Artikler
Maj 28, 2021
Et besøg i Saksborg
Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.
De første mennesker var her for mange år siden
Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.
Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag. Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.
Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.
Kritik af denne artikel
Lokale har ment, at undertegnede ikke rigtig har styr på sogneinddelingen. Det er alt for meget Bylderup Bov i denne artikel, der kun skulle beskæftige sig med Saksborg. I forvejen har vi her på siden skrevet en del om området. Det gælder både Lydersholm, Grøngrøft, Burkal, Bylderup Bov m.m. Det kan være svært, når man beskrive natur og et historieforløb. Men vi skal nok fremover være mere opmærksom på disse sogneforhold.
Kære læser, du får en masse Bylderup Bov i denne artikel, selv om det står i indledningen at vi kun besøger Saksborg.
Slogsådalen
Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.
Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.
Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.
Noget af denne enestående natur er blevet fredet.
Møder på Lendemark Mølle
Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.
Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.
I 1905 stiftede man Selskabelig Forening
Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsnings-kursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.
I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”
Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.
En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.
Mange måder at chikanere på
Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!
Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.
Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.
Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:
Det var alt, så var det fred i 29 minutter.
Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.
Man fik bygget et forsamlingshus
En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.
Man fik det ikke lettere
Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.
Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.
Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.
Foreninger i tre kategorier
Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:
De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.
Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig. På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.
Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.
Ikke mange annoncer fra dengang
Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.
Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.
Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen. Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.
En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne
Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.
Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.
Dansk flertal i Bylderup Sogn
I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.
Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.
Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”. Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. danske stemmer stemmer.
Foreningen skiftede navn
Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.
H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.
Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen. Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.
I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”
Karle og piger blev inviteret med
Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.
Dilletant
Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.
Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”
Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.
I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.
Modsætninger mellem dansk og tysk
I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.
Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.
Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.
Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig
Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.
Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr. Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.
I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.
Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.
Igen et ansigtsløft
I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.
I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.
Succes med aftenskoler og Højskoledage
I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.
Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.
I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.
Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 26, 2021
Kirke, Klinik og Plejehjem i Fiskergade
Her sad Aabenraa-dammerne og lavede gode ting til soldaterne ved fronten i 195. Dr. Jansen oprettede en privatklinik på stedet. Biskoppen henvendte sig til søstrene i Breslau, da klinikken var til salg. Man havde glemt overnatnings – muligheder for søstrene. Dr. Abild indrettede sig i klinikken. Senere kom øjenlæge dr. Beyer og hudlæge dr. Unna til. Havehus blev brugt til kapel og kirke. Kirken blev bygget på et halvt år. I 1957 kom tårnet til. Orgelet var selvfølgelig fra Marcussen. Dr. Abild havde altid en selvbevidst fremtræden. Flere udvidelser fulgte. Hospitalet ophørte i 1975 og blev til plejehjem. I 2011 var der ballade i kirken. Klostret kom til salg i 2014.
Gode ting til soldaterne ved fronten
Jo det var dengang, at der var soldater i Aabenraa. Der fortælles, at I Fiskergade, der hvor klinikken senere kom til at ligge, da sad Aabenraa – damer og lavede muffediser, mavebælter, knævarmere og andre ting til de soldater, der skulle til fronten. Og ikke nok med det. De samlede også ind, så soldaterne kunne få chokolade, cigarer og mange andre ting med til fronten. Det må have været omkring 1915.
Dr. Jansen oprettede privatklinik
Da dr. Jansen den 31. december 1921 fratrådte sin stilling som ledende læge ved Aabenraa Amtssygehus havde han kort tid forinden købt Dr. Wiemers ejendom i Fiskergade. Her havde han indrettet en privatklinik med fem senge. De blev senere udvidet til 9 senge.
Biskoppen henvendte sig til søstrene
Klinikken blev afhændet til Skt. Hedvigsøstrene var Breslau.
Ja egentlig var det biskop Johs. Brems, der henvendte sig til Hedvigsøstrenes moder-hus i Breslau og bad om at der måtte komme søstre til Aabenraa. I maj 1926 havde søstrene efter store betænkeligheder sagt ja til anmodningen.
Man havde glemt at sørge for overnatning
Søstrene var kommet i øsende regnvejr. Der var arrangeret kaffebord med det hele. Men det var lige en ting, som man havde glemt. Og det var at skaffe overnatningsmuligheder til søstrene. To loftskamre blev hurtigt ordnet., så her kunne søstrene Placida og Lazarina overnatte. Søster Bernada måtte nøjes med at ligge på gulvet.
Søstrene kom fra Dalum Kloster. I løbet af årene kom der stadig flere.
Dr. Abild indrettede sig i klinikken
Nu var det sådan, at dr. Abild havde nedsat sig i byen som specialist i hals, næse- og øresygdomme. Fra 1925 kunne han ikke mere behandle sine patienter på Amtssygehuset. Så var han nødsaget til at fremskaffe operations – og sengeplads til sine patienter.
En midlertidig klinik på Missionshotellet med 8 senge viste sig at være utilstrækkelig.
Men så var der en anden mulighed. Den 15. september 1926 indrettedes en klinik med 30 senge under navnet Skt. Ansgar Klinik. Det var med Dr. Abild som læge og søster Placida som priorinde. I 1927 havde klinikken 427 patienter.
Dr. Jannsen brugte hele 1927 til at få afviklet sit hospital. Så specialklinikken var først oppe at køre fuld styrke i løbet af 1928.
Øjenlæge dr. Beyer og hudlæge dr. Unna kom til
I slutningen af 1927 nedsatte Dr. med. Alfred Beyer sig som øjenlæge i byen. Han havde også ønske om at indlægge patienter på klinikken, så Ansgar Klinikken måtte udvides. Ordenen købte derfor naboejendommen, der tilhøret Aabenraa Kommune. Sengepladserne blev nu udvidet til 50. Klinikken fik ny røntgeninstallation og Finsen – lys.
Efter 1945 var det dr. Unna, der tilsluttede sig med en hudafdeling. I 1930 havde det været indlagt 656 patienter.
Havehus til kapel og kirke
Til messen den 16. september 1926 om morgenen havde Dr. Jannsen stillet sit havehus til rådighed. Og det var med dr. Wolf. Gennem årene blev man af til nød til at holde messen på et hotel. Men ellers blev det afholdt i det lille kapel som havehuset nu blev kaldt.
I 1929 blev kapellet udvidet og tjente som kirke indtil 1937.
Planerne om at bygge en egentlig kirke fremkom snart. Man havde forskellige tanker om dennes placering, indtil man i 1934 købte klinikkens naboejendom på Søndertorv samt den bagvedliggende ejendom, hvor der hidtil havde været hestestald. Derved hindrede man også at der kom et planlagt forlystelsessted på stedet.
Menigheden var i mellemtiden vokset, idet konvertitter kom til. Den første var Frk. Marie Petersen fra Varnæs. Hun var fra 1932 ansat 40 år på klinkens kontor.
I 1957 kom tårnet til
Man havde også tænkt på at bygge en menighedssal som midlertidig kirke. Men man besluttede dog alligevel at bygge en egentlig kirke. De dygtige hovedkræfter med hensyn til arkitekturen og opførelsen af kirken stod Niels Nielsen fra Aabenraa samt pastor Hubert Messerschmidt fra Sønderborg for. Det var lidt af et kunststykke at placere en kirke på det smalle grundstykke. Men det lykkedes nu ganske godt.
Kirkens indre udsmykning kom til efterhånden. I 1957 byggedes tårnet. Samtidig blev tre klokker indviet. Tårnet blev opført or lokale bidrag, som de lokale aviser stod for.
Klokkerne var en gave fra Katolischer Männerverein zu Paderborn.
Orgelet er selvfølgelig fra Marcussen
Orgelet blev bygget i 1959 af orgelbyggeriet Marcussen, Aabenraa. Det blev indviet Palmesøndag 1960. I maj måned samme år var der radiotransmission af en søndagsandagt. Orgelet var i det væsentlige en storstilet gave fra direktør Zachariasen, der døde kort tid efter.
Tidligere tyske flygtninge har foræret kirken et krucifiks.
Kirken bygget på et halvt år
Kirkens grundsten blev nedlagt 15. juni 1937 af biskop Brems. Allerede 15. november samme år kunne han foretage kirkens højtidelige indvielse assisteret af 28 præster fra nord og syd for grænsen.
Højtideligheden blev desuden overværet af amtmanden, borgmesteren, politimesteren samt andre officielle repræsentanter for staten og byen.
Skt. Hedvigsøstrene var repræsenteret ved generalpriorinde moder Margaretha fra Breslau, provincial – priorinden fra Dalum moder Dominica samt mange søstre fra den danske provins.
Der blev modtaget en masse gaver i løbet af dagen. Den 14. juni 1959 kunne Skt. Hedvigsøstrene fejre 100-års jubilæum.
Søstrenes arbejde i Aabenraa skete under mottoet: ”Bed og arbejd”
Dr. Abild med selvbevidst fremtræden
Arbejdet på hospitalet var forudsætningen for at søstrene kunne leve i et liv i bøn og næstekærlighed. Skt. Ansgars klinik blev til Skt. Ansgars hospital. Dette skyldtes ikke kun søstrene men også lægernes dygtighed. Dr. Abild, dr. Bayer og dr. Unna kan takkes for meget. Mange mennesker i Sønderjylland er blevet behandlet af dem.
Dr. Abild var en personlighed, som måske havde en vis selvbevidst fremtræden, der bevirkede, at man ikke glemte ham. I det ydre havde han den hårdhed, som man ofte med udrette, tillægger øre/næse og halsspecialister. Men hjertet var godt.
Han havde en tendens til at betragte det hele inklusive kirken, som sit værk. Mange anekdoter fortæller om dette. En af disse stammer fra en dame fra Haderslev. Umiddelbart før en operation, spurgte hun frygtsomt:
Hertil svarede dr. Abild:
Hertil svarede damen:
Flere udvidelser
Dr. Abild døde i 1960. Hans efterfølger blev dr. T.T. Møller, som fortsatte til hospitalets nedlæggelse. Dr. Beyer døde i 1861 og efterfulgtes af Vagn Jensen. Mens Dr. Unna efterfulgtes af sin søn, dr. Paul Unna. Begge fortsatte deres virke til 1975.
Dr. Beyer, dr. Unna og dr. Møller var i en vis udstrækning i en vis modsætning til dr. Abild de stille og fine lægetyper, hvis faglige dygtighed lå langt over det almindelige.
I 1939 fik hospitalet en udvidelse, som gav et stort og moderne køkken og en bedre præstebolig. I 1955 kom endnu en tilbygning nemlig en forlængelse af fløjen mod haven, så det blev en helt ny præstebolig, så hver kunne få sit eget.
I 1956 fik kommunen på hospitalet en afdeling for efterbehandling som blev foreslået af by – sygehuset.
Under Anden Verdenskrig og efterkrigstid kiggede søstrene ikke på nationale og politiske grænser. Dette kom ikke mindst flygtninge og andre indirekte krigsofre til gode.
Hospitalet ophørte i 1975 og blev ombygget til plejehjem
I januar 1975 ophørte Akt. Ansgar hospitalet endeligt. Men søstrene gav ikke op. Hospitalet blev ombygget og omdannet til Skt. Ansgars Plejehjem.
Efter en kort periode hvor menighed og søstre blev betjent af konventual-franciskanere, udnævntes pastor Ebbe Simonsen pr. 1. september 1972 til sognepræst for Sønderborg og Aabenraa menigheder med bolig i Sønderborg. Pastor Simonsen læste dog den daglige hverdagsmesse i Aabenraa, mens søndagsmesserne varetoges af pastor Niels Oppermann, der som pensionist boede i Bovrup.
I 2011 ballade i kirken
I 2011 kunne man pludselig læse i Kristeligt Dagblad at der gennem fem år havde været en konflikt mellem præst og menighedsråd. Det drejede sig om økonomi og manglende samarbejde mellem præst og menighedsråd. Også den katolske biskop var indblandet.
Den katolske biskop mente heller ikke at menighedsrådet skulle gå til pressen. Ved en søndagsmesse havde præsten kaldt nogle af menighedsrådsmedlemmerne for ballademagere. Den polske præst mente dog at det hele fungerede fint med menigheden.
Klosteret til salg i 2014
I starten af 2013 blev det kendt at klosteret i Aabenraa skulle sælges. Men kirken skulle bevares. Et år efter flyttede de fire søstre, der var tilbage til Provinshuset Dalum Kloster i Odense. Ejendommen i Fiskergade var ikke mere rentabel og trængte til renovering.
Kilde:
www.skt-ansgarkirke-aabenraa.dk
Hvis du vil vide mere:
Maj 24, 2021
Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
Vi har været her før. Men i denne artikel finder vi morderne. De var besættelsens første ofre – de tre gendarmer. Forholdsordren for gendarmerne blev ændret. Det ene offer blev bragt hjem til Doktor Due. Hvem var morderne? Ja i første omgang var det agenterne. Og i anden omgang var det de virkelige mordere fra Brandenburg – bataljonen. De var i tre grupper sneget over grænsen aftenen i forvejen. 28 troppe – og forsyningstog skulle der køres over viadukten i Padborg den 9. april. Der blev rejst en mindesten. Den danske regering mente at teksten kunne støde tyskerne. Flere gendarmer døde i løbet af besættelsen. Ingen blev nogensinde stillet til ansvar for mordet på de tre gendarmer i Padborg.
Besættelsestidens første ofrer
Røde signallys blev skudt op i luften på den tyske side af grænsen som tegn på at tropperne kunne begynde fremrykningen. Det er den 9. april 1940. Klokken er 4.15.
Men allerede et kvarter før havde det tyske overfald krævet sine første ofre. Tre medlemmer af Grænsegendarmeriet blev skudt ned af civilklædte personer ved viadukten under jernbanen i Padborgs sydlige udkant.
Grænsegendarmeriet
Grænsegendarmeriet blev oprettet i 1838 som et halvmilitært korps. De skulle dengang forhindre ulovlig grænsepassage og smugleri langs den daværende grænse til Slesvig – Holsten ved Elben.
I forbindelse med krigen i 1864 var korpset en kort overgang stationeret ved Ejderen. Derefter blev de indsat til bevogtning af Kongeågrænsen. I 1920 kunne de atter rykke syd på nu ved den nye grænse ved Skelbækken.
I 1930’erne bestod korpset af ca. 350 mand fordelt på 16 bevogtningsafsnit langs sø – og landegrænsen fra Kegnæs på Als til Rudbøl ved Vadehavet. I disse afsnit blev grænsen afpatruljeret til fods og på cykel dag og nat året rundt.
Grænsegendarmerne havde lyseblå uniformer og var bevæbnede med et gevær. Den enkelte gendarm boede som regel i det afsnit han hørte til. Grænsebevogtningen blev således varetaget af folk, som var stedkendte ned til mindste detalje.
Forholdsordren blev ændret
De havde også en rolle at spille i tilfælde af et angreb på landet. De skulle tage det første stød og herunder sikre, at de vigtigste broer ved grænsen blev sprængt, før fjenden kunne erobre dem.
Så sent som den 8. april om eftermiddagen den 8. april stod det klart at et angreb var nært forestående. Forholdsordren blev nu ændret. Nu måtte gendarmerne ikke skyde. De skulle samles i deres afsnit og derefter køres nordpå.
I København havde man allerede i nogen tid været betænkelig ved den gældende ordning på grund af gendarmernes høje alder. De fleste var i 40’erne eller ældre. En ny ordning var dog ikke blevet forhandlet på plads før situationen nu krævede, at der blev gjort noget.
Tre gendarmer skudt ned
Det var den 9. april tidligt om morgenen at overgendarmerne Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen var på vagt ved viadukten under jernbanebroerne i Padborg. De to broer var forberedt til sprængning ved at der var boret huller til sprængstof i betonen. Men bortset fra det var der ikke truffet foranstaltninger til at sprænge broerne.
Syd på hørtes motorlarm og kommandoråb. De to gendarmer havde fået ordre til at møde ved afsnittes kontor i Bov for sammen med kollegaerne at blive transporteret nord på. Ven 4-tiden kom en tredje overgendarm, Johannes Petersen Birk kørende til viadukten i bil. Han standsede for at tage de to kollegaer med.
Overgendarm Hansen nåede inden sin død at fortælle, hvad der skete. Mens de tre gendarmer stod og talte sammen, kom tre unge civilklædte personer hen mod dem. Da gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen, blev der på tysk svaret, at de skulle til banegården. Pludselig trak de tre unge mænd pistoler og skød på kort afstand på gendarmerne. Derefter løb de gennem viadukten og forsvandt ned mod grænsen.
En død og tre sårede
Dr. Lorentzen kom til stede kort efter og kunne konstatere at overgendarm Birk var dræbt på stedet, ramt af skud i hjertet. Albertsen og Hansen var hårdt sårede. Albertsen var blevet båret hen til doktor Due’ s lægebolig. Hansen havde været i stand til at nå sit hjem få hundrede meter fra viadukten.
En tysk officer som også var kommet til stede havde travlt med at fortælle, at udåden ikke var begået af folk fra den tyske Værnemagt. Man kunne se på de efterladte patronhylstre, at der var brugt småkalibrerede lommepistoler. Det var ikke Værnemagtens almindelige pistoler.
Dr. Lorentzen valgte at tilkalde ambulance fra Sønderborg, da han regnede med at vejen til Åbenrå havde været spæret af kamphandlinger. Først ved 10 – tiden kom den første ambulance frem. Da de endelig nåede frem, kom de straks på operationsbordet. Men det var for sent.
Hos doktor Due
En sygplejerelev, der tjente hos doktor Due i Padborg fortæller, at hun blev vækket den 9. april kl. 5 om morgenen af fru Due, der fortalte at tyskerne havde besat landet. Da hun lidt efter kom ned ad trappen så hun læge Hans Lorenzen fra Bov og doktor Due. De stod med en bevidstløs gendarm. De lagde han på gulvet i konsultationsstuen. De trak en sprøjte op og gav ham. Det har sikkert været morfin.
Han lå og sparkede på gulvet. De tude ikke at lægge ham på lejet. Først om eftermiddagen kom ambulancen efter ham.
De tre overgendarmer var alle mænd i 40 års – alderen. De var gift og alle tre havde voksne eller halvvoksne børn. Albertsen og Hansen blev begravet på kirkegården i Bov. Birk blev begravet i sit fødesogn Taps lige nord for den gamle grænse.
Hvem var morderne?
Men hvem var morderne? Først efter befrielsen har man fundet ud af, hvem der begik disse lumpne snigmord. Det fremgår af de tyske militære befalinger for angrebet på Danmark, at man var meget bange for at jernbanebroerne i Padborg og broen over Vidåen syd for Tønder skulle blive sprængt. Det måtte for enhver pris undgås.
Derfor blev det besluttet at indsætte to grupper af en nyuddannet specialstyrke, som senere blev kendt som Brandenburg – bataljonen efter deres hjemsted Brandenburg an der Havel.
På daværende tidspunkt talte bataljonen 1.000 mand. Det officielle navn for Bataljonen var:
Bataljonen blev også kaldt ”Lahousen-bataljonen efter chefen for Abwehr 2, dvs. en gren af den tyske spionagetjeneste under admiral Canaris. Enheden blev senere udvidet betydeligt.
Den fik sin ilddåb ved overfaldet på Polen idet den ved angrebet på radiostationen i Gleiwitz på den polske side af grænsen gav Hitler en art påskud til at udløse Anden verdenskrig.
Masser af spioner
Den tyske grænsespionage imod Danmark i tiden op til angrebet blev ledet af en major Herrlitz. Majoren ledede særlige afdelinger i Hamborg, Flensborg, Kiel og Stettin. Spionagen imod Danmark blev intensiveret op til den 9. april bl.a. ved at anvende et ukendt antal nazistiske og/eller tysksindede sønderjyder.
En af disse landsforrædere, der betegnes som agent 2 i de officielle dokumenter var skyld i mordene ved den danske grænse den bitre morgen. Han havde rapporteret til sine arbejdsgivere, at jernbanebroen ved Padborg blev mineret.
28 troppe – og forsyningstog skulle denne vej
Det tyske angreb mod Danmark blev foretaget af det tyske militærkorps 31. På grundlag af spionagemeddelelsen blev det besluttet at iværksætte ”Operation Sanssouci”. Det betød at Brandenburg – folkene skulle besætte jernbanebroerne i Padborg, banegården i Tinglev og enkelte andre steder.
Ifølge planen skulle 31. korps anvende den østlige længdebane til at føre 28 troppe – og forsyningstog længere op i Danmark.
En dansk spion’ s rapport
I den danske agents rapport hedder det bl.a.:
Tre grupper gik over grænsen
Ni Brandenburg – folk blev sat til opgaven. De blev inddelt i tre grupper. Og allerede den 8. april sneg de sig over grænsen. Patruljen der skulle ”ordne” viadukten ved Tinglev kom over grænsen ved hjælp af en nazistisk agent, der havde marker på begge sider af grænsen.
En anden agent førte an, da de på cykler begav sig til Tinglev station. Her ”beslaglagde” de et sprængstofdepot som rummede godt 1.000 kg sprængstof. Tyskerne mente, at der var meget mere.
De to grupper sneg sig i ly af mørket over grænsen. De var civilklædte og var bevæbnede med småkalibrede lommepistoler. Hvorfor aktionen i Padborg fik den tragiske udgang er aldrig blevet opklaret.
Ved Tønder gik det ikke så galt. Her blev fire gendarmer holdt op og afvæbnet af den tyske gruppe. De to grupper tilhørte Værnemagten. Det var hverken SS eller Gestapo-folk., som man ofte ser anført.
At de var civilklædte og bar deres våben skjult, var en klar overtrædelse af de folkeretslige regler for krigsførelse. Men det var hverken første eller sidste gang under Anden verdenskrig, at det blev set stort på disse regler.
En mindesten
På stedet, hvor de gendarmer blev skudt, rejstes året efter en mindesten. Pengene til stenen blev samlet ind i Bov Sogn. Området hvor stenen blev stillet blev stillet til rådighed af det daværende Aabenraa Amt.
Stenens motiv – en fredsengel – er udformet af billedhuggeren Utzom Frank. Teksten kom til at volde problemer. Det siges, at det var Grænsegendarmeriets daværende chef, oberst Svend Bartholin Paludan Müller, som bestemte, at der under gendarmernes navne skulle stå:
Regeringen var bange for at støde tyskerne
I regeringen i København var man imidlertid bange for, at denne tekst ville virke stødende på den tyske besættelsesmagt. Derfor fik amtmanden i Aabenraa, Kresten Refslund Thomsen besked på at fjerne teksten. Han kunne ikke forhindre at den blev hugget ind i stenen, men fik gennemtrumfet at ordene ”Skudt af civilklædte ” blev skjult under et lag stenkit.
Først efter besættelsen kunne kittet fjernes, så hele ordlyden nu kunne ses. På stenens bagside står et lille vers af forfatterinden Hansigne Lorenzen fra Ballum:
Flere gendarmer døde
Den 26. maj 1944 blev chefen, oberst Paludan – Müller dræbt, da han satte sig til modværge i sin embedsbolig i Gråsten.
Og den 19. september 1944 blev knap 300 gendarmer arresteret og ført til Frøslevlejren. Nogle uger senere blev 141 af dem sendt videre til KZ – lejren Neuengamme. Af de deporterede gendarmer kom 36 ikke hjem igen. Fem døde senere af følgerne af KZ – opholdet.
Ingen blev straffet for mordene
Tyskernes danske agenter blev i de fleste tilfælde sluses uden om retsopgøret. Betydningen for deres indflydelse blev bagatelliseret. Den agent, der var årsag til mordet blev slet ikke straffet.
Og de tre tyskere, der begik mordet er aldrig blevet straffet. Og Danmark har aldrig bedt om at få dem udleveret til strafforfølgelse.
Korpset gik lov til at leve i 130 år
I 1952 forsvandt de flotte lyseblå uniformer. Korpset blev nu helt civilt under navnet Toldgrænsekorpset. I 1969 blev korpset nedlagt og dermed var 130 års historie slut.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 23, 2021
Hipo- og Schalburg – korpset
Pludselig var en ny rigspolitichef på banen. Schalburg-korpset har et dårligt eftermæle. Og tyskerne ville have beholdt dansk politi og omorganiseret dem. Tyskerne blev trætte af Frits Clausen. Korpset kom til at spille en helt anden rolle. Martinsen og Best var uenige. Det blev nærmest et terrorkorps. Vi møder Poul Sommer og Søren Kam. Racebiologisk og propaganda – afdeling var der også. Frimurere var fjender af Tyskland! Schalburgkorpset indtog Frimurerlogen. Ud af ET opstod Hipo. Medvirkede til opløsning af mange modstandsgrupper. Hipo opnåede aldrig autoritet. Vi har fået et andet syn på deltagerne. Blodige episoder på Nørrebro. Kørte rundt i biler uden døre. Hvorfor slap bagmændene så billigt?
Pludselig var en ny rigspolitichef på banen
SS – politichef Günther Pancke fandt det danske politi ”illoyal”. Han ville have dem med til bekæmpelse af den danske modstandsbevægelse. Det bidrag ville departementscheferne ikke levere.
Konsekvensen faldt den 19. september 1944. Det var den dag dansk politi blev taget. Tyskerne havde taget et par tusinde, resten ca. 7.000 gik under jorden.
Pancke opfandt ekspeditionssekretær i justitsministeriet Carl Popp-Madsen som ny politichef. Han var både jurist og nazist. Han ringede ved middagstid den 19. september til departementschef Niels Svenningsen fra Panckes kontor på Dagmarhus.
Han tilbød sin tjeneste som rigspolitichef. Som sidegevinst kunne man måske undgå at sende de 2.000 betjente syd på. Men den gik bare ikke.
Det havde aldrig været Panckes mening at politiet skulle gå i opløsning. Han ville bare omorganisere korpset.
Danske vagtkorps blev stablet på benene. Det var ubevæbnede kommunale vagtkorps. Men det hjalp ikke meget. Kriminaliteten steg.
Schalburgkorpset har et dårligt eftermæle
Schalburgkorpset har efter krigen fået et lidet glorværdigt eftermæle, som udøver af den værste danske kollaboration og terror under besættelsen. Ti tidligere Schalburgmænd blev også henrettet.
Germanische Leitstelle havde allerede i maj 1942 indkøbt Høveltegård som en base for en dansk SS – skole. Skolen blev indviet den 15. oktober 1942. Dengang samarbejdede man med Frits Clausen og DNSAP for hvervningen til skolen.
Tyskerne blev trætte af Frits Clausen
Clausen havde slået på, at der skulle undervises på dansk på skolen. Man nåede at få afholdt to seks-ugers kurser. Men hurtig blev Clausen og DNSAP lagt på isen af Germanische Leitstelle og lederen af skolen, Gottlob Berger.
Første april 1943 blev Germansk Korps oprettet. I september 1943 blev dette omdøbt til Schalburgkorpset.
Korpset blev aldrig det rekrutteringskorps til østfronten som flere havde tænkt. Endvidere havde korpset vel allerede udspillet sin rolle i sommeren 1944 som mere eller mindre selvstændigt dansk nazistisk enhed og herefter blev næsten fuldstændig indrulleret i den tyske bosættelsespolitik.
Korpset kom til at spille en helt anden rolle
Himmler havde en ide om at danskerne skulle kæmpe for det storgermanske rige. Korpset skulle være et organ for national vækkelse og samling omkring nationale værdier. I praksis kom korpset til at spille en helt anden rolle.
Som følge af krigsudviklingen og modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet endte Schalburgkorpset med at blive et SS – kontrolleret våben til brug i besættelsesmagtens terror og modsabotage. Det blev det tyske sikkerhedspolitis forlængede arm. Fra starten stod det i et markant modsætningsforhold til det danske nazistparti (DNSAP).
Under Folkestrejken 1944 var et af Frihedsrådets vigtigste krav således at korpset øjeblikkeligt blev fjernet fra Danmark.
Martinsen og Best var uenige
Schalburgkorpsets chef, K.B. Martinsen mente at korpset skulle være aktivistisk og realistisk alternativ til det danske nazistparti. Best så dog helt anderledes på sagen og søgte med al magt at holde korpset fast på dets underordnede rolle.
En politisk gren af korpset blev kaldt for Folkeværnet og blev ledet af kaptajn Poul Sommer, den tidligere leder af Sommerkorpset. Som Best mente at kunne styre.
Folkeværnet kuldsejlede og blev afløst af Dansk Folkeværn. Man havde fra tysk side håbet på 200.000 medlemmer. Men man nåede aldrig over 2-3.000.
Et terrorkorps
Fra maj til december 1943 bar Schalburgkorpsets sorte uniformer. Men fra nytåret 1944 blev uniformerne udskiftet med danske kakifarvede M 1923 uniformer, der var blevet konfiskeret i forbindelse med undtagelsestilstanden den 29. august 1943.
Det kom derved til at koncentrere sig om vagt – og efterretningsopgaver samt terroren. Men Schalburgfolkene kom langt fra til at stå for det hele.
Poul Sommer og Søren Kam
Da Martinsen kom hjem efter at have ledet Frikorps Danmark kom han i konflikt med Poul Sommer og søgte orlov. Poul Sommer ledede korpset frem til november 1943, hvor han gav op. Så fik Martinsen igen ledelsen.
Skolelederen var SS – Untersturmführer Søren Kam. Han blev senere varetægtsfængslet for mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen in absentia.
Racebiologisk og Propaganda – afdeling
Man havde også en racebiologisk afdeling. En ”arierattest” havde hele tiden været en adgangsbillet til korpset. Men dette blev dog ikke altid overholdt.
Ukendt er sikkert også, at man havde en propaganda-afdeling. De skulle reklamere for korpset og sprede negativitet omkring modstandsbevægelsen. De udgav også tre medlemsblade.
Frimurere var modstandere af Tyskland
Allerede i Mein Kampf kunne man læse at ”frimurere” var fjender af tyskerne lige som jøderne, kommunisterne, sigøjnere og homoseksuelle.
Hitler var overbevist om at Frimurerordenen var en del af den ”jødiske sammensværgelse”. I Hitlers øjne var frimurerne derfor medskyldige i Tysklands nedgang efter Første Verdenskrig.
Schalburgkorpset indtager Frimurerlogen
I de første år efter besættelsen var forholdene i Danmark for frimurerne mere tålelige end i andre besatte lande. Men dette ændrede sig efter den 29. august 1943. Man ville dog ikke angribe de danske frimurere vel sagtens fordi at Christian den Tiende var medlem. Ja han havde endda rang af stormester. Dog var en anholdelse af de vigtigste frimurere og beslaglæggelse af deres ejendom en mulighed.
Det skete så den 21. september 1943, da besatte tyskerne det såkaldte stamhus på Blegdamsvej. Frimurerne blev smidt på porten. Det vil sige at de fik fire dage til at rømme bygningen.
Angreb mod Schalburgkorpset
Om aftenen den 19. juni 1944 indledtes en aktion af modstandsgruppen ”Gruppe 1944” en aktion mod Schalburgkorpset på Blegdamsvej. Målet var at trænge ind i bygningen og sprænge det i luften. Tiden var den afgørende faktor.
De patruljerende vagter foran huset faldt om efter at være ramt af skudsalver. Men egentlig var aktionen vel tabt forhånd. Skudsalverne kunne høres over det meste af byen. Det var kun spørgsmål om minutter inden besættelsesmagten havde sendt forstærkning.
Fra bygningen forsvarede medlemmer af Schalburgkorpset angrebet. Hurtigt fandt man ud af at angrebet mod huset måtte afbrydes.
Schalburgkorpset havde også ejendomme i Karsemoselejren i Asserbo, Krogeruplejren. De færdiguddannede blev anbragt på artillerikasernen i Ringsted. Fra oktober 1944 havde man også støttepunkter i Køge, Slagelse, Næstved, Fredericia og Århus. Det anslås at cirka 1.000 mand havde gennemgået den militære uddannelse.
Ud af ET- gruppen opstår Hipo
Ud fra Schalburgkorpsets ET – afdeling (Efterretningsvæsen) voksede HIPO (Hilfs-Polizei) frem. Volden og terroren voksede til nye højder. Og Hipo var en tysk opfindelse.
ET var oprettet som et SS-loyalt alternativ til Frits Clausens kuldsejlede DNSAP. Det blev egentlig dannet i slutningen af efteråret 1943.
Der var cirka 700 mand i de to korps, der var en blanding af kollaboratører og stikkere. Det var et sammenrend af nazister, tidligere østfrontfrivillige og antikommunister.
Under ET var tilknyttet terrorkorpsene Schiøler-gruppen, Lille-Jørgen Gruppen og Lorentzen gruppen. Dertil kom et hav af gademeddelere, sporvognslyttere, logistiske medarbejdere samt Hipokorps.
Medvirkede til opløsning af mange modstandsgrupper
ET havde også et gendarmeri med stationer i 24 provinsbyer, der ligesom Hipo assisterede Gestapo og andre tyske politiorganer i gadepatruljering og bekæmpelse af modstandsbevægelsen.
ET’ s leder var den tidligere ordensbetjent Erik V. Petersen. Det var ham, der egentlig stod bag oprettelsen af Hipo-korpset. Han blev likvideret af en Holger Danske – gruppe den 19. april 1945.
Det hele blev sat i værk på et tidspunkt, hvor de fleste vidste at tyskerne ville tabe krigen.
Egentlig var Hipo ikke et særlig stort korps. De led hele tiden under mandskabsmangel. De havde alligevel held til at medvirke til optrevling af flere modstandsgrupper.
Der var kun ganske få medlemmer med en politimæssig uddannelse. De sorte uniformer som de bar var blot omsyede politiuniformer.
Hipo opnåede aldrig autoritet
Hipo nåede aldrig den autoritet på gaden, som en politiindsats bygger på. De reagerede med trusler, brutalitet og tæsk. Almindelige borgere og husvagter risikerede at blive brutalt gennembanket i mødet med Hipo – folket og tilfangetagende modstandsfolk blev ”henrettet” på gaden.
Fra september 1944 til maj 1945 blev 70 – 80 modstandsfolk dræbt af tyske håndlangere. Omkring halvdelen i april måned. Omkring 35 ET – folk blev likvideret eller dræbt i ildkamp, halvdelen i april 1945.
Et ændret syn på medlemmerne
Dengang mente overlæge i psykiatri ved politiet at Hipo – folkene (og andre landssvigere) var ”ret lavtstående og bestående af et ret defekt materiale”. Det var syge mænd, der var ude efter store støvler.
Men senere forskning har vist, at de var unge begavede mænd med ingen eller lavere uddannelse. De var ikke specielt kriminelle men som oftest i et nazistisk netværk.
Fra Nytår 1945 erklærede modstandsbevægelsen dem for fredløse. Det betød, at modstandsfolk til en hver tid måtte skyde dem.
Hipo – folkene fortsatte med terror helt til den bitre ende. Mange af dem turde ikke at tage hjem. Det var farligt for dem og deres familie.
Tyskernes fundamentale interesser i Danmark havde ikke ændret sig under krigen/besættelsen og som Hitler bekræftede to gange i 1944 så var Danmark fortsat et leveringsdygtigt, ydedygtigt samfund, som lagde beslag på så få tyske ressourcer som muligt.
Blodige episoder på Nørrebro
Den 27. februar 1945 befinder vi os på Nørrebro i kvarteret omkring Korsgade – Blågårdsgade – Åboulevarden. Her ville to ET’ er købe cigaretter af en sortbørshandler. Pludselig fik denne indkøbstur en kedelig drejning. Folk råbte efter dem. Om det var ”Hipo – svin” eller ”Stop tyven” vides ikke.
En del folk begyndte at trænge sig ind mod de to. De to forsøgte at flygte. Og under flugten skød den ene mod mængden og sårede en skotøjsarbejder og en murersvend. Den anden søgte nu ly i en fiskeforretning. Men her blev han slået ned og var bevidstløs. En Hipo – udrykning ankom og hentede de to.
Små tre timer efter var en patrulje fra Politigården i aktion i bydelen. De var blevet tilkaldt af civile ET’ere, der havde beslaglagt en motorcykel i Baggesensgade hos cykelhandler Hansen. Tysk politis rapport fra samme dag beretter, at hipoerne skulle afhente motorcyklen, da de pludselig blev beskudt fra et autoværksted i nærheden.
Hipoerne var formentlig kommet fra Baggesensgade og et stykke ned ad Blågårdsgade, da flere af dem blev fanget af kraftige skudsalver inde i deres udrykningsvogn. Tre døde mens yderligere to – tre fra patruljen blev såret.
Det var to mænd med maskinpistoler, der beskød Hipoerne fra fortovet.
Skyderierne udviklede sig. De danske ambulancer måtte transportere ca. 15 personer bort. En 14 – årig var blevet skudt i ryggen.
Gengældelsen kom ved 22 – tiden. De blev udført af to mænd fra Schiølergruppen og tre Hipo – folk. De kastede håndgranater ind i de aftenlukkede cafeer Lynet og Sevilla i Blågårdsgade og begik muligvis flere anslag. Ingen mennesker kom til skade. Senere på dagen blev der begået tre mord forskellige steder i København som hævn for det, der var foregået på Nørrebro.
To modstandsfolk fra Amager blev sat på fri fod på hjørnet af Todesgade og Baggesensgade. På tæt hold blev de skudt ned bagfra. De blev fundet ved 23 – tiden. Begge var skudt med otte skud. Hipo – folk havde også skudt efter vagtfolk i Blågårds-kvarteret med blev stoppet af tysk politi.
Kørte rundt i biler uden døre
Gengældelsen var helt i Panckes filosofi. Denne episode førte til an nu kørte Hipo rundt i biler uden døre for ikke at blive fanget hjælpeløst i bilerne.
Hipos opløsning efter befrielsen var i øvrigt ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en voldsom ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Ågade, Jagtvej og Falkoneralle. Flere forbipasserende blev ramt og flere døde. Enkelte lejligheder blev også raseret af skud.
Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Den dag i dag bruges betegnelsen Hipo, som en af de værste skældsord i det danske vokabularium
Hvorfor slap de så billigt?
Hvordan de tyske krigsforbrydere kunne slippe så billigt i Danmark modsat Norge, er en gode. Kan det have noget at gøre med vores samarbejdspolitik og at de gamle politikere vendte tilbage? Således var Pancke allerede en fri mand i 1953.
Flere af hans underordnede, der skriftlig havde givet ordre til mord og terror slap helt uden dom.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 21, 2021
De asociale skulle i KZ – Lejre
Det har ikke været meget interesse for dette tema i besættelses-litteraturen. At være asocial var skadelig for den ariske races sundhed. Derfor jagtede nazisterne de asociale i Tyskland allerede fra 1933. Og efter at politiet blev sendt syd på – fra september 1944 blev de også jagtet i København og de større provinsbyer. 2.000 blev anholdt og 433 sendt i KZ – lejre. Det var samfundets laveste klasse. De blev udelukket fra fællesskabet i lejrene. Og da de søgte erstatning efter krigen fik 78 pct. af dem afslag. Der er ingen ”mindekultur” for de asociale.
Ikke meget interesse for emnet
De var vel 400 – 500, som blev glemt. Det var danskere, der blev sendt i kz-lejre. Det var ikke fordi de havde begået sabotage eller noget andet kriminelt. De var bare asociale. De blev deporteret i 1944 – 1945. Der findes nu ikke meget litteratur om dem. Der er ellers rigelig med besættelses-litteratur. Men dette emne har åbenbart ikke interesseret så mange.
Det var personer, der ikke passede ind i samfundsnormen, og da slet ikke ind i den nazistiske filosofi. Det var typisk psykisk syge, alkoholikere eller hjemløse.
Skadelig for den ariske races sundhed
Nazisterne betragtede både asocial og ”vankriminel” adfærd som resultat af en arvelig degeneration, der var skadelig for den ariske races sundhed og fællesskabets moral og normer.
I Tyskland blev asociale og vaneforbrydere derfor steriliseret eller kastreret i forsøget på at forbedre den ariske races kvaliteter. De blev interneret i koncentrationslejre for at blive genopdaget.
Nazisterne beundrede danskernes måde at håndtere racehygiejne på. (Se artikeloversigt – bagerst i denne artikel).
Hvad vi de danske asociale dømt for. Ja de optræder i kategorier som:
Tyskerne ville have styr på kriminaliteten
Det danske politi var sendt syd på. Nu forsøgte det tyske politi at få styr på kriminaliteten. Men det lykkedes nu ikke for godt. Man skulle næsten tro, at anholdelsen af de asociale var en panisk reaktion. Nogle gange virkede det helt tilfældigt.
Anholdelserne fandt sted i København og de større provinsbyer. Ca. 100 af de 430 deporterede blev hentet tilbage til Danmark igen i slutningen af 1944 og i begyndelsen af 1945. det var i samarbejde med de danske myndigheder.
Nogle blev sendt hjem efter de frivilligt havde ladet sig kastrere.
Mange blev sendt i udelejre
Af de resterende 300 døde cirka halvdelen i tyske koncentrationslejre. Grunden til den høje dødelighed blandt denne gruppe skal nok ses i det forhold at mange af dem blev sendt i udelejre. Her var forholdene betydelige være end i Neuengamme.
De blev sendt til de barske ude-kommandoer Westfalica og Bullenhuser Damm.
Efter krigen blev der rejst en masse erstatningssager. Men denne gruppe havde betydelig svære ved at få erstatning end modstandsfolk og kommunister. Kun en lille del af dem blev fundet ”værdige” til erstatning. 78 pct. fik afslag på ansøgning.
I alt 2.000 blev arresteret
Tysk politi havde anholdt omkring 2.000 personer ved razziaer og lignende. Sådan havde nazisterne gjort i Tyskland siden 1933. Fra slutningen af september 1944 foregik det også i Danmark.
Mange af de anholdte undrede sig. Pludselig kunne 7 år gamle domme blive skæbnesvangert. Officielt sagde man, at man ville rydde op i den danske underverden. Men man gik efter de synlige typer. Man interesserede sig ikke for sortbørshandlens spidser.
Der var flere af de anholdte, der have overstået deres straf for mange år siden og ikke siden begået noget kriminelt. Hele 175 var ikke registreret i noget kartotek.
En af dem, der blev deporteret til Neuengamme havde stjålet et radioapparat i en butik og forsøgte senere at sælge det til tyske soldater.
Samfundets laveste klasse
Cirka 430 blev uden rettergang sendt til Neuengamme. Egentlig var det meningen, at de skulle have været blevet i Danmark, men de danske fængsler var overfyldte.
De tilhørte samfundets laveste klasse. De blev arresteret i kaffebarer, på værtshuse, banegårde eller lignende. En del blev vaneforbrydere blev også anholdt i deres hjem på baggrund af det danske politis kriminalregistre.
Den 28. oktober 1944
Den 28. oktober 1944 blev fire mennesker dræbt af tysk politi under en razzia, der blandt andet ramte Blomsten i Istedgade, Saxogades kaffebarer, Røde maske på Fælledvej og en jazzklub på Amagerbrogade.
Gæster og personale blev kommanderet ind midt på gulvet med hænderne i vejret. De anholdte fra aftenens værtshusrazziaer blev proppet ind i rutebiler og kørt til Shell-huset. Her blev de anholdte stillet på en række ud for bygningens benzinanlæg.
Nazistiske menneskekategorier var overført til Danmark.
Nogle blev løsladt kort tid efter, andre blev ”kun” deporteret til Frøslevlejren. I denne lejr fik de tildelt en hanekam-frisure og blev tildelt deres egen barak. Ligeledes fik de i Neuengamme påsyet en sort eller grøn trekant på deres fangetøj.
Ingen mindekultur efter ”de asociale”
Det var under Anker Jørgensens regering Folketinget behandlede et forslag om at give efterkommere til de asociale en kompensation.
Folketinget valgte at give en hædersgave til andre grupper deporterede, men regeringen var ved at komme i mindretal, da de asociale også skulle inkluderes blandt dem, der skulle have hædersgave. Det ville Folketinget ikke acceptere.
Ophold i en tysk koncentrationslejr blev som frihedskæmper eller modstandsmand var et hæderstegn. For de asociale var det anderledes. For dem var der ingen mindekultur eller rum, hvor de kunne tale om deres fortid.
De var lavest i lejrhierarkiet
De asociale var de laveste i lejrhierarkiet. De almindelige fanger så ned på dem.
Modstandsfolk forklarede, at de asociale klarede sig fysisk og psykisk dårligst, de klagede mest over arbejdet og forholdene i lejren.
De andre danske KZ – fanger inviterede dem ikke ind i deres fællesskab. De asociale blev fortrængt i den fælles bevidsthed. De fik heller aldrig et mindesmærke. Selv om de kun udgjorde cirka 10 pct. af alle deporterede danskere er de forblevet besættelsestidens stedbørn
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Racehygiejne
Livø – en mandelejr
De unge kvinder på Sprogø
Hvis du vil vide mere: Om Neuengamme:
Hvis du vil vide mere: Om en udelejr:
(I denne artikel kan du også læse en del om hovedlejren – Neuengamme)
Maj 20, 2021
Gestapo i Syd- og Sønderjylland
Werner Best forlangte 2.000 betjente. Gestapo beslaglagde bygninger. Mange Gestapo – folk kunne dansk. August Naujock, den første Gestapo chef. Burfeind afløste. Niels Ries fulgte med fra Esbjerg. 64 dødsfald i forbindelse med Staldgården. Stikkeren Johannes Rasmussen (Snogen). Modstandsbevægelsen fik ram på Snogen. Aktionen på Strandhotellet i Kollund. Aktionen på Vedsted Landbohjem. Kones kusine forlovet med tysk soldat. Mange aktioner på den sønderjyske bane. Alvorlige følger for tyskerne efter sabotageaktion ved Rødekro. Brinkmand udsletter næsten hele den syd-og sønderjyske modstandsbevægelse. Grethe Bartram angav ca. 70 personer. Hun havde ingen skrupler. Så var det lige Jenny Holm.
2.000 tyske betjente
Der er historikere, der mener at Gestapo ikke var så effektive som deres rygte. Men det tror jeg nu ikke, at modstandsfolk i Syd – og Sønderjylland vil skrive under på.
Werner Best forlangte, at der blev sendt politistyrker til Danmark. Der kom 2.000 tyske betjente, hvoraf nogle var specielt uddannede Gestapo-betjente. Deres opgave var at opsnuse og nedkæmpe den voksende modstand i Danmark. Ofte blev der anvendt grusomme metoder til dette.
Gestapo beslaglagde bygninger
Den 9. oktober 1943 beslaglagde Gestapo bygninger til deres hovedkvarterer forskellige steder i landet. Et af disse var Staldgården i Kolding. De fire andre lå i København, Odense, Aalborg og Århus.
Fra Kolding opererede man i Syd – og Sønderjylland og havde blandt andet underafdelinger i Esbjerg og Aabenraa.
Mange Gestapo – folk kunne dansk
Mange af Gestapo – betjentene talte flydende dansk. De etablerede et netværk i Kolding. Deres arrestationer baserede sig på informationer lækket fra uvidende danskere. Da de tyske Gestapo – folk ankom havde de letgenkendelige uniformer på. Men lige så ofte optrådte de i civil.
August Naujock – første Gestapo – chef
August Naujock var den første Gestapo – chef i Kolding. Han rådede over et personale på 70, hvoraf kun 17 var uddannede Gestapo – folk. De øvrige var en blanding af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale.
Naujock var Gestapo – chef fra september 1943 til juni 1944.
I 1949 blev han idømt 8 års fængsel. Men vi skal måske lige nævne at Naujock også var medlem af Peter – gruppen. Og denne gruppe stod bag ca. 100 mord.
Ja han var også med i angrebet på Gleiwitz – senderen (Se Artikel). Og så stod han bag fremstillingen af falske pengesedler og dokumenter. Men allerede i 1950 var han en fri mand. Men det var ikke slut med ham. Således var han også med til at tilsvine Willy Brandt.
I 1964 blev han indlagt på en nerveklinik og to år senere døde han.
Burfeind afløste
Han blev afløst af Thees Burfeind. De kom begge fra Nordtyskland og deltog begge i forhørene. Burfeind forlod dog lokalet, når tortur startede. Naujock deltog selv i mishandlingerne.
Burfeind skrev en beretning under hans fængsling. Men dette skal man nok tage med en grands salt. Han argumenterer hele tiden for, at han fik ordre oven fra.
I september 1943 var han blevet udnævnt som øverste chef for Gestapo i Esbjerg. Han kom fra Gestapo i Hamborg. Han havde indrettet hovedkvarteret på Hotel Hafnia i Skolegade og havde 17 mand under sig.
Niels Riis fulgte med til Kolding
I Esbjerg ansatte Burfeind bl.a. dansk – tyskerne, Hans Julius og Niels Riis, der begge blev henrettet efter krigen.
Niels Riis var en af chefens bedste danske håndlangere. Han havde bl.a. været marinevægter i Esbjerg og fulgte med til Kolding. Den tidligere bokser generalieblad tæller talrige mishandlinger og op mod 100 anholdelser i 1944 – 45.
Gestapo rådede over masser af angivere og havde et stort arkiv.
I efteråret 1944 skulle Gestapo-chefen i Shell-huset, Karl Heinz Hofmann på eget initiativ have givet grønt lys for tortur, selv om det allerede var praktiseret på det tidspunkt.
64 dødsfald i forbindelse med Staldgården
Mandskabet uden politiuddannelse fik mere at lave efter opløsningen af dansk politi i september 1944. Man øgede torturen blandt andet ved hjælp af pisk og knytnæve. Med dette håbede Gestapo at modstandsfolkene ville stikke deres sammensvorne.
Under aktionen mod dansk politi den 19. september 1944 kunne Gestapo i Sydjylland også trække på dansk – nazistisk hjælpepoliti i form af folk fra Hipo – korpset. Der var et par af de forhadte Hipoer udstationeret i bl.a. varde.
Gestapo hev en masse uskyldige til afhøring. Således foretog Gestapo i Kolding ca. 1.350 anholdelser fra oktober 1943 til maj 1945.
49 af de arresterede døde under anholdelse eller i tyske koncentrationslejre. Andre 15 blev henrettet efter opholdet i ”Helvedes Forgård”
I slutningen af krigen blev flere af Gestapos hovedkvarterer angrebet af Royal Air Force, men Staldgården gik fri.
Johannes Rasmussen (Snogen)
Mange af de fastansatte danskere, der var ansat på Staldgården deltog i mishandlingen. De fleste af disse sympatiserede med nazismen uden dog at være medlem af DNSAP. Eller NSDAP. Lønnen har sikkert også spillet en afgørende rolle.
De tyske Gestapo – folk havde en række danske stikkere til at hjælpe dem i deres arbejde. Den mest kendte var Johannes Rasmussen, bedre kendt som ”Snogen”. Han brugte mange voldelige metoder for at få information ud af dem som han afhørte.
Egentlig tilhørte han modstandsbevægelsen. Men han blev taget af Gestapo. Efter at være udsat for tortur i to dage brød han sammen. Han fik valget mellem at tage sin straf, som sikkert havde medført en tur i KZ – lejr eller at samarbejde med tyskerne. Han valgte det sidste og alle hæmninger faldt bort.
Selv om han var gift og havde to børn indledte han et forhold til Jenny Holm, som vi skal høre om senere.
Modstandsbevægelsen fik ram på ”Snogen”
Snogen udviklede sig til en af Gestapos mest brutale bødler. Han startede med at stikke sin kammerater i modstandsbevægelsen i Kolding og senere medlemmer af modstandsbevægelsen i Fredericia. Han var cellestikker både på staldgården og i Vestre Fængsel.
Han var både medlem af DSU og KU. Han blev ansat som tilsynsførende i Kolding Kommune og herigennem fik han kontakt til den lokale modstandsbevægelse.
I vestre Fængsel forsøger han at optrevle Holger Danske – gruppen. Det mislykkedes dog.
Snart arbejder han selvstændigt sammen med vennen fra Gestapo, Peter Karl Brinkmand.
Den 26. februar 1945 lykkedes det for modstandsbevægelsen at få ram på Johannes Rasmussen, da han var i aktion sammen med Jenny Holm. Det skete i Vamdrup. Han får et skud gennem lungen. Det betød, at han tilbragte resten af krigen på sygelejet.
Aktionen på Strandhotellet i Kollund
Peter Karl Brinkmand var en den bøddel på Staldgården. Han var egentlig bagersvend og boede hos sin arbejdsgiver. Han bliver tolk og chauffør på Staldgården. Han tager nu også egne initiativer og får angivere forskellige steder. Han samarbejder også med Birkedal – brødrene.
Ved en aktion får han banket et vigtigt kodeord ud af en person. Dette har forbindelse til nogle sabotører som befinder sig på Strandhotellet i Kollund. Og den 10. februar 1944 slår han til.
Hotellet omringes af en stor styrke. Brinkmand stiler mod første sal og de udpegede værelser, som han også havde fået presset ud af nogle personer. Den ene af sabotørerne Karl Laursen begynder at skyde ud ad døren. Øjeblikket efter er han selv dødelig ramt.
Anker Hansen flygtede såret ud ad vinduet, løber over tagene, når ned i kælderen til et nabohus. Men blodsporene røber ham. De finder ham og han dør af adskillige skud.
Aktionen på Vedsted Landbohjem
Fremgangsmåden er den samme ved aktionen mod forsamlingshuset Vedsted Landbohjem. Vi er her på Haderslev – egnen. Her gjaldt det sabotøren Hans Andersen, der er den ledende person i den sønderjyske jernbanesabotage.
Han havde et sikkert skjulested under scenen i forsamlingshusets sal med direkte adgang til sit værelse. Der var mange besøg af Brinkmand og Rasmussen på kroen. Beredvillige rapportører fortæller om det illegale netværk i området. I anledningen af Kongens fødselsdag den 26. september 1944 er det et arrangement.
Sabotør Hans Andersen blev skudt
200 mennesker holdes op. Mange søger tilflugt i kælderen. Hans Andersens kone visker til ham:
Det tror han ikke og glider i et med alle de andre. Men Brinkmand og Rasmussen har gjort deres hjemmearbejde. De har fremskaffet hans dæknavn og billede gennem en ung kvindelig slægtning i Fredericia.
Hans Andersen er hurtig identificeret, han hånes, mishandles og forsøgte at flygte. Han nåede et par hundrede meter, men bliver så skudt – under flugtforsøg.
Bygningen blev kort efter sprængt i luften som en slags hævn fordi en tysk befalingsmand var blevet dræbt under aktionen.
Kones kusine forlovet med tysk soldat
Og det hele skete fordi, at hans Andersen havde beskyldt en kusine til hans kone for at være en ”Feltmadras”. Hun var blevet forlovet med en tysk soldat. Så fortalte hun om episoden til hendes forlovede. Senere kunne kusinen så fortælle ”Snogen”, at Hans Andersen havde ændret udseende. Nu havde han fuldskæg og gik med briller.
Hans Andersen (Anders Thomsen) havde som sabotageleder utrolig travlt og havde oprettet en håndfuld sabotagegrupper.
Mange aktioner på den sønderjyske bane
Natten til den 10. september 1944 sprængte grupperne med få minutters mellemrum sporskifterne på Hovslund, Rødekro, Hjordkær, Bolderslev og Fårhus stationer. Samtidig blev jernbanebroen over Uge Bæk nord for Tinglev sprængt. Aktionerne resulterede i 17 timers spærring af strækningen.
Kort tid efter den 27. september ved 22 – tiden gennemførte sabotørerne en ny aktion og det kun ca. 24 timer efter katastrofen op Vedsted Forsamlingshus en perfekt afsporing mellem Bolderslev og Hjordkær på Aabenraa – egnen.
Alvorlige følger for tyskerne
Flere aktioner fulgte. Natten til den 7. oktober kl. 1.50 lykkedes det at afspore et tog mellem Rødekro og Hjordkær. Strækningen var afbrudt i halvanden døgn. Syv tyske soldater var blevet dræbt ved aktionen og 42 mand var blevet såret.
Efter den episode indførte tyskerne ”Himmelfartskommando” Dette begreb har nu tidligere været anvendt. Men dette betød, at der fremover blev placeret danske fangere i togene, som regel forrest.
Brinkmand udsletter næsten den syd og sønderjyske modstandsbevægelse
Brinkmand opsporede også to ledende sabotører i Kolding ”Hugo” og ”Per” på Saxildhus” ”Per” blev senere henrettet af tyskerne.
Brinkmand udsletter næsten hele den aktive del af modstanden i Syd og Sønderjylland. Han var venlig til det sleske og grænseoverskridende rå.
Burfeind kræves dødsstraf
Efter sigende var Theis Burfeind ved at hjælpe sin hustru med vasketøjet, da han blev arresteret på sin bopæl i Niebøl, få kilometer syd for grænsen. Det var den 16. maj 1945 Han blev straks ført til arresthuset i Kolding.
Han havde frit kunne passere den dansk – tyske grænse tidlig om morgenen den 5. maj 1945. Han anførte en større kortege.
Efter krigen krævede anklageren dødsstraf til Burfeind. Men han blev kun dømt til otte års fængsel. I 1950 kom der dog yderligere fire år på hans straf, da det kom frem at han havde givet ordre til mord på en jernbanesabotør. Efter en appelsag blev hans straf i alt til 10 års fængsel.
”Snogen” blev henrettet
Snogen blev henrettet den 13. maj 1948 i Undallslund plantage. Andre ansatte fra Staldgården led samme skæbne, bl.a. Hans Kristian Kristensen kaldet smukke Hans, Niels Riis og Peter Karl Brinkmann.
Per Birkedal Hansen, der var bror til den berygtede Ib Birkedal Hansen blev idømt livsvarigt fængsel, selv om Vestre Landsret idømte ham dødsstraf.
Grethe Bartram angav ca. 70 personer
Grethe Bartram, der slog sine folder på Staldgården blev idømt dødsstraf ved alle tre retsinstanser, men benådet af justitsministeren. Under afsoningen var hun blevet gravid med en fængselsbetjent.
Hun begyndte sin ”karriere” i Aarhus, da hun så en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor politiet udlovede en dusør på 1.000 kr. til den, der kunne give oplysninger om sabotage mod en et snedkerværksted. Hun fik sine 1.000 kr. Og politiet arresterede tre mænd, deriblandt hendes bror, der kom for tysk krigsret. Det kunne hun så ikke gøres juridisk ansvarlig for efter krigen, da hun blot havde fulgt dansk myndigheds opfordring.
Noget helt andet var det, da hun i februar – marts 1944 trådte i forbindelse med Gestapo. Samtidig var der fuld tillid til hende i Kommunistpartiet. Her angav hun omtrent 70 mennesker, hvoraf 33 blev deporteret til Tyskland. Af de 33 døde ni i KZ – lejre.
Hun havde ingen skrupler
På et tidspunkt blev hun tilknyttet Staldgården. Det store mysterium er, hvorfor hun tilsyneladende uden skrupler angav familie, nære venner og gamle partikammerater. Spillet gik godt til hen i august 1944, hvor partiet begyndte at fatte mistanke.
Gestapo forsøgte også at bruge hende som cellestikker i Frøslev-lejren, men hendes identitet var alt for kendt. I krigens sidste måneder blev hun brugt som stikker i Kolding.
I december 1944 forsøgte man at likvidere hende, men hun blev kun såret. Efter krigen blev hun som skrevet dømt til døden. Men dommen året efter blev ændret til livsvarigt fængsel.
I 1956 blev hun diskret løsladt med besked om at forlade landet de første fem år. Siden da boede hun i Sverige. Hun døde her i 2017 – 92 år gammel.
Jenny Holm
En anden storstikker var Jenny Holm, der på et tidspunkt også var tilknyttet Kolding. To gange forsøgte modstandsbevægelsen at likvidere hende. Hun var en af de mest frygtede Gestapo – agenter. Hun arbejdede bl.a. sammen med Ib Birkedal Hansen.
Hun charmerede både nazi – kredse, modstandsfolk og kommunister med sex.
Efter krigen hjalp hun de allierede med at opspore 19 tyske og danske krigsforbrydere. Hun opsøgte i 1943 modstandsmanden Holger Smith kendt som fabrikanten. Lillebroren John Smith døde på grund af hende i Neuengamme i december 1945.
Hun blev i marts 1949 idømt 16 års fængsel, men blev benådet af K.K. Steincke og løsladt i 1952.
Efter retsopgøret og afsoning formåede hun at skjule sin nazistiske fortid. Hun giftede sig og skabte en helt ny identitet og karriere. Hun tog navnet Annemarie Lenssinger, fordi hun i den sidste tid af besættelsen havde været voldsom betaget af tyskeren Paul Lensing, der var leder af Peter – gruppens afdeling i Kolding.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 17, 2021
Langs Brede Å
Egentlig er vandløbet 48 km. En 70 – årig mand blev skubbet i vandet. Alvorlig drukneulykke i Brede Å. Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer. Båden kæntrede. En mindesten blev oprettet. Sagnet om ”Sorg – agre”. De såkaldte ”Ballum – møller” Tragedien i Misthusum. Den svorne vej. En sten et sværd. Historien om Tøger. Ballum Sluse og Slusekro. Færgefarten. Digebyggeri. Lodsejerne skal selv.
Egentlig er vandløbet 48 km lang
Vi skal en tur langs Brede Å. Men vi bliver ikke kun på vandet. Hvad er der sket inde på landet? Ja turen går fra Lobæk nord for Løgumkloster ind til Mølledammen, forbi Løgumkloster til Bredebro og derfra til Ballum Sluse. Jo, vi har været her i området flere gange før. Bagerst i artiklen henviser vi til yderligere artikler.
I slutningen af 1990’erne fik en lang strækning af åen et nyt snoet forløb. Åens bund er lagt tilbage. Det er sikkert godt for dyr, planter og ikke mindst laks. Her er masser af natur. Tag en kanotur. Du skal da lige være opmærksom på, at der nogle steder i åen er masser af strøm.
Mellem Løgumkloster og Bredebro er der masser af vandrestier. Og fra Bredebro er der stiforbindelser til Mjolden. Vi skal da også her i artiklen besøge Æ Markmandssti og se på det, der skete i Misthusum.
Måske når vi også at fortælle om Dronningedalen i Åved Plantage. Et sagn fortæller, at Margrethe Sprænghest havde slået lejr her med sin hær i 1261. Ja og så er det Langdysserne ved Abterp. Men se det er lidt snyd. De er blevet flyttet fra et lille næs ved åen.
Brede Å afvander en stor del af Sønderjylland. Egentlig er selve vandløbet 48 km lang, men det er kun 21 km af den man kalder for Brede Å. En del af den kaldes Lobæk og Fiskbæk. Udspringet er nord for Agerskov by.
En 70-årig blev skubbet i vandet
Der er selvfølgelig en del mennesker, der er druknet i Brede Å gennem tiden. I 2008 skubbede en 27 – årig mand fra Aabenraa en 70 – årig i åen. Det var bare lidt drengestreger, sagde han. Jeg ville bare forskrække ham lidt. Men det kostede 40 dage i brummen og en bøde på 7.500 kr. Den hårde dom skyldtes at den 27 – årige stak af fra åen og ikke hjalp den 70 – årige op igen. Denne slap med skrækken.
Alvorlig drukneulykke i Brede Å
Den 12. juni 1912 skete der en alvorlig drukneulykke på Brede Å. Otte mennesker fra lokalområdet druknede. Det var den danske ungdomsforening i Skærbæk, der havde arrangeret en udflugt for gæster fra Sjælland og Sundeved.
Både gæster og værter skulle en tur til Ballum Enge. Og afslutningen skulle ske i Ballum Forsamlingshus. Arrangør var Dorothea Beier, Skærbæk. Hun var enke efter Peter Beier, Barsbøl.
Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer
Man var kørt til Mjolden Færgegård. Derfra skulle man så sejle til Ballum Enge. Fisker Anders Schmidt var hyret til opgaven. Hans motorbåd var dog ikke beregnet til 48 mennesker, som selskabet udgjorde. Men der var lagt løse plader på tværs af båden, så det blev siddeplads til alle. Fiskeren forsikrede, at det var forsvarligt.
Brede Å havde dengang endnu sine oprindelige slyngninger. Disse steder opstod der temmelig maget søgang. Nogle bad om at komme i land. Men bådføreren fastholdt at der ingen fare var på færde.
Båden kæntrede
Ved gården Hybjerg (Højbjerg) nordvest for Mjolden, var der en særlig skarp krumning. Åen var her fem – seks meter bred og op til tre meter dyb. Båden krængede og kæntrede inde under en skrænt. Brædderne som passagererne sad på gled ud i vandet. Næsten alle røg overbord. Situationen var kaotisk og mange kæmpede for livet. Nogle formåede selv at komme i land. Andre blev hjulpet af medpassagerer.
Det viste sig at 8 var omkommet i det kolde vand – to børn og seks voksne. De var alle lokale. Også arrangøren Dorothea Beier var blandt de omkommende. Efter ulykken var der søforhør i Flensborg. Bådføreren fik otte måneders ubetinget fængsel.
En mindesten
Til minde om ulykken blev der dels opsat en mindetavle i Frimenighedskirken, dels blev der rejst en mindesten ved Brede Å neden for gården Hybjerg.
Mindestenen blev i 1972 flyttet ind til Mjolden, hvor den står i et lille anlæg sammen med fire andre mindesten for hhv. storbonden og foregangsmanden Knud Lausten Knudsen, forballum, for Kristen Kold, der i en periode var huslærer hos Knud Lausten Knudsen og for folketingsmanden Niels Andersen Hansen Forballum. Ja så er der også lige Genforeningsstenen, der oprindelig var placeret i Forballum.
Sagnet om ”Sorg – agre”
En af de store sten på kirkegården er til minde om ”Sorg – agre”. Det handler om en kvinde, der høstede en stor rugmark som bod for at redde sin søn, der var dødsdømt for drab. Da hun havde høstet det sidste neg ved solnedgang, faldt hun død om af udmattelse. Historien om denne grænseløse moderkærlighed har fået Karen Blixen til at skrive novellen ”Sorg- Agre”, om magt, grådighed og moralsk fordærv.
Al bohavet fra Misthusum flød efterstormfloden til Skærbæk. Sønnen af en gårdmandsenke opdagede en mand der stjal af vraggodset. Han blev så vred, at han slog manden ned med en rafte. Og det overlevede tyven ikke. Sønnen blev fængslet og dømt til døden.
Moderen gik i forbøn for hendes søn. Det var Christian den Fjerde, der bestemte, at sønnen blev sluppet fri, såfremt kvinden inden solnedgang høstede en ager byg på en mark 250 meter syd for kirken i Ballum Vesterende.
Kvinden var hele dagen gået i en krumbøjet stilling. Da hun om aftenen ville rejse sig fra den knækker ryggen på hende.
De såkaldte ”Ballum – møller”
350 meter oppe ad Døde Arm står to møller, de såkaldte Ballum Møller. De pumpede tidligere vand op i kanalerne, der adskilte de forskellige fenner og gav vand til kreaturerne.
Det er her, du kan gå langs ”Æ Markmandssti Her kan du så gå ad en nyanlagt bro over Brede Å ved Døde Arm. Her blev åen så modsat andre steder rettet op for at give mere landbrugsjord. Stien drejer lidt efter skarpt mod Skærbæk.
Vindmøllerne og et lille møllehus blev opført i 1842. I dette hus kan du på plancher læse om livet i marsken. Og det kan læse om tragedien med Misthusum.
Tragedien i Misthusum
Lidt længere op ad Døde Arm lå landsbyen Misthusum. Landsbyen var beboet fra 1200 – tallet. Det var her friserne kom og anlagde de karakteristiske forhøjninger – de såkaldte værfter for ikke at skulle blive oversvømmet.
Efter stormfloden i 1362 lå landsbyen tilbage forladt af alle. I 1394 blev jorden givet til Kannikkerne fra Ribe. I 1417 lod bispen fire af marskgårdene genopbygge.
På et tidspunkt boede der 13 familier på de otte værfter. Et sommerdige langs åen beskyttede markens afgrøder. I det eneste hus, der er tilbage, Markmandshuset holdt markmanden til, når han passede bøndernes dyr. Dette hus blev bygget i 1809 af rester fra den oprindelige landsby.
Huset blev benyttet frem til år 1900. Og i Ballum-marsken havde man markmænd helt frem til 1970.
Misthusum blev genopbygget igen. Endnu i 1781 boede her 13 familier, men i 1811 var ikke en eneste familie tilbage.
Det var i 1634 at stormfloden kostede 44 mennesker fra Misthusum deres liv. Det var også samme år, at sagnet om Sorg – Agre udfoldede sig.
Sommeren 1634 havde været god og der fulgte et mildt efterår med stadig østenvind. Den 11. oktober, en lørdag slog vinden om fra sydøst til sydvest. Det faldt ind med megen regn. Hen imod aften blæste det op til en orkanagtig storm, så det næppe var muligt for noget menneske at stå fast på jorden.
Med stormen fulgte der regn, hagl, lyn og torden. Efterhånden drejede vinden sig fra sydvest om til nordvest, hvilket som regel her medfører store floder. Tilmed var det nymåne og som følge heraf springflod. Alle forhold bidrog således til at fremkalde en særlig stor flod.
Ud på natten gik digerne langs hele kysten og næsten alt marskland blev oversvømmet. Hele Tøndermarksen var under vand. Højer-Rudbøl diget var gennembrudt. Ribe by var totalt oversvømmet. Vandet stod mandshøjt i domkirken
Ødelæggelserne på marker og enge, huse og gårde, tab af kreaturer, gods og menneskeliv var store. Hele Misthusum skyllede bort. I Døstrup druknede 19.
Den svorne vej
Endnu et sagn er opstået. Det var sagnet om ”Den svorne vej”. Misthusum og Skærbæk var i strid om retten til vejen. Sagen kom for retten. Her forlangte dommeren at beboerne fra Misthusum skulle stå på vejen og sværge at de stod på egen jord. Disse havde fyldt jord i træskoene og svor derfor med sindsro, selv om de vidste, at det ikke var sandt. Alle bøderne kom som allerede skrevet ulykkelig af dage, bortset fra en, der ikke ville sværge falsk.
En sten med et sværd
Når sådanne katastrofer indtræffer, ja så opstår mange historier. Her endnu en.
I kirkegårdsmuren i Skærbæk kan du finde en aflang sten med et sværd på. Den er hugget ind der i 1100-tallet. Der er knyttet en historie til denne.
En mand fra Misthusum hørte, mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derefter hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte afsted med nogle af hans sager.
De nægtede at udlevere det stjålne. Han dræbte derfor den ene med en hjulring og løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham.
To af lovens håndhævere forklædte sig herefter som kvinder og gik til Misthusum, hvor det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden. Men hans venner søgte at befri ham. De stille med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk, der i retslig henseende hørte under Hertugdømmet Slesvig.
Planen mislykkedes og han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med ”sværdet” blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgmodige begivenhed.
Historien om Tøger
En anden version fortæller om en mand ved navn Tøger, der efter den store stormflod dræbte en strandrøver. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 på det sydvestre hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
Ballum Sluse og Slusekro
Diget blev bygget under Første Verdenskrig af krigsfanger. Store dele af anlægsarbejdet blev pålagt franske og russiske krigsfanger.
I den forbindelse blev Brede Å reguleret på strækningen fra Døde Arm til Ballum Sluse.
Ballum Slusekro blev opført samtidig med diget. Den eksisterer stadig som kro og har bevaret den gamle stemning. Dengang fungerede den som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen.
Slusemester – jobbet blev kombineret sammen med jobbet som kroholder. På øverste etage blev der indrettet gæsteværelser. I dag bliver disse benyttet som hotelværelser. Frem til 1993 var kroen en afholdskro.
Her ved Ballum Sluse er der et rigt fugleliv. Her er bramgæs, ænder og vadefugle. De tiltrækker rovfugle som havørnen, der kan opleves her.
Færgefarten
Fra 1786 var der færgefarten fra Bådsbøl – Ballum til Rømø. Omkring 1900 havde man med motorfærge fra Skærbæk Brohoved nord for den nuværende dæmning. Efter 1920 blev bådfarten henlagt til den nybyggede Ballum Sluse, hvor der var anlagt en anløbsbro. Herfra fortsatte færgefarten fra 1923 indtil 1948, hvor dæmningen blev indviet.
Dige-byggeri
Allerede i slutningen af 1700-tallet var det på tale at bygge diger for at beskytte Ballummarsken. I forbindelsen med udskiftningen i 1830’erne var der ulemper på grund af manglende dige.
I de yderste enge var nye anlæg som veje, broer og bevandings-møller ubeskyttede ved højvande og stormfloder. Man havde anlagt et par sommerdiger, som dog ikke var tilstrækkelige.
Efter en stormflod i 1904 tog den nye landråd i Tønder, Friedrich Rogge fat på digeplanerne. Yderligere to stormfloder i henholdsvis 1909 og 1911 satte fart i tingene.
Mængden af vand, der udledes, er i dag 20 pct. større end dengang, da slusen blev anlagt. Brede å udleder vandet via en selvlukkende sluse. Den er cirka åben halvdelen af tiden ved lavvande. Ved stormflod kan slusen være lukket i flere døgn i træk. Ved store vandmængder kan oversvømmelse sagtens forekomme i de lavtliggende områder.
Lodsejerne betaler selv
Lodsejerne i Tøndermarsken betaler stadig en digelagsskat, som er betaling for vedligehold af diger og drift af pumper. Kommunen står for indkrævningen. Driften varetages af Digelaget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 14, 2021
Da Tændstikfabrikkerne kom til København
Nu skulle de ikke mere ligge uden for byen. Man tænkte ikke på arbejdernes ve og vel. Da Gosh og Tordenskjold startede. Tordenskjold optrådte i en drøm. Meget kunne gå galt. Gult fosfor måtte ikke mere bruges. Effektivisering var påkrævet. En tredjedel af de ansatte var under 15 år. I 1909 åbnede kongen en kæmpe fabrik på Islands Brygge. I 1972 var det slut. Gosh og Tordenskjold rejste til Sverige.
Nu skulle de ikke mere lægges ude for byen
En arbejdsløs bogholder indleverede i 1838 en ansøgning til Københavns Magistrat om tilladelse til en produktion af friktionssvovlstikker. Magistraten var dog betænkelig ved denne ansøgning for hvad med brandfaren. De er så længe om behandlingen, at bogholderen ikke får glæde af det.
Men så vrimler der ellers ind med ansøgninger. De behandles i bundter under samme journalnummer. Hvor den første ansøger blev mødt med uhyrlige ting som at fabrikken skulle ligge uden for byen, skal den nu blot ligge i en kælder eller stuen i en grundmuret bygning med skorsten. Ligeledes skulle vægge og lofter være beklædt med gips.
Man tænkte ikke på arbejdernes ve og vel
Der åbnede således en del mindre tændstikfabrikker i Indre København. Men langt de fleste lukkede lige så hurtigt igen. Man fokuserede udelukkende på brandsikkerheden. Det handlede slet ikke om den enkelte arbejders ve og vel eller gener for de omkringboende.
Hygiejnen var elendig. Der var stadig åbne rendestene fyldt med spildevand og alskens affald. Det var almindeligt at holde større husdyr som svin og køer inden for vildene, så dunsterne fra en tændstikfabrik i nabolaget havde blot været en nuance i den massive stank.
Da Gosch og Tordenskjold startede
I 1865 startede produktionen af Tordenskjold – æskerne på Christianshavn. Det foregik i lejede lokaler i Bådsmandsstræde under navnet Ludvig Hintzes Efterfølger. Firmaet blev ledet af Anders Sørensen sammen med Heinrich Gosch. Den første tog af driften den anden af salget. Af tændstikkerne. Sørensen drev allerede en fabrik på Frederiksberg, der blandt andet producerede gravkranse af cement., ildtændere og segllak.
Det var Gosch, der var blevet sendt til København af sin chef Ludvig Hintze, der havde en tændstikfabrik i Flensborg.
Tordenskjold optrådte i en drøm
Det var Anders Sørensens kone, der fik den geniale ide, at det var den dansk – norske søhelt, der skulle pryde tændstikæskerne. Hun fik angivelig ideen i en drøm. Det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt måtte Gosch og Sørensen indrykke annoncer i aviserne, hvor de advarede forbrugerne mod billige efterligninger.
Gosch var en gudsbenådet sælger og havde et godt netværk blandt landets købmænd. Allerede året efter i 1866 blev forholdene på Christianshavn for små. Og for Sørensen var besværligt at drive to fabrikker på en gang. Derfor besluttede man at flytte produktionen af tændstikkerne ud på Sørensens fabrik på Frederiksberg. Samtidig udvidede man på Falkoner Alle.
Meget kunne gå galt
Konkurrencen var benhård. Det var kun dem, der kunne effektivisere produktionen, der kunne overleve. Det havde også vist sig at være effektivt med Tordenskjold på æskerne.
Meget kunne gå galt. Kombinationen af maskiner, der ofte ikke var ordentlig afskærmet og den store mængde af brændbare kemikalier udgjorde en yderst farlig cocktail.
Det første der skulle gøres, var at forvandle de store træstammer til de små pinde, der udgjorde selve tændstikken. De hele stammer lå opmagasineret på fabrikkens tømmerplads, der blev afbarket og skåret op i stykker som passede ind i en maskinhøvl, der forvandlede træblokken til en lang finerstrimmel.
Fineren blev i samme ombæring delt på langs i stykker af samme bredde som en tændstiks længde og strimlerne blev skåret på tværs. En enkelt mand kunne således lave flere millioner pinde i løbet af en dag.
Træet var aspetræ, som er det ideelle til tændstikker. Det indeholder ikke harpiks, det er stærkt og dog porøst, så de kan opsuge den paraffin, der gør at tændstikken kan brænde.
Masser af kvinder og drenge var beskæftiget i disse fabrikker.
Gult fosfor måtte ikke mere bruges
Selve tændsatsen var en giftig blanding af fosfor, kaliumklorat, glaspulver, lim og gummi. Satsen blev holdt varm og dermed flydende i store kar, hvor roterende valse sørgede for at fordele det jævnt på stikkerne.
Pakningen af tændstikkerne var primært kvindearbejde. Der skulle udvikles stor forsigtighed, da tændstikkerne kunne antændes, hvis de gned for hårdt mod hinanden. Dengang kunne tændstikker antændes, hvis man strøg dem på ru flader. Det er dem vi ser i westerns. De skulle ikke stryges på siden af æsken.
Den 1. januar 1875 trådte den såkaldte Tændstiklov i kraft. Loven var vedtaget året før og bestod kun af fire paragraffer. Det betød at brugen af den giftige gule fosfor blev erstattet af den helt ufarlige røde amorfe fosfor.
Det gav god mening. Den gule fosfor var skyld i en mængde alvorlige sygdomme på fabrikkerne. Beretninger fortæller om arbejdere, der nærmest var selvlysende, når de gik hjem om aftenen. Deres udåndingsluft var også. Fosfordampe ødelagde lungevævet og kunne resultere i brystsyge. Mest frygtet var ”Benæderen” som den hed i folkemunde. Først faldt tænderne ud, siden smuldrede selve kæben. Jævnligt dukkede der politirapporter op, hvor folk havde taget livet af sig selv eller andre ved at opløse satser fra tændstikker i eksempelvis kaffe.
Man forsøgte at forbedre arbejdsmiljøet med mundskyldning i kalkvand og sågar forklæder gennemvædet af terpentin. Ingen af delene hjalp.
Effektivisering var påkrævet
Nu skulle tændstikæskerne forsynes med en strygeflade af svovl, sådan som vi kender i dag. Dermed skulle der anskaffes nye maskiner og produktionen omlægges.
Nu var Sørensen og Gosch i forvejen godt rustet til dette. De producerede i forvejen giftfri sikkerhedstændstikker. Der kom også Børneloven, der satte begrænsning på, hvor meget børnene måtte arbejde.
I 1875 valgte Gosch at afslutte sit samarbejde med Anders Sørensen. Han opførte sin egen tændstikfabrik Phønix på Jacobsgade på Amager. Samtidig går det ned af bakke for Sørensen på Frederiksberg. Gosch køber denne fabrik. Der oprettes nu et kontor på Nyhavn. Salget går forrygende.
En opgørelse viser, at der på kontoret arbejder 4 mand. I produktionen arbejder der 37 mænd, 104 kvinder og 28 drenge samt 42 piger mellem 14 og 18 år.
Hertil er 160 familier beskæftiget i deres hjem med at klistre æsker sammen. Men snart får Gosh en maskine, der kan gøre dette, så de 160 familier blev afskediget. Og samtidig får firmaet en æskefyldemaskine. Det betød at medarbejderstaben blev reduceret med 75 kvinder. Det skabte en del uro.
Dagligt blev der produceret 180.000 æsker sikkerhedstændstikker. En stor del gik til hjemmemarkedet men der blev også eksporteret til så fjerne markeder som Vestafrika, Java og Australien.
En tredjedel var unge under 15 år
Tændstikfremstillingen startede dog herhjemme i 1830’erne ved oprettelsen af virksomheden Rohmell & Schüerer. Datidens produktion indebar meget manuelt arbejde.
I 1875 beskæftigede de københavnske tændstikfabrikker næsten 300 arbejdere. En tredjedel af disse var børn under 15 år. Men det blev firmaet, H.E. Gosh, der blev dominerende.
H.E. Gosh dør i 1898. I starten af 1900 – tallet blev der installeret gaskomfur i flere og flere hjem. Gassen skulle tændes med tændstikker og efterspørgslen steg selvfølgelig.
I 1909 åbnes en kæmpe fabrik på Islands Brygge
Den 27. april 1909 åbner Gosh eller De Forenede Tændstikfabrikker som det efterhånden hed en helt ny fabrik på Islands Brygge. Det var den hidtil største med den nyeste teknologi. Og det var lidt af en begivenhed. Frederik den Ottende sammen med prinsesserne Thyra og Dagmar indvier fabrikken.
200 specialmaskiner producerede 20 millioner tændstikker i timen. Der var ansat 300 mennesker til at passe på maskinerne. Placeringen kunne ikke have været bedre. Skibe med træstammer kunne sejle direkte til fabrikken.
I 1972 var det slut
Billige tændstikker fra Finland og Rusland gav Tordenskjold kamp til stregen. Og så var det også de stærke svenskere. Det lykkedes da heller ikke at redde fabrikken. Den 1. juni 1972 lukker fabrikken og Tordenskjold flytter til Sverige.
Virksomhedsnavnet og varemærket er i dag overtaget af Swedish Match.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2021
Hvem var han? Det svenske skattevæsen erklærede han død. 440.000 ungarske jøder udryddet på tre måneder. Wallenberg udstedte svenske pas. Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham for ”jødehund”. Englen fra Budapest. Russerne indkaldte Wallenberg til møde. Han var blevet advaret. Han var agent for OSS. Familien levede i uvished. Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet. Mange mente at have set Wallenberg. Masser af undersøgelser. Mange opfattelser. Russisk efterretningschef var ikke i tvivl. Wallenberg blev myrdet. Han har opnået masser af hæder.
Mange vil sikkert spørge. Hvem var han? Han var en mystisk svensk rigmand og diplomat. Han redede tusindvis af jøder fra gaskamre. Den 17. januar 1945 forsvandt han i Ungarns hovedstad, Budapest.
Budapest var omringet af de Røde Hær, men den tyske SS – general nægtede at overgive sig. Kampene her kostede over 120.000 menneskers liv i de 44 dage belejringen varede.
Vidner hævder at have set Wallenberg i live helt frem til 1987. Så sent som den 21. september 2016 rejste Wallenbergs to niecer til Moskva i håb om, at den russiske sikkerhedstjeneste kunne hjælpe med et svar.
Det svenske skattevæsen har erklæret ham død. Han skulle have meldt sig inden den 14. oktober 2016. det gjorde han ikke, der for blev der udskrevet en dødsattest på den nu 104 – årige gamle mand. Det skete 71 år efter, at han forsvandt. Men det hele handler faktisk om en glemt helt.
440.000 ungarske jøder myrdet på tre måneder
Historien begynder i 1944. den 32 – årige svensker bliver sendt til Budapest på en diplomatisk mission, han slet ikke var forberedt på. Han var uddannet arkitekt og talte flydende tysk. Og så havde han det rigtige efternavn. Familien tilhørte nogle af de mest magtfulde og indflydelsesrige familier i Sverige.
Det handlede om at redde ungarske jøder. Og det var i samarbejde med amerikanerne.
Jøderne var allerede i gang med at blive udryddet af nazisterne, da Wallenberg ankom. I løbet af tre måneder lykkedes det for de effektive tyskere at sætte cirka 440.000 jøder på kreaturvogne. De fleste af dem endte i Auschwitz-Birkenau.
Wallenberg udstedte svenske pas
Ambassaden i Budapest var begyndt at udstede rejsedokumenter til ungarske jøder. Men egentlig havde de ingen juridisk gyldighed. Det var alligevel lykkedes for svenskerne at give ungarerne det indtryk af, at mennesker med svenske rejsedokumenter var under svensk beskyttelse.
Det lykkedes for Wallenberg med ungarernes tilladelse at udstede 5.000 pas til jøderne. Men han fortsatte med at trykke så i realiteten blev der uddelt tre gange så mane. Dokumenterne blev anerkendt af de tyske soldater, så på denne måde reddede Raoul Wallenberg tusindvis af jøder fra døden i gaskamrene.
Wallenberg lejede 32 huse i Budapest og forsynede disse med svenske flag. Og det betød, at ”deres beboere var beskyttet af svensk diplomatiske immunitet”
Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham før jødehund
Himmler skulle også have anerkendt metoden. Han havde en plan om at bytte en million jøder for 10.000 lastbiler. Han håbede at kunne indgå hemmelige aftaler med de allierede. Wallenberg havde også forhandlet med Eichmann selv om denne kaldte Wallenberg for ”Jødehund”.
Men i oktober 1944 ændrede situationen sig i Budapest. Fascisterne havde overtaget magten. Den nye indenrigsminister ville ikke mere anerkende de svenske beskyttelsespas. Jøder blev bragt til Donau og skudt.
Eichmann kom tilbage til Budapest og deportationerne fortsatte. 40.000 jøder blev beordret til den østrigske grænse, for at grave en slags mur mod Den Røde Hær.
Englen fra Budapest
Men Wallenberg blev også kaldt ”Englen fra Budapest” Han brugte sin kreativitet og fandt på specielle metoder for at redde jøderne i Budapest.
Han kunne også gøre indtryk hos nazisterne og få sine krav gennemført. Efter sigende ville nazisterne springe ghettoen i Budapest med 70.000 jøder i luften. Men Wallenberg fik nazisterne overtalt til ikke at gøre det. Han fik også bremset nogle af dødsmarcherne med argumentet om, at en sådan handling ville blive betragtet som en krigsforbrydelse efter krigen.
En måned før han forsvinder skriver han hjem til sin mor, at alle er i godt humør og glæder sig til kampen.
Han skulle have stoppet tog på vej til gaskamrene og skulle have åbnet dørene til kreaturvognene med jøderne. Med sin bil fulgte han dødsmarcherne med levnedsmidler og medicin.
Gennem sit arbejde i Sverige havde han forbindelser til det jødiske samfund i Ungarn Fra USA havde han fået 150.000 dollars.
Russerne indkaldte Wallenberg til møde
Men i januar 1945 var Budapest ved at skifte hænder. Kommunisterne sendte bud efter den svenske diplomat lige inden han forsvandt. Det var den sovjetiske feltmarskal Rodion Malinovsky, der kaldte ham til møde i sit hovedkontor i Debrecen næsten 200 kilometer øst for Budapest.
Russerne beskyldte ham for spionage. Men Wallenberg var frygtløs. Sammen med sin chauffør begav han sig til hovedkvarteret. Han tog afsked med sit personale med disse ord:
I dag kan vi så konstatere at det har været som fange.
Wallenberg var blevet advaret
En anden diplomat i Budapest Per Anger skulle have advaret Wallenberg. Han havde den 10. januar bedt ham om at komme i sikkerhed. Men Wallenberg havde svaret:
Allerede længe før denne dato vidste Wallenstein at han levede livet farlig. Han overnattede ikke i det samme hus to nætter i træk.
Wallenberg var agent for OSS
Nogle historikere mener, at det ikke er spionage han var anklaget for. Det havde noget at gøre med familien Wallenbergs gøren og laden at gøre under krigen. De forhandlede med begge sider. Raoul Wallenstein skulle så være en slags pant for Sovjet for at få bedre forbindelser.
Men US News og World Report har undersøgt forholdene i Budapest og mener, at Wallenberg var tilknyttet det amerikanske efterretningsvæsen. Han skulle have været agent for CIA’ s forgænger OSS. Således skulle der i Stockholm har været en ungarer, der hjalp med at få ham i tjeneste hos OSS. En kurator hos CIA, der hed William Hinhoeffer skulle i 1990 have bekræftet dette.
Familien levede i uvished
Åbenbart havde den svenske regering forsømt at gøre noget for at få Wallenberg frigivet. Måske havde de bevidst undladt dette for at bevare deres neutralitet.
I 1993 kom det frem, at styret i Moskva havde udstedt en arrestordre på vores hovedperson. De to kom aldrig tilbage til Budapest og ingen har siden hørt fra dem. Familien hjemme i Sverige har fået forskellige informationer. Wallenberg skulle være dræbt da Budapest blev bombet. En anden melding gik på, at han var ude for en bilulykke.
Familien brugte masser af midler for at få sagen opklaret. Sagen endte hos Josef Stalin. Men det var måske ikke lige som familien havde håbet.
I 1946 mødtes den svenske ambassadør i Moskva med Stalin.
Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet
Det skulle gå 11 år før russerne indrømmede, at Raoul var blevet arresteret og sat i fængsel af MGB (En forløber for KGB). Indrømmelsen blev fulgt op af en erklæring om at han var død af hjertestop i Lubjanka – fængslet i 1947.
Sandheden er nok, at han er blevet offer for den sovjetiske efterretningstjenestes C2 – gift.
Men familien har aldrig troet på denne historie.
Mange mente at have hørt om eller set Wallenberg
Den britiske spion Greville Wynne hævder, at hans medfange udgav sig for en svensk diplomat i 1962. På det tidspunkt var Wynne blevet afsløret og ventede på sin dom i Lubjanka – fængslet. Han slap dog fri som led i en udveksling af spioner to år senere.
En amerikansk professor, Marvin Makinen, der blev dømt for spionage i Sovjet i 1961 hørte også om en svensk fange, mens han var fængslet i Vladimir – fængslet 200 km øst for Moskva.
Den svenske fange ”van den Berg” blev holdt i isolation. Marvin Makinen mødte aldrig selv fangen. Men efter han slap ud af sit fangenskab som led i en spionudveksling fattede han interesse for sagen om den forsvundne svensker.
Men i 1989 blev medlemmer af familien inviteret til Moskva. Her fik man overdraget en pas og en lommekalender tilhørende vores hovedperson. Disse ting var fundet under oprydning i et KGB – arkiv.
I 1993 fik han kontakt til to tidligere ansatte ved fængslet. De ansatte påstod, at de kunne genkende Raoul Wallenberg ud fra fotos, som ellers aldrig har været vist for offentligheden.
Masser af undersøgelser
Med tiden har der været iværksat en række undersøgelser af den forsvundne svenskers skæbne.
Menneskerettigheds-advokaten Irwin Cotler stod i spidsen for en undersøgelse i 1980’erne og konkluderede, at der var ”overbevisende beviser” for, at Raoul Wallenberg var i live i 1950’erne og 1960’erne og ”utroværdige beviser” for, at han var i live helt op i 1980’erne.
Det sidste udsagn fra vidner, som muligvis har set Wallenberg i live, er fra et fængsel mellem Moskva og Leningrad i 1987, hvor en tidligere frihedskæmper, John Farkas hævder at have set svenskeren.
Efter Sovjetunionens fald gik russerne med til at iværksætte en ny russisk-svensk undersøgelse, som skulle forsøge at give et endegyldigt svar på Wallenbergs skæbne.
Mange opfattelser
Nu lød konklusionen at Wallenberg måske var blevet henrettet, mens han blev holdt tilfangetaget i Lubjanka. Samtidig påpegede svenske historikere, at det meget vel kunne være, at Wallenberg havde levet i straffelejrene Gulag i adskillige år efter hans påståede død i 1947.
Ingen af oplysningerne er dog ledsaget af håndgribelige beviser.
Efterretningschef ikke i tvivl
Manden, der stod i spidsen for Sovjetunionens efterretningsvæsen fra 1954 til 1958 mener dog at have et svar. Han hed Ivan A. Serov. Hans dagbog blev fundet i en kuffert som lå gemt i en falsk væg i 25 år.
Den blev udgivet i sommeren 2016 og heri skrev Serov:
Og det var sket efter direkte ordre fra Stalin.
Wallenberg blev myrdet
Henrettelsen skulle angiveligt være udført den 22. juli 1947. Men blev ordren udført?
Ifølge Moscow Times, er det nemlig en stribe afhøringsrapporter fra Lubjanka-fængslet, som blev offentliggjort i 2009. De personer, som blev afhørt, havde relation til Raoul Wallenberg – blandt andet hans chauffør.
Wallenberg optræder ikke på listen – det gør til gengæld en mystisk ”Fange Nummer 7”, som blev afhørt den 23. juli 1947. Det var dagen efter at henrettelsen skulle have fundet sted. Fangens identitet er ukendt. Men måske ligger der et svar og venter.
Åbenbart ligger svarene i de sovjetiske arkiver. Alt tyder på, at Wallenberg ikke er død på en naturlig måde. Han er blevet myrdet.
Masser af hæder
Raoul Wallenberg blev af den svenske konge hædret med den største udmærkelse. Også ved Holocaust mindestedet Yad Vashem har man æret ham. I 1995 fik han den europæiske menneskerettighedspris.
Ved den store synagoge i Budapest befinder der sig en mindetavle til minde om den svenske diplomat.
Wallenberg er desuden udnævnt som æresborger i Israel, USA, Canada og Budapest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2021
Skt. Stefanskirken – en kirke med frisind
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Agelica kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”.
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været i Menighedshuset i Vedbækgade – Karmel.
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Her på siden har du kunne læse, da Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet.
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro.
Frimodt tog initiativ til at Stefanskirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefanskirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
Der var oprindelig plads til 700 i kirken. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefanskirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte denne antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefanskirken en søndag gennemførte:
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Ved 25-års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny- dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb og kærlighed.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt i Karmel i Vedbækgade, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Til højre foran koret står en lysbærer. Den første af sin art og tegnet og fremstillet af Ove Carlsen.
Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Norden har det også slagtøj, stortromme og bækken.
Orgelet er skabt i 1983 af den dygtige orgelbygger Carsten Lund, der noget usædvanligt fik frie hænder af kirkens menighedsråd til at udtrykke sig i en klar kunstnerisk og håndværksmæssig vision. Det kom der et instrument ud af, som måske deler vandene bland organister, men som tilhængere regnes for noget af det ypperligste i orgelverdenen.
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne Karmel i Vedbækgade – menighedshuset for Stefanskirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest. Men ikke mindst har jeg holdt mange foredrag her.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harboulejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Hvis du endnu ikke har prøvet det – så kom til Fredagsrundstykker i Karmel. Det er vældig hyggeligt, hvis du kan stå tidligt op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.729 artikler – Om præster, Kirker, Åndsliv og Kirkegårde:
Nørrebro (301 artikler):
København (87 artikler):
Østerbro (96 artikler):
Tønder (278 artikler):
Højer (77 artikler):
Aabenraa (165 artikler):
Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Sønderjylland (200 artikler):