Artikler
Oktober 6, 2021
Kastellet – den 9. april 1940
Skriv under – ellers bomber vi. Der blev ikke skudt fra Middelgrundsfortet. Fortroppen kom på cykel. Melding om ”mystiske” personer. På Amalienborg kæmpede 60 gardere. Et brag vækkede soldaterne. Kirken var ikke mere trygt. En papegøje kunne sige ”Dumme Tyskere”. Tyskerne lukkede kirken. Dagen før diskuterede officerer situationen. Det var bedst at følge tyskernes instrukser. General blev anholdt. Officererne skulle have været brugt som gidsler. Majoren havde spioneret året før. Københavnerne spyttede på soldaterne.
Skriv under – ellers bomber vi
København var hovedmålet for det tyske angreb mod Sjælland. Medens em bataljon skulle sikre Kastellet ved et kup som brohoved, skulle de to hovedstyrker støde frem mod byen fra hhv. Korsør og Gedser.
Ordren lød på at rykke frem til Vestvolden. I tilfælde af modstand og holde sig der, indtil byen var gjort mør ved et bombardement fra luften lige som Warszawa et halvt år før. Den danske gesandt Renthe – Fink overrakte en note tidligt om morgenen, hvori man truede med et bombardement, såfremt Danmark ikke ville opgive at yde modstand.
For at give truslen eftertryk, kredsede tyske bombemaskiner over byen. Ved Kiel holdt et regiment Stuka – bombere parat.
Der blev ikke skudt fra Middelgrundsfortet
Dengang lå Den Tyske Ambassade på Kastelsvej 40. Har havde Rethe Fink modtaget denne note, som han personlig afleverede til udenrigsminister Peter Munch på dennes privatadresse på Østerbro.
Angrebet mod Kastellet blev foretaget af en bataljon på 600 mand under major Glein. Styrken blev sendt nord om Sjælland på transportskibet Danzig ledsaget af en isbryder.
Middelgrundsfortet råbte skibet an og lyste på det. Fortet havde kun en lille vagtstyrke, igen egentlig besætning. Selv om de kunne have skudt, havde krigsførende lande en vis ret til at anløbe neutral havn. Danzig hejste det tyske søkrigsflag, da det blev belyst.
Major Glein mener selv, at det havde reddet ham, idet det bestod af et rødt flag med et hvidt kors foruden de sorte symboler. Det kunne forveksles med Dannebrog. Men der var også andre udlægninger, mht. hvorfor der ikke blev skudt. Det skulle have været et uerfarent mandskab og kanonerne virkede ikke. Det sagde bare klik.
Man havde åbenbart ikke taget de sidste døgns advarsler alvorlige.
Fortroppen ankom på cykler
Isbryderen fik besked på at lægge til ved Langelinie ifølge Glein og Danzig lagde sig bagved og begyndte straks landsætningen. En ”bestilt” lastvogn holdt parat for at transportere en radiosender.
Fortroppen ilede afsted på cykel for at nå frem til Kastellets to porte og for at få dem åbnet. Norgesporten blev sprængt. Hovedporten ved Esplanaden stod åben. Vagten blev overmandet efter et kort håndgemæng.
Kastellet var kun bemandet med et vagthold, nogle stabe og nogle hjælpetropper og uden militær betydning. Heller ikke her havde man tillagt de sidste par døgns advarsler alvorligt.
Den tyske hovedstyrke fulgte til fods. Det første kompagni skulle besætte de ydre volde. Det næste skulle rense Kastellets indre og tage personalet til fange. Det tredje skulle udstille poster ved de tilstødende gader og fremsende sikringsled.
Melding om ”mystiske” personer
Politiet var blevet alarmeret med en melding om, at der var mystiske personer ved Kastellet. En deling blev sendt derud. De dannede kæde for at afsøge området. Alle blev taget til fange af tyskerne.
På Amalienborg kæmpede 60 gardere
Vagten på Amalienborg blev opmærksom på de tyske forposter for anden af Bredgade og Amaliegade og afgav nogle skud. Der kom til skudveksling med vagterne. Dette alarmerede vagtmandskabet og sidenhen den forstærkning, der blev tilkaldt på Sølvgadens Kasserne. På et tidspunkt har der været omkring 60 gardere i kamp. Flere blev såret. Ved sekstiden enedes man om en våbenhvile og få kampene bragt til ophør, Hvor der blev kæmpet.
Et brag vækkede soldaterne på Kastellet
Der var mange, der var blevet vækket af den enorme brag, da Norgesporten sprang. Man troede i første omgang, at det var gaskedelen i gymnastikhallen, der var eksploderet. Klokken var 4.30.
På Kastellet befandt der sig 200 – 300 militærfolk og ansatte ved den populære Kastels kirke.
Ja sådan råbte de tyske soldater.
Kirken virkede ikke mere trygt
De civile og de menige skulle begive sig ud på Kirkepladsen. Man skulle vænne sig til tyskernes grønne uniform. Danskernes var grå. Men tyskerne bar deres våben meget tydeligt. Det virkede utrygt. Kvinder og børn blev beordret ind i kirken.
Soldater med maskinpistoler holdt vagt inde i den trygge kirke. Nu virkede det som et koldt og fjendtligt rum. Det var fremmed fornemmelse og angstfremkaldene pludselig at se soldaterne og våben i kirken. Det var som om, der var kommet en mørk skygge over den. Da man så kom ud, lå der et stort hagekorsflag på jorden.
En papegøje, der kunne sige ”Dumme tyskere”
Mange officerer så ned i jorden. Og hos enkelte havde tårerne frit løb. De skammede sig fordi de ikke havde fået mulighed for at forsvare sig som de var oplært til.
Børnene på Kastellet fik ordre på ikke på nogen måde at pleje omgang med tyskerne. Hvis de søgte kontakt skulle man vende sig om og bare gå.
En af oberstinderne havde en papegøje som havde en stor grøn papegøje som hun havde lært at sige:
Dem der boede på Kastellet, observerede et par gange at tyske soldater nærmest begik mytteri, fordi de skulle udskibes til fronten.
Tyskerne lukkede kirken
Så skulle man have passerseddel for at komme forbi vagterne og hjem. Det betød at mange af børnene måtte låne en telefon ude i byen for at få forældrene til at hente sig ved porten. Gæster skulle følges til og fra porten. Når luftalarmen løs skulle tyskere og danskere begive sig i hver deres beskyttelsesrum.
Tyskerne havde lukket kirken. Men man fik lov til at holde en lille andagt en gang imellem. Ved sådanne lejligheder kunne tyske officerer også finde på at knæle inden for døren og bede en lille bøn.
Dagen før diskuterede officerer diskussionen
Aftenen inden havde 6-8 officerer spist sammen i officersmessen. Her havde de diskuteret den stadig mere alvorlige og politisk militære situation. Det var især Jacob Kronikas artikler i Nationaltidende, man diskuterede.
Ifølge ham ville tyskerne snart handle hurtigt og overraskende. Specielt Norge var efter hans opfattelse i farezonen. Han havde skrevet om troppesamlinger syd for grænsen og livlig aktivitet i de tyske Østersø-havne.
Det var en meget pessimistisk stemning blandt officererne, da de gik i seng. Men de anede ikke, hvad de skulle opleve næste morgen.
Det var bedst at følge tyskernes instrukser
Også officererne blev vækket af et kæmpe brag. Lidt efter lidt kunne de høre kommando-stemmer. Tyske patruljer på 4-6 mand gik nu rundt i området. Man talte om, hvad man skulle foretage sig. Der blev nu råbt at man skulle komme ud og gå hen mod Kirkepladsen. Tyskerne ville ind og foretage husundersøgelser.
At forsøge at slippe uset ud af bygningerne og derefter komme over volden gennem voldgravens iskolde vand, blev hurtig opgivet. Konklusionen var, at det bedste var at følge tyskernes ordre om at begive sig hen på Kirkepladsen.
40 officerer samlet i Kommandørgården
Der var livlig aktivitet og først nu gik det rigtig op for besætningen på Kastellet, at man var besat af tyskerne. Over Kommandørgårdens tag vajede allerede det tyske rigskrigsflag. Officererne blev kommanderet til Kommandogården, hvor de skulle op på førstesalen. Det var normalt bolig for chefen for generalkommandoen, generalløjtnant Prior. De menige og øvrige befalingsmænd blev beordret i gymnastiksalen.
40 officerer var samlet i et større lokale som normalt var generalens spisestue. De måtte ikke tale sammen. Det var først de yngre officerer, der blev sendt over i officersmessen. Nu måtte man godt tale sammen.
General anholdt
General Prior var med nød og næppe kommet ud ad Sjællandsporten, inden tyskerne stormede ind. Vagten og en vagtkommandør og 9 mand fra garnisonstropskompagniet var hurtig blevet afvæbnet.
General Ebbe Gørtz var umiddelbart kørt fra sit hjem i Hellerup til Krigsministeriet, da han hørte om alarmeringen. Men ved en vejafspærring ved Østerport Station anholdt tyskerne ham. Flere blev anholdt.
Syg general hevet ud af sengen
I Generalstok havde tyskerne sprængt døren, fordi Generalmajor C. Jacobsen generalinspektør for fodfolket var syg og sengeliggende. De nærmest hev ham ud sangen.
Indenrigsminister Bertel Dahlgaard blev bragt til kommandørgården. Men her gjorde han sig snart upopulær blandt officererne.
Officerer skulle have været anvendt som gidsler
Omkring kl. 9 fik alle at vide, at de var frie. Men pludselig kom der nogle åbne lastvogne, hvor der sad mænd og kvinder bevogtet af tyskerne. Det var folk fra de engelske, franske og polske gesandtskaber.
Formålet med at besætte Kastellet var egentlig at tage højere officerer som gidsler for at presse den danske regering til at acceptere tyskernes krav.
Majoren havde spioneret et år før
Ja tyskerne kendte udmærket Kastellet. Den tyske major Gein var rejst til København som turist den 4-5. april 1940. En dansk sergent viste ham rundt Kastellet, besvarede alle hans spørgsmål og drak til sidst en øl med ham i marketenderiet.
For at komme ind og ud af Kastellet skulle man have et Ausweiss. Men indtil dette blev udstedt kunne man bruge den gamle passerseddel stemplet med et tysk stempel.
Københavnerne spyttede på de danske soldater
Det var ikke sjovt at gå i dansk uniform på det tidspunkt. Den almindelige københavner spyttede på danske soldater og der lød hånende tilråb.
Garnisonstroppekompagniet var ud-marcheret fra Kastellet uden våben til Gernersgades kaserne. I løbet af de næste dage havde endnu flere forladt Kastellet. Nu var der skaffet plads til major Gleins styrke på 650 mand.
Tyske soldater så ikke feltduelige ud
På kastellet blev der hele tiden skiftet ud. Der kom luftværnsartillerister som ikke så feltduelige ud. Flere var dårligt gående og så virkelig gamle ud. Det kunne undre at de var indkaldte som soldater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 3, 2021
En populær prinsesse – dengang
Kongehuset var bestemt ikke i kridthuset. Det hjalp da Marie kom til. De fik fem børn, hende og Prins Valdemar. Man kaldte dem for ”De fem uartige børn fra ”Det Gule Palæ”. Der var blandede meninger om, hvor lykkelige de var i deres ægteskab. Hun var meget populær i offentligheden. Hun var et friskt pust i den stive kongefamilie. Hun var til fest og farver. Hun døde kun 44 år gammel. Og så sagde hun altid ”Den der brokker sig er jeg ligeglad med”
Kongehuset ikke i Kridthuset
Kongehuset var omkring 1900 ikke helt i kridthuset hos den danske befolkning. Christian den Niende og det politiske mindretal i rigsdagen hindrede det største parti venstre at komme til magten. Men der var dog et medlem af kongehuset, der nød stor anerkendelse.
Hun hed såmænd Marie. Og er født den 13. januar 1865 i Surrey i England. Hun døde i 1909 i København. Hun var prinsesse af huset Orléans, en sidegren til den gamle kongeslægt Bourbon. Hendes søster blev genstand for Christian den Tiendes første forelskelse.
De fem uartige børn fra ”Det Gule Palæ”
De første år af Maries liv tilbragte hun med familien i England. I 1871 flyttede de til Frankrig. Hun levede en forholdsvis normal tilværelse. Der var kun få midler til rådighed.
I 1885 blev hun gift med prins Valdemar. Han var den yngste af Christian den Niende og dronning Louise af Hessen. Da Marie var katolik og Valdemar protestant måtte de have Pavens godkendelse. Og det fik de kun ved at deres eventuelle sønner skulle opdrages protestantisk og deres eventuelle døtre skulle opdrages katolsk.
Parret fik som bolig Det Gule Palæ i København og Bernsdorff Slot nord for byen.
I ægteskabet fødtes fire sønner og en datter. Og ved Hoffet blev de kaldt ”De fem uartige børn fra Det Gule Palæ.
Blandede meninger om ægteskabet
I 1899 var Valdemar chef på panserkrydseren ”Valkyrien” på et længere togt til Siam.
Prins Valdemar fik tilbudt at blive konge af Bulgarien med i samråd med Marie så takkede han pænt ”Nej tak.
Nogle mente at de to levede et godt ægteskab mens andre mente at det var mindre godt. Prinsessen var ukonventionel. Hun fulgte sit hjerte og ikke den kongelige etikette. Hun var klog, energisk og en begavet kunstner.
Meget populær i offentligheden
I den danske offentlighed var hun meget populær. I familien var hun forholdsvis afholdt. Hendes egne slægtninge kunne ikke lide hendes facon og manglende værdighed. Hun var usnobbet og gik ind for social lighed. Hun interesserede sig ikke for, hvad andre mente om hende.
Hun fik Hoffets tilladelse til mod sædvane at bevæge sig ude i byen uden Hoffets folk. Hun opdrog sine børn meget frit. Ofte fik hun besøg af kunstnere, politikere og sømænd, da hendes mand var i flåden. Hun var på venskabelig fod med Herman Bang og skrev i et brev til ham:
Et friskt pust i den stive kongefamilie
Hun var meget politisk interesseret. Op til systemskiftet deltog hun i rådslagninger med bl.a. industrimanden H.N. Andersen. Som Christian den Niendes ”yndlingsdatter” lykkedes for hende at påvirke ham.
I den Glücksborgske kongefamilie var hun et frisk pust. Her havde det stive og formelle været gældende.
Med hendes ligefremme væsen plejede hun omgang med mange sociale lag. Og så omgikkes hun ofte hendes fire hunde. Hun foranstaltede sine egne landsindsamlinger til fordel for fiskere og søens folk. Det var bl.a. Harboøre-ulykken i 1884 og Vesterhavsulykken i 1896.
Man sagde også om hende at hun red på tyre. Og så lærte hun at køre bil. Det var uhørt af en kvinde på den tid.
Hun dukkede også uventet op på ”Samaritaneren”, et sted hvor byens fattige fik mad og hjælp. Hun udtalte sin støtte til det arbejde, der blev gjort for de fattige.
Hun var til fest og farver
Marie var også til fest og farver. Hendes evner som arrangør af store fester kom flere gange til udfoldelse. Mest strålede hun i 1908, da der i Koncerthuset den 1. april blev afholdt en tre dages fest, en ”Valmuefest, som blev afsluttet med kostumebal.
Hun forsøgte ligeledes at varetage Frankrigs interesser. Hendes politiske iver var noget hendes svoger og svigerinde, kejser Alexander den tredje og kejserinde Dagmar fandt meget irriterende.
Hun døde kun 44 år gammel
Marie døde efter kort tids sygdom. Eventyret om den lille populære prinsesse fik en brat afslutning. Kun 44 år gammel døde hun af influenza, som udviklede sig til hjernehindebetændelse.
Hendes begravelse blev fulgt af tusindvis af mennesker og hun blev båret til graven af Marinens folk. Prins Valdemar og de tre sønner opholdt sig alle i Siam.
Marie ligger sammen med hendes mand i Roskilde Domkirke.
Den der brokker sig, er jeg ligeglad med
Hun deltog bl.a. i en af Københavns mest kendte originalers begravelse – Jomfru Tidsfordriv. Ved ildebrande deltog hun ofte og hjalp med slukningen. Hun blev udnævnt som æresbrandmajor og bar en særlig uniform.
Og så havde en tatovering på overarmen med et anker og hendes ordsprog:
Et monument blev opstillet af hende på Langelinie i 1912. Det skete efter en indsamling. På Bernstorff Slot er der opstillet en marmorbuste.
Sømændenes Hjem på Christianshavn blev i 1911 omdøbt til ”Prinsesse Maries Hjem”. Det rummede boliger for gamle sømænd og sømænds enker.
Kilde:
Oktober 1, 2021
Hermann Göring og hans bror
Den ukendte lillebror er dukket op i en TV – serie i Tyskland. Göring fik mere og mere magt, men egentlig mistede han flere og flere kompetencer. Han gav Heydenreich ordre til ”Holocaust”. Han levede fra 1943 en luksuriøs tilværelse. Den havde han efter sin Gudfader, som faderen lærte at kende i Sydvestafrika. Under Første verdenskrig blev Göring lufthelt. I Sverige fandt han sin kone, Carin, som også var nazist. Han var imponeret af Hitlers tale. Og han blev såret under ølstue-kuppet. Resten af sit liv var han afhængig af morfin. Han fik opløst Rigsdagen og proklamerede at ”Hvem der jøde, bestemmer jeg”. Han tvivlede på Hitlers krigsplaner og forsøgte at stoppe dem. Han pralede med udsultning. Det endte med at Hitler dømte ham til døden. Men det var ført under Nürnberg – processen at han døde ved selvmord. Den gode bror, troede de allierede ikke på. I to år holdt de ham tilbage. Han redede en masse jøder, bl.a. fra Theresienstadt. Hans far var antagelig von Epenstein. Storebror kendte udmærket til lillebrors aktiviteter. Albert blev depressiv og alkoholiker efter at have været anholdt. Tidligere havde han givet den som ”Wein, Weib und Gesang”. Han døde ensom, glemt og forladt som 71-årig i München.
Den ukendte lillebror
Den ene var overbevist nazist. Han mente selv, at han var nummer to – lige efter Adolf Hitler. Broderen var den gode. Han reddede talrige mennesker var nazisternes dødsmaskine. Denne hed Albert Göring og var lillebror.
Albert blev taget til fange af amerikanerne efter krigen. Her sad han i to år. Man troede ikke på hans historier om alle de jøder, som han skulle have reddet. Han døde i 1966 – 71 år gammel uden at offentligheden anerkendte hans redningsaktiviteter.
Göring mistede kompetencer
Mens lillebror forblev ukendt, så må man til gengæld konstatere at storebror første sig frem. Hermann Göring blev i 1935 leder af Luftwaffe (Oberbefehlshaber). Men ikke nok med det. Han overtog også lederskabet af den tyske økonomi.
I første verdenskrig blev han dekoreret som jagerpilot. Han steg i graderne hos NSDAP. I august 1932 blev han Rigsdagspræsident. Den dag Hitler fik magten blev Göring udnævnt som Rigsminister. Han fik flere jobs men det som man sikkert husker ham for, var at han var med til at oprette Gestapo. Han var kendt som brutal og stod for oprettelsen af den første koncentrationslejr i 1933. Han var med i forberedelser til Østrigs ”Anschluss”.
I 1938 organiserede han jødernes udelukkelse af tyske erhvervsliv. I 1940 udnævnte Hitler ham til Rigsmarskal. Det kan godt være at fik mange betydningsfulde titler. Men senere undersøgelser viser at han mistede kompetencer til de konkurrerende topnazister Heinrich Himmler og Joseph Goebbels.
Han gav Heydrich ordre til Holocaust
Dette kan skyldes at kom i miskredit fordi han som chef for Luftwaffe tabte slaget over England (midt i 1940 til begyndelsen af 1941). Og så var det jo lige begyndelsen af de allieredes bombardering af Tyskland og slaget om Stalingrad (Slutningen af 1942).
Den 31. juli 1941 beordrede Görring Reinhard Heydrich til at gå i gang med folkemordene mod de europæiske jøder (Holocaust).
Han levede en luksuriøs tilværelse
Omkring 1942 – 1943 trak Göring sig lidt tilbage til privatlivet. Han levede en ekstrem luksuriøs livsstil.
Han var en af de 24 topnazister, der under Nürnberg – processen blev dømt til døden. Men aftenen inden han skulle henrettes begik han selvmord.
Faderen lærte von Epenstein at kende
Deres far var mellem 1885 og 1890 Rigskommissær i Tysk Sydvestafrika. Det er det som i dag hedder Namibia. Mellem 1892 og 1895 ministerpræsident for Haiti og Den Dominikanske Republik.
I Tysk – Sydvestafrika lærte faderen en mand at kende, der hed Hermann Epenstein at kende. Han tilhørte den tyske adel. Men han var af jødisk afstamning. Da familie Göring kom hjem fra Haiti tilbød Epenstein familien Göring en af hans besiddelser til rådighed. Det var en hel borg ca. 50 km nordøst for Nürnberg.
Og ofte var familien på besøg hos Epenstein. Moderen plejede et offentligt bekendtskab med ham, mens faderen overnattede uden for Epensteins residens.
Hermann Göring kom på flere privatskoler og gymnasier. Han fik også en militæruddannelse. Til sidst kom han på en 8 måneders afsluttende krigsuddannelse.
Göring nedskød 22 fjender
Han deltog i kamphandlinger i Første Verdenskrig. Og blev hædret med Jernkorset af Anden Klasse. Han blev indlagt på et hospital, som han forlod uden tilladelse. Nu blev han uddannet som jagerpilot. Den 14. marts 1916 skød han det første bombefly ned. Efter en nødlanding tilbragte han tre måneder på diverse lazaretter. Hele 22 nedskydninger blev han registret for.
Göring ledede på et tidspunkt i 1918 Manfred von Richthofens berømte eskadrille.
I Sverige fandt han sin kone, Carin
Da han kritiserede den preussiske krigsminister, blev han degraderet til militærinstruktør til Danmark. Derefter rejste han til Sverige, hvor han fik job hos ”Svenska Lufttrafik AB”. Erik von Rossen skulle hjem til sit gods. Men det var uvejr. Og den eneste, der turde flyve, var Hermann Göring. På det sted, hvor denne skulle afleveres så Göring et hagekors. Og det viste sig at det var Carin von Kantzow, der havde sørget for dette. Hun var overbevist nazist.
Hun forlod sin mand og boede forskellige steder i Sverige. I 1923 blev de to gift i Stockholm. På Universitetet i München studerede han i 1921 og 1922 historie og statsvidenskab.
Hitlers tale imponerede Göring
En søndag i 1922 tog Göring til en protestdemonstration rettet mod sejrsmagterne fra Første Verdenskrig. Man forlangte frigivelse af tyske generaler. En af talerne var Adolf Hitler. Denne imponerede Göring.
Denne gik nu til de forskellige NSDAP – møder. Og i begyndelsen af 1923 blev han udnævnt til kommandant for stormtropperne (Sturmabteilung SA).
Hitler proklamerede at NSDAP ikke skulle være en lille hemmelig forsamling men skulle omdannes til et moderne parti. SA blev rent organisatorisk uafhængig af NSDAP.
Göring blev såret
Den 9. november 1923 deltog Göring i Hitler – oprøret gennem sin egenskab som leder af SA. Det var det berømte ølstuekup. Det bayerske politi stoppede oprøret. Under aktion blev Göring skudt i hoften og i lysken. Den stærk blødende Göring blev båret til adressen, Residenzstrasse 25, hvor ejeren Robert Ballin og hans kone tog sig af ham. De var jøder. Og senere sørgede Göring for at de to blev løsladt fra KZ – lejren Dachau.
I selskab med Carin lykkedes det for Gôring at flygte til Østrig. På grund af sine smerter fik han morfin-indsprøjtninger på sygehuset i Innsbruck. Det blev begyndelsen til Görings morfin – misbrug. Da retssagen mod Hitler fandt sted opholdt Gôring sig fortsat i Østrig. I slutningen af 1924 blev han opfordret til at forlade Østrig. Han tog til Italien og opholdt sig som Hitlers fuldmægtige i Venedig og Rom.
Morfin – afhængighed
I foråret 1925 tog han med Carin til en bolig i Stockholm og her her begyndte han for alvor at lide af morfin – afhængighed. I august 1925 blev han henvist til en klinik for at gennemgå en afvænningskur. Men i august fik han et tilbagefald, hvorefter han blev anbragt på en nerveanstalt. Men allerede efter få uger kunne han igen forlade stedet med den lægelige henvisning at han på intet tidspunkt i hans indlæggelse havde vist tegn på sindssyge.
Nu fik han lovning på, at han kunne vende tilbage til Tyskland uden at han ville blive straffet. Den 3. og 4. juli 1926 deltog han i NSDAP s partidag. Der kunne han så konstatere, at man havde slettet ham fra medlemslisten.
Gøring vendte tilbage til Sverige, hvor han igen måtte anbringes på en klink på grund af morfin – misbrug. Efter 19 dage kunne han så igen forlade klinikken.
Göring fik opløst Rigsdagen
I 1927 vendte han igen tilbage til Tyskland. Han indtrådte igen i NSDAP og SA. Han bosatte sig i Berlin – Schöneberg sammen med Carin. Han blev valgt ind i Rigsdagen den 20. maj 1928.
Som allerede skrevet blev han i 1932 valgt som Rigsdagspræsident. Med dette havde NSDAP opnået det tredjehøjeste stilling i Weimar Republikken. Det lykkedes for Göring ved hjælp af snuhed at få opløst Rigsdagen gennem en mistillid til regeringen.
Ved det nye valg havde NSDAP mistet stemmer men var stadig den stærkeste fraktion. Og igen blev Gôring valgt som Rigsdagspræsident. I de følgende måneder havde han en afgørende andel i Weimar Republikkens fald.
Göring brugte alle midler
Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler valgt som Rigskansler. Göring kom til at spille en meget stor rolle i etableringen af Nazi – regimet. Han brugte alle midler til at passivisere modstandere. Gestapo blev ved denne lejlighed etableret. Og den første leder var i familie med Göring.
Den 20. april 1934 var det Heinrich Himmler, der fik dette job. Ernst Röhm og 200 andre personer blev myrdet. I 1935 var Göring manden bag Nürnberg lovgivningen.
I 1934 blev Göring udnævnt som Hitlers efterfølger ved dennes eventuelle død. Ved Hitlers fødselsdag den 20. april 1936 blev Göring forfremmet til Generaloberst for ”Luftwaffe”.
Emmy blev hans nye kone
Den 10. april 1935 giftede han sig med skuespillerinden Emmy Sonnemann. Hitler deltog. Med Emmy fik han datteren Edda Göring, som døde i 2018. Han blev ledder af fireårsplanen og skulle forberede Tyskland til krig. Snart tvang han daværende økonomiminister Hjalmar Schacht fra sit job.
”Hvem der er jøde, bestemmer jeg”
I en dokumentar fra 1935 er de to brødre sammen på Hermanns landsted Carinhall. Ved denne lejlighed beder Hermann sin bror om en tjeneste ved at bruge sine kontakter til at få fat i skuespilleren Henny Porten. Men hun var gift med en jøde. Ifølge de tyske racevedtægter var der ingen filmroller til jøder. Albert lover at skaffe kontakt. Ved den lejlighed sagde Hermann:
Jødeloven
Han fik oprettet Rigsfabrikkerne Hermann Göring (HGW) Sammen med I.G. Farben og de Forenede Stålværker Tysklands største. Omfattende tvangsarbejde var nu en realitet.
Den 4. februar 1938 blev Gøring forfremmet til ”Generalfeldmarschall”. Han blev dermed den officer, der havde den højeste rang i Wermacht.
1.400 synagoger blev ødelagt, utallige butikker med jødiske indehavere og jødiske boliger blev ødelagt. Under aktionen dræbte man 400. Det var som følge af de regler man vedtog i november 1938 i Nürnberg.
Göring tvivlede på Hitlers krigsplaner
I grunden tvivlede Göring på Hitlers krigsplaner.
Jo Göring blev også fejret som helt i Luftwaffe. Men efter fiaskoen i England, så gik det tilbage med hans anseelse.
Måske svækkede det også hans anseelse hos Hitler, da han forsøgte at hindre krigsudbrudet ved at kontakte svenskeren Birger Dahlerus.
Pralede med udsultning
Nu skulle Göring jo også observere fire års – planen. I den egenskab sagde han den 25. november 1942 til den italienske udenrigsminister Grev Ciano:
Kendt og frygtet kunstsamler
Gøring var kendt og frygtet som kunstsamler. Gennem røveri og pression havde han anskaffet 4.000 kunstobjekter. Han kommanderede specielle divisioner til at stjæle kunst for ham. Også jødiske kunstværker tog han glædeligt imod.
Göring udbyggede nazisternes magt med stor brutalitet. Men trods dette opnåede han ved sin folkelige og joviale facon alligevel stor popularitet i Tyskland også blandt udenlandske diplomater. En tilsvarende fascination kom til udtryk i dele af den danske presse, da Göring i sommeren 1938 aflagde et privat besøg i København og Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede Hamlet på Kronborg.
”Kald mig bare Meier”
Allerede omkring 1942 fik Göring mindre indflydelse. Ofte lod han sig erstatte af andre. Han rejste meget omkring og koncentrerede sig om sin kunstsamling og gik på jagt. En af grundene til det var de stigende luftangreb mod Lübeck, Rostock og Köln. Göring havde ingen modsvar. Inden krigen havde Görng ellers fortalt, at
Han fik dog også mange steder øgenavnet ”Hermann Meier” Han havde også andre øgenavne som ”Goldfasan” eller ”Lametta-Heini”. Det var på grund af hans uniform og alle hans ordner. Man sang:
Nej, det er ikke forkert stavet. Sådan er teksten.
En kæmpe 50 års – fest
I 1943 fejrede Göring sin 50 års dag. Selv om de tyske soldater i Rusland led, ville han ikke holde sig tilbage. Og fejringen skete med prompt og pragt. Han forlangte også 2 millioner Rigsmark for at udvide Carinhall. På den østpreussiske hede holdt han med udenlandske gæster store jagtpartyer.
I prompt og pagt lige som sin Gudfader
Göring så op til sin gudfadder von Epenstein. Efter dennes død arvede han to borge. Han ville leve i samme prompt og pragt som ham. Antikviteter, billeder m.m. var noget han i den grad samlede på. Til sidst havde han så meget, at han måtte leje bondegårde for at få plads til alt.
Hitler dømte Göring til døden
Den 20. april 1945 forlod Göring efter den officielle fødselsdagsreception for Hitler Berlin i retning mod Berchtesgarden. Han fortalte Hitler at der i Sydtyskland ventede ham meget vigtige opgaver.
Den 23. april 1945 meddelte Göring i et telegram til Hitler, at såfremt Hitler stadig befandt sig i Berlin som hans efterfølger. Og det gjorde han såfremt Hitler ikke havde svaret ham inden kl. 22 samme dag.
Hitler betragtede imidlertid dette som Højforræderi. Martin Bormann forfattede en erklæring som Hitler underskrev. Det handlede om at Göring straks skulle arresteres. Alle hans titler og fuldmagter var fra dags dato sløjfet.
Den 25. april fortalte Hitler i den ”Stortyske Radio”, at Göring på grund af hjerteproblemer havde nedlagt samtlige sine poster. I et politisk ”testamente” havde Hitler udmeldt ham af NSDAP. Bormann havde befalet SS-officeren Karl Hermann Frank at likvidere Göring straks efter ankomst til Berlin.
Efter at Hitler og Eva Braun den 30. april officielt havde begået selvmord blev Göring løsladt fra SS – fængslet.
Han tog gift aftenen inden henrettelsen
I Østrig overgav han sig til amerikanerne. Den 21, maj blev Göring i ledsagelse af sin kone Emmy og datteren Edda anbragt i den hemmelige lejr, Camp Aschan i Bad Mondort i Luxemburg.
Han forklarede, at han overhovedet ikke kendte noget til KZ – lejrene, trods det faktum, at det var ham, der gav Heydrich ordren til udrensning af jøderne.
I Nürnberg processen virkede han meget slagfærdig åbenbart på stoffer. Göring blev dømt til døden ved hængning. Han søgte om at blive skudt, hvilket blev afslået.
Men den 15. oktober aftenen før henrettelsen havde han begået selvmord ved hjælp af Cyankalium – gift
Den gode bor, Albert
I Tyskland kører der i øjeblikket en serie om den gode bror, Albert. Men i det israelske holocaustcenter er man ikke overbevist. Det er beviser for, at han havde en positiv holdning til jøder. Han risikerede meget for at få fat i udrejsetilladelser for jøder og føre deres ejendele ude af Tyskland.
Han redede en masse jøder
Han brugte også sine forbindelser til at hjælpe høder ud af KZ – lejre og forhindre Gestapo i at undersøge sine aktiviteter. Ifølge andre kilder forstærkede Albert Göring sine antinazistiske aktiviteter, da han blev udnævnt som chef for Skoda – fabrikkerne i Tjekkoslovakiet. Han havde også kontakt med den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse.
Ofte var tyske officerer på besøg. Men han nægtede at gengælde Hitler Hilsen. Han sagde bare ”Grüss Got”.
Albert reddede også fabrikkens jødiske direktør og hans familie. Han sørgede for at de fik falske visa og kunne flygte til Rumænien.
Hans far var antagelig von Epenstein
Måske skyldes Alberts antinationalistiske opførsel at hans far var jøde. Albert og Hermanns mor Fanny havde en affære med Hermann von Epenstein, når ægtemanden var ude. Men andre historikere afviser nu denne historie.
Allerede mens han levede dukkede de første artikler op i de tyske aviser, hvor han figurerede som et modstykke til hans brutale bror. Han havde både sat sit liv, sin formue og karriere på spil for at redde jøder. Albert uddannede sig som ingeniør.
Wein, Weib und Gesang
Men han passede ikke rigtig ind i billedet som en, der redede jøder. Han var et menneske med svagheder på godt og ondt. Han var en charmerende levemand og skørtejæger med sans for
Godhed drikke ikke og holder ikke elskerinder på stribe.
Albert udnyttede sit slægtsnavn
Han elskede hurtige biler. I Wien kørte han rundt i chokoladebrun Steyr-Cabrio, som hans bror have foræret ham. I Prag forelskede han sig i en tjekkisk skønhedsdronning. Han vidste godt, at Gestapo ikke ville tolerere at han giftede sig med en tjekke. Men han gjorde det alligevel.
Han var en behændig forretningsmand med flair for bestikkelse og storslåede armbevægelser. Han udnyttede sit slægtsnavn.
De allierede troede ikke på Alberts historier
Efter Anden Verdenskrig blev Albert Göring arresteret og tilbragte to år i fangenskab. Navnet Gøring var en uovervindelig belastning. De allierede forhørs-officerer kiggede vantro på den liste, han lagde foran dem med 34 navne, han havde reddet fra de nazistiske bødler. Blandt dem var komponisten Franz Lehars jødiske hustru.
Også den østrigske Ærkehertug Josef Ferdinand den Fjerde af Østrig kan takke Albert for at være blevet frigivet fra KZ – Dachau.
De allierede forsøgte hele tiden på at få Albert til at tale grimt om sin storebror. Men det kunne de ikke få ham til. Han sagde til forhørslederne at det eneste de var uenige om var nogle ideologiske ting. Dog måtte han nok erkende at Hermann var en ”Outsider” og ”Familiens sorte får”.
Depressioner og alkoholiker
Albert sendte også lastbiler til KZ Theresienstadt, hvor 35.000 omkom. Albert beordrede lastbilerne fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standsede bilerne ved nogle store skove og fangerne blev sat i frihed. Men disse rapporter blev begravet dybt i de britiske arkiver.
Det var først efter at en række tidligere Skoda – ansatte, der kom ham til undsætning, at han blev frigivet. Det vil sige at han først blev sendt til Prag, hvor han skulle gennem forhør. De kunne jo være, at han havde begået krigsforbrydelser. Skoda – fabrikkerne dengang var også en våbenfabrik.
Efter løsladelsen kom han til at lide af en alvorlig depression og blev alkoholiker.
Hermann kendte godt til Alberts aktiviteter
De holdt meget af hinanden de to brødre. Den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste og Albert med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert dengang. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein.
I Østrig arbejdede Albert i et filmstudie. Han blev mange gange arresteret af SS og Gestapo, men blev hver gang hjulpet af brormand.
Det fortælles, at han engang stod på en balkon og en gruppe SS opdagede, hvem han var. De smækkede hælene sammen og gjorde stram nazihilsen ”Heil Hitler” – hvortil Albert svarede ”I kan rende mig”
Ved en anden lejlighed var brutale SS – officerer i gang med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet med små børster til stor morskab for nazisterne og tilfældigt forbipasserende.
Da Albert kom forbi, smed han resolut sin jakke, faldt på knæ ved siden af kvinderne og begyndte at skure løs. Nazisterne hev ham op og forlangte hans id-papirer. Da en SS – officer så hans efternavn blev skrubningen indstillet den dag.
Få dage efter blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazi-bøller havde overfaldet en 75 – årig bedstemor. De havde tvunget hende til at bære et skilt om halsen:
Uden tøven gik Albert i krig med hele flokken stak han et par nazister en på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo. Igen måtte Hermann Göring gribe ind.
Herman kendte udmærket til sin bors mange aktiviteter. Men han mente, at det var hans private sag, hvis han ville hjælpe jøderne, bare han ikke bragte ham i besværligheder. Og Albert gav udtryk for at der var to sider hos storbroderen, hans virke som nazist og hans private optræden.
Men i 1944 udstedte SS en dødsdom over Albert Göring. Han måtte gå under jorden i Prag.
Tag dig af min kone og mit barn
Den sidste gang de to brødre mødte hinanden var den 13. maj 1945. Hermann sagde dengang til Albert:
Albert flyttede til Salzburg men ingen ville ansætte en Göring. Han var skuffet og førte et kaotisk privatliv med mange skilsmisser. Det var kun fordi, at nogle af dem, som han havde hjulpet, nu hjalp Göring gennem hans krise.
Ensom og forladt døde han i 1966 som 71 – årig efter i nogle år at have arbejdet som konstruktør i et byggefirma i München.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
September 26, 2021
En Dronning og en Film
Er filmen om Magrete den Første en sandfærdig historisk film? Hun var en skarp og erfaren kvinde. Hun ville bevare magten – næsten for enhver pris. I Sønderjylland opkøbte hun godser og byggede Brundlund Slot. Man hørte ikke meget om hende i historietimerne. Der er en rytterstatue af hende i Roskilde. Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger. Hun blev ”Fuldmægtig Frue og Husbond”. Hun fik magten i tre kongeriger. Filmen starter blodigt. En fremmed påstår at være hendes søn. Det var ikke ”den rigtige Oluf”, men det antyder filmen. Hvorfor døde Oluf allerede som 17 – årig? Der er ingen glamour og gøgl. Til stormøde i Kalmarunion. Fortidens magtspil er imponerende. Det er fiktion baseret på historiske hændelser. Tog Margrete hensyn til andre kvinder?
En sandfærdig historisk film?
Det er ikke så ofte, at undertegnede går i biografen. Men filmen om en de største skikkelser i Danmarkshistorien skulle da ses. Det er altid problematisk at skildre historien på film. Hvilke ting skal prioriteres? Hvad skal undlades? Hvad egner sig specielt på film? Hvor kan det hele lige dramatiseres? Kan man holde sig til fakta? Hvor meget fiktion er nødvendigt?
Er det så lykkedes at skabe en sandfærdig historisk fim?
En skarp og erfaren kvinde
Hvordan klarede en kvinde at samle hele Norden i Kalmarunionen i et mandsdomineret samfund? Ja filmen er baseret på et usikkert rygte ”Den falske Oluf”. Hun er af Danmarks mest betydningsfulde regenter. Hun tilkæmpede trods sit køn magten.
Den tids forhold mellem kongemagt, kirke og adel og forholdet til de andre nordiske lande har stor betydning for vores samfund i dag. Det her var en storhedstid for Danmark. Kalmarunionen var en kæmpe spiller i Europa på den tid.
Hun var en skarp og erfaren person, som var højt respekteret. Den mandlige skepsis forsvandt hurtigt, da man erkendte hendes politiske evner. Hun fremstillede en manuel til hendes adoptivsøn indeholdende tydelige instruktioner om, hvad han skulle gøre i forskellige situationer. Det vidner om en kvinde, der havde stor indsigt i magtens spil. Hun vidste, hvordan man skulle begå sig i storpolitik.
Hun ville hellere bevare magten
Efter at hun var blevet enke som 27 – årig giftede hun sig aldrig igen. Et fyrsteligt ægteskab dengang var en form for politisk aftale. Men måske undlod hun ægteskabet. Hun ville hellere bevare magten.
Margrete den Første skal først og fremmest forstås som et ambitiøst menneske. En karismatisk og til tider kynisk person. Hun leverede nogle resultater, fordi hun var dygtig.
Opkøbte godser og byggede Brundlund Slot
Hun opkøbte godser rundt om i Sønderjylland. Det var det som senere blev til de kongerigske enklaver. Hun startede også på at bygge Brundlund Slot i Aabenraa. Men det blev først færdig efter hendes død og blev ikke nært så stort, som hun egentlig havde ønsket.
Forholdene til hansestæderne var fortsat prekært. Stæderne kunne godt se nytten af en fredelig nordisk union. Der var også sat en stopper for kapere. Men i stedet for fred havde man stadig den evindelige holstenerfejde.
Lübeck besluttede sig for at gå med i krigen. Et holstensk angreb mod Flensborg i 1427 mislykkedes totalt. Den unge hertug Henrik af Slesvig faldt. Et lybsk flådeangreb i Øresund slog i den grad fejl. En rigt lastet hanseatisk saltflåde i Biscayen faldt i kong Eriks hænder. Resultat blev omgående indre uro i flere Hansabyer.
Hørte ikke meget om hende i historietimerne
Danmark var i middelalderen et rejsekongedømme, hvor regenten ofte var på farten. Man sagde, at kvinder stod i skyggen af manden. Mange dronninger og adelskvinder havde magt i kulissen
I historieundervisningen i skolen hørte vi meget lidt om hende. Vi fik mere at vide om hendes fader og hendes adoptivsøn. Der findes ikke mange monumenter og statuer over hende, hvis der overhovedet findes nogen?
En rytterstatue i Roskilde
Jo, der findes en rytterstatue af hende på Ro’ s Torv i Roskilde. Den begyndte man på i 1800 – tallet. Men man kunne ikke få finansiering til at færdiggøre den. Det skete først i 2006 – længe efter kunstnerens død.
Margrete den Første var datter af Valdemar Atterdag. Allerede som 10 – årig blev hun gift med den norske konge Håkon den Sjette. De fik sønnen Oluf i 1370. i mange havde faderen kæmpet mod tyskerne, den holstenske adel og den tyske kongeslægt på den svenske krone.
Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger
Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger. Det var så Magretes unge søn, der blev kørt i stilling som kandidat til den danske trone. Og det skete i 1376, da han blev udråbt som dansk konge. Men Magretes mand, Håkon døde i 1380. Så Oluf blev udråbt som norsk konge. Margrete var formynder for ham i begge riger.
Fuldmægtig Frue og husbond
Da også Oluf døde i 1387 gennemførte hun en slags statskup. Hun overtalte Rigsrådet til at gøre hende til regent på livstid i både Danmark og Norge med den fornemme titel:
Hun fik magten i tre kongeriger
Hun adopterede sin afdøde søster Ingeborgs barnebarn 5 – årige prins Bugislav af Pommern og gav ham navnet Erik.
I 1388 udpeges Erik til konge af Norge. Efter nogle vellykkede slag mod Sveriges tyske konge Albrecht blev Erik i 1396 også hyldet som konge af Sverige. Som formynder havde Margrete nu magten i alle tre riger.
Året efter blev Kalmarunionen etableret. Erik blev kronet til alle rigernes fælles konge. Men Margrete den Første fungerede som regnet til hendes død i 1412. Hun døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord siger myterne. Her skulle hun være blevet begravet, men senere være flyttet først til Sorø og siden til Roskilde.
Filmen starter blodigt
Filmen starter blodigt med Valdemar Atterdags sejr ved Visby på Gotland i 1361. her blev 2.000 svenske bondesoldater slagtet. Filmen springer så til 1402, hvor der afholdes et stormøde i Kalmar. Man holder møde om dannelsen af en hær.
Margrete er ledsaget af en nær ven biskop Peter (Søren Malling) og kong Erik (Morten Hee Andersen). Til stede er også den britiske gesandt og den lille prinsesse Philippa, der efter planen skal forloves med Erik for at øge Unionens styrke. Den Tyske Orden vil gerne til magten i Norden.
Englænderne forlanger meget for at Erik kan giftes med den engelske prinsesse. Ja de ønskede endda arveret til den danske krone. Men alt dette afviser Margrete.
En fremmed påstår at være hendes søn
Magrete manipulerede og hendes snedige greb synes at være lykkedes. Temaet åbenbares tydeligt i filmen. Men nu kommer en fremmed ind i filmen. Denne forhøres. Han påstår at være kong Oluf, der har været holdt fanget i et kloster. Han døde slet ikke 15 år tidligere. Hvem er nu den rigtige konge? Erik eller Oluf?
Egentlig er dette dårlig belyst. En to måneders retssag afholdes. Er det virkelig Oluf eller er det en svindler, der var anbragt for at sabotere alliancen med England?
Hvis nu Oluf taler sandt, så er ægteskabsalliancen mellem Erik og Phillipa frugtesløs og hele Nordens position truet.
Man skulle så tro, at en mor kunne genkende sin søn. Men sådan var Magrethe den Første ikke. Forældreskab var også politik for hende. Nordmændene accepterede kun Oluf som den retsmæssige konge. Og svenskerne anerkendte kun Erik som den retsmæssige konge.
Det var ikke den rigtige Oluf – men det antyder filmen
Filmen antyder, at det var den ægte Oluf, og det er også en bedre historie, fordi den sætter Margrete i det umenneskelige dilemma mellem at vælge mellem at vælge mellem sin søn og fred i unionen.
Historisk blev det fastslået at ”den falske Oluf” var en løgner. Han blev dømt på bålet i Falsterbo i Skåne. Ved henrettelsen hæftede man sagens akter på den falske Oluf. Derfor er der ikke bevaret nogen dokumenter i den forbindelse.
Selve retshandlingen er ikke opdigtet. Man mente, at ”Den falske Oluf” var forledt af Djævlen, sagde man.
Hvorfor døde Oluf allerede som 17 – årig?
Men denne Oluf dør som 17 – årig helt uventet. Magrete laver ikke en sarkofag, som hun fik lavet til Valdemar Atterdag. Og underligt nok så donerer hun ikke penge til sjælemesser for hendes søn som eller svar kutyme dengang. Var det fordi hun ønskede ham ryddet af vejen? Men det er det nu intet, der tyder på. Hun kunne risikere at miste magten både over Danmark og Norge ved sønnens død.
Magten kunne have gået til hendes søsters søn, Albrecht i tyske Mecklenburg, der blev betragtet som ærkefjenden.
Der er ingen glamour og gøgl
Nej, det er langt fra en heltefilm. Man har valgt et udgangspunkt, hvor Margrethe står svagest. Og mest sårbar. Det handler om et menneske, der skal finde balancen i meget svær situation. Det er bestemt ikke et fritgående frilandsmuseum a la ”Gøngehøvdingen”.
Filmen fokuserer på de dramatiske hændelser i 1402, der sætter Margretes situation på spidsen.
Filmen er mørk og grå. Det er sikkert som en nordnorsk novemberdag. Der er ingen glamour og gøgl. Fokus er på Margrethes følelsesliv.
Til stormøde i Kalmarunionen
Trine Dyrholm er fremragende som den desperate mor, der måske skal henrette sig egen søn for ikke at miste kontrollen med Kalmarunionen. Stormødets deltagere er ikke enige om, hvad der skal gøres.
Nogle loyale riddere og en pirat, der arbejder for Magrete sendes syd på for at undersøge forholdene. Nu udvikler filmen sig til en sand krimi. Ville ”den falske Oluf” overleve eller dø for, at Margrethe kan redde sit politiske livsværk?
Fascinerende og hjertegribende, selv om vi kender resultatet. Unionen overlevede. Erik giftede sig med den 12 – årige Philippa i Lunds Domkirke.
Fortidens magtspil er imponerende
Det er en stærk film, fantastiske kostumer og fortidens magtspil er imponerende. Man må sige, at det er en vellykket storfilm. Det er også den dyreste film nogensinde.
Måske er filmen lidt stift og forudsigelig i sit tema om magtfulde kvinders tilsyneladende eviggyldige dilemmaer.
Fiktion baseret på historiske hændelser
Man har taget det som man kunne bruge. Der er opdigtet en del. Og så er det skruet og drejet på det, der kan dokumenteres. Men det som er vigtigt, er at der i indledningen af filmen står følgende:
Man har vel så en drøm om at lave en dramatisk film, som holder sig så meget til historiske fakta som mulig.
Selvfølgelig var Philippa ikke med i den virkelige verden, da forhandlingerne om hendes ægteskab foregik.
Tog Margrete hensyn til andre kvinder?
I filmen indgår også kvindespørgsmålet. Men tog hun hensyn til kvinder? I filmen beder hun kaperkaptajn i Østersøen Roar om at frigive sin kvindelige slave, Astrid, som han ellers er så glad for, fordi hun ”holder ham varm om natten”.
Men i hendes testamente tager hun hensyn til de kvinder, der har været udsat for voldtægt eller er blevet krænket og fornedret ”i krigene”. I 1396 udstedte hun en lov, der påbyder at der skal holdes en særlig ”kvindefred”.
Hun brugte hellere forhandlingens vej end krigens vej. Hun var overbevist, at hendes snilde kunne hjælpe hende. Hun var ikke opdraget i krigertradition, men som prinsesse.
Andre er også interesseret i Magrete den Første
Der er også andre, der har interesseret sig for denne enestående dronning:
Utroligt er det, at Margretes originale kjole er bevaret. Det tog svenskerne i krigsbytte i 1659. Nu har Nationalmuseet så lånt det af svenskerne til udstillingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 24, 2021
Union eller Undergang
Forsøg på anmeldelse af en meget interessant bog – en moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. 1814 var et skæbneår, som man glemte. Danmark var tæt på at blive opløst. Svenskerne ville have Danmark delt ved Lillebælt. Så kunne de overtage den ene del og Bismarck den anden del. Efter nederlaget i 1864 var det en ”Undergangsangst” i landet. Bismarck ville forene Skandinavien og danne en alliance mod Rusland. Den danske udenrigsminister: ”Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?” Mange tilhængere af en Skandinavisk Union. Stormagter tillod ikke et Preussen til Skagen. Der skulle være et flag og en konge for hele Skandinavien. Frederik den Syvende fortrak svenske karl den 15. i stedet for Prins Christian (den 9.). Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp. Kongen havde lovet 20.000 soldater. Ville Danmark have hjulpet Sverige – Norge? Tre muligheder inden krigen i 1864. Tænk, hvis det var gået anderledes. Det er fortsat mange sten, der skal og kan vendes i historieformidlingen. Men er denne situation overdrevet? En overraskende bog, der varmt kan anbefales. Mon ikke den nordiske historie skal omskrives?
En moppedreng på 2,2 kg
Dette er anmeldelse af sand moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen har begået en meget interessant bog Union eller Undergang – Kampen for et forenet Skandinavien. Bogen er udkommet hos Gad.
Det er altid spændende at læse noget, der ryster grundfortællingen. Det er en helt anden forståelse for nationalitet, nationalisme og politik i det 19. århundredes Europa. Måske har historieskrivningen været underbelyst i den periode. Denne bog er vovet fascinerende på en gang.
1814 – et skæbneår, som man glemte
Måske lider vi eller led vi af historieløshed. Der var således ikke afsat midler til markering af tabet af Norge for 200 år siden. Dette år i 1814 var et skæbneår for Danmark. Rasmus Glenthøj skrev netop også en bog om denne begivenhed.
Det var ikke kun danskere, der begræd sammenbruddet. Men også mange nordmænd. Norges økonomi havde det ikke godt dengang. En myte opstod, at kong Frederik den Sette kynisk valgte at ofre nordmændene for at imødekomme de allieredes behov for forsyninger. Nordmændene fik en påtvungen og ulige union med Sverige.
Danmark var tæt på at blive opløst
Det er lidt mærkeligt at tænke sig, at Danmark var tæt på at opløse sig selv. Vi var tæt på at blive en Skandinavisk Union. Indrømmet så har vi været tæt på afgrunden mange gange før.
Svenskerne var tæt på at erobre København. Englænderne forsøgte at smadre København i ruiner. Og det var sørgmodigt at se den danske flåde sejle op ad Øresund, taget af englænderne.
Svenskerne ville have opdelt Danmark ved Lillebælt
Svenskerne ville have haft delt Danmark ved Lillebælt. Så kunne Preussen have fået Jylland. Man talte om det i hele Europa dengang, at de små stater skulle indgå i større stater.
I 1840erne skrev tyske aviser åbent om at hele Jylland havde en naturlig plads i et Stortysk Rige. Så blev der også mere plads til en tysk flåde.
Efter nederlaget i 1864
Efter Danmarks nederlag i 1864 var der mange, der tænkte – enten en tysk lydstat uden større reel selvstændighed, eller gik vi ind i en skandinavisk union med Sverige og Norge.
Udenrigsministeren: Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?
Tidens førende politiske skikkelse, udenrigsminister og konseilspræsident Hall stillede det enkelt op:
Bismarck ville forene Skandinavien
Ja Bismarck tilbød faktisk i 1863 den svenske konge, at de kunne dele Danmark mellem sig.
Det var jo Bismarck, der egentlig havde en plan om at forene Skandinavien. Det var helst som et Storsverige. Bismarck var blevet ministerpræsident i Preussen i 1862.
Men ideen vindgik allerede i Preussens udenrigspolitik under Napoleonskrigene og Første Slesvigske krig 1848 – 1851. Man så vel chancen for en alliance med et forenet Skandinavien mod Rusland.
Samtaler med den svenske konge
Frem til midten af 1850erne arbejdede den svenske konge faktisk sammen med så indflydelsesrige folk som Orla Lehmann, D.G. Monrad og C.C. Hall om en union.
Sverige var den ledende stat i Norden. Man arbejdede med København som hovedstad i konkurrence med Stockholm og Göteborg. Hvert land skulle have sin egen grundlov. Men det skulle være et samlet over- og underhus.
Der var i december 1864 planer om at bortføre den danske kongefamilie fra Bernstorff Slot og så indsætte dem i Malmøhus. Samtidig skulle en svensk hær besætte Sjælland.
Så sent som i 1864 forhandlede Danmark med svenskerne om Unionen.
Mange var tilhængere af en Union
I januar 1865 var det planer om at presse Christian den Niende til at indgå i en skandinavisk union. En af Halls agenter skulle have haft hemmelige forhandlinger med Bismarck.
Planen for en Union var realistisk. Både Bismarck, Wilhelm den Første af Preussen og Napoleon den Tredje af Frankrig støttede ideen. Ja det gjorde dronning Victoria også. Og også mændene bag den italienske samling, Victor Emanuel og Camillo Cavour.
Napoleon den tredje mente, at den nordiske stat også skulle inkludere Finland.
Bismarck og Wilhelm den Første mente i sommeren 1864 faktisk at et forenet Skandinavien var en del af løsningen. Nordslesvig blev tilbudt mod en alliance mellem Preussen og et forenet Skandinavien. Ja det var et tilbud som Bismarck gav.
Tillod ikke et Preussen til Skagen
Frankrig og England tillod ikke et Preussen til Skagen mens russerne var imod et forenet Skandinavien. Det ville lukke dem inde i Østersøen.
Tankegangen var, at Europa skulle have færre men større stater. De små stater skulle afskaffes ved at blive forenet med større lande.
Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket
Men den svenske konge tøvede. Der var også intern uenighed mellem de skandinaviske regeringer.
Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket i bogen. Man bliver helt omtumlet. Millioner af menneskers skæbne stod på spil. Det er til tider fascinerende og rystende læsning.
Man havde helt konkrete planer parat. Da det så ikke blev til noget, har historikere ind til nu afskrevet det hele som et fantasifoster eller en sværmerisk fantasi. Men bogen her beretter om en helt anden historie. Statskup, krig, bortførelse, revolution og indsættelse af Sveriges og Norges konge på den danske trone.
Et flag og en konge for hele Skandinavien
Begrebet ”skandinavisme” blev ikke den succes, som nogle havde ønsket sig. Det lykkedes for Margrethe den Første. Men ikke denne gang. Men man var tættere på, end man hidtil havde regnet med. Begrebet byggede på kulturelle, sproglige og åndelig fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden, det samme gjorde sprogene. Alle tre lande havde været gennem reformationen i 1500 – tallet.
Tænk at de tre lande skulle forenes under et flag og en konge. Det handlede vel også om, at de store spiser de små og så handler det om at blive så stor som muligt. Måske havde det også en god mening i en periode med mange krige, hvor vinderne i det europæiske magtspil var Storbritannien og Rusland.
Frederik den syvende foretrak Karl den 15. fra Sverige
Man var blevet enige om, at det skulle være den svensk – norske konge Karl den 15., der skulle regere Unionen. Det skete også med Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ingen børn selv. Han så hellere denne som dansk konge end prins Christian af Glücksborg.
Prins Christian var en af dem, der modarbejdede planerne. Han ville ikke give slip på den danske trone. Rusland foretrak et splittet og mest mulig autoritært Skandinavien som kunne kontrolleres og ikke udgøre noget ideologisk trussel.
Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp
Men da de skandinaviske lande skulle stå sammen og hjælpe Danmark i 1864, sendte svenskerne ingen hjælp. Det viste med al tydelighed, at man alligevel ikke stod skulder ved skulder. Krigen i 1864 kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.
Det var den svenske konge, der ville sende en styrke på 20.000 mand, men den svenske regering sagde nej.
Krigen handlede ikke kun om Slesvig
Krigen i 1864 handlede vel ikke kun om Slesvig. Det var vel også tænkt som en skandinavisk samlingskrig. Når det hele slog fejl, skyldtes det vel bl.a. at den danske konge Frederik den Syvende døde i 1863.
Den nye konge Christian den Niende ville bevare den eksisterende dansk – tyske stat med Ruslands hjælp, men det var en katastrofe. Det medførte et utal af planer om planer om statskup og revolution før, under og efter krigen i 1864.
Danmark led af ”undergangsangst”
De danske politikere gjorde deres bedste for at slette deres spor. Fremtiden for Danmark var, som vi allerede har nævnt særdeles usikker. Ville hele Slesvig og Holsten rive sig løs og blive en del af Tyskland? Sammen med tabet af Norge i 1814 skabte dette en form for undergangsangst og gjorde Danmark til primus motor for en skandinavisk samling.
Der var flere, der var bekymret for Nordens selvstændighed. Tyskland stod foran deres samling og skandinavisterne frygtede at Danmark blev slugt i processen. Hvis dette skete, ville Sverige blive klemt mellem et ekspansivt Tyskland og Rusland.
Ville Danmark have hjulpet Sverige-Norge?
Men en union havde også forpligtelser. I midten af 1800-tallet var den svensk-norske militære kapacitet den ringeste i århundreder. Var det derfor svenskerne svigtede i 1864? Måske lå den svensk – norske interesse ikke i grænselandet. Og måske ville Danmark også svigte såfremt Sverige – Norge kom i konflikt?
Angreb på en, det være sig i Finmark eller Slesvig, skulle være angreb på alle.
Tre muligheder i krigen 1864
En krig i Slesvig var efterhånden uundgåelig og i 1863 så man tre muligheder:
Fra dansk side havde man håbet på både skandinavisk hjælp samt hjælp fra stormagterne. Men ak, Danmark stod alene mod Preussen/Østrig. Trods franske opfordringer greb Sverige-Norge ikke ind. Og Christian den Niendes forsøg på at bevare de tyske hertugdømmer forhindrede en forståelse med Preussen.
Danmark led et katastrofalt nederlag.
Tænk, hvis det var gået anderledes
Men tænk engang, hvis historien var gået anderledes. Hvis nu Sverige-Norge havde sendt styrker ned for at hjælpe? Var Danmark så kommet pænere ud af krigen. Hvis Christian den Niende var blevet styrtet? Havde Danmark så haft en Bernadotte som konge i dag?
Fokus i beskrivelsen af Skandinaviens historie har været rettet mod det nationale. Ligheder, samarbejde og fælles interesser har været underspillet. Det har planerne om en Union også været. Der kommer hele tiden ny viden.
Der fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen
Der er fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen. Måske skal der skrives et nyt storværk om Nordens historie.
Har historikere et tunnelsyn? Burde man ikke sætte sig mere ind i fortidens muligheder? Kigger man for meget på nutiden?
Ti års forskning er det gået forud for denne bogs tilblivelse. Forfatterne har været nede i arkiver, der aldrig tidligere er blevet benyttet.
Er situationen overvurderet?
Faren ved sådan en bog er, at en situation ofte bliver overvurderet. Det var en tendens til at de små nationer samlede sig til større enheder, som vi allerede har skrevet. Det skete både i Tyskland og i Italien. Så hvorfor ikke i Danmark og Norden? Bismarck arbejde aktivt for et forenet Skandinavien. Han så det som en alliance han kunne samarbejde med imod Rusland.
Måske kunne problemet med Slesvig – Holsten have været løst på en anden måde. Godt nok havde Bismarck så sikret sig Holsten og Lauenburg alligevel. Men det havde da sparet Nordslesvig for mange ubehageligheder.
Skandinavisterne blev anklaget for højforræderi. Derfor brændte de en masse af deres arkiver. Og da der ikke var særlig mange dokumenter i de danske arkiver, så mente danske historikere, at en Union nærmest var et fantasifoster.
Mange danskere frygtede at Christian den Niende ville føre Danmark ind i det Stortyske Rige. Denne konge var ikke særlig populær i Danmark.
Bogen er en ”stor overraskelse”
Bogen rummer så meget historie at vi vender tilbage til den. Bogen er en stor overraskelse og veldokumenteret. Den kan også føre til skepsis over for historieformidling, hvor hver en sten skal vendes. Men mange gange kan man ikke finde disse sten. Man forstår godt at denne bog har været ti år undervejs.
Undertegnede sad hele tiden med følelsen ”Kan dette virkelig passe?”. Men dokumentationen var der jo. Men skal historieformidling handle om, hvilke kilder, som man får adgang til? Ja det er denne situation positiv ment. Vi har jo selv en lille erfaring på dette område.
Spændende bliver du nu om man vil acceptere denne nye viden trods beviserne. Eller vil den gamle indgroede holdning fortsætte.
Bogen kan varmt anbefales og vi vil bruge den i vores videre historieformidling
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 23, 2021
Stenalderboplads i Svanemøllen Havn
Er vi på vej til at hilse på de allerførste Østerbro – borgere i Svanemøllen-bugten? Ved hjælp af lyd har man fundet frem til en boplads under vandet. Man mener at have fundet beviset – 4 forarbejdede flintesten. Fundet er måske ikke så imponerende. Under havets bund ligger der sikkert flere gode ting og venter. Men det er endnu ikke besluttet, om der skal graves videre. I denne artikel kigger vi på, hvem Østerbros antagelige første mennesker var for nogen. Jo de hed Maglemose-folket.
En stenalderboplads under overfalden
Tænk engang, at der har ligget en stenalderboplads mellem 7 og 9 meter under overfladen i Svanemøllen Havn.
Det er arkæologer på Det Natur – og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der har fundet ud af dette. Det afgørende bevis har været fire stykker bearbejdet flintesten. Målinger på stedet viser, at der ligger endnu flere derude.
Lydsystem har udmålt bopladsen
Man har brugt lydsystemer for at udmåle bopladsen som vurderes til at være 80 gange 120 meter. Man håber at få tilladelse til at grave videre i havbunden. Og hvis man nu vil foretage en reel arkæologisk udgravning. regner man med at finde eksempelvis træskafter, buer, piler m.m.
Arkæologerne siger, at tingene ikke er rådnet væk i vandet. De er beskyttet imod ilt af et sedimentlag. Man kan måske finde knoglerester fra stenalderen.
Det er en helt ny metode, som man har brugt, siger man fra Københavns Universitet.
Og materialet, der er fundet, er brugt af stenalderfolk for omkring 6.000 år siden. Nu skal der så foretages boreprøver.
Pludselig viste apparaturet kraftige signaler
Det var i foråret 2021, at man sejlede ud i bugten. Man medbragte apparater, der måler lydsignaler fra havets bund. Pludselig viste kraftige signaler, at der var noget at komme efter. De signaler havde man før kun observeret i forbindelse med bearbejdede flintesten fra undersøiske stenalderbopladser. Og dengang manglede man så bare lige det afgørende bevis. Det har man så fundet nu.
Det er Vikingemuseet, der skal tage stilling
Stentypen er anvendt til økser, pilespidser og knive af datidens folk. I 2 ud af 8 opsamlede jordprøver var der gevinst. Men som forskerne siger:
Det er nu op til Vikingemuseet i Roskilde, hvorvidt, der skal foretages nye boringer og udgravninger i havnen, da de har ansvaret for arkæologi på Sjælland.
Bearbejdet flintesten er derudover en stærk indikator på, at der ligger en boplads fra stenalderen.
Maglemose-folket levede for 6.000 – 9.000 år siden
For 6.000 – 9.000 år siden levede der stenalderfolk fra Maglemosekulturen i Skandinavien. Det var et Jægersamler-kultur, hvor folk levede en eller to familier samlet i hytter af bark. Man brugte redskaber som flint og kvarts til at lave spyd, knive og pilespidser af. Så kunne man jage kronhjort, rådyr og urokse. Derudover fiskede man og spiste hasselnødder, frugter, bær og frø.
En udgravning i Svanemøllen-bugten vil afsløre rester af bevarede knogler fra pattedyr og fisk og rester af økser, pile, buer, spyd og hyttegulv. Det vil give et nyt lag til den spændende historie om stenalderfolket.
Nu er det lettere og billigere at finde frem til bopladser
Hidtil har marinearkæologer måtte bero sig til viden om geografi, landskabsformer og fund opsamlet af dykkere, når de har skullet vurdere, hvorvidt der har været en undersøisk boplads på et givent område.
Cirka 1.000 undersøiske bopladser fra stenalderfolk i Danmark er blevet lokaliseret gennem historien, men det er nok kun ”toppen af isbjerget”.
De eksisterende metoder er både dyre, tidskrævende og ineffektive. Den nye geofysiske metode er et kærkomment alternativ, fordi man med ganske få midler vil kunne lokalisere stenalderbopladser ud fra lydsignaler fra bearbejdet flint.
Den ny metode kan også hjælpe med at datere klimaændringer.
I Maglemosen gjorde man de første fund
Man kan sige, at de foreløbige fund i Svanemøllen – bugten indtil nu ikke just er imponerende, men hvad mon der ligger og gemmer sig? Jo, der har været masser af fund fra Maglemose-kulturen rundt omkring.
Maglemosekulturen er opkaldt efter fundstedet Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland. Fundet blev udgravet omkring 1900. I historien blev denne kultur afløst af Kongemosekulturen.
I dag hedder mosen ikke mere Maglemose men Mullerup Mose. Den ligger 10 km nordvest for Slagelse. De fund som man har gjort, stammer især fra bopladser. Men der er også gjort enkeltfund af våben, smykker, enkelte menneskeskeletter samt skeletter af større byttedyr.
De fleste bopladser findes ved bredderne af søer og åer. Adskillige velbevarede bopladser er udgravet i de store sjællandske mosebassiner, for eksempel Holmegaards Mose, Sværdborg Mose og Åmosen.
Kystområder blev oversvømmet
Flinteredskaberne bestod af mikrolitter, kerneøkser, skiveskrabere, bor, knive m.m. Kronhjortetak anvendes til økser og mejsler. Knogler anvendtes til fiskekroge og fiskespyd. Ja man lavede også smykker af gennemborede dyretænder og ravklumper.
Måske er jægerne flyttet ud til kysterne om vinteren, hvor de har jagtet sæler. På grund af de senere havstigninger er kystbopladserne blevet oversvømmet. Det er sikkert også det, der er sket i Svanemøllen – bugten.
Det blev varmere
Naturen og biologien var helt anderledes dengang. Store dele af Danmark var dækket af urskov. Maglemose-folket havde gode erfaringer med jagt og fiskeri. Mange bopladser lå ved den daværende kystlinje. Om det faste bopladser er nok tvivlsomt. Om sommeren gik de sikkert på jagteventyr andre steder.
Temperaturen blev stadig varmere. Tundraen blev bevokset med en åben og lys birkeskov, efterhånden også asp, pil, røn og fyr.
Omkring 7.200 f.Kr. var klimaet ændret til det såkaldte atlantisk klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag.
Hvad levede de af?
Tidligt om vinteren jagtede man storvildt. Det vides at Maglemose-jægerne nedlagde urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin. Vinteren kunne også have været sæsonen for pelsdyrjagt på los, ræv, ilder, grævling, skovmår og vildkat.
Foråret var en mere vanskelig tid, men så kunne man indsamle fugleæg og gå på fuglejagt. Hvis alt gik galt, så spiste de også pindsvin.
Alle udgravninger af bopladser fra jægerstenalderen viser store mængder af fiskeben, så fisk har spillet en meget stor rolle. De indsamlede østers og andre skaldyr. Men dog ikke i samme omfang som den senere Ertebølle-kultur.
Efteråret var sæsonen for indsamling af rødder, nødder og bær.
Verdens ældste buer
I 1944 fandt man i Holmegårds Mose på Sjælland næsten to intakte buer. De regnes for verdens ældste. Deres pile var fremstillet i to dele. Nemlig en del med pilespids på omkring 10 cm. Den anden del med resten af pileskaftet var sikkert monteret med styrefjer.
Fordelen var, at når en pil var blevet skudt ind i et dyr, ville delen med styrefjerene falde af og kunne opsamles og genanvendes. Pilespidserne blev fastgjort med tjære eller harpiks. På selve pilespidserne var anbragt mikrolitter.
Der er fundet rester urokser. Mange af disse var kæmpemæssige dyr med en højde på 190 cm. Ja selv rester af elge er der fundet.
Koelbjerg – kvinden var måske en mand
Der ganske få fund af skeletter af mennesker. Det mest berømte er af Koelbjerg – kvinden fra Vissenbjerg på Fyn. Mange mener dog, at det er en mand.
Ved Holmegård ved Næstved er der fundet to skeletter i en mose. I en mose ved Nobe er der fundet rester af et skelet. Ved Hammerlev i Sønderjylland er der fundet en egentlig grav fra Maglemose-tiden, men den afdøde var brændt.
Hvordan så de ud? De var knap så høje, men mere kraftig bygget med stærke knogler. De var langskallede med sorte øjenbrynsbuer, kraftige tykke-muskler og fremstående kæber med store tænder præget af slid.
Og Koelbjerg-kvinden? Hun var omkring 25 år. Hun levede for 10.000 år siden ved Maglemose periodens begyndelse. Hun var ca. 155 cm høj og havde spinkle og fint formede lemmer.
Stammebåde op til 12 meter
Stammebåde blev udhugget af en hel træstamme med flinteøkser. De er et godt bevis på stenalder håndværkernes kunnen. De kendes op til 12 meter lange med en bredde på 60 centimeter. Siderne var kun et par centimeter tykke. Der er ikke fundet noget i Danmark men i Holland. Den var så lavet af fyrretræ og næsten 3 meter lang og 44 centimeter bred. Den er dateret til perioden 8.040 – 7.510 f.Kr.
De var ikke så mange
Der var vel mellem 5.000 og 10.000 mennesker dengang. I Kongemose-perioden voksede dette antal til 10.000-20.000 mennesker.
De hytter som de boede i var mellem 20 – 35 m2. Gulvene var af birkebark og der var ildsteder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 11, 2021
Grænsen – dengang (b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel fra 2013. I mellemtiden har vi fået udgivet vores bog i 2017 ”Grænsen er overskredet”. Under efterforskningen fandt vi en masse uregelmæssigheder i form af uopklarede dødsfald m.m. Desværre vil mange af vores vidner/informanter forblive anonyme. Det kan så efterlade os tilbage som en slags konspiratorer. Vi vil også her henlede opmærksomheden til vores andre artikler der relaterer sig til dette emne.
Der var masser af panik ved grænsen den 5. maj. En masse biler fik lov til at passere syd på, inden bevogtningen blev organiseret. Flensborg Fjord var stoppet til med skibe. Ledende nazister forsøgte at skjule sig på Lyksborg Slot. En aftale blev etableret over grænsen. Mange historier blev fortiet for offentligheden. Bunker af efterladenskaber hobede sig op ved grænsen og skabte problemer for fremkommeligheden. Og mange blev dræbt aftenen før befrielsen.
Skal tingene glemmes?
Der skete mange ubehagelige ting ved grænsen dengang, både før og efter tyskernes besættelse. Ikke alt er blevet beskrevet, og noget er i den grad blevet fordrejet. Ting er blevet udeladt og andre ting kan vi ikke få adgang til. Talrige skæbner kan oprulles. Og der er sikkert mange læsere, der mener, at de ting, der skete, hurtigst skal glemmes.
Mediernes bevågenhed
Som tidligere nævnt, har vi foretaget forskning, og oprullet episoder, der ikke tidligere er blevet omtalt, og som har afstedkommet mediernes bevågenhed. Men nogle lokale medier nægtede at omtale vores bog. Og hos mange lokale i området mente man, at vi kun ude på konspirationsteorier. De fleste af vores dokumenter overlod vi endda til Lokalarkivet.
Forhandlinger på Brundlund Slot
Det svirrede med rygter om forhandlinger på Brundlund Slot. Telefondamen i Bredebro opfangede brudstykker mellem lægerne Beyer og Schultz i Aabenraa. Dette første til at man nogle steder fejrede kapitulationen en uge for tidligt.
Mange modstandsfolk og medlemmer af våbengrupperne havde fået udstedt falsk ID. De var ikke klar over, om de befandt sig på en eller anden liste. Så var det godt at være på den sikre side.
Kollund blev hård ramt
I begyndelsen af maj blev Kollund ramt. Det halve af skolen, Frk. Spillemoses lejlighed og smedens hus blev splintret. Det ene store drøn afløste det andet.
Tidligere på vinteren, da minerne faldt på Kollundbjerg To huse blev fuldstændig ødelagt.
Endnu flere rygter
Man havde hørt i området den 3. og 4. maj, at Flensborg ville blive erklæret for en ”åben by”. Det kunne betyde en mægtig forskel på krigshandlingerne i slutfasen. Men så kom forløsningen den 4. maj om aftenen.
Endnu et drama
Da Kurt Jensen var meget lille oplevede han ved grænsen, at en tysk soldat blev afkrævet alt, hvad han havde på sig. Man havde dog endnu ikke opdaget, den pistol han havde på sig. Da medlemmer af Modstandsbevægelsen krævede hans vielsesring, blev det for meget for den tyske soldat. Han tog pistolen og skød sig selv.
Kurt husker ikke hele historien, men fik hele historien fortalt af sin far.
Mysteriet om Asmus Jensen – nok engang
Historien om Asmus Jensen, som vi har beskrevet i mange artikler og vores bog ”Grænsen er overskredet” rumsterede i mange år ved grænsen. Folk var udmærket klar over, hvem der begik mordet. Nogle andre påtog sig skylden for at tilfredsstille englænderne.
Vi har dog fundet ud af, at englænderne var forarget over, hvad der skete Men vi forstår udmærket i dag, hvorfor Politiforeningen og PET nægtede os adgang. Alligevel fandt vi ud af en del ting, og mere er dukket op.
Navnene på gerningsmændene
Vi har navnene på gerningsmændene. Og i kommunen gik der også historier om, at den ene gerningsmands forbrydelse blev besejlet af de tragiske hændelser. Vi har haft og har kontakt til Asmus Jensens familie, der er meget overrasket over vores opdagelser.
Men hvorfor har myndighederne helt op til i dag holdt familien hen med løgne? Det var fordi, at der vil gå storpolitik i det, når sandheden kom frem.
Historieforfalskning
At gendarmerne ved viadukten i Padborg var i gang med at springe den i luften, da de blev overrasket af tre spioner fra Regimet Regensburg var noget, som beboerne i kommunen kunne læse i deres lokalavis.
Det var direkte historieforfalskning. Dagen inden besættelsen var der udsendt en befaling om, at Grænsegendarmeriet på ingen måde skulle indlede kampe mod den tyske værnemagt.
Angst i modstandsbevægelsen
Og historien om en hel deling svært bevæbnede tyske marineinfanterister, der gik gennem grænsekommunen den 7. maj, som gav et gys gennem Modstandsbevægelsen.
Havde disse soldater åbnet ild, kunne det have betydet tab af en masse menneskeliv.
Gennem politiet fjernskrivere var man blevet advaret at disse var på vej. Disse marineinfanterister var svært bevæbnede. Alt hvad der var skydevåben blev uddelt til modstandsbevægelsen. De søgte dækning, så godt som det nu kunne lade sig gøre. De dukkede op fra skoven og gik syd om Krusågård og op mod landevejen. De fortsatte tværs over vejen ved Grænsehotellet og forsvandt op over marken og ind i skoven til Tyskland.
De mange flygtningeskibe
Måske kunne vi også fortælle om de talrige flygtninge – både, der blev sat på grund i Flensborg Fjord. Man taler om cirka 30 skibe. Mange flygtninge overlevede ikke. I hvert fald er otte drevet i land ved Kollund Strand. De blev begravet som ukendte på Bov Kirkegård.
Bomber inden befrielsen
Natten til den 4. maj faldt der bomber i Kollund og Flensborg.
Ude på Mørvig sad Hitlers efterfølger, Storadmiral Dönitz og de sørgelige rester af den så stormægtige tyske regering. I København havde General Lindemann erklæret, at der ville blive kæmpet til det sidste.
Det forlød, at General Lindemann og Dr. Best var på vej til forhandlinger hos Dönitz.
Huller i bevogtningen
Grænsen var stærkt bevogtet. Man påstod, at den var fuldstændig umuligt at passere. Men man havde dog lige glemt at de sekundære grænseovergange ved Padborg måske ikke var så uigennemtrængelige.
To marineofficerer sad tilbage
Da budskabet lød den 4. maj kl. 20.30 kom det alligevel som et chok for de fleste. Grænsehotellets lokaler havde været fyldt af mennesker. Nu var det pludselig tømt. Alle forventede, at i løbet af få øjeblikke ville englænderne styrte over grænsen.
Kun to tyske marineofficerer sad forknyt tilbage.
Mange dræbte
Natten før kapitulationen kom Flensborg til at opleve endnu et luftangreb. En bombe ramte kvarteret omkring domhuset, demolerede en del ejendomme og blæste tagstenene bort fra byens højere pigeskole. En anden ramte Landbrugsskolens bygning på Skt. Pauli. Der var mange døde.
Forvirring ved grænsen
Allerede den 5. maj 1945 om morgenen var der etableret pigtrådsafspærringer. Feltgendarmeriet og soldater gik vagt med deres maskinpistoler. Men de var ganske få.
Lærer Frederik Sørensen, Padborg havde ellers kaldt alle medlemmer af modstandsbevægelsen og folk i de forskellige våbengrupper til grænsen allerede tidsligt om morgenen den 5. maj.
Mange fik fundet våben frem, som egentlig var kastet ned af englænderne og gemt væk indtil nu. Politistationen var allerede bemandet med danske betjente – nogle af dem, der egentlig var gået under jorden.
Pludselig kom en kortege af biler. Nogle havde slet ingen nummerplade på. Gennem ruderne kunne man skimte uniformerede og civile mennesker sammenstuvede med bylter, kufferter og tasker på skødet. Flere af mændene skjulte deres ansigter med hænder eller hatte. Blandt det endnu beskedne vagtmandskab bredte frygten sig.
En tysk vagt på den anden side af pigtrådsspærringen kom pludselig farende med løftet karabiner. Mængden spredtes. Kortegen kørte i rasende fart videre ind i Tyskland.
Blandt de tilstedeværende ved grænsen var man lettet. Men en skuffelse og en misstemning bredte sig også i forsamlingen. Hvorfor kunne man ikke have stoppet det? Måske var krigsforbrydere imellem?
Frihedsbevægelsens styrker var ikke mødt op. Det var ellers aftalen. En eller anden havde åbenbart ikke givet den afgørende ordre.
Bilen fik lov til at køre
Et par hundrede nysgerrige havde efterhånden samlet sig ved grænsen. Men en egentlig styrke var det endnu svær at for øje på.
Nok en mistænkelig bil kom susende fra nord. Den bragtes til standsning. Også den var fuld af gods og mennesker. En maskinpistol øjnedes under rattet. Men bilen fik lov til at køre over grænsen.
En aftale over grænsen
Fra den tyske side af grænsen kom nu en tysk soldat løbende pegende med sit gevær på en ung mand, og sagde et eller andet med Schweinhund. Men endelig tog en mand ved navn, Skodshøj lederskabet og skubbede den tyske soldat tilbage.
Harald Skodshøj var pressesekretær ved Hedeselskabet i Tønder. Han var en mand i halvlange støvler, sort frakke og skikasket. Han gik nu roligt rundt og gav ordre.
Men ved 10 – tiden rådede denne Skodshøj kun over en håndfuld bevæbnede mænd.
Gennem pigtråden kommer nu to officerer til syne fra tysk side. Den ene heilede, men fortrød det. Den anden hilste med hånden til hjelmen. Skodshøj tog sig til klaphuen.
Fra tysk side lød det meget venligt:
Fra dansk side lød der:
Der var fuldstændig enighed ved grænsen. Det var lige før de havde givet hinanden hånden. Nogle grænsegendarmer meldte sig i deres stolte uniform, men de havde ingen våben med.
Endelig rigtig bevogtning
Først omkring middagstid rådede Skodshøj over så mange frihedskæmpere, at han kunne begynde at organisere en ordentlig bevogtning. Senere overtog Frederik Sørensen kommandoen. Hele Bovgruppen var nu mødt frem.
List havde endnu ikke fået afprøvet sin maskinpistol. Det gjorde han lidt ufrivilligt uden for bager Iversen, Kruså. Her røg der en salve fra ham, heldigvis i luften.
Endelig langt om længe kom englænderne. Men det var først om aftenen, at en lille fortrop ankom til Kruså.
På Flensborg Fjord var der kaos. Hele fjorden var tilstoppet af skibe. Helt inde fra inderhavnen ud til Sandager og Holdnæs.
Modsætninger mødtes ved grænsen
Det var bevægede dage ved grænsen. Modsætninger mødtes. Her kom også en sørgelig skare af fanger fra Ungarn, Polen, Holland, Frankrig og Belgien. De var kommet fra de tyske koncentrationslejre. De var udhungrede og klædt i pjalter. Nogle havde tatoveret deres nummer på venstre arm.
Nu kom ørkentropperne endelig
Endelig den 7. maj kl. 11.40 rullede en bataljon af Montgomerys Royal Dragoons over den dansk – tyske grænse. I alt 100 vogne kom der. Og soldaterne i de forreste vogne fik også spurgt, om man vitterlig var nået til Danmark.
Döniz – regeringen forsøgte at fortsætte fra Mørvig. Man havde indrettet sig om bord på en af de mange skibe. Rigsminister Speer og Hitlers private læge Dr. Brandt havde gemt sig på Lyksborg Slot. Det varede dog ikke længe før englænderne havde fundet ud af dette. Man styrtede også det tyske regeringsskib i Mørvig.
I Ensted blev en af besættelsestidens ofre begravet. Det var Knud Andersen fra Røllum, hvis lig blev fundet i skoven ved Frøslev/Fårhus – Lejren.
Masser af efterladenskaber
Den 10. maj 1945 var der blevet styr på bevogtningen af grænsen. I endeløse rækker strømmede tyskerne til. Våben smides i dynger foran oberst Bennike fra Den Danske Brigade og hans Frihedskæmpere.
Hvad værnemagten bar af unødig bagage, måtte afleveres. Her var i hundredvis af cykler, værdifulde bildæk, en utrolig mængde køkkenudstyr, silkestrømper, margarine, smør, kaffeerstatning i kassevis, gryder, toiletpapir, alle mulige slags konserves, vaskepulver, røget flæsk og julelys.
Også messinginstrumenter var der masser af. Her var langskaftede støvler, sardiner, barbersæbe, dameundertøj og små radioapparater.
Hipo og Gestapo flygter
Nede ved grænsen, hvor Den Danske Brigade havde indtaget pladsen side om side med gendarmer og frihedskæmpere. 3.800 mand fra 126. tyske division gik over grænsen. Næste dag ventedes ca. 7.800 og så videre.
Tyskerne får dog lov til at beholde et håndvåben, og hvad de kan bære af personlig bagage. Nu og dag blev der fanget en Gestapo eller Hipo – mand. Der var flere generaler og også kvindelige spioner. Der gik rygter om, at fire Hipo – biler forsøgte at flygte over grænsen.
Man skal ikke tro på alt
I de officielle beretninger var det flettet ind, at en Sommer – mand forsøgte at flygte over grænsen, og skulle være skudt den 9. maj af Den Danske Brigade. Men det var rent løgn. For denne såkaldte Sommer – mand blev likvideret af modstandsbevægelsen i Padborg. Men da englænderne begyndte at grave i sagen, fik modstandsbevægelsen kolde fødder.
Asmus Jensen blev bortført, likvideret med to nakkeskud, og anbragt i nærheden af en mark, som Den danske Brigade havde lejet. Der blev hans lig anbragt natten til den dag, hvor han endelig blev fundet. Men læs selv om det. Andre mord foregik også i Padborg.
Asmus Jensen blev tortureret i en lade i Vejbæk. Liget blev transporteret på en motorcykel med sidevogn til et sted i nærheden af, hvor liget blev fundet.
Og som skrevet, har vi fået at vide at der ikke mere at komme efter. Nu håber vi så, at engelske arkiver kan hjælpe. Man skal ikke tro på alt, hvad der var nedskrevet fra dengang. Men det var nu et tysk arkiv, der hjalp os videre.
Trusler og nedbrænding
Og når man har haft lejlighed til at dukke ned i efterforskningen fra dengang, korser man sig. Problematisk var også den behandling som den myrdes familie fik. Der var både trusler og nedbrænding af huse – dengang. Men Asmus Jensens familie i Kiskelund kunne give navnet på de fem, der havde stået for mordet på ham.
Så sent som i begyndelsen af 1970’erne var problematikken et problem for politimesteren i Gråsten
Mange ting beslaglægges
Natten til den 10. maj drev man jagt på en lastbil, der indeholdt 1.000 kg smør og en mængde skinker.
Også ved Jernbane – kontrollen i Padborg blev der konfiskeret store varemængder, som af tyskerne blev forsøgt smuglet med hjem. Bunker af smør og flæsk var herfra kørt til Frøslevlejren.
Den 9. maj 1945 blev der beslaglagt 80.000 kr. som en af soldaterne havde på sig.
Myldrende menneskehav
Hovedvejen sydpå var i denne tid et myldrende menneskehav, gennem hvilket bil efter bil pressede sig frem. Det var engelske, svenske og danske køretøjer. Skarer af tropper under og uden kommando masede sig syd på. De overnattede på markene langs vejen.
De lå og sov i græsset og skovene. Overalt var der tropper, som holdt rast. Nogle var ved at segne under deres bagage.
Andre trak gummiløse cykler, barne-og legevogne, stoppet med bagage.
Wenn wir heim marschieren
Der kom tanks og hestekøretøjer mellem hinanden, radmagre heste slæbte også på tungt læs. Et sted kunne man se højtstående politiofficerer trække en tungt læsset kærre. En gang imellem kom der endnu friske tyske soldater, der sang Wenn wir heim marschieren.
Man regnede med, at der alene på Jylland – Fyn var 100.000 tyske soldater. Og danskerne myldrede til grænsen for at se ydmygende tyske soldater, men disciplinen var stadig til stede hos de allerfleste.
Men danskerne spærrede de i forvejen overfyldte veje, så hen på eftermiddagen dem 10. maj valgte man at foretage en afspærring tre – fire kilometer fra grænsen.
Naboen blev arresteret
Der var travlhed i modstandsbevægelsen. For nu skulle alle mistænkte arresteres. Og man startede med hjemmetyskerne. Det kunne godt være ens nabo. Det var nok ikke alle, der opfattede denne bemærkning som lige sjov:
Ja sådan løs set fra overbetjent P. Appel.
Sådan kom man af med en irriterende hjemmetysker!
Ved grænsen så man pludselig dr. Erich Petersen fra Sønderhav. Han var Oberstudienrat i Flensborg. Han var forhadt mange steder. Han pralede med, at hvis hans Vaterland havde brug for ham, så kunne han sagtens svømme overfjorden.
Nu fik Modstandsbevægelsen så den ide, at hvis han ville over grænsen så kunne man bare lade ham passere, men så lade være med at lukke ham ind igen. Og ganske rigtig, så skulle han bare lige over at telefonere.
Da han så kom tilbage, ville man ikke lukke ham ind. Han fik at vide, at grænsen var lukket. Og hans store ejendom i Sønderhav blev konfiskeret.
En tragedie bag toldbygningen
Der var masser af tragedier ved grænsen. Bag Toldbygningen var der en stor tørreplads. Her legede 7 – årige Bente Madsen fra banken i Kruså og den lidt større søn af toldassistent Tiedemann. Bente har nok troet at hun fandt en bold. Det var det bare ikke. Det var en håndgranat i ægform.
Bente blev kvæstet til døde, legekammeraten slap med livet i behold. Det berørte alle i området. Der lå og flød mange farlige ting rundt omkring.
Enhederne blev større og større
I begyndelsen var det kun små enheder, der gik over grænsen. Men efterhånden blev disse enheder større og større. Disse enheder var mere eller mindre opløste inden de nåede grænsen.
Modstandsbevægelsen sorterede det hele ved Korsvejen. Lang ud ad Aabenraavej stod cykel ved cykel. På Harkjærs store mark, hvor Grænsehallen ligger, blev alle heste jaget ind. Efterhånden var marken tæt pakket af heste.
De lokale hentede gode ting
Den anden store mark, hvor Metro engang lå var oplagringsplads for alt det tungemateriel, såsom biler i alle mulige afskygninger, motorcykler, panservogne, feltkøkkener og også her var der et hav af cykler.
Der var modstandsfolk, der byttede tyskernes pistoler for smør. Der flød også med danske pengesedler, som man tog fra tyskerne. Hvor de sedler blev af, vides ikke. Men nogle har fået glæde af disse.
Et vandløb var blevet fyldt med bildele, cykeldele, ”pansernæver”, geværer, bajonetter, en død hund, spegepølser og meget mere.
De lokale hentede mange gode ting. Skrivemaskiner, kikkerter, nye cykler og endda geværer og pistoler.
Den danske Brigade afløste
Den Danske Brigade afløste modstandsfolkene. Men også englænderne blandede sig efter et stykke tid. Og man forsøgte på alle mulige måder at ydmyge de tyske soldater, da de visiterede dem. De delte rovet mellem sig.
Mange blev skudt ved grænsen
Da vi skrev vores bog og skulle finde ud af, hvad der var sket, var det langt fra alle, der ville tale med os. Og næsten alle forlangte at blive anonyme. Ældre mennesker især i Kollund – området fortalte os om, at man frygtede modstandsbevægelsen. Således blev man på mange måder afstraffet, fordi man havde solgt landbrugsvarer til tyske soldater langs Flensborg Fjord.
Vi fandt også ud af mystiske dødsfald, som der ikke var forklaring på. Tyske soldater blev blandt andet skudt langs hele grænsen. Vi kigger også i kirkebogen. Og her fandt vi en melding om, at en person ved navn Richard Christensen var blevet dræbt på Østergade kl. 14.20 om eftermiddagen den 14. juni 1945.
Liget lå der ret længe. Vi talte med et vidne, hvis far havde butik i området. Han mener at kunne huske at liget lå der til dagen efter. Men dette har vi ikke fået bekræftet andre steder fra.
Vi kunne ikke finde ham i Graverbogen, hvilket betyder, at han ikke blev begravet på Bov kirkegård. Han er blevet brændt fire dage efter hændelsen.
I Provsti – bogen i Aabenraa var der tilføjet med en anden skrift og tusch ”Selvmord”.
Vi fandt ud af, at faderen var vintapper fra København. Familien var flyttet til Sorø, hvor vores hovedperson blev uddannet til maler. Vi har været forbi Radio Limfjorden og Lokalarkivet Nykøbing Mors.
Tysk Politisoldat
Vi fandt ud af, at vores hovedperson var ansat som tysk politisoldat i sort uniform på færgerne fra Mors til Thy. Han fik et barn med en af serveringspigerne på en færgekro. Og det var ikke særlig velset i lokalsamfundet. Han vedkendte sig faderskabet og blev dømt til at betale børnepenge.
Om han var tilknyttet Sommerkorpset, HIPO, SS eller et andet tysk korps, har vi endnu ikke fundet ud af.
Men han så aldrig barnet. Før barnet blev født var han taget til Padborg og forsøgte antagelig at komme over den grønne grænse ved Haraldsdalvej. Han var ganske givet ikke i uniform.
Han er antagelig blevet råbt an, da han forsøgte at snige sig over grænsen. Han er sikkert løbet væk. Vagterne ved grænsen er løbet efter ham og har skudt ham ud for Østergade 2.
Dette er kun en af de mange skæbner, som ingen er interesseret i, at det bliver udforsket, Lignende episoder ved grænsen er der mange af.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 6, 2021
Okseøerne – nok engang (2)
Det var kæmpen, der skabte Okseøerne i Flensborg Fjord. Folk levede her siden Yngre Stenalder. Sagnet om Margrethe den Første. Familien Isaack var her i flere generationer. Koloni på Lille Okseø. Kro på Lille Okseø. Fjordbådene startede i 1865. Og så skød kanoner kroen i brand. Lille Okseø måtte gennem to tvangsauktioner. Familien Isaack begyndte at servere. Park med antikke skulpturer på Lille Okseø. Færgen sejlede kun til 2015 En forpagtningsafgift på 25 år holdt kun i 12 år. Øen var isoleret i 14 dage på grund af is. Oprydning og nedrivning.
Kæmpen skabte Okseøerne
Atter engang besøger vi Okseøerne i Flensborg Fjord. Sagnet fortæller at de blev dannet, da kæmpen ville springe fra Danmark til Tyskland. Nogle ler-klumper faldt af støvlerne. Og disse dannede Okseøerne.
Folk her fra Yngre Stenalder
Fund på øen har godtgjort, at der har levet folk her siden den yngre stenalder. I Kong Valdemars jordebog fra 1231 nævnes Okseøerne også.
Øen nævnes også som græsningsreal for slottet Duborg i Flensborg.
Sagnet om Margrethe den Første
Ifølge sagnet skulle Margrethe den Første være omkommet på et skib ud for Okseøerne den 28. oktober 1421. I det 19 århundrede fandt man et gammelt gravsted og mente derfor hun kunne være blevet begravet her. Men det er nu ikke tilfældet.
Det vil sige hun blev begravet på Lille Okseø. Herefter blev hun bragt til Sjælland og genbegravet i Sorø Klosterkirke for endelig i 1413, som den første kongelige at blive begravet i Roskilde Domkirke.
Dronningens skib lå i Munkemøllebugten. Og grunden til dette var at her fik man forsyninger. Vandmøllen blev drevet af munkene fra Ryd Kloster, som lå på den anden side af Flensborg Fjord omtrent hvor vi i dag finder Lyksborg Slot. Det var munkene, der bragte forplejningerne. Og myten siger at mælken blev leveret af Benniksgård.
I det 16. århundrede tilhørte øerne Hertug Hans den Yngre.
Familien Isaac var her i generationer
I 1830 blev Okseøerne købt af godset Frueskov, som lå øst for Sønderhav. I 1845 var det så bådebygger Lorenz Isaac, der købte Store Okseø. Gennem flere generationer har familien drevet bådebyggeri her.
Koloni på Lille Okseø
Lille Okseø er ubeboet og skulle efter sigende være ved at gro til. Øen har i hvert fald været ejet af Københavns Lærerforening. Her har mange københavnske poder været på ”koloni”.
Engang havde denne ø forskellige ejere.
Kro på Lille Okseø
Omkring år 1800 blev der på Lille Okseø indrettet et værtshus/kro, der kun havde åben om sommeren. Der var mange gæster på øen.
Indehaveren, Friedrich Elter havde indrettet krostue i de bestående bygninger, ligesom han havde lavet en have med borde og bænke.
Nu var det ikke helt let at komme til Lille Okseø. Folk arbejdede alle ugens dage dog måske ikke om lørdagen. Man gjorde dog indtil hen på aftenen. Så skulle de rejse fra Flensborg med hestevogn til Sønderhav og så med en robåd til Lille Okseø.
Fjordbådene startede i 1865
Muligheden for at sejle med fjordbådene kom først nogle år senere. Sejladsen fra Flensborg til Gråsten og Sønderborg startede i 1865. men broen i Sønderhav kom først i begyndelsen af 1880’erne.
Da kanonerne skød kroen i brand
Flensborgeren Geerd Vaagt skrev i 1830, at Flensborgs ungdom fornøjer sig med dans, kegling og fugleskydning i Kielseng, Adelbylund samt på ”der Kleinen” (det populære udtryk for Lille Okseø).
Men også de ældre nød haven på Lille Okseø eller en grog i Krostuen.
I slutningen af sæsonen 1851 havde flensborgerne samt en del ældre fundet over til Elters. Det var fuld gang i festlighederne med musik, dans og sjov. Og så havde nogle unge fundet salutkanonerne frem. Disse blev brugt ved festlige lejligheder. Kanonerne blev ladt og der lød nogle voldsomme brag. Tilskuerne så ildkugler fare til vejrs. Nogle faldt i vandet, andre faldt på øen.
Andre faldt uheldigvis på kroens stråtag. Taget var tørt og snart steg små flammer op. I begyndelsen tog gæsterne let på situationen, men snart gik alvoren op for alle.
Spande, krukker og potter blev fundet frem. Man dannede kæde fra fjorden og op til huset. Flammerne havde dog alt for godt fat. Slukningsforsøget havde ingen virkning. I mellemtiden havde nogle forsøgt at redde indboet, men kun meget lidt blev reddet.
Hen på morgenstunden kunne gæsterne tage hjem, mens Elter og hans kone med triste miner kunne se på de sørgelige rester af deres hjem. Huset var underforsikret. Elter havde ikke kapital til at genopføre kroen.
Øen måtte gennem tvangsauktion
Året efter blev øen så solgt til Peter Thomsen. Han genopførte kroen og drev den i 11 år til 1862, hvor han også måtte opgive af økonomiske grunde.
Lille Okseø måtte gennem en tvangsauktion, hvor den blev købt af Anders Christian Jensen fra Flensborg. I købet fulgte også inventaret. Her kunne man så se ”4 jernkanoner til afgivelse af salut”.
Stormfloden førte atter til tvangsauktion
A.C. Jensen udvidede forretningen. Og lille Okseø oplevede da også en opblomstring. Men ak, stormfloden i 1872 ødelagde det hele. Bygninger og inventar var slået til pindebrænde.
Stormfloden ødelagde også meget andet langs fjorden. En kro og keglebane i Sønderhav, et mindre skibsværft i Rønshoved. Mange skibe sank eller led stor skade også dem, der lå i Flensborg havn.
Igen måtte øen igennem en tvangsauktion. Den blev overtaget af en af kreditorerne, vinhandler P.J. Hagge fra Flensborg. Han videresolgte dog hurtigt Lille Okseø til fisker Heinrich Beckmann, der kom fra Stralsund. Beckmann havde absolut ikke interesse i krodrift. Lille Okseøs periode som kro og forlystelsessted var dermed slut.
Familien Isaack begyndte at servere
De mange stamgæster savnede Lille Okseø til søndagsudflugten. Dette udnyttede familien Isaack på Store Okseø sig af. Kort efter 1872 begyndte fru Isaack at servere kaffe og nok også en lille en.
Og hvor er jeg glad for at jeg et par gange kunne nyde en øl herover på Store Okseø, serveret af familien Isaack.
Og de to kanoner blev i august 1991 overdraget til Bov Museum. Det er vel i dag en del af Museum Sønderjylland
Park med antikke skulpturer
I 1881 var det advokat Emil Ebsen fra Flensborg, der overtog Lille Oksø. Han anlagde en park og veje med bænke. Desuden satte han antikke skulpturer op. Han brugte stedet som hans sommerresidens.
I 1919 købte Rigmor Bardram Mayer øen og i 1933 solgte hun øen til den danske stat. Der er ikke noget tilbage af parken.
Der har været store planer med Okseøerne. Således ville man oprette en tysk marineskole på øerne.
Færgen sejlede til 2015
Store Okseø blev brugt til landbrug og herfra bedrev man fiskeri. Ja her var engang et lille værft. Efter stormfloden i 1872 var der flere ejere. Engang var her også en campingplads, en restaurant. Og fra Sønderhav sejlede der også en færge herover. Det var omtrent der, hvor Annies pølsevogn lå. Dengang sagde man også her fik man Danmarks bedste Hot Dog.
Store Okseø er på 11 ha. I lang tid boede her tre personer. Her var engang Øens Restaurant med 110 overdækkede pladser. Værftet genopstod også en kort overgang. Her var en bro til sejl – og motorbåde ja og en særskilt bro til færgen. Den sejlede indtil 2015 fra april til september.
Det var også dengang øen fik regelmæssigt besøg af udflugtsskibe fra Flensborg. Og vandflyvere landede regelmæssig ved Okseøerne og lagde til ved Store Okseøs strand. Nu var det ikke så ligetil at sejle til øen. Således er i hvert fald mindst et udflugtsskib fra Flensborg gået på grund mellem Sønderhav og Store Okseø. Min gode ven ”Den Glade Sønderjyde” fortalte mig under en sejlads med hans store flotte motorbåd fra Egernsund til øen, at man skulle ramme sejlrenden, ellers gik det galt.
I 1982 solgte familien Isaack øen til det der i dag hedder Region Sønderjylland.
En forpagtningskontrakt på 25 år blev kun på 12 år
I 2004 forpagtede Naturstyrelsen Store Okseø ud til et tysk partnerskab på en 25 – årig forpagtningskontrakt. Men allerede efter 12 år opgav man dette foretagende.
Isoleret i 14 dage på grund af is
I 2010 måtte de tre beboere på Store Okseø have hjælp fra luften. De små både kunne ikke få brækket isen. Og isen var heller ikke så tyk at man kunne gå på den. En vandflyver fra Flensborg forsørgede beboerne med fornødenheder i 14 dage. 16 gange fløj vandflyveren over øen og smed varer ned til de tre beboere. Ja så var der også lige 16 lam, 18 får, to hunde, to katte, et æsel og en pony.
En forening blev dannet ”Øens venner”. Formålet er at bevare offentlig adgang til Store Okseø.
Oprydning og nedrivning
I 2019 igangsatte Naturstyrelsen i samarbejde med Aabenraa Kommune en oprydning og nedrivning af bygninger på Store Okseø. Disse bygninger var i så ringe stand, at det var nødvendigt med en total sanering af øen.
På den lave del af øen er der 4 shelterpladser
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 5, 2021
Frøslev og Fårhus – for mange år siden
Vi går også en tur i Fårhus. Dengang lå Frøslev i Handeved Sogn. Vi besøger den ældste gård. Og så kom gartneren hver år til Frøslev. Man gik i hjemmelavede skjorter. I Frøslev var man mere kultiveret, men i Ellund var de rigere. Og så var der en fest i Frøslev, man kaldte ”Æ Bygang”. Der var både en vægter og en markmand. Så var der mange traditioner og overtro. ”Å bind æ lim” sagde man. Der var masser af kostebindere. Det var de laveste i samfundet. For 5.500 var her en gravhøj. Man blev efterhånden fastboende. Vi kigger på begrebet ”ligdør”. Allerede i middelalderen boede der folk i Fårhus. Jernbanen kom i 1864 og bragte forandringer. Her var masser af aktiviteter. Man fik både mejeri, posthus og kontrolhønseri. Fårhus Kro blev genopbygget. Der kom nye beboere efter 1920. En søndagsskole fik man sandelig også. Fårhus havde egen ”borgmester” og Rådhusplads. Her var masser af foreninger og næsten alle erhverv var repræsenteret.
Dengang var det Hanved (Handeved) Sogn
Vi skal da selvfølgelig også høre om Fårhus.
Indtil 1920 tilhørte Frøslev Hanved(Handeved) Sogn, hvis kirke ligger syd for grænsen. Jo du har sikkert hørt om eller læst vores artikel om Karsten Thomsen, der huserede netop her. Og motorvejsgrænsen Frøslev blev indviet i 1978.
Frøslev gamle kirkevej går parallelt med motorvejen.
”Onekel Schlaumeier”
Det var dengang, da der i Frøslev boede en mand, der talte plattysk. Han blev kaldt ”Onkel Schlaumeier”. Han gik rundt med sin armkurv og solgte nåle, tråd, sæbe, snørebånd og lignende. Han var god til at lave byttehandler med sine ting og gode madvarer.
Den ældste gård
Den ældste går dengang tilhørte i 1873 Jørgen Lorenzen Post. Engang i 1870’erne søgte den danske befolkning om tilladelse til afholdelse af et kirkeligt møde med en kongerigsk taler. Det skulle have foregået i Jørgen Post’ s ”pissel”. Men de preussiske myndigheder ville ikke give tilladelsen.
Gården var fra 1794.
Lige over for lå Lorens ”Smejs” smedje.
Da gartneren kom til Frøslev
Omkring år 1900 og i årene derefter kom der år efter år en gartner til Frøslev og solgte havefrø, som han selv havde avlet. Han kom gående fra Blans. Men mon ikke han havde taget toget til Padborg? Han medbragte en kraftig ris-kurv, som han bar over nakken ved hjælp af sin spadserestok. Deri havde han førne, som han havde pakket i småbreve. Papiret, brevene var foldet af, havde forskellige farver – lilla, blå, grøn, hvid m.m. alt efter hvilken slags frø, der var.
Hjemmelavede skjorter
Gamle mænd i Frøslev bar hjemmevævede, uldne skjorter, der var ensfarvet i blå. Senere i tiden brugte de bomuldsskjorter af lyseblåt stof med hvide striber.
De var mere kultiveret – men i Ellund var de rigere
Når man skulle konfirmeres i Frøslev, gik man til konfirmationsforberedelse hos præsten i Hanved hver tirsdag og fredag. Og så skulle man også til konfirmations – eksamen.
Folk fra Frøslev blev anset for at være mere kultiveret end dem fra Jardelund. Men i Ellund blev man anset at være mere rige end dem fra Frøslev.
Hvis man klemte sin finger i Frøslev, fik man et stykke røget flæsk lagt på og så en ”polt” (klud) omkring. Det tog smerterne.
”Æ Bygang” i Frøslev
Børnene fra Nyhus og Klus kom til Frøslev nytårsdag for at få nytårsgaver. Det var mest om eftermiddagen, de kom. De fik ”Knæbnørrer (pebernødder), æbler og en ”Grossen” (10 pfenning).
I Frøslev var der ”Bygang” fra nytår og hele januar måned ud. Indbydelsen til denne fest blev udsendt 14 dage før. Afholdelsen. Omgangskredsen – familie og venner var inviteret. Man mødte klokken syv om aftenen. Mændene spillede kort, ”skat”, ”Skjævindsel” og ”sæjs å tres”. Kvinderne spillede lotteri (tallotteri). Som gevinst i dette spil var der udsat kopper, tallerkner, fade, ting af glas m.m.
Den, der holdt ”æ gæst” (gildet), købte disse gevinster og der blev købt for et beløb, svarende til 50 pfenning for hver deltager. Disse penge, blev så betalt af de enkelte, når de kom til gildet.
De fik belagt brød og hvidtøl. Mændene fik også brændevin.
En vægter og en markmand
Man havde også en markmand og en vægter i Frøslev. Det kunne godt være samme person. Det var om vinteren, der var vægter på. Den første tur blev gået kl. 11 om aftenen. Derefter gik han hver halve time. Han medførte en lygte og et horn. Sidstnævnte skulle han blæse i – i tilfælde af brand.
Hvis en ko skulle kælve eller en so have grise, blev han underrettet.
Stråtækte bygninger på egnen blev på ”æ røchning (mønningen) belagt med ”røchningsssajder” (rygnings-græstørv). Disse skulle være faste græstørv, så de kunne hænge sammen, når de blev lagt over husets mønning. De blev hentet i Tørveladerne vest for Kolonisthusene.
Mange traditioner
Der var mange traditioner herude. Således også når en biavler døde. Så skulle de pårørende gå ud til bikuberne og råbe ind til flyvehullet, at manden var død. Blev det ikke gjort, ville bierne dø.
Der fandtes et problem med ”kalvekastning”. Var det tilfældet hjalp det med en gedebuk. Og sådan en kunne man låne hos ”æ post i Hanvej”. Om det hjalp, vides ikke.
”Å bind æ lim”
I ældre bøger kunne man læse:
Selve den industri, at fremstille koste beskæftigede efterhånden mange familier i området. Der var både kostebindere i Ellund og Frøslev og Fårhus.
Kostebindere var fattige folk og tilhørte den laveste sociale rangstige. De klarede sig med midler fra fattighjælpen og til dels med husflid og ofte med at binde koste. Således boede der i fattighuset i Ellund en kostebinder i 1845.
Disse koste var som regel bundet af ”Rævlingelyng”, dels af ris fra lave pilearter. Disse materialer var der masser af i Frøslev Polde. Kosteskaftet var lavet af et stykke naturtræ. Man brugte også hvenegræs og grå bynke.
Bønder siden 1100-tallet
Udgravninger har vist, at der har været bønder i Frøslev i 1100 – tallet. Ved en enkelt gård har man kunnet konstatere, at beboerne har måttet opgive deres bolig som følge af en stor sandfygning, sandsynligvis efter en stor skovbrand.
Indtil 1800-tallet var området i Frøslev plantage i nærheden af Frøslev Polde præget af hede og mose. Det blev benyttet til græsning af får. Først i slutning af 1800 – tallet blev området beplantet med nåletræer.
For 5.500 år siden var her en gravhøj
Under udgravninger blev det tydeligt, at der langt før middelalderen havde været mennesker her. I begyndelsen af bondestenalderen for over 5.500 år siden har der her været en gravhøj. Den var allerede forsvundet i middelalderen.
Man har fundet genstande, som sikkert har været en slags offergaver.
Her er fundet spor fra forskellige tidsperioder. Således har der været en tættere bebyggelse siden den ældre stenalder. I ældre stenalder var Danmark og Nordtyskland tæt bevokset med urskov. Menneskelig beboelse var kun muligt langs kyster, åer og moser, hvor landskabet var mere åbent.
Man blev fastboende
Omkring 3.900 f.Kr. blev mennesker fastboende og man begyndte med skovrydning. Ved siden af fiskeri, jagt og samling af bær fik landbrug en større betydning. Man dyrkede korn og som husdyr havde man kvæg, svin og får. Omkring 3.500 f.Kr. skete der en intensivering af landbruget.
Større dele af skoven blev ryddet. Samtidig begyndte man at bygge monumentale gravanlæg som langhøje og lidt senere dysser og jættestuer. Den religiøse baggrund er for os, over 5.500 senere ikke længere mulig at forstå.
Fårehuset – en gang på 16 fag
Lige i nærheden ligger Fårhus. I de gamle papirer kan vi se at stedet hed ”Schaafhaus” Der var lyng, så langt man kunne se. Og oprindelig var der kun et enkelt hus, Fårehuset Frydendalsvej 3. men denne bygning har engang været på 16 fag.
Noget tyder på, at der i den ene ende har været skole. Hvis det har været fattige børn her, så har kirkens klinkpung betalt.
Huset var sikkert bygget af herremanden på Kragelundgård. Ved udskiftningen af Kragelundgård i 1766 har der ligget fire gårde.
En ligdør
På nogle af disse gamle gårde, der i området kan man se rester af en såkaldt ”Ligdør”. Den blev kun åbnet, når den unge kone holdt sit indtog på gården. Men også når den ene af dem døde, så blev liget båret den vej ud.
Lige inden for døren på den højre side var kistekammeret, som hørte hjemme på hver gård. I en af dem blev kisteklæderne opbevaret.
Allerede i Middelalderen boede der folk i Fårhus
Til alle gårdene hørte ”æ Bakhus”. Så sent som i 1956 blev en af disse huse brugt. På mange af gårdene var der en brønd af træ. Der skulle bruges meget vand i dagens løb. Både til heste og køer. Og så til de obligatoriske to spande i køkkenet. Det kunne nemt komme en ”pajd” (tudse) med op.
Inde i byen opstod gårde som ikke kan kaldes slægtsgårde. Men allerede i middelalderen boede der folk i Fårhus.
Jernbanen kom til i 1864
Da jernbanen kom i 1864, blev vejene lagt om. Vejen til Bov gik ad mejerivej. Og den til Frøslev gik ad Rolighedsvej. Først blev stationen bygget, derefter også pakhus. Her var også beboelse. På den anden side af vejen lå stalden og vaskehuset. Lidt længere henne ad vejen var kolonnehuset til remisearbejderne. Selve baneanlægget gik engang helt til overskæringen.
Der lå et vigespor, så der kunne køres helt hen til eksportstalden og kreaturrampen med læsserampe til dyrene. Nord for overskæringen var der på højre side militærrampe fra Første Verdenskrig. De blev sprængt i luften omkring 1928 – 1929.
I 1920 var der også en lang barak til toldvæsenet. Den havde til huse her her indtil 1923, da den nye blev taget i brug i Padborg.
Masser af aktiviteter
Nogle år senere blev forsamlingshuset bygget. Her var der om vinteren gymnastik for de voksne. Der var også folkedans. Ude på Muusmanns mark var der Sankthansbål. Bagefter var der rabarbergrød med mælk. Det skete også, at teaterselskaber besøgte forsamlingshuset. Selveste Poul Reumert har været her. Læreparret Demuth fra Ravsted kom og læste op.
Der var spejdere fra Thisted, der blev indkvarteret forskellige steder og så optrådte de om aftenen. Endda Niels Bukh og hans berømte gymnasiaster optrådte her.
Mejeri, Posthus og Kontrolhønseri
I 1903 blev mejeriet bygget. Og her var sandelig også et Kontrolhønseri. Her var salg af rugeæg, daggamle kyllinger og avlsdyr. I 1911 blev købmandsgården bygget. Og bageriet er hvis nok fra samme tid. Nede hos Matzens Gård var der Königlich Kaiserliche Postdienstzimmer indtil 1920. Bonden var selv postmester og postbud var Jørgen Petersen over fra Fårehuset.
Fårhus Kro blev genopbygget
I 1911 nedbrændte Fårhus kro, men blev genopbygget. Og man manglede desværre spilledåsen. Den stod i den store sal. Man puttede 25 øre i og så spillede den. Den var nogle store messingvalser med huller i, der leverede musikken.
Midt i byen lå sadelmager Buchs store ejendom. Den blev altid kaldt ”Æ Fabrik”. Det var en fabrik for tørrede suppeurter og kaffeerstatning. Oppe på kroen var der en kostbindefabrik, hvor der var en del mennesker i arbejde.
Nye beboere
I 1914 blev boligen til snedkeriet bygget. Værkstedet er først bygget efter Første Verdenskrig., da Carl Petersen kom hjem som invalid med et stift ben. Længere henne var der nok en bygmester, der hed Carl Petersen. Så i folkemunde blev det til ”Stivben” og ”Slatteben”.
I 1918 kom mændene hjem fra krigen mere eller mindre mærkede. Nogle havde taget en kone med fra det fremmede. Med ”Genforeningen” kom der en masse nye beboere oppe fra ”Det Gamle Land”, jernbanefolk, politibetjente, toldere og gendarmer.
I byen boede også skomager Andresen og hans kone. Det var speditør Andreas Andresens forældre. Ved siden af mejeriet boede fiskemanden, der hed Nielsen. Det var i et lille bindingsværkshus. Han gik altid med røgede fisk og så kunne man købe alle slags grøntsager der.
Ovre i fabrikken boede sadelmager Buch. Han syede de skønneste pusser (hjemmesko). Til sål brugte han gamle cykeldæk. Det var et stærkt religiøst hjem.
En søndagsskole i Fårhus
Sammen med boghandler Møller og frue, diakonisserne, søster Britta og søster Helene, startede de søndagsskolen i byen, hvor alle børn kom. Først hjemme hos Buch og senere i forsamlingshuset.
Sønnen Carl havde et cement-støberi omme bag i haven.
Fårhus havde sin egen Rådhusplads
Mejeriet, bageriet og købmandsgården lå lige op ad hinanden. Man kaldte pladsen for Rådhuspladsen. Bageriet var på den gammeldags facon med en stor ovn. Når ovnen havde den rigtige temperatur, blev det hele raget ud på gulvet og ovnen renset med en svaber. Man kunne altid lugte, når det friske brød blev taget ud af ovnen. Bag ved bageriet lå stalden med to køer og en hest.
Hesten, Fritz blev spændt for brødvognen om morgenen, og så gik det på brødtur. Det var en Kragelund – og en Vejbæk-tur. Ovre i laden var der svin. Man kunne opleve det særsyn at se bagerkonen med op kiltet kjole og et sækkeforklæde ekspedere i butikken.
Det var telefoncentral på aftægten ved gården og posthus, indtil der kom automattelefon. Så blev posthuset flyttet op til banegården. Det hele blev pludselig ændret. Blokposten blev revet ned og det ene spor pillet op.
Fårhus havde også egen ”borgmester”
Ved overskæringen lå overportørens hus, men den er også for længst væk. Han hed Sofus N. Sørensen. Han blev kaldt borgmesteren eller Skimmel. Det var fordi han var hvidhåret. Han var medlem af sognerådet og amtsråd. Han havde en meget klog hund, der selv kunne gå ril bageren og slagteren.
Længere nede af Frydendalsvej boede slagteren. Det var med stald og slagtehus. Han slagtede selv sine dyr. Han lavede selv alt pålægget og pølser. Ligesom bageren gik han vandretur med bowlerhat, hvidt forklæde og slagtertrug på skulderen.
Masser af foreninger
Der var dilletant i Ringriderforeningen skiftevis på i Frydendal Kro og Fårhus kro. Og Ringridningen blev altid fejret med en brandværns-orkester i spidsen og trompetfanfarer ved faneridningen.
Der var også skytteforeningen. Der blev skudt på den anden brandlinje ude ved Sønderhus hver søndag formiddag. Vi skal da også nævne Fidde Mælkemand. Han var altid god for en røverhistorie.
Kongens fødselsdag blev holdt i forsamlingshuset, og der var samtidig høstfest. Der blev altid sendt lykønskningstelegram til majestæten. Og svartelegrammet blev oplæst stående.
En gang om året gik turen til Frøslev Polde til Polemøde. Det har nok været forløberen for den såkaldte Sydslesvigsdag. Da mødtes man med danskerne syd fra. Dette blev afholdt fra 1921 til 1939.
Næsten alle erhverv var repræsenteret i Fårhus
Ved bryllupper var der for det meste 100 mennesker med. Menuen var altid det samme. Frisk suppe, steg og dessert. Man drak øl og vand. Under dansen drak man en bolle punch.
I 1930 brændte en del bygninger. Sønderhus brændte om aftenen. Den var stråtækt. Det kunne ses viden om. Så var det Østerbæk, æ Bakhus, Heine Martensen s og Peter Lists i Kragelund.
Næsten alle erhverv var repræsenteret i byen dengang. Det var en driftig by, hvor alle kom hinanden ved og alle kendte alle. Hvordan det ser ud i dag. Ved undertegnede ikke. Det er mange år siden, undertegnede har været her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 1, 2021
Under Krigen i Bov Kommune
De kom i en endeløs kolonne gennem Padborg. Der var masser af luftalarmer. Og antiluftskyts var placeret mange steder. Episoden i Frøslev Mose. Gendarm stukket i halsen. Skytteklubben. Ingen væbnet aktion i Frøslevlejren. Der var en feltflyveplads i Frøslev Plantage. Da Caroline Moon” blev ramt. Da gendarmerne blev taget. Masser af sortbørshandel i kommunen Frisergraven. Frygt for at tyskerne ville forsvare sig. Resterne af de tyske jagere blev sprunget i luften. Flygtninge blev anbragt på Smedeby-linjen. Vi skal hjem – Krigen er forbi. Velkommen tilbage. Vi skrev en upopulær bog. Sandheden er ilde hørt. Det er sandelig ikke altid at de gamle historiebøger har ret.
I en endeløs kolonne
I en endeløs kolonne rullede krigsmaskinen gennem Padborg By og over grænsen ved Kruså. Forinden var Birk, Hansen og Albertsen blevet skudt. Hjemmetyskerne hilste begejstret på de soldater der sad i og på køretøjerne. Men de dansksindede glemte ikke i den kommende tid, hvem der hilste på dem.
En dansksindet sydslesviger var deserteret fra tysk krigstjeneste og gået over grænsen dagen før. De fandt ham efter nogle få uger og sendte han syd på. Familien så ham aldrig mere.
Masser af luftalarmer
Hele vejen rundt om Flensborg blev der under luftalarmer sendt spærreballoner højt op i luften. De var fastlåst med stålwire. De blev trukket ned efter luftalarmen. Sådan en spærreballon havde revet sig løs i en østenstorm. Den satte sig fast i et bøgetræ i skoven lige syd for Padborg.
Antiluftskyts
Beboerne oplevede masser af luftalarmer. Hver gang gik tyskernes antiluftskyts i gang. Ruderne klirrede.
Englænderne gik også bevidst efter mål i sognet. Der stod en hel togstamme med ammunition langs banelinjen. En englænder fløj en nat meget lavt frem og tilbage og skød.
Banelinjen var også udsat for sabotageaktioner. Da Flensborg skibsværft blev angrebet kom bombemaskinerne om dagen. De kom strygende meget lavt over byen. Beboerne i sognet kunne følge med, hvad der skete i Flensborg. Desværre gik det ud over en dansk børnehave derover. En lærerinde, der var gift med redaktøren på Flensborg Avis, blev dræbt. Når flyene fløj så lavt, skyldtes det, at så havde antiluftskytset vanskeligt ved at ramme dem.
Tyskerne havde konstant placeret vagt under viadukten og langs banelinjen gik der flere patruljer.
Episoden i Frøslev Mose
En råkold tåget nat var gendarm Simon Grosen på vej gennem det uvejsomme Frøslev Mose, da han hørte stemmer. Han stod i skjul bag et par buske, da to mennesker nærmede sig. Grosen sprang frem og forlangte at få at vide, hvad de lavede der på den tid.
Manden spillede døvstum, men kvinden forklarede at de var faret vild. En af Grosens kollegaer kom nu til stede. De blev begge anholdt og ført mod Padborg. I brøkdel af et sekundgreb den anholdte chancen og trak en bajonet op, som han havde skjult i støvlen. Han huggede den i halsen på Grosen og knuste kæben hos kollegaen.
Skønt Grosen var hårdt såret sansede han at trække pistolen og tømme magasinet i maven på manden, inden han selv tabte bevidstheden. Manden var død på stedet.
De yderste huse var ikke længere borte, end at kollegaen kunne slæbe sig hen og tilkalde hjælp. De blev begge ekspres indlagt på Sønderborg Sygehus. Det viste sig at bajonetten var gået gennem halsen kun få millimeter fra halspulsåren. Det var et mirakel at han slap med livet i behold.
Den mand, der var blevet dræbt, var en tysk soldat, der ville desertere.
Skytteklubben
I kommunen oprettede man en skytteklub. Formålet var at uddanne de unge i våbenbrug. Den blev oprettet i januar 1942. Og det var faktisk hele 150 mand, der lærte at håndtere et gevær. De fleste af disse deltog i modstandsbevægelsen.
Al skyttebevægelse blev forbudt i 1944. Tyskerne havde fået en mistanke om, hvad der foregik. To af modstandsfolkene faldt i åben kamp og tre døde i KZ – lejre.
En del illegale blade blev delt ud og endda et radioapparat blev smuglet ind i Frøslevlejren. Da grænsegendarmerne blev taget, blev der sendt advarsler ud til dem, der gik under jorden.
Den modstandsgruppe, der blev dannet i Bov Kommune kom under ”Ringen”. Man lavede en væbnet afdeling som i givet fald kunne undsætte Frøslevlejren.
Grupper blev dannet i sognets 5 byer. Man rådede over 75 geværer, 75 maskinpistoler, 2 maskingeværer og 2 bazookaer.
En mislykket sabotageaktion i februar 1945 medførte arrestation af 19 mand, deriblandt flere gruppeledere.
Den 16. marts 1945 kom de sidste 70 grænsegendarmer hjem. Mange var fra området.
Ingen væbnet aktion i Frøslevlejren
Modstandsbevægelsen havde kontakt med den danske leder kaptajn Digmann i Frøslevlejren. Den kunne oplyse, at der nok ikke komme på tale med en væbnet aktion i Frøslevlejren. Lederen fortalte den 22. april, at de havde de fleste af vagtmandskabet på deres side.
To dage efter blev byleder Hans Lorentzen arresteret af Gestapo. Via Folke Bernadotte slap han dog fri ved lede en gruppe af befriede KZ – fangere til Sverige.
En feltflyveplads i Frøslev Plantage
Tyskerne anlagde i 1944 en flyveplads (feltflyveplads) nordvest for og stødende op til Frøslev plantage. Efter krigen fik de gamle ejere deres jord tilbage. Men en del blev udlejet til eksercerplads for garnisonerne i Padborglejren.
Ved krigsafslutningen var der 70 af disse små flyvepladser over hele landet. Disse skulle bruges i forbindelse med kamphandlinger. 1.200 ultramoderne jagerfly havde ikke mere en fast base men blev flyttet rundt på flyvepladser i Danmark og Nordtyskland.
Hangarer blev gjort klar i løbet af natten og benzinbiler blev skjult.
Kragelund-pladsen blev aldrig helt operationsklar i det omfang, som man havde tænkt sig. I maj 1945 skulle her have været 6-8 dagslørede Heinkel eller Messerschmidt maskiner på pladsen.
En enkelt hangar skulle have befundet sig 500 meter inde i skoven. Til hangaren var forberedt en 30 meter bred rullebane.
Der faldt mange bomber i sognet
Der faldt mange bomber i sognet. Det gjorde det også den 1. september 1944. Her faldt 5 sprængbomber i den sydlige del af Frøslev plantage. De tre af dem faldt på ”Tungsandvej”. De dannede tre næsten sammenstødende krater, hver ca. 10 meter i diameter og godt 3 meters dybde.
Det var en engelsk bombemaskine, der var blevet beskadiget af tysk antiluftskyts, hvis pilot lettede flyet for bombelast over dette noget ”øde” område. Maskinen er enten nødlandet eller faldet ned på Als.
Mindst en anden gang blev der også droppet bomber i plantagen, nærmere beregnet i ”Bossens Plantage” ca. 500 meter nord for den daværende Grænsegendarmeriets ”Tjenestebolig” ved Kolonihusevej.
Da ”Carolina Moon” blev ramt
I august 1944 styrtede det amerikanske jagerfly ”Carolina Moon” ned på Bov Mark. Resterne af flyet blev først fundet 63 år senere. Den dag det gik galt for piloten, Argent Arcosta Junior i Mustang-jageren var søndag den 27. august. Han var på en mission fra England som støtte for bombefly på togt til Berlin.
På grund af dårligt vejr over Berlin blev flyene omdirigeret for at bombe Esbjerg. Men det gik galt over Flensborg. Her blev jageren tilsyneladende ramt af antiluftskyts og styrtede ned lidt før klokken halv fire om eftermiddagen på Bov Mark.
Det er så uenigheder om der var en luftkamp over området eller ikke. Et tysk fly skulle samme dag være styrtet ned ved Kliplev. Det har vi dog ikke kunne efterspore.
Den amerikanske pilot døde samme dag og ligger begravet i Belgien.
Inden flyet ramte jorden, nåede piloten imidlertid ud og landede 500 meter fra nedstyrtningsstedet i sin faldskærm. Ved landingen slog Arcosta sit ene ben slemt og blødte meget. Han blev umiddelbart efter taget til fange af en soldat fra den tyske lejr i Bov. Dr, hans Lorenzen fra Bov tog ud til stedet for at hjælpe den sårede pilot.
Ved et uheld skød tyskere fra et troppetransporttog på Padborg Station en af deres egne fly ned.
Luftværnsskyts og lyskastere i Kragelund
De første to år forløb forholdsvis roligt i Kragelund. Tyskerne opstillede luftværnsskyts og to lyskastere lige vest for smedjen. Tyskerne havde travlt med anlæg af flyvepladsen. De anlagde også en branddam. Benzindepoter blev anlagt.
Da gendarmerne blev taget
En af de værste dage i sognet var den 19. september 1944. det var dengang både politi og grænsegendarmer blev taget.
Sortbørshandel
Der skete en masse sortbørshandel i sognet. En tysk skolemaskine ”Storken” kom ca. to gange om ugen med tobaksvarer. Den fløj så tilbage med flæsk. Det blev leveret af en bestemt person. De ”sorte” varer blev tildækket med halmknipper. Det skulle så se ud som om man kørte med halm.
Frisegraven
Også gennem Kragelund blev der gravet panser og skyttegrave. Det blev udført af de såkaldte Schippere, ældre mænd fra Sydslesvig.
Tyskerne var bange for en allieret landgang i vadehavsområdet. Værnemagten ønskede at beskytte sig mod angreb fra de allierede ned gennem Jylland og Nordtyskland startende i området omkring Esbjerg.
På dette grundlag udgik der en ordre gående på bygning af den såkaldte Friservold med 6 tilhørende spærrestillinger. Volden skulle strække sig langs den tyske vestkyst fra Holland til Danmark og til Danmark. Der skulle i volden opbygges pansergrave, løbegrave og maskingeværstillinger.
Det blev Marinenoberkommando Nordsee, der i samarbejde med Generalkommandoen i Hamborg, der var ansvarlig for projektets udførelse. Det praktiske blev overladt til Organisation Todt som havde ca. 7.000 mand og 50 firmaer i gang.
Spærrestillingerne på dansk område blev dog overladt til general von Hanneken, der fra sin residens i Silkeborg skulle etablere og styre den del af projektet. Til at koordinere det hele blev Fürungsstab Nordseeküste etableret.
På dette tidspunkt af krigen var der imidlertid stor mangel på mandskab og materialer. Ja mandskabet bestod nu ikke kun af gamle mænd, men også af store børn, frivillige og kz – fangere.
Man startede med at grave i november 1944. I januar 1945 blev hele projektet opprioriteret. Desuden blev det på grund af mangel af ressourcer af næsten enhver art pålagt at der yderligere var visse steder, der skulle opprioriteres.
Frygt for at tyskerne ville forsvare sig
I april 1945 blev det besluttet at ”vende” de 4 nordligste stillinger, da de allierede styrker rykkede hurtigere frem mod Nordtyskland. Dette ville give de tyske stillinger mulighed for at forsvare Danmark og Norge mod fjenden fra syd. Der blev i tyske kredse talt om at området mellem Flensborg og Aabenraa kunne blive den sidste del af ”Tyskland”, der blev forsvaret mod fjenderne. Så langt nåede man heldigvis ikke inden freden kom.
Resterne af de tyske jagere blev sprængt
Der skulle også have været lavet en underjordisk bunker i slutningen af vinteren 1944-1945 i den nordlige del af flyvepladsen. Men det måtte opgives, da vandstanden i jorden var for høj.
Resterne af de tyske jagere blev sprængt i stykker nogle måneder efter krigens ophør efter ordre fra englænderne.
Omkring midten af maj måned ville en engelsk 2 – motoret RAF – maskine lande på flyvepladsen. Men den tog jorden for sent og rullede uden for arealet. Den pløjede sig igennem jordvolde, hvorved den fik understellet knust.
Et hold englændere kom nogle dage senere og demonterede hele maskinen og kørte den bort på tre lastbiler.
Flygtninge anbragt på Smedeby-linjen
Ved krigens slutning gik der mange rygter i Bov Sogn. De gik på at englænderne kun var få kilometer fra grænsen.
Der kom mange flygtninge til kommunen. De skulle videre til Karantænestationen. Men der var ikke plads i baraklejren. Så fik man rangeret et meget langt vogntog ind på den nedlagte Smedeby-linje. Her blev de bespist, badet, afluset, tilset og behandlet af læger, sygeplejerske m.m. Derefter blev de med lazarettog sendt til Sverige.
Vi skal hjem – krigen er forbi
Det var vel 70 – 80 kvindelige fangere i Frøslevlejren. Elisabeth Bornhoff arbejdede tæt sammen med Flammen og Citronen gik hver morgen og aften ”stuegang” med en tysk officer og talte til fangerne. Hun var barakformand
Den 5. maj 1945 var hun som sædvanlig stået tidligt op. Pludselig blev døren revet op. Næstformanden i den danske lejrledelse stak hovedet ind og råbte:
De var spærret inde bag dobbelt pigtråd. Hver aften kl. 21 blev dørene låst, skodderne sat for og lyset slukket. Også den 4. maj. Mændene havde en illegal radio under gulvbrædderne i deres afdeling. De havde fejret befrielsen hele natten.
Frihedsbudskabet bredte sig som en løbeild over det meste af lejren. De Hvide Busser med de norske KZ – fanger havde gjort holdt i Frøslevlejren på hjemturen. De internerede havde set dem gennem pigtråden og fået smidt rare ting fra deres Røde Kors-pakker ind over hegnet. Man kunne også høre at de allierede havde bombet syd for grænsen.
Men de indsatte vidste ikke, hvordan befrielsen ville udvikle sig. Det kunne have udviklet sig til kamp.
Velkommen tilbage
De tyske fangevogtere var forsvundet. Den danske lejrleder – Frøslevlejren havde et vist dansk selvstyre – P.M. Digmann fik barakkerne låst op. De 700 fanger fik besked om at møde på appelpladsen klokken 12.00.
I hemmelighed var der blevet gravet en høj flagstang ned ved spisebarakken. Den havde mændene nu gravet frem og hejst. Dannebrog vajede i solskinnet, da man kom frem til appelpladsen. Og selvfølgelig blev ”Der er et yndigt land” sunget.
Frants Hvass fra Udenrigsministeriet var kommet ned for at byde de internerede – velkommen hjem. Lejren blev åbnet og folk begyndte at sive. Nogle jublede og var glade. Andre var mere stille og indadvendte.
Vi skrev en ”upopulær” bog
Vi har meget mere om den tid i området. Det kan finde en artikeloversigt neden under. Men under vores arbejde med vores bog om Asmus Jensen fandt vi ud af, at dette var meget upopulært i området. Lokalarkivet ville ikke samarbejde og ville ikke engang have vores bog, da den var færdig. Man opfattede os nærmest som konspiratorer.
De fik ellers de fleste af vores dokumenter. Vi har siden fået bekræftet alt, som vi har dokumenteret fra et arkiv i udlandet. Efterhånden var der også blevet lagt hindringer i vejen andre steder.
De lokale aviser fra området ville heller ikke omtale bogudgivelsen, selv om en journalist fra en af aviserne var meget tidligt ud. Han ville gerne have det stof, som vi havde samlet. Men vi var enige om, at han ikke fik mere end det, der hele tiden blev offentliggjort på vores hjemmeside. Men der var dog en afdeling af denne avis, der ikke havde noget mod at omtale vores bog. Og det gjorde Flensborg Avis og Der Nordschleswiger også.
Sandheden er ilde hørt
Vores undersøgelser viste, at en familie var holdt hen med løgn fra myndighederne indtil vi kunne komme med de rigtige kendsgerninger. Og selv om ligsynsrapporten kunne dokumentere, at det som en afdeling af Den danske Brigade hævdede ikke kunne have fundet sted, så ville politiet i Aabenraa ikke tage imod vores beviser. Sagen var lukket i 1947.
Nej, Asmus Jensen blev ikke skudt under flugt. Han blev tortureret og skudt med to nakkeskud af fem personer fra den lokale modstandsbevægelse i en lade, der stadig den dag i dag eksisterer.
Men selv om man mente vi var konspiratorer, så har vi hjulpet en familie med at finde sandheden. Og den kan være ”ilde hørt”.
Og hvor vil vi så hen med dette? Historieformidling er ikke bare en skabelon, som man skal følge. Man må gerne forholde sig kritisk til det, som man hører og læser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 1.777 artikler: