Artikler
August 4, 2020
Karsten Thomsen fra Frøslev
Det er vel ingen journalister til stede. Han har skrevet en meget kendt sang. Grænsen slår et slag mod syd. De lokale gik selv til grænsekommissionen. Kirkevejen blev spæret, der skulle kæmpes om den. Kun to ud af ni børn overlevede. Den ene var Karsten Thomsen. Han lovede sin far ikke at drikke kaffepunch. Han ville ikke kasseres, han ville kæmpe. Han ville ikke kæmpe for Preussen og flygtede. Det betød 14 dage på vand og brød. Han fik masser af tillidsposter. Der blev sat melodi til digtene. Ringridningen blev udskudt. Dagen før datterens bryllup døde han.
Det er vel ingen journalister til stede
Det er ellers mange år siden, jeg har været på Frøslev Kro. Det var dengang, Venstre havde arrangeret et møde med Peter Brixtofte, den berømte borgmester fra Farum. Mit under hans foredrag stopper han op, så kigger han stift på mig:
Og så genkender han min afdøde kone:
Nu måtte min læge, som hvis nok var formand for det lokale Venstre så forklare, at jeg kun var kommet med, fordi jeg ville skrive referat for dem. Man vidste at jeg allerede dengang havde skrivekløe. Jeg har aldrig været medlem af Venstre.
En meget kendt sang
Men dette sted er et meget historisk sted, takket være Karsten Thomsen. Det var bl.a. ham, der skrev:
Den hørte man ofte på Giro 413, som det hed dengang med to mennesker, som senere etablerede en antikvitetsbutik i Tønder.
Grænsen slår et slag mod syd
Mange har nok undret sig over, at grænsen slår et slag mod syd ved Frøslev. Den internationale grænsekommission havde ellers bestemt, at hele Hanved Sogn (Handewit) som Frøslev hørte til, skulle med i zone to. Men borgerne i Frøslev henvendte sig direkte til Grænsekommissionen og fik udviklet, at Frøslev kom i zone et og dermed efter afstemningen kom til Danmark.
Det betød imidlertid at Frøslev blev afskåret fra Hanved Kirke og i stedet kom til Bov Kirke. Beboerne fik imidlertid fortsat ret til at blive begravet på Hanved Kirkegård som deres forfædre. Denne ret har de brugt langt op i tiden. På kirkegården er det et særligt område for Frøslev.
Karsten Thomsen havde en stor del af æren
Frøslevs tidligere krovært, Karsten Thomsen, havde en stor del af æren, for at borgerne i Frøslev i det ellers tysksindede Hanved Sogn ønskede at komme til Danmark, Gennem taler og sange på dansk øvede han en varig påvirkning i byen.
Jo byen forbindes ofte med interneringslejren Frøslev og efterfølgende Fårhus-lejren. I dag er det museum og efterskole. Dengang undertegnede boede hernede holdt vi ofte møder her.
De danske bønder forstod ikke præsten
I 1800-tallet skiftede mange landsbyer omkring Flensborg sprog fra sønderjysk til plattysk. Karsten Thomsen fik stoppet denne tendens for Frøslevs vedkommende. Karsten Thomsen fik stoppet denne tendens for Frøslevs vedkommende.
Siden Frederik den tredje havde Hanved Sogn haft højtysk kirkesprog. Hartvig Meyer hed præsten dengang. Bønderne klagede til kongen over, at de ikke kunne få sjæletrøst og syndernes forladelse på deres danske sprog. Men lige meget hjalp det. Kongen havde større tillid til sin ven Superintendent Stephan Lotz end de danske bønder i Hanved.
I Frederik den Femtes tid blev Adam Struensee landskirkens tilsynsførende i hertugdømmerne. Hanved var en af de første sogne, hvor han skulle føre tilsyn. Og han bemærkede at de danske bønder ikke fik meget ud af kirkegangen. Det var i Struensee’ s tid, at den første Karsten Thomsen kom fra Medelby Sogn.
Kirkevejen blev spæret
Han havde købt et bol i den vestlige del af byen. Dette bol forblev i slægtens eje og her kom siden en kro. Det var også i den tid at frøsleverne kæmpede med ellunderne om kirkevejen. De havde en mil til kirke i Hanved og dengang gik vejen i en bue om ad Padborg, Harrislev.
De kunne bruge byvejen mellem Frøslev og Ellund. Men dette brød man sig ikke om i Ellund. De sørgede for at sætte en stopper for dette. Da et brudepar fulgte vejen, blev den spærret af Ellund – borgere.
Men i Frøslev mente de, at have ret til at bruge vejen. Da en gammel mand skulle jordes, lod Ellund – borgerne folkene med liget gå igennem men spærrede for følget.
Nu tog Regnskabsmanden (Sognefogeden) Laust Andersen ind til Flensborg for at tale med amtmanden om sagen. Han henviste til domstolene. Den rettergang er alt for langsom, mente Laust.
Ja sådan sagde amtmanden.
Laust fik nu kaldt til stævne. Når dagen kom, skulle alle mødes til ligfærd – alle der kunne svinge en knippel. Alle skulle stille med hest og vogn. En stor skare kørte ud fra Frøslev med ligvognen først. Men ellunderne var på deres post. De havde fået forstærkning fra nabolaget.
Sognepræst Johansen hørte om det. Han udbrød:
Slaget om Kirkevejen stod på i 1777. Åbenbart var det dem fra Frøslev, der vandt slaget. Siden var der ingen problemer med kirkevejen.
Det siges også at samme Laust Andersen skød seks ulve på ”Frøslev Bjærge”. De blev sendt til herredsfoged Lüders i Aabenraa.
Kun to ud af ni børn overlevede
Karsten og Trinkie fik ni børn. Det var kun to, der oplevede den modne alder. Af børnene overlevede kun Marie og hendes broder Karsten Thomsen (den tredje). Han blev født på Frøslev kro i 1837.
Det gjorde et dybt indtryk på Karsten Thomsen da kanonerne den 9. april 1848 talte ved Bov, så det klirrede i frøslevernes vinduer, mens friskare – mændene i vild flugt for igennem byen ad Ellund og Hanved til.
”Æ Løjtnant” gjorde stort indtryk på ham
I Frøslev var de tyske lærere nok ikke de værste. Jo Karsten startede med at blive undervist på tysk i de første tre skoleår. I Hanved var der kommet en ny hjælpepræst, løjtnant P.H. Beck. Han gik bare under navnet ”Æ Løjtnant”.
Efter 1864 blev han afsat af preusserne. Beck fik meget stor indflydelse på Karsten Thomsen den korte tid, som han var i Hanved. Han gik til konfirmation hos ham. Og Beck fik gennemført at hele konfirmationsundervisningen foregik på dansk.
Beck kaldte Karsten for ”den lange tynde dreng fra Frøslev kro”
Ven med nabosønnen Bendix
Karsten Thomsen blev meget gode venner med nabosønnen Bendix Hansen. De udgav sammen et lille lokalt morskabsblad ”Landsbynisse”. Hans trofaste ven blev lærer i nærheden af Horsens og blev forfatter til tre bind med fortællinger, hvoraf flere emner stammede fra hans hjemegn.
”Du skal ikke drikke kaffepunch”
Og Karsten Thomsen blev de pågældende vintre hjælpelærer i Frøslev Skole. Faderen Sandemand Karsten Thomsens helbred blev dårligere. Han sagde selv og måske med rette at det var kaffepunchens skyld. På dødslejet måtte hans søn afgive det løfte, at han ikke ville indtage denne drik.
Pludselig skulle han som 22 – årig og hans søster som 20 – årig drive kroen efter forældrenes død. Farbror, Peter Thomsen, der var ugift, kom hjem og hjalp med at drive gården. Men snart døde han også.
Han ville ikke kasseres
På sessionen synes man at Karsten Thomsen ikke var egnet grunden hans spinkle legemsbygning, skønt han var høj nok. Men han ville ikke have siddende på sig at han ikke havde kæmpet for sit fædreland. Han ville heller ikke være hestepasser. Så han fik lov til at komme til 21. regiment, som lå i Flensborg. Så kunne han hurtig smutte hjem.
Således gik det til, at Karsten Thomsen kæmpede i krigen i 1864. Han fik ord for at være en god skytte. I 1867 giftede han sig med Marianne Lorentzen, datter af gårdejer og kromand Bjørn Lorentzen fra Vejbæk.
På vand og brød på grund af landflygtighed
Da Preussen skulle i krig mod Frankrig flygtede Karsten til Nørrejylland og København. Nu havde Karsten Thomsen altid omtalt landråd Krupka i Flensborg som en mand, der skånede sine undergivne for unødvendig hårdhed. Og denne var også skyld at Karsten Thomsens landflygtighed ikke blev dømt helt så hårdt.
Men alligevel blev det til 14 dage på vand og brød i Sønderborg og bagefter en tur sammen med prøjsiske soldater.
Masser af tillidsposter
Han havde næsten mistet bevillingen til Frøslev Kro. Der var desuden opstået en ny kro i Frøslev. Men den brød man sig ikke rigtig om. Nu var det ikke fordi, at han brød sig så meget om at være kromand, men han tog sig godt af gæsterne.
Under de vanskelige forhold tog han imod en mængde tillidsposter, som i stort omfang optog hans tid og evner. Han var således kommuneforstander (byfoged), Civilembedsmand, der betød at han kunne foretage vielser. Han var medlem af Kredsdagen og medlem af Styrelsen for Flensborg og Omegns Sparekasse. Det var nok lige på kanten af, hvad han kunne klare.
Mange kom også langvejs fra for at få et godt råd af Karsten Thomsen.
En nordslesvigsk bonde
Men han vandt også de tyske embedsmænds agtelse. Og han blev ofte fremhævet af landråd Krupka ”selv om han var dansker”.
Ja sådan sagde han altid. Vi skal tage arbejdet op og se om vi kan gøre det bedre end tyskerne. I 1876 skrev Karsten Thomsen et indlæg i Flensborg Avis på ”Frøslevdansk” under mærket:
Her fremhævede han de dansksindedes ret til forening med Danmark.
Han var ikke fanatisk eller udfordrende over for tyskerne. Han var nærmest besindig.
God krovært
I 1872 købte han ekstra jord til ejendommen. Han byggede t nyt stuehus med rummelige og velindrettede værelser og med en meget stor sal til gilder og sammenkomster.
Han ville hellere end gerne fordybe sig i at skrive, men ofte når han filosoferede blev han afbrudt af gæster på sin kro, som skulle have opvartning. Men han var en god kromand både til dagligt og når der et par gange om året var fastelavn og ved midsommertid, når der var ringridning.
En månedstid inden Vinterballet eller Fastelavnsgildet udgik der en trykt rimet indbydelse, der var som en slags stemmegaffel for gildet.
Da Frøslev Sangforening blev stiftet i 1878, skrev han en sang til dem, som de straks tilegnede sig som ”vor egen sang”.
Der blev sat melodi til digtene
Det var først i 1885, da H.P. Hanssen anbefalede Morten Eskesen at besøge Karsten Thomsen, at hans digte kom frem af deres gemmer. Efterhånden som han jævnlig kom på besøg fik han lokket flere digte frem. Snart satte han melodier til dem, og de blev meget populære. I dag findes der også nogle stykker i Højskolesangbogen.
Når man gik til bords på Frøslev Kro, så var det ikke forskel på høj og lav. Bønder, daglejere og tjenestefolk sad mellem hinanden. Bondesønnen med tjenestepigen og tjenestekarlen med bondedatteren.
Ringridningen blev udsat
Den 29. april 1889 døde husets næstældste datter på 14 år. Byens koner var efter sædvane samlet. Der var sorg i huset. Og et par år efter døde den yngste søn Johannes efter en kort og heftig sygdom. Ringridningen var blevet udsat med fjorten dage. Og det var sidste gang Karsten Thomsen afholdt festen.
En ven havde spurgt ham, hvornår han igen ville begynde at skrive sange. Karsten Thomsen mente, at det kunne han gøre, når han blev gammel, men så lagde han sin højre hånd op til hjertet:
Og det kom til at holde stik ca. 4 måneder efter.
Døde dagen før datterens bryllup
Karsten Thomsen havde glædet sig til at holde sin datters bryllup den 30. oktober. Men under forberedelserne segnede han sammen. Han lå kun syg i et par dage. Dagen før brylluppet skulle have foregået, døde han.
Det blev sorg i stedet for bryllupsglæde i hans hjem i Frøslev. Den 3. november blev han stedt til hvile på Hanved Kirkegård. Blandt følget så man mange danske mænd og hans mangeårige ven rigsdagsmand Gustav Johannsen. Man sagde, at det var 52 vogne, der fulgte ham på den sidste færd.
Karsten Thomsen efterlod sin en meget stor bogsamling, der også bestod af leksikon, ordbøger, lovbøger, juridisk formularbog, historiske værker og del dansk og tysk skønlitteratur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2020
Litteratur Varnæs – Felsted – Kliplev 2020
Listen omfatter også Ensted, Bovrup, Søgård, Sdr. Hostrup, Bjolderup, Bolderslev m.m.
Hermed lidt over 50 bøger fra området, som var præget af Ahlefeldt før i tiden. For ikke stedkendte, kan oplyses, at dette ligger syd for Aabenraa.
Anders Asmussen: Felsted Sogns Historie 1864 – 2018
Anders Asmussen: Grøngrøft – Fra Hovedgård til Slot
Ole Andersen m.m.: Lundtoft Kommune gennem 36 år (144 sider) (2006)
Ib Andersen: Gårde og slægter i Ensted Sogn (1986) (230 sider)
J.K. Basse: Andelsselskabet Søgaardhus – en beretning om 35 år (1970)
J.K. Basse: Den første skoledag (i Kliplev i 1920) (1973)
Bevaringsværdige bygninger og miljøer i Felsted, Bovrup, Varnæs og Kliplev omr. (2013)
Marie Bjerrum: Felstedmaalets Accenter (137 sider) (1948)
Bjolderup Sogns Historie
Lars Bobé: Slægten Ahlefeldts historie 1897 – 1912
K.G. Brøndsted: Junkeren fra Varnæs (1891)
Ensted Sogns Forsamlingshus 1924 – 1999 (1999) (40 sider)
Ensted Sogns Historie (1987)
Ensted Kirkesogn i Aabenraa Kommune (1980) (21 sider)
Fausbøll: Degn Gammelgaard, Varnæs og Varnæs i ældre dage
Fausbøll: Minder fra Sundeved og Felsted Sogn (117 sider) (1914)
Felsted skole – gennem 250 år (98 sider) (2001)
Felsted Centralskole 1963 – 1988
Thomas Uhre Fenger: Med dal og bakker fagre (2009)
Sv. B. Frandsen: Ensted – mit fødesogn – en familiekrønike
Sv. B. Frandsen: Hostrup Sø og Moser i billeder og ord (2013)
Sv. B. Frandsen: Sønder Hostrup – en landsby – en landevej
Kim Furdal: På Naltang har man det godt
Sv. Aage Faaborg: Hotel Den Gyldne Løve (1989)
Gadeberg: Ensted Kirke
Hansen, Gregersen m.fl.: Bjolderup Sogns Historie 1 – 2
Gynther Hansen: Danskerne (1990)
Gynther Hansen: Det var så det – Barndomserindringer (2002)
Gynther Hansen: Den rene satan (1999)
Gynther Hansen: Mig og min storebror – erindringsglimt (2008)
Gynther Hansen: Min Far og jeg (1988)
Harnung: C.W. Eckersberg – dansk malerkunsts far (2005)
Johannes Heinesen: Ensted Kirkesogn i Aabenraa Kommune (1980)
Historisk Årbog for Felsted Sogn (diverse udgaver)
Aage Jensen: Fra By og Sogn: Bolderslev – Bjolderup
Aage Jensen: Todsbøl ved sogneskellet
Hans Kau: Stiftsprovst M. Møller Hansen og den danske sag (1889)
T.H. Kaufmann: Minder og tanker (170 sider) (1962)
T.H. Kaufmann: Det Gamle Bovrup (8 sider)
T.H. Kaufmann: Den onde herremand på ladegård (hist. Roman) (1961)
Landsbyerne, Vaarbjerg, Brenholm, Ludvigsro – Snurom
Lars Lund: Bevaringsværdige bygninger og miljøer i Felsted, Bovrup, Varnæs og Kliplev
Annelise Madsen: Min sønderjyske barndom (Bolderslev) (2007)
Søren Malmøe: C.J. Jespersen, Ensted – en tidlig dansk gårdmaler
Jens H. Nielsen: Indbyggere i Hostrup Sogn 1945 (1999)
Kjeld Pilgaard: Tumbøl Frivillige Brandværn
C.J.M. Poulsen: Nicolaus Freuchen: Præst i Ensted 1748 – 1798
Kim Jacobsen Paulsen: Fra Hardershøj til Ballebro (1995)
Axel Pontoppidan: Søgaard i Kliplev Sogn – fra adeligt gods til militærlejr (31 sider) (1939)
Jes Sarup: Mindetavlerne i Bjolderup Kirke
Christian Schmidt: Ensted Idrætsanlæg 25 år (2004)
Urban Schrøder: Varnæs Salmebogen – 250-års jubilæum
Kaj Sieverts: Fra Bjolderup Kirke ved Tinglev
Slægten Rossen fra Kliplev Sogn (1975)
H.E. Sørensen: Sundeved (95 sider) (1983)
Niels Møller Sørensen: Artikler, prædikener og lejlighedstaler (2005)
Varnæs Birk (1976 – 1995) (Varnæs Birks Borgerforening) (Årsskrift) (div. Udg.)
Varnæs – salmebogen 250 år (8 sider) (1967)
Varnæs Sogns historie (Bovrup – Varnæs Danske Samfund (189 sider) (1944)
Peter Wolf: Hostrup Kirke (35 sider) (2000)
Svend Zachariasen. Kliplev kirke
Årsskrift: Ensted Sogns Lokalhistoriske Forening (Diverse udgaver)
Årsskrift for Felsted Sogns lokalhistoriske Forening (Diverse udgaver)
August 3, 2020
Min barndom i Højer
Wilhelm Nagel ligger begravet i Højer. Kongen besøgte bedstefar. Dampskibsforbindelse fra Højer til England. Borgmesteren var rebslager. Pøbelen trængte ind i apoteker-haven. Indespærret i Bredstedt. Rygter om preussisk indkvartering. De gik efter postkassen. Indkvartering af ungarer. De havde jo ingen sokker. Venskab med kaptajnløjtnant Hammer. Fire flag hang ud af kirketårnet. Østrigerne forsøgte flere gange at sejle over til øerne. Hammer skød bådene i stumper og stykker. Frisiske bådsmænd lavede ballade i Højer. Fangerne blev anbragt hos apoteker Nagel. Og så fandt de Hammers gallauniform.
Wilhelm Nagel ligger begravet i Højer
Vi kender apoteker Nagel og hans oplevelser i Den Første Slesvigske Krig. Han blev gode venner med søhelten Hammer. Denne skal vi også høre om i denne artikel.
Men se apotekerfamilien fik en berømt søn, der hed Wilhelm Nagel. Han blev gynækolog. Han tog til Berlin og videreuddannede sig. Han uddannede sig også i England og Frankrig. Han blev professor i Berlin og blev videnskabelig forfatter.
Han døde i 1937 og ligger begravet i Højer.
Vi har kigget i hans barndomserindringer og har også kigget i Hammers eventyr ude i Vadehavet.
Kongen besøgte bedstefar
Omkring 1850 var det Højer, der leverede de såkaldte ”Flensborg – østers”. Knipleindustrien var en vigtig indtægtskilde. Bedstefar, Jens Wulf var den største kniplingshandler på vestkysten.
Han rejste talrige gange syd på og udvidede markedet. Derved skaffede han en masse penge til landet. Han fik også besøg af Christian den Ottende med gemalinde i 1847. Og så blev han dekoreret med den store fortjenstmedalje i Guld og med Ridderkorset.
Dampskibsforbindelse mellem Højer og England
Landbruget og andre erhverv arbejde under ugunstige vilkår men efter den Første Slesvigske Krig skete der en stor forbedring i landbruget også inden for handel og vandel. Der blev eksporteret en masse til England. Levende kvæg blev eksporteret via en dampskibsforbindelse mellem Højer og Lowestoft.
Marskegnene blev en af de betydeligste leverandører af fin uld på verdensmarkedet. Men man sagde at ved århundredets begyndelse var landmændenes vilkår så usle, at de måtte have hjælp hos kniplingspigerne for at kunne betale deres afgifter og skatter. Men så steg ejendomsværdierne til det dobbelte.
Borgmesteren var rebslager
Et nyt havdige blev anlagt ved Højer og syd på. Ved Højer blev der bygget en ny sluse for at regulere vandstanden i kogene. Den blev indviet i 1863. Den bærer endnu den dag i dag, Frederik den Tredjes navnetræk.
Moderne fyrtårne blev anlagt på øen Sild og et stort blinkfyr ved Røde Klev. Farvandene inden for vesterhavsøerne blev uddybede og godt afmærkede.
Den højeste civile myndighed i Højer var en rebslager, Andreas Andersen. Han gjorde sine ting lige så godt som senere under preussiske styre under studerede borgmestre. Og dette skønt byen havde dobbelt så mange indbyggere som senere hen.
Pøbelen trængte ind i apoteker-haven
Af alle årets festligheder var julen og kongens fødselsdag noget der kunne huskes. Wilhelm spurgte ofte sin far om ”Dansken havde vundet”. Og det havde de jo ikke i 1864. Dannevirkes rømning førte til optøjer og udskejelser i forskellige byer. Embedsmændene måtte flygte nord på for at undgå mishandlinger.
Også i Højer rottede ”Pøbelen”, hovedsagelig indvandrede tyske håndværkere sig sammen. Samme aften drog de hujende gennem gaderne syngende ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”.
Apoteker Nagel holdt vagt
De trængte ind i apotekets have og fortsatte deres spektakler der. Børneværelset vendte ud mod haven, så da børne gik til sengs oplevede de koncerten fra første hånd.
Børnene havde stor tiltro til deres far, der stod vagt ude i forstuen. Han skulle nok sørge for, at der ikke skete noget.
Indespærret i Bredstedt
Far, apoteker Herman Nagel var en høj kraftig skikkelse, født i København. Som halvvoksne drenge var det hans og hans brødres største søndagsfornøjelse at knibe hjemmefra for at hjælpe politiet med at banke løs på folk, noget der i Frederik den Sjettes tid hørte til dagens orden.
Som en af danskernes ivrige forkæmpere blev han i 1848 ved nattetid slæbt bort af tysk militær og indespærret i Bredsted, indtil våbenstilstanden samme år blev sluttet. I krigsårene 1848 – 1849 samt i 1850 deltog han aktivt i mange kampe. I 1850 også på Hammers berømte togt, der sikrede at vestkysten forblev dansk. Han blev tildelt Ridderkorset og Krigsmedaljen.
Alle lærerens vinduer blev smadret
Den aften i apoteker-haven vidste demonstranter godt, hvem de stod overfor. De nøjedes dog også med at synge. Efterhånden luskede de ud af haven og traskede videre. Men da de var kommet om på bagsiden af huset, voksede modet hos dem. De kastede sten gennem køkkenvinduet.
Men de følte ikke rigtig, at de havde fået det som de kom for, så turen gik videre hen til lærerboligen, hvor alle vinduer blev smadret.
Rygter om preussisk indkvartering
Byens flag var straks efter Dannevirkes rømning blevet bragt i sikkerhed af apotekeren og hans venner. Det blev i mange år opbevaret på apoteket. Senere befandt det sig på museet på Koldinghus.
De danske lærere i Højer blev på deres post. Og skolen fortsatte. Langt de fleste børn i Højer talte dengang dansk i byen.
Der lød snart vilde rygter om en stor preussisk indkvartering. Næsten alle værelser i apotekerhjemmet blev rømmet. Men preusserne kom ikke. De viste sig slet ikke på vestkysten. Det overlod de til deres forbundsfæller.
De gik efter postkassen
Endelig en dag i februar gjorde en større afdeling holdt uden for apoteket. Det var en officer og 5 – 6 mand med opplantet bajonet, der kom marcherende ind gennem haven og ind i huset.
Apoteker Nagel var nemlig tillige postmester, og det var Postvæsenets kasse det gjaldt. Nagel havde iført sig uniform og sad inde på sit kontor, hvor de to gange blev besat af soldaterne. Officeren trådte hen til Nagel og forlangte kassen udleveret. Men der var de kommet til den forkerte.
Nagel forlangte legitimation og fuldmagt, som officeren ikke var i besiddelse af. Det var først efter en heftig ordveksling og efter at officeren havde peget på sine bevæbnede og truet med at bruge magt, at man skred til at åbne postvæsnets pengeskrin.
Men Nagel havde lige til det sidste varetaget sin kongens tarv så godt, at der kun fandtes elleve (11) kobberskillinger i skrinet. Det nyttede ikke at østrigeren meget energisk råbte efter ”sølv”. Han måtte nøjes med de 11 kobberskillinger i skrinet. Dem fik han så udleveret mod behørig kvittering.
Og så gik officeren eskorteret af sine soldater. Det var ikke den mest givende ekspedition. Sølvmønterne var opbevaret et hemmeligt sted og de kom siden i de rette hænder.
Indkvartering af ungarer
Først hen i marts blev Højer besat af ungarer, og apoteker-hjemmet fik en indkvartering af 6-8 mand. de var iført lyseblå, tætsiddende benklæder, der var forsynet med sorte og gule snore og gik ned i et par snørestøvler, hvide uniformsjakker og grå knapper.
De havde jo ingen sokker
Det var godmodige, mørkladne mennesker, der gav sig meget af med apoteker-børnene. Og disse opdagede, at de slet ikke gik med strømper. De viklede fødderne ind i læderlapper, der var smurt med tælle. Børnene gik med tykke uldsokker og langskaftede fedtstøvler, mens de sjokkede rundt i sølet med deres tynde snørestøvler uden strømper. Man kunne så undre sig, hvorfor disse ”Sydens Sønner” havde søgt herop mod nord. De har sikkert også senere fortrudt.
En ordentlig afstraffelse
Ungarerne blev efterfulgt af ”Steiermarkerne”, der i forskellige hold blev hos apoteker-familien indtil krigen holdt op. De bar grå uniformer med grøn krave og hvide distinktioner samt en mægtig stor filthat med en fjerbusk til hver side.
De var ligesom Ungarerne godmodige og børnekære mennesker som meget rundhåndede forsynede børnene med patroner, der bestod af papirhylstre, hvori der sad en spidskugle. Krudtet anvendte børnene til at anlægge minegange. Disse blev heldigvis opdaget af faderen kort forinden, at børnene ville lade dem eksplodere.
Østrigerne opførte sig som civiliserede mennesker. De havde deres egen forplejning og undgik at forulempe befolkningen. Engang havde en af underofficererne fra indkvarteringen søgt en fornøjelse i at tvinge så meget rødvin i en af de yngre brødre, at han var blevet alvorlig syg.
Dette blev stærkt straffet af kommandanten. Men ellers gik det stille og rolig med østrigerne.
Venskab til kaptajnløjtnant Hammer
I 1864 var den danske flåde herre i Nord – og Østersøen. Som følge heraf blev øerne forskånet for fjendtlige invasioner. Vesterhavsøernes forsvar var blevet betroet kaptajnløjtnant Hammer, og det kunne ikke være lagt i bedre hænder.
Hammer stammede fra en familie, der i tidernes løb havde taget en virksom del i Danmarks forsvar. Hans far deltog som dreng i fægtningen mod englænderne i Clasens Have i 1807. Endnu i 1850 havde Hammer et par pistoler som hans far havde modtaget af en engelsk officer, hvem han havde overvundet i kamp.
Der var opstået et venskabeligt samkvem mellem familien Nagel og Hammer. Wilhelm havde hilst på ham mange gange. Han var en lav, firskåren, noget fregnet rødlig – blond type.
Heltedåd under Første Slesvigske Krig
Vi har her på siden fortalt om Hammers heltedåd ude i vadehavet i forbindelse med Første Slesvigske Krig. Hans dygtighed og snilde bevirkede, at han i 1864 var selvskreven til Vesterhavsøernes forsvar. Han fik også sendt 20.000 Rigsdaler til de forskellige offentlige kasser.
Han rådede kun over en hjuldamper af træ ”Limfjorden”, nogle ro-kanonbåde og krydsfartøjer så han kunne holde fjenden borte fra øerne indtil krigens slutning.
Fire flag hang ud af kirketårnet
Siden østrigernes indtog i Højer vejede dag og nat fra kirketårnet fire mægtige faner:
På en eller anden måde var der misbrug for kirken tjente vel også som forsamlingshus for de dansksindede.
Alarm i Højer
En skøn dag hen på foråret, da ungerne ved middagstid kom hjem fra skole, så de til deres forbavselse, at flagene nu var væk fra kirketårnet. Der lød signaler i gaderne. Soldaterne ilede med fuld oppakning til deres alarmpladser.
”Hvad mon der var sket?” Ungerne skyndte sig hjem for at få besked. Da de trådte ind af døren fik moderen overbragt et ”kommisbrød”, tog afsked og ilede bort.
Oppe fra loftet kunne ungerne fra en kikkert se at ude på søen lå nogle større og mindre fartøjer. Og udenfor indløbet til Højer Kanal lå et lavt fartøj fra hvis agterende et lille Dannebrogsflag lystigt flagrede i vinden.
Østrigerne kom ikke videre
Det var Hammer som med sin flotille var løbet ind for at alarmere østrigerne. Han havde sendt en kanonbåd ind mod Højer Kanal, som fyrede sin kanon af, hvis projektil slog ned i diget i nogen afstand fra slusen uden at eksplodere.
Siden blev denne granat gravet ud, gjort uskadelig og malet rød – hvid – blå. Den lå længe i slusebygningens gæstestue og fremvistes som trofæ.
Da østrigerne, for hvem havet var noget ukendt grufuldt, ikke foretog sig noget, gik Hammer igen til søs.
I apoteker-huset havde familien kun tre værelser til rådighed, bortset fra loftskamrene. Til sidst fik man en indkvartering af en adjudant og hans skrivestue.
Østrigerne forsøgte igen
De nye fjendtligheder, der endte med erobringen af Als satte gang i østrigerne, som vel syntes at måtte vove en ”Meeresübergang” som overskridelsen af det smalle Alssund efterhånden var vokset til. De begyndte at forberede erobringen af vesterhavsøerne.
Hammer havde fået nogle forstærkninger af fodfolk, et dampskib og nogle kanonbåde. Mens Hammer gik nord på og en overlegen østrigsk/preussisk flåde viste sig ud for øerne var Hammers stilling blevet vanskelig.
Først hen imod midten af juli forsøgte østrigerne sig igen. Nu havde de igen mod til at erobre øerne. Såvel fra Højer som fra sydvesthjørnet forsøgte de en overgang i både, men Hammers både fik dem snart til at vende om og skyndsomst at sejle tilbage til kysten. De sprang også ud af bådene og svømmede eller løb i land.
Bådene blev slået i stumper og stykker
Ved Dagebøl lige over for Før, havde østrigerne også samlet et større antal såkaldte togangs-både. Det var fladbundede fartøjer, der især blev brugt til færdsel inden for digerne. I deres ukendskab til alt, hvad der vedrører søvæsen, havde østrigerne anbragt bådene i velordnede rækker på den ene side af digerne, der vendte ud mod havet i stedet for at have dem skjult bag digerne.
Næppe havde Hammer fået øje på bådene, før han lod en afdeling af sin flotille under løjtnant Holbøl gå ind under kysten. Med nogle velrettede granater slog han bådene i stumper og stykker, så atter engang blev østrigernes vikingefærd ikke til noget.
Frisiske bådsmænd i Højer
Den følgende morgen (13. juli) meget tidlig drog en skare af frisiske bådsmænd til Højer for at forlange skadeserstatning af den østrigske kommandant. Da deres strømper og støvler var blevet ødelagt sammen med bådene, kom de på bare ben.
Efter at have styrket sig med kaffepunch fik de lyst til at drille de dansksindede. I sluttet trop gik de gennem gaderne i Højer og tog plads ved et stendige lige over for apoteket. De sang oprørs-viser og bandt et slesvig-holstensk flag fast til an af stolperne på apotekets haveport.
Klokken var da henved halv otte, så drengene befandt sig i haven og var vidne til hele optrinet. En af Nagels medarbejdere gik ned til porten, skar snoren over og smed flaget ud på vejen. Men friserne gik atter ned til porten og bandt det fast.
Da medarbejderen atter ville fjerne det kom de ham i forkøbet og forhindrede hans forehavende. Det var de selvfølgelig meget stolte over. De sang selvfølgelig oprørsvisen og slyngede masser af hånende ord efter medarbejderen. Stemningen blev nu mere livlig.
Nagel fjernede nu selv ”oprørsflaget”
Apoteker Nagel gik til adjudanten og spurgte ham, om han vidste, hvad flaget betød. Han svarede, at det nok var en af deres flag. Men Nagel svarede ham at det var en oprørsfane. Sådan en ville han ikke have hængende.
Nu ville han selv gå ned og fjerne det. Men han skulle bare vide, at der om lidt ville følge et bombardement af sten mod vinduerne. Og adjudanten ville selv lide under det for han beboede næsten alle vinduerne ud til haven.
Derpå gik Nagel ned gennem haven, skar med et rask snit flaget ned. Nu brugte han det som forsvarsvåben parat til at optage kampen. Men ingen af friserne vovede at tage det første skridt. Måske var det fordi, at det ville ende med slagsmål og så ville alle dansksindede møde op.
Konsulat-flaget kom op at hænge
Uden at blive angrebet gik Nagel gennem haven, stillede flaget inde i østrigernes kontor og sagde:
Friserne var naturligvis vrede. Og danskerne glædede sig, da Nagel hejste sit konsulatsflag:
Hammer ikke bekæmpet i kamp
Kort efter kom en østrigsk patrulje og ryddede pladsen. Klokken var nu blevet henad 8, og børnene blev sendt i skole af en omvej for ikke at blive forulempet af de ophidsede frisere.
Hammer fortsatte med at være herre over øerne, men blev til sidst overvundet, ikke i kamp, men ved underfundighed. Den 17. juli om morgenen blev der sendt en ekspres båd igennem de fjendtlige linjer ud til Hammer med et budskab fra generalkonsul Pontoppidan i Hamborg, at der var sluttet våbenstilstand.
Stor var Hammers forbavselse, da det op ad formiddagen blev meddelt at fjenden gik til angreb. Men sandheden var, at denne våbenstilstand først indtraf den 19. juli om morgenen. Hammer var blevet vildledt. Han måtte nu overgive sig.
Fangerne blev interneret hos Nagel
De fanger som østrigerne havde taget blev landsat i Højer. De blev indkvarteret i en lade vest i byen. De skulle videre syd på. Men Nagel sørgede for, at de kom hjem i apoteker-huset som Nagels gæster. Under stor militær bevogtning blev de ført gennem byen.
De spiste i Nagels kontor bag ved apoteket. I hver af kontorets to døre stod en soldat med opplantet bajonet.
Østrigerne tog det hele meget alvorligt og passede godt på deres kostbare og surt erhvervede bytte, huset og haven var besat med. Når søfolkene skulle ud et bestemt sted, blev han til apoteker-familiens store morskab ledsaget af en skildvagt, der plantede sig foran døren. Han veg ikke fra den farefulde post, før fangen var færdig.
Hammers gallauniform
Da fangerne var ført bort og de østrigske vagter var væk førte moderen børnene op på en af værelserne som søfolkene havde beboet. Der viste hun børnene Hammers gallauniform, der lå skjult under en af madrasserne. Således blev den reddet fra at tjene som trofæ for østrigerne.
OBS: Vi vil senere skrive en artikel og Hammer, 1864 og Vadehavet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 2, 2020
Litteratur Løjt 2020
Vi har samlet 48 bøger om Løjt. For vores københavnske læsere skal vi lige nævne, at det skønne Løjt Land ligger nordøst for Aabenraa. Listen er langt fra komplet.
Bjarne Nielsen Brovst: Marcus Lauesen: Lykkebarnet fra Løjt (2007)
Jens Bruhn: Da man kiggede Sankt Peter over skulderen (1984)
Jens Bruhn: Fra skabelse til himmelfart (1998)
Jens Bruhn: Løjt Kirke i ni århundrede (1997)
Det Gamle Løjt (Årbog for Løjt Sogns Lokalhistoriske Forening) (diverse udgaver)
Peter Dragsbo m.m.: Værd at bevare – Gårde og huse i Løjt Sogn
Erling Døssing: Den hovedløse præst og andre folkesagn fra Løjt (2005)
Thomas Uhre Fenger: med dal og bakker (2009)
Sven Aage Faaborg: Nymølle ved Aabenraa (1988)
Sven Aage Faaborg: Traktørstedet, Knapp på Løjtland (1988)
Sven Aage Faaborg: Restaurant Knap (1992)
Frans Gregersen: Herlige Løjt Land – historier med turforslag (2004)
Fladstenbogen 1508 – 1788
Hjemstavnssange fra Løjt Sogn (1977)
Tage Hoyer Hansen: Natur og mennesker i Sønderjylland (Eks. Fra Løjt) (24 sider)
Jes M. Holdt: Gårde og slægter i Løjt Sogn (1982)
Jes M. Holdt: Glimt af Løjt Sogns Historie (1976)
Ulla Hastrup: Løjttavlen i billeder og tekst (1981)
Kjeld Høegh: Min barndoms landsby
Henry Johansen: Dagborg 2. okt. 1973 – 16. marts 1975 (2002)
Jessen: Kaftan, biskop i Grænselandet (2009)
Jørn Larsen: Min første tid – Løjt og Aabenraa 1951 til 1970
Marcus Lauesen: Denne rigdom overgår dog alt (1940 – 1975) (2000)
Marcus Lauesen: Lykkebarnet fra Løjt – en biografisk fortælling
Karl Lildholdt: Løjt Land (Hefte, der udkom fra 1974 – 1979)
Løjt Frivillige Brandværn 125 år
Løjt Kirkeby Danske Børnehave og Fritidshjem 1946 – 1996
Løjt Kirkeby Skole 1920 – 1995
Løjt Sogns Historie
Hans Mikkelsen: Barselsstue og himmelstue – digte og salmer (1991)
Min barndoms landsby (1983)
Erling Møller: Hans Bruhns Erindringer (1957)
Gertrud Nordmann – Stabelnow: Eine Wanderung um die Halbinsel Loit in 10 Etappen
Morten Hahn Petersen: I storm og stille – den sikre havn
Johs. Buch Rasmussen: Ture på Løjt og andre steder i det sønderjyske (54 sider) (1984)
August Reimers. Das Kanzleigut Höckenberg (Høgebjerg) (1928)
J.H. Riis: Sagn og overtro og gamle fortællinger fra Løjt Sogn (1977)
Kaj Siewerts; Fra Løjt Kirke (1966)
Socialdemokratiet 60 Løjt (1980)
Gertrud Nordmann – Stabenow: Eine Wanderung um das Halbinsel Loit (2004)
Statut for Løjt Andelsmejeri (1894) (8 sider)
Poul Svensson: Løjttavlen (1983)
Sønderjysk Månedsskrift – Særhefte om Løjt (1936)
Jan Magnus Kragh Thuen: Løjt Sogn
Christian Todsen: Løjt Sogns Sparekasse 1851 til 1933
Hans Hansen Toft: Ved spindehjul og tælleprås (1943)
Hans H. Worsøe: Løjt Sogns Historie (1988)
Zur Geschichte des Dorfes Loit (1993)
August 2, 2020
Den nationale pligt for Moderlandet
Mindretallets optræden provokerede danskerne. Nazificeringen begyndte i 1933. Zeitfreiwillige. Jens Møller ville spare kanonføde. Men de blev brugt mod danskerne. Det bevirkede en hård straf. Hvad er Selstschitz. Jens Møller forsøgte at gribe ind. Andre måder for kollaboration. DBN Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig. LG – Liefergemeinschaften. De tyske myndigheder hjalp LG. Retsopgøret dømte op til fire års fængsel. Mange dansksindede forsøgte også. Et stort omfang.
Mindretallets optræden provokerede danskerne
Det tyske mindretal viste tydeligt deres solidaritet med Tyskland under besættelsen. 3.200 blev interneret. Det var næsten en fjerdedel af mindretallets voksne. Langt de fleste var mænd. Men i de tyske arkiver (Dibbernhaus) kan vi se, at også mange rent danske folk og virksomheder ansøgte om, at arbejde for tyskerne.
Cirka 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig i den tyske hær. Cirka en tredjedel faldt. Man glemmer at endnu flere dansksindede meldte sig til fronten. Men mindretallets optræden virkede voldsom provokerende på mange danskere. Det fik de også at føle.
Nogle synes ikke at fængslinger og skolelukninger var nok. Tyske mindesmærker blev sprunget i luften. Tyske institutioner og butikker blev udsat for hærværk. Og i Løgumkloster kostede et attentat et menneskeliv. Vi har i efterhånden mange artikler beskrevet dette. I denne artikel kigger vi på, hvad der især provokerede danskerne.
Nazificeringen begyndte i 1933
Nu kan dette store emne ”Den nationale pligt for Moderlandet” ikke belyses i bare en artikel. Derfor har vi samlet en oversigt over 74 artikler, der yderligere belyser dette og det dansk – tyske forhold i grænselandet.
Nazificeringen af det tyske mindretal nord for grænsen startede syd på. Det var nazister som Wilhelm Siewers og pastor Peberkorn, der pressede på. Allerede i 1933 blev NSAN oprettet i Sønderjylland. I begyndelsen var mindretallets organisationer kendetegnet ved indbyrdes rivalitet og konkurrence.
Først i 1935 blev de nordslesvigske nazister samlet under Jens Møller i NSDAP – N. Men en egentlig ensretning efter tysk forbillede fandt først sted i 1938.
Zeitfreiwillige
Mellem 1.600 og 1.700 fra det tyske mindretal meldte sig som Zeitfreiwillige (Tidsfrivillige) Egentlig var det meningen, at de skulle indsættes, når de allierede invaderede Danmark. Ideen fremkom i 1942. Og i januar 1943 opfordrede NSDAP-N deres medlemmer til at melde sig ind i den nye organisation. De skulle stå under ledelse af Peter Larsen.
Han var både leder af Selbstschutz, SK og Zeitfreiwillig. Det var ham der i praksis kom til at stå for at rekruttere unge mænd fra mindretallet til tysk krigstjeneste. Han var kendt for at lægge stort pres på de unge for at melde sig til frontfrivillige.
Man skulle bruge mænd mellem 17 år og 60 år. Det praktiske skulle Waffen – SS stå for. Og uddannelsen skulle ske ved de forskelle tyske garnisoner i Nordslesvig, bl.a. på Tønder Kaserne. Den militære uddannelse skulle foregå på to søndag formiddage hver måned. Man blev uddannet i at håndtere almindelige geværer. Enkelte blev dog også undervist i maskingeværer og andre våben.
Jens Møller ville spare kanonføde
En eventuel invasion var den egentlige grund til oprettelse af dette korps for medlemmerne af det tyske mindretal. Men var det også andre grunde? Efter krigen blev der også angivet en anden grund. Efter 1942 steg antallet af de faldne fra det tyske mindretal. Samtidig pressede man fra tyskerne på at få sendt endnu flere unge til fronten.
Det nye korps skulle forhindre at endnu flere unge fra det tyske mindretal skulle falde ved fronten. Var det virkelig derfor? I forskellige kilder påstår både Jens Møller, leder af det tyske mindretal og NSDAP – N og Heinrich Himmler at det var deres ide. Presset på de unge i mindretallet var enormt.
I forbindelse med udarbejdelse med vores bog ”Grænsen er overskredet” besøgte vi også mindretallets arkiver i Aabenraa. Her kunne vi med egne øjne se, hvor massivt dette pres var. Men kunne man nu i stedet for kanonføde nøjes med at blive Zeitfreiwillig så var meget opnået.
Mindretallet var utilfreds med at korpset skulle bruges mod danskere
I marts 1945 blev korpset opløst. Men interessant er det at straffen for at være i dette korps blev bedømt hårdere end frivillig i Waffen SS. Man fik to år mod halvanden år som frivillig. Men dette afhang nu også af på hvilket tidspunkt man blev dømt.
Fra mindretallet havde man regnet med, at Zeitfrewillige kun skulle indsættes mod en ydre fjende og ikke imod deres danske nabo. Men det viste sig hurtigt, at dette ikke var holdbart i en krigssituation. Det viste sig også efter august – oprøret i 1943. Her blev de indsat og skulle visitere de danske naboer, ligesom de skulle patruljere. Ved disse aktioner blev de meget upopulære.
Et slags hjemmeværn
Under normale omstændigheder skulle Zeitfreiwillige overvåge vigtigt infrastruktur. Men den hårdere straf skyldtes at deres arbejde kom til at foregå i eget land og direkte mod deres danske naboer. De blev således også indsat under direkte uroligheder.
Dette korps skulle fungere som et slags hjemmeværn. Og fra rigstysk side accepterede man dette som egentlig krigstjeneste.
Fra mindretallets side protesterede man mod indkaldelserne. For danskerne var det dybt provokerende over for den danske befolkning. Men egentlig havde korpset rent juridisk en ringe betydning.
Korpset blev involveret i at grave en pansergrav tværs over Sønderjylland. Det er usikkert, hvor mange fra mindretallet der rent faktisk deltog i gravearbejdet. Nogen har gjort det til 12 – 1.500 mand mens andre mener at det drejede sig om 3 – 4.000 mand.
Hvad er Selbstschutz
En person som også deltog i Selbstschutz blev idømt tre års fængsel. Og hvad var Selbstschutz? Her gjorde man tjeneste både i civil og i uniform. For at hindre sabotage og lignende mod tyske foretagender gjorde man patrulje i gaderne. Han var under sine tjenester forsynet med karabin, andre våben og en pistol. Ved underretten blev hans straf fastholdt til fængsel i tre år. Ved landsretten 3 år og 6 måneder, men ved Højesteret 2 år 6 måneder.
Ved en dom i Tønder blev et medlem af Zeitfreiwillige idømt en straf på 1 år og 6 måneder. Grunden til dette var, at han kun var 18 måneder, da han meldte sig. Der blev ved straffeudmålingen henvist til hans ungdom.
Ved en granskning af lovgivningen i 1946 fastholdt man at forholdet skulle straffes, man taler for at man havde vist storsind over for det tyske mindretal ved at se bort fra andre strafbare forhold.
En hård kerne på 150
Det var Jens Møller, der oprettede Selbstschutz. Det var for at sikre mindretallets virksomheder og institutioner mod sabotage begået af den danske modstandsbevægelse. Korpset omfattede omkring 450 mennesker, der næsten udelukkende blev rekrutteret fra det yderliggående Schleswiger Kameradschaft (SK).
Det var en særlig hård kerne på 150 mand, der bar våben og fungerede som en slags politimyndighed. At korpset for besættelsesmagten foretog arrestationer af danskerne, blev under retsopgøret vurderet som et meget belastende forhold.
Et andet meget belastende forhold var, at nogle Selbstschutz’ medlemmer var at mange af korpsets medlemmer spionerede for besættelsesmagten. De blev således mistænkt for at have optrevlet modstandsgrupper. Dog var der kun 52 fra det tyske mindretal, der blev dømt for tysk polititjeneste og 31 blev dømt for angiveri og stikkeri. Forholdsvis var det næsten som i den øvrige del af landet.
Jens Møller forsøgte at gribe ind
Blandt medlemmer af mindretallet blev dommene opfattet som dybt uretfærdige, da man ikke mente at have vendt sig mod Danmark og da man ikke havde været med i krigen.
Der er eksempler på, at Jens Møller forsøgte at afværge at korpsene blev sat ind ved arrestation eller forhør af danskerne. Han gik også ved forskellige lejligheder i forbøn for danskerne som blev forhørt og straffet af den tyske besættelsesmagt i Danmark. Han vidste godt, hvad det ventede ham efter besættelsen. Fra andre i det tyske mindretal blev Jens Møllers aktiviteter anset som svaghedstegn.
Andre måder for kollaboration
Den ypperste kollaboration, man som tysksindet kunne yde, var aktiv krigsdeltagelse. Det gjorde en stor del af de unge i mindretallet. For en gruppe unge kvinder kom tjenesten til udfoldelse som frontsygeplejersker, de såkaldte frontsøstre. De fungerede som en slags mødre og organiserede sig i Frauenschaft.
En anden mulighed var at gå ind i det økonomiske samarbejde.
DBN – Deustche Berufsgruppen für Nordschleswig
Allerede i 1936 blev DBN, Derutsche Berufsgruppen für Nordschleswig DBN dannet. De havde et forbillede i Deutsche Arbeiterfront i Tyskland. DBN havde ifølge sig selv to hovedopgaver:
For at blive medlem skulle man opfylde nogle kriterier. Man skulle sende sine børn i tysk skole. Så skulle man læse den tyske avis og da Selbsthilfe blev oprettet skulle man være medlem af denne. Man skulle også sørge for at voksne børn og lærlinge blev medlem.
Et led i nazificeringen
Oprettelsen af DBN blev led i hele nazificeringsprogrammet i Nordslesvig/Sønderjylland. I 1940 blev organisationen omstruktureret og delt i tre hovedgrupper:
I 1941 havde man et imponerende medlemstal på 1.019 i handelsgruppen. Håndværkergruppen var nået op på 1.834 medlemmer mens arbejdergruppen var på 1.150.
LG – Liefergemeinschaften
I sommeren 1940 blev der oprettet en anden underorganisation nemlig Liefergemeinschaft LG. De samlede ordrerne fra besættelsesmagten, der derefter blev fordelt til medlemmerne. Disse skrev selv fakturaen og sendte 2 pct. til LG. Et mindre beløb blev sendt til Selbsthilfe.
Det gjaldt de samme regler i LG som i DBN. Pludselig steg medlemstallet i LG ret voldsomt. Omkring 1942 lå de månedlige leverancer til den tyske værnemagt på 1,2 mio. kr.
Man forlangte også en attest for politisk pålidelighed.
De tyske myndigheder hjalp LG
Åbenbart skulle Stauning over for Jens Møller i slutningen af 1940 have anført, at det man havde gang i var fuld forståelig. Med sådan en anerkendelse er det ikke underligt at store dele af mindretallet var af den opfattelse, at regeringen havde givet sin velsignelse til det økonomiske samarbejde.
Man glemte så lige at nævne at efterhånden som statsmagten så, hvad det indebar så ønskede man ikke at tysksindede virksomheder blev favoriseret i området. Dette førte også til et stridspunkt mellem besættelsesmagten og regeringen.
Og helt galt gik det, da LG påtog sig arbejde uden for Nordslesvig.
Da Priskontrollen i 1942 ønskede at lave priskontrol på arbejder for værnemagten, kom DBN på barrikaderne, da man ikke ønskede at levere de forlangte oplysninger. Man vidste godt, at man var gået over grænsen og det ville betyde konfiskation af fortjeneste og retslige anklager. Gennem de tyske myndigheder fik DBN afværget priskontrollen.
En form for boykot efter 9. april
Umiddelbart efter den 9. april mente dele af mindretallets erhvervsdrivende at de oplevede en form for boykot fra deres danske kunder. Men om det var en organiseret boykot, er dog tvivlsom. Således viser en sag, at en selvstændig smedemester og medlem af DBN efter 9. april 1940 mistede en del af sine danske kunder, fordi han havde stået og heilet til de tyske tropper, da de kom forbi hans værksted.
Retsopgøret
Medlemmer af det tyske mindretal blev i retsopgøret dømt på lige fod med danskerne. Frihedsrådet mente at opgøret mod kollaboratører skulle dømmes med tilbagevirkende kraft. Undtagelsen var for handlinger begået før 29. august 1943, der beviselig var sket på baggrund af ordrer og love fra en lovlig dansk myndighed. Dette punkt viste sig fordelagtig for en stor del af de store virksomheder, der havde været en del af den økonomiske kollaboration. Og ikke kun for de tysksindede.
En af bestemmelserne fra straffelovstillægget i forbindelse med sagerne om økonomisk samarbejde var lov nr. 259 § 15 af 1. juni 1945. Den lyder som følger:
Man talte om en straffeudmåling helt op til fire års fængsel.
Mange dansksindede forsøgte også
Måske var dette bidrag den ældre generations bidrag til Det Tredje Riges krigsindsats. Men mon ikke også mange fik en stor økonomiske gevinst ud af det.
Blandt de dømte var der overvejende små håndværksmestre. Gruppen af vognmænd, der blev dømt, var lidt mere broget. Men det var nok fordi, de ikke var organiseret. I vores adgang til mindretallets arkiv (Dibbernhaus) kan vi se, at mange danske vognmænd søgte tilladelse til at arbejde for tyskerne og så mange af de nuværende vognmænd. Men de fleste fik ikke tilladelsen, da de ikke tilhørte mindretallet og havde børn i tysk skole.
Et stort omfang
Omfanget af denne kollaboration lader til at have været ret omfattende. For mange i mindretallet var det naturligt at hjælpe sit land i denne krigssituation. Mange følte sig meget tættere knyttet til Mutterland end til deres herbergstat., Danmark.
Mindretallet var som fanget mellem en lus mellem to negle. Man ydede sin indsats for krigen som var man en del af Det Tredje Rige, men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”. Ja fra Berlin fik man et forbud mod at agitere for en grænserevision
Kilde:
August 1, 2020
Litteratur Højer 2020
Her så ca. 48 Højer – bøger. Vi gør opmærksom på, at listen langt fra er komplet. Vi har medtaget et par Emmerlev og Rudbøl – bøger.
Poul Andersen: Højer Bønderkommune
Poul Andersen: Mine 9 år i Højer
Bevaringsværdige Bygninger i Højer Kommune (Højer By) (Vium Jensen)
Bevaringsværdige bygninger i Højer Kommune (Daler, Emmerlev, Hjerpsted m.m.)
Walter Bloch: Rudbøl – Rosenkrantz genbesøgt
Nicolai Bossen: Emmerlev Socialdemokratiske Forening 1929 – 1989
Bådfolket i Rudbøl
Anders Bundgaard: Højer i 1930erne (1983)
Tage Bundgaard: Møllen i Højer
Folmer Christiansen: Af Kiers Gaards historie (1984)
Folmer Christiansen: Der var engang (1990)
Folmer Christiansen: Om Digeskolen 1964 – 1989 og dens baggrund
Folmer Christiansen: Om Højer by 1923 – 1999 (2003)
Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer 1843 – 1993 med træk fra historien efter 1920
Den danske Ungdomsskole i Højer 1951 – 2001
Claus Eskildsen: Grænsebyen Rudbøl
Claus Eskildsen: Sønderjysk Tæppefabrik, Højer (25 års jubilæum)
Lorenz Hansen: Nørremølle, en bebyggelse i Marsken og dens beboere (2007)
Højer Andelsboligforening
Højer Danske Børnehave
Højer Danske Kommune – Historiske Tilbageblik 1937 – 2002
Højer Frivillige Brandværn 1882 – 1972
Højer og Omegns Brugsforening 1950 – 2000
Karen Vium Jensen: Bevaringsværdige bygninger i Højer Kommune
Erling Jeppesen: Frygtelig lykkelig (roman) (genkendelige Højer – skikkelser)
Erling Jeppesen: Kunsten at græde i kor (roman)
Margot Jespersen: Jordsand – en beretning om havets angreb på en ø i det danske vadehav
Margot Jespersen: Margrethe – kogen
Kiers Gaard (12 sider) (1989)
Jørgen Sprogøe Køster: Emmerlev Sognekrønike
Marie Lagoni: Emmerlev Sogns Ringriderforening gennem 100 år
L.A. Larsen: Da Emmerlev sognefolk plaskede husvant til søs
Lidt socialhistorie fra Højer Kirkegård
Herbert Matzen: Sønderjyske or dog vendinger på Højer – egnens dialekt (2004)
Mikkel R. Mikkelsen: Minder fra Rudbøl
Møllen i Højer (1988) (Lydbånd)
Andreas Møller: Om Rudbøl både og dens anvendelse
N.P. Nielsen. Fra Bondedreng til Grænsepost (1966)
Herman Nagel: Mit livs erindringer (1910 – 11) – findes også i Claus Pørksens udgave fra 2012 i 92 sider. (Oplevelser 1848 – 1850)
Claus Pørksen: En familie fra Højer (134 sider) (2012)
N.O. Riegels: Udkast til Fjerde Friedrichs Historie efter Højer
Claus Rolfs: Geschichte des kirchenspiels und Fleches Hoyer
Claus Rolfs: Højer Sogns og Flækkes historie
Tove Stockmar: Emmerlev Klev
H.E. Sørensen: Vadehavet – marsk og mennesker
Peter Vestergaard: Det fremskudte dige ved Højer (1984)
Flemming Wraae: 70 år med Højerbanen
Juli 31, 2020
En brand i Stengade
En frygtelig november – aften 1975. Ni mand omkom. Stigevognen kunne ikke komme ind i gården. Alle i en lejlighed på femtesal omkom. Nørrebro Beboerforening havde advaret om forholdene. Huslejen steg 112 pct., men der blev ikke gjort noget ved brandsikkerheden. Der havde været masser af brande i kvarteret. 18.000 ejendomme på Nørrebro var saneringsmodne. Efter nogle år kom det frem at branden var påsat. Efterfølgende blev bulldozer-saneringen gennemført. Den Sorte Firkant blev fuldstændig forandret med masser af butikslukninger til følge.
En frygtelig november – aften 1975
Det var en novemberaften i 1975. En voldsom brand brød ud på Indre Nørrebro. Den fik katastrofale følger. Ni mennesker omkom. Folk sprang ud fra fjerde og femte sal.
Pludselig gik det op for myndighederne at folk levede i rene brandfælder.
Nogle kan endnu huske, hvad der skete dengang. Således fortæller et vidne, at han tilbød sin hjælp og blev sat til at holde fast i et springlagen. Så hørte han en dump lyd. Det lød lige som en sæk kartofler, man kaster mod jorden. Vidnet kigger mod højre. Der ligger en mand på jorden. Han ramte ikke springlagenet. Han har var forbrændt på ryggen og blodet løb ud af munden på ham.
Alle i en ejendom på femtesal omkom
Vidnet sad den aften på femtesal sammen med en ven og lyttede til Beethoven på vinyl. De hørte støj ud fra gården og kiggede ud ad vinduet. Der stod ild ud af kælderen i bygningen over for. De to vidste, at de måtte ned i gården for at vente.
Den mand, der landede ved siden af springlagenet, var 22 år og havde en lejlighed på femte sal i Stengade 20. Her boede han med sin kæreste på 24 år og datteren på fire. De havde besøg af kærestens lillesøster fra Jylland. Alle fire omkom ved branden.
Den 22 – årige var i desperation kravlet ud ad vinduet og forsøgte at gå armgang i tagrenden, da den brast, og han styrtede i døden.
En kvinde døde af røgforgiftning
På femte sal sad en 48 – årig kvinde på sin stol og døde af røgforgiftning. På fjerde sal boede en gæstearbejderfamilie. Faren var i 1969 kommet til København for at arbejde på B & W. Han havde nu fået hele sin familie samlet i Danmark. De boede trangt og billigt på Nørrebro. De ville gerne have noget større. De døde også i branden.
Branden viste med al tydelighed at tiden var løbet fra slummen på Indre Nørrebro. Mange ejendomme var rene brandfælder. Her var det ikke forsvarligt at lade mennesker bo.
Stengade ligger mellem Blågårds Plads og Assistens Kirkegård i det berygtede kvarter, der blev kaldt ”Den Sorte Firkant. Der er forskellige udlægninger på navnet. Det var et af de tættest befolkede områder i Danmark. I 1960’erne var her virkelig mange stuvet sammen.
Man gjorde ikke noget som helst
Baghus på baghus fyldte de mørke og indesluttede baggårde. To tredjedele af lejlighederne var 1- eller, 2-værelses. Forholdene bar præg af, at de mange private udlejere ikke havde økonomiske interesser i at gøre noget som helst ved forholdene. I en meget interessant podcast gives der et billede af forholdene dengang. I flere artikler har vi også her på siden beskrevet forholdene dengang. Men også om de forhold, der fulgte.
Selv Handelsforeningen støttede Nørrebro Beboerforening
Buldozersanering og kampen om Byggeren er nogle af stikordene. Pludselig steg huslejen til astronomiske højder. De lokale havde ikke råd til at bo på Nørrebro mere. Detailhandlen mistede deres kundeunderlag og lukkede i stribevis. Midt under saneringen slap pengene op.
De lokale beboere protesterede mod udviklingen. Selv Nørrebro Handelsforening støttede Nørrebro Beboeraktion og gik aktivt ind i kampen. Men desværre blev Nørrebro beboeraktion politisk splittet
18.000 ejendomme var saneringsmodne
Året før branden blev der lavet en undersøgelse om levevilkårene på Indre Nørrebro. En beboer fortalte i et interview, at den månedlige husleje lød på 46 kr. om måneden. Han boede på 17 m2 med skrå vægge. Lejligheden var meget utæt.
18.000 Nørrebro – ejendomme var saneringsmodne. 3.400 af dem var korridorejendomme. Adgangen gik gennem en korridor. Det betød at flugtvejene var stærkt begrænsede ved en brand. Men der var også andre problemer ved bygningerne på Nørrebro.
Der var en fortrappe og en bagtrappe, der kun var adskilt af en tynd svingdør. Hvis det var brand det ene sted, var det også brand det andet sted. Svingdørene var tynde og utætte, så det kunne brænde igennem på ingen tid.
Det gik helt galt – den 11. november 1975
Det gik helt galt den 11. november 1975. Københavns Brandvæsen modtog melding om branden kl. 20.28. Redningsarbejdet skulle vise at være særdeles vanskelig. Ejendommen havde ikke front mod Stengade. En lille smal gyde forbandt Stengade og Griffenfeldsgade. En jernport spærrede vejen fra Stengade ind til den brændende bygning.
Det betød at stigevognene ikke kunne komme ind. Brandfolkene måtte derfor have hjælpe af beboerne i nabobygningerne. Der udspillede sig i den grad dramatiske scener.
En ung mand ramte en stålwire på vej ned, så gnisterne stod omkring ham. Da kablet brast, gik alt lyset ud. Det eneste lys var nu kun ilden fra branden.
Forkullede lig
Ti mennesker blev reddet ud af flammerne En gravid kvinde sprang fra førstesalen og overlevede. En 15 – årig dreng, der var alene hjemme, sprang fra fjerde sal og klarede den.
En 55-årig invalidepensionist blev reddet af en underbrandmester. Han fortalte i aviserne dagen efter, at han kom med pionererne. Så blev der først lys. Han stod uden for sit vindue på femte sal og pegede over på naboejendommen. Det lykkedes for brandmanden at redde ham via naboejendommen. Han var den sidste, der blev reddet. Resten var forkullede lig.
Branden fik politikerne til at reagerer. Ugen efter fremlagde boligministeren et lovforslag om brandsikring. Det blev vedtaget i starten af 1976.
Den Sorte Firkant blev forandret
I årene der fulgte, blev Den Sorte Firkant fuldstændig forandret. De mange 100 – års ejendomme blev jævnet med jorden. Dengang gjaldt det om at bygge så meget som mulig på så lidt plads som muligt.
Mon ikke branden satte skub i en udvikling, som alligevel ville være kommet. Mange blev tvunget væk fra bydelen. Det gjaldt også for dem, der ikke mere havde råd til at bo på Nørrebro.
Branden var påsat
Den 22. april 1977 tilstod en 29 – årig mand fra København, at det var ham, der havde påsat branden i Stengade.
Masser af brande i kvarteret
Ikke lang tid før denne brand brændte tæppelageret i Stengade 36. Og to måneder før brændte en stuelejlighed i Stengade 52 på grund af kortslutning.
Og blot 14 dage efter var der en kraftig loft – og tagbrand i Stengade 25. Kort tid efter var der så atter brand i kvarteret, idet en lejlighed på førstesalen i Prins Jørgensgade 7 udbrændte.
Protester fra Nørrebro Beboeraktion hjalp ikke
Nørrebro Beboeraktion havde udarbejdet en såkaldt slumrapport, hvor de krævede at forholdene blev bragt i orden. Men Borgerligt Socialt Boligselskab som ejede den omtalte ejendom, der brændte, mente ikke at det kunne betale sig at gøre noget som helst ved forholdene, da bygningen alligevel på et tidspunkt skulle rives ned.
Men som Nørrebros Beboeraktion pointerede, så havde man alligevel hævet huslejen med 112 pct. Man var overbevist om, at politikerne varetog byggespekulanternes interesse.
Masser af butikslukninger
I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borgere følte at deres rettigheder blev taget fra dem. Den 22. april 1980 fik politi og bulldozer i gang med at rydde Byggeren. Derefter blev Byggeren besat af beboere. De fungerede som et levende skjold.
Som bekendt endte det med masser af kampe på Nørrebro
Butiksantallet faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Udtyndingen var speciel synlig i sidegaderne. I Blågårdsgade stod 44 pct. af butikkerne tomme. Samtidig havde halvdelen af butikkerne på Nørrebro været udsat for indbrud. At være næringsdrivende på Nørrebro var en tvivlsom fornøjelse skrev Handelsforeningen dengang.
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Juli 30, 2020
Litteratur Nordvest-Utterslev-Brønshøj 2020
Denne liste omfatter også Bellahøj, Frederikssundsvej, Husum, Tinbjerg og Emdrup. Den er dog langt fra komplet. Men der er dog 90 bøger at gå i gang med.
Bispebjerg Bydelsatlas – Bevaringsværdier i bydel og bygninger (1991)
Bispebjerg Hospital 1913 – 1983
Bispebjerg Hospital 1913 – 1988
Bispebjerg Hospital – Hospitalets oprindelse og udvikling
Bispebjerg Hospital 100 år – mosaikker af et hospitalsliv
Bispebjerg Skole 1912 – 1962
Kaj Bollmann: Kapernaumskirken i 100 år- mere end en søndagskirke
Brønshøj Boldklub 100-års jubilæum – 1919-2019
Byggeforeningen Enigheden – 100 år
C.A. Clemmensen: Emdrup før og nu
Erik Cramer: Den kongelige skolebygning i Brønshøj
Lars Cramer-Petersen: Bogen om Grøndal
Lars Cramer-Petersen: Brønshøj – billeder 1900 – 1930
Lars Cramer-Petersen: Brønshøj-Husum-Utterslev – 40 malerier 1892 – 1992
Lars Cramer-Petersen: Brønshøjvej og Brønshøj Kirkevej – et vejforløb gennem Brønshøj
Lars Cramer-Petersen: Carlstad – Københavns naboby
Lars Cramer-Petersen: Danmarks skæbnetime-en beretning om Svenskekrigen 1657 – 60
Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej – fra Brønshøj Torv til Kagsbo
Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej – fra Nørrebro til Brønshøj
Lars Cramer Petersen: Frederikssundsvej – før og nu
Lars Cramer-Petersen: Godthåbsvej – før og nu
Lars Cramer-Petersen: København forsvarede sig 11. februar 1659
Robert Dumoug. Liv i Husum – historie fra en Københavnsk forstad
Emdrup – et åndehul i storbyen 100 året for Emdrup Grundejerforening
Emdrup Grundejerforening 85 år – 1901 – 1986
Erindringssamtaler fra Nordvest – Bispebjerg gennem 100 år
Fiskerne i Utterslev Mose
Asger Fog: Brønshøj, Husum, Utterslev, Emdrups posthistorie
Asger Fog: Brønshøj Kirke – 800 år
Asger Fog: Det grønne Brønshøj – en vandring
Asger Fogh: Husum – landsbyen, der forsvandt
Asger Fog: Utterslev – fra landsby til storbyforstad
Jonas Fogh: Nordvest
Fra Brønshøj til Husum – over Utterslev Mose 1940 og 55 år senere
Hans Hansen: P.V. Jensen Klint – Grundtvigskirkens bygmester
Historiske personer i Bispebjerg – Nordvest
Bente Holst: P. Ipsens Enkes Kgl. Hof Terracottafabrik
Jens Jensbak: Grundtvigskirken
Kaj Johansen: Beretning om Landbrugsudstillingen 1938 på Bellahøj
Jacob Kristensen: Bispebjerg Kirkegård
Christian Kirkeby: Bispebjerg Kirkegårds historie
Christian Kirkeby: Bispebjerg-kvarteret, hvor det meste blev en del af Nordvest-kvarteret
Christian Kirkeby: Byens gavle – Nørrebro, Nordvest, Brønshøj, Husum og Vanløse
Christian Kirkeby: Emdrup på den anden side bjerget
Christian Kirkeby: Folmer Bendtsen – en maler i Nordvest
Christian Kirkeby: Fra Utterslev Mark til Nordvest-kvarteret
Christian Kirkeby: Grundtvigskirkens tilblivelse
Christian Kirkeby: Kjøbenhavns Landfæstnings tilblivelse og endeligt
Christian Kirkeby: Møntens historie – kommunal ejendom til andelsboligforening
Christian Kirkeby: Sokkelund Herred m.m. – Fra stenalder til Middelalder
Christian Kirkeby: Utterslev – fra landsby til åndehul i storbyen
Christian Kirkeby: Utterslev Mose og den forhistoriske tid – eller Søborg Søe indtil 1887
Christian Kirkeby: Åer, render og søer – vandforsyning og lossepladser
Else Krogsgaard: Brønshøj Kirkebog 1660 – 1682
Langs Frederikssundsvej under besættelsen og befrielsen 1940 – 1945
Kirsten Lund Larsen: Brønshøj Kirke – i mere end 800 år
Louise Palm Larsen: Fra vugge til grav – København NV
Steffen Lindvald: Brønshøj, Husum og Utterslev – de rigtige bondebyer
Steffen Lindvald: Emdrup – en forsvunden landsby
Min barndom på Bispebjerg og i Voldparken
Poul Moues: Det Gamle Brønshøj – og det nye
Valdemar Møller: Fra den gamle landsby – Brønshøj by gennem 200 år
Johannes Nielsen: Brønshøj Kirke
Sven Ole Nielsen: Estrups gendarmer i Utterslev – deres virke og færden i Brønshøj Sogn
Sven Ole Nielsen: Fæster under Kronen i 1600-tallets Brønshøj Sogn
Sven Ole Nielsen: Samfund og dagligdag i Brønshøj Sogn i 1600 – tallet
Sven Olsen: Fra Biskop Absalon til indlemmelse i København
Sven Olsen: Fra det gamle Brønshøj, Emdrup, Husum, Utterslev m.m.
Viggo Plambech: Emdrup- fra landbosamfund til bysamfund
Chr. M. Plum: Slangerup-banen og dets materiel
Leif Rasmussen: Georg sagde ”Hug en kage” – livet i et københavnsk arbejderhjem i tiden omkring Anden verdenskrig
R.P. Rasmussen: Karl Gustavs lejr i Brønshøj 1658 – 60
Steen Eiler Rasmussen: Fra Tingbjerg til Christiania
Lisbeth Reinholt: Din nabo fortæller – erindringer fra Tingbjerg
Skrammellegepladsen i Emdrup 1943 – 1968
Erik Steffensen: At trække en streg – Per Kirkeby – liv og værk
Aage Svendstrup: Den Hvide Brigade – Danske lægers modstand
Helge Baun Sørensen: Brønshøjbogen
Helge Baun Sørensen: Husumbogen – en københavnsk bydel
Poul Sørensen: Bryggeriet Husum
Søren Peder Sørensen: Drejervej
Astrid Thomsen: Min barndom i Brønshøj – mellemkrigstid og besættelse
Utterslev Sogn 50 år
Torben Weinreich: Turen går til Brønshøj – En guide til Bjarne Reuters Brønshøj
Tony Wilsmann: Vestvolden – fra fæstningsværk til idyl
Birgitte Zacho: Nordvest
100 år i Glimt – 100 år med Socialdemokraterne i Brønshøj
www.dengang.dk indeholder 1.611 artikler og en masse fra Nordvest/Utterslev/Brønshøj
Juli 29, 2020
Litteratur Nørrebro 2020
Hermed ca. 317 Nørrebro – bøger. Vi har medtaget enkelte Københavner – bøger. Listen er langt fra komplet. Men der er da nogle at gå i gang med.
Hanne Abilgaard: Barbermaleren, John Christensen
Finn Abrahamowitz. Grundtvig (2000)
Finn Abrahamowitz: Hypnosemordene (2004)
Aktieselskabet Smith, Mygind & Hyttemeier 1842 – 1947
Aage Andersen: Lidt om Nørrebro
Aktieselskabet Atlas – de første 25 år (1923)
Lisbeth Algren: Nørrebro, gennem den flerkulturelle by
Pernille Andersen: Bydelsrådet, gjorde det en forskel? (2003)
Åge Andersen. Lidt om Nørrebro (1949)
Askovgården 1943 – 1983
Jonas T. Bengtson: Aminas breve
Jonas T. Bengtson: Submarino (2007)
Annemette Bach: Folkevogn og fjernsyn – tre søskende på Nørrebro i 50erne (2004)
Baldershus 1901 – 1991
Barbermaleren – Om den kendte maler på Nørrebro (1976)
Axel Beck: Fra gennembruddets tid – Kirkens udvikling på Nørrebro (1947)
Hanne Richardt Beck: Om det så gælder (roman fra Nørrebro og Brønshøj 1933/1940)
Beldring m.m: Over Ladegården til Sundholm (1993)
Billeder fra det nu forsvundne Nørrebro (1984)
Erik Henriques Bing: Evighedens Hus (Kirkegården Møllegade) (1997)
Allan Black: Kan du råbe mig Nørrebro op (Skt. Johannes Kirke) (2011)
Gert Black Mogensen: En travl kirke på Nørrebro (Simeons Kirke 1914 – 2014)
Frank Bøgh: Fælledvejens Politistation (2010)
Blaagaard Seminarium 100 år – 1859 – 1959
Blågårds Plads (2001)
Blaagaardens Mysterier (1853)
Kåre Bluitgen: Til gavn for de sorte (Debatbog også omfattende Nørrebro)
Knud Bokkenheuser: de svandt, de svandt 1 – 6 (en samling af vandringer)
Knud Bokkenheuser: Nørrebro (1919)
Knud Bokkenheuser: Vandringer på det gamle Nørrebro (1917)
Evan Bogan: Københavns Gadenavne (2003)
Lars Bonnevie. Ingen tvivl (roman om mordet på en italiensk turist) 2006
Ib Boye. Nørrebros Teater i 100 år
Jorge Braga: Københavns Billeder (2013)
Poul Thomas Brandt: Dengang i Frederik den Syvendes Gade (Roman om tre gen.)
Per Bregengaard: Erindringer fra Byggeren (1982)
Søren Bro (pseudonym): Kampen om Byggeren – Genfortalt i billeder
Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken (48 sider)
Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
Agnete Braad: Som om hun bare lagde røret på (2012)
Brorsons Kirke gennem 25 år (1926)
Karl Bruun: København 1 – 2 (1887)
Byfornyelse på Nørrebro (1979)
Byggersen: Grabberne væk fra Byggeren
Lene Byriel: Sjakket – knus og kaos – i et københavnsk ungdomsmiljø (1994)
Frank Bøgh: Fælledvejens Politistation
Henrik Cavling: Efter redaktionens slutning (1928)
Rosa Cederholm: Rosamin – en pige af folket fortæller (Nørrebro 1900) (1976)
Bolette M. Christensen: Fortællinger fra Indre Nørrebro
Christian Christensen: En rabarberdreng (1986)
Christian Christensen: Erindringer (1992)
Christian Christensen: En Rabarberdreng/Bondeknold og Rabarberdreng (1992)
Willads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
Willy Christensen: Linie 5 og 16 (1970 – 72)
C.A. Clemensen: Anker Heegaards fabrikker gennem 100 år (1928)
Anne Cornelius: Fortællinger om Rabarberlandet (2012)
Cramer – Petersen: Frederikssundsvej – Fra Nørrebro til Brønshøj (1994)
Ove Dahl. Husker du?
Ove Dahl: Tingenes Historie
Dansk Papir i 100 år – De Forenede Papirfabrikker A/S 1889 – 1989
De Autonome (1995)
Detailhandel og Byfornyelse – et eksempel fra Nørrebro (1983)
John Dickov: Historien om en gade – Jægersborggade
Lise Egholm: Fordi du skal – kraftige spark fra skolelederen
Lise Egholm: Min blå sofa (Erfaringer fra Rådmandsskole) (2006)
Tine Eiby: Til Tjeneste (blokadevagt på Nørrebro) (2006)
Jean Eilertsen: Kirken i Rabarberlandet (Hellig Kors Kirke og Sogn)
Martin Elmer: En by er også et landskab (arbejdsmiljøer på Vesterbro og Nørrebro)
Steen Eltard: Steder på Nørrebro (digte)
Anders Chr. Enevoldsen: Det gule snit (1998)
Anders Chr. Enevig: Go’ morgen Karl Baj!
Anders Enevig: Klunsere og kræmmere (1964)
Per Oluf Engquist: Livlægens besøg (Roman om Struensee, der oprettede hospital på N.)
Jacob Ehrbaum m.fl.: 69 – Kampen for et Ungdomshus (2008)
Epidemihospitalet i København 1879 – 1979
Kr. Eriksen: 100 år på Nørrebro (1966)
Erfaringer fra Bryggen (Nørrebro Beboerforening)
Ruth Evensen: Ruth – det ik’ slut
Anders Ewald: Øl og mad på Nørrebro Bryghus
Palle Fischer: Den store badedag (Nørrebro i 1930erne)
Fokus på Nørrebro (1): Guldbergs – kvarteret (1997)
Fokus på Nørrebro (2): Folkeskolerne – vigtige bygningsværker (1998)
Fokus på Nørrebro (3): Kirkerne, åndelige og arkitektoniske samlingspunkter (1999)
Fokus på Nørrebro (4): Pladserne, åndehuller og samlingspunkter i bydelen (2000)
Folketingets Ombudsmands betænkning om Nørrebro – sagen (1996)
Fra det nu forsvundne Nørrebro (1984)
H.H. Frandsen: Kirke og sogn gennem 75 år (Anna Kirke) (1989)
Fryd Frydendal m.m.: Forbryderalbum (Om ungdomshuset) (2007)
Carl Frederik Garde: Blågårds Blues (1971)
Mina Grooss: København – grib byen (intro til bydelene) (2005)
Mads Grue: Anna Kirke 1914 – 1939
Gullberg: Familiealbum – portrætter fra Ungeren
Guldbergsgade – kvarteret (1997)
Inger Gyldenkærne: Nørrebro – en litteraturliste (1998)
Bjarne Hallander m.fl.: Beboeraktioner, Bolig og miljøkampe (1978)
Jørgen Hamann: Havremarkens Skole gennem 100 år
Annelise Hansen: fra det forsvundne Nørrebro – en lokalhistorisk billedbog
Erik Hansen: Linje 7, trafikken til Nørrebro før og nu (1971)
Hans Georg Hansen: Jernbaneminder
Helle Hansen m.fl.: 69 (2008)
J.E.F. Hansen: Københavns Forstadsbebyggelse i 1850erne (1977)
Per L. Hansen: Askovgården 1943 – 1993
Tom Heinemann: Uro: 25 års gadekamp
Luna Signe Hørdum Hansen: Bag de gule gardiner (Nørrebros værtshuse) (2014)
J.J. Hartung Nielsen: Nøglebørn (børnebog) (1986)
Knud M. Nielsen: Billeder fra det nu forsvundne Nørrebro
Charles Haugsbøl: Blaagaards – kvarteret gennem 300 aar (1942)
Johanne Louise Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1913)
Tom Heinemann: Uro – 25 års gadekampe (1995)
Harald Herdal: Løg (syv unge menneskers opvækst på Nørrebro) (1935)
Harald Herdal: Mens vi bliver voksne – hverdag på Vesterbro og Nørrebro (1937)
Hizb ut Tahrir i Danmark (2003) (Omhandler bl.a. Nørrebro)
Hillerødgades Skole 1915 – 1990
Historier fra Assistens – En kulturhistorisk billedbog
Lulu Hjarnø: Rødderne fra Blågårds Plads (1998)
Hanne Holm: Mellemøstlige køkkener på Nørrebro (2006)
Ellen Holmboe: Kugler over Nørrebro (2011)
Gregers Dirckinck – Holmfeld: Danmark dejligst 1 – 3 (2001)
Kamilla Helga Holst: En Kærlighedshistorie (Roman fra Nørrebro) (2010)
Karen Stougaard Hossy: Det kjøbenh. og Nørrebros asylselskabs første år 1835)(1985)
Huset på Nørrebro
Ole Hyldtoft: Københavns Industrialisering 1840 – 1914 (1984)
Erik Hvidt: Mest for sjov – Nørrebros Teater 1886 – 2001
Hvilket forår – om Metropolitanskolen (2009)
Klaus Høeck: Canzone – digte fra Nørrebro (1981)
Indvandrer – Kvindecentret: Send flere krydderier (2010)
Flemming Jarlskov: Lov og orden (2003)
Aggi Jensen: Baggårdsbørn har også drømme (2004)
Brian Jensen: Beast – fra Nørrebro til Premier League
Robert Jensen: Der var engang – en opgang (Børnebog) (1985)
Sigurd Jensen: Københavns Hospitalsvæsen 1863 – 1963
Harald Jensen: København fra boplads til storby (1948)
Søgård Jensen: Samuels Kirke 1925 – 1975
Einar V. Jessen: Det var dengang (Optegnelser 1880 – 1923, barndom og ungdom på Nø.)
Lone Diana Jørgensen: Er det så yndigt (Nørrebro 1960 – 69) (børnebog)
Lone Diana Jørgensen: Ikke to i en stol (Nørrebro i 50erne) (1985)
Karen Søndergaard Jensen: Englemagersken (2004)
Flemming Jensen: Revisor Nielsen (roman) (2006)
Anton Jepsen: danske snedkermøbler gennem 125 år (Rud. Rasmussens Snedk. 1869)
Einar V. Jensen: Det var dengang, men – barndom og ungdom på Nørrebro (1987)
Hans Chr. Johansen: Industriens vækst og vilkår 1870 – 1973 (1988)
Christoffer Jørgensen: Ej blot til lyst – om Blågården (2005)
Casper Andreas Jørgensen: H.C. Andersen og kirkegården (2005)
Lars Holmegaard Jørgensen. Flugten fra Nørrebro (2009)
Luna Signe Hørdum Nielsen: Bag de gule gardiner – Nørrebros værtshuse
I Dagmars skygge (Om Assistens Kirkegård)
Hanne Jørgensen: Kampen om Byggeren
Harald Jørgensen: Fra Lemmestiftelse til moderne plejehjem (Almindelig Hospital) (1969)
Lone Diana Jørgensen: Marie – bøgerne 1 – 5 (1995 – 2001)
Rasmus Jørgensen: Folkestrejken (2004)
Per Kaae: Gerningssteder – En kriminalvandring gennem København’ a mord: Nørrebro
Kalejdoskop på vrangen (2005)
Kampen om Byggeren (Tiderne skifter 1980)
Kampen om Ungdomshuset – studie i et oprør
Anders Karker: Jagtvej 69 (L&R 2007)
René Karpentschof m.fl: Kampen om Ungdomshuset (Frydenlund 2009)
Mads Kerring: De autonome (Autonomt Forlag 1994)
Kingos Kirke (Fin Ellerbæk) (2000)
Jan Kjærsgaard. Bydelsatlas Nørrebro (1996)
Farshad Kholgi: Verden er mit land (2007)
Christian Kirkeby: Bygninger i det oprindelige Nordvestkvarter
Christian Kirkeby: Byens Gavle på Nørrebro, Nordvest, Brønshøj, Husum og Vanløse
Gitte Klitgaard: Håndbog for gadeplansarbejdere
Eric Knipper: Nørrebronx
Eric Knipper: Nørrebros ferie på lossepladsen (2006)
Hans Chr. Kofoed: Slaat ud – nej (indsats på det sociale område på Nørrebro) (1988)
Kort over Kjøbenhavns Jorder og Forstæder – Vester, Øster – og Nørrebroe (1834)
Poul Kragelund: Så vidt jeg husker, Nørrebro og Vangede i 50erne
Torben Krogh: Nu dages det brødre (1981)
Torben Krogh: Ved Statens Ror (1982)
Hans Kyrre. Københavns kommunale skolers historie (1924)
København før og nu – bind 5 (1947 – 1950)
Bolette Larsen: Krikeasyl – en kamp for asyl
Ejnar Larsen: Brorsons Kirke gennem 50 år (1950)
Ejnar Larsen: Brorsons Kirke gennem 75 år (1976)
Jørgen Larsen: Fra det gamle København (2005)
Per Larsen: Ungdomshuset – Rydningen og det, der fulgte
Anders Laubjerg: Den store bølge (Kbh’s industri – arbejdspladser (Sohn 2006)
Mogens Lauridsen: Bander, Bomber, Bagmænd – over 40 år i Politiet
Mogens Lebech: Titan, Smedjen, der blev verdensfirma (1947)
Einar Lind: Bisser og bananer – gadebetjent på Nørrebro i 60erne (2002)
Steffen Lindvald: Blegdamshospitalet 1879 – 1954
Steffen Lindvald: Nørrebro – i de københavnske arbejders hjemstavn (1968)
Steffen Lindvald: Det mørke København (1978)
Katrine Lindvig m.fl.: Ungdomshuset – et lærringsmiljø (RUC) (2007)
Loldrup: Historien om Ladegården – engang kongens spisekammer
Johannes Loppnau: Erindringer i NHA
Hans Helge Madsen. Huse må ikke styrte sammen
Mangfoldige Nørrebro, retssag og workshop/ Nørrebro Park Kvarter
A.P. Madsen: Nørrebro, sten for sten (1998)
Martha – Hjemmet 1886 – 2011
Poul Martinsen: Hypnosemorderen (2012)
Einar Mellerup: Godtfolk, gavtyve og gadeliv – fra det gamle Nørrebro (1961)
Einar Mellerup: Det gamle København på vrangen (1961)
A.C. Meyer: En Agitators erindringer (1929)
Gudrun Mikkelsen: Bedstemors breve (Erindringsbreve og sange fra Nørrebro ca. 1900)
Gudrun Mikkelsen: Når et menneske vælter – Nørrebro 1911 – 1984 (1988)
Jens Mortensen m.fl.: Jagtvej 69 (Medieskolen Lyngby 2008)
Klaus P. Mortensen: Uden for murene (2002)
Ulla Moulvad: Sammen er vi bedst (1997)
Jesper Dehn Møller: Skyld (mordet på Antonio Curra) (2007)
Jørn Møller: Borger i Klunketidens København (2000)
Søren Vad Møller: Enegang. Ander, der vandrer (Roman om en digterspirer på Nørrebro)
John Nehm: Ståsted søges (roman) (arbejderfamilie på Nørrebro og Amager) (1980)
Asta Nielsen: Den tiende muse (1966)
Hartung Nielsen: Nøglebørn (1986)
Kaj Nielsen: Billedbogen om Kaj Nielsen (1985)
Kurt M. Nielsen: Billeder fra det forsvundne Nørrebro (1984)
Oluf Nielsen: Kjøbenhavns historie og beskrivelse (1877)
Svend Nielsen: Portræt af en gade (Rantzausgade) (1978)
Svend Nielsen: Go’morgen Karl Baj (sang blandt prinser og klunser på Nørrebro)
Uffe Nielsen: Nørre G – 1818 – 1993 (Nørre Gymnasium)
Jon Nordstrøm: Cyklen på Nørrebro (2013)
Henrik Nørgaard. Brask (2008)
Nørrebro Bydelsatlas (1996)
Nørrebro – en historiefabrik (2009)
Nørrebro historier – Fra Fedtemader til Fædregruppen (Nørrebro lokalhist. Forening)2008
Nørrebro – Træk af en bydels historie (Nørrebro Lokalhistoriske Forening (1997)
Nørrebro i går – i dag og i morgen (Lis Harboe Jensen) (1968)
Nørrebros realister (Havremarkens Skole) (2003)
Nørrebro sten for sten (Om urolighederne efter EU – afstemningen 18.5.1993) (1998)
Nørrebro – 18. maj 1993
Hans Edv. Nørregård Nielsen: Kongens København (1994)
Ombudsmandens tre redegørelser i forbindelse med Nørrebro – sagen (1995)
Onymous, Copenhageners – Nørrebro (Billedværk) (2011)
Over Ladegården til Sundholm
Parkkvarteret – Indtryk og udsagn (Nørrebro Park Kvarter) (2007)
Johanne Petersen: Krølle fra Nørrebro (1934)
P.A. Petersen. Nørrebro bespisningsforening 1853 – 1903
Palle Petersen: Den store klassekamp (2000)
Peter Petersen: Nørrebro i København (1982)
Abdul Wahid Pedersen: Islam på Jysk. Fra hippie på Djursland til Imam på Nørrebro
Planlagt Gadenet i 6. Politikreds (fortegnelse af gadenet og deres længde ca. 1900)
Jan Plovsing: Byfornyelse under sanering (Socialforskningsinstituttet) (1976)
Jan Plovsing: Byfornyelse på Nørrebro (Socialforskningsinstituttet) (1979)
Jan Plovsing: Sanering på Nørrebro (Socialforskningsinstituttet) (1975)
Politibestemmelser angående Driften Nørrebro elektriske Sporveje 1897 (1976)
Niels Posselt: Nørrebro beboeraktion/Sorte Firkant (1977)
Johan Poulsen: Nordbanen gennem 125 år (1991)
Johan Poulsen: Byens baner – Jernbanen i København i 150 år (Banebøger 1997)
Prinsesse Thyras Asyl (1879)
Per Ramsdahl: Brorsons Kirke 1901 – 2001
Rapport fra Nørrebro (Demos 1974)
Lars Rasborg: Lær af Todesgade (Oktober 1978)
Laila Rasmussen: Tordenkaffe
Steen Eiler Rasmussen: København (1969)
Gudrun Riismøller: Farmor fra Nørrebro (Roman fra begyndelsen af 1900 – tallet (1967)
Michael Rohde: Tyve år på holdet (1932)
Birthe Raasted: Sådan nogen som os (Fortællinger fra Nørrebro 1942 – 1951) (1998)
Helle Rasmussen: Dansens Hus – et portræt (1990)
Niels Rohleder: Drengene fra Blågårds plads (1977)
Morten Runge: Til højre og venstre for Mimersgade (Real Dania 2005)
Russere på Assistens Kirkegård
Røde Rose Bogen (1975)
Rådmandsgades Skole 1889 – 1989 (Jørgen Voigt)
Sankt Stefans Kirke 1874 – 1974
Sakramentskirken – Den Katolske kirke på Nørrebro 1917 – 2017
Samuels Kirke 1925 – 1975
Manu Sareen: Iqball Farooq og den sorte Pjerrot (2006) Børnebog
Manu Sareen: Iqball Farooq og kronjuvelerne (2007) Børnebog
A.N. Schioldann: Fra murermester A.N. Schioldann (1901)
Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010
Jørgen Schrøder: Et godt humør (Om H.C. Andersen og Assistens Kirkegård) (2004)
Jørgen Schrøder: Historier fra Assistens (2003)
Helga Schwede: Dronning Louises Asyl 100 år (1988)
Sct. Josephs Hospital (Bogan 1978)
Louise Skak – Nielsen: Alle kender Blågårdsgade (1989)
Andreas Skov. Sabotage (2006)
Claus Smidt: En storby bliver til (Illustreret Tidende 1859 – 1874)
Socialdemokratisk Forening 11. kreds 1885 – 1985
Socialdemokraterne 12. kreds 1888-1988
Jimmy Stahr: Farfars bog (Børnebog)
Jimmy Stahr Morfars bog (Arbejdermiljø i 1940ernes Nørrebro (Børnebog)
Viggo Starcke: Giertrud Birgitte Bodenhoff’s Mysterium (1954)
Pernille Steensgaard: København, folk og kvarterer
Jørgen Stegelmann: Mine Biografier (1986)
Jesper Stein: Bye Bye Blackbird – krimi (2013)
Stemmer på Nørrebro (2009)
Hermann Stilling: En dreng ved navn Hermann (Minder om 30ernes Nørrebro) (1980)
Storbydrømme København 1870 – 1900 (2002)
Frederik Strand: 18. maj 1993 (2013)
Kirsten Strømsted: Rundt om Søerne – huse og mennesker (1996)
Poul Strømsted: Søerne – Sortedamssøen, Peblingesøen, Sankt Jørgens Sø (1996)
Harald Stubmann: Gamle Københavnske Gader (1968)
Erik Norman Svensen: Fra Nørrebro til Nørregade (2011)
Sølund 1979 – 2004
Anne M. Sørensen: 154 døgn – en beretning om palæstinensernes asyl (1992)
Poul Sørensen: Tændstikfabrikken Kronen – Nørrebros Tændstikfabrik
Fr. Thomassen: Blaagaard Seminarium (J.A. Tang – 70 år) (1898)
Allan Mylius Thomsen: En baggårdsrod i København (Husumgade m.m.)
Thomas Thorhauge: Kom hjem Rosinante, en ung mor på Nørrebros ønske om forandring.
Terroristen på Nørrebro – Jagten på Omar El-Hussein
Torsteinson: Om et krigshospital
Trafik i Sorte Firkant (1975)
Dan Türrel: Mord ved Runddelen (1984)
Peter Tudvad: Kierkegaards København
Finn Thybo Andersen: Byvandringer 1968 – 314 fotos (2006)
Ungdomshus nu (Tiderne skifter 1982)
Vilhelm Wanscher: Kaj Nielsen 1882 – 1924 (1926)
Veiviser til familiebegravelser paa Assistens Kierkegaarde uden for Staden (1831)
Chr. Westergaard: En Nørrebro – dreng (1930)
Richard Willerslev: Sådan boede vi (Arbejdernes boligforhold omkring 1880) (1979)
Jacob Wilms: På Runddelens hjørne (2012)
Grzegorz Wroblewski: Siesta på Nørrebro (digte)
Otto B. Wroblewski: Nørrebro i trediverne (1895)
Bent Zinglersen: Københavns gadenavne og dens historie (1972)
Carsten Ørum: Bag skjoldet (om begivenhederne 18. maj 2003)
P.C. Øst: Den Gamle Ladegård
Årsskrift for Nørrebro lokalhistoriske Forening og Arkiv (diverse årgange)
www.dengang.dk indeholder 1.610 artikler heraf 289 fra Nørrebro
Juli 29, 2020
Så let var indlemmelsen heller ikke
Glansbillede-fortællingen om ”Genforeningen” fortsætter. Nu hævder en sten på Frederiksberg, at det var sønderjyderne, der ville have lagt grænsen syd på. Skolebørn betragter nærmest 1864 som en sejr. Men det blev et nederlag i dobbelt forstand – både på kamppladsen og ved forhandlingerne i London. Hvad skete der i London? Hvad skete der egentlig i Versailles? Tyskerne var ikke inviteret. Wilson ville genopbygge, englænderne ville knuse. Sult og elendighed spredte sig til Nordslesvig. Den 10. februar 1920 var kold. I rens var der dansk flertal. Stormagterne ”truede” Danmark, hvis de selv forhandlede med tyskerne. Indlemmelsen blev meget dyr for Kongemagten.
Sønderjyderne ville have grænsen langt syd på?
Der i den grad mange historier i medierne om den såkaldte ”Genforening”. Det er ikke populært at anfægte medierne og journalisternes historiske viden. På Frederiksberg fortælles der på en sten, at det var sønderjyderne, der ville have flyttet grænsen mod syd.
De artikler vi har her på siden, som skildrer de ting, der skete omkring 1920 er heller ikke populær alle steder. Men hændelserne, der skete dengang, er bestemt ikke som et glansbillede. Det er let, at få det hele til at se ud som et glansbillede, hvis man lige undlader et par ting.
Jernkansleren kunne have taget hele Danmark
Vi begynder tilbage i 1864, hvor Nordslesvig stadig ikke var dansk. Bismarck havde lagt grænsen oppe ved Kongeåen. I et brev fastslår ”jernkansleren”:
I et andet brev skrev han:
Og egentlig kunne Bismarck være gået videre, hvis ikke stormagterne havde givet ham det råd at indstille kamphandlingerne.
Et smertelig nederlag i dobbelt forstand
Skolebørnene opfatter i dag nærmest Dybbøl som et sted med store danske sejre. Men det blev i mere end en forstand tale om smertelige nederlag.
Det var Monrad, der ikke altid var strategisk velfunderet og en ret nytiltrådt konge, der skulle stå for fredsforhandlingerne. Over for havde de Otto von Bismarck en af tidens dygtigste politikere. Hans skjulte dagsorden var at få indlemmet de tyske dele af hertugdømmerne i Preussen som første skridt i en samling af Tyskland. Havde det ikke været for danskerne var Tyskland måske ikke være blevet samlet.
De fleste tyskere ville have et frit og uafhængigt Slesvig – Holsten med hertugen af Augustenborg i spidsen. Østrigerne ville have en såkaldt personalunion, der stillede hertugdømmerne ret frit.
Danmark fik et godt tilbud
Ved konferencen i London den 20. april 1864 regnede Bismarck med at Danmark havde foreslået en sådan personalunion. Men det afslog Danmark.
Den 28. maj foreslog den britiske forhandlingsleder, udenrigsminister Russel en deling på en linje fra Sliens munding til Dannevirke-stillingen. Tænk engang Danmark blev tilbudt det meste af Slesvig selv om vi i den grad havde tabt på kamppladsen.
Danskerne havde tidligere fået besked om dette tilbud, men de kunne ikke umiddelbar sige god for det. De måtte først konsultere deres regering, sagde de. – i stedet for at sige god for forslaget.
Uerfarende danske forhandlere
Dette forundrede i den grad briterne. Franskmændene havde også sagt god for forslaget. Heller ikke de tyske forhandlere var helt afvisende, selv om de gjorde opmærksom på, at dette ville betyde at mange tysksindede ville komme direkte under danske herredømme.
Den danske konge tænkte mere dynastisk end politisk. For ham var forslaget slet ikke godt. Den fattige prins fra Lyksborg havde ret så uventet fået tronen i Danmark. Han talte dansk med en slæbende tysk accent. Han var langt fra vellidt i befolkningen. Mere end nogen anden ønskede han den danske helstat bevaret.
Danmark uden regering
Da man ikke kunne få et endelig dansk svar, satte tyskerne nu ind. Og den britiske udenrigsminister var meget modtagelig for de tyske påvirkninger. Danskerne var åbenbart ikke klar over, at de havde tabt på kamppladsen.
Da forhandlingerne igen gik i gang i juni, foreslog tyskerne en grænse oppe omkring Aabenraa. Dette afslog Danmark øjeblikkelig. De havde ikke fået nogen som helst instrukser fra København.
Der kom nu til en direkte krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede politikere, der ville påtage sig at danne en ny regering.
Der blev aftalt et nyt afgørende møde den 22. juni. Stadigvæk havde forhandlerne ikke modtaget instrukser fra København. Noget tyder på at Monrads sindssygdom var slået igennem, og nu var det den danske konge, der direkte dikterede. I London blev det så læst op af den danske delegation at man afslog en folkeafstemning og holdt fast i linjen ved Dannevirke.
Så gik krigen i gang igen
Tyskerne havde ellers fremlagt et kompromis, som stort set svarede til den nuværende grænse.
Så gik krigen i gang igen. Tyskerne satte hurtig over til Als. Hele Kongeriget var nu i fare. Der blev fra dansk side bedt om fred. Og ved fredsforhandlingerne i Wien blev grænsen trukket ved Kongeåen.
Man skulle jo mene, at man kunne have fået mere ud af disse forhandlinger
Englænderne var klar over danskernes miner
Godt nok var Danmark neutral, men man bøjede sig i den grad for tyskernes ønsker under Første Verdenskrig at man kunne have sine tvivl. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, havde tyskerne allerede dengang besat Danmark.
Men disse miner blev dog ført placeret, da man havde indhentet briternes accept.
Gullaschbaroner tjente formuer
Udbredt arbejdsløshed, varemangel og stigende priser. Det var sådan som Kongeriget oplevede Første verdenskrig. Men for andre danskere var krigen indbringende. Danmark kunne eksportere til de krigsførende lande. Og det blev i stor stil eksporteret fødevarer til den tyske hær. Såkaldte gullaschbaroner skabte formuer på denne produktion. Andre skabte formuer på værdipapirer.
Den danske stat solgte også ud af sit territorium. I 1917 indkasserede man 25 millioner dollar på at overdrage De Vestindiske Øer til USA. Det skete efter en folkeafstemning i Danmark men ikke på øerne. Disse penge og mange flere blev brugt til Sønderjyllands indlemmelse i Kongeriget.
Hvad skete der egentlig i Versailles?
Medier og historikere har bebrejdet tyskerne, at de ikke anerkendte grænsen fra 1920. Og gang på gang er det tyske mindretal blevet bebrejdet, at de først i 1945 anerkendte grænsen fra 1920. Men skulle vi ikke prøve at se, hvad der egentlig skete dengang i Versailles.
Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive, for at undergå den totale undergang. Den tyske kejser Wilhelm den Anden trådte tilbage og overlod fredsforhandlingerne til en forhandlingskommission, der i bund og grund ikke havde andet valg end at skrive under.
Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på principper om bl.a. samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.
Tyskerne var ikke inviteret med
Først i januar 1919 begyndte forhandlingerne om fredsafslutningen. Selv om det var normalt at invitere den tabende part med, så blev Tyskland ikke inviteret. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten forelagt. Væk var de noble principper fra Wilsons 14 punkter. De var i stedet erstattet af krav fra særlig to lande Frankrig og England. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene på vestfronten. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd Georges egne ord skulle Tyskland få lov til at betale.
Over to millioner soldater mistede tyskerne. 2, 7 Millioner blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise. Følgen blev hungersnød og følgesygdomme grundet dårlig ernæring.
Wilson ville genopbygge – englænderne ville knuse
Mere end 6 millioner mennesker måtte på grund af de nye grænsedragninger nu se sig som en minoritet i et fremmed land. I 1918 havde Tyskland kunne mønstre 4,5 millioner mand i felten. Nu blev hæren næsten opløst. Den skulle begrænses til 100.000 mand. Man måtte ikke besidde hverken ubåde, store krigsskibe eller luftvåben. Almindelig værnepligt var forbudt.
Landets guldreserver blev beslaglagt, ligesom de måtte afgive deres kulmineområde, Saar til Frankrig, samt betale en krigserstatning på knap 7 milliarder engelske pund og afgive sine kolonier til det nyoprettede Folkets Forbund. Wilson ville genopbygge men englænderne ville knuse. Dette var ikke noget, som førte til gode naboer.
Det tyske folk blev i den grad ydmyget Sult og armod prægede det tyske folk og var efterhånden også noget der kunne mærket i Nordslesvig.
De fik hævn ved fredsforhandlingerne
Wilson havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige men nærmest det modsatte skete. Hjemme i USA stemte Kongressen imod hans forslag om at involvere sig i det nyoprettede Folkets Forbund. Det var et forslag, der skulle sikre verdensfred. Amerikanerne mente at Europa skulle styre sin egen fremtid.
Den nyslåede tyske republik skulle forsøge at skabe en ny lys fremtid, omgivet af fjender og uden slagkraftigt militær, forgældet og alene. Frankrig og England havde i den grad lidt under krigen. De fik i den grad hævn under fredsforhandlingerne. De ville have sikkerhed for at Tyskland aldrig igen blev en trussel. Men grænsedragningerne førte til en lang række sociale, økonomiske og nationalistiske problemer.
NSDAP blev stiftet året efter Versailles – freden
I Tyskland blev det Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) stiftet allerede året efter, Versaillestraktaten blev underskrevet. I dets partiprogram fremgår det tydeligt, at det er en mærkesag at gøre op med de straffe, der blev pålagt Tyskland. De
Alt dette skabte en turbulent tid. Kommunistiske vinde blæste fra øst. Adolf Hitler meldte sin ankomst og i 1929 krakkede børsen på Wall Street.
Et tegn på himlen
Juledag 1919 viste der sig pludselig en komet på himlen. Den var synlig i over en time. I gamle dage blev dette udlagt som tegn på voldsomme omskiftelser. For de dansksindede i Sønderjylland blev dette opfattet som at noget stort var i vente.
Det var bestemt ikke lette tider. Også Sønderjylland var blevet mærket af Den Spanske Syge. Mange bukkede under. Men Nordslesvig var også ramt af det nødlidende Tyskland lige efter krigen. Mange steder kunne der ikke mere opdrættes grise for der var simpelthen ikke foder til dem.
”Indlemmelse” var det juridiske ord, der blev brugt
Efter af slutningen af ”Den Store krig” til indlemmelsen i Danmark var der udbredt kriminalitet i Nordslesvig. Man skal huske på, at der var mangel på alt. Folk stjal hvor de kunne komme til det.
Inden kritikkere nu angriber ordet ”indlemmelse”, så er dette ikke et konstrueret ord fra undertegnedes side. Det blev brugt juridisk dengang. Ordet blev også brugt på Dybbøl – mødet dengang.
Livsfarligt at krydse grænsen
Der blev i stor stil smuglet over grænsen til Danmark, bl.a. over Kongeåen. Det var ikke ufarligt. Og det gav godt, hvis man ikke blev taget. Efter krigen var der ikke meget vagtmandskab.
Men det var endnu livsfarligt at krydse grænsen til Danmark ved Kongeåen uden rejsehjemmel. Man kunne nu engang ikke bare tage til Kolding eller Ribe for at købe mad. Folk i Haderslev tog ofte båden fra Årøsund til Assens bare for at forsøge at få fat i noget mad.
Sult og elendighed
De 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønderne nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Den dystre stemning blev forstærket af, at folk ikke havde råd til belysning.
Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet drastisk. Som følge af krig og nød faldt moralen.
Respekten var for nedadgående
En ungdom var vokset op uden tugt (opdragelse), ja sådan påstod redaktør Nicolai Svendsen:
Respekten for gendarmen var for nedadgående. Hans magt var helt i opløsning.
Manglen på mønter katastrofal
Krigsudgifterne medførte stigende offentligt forbrug og højere inflation som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne. Derfor begyndte folk at hamstre dem.
I 1914 og 1915 så de lokale myndigheder sig nødsaget til at erstatte mønterne med nødpengesedler til trods for at der ikke officielt var hjemmel til det. Som krigen skred frem, steg efterspørgslen på sølv og krigsvigtige metaller som kobber og nikkel. Særlig fra 1916 var der i den grad mangel på småpenge i hele Tyskland inklusive Nordslesvig.
I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i hele Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Og disse nødpenge blev også brugt til propaganda.
Den 10. februar 1920 var kold
Mange havde håbet på at den 10. februar 1920 blev en skøn dag. Men det gjorde det ikke. Det var en blæsende dag med sludbyger. Og det var koldt. Det var valgdag
Ved en fejl var der til Rømø sendt over 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler. Hurtig fik man fat i flere danske stemmesedler og i en båd fra Ballum blev de fragtet over. Det viste sig at på Rømø stemte 514 dansk og 92 tysk.
I Haderslev var der som den eneste af de største byer dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. De franske alpejæger skrev ikke ind over for dette. Og når vi nu er ved Haderslev, så blev Bismarck – statuen dækket til ved afstemningen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke skulle blive sure over deres, betvinger fra 1870.
Af de andre store byer kan nævnes det tyske stemmetal – Sønderborg 55 pct., Aabenraa 54 pct. og Tønder 76 pct. I godt 30 landsogne var der flere tyske stemmer end danske.
Flertal i Rens
100 år efter stod undertegnede i Rens og holdt tale for en fyldt sal. Det var en kæmpe oplevelse.
I Rens var der i sognet kun ti danske flag. Men en god dansk mand havde sørget for 13 flere. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var der ellers tvivl om resultatet. Man var enige om, at mødes på kroen for at høre, hvordan det gik. Det viste sig at 114 havde stemt dansk og 99 tysk.
Da man ville høre resultaterne andre steder fra, stødte man ind i et problem. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig til at give oplysninger.
Da resultaterne fra de enkelte kommuner i Burkal Sogn, fra Højer og fra købstæderne dukkede op, var resultaterne ikke direkte opmuntrende. Det var først næste dag, at man i rens og andre steder fandt ud af, at Zone 1 havde haft et meget stort flertal for Danmark.
Nu er det os, der råder
Ved Uge, der tidligere havde været en tysk højborg, var der også spænding til det sidste. Til at begynde med så det ud som om, at stemmerne var ligelig fordelt. Men så kom de tyske stemmer. Da den tyske bunke voksede, lå der et lunt smil over tyskernes ansigt, mens det danske kommisionsmedlem var blevet højrødt. Men så kom de danske stemmer.
Den tyske stemmetællers hænder rystede over listen og en dyb rødme bredte sig over hans kinder. Det endte med 127 danske stemmer og 109 tyske. Den tyske side havde på grund af den forventede sejr lejet krolokalet, men sejrsfesten blev opgivet og danskerne holdt i stedet hof.
Ved den store endevæg hang et stort Dannebrog, og det havde den meget tyske krokone protesteret heftigt over. En af danskerne råbte:
Kun 25 pct. stemte dansk
Allerede den 10. februar om aftenen forlagde Johannes Tiedje et forslag til grænsedragning. Byerne Tønder og Højer skulle med til Tyskland. Det viste sig at begge steder havde fået over 75 pct. tyske stemmer.
I Kongeriget mente man helt klart at Flensborg skulle med til Danmark, men her havde kun ca. 25 pct. stemt dansk. Direktøren for værftet og Kobbermøllen meddelte sine arbejdere, at hvis Flensborg blev dansk ville han flytte.
De ville beslutte sig af nød, ikke af overbevisning
Den danske udenrigsminister Erik Scavenius betegnede et afstemningsområde markant syd for Flensborg som en karikatur på folkets ret til selvbestemmelse. Han nægtede at indlemme områder, der ikke havde udvist den fjerneste danske nationalfølelse i tiden, efter at modsætningsforholdet mellem dansk og tysk var opstået.
Ganske som den tyske side var Scavenius bekymret for, at mennesker besluttede sig for Danmark af nød og ikke af overbevisning – de ubemidlede for at overleve og de velbjergede for at bringe deres formuer i sikkerhed. Han og hans regering ville undgå et stort tysk mindretal inden for Danmarks grænser, hvor denne gruppe kunne være en potentiel kilde til uro og åbne for indblanding fra Tyskland. For ved en grænse ved Slien ville kongeriget have fået mindst 200.000 tyske indbyggere.
Fra Berlin udtrykte man også en bekymring for, at så længe fødevareforsyningen ikke var normaliseret så skulle der ikke afholdes afstemning. Situationen kunne påvirke resultatet i dansk favør var man bange for.
Stormagterne ”truede” Danmark
Tyskerne ville gerne forhandle med Danmark om en løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Scavenius var også klar til at forhandle. Han kunne på den måde forhindre en oppisket national stemning, sagde han selv.
Men USA og England sagde nej til dette ønske. Målet fra deres side var at isolere tyskerne. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvenlig Handling” Ja stormagterne truede direkte Danmark med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius til sidst bad stormagterne et tage spørgsmålet om den dansk – tyske grænse med i fredsforhandlingerne.
Fra tysk side mente man at det var uretfærdigt
I Zone 1 skulle man stemme samlet og i Zone skulle man stemme pr. by/kommune. Fra tysk side fandt man dette ganske uretfærdigt. NSDAP mente slet ikke, at det dansk – tyske spørgsmål burde have været med på fredskonferencen.
Danmark havde ikke været en af de krigsførende stater. Egentlig havde man også været enige om dette i en forløber for fredsaftalen fra 5. november 1918.
Egentlig var der undtagelsestilstand i det nordlige Slesvig-Holsten for 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.
I Tønder var Schützenhof og Tonhalle fulde af tysksindede der fejrede Heimatfest.
En fysisk virkningsfuld grænse
I tyske kredse bruger man mest udtrykket ”afståelse”. Såvel nord som syd for grænsen var der erhvervsmæssige udfordringer, der skulle overvindes. De traditionelle markeder var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der hurtigst muligt kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.
Fra tysk side forsøgte man for størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der kun udstedt særlige grænsepas til landmænd, hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der hidtil havde været udelt.
Under militær bevogtning
Alligevel rejste mange mennesker fra Sønderjylland specielt i inflationsårene frem til 1923 til Flensborg for at købe billigt ind med den stærke krone. Dette svækkede den danske krone. Derfor forsøgte man fra dansk side at besværliggøre det at komme til Tyskland.
Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til Sild. Under opholdet i Danmark blev de tyske passagerer bevogtet af dansk militær.
Først i 1926 blev der lempet lidt på reglerne. Der blev ligeledes tale om en nedsættelse af toldsatserne for import af danske landbrugsprodukter. Visumpligten for grænselandets beboere blev også afskaffet i 1926. Familiebådene hen over grænsen blev meget populære.
En forbrydelse
Det var også i 1926 at den franske ministerpræsident Georges Clemenceaus fortrolige betegnede det som en forbrydelse at Preussen efter krigen i 1864 indlemmede hele Slesvig og Holsten. Men faktisk se han bort fra, at Danmark krænkede internationale aftaler om Slesvig
Store konsekvenser for de tysksindede
At blive indlemmet i Danmark betød store forandringer. Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blevet indført i Sønderjylland som erstatning for den tyske mark, der i de kommende år blev svækket af den galoperende inflation.
Justitsvæsen, den offentlige forvaltning samt postvæsnet og jernbanen oplevede stor udskiftning af personale og systemer. Forandringerne ramte ikke kun tyske embedsmænd. Tyske diakonisser blev fortrængt i Aabenraa af danske diakonisser.
Lærer og pastorer blev afskediget, hvor de pågældende så kunne forsøge at søge ny ansættelse. Men det var sjældent at de fik ansættelse. Tusinder og atter tusinder af tyskere udvandrede fra Sønderjylland.
Indlemmelsen blev dyr
Den danske stat ville ikke give det tyske mindretal særstatus. Men lovgivningen var så liberal, at de tyske nordslesvigere kunne oprette deres egne skoler og de tyske menigheder kunne oprette deres egne kirker. Dengang havde det tyske mindretal en tilslutning på 25.000 – 30.000 personer.
Det tyske mindretal mente, at afstemningen i 1920 var uretfærdig. Det danske mindretal syd for grænsen var markant mindre. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler. Med stor mistænksomhed kunne den tyske presse berette om opbakning fra kongeriget til det danske mindretal syd for grænsen. Politisk indflydelse havde det danske mindretal dengang stort set ikke.
Indlemmelsen af Sønderjylland var en meget dyr omgang for kongeriget. Der skulle for eksempel bygges en ny grænsebanegård i Padborg. Den danske stat måtte også overtage ansvaret for krigsinvalider og de efterladte til 5.000, der faldt i tysk uniform i Første Verdenskrig.
De dansksindede i Sydslesvig fik det svært
De dansksindede i Sydslesvig og de tysksindede i Nordslesvig var bestemt ikke glade for grænsedragningen. Mange dansksindede syd på var også tvunget i krig. Ofte befandt de sig i et område der var meget tyskpræget. Og nazismen havde gode kår i Sydslesvig.
Mange dansksindede måtte kæmpe for deres slægtsgård. Arvelovgivningen i Tyskland var blevet ændret for at hjælpe til med at tysk jord skulle tilhøre tyskerne. I Agtrup, hvor Søren Ryge Petersen er opvokset havde nazisterne fået 87 pct. af stemmerne.
Her holdt tyskerne op med at hilse på danskerne fordi de ikke ville hilse med opstrakt arm. Dansksindede børn kom i tysk skole, fordi der dengang var ret langt til en dansksindet skole. Men ret hurtig blev de moppet ud og blev mere eller mindre tvunget til en meget lang skolevej.
Allerede fra 1933 begyndte de tyske nordslesvigere at øjne mulighederne for en grænserevision. I årevis havde de fået ringe støtte fra ”Fædrelandet”. Men se det er igen en anden historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: