Artikler
Juli 14, 2020
Kastellet – endnu mere (2)
På Kastellet er der mange stokke. Mange prominente boede her. Kastellet henlå i lange tider i mørke. De gamle møller. Den uheldige ”Opstigning”. Kongen ville have bygget et slot. Drikkevand fra Kastels-graven. Her løb ”de fine” på skøjter. Hemmelige stævnemøder. Dagens ret: Flæskeæggekage. Der skulle pudses og pudses. En pibe på afbetaling.
På Kastellet var mange ”Stokke”
Vi har været her før. Men det er så meget at fortælle om dette skønne sted. Hovedindgangen er den imponerende Sjællandsport. På landsiden findes en buste af Frederik den tredje og årstallet 1663. På begge sider af porten strækker Kastels-volden sig.
På Kastellets modsatte side, findes den anden indgang som kaldes Norgesporten.
Ja på Frederik den Tredjes tid blev byens porte låst kl. 10 (22) om aftenen og nøglerne blev afleveret hos kongen. Om morgenen blev nøglerne så igen hentet.
Inde på Kastellet var der lave ens udseende huse, der tjente som boliger for befalingsmænd og menige. Kastellets gader benævnes ”Stokke”. De er navne som Artilleristok, Fortunstok, Generalstok, Stjernestok, Elefantstok og Svanestok.
Mange prominente boede her
Midt i Kastellet ligger den kønne kommandantbolig. Den er fra Frederik den Fjerdes tid. Som tegn på, at her regerede en højtstående officer, er der altid to røde Skilderhuse med tilhørende skildvagter foran indgangen.
Blandt dem, der har boet her, var general H.E. Peyman, der var øverstkommanderende i 1807. men han flyttede senere hovedkvarter til Hotel d’ Angleterre på Kongens Nytorv. En anden general, der ligeledes har boet her, var Cay Hegemann – Lindencrone. Det var ham, der i 1864 i Krigsrådet om Dannevirkes rømning satte sig stærkt imod dette, hvis man ikke i forvejen gjorde udfald mod fjenden.
Kastellet henlå i mørke
Indtil 1847 havde København en statelig hovedvagt på Kongens Nytorv. På grund af byggeforetagender blev den fjernet og en ny blev opført i Kastellet. Men den blev ikke så imponerende som den gamle.
Den ny vagtparade i Kastellet blev kun en svag afglans af den gamle. Hver anden dag gik man fra Sølvgadens Kaserne. De soldater, der gik der, hvor måske heller ikke så glade.
De vidste at hele Kastellet om aftenen og natten henlå i tusmørke. Belysningen herude var nemlig stadig de gamle tranlamper, som for længst var kasseret i hovedstaden. Denne fik almindelig gasbelysning i 1857. Det skete først for Kastellet den 9. december 1882.
De gamle møller
Den gamle vejrmølle blev opført 1847 med Christian den Ottendes navnetræk. Møllen er en hollandsk vejrmølle. Men det er ikke den første mølle på Kastellet. Der har været to stubmøller og den sidste af de to blev opført ca. 1785. Den 26. januar lagde den sig til hvile med knækket akse og brudte vinger under en forrygende storm.
Det militære brødbageri ved siden af paradepladsen havde også sin egen mølle. Senere blev bageriet igen taget i brug, da soldaterne fik forplejning.
Den uheldige ”opstigning”
I januar 1805 kunne man være vidne til en af de største fiaskoer på Luftballons-området eller som det blev kaldt dengang Luftmaskiner. Kronprins Frederik (Frederik den Sjette) havde støttet foretagendet med et pengebidrag.
En meget stor menneskemængde havde taget opstilling på Kastellets paradeplads, deriblandt kronprinsen og hans søster hertuginde Louise Augusta af Augustenborg. Der blev tændt under spritapparatet, som skulle opvarme luften inde i ballonen og bringe den til at stige, men forgæves. Ballonen ville ikke stige. Den slog nogle mærkelige kolbøtter for så til sidst at falde sammen som en klud.
Tilskuerne blev vilde og ville overfalde Kierstrup, som var ballonføreren. Kronprinsen havde travlt med at tilvejebringe orden og ro i den vilde trængsel. Og uha, uha hertuginden blev trådt over foden. Således endte den mislykkede ballonopstigning fra Kastellet. Det blev ikke senere gjort forsøg at lade balloner gå til vejrs herfra. Men det gjorde det ikke langt derfra i Classens have.
Kongen ville have bygget et slot
Anlægget af Københavns Frihavn bevirkede at Kastellet blev stærkt beskåret, idet en meget bred vej med jernbanespor og kørebane blev anlagt fra Toldboden langs hovedvagten og Kommandantbygningens have, hvorved volden mod Langelinie – siden blev adskilt fra Kastellet.
Efter at Frederik den Tredje havde anlagt Kastellet påtænkte han også at opføre et slot med tilhørende kirke. Der kunne han så trække sig tilbage hvis der skulle opstå større uoverensstemmelser mellem ham og befolkningen. I hovedstaden var man meget misfornøjet med ham. Han havde ikke indfriet de løfter, han havde givet til København som tak for hjælpen til indførelsen af hans større magt.
Planen blev dog aldrig til virkelighed. Undtagelsen er Kastels kirken, der i 1704 blev opført af hans sønnesøn Frederik den Fjerde. Ja dens egentlige navn er Citadellet Frederikshavns Slotskirke.
Drikkevand af Kastels-graven
Bag kirken ligger Statsfængslet. Herfra kunne fangerne følge med i gudstjenesten. En af de præster, der her residerede, var den højt begavede professor Johannes Kok, der i 1864 blev fordrevet fra sit hidtidige sognekald i den sønderjyske by, Burkal.
Kastellet fik deres egen vandledning. Tidligere var man henvist til dettes usunde brøndvand samt til vandet i Kastels-graven. Men denne tjente også til nødtørftsanstalt for soldaterne og for vask af deres tøj, dels til drukning af hunde. Det var ikke så underligt, at der ret hyppigt opstod sygdomme blandt soldaterne.
Her løb de fine på skøjter
Om vinteren var det et meget eksklusivt publikum, der løb på skøjter i Kastels-graven. Man sagde, at her løb ”Vaniljeisen”. I tidligere tider var der ingen fri adgang hverken til Smedelinjen eller til Kastels-volden. Men man kunne købe adgangstegn gældende til dem begge hos Kastellets Kommandantskab.
Hemmelige stævnemøder
For at inden skulle passere uden adgangstegn slap ind på Smedelinjen uden tegn, var der ved indgangen fra Sjællands Ravelin og ved Norges Ravelin passeret Skildvagter. Jævnligt blev der sendt en patrulje på to mand fra hovedvagten. Havde man ikke adgangstegn blev man slæbt med til vagtkommandanten til forhør.
Her blev der også holdt stævnemøder for dem, der ikke turde træffe hinanden inde på byens befærdede gader. På visse tider af dagen var det ret mennesketomt herinde. Man traf barnepiger eller ammer med tilbehør af barnevogne og børn, som oftest ledsaget af en opvartende kavaler i ”Kongens Klæder”. Dengang var ”Pigernes Jens” overordentlig populær blandt pigerne. Jo, der var meget romantik på Smedelinjen.
Dagens ret: Flæskeæggekage
Det var Københavnerbataljonen 15. bataljon, der satte sit præg på Kastellet dengang. men soldaterforholdene var anderledes dengang. En rekrut fik den fyrstelige løn af 55 øre om dagen samt 4 kg. Rugbrød en gang om ugen. Men så skulle man også selv holde sig med øvrig kost og pudserekvisitter.
Der var ganske vist noget, der hed ”tvungen spisning”, der i reglen varede 10 dage. Her blev der så fradraget 22 øre. Men så blev der også leveret 2 retter varm mad.
Man kunne få noget der hed ”Flæskeæggekage”, hvor æggekagen var et ubestemmeligt viskelæderagtigt noget, mens flæsket var en stor fedtklump, der lå og bævrede som et espeløv oven på æggekagen.
Der skulle pudses og pudses
En af de bygninger, der var mindst elsket af soldaterne var ”Gamle Eksercerhus”, hvor den ikke helt yndede bajonetfægtning foregik. Eksercerhuset hed i soldatersproget ”Loppeteatret”. Det var nu ikke fordi det var befængt med lopper, men fordi soldaterne her ”blev loppet op”, ”fik dem en omgang for Lopper”, det vil sige blev rigtig gennemarbejdede af underofficererne.
Her sad de stakkels soldater så og pudsede deres forladegeværer. Det skete i de store samlingsstuer. Uniformernes hvide knapper skulle i den grad skinne. De var i arbejde fra tidlig morgen.
En pibe på afbetaling
I ældre tid røg soldaterne ikke mange cigarer og cigaretter var dengang ukendt. Man røg dog den halvlange pibe med gummislange og porcelænshoved.
Soldaten købte sin pibe på afbetaling, men fik dog ikke piben udleveret før den var helt betalt. Han fik dog lov til at komme dagligt hos pibehandleren, der ikke boede så langt fra Kastellet og komme at ryge.
Det var ikke et usædvanligt syn, at man i den tid så ikke så få soldater sidde i tobaksbutikken og ryge pibe. Og for den soldat, der ikke var hjemmehørende i København eller havde slægt og venner her, var den butik og marketenderiet den eneste form for erstatning for hjemmet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.602 artikler, herunder 88 artikler fra Østerbro herunder bl.a.:
Juli 13, 2020
Krigergraven på Garnisons kirkegård
Et trist syn i 1864, da den ene båre efter den anden blev båret gennem København. På Garnisons Kirkegården lå gravene hulter til bulter med et trækors og ”faldet for Fædrelandet”. Man skulle nø sig gennem ”Indianerstier”. Det var ukrudt og atter ukrudt. Graver klagede over tilstanden. Billedskærer Henrik Julius Møen samlede ind og optrådte som ”Skøjteløber-konge” i Kastels-graven. Efter 20 år blev gravene sløjfet. Der skulle være plads til nye slægter. Man lavede en fællesgrav. Der skulle være 125 grave, men der var 225. Monumentet var mere velment end vellykket, sagde et tidsskrift. Flagstang fulgte med. Det var en stemningsfuld ceremoni. Men var det en skrivefejl, at det nu var 226 grave samlet på et sted.
Et trist syn
Det var en dag i krigsåret 1864, da borgerne i bl.a. Dronningens Tværgade kunne se et langt følge bestående af bårer, hvorpå der lå mennesker. Det kom i retning fra Bredgade til Kronprinsessegade. Folk stod stille på gaden, da det drog forbi.
Det var en transport af hårdt sårede soldater, der var kommet med skib fra det overfyldte lazaret i Slesvig for nu at blive transporteret til Garnisons-sygehuset og de andre lazaretter, der blev oprettet i København.
Faldet for Fædrelandet
Indtil midt 1880’erne dannede et stykke af Garnisons Kirkegård imellem et kaotisk virvar af almindelige grave en fællesgrav for de faldende fra 1864. Næsten alle havde samme tarvelige prydelse, et trækors med en oval plade. Her stod afdødes navn og ”Faldet for Fædrelandet”.
Særlig om sommeren var her en næsten uigennemtrængelig labyrint af hængepile, opløbne rosenbuske, syrener, tjørne m.m. Ukrudtet bredte sig frodigt i hække ved gravstederne. Dette udviskede fuldstændig konjekturerne.
”Indianerstier”
Gravene lå i uregelmæssige linjer uden mellemliggende gange. ”Indianerstier” slyngede sig igennem den tætte vegetation. En gang om året – som regel i maj måned kom der hjælp fra en militær kommando. Det hele blev ryddet. Men i løbet af sommeren voksede det hele ud i den gamle tilstand.
Graver klager over tilstanden
I oktober 1882 gjorde graver S. Beckmann rede for denne årlige oprydning. Han forklarede, at en underofficer og 12 menige i et tidsrum af 8 – 12 dage rensede og istandsatte gravstederne på ”Frijords-kirkegården”.
I november 1883 gentager graveren i en skrivelse til kirkeinspektionen sin klage over ”Frikirkegårdens lidet anstændige Udseende”.
Billedskærer Henrik Julius Møen
En person, der uegennyttig havde forsøgt at gøre noget ved disse grave var billedskærer Henrik Julius Møen. Han var død i 1881. Men han havde forsøgt at vedligeholde gravene. Han forsøgte bl.a. at vedligeholde trækorsene.
Der findes ikke noget officielt om denne person. Men han skulle åbenbart have været en tusindkunstner. Allerede som 12- årig spillede han til baller og gilder. Som 17 – årig var han sanglærer på en større skole.
Som billedskærer i marinen skar han galionsfigurer til flådens skibe. Han bosatte sig på Kastelvejen nr. 14. Det kaldte man for ”Møens Minde”.
Optrådte som ”skøjteløber – konge” i Kastels-graven”
I en alder af 70 år optrådte han som skøjteløber-konge i Kastels-graven. Målet var at samle ind til krigsveteraner. Han havde også ladet en kikkert opstille på Langelinie, så man kunne kigge i den ud på Øresund. Det skulle man betale for og pengene gik til gravene på kirkegården.
Da Møen døde som 78 – årig var han Dannebrogsmand. I 1868 var han blevet æresmedlem i Våbenbrødre-selskabet.
Ved hans begravelse var masser af veteraner mødt frem. De hyldede ham med deres banner og flag. Og det var ikke på Garnisons-kirkegården han blev stedt til hvile men på Holmens Kirkegård.
Gravene skulle ryddes
Ved udgangen af 1884 var de 20 år gået for gravene på Garnisons-kirkegården. Nu skulle de ryddes for at give plads tin nye slægter. Men kirkeinspektionen havde i tide besluttet at de jordiske rester skulle indsamles og henlægges i en fællesgrav. Til dette arbejde havde man brug for en kommando bestående af en underofficer og 12 mand samt et par underkorporaler fra Ingeniørtropperne.
Ingeniørtropperne havde dengang øvelsesterræn i det gamle ”Glacis”. Det er hvor nu Østbanegade og Christianiagade strækker sig.
Arbejdet blev påbegyndt den 11. juni og var tilendebragt den 15. juli. Kirkegårdsbetjenten havde angivet, at det drejede sig om 125 grave, men det viste sig at være 225. Protokollen var mangelfuld udfyldt.
Fællesgraven foran kapellet
Senere viste det sig, at der det pågældende år i 1864 var begravet 256 militære personer. Men bliver disse tal analyseret, så var det vel kun 225 fra krigen i 1864.
Af disse var 12 underofficerer, 10 underkorporaler og 202 menige.
Fællesgraven fik sin plads foran kapellet. Våbenbrødrene rejste en granitobelisk. Man havde udgravet en firkant på 6 gange 6 alen og en dybde på 4 alen. Under garveriet stødte man på 6 kister.
Man kunne se, at der vare fortaget amputationer
På flere af skeletterne sås tydeligt at der var foretaget amputationer. Kun tre var blevet begravet delvis i uniform. De er formentlig døde under transporten til København. Den første af disse lå i halm i modsætning til alle de andre, der lå i spåner.
Kirkegårdens bestyrelse havde fremskaffet nogle store kurve som man kunne transportere benene i. Da det hele var færdigt, holdt de tre øverste officerer en lille andagt på kirkegården.
Et mere velment end vellykket monument
Længe lå det hele efterladt. Men den 28. november 1886 kunne man i Illustreret Tidende se en afbildning af monumentet. Bladet skrev:
Det var to fædrelandskærlige mænd, der på egen bekostning havde ladet såvel monumentet som gitteret omkring det rejse. Monumentet blev opsat af sten – og billedhugger Hans Henrik Hansen. Den bestod af en ret stor stendysse på hvis forside der var anbragt en stor poleret marmorsten. Foroven på denne sås et sværd samt en ege – og laurbærgren og med følgende indskrift:
Ved foden disse smukke linjer af Carl Ploug:
Men segned under Dannebrog,
Og Ære gror af deres Grav
Som alt for Fædrelandet gav
Flagstængerne fulgte med
Desuden lod Hr. Hansen skabe to små firkantede huller ved gravens sider til anbringelse ved højtidelige lejligheder af to flagstænger, som han ligeledes skænkede.
Jerngelænderet var opsat af premierløjtnant ved det borgerlige artilleri, stenhugger Carl Scheller.
En stemningsfyldt ceremoni
Afsløringen foregik i nærværelse af kongen, prinserne Vilhelm og Hans og en talrig forsamling af officerer og forsvarsbrødre.
Sognepræst ved Garnisons Kirke, pastor Schousbo holdt mindetalen over de faldne krigere. Efter en tak også til dem, der havde ladet monumentet rejse, foregik afsløringen.
Præsten bad en bøn for kongen, fædrelandet og hæren. En salme afsluttede den stemningsfyldte begivenhed.
Var det en skrivefejl?
Hvorledes der pludselig fremkom 226 vides ikke. Måske er det et fejlskrift. Fællesgraven kan ikke mere findes på Garnisons Kirkegård. Men der findes talrige andre grave og monumenter fra 1864 på overnævnte kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.601 artikler herunder 87 artikler fra Østerbro herunder:
Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 35 artikler.
Juli 12, 2020
Omkring Grøngård (4)
Et herligt sted – Lydersholm – dengang. Vejen krydser fem åer. Grøngård fik først elektricitet i 1934. Utallige sandstorme. Masser af storke og vand. Alle deltog i begravelserne. De tysksindede ville have egen skole. Store krav til datidens lærer. Der foregik en masse på skolen. De fleste gårdejere var tysksindede. En blanding af sprog. Danmarks mindste forsamlingshus. Kongeligt besøg og radiotransmission. Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb. Heimwehr var ikke særlig populær. Lærer Leick modtog trusselsbreve. Hjemmetyskere 9. april 1940: Det har danskerne godt af. 350 arbejdere skulle grave tankgrav fra Jejsing til Tønder. Skolebørn angrebet af tre engelske jagerfly. Nyt forsamlingshus i 1952. I arresten i Flensborg. Ikke det samme i dag som dengang.
Et herligt sted
Vi har allerede skrevet tre artikler om dette herlige sted. Men nu må vi også lige hellere få lidt mere af omgivelserne med og føre begivenhederne lidt længere op i historien. Ja sidst ”Den Gamle Redaktør” var på dette sted var i hans drenge – og ungdomsår. Da kørte vi rundt på udborede knallerter. Sig det ikke til nogen. Vi har før hørt om folk, der blev straffet med tilbagevirkende kraft.
Vejen krydsede fem åer
Dengang for mange år siden var området meget vandrig. Vejen til grænsen ved den tidligere Bejers Kro er knap fire kilometer lang. Vejen krydser hele fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og til sidst Skelbækken, der danner grænsen.
Fra Jejsing Banke er der en strålende udsigt mod syd. Bag Grøngård, ses skove ved Vestre i Sydslesvig. Elhøj, Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.
Grøngård ligger 10 km øst for Tønder og to kilometer fra grænsen.
Grøngård fik vores elektricitet i 1934
Først i 1934 fik gården elektricitet.
Inden da var det koldt og mørkt med uhygge alle vegne. Tapeterne var falmede og i stykker. Vandet til husholdningen skulle hentes i bryggerset fra en pumpe til et rør slået ned i jorden. Det var ikke særlig godt vand og sikkert ikke sundt.
I foråret 1929 blev der foretaget en boring udenfor, 15 meter ned i jorden. Vandet var bedre, men dog meget jernholdigt.
Utallige sandstorme
Det var dengang med store sandmarker omkring gården. Sand og støv trængte ind overalt, når de stærke forårsstorme satte ind. Ja selv karlene var sorte i hovedet. Luften var tyk. Selv Lille Grøngård, 500 meter væk kunne ikke ses i sådan et vejr.
Tilsåede marker måtte ofte sås om, både roemarker og kornmarker.
Grænsebyen Lydersholm ligger lige i nærheden. Om sommeren var denne by omgivet af blomstrende enge. I vintertiden inden afvandingen var Byen omgivet af vand.
Når det var frost, så blev det en fin skøjtebane. Så kunne man skøjte helt fra Rens forbi Lydersholm til Tønder. ”Den Gamle Redaktør”’ s far påstod dengang, at han løb fra Tønder til Nibøl på skøjter.
Masser af vand
Grønåen gik ofte over sine bredder, fordi vandet blev presset fra øst mod vest. Vidåen ved Tønder kunne slet ikke tage vandet. I en regnfuld sommer kunne det også være svært at bjerge både hø og korn. Høststakkerne svømmede væk, ud i Vidåen, ud i havet.
Landevejen mod Tønder var næsten altid oversvømmet. Gården Hestholm, som vi tidligere har skrevet om lå på et værft. Her havde folkene altid en båd liggende. Så kunne de sejle de 400 meter over til landevejen.
Efter afvandingen kunne man på Grøngård jævne et utal af kanaler og grøfter. Men man kunne nu ikke sig helt fri for oversvømmelser. Den 7. – 8. november 1954 var mange tønder land under blankt vand helt fra Nolde. 50 vilde svaner, gæs og ænder svømmede på marken i lang tid.
Masser af storke
På Grøngård havde man ofte over 300 læs hø, ja til tider 400 – 500 læs hø. Alle hjalp med. Man så frem til høstgildet.
Ja og her kom storken selvfølgelig også. I september samledes der ofte store flokke af storke i området 20 – 30 stykker. Men de tider er forbi.
I sommeren 1938 hærgede den modbydelige syge på egnen – Mund- og Klovsyge. Når man cyklede til Tønder, så man alle steder – Adgang Forbudt – Politiet.
Alle deltog i begravelserne
Den tyske sognepræst i Burkal hed pastor Schwartz kom ofte forbi. Og fra 1935 var det også en dansk præst. Han hed N.P. Nielsen. Han boede i Højer. (Læs artiklen: Den sure Præst fra Højer – Ja det var ikke N.P. Nielsen men ham, han skulle afløse Pastor Braren)
Når nogen var død og skulle begraves i Lydersholm og Grøngård gik en bedemand rundt til hvert eneste hjem. Det var ofte smed Jacob Mathiesen (æ gammel smej). Han var iført diplomat og høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord på Saksborg Kro, lige ved kirken.
Pastor Schwartz følte sig ganske bogstavelig som sjælesørger for hele sit udstrakte Burkal sogn, der strækker sig 16 – 17 km langs grænsen fra det yderste Store Jyndevad til Holmgård og Vindtved i vest.
De tysksindede ville have deres egen skole
I Lydersholm skole hang der ved ”Genforeningen” 1920 to store billeder af kejser Wilhelm og et af Luther. I 1920 fik skolen et nyt stort uindrammet billede af kong Christian den Tiende. Formanden for skolekommissionen var meget sparsommelig. Han mente nok at man kunne bruge rammen om kejserens billede.
Indtil 1929 var der i Lydersholm skoledistrikt fælles skolegang for alle børnene i den danske kommuneskole. Her blev der givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. De daværende 8 tysksindede familier havde hidtil været tilfredse med de 10 tyske timer.
Nu kunne de ikke mere nøjes med dette. De ville have deres egen skole. Og den blev opført i sommeren 1929. Men det kneb med at nå de 10 elever året rundt. Det var forudsætningen for statstilskud. I henhold til den danske skolelov.
Store krav til datidens lærer
Den danske skole havde en berømt og afholdt lærer, nemlig Willy Leick. I en landsbys liv er landsbyskolen den kulturelle faktor. Skolebygningen blev købt i 1821. Det var gården Petersholm, der blev indrettet til skole. I 1883 blev den bygget om af en bygmester fra Sæd. Senere blev den udvidet, så der var plads til 40 børn. Men efterhånden voksede tallet til 50.
Lærer Leick kom til Lydersholm Skole i 1920. Der stilles store krav til en lærer med flere årgange i samme klasse. Leick gik meget op i hjemstavnsundervisning.
Han fortæller selv, at han følte sig sat 50 år tilbage. I det første halve år spiste han skiftevis to dage ad gangen i forskellige hjem. På den måde lærte han befolkningen ret godt at kende. Det var dengang 13 tysksindede familier og 5 dansksindede familier. Smedjen og de tre største landejendomme stod tomme. De var i spekulationsøjemed opkøbt af en østprøjsisk godsejer.
Børnene måtte cykle 10 kilometer efter lønnen
Skolestuen var kun på 5 x 6.5 meter. Børnene sad ved tre-mands borde. Katederet stod på en forhøjning. Om søndagen fungerede den som prædikestol.
1931 blev der bygget en ny forskole, der begyndte med 26 børn. Her blev de tre første årgange undervist. Her regerede frk. Holst i mange år. Hun kunne uddele lussinger og var måske lidt gammeldags.
Hver måned foregik lønudbetalingen kontant fra Burkal Kommunekontor. Så måtte en af børnene afsted på cykel efter fars løn.
Der foregik meget på skolen
På skolen hentede beboerne deres sygekasseseddel, når de skulle til læge. Om søndagen omdannedes skolestuen til kirkerum, hvor sognepræsten i Burkal kirke afholdt gudstjeneste. Skolestuen fungerede også som valglokale. Ja her foregik også det lokale bogudlån. Her blev afholdt juletræsfester og dilletant.
Jo hver måned kom lærer Hummeluhre fra Rens med en ny samling bøger, og tog de gamle med.
Det var dengang sognepræsten hed Einar Høgel. Han kom altid en halv time før og iklædte sig præstekjolen. Der var dog sjældent mere end 2-3 kirkegængere.
De fleste gårdejere var tysksindede
Dengang i 1928 var beboerne på de fleste gårde i Lydersholm tysksindede. Der var mange gendarmboliger med små haver omkring. Straks i 1920 bosattes der ikke mindre end. Over 40 gendarmer i Lydersholm. Til disse blev der bygget træbarakker.
På gendarmstierne
20 grænsegendarmer bevogtede dengang efter tur, grænsen på strækningen fra Vindtved til Flyvsholm. Gendarmstierne var ofte henlagt over privat jord. Med en passende afstand var der et læskur, hvor de kunne lune sig ved en lille kakkelovn om vinteren. Schæferhunden, som blev fodret derhjemme med kalluner (komaver) fra slagteriet, var næsten altid med på turen.
En blanding af sprog
Tyske og danske kunne i de første 10 år efter ”genforeningen” leve fredeligt mellem hinanden og komme sammen. De allerfleste talte dansk eller sønderjysk, også hjemmetyskerne. Nogle gange kunne det komme til at lyde lidt sjovt. Således sagde lederen af den tyske ringridning i Saksborg:
Danmarks mindste forsamlingshus
Efterhånden blev det mindre hyppigt at danske og tyske kom sammen. Til begravelser fortsatte man med at komme sammen. Men når det gjaldt folkelige møder, samledes dansksindede og tysksindede hver for sig.
”Selskabelig Forening” blev stiftet 28. oktober 1925 med 40 medlemmer i Lydersholm Skole. Formand blev Lærer Leick.
Man besluttede i 1928 at købe en barak af Grænsegendarmeriet. Den stod ved vejen fra Lydersholm til Bejers kro. Den skulle koste 600 kr. Sprogforeningen gav et tilskud på 500 kr. Barakken blev gjort tre meter længere og skillevæggene blev taget ned. Lydersholm Forsamlingshus blev indviet den 16. december 1928 med overgendarm Frandsen som formand. Der var ualmindelig stor tilslutning både fra Lydersholm, Jejsing og Rens.
I Danmarks mindste forsamlingshus lavede alle med i det nationale og kulturelle liv. Der var masser af fester. Gendarmerne dannede deres eget hornorkester. Her var også skyttefester.
Kongeligt besøg i forsamlingshuset
Den 1. juni 1934 besøgte Christian den Tiende Lydersholm Forsamlingshus. Børnene på den danske skole havde fået fri og hilste også på den kongelige familie.
Ole Kühnel fra Statsradiofonien i København kom med en transmissionsvogn og berettede fra det lille forsamlingshus. Og rejsebiografen kom til byen en gang om måneden med hele det mobile viserudstyr. Der var både danske og udenlandske film.
Masser af aktiviteter
Man kunne på egnen mærke en stigende tilslutning til nazismen. Selv bageren i Bylderup Bov var en meget ivrig ”dansk nazist”.
Danske Samfund blev oprettet i 32 sogne. Og i Burkal Sogn skete det den 28. oktober 1933 på Rens Efterskole. Også ”Det Unge Grænseværn” blev oprettet.
Dr var gang i forsamlingshuset. Selv Frits Clausen holdt foredrag. Han havde medbragt 25 – 30 tilhængere. Der var gang i den.
Og i Lille Tønde Skov var der friluftsteater. Her kunne man høre og se gode danske skuespillere opføre gode teaterstykker. Forskellige teatergrupper kom på besøg.
Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb
De tysksindede fejrede Hitlers fødselsdag i det lille forsamlingshus. Triumferende kom de marcherende gennem Lydersholm med den ene lagkage efter den anden. Det var ikke velset blandt de dansksindede.
Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber ned over Rørkær. To huse blev fuldstændig knust. Tre mennesker blev dræbt og to gårde brændte ned. Man oprettede nattevægterkorps under luftalarm.
Heimwehr var ikke populær
Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af hjemmetyskere i uniform med gule armbind. Fra Tønder, Rørkær og Jejsing deltog cirka 150. De stod vagt ved broer og veje i og ved Tønder. De forlangte legitimationskort morsomt nok men også nederdrægtigt over for naboer og for gamle naboer, som de udmærket kendte. De brugte våben mod deres naboer. Det var bestemt ikke velset.
Lærer Leick modtog trusselsbreve
Lærer Leick i Lydersholm modtog trusselsbreve. Han måtte på rekreation i et halvt år. Det var hvis nok noget med, at han sendte illegale blade ud til sine elever. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden bredte sig. Der var stikkere overalt.
Antagelig har Leick også været udsat for krigstraumer, som han havde pådraget sig i Første verdenskrig. Han ville helst ikke snakke om det, for som han sagde:
Efter hans kones tidlige død, fik han forskellige husbestyrerinder, hvoraf den ene blev hans kone.
Hjemmetyskere: Det har danskerne godt af
Hjemmetyske naboer godtede sig efter besættelsen:
Det lille forsamlingshus blev besat af 14 tyske soldater, som nu fulgte de danske grænsegendarmer på deres grænsepatruljeringer, inden de blev anholdt.
Alle gendarmer blev anholdt og sendt til Frøslevlejren. Mange af disse blev sendt syd på og kom aldrig tilbage. Da man hører, at den første gendarm fra egnen er død i Neuengamme breder sorgen sig i området.
350 arbejdere skulle grave tankgrav
I området havde en stikker været rundt, angivelig for at sælge Kaj Munks erindringer. Han havde fået gårdejerne til at lukke op for deres ulovligheder. Senere kom Gestapo, der foregav at ville købe halm eller hø og arresterede dem alle sammen.
Til Jejsing-Rørkær ankom 350 tyske arbejdere, der skulle grave tankgrave og skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder. Seks engelske flyvere bliver skudt ned over Jejsing. Bomber falder ned over Rens, Nolde, Vindtved, Jejsing og i Solderup.
Skolebørn angrebet af engelske jagere
Den 4. maj 1945 var børn på vej hjem fra skole. Kort før de nåede Rørkær kom tre engelske jagerfly syd fra. Fra dem kom den ene maskingeværsalve efter den anden. Hele flokken fik smidt cyklerne og smed sig ned i grøfterne. Børnene søgte også tilflugt i et tørlagt kloakrør. Det eneste resultat af skydningen var tre telegrafpæle, der var savet over af projektilerne. Om piloterne var ude på sjov, vides ikke. For egentlig var der ikke nogen mål bortset fra en stor flok skoleelever på vej hjem.
Ved befrielsen blev 150 gardere indkvarteret i den lukkede tyske skole i Lydersholm. Garderne skulle en kort tid supplere gendarmeriet i overvågningen af grænsen.
Vi har i en tidligere artikel beskrevet forholdene her omkring besættelse og befrielse.
Nyt forsamlingshus i 1952
I 1952 blev den gule barak forladt for et nybygget stort forsamlingshus af mursten cirka 200 meter fra det gamle. Det nye hus var indrettet med moderne faciliteter og lejlighed til forsamlingshusets bestyrerpar i den ene fløj.
En del charme og pionerånd forsvandt dog med det nye hus.
Vigtige personer
Fru Bentholm, bestyrerfrue på Grøngård avlsgård betød meget for kulturlivet dengang. Hun spillede forstemt klaver i forsamlingshuset. Hun var en foretagsom dame.
Post Hansen kørte sin daglige tur til Grøngård mark og Lydersholm distriktet. Man vidste, at han havde et lille hus i Jejsing, hvor han sad inde bag gardinet, når han ikke kærte posthan hilste på alle. Og hver dag hentede han posten på Jejsing Station Han tog 5 – 6 timer på sin runde.
I granskoven, der omgav skolen, havde han fundet sig et lille hjørne, hvor han forettede sin nødtørft.
Og så var det doktor Dahl, som alle os, der har gået på Tønder Kommuneskole også kender. Han var skolelæge i Tønder Amt. Han kom også her. Han var kommunist og modstandsmand. Om vinteren når han kom til Lydersholm i en af de første Folkevogne, så spændte han skøjterne på og løb sammen med børnene.
I arresten i Flensborg
Ak ja, og så var det gårdejer Hans Christian Kjeldsen der havde en mark beliggende lige ved den dansk – tyske grænse, hvor han havde kreaturer. En sommerdag, hvor han skulle tilse dem, vendte han ikke tilbage til gården i Lydersholm.
Da man satte en eftersøgning i gang, var det eneste man fandt hans træsko, der stod ved kanten af Skelbækken på den danske side. Det gik adskillige dage før man hørte livstegn fra ham.
Han var vadet over Skelbækken til den tyske side for at jage nogle af sine bortløbende kreaturer tilbage til marken. En tysk grænsepatrulje havde anholdt ham som grænseoverløber. Uheldigvis havde han ingen papirer på sig. Han havde nægtet at udtale sig og blev sat i arresten i Flensborg.
Ikke det samme som dengang
Allerede i slutningen af 1950’erne begyndte dagliglivet i Lydersholm at ændre sig til en livsstil med mindre sammenhængskraft i lokalsamfundet. Begyndende økonomiske højkonjunktur, der førte til mekaniseringer i landbruget, ændrede grænseforhold til Tyskland og meget mere førte til denne ændring.
Den gamle købmand og den lokale tankstation lukkede for 30 år siden. Før lagde man mærke til hvis en fremmed bil kørte gennem byen. Det gør man ikke mere. Mange af Lydersholms huse har huller i taget og i mange vinduer er der heller i taget. Men det er nu ikke alle beboere, der mener at byen er ved at lukke og slukke.
Godt nok roder det i haverne hist og her, men det er det ved at komme styr på. Så kan man hvis også leje det lille forsamlingshus for 1.500 kr. Men man skal hvis nok være medlem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.600 artikler, herunder 261 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 187 artikler om Sønderjylland, herunder:
Juli 11, 2020
Da Kongen besøgte Tønder og Højer i 1920
Besøget var ventet med spænding. I historiebøgerne og datidens medier er besøget beskrevet som om det var helt uden problemer. Men sådan var det nu ikke helt. Det kunne have udviklet sig til en skandale. Således blev kongen frarådet at tage til Højer. Der var masser af forberedelser. Festligheder i Tønder. Programmet omtalt i tysk avis. Kongen lod vente på sig. Den tyske avis opfordrede til at flagre med tyske flag. Forhenværende tysk embedsmand ville ikke have Dannebrog uden for sin bolig. Han ville samle tyske skolebørn og flagre med tyske flag. Tysk præst forhindrede skandale. I Højer blev æresporten væltet natten før kongen skulle komme.
Besøg ventet med spænding
Det første besøg af Kong Christian den Tiende i 1920 i Tønder og Højer var ventet med stor spænding. Det var her, hvor ca. 75 pct. af vælgerne havde stemt på at forblive i Tyskland.
Først flere måneder efter valghandlingen den 10. februar og 14. marts vendte den nordlige del til Danmark. Den Internationale Kommission havde givet Danmark suverænitet over Nordslesvig den 15. juni.
Og først den 9. juli 1920 havde kongen skrevet under. Det var dagen før, han foretog sin berømte ridetur over den forhenværende grænse ved Christiansfeld. Nu kunne ”De Sønderjyske Landsdele” glide (inklusion) over i Danmark.
Masser af forberedelse
Grev Schack havde fået at vide, at kongen ville besøge Tønder og Højer. Grundet travlhed overlod han hele arrangementet til amtsassessor Stemann. Kongens modtagelse burde ske som andre steder i landet. Og modtagelsen i Tønder burde ske af borgmester og byråd, hvis de var villige til det. Der var et stort tysk flertal og en tysk borgmester. Men kongen var nu også konge for dem, idet de var borgere i Danmark. En samarbejdslinje og forsonlig linje var hermed blevet lagt.
Dette kunne være svært at acceptere for de dansksindede, men det lykkedes. Det skulle være fuldstændigt jævnt og ligetil. Kongen skulle have mulighed for at komme i kontakt med befolkningen.
Man ville også forhindre større politi – og militære afspærringer. Det så man under kejser Wilhelms besøg i Sønderjylland. Dette holdt folk på afstand.
Festligheder i Tønder
Tønder Byråd gav fuldt tilsagn til at medvirke ved kongens modtagelse og udsmykning af byen. Borgmester Olufsen gav tilsagn om at tale. Et foreløbigt program blev udarbejdet. Og i København blev dette godkendt.
Men helt så let, som det bliver omtalt i historiebøgerne og datidens medier forløb det nu ikke helt. Men den helt store ”skandale” blev dog forhindret.
Den 9. juli blev Dannebrog rejst på Seminariet. Bagefter var der ”Genforenings – gudstjeneste” i kirken. Derefter var der militærparade på Torvet. Magistraten flagrede med Dannebrog, ja det gjorde borgmesteren også privat.
Programmet omtales i den tyske avis
Efter festlighederne ved ”Genforeningsfesten” på Dybbøl Banke den 11. juli 1920 så holdt kongen dagen efter sit indtog i Tønder:
Ja sådan stod det omtalt i ”Neue Tondernsche Zeitiung (NTZ). Avisen havde i dage forinden fortalt om de mange problemer, der var i Tønder med paspligten ved den nye grænse. Avisen havde flere gange kritiseret, at Tønder trods massivt tysk flertal den 10. februar på grund af ”En-Bloc-Afstemningen” i den nordlige zone blev dansk.
Den tyske ”NTC” berettede om programmet. Et æreskompagni som et par uger før var stationeret i Tønder – de danske dragoner ventede også på kongen.
Kongen skulle have steget til hest
Meningen var at kongen skulle ride fronten af på markedspladsen, hvor medlemmer af den danske embedsstand og borgmesteren havde forsamlet sig. Borgmesteren holder en kort tale, som kongen svarer på. Derefter skulle kongen besøge kirken. Derefter skal han hilse på veteraner og de ældre på ”Hospitalet”.
Meningen var, at kongen skulle stige til hest uden for byen ved markedspladsen. Her skulle bl.a. politimesteren være til stede. Dronningen, kronprinsen og prins Knud skulle følge man i en Landauer. Ved indkørslen på Torvet skulle kongefamilien modtages af kongen og unge danske piger, der strør blomster foran vognen og overrække dronningen en buket. Senere fik dronningen også overrakt Tønderkniplinger.
Kongen lod vente på sig
Allerede kl. 3.30 skulle han forlade Tønder for at køre mod Schackenborg. Her skulle han besøge Grev Otto Diderik Schack, der kort før var blevet udnævnt som amtmand.
Fra byrådet i Højer lod man forstå, at man ikke rigtig kunne forstå de udmeldinger, der kom fra amtet. Man spurgte om disse ikke kunne forfattes på tysk. Svaret var, at hvis man fik tid til det, ville man godt oversætte til tysk, ellers måtte de selv gøre det.
Men nu kom Kongen og hans følge ikke til tiden. Der var en lang forsinkelse. Flere gange på strækningen fra Sønderborg var man blevet standset af befolkningen. I ventetiden sang den store skare på Tønder Torv spontant takkesange som ”Til himlene rækker din miskundhed Gud” og ”Alt står i Guds faderhånd”.
Da Kongen så endelig kom, bød tyskhedens førstemand, borgmester Olufsen velkommen. Næsten hele Magistraten var til stede heriblandt de foreløbige kun tre danske byrådsmedlemmer.
Store økonomiske følger for Tønder
Borgmesteren gav udtryk for, at besøget var et bevis for, at de var kongens ønske at støtte byen i den som følge af grænsedragningen store økonomiske følger.
Kongen udtalte, at såvel han som regeringen med interesse ville følge, hvad der kunne tjene Tønder by til gavn. Han rettede også en tak til de dansksindede for deres kamp.
Det blev også nævnt at et militærorkester ville afholde en koncert i byparken. ”NTC” slår en ret nøgterne tone an. Efter besøget citerer man danske aviser.
Man skal ikke gengælde ondt med ondt
I en artikel i ”NTC” blev det meddelt, at kongen hilste på 20 repræsentanter fra Tønder, der i 1914 var blevet interneret af de tyske myndigheder. Bankbestyrer Rossen holdt i denne anledning en tale, hvor han stærk fremhævede, at de preussiske myndigheder tændte hadets flamme og havde tændt hævnen i Sydjylland.
Avisen føjede til at Rossen havde sagt, at den tyske amtmand (Landrath) mente, at den sidste rest af danskheden ville være visket bort, når krigen var slut. Men nu har vi faktisk her ordret, hvad det egentlig var bankbestyrer Rossen sagde til kongen:
”NTC” skriver videre, hvad kongen sagde. Men også her har vi ordret, hvad han svarede bankbestyrer og de andre på Amtshuset. Og det var improviserede ord, som kongen kom med:
Den ”energiske” bagermester
Men ”NTZ” kunne i andre artikler for eksempel berette om den ”energiske bagermester”, der løb ud til kongen, der grundet et styrt to dage i forvejen kom kørende i bil.
Det var byrådsmedlem Thorwald Andersen, der var gået helt over gevind. Og spørgsmålet var om det var bevis for en voksende danskhed i Tønder, spurgte ”NTZ”.
Den tyske avis opfordrede til at flagre med tyske flag
Man kunne se mange flere danske flag, end der var dansksindede i Tønder. Jo avisen var meget ironisk i sin beskrivelse af kongebesøget. Men nu havde den tyske avis også selv været med til at anstifte til en slags demonstration.
Den 9. juli havde ”NTZ” meddelt at de dansksindede i Tønder forsøgte at påtvinge de tysksindede til at flagre med danske flag, når kongen om mandagen besøgte Tønder. Man havde lovet at fremskaffe masser af danske flag. Dette ville man fra bladets side protestere kraftigt imod.
De tysksindede skulle sandelig ikke påtvinges at flagre med danske flag. Derfor blev alle tysksindede opfordret til at flagre med det tyske eller slesvig-holstenske flag. På den måde kunne de tysksindede vise deres sindelag. Det sande nationale billede kunne så vises.
Tysk præst hjalp for at forhindre skandale
Stemann fik først kendskab til denne artikel fredag aften. Han ringede straks til pastor Schmidt – Vodder, der boede i Tønder. Han skulle straks indfinde sig på amtskontoret om lørdagen.
Her forklarede Stemann ham, at der var flagningsforbud i Danmark. Det havde man dog endnu ikke indført i ”De Sønderjyske Landsdele”, men i dette tilfælde ville det blive opfattet som en demonstration fra tysk side.
Erklæring bragt i den tyske avis
Stemann opfordrede derfor Schmidt – Vodder til at formulere en erklæring til ”NTZ” at der ikke burde flagres med tyske flag, når kongen ankom. Flagningen var ikke en parade men en hjertesag.
Pastoren, der var en, der havde respekt i tyske kredse så straks det fornuftige i Stemanns synspunkter. Allerede samme dag blev erklæringen bragt i ”NTZ”. Ikke et eneste tysk flag blev vist, da kongen kom på besøg.
Yderligere et problem
Men det var nu ikke det eneste problem. Pastoren måtte senere på dagen indkaldes. Danmark havde indrømmet de fratrædende tyske embedsmænd ret til at blive boede i deres embedsbolig, uanset om danske embedsmænd havde overtaget kontoret og dets virksomhed.
Kongen ville komme til at køre forbi amtstuen. Her var det foran huset ud til gaden en flagstang. Den danske amtsforvalter ville selvfølgelig hejse det danske flag her.
Da hans tyske forgænger hørte dette, blev han helt vild og sagde at der uden for hans bolig ikke skulle hejses et dansk flag. Samtidig ville han samle tyske børn, pille det danske flag ned og forsyne børnene med tyske flag. Her skulle de stå mens kongen kørte forbi.
Stemann forklarede pastor Schmidt-Vodder, at dette ville være en skandale. Det ville i høj grad også stemple den tyske ånd og embedsstand. Det forstod han udmærket. Efter et par timer kom han så tilbage og sagde, at han havde ordet sagen. Hvis Stemann ville betale 300 kr., så ville tyskeren med det samme flytte andetsteds hen. De 300 kr. var den leje, som han skulle betale for resten af perioden. Og selvfølgelig fik han beløbet.
Avisen havde ikke fået det hele med
Også fra besøget i Højer berettede ”NTZ”. Der var besøget foregået uden så meget festlig pynt. Kongen havde rost ærligheden i Højer. Den tyske borgmester havde budt kongen velkommen på tysk og erklæret, at man ville forholde sig loyal. ”NTZ” skrev:
Det var onsdag den 14. juli, hvor de kongelige besøgte Højer. Her havde 73 pct. stemt tysk. I Landsognene var det 62 pct.
Kongen blev frarådet at tage til Højer
Ofte får aviserne ikke det hele med, eller også passer det ikke ind i deres historie. Sådan noget kender vi også i dag. Om morgenen hvor man skulle køre fra Sønderborg, havde man modtaget en telefonbesked, den rejste æresport ved indgangen til Højer i løbet af natten var revet ned.
Der var antydninger af, at der blev forberedt demonstrationer. Man mente, at det hvis nok var bedst, at kongen kørte uden om Højer.
Der blev svaret nej. Kongen ville sandelig til Højer.
To af pigerne blev taget med
Da bilerne nærmede sig byen, var hvidklædte piger gået ud af landevejen for at gå kongen i møde. Kongen standsede da op, tog to af pigerne op, en på hvert trinbræt.
Da han på den måde kom kørende med et par af byens egne døtre ved sin side, kunne det måske at sindene varmedes til fordel for kongen. Der blev hilst og vinket af alle.
I nærheden af Torvet blev bilerne standset af folk, der kunne berette, at de tysksindede var samlet på Torvet og der ville blive talt på tysk.
Kongen vidste godt, at man her talte tysk og sønderjysk
Dette havde kongen forståelse for. Han vidste godt at det daglige omgangssprog var tysk og sønderjysk. Han vidste også godt, at hvis følte sig som tyskere kunne man ikke bare blive danskere i morgen. Men som borgmesteren selv erklærede så kunne man godt forlange, at borgerne optrådte som loyale danske statsborgere.
Da kongen næste gang kom på besøg i 1922 blev han modtaget på dansk.
Efter modtagelsen på Torvet kørte man til mindestenen for Frederik den Sjettes overfart til Sild. Her havde byens danske borgere samlet sig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.594 artikler heraf:
Juli 9, 2020
Turen går til Sæd-Ubjerg
Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.
Langt med en lagkage
Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.
Folk med øgenavne
Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:
Det mest fotograferede i Sæd
Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.
Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.
I nærheden af byen
Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.
En smuk landsby
Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.
Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.
Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.
Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.
Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.
Danmarks mest velbevarede præstegård
Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.
Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.
Der var to indgange til kirken
Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.
Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.
Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.
Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.
Engang – et fritstående kirketårn
Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.
Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.
Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.
Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.
En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.
Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.
Alterbord fra 1250
Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.
Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?
Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.
Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”
Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.
Stoleværket
Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.
En tur i præstegården
Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.
Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.
En ligdør
I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.
Originalt staldinventar
I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
Velbevaret værft i Ubjerg
Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.
Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.
Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.
På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.
Bjerremark fra 1685
Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.
Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.
Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.
Modstandsdygtig
Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.
Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.
Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.
Flere originale bygningsdele
I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.
I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.
Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.
Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.
Ændret vejforløb
Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.
Christianslust
Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:
Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.
Det kneb med plattysk i skolen
Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.
Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.
Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.
Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.
Mælkekusken, Peter Bruhn
Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.
Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.
Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.
En frygtelig og grim ulykke
Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.
I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.
Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.
De russiske gæs
Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.
Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.
Tilbage i Sæd
Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.
De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.
I 2007 fik beboerne et chok
Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig. Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.
Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.
Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.
I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.
En skamstøtte
Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.
Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.
De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.
Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.
Klinkpungen kom i 1715
Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.
Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.
Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.
Byens fattige forsynet med kontanter
I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.
Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.
I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.
Fattiggård ved Sædmark indviet
Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.
I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.
Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud. Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.
Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre
Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.
I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.
Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.
Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse
Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.
I alt 34 kom ikke tilbage
Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.
Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.
Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.
De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet
Den berømte Sæd – kartoffel
En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”
Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:
Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.
Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.
Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.
Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.
Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.
Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.
Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.
Den sidste ”rødder” fra Sæd
Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.
”Æ Smej” gennem 125 år
Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.
Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.
Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.
I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.
Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.
Æ skrædder fra Sæd
Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.
Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.
Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.
Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.
Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.
Dovne ”Ludde”
Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.
Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.
”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.
Sædholm blev kaldt for ”Polen”
Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.
I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.
I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.
Konfirmation havde stor betydning for de unge
Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.
Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.
I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.
Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.
For dårlig i kristendom
Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:
I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.
En ny skole – bygget af staten
Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.
Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.
En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.
Så tænder vi
Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.
En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:
Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:
25 gendarmer til Sæd
I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.
Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.
For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.
Tvangsindkvartering
Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.
En stærk befærdet vej
Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende
Først i 1934 blev vejen asfalteret.
Sne i ”tre etager” i Sæd
I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.
Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.
Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.
Husholdersken fik dansk statsborgerskab
I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.
I den gamle landevejskro
I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.
Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.
Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt
Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.
Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.
Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.
Det mindste hus i Sæd
Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.
I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.
Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.
Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.
Masser af naturoplevelser
Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.
I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.
Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:
Juli 6, 2020
Var Danmark ”brutal” over for Grønland?
Man vil have statuen fjernet. Tre nationer er klar til at forgylde og forsvare Grønland. Skal han bare smides i havet? Folketingsmedlem: Spydspids for koloniseringen. Julie Bertelsen: Det handler om at skabe en ny historie. Filminstruktør: Den grønlandske befolkning har været undertrykt i mange år. Lokalhistorisk Forening: Statuen gør os stolt. Der er masser af informationer. Kultur, etik og moral var anderledes dengang. Danmark udryddede ikke de oprindelige beboere. Hans Egede var ikke den største tyran. Grønlandske politikere: Uværdigt at være på støtten i evig tid. Erik den Røde kom i 982. Uha- Hans Egede tog ikke enken. Børnene fungerede som tolke. Også Herrnhuterne kom. Det ny testamente på grønlandsk. Ingen fornyede hans gravsted. Det danske rigsfællesskab – resultat af svaghed. Norge besætter Østgrønland. FN betragtede Grønland som koloni. Erhvervsudviklingen sakker bagud. Grønlænderne vil ud af Fællesmarkedet. ”Herrefolksmentalitet” I 2021 er det 300 år siden-skal det fejres ved at sende statuen i havet?
Man vil have statuen fjernet
I mange år har Hans Egede stået som ”Grønlands Apostel” og kigget på Godthåb. Nu vil man have ham fjernet. Han er et tegn på kolonihavemagt. Danskerne har i den grad været brutale over for grønlænderne. Foreløbig er der kastet rød maling på Hans Egede både i Grønland og i København. Også Knud Rasmussen har i forbifarten fået en gang maling.
Tre nationer klar til at forgylde Grønland
Samtidig har både USA og Kina vist stigende interesse for Grønland.
USA er således ved at ændre arktisk strategi. Højst sandsynlig vil Thule i fremtiden skulle være flådebase, herunder isbryder bevæbnet med atomvåben. Og åbenbart skal der også laves en masse nye installationer i Thule.
Der står i hvert fald tre nationer klar til at forgylde Grønland, hvis ellers de kan få deres vilje.
Skal han smides i havet?
Det var på Grønlands nationaldag den 21, juni, at Hans Egede fik besøg i Nuuk. Og i den forbindelse har borgmester Charlotte Ludvigsen erklæret, at man sammen med borgerne nu vil inddrage borgerne i om statuen skal flyttes eller smides i havet. Vi vil i denne artikel finde ud af, hvad den stakkels Hans Egede egentlig har gjort.
Folketingsmedlem: Spydspids for koloniseringen
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Mathilda Høegh-Dam begrunder fjernelsen af statuen med følgende udtalelse:
Folketingsmedlemmet siger desuden:
Befolkningen er desperat?
Hun har også en holdning til, at der sker hærværk på alverdens statuer:
Julie Bertelsen: Det handler om at skabe en ny historie
Til KNR siger den grønlandske sangerinde, Julie Bertelsen:
Filminstruktør: Den grønlandske befolkning har været undertrykt i mange år
Filminstruktør Aka Hansen er også fortaler for at statuen skal fjernes:
Lokalhistorisk Forening: Statuen gør os stolte
Meningerne om denne statue er delte. Således har Peter Stefani fra Nuuk Lokalhistoriske Forening taget et initiativ til en underskriftsindsamling for at bevare statuen, hvor den står i dag:
Også Knud Rasmussen blev udsat
Også statuen af Hans Egede ved Frederiks Kirke – bedre kendt som Marmorkirken i København var udsat for hærværk. Med rød maling blev den påmalet:
I Hundested gik det ud over polarforskeren Knud Rasmussen, der ellers var en populær mand i Grønland.
Masser af informationer
Som det ville kunne ses på vores kildehenvisning, så er det rigeligt med information. Og havde vi taget fat på vores bøger inde på vores bogreoler, kunne vi sikkert også have fundet en masse. I vores moderne tider kan du lynhurtig finde informationer om næsten alt, også hvad angår historie.
Det vil sige, at vi har oplevet, at der er lukket for visse arkiver eller at nogle dokumenter på Arkiverne uforklarligvis er forsvundet.
Kultur, etik og moral var anderledes dengang
Men som vi tidligere har skrevet, hvem skal i fremtiden skrive historien. Skal den tilrettes politisk eller efter den gængse holdning? Og skal man fremover tage hensyn til symbolværdi. Kan det ikke være en pointe i, at statuer, monumenter eller plader placeres der, hvor hovedpersonen har haft sit virke?
Og så skal man også huske på, at i 1721 var kulturen, etik og moral en helt anden. Det nytter ikke at lade historien forsvinde, fordi den ikke passer ind hos nogle.
Det er som om, at vi i Danmark retter ind efter internationale strømninger. Skal vi nu til at diskutere, om det var inuitterne eller vikingerne, der var de første på Grønland?
Danmark udryddede ikke de oprindelige beboere
Før Hans Egede ankom til Grønland i 1721, var det sikkert ikke et ideal samfund. Man får nærmest indtrykket af, at danskerne udryddede de oprindelige beboere. Man ville omvende dem til en anden tro. Det gjorde man mange steder. Faktisk også i Danmark. Eller hvis man ville omvende folk i en anden retning, der ikke lige passer til gennemsnittet. Tænk, hvis det så kommer en trend mod pietister. Sikke mange statuer skal vi så have fjernet.
Hans Egede var nok ikke den største tyran
Selvfølgelig blev Grønland en koloni. Mange beboere er blevet eller har følt sig undertrykt. Danmark gør ganske givet heller ikke altid alt korrekt i Grønland i dag. Men de fejl som Danmark har begået blegner sikkert i forhold til andre nationer. Hans Egede var nok ikke den største tyran, som Grønland kunne få.
Grønland har i dag selvstyre. Men danske skatteydere betaler 55 pct. af Grønlands nationalprodukt gennem bloktilskuddet. Man har for eksempel også betalt 80 mio. kr. til de udsatte børn i Grønland.
Uværdigt at være på støtten til evig tid
Jo, der er flere og flere i Grønland, der tager ansvar. Som tre grønlandske politikere lige har skrevet i Information:
De ønsker ikke at være kustoder i deres eget land og iklæde sig nationaldragten, mens de dikker små nuttede lam under hagen. Og så gør de opmærksom på, at det ikke virker, at de mod betaling skal lade råstofferne blive i jorden.
Erik den Røde i 982
Grønlands forbindelse med Danmark opstod gennem Norge. Udvandrere fra Norge til Island og derfra til Grønland i 982 lagde sig ind under den norske konge. Den norskfødte viking Erik den Røde var en af de første bosættere. Han kaldte øen Grønland for at lokke nybyggere til.
I 1400-tallet ophørte nordboernes bosætning. De danske konger, der fra 1380 til 1814 også var konger i Norge, kom derved også i besiddelse af Island, Færøerne og Grønland. Forbindelsen til Grønland ophørte dog i 1400.
Uha – Hans Egede tog ikke enken
Hans Egede fik sin første oplæring hjemme af sin onkel Peder Hind, kapellan på Sandsøy i Trondenes Sogn. Senere kom han til præsten i Hamarøy, der lærte ham græsk, hebraisk, latin og teologi.
I København studerede hans Egede teologi.
Hans Egede blev præst i Lofoten i Norge. På den tid var det skik og brug at en ung præst ikke bare overtog kaldet efter en afdød præst, men også præstens enke. Det vakte derfor berettiget opsigt, at den ny præst ikke ville gifte sig med Dorothea de Fine, enken efter sin forgænger.
I stedet valgte han Gjertrud Rasch, datter af lensmanden i Kvæfjord. Hun var 13 år ældre end ham selv. Forbindelsen blev skabt inden han tog til København.
Præsteenken følte sig højst uretfærdig behandlet, hvilket førte til social isolation af præstefamilien fra de øvrige medlemmer af embedsstanden. Men han blev dog meget afholdt af den lokale befolkning.
Hans Egede drømte om Grønland
Egede hørte om, at nordboerne, de islandske nybyggere i vikingetiden havde slået sig ned på Grønland. Dem havde man ikke hørt om siden 1400 – tallet. En redder fra Bergen sendte i 1708 et skib til Grønlandshavet. Om bord var hans bror Niels Rasch. Denne sejlede som styrmand på grønlandsfarten.
De oplysninger Egede fik herfra tegnede et meget mørkt billede af forholdene på Grønland. De var bare vilde folk uden oplysning og kultur. Dette satte i den grad gang i Egedes tanker.
Hele tiden fremkom han med nye tanker og ideer omkring Grønland. Hans kone, Gjertrud var ikke meget for at tage med til Grønland. Også biskoppen i Tronhjem var begejstret for hans ideer.
Foretræde for Kongen 1719
Missionskollegiet var også blevet orienteret. Han sagde sin stilling op og tog så til Bergen for at forberede sig på rejsen. Han lærte sig kundskaber som korttegning, guldsmedearbejde og kemi. Han var meget interesseret i alkymi. Måske håbede han at finde guld på Grønland. Ved siden af studierne arbejde Egede som vikarpræst i Bergen. Det gjorde han uden vederlag.
Allerede i 1719 havde han foretræde for kongen. Denne viste interesse for projektet.
I 1721 bad han Frederik den Fjerde af Danmark/Norge om lov til at rejse til Grønland for at påbegynde missionsarbejde her. Med tre skibe, sin 48 – årige kone og fire børn rejste han nu til Grønland. Egede var blevet udnævnt som kongelig embedsmand. Da skibene rundede Kap farvel den 4. juni blev de fanget af pakis. Det ene skib blev mast i isen. De kom til en ø på nordsiden af indsejlingen til Godthåbsfjorden.
Hans Egede grundlagde Godthåb
Han byggede et hjem som var 16 meter lang og fem meter bredt. Det var beregnet til 37 mennesker og et specielt rum til Egede og hans familie.
Det var ikke meget som det norske skib kunne tage med hjem. De lokale havde allerede byttet alt med hollandske hvalfangere. Skibet returnerede med en halv tønde spæk handlet med folk længere syd på.
Han antog, at nordboerne stadig var katolikker. Men han fandt dem ikke. I stedet fandt han inuitter og begyndte at missionere blandt dem. Var nordboerne blevet udsat for folkemord fra Inuitternes side? Ja det viser den nyeste forskning åbenbart.
Han grundlagde Godthåb, det nuværende Nuuk.
Børnene fungerede som tolke
Han mødte nogle, som havde en helt anderledes livsform og religiøsitet. Han foretog mange rejser langs den grønlandske vestkyst. I begyndelsen vakte sproget en del problemer. Han fik dog god hjælp af sine to små sønner, som havde mange legekammerater blandt de grønlandske børn. Hans børn kom til at fungere som tolke.
Egede ville sikre sig, at grønlænderne først forstod det kristne budskab, før de lod sig døbe. Ved dåben fik grønlænderne samtidig et nyt kristent navn.
Var ved at tage hjem efter et år
Allerede året efter ville Hans Egede være taget hjem. Skørbug var brudt ud og det havde været en meget hård vinter. Men så ankom der et forsyningsskib. Og dette skib returnerede med en næsten tom last. Det bergensisk – grønlandske selskab var ved at blive ruineret. Egede og hans familie og kun 8 andre blev på stedet.
I 1724 fik alle europæer ordre til at forlade Grønland, men Hans Egede og hans kone blev.
Mange grønlændere var i begyndelsen skeptiske over for Hans Egede, fordi de troede, at han kom med onde hensigter. De fik dog gradvist større tillid til ham.
Kongen sendte Herrnhutere til Grønland
I 1726 krakkede det bergensiske selskab. Da Frederik den Fjerde i 1730 var død kom det året efter besked fra Danmark om at opgive missionen. Hans Egede og hans familie blev dog i Grønland sammen med 10 matroser, som hans Egede havde fået lov til at beholde af den kommanderende officer.
Den pietistisk interesserede Christian den Sjette havde givet Grev Zinzendorf lov til at missionere i Grønland. Der kom tre Herrnhuter – missionærer sammen med et skib i 1733. De medbragte også koppevirus.
De tre missionærer viste sig at være mistroiske og overlegne over for Hans Egede. De dristede sig endda til at påstå, at han havde beriget sig på missionens bekostning. Et egentligt samarbejde kom aldrig i gang.
Det Nye testamente på grønlandsk
Missionærerne lærte også grønlændere at læse og skrive. Men de grønlandske fangere ville i begyndelsen hellere forhandle med hollænderne end med danskerne og nordmændene.
En koppeepidemi ud. Hans Egede’ s kone døde i 1735. Og det slog ham så meget ud, at Hans Egede for stedse forlod Grønland i 1736. Han efterlod sin søn Poul Egede. Han fik senere stor betydning for udvikling af den grønlandske litteratur. Han fik bl.a. oversat Det Ny Testamente til grønlandsk.
Med sig til Danmark tog han sine døtre og sin anden søn, Niels Rasch Egede, der blev missionær i Nordgrønland og bl.a. senere anlagde kolonien Egedsminde.
Biskop af Grønland
I 1740 blev Hans Egede udnævnt til biskop af Grønland. Han fik også udgivet en katekismus på grønlandsk i 1747. Man forbinder Hans Egede med pietismen, der var en kristen bevægelse med vægt på fromhed og en levende personlig tro. Herhjemme kender vi Brorson.
Han oprettede Det grønlandske Seminarium i København til uddannelse af missionærer. Og nogle bøger om sit ophold på Grønland udgav han også. Katekismus på grønlandsk fik han også udgivet.
Missionskollegiet tog ikke hensyn til hans store erfaring. Derfor opgav han sit embede på Det grønlandske Seminarium. Det blev overtaget af hans søn, Poul.
I 1743 afslog han et bispeembede i Trondhjem.
Ingen fornyede hans gravsted
Han boede fra 1750 til sin død i Stubbekøbings præstegård hos datteren Kirstine, der var gift med den lokale sognepræst. Han blev i 1758 bisat fra Stubbekøbing Kirke, hvorefter han blev begravet den 21. december på Høyers Kirkegård ved Nikolaj Kirke i København. Og det var ved siden af Gertrud, hvis lig han havde taget med fra Grønland.
Blot 20 år efter hans død var der ingen som fornyede hans gravsted. Gravstenen blev derfor solgt på auktion. I 1848 blev kirkegården nedlagt, og man ”optog de endnu da bevarede Egetræskister, sønderhuggede dem og bortkørte masser af skeletter og ben til en udenbys kirkegård”.
En del af Egedes efterkommere lever stadig i Grønland. Gad godt nok at vide, hvordan de har det med denne debat.
Den Kongelige Grønlandske handel
I begyndelsen var den danske mission ikke et statsforetagende. Det var finansieret af Bergens-kompagniet. De fik så monopol på handlen, samt frihed for told og afgifter, mod at støtte missionens arbejde i Grønland. Men de måtte opgive i 1726. Så overtog kongen støtten. Men de økonomiske gevinster udeblev.
Christian den Sjette mente nu at missionen skulle lukke. Men Hans Egede fik overbevist kongen om, at missionen skulle fortsætte. Han henviste til alle de døbte grønlændere. Fra 1734 – 50 fortsatte man så under købmand og godsejer Jacob Severins monopol. Det var så under navnet Det Almindelige Handelskompagni.
Allerede fra 1774 stod det klart, at monopolet skulle videregives og det skete så to år efter. Fra 1776 var det Den Kongelige Grønlandske Handel, der fik monopolet. Den kom til at gælde til 1950.
Delte meninger om hans indsats
Der var delte meninger om Egedes indsats. Hans støtter påpeger, at han var drivkraften bag Grønlands kolonisation og at han slog tonen an i det missionsarbejder, der fortsatte indtil begyndelsen af 1900-tallet.
Kritikerne mener derimod, at selv om han var drivkraften bag kolonisationen så var hans missionsarbejde ikke særlig succesfuld i samtiden, da det kun lykkedes ham at omvende få mennesker, der overlevede koppepidemien i 1733 – 34.
Det danske rigsfællesskab – resultat af svaghed
Grønland var sammen med Island og Færøerne oprindelig norske skattelande. Her opkrævede den norske konge skat. Senere indgik Norge i union med Danmark. I 1814 kom det afgørende øjeblik. Danmark stod på taberens side i de store Napoleonskrige i Europa og måtte ved fredsafslutningen opgive Norge til den svenske konge.
Som krigens store sejrherre havde Storbritannien afgørende indflydelse. Øerne i Nordatlanten kunne udmærket have blevet britiske, eller kunne være fulgt med Norge ind i nyt, stort svensk rige. Men Storbritannien havde andre interesser. Briterne frygtede store omkostninger, hvis de selv skulle tage ansvaret for at holde Grønland, Island og Færøerne forsynet med fødevarer, præster og andre fornødenheder.
Briterne ønskede heller ikke, at det store Sverige overtog øerne. Dermed blev de en potentiel rival. Derfor var det belejligt for Storbritannien, at de fallerede, krigstrætte danske kongedømme fik ansvaret for tre ø – samfund. Måske kan man sige at det danske rigsfællesskab var et resultat af svaghed.
200 års missionsarbejde slutter
I 1820’erne blev omkring 50 udsteder anlagt for at bringe vareudvekslingen tættere på grønlænderne.
Grønlænderne fik ikke valgret til rigsdagen i 1849. men fra 1857 fik de valgte forsamlinger, forstanderskaber til administration af lokale forhold.
I Østgrønland blev missionsstationen ved Ammassalik først oprettet i 1894, selvom der har været ekspeditioner til Østgrønland såvel 1828 som 1883.
Med loven om Grønlands Kirke den 1. april 1905 overgik Vestgrønland fra at være en missionsmark til kirke. Dermed blev 200 års missionsarbejde i Vestgrønland afsluttet.
I 1906 indførte man fåreavl i Grønland. Befolkningen var vokset fra knap 6.000 i 1800-tallet til 11.000 indbyggere.
Den sidste station blev skudt i gang i 1909- Det var i Thule. Først i 1937 blev den overtaget af staten.
Norge besatte Østgrønland
Efter systemskifte i Danmark i 1901 fulgtes en reformperiode i Grønland frem til 1912 på initiativ af reformivrige missionærer i Grønland.
I 1921 overtog Danmark hele Grønland under sit styre. Men det var Norge utilfreds med. Norske sælfangere havde fangstinteresser på østkysten. Konflikten kulminerede i 1931, hvor nordmænd simpelt hen besatte områder i Østgrønland.
Det endte med en retssag i 1933 ved Den Internationale Domstol i Haag, som bekræftede Danmarks suverænitet i Østgrønland.
Egentlige krigshandlinger fandt ikke sted på Grønland under krigen. Dog var der enkelte træfninger mellem tysk militært vejrpersonale og den slædepatrulje som Danmark havde oprettet på Østkysten i 1942.
Fragtskibet Hans Egede, der var på vej til USA, blev dog i 1942 sænket af en tysk ubåd. I to artikler har vi beskrevet Grønland og USA
Statsministeren ville ophæve monopolet
Efter besættelsen sendte landsrådene en delegation til Danmark. Man ønskede større kompetence til et centralt styre i Grønland. Man imødekom dog langt fra alle ideerne. Monopol og isolation blev fastholdt. Dog fik man gennemført omfattende investeringer inden for uddannelse og sundhedsvæsen. Dette betød en betragtelig merinvestering fra dansk side. De balancerede budgetters tid var tydeligvis forladt.
Statsminister Hans Hedtoft fik i løbet af 1948 tilslutning fra såvel dansk som grønlandsk side tilslutning til at ophæve monopol og isolation samt indføre dansk privat initiativ under statskontrol på Grønland.
FN betragtede Grønland som en koloni
I årene 1945 – 1954 blev spørgsmålet om Grønlands statsretslige stilling et vigtigt led i dansk FN – politik. Den danske regering forsøgte ihærdigt via en række forhandlinger i FN at bevare Grønland som en del af det danske rige. Det lykkedes for regeringen og ved ændring af Grundloven den 5. juni 1953 ophørte Grønlands status som koloni og landet blev formelt en ligestillet del af Danmark. Strukturændringen blev i 1954 anerkendt af FN.
Selvom Danmark drev Grønland som koloni, så var der i første omgang fra officiel dansk side modvilje mod at anerkende, at Grønland var en koloni på linje med andre landes kolonier. Argumentet gik på, at Grønland aldrig var blevet udbyttet ligesom de afrikanske og asiatiske kolonier. Derfor faldt Grønland ikke ind under FN – pagtens bestemmelser om indberetningspligt.
Danmark indså dog, at det i en dansk optik var fordelagtigt at anerkende Danmark som koloni. På den ene side gav Grønlands geostrategiske placering imellem Sovjet og USA mulighed for, at danske synspunkter blev taget mere alvorlig på den verdenspolitiske scene. Og på den anden side regnede danskerne ikke med, at den danske koloniadministration ville opfattes som kontroversiel i FN, fordi den positiv adskilte sig fra de markante koloniregimer i Asien og Afrika.
Det var altså gode muligheder for at Danmark kunne høste internationale gevinster, samtidig med at Grønland blev international anerkendt som dansk territorium
Erhvervsudviklingen sakker bagud
Erhvervsudviklingen sakkede efterhånden bagud. En voldsom befolkningstilvækst vanskeliggjorde en tilstrækkelig udbygning af byerne. Der skulle være centre for havgående helårsfiskeri. Men de private danske investeringer udeblev.
Myndighederne begyndte derfor fra slutningen af 1950’erne at bygge fiskefabrikker og indkøbe trawlere til fiskeri, der skulle være det økonomiske grundlag. Det lovende torskefiskeri gik dog voldsomt tilbage i 1960’erne.
Det Grønlandske Landsråd ønskede i 1959 at få større indflydelse. Man ønskede mere normalisering og ligestilling. I 1964 fremkom Grønlandsudvalget med en ti-årsplan.
Grønlænderne ville ud af Fællesmarkedet
I 1972 valgte Danmark at indtræde i Fællesmarkedet. På Grønland stemte 70 pct imod. Landsrådet stilede herefter mod en hjemmestyreordning, der som på Færøerne kunne muliggøre Grønlands udtræden af Fællesmarkedet.
På baggrund af den amerikanske tilstedeværelse på Thulebasen har Grønland ønsket en mere selvstændig indflydelse på den del af dansk udenrigspolitik. Fornyelig har man i Grønland takket ja til en ”gave” fra USA. Og mon ikke, der er flere gaver i vente.
Vi har tidligere i to artikler beskrevet amerikanernes manglende oprydning i Grønland.
Herrefolksmentalitet
I starten af 1900 – tallet skrev de intellektuelle de første romaner om et fremtidigt, højtudviklet Grønland i ligeværdigt parløb med Danmark, Den fattige fisker Peter Gundel kritiserede i skarpe vendinger den forskelsbehandling grønlænderne var udsat for. Hans udkast til en roman blev bremset, fordi han for tæt på navngivne danskere i Grønland.
Læreren Augo Lynge formulerede nye krav om indflydelse, samarbejde og fremskridt. I 1957 efter fire år som medlem af det danske folketing, mente han stadig at ”herrefolksmentaliteten” fortsat herskede.
Juristen Alf Ross var Danmarks førende ekspert i folkeret. Han havde fået at vide at han ikke måtte sige et ord til landsrådets grønlandske medlemmer. Og det var inden de skulle træffe en meget vigtig afgørelse. De skulle sige ja eller nej til, at Grønland blev omfattet af den danske grundlov. Men den danske landfoged, der også sad ved bordet var blevet informeret og juristens tanker.
Tre nationer vil hjælpe med forsvaret
For bare 50 år siden bestemte Danmark stort set enerådigt over hele Grønland. Danmark havde fri adgang til Grønlands rigdomme: Fisk, olie, guld, uran, bly og meget andet godt. . De havde også frie hænder til at indgå forsvarspolitiske aftaler med USA og NATO om Thule – basen og Grønland.
I dag har Grønland Selvstyre og ejerskab til alle fiskene i havet og alle råstoffer i undergrunden. Det grønlandske folk er anerkendt som et folk efter folkeretten og har dermed ret til at løsrive sig fra Danmark, hvis det grønlandske folk engang måtte ønske dette.
Og igen engang, er især tre nationer nok behjælpelig med forsvaret af Grønland.
Reel selvstændighed opnår kun folk. Der kan håndhæve landets grænser. Det er grønlænderne alt for få til at kunne. De vil for al forudsigelig fremtid være tvunget til at overlade håndhævelsen af deres grænser til andre.
I 2021 er det 300 år siden
Åbenbart er Hans Egedes arbejde blevet kontroversielt, måske fordi grønlænderne arbejder hen imod til at blive selvstændige. Her risikerer Egede og hans arbejde at blive et fokuspunkt for fortalere for og modstandere af rigsfællesskabet op til 300-års jubilæet i 2021 for hans ankomst til Grønland.
Gad godt nok vide, om dette jubilæum bliver fejret med fjernelsen af statuen.
I ”Altinget” skriver Davis Trads, at Danmark var en ”brutal” kolonibesidder. Men var Danmark egentlig det?
Kilde:
Juli 5, 2020
Det Danske Mindretal i Hagekorsets skygge
Chikanen begyndte allerede under Weimar-tiden. Myndighederne afgjorde sindelaget. Er var flest dansksindede omkring Flensborg. Diskrimineringen var ikke systematisk. Påskeblæsten 1933. Børnene blev brugt som pressionsmiddel. Tvunget til at ”heile”. Pressecensur. Ca. 1.000 dansksindede blev indkaldt. Til østfronten med et maskingevær. I krigsfangelejr. De sidste kom hjem i 1955. Nazister blev efter krigen topembedsmænd. Den danske befolkning troede, at der i Sydslesvig var et massivt sindelagsskifte. De dansksindedes skæbne blev afgjort. Man forsøgte at holde de dansksindede uden for indflydelse. Englænderne var fjendtlig stemt over for det danske mindretal. Sovjet fiskede i rørt vande. Tyskerne havde brug for goodwill. Spændingerne ophørte ikke.
Chikanen begyndte under Weimar-tiden
Vi har efterhånden været et par gange syd for grænsen for at beskrive Mindretallets rolle under Hitler. Det var dengang, hvor Flensborgs magistrat var uniformeret.
Hvordan fungerede det nazistiske Tyskland over for det danske mindretal, da de kom til magten? Nu begyndte de strenge tider for det danske mindretal ikke under Hitler. Det var allerede begyndt under Weimar-tiden.
Man lovede dengang i artikel 113 de fremmedsprogede befolkningsdele ret til en fri nationale udvikling. De fastslog at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for at benytte modersmålet i undervisning, forvaltningen og retspleje.
Myndighederne afgjorde sindelaget
Da Flensborg i 1920 åbnede en dansk kommuneskole, blev der tilmeldt omkring 1.000 børn, men myndighederne sorterede ca. 750 fra, fordi de ikke opfyldte sprogkriteriet. Dette var en meget hårdhændet fremgangsmåde.
Forældrene måtte ikke selv afgøre sindelaget. Myndighederne betragtede det som deres sag at afgøre, hvem der måtte anerkendes som mindretalsmedlemmer. Syd for grænsen havde myndighederne altid den opfattelse, at der fandtes en uægte danskhed, som det var deres opgave og deres ret til at skære bort.
Der var flest i Flensborg
Efter grænseflytningen i 1920 var det danske mindretal på 6 – 8.000 mennesker. De boede næsten udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk-tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tônning og i byen Slesvig. Selv om der var store sociale forskelle mellem de dansksindede, så var der en forholdsvis stor del af underklassen. I Flensborg var der mange arbejdere, og på landet var der mange landarbejdere og husmænd.
Nazisterne måtte godt bruge dem
I Weimartiden brugte de blandt andet sprogkriteriet til at frakende folk retten til at optræde som danske. I den nazistiske tid sorterede de også folk fra, som tidligere havde været socialdemokrater og kommunister. Men meldte sådanne folk sig til nazisterne, blev de accepteret som ”Mitkämpfer” und Mitarbeiter”.
Diskrimineringen var ikke systematisk
Men i det danske mindretal blev de beskyldt for at gemme sig og for at søge økonomiske fordele.
Det var nu alt andet end en økonomisk fordel for småkårsfolk at være medlemmer af det danske mindretal i nazitiden. De blev lettere arbejdsløse. De blev kun foretrukket, når der skulle tvangsdeporteres arbejdere til egne fjernt fra hjemmet. De blev afskåret for vinterhjælp. Dersom de havde børn i dansk skole. De fik ingen børnehjælp.
Diskrimineringen var ikke systematisk. Det lykkedes at fremkalde erklæringer fra toppen i systemet med at nationale mindretal ikke måtte diskrimineres. Men i praksis var det svært at få alle til at efterleve dette, især da det sociale arbejde i vid udstrækning blev administreret af det nazistiske parti.
I 1928 var tilslutningen til nazisterne blot 2 pct. I 1932 var den vokset til 64 pct.
Påskeblæsten 1933
Påskeblæsten i foråret 1933 var begyndelsen til de følgende års stormløb på mindretallet og den dansk-tyske grænse. Lokale nazistiske ledere i Slesvig-Holsten som Gauleiter Henrich Lohse, overborgmester i Flensborg Wilhelm Sievers og fra 1937 Ernst Kracht gjorde livet surt for danskerne. Skolerne og Flensborg Avis blev løbet angrebet af de lokale nazister, men reddet af de centrale nazistiske myndigheder i Berlin.
Man ville overtage alt hjælp nord fra
Flensborgs overborgmester, dr. Sieverts ønskede, at enten skulle mindretallet overtage al støtte til sine medlemmer, eller også skulle al hjælp administreres af den nazistiske organisation. Så skulle de også til gengæld også overtage gaverne nordfra, f.eks. penge til børnebespisningen i de danske skoler og børnehaver, det brugte tøj der kom til uddeling m.m.
Børnene – et yndet pressionsmiddel
Den slags situationer stillede store krav til forhandlingsevnen hos mindretallets ledelse. Så sent som i april 1939 var der ud af 96 ansøgere kun 9 familier med børn i dansk skole., der fik børnehjælp. 73 fik den udeblevne hjælp erstattet fra Danmark. Seks ansøgere fik hjælpen i samme øjeblik, de overflyttede børnene til tysk skole.
Børnene var et yndet pressionsmiddel fra tysk side. Da det havde vist sig, at folk som flyttede deres børn til tysk skole pludselig kunne få børnehjælp, blev der omgående omkring årsskiftet 1937/38 i løbet af kort tid ommeldt 50 børn fra dansk til tysk skole. En årstid senere gentog det sig, idet de danske skoler i løbet af få dage mistede ca. 60 børn til de tyske skoler.
Fra dansk side blev der protesteret. Den 8. marts 1937 blev der meddelt at loven af ideologiske grunde ikke måtte bruges på nationale mindretal.
Tvunget til at ”Heile”
Men senere kom der så en lov, hvorefter ingen skoleelev kunne rejse til udlandet uden attest fra Hitlerjugend. Når danske børn skulle til Danmark skulle de således have attest på at de ikke var medlemmer. Men funktionærerne gjorde imidlertid disse attester betinget af, at de pågældende børn heilede, når de kom ind på kontoret.
Protester til de slesvig-holstenske instanser hjalp ikke. Men i 1938 opnåedes ved en appel til Berlin, at de danske børn blev fritaget for at heile ved afhentningen af den lovbefalede attest.
Den tyske hilsen volte i den grad de danske elever besvær. Allerede i 1933 var det krævet at lærere og elever ved den offentlige danske skole Flensborg at de heilede. Berlin måtte impliceres for at få bestemmelsen ophævet.
Udenrigsministeriet – som mindretallets beskytter
Hos udenrigsministeriet i Berlin var man generet af den kritik, der kom offentlig frem og som gik videre til dansk og udenlandsk presse. Det gav meget vanskelige kår for den danske mindretalspresse.
Det tyske udenrigsministerium – Auswärtiges Amt – fungerede faktisk ofte som mindretallets beskytter. Her var man interesseret i at danskerne skulle behandles relativt tolerant, fordi man ønskede at stå på god fod med Danmark og de nordiske lande. Den nazistiske raceideologi skal også tages i betragtning, fordi nordboerne blev betragtet som arier. Altså en del af det tyske folk, selv om de endnu ikke havde erkendt det.
Pressecensur
Allerede under Weimarstyret lykkedes det at knække den tyskskrevne danske presse i Sydslesvig med et forbud, der rakte fra den 21. november 1923 til den 28. januar 1924.
Efter den nazistiske magtovertagelse måtte Flensborg Avis svæve i en evig angst for et forbud og bladet pålagde sig derfor en streng selvdisciplin. Men selvbeherskelse var ikke tilstrækkelig for at undgå advarsler.
Den første advarsel til Flensborg Avis kom 11. juni 1934 på grund af nogle bemærkninger i en Kronika – korrespondance fra Berlin om Tysklands mangel på valuta m.m.
Den 28. juni 1935 kom der en advarsel til Der Schleswiger, som var et tillæg, der blev udgivet af Flensborg Avis. Det var friseren Johs. Oldsen, der havde anvendt overskriften:
Ministeriet ville ikke acceptere friserne, som et nationalt mindretal. Og måtte ikke kalde den tyske befolkning for ”Gegner”. Den 19. august 1937 blev ”Der Schleswiger” forbudt med øjeblikkelig virkning.
Et forbud mod selve Flensborg Avis kom først under Anden verdenskrig. Samtidig afsatte tyskerne Ernst Christiansen som redaktør.
Almindelig værnepligt blev genindført
Det kan godt være, at Nazistpartiet på papiret accepterede det danske mindretal. Men de oplevede stigende pres og hetz. Arbejdet for staten og værnepligten skulle udføres. Mange forlod derfor mindretallet. Fra 8.000 medlemmer i 1923 var der kun 3.000 medlemmer i 1939.
Det var i 1933 at det nazistiske styre genindførte den almindelig værnepligt, så også de dansksindede sydslesvigere skulle aftjene deres værnepligt. Skulle de unge mennesker flygte eller skulle de blive i Sydslesvig og aftjene den. Svaret gav sig selv. Forlod de unge landsdelen ville det danske mindretals dage være talte.
Ca. 1.000 dansksindede sydslesvigere indkaldt
Op mod 1.000 dansksindede blev indkaldt til krig i forbindelse med Anden verdenskrig. Ca. 250 til 270 døde. Mange familier i det danske mindretal var berørt af at skulle sende deres mænd til fronten som den forpligtelse, man havde over for flertallet i Tyskland.
Kun få gjorde tjeneste i Danmark. Man har kendskab til ca. 35. men der var sikkert en del flere, der gjorde tjeneste i Danmark. Muligheden for at gøre tjeneste i Danmark gav sydslesvigerne samvittighedsproblemer. Der er eksempler på, at dansksindede sydslesvigere bevidst sagde nej, fordi de ikke ville optræde i tysk uniform i Danmark. Et vanskeligt nej – for det førte til tjeneste på Øst – eller Vestfronten med betydelig større risiko.
Det har været overordentligt vanskeligt for de danske sydslesvigere at gøre tjeneste som tyske soldater i Danmark. De skulle bære uniform hele tiden, så det har ikke været muligt for den danske offentlighed at de, at der bag den danske uniform gemte sig en dansk sydslesviger.
Blandt de sydslesvigske soldater, der gjorde tjeneste i Danmark, var forfatteren Niels Bøgh Andersen. Den senere chefredaktør og medlem af Landdagen Karl Otto Meyer flygtede til Danmark i 1944 for at undgå værnepligten. Han tilsluttede sig her modstandsbevægelsen.
Operation Barbarossa
I foråret 1941 gav Adolf Hitler ordre til den største og mest blodige militæroffensiv i verdenshistorien. Den hed Operation Barbarossa. 4,5 mio. soldater i nazi-uniform blev sendt mod Moskva til kulde, mord og lemlæstelse. Danske Jens Bjerg var en af dem. Han har skrevet en bog om sine oplevelser.
Han voksede op som en del af det danske mindretal i Nordtyskland. Hans far var fra Vestpreussen, moderen var dansk. Hele familien var medlem af Den Danske Forening. I landsbyen Agtrup, hvor bl.a. Søren Ryge kommer fra, ti kilometer fra den danske grænse, blev der talt både dansk og plattysk.
Jens Bjerg var ikke begejstret for nazismen. Men da krigen brød ud i 1940, havde han ikke noget valg – Han skulle i krig som tysk værnepligtig.
Til Østfronten med et maskingevær
I efteråret 1941 blev Jens Bjerg sendt til Østfronten og tildelt et tungt maskingevær. Hvis soldaterne svigtede foran fjenden, blev de skudt, sagde deres kompagnichef. Jens Bjerg var en lille brik i Hitlers vanvittige plan om at udvide det stortyske rige helt til Moskva. Resultatet blev en udmattende krig på Østfronten, der kulminerede i slaget om Stalingrad som regnes for dent blodigste slag i verdenshistorien. Omkring 15 mio. tyske og russiske soldater blev slagtet eller døde af sult og kulde.
Jens Bjerg blev såret i armen. Det var held i uheld, for det betød at han undgik slaget om Stalingrad, hvor gennemsnitslevetiden for en nyankommen soldat var 45 minutter. Da Jens Bjerg igen kom til hægterne, skulle han bevogte russiske krigsfanger i Berlin.
I krigsfangelejr
Han blev taget til fange af russiske soldater og sendt i krigsfangelejr. Forholdene var elendige. Han kom til at lide af underernæring og malaria. Helt galt gik det, da han på vej hjem fra en arbejdslejr blev væk for de andre. Fangevogterne troede at han havde forsøgt at flygte.
Han blev slået igen og igen. Han forsøgte at afværge med sin venstre arm. Den blev tykkere og tykkere. En tysk kommunist hjalp ham. Hver dag pressede han materie ud af de huller, der var i armen. Havde han ikke gjort det var armen var armen faldet af. Senere blev han opereret af en tysk læge, der skar hele armen op og skar det døde kød af.
Da armen var helet, troede Jens Bjerg at han ville blive sendt tilbage til arbejdslejr. Men i 1945 blev Jens Bjerg og andre sårede fanger løsladt og kunne vende hjem til Tyskland, mens andre fanger måtte blive yderligere seks – syv år i fangelejren.
Siden flyttede han til Danmark, blev dansk statsborger og fik en uddannelse ved Landbohøjskolen. Da han skrev bogen, boede han i Løgumkloster med sin familie.
De sidste kom hjem i 1955
Nogle blev indkaldt til militærtjeneste ved krigens begyndelse, andre blev indkaldt i løbet af krigen. Nogle kom hjem som invalider før krigens slutning, de sidste så sent som i 1955 med de sidste tyske krigsfanger fra Sovjet.
Det var ikke en samlet flok dansksindede sydslesvigere, der gjorde tjeneste i den tyske værnemagt. De var spredt ud over samtlige hærenheder, i hæren, i flåden og i luftvåben. De gjorde tjeneste ved alt som denne krig krævede af soldaterne. De var frontkæmpere, de var forsyningsfolk, de var sygehjælpere, de var vagtpersonale ved krigsfangelejre. De deltog i de rædselsfulde partisanbekæmpelser ved syd- og især østfronten. De var på en bjergtop i Taunus ved luftforsvaret, de sad i Ostende i Belgien ved vejrtjenesten og de gjorde tjeneste som kontorpersonale i forskellige stabe.
Russerne stod ikke i høj kurs hos tyskerne. Den sovjetiske hærs soldater omtales som ”de røde” eller ”Ivan”.
Nazister som topembedsmænd
Flensborgs sidste nazistiske overborgmester Ernst Kracht anvendte hårdhændede nazistiske metoder i sin forfølgelse af de danske. Efter krigen mødte danskerne ham som topembedsmand under Landsregeringen i Kiel.
Flensborg var det sted, hvor masser af krigsforbrydere fik skiftet identitet. Herfra blev flugten organiseret, enten med skib, fly eller over grænsen gennem Danmark. Efter krigen havnede en masse nazister som topembedsmænd.
Nu var der tid til grænserevision
Efter Det tredje Riges fald var der mange, der mente at nu var der tid til en dansk grænserevision. Men et flertal af danske politikere fastslog, at grænsen lå fast. I de første år efter krigen med nød og diktator var der mange sydslesvigere der fik øje på, at de havde en bedre fremtid for sig, hvis de kiggede mod nord.
Den danske befolkning troede, at der var tale om egentlig sindelags-skifte
Sydslesvigere, som ikke kunne dansk og som hidtil kun havde fremstået som tyske skiftede sindelag og meldte sig i mindretallets før så tynde rækker. I 1948 var medlemstallet i Sydslesvigsk Forening steget til knap 70.000 fra de knap 3.000 der havde været ved krigens afslutning. Det blev rejst ønske om nye danske skoler og menigheder. Kravet om dansk grænseflytning blev fortsat fremsat.
Anseelige dele af befolkningen i Danmark valgte at tage tilstrømningen til det danske mindretal som et udtryk for egentlig sindelagsskifte blandt store dele af den sydslesvigske befolkning.
De tyske myndigheder og den britiske besættelsesmagt var imidlertid mere skeptiske. Nogle danske politikere pegede også på at tilstrømningen kunne skyldes et kortsigtet ønske om at forlade det forarmede Tyskland – eller måske var det blot for at få del i den danske fødevarehjælp til mindretallet.
De dansksindedes skæbne blev fastlagt
I september 1946 afkrævede briterne Danmark et klart svar vedrørende spørgsmålet om en mulig grænserevision. I den såkaldte ”oktober-note” den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske muligheder for de dansksindede sydslesvigere. Dermed var var de dansksindedes skæbne fastlagt.
Man skal huske på, at Sydslesvig var hjemsted for hundredtusindvis af tyske flygtninge fra det nuværende Polen, der var fortrængt. De danske politikere mente at dem havde vi ikke så meget tilfældes med.
I 1948 fik SSW hele 92.130 stemmer. Det var 25 pct. af de afgivende stemmer. Pludselig havde man flertal i Flensborg.
Man forsøgte at holde det danske mindretal uden for indflydelse
Det tyske efterkrigssamfund var præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning. Styrkelsen af det danske mindretal mødt vidtstrakt afvisning i den tyske lokalbefolkning. Chikaner og spærregrænser var udtryk for koldfronten. Man forsøgte at holde det danske mindretal helt uden for indflydelse.
Englænderne var fjendtlig stemt over for det danske mindretal
Slesvig-Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel. Englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende og de var ikke særlig venligsindede over for det danske mindretal. De havde svært ved at leve sig ind i mindretallets problemer. De kunne slet ikke acceptere dets vækst. Det var øst-vest problematikken der snart gjorde sig gældende med et deraf flydende ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. For i det skjulte frygtede man russerne.
I Danmark ønskede man at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske dominans i det samlede område. Men dette ønskede englænderne ikke. Fra dansk side ønskede man også at den store skare af flygtninge blev fjernet fra området. Men hvor skulle man sende dem hen? Der var nærmest tale om hungersnød i store dele af Tyskland dengang.
Fra dansk side lykkedes det at sende levnedsmidler til alle, der bekendte sig til danskheden i Sydslesvig.
Sovjet fiskede i rørt vande
Fra sovjetisk side fiskede man i rørt vande, da man lod forstå, at man støtte Danmark* s krav på Sydslesvig. Englænderne opererede med forskellige modeller. Og det sidste forslag var egentlig delt i tre:
Udenrigsminister Gustav Rasmussen forholdt sin statsminister viden om den britiske åbenhed. For ham gjaldt det om ikke at skabe forviklinger med et nyt Tyskland.
Knud Kristensen fastholdt sin ret til at fornægte, hvad han kaldte ”et personligt standpunkt”. Og det var ikke det samme som den samlede regerings.
Englænderne var hårde i filten over for Danmark. Nu kunne de ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig.
Tyskerne havde brug for goodwill
Efter pres fra den britiske regering accepterede den slesvig-holstenske landsregering i 1949 ”Kielererklæringen”. Den danske befolkningsdel blev tilsikret alle demokratiske rettigheder i den vesttyske grundlov. Men egentlig skete den store forandring ført i 1955 med Bonn-erklæringen.
Bonn – regeringen ønskede optagelse i NATO og ville gerne stå på god fod med Danmark.
Spændingerne ophørte ikke
Den enorme tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950’erne, da situationen i Tyskland normaliserede sig. Men tilbage var et styrket mindretal, der organiserede sig og havde grundlagt yderligere skoler, et politisk parti m.m. Spændingerne ophørte dog ikke mellem danske og tyske i lokalsamfundene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 1.592 artikler. Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 324 artikler:
Juli 4, 2020
Hvordan blev tyskheden fastholdt?
Mette Frederiksen glemte ikke det tyske mindretal. Slesvig-holstenerne vænnede sig efterhånden til Preussen og Kejseren. Den nationale identitet blev fastholdt i de tyske foreninger. Nogle blev oprettet som modkultur mod det danske. Ringridning i Tønder. Skytterne blev afvæbnet. Sangforeningerne var kejsertro. Gymnastikforeningerne. Det friville brandværn. Borgerlige selskabsforeninger. Håndværkerforeninger. Germaniseringen virkede modsat. De tyske foreninger havde også stor betydning efter 1920. Den tyske ”Skamlingsbanken”. Efterrationaliseringer, udefineret og tåget arv. Stemningen vender. Man vil tvinge mindretallet til at anerkende ordet ”Genforening”. Nazismen kommer snigende 1933. Alt bliver samlet i NSDAP – N. Mindretallet følte sig krænket og dybt uretfærdig behandlet. Slesvigsk parti var meget aktive. Samarbejdet med Centrumdemokratterne ophørte øjeblikkelig. Borgmester: Mindretallet mangler ”Fingerspitsengefüll” og hvorfor fejrer de fødselsdag? Når man trækker Nazikortet!
Mette Frederiksen glemte ikke det tyske mindretal
Ja sådan sagde Mette Frederiksen, da hun talte i direkte TV fra Dybbøl. Og det var henvendt til det tyske mindretal i Sønderjylland. Nu har man nok mere beskæftiget sig med mindretallet i Sydslesvig. De er aldrig blevet glemt.
Vi kigger på tyskheden
Vi er i Nordslesvig i tidsrummet 1864 – 1920. Vi har selv skrevet en masse artikler om danskheden i den periode. Også medier og bøger har fokuseret på danskheden. Men vi vender lige bøtten og kigger på tyskheden.
Denne del af historien har næsten ikke været belyst op til ”Genforenings-debatten”. Men nu går vi også lidt ud over 1920. Og kigger lidt på situationen i dag.
Skuffet over, at Slesvig-Holsten ikke kunne bevares
De tysksindede var også meget aktive i at bevare det tyske sprog og den tyske kultur. Slesvig og Holsten havde fået en ny statslig ordning som preussisk provins.
Mange var dog skuffet i 1867, fordi Slesvig-Holsten ikke fik lov til at være en selvstændig stat under det tyske forbund eventuelt med hertug Friedrich den Ottende af Augustenborg som hersker. Deres skuffelse over at være tvunget ind i Preussen viste sig ved valgresultatet til det nydannede Nordtyske Forbund.
Det augustenborgske ”landsparti” opnåede flertallet af mandaterne i den nye preussiske provins. Denne afvisning af det preussiske døde imidlertid ud i løbet af ca. 15 år.
Man vænnede sig til Preussen og Kejseren
Efter den fransk – tyske krig i 1870 og Wilhelm den Førstes proklamation som tysk kejser i spejlsalen i Versailles, syntes de nationale forhåbninger, der ikke var blevet opfyldt ved de tyske revolutioner i 1848 – 49 at have nået deres mål
Indforståelsen med at tilhøre Preussen og Det Tyske Rige voksede derfor hurtigt.
Det Augustenborg-sindede Landsparti gled hurtigt over i det liberale fremskridtsparti. Oplevelsen af den sejrrige krig mod Frankrig og den preussiske militærtjeneste styrkede den preussisk-tyske statstanke hos mange unge slesvig-holstenere.
Med indgåelse af ægteskabet mellem den tyske tronfølger, den senere Wilhelm den Anden og den augustenborgske hertugdatter Auguste Victoria i 1881, blev der også rent dynamisk slået bro mellem Slesvig-Holsten og Preussen.
Den nationale identitet blev sikret i det tyske foreningsliv
Danskerne i Nordslesvig – som at dømme efter stemmetallene til den nordtyske rigsdag i 1867 udgjorde godt og vel 75 pct. af befolkningen-måtte derimod se sig adskilt fra deres nationale og kulturelle tilhørsforhold med befolkningen nord for Kongeåen.
Selskabelig, sportsligt, kulturelt og politisk forstod de tysksindede at engagere og organisere sig. Den nationale identitet blev sikret i det tyske foreningsliv.
En national arrogance over for det danske
Man kunne tydeligt hos en stor del af disse foreninger konstatere en national arrogance og politisk afvisning af den danske befolknings ønsker om kulturel og politisk selvbestemmelse i den sproglige og kulturelt blandede region.
Det danske foreningsliv i Nordslesvig omfattede mange sider af samfundslivet, begyndte at udvikle en modkultur til statens sociale og politiske organisation – i lighed med Socialdemokratiet, hvis organisationer fulgte medlemmerne ”fra vugge til grav”.
På tilsvarende måde blev der opbygget et tyske borgerligt foreningsliv i Nordslesvig inden for det tysk-preussiske statsbegreb med dets politiske og sociale værdinormer.
Foreningerne, klubberne, selskaberne og organisationerne lagde hver efter deres formål mere eller mindre vægt på det nationale. Under alle omstændigheder udgjorde de et samlingspunkt for det tyske borgerskab i Nordslesvig. Desuden markerede tilhørsforholdet til de ”rigtige” foreninger også den sociale position i samfundet.
Forening som modkultur til det danske
Også efter 1920 havde de tyske foreninger stor betydning. Efter Slesvigs deling blev foreningerne i stor udstrækning det sted, hvor det tyske mindretal i Danmark fandt sit organisatoriske ståsted.
En bevidst tysk politisk bevægelse vendt imod den danske befolkning og dens institutioner opstod først i slutningen af århundredet med stiftelsen af ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig”.
Den blev først og fremmest understøttet af de tyske embedsmænd og fungerede som en del af de statslige forholdsregler mod den danske bevægelse på linje med sprogpolitikken samt indgrebene mod optanter. Den fik imidlertid en hurtig udbredelse, hvad det store antal af lokalforeninger viser.
Ringridning i Tønder
En række foreninger i Nordslesvig har traditioner som rækker langt tilbage. Til disse hører bl.a. ringriderforeninger, hvor medlemmernes nationale indstilling blandt de ældste af foreningerne ikke spillede nogen rolle. Det kom senere, hvor problemstillingen blev bragt ind i billedet af de tyske foreninger i slutningen af 1800-årene.
Ringridning stammer helt tilbage fra middelalderen. Her blev det dyrket ved hoffet. I Danmark og Slesvig-Holsten blev det dyrket i det 16. og 17. århundrede. I 1693 blev ”Det ridende ”corps” oprettet. Det kan ikke dokumenteres, men man regner med at Frederik den Femte i 1748 deltog til ringridning i Tønder. Ved den anledning fik ”Ridegarden” lov til at kalde sig for ”Frederiksgarden”. Men den bestod nu ikke så længe.
Tønder Skyttekorps kan se tilbage til en 325 års foreningshistorie og hører dermed til de ældste foreninger i det tidligere hertugdømme Slesvig. Svarende til byens slesvig-holstenske indstilling fulgte skyttekorpsene i krigen 1848 den blå-hvid-røde fane sluttede sig til borgervæbningen i byen.
I 1804 blev ”Frederiksgarden” genoplevet gennem amtmand Bertouch. Han havde gode forbindelser til Frederik den Sjette. Amtmanden fik gennemført at man igen måtte bruge navnet. I 1937 kunne ringrider – korpset i Tønder fejre 125 – års fødselsdag. Her havde historikeren Ludwig Andresen lavet en lille folder.
Der blev lavet en tysk og en dansk plakat. Den eneste forskel var, at på den tyske plakat var Christian den Tiendes deltagelse ikke fremhævet så meget som på den danske plakat.
Efter 1920 havde man i nogle byer bibeholdt det nationale skæld, mens man i andre byer var meget mere åben omkring det nationale. Ringridning i Tønder har været gennem bølge og dale. Efter en 10-årig pause, blev ringridningen i 2016 genoplivet.
Skytterne blev afvæbnet
Efter afvæbningen af skytterne i 1850 blev privilegierne frataget dem af den danske krone og korpset blev opløst.
Skønt genindførslen af statuetterne allerede skete 1857 kunne foreningen på grund af deres tysksindede indstilling først genoptage de tyske foreningers traditioner i fuldt omfang efter krigen i 1864.
I preussisk tid blev traditioner fra de tyske skyttefester mange steder i Nordslesvig antaget på linje med de regionale ringridertraditioner, og yderligere en række skytteforeninger blev grundlagt.
Ligesom hos skytterne i Tønder, hvis nationale sindelag blev vakt i 1840’erne var sangforeningerne præget af nationale modsætninger fra den første halvdel af 1800 – årene. I årene før 1848 blev seksvig – holstenske og tyske – ligesom også danske – nationale ideer i vid udstrækning udbredt gennem folkefester, sangfester, festmåltider og lignende foranstaltninger.
Sangforeningerne var ”kejsertro”
I de sange, som den i 1842 stiftede sangforening i Tønder opførte, var den nationale holdning tydelig. Men i 1850 medførte den første slesvig-holstenske krig et midlertidig stop i sangforeningernes virke. Men i preussisk tid blomstrede de atter op.
Kort efter stiftelsen af Tønder Sangforening i 1843 blev der også i Aabenraa grundlagt en Liedertafel, dvs. en sangforening. Den i1865 stiftende sangforening for Gråsten og omegn blev efter rigsdannelsen beskrevet som ”kejsertro”.
Gymnastikforeningerne
Sammen med mandskorene blev gymnastikforeningerne bærere af den nationale holdning. I de tyske mandegymnastikforeninger øvede man sig i guldøvelser eller redskaber efter Turnvater Jahn’ s tradition for eksempel i Tønder i 1865 og i Aabenraa i 1888.
Først efter århundredeskiftet ændrede sportsgrenene sig, for eksempel kom cykelløb og boldspil til. Men der opstod også en handelsgymnastikforening, hvor de ”moderne” sportsgrene blev udøvet side om side med den gamle ærværdige mandegymnastikforenings aktiviteter.
De frivillige brandværn
En nær forbindelse med hensyn til oprindelse bestod mellem gymnastikforeningerne og det frivillige brandværn. Fra Tyskland kom ideen om det frivillige brandværn til Nordslesvig. Den opstod først som Tønder Gymnastikbrandværn af 1869, som to år senere blev selvstændig. Aabenraa fulgte i 1878 og Haderslev i 1882 med dannelsen af frivillige brandværn, hvis uniformering, eksercits og kommandosprog tilpassede sig tidens militære forbilleder.
Borgerlige selskabsforeninger
Ved siden af borgerlige selskabelighedsforeninger, som bar navne som Harmonie, Concordia og Frohsinn (Lyst Sind) opstod der også en række erhvervsmæssige sammenslutninger, som til tider organiserede selskabelige sammenkomster, men desuden tjente til sikring af de faglige interesser. Således hørte afholdelsen af håndværks- og industriudstillinger og oprettelsen af spare- og forskudskasser til håndværkerforeningens opgave.
Håndværkerforeninger
Aabenraa Håndværkerforening af 1869 dannede en ny organisationsform efter at næringsfriheden var indført og organisationstvangen ophævet. Det blev i 1885 til Aabenraa Håndværkerklub. Ti år senere kom der en lille tilføjelse ”Forening af selvstændige tyske Håndværkere.
Her havde altså kun de selvstændige adgang medens svendene, som for størstedelen var fagligt eller endog socialdemokratisk organiseret kunne optages i Aabenraa Håndværkerforening.
Våbenbrødre-foreninger
Den stærkt voksende begejstring, også blandt tyskerne i Nordslesvig, for det nye kejserrige og erindringen om den sejrrige krig mod Frankrig medførte dannelsen af veteranforeninger, såkaldte ”Kampfgenossenvereine”, mange steder i Nordslesvig. Også veteranerne fra 1848 – 1850 kunne optages her.
Da medlemskabet af disse foreninger indskrænkede sig til aktive krigsdeltagere, dannedes sideløbende hermed snart våbenbrødre-foreninger, såkaldte ”Krigsvereine”, hvis medlemmer havde aftjent militærtjeneste og nu dyrkede samhørigheden ved skyttetjenester, baller og lignende selskabelighed. I 1914 var der 47 våbenbrødre-foreninger i Nordslesvig.
Deutscher Verein
At styrke hengivenheden over for det Hohenzollerske dynasti og en tysk patriotisme i Nordslesvig var også målet for ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig”, som blev stiftet 1890 i Toftlund som en sammenslutning af flere lokale foreninger. Vi har tidligere i artiklen kigget på denne forening.
Indførelsen af sprogforordningen fra 1888 førte til en styrkelse af dansksindede befolknings modstand mod den preussiske stat. Som gensvar på den voksende danske organisering var Deutscher Verein dannet.
En del af foreningsledelsen ligesom en ikke uvæsentlig andel af medlemmerne stammede ikke fra Nordslesvig.
Den tyske forening blev da også af danskerne anset for at være en platform for de i 1867 indvandrede tyskere. Især efter at den ”hurra-patriotiske” embedsmands- generation, som var præget af Wilhelm den Anden og repræsenteret af den sønderborgske amtsdommer Dr. Hahn, som var blevet formand for foreningen, havde overtaget roret.
De stod bag Knivsbjerg-festen
Der var også førende medlemmer af Deutscher Verein, som i året 1893 tog initiativ til at stifte en forening, som erhvervede terrænet omkring Knivsbjerg.
Ved siden af et tysk foreningsliv, som omfattede sang, gymnastik, selskabelighed og faglige interesser i de lokale områder i Nordslesvig var det politiske element i høj grad kommet i centrum gennem våbenbrødre-foreningerne, Deutscher Verein og den årligt tilbagevendende Knivsbjerg-fest.
Germaniseringen virkede modsat
Denne form for optræden fik unægtelig ikke den ønskede virkning at svække den danske bevægelse i Nordslesvig. Dette kan aflæses af de danske foreningers medlemstal, at de danske stemmer ved valgene og endelig i afstemningsresultat ved folkeafstemningen i 1. zone den 10. februar 1920.
I debatten glemmer man at nævne, at den danske regering i 1848 – 1850 forsøgte at tvinge den tysksprogede befolkning i Mellem-Slesvig til at tale dansk. Nu skulle man pludselig tale dansk overalt også i skolen. Dette blev så vendt på hovedet, da preusserne havde magten i Nordslesvig. Nu skulle det hele germaniseres. Men det fik dog bagslag.
De tyske foreninger havde også betydning efter 1920
Men de tyske foreninger i det nordlige Slesvig-Holsten havde en vigtig betydning og den fortsatte ud over afstemningsdagen. Og det har stadig betydning for fællesskabet. Vi fortsætter ud over 1920.
Således havde undertegnede den fornøjelse at holde et foredrag på sønderjysk nede i Rens den 10. februar 2020. Og mit indtryk var, at foredraget blev godt modtaget også af de mange medlemmer af det tyske mindretal, der var til stede den aften.
Den tyske ”Skamlingsbanke”
Men vi vender lige tilbage til Knivsbjerg selv om vi tidligere har skrevet om dette sted. Vi skal tilbage til en folkefest på Kalvø i bunden af Genner Fjord, hvor der blev henvise til det nærliggende Knivsbjerg, hvor man ville rejse et mindesmærke med Germania, som skulle være ”skønnere og mere smagfuld end hint …trodsige støtte på Skamlingsbanken.
Man mener, at Knivsbjerg tidligere har været et kultsted, men der findes dog ikke noget dokumentation for dette. Det første, der blev bygget efter den tyske overtagelse, var en hestestald.
Indvielsesfesten blev holdt den 15. juli 1894 og tiltrak 4 – 5.000 mennesker. Hovedpersonen bag købet af Knivsbjerg var rigsdagsmand og reder Jebsen fra Aabenraa. Han indledte festtalerne med at sige:
Af de dansksprogede aviser var de blevet kritiseret for efterligningen. Men det havde de også et svar på:
De to nationale fester på Skamlingsbanken og Knivsbjerg havde – i hvert fald i perioden før 1914 – en vigtig betydning som ”agitationsmiddel” eller ”våben i den offentlige debat”.
Begge siders aviser bebrejdede hinanden for at overdrive egen fests tilslutning og for at angive et alt for lavt tal for modpartens fest.
”De dansksindede er tyske undersåtter”
I 1901 blev Bismarck-tårnet rejst på toppen af Knivsbjerg. Det manifesterede den tyske overtagelse af stedet. Ved indvielsen i 1894 var der således en 10 m lang fane på en 25 meter høj stang. Der blev affyret kanonskud og der var fyrværkeri. I avisreferatet stod der at læse:
I perioden fra 1894 til 1914 var Knivsbjergfesten domineret af talernes nationale ideologi, benævnt fædrelandskærlighed. Den var baseret på ubetinget disciplin og pligtopfyldelse over for kejseren.
Festen blev bl.a. brugt til at nedgøre de dansksindede. Man forlangte også økonomisk støtte fra Berlin i kampen mod ”de tyskfjendtlige wyhlerier (agitation).
Den tyske ungdomsbevægelse genoptog Knivsbjerg-festen
Det var den tyske ungdomsbevægelse som i 1921 genoplevede Knivsbjerg-festen. Kritikken mod grænsen og dens tilblivelse var oftest hovedemnet.
Mindre aggressiv end resten syntes mindretallets leder, Schmidt-Vodder at være. Ønsket om en grænserevision mente han skulle løses på fredelig vis.
Indbyrdes uenighed
Nazismens magtovertagelse i Tyskland førte til stigende deltagerantal på Knivsbjerg. Schmidt-Vodder udtrykte sin beundring for og værdsættelse af Hitler. Nazister i Nordslesvig kunne slet ikke enes. Der blev dannet mange grupper.
I 1936 var der fare for, at der indbyrdes ville opstå uenigheder. Derfor blev festen aflyst. Senest fra 1938 var der tale om fuldstændig nazi-styring af det tyske mindretal med Jens Møller som hovedperson. Han overskred Berlins politiske direktiver.
Under den tyske besættelse blev der ikke festet på Knivsbjerg.
Den 28. august 1945 blev tårnet på Knivsbjerg sprunget i luften. 40 mænd og 2 kvinder fra den tidligere modstandsbevægelse stod for attentatet. Politiet gjorde ikke meget for at opklare hændelsen. Portrættet af Bismarck var allerede blevet flyttet-
Efterrationaliseringer, udefineret og tåget arv
I 1947 var der igen ungdomsforbundet der kaldte til møde på Knivsbjerg. Den første opgave var at rydde op efter tårnets sprængning af danske modstandsfolk.
Efterrationaliseringer, forsvar for det skete og paroler om udholdenhed med henvisning til en udefineret og tåget arv veksler med hinanden.
Stemningen vender
Fra 1960-erne kommer der yngre stemmer, som kræver en kritisk beskæftigelse med ”egenskaben tysk”. Tilhørsforholdet synes at skifte fra en almindelig tyskhed til en tyskpræget nordslesvigsk regionalbevidsthed. Disse nye toner fyldes op af en ændring i Knivsbjerg-festens form fra slutningen af 1960’erne.
Mindretallets manifestation sker tilsyneladende ikke længere på Knivsbjergfesten, men på den årlige ”Deutsche Tag” i Tinglev. Måske opfattes Knivsbjergfesten nu mere som et idrætsstævne.
I 2018 var her 4.000 gæster til Knivsbjerg-festen. Ungdomsforeningen kan ikke mere selv betale for udgifterne. Nu må selve BDN også træde til.
Symbolværdien er stor
Men vi må sandelig ikke undervurdere symbolværdien for det tyske mindretal. Det er en af de få udtryksmidler med en historie, som rækker længere tilbage end 1920.
Egentlig oplevede det tyske mindretal det som et nederlag det som skete i 1920. De mistede også Sydslesvig. Ja de blev pludselig en del af det danske rige. Men de kan fejre den såkaldte ”Genforening” som 100 – års fødselsdag.
Ville tvinge det tyske mindretal til at anerkende ”Genforening”
Som det fremgår af en artikel her på siden, forlangte et byrådsmedlem fra Sønderborg, at man fra det tyske mindretal skulle tvinges til at anerkende ordet ”Genforening”. Og så er man åbenbart lige glad med at denne benævnelse er historisk og juridisk ukorrekt. ”Den Gamle redaktør” her på siden kan godt forstå, at man følelsesmæssig og ”folkelig” bruger udtrykket.
Slesvig-Holsten var en del af den danske helstat. Man var under den danske krone. Og det var man uanset om man talte dansk, sønderjysk, plattysk, frisisk eller tysk.
Man anerkendte først grænsen i 1945
Men det tyske mindretal anerkendte ikke grænsen dengang. Det gjorde man først i forbindelse med en loyalitetserklæring i 1945.
Vi skal huske på, at endnu i 1920 var der tysk flertal i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Haderslev. De Hitler fik magten i 1930’erne voksede kravet om en grænserevision blandt det tyske mindretal.
Nazismen kom snigende allerede i 1933
Allerede fra 1933 fandt nazismen ind i det tyske mindretal. Inden for ungdomsorganisationerne opstod der en konkurrerende organisation. Officielt blev ”Deutsche Jungenschaft” oprettet på en Knivsbjergfest i juni 1933. men allerede i april havde man bekendt sig til nazismen ved at underskrive ”Manifest der deutschen Jugend”.
Et år senere i maj 1934 blev ”Deutsche Mädchenschaft Nordschleswig” dannet. Men inden da havde pigerne gennemført aktiviteter sammen med drengene. I 1935 blev hovedorganisation den tyske ungdom Nordslesvig dannet. Og der var uniformstvang.
Alt blev lagt under NSDAP-N
Også de forskellige sports- og fritidsorganisationer inden for mindretallet blev offer for nazismen. Senere blev alle lagt under NSDAP – N. Man kom under ideologisk påvirkning og fik en militær uddannelse. Det hele skulle resultere i at medlemmer af ”der Deutschen Jugendschaft Nordscleswig” senere skulle melde sig til tysk krigstjeneste. Dette kunne man læse i ”Jungen Front”. Her kunne man også læse, når nogen var faldet for ”Der Führer” i krigen.
I april 1940 overfaldt tyskerne det neutrale Danmark. Grænsen blev ikke lagt op til Kongeåen igen. Det tyske mindretal var skuffet.
Det Tyske Mindretal følte sig krænket og uretfærdig behandlet
Under Anden verdenskrig meldte 2.100 fra det tyske mindretal sig til at kæmpe for Waffen SS. 752 af disse vendte ikke tilbage. Men der var faktisk flere fra det øvrige Danmark, der meldte sig under de nazistiske faner.
Under retsopgøret efter 1945 blev 3.100 medlemmer af det tyske mindretal interneret. Man følte sig dybt krænket og uretfærdig behandlet. Det gik meget længe inden mindretallet kunne erkende sig medskyldig i dette.
Den tyske privatskole i Tønder
Alle tyske skoler blev lukket. Den 26. oktober 1946 kunne Der Nordschleswiger berette om at den tyske skole i Tønder var åbnet med 53 elever. I 1949 var der hele 112 elever. Men hvor skulle disse elever anbringes? Bygningerne, der indeholdt de offentlige tyske skoler, stod ikke mere til rådighed.
En del af børnene kunne anbringes i den tyske gymnastikforenings lokaler på Kongevej i Tønder. Andre igen kunne anbringes i Skyttekorpsets lokaler ved siden af posthuset. Andre igen blev anbragt i markedshallen ved Sønderport.
Den 21. marts 1953 blev grundstenen til en nybygget skole på Popsensgade nedlagt. Det var til den tyske privatskole i Tønder. Og ham, der nedlagde grundstenen, hed Dr. Eduard Edert. Han var valgt ind i den første ”Bundestag” Han skrev bl.a. romanen ”Der Schuster von Tondern.
Allerede den 28. november 1953 kunne Ludwig Andresen-Schule så indvies.
Adenauer havde en god ide
København – Bonn erklæringen betød meget for mindretallene. Egentlig var det slet ikke en kontrakt med kun en erklæring om gensidig forståelse. Og egentlig var det Adenauers ide. Han skulle have noget goodwill fra Danmarks side for at indtræde i Nato. Vi har i flere artikler beskrevet forholdet for de dansksindede i Sydslesvig.
Den 29. marts 1955 blev Bonn – København erklæringen underskrevet. Egentlig var det kun to gange fire A4 – sider med stor skrift.
Slesvigsk Parti var aktive
Slesvigsk Parti stillede også op til kommunal- og Folketingsvalg. Første gang at det lykkedes at komme i Folketinget var den 21. september 1920. Og det var Johannes Schmidt- Vodder, der fik en plads. Egentlig hed man Slesvigsk Vælgerforening.
Schmidt-Vodder blev siddende indtil 1939, hvor Jens Møller overtog pladsen. Han var ”Folkegruppe-fører og partiformand for NSDAP – N. Men det hed stadig Slesvigsk Parti. I 1943 under den tyske besættelse stillede man ikke op.
Men allerede i 1953 havde man igen en plads i Folketinget. Det var Hans Schmidt-Oxbüll. Og her sad han indtil 1964. Derefter var det Jes Schmidts tur. I 1969 døde han. Så var det tid til at finde en ny kandidat.
Samarbejdet med Centrumdemokratterne ophørte
Så kom det til et valgsamarbejde med Centrumdemokratterne Peter Wilhelmsen blev valgt. Men ak, så fandt man ud af, at han som 17-årig i 1940 havde meldt sig til Waffen – SS. Og det kunne man ikke acceptere. Samarbejdet stoppede.
Man har i diverse medier fremhævet at samarbejdet mellem danskere og tyskere er fantastisk og uden problemer i grænselandet. Men er det helet uden gnidninger?
Tænk – hvis man finder ud af dette
Mange er måske ikke klar over, at en del af ”Genforeningen” er finansieret af salget af ”De Vestindiske” øer. Beløbet var ikke nok. For eksempel er Fjordvejen langs Flensborg Fjord et beskæftigelsesprojekt, finansieret af blandt andet disse midler. Da man skulle sælge ideen, gik den bl.a. på, at man kunne derfra se over til Tyskland.
Nu må vi så ikke håbe, at dem der vælter monumenter eller ødelægger disse får kendskab til denne information for så at komme og bryde Fjordvejen op. Dengang var Nordslesvig meget tilbage både med hensyn til infrastruktur og alt andet. Det var bestemt ikke en billig fornøjelse at overtage Nordslesvig dengang i 1920.
Sønderlemmende kritik af mindretallet
For nogle år siden skrev Henrik Skov Kristensen en ellers udmærket bog, der hed Gerningsmænd eller ofre, som vi også har anmeldt her på siden. Den giver en sønderlemmende kritik af det tyske mindretals ageren både før under og efter besættelsestiden. Der er ikke mange formidlende omstændigheder i bogen.
Masser af debat
Vi har her på siden også beskrevet en del skærmydsler her på siden i diverse artikler. Og i vores bog ”Grænsen er overskredet” har vi også givet eksempler på dette.
For en del år siden diskuterede man også i Sønderjylland indførelse af tyske byskilte. Der blev sandelig ikke lagt fingrene imellem. Og så skulle man tro, at der var lagt en dæmper på. Men sådan ser det ikke ud.
Borgmester: Mindretallet mangler ”Fingerspitzengefüll”
Således har Siegfried Matlok, tidligere redaktør af Der Nordschleswiger netop haft en samtale med Aabenraa’ s borgmester Thomas Andresen på DK4. her beskyldes det tyske mindretal for mangel på ”Fingerspitzengefüll”, fordi de i 2020 forlanger tyske skilte i Sønderjylland. Borgmesteren gør opmærksom på, at mange danskere har oplevet både første og anden verdenskrig. Og mange danskere har ofret deres liv for tyskere. For mange familiemedlemmer er det endnu et problem.
Borgmesteren mener, at det tyske mindretal opfatter det som om Europarådet kan afgøre om der skal være tyske skilte i Sønderjylland. Og sådan er virkeligheden. De kan ikke bestemme, hvad et andet land foretager sig. Nu er denne diskussion hvis startet før 2020!
Borgmesteren mener, at hvis dette er mindretallets varmeste ønske, så må det gå aldeles godt for det tyske mindretal i Danmark. Han kender mindst 350 kommuner syd for grænsen som ikke har tosproglige byskilte.
Absurd, at de fejrer 100-års fødselsdag
Thomas Andresen finder det også absurd, at det tyske mindretal fejrer 100- års fødselsdag, når man betænker, hvordan mindretallet agerede under nazi-styret og særlig under den tyske besættelse i Danmark.
Når man trækker Nazi – kortet
Borgmesteren har tidligere sammenlignet håndtrykket til statsborgerskabet med en Hitler – hilsen. Mange mener dog at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling. Men Aabenraa’ s borgmester sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:
Vi skal nok lige hurtigt melde ud at dette ikke er Venstres officielle politik.
En nazi-hilsen er politisk undertrykkelse. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.
Mindretallet trak også kortet
Ja selv det tyske mindretal brugte nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. En af partiets profiler blev sammenlignet med Göring. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.
Det endte hvis nok med, at opslaget blev slettet.
Læs mere i vores artikel – oversigt.
Vi kom i vores artikel langt omkring. Men der er meget mere under dette. Og det kan du se i den artikeloversigt som vi her bringer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.590 artikler, herunder 134 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under Besættelsestiden (før/nu/efter) (323 artikler):
Under Tønder (257 artikler):
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (59 artikler):
Under 1864 og de slesvigske krige (35 artikler):
Læs om Augustenborgerne:
Juli 1, 2020
Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
Vi er i 1700-tallet. I Ballum har Poul svigtet Birthe. Det er hun meget skuffet over. Nu vil hun begå selvmord. Hun forsøger tre gange. Det lykkedes ikke. Man må tilkalde en kirurg fra Tønder. Selvmordet bliver indberettet. Det er åbenbart strafbart. Birthe havde ellers forlangt ”Rottekrudt”. Men det ville høkeren i Østerende-Ballum ikke udlevere. Sagen kommer for Birketinget i Ballum. Hun bliver anbragt i arresten i Møgeltønder. Åbenbart har Grevinden på Schackenborg medlidenhed med hende. Hun skaffer hende den bedste forsvarer. Dommen lød på – et år i Spindehuset. Birthe appellerer til kongen. Hun får nu valget mellem den oprindelige dom eller ”at miste huden”. Hun vælger det sidste. Birthe er ikke medtaget, at hun efter afstraffelsen beder om at blive løsladt. Hvilken skæbne fik hun? Vi kigger også på diverse afstraffelsesformer.
Pryglestraf var almindelig
Pryglestraf blev hyppigt anvendt dengang i 1700-tallet. På Schackenborg optræder nogle officerer meget hårdhændet over for det værnepligtige mandskab i begyndelsen af 1700-tallet. Godsinspektøren kunne her uovervejet give en mand en blodig næse.
Ifølge Danske Lov skulle pryglestraffen anvendes inden for den borgerlige straffepleje i ikke få tilfælde. En husbond måtte revse sine børn og tjenestefolk med stok eller ”vånd”, men ikke med våben uden at give dem sår eller at sønderslå deres lemmer.
Men ved afstraffelsen for prostitution eller tyveri måtte delinkventen godt lide svær fysisk overlast.
Fjerde gang tyveri – så var det galgen
En mand, som første gang blev dømt for ringe tyveri skulle ”miste sin hud”. Blev han pågrebet anden gang kunne han ikke nøjes med at miste sin hud, så blev han også brændemærket på sin ryg.
Tredje gang blev han ydermere brændemærket som tyv i panden. Fjerde gang skulle han ikke blot kagstryges og brændemærkes. Han skulle derefter sendes til Bremerholm (et meget berygtet fængsel i København) eller et andet passende sted. Der skulle han forrette tvangsarbejde på livstid.
Større tyveri – anden gang: Bremerholm
Var det groft tyveri af kreaturer og heste eller større genstande, begyndtes der straks med de strenge straffe. Allerede første gang blev tyven da kagestrøget og brændemærket i panden. Anden gang blev det suppleret med livsvarigt ophold på Bremerholm eller et andet ubehageligt sted.
Brød tyven ud af jern og fængsel, og blev han pågrebet efter et nyt tyveri, blev han straffet med galgen. Det var altså i Danske Lov endog meget strenge straffe for, hvad vi i dag vil betragte som småforseelser.
I de kongerigske enklaver i Vestslesvig gjaldt Danske Lov og dermed også dens brutale bestemmelser om korporlig afstraffelse. Disse bestemmelser kunne suppleres med dekreter af lokal art.
Sandgravning forbudt i Møgeltønder
Det skete for eksempel i 1732, da det grevelige herskab på Schackenborg udsendte en ordre om, at første gangs overtrædelser af forbud mod sandgravning i Møgeltønder skulle straffes med en bøde på en rigsdaler, mens anden gangs overtrædelser blev takseret til ”straf på kroppen”.
En anden lovgivning i nærheden
Var den samme forseelse sket i Tønder, kun fem kilometer fra Møgeltønder, ville straffen måske have været en hel anden. Her gjaldt det nemlig en helt anden lovpraksis. Tønder lå i hertugdømmet Slesvig-Holsten mens Møgeltønder og Ballum lå i en kongerigsk enklave.
Er du forvirret? Så kunne det være, at du skal gøre brug af vores artikel – liste efter denne artikel. Vi har lavet en liste vedr. 1. Artikler om Lov og Ret 2. Artikler om Møgeltønder 3. Artikler om Ballum. Vi har så valgt at lægge denne artikel under Tønder, hvor de andre Møgeltønder – artikler ligger.
Birthe måtte miste sin hud
Den korporlige revselsesstraf anvendtes lige så fuldt over for kvinder som for mænd – her var det ligeberettigelse mellem de to køn.
Her historien om Birthe fra Ballum, der måtte lægge ryg til fangevogterens ris – eller som det hedder i datidens sprog ”miste deres hud”.
Det er i 1742 efter et mislykket selvmordsforsøg på grund af ulykkelig kærlighed. Birthe Hansdatter var født i Strellev sogn i Ringkøbing amt ca. 1707. Hun havde opholdt sig i Ballum sogn i 11 – 12 år.
Forældrene kunne ikke lide Birthe
De sidste 2-3 år havde hun tjent hos gårdfæster Jens Michelsen og hans kone Gertrud i Østerende Ballum. Hun fik af husbonsfolket et godt skudsmål. Et par år forinden havde hun, mens hun tjente hos Thomas Nielsens enke lært tjenestekarl Poul Kristensen at kende. Han var da karl hos Detlef Henriksens enke. Det var meningen, at de skulle giftes, men hans forældre var imod partiet.
Pinsedag den 13. maj 1742 havde de to været på besøg hos Pouls forældre, og på tilbagevejen herfra havde han spurgt Birthe, om hun endnu ville vente nogen tid med brylluppet.
Han ville gerne ægte hende, men forældre var ikke så begejstret. Han ville også lige tjene til lidt klæder først. Han betroede Birthe, at ægteskabet skulle indgås inden for to år.
Poul havde ”godhed” til en anden pige
Birthe havde vel til en begyndelse affundet sig med denne udskydelse af brylluppet. Men da hun kort tid efter erfarede, at Poul ”havde godhed” for en anden pige, Anne, som han tjente sammen med hos Hans Møller, ville hun have en forklaring.
Birthe havde set ham og Anne gå på en mark og afhugge tidsler. Hun havde forlangt en forklaring af ham. Hun havde truet med at hvis han ikke gjorde det forbi med Anne, så ville hin gøre noget ved sig selv. Men han havde afvist hende og sagt at han ikke ville have noget med hende at gøre.
Birthe ville have ”Rottekrudt”
Derfor gik Birthe til høkeren i Østerende, Erik Lund og havde hos ham bedt om rottekrudt (arsenik) som hub sagde – til at lægge for mus i en seng.
Erik Lund havde dog ikke villet give hende giften, men da hun var blevet ved med at plage ham, havde han taget noget hvidt ”amdam” (stivelse). Han havde kun givet hende så meget som kunne ligge på en knivspids.
Birthe gemte den formodede gift i et lille stykke papir i sin lomme og gik derefter på ny ud til Poul på marken i håb om at hun ville finde ham anderledes til sinds end før. Men han ville stadig ikke vide af hende og stødte hende fra sig med hænderne.
Konkurrenten Anne var til stede ved denne lejlighed og ifølge Poul skulle Birthe være gået fra dem med det fromme ønske, at hun gav dem begge fanden i vold.
Et uhyggeligt snitsår
Birthe var oprevet og fortvivlet. På vejen hjem fra marken indtog hun den formentlige gift, som naturligvis ikke havde den ønskede virkning. Hun kom hjem og idet hun i vrede kastede sin skyggehat på køkkenbordet, sagde hun til madmoderen at nu havde hun aftidslet. Hun havde derfor taget en kniv. Til trods for at madmoderen Gertrud Jenskone, havde søgt at hindre det, havde hun skåret sig i halsen dermed.
Gertrud Jenskone løb da skrigende efter hjælp over til naboen Tyge Michelsen, hvor ægtefællen Jens Michelsen opholdt sig. Foruden jens og Thyge Michelsen løb også tjenestepigen Birthe Jensdatter over for at komme Birthe til hjælp.
De lod nu pigerne være selv. Da Birthe Jensdatter havde formanet den anden Birthe til at omvende sig, var hun sprunget op og havde truet med en ulykke. Hun var da flygtet. Imens havde Birthe Hansdatter forsøgt at fuldbyrde selvmordet med den sløve kniv. Hun havde dog formået at tilføje sig et uhyggeligt snitsår i halsen.
Birthe havde været i livsfare
Den nærmeste kirurg, Georg Heinrich Klee fra Tønder, blev tilkaldt, men han var først fremme i Ballum den følgende dag, den 6. juli om morgenen. Han fandt da Birthe liggende i sengen med et stort sår på venstre side af halsen, som han beskrev som fem fingre bredt.
Hun havde haft et betydeligt blodtab, hvis hun ikke var kommet under behandling. Kirurgen havde da med en synål og silketråd syet såret sammen, ligesom han havde givet hende medikamenter mod den indtagne formodede gift.
Selvmordsforsøget blev indberettet
Delefoged Henrik Detlefsen, som var det schackenborgske herskabs lokale repræsentant og i øvrigt også var birkeskriver, var også blevet underrettet. Han indberettede den 6. juli om selvmordsforsøget. Fra herskabet blev der derefter givet ordre til, at Birthe skulle bringes til Tønder og indlogeres og behandles hos kirurgen der mod betaling.
Et par dage efter blev hun af husbonden, Jens Michelsen bragt til Tønder for at blive behandlet af kirurgen i hans hus, indtil såret var lægt.
Da borgmester og råd imidlertid fik kendskab hertil, forbød de Birthes ophold i byen. Hun hørte ikke under byens og amtets jurisdiktion. Hun var delinkvent og det kunne frygtes, at hun ville tilføje sig yderligere skade.
Hun blev derefter den 10. juli henimod aften bragt til Schackenborg, idet Jens Michelsen var i den tro, at herskabet ville tage vel imod hende. Hun selv havde også bedt indstændigt om at måtte blive der, men inspektør Josias Lütken havde afvist det. Jens Michelsen havde derefter måttet køre hende den lange vej tilbage til Ballum. Hertil var kirurg Klee så kommet, og havde behandlet hende, indtil såret var lægt.
Der skulle holdes vagt ved Birthe
Delefoged Henrik Detlefsen fik ordre fra Schackenborg om, at der skulle holdes vagt ved Birthe. Og denne vagt skulle ordnes ved omgang i sognet. Han skulle dernæst indberette, når Birthe var fuldt kureret,
Denne indberetning kom den 17. august og samtidig spurgte delefogeden, om Birthe ikke kunne blive anbragt i arresthuset i Møgeltønder, da det faldt Ballum – borgerne besværligt at bevogte hende i forestående høsttid.
Anbragt i arresten i Møgeltønder
Samme dag fik han derefter af den unge enkegrevinde Anna Ernestina Schack ordre til at indstævne Birthe for Ballum birketing til vidnehørelse og dom. Så længe sagen stod på, kunne hun anbringes i arresten i Møgeltønder.
Grevinden sørgede for en kvalificeret forsvarer
Første møde på birketinget fandt sted den 24. august. Dommer var Poul Thomsen, mens delfoged Henrik Detlefsen veg pladsen som birkeskriver, idet han af herskabet var udpeget som anklager. Et par dage forinden retsmødet anmodede Birthe om at få bistand af en lovkyndig mand som forsvarer.
Dette andragende blev imødekommet af enkegrevinde Anna Ernestina. Hans Hansen fra Østerby, Daler Sogn blev konstitueret til hendes forsvarer. Hans Hansen havde i en lang årrække optrådt som bøndernes sagfører blandt andet også i store processer mod herskabet ca. 1720. (Læs artiklen: Oprør i Møgeltønder)
I den anledning måtte han gennemgå store lidelser, således var han i den ”onde grevinde” Anna Sophie Schacks tid ved hendes mellemkomst blevet idømt livsvarigt strafarbejde i Rendsborg. Men han var dog efter et par års forløb blevet benådet af kongen.
Da den unge lensgreve Otto Didrik den Anden Schack havde overtaget administrationen af grevskabet, havde Hans Hansen kunnet få fæsterbrev på sin fædrene gård i Østerby. Han havde kunnet fortsætte sit virke som bøndernes sagfører og befuldmægtigede på tinge.
Grevinden havde mellidenhed med Birthe
Grevinden var allerede i 1741 i en alder af 27 år blevet enke efter et kort med lykkeligt ægteskab. Hun havde tillid til den opvakte og lovkyndige bonde., som nidkært havde varetaget sine standsfællers sag.
Ydermere fornemmer man, at hun havde medlidenhed med Birthe. Derfor skulle hun have så godt forsvar som muligt.
For Ballum Birkeret
Birthe Hansdatter fremstilledes da på Ballum birketing den 24. august ”ustokket og ublokket” fra arresten. Det betød, altså fri for stok og fangeblok, fri for tvang. Hun blev omstændeligt forhørt af anklageren Henrik Detlefsen.
Også de indstævnede vidner, Jens Michelsen og hustru Gertrud, naboen Thyge Michelsen, hans tjenestepige Birthe Jensdatter, Birthes utro ven Poul Kristensen og høker Erik Lauridsen Lund, alle fra Østerende, forhørtes og deres vidneudsagn har vi stort set gengivet.
Anklageren mente, at det var bevist, at hun hele tre gange havde forsøgt selvmord. Hun havde også selv indrømmet det. Han mente, at en passende straf var at arbejde i spindehuset i mange år. Han foreslog også, at hun skulle betale sagens omkostninger og for hendes ophold i arresten.
Dommeren fik 14 dages betænkningstid
Forsvareren Hans Hansen var af en helt anden mening. Han anførte, at der intet sted i lovgivningen stod noget om, at mislykket selvmord skulle straffes. Han håbede at Birthe hansdatter blev frikendt og uhindret kunne rejse, hvor hun vil.
Delefoged indrømmede at forsvareren havde ret, men han gav en meget lang begrundelse for, at hun skulle straffes.
Dommeren udskød domsafsigelsen i 14 dage. Birthe blev overladt til den fra Møgeltønder medfulgte vagt.
Dom: Et år i Spindehuset
Onsdag den 7. september 1742 blev det så på Ballum birketing afsagt dom. Birthe blev til skræk og afsky dømt til at arbejde et år i spindehuset. Den velvise dommer begrundede den efter hans mening milde straf med, at Birthes husbondfolk havde givet hende gode skudsmål, at hun bortset fra selvmordsforsøget stedse havde opført sig skikkeligt og godt.
Forsvarets krav om frifindelse blev afvist, uanset om at der i Danske Lov stod noget om selvmordsforsøg. Ud over straffen i spindehuset skulle Birthe betale for sin kur hos kirurgen for forplejning, varetægt og andre udgifter, som havde været forbundet med sagen.
Efter forsvarerens anbefaling ville hun søge kongen om benådning for straffen og derefter overveje spørgsmålet om appel.
En benådningsansøgning til kongen
Allerede to dage efter domsafsigelsen den 7. september 1742 kom der en forespørgsel til det grevelige herskab på Schackenborg, hvordan man ville forholde sig med Birthe, efter at hun på Ballum birketing var dømt til spindehuset.
Hun havde straks formuleret en ansøgning om benådning hos kongen, og denne ansøgning blev den 13. eller 14. september fremsendt til Danske Kancelli i København. Foreløbig forblev Birthe da, mens der ventedes på kancelliets afgørelse, efter grevindens ordre i arresten.
Svaret på benådningsansøgningen nåede frem til grevinden den 29. september. Den var underskrevet af oversekretæren i dansk Kancelli, gehejmekonferensråd Johan Ludvig Holstein. Det gik ud på, at Birthe kunne vælge mellem et år i spindehuset eller at ”miste sin hud” i fængslet.
Birthe foretrak ”at miste sin hud”
Den 8. oktober skrev man tilbage fra Schackenborg til Danske Kancelli, at Birthe hvis hun ikke kunne benådes for straffen, foretrak at ”miste sin hud” i fængslet og at hun bad om, at der i så fald ”måtte handles nådelig med hende, siden hun er aldrende og svagelig”
I danske Kancelli overvejede man ikke længe, idet der allerede den 23. oktober forelå kongelig ordre om, at Birthe Hansdatter skulle ”miste sin hud” for det tre gange forsøgte selvmord.
To dage senere fik birkedommeren og birkeskriveren i Ballum ordre på at komme til Møgeltønder for at se afstraffelsen blive fuldbyrdet og for at de kunne attestere dette.
Hun blev løsladt fra fængslet
I øvrigt vides ikke, hvorledes afstraffelsen har fundet sted. Men ifølge benådningen skulle hudstrygningen foregå i fængslet og ikke offentligt i gabestok, hvad ville have været langt mere ydmygende.
Efter at afstraffelsen var sket sendte de to retsbetjente den 29. oktober den ønskede attest om fuldbyrdelsen til herskabet, og denne attest blev straks samme dag videresendt til kancelliet.
Samme dag ansøgte Birthe også om at blive løsladt fra fængslet. Enkegrevinden Anna Ernestine Schack beordrede hende derefter løsladt. Men hun tilføjede dog, at Birthe straks skulle forlade grevskabet.
Hvad mon der skete med Birthe?
Man får det indtryk, at fangefogeden måske efter tilskyndelse fra grevinden – ved afstraffelsen har ført slagene med let hånd, eftersom Birthe umiddelbart derefter har kunnet søge om løsladelse fra fængslet. Hun har næppe mistet hele sin hud.
Efter at være udsat for den ydmygende afstraffelse forsvinder den ulykkelige kvinde ud af historien. Er hun søgt til hendes vestjyske hjemstavn og har fundet trøst og hjælp hos fattige slægtninge. Har hun måttet vandre ad de lange og næsten ufremkommelige landeveje, tiggende nådens brød og jaget fra by til by.
Det var på den tid, hvor Hans Adolf Brorson på samme egn prædikede pietismens kristne barmhjertigheds – og kærlighedsbud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.590 artikler – om Lov og ret – se her:
Under Tønder: (257 artikler):
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under Østerbro (86 artikler)
Under København (176 artikler)
Under Andre Historier (60 artikler)
Om Ballum – se her:
Om Schackenborg/Møgeltønder – se her:
Læs også:
Juni 30, 2020
Sygehus i Tønder
Vi skal her høre om Ulrich for tredje gang. Tønder havde haft et sygehus i 1784. han fik tuberkulose og tyfus. Han tog fat med det samme. Ulrich havde mange ideer. Sygehuset skulle også være for de vejfarende, politikassen og for de fattige. Det lykkedes at skaffe penge. Det var hovedsagelig vajsenhuset og det såkaldte ”hospital”, der betalte. Enke uden børn blev søgt. Optagelseskriterierne var en anden end i dag. Hvad fejlede de vandrende svende dengang? En emsig amtmand. Der var 50 – 90 patienter pr. år. Det første en stilfærdig tilværelse. Et nyt stort sygehus så dagens lys i 1898. Men tænk lige over dette, når du passerer huset i Østergade.
Ulrich – for tredje gang
Vi skal atter engang høre om en meget aktiv mand fra Tønder, Fysikus Ulrich (Ulrik). Vi har allerede skrevet to artikler om ham. Udover hans nationalpolitiske engement var han en ivrig fortaler for bedre sundhedsforhold i Tønder. Og det gjaldt også kampen for et nyt sygehus.
Tønder havde haft et sygehus i 1784
I 1855 havde Tønder intet sygehus. Man havde et vajsenhus og et hospital. Sidstnævnte var ikke beregnet til syge, men til mennesker, der ikke kunne klare sig selv. Det vil sige til gamle, svage og lignende.
Der havde tidligere været forsøgt at oprette et sygehus i 1784 af den daværende fysikus Krichauff. Det var blevet kraftigt økonomisk understøttet af byens velhavende borgere. Men det måtte alligevel opgives som egentlig sygehus dels på grund af stridigheder med naboer dels af økonomiske grunde., idet man havde forbygget sig.
Regeringen havde endda støttet initiativet og bevilliget skattefrihed, men det hjalp alt sammen intet. Sygehuset blev omdannet til forplejningsanstalt for fattige. Det blev endelig ophævet i 1819, hvor det blev omdannet til en arbejderanstalt. Det højeste antal indlæggelser, man nogensinde kom op på, var ti patienter i 1811.
Ulrich fik tuberkulose og tyfus
Sådan var forholdene, da Tønder i 1854 fik en ny fysikus. Det var Frederik Ferdinand Ulrich, der kom til Tønder fra Hobro, hvor han havde haft praksis siden 1842. Han var født i København i 1818, men havde boet de første 12 år af sit liv i Frederiksstad, hvor faderen var toldkasserer.
Han tilhørte den nye generation af danskuddannede læger, der kom til Slesvig efter krigen i 1848. Han havde tidligere gjort sig bemærket som socialmediciner og hygiejnetekniker. Efter embedseksamen havde han arbejdet på Almindeligt Hospital i København og havde under dette arbejde pådraget sig tuberkulose og tyfus.
Efter at være blevet rask blev han tilrådet til at tage på landet. Det gjorde han ved at nedsætte sig som læge i Hobro. Kuren virkede. Han døde først i 1917 i en alder af 99 år i København.
Det var denne læge, der i 1854 kom til Tønder, som efterfølger for den gamle Dr. Dircks, der blev afskediget af regeringen på grund af slesvig-holstenske sympatier. Ham kan du også læse om her på siden.
Han tog fat med det samme
Allerede samme år, som Ulrich ankom til byen, sendte han et brev til Magistraten, hvor han opfordrede til bygning af et sygehus. Han gjorde gældende, at det for en læge var nødvendigt at råde over den syges omgivelser og hele ydre. Han forklarede også, at en stor del af befolkningen ikke beherskede de ”allertarveligske sanitære fordringer”. Det eneste middel til at afhjælpe disse forhold var ifølge Ulrich velindrettede sygehuse.
Han ønskede et sygehus med personale, personalerum, bademuligheder samt rigelig plads. De økonomiske muligheder var dog næppe til noget sådant og viljen hos politikerne vel heller ikke.
Ulrich havde mange ideer
Ulrich indså dette og medgav, at det vel heller ikke var et sådant behov, men at fire – fem velindrettede sygestuer med hver højst to til fire senge ville være tilstrækkeligt. Tilsynet med de syge og den daglige økonomi kunne forestås af en opsynskone. Man aner afstanden mellem lægens ønsker og de politiske muligheder der.
Herefter skulle finansieringen klares. I byen var der de to ret velhavende institutioner, vajsenhuset og hospitalet. Det var gennem disse, han skaffede pengene.
Han foreslog bl.a. disse ting
På hospitalet var der på den tid 40 – 50 mennesker anbragt, de såkaldte lemmer. I vajsenhuset boede der 12 børn, mens 30 børn var i pleje ude i byen for vajsenhusets regning. Ulrich beskriver forholdene på hospitalet således:
Om vajsenhusets børn skriver han, at de for deres egen og andres skyld må fjernes i tilfælde af sygdom. De 30 børn. Der bor for vajsenhusets betaling var i pleje i byen. De havde vel for størstedelens skyld tålelige forhold. Men erfaringen viste, at de i sygdomstilfælde ingenlunde havde tilstrækkeligt tilsyn eller pleje, og at lokalet ofte var i højeste grad utilfredsstillende.
Også for de vejfarende, politikassen og de fattige
Sygehuset skulle desuden kunne benyttes af de vejfarende. Dette ville komme byen til gode, da den så slap for at betale herbergsværterne for at skulle have syge vejfarende liggende. Indlæggelse af politikassens og fattigklassens klienter gav også mulighed for ekstra indtægter. Der var også mulighed for at omegnskommunerne ville indlægge deres fattige på det nye sygehus.
Det lykkedes at skaffe pengene
Det lykkedes på den måde at få skaffet penge til sygehuset. Indbetalingerne startede 3. maj 1855, fra hospitalet via dets forstander. Herefter indbetalte hospitalet og vajsenhuset skiftevis til 29. november 1855, da den sidste indbetaling forfaldt. Hele summen beløb sig til 3.798 Rigsdaler.
Grunden til bebyggelsen blev skaffet ved at nedrive de såkaldte vajsenhusboder, der var sammenbygget med og lå lige nord for hospitalet mellem dette og byporten. Ved nedrivningen blev det pointeret, at der skulle omgås omhyggeligt med materialerne, da de skulle genbruges til sygehuset. Boderne tilhørte stiftelserne.
Der er ingen tegninger, der viser, hvordan indretningen så ud. Ulrich havde tænkt sig fire – fem stuer. De to forbeholdtes ”syfilitiske, fnattede og af andre kroniske tilfældelidende, den ene for mandfolk, den anden for kvinder”.
De to eller tre andre forbeholdes udelukkende til andre akutte eller kroniske tilfælde, så hospitalet og vajsenhusets alumner i alle tilfælde skulle have førsteret.
Sygehuset bestyredes af vajsenhusets og hospitalets forstander i forening med politiet.
Hospitalets og vajsenhusets læge havde ligeledes ansvaret for sygehuset. Han var forpligtet til at sørge for anden lægelig bistand i tilfælde af forfald.
De betaltes sædvanligt honorar for hospitalets og vajsenhusets syge. For politiets og fattigkassens syge samt for de vejfarende betales særskilt to rigsdaler for den første uge og en rigsdaler for den efterfølgende. Betydelige operative indgreb krævede også ekstra betaling.
Enke uden små børn søges
I Tondernsches Intelligensblatt averteredes 19. juli 1855. Man søgte en kone helst en enke uden små børn. Hun skulle kunne påtage sig plejen af de syge. Af regulativet fremgår, at hun skulle sørge for vask, renlighed og den ”ordianire sygekur”, hvilket bl.a. indebar at sørge for den ordinerede kost.
Hun skulle ansættes af bestyrelsen og kunne opsiges med tre måneders varsel. Desuden blev det understreget, at hun skulle vise bestyrelsen ubetinget lydighed.
Patienskredsen var en anden
Sygehusets patientkreds var noget anderledes end i dag. Sygehuset var ifølge regulativet bestemt for hospitalets lemmer samt for de børn, der var opdraget for vajsenhusets regning. Disse to grupper havde fortrinsret. Desuden optog man politiets og myndighedernes syge og vejfarende af ”helbredelige” sygdomme lidende, dog aldrig mere end en mandfolkestue eller en kvindestue belægges med dem, der lider af epidemiske sygdomme. Det fremgår tydeligt, at det var de nedre sociale lag, man sigtede imod.
Optagelsesmåden også anderledes
Optagelsesmåden var lidt anderledes end i dag. Når en syg skulle indlægges henvendte man sig til anstaltens bestyrer for at få bevis for, at betalingen for alle med hans kur forbundene udgifter var i orden. Dette bevis bragtes så til sygehusets læge, der afgjorde om hans sygdom egnede sig til indlæggelse eller ej. Beviset blev påtagenet ”kan indlægges” eller ”afslået”.
Det blev i en del tilfælde vurderet ud fra, om sygdommen var helbredelig eller ej. At ikke alle trods denne sortering var helbredelige, fremgår dog af, at man havde indrettet en ligstue.
Hvad fejlede de vandrende svende dengang?
Der findes ikke mere en fortegnelse over, hvilke sygdomme folk blev indlagt for. Men der findes en fortegnelse over ”Wanderburche”. De kom alle sammen fra Tyskland. Den hyppigste sygdom var sår på benene. Den næst-hyppigste indlæggelsesårsag var fnat, koldfeber (malaria?), bylder og almen forkommenhed.
En emsig amtmand
Sidst i november 1855 kunne sygehuset tages i brug. Alt syntes at være i orden.
Magistraten havde dog forinden modtaget en forespørgsel fra amtet. Amtmand Rewentlow havde i et brev fra 3. november forespurgt, hvorfor sygehuset var blevet opført, hvorledes skulle det benyttes og hvordan var det blevet finansieret.
Forespørgslen er formuleret som om han netop havde fået at vide, at sygehuset var blevet opført.
Men amtmanden har ikke kunnet undgå at se opførelsen af sygehuset i Østergade, en af byens hovedgader. Kun 600 – 700 meter fra lå amtmandens embedsbolig. Det lignede nu mest en gang chikane. Magistraten svarede den 22. november:
Husk lige at fortælle, når I har gang i noget stort
Rewentlow accepterede svaret, men indskærpede Magistraten om i fremtiden at holde ham underrettet om, hvad der blev taget af større beslutninger i byrådet. Han pointerede altså sin position som byens overøvrighed.
Det hele må vel opfattes som en kompetence-strid mellem amt og kommune.
50 – 90 patienter om året
Sygehuset kom til at fungere, og i 1861 meddeler Carstens i sin bog, ”Die Stadt Tondern”, at det årlige antal patienter beløber sig til 50 – 90. Personalet udgøres stadig kun af en ”sygekone”. Sygehuset har på det tidspunkt fem stuer med ni senge, i kortere tid var der mulighed for at etablere yderligere fem senge.
Der betaltes 3 Rigsdaler pr. uge for kost, pleje og ophold. Lægens honorar og lægemidlerne betaltes særskilt.
Stilfærdig tilværelse
Sygehuset syntes gennem årene at have ført en stilfærdig tilværelse. Livsudsigterne var måske ikke de allerbedste her, mente borgerne dengang. Sygehuset blev mange steder benævnt som et kommunalt sygehus. Men det var vel et privat hospital med indirekte offentligt tilskud.
Et nyt stort sygehus i 1898
Da man i 1898 indviede det nye sygehus i byen, blev det gamle overhovedet ikke nævnt i den tyske avis. I Vestslesvigs Tidende den 20. november 1898 skrives følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.589 artikler heraf 256 artikler fra det gamle Tønder, herunder: