladende. Men gennem andelsforeninger fik bønderne udviklet deres produktionsapparat. I denne udvikling havde landbrugets overklasse lettere ved at få fat i deres post. I sognene meldte frivillige sig ofte kvinder, invalide eller gamle. De blev populære som sognebude. Efterhånden kom der flere udvekslingssteder. I slutningen af 1870’erne kom landposten også ude på landet. Uniformen fik man først i 1893. Nu kom cyklen også til hjælp. Jo landposten har haft stor kulturel og erhvervsmæssig betydning.
Landposten
Det er ikke mere en godt og vel halvandet hundrede år siden, postbuddet var en nyhed i de danske landdistrikter. Før da mente man ikke, at der uden for byerne var behov for en almindelig postbetjening. Selvfølgelig var landbrugets indsats påskønnet, man var klar over dets afgørende betydning for samfundsøkonomien, men bonden selv rangerede et godt stykke nede på den sociale rangstige og betragtedes som en noget simpel og enfoldig personage. Lidt latterlig var han jo, når han kom til byen i sit
grove tøj med en gennemtrængende lugt om sig af jord, dyr og det, der var værre.
De få bønder i folketinget virkede fremmedartede både her og i det københavnske bybillede. Typisk for borgerskabets nedladende holdning er bemærkningen fra den konservative politiker Carl Georg Andræ, da det i 1870 var på tale at optage to ledende bondepolitikere i regeringen: “De stole, hvorpå d’herrer Berg-Hansen har sat sig, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem”.
Nå, det viste sig nu, at regeringstaburetterne bevarede deres tiltrækningskraft, også efter at bønderne var rykket ind. I disse år gik udviklingen på landet frem med stormskridt. Sideløbende med den politiske
mobilisering, der i 1901 førte til partiet Venstres overtagelse af regeringsmagten, havde landbruget udviklet sit produktionsapparat gennem andelsforetagender, højskolebevægelsen var slået igennem og brugsforeninger dukket op overalt. Midt i det hele gik nu en uanselig, men nok så betydningsfuld person – landposten.
Helt uden brevforbindelse med omverdenen var landdistrikterne ikke før postbudenes tid, men den var på privat basis. Den hyppigste og bedst organiserede postgang havde landbrugets overklasse, godsejerne og proprietærerne, de sluttede sig ofte sammen og holdt regelmæssigt ridende bud til købstadens postkontor.
Blandt bønderne var der forskellige måder at klare sagen på. Nogle brugte handelskontakter i byen som postadresse – her kunne de så hente brevene ved lejlighed – mens andre organiserede en fast budgang til postkontoret en eller flere gange om ugen, eventuelt i samarbejde med godsejerne. Det kunne være egnens husmænd, der på skift varetog opgaven, men det almindeligste var, at en af sognets gamle eller invalider fik hvervet overdraget. En sådan ordning var billig – sparede måske tilmed fattighjælp – og de pågældende kunne gøre yderligere gavn ved også at besørge andre ærinder, når de nu alligevel skulle af sted.
Disse sognebude var meget populære i befolkningen og dertil omgivet af en del spænding og romantik – hvad kunne tasken ikke indeholde: kærligheds-epistler, breve fra sønnen i det fremmede, bud om død og ulykke. Men slidsomt var det at gå de mange, mange kilometer ad elendige veje i al slags vejr med den tunge taske, frem og tilbage år efter år for en langtfra fyrstelig betaling.
Maren Pedersdatter fik i 1811 en fattighjælp på ti rigsdaler ved siden af sine indtægter som sognebud, og de er hende vel undt. En anden Maren, kaldet Maren Post, gik sin gang mellem Åsum og Odense i næsten 40 år. Det var ofte kvinder, der tog tørnen som sognebud. Da det egentlige landpostvæsen blev oprettet, foretrak man mænd med den motivering, at arbejdet var anstrengende og dermed uegnet for det svage køn. Vi skal helt frem til 1970, før der blev gjort brud på denne regel.
Omkring midten af 1800-tallet barslede postledelsen med et forslag “sigtende til at gøre postvæsenet mere tilgængeligt for landdistrikterne”. Hvor der var langt mellem postkontorerne skulle oprettes “brevsamlingssteder”, der med uuddannet arbejdskraft kunne fungere som en slags underposthuse. Herfra skulle landpostbude ad fastlagte ruter bringe posten rundt til en række “udvekslingssteder”, der hver især dækkede et mindre område, og hvor folk så selv kunne hente forsendelserne.
Aflevering ved husdørene som i vore dage var der endnu ingen, der drømte om, og det er måske forståeligt med den smule post, der var. Ideen med de statsansatte postbude faldt nu ikke i særlig god jord hos dem, til hvis bedste den var fremsat. Man ønskede at bevare sognebudene, som der var stor tilfredshed med, og det er nok heller ikke undgået opmærksomheden, at der i nyordningen var regnet med en ekstraporto for post til landdistrikterne; forbedringen skulle jo betales.
Brevsamlingsstederne mødte større forståelse, og de første oprettedes i 1853, nemlig 19 på Sjælland, 17 på Fyn, 44 i Jylland og 2 på Lolland-Falster. En halv snes år senere var antallet mere end fordoblet.
Også postbudene dukkede lidt efter op på vejene til afløsning for Maren Post og hendes kolleger. De første tre ruter kom i 1860, flere fulgte, og efterhånden som isen blev brudt, voksede antallet stødt. Det forlangtes,
at befolkningen selv udtrykte ønske om at få en rute, og at man stillede husrum til rådighed for udvekslingssteder, men betydningen af en regelmæssig postgang var ved at gå op for folk.
Krigen i 1864 gjorde vel sit, og de voldsomme sociale og politiske brydninger har nok også åbnet mange landbrugeres øjne for nytten af en bedre forbindelse med omverdenen. I hvert fald: efter en snes år var man nået op på over 600 ruter og mere end 5000 udvekslingssteder. Samtidig var kravet om aflevering ved husdørene begyndt at melde sig.
Brevsamler G. J. Jessen i Holte var især ivrig for sagen, og i slutningen af 1860’erne fik han, trods ledelsens betænkeligheder, lov at gøre et forsøg i to sjællandske amter. Det mislykkedes, men ikke længe efter måtte postvæsenet selv tage sagen op, og i løbet af en halv snes år forbedredes betjeningen så meget, at også landboere fik besøg af posten.
Hvis man da ikke ligefrem boede på Bornholm eller i det allermørkeste Jylland – først i 1908 var også disse landsdele kommet med i fuldt omfang. Det betyder dog ikke, at man var på højde med købstæderne, hvor der dengang var postomdeling tre-fire gange på hverdage og én til to gange om søndagen, men indtil 1920, hvor der iværksattes store besparelser, gik udviklingen i retning af en stadig bedre postomdeling på landet.
I de første mange år var landposten ikke ligestillet med kollegaen i byen. Uniform fik han først i 1893, men af nok så stor betydning var det, at han lønmæssigt haltede bagefter. Landpostbudene var ansat på kontrakt, og der betaltes efter antallet af omdelingstimer. Med en ti timers arbejdsdag kunne der omkring århundredeskiftet opnås en årsløn på 600 kr. – et beløb, som selv efter den tids målestok næppe dækkede leveomkostningerne og derfor måtte suppleres med bierhverv.
Her kom nu teknikken de betrængte til hjælp. For postvæsenet var apostlenes heste stadig det eneste tænkelige befordringsmiddel, og på det grundlag beregnedes arbejdstiden, men cyklen var faktisk opfundet, og postbudene tog den i brug. De kunne nu tilbagelægge ruten langt hurtigere og, uden at det berørte lønnen, få mere tid til andet arbejde.
Til gengæld for den ringere anseelse opnåede landposten – som forhen sognebuddet – at blive en kær gæst, hvor han kom frem. Taskens indhold af breve, pakker, aviser og blade var et lyspunkt i hverdagen, og dertil
kom så de seneste lokalnyheder, han selv kunne bringe fra egnen. Få har kendt sognet og dets mennesker bedre.
Med biler, telefon, fjernsyn osv. har meget ændret sig, landpostens gerning er blevet lettere, men kontakten med beboerne på ruten er nok ikke helt, hvad den har været. Landpostvæsenet fik stor kulturel og erhvervsmæssig betydning, det blev en livsnerve i hele den udvikling,
der skabte det moderne landbrug. Den beskedne embedsmand var en slags fødselshjælper, men det er der næppe mange, som har skænket en tanke, når de modtog hans daglige besøg.
Billedtekst: Grethe Hugge gik som sognebud i egnen omkring Stubbekøbing, før der blev oprettet landpostruter i dette distrikt. Fotograf: Anton Frederik Thellemann i Stubbekøbing.
Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Nordfalster
*
https://arkiv.dk/vis/775709?fbclid=IwAR3CI45tdyS4QLucKWkN1OfA3xkyr6ZvQMJDTtzyKdEN8eKKkiIckW
RtOAI
Vi håber, at vi rent teknisk senere kan bringe dette billede
Kilde:
*
Tak til Lisa Olesen
Juli 20, 2020
Fra Langelinie til Strandboulevarden
Vi går fra yderspidsen af Langelinie, der hvor man plejer af få softice og så går vi langs den gamle Strandpromenade, der i dag hedder Strandboulevarden. Dengang var linjeforløbet en lidt anden. Kineserne er skuffet over ”Den Lille havfrue. Egentlig var Langelinie anlagt som fæstning. I begyndelsen havde kun de fine adgang. Der blev anlagt badeanstalt for officererne og deres familie. Flot udsigt fra Aggersborg’ s villa. Vi besøger Kryolitfabrikken og kalkbrænderierne. Et forlystelsessted blev oprettet. Her kom ”fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens pøbel. Hans Just leverede spritten. Vibenshus Skole ligger forkert. Selv baderummet blev brugt som undervisning. Og så var jorden omkring Østre gasværk forurenet. Man kan mærke niveauforskellen på syv meter. Dengang var der masser af butikker på Strandboulevarden og kongen havde sin ridesti i midten. For at komme ind til de fine i Rosenvænget skulle du have nøgle med og det have H.C. Andersen. Det er næsten tid til at sige farvel til Københavns sidste boulevard.
Kineserne er skuffet over ”Den Lille Havfrue”
Promenadestrækningen i København er noget som udlandet misunder os. Langelinie har gennemgået store forandringer i tidens løb.
Egentlig hed det Den Lange Linie. Her kæmpede man for et fyrhus for enden af Langelinie-kajen. Man nøjedes så med at flytte det lidt.
Kinesere er dog skuffet over ”Den lille Havfrue”. De mente, at den var væsentlig større. Det var Erik Eriksen, som kom til at udføre den skønne eventyrfigur. Den blev opstillet den 23. august 1913. Og det var Ellen Price, der var den inspirerende model.
Langelinie anlagt som en fæstning
Der er næppe mange, der i dag spekulere på, at Langelinie ikke var anlagt som en promenade for københavnerne. Det var en del af Kastellets ydre fæstningsværker.
Det var omkring 1660 at Langelinie blev anlagt af ingeniørofficer Gotfred Hofmann, som en dæmning. Et par år senere blev Kastellet færdig. Såvel Langelinie som Kastellet spiller en vigtig rolle i forbindelse med ”Slaget på Rheden”, skærtorsdag den 2. april 1801.
Man havde godt nok hørt, at den engelske flåde var på vej, men man troede at den ville til Rusland. Den københavnske skibsstyrke var ikke stor. Den bestod kun af de fastliggende blokskibe, mindre sejlskibe og armerede pramme.
Kastellets kanoner rakte ikke så langt
Lord Nelson førte 12 linjeskibe og 24 andre skibe. Det var en temmelig ulige kamp. Englænderne var imidlertid gået syd gennem Hollænderdybet, det vil sige syd for denne. Det var her slaget tog sin begyndelse. I slaget deltog også Kastellets kanoner. Men de var ikke tilstrækkelig langtrækkende.
De sårede blev sejlet ind til Langelinie og Toldboden for at blive indlagt på Frederiks Hospital og Søkvæsthuset på Christianshavn.
Prinsen og prinsessen måtte ikke komme igennem
Hvis man ikke havde tegn, når man bevægede sig på Langelinie, ja så kunne vagterne være grove. En soldat stod vagt og Prins Ferdinand kom gående sammen med sin gemalinde. Soldaten spurgte om de havde pas. Derpå svarede Prins Ferdinand:
Soldaten svarede nærmest på jysk, at der kommer ingen igennem uden pas, om det så var kongen. De kongelige måtte gå hjem og soldaten måtte ligge ”krum” (en militærisk straf).
Sagnet om Gefion
Senere måtte kun borgernes pæne borgere få adgang. De skulle dog betale bompenge. Senere blev der dog adgang for alle. Således måtte Nyboder – folket heller ikke komme i Kongens Have.
Man kan ikke undgå at se Gefion springvandet. Ifølge sagnet pløjer Sjælland ud af Sverige mens vandet fosser omkring de stønnende okser. De trækker det nye indvundne land til Danmark. Det er billedhuggeren Anders Bundgaard, der står for ”Springvandsgruppen”.
I tidligere tider var indgangen til Langelinie gennem en stor port for enden af kørevejen fra Esplanaden. Her var opsat et skilderhus med tilhørende skildvagt. Jo dengang blev Langelinie ofte afpatruljeret af to mænd bevæbnet med både sabel og geværer.
En restaurant blev anlagt
Under Treårskrigen var det Livjægerne der besørgede natholdet. Det gik meget gemytlig for sig inde i vagtstuen, når punchebollen kom på bordet. Livjægerne fik piberne tændt og sangbøgerne kom frem.
En skønne dag kom der et forslag om at anlægge en restaurant på Langelinie. Der blev ført en høj buet bro tværs over kørebanen til Langelinie, hvorfor en dobbelttrappe førte op til broen. Restauranten, som fik navnet Langelinie Pavillon, åbnede den 25. november 1884. Nu kunne man indtage forfriskninger, se på den ind og udgående skibe samt hilse på de promenerende.
En ny pavillon
I 1893 skete der store forandringer. Der blev anlagt en stor lystbådehavn. Hele den store omdannelse af terrænet medførte at Langelinie Pavillon blev revet ned. Nu rejste Kongelig Yacht Klub en ny bygning, der både var lokale for klubben og restaurant for publikum. Den nye Pavillon blev indviet den 30. januar 1903. I 41 år var det en meget besøgt restaurant. Denne restaurant blev den 11. juni 1994 sprængt i luften af tyskerne.
Et lille hyggeligt træhus omgivet af en have udgjorde Karantænehuset. Her opholdt den daværende lægevagt sig. De havde tilsyn med skibe, der ankom med syge ombord. Den lå på selve Langelinie-dæmningen.
Senere blev karantænestationen revet ned. Et nyt muret hus blev opført i 1880 på den forreste del af Langelinie. Ikke langt derfra rejstes i 1886 det første monument herude, det var mindesøjlen for søhelten, Iver Hvidtfeldt, der den 6. oktober 1710 ved sø – træfningen i Køge Bugt.
Farvel – for altid
Det var fra Vestre Bassin (Amerikakaj) at tusindvis af danskere sejlede til USA i de store udvandrings – år. Skandinavien – Amerika – Linien reklamerede med i 1906 med ”hurtig rejse” til New York med enten ”Hellig Olav” eller ”United States”.
Rejsetiden var nu reduceret til ”kun 9 dage fra havn til Havn” mod tidligere 14 dage. De nybyggede skibe kunne tage 1.200 – 1.400 passagerer. Sikke nogle følelser, der her afspillede sig. Måske var det sidste gang de så familien og fædrelandet.
Det var, at Frederik den Ottende red sin daglige morgentur, og det var her tyskerne gik i land den 9. april 1940.
Man fortsatte helt frem til midten af 1960’erne dog med knap så mange passagerer. Amerikanerne havde indskrænket deres kvoter.
Karantænestationen blev senere overtaget af havnevæsnet og en ny kombineret lods- og karantænebygning blev opført i Frihavnen, hvor den blev taget i brugt den 15. september 1943.
Badeanstalt for officerer og deres familie
Inden Langelinie igen blev ændret, blev Langelinie skærmet mod bølgeskvulp af store kampesten. Ude i søen tæt ved Langelinie blev der opført to badehuse, et større og et mindre, beregnet for officerer og deres familie. Adgang til badebroerne foregik af trætrapper, der var anbragt over kampestenene, hvorfra træbroer førte ud til badehusene.
Flere monumenter var blevet rejst. Her er mindestenen for hospitalsskibet Jutlandia, der gjorde tjeneste under Korea-krigen i starten af 1950’erne. Og så der er også mindesten for Ludvig Mylius Erichsen samt deltagerne i danmarksekspeditionen (1906 – 1908) til Nordøstgrønland samt en mindesten for polarforskeren Ejnar Mikkelsen. Og Frihavnen blev åbnet den 9. november 1894.
I dag anløber som regel det ene krydstogtsskib efter det andet på Langelinie, der har en dybde på 10 meter.
Man gik over i Strandpromenaden
Hvor den gamle Langelinie endte, gik man ad en skråning ned til den såkaldte Strandpromenade. Den gik direkte langs vandet. Her havde man på højre hånd den kommunale og den militære badeanstalt, der begge havde flere vandbassiner af forskellig dybde med tilhørende badebroer og badehuse.
Skråt over for disse lå store græsplæner. De stødte op til ingeniørernes øvelsespladser. På helligdage søgte adskillige københavnere herud med deres familie for i fri luft at nyde deres medbragte smørrebrødspakker og drikkevarer.
Var man kommet gennem en skyggefuld Alle forbi de to badeanstalter havde man op til disse samt et bådebyggeri en del opslagspladser, bl.a. Lautrups Plads på hvilket der i den sidste del af 1880’erne blev udstillet en meget stor hval som et tiltrak et meget stort antal publikum.
Flot udsigt fra Aggersborgs villa
En af de sidste huse på venstre hånd af Strandpromenaden var veksler H.C. Aggersborgs store vidt kendte villa, omgivet af en mindre sø. Hovedfacaden var mod Øresund. Den bagved liggende kørevej var parallel med Strandpromenaden.
Fra vinduerne var der vid udsigt over Sundet og over det nærmeste landterræn. Dengang var der her et meget sparsomt byggeri. Fra gangen fobi husets venstre side førte en trappe ned til søens badebro.
I en årrække blev villaen beboet af medlemmerne af kunstnerfamilien Skovgaard. Da søen efterhånden blev udtørret, blev villaen revet ned. Tværs over grunden blev Aggersborggade anlagt.
Kryolitfabrikken
Meget tidligt lå en af de store industriforetagender herude. Det var Kryolitfabrikken, der lå mellem Hjørringgade, Kalkbrænderivej, Strandboulevarden og Østbanegade. Soda og alun blev via den grønlandske kryolit fremstillet på fabrikken mellem 1859 og 1886. Fra 1886 blev der her fremstillet ren kryolit, men i 1970’erne slap kryolitten op.
I 1870 blev der også oprettet en svovlsyrefabrik.
Fabrikken havde egentlig mange navne, Øresunds Chemiske Fabrikker eller Fabrikken Øresund eller bare Kryolitfabrikken. Adressen var Strandboulevarden 84.
Nye initiativer blev sat i gang på fabrikken. Der kan nævnes saltproduktion, marcipan – og småkageproduktion samt elektronikproduktion. Det dannede en sær blandet dunst af kryolit og bagværk. I 1990 lukkede produktionen på kryolitgrunden endelig ned.
Tietgen havde også andel i dette. Derfor blev der her oprettet Tietgens Have. Senere blev det til Charlottehaven.
Bedre kvalitet på Østerbro
I 1852 blev arealerne uden for voldene frigivet. Vesterbro og Nørrebro kom hurtig i gang. Det varede lidt længere på Østerbro. Til gengæld var alle byggevedtægter på plads. Kvaliteten på byggeriet her i kvarteret havde også en anden standard.
I 1850 boede der 1.500 mennesker på Østerbro. I 1906 boede der 66.000 herude.
Da den sidste del af Strandpromenaden skulle afsluttes fandt man resterne af en nedlagt skanse, Bådsmandsskansen. Den lå på det nuværende hjørne af Strandboulevarden og Hjørringgade.
Et rettersted
Her havde man fra 1792 til 1806 et rettersted. Her blev folk henrettet eller her blev ulydige borgere afstraffet. Det var også her natmanden begravede hoveder og hænder, der havde været på stage.
Grundene langs kysten ud til Svanemøllen blev også nærmest betragtet som værdiløse. Rakkermanden havde mulighed for at sejle sine selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.
Kalkbrænderi
Efter den store brand i 1729 blev der anlagt et kalkbrænderi ved Langebro. I 1731 blev det flyttet uden for byen omtrent der, hvor Nordhavn Station i dag ligger. I 1770’erne blev der bygget et kalkbrænderi lidt længere mod nord. Kalkbrænderiet har gennem historien spillet en ledende rolle i kvarterets liv og udvikling, hvilke ud over gadenavnet er svært ved at gense i dag. Den senere kalkbrænderihavn er først anlagt i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen, hvilket skete i 1895.
En folkelig traktørhave
Her på Slagtervænget anlagde en mand ved navn Børrensen her en folkelig traktørhave efter datidens mønster med restaurant, keglebane og karrusel med lirekasse. Vangen gik forbi Batterivej (Viborggade) til Svanemøllen forbi Ny Kalkbrænderihavn.
Denne traktørhave blev hovedsagelig brugt af det jævne københavnske publikum som i aftentimerne søgte herud med familie og børn. Egentlig havde haven ikke noget navn. Men Det Kongelige Teater opførte den 3. april 1859 en vaudeville af Henrik Hertz, der hed ”De fattiges Dyrehave”. Så var navnet lagt.
Fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel
Nu var det vel ikke så mange dyr, man kunne se her. Det var vandrotter og en lænkehund, der gik løs på hinanden om natten. Ja så var der også en abe på en stang. Den navnkundige forfatter, Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:
Her var karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der ville mores sig. En af de mest kendte forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).
Når mørket faldt på begyndte musikken. Stenfiskerne og sandgraverne mødte op. Det gjorde danselystne damer fra Adel – og Borgergade også.
Hvis vi dag skal forsøge at finde ud af, hvor den nøjagtig lå henne, så bliver det nok mellem nummer 88 – 98. Det var mellem Århusgade i nord og Vejlegade i syd. det var en konkurrent til Bakken.
Hans Just leverede spritten
Fra telt beværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik, Fortuna. Her kom også arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderiet. Stedet var også populært hos de almindelige søfolk.
Det var Hans Just, der oprettede spritfabrikken Fortuna. Her bor min læge i dag. Mern hunserverer ikke sprit, måske håndsprit, når jeg besøger hende. De første år hed Århusgade Fortunagade.
Endnu i 1896 lå her 25 lysthuse.
Gennem årene mistede publikum interessen. Størstedelen af grunden blev bortsolgt og omkring år 1900 blev sidste del af selve restauranten, hvis sidste ejer var traktør Fleckenstein. Men nogle fortsatte dog helt til Første Verdenskrigs begyndelse. Det vil sige stedet lukkede officielt i 1908. Bygningen på stedet blev først revet ned omkring 1950.
Nu hedder det Strandboulevarden
Af den gamle Strandpromenade, der i dag har navnet Strandboulevarden er det nu intet tilbage. Nu går gader på kryds og tværs. Øresund, der gik helt på til den. Den gamle idyl er forsvundet og fortrængt af hovedstadens pulserende liv.
Strandboulevarden går i dag fra Fridtjof Nansens Plads i forlængelse af Kristianiagade til krydset ved Poul Henningsens Plads, hvor den fortsætter i Jagtvej. Men det var slet ikke den strækning, man havde tiltænkt gaden. Den skulle have fortsat mod nord og ikke foretaget sig dette knæk som nu. Der skulle være bygget en bro over jernbanen. Men det lå lige et svineslagteri i vejen.
Vibenshus Skole ligger forkert
Hvis du kigger på Vibenshus Skole, så ligger den også lidt forkert ud til Strandboulevarden. Det var forbi, den blev bygget før, at man var helt færdig med at anlægge Strandboulevarden. Vibenshus Skole er fra 1892. En tilsvarende uregelmæssighed kan ses ved Nordre Frihavnsgade, hvor man i begyndelsen af 1890’erne anlagde Gefionsgade. Den var smallere end den ny boulevard, der blev anlagt få år senere.
Skolen var dengang i 1892 omgivet af marker og enge, der strakte sig helt ned til stranden, hvor tusindvis af viber hvert år flokkedes. Det var derfor en naturlig ting, at man kaldte skolehuset, der blev bygget på dette sted for Vibenshus.
Historisk ikke helt korrekt af skoleinspektøren
Det var den historie skoleinspektøren fortalte hvert år, når eleverne blev samlet nede i skolegården. Men det er nu ikke helt i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Navnet Vibenshus er ældre end skolen og forklaringen er ikke nær så romantisk som i skoleinspektørens forklaring.
Det var jo det kendte traktørsted ”Lille Vibenshus”, der lå på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade (dengang Strandvej). Den var opkaldt efter den afdøde værtshusholder Jens Jensen Vibe, som vides at have taget det i 1708. Det blev først revet ned i 1907. I de sidste par år var det værtshus i stueetagen og politistation på første sal – en tankevækkende kombination.
Man måtte først være tørstig kl. hel
Jo det hed Vibenshus Betalingsskole. Under første verdenskrig gik 1. – 4. klasse i barakafdelingen. Hovedskolen var forbeholdt de ældre. Dengang kunne man også have valgt friskolen ved Østre Gasværk.
Dengang badede man på Helgoland. Det var langt at gå, når man var tørstig, men skolebetjent Jensen åbnede først for vandet klokken hel. Og denne Jensen holdt også høns, som pigerne fodrede med rester fra deres madkasse. Det store pæretræ i haven kunne godt finde på at tabe nogle af dens pærer på den ”rigtige” side af hegnet.
Selv i baderummet blev der undervist
I 1960’erne var Vibenshus Skole en stor skole med 3-4 spor på hver årgang og ca. 800 – 900 elever. Der blev gjort alt for at skaffe plads. Sidst på eftermiddagen var hverken elever eller lærere oplagte.
Selv i badekælderen blev der undervist. På skole var der en meget kreativ redaktion af skolebladet Vanellus. Man blev dus og kom på fornavn med lærerne. De yngste elever fik det ikke så svært. Det kneb mere med de ældre.
København havde brug for et gasværk. Vestre gasværk kunne ikke længere følge med. Ved siden af gasværket oprettede man en havn, der omfattede to kulhuse, tre gasbeholdere og to retorhuse.
Jorden var alt for forurenet
Østre Gasværk blev opført 1878. Gasbeholderen, der i dag huser Østre gasværk blev tegnet af Martin Nyrop. Østre Gasværk blev lukket ned i 1969.
I slutningen af 1980’erne blev det besluttet at grunden skulle renses og at der skulle bygges nyt på grunden. Men det viste sig at grunden var mere forurenet, and man regnede med. Man valgte så i stedet at overdække området, så udsivende gasser kunne opfanges.
Ved siden af blev Kjøbenhavns Svineslagteri så anlagt.
Slagteriet blev grundlagt i 1866 af grosserer og industridrivende Philip W. Heyman med henblik på eksport af bacon med skib til England.
Heymann, der startede med en smørrebrødsforretning, grundlagde sammen med C.F. Tietgen bryggeriet Tuborg med henblik på eksport. Klos op ad Østre Gasværk besluttede man at opføre en karantænestation – Øresundshospitalet for folk med smitsomme sygdomme.
Et fald på syv meter
Få steder på Østerbro ser man så tydeligt landskabets fald ned mod vandet som på den del af Strandboulevarden, der ligger mellem Østerbrogade og knækket ved Løgstørgade. Her falder niveauet fra cirka 7 meter over dagligt vande til cirka en meter. Des tydeligt på forløbet af kældervinduer i de lange ejendomme.
Egentlig var Strandpromenaden en lille sti
Egentlig var Strandpromenaden blot en lille sti, der gik langs stranden/kystlinjen. Da Frihavnen så kom i 1896 og jernbanen fra Hellerup til Østerport i 1897 blev kysten flyttet et godt stykke udefter. Nu var det slut med den nære forbindelse til Stranden og Øresund.
Gaden blev først navngivet Strandboulevarden i sin fulde nuværende længde i 1897. Inden da hed den sydlige del i nogle år Gefionsgade. Den nordlige del hed derimod fra 1860 til 1897 Sibbernsvej. Dette navn havde den efter murermester G.N. Sibbern, som ejede Ny Kalkbrænderi som lå ved Strandboulevardens nordlige ende.
Borgerrepræsentationen vedtog i 1895 at anlægge Strandboulevarden, delvis ud for Gafionsgades tracé. Den lå ud for Nordre Frihavnsgade. Desuden blev dele af den gamle Strandpromenade ud for Classens Have genanvendt i boulevarden.
Kongens ridesti var i midten
Strandboulevarden blev anlagt som en bred boulevard med tre rækker platantræer. Det skabte et smukt byrum og et fodgængerareal og en ridesti. Man sagde, at den anlagde man for at glæde kongen.
Da sporvognene i årene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne forsvandt den midterste trærække. I 1960’erne blev de resterende trærækker beskåret til fordel for svingbaner for biler.
Der var masser af butikker
I dag er gaden typisk præget af beboelse. Men tilbage i 1950’erne var her et gav af små butikker især var der mange frisører og cigarhandlere:
Og når vi nu er ved disse numre, så er det sådan i nummer 27, at der en mindetavle, der fortæller, at her boede i Georg Brandes. Fra 1910 til sin død i 1927. Hvis du kigger godt efter på ejendommen Holsteinsborg på hjørnet af Holsteinsgade og Strandboulevarden så kande se en beskeden grå plade, der fortæller dig at her boede forfatteren Georg Brandes.
Og i nummer 44 blev Frode Jacobsen gemt i en lejlighed ind til 4. maj 1945.
Man skulle have nøgle med til Rosenvænget
Og i nummer 49 lå Finsens-instituttet/Kysthospitalet. Vi har tidligere berettet om Instituttet, da det havde til huse i Rosenvæget. Her spredte instituttet sig lidt for meget efter beboernes smag. Her fik man så senere en flot bygning på Strandboulevarden. Man gik sammen med Kræftens Bekæmpelse for at bekæmpe kræften.
I 1981 blev instituttet sammenlagt med Rigshospitalet. I nye underjordiske bygninger.
Rosenvænget gik dengang helt ned til vandet. Men herinde boede der stolte folk, der ikke sådan ville have alle rendende. Man satte en port foran. For at åbne denne skulle man have en nøgle. Og sådan en havde H.C. Andersen. Men der var nogle, der mente at han kom lidt for ofte.
Det var også herude ved kysten hos Melchiors at H.C. Andersen oplevede sine sidste dage med udsigt ud over Øresund.
Farvel til Københavns sidste Boulevard
Fremover bliver der ikke nogen ridesti midt på Strandboulevarden. På en stor del af strækningen vil det grønne blive rykket over i den ene side i stedet for at være på midten. Hermed forsvinder den sidste boulevard i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.603 artikler, heraf bl.a. 88 artikler fra Østerbro herunder:
Juli 15, 2020
Gallehus – den femte fortælling
Du kender sikkert historien om to Guldhorn. Men det er usikkerhed om findestederne er rigtig. Men har du så hørt om det tredje guldfund i 1795 – 1796? Der er mange myter om Galehus. Og mange herlige vandrehistorier. Historikere har også mange fantasiforestillinger om byen. Men det er ikke en oldtidsby. Det er Møgeltønder. Men Gallehus ligger ved en oldtidsvej. Sådan en kan godt blive op til 35 meter bred. Det var først efter de to Guldhorns – fund at vejen blev markeret. Det andet guldhorn var brækket af i den ene side. Hvor er resten? Og det tredje guldfund var også brækket af noget. Også her kan man spørge, hvor er resten. Vi kan rekonstruere, hvor finderen af det andet guldhorn boede og tegne det ind på et kort. Vi kan så gå de skridt, som han havde gået. Men vi kommer et helt andet sted hen end der, hvor fundene er angivet. Denne artikel føre til mere forvirring end afklaring.
TV var også interesseret
Vi er atter engang taget til Gallehus. Har vi da ikke allerede fortalt det hele? Nej det tyder på, at det er nyt at fortælle selv om kilderne er ældgamle. Og så er der altid spændende at fortælle om myter og overleveringer.
I tidens løb er der blevet gravet meget i Gallehus og omegn. Mange har sikkert også været rundt for at lede efter endnu et Guldhorn. Nu viste det sig, at guldhorn nummer to ikke var komplet. Men sidenhen blev der jo igen fundet guld i jorden i Gallehus. Stammede dette guld fra guldhorn nummer to, og er det rigtigt at Gallehus har heddet Rosengården?
Siden sidste artikel har vi så hjulpet DR 2 med et program om disse sten. Vi troede at kortet med placeringen af guldhornstenene befandt sig i Gram Slotsarkiv. Men det gjorde de så ikke. Vi kunne så henvise til en person, der garanteret vidste, hvor det kort befandt sig. Og ganske rigtigt!
En ”Gadeplads” i Gallehus
Halvanden kilometer nord for Møgeltønder glider landskabet over i Abilds og Visbys tidligere hedeegne. På randen ligger den ”mærkelige” husmands by Gallehus. Ja det er nogle af historikerne, der kalder den for ”mærkelig”.
Går man tilbage til skriftlige kilder, ja så kan man se, at byen altid har bestået af to mindre gårde og 15 – 40 husmandsfamilier. De havde en lille have, en mark og lidt land. Dengang havde byen form som en retvinklet trekant. Den vigtigste vej var landevejen fra Tønder til Lindskov Mølle. Så var der et par byveje. På den måde blev der dannet en ”Gadeplads” på 15 tdr. land.
Før udskiftningen blev denne fællesjord brugt til udgravning af ler og græstørv til tækkebrug. Endnu lang tid ind i det 19. århundrede henlå gadepladsen som en ødemark, gennemhullet af lergrave. Senere blev denne plads dyrket og gennemskåret af skelgrøfter på egnens vis. Noget af pladsen blev også bebygget.
Mange herlige fortællinger om guldfund
Guldhornene har gjort denne gadeplads berømt. I begyndelsen af 1900 – tallet var beboerne overbevist om, at denne plads gemte på store og mærkelige skatte. Der er fortællinger om guld-og sølvfund af meget sjælden art.
Her har en husmand opgravet så store kostbarheder at han kunne købe sig en gård længere nord på. En anden skulle have fyldt sin trillebør med sølvborddækning. Det var et såkaldt ”Sølvtaffel”, som han havde solgt i Holland for en formue.
En natursten blev fundet
Men det mest kostbare ligger endnu gemt i jorden. I den sydligste del af gaden skulle der en gang have stået en vældig sten, høj som en dør, udhulet foroven som en offersten med mærkelige indskrifter.
Den skulle være gledet ned i lergraven. Men hvis den engang dukker frem, vil man kunne finde en bordopdækning, et ”Guldtaffel” og Thors Hammer. Der er da også gjort adskillige forsøg på at finde denne sten. En tidligere sognepræst i Møgeltønder, pastor Prahl har efter sigende anvendt ikke så lidt tid på ”boringsforsøg”.
I efteråret 1906 har man omtrent på det angivende sted fundet en natursten på omkring en meters højde uden noget som helst mærkeligt. Og allerede i 1881-83 skrev pastor Prahl i et tidsskrift, der hed ”Am Urdsbrunnen” om Guldhornene.
Skattejægere har været i gang
Ja selv om natten har skattejægere været på jagt i Gallehus. En landmand på egnen gravede hele sin svinesti op på jagten efter guld. Og en anden mener, at der i Gallehus er mere guld end i resten af Verden.
Der er masser af overleveringer. Mange er uklare og udvisket og som det kan høres i den grad overdrevet. Men kan man i grunden finde de nøjagtige findesteder for guldhornene?
Begge Guldhorn er fundet i den nordlige spids af Gallehus Gadeplads.
Mange nuancer på historierne
Den 27.07.1639 skiltes Kristine Svendsdatter fra sine ledsagere, der gik til Gallehus. Hun var nær ved Hovedvejen før reguleringen og indgravningen. Hun strøg over det første Guldhorn og fandt det på ”øde og slet Jord med nogle små Tuer”.
I december 1907 rejste Greve Schack to mindestene på de angivne findesteder.
Kigger man tilbage i litteraturen er der angivet mange forskellige findesteder. Der er også angivet forskellige historier om, hvordan finderne opførte sig efter fundene af Guldhornene. Mange originale dokumenter i den forbindelse er forsvundet. Og historier fra slægstled til slægtsled har efterhånden skiftet nuancer.
Kristine troede at det var messing
Kristine troede måske, at hendes fund var lavet af messing så hun lod ingen se sit fund, da hun kom hjem til Østerby.
Dagen efter da hun atter var i færd med at rense hornet for bedre at finde ud af, hvilket metal det var lavet af fik hun besøg af to mænd, der mente at hornet havde tilhørt en trompeter. Måske kun det lettest sælges til sådan en.
Pigen mente, at de tog fejl, siden hornet bestod af så mange dele. Da hun med vold og magt havde trukket det op af jorden, var hun kommet til at løsne nogle ringe, der omgav hornets indre. Hun ville tage til Tønder for at få sikker besked om hornets brug og hvilket metal, det var lavet af.
Rygterne løb hurtigt
Ole Worm fortalte at pigen gik fra Østerby over Gallehus til Møgeltønder. Det er en omvej, men måske besøgte hun en slægtning i Gallehus.
Hun gik derfor til Tønder. Samtidig med overlod hun en lille del af hornet til en veninde, der skulle gå til en anden guldsmed. Kristine var bange for, at hun ikke selv ville få sandheden at vide.
Svaret lød, at det var guld. Nu løb rygtet milevidt omkring om den fundne skat. Også lensmanden i Tønder hørte tale om hornet og ville tale med pigen.
Men her halter historien lidt. For Tønder hørte dengang til Hertugen af Gottorp, mens Møgeltønder/Gallehus hørte til Kongeriget – en såkaldt Kongerigsk Enklave, der blev bestyret af lensmanden på Riberhus, Gregers Krabbe.
Der blev gravet på grunden
Kirsten var klar over, at det var et værdifuldt horn som hun havde fundet. Hun bad om en vogn til kongen, så hun selv kunne aflevere fundet. Men i stedet blev hun vejledt til at tage til Ribe og aflevere fundet til den kongelige lensmand. Pigen rejste derfor til Ribe.
Men lensmanden var på embedsrejse. Derfor tog slotsskriveren imod. Han sendte pigen hjem igen og lovede at passe på hornet. Senere kaldte lensmanden pigen til sig. Hun skulle aflægge en beretning om fundet.
To karle blev nu bedt om at grave ved findestedet efter pigens anvisning på vejskellet. Men der findes ikke noget.
Kongens søn brugte drikkehornet
Endelig nåede rygtet om den fundne skat til Christian den Fjerde. Han opholdt sig i Glückstadt. Han sendte en mand afsted for at finde ud af det hele og bringe hornet med sig tilbage. Kort efter modtog kongen så hornet sammen med en beretning om fundet.
Da Prins Christian (den senere konge) godt kunne lide dette horn, skænkede Christian den Fjerde ham dette. Så kunne han bruge dette som bæger til ære for oldtiden og til minde om fundet. Dette kom så til at pryde prinsens skænkebord.
Senere måtte Kirsten så drage til kongen og fortælle om fundet. Hun vendte tilbage til Østerby med en stor hædersgave. Åbenbart er hornet kommet i kongens besiddelse cirka 8 uger efter fundet.
Det var en hovedvej
Johannes Meyer har på sit kort fra 1649 som udkom i Danckwerths ”Landesbeschreibung” in 1652 indtegnet fundet af Guldhornet. Men det angivne sted kan næppe være rigtigt.
Men hornet fandtes på Lindskov – Tønder Vejen. Men hvad var det for en vej? Ja det var den gamle Ribe Landevej. I begyndelsen af 1900-tallet kunne man endnu finde spor af denne vej på Visby Hede. Den gik forbi Gallehus og Lindskov Mølle, hvor den gjorde et brat knæk over Østerby Hede, Visby Hede og Aspe for at nå Bredevad.
På den måde undgik man den brede og uvejsomme Sølsted Mose, som man først med en nyere vejbyggekunst formåede at komme over. Men man skal vel også lige have med, at Kongeriget Danmark i over 70 år forhandlede med Hertugdømmet Slesvig-Holsten om en ny Tønder – Ribe vej. Først i 1860 – 62 blev denne færdigbygget. Men dele af strækningen kunne dog tages i anvendelse lidt før. Således kunne man allerede i 1804 – 05 køre i direkte linje fra Tønder til Abild.
I øvrigt er en del af den nuværende Tønder – Ribe vej bygget af resterne af det nedrevne Tønderhus.
Manglende afgrænsning på vejen
Jo den gamle forbindelse gennem Gallehus var den gamle Oldtidsvej De spor man endnu i begyndelsen af 1900 – tallet kunne ses var op til 35 meter brede med indtil 17 spor. Der var spordybder helt ned på 50 cm. Først 1794 – 96 ved en fornyet udskiftning af Gallehus Gadejord lod greven på Schackenborg vejen afpæle og regulere.
Dengang da guldhornene blev fundet var vejen ikke afpælet.
Da Erik Larsen fandt det andet Guldhorn
I juni 1734 blev der igen indsendt en beretning om et fund i Gallehus. Men dette dokument findes ikke mere. Det er antagelig brændt i 1794. Men der findes en brevveksling i Schackenborg Arkivet.
Onsdag den 21. april henimod aften i 1734 gik den fattige kådner eller husmand Erik Lassen, der boede på et halvt fæste i den nordlige del af Gallehus By ud for at grave ler på et jordstykke, der i mange år havde ligget øde hen, men af ham var blevet inddraget til dyrkning.
Han gik omtrent 23 skridt lige mod øst fra sit hus, stak spaden i jorden og fandt et stykke nede et horn. Den lå på siden med den brede åbning imod nord. Det nye findested lå ti skridt sydøst for det gamle fra 1639. Da han havde fundet hornet, ilede han straks hjem viste sin kone det og råbte glad:
Man mødte op hos greven
Hans halvvoksne datter tørrede det foreløbigt af. Naboer og bekendte strømmede til for at beundre skatten. Endnu samme aften ilede han til Tønder for lade en guldsmed bedømme metallet.
Denne erklærede det for guld. Næste morgen, skærtorsdag mødte både husmand og guldsmed på Schackenborg for at aflevere hornet til greven, der som grundejer var den rette ejermand.
Greven afleverede hornet til kongen
Grev Schack besluttede dog at overgive hornet til offentlig opbevaring. Den 3. maj overrakte han det personlig til Christian den Sjette i Flensborg. Denne bevilligede 200 Rigsdaler til Erik Larsen, at denne sendte et takkebrev til kongen. Men desværre døde han kort tid efter kun 56 år gammel.
Hvor var resterne?
Den nederste og snævre del af hornet var der ikke. Denne mangel vakte stor opmærksomhed såvel på Schackenborg som i København. Kongen overdrog i 1734 kammerråd Paulli, arkivar i rentekammeret, at udgive en beskrivelse og afbildning af hornet, skrev denne til godsinspektør C. Lehmann på Schackenborg for at få sagen nærmere oplyst.
Guldhornene tillægges ukendte religiøse forestillinger. De er fundet ved en oldtidsvej. Men fandtes denne vej også i folkevandringstiden?
Blev spidsen senere fundet?
Men lad os lige blive ved fundet i 1734. Der gik rygter i Gallehus om, at den spids der manglede senere, blev fundet på den nordlige side af Lindskov – Tønder vejen ved en kro omtrent 160 alen fra det egentlige findested imod nordvest.
Var det muligt at en plov eller en harve kunne have ødelagt guldhornet og flyttet det? Men har det egentlig noget på sig – denne historie?
Et tredje fund i 1795 – 1796
Omtrent omkring 1800 – tallet havde en husmand ved navn Niels Christian Jensen Stind sammen med sin søn Jens pløjet en mark nord for Tønder ved den omtalte kro. Man fandt et stort stykke guld forsynet med ringe og forsiringer. Christian Stind solgte en af disse ringe og fik 6 sølvspiseskeer for den.
Men resten blev mærkværdigvis liggende. Først langt senere solgte sønnen de øvrige dele til en kromand og kræmmer i nabolaget.
Der findes en beretning om dette fund som stiller det hele i et andet lys. I 1855 udgav C.C. Rafn en beskrivelse af ”de tvende ved Gallehus fundne Guldhorn”. Og dette blev beskrevet i ”Annaler for nordisk Oldkyndighed”.
Også Pastor H.C. Sonne fra Møgeltønder beskriver dette fund:
Efter Sonnes beretning skulle fundet være sket i 1795 eller 1796. Intet tyder på at dette fund kan have været en del af guldhornet fra 1734.
I 1735 var man i tvivl om findestedet
Efter grev Schacks opgivelse lå findestederne på de to guldhorn ti skridt fra hinanden, Efter Paulli’ s opgivelse var det tre et halvt skridt fra hinanden. Disse afvigelser kunne tyde på, at man i 1735 ikke var helt sikker på, hvor findestedet egentlig var.
Erik Larsen havde 23 skridt til findestedet
Fra sit hus havde Erik Larsen 23 skridt lige øst hen til findepladsen og 25 skridt til findestedet fra 1639, der lå på eller op ad den gamle vejkant i selve vejskellet mellem Gallehus Nørregade og Lindskov – Tønder vejen.
Ved skridt forstås på egnen fra gammel tid dobbelttrin eller favne, idet der kun tælles for hvert anden fodslag. Omsat i mål svarede det til at guldhornet fra 1734 fandtes ca. 69 alen lige øst for Erik Larsens hus. Jamen så kunne man vel let bestemme findestedet?
Hvor lå Erik Larsens hus?
Erik Larsen fæstede sit halve kåd i 1715. Det blev fornyet i 1721. Han døde i midten af august 1734, ikke engang 4 måneder efter fundet. Hans enke sad på stedet til 1747 og efterfulgtes af en vis Jep Hansen. Senere blev huset overtaget af Jens Nielsen Kromand. Det skete i 1750 og 1753. Han fik tillige frihed til at holde kro. Og fra hans tid er krohold knyttet til ejendommen. Jens Nielsen sad på stedet til 1781.
Påskelørdag 1832 brændte den gamle kro. Kroen blev lagt hen på en matrikel ved Abildvejen, hvor den endnu fandtes i begyndelsen af 1900 – tallet.
Under branden reddede kromandens 11 – årige søn et lille barn ud af luerne. Denne modtog en belønning af regeringen. Denne person levede endnu i begyndelsen af 1900 – tallet som 86-årig i Gallehus. Det nedbrændte hus kunne han tydelig huske.
Det var et 12 fags hus a 3 alen. Stuehuset med korshus lå mod syd, derefter fulgte stalden, laden eller porthuset umiddelbart til toftens nordgrænse.
Navnet ”Rosengård” dukker op
På grund af disse oplysninger burde man så kunne finde det helt nøjagtige findested. Og det er så slet ikke i overensstemmelse med de nu angivende findesteder. Men det vil nok være forkert at komme med nye antagelser.
Man har også i litteraturen forsøgt at knytte vidtløftige formodninger til egnens topografi. Således er navnet Rosengård blevet knyttet til stedet. I oldtiden skulle der have været et ”Gjaldrehus”, deraf har byen fået sit navn.
Men Gallehus var ikke en oldtidsby lige som Møgeltønder og Østerby.
Andre mener så at navnet Rosengård skulle have haft tilknytning til borgen eller slottet Møgeltønderhus. Andre knytter stedet til Tønderhus.
Gallehus kommer af Galge
Og så er det dem, der knytter navnet til Galge, fordi byen er opståen ved sådan en. Da Møgeltønder 1361 blev et eget birk under biskoppen i Ribe, fik byen også sit eget rettersted eller sin egen galge. Dengang blev disse rejst på et øde sted men ofte et sted, hvor de virkede som skræk og advarsel ved ”Adelvejene”.
Møgeltønder Galge lå et par hundrede meter nord for Lindskov – Tønder vejen, umiddelbart øst for ”Galgehuse” på heden. De sidste rester af galgepælene blev opgravet i sommeren 1904. I lang tid blev markerne omkring den kaldt for ”Galgeagrene”. Den bæk eller strøm, der løb forbi den, og hvor Kristine Svendsdatter i 1639 afvaskede Guldhornet, kaldes Galgestrømmen. Vejen fra Møgeltønder til Retterstedet blev i lang tid kaldt Galgevejen.
I 1537 fremkom navne som Galligehusen, senere Galliehuse eller Gallehuse.
Johannes Meyer havde tegnet et kort
Men hvorfra kommer så Rosengård? 4-500 meter syd for Gallehus lå en ejendom, der hed Rosengård. Det havde dog ikke nogen historisk værdi. Men hvordan kan en mand som Paulli så have fundet navnet.
Navnet findes på et ældgammelt kort over det gamle Nordfrisland fra 1240, et kort som Johannes Meyer senere gengav. Her blev Gjerup til Gerdrum. Abild blev til Abildholt, Lindskov blev til Lindholdt. Og der hvor Gallehus skulle have ligget er betgnelse blevet til Rosingsgarde. I fri dansk gengivelse ”Rosengaarde. Hvorfra Johannes Meyer har navnet er ikke let at sige.
To gamle gårde ved Rosinfelt
Formodentlig har det i den nordvestligste del af Tønder Landsogn i nærheden af gården Rosinfelt ved Tved liget en Rosingård. Er det mon dette navn, der er indgået i Guldhorns-litteraturen i forvansket form.
Og før at gøre forvirringen endnu større, så har man fundet ud af, at en stor gård ved Rosinfelt nedbrændte her for 1.600 år siden. Og det er i bronzealderen. En anden gård har man også fundet lidt længere væk. Den er 800 – 1.000 år yngre. I forbindelse med fundene er der fundet mindst en jernudvindingsovn.
Mystikken om Gallehus vil bestå
Gallehus to gårde blev efter 1664 nedlagt af General Hans Schack.
Det mærkelige er, at historikerne i tidens løb slet ikke har taget med i deres betragtninger, at Vadehavet havde et helt andet kystforløb. Således er der inde i Møgeltønder by fundet rester af en havn.
Men mystikken om Gallehus vil bestå. Vi er ikke kommet opklaringen nærmere. Måske har vi bidraget til at forvirringen er blevet endnu større. Og måske ligger der mere guld i Gallehus jord?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.562 artikler:
Under Tønder (262 artikler) finder du:
Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:
Under København (176 artikler) finder du: