Artikler
Juni 30, 2021
Morderen – Ole Kollerød
I 1857 var den sidste henrettelse på Amager Fælled, men i 1840 var det Ole Kollerød. Hans erindringer blev udgivet i 1978. Og anmelderne var ganske vilde. Men egentlig var det et forsvarsskrift. Han ville efterlade et godt indtryk. Ingen tvivl om at han er en god fortæller. Men hans bog er en rodet omgang og man skal lige vænne sig til den tids sprog. Allerede som 6 – årig fik han en alvorlig straf, som han aldrig glemte. Han var ansat et sted, hvor sønnen nærmest var sadist. Moderen mente, at som møllersvend kunne han begå sig i samfundet. Men det var et råt miljø, han var kommet i. Han prøvede at leve et stille familieliv. Men han ”kom til skade” at myrde Lars Petersen. Det blev en langvarig sag. Og Ole Kollerød fralægger sig ethvert ansvar. Det var altid de andre, der havde skylden. Og hvis ikke så var det fordi, at han var beruset. Bogen er en beskrivelse af samfundet, politi og retsvæsen, ja nærmest er en anklage. Hvis man vil beskrive forholdene dengang, skal man lige huske at læse andre historiske bøger fra den tid.
I 1857 blev den sidste henrettelse på Amager Fælled
Allerede i 1600-tallet må der have været et rettersted på Amager. Men hvor det lå, vides ikke.
Men i 1806 var der rettersted i den tidligere svenske skanse på Christianshavns Fælled i den nuværende Dalslandsgade. Volde blev brugt til tilskuerpladser. Og langs vejen dertil, blev der opstillet boder, hvorfra der blev solgt mad og drikkevarer til tilskuerne.
Den sidste der her blev henrettet, var Christian Julius Jensen. Og det var i 1857. Han var blevet dømt for mord på sin hustru.
I 1840 var det Ole Kollerød’ s tur
I 1840 var det så ham, som vi skal læse om i denne artikel, Ole Kollerød. Det lykkedes for to kvinder at fylde en kop med hans blod, som de gav til en tredje kvinde, som var syg, mens de dansede rundt om skafottet. Der var masser af overtro til retterstedet og henrettelser dengang.
Den 18. november 1840 meddelte Morgentidende ganske kort, at moderen Ole Kollerød dagen før omtrent kl. 8 ½ var blevet henrettet på Amager Fælled. Hans to medskyldige Ole Hansen og Peter Kristan Knudsen var blevet pisket på retterstedet. En uhyre menneskemængde havde overværet eksekutionen. Vejret havde været dårligt. Det småregnede og vejene var næsten ufremkommelige.
I øvrigt kunne man ikke leve af at være skarpretter. Rigsskarpretter Seistrup havde ved siden af en købmandsforretning på Amager.
Man bruger stadig udtrykket ”Amager Halshug”. Måske er det fordi, at der fandt henrettelser sted på Amager Fælled indtil 1806.
Ole Kollerøds erindringer udgivet i 1978
Hvorfor er denne morder interessant. Det er han fordi, at Ole Pedersen Kollerød havde et usædvanligt litterært talent. Mens han sad i Stokhuset, skrev han på syv måneder et langt manuskript om sit liv og sine synder.
Han læste også mere end 200 bøger.
En forskergruppe kiggede på teksten i 1978. Han havde kun gået et år i skole, så det krævede optimal fantasi at udrede hvad han mente og hvem han omtalte.
Anmelderne var ganske vilde
Handlingen udspilles i trekanten Jørlunde – Hillerød – København og det danske samfund 1802 – 1840. Det var et væld af detaljer og skarpsindige iagttagelser om rig og fattig, godt og ondt, ret og uret, forbrydelser, straf og misbrug. Og det er bunden i samfundet, som han skildrer.
Da bogen var udkom var anmelderne helt vilde. Straks blev han udråbt som martyrer. Men han besmykkede sine motiver og appellerer i den grad til læsernes sympati. Men han havde et usædvanligt fortællertalent.
Et forsvarsskrift
Det er ret usædvanligt at en tyv og en morder skriver en bog om sit liv – ja måske ikke så meget i dag men dengang i 1800 – tallet. Værket er ikke kun en levnedskritik men udvikler sig som et forsvarsskrift og en samfundskritik. Vi får at vide at der samfundet, der er skyld i, at Ole Kollerød ender der som han gør,
Ryger du først ned i dyndet, er der ingen hjælp til at komme op. Nærmest tværtimod.
Den 17.11.1840 blev Ole Kollerød henrettet på Amager Fælled. Han var berømt som rå og forslagen tyv og slagsbror. Fra den 12.6.1837 desuden som morder.
Straffet som 6-åtig
Fængselsinspektøren, den humane Abraham Agerholm gav Ole Kollerød mulighed for et lødigere eftermæle end mytens.
Egentlig fortælles det ikke så meget om hans barndom, men en episode fra da han var seks år gammel er bemærkelsesværdig. Han straffes usædvanligt hårdt af sin mor efter et tyveri af æbler. Anklagen var imidlertid grundløs. Den hårde straf affødte derfor en dyb mistro til moderen.
Sønnen var nærmest sadist
Hans opvækst starter med udnyttelse og prygl hos forældrene i Kollerød og i pleje hos en sognefoged og dennes sadistiske søn i Jørlunde. Det var ikke småting, som Ole Kollerød måtte finde sig i. Sønnen, David behandlede ham efter forgodtbefindende. Han fik snustobak hældt i øjnene, blev tvunget til at gå barfodet efter brændevin i frostvejr.
Frostskaderne blev skåret op af David. Og så blev Ole tvunget til drikke brændevin med peber. Dagligt fik han dosis prygl. Ingen greb ind for at stoppe mishandlingen af knægten. Ikke underligt at han tog skade rent psykisk og fyldtes med had og mistro til sine medmennesker.
Helt knækket blev han dog ikke. Han udviklede sig til at blive en gadetyran. Han hævnede sig ved at ride sådan på byens opblødte gade, at tilfældigt forbipasserende blev sølet til. Han tog selv initiativ til at forlade pladsen. Det var som at komme fra helvede til himlen.
Hos præsten samme sted var forholdene lige det modsatte. Her lærte han at læse og nødtørftigt at skrive. Her var han til 1820.
Udsvævende og råt miljø
Hans mor mente, at hvis man skulle være noget i samfundet, ja så skulle man være møllersvend.
Som lærling 1820-23 på Gottersmøllen ved Nørreport lokkedes han, der var både dygtig og samvittighedsfuld til sit arbejde, ud i et udsvævende og råt liv i byens talløse danseboder, men oplevede også et smukt og hemmelighedsfuldt kærlighedsforhold til en purung jomfru – hans livs korte lykkeperiode.
Efterhånden blev han kendt på byens værtshuse og danseboder. Ofte gav han den også som charmør.
Efter dette fortsatte han med det udsvævende liv med småtyverier. Han kom fra møllen med et slags svendebrev. Fra 1823 til 1833 levede han et liv som omflakkende svend og småtyv i og uden for København. Han fik sin første fængselsdom for et småtyveri af noget tøj, hvorefter det gik rask med tyverier, fidusmagerier, arrestationer, benægtelser, flugt, genindfangelse og nye domme fra et til tre år.
Han prøvede på at leve et stille familieliv
Åbenbart var det praksis hos politiet at løslade fanger uden pas, svendebreve og skudsmålspapirer. Han måtte vandre København, Nordsjælland og Vestsjælland igennem for at få rekonstrueret sin legitimitet.
Fra 1833 til 1837 prøvede at realisere en drøm om et roligt familieliv med fast arbejde – med et delvis virkeliggjort samliv med bondepigen Sidse Marie Christiansdatter – men stadig forfulgt af politiet.
Han kom ”for skade” at myrde Lars Pedersen
I 1837 kom han så iflg. Hans egen fortolkning – for skade at myrde Nymølles papirkusk Lars Pedersen under et tyveriforsøg og demoraliseret af forrådne fængselsophold.
Sammen med Peter Kristian Knudsen og Ole Hansen havde Ole Kollerød aftalt at bryde ind hos den gamle papirkusk for at stjæle hans penge. Aftalen var at Peter K. Knudsen skulle holde vagt udenfor, mens de to andre brød ind.
Inde i huset skulle den ene holde den gamle mand, mens den anden fandt pengene. Planen væltede imidlertid, da Lars Pedersen viste sig at være stærkere end antaget. I kampens hede skar Ole Kollerød hans strube over med en kniv. De tre forbrydere flygtede fra gerningsstedet med pengene, men de blev snart anholdt.
En langvarig sag
Det skulle vise sig at være en langvarig sag. Under afhøringerne tilstod de tre anklagede en række kriminelle forhold, som de hver for sig var implicerede i. Mordsagen kunne ikke afsluttes før alle småsager var opklaret.
Men der var også et andet problem. I flere måneder nægtede Ole Kollerød sig skyldig. Da tilståelsen endelig faldt, fortalte han beredvilligt om alle de tyverier som han havde begået i de seneste 14 år.
I august 1838 var den specielt nedsatte kommissionsdomstol nået så lang at de kunne afsige dom i mordsagen fra Ny Mølle. De tre anklagede blev dømt til døden. Dommene blev appelleret til Højesteret men uden resultat. Dernæst indsendtes der benådningsansøgninger til kongen. Her fik Ole Kollerøds to medhjælpere omsat deres dødsdom til livsvarigt fængsel
Han fralægger sig et ansvar
Han beskriver i sine erindringer tilfangetagelsen, rettergangen med forhør og procedure, forulempelser. Ja han beskriver også de ydmygelser som han var igennem som fange. Det er et makabert liv på bundet af samfundet.
Episode efter episode handler om hans ulykkelige skæbne. Han er blevet uretfærdig behandlet af sine medmennesker, at retsmaskineriet og af samfundet.
Han fralægger sig ansvaret for sine kriminelle handlinger. Oftest blev han forledt af politispioner eller andre medlemmer af den københavnske underverden. Nu kan skylden ikke skydes på alle andre i alle tilfælde. Men så er det beruselse, der er skylden.
Bogen er et forsvarsskrift
Mange anmeldere kalder Ole Kollerød for oprører og en fantastisk beskrivelse af de fattiges forhold dengang. Indrømmet, han er en god fortæller. Men man glemmer, at Ole Kollerød sad i en uhyre presset situation. Han ventede blot på datoen for sin henrettelse. Dette kan godt svække hans kritik. Bitterheden over sin dødsdom har haft indflydelse.
Var omgivelserne virkelig så intolerante, som han beskriver.
Bogen er ikke let at læse, og så er den rodet. Men man bør nok også læse andre historiske bøger, hvis man vil have en beskrivelse af underklassens liv og bevidsthedsformer i begyndelsen af 1800-tallet. Mange har nok overvurderet Ole Kollerød.
Man glemmer også at bogen var et forsvarsskrift. Og så er det dem, der mener, at hans domme er politisk motiveret. Og det var grunden til at hans bog først udkom i 1978. Nogle af dem, der blev nævnt i bogen, var sikkert ikke glad for at blive nævnt negativt. Og inden bogen kunne udgives, skulle der et temmelig stort redigeringsarbejde til.
Han var jo ikke beundret af sit eget folk. Og han stjal jo ikke kun fra de rige. Han var en oprører i meget udvandet version. Andre indsatte har sikkert haft samme behov for at skrive lignende erindringer.
Kilde:
Juni 26, 2021
Tømrerstrejken 1794
Stigning i antallet af svende. 25 pct. af svendene var udenlandske. Den store udfejelsesfest 1772. Postfejden 1793. Strejkeforbud indføres 1749. Mød den første, der engagerede sig fagligt. Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse. Han fik medhold i retten. Ordførere blev også arresteret. Kommandanten på Kastellet provokerede. Myndighederne var rystet. Regeringen forsøgte noget andet. Aviser og tidsskrifter var uenige, alt efter politisk indstilling. Politimesteren måtte gå af og svendene fik deres krav igennem.
Stigning i antallet af svende
Der var ballade længe før 1794 blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder. Det var fordi en stor mængde tyske håndværkere kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det første til voldelige sammenstød mellem de danske og de tyske svende.
Mestrene havde svært ved at stramme tøjlerne ved svendenes adfærd. Antallet af svende steg bemærkelsesmæssigt. I 1746 havde 30 tømrermestre 350 svende. 56 år efter havde 39 mestre 716 svende.
Den samme stigning mærkede man inden for andre byggefag.
25 pct. af svendene var udenlandske
Ca. 25 pct. af de samlede antal svende i København var udenlandske svende for det meste tyske. De almindelige priser var stigende.
Man mente, at arbejdsnedlæggelsen var de tyske svendes værk.
”Den store Udfejelsesfest”
Det var ellers en tid med masser af ballade. Det var den ”Store Udfejelsesfest”, som fandt sted i 1772 med et systematisk hærværk på et halvt-hundrede københavnske bordeller. Det skulle markere, at J.F. Struensee var blevet fældet.
Byens kommandant var blevet flået ned af sin hest, hans mandskab var ”haanet eller mishandlet”. Bizarre og afsindige rygter cirkulerede. Man sagde om kongen, den sindssyge Christian den Syende, at han var blevet pumpet fuld af opium. Til hans fødselsdag skulle han så tilkendegive at nedlægge styret.
Ved firetiden om morgenen om morgenen blev dragoner sat ind. Med dragne sabler og drøje hug rensede de gaderne.
Politimesteren havde fuldt op at gøre med at beskytte sin egen bolig og sætte militæret ind.
Postfejden 1793
I 1787 var det ”Studenterkrigen i Filosofgangen og Postfejden i 1793. Samme år var det de såkaldte ”Brabrand-uroligheder”.
En officer og en student kom i slagsmål uden for Købmagergades Postkontor. Sagesløse forbipasserende blev resolut slået til jorden af stokkebevæbnede politibetjente i samarbejde med soldater, der lod geværkolberne suse som køller.
Denne ”Posthusfejde” skulle blive den direkte anledning til, at hovedstadspolitiet fik uniformer
Tidligere havde svendene altid brugt den pression, at de kunne rejse fra byen og skifte mestre. Det kunne man ikke mere. Det nye pressionsmiddel var strejken.
Strejkeforbud indførtes i 1749
Murersvendene nedlagde arbejdet i 1733 under opførelsen af Christiansborg Slot. Det var ikke noget, som myndighederne bifaldt. De indførte et strejkeforbud. I 1749 blev dette udvidet til at omfatte alle håndværkerlavene og deres svende i København. Det var således myndighederne, der påtog sig at kontrollere svendenes adfærd i takt med at de mistede kontrollen med dem.
Der blev indført straffe op til dødsstraf, for at ”rotte sig sammen”.
Den første, der engagerede sig fagligt
Jørgen Andersen Brandt var i 1761 – 1764 formand for tømrersvendenes håndværkerlav. Han havde desuden en øl-skænkestue, hvor svendene mødtes og diskuterede arbejdsforholdene.
Han var en af de første, der engagerede sig fagligt. Det var bl.a. hans gerning, der kulminerede med tømrerstrejken i 1794.
Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse
Svendenes hovedformål var at forbedre lønforholdene og opnå social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. De strenge love hindrede dem i at holde møder eller indsamle underskrifter.
Den egentlige grund til at strejken i 1794 brød ud, var da tre tyske svende blev nægtet tilladelse til at sige deres arbejde op og rejse. Begrundelsen var, at det var sommer og højsæson for byggearbejder, og der var brug for dem.
Og dette skete hos tømmermester A. Hallander.
Tømrermesteren fik medhold
Sagen endte for politiretten, hvor den ene svend fik medhold. Det gjorde de to andre ikke. Det kan diskuteres, om det var en planlagt aktion fra svendenes side. De havde åbenbart opført sig provokerende og konfrontatorisk i retten. De blev dømte seks dages fængsel på vand og brød. Efter udstået straf skulle de straks igen møde op hos Hallander.
Ordførere blev arresteret
Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavs herberg. Her kom kapellanen for Nikolaj Kirke, I.H. Rørbye og prøvede på at aftale dem til at gå i arbejde. Men det lykkedes ikke. Men svendene svarede ved at hælde en spand vand over ham.
Politimesteren sendte en adjudant og to betjente til kroen for at få svendene i arbejde igen, men dette forehavende lykkedes ikke.
Også svendene sendte en deportation til politimesteren og forespurgte, om en svend ikke måtte forlade sit arbejde. Politimester Flindts svar var en arrestation af de to ordførere., som blev idømt ”forbedringshusarbejde”.
Kommandanten på Kastellet provokerede
Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fra fire til seks måneders strafarbejde i lænker.
Disse blev alle indsat i Kastellet. Klokken 10 om aftenen forlangte svendene at tale med kommandanten. De havde ikke fået noget at spise eller drikke. Men de måtte vente til næste dag.
Kommandanten forsøgte på alle mulige måder at provokere svendene. I en rapport skriver han, at trods provokationer fra hans side lykkedes det ham ikke, at få svendene til at gøre optøjer.
Nogle dage senere besluttede kronprinsen – i øvrigt mod kancelliets beslutning – at landsforvise alle i sagen dømte, i stedet for at lade dem afsone dommene. De blev derpå sejlet til Nordtyskland.
Det var på Tømrerkroen i Adelgade, de blev arresteret. Da havde konflikten varet en uge.
Tømrerne ville have lige så meget som murerne nemlig 2 mark 8 skilling om dagen.
”Oldgesellen” blev også anholdt. Det gjorde den nyvalgte ”Oldgesell” også. Ja og selv ”Lavsbuddet”. Svendene forsøgte at rette henvendelse til kongen.
Allerede den 2. august mødte Generalprokurør Konferenceråd Colbjørnsen op på Tømrerherberget for at høre på svendenes klager. Og de overrakte ham en skriftligt andragende til kongen. Kongen var den stakkels sindssyge Christian den Syvende.
Denne Konferenceråd Colbjørnsen blev senere af Heiberg anklaget for korruption. Colbjørnsens svar var en presselov som fik tilbagevirkende kraft og førte til Heibergs landsforvisning i 1801.
Myndighederne var rystet
Ved forkyndelsen af denne dom begyndte resten af Københavns håndværkersvende, en solidaritetsaktion. 2.000 af de 2.700 nedlagde arbejdet.
Den første danske generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne. Den beviste at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel over for autoriteterne.
Myndighederne opfordrede håndværksmestrene til at forbedre svendenes lønforhold. I 1800 resulterede dette i en kongelig forordning, der først og fremmest sikrede svendenes rettigheder til at sige op og forhandle løn.
Regeringen forsøgte noget andet
Den 20. august besluttede Statsrådet, at de bortsendte tømrersvende kunne vende tilbage, dog kun de indfødte eller her bosatte. De løse fremmede kunne ikke vende tilbage.
De fleste københavnske håndværkssvende var nu i strejke.
Der var opløb og uroligheder i København. Nu greb regeringen vel nok klog af skade til et andet middel end det man hidtil havde anvendt mod de strejkende.
En kommission blev nedsat. Den ville undersøge, hvordan forholdene kunne forbedres for tømrersvendene. Og dette fik tømrersvendene tilbage i arbejde igen. Kommissionen fortsatte deres arbejde, som endte med lavsforordningen af 21. marts 1800.
Aviser og tidsskrifter – dengang
Aviser og blade fra dengang indeholder ikke så meget. Det er nærmest kun forordninger m.m., der blev gengivet. Kun sjældent blev det taget op, hvem der var skyld i optøjerne.
Men man kan da forstå at politimesterens effektivitet havde gjort ham særdeles upopulær.
Rahbek’s to tidsskrifter undrer sig over, at borgerskabet og kvinder var med i balladen. De ”venstreorienterede” opfattede det der skete som opløb ikke som optøjer eller oprør. Men det hele blev forværret på den måde myndighedernes indgriben.
De moderate og konservative mente derimod, at myndighedernes indgriben som helt berettigede over for pøbeloptøjer.
”Folkevennen”, det stærkt konservative tidsskrift taler om, at ”en halv snes vilde håndværkersvende fandt for godt at slå en ærlig mands uskyldige vinduer ud” og det var tale om ”gadeoptøjer, hvor vilde læredrenge og ryggeløse unge mennesker” spillede hovedrollen i pøbelen.
Den Viborger Samler hævdede, at ”alle stænder, velklædt og sletklædt” var med. I mængden var der ”store natkapper i hundredvis og salopper og høje fjer, og velklædte mandfolk og skomagerdrenge, og embedsmænd og borgere og ripsraps, men ej en eneste håndværkersvend”. Tillige gik der ”så mange af de såkaldte skikkelige fruentimmer.
Minerva kunne konstatere, at opløbene bestod af ”kåde gadedrenge og nysgerrige kvindfolk”. En af pamfletterne hævder, at ”en sværm af håndværks- og andre drenge og tjenestepiger øgede tumulten”. Det blev endvidere påstået at studenter havde været med i pøbelen.
Politimesteren måtte gå af
Lovens håndhævere havde åbenbart været i mindretal. Det er således vidnesbyrd om, at mængden har befriet anholdte personer. Genstande var blevet kastet mod heste-garden. Magtopbuddet havde provokeret de tilstedeværende.
Åbenbart kunne politimester Flindt ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Samtidig var han overhovedet ikke vellidt. Hans behandling af situationen bragte ham i unåde hos højere myndigheder. Efter at roen var vendt tilbage, blev han afskediget som politimester, efter at han selv havde forlangt det.
Der var rygter fremsat, at garnison og borgerskab i København var i oprør og på vej mod slottet. Overpræsidenten og politimesteren ville blive afskediget.
Strejken blev støttet af bl.a. den borgerlige reaktionær P.A. Heiberg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 21, 2021
En frihedskæmper fra Aabenraa
Dette er historien om Jesper Juel Petersen, der senere blev en succesrig journalist under navnet Jesper Juel Berg. Men det er også historien om klassekammerater fra Aabenraa Statsskole, der havde vanvittige tanker om, hvad de kunne udrette under krigen. Laurits Abild fik hjælp af Frits Clausen, der redede hans søn Erik fra henrettelse. Vi skal høre om den nazistiske læge, Harald Nielsen. En af Jesper’ s venner var Jacob Jebsen, der mente at Jesper skulle melde sig i Waffen SS. Og det var lige før det gik ravruskende galt. Igen måtte Dr. Abild, ”Onkel Harald” og Frits Clausen kommer til hjælp. Og så kunne Dr. Abild’ s fly være nyttig, når man ville melde sig i Royal Air Force. Det var bestemt ikke alt, der lykkedes for de unge mennesker. Jesper fortog alene en sabotageaktion mod DAPA. Dermed havde han bestået svendebrevet og blev optaget i sabotagegruppen BOPA.
En tegner ventede forgæves
Det sker ofte, at man skal overveje under hvilken kategori en artikel skal placeres. Og det gælder også for denne artikel. Den kunne være placeret under ”besættelsestiden”, men alligevel indeholder den så meget lokalhistorie og anekdoter om kendte personer i byen at vi placerer den under Aabenraa.
Vi skal også høre om de gode kammerater fra Aabenraa Statsskole.
Det var juleaften 1944, hvor tegneren Bo Bojesen sammen med sin nygifte kone Ingrid sad i deres lille lejlighed i Virum og ventede på skolekammeraten Jesper Juel Petersen. Hans udeblivelse vakte stor bekymring og med god grund.
Endte i Neuengamme
Jesper var to uger før blevet anholdt af Gestapo og isoleret i Shell-huset, hvor han under tortur tilstod at have været med i sabotage. Han blev deporteret til KZ – lejren Neuengamme, hvorfra han april 1945 blev reddet af De Hvide Busser. Han var så medtaget, at han ikke kunne huske noget som helst om hjemtransporten.
Døde, mens han skrev sine erindringer
Efter krigen blev han journalist, kendt som Jesper Juel Berg. Her var han en menneskealder. Som pensionist begyndte han at nedskrive de krigserindringer som han typisk for sin generation – aldrig havde fortalt sine børn. Disse erindringer omhandler også herlige oplevelser i Aabenraa.
Da han døde som 74 – årig i 1997 havde han dog kun nået 6 af 24 planlagte kapitler. Disse blev sat på tryk i Sønderjyske Årbøger og bearbejdet af Hans Skov Kristensen.
Deltog i en masse sabotageaktioner
Han udførte sit svendestykke med stor bravur i Aabenraa og blev en kendt sabotør under dæknavnet ”Finn” i sabotageorganisationen BOPA. Han deltog i en lang række af de største og mest kendte sabotagehandlinger, blandt andet mod våbenfabrikken Globus, Hærens Våbenarsenal, B&W i flere omgange, Dansk Industrisyndikat kaldet Riffelsyndikatet, Flyvetroppernes værksted på Kløvermarken og fabrikken Globe i Glostrup.
Jesper og rektor ikke de bedste venner
Krigen var brudt ud. Polen var rendt over ende. På Aabenraa Statsskole skulle de ældste elever spille komedie.
Det var noget som rektor Ingvar Mogensen gik meget op i. Han blev også kaldt ”Lemme”. Eleverne mente at han var i familie med ”Den Store Bastian”.
Denne pædagogiske mand havde fået overdraget ledelsen efter 1920. Da var stedet tysk gymnasium. Han havde indført nogle regler for hvordan et skoleår skulle afvikles. En af disse var afvikling af den uanfægtelige vinterkomedie. Jesper og rektor var ikke de allerbedste venner.
I et frikvarter var Jesper blevet grebet i at ryge tobak. I det tilfælde havde rektor taget spanskrøret ud af sit skab på sit kontor. Fra tre meters højde og med en kraft, som kunne gøre enhver forhørsleder misundelig, lod han røret suse ned over Jespers himmelvendte bagdel. Det var umuligt at sidde ned i flere timer.
Jesper spillede hovedrollen den 8. april 1940
Til stor overraskelse spurgte han Jesper, om han ville være med i Årets skolekomedie. Det ville Jesper da gerne. Han havde drømt om at blive skuespiller. Og så skulle Jesper endda spille hovedrollen.
Datoen oprandt og forestillingen blev afviklet på Folkehjem. Salen var stuvende fuld. Bagefter kunne rektor også fortælle Jesper, at han klarede det pænt. Det var den 8. april 1940. Bagefter tog Jesper sig en enkelt øl på Hotel Danmark. Og her fik han at vide, at der havde været uro ved grænsen.
Skudsalver kunne høres
Næste morgen vækkede tyske fly ham. Han sprang ud af sengen. I lav højde så han en masse Heinkel 111 – maskiner med kurs nordover. Han skyndte sig ud for at få fat i et par af disse ”Oprop”. De tyske tropper, som nu var på vej nord på, var Danmarks beskyttere. Det ville Hitler have, at danskerne skulle tro.
Stilheden blev brudt af skudsalver. Det var ikke langt borte men i sydlig retning. Det var skud fra automatkanoner og indimellem var der næppe hørbar knitren fra håndvåben.
Han tog den tyske boxer Max med på vej syd på. På vejen mødte de en lastbil, der med stor fart kørte nord på. På ladet var ubevæbnede grænsegendarmer stuvet sammen i deres skydeskiveblå uniformer.
Nu kunne han skimte en motoriseret tysk kolonne. Det var et par kilometer fra byen. Det var derfra, der blev skudt. Det var også et projektil derfra, som ramte en 11-årig elev fra skolen og dræbte ham på stedet (Se artiklen: Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940 1-2).
Slikmutter forkyndte, at de havde sultet
En mand kom pludselig løbende og fortalte, at tyskerne havde valgt ikke at følge hovedvejen, men køre gennem bymidten. På hovedgadens eneste fortov skyndte Jesper og Max sig nu hen.
Tyske tanks, panservogne, lastbiler og infanteriregimenter kørte nu uantastet forbi. Grønne soldater med lige så udtryksløse ansigter som fronten på deres Wehrmacht-køretøjer kunne nu ses.
Tysksindede danske statsborgere stod i9 forreste fortovsrække og heilede. En af de mest ivrige var Mutter Stahlbum – alle børn og yngres slikmutter, i his butik man købte billigt snold og cigaretter stykvis.
Hun stod bag disken og solgte til alle uanset nationale sindelag. Denne dag stod hun og råbte til soldaterne:
Jesper ville kæmpe nordpå
Jesper tænkte i de tidlige morgentimer på at køre nord på. Han ville stjæle sin fars bil. Så kunne han da den morgen gøre lidt modstand. Hans fire år ældre bror, Bent var løjtnant for en styrke der lå i Vejle – området.
I første time var det oldtidskundskab med rektor som lærer. Alle var mødt undtagen Christian, klassens lyse hoved. Han var den mest belæste og altid glad. Men han var også den fattigste af dem alle. Han boede sammen med sin stovte og kærlige mor i armod i en lurvet lille lejlighed. I første omgang var man bekymret for om det var Christian, der var blevet ramt ude på Kystvej. Da han endelig ankom 20 minutter for sent, var rektor rasende.
Kun tre timers undervisning
Normalt skulle der have været fem timers undervisning men det blev nu reduceret til tre. På vej hjem gik Jesper over hovedvejen, der hvor Mutter Stahlbum havde forkyndt sin udhungrende tilstand. Den vedvarende gennemfart af tyske militærkøretøjer var hørt op. Nu kom der med jævne mellemrum kom en fodfolksdeling marcherende. De snag deres taktfaste sange, komponeret og harmoniseret efter samme fantasiforladte skabelon.
Derhjemme kom en mand og klistrede sort papir på forstadsvinduerne.
Vi har i en tidligere artikel hørt om en høre- næse- og halslæge med stort ry for faglig dygtighed. Han var en ferm kirurg, der havde lært de grundlæggende snit som feltlæge under Første Verdenskrig. Senere har han så forfinet disse og holdt sig over skulderhøjde.
Fra fronten havde han også medbragt en frygtindgydende barskhed og foragt for blødsødenhed. Hans praksis havde gjort ham til en af byens rigeste mænd, Den blev udøvet dels i en privat konsultation, dels i et katolsk nonnekloster (Se artikel: Kirke, Klinik og Plejehjem i Fiskergade)
Laurits Abild var sagnomspundet
Begge steder udfoldede dr. Med. Laurits Abild, som hans navn var, sin kunnen og sit temperament – det sidste fuldt så sagnomspundet som hans lægelige kvalifikationer. Adskillige korsets tegn blev slået, når han på officersfacon hundsede med nonnerne.
Sine mange penge brugte han på den tids statussymboler, rummelig villa, sommerhus på Fanø, radiogrammofon mad automatisk pladeskift, køkken med kulinarisk elevator op til spisestuens anretterværelse. Og så naturligvis det menneskelige tilbehør, stuepige, kokkepige, nurse. Og så var det altmuligmand Hansen som blev benævnt chauffør, skønt han overvejende beskæftigede sig med at feje gård og slå græsplæne.
Ikke fordi der ikke var biler i husstandens prestige-samling. Der var sandelig to stykker. Oven i dette det mest spændende og opsigtsvækkende – et privatfly.
Bilerne var en rummelig Dodge Sedan til familieture og så var der en specialbygget åben sportsvogn af mærket Vauxhall. En skinnende sort tingest med halefinne, lysegrønne trådhjul og tre lædersæder i samme farve, to foran og et enkelt agterude.
OY – DIL holdt parkeret i et blikskur i Rødekro
Flyet var en 2 – sædet de Havilland Hornet Moth med lukket kabine og en 122 hk Gipsy Major motor. OY-DIL var dens registrerede navn. Dens bopæl var en bølgeblik-hangar på en flad mark nogle kilometer væk fra Rødekro. Der tilbragte den sine jordbundne timer, som efter besættelsen blev til dage, uger måneder fordi tyskerne forbød al dansk militær – og privatflyvning.
Knægtene ville til England og støtte ”the army” og helst som piloter i Royal Air Force. Og til at forcere Nordsøen skulle OY-DIL hjælpe.
Vennerne var ud over Jesper, den jævnaldrende klassekammerat, Erik. Han var søn af OY-DIL’ s ejer, dr. Laurits Abild. Knægtene kendte ham Laus, efter i mange år at have skærmydsler med ham.
Uanset hvad, så havde den iltre mand også humor. Dybt inde kunne han sikkert godt lide knægtene. Om dette ville vare ved, ja det var spørgsmålet. For nu skulle de låne hans flyvemaskine.
Krig, Kvinder og Kortspil
Tyvene var Erik og Jesper, og så broderen, Bent, nu løjtnant ved Jyske Division ved Sønderborg Garnison. Han var uundværlig, for han var den mest flyentusiastiske, som de kendte. Og den mest militære. Han havde allerede tilegnet sig de tre k’ er – Krig, Kvinder og Kortspil.
Bent brød sig lige så lidt om skolen som sin bror, Jesper. Men da han i mellemskolen havde skrevet en fristil om fly, havde han fået UG. Nu var det så heldigt at de to havde en fætter, der var flyverløjtnant i militæret, Walther Johnsdal. Han fungerede som en slags konsulent.
De andre hjælpere til Aktion England
To andre skolekammerater fra Aabenraa Statsskole fungerede også som hjælper på fortagenet. Det var geniet, Peter Hans, der vidste alt om mekanik. Og motorer. Og så ”Skeler”. Det var Eriks fætter. Han var noget af en forsigtig – Peter. Han hed Hans og skelede ikke. Men han var lige så ranglet som et skelet. De to brave fyre var delagtiggjort i projektet.
De unge mennesker var flere gange i Rødekro og fik også gang i motoren. Nu var det sådan, at Jesper skulle ligge over benzintanken. Det kunne godt være lidt ugemytlig den lange vej over Nordsøen.
Der skulle skaffes mere benzin. Og det skete ved at Erik stjal sin onkel læge Harald Nielsens bil. Og så stjal de benzinen fra Post- og telegrafvæsnets 2. Ingeniørdistrikt Det var her Jesper’ s far arbejdede.
Nu kunne Jesper alligevel ikke komme med
Om aftenen før afgang ankom Bent fra kasernen i Sønderborg. Det sidste møde fandt sted hos Erik og der sprang bomben. Erik og Bent havde talt sammen. Jesper’ s ekstra kilo på flyrejsen ville forøge benzinforbruget og måske kunne hans tilstedeværelse give problemer med påfyldning af ekstra benzin.
Og så opdagede man, at der havde været tyveri i blik-hangaren i Rødekro. Der var stjålet benzin og ekstra måtte skaffes.
Katastrofe: Dækket punkterede
Den skuffede Jesper fungerede nu som vejviser for at sikre den rette startposition. Men ak efter et par forgæves forsøg, fandt man ud af at et dæk var punkteret. Farvel England. Turen blev ikke til noget.
Onkel Haralds bil blev pænt sat i garagen og Bent blev sat af ved rutebilstationen, så han kunne nå kasernen i Sønderborg rettidigt.
Skideballe af dr. Abild
En morgenduelig nabo i Rødekro havde hørt OY-DIL og havde ringet til med garanti den forhenværende gode ven dr. Abild. Alle måtte nu stille på flyvepladsen i Rødekro, og der fik man en ordentlig skideballe af dr. Abild.
Erik boede ved sin onkel Harald, fordi hans mor – ”Laus” Abilds tidligere kone var gift med Harald. Politiet blev ikke indblandet, skolen anede ingenting og de unge mennesker holdt sig fra ”Laus” Abild.
Erik og ”Skeler” blev sproglige studenter. Peter Hans blev realist og Jesper rykkede op i 3g matematisk.
De unge mennesker overvejede nu Østfronten
Jesper’ s far var embedsmand og som sådan Konservativ. Men hans politiske aktivitet indskrænkede sig til at tage del i vælgerforeningens bridgeaftner på Grand Hotel. Og ja, ”Laus” Abild var vel nok mere Venstre. Ingen af disse havde meget til overs for de røde. Erik, Bent og Jesper havde det vel på samme måde. De der kommunister kunne ikke tolereres.
I Aabenraa kunne man høre Sondermeldungen, der nu lød på, at Smolensk (nu Minsk) og Odessa var faldet. Nu havde styrkerne omringet Leningrad. De Germanske larvefødder var i udkanten af Moskva.
Godt nok tænkte knægtene at godt nok var Tyskland vores fjende nummer et. Men det var en pirrende tanke at preusserne bare kunne ordne kommunisterne. Så kunne de aabenraaske englandsfarer vel også finde en plads blandt de allierede.
”Onkel Harald” var nazist
Nu var knægtene også præget af de voksne. Eriks onkel Harald Nielsen, der som tidligere fortalt var gift med ”Laus” Abild’ s første kone Georgette – en særpræget belgisk skønhed, som ”Laus” under sin embedslæge-virksomhed under Første Verdenskrig mødte i Flandern.
Denne ”Onkel Harald” så rund og jovial han var, bevægede sig til højre for de Konservative og venstre. Han var nazist, medlem af DNSAP og studiekammerat med Frits Clausen. Sammen ordnede disse to – verdenssituationen. ”Onkel Harald” var udset til at blive sundhedsminister, når først Frits og hans spadebevæbnede stormtropper havde overtaget magten i Danmark.
Jacob ”Jocco” Jebsen
Vi skal da også nævne Jacob, søn af Aabenraa’ s rigeste mand, den tysksindede skibsreder og multimillionær Mathias Jebsen, hvis skibe aldrig så Danmark, fordi de udelukkende holdt til på Kinakysten.
Jacob var jævnaldrende med Jesper. Og de kom en del sammen. Det var lidt usædvanligt, fordi normalt holdt dansksindede og tysksindede sig for sig selv.
Jocco, som han blev kaldt, var af overbevisning nøjagtig så ny-tysk, som Hitlers Tredje Rige foreskrev. Men han hørte ikke til den type som flertallet af hans jævnaldrende aabenraaske landsmænd, der promenerede i sorte støvler og ridebukser, hvid skjorte og skrårem. Han gik heller ikke med hagekorsemblem eller armbind. Han var en afdæmpet og behagelig fyr.
Men han var slet ikke i tvivl om at Tyskland ville vinde krigen. Jespers tvivl ophidsede ham ikke. Jocco mente, at verden ville se anderledes ud, når kommunisterne var væk.
”Ondskaben” fra øst
Også Erik blev præpareret. Det skete, når Frits Clausen kom på besøg og nød fru Georgettes fransk inspirerede måltider. Og her kom dansk deltagelse i bekæmpelsen af ondskaben fra øst altid på bane.
De to herrer kunne læne sig op ad den spalteplads og den sendetid som en række aviser og Danmarks Radio med politikersamtykke gav fortalerne for samme indstilling. Frits Clausen talte om dansk frikorps, Jocco talte om SS, men det blev – eller blev i al fald – samme sag.
Hvervekontor i Rødekro
Der blev oprettet hverve- og informationskontorer rundt omkring. Og en af disse blev oprettet i Rødekro. Om det var et af Frits Clausens, som blev drevet af hans stormafdelinger SA, eller om det var lederen af den tyske hverveindsats, SS – Hauptsturmführer Erich Lorenz, der var ophavsmanden, vidste Jesper ikke.
Nu var det DNSAP’ s lokale partkontor, der stod for organisationen. Man kunne melde sig til både Frikorps Danmark og Regiment ”Nordland”. Og der stod på plakaterne:
De to venner mente nu ikke, at det var noget forgjort i at hente nogle brochurer. Det var tre måneder efter den forliste ekspedition til England.
Kontoret var indrettet i en mindre nedlagt butik på Østergade 8 i Rødekro. Bag disken stod et par tilforladeligt udseende yngre mænd. De var ikke uniformerede, men civilt klædte. De var meget imødekommende.
De unge mennesker var blevet narret
De talte om soldateruddannelsen, den bedste i verden og udendørs formidlet i de skønneste naturomgivelser. De viste nogle fotos af tandpastasmilende sorgløse ynglinge og lige så muntre germanske og folkedragtsklædte piger.
Så tog de et par formularer fra en bunke på deres skrivebord og sagde, at der havde været så stor interesse for sagen, at de ikke havde flere brochurer. Men hvis de to bare lige skrev deres navne på de stiplede linjer nederst på arkene, ville der blive tilsendt informationsmateriale.
En skønne dag lå der så en indkaldelse til session. Og her havde Jesper troet, at det var brochurer. De to knægte havde ladet sig bedrage af to imødekommende ekspedienttyper.
Jocco havde meldt sig til SS. Men han mente, at han var blevet kasseret på grund af for små fødder.
”Onkel Harald” mente, at Jesper trods skade kunne bruges
Nu spekulerede Jesper på, hvordan han kunne slippe fra sessionen i Rødekro. Måske blev han efterlyst. Han havde hørt at faneflugt blev straffet med døden.
Heldigvis fingerede han en skade under idræt i skolen. Han fik et stramt elastikbind og lærte at halte rigtigt.
Sessionen blev afholdt i et stort forsamlingslokale. Der mødet mange unge frivillige eller shanghajet op. Der var ingen uniformer, højest et par spidsbukser hist og her. Helhedsindtrykket var forvirrende og præget af kaos. Det var Frits Clausen og hans kumpaner, der stod for arrangementet.
Alt tøj undtagen underbukser skulle tages af og så skulle man ellers stille op i kø. Til stor forbavselse befandt ”Onkel Harald” sig blandt dem, der skulle bedømme egnethed. En person ville vide, hvad far og mor hed. Der skulle jo nødig kommer jøder med.
”Onkel Harald” mente ikke at Jespers ”skade” var en hindring. Han var egnet til at kunne komme i den grønne uniform. Og nu forestillede Jesper, at han blev sendt syd på med det først afgående tog.
”Gode Forbindelser” hjalp Jesper og Erik
Men heldigvis fandt Jesper ud af, at han kunne få udsættelse, fordi han stod og skulle op i 3g. Og han ville ikke udsætte sin studentereksamen. Udsættelsen blev bevilliget. Han skulle bare melde sig klar næste sommer.
Erik kom heller ikke syd på. Belgiske fru Georgette havde ringet til hendes eksmand ”Laus” Abild og sat ham ind i situationen. Det første så til en alvorlig samtale med ”Onkel Harald” og Frits Clausen.
Jo, der var foregået noget bag ryggen både hos Jesper og hos Erik.
Smidt ud af Statsskolen
Jesper kom hurtig tilbage til den vante gænge. Han gik i 3 g matematik og omgikkes sine meget to gode venner, Jesper Bo Bojesen og Christian Frahm. Sidstnævnte var ”klassens kommunist”.
Den nye rektor, Georg Buchreitz var en helt anden type end Lemme. Han var mere moderne udi i det pædagogiske. Men nok ikke mindre farlig. Jesper, Johannes og Christian var blevet bortvist fra Aabenraa Statsskole. En improviseret fest på skolen havde udviklet sig. Der var blevet indtaget rigelige mængder af øl og dansk frugtvin.
Efter protester blev straffen nu nedsat til fire dages bortvisning. Efter Jespers filosofi var det det samme som fire fridage.
En uheldig tur til Sverige
Erik var ikke længere i Aabenraa men indkaldt til garden og opholdt sig på Sjælland. Nu var de begge opsatte til at komme til England igen. De ville tilbyde deres assistance på den britiske ambassade i Stockholm.
I august 1942 rejste Jesper til København medbringende en sammenklappelig kajak. Under et træningsforløb ved Furesøen skulle Erik også trænes i den.
Men for at gøre en lang historie kort, så strandede de på Hven. Her blev de så opbragt af svensk politi. Det endte med, at de blev udvist. I København opsøgte Jesper nu gamle venner.
Erik havde taget en kajak over Øresund. Fra København var han rejst til Aabenraa. Efter indtrængende familiekonsultationer havde han meldt sig frivilligt til Waffen SS. Han befandt sig nu på en uddannelseskaserne i Tyskland.
Til møde på Dagmarhus
Hvad der videre skete med Erik, fremgår ikke af Jespers skriverier. Her har vi måttet ty til andre kilder. Og det er ret dramatisk.
Straks ved Eriks hjemkomst tog ”Onkel Harald” kontakt til Frits Clausen og sammen tog de til Dagmarhus i København for at forhandle med tyskerne. Erik blev stillet mindst tre års fængsel i udsigt for sin ulovlige udrejse. Sagen ville blive bragt ud af verden, hvis han meldte sig frivilligt til Waffen-SS.
På falske papirer rejste han den 4. september 1942 til Berlin. Under sit rigtige navn blev han optaget i Waffen SS. Han blev sendt til uddannelseskasernen Sennheim og derefter til Rusland, hvor han blev såret og indlagt på lazaret.
Dr. Abild mødte op i fængslet
Dr. Abild fik udvirket, at han fik tilladelse til at studere medicin på universitetet i Giessen. I sommeren 1943 blev han hjælper på et lazaret i Riga.
Her blev han den 23. august 1943 anholdt af Gestapo, sigtet for aflytning af udenlandsk radio og for defaitisme (stå af – opgivende holdning – gøre indrømmelser over for fjenden). Han blev efterfølgende dømt til døden ved en krigsret.
Den 17. november 1943 dukkede dr. Abild op i fængslet og fik udvirket en løsladelse. Erik vendte tilbage til Giessen og fortsatte sine studier. Den 1. august 1944 blev han sendt til SS – junkerskole i Prag. Han var nu led og ked af det hele og besluttede sig for at flygte. Den 26. september 1944 ankom han til Danmark på falske papirer.
Igen trådte faderen i aktion. Han fik Erik fragtet til Sverige, hvor han ankom den 24. januar 1945, for straks at blive arresteret.
Frits Clausen havde en finger med i spillet – igen
I en beretning fra 1947 hævder Frits Clausen, at han havde reddet Erik Abild fra henrettelse. Det var sket på et møde i Berlin, hvor han havde et møde med Gottlob Berger. I begyndelsen af november 1943.
Venskabet med Jesper fortsatte efter krigen.
Jesper idømt 5 måneders fængsel
Jesper tog nu efter den mislykkede Sveriges-tur og et par dage i København hjem til Aabenraa. Efter en uge ringede politiet på døren. Københavns Politi ville gerne have at vide, hvad han lavede i Sverige. I Københavns Byret blev han idømt 5 måneders fængsel for ulovlig ind- og udrejse.
Han blev sat til afsoning i Vestre Fængsel. Efter de fem måneder blev han afhentet af sin far. I Vestre Fængsel gjorde han bekendtskab med KOPA (Kommunistiske Partisaner). Disse blev senere omdøbt til BOPA (Borgerlige Partisaner).
Jesper ville ind i BOPA
På en ny tur til København gjorde han bekendtskab med Børge Thing, fremtrædende medlem hos BOPA. Jesper havde planer om at jul hos forældrene i Aabenraa og tilbød at sabotere en krigsvenlig fabrik i byen. Det ville han gøre helt alene. Han havde efterhånden lært at omgås bomber.
Han ville ved bombningen af DAPA præstere sit svendestykke. Fra sit kvistværelse i Aabenraa kunne han se ned på naboejendommen DAPA.
Den var ejet af en greve i København. Det var dengang landets største og mest kendteste fabrik for påhængsvogne og special-lad til lastbiler. Fabrikken var i et plan og ganske stor. Den var indrettet i en gammel togremisse fra Æ Kleinbahn. Den var opført i træ. Taget var dækket af tjæret pap. I det hele i en ret miserabel forfatning.
Det eneste Jesper kunne se var at den var umådelig brændbar. Inden døre fejlede fabrikken ikke noget. Den var fyldt med effektive maskiner. Der var forskellige afdelinger. Men det var afdelingen for sprøjtelakering, der var vigtigst for Jesper.
Efter to drinks – ingen brag
Det værksted som Jesper havde udset sig for sit angrebsmål, lå i fabrikkens sydøstligste hjørne, hvis ene side vendte ud mod Gasvej, en ubeboet og ved aften- og nattetid øde gade, der også rummede Aabenraa Andels Svineslagteri samt byens gasværk og brandstation.
Ved en natlig rekognoscering tæt ved jorden opdagede Jesper et lem ind til værkstedet. Antagelig brugtes åbningen til at skubbe brædder og tømmer ind gennem den.
Til at passe hele herligheden var der kun en nattevagt som på forskellige og forudsigelige tidspunkter af aftenen og natten som regel ved ni – tiden og tolvtiden inspicerede hele fabrikken. Der var ingen deciderede sabotagevagter. Dette betragtede man åbenbart som et københavner – fænomen.
Jesper havde fået brandbomber med fra København. Og det hele gik ganske glat selv om det var lidt trangt at komme gennem lemmet. Udløsningen på disse ild-maskiner var til dette formål en halv time. I god ro og orden forlod han gerningsstedet og gik op på Nørretorv og ind på, hvor han fik et par drinks i baren på Hotel Royal. Han havde besluttet at vente på braget, men det udeblev.
Nyt forsøg: masser af ild og brag
Han betalte og gik med bekymrende skridt tilbage til gerningsstedet. Bomberne ville blive opdaget og så var det en fiasko. Det var ikke sjovt at klemme sig igennem en lem som næste sekund kunne springe i luften. Nogle bittesmå savsmuldsagtige træstumper var drysset ned gennem sprækken og havde blokeret for slagstiften.
Uden ild ingen sprængning. Nu havde han 10 sekunder til at komme væk. Han fik det hele arrangeret. Og nu var det med at komme ud af lemmen og så ellers spurte i Jesse Oven’ sk verdensmestertempo.
Bang, sagde det midt i hans sprint. Et enormt brandrødt skær over himlen og et drøn fra eksplosionen, der fik luften til at sitre. Hele hjørnet, hvor sprængstoffet havde været anbragt, lå i ruiner og meterhøje flammer blev hvirvlet ind i resten af bygningen af de sydøstlige vindstød.
Brandsirenerne havde endnu ikke lydt. Jesper gik langs det havespor, der passerede fabrikken. Det lå på det øde område, som kaldtes ”Æ Sahn”, fordi det var kunstigt anlagt af sandet fra udgravning til et nyt havnebassin.
Til julebal på Folkehjem
På det nærliggende Folkehjem var der julebal. Det var Folkeligt Samfund, der arrangerede. Og Jespers forældre var medlemmer, så det var måske ikke så mærkeligt at han dukkede op. Han var klædt på til det. Aktionen blev udført i mørkt tøj, hvid skjorte med slips og blankpudsede sko. Det var nok Danmarks mest velklædte sabotør.
Efter et kvarter nåede nyheden Folkehjem. Nu kunne Jesper med rette fortælle at han havde været til bal. Han fortalte nu de andre, at de boede lige i nærheden, så nu ville han da lige hen at se, hvad der skete.
Svendeprøven var bestået
Fabrikken var væk, brændt helt ned til grunden. Af og til hørtes høje knald fra bålet. Det var ilt- og brintflasker som heden fik til at sprænge i luften.
Aabenraa Frivillige Brandværn arbejdede som gale med at få bugt med ilden. De havde til formålet fået assistance fra en deling tyske soldater. Men der var intet at stille op og andet end at slukke efter natten igennem. Alt var ødelagt.
Svendeprøven var bestået for Jesper. Han blev optaget i BOPA.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 17, 2021
Hvorfor var Bødlen og Natmanden uærlig?
Ærligt arbejde. Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter. Erhvervene blev omtalt allerede i 1200-tallet. Var det ”uærligt” at spise hestekød? Jydske rakkere blev sammenlignet med natmænd. En lov påbød at ansætte bøddel og rakker. Først omkring 1800 syntes ”uærligheden” at forsvinde. Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland. Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen. Et smudsigt erhverv. Æresfortabelse. Man mistede æren på kagen. Tyve og mordere fik tilbudt stillingen. Professionelle skarprettere vandt frem. Ikke alle skarprettere var lige velhavende. Natmænd var byens luksus. Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud.
Uærligt arbejde
Vi har tidligere skrevet især om bødlerne. De og natmændene var underlagt den såkaldte uærlighed. Det betød, at de var udeladt af de ærliges fællesskab. De var foragtede og frygtede. Skellet mellem dem og den ærlige befolkning var konkret fysisk. Man måtte ikke røre ved bødlen og natmanden. Også deres familier var uærlige.
Allerede i 1688 skrev Sjællands stiftamtmand Otto Krabbe, hvor umuligt det var at få natmændene i købstæderne ordentlig begravet. Ingen ville berøre ligene eller ligkisterne.
Bødlen blev uærlig, når han ved skampælen på byens torv offentlig piskede lovbrydere eller henrettede dem på retterstedet uden for byerne, Natmændene hjalp bødlen i hans arbejde. De fjernede og aftog huden af selvdøde dyr. De aflivede heste og indfangede og aflivede katte og hunde. De fjernede natrenovation og de fejede skorstene.
Alle disse opgaver var det mere eller mindre uærliggørende for almindelige mennesker at udføre. Erhvervene som bøddel og natmænd er kendte i Danmark fra omkring år 1500 og op til omkring 1850. I 1700 – tallet havde groft sagt hvert andet amt sin bøddel og hver købstad og herred sin natmand.
Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter
Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvorfor man i bogstavelig forstand havde berøringsangst. Denne fremmedartede forestilling forekommer i dag primitive og uantagelige.
Det havde noget at gøre med folkeliv overtro, hvor bødler og natmænd tillagdes magiske evner som følge af deres erhverv. Men de indeholdt også en kraftig social nedvurdering og en voldsom foragt for disse to erhverv.
Fra 1685 forsøgte den danske stat at bekæmpe disse forestillinger. Men i dagligdagen anerkendte den danske stat imidlertid uærligheden. I mange sammenhænge.
Erhvervene omtales i 1200-tallet
Erhvervene omtales første gang sidt i 1200-tallet i de tyske byer. Deres oprindelse må derfor antages placeret noget før. Og måske skal vi se uærligheden i forbindelse med hedensk og kristen religion.
Tager man udgangspunkt i den sociale nedvurdering, synes middelalderbyens udvikling med bl.a. den stærke lavsstruktur at være det centrale. Endelig ligger også forbindelsen til den juridiske æresfortabelse som en mulig grundforklaring.
Var det uærligt at spise hestekød?
En fordom var at det var uærligt at slå heste ihjel og spise deres kød. En af natmændenes opgaver var netop at aflive heste. Det var ikke rationelt at lade et nærende og velsmagende fødemiddel gå tabt.
I Danmark begyndte lærere og på veterinærskolen omkring år 1800 at slagte og spise hestekød. Der blev oprettet et hesteslagteri, hvis mest stabile aftager var Tugt-, Rasp – Og Forbedringshuset.
Et vigtigt element i fordommen mod hestekød var imidlertid at forklare dens oprindelse. Der er eksempler fra den nordiske sagn – og sagalitteratur på at hestene ofredes til guderne og spistes som et helligt måltid. Men der var dog også eksempler på, at heste blev fortæret uden nogen form for religiøst formål.
Det Gamle testamente indeholder flere spiseforbud heriblandt at spise kød af dyr, der ikke har spaltede klove. Hvilket heste ikke har. Heller ikke selvdøde dyr måtte spises. Men blev ”uren” indtil aften, hvis man havde rørt ved et selvdødt dyr.
Ved kristendommens indførelse i Nordeuropa blev de gammeltestamentlige spiseforbud introduceret. Et paveforbud fra 740 indeholder forbud mod at spise heste og harer.
Hvor de andre spiseforbud ikke slog an i Norden, så blev forbuddet mod at spise hestekød gentaget i en række nordiske – især islandske – kirkelove fra 1000-1200 tallene. Årsagen kan være, at hestene var brugt til ofringer i den hedenske religion, hvorfor denne spise var ukristelig.
Rakkere sammenlignes med natmænd
I begyndelsen af 1820’erne kunne man endnu i de øde egne af Jylland møde omvandrende grupper af folk, som udførte diverse småhåndværk, men også i høj grad tiggere. Grupperne udførte også de foragtede natmands-håndværk. Natmandsfolket på den jyske hade havde egne skikke og desuden i et vist omfang et eget sprog, som de kaldte ”rotvelsk”. Det var dengang navnet på et tysk ”tyvesprog” i Tyskland. Denne gruppe havde myndighedernes interesse. Det var derfor de blev forfulgt.
Disse natmænd blev også kaldt tatere og et ord, der antagelig ligger på Facebooks ”forbudt-liste”. Steen Steensen Blicher har ofte beskæftiget sig med disse i hans beskrivelser af den jyske hede og på vores hjemmeside kan du også læse om dette folkefærd.
Det første belæg for, at der var bødler i Danmark, er omtale af en bøddel i København i 1496. Fra 1516 findes en indirekte omtale af en rakker i København.
Lov påbyder at ansætte bøddel og rakker
Christian den Anden påbød i sin verdslige lov af 1521 alle købstæder at ansætte en bøddel og en rakker. Denne sidste skulle udføre ådsler og andet som stank fra købstæderne. Omkring år 1600 fandtes bødler i de fleste købstæder og i herreder som lå langt fra købstæder.
Først omkring 1800 synes ”uærligheden” at forsvinde
Omkring enevældens indførelse vandt tyske skarpretterslægter indpas i Danmark. Enevælds-kongerne gav efterhånden disse privilegier til at være skarprettere i stadigt større områder. De fleste skarprettere i 1700-tallet var velstående. De forestod ansættelse og opsyn med natmændene i deres bøddeldomme.
I en forordning af 21. marts 1685 besværede kongen sig over, at en del løse personer, som bl.a. skorstensfejere og natmænd søgte at tiltvinge sig rettighed til at udføre adskillige tinge arbejder under skin af, at det skulle være uærligt.
Forordningen bestemte at disse herefter ikke skulle anses for uærlige. Det måtte heller ikke anses for uærligt at udføre dødt kvæg og anden urenlighed.
Forordningen blev gentaget flere gange i 1700-tallet men tilsyneladende med begrænset effekt. Først omkring 1800 syntes natmændene og uærlighedsforestillingerne at vige.
Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland
I Danmark var den professionsbestemte uærlighed altovervejende begrænset til bødlen og natmanden. Men i Tyskland var den mere udbredt. En lang række erhverv har haft en eller anden form for uærlighed knyttet til sig i de tyske byer. Det var hyrder, møllere, vandrende musikanter, gøglere, bademestre, barberer og linnedvævere.
Også visse offentlige embeder blev tillagt en form for uærlighed. Det gjaldt toldere, kirkegårdsgravere, tårnvægtere, tiggerfogeder, natvægtere og bytjenere. Måske kan man kalde uærligheden for småborgerlig.
Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen
Før bødlen var det dommeren eller den anklagede part, som også udførte dommen. Det er således endda eksempler på, at tyske fyrster og hertuger selv udførte henrettelserne. Men allerede i 1276 kan vi se forekomsten af bødlen som selvstændigt erhverv i det tyske byer. (Augsburg).
Måske har dette noget at gøre med romerrettens stigende indflydelse i Tyskland. I den romerske tradition var bødlen ilde lidt.
I kristendommen er det at slå ihjel et brud på det 7. bud. Der kendes flere eksempler på bødler, som tog på pilgrimsfærd for at sone deres mange drab.
Bødlen fungerede som leverandør af magiske relikvier fra sin arbejdsplads. Skamstøtten – kagen – på byens torv, spillede hovedrollen i bekæmpelsen af usædeligheden i 1500 – 1600 – tallene. Herpå udspillede der sig et helt uærliggørelses teater, hvis hovedperson var bødlen.
Et smudsigt erhverv
Bødlens funktion var grusom og natmandens erhverv var smudsig. Og så kunne det vare at befolkningen på en eller anden måde har fået en traumatisk holdning til dette. Dette kun også være årsag til uærlighed.
Bødlen såvel som rakkeren blev også smittet af den jævnlige omgang med uærlige forbrydere, særlig med tyve, mente man. Andre forskere mener, at årsagen til natmændenes uærlighed ligger i den tyske kultur. Det skyldes de tyske håndværkslav.
Nogle mente også at offentlige henrettelser havde et religiøst indhold. For at afvente gudernes vrede, måtte ”mis-æderen” ofres til guderne.
Særlig tyske forskere synes, at uærligheds-betegnelsen kommer fra et borgerligt æresbegreb. I middelalderbyerne skulle alle forsvare dem. Dem der så ikke gjorde det blev kaldt ”ohne Gewehr” men også ”unehrlich”.
Æresfortabelse
Op gennem middelalderen værnede især de fattige håndværk om deres ære og bruge afvisningen af de uærlige hverv og uærlige handlinger i øvrigt som en vigtig social afgrænsning nedadtil.
Det centrale i æresfortabelsen var den foragt, som fulgte af selve forbrydelsen. Kagen og kagstolpen skulle man ikke røre. Så blev man uærlig.
Bødlen og hans hjælper, rakkeren (natmanden)færdes hjemmevant på den uærlige kag. De udførte de mindre forbryders æresfortabelse med piskning osv. De hængte tyvene på den lige så skyede galgebakke. Rakkeren skar de rådne lig ned og begravede dem i galgebakken. Denne overførsel af smitte fra dem, som dømmes til æresfortabelse, må være en vigtig medvirkende årsag til bødlens og rakkerens uærlighed.
Man mistede æren på kagen
Det stod ikke i lovene, at berøring med kagen gjorde uærlig, men forestillingen støttedes af bystyret og det dominerende handelsborgerskab, som lod kagbygningerne rejse.
Også hekseforfølgelsen hang sammen med den uærlige bøddel i Danmark. Bødlen var et vigtigt instrument for myndighederne i det groteske skuespil. Han fremtvang bekendelserne med tortur og udførte den uhyggelige levende afbrænding af heksene.
De forbrydere, der mistede æren på kagen, men ikke blev hængt, forsvandt jo ikke. De blev udstødt af det nærsamfund, som dømte dem, men måtte så flygte et andet sted hen. Derfor var der konstant i samfundet et element af afskyede æreløse personer, som ærlige borgere måtte vare sig for at tage i deres brød. Ærligt tyende måtte vare sig for at arbejde sammen med dem.
Tyve og mordere blev tilbudt stillingen
Bødlens og rakkernes huse blev så samlingspunkter for de æreløse udstødte. Nye kandidater til de to erhverv kunne så rekrutteres fra disse. De havde jo allerede været i berøring med kagen.
Der er i Danmark flere eksempler på, at mord – og tyveridømte undslap sværdet eller galgen mod at blive bøddel i stedet. Det var vanskeligt at finde folk til et så vanærende arbejde. Myndighederne kunne vel heller ikke have været utilfredse med at udpege en morder eller tyv dertil.
Den selv kagstrøgne eller måske øreløse tyv-bøddel som også fjernede stinkende ådsler, inkarnerede alt afskyvækkende og gjorde mødet med ham/hende på kagen endnu frygteligere.
Dette skrækkens og afskyens teater på byens vigtigste torv kulminerede først i 1600-tallet, men skiftede også karakter. Det var samtidig med at hekseforfølgelserne begyndte at give moralske tømmermænd, begyndte de herskende også at væmmes ved straffescenariet. Bødlen var trods alt statens forlængede arm. Jo mere grotesk han fremtrådte, des mere hævngerrig og blodtørstig fremstod staten og retssamfundet.
Professionelle Skarprettere vandt frem
I stedet for tyve- og morderbødlen fremtrådte så den professionelle højtbetalte skarpretter, som for at ansættes skulle dokumentere sin uddannelse, gode vandel og helst afstamning fra skarprettere.
Henrettelserne var nu rykket udenfor byerne. Skarpretteren skulle værdigt og professionel usvigelig træfsikkerhed gøre volden så upersonlig som muligt. Sammenhængen mellem forbrydelsen og afstraffelsen skulle dominere sceneriet uden at bringe magtapparatet i uønsket fokus. Skarpretterens professionalisme, gode vandel og rigdom hævede dem delvis ud af bødlernes uærlighed, i Danmark fra omkring 1700.
Som bødlens medarbejdere ramtes natmændene også af kagens uærligheds-smitte.
Ikke alle skarprettere var lige velhavende
Nu var det ikke alle bødler der var lige velhavende. Mange kunne slet ikke leve af deres profession. De fik enten en fast årlig ydelse., fik ret til opkrævning af bøddelpenge hos borgere og bønder, eller fik forpagtningen af natmandsbevillinger.
Natmænd – var byens luksus
Natmændene var henvist til at leve af deres profession. Det oprindelige erhvervsindhold synes at være fjernelse af ådsler, natrenovation og andre uhumskheder fra byerne. Den ældste betegnelse for natmanden i Tyskland var det latinske ”cloacarius”. Det betyder, den som har med spildevandskanaler at gøre. Det gamle nordtyske og nordiske betegnelse ”rakker” stammer enten fra ordet ”raken” som på ældre nedertysk og i øvrigt også på engelsk betyder bortskaffelse af urenlighed. På højtysk ”recken” betyder ordet ”at strække eller torturerer”.
Borgere i større byer, som ansatte en natmand, slap for selv at udføre de ubehagelige arbejdsopgaver. Det var en bylivets luksus og må være blevet betragtet som udtryk for by-civilisation og forfinelse, at borgerne ikke som bonden var tvunget til selv at borttage ådsler og andre urenheder. På den måde kom den uglesete natmand til at markere bylivets dannelsesmæssige fortrin.
Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud
Den mest udbredte tyske benævnelser for natmænd fra renæssancen og fremefter var imidlertid ”Schinder” eller ”Abdecker”, som hentyder til dette at flå huden af dyrene.
Natmændenes vigtigste indtægt i 1600 – 1800-tallets Nordtyskland viser at salget af huder som de aftog af ådslerne, var deres vigtigste indtægtskilde.
En forordning fra den 31.1.1794 befalede, at det ikke var tilladt at begrave selvdøde dyr før huden var aftaget, ligesom ingen måtte undslå sig for at hjælpe hermed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 15, 2021
Er Facebook fortid for www.dengang.dk
Vi har før haft problemer med Facebook. En uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 indeholdt et forbud ord. Vi blev kriminaliseret for at bringe ”hadefulde ytringer”. Besøgstallet på vores hjemmeside vil falde drastisk. Men vi kan ikke formidle historie, når vi skal være underlagt algoritmer. Helt ærligt, så føler vi os til grin. Hvor mange ”forbudte ord” er der? Uden at næve ordet, beskriver vi det hermed. Man må ikke træde andre over tæerne. Og selvfølgelig skal der være regler. Og vi er også altid modtagelig for konstruktiv kritik. En plade på Assistens kirkegård skaber røre. Og hvorfor det? Jo, tanken erm, hvad bliver det næste. Skal vi kigge på Christian den Fjerdes jagt på hekse. Hvorfor skal det rettes på historien. Og hvorfor er det politikere der skal gøre dette? Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook. Det er oppe i tiden at sige undskyld. Vi skal også se på en klog mands fortolkning. Vi fortsætter på vores hjemmeside – men på Facebook holder vi en tænkepause.
Vi har før haft problemer med Facebook
Der er ingen hemmelighed, at vi før har haft problemer med Facebook. Og det er da heller ingen hemmelighed at vi har været glade for at formidle vores artikler via Facebook. Således har vi delt ca. 10 – 15 stykker hver dag. Og mange er gået ind og læst artiklerne.
Mediet er ikke klar over, at det er historieformidling
Men vi har netop fået en advarsel fra Facebook igen engang. En artikel, som vi har bragt flere gange – ”Vesterbro 1914” er blevet beskyldt for at indeholde ”hadefuld retorik”. Dette har vi selvfølgelig ikke accepteret. Det er tale om historiefortælling og Facebook er ikke gået i detaljer med, hvor vi har overtrådt reglerne.
Fortiden kan ikke beskrives med nutidens øjne
Vi er meget påpasselig med ikke at genere nuværende personer. Men når man beskriver fortiden, kan det undgås at nogle bliver ramt. Vi indrømmer også at særlig når det gælder Besættelsestiden, De Slesvigske Krige og Genforeningen har vi nok en mening, der ikke altid er forenelig med historiebøgerne. Men vi begrunder og dokumenterer også vores mening.
Man kan nu engang ikke beskrive fortiden med nutidens øjne. Det er der så en del politikere, der gerne vil.
Besøgstallet vil dale drastisk
Vi bruger en del tid på Facebook med at formidle historien, men det kan være fortid. Pludselig falder hammeren fra Facebook. Man kan sætte nogle flueben, men ellers kan man ikke rigtig komme i forbindelse med dem og fortælle, hvorfor man mener, at deres afgørelse er uretfærdig.
Vi er da godt klar over, at uden Facebook vil besøgstallet til vores hjemmeside falde markant. Men hvad kan man gøre?
Vi vil ikke formidle historie efter Facebook – forordninger
Skal man navigere historieformidlingen efter Facebook – forordninger, så bliver historieformidlingen forkert. Og det vil vi ikke.
Vi ved godt, at vores historiefortolkning omkring ”Genforeningen” og besættelsestiden er lidt anderledes end den, der står i de fleste historiebøger. Vi har været i arkiver og gjort opdagelser. Og det er ikke altid i overensstemmelser med læserne.
En såre uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 er efter fjerde gang pludselig ”krænkende”
Når sådan en uskyldig artikel, som at beskrive Vesterbro omkring 1914 kan få Facebook til advare os, så kan en hvilken som helst af vores artikler om ”Genforeningen” eller ”Besættelsestiden” vel også få Facebook op af stolen.
Endnu ved vi ikke, hvad vi vil. Men måske bliver det så bare at gengive gamle fotos og så opfordre folk til at gå ind på vores hjemmeside.
Reglerne er læst igennem atter engang
Vi har selvfølgelig læst Facebooks regler igennem nok engang, men kan stadig ikke se, hvor vi lige har forbrudt os. Når man så ser de bemærkninger, som vi har mødt i vores historieformidling, så undrer det os, at dette overhovedet ikke har haft nogen konsekvens for disse.
Godt nok spørger Facebook om vi er enig i deres afgørelse, så kan man sætte et flueben. Men allerede ½ minut efter, kommer de til samme afgørelse efter at de påstår at have gennemlæst 1.743 artikler.
Facebook har en forbudt – liste
Vores teknikker har fundet ud af, at vi har brugt et ord/begreb fra Facebooks forbudt-liste. Så sker der noget automatisk fra Facebook’ s side. De tager ikke hensyn til, at man beskriver en epoke i Vesterbro’ s lokalliv. Åbenbart er det en algoritme, der har reageret.
Hvad kan vi gøre?
Ja egentlig burde vi få fat i Facebook’ s forbudt – liste. Og den skal så tages bogstavelig. Hver gang et af forbudt – ordene/begreberne er med i en artikel.
Når vi så har fået fat i den liste, skal alle 1.743 artikler gennemgås.
Vi føler os til grin
Helt ærligt, så følger jeg mig som redaktør af www.dengang.dk og som administrator af FB – gruppen til grin. Vi bruger oceaner af tid til research og i nogle tilfælde er vi også i arkiver, hvis vi ellers får lov. Det er fin nok på hjemmesiden. Men når vi så ikke passer på enkelte ord, så klappe fællen.
Vi støder ind i Facebook – algoritmer
Vi ved godt, at mange bruger Facebook til at dele følelser og mere. Vi deler så historieformidling. Men når man nu er på dette medie, er det mange uskrevne regler, som du skal følge. Men gang på gang støder man ind i Facebook – algoritmer.
Det gule kort – nok engang
Vi kan godt forstå, at der skal være nogle regler og retningslinjer. Men så gør dem dog tydeligere. Man bliver jo nærmest gjort til kriminel, fordi man har brugt et ord, der ikke mere må bruges i USA. Det er hadytring, siger Facebook. Men i deres fortolkning er der ikke nuancer. Man har fået det gule kort – nok engang.
Hvilke ord, skal man nu passe på at bruge? Når man beskriver historien, er det sikkert meget er det ikke glemt og befinder sig på Facebook’ s forbudt – liste.
Retningslinjer?
Selvfølgelig ved man, at det er etiske retningslinjer, man skal overholde. Direkte trusler, selvskade, farlige organisationer mobning/chikane, angreb på offentlige personer, kriminalitet. Man må ikke angribe offentlige personer m.m.
Men hvad er farlige organisationer. Waffen SS blev dømt som ”kriminel kommunikation” Og hvad med ordet ”nazist” Og hvad med alle de stygge personer under Anden verdenskrig, som man har beskrevet.
Hvor mange forbudte ord er der?
Det hele passer jo ikke ind i begrebet ”dansk frisind” eller ytringsfrihed. Der er ingen gennemsigtighed i Facebooks afgørelser. Vi har fundet ud af at der er ”forbudte ord”. Men hvor mange er der? Og hvor kan vi finde listen?
Selv, hvis du deler et indlæg, der indeholder nogle af ”de forbudte ord” kan du blive stemplet. Du skal passe på den racistiske terminologi og passe på at omtale bestemte befolkningsgrupper med deres gamle navn.
Svært at komme op mod et privatejet monopol
Facebook er blevet et sted, hvor man deler viden, nyheder m.m. Der er i den grad behov for mere tydeligere spilleregler. Din historiske tekst kan ret hurtig blive kriminaliseret i forhold til de såkaldte ”Fællesskabsregler”
Gang på gang bliver dine argumenter afvist. Afgørelserne ligner lemfældigheder. Det er en slags retshåndhævelse med tilbagevirkende kraft.
Vi får hele tiden at vide, at Facebook er et privat monopol. Her gælder ytringsfriheden ikke. De danske retssystemer har ingen virkning. Og egentlig er Facebook et flygtigt medie med en uendelig strøm af ligegyldigheder. Så snart du har postet dit opslag er det i princippet glemt.
Algoritmer kan ikke tolke alt
Facebook siger, at deres politikker er baseret på feedback fra et fællesskab og en rådgivning af eksperter. Den gør plads til forskellige synspunkter og overbevisninger. Folk kan udtrykke sig og blive hørt, skriver man. Ja så længe man holder sig inden for den almene historiefortolkning.
Håndhævelse af standard afhænger af de oplysninger, som de har til rådighed. Jamen en algoritme kan åbenbart ikke finde ud af, at det er historie, man prøver på at formidle.
Konsekvenser varierer
Det står også i Facebooks regler, at konsekvenserne at overtræde Fællesskabsreglerne varierer alt efter, hvor alvorlig overtrædelserne er. Men også over personens historik. Og da ser vores ikke for godt ud. Det betyder et snarligt farvel, fordi vi har brugt et ”forbudt ord”
Det ord – som kriminaliserede os
Det ord som har kriminaliseret os er før blevet brugt i børnesange og børnelitteratur. Og så er det brugt i flødeboller. Det er betegnelsen for en person med en anden hudfarve end hvid. Det kommer fra et latinsk ord, der næsten hedder det samme som det forbudte ord.
Nu er det så blevet stødende at bruge ordet. Det kan undertegnede godt forstå. Men i den artikel vi skrev, befandt vi os på Vesterbro i 1914, og da blev ordet anvendt hele tiden. Mange ældre mennesker, bruger ordet endnu uden at det på nogen måde er stødende eller hadefuldt.
Oprindeligt var det den amerikanske borgerretsbevægelse, der frabad sig at blive kaldt det ord på engelsk, som vi ikke må nævne. Men hvem har herhjemme bestemt at vi ikke må nævne ordet?
Det er ikke ”Sprognævnet” og det er heller ikke Staten. Det er så åbenbart ”sprogsamfundet” og Facebook.
Politisk korrekthed handler om respekt for mennesker
Ordet er gradvist blevet politisk ukorrekt, fordi det er mennesker som føler at det er stødende. Og åbenbart deler det forbudte ord os op i et hierarki, der er baseret på hudfarve.
Antropologer forklarede mentale og kulturelle forskelle ud fra den menneskelige biologi og som noget, der var forbundet med hudfarve. Og Facebook kriminaliserer en for at bruge ”hadefuld retorik” eller sagt på ”mere dansk” som racist.
Den amerikanske borgerretsbevægelse har en stor del af æren for at ordet er blevet direkte politisk ukorrekt. Men vi bærer jo historien i os. Vi er opvokset med dette ”forbudte ord”.
Politisk korrekthed handler om respekt for andre mennesker. Selv om man ikke bruger dette forbudte ord i en ond hensigt, er det en betegnelse, som er ladet med betydninger, at det er mest respektfuldt ikke at bruge det.
Men i Danmark har vi jo slet ikke set den samme racediskrimination, som vi har set den i USA.
Man må ikke træde andre over tæerne
Men åbenbart er det også problemer med at nævne andre befolkningsgrupper. Disse kommer eller er måske allerede på Facebooks ”forbudte” liste. Det gælder også for navnet på en meget velsmagende is, som vi gennem tiden har konsumeret en del af.
Vi må heller ikke mere omtale en bestemt hårfarve på en pige. Det kan både refererer til hendes intelligens og så har det skabt problemer i forbindelse med en meget velkendt dansk sang.
Det handler om ikke at træde nogle over tæerne. Og når man begår sig på Facebook, må man åbenbart tænke sig ind i den amerikanske ideologi og historie.
Vi er modtagelige over for konstruktiv kritik
Historieformidling handler vel også om identitetspolitik. Vi har mærket det omkring besættelsestiden og ”genforeningen”. Der er mange, der er lodret uenige i vores fortolkning. Som vi tidligere har fortalt, har vi ikke noget imod konstruktiv kritik. Men den kritik vi får er langt fra – konstruktiv. Mange gange har kritikkerne kun læst den indledende tekst.
Vi er ofte blevet inviteret ud at holde foredrag for eksempel om ”Genforeningen”. Invitationen er så trukket tilbage, når man har sat sig ind i vores artikler. I en pause under et foredrag om Besættelsestiden på Nørrebro kom fire studerende op og sagde, at jeg var fuld af løgn.
Hvad bliver det næste?
Men det er en farlig tendens i samfundet. Det er som om, at Danmark skal sættes op i glorværdigt skær, når man diskuterer vigtige emner i Danmarkshistorien. Dette mærker vi tydeligt på Facebook.
Og så er det lige det med identitet. Verden over diskuterer man at diverse tiders undertrykkere, racister og lignende statuer skal fjernes. I Danmark gik det ud over en buste af Frederik den Femte, der blev smidt i Københavns Havn.
Snart er det måske også forkert at Christian den Fjerde jagtede hekse. Og sådan udvikler det sig. I øjeblikket diskuteres det, om det er rigtigt at arrangere en udstilling med Nolde og Kirchner på SMK. Det er så en udstilling med historiefortælling.
En plade på Assistens Kirkegård
Vi kunne pludselig se rød maling på Hans Egede statuen i Grønland. Man ønskede den fjernet. Statuen blev et symbol på Danmarks udnyttelse af Grønland.
Og for ikke lang tid siden brød der pludselig en debat ud om Danmarks rolle under kolonitiden. Politikere påstod, at man ikke havde den rigtige historie. Nu findes der oceaner af faglitteratur omkring De vestindiske øer og Danmark som kolonimagt. Også på nettet kan du finde meget.
En plade på Assistens Kirkegård har i den grad vakt debat. Først ønskede politikere den fjernet, senere har man så besluttet sig at ændre teksten. Vi har tidligere beskæftiget os med dette. Sagen er egentlig med følgerne kan blive store. Og på Facebooks forbudt – ord kan det sagtens blive tilført nu ord, uden at du opdager det.
Hvorfor skal det ”rettes” på historien
Det kan jo være rigtigt at korrigere fortiden og forsøge at ”rette” synspunkter i relation til et andet syn på kolonialisme, ligestilling m.m. Det vidner om at man ikke kan sætte sig ind i fortidens holdninger og værdinormer. Politikere skal da ikke på den måde rette i historien så det passer til ens verdensbillede.
Jo, det er rigtigt, at von Scholten har udstedt dødsdomme over slaver. Det var jo hans job som guvernør. Men han giv imod kongen og plantageejernes udnyttelse af slaveriet. Han har sparet mange slavers liv, ved at afskaffe slaveriet.
Vi skal tage ved lære af historien
Vi skal tage ved lære at historien. Den skal ikke ignoreres og vi skal heller ikke slette den. Vi kan godt drage paralleller til nutiden og til at forstå, hvem vi er i dag. Slaveriet er en del af Danmarkshistorien. Det ændrer vi ikke ved at fjerne mindeplader, bygninger eller statuer.
Hvorfor laver man ikke bare en QR – kode ved Peter von Scholtens mindeplade. Så kan man lynhurtig få mere information om hans virke. Noget andet er, at man skulle tro, at der i dag var vigtigere ting for politikerne i København at tage sig af, bl.a. erhvervslivet’ s virke i en corona-tid.
I øvrigt har Man lavet en udmærket oplysende video om Peter von Scholten fra kirkegårdens side. Men den kan politikerne måske finde på at kalde manipulerende?
Konfronteret med upopulære begivenheder
Vi mærkede også stor antisympati, da vi udgav vores bog om en hændelse i Padborg lige efter besættelsestiden og om det dansk – tyske forhold. Det er fint, at vi i nogle tilfælde forholder os kritisk over historiske begivenheder. Vi skal tåle at blive konfronteret mod upopulære begivenheder.
Kulturløsheden/Historieløsheden har ramt Facebook
Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook’ s holdning til historien. Algoritmer kan nu engang ikke styre historieformidlingen. Vi skal hele tiden veje vores ord, når vi formidler historien. Det kan godt være at dengang.dk’ s holdning på nogle områder er lidt kontroversiel. Men vi har nu engang ikke spredt hadefuld retorik, som Facebook nu flere gang har beskyldt os for. Men kan godt diskutere historien. Men man skal ikke gå ind og slette gamle spor.
Historisk uvidenhed og manglende evne til at sondere mellem nutidens racisme som bør og skal bekæmpes, kan algoritmer og politikere heller ikke altid finde ud af.
Det er oppe i tiden at sige undskyld
Det er oppe i tiden at sige undskyld for historiske ugerninger, ikke mindst med relation til vestlige landes kolonisering af lande i Den Tredje Verden. Man skal sige undskyld til mennesker, der ikke slev har været koloniseret eller har været slaver. Der er ingen grænser for, hvad vore dages moralske og politiske målestok kan finde på, at der skal undskyldes for. Skal vi også undskylde for vikingernes erobringstogter?
Der er grundlæggende mangel på forståelse for historiens betydning for, hvordan historie kan og skal tolkes. Hvordan så datidens mennesker på sagen?
En klog mands fortolkning
Fortidens begivenheder og fortidens mennesker kan nu engang ikke vurderes efter fores dages holdninger. Men kan ikke ændre på historiens gang. Der er fortsat mennesker i live, der har lidt overlast. Magtfulde nationer har haft kolonier og udnytter mennesker og gør det endnu.
Gennem de sidste 100 år har vi gradvist opbygget et ideal om alle menneskers ligeværd, uanset køn, race, hudfarve, seksualitet og så videre. Det betyder ikke at fortidens uret er gjort god igen, men det betyder. At vi er kommet videre og blevet klogere.
En klog mand, Nikolaj Bøgh siger det på denne måde:
Dengang.dk holder en tænkepause
Det ville jo være kedeligt atter engang at skulle smides ud af Facebook. Derfor bliver vi i øjeblikket nødt til at holde en lav profil. Vi har ikke så meget lyst til at gennemsøge alle vore artikler efter såkaldte ”forbudte ord”. Vi kender ikke disse ord.
Som vi har forsøgt at beskrive, så kommer der flere ord til. Vores læserskare har til tider været oppe på et par tusinder om dagen. Det er der ikke i øjeblikket, hvor vi holder lav profil. Jo, vi vil gerne have mange læsere, men ikke for enhver pris.
Vi synes selv og det gør mange af vores læsere også, at vi laver et seriøst stykke arbejde. Men vi vil ikke være til grin for en eller anden mærkelig filosofi.
Vi fortsætter med vores artikler, som vi så bare lægger direkte ind på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 11, 2021
Slesvig Holsten og Bismarck
Ja egentlig handler det om krigen 1864. men det er nok i en hel anden version end den, som skoleeleverne får undervisning i, og den version, som medierne elsker at bringe. Hvorfor blev Danmark svigtet af alt og alle? Kom Bismarck bare og stjal et stykke af Danmark? Liberale var åbne for et selvstændigt Slesvig – Holsten med Frederik af Augustenborg som præsident/hertug. Og sådan ville kong Wilhelm også gerne have det. Men ikke Bismarck. Hans politik gik ud på at komme af med Østrig og indtage magten i Det Tyske Forbund. Og her skulle Slesvig Holsten bruges. For ham var det ikke 1864, der gjaldt, men 1866. Da Frederik den Syvende pludselig døde vågnede de tyske småstater op. Og det gjorde de også på Augustenborg. Englænderne kunne ikke få opbakning på noget som helst. Deres opbakning til Danmark indskrænkede sig til en indkaldelse af en konference. Her viste Danmark en total mangel på smidighed. De afviste alle kompromisforslag. De ville heller ikke have forlænget våbenhvilen. Og så følte de sig som sejrherre. Holdningen hos stormagterne var nærmest så kunne ”Danmark sejle deres egen sø”. Først da Jylland og Als var indtaget og Bismarck truede med at indtage Fyn kom den danske regering til forhandlingsbordet. Man kunne ellers have fået noget der ligner den nuværende grænse i London.
En anden version
Skolebørn får at vide at Bismarck var ond og at et stykke ”Danmark” blev tyvstjålet. Og så får de også at vide, at ingen kom Danmark til hjælp. Vi stod helt alene. Men der er heller ikke blevet fortalt, hvorfor Danmark ikke fik hjælp.
Vi forsøger atter engang at komme bar de historier og myter, der bliver fortalt.
Et af de store problemer med 1864 er forklaringen på, hvorfor det gik så galt for Danmark og så godt for Preussen. Man har peget på Monrad og hans ministeriums udygtighed og på Bismarcks statsmandskunst.
Andre mener, at det var uventet engelsk tilbageholdenhed og at Rusland lod Danmark i stikken.
Vi er godt klar over, at det ikke er denne version som man får fortalt i skolen. De hænger stadig noget ”Helteagtigt” over 1864. Ja nogle mener stadig at vi vandt krigen dengang.
Et bedre militær og bedre politikere havde ikke kunnet forhindre katastrofen
Ved treårskrigen 1848 – 1851 blev Danmark reddet af en stormagtsintervention, men denne udeblev i 1864. Forskellen skyldes nu ikke forskellige danske ministerier. Da situationen i 1864 gik i hårdknude, kunne Danmark sandsynligvis kun være blevet reddet af en anden stormagt.
Et større eller dristigt dansk militær indsats eller mere habile politiske ledere kunne næppe have afværget krigen eller undgået afståelsen af i hvert fald en stor del af Slesvig.
En kamp mellem liberale og konservative
Slesvig-Holsten var som nationalt samlingssymbol og som en bestanddel af kampen mellem liberale og konservative imidlertid ikke et element i de forskellige tyske staters indenrigspolitik. Det var også et europæisk problem.
I Europa var der en slags blokopdeling mellem de liberalt orienterede vestmagter England og Frankrig på den ene side. Op den anden side havde de konservativt orienterede østmagter, Preussen, Østrig og Rusland.
London – kontrakten fra 1852
Vi skal også kigge på den såkaldte London – kontrakt fra 1852. Den regulerede arvefølge-spørgsmålet i hertugdømmerne og anerkendte opretholdelsen af dansk integritet som en ”almindelig europæisk interesse”.
Det er af betydning for forståelsen af ”1864”, at Preussen var den af stormagterne, som led mest af splittelsen mellem konservative og liberale. Statsapparatet var simpelthen ved at gå i stå, da Bismarck som ”konservativ” politiker blev udnævnt til at løse denne indre konflikt.
Situationen i Europa
Til den indenrigske konflikt kom med Krimkrigen 1853 – 1856 en alvorlig udenrigs – og sikkerhedspolitisk problem.
Den konservative solidaritet mellem Preussen, Østrig og Rusland blev sprængt ved Ruslands forsøg på en sydvestlig ekspansion. Østrig følte sig truet og gik ind i krigen på Englands og Frankrigs side.
Rusland blev slået og var svækket. Det var nu Frankrig der for første gang siden 1815 var Europas dominerende nation. Det forbunds sikkerhedspolitiske stilling blev hermed forringet, da det begyndte med en rivalisering mellem Preussen og Østrig. Og hvordan med et samlet Tyskland, hvis Frankrig begyndte med en aktiv udenrigspolitik.
Liberale ville have et selvstændigt Slesvig-Holsten
Preussen blev en af de dominerende kræfter i den politiske kamp i næsten alle Europas lande. Slesvig – Holsten var blevet en liberal mærkesag i Tyskland.
De liberales ønsker om oprettelse af en selvstændigt Slesvig-Holsten under hertugen af Augustenborg, kunne Bismarck ikke imødekomme. Slesvig – Holsten kunne derfor ikke bruges som udsoning med de liberale. Men hertugdømmerne kunne måske bruges til splitte de liberale.
Fransk aggression
I 1851 var der en voldsom rivalisering mellem Preussen og Østrig om overherredømmet i Tyskland. Østrigerne forsøgte af sikkerhedsmæssige grunde at få mere magt. Den fransk – østrigske krig i 1859 understregede Østrigs udsatte sikkerhedspolitiske situation endnu mere.
Da det slesvig-holstenske problem blev akut i efteråret 1863, skete det netop som forventningen om en fransk aggression i Europa nåede sit højdepunkt. Den preussisk – østrigske krig mod Danmark fandt sted i skyggen af frygt for fransk aggression i foråret 1864.
Bismarck ville hindre Østrigs magt
Det preussisk – østrigske samarbejde mod Danmark skete ganske vist for en populær sag, men ingen af disse to stormagter tog hensyn til det tyske forbunds ønske om et selvstændigt Slesvig – Holsten. Forbundet var stærkt uenige med de to stormagter om krigsmålene.
En stor del af Bismarcks politik gik ud på at hindre østrigsk magt. Han var også bange for en fransk – russisk alliance. I begyndelsen troede Bismarck ikke på det tyske forbund. Han ville ikke i alliance med Frankrig, men kun skabe en mulighed for sådan en.
Da det Slesvig Holstenske problem var akut var muligheden der for en preussisk alliance med Frankrig bedre end nogensinde samtidig men at Østrig var afskåret fra sådan en.
Hvordan kunne man tilgodese tyske indbyggers interesse
Diskussionen om Slesvig-Holsten drejede sig udelukkende fra tysk side om hvordan man kunne tilgodese tyske indbyggers interesse. På trods af den ophidsede opinion i Tyskland mod de e danske overgreb I Slesvig-Holsten anbefalede man en forhandlingspolitik.
Men i et brev til Bismarck fra november 1862 argumenterede Bismarcks forgænger i udenrigsministeriet, Bernsdorff for en radikal inddragelse af det Slesvig – Holstenske problem i den tyske magtkamp. Det ville efter Bernsdorff’ s mening være muligt at splitte den østrigske ledende fløj på forbundsdagen ved en aggressiv politik mod Danmark.
De tyske småstaters regeringer ville på grund af det Slesvig – Holstenske problems nationale karakter blive nødt til at følge Preussen. En aggressiv preussisk ledet politik over for Danmark er ”et rigt og nyttigt våben” mod Østrig. Og så ville sådan politik være populær i befolkningen.
Østrig ville i Det Tyske Forbund
Efterhånden fandt Bismarck ud af, at han ikke kunne regne med Frankrig. De var kun ude på at skabe splittelse i det Tyske Forbunds,
Bismarck havde spurgt sin krigsminister von Roon om de militære synspunkter i tilfælde af krig mod Danmark.
I august 1863 måned indkaldte Østrig til en fyrstekongres i Tyskland og det var ret sandsynligt, at Østrig i vid udstrækning ville sætte sine krav igennem. Ønsket var at få landet optaget som fuldbyrdet medlem i det Tyske Forbund. Dette ville Bismarck forhindre.
De tyske småstater var ikke alle enige om krig
Preussen havde fået et godt forhold til Rusland. Dette var af stor betydning, bl.a. fordi at England stod som Danmarks beskytter i hertugdømmerne. De måtte nu tage en mindre tyskfjendtlig holdning.
Den 1. februar 1864 befandt Preussen og Østrig sig side m side i krig mod Danmark. De var i dyb uenighed med de tyske småstater om krigens formål.
Den 9.juli besluttede forbundsdagen at ville stille følgende ultimatum til Danmark. Marts-patentet skulle sættes ud af kraft og forbundsforsamlingen skulle inden 6 uger have bevis for, at man i Danmark ville indføre en fællesforfatning enten i overensstemmelse med 51/52 – aftalerne eller med Lord Russells forslag i Gotadepechen fra 24. september 1862. Den 27. august afviste Danmark disse krav.
Da Frederik den Syvende døde
Den 13. november blev den nye danske forfatning med en endelig etablering af Ejder – Danmark. To dage efter døde Frederik den Syvende pludselig. Nu havde det Slesvig -Holstenske problem en endnu farligere karakter.
Både Preussen og Østrig havde underskrevet London-Traktaten, som anerkendte at prins Christian af Glücksborgs arveret til hele monarkiet, altså også i hertugdømmerne. Men forbundsdagen havde aldrig anerkendt traktaten.
Hidtil havde argumentationen holdt sig til Danmarks traktatlige forpligtelser over for hertugdømmerne og forbundet. Efter kong Frederiks død rejste det tyske forbund en arveretsligt spørgsmål ved siden af det traktatmæssige.
Den ophidsede stemning i Tyskland steg til kogepunktet ved meddelelsen om kong Frederiks død og kong Christians godkendelse af november-forfatningen den 18. november.
Prins Frederik af Augustenborg erklærer sig som præsident
Da prins Frederik af Augustenborg den 16. november erklærede sig som præsident, blev han hurtigt et symbol for den tysk – nationale opinion. Den 21. november mødtes forbundsdagen for første gang efter det danske tronskifte. Her proklameredes det, at augustenborgeren som ”Frederik den 8, af Slesvig-Holsten. Preussen og Østrig fik dog hurtigt begravet anerkendelsesproblemet i et udvalg.
På Forbundsdagen rejste der sig nu et krav om gennemførelse af en ”okkupation” af Holsten og Lauenburg med det formål at sikre landet for dets ” retmæssige arving”.
En sådan handling var et brud på London-aftalen. Men man var bange for at befolkningen ville reagere, hvis der ikke blev fortaget.
I Europa var der en spændt atmosfære. Bismarck havde opnået den ønskværdige stilling som den søgte forbundsfælle, hvor han kunne spille Frankrig og Østrig ud mod hinanden.
Flertal i Forbundsdagen for kamphandlinger
Bismarck havde nu knyttet nogle krav til at acceptere London – aftalen. Og det var at Danmark skulle trække november-forfatningen tilbage. Bismarck var klar over, at det nok skulle et andet ministerium til i Danmark.
Den 5. december tog Franz Joseph det hidtil uhørte skridt at overlade Preussen overkommandoen over de 20.000 østrigske soldater, der stod klar til de første kamphandlinger.
Efterhånden lykkedes det efter stærk pression at få flertal for de første kamphandlinger med stemmerne 8-7 og det til trods for at Danmark havde opfyldt en del af betingelserne, nemlig marts – patentet. Den 23. december gik eksekutionstropperne over grænsen til Holsten og Lauenburg, der på forhånd var rømmet af danskere.
Bismarck var ligeglad med opbakning fra Forbundsdagen
Bismarck gjorde sine overvejelser. Han mente, at en besættelse af Slesvig ville minimere en europæisk krig. Desuden mente han også at ingen af stormagterne ville komme Danmark til hjælp sådan som situationen var i Europa. En besættelse af Holsten ville alligevel ikke have den store betydning for Danmark.
Kong Wilhelm så helst at hertugdømmerne blev erobret fra Danmark og givet til augustenborgeren. Bismarck så helst at hertugdømmerne blev preussiske.
Bismarck mente ikke, at forbundsdagen ville give mandat til at erobre Slesvig. Men så ville det være et foretagende bestående af Preussen og Østrig.
De andre stater ville tvinge Danmark til at overholde aftalen fra 51/52. men fra Bayern lød det, at man ville indsætte augustenborgeren som hertug af Slesvig Holsten ved hjælp af bayerske tropper.
Ingen forpligtelser over for Danmark
Østrig mente, at samarbejdet med Preussen ville udvikle sig til et samarbejde mod Frankrig.
Den 21. januar marcherede de preussisk – østrigske tropper ind i Holsten. Den første februar rykkede man over Ejderen.
Efter træfningen ved Mysunde var Preussen løst fra enhver forpligtelse over for Danmark, mente Bismarck. Uroen i de små tyske stater havde lagt sig.
Taktiske overvejelser
Ville Kong Wilhelm få sit ønske opfyldt ville det gå ud over Preussens magt. Hvis der i løbet af krigen skulle komme til et brud med England, ville Frankrig presse på for at få en alliance med Preussen. Hvis den blev afvist, ville Frankrig forsøge at opnå en forståelse med England.
En preussisk anneksion af hertugdømmerne kunne imidlertid hverken gennemføres med forbundets, Østrigs, Englands eller Ruslands støtte. Kun Frankrig havde nævnt anneksion. Frankrig mente at det danske monarki ville til at indgå i en skandinavisk union med Sverrig -Norge, hvorved det fra fransk side var muligt at udøve et så stærkt pres på Rusland, at et selvstændigt Polen kunne blive en realitet. Så kunne Tyskland måske blive en fransk lydstat.
Udadtil så det ud som om Bismarck tilstræbte en løsning i retning af en personalunion mellem hertugdømmerne og Danmark. Problemet for Frankrig var at de tyske småstater efterhånden bakkede Preussen op. De kunne ikke splitte tyskerne.
Englænderne så gerne en Ejder-løsning
Fra England kunne Bernsdorff nu berette, at englænderne ikke ville se roligt på, hvad der skete i Slesvig. Man havde forsøgt at få en forståelse fra russerne. Lord Russel havde forklaret at den engelske regering i tilfælde af besættelse af Slesvig var nødsaget til at understøtte Danmark. Men det var ikke blevet nævnt hvilken understøttelse. Englænderne så gerne en Ejder – løsning.
Englændernes forsøg på at få støtte i Rusland mislykkedes. Ja de kunne heller ikke få støtte i Wien. Paris indtog en noget lunken holdning.
Ingen opbakning til England
Russel ændrede nu strategi. En konference skulle ikke indkaldes før Danmark havde ændret november-forfatningen. Samtidig appellerede han til at Bismarck udsatte sin besættelse af Slesvig. Dette var en stor indrømmelse over for Slesvig. Nu mente englænderne pludselig at en besættelse af Slesvig ikke var urimelig under visse forhold.
Bismarck mente at det var urimeligt at udsætte en besættelse af Slesvig. Endvidere svarede han meget klogt at et stigende engelsk pres kunne betyde at han blev afsat. Og det kunne få katastrofale følger for Europa.
Palmerston og Russel kunne heller ikke få parlamentets godkendelse for at England gik enegang i en hjælp til Danmark.
Englænderne indkalder til konference
Russell indkaldte nu i stedet til en konference. Men det tog alligevel tre måneder. Først efter 18. april kunne der fastsættes en dato for konferensens begyndelse. Preussen og Østrig ville ikke mere diskutere 51/52 – aftalen. Man ville heller ikke diskutere integritet princippet.
Et fransk forslag om løsning i forbindelse med ”Folkeretten” ville man heller ikke anerkende. Personalunionen ville man heller ikke mere diskutere.
I tilknytning til Bismarcks omtale af et kanalprojekt tidligere på måneden, mente franskmændene at denne så kunne danne den fremtidige grænse til Danmark. Det ville dog være nødvendigt at spørge befolkningen.
Bismarck forstod det franske forslag som at Danmark skulle afstå Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig. Frankrig foreslog en Slien – linje.
Bismarck foreslog nu en linje fra Tønder til Flensborg, næsten som vores nuværende grænse.
Bismarck advarer mod afstemning
Men Bismarck gjorde opmærksom på at en afstemning i hertugdømmerne eller i Slesvig alene ville for øjeblikket med sikkerhed føre til fordel for en total adskillelse fra Danmark. Og så ville augustenborgeren blive hertug. En deling ved Haderslev eller Aabenraa ville ikke engang kunne opnås, sagde Bismarck.
Det var ikke muligt for England, Frankrig og Rusland til at komme til en fælles forståelse.
Danmark havde udvist mangel på smidighed
Fra dansk side fastholdt man den helt umulige linje Eckernförde – Frederiksstad. England forsøgte til sidst med en voldgift. En folkeafstemning blev også nedstemt.
Våbenstilstanden varede kun til 26. juni. Danmark ønskede overraskende nok ikke en forlængelse, før man havde fået acceptable fredsudsigter. Den 25. juni opløstes konferencen og krigen begyndte igen dagen efter.
Danmark havde udvist en bemærkelsesværdig mangel på smidighed. Danmark forkastede alle kompromisforslagene, hvor Preussen havde tilbudt at være ”rimelig”.
Ministeriet Monrad var bestemt ikke deres opgave voksen. Krigens genoptagelse ville betyde nye tab og et afgørende nederlag.
Hårdnakket dansk afvisning af alle kompromisforslag
Preussen ville naturligvis altid have kunnet stille yderligere betingelser til forslagene. Danmark overlod ikke en eneste gang initiativet til preusserne med hensyn til forklaringer af kompromisløsningerne.
Der var stor europæisk velvilje over for Danmark. Og det ville have været muligt at opnå en grænsedragning, som den der er nu. Dette var Bismarck indstillet på og det var Østrig også. Den hårdnakkede danske forkastelse af alle kompromisforslag og endda en forlængelse af våbenhvilen blev forkastet af Danmark.
De velvillige europæiske stormagter havde ikke meget råderum til at hjælpe danskerne. Danskerne rokkede sig overhovedet ikke og opførte sig som sejrherre. Den spændte europæiske situation opdagede danskerne slet ikke. Den danske regering virkede svag og uerfaren. Man håbede på det sidste at stormagterne kom til hjælp.
Danmark kunne ”sejle deres egen sø”
Rusland er bl.a. blevet beskyldt for at lade Danmark i strikken. Nu var de stadig hårdt ramt af Krim – krigen. Deres forhold til Preussen og Østrig var uhyre vigtig. Den russiske stemme i Europa var ikke med stor vægt.
De franske tilbud om at ”hjælpe” Preussen til erhvervelse af Holsten, Lauenburg og en mindre del af Slesvig var som det tydeligt skulle være fremgået, hverken bestemt af velvilje over for Danmark eller af nationalitetsprincippet. Det var ganske kølige politiske overvejelser, der lå bag.
England tilbød for lidt. De kunne ikke føre fastlandskrig og var for svag en allieret.
Konferencen var sprængt ag flere nationer kunne nu med rette over for deres befolkning erklære, at nu måtte Danmark sejle sin egen sø. Danmark var helt isoleret.
Danmark indledte fredsforhandlinger
Krigen gik ikke godt for Danmark. Den 29. juni lykkedes det de tyske tropper at indtage Als og hele Jylland blev taget i en håndevending. Østrig ville ikke trods Bismarcks tilskyndelser ikke gå med til en invasion af Fyn. Men man traf skinforberedelser, som kunne tyde på noget sådant.
Den 8. juli blev ministeriet Monrad afløst af ministeriet Bluhme. Man bad om optagelse af direkte fredsforhandlinger med Preussen og Østrig. Bismarck syntes at tidspunktet var gunstigt ellers måtte der nødvendigvis foretages en invasion af Fyn. Der blev sluttet våbenhvile den 31. juli. Det første fortrolige møde blev afholdt i Wien den 25. juli.
Den 30. oktober blev fredsafslutningen underskrevet i Wien.
Et nyt Tyskland – uden Østrig
Bismarck vandt også opgøret mod Østrig. Det skete på slagmarken ved Königgrätz i sommeren 1866. ved freden i Prag blev Slesvig-Holsten endelig indlemmet i Preussen. Østrig måtte acceptere forbundets opløsning og dannelse af et nyt Tyskland uden Østrigs deltagelse.
Krigen var endt så hurtigt, at Napoleon ikke kunne nå at gribe ind. Han måtte endda acceptere fuld preussisk anneksion af en række tyske småstater.
Det var 1866 ikke 1864, der var vigtig for Bismarck
Det var i 1866 og ikke i 1864, der betegner opfyldelsen af Bismarcks politiske helhedsopfattelse og målsætningen fra 1850’erne. En erhvervelse af Slesvig-Holsten for Preussen eksisterede kun som et element i Bismarcks politik for så vidt erhvervelsen af en preussisk magt i Tyskland.
Bismarcks Slesvig – Holstenske politik var i sin intention i højere grad rettet imod Østrig end imod Danmark.
Kilde:
Juni 7, 2021
Hændelser på Nørrebro – dengang
Vi kigger på et blad, der hedder Politivennen. Og vi kigger på hændelser på Nørrebro fra 1827 – 1831. Der var både håndgemæng og brand på Nørrebros Teater. Og så var det et uanstændigt skue. Ja man hørte pistol – og geværskud midt om dagen. Der var dårlige veje og fortove. Også vejen fra Nørrebro til Søborghus var dårlig. Her væltede mange vogne. Også ved den mosaiske kirkegård var det uorden, når der var begravelse. Men det var det såmænd også på jagtvejen, når der var begravelse på Assistens Kirkegård. Så skulle man helt ud i rabatten for at komme forbi. Og her man antastet af frække damer. Bladet kaldte dem for ”menneskehedens afskum”. Hyrdekonen ude på Fælleden var en dårlig hyrde. Hun tænkte kun på at sælge kager. Hun mishandlede dyrene. Og så kunne man observere en ny måde at opbevare kålhoveder. På en ny vej til ladegårdsvejen havde en mand bygget en svinestald med 55 svin. Meningen var at denne skulle udvides til 200. men det skabte en meget ”besværlig” lugt. Urinen kunne ende i Peblingesøen. Vi skal også kigge på et smittende plankeværk. Og en person fik noget ulækkert i hovedet.
Hvad er Politivennen?
Små hændelser på Nørrebro kan samlet give en god ide om, hvordan livet udfoldede sig dengang. Der findes nemlig en herlig hjemmeside, der bringer disse små anekdoter. Og disse er holdt i den humoristiske tone. Eller sagt på en anden måde. Historierne er lettere redigeret ellers kan man måske hurtig køre lidt træt af den måde man kommunikerede på dengang. Se under kilde. Vi har fået lov til at låne nogle historier. Vi har så også foretaget en lettere redigering.
Politivennen eller Politievennen eksisterede med få afbrydelser fra 1798 til 1846. Det var ikke så sært at bladet flere gange kom i strid med Trykkefrihedsforordningen af 1799. Der blev idømt bøder og bladet kom til sidst under censur. Frygten for at komme i bladet var meget stor.
Frederik den Sjette læste bladet med stor opmærksomhed. Der opstod konkurrenter i form af ”Sandhedsfalken” og ”Kjøbenhavnerposten”.
Alle numre er blevet digitaliseret men prøv en gang at gå ind på vores kilde. Man får et lidt andet indblik i kulturen, samfundet og historien, når man læser dette blad. I første udgave kigger vi på Nørrebro mellem 1827 og 1831.
Og så skal man måske også vænne sig til sproget i bladet. Det er ofte meget lange indviklede sætninger.
Noget om Branden på Nørrebros Teater (Natten mellem 3. og 4. april 1829)
Nogle tømmersvende var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller. Der opdagede de først ilden og hidkaldte hr. overbrandmester Weiss. Øjeblikkelig ilede han til brandstedet. Da han ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømmersvende.
Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med.
Med livsfare vovede han sig derpå ind på teatret, der var fyldt med røg. Fulgt af nogle tømrersvende trængte han frem til orkestret, hvor han snart opdagede, at ilden måtte være kommet fra kælderen i hvilken maskineriet, var anbragt.
Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til at anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod.
Af disse var omkring 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted, hvor ilden brød frem. Teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss’ åndsnærværende og konduite blev sprøjten så godt anbragt, at ilden inden 5 minutter var slukket.
Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den, der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros såvel som hr. bager Schiens og brandassurancens tak.
I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet med lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.
(Politivennen 694)
Håndgemæng på Nørrebros Teater
Den 4. juli 1829 opstod der et håndgemæng på Nørrebros Teater. Førstedirektøren burde vide at besejre sin overordentlige hidsige og stridbare adfærd og endelig, at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teatrets personale)
Det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmeldere, har troet, at det var ham, der blev peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man at den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig kamplysten klopfægter.
Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Levin (som for øvrigt under ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed) Og anmelderen tror at burde gøre opmærksomhed på det for at forebygge en misforståelse, der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teatrets førstedirektør. Hvilket formentlig har sin oprindelse i, at man i de udenlandske skuespillerskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv.
For den første direktør er dog som sagt egentlig Pettoletti, hvem man virkelig må beklage, da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skulle han endog haft en proces med Hr. Levin, som nyligt havde være til sinds at forlade landet.
I øvrigt tillader anmelderen sig at bede Hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragende mennesker og bjørne. En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet, som han var kendt her før sin ankomst hertil.
Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte ”Concordia res parva crescunt”.
Beeken
(Politivennen nr. 705)
Et uanstændigt skue på Nørrebro
Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er gang af en almindelig ports bredde, der fører hen til rebslagerne forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke er overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stakit, der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev taget bort.
Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembryder sig for dem der passerer Nørrebro et meget udelikat skue.
For så vidt det kan være tilladt eller i al anstændigt og passerende af naboerne besværes af sådant naboskab, eftersom stakittet udgør en slags skillerum, mens dog af publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver aflukket.
(Politivennen nr. 1019)
Gadeuordenen ved Den Mosaiske Kirkegård
Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slem uorden ved begravelser på overnævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til bulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i tre rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi.
Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har dog set at de har bemægtiget sig det blyantspenne fabrikshus, der ligger lige overfor fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned.
Det var ønskeligt om en foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter ur steg i samme
(Politivennen nr. 797) (1831)
Uordener
På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården i nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget af gevær – eller pistolskud. Fx den 7. juli (1836) om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og lige ledes den 12. i denne måned om eftermiddagen.
Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer.
Kan et velordnet brandvæsen tillade noget sådant?
I øvrigt havde vi hørt så meget om de kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt, at der falder skud på det overnævnte sted.
(Politivennen 1.073)
Betragtninger på Nørrebro
Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er det endeligtaget den beslutning og ’ønsket eller forslaget bliver opfyldt.
I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej op til vejen, der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det.
Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen er er forøget med cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den meget vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter, hvor den dog var det.
Den indkørsel, der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de egentlig burde er brolagt, forværrer meget jordvejenes ufremkommelighed. For fodgængere. Op nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløsende som udløbs-rende, som er der, hvorover er det, hvorefter er lagt nogle mådelige brædder.
I Politivennen nr. 699 af 13. maj 1829 blev foreslået at rækværk, der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for de nu snart vil blive nedtrådt for enderne, når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den forslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.
Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den daværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skillevagts post. Den murede gemme som er i volden, benyttes af handlende, der bor i nærheden til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer.
Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialevogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle et sådant naboskab.
Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstilles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.
(Politivennen nr. 783) (1831)
Om spærringen af vejen ved Assistens Kirkegård
Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro fandtes denne ved Assistens Kirkegård besat af kareter, hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde.
På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bagerste tølpere idet han måtte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset – der gik vognen til hjulnaverne – og slap efter temmelig nær at være væltet lykkelig igennem, men den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.
På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling da at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.
(Politivennen nr. 748) (1830)
Vejen forbi Assistens Kirkegård
Det uvæsen på overnævnte vej er så vidt erindres allerede før blevet påanket i dette blad. Indsenderen som ofte må passere denne vej om aftenen, da han om dagen har forretninger inde i byen, har ofte været vidne til hvorledes kvinder af det laveste og den mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Og når disse ikke vil følge dem, da overlæsser dem med skældsord og forbandelser.
Ved enden af Assistens Kirkegården, i Rundingens grøfter ved Falkoneralle skal især sådanne menneskehedens afskum (både mandfolk og fruentimmere) opholde sig og opvarter de forbigående med taler af det mest gemene indhold. Man beder derfor de ansvarlige om at befri denne ellers så smukke vej for dette udskud.
(Politivennen nr. 712) (1829)
Den ikke gode hyrde
Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med de køer, der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden.
Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere end det med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under meget skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindkøbte bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen lader sig slæbe et godt stykke vej.
Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnsnet. Men hun betjener sig af en ganske anden krabask.
Dette var således tilfældet den 7. juni om eftermiddagen, da en af overnævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf to hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet, hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg.
Hun lod sig syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige slag.
Dog forsikrede hun senere, da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste hun den omtalte pisk som stod bag døren.
Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben., så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.
(Politivennen nr. 703) (1829)
Nye måder at opbevare kålhoveder
Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven, der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet oven på jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned (december), da blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang.
En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket kostede ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne have-sager kan gemmes og holdes uforfærdet på en så u-bekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?
(Politivennen nr. 678) (1828)
Klage over vejen fra Nørrebro til Søborghus
Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus, og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres, af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være, at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og tilmed blev slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen. Endog på denne årets tid (juli) hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.
En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent to år siden og brækkede sit ben to steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbank-daler badskærerløn for ham.
Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke i vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om, da har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 – 10 personer på, dels kavalerer, damer og børn.
(Politivennen nr. 656) (1828)
Besværlig stank ved Blågård
Ved at passere den vej som nu anlægges fra Nørrebro forbi Blågårds Have over Blågårds førhen tilhørende jorde indtil Ladegårdsvejen, møder man en væmmelig, gennemtrængende. Utålelig stank, der kommer fra en svinegård, hvis bygninger er opført tæt ved den nævnte vej og hvoraf svine-urinen gennem små render ledes ned i en grøft gravet ved siden af samme vej og synes at være omtrent ½ alen dyb.
Da denne svine-urin på grund af grøftens lave beliggenhed ikke kan få nødvendigt afløb, må den blive stående i grøften til den kan synke ned i jorden.
Og man forbavses ved at høre rygtet sige at antal af omtrent 50 svin, som nu holdes i førnævnte svinegård efter ejerens bestemmelse skal kompletteres til 200 stykker.
Man frygter at denne svine-urin, når den varme sommertid kommer, vist bliver langt farligere stinkende end den er nu for de mangfoldige mennesker som er nødsaget til dagligt at benytte berørte sti og arbejde i dens nærhed, samt for de utallige som gerne passerer den.
Så derfor ængstes man også ved forestillingen om at anførte urin ved at synke ned i jorden muligt træffer på adskillige sandrevler, hvor igennem den kan ledes ud i Peblingesøen og forpeste dens vand for Københavns indbyggere.
Rimeligvis ønskes det derfor at ejeren af overnævnte svinegård, som skal være hr. drejermester Ulrichsen, vil vise så megen agt for menneskehed at han ufortøvet fjerner sit anlagte svineri og nærer derhos det håb at høje vedkommende vil sørge for dette rimelige ønskes hastige opfyldelse.
(Politivennen nr. 650) (1828)
Et smittende plankeværk
Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk, der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve, der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen imod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve,
Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer.
Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller plankeværk, der vender ud mod en alfarvej, male med afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.
(Politivennen nr. 647) (1828)
Et slemt styrtebad på Nørrebro
Tirsdag den 11. i denne måned (september) gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige ud for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødet de nogle bekendte, hvorfor de kom til at standse ved det nævnte sted.
Mens de stod der for at samtale fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet.
Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet, hvorfra væden var blevet udkastet, måtte han tie til fornærmelsen.
Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse uden for omtalte sted, for at det ikke skal gå lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.
(Politivennen nr. 612) (1827)
Vi vender snart tilbage til Politivennen.
Kilde:
Juni 4, 2021
Mindeplade for Peter von Scholten
Politikere mener, at en mindeplade på Assistens Kirkegård skal fjernes. Man vil nedtone Peter von Scholtens indsats. Men hvad bliver det næste? Hvad med alle de bygninger i København, der er etableret for slavepenge, skal de nedrives? Og skal vi i sidste ende i gang med bogafbrændinger? Tidligere har det været fremme, at der ikke er nok oplysning om kolonihistorien. Kig engang på nettet og se engang på litteraturlisten. Aldrig har det været så let at tilegne sig viden. Det er en farlig vej vi er i gang med. Hvis man gennemgår bare Assistent Kirkegård er der masser af ting, der ikke svarer til moderne historieopfattelse. Skal vi til at have en ”statshistorie” lige som i Polen? Dette er en omtale af familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Og Peter von Scholtens kamp for slaverne. Han kæmpede imod plantageejerne og kræfter i København. Liberale kaldte ham ”fej og eftergivende”. Indtrykket er, at politikerne ikke har sat sig nok ind i historien. I første omgang blev Peter von Scholten dømt senere blev han frikendt ved Højesteret.
Politikere mener, at Peter von Scholtens rolle skal nedtones
En mindeplade på Assistens Kirkegård på Nørrebro vækker nu efter 50 år, forargelse. Politikere mener, at den skal fjernes. På mindestenen står anført:
Politikerne mener, at det ”er en nedtoning af hans rolle som håndhæver af den koloniale undertrykkelse”
Nu er det jo forholdsvis let at fjerne en mindeplade. Politikerne har allerede forespurgt den fond, der står for gravstedet, om de har noget imod en fjernelse.
Er det politikere eller historikere, der skal stå for historieformidlingen?
Men er det politikerne eller historikerne, der fremover skal stå for historieformidlingen? Hvad bliver det næste. Skal man nu til at gennemgå alle de bygninger i København, der er bygget af penge fra plantageejere fra kolonitiden? Ender det så med bogafbrænding på de bøger, der ikke lever op til politikernes holdning.
Vi har tidligere fra politikere set en holdning med, at der ikke fandtes nok information om Danmarks rolle i kolonitiden. Og det postulat er ikke sandt. Både på nettet og i litteraturen er det et righoldigt udvalg.
Flugter ikke med vores nuværende forståelse for historien
Den omtalte mindeplade er fra 1973. Og nu påstår politikere, at den ikke flugter med vores nuværende forståelse for historien.
Vi har også set statuer blive fjernet og overmalet. Det er som om at politikere ikke er klar over, at det var en anden tid dengang. Og så bruger man som undskyldning, at vi i dag ved mere end for 50 år siden. Med andre ord, så skal vi i gang med at omskrive hele vores historie.
Vi har ikke fri adgang til arkiverne
Så længe vi ikke alle sammen har den samme frie adgang til arkiverne er det en farlig udvikling, der er i gang. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med dette problem. Alt tyder på, at det kommer vi også til i fremtiden.
I Polen har man fået en ”Statshistorie”. Skal vi fremover have en historieformidling, der bygger på magthavernes holdning?
Fra starten kæmpede han for slavernes sag
Når vi nu kigger på Peter von Scholten. Det er rigtigt at Vest-inderne ikke så frigørelsen som en gave fra Peter von Scholten. Men hvorfor gjorde de ikke det? De var i gang med et stort oprør og truede med at brænde det hele ned. Peter von Scholten havde jo ikke andet valg. Man glemmer jo at han fra starten kæmpede for slavernes sag.
Men politikerne mener, at skiltet skal antyde at han fra starten stod i spidsen for et styre der stod i spidsen for et styre, der anerkendte slaveriet. Skiltet skildrer ikke en version af historien, der yder anerkendelse af, at slavegørelsen af mennesker kræver universelle idealer.
Vi får sandelig travlt
Hvis hele vores historiefortælling skal leve op til vores nuværende idealer, så får vi sandelig travlt alle sammen. Så skal masser af ting omformuleres, glemmes og fjernes.
Peter von Scholten var søn af kaptajn ved Kronprinsens Regiment, Casimir Wilhelm von Scholten. Familien von Scholten var en officersfamilie, hvis første repræsentant var tyskeren Jobst von Scholten, der stammede fra grevskabet Tecklenburg.
Som 20-årig satte han første gang fødderne på De Dansk vestindiske Øer
Peter von Scholten Landkadetakademiet fra da han var otte år. Det tog ham lidt længere tid end normalt at blive fændrik. Hans familie boede bl.a. i Boldhusgade 4 og Højbrostræde 2. Hans far tog ham med til Sankt Thomas. Som 20 – årig den 13.august 1804 som 20 – årig fændrik satte sine fødder på De Dansk Vestindiske Øer.
Den 22. november 1804 opstod der ved syvtiden om aftenen brand ved siden af Toldboden i Charlotte Amalie på St. Thomas. Branden bredte sig meget hurtigt fra hus til hus, da de lå meget tæt og bygget af træ. Halvdelen af byens huse nedbrændte.
Branden opstod over for kommandant Casimir Wilhelm von Scholtens hus. Hans kone havde i fire dage været syg af den vestindiske feber med var nu i bedring. Men hun måtte evakueres og bæres bort. Derved tiltog hendes sygdom og hun døde.
I engelsk fangenskab
Her opholdt han sig under faderens kommando i perioden 1804 – 1807. På det tidspunkt var faderen kommandant på Sant Thomas. Efter et kort ophold i England som krigsfange efter den engelske besættelse af De Vestindiske øer kom von Scholten til Danmark, hvor han opholdt sig fra 1808 til 1814.
Optaget i ”De Røde Fjer”
I de følgende år blev han optaget blandt ”De Røde Fjer” i Frederik den Sjettes adjudantstab. I 1808 blev han sekondløjtnant ved sjællandske jægerkorps. I 1811 premierløjtnant og 1813 kaptajn. Det vigtigste var dog at han via adjudantstaben knyttede en personlig kontakt til kongen.
Skal man karakterisere ham som menneske og embedsmand, så var han autoritær, patriarkalsk, gæstfri, ødsel, festglad og jovial men uden intellektuel dannelse. Modsat politikerne i dag så fastslog Hermann Lawaetz i en biografi fra 1940, at Peter von Scholten allerede fra første færd en frigørelse af slaverne. Såvel den danske historiker Jens Vibæk og den tyske historiker Christian Degn er af samme mening.
Konen ville ikke med tilbage til Dansk Vestindien
I 1810 giftede han sig med den 24 – årige Anna Elisabeth Thortsen (Lise). Hendes familie tilhørte handelsmarinen. De fik tre døtre sammen. I 1814 returnerer han efter eget ønske til Sankt Thomas som vejermester og postmester.
Efter en rejse til England i 1816 valgte hun at tage tilbage til Danmark, mens han tog til de vestindiske øer. Hun kom aldrig sidenhen hertil.
Han fik mange modstandere
I løbet af kort tid steg han i graderne. Han blev valgt til generalguvernør for De Dansk Vestindiske Øer, hvilket betød at han nærmest var en slags enevældig hersker. Men han havde ikke kun beundrere.
Plantageejere og rivaler involverede ham gang på gang i retssager, som medførte mange rejser mellem Vestindien og København. Han klarede altid frisag så længe Frederik den Sjette levede.
Forsøgte hele tiden at forbedre forholdene for slaverne
Allerede i 1829 fremkom han under et besøg i København med en masse forslag om forbedringer af slavernes forhold. Bl.a. skulle slaverne have en ugentlig fridag. Men hvis de nu arbejdede denne fridag, kunne de spare penge til at købe sig fri. Denne plan mødte modstand. Og først i 1834 kom der så et forslag igennem, der gav ret til frikøb, ejendomsret for slaver, ret til skifte herrer og begrænsning af tugtelsesretten.
Position svækket under Christian den Ottende
Men hans position i Danmark blev svækket under efterfølgeren Christian den Ottende. Von Scholten var en tilhænger af slavernes frigørelse allerede fra 1830. Han arbejdede målrettet på forbedring af deres og de frigivnes retsstilling. Slavernes og de fire farvedes forhold lå von Scholten og hans farvede samleverske stærkt på sinde. Trods modstand fra plantageejerne fik han gennemført forbedringer for slaverne.
Von Scholtens indsats for ligestilling mellem sorte og hvide indbyggere afspejler et menneskesyn, der var usædvanligt blandt danske koloniembedsmænd i både samtiden og eftertiden.
Hele tiden forsøgte Von Scholten at komme igennem med forslag til forbedring af slavernes forhold. I 1843 blev plantageejerne tvunget til at lade lørdagen være fridag.
Han var modstander af det kongelige reskript fra 1847, der lovede ophævelse af slaveriet først efter en periode på 12 år, og at ”Børn af ufrie, som fødes efter Datum af denne vor allerhøjeste Resolution skal fra Fødselen at være frie”
Denne løsning tilfredsstillede hverken slaverne eller deres ejere.
Andre kæmpede også for slaverne
Allerede i 1843 havde det engelske Anti-Slavery Society sendt to medarbejdere til Danmark for at agitere mod slaveriet. I Danmark førte dette til ”Comiteen for negerslavernes frigivelse. Blandt dens medlemmer var D.G. Monrad, J.F. Schouw og N.F.S. Grundtvig. I 1844 rejste denne komite på Østifternes stænderforsamling spørgsmålet om slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien. Men kongen var ikke så varm for ideen. Han mente først at slaveriet skulle ophøre i 1859.
På Sankt Croix levede von Scholten i mange år sammen med den frie farvede kvinde Anna Elisabeth Heegaard. Sammen købte de den smukke ejendom Bülowsminde. De fik ingen børn sammen. Også Peter von Scholtens bror Frederik gjorde som forvalter karriere på De vestindiske Øer.
Oprøret i 1848
I 1848 gjorde slaverne på Sant Croix oprør, hvilket fik Peter von Scholten til på eget initiativ og med hans egne ord ”for at undgå megen blodsudgydelse” med øjeblikkelig virkning at proklamere frigivelse af alle slaver. Det skete den 3. juli i Frederiksted.
Flere hundredeslavegjorte arbejdere stod klar til at ødelægge og afbrænde Frederiksted og resten af St. Croix, hvis de ikke fik deres frihed.
På US Virgin Island gav guvernøren ikke slaverne fri. Slaverne tog sagen i deres egen hånd og krævede frihed.
Liberale mente at von Scholten var ”fej og eftergivende”
Presset på von Scholten var nu enormt. Han fik et nervesammenbrud. Og på dagen den 14. juli 1848 (om natten) nøjagtig 21 år efter hans ankomst som generalguvernør forlod han Vestindien for bestandig.
I liberale kredse med dagbladet Fædrelandet i spidsen blev Peter von Scholten kritiseret for ”vaklen og fejhed” i forbindelse med slavefrigørelsen. Ministeriet stævnede ham for embedsforsømmelse. Den nedsatte kommissionsdomstol dømte ham til at have sit embede forbrudt med fortabelse af retten til pension.
Von Scholten blev frifundet ved Højesteret
Von Scholten appellerede til Højesteret og denne frifandt ham enstemmigt.
Peter von Scholtens hustru døde i 1849. Nogle år senere flyttede han ned til sin datter og svigersøn general du Plat i Altona. Der døde han 69 år gammel den 26. januar 1854 kun to år efter Højesterets dom.
Han blev overført til Danmark og begravet fra Holmens Kirkes kapel den 6. februar 1854. Hans blykiste blev senere den 7. marts 1854 overført til Assistens Kirkegård i kirkegårdens eneste mausoleum.
Familiegravsted fra 1813
Da von Scholten stammede fra en tysk-reformeret familie ligger han begravet på afdeling D (Den reformerte kirkegård). I dag ligger her kun generalguvernørens og hans hustrus kister.
Det nygotiske mausoleum er bygget på et familiegravsted fra 1813 og blev formentlig færdig i 1825. Det er restaureret mindst tre gange sidste gang i 2009.
Lidt over et år efter hans begravelse på Dansk Vestindien blev Peter von Scholtens far begravet her. Åbenbart var stedet stråtækt. Det blev fornyet i 1856.
Slaverne fik det ikke meget bedre
Formålet med at producere tropiske produkter var at dyrke ting, som ikke kunne dyrkes i Danmark. Det var bomuld, kaffe og sukkerrør. Med tiden var det særlig produktion af sukker som fik en stor betydning.
Efter afskaffelsen af slaveriet i 1848 blev der lavet en ny lovgivning, ”Arbejdsregulativet af 1849”. Den bestemte, hvad daglønnen skulle være. Desuden måtte man kun skifte arbejdsplads en gang om året.
De forhenværende slaver fik nu ansættelse på de samme plantager, hvor de før var slaver. Deres levevilkår blev ikke i væsentlig grad forbedret. Nu var plantageejerne ikke mere forpligtet til at forsørge ældre og uarbejdsdygtige. De skulle heller ikke mere betale for lægebesøg.
Endnu et oprør i 1848
Arbejdernes løn var så lav, at de havde svært ved at forsørge sig selv og betale for de nye ydelser samtidig. Utilfredsheden voksede. Ved skiftedagen den 1. oktober 1878 opstod der uroligheder. Politiet tog så hårdt fast, at en landarbejder, Henry Trotman måtte på hospital. Rygtet gik på, at han var død.
Politi og militær blev nødt til at trække sig. Arbejderne begyndte at storme fortet men det lykkedes dem ikke at komme ind. Ud på natten blev mange huse i Frederiksted sat i brand og butikker plyndret.
Den følgende morgen kom soldater fra Christiansted til undsætning. Men dagen igennem fortsatte afbrændingen af marker og plantageejendomme. Det meste af Frederiksted blev efterhånden brændt ned. Derfor har opstanden fået navnet ”Fireburn”.
De tre dronninger
Specielt tre kvinder, der deltog i dette oprør, er i Vestindien i dag et vigtigt symbol på deres modstand mod kolonimagten. Kvinderne er kendt som ”Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. De blev alle anholdt med en fjerde kvinde Bottom Belly. De endte med at afsone dele af deres straf i København i kvindefængslet på Christianshavn i 1870’erne.
Efter opgøret opnåede landarbejderne mindre forbedringer, bl.a. en højere løn. Deres kamp for rimelige arbejdsforhold under det danske styre endte ikke her, men fortsatte indtil Dansk Vestindien blev overdraget til USA.
Solgt for 25 mio. Dollars
Den 31. marts 1917 blev Dansk Vestindien overdraget til USA for 25 mio. dollars i guld. Denne dag betegnes som Transfer Day, hvilket betyder overdragelsesdag. Øerne skiftede herefter navn til U.S. Vigin Islands. Denne beslutning blev ikke taget fra den ene dag til den anden. Forhandlingerne med USA havde stået på siden midten af 1860’erne.
Pengene gik til indlemmelse af Nordslesvig i Danmark. Det blev en dyr affære som kostede endnu mere.
Kolonien gav underskud
Og Danmark valgte at sælge Dansk Vestindien, fordi kolonien fra midten af 1800-tallet var blevet en underskudforretning. Mens sukkerproduktionen voksede stødt på de andre caribiske øer, navnlig Cuba, gik det tilbage på de danske. Ny teknologi kunne ikke vende udviklingen alene for jorden var ikke tilstrækkelig frugtbar. Og så fik man langt billigere rørsukker fra Brasilien og Østasien.
USA havde brug for et militært holdepunkt i Caribien. Skt. Thomas var et godt bud på grund af den gode naturhavn. Efter at Danmark havde tabt krigen i 1864, frygtede USA desuden, at Østrig kunne kræve de danske øer som krigsbytte.
De første forhandlinger i 1865 omhandlede kun St. Thomas og St. Jan Prisen blev sat til 7,5 mio. dollars. Den danske konge ville dog ikke sælge øerne før der var gennemført en afstemning. Resultatet blev et klart ja. I 1867 blev kontrakten underskrevet fra dansk side. I USA havde kongressen dog fået betænkeligheder.
Nu sagde Danmark nej
I 1898 overtog USA Puerto Rico og fik dermed et militært holdepunkt i Caribien. Men interessen for de danske øer svandt ikke. Tilbage stod frygten at andre stormagter ville overtage øerne. Efter 1873 verserede det rygte, at tyskerne kunne tænke sig at bytte disse med Nordslesvig.
I 1900 kom der et nyt tilbud fra USA. Der blev udfærdiget en ny traktat, denne gang for alle tre øer. Prisen lød på 5 mio. dollars. I 1902 lykkedes det at få godkendt den i den amerikanske Kongres.
Til gengæld blev der nu gjort protester fra dansk side. Salget blev stemt igennem i Folketinget. Men i Rigsdagens Landsting stemte konservative kræfter imod bl.a. fordi erhvervslivet lovede at skubbe fang i økonomien på øerne.
I det nystartede Plantageselskabet Dansk Vestindien forsøgte man at eksperimentere med andre afgrøder som bomuld, majs, kartofter og ananas. Og med den nye Koloniallov i 1906 blev kolonien eftergivet sin gæld ligesom det blev besluttet, at den danske stat fremover skulle afholde udgifter til guvernement, militær og skolevæsen.
Tredje gang lykkedes det
Salgstankerne gik dog ikke i stå. I 1914 brød Første Verdenskrig ud. Amerikanernes frygt for at tyskerne skulle etablere en base i Caribien blev igen aktuel. Samtidig bød verdenskrigen på nye udfordringer for den danske kolonial administration. Som følge af verdenskrigen steg priserne på fødevarer i Vestindien, men ikke arbejdernes lønninger. Det førte til stigende protester blandt arbejderne under ledelse af david Hamilton Jackson, grundlægger af fagforeningen Labour Union.
Da de danske plantageejere frygtede for et oprør som i 1878, sendte Danmark i november 1915 krigsskibet Valkyrien til Vestindien.
I tredje forsøg gik man igen i gang med forhandlingerne med USA. Holdningen var forskellig blandt politikerne. Regeringen var for et salg, men Venstre og De Konservative var imod. Spørgsmålet skulle afgøres ved en folkeafstemning 14. december 12916. det var første gang kvinder og tyende havde stemmeret Henved 2/3 af de danske vælgere stemte for et salg af øerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Assistens Kirkegård –
Maj 31, 2021
Ved den gamle grænse
Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark gik stort set langs Kongeåen, men syd om Ribe. Og det er her vi befinder os. Vi starter dog syd på i Brøns og besøger Brøns Mølle og en initiativrig familie. Det var en velstående og betydningsfuld by. Stationskroen havde et turbulent liv. Vi besøger Danmarks længste landsbykirke. Her var oldtidsfund fra Jernalderen. Og i Rejsby finder vi en kirke fra 11 75. 19 digearbejdere druknede i august 1923. Her var nazi – lejr og eksercits med blankpudsede spader. Man lærte spadesangen til melodien af Edelweis. Sognet mistede mange under første verdenskrig. Og under Anden verdenskrig omkom et barn. Hun trådte på en mine foran digerne. I Hviding var en af Europas længste banegårde. C.F. Tietgen tilbød at betale for banen. DSB overtog banen efter 1920. 40 familier blev berørt af dette. Her kom så et statshospital. Og engang havde Hviding kirke to tårne. Ved kirken er fundet en vikingegård.
Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark
Vi er oppe ved den gamle grænse mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Sognegrænsen mellem Rejsby Sogn og Høgsbro i Hviding Sogn var 1970 – 2006 grænsen mellem Ribe og Sønderjyllands amter og mellem Ribe og Skærbæk kommuner.
Fra 1864 til 1920 hørte Hviding og Rejsby Sogne til Tyskland.
Vi starter i Brøns
Hovedgaden, der fører fra kirken til stationen, hedder Tingvej efter den gamle Tingskrivergård, der lå, hvor præstegården er i dag. Den hørte omkring 1900 Hans Peter Evald. En del af gården brændte i 1913. Selv boede Evald på Toldergården vest for kirken. Den brændte i 1917 og blev først genopført 5 år senere.
Omkring 1900 fandtes der en masse i Brøns, mange slags håndværkere og handlende. Men dog ikke et mejeri.
Brøns Mølle
Brøns Mølle er en gammel kongeligt privilegiet vandmølle, der har rødder tilbage i middelalderen. I 1688 fik møllen overfaldshjul og mølledammen blev anlagt.
I 1804 kom møllen i privateje. I 1807 blev den ældste af de bevarede møllebygninger opført. I 1826 kom møllen i familien Jacobsens eje. Hans Christian Jacobsen moderniserede møllen og opførte den nuværende hovedbygning i 1844.
Sønnen Lydik Jacobsen overtog møllen i 1868. Han var en meget dynamisk mand. I 1871 tørlagde han mølledammen. I 1881 påbegyndte han plantningen af Brøns Skov og Kalby Skov. I 1887 – 95 opfører han den høje møllebygning og yderligere en bygning.
En rigtig iværksætter
Det var også ham, der fik jernbanen til byen. Dette sikrede så byen et postkontor. Ja og så stod han for sparekassen i Brøns, Brøns Margarinefabrik, Brøns Forsamlingshus
Han døde i 1927. Hans kone fik et mosaikvindue opsat af ham i Brøns Kirke. Endvidere rejstes en mindesten for ham på en lille høj i Brøns Skov. Sønnen Aage Jacobsen drev møllen videre i mage år. I 1960 blev møllen nedlagt og afløst af et dambrug. Dambruget blev senere nedlagt og mølledammen blev genoprettet i 1991.
Velstående og betydningsfuld by
I mange år har Brøns været hjemsted for Hviding Herredsting. Byen har egentlig altid været velstående og betydningsfuld. Det vidner landsbyens meget store kirke også om.
I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem Brøns. I 1887 kom jernbanen til byen. Det fik byen til at vokse mod øst.
Stationskro med turbulent historie
Brøns Stationskro blev opført samtidig med stationen. Den var formet som en gård med en kørelade ud mod vejen mellem Brøns og Frifelt. Kroen har gennem tiden haft en turbulent historie. Den brændte ned i 1905, men blev genopbygget igen. Den har været lukket og været i forfald. Men i dag lever den i bedste velgående. Selve stationsbygningen blev revet ned i 2017.
Danmarks længste landsbykirke
Brøns Kirke er Danmarks længste landsbykirke. Den blev bygget omkring 1200 i romansk stil. På skibets nordvæg er der flere kalkmalerier fra 1520’erne, bl.a. med Skt. Christoffer og jesusbarnet. Samt Skt. Jørgen og dragen.
Oldtidsfund
Man har fundet fortidsminder i form af en masse gravhøje, hvoraf 10 er fredet. Her har været mindst en boplads fra jernalderen.
Hvad betyder Rejsby og Høgsbro?
Vi skal ikke glemme mindestenen for slaget ved Brøns i 1849. men den har vi tidligere omtalt i to artikler.
Vidste du, at Rejsby betyder ”Byen ved Riskrattet og Høgsbro betyder ”broen med høgene”.
Rejsby findes første gang på skrift i 1294 (Risby) I 1417 staves det Rysby. Ris eller rys betyder (ris)krat. Nabolandsbyen Høgsbro staves 1475 Høxbro. Høx betyder høg og bro var et overgangssted.
Både Rejsby Sogn og Hviding Sogn hører under Hviding Herred. Herredet har en gammel inddeling helt fra Oldtiden.
Gårdene i de to sogne har været selvejere, ejet af Ribebispen, at Haderslevhus, adelen, borgere i Ribe m.fl.
Kirke fra 1175
Op til kirken i Rejsby ligger den tidligere kro – og købmandsgård opført i 1885. Rejsby blev stationsby og i 1900 blev der opført en Bahnhofshotel. Det blev til Rejsby Kro, der nu er nedlagt.
Rejsby Kirke ligger nordligst i byen ud mod engen til Rejsby Å. Den har et ejendommeligt spir fra ca. 1500. Det ser ud som om at det er trykket ned over tårnet. Måske er inspirationen kommet fra gravkirken i Jerusalem.
Den blev grundlagt ca. 1175 ved vadestedet på den vigtige drive – og handelsvej mellem Ribe og Tønder
De store stormfloder i 1909 og 1911 gav stødet til, at Ribemarsken blev inddiget i 1911 – 14 og Ballummarsken i 1914 – 1919
19 digearbejder druknede
I maj 1922 skulle der opføres et 13, 4 km dige med sluser ved Rejsby Å og vester Vedsted Bæk, mens en sluse allerede fandtes ved Brøns Å’s udløb.
Den 30. august1923 var der tale om en af de sjældne sommerstormfloder. Vandstanden nåede 4.20 m over DNN. Vandet var kommet pludselig om eftermiddagen. Først næste morgen var det muligt at nå ud til slusen. Da redningsmandskabet nåede frem til, hvor barakbyen til digearbejderne havde været havde været, fandt man en overlevende, der noget forkommen sad på det ufærdige dige.
Nazi – lejr
Ja man vil helst glemme det. Men der lå en nazistisk ungdomslejr for danske 18 til 25-årige i Rejsby, hvor de unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Undervisning i militær eksercits foregik med blankpudsede spader og kolonnemarch med Spadesangen til melodien Edelweiss.
Mindesten
Her finder du også en mindesten for de faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i den tyske uniform, svarende til hver femte i sognet. Af disse blev 19 dræbt, mens andre blev mærket for resten af deres dage.
Her er også gravstenen fra Anden Verdenskrig, der gemmer en livshistorie om et barn, der mistede livet i det tyske minefelt uden for diget.
Hviding
Vi er her ca. 6 km fra Ribe. Ude ved kysten var der gennem middelalderen og nyere tid en ladeplads og havn for Ribe ved sandbanken Hviding Nakke. I 1600 – tallet blev tusindvis af okser udskibet her.
En af Europas længste banegårde
Det tidligere amtssygehus i Egebæk – Hviding var oprindeligt en af Europas længste jernbanestationer. Stationen blev placeret midt på landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Bygningerne blev indrettet med en dansk og en tysk afdeling.
Nederlaget betød også et praktisk problem, da jernbanen mod syd skulle anlægges. Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875 og den danske regering havde et ønske om at føre den videre mod syd.
C.F. Tietgen ville betale for banen
Det blev en realitet i 1886, hvor finansmanden C.F. Tietgen tilbød at bygge jernbanen for egen regning. Grænseproblemet blev løst ved at dele stationen i to spejlvendte bygningsdele. Den danske Vedsted – station og den tyske Hviding – station.
Foran den lange stationsbygning fandtes et materialehus, boliger for jernbanefunktionærer samt toldfunktionærer samt toldfunktionærer, opdelt efter over – og underordnede. Desuden fandtes flere udhuse med vaskehus for stationsforstanderen samt brændselsrum.
I stationsbygningen fandtes flere ventesale, opdelt efter billetklasserne – og alt dette var alene på den danske side. Et smedejernsgitter markerede grænsen, ligesom taget havde forskellige niveauer for at vise forskellen.
DSB overtog banen
Oprindeligt var der fire daglige afgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under Første Verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.
Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister.
Med indlemmelsen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark, både person – og godstog. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.
40 familier blev berørt
Omkring 1919 boede der omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Det stod nu klart at grænsen sandsynligvis ville blive flyttet mod syd. Derved ophørte Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby.
Bygningerne var stadig forholdsvis nye og brugbare.
Statshospital
I 1920 blev det vedtaget at indrette dem til statshospital. Dette blev taget i brug i 1923. Samme år blev den nye danske station i Vedsted taget i brug.
Fra begyndelsen tog hospitalet sig af de psykiatriske patienter. I 1976 overgik det til amtet og tog navneforandring til Amtssygehuset i Egebæk – Hviding. Oprindelig var det to landsbyer. Men de voksede efterhånden sammen.
I 2015 overtog Tønder Kommune hospitals-bygningerne og drev AsylSyd i bygningerne.
Hviding Kirke
Hviding Kirke ligger 3 km sydvest for byen nær Gammel Hviding, en gårdsrække fra marskranden. Af den oprindeligt anselige kirkebygning står kun den romanske apsis, kor og skib tilbage. Skibets vest forlængelse, der blev bygget senere, flankeredes i 1200 – tallet af to tårne, som senere styrtede sammen. Er sidealter stammer fra 1400 – tallet Og selve altertavlen er fra 1520’erne.
Ved kirken blev der i 1986 – 95 udgravet en større gård fra vikingetiden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 30, 2021
Statskup og Løjtnant-skandalen fra Tønder
Cornelius Petersen, gårdejer på Vester Anflod var en markant herre. Landbruget i Sønderjylland var efter indlemmelsen i Danmark i dyb krise. Mange oplevede at komme på tvangsauktion. Vores hovedperson angreb Stauning efter at denne i Bov havde sagt, at 50.000 arbejdsløse bare kunne overtage de ejendomme, som bønderne ikke kunne drive. Angrebet var af sådan en karakter, at Cornelius Petersen fik tre måneder i fængsel og 2.000 kr. i bøde. Tre løjtnanter på Tønder Kaserne blev anklaget af statsmagten. Stor afstraffelse var i vente, men de blev pure frifundet. Og Cornelius Petersen blev indlagt på psykiatrisk anstalt på Augustenborg. Tønder var i den grad kommet i medierne. Men der var nu stor forskel på den lokale og københavnske udmelding
Selvstyreforbund
Nej det er ikke en tanketorsk. I 1920’erne kæmpede Selvstyreforbundet for uafhængighed fra de ”københavnske røverkaptajner”. Målet var et væbnet optog til København, hvor man ville kræve sønderjysk selvstændighed.
Og det er jo ikke første gang, at der et oprør i gang fra Tønder. Hvis man læser sidste del af artiklen om ”Revolutionen i Tønder” vil man kunne se, at arbejdere i byen arrangerede et større oprør. Her brugte myndighederne og militæret udemokratiske metoder.
Men læs engang her om en gårdejer fra Vester Anflod, der også forsøgte med en revolution. Og her i Tønder kunne tre officerer komme i en meget vanskelig situation.
Baggrunden er tragisk
Man kan måske i dag trække lidt på smilebåndet. Og det måske derfor, at historien ikke bliver fortalt i forbindelse med ”Genforeningen”. Men baggrunden for dette er nu ret så alvorligt. Og det er heller ikke noget, der fortælles i dag.
Siden Grevens Fejde har en dansk borgerkrig ikke eksisteret i Danmark. Men det var nogle i Sønderjylland der ville det anderledes. Dette er historien om Cornelius Petersens selvstyreforbund, der planlagde et kup.
De sønderjyske bønder var utilfredse
Som det efterhånden burde være kendt, blev der afholdt folkeafstemninger i Nord- og Sydslesvig om man ville være dansk eller tysk. Fremgangsmåden bliver ofte rost som eksemplarisk konfliktløsning.
Det var dog ikke alle, der var tilfredse. De sønderjyske bønder skulle efter indlemmelsen døje med den aktive danske pengepolitik og de høje skatter. Fra 1926 til 1927 blev antallet af tvangsauktioner fordoblet.
Bondens selvstyre
I januar 1926 udkom første gang bladet ”Bondens Selvstyre”. Bagmanden var friseren Cornelius Petersen. Han agiterede med store ord for at Sønderjylland skulle løsrive sig fra Danmark og blive selvstændig. Det skulle hellere være i dag end i morgen. Han åbnede også døren for tysk indflydelse igen.
Ja nu ville han jo også have Sydslesvig med. Grænsen skulle gå nede ved Ejderen. Men hans ideologi, filosofi og politik havde ikke meget med Slesvig – Holstenismen at gøre. Forbilledet var måske den nordjyske bondebevægelse under ledelse af Skipper Clement i middelalderen.
Hovedfjenden var H.P. Hanssen, der desuden måtte lægge øre til beskyldninger som ”hottentot – udrydder og lignende.
Karismatisk fremtræden
Petersen delte ikke fascismens dyrkelse af den stærke stat og den stærke fører. Men Mussolinis march mod Rom i 1922 spillede en rolle i bevægelsens mytologi. Han forkastede det moderne landbrugs liv og dets institutioner som for eksempel højskoler. Og det til trods for, at havde en af de mest moderne gårde i Tøndermarsken.
Hans succes som bondefører skyldtes fortrinsvis hans karismatiske fremtræden, hans budskab om løsning på landbrugets problemer og den status som bonden tildeltes i hans utopi. Han var underholdende men temmelig grov i munden.
”Parlamentarismen havde spille fallit”
Ved Folketingsvalget i 1926 fik partiet kun 3,2 pct. af de sønderjyske stemmer. Topscore var Løgumkloster Landsogn, hvor partiet fik hele 23,5 pct. Historikere kalder partiet for ”højre anarkistisk”
Parlamentarismen havde spillet fallit under krigen. Der var pengesvindel, folkebedrag og folkeudplyndring. Oh så var embedsmænd uproduktive. Sønderjyderne burde tilbage til en styreform, der mindede om den, der foregik i middelalderen. Statsmagten skulle begrænses til kongedømme, udenrigstjeneste, politi, militær, retsvæsen og veje. Dette skulle finansieres gennem jordskatter. Kun stormænd skulle have stemmeret.
I skolerne skulle der undervises i hjemstavnshistorie og verdenshistorie i stedet for prøjsisk historie. Der skulle tales tysk som tidligere i kirke, skole ved domstole og i forvaltningen. Børnene skulle frivilligt lære dansk til husbehov
Bondeværnet havde en militær organisation
Bondeværnet skulle have en militær organisation. Værnet havde 278 medlemmer. Rygterne gik på, at de bl.a. havde maskingeværer. Cornelius Petersen gjorde nu heller ikke store anstrengelser på at dementere dette. Planen var at gå til København for at gennemføre et kup.
”Naragtighed og barnagtighed”
Statspolitiet havde tidlig kig på Cornelius Petersen og hans bevægelse. I første omgang mente de at det var ””naragtighed og barnagtighed”. Man mente ikke, at der var grund til at rejse straffesag.
Men Dybbøl – Posten kunne afsløre, at medlemmerne skulle skrive under på en formålsparagraf, der fastslog at Bondeværnet var en militær organisation. Medlemmerne skulle ligeledes skrive under på en anden håndfæstning, hvori man lovede at overholde Værnets love, overholde givne befalinger, bistå kammerater og bevare tavsheden over for fremmede om Værnets anliggender.
Statspolitiet fandt dog, at bevægelsens ledere fortsat skulle holdes under nøje observation. Heri indgik også forespørgsler til sønderjyske politimestre og sognefogeder om tilslutningen til selvstyrebevægelsen i deres kredse og sogne.
Forbindelse til Fascistisk nationalkorps
En efterfølgende undersøgelse af mulige forbindelser mellem Bondeværnet og det nærmest fascistiske Nationalkorps i København blev iværksat efter at der ved en ransagning på Vester Anflod blev fundet dokumenter. Denne ransagning blev 11. oktober iværksat i forbindelse med løjtnant-affæren.
Dagen forinden havde bevægelsen holdt et møde i Aabenraa med 3.000 deltagere.
Et såkaldt ”Løjtnant – oprør”
I Tønder blev tre officerer anholdt. De blev beskyldt for at være i gang med et kup. De skulle have sendt breve ud til deres kollegaer. Heri blev det spurgt, hvordan de ville forholde sig i tilfælde af et selvstyrebondeoptog.
Dette ”Løjtnant – oprør” blev en besynderlig blanding af drama, tragedie og farce. ”Oprøret førte til at tre yngre officerer blev stillet for retten tiltalt for forbrydelser mod statsforvaltningen.
Løjtnanterne blev pure frikendt af et nævningeting i Søndre Landsret i Sønderborg.
Følsom forbindelse til dele af den sønderjyske befolkning
Sagen rørte ved følsomme strenge i forholdet mellem den danske stat og regeringen og dele af den sønderjyske befolkning efter indlemmelsen. Indlemmelsens succes stod på spil.
For folk i Nordslesvig Strukturtilpasning krævede kapital. Man så Danmark som landet, der flød med mælk og honning, hvor der var social tryghed for alle.
God grobund for Selvstyrebevægelsen
Dengang var Nordslesvig et udpræget landbrugsområde. Indpasning af den danske landbrugsstruktur var af afgørende betydning. Gælden i det sønderjyske landbrug var i 1925 steget med 42 pct. i forhold til 1914. Kronen var blevet opskrevet. Det betød et drastisk fald i landbrugets eksportpriser. Følget blev en kraftig stigning i tvangsauktioner i det sønderjyske. Rigsdagen gik ikke alvor ind og hjalp det sønderjyske landbrug. Der var god grobund for Selvstyrebevægelsen.
Efter indlemmelsen i 1920 var der oprettet garnisoner i Sønderborg, Haderslev og Tønder. Danmark ville forsvare ”det tabte land”
Usikkerhed i Sønderjylland
Tilstedeværelsen i Slesvig Holsten af paramilitære friskarer, der agiterede mod den nye grænse, skabte usikkerhed. Sønderjyderne kunne også se, at der blev ført en svag forsvarspolitik. Stauning havde afrustning på programmet.
Sønderjyder tog initiativ til Grænseværnet. Det tog så navneforandring til Jyske Værn. Værnet blev officielt anerkendt. Men det fik ingen økonomisk støtte. I 1930 blev værnet nedlagt.
Begavet nok – men også et stykke af en fantast
Tilbage til de tre officerer med tilknytning til Tønder Kaserne. De to af dem ville man forsøge at anklage for oprørsforsøg. Jo de blev sandelig isolationsfængslet i Tønder Arrest.
Kommandanten på Tønder Kaserne mente om den ene af officererne:
I soldaterpapirerne fra 1925 blev vedkommende betegnet som myndig, alvorlig personlighed med en naturlig autoritet.
Drabelige konsekvenser
De konkrete beviser gik på, at de tre officerer havde forsøgt på at anstifte, henholdsvis medvirket til oprør ved at have udsendt en skrivelse til et antal officerer med opfordring til at deltage i en ikke nærmere defineret aktion mod det parlamentariske system. Anklagen var drabelig i sine mulige konsekvenser for de anklagede.
Københavnske aviser overdrev
Tønder var i den grad kommet i mediernes søgelys. Social – Demokraten i København fortalte, at alle tjenestegørende hærofficerer i Sønderjylland hade fået en opfordring til at stille sig til kamp mod parlamentarismen. National Tidende kunne fortælle: At der var konstateret ”virkelige planer” for et ”sønderjysk kup”. Det ville ske ved at Bondeværnet ville besætte alle offentlige bygninger i Sønderjylland. Hans folk ville overtage administrationen og diktere fredsbetingelser over for København.
Berlingske Tidende gik et skridt videre og kunne fortælle, at der ”kæmpedes på liv og død i Sønderjylland”.
De sønderjyske aviser var mere nøgtern
Nu var de sønderjyske medier mere nøgtern i deres vurdering. Modersmålet fra Haderslev skrev ”Barnlige planer til et kupforsøg og at ”oprørsbrevet” ikke var sendt til alle men kun til nogle få bekendte.
Dybbøl-Posten skrev ”Farce og tragedie og om ”unge bruse-hoveder”.
Cornelius Petersen sagde i retten, at han kunne ikke se noget ulovligt i at spørge militærpersoner, hvordan de forholder sig til en demonstration.
Nævningene var ikke i tvivl. Det var frifindelse for alle tre. Men det har nok været en af de mest bizarre retsforhandlinger i nyere tid, der stoppede den 17. januar 1927. Flensborg Avis havde fyldt en hel side med overskriften:
Blev modtaget som frihedshelt
Men hvad skete der egentlig med de tre officerer. Alle tre havde været suspenderet fra tjeneste under retssagen. De tre kunne nu fortsætte deres militære tjenester uden anmærkning i papirerne. Den første fortsatte sin lærergerning og sin militære karriere. I 1932 sagde han op ved militæret.
Han var blevet modtaget som en folkehelt ved hjemkomsten efter frifindelsen. Han var en markant figur i det lokale forenings-og kulturliv. Han bevarede sine national-konservative synspunkter men blandede sig ikke i den partipolitiske debat. Han døde i 1963.
Den anden blev en stor mand i Canada
Den anden kunne ikke rigtig finde sig til rette i Tønder efter frifindelsen. Han havde været ansat hos Cornelius Petersen og dette ansættelsesforhold stoppede på et tidspunkt. I 1927 var han i Tønder kirkebog registreret som repræsentant.
Inden for det næste år emigrerede han til Canada men bevarede tilknytning til hæren. I 1931 blev han fritaget. I Canada blev han med tiden en succesrig industrimand og endte karrieren som generaldirektør for Frankrig for et canadisk stålfirma. Han døde i 1968.
Den tredje meldte sig til Frikorps Danmark og fik tre års fængsel
Den tredje sigtede i sagen genoptog sin militære karriere og avancerede som kaptajn. Karrieren var ikke uplettet. Han fik to disciplinærsager på halsen. Men det forhindrede ham ikke i, at han den 6. juli 1941 blev tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen.
Ti dage senere fulgte forklaringen, idet han udtrådte uden for nummer og fik ”rejsetilladelse indtil videre”. Han havde ladet sig hverve til Frikorps Danmark, hvor han avancerede til Sturmbannführer.
I retsopgøret efter krigen blev han idømt tre års fængsel.
Cornelius Petersen fik tre års fængsel
På et møde i Bov havde Stauning udtalt, at der er ejendomsbesiddere der ikke kan bevare ejendommene. Men så var der 50.000 arbejdsløse, der kunne overtage, mente Stauning.
I Bondens Selvstyre svarede Cornelius igen om mindede læserne om hvordan kong Abel var blevet dræbt af nordfriserne og fastslog:
Højesteret idømte den 10. marts 1927 Cornelius tre måneders fængsel og en bøde på 2.000 kr. for disse ord.
Falske penge
Redaktør på Folkets Røst fremkom med et forslag til selvstyrebevægelsens egen valuta. Ja man fik endda trykt 7- 8.000 SOS (Selvstyre Organisationens Seddelbank) – kroner i Hamborg.
Jo og Cornelius Petersen kom endda i audiens hos kongen. Her forlangte han Sønderjyllands selvstændighed.
Indlagt i Augustenborg
Cornelius Petersen blev indlagt på det psykiatriske hospital i Augustenborg. Uden deres handlekraftige leder svandt selvstyrebevægelse inde. Men bladet Folkets Selvstyre udkom indtil juni 1928.
Da Cornelius Petersen kom ud, forholdt han sig rolig indtil sin død i 1935. Hans gode ven, Frits Clausen talte ved hans begravelse.
Drama, Tragedie eller Farce?
Drama tragedie eller farce? Der var mange dramatiske forløb omkring opgøret og omkring Selvstyrebevægelsen. De dramatiske fængslinger af vores hovedpersoner. Den drakoniske sigtelse mod dem, Selvstyrebevægelsens stadig mere desperate forsøg på at bevare kontrollen over begivenhederne m.m.
Det tragiske lå i de mange menneskeskæbner, som blev kørt over i tvangsauktionernes kølvand og i de skuffede forventninger til ”Genforeningen” (Indlemmelsen) hos en bredere kreds af sønderjyder.
Farcen blev udspillet på flere planer. For det første kunne adskillige af enkeltepisoderne kun kalde på smilebåndet. Dernæst blev farcen bevidst taget i brug, både af de anklagede i deres forsøg på at klare frisag efter tåbeparagraffen, og af det sønderjyske publikum for at give den grundlæggende sympati til kende.
I den afgørende fase, retssagen den 17. januar 1927 sejrede farcen fordi dommerkollegiet tillod det og fordi anklagemyndigheden veg tilbage for en konfrontation med folkestemningen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: